Indlæg

En følelse af ikke at passe ind har fulgt OLGA RAVN hele livet. Ud & Se har mødt den unge prisvindende forfatter og fulgt hende til en naturfarvnings-workshop i Rungsted, hvor hun jonglerede moderskab og plantekunst og fortalte om socialt selvmord, smadderdruk på Forfatterskolen og ønsket om at være normal.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Jonas Bie

Rungstedlund

REGNEN SILER NED, mens Olga Ravn med en tang håndterer løgskaller i et velvoksent kogekar som en øvet grillmester. Tordenen buldrer, og et kollektivt ”wauw” breder sig fra kursusdeltagerne, da hun fisker et sammenrullet tørklæde op fra karret og ruller det ud, så det afslører et okkergult rudemønster. Det simrende bioaffald får Karen Blixens have til at dufte af kamillete med honning, som stod der spandevis af urtete mod halsbetændelse placeret rundtomkring.

Den 34-årige forfatter, der er blevet kaldt ’den yngre generations litterære stemme’, er godt i gang med et naturfarvningskursus, hvor deltagerne har betalt 1.000 kroner for at komme på sanketur og lære at udvinde farver fra Moder Jord herself. 

Nogle timer før det store løgskals-eksperiment er regnen stadig langt fra land, og Olga Ravn iler rundt for at gøre klar. Stole skal sættes frem, borde skal flyttes. Forfatterens femårige søn er med, og selvom han har selskab af en af morens veninder og dennes søn, skal Olga Ravn stadig svare på spørgsmål og give krammere. Lettere hektisk, men med en målrettet elegance manøvrerer hun rundt mellem kogekar, forlængerledninger og silkestoffer. 

Næsten flyvende som en slags alf med sine godt og vel 165 centimeter og med fodlang, let sort kjole og en hvid skjorte blafrende efter sig blender hun ind i Karen Blixens narnia af en have, der fortsætter i afkroge og huler, længere end øjet rækker. 

Klokken kort før kursusstart begynder deltagerne at dukke op. Olga Ravn er ikke klar, men sætter blot deltagerne i sving. De hjælper med at rykke borde på plads og arrangerer sig selv på stole i halvmåneform foran et klapsammenbord fyldt med glas med støv og frø i alverdens farver.

Fuglekvidderen er skruet op på max, græsset strutter, og brumbasserne summer blandt blomsterne, der sender sødlige duftstrømme ud i haven, hvor de blander sig med salte briser fra Rungsted Havn. Dernede glider sejlene forbi på den lyseblå junihimmel som foldede papirservietter. Til højre for selskabet ligger Karen Blixens gamle hus, hvidt med orange tegl og små skorstene, og emmer af kulturarv. Et hvilested for klassikere, der denne dag er vakt til live af en nulevende, anmelderrost forfatter. 

”Jeg er ikke uddannet biolog eller noget – jeg er bare digter,” siger Olga Ravn og åbner planteballet for deltagerne, der forinden har summet og udvekslet amatørfarvetips. Nogle unge kvinder i gymnasiealderen har forsøgt sig med avocado og gurkemeje derhjemme, ellers er de mest inspireret af Instagram og deres mødres aflagte farvelærebøger. Forsamlingen, 20 kvinder i alle aldre, er en broget flok. Højskoletyper i vandrestøvler, praktiske shorts og med 70’er-tørklæder bundet som pandebånd, småbørnsmødre i nydelige sommerkjoler, der har afsat babyerne til fædrene, der med bæreseler og barnevogne spadserer rundt i Blixens lille naturreservat, og så er der en håndfuld ældre, der selv har prøvet kræfter med batik og kaustisk soda, dengang det var moderne. 

Olga Ravn fortæller, at hun altså ingen ekspert er i naturfarvning, og hendes opslugende betagelse har kun varet et år. Som hos mange andre betød corona-nedlukningen, at hun gav sig i kast med en ny syssel: at farve tekstiler med ting fra naturen. Hun er også optaget af at lave sit eget blæk, af at studere middelalderen og af hekseafbrændinger. 

Hun har i det hele taget nærstuderet mange ting gennem sit liv. Som barn lærte hun sig selv runer – ikke bare tankeløs kopiering af figurerne, hun kunne skrive med dem – ægyptiske hieroglyffer, alt, hvad der var at vide om de græske guder, urter og dyr, samt hvilke helligdage folk fejrede rundtomkring på hele kloden. Verdensreligionerne opslugte hende også, og alt, hvad hun fandt ud af, noterede hun i en grøn notesbog, som var en af de eneste af hendes ting, der overlevede kælderoversvømmelser og utallige flytninger i barndommen. Nu er det så naturfarvning. 

”Jeg er altid bange for, at der sidder en blandt publikum, der har taget et kursus i Florida,” griner hun afvæbnende med snorlige perletænder. Som hun får talt sig varm under sit indledende oplæg, afslører hun en proper viden om alt fra syre- og baseforhold til temperaturer, gram, diverse plantearter og de farvenuancer, de afgiver. Læder, perlemor, papir, bomuld og uld tager for øvrigt godt mod farve. Men så stopper hun sig selv for at minde forsamlingen om, at hvis der er veganere til stede, skal de nok holde sig fra uld, men også silke, da det jo er spundet af orme. Der er ingen ironi at spore, det er en nøgtern servicemeddelelse. På samme måde forklarer hun deltagerne, at de altså ikke kan lave blåt i dag, fordi det er ’sygt kompliceret’. Til gengæld synes hun, det er vildt sjovt bare at lave en heksegryde, hvor man putter alt muligt i. 

”Jeg kan godt lide, når det bliver lidt grimt,” fortsætter hun sit oplæg. 

Frederiksberg

EN HÅNDFULD DAGE senere sidder hun under en faldskærmsstor hvid parasol og bestiller kaffe – med en lille smule mælk – foran et irgrønt orangeri i Bakkehusets Have. Ved siden af hendes malede tånegle står en flettet frokostkurv med tykke bøger og med rølliker, som hun fandt i Carlsberg Byen på vej herhen.

Når hun snakker, danser guldstjerner og slanger fra hendes øreflipper og blander sig med viltre dybbrune krøller, og farvede sten og amuletter fra hendes fingre glitrer i de sparsomme solstrejf, når hun gestikulerer. Som barn var hun fascineret af hekse, gik selv i heksetøj og forsøgte at få pigerne fra klassen til at underskrive en kontrakt med ægte blod. 

”Det ville de så ikke,” siger hun med et sæt øjne og et træk på skuldrene, der ironisk siger ”hvilken overraskelse” til hendes tidligere barndoms-jeg, der havde en idé om, at der var et bestemt antal facts om verden. Det gjaldt bare om at lære dem, så vidste man det hele. Og derfor læste hun alt. Som i alt. En læsesult, der resulterede i, at hun nærmest kom igennem en bog om dagen. Hun forsikrer, at hun aldrig i sit liv har læst så meget, som hun gjorde som barn. Science fiction, fantasy, historiske bøger og tegneserier. 

”Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at gå hen til fagbogshylderne, og jeg prøvede at læse – måske da jeg var 10 – en eller anden bog af Freud. Heldigvis forstod jeg ikke noget af den. Men jeg kan tydeligt huske, bibliotekaren ligesom himlede med øjnene ad det her ekstremt prætentiøse barn,” siger Olga Ravn og bliver stille nogle lange sekunder. Hun lader ikke til at være bange for pausen. Der er ikke nogen akavet stilhed, men derimod et menneske, der tænker sig om. Øjnene bliver dybe, mundvigene slapper af. 

”Men det var vel også en eller anden måde … et lidt magtesløst forsøg på at få kontrol i en ret kaotisk opvækst, tror jeg, hvis jeg sådan skal analysere mig selv,” siger hun med en varm og rund stemme, der gerne måtte indtale en lydbog.  

Hun lærte at læse, inden hun startede i skole, og da hun fortæller det, læner hun hovedet skråt tilbage og tilføjer, at ”det jo er den største kliché”. En forfatter, der lærte at læse, inden det overhovedet var på skemaet. Ikke desto mindre var det sådan, det var. Bøgerne tog hende steder hen, hvor hun gerne ville være, og Olga Ravns mor opdagede, at hendes børnehavebarn havde lært at læse, da hun proklamerede, at der stod ’græsk salat’ på et menu-skilt ved en grillbar. Hun elskede alfabetet, og det førte hurtigt til, at hun blev optaget af at skrive. 

Igen trækker Olga Ravn på skuldrene og indleder med, at det nok også er verdens største kliché, men hun skrev 30 sider i hånden om forskellige fantasy-verdener, når de havde stil for i skolen. Og at stilene var ledsaget af tegninger og et omslag i sort karton. 

Hun griner. Lærernes reaktioner var splittede. De syntes, Olga var dygtig, men på et tidspunkt mærkede hun også, at de syntes, amatørromanerne var lidt irriterende. 

”Sådan lidt Hermione fra Harry Potter-agtigt. Altså sådan: ’Nu skal du altså også lade nogle andre sige noget i timen.’” 

Videbegæret blev ikke beundret i folkeskolens nådesløse hakkeorden: ”Det var der ikke nogen i skolen, der syntes var sejt,” konstaterer Olga Ravn. Men hun elskede at læse, især udenfor, og mens hun fortæller det, får hun et grineanfald over, hvordan det kan lyde, når man skal koge sin barndom ned til svar i et interview. 

”Det var noget med, jeg sad og læste i solen, haha,” siger hun, mens hun kniber øjenbrynene sammen, og med en stemme, der denne gang godt kunne tilhøre Kermit fra ’Muppet Show’.

RAVNEBLIK

Olga Ravn. Forfatter, oversætter og kunstner. Født i september 1986. Datter af sangeren Anne Dorte Michelsen og billedkunstner Peter Ravn. Mor til to børn på et og fem år. Opvokset i og omkring København. Student fra Aurehøj Gymnasium. Uddannet fra Forfatterskolen i 2010. Debuterede i 2012 med digtsamlingen ’Jeg æder mig selv som lyng’.

Blev i januar i år valgt ind som medlem af det litterære selskab Det Danske Akademi.

Var på shortlisten til en af verdens tungeste litteraturpriser, The International Booker Prize, i 2021 for sin roman ’De ansatte’.

Driver skriveseminaret ’Hekseskolen’ sammen med den svenske forfatter Johanne Lykke Holm. Vandt Politikens Litteraturpris i 2020 for sin roman ’Mit arbejde’ om en kvindes kamp med fødselsdepression. Har blandt andet fået Beatrice Prisen, Michael Strunge-prisen og Statens Kunstfonds treårige legat.

Udgav i juni ’Min barsel – En dagbog til nye forældre’. Aktuel med ’Mindesmærke for de trolddoms­anklagede’ – en del af udstillingen ’Hummings’ på KØS Museum for kunst i det offentlige rum.

”Det har været vigtigt for mig med mine bøger at vise eller skabe rum for det, som er lidt sært, blandt andet ved at skrive science fiction. Det har ikke været accepteret som fin litteratur, men det er vildt fedt. Og jeg befinder mig godt i yderkanten. Jeg vil gerne udfordre vores idé om, hvad der er en normal bog,” siger Olga Ravn.

Rungstedlund

OLGA RAVN SMITTER forsamlingen med sin begejstring, da et glas med, hvad der ligner afskallede birkesfrø, sendes rundt til snusning og nærmere eftersyn. Det er døde hun-skjoldlus, der lever på kaktusser i blandt andet Mexico og Guatemala. Kochenille, hedder de, og de giver en klar pink farve, hvis man støder dem i en morter og gnider dem ind i et stykke vådt stof. Olga Ravn lader vide, at hun også har en ordentlig sending løgskaller med fra et biodynamisk landbrug. De afgiver okkergult til tekstilerne og var angivelig den menige middelaldermands foretrukne farvekilde. 

Teori skal gøres til praksis. Deltagerne har en time til planteplukning på Blixens store arealer. 

”At sanke er vidunderligt,” siger Olga Ravn. Faktisk er det et af hendes egne lykkeligste øjeblikke, når hun bliver ramt af den ’plukke-high’, der kan indfinde sig, hvis man støder på en lysning fyldt med prikbladet perikon. 

Hun har et helt lokale i Sydhavnen kun til sank, for hendes mand er blevet træt af alle de tørrede plantebundter, der hang overalt i lejligheden derhjemme. 

”Når jeg lige kigger rundt, ser jeg, at det er sæson for røllike,” siger hun, tilføjer, at hun også er vild med kørvel, og opfordrer forsamlingen til at downloade en app, der fungerer som en slags plante-scanner. Selskabets ældste har brug for hjælp fra selskabets yngste til at downloade. Det forlyder, at man et sted i haven måske kan være så heldig at finde nedfalden kirsebærbark, som afgiver den fineste rosa farve. 

Snart efter sender Olga Ravn sine sanke-disciple ud på tur i Blixens viltre have, og de forsvinder og bliver hurtigt til små myrer bag den hvide bro, der ganske romantisk slynger sig ud over en anrettet dam omkranset af høje og kraftige dybgrønne japansk hestehov, mens piletræerne dovent lader sine hængende grene svaje fra side til side.

Midt i det hele går Olga Ravns femårige søn rundt og samler jord og forskellige plukbare sager til sin ’eliksir’ i en flettet kurv. Han har bare ikke noget at røre eliksiren sammen i. 

”Du må låne den her,” siger hans mor fluks og tømmer resterne af sin is-kaffe ned i græsset og forærer ham både plastikkrus og sugerør. Hans ansigt revner af glæde. Løsningen er perfekt. ”Er det her giftigt?” spørger sønnen og rækker en fremstrakt håndflade fuld af plante-ruskomsnusk mod sin mor, der svarer: ”Ja, meget!” og spiler øjnene op med oprigtig barnlig indlevelse, mens hun på trods af strømproblemer prøver at gøre adskillige 30-liters kogekar klar til, deltagerne kommer tilbage fra deres sanketur.

Glas med tørrede biller og planter i alle nuancer får et kort sekund Karen Blixens have til at ligne et marokkansk krydderimarked. Olga Ravn har glemt sin morter hjemme på Vesterbro. I stedet bruger hun spidsen af en hammer til at kvase de mellemamerikanske hun-lus. Hun giver sønnen et drys af den pulveriserede masse i hans eliksir. Den bliver lilla og skummer snart over af eddike og tusindfryd.

Kondiløbere og solhatte defilerer forbi arrangementet med jævne mellemrum. ”Laver I heksebryg?” spørger en forbipasserende, og Olga Ravn svarer: ”Vi farver!” I samme nu kommer deltagerne tilbage med håret fuld af kviste og pollen. En af deltagerne har favnen fuld af bark, og det får Olga Ravn til at udbryde: ”Woooop! Hold da kæft!” Der er tydeligvis sanke-bingo. Der er bregner, bynke, kørvel og krydsplanter. Forsamlingen joker med, at planter langtfra er monogame. Særligt mælkebøtten skulle være slem i den letlevende henseende. Sønnen afbryder, og Olga Ravn tager sig tid til at kigge med lup ned i hans eliksir. 

”Det er en af de bedste heksebryg, du har lavet!” udbryder hun og retter atter fokus mod deltagerne. Der skal sorteres en grøn og en gul plantebunke inden frokost. En deltager spørger, hvordan planterne skal håndteres derfra, og hun svarer: ”Jeg er jo en meget utålmodig person, så jeg river tit i stedet for at hakke.” 

Hun griber roligt deltagernes spørgsmål som en garvet underviser. Men vips er hun væk igen. Denne gang med telefonen i udstrakt arm: ”Jeg skynder mig lige over og dokumenterer,” siger hun og forklarer, at hun hellere vil have gang i meget end gøre det perfekt. Imens krummer deltagerne de store bunker af bark i tusind stykker, og Olga Ravn minder dem om, at de skal huske at putte det i gryden. 

Til frokost står skåle med kylling og linser og papirtynde avocadoskiver i formation foran deltagerne. Solbrændte unge kvinder serverer og steamer kaffe, mens en gæv blanding af luksus­bohemer i bare tæer og ornitolog-typer med solskærme og praktisk fodtøj stryger forbi. Ved bordet fæstes en fælles forståelse af, at de første to år med børn er de hårdeste. Især samfundets forventninger til, at man skal være tilbage på fuldt blus, selvom man stadigvæk ikke sover om natten.

Frederiksberg 

OLGA RAVNS FORÆLDRE – billedkunstneren Peter Ravn og sangeren Anne Dorte Michelsen – blev skilt, da hun var omkring to år gammel. På spørgsmålet om, hvor hun er vokset op i København, svarer hun med et ”tjo, lidt over det hele”. Barndommens adressekartotek rummer Christianshavn, Østerbro, Indre By og Charlottenlund.

”Jeg tror, jeg er flyttet 12 gange eller sådan noget. Altså rigtig mange gange. Så der er ikke rigtig noget barndomshjem,” siger hun og forklarer, at hendes forældre er rigtig søde, men så stopper hun sig selv. Hun har ikke lyst til at tale om dem. 

”Vi har et dejligt privat forhold, og det kan jeg egentlig rigtig godt lide,” siger hun og begraver elegant og skraldgrinende alvoren med stilhed til følge, mens højtbelagte rejemadder fyger ud fra orangeriet bag hende. 

Resten af tiden under parasollen holder hun ord og siger ikke noget om sin familie. Mest fordi der er så meget, de kan misforstå, og måske husker de forskellige begivenheder anderledes end hun selv. Det eneste, der lister sig ind, er, at ét ud af mange virkelig gode barndomsminder er, når hendes mor lavede pandekager, som de rullede sammen og tog med ud i en skov for at spise. Eller dengang i en sommerferie, hvor hendes far satte sig ind i bilen sammen med hende og kørte hende hele vejen til Stettin i Polen, fordi hun brændende ønskede sig ’Frøken Ingenting’ af Tomek Tryzna på originalsproget. 

Hun bruger lang tid på at puste ud, inden hun fortæller, at hun flyttede hjemmefra, lige da hun var fyldt 18, fordi forældrene var i gang med at få børn igen. 

”Der var bare fyldt med babyer, og jeg var færdig med det,” siger hun, og nu, når hun tænker over det, har hun ikke nogen nære venner, der har fulgt hende gennem livet. Den ældste er fra forfatterskolen, og hun analyserer sig selv frem til, at det nok har noget med ”det der skilsmissebarn-noget” at gøre. Der var ingen grund til at knytte sig til nogen, hvis man alligevel hele tiden var på vej videre.

