PLUDSELIG BEGYNDTE JEG at fryse. Det var den slags kulde, der griber fat om knoglerne. Det var nytårsdag 2013, og jeg kunne ikke få varmen, selv ikke med flere lag af dyner omkring mig. I de tidlige nattetimer kom vagtlægen. Han sagde: ”Det er influenza, kontakt din egen læge i morgen.”
Næste morgen ringede min daværende mand til vores læge. Lægen havde tidligere arbejdet på infektionsmedicinsk afdeling på Skejby Sygehus og fik med det samme mistanke om, at det ikke bare var influenza.
Det lød som bakteriel meningitis, mente han. Ikke nogen særligt almindelig sygdom herhjemme, men den slår rigtig mange mennesker ihjel på verdensplan. Og det går enormt stærkt, når man bliver angrebet. Lægen ringede efter en ambulance og skyndte sig hjem til os. Da han ankom, var jeg allerede gået i koma.
MIN FAR VAR smed, min mor havde ingen uddannelse. Jeg blev den første i min familie, der gik i gymnasiet. Vi var kun to i min klasse, der valgte gymnasiet efter 9. klasse. Min mor pressede lidt på, fordi hun ikke selv havde fået en uddannelse. Jeg fik en god matematiklærer og blev klar over, at jeg var supergod til matematik.
Efter gymnasiet flyttede jeg til Aarhus for at læse matematik og matematikhistorie. Ved siden af studierne tegnede og malede jeg. På et tidspunkt tog jeg orlov for at gå på kunstskole, og da jeg vendte tilbage til universitetet, valgte jeg kunsthistorie som sidefag. Jeg skrev speciale om matematikken bag kunsten, det gyldne snit for eksempel, og sad og studerede italienske traktater fra 1600-tallet på originalsproget.
Jeg blev ansat på Steno Museet i Aarhus, et videnskabshistorisk museum, hvor jeg lavede udstillinger, blandt andet om nanoteknologi og om vand. Det havde ikke så meget med matematik at gøre, men jeg fandt ud af, at jeg elsker formidling. Ved siden af underviste jeg i videnskabsformidling, også på universitetsniveau.
Jeg vendte tilbage til Aarhus Universitet for at lave en ph.d.-afhandling. Normalt bruger folk tre år på deres ph.d.-forløb. Men jeg havde nogle meritter på grund af den undervisning, jeg havde lavet, og klarede det på et år. Universitetet ansatte mig som administrator for et center, der forskede i cellepumper, og jeg begyndte at interessere mig rigtig meget for proteiner og proteinstrukturer.
Året efter fik jeg et forskningsstipendie og blev postdoc på universitetet i Cambridge, hvor jeg kom til at arbejde under John Walker, som modtog nobelprisen i kemi i 1997. Han kunne godt tænke sig at prøve nogle nye formidlingsmetoder, så vi arrangerede en udstilling på Cambridge om ATPasen, et molekyle, der sørger for, at cellerne får den energi, de skal bruge for at opretholde livsprocesserne.
I virkeligheden er det mikro-mikro-mikro-mikroskopisk lille, men vi fik blandt andet en kunstner til at male akvareller af det, vi fik en glasdesigner til at lave en skulptur af det, og en anden postdoc-ansat brugte tre måneder på at bygge en meterstor model af ATPasen i Lego-klodser, hvor alt passede med målestoksforholdene. Han sagde, det var nogle af de sjoveste måneder i hans arbejdsliv.
Efter Cambridge tog jeg til Harvard i Boston på et nyt stipendium, hvor jeg arbejdede med datavisualisering og var med til at afholde konferencer og skrive artikler til det videnskabelige tidsskrift Nature om formidling af data. Jeg vendte hjem i 2012 og blev en del af Aarhus Institute of Advanced Studies på Aarhus Universitet. Vi var flere forskere fra forskellige institutter under humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab og lægevidenskab, der arbejdede tværfagligt sammen.
FRA JEG BEGYNDTE at fryse nytårsdag 2013, til jeg lå i koma, gik der 12 timer. Da vores læge ankom, gav han mig antibiotika intravenøst. Jeg var allerede begyndt at blive marmoreret af blodforgiftning. Jeg havde multiorgansvigt. Hundredvis af blodpropper i hele kroppen. En stor hjerneblødning bag panden. Jeg mærkede det heldigvis ikke, for jeg var helt væk.
Da jeg kom ind i ambulancen, gik mit hjerte i stå. Der står i min journal, at det holdt op med at slå i 40 sekunder, inden jeg blev genoplivet af ambulancepersonalet. Jeg kom på intensiv afdeling, blev lagt i respirator, og børnene fik at vide, at de skulle komme og tage afsked med deres mor, fordi der var stor risiko for, at jeg ikke klarede den.
10 dage senere havde jeg det, man kalder et solnedgangsblik. Øjnene åbnede sig som en smal sprække, men uden noget liv bag. Når man har det, er det typisk tegn på svær hjerneskade. Alligevel begyndte jeg at vågne i de følgende dage. Meget, meget langsomt.
