VI BEGYNDTE AT blaffe hjemme fra Hellebæk 31. december 2022. Vores mor og far var cyklet op for at sige farvel til os, og det var rimelig voldsomt. På vores første lift fortalte vi, at vi var på vej til Indien, og chaufføren syntes, det var rimelig vildt. Men vi har rejst i landet med vores familie, siden vi var små, og drømte om at komme tilbage. Ideen med at rejse over land opstod i 2020, da vi på en lille restaurant i Kathmandu mødte en ung tysk fyr, der var cyklet fra Tyskland til Nepal. Hvis han kunne, kunne vi også.
Den første dag nåede vi Gedser. Vi var blevet samlet op af et sødt ældre par på vej til nytårsfest i deres fineste tøj. De insisterede på, at vi skulle have et ordentligt sted at sove, men vi havde ikke råd til hoteller. Planen var at sove i telt igennem Europa. Det var vinter, og vi havde vildt mange ting med – telt, soveposer, liggeunderlag. Parret kørte en kæmpe omvej, så vi kunne sove i et shelter. Normalt skal man booke på forhånd, men der var ikke nogen nytårsnat.
Supermarkedet var lukket, så vi besluttede at skralde. Det var helt vildt, hvad vi fandt i containerne – brød, kage, mad, bøger, kortspil og tusser. Vi havde i forvejen 23 kilo pr. rygsæk, så vi var nødt til at begrænse os, men vi fandt en bog, der hed ’Delhis smukkeste hænder’. Den lå vi og læste i, efter vi havde spist nytårsmiddag.
MORGENEN EFTER I Rostock mødte vi nogle piger fra Jehovas Vidner, der havde været til et træf. De gav os deres tog-dagsbilletter, som gjaldt til en stor del af Tyskland. Vi endte ved en lillebitte station, nærmest bare et trin ved en skov, hvor vi sov i vores telt. Det gik godt med at blaffe i Tyskland, men i Dresden stod vi et rigtig dumt sted. Først sang og dansede vi og prøvede at smile til bilerne. Vi stod der i timevis, det var iskoldt, det var ved at blive mørkt, og vi havde ikke andet end nogle rosiner. Vi besluttede os for at prøve en sidste gang, og så stoppede en bil. Det var en kvinde, også en veganer, som sagde, at vi kunne sove hos hende i en lille landsby oppe i nogle bjerge. Dagen efter krydsede vi grænsen til Tjekkiet.
Når vi blaffer, er vi gode til at mærke førstehåndsindtrykket. Hvis vi får en dårlig mavefornemmelse, vil vi selvfølgelig ikke gå ind i bilen. Andre gange har folk spurgt, om vi ville bolle med dem. Så siger vi bare sådan: ”Nej tak, ikke i dag, desværre” og griner lidt, og så beder vi om at blive sat af. Der er aldrig nogen, der har gjort os noget.
I Prag sov vi på en campingplads og blev samlet op af en fyr med en fed campervan. Han var på vej til Rumænien, og vi måtte køre med så længe, vi ville, hvis han fik lov at vælge musikken. Det var hård techno. Efter syv timer måtte vi bede om at blive sat af. Han kiggede bekymret på os og spurgte, om vi vidste, at der var bjørne i bjergene. Der gik det op for os, at vi måske skulle sætte os lidt mere ind i, hvor vi sov.
Nogle gange slog vi vores telt op om aftenen, og når vi lynede op om morgenen, sneede det udenfor, og hele området var dækket af sne. Næsten alle, vi mødte i Europa, spurgte, hvorfor vi var rejst om vinteren, men det er den helt rigtige årstid at rejse gennem Europa på.
Da vi kom til Budapest, tjekkede vi vores bankkonto. Vi fik et chok. Og en budgetkrise. Vi følte virkelig, at vi havde sparet – men kunne se, at det slet ikke kunne fortsætte sådan her. Så installerede vi couchsurfing-appen, hvor fremmede tilbyder deres sofaer eller gæsteværelser til rejsende, og resten af vejen brugte vi appen vildt meget.
