Indlæg

Inden Karen Blixen blev litterær verdensstjerne, havde hun sin egen kaffeplantage. Det ved alle, der har læst ’Den afrikanske farm’ eller set ’Mit Afrika’. Men havde hun nu også det? Og kender fanskaren deres Blixen til bunds? Tom Buk-Swienty har brugt de seneste år på at vende hvert et blad i det mørnede Afrika-album for at skrive biografien ’Løvinden’.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Det Kongelige Bibliotek, privateje. Affotografering Morten Juhl, farvelægning Mads Madsen/Colorized History

EN FORMIDDAG på et designbureau i København diskuterer Tom Buk-Swienty og hans grafiske tilrettelægger det foto, de har valgt ikke at bruge til forsiden på hans nye bog. 

”Jeg er stadig lidt i tvivl. Det er et dejligt billede. Det viser det Afrika, der beskrives i bogen,” siger grafikeren.

”Ja. Men det er lidt for politisk ukorrekt til det engelske og amerikanske eksportmarked,” svarer forfatteren.

På billedet står Karen Blixen med fletninger, riffel og fodlang frakke ved siden af en udtryksløs sort bærer, der fremviser en stendød marabustork. Det er taget i 1914, samme år hun ankommer til Kenya for at blive gift med svenske Bror Blixen og tage hul på deres fælles liv som adelen på kaffeplantagen. Desværre pådrager hun sig hurtigt en slem malaria og som reaktion herpå en depression. Men nu er hun frisk igen, lægen har ordineret frisk luft og safari, og, bum, baronessen har fået ram på en langbenet tropefugl. Så hun storsmiler til kameraet.

”Det er et godt billede af Karen,” siger Tom Buk-Swienty, der har besluttet, at selv om døde dyr og indfødte tjenestefolk måske nok er for provokerende til forsiden, så skal billedet have en prominent placering inde i ’Løvinden’, hans nye biografiske fortælling om Karen Blixens 17 år lange ophold i Kenya, der dengang hed Britisk Østafrika. Og det er ikke kun, fordi han har lyst til at drille de kolonialt sensitive, men også, fordi smilet på hendes læber er et omdrejningspunkt i den historie, han gerne vil fortælle:

”Det er et af højdepunkterne i hendes liv. Hun er virkelig lykkelig.”

Karen Blixen bag rattet i hendes og Bror Blixens nyerhvervede bil under en rejse til den sydafrikanske kystby Durban, 1916.

AT LYKKEN IKKE varer ved for Karen Blixen, der bliver smittet med syfilis, oplever ægteskabet med Bror Blixen smuldre, mister elskeren Denys Finch Hatton i et flystyrt og til sidst må opgive farmen, ved alle, der interesserer sig for den danske forfatterinde. Ikke mindst, fordi hun selv har skrevet om meget af det i sit erindringsværk ’Den afrikanske farm’. 

Hvad færre ved, er, at der mellem ulykkerne modnes en beslutsom og dygtig forretningskvinde, der holder fast i sine forpligtelser på plantagen, mens mange af hendes med-koloniherrer har travlt med hor og storvildtjagter på det vilde kontinent. 

”Efterhånden tager hun i stadig højere grad ansvaret på sig som direktør for kaffekompagniet. Hun arbejder benhårdt, er med til at vælge, hvilke traktorer de skal bruge, er ude i marken. En allestedsnærværende kvinde, der lægger sig i selen for, at alle, der arbejder på farmen, skal have det optimalt. Hun har et kæmpe talent,” siger Tom Buk-Swienty.

Den praktisk begavede slidertype passede ikke med forfatterens selvbillede som højaristokratisk tragedienne. Men karaktertrækket er blevet en vigtig pointe i ’Løvinden’, der i det hele taget er sin egen fortælling.

”’Den afrikanske farm’ er langt hen ad vejen autofiktion. Bare læs første linje: ’Jeg havde en farm i Afrika.’ Det havde hun faktisk aldrig. Men det har taget mig lang tid at udrede, hvad der er opdigtet, og hvad der er virkelighed. Nu glæder jeg mig til at få pillet lidt ved billedet af hende.”

TREDJE BØLGE?

Karen Blixen (født 1885) skrev et par historier, da hun var i tyverne, men man regner ’Syv fantastiske fortællinger’, der udkom i 1934, for den egentlige debut. I 1937 udkom ’Den afrikanske farm’. Begge bøger blev book of the month i den vigtige amerikanske bogklub af samme navn. Fem Karen Blixen-romaner blev igennem karrieren book of the month, hvad ingen anden forfatter har opnået. Da Sydney Pollack i 1985 havde premiere på ’Mit Afrika’ med Meryl Streep som Karen Blixen og Robert Redford som Denys Finch Hatton, satte filmen nyt skub i forfatterskabet. Nu er stjernen igen ved at blive lidt støvet. ”Men det ændrer sig forhåbentlig med den her bog. I forlæggerkredse er hun stadig meget kendt, og i Spanien og Tyskland er hun stadig fremtrædende, så vi håber helt klart, vi kan få hende ud over rampen på de markeder og i England og USA,” siger Tom Buk-Swienty, der har solgt rettighederne til ’Løvinden’ til Nordisk Film, der arbejder på en international film og tv-serie.

PÅ EN VIS MÅDE begyndte Tom Buk-Swientys arbejde med Blixen-biografien allerede, da han for mere end 10 år siden skrev ’Slagtebænk Dybbøl’. Under researchen til bogen om krigsnederlaget til Prøjsen og Østrig stødte han på Wilhelm Dinesen, der var med i ottende brigade og overlevede de fleste af sine kampfæller under slaget ved Dybbøl 18. april 1864. 

Dinesen beskrev senere dramaet i en erindringsbog med en litterær flair, der imponerede Tom Buk-Swienty, som ikke på forhånd vidste, at skribenten var Karen Blixens far. Da han blev opmærksom på slægtskabet, blev han kun mere nysgerrig, og han foreslog sin forlagsredaktør at skrive en bog om ’Kaptajn Dinesen’, der også deltog i den fransk-tyske krig i 1870-71 og en overgang levede blandt indianere i Wisconsin.

”’Jeg forestiller mig en lille bog, en 200-siders sag,’ sagde jeg. Men da jeg først kom i gang og så, hvor meget der lå af kildemateriale, åbnede det en kolossal verden. Biografien endte med at blive 1.000 sider. Og hurtigt vidste jeg, at der var et helt familieportræt her,” siger Tom Buk-Swienty, der fulgte to bind om Wilhelm Dinesen op med en bog om sønnen Thomas og hans tætte forhold til søsteren Karen. 

For fire år siden var tiden kommet til at gå i krig med den berømte datter, en opgave, der var meget mere kompliceret. For hendes historie var han ikke alene med. Her var Tom Buk-Swienty nødt til at sammenholde Karen Blixens breve – omtrent 4.500 manuskriptsider udgør korrespondancen med broren og moren alene – dels med hendes egne bøger og dels med al sekundærlitteraturen for at finde så troværdig en version af koryfæet som muligt. 

”Det har været lidt af et minefelt,” siger Tom Buk-Swienty, der også længe var gået uden om Karen Blixen, fordi han egentlig ikke var så vild med hendes persona.

”Da jeg gik i gang, havde jeg ikke hele den næsegruse beundring, men mere et billede af en rosinindtørret, krukket, snobbet baronesse. Og jeg har været ved at opgive bogen undervejs, fordi hun kan være så overforkælet, urimelig og hysterisk, at jeg næsten ikke kunne fordrage hende.”

Som eksempel nævner Tom Buk-Swienty en ferie i Paris, hvor Karen Blixen med et fingerknips bruger, hvad der svarer til 200.000 kroner i dag, på nyt tøj, men stadigvæk savner ordentligt overtøj, fordi det er en kold marts det år. Så hun får sin mor i Danmark til at gå på jagt efter en særlig pels og sende den ned til hende. 

”Hun koster rundt med folk og bliver vred, hvis de ikke sender hende penge. ’Fattigdom passer ikke til min natur,’ skriver hun på et tidspunkt til sin bror. Og samtidig vokser der en fantastisk stærk, begavet, fremadskuende, progressiv og sjov kvinde frem af brevene, som man alligevel overgiver sig til. Og en person med et vidunderligt forhold til afrikanerne, som hun betragter som ligemænd på en helt anden måde end de engelske bosættere, som er hårde og nedladende.”

De tidlige koloniherrer havde respekt for det mystiske afrikanske kontinent, og den dobbelte filthat kom på mode, fordi man mente, at solen kunne underminere hvide menneskers konstitution og gøre dem direkte sindssyge. Billedet er fra 1914 og ender på forsiden af ’Løvinden’.

MANGE EUROPÆERE tog til det koloniale Afrika på jagt efter lykken, for eksempel igennem kaffedyrkning eller safarier. Mange drømme blev slået ned igen af tørke, græshopper, malaria og lignende hårde realiteter. Andre længsler igen fik frit spil. Karen Blixen omgikkes medlemmer af det, der blev kaldt The Happy Valley-kliken, en gruppe britiske aristokrater, der levede et udsvævende liv med stoffer og partnerbytte i Wanjohi-dalen vest for Nairobi, og som gav anledning til en talemåde hjemme i England: ”Are you married or do you live in Kenya?”

Karen Blixen smed også, om end på et mindre ekstremt niveau, tøjet og hæmningerne med sin årelange kærlighedsaffære med den engelske adelige storvildtjæger Denys Finch Hatton.

”Det havde været helt umuligt i Danmark for hende, der var rundet af det høje borgerskab, at have et forhold til en mand uden at være gift med ham. På nogle måder var hendes liv i Afrika lettere og friere. Her kunne hun trække vejret og leve på sine egne betingelser.”

Karen Blixen har stadig et pænt ry blandt enkelte kenyanere. Det har Tom Buk-Swienty erfaret, da han drog i den nygifte baronesses fodspor for at opleve, hvordan det må have været at ankomme med damperen til den fugtighede havneby Mombasa for derefter at rejse 18 timer med tog til en farm på størrelse med Albertslund Kommune i det tørrere og mildere højlandsklima i Ngong Hills, der i dag er forstad til millionbyen Nairobi.

Under researchopholdet kunne han iagttage grusvejenes røde farve, savannens overdådige dyreliv og lokalbefolkningens venlige sindelag. Og selv om den almindelige kenyaner ikke aner, hvem hun er, mødte han undervejs enkelte efterkommere til folk, der havde arbejdet for Karen Blixen i levende live.

”’The good one’, kalder de hende. Og det er vel svært at få en større cadeau i et land, der forståeligt nok har travlt med at glemme sin kolonifortid,” siger Tom Buk-Swienty, der under det flere måneder lange ophold, hvor han bosatte sig på en farm i det centrale Kenya, havde held til at finde en pæn portion ikke hidtil publicerede fotografier af Karen Blixen og hendes miljø. Blandt andet hos Elisabeth Gregory, datter af farmens første bestyrer, svenske Åke Bursell, der i dag er 80 år og bor i Malindi, lidt nord for Mombasa.

”Hun havde fået mange historier fortalt og havde alle de her mørnede album liggende, som jeg har brugt mange billeder fra.”

Omtrent 2.000 private billeder har Tom Buk-Swienty bladret sig igennem foruden de cirka 3.000 billeder, han har kunnet studere på museer og i arkiver. Heraf har han udvalgt omkring 200 stykker, og det er et oplæg til, hvor i bogen de skal bringes, som han og den grafiske tilrettelægger er ved at gennemgå denne formiddag i København.

”Jeg tænker meget visuelt, når jeg skriver, så det er meget taknemmeligt, at Karen og Bror Blixen, virkelig har sørget for at tage og få taget mange billeder af sig selv i alle mulige situationer. Der er så mange, at jeg næsten har kunnet følge hele hendes livsbane,” siger Tom Buk Swienty.

 Som struktur og inspiration printede han de mest sigende billeder ud og arrangerede dem på en tidslinje på et par store tavler i sit kontor, inden han gav sig til at skrive. Resultatet er blevet en bog på over 700 sider:

”Folk siger, at tiden er til korte bøger, men Harry Potter er også lang. Jeg håber, at folk bliver fanget af den fantastiske historie, når de først er kommet ind i universet.”

Karen Blixen i Danmark, 1913.

UD OVER HENGEMTE fotoalbum har forfatteren haft adgang til en anden så at sige uberørt kilde. Som den første Blixen-biografiker har han nærlæst Afrika-årenes brevveksling mellem Karen Blixen og hendes morbror Aage Westenholz. Den blev udgivet sidste år af litteraturforskeren Benedikte Rostbøll, og det er her, ejerforholdet til farmen bliver helt klart. Forretningsmanden Westenholz var nemlig hovedaktionær i firmaet Karen Coffee Company, der ejede kaffeplantagen, hvilket vil sige, at Karen Blixen tager munden lidt vel fuld i sin berømte åbningslinje i ’Den afrikanske farm,’ hvor hun kalder farmen sin, mens hun ret beset kun var dens direktør. 

”I bogen beskriver hun sig selv som den her feudalherskerinde. Men der har altid været et kæmpe missing link i den historie. I virkeligheden havde hendes onkel enorm betydning i forhold til at muliggøre det afrikanske eventyr. Vi kan beregne os frem til, at han og de øvrige aktionærer poster noget i retning af 100 millioner nutidige kroner i den farm. Da hun brokker sig over, at der ikke bliver postet endnu flere penge i foretagendet, skriver han med nogen bitterhed til hende, at han ’på nuværende tidspunkt har investeret, hvad der svarer til et af mine børns arv’. Det bliver hun enormt sur over,” siger Tom Buk-Swienty.

Da Karen Blixen efter sin hjemkost til Danmark er brudt igennem som forfatter med ’Syv fantastiske fortællinger’ og går i gang med sit andet store litterære værk, ’Den afrikanske farm,’ beder hun sin onkels enke om at få deres brevveksling. Men hun nægter at frigive brevene på opfordring af Karen Blixens moster Bess, og først med tobindsudgivelsen sidste år fik offentligheden adgang til dem. Ifølge Tom Buk-Swienty holdt moster Bess blandt andet sin afdøde brors breve tæt til kroppen for at beskytte sin niece.

”Brevene skulle i ’glemmebogen’, mente mosteren. Dels følte hun, at niecen ikke havde påskønnet onklens hjælp. Dels mente hun ikke, at det ville være klædeligt for Karen Blixen, at brevene kom ud, fordi hun i en del af dem er temmelig urimelig.”

Karen Blixens onkel er overhovedet ikke nævnt i ’Den afrikanske farm’. Måske som en hævnakt. Måske af litterære årsager – fordi hans kolde kontanter ikke passede ind i hendes romantiske Afrika-konstruktion. 

’LØVINDEN’ 

er historiker, journalist og forfatter Tom Buk-Swientys 12. udgivelse.

I bøgerne levendegøres historiske fakta med fortællegreb fra fiktionen. Blandt flere andre priser har han vundet Årets historiske bog for ’Slagtebænk Dybbøl’ og Weekend-avisens Litteraturpris for ’Kaptajn Dinesen – Til døden os skiller’.

I VIRKELIGHEDEN holder Karen Blixen og hendes lederevner liv i farmen og dens op mod 1.000 ansatte forbavsende længe. Det er ydre faktorer som kulde og tørke, der i det lange løb gør den til en dårlig forretning. Beslutningen om at lukke farmen bliver truffet i Danmark, hvor kaffeselskabets bestyrelse mente, at den ikke stod til at redde. 

Efter at have lagt sit livs kærlighed, Denys Finch Hatton, i graven, forsøger Karen Blixen at tage sit eget liv og slutte sig til ham, men overlever. 

31. juli 1931 forlader hun det afrikanske kontinent for altid, da hun stiger om bord på en oceandamper, som sætter hende af i Napoli, syg, afkræftet og ruineret. Alligevel lader Tom Buk-Swienty baronessen slutte biografien med et smil på læben. 

Ligger der en sidste bog i sagaen om familien Dinesen og venter?

”Tanken har selvfølgelig strejfet mig. Hun er jo ikke uinteressant som randfigur i 50’ernes litterære miljø, hvor hun laver numre med de unge digtere, og da hun bliver en stjerne og kommer verden rundt. Men jeg har ikke noget på bedding. For det er en mere stillestående historie, mens jeg godt kan lide det store ydre eventyr. Og det slutter lige der, da jeg sætter hende af båden.”

’Løvinden’ udkommer på Gyldendal 29. august.

