HUN HAR SMIDT det tøj, hun kom i, og står nu i hvidt undertøj midt på gulvet foran en sort affaldssæk med 20 kilo kokosmuld, der er hængt op i en krog i loftet på Nørrebro Teater. ”Hvor er jeg henne stemningsmæssigt?” spørger hun.
”Man kunne måske forestille sig, at du befandt dig i ensomhed og havde et ønske om at komme ud af mørket,” foreslår Jennifer Vedsted Christiansen, teaterdirektør, kreativ sparringspartner og bedste veninde. ”Måske opdager du sækken og får en følelse indeni, at du vil forløse jorden.”
På klapborde langs væggene flyder teaterrekvisitter – et olmt gorillahoved, et revolverbælte, en grædende babymaske, et reb og en afrevet hånd. En glad sanktbernhardshund kigger frem fra en rodekasse ved siden af et sammenfiltret stykke plastik smurt ind i teaterblod.
Det er sidst i oktober, og prøverne på ’Bambi er tilbage’, der skal have premiere en måned senere, er godt i gang.
Der er stadig ikke noget manuskript, men det er en del af processen. På væggen hænger A4-papirer med temaer som ’trusler, frygt og usikkerhed’, ’barndom’, ’identitet og kontrol’ og underspørgsmål a la ’hvordan har dit forhold til kontrol ændret sig?’. Hver dag prøver de en håndfuld af spørgsmålene af og ser, hvad der sker.
Det er her, de bedste og de dårligste ideer opstår. Dagen forinden gik Emma Sehested Høeg på gulvet som karakteren Jutlandia fra Roskilde, der havde to hunde ved navn Passandi og Jack, uden hun helt selv vidste hvorfor, og endte med at gå og rode i skraldespandene, mens hun talte terapisprog: ”Jeg oplever … at jeg føler … at du er et sted … hvor jeg ikke længere … kan mærke … om vi to forstår … hvad det er … hinanden siger.”
Til sidst måtte hun give op og sige: ”Jeg tror ikke, jeg har mere.”
Andre gange er det gået bedre. På en anden væg hænger snapshots fra de forgangne prøver med navne a la ’Mælk ud af brysterne’, ’Emma taber håret’, ’Emma med tape’ og ’En fucking hjort’ akkompagneret af billeder af hende selv klædt ud, som var det karakterer fra ’Casper & Mandrilaftalen’.
”Vi skal lege lidt med jord,” siger Jennifer Vedsted Christiansen og tager ordet i rummet, hvor også scenograf Petruska Miehe-Renard og kapelmester Mette Dahl Kristensen er til stede. ”Det er ikke, fordi vi har de helt store planer, men jeg har lyst til at se, om vi connecter med scenen. Nu har vi allerede set Emma lave et kejsersnit på sig selv, så det kunne jo være smukt at se affaldssækken blive skåret op.”
Teaterdirektøren og de andre sætter sig på stole med front mod gulvet. Lyset dæmpes, Mozarts ’Requiem’ lyder ud af højttalerne, og Emma Sehested Høeg lister ud i siden af lokalet og gør klar. ”Nu kommer det dårligste, I nogensinde har set,” siger hun med et legesygt smil på læberne. ”Er I klar på det? For det her, det bliver rigtig dårligt.”
DE FORGANGNE ÅR er folk strømmet ind for at se hende og kunstnerkollektivet How to Kill a Dogs teaterforestillinger, der har indbragt både en Reumert og Kronprinsparrets Stjernedryspris. Hun har været nomineret til årets komiker ved Zulu Comedy Awards, blandt andet for satireserien ’Skyld’, som fik Soundvenue til at udråbe hende som ”et vanvittigt multitalent” med ”et sjældent komisk talent”. Hun har vundet Carl Prisen for sine musikalske evner, høstet gode anmeldelser for debutalbummet ’I Know All the Words but I Can’t Say Goodbye’ og leveret koncertoplevelser på for eksempel Heartland Festival, der fik Politiken til at skrive: ”Emma Sehested Høeg folder multitalentet ud i nye formationer, nu som popsanger. Og hvis nogen skulle være i tvivl: Det er hun også virkelig god til.”
Tilbage i efteråret 2024 sender jeg en mail til hendes manager med en interviewanmodning. Hun vil gerne medvirke, timingen for det store interview er dog ikke helt rigtig, meddeler han, men jeg kan begynde med at interviewe hendes nærmeste samarbejdspartnere.
Så jeg mødes med hendes producer Rasmus Juncker i en skurvogn på Roskilde Festival, hvor han fortæller, at Emma Sehested Høeg kun vil lave lige præcis den musik, hun har forestillet sig inde i hovedet, uanset hvor meget tid og tålmodighed det kræver.
”Det er den største gave at arbejde sammen med hende, hun ved 100 procent, hvad hun vil, og hun er samtidig en gudsbenådet performer på en scene. I starten skulle resten af bandet vænne sig til, at når man spiller med Emma, så bliver det hele båret igennem af hendes energi.”
