SYDSUDAN, 2021
Jeg har altid rejst meget. Som barn på kryds og tværs af Danmark. Min far var ansat i Civilforsvaret, og jeg er vokset op i både Ringsted, Haderslev og på Bornholm. I ferierne kørte vi Europa tyndt, og da jeg som 19-årig flyttede til København, var det for at studere internationale relationer. Jeg ville ud at se verden, og det lykkedes.
Som 24-årig blev jeg ansat ved diplomatiet, og da det for otte år siden gik op for mig, at jeg havde været i over 100 lande, gik der sport i det. Jeg sad sammen med mine tre børn og min kæreste på en bar på den store plads Parque Colón i Santo Domingo, hovedstaden i Den Dominikanske Republik, med et glas rom og en cigar og det famøse Christoffer Columbus-monument lige bag mig. Og høj af lykke besluttede jeg mig for, at nu skulle det være: Jeg ville besøge alle de lande, jeg endnu ikke havde været i, i mindst 24 timer hver. For jeg ville også nå at fornemme stederne og møde menneskene.
For nogle år siden var jeg i Sydsudan for at besøge mundarierne. Jeg rejste rundt i bushen med en amerikansk kvinde, Lucy, som jeg har rejst sammen med flere gange, og som jeg deler fascinationen af stammefolk med. I den moderne verden bliver alle kulturer mere og mere ens. Men stammefolk har mange steder stadig deres helt egne, tydelige kulturer. Og så alligevel kan man føle sig forbundet. Jeg har oplevet det i både Amazonas, på Papua Ny Guinea og i pygmælandsbyer i Cameroun og Gabon. Sydsudan var ingen undtagelse, og her var det som så mange andre steder også mændene, vi først stødte ind i. De steder, hvor mændene dominerer gadebilledet, er det også tit dem, jeg først kommer i kontakt med. Og fordi jeg falder lidt uden for kategori og sjældent ligner de lokale kvinder, men nok er lidt maskulin efter deres standarder, kan det blive ret bramfrit.
Her sad der en gruppe mundarier under et træ og spillede domino. Det viste sig, at en af dem kunne engelsk, og så gik snakken, og der blev talt ret frit fra leveren. På et tidspunkt kom vi ind på det med at købe kvinder.
For sådan nogle som os var det selvfølgelig nemt at forarges over, men vi beherskede os og spurgte åbent og nysgerrigt, og han fortalte, at de måler en kvindes værdi i kvæg. Og da kvæg er kostbart, er der en del mundarier, der aldrig bliver gift. Lucy er lille og spinkel, og de vurderede, at hun ville koste en eventuel ægtemand og hans familie et sted mellem 50 og 60 stykker kvæg. Jeg har bredere hofter og større bryster, så min værdi blev anslået til 100 stykker kvæg.
Det syntes jeg selv var en ret høj pris. Jeg var trods alt lige fyldt 50 og havde for længst født tre børn. Men for mundarierne trækker alder og børnefødsler ikke ned. Så ville man jo ’tabe penge’ på kvinder, og det går tydeligvis ikke. Og det med at kunne føde børn vejer ret tungt. Også i forhold til sex.
Det fandt vi ud af, da en ung mand tog mod til sig. Han skulle snart giftes og ville gerne vide, hvordan man får en kvinde til at have lyst til sex. Der blev helt stille, da han havde spurgt, og efter en pause sagde jeg til ham, at man skal sørge for, at det også er godt for hende. Og så brød de ud i store grin. Senere på rejsen fik vi at vide, at mænd i Ækvatorialguinea forventes at tilfredsstille deres kvinde både økonomisk og seksuelt. Undlader han én af de to, er det okay, at hun forlader ham. Det syntes Lucy og jeg jo ikke var så ringe. Men kvinderne hos mundarierne er jo omskåret, så nydelse må da kræve en indsats?
Er mændene villige til det, spurgte jeg dominospillerne og fandt ud af, at de fandt hele ideen skør. For dem handler nydelse slet ikke om orgasme, men om forplantning. Børn og ægteskab giver social status, så seksuel tilfredsstillelse er simpelthen lig med børn.
