HAN HAR EN helt særlig evne til at snakke derudad. En enkelt lille gnist af inspiration – i dette tilfælde mobiltelefonens gps – så er ilden tændt og han taler og taler som i et entusiastisk foredrag.
”Det er jo klart, at alting er mere tilgængeligt, alting er mere muligt, så ligesom med fed mad og alt muligt andet bliver der nødt til at være en stopklods, når man finder ud af, at: ’Okay, Torben, du bliver simpelthen sindssyg, når du er 12 timer på TikTok,’” siger han med sin karakteristiske lidt hæse, ærkekøbenhavnske dialekt, der har dannet lydtapet til mange radiohits i det forgangne årti.
”Men jeg tror også, at man bliver klogere og klogere. Der var engang, hvor forældre troede, at kuren mod at blive solskoldet var, at man lige skulle blive solskoldet én gang. I gamle dage ville det jo også være normalt at tænde en cigaret indenfor. Også i en ambulance. Så sad man der og fyrede, mens man kørte udrykning med en, der lå og var ved at dø.”
Han fører sin store, sorte Hyundai Santa Fe gennem hovedstadens gader, mens han speedsnakker og hele tiden associerer til alt muligt: til Sprogø, som han besøgte for nylig, hvor der var en anstalt for såkaldte amoralske kvinder indtil 1961 – ”vi taler om … altså, Ghita Nørby er født i 1935, så det er jo psyko for nylig!” – og til et interview med skuespiller Matthew Mc-Conaughey i podcasten ’Tetragrammaton’ – ”han fortæller, at med alle sine first takes går han langt over stregen for at finde ud af, hvor stregen er.” Hele tiden koblet op på den snak om teknologi, han har indledt.
”Men det er klart, at børn er mere tilbøjelige til at søge umiddelbare dopamin releases. Jeg var selv engang en klejn knægt på 136 kilo, fordi jeg søgte alle de lavthængende frugter. Jeg var et forvirret barn. Ikke diagnostisk, psykotisk forvirret, bare sådan grundforvirret: Hvor bor glæden? Hvor søger man lige? Det er jeg også superoptaget af i dag. Jeg føler, jeg er kommet tættere på et brugbart svar, når det kommer til genopladelige energier. Det der med at flække to flæskestegssandwich og spise en pose chips – dér møder man bare hurtigt en mur. Modsat hvis man gør ting, der gør én ægte glad.”
I HORISONTEN HÆNGER solen lavt på himlen som en overmoden tomat, klar til at splatte ud over landskabet, hvis man stak en gaffel i den. Det er en sen fredag eftermiddag i starten af marts, og Benjamin Hav er på vej til Kandis-koncert i Ølstykke Hallen.
”Danmarks største band, halvanden million solgte plader, og de spiller 200 koncerter om året – det er helt psyko,” konstaterer han, mens bilen passerer Damhussøen i retning mod Rødovre.
”Jeg tror aldrig, jeg har spillet over 80 – selv i de vildeste år. Nogle gange kan jeg lave tre på en aften, hvis det er med et lille setup, men den er også grov. Jeg føler, at jeg giver alt, når vi spiller, så det er hårdt, og jeg forstår faktisk slet ikke, hvorfor man har lyst til at spille så meget. Men omvendt har jeg også respekt for det.”
For Benjamin Hav selv kom gennembruddet i 2013 i den elektroniske hiphop-duo Benal, i 2020 gik han solo i eget navn, og siden har han udgivet album som ’Spice Up Your Life’, ’Dit syge dyr’, ’Tesla’ og senest ’Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let’, der indeholder hitnummeret ’Du ligner din mor’, hvor Lukas Graham medvirker.
Han er kendt for sine kreative, energiske livekoncerter med sit band Familien, der har indbragt ham prisen som ’Årets Livenavn’, samt for sine underfundige, ord-ekvilibristiske tekster. Dagbladet Information har beskrevet ham som en blanding mellem traditionel hiphop og Kim Larsen, og musikerkollegaen Eloq udtalte i en radioudsendelse på P3: ”Enten synes man, han er et poetisk geni, eller også synes man bare, han er fuld af lort og skal lukke røven.”
