Indlæg

Fra en ganske ung alder var Kåre Bluitgen draget mod verdens brændpunkter. Tag med den 65-årige journalist og forfatter – der indirekte forårsagede Muhammedkrisen – til befrielseskamp i Eritrea, borgerkrig i Liberia, bogmesse i Afghanistan og længere ind i Nordkorea, end kommunistpolitiet tillader.
Tekst:Oliver Bodh LarsenFoto:Privat

ERITREA, 1991

Jeg har, siden jeg var 14 år gammel, været medlem af Internationalt Forum og støttede i min ungdom flere forskellige befrielsesbevægelser. Jeg rejste også flere gange ud for at komme tæt på, særligt til Mellemamerika. Hjemme i Danmark havde jeg arbejdet lidt for den eritreiske befrielsesbevægelse Eritrean People’s Liberation Front. De ønskede at blive uafhængige af Etiopien, der havde besat landet, efter at kolonimagten Italien havde trukket sig. Etiopierne var støttet af Sovjetunionen, men jeg kunne se, at eritreerne var ved at vinde kampen. Det passede med, at jeg skulle lave mit afslutningsprojekt på Journalisthøjskolen, og så tog jeg af sted.

Jeg havde aldrig været i Afrika før, og det var vanskeligt at komme ind i landet på grund af krigen, men via nogle eritreere, jeg kendte i Danmark, lykkedes det. Jeg havde en fotograf med. Vi fløj til Egypten, hvorfra vi skiftede til Sudan Airways, der fløj os videre til Khartoum, hovedstaden i Sudan. I lufthavnen var der ingenting. Ikke engang toiletter. Skulle man på toilettet, måtte man gå ud bag en skærm, der var stillet op på en mark ved siden af. Endelig kom de, dem, vi havde en aftale med, og vi kørte af sted – ud i en ørken, der føltes uendelig.

Vi skulle overnatte i en bunker den første nat, og det var helt mørkt, da vi ankom. Vi kunne mærke gekkoer, der løb hen over os i løbet af natten. Dagen efter stod vi op til et fantastisk lys, og lige uden for bunkeren stod der et akacietræ med reder fra væverfugle.

Vi havde to sværtbevæbnede soldater som guider, og vi kunne kun rejse om natten, fordi de sovjetiske fly bombede alt, hvad de så. Men om natten indstillede de bombningen; det rakte udstyret ikke til. Først når mørket faldt på, kunne vi flytte os. Når vi kørte, så vi ikke andet end billygter i mørket og en gang imellem en antilope, der sprang over vejen. Hele rejsen varede en måned, og undervejs blev eritreerne mere og mere modige. Befrielsen var på vej.

Vi fik som regel kun ét måltid om dagen. Et stort stykke fladbrød, som vi smurte tun ud over og delte. Vi havde to liter vand om dagen pr. mand. Den varmeste dag var der 43 grader, og generelt var temperaturerne deroppe omkring. Undervejs blev jeg desperat, fordi jeg var så tørstig. En dag, da det pludselig var begyndt at regne, så jeg en vandpyt, mens vi var ude at køre, og jeg bad chaufføren om at holde ind. De mente ikke, det var nogen klog idé, men jeg havde sådan nogle klortabletter, jeg kunne putte i og rense vandet, hvorefter jeg skulle vente en time, men det kunne jeg ikke. Så jeg drak det. Og blev syg. 

Jeg havde før været i lande, hvor der blev udkæmpet krige, men det var første gang, jeg befandt mig ved selve fronten. Befrielsestropperne havde omringet hovedstaden Asmara, og når vi kiggede op, mens vi bevægede os i skyttegravene, kunne vi se indtørrede lig ligge på den golde jord. Området var fyldt med gammeldags landminer lavet med ståltråd og håndgranater. I luften lød der konstant skud.

Bag fronten viste soldaterne os nogle opbevaringsskure fyldt med russiske trækasser. Den første kasse, de åbnede, var fyldt med kranier. Den næste med støvler og stumper af ben. Rygsøjler i en tredje, hænder i en fjerde. Det var levn fra etiopiske soldater, der havde deserteret. Hvad jeg så der, var billeder, som jeg efterfølgende håbede, var noget, jeg havde opdigtet, men det var det ikke. Et halvt år senere var jeg stadig ikke sluppet af med sygdommen fra mit vanddrikkeri. På Rigshospitalet fandt de ud af, at jeg havde en amøbe inden i mig.

LIBERIA, 1997

Op gennem 90’erne var Liberia præget af borgerkrig. Og det var virkelig, virkelig forfærdeligt. Seks forskellige etniske grupper bekrigede hinanden, og der var ingen, der havde et politisk program. Rå magt var alt, hvad det handlede om.

Jeg rejste til landet, fordi jeg arbejdede på et filmmanuskript med instruktør Frode Højer Pedersen. Filmen var støttet af Unicef og handlede om børnesoldater, hvilket var et udbredt fænomen i Liberia i de år. Noget af det, vores film fokuserede på, var, at når de her oprørsgrupper kom til en landsby, stillede de familierne op på en række: far og mor og så børnene fra ældste til yngste. Først sagde de til den ældste søn: ”Vil du skyde din far og din mor?” Det ville den ældste søn ikke, og så skød de ham. Så sagde de til den næste: ”Vil du skyde din far og din mor?” Nej, heller ikke. Når de så nåede børn omkring de 11-12 år, sagde de ofte ja. Og så gjorde de det: skød deres forældre og blev taget med som børnesoldater.

Vi fløj dertil fra Elfenbenskysten. Det var ikke en flyvemaskine, som vi kender dem, men et gammelt Aeroflot-fly. En piratagtig rute, som der var masser af i Afrika. Sæderne sad løst, og der var ikke nogen dør ud til cockpittet. På gulvet rullede der en tom vodkaflaske frem og tilbage. Ud igennem vinduet fik jeg øje på landingsbanen. Den var fuld af kvinder og børn. De sad der bare, og de blev siddende, selvom vi kom tættere og tættere på. Først da vi var ved at være helt nede, rejste de sig stille og roligt op. 

