EN FLÅT ER LILLE, men kan ødelægge meget. Blandt andet en kalender, der er fyldt til bristepunktet med koncerter, litteraturarrangementer og alt muligt andet. Det var det, der skete, da Ud & Se for et lille halvt år siden aftalte med Benjamin Koppel, at vi skulle følge ham over nogle dage. Men så kom det lille blodsugende bidedyr i vejen. Den 51-årige musiker, komponist og bestsellerforfatter blev ramt af borrelia og var tvunget til at aflyse alt på ubestemt tid.
Knap to måneder senere står han en efterårsdag og venter på en villavej i Valby med solskin i brilleglassene og sin sixpence på hovedet.
”Jeg er simpelthen blevet 90 år. Jeg skal nok blive mig selv igen, men nu ved jeg, hvordan det føles at være rigtig gammel,” siger han, da han får bakset sig ind på passagersædet.
Han har lige aflyst yderligere et par koncerter i Odense, for han har ingen energi. Hans hænder og fødder virker stadig ikke, som de skal. Men det er ingenting i forhold til de første uger, hvor lægerne stadig ikke havde regnet ud, hvad der var galt, mens nervebetændelsen bankede rundt i hele systemet, hvilket gjorde pokkers ondt.
”Der skal meget til, før man som voksent menneske græder af smerte. Jeg tror ikke, jeg har grædt af smerte, siden jeg fik et søm igennem foden som 12-årig. Men det her var en smerte, der var 1.000 gange værre. Det var den vildeste tortur,” siger han og fortæller, at lægerne gav ham ren morfin.
”Jeg er jo sådan en asketisk type. Jeg har aldrig røget, jeg har været fuld måske halvanden gang, så lægerne sagde: ’Det her kommer helt sikkert til at virke.’ Men jeg kunne ikke mærke morfinen. Den prellede fuldstændig af på mig.”
Til sidst endte han hos en neurolog, der lurede, at det var borrelia. Han gav ham antibiotika, og det begyndte straks at hjælpe. Den første tid efter var hans fingre dog som klistret sammen. Han gik rundt som en pingvin med luffer på, og ingen kunne fortælle, hvornår det ville gå i sig selv. Men også det blev bedre, og nu venter han på, at resten fortager sig, så han kan vende tilbage til sit liv med koncerter og fyldte kalendere.
”Jeg er et meget optimistisk og håbefuldt menneske. Selv i en tid med Gaza, Trump, Ukraine og klimakrise er jeg stadig optimist. Sådan har jeg også haft det, mens alt det her har stået på,” siger han og tilføjer, mens bilen skramler ind mod København: ”Jeg har haft en fantastisk barndom, jeg har været sammen med mit livs kærlighed, siden jeg var 17, og jeg har fået lov til at lave det, der har pirret min nysgerrighed og udfordret mig, hele mit liv. Jeg har spillet saxofon, skrevet bøger, mødt en masse fede mennesker. Altså, jeg er virkelig, virkelig heldig.”
VED NØRREPORT STATION er det næsten umuligt at finde en parkeringsplads. En varevogn holder i tomgang, men rykker sig ikke ud af flækken. ”Ring, så hopper vi i værktøjet,” står der på bagsmækken.
”Skal jeg ringe og sige, at jeg har et job i den anden ende af byen?” foreslår Benjamin Koppel.
Med nutid og fremtid sat på hold er vi blevet enige om at improvisere, lidt ligesom med en god jazzkoncert, og tage rundt for at besøge nogle af de steder, der har haft betydning for ham. På vej ud af bilen kommer han med en advarsel: Han kan godt gå, men ikke med samme fart som tidligere.
”Tænk det, som om du har en 90-årig med i byen,” siger han, inden han, langt hurtigere, end han har reklameret for, skrår hen over Israels Plads, hvor skolebørn spiller fodbold, og videre gennem menneskemylderet ved Nørreport.
På hjørnet af Nørregade og Nørre Voldgade stopper han op og slår begejstret ud med armene: ”Det her er jo virkelig en del af min ungdom.”
Vi er der, hvor pladebutikken Rille Dille engang lå, og hvor han som 11-årig fik lov til at komme i skolepraktik, fordi ejeren var venner med hans far. Senere blev han fastansat. Da der skulle forhandles løn, fik han valget mellem penge og en lp i timen. Han valgte det sidste og tog hul på en pladesamling, der i dag består af næsten 3.000 plader.
På et tidspunkt fandt han ud af, at mange af hans musikalske helte spillede blot få meter længere nede ad gaden i det gamle Jazzhus Montmartre.
I de efterfølgende år gik han til umanerligt mange koncerter med internationale superstjerner som Sonny Rollins, Carla Bley og Stan Getz. Sidstnævnte hørte han fire dage i træk som 12-årig. Han kunne ikke få nok. Han sad hver gang helt oppe i ansigtet på dem for at få det hele med.