Ved siden af musikerkarrieren har han i halvandet år forsøgt sig som youtuber, og han besøger i den forbindelse forskellige mennesker, der vækker hans nysgerrighed: folk, der synger i ungdomskor i Silkeborg, toiletrensere på Nørreport, politifolk, brandfolk, ambulancefolk – og Kandis. Det er derfor, han er på vej til Ølstykke denne eftermiddag,
”Jeg har fundet ud af, at det fedeste – og det er jo superprivilegeret, at det overhovedet er muligt – er at komme ud og møde folk. Man kan måske se sjælen som en blomsterhave, som man må forsøge at udvide, raffinere, gøde, og jeg gør det ved at prøve at forstå noget nyt. Og så er det bare lettere med en YouTube-kanal, end hvis jeg skulle ringe til Kandis-Johnny og sige: ’Hey, skal vi ikke gå en tur?’”
I ET LYSKRYDS ender en bil med ikke at nå over, inden det bliver rødt. Den kommer til at holde midt i det hele og bremse trafikken i alle retninger.
”Det er synd, når man kommer til at lave den der,” siger Benjamin Hav og nikker mod bilisten, der sidder fast med hænderne på rattet og med panik lysende ud ad forruden, mens der bliver dyttet fra alle sider.
Selv er han helt rolig. Blandt andet fordi han for et par år siden tog et kursus i anger management:
”Det var ikke, fordi jeg egentlig havde udfordringer med min vrede, men jeg kan bare godt lide at hjemtage ansvaret og kontrollen over mine følelser. Jeg gider ikke ud i en situation, hvor jeg råber ad tilfældige folk.”
Det kom sig af, at han hørte psykologen Jens Einar Jansen snakke om vejvrede i radioen, og han meldte sig bagefter til et kursus hos nordmanden. Her blev han blandt andet anbefalet at læse bogen ’The Cow in the Parking Lot’.
”Hvis du er på en parkeringsplads, og der er en, der tager din plads lige foran dig, kan du jo godt have lyst til at give personen et nakkeskud. Men prøv i stedet at forestille dig, at det var en ko, der havde taget din parkeringsplads. Man ville jo aldrig blive sur på koen. Det er en læring i omstillingsparathed,” siger han, og trafikken letter igen.
”Vrede er et spændende koncept. Jeg synes, at følelser generelt – psykologi og psyke – er spændende, men især vreden. Nogle mennesker taler om at ’rase ud’, men psykologerne siger, at det ikke findes. Vrede avler vrede, så hvis du raser ud, bliver du bare mere rasende.”
Det er ikke svært at tro Benjamin Hav, når han fortæller, at han altid har været søgende – både ind i sig selv og ud i verden – i et forsøg på at finde sjælefred.
”Det er et grundelement i livet at være forvirret. De dygtige løbere i verden, topløberne, siger, at hvis ikke du hader at løbe lidt, så elsker du ikke at løbe. Hvis du ikke er en lille smule forvirret, så er du ikke i gang med livet. Jeg har brugt meget tid i mit voksenliv på at prøve at rydde op inde i mig selv. Jeg er gået fra at være en svært overvægtig, ekstremt hashrygende forvirret mand til at være en ikke-hashrygende, lidt tyndere, marginalt mindre forvirret mand.”
ET PAR UGER tidligere sidder Benjamin Hav i sin lejlighed på Østerbro i København. Det er en tidlig eftermiddag, og udenfor øser det ned over kvarteret, hvor han har boet hele sit liv. På bordet er der forskellige sydøstasiatiske snacks, blandt andet durian crêpe og haoliyuan-slik fra nylige rejser, men adressemæssigt har han kun bevæget sig to gader i sit 39-årige liv.
Han voksede op lige rundt om hjørnet, men da forældrene blev skilt, da han var 13, flyttede han og hans mor ind her i ejendomskomplekset. Syv år senere var det moren, der flyttede ud, mens han selv blev boende i lejligheden – stadig fuldt møbleret i hendes stil, inklusive den feminine mælkehvide sofa i stuen. Senere byttede han sig så til sin nuværende lejlighed i samme opgang.
”Så jeg er aldrig flyttet hjemmefra. Det er lidt umandigt,” siger han og fortæller, at han og konen rent faktisk købte et hus i Hornbæk for seks år siden, men kun nåede at bo der ganske kort.
