Indlæg

Puk Damsgård tog et godt tilløb, inden hun først sigtede mod Pakistan, drejede en halv omgang i luften og til sidst landede med begge ben solidt plantet i Kairo. Journalisten og forfatteren beretter her om konstant at trodse sin flyangst, om at forlade Danmark for good, om Mellemøstens mystik og maskuline kontrol, om at sætte sig selv forrest, om kærligheden til spænding – og om ikke at ville andet.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ricky John Molloy

TRUSLEN FRA OVEN

Et jagerfly suser hen over byens tage i syriske Yabrud. Jeg kan høre, det flyver lavt, bomberne falder faretruende tæt. Jeg griber instinktivt min sikkerhedsvest og stikker fødderne i mine sko, men når ikke at binde dem. Så rejser jeg mig fra stue-gulvet hos Nasser, den lokale skoleleder, som huser mig og fotografen Betina Johnbeck. Sammen med hende er jeg i 2013 taget til Syrien for Danmarks Radio, og hun er lige i hælene på mig.

Ude på gaden hører vi endnu et brøl fra et jagerfly. Det kommer sådan bagfra. Jeg føler, at det flyver lige hen over hovedet på os. Flyet er fra det syriske regime. Jeg kigger op og ser det slippe en bombe. Med øjnene kan jeg følge bomben, den slår ned på vejen et stykke foran os. Braget er øredøvende, trykket fra eksplosionen rammer os, murbrokker, glasskår og støv hvirvler rundt i luften. Jeg famler i blinde, løber tilbage til huset. Alle vinduerne er smadret, på gulvet i stuen sidder Nassers kone og barn og skriger. Nasser selv er ikke hjemme. Betina har fået skrammer på ryggen fra glasskårene.

”Vi skal væk,” råber jeg. Jeg er bekymret for, at vi er regimets mål, de har før angrebet vestlige journalister. Vi får kontakt til de lokale aktivister, som har huset os i Yabrud, og drøner ud af byen. Vores tasker med udstyr, pas og penge må vi efterlade bag os.

Før bomberne falder, har Betina og jeg lavet en aftale med et smuglernetværk i byen Aarsal for at komme fra Libanon til Syrien. Vi er kørt i bil, mens vores satellittelefoner, sikkerhedsveste og andet udstyr er på en motorcykel, der er kørt en anden vej. Ellers vil de libanesiske soldater opdage, at vi skal til Syrien. Fra Aarsal, tæt på den syriske grænse, har vi gemt os i bunden af en pickup-truck i det tørre, bakkede landskab. Et sted derude bliver Libanon til Syrien. Der er ikke længere grænseposter, men den libanesiske hær patruljerer i området. Da vi kommer frem til Yabrud, bor vi først hos en tandlæge, der fremstiller gebisser, siden hos Nasser. 

Efter angrebet bliver vi kørt ud til en gård. Pludselig hører vi igen et lavtgående jagerfly. Betina og jeg styrter ind for at komme i dækning. Men det er ikke et nyt bombardement. Det viser sig, at der ligger en militær landingsbane tæt på gården. Vi må blive og overnatte, og den nat lukker jeg ikke et øje. Først da fuglene begynder at kvidre næste morgen, føler jeg en ny begyndelse. Vi får kontakt til smuglernetværket, som fik os ind i Syrien. De hjælper os ud igen. På vejen tilbage er jeg på vagt. Smuglerne er kriminelle. Kan vi stole på dem? Men det lykkes os at komme tilbage og i sikkerhed.

KALDET FRA NEDEN

10 år tidligere står jeg på en stor sten i haven ved min kærestes sommerhus med udsigt over Roskilde Fjord. Jeg har bare tæer, mærker stenens ru overflade mod mine fodsåler. Det er maj 2003, og jeg arbejder som pædagogmedhjælper på Æseldyrets stue i en børnehave på Amager. Jeg har lige søgt ind på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet. Men jeg keder mig. Det har jeg gjort hele foråret.

Jeg er 24 år og er vokset op lidt syd for Næstved, derude hvor der ikke er busstoppesteder, men hvor man må vinke til bussen for at blive samlet op. Min far er kørelærer, min mor er journalist. De bor på et nedlagt landbrug, som tilhørte mine bedsteforældre før os. Min far er født i det, der i dag er køkkenet. Jeg er enebarn, og i de landlige omgivelser med marker og en mose er der masser af plads, både mentalt og fysisk. 

Rastløsheden stammer fra min far. Godt nok har han boet det samme sted hele sit liv, kørt på de samme veje dag ud og dag ind, men han sidder aldrig stille. På gården ved man aldrig, hvor han er, min mor må altid kalde på ham.

Som 10-årig giver min far mig en motocrossmotorcykel til børn. Han tuner den, så den kan køre 70 km/t. Jeg drøner rundt, fræser haven op. Jeg har styrthjelm på, men ingen albue- og knæbeskyttere. Mine forældre har aldrig pakket mig ind i vat. De har givet mig en tro på, at landtøsen fra ’Næver’ (Næstved, red.) nok skal klare den uanset hvad.

Min far er besat af biler. Når vi skal på ferie, er det altid med bil, og kun hans egen. At flyve sydpå og leje en bil kan ikke komme på tale. Alle mine ferier går til De Østrigske Alper. Som 14-årig tager jeg til Kenya med en veninde for at besøge hendes far, som bor dernede. Der opdager jeg for første gang, at der findes en verden uden for Danmark og Østrig. Jeg kommer hjem og er helt fyldt op af en lyst til at udforske den verden. 

En vestlig koalition med USA i spidsen har netop invaderet Irak, og dér på stenen står jeg og tænker på en reportage fra Bagdad, jeg har set i tv nogle uger før. DR’s korrespondent Ole Sippel rapporterede, men det, der foregik i baggrunden, fangede min opmærksomhed. En gruppe irakiske unge i starten af tyverne – på min egen alder – hoppede og dansede, mens de kastede rundt med papirer fra et af Saddam Husseins administrationskontorer. 

Der er noget ved dem, som har vakt min nysgerrighed. Hvordan ville mit liv se ud, hvis jeg var en ung irakisk kvinde, der havde levet hele sit liv under et diktatur? Jeg går indenfor og ringer til min barndomsveninde Abigail og spørger, om hun vil med til Irak. Hun læser litteratur og er i praktik på en ungdomsredaktion på DR. Vi taler sammen, og vores plan bliver at lave en radiodokumentar om de unge irakere.

I slutningen af juni lander vi i Amman i Jordan, hvor Ole Sippel – som vi har lavet en aftale med hjemmefra – tager imod. Han har arrangeret, at en irakisk chauffør skal køre os over grænsen til Irak og videre til Bagdad. Vejen dertil går gennem ørkenen i Anbar-provinsen, og der har været en del røverier. Vi har radioudstyr med og har hævet amerikanske dollars i kontanter til turen. Abigail og jeg bliver enige om, at pengene er det vigtigste, hvis vi bliver stoppet. Vi sprætter trusseindlæg op og fylder dem med grønne sedler og kører til Bagdad med trusserne fulde af penge. Det er næsten 50 grader varmt, og de amerikanske soldater ved grænsen giver os chokolade, der er så godt som smeltet. På vejen passerer vi flere gange store bombekratere. Vi er i Bagdad i to uger for at lave reportage. Vi møder de unge og er også med amerikanske soldater på natpatrulje. Da jeg kommer hjem, er jeg som tændt af en hellig ild. Kort efter får jeg besked om, at jeg er kommet ind på journalistuddannelsen på SDU. Jeg ved, at det er det, jeg vil.

TÆT PÅ

I oktober 2007 har jeg fulgt den forhenværende pakistanske premierminister Benazir Bhutto fra Dubai til Karachi. Hun er på vej hjem efter otte år i eksil for at gøre comeback i pakistansk politik. Jeg er med fra hendes dørtærskel i Dubai, hvor hun står med koranen i hånden og beder for en god rejse, og hele vejen til Pakistan om bord på et fly. Jeg er ansat som uddannelsesreporter på Jyllands-Posten, men har fået lov til at rejse af sted og følge Benazir Bhutto. Jeg har forinden fundet ud af, hvilken afgang hun skal med, og har købt en billet. Om bord er hele hendes parti, Pakistan People’s Party. De danser og synger i midtergangene. 

I Karachi er der tusinder af mennesker i gaderne. Jeg mødes med min veninde, der arbejder for DR. Vi følger menneskemængden og Bhuttos kampagnebus. Bagefter tager jeg hjem på mit hotel for at skrive min artikel. Mens jeg sidder og skriver, tikker en nyhed ind. Der har været et attentat mod Benazir Bhuttos bus. Hun overlever, men kun fordi hun befandt sig i bunden af bussen for at skifte sko. To måneder senere bliver Benazir Bhutto dræbt under et vælgermøde i Rawalpindi af en selvmordsbomber.

Mens jeg er i journalistpraktik på Jyllands-Posten, har jeg været i Pakistan to gange. Jeg rejser også til landet, lige inden Muhammed-krisen bryder ud i 2005, og jeg tager senere dertil i fire måneder for at skrive min bacheloropgave. Der er krig i nabolandet Afghanistan, danske tropper er udstationeret, men det bliver mere og mere tydeligt, at truslen fra Taleban har rødder i Pakistan. Jeg er optaget af at udforske det. 

Hjemme i Danmark sidder jeg på redaktionen og ringer til Danmarks Lærerforening fem gange om dagen. Mine venner og familie siger til mig, at jeg skal være glad for, at jeg har fået et fast job. Og det er jeg også. Men at skrive om folkeskolen og gymnasierne er ikke det, jeg drømmer om. Jeg længes tilbage til Pakistan. 

Efter min tur med Benazir Bhutto går jeg op på chefredaktørens kontor og spørger, om ikke avisen skal have en korrespondent i Pakistan. Han siger nej.

 ”Nå, men så siger jeg op,” svarer jeg. Jeg går ned på udlandsredaktionen og spørger, om de er interesseret i freelanceartikler fra Pakistan. Det er de. I januar 2008 sætter jeg mig om bord på et fly til Pakistans hovedstad Islamabad. På det tidspunkt ved jeg ikke, at jeg forlader Danmark for altid.

“På bagsædet sidder jeg iført niqab og et slør for øjnene, der skjuler min hudfarve og min identitet. Hvis soldaten spørger, er jeg Ahmeds søster. Hvis de beder om at se mit pas, er jeg afsløret. Bliver jeg opdaget, vil vi blive beordret til at vende om – i værste tilfælde arresteret.”

RÆKKEN AF PUK-BØGER

Puk Damsgård har udgivet ni journalistiske bøger. Syv af dem handler om Mellemøsten.

’Mellem Taleban og fremtiden – En fortælling om de unge i Kabul’ (2006)
’På jordomrejse med Galathea 3 – Vor tids største danske opdagelsesrejse: København-Cape Town’ (2006)
’På jordomrejse med Galathea 3 – Vor tids største danske opdagelsesrejse: Cape Town-København’ (2007)
’De renes land – Kærlighedshistorier fra verdens farligste stat’ (2009)
’Ulvehjerter – En familiekrønike’ (2011)
’Hvor solen græder – En fortælling fra Syrien’ (2014)
’Ser du månen, Daniel – 13 måneder som gidsel hos Islamisk Stat’ (2015)
’Den sorte kat i Mosul’ (2017)
’Arabica’ (2020)

PERSONA NON GRATA

En fredag aften i 2010 banker politiet på porten foran mit hjem i Islamabad. Et par dage forinden er jeg kommet kørende hjem i min hvide Suzuki Alto til huset, hvor jeg bor. Foran det bliver jeg mødt af en officer med et stykke papir i hånden. Jeg må ikke få det, kun læse det. Der står, at jeg skal forlade Pakistan inden en dato, som allerede er overskredet. 

Senere kommer politiet. Jeg sidder med min pakistanske ven Salman og drikker hvidvin. I fjernsynet er der cricket. Politiet siger, at jeg skal komme ud og følge med. Jeg ringer til den danske ambassadør.

Udenfor bliver menneskemængden større, og efterretningstjenesten holder i en vogn, som jeg skal deporteres væk i. Ambassadøren skynder sig over til os i sin bil på diplomatnummerplader og kommer indenfor. Jeg begynder at pakke. Mit liv skal ned i en kuffert på få minutter. Jeg samler lidt tøj, min computer og nogle avisudklip. 

Jeg tænker, det er bedst, hvis Salman ikke bliver set sammen med mig. Han er begyndt at få lidt for gode ideer til, hvordan jeg kan flygte ud over taget. Jeg ler, stikker ham flasken med hvidvin og lukker ham inde i gæsteværelset. Politiet står ude på gaden og råber, at der er en kriminel i huset. I stuen går min kat Puttie rundt – helt udspilet, fordi hun er højgravid. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg skal efterlade den i Pakistan. 

Myndighederne har været efter mig et stykke tid. Jeg har været i landet i to år og dækket alt fra terrorangrebet på den danske ambassade i 2008 til kvinders forhold i det konservative pakistanske samfund, og jeg har boet med en stammefamilie på grænsen til Afghanistan. Jeg har nok en anelse om, hvorfor de ikke bryder sig om mig: Nogle måneder forinden har en avis i byen Lahore ved grænsen mellem Pakistan og Indien bragt en notits fra det lokale journalistforbund. De skrev, at jeg var udsendt af Jyllands-Posten, avisen med Muhammed-tegningerne, og de satte spørgsmålstegn ved, hvad jeg egentlig lavede i Pakistan. 

Et par kvindelige betjente træder ind i stuen med håndjernene parat. Jeg har sat mig demonstrativt i en lænestol, nægter at følge med. Ambassadøren siger, at han tager med mig. Til sidst indvilliger jeg. På politistationen får ambassadøren arrangeret, at jeg må tage hjem og pakke mine ting. 

Tilbage i huset åbner jeg en øl. Et ukendt nummer ringer. Det er avisen Dawn News, som har fået nys om sagen. De har hørt, at der er problemer med mit visum, og vil vide, hvad der foregår. Avisen har tætte forbindelser til efterretningstjenesten, og jeg kan regne ud, at det er dem, der har lækket oplysningerne til Dawn News. 

Næste dag er jeg på forsiden af en anden avis, The Nation. Der står, at jeg har uddelt Muhammed-tegninger i Islamabads gader. Det passer selvfølgelig ikke.

Jeg køber en flybillet hjem til Danmark med en plan om at flytte min base til Kabul i Afghanistan. Jeg ved, at min tid i Pakistan er slut. 

DANSER MED DRENGE

Kabul er en sandfarvet by. Afghanistans hovedstad ligger i en dal mellem sneklædte bjerge, der kan ses i horisonten. Byen er støvet, og kvindernes himmelblå burkaer blafrer i vinden. Krigen raser i den sydlige del af landet, men i Kabul er der på det tidspunkt relativt fredeligt med undtagelse af nogle få terrorangreb. Jeg lejer et hus og hyrer en chauffør ved navn Raffi til at køre mig rundt. I Pakistan kørte jeg selv bil, men i Kabul er der sjældent vejskilte, og byen er svær at finde rundt i. 

Kabul er en smeltedigel af vesterlændinge: soldater, journalister, ngo-medarbejdere og entreprenører. De lever helt adskilt fra lokalbefolkningen. Bag bevæbnede vagter og metaldetektorer fester de på natklubber og i private hjem. På flere barer i byen, hvor man skal aflevere sine våben i garderoben, må kun udlændinge komme ind. Har jeg en afghansk ven med, bliver han afvist i døren. 

I 2010 er jeg til en fest, hvor hundredvis af mænd står i rundkreds og klapper og hujer. De ældre bærer turbaner, det sammenviklede stof om deres hoveder danner mønstre, som minder om rynkerne i deres ansigter. I midten danser drenge – så unge, at de endnu ikke har fået skæg – rundt med bløde, sensuelle bevægelser. En af dem er i rød kjole og slør, og han danser æggende med en kop te på hovedet. Jeg er den eneste kvinde i forsamlingen, festen er kun for mænd, men jeg har fået adgang. 

Jeg er hunderæd for, at de pludselig vil have mig til at danse. Men mændene ænser mig ikke, kigger kun på drengene. I afghanernes øjne er jeg intetkøn, fordi jeg er vestlig, har lys hud og lyst hår.

Drengene bliver kaldt dancing boys. Jeg finder ud af, at nogle af de ældre mænd ’ejer’ dem, holder dem i en slags harem og dyrker sex med dem i det skjulte. De fleste af dem er mindreårige. Jeg besøger en ældre mand og taler med nogle af de drenge, han har i sit harem. For dem er det bare en indtægt, siger de. Men det er prostitution og i mange tilfælde også pædofili. Mødet med dem chokerer mig.

I det afghanske samfund er homoseksualitet ikke velanset. Men kvinderne er utilgængelige og tildækkede, ligesom sex uden for ægteskabet er forbudt, og derfor er sex mellem mænd mange steder udbredt.

En afghansk ven sagde engang, at sex og kærlighed er som en flod: Uanset hvor mange diger man bygger, skal den nok finde en vej udenom. Når unge mænd med hormoner, der pumper rundt i kroppen, ikke kan komme i kontakt med unge kvinder, opstår der et rum for at eksperimentere med sit eget køn i stedet. 

ET ANDET HJEM

Han har en smøg i munden og hænderne på rattet. Han er 10 år gammel, kører bil og opfører sig, som var han voksen. Siden han var fem, har Mina Farghaly samlet affald i ’Garbage City’, en bydel i Kairo, hvor skraldedyngerne tårner sig op i gaderne og inde i bygningerne. Det er det kristne mindretal kopterne, der bor her. De har sorteret skrald fra Kairos gader i årtier – de kristne er de eneste i det muslimske land, som kan holde grise, og de hjælper affaldet af vejen ved at spise sig gennem tonsvis af madrester. Grisene må ikke være i gaderne, men går i stedet indendørs i beboelserne. Af og til kan man spotte dem gennem et vindue ude fra gaden. 

Jeg er i ’Garbage City’ en uge og følger den 10-årige dreng, der har det samme grønne joggingtøj på hver eneste dag. Hans bror er handicappet, hans søstre er gift, og familien er afhængig af de penge, han tjener på at transportere skrald væk fra Kairos mere velhavende bydele.

I 2013 flytter jeg til Kairo fra Beirut, hvor jeg har boet, siden jeg forlod Afghanistan. Kvarteret, jeg bor i, er et område med mere grønt, mere luft og lidt mindre trafik, men selv her ligger der skrald på gaden. Kairo er en enormt beskidt by. Affaldssystemet virker ikke, så folk smider det i bunker på gaden. Bunkerne vokser og vokser, og kun hvis man er heldig, kommer der en gang imellem en skraldebil og fjerner dem. Døde gadehunde og vilde katte bliver også smidt på gadehjørner. Jeg møder ofte stanken, når jeg er ude at løbe en tur.

I dag føler jeg mig mere hjemme i Kairo end i Danmark. Men jeg kan stadig køre få kilometer fra mit hus og ende i en bydel, hvor jeg føler mig totalt fremmed. Kairo er ufattelig stor. Jeg bor med min mand i et hus, som jeg lejer af en kvinde, der tilbringer det meste af året i udlandet. Der er seks meter til loftet og kupler med farvet glas i hvælvingerne. Stengulvet er køligt, selv om sommeren, og i haven er der avocadotræer. 

Når jeg er hjemme, går jeg og planter blomster og fjerner ukrudt. I entreen bliver jeg mødt af mine to katte, Puffer og Bonnie. Katte har en meditativ effekt på mig. ”A cat a day keeps the PTSD away,” plejer en udenlandsk kollega og jeg at sige til hinanden. En kat, der spinder, er et fantastisk roligt gemyt at have i huset. Det hjælper mig med at falde tilbage i en rytme, når jeg kommer hjem fra en rejse. 

Min gamle kat, Puttie, flyttede med til Kabul, til Beirut og til Kairo. Her blev hun slået ihjel af et giftigt pulver, som byens myndigheder lægger ud for at slå de hjemløse gadehunde ihjel. Hun overlevede Pakistan, Afghanistan og Libanon, men den egyptiske hovedstad gjorde det af med hende. Vi fik otte gode år sammen.

FLYSKRÆK

Jeg lider af flyskræk. Jeg lægger altid en snus under overlæben, når jeg skal flyve. Og jeg sidder helst ved vinduet, lige ud for vingen. Så kan jeg holde øje med det hele. Jeg spekulerer altid på, om flyet er blevet efterset. Når flyet letter, tænker jeg, at det ikke har fart nok på til at komme i luften. Måske har flyselskabet forregnet sig, lastet maskinen for tungt? Og jeg følger med i, om flapperne går op og ned, som de skal. Når flyet lander, holder jeg øje med, om landingsstellet folder sig ud under mig. 