”En af de største oplevelser i mit liv er stadig at sidde tre meter fra Sonny Rollins,” siger han, kaster et nostalgisk blik på bygningen, der i dag er natklub, og udbryder:
”Fuldstændig magisk.”
DET ER DE færreste efternavne herhjemme, der musikalsk klinger lige så velkendte som Koppel-navnet. Benjamin Koppel er lillebror til sangeren Marie Carmen Koppel, fætter til pianisten Nikolaj Koppel, og han er søn af Anders Koppel og nevø til Thomas Koppel fra The Savage Rose, hvis far var komponisten Herman D. Koppel.
Når forældrene turnerede – moren Ulla Koppel i forskellige teatergrupper, og faren Anders Koppel i orkesteret Bazaar – lå han tit og sov i udkanten af scenen, for eksempel i en interimistisk seng lavet af de tæpper, orglet var pakket ind i under transporten. Han elskede at være med og var ikke særlig gammel, før han fik stukket slagtøjsinstrumenter i hånden og selv fik en lille funktion i det store musikalske maskineri.
Som femårig begyndte han at lave trommesæt af gryder, grydelåg og grydeskeer, inden forældrene forbarmede sig og gav ham undervisning hos en professionel trommeslager. Han kom også i lære hos sin farfar, den klassiske komponist Herman D. Koppel, der selv havde været elev hos Carl Nielsen. Han havde kæmpestore pelsede ører, som han kunne rokke med, ét ad gangen, og det hele var magisk hjemme hos farfaren, hvor barnebarnet sugede alt, hvad han kunne til sig af viden om fingersætning og skalaer.
En fredag aften i 1986 sad han som 12-årig på Holstebro Højskole på et ferieophold med resten af familien, da der blev kørt et stort billedrørsfjernsyn ind i fælleslokalet og tændt for en livekoncert med soulfunk-orkestret Tower of Power. Da saxofonisten Richard Elliot gav en fem minutters solo, tabte han kæben. Nu var der ingen vej tilbage.
”Jeg elsker musik, og jeg er til stadighed mystificeret af musikken og alle dens gåder og muligheder. Det er også derfor, jeg siger, at jeg er verdens heldigste, for jeg har fået mulighed for at forfølge min nysgerrighed. Og jeg er glad for, at den ikke handler om at bestige Mount Everest, for det ville jeg ikke kunne gøre til daglig.”
Da han gik over til saxofon, sagde hans farfar til ham: ”Det skal du nok få glæde af.” Ikke som i, at det skulle han nok kunne få en karriere ud af, eller at det ville han kunne tjene penge på. Nej, glæde i ordets enkleste forstand.
”Min farfar sagde altid, at musik er det sjoveste i verden, så derfor skal man tage det alvorligt. Det er det bedste råd, jeg nogensinde har fået. Det er sådan, jeg har levet mit liv. Hvis man ikke gør sig umage, spilder man andres tid, og man spilder sgu også sin egen, for er der én ting, vi alle sammen har for lidt af, så er det tid.”
SOMMEREN 1992 VAR på mange måder særlig. Fodboldlandsholdet vandt EM, og selvom Benjamin Koppel ikke interesserer sig for fodbold, lod også han sig rive med. Samtidig sagde Danmark nej til Maastricht-traktaten, en sag, han personligt brændte meget for. Det var meget euforisk det hele, og det blev ikke mindre, da han med sin egen jazzkvartet stillede op til en landsdækkende konkurrence, hvor førstepræmien var at få lov at indspille en cd – og vandt.
Pladen blev taget godt imod af anmelderne, og som 18-årig fik han mulighed for at turnere land og rige rundt og spille på den gode side af 200 koncerter om året. ”Vi spillede for en gråpære, bevares, men det var heller ikke pengene, der drev os. Det hele handlede om at komme ud at spille.”
Benjamin Koppel rejste også til New York i et halvt år for at lære af de bedste og jamme med dem – blandt andre med den cubanske altsaxofonist-legende Paquito D’Rivera. Han ankom 17. januar 1994 til 31 graders frost. Det var den hårdeste vinter i mange år, men med nysgerrigheden som ledestjerne besluttede han sig for at gå op til Guggenheim-museet, selvom han boede i bunden af Manhattan.
”Jeg tænkte bare: ’Jeg er jo sådan en, der altid går.’ Så jeg tog et halstørklæde på og gik de 88 blokke. Det er eddermame langt. I 31 graders frost,” siger han om turen, der kostede ham de næste to uger i sengen med pandehule-, bihule- og lungebetændelse. ”Det var straffen. Men i det mindste fik jeg da set Guggenheim.”
HAN FÅR DEN tanke at slå forbi Fiolstræde, hvor den gamle jødiske Koppel-slægt for 100 år siden havde hjemme på forskellige adresser. Det ene af stederne er der åbent ind til baggården.
