DA HAN BEGYNDTE på seminariet, var det med en ambition om at blive et friskere, mindre alvorstungt alternativ til de skolelærere, han selv havde mødt. Være mere autentisk, lytte mere til børnene, være i øjenhøjde.
”Mine lærere i skolen havde gjort et ualmindeligt dårligt arbejde. Det mente jeg, at jeg kunne gøre bedre,” siger Thomas Leth Teisen, der flyttede til København som 20-årig for at gå i gang med læreruddannelsen fuld af selvtillid.
Speederen blev trykket i bund, også uden for skoletid.
”Jeg troede, jeg havde fundet meningen med det hele. I fritiden læste jeg mine digte højt og levede som streetartist. Jeg brugte mange penge, havde forhøjet sexdrift, kunne ikke stoppe med at feste. Eftermiddage blev til nætter, ting og sager kom på bordet. Jeg stabiliserede mit humør med stoffer. Alting tog fart.”
Hans mor havde en fornemmelse af, at noget var ved at gå over gevind, og fik ham til at besøge en læge – det kunne jo aldrig skade, som hun sagde. Lægen sendte ham videre til en psykiater, der diagnosticerede ham med bipolar affektiv sindslidelse, som er karakteriseret ved store humørudsving, fra mani til depression.
”Jeg fik forklaret, at det er normalt at have svingninger, men at mine var alt for store. Jeg blev ret bange, havde det, som om jeg så en gyserfilm om en person, der var ved at blive besat,” siger Thomas Leth Teisen, der flyttede hjem til sin familie i Odense for at fortsætte sin uddannelse dér – og for at komme væk fra vennekredsen og festerne i København – men undlod at tage den medicin, der skulle udligne svingningerne. Han var bange for, at den ville lægge en dæmper på hans kreative energi. Desuden medførte flytningen et brud med en kæreste, som han tog som et varsel.
”Jeg var overbevist om, at mit liv ville falde fra hinanden, hvis der ikke var en kvinde til at holde sammen på det.”

I praktik som skolelærer. Foto: Privat
THOMAS LETH TEISEN var fem år gammel, da hans far begik selvmord. En skolepsykolog beskrev senere Thomas’ chokerede tilstand oven på tragedien, som om ”han var faldet i et dybt, sort hul”. Et billede, der skræmte drengen og igennem årene forfulgte ham som en fornemmelse af, at han selv en dag ville komme til at lide samme skæbne som sin far. Da han flyttede hjem til Odense, kom der fornyet næring til tvangstanken.
”Jeg havde en fornemmelse af at være faret vild. Jeg oplevede virkeligheder, andre ikke gjorde. Jeg kunne se energifelter omkring ting. Jeg fik en fornemmelse af, at andre kunne tappe ind i mine tanker og stjæle dem. Gik jeg en tur langs åen og mødte nogle, var jeg bange for, at de kunne se alle mine tanker, ligesom jeg følte, jeg kunne se deres tanker. Det var identitetsfrarøvende, og jeg blev angst, fraværende og svær at komme i kontakt med. I sidste ende førte det til selvmordstanker.”
Da det blev for meget, lod den 22-årige Thomas Leth Teisen sig indlægge på en åben psykiatrisk afdeling i Odense. Han fik nu en ny diagnose, paranoid skizofreni, og også medicin, som han denne gang gik med på at tage.
”Medicinen sænker neurotransmitternes hastighed i hjernen. Men den gjorde også alt, hvad jeg tænkte, følte og mærkede, fladt. Der var ingen negative tanker, men heller ingen begejstring. Jeg kunne ikke fornemme mæthed, så jeg tog meget på i vægt. Jeg havde svært ved at overskue ting, jeg var ude af stand til at skelne mellem det væsentlige og det uvæsentlige. Det gjorde det vanskeligt at studere. Men i det mindste kunne jeg slappe nogenlunde af med medicinen.”

