Rungstedlund

REGNEN SILER NED, mens Olga Ravn med en tang håndterer løgskaller i et velvoksent kogekar som en øvet grillmester. Tordenen buldrer, og et kollektivt ”wauw” breder sig fra kursusdeltagerne, da hun fisker et sammenrullet tørklæde op fra karret og ruller det ud, så det afslører et okkergult rudemønster. Det simrende bioaffald får Karen Blixens have til at dufte af kamillete med honning, som stod der spandevis af urtete mod halsbetændelse placeret rundtomkring.

Den 34-årige forfatter, der er blevet kaldt ’den yngre generations litterære stemme’, er godt i gang med et naturfarvningskursus, hvor deltagerne har betalt 1.000 kroner for at komme på sanketur og lære at udvinde farver fra Moder Jord herself. 

Nogle timer før det store løgskals-eksperiment er regnen stadig langt fra land, og Olga Ravn iler rundt for at gøre klar. Stole skal sættes frem, borde skal flyttes. Forfatterens femårige søn er med, og selvom han har selskab af en af morens veninder og dennes søn, skal Olga Ravn stadig svare på spørgsmål og give krammere. Lettere hektisk, men med en målrettet elegance manøvrerer hun rundt mellem kogekar, forlængerledninger og silkestoffer. 

Næsten flyvende som en slags alf med sine godt og vel 165 centimeter og med fodlang, let sort kjole og en hvid skjorte blafrende efter sig blender hun ind i Karen Blixens narnia af en have, der fortsætter i afkroge og huler, længere end øjet rækker. 

Klokken kort før kursusstart begynder deltagerne at dukke op. Olga Ravn er ikke klar, men sætter blot deltagerne i sving. De hjælper med at rykke borde på plads og arrangerer sig selv på stole i halvmåneform foran et klapsammenbord fyldt med glas med støv og frø i alverdens farver.

Fuglekvidderen er skruet op på max, græsset strutter, og brumbasserne summer blandt blomsterne, der sender sødlige duftstrømme ud i haven, hvor de blander sig med salte briser fra Rungsted Havn. Dernede glider sejlene forbi på den lyseblå junihimmel som foldede papirservietter. Til højre for selskabet ligger Karen Blixens gamle hus, hvidt med orange tegl og små skorstene, og emmer af kulturarv. Et hvilested for klassikere, der denne dag er vakt til live af en nulevende, anmelderrost forfatter. 

”Jeg er ikke uddannet biolog eller noget – jeg er bare digter,” siger Olga Ravn og åbner planteballet for deltagerne, der forinden har summet og udvekslet amatørfarvetips. Nogle unge kvinder i gymnasiealderen har forsøgt sig med avocado og gurkemeje derhjemme, ellers er de mest inspireret af Instagram og deres mødres aflagte farvelærebøger. Forsamlingen, 20 kvinder i alle aldre, er en broget flok. Højskoletyper i vandrestøvler, praktiske shorts og med 70’er-tørklæder bundet som pandebånd, småbørnsmødre i nydelige sommerkjoler, der har afsat babyerne til fædrene, der med bæreseler og barnevogne spadserer rundt i Blixens lille naturreservat, og så er der en håndfuld ældre, der selv har prøvet kræfter med batik og kaustisk soda, dengang det var moderne. 

Olga Ravn fortæller, at hun altså ingen ekspert er i naturfarvning, og hendes opslugende betagelse har kun varet et år. Som hos mange andre betød corona-nedlukningen, at hun gav sig i kast med en ny syssel: at farve tekstiler med ting fra naturen. Hun er også optaget af at lave sit eget blæk, af at studere middelalderen og af hekseafbrændinger. 

Hun har i det hele taget nærstuderet mange ting gennem sit liv. Som barn lærte hun sig selv runer – ikke bare tankeløs kopiering af figurerne, hun kunne skrive med dem – ægyptiske hieroglyffer, alt, hvad der var at vide om de græske guder, urter og dyr, samt hvilke helligdage folk fejrede rundtomkring på hele kloden. Verdensreligionerne opslugte hende også, og alt, hvad hun fandt ud af, noterede hun i en grøn notesbog, som var en af de eneste af hendes ting, der overlevede kælderoversvømmelser og utallige flytninger i barndommen. Nu er det så naturfarvning. 

”Jeg er altid bange for, at der sidder en blandt publikum, der har taget et kursus i Florida,” griner hun afvæbnende med snorlige perletænder. Som hun får talt sig varm under sit indledende oplæg, afslører hun en proper viden om alt fra syre- og baseforhold til temperaturer, gram, diverse plantearter og de farvenuancer, de afgiver. Læder, perlemor, papir, bomuld og uld tager for øvrigt godt mod farve. Men så stopper hun sig selv for at minde forsamlingen om, at hvis der er veganere til stede, skal de nok holde sig fra uld, men også silke, da det jo er spundet af orme. Der er ingen ironi at spore, det er en nøgtern servicemeddelelse. På samme måde forklarer hun deltagerne, at de altså ikke kan lave blåt i dag, fordi det er ’sygt kompliceret’. Til gengæld synes hun, det er vildt sjovt bare at lave en heksegryde, hvor man putter alt muligt i. 

”Jeg kan godt lide, når det bliver lidt grimt,” fortsætter hun sit oplæg. 

Frederiksberg

EN HÅNDFULD DAGE senere sidder hun under en faldskærmsstor hvid parasol og bestiller kaffe – med en lille smule mælk – foran et irgrønt orangeri i Bakkehusets Have. Ved siden af hendes malede tånegle står en flettet frokostkurv med tykke bøger og med rølliker, som hun fandt i Carlsberg Byen på vej herhen.

Når hun snakker, danser guldstjerner og slanger fra hendes øreflipper og blander sig med viltre dybbrune krøller, og farvede sten og amuletter fra hendes fingre glitrer i de sparsomme solstrejf, når hun gestikulerer. Som barn var hun fascineret af hekse, gik selv i heksetøj og forsøgte at få pigerne fra klassen til at underskrive en kontrakt med ægte blod. 

”Det ville de så ikke,” siger hun med et sæt øjne og et træk på skuldrene, der ironisk siger ”hvilken overraskelse” til hendes tidligere barndoms-jeg, der havde en idé om, at der var et bestemt antal facts om verden. Det gjaldt bare om at lære dem, så vidste man det hele. Og derfor læste hun alt. Som i alt. En læsesult, der resulterede i, at hun nærmest kom igennem en bog om dagen. Hun forsikrer, at hun aldrig i sit liv har læst så meget, som hun gjorde som barn. Science fiction, fantasy, historiske bøger og tegneserier. 

”Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at gå hen til fagbogshylderne, og jeg prøvede at læse – måske da jeg var 10 – en eller anden bog af Freud. Heldigvis forstod jeg ikke noget af den. Men jeg kan tydeligt huske, bibliotekaren ligesom himlede med øjnene ad det her ekstremt prætentiøse barn,” siger Olga Ravn og bliver stille nogle lange sekunder. Hun lader ikke til at være bange for pausen. Der er ikke nogen akavet stilhed, men derimod et menneske, der tænker sig om. Øjnene bliver dybe, mundvigene slapper af. 

”Men det var vel også en eller anden måde … et lidt magtesløst forsøg på at få kontrol i en ret kaotisk opvækst, tror jeg, hvis jeg sådan skal analysere mig selv,” siger hun med en varm og rund stemme, der gerne måtte indtale en lydbog.  

Hun lærte at læse, inden hun startede i skole, og da hun fortæller det, læner hun hovedet skråt tilbage og tilføjer, at ”det jo er den største kliché”. En forfatter, der lærte at læse, inden det overhovedet var på skemaet. Ikke desto mindre var det sådan, det var. Bøgerne tog hende steder hen, hvor hun gerne ville være, og Olga Ravns mor opdagede, at hendes børnehavebarn havde lært at læse, da hun proklamerede, at der stod ’græsk salat’ på et menu-skilt ved en grillbar. Hun elskede alfabetet, og det førte hurtigt til, at hun blev optaget af at skrive. 

Igen trækker Olga Ravn på skuldrene og indleder med, at det nok også er verdens største kliché, men hun skrev 30 sider i hånden om forskellige fantasy-verdener, når de havde stil for i skolen. Og at stilene var ledsaget af tegninger og et omslag i sort karton. 

Hun griner. Lærernes reaktioner var splittede. De syntes, Olga var dygtig, men på et tidspunkt mærkede hun også, at de syntes, amatørromanerne var lidt irriterende. 

”Sådan lidt Hermione fra Harry Potter-agtigt. Altså sådan: ’Nu skal du altså også lade nogle andre sige noget i timen.’” 

Videbegæret blev ikke beundret i folkeskolens nådesløse hakkeorden: ”Det var der ikke nogen i skolen, der syntes var sejt,” konstaterer Olga Ravn. Men hun elskede at læse, især udenfor, og mens hun fortæller det, får hun et grineanfald over, hvordan det kan lyde, når man skal koge sin barndom ned til svar i et interview. 

”Det var noget med, jeg sad og læste i solen, haha,” siger hun, mens hun kniber øjenbrynene sammen, og med en stemme, der denne gang godt kunne tilhøre Kermit fra ’Muppet Show’.

Rungstedlund

OLGA RAVN SMITTER forsamlingen med sin begejstring, da et glas med, hvad der ligner afskallede birkesfrø, sendes rundt til snusning og nærmere eftersyn. Det er døde hun-skjoldlus, der lever på kaktusser i blandt andet Mexico og Guatemala. Kochenille, hedder de, og de giver en klar pink farve, hvis man støder dem i en morter og gnider dem ind i et stykke vådt stof. Olga Ravn lader vide, at hun også har en ordentlig sending løgskaller med fra et biodynamisk landbrug. De afgiver okkergult til tekstilerne og var angivelig den menige middelaldermands foretrukne farvekilde. 

Teori skal gøres til praksis. Deltagerne har en time til planteplukning på Blixens store arealer. 

”At sanke er vidunderligt,” siger Olga Ravn. Faktisk er det et af hendes egne lykkeligste øjeblikke, når hun bliver ramt af den ’plukke-high’, der kan indfinde sig, hvis man støder på en lysning fyldt med prikbladet perikon. 

Hun har et helt lokale i Sydhavnen kun til sank, for hendes mand er blevet træt af alle de tørrede plantebundter, der hang overalt i lejligheden derhjemme. 

”Når jeg lige kigger rundt, ser jeg, at det er sæson for røllike,” siger hun, tilføjer, at hun også er vild med kørvel, og opfordrer forsamlingen til at downloade en app, der fungerer som en slags plante-scanner. Selskabets ældste har brug for hjælp fra selskabets yngste til at downloade. Det forlyder, at man et sted i haven måske kan være så heldig at finde nedfalden kirsebærbark, som afgiver den fineste rosa farve. 

Snart efter sender Olga Ravn sine sanke-disciple ud på tur i Blixens viltre have, og de forsvinder og bliver hurtigt til små myrer bag den hvide bro, der ganske romantisk slynger sig ud over en anrettet dam omkranset af høje og kraftige dybgrønne japansk hestehov, mens piletræerne dovent lader sine hængende grene svaje fra side til side.

Midt i det hele går Olga Ravns femårige søn rundt og samler jord og forskellige plukbare sager til sin ’eliksir’ i en flettet kurv. Han har bare ikke noget at røre eliksiren sammen i. 

”Du må låne den her,” siger hans mor fluks og tømmer resterne af sin is-kaffe ned i græsset og forærer ham både plastikkrus og sugerør. Hans ansigt revner af glæde. Løsningen er perfekt. ”Er det her giftigt?” spørger sønnen og rækker en fremstrakt håndflade fuld af plante-ruskomsnusk mod sin mor, der svarer: ”Ja, meget!” og spiler øjnene op med oprigtig barnlig indlevelse, mens hun på trods af strømproblemer prøver at gøre adskillige 30-liters kogekar klar til, deltagerne kommer tilbage fra deres sanketur.

Glas med tørrede biller og planter i alle nuancer får et kort sekund Karen Blixens have til at ligne et marokkansk krydderimarked. Olga Ravn har glemt sin morter hjemme på Vesterbro. I stedet bruger hun spidsen af en hammer til at kvase de mellemamerikanske hun-lus. Hun giver sønnen et drys af den pulveriserede masse i hans eliksir. Den bliver lilla og skummer snart over af eddike og tusindfryd.

Kondiløbere og solhatte defilerer forbi arrangementet med jævne mellemrum. ”Laver I heksebryg?” spørger en forbipasserende, og Olga Ravn svarer: ”Vi farver!” I samme nu kommer deltagerne tilbage med håret fuld af kviste og pollen. En af deltagerne har favnen fuld af bark, og det får Olga Ravn til at udbryde: ”Woooop! Hold da kæft!” Der er tydeligvis sanke-bingo. Der er bregner, bynke, kørvel og krydsplanter. Forsamlingen joker med, at planter langtfra er monogame. Særligt mælkebøtten skulle være slem i den letlevende henseende. Sønnen afbryder, og Olga Ravn tager sig tid til at kigge med lup ned i hans eliksir. 

”Det er en af de bedste heksebryg, du har lavet!” udbryder hun og retter atter fokus mod deltagerne. Der skal sorteres en grøn og en gul plantebunke inden frokost. En deltager spørger, hvordan planterne skal håndteres derfra, og hun svarer: ”Jeg er jo en meget utålmodig person, så jeg river tit i stedet for at hakke.” 