”Man er jo sammensat af alt muligt, hinduer og polske roehakkere, og jeg ved ikke hvad, men den jødiske del af familien boede i de her gårde,” siger han og træder ud i en stor, åben have, hvor høns render frit rundt og pirker i jorden.
”Se, hvor hyggeligt. Jeg er jo dyrefanatiker. Jeg elsker dyr. Jeg er ikke religiøs, men til gengæld tror jeg meget på naturen. Alle tror, jeg er jøde, fordi jeg har skrevet bøger om min jødiske familie. Mine oldeforældre var polske jøder, som flygtede …”
Længere når han ikke, før han bliver revet ud af sin egen fortælling og stirrer lykkeligt på hønsene.
”Jeg har meget svært ved at koncentrere mig, når de er her. Det er ligesom med mine hunde. Jeg elsker høns, de er så meget klogere, end vi giver dem credit for. Vi tror, de er dumme, det har vi bildt hinanden ind, for så er det meget nemmere at skide på deres rettigheder og liv og følelser og bare æde dem. Men de er faktisk kloge. Jeg tror så meget på naturen, så religion er der slet ikke plads til.”
For hans oldeforældre var det en anden sag. De var polske jøder, der flygtede fra hjemlandet i 1907 og endte i København, hvor de fik fem børn, heriblandt hans farfar Herman samt Anna, den yngste, som inspirerede ham til romandebuten ’Annas sang’. Den udkom for tre år siden, og blev en bragende succes med 200.000 solgte eksemplarer.
De fire storebrødre blev alle gift med danske, ikke-jødiske kvinder. Oldeforældrene havde været tvunget til at flygte fra Polen, fordi de var jøder, og eftersom jødedom går igennem kvinderne, var religionen ved at forsvinde ud af familien. Derfor skulle Anna død og kritte giftes med en jøde. Det er den skæbneberetning, romanen udspringer af.
”Da min farfar giftede sig med sit livs kærlighed, Vibeke fra Fyn, som var meget jordbunden og ville have flæskesteg juleaften, forsvandt jødedommen ud af min gren af familien. Min far blev døbt og konfirmeret i folkekirken, for det ville min farmor have, og jeg er barn af hippieforældre. Så jeg er hverken døbt eller konfirmeret eller har noget religiøst tilhørsforhold. Jeg er sådan set antireligiøs, ja, glødende ateist. Religion er roden til, om ikke alt, så virkelig meget ondt i menneskehedens historie.”
Han har stadig blikket rettet mod hønsene, der kagler i efterårssolen.
”Jeg tror på videnskaben, jeg tror på naturen, jeg tror på, at hvert blad er forskelligt. Naturen er enormt magisk. Vi glemmer det bare, og derfor ødelægger vi den, og nu går det ad helvede til med klimaet. Men vi er en del af naturen, og hvis man først forstår det, er der overhovedet ikke brug for en gud, en facitliste, en bibel, en tora eller en koran.”
BENJAMIN KOPPEL SÆTTER kursen mod Palæ Bar, engang et af mange små spillesteder i Indre By, som han frekventerede fra en tidlig alder. Faktisk var han kun lige fyldt 12, da han fik sin allerførste Guld Tuborg i hånden og var med sine søstre i byen. Han husker den nøjagtige dato – 28. februar 1986 – fordi der pludselig kom en fyr stormende ind og råbte: ”Sommeren er kommet tidligt til Sverige! Der er fundet en Palme med to skud.”
”Den vittighed var så usmagelig, at jeg aldrig har glemt den,” siger han om den dag, hvor den svenske statsminister blev dræbt. En begivenhed, som for ham selv markerede en brydningstid mellem barndommens uskyld og den voksne verden med al sin alvor.
Men selvom han var tidligt på den med mange ting, var han aldrig udfarende. Første gang han drak sig fuld, var tømmermændene så slemme, at han tænkte, at det behøvede han aldrig at gøre igen. Stoffer har heller aldrig lokket ham.
”En af mine tætte venner tog engang coke før en koncert, og han spillede bedre, end han nogensinde havde spillet. Så blev han rigtig bange og tænkte: ’Det skal jeg aldrig igen, for det gør et eller andet helt crazy,’” fortæller Benjamin Koppel, mens han trasker ned ad Strøget.
”Selvom jeg er et nysgerrigt menneske, er der meget, jeg er bange for. Jeg skal heller ikke bungeejumpe – om jeg så fik 100 millioner kroner for det. Jeg har ikke engang været med Odinexpressen i Tivoli. Jeg har været i en rutsjebane én gang, og det er det værste, jeg har prøvet. Det interesserer mig slet ikke at udfordre mine egne grænser og min angst. Men jeg er pissenysgerrig, og det er noget helt andet.”
Han stopper op ved butiksruden til et gammelt anti-kvariat.