Det er svært for mig at afgive kontrol til andre. Flere gange har jeg oplevet, at piloter i Mellemøsten ryger, mens de flyver. Når de sidder og pulser smøger i cockpittet, hvad kan de så ellers finde på? Spiser de også sandwich med dressing, der drypper ned i instrumentbrættet? Min fantasi kender ingen grænser.

I 2018 sidder jeg om bord på Yemenia Airways og flyver over Det Røde Hav. Det er nat, og passagererne sover. Over min ene skulder får jeg øje på en kvinde. Hun har blå negle og en arabisk næse, hvor næseryggen knækker. Hun får også øje på mig, og vi falder i snak hen over midtergangen. Hun er 28 år, hedder Shifa og fortæller, at hun er læge, og at hun hader det yemenitiske styre, hader oprørerne. Hun siger også, at hun slet ikke er religiøs – faktisk er hun ateist. Det sidste hvisker hun. I Yemen kan den sætning være en dødsdom. 

Jeg bliver overvældet af, hvor hurtigt hun lukker mig ind i sit inderste kammer. Det er meget uvant for mig. Danskere fortæller ikke så ofte fremmede om deres inderste tanker. Men folk i Mellemøsten er anderledes. Jeg er tit blevet inviteret med til både bryllupper og begravelser af folk, jeg har kendt i få timer. 

Shifa og jeg forstår hinanden med det samme. På flyturen begynder et venskab, og vi har stadig tæt kontakt i dag. At tale med hende dulmer også min flyskræk. Den svinger efter, hvilket selskab jeg flyver med, og hvad jeg flyver over. Den rammer mig ofte hårdest, hvis jeg enten er meget frisk eller meget udmattet. Nogle af de gange, hvor jeg har haft mest flyskræk, er, når jeg er fløjet hjem fra en krigszone. 

UNDER COVER

I oktober 2019 bliver vi viftet ind til siden ved en kontrolpost på grænsen til Yemen. Chaufføren Sameh ruller vinduet ned, viser sit ID til en soldat. Ved siden af ham på forsædet sidder Ahmed, min rejsemakker, som har skaffet mig adgang til landet, der er svært at komme ind i som journalist. Også han viser sit yemenitiske pas. På bagsædet sidder jeg iført niqab og et slør for øjnene, der skjuler min hudfarve og min identitet. Hvis soldaten spørger, er jeg Ahmeds søster. Hvis de beder om at se mit pas, er jeg afsløret. Bliver jeg opdaget, vil vi blive beordret til at vende om – i værste tilfælde arresteret, som det netop er sket for en japansk journalist få uger forinden. Jeg har ikke sikkerhedssele på, det bruger de lokale ikke. Jeg sidder musestille, kigger kun lige frem.

Jeg er taget af sted for at følge i fodsporene på den danske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr, der i 1700-tallet var en del af en kongelig ekspedition til det arabiske land. Destinationen er hovedstaden Sanaa, som kontrolleres af oprørsgruppen houthierne. De er i krig med præsident Abdrabbuh Mansur Hadis regime, der støttes af Saudi-Arabien, og for at komme dertil skal vi passere regeringsstyrkernes kontrolpost i byen Marib. 

Fra bagsædet kan jeg høre, at soldaten beder Sameh om at åbne bagagerummet. I det ligger min taske oven på min kuffert, fyldt med check-in-mærkater fra lufthavne i Mellemøsten. Jeg hører dem rode i taskerne, lyne lynlåse op. Pludselig kan jeg høre dem bladre i en bog. Mit hjerte begynder at hamre. I min taske ligger Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelser på dansk. Da jeg pakkede min taske om morgenen, kom jeg til at lægge den øverst. Jeg er sikker på, at jeg bliver opdaget.

”Hvad er det?” kan jeg høre soldaten spørge.

Sameh tøver.

”Det er en bog,” svarer han så, helt roligt, mens Ahmed forklarer, at vi bare er en familie. Tilsyneladende virker det, soldaten mister interessen for bogen, og vi passerer gennem kontrolposten. På intet tidspunkt falder det dem ind at spørge om mit ID, det beder man ikke kvinder om i Yemen. 

I min niqab føler jeg, at jeg er ingenting. Det er, som om jeg ikke eksisterer. Jeg har ingen personlighed, ingen vilje, intet at skulle have sagt. Mændene fører an, bestemmer alt, bærer min kuffert. Jeg føler, at mine sanser bliver sløve, har svært ved at se ud gennem sløret. Yemenitternes øjne er til gengæld trænede. De kigger efter kvindernes holdning, størrelsen på deres fødder, bredden på deres skuldre. At jeg er tildækket, betyder ikke, at jeg ikke får elevatorblikke – tværtimod. 

Men niqabben har også sine fordele: Under den er jeg kun iført strømpebukser og bh. I den bagende varme bliver den til et luftigt telt om min krop. Og den skaffer mig ind steder, jeg ellers ikke kan komme som kvinde. 

KVINDE PÅ KHAT-POTER

Fra Sanaa rejser jeg videre til de yemenitiske kaffebjerge. Jeg vandrer hele dagen mellem plantager på stejle skråninger. Om aftenen, hos en kaffebonde ved navn Mohammed, hvor jeg bor, falder jeg næsten om af træthed i stuen. Min rejsemakker Ahmed, chaufføren Sameh, Mohammed og et par af hans venner kommer over. Der er khat-blade overalt på gulvet, det er lidt som at sidde i en skovbund. 

De euforiserende blade er en national afhængighed i Yemen. Når man kører over grænsen fra Oman til Yemen, er der én ting i ørkenlandskabet, der ændrer sig: Overalt flyder det med rødfarvede khat-plastikposer, de ligger i buske og i krat, de flyder på vejen, og de hænger fra armene på yemenitiske mænd, som var de en forlængelse af deres krop. I Yemen er frokosten det vigtigste måltid, og når mændene kommer hjem fra markedet, hvor de har købt khat, tygger de hele eftermiddagen og aftenen. 

I alle landsbyer er khat-markedet centrum. De slanke mænd sidder i lændeklæder og sandaler blandt bjerge af khat-blade i forskellige farver og prutter om prisen. Kommer man ved skumring, lyser de med lommelygter. Alles kinder er store som tennisbolde, selv de unge drenges. Khat er fuldt ud lovligt i Yemen, men det føles som at befinde sig i en røverbule.

Hjemme hos Mohammed tygger jeg også khat. Det er hårdt arbejde. Bladene er hårde, og jeg er aldrig nået til at have en kind, der buler ud. Jeg kommer til at sluge bladene i stedet. Man siger, at effekten kan sammenlignes med amfetamin. Det er opkvikkende, men når jeg ser på mænd i Yemen, må et langvarigt forbrug også have en sløvende effekt.

Vi drikker yemenitisk kaffe, noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt. Jeg ligger på siden med albuen på en puf og med det ene ben hævet i en trekant under min abaya, en heldragt, hvor man kun kan se ansigtet. Pludselig udbryder Ahmed: ”Du ligger som en sheik!” Hele stuen bryder ud i latter. Ahmed forklarer mig, at sådan bør en kvinde ikke ligge i Yemen, men her tager de mit regelbrud roligt. 

Det er hverken første eller sidste gang, jeg bryder kulturelle koder i Mellemøsten. Andre steder har jeg siddet på gulvet med strakte ben og fødderne fremme. Først bagefter er det gået op for mig, at det betragtes som uhøfligt at sidde, så man kan se fodsålerne. Jeg har også siddet med benene over kors i den kurdiske del af Syrien, hvor den position opfattes som et udtryk for arrogance. 

Og flere gange har jeg stukket labben frem til mænd, der ikke vil give hånd til kvinder af religiøse årsager. Engang blev en mand i Pakistan så befippet, at han stak albuen frem. Så tog jeg fat i den og sagde goddag. Men jeg møder også religiøse mænd, der normalt ikke giver hånd til kvinder, som trykker min hånd. Kvinderne er til gengæld mere løsslupne. Jeg er flere gange blevet overrumplet med tusind våde kindkys. Det er ofte bedstemødre, som holder mig fast, mens de kysser løs.

AISHA

Jeg er i Mosul i 2017 med de irakiske specialstyrker, som kæmper mod Islamisk Stat. Soldaternes base er en villa midt i byen. Familien, der plejede at bo der, er flygtet fra den krigshærgede by. Soldaterne bor 200 meter fra frontlinjen, som skærer sig gennem storbyen i det nordlige Irak. Kampene flytter sig hele tiden, og vi flytter med. Med mig har jeg en skudsikker vest, tørshampoo, vådservietter og Panodiler.

90 procent af en krig er ventetid. Vi snakker, drikker te, spiser kage. Jeg lærer at falde i søvn til lyden af flybomber fra den amerikanske koalition, som bomber Islamisk Stat. Soldaterne kalder mig ’Tante Puk’ på arabisk. De står i kø for at få en hovedpinepille, de fortæller mig om deres frygt, og de spiller musik for mig, som minder dem om deres koner og kærester derhjemme. 

En soldat ved navn Dhafer fortæller mig, at han lyver for sin mor. Hun tror, at han arbejder på det amerikanske konsulat i byen Erbil, men i virkeligheden kæmper han en blodig krig i Mosul, og hans venner dør. 

Når soldaterne rykker frem, går det stærkt. Vi kører i konvoj i armerede Humvee-firhjulstrækkere, og jeg sidder på bagsædet, mens en skytte affyrer maskingeværssalver fra taget. Forrest kører en slags bulldozer, som kan køre over miner. Den agerer også bolværk mod eventuelle selvmords­bilister fra Islamisk Stat, der forsøger at torpedere konvojen med køretøjer fyldt med sprængstof. Jeg har lært at læse krigslandskabet, kan høre forskel på et missil og en mortérgranat. Jeg kigger på soldaterne, aflæser deres ansigtsudtryk, orienterer mig om, hvor fjenden er, og jeg ved, hvordan jeg skal placere mig for at være i mindst mulig fare.

Over for soldater-villaen bor en familie med syv børn, der er flygtet fra deres hjem i den anden ende af byen. På tværs af vejen løber en el-ledning fra specialstyrkernes generator, som forsyner familien med strøm. 

Hver formiddag kommer moderen med frisk brød til soldaterne. Med sig har hun familiens yngste datter, Aisha, hun er tre år gammel og har krøllet hår. Vi giver hende appelsiner og chokolade som tak for brødet, og jeg leger med hende og familiens andre børn.

En formiddag, netop som hun har været ovre med brød, lyder et brag. En mortérgranat slår ned i familiens have. Da støvet letter, fortæller soldaterne, at Aisha er blevet dræbt. Jeg går over vejen og ser appelsintræet i haven, der står forbrændt tilbage. Inde i stuen står eftermiddagssolen ind ad et lille vindue, i lyskeglen sidder Aishas mor og skriger i gråd. Jeg lægger armene om hende, og hun trykker sit hoved ind mod mig. Jeg føler mig helt magtesløs.

Den slags oplevelser sætter sig i mig rent fysisk. Jeg bearbejder det ved at skrive om det. Og når jeg er hjemme i Kairo, har jeg en massør, som hjælper mig med at løse det op. Det er et fast ritual.

PUK DAMSGÅRD

42 år. Opvokset i Hammer-Torup syd for Næstved. Uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2007. Gik forinden tre år på skuespilleruddannelsen på Holbergs Film + Teaterskole fra 1999 til 2001.

Tog i 2006 orlov fra journaliststudiet for at rejse med den tredje Galathea-ekspedition og rapporterede om ruten fra Cape Town i Sydafrika over Det Indiske Ocean til Australien, Salomonøerne og New Zealand.

Har boet og arbejdet i Mellemøsten siden 2008 som freelancejournalist for Danmarks Radio, Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad og fra 2011 som DR’s korrespondent i Mellemøsten, først med base i Beirut i Libanon og siden 2013 i den egyptiske hovedstad Kairo.

Modtog Cavlingprisen i 2015 for sine reportager fra Mellemøsten og for bogen ’Ser du månen, Daniel’ (2015) om den danske freelancefotograf Daniel Rye, som i 2013 blev taget til fange af Islamisk Stat i Syrien og blev tilbageholdt i 398 dage. Bogen udkom i 2019 som film, instrueret af Niels Arden Oplev og med blandt andet Esben Smed og Anders W. Berthelsen på rollelisten.

Har desuden modtaget Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris i 2011, Den Berlingske Fonds Journalistpris i 2012 (sammen med korrespondentkollegaen Simi Jan), Læsernes Bogpris i 2015, Den Danske Publicistklubs Fortællerpris i 2015 og Rungstedlundprisen i 2020.

Udgav i november bogen ’Arabica’, en personlig rejseberetning fra Yemen, på Politikens Forlag.

SKJULT KÆRLIGHED 

Jeg kender Hisham gennem en ven, der er operasanger og baryton. Til en privat koncert i Kairo hører vi en arie fra ’Carmen’. Bagefter går vi ud i en overdådig have. Hisham piller skud fra en kaktusplante, rækker dem til mig og fortæller, at hvis jeg opbevarer dem tørt, vil de slå rødder, og så kan jeg plante dem derhjemme. 

Mødet udvikler sig til venskab. En dag, da jeg har inviteret ham på hjemmebagte boller på min veranda, møder han op med en anden mand. Det er Ismail, hans 23-årige kæreste, som han har fortalt mig om. Selv er Hisham i midten af trediverne. Han siger, at mit hjem er det første sted, han har været uden at skulle skjule, at han er homoseksuel. I Egypten kan kærlighed mellem to mennesker af samme køn være farlig. På arbejdspladser, i familien og i samfundet risikerer de at blive udstødt – og fængslet. Kæresten Ismail fortæller mig, at han lyver for sin mor. Hun tror, han er til karrieremesse. Ismail bor hjemme, og hans mor forventer, at han snart vil finde en hustru. Hun ved, at han er til mænd, det har hun læst i hans dagbog, men det vælger hun at ignorere. 

Jeg har set mange eksempler på den sociale kontrol i muslimske samfund. Mænd og kvinder ender i ulykkelige tvangsægteskaber på grund af indgroede traditioner og skikke. Og Hisham skjuler stadig sin seksualitet for mange i sin omgangskreds. Men i det mindste er hans forældre stoppet med at forsøge at få ham gift. 

For nylig holdt jeg en lille barbecue i min have for nogle venner. Hisham og Ismail var inviteret. Her var de for første gang sammen som par foran andre mennesker. Jeg så dem holde hinanden i hånden. Men Ismails mor ved stadig ikke, at hendes søn har en kæreste, der er en mand.

MENINGEN MED … DET HELE

For syv år siden, da Betina og jeg kom ud af Yabrud og Syrien og tilbage til Libanon, boede Betina hos mig i Beirut et par dage. Vi drak vin og talte ud – som en form for debriefing. Af og til taler jeg også med venner og familie om mine oplevelser, men intet er bedre end at tale med den person, jeg har været sammen med i krigszonen.
Det hjælper også altid at lytte til ’Mads & Monopolet’. Det gjorde vi i Syrien. En lytter skrev ind og spurgte, om man kan tillade sig at grave naboens hindbærbuske op. Det føles befriende at lytte til noget så almindeligt, når man selv skal forholde sig til liv og død.

I dag er jeg meget bevidst om, hvilke risici jeg tager. Det skal give mening. I 2012 befandt jeg mig i nabobyen, da to journalister blev slået ihjel i Homs i Syrien. For nylig blev en udenlandsk kollega såret på arbejde i Nagorno-Karabakh ved grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan. I flere dage vidste jeg ikke, om han ville overleve. 

Jeg er kommet frem til, at jeg hellere vil leve et kortere liv og få en kugle for panden end dø gammel på et sygeleje, som mange mennesker gør. For mig er indholdet af livet vigtigere, end hvor længe det varer. Jeg har fortalt min familie, at hvis jeg en dag ikke vender tilbage, så vidste jeg, hvad jeg gik ind til. Kommer jeg hjem i en kiste, ved de i det mindste, at det skete, mens jeg lavede det, jeg elsker.

Forfatter Iben Mondrup er vokset op mellem Ishavet og Atlanterhavet. Omringet af slædehunde og en uendelig udsigt over tindrende fjeldtoppe og glitrende sne. Her fortæller hun om at blive flasket op på hval og sæl, at have en ravn som kæledyr og om at kyle sin datters tandbørste ud fra femte sal.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Les Kaner, Privat

GODHAVN ER DET smukkeste sted i verden. Jeg har tilbragt hele min barndom i Grønland, og jeg var tre år, da vi kom dertil i 1972. Jeg kan huske fornemmelsen af at stå på tæer for at kigge ud ad vinduet i vores nye lejlighed. Jeg kan huske hjemmet og lyden af en tom lejlighed. Der gik noget tid, før mine forældres ting kom frem. Og da de så kom, var der næsten ingenting sendt op. De havde en pladesamling og nogle gamle biografsæder, de havde fundet. De var 68’ere.   

MIN FAR FIK slædehunde. Han gik på jagt, snakkede med fangerne og fik skindbukser. Mine forældre arbejdede begge på skolen og havde kontakt med alle familier i byen. Og der var kaffemik. Folk kommer som regel over middag, og så skal der gerne være kage og kaffe. Før i tiden var det ret simpelt. Der var noget grønlandskage, som er sådan en franskbrødskage med groft sukker på og nødder og rosiner i, og så selvfølgelig kaffe og te og måske også en lagkage. I dag er det eksploderet. Glem sønderjysk kagebord. Det er et kageorgie, og der er rejer og tørfisk, rensdyr, moskusokse og krabber. Det er helt vildt. Men princippet er stadig, at folk kommer og går og måske kun bliver 20 minutter.

I BØRNEHAVEN gik jeg med de grønlandske børn og lærte at tale grønlandsk. Men på det tidspunkt var tanken, at alle helst skulle lære at tale dansk. Vi kaldte det ’danisering’. Da jeg startede i skole, kom jeg i en dansk klasse med én anden elev, en dreng, der hed Jacob. Vi havde ikke undervisning med de grønlandske børn, og jeg mistede det grønlandske sprog. I dag kan jeg grønlandsk til husbehov, og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Masser af mine grønlandske venner har samme problem, fordi de som børn skulle lære at tale dansk. 

Ørredfangeren Iben Mondrup, 1981.

VI STOD PÅ skøjter efter hundene. Med en skagle bundet til dem kørte vi ud gennem byen i starten af vinteren. Om sommeren spillede vi kugler, legede ’Antonius’ og spillede fodbold. Om foråret sejlede vi på hjemmebyggede tømmerflåder på smeltevandssøerne. Ingen af os kunne svømme, ingen af os gik med redningsvest, men vi kom ikke galt af sted. Vi legede bare. Vi lå på bådebroerne og fiskede ulke og torsk i havnebassinet. Også uden redningsvest på. Det var en lidt anden barndom. Oveni var mine forældre de der hippieer, som ikke havde fjernsyn. Hvis jeg skulle se fjernsyn, skulle jeg hjem til veninder. Jeg har set ’Det lille hus på prærien’, men jeg har simpelthen misset alt, der hed ’Dallas’ og ’Dollars’. 

NÅR MAN BOR så langt væk, har man ikke en massiv tilstrømning af inspiration. Der kom nogle ugeblade en gang imellem, men mange gange var de et halvt år undervejs, fordi de kom til Nordgrønland med skib. Bare det at kigge i de blade og finde en fold ud-plakat med ABBA. Jeg var fuldstændig vild med ABBA. Det var meget eksotisk.  

SOMMETIDER kom der danske børn, som havde en masse ting med, for eksempel en kæmpe Anders And-samling. ”Kan man virkelig have så mange blade?” Der var også danske familier, der havde svært ved at forestille sig et liv uden islagkager og røde pølser. Det bestilte de fra Danmark. Store pakker, fra frostvarefirmaet DFØ, der kom med skib.  Jeg kan huske fornemmelsen af at komme hjem til dem, hvor de stod og pakkede alt muligt lækkert op, f.eks. svinekoteletter.

Fuld fart på familien i Grønland.

JEG BLIVER ALDRIG nogensinde vegetar. Jeg kan slet ikke forestille mig at undvære kød. Det bliver sådan en craving, jeg kan mærke fysisk. Det ville være helt forkert for min krop. Jeg har to børn, der er kommet hjem og har sagt: ”Nu er vi veganere, mor!” ”Øh, hvad?” ”Ja, nu spiser vi altså kun vegansk, og det gør vi også hjemme hos far.” Gudskelov går de der fænomener over igen. 