Rungstedlund

”ARGH, FOR HELVEDE!” udbryder Olga Ravn. 

Regnvejret er rykket så tæt på, at luftfugtigheden klistrer som i frugt- og grøntafdelingen i et supermarked, og der er stadig knas med strømmen. Karrene med bark og løgskaller koger ikke. Næste punkt på programmet er, at deltagerne skal folde og farve deres silketørklæder. Det er inkluderet i workshopprisen, men der er kun én pavillon, de kan rykke sammen under, og nu regner det for fuldt smadder. 

Kogekarrene bliver hurtigt rykket ind i et redskabsskur, hvor Olga Ravn sidder på hug under koste, havesakse og udstoppede grævlinger og rører rundt i planteblandingerne. 

”Måske skulle jeg give de andre besked,” siger hun og vader ud i regnen med en sivkurv på hovedet. Under pavillonen skutter deltagerne sig. 

”Det er fandeme da noget værre noget,” siger Olga Ravn, mens solcremebøtterne ligger og griner, og deltagerne har taget telefonerne frem og diskuterer lidt farvetips. 

”Mor, jeg vil hjem,” siger sønnen. 

”Vi er udfordret af regnen. Men fat mod. Vi har stadig gang i løggryden og kirsebærbarken, som ser superspændende ud!” siger Olga Ravn myndigt. Hun prøver at give dampningstips, mens sønnen siger ”moar”. Han putter sig ind til hende, og moren får chokolademærker på sin hvide skjorteskulder af den cookie, der sidder i sønnens mundvige. 

Men farvefesten må fortsætte. Olga Ravn drysser bregner, blåtræ og løgskaller ud over det våde stykke silke på bordet, mens deltagerne med koncentrerede miner følger med. Armene over kors, en hånd under hagen. 

Pludselig løber Olga Ravn ud i regnen efter et skræppeblad, hun har lyst til at prøve kræfter med. Hun kigger lidt på tørklædet, ruller det stramt og laver det straks om: ”Jeg kan mærke, jeg gerne vil have mere bregne.” 

Under pavillonen er deltagerne stimlet tæt sammen i en ring rundt om klapsammenbordet. Kursusleder Ravn viser stjernemønstre og harmonikamønstre, mens regnen trommer på presenningen. Deltagerne spørger, om det er rigtigt, at man kan farve blåt med tis. 

”Jeg er ikke nået dertil endnu,” siger hun og forklarer, at der jo skal bruges hen ved 15 liter af de gule væsker, før det kan lade sig gøre. 

Frederiksberg

DA HUN GIK i 3. klasse, lurede puberteten om hjørnet, og pigerne i klassen var begyndt at tale om menstruation. Olga Ravn er ikke sikker på, om der overhovedet var nogle af pigerne, der havde fået det endnu, men det gjorde hende ganske ubehageligt til mode, for hun kunne ret godt lide at lege og var på ingen måde klar til at snakke om bind og bryster. Hun tænkte, at hun måtte gøre noget, så hun skrev sig på eventuelt-listen til klassens time, hvor hun ville sige noget. 

”Jeg var ekstremt ansvarsfuld, sådan sygeligt ansvarsfuld. Jeg har engang haft en psykolog, der sagde, at jeg måske kunne have tendens til at have overmoral. Ikke på andres vegne, men på mine egne. Det er et kæmpe problem for mig,” siger Olga Ravn og forklarer, at hun var den eneste, der havde skrevet sig på til at sige noget. 

”Altså, det var socialt selvmord, jeg var bare ikke klar over det.” 

Aftenen inden klassens time lå hun og overvejede, hvordan hun skulle få formidlet til både pigerne og drengene, om de ikke bare skulle lege og parkere den kropslige udvikling lidt. Dagen efter stillede hun sig op til katederet og sagde: ”Jeg synes, at det er så ærgerligt, at vi er begyndt at tale så meget om, at pigerne gerne vil have menstruation, og så meget om, at drengene gerne vil have skæg.” 

Alle brød ud i grin – også læreren. 

”Jeg skammede mig helt vildt. Jeg følte mig fuldstændig ydmyget og udstødt. Det var frygteligt!” siger hun. Historien havde spredt sig til de større klasser på skolen, og klassekammeraternes storebrødre imiterede hende på gangen. 

Hun forklarer, at episoden måske er et meget godt billede på, hvad hun selv kalder sin ”sene sociale udvikling”, der gennem tiden har gjort, at hun blandt andet til Gyldendals efterårsreception præsenterede sig selv og sin fødselsdepression i samme åndedrag til nye mennesker, og at hun i det hele taget er en over-sharer, der sommetider kommer til at sige alt det, man ikke må ifølge de uskrevne regler. 

Og så var der også dengang i 8. klasse, hvor hun fik et bogmærke, der for hende dengang osede af livsvisdom. ”The pen is mightier than the sword,” stod der, og den sætning forevigede hun selv på en trøje. Der var bare sket det forfærdelige i processen, at hun havde startet med for store bogstaver, så ordene til sidst var blevet klemt. Det resulterede i, at der stod ”the penis mightier than the sword”. 

”Dum som jeg er, kunne jeg jo ikke grine med på det ovre i skolen. Jeg var sådan: ’NEJ, der står altså faktisk the pen!’” siger Olga Ravn og spytter de sidste to ord hårdt ud mellem tænderne. ”Det har taget mig lang tid at forstå det der med, at man ligesom skal grine med.”

”Jeg vil ikke sige, at jeg blev mobbet,” siger hun og holder en lang pause, inden hun fortsætter: ”For jeg var egentlig også meget sød og sjov, men jeg var nok ligesom … jeg tog enormt meget opmærksomhed.” Hun trækker benene op under sig på stolen, sådan som børn kan gøre, når de sidder ved et bord. 

”Jeg har sgu altid bare været en lille smule sær. Men jeg har svært ved at gå med på andres ideer om, at jeg er det. Jeg vil egentlig allerhelst i hele verden være normal,” siger hun og punkterer ideen om, at det skulle være eksotisk at være anderledes. 

”Det er smertefuldt at være afvigende. Alle psykologer siger altid, at det normale ikke findes. Og det er fandeme løgn! Det er kun normale mennesker, der siger det.” 

Rungstedlund

SILKETØRKLÆDERNE BLIVER SIRLIGT anrettet med juniblomster og planter og drys fra Olga Ravns pulver-arsenal. Deltagerne folder og farver og lægger deres værker ned i de boblende kar. Regnen er stoppet, og som eftermiddagen skrider frem, fisker deltagerne batik i solnedgangsfarver op af kedlerne. 

”Årh, den er pæn!” siger Olga Ravn overdøvende, da en deltager hiver et okkergult tørklæde med firkantet mønster op af et babybadekar, der i dagens anledning agerer eddikebassin. Hun spærrer øjnene op: ”I har virkelig fyret den af med kochenille,” siger hun og konstaterer, at den lyserøde lusefarve går godt sammen med løg. Sønnen løber mod Blixens gamle lade med et hjemmelavet tørklæde med bregnemønster bundet om halsen som supermandskappe.

Der er eftermiddagskaffe, mens indfarvningsprocessen er i gang. Indenfor blander lyden af klirrende porcelæn sig med blød jazz, og fra et spisebords-stort portræt på væggen våger Karen Blixen lige dele majestætisk og nonchalant over kaffeslabberasen med høj cigarføring, turban og sort øjenmakeup. Olga Ravns blik bliver alvorligt hen over kaffen og de velvoksne stykker æblekage, da det går op for hende, at hun ikke helt har tænkt afslutningen igennem. ”Jeg finder på noget,” siger hun og tager en tår. 

Frederiksberg

OLGA RAVN har altid hungret efter at være en del af fællesskabet, samtidig med at der er noget i hende, der skriger ved tanken. Hun kunne ikke holde ud at gå i mødregruppe, og i gymnasiet vidste alle, hvem hun var. Mærkeligt tøj, mærkelig makeup. Pigerne i hendes klasse syntes, at Olga Ravn var arrogant. 

”De kunne ikke lide mig,” konstaterer hun. Generelt er der ikke meget hyggeligt postkortmateriale fra folkeskolen og gymnasiet for Olga Ravn, og hun puster ud længe, da hun fortæller om, hvor nedtur hun egentlig syntes, gymnasiet var. Hun gik på Aurehøj, fortæller hun, et musisk ’kulturelite’-gymnasium. Olga Ravn gør sine store og skinnende brune øjne smalle og bider tænderne sammen hen over kaffekoppen, som når man ser nogen tage et ubehageligt styrt. 

”Jeg gik også på friskole, altså privatskole, i folkeskolen, og jeg må indrømme, at jeg nærer sgu en eller anden irrationel afsky over for meget rige mennesker. Det kommer nok derfra,” siger hun.  

Det lykkedes hende at svømme gennem skoletiden alligevel, for hun var dygtig og kunne godt lide det faglige. Men det var altid krydret med rigelige stænk af ubehag. Derfor drømte hun sig væk til Forfatterskolen, hvor de seje og lækre, der også var vilde med poesi, gik. 

Hun sendte et manuskript til Gyldendal som 16-årig, og forlaget kvitterede med et brev i postkassen med en invitation til en samtale. Det blev ved samtalen, men med en dugfrisk studentereksamen i baghånden søgte hun ind på Forfatterskolen. Det blev endnu et afslag, dog med en opfordring om at søge igen på et senere tidspunkt. 

I tiden efter gik hun på skrivelinjen på en højskole, fremførte sine digte til oplæsninger og skrev til det litterære tidsskrift Hvedekorn. Benarbejdet førte til, at hun blev optaget på Forfatterskolen to år senere. I begyndelsen føltes det vidunderligt. Folk var seriøse omkring poesien, men hurtigt viste en gedigen skyggeside sig. 

”Der var et ret heftigt miljø på skolen, hvor der blev drukket rigtig meget. Altså rigtig meget, ” siger Olga Ravn og forklarer, at der var mange fester, og at nogle drak sig fulde inden undervisningen, hvis de var nervøse. Der var både smadderdruk og en kvindefjendsk kultur, syntes hun. 

”Vi havde nogle lærere, som mere var kunstnere end pædagoger, kan man vist roligt sige. Og de der grænser mellem lærer og elev, som måske faktisk ville være ret gode at opretholde, var fuldstændig smeltede. Det var sygt ubehageligt,” siger hun og forklarer, at hun også oplevede en konsensus om, at kvindelige forfattere mestendels skrev andenrangslitteratur. 

På et tidspunkt skrev hun en tekst om voldtægt, og en mandlig lærer kvitterede ifølge Olga Ravn med den kritik, at det ikke var noget for ham, men at han godt kunne forestille sig, at nogen ville være interesseret i at læse om ”en ung kvinde, der får en ordentlig svaber”. 

Der var mandlige gæster på skolen såvel som etablerede mandlige forfattere, som Olga Ravn var decideret bange for, fortæller hun og holder vejret lidt. 

”Jeg bliver helt nervøs. Det var også bare, fordi det var sådan nogle hårde år,” siger hun og forklarer, at tiden på Forfatterskolen kulminerede i en heftig depression, der fik hende til at flytte hjem til sin mor. Men i de mørke timer skrev hun sin afsluttende opgave til skolen. Opgaven blev til den anmelderroste digtsamling ’Jeg æder mig selv som lyng’, der blev hendes første udgivelse som forfatter.

Rungstedlund

EN TØRRESNOR BLAFRENDE fuld af naturfarvede tøjstykker lyser op mellem træer, der har hundreder af år på barken. Gul, pink og orange dominerer det mønstrede farvelandskab, og solen, der er kommet tilbage, agerer spotlight. 

”Hold kæft, hvor er det pænt, hva’!” 

Olga Ravn lyser op i et smil. Da hun pakker sit eget tørklæde ud, står folk i en cirkel rundt omkring hende og messer ”wauw” på ny. Hun har brugt løg og bregne. Snart valfarter deltagerne for at tage billeder af tørresnorene, der bliver lagt op på Instagram, hvor tak-salver for arrangementet fortsætter resten af dagen.

Olga Ravn tager tørresnorene fra en ende af, mens forsamlingen er dødstille, og evaluerer hvert eneste stykke nyfarvet tøj med bedømmelser som ”eddermame et flot foldemønster!” eller ”lidt Stine Goya-agtig”. 

Deltagerne smiler, folder hænder og slår blikket ned, når de får ros. Olga Ravn tager et af tørklæderne ned fra tørresnoren og slænger det om halsen, læner hovedet på skrå og smiler med tungen mellem tænderne. 

Pludselig kommer Olgas søn: ”Moar, må jeg gerne spille et spil i bilen?”

”Bare tag min telefon,” svarer hun og henvender et ”sorry” til forsamlingen ledsaget af et smil og et træk på skuldrene. 

”Nu tror jeg, vi er ved at være færdige. Det har virkelig været dejligt at farve med jer!”

Når sommerferien er nær, strammer mange forældre sig an før den store præstation. Nikolaj Zeuthen kører hvert år familien til Jammerbugten. Her fortæller digteren om at stå fast på traditionen, om sammenbrud ved lejebilen og om dengang, han gik all inclusive på tyrkisk.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Asbjørn Sand, privat

SOMMERFERIEN ER årets omdrejningspunkt. Jeg har stadig den samme fornemmelse, som da jeg var barn: Den er endeløs. Når mine skak-elever går på sommerferie, og fodboldsæsonen slutter, har jeg fri i seks uger. Det kan godt være, jeg undervejs får ideer til sange eller digte og skriver dem ned, men det opfatter jeg ikke som arbejde.

Hvert år lejer jeg en bil og kører min kone, Maria, og vores tre børn – Lise på 15, Ole på 12 og Per på otte år – fra Frederiksberg til Grønnestrand Feriecenter, som ligger midt i en kæmpe lyngplantage 200 meter fra Vesterhavet ved Jammerbugten, et stenkast fra det berømte og noget mere fancy Svinkløv Badehotel. 

Ifølge mindestenen, der står endnu, har Frederik VI engang, han passerede Grønnestrand på en rejse, udbrudt: ”Dette øde sted er den skønneste plet i mit rige!” 

Der er meget smukt og uspoleret, og vi går ture og bader og har efterhånden holdt ferie her i så mange år, at børnene har fået venner, så vi koordinerer vores ferie med et par andre familier.

Samtidig er der noget mærkeligt i, at jeg har den forventning til sommerferien, at nu skal vi slappe af. For der skal også købes ind og laves tre måltider hver dag, og der er måske endda større forventninger til maden end normalt, selvom vi kun har SuperBrugsen i Fjerritslev at gøre godt med. Det skal være den bedste tid på året. Det ønsker alle, ikke mindst jeg selv.

NIKOLAJ ZEUTHEN

44 år. Bor på Frederiksberg med sin kone og deres tre børn.

Forfatter, skaklærer, fodboldtræner, vicevært og sanger i bandet Skammens Vogn.

Har blandt andet skrevet ’Viceværtsdigte’ og romanerne ’Verdensmestre’ og ’Buemundet guitarfisk’.

LISE OG MARIA håber altid, at jeg lejer en lækker bil. Men jeg synes, at vi bør spare, og har flere gange fundet den hos Cars4less eller andre steder med lave priser. Jeg kan også finde på at spare på forsikringen, hvilket har hjulpet mig til at opbygge en god bilneurose – der må jo for alt i verden ikke ske noget med bilen.

Et år ville vi besøge Moesgaard Museum på vej hjem fra Grønnestrand. Ole sad på forsædet som co-driver med gps’en. Pludselig var vi på en smal vej forbeholdt busser. I forsøget på at skynde mig ud igen, inden der kom en bus lige imod os, kom jeg til at brage undervognen ind i en chikane. 

Ole var ulykkelig over sin fejl, men jeg var alt for nervøs for bilen – det år havde jeg lejet en lidt dyrere Skoda af et mere etableret udlejningsfirma – til at tage mig af ham. Jeg gennede familien ud af bilen og lagde mig på asfalten for at kigge på undervognen. Hang den ikke meget lavt? Og hvad var det, der dryppede ned fra den? 

Heldigvis ville bilen starte, så vi fortsatte til Moesgaard, hvor jeg oplevede Grauballemanden gennem en tåge af bilangst. Bagefter kørte bilen os hele vejen hjem til København, og jeg undlod at nævne noget for udlejeren og hørte ikke fra dem igen. Det, der dryppede, var nok bare vand fra bilens aircondition.

Nikolaj Zeuthen og børnene på stranden.

MIN FAMILIE BEGYNDTE at komme på Grønnestrand, da min tipoldefar, der kørte rundt og solgte malkemaskiner, spurgte en bondemand, om man kunne holde ferie hos ham, når der nu var så skønt. Det fik han lov til. Siden spredtes ordet, og efterhånden blev Grønnestrand til en rigtig badepension.

Jeg har selv mine allerførste ferieminder fra pensionen, hvor primært københavnere fra den højere middelklasse indlogerede sig. Min far var civilingeniør, og man kunne både møde kunstnertyper og en direktør. 

Noget af det, man boede i, var ikke meget mere end en faldefærdig lade. Der var også tilbygninger opført i hast for at få plads til flere gæster, som var noget utætte, hvad man godt kunne mærke et sted, der ligger så udsat for vejr og vind. Men det var fint nok til os. Og selskabet var godt.  

Bondemandens kone lavede mad, som blev serveret ved langbordet i deres fineste stue. Om morgenen gik flettede hønseformede kurve rundt med hård- og blødkogte æg, og om aftenen sad de voksne og fik sig et glas, mens børnene blev sluppet fri og løb rundt og legede på gårdspladsen eller på høloftet.

Min far og mor mødte hinanden på Grønnestrand, da de var teenagere og kom der med deres familier. Min far var fra Frederiksberg, min mor fra Aarhus, de begyndte med at lege sammen, og hen over nogle år blev min mor fuldstændig forgabt i min far, der var lidt af en player, så vidt jeg har forstået. 

En sommer var hun taget derop med en anden fyr, hun lige havde mødt – hun regnede ikke med, at min far ville være der. Da det viste sig, at han var der, fik den nye fyr den kolde skulder og sad og tudede på min mors søsters værelse. 