På et center, som Unicef havde bygget, mødtes vi med tidligere børnesoldater. Jeg skulle interviewe en af dem, en 13-årig dreng, og jeg vidste, hvad han havde gjort. Men jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at spørge, om han havde slået sin mor og far ihjel. Jeg vidste, at han havde skudt dem begge to, men jeg kunne ikke få ordene frem. 

Mens jeg lavede interview, kørte instruktøren af sted for at købe en fodbold for at bløde stemningen op. En fodbold kan løsne alle problemer i verden. Da han kom tilbage med bolden, gav jeg mig til at spille fodbold med børnesoldaterne. Og så blev de jo drenge – lige dér – helt normale drenge, der spillede ligesom alle andre. 

Da jeg stod inde i målfeltet på banen, skulle der tages et hjørnespark. Og mens jeg stod der – helt tæt op ad de her drenge – slog det mig, at det var massemordere, jeg stod sammen med. De var børn, men de havde alle sammen slået ihjel. Da fodboldkampen var forbi, satte de sig indenfor igen, og flere af dem sad bare og rykkede frem og tilbage med deres hoveder.

AFGHANISTAN, 2011

På vegne af dansk PEN (en global organisation af forfattere, journalister, redaktører og udgivere, red.) skulle jeg tjekke op på et projekt, der gik ud på at hjælpe afghanske forfattere. På det tidspunkt havde den vestligt støttede regering stadig magten. I hvert fald i Kabul og de andre store byer. PET havde i forvejen gjort det klart, at det i deres øjne var vanvid af mig at rejse hertil. Fem år forinden havde demonstranter i Kabuls gader afbrændt billeder af mig på grund af det der Muhammed-pjat. (Efter at have skrevet bogen ’Koranen og profeten Muhammeds liv’ havde han efterfølgende vanskeligt ved at finde en tegner, der ville illustrere profeten. Det var det, der førte til Jyllands-Postens 12 satiriske Muhammed-tegninger, red.).

Jeg deltog i en bogmesse i Kabul, hvilket jo i sig selv kan lyde en anelse absurd, men som de forfattere, jeg var sammen med, sagde: ”Du kan tage 2.000 kilometer i hver retning herfra. Vi er det eneste sted, hvor der er ytringsfrihed.” Da jeg ankom til bogmessen, blev jeg straks ført hen til den iranske modstandsfront, anti-islamisterne. De var der også, der var jo ytringsfrihed. Tæt på anti-islamisterne var en anden stand – flot og kæmpestor – og der stod et tv-hold ved siden af. Standen havde kun bøger om Ayatollah Khomeini. De opdagede straks, at der var en hvid mand til stede, og de ville have mig til at stille op til et interview. Jeg var lidt vævende – forhistorien taget i betragtning – men en forfatter, som jeg talte med, sagde til mig, at det nok var bedst, hvis jeg stillede op.

Så stod jeg der og tænkte: ”Åh nej, nu dukker mit billede op på iransk tv.” Så spurgte de mig, om ayatollahen var berømt i Danmark. Jeg sagde, at vi kender ham. Så spurgte de, hvad folk mener om ham. Jeg svarede, at det er der forskellige holdninger til. Pointen er: Jeg var en kujon. I stedet skulle jeg have sagt: ”Der er sgu ingen i Danmark, der kan bruge sådan en undertrykkende fascist til noget.” Men det gjorde jeg ikke. 

Jeg var der i en uges tid, og der var aldrig nogen, der bemærkede, at det var mig, der var blevet brændt billeder af få år forinden. Men forfatterne vidste det vist godt. De vidste til gengæld også, at det var bedst ikke at sige noget. Når vi var ude at spise, både i Kabul og i Mazar-e Sharif i den nordlige del af landet, oplevede jeg dobbeltsikrede døre med sluser og soldater udenfor som et værn mod talebanere.

I dag tænker jeg meget på, hvad de laver i dag, de forfattere. Hvad er der blevet af dem? I de år nærmede Taleban sig magten. De rykkede frem igennem bjergene og landsbyerne og mod de store byer. Forfatterne, jeg mødte, fortalte mig om dengang, kommunisterne havde magten i landet. Det var – for dem – den frieste periode, de havde oplevet. For mange danskere er kommunisme lig med indskrænkelse af friheden. De afghanske forfattere havde oplevet det modsat.

BLUITGENS RØDE BOG

Født 1959 i Bistrup. Uddannet lærer og journalist. Har siden 90’erne arbejdet fuld tid som forfatter og har skrevet et væld af titler: romaner, fagbøger, skuespil, filmmanuskripter, noveller, essays, debatbøger, biografier, gendigtninger og billedbøger.

Har modtaget en række priser, blandt andet Kulturministeriets Børnebogspris, Statens Kunstfonds legater og P.A. Heiberg Prisen for ”konsekvent forsvar for samfundets svage” og ”for modet til at behandle kontroversielle emner nuanceret”.

I 2005, da han havde skrevet ’Koranen og profeten Muhammeds liv’, kunne han ikke finde en illustrator, der turde tegne profeten. Den udfordring var indirekte med til at udløse Muhammedkrisen.

Kåre Bluitgen er aktuel med migrant-romanen ’Faith’.

NORDKOREA, 2015

Jeg tog dertil for anden gang for at arbejde på en bog om landet. Det gjorde mig til den første forfatter, der har fået lov at opholde sig i Nordkorea over længere tid. Overhovedet. Det er jeg lidt stolt af. Men jeg kan også godt skamme mig lidt, for det betyder, at de har tillid til mig. Jeg var der første gang i 1984 – drevet af en fornemmelse af, at det var det mest anderledes land i hele verden. Og det er det, det ved jeg nu.

Jeg fløj dertil via Kina, og jeg var den eneste hvide om bord. I den store og flotte lufthavn – de kan godt lide store og flotte ting i Nordkorea – fik jeg tildelt en meget partitro guide, en chauffør og en ung tolk, der var skidegod.

Jeg boede på et vandrerhjem i hovedstaden Pyongyang, men vi rejste også en del rundt og ud i landområderne. Jeg besøgte steder, ingen andre vesterlændinge havde været før. Jeg var under konstant opsyn, men nogle gange lykkedes det mig at opleve Pyongyang på egen hånd. Jeg løb en tur hver morgen. Igennem byen løber der en flod, og det er en flot by, Pyongyang. Nok den flotteste, jeg har været i. På en af løbeturene så jeg et af byens fattige kvarterer, det havde jeg aldrig læst nogen beskrive. 