I mit barndomshjem fik vi fisk tre- fire gange om ugen. Vi spiste hval og selvfølgelig sæl. Vi spiste også dansk mad. Alt, hvad der kunne sejles op på frost, kunne vi spise. Vi fik meget, meget få grøntsager. 3-5 måneder om året kom der ikke skib. Men når det første skib kom om foråret, stod vi alle sammen nede på havnen med forventningens glæde over at skulle se et æble eller en appelsin. Jeg er vokset op med, at der blev sagt: ”Spar på kartoflerne, tag noget mere kød.”

MIN ALLERFØRSTE store forelskelse havde jeg i Godhavn. Jeg har ikke været særlig gammel. Jeg var forelsket i nabodrengen, skoleinspektørens søn, Christian. Men det var jo et problem med de her danskerbørn, de fleste af dem rejste igen. Det var ikke normalt at blive. Ham her rejste også, og mit hjerte gik i stykker. Men jeg opkaldte en af vores hunde efter ham. Christian Krogsgaard Graversen hed den. 

Der er kommet skib, 1974.

VI FLYTTEDE til Nuuk, da jeg var 12. Ind i en af de der betonblokke. Jeg var fuldstændig fortvivlet. Vi skulle bo i Blok 5, og der var 10 af dem. Jeg havde det sådan: ”Jeg finder aldrig ud af, hvilken af dem der er vores.” Jeg kiggede ud ad vinduet på endnu en betonblok, og min far sagde: ”Hele Godhavns befolkning kan bo inde i Blok P.” (Blok P var, indtil den blev revet ned i 2012, Grønlands største bygning og havde 320 lejligheder, red.). Det var et kulturchok. Men det tog jo 14 dage, og så havde jeg fået venner. Slædehunde var der ikke nogen af, så det var et helt andet liv. Jeg syntes, det var supermoderne. Det var godt for mine forældre at komme dertil, de fik pludselig en meget større omgangskreds. Vi har sejlet rigtig meget, mens vi boede i Nuuk. Det har virkelig været en følelse af frihed, vil jeg tro. Friheden i, at livet var så stort. 

JEG LAVEDE ungdomsting i Nuuk. Sådan noget med at stå og kysse ude bag ved spillehallen Las Vegas. Ellers mødtes vi flere veninder med hver vores dreng i en stue eller på et værelse. Det er jo meget mørkt om vinteren i Grønland, så det var noget med at slukke lyset og bare sidde og kysse i timevis. ”Vi ses igen i morgen,” sagde vi så. Jeg kan næsten genkalde mig den der lugt af ungdomssved, alle hormonerne. Vi gik i klub og røg cigaretter bag skolen og gik til disko om aftenen. På Las Vegas kunne man spille ’Pac-Man’ og alle de der arkadespil. Wauw, hvor var jeg vild med det. Fredag og lørdag var der disko deroppe. Vi hørte ’I Want to Break Free’ med Queen, og UB 40. Jeg vil tro, at vi gjorde de samme ting som i enhver anden dansk provinsungdom – bare 4.000 kilometer væk. 

På hajfangst i hundeskindsbukser. Iben Mondrups far, 1975.

SOM BARN registrerede jeg ikke, at jeg var anderledes end de andre. Det skete først, da jeg blev teenager, og det begyndte at blive lidt svært. For så var man dansker, og danskerne var jo nogle værre nogle, vi var kapitalister og imperialister. Det gik op for mig, at det jo også gjaldt mig. Det er meget at bære på, når man ikke er så gammel. Det var svært, men jeg er glad for, at jeg har været tvunget til at stille mig selv de spørgsmål, som hører til den tvivl og den erkendelse. 

JEG BETRAGTER mig ikke som grønlænder, men som hjemmehørende i Grønland. Jeg har et hjem der. Jeg synes altid, at vi taler meget om, hvem der hører til, og hvem der ikke hører til, og at man skal have en bestemt hudfarve eller nedstamme fra det ene eller det andet. For mig er Grønland det, der har formet mig. Det er vigtigt, at vi forstår, at tilknytning simpelthen unddrager sig hudfarve. Tilhørsforhold er noget, man får ved levet liv. 

KERNEPUNKTET i oplevelsen af at være anderledes er, at det er forbundet med en stor længsel efter at være som de andre. Jeg har snakket med mange om det, og så siger de: ”Jamen, I var jo så privilegerede …” Men det er børn jo ligeglade med. De vil bare gerne være som de andre. Det største privilegium må være at ligne de andre. 

EGENTLIG HAVDE JEG mest grønlandske kærester, når jeg tænker mig om. På det tidspunkt, hvor jeg begyndte at blive ung, vidste jeg godt, at jeg ikke helt hørte til, fordi mine forældre var fremmedarbejdere. Det er først som granvoksen, at jeg er nået frem til den her følelse af, at selvfølgelig hørte jeg til. Det legitimerede nok min tilstedeværelse lidt, hvis jeg havde grønlandske kærester. Og så var de søde. Og ældre end mig og alt det der.

På Det Fynske Kunstakademi, Brandts Klædefabrik, 1994.

DA JEG VAR 18, flyttede jeg til Danmark. Mine forældre var ikke hjemme, da jeg rejste. Min daværende kæreste og jeg blev hjemme i Grønland i sommerferien og boede i mine forældres hus. Vi arbejdede på ’Grill- og pizzabaren’ for at spare op. Jeg havde en tam ravn på det tidspunkt, og når jeg kom hjem fra arbejde, kunne jeg høre den på lang afstand. Den kunne kende lyden af mig, den skrålede helt vildt og kom flaksende op på mit hoved. Den var virkelig stor. Jeg fodrede den med pizzaskrald, jeg havde med, og den blev helt tyk. Den gemte resterne bag en sten til værre tider. Ravnen hed Krake. Det var min far, der havde hevet den ud af en rede. Han har altid været fuldstændig vild med fugle. Men da mine forældre skulle på sommerferie, var det mig, der hang på ravnen, inden jeg så mig om. 

VI KOM LIDT hovedkulds af sted. Vi tog afsked med ravnen og sagde farvel til alt arbejde. Vi havde en lillebitte container med vores spisebord, stole og en vandseng, der blev sendt til Danmark. Jeg kan ikke huske afrejsen, men jeg kan huske, at vi kom til Odense, og at vi blev kørt ind på et lille skodhotel, hvor vi skulle bo i 3-4 uger, fordi vores kollegielejlighed ikke var klar til os endnu. Jeg blev helt knuget indeni. Stiv, ikke af skræk, men jeg var simpelthen ikke godt tilpas. Det var voldsomt. Jeg kunne overhovedet ikke finde rundt i Odense. Til sidst fandt jeg ud af det. 

MAN SKAL HUSKE på de svære ting fra ungdommen. Især når man selv får børn. Det er okay at opleve, hvor svært det kan være, og hvor mange skuffelser der kan være. Jeg brugte tid på at være frustreret over, at mine forældre ikke gjorde mere. Men dybest set: Hvad skulle de gøre? Og var det meningen, at de skulle gøre noget? Skulle de redde mig fra, at jeg var rejst hjemmefra, eller? Jeg tror, at det er vigtigt, at man som ung får lov til at opleve, at man er skubbet ud af reden. 

Iben og lillebror med Playmobil-hår og slædehundehvalpe, 1975.

I 1998 MØDTE JEG mine børns far på Kunstakademiet i København. Jeg var næsten 28, og jeg kunne mærke, at jeg var træt af det der ungdomsliv, der bare blev ved og ved og ved. Med at gå i byen og med ikke at producere noget. Så jeg fik den lynende gode idé, syntes jeg selv, at nu skulle han og jeg lave en familie og have de der børn, så jeg kunne slippe for at tænke på mig selv. Han sagde ikke direkte, at han var med på den, men så blev hans mor syg af kræft. Det blev en slags anledning til, at vi tog det skridt sammen. Vi lavede Ellen, vores datter. Min svigermor, der havde en prognose på, at hun havde så og så lang tid tilbage at leve i, levede et år ekstra, fordi hun fik sit første barnebarn. Sådan kan jeg i hvert fald godt lide at tænke på det. 

DET KOM TIL at fylde rigtig meget at lave familie. Alting drejede sig om det nye centrum. Nu var det ikke længere mig og navlen og mine umiddelbare behov og forestillinger. Nu var der noget andet, noget helt konkret og noget, som jeg elskede afgrundsdybt. Jeg havde aldrig elsket noget på den måde før. Kærligheden til mine børn var vildere, end jeg troede. Det var ligesom at få en hammer i hovedet: Bum! Shit, mand, det var altså vildt. Fantastisk. 

MONDRUP I MINIFORMAT

Født 1969, flyttede til Grønland som treårig med sin lillebror og sine forældre, der begge var skolelærere. Den ældste i en søskendeflok på tre. Gift første gang som 17-årig med danskgrønlandske Efa Olsen, som hun senere flyttede til Danmark med. Uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Kunstakademi i 2003. Har desuden en mastergrad i kunstteori og formidling. Blev mor som 30-årig og igen som 33-årig. Har 19-årige Ellen og 16-årige Bror med Emil Salto, som hun i dag er skilt fra. Debuterede som forfatter med romanen ’Ved slusen’ som 40-årig. Fik sit gennembrud med romanen ’Godhavn’ i 2014, der året efter vandt DR Romanprisen. Fik i 2017 Blixen-prisen for romanen ’Karensminde’. Udkom i foråret med bestsellerromanen ’Tabita’. Bor på Vesterbro i København.

JEG HAR RÅBT lidt højt en gang imellem. Det er jo sådan noget rigtig tabu-noget, for det må man ikke som mor. Men det har jeg så gjort. Jeg har været bange for, at min datter ville tro, at jeg også ville slå, fordi jeg kunne finde på at råbe. Men da jeg spurgte hende om det mange år senere, sagde hun: ”Nej, men jeg var lidt bange for, at du skulle smide mine ting ud.” Gud, tænkte jeg så. Og huskede pludselig engang, hvor der var en tandbørstesituation ude på badeværelset. Vi boede på femte sal, og jeg blev simpelthen så gal, at jeg tog hendes tandbørste, åbnede vinduet og kylede den ud. For hende har det været så voldsomt, det var hendes tandbørste, der blev kylet ud ad vinduet. Mens jeg bare har tænkt, at det var ingenting: ”Vi køber en ny.” For hende var det noget større. 

I VISSE SITUATIONER kan jeg mærke, at nu gør jeg noget med min datter, som min mor ikke ville have gjort med mig. På et tidspunkt havde min datter det lidt svært. Jeg tog hende og holdt om hende, selvom hun var for stor til det. Jeg holdt hende så længe, at der ligesom gik hul ind til hende, og hun kunne fortælle om, hvad det var, der pinte hende. Den omfavnelse var fysisk, men blev også en mental omfavnelse. Sådan nogle ting har jeg ikke oplevet med min mor. Jeg bebrejder hende ikke, de er jo en helt anden generation. Det er noget med at prøve at finde ud af, hvad der måske kunne virke. Og så prøve det. Det er en stor lykke at opleve, når det lykkes. 

JEG HAR HAFT svært ved at finde mig til rette i Danmark. Mest fordi alting har en ende her. I Grønland bliver du aldrig færdig med at prøve at forstå, hvor stort landskabet er. Hvor stort alting er. I Danmark er man pakket ind. Du kan ikke se særlig langt, og du kan altid høre en vej. Men jo ældre jeg bliver, jo bedre bliver jeg til at finde de oaser, der er her. Jeg har et hus på Samsø, og når jeg er der, er det bare ud i mørket. Himlen er uendelig, fuld af stjerner, og der er helt stille.

I otte årtier har Hendes Majestæt Dronning Margrethe tjent landet. Her fortæller hun om nogle af de episoder, der har formet hende – som menneske og majestæt.
Tekst:Anne Sofie KraghFoto:Ricky John Molloy, Scanpix/Ritzau, Getty Images

1. SHELL-HUSET*  

”Den dag husker jeg tydeligt. Det var om formiddagen mod slutningen af marts 1945. Jeg var ude at gå tur med min barnepige og min fars kammertjener, ned gennem Amaliegade, ned ad Grønningen og skulle over i Østre Anlæg. Da vi stod over for Østerport Station, lød luftalarmen, og vi skyndte os over til stationen, og der blev ringet hjem til Amalienborg. Luftalarmerne under krigen var ellers oftest om natten, og så gik man i kælderen, og det gjorde vi også på Amalienborg. Det var man forholdsvis vant til efterhånden, og det var ikke noget, man var særlig skræmt over. Når der var luftalarmer, var det for det meste ved overflyvninger. Det var sjældent, der var egentlige bombardementer. Men det var der så denne dag. Jeg kan ikke huske bragene, men jeg kan huske lyden af de lavtflyvende fly. Vi blev hentet af min mors bil, og da vi kom hjem til palæet, stod min far på trappen og tog imod med åbne arme. Jeg løb op til ham og spurgte: ’Far, var det noget bras?’

Vi havde tilbragt en del af sommeren 1944 i et hus i Vedbæk, og der var en gang imellem nogle tyskere, der fløj lavt hen over stranden. Jeg var meget bange for alt, hvad der var af voldsomme lyde, og stak i et hyl hver gang, og så stod far på badebroen og råbte: ’Årh, det bras.’ Fra da af hed det bare ’noget bras’, når der kom fly. 

Så da jeg kom hjem den dag, spurgte jeg, om det var noget bras. ’Nej,’ sagde han, ’det var englænderne.’ Jeg forstod, at det var noget positivt. På det tidspunkt vidste vi ikke noget om ulykken ved Den Franske Skole, og det fik jeg vel heller ikke at vide. Jeg havde på det tidspunkt, i marts 1945, en fornemmelse af, at tingene ikke var helt, som de burde være, men jeg vidste ikke præcis, hvad der foregik, for mine forældre var meget bevidste om ikke at tale om krigen overhovedet.”

* SHELL-HUSET

21. marts 1945 bombede englænderne Shell-huset, som tyskerne havde indrettet som Gestapos hovedkvarter i København. For at afværge et angreb havde Gestapo taget 26 danskere som gidsler i den øverste etage af bygningen. Otte af dem omkom i angrebet. I forbindelse med angrebet styrtede et fly ned tæt på Den Franske Skole på Frederiksberg. På grund af røgen fra flyet og svære rekognosceringsforhold, der skyldtes dårligt vejr, blev skolen forvekslet med Shell-huset og blev ved en tragisk fejl også bombet. 86 børn og 18 voksne omkom.

Var det, fordi De talte så meget?

”Ja, det var sådan, de forklarede det senere hen. Jeg var et meget talende barn, jeg talte meget tidligt og meget gerne, og derfor var det bedst, at jeg ikke havde nogen reaktioner på krigen, for folk ville jo vide, hvor det kom fra. Mine forældres mening om krigen og besættelsen var temmelig klar, så det var ikke noget, de talte om, når jeg var i nærheden. Og det var nok meget klogt. Men så gik der jo ikke mere end 5-6 uger, så kom befrielsen, og der fik jeg en masse ting at vide. Da blev det noget helt andet.”

De har tidligere fortalt, at det, at De er vokset op under besættelsen, har formet Dem som person …

”Ja, det bilder jeg mig ind. Jeg kan slet ikke tænke den periode ud af mit liv, selvom det kun var de første fem år. Det blev bestemmende på mange måder. Måden, man så på tilværelsen på, måden, man så på sit land, og hvad der skete omkring os, det er jo på mange måder set i lyset af besættelsestiden.”

Sådan, at man ikke tager frihed for givet, eller på hvilken måde har det påvirket Dem? 

”Ja, efterhånden blev man vel klar over, at man ikke kan tage friheden for givet, og den bevidsthed om, at der var sket meget store og voldsomme ting både i Danmark og omkring os i de allerførste år, fyldte voldsomt og blev ved med at fylde meget. Jeg ville hele tiden vide mere om den periode. Vi havde selvfølgelig om det i historietimerne, men jeg læste også om det selv og spurgte meget ind til det, når jeg mødte folk, der kunne fortælle, hvad de selv havde oplevet. 

Jeg var 15, da vi fejrede 10-året for befrielsen, og der blev udgivet og genudgivet en masse om krigen og besættelsen, og der blev talt meget om det. Det gjorde voldsomt indtryk på mig, at en af mine klassekammeraters far blev taget af tyskerne, der også havde sprængt deres hus i luften. Og lidt senere, da jeg kom på kostskole i England i 1955-56, havde fædrene til mine veninder jo været med i krigen, så de vidste også meget om, hvad der var sket.”

Deres farmor* var tysk, hvordan påvirkede det familien?

”Det var endda verdenskrig nummer to for hendes vedkommende, mens hun var i Danmark, og der var ingen tvivl om, hvor hendes loyalitet lå. Den var dansk. 100 procent. Helt klart. Hun havde selvfølgelig brødre og fætre i Tyskland, som var involveret i krigen, men hun havde meget lidt med dem at gøre. Min far havde selv adskillige fætre, der var med i krigen. Han kendte dem jo vældig godt, han havde været på jagt med dem nede i Mecklenburg og havde et udmærket forhold til dem. Jeg kan huske, at min far har fortalt om en af sine fætre, der sommetider var i København og var inde og hilse på, men andre gange ringede og sagde: ’Jeg er i København, men jeg er i uniform, så jeg kommer ikke.’ Ham var der altid respekt om. Han havde så meget fornemmelse, at han ikke kom i uniform her. Der var så en anden fætter, som vist engang kom i uniform. Han kom aldrig nogensinde mere. Ham havde man så ikke mere med at gøre.”

2. UDRÅBELSEN AF KONG FREDERIK IX

”Det er fars udråbelse på Christiansborg. Jeg kan huske, at mor kom op om morgenen og sagde, at farfar* var død, og nu var far så konge. Min farfar var en syg mand og havde siddet i kørestol i næsten al den tid, jeg kan erindre. Jeg kan huske ganske lidt fra hans fødselsdag i 1942, det var, inden han faldt af hesten. Han sad i sin uniform, han havde været ude at ride om morgenen, og jeg var meget bange for hans meget lange sorte støvler.”

Men han var vel også lidt … brysk?

”Han var skam vældig rar over for sine børnebørn, men de der høje sorte støvler har været næsten lige så store, som jeg var. Jeg kan også huske, at vi var ovre og få te hos farmor og farfar og sommetider også ovre at sige godnat om aftenen.”

Hvordan prægede det familien, at Deres far var blevet konge? 

”Det betød, at vi tre små piger pludselig blev vældig interessante. Vi sad på bagsædet af bilen, når far og mor kørte rundt i landet, og ’hvor var de yndige, de tre prinsesser’, og det syntes vi var rædsomt. Det var virkelig det værste, vi vidste: ’Hvor er de søde, de tre små prinsesser.’ Men som far sagde: ’Så skulle I kende dem til daglig.’ Han var god til at tage brodden af det.”

Tænkte De på arvefølge dengang?

”Nej, slet, slet ikke. Men jeg vidste, at det ville blive farbror, der skulle følge efter far, og så var det min fætter Ingolf, som i så fald skulle følge efter igen.”

Så den bevidsthed havde De?

”Ja, det har jeg vidst, men hvordan jeg fik det at vide, kan jeg ikke sige. Den nye grundlov med ændringen af tronfølgeloven kom jo i 1953, og op til det forløb var mine forældre begyndt at fortælle mig lidt. At der skulle ske noget, sådan at engang ville det kunne blive mig, der skulle følge efter far. Hvad det indebar for mig personligt, betød ikke noget, som jeg husker det. Det fyldte ikke noget. Jeg var mest optaget af, at jeg en dag skulle miste min far. Den tanke var skrækkelig.”

Hvornår blev De bevidst om, at der skulle være en egentlig afstemning? 

”Det må have været i løbet af foråret 1953. Jeg var 12, på vej til 13, og en forholdsvis opvakt ung pige, så det var ikke noget, de holdt hemmeligt for mig, men heller ikke noget, de gjorde voldsomt meget ud af, og ikke noget, der blev talt meget om. Jeg tror, de har sagt til de voksne omkring mig og sikkert også henne i skolen, at det skulle man ikke snakke med mig om, det skulle de nok selv sørge for.”

* FARMOR

Hertuginde Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin (1879-1952). Blev som 18-årig gift med Prins Christian og blev Danmarks Dronning Alexandrine, da Prins Christian blev konge i 1912. Det siges om hende, at hun var både meget genert og intelligent. Og at hun sammen med sin svigerdatter, den svenskfødte Dronning Ingrid, ledede den moralske modstand i kongehuset mod den tyske besættelse.

