JEG VAR EN rigtig stræber i skolen, jeg lavede altid mine lektier, fik gode karakterer og gik mere op i at have orden i mine opgaver end at være populær. I 6. klasse ejede jeg en lyserød cowboyhat, som jeg syntes var megafed. Den gik jeg altid rundt i. Jeg var vel en lidt nørdet og mærkelig elev. Jeg var ikke bange for at sige min mening og kunne også være spydig og provokerende.
I 8. klasse var jeg igennem et kræftforløb. Jeg havde en knude i maven, som var vokset ind i min æggestok. Det var et halvt år med kemo, medicin og operationer. Det var en hård tid for kroppen, men, mærkeligt nok, ikke så slemt for psyken. Jeg var rigtig meget sammen med min mor. Vi hyggede os sammen, og hun skubbede mig rundt i kørestol om søen, når jeg var for svag til at gå selv. Vi spillede en masse yatzy og lagde store puslespil. Jeg husker det egentlig som en hyggelig tid.
På rejse, cirka 1999.
EFTER GYMNASIET GIK jeg i gang med at uddanne mig til sygeplejerske, men efter fire måneder holdt jeg op igen. Jeg troede, jeg ville være en god sygeplejerske, fordi jeg havde haft mit kræftforløb, men blev hurtigt klar over, at det ikke var det, jeg ville. Da jeg droppede ud af studiet, tog jeg til Tanzania i et halvt år for at arbejde på et børnehjem og bo hos en lokal familie. Jeg havde ikke den store lyst til at læse, men ville gerne blive ved med at rejse. Da jeg havde holdt tre sabbatår efter gymnasiet, sendte min mor mig et link til en professionsbacheloruddannelse i katastrofe- og risikostyring på Professionshøjskolen Metropol i København.
Jeg var i Belize i Mellemamerika, da jeg fik mailen. Jeg åbnede ikke engang linket, men skrev bare tilbage til hende: ”Det lyder superspændende, mor, tusind tak.” Da jeg søgte ind på sidste dag inden ansøgningsfristen, havde jeg stadig ikke læst om den uddannelse. Men jeg kom ind, og da jeg sad der første dag i vores klasselokale, kunne jeg mærke, at ideen om det humanitære arbejde og muligheden for at kombinere arbejde med at rejse fangede mig.
Praktik i Disaster Preparedness, Laos, 2013.
JEG BLEV FÆRDIG med min bachelor i 2015 og blev ansat hos DSB, hvor jeg arbejdede med jernbanesikkerhed i fem år. Jeg blev ansat til at udvikle DSB’s risikoprofil som led i DSB’s sikkerhedscertificering ved Trafikstyrelsen. Det handler i bund og grund om at identificere alle de farer, der er ved at drive jernbanedrift, og hvad der skal til for at undgå, at de farer udvikler sig til ulykker. Det var megaspændende.
Samtidig læste jeg en kandidatgrad som civilingeniør på Lunds Universitet. Det var svært at jonglere både studie og arbejde. At bo i København, studere i Sverige og arbejde hos DSB i Høje-Taastrup. Der var rigtig meget rejsetid. Men selv om jeg ikke havde påbegyndt uddannelse for at få venner, mødte jeg nogle søde mennesker i Lund, og det drev mig til at holde fast i studiet.
I efteråret 2021 skiftede jeg job, og nu arbejder jeg for Tryg Forsikring med risikostyring hos store virksomheder. Når min arbejdsdag slutter ved 16-tiden, går jeg i gang med nogle af mine andre projekter. Jeg arbejder blandt andet frivilligt som spejderleder, og jeg har et lille hobbysmykkeværksted. Jeg laver hovedsagelig store fingerringe i sølv, messing, kobber og bronze. Men jeg laver også mange øreringe og håndsmykker.
Klædt ud, 2000.
JEG HAR OGSÅ lavet en app om foodtrucks. Jeg var rastløs under corona, og min gode ven og jeg tænkte, at det kunne være sjovt at have en hel hær af kaffeknallerter, men fandt hurtigt ud af, at det krævede en vis kapital. Så sad vi og brainede lidt på, om der ikke var noget andet i det felt, vi kunne kaste os over, og kom i tanke om foodtrucks, som var det eneste ud over kaffeknallerter, der holdt åbent i den periode. Men hvor er de henne, de gode foodtrucks? Ingen ved, hvor de er, når man står og skal bruge dem. Det ville vi gerne lave en app, der kunne vise, så vi gik sammen med en tredje ven, der havde IT-kompetencerne, om at få udviklet vores app, VendorSpot. Indtil videre går det lidt langsomt med opstarten, men vi giver det lige et år, så ser vi, hvad der skal ske.
I efteråret debuterede jeg som børnebogsforfatter. Det begyndte med, at jeg fik lyst til at lave noget, som kunne være sjovt at læse op for min niece og min nevø, som jeg holder meget af, og forlaget var med på min idé. Foreløbig har jeg udgivet to bind i serien ’Mosters løgnehistorier’, som er nogle gakkede, sjove historier med det dybere formål at aktivere børns tænkning. Jeg vil gerne lære dem at være kritiske og kunne skelne mellem løgn og sandhed. Det synes jeg er vigtigt i en tid med fake news, også i en ung alder. Det er mest i weekenden, jeg får tid til at skrive. Det skal helst ikke være for stresset. Ofte er det i badet, jeg får strikket historien sammen og begynder at skrive på den i hovedet. Når jeg kommer ud, skynder jeg mig at skrive ned.
JEG PRØVER IKKE at lægge for mange fremtidsplaner og bare fokusere på det, jeg har gang i. Men jeg har også en regel om, at hvis jeg ikke har grinet i tre dage, skal jeg tage hele mit liv op til revision – så kan det godt være, at det bare er en lille ændring, der skal til. Det kan være, at jeg er træt af at kigge på en kommode. Det kan også være, at jeg skal skifte job. Jeg tror, at min kræftsygdom i en tidlig alder betyder, at jeg ikke tager tingene alt for tungt. Det kan godt være, vi lever, til vi er 80 år, men det meste af det, vi laver, kommer jo til at blive glemt, medmindre vi er genier og efterlader os noget legendarisk. Man kan også dø i morgen, så man kan lige så godt gøre det, man har lyst til. Hvis jeg starter noget, og det ikke lykkes, ja, så starter jeg bare noget andet op i stedet.
