Indlæg

Helle og Uri Løvevild Golman har brugt deres liv på at dokumentere verdens truede dyreliv. Her fortæller de om at få malaria i junglen på Borneo, om at fotografere paradisfugle omgivet af stammekrig i Papua Ny Guinea, om en sjælden canadisk kystulv og om et drabeligt knivoverfald i Gabon, der næsten kostede Uri livet.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

MALARIA OG ORANGUTANGER PÅ BORNEO, 2015

Helle: ”Vi var i den indonesiske del af Borneo for at fotografere vilde orangutanger. Det nordlige Borneo er en del af Malaysia, mens resten, det, der kaldes Kalimantan, er en del af Indonesien. Vi begyndte på et rehabiliteringscenter ude i junglen, hvor orangutang-unger bliver taget ind, hvis moderen for eksempel bliver slået ihjel af oliepalme-plantageejere, fordi de spiser knopperne på oliepalmerne. Men det var ikke det samme som at fotografere helt vilde orangutanger. Vores mål har altid været at fotografere dyrene i så naturlige omgivelser som muligt. Derfor kørte vi to dage og hoppede på en båd for at komme til et område i den nordøstlige del af Kalimantan, som dayak-indianerne ejer.”

Uri: ”På vejen derhen gik vi i floder og gennem tyk jungle med smådyr og insekter overalt. Vi blev spist af det ene og det andet. Efter noget tid kunne jeg mærke temperaturen stige og en svimmelhed begynde. Jeg har haft malaria flere gange, så jeg vidste med det samme, at der var en febervildelse på vej. Jeg fik høj feber og blev brændende varm, selvom jeg frøs og havde kulderystelser. Første gang, jeg fik malaria, var i Ghana. Dengang fik jeg hjerne­malaria, som er dødelig, hvis man ikke får hjælp inden for 48 timer. Derfor bad vi til, at det ikke var det, fordi vi ikke kunne skaffe hjælp i tide.”

Helle: ”Vi havde piller med, men man kan aldrig vide sig for sikker, når det handler om malaria. Så jeg tog vores satellittelefon, en stor klods med antenne, vandrede en halv time gennem skoven til en lysning og ringede til en tropelæge, som sagde, at jeg måtte give Uri pillerne og håbe på, at feberen lagde sig. Da jeg kom tilbage, lå Uri og talte bahasa-indonesisk i febervildelse. Det hjælper heller ikke, at det er så varmt og fugtigt i junglen. Man plejer at sige: ’Hvis du står stille i junglen, så rådner du.’ Da febervildelserne toppede, fortalte han, at han kunne se ænder, der var lavet af agurk og melon. Der gik fire dage, før han var på benene igen. Det var ikke hjernemalaria, og vi fortsatte vores jagt på de vilde orangutanger. Men da vi endnu ikke havde set spor af orangutanger, var vi nødt til at ændre kurs. Vi ringede med satellittelefon til Carl Træholt, som er bosiddende i Malaysia og er forsker tilknyttet Københavns Zoo. Da vi kom igennem til ham, sad han på et skib i Davisstrædet ved Grønland. Han sagde, at vi skulle tage til Kumai og krydse bugten, hvorefter vi ville møde en flod, og der skulle vi nok finde orangutangerne.”

Uri: ”Vi fik fat i en klotok, en fladbundet flodbåd, krydsede bugten og møffede os igennem den tætte flod fyldt med palmeblade og drivtømmer. Da vi kom til slutningen af floden, brugte vi en foldekano til at udforske et oversvømmet område og kom dybt ind i junglen, selvom det var blevet for mørkt til at tage billeder. Vi havde kun ét kamera og én flash med, og så skete det selvfølgelig. Pludselig kom en orangutang gående i torsohøjt vand.” 

Helle: ”Det var et drømmebillede, men lyset var dårligt, så vi skulle sidde helt stille, mens edderkopper skøjtede rundt på vandet. Dagen efter var vores sidste dag, Vi tog en lille tur i kanoen, og kort tid efter så vi to hunner og nogle unger, der kølede sig i floden. Jeg tog fortøjningen i munden for at stabilisere, mens vi kom tættere og tættere på. Til sidst slog en af orangutangerne en kaskade af vand efter os for at sige: ’Hertil og ikke længere.’ Derfra sejlede vi tilbage over bugten, hvor en tropisk tordenstorm var på vej. Vi nåede lige præcis at komme i land og hen til lufthavnen, da helvede brød løs. Var vi blevet fanget i det tordenskyl, kunne vi ikke være kommet væk fra bugten i flere dage.”