Jeg mødes med entusiastisk hurtigsnakkende Jennifer Vedsted Christiansen på Nørrebro Teater, der mindes dengang, Emma Sehested Høeg fortalte hende, at hun havde været så overbevist om, at hun ville være en virkelig god 100-meterløber, at hun startede til atletik – men vred anklen om til første træning.
”Min fornemmelse er, at Emma stadig tror, at hun kunne blive sprinter, hvis hun gik den vej. Det er en virkelig radikal måde at se sig selv på. Det er jo ren Pippi Langstrømpe, og det både elsker jeg hende for og bliver ekstremt fascineret af.”
På Miso Film tæt ved Søerne i København mødes jeg også med William Sehested Høeg, der har den samme ræv bag øret som lillesøsteren. Han er ved at skrive manuskript på det, der forhåbentlig skal blive hans debutspillefilm, og hvor lillesøster Emma er tiltænkt en rolle, ligesom hun spillede med i både hans midtvejsfilm og afgangsfilm på Filmskolen.
”Hun er skideirriterende. Jeg er for eksempel dårlig til at lave mad, men det er Emma også god til. Hun er typen, der lige kigger, hvad der er i køleskabet, og så laver hun et eller andet, der bare smager megalækkert. Jeg gad godt kunne sige noget sjovt om, at hun er vildt dårlig til sudoku eller sådan noget, men det ved jeg ikke engang, om hun er.”
Så tænker han sig længe om.
”Bare det, at det tager så lang tid for mig at finde frem til noget, er vel sigende,” siger han og tilføjer så alligevel: ”Hun kommer ret tit for sent.”
Han slår den lidt lyse konfettilatter op, som han deler med lillesøsteren:
”Dét er svært for mig, for jeg er typen, der er der fem minutter før. Der er Emma mere typen, der er der fem minutter efter. Så meget kan jeg give dig.”
DA HUN SKAL optræde på årets Roskilde Festival, får jeg lov at følge hende sådan lidt på afstand. I backstageområdet til festivalens næststørste scene, Arena – omgivet af stakkevis af lastbiler – sidder venner, familie og bandmedlemmer ved lange bord-bænke-sæt under den åbne himmel og fortærer kartofler, ris og salat fra triste foliebakker og papskåle og ser alle sammen seje ud, ikke mindst kæresten Jonas Visti, radiovært og dj, i sit sorte 70’er-jakkesæt med forvokset skjortekrave.
Imens øver Emma Sehested Høeg showet igennem under nogle høje træer lidt derfra sammen med Jennifer Vedsted Christiansen. Hun tester, hvad hun skal sige mellem numrene, blandt andet den velkendte leg mellem artist og publikum, når ekstranumrene nærmer sig: ”Nu får I ikke mere,” siger hun påtaget teatralsk og bevæger sig imod det usynlige bagtæppe. ”Jeg går nu … Farvel … Nu går jeg altså … Det var dét … Det ér slut nu.”
Da hun et par timer senere genopfører seancen på scenen, får det tusindvis af mennesker i og foran et tætpakket Arena til at grine. Det samme sker, da hun fortæller, at hun har drømt om at spille på Roskilde Festival, siden hun var 16, men ”ikke en eneste gang har jeg drømt, at jeg skulle stå her med menstruation. Jeg styrtbløder, mand.”
Hendes største hit, ’Aldrig helt nok’, om at danse nøgen på en bar, får det hele til at eksplodere i dansefest, og efterfølgende høster hun atter positive anmeldelser, blandt andet seks stjerner i B.T.: ”Der ér virkelig kun én Emma Sehested Høeg. Og hun kan det hele og mere til.”
EN TORSDAG MORGEN i slutningen af oktober skal jeg så endelig møde hovedpersonen selv. Foran Nørrebro Teater står hun i sølvglimmernederdel og sneleopardfrakke og ligner en, der er på vej til nytårsaften, mens alle andre på den travle Nørrebrogade ser lige så gråvejrsagtige ud, som de mørkegrå skyer lægger op til.
”Jeg stod og kiggede rundt og tænkte: ’Hvem kan mon ligne en journalist?’ Der var én før, der virkelig lignede en, men han kiggede bare underligt på mig,” siger hun og leder op ad førstesalen på Nørrebro Teater og hen til et klapbord i øvelokalet, hvor det flyder med tuscher, post-its, tape, tomme kaffekopper og tebreve.
Først skal hun tisse. Så forsvinder hun ud for at sætte kaffe over. Tilbage i lokalet leder hun efter en lighter og finder til sidst en i teaterrodet, der kan få fut i hendes lille medbragte Palo Santo-duftlys.
”Jeg vil bare lige sige, at jeg bliver rigtig nervøs, når jeg skal interviewes,” siger hun, da hun omsider har fået sat sig ned. ”Jeg er bange for, om det bliver for privat, om jeg kommer til at lukke op for noget, som ikke tilhører andre.”
Flere gange undervejs tager hun hul på noget, men stopper så sig selv, tænker sig længe om: ”Nej, lad mig fortælle om noget andet. Det er for privat.”
Der er ikke noget at gøre. Hun vil ikke ned ad det spor, og hvad der ligger for enden, finder man aldrig ud af.
