DER ER NOGET SÆRLIGT over at kunne dufte havet og se solen spejle sig i vandet,” siger Coco Nielsen, da Ud & Se får hende i røret, efter hun er gået i land oven på en arbejdsdag hos Bornholmslinjen.
”Man føler sig fri for verdens larm, når man er til søs. Jeg tror ikke, jeg ville kunne arbejde midt inde i København,” siger den 20-årige ubefarne skibsassistent.
Oprindeligt er Coco Nielsen fra Sønderborg, og det er også hjemme hos forældrene i det sønderjyske, at hun har postadresse og tilbringer de fleste længere perioder i land, selvom hendes arbejdsdage siden august sidste år er blevet afviklet i den modsatte ende af danmarkskortet.
”Det fede er, at hvis jeg arbejder én uge, har jeg fri én uge bagefter. Så enten tager jeg hjem til Sønderborg, eller også besøger jeg folk her på Bornholm. Nu kender jeg efterhånden en masse, der bor på øen,” siger hun.
COCO NIELSEN har drømt om at komme til søs, siden hun som 14-årig begyndte som søspejder, hvor hun og en håndfuld kammerater sejlede og vedligeholdt en lille motorsejlbåd i glasfiber:
”Der fandt jeg ud af, at det er en holdindsats at sejle.”
En fornemmelse af, at fremtiden alligevel ikke ventede på et skibsdæk, men på et butiksgulv, fik hende imidlertid til at begynde på Forberedende Grunduddannelse (FGU) i Sønderborg på Handel og kundeservice. Men efter et år på linjen blev det hende for stillesiddende, og hun fik lov at skifte til Industri.
”Det var fedt at få noget mere at rive i. Jeg lærte blandt andet at svejse og slibe,” fortæller hun.
Efter to år på FGU og efter at have bevist for sig selv, at hun ikke var bange for at tage fat, turde hun i højere grad se søfartsdrømmen i øjnene. Dog var hun stadig i tvivl om, hvordan søfarten så på hende.
”JEG ER EN KVINDE. Jeg er ikke særlig høj. Når man tænker søfart, tænker de fleste nok automatisk på store, stærke mænd,” siger Coco Nielsen, der ikke desto mindre besluttede at søge plads på skoleskibet Georg Stage, og som 19-årig stævnede hun sammen med 59 andre elever og to kokkeelever ud på et togt på Østersøen til Finland, Sverige og De Baltiske Lande.
Undervejs fik hun flere inspirerende eksempler på kvindelig kapacitet og udholdenhed til søs. Først og fremmest i skikkelse af overstyrmand Helle Barner Jespersen, der selv indledte sin karriere til søs som elev på Georg Stage i 1982.
”Helle har skullet bevise sit værd igennem årene. Hun sagde, at man skal have ben i næsen som kvinde til søs. Men hvis man har viljen, har man ikke et problem,” fortæller Coco Nielsen, der blandt andet fik demonstreret, hvad det vil sige, i mødet med en kvindelig med-elev, der døjede med søsyge hele togtet igennem:
”En dag, hvor hun stod og halede i noget tovværk, sagde hun: ’Vent lige lidt’, kastede op over skulderen og halede så videre. Det var hendes mentalitet. Samtidig havde vi en mandlig elev, der slet ikke kunne bevæge sig, når han var søsyg.”
Selv rendte Coco ikke ind i gensyn med maveindholdet. Til gengæld passede det hende rigtig godt at have hænderne fulde.
”Jeg fik flere gange at vide, at jeg var god med hænderne. Jeg har været spejder i ni år, så jeg har styr på mit tov, mine knob, stik og splejsninger,” siger Coco Nielsen, der på togtet blev endnu mere klar over, at hun ikke er god til at sidde stille: ”Heldigvis er der altid noget, man kan hjælpe til med på et skib. Og hvis der ikke er noget, så er det, fordi du ikke har spurgt ordentligt.”
HUN SENDTE ANSØGNINGER i stribevis, men fik gang på gang autosvar om, at de nok skulle vende tilbage, hvis noget opstod. Så tog hun kontakt til folkene fra Boss Ladies FGU, som arbejder på at få flere kvinder ind i en række praktiske brancher, deriblandt den maritime, og de tog kontakt til Molslinjen. Tidspunktet viste sig at være opportunt, for derfra gik det stærkt med at lande en jobsamtale og en ansættelse som ubefaren skibsassistent på det store rederis færger til og fra Bornholm.
”Det kunne have været alle mulige andre, der fik det job, men jeg føler, jeg var særlig heldig, at de lige stod og havde brug for en, og jeg var det rette sted på rette tidspunkt,” siger Coco Nielsen, der i dag laver alle mulige opgaver om bord hos Bornholmslinjen.
”Jeg vinker biler om bord, tager agtertrossen og fortøjer skibet, tømmer skrald, hjælper til i maskinrummet, gør rent og giver i det hele taget en ekstra hånd, hvor der er brug for det. Det bedste ved at arbejde til søs er sammenholdet.”
Om halvandet års tid, når Coco Nielsen har været to år hos sin nuværende arbejdsgiver, og hendes kontrakt udløber, tænker hun på at videreuddanne sig, blive befaren, måske senere hen styrmand og en dag drage på langfart, for eksempel med et containerskib, hvem ved, måske hele vejen til Filippinerne:
”Men lige nu tager jeg ét skridt ad gangen.”