 

LISE NØRGAARD skrev i fjor sit livs sidste artikel – efter 83 år i journalistfaget. Nu gider den snart 102-årige superwoman ikke længere. Men der er stadig ting at se frem til, inden de ”sgu kan cikle med det alt sammen selv”.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Ritzau Scanpix/Peter Leth-Larsen

AF MIN FAR lærte jeg meget om anstændighed. Den måde. hvorpå man betragter sine medmennesker. Som grosserer havde han mange i sit brød, som det hed dengang. Han indskærpede os den dybeste respekt for dem alle. Uden dem ville vi – så dumme og dovne vi var – aldrig nogensinde få mad på bordet eller tøj på kroppen. Derfor skyldte vi dem den dybeste ærbødighed, og derfor lærte jeg at neje for alle mennesker, da jeg var lille. Både ham, der fejede gården, og ham, der passede bogholderiet. 

MIN FARS LIVSFILOSOFI gik ud på, at man skulle yde sit bedste ud fra de forudsætninger, man havde. Han havde ikke respekt for folk, der ikke gjorde sig umage. Min far var et temperamentsfuldt menneske, der kunne blive stiktosset, men han kunne også skære igennem problemerne med en festlig bemærkning. Mange år efter hans død arrangerede de sidste overlevende af hans ansatte en udstilling om arbejdspladsen på Roskilde Bibliotek. Hans afsky for slendrian, ugidelighed og pjækkeri arvede jeg.

DET GJORDE MIG til en dårlig chefredaktør på Hjemmet i Gutenberghus (1975-77, red.) Jeg havde ikke min fars evner til at modvirke det. Kun én gang har jeg skullet afskedige en person i mit liv, og det nagede mig frygteligt. Det var direktionen, der pålagde mig det, og det var rimeligt nok, men det var virkelig ubehageligt. At komme hjem og sige ”jeg har mistet mit arbejde”, må være noget af det værste i verden. 

JEG HAR NOK ikke lært så meget af min mor. Og så alligevel. Det at være glad for naturen, blomster og dyr.

SOM 18-ÅRIG gik jeg ind ad døren på Roskilde Dagblad i Hersegade i 1935. Jeg tænkte, at hele verden lå åben. Piger dengang blev ikke sendt ud i noget, der var spændende. De fleste sad på forhøjningen derhjemme og ventede på at blive gift så godt som muligt. At de så senere blev skilt så dårligt som muligt, var desværre også en del af historien. Det var en drøm at blive journalist. For det første bare det at få lov til at skrive sig ud. Det var vidunderligt at se sig selv på tryk. Jeg tror, alle journalister har det sådan første gang, de ser et eller andet på tryk af deres. Jeg kan næsten ikke sige, at man får en syl stukket op i røven, for det er for stærkt, men man får en idé om, at nu er det bare om at komme af sted. 

Lise Nørgaard og skuespiller Jørgen Buckhøj spiller Matador, 1980. Foto: Ritzau Scanpix/Geert Bardrum

JEG ER STOLT AF, at jeg i 1952 tog til England for at skrive om det vældige genoptræningsarbejde af folk, der havde mistet arme og ben og syn under anden verdenskrig, så de kunne få en relativt normal tilværelse. Herhjemme blev man sat til at flette kurve, hvis man for eksempel var blind. Hvis man var åndssvag, blev man anbragt på en anstalt langt ude i skoven, hvor man kunne sidde og visne. Jeg skrev en masse artikler om eksternatskoler og internatskoler for de åndssvage – der siden blev kaldt evnesvage – og de blinde. I Socialministeriet herhjemme sad der dengang nogle gamle typer, der mente, det var noget pjank. Men jeg var stædig. Og var med til at få lavet skolerne om.  

MINE RÅD i min brevkasse i Hjemmet (i 70’erne, red.) havde ofte noget med ligestilling at gøre. Jeg gjorde det til mit job at fortælle kvinderne, hvordan de kunne gøre oprør. De skrev ofte, at de ikke kunne holde deres mand ud, og at de havde prøvet at gå fra ham, men at de altid var kommet tilbage. Jeg har altid vidst, at Nora i Ibsens ’Et dukkehjem’ ikke ville komme af sted, for det sneede den aften, hun forlod sit hjem og sin mand, og hun havde glemt at få penge med til sporvognen. Selvfølgelig ville hun komme tilbage og varme fødderne. Lærkefuglene, der altid fløj tilbage igen, kunne kun undgå det, hvis de fik et arbejde og et sted at bo. Og først derefter skred fra deres mand. I kampen for ligestilling har det været vigtigt for mig, at jeg hele tiden har slået ned på de uligheder, jeg er stødt ind i. Både når nogen beklagede sig til mig, og når jeg bemærkede, at det knagede med ligestillingen derhjemme eller inden for min kreds.

DA ERIK BALLING og jeg så den færdige udgave af ’Matador’ første gang, vidste vi, at håndværket var i orden. Men de finkulturelle anmeldere, der havde læst tykke bøger, men ikke kendte til mennesker ude i den rigtige verden, de holdt sig for næsen. De syntes generelt, at alt, hvad Underholdningsafdelingen på DR lavede, var dårligt, og de konkurrerede nærmest i at være kritiske.

KORSBÆK PÅ BAKKEN synes jeg er så rørende. Da Træsko-Torben præsenterede ideen for mig, lignede det et uoverskueligt projekt. Men han er en stædig mand, og det har været fantastisk at se den skyde op. Når jeg tænker på alle dem, jeg har arbejdet med gennem livet, havde jeg til gode at møde Bakke-folket. De taler lige ud af posen, de har ingen skjulte dagsordener, og de holder deres aftaler. De er ordentlige mennesker. 

NÅR JEG MØDER folk på gaden, siger de for det meste ”Tak for Matador” eller ”Tak for det, du har skrevet”. Jeg kan især godt lide, når det sidste kommer med. Jeg kan godt blive rørt, når folk siger den slags, men jeg sørger for ikke at blive vigtig. 

LISE NØRGAARD

Journalist, forfatter, født 14. juni 1917.

Bøger (i udvalg)
’De sendte en dame’ (1993)
’Kun en pige’ (1992)
’Stjernevej’ (1981)
’En hund i huset’ (1980)
’Volmer. Portræt af en samfundsstøtte’ (1970)
’Sorte syvlinger’ (1961)
’Med mor bag rattet’(1959)

Arbejde som journalist
Berlingske Tidende, 1980-88
Hjemmet, 1968-80, blandt andet som chefredaktør
Politiken, 1949-68
Roskilde Dagblad, 1935-49

TV-serier
’Brødrene Mortensens jul’ (1998)
’Mor er major’ (1985)
’Én stor familie’ (1982-83)
’Matador’ (1978-1981)
’Huset på Christianshavn’ (1970-77), 8 episoder

HVIS MIN TELEFON ikke fandtes, havde jeg været en meget bedre forfatter. Jeg har været nødt til at tage telefonen, fordi jeg har haft fire børn. Og hvis jeg ikke tager den nu om dage, tror de jo, jeg er død. Det er nu ikke dem, der har forstyrret mig mest. De ved godt, at de ikke skal ringe, når jeg ser tennis eller skiløb i tv. Han er i øvrigt god, ham den nye, Tsitsipas. (20-årig græsk tennisspiller, red.) Ham kan jeg godt lide.

ORK, ALLE DE gange jeg har siddet og skrevet, og telefonen har ringet, og jeg har måttet krølle papiret i skrivemaskinen og begynde forfra. Nu er jeg dog holdt op med at skrive. Også i ’Korsbæk Tidende’ (avis til gæsterne i Korsbæk på Bakken, red.). Jeg ville ikke mere. 

SKULLE JEG GØRE en ting om i mit liv, kunne jeg godt have tænkt mig at have gået i gymnasiet. At jeg ikke havde været så stædig, at jeg var gået ud af realklassen. Tænk at få serveret så meget viden. Det er nok derfor, jeg senere har været så hidsig efter viden, så jeg kan vinde enhver ’Jeopardy’. Det ville også have hjulpet mig i mit journalistiske liv. Jeg har set, hvordan godbidderne altid er gået til akademikerne, og vi andre kunne rende og feje op efter dem i mange år, indtil man måske har sat sig i respekt som journalist. Hvis jeg skulle rådgive oldebørn eller deres jævnaldrende med den grille, at de ville være journalister, vil jeg til enhver tid sige, at de skulle på universitetet først.

DA JEG LÆSTE biografien ’Lise Nørgaard – De første 100 år’, forbavsede den mig ikke. Hvis jeg havde været fremstillet som entydigt sød, ville jeg blive betænkelig. Det er der jo ingen mennesker, der er. Så må man bare håbe, at det positive har overtaget. 

NÅR JEG SER tilbage på min 100-årsfødselsdag, virker den uvirkelig. Det er simpelthen uvirkeligt at tænke på, at jeg er så gammel, som jeg er. 

JEG LÆSER mine aviser hver dag, gætter krydsogtværser og genlæser de store romaner. Især på engelsk og tysk. Også fordi de er sat af typografer og ikke med fototeknik. De er lettere at læse, og papiret er lækrere. Jeg genlæser Evelyn Waugh, ham med ’Brides­head’, og Graham Greene, jamen, jeg har genlæst så meget. Jeg læser altid. Jeg går tidligt i seng, fordi det er det eneste sted i lejligheden, jeg kan læse. Der er en meget stærk lampe ned over bogen. Jeg vil gerne blive lidt klogere. Og nyde de store forfatteres sprog. 

UNGDOMMEN skal nok klare sig. Vi hører kun om de dårlige tilfælde. De fleste unge, jeg kender, er bevidste mennesker, selv om jeg synes, skolerne svigter dem, når det gælder indlæring. 

VERDEN HAR ret beset været af lave i al den tid, jeg har levet. I begyndelsen af 20’erne på grund af de forfærdelige forhold i Sønderjylland og Tyskland. I 30’erne sprang man ud ad vinduerne på grund af bankkrakket og økonomisk krise, og så kom krigen. Da vi manglede noget at skrive om på redaktionerne, fik vi så den kolde krig. Næppe var den overstået, inden vi fik nye problemer.

Redaktør Lise Nørgaard, 1956. Foto: Ritzau Scanpix/ Lars Hansen

JEG HUSKER stadig godt, men jeg kan en sjælden gang glemme en aftale. Det skete forrige lørdag, hvor jeg var forkølet og sagde til mig selv, at det var godt, jeg ikke skulle noget. Så ringede telefonen. Jeg havde søreme glemt en frokostaftale, hvor der så var et hul i bordplanen. Jeg sad derhjemme med rød næse, snottet drivende. Min samvittighed var sort som kul.  

DET ER SKRÆKKELIGT, når vennerne falder fra. Fordi man så ikke har nogen at mindes med. Der er ikke så meget ”Kan du huske …” eller ”Forleden mødte jeg den og den”. Og det at man kan grine ad gamle dage sammen. Det eksisterer ikke mere for mig. Måske lige på nær sammen med Didder Rønlund (modejournalist, født i 1925, red.), der er min ældste veninde. Man kan ikke bruge den fortid, man har sammen, til at fremmane billeder i nutiden. De er der ikke. De er væk.

DA MIN FAR var 86 år gammel, skulle han en dag hentes af nogle ambulancefolk og køres til hospitalet for at få taget prøver. De gav ham overtøj på og gjorde ham klar og parkerede bagefter en kørestol uden for hans hjem i koldt vejr. De skulle lige have en pause. Han sad der og frøs, mens han ventede. Da jeg senere hørte historien, spurgte jeg ham, hvorfor han ikke brokkede sig. Det gjorde han ikke, fordi han frygtede, de måske ville tabe ham med vilje næste gang, de skulle hente ham. 

SOM GAMMEL har du ikke længere nogen magt og må affinde dig med omgivelserne. Det gjorde min far også, og han klarede sig faktisk fint i nogle år efter en blodprop. Men da han en dag så meget træt ud og ikke var i så godt humør, spurgte jeg ham, hvad der var galt. ”Ikke noget,” svarede han og fortsatte: ”Ikke andet, end at jeg har haft for mange fødselsdage.”

INDIMELLEM synes jeg også, jeg har haft for mange fødselsdage. Jeg har fået rigeligt her i livet. Det gør ikke noget, hvis der ven­ter mere fest og glæde, og det er dejligt, hvis jeg får lov at se mere af mine børn, børnebørn og oldebørn. Men af og til kan jeg godt tænke: ”Nu kan de sgu cikle med det alt sammen selv.”

 

Krimigenren kommer til undsætning, når læseren tørster efter blod. Men der skal være en mening med bestialiteterne. Her fortæller de to forfattere ELSEBETH EGHOLM og SARA BLÆDEL om deres værste scene.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Les Kaner, PR

Elsebeth Egholm fandt inspiration i Norddjurs’ ’sorte sogn’.

ELSEBETH EGHOLM

I Elsebeth Egholms seneste bog, ’Jeg finder dig altid’, er hovedpersonen Rina på én gang på flugt fra en forfølger og på jagt efter svaret på, hvem denne ansigtsløse mand er. Sporet leder til en gammel gård på Norddjurs, tæt ved det militære øvelsesområde Hevring, hvor der er skydeøvelse. Scenen foregår under krigsagtig larm. Rina er bymenneske og utryg ved landet. Hun er læge om dagen, og om natten klatrer hun op i høje bygninger og laver street art under navnet Private Eye.

”På landet er hun ude af sit element – da hun var seks år, blev hun og tvillingebroren holdt kidnappet i en skov. Der er usikkerhed og utryghed i hver af hendes bevægelser her. I stuehuset på den gamle gård finder hun en ældre knivdræbt mand i en seng. Han har ligget der et stykke tid. Fluerne summer omkring ham. Maven hænger ud over bukserne. Han var en stor mand. Man kan se strubehovedet lyse hvidt. Halsen er skåret over. Der er meget blod, og hun glider i det. Hun vil ringe til sin ven i politiet, men er så fuld af blod, at mobilen glider ud af hendes hånd. Hun sætter sine spor overalt. Politiet kommer med hele kavaleriet, og vi oplever scenen igen set med politimanden Staneks øjne. Han er Rinas ven, men sporene peger på Rina. Hun tages ind til afhøring og mistænkes for drab. Hun stikker af og er resten af bogen på flugt fra både politiet og sin forfølger,” fortæller Elsebeth Egholm.

Hvordan opstod ideen til scenen?

”Det var en naturlig udvikling i historien, så ideen kom i forlængelse af handlingen. Jeg vidste, at Rina på et tidspunkt skulle finde denne mand død. Men locations er vigtige. Jeg fandt stedet ved at køre rundt på Norddjurs med en veninde. Vi var i Hevring i skydeområdet, og hele stedet emmede af en sær atmosfære af noget endegyldigt. Jeg fandt også gården. Jeg kunne ikke komme helt ind, men jeg vidste, hvordan den så ud, og jeg kendte til den lange indkørsel, og hvordan gården lå i landskabet. Hensigten med scenen var, at Rina skulle presses til det yderste. Det var en nøglescene i den henseende. Hun skulle også komme i tvivl om, hvor hun havde politimanden, som hun troede, hun kunne stole på.” 

Hvordan researchede du scenen?

”Jeg tog fotos, da jeg var på location-research. Jeg læste på nettet om skydeområdet i Hevring. Politiet kalder Norddjurs ’Det sorte sogn’, fordi det er en fattig kommune med en del sociale problemer. Politiet har også halvårlige skydeøvelser i Hevring og kender området godt, hvad der var vigtigt at få med. Til selve gerningsstedsscenen havde jeg kontakt til en efterforsker ved Østjyllands Politi og en retsmediciner for at få koreografien med teknikere, efterforskere og retsmediciner, åbning og afspærring af et gerningssted på plads.”

Hvordan føltes det at skrive?

”Jeg kan huske en følelse af: ’Yes! Nu rykker det!’ da jeg skrev scenen. Ikke på grund af død og blod, men fordi scenen var højspændt drama for min hovedperson og skubbede historien videre til en anden højspændt scene, nemlig hvor Rina bliver afhørt på politigården og får forelagt det ene tekniske bevis efter det andet på, at hun er skyldig. Hun ender med at gå på toilettet og flygte ud ad et vindue på politigårdens fjerde sal. Den scene bliver starten på finalen i bogen.” 

Elsebeth Egholm, 58, er forfatter til Dicte-bøgerne og en række andre romaner. Hun er oversat til blandt andet svensk, hollandsk, fransk og italiensk.