Pludselig ville min tolk også gerne løbe om morgenen, og den næste dag ville guiden også følge med på en elcykel.

Når vi kørte ud på ture, fik jeg sommetider mulighed for at snakke med de lokale. De var sjove og søde. En af pointerne i min bog er, at de almindelige mennesker i Nordkorea er ligesom os. De synes, det er skidehyggeligt at gå på restaurant, de vil gerne have, at deres børn går i en god skole og har nogle sunde fritidsinteresser. Men de er uvidende om, hvad der foregår uden for landets grænser. Og det er de bevidste om.

Undervejs var vi i Wonsan på den modsatte kyst af Pyongyang. En morgen stod jeg tidligt op og gik ud for at tage nogle billeder. I Nordkorea er det velset, at du udfører frivilligt arbejde. Graden af frivillighed kan diskuteres, men det er ikke sådan, at der står politi og tjekker det. Den morgen så jeg kvinder i høje hæle, fint tøj og med opsat frisure give en hånd med på et byggeri, der var i gang ved siden af hotellet. De bar rundt på murerspande, og jeg tog nogle billeder af seancen. Men dem, der var sat til at følge mig rundt, fandt ud af det, og de begyndte at true mig med fængsel.

Senere på turen opstod der en anden situation. Jeg havde medbragt nogle aviser, blandt andet en Weekendavis, og på et af hotellerne – et helt øde sted – havde jeg smidt avisens børnesektion ud. Senere samme dag, da vi kørte på motorvejen, blev min guide ringet op. De havde fundet avisen. Jeg sagde til guiden, at jeg havde smidt den ud, fordi jeg var færdig med den. Men det var absolut ikke lige meget. Vi lavede en U-vending på motorvejen og kørte tilbage i samme spor. Vi var de eneste på vejen. Uden for byerne kører der ingen biler.

Min tolk løb ind og kom tilbage helt glad, fordi hun havde fundet avisen. Jeg skruede bissen lidt på og sagde til dem, at det er det eneste land i verden, hvor man ikke kan få lov at smide en brugt avis ud, og at det helt sikkert ville blive taget med i min bog – som i øvrigt, og her overdrev jeg, skulle oversættes til tysk og så videre. Jeg tilføjede, at jeg havde smidt masser af aviser ud på vandrerhjemmet i Pyongyang.

De blev ved med at påstå, at det ved min indrejse var blevet noteret, hvad jeg havde med, og at det samme skulle med ud. Det troede jeg ikke på, men jeg blev alligevel lidt nervøs, da vi nærmede os hjemrejsen. I lufthavnen kom tolken og gav mig en orange plastikpose. I den var samtlige de aviser, jeg havde smidt ud rundtomkring i landet.

Marianne Sommer gik og følte sig sådan … livsutilfreds. Så sagde hun stop, sagde jobbet op og solgte sin lejlighed for at finde nye veje. Først til Panama, Peru og Chile, siden til Caminoen og senest til Nr. Vorupør.
Tekst:Nillou Zoey JohannsenFoto:Privat

PANAMA, SAN BLAS, 2018

Jeg arbejdede som kommunikationskonsulent i en stor virksomhed i København, men følte ikke, at jobbet gav nok mening. Mine to døtre var ude at rejse, og da jeg talte med dem, fortalte de mig om øgruppen San Blas med 378 små øer ud for Panamas nordkyst. Her bor kuna-indianere i jæger-samler-stammer. Der er begrænset adgang for turister, og øgruppen er noget af det tætteste, man kan komme på livet, som det engang var. Jeg blev med det samme fascineret.  

På det her tidspunkt havde jeg været enlig mor siden 2005, haft faste job i årevis, lejlighed i Hellerup og et stift fokus på at holde strukturen omkring os, tjene penge og sørge for, at vi havde et godt liv. Mine to døtre var netop flyttet hjemmefra, og jeg stod et nyt sted i livet.  Noget var i bevægelse i mig, og derfor aftalte mine piger og jeg at mødes i Panama og rejse til San Blas sammen. 

På San Blas-øerne ved Panama bor kuna-indianerne.

Vi ankom til den her lille Anders And-ø, man på ingen tid kan komme rundt på, og blev installeret i primitive hytter. Her var intet fra det moderne liv, ingen el, wi-fi eller noget, og vi spiste det, indianerne skaffer fra naturen og selv spiser: kokosnødder og fisk.

Alle deler alting, ingen ejer noget for sig selv, og livet er centreret omkring hængekøjen. De bliver lavet i den, fødes i den, sover i den, lever i den, dør i den og bliver også begravet i den. Det forekom som et simpelt og smukt liv. Det var rørende at opleve, og jeg stillede spørgsmålstegn ved vores liv, ved mit liv. Jeg har knoklet i jobs, jeg ikke altid har brudt mig om, alt imens mine børn er blevet passet af en anden mor, der selv skal aflevere sine børn til en tredje mor. Jeg følte mig tænksom og kunne se, hvor lykkelige de her indianere virkede, selvom de ingenting ejede. Eller måske netop derfor. Den rejse blev et vendepunkt for mig.

FLYVENDE SOMMER

56-årige Marianne Sommer har arbejdet med kommunikation i 20 år – som journalist, redaktør, forfatter og som kommunikationskonsulent. Hun er uddannet som korrespondent i engelsk og fransk på Den Danske Eksportskole og har taget en tillægsuddannelse som journalist. Hun har blandt andet været medforfatter på bøgerne ’Farvel parcel’ og ’Nyt liv i parcelhuset’. I dag bor hun – midlertidigt – i Nr. Vorupør.

PERU, TRUJILLO + CHILE, TALTAL, 2019

Mit seneste parforhold gik i stykker i december 2018, og jeg begyndte for alvor at stille spørgsmålstegn ved hamsterhjulet. Via mine døtre får jeg øje på muligheden for at arbejde som frivillig i udlandet, og jeg har både lyst til det og til at vende tilbage til Sydamerika.