Mine forældre var vel 16-17 år, da de fandt sammen. Og meget unge, da de fik børn. De vidste nok ikke helt, hvad de lavede. De blev skilt, da jeg var fem år, og herefter blev familien i en periode ret brudt og dysfunktionel. Jeg har fire søskende, men ofte var det af en eller anden grund mig alene, der holdt ferie med min mor og hendes nye mænd. 

Jeg husker et sommerferielavpunkt i et højhus af et feriecenter i Harzen, hvor hendes daværende mand, der var tysklærer, havde bestemt, vi skulle hen, og hvor han og min mor drak sig fulde i rødvin og skændtes hele natten. 

Omtrent på samme tid lukkede pensionen i Grønnestrand. Bondemanden og hans kone døde, og gården fik lov at forfalde helt. Senere blev gården overtaget af en forening, der rev det hele ned, genopførte gården med nye, pæne tilbygninger og omdannede den til et feriecenter, hvor hver familie har sit eget lille rækkehus, og man laver mad og spiser hver for sig. 

Da vi havde fået vores første barn, foreslog jeg min kone, at vi skulle prøve at holde ferien dér. Og det har vi gjort lige siden. 

Nikolaj Zeuthens mor og far i Fosdalen, 1964.

JEG FORTÆLLER ALTID stolt de nye, jeg møder, at jeg er kommet her som barn. Og jeg ringer altid til min mor, der nu er på plejehjem, og fortæller, når vi er der. Jeg kan høre, hun bliver rørt. Hun forbinder stedet og dets historie med noget rart og uskyldigt fra ungdommen.

Engang prøvede vi at tage til Tyrkiet på all inclusive-ferie med Star Tours for at give børnene en anden oplevelse. 

Vi voksne havde fantaseret om de her 14 dage, hvor vi slet ikke behøvede at lave noget. Og den drøm får man jo også for sine penge. Sammen med varme, klorvand og en legeklub, man kan sende børnene ned i, mens man ligger og soler sig. 

Stedet hed Blue Village, og jeg havde lidt en fornemmelse af at have tjekket ind i Lyngby Storcenter: Der var butikker og fadøl og softiceboder og restauranter under samme tag. Vi behøvede slet ikke at forlade stedet. 

Min første reaktion var, at vi måtte væk. Men så tænkte jeg: ”Hvorfor skal jeg være så fin på den? Når mange mennesker godt kan lide det her, kan du så ikke holde af det?” 

Jeg meldte mig på beachvolleyholdet sammen med de andre fædre og fik en skade allerede i min første optræden. Jeg rev min tå op på en sten i sandet. Det var lidt uværdigt. Og jeg bakkede op om de mindste børn, der dansede og sang med guiderne på scenen til smølfedance under aftensmaden. 

Og børnene? De var vilde med det. Men siden har vi holdt os til Grønnestrand. 

JEG LEJER IKKE længere bil fra de helt billige selskaber. Alligevel ville bilen sidste år ikke starte, da vi havde pakket hele huset ned og var klar til at køre hjem. Jeg meddelte familien det og bad dem finde deres bedste humør og gåpåmod frem. ”Nu bliver vi nødt til at stå sammen,” sagde jeg. Lise kiggede på mig et sekund, og jeg ventede, at nu ville hun lægge armen støttende om mig og sige: ”Det er okay, far.” I stedet råbte hun: ”Min telefon har ikke mere strøm. Du ødelægger mit liv!”

Det lykkedes os at få vejhjælp og få startet motoren, men den måtte ikke slukkes på hele hjemturen. Vi aflyste færgen, og hver gang vi stoppede på en rasteplads, kiggede jeg bekymret til motoren, der kogte ligesom mit indre.

Jeg ved ikke, hvor meget længere vores ældste vil med til Grønnestrand. Men vi skal derop igen i år. Og vi har allerede booket for næste år.

Nikolaj Zeuthen udgav i juni ’Sommerferiedigte’.

Helle Vincentz har været jorden rundt. Her fortæller forfatteren om at køre om kap med krybskytter i Mexico, om at følge i sin afdøde fars fodspor i Kenya, og om hvordan hun endte som hjælpemekaniker i et omrejsende monstertruckshow i Australien.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

AUSTRALIEN, 1999  

Efter gymnasiet rejste jeg rundt i Australien som backpacker. Jeg var nået til Broome på vestkysten, der har fra 15.000 til 45.000 indbyggere alt efter, om det er højsæson for turister, men stadig er den største by i det øde nordvestlige Australien. Jeg ville sydpå til Ningaloo Reef for at dykke. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme derned. 

På en plakat så jeg, at et monstertruckshow ville komme til byen, og at de søgte medarbejdere. Jeg opsøgte dem og fik job i en af boderne, hvor jeg skulle sælge pølser og is. Det var som et omrejsende tivoli: Hver gang vi kom til en ny by, blev showet pakket ud og sat op. Når vi var færdige, pakkede vi ned og kørte videre til næste by i store lastbiler. Nogle af dem var indrettet som sovevogne, hvor vi lå i køjesenge ved siden af bilerne og udstyret. 

Chefen for boderne var en stor dame med en virkelig grov mund. Når vi kom til Ningaloo Reef, havde jeg betinget mig, at jeg skulle have fri til at dykke. Men midtvejs ned ad vestkysten mente hun pludselig, at jeg i stedet skulle passe hendes kat. Vi kom op at skændes, jeg blev fyret, og jeg stod der midt ude i ødemarken og anede ikke, hvordan jeg skulle komme videre. Så tilbød nogle af mændene, at jeg kunne få et job hos dem, og at de ville rykke sammen, så jeg kunne få deres halvdel af sovevognen for mig selv. 

Jeg blev ansat som assisterende mekaniker for ’Shaky’, den ansvarlige mekaniker på showet. Jeg kunne køre traktor og vidste lidt om maskiner, fordi jeg er vokset op på et landbrug, men derfra og til at rode med monstertrucks og motorcykler var der langt. Min primære opgave bestod i at vaske hjul og dæk og række værktøj til ’Shaky’, når han bad om det. 

Medarbejderne på det omrejsende monstertruckshow sov i køjesenge mellem biler og andet udstyr.

Jeg blev en slags lillesøster for monstertruckkørerne. Det var klassiske machomænd, de var rappe i kæften og interesserede sig for store biler og bajere. Mange af dem havde familien med på landevejen, og om aftenen spillede de kort og sad med deres små børn på skødet. En af dem hed Steve og kørte på motorcykel i ’The Death Drome’, en stor kuppel, hvor motorcyklen kørte rundt, så køreren vendte på hovedet. Fik den ikke nok fart på, risikerede den at styrte. Steve havde brækket sit kraveben 12 gange. Men han blev ved på grund af adrenalinsuset – og fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle lave. Han havde en lille søn og en kone, som nægtede at se ham køre, fordi hun var bange for, at han kom til skade.

Monstertruckshowet var vildt og larmende. Når motorerne startede, lød der et enormt brøl. I de små byer var det et tilløbsstykke, endelig skete der noget. Det mindede mig om havnefest i Skælskør, hvor jeg voksede op. Børnene fik lov til at spise flere popcorn, og far fik lov til at drikke lidt flere øl. Kørerne blev behandlet som stjerner, især Steve, han skrev autografer, når showet var overstået.

Efter en måned nåede vi til Coral Bay, en lille by med 500 mennesker ud for Ningaloo Reef. Jeg tog afsked med monstertruckshowet og brugte to måneder på at uddanne mig til divemaster i det lokale dykkercenter, hvor jeg skiftevis passede butikken og var med på havet. De bedste dage tilbragte jeg hele dagen på havet, og jeg fik mit divemaster-certifikat. 

Jeg så mange hajer, muræner og manta rays (djævlerokker, red.). For at ligge stille i vandet og observere dem skal man have godt styr på sit åndedræt. Efterhånden som jeg blev bedre, følte jeg mig næsten i zen nede i vandet. Inden jeg begyndte at dykke, var jeg virkelig bange for hajer, og når jeg stod på båden og kiggede ned, kunne frygten stadig gribe mig. Men så snart jeg kom under, følte jeg, at jeg var i ét med dyrene. For nylig læste jeg, at det altid er de mest erfarne rangers, der kommer til skade, fordi de føler, at de har en connection til de farlige dyr.  Sådan havde jeg det også. Jeg følte nærmest, at hajerne og jeg var venner. 

Jeg havde tænkt, at jeg ville få masser af motion af at dykke. Men vi drak så mange øl og festede så meget om aftenen, at jeg havde taget 11 kilo på, da jeg kom hjem. 

Helle Vincentz blev rørt over at se børn i slummen iført den slags flæsekjoler, hun selv drømte om i sin barndom.

KENYA, 2006

Min far voksede op i Bøgelund ved Skælskør. Han var den ældste søn og skulle overtage den gamle slægtsgård. Han ville hellere være arkitekt, men i stedet blev han uddannet landmand, og her mødte han en dag en ulandsfrivillig. Jeg tror, han så det som sin vej ud. I hvert fald fik han job i Mellemfolkeligt Samvirke og rejste med dem til Kenya. Han skulle lære de lokale at drive landbrug og bruge moderne maskineri. Derfra flyttede han senere til Zambia og siden Filippinerne og Samoa, inden han efter otte år vendte hjem og købte min farmor og farfars nabogård. Men det gik galt. Økonomien var dårlig, og min far drak. 

Han fortalte ofte historier om sine rejser. Når han gjorde det, var han altid glad. For mig kom udlandet og især Afrika til at repræsentere et sted, hvor livet altid var godt. Hvis bare vi havde boet i Kenya, havde vi været glade, tænkte jeg. Men nu boede vi i Bøgelund og havde problemer. Jeg var otte år gammel, da min far skød sig selv.

Som voksen  tog jeg til USA for at læse en master i Human Rights og fik bagefter job i Mellemfolkeligt Samvirke ligesom min far. Ugen inden jeg skulle starte, tilbød de mig pludselig, at jeg kunne rejse til Kenya for at få organisationens arbejde ind under huden. Jeg sagde ja.

Vi boede i Nairobi og besøgte slumbydelen Pumwani, et af hovedstadens fattigste kvarterer. Jeg kom hjem til en kvinde, som var pinligt berørt over, at hun ikke havde råd til teblade til os alle sammen. Jeg blev flov over, at jeg gjorde hende flov. Kvindens fem børn sov i en køjeseng med plads til to, og taget var utæt ved væggen, så de måtte skiftes til at ligge i tørvejr. Ikke alle var dog lige fattige. Vores chauffør, der mødte op i jakkesæt hver dag, boede også i slummen, fordi det var billigt nok til, at han kunne sende sine to døtre på privatskole. 

Jeg besøgte også en familie, hvor manden var helt høj på lightergas. Det var normalt at sniffe gas og lim og drikke hjemmebrændt. Ved siden af manden lå bedstemoren og var ved at dø af aids. De havde intet toilet, men måtte skide i en plastikpose og smide den på en kæmpe mødding. Jeg havde før rejst steder, hvor der var fattigt, men trøstesløsheden og desperationen i den kenyanske slum ramte mig virkelig. En af dagene ringede jeg grædende hjem til min mand, fordi jeg ikke kunne rumme mere. Jeg tænkte på min far: Hvordan havde han kunnet holde ud at se så meget armod hver dag?

Jeg tog mig selv i at lede efter spor fra ham. Konstant kiggede jeg efter andre lyse mennesker med træk, der kunne ligne mine. Min far boede der, da han var i slutningen af tyverne, han var single, og jeg tænkte: Måske har jeg halvsøskende her? Hvis jeg nu fandt en halvsøster eller -bror, kunne jeg måske få lidt af min far tilbage. På trods af fattigdommen repræsenterede Afrika stadig noget godt for mig. Jeg tænkte, at hvis bare min far var blevet boende her, havde han aldrig skudt sig selv. Det var først senere, da jeg tog til Samoa, efter min søn blev født, at det endelig gik op for mig: Uanset hvor meget jeg rejser rundt efter min far, er han der ikke. Jeg får ham ikke tilbage.

For at bekæmpe krybskytter var Helle Vincentz med på natpatrulje og samle skildpaddeæg i Mexico.

MEXICO, 2019

Jeg tog til Mexico med min mand og mine to drenge for at arbejde som frivillige. Vi havde været på ferie i Thailand med børnene nogle gange, og jeg kunne mærke, at de var begyndt at blive lidt forkælede: Hvorfor kan de ikke komme ned til poolen med jordbærsmoothie? Jeg tænkte, at sådan skulle mine børn ikke vokse op. De skulle lære at rejse ud i verden og yde en indsats. 

Ad omveje fandt jeg frem til organisationen Projects Abroad, som drev et naturprojekt i det vestlige Mexico, hvor de arbejder med at beskytte havskildpadder og krokodiller. Planlægningen gik stærkt, og jeg fik ikke researchet ordentligt. Kort inden vi skulle rejse, gik det op for mig, at vi skulle bo i nærheden af byen Tecoman, det sted i landet, hvor der begås allerflest mord, og i et område, som det amerikanske udenrigsministerium regner for et af de farligste i landet. Natten før vi fløj, lå jeg søvnløs i min seng og tænkte: ”Hvad fanden har jeg gang i?”

Vi ankom til Cuyutlán, en lille landsby helt ude ved Stillehavet. De lokale fortalte os, at vi aldrig måtte tage til Tecoman, og at vi helst ikke skulle komme til skade – for det nærmeste hospital lå derinde. I Cuyutlán var der dog øde og fredeligt, og det er et af de steder i Mexico, hvor flest havskildpadder yngler. Men fordi deres æg er en eftertragtet delikatesse, er de truet af krybskytter, der ødelægger deres reder. 

I udkanten af byen ligger El Tortugario Ecologico, et skildpaddecenter, hvor mexicanske skolebørn kan møde de truede dyr, og hvor forskere kan studere dem. Vi blev indlogeret på springmadrasser på gulvet og skulle være der i tre uger. Om dagen skulle vi rense skildpaddernes skjolde og deres tanke med bare fødder i den flisebelagte pool, og jeg forsøgte at ignorere, at der flød skildpaddelort rundt om mine tæer, mens sveden dryppede fra min pande. Mine sønner syntes, at det var lidt hårdt. 

Helle Vincentz og familien blev sat i arbejde, blandt andet med at skrubbe skildpadderne.

Om aftenen sov vi et par timer, så ringede vækkeuret på mobilen. Ved nattetid kørte vi ud til skildpadderederne ved stranden for at grave æggene op, inden krybskytterne kom og stjal dem. De lægger deres æg tæt ved vandet i et hul, som de dækker til med sand – i hver rede kan der være cirka 100 æg.

Det var et kapløb mod krybskytterne. På en af turene, hvor jeg ikke var med, spottede min mand og min ene søn to af dem med deres kæmpe hund. Et andet sted var reden stadig varm, da vi nåede frem, krybskytterne havde været der lige før os. Det var en forfærdelig følelse. Kom vi først, samlede vi æggene og tog dem med hjem i poser. Næste dag kørte vi dem ud til et sikret område med vagter og gravede dem ned. 

Når vi kørte ud i natten, var jeg bange. Hvad ville der ske, hvis vi mødte krybskytterne? amtidig var det fantastisk at sidde med vind i håret på en motorcykel og kigge op på stjernehimlen og ud på havet med Stillehavets nattebrise i ansigtet.

Nogle nætter var mine børn ikke til at vække. Om dagen skrubbede de skildpadder, fodrede leguaner og kørte krokodillelort på møddingen. De samlede også skrald på stranden og var med til at fælde et træ med macheter. Flere gange tænkte jeg, om det var for hårdt for dem. Men de klarede det flot de første par uger. Til sidst gav min mand og jeg dem fri et par dage til at pjaske i swimmingpoolen. Da vi skulle hjem, var de dog ikke i tvivl: Natpatruljeringen havde været det bedste. Jeg tror, det blev en tur, de sent vil glemme.

Helle Vincentz, 43 år, er forfatter til en bog om at blive forældreløs i en ung alder og til fem spændingsromaner. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, har en master i Human Rights fra Columbia University i New York og har blandt andet arbejdet for Mærsk, Jyllands-Posten og Mellemfolkeligt Samvirke. Hendes nye bog ’Jorden under mig’ om hendes fars selvmord og om at vokse op på landet i 80’erne er udkommet på People’s.

 

”Forlæggerne synes tit, det er fedt, at jeg skriver på en anden måde,” siger forfatter Charlotte Weitze, der har haft eventyr på hjernen siden barnsben og dyrkede genren på universitetet. Nu er hun aktuel med en roman, hvor et plantelignende væsen føder menneskebørn.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lea Meilandt

Du var 22, da din debut kom ud i 1996, og du fik Debutantprisen på Bogforum. Det må have givet en selvsikkerhed i forhold til forfattergerningen. Men du valgte at fortsætte på folkloristik-studiet …

”Bogen udkom i løbet af mit første år på universitetet. Måske havde jeg ikke behøvet at fortsætte, men studiet interesserede mig sådan set, og jeg kunne jo ikke være sikker på, at jeg kunne leve af at være forfatter. Desuden er det ret ensomt at skrive. Jeg havde ikke gået på Forfatterskolen og kendte kun få andre forfattere, så det var godt for mit sociale liv at få et sted at høre til.”

Hvorfor ikke Forfatterskolen?

”Jeg søgte faktisk ind, men de ville ikke have mig i første forsøg. Og efter jeg havde udgivet en bog baseret på noget af det materiale, jeg søgte ind med, virkede det ikke så relevant længere.”

Hvorfor valgte du folkloristik?

”Jeg faldt over uddannelsen i en studieguide og tænkte: ’Eventyr og fabeldyr. Det er da lige mig!’ Måske jeg kunne bruge det som research. Det viste sig ikke at være helt forkert. For eksempel havde vi et fantastisk semester om overnaturlige væsner, som passede ret godt ind i det, jeg skrev på. Folkloristik analyserer den folkelige kultur – specielt mundtlig fortælletradition. Men også ting som vandrehistorier på nettet eller folks tro på ufoer. Det gav mig en dybere forståelse for, hvad gode historier er, og hvad det er for historier, vi fortæller hinanden. Undervejs tog jeg også nogle tilvalgsfag på dansk. Her var stilen benhårdt analyserende, næsten matematisk. Man talte ikke på noget tidspunkt om, at en tekst var smuk eller fantastisk i sig selv. Det virkede ikke godt på min egen kunst, men gjorde mig næsten angst for at gøre noget forkert. Det vigtigste for mig som forfatter er at være spontan. Hvis jeg overanalyserer mig selv, kommer jeg ikke ind i det gode skrive-flow, hvor jeg næsten ikke aner, hvad jeg selv laver.”