PARADISFUGLE OG STAMMEKRIG I PAPA NY GUINEA, 2016

Helle: ”Vi var taget til Papua Ny Guinea for at fotografere paradisfugle. Det er de mest ekstravagante fugle, der findes. De har lange farverige fjer og kan lave alle mulige tricks med deres fjerdragt, så de ikke ligner fugle. Der findes 39 forskellige arter i verden, og de er vidt forskellige hver og en. Men de har det til fælles, at de er ekstremt svære at fotografere, fordi de sidder højt oppe i trækronerne. De har et helt unikt parringsritual, hvor de danser og stolt viser deres fjerdragt frem for hunnen. En uge før vores planlagte afgang ringede vores fixer fra Papua Ny Guinea for at fortælle, at der var en stammekrig i gang, og at vi skulle overveje, om vi virkelig ville af sted. Men det var ikke et spørgsmål, der gav mening for os.”

Uri: ”Da vi en uge senere landede i Papua Ny Guineas hovedstad, Port Moresby, regnede vi med, at stammekrigen var overstået, og tænkte ikke videre over det. Derfra fløj vi videre til Tari, der ligger højt oppe i tåge­regnskoven. I flyet sad nogle pæne mænd i hvide skjorter og sorte bukser. De havde alle et rødt bånd om armen eller om hovedet. Det var sørgebånd, fordi der var en afdød om bord på flyet, som de vågede over. Da vi steg ud på et lille frimærke af en landingsbane, var der proppet med mennesker, som råbte og skreg og tudede. Mændene gik ud af flyet med kisten og begyndte selv at synge sørgesange.”

Helle: ”Vi holdt godt fast i vores ting, mens vi passerede menneskemængden, der klumpede sig sammen og skubbede. På turen boede vi i en lille rund hytte ude i ingenting. Der var kun jungle, så langt øjet rakte, og vi kunne konstant høre maskingeværsalverne. Det var en helt umulig opgave at fotografere paradisfuglene. Vi stod med vores store, tunge kameraer og ventede i timevis. Vores arme og nakker var helt ødelagte til sidst, Lige så smukke de fugle er, lige så drilske er de. Vi kunne høre de mange arter kalde inde fra den tætte skov, men vi kunne ikke se dem, fordi de sad 40 meter oppe i et træ. På et tidspunkt kom vi til et område med en æggegul savanne på den ene side og en fin baggrund af tågeregnskov på den anden. I et splitsekund ser vi en båndhalet paradisfugl flyve fra et træ til et andet og får et billede af det. Senere fik vi også et billede af kongeparadisfuglen, som har to lange og ekstremt elegante halefjer, der stritter som antenner. 

Turen var i slutningen af december, og da det nogle dage senere blev nytår, lød det, som om krigen eskalerede. Befolkningen har ikke fyrværkeri, så i stedet brænder de bildæk af og tømmer deres rifler op i luften. Det var folk med rifler og store macheter. Da vi havde fået billeder af fuglene, indså vi, at det nok ikke var det bedste sted at være. Kort efter tog vi det første fly til Australien.”

KYSTULVEN I BRITISH COLUMBIA, 2017

Helle: ”I det nordvestlige Canada findes kystulven. Der er kun 400 tilbage, og det er en unik under-art af ulven, fordi den kan svømme op til 10 kilometer mellem de afsides øer, hvor den bor uden menneskelig kontakt og lever af skaldyr, muslinger og døde hvaler. Vi fløj med et lille propelfly til Bella Coola, en lille indianerlandsby på Canadas vestkyst. Det minder lidt om den svenske skærgård, hvor du har alle de her små øer med grantræer. På sejladsen mod kystulvens habitat så vi spækhuggere, havoddere, søløver og havørne, en fantastisk måde at rejse på, fordi man er så fri i et område, hvor naturen eksisterer på sine egne præmisser.