”Vi troede, at vi skulle have luft og ro og alt det der. Vi aftalte at give det to år, men allerede efter tre uger sagde min kone: ’Det går ikke.’ Så satte vi huset til salg og flyttede tilbage. Jeg elsker jo Østerbro, det er min barndoms biotop. Men samtidig, når jeg er rundt … nu var jeg lige i Stouby ved Horsens forleden til halfest med Sussi fra Sussi & Leo, og der tænkte jeg: ’De er fandeme godt nok søde her.’ Jeg kunne nok ikke bo i Stouby, men jeg kunne hurtigt blive forelsket i tanken om, hvilket liv det kunne blive til.”
Nøglen lyder i døren, og hustruen Mille og døtrene Liva, Vita og Dagmar træder ind med dryppende hår og vådt overtøj. Familiens hund, en puddel, vågner fra sin døs på trægulvet og begynder overeksalteret at løbe rundt mellem lejlighedens værelser.
HAN ER ÆRKEKØBENHAVNER, men har rødder i Harboøre. Her voksede forældrene op, før de sammen flyttede til København. Faren, digteren Niels Hav, ville tættere på kulturlivet i hovedstaden. Han skrev digtsamlinger og andre værker, mens moren var sygeplejerske og senere socialrådgiver.
Med to storesøstre, henholdsvis 10 og 13 år ældre, blev Benjamin Hav familiens efternøler. I barndommen var han en enspænder, en quirky dreng, der dyrkede sit eget univers inde på sit værelse ved at bygge avancerede togbaner, så toget kunne åbne døren, samt viklede snore rundt, der hang sammen med gardinerne og forskellige tænd- og slukknapper til lamperne.
Han så også rigtig meget fjernsyn, som han fik fortalt til en journalist fra Alt for damerne, der dengang interviewede ham og andre børn i hans børnehave om, hvad de lavede i deres fritid.
”Mine forældre syntes, at det var frygtelig pinligt, men det var jo sandheden. Jeg var meget overladt til mig selv,” siger han og fortæller, at enspænderbarndommen gav ham et livligt indre univers.
”Jeg har altid reflekteret meget over alting, og i dag snakker jeg stadig meget med mig selv, når jeg er alene. Jeg går rundt og siger: ’Det er godt nok sygt.’ Eller: ’Okay, tjek lige det her.’ Men gør alle ikke det? Eller hvad?”
BARNDOMMEN VAR i høj grad præget af Benjamin Havs forhold til sin patriarkalske digterfar. De lavede mange ting sammen – spillede eksempelvis fodbold – men faren havde også nogle ”totalitære opdragelsesmetoder”. Han udstak meget klare retningslinjer for, hvordan alting burde være, eksempelvis at kaffekoppen burde stå ”sådan dér og ikke sådan dér”.
”Min far kunne også godt lide at styre tempoet, man gik med på gaden. Han ville gerne have, at man holdt hans tempo. Nogle gange skiftede han resolut tempo eller gik pludselig over gaden i et nyt tempo og ville have, at man fulgte med.”
Engang kom faren hjem fra et skriveophold i Paris og syntes, at sønnen var blevet for tyk. Næste morgen skulle han derfor løbe fuldt påklædt i skole med skoletaske, mens faren cyklede ved siden af.
”Nu skulle jeg ligesom i form. Men han ville heller ikke gøre mere ud af det end den ene løbetur. Det er nok et meget godt billede på, at han havde det ekstreme og rabiate i sig, og at det ikke tog overhånd særligt længe ad gangen.”
Benjamin Hav har dog ikke været i tvivl om, at hans i dag 75-årige far elskede ham, det fortalte han ham hver eneste dag.
”Han var totalitær, men jeg har valgt at se op til de fede ting ved ham. Jeg har stadig ikke mødt ét menneske, der ved lige så meget som min far, han var autentisk begejstret for alle mulige ting hele den lange vej igennem min barndom og i mit ungdomsliv. Det var også ved at se på ham, at jeg lærte værdien af at rejse sig op og sige noget i et rum, så folk lytter, og det bagefter er, som om rummet er forandret. Sådan noget kunne han virkelig.”