”Jamen, for det første synes jeg bare, at hemmeligheder er lækkert. Jeg synes virkelig, det er lækkert, at der er noget, man ikke ved. Jeg føler, jeg giver ret meget i mine roller, og når jeg står på scenen. Jeg kan ikke give mere,” siger hun og leder efter ordene. ”Man risikerer at miste noget ved bare at give og give … altså, det er næsten ærgerligt at vide, hvad mine opture og nedture har været. Hvorfor skal folk egentlig vide det? Hvis jeg begynder at tale om det inderste, kommer det også til at handle om mennesker, som jeg holder af, og de har ikke valgt at være offentlige. Dem har jeg virkelig brug for at passe på.”
Hun artikulerer livligt med hænderne. Til sidst læner hun sig tilbage i sædet og får lys i øjnene igen: ”Mystikken er spændende. Jeg har selv et par forbilleder, for eksempel Jesper Christensen og Sidse Babett Knudsen. De har lavet så få interview. Jeg aner ikke, hvad de spiser til morgenmad, og hvad deres livret er, og det er jeg glad for. Jeg prøver virkelig at holde fast i, at det er spændende ikke at vide for meget.”
Hendes storebror William Sehested Høeg formulerer det nogenlunde på samme måde nogle uger tidligere. Han skal lige til at fortælle, hvad han tror, underholdertrangen i lillesøsteren udspringer fra, da han bider sig i tungen.
”Jeg kan ikke lide at snakke for meget privat og barndom og sådan nogle ting, for det er vores,” siger han, men tilføjer så alligevel: ”Jeg tror, den bedste måde at formulere det på, er ved at sige, at det altid var en leg. Emma og jeg elskede bare at lege sammen. Vi har altid klædt os ud, lavet underlige roller, gjort et eller andet tosset. Det handlede om at underholde, mest af alt hinanden.”
På Nørrebro Teater fortæller lillesøsteren, at hun var så heldig, at hun mødte sin allerbedste ven, den dag hun blev født: hendes storebror. En vanvittig sjov mand, siger hun, der stadig kan få hende til at grine ved bare at løfte en smule på sit øjenbryn:
”Der findes ikke rigtig jalousi i mig. Jo, jeg er jaloux på folks fede lejligheder, men derudover ikke … bortset fra, at jeg kunne blive dødjaloux, når min storebror høstede flere grin end mig. Det var ligesom bare ekstremt fedt at være den, der fik vores forældre til at grine, og han er virkelig sjov, så som lillesøster skulle man stå tidligt op for at være med på beatet.”
De første fem år af Emma Sehested Høegs liv blev tilbragt i en lejlighed på Sankt Hans Torv på Nørrebro, inden familien flyttede til et rækkehus i Gammel Holte. Faren var musiker, moren skuespiller. Som ung lavede moren kabareter, der handlede om at udfordre kvinderollen og bryde tabuer, men hun spillede senere børneteater, blandt andet ’Petruskas laksko’, og når hun skulle rundt og optræde på skoler, pjækkede datteren ofte fra børnehaven og tog med.
Et bestemt sted i stykket skulle moren lave et stunt, hvor hun faldt ned blandt børnene. Hun sørgede altid for at lande lige ved datteren på forreste række, så hun kunne gribe fat i hendes hår, og de kunne smile til hinanden. Det var deres faste ritual.
”Der er klart noget teatermagi, som er opstået der,” siger Emma Sehested Høeg, da hun genskaber mindet. ”Jeg syntes bare, at min mor var den sejeste i hele verden.”
NÆSTEN HVER DAG slæbte hun selv et net fyldt med rekvisitter og udklædningstøj med i skole, som hun brugte til leg og underholdning i frikvartererne. Hun var heller ikke bleg for at stille sig op på en scene og lave et show, for eksempel foran hele fritteren, hvis der skulle være julefest eller fødselsdag, og hun elskede, når hun kunne få så mange af de andre med som muligt.
Mest af alt legede hun dog med storebroren William. Efter skole fandt de på cirkus- eller teaterforestillinger, og de begyndte også tidligt at lave film, som han instruerede, mens hun spillede alle rollerne. De første film blev lavet på morens gamle hjemmevideokamera, som ikke gav mulighed for at klippe. Derfor måtte de skyde en replik, trykke stop, flytte kameraet og trykke start igen. I konfirmationsgave fik storebroren et kamera af forældrene med et klippeprogram til, og herfra gled det lettere. Det store mesterværk var ’Familien Sankt Bernhard’, en familieføljeton, hvor man fulgte alle medlemmer af en gakket familie. Et andet højdepunkt var ’Olga24timer’, en naturdokumentar om deres hund, hvor Emma Sehested Høeg gav den i rollen som David Attenborough.
Sådan udviklede det sig hele tiden, og forældrene var indlagt til at se det hele. Særligt moren sad altid på første række og var deres største fan, men også den første sunde kritiker. Hun tog legen alvorligt og kunne godt være kritisk, hvis de for eksempel ikke havde øvet sig nok. Engang lavede de et show, der varede tre timer, hvor hun afbrød efter en time og sagde: ”Virkelig sjovt, men det må I altså korte ned.”
