Da Steffen Westmark fik job som højskolelærer, tog han hul på et nyt karrierekapitel. I fem år har The Blue Van-forsangeren været fødselshjælper for sine elevers musikalitet. At gevinsten er gensidig, kan man høre på hans seneste plade.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Maria Guldager

Du underviser på Oure Højskole. Hvad består jobbet i?

”Jeg hjælper eleverne med at producere og skrive sange. Selv er jeg autodidakt. Det meste, jeg ved, er learning by doing. Det er nok derfor, jeg blev ansat. Jeg flyttede til Svendborg med familien og var på udkig efter noget at supplere mine spillejobs med, så jeg tog derud med min salgshat på og gav dem et pitch om alt det, jeg kunne: talks, coaching, den slags. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig. I hvert fald ikke at de ville tilbyde mig en fast stilling. Men de fortalte, at deres musiklærer lige havde sagt op. Nordjyden i mig sagde: ’Jeg er pisse-dårlig til noder og hørelære. Jeg har intet pædagogikum.’ ’Det gider vi heller ikke,’ sagde de. ’Vi vil have en, der har levet af at spille musik, været på landevejen og kender det liv.’”

Hvis man tror, at Oure mest er noget med sport og idræt, er man så helt galt afmarcheret?

”Det er klart den gængse opfattelse, og på efterskole-delen er der stort fokus på dét. Men Oure er også en virkelig god højskole med fokus på musik, scenekunst, dans m.m. Skolen har været god til at opbygge et brand omkring sport og idræt, så jeg har det som en personlig mission også at fortælle alt og alle om, hvor meget eleverne får ud af højskolen. Selvstændighed, fællesskaber, myndighed. Flere af mine elever gennem årene er musikere i dag.”

Hvor mange af dem kommer med drømmen om en musikerkarriere?

”Måske 2-3 ud af et hold på 10. Nogle har drømmen, men finder ud af, at det er for svært. Andre finder først ud af, hvor dygtige de er, når de kommer i gang. Andre igen har visionen og er helt klar til at dykke ind i, hvad det vil sige at være musiker. Det ved vi en masse om, min kollega Steffen Schackinger – som er guitarist – og jeg. Vi kan give eleverne et 360-graders blik på at spille musik, vi kender også de praktiske og psykiske aspekter. Men det er vigtigt at sige, at de dygtigste ikke bliver favoriseret. Jeg mener, at så længe du har musik og kreativitet i dit liv, er du et rigt menneske. Ligegyldigt om du vil skrive sange for at blive berømt eller bare fiddle rundt med en banjo.”

Hvor meget kan man lære om musik på et højskoleophold?

”De unge kommer fyldt op med følelser og originalitet. Som en slags fødselslæge hjælper jeg dem med at skrive og producere nogle sange og komme frem til et facit, der passer på deres væsen og musikalske smag. Når de har realiseret dét og begynder at tvivle på sig selv igen, tager jeg cheerleader-tøjet på: ’Du synger fantastisk, du spiller godt, du har masser af fantasi!’ Andre gange ser jeg mig som kæppen i hjulet. Nogle er midt i store, fine uddannelser og skal være læger, advokater, journalister. Jeg siger: ’Det skal du nok komme til at lave resten af dit liv, men hvad har du lyst til lige nu?’ Jeg har ikke en forventning om, at de skal blive meget dygtige. Men jeg ved, at musikken er et magisk rum, man kan være heldig at komme ind i.”

Hvad giver det dig at være i kontakt med de unge?

”De holder mig up to date. Mange forventer en lærer-elev-relation. Tit ender det mere venskabeligt. Man bliver hinandens fortrolige. Når vi begynder et kursus, siger jeg, at hvis ikke vi stoler på hinanden, kan vi ikke blotte os kunstnerisk. Så vi snakker om alt muligt, og i efteråret udgav jeg en ny soloplade, hvor jeg har ladet mig direkte inspirere af deres ungdomsliv. Jeg var ved at kaste op over at skulle skrive endnu en sang om mig selv og min oplevelse af verden – over de sidste 25 år har jeg vel været med til at udgive 17-18 plader, inklusive sideprojekter.”