Fra de øer, hvor kystulvene holder til, er der ikke mennesker i en omkreds af 100 kilometer. De ligger helt ude ved tågebanken to dages sejlads på vej mod Stillehavet. Vi havde spejdet i lang tid og lagde til ved en ø fyldt med drivtømmer. Det knasede, når vi gik på stranden. Det betød, at der var muslinger i sandet, som kystulven lever af. Det tegnede godt. Vi sad en hel dag, og der skete ingenting. Vi sad op ad hinanden på en strand, hvor der ikke var andet end bonaparte-måger, som åd søstjerner langs havet. Vi sov op ad hinanden på ­stranden, blev forbrændte, og så var dagen gået, uden at vi havde set skyggen af en kystulv. Vi havde givet op. Vi vidste, at kystulv er yderst sjældne, og at man ikke kan være heldig hver eneste gang, så vi tog tilbage til skibet og gik nedtrykte i seng.”

Uri: ”Vi havde en kameramand med på turen, som skulle dokumentere vores arbejde. Da vi stod op dagen efter, indså vi, at vi ikke havde lavet en afslutningsscene til dokumentaren. Derfor tog vi tilbage til øen, og lige pludselig ser vi et fodspor. Vi sætter os ned, venter et stykke tid, og så kommer en kystulv løbende imod os. Den løb rundt om os, stjal vores guides ene sko, tyggede i vores gummistøvler og stak hovedet ind i vores objektiv. Det hele føltes så overvældende, at vi tudede af lykke undervejs, og da det var overstået. Den kystulv havde sandsynligvis aldrig mødt mennesker før. Den var aldrig blevet skudt efter eller jagtet, så den var bare nysgerrig. Det er det bedste eksempel på, at ulve ikke er farlige af natur. De er ligesom alle andre hundearter. 

Det kan lyde, som om vi altid får det, vi jagter, men det er ikke rigtigt. Jeg var engang tre uger i Kirgisistan i 16 minusgrader sammen med tre russere, der levede af vodka og trekantet Buko-ost. Vi ledte efter sneleoparder, men fandt dem aldrig. Den ene aften varmede de deres russiske støvler over bålet. Det så smart ud, så jeg gjorde det samme med mine store støvler, som smeltede ned over tæerne på mig. Jeg havde våde og kolde fødder på resten af turen, og jeg så kun en kernebider. Det var tre ugers ren frustration. Hver gang jeg venter, tænker jeg på sneleoparden.” 

KNIVOVERFALD I GABON, 2017

Helle: ”Vi var ved at færdiggøre en ekspedition i Gabon, hvor vi filmede det sidste afsnit af tv-serien ’Vores vilde verden’. Vi skulle fotografere vilde lavlandsgorillaer og de ekstremt truede skovelefanter. Vi gik 15 kilometer gennem små vandløb og tæt skov, hvor vi hvert sekund kunne møde de hidsige små skovelefanter. Deres stødtænder peger lige ned som hos en hvalros, og så har de nogle piercende gule øjne, der stirrer på dig, som om du skylder dem en million. På turen brækkede Uri lilletåen, og vi endte i kviksand til livet. Kviksand lyder meget farligt, og det er det også, hvis man ikke ved, hvad man laver. Men det er i bund og grund ikke meget anderledes, end hvis man ryger i Bøllemosen i Nærum. Den er vi faldet i to gange, så vi havde øvet os hjemmefra. På trods af en brækket lilletå og kviksandet lykkedes det os at fotografere begge dyr.”

Uri: ”Vi ville afslutte optagelserne på det lokale kunstmarked i hovedstaden Libreville. Det skulle være en hyggelig afsluttende scene. Mens jeg står og kigger på en maske, kommer en lavstammet fyr over til mig. Han kommer helt tæt på med sine blodskudte øjne. Jeg har en del erfaringer med tropesygdomme og kunne med det samme se, at de øjne var et tegn på malaria. Jeg når lige netop at tænke ’stakkels mand’, da han trækker en 40 centimeter lang slagtekniv frem. Først stikker han den i maven på mig, og så penetrerer han min hjertesæk. Derefter stikker han mig i hovedet og så i halspulsåren. Da dét sker, vågner min krop på grund af adrenalinen. Jeg har lært selvforsvar hos en udenlandsk specialenhed for år tilbage, så jeg lægger ham ned og giver ham en masse tæsk, men jeg kunne ikke få kniven ud af hånden på ham. Så hopper Helle ind i kampen. På et tidspunkt stikker hun fingrene i øjnene på ham, så han taber kniven. Mens vi løber væk, fosser blodet ud af mig. Vi kommer hen til bilen, vi havde lejet, og kører til skadestuen.”