Men der blev støttet op om deres ustoppelige underholdertrang. Emma Sehested Høeg tilskriver selv sin indre kerne af selvværd de år i barndommen, hvor hun bare legede og legede, og der altid var nogen, der ville se, hvad hun nu havde fundet på.
Hun forstod også tidligt, at der var potentiale i at være entertainer. Til en matematikeksamen, hvor hun vidste, at det ville gå galt, tog hun briller og hvid kittel på og en mappe under armen og gav den i rollen som matematikprofessor. Hun kunne lige så godt gå all in og forsøge at bilde sig selv ind, at selvfølgelig kunne hun da svare på det hele. En latterkvalt censor meddelte, at nok var hun ikke noget matematikgeni, men det var til gengæld den sjoveste eksamen, han havde været til, og kvitterede med et syvtal for underholdningsværdien.
SOM 11-ÅRIG gik hun til sin første casting på en spillefilm. Ved ASA-studierne i Lyngby stod hun i 12 timer i en alenlang kø med andre jævnaldrende og deres forældre, hvor man på skift kom ind i grupper. Da en af casterne undervejs kom ud og spurgte, om der var nogen, der måske havde noget andet, de også gerne ville vise, rakte hun hurtigt hånden op. Det var fast tradition på hendes folkeskole, at hun hvert år holdt nytårstale som dronning Margrethe, så hun lod også casterne møde dronningen. Det var nok til en rolle som Mies veninde Julie i ’Far til fire – gi’r aldrig op’.
Hun medvirkede også som 13-årig i ungdomsserien ’Danni’, hvor hun spillede en forældreløs pige, og året efter i rollen som Selma i den psykologiske thriller ’Den du frygter’. Her trådte hun ind i en voksen verden med voksne skuespillere, og det krævede, at hun spillede på andre tangenter. I en scene slår det klik for faren spillet af Ulrich Thomsen. Han vil låse moren, spillet af Paprika Steen, ned i en kummefryser og datteren, spillet af hende selv, ind i en sauna. Det var en højdramatisk scene, hvor hun skulle skændes og slås med Ulrich Thomsen og græde helt vildt. Bagefter gik hun ud på toilettet og brækkede sig af grin.
”Det var virkelig hardcore, men bagefter kunne jeg slet ikke stoppe med at grine. Det var adrenalin og følelsen af at være havnet det helt rigtige sted. Der var bare et eller andet over at få lov til at træde ind i et nærmest uregerligt temperament, men hvor det ikke koster nogen noget, fordi det er skuespil. Det er det, der er så fedt ved at spille skuespil. Det koster ikke noget parforhold, det koster ikke nogen familierelationer. Man er inde i sådan en magisk verden, hvor man har lov til at komme ud med alle sine følelser.”
Som 17-årig var hun med i ungdomsmusicalen ’Magi i luften’ – et publikumsflop, som alligevel fik Ekstra Bladet til at udråbe hende som ny stjerne. I de efterfølgende år holdt hun sig fra at medvirke i film og tv-serier. Det skortede ikke på tilbud, men hun var selektiv med, hvad hun ville lave. Hendes mor havde altid været god til at spørge hende, hvad hun egentlig selv havde lyst til, så hun ikke bare sagde ja til det hele, men reflekterede over, hvilke historier hun gerne ville fortælle.
”Dengang blev jeg tilbudt en del roller som den søde pige, som hovedkarakteren bliver forelsket i. Det gad jeg simpelthen bare overhovedet ikke.”
DER VAR SÅ MANGE ting, Emma Sehested Høeg godt kunne lide at lave, så det var jo egentlig bare at vælge, hvad der skulle ske. Hun landede på musikkonservatoriet, søgte ind på sangskriverlinjen og … fik afslag. Den havde hun ikke set komme. Inderst inde var det hendes største drøm at leve af at lave musik, men hvad hvis det ikke var det, hun skulle?
Efter lange overvejelser begyndte hun på skuespillinjen på Den Danske Scenekunstskole. Hun havde jo allerede prøvet kræfter med at optræde foran andre, og som en sand cirkushest havde hun altid stillet sig frem og tænkt: ”Hvad er det værste, der kan ske?”
Men på Scenekunstskolen begyndte det fra starten at gå galt.
”Det er en livslang lektie at lære at lade være med at lytte til alle de dårlige stemmer, der fortæller én, hvad man ikke kan, og i stedet lytte til dem, der vil én det godt. På skolen blev jeg meget bevidst om alle de stemmer inde i mig, som sagde, hvad jeg ikke burde, ikke kunne, ikke skulle.”
Selvom der var meget, hun elskede ved Scenekunstskolen, havde hun for første gang i sit liv en oplevelse af, at det ikke kørte. Hun forsøgte hele tiden at gætte sig til, hvad underviserne ville have af hende, og hendes russiske lærer på andet år rev sig ligefrem i håret, når hun fremviste noget på gulvet: ”Stop, stop, stop, Emma, what are you doing? What are you doing? I can’t feel anything!”