FRA EN TIDLIG alder var Benjamin Hav med sin far til digtoplæsninger i ’Digternes Saloon’ på Østerbro. Det gjorde stort indtryk på ham, at faren var i stand til at fastholde folks nysgerrighed, når han trådte frem i rampelyset, og han var ikke særlig gammel, før han fandt ud af, at han selv havde ordet i sin magt.
Han kunne performe rent verbalt, hvilket gav ham en vis status i skolegården, hvor folk klappede kaje, når han leverede sine skarpladte bemærkninger. Han blev også tidligt en del af elevrådet, hvor han ofte tog ordet, selvom mange af de andre var væsentligt ældre.
”Der var en pige fra 9. klasse, som syntes, at det var vildt, at jeg kunne snakke på den måde. Jeg havde selv ret tidligt en følelse af, at jeg kunne tale med voksne på et voksent sprog og med børn på et børnesprog. Det er jo sådan en bullshit-energi, men den har gjort, at jeg altid har været i stand til at tale med alle og skabe en connection med alle typer mennesker – uanset etnicitet, alder, seksualitet, whatever.”
I skolen høstede han høje karakterer til de mundtlige eksamener, selvom han ikke forberedte sig, og i timerne endte han nogle gange med nærmest at overtage undervisningen.
”Jeg lærte ligesom værdien af at tage ordet, og at ens liv faktisk i høj grad afhænger af den evne. Det er jo ikke nødvendigvis alle, der har den, og det er sgu ikke nødvendigvis dem, der tager ordet, der er de skarpeste. Men det gik tidligt op for mig, at hvis du stiller dig op med oprigtig, autentisk entusiasme, er det faktisk næsten ligegyldigt, hvad du siger.”
Selv med ordet i sin magt kunne livet dog blive for meget for en reflekterende ung dreng. Som syvårig blev Benjamin Hav pludselig ramt af en overvældende klarhed: ”Jeg skal dø en dag. Mine forældre skal dø. Alle, jeg kender, skal dø!”
Erkendelsen ramte ham som et granatchok, og han udviklede forskellige tics som reaktion på den næsten altopslugende dødsangst. Han skulle altid blinke to gange, for blinkede han kun én gang, åbnede han for et ondt parallelunivers. Kun ved at blinke en gang til kunne han lukke det igen. Han begyndte også konstant at undskylde til andre, ikke mindst sine lærere – hver gang med to gange ’undskyld’ for at lukke døren ind til det onde igen.
”Jeg gik rundt med en stor, ubærlig, trist klump inde i mig, som jeg ikke kunne pulverisere. Jeg kunne ikke trække vejret ordentligt. Det var bare en tung, sort tordensky i mit liv.”
Der gik lang tid, inden han landede på en løsning, han kunne leve med: ”Ved at snakke med mig selv om det, igen og igen, kom jeg frem til, at vi alle sammen mødes i himlen igen. Som jeg husker det, blev jeg nærmest overnight glad igen. Jeg havde følt mig holdt tilbage af konstant tristesse og sorg, og pludselig blev jeg fri og gik ikke længere rundt og var ulykkelig over det.”
På klaveret i stuen på Østerbro ligger en kæmpestor version af Bibelen samt en bog med udvalgte bibelhistorier. Hele Benjamin Havs vestjyske familie er kristne. Der er både kirkegårdsgravere og præster i stamtræet, og han er vokset op med en far, der sang ’Jeg er træt og går til ro’ og bad fadervor med ham hver aften, inden han skulle sove.
”Men jeg ved ikke så meget om, hvad det vil sige at være religiøs. Så snart man snakker om religion, tænker jeg på, at nogle af de værste ting i menneskehedens levetid er sket i religionens navn, og at religion er blevet brugt til at distancere frem for at samle. Men jeg tror på, at vi mødes i himlen igen en dag.”
I sine teenageår forsøgte han at få teorien understøttet videnskabeligt, og han så blandt andet forskellige dokumentarer om nærdødsoplevelser, hvor folk fortæller om at møde gamle slægtninge igen.
”Det kan selvfølgelig være, at det hele er en eller anden form for pyramidespil, de bare har fundet på for at snyde folk som mig. Men hvis der er en positiv og en negativ vej, så vælger jeg den positive.”