Hun griber roligt deltagernes spørgsmål som en garvet underviser. Men vips er hun væk igen. Denne gang med telefonen i udstrakt arm: ”Jeg skynder mig lige over og dokumenterer,” siger hun og forklarer, at hun hellere vil have gang i meget end gøre det perfekt. Imens krummer deltagerne de store bunker af bark i tusind stykker, og Olga Ravn minder dem om, at de skal huske at putte det i gryden. 

Til frokost står skåle med kylling og linser og papirtynde avocadoskiver i formation foran deltagerne. Solbrændte unge kvinder serverer og steamer kaffe, mens en gæv blanding af luksus­bohemer i bare tæer og ornitolog-typer med solskærme og praktisk fodtøj stryger forbi. Ved bordet fæstes en fælles forståelse af, at de første to år med børn er de hårdeste. Især samfundets forventninger til, at man skal være tilbage på fuldt blus, selvom man stadigvæk ikke sover om natten.

Frederiksberg 

OLGA RAVNS FORÆLDRE – billedkunstneren Peter Ravn og sangeren Anne Dorte Michelsen – blev skilt, da hun var omkring to år gammel. På spørgsmålet om, hvor hun er vokset op i København, svarer hun med et ”tjo, lidt over det hele”. Barndommens adressekartotek rummer Christianshavn, Østerbro, Indre By og Charlottenlund.

”Jeg tror, jeg er flyttet 12 gange eller sådan noget. Altså rigtig mange gange. Så der er ikke rigtig noget barndomshjem,” siger hun og forklarer, at hendes forældre er rigtig søde, men så stopper hun sig selv. Hun har ikke lyst til at tale om dem. 

”Vi har et dejligt privat forhold, og det kan jeg egentlig rigtig godt lide,” siger hun og begraver elegant og skraldgrinende alvoren med stilhed til følge, mens højtbelagte rejemadder fyger ud fra orangeriet bag hende. 

Resten af tiden under parasollen holder hun ord og siger ikke noget om sin familie. Mest fordi der er så meget, de kan misforstå, og måske husker de forskellige begivenheder anderledes end hun selv. Det eneste, der lister sig ind, er, at ét ud af mange virkelig gode barndomsminder er, når hendes mor lavede pandekager, som de rullede sammen og tog med ud i en skov for at spise. Eller dengang i en sommerferie, hvor hendes far satte sig ind i bilen sammen med hende og kørte hende hele vejen til Stettin i Polen, fordi hun brændende ønskede sig ’Frøken Ingenting’ af Tomek Tryzna på originalsproget. 

Hun bruger lang tid på at puste ud, inden hun fortæller, at hun flyttede hjemmefra, lige da hun var fyldt 18, fordi forældrene var i gang med at få børn igen. 

”Der var bare fyldt med babyer, og jeg var færdig med det,” siger hun, og nu, når hun tænker over det, har hun ikke nogen nære venner, der har fulgt hende gennem livet. Den ældste er fra forfatterskolen, og hun analyserer sig selv frem til, at det nok har noget med ”det der skilsmissebarn-noget” at gøre. Der var ingen grund til at knytte sig til nogen, hvis man alligevel hele tiden var på vej videre.

Rungstedlund

”ARGH, FOR HELVEDE!” udbryder Olga Ravn. 

Regnvejret er rykket så tæt på, at luftfugtigheden klistrer som i frugt- og grøntafdelingen i et supermarked, og der er stadig knas med strømmen. Karrene med bark og løgskaller koger ikke. Næste punkt på programmet er, at deltagerne skal folde og farve deres silketørklæder. Det er inkluderet i workshopprisen, men der er kun én pavillon, de kan rykke sammen under, og nu regner det for fuldt smadder. 

Kogekarrene bliver hurtigt rykket ind i et redskabsskur, hvor Olga Ravn sidder på hug under koste, havesakse og udstoppede grævlinger og rører rundt i planteblandingerne. 

”Måske skulle jeg give de andre besked,” siger hun og vader ud i regnen med en sivkurv på hovedet. Under pavillonen skutter deltagerne sig. 

”Det er fandeme da noget værre noget,” siger Olga Ravn, mens solcremebøtterne ligger og griner, og deltagerne har taget telefonerne frem og diskuterer lidt farvetips. 

”Mor, jeg vil hjem,” siger sønnen. 

”Vi er udfordret af regnen. Men fat mod. Vi har stadig gang i løggryden og kirsebærbarken, som ser superspændende ud!” siger Olga Ravn myndigt. Hun prøver at give dampningstips, mens sønnen siger ”moar”. Han putter sig ind til hende, og moren får chokolademærker på sin hvide skjorteskulder af den cookie, der sidder i sønnens mundvige. 

Men farvefesten må fortsætte. Olga Ravn drysser bregner, blåtræ og løgskaller ud over det våde stykke silke på bordet, mens deltagerne med koncentrerede miner følger med. Armene over kors, en hånd under hagen. 

Pludselig løber Olga Ravn ud i regnen efter et skræppeblad, hun har lyst til at prøve kræfter med. Hun kigger lidt på tørklædet, ruller det stramt og laver det straks om: ”Jeg kan mærke, jeg gerne vil have mere bregne.” 

Under pavillonen er deltagerne stimlet tæt sammen i en ring rundt om klapsammenbordet. Kursusleder Ravn viser stjernemønstre og harmonikamønstre, mens regnen trommer på presenningen. Deltagerne spørger, om det er rigtigt, at man kan farve blåt med tis. 

”Jeg er ikke nået dertil endnu,” siger hun og forklarer, at der jo skal bruges hen ved 15 liter af de gule væsker, før det kan lade sig gøre. 

Frederiksberg

DA HUN GIK i 3. klasse, lurede puberteten om hjørnet, og pigerne i klassen var begyndt at tale om menstruation. Olga Ravn er ikke sikker på, om der overhovedet var nogle af pigerne, der havde fået det endnu, men det gjorde hende ganske ubehageligt til mode, for hun kunne ret godt lide at lege og var på ingen måde klar til at snakke om bind og bryster. Hun tænkte, at hun måtte gøre noget, så hun skrev sig på eventuelt-listen til klassens time, hvor hun ville sige noget. 

”Jeg var ekstremt ansvarsfuld, sådan sygeligt ansvarsfuld. Jeg har engang haft en psykolog, der sagde, at jeg måske kunne have tendens til at have overmoral. Ikke på andres vegne, men på mine egne. Det er et kæmpe problem for mig,” siger Olga Ravn og forklarer, at hun var den eneste, der havde skrevet sig på til at sige noget. 

”Altså, det var socialt selvmord, jeg var bare ikke klar over det.” 