Det siger noget om, hvor hurtigt vi kan misforstå hinanden, og det synes jeg er virkelig interessant. Det gælder ikke bare, når vi møder mennesker ude i verden, i fremmede kulturer, som helt åbenlyst er anderledes end vores egen. Det sker jo også herhjemme, at man glemmer at forholde sig åbent og stille spørgsmål. Og det er en af de ting, jeg er meget opmærksom på i mit arbejde som konsulent. Ikke bare når jeg hjælper virksomheder til at etablere sig i udlandet, men også internt i organisationerne.
NORDKOREA, APRIL 2025
Det nordkoreanske styre holder øje med folk. Selv når de løber maraton. Det bemærkede jeg, mens jeg løb gennem Pyongyangs gader, hvor der var mænd i uniform med 100 meters mellemrum – og der har sikkert også været nogle flere i civil. Alligevel føltes det som den største frihed i de seks dage, jeg havde været i landet. For første gang var vi ikke mandsopdækket, så jeg kunne give highfives på gadehjørnerne til dem, der stod og heppede.
Lærke, min datter, løb foran mig hele ruten, og hun vendte sig om, når jeg sakkede bagud, for at heppe på mig:
”Kom, mor, du kan godt.”
Nogle år tidligere havde jeg sagt mit kontorchefjob i Forsvaret op for at få den sikkerhedsgodkendelse, det kræver at komme ind i Nordkorea. Men en uge efter jeg sagde op, lukkede de igen grænsen for turister, så den tur, jeg skulle have været med på, og som jeg havde brugt måneder på at forberede, blev aflyst.
Da de endelig lukkede op igen, tog jeg af sted med den svenske rejseklub Klub 100, og vi stod nærmest lige på grænsen, da grænsen igen blev lukket. Så tæt på og så langt fra. I stedet blev jeg i Kina og rejste rundt en uges tid, inden jeg tog hjem. Og mens jeg var i Kina, forlød det, at Nordkorea igen åbnede en dør på klem.
Man ville lade to fly lande med løbere fra udlandet, der ønskede at deltage i Pyongyang Marathon. Der var 15 dage til, og jeg havde aldrig løbet før, men heldigvis var der også to kortere løb, et på fem kilometer og et på 10 kilometer. Det lykkedes mig at få to startnumre til 10-kilometerløbet – nu hvor jeg havde arbejdet så længe på at nå mit mål, virkede fem kilometer for useriøst – et til mig selv og et til min ældste datter, Lærke. Hun er den af mine børn, der har rejst mest, og den, der havde mest lyst til at komme til Nordkorea. Men hun havde heller aldrig løbet før, så vi skulle træne begge to. Vejrtrækning, kondi, styrke og løbeteknik.
Vi var 230 udlændinge og ankom til Pyongyang i to fly fra Beijing. Jeg vil tro, at halvdelen af de folk faktisk ønskede at løbe et maraton, mange af dem fra Hongkong. Så var der en gruppe rejsebloggere, content creators, youtubere og sådan noget. Og så var der andre som mig, 14 helt præcis, der med turen ville nå op på at have besøgt alle verdens lande.
I dagene op til løbet var vi stort set hele tiden sammen i grupper på 50 eller 100. Mest i Pyongyang, hovedstaden, som er sovjetisk i stilen med lave blokke og brede boulevarder, små butikker med blomster og brød. Ikke ret mange biler og heller ikke ret mange mennesker, og dem, der er, enten går, cykler eller kører på knallert – gamle cykler og gamle knallerter. En tur i metroen var som at køre med veterantog, og der var kø ved busstoppestederne.
Vi var fra morgen til aften under opsyn af vores guider og repræsentanter for sportsministeriet. Programmet var tæt pakket med bowling, skydespil, K-popshow, besøg i zoologisk have og et stormagasin, hvor udvalget reelt set var minimalt, men de fik det til at se stort ud ved at have mange af den samme vare på hylderne. Zoologisk have var på mange måder ligesom herhjemme med glade børnefamilier på udflugt, og så alligevel ikke. Man havde hele tiden den der underliggende følelse af at gå rundt på æggeskaller, som at være i et voldeligt parforhold, og jeg har generelt aldrig holdt så lav profil, som jeg gjorde i Nordkorea. Jeg ville jo gerne hjem igen.