I TEENAGEÅRENE begyndte han for alvor at blive musikinteresseret. Han var med i forskellige ungdomsbands, der var inspireret af Nirvana, Deep Purple og The Cranberries, og han sang, spillede trommer og bas, men han fik også ørerne op for rap – Jokeren, L.O.C., Suspekt.
Som 13-årig skrev han en rigtig blærerøvsrapsang, som han sendte ind til P3-programmet ’Frankies julespecial’, der havde en sangkonkurrence. Han vandt og fik mulighed for at få færdiglavet sin sang af produceren Kenn ’The Killer’ Haunstoft fra bandet Cargo, der i 90’erne havde hittet med sangen ’Pornstar’.
”Han boede i et parcelhus i Hobro, så jeg tog derop og boede hos ham og hans kone et par dage. Hun lavede morgenmad til os og sådan noget, og så kom jeg hjem, og så havde jeg ligesom et nummer, som var mit eget, og som blev spillet i radioen to gange,” husker han.
Med interessen for rap fulgte nye fællesskaber, og her fik et par jævnaldrende lokket ham til at tage et hvæs af en joint. Det startede stille og roligt, eskalerede gradvist, og snart blev den grønne plante en tro følgesvend i hans liv.
Det var i samme periode, at han en dag stod op og fandt hele familien ude i køkkenet, også hans to storesøstre, der var flyttet hjemmefra. Faren var netop kommet hjem fra kunstnerrefugiet San Cataldo, hvor han havde fundet en ny kæreste – på alder med sin ældste datter. Efter at have forklaret situationen blev han losset ud af moren og flyttede midlertidigt på et pensionat ved Trianglen på Østerbro.
”Det var sådan et sted, hvor folk tog op for at drikke sig ihjel. Jeg var deroppe med ham den første aften, hvor der var en helt vanvittig lugt af død og alkoholisme. Lige der var det ret trist og sygt og weird, at de var blevet skilt, men ret hurtigt var det egentlig fedt,” siger Benjamin Hav, der kom til at bo det meste af tiden hos sin mor.
Hun havde, modsat faren, en ”totalt loose” tilgang til børneopdragelse, hvilket også var grunden til, at hans begyndende hashmisbrug kunne få lov til virkelig at eskalere.
”Hun drak meget rødvin, jeg røg meget hash, og vi blandede os ikke så meget i hinandens sager.”
HASHEN VAR ET middel til at gå på opdagelse i sindets mærkelige krinkelkroge og dybe, underlige undergrotter. Og en hurtig adgang til store følelser – store grineflip, øjeblikke, hvor han blev enormt rørt. Men i takt med at hashmisbruget udviklede sig, kom det til at ”balsamere hans liv”, som han formulerer det, og han dumpede dybere og dybere ned i en formålsløs stilstand.
”Jeg har altid været meget søgende, og det er klart, at da jeg røg meget hash, var det en form for sinds-søgen, en søgen indad. Men problemet med hash er, at der ikke er nogen bevægelse, der er ikke nogen udvikling i det. Hvis man ryger sig skæv, er hver dag en form for restart. I hvert fald hvis man gjorde det så meget, som jeg gjorde,” siger han og fortæller, at det gradvist blev det eneste, der rigtig betød noget for ham.
”Det var ligesom det vigtigste i mit liv – hash og et fællesskab omkring det. Alt andet kom på andenpladsen. Hvis du er i et hashmisbrug, kan du ikke være autentisk glad, medmindre du har røget hash.”
Han droppede ud af gymnasiet, og i stedet foregik det meste af hans liv i en rygerklub på Østerbro. I hans eget hoved kørte tingene dog på skinner. Han levede i selvbedraget om, at han var en håbefuld ung rapper, måske endda verdens bedste, og det selvbillede bevarede han, selvom det ene år tog det næste, uden at der rigtig skete noget som helst.
”Det, der både er det fede og det ufede ved hash, er, at man lever sit liv i en boble. Man ser nogle amerikanske gangsterrappere på YouTube og tænker: ’Det er lidt ligesom mig.’ Alle andre ville kunne kigge på én og tænke: ’Hold kæft, det kører virkelig dårligt.’ Men man tænker selv: ’Det kører sgu da meget godt,’” siger Benjamin Hav, der havde en oplevelse af at forblive i sit 17-årige sind, selvom han kom op i tyverne.