Aftenen inden klassens time lå hun og overvejede, hvordan hun skulle få formidlet til både pigerne og drengene, om de ikke bare skulle lege og parkere den kropslige udvikling lidt. Dagen efter stillede hun sig op til katederet og sagde: ”Jeg synes, at det er så ærgerligt, at vi er begyndt at tale så meget om, at pigerne gerne vil have menstruation, og så meget om, at drengene gerne vil have skæg.” 

Alle brød ud i grin – også læreren. 

”Jeg skammede mig helt vildt. Jeg følte mig fuldstændig ydmyget og udstødt. Det var frygteligt!” siger hun. Historien havde spredt sig til de større klasser på skolen, og klassekammeraternes storebrødre imiterede hende på gangen. 

Hun forklarer, at episoden måske er et meget godt billede på, hvad hun selv kalder sin ”sene sociale udvikling”, der gennem tiden har gjort, at hun blandt andet til Gyldendals efterårsreception præsenterede sig selv og sin fødselsdepression i samme åndedrag til nye mennesker, og at hun i det hele taget er en over-sharer, der sommetider kommer til at sige alt det, man ikke må ifølge de uskrevne regler. 

Og så var der også dengang i 8. klasse, hvor hun fik et bogmærke, der for hende dengang osede af livsvisdom. ”The pen is mightier than the sword,” stod der, og den sætning forevigede hun selv på en trøje. Der var bare sket det forfærdelige i processen, at hun havde startet med for store bogstaver, så ordene til sidst var blevet klemt. Det resulterede i, at der stod ”the penis mightier than the sword”. 

”Dum som jeg er, kunne jeg jo ikke grine med på det ovre i skolen. Jeg var sådan: ’NEJ, der står altså faktisk the pen!’” siger Olga Ravn og spytter de sidste to ord hårdt ud mellem tænderne. ”Det har taget mig lang tid at forstå det der med, at man ligesom skal grine med.”

”Jeg vil ikke sige, at jeg blev mobbet,” siger hun og holder en lang pause, inden hun fortsætter: ”For jeg var egentlig også meget sød og sjov, men jeg var nok ligesom … jeg tog enormt meget opmærksomhed.” Hun trækker benene op under sig på stolen, sådan som børn kan gøre, når de sidder ved et bord. 

”Jeg har sgu altid bare været en lille smule sær. Men jeg har svært ved at gå med på andres ideer om, at jeg er det. Jeg vil egentlig allerhelst i hele verden være normal,” siger hun og punkterer ideen om, at det skulle være eksotisk at være anderledes. 

”Det er smertefuldt at være afvigende. Alle psykologer siger altid, at det normale ikke findes. Og det er fandeme løgn! Det er kun normale mennesker, der siger det.” 

Rungstedlund

SILKETØRKLÆDERNE BLIVER SIRLIGT anrettet med juniblomster og planter og drys fra Olga Ravns pulver-arsenal. Deltagerne folder og farver og lægger deres værker ned i de boblende kar. Regnen er stoppet, og som eftermiddagen skrider frem, fisker deltagerne batik i solnedgangsfarver op af kedlerne. 

”Årh, den er pæn!” siger Olga Ravn overdøvende, da en deltager hiver et okkergult tørklæde med firkantet mønster op af et babybadekar, der i dagens anledning agerer eddikebassin. Hun spærrer øjnene op: ”I har virkelig fyret den af med kochenille,” siger hun og konstaterer, at den lyserøde lusefarve går godt sammen med løg. Sønnen løber mod Blixens gamle lade med et hjemmelavet tørklæde med bregnemønster bundet om halsen som supermandskappe.

Der er eftermiddagskaffe, mens indfarvningsprocessen er i gang. Indenfor blander lyden af klirrende porcelæn sig med blød jazz, og fra et spisebords-stort portræt på væggen våger Karen Blixen lige dele majestætisk og nonchalant over kaffeslabberasen med høj cigarføring, turban og sort øjenmakeup. Olga Ravns blik bliver alvorligt hen over kaffen og de velvoksne stykker æblekage, da det går op for hende, at hun ikke helt har tænkt afslutningen igennem. ”Jeg finder på noget,” siger hun og tager en tår. 

Frederiksberg

OLGA RAVN har altid hungret efter at være en del af fællesskabet, samtidig med at der er noget i hende, der skriger ved tanken. Hun kunne ikke holde ud at gå i mødregruppe, og i gymnasiet vidste alle, hvem hun var. Mærkeligt tøj, mærkelig makeup. Pigerne i hendes klasse syntes, at Olga Ravn var arrogant. 

”De kunne ikke lide mig,” konstaterer hun. Generelt er der ikke meget hyggeligt postkortmateriale fra folkeskolen og gymnasiet for Olga Ravn, og hun puster ud længe, da hun fortæller om, hvor nedtur hun egentlig syntes, gymnasiet var. Hun gik på Aurehøj, fortæller hun, et musisk ’kulturelite’-gymnasium. Olga Ravn gør sine store og skinnende brune øjne smalle og bider tænderne sammen hen over kaffekoppen, som når man ser nogen tage et ubehageligt styrt. 

”Jeg gik også på friskole, altså privatskole, i folkeskolen, og jeg må indrømme, at jeg nærer sgu en eller anden irrationel afsky over for meget rige mennesker. Det kommer nok derfra,” siger hun.  

Det lykkedes hende at svømme gennem skoletiden alligevel, for hun var dygtig og kunne godt lide det faglige. Men det var altid krydret med rigelige stænk af ubehag. Derfor drømte hun sig væk til Forfatterskolen, hvor de seje og lækre, der også var vilde med poesi, gik. 

Hun sendte et manuskript til Gyldendal som 16-årig, og forlaget kvitterede med et brev i postkassen med en invitation til en samtale. Det blev ved samtalen, men med en dugfrisk studentereksamen i baghånden søgte hun ind på Forfatterskolen. Det blev endnu et afslag, dog med en opfordring om at søge igen på et senere tidspunkt. 

I tiden efter gik hun på skrivelinjen på en højskole, fremførte sine digte til oplæsninger og skrev til det litterære tidsskrift Hvedekorn. Benarbejdet førte til, at hun blev optaget på Forfatterskolen to år senere. I begyndelsen føltes det vidunderligt. Folk var seriøse omkring poesien, men hurtigt viste en gedigen skyggeside sig. 

”Der var et ret heftigt miljø på skolen, hvor der blev drukket rigtig meget. Altså rigtig meget, ” siger Olga Ravn og forklarer, at der var mange fester, og at nogle drak sig fulde inden undervisningen, hvis de var nervøse. Der var både smadderdruk og en kvindefjendsk kultur, syntes hun. 

”Vi havde nogle lærere, som mere var kunstnere end pædagoger, kan man vist roligt sige. Og de der grænser mellem lærer og elev, som måske faktisk ville være ret gode at opretholde, var fuldstændig smeltede. Det var sygt ubehageligt,” siger hun og forklarer, at hun også oplevede en konsensus om, at kvindelige forfattere mestendels skrev andenrangslitteratur. 