Sara Blædel fandt inspiration i sin fortid i restaura­tionsbranchen.

SARA BLÆDEL

I bogen ’Aldrig mere fri’ beser kriminalassistent Louise Rick og hendes veninde Camilla Lind liget af Kaj Antonsen, en afdanket kok, der har set og snakket for meget og er blevet slået ihjel af østeuropæiske forbrydere:

”- Gerningsmændene har spændt ham ud mellem fire bænke og udstyret ham med en variation af det colombianske slips, sagde han og så på hende.

– Og hvad er så det? spurgte hun uforstående.

– Colombian necktie er mafiaens straf, når nogen har sladret, forklarede Louise og tog om Camilla, da hun begyndte at svaje.

– Normalt ser man, at de snitter halsen over på tværs og hiver tungen ud af hullet. Men her er halsen skåret op på langs, og så har de fikseret tungen oppe i ganen med en kniv.

– Så kan I passende kalde denne variant for et balkanslips, sagde Camilla og lænede sig op ad muren for at finde støtte.”

Hvordan fandt du på scenen?

”Kaj Antonsen var egentlig bare tænkt som en statist. Han skulle sidde på en trappesten over for Kødbyen i København – dengang den var kødby, inden den blev hip – og være vidne til et drab. Men så voksede han lige pludselig for mig og blev en person. Det viste sig, at han var køkkenchef på Plaza (hedengangen restaurant i København, red.), hvor jeg selv er udlært tjener fra. Men han er gået i hundene, sønnen er død i en trafikulykke, konen har forladt ham, og han bruger det meste af dagen på at sidde på Halmtorvet og drikke bajere. Så bliver han vidne til en forbrydelse og taler med journalist Camilla Lind. Det skulle han aldrig have gjort.”

Hvordan researchede du den?

”Jeg har en retsmediciner, der hjælper mig, hver gang jeg skal sikre mig, at detaljerne er troværdige, når jeg skriver. Han fortalte mig om afstraffelsesmetoden Colombian necktie og fandt på, vi skulle lave en variant. Sammen opfandt vi balkanslipset.”

Hvordan føltes det at skrive den?

”Helt forfærdeligt. Jeg har slået mange ihjel gennem årene, men den her scene gjorde virkelig indtryk på mig. Også fordi Kaj var kommet til at fylde meget for mig, så det var en ordentlig omgang at tage livet af ham. Normalt bruger jeg ikke sådan nogle scener, bare fordi jeg kan. For at sige ’se, hvor barsk jeg er’. Men det skal jo afspejle virkeligheden, og fordi det handlede om østeuropæiske gangstere, ville jeg gerne vise, hvor brutale de her bagmænd er. Det er ikke noget, jeg har fundet på, at forbryderne i det hårde Balkan-miljø er af en anden brutalitet, end hvad vi er vant til at se i Danmark.”

Sara Blædel, 54, har skrevet godt et dusin krimier. Hendes bøger er udkommet i over 30 lande.

 

MICHAEL KATZ KREFELD fortæller om en dag i sit arbejdsliv.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Ritzau/Scanpix

KLOKKEN 8 står jeg op. Jeg spiser morgenmad med min kone, noget omelet, rugbrød, græsk yoghurt. Og kaffe. Jeg elsker god kaffe. Jeg ser  TV 2 Nyhederne på computeren, det er lidt af et ritual for mig at se morgen-tv. Det flyder over i at tjekke mails, det gør det som regel. Det er en periode med mange projekter. Min bog ’Mørket Kalder’, der udkom i november, skal promoveres. For eksempel på krimimessen til april. Desuden er vi ved at prøve at sælge den til nogle af de 20 lande, hvor jeg har bøger ude. Samtidig er en af mine ældre bøger, bind to i samme serie, ’Ravn’-serien, ved at udkomme i Frankrig. Jeg snakker med det franske forlag og min agent og planlægger rejseaktiviteter. Jeg besvarer kun mails først på dagen og om aftenen, ellers kan pingpongen af mails ud og ind jo blive ved i det uendelige.

KLOKKEN 10 sætter jeg mig ind på mit kontor. Det er ikke specielt stort. Der er et gammelt træbord, der engang har stået på et københavnsk bibliotek. Bag mig er en kæmpe reol med nogle af mine yndlingsbøger, blandt andre af Ernest Hemingway, Raymond Carver og Michael Connelly. Jeg har også en reol med egne udgivelser fra udlandet, for eksempel fra Grækenland og Italien. Jeg så engang et tv-program med Jussi Adler-Olsen, der havde et helt rum fuld af sine internationale udgivelser. Det syntes jeg var lidt fedt. Jeg har haft en ambition om at sortere og alfabetisere alle mine egne udenlandske, men er ikke nået så langt. Jeg har også et whiteboard, som jeg kan bruge til at skrive tidslinjer og notere på. Lige for tiden er jeg i researchfasen af min næste bog. 80 procent kan gøres ved skrivebordet, men indimellem er man nødt til at komme ud for at finde ud af, hvordan noget føles, smager eller dufter. Min bog foregår blandt andet på Christianshavn, så jeg har for nylig været oppe i tårnet i Vor Frelsers Kirke og snuse og kigge på lysindfald. Studere den graffiti, gæster har efterladt sig, dufte havluften og kigge ind over byen og ud over sundet. Nu sidder jeg og overvejer, hvor mange af de detaljer der skal med. Der var noget hulemaleriagtigt over graffitien, men det billede passer dårligt med lugten af hav. Det er afgørende for, om læseren keder sig, at forfatteren ikke fortaber sig i alt for mange detaljer, han selv synes er interessante. Det er noget af det første, jeg selv står af på som læser. Grebet i en krimi skal hele tiden være short and simple.

MELLEM 12 OG 13 spiser jeg frokost. Jeg bor i 1111 København K, så tit går jeg ud og får en sandwich eller en salat på en café, men i dag spiserjeg hjemme. Stegernoget kylling og spiser noget godt brød til. Jeg tager frokosten med ind til mit skrivebord og ser et afsnit af HBO-serien ’Kidding’, hvor Jim Carrey spiller en tragikomisk karakter i centrum af et familiedynasti, der driver et ’Sesame Street’-agtigt børneprogram. Den er ret god. Jeg elsker at se serieafsnit, mens jeg spiser, men de skal helst kun vare 30 minutter, så det passer sammen. Tv er en rar måde at få proppet nogle andres fiktion ind i hjernen. Jeg ville ikke kunne sidde og læse, når jeg i forvejen arbejder med ord. 

3 STK. KREFELD

’Afsporet’
Kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn, er på sygeorlov, efter hans kæreste er blevet myrdet. En sag om sexslaveri tvinger ham til at træde i karakter.

’Dybet’
En klient sætter Ravn til at eftersøge en gammel ven, han ikke har set i mange år, og som muligvis står bag en række bestialske kvindemord.

’Pagten’
Ravn sætter alt ind på at få opklaret mordet på hans kæreste Eva. Blandt andet gennem en fatal pagt med gangsteren Kaminsky.

EFTER 13 arbejder jeg altid med det, der kræver min dybeste koncentration, nemlig at få struktureret plottet i bogen. Her er telefon og mail helt udelukket. Lige nu er jeg i gang med at lave en drejebog, som jeg kan tage udgangspunkt i, efterhånden som jeg får flere og flere detaljer researchet frem. Lige nu er jeg ved at forme handlingen i tre hovedakter. Det arbejder jeg næsten altid med. Jeg plejer at ende på omkring 100 siders drejebog, som jeg sætter op i et skriveprogram, inden jeg rigtig går i gang med at skrive scenerne. Første gang jeg skrev en bog, tog det mig fire år, fordi jeg hele tiden skrev så meget om. Det er altid hårdt at skrive, men det var hårdt på en ufed måde. I dag har jeg udviklet en sikkerhed, så jeg kan skrive omkring en bog om året. Min skrivefase er meget lagt an på vinterhalvåret. Det er nu, jeg skal fylde en masse blanke sider. Der er heller ikke så meget, der trækker mig væk fra skrivebordet. Om sommeren redigerer jeg. Det er en meget lettere proces, hvor man har en masse materiale, man kan spille bold med. Jeg printer gerne siderne ud og tager manuskripterne med ud på min gamle motorbåd, der ligger ved Svanemøllen, og holder flydende kontor.

KLOKKEN 16 holder jeg fri og går i fitnesscenteret. Her dyrker jeg konditionstræning og løfter vægte, og så er jeg lige gået i gang med yoga. Jeg har løbet meget og kørt mountainbike og presset min krop, men det her er hårdt på en helt anden måde. Et statisk pres. Jeg står nærmest i positionerne og græder. Men det føles også godt. Som en slags meditation for kroppen. Det er fascinerende, hvor udmattet du kan blive næsten uden at røre dig. 

KLOKKEN 19 går min kone og jeg på Cantina i Borgergade i indre København, der  serverer småretter fra Italien. Det er hyggeligt, og de har gode cocktails. Vi går ikke videre, men hjem og ser noget ’True Detective’. Jeg kunne bedst lide den første sæson af serien, men den tredje sæson er heller ikke dårlig. De bruger tre forskellige tider i en kriminalassistents liv. Og det er ret elegant. Men til sidst begynder det at gentage sig selv lidt. 

KLOKKEN 24 går jeg i seng. Jeg har svært ved at gå i seng tidligt, men det skulle ikke være alt for sent, for vi skulle op til Rørvig og renovere vores nye sommerhus. Der er meget at lave med et gammelt hus. Men det er også dejligt at komme væk. Lige så meget som jeg elsker at bo i byen og at skrive om den, lige så glad er jeg for at komme væk.

Michael Katz Krefeld, 53, har skrevet ni bøger. Han har en fortid som instruktør og skribent på novellefilm og tv-serier. Blandt andet var han med til at skrive DR-serien ’Nikolaj og Julie’.

 

Debutforfatter SOFIE JAMA kom til Danmark fra Somalia som teenager, lærte sig hurtigt dansk og flyttede fra familien. Barndommens nomadeliv har gjort hende sulten på lærdom.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Seth Nicolas, Alexander Joe, Ole Lind/AFP/Ritzau Scanpix

DET VAR EN slem skuffelse for Sofie Jama at begynde i modtageklassen i Aalborg. Somaliere talte med somaliere, og de arabisktalende elever talte med andre arabisktalende. 

”Den eneste danske kontakt, vi havde, var vores to lærere. Efter et halvt år vidste jeg, at jeg ikke ville lære noget dér,” siger Sofie Jama. 

Hun var 14 eller 15 år – hun er ikke sikker – da hun, hendes søskende og deres mor omkring 1997 fik opholdstilladelse i Danmark. Hun har fortrængt enkelthederne omkring, hvordan de kom hertil. 

”Pludselig var vi bare i et koldt land,” som hun siger. 

Mange år tidligere var et liv på flugt begyndt, da bomberne omkring 1990 faldt over hendes fødeby Burco. Sofie og hendes to yngre søskende blev placeret blandt nomadefolk, der boede i lerhytter og vandrede over de nordsomaliske stepper. De gik, hvor deres dyr kunne finde føde, og hvor stridende klaner ikke var i gang med at bekrige hinanden. 

Meget af tiden var forældrene ikke med. Sofie Jama ved ikke præcis, hvor de var henne. Hun ved heller ikke, hvor længe opholdet stod på. Tiden blev målt i regntid og tørke. Men hun tror, det varede nogle år, inden hendes mor tog dem med sig, først til en lejlighed i en by, som borgerkrigen i mellemtiden var ankommet til, og siden til en landsby i nabolandet Etiopien, hvorfra de vistnok flygtede videre til Europa. Ét er hun sikker på: at nomadetilværelsen var med til at forme hende. Den tvang hende til at lære sig nye færdigheder, der normalt var voksenarbejde, som at malke geder eller partere dyr. Og den satte tilværelsen i relief:

”Da jeg var i det, handlede det om overlevelse, om at undgå at blive slagtet. Børn, kvinder og mænd døde omkring os. Men siden har jeg haft succes med at være nysgerrig. For hvor slemt kunne det gå? Jeg havde prøvet det værste. Bortset fra døden måske, men den havde alligevel været med mig som en skygge. Det lærte mig, at man er i stand til meget mere, end man kan begribe.”

Maj 1992. Klankriger poserer med sit missilsystem. Den somaliske borgerkrig tvang i 1991 præsident Muhammad Syaad Barre fra magten. Lige siden har Somalia været plaget af væbnede konflikter mellem grupperinger i landet, der også har døjet med tørke, sult og terrorisme.

DEN STRATEGI benyttede hun sig af, da hun kom til Danmark. En af hendes lærere forsøgte at udfordre hende med ekstra bøger og fik hende til at skrive stil om persongalleriet i ’Den kroniske uskyld’, men hurtigt stod det klart, at hun havde for meget sprogøre til modtageklassen. Hun fik plads på en efterskole, hvor hun tog folkeskolens afgangseksamen. Kort efter flyttede hun alene til Serridslev, en lille landsby nord for Horsens, hvor de ældre medborgere talte dejligt langsomt og tydeligt, og hun sugede det danske sprog til sig.

Moren blev ikke spurgt, da datteren flyttede hjemmefra. 

”Sådan er det, når man er ung og oprørsk. I dag har jeg mere forståelse for, hvor svært det må have været for hende at leve under krigen og havne i et fremmed land,” siger Sofie Jama, der dengang havde travlt med at afskære forbindelsen til sit bagland:

”Det var et helt bevidst valg at flytte alene på landet. Det kvarter i Aalborg, hvor jeg boede med min familie, var fuldt af somaliere og arabisktalende indvandrere. De havde stærke holdninger til, hvad Danmark var for et land. Men det gik op for mig, at ingen af dem anede, hvad de talte om. Det var, som om min gamle identitet forurenede min nye identitet. Jeg havde brug for katarsis. Jeg ønskede helt at glemme, at jeg havde talt et andet sprog,” siger Sofie Jama.

Efter et ophold på en højskole i Ribe, hvor hun begyndte at interessere sig for digte og begyndte at skrive små historier, først på somali, siden på dansk, begyndte hun på gymnasiet i Aarhus. Hun pendlede fra Serridslev og levede et for en kvinde på 19 noget atypisk liv. Hun gad ikke tage med til festerne, men brugte i stedet sin fritid på at terpe kongerækken, læse Bibelen og studere salmebøger. Hun prøvede at blive så dansk, at hun ikke længere skilte sig ud fra mængden.

”Men det gjorde jeg jo. Og måske i endnu højere grad med al min ubrugelige udenadslære. Jeg syntes, mine klassekammerater var dumme, fordi der var meget, de ikke vidste. Jeg troede, jeg havde styr på det. Men det var mig, der ikke havde forstået, at man skal have lov at være ung. Jeg må have fremstået som en nørdet, mærkelig person.”

Efter halvandet år flyttede Sofie Jama til Aarhus og skiftede til HF, som hun færdiggjorde med et gennemsnit på godt 10. Hun begyndte at læse arabisk på Aarhus Universitet med udvekslingsophold i Cairo, fordi hun gerne ville mestre en bestemt dialekt, studerede ivrigt og lærte sig at tale og skrive flydende. 

”Det var en hel verden, der åbnede sig for mig. Så mange lande og så mange dialekter. Jeg synes, arabisk er et meget poetisk sprog,” siger Sofie Jama, der forestillede sig, at hun skulle have et fremtrædende job hos FN eller et andet sted med mulighed for at rejse rundt og redde mennesker i nød. 

DANSKE SOMALIERE

Ifølge Danmarks Statistik bor der 11.668 somaliske indvandrere i Danmark og 9.593 efterkommere. Tilsammen udgør de den ottendestørste ikke vestlige indvandrergruppe i Danmark. De fleste kom hertil i 90’erne som flygtninge fra borgerkrigen i Somalia. Efter folk af syrisk afstamning er somaliske indvandrere den befolkningsgruppe, der har den laveste tilknytning til arbejdsmarkedet med en beskæftigelse på 37 procent for mænd og 24 for kvinder mellem 30 og 64 år. I 2018 opstod en debat om somalisk-danskere, hvor Dansk Folkeparti blandt andet i en Facebook-kampagne spurgte, om somaliske kvinder var en byrde eller en berigelse. Herefter dannedes Facebook-gruppen Somaliskberigelse, hvor somalisk-danskere deler positive historier om deres uddannelse og job.