Hun begyndte at tænke: ”Hvorfor kan jeg ikke finde ud af det? Er jeg dårlig? Er jeg i virkeligheden den dårligste på hele skolen?” Men så mødte hun Jennifer Vedsted Christiansen, der gik på samme årgang, men på instruktørlinjen. De delte den opfattelse, at selvom de gik på en kreativ skole, var der ikke særlig frie rammer for kreativiteten. Der var ikke noget sted, hvor man bare kunne slippe tøjlerne.
Sammen stablede de fredagsbarskonceptet Applaus på benene. Det skulle være open mic, man skulle kunne fremføre et lille stykke, synge en sang, læse et digt højt, og så skulle alle klappe, deraf navnet, mens man drak champagne og fejrede selve det, at man stillede sig frem. På den måde ville alle blomstre i fællesskab.
Men sådan kom det ikke til at gå. Faktisk var der ikke mange andre end de to, der fandt interesse for det, så de måtte hurtigt droppe det igen. Til gengæld var de sikre på, at de ikke var færdige med hinanden. De blev enige om at lave deres midtvejsforestilling sammen og opfandt forskellige mantraer for, hvordan de kunne skabe et trygt arbejdsrum for at slippe usikkerheder og hæmninger. For eksempel: ’Gigantiske ambitioner, lave forventninger.’
”Jennifer og jeg har begge to sådan et ønske om at give hinanden et emotionelt chok, så det handler hele tiden om at få verdens fedeste idé og forsøge at lave det bedste nogensinde. Men vi accepterer samtidig, at det måske bliver det dårligste, vi nogensinde har fundet på. Jeg ville ønske for alle, at de arbejdede sammen med nogen, der virkelig greb dem, når de var værst. For mig er den ultimative kærlighed, når nogen griber mig, når jeg er allermest elendig, for så tør jeg være ekstremt modig.”
DE TO SATTE stykket ’Yerma’ op, der handler om en kvinde, som nægter at acceptere, at hun ikke kan blive gravid. En dag smed Jennifer Vedsted Christiansen ordene ’skam’ og ’fødsel’ på bordet som en opgave, og næste dag spillede Emma Sehested Høeg en scene, hvor hun blev født nøgen ud af en pose blod, mens hun skreg Jennifer vildt ind i hovedet og tissede på gulvet.
”Det var helt fantastisk at blive mødt af en, der var sådan: ’Fedt, nu har jeg fået en opgave, så den løser jeg,” siger Jennifer Vedsted Christiansen og fortsætter: ”Omvendt tror jeg også, det forløste noget i Emma, at hun blev mødt af en, der syntes, det var helt fantastisk, når hun kom med alt, hvad hun havde i sig.”
I hænderne på det kreative makkerpar blev ’Yerma’ til en fortælling om en ung kvinde, der krævede sin seksualitet. Under forestillingen brød Emma Sehested Høeg den fjerde væg og henvendte sig til publikum. ”Jeg vil have alt det, I har,” sagde hun og blev mere og mere intens, indtil hun til sidst råbte ud i salen: ”Så knep mig dog!” Hun trampede op igennem publikumsrækkerne, henvendte sig til folk på stolerækkerne: ”Vil du ikke please kneppe mig? Vi kan gøre det hurtigt!”
”Vi var stadig unge på skolen, og vi vidste, at de her etablerede undervisere ville synes, at det var vildt grænseoverskridende. Men vi havde lyst til at skubbe til grænserne og til pænheden for, hvad man måtte og ikke måtte, og hvad en kvindekarakter kunne være,” siger Jennifer Vedsted Christiansen og mindes det tidspunkt i forestillingen, hvor Emma Sehested Høeg har dræbt sin mand i sit skridt, så der var blod over det hele.
”Hun stod bare sådan næsten helt nøgen og smurt ind i blod, og det var bare … fuck, det havde vi det fedt over.”
TIL AFGANGSFORESTILLINGEN blev de enige om at tage den videre og lave en hel forestilling med præmissen om at give slip på blikket udefra. For Emma Sehested Høeg var det samtidig et definitivt opgør med de kritiske stemmer, der var begyndt at larme lidt for meget i hendes hoved i løbet af studietiden. Forestillingen blev en hyldest til hende selv, hvor hun startede med at træde ind på scenen og sige: ”Velkommen til mit show. Det bliver helt fantastisk.”
”Det der med at blære sig … drengene i min folkeskole var sygt gode til det. De kunne finde på at blære sig med en bold eller sætte sig ned ved lejrbålet og lige blære sig med en guitar, men det var aldrig noget, pigerne gjorde på samme måde. Det gjorde jeg fuldstændig op med i ’Velkommen til Pandora’.”
Forestillingen startede med, at hun fraserede ”helt sindssygt godt og alt for meget” i de første fem minutter. Herefter bollede hun en othellolagkage, som hun delte ud til publikum, hun tvang dem til at overraske sig med et surpriseparty og lagde sig for fødderne af dem som en hund og tiggede om bekræftelse.
”Der var så meget, der var alt for meget. Jeg fik publikum til at sige, at de elskede mig. Vi havde skrevet en dialog, som de fik udleveret,” siger hun, og straks er hun inde i rollen igen: ”I elsker mig ikke en fucking skid, I hader mig,” siger hun som sin karakter og svarer så som publikum: ”Nej, nej, vi elsker dig altså!”