Så du har gået og samlet på dine elevers historier?

”Det lyder, som om jeg har nakket deres livshistorier og gjort dem til kunst. Måske er det ikke helt ved siden af. Jeg låner i hvert fald af deres ord og oplevelser og bruger dem poetisk. Men de har selv været med i processen, og mange medvirker som gæster på pladen. De synger så fedt og nærværende.”

Havde du en person, der hjalp dig, da du selv var grøn?

”Jeg begyndte at spille bluesrock sammen med nogle kammerater som teenager, og det var begyndelsen til The Blue Van. Vi vidste ikke rigtig, hvad vi lavede. ’Hvordan komponerer man? Shit, I don’t know … men lad os finde ud af det.’ I Brønderslev blev vi en del af en større gruppe, der spillede musik, men vi manglede et sted at optræde. Inger Aarup, bibliotekar og kulturpersonlighed, åbnede et lokale for os på biblioteket, og vi dannede en forening, spillede koncerter og afholdt ’Battle of the Bands’. Der var mikrofoner og højttalere, som virkede nogenlunde. Det var fucking magi. At mødes med vennerne, forberede sig, gemme lidt øller i busken, spille en koncert, høre konkurrenterne, gå udenfor og drikke øllerne og, måske, kysse med en pige bagefter. De arrangementer var med til at tænde en ild. Det kan godt være, at det ikke er muligt at leve af musikken, men nu prøver vi det alligevel, for jeg har ikke andre ambitioner. Så må jeg arbejde shitty jobs og satse på den store gevinst i lotteriet.”

NOGET VED MUSIKKEN

Steffen Westmark, 43 år.

Underviser i sangskrivning og produktion på Oure Højskole.

Guitarist og forsanger i The Blue Van. Udgiver musik solo under aliasset Peppermint B.

Seneste album, ’Melody Maker’, udkom i efteråret 2024.

Så hvornår troede du på det?

”Måske var der et vendepunkt i 1996, hvor vi fik vores trommeslager, Per Mølgaard Jørgensen, og blev enige om, at det var det, vi ville. Og så bumlede The Blue Van ellers derudad, mens vi fejrede de små sejre: Nu har vi spillet i Randers. Nu har vi spillet på Campingscenen på Roskilde Festival. Nu har vi spillet på selve Roskilde. Nu har vi udenlandsk pladekontrakt. I en årrække skubbede vi hele tiden opad, og det var skidefedt. I dag har jeg det sådan, at jeg ikke længere følger behovet for at skubbe opad. Af en lille bonderøv fra Nordjylland at være har jeg været med til nogle vilde ting. Jeg har stadig kæmpe ambitioner, men jeg stiller mig også tilfreds. Det går langsomt med Peppermint B, mit lille sideprojekt, men når jeg går ind på Spotify og ser, at der trods alt hver uge er nogen i Singapore eller Moskva eller et tredje sted i verden, der har været inde at lytte til det, så er jeg glad.”

Hvad ville du fortælle den unge Steffen Westmark, hvis han kom på dit kursus?

”Jo ældre jeg bliver, jo mere produktiv bliver jeg. Det er nok et spørgsmål om at bekymre sig mindre om, hvad andre synes. Så måske ville jeg bare sige, at han skal tro på sig selv. Mange kunstnere lider af det såkaldte impostor syndrome. Hvornår finder de ud af, at jeg er fucking ringe … men det er selvfølgelig også en drivkraft, som man ikke nødvendigvis skal tage fra dem. Så måske ville jeg ikke sige så meget. Drikke en kop kaffe, kigge på ham, smile lidt.”

 

Tags:
SE MERE