JEG VOKSEDE OP langt ude på Als. Det var en tryg barndom, men en elendig skolegang. Jeg var dårlig til at læse og regne. Det blev lidt bedre, da jeg kom på efterskole i 9. og 10. klasse, så jeg gik videre på HF, men anede ikke, hvad jeg skulle bruge min studenterhue til. Jeg arbejdede blandt andet som brolægger, kørte gaffeltruck og var lidt hos Danfoss – som mange unge på Als. Det var repetitivt arbejde, og jeg kedede mig bravt.
Samtidig begyndte jeg på sportsdykning med luftflaske i en klub. Als er et fantastisk sted at dykke, der ligger mange vrag, som også fungerer som skjulesteder for alt muligt liv. Da jeg skulle tage dykkercertifikat, var jeg nødt til at læse op på noget teori om den menneskelige fysiologi. Dét var spændende. Endelig kunne jeg relatere det, jeg læste, til noget brugbart. Potentielt var det også farligt ikke at få det lært.
Jeg ville gerne arbejde med dykning, men havde ikke råd til en erhvervsdykkeruddannelse, så jeg søgte ind som redningsdykkerelev hos Falck, to gange faktisk, men desværre kunne de ikke se fidusen i mig. I stedet blev jeg portør på Sønderborg Sygehus. Jeg kunne virkelig godt lide arbejdet, men havde også lyst til noget andet. Jeg tænkte, at marinbiologi måske kunne blive vejen til at arbejde med dykning, og brugte derfor et år på at læse op på de manglende gymnasiale fag, inden jeg blev optaget på biologi i Aarhus efter fem fjumreår.
Ingen kaskelot-operation uden blod.
DA JEG SKULLE skrive bacheloropgave, havde jeg en idé om noget med kunstige stenrev. En professor gav mig en tyk bog. ”Uha,” tænkte jeg. Jeg skulle stadig bruge stor koncentration på at få læst tingene. Jeg læste aldrig bogen og turde derfor ikke gå tilbage til professoren, men fandt på noget andet.
Vi havde et fag, som blev afviklet på Skejby, Aarhus Universitetshospital, hvor jeg blev eksponeret for CT-scanning, som kan give detaljerede røntgenbilleder på tværs af indre organer, knogler og væv. Dét var sjovt.
Jeg besluttede at bruge CT-scanning i mit speciale. Sammen med en makker undersøgte jeg pytonslangers fordøjelse. Det var ikke helt let at indstille scanneren til dyrene, men efterhånden fik vi taget på det. Undervejs fik jeg den idé at lave et trykkammer og putte det ind i en scanner for at få svar på noget dykkerfysiologisk. Det blev til mit ph.d.-projekt. Jeg brugte scanneren til noget, den egentlig ikke var beregnet til, og kombinationen var ret nyskabende.
PÅ INSTITUT FOR RETSMEDICIN, der også holder til på Skejby, ønskede de at styrke deres position inden for scanningsmetoder, og de ansatte mig som adjunkt. Jeg havde allerede haft min gang på instituttet, mens vi skrev speciale, hvor jeg fik lov at benytte deres scanner til vores mange dyrescanninger.
Jeg er ikke true crime-fan og havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle arbejde inden for retsmedicin, men det bliver ved og ved at vokse på mig.
Jeg står ikke selv og obducerer, men kigger af og til obduktionsteknikere og læger over skulderen. Det meste af mit arbejde er med scanning og scanningsanalyse som supplement til obduktioner. For eksempel ses knoglebrud bedst på en scanning. Jeg har også arbejdet med at omdanne scanninger til objektive 3D-printede modeller, som kan benyttes som støttemateriale i retssager. De skal naturligvis være meget nøjagtige, de kan jo potentielt påvirke udfaldet af en sag.
Hvis man bruger sin fantasi og forstår teknikken, kan man hele tiden blive bedre til at afbilde ting. For tiden arbejder vi på at blive bedre til at vurdere menneskeknoglers styrke ud fra scanninger. I retslig sammenhæng ser vi tit personer med knoglebrud – i kriminalsager, i forsikringsspørgsmål i forbindelse med ulykker med mere. Her er det vigtigt at forstå, om brud opstod grundet ’unaturlig’ svaghed eller ved voldsom kraftpåførsel.
Kasper Hansen kigger på Tollundmandens hoved sammen med lektor Henrik Lauridsen fra Institut for Klinisk Medicin.
I 2020 LAVEDE JEG et projekt i samarbejde med University of Leicester, som handlede om hjertemassage. I min tid som portør var jeg flere gange med til at give hjertemassage ved hjertestop. Det var enormt spændende og selvfølgelig berigende, når det lykkedes at genoplive en person.
Med tiden fandt jeg ud af, at man ikke ved, præcis hvordan hjertemassage virker. I Danmark er vi verdensmestre i hjertemassage, men det er stadig kun 15 procent, der overlever. Vi tænkte, at hvis man skal forbedre hjertemassagen, må man begynde med at forstå, hvad den gør ved kroppen.
Du kan ikke bare få lov at bruge en levende forsøgsperson. Hjertemassage er en voldsom behandlingsform, der tit medfører skader. Så vi måtte bruge en afdød, som havde doneret sin krop til forskning. Og da man ikke kan komme til at udføre hjertemassage inde i en scanner – der er simpelthen ikke plads – lavede vi en mekanisk bøjle, der trinvist kunne presse ned over den afdødes brystkasse. For hver centimeter, den pressede ned, tog vi et scan, og til sidst satte vi dem sammen til en stop motion-simulering, en slags 4D-film.