På et tidspunkt skrev hun en tekst om voldtægt, og en mandlig lærer kvitterede ifølge Olga Ravn med den kritik, at det ikke var noget for ham, men at han godt kunne forestille sig, at nogen ville være interesseret i at læse om ”en ung kvinde, der får en ordentlig svaber”. 

Der var mandlige gæster på skolen såvel som etablerede mandlige forfattere, som Olga Ravn var decideret bange for, fortæller hun og holder vejret lidt. 

”Jeg bliver helt nervøs. Det var også bare, fordi det var sådan nogle hårde år,” siger hun og forklarer, at tiden på Forfatterskolen kulminerede i en heftig depression, der fik hende til at flytte hjem til sin mor. Men i de mørke timer skrev hun sin afsluttende opgave til skolen. Opgaven blev til den anmelderroste digtsamling ’Jeg æder mig selv som lyng’, der blev hendes første udgivelse som forfatter.

Rungstedlund

EN TØRRESNOR BLAFRENDE fuld af naturfarvede tøjstykker lyser op mellem træer, der har hundreder af år på barken. Gul, pink og orange dominerer det mønstrede farvelandskab, og solen, der er kommet tilbage, agerer spotlight. 

”Hold kæft, hvor er det pænt, hva’!” 

Olga Ravn lyser op i et smil. Da hun pakker sit eget tørklæde ud, står folk i en cirkel rundt omkring hende og messer ”wauw” på ny. Hun har brugt løg og bregne. Snart valfarter deltagerne for at tage billeder af tørresnorene, der bliver lagt op på Instagram, hvor tak-salver for arrangementet fortsætter resten af dagen.

Olga Ravn tager tørresnorene fra en ende af, mens forsamlingen er dødstille, og evaluerer hvert eneste stykke nyfarvet tøj med bedømmelser som ”eddermame et flot foldemønster!” eller ”lidt Stine Goya-agtig”. 

Deltagerne smiler, folder hænder og slår blikket ned, når de får ros. Olga Ravn tager et af tørklæderne ned fra tørresnoren og slænger det om halsen, læner hovedet på skrå og smiler med tungen mellem tænderne. 

Pludselig kommer Olgas søn: ”Moar, må jeg gerne spille et spil i bilen?”

”Bare tag min telefon,” svarer hun og henvender et ”sorry” til forsamlingen ledsaget af et smil og et træk på skuldrene. 

”Nu tror jeg, vi er ved at være færdige. Det har virkelig været dejligt at farve med jer!”

STINE PILGAARD har hul i sin jakkelomme. Det har været der så længe, at foret er blevet en del af lommen. Det er derfor, hun er forsinket, fortæller hun, da hun ankommer til Ringkøbing Station i familiens Toyota med sin lille, stille søn bagi. Normalt ved hun med det samme, at hvis bilnøglen ikke er i lommen, må hun grave dybere, stikke hånden ned gennem hullet, og så er den som regel dernede et sted. Sådan har det været i månedsvis, hvis ikke år, og hun har efterhånden vænnet sig til det. Hun orker ikke selv at sy jakken, det er derfor, hun har en svigermor, siger hun, men hver gang hendes svigermor er på besøg, glemmer Stine Pilgaard at fortælle hende om hullet. 

”Sagen er den, at jeg åbenbart har to huller i min jakkelomme,” siger hun, da jeg sætter mig ind i bilen.

Stine Pilgaard sætter kursen mod Velling små fem kilometer fra Ringkøbing, mens hun forklarer resten af historien om, hvorfor hun kom for sent. Sammen med sin søn kørte hun tidligere på dagen ud til skinnerne for at kigge på forbipasserende tog. Det elsker han, og de var taget af sted i god tid, så de kunne nå det hele. Men da de efter en halv times tid ved skinnerne og en højtlæst børnebog senere skulle af sted mod Ringkøbing Station, var tiden løbet fra hende. Og pludselig kunne hun ikke finde bilnøglen. 

Derfor blev det hele lidt febrilsk, siger hun og giver mig den fulde oplevelse af Ringkøbing Fjord i stedet for den mere direkte vej, hvor man primært passerer minkfarme, stutterier og vindmøller. Medmindre hun har susende travlt, tager hun altid den naturskønne rute langs Vellingvej, som hun har døbt fjordvejen. Hun peger ud mod vandet og siger, at det ikke altid glimter, at der ikke er et sted i området, hvor det ikke blæser helt sindssygt, og at flere medier for et par måneder siden var ude at filme isskruninger, der havde bygget sig op langs kysten, da fjorden var frosset til. Hun fortæller, at vi er i et af de områder i Danmark, hvor Kristendemokraterne får stemmer, og at hun elsker landskabet. Associationerne får frit spil, før hun vender tilbage til historien om forsinkelsen.

Hun kunne ikke finde bilnøglen i hverken jakkelommerne eller foret og besluttede sig for at lede udenfor. Men bilen har åbenbart en automatlås, som hun hverken forstår eller kan slå fra, og derfor måtte hun forgæves kravle rundt i bilen for at finde en ulåst dør, mens hun beroligede sin søn. Endelig lykkedes det hende at lokalisere bilnøglen i lommens andet hul, som nu også er blevet en del af jakken. 

Vi kører videre og ankommer til et lyskryds. Det bliver gult, lige før hun skal til at køre over. Så hakker hun bremsen hårdt i. 

HUN VIFTER med armene, forvrænger stemmen og folder ansigtet, mens hun i hastigt tempo gengiver episoder fra Kvickly med bækkenløsning eller hendes forundring over nogle-og-30-årige mænds pludselige mani for surdej og gin med marehalm. Om dengang en sur mand sparkede til hendes indkøbskurv, og en bagerdame råbte, at hun ikke måtte tage indkøbskurven med ud til bilen, selvom hun var højgravid og traskede rundt som en hvalros. Og om en anden bagerdame, der bar poserne og trøstede hende på parkeringspladsen. Det er den slags episoder, hendes romaner kredser om, selvom de bliver stærkt overdrevet, når hun skriver. Det er de små sammenstød mellem mennesker i pålægsafdelingen eller udfordringen ved at overhale en gruppe heste på de danske landeveje, som kan frustrere os alle sammen.  

Da Stine Pilgaard modtog Weekendavisens Litteraturpris i januar for romanen ’Meter i sekundet’, blev bogen kaldt en ”perpleks bestseller med situationskomik fra en underspillet udkant” og ”fuldendt selvudslettende komik fra en uimodståelig fortæller”. Den fik også fuld plade hos Jyllands-Posten med ordene ”en roman om at være halvvejs igennem livet og se ungdommens aspirationer blive afløst af småbørnsfamilielivets leverpostejshurlumhej”. Rosen kom alle steder fra. Anmeldere, venner, fremmede folk på gaden, journalister og branchefolk.