I Pyongyangs zoologiske have var der også en anden ting, der sprang i øjnene: duerne. De havde duer i bur – til gengæld var der ingen duer i byen. Det siges, at folk skyder og spiser dem. Der er jo mangel på mad i Nordkorea. Vi fik et glimt af armoden de par gange, vi blev fragtet ud af Pyongyang. Den ene gang skulle vi ud at se et prestigelandbrugsprojekt på en nedlagt lufthavn et par timer uden for Pyongyang, og fra bussen kunne vi betragte slidte, triste boligblokke og folk, der traskede langs vejene ud til markerne og hjem igen. De få traktorer, de havde, var oldgamle. Til gengæld var hver en lille plet opdyrket, selv på det mindste lille klippefremspring var der plantet et frugttræ.
Nordkoreanerne ved, hvordan man står i kø. Så mens vi tilrejsende stod i en kaotisk flok i vores dyre løbesko og pangfarvede løbetøj, da vi på løbsdagen ventede på at blive sendt ud på ruten, stod nordkoreanerne i snorlige rækker i deres rød-hvide-blå træningsdragter.
Det var en stor, vild og megamærkelig oplevelse at deltage i Pyongyang Marathon. Da jeg kom ind på opløbsstrækningen på byens stadion, bruste det af larmen fra de 50.000 hujende tilskuere. Mændene i sorte frakker, kvinderne i sort spadseredragt – som om de var til bedemandskonference – og hver udstyret med et båthorn med guldglimmer, som de viftede med synkront fra tilskuerpladserne.
Man vidste jo ikke, hvad hver enkelt af dem tænkte. Om det virkelig var noget, de havde lyst til, eller om de havde fået en invitation, de ikke turde sige nej til. Men det bekymrede mig ikke så meget i øjeblikket. Jeg piskede op ad langsiden og løftede armene, da jeg løb over målstregen. Som om jeg lige havde vundet VM.
”Yes, I did it.”
Jeg havde jo ikke bare gennemført de 10 kilometer. Jeg havde nået at besøge alle lande, et mål, jeg havde jagtet i over 20 år, og indfriet min livsdrøm. Jeg gennemførte løbet på en time og 20 minutter. Det syntes jeg selv var ret cool for en debutant.
LAS GUYANAS, SOMMEREN 2025
”Hvordan får du råd til at rejse så meget?”
Det spørgsmål hører jeg tit. Jeg er ikke født med en masse penge, og på mange af mine rejser har jeg haft mine børn med, og det gør det jo ikke billigere. Men jeg prioriterer benhårdt. Jeg har ingen bil, men cykler og kører rigtig meget i tog til hverdag og lever med det gamle køkken og det gamle badeværelse i vores hus. Og så bor og spiser jeg billigt, når jeg rejser. Det er på ingen måde luksusrejser, jeg bor også gerne privat, og jeg tager altid imod den mad, jeg bliver budt på. Mad er jo den lige vej til folks hjerter. Når man tager imod folks mad, udtrykker man sin anerkendelse, og det gælder om at være åben, hvis man vil tæt på andre mennesker.
Det er først og fremmest derfor, jeg rejser. Jeg rejser ikke for at bestige høje bjerge, og jeg har aldrig forceret et større vandfald i en kano, vandret på gletsjer eller løbet maraton i en jungle. Det er mine medmennesker og møderne med dem, der driver mig.
Som for eksempel da jeg tidligere i år sad med mine døtre på en kinesisk restaurant i Surinams hovedstad Paramaribo, hvor tjeneren talte hollandsk, men lignede en inder, og min kinesisktalende ældste datter blev bedste venner med kineseren bag disken. Vi rejste i Las Guyanas, som man kalder den sydamerikanske region, der består af Fransk Guyana, Guyana, Surinam og det tidligere portugisiske Guyana, der nu er en del af Amazonjunglen i Brasilien, og det var lige før, vi skulle sige farvel.
Mine piger skulle tilbage til København til deres studier, og jeg skulle videre til Fransk Guyana for at opleve, at man sendte en satellit ud i rummet med en raket. Det havde stået på min ønskeliste, lige siden jeg i et af mine første job i Udenrigsministeriet havde været tilknyttet et rumsamarbejdsprojekt. Fransk Guyana er et af de få steder i verden, man sender satellitter op fra. Det er politisk ret stabilt, der er ret fladt, og så ligger det tæt på ækvator, hvilket gør det lettere for satellitterne at nå ud at cirkulere om jorden. Og nu var muligheden der. Man ville sende en meteorologisk satellit op med en Ariane-raket. Det er ikke noget, der sker hver dag, heller ikke i Fransk Guyana.