”Jeg elsker sådan nogle antikvariater med gamle bøger og kort. Prøv lige at se den der. Fantastisk, ikke?”
Førsteudgaven af et af Søren Kierkegaards værker er udstillet i vinduet. Han betragter den for en stund.
”Hold kæft, mand, jeg elsker det!”
PÅ PALÆ BAR sidder flere og spiser frokost. De resterende brune borde er ’reserveret’, men Benjamin Koppel får lov af den ældre kvindelige tjener til at slå sig ned ved det ene af dem. Han kigger rundt i lokalet.
”Jeg burde jo faktisk hænge her et sted,” siger han og scanner billederne på væggene med danske og udenlandske jazzlegender. ”Jeg var kun 19, da jeg fik Palæ Bars jazzpris.”
Han sender sultne blikke ud mod køkkenet.
”De har nogle håndmadder, og konceptet er, at man selv går ud og henter det, man gerne vil have. Jeg kunne godt lige klare en mad eller to.”
Lidt efter vender han tilbage med én med æg og rejer og én med roastbeef. Og netop som tjeneren kommer med de kolde varer, spotter han sig selv på væggen.
”Nå jo, jeg hænger lige der. Det er bare mig, der er så nærsynet. Nummer to fra højre på nederste række.”
”Det kan jeg da godt se,” siger tjeneren. ”Du er sgu da en legende så!”
”Ah, det ved jeg ikke. Det synes mine børn ikke.”
”Men det synes vi!”
De griner begge to.
I højttalerne spiller Stevie Wonders ’I Just Called to Say, I Love You’, og den opfanger Benjamin Koppel straks: ”Stevie er min store helt,” siger han og kaster sig ud i en længere fortælling om dengang, han købte sin dyreste koncertbillet nogensinde. Det var, da den amerikanske sangskriver skulle genopføre ’Songs in the Key of Life’ i Madison Square Garden. Han ringede til to venner og spurgte, om de var friske på en tur til New York.
”Jeg måtte sige til dem: ’Jeg er jo pissenærsynet, så jeg gider ikke rejse 5.800 kilometer for at sidde på række lort. Jeg vil sidde helt oppe foran,’” genfortæller han, mens han fortærer håndmadderne.
”Altså, helt alvorligt, hvorfor betale flybilletter, hotel, alt muligt og så sidde på bagerste række og kigge på en stor skærm? Jeg ville købe den bedste billet, jeg kunne finde. Den var de med på. Så vi sad på række tre til 1.000 dollars stykket. Til gengæld sad Stevie lige der …” Benjamin Koppels øjne lyser af begejstring bag de tykke brilleglas: ”Det var fuldstændig sindssygt!”
DE SMALLE GADER i indre København er pakket med fodgængere, og Benjamin Koppel stryger lige igennem mylderet. Alligevel siger han pludselig: ”Hvis du havde mødt mig nogle måneder før, og jeg ikke havde fået den her neuroborreliose-nervebetændelse, ville jeg have haft 200 gange mere krudt i røven. Jeg har altid trivedes bedst med at have totalt knald på.”
Han skrår over gaden til det modsatte fortov, mens han speedsnakker.
”Lige nu sover jeg hele tiden, fordi jeg er syg, men tidligere har jeg altid syntes, at det var vildt kedeligt at sove. Jeg vil op at lave noget, lære noget, gøre noget for nogen, skrive musik, skrive bøger, arrangere koncerter, komponere, alt muligt. Jeg har 10.000 ting, jeg gerne vil, helst på samme tid. Sådan har jeg altid haft det. Det er ikke tilfældigt, at jeg har udgivet 75 plader som solist i en alder af 51 år. Det, du skal vide om mig … eller det ved jeg ikke, om du skal, men nu siger jeg det, og så kan du vurdere det …,” siger han og skal til at levere en dybere pointe, da han spotter sin frisør Rodeo City på den anden side af gaden og glemmer, hvad han var ved at fortælle:
”Jeg har altid klippet mig selv, fordi det var nemmest og billigst. Jeg har ikke tålmodighed til at køre ind til en frisør og smalltalke. Det tager et minut og 40 sekunder at klippe mig selv, og jeg tager alligevel hatten på bagefter. Men så lærte jeg frisøren Morten at kende, og han sagde: ’Det går simpelthen ikke.’ Jeg skal faktisk derind i morgen.”
HAN HAR STADIG ikke nået at fortælle det, han egentlig skulle til at fortælle, da vi lidt efter passerer Gyldendal, Benjamin Koppels tidligere forlag, inden han skiftede til Politikens Forlag, hvor toeren ’Sommerfuglens stemme’, der i 2025 indbragte ham De Gyldne Laurbær.
”Der var en for nylig, der fortalte mig, at ’Annas sang’ er den største debutromansucces siden Klaus Rifbjergs ’Den kroniske uskyld’. Om det passer, ved jeg ikke, men sindssygt, ikke?”