Min ven, der er headhunter, frarådede mig på det kraftigste at sige mit job op. Det ser bestemt ikke godt ud på cv’et med sådan et hul, men jeg kunne mærke, at jeg knækkede, hvis jeg blev i min stilling. Så jeg besluttede at følge min indskydelse. I efteråret 2019 siger jeg op og rejser til Peru, hvor jeg skal være engelsklærer i byen Trujillo, som hører til en af de fattigste dele af landet. Her skal jeg bo i et gammelt hus med andre frivillige fra forskellige verdenshjørner. Huset lugter af skimmel, og udenfor er der så støvet, at de fleste bliver syge, når de ankommer. Derudover skal man passe godt på sig selv og sine ting. Der er adskillige røverier og overfald, og fattigdommen er slående. 

Jeg kommer op på skolen og ind i den klasse, jeg skal undervise, men jeg har ingen lærererfaring og tror, jeg skal undervise klassen i engelsk med en anden. Det viser sig, at jeg skal freestyle. Der er ingen undervisningsplan. Jeg har alle klassens timer og må helt selv bestemme, hvad børnene skal undervises i. Jeg taler lidt spansk, så det skal jeg også undervise dem i. Den første uge er jeg overladt til mig selv, men herefter kommer en fransk pige, der har undervist før, og vi laver en plan. 

I Peru underviste og passede Marianne Sommer fattige børn.

En af eleverne er otteårige Juan, og pludselig knækker han læsekoden. Han farer ellers rundt i klassen, op og ned ad væggene med noget, der ligner ADHD, men da ordenes verden åbner sig for ham, kigger han på mig med et dybt forundret blik: ”Du lærte mig at læse.” 

Jeg bliver stadig rørt, når jeg tænker på det. Mange af de her børn bliver udsat for forfærdelige ting derhjemme. Der er hele tiden nye frivillige og skift i deres liv, men alternativet er, at de aldrig lærer at læse og skrive. Deres familier er for fattige til at have råd til uniformer og skolebøger, som er et krav på de almindelige skoler. Nogle af børnene lever i deciderede jordhuler, de vokser op og lever i jord og er møgbeskidte. Det til trods har mange af dem ren glæde. Det rører mig dybt. Det er nok en af de største menneskelige og mest hjerteåbnende oplevelser i mit liv.

Efter to måneder i Peru rejser jeg til videre til Taltal, en lille kystby i Chile, for at undervise som frivillig på en skole, hvor børnene har mobiltelefoner, er rene, kan koncentrere sig, og hvor jeg skal undervise i engelsk nogle timer dagligt. På et tidspunkt siger jeg noget om tredjeverdenslande til ejeren af skolen, hvortil han svarer: ”Mig bekendt er der kun én verden.” 

Marianne Sommer arbejdede på et hostel på Camino-ruten.

HORNILLOS DEL CAMINO, 2020 

Jeg kan mærke, at jeg ikke er færdig med at rejse, da jeg kommer hjem fra Sydamerika. Jeg har længe drømt om at gå Caminoen og beslutter mig for at være frivillig på et vandrerhjem i en landsby på ruten, Hornillos del Camino. Jeg går selv med min datter i en uge først, og herefter arbejder jeg på vandrerhjemmet, hvor jeg serverer morgenmad og gør rent efter gæsterne. 

De fleste, der går Caminoen, står ved en skillevej i livet, og hver morgen falder jeg i snak med alle de her spændende og forskellige personer. At oplevelsen er så forskellig alt efter, hvem vi er, hvor vi befinder os i livet, og hvad vi bærer med os, fascinerer mig og giver mig ideen til bogen ’10 Paths to Santiago’, hvor man møder 10 helt forskellige mennesker fra 10 forskellige steder i verden.  

Alle, der vandrer ruten, er med i et større fællesskab. Man går på en sti, fødderne skifter, og måske skifter man selv undervejs, der er kæmpe vidder, et stort himmelrum over én, og man føler sig som et lille fnug i det kæmpe univers. 

Tiden som frivillig på vandrerhjemmet er nogle af de bedste uger i mit liv. Jeg har min rygsæk med meget få ting, og efter mine tjanser kan jeg bare vandre mig en tur, sidde og skrive eller hygge mig og drikke kaffe. Simple living.

ALLE VEJE FØRER TIL … NYE VEJE

Marianne Sommer er forfatter til bogen ’10 Paths to Santiago’. Her møder man 10 forskellige mennesker fra hele verden, der deler deres personlige historier om at gå Caminoen, der ad et utal af ruter ender i Santiago de Compostela i Spanien. Få et indtryk af, hvad oplevelsen byder på både fysisk, psykisk og ­praktisk, og se mere på 10pathsto-santiago.com

Nye horisonter ved Vesterhavet.

NR. VORUPØR, 2022 

Efter nogen tid hjemme i Danmark ligger jeg en nat vågen og spekulerer. Jeg bor alene i min lejlighed med alle de her ting, jeg ikke længere har brug for. Måske er det på tide at slippe det hele? Næste morgen kontakter jeg en ejendomsmægler og sætter lejligheden til salg. Kort tid efter er den solgt. Jeg får pengene, men mærker også en sorg. Jeg har boet i den lejlighed i 12 skønne år med mine døtre. Det var en vigtig epoke i mit liv. Jeg elskede, når deres venner kom på besøg, vi hyggede os, og jeg så dem vokse op. Måske er det angst for den sorg, der får mange til at blive hængende og ikke give slip på deres bolig?

Efter salget af lejligheden solgte jeg en stor del af mine ting og flyttede over til en veninde. Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk er god til at blive omplantet. Livet handler om menneskelige relationer og den energi, der er mellem menneskene, hvor jeg befinder mig. Og jeg kan godt gå på kompromis med komfort.

Jeg har besluttet mig for – foreløbig – at flytte til Nr. Vorupør, tæt på Klitmøller. For nogle år siden lærte jeg at surfe, og jeg elsker det. Og jeg elsker nu at handle på min indskydelse uden en Plan B. Der sker bare noget fedt, når man er uden for sin komfortzone. Det er utrygt, men hvad er alternativet? At gøre det samme dag ud og dag ind? Nu følger jeg mit hjerte og føler mig som det heldigste menneske i verden.