Det var et stort øjeblik, da jeg sad foran min computer og kiggede på simuleringen. Man kunne tydeligt se, hvad der sker med de indre organer under presset udefra. Måske, tænkte jeg, kan jeg være med til at rykke ved en behandlingsform, som ellers har været uændret i hen ved 60 år, på grund af de kompetencer, jeg har bygget op.
Lige siden har jeg arbejdet på at udvikle et apparat, der rent faktisk kan give virkelighedstro hjertemassage inde i scanneren, og vi har netop søsat et nyt forskningsprojekt, som vi håber kan være med til at skabe en helt ny retning inden for hjertemassageforskning.
I FORÅRET 2024 spurgte Silkeborg Museum, om jeg ville være med til at scanne Tollundmandens hoved. ”Det er simpelthen for vildt,” tænkte jeg. Tollundmanden er det bedst bevarede oldtidshoved, der findes.
Han blev fundet med et reb om sin hals, og man formoder, at han døde ved hængning, men det har aldrig kunnet bekræftes. Nu håbede museet at kunne slå dødsårsagen fast. Det ville jeg gerne hjælpe med.
Museumsdirektøren ankom sammen med en arkæolog og en konservator. De havde hovedet med i en særlig transportkasse, som de kunne have i bagagerummet. Det hele foregik temmelig undercover. Jo færre der vidste noget om det, desto nemmere ville situationen være at håndtere. Tollundmanden er jo et enestående stykke danefæ. Men jeg kan sige, at han ikke blev ladt ude af syne i de 25 timer, han tilbragte her.
Tollundmanden var allerede blevet scannet tilbage i 2002 i en klinisk CT-scanner. I mellemtiden har vi fået adgang til en micro-CT-scanner på instituttet, en meget præcis scanner, som kan scanne ved utrolig høj opløsning. Vi bruger den for eksempel til at scanne tungeben i kvælningssager. Måden, tungebenet brækker på, kan sige noget om, hvorvidt det var kvælning.
Inden de kom med hovedet, havde vi lavet prøvescan på såkaldte scanningsfantomer, som scanningsteknikere tit bruger. Det er en slags dukker eller modeller af organer. Vi brugte et fantom af et barnehoved – Tollundmandens hoved er ikke særlig stort. Vi havde også fundet en særlig spand, hovedet kunne ligge i, mens det blev scannet. Det kan måske virke lidt respektløst, at vi puttede det i en plastikspand, men den var nøje udvalgt, så den passede i størrelsen, og var tyndvægget, så den ikke absorberede for mange af røntgenstrålerne. Intet var overladt til tilfældigheder.
Og så var det ellers bare om at scanne løs, hvilket vi gjorde hen over det døgn. Bagefter skulle data analyseres og igennem en hel del forskellige akademiske processer. Det er først nu, et par år senere, at vi nærmer os en videnskabelig publikation, som jeg håber kommer ud i løbet af 2026. Jeg kan ikke sige mere om det nu, end at vi klart mener, vi har interessante resultater.
Jeg har holdt menneskehoveder mellem hænderne før, men at stå med Tollundmandens hoved var noget særligt. Jeg havde rig mulighed for at kigge på det hoved og tænke over, hvad han har oplevet. Det gjorde historien meget virkelig for mig. Man har jo ikke lyst til at bytte plads med ham.
Museumsdirektør Ole Nielsen ankommer med hovedet.
I FEBRUAR I ÅR fik jeg en spændende dag uden for kontoret, da to kolleger fra Institut for Klinisk Medicin inviterede mig til at hjælpe med at dissekere og scanne hjertet fra en kaskelothval, der var strandet i Ålbæk Bugt i Nordjylland.
Det er et helkropsarbejde at skære sådan en kaskelothval op. Man får brugt muskler, man aldrig før har mærket. Det tunge skærearbejde foretog vi blandt andet med lange brødknive, efter at en særlig ’hvalkniv’ spændt på en rendegraver havde lavet det groveste arbejde. Efterhånden som vi arbejdede os ind mod hjertet, og arbejdet skulle være mere delikat, brugte vi skalpeller og andet almindeligt operationsudstyr.
Det lugtede ikke specielt rart, men heldigvis var det koldt i vejret, og udluftningen var god. Lugten var værre, da jeg i min HF-tid arbejdede i en svinestald i Helved – som er navnet på en lille landsby på Als.
Vi havde forventet, at hjertet ville veje op mod 100 kilo, men det vejede ’kun’ omkring 50 kilo, hvilket gjorde det lidt lettere at håndtere. For at bevare det bedst muligt kørte min kollega Peter i Bauhaus for at købe nogle VVS-rør, som vi kunne lægge ind i det for at fylde det med præserveringsvæske – på samme måde, som man lægger slanger og katetre ind i mennesker.
Da vi nåede frem til instituttet, viste det sig, at CT-scanneren ikke var stor nok. Men vi fik lov at låne en ekstra stor scanner på hospitalets afdeling for stråleterapi. I takt med at mennesker bliver større, er der også kommet behov for større scannere, og den var heldigvis stor nok.
Nu er hjertet scannet og præserveret og venter på at blive udstillet på et nyt hvalmuseum i Lofoten i Norge. Forskningsmæssigt vil jeg ikke tage nogen ære for projektet. Jeg var med den dag som det tynde øl, fordi jeg arbejder med scannere, men oplevelsen viser, at den forestilling, jeg engang havde om, hvad en forsker er, ikke passer. Ikke på mig i hvert fald. Forskning kan være mange ting og spænde fra det mest avancerede til det mere lavpraktiske. Det hele skal gå op i en højere enhed.