Hun vender tilbage til sig selv igen.
”Hele forestillingen var et forsøg på at vise de mest skamfulde, pinlige, grimme og klammeste sider af os selv frem på scenen for at se: Klapper de stadig?”
Selvom det var en afgangsforestilling, der var lavet for et budget på 1.200 kroner, og som egentlig kun skulle vises én gang, endte den med at spille 30 udsolgte forestillinger på Østerbro Teater. Det var her, Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen sammen fødte, hvad hun kalder for ’Den nye Emma’.
”Der var ligesom et før og efter den forestilling. Her fødte vi en kvinde, som ikke gav en fuck, som er fuldstændig ligeglad med, hvad alle andre tænker, og som kører efter mantraet, at hver gang der dukker en stemme op, som siger, at det kan man ikke, så skal man gøre det.”
DER ER KUN gået en times tid, da Emma Sehested Høeg siger: ”Jeg kan mærke, at jeg er lidt flad. Skal vi lige have en kop kaffe?” Flere gange undervejs er hun stoppet op i en sætning: ”Synes du, det her går okay?”
Først når hun er blevet betrygget i, at det gør det, kan hun fortsætte: ”Okay, godt. Jeg tjekker bare lige ind for at høre, om du synes, det er okay. Jeg føler, jeg vrøvler og alt sådan noget.”
På vej ned ad trapperne på Nørrebro Teater siger hun, at hun ikke er særlig modig, når hun laver interview. ”Jeg tænker hele tiden: ’Åh, lyder det nu dumt? Lyder det for privilegeret? Lyder det for kedeligt? Lyder jeg som en af dem, der ikke aner, hvilken planet jeg befinder mig på?’”
Ude på gaden er hun som forvandlet. Hun vækker øjeblikkelig opsigt i sit sprudlende outfit og gør ingenting for at forsøge at dæmpe de nysgerrige blikke fra forbipasserende. I det store lyskryds ved Dronning Louises Bro råber hun tværs over gaden til en veninde, hun spotter: ”Hej hej, god dag!”
Tre meter længere henne er hun ved at vade direkte ind i et andet bekendtskab, der er ude at gå tur med sin lille datter.
”Hej, shit, du har fået et barn?”
”Ja, det har jeg.”
”Sødt! Det har jeg også.”
Hun drejer om et hjørne med udsigt til Søerne og laver drillende sin stemme om og begynder at lege portrætjournalist: ”Man fornemmer, at Emma er rigtig lokalkendt i området,” siger hun og griner med sin høje, lidt hæse latter. ”Jeg kommer gående ned ad Nørrebrogade med Emma, der hilser til højre og venstre.”
Hun er i færd med at lave en hel parodi på selve portrætformatet, da hun træder ind på den propfyldte kaffebar Original Coffee. Hun bestiller en flat white og fortæller, at hun egentlig var ’filterkaffetypen’, men nu er blevet en ’mælkepige’. Det skete i forbindelse med graviditeten, hvor der skulle skæres ned på koffeinindtaget, og den daglige kop kaffe blev en slags forkælelse.
I dag er hendes datter halvandet år, og det har både været ”det vildeste og det bedste” at blive mor, men også ”det hårdeste”, siger hun, da hun igen er ude på gaden og går langs Søerne, hvor hvide svaner roligt holder til i vandoverfladen under de grå skyer. Tidligere forstod hun ikke rigtig, hvad folk mente, når de talte om ’at komme ned i kroppen’. Hun lod bare som om og trak vejret lidt dybere med lukkede øjne, men da hun blev mor, blev hun nødt til at lære, hvordan hun rigtig fandt ro i sin krop.
Siden har hun blandt andet dyrket barre-træning, en slags kombination af ballet, yoga, pilates og en hel del saunagus.
”For første gang har jeg rigtig forstået, hvad det vil sige at være i kroppen. Det er, når man slipper for sit hoved,” siger hun og fortæller, at hun forsøger at stimulere sine sanser på forskellig vis. Hun har fået som ritual at rense de rum, hun befinder sig i, med Palo Santo, hun finder små krystaller, der giver energi, trækker tarotkort og drikker nærende te.
”Det er måske et lidt overdrevent brug af remedier, men det er det, der virker for mig. Ellers ender jeg med at koge over med 50.000 tanker på én gang. Verden er så brutal og kaotisk lige nu, at jeg har brug for at søge roen. Jeg ved ikke, om jeg er spirituel eller religiøs, eller hvad fanden jeg er, men jeg har fundet ud af, at jeg får det bedre, jo flere positive ting jeg omgiver mig med. Et englekort eller et tarotkort vil dig det næsten altid godt. Du kan heller ikke finde en krystal eller en god kop te, der vil dig noget ondt.”