SOM 25-ÅRIG følte hun behov for at tage et frikvarter. Så hun meldte sig til skønhedskonkurrencen ’Århuspigen’, som hun vandt. Vinderen kom op at hænge mange steder i det offentlige rum. En dag, hun besøgte sin mor, spurgte hun, om hun havde set hende på busstoppestederne.
”Åh, Gud tilgive og retlede os,” sukkede moren.

”Hvad har du så tænkt dig at gøre i det hinsides?”

Sofie Jama vandt efterfølgende endnu en konkurrence. Præmien var et års modelkontrakt i London. For første gang i sit liv prøvede hun at feste og drikke, mest champagne. I weekenderne var der altid ekstravagante invitationer. Hun mødte blandt andet David Bowie og hans somalisk-amerikanske kone Iman. Nu skulle der tages revanche. Men noget nagede hende.

”Jeg tænkte, at nu var det min tur til at have det sjovt. Det var bare ikke rigtig sjovt. Jeg følte ikke, at jeg havde tid til det eller kunne tillade mig det,” siger Sofie Jama, der stadig læste og skrev opgaver til Aarhus Universitet og også fik et barn med sin mand mellem fester og photo shoots. 

I 2012 blev hun bachelor i arabisk sprog med kulturformidling som bifag. Da hun hentede beviset, tog hun forbi sin mor og lagde det foran hende. ”Hvad er det?” sagde moren. Det gjorde slet ikke indtryk.

Men Sofie Jama var heller ikke selv rigtig tilfreds.

”Jeg vidste, at nu var der lagt op til, at jeg skulle have et flot cv, en karriere og et hus, hvor jeg kunne bo med min familie. Jeg fik nok en form for panikangst af tanken.”

Hun fik en stilling hos Unicef i Hamborg, som hun efter kort tid forlod. Så blev hun tilbudt en stilling hos FN i København. De ville gerne have hende til at rejse rundt i Kenya og Etiopien. Men hun var lige blevet skilt fra sin mand, og livsstilen passede dårligt med en tilværelse som alenemor, så hun afslog.

”Jeg havde svært ved at holde mig til én ting. Jeg vidste nok ikke, hvad jeg ville,” siger Sofie Jama, der begyndte at tolke og oversætte fra arabisk for Rigspolitiet og Udlændingestyrelsen i sager om opholdstilladelse. 

Arbejdet var freelance, og hun kunne selv vælge mængden. Samtidig skrev hun for at blive klogere på, hvem hun var, hvad hun kom fra, og hvad hun ville. I udgangspunktet var ordene kun til eget brug, men efterhånden kom lysten til at få dem bredere ud, og hun deltog i en konkurrence hos forlaget Tiderne Skifter. Hun havde kun sendt en halvfærdig tekst. Den vandt om ikke nogen præmie, så i hvert fald forlægger Claus Clausens interesse. Han så et potentiale og hjalp hende med at redigere manuskriptet, der blandt andet handlede om en ung pige, der flygter fra Somalia. Alligevel endte Sofie Jama med at gå i stå. Hun var ikke kun usikker på sin historie, hun var også nervøs for at blive sat i bås som endnu en forfatter, der skriver om en dårlig barndom.

Sofie Jama finder posituren under finalen i ‘Århuspigen’ 2007.

SAMTIDIG VAR Sofie Jama begyndt at skrive klummer til Dagbladet Information, blandt andet kritisk og bramfrit om det somaliske miljø i Danmark. Flere læsere henvendte sig direkte til hende med ros. En af dem var forfatteren Kaspar Colling Nielsen, der spurgte, om hun skrev noget ved siden af. Han fik lov at læse hendes manuskript, og han ansporede hende til at holde fast i historien.

”Ham skylder jeg meget. Han gav mig selvværd. Jeg tænkte, at han vidste, hvad han talte om,” siger Sofie Jama, der i 2018 fik svar fra Politikens Forlag, der gerne ville udgive hendes bog. 

”Det har været hårdt. Det har rippet op i en masse ting fra min barndom. Men jeg har fundet ind til det, jeg rigtig godt kan lide: at fortælle historier om mennesker, der har oplevet noget ud over det almindelige. Jeg har følt en ro, som jeg aldrig har haft før, efter jeg gik i gang.” 

I januar udkom romanen ’Et andet menneske, et andet liv’ om pigen Baraka, der kommer til Danmark som flygtning, stikker af fra sin familie, skifter navn til Maria og finder et skæbnefællesskab med Holocaust-overleveren Esther og den syriske flygtningedreng Umar.

Sidstnævnte hovedperson har Sofie Jama fået inspiration til gennem sit tolkearbejde for de danske myndigheder, som hun stadig passer, og hvor hun har snakket med mange flygtningebørn. Arbejdet har hjulpet hende med at forstå, hvorfor hun skulle skrive sin bog:

”Jeg følte, jeg kunne gøre en forskel her. Når man er krigsbarn og i stand til at fortælle om det, er man forpligtet til at gøre det, så almindelige mennesker, der ikke har oplevet elendigheden, også kan sætte sig ind i det.”

Og hvad siger din mor til, at du har lavet en bog?

”Hun synes, det er vanvittigt, men som hun siger: ’Ja, ja, du har jo så meget fantasi.’”

’Et andet menneske, et andet liv’ af Sofie Jama er udkommet.

KVINDER, DER VIL VIDERE

Uddannelsesniveauet for efterkommere af indvandrere i Danmark er støt stigende, men højest blandt kvinderne. I skole-året 2017-18 var 50 procent af de 20-24-årige kvindelige efterkommere af indvandrere med ikke-­vestlig oprindelse i gang med en videregående uddannelse. For mændene var tallet 34 procent. For personer med dansk oprindelse hed tallene henholdsvis 43 og 30 procent.

 

Der var ingen ende på fortællingerne om de utallige lidelser,
da KNUD ROMER i sommer udkom med en roman efter 12 års pause. Men hvad er ægte, og hvad er iscenesat? Ud & Se har gennem et halvt år fulgt den vildtsnakkende forfatter, der måske – måske ikke – spiller rollen som ’rigtig kunstner’ på grænsen mellem gal og genial.
Tekst:Marcus AggersbjergFoto:Jonas Pryner Andersen

HAN HAVDE en slukket pibe i hånden. På bordet foran radioværten stod en halv liter cola og en lille blikdåse med tobak. Der duftede varmt af kaffe, og dagens gæster var i gang med at få de sidste instruktioner. Den ene var professor i faststoffysik ved Niels Bohr Institutet, den anden studerende samme sted. De to mænd var inviteret for at tale om entropi – et begreb fra fysikkens verden, der er omtrent lige så svært at forstå for almindelige mennesker, som det er for børn at se logikken i sengetider. 

Udsendelsen gik i gang. Knud Romer åbnede med at fortælle sine lyttere, at uanset hvor meget vi alle sammen hopper og danser, vil det hele før eller siden være slut. 

”Alting ender med at være fuldstændig dødt, koldt stof, der er ligeligt fordelt i evighedernes evighed. Så Shakespeare, Einstein, Mahler, Mozart, Bach, dig og mig. Det er goodbeirut. Det har aldrig nogensinde eksisteret. Det hele er slut, før det rigtig er begyndt. Velkommen til en rigtig optimistisk time i ’Romerriget’.” 

Således opmuntret tog de tre mænd hul på en times snak, der skulle forsøge at indfange og udfolde et af fysikkens mysterier. Undervejs kæmpede den unge fysikstuderende, Bastian, en brav kamp for at klemme sig ind i samtalen. På den anden side af en lydtæt glasrude sad programmets producer og blev ved med at hviske små opfordringer i værtens høretelefoner: ”Knud, lad Bastian komme mere til.” ”Knud, hjælp lige Bastian på banen.” ”’Knud, vi vil rigtig gerne høre, hvad han har at sige.”

Knud Romer stillede straks sin unge gæst et spørgsmål, men den høflige Bastian kom sjældent langt ind i svaret, før værten afbrød ham. 

Mod slutningen af udsendelsen kiggede programmets redaktør forbi producerrummet. Hun så på sin kollega, smilede og rystede indforstået på hovedet: 

”Knud, for fanden, hold nu din kæft, og lad de andre komme til.” 

DA UDSENDELSEN var ved at være slut, stod han med sine høretelefoner og gjorde tilløb til at lukke ned. 

”Ved I hvad, min kærlighed til Niels Bohr Institutet er kun steget i denne her time. Jeg elsker jer,” lød det fra Knud Romer. 

Kort efter kunne man høre værten takke sine gæster højlydt ude på gangen. Så strøg han tilbage i studiet, pakkede sammen og gjorde klar til at holde fyraften. I hånden havde han et spritnyt eksemplar af sin seneste roman, der endnu ikke var udkommet. 

’Den svære toer’ havde medier og forlag med vanlig sans for offerliggørelse af succes døbt opfølgeren til debutromanen ’Den som blinker er bange for døden’, der udkom for 12 år siden, ryddede bordet med priser og solgte 200.000 eksemplarer. 

De første rygter om den nye romans ankomst var allerede begyndt at ulme sidste efterår, og i foråret blev det officielt: I midten af juni ville ’Kort over Paradis’ endelig lande. Da udgivelsesdatoen nærmede sig, indrykkede forlaget annoncer i aviser og blade, der buldrede løs med den dramatiske fortælling om,hvordan deres forfatter havde været ”12 år i helvede”.

Overskrifterne lagde sig naturligt i slipstrømmen på det narrativ, Knud Romer selv havde dyrket i årevis. Den 58-årige forfatter forsømte sjældent en lejlighed til at fortælle omverdenen, hvor hårdt han kæmpede med at holde sammen på sit liv som forfatter. Historier, der pegede på kunstens slægtskab med den menneskelige afgrund og mellem linjerne syntes at påstå, at man skulle være gal for at være genial. 

På vej gennem radiostationens åbne kontorlokaler stødte Knud Romer på en lille håndfuld kolleger over en kande kaffe. Da folk fik øje på forfatteren, smed de alt, hvad de havde i hænderne, og rejste sig for at give ham et kram og ønske ham tillykke med den nye bog.

”Tak! Er den ikke smuk?” spurgte Knud Romer og viste romanen frem. 

Han flåede det løse bogomslag af og kom ind til en tyk, sort bog med titlen og forfatterens navn skrevet med guldfarvede bogstaver i ryggen. 

”Kan I se, hvad det ligner?”

”En salmebog?” lød det forsigtigt fra en af forfatterens værtskolleger. 

”Nemlig! Det ligner en fucking salmebog.” 

Så forsvandt han ned ad en trappe med sin slukkede pibe i munden.

Knud Romer med begejstrede følgere. 

UGEN EFTER, på en gylden onsdag aften i juni med et dansk sommerlys af den slags, folk skriver sange om, afholdt Politiken et læserarrangement. Ude på fortovet foran avisens adresse på Rådhuspladsen stod stædige fans og ventede for at få en god siddeplads inde i foredragssalen. Der var pæne damer fra nordsjællandske læseklubber med deres Politiken Plus-kort helt fremme, aldrende mænd i ternede skovmandsskjorter og slidte storbybohemer med grå stænk i skægstubbene og Converse-sko på fødderne. Forrest i køen stod to voksne piger med tatoveringer på armene og strålede af forelskelse, når de talte om deres litterære helt. Der var gymnasiedrenge i lyse bukser og tynde fyre i tyverne med lange, tjavsede frisurer og blikke fulde af længsel efter at blive forstået. Alle var de mødt op for at se og høre Knud Romer fortælle om sit arbejde med ’Kort over Paradis’.

De første anmeld-elser var ikke landet endnu, men søndagen inden havde Politiken bragt et stort interview med forfatteren. Ligesom i andre medier foregik dele af interviewet på det psykiatriske privathospital i Nykøbing Sjælland, hvor en nedbrudt og nervesvækket Knud Romer havde ladet sig indlægge i ugerne efter, at han havde afleveret sin bog til tryk i slutningen af april. 

Undervejs i interviewet fortalte forfatteren om alle de forfærdelige oplevelser, der havde ramt ham i ugerne op til udgivelsen. Det lød som et postkort fra helvede, og Politikens læsere blev ikke et øjeblik ladt i tvivl om Knud Romers store ofre. 

Journalisten bag søndagsinterviewet sad oppe på scenen i nystrøget hvid skjorte og bladrede i sine noter, mens forfatteren lod sig udstyre med en mikrofon. Så gik arrangementet i gang. Politikens journalist stillede sit første spørgsmål, der i munden på de fleste forfattere sikkert ville udmønte sig i et svar på et par minutter. Men ikke Knud Romer. Han rykkede uroligt rundt på stolen og skramlede med sin vandflaske, mens han konstant talte og fyldte sig med nødder fra en lille skål på bordet. Til sidst måtte arrangørerne fjerne skålen, fordi gnaskeriet gik i mikrofonen og slørede for ordene. Knud Romer sansede ingenting. Han talte uforstyrret videre og så ud, som om han havde glemt, at Politikens journalist også var til stede. 

Forfatteren fortalte om sin livslange drøm om at udkomme på det tyske Insel Verlag, ”gudernes forlag”, der gennem tiderne kun havde ladet tre danske forfattere få æren: H.C. Andersen, J.P. Jacobsen og Herman Bang. Vel at mærke først efter deres død. 

Som helt ung teenager havde Knud Romer på ferierne hos sin tyske mormor trykket næsen mod ruden ind til forlaget i Lindenstraße i Frankfurt, mens han ”svor ved alt, hvad der var højt og helligt, og brødrene Grimm”, at han skulle blive den næste dansker, der fik adgang til de hellige haller. 

”Det er immervæk også et vist pres at lægge på sig selv,” sagde forfatteren muntert og så ud på sit publikum. 

Han fortalte, hvordan han i årtier drev hvileløst rundt i tilværelsen med følelsen af, at alt var forgæves, hvis ikke han en dag udkom på det prestigefyldte forlag. 

”Jeg sleb en sølvkugle i mit hjerte og sigtede mod stjernerne. Det var den umulige drøm. Hvis jeg ramte forbi, var det ude med mig,” lød det oppe fra scenen. 

Heldigvis for Knud Romer lykkedes missionen. I 2007 antog tyskerne den danske forfatters debutroman, og da bogen lå klar fra trykkeriet, inviterede forlaget ham til Frankfurt. 

”Når man udkommer på Insel Verlag, skal man signere den første bog i første oplag, som bliver sat ind i en bankboks, hvor samtlige bøger, der nogensinde er udgivet på forlaget, står bag lås og slå. De kom med min bog på et sølvfad og bad mig signere den med en fyldepen. Da jeg satte bogen ’Wer blinzelt, hat Angst vor dem Tod’ ind i reolen og blev en del af tysk litteratur, fik jeg min identitet.”

På vej ud af bankboksen kiggede forlags­direktøren alvorligt på sin danske forfatter og gjorde det klart for ham, at succesen med hans debut ikke var nogen fri­billet for den næste roman. Mange af Insel Verlags forfattere havde skuffet måttet se sig om efter et andet forlag, når de skulle udgive deres næste bog. 

”Fuck,” brølede Knud Romer ud over forsamlingen.

 

ROMER UNPLUGGED – DIREKTE FRA BÅNDOPTAGEREN

”Hvis ikke jeg har freden i mig selv, hvis ikke jeg kan falde til ro i en bevidsthed om, at intet er tabt, og alt er vundet, så klarer jeg ikke at blive blind. Derfor øver jeg mig i ikke at gå i panik. Jeg siger til mig selv, at jeg har min tilstedeværelse. Når jeg bliver blind, vil jeg stadig kunne mærke vindens susen, jeg vil stadig kunne høre bølgerne bruse, og jeg vil stadig kunne høre fuglene synge. Ved du hvad? Da jeg kom ned til mit hus i Præstø efter at have været indlagt på sindssygehospitalet, da kunne jeg høre fuglene synge nøjagtig lige så smukt som dengang, jeg var dreng. Hver gang jeg hører en solsort synge, så er jeg i paradis. Det er derfor, den er på forsiden af min bog. Jeg bliver blød om hjertet, når jeg lytter til dens sang. Fordi den kvidrer. Det er klukkende, klart og perlende. Det er ren drift. Ren udtrykskraft. Den siger ’Gå væk’. Og den siger ’Kom’. Jeg kan huske, at jeg satte mig ud i haven en mild sommeraften, hvor nattergalen kom, og jeg lyttede til den og tænkte, at den lille fugl sidder dernede i krattet og synger, som om hele verdensrummet er dens territorium. Det var, som om stilheden blev til en klokke, hvor den slog sine toner. Og en anden lille nattergal kan høre sangen, og den finder frem til, hvor musikken kommer fra, for der er reden, som den skal bo i. Og sådan er det at synge, sådan er det at være digter, sådan er det at leve livet vertikalt med absolut rædsel og med absolut lykke. Med panisk drift og med panisk angst. Det er med pikken i stikkontakten, hvor du har ild i håret, hvor du synger af angst, og hvor du synger af lykke. Og det er så min skæbne. So be it! Jeg har altid været sådan her, og det kan jeg ikke ændre på.” 