Helle: ”På skadestuen havde de ingen sytråd, så vores filmfotograf blev sendt af sted efter det. Hun var på tre apoteker, før hun fik fat i nål og tråd, så vi kunne blive lappet sammen. Tilsammen havde vi 19 knivstik og afværgelæsioner. Herfra blev vi sendt videre til et militærhospital, hvor Uri akut skulle hjerteopereres. Der døde han klinisk i et par minutter. Uris forældre rejste til Gabon, hvor han lå i respirator i 10 dage. 1. juledag blev vi fløjet hjem i et ambulancefly. Da vi ankom til Kastrup Lufthavn, stod en ambulance klar og kørte Uri direkte på intensiv på Riget. Det har været vores største prøvelse. Lægerne sagde, at Uri aldrig ville komme til at gå igen. Siden han fik den besked, har han genoptrænet dagligt. Nu kan han gå 10 meter alene.”

46-årige Helle og 46-årige Uri Løvevild Golman har fotograferet for National Geographic, og er medlemmer af Kvindelige Eventyreres Klub og Eventyrernes Klub. I 2018 var de omdrejningspunktet for dokumentarserien ’Vores vilde verden’ på TV 2, hvor de fotograferede truede dyrearter over flere kontinenter. Deres fælles livsprojekt, fotobogen ’Wild’, skal skabe opmærksomhed om truede dyrearter og naturbevarelse verden over. Ideen er, at bogen skal overdrages til verdens ledere sammen med en specialdesignet fyldepen. Med den pen har lederne magten til at sikre naturbevaring verden over.

Erhvervsminister RASMUS JARLOV er medlem af De Berejstes Klub og har besøgt 150 lande. Det gør ham til en af de mest rejsevante danskere. Her fortæller han om dengang, han sad i fængsel i DR Congo, om en nærig vandretur i Grønland og om, hvordan det lykkedes ham – mod alle odds – at tilbringe et døgn i Vatikanet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat, Michele Francioso/Unsplash

GORILLAKRIG I DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO, 2006

“Jeg var i Rwanda nær grænsen til Den Demokratiske Republik Congo for at se på bjerggorillaer, men turene var udsolgt. Jeg fik at vide, at hvis jeg ville se gorillaer, måtte jeg krydse grænsen til DR Congo. Det har i mange år været et borgerkrigsplaget og usikkert land, men jeg besluttede mig for at tage af sted alligevel. 

På den anden side af grænsen ankom jeg til byen Goma, som var fyldt med internationale journalister. Der var kampe cirka 20 kilometer derfra, og byen var helt sønderbombet. Jeg indlogerede mig på et hotel og begav mig ud i byen for at tage nogle billeder. Jeg skulle også finde en guide, som kunne tage mig med på gorillasafari. 

Jeg nåede dog ikke særlig langt, før en politibil kørte op på siden af mig og rullede vinduet ned. En civilklædt betjent kom hen til mig og påstod, at det var forbudt at tage billeder uden en tilladelse. Han bad mig om at sætte mig ind i bilen og følge med dem. Jeg blev kørt kørt til byens politistation, som var en gammel, faldefærdig bygning. Malingen var skallet af de grå betonvægge, der var smadrede vinduer, og dørene var lettere ramponerede. 

Indenfor sad en tyk betjent ved et gammelt, slidt skrivebord med sit maskingevær i hænderne og fødderne oppe på bordet. 

Jeg blev ført ind i et forhørslokale, hvor jeg de næste mange timer blev afhørt på skift af en række forskellige mennesker. De forklarede mig, at jeg virkelig var i problemer, og at jeg måtte hoste op med et meget stort beløb, hvis jeg skulle undgå at komme i fængsel. 

