Som urmagerelev får Benjamin Ahlmann tiden til at gå, som den skal. Han har ikke altid været ur-nørd, men da han først fik øjnene op for tandhjul, fjedre og lejer, viste det sig hurtigt, at hans temperament går perfekt i spænd med den fine mekanik.
Tekst og foto:Peter Nicolai Gudme Christensen

JEG DROPPEDE UD af HF, mens jeg var i gang med de afsluttende eksamener. Jeg var ikke helt klar til at gå i skole. Så arbejdede jeg på Jensens Bøfhus på havnen i Holbæk, først som opvasker, siden blev jeg tjener, kok og køkkenleder og endte med at være der i 10 år, inden jeg tænkte, at nu var det tid til noget andet. 

En dag sad jeg og kiggede på Uddannelsesguiden og faldt over urmageruddannelsen. Det havde jeg aldrig tænkt over, at man kunne blive. Det lød spændende. Det talte til mig, at man skal være god med hænderne, og jeg begyndte på grundforløbet på erhvervsskolen ZBC i Ringsted. 

Jeg begyndte i skolepraktik, men en dag fik skolen en henvendelse fra Gronemann Ure på Gammel Kongevej i København, som søgte en elev. Jeg kom til samtale, på tre måneders prøveperiode og fik så stillingen. Det havde været mere praktisk at finde elevplads i Holbæk, men hos Gronemann arbejder jeg med flere forskellige ure, end jeg tror, jeg ville komme til i Holbæk. Måske også sjovere ure. Flere af de dyre. Rolex og den slags. Ure, hvor alt er lavet superpræcist, og alle delene passer perfekt sammen. De er bare lækre. Og vi har også en del ældre mennesker, der stadig bruger stueure.

DET FØRSTE STYKKE af min elevtid reparerede jeg kun stueure. Bornholmerure, vægure, bordure. Det foregår på den måde, at vi tager ud til kunden og tager selve urværket med os, og så sætter vi det i igen, når vi har ordnet det. Det er for farligt, hvis folk selv skal bringe det. Meget kan blive ødelagt under transport.

Da jeg kom tilbage i praktik efter tredje hovedforløb, begyndte jeg at arbejde med armbåndsure. Der skal man være endnu mere forsigtig. Delene er meget små og kan nemt springe ud af korntangen, som er det arbejdsredskab, vi bruger til at håndtere delene i urværket.

Når du skiller et ur ad, kan det se ud på tusind forskellige måder. Der er nærmest ingen ure, der ligner hinanden. Urmærkerne konkurrerer jo på at adskille sig fra hinanden, så gennem tiden har de presset på for at udvikle finishen og mekanikken, hver gang de producerede en ny model. På den måde bliver det aldrig kedeligt at have med at gøre.

SOM URMAGER SKAL man have en stille hånd, og man skal kunne sidde stille lang tid i den samme position og fokusere gennem en lup. Specielt når man arbejder med armbåndsure. Jeg tror ikke, det er for alle, men det passer mig fint. Jeg er tålmodig. Men jeg kan også arbejde effektivt. 

Sidste år stillede jeg op til DM i skills. Vi var fire elever fra skolen, der blev udvalgt til at deltage, og vores opgave var at lave en såkaldt fjederhuskerne og en optræksnøgle, dele, som man bruger, når man trækker større ure op. 

Vi startede med en klump stål og en klump messing, som vi havde tre dage til at slibe til i en drejestol, som er en maskine, der spinder materialet meget hurtigt rundt, mens du bearbejder det med værktøjer. Det var vigtigt, at målene blev millimeterpræcise, så nøglen passede ind i kernen, at der ikke var noget slør, og at overfladerne blev poleret pæne og glatte, så der ikke var nogen friktion. 

Tre dage lyder af lang tid, men tidspresset var højt, for du har nærmest ikke tid til at starte forfra, hvis noget går galt. Det var en intens oplevelse, og da vi afleverede, var jeg nærmest i trance. Jeg havde ingen idé om, hvordan det var gået. Jeg blev overrasket, var nærmest i chok, da de udråbte mig som vinder. Jeg fik ros for en særlig nedsænkning i kernen, som jeg selv havde fundet på, som gør, at nøglen lettere glider i, og som også ser pæn ud.

Det var en fed oplevelse, og skolen gav mig i præmie et ur fra Oris, en speciel model, hvor skiven er lavet af genbrugsplast fra havene. Hvert ur i serien har en unik skive med sine egne farvetoner.

INDEN FOR SKIVEN

Vil du også rode med urværker, går turen via Zealand Business College – ZBC – i Ringsted, som er den eneste uddannelsesinstitution i landet, der tilbyder urmageruddannelsen. Her lærer man at reparere og vedligeholde ure, men ikke at bygge ure fra bunden. Vil man det, kan man tage yderligere kurser i Schweiz.

JEG HAR IKKE en ursamling. Man tjener simpelthen ikke nok som urmagerelev. Og jeg er ikke på den måde tosset med ure. Jeg kan godt lide at skille dem ad, reparere dem og servicere dem. Hvis prisen ikke betød noget, tror jeg, jeg ville købe mig et Nautilus fra Patek Philippe. Det er et fedt ur med en flot mørkeblå skive og en integreret lænke. Men det bliver nok ikke et, jeg lige kommer til at eje. Det er alt for dyrt.

Som urmagerelev i vores forretning betjener vi også kunder. Det er hyggeligt, men det kan blive stressende på rigtig travle dage, og jeg har overvejet, om det i det lange løb var mere mig at arbejde for en urmagerbutik med fjernværksted, hvor man kan arbejde med urene uden afbrydelser.

Ellers kunne jeg godt tænke mig at åbne min egen butik en dag. Helst i Holbæk, hvor jeg bor med min kæreste, min søn og min hund. Byen har en urmager allerede, men måske er der plads til en til, hvis vi laver et godt stykke arbejde.

Det kunne da være fedt en dag at lave mit helt eget ur. Men vil du være watchmaker, som det hedder, når du bygger dine ure selv, kræver det, at du investerer i nogle dyre maskiner. Og det er risikabelt. Hvem siger, du kommer til at sælge særlig mange? Jeg kommer jo ikke til at overgå Rolex lige med det samme. Så det er ikke på programmet.

Tags:
SE MERE