DET VAR TILBAGE til start. Om igen med at skrive en ny roman, der kunne gå på vandet, hvis han skulle holde fast i sin identitet som tysk digter. Det var bare om at sætte sig ved computeren og lade sætningerne vokse frem. 

Men succesforfatteren følte, at han skrev med et viskelæder. Hver gang han kom i mål med en sætning, slettede han to andre og stillede spørgsmålstegn ved resten. Når man gør det længe nok, kommer først angsten og siden vanviddet krybende. Knud Romer blev ramt af begge dele, men kæmpede sig igennem og afleverede i 2010 en færdig roman, der tog læserne med til 70’ernes Iran og indviede dem i det kaotiske forløb frem mod shahens fald. 

Hans daværende redaktør på Lindhardt & Ringhof læste det nye manuskript og vendte tilbage med sin dom: Den første halvdel af bogen var noget af det bedste, hun nogensinde havde læst, den anden halvdel kom ingen vegne. 

Knud Romer indså, at han var nødt til at have det med, han så desperat havde forsøgt at slippe for: sig selv. 

Forfatteren skrev romanen om, men arbejdet løb i ring. Til sidst var han tæt på at opgive. I stedet kastede han sin energi over i andre projekter. Han fik et radioprogram på Radio24syv, han skrev velbetalte reklametekster, og han fik udgivet en moderne version af Halfdan Rasmussens ABC. 

I 2011 interviewede denne skribent ham. Dengang sad forfatteren og skrev i noget, der lignede en nedlagt cykelkælder i Indre København, som med tiden var forvandlet til en skønsom blanding af pulterkammer, litterært værksted og forladt marskandiserbutik. Ved døren stod et træbord med en kæmpemæssig grå computer, der lignede en rekvisit fra en fjern fortid. Der var rockwool i sække til at holde kulden ude, når vinteren satte ind. Og gult lagen for vinduet, så dagslyset ikke stak ind og forstyrrede skrivearbejdet.

Dengang fortalte Knud Romer også om sin kamp mod angsten, paranoiaen og forfølgelsesvanviddet, der klæbede til ham, når han skrev. Det lød blandt andet sådan her: 

”Jeg sidder mutters alene i en sort kælder og skriver og har ikke andre mennesker til at opretholde mit realitetsprincip med, ligesom jeg ikke har nogen konkret virkelighed at beskæftige mig med. Virkeligheden er min forestilling om den. Og alt, hvad jeg synes, tror og mener om ting, er kun i mit hoved. Der er kun min angst tilbage, og herfra begynder mine mytologiserende mareridtsforestillinger om virkeligheden at blive den virkelighed, jeg går rundt i. Jeg får fortolkningsvanvid. Simpelthen.” 

SÅ SKETE der noget. I et interview med Politiken i 2014 fortalte Knud Romer, at det ikke var sikkert, han nogensinde fik skrevet sin næste roman. Der var vigtigere ting i livet end at være forfatter. 

Men nogenlunde samtidig blev han indhentet af økonomiske realiteter. Pengene fra salget af den første roman var væk, det samme var forskudshonoraret på den næste, og efterspørgslen på ham som tekstforfatter svandt ind til ingenting. En konkurs truede i horisonten. 

Der var ingen vej udenom. Den ufærdige roman skulle gøres færdig. I tre intense år skrev Knud Romer på en cocktail af hvidvin og marihuana, mens verden ramlede uden for det tunnelsyn, der skulle til for at levere 527 sider lyrisk prosa på tysk niveau. Da han igen trådte ud i virkeligheden for at betale en solid skattegæld, opdagede han, at der var noget galt med hans øjne. 

Han havde godt lagt mærke til, at han i månederne op til udgivelsen konstant ramlede ind i dørkarme og snublede over kantsten, men der var ingen grund til at søge læge, syntes han. Først da han satte det sidste punktum i romanen og rejste sig fra computeren, gik det op for ham, at han havde brug for hjælp. 

Knud Romer havde på det tidspunkt hakket løs på sin bærbare fra klokken 22 om aftenen til klokken 6 om morgenen. Syv dage om ugen. Måned efter måned. Da øjenlægen kiggede nærmere, kunne han konstatere, at forfatteren havde fået grøn stær på begge øjne. Det højre  øje var allerede afgået ved døden, og på det venstre øje havde han kun halvdelen af synet tilbage. Det var i maj, og så brød Knud Romer sammen.

”VI KAN LIGE nå tre spørgsmål fra salen,” sagde Politikens journalist, der havde kæmpet som en bokser for at få lov til at stille gæsten fire spørgsmål i den halvanden time lange seance.

En ældre herre ville gerne vide, hvordan man som forfatter fandt på sine historier. Knud Romer lod et stort smil rydde ansigtet og gik straks i gang med at fortælle, hvordan han vandrede ind i den ene historie efter den anden, fordi han altid tog sig tid til at snakke med de folk, han mødte på sin vej. 

”Alle mennesker bærer rundt på eventyr,” lød det, da han 20 minutter senere satte punktum for sit svar. På det tidspunkt var tiden for længst gået, de sidste to spørgsmål blev droppet, og en kvinde i mørk nederdel inviterede folk, der gerne ville have signeret deres bøger, til at stille sig i kø foran et bord med papkasser fulde af den nye roman.

”Han stopper jo ikke med at snakke, medmindre man stikker ham en lussing,” sagde Bo Søndergaard, værten ved aftenens læser­arrangement og manden bag avisens store søndagsinterview, mens forfatteren bag os talte med sine læsere og skrev lange dedikationer i deres bøger.

 ”Der er noget barnligt, næsten uskyldigt over ham midt i al hans voldsomhed. Han elsker jo alle mennesker, der gider lytte til ham,” sagde Bo Søndergaard og pegede over mod den langstrakte kø af læsere, der ventede på at få skrevet i deres bøger: 

”Knud elsker søde sager. Coca-Cola, chokoladebarer, lakridser og vingummier, og den kø dér er lige så god som en kæmpe skål med Matador Mix. Han elsker det. Det gør publikum også. Han er et omrejsende tivoli af ord. Og læserne er vilde med fortællingen om den lidende og forpinte kunstner.”

Rundt om os var salen efterhånden ved at være tømt, og nu blev lyset på scenen også slukket. 

”Fem minutter mere, så er vi altså nødt til at stoppe,” lød det fra den mørke nederdel, der trampede utålmodigt rundt om bordet, hvor Knud Romer sad og skrev i folks bøger.

”Vi er allerede gået en halv time over tiden,” fortsatte hun anstrengt.

Knud Romer reagerede ikke. Det var som at se en fodboldkamp, hvor dommeren havde lagt en halv time til den ordinære spilletid. I kulissen stod en bredskuldret fyr fra et vagtselskab og trippede for at få låst salen af, så han kunne komme videre ud på sin rute rundt til aftenens andre kunder. 

En halv time senere trykkede Knud Romer hånd med køens sidste mand og sendte ham en strøm af takkegloser, fordi han havde ”ulejliget sig helt herind og valgt at bruge en smuk sommeraften på at lytte til ham”. 

Kort efter stod han ude på gaden med sin pibe i munden og et udmattet udtryk i ansigtet:

”Det gik sgu da meget godt. Gjorde det ikke?” 

”Jeg spillede rollen som den store forfatter,
der var så stor kunstner, at han var endt på tosseanstalten.”

Knud Romer

KNUD ROMER havde hen over årene haft fire redaktører inde over bogen. Den fjerde og sidste, Sune de Souza Schmidt-Madsen, var i 2014 hentet ind som chef for Lindhardt og Ringhofs skønlitterære afdeling, hvor han fik ansvaret for at holde en mindre flok af husets danske stjerner i ørerne. På det tidspunkt var der gået næsten otte år siden Knud Romers første roman, og den nye chef undrede sig over, hvor opfølgeren blev af. 

En dag inviterede han sin forfatter på frokost, så de kunne tale om fremtiden. Knud Romer snakkede uafbrudt i fire timer, og bagefter var Sune de Souza Schmidt-Madsen så blæst bagover af de mange historier fra forfatterens mund, at han foreslog ham at skrive dem ned. Det kunne der nemt komme nogle gode noveller ud af, mente han. 

”Knud er et veritabelt skatkammer af historier, og jeg tænkte, at når nu det var så svært for ham at få den anden roman gjort færdig, kunne vi begynde med at udgive en novellesamling, og så kunne han skrive romanen som sin tredje bog. Det var en fiks måde at få overstået den svære toer på,” fortalte Sune de Souza Schmidt-Madsen i telefonen dagen efter Politikens læserarrangement.

Knud Romer var ikke afvisende over for tanken, og de to mænd aftalte, at forfatteren skulle komme ind på sit kontor på forlaget, hvor han havde en computer stående. Men Knud Romer dukkede aldrig op. Den ene måned tog den anden, og til sidst besluttede den skønlitterære chef sig for at køre computeren hjem til forfatteren. 

Det kom der heller ingen noveller ud af. Men i stedet for at give op besluttede Sune de Souza Schmidt-Madsen sig for at optage Knud Romers ord på en diktafon og få dem skrevet ud. I et par måneder mødte han op i forfatterens lejlighed hver mandag for at trække historier ud af ham. 

Inde på forlaget blev unge praktikanter sat til at skrive Knud Romers fortællinger ud, og efterhånden som stakkene af papirer voksede, steg Sune de Souza Schmidt-Madsens begejstring. Men da forfatteren selv læste historierne efterfølgende, afviste han pure at udgive dem. Det litterære niveau var simpelthen ikke højt nok. Der var en grund til, at det, han arbejdede med, hed skønlitteratur. 

SOMMEREN NÆRMEDE sig sin afslutning, da Knud Romer optrådte på den internationale litteraturfestival Louisiana Literature. Den danske forfatter skulle lukke årets festival på den største af tre udendørsscener, der rejste sig som et stort cirkustelt i bunden af den frodige museumshave med udsigt til Øresund.

Klokken var lidt i fire søndag eftermiddag, og indenfor i teltet var alle sæder fyldt, længe inden arrangementet skulle begynde. Kvinder i lette sommerkjoler med rosévin i glassene diskuterede deres seneste læseoplevelser, mens midaldrende mænd med tættrimmede fuldskæg sad tavse og kiggede klogt i festivalprogrammet gennem mørke briller. 

De sidst ankomne havde klemt sig ind og fundet en ledig plet. Nu stod de skulder ved skulder langs siderne og ventede på forfatteren, mens en duft af sød tobak bredte sig. Arrangementet var som eneste optræden på festivalen programsat som en soloforestilling. Den dansktalende tyske journalist Marc-Christoph Wagner var konferencier, men der var ingen samtale, intet interview, ingen oplæsning. Kun Knud Romer og hans publikum. Når nu det alligevel ikke lod sig gøre at styre forfatteren, hvorfor så ikke gøre en dyd ud af nødvendigheden?

Knud Romer stod ved siden af scenen og baksede med sin pibe. Han lignede en mand, der var holdt op med at sove. Bukserne var plettede, og den hvide skjorte krøllede som efter en lang flyrejse. Der var som at se en tuberkuloseplaget patient fra et fjernt århundrede. Den endeløse sommer havde tilsyneladende styret helt uden om forfatteren. Kinderne var blege og indsunkne, og der var mørke rande under øjnene.

Så møvede han sig op på scenen og kom på benene med hjælp fra en udstrakt hånd fra Marc-Christoph Wagner, der smilende bød velkommen og fortalte historien om, hvordan han og Knud havde mødt hinanden første gang over et par store fadøl på et værtshus i Nyhavn. Den tyske journalist havde instinktivt forelsket sig i Knud Romers talegaver, og siden havde de været venner.

”Tag godt imod ham,” sagde Marc-Christoph Wagner og pegede i retning af sin ven. 

Publikum klappede ekstatisk, og en ung fyr piftede, som var han til rockkoncert og ville hylde sine guitarhelte. Et øjeblik stod Knud Romer tavs og kiggede ud over de fyldte stolerækker. Han lignede en, der overvejede, hvordan han kunne tage flugten. Så trådte han frem til scenekanten. Et drenget smil gled umærkeligt hen over ansigtet og sparkede trætheden ned bagfra. 

”Hold kæft, hvor er jeg glad for at se jer.” 

Og så gik han i gang med at fortælle historien om de ’12 år i helvede’, som han havde opført adskillige gange i løbet af sommeren. I radioen, på nettet, i aviserne og på tv. Han fortalte om sin ungdoms tabte drømme og sit vilde liv i den københavnske undergrund.

”Jeg levede mit liv i en klinisk depression og læste Heidegger baglæns, mens jeg røg hash og pissede i tomme colaflasker,” råbte han på sit falsterske modersmål. 

Så kiggede han ud på sit publikum, der grinede, som om manden på scenen var en standupkomiker, der lige havde afleveret en gylden vittighed.

Denne skribent sad i salen og kom til at tænke på Dirch Passers optræden i Aveny Teatrets opsætning af John Steinbecks ’Mus og mænd’, som den udspiller sig i Martin Zandvliets film ’Dirch’ fra 2011. Nerverne skælver, da den folkekære komiker første gang træder ind på scenen som den enfoldige og bomstærke Lennie, hvis trang til at røre ved bløde ting fra første scene har kurs mod tragedien. Det er alvorlige sager. En fortælling renset for komik. Alligevel bryder salen ud i latter, da Dirch afleverer sin første replik. Han ignorerer reaktionen og fortsætter sit arbejde. Men løbet er kørt. Folk kan ikke slippe billedet af komikeren, og hver gang Dirch Passer åbner munden, finder latteren vej til scenen. Til sidst sker det uundgåelige. Dirch Passer bryder sammen. Midt på scenen. Utrøstelig over udsigten til for evigt at være lænket til rollen som gyngehoppende kæmpebaby.

Knud Romer om provinsen: ”Politikerne har brugt en masse energi på at tale provinsen så meget ned, at ingen længere gider bo derude. De har glemt, at Danmark ikke er en by. Det er et land, og ude i dét land bor befolkningen.” 

MODSAT DIRCH PASSER synes Knud Romer dog ikke at være tynget af sin rolle. Han er fuldstændig klar over, at der findes mennesker, som anser ham for at være en rablende galning, der insisterer på at lire abstrakte ligegyldigheder af sig. Andre mener, at der for længst er gået inflation i fænomenet Knud Romer. Og så er der dem, som ikke kan klare synet og lyden af forfatteren fra Falster. Selv er Knud Romer fuldstændig ligeglad. De kan rende ham et vist sted, han har ikke tænkt sig at holde sin kæft foreløbig. Han insisterer på at møde sine læsere og lyttere i de fælles grundvilkår – døden, sorgen, tabet, lidelserne, længslerne, angsten, skylden og skammen. 

Efter en halv times enetale brød Marc-Christoph Wagner ind og meddelte, at det var tid til at lade publikum komme på banen med spørgsmål. 

”Jamen, vi er slet ikke kommet til sindssygehospitalet endnu,” udbrød Knud Romer og vendte sig ud mod et telt fyldt med grinende ansigter. 

En ældre kvinde i blomstret kjole ville vide, hvor meget af romanen der var selvbiografisk, og en ung langhåret fyr fra den københavnske reklameverden stillede et indforstået spørgsmål, hvis pointe forsvandt i røgen fra forfatterens pibe. Til sidst rejste en yngre mand sig roligt op og fortalte om sin farmor, der havde været bibliotekar i Silkeborg, da Knud Romer udgav sin første roman. Biblioteket havde inviteret forfatteren til Jylland for at læse op af sin nye bog og fortælle om arbejdet med den. Forestillingen havde været spændende fra start til slut. Alligevel var det eneste, farmoren kunne huske fra besøget, at Knud Romer havde haft hvidt støv under sin næse, da han kom ud fra toilettet. Der blev stille i teltet. Så stillede den unge fyr sit spørgsmål:

”Er du ikke bange for, at den offentlige Knud Romer kommer til at stå i vejen for, hvad forfatteren Knud Romer gerne vil fortælle?” 