* FARFAR

Kong Christian X (1870-1947). Blev kaldt ’Rytterkongen’, fordi han – også under besættelsen – red sine daglige ture på hest rundt i København. Faldt dog af hesten i 1942 og fik varige men.

3. TRONFØLGELOVEN 

”Her er afstemningen jo sket, og vi vidste, at nu ville det blive mig, der skulle følge efter far. En af de ting, jeg kan huske tydeligst, er, at min mor havde stillet en meget yndig kommode ind på mit soveværelse, og som hun sagde: ’Den skal blive i familien her på Amalienborg.’ Da det viste sig, at afstemningen var faldet ud til fordel for den nye tronfølgelov, tænkte jeg, at så ville jeg altid kunne beholde min kommode i mit soveværelse. Det er sådan set det mest konkrete, jeg kan huske i den sammenhæng om min egen reaktion den dag. Kommoden står hos mig stadig. Den er virkelig pæn.”

Så i første omgang handlede det om, at De ikke brød Dem om at tænke på, at Deres far skulle dø en dag, dernæst om kommoden, men ikke, at De skulle være dronning en dag og regere landet?

”Nej, det kom først efterhånden.”

Det er selvfølgelig også noget af en mundfuld …

”Ja, og det er vel sådan, man reagerer som barn, man tager fat i det nære, det, man kan forholde sig til. Det andet er jo meget abstrakt, og jeg var et meget barnligt barn på 13, mere barnlig end de fleste 13-årige nu om stunder.”

Hvordan barnlig?

”De kan næsten se det på den unge her, hun ser da ikke ud, som en 13-årig pige gør i dag, gør hun?”

Nej, men har det ikke også noget med tiden at gøre?

”Jo, men jeg var også sådan indeni. Jeg var slet ikke bevidst om mig selv som noget, der skulle blive kvinde engang, og slet ikke udviklet, som 13-årige piger næsten altid er i dag. De kan slet ikke forestille Dem, hvor barnlige de fleste af os var dengang. Vores tøj blev altid syet, så der var plads til at lægge ned og ud, men mine kjoler blev kun lagt ned, der var ikke noget at lægge ud til heroppe. Ingen grund til det i hvert fald. Den kjole, jeg har på her på billedet, stammede fra året før, og der var ingen tvivl om, at vi skulle have dem på den dag, for de var rød og hvid-ternede.”

Deres mor var meget økonomisk bevidst. Nu nævner De selv det med, at tøjet blev brugt i flere sæsoner, og når danseklubben* skulle inviteres til Amalienborg, blev der serveret svensk pølseret og frugtsalat. Det måtte ikke være for fornemt, alle skulle føle sig godt tilpas. Og Deres madpakker i skolen var vist heller ikke noget fancy …

”Min mor var meget fornuftig, hvad det angik. Og det er rigtigt, vores madpakker var bestemt ikke avancerede: et stykke med leverpostej, et stykke med æg, et med pølse og så et med ost. Sommetider var der et stykke med agurk, det var det værste, jeg vidste. Agurkemadder, adddr.”

Fordi de gjorde brødet blødt?

”Den måde, agurk og rugbrød smager sammen, det er ikke rart. Hvis jeg fik agurkemad med, tog jeg altid osten over på rugbrødet og så agurkerne over på franskbrødet, det gik lige an.”

4. KOSTSKOLE 

”Her er jeg på vej til kostskole i England.”

De ser meget glad ud?

”Ja, jeg glædede mig som et lille barn over at skulle af sted.”

Hvorfor?

”Vi havde en ung engelsk pige, der havde været hos os i flere år. Hun lærte os engelsk og havde selv været på kostskole, havde været meget glad for det og var vældig god til at fortælle om det. Jeg syntes, det lød så spændende, og havde absolut ingen problemer med at skulle være væk hjemmefra. Jeg tror, mine forældre syntes, det var lidt vanskeligere.” 

Var der noget med, at De glemte at ringe hjem?

”Jeg glemte at skrive. Det med at ringe hjem var ikke noget, man gjorde dengang. Men på et tidspunkt syntes mine forældre, at nu kunne det være nok, og så ringede de til mig. Jeg kan huske, at jeg lige nåede at tænke: ’Åh nej, bare der ikke er sket noget med far.’ Men de ville bare høre, om jeg havde det godt.”  

De havde slet ikke tænkt på dem derhjemme?

”Det havde jeg faktisk ikke.”

Kunne De være anonym på sådan en kostskole?

”Det var en mægtig fornuftig skole. Vi hed, hvad vi hed.”

Hvad hed De så, ’Prinsesse Margrethe’?

”Ja, eller Princess Margrethe. Der blev aldrig sagt Hendes Kongelige Højhed, og man sagde altid du til os børn. Prinsesse Margrethe var ligesom et dobbeltnavn for mig. Hvis nogen bare sagde Margrethe, reagerede jeg nærmest ikke. Det var der ingen, der kaldte mig, og i familien hed jeg altid Daisy.”*

* DAISY

Kælenavnet Daisy stammer fra Dronning Margrethes mormor, Margareta, som Dronningen er opkaldt efter. Margareta, der var døbt Margaret, kom fra England, hvor Daisy – det engelske ord for en marguerit – er et almindeligt kælenavn til folk med navnet Margaret.

Så de andre elever vidste godt, hvem De var?

”De vidste udmærket, hvem jeg var, men på den skole gjorde man ikke forskel på folk. Det varede meget, meget længe, før jeg selv fandt ud af, at nogle af mine klassekammerater kom fra nogle meget fine gamle familier, for det var der ingen, der gjorde noget ud af.”

Kunne De, selvom De hed Princess Margrethe, være en blandt mange?

”Ja, der var ikke noget særligt fokus på mig, og det syntes jeg også var vældig spændende. Jeg gjorde det, alle de andre gjorde på skolen, gik til de samme timer. Der var morgensang, der var aftensang, man blev sendt i seng klokken ditten eller datten, og indimellem lavede man nogle numre, og sommetider blev det opdaget, og sommetider blev det ikke opdaget. De tog det i den grad roligt, at jeg var med en særlig baggrund, og da jeg faktisk kunne tale så meget engelsk, at jeg kunne gøre mig forståelig og kunne forstå, hvad de sagde in no time, var jeg helt integreret på den skole. Jeg elskede det. Jeg havde et helt vidunderligt år. Det at få lov til at prøve noget helt anderledes og ikke bo hjemme, ikke have barnepiger, ikke have mine forældre der, men at være sammen med en gruppe jævnaldrende, hvor vi var hinandens liv. Det var en lille skole. Jeg tror, vi var 90 elever, og vores rektor, som var en fremragende dame, ville ikke have, at der var præfekter. Men en gang om ugen havde hun en time med os, der gik i den ældste klasse, hvor hun hørte, hvad vi gik og tænkte på, og spurgte ind til, om vi havde lagt mærke til, om der var nogle af de yngre elever, der havde det svært. Og så kunne man høre en, der sagde: ’Ja, jeg synes ikke, at Hillary nede i 3. klasse har det godt. Hende skal vi lige holde øje med.’ Det var noget helt nyt for mig. Jeg havde aldrig oplevet, at man havde ansvar for andre end sig selv og eventuelt sine klassekammerater. Der kunne jeg mærke, at jeg var væsentlig mere et pattebarn end mine jævnaldrende.”

Har De stadig kontakt til nogen fra skolen?

”Ja, jeg har kontakt med en håndfuld af mine klassekammerater. Vi ses ikke hvert eneste år, men vi ses en gang imellem og skriver til hinanden hver jul.” 

Det er mange år at holde kontakt …

”Ja, det er godt nok mange år. Det er mærkeligt at tænke sig, og nu bliver vi 80 alle sammen. Det er helt vildt.” 

Føler De Dem som en 80-årig? 

”Næh, det gør man altså ikke, og særligt ikke når man er så heldig (Dronningen banker under bordet), at man ikke har så mange gebrækkeligheder.”

5. MYNDIG 

Det her billede er taget omtrent en måned før, De fyldte 18 og altså blev myndig. 

”Gud ja, hvor så jeg ud! Det var først til den tid, at jeg blev omtalt som tronfølger, ellers var det Prinsesse Margrethe. Og det var først ved den lejlighed, at man begyndte at sige Deres Kongelige Højhed til mig. Nogle af de officielle ting var dog begyndt lidt før, for efter min konfirmation var jeg blandt andet med til nytårstaflet. Ved den lejlighed fik jeg min første lange kjole. Whaa! Det syntes jeg var meget fint.”

Var det mest spændende det, som fulgte med at blive myndig, eller var der noget af det, der var irriterende eller virkede skræmmende?  

”Jeg syntes, det var spændende, men selvfølgelig var det overvældende, at der pludselig blev så meget interesse om mig. Da jeg blev 18, gik jeg i 2. g, så jeg havde nået et vist stykke, men jeg ligner jo stadig en barnerumpe i den grad.”

6. FORLOVELSEN 

”Ja, det er jo så fra forlovelsen.” 

De ser meget forelsket ud …

”Jamen vi var voldsomt forelskede, det kan jeg godt sige Dem, og det kan man også se.”

Følte De et vist pres over, at De skulle finde en mand og stifte familie?

”Nej, egentlig ikke. Men jeg var naturligvis bevidst om, at jeg skulle finde nogen, eller nogen skulle finde mig. Jeg kan huske, at jeg skulle på en lang rejse i 1966 til Latinamerika. Jeg fløj over New York, og der blev jeg spurgt til det. Jeg tror nok, at jeg svarede, at det kom jo an på, om der var en, der fandt mig. Det var der så kort tid efter.”

Det at være forelsket er en meget privat ting, men De skulle jo være det i offentlighed, hvordan var det?

”Først og fremmest skal man være sikker på, at det er dette her, man vil, og at han også vil det. Dernæst skulle jeg nævne det for mine forældre, og de fik lejlighed til at træffe ham, uden at nogen vidste noget om det. Det gik godt, og der blev så grønt lys i løbet af efteråret. Det var egentlig meningen, at det først skulle offentliggøres i forbindelse med Folketingets åbning i oktober, men det røg ud i pressen, og så måtte vi tage stilling til det med det samme. Derfor kom min forlovede til Danmark allerede i september. Men dette billede er altså fra den første tirsdag i oktober, hvor det blev officielt. Det var spændende og vidunderligt, at det kunne lade sig gøre.”

7. STRØGTUR 

Kender De dette billede?

”Ja, jeg kan godt huske det.”

Det ser ud, som om De står i al ubemærkethed, folk står ikke og glor …

”Nej, det gjorde de ikke. Men de glor på fotografen.”

Det er dateret vinteren 1972, og det ser ud, som om De står over for Magasin i København, kan De være på vej over for at købe julegaver? 

”Det kunne jeg sagtens gøre, og det gjorde jeg også. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg egentlig holdt op med det, men det ser næsten ud, som om jeg har været ved frisøren. Mit hår ser i hvert fald pænere ud end sommetider.”

Ville De kunne stå i ubemærkethed i dag? Ville folk ikke stå og filme med deres telefoner?

”Til en vis grad. Til en vis grad. Jeg må indrømme, jeg kommer ikke så meget ud at shoppe i København mere.”

De gør det mest i London?

”Ja, og til en vis grad i Aarhus. For to og tre år siden gjorde jeg det mere, end jeg gør det i dag, og så kunne man pludselig høre nogle danskere sige til nogle, der tydeligvis var turister: ’That’s our queen.’ Ellers siger folk ’Dav, Margrethe’, men mere er det altså ikke.”

Siger de det? ’Dav, Margrethe’?

”Ja, det hører man sommetider.”

Hvad siger De så – ’Dav’?

”Så siger jeg ’Goddag’.” Men det er begrænset, hvor meget folk standser op, det er mere turister, der kigger lidt, når de får øje på, hvem man er. Jeg går ikke så meget rundt mere, som jeg gjorde tidligere, men det er lige så meget, fordi jeg er for doven.”

8. UDRÅBELSEN AF DRONNING MARGRETHE II

”Der var ubegribeligt mange mennesker. Ubegribeligt, de stod jo tæt på den anden side af kanalen også. Og det var iskoldt den dag, jeg tror, det frøs.”

Kan De huske, hvad De tænkte, lige inden De gik ud på balkonen?

”Jeg tænkte: ’Nu er det nu.’ Og så tænkte jeg: ’Nu skal jeg det, som far så frem til, at jeg skulle en dag.’”

Havde han sagt noget konkret til Dem om, hvordan De skulle gøre?

”Nej, han havde fortalt, hvordan han selv havde følt det, og jeg forestillede mig ikke … det her var i 1972, kort tid efter ungdomsoprøret, og der var mange ting, der var anderledes, end det havde været tidligere, så jeg havde ikke drømt om, at der ville være så mange mennesker. Jeg havde ikke forestillet mig, at der ville komme så mange.”

Blev De glad, da De så det?

”Ja, det gør man da. Tænk, at så mange ville møve sig ud på en iskold januardag for at være til stede på det tidspunkt der. Det var jeg meget bevidst om.”

Var De nervøs?

”Ja, det var jeg jo nok på sin vis, men det var mere det der: ’Det er nu, det gælder, nu tager du dig sammen.’”

Det er en ret speciel situation, for De er jo også i sorg, Deres far er lige død …

”Jo, men det, som egentlig fyldte mest, var, at nu skulle jeg gøre det, som far havde set frem til, at jeg en dag skulle. Det var større, end at jeg havde mistet min far. Han var urimeligt glad for sine tre piger og stolt af sin ældste datter, så jeg følte virkelig, at nu skulle jeg det, far havde glædet sig til, og så kan man også.”

Nåede De at få alle de gode råd, De skulle have af Deres far, inden han døde?  

”Det var ikke på den måde, at nu skal vi snakke om, hvordan det skal være. Der blev talt lidt om det her og der fra tid til anden. Far havde været noget mere træt i efteråret og blev syg natten til 1. januar, og det varede ikke ret længe, før man begyndte at ane, hvilken vej det gik. Der gik 14 dage, fra han blev syg, til han døde, og den sidste uge var man helt klar over, hvad vej det bar hen, det var kun et spørgsmål om, hvor lang tid der ville gå, og så var man meget taknemmelig over, at det ikke trak længere ud for ham. Men samtidig havde jeg tid nok til at få tænkt mig om, så vidt man nu kan tænke sig om, og jeg vidste, hvad jeg ville og skulle.”

De følte Dem klar?

”Som man nu kan blive til den slags. Og så med den kolossale opbakning, der var. Jeg følte virkelig, at jeg blev båret frem på en bølge. Det var virkelig fint.”

De er jo også som noget ret enestående blevet valgt til af folket …

”Ja, men som mine forældre sagde til mig, da jeg var en halvstor pige, og vi talte om det: ’Du skal tænke på, at folk ved ikke, hvordan du er eller bliver, men de tror nok, at vi vil kunne finde ud af at opdrage dig rigtigt.’ Det var den indstilling, mine forældre mødte mig med i årene efter 1953. Mine forældre var meget kloge. Det var de. De var meget varme over for os, men også meget realistiske. Og jeg tror ikke, vi blev mere forkælet, end man gør i en familie, der har det godt sammen.”

9. FAMILIETID 

”Det er taget nede i Frankrig hos mine svigerforældre.”

Det, at man har en søn, der skal være konge, og en anden søn, der er næsten lige så gammel, men ikke skal være det – hvordan tackler man det?

”Man tackler det på den måde, at der er to af dem, og de skal ikke det samme helt og holdent, men de hører begge til. Der blev ikke gjort voldsomt forskel på os tre piger i sin tid, og det gjorde vi heller ikke med de to drenge, de var også så tæt på hinanden. De kom i skole samtidig, men i parallelklasser, så man ikke havde den der direkte sammenligning, for børn er forskellige, men de var kvikke i hovederne begge to på hver deres måde.”

Så De kunne bruge det, De havde lært fra Deres egne forældre?

”Det håber jeg. De to drenge havde ikke anlæg for jalousi, ikke noget, jeg har kunnet bemærke i hvert fald, og det gjorde det nemmere. Det har der heller ikke været blandt os tre døtre. Jeg var selvfølgelig storesøster og ulidelig, for jeg var jo fire og seks år ældre end ’de små’, det hed de virkelig, og det var jo selvfølgelig ikke særlig fint, men det adskilte sig vist ikke fra andre familier.” 

10. NYTÅRSTALER

Billedet er fra 1984, kan De huske den tale? 

”Er det den med de dumsmarte bemærkninger?”

Ja, hvordan har De det med den tale?

”Det blev jo sådan et udtryk, som folk lagde meget mærke til, og det kan man jo more sig over.”

Er der en nytårstale, De er særlig glad for, eller er De lige glad for dem alle sammen?

”Nogle af dem har været mere heldige end andre, men man gør sit bedste hver gang. Mindre kan i hvert fald ikke gøre det.”

Hvordan arbejder De med talen?

”Jeg får et udkast fra Statsministeriet hvert år, gerne omkring midten af november. Jeg tager en uge til England hvert år i december, og der skriver jeg ikke tale, så det gælder om at komme så langt som muligt, inden jeg skal af sted. Så skriver jeg på den sammen med kabinetssekretæren. Sommetider er oplægget sådan, at det er meget nemt at forme det, som man gerne vil have det, det gør man jo altid, så sætningerne falder på en måde, man gerne vil sige dem på. Andre gange er det mindre nemt. Men fremgangsmåden er den samme hvert år. Jeg gennemgår talen meget omhyggeligt. Det går væsentlig nemmere i dag, end det gjorde for 20 og 30 år siden. Man har jo en vis øvelse efterhånden, og jeg synes måske også, de oplæg, jeg har fået de senere år, er nemmere at gå til end de tidligere. Til sidst får statsministeren mulighed for at se den igennem, og hvis der er indvendinger, tager jeg selvfølgelig hensyn til det.”

11. KUNSTNER 

Billedet her er fra ’Et folkesagn’, hvor De lavede scenografien. Hvad har det betydet for Dem at være udøvende kunstner?

”Det har været fantastisk at få lov til det.”

Var De nervøs for, hvordan det blev modtaget?

”Det er man da, og man ved jo, at nu kan kun det bedste være godt nok, man skal virkelig gøre sig al mulig umage. Men jeg fik stor støtte fra alle de dygtige mennesker, der er ved teatret, de kom med glimrende hjælp og inspiration. Jeg har tegnet, siden jeg var barn, men følte på et tidspunkt, at jeg havde behov for at lære noget, så i mange år gik jeg til undervisning sammen med en god veninde. Efterhånden får man mere hold på det, man kan, og hvad man skal gøre mere ud af. Scenografien til ’Et folkesagn’ var ikke det første, jeg lavede ud af huset, men det var meget specielt at skulle arbejde på Det Kongelige Teater. Jeg er vokset op med at komme der med mine forældre, fra jeg var 8-9 år gammel, så teateret har spillet en stor rolle i familiens vinterdagligdag. Men at få lov til at være med i processen bag scenen var en fantastisk oplevelse. Jeg var næsten ved at krybe i et musehul, når jeg gik rundt på gangene, fordi jeg syntes, det var så stort at være derinde.”

12. PRINS HENRIKS BEGRAVELSE 

Hvordan oplevede De danskernes farvel til Deres mand?

”Det var jo helt fantastisk, hvordan folk sluttede op om os alle sammen. Den respekt og hengivenhed, de viste over for ham og hans minde, det må jeg sige – det havde mange af os nok ikke forestillet os ville være så stærkt. Jeg kunne virkelig have undt ham at opleve, at der blev sådan en samling om ham. Det var meget fint.”

Kan man sørge i offentlighed?

”Han havde jo været dårlig i nogen tid og havde ligget på hospitalet, da han kom hjem fra udlandet, så vi var klar over, hvilken vej det gik, og så var dette en begivenhed, hvor det gælder om at gøre det på en sådan måde, at vi kan være det bekendt over for hans minde. At det bliver gjort med værdighed og med varme. Det synes jeg lykkedes os.”

13. ARBEJDE

”Det er fra turen til Argentina.”

Nemlig. Jeg synes, man kan se en stolt mor?

”Ja, det er vistnok rigtigt. Det er det altså meget ofte, må jeg indrømme.”

Hvordan er det at være på arbejde med sin søn?

”Det her var jo langtfra første gang, vi har prøvet det, men jeg synes jo, han gør det godt.”

De når aldrig at se ham blive konge, ligesom Deres far aldrig nåede at se Dem blive dronning, er det ikke mærkeligt at tænke på? 

”Det hører jo med. Men så ved man også, at han aldrig skal tænke ’Hvad siger hun nu?’ Han kan nøjes med at tænke ’Hvad ville hun nu have sagt?’ Det er så en anden sag. Man skal have friheden til at gøre det på sin egen måde, det synes jeg er meget væsentligt. Den frihed fik jeg, og den skal han sandelig også have.”