Det kræver mange års forberedelse, og der er meget, der kan forsinke sådan en opsendelse. Men jeg var heldig. Vejret var, som det skulle være, og jeg kom i god tid, havde indlogeret mig på et hotel lige i nærheden og gik længe rundt i den udstilling, de havde lavet derude til ære for turisterne, inden jeg stillede mig op på udkigspunktet sammen med de 500 andre, der skulle se satellitten blive sendt af sted. Jeg stod ved siden af to ingeniører. De havde arbejdet på opsendelsen i henholdsvis 15 og 20 år. Vi nåede lige at se den. Det lignede en kæmpe nytårsraket, og der lød et drøn. Så forsvandt den. Langsommere og langsommere, ud i kredsløb.
Til vands og i luften i Las Guyanas.
Nu hvor jeg har været i alle verdens lande, har jeg ikke travlt længere, og jeg behøver ikke længere bruge så mange kræfter på planlægning og det rent logistiske. Jeg kan også bedre tillade mig at blive på landjorden og ikke sætte mig op i en flyver, hver gang jeg skal krydse en grænse. Det er meget sjovere, for man ser meget mere på den måde, og det giver nogle helt andre og mere eventyrlige oplevelser. Det oplevede jeg også i Las Guyanas, da jeg tog videre fra Fransk Guyana og krydsede alle grænserne til nabolandene over floder i motorbåde til to passagerer – og via en enkelt færge med plads til 14 biler.
I Surinam rejste jeg sammen med en lokal politibetjent, som brugte et par fridage på at køre mig rundt i junglen og tjene lidt ekstra. Han var den perfekte chauffør, for han var ikke bare stedkendt, men kendte også de farer, der lurede. Det er særligt de grupper af mænd, der strejfer rundt i junglen, som man ikke skal ønske sig at møde som rejsende. Det er et område med en hel del guld- og diamantminer, og de fleste udlændinge er der for at handle guld og diamanter, så risikoen for at blive overfaldet er stor.
Sådan er det næsten alle steder, når det gælder farer. Det handler som regel om penge og om fattigdom. Men holder man lav profil, er det de fleste steder ikke farligt i sig selv at gå på gaden. Så er der selvfølgelig højrisikoområderne, der hvor man ikke anbefaler nogen at rejse hen. Som Afghanistan og områder, hvor der er krig. Når jeg har rejst i de lande, har jeg brugt Jens Serup (gidselforhandleren, der blandt andet har forhandlet fotojournalist Daniel Rye ud af fangenskab hos Islamisk Stat, red.) Jens har altid vidst, hvor jeg har været.
Jeg har også skrevet testamente, og når jeg har rejst med mine piger, har vi haft klare aftaler, så der ikke var nogen tvivl: ”Hvis der er nogen, der skal voldtages, så er det mig.” Som kvinde er man særligt udsat, og når man rejser med børn, er man endnu mere sårbar. Kvinder har de fleste steder ikke nogen høj social status, men ses dog omvendt også som nogle, man er nødt til at beskytte. Og dermed er der også en styrke i at være kvinde og mor. Det har jeg oplevet mange steder, at der var flere, der gerne ville passe på mig og os.
Det var også tilfældet med politimanden, der kørte mig rundt, efter jeg havde sagt farvel til mine piger i Surinam. Han var virkelig galant og ordentlig, og da vi var nået helt ind i junglen, helt derind, hvor vejen stoppede, spurgte han: ”Hvad så, tør du mere?” – og pegede på en båd, der lå i floden foran os. Er du gal! Ja, selvfølgelig! Der var da ikke noget, jeg hellere ville. Og så forhandlede han en pris på en tur op ad floden, og vi sejlede blandt kvinder og børn, der badede i floden, og kom til flere landsbyer dybt inde i regnskoven. Et sted var der pludselig et skilt om flere millioner i EU-støtte til vand- og elforsyning. Der var dog ikke meget el eller rent vand herinde, men der var søde kvinder med træ-spande fulde af frisk fisk. Og pludselig hang hele verden sammen.