Coco Klokkeblomst Jensen.
DET TOG EN MÅNED at komme gennem Europa, fordi vi blev syge i Bulgarien og var for sløje til at rejse videre. Mens vi var der, ramte det store jordskælv i Tyrkiet – præcis i det område, vi havde planlagt at tage til. I Tyrkiet, da vi kom dertil, var der stadig mange efterskælv og folk, der boede i teltlejre. Ødelæggelserne var tydelige overalt.
I Georgien tog vi op i bjergene tæt på grænsen til Rusland for at vandre. Vi var mere end en uge i en lille landsby, der var omringet af sneklædte bjerge og gletsjere, hvor køerne bare gik frit rundt i gaderne. Det var sådan: Hold da op, nu begynder der at ske noget – nu begynder vi at nærme os.
Senere, i Aserbajdsjan, boede vi 4-5 dage hos en ung fyr i et stort hus i en traditionel landsby. Kvinderne gik rundt med vandkrukker på ryggen, og folk havde guldtænder. En aften besøgte vi nogle af hans venner, som inviterede os på middag. Vi havde fortalt, at vi var veganere, og de havde seriøst brugt hele dagen på at lave mad. Der var et opdækket langbord, der var proppet med vegansk mad. Lige da vi ankom, gik al strømmen, så vi sad og spiste næsten i mørke, kun med et par stearinlys. Det var en meget smuk aften.
VI KRYDSEDE Det Kaspiske Hav med en gammel færge. Man kan ikke købe billet på forhånd, og vi kom tilfældigvis med om bord omkring klokken 03. Absolut ingen talte engelsk, og der var kun én anden kvinde om bord på færgen, en rengøringsdame. Næsten alle passagerer var fragtmænd med russiske lastbiler. Vi havde købt den billigst mulige billet, men da kvinden så os, førte hun os hen til en tom topersoners-kahyt med eget badeværelse, vindue og nøgle. Det føltes vildt luksuriøst – som på et cruiseskib.
Vi havde taget brød med, for vi vidste, at det nok ville blive svært med vegansk mad på sådan et skib. Med håndfagter og vores få tyrkiske fraser fik vi forklaret, at vi ikke spiste kød. Rengøringsdamen forstod os, og hun kom med forskellige ting – brød, pasta, noget kartoffelmos og et æble.
I Kasakhstan tog vi toget til byen Atyrau nord for Det Kaspiske Hav. Vi havde fundet en vært på couchsurfing, og vi kunne godt lide at køre i tog, så hvorfor ikke? Derfra tog vi sydpå til området Turkestan, en ret lang togtur. Vi var i Kasakhstan i fem uger, og det er stadig solnedgangene, kamelerne og de vilde heste, vi tænker på, når vi taler om landet.
Vi tog videre til Kirgisistan, hvor vi vandrede i bjergene i et øde og menneskeforladt område. Pludselig så vi et andet menneske og vinkede. Da hun kom tæt på, var det Esther, en fransk pige, vi boede hos i Serbien. Vi havde hverken snakket om eller planlagt turen til bjergene i Kirgisistan, da vi boede hos hende. Nogle gange er tilfældighederne så vilde, at de er svære at forstå.
VORES OPRINDELIGE PLAN var at rejse fra Kirgisistan over land til Kina, så til Pakistan og derfra til Indien. Men i Kirgisistan kunne vi ikke få visum til Kina. Vi havde drømt om at komme til Indien og tilbage igen uden at flyve, men det kunne ikke lade sig gøre, og der var ingen direkte fly fra Kirgisistan til New Delhi. På grund af klimakrisen vil vi helst kun flyve direkte, så vi tog toget tilbage til Kasakhstan og fløj derfra til New Delhi.
Vi ankom i juli måned – et halvt år efter vi var rejst hjemmefra. Den første dag spiste vi os bare gennem byen. Når man er veganer, er der så meget at vælge imellem. Vi vidste godt, at vi nok ville blive syge – det hedder jo ikke Delhi belly for ingenting – og det blev vi også. Men pyt, vi var fremme. Det var juli måned, temperaturen var tæt på 40 grader, der var fluer overalt, luften var tæt og tyk, man kunne næsten ikke trække vejret, og vi fik begge to øjenbetændelse.