Helle og Uri Løvevild Golman har brugt deres liv på at dokumentere verdens truede dyreliv. Her fortæller de om at få malaria i junglen på Borneo, om at fotografere paradisfugle omgivet af stammekrig i Papua Ny Guinea, om en sjælden canadisk kystulv og om et drabeligt knivoverfald i Gabon, der næsten kostede Uri livet.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Privat

MALARIA OG ORANGUTANGER PÅ BORNEO, 2015

Helle: ”Vi var i den indonesiske del af Borneo for at fotografere vilde orangutanger. Det nordlige Borneo er en del af Malaysia, mens resten, det, der kaldes Kalimantan, er en del af Indonesien. Vi begyndte på et rehabiliteringscenter ude i junglen, hvor orangutang-unger bliver taget ind, hvis moderen for eksempel bliver slået ihjel af oliepalme-plantageejere, fordi de spiser knopperne på oliepalmerne. Men det var ikke det samme som at fotografere helt vilde orangutanger. Vores mål har altid været at fotografere dyrene i så naturlige omgivelser som muligt. Derfor kørte vi to dage og hoppede på en båd for at komme til et område i den nordøstlige del af Kalimantan, som dayak-indianerne ejer.”

Uri: ”På vejen derhen gik vi i floder og gennem tyk jungle med smådyr og insekter overalt. Vi blev spist af det ene og det andet. Efter noget tid kunne jeg mærke temperaturen stige og en svimmelhed begynde. Jeg har haft malaria flere gange, så jeg vidste med det samme, at der var en febervildelse på vej. Jeg fik høj feber og blev brændende varm, selvom jeg frøs og havde kulderystelser. Første gang, jeg fik malaria, var i Ghana. Dengang fik jeg hjerne­malaria, som er dødelig, hvis man ikke får hjælp inden for 48 timer. Derfor bad vi til, at det ikke var det, fordi vi ikke kunne skaffe hjælp i tide.”

Helle: ”Vi havde piller med, men man kan aldrig vide sig for sikker, når det handler om malaria. Så jeg tog vores satellittelefon, en stor klods med antenne, vandrede en halv time gennem skoven til en lysning og ringede til en tropelæge, som sagde, at jeg måtte give Uri pillerne og håbe på, at feberen lagde sig. Da jeg kom tilbage, lå Uri og talte bahasa-indonesisk i febervildelse. Det hjælper heller ikke, at det er så varmt og fugtigt i junglen. Man plejer at sige: ’Hvis du står stille i junglen, så rådner du.’ Da febervildelserne toppede, fortalte han, at han kunne se ænder, der var lavet af agurk og melon. Der gik fire dage, før han var på benene igen. Det var ikke hjernemalaria, og vi fortsatte vores jagt på de vilde orangutanger. Men da vi endnu ikke havde set spor af orangutanger, var vi nødt til at ændre kurs. Vi ringede med satellittelefon til Carl Træholt, som er bosiddende i Malaysia og er forsker tilknyttet Københavns Zoo. Da vi kom igennem til ham, sad han på et skib i Davisstrædet ved Grønland. Han sagde, at vi skulle tage til Kumai og krydse bugten, hvorefter vi ville møde en flod, og der skulle vi nok finde orangutangerne.”

Uri: ”Vi fik fat i en klotok, en fladbundet flodbåd, krydsede bugten og møffede os igennem den tætte flod fyldt med palmeblade og drivtømmer. Da vi kom til slutningen af floden, brugte vi en foldekano til at udforske et oversvømmet område og kom dybt ind i junglen, selvom det var blevet for mørkt til at tage billeder. Vi havde kun ét kamera og én flash med, og så skete det selvfølgelig. Pludselig kom en orangutang gående i torsohøjt vand.” 

Helle: ”Det var et drømmebillede, men lyset var dårligt, så vi skulle sidde helt stille, mens edderkopper skøjtede rundt på vandet. Dagen efter var vores sidste dag, Vi tog en lille tur i kanoen, og kort tid efter så vi to hunner og nogle unger, der kølede sig i floden. Jeg tog fortøjningen i munden for at stabilisere, mens vi kom tættere og tættere på. Til sidst slog en af orangutangerne en kaskade af vand efter os for at sige: ’Hertil og ikke længere.’ Derfra sejlede vi tilbage over bugten, hvor en tropisk tordenstorm var på vej. Vi nåede lige præcis at komme i land og hen til lufthavnen, da helvede brød løs. Var vi blevet fanget i det tordenskyl, kunne vi ikke være kommet væk fra bugten i flere dage.”

PARADISFUGLE OG STAMMEKRIG I PAPA NY GUINEA, 2016

Helle: ”Vi var taget til Papua Ny Guinea for at fotografere paradisfugle. Det er de mest ekstravagante fugle, der findes. De har lange farverige fjer og kan lave alle mulige tricks med deres fjerdragt, så de ikke ligner fugle. Der findes 39 forskellige arter i verden, og de er vidt forskellige hver og en. Men de har det til fælles, at de er ekstremt svære at fotografere, fordi de sidder højt oppe i trækronerne. De har et helt unikt parringsritual, hvor de danser og stolt viser deres fjerdragt frem for hunnen. En uge før vores planlagte afgang ringede vores fixer fra Papua Ny Guinea for at fortælle, at der var en stammekrig i gang, og at vi skulle overveje, om vi virkelig ville af sted. Men det var ikke et spørgsmål, der gav mening for os.”

Uri: ”Da vi en uge senere landede i Papua Ny Guineas hovedstad, Port Moresby, regnede vi med, at stammekrigen var overstået, og tænkte ikke videre over det. Derfra fløj vi videre til Tari, der ligger højt oppe i tåge­regnskoven. I flyet sad nogle pæne mænd i hvide skjorter og sorte bukser. De havde alle et rødt bånd om armen eller om hovedet. Det var sørgebånd, fordi der var en afdød om bord på flyet, som de vågede over. Da vi steg ud på et lille frimærke af en landingsbane, var der proppet med mennesker, som råbte og skreg og tudede. Mændene gik ud af flyet med kisten og begyndte selv at synge sørgesange.”

