JEG STUDEREDE jura og arbejdede i Dublin, og der lærte jeg en masse brasilianere at kende. Vi spillede fodbold sammen i byens parker, og de tog mig med til nogle hyggetræningskampe og til kampe på nogle mindre baner.
Som helt ung gik jeg utrolig meget op i fodbold, men da jeg gik i gang med mit jurastudie, havde jeg simpelthen ikke tid. Nogle af dem, jeg spillede med i Dublin, havde spillet professionelt i Brasilien, og jeg kunne faktisk godt være med på niveauet. Det var ret sejt, syntes jeg. Bare det at spille med brasilianerne gav mig sådan en glæde og lyst til fodbold.
Jeg fandt ud af, at der var nogle muligheder for at spille fodbold professionelt i Brasilien, hvis jeg gjorde det godt nok. Ikke på den store bane, men i futsal og strandfodbold. Og da corona kom, fik jeg tid til at tænke over, hvad jeg ville med mit liv. Jeg gik meget op i mit studie, og det var gået godt – jeg havde både læst jura i København, studeret i Holland, arbejdet som praktikant i Bruxelles og taget en kandidat i Dublin, hvor jeg arbejdede. Men drømmen om at spille fodbold professionelt levede stadig. Så jeg besluttede mig for at tage af sted.
JEG ANKOM TIL luft-havnen i Rio de Janeiro i 2021 på en enkeltbillet. Der var ikke nogen til at tage imod mig, for de brasilianere, jeg kendte, boede i Europa. Jeg forlod lufthavnen og blev mødt af rigtig mange Uber-chauffører. Det var virkelig hektisk, jeg forstod ikke, hvad de sagde, og de hev og trak i mig. Jeg var meget forsigtig i starten, så jeg tog med en officiel taxa. Chaufføren snakkede kun portugisisk, men han kendte til Elkjær, Michael Laudrup og Peter Schmeichel, og på en eller anden måde kunne vi tale lidt om det.
Jeg tog til Copacabana, hvor alle holdene øver og spiller kampe. Gennem de brasilianere, jeg havde spillet med i Dublin, fik jeg en prøvetræning for holdet Flamengo, som er verdensmestre i strandfodbold og et af de største hold i Sydamerika. Jeg havde ikke noget begreb om, hvor stort det var. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok været mere nervøs.
Forinden havde jeg trænet rigtig meget, for strandfodbold er ret anderledes. Jeg gik på YouTube for at se, hvordan brasilianerne trænede, og kunne se, at de var rigtig gode til at jonglere med tennisbolde på fødderne. Så jeg øvede og øvede og øvede, indtil jeg havde den der helt nære forbindelse med bolden. De er meget sværere at jonglere med end almindelige fodbolde.
Jeg kom på børneholdet til at begynde med. De skulle lige se mig an. De var meget små, de andre spillere, men de var virkelig gode. Der er måske nogle, der ville synes, at det var underligt at træne med 13-15-årige, når du selv er i trediverne, men det er ikke en attitude, du kommer langt med i Brasilien. Du skal være glad for det, du får.
Jeg trænede med ungdomsholdet, og ved siden af trænede jeg for mig selv, blandt andet med at løbe hurtigt og skifte retning. Jeg respekterede trænerne og stillede mange spørgsmål. Det var nok mest min attitude, de godt kunne lide. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville udvikle mig så hurtigt, at jeg kom til at spille med førsteholdet, men det gjorde jeg. Jeg ville ikke blive en stjerne, men jeg kunne godt være med som backup-spiller.
MAN BLIVER IKKE millionær af at spille strandfodbold, men man kan godt få en smule løn. Et almindeligt job i Brasilien giver måske omkring 2.000 kroner om måneden, og det er cirka det samme, man kan tjene som fodboldspiller. Brasilien er jo ikke lige så dyrt et land at bo i som Danmark, så du behøver ikke ret mange penge.
Jeg boede primært på hoteller, og ofte skiftede jeg hotel hver nat, for priserne skifter fra dag til dag. Om morgenen tog jeg alle mine ejendele med mig til træning, og så tjekkede jeg ind på et nyt hotel om aftenen. Jeg boede også lidt på Airbnb-værelser, men det var lidt svært, for typisk ville udlejerne gerne have pengene, men helst ikke have, at du var der.
Mine brasilianske venner i Europa kan være meget kritiske over for Brasilien, og inden jeg tog af sted, fortalte de mig, hvordan tingene ikke fungerer, og at der simpelthen er så farligt. Jeg havde aldrig været i Sydamerika før, så jeg tænkte, at hvis de siger det, må det godt nok være farligt. Inden jeg tog hjemmefra, gik jeg på Google Maps ’rundt i gaderne’ med den der lille, gule mand, så jeg kendte dem på forhånd. I starten tog jeg Uber-biler overalt, jeg var meget forsigtig, men efterfølgende fandt jeg ud af, at det ikke er så slemt. Jeg begyndte at tage offentlig transport og fandt ud af, hvor utrolig mange penge jeg havde brugt på Uber.