FORAN NØRREBRO TEATER hænger plakaten for ’Bambi er tilbage’. Det er den fjerde teaterforestilling, Emma Sehested Høeg og resten af How to Kill a Dog-holdet sætter op – denne gang med afsæt i ’Bambi’ af den østrigske forfatter Felix Salten, der dannede forlæg for Disney-filmen af samme navn. De blev draget af den verden af natur, der beskrives i bogen, og af den modsætning, det er at leve i storbyerne nu om dage.
Hun stamper i fortovet.
”Hvis man graver her, kommer der ikke jord op, men bare endnu mere beton. Hele København ligger på et kæmpe lag af beton,” siger hun og peger mod et træ længere nede ad Ravnsborggade, der stikker op af asfalten: ”Så står der sådan et smukt træ, men det er jo dårlig nok real. Når man tager i skoven, er det i Dyrehaven, hvor man går rundt på afmærkede stier. På en måde er ’Bambi’ en hyldest til den rigtige natur.”
Forestillingen kommer efter ’Velkommen til Pandora’, ’Lolita for altid’ og ’Farvel til Madonna’, alle anmelderroste. Siden er Jennifer Vedsted Christiansen blevet teaterdirektør for Nørrebro Teater, så nu har de to deres eget sted, hvor de kan folde ambitionerne ud i kæmpe format. Så må det bære eller briste. Emma Sehested Høeg er sikker på, at det bliver deres bedste show indtil videre, men hun er heller ikke bange for at skuffe: ”Som Jennifer tit siger, og det synes jeg er så rigtigt, er der så mange mænd, der har lavet så meget lort igennem tiden. Altså, nu må det sgu være vores tur. Vi skal også have lov til at lave noget rigtigt lort.”
Indtil videre virker alt, hvad Emma Sehested Høeg rører ved, dog til at blive en succes. Sidste efterår udkom hendes debutalbum ’I Know All the Words but I Can’t Say Goodbye’, den blev også rost og fik blandt andet fem stjerner i Gaffa.
”Det gælder for de fleste, der stiller sig op på en scene, at man gerne vil have, at nogen klapper. Det stikker nok også dybere end som så for mig. Jeg vil gerne have, at folk kan lide mig, og jeg er altid lidt i tvivl, om de kan,” siger hun, da hun er tilbage i øvelokalet og har fået ild i et nyt stykke Palo Santo-træ.
”Jeg har i rigtig mange år søgt efter andres validering, men det har ændret sig markant de seneste par år. Da jeg lavede mit album, havde jeg det sådan, at jeg var så ligeglad med, hvad andre folk syntes. Folk kan synes, det er det argeste lort, og jeg er fuldstændig ligeglad, for jeg er selv så megastolt af det.”
PÅ EN ANDEN legeplads vandt hun for et par år siden en Robert for sin præstation som Elin, en klumpfodet, kejtet og genert eksistens i satireserien ’Orkestret’. Makkerparret Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der står bag serien, spurgte hende, om hun ville spille rollen som en stille mus og selv udtænke karakteren.
”Det var så fedt at blive set for det også. Så jeg fandt på Elin, som repræsenterer en side, som også bor i mig – den generte lillepige, som er bange for at sige noget forkert.”
Faktisk havde hun allerede udviklet karakteren Elin – uden at hun vidste, hvad hun skulle bruge hende til. Sådan er det også med mange andre karakterer, der bor i hende, men som ikke har set dagens lys endnu. Hun opsnapper hele tiden fragmenter fra alle mulige mennesker, hun møder. Et tilfældigt møde i et S-tog eller med en bankmand kan sætte sig i hende.
”Nogle gange popper en karakter så ud, som er noget fra hende og noget fra ham blandet med en tredje. Jeg har sådan et helt hemmeligt kartotek inde i mig med alle mulige karakterer, jeg har udviklet, og jeg synes bare, det er så spændende, at mange af dem slet ikke er blevet vist frem endnu. Jeg glæder mig helt sygt meget til, at de skal ud,” siger hun og blotter et stort smil.
Det er ikke parodier, der er interessante, mener hun, det interessante er at være noget andet end sig selv.
”Det er også derfor, det er grænseoverskridende at lave interview. Jeg har valgt at lave det, jeg laver, fordi jeg godt kan lide at forsvinde ind i nogle andre karakterer, nogle andre måder at se verden på, nogle andre måder at være i kroppen. Hvis det var mig selv, jeg gav på scenen, ville der jo ikke være noget tilbage til min familie. Heldigvis kender jeg efterhånden min performer-Emma-karakter så godt, at den er nem at tappe ind i.”
TIL NOVEMBER næste år venter karrierens største show i Royal Arena. Selvom der stadig er længe til, har hun allerede arbejdstitlen: ’The Greatest Showcase in the World of All Times’. Det er hendes ambition at skabe en aften, hvor man går derfra og tænker: ”Shit, det var vildt.” Man skal gerne have fået et slags emotionelt chok, så man føler sig lykkelig og ulykkelig på samme tid. Så man har det, som om der er sket forskydninger i ens eksistens.
”Det er min plan, og ja, det er store ambitioner, men et show i Royal Arena, den kongelige arena, bliver man da nødt til at have ambitioner for.”