Helle: ”Vi holdt godt fast i vores ting, mens vi passerede menneskemængden, der klumpede sig sammen og skubbede. På turen boede vi i en lille rund hytte ude i ingenting. Der var kun jungle, så langt øjet rakte, og vi kunne konstant høre maskingeværsalverne. Det var en helt umulig opgave at fotografere paradisfuglene. Vi stod med vores store, tunge kameraer og ventede i timevis. Vores arme og nakker var helt ødelagte til sidst, Lige så smukke de fugle er, lige så drilske er de. Vi kunne høre de mange arter kalde inde fra den tætte skov, men vi kunne ikke se dem, fordi de sad 40 meter oppe i et træ. På et tidspunkt kom vi til et område med en æggegul savanne på den ene side og en fin baggrund af tågeregnskov på den anden. I et splitsekund ser vi en båndhalet paradisfugl flyve fra et træ til et andet og får et billede af det. Senere fik vi også et billede af kongeparadisfuglen, som har to lange og ekstremt elegante halefjer, der stritter som antenner. 

Turen var i slutningen af december, og da det nogle dage senere blev nytår, lød det, som om krigen eskalerede. Befolkningen har ikke fyrværkeri, så i stedet brænder de bildæk af og tømmer deres rifler op i luften. Det var folk med rifler og store macheter. Da vi havde fået billeder af fuglene, indså vi, at det nok ikke var det bedste sted at være. Kort efter tog vi det første fly til Australien.”

KYSTULVEN I BRITISH COLUMBIA, 2017

Helle: ”I det nordvestlige Canada findes kystulven. Der er kun 400 tilbage, og det er en unik under-art af ulven, fordi den kan svømme op til 10 kilometer mellem de afsides øer, hvor den bor uden menneskelig kontakt og lever af skaldyr, muslinger og døde hvaler. Vi fløj med et lille propelfly til Bella Coola, en lille indianerlandsby på Canadas vestkyst. Det minder lidt om den svenske skærgård, hvor du har alle de her små øer med grantræer. På sejladsen mod kystulvens habitat så vi spækhuggere, havoddere, søløver og havørne, en fantastisk måde at rejse på, fordi man er så fri i et område, hvor naturen eksisterer på sine egne præmisser.

Fra de øer, hvor kystulvene holder til, er der ikke mennesker i en omkreds af 100 kilometer. De ligger helt ude ved tågebanken to dages sejlads på vej mod Stillehavet. Vi havde spejdet i lang tid og lagde til ved en ø fyldt med drivtømmer. Det knasede, når vi gik på stranden. Det betød, at der var muslinger i sandet, som kystulven lever af. Det tegnede godt. Vi sad en hel dag, og der skete ingenting. Vi sad op ad hinanden på en strand, hvor der ikke var andet end bonaparte-måger, som åd søstjerner langs havet. Vi sov op ad hinanden på ­stranden, blev forbrændte, og så var dagen gået, uden at vi havde set skyggen af en kystulv. Vi havde givet op. Vi vidste, at kystulv er yderst sjældne, og at man ikke kan være heldig hver eneste gang, så vi tog tilbage til skibet og gik nedtrykte i seng.”

Uri: ”Vi havde en kameramand med på turen, som skulle dokumentere vores arbejde. Da vi stod op dagen efter, indså vi, at vi ikke havde lavet en afslutningsscene til dokumentaren. Derfor tog vi tilbage til øen, og lige pludselig ser vi et fodspor. Vi sætter os ned, venter et stykke tid, og så kommer en kystulv løbende imod os. Den løb rundt om os, stjal vores guides ene sko, tyggede i vores gummistøvler og stak hovedet ind i vores objektiv. Det hele føltes så overvældende, at vi tudede af lykke undervejs, og da det var overstået. Den kystulv havde sandsynligvis aldrig mødt mennesker før. Den var aldrig blevet skudt efter eller jagtet, så den var bare nysgerrig. Det er det bedste eksempel på, at ulve ikke er farlige af natur. De er ligesom alle andre hundearter. 

Det kan lyde, som om vi altid får det, vi jagter, men det er ikke rigtigt. Jeg var engang tre uger i Kirgisistan i 16 minusgrader sammen med tre russere, der levede af vodka og trekantet Buko-ost. Vi ledte efter sneleoparder, men fandt dem aldrig. Den ene aften varmede de deres russiske støvler over bålet. Det så smart ud, så jeg gjorde det samme med mine store støvler, som smeltede ned over tæerne på mig. Jeg havde våde og kolde fødder på resten af turen, og jeg så kun en kernebider. Det var tre ugers ren frustration. Hver gang jeg venter, tænker jeg på sneleoparden.” 

KNIVOVERFALD I GABON, 2017

Helle: ”Vi var ved at færdiggøre en ekspedition i Gabon, hvor vi filmede det sidste afsnit af tv-serien ’Vores vilde verden’. Vi skulle fotografere vilde lavlandsgorillaer og de ekstremt truede skovelefanter. Vi gik 15 kilometer gennem små vandløb og tæt skov, hvor vi hvert sekund kunne møde de hidsige små skovelefanter. Deres stødtænder peger lige ned som hos en hvalros, og så har de nogle piercende gule øjne, der stirrer på dig, som om du skylder dem en million. På turen brækkede Uri lilletåen, og vi endte i kviksand til livet. Kviksand lyder meget farligt, og det er det også, hvis man ikke ved, hvad man laver. Men det er i bund og grund ikke meget anderledes, end hvis man ryger i Bøllemosen i Nærum. Den er vi faldet i to gange, så vi havde øvet os hjemmefra. På trods af en brækket lilletå og kviksandet lykkedes det os at fotografere begge dyr.”

Uri: ”Vi ville afslutte optagelserne på det lokale kunstmarked i hovedstaden Libreville. Det skulle være en hyggelig afsluttende scene. Mens jeg står og kigger på en maske, kommer en lavstammet fyr over til mig. Han kommer helt tæt på med sine blodskudte øjne. Jeg har en del erfaringer med tropesygdomme og kunne med det samme se, at de øjne var et tegn på malaria. Jeg når lige netop at tænke ’stakkels mand’, da han trækker en 40 centimeter lang slagtekniv frem. Først stikker han den i maven på mig, og så penetrerer han min hjertesæk. Derefter stikker han mig i hovedet og så i halspulsåren. Da dét sker, vågner min krop på grund af adrenalinen. Jeg har lært selvforsvar hos en udenlandsk specialenhed for år tilbage, så jeg lægger ham ned og giver ham en masse tæsk, men jeg kunne ikke få kniven ud af hånden på ham. Så hopper Helle ind i kampen. På et tidspunkt stikker hun fingrene i øjnene på ham, så han taber kniven. Mens vi løber væk, fosser blodet ud af mig. Vi kommer hen til bilen, vi havde lejet, og kører til skadestuen.”

