MIN FAR ER murer, ligesom hans far og hans farfar var det før ham. Min mor er tømrer og byggetekniker og tegner husene, han bygger. De har altid arbejdet sammen og talt om byggeri og håndværk hen over køkkenbordet.
Da jeg gik i skole i Ringkøbing, og vi nogle gange talte om, hvad vi skulle lave, når vi blev voksne, var der aldrig nogen, der nævnte en erhvervsuddannelse. Alle forestillede sig, at de skulle i gymnasiet. Jeg var glad for at regne og tænkte, at jeg skulle være bygningsingeniør og bruge matematikken til at lave store, fascinerende konstruktioner, der ville blive stående længe.
Men så i 9. klasse, da vi skulle i erhvervspraktik, var der en, der spurgte, hvorfor jeg ikke søgte ind i et murerfirma. Tjo, hvorfor ikke? Jeg havde aldrig muret, kun været ude i skurvognen med kaffe og kage til min far.
Mange i byen vidste, hvem min far var, og at vi havde været murere siden min oldefars tid. Så jeg gjorde mig umage for at finde en, der ikke kendte min far. En, der ikke havde nogen forestillinger om, hvad jeg kunne og ikke kunne. Jeg ville ikke være Kajs datter – men Gry. Så jeg ringede til Glenn Østergaard, der har et lille firma med seks ansatte ude i Spjald, og den uge blev det fedeste, der var sket i mit liv.
Glenn ved, hvordan han skal tage unge mennesker, og han syntes, det var superfedt at få en lidt genert ung pige som mig ud. Den første dag hjalp jeg til med noget flisearbejde i et nyt hus, de havde bygget. Tirsdag var det lortevejr, regnede rigtig meget, og vi skulle støbe en sokkel. Onsdag fik jeg lov at mure lidt på bagmuren af et hus. Det er dér, man lærer det, bagmuren skal alligevel vandskures og males, så man ser ikke, hvis nogle mursten ligger mindre pænt. Jeg var virkelig træt i kroppen, men det var samtidig en meget tilfredsstillende følelse.
Bagefter spurgte Glenn mig, om jeg ville i lære hos ham. Min mor ville gerne have, jeg fik en studentereksamen, men jeg var ikke i tvivl, og et halvt år senere begyndte jeg som elev.
Det første år af læretiden lærte jeg noget nyt hver eneste dag. Glenn kastede mig ud i at mure fra dag ét. Det så legende let ud, når han murede, men han murede 30 sten i, hver gang jeg havde lagt tre. Man murer fra hver sin side, og når han nåede hen til mig, pillede han alle mine ud og sagde: ”Det er en ommer.”
Tidligt ude med trillebøren, mens sokkel støbes til børnehave. Foto: Privat
AT GÅ FRA 9. klasse og have siddet med en computer foran sig og så komme direkte ud at arbejde, i al slags vejr! Jeg var så træt, jeg føler ikke, jeg lavede andet end at gå på arbejde og sove. Men jeg kunne lide, at du som murer kan se, at der sker noget hele tiden. Hver eneste gang du har lagt en sten, er du tættere på målet. Hvis du skal lægge 12.000 til et helt hus, og du har lagt 800 på en dag, kan du jo se, det går fremad.
Der er meget teknik i at mure. Du skal have en blød hånd, den rigtige murerske, den rigtige mørtel. Hvis du har det rigtige svaj i hånden, kan du, mens du skraber mørtlen af, rette stenen til, så den flugter nøjagtigt med den underliggende sten. Hvis du presser for hårdt på din sten, flyder mørtlen ud, og du får beskidt murværk. Det gider man ikke. Nogle kan lide tyndere mørtel, nogle kan lide den stivere. Glenn vil gerne have den sindssygt tynd. Han føler, at han brækker armen, hvis den bliver for stiv. Men jeg kan ikke lide den så tynd – det sviner. Jeg kan lide den som flødeskum.
Da jeg havde stået i lære et halvt år, begyndte jeg på grundforløbet på Herningsholm Erhvervsskole i Herning. Vi lagde ud med at øve os i at stable sten. Vi var kun fire ud af 40, der havde en læreplads, og jeg murede fra de fleste af de andre elever med det samme. En dag kom en talentspejder og prikkede mig på skulderen og spurgte, om jeg havde lyst til at deltage i noget træning og se, om jeg kunne kvalificere mig til DM i Skills, danmarksmesterskabet for lærlinge.
Om jeg ville! I 9. klasse havde jeg været med klassen som tilskuer til et Skills-arrangement, og hver weekend siden jeg kom i lære, havde jeg gået hjemme i garagen og muret på Skills-opgaver. Det kunne jo ikke skade at gå i gang med at øve sig – man snakker om, at man kan sit kram efter 10.000 gentagelser.
Nu kom jeg under trænerens vinger. Han havde alle tegningerne og værktøjet og maskinerne til at skære i sten med. Og han tog sig godt af mig. Han er selv uddannet murer og vel tæt på pensionsalderen. Han var som en bedstefar, så flink og interesseret i mig. Vi fik et rigtig godt forhold.