Hovedperson grinede og svarede kækt:

”Sorry, men det har været toiletpapir. Det lort har min kone for længst udryddet.”

 

ALLE VEJE FØRER TIL ROMER

Knud Romer Jørgensen er født i 1960 og voksede op som enebarn i Ny­købing Falster med en dansk far og en tysk mor, omringet af forældreomsorg, utøjlelig egoisme og de store følelsers forløsning i stablerne af roma­ner på det lokale bibliotek. Han drev kaotisk rundt i 17 års studier på litteraturvidenskab på Køben­havns Universitet, mens han skrev tekster, ingen gad publicere. I begyndelsen af 90’erne blev han ansat som tekstforfatter på Kunde & Co – på det tidspunkt et af Nordens største reklamebureauer. 

I 2006 debuterede han med den delvis selvbiografiske roman ’Den som blinker er bange for døden’, som solgte 200.000 eksemplarer og modtog en strøm af priser – blandt andet Weekendavisens Læserpris og De Gyldne Laurbær. 

Tidligere i år udkom ’Kort over Paradis’, som er solgt til oversættelse i flere lande, blandt andet til Insel Verlag i Tyskland. 

Knud Romer er flittig debattør, og gennem årene har han leveret en strøm af essays, kommentarer og avisartikler. Knud Romer har siden 2012 haft sit eget radioprogram, ’Romerriget’ på Radio24syv, der hver uge har over 100.000 lyttere.

UDE I HORISONTEN gled en kajak­roer lydløst gennem vigen, og højt over ham stod en måge stille i vinden. Der hang sprøde æbler på træerne i haven, og på den anden side af et vildtvoksende skel strakte roemarkerne sig så langt, at de næsten kravlede ud af synsfeltet. Sommer var blevet til efterår.

”Det her er det tætteste, man kan komme på Falster uden at være der,” sagde Knud Romer, da fotografen og jeg parkerede bilen og trådte ud i det knæhøje græs bag et lille hvidkalket stenhus med stråtækt tag nær Præstø. 

Vi var kørt fra København, en times bilkørsel ad sjællandske motorveje, inden vi slog ind på et net af småveje, der førte os gennem landsbyer med lukkede bagerforretninger og skilte, der opfordrede bilisterne til at sænke farten og passe på børnene. 

Hernede, i bunden af Sjælland, for enden af en smal grusvej, trampede Knud Romer gennem det våde efterårsgræs med sin pibe i munden, mens han begejstret berettede om, hvordan han i årevis havde ledt efter et hus, der kunne præstere de naturlandskaber, han længtes så voldsomt efter. For fem år siden havde han endelig fundet det perfekte sted, men nu truede den grønne stær med at skille dem ad. Hvis blindheden om lidt stjal de sidste rester af hans syn, kunne han ikke selv køre herned i bil, og så kunne han lige så godt sætte huset til salg.

”Der er ingen direkte forbindelser herned. Der er 20 kilometer til nærmeste togstation, og man kan ikke lige ringe efter en taxi. De findes ikke. Det er en katastrofe.” 

Det var først på eftermiddagen. Knud Romer havde været tidligt oppe, men håret tilhørte en mand, der lige var stået ud af sengen. Han satte nøglen i en afskallet trædør og skubbede den op. Indenfor var der koldt som i en gammel kælder. Det var tydeligvis ikke hver uge, huset fik besøg af sin ejer.

Forfatteren tændte for kaffemaskinen og vaskede en mælkeskummer fri for sure rester. Så gik han på knæ foran husets brændeovn for at sætte ild i et par stykker brænde. Rundt om på borde og stole stod halvtomme colaflasker, køkkenvasken flød med beskidte kaffekopper, og i vindueskarmen stod tre poser med sukker, som alle var åbne. Der var børnemalerier på væggene, spisebordet flød med gamle aviser, og rundt om på det knirkende trægulv havde små stakke med bøger slået rod. 

”Er her ikke vidunderligt?” jublede han. 

Gennem køkkenvinduet kunne man skimte verden udenfor. Det var ren postkort­idyl. Den vilde naturgrund, der omgav det lille fiskerhus, løb direkte ud i en vig, hvor en tæt skov af gyldne siv omringede en spinkel badebro med en gul robåd snøret fast til sig. På den anden side af vandet lå Jungshoved Kirke med sit hvidkalkede tårn og et rødt tegltag, hvorfra der var udsigt til en beskeden kirkegård med enkle gravsten.

”Der vil jeg begraves, når den tid kommer.”

Det her var hans paradis. Hele sommeren sang nattergalen og solsorten om kap med hinanden, og når mørket sænkede sig, fik man stukket øjnene ud, som forfatteren udtrykte det. 

”Hvis aldrig man har været et sted som det her, aner man ikke, hvor vild en dansk stjernehimmel kan tage sig ud. I byerne kan man ikke se en skid for alt det kunstige lys. Hernede slutter dagen i et magisk eventyr.”

Knud Romer foran sit hus nær Præstø.

HAN TALTE, som om nogen havde trukket ham op i ryggen. Hurtigt og uden pauser. Den ene sætning greb den næste, men det gjorde ikke så meget. 

”Jeg er meget romantisk, og jeg er ekstremt god til at idyllisere livet. Jeg sætter ord på alt det, menneskelivet består af, så folk kan få afløb for deres følelser og føle sig genkendt. ’Du er ikke alene, der er andre, der har det ligesom dig’, som den åndssvage sang lyder. Din nabo kæmper også. Skræller man den kulørte overflade af, lever vi kunstnere jo helt almindelige menneskeliv, og de oplevelser prøver vi så at udtrykke. Nogle af mine kolleger er mere private og meddeler sig kun gennem kunsten, mens jeg stiller mig op på ølkassen og råber løs. Det har jeg ikke noget problem med, men det kan godt være lidt hårdt for min familie.”

Han fortalte, hvordan hans kone havde jublet, da komikeren Mick Øgendahl stod frem og sagde, at han havde ladet sig indlægge på psykiatrisk hospital for at blive repareret. Og da bestsellerforfatteren Peter Øvig Knudsen fortalte, at han havde fået elektrochokbehandling for at komme fri af en tung depression, ville hendes begejstring ingen ende tage. Det var modigt og vigtigt at tale om den slags, sagde hun til ham. 

”Men da hendes egen mand pludselig stillede sig frem og fortalte om sin indlæggelse, blev hun flov. En del af mig forstår jo godt hvorfor, men det er ikke flovt. Det kan ske for os alle sammen. Jeg vil bryde tabuer ned. Det er ikke kun de andre, der bryder sammen, det er ikke kun de andre, der bliver skilt og fyret, det er ikke kun de andre, der bliver syge, gamle og dør. Det er os alle sammen, og derfor skal vi tale om det. Men hvis nogen tror, det er sjovt at give interview på et sindssygehospital, kan de godt tro om.”

Han sad lidt uden at sige noget, så samlede han tråden op:

”Jeg har brugt 12 år af mit liv på at skrive den bog. Jeg har brug for, at den sælger, hvis jeg skal forsørge min familie.” 

Det var også grunden til, at Knud Romer besluttede sig for at spille med på myten om den forrykte kunstner og drive så meget storytelling ud af sit 14 dage lange ophold på privathospitalet i Nykøbing Sjælland som overhovedet muligt. 

”Jeg er gammel reklamemand, og jeg vidste da godt, hvordan omverdenen kiggede på mig, når jeg var indlagt på et privat sindssygehospital. Jeg manglede bare stråhatten, så ville jeg træde direkte ind i en flere hund­rede år gammel historie om den lidende kunstner, der laver stor kunst, fordi han har adgang til nogle helt særlige rum i menneskesjælen. Jeg spillede rollen som den store forfatter, der var så stor kunstner, at han var endt på tosseanstalten.”

Han rystede på hovedet. 

”Sådan noget pis,” råbte han så. 

”Der er intet kreativt opbyggeligt ved at få et grænsepsykotisk sammenbrud og skrige af angst og eksistentiel rædsel.”

DE FÆRRESTE er efterhånden i tvivl om, at Knud Romers liv har været fuldt af pinsler. Men de er kommet af sig selv, fordi han identificerede sig så meget med drømmen om at blive tysk digter. 

”Det var den drøm, der fødte mig. Jeg kunne ikke give op. Det kan jeg stadig ikke, og det er lige meget, hvordan jeg har det med den. Om jeg lider eller jubler, om det bygger mig op eller bryder mig ned. Det er mig. Det er Knud. Det er mit kød og blod.” 

Virkelighed og fiktion flyder sammen. Præcis som i romanerne. For Knud Romers vedkommende er der ingen forskel. Kunsten og det virkelige liv vikler sig ind i hinanden. Og de påvirker hinanden, forklarede han fra en stol foran brændeovnens knitrende ild. 

Han fortalte om dengang, hans far blev dement. Til sidst anede den gamle mand ikke, hvem han selv var. Han kunne ikke engang kende sin egen søn.

”Den fortvivlelse fylder ret meget i min nye bog. For nogle år siden skrev jeg en salme om, hvordan det er at se et menneske, man elsker, forsvinde ind i demensens tåger. Komponisten Bent Sørensen satte musik til, så Radiopigekoret kunne synge den for 2.000 demente og deres pårørende i Tivoli. Fortæl mig, hvornår livet holder op, og kunsten tager over. Og omvendt. Vi fortæller historier for at skabe mening. Mine romaner er lige så virkelige og uvirkelige som mit liv.” 

Han sad lidt uden at sige noget, så tog munden tilløb til endnu en omgang:

”Hvordan bliver man til den, man er?” spurgte han og svarede selv med det samme: 

”Man starter med nogle rammer og nogle evner. Så har man et mål, og hvis man skal nå det mål, er man nødt til at flytte sig. Kommer man fra provinsen, rejser man til storbyen. Kommer man fra et småborgerligt hjem, flytter man i hippiekollektiv. Kommer man fra et håndværkerhjem, drømmer man om at gå på universitetet. Man skal bryde rammerne. Men det er ikke nogen let opgave.” 

Han rejste sig op og lagde an til at opføre en af de små teaterforestillinger, der gik hånd i hånd med mange af hans pointer. 

”Nå, man er nok fin på den,” lød det på syngende bondsk. 

”Det er åbenbart ikke godt nok at være landmand. Nej, man skal på universitetet og blive klog.” 

Han rystede på hovedet ad ordene.

”Den slags gør sindssygt ondt at lægge ryg til. Det er skyld og skam for fuld udblæsning. Men der er ingen vej udenom.”

 

DEN UNGE ROMER

I sin ungdom blev Knud Romer mødt af en mur af afvisninger, når han forsøgte at overtale aviser og magasiner til at bringe hans artikler. På forlagene smilede de overbærende, og i et af afslagene mente redaktøren ligefrem, at kvaliteten var så dårlig, at indholdet end ikke duede som Ga-Jol-æske-lyrik. 

Til sidst gik han rundt på gader og stræder og solgte et blad, han selv havde fotokopieret og clipset sammen. Her fik man artikler om letopløselige stoffer, en guide til Københavns offentlige toiletter, fortællingen om det lyshårede ABBA-medlem Agnetha Fältskog og hendes bagdels betydning for den svenske popgruppes succes samt en 10 sider lang historie om selvhængning som vej til seksuel ophidselse. Artiklen havde titlen ’Please Be Tender When You Cut Me Down’. 

Da Knud Romer kom på internettet i midten af 90’erne, mailede han artiklen til Det Sexologiske Institut i Washington, som svarede, at det var et værdifuldt stykke grundforskning, som de gerne ville publicere i deres database.

MAN SKAL altså flytte sig og bryde grænser for at blive bedre til at skrive. Og en flaske vin og en joint kan være doping til at nå målet. I hvert fald når man er ung. 

”Man forsøger at knække sig selv og komme steder hen, man ikke ville være nået frem til, hvis man havde fulgt den slagne vej. Det var tanken bag mit misbrug. Men det er fuldstændig misforstået,” fnyste han og mente, at det at være forfatter på mange måder var som at være cykelrytter. Det er elitesport, og hvis ikke man kan komme øverst på skamlen uden doping, skal man ikke sætte sig op på cyklen. Så skal man lave noget andet. 

”Min kone har altid sagt: ’Knud, hvis det er det, der skal til for, at du kan præstere, er du ikke født til det. Så laver du noget, du ikke burde lave.’ Og jeg giver hende helt ret. Jeg har lagt forhindringer i vejen for mig selv med min destruktive livsstil, og jeg er ret sikker på, at jeg var nået hurtigere frem til målet, hvis jeg havde været bedre ved mig selv.”

Han sad lidt og tænkte. 

”Men vi er ikke kilde til vores egne idealer,” lød det så. ”Det er noget, vi lærer. De store mestre bliver hyldet, når de dør, og jeg tør ikke tænke på deres ægtefæller og deres familie. De har fandeme ikke haft det sjovt. Mange af de store kunstnere har drukket sig ihjel, mens konen holdt sammen på familien. Eller også har børnene skullet holde sammen på sig selv, fordi mor festede med. Men det ser man ikke. Det er ikke de billeder, offentligheden dyrker. Den hylder kun den store kunstner og hans udødelige værker. Min store ulykke er, at jeg som helt ung besluttede mig for, at jeg ville være den største prosaist i det danske sprog, jeg ville være tysk digter, og jeg ville udkomme på Insel Verlag. Det var min eneste kilde til betydning, og så rakte jeg ud efter inspiration i alle mine litterære helte.” 

Den walisiske poet Dylan Thomas drak sig ihjel, den franske digter Arthur Rimbaud blev sindssyg, og kunstmaleren Vincent van Gogh skar sit ene øre af. Hvis ikke man drak, tog stoffer eller lod sig indrullere i mørket, ville man aldrig nå op på niveau med de store. Det var rationalet.

”Jeg fulgte trop og levede kunstnermyten ud. Den er ekstremt destruktiv, og den store sandhed er, at det ikke er svært at pisse i en flaske og holde op med at gå i bad. Det er ikke svært at drikke sig fra sans og samling eller sniffe en bane kokain. Det er ikke svært at ryge smøger og drukne sig i sex. Det er regelmæssigheden og hverdagens disciplin, der kræver kræfter. Enhver kan skubbe til glasset, så det falder på gulvet og går i stykker. Det svære er at lave glasset og vaske det op.” 

Knud Romer om stjernerne: ”De fleste børn vokser op uden at kunne se Mælkevejen, fordi lysene i byerne stjæler mørket. De misser oplevelsen af at være en del af noget større.”

NOGLE DAGE senere var Knud Romer tilbage i sin og konens lejlighed i Indre København. Det var sidst på formiddagen, og forfatteren stod i køkkenet med det sidste af oprydningen fra gårsdagens madlavning. Der var gryder med indtørrede rester af kartoffelmos og pander med brune striber af smeltet smør. Forfatteren talte som en skuespiller, der havde lært sine replikker udenad, mens han fyldte opvaskemaskinen med samme elegance, som en fyrbøder skovler kul i en ovn. Han var i storform. I hvert fald verbalt.

”Det eneste, jeg rigtig kan finde ud af i livet, er at tale og skrive,” sagde han og trak overbærende på skuldrene.

I samme øjeblik kom hans kone hjem med deres ældste datter, som var blevet syg i skolen og nu skulle bruge stuen til at hvile sig i. Knud Romer foreslog, at vi rykkede hen på hans yndlingscafé, der lå i en kælder lige rundt om hjørnet. 

Vi slog os ned udenfor på et par kolde klapstole, så forfatteren kunne ryge på sin pibe. 

Al angst er i sidste ende angst for døden, sagde Knud Romer. Og den angst er ikke for børn. Eller voksne for den sags skyld. Døden er den ultimative indsnævring. Det utænkelige. Evighedernes evighed. Forstår man det, behandler man livet med den største nænsomhed.

”Jeg har altid levet med ryggen til døden, fordi jeg var så bange for den. Jeg forstod ikke, hvorfor folk ikke løb rundt og skreg af rædsel over manglen på information. Hvem er jeg? Hvor er jeg? Hvad sker der? Det aner ingen af os. Vi er her, men vi ved ikke, hvorfor vi er her. Vi ved ikke, hvor vi skal hen. Og det finder vi heller aldrig ud af.”