Han klukker. Den havde selv et optimistisk menneske som ham ikke set komme – og så alligevel. Da han havde afleveret bogen til tryk, sagde datteren Astrid: ”Ej, det kunne være sjovt, hvis den solgte 5.000.”
”Men man kan lige så godt have det sjovt med at drømme stort, så jeg sagde: Hvorfor ikke 200.000?” siger han og drejer ind i mængden af shoppeglade mennesker på Købmagergade.
”Det havde vi en god samtale om. Så længe man husker ikke at blive ulykkelig, hvis drømmen ikke går i opfyldelse, kan man lige så godt drømme rigtig stort.”
Pludselig går det op for ham, at han var ved at fortælle noget for snart længe siden: ”Det, du skal vide om mig, er, at nu har jeg lavet 75 plader, to romaner …”
Han afbryder sig selv igen. Tæt ved Rundetårn står to midaldrende kvinder med et skilt, hvor de tilbyder gratis bibelkursus. Hans øjne lyser op på ny.
”Jeg elsker, at sådan noget findes. Jeg får nærmest et sug i kroppen over, at de står der og tilbyder det gratis. Det er jo så smalt!”
Han griner, går nogle meter længere ned ad gaden og stopper brat op.
”Nå, undskyld, jeg taler i øst og vest … Det, du skal vide om mig, er, at jeg ud over min kone og børn er fuldstændig forelsket i processen. Jeg er supertaknemmelig, når nogen samler noget op, jeg har lavet. Men grundlæggende er jeg uinteresseret i, hvordan tingene bliver modtaget. Mange af de plader, nej, de fleste af de plader, jeg har udgivet, er det jo stort set kun mig, der ved findes. Men jeg har lært noget af dem alle sammen, og jeg har elsket at lave dem.”
DER ER HELE TIDEN en bygning, der giver mindelser om fortiden. Ved Kultorvet er det den allerførste date med hustruen Ann på det gamle Klaptræet 1. maj 1991 – endnu en dato, der har indprentet sig. Dengang var stedet kombineret biograf og café og et ”ret hipt gå-i-byen-sted”.
På det tidspunkt havde de kendt hinanden i flere år, for de havde gået i skole sammen. For hans vedkommende var det den tredje skole, han gik på, efter at være mobbet på de andre to. Særligt på den ene gik det heftigt for sig, når han på nærmest Ole Lund Kirkegaardsk manér blev tyranniseret af skolens bøller for at være en ”rødhåret brilleabe”.
”Der var 4-5 måneder, hvor Danni og Brian – og det hed de – hetzede mig, bankede mig, knækkede mine blyanter, maste mig ind i radiatoren og gav mig buksevand ude i skolegården, fordi jeg havde rødt hår og briller. Det var virkelig crazy. Men på en måde … det lyder forkert … men på en måde er det meget fedt at have oplevet det.”
Han uddyber: ”Jeg oplevede at være udstødt, et udskud, et offer for noget, man ikke kan gøre noget som helst ved. Det har plantet sig i mig i forhold til, hvor uretfærdige uretfærdigheder kan være, og hvor meget man bliver nødt til altid at stille sig på de udstødte og de svages side. Der er ingen, der vælger at være rødhåret – og hvad det ellers kan være. For mit vedkommende stod det kun på nogle måneder, så tænk lige på, hvad det gør for et barns udvikling at leve et helt liv i undertrykkelse.”
I de måneder, hvor Danni og Brian gjorde livet surt for ham, var Benjamin Koppel rædselsslagen for at gå i skole, men heldigvis havde han årvågne forældre, som tog ham ud. I stedet begyndte han på Freinetskolen på Valby Langgade, en særlig form for skole, som bygger på den franske pædagog Célestin Freinets principper. Her blev lærebogsmaterialet udarbejdet individuelt og på baggrund af børnenes nysgerrighed. Det betød blandt andet, at han lavede et projekt om Bermudatrekanten i tre måneder og dernæst brugte et halvt år på at beskæftige sig med besættelsen. Samtidig gravede nogle af hans klassekammerater huller i jorden og lavede emne om regnorme. Der var heller ikke klasser i traditionel forstand, men fem forskellige ’familiegrupper’, der ikke tog afsæt i alder.
”Det var en skole, der var fuldstændig befriet for mobning,” siger Benjamin Koppel, der som 14-årig kom i gruppe med den tre år ældre Ann. Mens han selv var solgt fra starten, syntes hun, at han var for lille til en romantisk relation. Men så gik der tre år mere, de begyndte at gå i byen sammen, og så klikkede det: ”Der kunne vi pludselig begge se, at vi var hinandens soulmates.”
HVIS DE HAVDE kunnet få alle de børn, de ville, havde de formentlig fået seks. Det var drømmen at få en stor familie, men da de gik i gang med projektet, da han blot var 21, var det uden held. Et år senere stod det klart, at de havde brug for hjælp.