Helle: ”På skadestuen havde de ingen sytråd, så vores filmfotograf blev sendt af sted efter det. Hun var på tre apoteker, før hun fik fat i nål og tråd, så vi kunne blive lappet sammen. Tilsammen havde vi 19 knivstik og afværgelæsioner. Herfra blev vi sendt videre til et militærhospital, hvor Uri akut skulle hjerteopereres. Der døde han klinisk i et par minutter. Uris forældre rejste til Gabon, hvor han lå i respirator i 10 dage. 1. juledag blev vi fløjet hjem i et ambulancefly. Da vi ankom til Kastrup Lufthavn, stod en ambulance klar og kørte Uri direkte på intensiv på Riget. Det har været vores største prøvelse. Lægerne sagde, at Uri aldrig ville komme til at gå igen. Siden han fik den besked, har han genoptrænet dagligt. Nu kan han gå 10 meter alene.”

46-årige Helle og 46-årige Uri Løvevild Golman har fotograferet for National Geographic, og er medlemmer af Kvindelige Eventyreres Klub og Eventyrernes Klub. I 2018 var de omdrejningspunktet for dokumentarserien ’Vores vilde verden’ på TV 2, hvor de fotograferede truede dyrearter over flere kontinenter. Deres fælles livsprojekt, fotobogen ’Wild’, skal skabe opmærksomhed om truede dyrearter og naturbevarelse verden over. Ideen er, at bogen skal overdrages til verdens ledere sammen med en specialdesignet fyldepen. Med den pen har lederne magten til at sikre naturbevaring verden over.

Erhvervsminister RASMUS JARLOV er medlem af De Berejstes Klub og har besøgt 150 lande. Det gør ham til en af de mest rejsevante danskere. Her fortæller han om dengang, han sad i fængsel i DR Congo, om en nærig vandretur i Grønland og om, hvordan det lykkedes ham – mod alle odds – at tilbringe et døgn i Vatikanet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat, Michele Francioso/Unsplash

GORILLAKRIG I DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO, 2006

“Jeg var i Rwanda nær grænsen til Den Demokratiske Republik Congo for at se på bjerggorillaer, men turene var udsolgt. Jeg fik at vide, at hvis jeg ville se gorillaer, måtte jeg krydse grænsen til DR Congo. Det har i mange år været et borgerkrigsplaget og usikkert land, men jeg besluttede mig for at tage af sted alligevel. 

På den anden side af grænsen ankom jeg til byen Goma, som var fyldt med internationale journalister. Der var kampe cirka 20 kilometer derfra, og byen var helt sønderbombet. Jeg indlogerede mig på et hotel og begav mig ud i byen for at tage nogle billeder. Jeg skulle også finde en guide, som kunne tage mig med på gorillasafari. 

Jeg nåede dog ikke særlig langt, før en politibil kørte op på siden af mig og rullede vinduet ned. En civilklædt betjent kom hen til mig og påstod, at det var forbudt at tage billeder uden en tilladelse. Han bad mig om at sætte mig ind i bilen og følge med dem. Jeg blev kørt kørt til byens politistation, som var en gammel, faldefærdig bygning. Malingen var skallet af de grå betonvægge, der var smadrede vinduer, og dørene var lettere ramponerede. 

Indenfor sad en tyk betjent ved et gammelt, slidt skrivebord med sit maskingevær i hænderne og fødderne oppe på bordet. 

Jeg blev ført ind i et forhørslokale, hvor jeg de næste mange timer blev afhørt på skift af en række forskellige mennesker. De forklarede mig, at jeg virkelig var i problemer, og at jeg måtte hoste op med et meget stort beløb, hvis jeg skulle undgå at komme i fængsel. 

Det gik hurtigt op for mig, at det handlede om afpresning. Afhøringen foregik på fransk, som jeg ikke taler særlig godt, men jeg forsøgte at forklare dem, at jeg ikke havde nogen penge ud over mit kreditkort og de 25 dollar, jeg havde på lommen. Dem kunne de få, sagde jeg. Det passede dog ikke helt, for i bunden af min rygsæk havde jeg gemt mellem 4.000 og 5.000 kroner, men det var heldigvis ikke lykkedes dem at finde dem, da de gennemrodede tasken. 

Efter cirka 12 timer indså betjentene, at de ikke kom videre, så jeg blev eskorteret tilbage til mit hotel. Betjentene sagde, at de ville komme igen næste dag, og at jeg skulle skaffe pengene. 

Det var blevet sent om aftenen, så i ly af mørket kravlede jeg ud ad vinduet på mit hotelværelse og stak af. Heldigvis lå mit værelse i stueetagen. 

Ude på gaden fandt jeg hurtigt en chauffør, som jeg betalte for at køre mig tilbage til Rwanda med det samme.    

Jeg var nervøs, da vi nærmede os grænsen, for jeg vidste ikke, om hotelpersonalet havde opdaget, at jeg var væk, og havde kontaktet politiet. Men vi kom igennem grænsevagten uden problemer. Tilbage i Rwanda kunne jeg ånde lettet op. Jeg så gorillaer, men ikke den slags, jeg havde håbet på.”

 

DE BEREJSTES KLUB

De Berejstes Klub – ikke at forveksle med Eventyrernes Klub – er en forening for rejselystne danskere. Klubben blev stiftet i 1996. For at blive medlem skal man opfylde fire betingelser:

1. Have besøgt mindst lige så mange lande, som man er gammel. Hvis man er under 30 år, krævesmindst 30 lande.

2. Have besøgt mindst tonye lande inden for desidste to år.

3. Have besøgt mindst fire af de syv kontinenter.

4. Have krydset ækvator.

Det mest berejste medlem af klubben har besøgt 195 lande.