Så citerede han en af sine store helte, pseudonymdigteren Novalis, der engang havde skrevet: ”Wo gehen wir hin? Immer nach Hause.” 

”Vi har en længsel i os efter at komme hjem. Efter absolut selvnærvær. Men det er ikke muligt. Alligevel længes vi efter det, og fordi det er uopnåeligt, længes vi endnu mere. Det er derfor, at den kvinde, man ikke kan få, gør én vanvittig. Pludselig forstår man, at man er en gåde for sig selv. Vi er skygger kastet af en sol, som er bag vores ryg, og vi kan godt blive naturvidenskabeligt klogere, men hvad meningen med det hele er, det kommer vi aldrig til at forstå. Og det er angstprovokerende ad helvede til,” lød det højt og næsten muntert. 

Men vi skal ikke fortvivle af den grund, sagde forfatteren. Eventyret kommer fra manglen på information. Det er dér, vi kan undres og fortrylles. 

”Det er der, livet begynder,” råbte han. 

Så fortalte han om en oplevelse, han havde haft i sommer. Han havde været med sine to døtre til fægtning på Hellerup Havn, og mens han ventede på, at de skulle blive færdige, genkendte han pludselig duften af tjære og saltvand i luften. Hans ører fangede lyden af bølger, der skvulpede mod havnekajen, og sejlsnore, der slog mod skibenes master. Han mærkede solen varme huden på sine arme, der stak ud fra en krøllet T-shirt. Med ét var han fem år igen.

”Jeg var en lille lyshåret dreng med fregner, der lå på bådebroen og fiskede krabber med et afskåret rødspættehoved på min hjemmelavede fiskesnøre. Pludselig kiggede jeg op. Bag mig stod en gammel mand med sin pibe i munden. Og den gamle mand, det var mig.”

 

Den 72-årige journalist og forfatter KAREN THISTED om lykkelige minder om sin far, om en mørk depression, om sit had til parkeringsbøder og om en evigt tilbagevendende frygt for at ende i fængsel.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau Scanpix

JEG ER ALDRIG for alvor blevet voksen, selv om jeg har run­det de 70. Når jeg er sammen med mit barnebarn på syv, er det af og til ham, der må irettesætte mig. Jeg har for eksempel en ting med parkeringsbøder. Når jeg sætter mig ind i bilen og kan se, at der sidder en bøde i forruden, starter jeg vinduesviskerne og lader dem køre, indtil den flyver af. ”Ej, mormor, skulle du ikke begynde at betale bøderne?” Så må jeg stige ud af bilen og samle bøden op.

JEG HAR NÅET en alder, hvor jeg føler, at jeg kender mig selv ind og ud. Alligevel blev jeg slået helt omkuld, da jeg så mit barnebarn ligge der som en lille lyserød gople i hospitalssengen. Jeg havde ikke troet, at det at blive mormor ville være så stort. Men jeg bliver mere og mere forelsket i ham, Til jul købte jeg en elguitar til ham. Når han sidder og spiller på den, er jeg lige ved at tude. Hver gang.

MUSIK ER noget af det, der giver mig allermest glæde. Jeg ville så gerne kunne synge og spille mig ud af triste stunder. Jeg elsker at synge, men jeg synger så højt og grimt, at når folk er i kirke med mig juleaften, ender de som regel med at rykke over på modsatte række for at slippe for mit skråleri.

I STARTEN af 80’erne var jeg kæreste med Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene, og jeg var ekstremt misundelig over, at han bare kunne gribe et instrument og lave skøn musik. Det var også derfor, jeg gav mit barnebarn guitaren. Jeg håber, at musikken vil bringe ham stor glæde senere i livet.

MINE LYKKELIGSTE barndomsminder er de mange bilture, jeg har haft med min far. Han var borgmester i Ringsted og medlem af Folketinget for Venstre i mange år. Hver dag kørte han frem og tilbage mellem Ringsted og København og kom først hjem ved aftensmadstid. Det var altid min mor, der lavede mad, og når vi var færdige med at spise, tog min far ofte af sted igen. Det var det eneste tidspunkt, han havde tid til at holde møder med sit bagland. Jeg fik lov at komme med, og min far lånte bøger til mig på biblioteket, som jeg kunne læse på vejen. Jeg kan huske, at jeg sad på passagersædet med en lommelygte i hånden og læste ’Gösta Berlings saga’ af Selma Lagerlöf højt for min far, mens vi kørte. Af og til finder jeg den frem og læser den igen.

MIN FAR er nok den person, der har betydet allermest for mig. Jeg var gift med Ole Thisted (journalist og tidligere vært på TV Avisen, red.) i 10 år. Senere har han i sjov sagt til mig, at jeg kun var rigtig lykkelig, når min far var på besøg. 

SOM UNG VAR JEG et år i England som au pair. Da jeg kom hjem, anede jeg ikke, hvad jeg ville med mit liv. En aften, hvor min far ikke havde møder, sad han og røg en cigar, drak et glas cognac og spillede kort med sig selv. Det gjorde han altid, når han havde fri. Pludselig kiggede han op på mig: ”Nå, Karen. Hvad vil du så nu?” Jeg vidste, at det var et afgørende spørgsmål, og at hvis jeg ikke kunne svare, ville han selv finde på noget. Sådan var min søster endt som sekretær på borgmesterkontoret, og det ville jeg i hvert fald ikke. Så meget vidste jeg. Jeg endte med at svare, at jeg gerne ville være journalist. Han lagde kortspillet fra sig, gik ind og tog telefonen og drejede nummeret til Per Winther, chefredaktøren på Dagbladet Ringsted. Min far var formand for bestyrelsen på Dagbladet, og det var ham, der havde skaffet Winther redaktørjobbet. ”Godaften, det er Thisted,” sagde min far, ”Karen begynder 1. august.” 

JEG HAR ALDRIG været så bange, som da jeg fik en alvorlig depression i 2004. Efter bogreceptionen for ’Det skal mærkes at vi lever’ sad jeg i en taxa, og pludselig var det, som om et sort gardin blev trukket for. Fra det ene øjeblik til det andet. En ven kørte med i taxaen og hjalp mig hjem i seng, hvor jeg blev liggende de næste to måneder. Jeg tabte mig mange kilo og fik angst bare ved tanken om at gå i supermarkedet. Jeg havde slet ikke lyst til at leve. Jeg gik til en masse psykologsamtaler, som ikke hjalp. Det var først, da jeg kom på antidepressiv medicin, at det langsomt begyndte at vende. 

SOM CHEF har jeg sagt: ”Hold nu op, gå hjem og tag en drink, så går det over til i morgen,” til medarbejdere, som er kommet til mig og fortalt, at de var deprimerede og stressede. Jeg har haft så dårlig samvittighed og kan stadig skælde mig selv ud over det. 

DA JEG FIK min depression, arbejdede jeg på Ekstra Bladet, hvor Hans Engell var chefredaktør. Jeg var kommet på højkant igen, men en fredag aften gik jeg ind på hans kontor og meddelte min opsigelse. ”Godt, så skal du inden i morgen klokken 8 have afleveret din firmabil nede i gården … og på bagsædet skal der ligge fire vinterdæk,” sagde han. Vinterdækkene havde jeg fået betalt, da jeg fik bilen, men det var fem-seks år siden. Jeg anede ikke, hvor de var, men det turde jeg ikke sige. 

JEG RINGEDE til min gode ven Jørgen Nørgaard, der er far til designeren Mads Nørgaard, og forklarede ham halvt i panik, at jeg skulle bruge fire vinterdæk inden næste morgen, og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få fat i dem. ”Bare rolig, min kone er fra Norge, jeg skaffer dem,” sagde han. Midt om natten blev jeg så vækket af min telefon. Det var Jørgen Nørgaard, der havde været på strandhugst i familien og fundet fire vinterdæk. Morgenen efter mødte jeg ham og hans anden søn, Jens, foran Politikens Hus. De havde fire dæk under armene, men de havde også skaffet to sæt gamle, halvrådne snekæder. ”Dem får han med for en sikkerheds skyld,” sagde Jørgen Nørgaard og grinede. Så lagde vi dem ind på de fine lædersæder i bilen, præcis som Hans Engell havde bedt om. 

JEG HAR ET tilbagevendende mareridt, hvor jeg vågner op i et fængsel. Det er min største skræk. Af og til er jeg bange for, at de en dag kommer og henter mig, fordi jeg ikke har betalt mine parkeringsbøder. Jeg har set fængsler indefra, og jeg kan slet ikke forestille mig at leve sådan et sted. 

FOR MANGE ÅR SIDEN lavede jeg en reportage fra Horsens Statsfængsel, hvor jeg boede i en uge. Der var en indsat, som blev ved og ved med at løbe efter mig, og som råbte: ”Vent, vent, jeg skal fortælle dig noget!” Jeg syntes, at det var virkelig væmmeligt, og jeg affejede ham igen og igen. Personalet fortalte mig, at han var blevet dømt for at have slået sin kone ihjel, men havde nægtet sig skyldig under hele retssagen. Tre-fire år senere læste jeg en dag i avisen, at en mand var blevet frifundet for mord på sin ægtefælle. Det var ham. Han havde ikke gjort det.

KAREN THISTED

Journalist, forfatter og tidligere spindoktor. Uddannet ved Dagbladet Ringsted. Har været ansat på DR, ugebladet Hjemmet, TV 2, Nordisk Film og Ekstra Bladet. Har blandt andet været politisk reporter, radiovært og redaktionschef og var med til at starte tv-succesen ’Go’ morgen Danmark’. Som forfatter har hun blandt andet udgivet ’Det skal mærkes at vi lever’, der solgte 400.000 eksemplarer, samt en række andre samtale- og portrætbøger. Hun er fortsat aktiv som foredragsholder og som klummeskribent hos Ekstra Bladet.

Hun ville blive til noget og nogen i det danske litteraturmiljø. Men efter fire forsøg opgav DORTHE NORS. Siden har den 48-årige forfatter fundet sin egen vej til succes i udlandet. Ud & Se tog til New York for at følge flugten fra hønsegården.
Tekst:Morten HjortshøjFoto:Jens Honoré

HUN ELSKER overblik, men denne formiddag er hun ved at miste det. På en barstol bag Starbucks-indhegningen i Københavns Lufthavn taler hun i telefon med store øjne, mens hun nulrer plasticlåget på en tom americano. Hendes Delta Airlines-fly mod John F. Kennedy-lufthavnen i New York letter snart, og hendes telefon bliver bare ved med at bimle. 

Tidligere på dagen modtog hun en mail fra det amerikanske magasin The New Yorker med besked om, at de gerne ville bringe endnu en af hendes noveller.

Det var få minutter efter nyheden om, at hendes kommende bog, ’Kort over Canada’, var solgt til oversættelse i Italien og Holland allerede inden den danske udgivelse. 

Oveni har The Guardian samme morgen bragt en længere klumme om feminisme og #MeToo, som Dorthe Nors har skrevet på bestilling til avisen. En presseansvarlig fra Nors’ danske forlag er i røret for at høre, hvad de skal svare Berlingske-journalisten, der er ved at skrive en artikel under overskriften ’Forfatter langer ud efter ældre danske mænd i The Guardian’.

”Altså, jeg synes sgu ikke, der er så meget mere at sige. Kan du ikke sige til ham, at jeg ikke har mere at tilføje? Jeg er nødt til at boarde nu. Kan vi ikke lige tales ved, når jeg er landet?” siger hun og lægger på.

For at undgå jetlag i den kommende uge, hvor hun skal på turné i USA og interviewes om ’Spejl, skulder, blink’, der i 2017 blev nomineret til en Man Booker International-pris, har hun i dagevis barberet en halv time af døgnet og er gået tidligere og tidligere i seng hjemme i vestjyske Vedersø. 

Tidligere på året læste Dorthe Nors op i Stockholm efterfulgt af en turné til Belgien og Holland for at promovere bogen, der foreløbig er oversat til 17 sprog. 

”Jeg kan stadig godt få det sådan: Hvad fanden er det, der foregår?” siger hun, da hun lidt efter haster mod gaten i Terminal 2 med Kazuo Ishiguros ’Resten af dagen’ i hånden.

”Hvis nogen havde sagt det her for 20 år siden …. altså, jeg synes jo også selv, det er en vild historie.” 

TO ÅRTIER TIDLIGERE afleverede Dorthe Nors et speciale i nordisk litteratur og kunsthistorie på Aarhus Universitet efter i årevis at have beskæftiget sig med Sveriges største forfatterskaber – fra Kerstin Ekman til Per Olov Enquist. Nu ville hun fandeme gøre alvor af den forfatterdrøm, der havde erobret hende, siden hun i 10-årsalderen begyndte at småskrive digte, dramaer og historier i Sinding-Ørre nordvest for Herning – et landsbysogn præget af Venstre-vælgere, Indre Mission og grundtvigiansk tankegods.

I 2001 blev hendes første manuskript optaget. ’Soul’ hed bogen, og senere kom to andre romaner, der fik rosende, men beskeden modtagelse. Hun forsøgte – med egne ord – at imitere de dramatisk spillende strygere, der gjaldede i de store svenske forfatterskaber. Men efter tre ’orkester’-romaner uden særlig opmærksomhed besluttede hun i 2008 at skære hårdt ned på partituret. 300 tætskrevne romansider blev i novellesamlingen ’Kantslag’ i stedet til 15 korte, sirligt filede noveller med menneskefortællinger.

Bogen fik en pæn modtagelse i flere danske aviser, men ellers skete der det samme for hende som for så mange andre håbefulde danske forfattere: ingenting.

Samtidig løb genrebeslægtede forfattere som Naja Marie Aidt og Helle Helle med stor opmærksomhed for bøgerne ’Bavian’ og ’Ned til hundene’, mens forfatterdebutanter som Christina Hagen blev udråbt til fremtidens litterære fakkelbærere. Ingen nævnte Nors. ’Kantslag’ solgte ikke, og den gav ikke adgang til de litteraturfestivaler og oplæsningsjob, der er afgørende for en forfatterkarriere herhjemme.

Flere år forinden var hun flyttet til København fra Aarhus for at komme tættere på det litterære miljø. Men hendes mission – at leve af sit forfatterskab – havde slået fejl. Hun følte det, som om hun gik rundt med en buket blomster, ingen rigtig gad tage imod.

SKRIFTTEGN

Dorthe Nors er født i 1970 og har skrevet ’Soul’ (2001), ’Stor­mesteren’ (2003), ’Ann Lie’ (2005), ’Kantslag’ (2008), ’Dage’ (2010), ’Minna mangler et øvelokale’ (2013), ’Spejl, skulder, blink’ (2016) og ’Kort over Canada’ (2018).

”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle. Anede ikke, hvor jeg skulle tage hen,” siger hun dagen efter flyveturen på en italiensk restaurant i Greenwich Village, mens hun spiser frokost få blokke fra The Marlton Hotel, hvor hendes amerikanske forlag har indlogeret hende.

Der er 27 grader, og tøjet klistrer. Dorthe Nors er i sort, det rødbrune hår er sat op i en knold, og hun har bestilt en salat. Senere skal hun læse op i en boghandel i SoHo, og har man én gang gjort det i overmæt tilstand, gør man det ikke igen, siger hun.

I erkendelsen af, at hun aldrig rigtig ville blive en del af det litterære miljø i København, opsagde hun i efteråret 2013 sin lejlighed i Valby.

Her sad hun mellem flyttekasser, da en mail tikkede ind: 

”Godt nyt. The New Yorker vil gerne trykke ’Hejren’,” stod der. Afsenderen var en amerikansk forlægger, som Dorthe Nors nogle år tidligere var kommet i kontakt med efter at have guidet en gruppe amerikanske forfattere rundt på Christiania i København. 

Guide-tjansen havde efterfølgende udmøntet sig i tekstudvekslinger, og to af gæsterne – forfatterne Junot Díaz og Rick Moody – havde anbefalet Nors i deres amerikanske netværk. Efter at have fået trykt et par noveller i amerikanske tidsskrifter, blev Dorthe Nors spottet af New Yorker-forlæggeren Brigid Hughes, der ville udgive Nors i USA. Og snart havde forlæggeren – uden at Dorthe Nors anede det – fået antaget hende og novellen ’Hejren’ i The New Yorker, verdens vel nok mest hæderkronede magasin. Som den første dansker nogensindee.