”Jeg husker stadig, at vi sad og græd på en bænk foran Frederiksberg Hospital, fordi en sur, gammel, dum, konservativ nar af en overlæge havde sagt til os, at vi aldrig ville få børn, men kunne skrive os op til adoption. Vi ville have vores egne børn, og det fik vi så heldigvis også.”
Det var i 90’erne, hvor fertilitetsbehandling ikke var så udviklet og udbredt som i dag, og der gik seks år med forskellige hormonbehandlinger, før han som 28-årig blev far for første gang. Tre år efter Astrid kom Viola til. Selvom det var mange år at gå og vente på – måske – at få sin drøm opfyldt, føler han sig også privilegeret på det område:
”Vi oplevede aldrig sorgen med at blive gravid og abortere, som vi har set hos andre. For os blev det aldrig sådan en kugle af sorg, vi trillede foran os, og jeg er også sikker på, at hvis vi ikke havde fået børn, ville vi have adopteret og være blevet lige så gode og glade forældre.”
Da han skrev ’Sommerfuglens stemme’ – efterfølgeren til ’Annas sang’ – besluttede han sig for at bearbejde forløbet i fiktionen. Modsat sig selv, fortæller han, har hovedpersonen Alexander dog også problemer med sin selvtillid.
”Jeg har prøvet at tage mig selv og vende fortegnet – apropos det der med at være verdens heldigste. Hvis jeg nu ikke havde haft en kærlighedsfuld og tryg opvækst? Hvis jeg havde haft dét hul i selvtilliden, som jeg har set mange venner og bekendte have, fordi de har haft en lortebarndom eller en åndsfraværende far, hvordan var jeg så blevet? Hvordan ville jeg så have reageret på fertilitetsbehandling og det her med at få sat spørgsmålstegn ved min mandighed? For det har aldrig generet mig en tøddel, fordi jeg har fået så sindssygt meget selvtillid med hjemmefra.”
HVORFOR EGENTLIG IKKE slå et smut forbi barndomshjemmet på Frederiksberg?
Jo mere han får talt sig ind på det, jo mere varm bliver han på ideen.
”Det kunne altså være sjovt! Man kunne prøve at ringe på og se, om der er nogen hjemme, så man måske kunne komme helt ind i lejligheden?”
På vejen derhen er han i overstadigt humør. En varevogn bremser midt på en trafikeret vej, og en håndværker får hurtigt og gelinde læsset en palle af, inden han er tilbage ved rattet og trækker ud i trafikken igen.
”Se lige ham der. Det er bare højt tempo og godt håndværk. Det elsker jeg. Det er virtuost.”
På vej over Frederiksberg Allé spotter han et ungt, lidt flippet kærestepar på gaden:
”Så går der sådan to fede typer der med sådan en målrettet gang. Hvad er deres historie? Jeg synes jo grundlæggende, at mennesker er vildt fede, og alle har en historie,” siger han og sender dem lange øjne.
”Tilværelsen handler ikke om at tjene flest penge eller få mest magt over andre. Den handler om at møde andre mennesker og finde ud af, hvad man kan lære af dem. Jeg har altid været oprigtigt nysgerrig. Jeg er for eksempel vildt nysgerrig på, hvad ham der har i sin rygsæk,” siger han og nikker mod en ældre mand, der kommer gående stille og roligt på fortovet med en gul Fjällräven-rygsæk.
Lidt efter træder han ud på fortovet på Kingosgade på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg. En ældre dame kommer gående med to hunde.
”Det der kunne godt være mor og datter,” konstaterer han og er hurtigt ovre ved dem. Han sender må-man-klappe-blikket, får et venligt nik retur og er straks nede i knæ for at sludre med de to hunde, der viser sig at være søstre. ”Hej, hej, I to, jah, det var flot, jah!”
DA HAN NÅR hen til dørtelefonen på Carl Bernhards Vej, hvor familien de første ni år af hans liv boede i kollektiv med blandt andre filmmageren Søren Kragh-Jacobsen, står der ingen navne, han kan genkende. Han lurer ind gennem hoveddøren.
”Trappetrinnene er stadig de gamle røde trin, fra da jeg var barn. Dem har jeg løbet så utrolig meget på. Det er fandeme sjovt,” siger han og beslutter sig for alligevel at ringe på dørtelefonen.
”Hallo,” lyder det fra anlægget.
”Hej, det er Benjamin Koppel. Jeg ved godt, det er lidt utjekket, jeg bare ringer på, men jeg er vokset op i det her hus tilbage i 70’erne. Nu står jeg så her og overvejer, om det på nogen måde er muligt at komme ind og se huset eller gården, hvor jeg løb rundt som dreng, og som har betydet så meget. Jeg ved ikke, om jeg forstyrrer helt vildt, det gør jeg nok. Og du siger bare nej.”