”Det har været et helt vanvittigt år. Jeg fik mit andet barn, som ikke var helt planlagt, verden har været i undtagelsestilstand, og så kom min bog, som landede meget bredt i befolkningen. Mine andre bøger har solgt jævnt og stabilt over de sidste otte år, men denne her ramte noget med det samme. Den adskiller sig ikke vildt meget fra mine andre bøger, så jeg har lidt opgivet at forstå det,” siger hun.

Romanen har ifølge forlaget solgt mere end 90.000 eksemplarer, og fire sange, som er skrevet til romanen, er blevet optaget i Højskolesangbogen. Hun har også delt sin kærlighedshistorie i Anders Aggers bog ’Kærlighed’, og nu er hun både i gang med at skrive en børnebog, som udkommer næste forår, og hun skriver på de sidste essays, som skal akkompagnere sangene i ’Meter i sekundet’ i en ny sangbog og musikudgivelse af Katrine Muff Enevoldsen. 

Alle vil have et stykke af Stine Pilgaard, og det har nået et punkt, hvor hendes arbejdstid konstant forsvinder.

”Hvis jeg på nogen måde kan komme af sted med det, står jeg op før børnene for at skrive. Jeg kan godt lide at stå op klokken fem, men kun for at være alene. Det skal ikke være for at være sammen med nogen,” siger hun.

FOR TIDEN har hun et nærmest erotisk forhold til trøffelbrie, fortæller hun, åbner køleskabet og siger, at jeg altså bør smage det, hvis jeg tør. Hun er også ved at varme nogle surdejsboller i ovnen. Hun frygter, at jeg ikke har fået nok at spise på turen til Velling.

Hun bor i embedsboligen til Vestjyllands Højskole, hvor hendes kæreste Daniel Dalgaard arbejder. Ligesom Stine Pilgaard er han forfatter, og de må lade børnene gå på skift mellem sig, fordi det er umuligt at skrive med børneliv omkring sig. For tiden korrekturlæser han sin debutroman, som ligger udskrevet i en bunke med hundredvis af kruseduller og rettelser på køkkenbordet. Han fortæller nedslået, at hele kommateringen skal rettes efter nogle andre regler.

”Vil du ikke have lidt piskefløde i kaffen? Jeg har det helt sindssygt over fløde. Jeg elsker bare fede ting,” siger hun og sætter sig.

Vi taler om alle de mails og breve, hun har fået fra læsere, som kan genkende det at være tilflytter eller at få børn eller at tage kørekort, som er et evighedsprojekt for hovedpersonen i romanen. I bogen siger kørelæreren til hovedpersonen, at hun er en af de få bilister, som rummer træk fra både nybegynderen, flugtbilisten og den senildemente. 

”Jeg er faktisk sygt ked af den der hårde opbremsning. Nu tror du sikkert, at jeg kører dårligt, og det gør jeg faktisk ikke. Det var jo gult, og alle andre dage ville jeg jo bare fortsætte, men fordi jeg var så bevidst om, at du ikke skulle tænke, at jeg kører over for rødt, så hakkede jeg bremsen i. Det var bare vildt ærgerligt,” siger hun.  

Det tog hende et år at erhverve kørekort, og det kostede hele Biblioteksprisen på 50.000 kroner, som hun modtog. Hun pointerer dog, at hun fik nul fejl til teoriprøven og bestod den praktiske køreprøve første gang. 

Det værste, hun ved, er at overhale heste på landevejen, og dem er der mange af, fordi de bor ved siden af et stutteri. Til gengæld er hun sindssygt god til traktoroverhalinger, fortæller hun.

”Jeg fik 17 fejl i de indledende teoriprøver, fordi jeg ikke forstod måden at tænke på. Du holder i et lyskryds, og et barn kommer cyklende på fortovet. Ser du barnet? Selvfølgelig gør jeg det, jeg vil jo ikke køre barnet ned, men det må du ikke, for du skal være opmærksom på lyssignalet. Det er en helt vanvittig måde at tænke på. Men så satte jeg mig ned i to dage og gennemgik alle prøver, jeg kunne opstøve på nettet,” siger hun.

Det var den meget teoretiske måde at tænke på, der spillede hende et puds. Og er en teoriprøve kold, kynisk og konkret, er Stine Pilgaard abstrakt og associerende. Én ting får hende til at tænke på noget andet, som får hende til at tænke på noget tredje, fortæller hun. Om det er en erhvervsskade eller grunden til, at hun blev forfatter, ved hun ikke. 

”Jeg har det også svært med rumfang, højre-venstre og retninger. Trafik er det diametralt modsatte af at skrive fiktion. Jeg kan selv styre, hvad mine karakterer gør og tænker, men jeg kan ikke styre, om en hest flipper ud.” 

”Synes du ikke, at jeg kører helt standard?” spørger hun så.

”Jojo.” 

”Lidt over middel?” 

”Det var en lille smule kaotisk.” 

”Kaotisk? Hvor er du provokerende. Jeg synes selv, at jeg kører ret godt. Hvad var kaotisk? Jeg kører og viser dig vores fjord og min første køreskole. Det er topservice. Jeg er medlem af en kvindeloge i Skjern, og der har det forbandede kørekort været en stående joke. Jeg kører helt vildt råddent, når jeg skal derhen. Jeg bliver enormt selvbevidst af det, og så glemmer jeg de der praktiske ting. Jeg glemmer at slippe håndbremsen og alle mulige andre ting, som jeg aldrig normalt ville gøre. Så står alle kvinderne og griner på den der langsomme, venlige skjernske måde, som også er lidt provokerende.”

SELV SÆTTER Stine Pilgaard en slags ære i små, venlige provokationer i hverdagen. Hun kan godt lide, når man stikker til hinanden. Ikke ondskabsfuldt, men for sjov. Så snart nogle bliver for magelige eller for enige, slår hun til.

”Jeg plejer at sige, at jeg prøver at opretholde balancegangen i kosmos. Jeg synes jo, at fællesskab er en fantastisk vigtig og smuk ting, men når jeg sidder med 30 højskoleelever, som sidder og græder, fordi de skal synge en sang om venskab, så kan jeg ikke undgå at tænke: ’Så slap dog af.’ Jeg bliver hurtigt en modvægt, også selvom jeg faktisk er enig. Jeg får lyst til at sætte ild til noget, når folk sidder og giver hinanden ret, men jeg tror også, at det er en middagsselskabsting eller en efter-tre-glas-rødvins-ting.” 