Hver gang jeg vågnede, kunne jeg ikke huske, at jeg havde været vågen før, hvad jeg var blevet fortalt, eller hvor jeg var. Det beroligede mig, at min familie var der, men jeg kunne aldrig huske, at jeg havde set dem tidligere. Så jeg var bange, hver gang jeg vågnede.
Efter en uges tid begyndte jeg at genvinde hukommelsen. På grund af respiratoren kunne jeg ikke tale. Desuden var jeg låst i min egen krop. Jeg havde det, man kalder locked-in syndrome, og kunne overhovedet ikke røre mig. Jeg måtte kommunikere ved at blinke. Et blink for ja, to for nej.
Efter to måneder vurderede lægerne, at jeg ikke var i livsfare længere, og jeg blev flyttet til et neurorehabiliteringscenter. Jeg skulle lære alt igen. At trække vejret, tale, synke, bevæge mig. Kommer jeg mon nogensinde til at kunne fungere som mor igen, tænkte jeg. Kommer jeg til at forske? På en optimisme-skala fra ét til 10 var jeg nok en toer.
En dag kom en læge og en sygeplejerske, en ergoterapeut og en fysioterapeut ind til mig og satte sig i en halvcirkel omkring min kørestol. Jeg sad foroverbøjet og sammensunket, for jeg kunne ikke holde mit hoved selv. Lægen lagde sig på alle fire, drejede hovedet op mod mig og sagde: ”Hej Rikke. Hvad vil du gerne?” Jeg var blevet koblet fra respiratoren og havde i stedet fået en talestuds på halsen, så jeg faktisk kunne tale lidt. ”Gå,” sagde jeg. ”Så er det det, vi skal,” sagde lægen.
Det var første gang, jeg følte mig set og hørt og ikke bare var en krop. ”Yes,” tænkte jeg. ”Nu er det fuld fart frem.” Tre måneder senere gik jeg ud fra rehabiliteringscenteret. Jeg havde fået mindre amputationer på ni fingre, og mit syn på venstre øje var meget nedsat. Men ellers havde jeg ikke mistet noget, fysisk eller kognitivt. Lægerne havde aldrig set noget lignende.
At jeg overhovedet overlevede, mente de, kunne have noget at gøre med, at jeg levede som veganer, inden jeg blev syg. Mit kolesterol-tal var lig nul, og det gjorde måske min krop mere modstandsdygtig. At jeg kom så hurtigt gennem genoptræningen, skyldtes muligvis en viljestyrke, jeg havde opbygget som forsker, hvor jeg var vant til at kæmpe for bevillinger. Men i det hele taget må man også bare sige, at jeg var ekstremt heldig.
JEG KOM TILBAGE på arbejde på nedsat tid. Det var dejligt at være tilbage. Næste skridt på karrierestigen ville være at blive professor. Det havde jeg altid stilet efter. Det er det, de fleste drømmer om, når de går ind i den akademiske verden. At opnå den højeste status, få flest ansatte under sig, udgive flest publikationer. Men var det egentlig dét, der var min drøm? Nej, tænkte jeg. Jeg vil ud at lave noget andet. Nu har jeg fået den kæmpe gave at overleve. Jeg har min krop og hjerne i behold. Nu vil jeg gerne give noget tilbage.
Da vi boede i Boston, havde min datter gået i noget, der hed Science Club for Girls, hvor hun virkelig blomstrede. Hun plejede at være en stille pige, men efter kurset kunne hun helt confident stå foran en forsamling og fortælle om, hvad hun havde lært. Jeg fik lyst til at lave noget lignende, og sammen med en kollega startede jeg Videnskabsklubben, hvor vi lånte nogle programmer fra Boston og tog ud at undervise på vores egne børns skoler. Jeg underviste i vand og biologi, hun underviste i ingeniørvidenskab.
Det gik godt, syntes vi, og fik 225.000 fra Lundbeckfonden, så vi kunne tage ud på nogle flere skoler. Da det også gik godt, søgte vi om flere penge. Og så fremdeles. Sidste år modtog vi 30 millioner fra Novo Nordisk Fonden, og i år har vi 100 hold i 55 kommuner i hele landet.
Det er pinedød nødvendigt, at vi får flere børn og unge interesseret i naturvidenskab, hvis vi skal have løst de udfordringer, verden står over for i dag. Det kræver også samfundsvidenskab og humaniora. Men det kræver i høj grad naturvidenskab.
I DAG BRUGER jeg alle mine fingre, næsten fuldstændigt som jeg gjorde før. Jeg kan holde på ting, åbne ting, tegne. Jeg gestikulerer stadig lige så meget. Jeg kan måske have lidt sværere ved at sy en knap i. Og jeg kan ikke pille næse med den ene hånd.
Mange af mine jævnaldrende kolleger fra forskerverdenen er blevet professorer. Når jeg møder dem, fortryder jeg ikke, at jeg skiftede spor. Det eneste, jeg savner, er de internationale forbindelser. Men mon ikke det også kan opstå med Videnskabsklubben.