Det gik hurtigt op for mig, at det handlede om afpresning. Afhøringen foregik på fransk, som jeg ikke taler særlig godt, men jeg forsøgte at forklare dem, at jeg ikke havde nogen penge ud over mit kreditkort og de 25 dollar, jeg havde på lommen. Dem kunne de få, sagde jeg. Det passede dog ikke helt, for i bunden af min rygsæk havde jeg gemt mellem 4.000 og 5.000 kroner, men det var heldigvis ikke lykkedes dem at finde dem, da de gennemrodede tasken. 

Efter cirka 12 timer indså betjentene, at de ikke kom videre, så jeg blev eskorteret tilbage til mit hotel. Betjentene sagde, at de ville komme igen næste dag, og at jeg skulle skaffe pengene. 

Det var blevet sent om aftenen, så i ly af mørket kravlede jeg ud ad vinduet på mit hotelværelse og stak af. Heldigvis lå mit værelse i stueetagen. 

Ude på gaden fandt jeg hurtigt en chauffør, som jeg betalte for at køre mig tilbage til Rwanda med det samme.    

Jeg var nervøs, da vi nærmede os grænsen, for jeg vidste ikke, om hotelpersonalet havde opdaget, at jeg var væk, og havde kontaktet politiet. Men vi kom igennem grænsevagten uden problemer. Tilbage i Rwanda kunne jeg ånde lettet op. Jeg så gorillaer, men ikke den slags, jeg havde håbet på.”

 

DE BEREJSTES KLUB

De Berejstes Klub – ikke at forveksle med Eventyrernes Klub – er en forening for rejselystne danskere. Klubben blev stiftet i 1996. For at blive medlem skal man opfylde fire betingelser:

1. Have besøgt mindst lige så mange lande, som man er gammel. Hvis man er under 30 år, krævesmindst 30 lande.

2. Have besøgt mindst tonye lande inden for desidste to år.

3. Have besøgt mindst fire af de syv kontinenter.

4. Have krydset ækvator.

Det mest berejste medlem af klubben har besøgt 195 lande.

VÅGEN I VATIKANET, 2016

“I De Berejstes Klub konkurrerer vi om, hvem der har besøgt flest lande. Reglen er, at man skal tilbringe 24 timer i et land, før det tæller som et besøg. Min kæreste var i USA med sit arbejde, så jeg tog til Rom et par dage med det mål at få krydset Vatikanstaten af. Desværre er der ingen hoteller i Vatikanet, og derfor er det meget vanskeligt at opholde sig i landet 24 timer i træk. Jeg måtte på intet tidspunkt krydse grænsen tilbage til Italien, for så ville mit besøg ikke tælle.

Jeg ankom til Peterspladsen ved 23-tiden om aftenen. Hele vejen rundt om pladsen løb en søjlegang. Mellem søjlerne var der et hegn, som var cirka en meter højt. Man må ikke opholde sig på pladsen om natten, men en anden fra De Berejstes Klub havde fundet ud af, at der er  et smalt stykke på ydersiden af hegnet og ud til kanten af søjlerne, som stadig er Vatikanets territorium. Jeg besluttede mig for, at der ville jeg overnatte. Det lille stykke rundt om pladsen var et meget populært overnatningssted for hjemløse, så jeg måtte lede lidt efter en ledig ’lomme’ mellem to søjler. Da jeg fandt en, rullede jeg min sovepose og mit liggeunderlag ud og lagde mig til at sove. Jeg fik ikke mange timers søvn den nat. Jeg lå på nogle ujævne brosten, og mit liggeunderlag var ikke særlig tykt. Det blev ikke til meget mere end 20 minutter hist og her.

Klokken syv om morgenen, da pladsen åbnede, hoppede jeg over hegnet og satte mig ind på Peterspladsen igen. Her skulle  jeg blive til sent på aftenen. Jeg kunne ikke gå ind i Peterskirken eller Vatikanmuseet, for entré-køen dertil befandt sig i Italien. Jeg havde taget en powerbank med til min telefon, så jeg slog alle statuerne på pladsen op og læste om dem. Jeg tror, at jeg nåede igennem hele Peterspladsens arkitektoniske historie. 