Hendes otte måneder gamle baby begynder at sige lyde ude i barnevognen, og hun går ud for at samle hende op. Ind kommer kæresten med deres søn. De har været ude i haven og spille fodbold. Oprindelig skulle deres søn have været passet hos naboerne, men en pludselig tør hoste ændrede planerne. I stedet foreslår Stine Pilgaard, at vi tager ud til hendes kontor, hvor der er lidt mere roligt, medmindre ham trommeslageren øver. Hendes kæreste spørger, om hun har fortalt om dengang, hun bakkede ind i huset. Stine Pilgaard griner fra køkkenet, hvor kaffen er løbet igennem.

”Husk at slukke ovnen,” siger hendes kæreste, da hun begiver sig ud mod Toyotaen med kaffe i en kande.

Piskefløden maser hun ned i bilens kopholder, og vi kører ud på de lange, lige veje med minkfarme, stutterier og vindmøller. De veje har hun kørt på siden 2016, da hendes kæreste fik tilbudt job som leder af forfatterlinjen på Vestjyllands Højskole, og de takkede ja til at bo i Velling og leve med de korte vestjyske sætninger og lange pauser.

”Vi havde ikke boet her en uge, da vi kom kørende i en Flextaxa, og hele vejen var spærret af køer. Chaufføren tog det helt roligt og gik op til landmanden for at fortælle, at de var sluppet løs. Det havde vi det helt sindssygt over, for vi kom lige fra Nørrebro. Det er så ikke sket siden, men det var en vild start.” 

Da vi kommer til et højresving, passerer vi Tørfisks bandvogn plastret til med alle bandmedlemmer og deres slogan: ’Danmarks ældste boyband’.

”Så du, at det var Tørfisks bandvogn?”

”Jeg holder øjnene på vejen.”

NOGLE MINUTTER senere er vi ved kontoret, et tidligere, nu tømt udstillingslokale for Tvis Køkkener, som en stor gruppe lokale kunstnere har fået lov at låne, 

”Vi låner det af en landmand, der købte grunden på grund af markerne. Det er sådan noget, folk gør herude. Jeg håber godt nok ikke, at ham trommeslageren er her, så må vi finde på noget andet.” 

Det er han ikke, men trommesættet står klar, hvis han skulle komme forbi. Udenfor er der marker, stilhed og vindmøller. Indenfor er der optageudstyr og instrumenter og maling og tryksværte og musefælder, for sådan nogle er der jo herude. Stine Pilgaard viser rundt og dumper ned i en stol ved vinduet, nærmest lettet over at komme væk. Hun siger, at der er noget vildt ved at tage hen på kontoret. At der er så stille.

”Jeg har en oplevelse af, at jeg kunne holde af hvem som helst, hvis omstændighederne gjorde det nødvendigt. Naboer er rekvisitter og statister i vores liv, indtil de begynder at tale over hækken eller skal køres til tandlæge, fordi bilen er til reparation.”

”Er det en rigtig oplevelse?” 

”Ja, jeg kendte ikke min nabo ret godt, da jeg kørte hende til tandlægen. Der havde selvfølgelig været lidt kaffe i haven og sådan noget, men ikke mere end det. En dag havde hun vildt store tandsmerter, og fordi deres bil var til reparation, kom hun forbi. Bagefter lå hun på sofaen, mens jeg varmede noget suppe. Så faldt hun i søvn, og det var simpelthen så fint og sødt. Hun var sikkert også dopet på alt muligt, men det var så tillidsfuldt. Der er ikke mange steder, hvor man har brug for hinanden på så konkret en måde.” 

Hun holder en lille pause.

”Alle vores venskaber er mere eller mindre tilfældigheder. Så sidder man ved siden af hinanden i folkeskolen eller møder hinanden til en fest. Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg ikke skriver politisk eller om klimaet, men det, der optager mig mest, er, hvordan vi skal være med hinanden i hverdagen. Jeg har vildt svært ved at overskue krigsalliancer og fredsaftaler. Det er frygteligt at se nyhederne. Det er den værste gyserfilm af dem alle.” 

”Nu er vi tilbage ved de fritsvævende associationer.” 

”Du laver en Anders Agger på mig. Du siger jo ikke noget.” 

”Man kan få folk til at sige mange ting, hvis man holder kæft.” 

”Det er så ikke noget, jeg har prøvet så tit.”

STINE PILGAARD ved aldrig helt, hvad hun skal fortælle, når hun bliver spurgt om sin barndom. Hun havde en ganske fin enebarnsopvækst i Vejlby-Risskov lidt uden for Aarhus, hvor hun pendlede mellem en far og en mor, som hverken var elitære eller sølle. De var egentlig meget middelklasse minus ligusterhæk, fortæller hun.

Moren var leder af en børnehave i Aarhus, og faren arbejdede med stregkoder i Grønland. Primært på kolonialvarer, og hun forestillede sig, at hvis han klokkede i det, kunne de ikke købe mælk i Grønland, og så ville Grønland ringe og klage. Hun tænkte ofte, at han måtte have en meget vigtig rolle i systemet, og at hele befolkningen kimede ham ned, hvis han kvajede sig. Hun synes, det er lidt pinligt, men hun ved stadig ikke helt, hvad hendes far laver.

Bøger fyldte meget, og selvom det er en ældgammel kliché for enebørn, var hun nok lidt gammelklog, fortæller hun. Frikvartererne foregik ofte i klassens vindueskarm, hvor hun læste Astrid Lindgren, og til børnefødselsdage kravlede hun ned under bordet med bog og kage i favnen. Hun læste, inden hun gik i skole, og hun læste inden sengetid. Og når hun skulle bade, pakkede hun bøgerne ind i plastikposer, så hun kunne bladre i dem under bruseren.

Inspireret af Astrid Lindgren og ’De Fem’ skrev hun historien ’Børnene i Solsikkedalen’, som handlede om en gruppe unger på et børnehjem, der skulle opklare et mord. Og et eller andet med en krokodille. Den gav hun til sine forældre i julegave, og bagpå skrev hun anmeldelser af sine egne værker: ”Stine Pilgaard har skrevet en sjov og charmerende fortælling. Hun er Astrid Lindgrens efterfølger.” Senere vandt hun novellekonkurrencer i Vi Unge, og som 11-årig fik hun sit første digt trykt i Familie Journal.  

”Det skal dog siges, at mine forældre aldrig var gift, og at de gik fra hinanden længe før, jeg kan huske. Jeg tænker, at det måske var et forsøg på at skabe et traume, jeg kunne skrive om. Men jeg skal jo heller ikke være helt nedladende over for mig selv som barn, for det kan jo være, at det har fyldt meget mere, end jeg kan huske,” fortæller hun.

Hendes forældre er vidt forskellige, men de har aldrig bekriget eller hadet hinanden, forsikrer hun. Til gengæld er de begge ret sjove, humoren har de til fælles, og de har et godt blik for små, skæve hverdagssituationer. Hendes mor er fantastisk til at imitere og karikere folk, og når hun var alene med sin far, optrådte han med historier om Lone fra regnskab og fra sin ungdom.