VÅGEN I VATIKANET, 2016

“I De Berejstes Klub konkurrerer vi om, hvem der har besøgt flest lande. Reglen er, at man skal tilbringe 24 timer i et land, før det tæller som et besøg. Min kæreste var i USA med sit arbejde, så jeg tog til Rom et par dage med det mål at få krydset Vatikanstaten af. Desværre er der ingen hoteller i Vatikanet, og derfor er det meget vanskeligt at opholde sig i landet 24 timer i træk. Jeg måtte på intet tidspunkt krydse grænsen tilbage til Italien, for så ville mit besøg ikke tælle.

Jeg ankom til Peterspladsen ved 23-tiden om aftenen. Hele vejen rundt om pladsen løb en søjlegang. Mellem søjlerne var der et hegn, som var cirka en meter højt. Man må ikke opholde sig på pladsen om natten, men en anden fra De Berejstes Klub havde fundet ud af, at der er  et smalt stykke på ydersiden af hegnet og ud til kanten af søjlerne, som stadig er Vatikanets territorium. Jeg besluttede mig for, at der ville jeg overnatte. Det lille stykke rundt om pladsen var et meget populært overnatningssted for hjemløse, så jeg måtte lede lidt efter en ledig ’lomme’ mellem to søjler. Da jeg fandt en, rullede jeg min sovepose og mit liggeunderlag ud og lagde mig til at sove. Jeg fik ikke mange timers søvn den nat. Jeg lå på nogle ujævne brosten, og mit liggeunderlag var ikke særlig tykt. Det blev ikke til meget mere end 20 minutter hist og her.

Klokken syv om morgenen, da pladsen åbnede, hoppede jeg over hegnet og satte mig ind på Peterspladsen igen. Her skulle  jeg blive til sent på aftenen. Jeg kunne ikke gå ind i Peterskirken eller Vatikanmuseet, for entré-køen dertil befandt sig i Italien. Jeg havde taget en powerbank med til min telefon, så jeg slog alle statuerne på pladsen op og læste om dem. Jeg tror, at jeg nåede igennem hele Peterspladsens arkitektoniske historie. 

Jeg havde lavet et opslag på Facebook om, at jeg var i Vatikanet, og det så to af mine venner, som også var i Rom. De kom forbi med mad til mig. Jeg havde også selv medbragt lidt mad, men ikke nok til et døgn. På et tidspunkt spottede jeg en ’rullende kiosk’ ude på den anden side af hegnet. Det lykkedes mig at få en turist til at løbe ud og købe noget at spise og drikke til mig. Jeg kunne jo ikke selv gå derud. 

Da klokken endelig blev 23, havde jeg fuldført min mission og kunne krydse Vatikanstaten af. Det var i øvrigt det sidste land, jeg manglede at besøge i Europa.”

KRIG MOD MYG OG KEDSOMHED, GRØNLAND, 2004

“Jeg tog til Grønland med mine to yngre brødre for at vandre fra Sisimiut ved den grønlandske vestkyst til Kangerlussuaq, cirka 160 kilometer inde i landet. Ruten kaldes ’Arctic Circle Trail’. Ingen af os havde været i Grønland før, men vi havde længe talt om at tage derop. Vi overnattede i telt, og vi havde medbragt vakuumpakket mad og et gasblus. Drikkevand fandt vi undervejs, for det var umuligt at have oppakning med til hele turen. 

Vi var dårligt begyndt på turen, før vi blev overfaldet af myg. Det var i starten af juli, og der var ekstremt mange myg i Grønland. Selvom vi havde lange bukser, lange ærmer og en hat med myggenet, der lå ned over skuldrene, var det helt umuligt at undgå at blive stukket. Jeg så nærmest kun Grønland med et myggenet for øjnene.

Undervejs skulle vi krydse en flod, der hedder Oles Lakseelv. Her fangede vi ørreder med line og en krog, vi havde medbragt, fileterede dem og tilberedte dem på gasblusset. Det var en markant forbedring i forhold til den vakuumpakkede frikassé og biksemad, vi ellers havde levet af.

’Arctic Circle Trail’ er meget populær i dag, men dengang var den ikke overrendt. Vi mødte kun én anden turist på turen, en schweizer, som gik ruten i modsat retning af os. Vi var meget imponerede over, at han tog turen alene, for hvis man falder og brækker benet, er der ingen til at hjælpe.

Den sidste dag på turen løb vi tør for vand, fordi de eneste vandløb, vi kunne finde, var grumset brakvand, der ikke kunne drikkes. 

Vi var derfor temmelig dehydrerede, da vi nåede frem til Kangerlussuaq efter fire dage, én dag tidligere end planlagt. Med vilje havde vi lagt et par ekstra dage ind. Det betød, at vi skulle fordrive tre dage i Kangerlussuaq, der er en bygd med 500 indbyggere. Min ene bror er temmelig nærig, så han nægtede at lave noget, der kostede penge. Han ville heller ikke betale for et værelse på det lokale vandrehjem. Det betød, at vi måtte slå vores telt op uden for lufthavnen og overnatte der. Det meste af tiden sad vi i lufthavnen og spillede skak og genlæste de bøger, vi allerede havde læst én gang på turen. Det var nok de tre kedeligste dage i mit liv.”

RASMUS JARLOV OM …

… sin første rejse
”Første gang, jeg rejste alene, var til Guatemala og Mexico i 1998. Jeg var lige blevet færdig som soldat og havde sparet en masse penge op, så det blev til fire uger i Mellemamerika. Det var på den tur, at jeg for alvor fik rejsefeber.”

… sin næste rejse
”Jeg skal til Disneyland med en af mine gode venner og hans børn. Det er et af de ’lande’, jeg ikke har besøgt endnu, men jeg tror ikke, at jeg får lov til at tælle det med i statistikken.”

… sit værste rejsemåltid
”Jeg var på bjergbestigning i Cameroun, og undervejs overnattede jeg i en hytte. Hele natten løb der rotter rundt både på og under den træbriks, jeg lå og sov på. Jeg slog tre ihjel med en machete, jeg havde med for at kunne hugge mig gennem regnskoven. Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg se, at de havde haft hovedet nede i vores mad. Vi havde desværre ikke andet med, og vi skulle vandre hele dagen, så jeg blev nødt til at spise en smule af det.”

Rasmus Jarlov, 41, er erhvervsminister og minister for turisme, folketingsmedlem for De Konservative og medlem af De Berejstes Klub. I 2009 blev han som 32-årig den yngste dansker til at besøge 100 lande.