”Jeg er faktisk ikke hjemme. Den har ringet op til min telefon,” siger en mandestemme i dørtelefonen.
”Er det sådan, at jeg må få et telefonnummer til dig og så kan ringe og komme forbi en anden dag?”
”Ja, hvad var det, du hed?”
”Benjamin Koppel. Musiker. Jeg boede i bofællesskab med min familie i 70’erne. Jeg kan se, I stadig har de røde trin på trappen, som da jeg var barn.”
Med dørtelefonanlægget til hjælp ender det ud i en længere samtale om, hvordan både ejendommen og beboersammensætningen har udviklet sig de seneste 50 år.
”Vi havde fælleskøkken. Det var ligesom hjertet i huset. Er der stadig måger i loftet i stukken? … Ej, det ville jeg sgu gerne se! … Jeg håber, jeg må lave en aftale på et tidspunkt. Det kunne være vildt sjovt … Fedt! Tusind tak, ha’ det rigtig godt.”
Benjamin Koppel har dog ikke opgivet at se nærmere på sit barndomshjem. Han foreslår, at vi prøver den Coop 365, der ligger på den tilstødende gade. I hans barndom hed butikken Favør, og der kunne man gå lige igennem og om i gården. Han trasker igennem butikken, videre ud i baglokalet og ud ad bagdøren til gården, hvor en ung-arbejder sidder og ryger.
”Hej, arbejder du her?”
”Ja?” Ungarbejderen kigger meget skeptisk på manden, der er trådt frem i døren.
”Er det okay, hvis vi lige går ud og kigger, og så smutter vi igen?”
”Øhm, nej,” mumler hun, men det overhører musikeren, der i stedet fortæller, hvordan alle børnene i gården engang løb ind og ud af hinandens lejligheder. Han peger op mod ejendommen.
”Det store vindue lige under tagrenden, dér var badeværelset. Der stod jeg altid, når jeg kom hjem fra skole, og sang ud i gården. Der var den vildeste akustik.”
Han udbryder et højt, syngende ’ååh’, så det ekkoer i gården og giver ungarbejderen et chok.
”Nå, det er der stadigvæk!”
Han bliver stående et øjeblik og kigger nostalgisk ud i gården.
”Hold kæft, hvor var det fedt,” siger han så.
HANS FØDDER er begyndt at blive ”søvnige”, som han formulerer det. Alligevel foreslår han at gå over i den arkade på Vesterbrogade, som hed Broadway, da han var barn, som senere hed Toves Galleri og Westmarket, og som både han og mange andre københavnere nu ikke længere ved, hvad hedder, hvis den overhovedet har et navn.
”Der var det her mærkelige indkøbscenter, hvor der var en biograf, da jeg var barn, og vi gik over og så ’Far til fire’-film. Men om aftenen forvandlede det sig til pornobiograf, så det var virkelig ulækkert, og så siger jeg ikke mere. Det er fuldstændig utænkeligt i dag med en pornobiograf for gamle, klamme mænd, men det var Vesterbro i 70’erne.”
Han kommer i tanke om bøssebiografen Bifil Bio, hvor der altid stod en venlig dørmand ude foran og stak ham en krone til en is, ikke på en lummer måde, bare for at være venlig, og mens han mindes det, når han frem til arkaden, hvor der nu ligger et hotel ved navn CityHub.
”De gør alt for at gøre det hipt, men det bliver ved med at være sådan et taber-mall,” konstaterer han og bevæger sig igennem gangene, der fører igennem bygningen. -Undervejs møder han et par sprittere med klirrende plastikposer. ”Det er endnu mere lousy, end det nogensinde har været.”
På Matthæusgade på den anden side peger han op mod den lejlighed, hvor Ann og han boede midlertidigt den første sommer, de var kærester. Han ryger ud i en længere beretning om deres første rigtige lejlighed på Nørrebro, som de varmede op med petroleum, og om rockerne, der hentede penge og lagde stoffer bag en bestemt mursten på gaden. Hænderne flagrer, fødderne slæber sig hen over asfalten, og dagen går på hæld.
”Jeg elsker tanken om, at murstenene har oplevet en masse og kender vores fortællinger. Det gør de selvfølgelig ikke, men man kan bruge sin forestillingsevne.”
ENDNU EN HUNDEEJER, og endnu en gang må han bare hilse på ejer og hund.
”Hunde afspejler ejerens psyke,” siger han bagefter. ”Hvis ejeren er aggressiv og har mindreværdskomplekser, har hunden det også. Det er sjovt nok altid de bredeste mænd med de bredeste kæber, der har de bredeste hunde med de bredeste kæber.”
Han kommer i tanke om sin ven, den amerikanske bassist, Svott Colley, der har en kæmpestor, men utrolig nuttet kamphund: ”Men så igen, ligesom ingen mennesker fødes racister, fødes ingen hunde onde. Men alle kan lære at blive det,” konkluderer han.