Kan det ikke være et ensomt job at være regent?

”Jeg synes egentlig ikke, at jeg har været særlig ensom, ikke med den måde, folk har taget imod mig herhjemme og er omkring mig og min familie og har været nu i generationer. Heller ikke selvom jeg er blevet alene nu. Nej, jeg kan ikke påstå, at jeg er ensom.”

Men man kan ikke spørge nogen til råds, som har prøvet det?

”Nej, det er selvfølgelig rigtigt nok. Men da min far døde, havde jeg min mor, som virkelig var en fantastisk støtte. Enestående. Blandt andet til at sige: ’Nu er det dig. Du skal tage beslutningen.’ Der var en masse ting, der skulle findes ud af, mens min far var syg, og vi vidste, hvilken vej det bar hen, og hun overlod ofte beslutningerne til mig. Det blev hun for så vidt ved med, og det har også været min tanke for Frederik: Han skal selv. Han har også den samme fordel, som jeg havde. Jeg skulle ikke følge efter en kvinde, og han skal ikke følge efter en mand. Han skal ikke kopiere mig, men det vil man heller ikke forvente. Det kan være en kæmpe fordel. Jeg håber, han vil fornemme det samme.”

Interviewet med Dronningen blev foretaget, inden Danmark blev ramt af coronavirus.

Journalist og forfatter KAREN THISTED om lykkelige minder om sin far, om en mørk depression, om sit had til parkeringsbøder og om en evigt tilbagevendende frygt for at ende i fængsel.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau Scanpix

JEG ER ALDRIG for alvor blevet voksen, selv om jeg har run­det de 70. Når jeg er sammen med mit barnebarn på syv, er det af og til ham, der må irettesætte mig. Jeg har for eksempel en ting med parkeringsbøder. Når jeg sætter mig ind i bilen og kan se, at der sidder en bøde i forruden, starter jeg vinduesviskerne og lader dem køre, indtil den flyver af. ”Ej, mormor, skulle du ikke begynde at betale bøderne?” Så må jeg stige ud af bilen og samle bøden op.

JEG HAR NÅET en alder, hvor jeg føler, at jeg kender mig selv ind og ud. Alligevel blev jeg slået helt omkuld, da jeg så mit barnebarn ligge der som en lille lyserød gople i hospitalssengen. Jeg havde ikke troet, at det at blive mormor ville være så stort. Men jeg bliver mere og mere forelsket i ham, Til jul købte jeg en elguitar til ham. Når han sidder og spiller på den, er jeg lige ved at tude. Hver gang.

MUSIK ER noget af det, der giver mig allermest glæde. Jeg ville så gerne kunne synge og spille mig ud af triste stunder. Jeg elsker at synge, men jeg synger så højt og grimt, at når folk er i kirke med mig juleaften, ender de som regel med at rykke over på modsatte række for at slippe for mit skråleri.

I STARTEN af 80’erne var jeg kæreste med Klaus Kjellerup fra Tøsedrengene, og jeg var ekstremt misundelig over, at han bare kunne gribe et instrument og lave skøn musik. Det var også derfor, jeg gav mit barnebarn guitaren. Jeg håber, at musikken vil bringe ham stor glæde senere i livet.

MINE LYKKELIGSTE barndomsminder er de mange bilture, jeg har haft med min far. Han var borgmester i Ringsted og medlem af Folketinget for Venstre i mange år. Hver dag kørte han frem og tilbage mellem Ringsted og København og kom først hjem ved aftensmadstid. Det var altid min mor, der lavede mad, og når vi var færdige med at spise, tog min far ofte af sted igen. Det var det eneste tidspunkt, han havde tid til at holde møder med sit bagland. Jeg fik lov at komme med, og min far lånte bøger til mig på biblioteket, som jeg kunne læse på vejen. Jeg kan huske, at jeg sad på passagersædet med en lommelygte i hånden og læste ’Gösta Berlings saga’ af Selma Lagerlöf højt for min far, mens vi kørte. Af og til finder jeg den frem og læser den igen.

MIN FAR er nok den person, der har betydet allermest for mig. Jeg var gift med Ole Thisted (journalist og tidligere vært på TV Avisen, red.) i 10 år. Senere har han i sjov sagt til mig, at jeg kun var rigtig lykkelig, når min far var på besøg. 

SOM UNG VAR JEG et år i England som au pair. Da jeg kom hjem, anede jeg ikke, hvad jeg ville med mit liv. En aften, hvor min far ikke havde møder, sad han og røg en cigar, drak et glas cognac og spillede kort med sig selv. Det gjorde han altid, når han havde fri. Pludselig kiggede han op på mig: ”Nå, Karen. Hvad vil du så nu?” Jeg vidste, at det var et afgørende spørgsmål, og at hvis jeg ikke kunne svare, ville han selv finde på noget. Sådan var min søster endt som sekretær på borgmesterkontoret, og det ville jeg i hvert fald ikke. Så meget vidste jeg. Jeg endte med at svare, at jeg gerne ville være journalist. Han lagde kortspillet fra sig, gik ind og tog telefonen og drejede nummeret til Per Winther, chefredaktøren på Dagbladet Ringsted. Min far var formand for bestyrelsen på Dagbladet, og det var ham, der havde skaffet Winther redaktørjobbet. ”Godaften, det er Thisted,” sagde min far, ”Karen begynder 1. august.” 

JEG HAR ALDRIG været så bange, som da jeg fik en alvorlig depression i 2004. Efter bogreceptionen for ’Det skal mærkes at vi lever’ sad jeg i en taxa, og pludselig var det, som om et sort gardin blev trukket for. Fra det ene øjeblik til det andet. En ven kørte med i taxaen og hjalp mig hjem i seng, hvor jeg blev liggende de næste to måneder. Jeg tabte mig mange kilo og fik angst bare ved tanken om at gå i supermarkedet. Jeg havde slet ikke lyst til at leve. Jeg gik til en masse psykologsamtaler, som ikke hjalp. Det var først, da jeg kom på antidepressiv medicin, at det langsomt begyndte at vende. 

SOM CHEF har jeg sagt: ”Hold nu op, gå hjem og tag en drink, så går det over til i morgen,” til medarbejdere, som er kommet til mig og fortalt, at de var deprimerede og stressede. Jeg har haft så dårlig samvittighed og kan stadig skælde mig selv ud over det. 

DA JEG FIK min depression, arbejdede jeg på Ekstra Bladet, hvor Hans Engell var chefredaktør. Jeg var kommet på højkant igen, men en fredag aften gik jeg ind på hans kontor og meddelte min opsigelse. ”Godt, så skal du inden i morgen klokken 8 have afleveret din firmabil nede i gården … og på bagsædet skal der ligge fire vinterdæk,” sagde han. Vinterdækkene havde jeg fået betalt, da jeg fik bilen, men det var fem-seks år siden. Jeg anede ikke, hvor de var, men det turde jeg ikke sige. 

JEG RINGEDE til min gode ven Jørgen Nørgaard, der er far til designeren Mads Nørgaard, og forklarede ham halvt i panik, at jeg skulle bruge fire vinterdæk inden næste morgen, og at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få fat i dem. ”Bare rolig, min kone er fra Norge, jeg skaffer dem,” sagde han. Midt om natten blev jeg så vækket af min telefon. Det var Jørgen Nørgaard, der havde været på strandhugst i familien og fundet fire vinterdæk. Morgenen efter mødte jeg ham og hans anden søn, Jens, foran Politikens Hus. De havde fire dæk under armene, men de havde også skaffet to sæt gamle, halvrådne snekæder. ”Dem får han med for en sikkerheds skyld,” sagde Jørgen Nørgaard og grinede. Så lagde vi dem ind på de fine lædersæder i bilen, præcis som Hans Engell havde bedt om. 

JEG HAR ET tilbagevendende mareridt, hvor jeg vågner op i et fængsel. Det er min største skræk. Af og til er jeg bange for, at de en dag kommer og henter mig, fordi jeg ikke har betalt mine parkeringsbøder. Jeg har set fængsler indefra, og jeg kan slet ikke forestille mig at leve sådan et sted. 

FOR MANGE ÅR SIDEN lavede jeg en reportage fra Horsens Statsfængsel, hvor jeg boede i en uge. Der var en indsat, som blev ved og ved med at løbe efter mig, og som råbte: ”Vent, vent, jeg skal fortælle dig noget!” Jeg syntes, at det var virkelig væmmeligt, og jeg affejede ham igen og igen. Personalet fortalte mig, at han var blevet dømt for at have slået sin kone ihjel, men havde nægtet sig skyldig under hele retssagen. Tre-fire år senere læste jeg en dag i avisen, at en mand var blevet frifundet for mord på sin ægtefælle. Det var ham. Han havde ikke gjort det.

KAREN THISTED

Journalist, forfatter og tidligere spindoktor. Uddannet ved Dagbladet Ringsted. Har været ansat på DR, ugebladet Hjemmet, TV 2, Nordisk Film og Ekstra Bladet. Har blandt andet været politisk reporter, radiovært og redaktionschef og var med til at starte tv-succesen ’Go’ morgen Danmark’. Som forfatter har hun blandt andet udgivet ’Det skal mærkes at vi lever’, der solgte 400.000 eksemplarer, samt en række andre samtale- og portrætbøger. Hun er fortsat aktiv som foredragsholder og som klummeskribent hos Ekstra Bladet.

Han er her, der, alle vegne og altid lige på vej. Med sine storsælgende tv-serier, sin insisterende optræden og sin evige røren i gryderne er ADAM PRICE rykket helt frem i pandelapperne på danskerne. Ud & Se fulgte i hælene på den hurtigtænkende, legeglade og rastløse livskunstner, der er med til at definere, hvem vi egentlig er.
Tekst:Frank StokholmFoto:Martin Bubandt

HAN ER STADIG UNDERVEJS, forklarer hans personlige assistent, en yngre kvinde, da hun leder an gennem storrumskontoret, ned ad gangen og ind mod en halvåben dør til Adam Prices kontor. Det blev sent aftenen før. Kæresten havde foræret ham en 90 centimeter lang harpun, og den måtte straks afprøves uanset presset for at færdiggøre det tv-manuskript, som så mange mennesker venter på. Nogle timer lå han i vandet ud for Ålsgårde i Nordsjælland. Våddragten drillede, dykkerhandskerne var væk, og havørreder så den 52-årige mand med harpunen ingen af i det grumsede vand. Kun en enkelt fjæsing kom på skudhold, lod sig nærmest klappe i nattevandet, men det skal man ikke uden dykkerhandsker, ved Adam Price fra 70’er-tv-serien ’Fiskerne’. Klokken halv to vendte undervandsjægeren tomhændet hjem til Hellerup, og efter endnu en nat med for lidt søvn måtte han skrive fra tidlig morgen for at indhente det forsømte.

Om få dage står skuespillere, filmfolk og et halvt symfoniorkester klar til at optage den prøvefilm, den dummy, som skal overbevise DR om at investere i endnu en tv-serie skrevet af forfatteren bag ’Borgen’ og ’Herrens veje’. 

Da hans PA skubber døren op med den obligatoriske kop kaffe og den lige så obligatoriske undskyldning, når Adam Prices gæster må vente, er manden stadig undervejs, lyttende til Mozarts symfoni nummer 40 i g-mol på bilens lydanlæg, mens han over mobilen diskuterer manuskriptudkastet med DR’s dramachef Christian Rank. Undervejs – som han næsten altid gør – får han hele tiden nye indfald til fortællingen.

Kontorer siger ofte noget om deres mennesker, men få fortæller mere end Adam Prices. Sporene fra den seneste større produktion, Netflix-serien ’Ragnarok’ med norske skuespillere, er her endnu. På barskabet i hjørnet står to drikkehorn, og ved siden af ­Laphroaig-whiskyen lagret i 16 år er en flaske Valhalla Mjød. Et par bøger om nordisk mytologi står stadig i vinduesnichen. På whiteboardtavlen, der går hen over halvanden af kontorets vægge, har en ensom søslange fået lov til at blive, mens resten af historien er visket ud, og storyboardet gjort klar til den næste fortælling. 

I en tid, hvor kulturforbruget skifter fra bøger til tv-serier, kan man diskutere, hvem der egentlig er tidens vigtigste forfattere. ’Borgen’ og ’Herrens veje’ er begge solgt til over 100 lande, og det er tydeligt, at Adam Price med alderen har taget stadig mere komplekse fortællinger på sig. Der er efterhånden et stykke vej til en serie som ’Anna Pihl’, som han skrev, dengang datidens TV 2 talte om ’sofa-situationen’, hvor otte-niårige trygt kunne se med i sofaen mellem mor og far. Jo dybere han bevæger sig ad danske og nordiske stier – ligestilling, skilsmisser, dansk koalitionspolitik, lutheranske præstefamilier, nordisk mytologi – jo mere global bliver appellen. I disse år er Adam Price en af dem, som med størst gennemslagskraft fortæller verden, hvad det vil sige at være dansk.

MANGE DRØMMER OM et walk-in-closet, og barndomsvennen Mikael Esmann fik et tidligt, ikke til tøj, men til legetøj. I slutningen af 70’erne på villavejene på den rigtige side af Strandvejen, der hvor Østerbro møder Hellerup, var Mikaels far, Frank Esmann, blevet trukket hjem fra London til en stilling som chefredaktør på Weekendavisen. Sønnen måtte starte forfra med at få venner, men havde om ikke andet fra England et solidt forspring i legetøjssamlingen. Ingen af drengene i 4. klasse matchede ham på antal Action Man-dukker eller byggesæt til tanks, jagerfly og tilsvarende. Mikael Esmann husker stadig første gang, den ret runde og uhyre velopdragne Adam Price fra naboklassen på Ingrid Jespersens privatskole trådte ind i legetøjsrummet. 

”Han blev helt stille, stod der bare, fornemmede mulighederne. Fra dét øjeblik var vi bedste venner. Adam havde tidligt noget med gear,” fortæller Mikael Esmann.

At det udsagn har noget på sig, ved enhver, der har set bare ét afsnit af ’Spise med Price’. Og det gælder ikke kun køkkenting. Køber han en kniv, må det gerne være den særlige med titaniumbladet, der skærer gennem stål. Køber han en cykel, bruger han en uge på at researche på cykelfabrikanternes produkter og især historie. Ypper­lig håndværksmæssig kvalitet giver selvfølgelig pluspoint, men det gør det også, hvis produkterne eksempelvis minder ham om Venedig – stedet for hans første udlandsrejse som seksårig med sine ellers meget fraværende forældre. Produkter, som kan henføres til hans slægt, som gennem tre århundreder har levet af at optræde, har i det hele taget Adam Prices særlige opmærksomhed. 

Adam Price-koden for anskaffelse af ting er let at afkode på kontoret. På Mogens Koch-skabet i hjørnet står en modelbåd, den klassiske Riva-motorbåd, som dels har den her særlige kvalitet af mahogni med 12-15 lag lak, dels minder Adam Price om Venedig. Op ad væggen, nogle meter længere henne, står den to meter høje atelierlampe fra Venetia Studium, butikken nær Markuspladsen, som Goethe, Napoleon og faren John Price gerne søgte til. Plakaten på den anden side af døren med tyrefægteren Antonio Ordóñez har ikke noget med Venedig at gøre, men Hemingway skrev om både sin ven Antonio og dennes far, Cayetano Ordóñez. Antonios svigersøn, matadoren Paquirri, blev under en tyrefægtning i 1984 i Córdoba dræbt af tyren Avispado, og i dag er to af Antonio Ordóñez’ børnebørn aktive tyrefægtere. 

Adam Price husker, hvordan han som 10-årig på Mallorca sammen med sin mor så en tyr kvæste en overmodig ung mand. 

PRICE-TAG

Adam Price er manu­skript­forfatter, restauratør, madanmelder, tv-vært, instruktør, producer, iværksætter og forfatter til sange, revyer, musicals, satire, teaterstykker, film og tv-serier.

Folkeligt kom gennembruddet med ’Spise med Price’. Ud af madprogrammet voksede restaurationsbrandet Brdr. Price, fra 2011 med restaurant i Rosenborggade i indre København og siden i Tivoli, Aalborg og Herning. Ved siden af har Brdr. Price i foreløbig Tivoli og Lyngby lanceret ’Prices Diner’, inspireret af 40’ernes og 50’ernes amerikanske diners.

Sammen med ’Forbrydelsen’s hovedforfatter Søren Sveistrup er Adam Price den kreative hovedkraft i SAM Productions, der siden starten i 2014 er vokset til 50 ansatte. Gennem virksomheden har Price skrevet eller produceret blandt andet ’Herrens veje’, ’Mercur’, ’Ragnarok’ og ’Gidseltagningen’.

Debuten som tekstforfatter kom i 1986, da han som 21-årig leverede tekster til bror James’ melodier i Lindenborg Revyen. Siden gik turen over Studenterrevyen og Cirkusrevyen. I 1990 blev han kåret som Årets Revyforfatter og har gennem årene leveret en strøm af tekster til revyer og satiriske programmer.

Den unge Adam Price havde også opgaver med fordanskning af Disney-sange, blandt andet til ’Pocahontas’, ligesom han sammen med bror James i 1988 stod bag sangen ’Tid til lidt kærlighed’, der blev nummer to i Dansk Melodi Grand Prix.

Sammen med James Price har Adam Price lanceret seks musicals, men hovedindsatsen har ligget på tv-serier. Han fik tidlig træning som episodeforfatter til ’Taxa’ og nåede også at udvikle ideen til DR-serien ’Nikolaj og Julie’, inden han i 2001 skiftede til stillingen som dramachef på TV 2. Herefter vendte Adam Price tilbage til DR som hovedforfatter på ’Borgen’. Med den fik han sit internationale gennembrud og vandt blandt andet den engelske BAFTA Award, Prix Italia og Peabody Award.

Adam Price bor i Hellerup og har en voksen datter bosiddende i London og en søn på 10.

OGSÅ DE TING, Adam Price bærer, fortæller en personlig historie. Nu hvor han har sat sig ved skrivebordet, ses det kraftige ur, som passer til mandens robuste knoglebygning. Undervandsjægeren Adam Price har blik for det klassiske italienske urmærke Panerais historie som leverandør til italienske kampdykkere siden anden verdenskrig. Panerai er ikke fra Venedig, men Firenze – et andet af familien Prices tidlige rejsemål, som Adam og broren James siden har henlagt et afsnit af ’Spise med Price’ til, ligesom turen også er gået til Venedig. 

Han er i sneakers, jeans og noget blazeragtigt på overkroppen. Gængs dansk mandeuniform, hvor detaljerne gør forskellen. Jeansene er ud af tuben, men den blå ’skjorteblazer’ med skjorteflip foroven og blazersnit forneden har lige fået tvistet, som det gerne sker, når kreative virksomheders ledere vil låne blazerens autoritet, men ikke dens konformitet. Under det hele veksler sorte sneakers mellem flader af skinnende læder og mere matte stykker. 

Hvad er det for nogle sko?

”Jeg ved ikke, om vi skal ind på det. Er vi enige om, at jeg får artiklen til gennemlæsning først?”

Selvfølgelig. Hvad er det for nogle sko?

”Jeg tror, det skaber afstand. Folk ved godt, hvad de koster.”

Du har startet og er medejer af seks restauranter og et produktionsselskab med 50 ansatte. Du har vundet stribevis af priser for dine manuskripter. Millioner af mennesker verden over har set dine serier. Du må vel gerne gå i dyre sko.

”Okay, Louboutin. Hvis du taler med kvinder mellem 20 og 80, som interesserer sig for skomode, vil de alle vide, hvem Christian Louboutin er, og hvad han har betydet for sko, kvinder, skønhed og mode. Der findes kvindefødder, som egner sig særlig godt til Louboutin. Til disse kvinder kan han skabe sko med 8-10-12 centimeter høje stilethæle, og ryet er, at det er som ikke at have sko på. Høje stilethæle er vel noget af det mest kunstige, man kan forestille sig, men samtidig et skønhedsideal, man ikke kan komme uden om.”

Du kan godt lide stiletter?

”Jeg synes, det er sindssygt smukt. Sindssygt smukt. Hvis det er båret af den rigtige kvinde ved den rigtige lejlighed, er det da vanvittig smukt at se en hæl, en kvindefod, en hæl …”

Du kan godt lide at gå ved siden af?

”Hvilken mand kan ikke lide at gå ­ved siden af en smuk kvinde? Det ligger også i min opdragelse. Se på min far. Det ville være højst ejendommeligt, hvis det ikke havde min interesse. Og nu er Louboutin begyndt at lave herresko. Det ville jeg fandeme prøve.”