I STARTEN VAR DET sindssygt svært at spille strandfodbold, bolden hopper helt anderledes, og den stopper hele tiden i sandet, man skal løfte den op og jonglere med den på en helt anden måde end i almindelig fodbold. Igennem hele min studietid holdt jeg mig i form, blandt andet ved at løbe, men det er noget helt andet at løbe i 35 grader i sand. Jeg har aldrig røget eller drukket, og det er nok det, der gjorde, at jeg overhovedet fik chancen.
Vi havde træning næsten hver dag og i princippet en kamp om ugen. Men de var ikke voldsomt gode til at organisere, så man kunne godt risikere at have mere end én kamp samme dag.
Der var en stor energi i omklædningsrummet omkring kampe, jeg kunne råbe og udtrykke mig selv uden hæmninger. Jo mere jeg gjorde det, desto mere blev jeg integreret. Kampene kunne også være vilde. Der har været aber, der hoppede rundt i toppen af hallen, kampe med slåskampe og kampe i haller, der mindede om blikdåser og blev så varme, at jeg nærmest mistede bevidstheden.
Jeg kunne ikke rigtig tale med trænerne eller de andre spillere, så jeg skrev mest med dem via en app, der kunne oversætte, og på den måde fik jeg taktisk input fra de bedste spillere og trænere. Det hjalp mig gevaldigt.
Alle tog utrolig godt imod mig. I dansk sammenhæng kan sport være meget individuel, og man skifter klub efter, hvor der er flest penge. I Brasilien er det anderledes. Man går rundt og giver hånd til alle de andre spillere før og efter træning, man klapper ad hinanden, og man klapper ad det andet hold. Og før eller efter træning står man i en rundkreds og beder.
Det er også meget nemt at møde brasilianske piger, for de er vældig søde og udadvendte. I brasiliansk kultur er der mange, der ikke har lyst til, at det skal holde ret lang tid. Det er ikke ligesom i Danmark, hvor man ofte har travlt med at slå sig ned og etablere sig. Hvis det begynder at føles som rutine, vil folk ofte ud af det. Men undervejs lærer du om folks kulturer og deres traditioner, du lærer sproget at kende på en helt anden måde, og fordi folk er så utrolig sociale, lærer du også deres venner og familier at kende.
JEG HAVDE IKKE nogen plan for, hvor længe jeg ville blive, men jeg havde hele tiden nye mål. Til at begynde havde jeg ikke ambitioner om at spille i bestemte ligaer, jeg ville bare prøve at opleve den brasilianske passion for fodbold og den kultur, der er omkring det. Da det blev tilfredsstillet, var mit mål at spille strandfodbold professionelt, så ville jeg score et mål, så blive bedre til den offensive del. På et tidspunkt blev mit næste mål at prøve at lykkes med futsal, en art indendørsfodbold, der er opfundet i Sydamerika.
Jeg kontaktede nogle hold og fortalte dem, at jeg havde spillet strandfodbold for blandt andet Flamengo, og fordi det er så stort et hold i Brasilien, var det som regel nok. Futsal-turneringen var stadig i gang, så de ville først tage mig til prøvetræning, når den var slut. Det var lidt frustrerende, for sæsonen for strandfodbold var ved at slutte. Men jeg tog til de resterende kampe i turneringen med holdet Iguacu Futsal og heppede på dem. Det viste, at jeg var seriøs, og kombineret med, at jeg forbedrede mit portugisiske, ville de gerne have mig med.
Jeg havde ikke gennemtænkt, hvordan ens lægmuskler reagerer, når man går fra at løbe i sand til at løbe på en hård bane. Jeg var i rigtig god form, men sand kræver slet ikke det samme af dine lægmuskler. De krampede fuldkommen vanvittigt i slutningen af min første futsal-træning. Det kunne de andre heldigvis godt forstå, mange af dem havde prøvet det selv.
Der er løbende udskiftning i futsal, fem minutter, så skal du ud at holde pause. En kamp varer 40 minutter. Det er ligesom intervalløb.
I Rio de Janeiro spillede jeg i den bedste statsliga, og der bor nogenlunde lige så mange i staten som i Danmark. Mange af kampene blev vist på YouTube, og jeg begyndte at blive bemærket af forskellige medier. Jeg fik også en del ekstra opmærksomhed, fordi jeg er udlænding, og fordi jeg har et stort rødt skæg. På gaden blev jeg ofte stoppet af folk, der spurgte, om jeg ikke ville lave et trick eller vise dem noget med en bold. Jeg begyndte altid at have tennisbolde med, så jeg kunne jonglere med dem. Det kunne børnene godt lide.
JEG FIK STJÅLET en del telefoner i starten. Jeg gik for eksempel langs Copacabana med telefonen i hånden, og så var der en, der prøvede at tage den ud af hånden på mig. Det lærte mig, at man selvfølgelig ikke går på gaden og taler i telefon. Undervejs blev min Instagram-konto også hacket. Og mit dankort blev lukket. Der var nogle situationer, som lærte mig, at jeg nok skulle have to betalingskort og nogle kontanter gemt væk, men det var ikke decideret farligt.