CHARLOTTE WEITZE

Født 1974. Opvokset i Kongens Lyngby.

Uddannet i folkloristik.

Har blandt andet skrevet ’Skifting’ (fortællinger, 1996), ’Bjergtaget’ (fortællinger, 1999), ’Fandekke’ (roman, 2001), ’Harzen-sanger’ (roman, 2013) og ’Den afskyelige’ (roman, 2016).

Du skrev speciale om fortællestrukturer i dyrefilm. Hvad gik det ud på?

”Da jeg efter otte års studier var nået til specialet, havde jeg fået udgivet mine første fire bøger og var klar over, at jeg kunne leve af at være forfatter. Skulle jeg have søgt arbejde som folklorist bagefter, havde jeg nok skrevet om et mindre obskurt emne, men jeg havde det sjovt med det. Dyrefilm på Animal Planet og den slags følger altid et eller flere dyr og deres skæbne. For eksempel den lille zebraunge, der bliver født og vokser sig stor, så dør dens mor, men den overlever på egen hånd og skal over en flod, hvor krokodillen ligger på lur. Til allersidst bliver den voksen og finder en mage. Og lever lykkeligt til sine dages ende. Det, vi fortæller om dyr, er ofte klippet sammen efter en struktur som et klassisk eventyr.”

Din seneste bog, ’Rosarium’ fra i år, handler blandt andet om zarsønner og skovmennesker, oceandampere og botanik. En af hovedpersonerne er et plantelignende væsen, der føder menneskelige tvillinger. Hvad var kimen til den historie?

”Der er et spor i mit forfatterskab, der handler om naturen. Min forrige roman, ’Den afskyelige’, handler om klimakrisen – og involverer blandt andet en slags afskyelig snemand. Efter den bog blev jeg bevidst om, at vi ikke kun har en klimakrise, men også en økokrise. Det ville jeg gerne skrive om, men helst på en måde, hvor jeg åbnede op for noget vidunderligt i naturen. Jeg blev mere og mere optaget af, hvilket potentiale planter har. Vi bruger deres ilt. Vi spiser dem. Bruger dem til tøj. Til boliger. Til brændsel. Og de er klimaregulerende. Vi er fuldstændig afhængige af dem. Efterhånden vidste jeg, at jeg ville skrive en roman, hvor planter på en eller anden måde skulle være hovedpersonen.”

Du skriver overvejende i stilen magisk realisme, som er meget udbredt i Latinamerika, men kun en niche herhjemme. Har det været problemfrit at få udgivet dine bøger?

”Ja, sådan set. Forlæggerne synes tit, det er fedt, at nogen skriver på en anden måde. Men er jeg ude at holde foredrag, er der stadig folk, der spørger mig, hvorfor jeg skriver i den genre. Det tror jeg ikke, folk, der skriver inden for realismen, bliver spurgt om. Jeg oplevede det allerede med min første bog – og var egentlig lidt ked af det. ’De synes alle sammen, jeg er underlig,’ sagde jeg til en af mine undervisere på folkloristik. Hun svarede: ’Det er da ikke spor underligt. Det er den ældste litterære genre, vi overhovedet har.’ Senere kom jeg til Island, hvor det er helt naturligt at skrive sådan. Jeg boede nogle dage i en lille hytte med vulkaner til den ene side og Atlanterhavet til den anden side. Der var ravne og nordlys, og det var ret uhyggeligt. Og jeg forstod, hvorfor de skriver sådan, islændingene. De er underlagt naturens kræfter og uforudsigelighed på en helt anden måde. Jeg tænkte, at det også var på grund af mit forhold til naturen, at jeg skrev i den genre.”

EVENTYRLYSTEN

Faget folkloristik afløste folkemindevidenskab på Københavns Universitet. Men faget lukkede ned i begyndelsen af 00’erne. Andre fag, der kan give en snert af fabler og ældgamle forestillinger, er forhistorisk arkæologi (KU), europæisk etnologi (KU), antropologi (KU og AU) og Rudolf Steiner-uddannelser.

Hvordan får man et stærkt forhold til naturen i velfriserede og opdyrkede Danmark?

”Tja. Måske er jeg født sådan. Det kan også have noget at gøre med, at jeg gik i Rudolf Steiner-børnehave som barn, hvor næsten alt foregik udendørs. Bortset fra vores frokost, som vi indtog i et lille skur, mens pædagogerne fortalte Grimms eventyr. Senere gik jeg på en grøn friskole, hvor vi lavede kompostbunker og lærte meget om miljø. I gymnasiet læste jeg biologi og fysik på højniveau og plejede min interesse for naturvidenskab.”

Hvornår blev du klar over, at du ville være forfatter?

”Jeg skrev meget som barn og teenager. I gymnasiet holdt jeg en pause, fordi jeg troede, at det hørte barndommen til at fabulere. Efter gymnasiet kom jeg på højskole og genfandt interessen på en skrivelinje, hvor jeg kunne udfolde mig lige så tosset, jeg ville – uden at få karakterer.”

Du debuterede med ’Skifting’, en samling af fortællinger, der blandt andet handler om en slags troldepige, der måske er blevet forbyttet ved fødslen. Havde den historie noget med dig selv at gøre? 

”Hun lever et almindeligt liv og går i skole, og hendes forældre har almindelige job. Alt er superrealistisk, bortset fra at hun har en underlig ting bag på ryggen og føler sig anderledes, indtil hun besøger sine bedsteforældre oppe i Norge og finder ud af, hvem hun er. Jeg tror, historien udsprang af, at jeg selv, som mange teenagere, følte mig lidt underlig og fremmed, da jeg gik i gymnasiet. Måske fordi jeg gik med det kunstneriske, som ikke rigtig kunne komme til udtryk. Fordi jeg havde alt det her indeni.”

STINE PILGAARD står bag romansuccesen ’Meter i sekundet’ om en lille vestjysk by og en angrebsivrig tilflytter med velsmurte stemmebånd, der netop har indbragt hende De Gyldne Laurbær. Ud & Se besøgte den danske forfatter i Velling, hvor hun forenede heste, kørekort, blæsevejr og hverdagsvrede til en bouillonterning af livskriser, følelser og fællesskab.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Martin Dam Kristensen

STINE PILGAARD har hul i sin jakkelomme. Det har været der så længe, at foret er blevet en del af lommen. Det er derfor, hun er forsinket, fortæller hun, da hun ankommer til Ringkøbing Station i familiens Toyota med sin lille, stille søn bagi. Normalt ved hun med det samme, at hvis bilnøglen ikke er i lommen, må hun grave dybere, stikke hånden ned gennem hullet, og så er den som regel dernede et sted. Sådan har det været i månedsvis, hvis ikke år, og hun har efterhånden vænnet sig til det. Hun orker ikke selv at sy jakken, det er derfor, hun har en svigermor, siger hun, men hver gang hendes svigermor er på besøg, glemmer Stine Pilgaard at fortælle hende om hullet. 

”Sagen er den, at jeg åbenbart har to huller i min jakkelomme,” siger hun, da jeg sætter mig ind i bilen.

Stine Pilgaard sætter kursen mod Velling små fem kilometer fra Ringkøbing, mens hun forklarer resten af historien om, hvorfor hun kom for sent. Sammen med sin søn kørte hun tidligere på dagen ud til skinnerne for at kigge på forbipasserende tog. Det elsker han, og de var taget af sted i god tid, så de kunne nå det hele. Men da de efter en halv times tid ved skinnerne og en højtlæst børnebog senere skulle af sted mod Ringkøbing Station, var tiden løbet fra hende. Og pludselig kunne hun ikke finde bilnøglen. 

Derfor blev det hele lidt febrilsk, siger hun og giver mig den fulde oplevelse af Ringkøbing Fjord i stedet for den mere direkte vej, hvor man primært passerer minkfarme, stutterier og vindmøller. Medmindre hun har susende travlt, tager hun altid den naturskønne rute langs Vellingvej, som hun har døbt fjordvejen. Hun peger ud mod vandet og siger, at det ikke altid glimter, at der ikke er et sted i området, hvor det ikke blæser helt sindssygt, og at flere medier for et par måneder siden var ude at filme isskruninger, der havde bygget sig op langs kysten, da fjorden var frosset til. Hun fortæller, at vi er i et af de områder i Danmark, hvor Kristendemokraterne får stemmer, og at hun elsker landskabet. Associationerne får frit spil, før hun vender tilbage til historien om forsinkelsen.

Hun kunne ikke finde bilnøglen i hverken jakkelommerne eller foret og besluttede sig for at lede udenfor. Men bilen har åbenbart en automatlås, som hun hverken forstår eller kan slå fra, og derfor måtte hun forgæves kravle rundt i bilen for at finde en ulåst dør, mens hun beroligede sin søn. Endelig lykkedes det hende at lokalisere bilnøglen i lommens andet hul, som nu også er blevet en del af jakken. 

Vi kører videre og ankommer til et lyskryds. Det bliver gult, lige før hun skal til at køre over. Så hakker hun bremsen hårdt i. 

HUN VIFTER med armene, forvrænger stemmen og folder ansigtet, mens hun i hastigt tempo gengiver episoder fra Kvickly med bækkenløsning eller hendes forundring over nogle-og-30-årige mænds pludselige mani for surdej og gin med marehalm. Om dengang en sur mand sparkede til hendes indkøbskurv, og en bagerdame råbte, at hun ikke måtte tage indkøbskurven med ud til bilen, selvom hun var højgravid og traskede rundt som en hvalros. Og om en anden bagerdame, der bar poserne og trøstede hende på parkeringspladsen. Det er den slags episoder, hendes romaner kredser om, selvom de bliver stærkt overdrevet, når hun skriver. Det er de små sammenstød mellem mennesker i pålægsafdelingen eller udfordringen ved at overhale en gruppe heste på de danske landeveje, som kan frustrere os alle sammen.  

Da Stine Pilgaard modtog Weekendavisens Litteraturpris i januar for romanen ’Meter i sekundet’, blev bogen kaldt en ”perpleks bestseller med situationskomik fra en underspillet udkant” og ”fuldendt selvudslettende komik fra en uimodståelig fortæller”. Den fik også fuld plade hos Jyllands-Posten med ordene ”en roman om at være halvvejs igennem livet og se ungdommens aspirationer blive afløst af småbørnsfamilielivets leverpostejshurlumhej”. Rosen kom alle steder fra. Anmeldere, venner, fremmede folk på gaden, journalister og branchefolk.

”Det har været et helt vanvittigt år. Jeg fik mit andet barn, som ikke var helt planlagt, verden har været i undtagelsestilstand, og så kom min bog, som landede meget bredt i befolkningen. Mine andre bøger har solgt jævnt og stabilt over de sidste otte år, men denne her ramte noget med det samme. Den adskiller sig ikke vildt meget fra mine andre bøger, så jeg har lidt opgivet at forstå det,” siger hun.

Romanen har ifølge forlaget solgt mere end 90.000 eksemplarer, og fire sange, som er skrevet til romanen, er blevet optaget i Højskolesangbogen. Hun har også delt sin kærlighedshistorie i Anders Aggers bog ’Kærlighed’, og nu er hun både i gang med at skrive en børnebog, som udkommer næste forår, og hun skriver på de sidste essays, som skal akkompagnere sangene i ’Meter i sekundet’ i en ny sangbog og musikudgivelse af Katrine Muff Enevoldsen. 

Alle vil have et stykke af Stine Pilgaard, og det har nået et punkt, hvor hendes arbejdstid konstant forsvinder.

”Hvis jeg på nogen måde kan komme af sted med det, står jeg op før børnene for at skrive. Jeg kan godt lide at stå op klokken fem, men kun for at være alene. Det skal ikke være for at være sammen med nogen,” siger hun.

STINE PILGAARD

37 år. Opvokset i Vejlby-Risskov ved Aarhus. Blev optaget på Forfatterskolen i 2008.

Forfatter til romanerne ’Min mor siger’ fra 2012, ’Lejlighedssange’ fra 2015 og ’Meter i sekundet’ fra 2020.

Har modtaget flere litterære priser for sine romaner, senest Weekendavisens Litteraturpris 2020 for ’Meter i sekundet’.

Bor i Velling på den danske vestkyst med forfatteren Daniel Dalgaard. Sammen har de to børn.

FOR TIDEN har hun et nærmest erotisk forhold til trøffelbrie, fortæller hun, åbner køleskabet og siger, at jeg altså bør smage det, hvis jeg tør. Hun er også ved at varme nogle surdejsboller i ovnen. Hun frygter, at jeg ikke har fået nok at spise på turen til Velling.

Hun bor i embedsboligen til Vestjyllands Højskole, hvor hendes kæreste Daniel Dalgaard arbejder. Ligesom Stine Pilgaard er han forfatter, og de må lade børnene gå på skift mellem sig, fordi det er umuligt at skrive med børneliv omkring sig. For tiden korrekturlæser han sin debutroman, som ligger udskrevet i en bunke med hundredvis af kruseduller og rettelser på køkkenbordet. Han fortæller nedslået, at hele kommateringen skal rettes efter nogle andre regler.

”Vil du ikke have lidt piskefløde i kaffen? Jeg har det helt sindssygt over fløde. Jeg elsker bare fede ting,” siger hun og sætter sig.

Vi taler om alle de mails og breve, hun har fået fra læsere, som kan genkende det at være tilflytter eller at få børn eller at tage kørekort, som er et evighedsprojekt for hovedpersonen i romanen. I bogen siger kørelæreren til hovedpersonen, at hun er en af de få bilister, som rummer træk fra både nybegynderen, flugtbilisten og den senildemente. 

”Jeg er faktisk sygt ked af den der hårde opbremsning. Nu tror du sikkert, at jeg kører dårligt, og det gør jeg faktisk ikke. Det var jo gult, og alle andre dage ville jeg jo bare fortsætte, men fordi jeg var så bevidst om, at du ikke skulle tænke, at jeg kører over for rødt, så hakkede jeg bremsen i. Det var bare vildt ærgerligt,” siger hun.  

Det tog hende et år at erhverve kørekort, og det kostede hele Biblioteksprisen på 50.000 kroner, som hun modtog. Hun pointerer dog, at hun fik nul fejl til teoriprøven og bestod den praktiske køreprøve første gang. 

Det værste, hun ved, er at overhale heste på landevejen, og dem er der mange af, fordi de bor ved siden af et stutteri. Til gengæld er hun sindssygt god til traktoroverhalinger, fortæller hun.

”Jeg fik 17 fejl i de indledende teoriprøver, fordi jeg ikke forstod måden at tænke på. Du holder i et lyskryds, og et barn kommer cyklende på fortovet. Ser du barnet? Selvfølgelig gør jeg det, jeg vil jo ikke køre barnet ned, men det må du ikke, for du skal være opmærksom på lyssignalet. Det er en helt vanvittig måde at tænke på. Men så satte jeg mig ned i to dage og gennemgik alle prøver, jeg kunne opstøve på nettet,” siger hun.

Det var den meget teoretiske måde at tænke på, der spillede hende et puds. Og er en teoriprøve kold, kynisk og konkret, er Stine Pilgaard abstrakt og associerende. Én ting får hende til at tænke på noget andet, som får hende til at tænke på noget tredje, fortæller hun. Om det er en erhvervsskade eller grunden til, at hun blev forfatter, ved hun ikke. 

”Jeg har det også svært med rumfang, højre-venstre og retninger. Trafik er det diametralt modsatte af at skrive fiktion. Jeg kan selv styre, hvad mine karakterer gør og tænker, men jeg kan ikke styre, om en hest flipper ud.” 

”Synes du ikke, at jeg kører helt standard?” spørger hun så.

”Jojo.” 

”Lidt over middel?” 

”Det var en lille smule kaotisk.” 

”Kaotisk? Hvor er du provokerende. Jeg synes selv, at jeg kører ret godt. Hvad var kaotisk? Jeg kører og viser dig vores fjord og min første køreskole. Det er topservice. Jeg er medlem af en kvindeloge i Skjern, og der har det forbandede kørekort været en stående joke. Jeg kører helt vildt råddent, når jeg skal derhen. Jeg bliver enormt selvbevidst af det, og så glemmer jeg de der praktiske ting. Jeg glemmer at slippe håndbremsen og alle mulige andre ting, som jeg aldrig normalt ville gøre. Så står alle kvinderne og griner på den der langsomme, venlige skjernske måde, som også er lidt provokerende.”

SELV SÆTTER Stine Pilgaard en slags ære i små, venlige provokationer i hverdagen. Hun kan godt lide, når man stikker til hinanden. Ikke ondskabsfuldt, men for sjov. Så snart nogle bliver for magelige eller for enige, slår hun til.

”Jeg plejer at sige, at jeg prøver at opretholde balancegangen i kosmos. Jeg synes jo, at fællesskab er en fantastisk vigtig og smuk ting, men når jeg sidder med 30 højskoleelever, som sidder og græder, fordi de skal synge en sang om venskab, så kan jeg ikke undgå at tænke: ’Så slap dog af.’ Jeg bliver hurtigt en modvægt, også selvom jeg faktisk er enig. Jeg får lyst til at sætte ild til noget, når folk sidder og giver hinanden ret, men jeg tror også, at det er en middagsselskabsting eller en efter-tre-glas-rødvins-ting.” 

Hendes otte måneder gamle baby begynder at sige lyde ude i barnevognen, og hun går ud for at samle hende op. Ind kommer kæresten med deres søn. De har været ude i haven og spille fodbold. Oprindelig skulle deres søn have været passet hos naboerne, men en pludselig tør hoste ændrede planerne. I stedet foreslår Stine Pilgaard, at vi tager ud til hendes kontor, hvor der er lidt mere roligt, medmindre ham trommeslageren øver. Hendes kæreste spørger, om hun har fortalt om dengang, hun bakkede ind i huset. Stine Pilgaard griner fra køkkenet, hvor kaffen er løbet igennem.

”Husk at slukke ovnen,” siger hendes kæreste, da hun begiver sig ud mod Toyotaen med kaffe i en kande.

Piskefløden maser hun ned i bilens kopholder, og vi kører ud på de lange, lige veje med minkfarme, stutterier og vindmøller. De veje har hun kørt på siden 2016, da hendes kæreste fik tilbudt job som leder af forfatterlinjen på Vestjyllands Højskole, og de takkede ja til at bo i Velling og leve med de korte vestjyske sætninger og lange pauser.

