DA JEG BLEV færdig med gymnasiet, var jeg meget målrettet. Jeg vidste, at jeg ville skrive, men det virkede svært at blive forfatter. I stedet søgte jeg ind på journalistik. Jeg kom ind på Syddansk Universitet, men fandt ret hurtigt ud af, at det ikke passede særligt godt til mit temperament og min personlighed.
Jeg var virkelig dårlig til at finde nyheder og lave vinkling, og tanken om at ringe til fremmede gav mig simpelthen så svedige håndflader. Jeg tænkte, at det ville blive et meget langt arbejdsliv, hvis jeg havde det sådan hver gang. Jeg droppede ud efter et halvt år og flyttede hjem til Falster.
Derhjemme skulle jeg finde et job. Jeg boede i en lejlighed over Louis Nielsen i Nykøbing Falster, og da jeg så, at de søgte en optikerassistent, søgte jeg stillingen. Jeg er selv langsynet og bruger ret høj styrke i mine briller, så jeg har gået til optiker hele mit liv. Men jeg havde ikke tænkt, at det var et job, man kunne få uden at have en uddannelse. Jeg kom til jobsamtale hos Ulla, der var chefoptiker, og til min store overraskelse sagde hun: ”Jeg har ikke kaldt andre til samtale, for din ansøgning var så god. Hvis du vil have jobbet, kan du starte på mandag.”
I optikerbranchen er cirka halvdelen uddannede optikere, mens resten er sådan nogle som mig, der kommer ind fra gaden. Jeg skulle lære om brilletyper, glas, kontaktlinser, at lave synsprøver, og hvordan man retter og reparerer briller. Det krævede ret meget oplæring. Men det betød, at jeg bagefter nemt kunne få job hos andre optikere. Jeg flyttede til København for at læse på universitetet, og så fik jeg job i filialen i Brønshøj. Jeg har også arbejdet i Louis Nielsen på Frederiksberg, i Odense og i Aarhus – i stort set alle de byer, jeg har boet i. Optikerbranchen har været en konstant i mit liv, selvom alt muligt andet har ændret sig.
Laura Ringo i brillebutikken. Foto: Privat
EFTER 5-6 ÅR i branchen blev jeg opfordret af min chef til at tage en uddannelse, så jeg en dag kunne blive butikschef. Jeg startede på HG i Odense, hvor jeg gik på et mesterlæreforløb og lærte om drift og økonomi. Men noget i mig længtes efter noget andet. Drømmen om at skrive havde aldrig helt sluppet mig. En enkelt gang havde jeg søgt ind på Forfatterskolen uden at komme ind, og jeg begyndte at tænke, at jeg måske havde afskrevet forfatterdrømmen for hurtigt.
Jeg famlede lidt rundt. Arbejdede både i Louis Nielsen og læste litteraturhistorie på universitetet, mens jeg gik på HG. Jeg længtes efter, at nogen gav mig en ordre og sagde: ”Nu går du i den retning.” Og hvor får man det bedre end i militæret? Jeg meldte mig til at aftjene værnepligt og tænkte, at jeg måske skulle være soldat, men så fik jeg løberknæ, mens jeg var i gang med at træne op, og måtte droppe det igen. Jeg havde i mellemtiden nået at tage orlov fra både uddannelse og job, og da jeg pludselig stod på bar bund, tog jeg et job i kundeservice hos Wupti – hvidevarefirmaet med reklamerne om, at de solgte ”hash og nøgler”. I fire måneder sad jeg der og tog telefonen og besvarede sure mails. Det var helt forfærdeligt, men det gav mig nogle penge, og jeg besluttede at belønne mig selv med et skriveophold på Vrå Højskole.
Det ophold ændrede alt. Jeg mødte forfattere, der opildnede mig: ”Du har masser af talent. Du skal da bare skrive en bog.” Det var første gang, nogen sagde det. Jeg gav mig selv lektier for: Inden jeg fyldte 25, ville jeg have skrevet et udkast til en roman. Og det lykkedes. Min første bog (’Cremasterrefleksen’, 2017, red.) handler om en pige, der flytter til Odense for at læse journalistik og finder ud af, at hun ikke skal være journalist alligevel – ret meget inspireret af mit eget liv.
Foto: Nicolas Tobias Følsgaard
JEG VAR VÆK fra optikerbranchen i fem år mellem 2016 og 2021. På det tidspunkt havde jeg boet to år i Skive og undervist på Krabbesholm Højskole på en skrivelinje. Den blev lukket, og derfor var jeg tilbage i København og skulle finde ud af, hvad der nu skulle ske. Jeg tænkte ikke, jeg skulle tilbage, men så en dag var jeg i Louis Nielsen på Frederiksberg for at købe et par briller, og da jeg gik ud af butikken, havde jeg igen et deltidsjob. Jeg tror, jeg har svært ved at gå ind i en optiker uden at tænke: ”Jeg kunne da også lige rette et par briller, mens jeg er her.”
Mange har foreslået, at jeg skulle bruge optikerbranchen i mit forfatterskab. Den er mildest talt ikke særligt godt beskrevet i litteraturen. Først tænkte jeg, at det var for kedeligt. Men da jeg skulle til at skrive min seneste roman, virkede det oplagt, at min hovedkarakter Nelly skulle arbejde i den branche, som jeg kender så godt. Jeg kom til at tænke på alle de skæve situationer, jeg har oplevet: kvinden, som kom ind med helt vildt røde øjne, men ikke ville fortælle, hvad der var sket. Jeg var lige ved at sende hende på skadestuen, indtil det viste sig, at hun havde fået sæd i øjnene. Den har jeg brugt i bogen. Jeg havde også engang en kunde, der viste sig at have syfilis i øjnene, og så var der hende, der havde væggelus i øjenvipperne. Da jeg først kom i gang, viste det sig, at der var masser af godt stof at hente.
Hvis jeg skulle give et råd til mit 20-årige jeg, ville det være: ”Tag en praktisk uddannelse.”
Det er fint nok at læse dansk og litteraturhistorie, og jeg har fået masser af venner, men det havde været mere brugbart for mig at uddanne mig til noget, der automatisk gav adgang til et job. Det ville have sparet mig for mange søvnløse nætter.
I tre år har jeg nu ikke lavet andet end at være forfatter og holde foredrag. Det lyder måske underligt, men det passer mig dårligt. Det er åbenbart ikke nok for mig kun at lave én ting, så derfor er jeg begyndt at undervise udlændinge i dansk. I februar var jeg også lige ved at søge ind på sygeplejerstudiet. Jeg er nok lidt rastløs.