På snedkerværkstedet. Foto: Privat
HAN HOLDT PAUSE fra studiet og arbejdede på en café. Det var ensartet, uden for mange mennesker omkring, og det hjalp på balancen. Han mødte også en kæreste på cafeen og følte sig efter et år klar til at studere igen. En anden slags medicin med færre bivirkninger hævede hans kognitive niveau, og ved siden af studierne helligede han sig at få det bedre.
”Jeg var i kontakt med psykologer, psykiatere, ergoterapeuter – jeg havde en SPS-mentor, jeg talte med en gang om ugen. Jeg fik handicap-SU, og der var stor velvilje, hvis jeg søgte om at få udsat en eksamen. Jeg fik stor hjælp til at klare mig,” siger Thomas Leth Teisen, der midt i 20’erne igen oplevede store udfordringer, også med koncentrationen.
Corona forandrede verden, og hans egen stedsøster døde af kræft omkring det tidspunkt, hvor han skulle aflevere sin afsluttende opgave. Han lod sig indlægge hos lokalpsykiatrien i Odense, bare for at være et sted, hvor der ikke var nogen forstyrrelser, mens han skrev sig i mål. Ikke det hyggeligste sted at opholde sig, men det virkede, Thomas Leth Teisen bestod lærerseminariet med et 10-tal:
”Det var surrealistisk at klare den. Det vendte alting på hovedet, at nogen godt kunne lide, hvad jeg havde at give. Det gav gåpåmod og energi.”
Indtil da havde han kun lige tænkt det næste skridt frem. Nu var han kvalificeret til at gå ud og undervise. Han søgte en masse stillinger, men konfronteret med den faktiske mulighed for at skulle stå i et klasselokale og orkestrere en potentielt stressende klasse valgte han at søge i en mere lavpraktisk retning. Odense Kommune hjalp ham til jobtræning i et snedkerværksted, hvor han trivedes med mange rutiner og få kolleger. Han endte med at blive fastansat – og fik lyst til at læse videre, denne gang til designer.

Nyuddannet skolelærer. Foto: Privat
PÅ DESIGNSKOLEN KOLDING lærte Thomas Leth Teisen at skære ind til benet af et problem. Tage sig af det vigtigste først. Som en afsluttende opgave på kandidatuddannelsen Design for Play skulle han fremstille et produkt. Rammerne var frie, hvilket kun gjorde det vanskeligere at satse på én ide. Han havde seks forskellige koncepter oppe at vende og tre vejledere: en akademiker, en industriel designer og en mentor. Det var mentoren, der fik sat skub i beslutningen.
”Han sagde: ’Du skal bare lave noget. Du skal forstå, at lige så snart du har noget i hænderne, vil arbejdet med det udfolde sin egen mening.’ Det var på grund af ham, at det overhovedet lykkedes mig at få lavet noget,” siger Thomas Leth Teisen, der endte med i februar sidste år at lægge et brætspil på eksamensbordet, der handlede om selve livet.
”Jeg tænkte: Hvad er de mest basale stykker legetøj i verden? En terning og en snurretop! Hvad er de mest basale omstændigheder for livet? Beslutninger og forandringer! Det skulle være grundelementerne i mit brætspil, og derudfra forsøgte jeg at lave nogle regler, der gav mening.”

’The Game of Life’. Foto: Privat
Vejlederne var meget imponerede over den proces, han havde været igennem, mens han udviklede det, men de syntes, selve spillet var lidt svært og abstrakt, og snurretoppen virkede knap så godt. Modtagelsen havde ikke den store indvirkning på Thomas Leth Teisen. Han var færdig med spillet – og færdiguddannet.
I skrivende stund bor han i Kina, hvor hans kæreste, som han mødte på skolen i Kolding, arbejder som konsulent for en legetøjsvirksomhed. Bagefter planlægger de at rykke teltpælene videre til Indien, hvem ved, måske en dag hjælpe nogle indiske skolebørn med at bringe deres legende tankesæt i spil. I dag har Thomas Leth Teisen klaret sig uden antipsykotisk medicin i fire år, og han opfatter ikke længere sit liv som en ond profeti, der skal opfyldes:
”Jeg har lært at skære ind til det væsentlige. Skelne tingene fra hinanden. Det gjorde mig syg, at jeg identificerede mig med mine negative tanker. I dag har jeg fundet ud af, at jeg ikke er mine tanker og mine følelser. Jeg er bare mig selv.”