”Vi havde ikke boet her en uge, da vi kom kørende i en Flextaxa, og hele vejen var spærret af køer. Chaufføren tog det helt roligt og gik op til landmanden for at fortælle, at de var sluppet løs. Det havde vi det helt sindssygt over, for vi kom lige fra Nørrebro. Det er så ikke sket siden, men det var en vild start.” 

Da vi kommer til et højresving, passerer vi Tørfisks bandvogn plastret til med alle bandmedlemmer og deres slogan: ’Danmarks ældste boyband’.

”Så du, at det var Tørfisks bandvogn?”

”Jeg holder øjnene på vejen.”

NOGLE MINUTTER senere er vi ved kontoret, et tidligere, nu tømt udstillingslokale for Tvis Køkkener, som en stor gruppe lokale kunstnere har fået lov at låne, 

”Vi låner det af en landmand, der købte grunden på grund af markerne. Det er sådan noget, folk gør herude. Jeg håber godt nok ikke, at ham trommeslageren er her, så må vi finde på noget andet.” 

Det er han ikke, men trommesættet står klar, hvis han skulle komme forbi. Udenfor er der marker, stilhed og vindmøller. Indenfor er der optageudstyr og instrumenter og maling og tryksværte og musefælder, for sådan nogle er der jo herude. Stine Pilgaard viser rundt og dumper ned i en stol ved vinduet, nærmest lettet over at komme væk. Hun siger, at der er noget vildt ved at tage hen på kontoret. At der er så stille.

”Jeg har en oplevelse af, at jeg kunne holde af hvem som helst, hvis omstændighederne gjorde det nødvendigt. Naboer er rekvisitter og statister i vores liv, indtil de begynder at tale over hækken eller skal køres til tandlæge, fordi bilen er til reparation.”

”Er det en rigtig oplevelse?” 

”Ja, jeg kendte ikke min nabo ret godt, da jeg kørte hende til tandlægen. Der havde selvfølgelig været lidt kaffe i haven og sådan noget, men ikke mere end det. En dag havde hun vildt store tandsmerter, og fordi deres bil var til reparation, kom hun forbi. Bagefter lå hun på sofaen, mens jeg varmede noget suppe. Så faldt hun i søvn, og det var simpelthen så fint og sødt. Hun var sikkert også dopet på alt muligt, men det var så tillidsfuldt. Der er ikke mange steder, hvor man har brug for hinanden på så konkret en måde.” 

Hun holder en lille pause.

”Alle vores venskaber er mere eller mindre tilfældigheder. Så sidder man ved siden af hinanden i folkeskolen eller møder hinanden til en fest. Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg ikke skriver politisk eller om klimaet, men det, der optager mig mest, er, hvordan vi skal være med hinanden i hverdagen. Jeg har vildt svært ved at overskue krigsalliancer og fredsaftaler. Det er frygteligt at se nyhederne. Det er den værste gyserfilm af dem alle.” 

”Nu er vi tilbage ved de fritsvævende associationer.” 

”Du laver en Anders Agger på mig. Du siger jo ikke noget.” 

”Man kan få folk til at sige mange ting, hvis man holder kæft.” 

”Det er så ikke noget, jeg har prøvet så tit.”

STINE PILGAARD ved aldrig helt, hvad hun skal fortælle, når hun bliver spurgt om sin barndom. Hun havde en ganske fin enebarnsopvækst i Vejlby-Risskov lidt uden for Aarhus, hvor hun pendlede mellem en far og en mor, som hverken var elitære eller sølle. De var egentlig meget middelklasse minus ligusterhæk, fortæller hun.

Moren var leder af en børnehave i Aarhus, og faren arbejdede med stregkoder i Grønland. Primært på kolonialvarer, og hun forestillede sig, at hvis han klokkede i det, kunne de ikke købe mælk i Grønland, og så ville Grønland ringe og klage. Hun tænkte ofte, at han måtte have en meget vigtig rolle i systemet, og at hele befolkningen kimede ham ned, hvis han kvajede sig. Hun synes, det er lidt pinligt, men hun ved stadig ikke helt, hvad hendes far laver.

Bøger fyldte meget, og selvom det er en ældgammel kliché for enebørn, var hun nok lidt gammelklog, fortæller hun. Frikvartererne foregik ofte i klassens vindueskarm, hvor hun læste Astrid Lindgren, og til børnefødselsdage kravlede hun ned under bordet med bog og kage i favnen. Hun læste, inden hun gik i skole, og hun læste inden sengetid. Og når hun skulle bade, pakkede hun bøgerne ind i plastikposer, så hun kunne bladre i dem under bruseren.

Inspireret af Astrid Lindgren og ’De Fem’ skrev hun historien ’Børnene i Solsikkedalen’, som handlede om en gruppe unger på et børnehjem, der skulle opklare et mord. Og et eller andet med en krokodille. Den gav hun til sine forældre i julegave, og bagpå skrev hun anmeldelser af sine egne værker: ”Stine Pilgaard har skrevet en sjov og charmerende fortælling. Hun er Astrid Lindgrens efterfølger.” Senere vandt hun novellekonkurrencer i Vi Unge, og som 11-årig fik hun sit første digt trykt i Familie Journal.  

”Det skal dog siges, at mine forældre aldrig var gift, og at de gik fra hinanden længe før, jeg kan huske. Jeg tænker, at det måske var et forsøg på at skabe et traume, jeg kunne skrive om. Men jeg skal jo heller ikke være helt nedladende over for mig selv som barn, for det kan jo være, at det har fyldt meget mere, end jeg kan huske,” fortæller hun.

Hendes forældre er vidt forskellige, men de har aldrig bekriget eller hadet hinanden, forsikrer hun. Til gengæld er de begge ret sjove, humoren har de til fælles, og de har et godt blik for små, skæve hverdagssituationer. Hendes mor er fantastisk til at imitere og karikere folk, og når hun var alene med sin far, optrådte han med historier om Lone fra regnskab og fra sin ungdom.

”Jeg boede på skift hos dem begge to, så jeg har haft rigtig meget alenetid med voksne. De har altid taget mig meget alvorligt, og derfor har jeg også altid taget mig selv alvorligt.”

I gymnasiet påpegede hun konstant, hvis der var noget, hun var uenig i, og halvdelen af lærerne kunne godt lide, at hun var kritisk, mens den anden halvdel syntes, at hun var lige lidt for meget. Det kom der et karakterblad ud af med fire femtaller og fire 13-taller, mens resten var fordelt på resten af skalaen. 

”Jeg har fået alle mulige karakterer. Jeg har også prøvet at få tre i geografi, som igen handler om, hvor ting ligger. Det er åndssvagt, men jeg kan ikke fatte et kort,” siger hun.

MED KAFFEKANDE og piskefløde i hænderne styrer hun mod familiens Toyota. Hun placerer atter piskefløden i kopholderen og drejer ud på landevejen igen. Hun crui­ser meget med sine veninder i Ringkøbing og omegn, fortæller hun på vej mod Skjern. De tager ned til fjorden, Vesterhavet eller til Hvide Sande. 

”Jeg diskuterer med mig selv, hvor ydmygende det ville være, hvis jeg sætter min gps til, jeg plejer jo at bruge den. Men jeg kører hele tiden den her rute, så det kan ikke passe, at jeg ikke kan finde derned. Jeg ved, der kommer en rundkørsel, hvor jeg skal til højre,” siger hun, da vi holder i et T-kryds.

Hun vælger ikke at bruge sin gps, og vi drøner langs de lange, lige veje, som er helt tomme, mens hun fortæller om noget lokal rundkørselskunst, der har skabt furore i debatspalterne. Det havde hun overvejet at tage med i ’Meter i sekundet’, men det blev for indspist, selvom det var sjovt at følge med i. Hun fortæller, at Vestjyllands Højskole er 98 procent økologisk, og at køkkendamerne har fortalt hende, at de sidste to procent udelukkende skyldes, at man ikke kan opstøve økologisk brun farin. Hun opridser forskellen på Skjern som mere moderne handelsby kontra Ringkøbing som gammel købstad og fortæller om dengang, hun tævede en date i airhockey, så vedkommende ikke ville ses igen. Mest fordi Stine Pilggard spillede spillet på en utrolig liv-eller-død-agtig måde, som nok fremstod lidt for voldsom.

Hun parkerer ved Hotel Skjern i centrum, men vi indser hurtigt, at det er lørdag eftermiddag midt i en pandemi, og sætter os efter en kort gåtur ind i bilen igen.  

Det tog Stine Pilgaard næsten fire år at skrive ’Meter i sekundet’, der blev til, da hun lod sin trodsige side og sine følelser få afløb. Selv kalder hun sig en træmand, og hun bryder sig ikke om at tale om sine egne følelser. Hvilket undrer mange af hendes venner, fordi hun elsker at snakke om andres. En del af forklaringen er også, at hun ikke forstår sig så godt på tid. En anden er, at det tager tid at skrive og forstå den omvæltning, det kan være at få børn og at famle sig rundt i en by, man ikke kender. Og finde ud af, hvem man er, når man er i begyndelsen af trediverne og ikke kan drikke øl hver weekend, og verden forventer, at man vokser med opgaven.

Stine Pilgaard kører over et hul i vejen, bilen gynger lidt.

”Så meget behøver du heller ikke at hoppe i sædet.” 

”Hvad mener du?” 

”Det var ikke så slemt. Du hopper jo helt vildt i sædet.” 

Så rammer hun et andet hul i vejen.

”Nu gør du det igen,” siger hun og griner. 

”Du hopper rundt.”

HUN KAN ikke fordrage, når folk hygger sig for meget, fortæller hun. Verden er fyldt med modstand, og for at klare sig i verden må man øve sig i at gå i modvind. Det får hende til at tænke på en lang diskussion, hun havde med sin kæreste forleden. Han ville gerne have en sofa med chaiselong, hvor man kan tage fødderne op og smelte ned i sofaen.

”Skal vi så bare sidde der i vores dejlige, bløde sofa og se fjernsyn? Nej, den skal fandeme være hård. Hvorfor kan vi ikke sidde på nogle stole, så vi i det mindste skal holde ryggen rank? Det blev pludselig et symbol på alt muligt andet, hvor jeg synes, at en sofa repræsenterer alt det værste ved menneskeheden. I en sofa kommer man ned i gear og hygger, men hvorfor skal vi slappe af? Livet er så kort.” 

De lange, lige strækninger på Vestkysten er nærmest hypnotiske, det hele er så ens, og Stine Pilgaard er ikke færdig:

”Så kom jeg til at sige, at man ikke kan have en meningsfuld samtale i en sofa, og selvfølgelig kan man det. Hygge er jo bare et ord, og jeg går ikke rundt med et oversavet jagtgevær og plaffer alle folk ned, der siger hygge. Men der er noget modstandsløst over ordet, som irriterer mig helt vildt. Vi laver ofte bål på højskolen, og det synes jeg jo også er såkaldt hyggeligt, men jeg kan bedst lide, når jeg diskuterer rundt om bålet med min nabo. Så siger jeg, at han er en elitær jazzmusiker, og så siger han, at jeg er alt for folkelig, fordi jeg ser ’X Factor’. Så taler han om sin surdej, og så siger jeg, at når jeg bager, så putter jeg 500 gram gær i, ellers gider jeg ikke æde lortet, hvilket overhovedet ikke er rigtigt. For det første så bager jeg ikke, og for det andet så har vi den forpulede surdej derhjemme. Jeg får bare lyst til at sige det modsatte hele tiden.”  

Stine Pilgaard foragter i det hele taget det modstandsløse liv – og at spille brætspil for sjov. Hun kan lige gå med til det, hvis man er ved at flå hovederne af hinanden over et spil Risk, men hvis det er lige meget, hvem der vinder, er det tidsfordriv på allerlaveste niveau, mener hun.  

Stine Pilgaard parkerer ved Ringkøbing Station og trækker håndbremsen. Det blæser, og hun kigger på uret. Tiden er løbet fra hende, hun bliver nødt til at smutte.

”Jeg kan godt høre, hvordan det lyder. Hende der forfatteren, der kæfter op om, at hun hader sofaer og brætspil og hygge. Men det er jo kun halvdelen af sandheden, for jeg ville jo elske at sidde godt i en sofa, men der er bare noget ved det, som skræmmer mig, og så kommer jeg automatisk til at overdrive de der 80 procent. Jeg har jo en længsel efter brætspillet, den fred og den måde at være sammen på. Jeg har både lyst til at brænde det hele ned og leve i det,” siger hun og kører hjem langs de lange, lige veje. Enten med eller uden gps.

Hvordan er det at leve med en kunstner? Jesper Wung-Sung satte sig for at skrive Vilhelm og Ida Hammershøis kærlighedshistorie. Kun gradvist gik det op for forfatteren, at ’Kvinde set fra ryggen’ også var en bog om hans eget parforhold.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Les Kaner

’Kvinde set fra ryggen’ handler om Ida Hammershøi, der var gift med maleren Vilhelm Hammershøi. Hvorfra kom ideen?

”For mange år siden, da jeg udgav min første bog, fik jeg et forskud, som jeg brugte på at købe et maleri. Siden har jeg nok anskaffet mig hundrede malerier og tegninger, men én ting, jeg aldrig har haft råd til, er et billede af Vilhelm Hammershøi. Til gengæld har jeg været dybt fascineret af ham, siden jeg var ung. Specielt et portræt af en midaldrende Ida Hammershøi fra 1907 har jeg været mærket af. Det skildrer hende nøgternt og kærlighedsfuldt som den slidte kvinde, hun er gået hen og blevet, mærket af livet med rynker, rande under øjnene og blodårer, der træder frem. I de fleste andre af Vilhelm Hammershøis billeder er hun rygvendt. Jeg fik lyst til at vende hende om. Hvem var hun egentlig, tænkte jeg, og gik i gang med at researche.”

Ida er hovedpersonen i din bog, men hvem identificerer du dig mest med?

”Jeg bildte mig selv ind, at jeg skrev en roman om Ida og Vilhelm Hammershøi, men jo længere jeg kom ind i den, jo mere kunne jeg se, at der løb et parallelt selvbiografisk spor, som handler om mig og min kone og især, hvor mærkeligt det må være at leve sammen med et menneske, der er besat af sin kunst. Vilhelm af at male, jeg af at skrive. Hvordan er det med en, der hele tiden går ind i et rum, hvor der kun er plads til kunsten? Og som i virkeligheden er mest lykkelig, når han går derind.”

Vilhelm grænser i din bog til det ubehøvlede. Lige efter forlovelsen forlader han gang på gang Ida alene med sin familie, ikke mindst en skrap svigermor, fordi han liiiige har et maleri, han arbejder på. Hvordan står det til i dit tilfælde?

”Vilhelm Hammershøis dedikation er absolut og total. Han får ikke børn, fordi det ikke interesserer ham. Noget lignende kan man sige om mange kunstnere. Picasso stod ikke på sidelinjen, da hans søn gik til fodbold. Den slags totale dedikation tilstræber jeg ikke i mit liv. Jeg øver mig i at gå ud og ind af det rum, hvor kunsten skabes, og det rum, hvor jeg er ægtemand og familiefar. Og det bliver jeg heldigvis bedre og bedre til. Men som min kone siger: Hver gang vi er ude at rejse og træder ind på et hotel, kigger jeg mig om for at se, om der er et hjørne i lobbyen, hvor jeg kan sidde og skrive. Og hun ved, at når hun vågner om morgenen på hotellet, er jeg gået og sidder et sted og skriver. Jeg må erkende, at der ikke er nogen dage, der er rigtig gode eller skønne, hvis jeg ikke har skrevet. Nogenlunde 365 dage om året skriver jeg, og hvis der sker et eller andet helt usædvanligt, der forhindrer mig, går jeg rundt med en længsel efter at komme tilbage til skrivebordet.”

JESPER WUNG-SUNG

49 år, forfatter. Kommer fra Marstal, bosat i Svendborg. Gift med lærer og bibliotekar Christina Wung-Sung, som han har to børn med. Har studeret litteratur, engelsk og dansk på Københavns Universitet. Debuterede i 1998 med novellesamlingen ’To ryk og en aflevering’. Har siden skrevet over 40 bøger for voksne og børn, heriblandt ’En anden gren’, der vandt De Gyldne Laurbær i 2017. Aktuel med romanen ’Kvinde set fra ryggen’.

Hvordan ser din arbejdsdag ud?

”De første tre timer om morgenen, fra omkring otte til 11, er de vigtigste. Her kunne jeg aldrig finde på at tjekke min mail eller mobiltelefon. Der går jeg direkte ind og skriver på det fiktive univers, jeg er i gang med. Jeg har en rød lampe uden for mit arbejdsværelse, og når den er tændt, betyder det, at jeg skriver. Punktum. Så kunne min familie aldrig finde på at banke på. Det er endnu ikke sket. Når det er overstået, har jeg overstået det, jeg skal gøre. Som regel løber jeg så en tur, går i bad, spiser frokost, besvarer mails, arrangerer foredrag og går i gang med at skrive et par timer igen om eftermiddagen. Om aftenen læser jeg og tager måske noter. Måske ser jeg en film sammen med min kone. Er jeg langt inde i en roman, vågner jeg også nogle gange om natten og står op og skriver et par timer for så at gå i seng igen. Det er min kone knap så glad for.”

Bogen er dedikeret til ’fru Wung-Sung’. Hvad synes hun om sammenligningen med Hammershøierne?

”Hun kan godt se den, og jeg tror også, hun kan lide den. Ida og Vilhelms historie er en smuk kærlighedshistorie, selv om han er så utrolig dedikeret. De former en skæbne sammen, hvor de ikke kan undvære hinanden. Han benytter sig ikke af andre modeller. Han er tryg ved hende. Det skal være hende.”

Kan Christina acceptere præmissen om at være nogens kone?