”I takt med at andre mennesker begyndte at tage deres liv mere seriøst, blev jeg lidt i legen, hvor det måske, hvis der havde været ryddet op i mit hoved, havde været mere tydeligt for mig, at: ’Hør her, du er ikke rapper, du er bare en stor, kvabset dreng, der stener dagen lang.’”
Alligevel var der noget inde i ham, der begyndte at tænke: ’Det er jo ikke fedt, det her. Der må simpelthen være noget, der er federe.’
”Der må være noget, der er 100 procent happy, tænkte jeg, for det her er ikke 100 procent happy, det er mere sådan 60. Det blev endimensionelt: Stå op om morgenen, tag ud på Staden eller ned i en eller anden rygerklub, og køb noget hash, spis smørrebrød, vær så skæv, at du glemmer, hvad du hedder, se noget Discovery, start forfra dagen efter. Altså sådan var det jo. Hvis du kigger matematisk på det, differentierer de enkelte dage sig bare ikke så meget fra hinanden,”
I en alder af 23 år lagde han sit hashmisbrug bag sig.
”Sandheden er, at alt det, du gerne vil have i livet, må du gå ud og tage. Det begyndte at dæmre for mig i slutfasen af mit hashmisbrug. Det gik op for mig, at tingene nok ikke ville dumpe ned i min kashmir-nussede turban lige pludselig. Hvis du vil have nye input, må du ryste posen lidt. Det er også grunden til, at jeg startede min YouTube-kanal – at få en masse input til: ’Hvad kan livet også være?’ Det prøver jeg hele tiden at sige til mine unger: Glæden og det fede liv er ikke bare noget, der kommer af sig selv.”
BENJAMIN HAV RULLER ind på parkeringspladsen ved Ølstykke Hallen et par timer før koncertstart.
”Tror du, ham der skal til Kandis? Det kan han næsten ikke være bekendt, hvis han skal. Han har en alt for lille træningsdragt på,” siger han og nikker mod en mand i 40-årsalderen, der slentrer ad asfalten under høje, bladløse træer i retning mod den røde halbygning med det spidse sorte tag.
”Jeg tror faktisk, det er første gang, jeg er i Ølstykke. Der er jo det der gamle Ibens-nummer. Det er en kæmpeslasker. Kender du den? ’Men af og til er sex med dig som Ølstykke i november,’” synger han, idet han træder ud i den friske forårsluft.
Redaktøren Nanna og kameramanden Mark venter på parkeringspladsen, og efter at Benjamin Hav er blevet mic’et op, lægger de en kort, grovskitseret plan for aftenen.
”Kandis går først på klokken 21, men det er måske meget sjovt at gå en tur ud med Johnny – ud og snakke med nogle fans eller et eller andet. Hen i merch-boden og sige hej til folk,” siger redaktøren.
”Vi skal helt sikkert ud og se, om der er nogle fede, sjove personer. I ved godt, det er Danmarks største band, ikke?” spørger Benjamin Hav, da de nærmer sig hallen, hvor spredte grupper af folk står og ryger udenfor, mens høje dansktop-toner brager inde fra selve hallen:
”Det her kunne godt gå hen og blive ret hyggeligt.”
PÅ ØVERSTE ETAGE finder Benjamin Hav Johnny Hansen og resten af Kandis-slænget i færd med at drikke kaffe og fordrive ventetiden i et baglokale med sports-pokaler på hylderne og udsigt til resten af hallen, hvor folk sidder ved langborde med buffetmad på tallerknerne og fadbamser i papkrus.
”Jeg har så mange spørgsmål … Mit why, min lyst til at komme her sammen med jer, er de sagnomspundne historier med mængden af koncerter, I spiller. I har solgt halvanden million plader og har rekorden for flest guld- og platinplader, og samtidig er det, som om I kører jeres egen ting sideløbende med resten af branchen. Hvor mange koncerter spiller I om året?” siger han lidt efter, mens YouTube-optagelserne ruller.
”120, og så laver jeg cirka 100 selv. Sidste år blev det 212 i alt,” forklarer Kandis-Johnny.
”Det er jo helt crazy. Alt over 40 koncerter, så klynker jeg – 212 er jo helt sygt!”