Lidt tilfældigt valgte vi at rejse mod Gujarat. Vi tog gennem Rajasthan, hvor vi cyklede i en fuglepark, og bagefter til Pushkar. Og vi kørte i busser, der var så proppet med mennesker, at folk sad på taget, og billetkontrolløren måtte kravle gennem vinduerne for at komme ind i bussen og tjekke folks billetter.
MANGE BACKPACKERE rejser for at møde hinanden, men vi rejste til Indien for at hænge ud med indere. Vi ville gerne høre deres perspektiver på alle mulige ting, fra religion og kultur til familietraditioner og klimakrisen. Vi har lært virkelig mange mennesker at kende. Nogle gange bare kortvarige bekendtskaber, andre er vi blevet venner med. De samtaler, vi har haft med indere, er ofte ret anderledes end dem, man har med europæere. Det er, som om de ser på verden på en anden, lidt mere nysgerrig måde.
Indimellem var det hårdt. Vores mor, far og kusine kom til Indien for at besøge os, og da de tog af sted, stod vi tilbage med en lidt tom fornemmelse. Var vores rejse overhovedet så meningsfuld, som den havde føltes, da vi tog af sted? Men det var tid for hindu-festivalen Holi, så vi besluttede at tage til Rishikesh fra togstationen i Delhi, og det var godt at være i bevægelse igen.
Vi lejede os ind på en meget billig ashram og satte os ved floden, mens vi så solen gå ned. En mand spurgte, om vi var nysgerrige på yoga, og vi sagde nej flere gange, fordi vi ikke orkede en salgstale. Men han sagde, at han havde to pladser til et ugelangt yogaretreat på et femstjernet luksushotel, og at vi kunne komme med for den pris, vi betalte, hvor vi boede nu. Vi sagde igen, at vi ikke var interesserede, men han fik vores nummer og addede os på Instagram.
Morgenen efter skrev han igen, og vi sagde ja alligevel. Vi tjekkede ud af vores ashram, og vi fik et gigantisk værelse med en kæmpe glasvæg med udsigt over Ganges-floden, en balkon og det vildeste badeværelse. På det tidspunkt havde vi været af sted i et år og tre måneder og måtte indrømme, at det var ret rart med de her helt bløde senge. Vi brugte tre timer hver dag i morgenmadsbuffeten. Det er sådan nogle ting, der kun sker, når man er i Indien.
PAKISTAN VAR HELT anderledes end Indien. Folk går helt anderledes klædt, og viben er en helt anden. Der er en anden form for høflighed end i Indien, og generøsiteten er helt vild. Vi gik for eksempel ind i en kiosk for at købe et brød, og sælgeren sagde: ”Bare tag det.” Vi sagde, at vi gerne ville betale, men han sagde: ”Nej, I er mine gæster, så tag brødet, og hvis der er andet, I har brug for i min butik, kan I også bare tage det.” Vi ville virkelig gerne betale, og vi blev ved med at spørge. Men på et tidspunkt kunne vi mærke, at de begyndte at blive sure over, at vi ikke tog brødet. Den slags skete flere gange. Folk var generøse og givende på et helt andet niveau.
En dag sad vi i et tog, og der kom en mand, et barn og en ung pige ind i vores kupé. Pigen var meget ung, ret genert, men kunne tale engelsk. Hurtigt faldt snakken på, om man er gift – det gør den i Pakistan. Den unge pige fortalte, at hun var mor til barnet og gift med manden, og sagde så, at hun var hans anden kone. Vi spurgte hende, om hun så også havde flere mænd. Og hun var sådan: ”Nej, nej, nej, nej, nej.”