”Vi mødte hinanden i gymnasiet, og lige siden vi var meget unge, har hun accepteret, at hun på en eller anden måde kommer i anden række. For det gør man jo, hvis man lever sammen med en, hvis mål her i tilværelsen er at skrive. Og som nærmest ikke kan komme hurtigt nok i gang. Hvis jeg kunne slippe for mere, sagde jeg godmorgen, gav hende et kys og gik ud i den fløj af vores hus, hvor jeg har arbejdsværelse. Hun måtte faktisk gerne vente med at stå op, så kunne vi mødes senere. Det ville være det ideelle for mig. Men når jeg har været inde i det rum, hvor kunst skabes, vil jeg vove at påstå, at jeg er noget bedre til at være en helt almindelig ægtemand, turist, på indkøb eller på værtshus, end Vilhelm Hammershøi var. Ser man på fotografier af ham fra selskaber, saloner eller middage, er han på en eller anden måde altid i baggrunden med en hånd – eller et glas – for munden. Han er aldrig talende, altid i periferien. Han er til stede, men alligevel ikke.”

Kan du lide selskabsliv?

”Ja. Men jeg vil også sige, at en af årsagerne til, at jeg ikke bor i København mere, er, at jeg blev træt af kunstner- og forfattermiljøet. Jeg er flygtet hjem fra mange receptioner for at skrive.”

Du nævnte Picasso og fodboldtræningen. Kan kunstner-rollen være bekvem at tage på sig, fordi så kan man krybe uden om at købe toiletpapir eller i det hele taget at være til stede?

”I forhold til opdragelsen af vores børn og tilstedeværelsen i forhold til dem er fordelingen temmelig fifty-fifty. Jeg er hjemme, når de kommer fra skole. I forhold til alt andet praktisk, måske bortset fra græsplænen og lidt småting i haven, laver min kone langt mere, end jeg gør. Hver gang jeg bruger en time på noget andet, tænker jeg, at den kunne være brugt på at skrive. Det er måske en af årsagerne til, at jeg aldrig har lært at lave en havelåge eller andet i den retning. Mens jeg savede, ville jeg stå og tænke på, at jeg kunne have siddet og skrevet. Der er ikke andre ting, jeg går op i. Jeg har aldrig forstået forfattere, der taler om at sejle eller gå på jagt.”

Har du det lidt som Vilhelm Hammershøis mor, Frederikke, der i din roman fnyser ad en gruppe kunstnere, der holder drikkelag, mens de efter hendes mening burde have stået i atelieret?

”Der har nok sneget sig en snert af en poetik ind i romanen. Det at skabe kunst kan for mig koges ned til ét livslangt, dedikeret arbejde, hvor det meste andet må vige. Visse steder bliver der talt for meget om kunst og arbejdet for lidt.”

REALITY CHECK

Ud over at skrive bøger tjener Jesper Wung-Sung sine penge på foredrag og har siden 1998 holdt på den anden side af 1.000 af slagsen: ”Det er mit møde med virkeligheden. Når jeg har siddet lukket inde i et rum i lang tid, er det rart at komme ud og møde læserne. Det giver en tro på, at det, jeg laver, rammer nogen derude. Jeg skriver litteratur i forhåbningen om selv at blive mere kvalificeret til at leve og træffe valg. Og jeg håber, at læseren kan få lidt af den samme virkning. Nogle kunstnere foretrækker, at værket taler for sig selv. En roman lever i kraft af sin kompleksitet, og fordi den kan læses på mange måder. Holder man foredrag, er man nødt til at give relativt enkle svar. Af og til lykkes det til et foredrag at skabe et rum, hvor man taler om nogle alvorlige, eksistentielle ting.”

Har du skrevet hele dit liv?

”Jeg er lidt atypisk i forhold til nogle kolleger, der altid har vidst, at det var det, de ville. Jeg var 18, før jeg følte, det gav mening for mig at læse og beskæftige mig med litteratur, og sprang direkte fra Lucky Luke til Franz Kafka.”

Hvad fik dig på sporet?

”Da jeg blev 18, gik det op for mig, at der ikke er nogen smutveje i tilværelsen. Ingen særregler for mig. Jeg kunne ikke sidde bekvemt tilbagelænet på bageste række i gymnasieklassen og kede mig. Jeg måtte træffe nogle beslutninger og få noget ud af mit liv. Finde mig en plads. Så begyndte jeg at læse og fandt ud af, at litteratur kan give nogle eksempler på, hvordan andre personer tumler med deres problemer og tanker. Og da læsningen ikke var nok, følte jeg behov for selv at skrive.”

Og inden da havde du ingen drømme?

”Jeg var totalt blottet for ambitioner og drømme. Jeg interesserede mig for fodbold, piger og øl. Det var meget mainstream, jeg lå og puttede mig som et får midt i flokken. I dag ser jeg det som en fordel. Jeg er ikke kommet til at skrive, fordi jeg har været en del af et litterært miljø, eller fordi jeg altid har tænkt mig det sådan. Jeg skriver ud fra et eksistentielt behov. Jeg blev bevidst om, at jeg skulle finde min egen drøm, der i al korthed gik ud på én ting: Jeg ville være fri. Der var ikke nogen, der skulle bestemme over Jesper Wung-Sung. Det er den ydre årsag til, at jeg blev forfatter. At kunne stå op hver dag og bestemme selv.”

FORFATTERENS FAVORITTER

1. ’Vejene’, Jack Kerouac
”Livet eksisterer i bevægelsen, og ’Vejene’ er måske den bog, der flytter sig mest af alle. Den er som skabt til at have med på rejsen med sin strøm af mennesker og steder, som man ikke behøver læse fortløbende, men kan springe rundt i, som man vil.”

2. ’Treme’, David Simon/Eric Overmeyr
”Med en fin menneskelig dimension og lange koncertscener, der normalt ville være dramaturgisk bandlyst, dvæler serien ved musikere, restauratører, journalister og andre, der kæmper med hverdagens problemer i New Orleans efter orkanen Katrina.”

3. ’Car Wheels on a Gravel Road’, Lucinda Williams
”Perfekt kørealbum til tog som bil om at søge efter kærligheden og meningen med livet.”

Digteren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Robin Skjoldborg

FANEFJORD, MØN

”En stor del af mit liv ledte jeg forgæves efter en særlig plet langs fjorden, hvor jeg var som treårig med mine forældre. Vi var ude at sejle, vandet var fuldt af ål og rødspætter, og jeg huskede det som vidunderligt. En dag i 2001, hvor jeg kom kørende i bil, kunne jeg pludselig mærke, at tampen brændte. Jeg kørte ned ad Marie Grubbes vej, og dér lå stedet. Husene var moderniseret, ellers havde det ikke ændret sig.”

Foto: Visit Lolland-Falster

HALSKOV VÆNGE, FALSTER

”Et magisk stykke skov, fuldt af stendysser. Det er særlig smukt i maj. De fleste af min barndoms somre blev tilbragt på Falster. Det er nok det sted i landet, jeg føler mest tilknytning til.”

Foto: Visit Lolland-Falster

NYSTED, LOLLAND

”Jeg elsker hele Lolland, men skal jeg vælge et sted, er det denne charmerende lille by, Danmarks sydligste købstad. Desværre kommer jeg der ikke så meget længere. Mit syn er blevet for dårligt til at køre bil, og den offentlige transport … det er meget fint, at regeringen snakker om elbiler – man burde gøre noget for togdriften.”

Digteren Henrik Nordbrandt, 76, har i lange perioder boet i Grækenland, Spanien og Tyrkiet, men bor nu i København. Aktuel med digtsamlingen ’Så en morgen’. 

 

55-årige Helle Helle er med sine afmålte romaner og sætninger blevet en del af pensum. Her fortæller hun om kanelsnegle og flyttekasser i barndommens Rødby, om en afgørende opringning i lugen på Dyrehavsbakken, og om hvordan hun kom til at hedde Helle til både for- og efternavn.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

MIT FØRSTE BARNDOMSMINDE er en cykeltur i Nakskov med min mor. Jeg var to et halvt år gammel og sad bag på hendes cykel på en lille blomstret pude. Min mor var ganske ung og altid lidt bange for at blive for tyk. Vi købte ’hemmelige’ kanelsnegle hos ­bageren og kørte ned til havnen. Der sad vi ved den gamle transformatorstation og spiste, mens vi kiggede over mod værftet. 

For år tilbage sagde jeg til min mor: ”Engang spiste vi hemmelige snegle.” Og hun sagde: ”Det kan du da ikke huske!” Men jeg kunne bevise det. ”Jo, for jeg sad på den pude, som du havde syet af det samme stof som de gardiner, vi havde i stuen,” svarede jeg. Min hukommelse har altid været virkelig god.

Den blomstrede pude forsvandt, da mine forældre blev skilt. Jeg var tre år gammel. Min mor blev gift igen, og jeg fik en søster. Så blev min mor skilt igen. Nu var det bare hende, min søster og jeg. Vi flyttede meget rundt.

Jeg nåede at bo ni forskellige steder i Rødby: I Kongeleddet, Syltholmsparken, på Stadionallé, Rosenparken, Bøgevej, Sædingevej, Birkevej, Vestergade 21 og Vestergade 24. Nogle gange var flytningerne forbundet med smerte for min mor, fordi det handlede om kærlighed, der brast. Andre gange var det bare en fremleje, der udløb. Men de gjorde mig hyper-opmærksom. Jeg kunne fornemme ud fra stemningen i hjemmet, og hvad der foregik omkring mig, om en ny flytning var på trapperne. 

2. g, 1983.

MIN MAND kan modsat mig ikke huske ret meget fra sin barndom. Vi har talt om, at det måske skyldes, at han boede det samme sted hele sin opvækst. Det kan få årene til at flyde sammen. Alle mine barndomsminder er struktureret efter de steder, jeg har boet. Jeg bruger rummene, vejene og stederne i byen til at huske. I mine bøger er der altid nogen, der flytter. Der er nogen med kufferter, nogen, som ikke får pakket ud, nogen, som har svært ved at ankomme, og nogen, som bruger en flyttekasse som sofabord.

Visse dele af min barndom husker jeg som ret lykkelig. Især perioderne, hvor det bare var min mor, min søster og jeg. Måske har jeg en tendens til at idyllisere det. Min far boede i Nakskov med sin kone, og dér havde jeg også en søster. Jeg besøgte dem hver anden weekend. Han var bilmekaniker, og min mor arbejdede som parfumedame på færgeforbindelsen Rødby-Puttgarden. Men på trods af de mange flytninger var det aldrig på tale at forlade Rødby.

Jeg husker Rødby som et sted, hvor der ikke var forskel på folk. Måske fordi der ikke rigtig var hverken høj eller lav – ikke for alvor. Der var kun én skole, hvor alle gik. På Rødby Byskole var der nogle fantastisk gode lærere, deciderede ildsjæle. Da jeg gik i 5. klasse, kom en biologilærer til byen – det føltes, som om han gjorde alle børn og unge i Rødby interesserede i biologi. Vi tog i skoven og kiggede på fugle, vi tog på fisketure, og jeg fik en fiskestang i fødselsdagsgave, da jeg fyldte 14. Men det var planter, der interesserede mig mest. I gymnasiet blev jeg matematisk-biologisk student. En overgang troede jeg, at det var den vej, jeg skulle gå.

I dansk skulle vi skrive stile om aktuelle emner som for eksempel atomkraft. Men jeg ville hellere skrive digte, og det fik jeg lov til. Jeg sendte mine digte ind til aviser og blade, og et af dem blev trykt som læserbrev i Alt for damerne, da jeg gik i gymnasiet. Det hed ’Din ømhed’, og en af linjerne lød: ”Din ømhed var et frø, jeg nu vil dyrke.” Min familie roste mig og sagde, at jeg var utrolig dygtig til at skrive digte. Men det var jeg jo ikke. Jeg kunne bare godt lide det.

På Maribo Gymnasiums lille, støvede bibliotek fandt jeg en dag et eksemplar af tidsskriftet Hvedekorn i en time, hvor jeg pjækkede. Efter gymnasiet – jeg blev den første student i min familie – flyttede jeg som 19-årig til København i 1985 for at læse litteraturvidenskab på universitetet. Men det interesserede mig ikke, og jeg var ikke god til det. Jeg var mere optaget af Otto Mønsteds Kollegium, hvor jeg boede. På et tidspunkt tog jeg en længere orlov fra studiet uden at fortælle det derhjemme.

På studiet skulle vi skrive en opgave om Gabriel García Márquez’ novellesamling ’Mama Grandes begravelse’. Jeg kunne ikke finde ud af det, i stedet skrev jeg min egen novelle: ’Et blommetræ’. Jeg læste den højt for en af mine medstuderende, og hun foreslog, at jeg sendte den ind til Information. Det gjorde jeg, men i lang tid hørte jeg intet. En dag i efterårsferien, hjemme i Rødby, blev jeg ringet op fra kollegiet: Novellen var kommet i avisen. Min mor lånte en bil, og vi kørte området tyndt for at finde et eksemplar. Vi fandt et i kiosken nede ved Rødby Færge.

Bogreception for debuten ’Eksempel på liv’, 1993. Fra venstre Dorte Borregaard, Helle Helle, Kirsten Hammann, Mads Brenøe.

JEG BEGYNDTE at sende digte ind til Hvedekorn, hvor Poul Borum var redaktør. Han var også med til at grundlægge Forfatterskolen, hvor han var rektor. En dag skrev han til mig, en enkelt linje: ”Trykker syv digte i næste Hvedekorn.” Da tænkte jeg for første gang: ”Okay, nu vil jeg være forfatter. Det er den vej, jeg går.” Jeg fortalte min familie, at jeg ville søge ind på Forfatterskolen, og hvis jeg kom ind, ville jeg droppe litteraturvidenskab. Min mor klappede i hænderne, det var lidt sværere at acceptere for min far.

En dag lå der et telegram i min lejlighed i Vanløse, hvor jeg var flyttet til fra kollegiet. ”Ring til Poul Borum,” stod der. Og så et telefonnummer. Jeg gik ned i telefonboksen på Linde Allé og ringede rystende op. Han bad mig komme til samtale. Det var en af de varmeste somre, jeg kan huske i København, og busserne strejkede, så jeg cyklede i heden og ankom til Havnegade gennemblødt af sved. Samtalen foregik på femte sal i Poul Borums lejlighed. Jeg blev gelejdet ind gennem bogreolerne og blev mødt af en gruppe forfattere, der sad rundt om et bord. I 50 minutter kunne jeg ikke få vejret og svarede i øst og vest. De sagde til mig: ”Du skal læse nogle flere bøger og prøve igen til næste år.”

Jeg tog orlov fra litteraturvidenskab en gang til, denne gang for good. Jeg søgte forskellige jobs, og i marts 1989 blev jeg ansat som informationsdame på Dyrehavsbakken. Der arbejdede jeg, mens jeg søgte ind på Forfatterskolen for anden gang. En dag i august stod jeg i info-kiosken i skriggrøn 80’er-nederdel, jakke med skulderpuder og hvid skjorte. Foran mig var en kø af børn, som alle skulle have et Bakkepas til forlystelserne. De stak hånden ind gennem lugen, og jeg satte det fast på deres små håndled. Pludselig ringede telefonen. Det var Poul Borum: ”Du er optaget på Forfatterskolen. Vi tager på rustur til Færøerne. Mød op i Kastrup Lufthavn 27. september klokken 9:30. Farvel så længe.” Så lagde han på. Jeg vendte tilbage til mine Bakkepas, mens jeg var ved at besvime af glæde. ”Jeg er kommet på Forfatterskolen!” råbte jeg til min chef, da hun gik forbi. Teltholderne på Bakken gav mig en kæmpe plys-tiger i gave og tog mig rundt til alle forlystelserne for at fejre det.

Helle Helle, 1975.

JEG HAR OFTE tænkt på, om jeg var blevet forfatter, hvis ikke jeg var kommet ind på Forfatterskolen. Det var ikke dér, jeg lærte at skrive. Som Poul Borum sagde: ”Man kan ikke lære at skrive, men hvis man kan skrive, er der meget at lære.” På skolen mødte jeg andre, der også skrev med samme dødelige alvor – blandt andet min bedste ven, Kirsten Hammann. Det var en vild, eksotisk og eksplosiv tid for mig. Jeg havde ikke rigtig været andre steder end baren på mit kollegie, men pludselig kom jeg til koncerter, i teateret og på gallerier, og vi tog nattoget til Aarhus, hvor jeg aldrig havde været, for at holde oplæsning i Ridehuset. Men jeg havde svært ved at skrive. Skolen gjorde mig enormt kritisk over for mine egne tekster, og jeg skrev dårligt, imens jeg gik der.

I mange år havde det været en stående vittighed i min familie, at jeg kunne komme til at hedde Helle Helle, fordi min oldemor hed Helle til efternavn. Min mor og hendes søskende hed også Helle til mellemnavn. Jeg blev døbt Helle Olsen, min fars familienavn, og efter mine forældres skilsmisse kom jeg til at hedde Helle Hansen. Da min mor blev gift igen, fik jeg min søsters fars mellemnavn, Krogh. Da jeg debuterede i Hvedekorn, sendte jeg digtene ind som Helle Krogh Hansen, men Poul Borum smed ’Hansen’ ud. Det var der, jeg besluttede mig for at skifte efternavn.

I dag havde jeg nok ikke gjort det, men jeg fremskaffede dåbsattester fra gamle kirkebøger og sendte dem ind til Københavns Overpræsidium, som skulle godkende navneskiftet. Og så fik jeg et dokument med mit nye navn. Jeg var 23 år gammel, og det føltes mærkeligt at fortælle mine venner, at jeg nu hed Helle Helle. Folk har jo syntes, at jeg var tåbelig. Jeg tænkte også selv, at det var lidt fjollet, men samtidig føltes det rigtigt. En del år senere modtog jeg stadig post fra visse dele af familien under mit gamle navn. Siden endte min mor også med at smide sit efternavn, så hun blot hed Helle.

HELLE FOR HELLE

55 år. Født Helle Olsen, men tog som 23-årig sin oldemors efternavn og kom til at hedde Helle Helle. Uddannet fra Forfatterskolen i København i 1991, debuterede med tekstsamlingen ’Eksempel på liv’ i 1993. Bor i Sorø med sin mand, billedkunstneren Mikkel Carl. Har to voksne børn fra et tidligere ægteskab.

Helle Helles gennembrud som forfatter kom i 2005 med romanen ’Rødby-Puttgarden’ om de to søstre Tine og Jane og deres liv i Rødbyhavn i 80’erne. Bogen indbragte hende Kritikerprisen samme år.

Hun har udgivet ni romaner, en børnebog og en række noveller, og hendes forfatterskab er blevet belønnet med flere priser, blandt andet De Gyldne Laurbær i 2012, Det Danske Akademis Store Pris i 2016 og Holbergmedaljen i 2019. Hendes seneste roman, ’Bob’, er udkommet på forlaget Gutkind.