I de næste tre kvarter er Benjamin Hav opslugt af at høre Johnny og resten af flokken fortælle historier fra et langt turnéliv. Han spørger og spørger og har hele tiden lige ”et sidste hurtigt spørgsmål”, og næsten ligegyldigt hvad de fortæller, udbryder han begejstret, nogle gange nærmest rystet: ”Okay, det er jo helt sindssygt!”
Efter at have fortæret steg med flødekartofler fra foliebakker går Benjamin Hav og Kandis-Johnny sammen ned i hallen Der er fuld gang i festen, hvor folk i hawaiiskjorter klapper i takt og varmer op med fællessang til ’Himmelhunden’ og ’Volvo B18 210’, mens andre bygger faretruende høje tårne af shotsrør på langbordene med hvide duge og røde servietter.
Der går ikke længe, før hele salen har spottet de to musikere, men det her er ikke Benjamin Havs publikum. For en stund må han se til fra sidelinjen, mens fulde fans hænger op ad den aldrende kollega. Til sidst er der dog flere og flere, der får øje på ham, og han bliver revet ud i en kædedans til DJ Ötzi-nummeret ’Hey Baby!’
Lidt senere lusker han ud i siden for at tage sig en puster med små svedperler på panden og et udefinerbart smil på læberne.
”Kærlig fed energi, ingen spiller smarte, alle er bare glade. Der er en mand, der bliver ved med at komme hen og sige til mig, at jeg skal komme til havnefest i Kalundborg en dag.”
EFTER BENJAMIN HAV stoppede med at ryge hash, fik han en oplevelse af, at hans følelser gradvist kom tilbage. I første omgang fik han et job i Danmarks største callcenter, LN Eurocom. Her sad man i kundeservice for 200 virksomheder, og man vidste først, hvilket firma man repræsenterede, når man løftede røret, og firmaets navn poppede op på skærmen. Her var det en fordel at have bullshit-energi.
”Man repræsenterer det ene firma i det ene øjeblik og undskylder for det andet firma i det næste. Det er på alle måder en meget psykopatisk opgave, men jeg kunne godt lide det, og fordi jeg er den, jeg er, blev jeg ret hurtigt bobbet op til en form for coach-agtig type for de andre. Jeg syntes, at det var sjovt at køre sådan en ’The Office’-energi på folk og kigge de mest pressede af dem i øjnene og sige: ’Jeg vil gerne lige understrege, at hvis I laver én fejl, så bliver I fyret!’”
Han havde dog større ambitioner og drømte stadig om at leve af at lave rapmusik. I løbet af sine hashryger-år havde MC’s Fight Night-legenden Pede B fået ham anbefalet af en fælles bekendt, tjekket nogle af hans raptekster ud og inviteret ham med til en række spillejobs. Her optrådte Benjamin Hav under aliasset ’Benjah’, men selvom han for en kort stund levede drømmen, føltes det aldrig sådan på grund af hashmisbruget.
”Hashen var som en spændetrøje. Alt det, jeg gjorde og følte, var bundet for meget op på det. Det blev til noget andet end mit autentiske jeg, og sådan var det hele vejen igennem, indtil jeg til sidst tænkte: ’Jeg bliver simpelthen nødt til at være mere tro mod den autentiske Benjamin.’”
Da Benjamin Hav forlod hashsumpen, stoppede han også med at møde op i rygerklubben med sine gamle venner. I stedet begyndte han at hænge ud med sit nye bekendtskab Magnus Albert Wanscher, som han havde mødt gennem førnævnte Pede B. Albert, som han blev kaldt, repræsenterede en helt anden, friskere energi, og sammen skabte de deres eget lille fællesskab, der ikke handlede om hash, men om lysten til at bryde grænser og gakke helt ud i musikken.
”Det var lige præcis det, jeg havde brug for i det moment, hvor mit liv var blevet helt luftigt og frisk, og jeg havde fået mit følelsesliv tilbage.”
Sammen med Magnus Albert Wanscher skabte han den elektroniske duo Benal, der i 2013 medvirkede i ’KarriereKanonen’ på P3. De vandt ikke, men fik alligevel en pladekontrakt ud af det, og inden længe spillede de deres første festivaler og vandt sågar en pris til P3 Guld.