Alligevel overvejede jeg at tage hjem, da jeg et år inde i opholdet blev røvet med pistoler. Jeg havde taget alle forholdsregler og taget en Uber, men pludselig sprang nogen ud foran bilen med pistoler. Nogle gange kan man bare ikke styre, hvad der sker. Der spurgte jeg mig selv, om det var ved at være slut. Men jeg valgte at blive.
Nogle gange er man også nødt til at være lidt på vagt i sine relationer, og det kan godt være lidt drænende, for jeg vil jo gerne være imødekommende. Jeg har indimellem haft oplevelsen af, at folk kun prøvede at skabe en relation, for at jeg skulle hjælpe dem med at finde en klub i Europa. Der er også nogle, der har forsøgt at få penge ud af mig på forskellige måder. Som dansker kan man måske godt tænke, at alle vil én det bedste. Det vil de fleste også, men nogle gange skal man være opmærksom. Samtidig synes jeg, det er vigtigt, at man giver noget til det sted, man er.
FUTSAL-LIGAEN GIK konkurs, og jeg havde set det komme. Pludselig blev alle kampe aflyst. På det tidspunkt boede jeg hos min kæreste Jessica, som jeg siden er blevet gift med. Vi boede i en meget simpel lejlighed i Pavuna i det nordlige Rio de Janeiro, langt fra turistzonen, hvor man tog bad i regnvand, hvor man var heldig, hvis der var elektricitet, og hvor man trak wi-fi fra naboerne. Der var plantet banan- og mangotræer rundt om bygningerne, så folk kunne få noget at spise, og det var der, jeg lærte mest portugisisk, kom tættest på kulturen og lærte at spille rigtig brasiliansk fodbold af de børn, der boede der. Den helt klassiske brasilianske fodbold finder du ude på gaderne.
Jeg havde nogle måneder, hvor jeg trænede alene, uden et hold. Jessica er selv professionel fodboldspiller, og hun var rigtig god til at træne med mig. Men jeg ville bare gerne ud at spille kampe. I månedsvis gik jeg forgæves og ventede på, om der ville komme nye kampe. Men det kom der ikke. Jeg kunne være gået tilbage til strandfodbold, men det havde jeg jo prøvet, og det ville ikke være en udvikling.
JEG FLYTTEDE TIL Grønland, hvor jeg arbejdede som jurist for selvstyret i et halvt år. Det eneste, jeg tænkte på, var at holde min krop i gang, på at forbedre mig, på at styrke min balance. Jeg jonglerede med amerikanske fodbolde på is og i sne, da det er meget sværere end med almindelige fodbolde. Jeg trænede i fitnesscentre, og jeg lavede en masse balanceøvelser derhjemme.
Jessica og jeg var stadig sammen, selvom hun boede i Brasilien. Efter mit Grønlands-ophold tog vi til Kap Verde, øgruppen ud for Vestafrikas kyst, hvor de taler portugisisk, og så kom hun til Danmark, hvor vi blev gift på rådhuset i Kolding i år.
Vi tog bagefter sammen til Argentina, hvor vi begge lykkedes med at spille strandfodbold professionelt. Vi tog til Rosario, hvor Messi kommer fra. De spiller fodbold over det hele, og vi kom i gang med det samme. Det var skønt at spille professionelt igen. I Brasilien kan man få lov at spille med, og de kan respektere dig til et vist niveau, men de vil altid mene, at de er de bedste i verden. I Argentina betragtede de mig som en slags ekspert, og jeg skulle ikke bevise mig selv på samme måde.
Man beder sammen efter hver træning, når man spiller fodbold i Argentina. Et par gange bad de mig om at lede bønnen. Det var et meget stort klap på skulderen.
Vores visa udløb, og vi tog tilbage til Rio de Janeiro, hvor jeg blev træner for ungdomsholdet på Copacabana-stranden, det hold, jeg selv var startet på. Nogle af dem, jeg spillede med, da de var 13-15 år, var nu på landsholdet.
Jakob Sjøbergs hustru, Jessica da Silva, der også er professionel fodboldspiller. Foto: Privat
VI ER TILBAGE i Danmark, men jeg tror ikke, at vi bliver her. Jeg ved ikke helt, hvad der skal ske, men jeg er ved at tage den sydamerikanske træneruddannelse for ungdomshold i futsal og strandfodbold, og så taler jeg med nogle forskellige folk om at lave noget for dem juridisk. Ideelt set ville jeg kombinere det, så jeg både kan arbejde juridisk og være aktiv inden for fodbold. Allerhelst nogle steder ude i verden, så jeg kan blive ved med at få nye oplevelser.
Jeg fylder 38 næste gang, men uanset hvor gammel man bliver, ligger lysten til at spille der. Forleden spillede jeg en showkamp, hvor mange af spillerne var 45-50 år, og man må bare konstatere, at de ikke er så gode, som de var. Det må man jo også indrømme over for sig selv på et tidspunkt. Men jeg har stadig følelsen af, at jeg godt kan give den lidt mere. Og når jeg kigger tilbage, kan jeg se, hvor heldig jeg har været. Det lykkedes. Det er alligevel utroligt.