Helle Helle, 2021.

JEG ER FØDT med et lyst sind, jeg er meget jordbunden og mere praktisk end åndeligt anlagt. Men jeg har en flig af angst i mig, som kommer frem, hvis jeg er under pres. Det blev slemt, da min mor blev alvorligt syg i 2013. Jeg begyndte at høre ambulancer, også når de ikke var der. Jeg bor i Sorø, ude i en skov, og der er der en fugl, der lyder som en ambulance. Den har flere gange været skyld i, at jeg har startet bilen og er kørt i sutsko og nattøj ind til byen for at se, om alt var i orden på mine børns skolevej. Men en dag sagde min mand til mig: ”Der sker hverken mere eller mindre, fordi du er bange.” Det husker jeg på.

Min mor var syg i halvandet år. Hun døde i marts 2015, men lige til det sidste gjorde hun alt for at gøre sit liv til en fest. Hun var så utrolig god til at leve, at hun på en eller anden måde også var god til at dø. ”Jeg er så lykkelig,” sagde hun til min søster og mig helt til det sidste. I starten tænkte jeg, at det ikke kunne passe. Men det gjorde det.

Jeg kører til Rødby en gang om året og kigger. Jeg er flere gange blevet spurgt af journalister, om jeg vil vise dem rundt i min barndomsby. Men jeg siger altid nej. Rødby er et sted, jeg er nødt til at have for mig selv. I dag kan man måske godt se, at det er trange tider i byen. Mange butikker er lukket. Men når jeg kommer til Rødby, ser jeg kun alt det pæne. Det er sådan en fin by. På Facebook er jeg medlem af grupper som ’Fra de gode gamle dage i Rødby og Rødbyhavn’ og ’Rødby Byskole’. De er fyldt af lange tråde med folk, der skriver: ”Jamen, hvem var det, der boede der før barberen?” Det er dybt interessant, men nok kun for mig og andre, som kommer derfra. Hvis jeg tog min mand med på tur og kørte gennem byen og pegede på alle de huse, mine skolekammerater engang boede i, ville han muligvis kede sig lidt.

Jeg synes, at succes er et frygteligt ord. Jeg forbinder det med noget kalkuleret, noget, man regner sig frem til. Jeg har været heldig at have mange læsere. Det er en stor lykke. Men det er også lidt af en gåde for mig, for mine bøger er ikke lettilgængelige. Der er nok også en del, som er blevet tvunget til at læse dem i skolen eller gymnasiet og måske ikke kunne lide dem.

Journalist og forfatter KAREN THISTED om lykkelige minder om sin far, om en mørk depression, om sit had til parkeringsbøder og om en evigt tilbagevendende frygt for at ende i fængsel.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau Scanpix

JEG ER ALDRIG for alvor blevet voksen, selv om jeg har run­det de 70. Når jeg er sammen med mit barnebarn på syv, er det af og til ham, der må irettesætte mig. Jeg har for eksempel en ting med parkeringsbøder. Når jeg sætter mig ind i bilen og kan se, at der sidder en bøde i forruden, starter jeg vinduesviskerne og lader dem køre, indtil den flyver af. ”Ej, mormor, skulle du ikke begynde at betale bøderne?” Så må jeg stige ud af bilen og samle bøden op.

JEG HAR NÅET en alder, hvor jeg føler, at jeg kender mig selv ind og ud. Alligevel blev jeg slået helt omkuld, da jeg så mit barnebarn ligge der som en lille lyserød gople i hospitalssengen. Jeg havde ikke troet, at det at blive mormor ville være så stort. Men jeg bliver mere og mere forelsket i ham, Til jul købte jeg en elguitar til ham. Når han sidder og spiller på den, er jeg lige ved at tude. Hver gang.

MUSIK ER noget af det, der giver mig allermest glæde. Jeg ville så gerne kunne synge og spille mig ud af triste stunder. Jeg elsker at synge, men jeg synger så højt og grimt, at når folk er i kirke med mig juleaften, ender de som regel med at rykke over på modsatte række for at slippe for mit skråleri.

I STARTEN af 80’erne var jeg kæreste med Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene, og jeg var ekstremt misundelig over, at han bare kunne gribe et instrument og lave skøn musik. Det var også derfor, jeg gav mit barnebarn guitaren. Jeg håber, at musikken vil bringe ham stor glæde senere i livet.

MINE LYKKELIGSTE barndomsminder er de mange bilture, jeg har haft med min far. Han var borgmester i Ringsted og medlem af Folketinget for Venstre i mange år. Hver dag kørte han frem og tilbage mellem Ringsted og København og kom først hjem ved aftensmadstid. Det var altid min mor, der lavede mad, og når vi var færdige med at spise, tog min far ofte af sted igen. Det var det eneste tidspunkt, han havde tid til at holde møder med sit bagland. Jeg fik lov at komme med, og min far lånte bøger til mig på biblioteket, som jeg kunne læse på vejen. Jeg kan huske, at jeg sad på passagersædet med en lommelygte i hånden og læste ’Gösta Berlings saga’ af Selma Lagerlöf højt for min far, mens vi kørte. Af og til finder jeg den frem og læser den igen.

MIN FAR er nok den person, der har betydet allermest for mig. Jeg var gift med Ole Thisted (journalist og tidligere vært på TV Avisen, red.) i 10 år. Senere har han i sjov sagt til mig, at jeg kun var rigtig lykkelig, når min far var på besøg. 

SOM UNG VAR JEG et år i England som au pair. Da jeg kom hjem, anede jeg ikke, hvad jeg ville med mit liv. En aften, hvor min far ikke havde møder, sad han og røg en cigar, drak et glas cognac og spillede kort med sig selv. Det gjorde han altid, når han havde fri. Pludselig kiggede han op på mig: ”Nå, Karen. Hvad vil du så nu?” Jeg vidste, at det var et afgørende spørgsmål, og at hvis jeg ikke kunne svare, ville han selv finde på noget. Sådan var min søster endt som sekretær på borgmesterkontoret, og det ville jeg i hvert fald ikke. Så meget vidste jeg. Jeg endte med at svare, at jeg gerne ville være journalist. Han lagde kortspillet fra sig, gik ind og tog telefonen og drejede nummeret til Per Winther, chefredaktøren på Dagbladet Ringsted. Min far var formand for bestyrelsen på Dagbladet, og det var ham, der havde skaffet Winther redaktørjobbet. ”Godaften, det er Thisted,” sagde min far, ”Karen begynder 1. august.” 

JEG HAR ALDRIG været så bange, som da jeg fik en alvorlig depression i 2004. Efter bogreceptionen for ’Det skal mærkes at vi lever’ sad jeg i en taxa, og pludselig var det, som om et sort gardin blev trukket for. Fra det ene øjeblik til det andet. En ven kørte med i taxaen og hjalp mig hjem i seng, hvor jeg blev liggende de næste to måneder. Jeg tabte mig mange kilo og fik angst bare ved tanken om at gå i supermarkedet. Jeg havde slet ikke lyst til at leve. Jeg gik til en masse psykologsamtaler, som ikke hjalp. Det var først, da jeg kom på antidepressiv medicin, at det langsomt begyndte at vende. 

SOM CHEF har jeg sagt: ”Hold nu op, gå hjem og tag en drink, så går det over til i morgen,” til medarbejdere, som er kommet til mig og fortalt, at de var deprimerede og stressede. Jeg har haft så dårlig samvittighed og kan stadig skælde mig selv ud over det. 

DA JEG FIK min depression, arbejdede jeg på Ekstra Bladet, hvor Hans Engell var chefredaktør. Jeg var kommet på højkant igen, men en fredag aften gik jeg ind på hans kontor og meddelte min opsigelse. ”Godt, så skal du inden i morgen klokken 8 have afleveret din firmabil nede i gården … og på bagsædet skal der ligge fire vinterdæk,” sagde han. Vinterdækkene havde jeg fået betalt, da jeg fik bilen, men det var fem-seks år siden. Jeg anede ikke, hvor de var, men det turde jeg ikke sige. 

JEG RINGEDE til min gode ven Jørgen Nørgaard, der er far til designeren Mads Nørgaard, og forklarede ham halvt i panik, at jeg skulle bruge fire vinterdæk inden næste morgen, og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få fat i dem. ”Bare rolig, min kone er fra Norge, jeg skaffer dem,” sagde han. Midt om natten blev jeg så vækket af min telefon. Det var Jørgen Nørgaard, der havde været på strandhugst i familien og fundet fire vinterdæk. Morgenen efter mødte jeg ham og hans anden søn, Jens, foran Politikens Hus. De havde fire dæk under armene, men de havde også skaffet to sæt gamle, halvrådne snekæder. ”Dem får han med for en sikkerheds skyld,” sagde Jørgen Nørgaard og grinede. Så lagde vi dem ind på de fine lædersæder i bilen, præcis som Hans Engell havde bedt om. 

JEG HAR ET tilbagevendende mareridt, hvor jeg vågner op i et fængsel. Det er min største skræk. Af og til er jeg bange for, at de en dag kommer og henter mig, fordi jeg ikke har betalt mine parkeringsbøder. Jeg har set fængsler indefra, og jeg kan slet ikke forestille mig at leve sådan et sted. 

FOR MANGE ÅR SIDEN lavede jeg en reportage fra Horsens Statsfængsel, hvor jeg boede i en uge. Der var en indsat, som blev ved og ved med at løbe efter mig, og som råbte: ”Vent, vent, jeg skal fortælle dig noget!” Jeg syntes, at det var virkelig væmmeligt, og jeg affejede ham igen og igen. Personalet fortalte mig, at han var blevet dømt for at have slået sin kone ihjel, men havde nægtet sig skyldig under hele retssagen. Tre-fire år senere læste jeg en dag i avisen, at en mand var blevet frifundet for mord på sin ægtefælle. Det var ham. Han havde ikke gjort det.

KAREN THISTED

Journalist, forfatter og tidligere spindoktor. Uddannet ved Dagbladet Ringsted. Har været ansat på DR, ugebladet Hjemmet, TV 2, Nordisk Film og Ekstra Bladet. Har blandt andet været politisk reporter, radiovært og redaktionschef og var med til at starte tv-succesen ’Go’ morgen Danmark’. Som forfatter har hun blandt andet udgivet ’Det skal mærkes at vi lever’, der solgte 400.000 eksemplarer, samt en række andre samtale- og portrætbøger. Hun er fortsat aktiv som foredragsholder og som klummeskribent hos Ekstra Bladet.

Inden JAN GUILLOU skabte storsælgende roman-føljetoner om hårdkogte agenter og korsfarere, slog han sit navn fast ved at afsløre kostskolevold og forsvarshemmeligheder. Snart færdiggør han endnu en saga om – nå ja – hele det 20. århundrede. Ud & Se har fulgt det 75-årige svenske fænomen, der godt kan lide at prædike, men ikke selv er en messedreng.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Morten Germund

“DU FORSTÅR SVENSK. Hvor dejligt!”

Jan Guillous kone og agent Ann-Marie Skarp roser taxachaufføren: ”Generelt er danskerne ikke så gode til svensk. Men stiger du på en taxa i København, så forstår de, hvad du siger. Hvordan kan det være?”

”Tjooh. Sverige var jo en del af Danmark engang,” funderer chaufføren og smiler i skægget, mens han styrer sin vogn fra holdepladsen ved Københavns Hovedbanegård og ud i trafikken på Bernstorffsgade. Det kvikke svar udløser latter fra både sortklædte Ann-Marie Skarp på bagsædet og fra hendes ufattelig produktive forfattermand Jan Guillou, der sidder i en brun rulamsjakke på forsædet. Ud over at være kone er Ann-Marie Skarp også kompagnon i Piratförlaget, og der er glidende overgang mellem rollerne som ægtefælle og personlig assistent. Det er Ann-Marie Skarp, der sørger for den lune temperatur i taxaen og den muntre smalltalk: om kalvekødet og blæksprutten, som de spiste aftenen forinden på en italiensk restaurant i København; om fodboldkampene, som de nåede at se på hotellet efter middagen, og om det dejlige feriehus ved Ebeltoft, som Jan Guillous danske udgiver Modtryk stiller til rådighed for sine forfattere.

Denne grå lørdag er destinationen dog ikke Mols, men Amager, hvor Jan Guillou om en halv times tid skal give et jubilæumsinterview på  bogmessen.

”I min ungdom ville jeg være en fin forfatter. Det var vulgært at skrive noget, der blev læst,” siger Jan Guillou, der har solgt over tre millioner eksemplarer af sine bøger alene i Danmark. For tiden viser C More serien ’Hamilton’, inspireret af hans krimier.

JAN GUILLOU forpasser nødig en lejlighed til at møde sit publikum, og i løbet af de sidste 30 år har han besøgt stort set alle de messer, der ville se ham. I København begynder han altid seancen med en dram og en øl, således også nu, hvor han sidder i det trange baglokale i Modtryks messestand med et glas brown ale i den ene hånd og et plastik-shotglas med Gammel Dansk i den anden, mens han tygger en fyldt chokoladekugle i sig og har afslået tilbuddet om frokost.  

”Jeg vil også have en Gammel Dansk,” siger redaktør Trine Busch, der er i kamelbrunt jakkesæt og himmelblå skjorte.

”Skal vi have en mere?” foreslår redaktøren.

Jan Guillou tøver et øjeblik, inden han accepterer.

”Ja, én. Det er jo mest symbolsk,” siger han, mens han rejser sig, og Ann-Marie Skarp tørrer sin mands mundvig ren for chokolade.

JAN THE MAN

Jan Oskar Sverre Lucien Henri Guillou blev født i 1944 som barn af en svensk mor af velhavende norsk familie og en fransk far, der kom til Sverige som søn af en handels­attaché ved den franske ambassade i Stockholm.

Studerede jura, men droppede uddannelsen til fordel for journalistik. I venstrefløjsmagasinet Folket i Bild/Kulturfront slog han sit navn fast i den bredere offentlighed, da han i 1973 afslørede en hemmelig efterretningstjeneste under det svenske forsvar, som spionerede på Palæstina-bevægelsen og andre venstrefløjsaktivister.

Siden skabte han sig en karriere som romanforfatter, og igennem årtier har han været aktiv i den svenske samfundsdebat som kolumnist for socialdemokratiske Aftonbladet.

BOGFORUM ER IKKE for fumlegængere. Man må konstant være opmærksom og lægge planer for sin færden. Publikumssnak bruser i ørerne, mumlende, mikrofonforstærkede stemmer rumler som fjern torden fra forskellige hjørner, og det er svært, hvis ikke umuligt, at finde retning og ro. En sød, skarp lugt af bagværk, pølser og maskinkaffe hænger under messehallens høje lofter. ’Skønlitteratur på P1’s Klaus Rothstein tripper rundt efter nærmeste toilet, kulturkendissen Anders Lund Madsen og hans lange brune lokker vugger under en militærkasket, og dér går Weekendavisens langlemmede bogredaktør forbi som en vadefugl – med et lille barn på vingen. 

Pænt ubemærket blandt de lokale danske literary celebs trænger Jan Guillou igennem menneskehavet og hen til et par hundrede siddende og stående mennesker. De har øjnene rettet mod Bella Scenen og har endnu ikke lagt mærke til, at genstanden for deres opmærksomhed er ankommet og står lige bag dem. 

”Tillykke med de 20 år,” siger en for­lags­medarbejder.

”Hvad for noget?” spørger Jan Guillou.

”Dine 20 år på Bogforum!”

”Har jeg været her så mange …” siger Jan Guillou og bliver afbrudt af en høj mand med hvidt hår og skæg, der kommer ind fra venstre og stikker ham en bog med et sort- og rødternet smudsbind og en gylden Porsche på forsiden. Jan Guillou signerer, og den hvidskæggede takker:

”Det er 10. år i træk, jeg får din autograf.”

TRE TIMER TIDLIGERE sidder Jan Guillou i en blød lænestol på Hotel Nimb i København og taler om ’Det store århundrede’, hans romanserie om 1900-tallet, som med ’Den anden dødssynd’ er nået frem til de grådige og vulgære 80’ere – illustreret af en guldlakeret sportsvogn på forsiden. Selv synes forfatteren at have fundet sin tøjstil i 70’erne. Fra den afslappet åbenstående skjortekrave til buksebenskantens lette bootcut er hans krop – tæt som en jærv – klædt i vejrbidt indigoblåt cowboystof. Stemmen, der på roligt, artikuleret stockholmsk leverer pointerne, er en docents, men underarmene, der svulmer ud af de opsmøgede ærmegab, ligner mere en mellemvægtsboksers.

Fænomenet Guillou – overklasse af fødsel, proletar af mening – har, siden han i 2011 begyndte på sine bøger om 1900-tallet, hvert år udgivet et nyt bind i føljetonen. 

Du har arbejdet indgående med århundredet. Har du et favoritårti?

”De politiske 60’ere. I Danmark havde I jo terrorister. Jeg kendte dem, der blev til Blekingegadebanden, jeg mødte dem i Palæstina-bevægelsen, hvor der var nogle, der mente, at man skulle støtte den radikale kommunistiske del af den palæstinensiske frihedskamp. Det førte til beslutningen om at røve banker og stjæle våben og give byttet til PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine, red.). Det var sjovt at være i København og diskutere politik, der var altid masser af røg og øl, og det var altid under mindre restriktive former end i Stockholm. Det var danskerne, der lærte mig at ryge hash. Men svenskerne og nordmændene kom ikke så godt overens med de danske kammerater, rent politisk. Vi mente ikke, at vold ville være effektivt. Tyskland var dengang et afskrækkende eksempel. Da der kom folk til os og ville give os håndgranater, vidste vi, hvad de havde gang i.”

Og det oplevede du?

”En mand – han kaldte sig Rolf Svensson – kom i 1969 til Palæstina-gruppens lokaler i Stockholm, hvor vi havde travlt med at male plakater, lave stencils og sende pakker ud til venstreboghandlere. Han tilbød at hjælpe, og da han havde været med i fire dage, sagde han, at han havde adgang til håndgranater. Han mente, at man ville kunne gennemføre et angreb på den store synagoge i Stockholm og nå væk igen på mindre end et minut. Vi svarede: ’Adjö!’ Så forsvandt han. Nogle måneder senere dukkede han op i Danmark, hvor han blev pågrebet på et hotelværelse med en håndgranat, en pistol og ammunition i selskab med en palæstinenser og en iraker med planer om at myrde den israelske premierminister David Ben-Gurion. 