Først skulle jeg mure mod tre drenge fra min egen skole. Det var på tid og med tilskuere og føltes nervepirrende. Vi skulle mure et dannebrog, der bølgede i vinden, med to svaj i top og bund. Runde skæringer i mursten er ikke særlig nemt at lave, og nogle af de andres fik et lidt kantet udtryk. Da jeg blev kåret som vinder, var der nogle af drengene, som græd og kastede med værktøjskasserne. De havde tabt til en pige, det kan jeg da også godt se er megairriterende.
Jeg gik videre til et regionsmesterskab, hvor vi skulle mure den samme opgave, denne gang var vi kun to. Da jeg også vandt her, gik jeg videre til DM, som på grund af corona blev rykket fra april til september, hvilket gav mig over et halvt år ekstra til at øve mig på de tre opgaver, vi skulle mure. Jeg så de mure for mig hele tiden, og når jeg vågnede om natten, kørte deres mål gennem hovedet på mig.
Arm i arm med dommer Andy Jakobsen til VM i Salzburg. Foto: Privat
ENDELIG KOM DAGEN. Vi skulle mure vores tre opgaver over tre dage, 22 timer i alt. Den første var et årstal, der skulle mures ind i en mur. Den anden var en murerske i gasbeton, der skulle mures ind i en væg. Og den sidste var et Hjørring-kendetegn, Rubjerg Fyr, der skulle mures op i tre dimensioner i lille format.
Vi var fem deltagere. De andre havde været med flere år i streg, og den regerende mester var selvfølgelig favorit. Jeg var der for første gang, og de andre må have tænkt: ”Hun kan ikke en skid!” Da vi kom ud på ceremonipladsen på tredjedagen, startede de medaljeuddelingen nedefra. Til sidst lød det: ”Gry Astrup er den nye danmarksmester!”
Jeg vandt med to point ned til den regerende mester. Det lyder ikke af meget, men det var en klar sejr. Umiddelbart så alle opgaverne pæne ud, men da dommerne gik dem grundigt efter med tommestok og vaterpas for at bedømme alle mål og vinkler, kunne de se, at jeg havde muret 20 millimeter mere præcist end nummer to.
Jeg endte med at vinde DM i Skills tre gange i træk, og i 2022 førte det til, at jeg skulle repræsentere danske murerlærlinge ved WorldSkills i Østrig. Det var en kæmpe oplevelse og nogle intense dage. Jeg lagde et stort forventningspres på mig selv, og der var mange medier, der ringede og ville tale med mig. Desuden er engelsk ikke min spidskompetence, så det stressede mig lidt.
Et halvt år op til konkurrencen havde jeg trænet med østrigske mursten, som er både højere, længere og bredere end de danske – og tre gange så tunge. Da jeg havde båret rundt på dem noget tid, fik jeg tykke fingermuskler, og blodårerne trådte frem på mine skuldre. Men jeg havde svært ved at vænne mig til at mure med en anden størrelse, svært ved at få dimensionerne ind i hovedet.
Konkurrencen foregik i en stor hal i Salzburg. Vi skulle mure byens våbenskjold, årstallet 2022 og et A for Austria. Alle opgaverne var svære, og jeg endte med at blive nummer seks ud af 22. Når jeg stiller op, er det ikke bare for at være med, det er for at vinde. Så selvfølgelig var jeg lidt skuffet. Men jeg var stolt af, at de danske delegerede kårede mig til ’Best of nation’, altså den bedst præsterende dansker i WorldSkills på tværs af fag.
Foto: Lasse Dearman
JEG BLEV UDLÆRT i marts 2023. Der havde jeg allerede købt mig ind i familiefirmaet. Min far har altid sagt: ”Hold op, hvor vil jeg blive glad, hvis du en dag vil overtage firmaet – men du skal lære faget fra en anden.” De hårde dage i elevtiden skulle ikke gå ud over far-datter-forholdet.
Jeg har lært alt på Glenns måde, men nu har jeg så også lært tingene på min fars måde. Det kan godt være, at jeg har gåpåmod og kan mure hurtigere end ham. Men han ved til gengæld altid, hvad der skal ske, hvordan man skal løse et problem. Jeg ville give alt for at have min fars erfaring.
For et halvt år siden afleverede vi en splinterny murermestervilla i Ringkøbing på første række ned til fjorden. Det var en kunde, der ville have lidt ekstra. Pool i haven, høj sokkel, runde vinduer på gavlspidserne, gule fuger og rødt, krydsforbandt murværk. Det vil sige, at hver anden murstensrække er lagt med sten i halv størrelse, og derfor tager det dobbelt så lang tid. Men det er godt nok også det flotteste, jeg nogensinde har været med til at lave.
Min mand er en tro kopi af mig. Han har også murerfirma sammen med sin far. Vi mødte hinanden i Spjald-hallen til et firmaarrangement, og nu bor vi sammen i Spjald. Men vi skal ind til Ringkøbing at bo en dag – selvfølgelig i vores egen murermestervilla.