Det er ikke et lovkrav at gå med tørklæde i Pakistan, men vi fik så meget opmærksomhed, at vi ofte gik med det alligevel. Der var mange mænd, der henvendte sig til os, men så sagde vi bare, at vi var gift, og så forduftede de. Nogle gange troede vi, at vi hang ud med en ny ven, men så viste det sig, at vedkommende troede, det var en date med os begge to. Det skulle vi lige vænne os til.
VI REJSTE HJEM via Baluchistan-provinsen mellem Pakistan, Iran og Afghanistan. Området er præget af vold og oprørsgrupper, og kort før vi rejste, havde en oprørsgruppe stoppet en bus, taget alle punjabier ud, og en halv time efter var de blevet fundet skudt. Stemningen var ret anspændt. Vi ankom til hovedbyen Quetta i tog og ventede der i to dage, fordi vi skulle have specialtilladelse til at være i Baluchistan-regionen og skulle køre med eskorte gennem ørkenen. Vi kørte med fem forskellige politibiler, fra det ene kontor til det andet, før vi kom til afgangsstedet. På grund af sikkerhed har de ikke tilladelse til at køre ud af deres egne områder, så vi blev hele tiden skiftet over i en ny bil.
Næste morgen gik vi om bord på en bus – den samme som den, der var blevet stoppet. På et tidspunkt pegede en af vores sidemakkere ud ad vinduet og sagde, at det var her, bussen var blevet stoppet. Vi åndede lettede op, da vi var igennem ørkenen. To måneder efter at vi rejste gennem regionen, skete det igen.
PÅ GRÆNSEN TIL Iran skulle vi sove på politistationen. Vi var omringet af mænd med maskingeværer. Det var sygt varmt, og vi var helt tildækkede. De tilbød os at sove på ladet af en bil ude i gården, fordi det var det køligste sted. Men vi ville bare have tøjet af, så vi fik lov til at sove på gulvet i et rum, hvor vi kunne låse døren. Vi tog vores sjaler af, gjorde dem drivvåde, viftede dem rundt i luften og tog de våde, kolde sjal over os. Det var den eneste måde at køle sig ned på.
Det var en kæmpe kulturforskel at komme fra Pakistan til Iran. Pludselig var det kvinderne, der tog kontakt, ikke mændene. Når vi tog en metro eller en bus, kom alle kvinderne hen for at snakke med os og invitere os hjem eller spørge, om vi havde brug for hjælp. Landet føltes så moderne, og kvinderne så selvstændige og modige. Mange af kvinderne gik rundt i gaderne uden tørklæde på, selvom moralpolitiet var over det hele. Det er vildt, hvor meget de tør i kampen for deres rettigheder.
Kiki Anemone Kopperup Jensen på rejsens sidste dag.
VI ANKOM TIL Istanbul om aftenen og havde fundet et hostel på nettet. Det stod ret hurtigt klart, at det lå i en slags ludergade. Tre dage forinden var vi kommet ud af Iran, hvor næsten alle gik med tørklæde, og pludselig var vi omringet af folk i mavetrøjer og korte shorts. Vi var helt i chok over, at man kunne gå i korte shorts.
Vi begyndte at blaffe hjem. Det var i august, så alle var på vej hjem fra ferie, og vi strøg bare gennem Europa. Vi kom nærmest igennem ét land om dagen, og vi måtte stige ud af biler, der var på vej til Danmark, fordi det gik for hurtigt. Vi kunne ikke følge med. I Indien havde vi kørt med busser og lastbiler, der kørte 20 km/t, hvis det gik stærkt. I Tyskland kunne folk køre flere hundrede kilometer i timen.
Vi kom hjem dagen før Cocos 23-årsfødselsdag. Vi havde været væk i et år og otte måneder, og først ville vi bare af sted igen. På rejsen var vi sammen hele tiden og havde snakket om, at vi måske skulle rejse lidt hver for sig. Men det blev ikke til noget. Nu vil vi gerne finde noget at bo i sammen. Og vi blaffer stadig. Hvis vi stiller os ved vejen her ved Hellebæk, vil vi få et lift, før bussen kommer. Man bliver så glad over at opleve, hvor søde folk er.”