ADAMS FØRSTE BUK ramte han skråt forfra. Han var 19 år, Winchester .308’eren lånte han af en mand, der hed Harry, som havde 10.000 høns, og som enhver allerede dengang i midt-80’erne kunne se aldrig ville blive pioner i omstillingen til økologi eller fritgående høns. 

Det var ikke noget helt godt skud. Skoven ned mod Falsters østersøkyst var stadig luftig og lysegrøn, men det tog tid, før Adam og vennen Mikael Esmann fandt bukken, som havde nået at søge nogle meter væk og ind i det tykkeste krat for at dø. Selv nu, efter så mange år som jæger, er de værste øjeblikke, når et skud fejler og forårsager lidelse i stedet for øjeblikkelig død. Selv om Adam Price havde ramt på bladet, hvor hjerte, lever og lunger er, stod hjorten akkurat skævt nok til, at også mavesækken blev snittet. Med sin kniv åbnede Adam dyret til stanken af gæret græs og varmt blod.

33 år senere hænger et andet trofæ højt på væggen mellem kontorets to vinduer, en brunøjet Sierra Nevada-ibex med kraftige horn. Det var en meget fin jagtoplevelse, siger Adam Price, som længe brændende havde ønsket sig at skyde og spise den særlige spanske bjergged. Han skød med en Blaser 3006 på 175 meters afstand hen over en dal, så man ikke kunne høre det sædvanlige smæld, da kuglen ramte. Normalt lyder det, som når du slår med flad hånd mod en højreb på en kødkrog, forklarer han og klasker hænderne sammen.

”Han lå så fint op ad en klippe med forbenene over kors og så en sidste gang ned i dalen, hvor han havde kæmpet og stanget de andre hanner ned ad bjergsiden og vundet hunner og set små nye komme til. Så rejste han sig, den gamle han, så jeg kunne skyde ham i aftensolen. Han døde i skuddet.”

 En gruppe danske jægere deltager også fra tid til anden i, hvad der kan betegnes som en vild version af ’Spise med Price’. Her flyver Adam Price med på jagter i eksempelvis Limpopo-provinsen, hvor den ”grågrøngrumsede Limpopo-flod” (den belæste Adam Price bruger bevidst Kiplings ord) skiller Sydafrika fra Mozambique, Zimbabwe og Botswana. Efter jagterne kan deltagerne gå i køkkenet med Adam Price og tilberede kudu, eland, impala, wildebeest, det red harte­beest, som nu hænger som trofæ over Riva-­modelbåden, eller den zebra, hvis skind i dag dækker kontorgulvet nedenfor.

”Nu er jeg begyndt at jage med bue, og jagtudbyttet er faldet væsentligt. Er du en dygtig skytte med den rigtige riffel, kan du skyde på 250 meters afstand. Med bue skal du ind på 15-20 meter. Du går i grønt tøj, maler ansigtet og lærer at stivne, når dyrene ser mod dig. Får dyret fært, eller knækker du en kvist, er det væk. I Afrika har jeg fået to antiloper. Buejagt er en helt anden jagtoplevelse. Du skal så tæt på, at du kan se dyrets pupiller.”

DET BANKER PÅ døren en enkelt gang, så åbnes den uden at afvente svar. Ind træder en kvinde i trediverne med et N tatoveret på indersiden af venstre ankel. Nina Bisgaard er producer og ansvarlig for finansiering af film- og tv-serier i firmaet SAM Productions, som Adam Price er medejer af. Hun har i disse roller medvirket til et par oscarnominerede film, senest ’The Wife’ med Glenn Close, og nu skal den planlægningsstærke kvinde agere i den udfordrende rolle som det strukturerende element i Adam Prices produktioner. Lige nu er missionen at afdække, hvad pokker manden har fundet på, siden han gik hjem dagen før – og hvordan det forhåbentlig kan passes ind i den efterhånden detaljerede plan for prøveoptagelsen af episoden, der indebærer et symfoniorkester. 

”Jeg har lavet nye scener,” siger Adam Price.

”Ja?”

”Jeg talte med en i ledelsen af et symfoniorkester. Han fortalte, at det ikke er ualmindeligt, at man lader en gæstedirigent aflevere ubehagelige beskeder til musikerne. Jeg har indlagt en scene, hvor vores klarinettist ydmyges. Og så har jeg givet ham en mor. Jeg tror meget, han er sådan en, der har en mor.” 

”Er det bare en stemme?” spørger Nina Bisgaard. Hun sidder med økonomien. En skuespiller skal måske findes og betales. 

”Ikke engang. Man hører ham kun tale til hende i telefonen,” svarer Adam Price. Manuskripter har han skrevet i 30 år. Han ved, hvilke dramaturgiske greb der koster, og hvilke der er gratis. 

”Hvad er deres relation?”

”Jeg tror, hun er hans nærmeste. Han skiftevis elsker og hader hende.”

”Vi har ikke meget tid, når vi filmer med orkestret. Dummyen skal kun sætte karaktererne, ikke introducere alle konflikterne.”

”Præcis. Men lige de her to små greb kan gøre, at vi tænker: ’Nåhr for fanden, selvfølgelig har han en mor, og i virkeligheden er det hende, han taler med. Han er helt klart enebarn.’”

”Skønt! Det skriver du ind?”

”Jeg er i gang. Jeg tror, jeg kan aflevere femte draft i eftermiddag. Så laver jeg en hej-mail til alle. Jeg tror, vi har styr på det.” 

SOM BARN så Adam Price faren instruere moren, Birgitte Price. Og sønnen bemærkede, hvor fermt John Price legede med publikums følelser, så de skiftevis elskede og hadede karakteren. Det er den samme brønd, manuskriptforfatteren øser af i dag. Nogle forfattere skriver, fordi de har noget presserende at meddele verden. For Adam Price kommer det fra en leg med følelser. Sansen for replikskifter havde han tidligt. Grebet om karakterudvikling og plot er kommet til undervejs. I dag tryller han rutineret en lille moderbinding frem, når en figur på et afgørende tidspunkt har brug for den ekstra medfølelse, som suger publikum ind i historien. Han nyder, at tv-formatet har udviklet sig, så det er muligt at skabe mere kantede, moderne karakterer og ikke bare de grundlæggende gode typer, som måske nok har rod i privatlivet og drikker en whisky eller to for meget, men derudover bekæmper ondskab og genetablerer universets orden. 

Adam Price går anderledes til de bærende roller end en del andre manuskriptforfattere. Sidse Babett Knudsen var mere end almindeligt diskuterende, når hun i ’Borgen’ ville have det ene eller andet ændret i karakteren Birgitte Nyborg. Og Lars Mikkelsen var mere end det i ’Herrens veje’, når skuespilleren igen-igen udfordrede manuskriptet for provst Johannes Krogh. 

Sådan noget kan hurtigt blive nok, men ikke for Adam Price. Han tilretter ofte manuskriptet, og det har han også med hjemmefra. Når Birgitte og John Price, begge skuespillere og instruktører, var hjemme samtidig for at spise, var det ofte det, de diskuterede hen over middagsbordet. Adam Price er vokset op med den samtale, og skuespillernes ord glider naturligt ind i manuskriptet. Måske er det derfor, de bærende skuespillere er så gode i hans serier.

Familien havde arrangeret sig med en husholderske, som begyndte tre år før Adams fødsel, og som holdt ved 35 år frem til forældrenes død. Herudover var der indlagt weekendophold hos mormor og morfar, som var sagfører. Her var bedre tid til børn, og måske var det derfor, at Adam Price i forsøget på at undvige kunstnerlivet nogle år holdt ud på jurastudiet. 

Birgitte Price spottede anlægget for det juridiske hos sønnen, som i en tidlig alder stod alene på værelset og førte sin sag. ”Nu har jeg ventet så og så længe, og det kan ikke være rimeligt,” anførte den 10-årige ud i luften med den perfekte diktion, hun som kongelig skuespiller havde givet videre. (”Hun rettede os i én skrigende uendelighed,” siger Adam Price). 

Det var ikke en 10-årig, som smækkede med døre, det var en 10-årig, som procederede sin sag.

I det hele taget var han et nørdet barn. Som 11-årig bestod hans ønskeseddel til jul mest af bøger og klassisk musik. Da Adam Price efter 9. klasse blev sendt på sommerskole i Oxford, endte han efter universitetets sprogprøve på eliteholdet med midaldrende danske, norske og tyske gymnasielærere i engelsk. Pensum var engelsk renæssancelitteratur, og den 15-årige købte på vej hjem stort ind af Shakespeares og John Donnes renæssancesonetter. Nu, næsten fire årtier efter, kredser Adam Price under interviewet om romantiske poeter som Keats og Byron, og han dukker hovedet en anelse, når han taler om den roman, han stadig ikke har skrevet.

Jurastudiet blev gradvist undermineret af de skriveopgaver til revy og teater, som mor Birgitte og storebror James fristende lagde til rette. Og fascinationen af det juridiske spil blev omsat til tv-dramatik, da Adam Price tidligt i karrieren som dramachef for TV 2 igangsatte tv-serien ’Forsvar’. 

I det hele taget er det nærliggende at indlæse mandens private dramaer i hans dramatik. I ’Borgen’ er hovedpersonen Birgitte klemt mellem karriere og moderrolle. I ’Herrens veje’ fylder trekantsdramaet mellem den dominerende far og de to sønner, den yngre og den ældre. Og lige fra debuten som teaterinstruktør i 2002 med skilsmissefarcen ’Middag med venner’ har konflikten mellem karriere og ægteskab været et tilbagevendende tema.

”KLAR TIL OPTAGELSE” halvvejs råber en yngre mand med fuldskæg, briller og klaptræ. Med ét bliver der stille i koncertsalen, og skuespillerne taler ikke længere om, hvem af dem der er blevet kontaktet af ’Vild med dans’. Violinister, cellister og bassister fryser et øjeblik med løftede buer. Fotograf, scenograf, lydmand, lysmand, producer og teknikere af enhver art afventer signalet fra Adam Price. Selv Frederik Cilius virker til at have indstillet sin permanente afsøgen af omgivelserne for den næste anledning til en joke. Satirikeren, som er blevet kendt i rollen som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm på Radio24syv, sidder fokuseret i kjole og hvidt midt i orkestret, klar med klarinetten. ”Og værsgo!”

Dirigentens pingvinhale danser til Mozarts symfoni nummer 40 i g-mol. Adam Prices læber bevæger sig til tonerne af den lettilgængelige symfoni, mens han opmærksomt følger kameraets billeder, som transmitteres til en monitor i hans skød. Et stykke fra scenen sidder han på gulvet med højre ben strittende lige frem og venstre fod trukket ind under højre lår, så Louboutins kendemærke, den røde sål, vender opad. 

”Og tak!” Price bevæger sig hurtigt frem mod scenekanten, undskylder – han ved, det er ubarmhjertigt at blive standset så få taktslag inde i en stor symfoni – men to af stolene i orkestret må lige rykkes sammen, så der kan komme et sigende blik mellem de to musikere. Kameraet skal tættere på. 

”Og værsgo!” 

Lidt derfra betragter producer Nina Bisgaard Adam Prices lykkeligt legende udtryk. 

”Se det ansigt,” halvvejs hvisker hun. ”De fleste af os kan godt lige forsvinde i tankerne et øjeblik, når vi har travlt. Når Adam er her, er han her. Det er derfor, han kan have så mange jern i ilden.” 

Dummyen skal give et kvarters smagsprøve på den mulige komedieserie med Frederik Cilius og hans faste makker Rasmus Bruun i bærende roller, og i serien indgår klassisk musik. Adam Price er omhyggelig med at vælge stykker ud, som appellerer bredt, så han måske igen – som med maden – kan invitere mange indenfor i en af de passioner, han fik gennem opvæksten i et hjem uden én eneste rytmisk plade. Måske har han også brug for et muntert frikvarter efter ’Herrens veje’, en serie, som var noget mørkere end Price selv. 

DET STORE PRICE-CIRKUS

I 1787 er der for allerførste gang cirkus i Norden. Stockholm får besøg af artister anført af waliseren Peter Price, Adam Prices tiptiptipoldefar. Sønnen James når i 1795 til Danmark, hvor han optræder på Dyrehavsbakken. Fire år efter slår familien sig ned i København. Price-familien optræder i Hofteatret ved Christiansborg, men åbner i 1801 Det Danske National-Sommertheater på Vesterbro. Komediehuset har stor succes, men 25. februar 1805 dør James Price efter indtagelsen af et måltid på Hotel d’Angleterre – ifølge familielegenden er måltidet overdådigt, og dødsårsagen er kvælning efter at have fået et kyllingeben galt i halsen.

James Prices enke viderefører teatret og indretter på Vesterbrogade Morskabstheatret, som får stor succes med  linedans, styrkeløft, pantomime, varieté og fremvisning af vilde dyr. Efterhånden overtages ledelsen af teatret af sønnerne Johann Adolph Price og James Price den yngre, tilsammen kaldet Brødrene Price. Brødrene ægter søstrene Rosa og Flora Lewin, som selv optræder med dans og mimik, noterer Lone Kühlmann i bogen ’Brødrene Price’.

Da Georg Carstensen i 1843 åbner Tivoli, udkonkurreres Morskabstheatret, som lukkes og rives ned. Herefter optræder Brødrene Price blandt andet på Det Kongelige Teater for Frederik VII og grevinde Danner. James Price den yngre får et ben amputeret efter et uheld med fyrværkeri på en line. Johann Adolph Price spiller Pjerrot-figuren i familiens teater og viderefører fra 1855 pantomimetraditionen som instruktør ved Tivoliteatret. En række af dekorationerne, som i dag anvendes af Pantomimeteatret i Tivoli, verdens ældste pantomimeteater, er malet af Johann Adolph Price. 

Brødrene Prices i alt otte børn forgrener sig som skuespillere, malere og især balletdansere. Balletmester August Bournonville ansætter Pricer i bundter, og nye generationer følger efter. På et tidspunkt er der otte Pricer ansat ved balletten. Mest kendt af ballet-Pricerne er ballerina Ellen Price, som i 1909 danser titelpartiet i ’Den lille havfrue’ og ifølge Kühlmann sidder model til statuen ved Langelinie.

Brødrene Price havde en bror, Carl Price, og han fik sønnen John, Adam Prices oldefar. John Price kunne som omkringrejsende klovn stå på hovedet på en flaske og spille violin og havde derudover en glansrolle som sommerfugleklovn, der er foreviget af Renoir. En kopi af maleriet hænger i Brdr. Prices restaurant i Tivoli.

Familietraditionen tro glider også John Prices fem børn ind som optrædende i den omrejsende trup. Den yngste søn, Tommy Eugen Price, Adams farfar, er både artist, violinist og balletmester. Han gifter sig i 1912 med den 16 år yngre barfodsdanserinde Anna Charlotte Hansen og får sønnen John Price, Adam Prices far. 

Selv turnerer Anna Charlotte Hansen rundt og dukker i 1918 op i både Tivolirevyen og i en birolle i stumfilmen ’Det spøger i villaen’. Når pengene ikke rækker til mad og brændsel, trækker Anna Charlotte tæpperne over sig og sønnen og læser i kogebøger. 

John Price starter som balletbarn, bliver kylet ud som 13-årig og kommer krabbende tilbage til Det Kongelige Teater som skuespilelev. Som skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør bliver John Price landskendt, og hans madglæde grundlagt under tæpperne resulterer blandt andet i kogebogen ’Spise med Price’ og et tv-program af samme navn. 

I andet ægteskab gifter John Price sig med den 21 år yngre Birgitte Bruun, som da har fået sit skuespillergennembrud som Søs i ’Far til fire’-filmene og bliver Johns elev på Det Kongelige Teaters elevskole. Birgitte Price bliver skuespiller ved Det Kongelige Teater og siden både chef for TV-Teatret i DR og skuespilchef ved Det Kongelige Teater. En stilling, hun må opgive på grund af kræft, som hun dør af i 1997, et halvt år efter sin mand. 

Sammen får Birgitte og John Price James og Adam Price, som på hver deres måde viderefører familietraditionen, der begyndte i 1787, da Peter Price tog til Skandinavien. 

SKUDPLANEN ER STRAM. Der er kun kort tid til hver scene. Da orkestret holder pause, arbejder Price og nøgleskuespillerne videre. Da orkestret går hjem, fortsætter filmholdet. Ikke mange manuskriptforfattere kan skrive i så mange genrer som ham, og ikke mange kan skifte til instruktørrollen. Hovedforfatteren er med til at vælge instruktør, komponist, caste skuespillere og besætte nøgleposterne i produktionen. Flere af skuespillerne går ikke hjem, før de lige har fanget Adam Prices blik. 

Hvis DR ender med at købe serien, må han godt huske dem. I starten er der 70 i den store sal, men efterhånden rasler musikere, teknikere og skuespillere af. 

”Jeg kan simpelthen ikke huske mine replikker,” stønner Frederik Cilius.

Klokken er halv ni. Aftenens sidste optagelser skal starte.

”Skal jeg stikke dig?” Adam Price har skrevet teksten og er kendt for sin klæbehjerne og evne til at pumpe energi i ethvert selskab. 

Mobilen giver lyd. Adam Prices 10-årige søn er hos ekshustruens mor. Sønnen insisterer på at sove hos faren, fremgår det af sms’en. 

”Han skal have en bjørnekrammer. I morgen, Nina, møder jeg først klokken 10, for så kan jeg på vejen sætte ham af på Bernadotten,” siger Adam Price og retter så igen opmærksomheden mod den udmattede satiriker: ”Skal jeg stikke dig?”

”Jeg tror godt, jeg kan.”

”Okay, kør!”

Mens skuespillerne spiller, bevæger Adam Prices læber sig igen, nu ikke til toner, men replikker. Det, de glemmer, husker han, og nu hvor scenen alligevel skal tages igen, må de godt rykke tættere sammen. 

”Det skal være mistænkeligt erotisk,” siger Price. 

Femte gang er den der. 

”Hvor er hans liv noget lort!” jubler Adam Price og skotter til Panerai-uret. Klokken er 21:04. It’s a wrap. 

ET STYKKE BAG SIG på vej ud i det norske vildnis hørte Mikael Esmann de sukkende lyde fra den åbenbart tungt læssede kammerat. Det var i de år, hvor Mikael Esmann studerede, og Adam Price forestillede at gøre det – i hvert fald når han skrev studenterrevy. Næste dag, da Mikael Esmann vågnede i teltet på sin fødselsdag, havde vennen gjort klar til champagne, foie gras og crêpes suzette på trangia-campingkogesættet. 

For resten af Danmark tog det lidt længere at opdage Price-brødrenes passion for mad. Tilfældet ville, eller – set fra ’Borgen’-producer Camilla Hammerichs ståsted – ulykken ville, at programmerne ’Spise med Price’ tog fart i 2008, året, hvor Adam Price egentlig var hyret til at levere fortællingen om Danmarks første kvindelige statsminister. Snart begyndte DR’s forskellige afdelinger at kæmpe om manden med de mange talenter og de store seertal. På gangene skulede Camilla Hammerich til produceren af madprogrammet, og hendes chef skulede til hans chef. Frustreret så hun manden, som egentlig skulle skrive manuskripter til ventende instruktører og skuespillere, lave forsvindingsnummeret ned ad gangen og ind i nabostudiet for lige at indtale en speak. 

”Adam blev virkelig god til den der med at åbne laptoppen, sætte kaffekoppen og hænge jakken på stoleryggen, som om han var der – og så var han der overhovedet ikke,” beretter den hårdtprøvede producent.

Mod slutningen af anden sæson af ’Borgen’ satte daværende dramachef Ingolf Gabold foden ned. Ikke mere ’Spise med Price’, før manuskripterne var i hus. 

”James måtte lave mad med Blomsterberg,” forklarer Ingolf Gabold.

Siden er presset bare taget til. Restauranter, produktionsselskab, foredrag, jagtrejser og til januar nytårskoncerter med fuldt symfoniorkester. Adam Price kan alt, undtagen at sige nej, lyder et gennemgående skudsmål. 

Ser man ’Spise med Price’ – en ny sæson forberedes i DR – så var de første sæsoner på 10 afsnit, mens de seneste er nede på seks. Adam Prices kalender er for presset. Den lillebror, som i første sæson lidt febrilsk stillede retterne frem i brorens sommerhus, nervøs for, om de faldt i James’ smag, findes ikke mere.