Derefter blev agenterne meget bedre. Men i 1973 afslørede jeg og en kollega i et tidsskrift hele den statslige organisation, der overvågede den svenske venstrefløj. Med navn og billede på alle medlemmer. Det tog den flere år at komme sig. Og i Palæstina-bevægelsen kunne vi puste ud. Vores tab blev meget begrænsede. Kun to af os kom i fængsel. Jeg var den ene.”

Hvornår fandt du ud af, at du var socialist?

”Jeg er jo naturligt højreorienteret, kan man sige. Der var ingen politiske diskussioner i mit barndomshjem, alt var selvklart, og det var ikke pænt at tale om politik ved middagsbordet. Men Vietnamkrigen ændrede alting. Min generation så en stormagt, som bekrigede et fattigt, asiatisk bondesamfund med napalm. Det behøver man ikke at være socialist for at være imod. Men de, der sad på magten, mente, at hvis vi var imod USA’s krig, så var vi kommunister. Okay, gamle skiderikker, så er jeg kommunist! Det var en krig, der radikaliserede og tilspidsede generationskløften. Siden da har jeg været venstreekstremist.”

Var du klar over i din barndom, at du var privilegeret?

”Ja, ja. Vi havde tjenestefolk.”

Følte du nogen skam over dine privilegier?

”I 60’erne og 70’erne snobbede man nedad. Det var fint at komme fra arbejderklassen og grimt at komme fra overklassen. Kammeraterne overdrev gerne deres arbejderklassebaggrund. Jeg indtog holdningen, at man ikke kan vælge sine forældre. Lenin og Karl Marx var jo også fra borgerlige miljøer. Der er stor forskel på klassetilhørsforhold og klassestandpunkt. Det er din stillingtagen, der er afgørende. Jeg ændrede aldrig på mit sprog eller mine vaner. Jeg holdt stadig døren for kvinderne. Jeg syntes ikke, det var så vanskeligt. Det var værre for dem, der forsøgte at spille teater.”

Hvornår vidste du, at du ville – og kunne – skrive?

”Jeg skrev bedre end de andre i min skoleklasse. Det er jo ikke et tilstrækkeligt statistisk grundlag, men sammenligningen med de 20 andre gav en illusion af talent. Da jeg var teenager, ville jeg være en fin forfatter. Genial. I 60’erne kom ’den nye franske roman’, der i hovedsagen indebar at skrive uforståeligt. Alain Robbe-Grillet var gudfaren for den stil. Jeg imiterede den og skrev ’genialt’. Det kan en hvilken som helst idiot gøre. Så kom 1968. Og det, der skulle stå i Palæstina-bulletinerne, i Vietnam-bulletinerne, i vores flyveblade, i vores aviser, skulle være klart som vand. Alt skulle være forståeligt, og vi skulle nå så mange læsere som muligt. Det blev umoralsk at være et geni.”

Og nu skriver du for masserne?  

”Jeg holdt helt op med at skrive litteratur og begyndte at lave journalistik. Som 22-årig lavede jeg en historie fra Kiruna i Nord­sverige om samer, der ikke fik plads på alderdomshjem, men måtte sove i garager i minus 40 grader. En politisk leder i byen udtalte, at de ikke havde brug for at komme ind på plejehjemmet, fordi de som naturfolk havde en anden biologisk forudsætning for at klare kulden. Jeg var sammen med en vældig god fotograf, og hans billeder havde enorm effekt. Pang! Det var det første scoop. Politikeren blev nødt til at gå af. Og samerne strøg ind på plejehjemmet. Sikke en kraft, der findes i journalistikken, tænkte jeg. Siden havde jeg heldet med mig igen, da en redaktionschef stak hovedet ind og spurgte: ’Er der nogen af jer, der ved noget om kostskoler for overklassen?’ ’Joh,’ sagde jeg og aflagde min gamle skole Solbacka et besøg. Næsten alle drengene havde formuende forældre, og fotografi var en populær sport. 12-årige løb rundt med Nikons motorkameraer, der kunne tage fem billeder i sekundet. Jeg udlovede en dusør: ’1.000 kroner til den, der kan tage det bedste mishandlingsbillede. Vi ses i sløjdlokalet klokken et!’ Vi fik en billedserie, der slog alle rekorder. Først et billede af en 12-årig dreng og en knytnæve på vej fra en lærer. I det andet billede ser man knytnæven ramme, og i det tredje ligger eleven på jorden, mens læreren står bøjet over ham. Det var mere billedernes fortjeneste end mine ord, men et scoop var hjemme, og staten trak sit bidrag til skolen.”

I 1981 udgav du romanen ’Ondskaben’ om det voldelige miljø på Solbacka. I den beskriver du en stedfar, der slog dig. Bogen blev meget læst, og endnu flere så filmen, der kom i 2003. Men din mor tog afstand og sagde, at du altid havde haft svært ved at skille fantasi fra virkelighed. 

”Hos borgerskabet må ingenting komme ud. Familiehemmeligheder angår ingen andre. Og journalister er et pak, der spreder rygter og usandheder. Så naturligvis mente hun, at hendes søn forbrød sig mod den gode opdragelse, han havde fået. Men det er nu ikke sjovt at have en mor, der siger, man lyver.”

Snakkede I om det?

”Nej. Vi talte slet ikke med hinanden de sidste 10-15 år af hendes liv.”

I GUILLOU-TINEN

”Forskellen på Israel og apartheidstaten Sydafrika er, at Israel henretter flere mennesker og holder flere indespærrede i militært omringede ghetto­områder.”

– Aftonbladet, 2001

”Jeg slog ham sønder og sammen. Han blev båret ind i en ambulance. Siden så jeg ham aldrig igen i det virkelige liv.”

– Sagt til Dagens Nyheter i 2003 om stedfaren Nils Hansén

”Säpo synes at tage mine forbindelser med KGB betydelig mere roligt end Expressen.”

– Aftonbladet, 2009, efter Expressens afsløring af, at Guillou som ung havde samarbejdet med KGB, ifølge ham selv for at infiltrere og afsløre organisationens operationer i Sverige.

ØJNENE ER LISTIGT smalle, ellers er alt andet på Jan Guillou stort. Den tykke, hvide manke. Fødderne i de cognacbrune læderstøvler. Den levemandstunge mave bag denimskjorten. Næverne.  

Jan Guillou kigger på mikrofonen i venstre hånd, mens han, som en fornøjet crooner, slår ud med den højre. Gestussen løsner panderynkerne hos publikum, der under de første par spørgsmål har kroget nakkerne og lagt hænder og bogmesseprogrammer bag ørerne for bedre at høre den svenske forfatter. Med en pludselig bedre lydgengivelse bliver det mindre anstrengt at følge samtalen: I Jan Guillous 10 måneder i fængsel havde han tid til at læse og lure krimiforfatterne Sjöwall og Wahlöö tricks af. Hans produktivitet er enorm. Blot den del, der er oversat til dansk, fylder ifølge den kvindelige interviewer 10 hyldemeter. Hans seneste bedrift, 10-bindsværket ’Det store århundrede’, er næsten fuldendt.

”Jeg mangler én bog – så kan jeg dø,” siger han og smiler.

Intervieweren, der aner, at forfatteren måske ikke kommer til at udånde hen over tastaturet, spørger, hvad der skal til for at få ham til at fortsætte.

”Sådan gider jeg ikke tænke,” siger Jan Guillou og indlægger en kunstpause.

”’Det store århundrede’ er det sværeste, det hårdeste, jeg nogensinde har lavet. Hvis jeg klarer det, har jeg gjort det umulige.” 

Jan Guillou slapper af med et brev snus i mundhulen.

TO EN HALV TIME tidligere på hotellet spørger denne artikels reporter, om man, som en mand som ham, kan tillade sig at holde døren for kvinderne i Sverige efter MeToo.

”Ja, det synes jeg, jeg kan. Mange kendte svenskere blev slæbt gennem sølet i forbindelse med MeToo, men jeg klarede mig udenom. Jeg har altid opført mig som en gentleman, og i det hele taget har jeg altid været forsigtig. Med alt. Sådan er det, når man bliver en kendt person.”

Men føler du dig i farezonen med din identitet som hvid succesfuld macho-mand, der skriver om agenter og korsfarere – og bruger fritiden på at gå på jagt?

”Macho kan sagtens indebære, at man bestiger bjerge og jager isbjørne og løver, uden at man opfører sig dårligt over for kvinder. Dét er ikke macho ifølge min tradition. Til gengæld har jeg været i mange hårde diskussioner med feminister. De har en ulykkelig tendens til at tage fejl. I 80’erne opstod der en teori om, at hvis kvinder var blevet voldtaget som børn, ville de censurere det i deres hukommelse, men at særlige eksperter kunne fremkalde de skjulte minder. Kvinder huskede pludselig, at de var blevet voldtaget en hel sommer igennem af far eller farfar i brændeskuret, og det førte til, at cirka 200 mænd i Sverige blev dømt. Jeg bekæmpede fænomenet. I dag er der ingen i Sverige, der mener, at den slags fortrængte minder findes. Men prisen blev, at feministerne mente, at sådan nogle som mig var for voldtægt. Og igen i dag tager feminister fejl angående seksuelle forbrydelser. I Sverige er ganske få mænd blevet stillet for en domstol i forbindelse med #MeToo, men mere end 20 kendte personer har fået deres liv og karriere slået i stykker, fordi det har været muligt at fremføre alle slags anklager i pressen med navn og billede – i en grad, vi slet ikke plejer at se. Jeg siger: Lad os holde os til retssystemet og ikke praktisere lynch-justits.”

I Sverige har man indført en lov om samtykke før sex. Er det en god konsekvens? 

”Jeg har endnu ikke forstået, hvilken forskel det skulle indebære. Seksuelle handlinger skal naturligvis altid være frivillige. Ingen har nogensinde sagt andet. Men nu skal vi have en ekstra lov, der siger det. Hvad er der progressivt i det?”

Der kan måske ligge nogle grænseoverskridende trin i forførelsesakten, der gør det svært at sige fra. Nu har man fået mulighed for at være enige på en helt firkantet måde.

”Jo. Men selv om man skriver en kontrakt, kan man jo ændre mening bagefter. Og man kan jo få lyst til at sige: Kontrakten gælder ikke længere, fjern hænderne! Den lov er symbolsk. Den udtrykker samfundets modvilje mod seksuelle overgreb, men gør reelt ingen forskel. Det er stadig lige svært at bevise.”

“NU SKAL VI KLAPPE ad Jan,” siger intervieweren opfordrende til publikum, da hun rejser sig fra sin stol på Bella Scenen. 75-årige Jan Guillou rejser sig også, lidt forsigtigt. Klapsalverne smælder mod loftet, mens han nonchalant svinger en rød buket roser foran sig. Så dør applausen ud, folk begynder at strømme mod de gratis glas cava til venstre for scenen. I et hjørne af buffeten er der cupcakes med forsider fra forfatterskabet trykt i frugtfarve i cremen. I den anden side glimter stakke af ’Den anden dødssynd’ rødt, sort og gyldent. En kvinde i sort jaket, orange halsklud, pudderfarvede stiletter og med håret sat i en luftig fuglerede-knold tager imod betalingen på MobilePay. 

Den svenske cowboy står foran en konstant kø og signerer bøger i løbet af den næste halve times tid. Flere ældre læsere har anskaffet sig den seneste udgivelse på bogmessen, men der er også en blond, crewcuttet yngling i militærstøvler, der har taget fire bind om tempelridderen Arn med hjemmefra for at få forfatterens signatur.

”Jan afbryder aldrig en signeringskø,” fortæller Modtryk-redaktør Trine Busch.

”Selv ikke når dagens program er overstået. Så sætter han sig ud foran vores stand for at sælge bøger og møde sine læsere. Han er meget professionel.”

JAN-BØGERNE

Jan Guillou har skrevet 51 bøger. Mest kendt er han for de 13, der handler om den svenske greve og efterretningsagent Carl Hamilton (udgivet 1986-2008), sine fire romaner om tempelridderen Arn Magnusson (1998-2001) og den delvist selvbiografiske ’Ondskaben’ (1981). Jan Guillous krimier om Carl Hamilton er solgt i over fem millioner eksemplarer, mens Arn-bøgerne har solgt 2,2 millioner eksemplarer. Det vurderes, at to millioner svenskere har læst ’Ondskaben’.

TO TIMER TIDLIGERE på Nimb fortæller den storsælgende socialist, at det nye årti bliver et mareridt: ”Det er ikke længere klasse mod klasse, men race og religion, der er vor tids afgørende spørgsmål. Dæmoniseringen af muslimer er sket gradvist siden den kolde krigs ophør, og i dag er den total. I dag har vi racistpartier over hele Europa. Det er, som om vi ikke har udviklet os siden korstogstiden. Det er meget nedslående. Sverigedemokraterne optræder nu som en slags teologiske eksperter på Islam. For den, der ved noget om religion og religionshistorie, fremstår de jo så enfoldige som den nazistiske propaganda mod jøderne.”

Det er vel ikke kun islamkritik, der får folk i Europa til at stemme til højre, men vel også frygten for at miste materielle goder, arbejde, kultur? Findes der ikke indvandrerskepsis uden antiislamisme?

”I løbet af de seneste 100 år har den svenske stat haft held til at absorbere den ene kategori efter den anden. 300.000 finner er totalt integreret i Sverige efter anden verdenskrig. 100.000 polakker. Tjekker. Ungarere. Folk fra hele Jugoslavien er jo en del af Sverige i dag som alle andre, selv om de har navne, der ender på -ić. Men lige nu er flygtningemængden for stor. Vi har et teknisk-økonomisk problem. Og det kan man diskutere.”

’Gösta’, en aktuel tv-serie på HBO af din landsmand Lukas Moodysson, handler om en ung mand, der er sød og god og altid prøver at gøre det rigtige. Alle omkring ham ender med at udnytte det på den ene eller anden måde. Mange, der ser den serie rundtomkring i Europa, vil sikkert tolke det som et billede på svenskerne: I er for gode …

”Jo. Men vores erfaring er jo, at det kan vi godt overkomme. Lige nu, hvor der er kommet for mange på én gang, har vi et problem. Men jeg er sikker på, at vi også løser det. Men det kommer til at tage tid, og lige nu har vi en dårlig udvikling i retning af proletarisering af indvandrere, dårligere skoler, mindre uddannelse og flere kriminelle. Det kommer vi til at arbejde med et godt stykke ud i fremtiden.”

Hvad tænker du om den eksplosive kriminalitet i Malmø?

”Vi har en voldsbølge lige nu, som er unik. Men hvis man sammenligner det totale antal af voldsforbrydelser i Sverige, er det ikke på samme niveau som i 90’erne. Vi har rekord i skydninger, ja. Gangstere, der skyder hinanden. Og det er vældig spektakulært – ikke noget, medierne lader sig gå forbi. Det er ikke, fordi Sverige uden for Malmø ryster i sin grundvold af angst, men det er selvfølgelig et problem – som vi nok skal få løst. Enten er det forbi med gangsterne, når de har skudt hinanden tilstrækkelig meget, eller også sætter politiet hårdere ind, man ændrer på loven, får taget deres våben fra dem, og de bliver sat i fængsel. Det kommer til at tage tid, men det er jo ikke noget, et moderne samfund kan tillade fortsætter.”

Vi har indført kontrol af svenskere ved den danske grænse. Ser du det som en bevægelse, der kommer over hele Europa? 

”Det er symbolpolitik med xenofobien som det vigtigste element. Der er ingen praktisk grund til at tro, at Danmark har brug for at beskytte sig mod svensk kriminalitet … Jeg klarede mig i hvert fald igennem grænsekontrollen i går, ha ha.”

Hvilke følelser giver det dig at komme til Danmark?

”Det er fantastisk. Jeg er måske Danmarks mest læste udenlandske forfatter og får altid en vældig god modtagelse. Jeg har en indledning, jeg har brugt i 10 år på messer: ’Ud over Pia Kjærsgaard i en tv-debat har jeg aldrig mødt en fra Dansk Folkeparti. Fordi mine rejser altid har med bøger at gøre, og Dansk Folkeparti læser ikke bøger. Findes der nogen af jer her blandt publikum?’ plejer jeg at spørge.”

Ja, så tør man i hvert fald ikke række hånden op …

”Som svensker er jeg naturligvis ked af den kontinuerlige Sweden-bashing. Man hører altid, at vi aldrig taler om indvandrerspørgsmål. Men for helvede, vi taler ikke om andet for tiden. Vi er vant til det, og det er ingen dansk specialitet. Sverige bliver altid fremhævet i politiske diskussioner, enten som forbillede eller skræmmeeksempel. Det liberale USA bruger os som eksempel på, at man kan have en sygeforsikring uden at være kommunister af den grund. De konservative amerikanere siger: ’Se, hvad indvandringen har medført. Sverige er ved at blive et gangstervælde.’ I Tyskland siger socialdemokraterne, at vi er et idealsamfund, mens højrefløjen mener, at vi er ved at gå under i socialistisk tyranni.”

‘TRICKLE-DOWN-ECONOMICS’ står der øverst på et A4-papir med noter, som Jan Guillou har printet ud og taget med sig, og som han sidder og kigger på ved forlaget Modtryks stand. Om lidt skal han interviewes igen, denne gang på Rød Scene. Her vil der blive zoomet ind på hans seneste bog, og derfor har han noteret forskellige nøgleord for 80’erne – herunder Ronald Reagan-administrationens forventninger om, at skattelettelser til de rige ville skabe produktivitet og dryppe velstand ned til de laveste samfundsklasser. 

Senere på dagen skal han indspille et par videohilsner til læserne på henholdsvis lyd- og e-bogstjenesten Mofibo og netboghandlen Saxo.com. Og i morgen går det løs igen med flere interview.

Men lige nu skal han skrive endnu en autograf. En midaldrende kvinde har købt ’Den anden dødssynd’ og vil gerne give den til sin kæreste i julegave.

”Han hedder Mik. M-I-K,” siger hun.

Jan Guillou tager imod bogen og slår op på titelbladet. Snekalotten på hans Montblanc-fyldepen titter op mellem knoerne på hans enorme hånd, mens han skriver:

”Til Mik fra julemanden. Jan Guillou.”