Det bliver musik, det bliver teater og film, det bliver på mange måder en kulmination af hendes virke indtil nu, men også en tilbagevenden til barndommens forestillinger, hvor alle tricks blev bragt i spil, når forældrene skulle underholdes. I virkeligheden er det den tid, hun altid søger tilbage imod.
”Man siger jo, at man aldrig skal have børn med på en teaterscene, fordi de stjæler al opmærksomheden,” siger hun og fortæller, at hun ofte kan falde i staver af at betragte sin datter: ”Så synger hun lige en sang, så vælter hun bagover, så tegner hun på et papir, så slår hun til en ballon og puster i et rør, så går hun over i den anden ende af værelset og finder på en ny leg. Hun er så til stede hele tiden, og det er jo det magiske ved børn. Jeg er fascineret af, hvor min datters ideer kommer fra. Hun sang en sang i går, hvor jeg havde det sådan: ’Hvor kommer den melodi fra!?’ Der er noget ved barndommen, som vi i hele vores liv …”
Hun bremser sig selv og fortsætter lidt efter: ”Der er den gamle traver med at kigge på kunst og sige: ’Det kunne et barn have lavet.’ Jeg synes, det er så grim en sætning. Hvis man ser noget virkelig god kunst, skulle man sige: ’Det kunne et barn have lavet.’ Børn har en intuition og en mavefornemmelse, som man som voksent menneske kun kan misunde. De slipper for forventninger og tanker om, hvorvidt det er god eller dårlig smag. De slipper for alle de der lortestemmer indeni.”
EMMA SEHESTED HØEG er helt flad, hun har ikke mere at skyde med, hendes øjne er næsten matte.
”Fuck, jeg må sige, jeg skal tisse nu, og jeg er også ved at være færdig,” siger hun og rejser sig som for at gøre beslutningen definitiv.
Men inden hun helt får lov til at slippe, er der en sidste ting, vi må forbi. En teori.
”Har du en teori om mig?” Hun lyser næsten op, sætter sig igen og læner sig afventende frem over bordet.
Selvom hun i det store hele har formået at holde kortene tæt på kroppen, siden hun trådte ind i det offentlige rampelys, har hun alligevel givet små indblik i, hvad der er på spil for hende. I et interview med kulturmediet Heartbeats, hvor hun skulle nævne betydningsfulde sange fra sit liv, fremhævede hun Stevie Wonders ’As’. Hun uddybede valget med, at sangen knyttede sig til et særligt minde fra hendes barndom med hendes mor, far og storebror i deres rækkehus i Gammel Holte: ”Jeg husker en solrig dag, vi dansede, alt var godt, ingen var blevet skilt – endnu – vi satte det her nummer på, og det blev bare ved og ved.”
Er det der, svaret skal findes på, hvorfor hun igen og igen må stille sig frem på scenen? Hun havde en virkelig god barndom, men så ramte livets alvor på et tidspunkt, blandt andet med forældrenes skilsmisse, og lige siden har hun haft en længsel i sig efter at vende tilbage til barndommen, tilbage til dengang, hvor alt var en fri og ubekymret leg.
”Det er spændende. Det er vildt sjovt at høre sådan en analyse,” svarer hun først hurtigt og sidder så lidt uden at sige noget.
”Den analyse skal du da bare holde fast i,” siger hun så, inden et stort smil pludselig breder sig på hendes læber. ”… Men det er fandenfløjteme ikke noget, jeg har tænkt mig at folde ud her.”
MINDRE END EN time senere bliver lyset slukket, og tonerne fra Mozarts ’Requiem’ lyder ud af højttalerne. Emma Sehested Høeg kommer frem fra en væg med et intenst blik i øjnene og nærmer sig langsomt sækken med kokosmuld, der hænger i loftet. Så skærer hun hul i den, så det vælter ud med den jordede masse – ud over hende selv, ud på gulvet.
I de næste seks minutter roder hun rundt i kokosmulden. Hun vikler sig selv ind i plastikunderlaget, bryder ud af det igen, skriger dyrisk og spytter på gulvet. Det er grotesk, det er rørende, og det er også ret sjovt. Til sidst løber musikken ud, og en mærkelig lyd undslipper hendes læber. Halvt et slags grin, halvt et forløsningsskrig.
”Fuck, hvor fedt, Emma!” udbryder Jennifer Vedsted Christiansen, mens de andre klapper.
Emma Sehested Høeg har kokosmuld alle vegne. Så begynder hun at gribe endnu mere fra gulvet og fylde i bh’en og ned i trusserne, så hendes bryster og bagdel vokser sig kæmpestore. De andre sprutter af grin, da hun lidt efter stiller sig frem i en slags bodybuilderpositur.
Så lader hun med komisk timing det hele drysse ud igen, først fra bh’en og til sidst fra underlivet, så de andre til sidst ligger ind over bordet og hiver efter vejret.
”Nå, skal vi ikke sige, at det var det for jordprøven?” siger Jennifer Vedsted Christiansen. Emma Sehested Høeg kigger ned ad sig selv. Hun er nærmest ukendelig, som hun står der på gulvet, smurt ind i kokosmuld fra top til tå. Og så, som med et knipseslag, river hun sig fri af legen.