I løbet af dagen er han kommet med mange af den slags mindre lektioner i humanisme. Han kan slet ikke lade være, siger han, og så længe han er tro mod sine egne værdier, er han ligeglad med, om andre betragter ham som en bedaget hippie.
”I mine værdier ligger også ikke at dømme folk. Det kan være skidesvært, men jeg har haft udmærkede samtaler med for eksempel Pia Kjærsgaard, selvom der ikke har været mange, jeg har været mere uenig med,” siger han og mindes dengang, han endte i ’Debatten’ på DR2, fordi han havde hjulpet syriske flygtninge på de danske motorveje.
”Jeg ringede til nogle venner og sagde: ’Hør her, de har ikke en skid, vi har så meget, skal vi ikke fylde nogle biler med saftevand, juice, knækbrød og chokoladekiks og køre ned og aflevere det?’ Så skal jeg ellers love for, at jeg endte i alle mulige problemer. Jeg røg i ’Debatten’, hvor jeg stod over for Morten Messerschmidt, Inger Støjberg og Rasmus Stoklund.”
Han slår en latter op.
”Meget kan man sige om de tre, men de er dygtige retorikere, så jeg fik min sag for. Jeg synes, jeg slap nogenlunde fra det. Jeg sagde til dem: ’Det kan da godt være, I kan jeres paragraffer, men jeg står her med mit humanistiske udgangspunkt. Og hvis folk ikke havde hjulpet mine bedsteforældre, da de flygtede over Øresund i 1943, havde jeg muligvis slet ikke stået her.”
DA HAN TRÆDER ind i bogcafeen Thiemers Magasin på Tullinsgade, en sidegade til Værnedamsvej, udbryder den mandlige ejer straks: ”Benjamin! Alive and kicking?”
”Ah, medium.”
”Det lyder til, at du har været igennem lidt af en omgang.”
”Det har været helt sindssygt. Det er første gang, jeg er ude på den her måde. Vi har vandret rundt i timevis.”
Han sætter sig hen til et af bordene med en flat white og fisker sin telefon frem.
”Har jeg vist mine hunde? Vi fik jo Polly, og hun er mor til Lucy, og vi havde så besøg af Daisy for nogle dage siden, så der var tre generationer af bomuldshunde samlet. Er det ikke sødt?”
Han er nødt til at rende op og vise den unge ekspedient i bogcafeen billederne.
”Er det hundebilleder?” spørger en mand, der sidder for sig selv og læser avis. Straks er Benjamin Koppel ovre ved ham.
”Nej, hvor er de søde,” udbryder manden.
”Er du også hundemenneske?”
”Jaja … altså, skal du lige se?” siger manden og finder sin egen iPhone frem.
”Man kan bare søge på ’hund’, så dukker de op. Jeg har over 220 billeder af min.”
Benjamin Koppel griner begejstret: ”Skal man søge i sin filmrulle?”
”Neeej, en skøn hund! Hunhund? Hold op, hvor fin.”
Så finder Benjamin Koppel sin telefon frem igen.
”Jeg skal lige prøve at søge på ’hund’, det har jeg aldrig gjort.”
Der går et øjeblik, så griner han højt: ”2.875!”
”Okay, det er også en sjat,” siger manden.
”Nå, men jeg er så en mand, der har 2.875 hundebilleder,” siger Benjamin Koppel og griner igen. ”Hold kæft, det er dumt. Men jeg kan ikke stå for dem. Altså, prøv nu lige at se her.”
UDE PÅ GADEN nikker han tilbage mod Thiemers Magasin.
”Det er virkelig også mit sted. Jeg elsker, at jeg kan gå ind alle mulige steder og føle mig hjemme. Da vi var unge, sagde min storesøster altid: ’New York, dét må være verdens centrum.’ Eller: ’London, dét må altså være verdens centrum.’ Nej, verdens centrum er lige her. Det gælder for os alle sammen. Det skal man huske. Every fucking minute er lige her.”
Under de høje trækroner på Frederiksberg Allé kan han dårligt slæbe benene frem mere. Men snart er han fit for fight igen, det er han overbevist om. Så kan han skrue helt op for tempoet, som han foretrækker det. Det er ikke så længe siden, at han blev 50 år, men alderen trykker ikke, og det var desuden, siger han, overhovedet ikke en særlig ting for ham at runde dét hjørne.
”Som min farfar sagde: ’Hvad der er i kassen, er i kassen.’ Mozart blev 36 år – uden sammenligning i øvrigt. Charlie Parker blev 35. Når man tænker over sådan noget, er det crazy. Hvis jeg fik en tagsten i hovedet nu, ville det selvfølgelig være pisseærgerligt. Men jeg er ikke bange for det. Jeg har ikke krav på mere.”