PÅ BÆNKEN til højre for trappen sidder tre lyshårede kvinder, noget yngre, dyrere og mere lårkorte end det publikum, som nu tager trinene op mod Brdr. Prices upscale franske bistro i Rosenborggade i det indre København. August er stadig varm, og mænd omkring 50 med flade maver og solide LinkedIn-profiler har efterladt slipsene i kontorskuffen og ankommer nu i flok eller med ledsager. 

Indenfor i restaurantens dybe, aflange rum med den lange bar lyder en summende snak. ’Spisekøkkenet’ kaldes denne, restaurantens mere uformelle del. Væggene i restauranten er broderet med minder fra forældrenes hjem – fotos, gamle filmplakater, farens malerier foruden et par jagttrofæer fra Limpopo-provinsen. Lysene over bardisken filtreres gennem hængende vinglas. På den sorte tavle højt på endevæggene er der med hvidt kridt noteret tavleretter som gazpacho, laksecarpaccio og rørt tatar. Adam Price kommer her et par gange om ugen, og det er her, kundemøder foregår. Med HBO, Netflix, StudioCanal, you name it. 

Og det virker, når Adam Price peger rundt på væggene i denne og andre af sine restauranter og fortæller om mor som Søs i ’Far til fire’, om oldefar John Price i rollen som sommerfugleklovnen i maleriet af Renoir eller om ballerinaen Ellen Price i rollen som den lille havfrue, der inspirerede til den berømte statue, der landede på Langelinie. At sælge ideer til tv-direktører, dramachefer og investorer er en del af metieren, og det kan han. 

”Ingen kan synge og danse som Adam,” som Camilla Hammerich udtrykker det. Har Adam Price først sunget og danset et par timer her i dagligstuen, tændes gerne den ild, som andre i produktionsselskabet, mennesker som Nina Bisgaard eller SAM Productions’ direktør Meta Louise Foldager, kan følge op på med mere håndfaste prisforhandlinger, aftaler og kontrakter. 

IND KOMMER Jørgen Leth. I sommerhalvåret kommer han her gerne en gang om ugen og bestiller den sædvanlige ’ox med fritter’ og et glas rød bourgogne. Men i dag skal han interviewes af Adam Price, sådan som traditionen er på stedet, hvor hver sæson med gæstetalere indledes med at interviewe Jørgen Leth, der stadig er solbrændt efter sommerens Tour de France. 

Adam Prices sans for det ”vanvittigt, sindssygt smukke” i at ankomme med den rette kvinde på de rette stiletter ved den rette lejlighed legemliggøres. Kæresten Annesofie Faurschous lyse, glansfyldte hår slutter midt på ryggen. Hudlægen med ph.d.-graden er enkelt klædt. En kridhvid sommerkjole med korte ærmer, snøreliv til at fremhæve blandt andet taljen og vandrette læg ned mod kjolekanten højt på lårene, hvorfra bare cigaretben fortsætter ned mod stiletstøvlerne i hvidt og brunbroget koskind. Kroppen er 20, og ansigtet holdt i skak. Kun blikket røber en kvinde omkring 40. 

En gang om ugen spiller de tennis, og som hun står her, kommer denne reporter i tvivl om rigtigheden i Adam Prices ord, da han et par uger tidligere under interviewet hævdede, at han jo nok ville vinde, hvis de virkelig spillede om det. 

”Det er så mine veninder,” siger Annesofie Faurschou og peger mod de tre kvinder fra bænken, som nu træder ind gennem døren. 

”Ah, blondiner,” udbryder Adam Price grinende og kindkysser til velkomst. 

Spisekøkkenet er fyldt, men i døråbningen til restaurantens mere fornemme sal rykkes et bord frem med champagne på køl. Adam Price følger kæresten med øjnene, da de fire kvinder skrider gennem lokalet.

UDEN VIDERE FORBEREDELSE interviewer Adam Price varmt, sjovt og skarpt. Bag bardisken med metrofliser og hængende køkkengrej som baggrund sidder de to levemænd på hver deres barstol med bourgogne i glasset. Som altid har Leth knappet skjorten to knapper ned, Prices er knappet tre ned. Rutineret lokker den yngre den ældre. Var Leths begejstring for colombianeren Egan Bernals sejr i Tour de France i virkeligheden også en indirekte kommentar til dansk udlændingepolitik? (Det er det helt bestemt). Vil Jørgen – i denne sluttede kreds – sige sin ærlige mening om de TV 2-chefer, som ikke ville sende ham til Frankrig? (Det vil Jørgen helt bestemt). 

Der skåles, Jørgen Leth læser egne sportsdigte, og der åbnes for spørgsmål fra en sal, hvor de fleste mænd gladelig ville bytte deres flotte LinkedIn-profiler for en enkelt dag som Jørgen. Da Leth på et spørgsmål om sine næste film svarer, at han jo ikke synes, at han har mere at bevise, og derfor kun arbejder med det, han interesserer sig for, kommenterer Adam Price, måske lidt overraskende, at ”det må være et dejligt sted at arbejde fra som kunstner”. 

Sidste spørgsmål kommer fra en kvinde, som vil vide, om Jørgen, efter alt det, han har oplevet, stadig har drømme, han gerne vil have opfyldt. Lidt tid grunder den aldrende poet over spørgsmålet, så svarer han, ”at det egentlig er et utroligt tilbud”. Underforståelsen af, at han mener kvinden, får latteren til at brøle. Adam Price griber situationen, lander en kommentar om filmen ’Det erotiske menneske’ og runder af med at glæde sig over, at vi her til sidst også kom ind på den evige fortælling om kvinde og mand. 

Lidt tid strømmer menneskene, som vil være Jørgen, mod Jørgen; så stilner det af. Adam hvisker noget i hans øre, Jørgen nikker. På terrassen udenfor ved grillen er skaffet et bord med fire ventende blondiner. Fra bardisken tager digteren museskridt, støttet ved armen. Kvinderne kommer mændene i møde. Restaurantens fotograf tager et billede af Adam Price og Jørgen Leth omsluttet af blondiner. It’s a wrap.

Udenfor virker efteråret så fjernt.

 

Det lignede en kold karriere-exit for SANNE SALOMONSEN men dansk rockhistories måske største sangerinde har rejst sig – nok en gang. Nu er hun klar til at slippe sin power løs, omfavne fortiden og til at indtage tv-branchen, der først lige har fået hendes kærlighed at føle.
Tekst:Rune Skyum-NielsenFoto:Rasmus Weng Karlsen

DET TEGNEDE DYSTERT i foråret 2017. En ting var, at anmelderne sablede Sanne Salo­monsen ned – det havde hun prøvet før. Men at danskerne, selvom de mødte op, når hun spillede fest-ivaler og koncerter,  ignorerede hendes seneste albumudspil så det dryssede ud af hit­listens top-40 efter én sølle uge, var alligevel ildevarslende toner.

Spurgte man de mest insisterende kritikere, var der intet odiøst ved dukkerten. I deres øjne havde Sanne Salomonsen – kvinden, der i 90’erne gjorde sig fortjent til betegnelsen ’hele Danmarks rock-mama’ – længe været pensionsmoden. Og lige siden en blodprop i hjernen var ved at slå hende ihjel i 2006, havde hun i Ekstra Bladet måttet vænne sig til betegnelser som ”håbløst falleret”, ”afdanket” og ”ringvrag”. 

Et år senere sidder Sanne Salomonsen og suger sol og cigaretter i haven til sin nyerhvervede lystejendom nær Gilleleje. Hendes hår er lyserødt som candyfloss. De steder, hvor den syntetiske farve ikke længere bider, er små totter af rapsgult kommet til syne. Bag solbriller så runde og store som cd’er ænses en skarp bræmme af mascara. Hun ryger konsekvent med højre hånd.

”Det var en virkelig mørk vinter, men nu er her pludselig røvlækkert hele tiden. Jeg synes, det er vidunderligt. Jeg er så glad for mit liv,” siger hun.

Albummet blev ikke nogen svanesang. Efter et par måneder – som seernes yndlingsdommer i DR1’s ’X Factor’ – banede dokumentarserien ’Anne, Sanne og Lis’ på søsterkanalen DR2 vejen for en kommende 2019-turné med veterankollegerne Anne Linnet og Lis Sørensen til kongerigets største koncertarenaer. Det går op og ned i rock and roll.

”Jeg tror, at Danmark har lært mig at kende igen. Der var en, der skrev noget med, at jeg er det nye sort. At alder, rynker, erfaring og substans fra en kvinde i tresserne er det nye sort. Jeg er 62, og jeg føler mig ikke en dag over 35,” siger Sanne Salomonsen.   

”Jeg krudter øjnene, jeg har en fest. Måske er det dét, jeg repræsenterer, måske er det dét, folk bliver glade for. At man ikke nødvendigvis skal have store læber og falske bryster for at blive ved med at føle sig ung og lækker.”

NÅR SANGERINDEN FÅR hul på sit fistrende grin, er det som en F16, der buldrer ind i lydmuren. Det hæse skrald har rækkevidde og bæres snildt fra køkkenet og ud på gårdspladsen, via porten, rundt om hjørnet og ud på vejen, hvor en flok svaler letter, og en gøg for en stund indstiller sin introverte murren – som lyttede den mistroisk efter mere.

Midt i en mobilsnak med vennen Manne (eksfodboldspilleren Michael Manniche) byder hun velkommen med en storladen ’mit hus er dit hus’-gestus.

”Jaja, Manne. Jeg skal nok stille op til den charity,” siger hun og lægger på.

Det er en ny ting for hende at bo ved vandet. Ellers er her gammelt. De tre stråtækte længer blev lagt og lavet i år 1800, men selvom hun ankom i november i fjor, er de løse ender i overtal. 

”Hvor mange værelser der er?” gentager hun. 

”Det ved jeg ikke. Men jeg har mange, for der er 450 kvadratmeter. Jeg lejer jo en af længerne ud, og mit hus er så stort, at det er åbent for alle. Det er hyggeligt sådan. Jeg er en gammel hippie, for fanden.”

De vandrette flader befolkes af tingeltangel, fingerringe, samlerobjekter, vaser, lysestager og antikke lamper. Langs panelerne på klinkegulvet spejder malerier efter et søm, de kan hænge på, og oppe på første­salen mangler kasser på stribe at blive pakket ud. 

”Det var mine venner, der flyttede for mig. Hele lortet, siger jeg dig. Jeg var midt i optagelserne til ’X Factor’ og var ikke klar over, at det ville blive så intenst. Man vinker farvel til sit eget liv, mens det står på. Men så kom de … og vupti!”

Sanne Salomonsen vil ud i sin summende have, tilbage i det knastørre vejr. Hun åbner køleskabet og foreslår forfriskninger, der kan gøre den stegende hede tålelig. 

”Du vil have en Coke Zero? Er du simpelthen en dåsedreng? Hahahaha! Du er en dåsedreng, jeg er også en dåsepige,” siger hun og rækker ud efter to dåsecolaer. 

I fjernsynsstuen gør hun holdt foran nogle af oliemalerierne. Motiverne peger alle tilbage på et København af ældre afstøbning, som hun husker byen fra sin barndom. Før modernisering, altanbeton og tung trafikering.

”Her har vi Frederiksberg Slot, og det er så hernede bagved, at Zoologisk Have ligger, ik’. Det er da sjovt at tænke på. Jeg er vild med Monet-stilen, det er malet i. Altså, det er jo nogle superbillige billeder, men teknikken er virkelig svær. Det er pisseflot. Og her er så ridebanen, hvor jeg red som lille pige. Så er man altså københavner, når man har gået til ridning på Christiansborg Ridebane. Det må jeg jo indrømme. Og her har vi Rosenborg. Jeg husker det lige så tydeligt, når garden kom stavrende ud.” 

Netop som hun har sat sig til rette ved et spinkelt havebord og en forkølet parasol, der knap kaster skygge, triller en varevogn fra TDC ind i indkørslen. Det grove grus knitrer som en frisk bagerpose. Lyden får Sanne Salomonsen til at kaste hovedet bagover, så solbrillerne rutsjer på næseryggen og stopper ved det diskrete knæk, der har fulgt hende siden teenageårene.

”Jeg fik oprettet fastnet, så snart jeg flyttede herop, men så kom en håndværker til at hakke kablet over. Men det pis skal bare være i orden. Ellers kan jeg jo ikke ringe til min mobiltelefon, når jeg ikke kan finde den.” 

Har du altid gået op i din københavnske fortid?

”Det med malerierne har måske stået på i 10 år, og jeg flipper mere og mere ud over det. Jeg bliver så rørt over at se billeder fra min barndom.”

Hvorfor?

”Fordi gamle ting fortæller historier. Jeg elsker også gamle træer. Og jeg elsker gamle hunde. Når tiden har sat sig. Når tiden har slidt sig vej. Forstår du, hvad jeg mener?”

Sanne Salomonsen tænder cigaret nummer to, men fortsætter talestrømmen, mens hun trækker luft ind. Da røgen har været nede og vende, fryser sløret i den stillestående luft. Hendes stemme skratter.

”Hvis du havde spurgt mig som barn, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, havde jeg allerede fra 11-årsalderen sagt sanger. Jeg har hele mit liv vidst, at jeg skulle være sanger. Men hvis du spørger mig i dag, ville jeg sige, at jeg godt kunne tænke mig at læse historie på universitetet. Interessen er kommet sent – da der blev tid og plads til at tænke andre tanker end noder og sangtekster og alt det dér, ik’.”

Det med at omfavne det patinerede ligger ellers ikke lige til tidsånden …

”Nej, patina er vanvittig umoderne. Det er da også derfor, jeg kan få mange af billederne så billigt. Hahahaha! Men nej, det er rigtigt. Alting kommer i bølger, og jeg er nået til den bølge i mit liv, hvor det er det, jeg omfavner.”

SANNE OM …

”Jeg prøver virkelig ikke at være i mine følelsers vold, men i min bevidstheds vold.”

”Engang ringede Björn (Ulvaeus, red.) fra Sverige og spurgte, om jeg og Tamra Rosanes havde lyst til at være korpiger for ABBA på deres verdensturné. Dér var det lige pludselig godt at have nogle svenske connections. Havde jeg gjort det, havde jeg mødt min senere svenske ægtemand lidt for tidligt, så alt blev, som det skulle.”

”Jeg har altid været glad for at blive kaldt rock-mama, fordi rock and roll er … Jeg elsker jo rock and roll.”

”Jeg er lykkelig for, at cannabis endelig anerkendes som naturens helende lille powerting.”

”Jeg genkender både mig selv og min eksmand i Victor (Sanne Salmonsens søn, red.). Nu ser jeg mest Victor i Victor, og gud ske tak og lov for det. Sådan skal det være, når man er fyldt 30.”

”Jeg blev skambidt af en hund som barn. Skamferet. Jeg har ar inde i munden og smiler skævt, og når jeg gør det, kan man se mit tandkød. Jeg bad den om at give pote, igen og igen. Det var en vidunderlig smuk irsk setter. Til sidst kunne den ikke holde det ud mere, og så røg jeg på hospitalet.”

”Jeg elsker at skrive en fuldmagt: ’Dette er en fuldmagt, undertegnede giver hermed …’ Det gør man jo ikke særlig ofte i dag. I love it.”

SANNE – ELLER SUSANNE, som hendes forældre havde navngivet deres eneste datter – voksede op på Nørre Farimagsgade, lige over for Ørstedsparken. Faren var den udfarende type. Universitetslektor, grønlandsforsker, ornitolog, eventyrforfatter, amatørpianist. Moderen var 14 år yngre, fra provinsen og kendte sin plads. Den bestod i at være en god husmor og værtinde.

”Der blev holdt på formerne,” husker sangerinden tilbage. 

En dag i 1967, da Susanne var 11 år, overværede hun en ordveksling, der brændte sig fast. 

”Jeg stod og kiggede på min mor, der løj over for min far. Alt sammen for at lokke nogle flere husholdningspenge ud af ham. Jeg tænkte, at jeg i hvert fald aldrig skulle bede nogen om noget. Jeg skulle klare mig selv.”

Sanne Salomonsen halvvejs råber ordet ’aldrig’. Det gør hun tit: betoner det centrale i sine sætninger ved at skrue op for volumen. Hun bruger også engelske udtryk i flæng, og så siger hun ’vitterlig’ lige så hyppigt som Morten Olsen. Men der er selvfølgelig også kun seks år mellem de to giganter. 

Susanne var 15 år, da hun i begyndelsen af 70’erne løb med rollen som Sheila og en stor del af opmærksomheden i musicalen ’Hair’. I forbindelse med sin optræden fik hun skåret den første stavelse af sit navn og indkasserede det første af mange kælenavne: ’Lille Sanne Superstar’.

Hun spillede i bands om dagen, stillede op i forestillinger om aftenen, og ud på natten gav hun den som sangerinde på Pariserklubben og La Fontaine i Kompagnistræde. 

”Der var åbent alle ugens syv nætter, og det var dér, jeg som 17-årig mødte min første mand (jazzmusikeren Bo Stief, red.), men det var absolut ikke for at feste, jeg var der. Jeg var der for at lære.”

Eksperimenterne fik ben at gå på, og Sanne Salomonsen nøjedes ikke med at pladedebutere som soloartist i 1973. Hun blev blandt andet involveret i et jazzfusionsband i Tyskland og i en vokalgruppe, der nåede til London og indspille, ligesom hun optrådte i sommerrevyer og agerede korsangerinde for ølhunden John Mogensen. 

”Det lyder selvfølgelig tumultarisk, men 70’erne var en supervigtig tid for mig. Det årti var min skole.”

Kan man sprede sig så meget, at man ikke finder sin egen grundtone?

”Så man bliver forvirret eller ikke ved, hvem man er?” spørger Sanne Salomonsen tilbage og svarer selv:

”Tværtimod – og det er lige det, jeg vil frem til – for da jeg nåede 1979, følte jeg mig afklaret. Nu vidste jeg, hvad jeg ville, jeg turde lægge resten bag mig og se fremad.” 

Og hvad var det, du var nået frem til?

”At jeg ville tage den helt forfra og spille melodisk rock and roll med Sneakers.”

Hvad måtte du sige nej til?

”Jeg vaskede tavlen ren og sagde: ’Her starter min rigtige karriere.’ Og det gjorde den.”

På trinnet til et nyt årti var den danske musikindustri en overskuelig størrelse. Især hvis man var udøvende kvinde: 

”Der var en del dansktopsangerinder, og så var der jazzsangerinderne Gitte Hænning og Grethe Ingmann, og når det kom til musik med et beat, var der Annisette fra Savage Rose. Og så var Anne Linnet kommet med sine første plader, og det samme var jeg.” 

Det kan nærmest lyde ensomt?

”Det var i hvert fald ikke nogen stor branche. Den blev faktisk først til en branche i 80’erne med en reel livescene og en reel pladescene. Det er fantastisk at have været med til den del. Og fantastisk stadig at være der.”

Sanne Salomonsen sætter i et host, der er lige så forankret i hende som hendes underolierede karosseri af en latter. 

Den noget mindre, allestedsnærværende formel viste sig at være sagen. Sanne Salomonsen bidrog til hits som ’Voodoo’, ’Sui-sui’, ’Efter festen’, ’Det er ikke det, du siger’ og ’Måne, sol og stjerner’. Både som enevældig frontfigur i Sneakers og som en tredjedel af Anne Linnet Bands vokalside scorede hun førstepladser på stribe. Og så, i 1983, midt i succesen, døde hendes far.

En del år senere, efter skilsmissen med Mats Ronander, rykkede Sanne Salomonsens mor ind hos sin datter  – i et anderledes bofællesskab end dem, sangerinden havde lært at elske, siden hun flyttede hjemmefra.

”Min mor slap sit gamle liv og deltog i mit. Formerne og restriktionerne forsvandt, og hun blev så fri på så mange områder. Vi havde en fed tid sammen, og alle mine venner elskede hende.”

”Min mor var et skønt menneske,” siger hun så.

EN VENINDE PEGEDE ham ud. De befandt sig i VIP-området i den nyåbnede Royal Arena, til koncert med Aerosmith, og på en af pressepladserne stirrede en fyr med kassebriller og pagehår ind i sin lysende laptop. 

”Treo sidder lige dér,” sagde veninden.

Thomas Treo. Ekstra Bladets musikanmelder. Ham, der gang på gang og over en årrække havde nedgjort hende, strintet op og ned ad hendes plader og ynket hendes koncertoptrædener. Lige siden comebacket i 2009 havde han holdt sig til.

Sanne Salomonsen snurrede om på støvlehælen og marcherede derhen. 