Lige pludselig passede det rent faktisk, hvad Benjamin Hav havde sagt til folk i de 10 år, hvor han sad fast i sit hashmisbrug – han var rapper, og han var skidegod til det.
”Hold kæft, hvor er der mange mennesker, der har grinet, når jeg har sagt, at jeg var rapper. ’Altså, hold nu kæft, mand, du er 22 år, ryger hash nonstop og vejer 140 kilo, og du har i øvrigt briller fra Tiger, der er tapet sammen på midten. Altså, hvad fuck er det, du står og siger til mig, dit tykke dyr?’” imiterer han.
”Jeg har altid været god til at snakke folk et øre af, og jeg tror, der har været mange gange, hvor folk har tænkt: ’Nu nikker vi bare og lader ham selv tro på det.’ Men nu kunne de jo se, at den var god nok.”
I ØLSTYKKE HALLEN går brandalarmen, mens Kandis ufortrødent spiller videre.
”Det er vores cue,” siger Benjamin Hav og trækker mod udgangen, men kan ikke lade være med at joke med personalet i døren på vej ud.
”Det er hele Kandis-crewet, der sidder og ryger hash oppe på førstesalen,” siger han som forklaring på den enerverende brandalarm.
Han når ikke mange skridt hen mod parkeringspladsen, før han første gang bliver stoppet af en af gæsterne, en lettere beruset kvinde i trediverne.
”Eij … Benjamin Hav! Hvad laver du her?”
En selfie og en sludder senere når han yderligere et par skridt, inden det samme sker igen. Og sådan fortsætter det de næste 20 minutter, mens både redaktør og kameramand trækker længere og længere væk i et forsøg på at lokke ham med.
”Sådan er det altid. Han ender altid med at snakke i 100 år med alle,” siger redaktøren, før Benjamin Hav lidt efter når hen til sit tålmodigt ventende crew.
Et par minutter senere fører han Hyundai’en væk fra festlighederne i Ølstykke Hallen.
”Meget helstøbt fest i forhold til, at det hedder halfest,” konstaterer han.
SENERE I ÅR venter nogle af Benjamin Havs egne største koncerter til dato. To gange Royal Arena i København samt Jyske Bank Boxen i Herning, og han er også på plakaten til Grøn Koncert landet over.
”Det fede ved at sælge mange billetter er, at der er økonomi til, at man kan lege med showet. Det koster psyko med penge at øve med et stort band, men livet går jo ud på at have oplevelser. Hvorfor er det, at man gerne vil tjene penge? Det er jo, så man kan købe sig til fede oplevelser.”
For tiden er han i fuld gang med at forberede de kommende shows, og han glæder sig.
”Det lyder jo løgnerisk, når andre siger det, så det vil det sikkert også gøre, når jeg siger det, men jeg mener virkelig, at alle, som i alle, koncerter, vi har spillet, har haft en ekstraordinær glæde. Der er bare sådan en intern energi i bandet: ’Okay, nu er vi sammen, og vi skal have en fed oplevelse.’ Jeg tror, det gør meget ved publikum, at de kan mærke, at stemningen og begejstringen er autentisk.”
I starten af året toppede han hitlisterne med sangen ’Du ligner din mor’. Men samtidig med sangens massive succes oplevede han for første gang i sin karriere noget, der kan minde om modgang. Han har aldrig udgivet noget, der med hans egne ord er blevet så ”skizofrent anmeldt” som albummet ’Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let’.
”Det har fået masser af gode anmeldelser, men der er nogle, der virkelig ikke vil have det. To stjerner i Gaffa og Soundvenue. Der var også en anmeldelse i Weekend-avisen – supersjov faktisk – og han skulle virkelig heller ikke bede om den plade. Han var helt tilbage og snakke om gamle dage, og hvorfor jeg også var dårlig dengang. Det er der en særlig grundighed i, som jeg må anerkende,” siger han og griner selv af det.
”Sådan er livet jo. Der er alle mulige små indikationer på, at det enten går godt eller går skidt, og så må det være op til én selv, hvad man vælger at suge på – succeserne eller fiaskoerne. Det kommer an på, om du zoomer nok ind eller zoomer nok ud. Jeg har nok en evne eller en brist – igen afhængigt af, hvordan du ser det – til at zoome ind på det, der får mig videre på en positiv måde.”
