PÅ TALLERKNERNE LÅ klassiske retter i nye klæder: En vegetarisk Beef Wellington med et kreativt mønster i butterdejen, tyndt udskåret saltbagt selleri og en grøn pesto. En nyfortolkning af et gammeldags maskeret blomkål, ikke kogt, men bagt, med æg, tomater og purløgsdressing. Og en rødbedetatar med pommes duchesse.
Det var nogle af de serveringer, der mødte omkring 1.600 plejehjemsbeboere på 34 plejehjem i Aalborg Kommune i februar. Bag ideen stod den lokale Kunsthal Spritten, der i samarbejde med Madservice Aalborg og billedkunstner Johanne Stoffersen havde sat sig for at bringe samtidskunsten ud til plejehjemsbeboerne i form af deres frokostmåltid.
Den 31-årige kunstner, der blev færdiguddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København sidste sommer, har i flere år arbejdet med mad som sit materiale – ligesom en maler bruger lærred, pensel og maling.
”Alligevel var jeg lidt nervøs,” siger Johanne Stoffersen, der brugte en måned i et industrikøkken i Nørresundby på at udvikle retterne.
”Både fordi jeg skulle bringe min kunst ud til et publikum, som ikke selv opsøger kunsten, og fordi jeg skulle formidle noget til en langt ældre generation. Jeg arbejder kun med vegetarisk mad, og kunne jeg lave noget, som jeg selv syntes var spændende og lækkert – og som plejehjemsbeboerne gad spise?”
Johanne Stoffersen i køkkenet.
Johanne Stoffersen besluttede sig for at tage udgangspunkt i klassiske retter – såkaldt ’mormormad’. Det skulle være noget, plejehjemsbeboerne kunne genkende. Da retterne var udtænkt, og maden skulle serveres, tog hun på besøg på plejehjemmet Solgården lidt nord for Aalborg.
”Flere sagde, at de syntes, maden var virkelig flot, og det var også en vigtig del af projektet – at give dem en æstetisk oplevelse. Vi serverede for eksempel kartoffelmos formet som små hjerter, og det er jo en lille ting, men en del af formålet var at gøre måltidet til en oplevelse.”
Med på plejehjemsbesøget var også TV 2 Nord, der lavede et indslag, hvor de spurgte en plejehjemsbeboer, der var pensioneret kok, om han syntes, Beef Wellington var kunst.
”Nej, det kan jeg godt nok ikke se. Det ser da pænt nok ud, men den er da noget, som vi godt kan lave selv,” sagde han.
Det tager Johanne Stoffersen dog med ro: ”For mig handler det ikke om at overbevise nogen om, at maden er kunst. Det vigtige er, at det starter en samtale og bringer kunsten tættere på hverdagslivet.”
JOHANNE STOFFERSEN voksede op i Vadum i Nordjylland med en mormor, som er ”en kæmpe selskabsdame og elsker at slå et selskab an og holde store middage”. Det er også fra mormoren, hun fik inspirationen til det maskerede blomkål, der blev serveret på plejehjemmene. Glæden ved mad og middage kommer med andre ord ikke fra fremmede, og så længe Johanne Stoffersen kan huske, har hun også interesseret sig for kunst.
”Men når man vokser op i den nordjyske provins, er kunstner ikke den første karrieremulighed, man får serveret,” som hun siger.
Da hun blev færdig med gymnasiet, troede hun, at hun skulle være fotojournalist. Hun flyttede til København og kom ind på Fotoskolen Fatamorgana, gik et år på den nu lukkede kunstskole Spektrum, inden hun søgte ind på kunstakademiet og kom ind i første forsøg. Ved siden af blev madlavning hendes frirum.
”Når man er billedkunstner, skal man hele tiden være kreativ i sit arbejde, og det kan være lidt svært at finde et helle, hvor man bare kan få lov til at være kreativ for sjov. Det har madlavning altid repræsenteret for mig.”
Alligevel endte de to ting med at smelte sammen over tid. Da Johanne Stoffesen startede på sin kandidat, skulle hun medvirke i en gruppeudstilling på kunstakademiet og besluttede sig for at lave en installation med et stort, barokt langbord med gelékager med fotografier indeni, der lignede en fest, nogen lige havde forladt – stadig med tændte lys på bordene.
”Det er indtil videre seneste gang, jeg arbejdede med fotografi,” siger Johanne Stoffersen, som siden har lavet flere store middagsinstallationer – og performative middage, hvor gæsterne kommer og deltager i kunstværket, mens de spiser – på alt fra Kulturmødet Mors til Gl. Holtegaard og en festival i Japan.
”For mig er mad en måde at undersøge, hvad vores spisevaner signalerer. Hvordan ting som økonomi, generation og madkultur er forskellig, og hvordan man kunstnerisk kan bruge mad til at tydeliggøre og udfordre de koder,” siger hun.
Foto: Asta Falk Olivia
HAVDE MAN SPURGT Johanne Stoffersen, da hun startede på kunstakademiet, havde hun næppe set for sig, at hun en dag ville vende tilbage til Nordjylland for at arbejde med sin kunst – og slet ikke for at lave mad til 1.600 plejehjemsbeboere.
”Men det er ekstremt meningsfuldt,” siger hun. ”Jeg befinder mig nok selv et eller andet sted i et spænd mellem kunstakademiet og Nordjylland. Jeg har begge miljøer i mig. Og jeg synes, det er vanvittig spændende at lave noget, der tager kunsten ud af det klassiske galleri-rum, som kan lukke sig ret meget om sig selv. Gennem mad kan jeg være med til at give kunstoplevelser til mennesker, som normalt ikke ville komme på et galleri.”
Næste gang, Johanne Stoffersen tager kunsten ud af dens vante rammer – og hjem til Nordjylland – er i september, hvor hun skal arbejde sammen med Vesterkærets Skole i Aalborg. Her skal hun hjælpe udskolingens elever med at tilberede mad for at skabe en stærkere kultur omkring madlavning og skolefrokosten.
”Vi kommer til at lave oplevelsesmiddage i en gammel kantine, så det bliver noget med at sætte store madproduktioner op. Men først og fremmest handler det om at lave nogle fede frokostpauser. Det er det første succeskriterie for mig,” siger Johanne Stoffersen og håber derudover at kunne starte samtaler hos eleverne om, hvad mad og kunst er for noget, og hvad det betyder for dem.
”Det er ekstremt givende for mig, at jeg gennem min kunst kan få lov til at møde nogle mennesker, jeg normalt ikke ville møde. Jeg synes, kunst for kunstnerens skyld er ret uinteressant. Det er meget federe at få lov til at udfordre folk – og selv blive udfordret.”