Jeg havde lavet et opslag på Facebook om, at jeg var i Vatikanet, og det så to af mine venner, som også var i Rom. De kom forbi med mad til mig. Jeg havde også selv medbragt lidt mad, men ikke nok til et døgn. På et tidspunkt spottede jeg en ’rullende kiosk’ ude på den anden side af hegnet. Det lykkedes mig at få en turist til at løbe ud og købe noget at spise og drikke til mig. Jeg kunne jo ikke selv gå derud. 

Da klokken endelig blev 23, havde jeg fuldført min mission og kunne krydse Vatikanstaten af. Det var i øvrigt det sidste land, jeg manglede at besøge i Europa.”

KRIG MOD MYG OG KEDSOMHED, GRØNLAND, 2004

“Jeg tog til Grønland med mine to yngre brødre for at vandre fra Sisimiut ved den grønlandske vestkyst til Kangerlussuaq, cirka 160 kilometer inde i landet. Ruten kaldes ’Arctic Circle Trail’. Ingen af os havde været i Grønland før, men vi havde længe talt om at tage derop. Vi overnattede i telt, og vi havde medbragt vakuumpakket mad og et gasblus. Drikkevand fandt vi undervejs, for det var umuligt at have oppakning med til hele turen. 

Vi var dårligt begyndt på turen, før vi blev overfaldet af myg. Det var i starten af juli, og der var ekstremt mange myg i Grønland. Selvom vi havde lange bukser, lange ærmer og en hat med myggenet, der lå ned over skuldrene, var det helt umuligt at undgå at blive stukket. Jeg så nærmest kun Grønland med et myggenet for øjnene.

Undervejs skulle vi krydse en flod, der hedder Oles Lakseelv. Her fangede vi ørreder med line og en krog, vi havde medbragt, fileterede dem og tilberedte dem på gasblusset. Det var en markant forbedring i forhold til den vakuumpakkede frikassé og biksemad, vi ellers havde levet af.

’Arctic Circle Trail’ er meget populær i dag, men dengang var den ikke overrendt. Vi mødte kun én anden turist på turen, en schweizer, som gik ruten i modsat retning af os. Vi var meget imponerede over, at han tog turen alene, for hvis man falder og brækker benet, er der ingen til at hjælpe.

Den sidste dag på turen løb vi tør for vand, fordi de eneste vandløb, vi kunne finde, var grumset brakvand, der ikke kunne drikkes. 

Vi var derfor temmelig dehydrerede, da vi nåede frem til Kangerlussuaq efter fire dage, én dag tidligere end planlagt. Med vilje havde vi lagt et par ekstra dage ind. Det betød, at vi skulle fordrive tre dage i Kangerlussuaq, der er en bygd med 500 indbyggere. Min ene bror er temmelig nærig, så han nægtede at lave noget, der kostede penge. Han ville heller ikke betale for et værelse på det lokale vandrehjem. Det betød, at vi måtte slå vores telt op uden for lufthavnen og overnatte der. Det meste af tiden sad vi i lufthavnen og spillede skak og genlæste de bøger, vi allerede havde læst én gang på turen. Det var nok de tre kedeligste dage i mit liv.”

RASMUS JARLOV OM …

… sin første rejse
”Første gang, jeg rejste alene, var til Guatemala og Mexico i 1998. Jeg var lige blevet færdig som soldat og havde sparet en masse penge op, så det blev til fire uger i Mellemamerika. Det var på den tur, at jeg for alvor fik rejsefeber.”

… sin næste rejse
”Jeg skal til Disneyland med en af mine gode venner og hans børn. Det er et af de ’lande’, jeg ikke har besøgt endnu, men jeg tror ikke, at jeg får lov til at tælle det med i statistikken.”

… sit værste rejsemåltid
”Jeg var på bjergbestigning i Cameroun, og undervejs overnattede jeg i en hytte. Hele natten løb der rotter rundt både på og under den træbriks, jeg lå og sov på. Jeg slog tre ihjel med en machete, jeg havde med for at kunne hugge mig gennem regnskoven. Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg se, at de havde haft hovedet nede i vores mad. Vi havde desværre ikke andet med, og vi skulle vandre hele dagen, så jeg blev nødt til at spise en smule af det.”

Rasmus Jarlov, 41, er erhvervsminister og minister for turisme, folketingsmedlem for De Konservative og medlem af De Berejstes Klub. I 2009 blev han som 32-årig den yngste dansker til at besøge 100 lande.