”Jeg boede på skift hos dem begge to, så jeg har haft rigtig meget alenetid med voksne. De har altid taget mig meget alvorligt, og derfor har jeg også altid taget mig selv alvorligt.”

I gymnasiet påpegede hun konstant, hvis der var noget, hun var uenig i, og halvdelen af lærerne kunne godt lide, at hun var kritisk, mens den anden halvdel syntes, at hun var lige lidt for meget. Det kom der et karakterblad ud af med fire femtaller og fire 13-taller, mens resten var fordelt på resten af skalaen. 

”Jeg har fået alle mulige karakterer. Jeg har også prøvet at få tre i geografi, som igen handler om, hvor ting ligger. Det er åndssvagt, men jeg kan ikke fatte et kort,” siger hun.

MED KAFFEKANDE og piskefløde i hænderne styrer hun mod familiens Toyota. Hun placerer atter piskefløden i kopholderen og drejer ud på landevejen igen. Hun crui­ser meget med sine veninder i Ringkøbing og omegn, fortæller hun på vej mod Skjern. De tager ned til fjorden, Vesterhavet eller til Hvide Sande. 

”Jeg diskuterer med mig selv, hvor ydmygende det ville være, hvis jeg sætter min gps til, jeg plejer jo at bruge den. Men jeg kører hele tiden den her rute, så det kan ikke passe, at jeg ikke kan finde derned. Jeg ved, der kommer en rundkørsel, hvor jeg skal til højre,” siger hun, da vi holder i et T-kryds.

Hun vælger ikke at bruge sin gps, og vi drøner langs de lange, lige veje, som er helt tomme, mens hun fortæller om noget lokal rundkørselskunst, der har skabt furore i debatspalterne. Det havde hun overvejet at tage med i ’Meter i sekundet’, men det blev for indspist, selvom det var sjovt at følge med i. Hun fortæller, at Vestjyllands Højskole er 98 procent økologisk, og at køkkendamerne har fortalt hende, at de sidste to procent udelukkende skyldes, at man ikke kan opstøve økologisk brun farin. Hun opridser forskellen på Skjern som mere moderne handelsby kontra Ringkøbing som gammel købstad og fortæller om dengang, hun tævede en date i airhockey, så vedkommende ikke ville ses igen. Mest fordi Stine Pilggard spillede spillet på en utrolig liv-eller-død-agtig måde, som nok fremstod lidt for voldsom.

Hun parkerer ved Hotel Skjern i centrum, men vi indser hurtigt, at det er lørdag eftermiddag midt i en pandemi, og sætter os efter en kort gåtur ind i bilen igen.  

Det tog Stine Pilgaard næsten fire år at skrive ’Meter i sekundet’, der blev til, da hun lod sin trodsige side og sine følelser få afløb. Selv kalder hun sig en træmand, og hun bryder sig ikke om at tale om sine egne følelser. Hvilket undrer mange af hendes venner, fordi hun elsker at snakke om andres. En del af forklaringen er også, at hun ikke forstår sig så godt på tid. En anden er, at det tager tid at skrive og forstå den omvæltning, det kan være at få børn og at famle sig rundt i en by, man ikke kender. Og finde ud af, hvem man er, når man er i begyndelsen af trediverne og ikke kan drikke øl hver weekend, og verden forventer, at man vokser med opgaven.

Stine Pilgaard kører over et hul i vejen, bilen gynger lidt.

”Så meget behøver du heller ikke at hoppe i sædet.” 

”Hvad mener du?” 

”Det var ikke så slemt. Du hopper jo helt vildt i sædet.” 

Så rammer hun et andet hul i vejen.

”Nu gør du det igen,” siger hun og griner. 

”Du hopper rundt.”

HUN KAN ikke fordrage, når folk hygger sig for meget, fortæller hun. Verden er fyldt med modstand, og for at klare sig i verden må man øve sig i at gå i modvind. Det får hende til at tænke på en lang diskussion, hun havde med sin kæreste forleden. Han ville gerne have en sofa med chaiselong, hvor man kan tage fødderne op og smelte ned i sofaen.

”Skal vi så bare sidde der i vores dejlige, bløde sofa og se fjernsyn? Nej, den skal fandeme være hård. Hvorfor kan vi ikke sidde på nogle stole, så vi i det mindste skal holde ryggen rank? Det blev pludselig et symbol på alt muligt andet, hvor jeg synes, at en sofa repræsenterer alt det værste ved menneskeheden. I en sofa kommer man ned i gear og hygger, men hvorfor skal vi slappe af? Livet er så kort.” 

De lange, lige strækninger på Vestkysten er nærmest hypnotiske, det hele er så ens, og Stine Pilgaard er ikke færdig:

”Så kom jeg til at sige, at man ikke kan have en meningsfuld samtale i en sofa, og selvfølgelig kan man det. Hygge er jo bare et ord, og jeg går ikke rundt med et oversavet jagtgevær og plaffer alle folk ned, der siger hygge. Men der er noget modstandsløst over ordet, som irriterer mig helt vildt. Vi laver ofte bål på højskolen, og det synes jeg jo også er såkaldt hyggeligt, men jeg kan bedst lide, når jeg diskuterer rundt om bålet med min nabo. Så siger jeg, at han er en elitær jazzmusiker, og så siger han, at jeg er alt for folkelig, fordi jeg ser ’X Factor’. Så taler han om sin surdej, og så siger jeg, at når jeg bager, så putter jeg 500 gram gær i, ellers gider jeg ikke æde lortet, hvilket overhovedet ikke er rigtigt. For det første så bager jeg ikke, og for det andet så har vi den forpulede surdej derhjemme. Jeg får bare lyst til at sige det modsatte hele tiden.”  

Stine Pilgaard foragter i det hele taget det modstandsløse liv – og at spille brætspil for sjov. Hun kan lige gå med til det, hvis man er ved at flå hovederne af hinanden over et spil Risk, men hvis det er lige meget, hvem der vinder, er det tidsfordriv på allerlaveste niveau, mener hun.  

Stine Pilgaard parkerer ved Ringkøbing Station og trækker håndbremsen. Det blæser, og hun kigger på uret. Tiden er løbet fra hende, hun bliver nødt til at smutte.

”Jeg kan godt høre, hvordan det lyder. Hende der forfatteren, der kæfter op om, at hun hader sofaer og brætspil og hygge. Men det er jo kun halvdelen af sandheden, for jeg ville jo elske at sidde godt i en sofa, men der er bare noget ved det, som skræmmer mig, og så kommer jeg automatisk til at overdrive de der 80 procent. Jeg har jo en længsel efter brætspillet, den fred og den måde at være sammen på. Jeg har både lyst til at brænde det hele ned og leve i det,” siger hun og kører hjem langs de lange, lige veje. Enten med eller uden gps.