FOR DORTHE NORS var det en mavesugende katapultering. Når man bliver trykt i The New Yorker, både ser og mener verdens medie- og bogbranche pludselig noget. Mens Dorthe Nors flyttede ind på en nedlagt skole i Dollerup Bakker i Midtjylland, væltede anmelderroserne for ’Kantslag’ – oversat til ’Karate Chop’ – ind fra de store aviser og magasiner. 

The New York Times elskede den, det samme gjorde Los Angeles Times. Oprah Winfrey sammenlignede Dorthe Nors’ ”sublime” stil med den enkle, danske møbeltradition, og journalister fra BBC, The Atlantic og The Independent begyndte at ringe for at lave interview med ’the Queen of the Nordic short story’.

”Det var, som om det bare blev ved og ved og ved. Og det bundede ikke i, at jeg havde stået med tungen ud af halsen blandt de rigtige folk til litteraturfester i København,” siger hun, mens en infernalsk tudende brandbil kører forbi. Hun tipper næsten hvidvinsglasset i forskrækkelse.  

Hun er ’landskabsafhængig’, siger hun, da chokket har lagt sig. Selvom hun elsker storbyernes buldren, sætter hun pris på en hverdag, hvor hun kan rulle rundt alene i det vestjyske landskab i sin koksgrå Toyota Aygo uden klimaanlæg, med nedrullede vinduer og høj musik, hun kan synge med på. Men hver nytårsaften spørger hun sig selv: Hvor har jeg lyst til at bo næste år?

”Jeg er solitær af natur, og jeg trives godt med at skifte miljø. Det, der typisk rodfæster folk, er jo børn. Og jeg har ikke børn.”

Det er også sjældent, at karaktererne i hendes bøger har børn.

 

DORTHE NORS OM …

… at blive nomineret til bøgernes Golden Globe
”Jeg stod med en grensaks i haven i Vedersø, da mit forlag ringede og sagde, jeg var blandt de nominerede til Man Booker International 2017.Jeg tudede af lykke i to dage. Jeg er aldrig blevet nomineret til noget i Danmark, så det betød ekstra meget at blive nomineret til en af verdens vildeste litterære priser. Jeg fløj over til overrækkelsen i London sammen med bogens oversætter, Misha ­Hoekstra, der også var nomineret, og det var fuldstændig lige meget, at vi ikke vandt. Jeg har aftalt med min norske kollega Roy Jacobsen, der også var nomineret, at vi en dag skal mødes på et værtshus og læse vores takketaler op. Den ligger stadig i min selskabstaske.”

… at tjene penge
”Man bliver ikke rig af gode anmeldelser og flot omtale. Derfor skal jeg leve af alt det udenom: oplæsninger, foredrag og så videre. Jeg havde møde med min bankdame for nylig, der altid griner af mig og siger: ’Rolig Dorthe, du har en stabil indkomst nu.’ Men når man har været så meget på røven som mig og har levet hele og halve år af nudler fra Søstrene Grene, er der aldrig nogen, der får mig overbevist om, at nu er jeg sikret.” 

’Skulder, spejl, blink’, som Dorthe Nors er i USA for at promovere, handler om Sonja, en singlekvinde midt livet, der har besluttet sig for at tage kørekort, men har overordentlig svært ved at finde det rigtige gear – i bilen såvel som i tilværelsen. 

Selv kalder Dorthe Nors Sonja for et misfit, en famlende kvinde, der lever i konstant forskydning fra verden. Sådan er personerne i hendes historier ofte. 

”Derhjemme bliver især aldrende kvin­der i læsekredssegmentet ofte provokeret over mine kvindelige karakterer, fordi de kan være handlingslammede og uden den der fulde livskontrol. De spørger: ’Hvorfor tager hun sig ikke bare sammen?’ Jeg ser mine karakterer som søgende, som nogle, der ikke har fundet den endegyldige formel på livet eller følger den slagne vej. Min erfaring si­ger mig, at de kvinder, der bliver provokeret over karaktererne, ofte er dem, der selv har haft børneflokke, og hver eneste gang, de har været tæt på at kigge ned i den eksistentielle afgrund, i stedet har sagt: ’Der skal vaskes gulv.’”

Luftfugtigheden bedøver, tre drenge i 10-årsalderen stopper op ved bordet for at sælge Oreos og slik til støtte for deres basketballklub. Dorthe Nors smiler pænt nej tak og forsøger med en viftende serviet at holde varmen på afstand. 

”Det ville være en stor, fed løgn, hvis jeg sagde, at der ikke var en flig af mig selv i de karakterer, jeg skriver om. Selvfølgelig er der det. Karakteren Sonja er ekstremt utilpasset, og det er jeg givetvis også selv,” halvgriner hun, da hun går fra restauranten og mod sit hotel for at øve aftenens oplæsning.

”Alt muligt inspirerer mig. Den der for eksempel,” siger hun og peger på en storsavlende sortbrun boxer, der lunter forbi i lyskrydset.

”Har du lagt mærke til, hvor meget karakter hundene i den her by har? Det er helt sindssygt. Måske ender en af dem i en novelle en dag.” 

”GOD DAMN IT,” siger hun fem timer senere og kigger først på klokken, tydeligt irriteret, derefter mildt på de fire mennesker, der indtil videre er mødt op i boghandlen McNally Jackson. Forretningen – en af New Yorks føren­de bogbutikker – er tætpakket på førstesalen, hvor cafeens espressomaskine sprutter, men i kælderetagen, hvor Dorthe Nors om lidt skal på scenen, er der lidt for stille. 

Selvom The New York Times få dage forinden har sat ’Mirror, Shoulder, Signal’ på ugens liste over bedste nye bøger, er hun i New York City, steroidbyen, hvor folk har for travlt til at lufte deres egne hunde.

”Bare rolig, det bliver godt,” siger Arianna Rebolini, kvinden, der skal interviewe Dorthe Nors. Rebolini er bogredaktør på det amerikanske medie BuzzFeed, og som hyppig interviewer ved hun, at oplæsninger er totalt uforudsigelige. Der kan komme alt mellem to og 200 mennesker.

Dorthe Nors tager sin sorte habitjakke af. Og på igen. Klokken er otte minutter over starttidspunktet, da fem yderligere gæster dumper ind, og hun begynder at læse uddrag fra ’Mirror, Shoulder, Signal’. 

Hendes engelsk er fejlfrit, smukt faktisk. Kun en enkelt gang i det efterfølgende interview leder hun efter det rette ord.

På stolerækkerne vil en indisk-amerikaner gerne vide, hvordan Nors balancerer mellem humor og tragedie. En kinesisk-amerikansk kvinde spørger, hvordan det er at blive oversat til så mange sprog, mens en ældre dame med blå briller, ternet kjole og et gigantisk halssmykke spørger, hvorfra Nors henter sin inspiration. 

Nors nævner en oplevelse i metroen, der blev til en novelle, og hunden i krydset, der måske en dag kan blive det. 

DORTHE NORS OM …

 

… at være kvindelig forfatter
”Når en stor mandlig forfatter skriver om sit liv, kalder vi det ’en vigtig dannelsesroman’. Når en kvinde gør det samme, kalder vi det for et værk ’om at være kvinde’. Se på Karl Ove Knausgård, som jeg tit bliver konfronteret med i udlandet. Jeg siger altid, at jeg synes, han er fantastisk, for det synes jeg. Men jeg siger også, at mit køn aldrig havde fået lov til at skrive ’Min kamp’. Hvis en midaldrende kvinde brugte seks tykke bind på at wanke sig selv, var hun blevet kaldt en selvoptaget kælling.”

… at skrive
”I de sidste fire år har jeg boet i et lille hus i Vedersø i Vestjylland. Jeg er totalt afhængig af at kunne trække mig ind og ud af store byer. Her er jeg tæt på Vesterhavet og kommer meget mere sammen med mine naboer, end jeg gjorde, da jeg boede i Valby. En optimal skrivedag starter klokken otte om morgenen. Jeg tager ørepropper i, tjekker ikke mobilen, og hvis mine naboer ringer på, er det bare ærgerligt. Jeg deaktiverer også helst Facebook, når jeg er i en skriveperiode. Over middag svarer jeg på mails, planlægger foredrag og er i dialog med forlag og journalister.”

En mørkhåret kvinde, der sidder på første række og noterer ivrigt, rækker hånden op: ”For mig – en kvinde i fyrrerne uden børn – har dine karakterer været et sjældent interessant møde. Jeg mener …  Sonja er en litterær karakter, som jeg for en gang skyld kan spejle mig i,” siger kvinden, der bagefter præsenterer sig som Therese Cox. 

Den 42-årige ph.d.-studerende fra Columbia University fortæller, at hun ved et tilfælde snublede over et Dorthe Nors-uddrag på Twitter, blev forelsket i stilen og siden har læst alt af Nors, der er blevet oversat til engelsk.

”Der er en særlig humor i hendes stil, som jeg virkelig godt kan lide. Måske er det noget særligt dansk,” siger hun, da arrangementet er slut. 

Dorthe Nors taler med personalet i McNally Jackson, vender Trump, vejret og verdens litterære tilstand.

”De forbindelser, miljøet omkring en butik som McNally Jackson har, skal man ikke undervurdere. Et job her kan betyde nye job andre steder. Det handler om at gøre sig synlig,” siger forfatteren på vej ud af forretningen. 

Tusmørket har lagt sig over Manhattan, en taxa dytter, holder ind og samler tre kvinder i stiletter og korte kjoler op på Spring Street. Dorthe Nors har smidt hælene og er skiftet til kondisko. Hun vil hjem på hotellet, men lige nu er hun sulten. Hun har ikke spist siden salaten til frokost og sætter sig på en neonoplyst salatbar på West 8th Street med en yoghurt og en Diet Coke.

”Lagde du mærke til, at de slet ikke spurgte om Danmark? Jeg tror faktisk, at det er første gang, det er sket herovre,” siger hun.

PÅ DEAN STREET i Brooklyn, i en gammel lagerhal i rødsten, holder Dorthe Nors aftenen efter lanceringsfest hos A Public Space, et velanskrevet newyorkerforlag og -tidsskrift, der er kendt for at spotte og trykke fremtidens forfatternavne. 

Der er disket op med pindemadder, kold hvidvin og øl, og forbi defilerer en rank kvinde med grånende page. Det er Brigid Hughes,  den tidligere chefredaktør på The Paris Review – et af verdens førende litterære tidsskrifter – og den person, der ivrigst har hjulpet Dorthe Nors frem på det amerikanske marked.

I really loved her work,” siger hun, gør ’Dorthe’ til ’Dårtiiieee’ og fortsætter: ”Nogle gange finder folk deres hjem langt hjemmefra. Dorthe har virkelig fået en fanbase herovre.” 

I dag driver Brigid Hughes sit eget forlag, scouter talenter for de store udgivere og afholder populære skrivekurser. Foruden forlagsfolk og forbindelser – én erklærer det som aftenens hovedmål at komme i snak med Brigid Hughes og få en plads på morgendagens fuldt bookede skrivekursus – er der flere danske ansigter iblandt. 

Forfatteren Naja Marie Aidt, der bor lige om hjørnet, er mødt op, det samme er forfatteren Christian Mørk, som også bor i Brooklyn, ligesom debattøren Emma Holten, der er gået i skrivelejr i New York. 

Dorthe Nors læser en passage op fra ’Mirror, Shoulder, Signal’. Folk smågriner, nipper til deres glas, og bagefter er der spørgsmål fra salen. Hurtigt kommer snakken til at handle om ’hygge’ – det danske fænomen, der skrives flest internationale bøger om i disse år – og Dorthe Nors ranker ryggen.

”Hygge er en skøn ting ved Danmark …,” starter hun, og man fornemmer, der er et los på vej.

”… men det er også et system til social kontrol.”

Og så fortæller hun, storgestikulerende og med en ikke udrilsk tone i stemmen, hvordan ’hygge’ er en ”konsensussøgende undertrykkelse” af følelser i et fællesskab bestående af først og fremmest hvide danskere, der har bløde tæpper og ild i pejsen. 

Og om, hvordan enhver, der formaster sig til at tale om sin dårlige dag eller personlige kriser, vil blive beskyldt for at ’ødelægge hyggen’.

Christian Mørk slår en skraldlatter op, mens Emma Holten storsmiler og nikker.

Dorthe Nors har gjort det til et kendetegn at ridse i sit hjemlands eventyrfernis. I maj skrev hun en klumme i The Guardian om ulvedebatten, hvor hun kritiserede selvtægten og en stigende angst for det ukendte. 

Måneden forinden havde hun luftet samme synspunkt i et P1-program og blev derefter på Facebook mødt med kommentarer som ’redepisser’, ligesom der pludselig var færre hilsner på gaden i hjembyen i Vestjylland.

”Det er jo ikke, fordi jeg tænker, at jeg vil sige noget, der kan sætte Danmark i et dårligt lys. Der er bare medier, der spørger sådan nogle som mig om alt fra indvandring og smykkelov til #MeToo og ulvedebat, og så er vi da nødt til at svare oprigtigt. Alt andet er jo falsk. Ligesom det vil være en løgn ikke at nævne, at der er en dobbelthed i et fænomen som den danske hygge. Vi danskere er opvokset med, at hvis der kommer gæster til vores land, skal vi tale pænt om det hele: Grundtvig, H.C. Andersen, cykelstierne og Olsen-Banden. Det er også fint nok, jeg gør det selv. Men der er også mindre gode ting. Og du kan ikke rejse rundt i verden som forfatter og virke troværdig, hvis du samtidig skal have en T-shirt på, hvorpå der står ’Dorthe Nors, Danmarks Turistråd’.”

GÅRSDAGENS lanceringsfest endte på et pizzeria i Brooklyn med Naja Marie Aidt, og i formiddags sad hun alene i yndlingsparken Washington Square Park og hørte et fucking godt jazzorkester, fortæller hun, da hun om eftermiddagen sidder i den mørke, mahognibeklædte lobby på sit hotel.

”Det er det, der er så vildt ved den her by. Der er stor kunst lige for næsen af dig hele tiden.”

I mange år skrev hun til lyden af Charlie Parkers saxofon, og som barn sang hun ustandselig. Hvis hun som teenager havde syntes, at hun var pæn nok, havde hun måske gjort mere ud af musikken, siger hun.

”Jeg er vokset op med ABBA. Jeg havde en god veninde, en smuk, lille brunette, som jeg engang sang for derhjemme. Da jeg var færdig med at synge, sagde hun: ’Det er virkelig ærgerligt, du er så grim, Dorthe. Du kunne være blevet en stor sangstjerne.’ Når jeg i dag skal styles eller fotograferes, kan jeg af og til stadig høre hende sige, at mine hænder ligner grisetæer. Ha, det er helt åndssvagt, ikke? Men sådan er det.”

I morges meddelte hendes svenske agentur, at hendes nye bog, ’Kort over Canada’, skal oversættes til italiensk. Det betyder, at den er planlagt til udkomme i seks lande inden udgivelsen i Danmark.

I morgen tager hun Amtrak-toget til Boston, hvor hun har en oplæsning med den amerikanske forfatter Jennifer Haigh. Bagefter går turen til Minneapolis i delstaten Minnesota, hvor hendes amerikanske forlag, Graywolf Press, har planlagt en lanceringsfest.

Dorthe Nors ved godt, at danske kolleger ville give alt for den internationale opmærksomhed, hun har fået gennem de seneste år.

Stiller du sig selv tusinddollarspørgsmålet ”Hvorfor lige Dorthe Nors?” 

”Altså … den korte form er hellig i USA. Der findes ingen store amerikanske forfattere, der ikke kan deres korte form. Det er sådan, du får udgivet tekster herovre. Du skal igennem litteraturmagasinerne. Du skal kunne fortælle kort, præcist og ramme et nærvær i løbet af de første fem linjer. Ellers er folk videre. Derhjemme handler det mere om at skrive langt og …”

Hun holder en pause. Tager tilløb. 

”Nej, jeg har faktisk lyst til at sige: Jeg har succes, fordi jeg kan det, jeg laver. Fordi jeg har arbejdet pissehårdt for det her og ventet i 12 år, før jeg kunne leve af mit arbejde.”

Hun smiler. Ser nærmest lettet ud.

”Fra starten sagde jeg til mig selv, at jeg som forfatter ville kendes på, hvad jeg kunne – ikke hvem jeg drak øl med, pettede offentligt med eller likede på Facebook. Der var flere, der sagde til mig, at ’sådan fungerer det jo ikke, Dorthe’. Men det har det altså gjort for mig. Jeg kom ind som fucking Klods-Hans.”