”Da han så mig … jeg tror, han troede, jeg havde tænkt mig at stikke ham en flad. I stedet lagde jeg min hånd på hans skulder. ’Jeg ville bare se, hvordan du så ud, for vi har aldrig rigtig hilst på hinanden,’ sagde jeg. ’Fed koncert, synes du ik’?’ Han prøvede at sige noget: ’Mmmm, mmjæj, mmmmmmmmm.’ Men han kunne ikke tale, han kunne ikke kigge på mig. Og så gik jeg min vej igen.”

Nogle dage senere var der kommet en mail til Sanne Salomonsens manager. Thomas Treo beklagede sin opførsel i Royal Arena. At han havde haft så travlt med at sende sin trestjernede anmeldelse, at han havde manglet ord til at hilse ordentligt tilbage.

”Fint nok,” brummer Sanne Salomonsen. ”Han må sige, hvad han vil. Det er cool. Jeg fik sagt det, jeg ville. Og jeg fik set, hvordan han så ud. Det var nok for mig.”

Du fik kigget ham i øjnene?

”Ved du hvad? Jeg har det sådan med ham, at han ingen plads har i mit liv. Overhovedet. Jeg er for mange år siden nået frem til, at det er synd for ham at have et job, hvor han er tvunget til at gå ud og høre musik, som han ikke kan lide. Konstant. Det må ikke være sjovt.”

Sangerinden lukker øjnene bag sine cd-solbriller. Så siger hun, at der ikke skal bruges spalteplads på emnet – ikke for hendes skyld.

Men optrinnet, der daterer sig tilbage til juni i fjor, personificerer den forskels­behandling, som optager Sanne Salomonsen i disse år. Hun kalder den ’aldersracisme’, og hun ser den knopskyde flere steder i medielandskabet. 

”Min seneste plade røg ind i en ingenmandslomme på DR. DR ønsker ikke, at vi, der før blev spillet på P4, skal spilles på P4 længere. Nu skal vi ud på DAB-båndet. Og for min skyld må de meget gerne spille mig på P6 i stedet. Det er en super kanal, men på P6 synes de, at vi gamle er blevet for gamle. Så for mig handler det egentlig ikke om mand/kvinde-racisme, det er ikke dér, vi nødvendigvis skal rette vores opmærksomhed hen. Problemet er aldersracisme.” 

Er det et dansk fænomen, synes du?

”Det er slemmere her. Du skal bare lige tage båden fra Helsingør. Det tager et kvarter, og så er alting anderledes. Svenskernes største live-artist, ham, som kan sælge flest store koncerter ud i rap, det er Björn Skifs, som er 70 år. De hylder deres store derovre. Mænd som kvinder. Tal med Steffen Brandt (TV-2’s forsanger, red.) om det. Men tal ikke med C.V. (Jørgensen, red.), for han er skideligeglad. Nøjes med Steffen. Han ved, hvad jeg mener.”

Sanne Salomonsen, der ellers udtrykkelig gør en dyd ud af at være et positivt og imødekommende menneske, fortæller om en særlig harmfremkaldende hændelse: 

”Mit pis blev sat i kog. Og det kan godt have spændt ben for mig langt ud i fremtiden, for min reaktion var voldsom, og jeg blev godt nok vred. Men altså … sidste forår skulle vi bestemme os for en single, der kunne komme ud og repræsentere pladen i radioen, og pladeselskabet tog kontakt til DR for at høre, hvad man ville pege på dér. Så var der en chef derinde, der syntes, at pladen larmede, var for rocket, for støjende. Der var dog ét nummer, ’Livets træ’, som kunne komme i betragtning til noget airplay. Det krævede bare, at vi lavede nummeret helt om og fjernede guitarerne og den slags.”

Sanne Salomonsen skuler så hårdt, at bryn og brillestel ser ud til at dirre. Hun skynder sig at tænde en cigaret.

”Jeg er aldrig, som i nogensinde, aldrig i hele mit liv, blevet umyndiggjort for at kunne blive spillet i radioen.”

Så den gamle statsradiofoni bad dig ændre dit musikalske udtryk?

”Ja! Og hvad er det? Det er censur. Hvad er det ellers? Fordi vi er for gamle. Jeg ved, at andre gamle musikere, mænd som kvinder, er blevet bedt om det samme.”

Parerede du ordre?

”Jeg måtte overgive mig, fordi pladeselskabet var overbevist om, at det var det rette at gøre. Så sagde jeg: ’Fint, det er jeres bord, den tager I, jeg kan ikke.’ Jeg mener jo, at det er vigtigt, at en plade har et forløb, og numrene hænger sammen indbyrdes, så du kan fortælle en historie. Altså, jeg har haft en blodprop, jeg har været ved at dø, jeg har mange ting at synge om.”

Hvad tænker du i den forbindelse om hele #MeToo-bevægelsen og kvindernes under­repræsentation i musikbranchen?

”Det er aldrig noget, jeg har tænkt over. Jeg er jo half and half. Jeg er kvinde på ydersiden og har en mands drift indvendig. Altså, jeg har altid gået efter det, jeg ville, og det, jeg skulle, og det, jeg måtte i mit liv, og det er en maskulin drivkraft, ingen tvivl om det. Og så ligner jeg så en kvinde udenpå. Så nej, jeg har aldrig følt mig udsat i mine manderelationer, og dem har der ellers været mange af, hahahaha!”

 

13 RIGTIGE OM SANNE SALOMONSEN

1. Hun bor i Gilleleje med sine tre hunde. To gadekryds og en golden retriever.

2. Hun har dannet par med jazzmusiker Bo Stief, Sneakers-guitarist Morten Kærså, trommeslager og lydmand Peter Schiøtz og den svenske bluesstjerne Mats Ronander, med hvem hun har sønnen Victor Ray.

3. Hendes 2002-album ’Freedom’ prøvede nyt territorium af. Sangene var bl.a. skrevet af dancegruppen Infernal, Søren Sko og Søren Rasted fra Aqua.

4. Hun har to gange deltaget i det svenske melodigrandprix, Melodifestivalen.

5. I 1970’erne blev hun ansat til at eftersynkronisere lyden på en dansk pornofilm. Det blev blandt andet til en optagelse, hvor hun lagde stemme til begge piger i en lesbisk scene.

6. Som helt ung var hun med i to afsnit af ’Huset på Christianshavn’. Her spillede hun henholdsvis Bos veninde og en syngende slumstormer.

7. Virgin Records stilede i 1987 mod et amerikansk gennembrud, men den stjerneproducerede ’No Angel’ blev langtfra en kommerciel succes.

8. Comebackpladen ’Unico’ er opkaldt efter den portugisiske dressurhest, som hjalp hende gennem genoptræningen efter blodproppen i 2006. Sanne Salomonsen har ejet fire heste, men de er alle solgt videre.

9. Hun skrev og sang i 1987 det års største danske hit, ’Den jeg elsker, elsker jeg’, med Søs Fenger, Anne Linnet, Thomas Helmig – og Hanne Boel på kor. Støttesangen samlede penge ind til AIDS-Fondet.

10. I 1981 udgav hun både plader med Anne Linnet Band og Sneakers.

11. Sanne gik i 1990 nummer ét på den svenske albumhitliste som den første danske udgivelse nogensinde. Hun betragter i dag broderlandet som sit andet hjemland.

12. Singlen ’Taxa’ var den femtemest solgte i 2009 – på det tidspunkt var Sanne Salomonsen 53 år.

13. Hun solodebuterede med albummet ’Sanne Salomonsen’ i 1973 og har siden udgivet 17 studieplader i eget navn. ’Sanne’ fra 1989 har solgt 650.000 eksemplarer i Skandinavien og er en af de 10 bedst sælgende danske plader nogensinde.

DEN FØRSTE TORSDAG i april, aftenen før årets finale i ’X Factor’, drog Sanne Salomonsen og hendes personlige assistent Mette i krig på badeværelset. Over årene havde tv-showets kvindelige dommere markeret sig med spektakulært modellerede udseender – skarpe frisurer, kjoleskrud, avancerede smykker, makeup for viderekomne. 

Hun foretrak til stadighed sig selv i basisudgaven – det vil sige ”boots, jeans og noget krudt omkring øjnene” – men de var blevet enige om at tage røven på stylisterne. Hendes manke blev farvet knaldende pink.

Det var stadig sjovt fredag formiddag. Men så fik Sanne Salomonsen et opkald. Hendes personlige kropsterapeut og ven gennem 40 år, Ole Kåre Føli, var blevet ramt af en blodprop i hjernen. 

”Hele finaledagen gik jeg rundt med et stort pink hår, der skreg på party, men indeni var jeg en kæmpe klump. Det var så forfærdeligt.”

Mens deltagere og produktionsfolk fejrede, at ’X Factor’ var lukket ned med manér, gik Sanne Salomonsen i sort skærm. 

”Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt. Jeg havde the blues, jeg var sørgmodig, jeg var bedrøvet, og jeg var nødt til at fake den der fejring bagefter – mig, som er så elendig til at lyve. Den, hvor alle står og fortæller, hvor fantastisk det har været, hvor fantastiske de selv har været, hvor fantastisk sæsonen har været. Og bla-bla.”

Tragedien katapulterede hende 12 år tilbage i tiden. Til 5. maj 2006, da hun selv blev ramt af en blodprop i hjernen. Sanne Salomonsen var i kælderen i sit hus i Charlottenlund for at hoppe på trampolin. Pludselig lå hun på Glostrup Hospital og var lammet i venstre side af kroppen. 

Ole Kåre Føli trådte i karakter som hendes skytsengel. Det var ham, der kom og behandlede hende på stuen, hver aften, tre uger i træk. Han havde været i stand til at hele alle på sin vej – bare ikke sig selv.

En dag stod hendes 18-årige søn ved sengegærdet og betragtede sin mor. Øjeblikket gengav hun i balladen ’Overgi’r mig langsomt’ fra ’Unico’ – hendes comebackplade fra 2009. 

”Hele den virkelighed som alenemor … at du har et barn og ikke ved, om du skal herfra. Det er stadig meget svært for mig at synge det nummer. Det er jo lavet som terapi, og jeg skal bare tale om det, så …”

Sanne Salomonsens stemme grøder, før hun får gjort sætningen færdig. Hun tænder nok en cigaret og verfer en flue væk fra solbrillerne.

Så fortæller hun om de varige mén.

”Min venstre sides mave- og rygmuskler var lammet. Jeg kan stadig ikke mærke dem. Det er derfor, jeg synger med dobbelt kraft i højre side. Jeg ved ikke, om de arbejder sammen.”

Hun vender venstre håndryg væk fra sig selv: ”Hvis jeg stikker den her i min lomme for at mærke, hvad jeg har i den, skal jeg gætte. Nogle gange tror jeg, det er min telefon, og så står jeg i stedet med mine smøger i hånden. Det hele er lidt mærkeligt.” 

Var det angstprovokerende at skulle tilbage på scenen?

”Det tog tre år, før jeg turde gå i gang med den plan, jeg havde lagt for mig selv. Før jeg kunne føle bare en snert af kontrol. Jeg indrømmer blankt, at de vokaler, jeg lavede på ’Unico’, ikke var de største eller flotteste i mit liv. Men jeg skulle i gang. Og jeg var nødt til at spille live, selvom det var grænseoverskridende. Jeg vidste jo ikke, om mit ben ville gøre noget sjovt, om min hjerne ville reagere på en eller anden lyd. Det var derfor, jeg valgte at spille de helt små steder.”

DE SENERE ÅR er Sanne Salomonsens guitarspillende søn, den for længst fuldvoksne Victor Ray Salomonsen Ronander, blevet en musikalsk partner. 

”Når vi turnerer, er vores mor-søn-forhold not existing. Han har gjort, at den rock and roll-klang, jeg måske har savnet en smule, er kommet igen. For han er pissedygtig. Han er ikke nærig med sig selv, han er en mand, og han tager for sig på scenen og sender sig selv ud over rampen.”

Det er syv år siden, de to begyndte at skrive musik sammen. Mest af lyst, men også af nød. Efter sit sygdomsforløb behersker Sanne Salomonsen hverken klaveret, trommerne eller guitaren. 

”Det er min helt store sorg. Min hjerne har ikke, hvad der skal til, for at min venstre arm kan arbejde sammen med den. Jeg kan ikke tage oktaverne, ikke lave harmonierne. Det eneste, jeg kan, det er at holde fast i nogle trommestikker og så skrue en tamburin på et stativ. Det elsker jeg stadig, det er en drift. Den venstre hånd kan som regel holde fast i stikken, men en gang imellem smutter den, og så har jeg heldigvis nogle ekstra med mig op på scenen.”

UNDER HAVEBORDET døser Romeo. De to går langt tilbage. Sanne Salomonsen tog gadekrydset til sig, da hun selv var allermest nede. Det var i 2007 i venners lag på Mallorca. Hun havde akkurat indset, at de mange måneders genoptræning var udmundet i en dyb depression, der rev hende ned i et fremmed mørke.

”Romeo stod lænket til en pæl. Efterladt. Det kunne jeg slet ikke bære, ikke oven i alt det andet. Til sidst måtte han altså med hjem.”

Tilbage i Charlottenlund vidste dengang 51-årige Sanne Salomonsen, at hun måtte bryde det løfte, hun havde afgivet til sig selv 40 år forinden.

”Nu var det tid til at bede nogen om seriøs hjælp, ikke bare en håndsrækning. En depression af den kaliber kunne jeg ikke overkomme, ikke alene.”

Hun fik anbefalet en psykiater, og de mødtes to gange om ugen de næste 11 måneder. 

”Jeg hylede konstant, når jeg var hos ham. Konstant. Det er det sorteste år i mit liv, men jeg gider ikke gå ud og sige, det bare var forfærdeligt. For nu forstår jeg, hvordan det er, når nogen siger, at de har en depression. Det er enormt værdifuldt at kunne forstå sine medmennesker.”

Romeo dasker søvndrukkent med halestumpen, inden han bobler videre. Den gamle stodder lider af gigt. Sanne Salomonsen giver ham cannabisolie for at lindre smerterne. 

”Han får to dråber om morgenen og to dråber om aftenen, og det hjælper. Selvom han sover det meste af dagen, kan han pludselig løbe igen.”

Sanne Salomonsen får aldrig førligheden tilbage i sin dårlige arm. Det har hun for længst måttet sande. 

”Jeg kan huske, at Birthe Kjær (dansktop- og melodigrandprixsangerinden, red.) fik en blodprop i hjertet, året før jeg fik en i hjernen. 14 dage efter stod hun på scenen igen. Jeg kan blive helt misundelig. ’Birthe, for helvede, kunne jeg ikke have fået det samme som dig,’ sagde jeg engang til hende.”

Sanne Salomonsen tænder interviewets 10. smøg. Hun har for længst forklaret, at hun er nødt til at ryge, når hun berøres følelsesmæssigt. 

”Jeg har været så tæt på at blive politisk, gå ind og blive rasende og gøre noget, men det går ikke. Jeg ville slå hovedet mod en mur. For dagens politikere er karrierepolitikere. De aner ikke, hvad livet er, de er beregnende. Undskyld mig, men det er de. Deres prioriteter er ikke på plads. Så ville sygehusene ikke se ud, som de gør. Jeg har set dem indefra. Jeg kan ikke klare den mangel på næstekærlighed, som politikerne giver  udtryk for.”

HELE DANMARKS rock-mama får øje på en rødhals, en klejn fugl, der vimser omkring i det høje græs.

”Jeg bliver så øm om hjertet, når jeg ser sådan en lille fyr. Den skal lige have nogle frø,” lyder analysen.

Til efteråret skal Sanne Salomonsen agere frontfigur og dommer på programmet ’Live – Danmarks nye live-artist’, som er DR1’s nye fredagssatsning. Her handler det ikke om at spotte det største vokaltalent, men om at udvikle den bedste live-optræden. 

”Jeg er jo enormt lystbetonet, og i øjeblikket er det tv, som jeg lyster,” forklarer hun. 

Planen er at blive så hjemmevant foran kameraet, at hun kan beværte et talkshow, der har fokus på musik. 

”Jeg har nu i en del år gået og været meget opmærksom på, hvor svært det er for os sangere at få promoveret og præsenteret vores musik på en ordentlig måde via dansk tv. Du kan komme ind og synge din nye single i mørke i ’Vild med dans’, i en rumbaversion, du ved, ik’, and that’s it! Vi er ekstremt afhængige af radioen og har lidt svært ved at acceptere det. Så jeg vil have mit eget show og gøre noget ved sagerne. Men jeg erkender omvendt også, at jeg er ung på det felt, i det marked. Så nu tager jeg nogle ture for at lære noget mere. Jeg prøver at gennemskue, hvordan produktionsfolket ræsonnerer. Hvad er det, der gør, at de siger: ’Det er godt tv!’ For de siger det ofte og ikke kun, når det giver høje seertal.”

TDC-MÆNDENE har for længst lukket sig selv ud igen. 

Assistent-Mette er i København og hente et værk, som Sanne Salomonsen har købt på en internetauktion. Selv skal hun ingen steder. Sådan er det, når man har ventet på lysvældet hele vinteren og død og kritte må have det hele med. 

”Det har været pissehyggeligt,” siger hun. 

”Men jeg har også været oppe og køre undervejs og skældt ud på vores folkevalgte og sådan noget. Så nu skal jeg væk fra de tanker og alt det, hvor jeg bliver usaglig og …” 

Sanne Salomonsen skralder sin latter af sted en sidste gang. 

Lydbilledet hænger længe i luften. Som et oliemaleri med patina.

Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli 2018.

 

Han sad på Kulturministeriets trappe, da de danske kulturpinger røg demo-hash, han var protestsanger på Frue Plads, og han optrådte på den allerførste Roskilde Festival. Senere så han det hele slutte og skrumpe ind i 80’erne og 90’erne. Men mere end 50 år efter ungdomsoprøret er NIELS SKOUSEN tilbage igen. Anerkendt af både gymnasieelever og de gamle 68’ere.
Tekst:Mette NexmandFoto:Martin Bubandt

1. MAJ 1966 omkring klokken 20 trådte en bleg, duknakket amerikaner med folklore-krøller op på scenen foran en udsolgt sal i K.B. Hallen på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Han havde en polkaprikket skjorte og brokadejakke på. Minen var beklemt, som om han rugede over hele menneskeheden, og næsen satte et komma over mundharmonikaen, der var anbragt på skulderstativ.  

Det kostede 40 kroner at komme ind til Bob Dylans første optræden i Danmark, sangskriveren og senere Nobelpristageren, der efter manges mening aldrig siden er overgået som poet.

Koncerten var delt op i to sæt, et akustisk og et med The Band. 

På de forreste pladser sad man på cafeteriastole. Blandt de siddende var der damer med stivede skørter og enkelte kontornussere, overvintrende fra 50’erne med pibe, blazer og hvid skjorte. Men det stående publikum udstrålede en anderledes selvfølelse, en form for blomstrende mystik. Der var farver på disse rækker, orange, rød, lilla, man trak en afghanervest over skjorten, havde en gøglerven, der havde skaffet en cirkusjakke. Det var hippie-bræmmen.

Her stod den 22-årige Niels Skousen. Køn og mørkøjet, hans hår halvlangt som Dylans, men mere rundbørstet og i retning af en lutheransk page. Han var også glad for flamboyante skjorter.

”Aftenen står stadig frisk i min erindring. Koncerten ændrede mit liv. For mig var det overjordisk, at nogen kunne skrive så poe­tisk og vedkommende med en elektrisk guitar. Og selvom jeg stod langt tilbage i salen, fik jeg hans udstråling lige i hovedet. Pludselig syntes jeg, at denne scene med orkester og forstærkere havde en skønhed, der var mere relevant end andre scener. Det var en direkte henvendelse fra ham til mig, som jeg havde længtes efter – uden at vide det. Jeg vidste, at dette ville jeg bruge mit liv på.”

52 ÅR SENERE, i april 2018, står Niels Skousen på en forsigtig forårsdag atter på Peter Bangs Vej. Mange forbipasserende genkender ham tydeligvis, men reaktionen er ofte forvirring: Hvor er det nu, man har set det ansigt før? Det uudgrundelige, flyvske smil? ’Matador’? 

Han er fornuftigt klædt, herreekviperet, men skutter sig på grund af den forræderiske blæst, som bare ikke vil tage af, og måske også, fordi minderne er lidt overvældende. 

Foran ham er K.B. Hallen omsider ved at rejse sig fra sin brandtomt. Signaturen, de buede tagkonstruktioner, tager form over byggegrunden. Nu skal her være eventcenter. 

Da K.B. Hallen brændte ned natten før en erotikmesse i 2011, sank det omkringliggende kvarter i knæ stemningsmæssigt. Bygningen var et af byens mest toneangivende kulturhuse, som blandt andet trak 60’ernes og 70’ernes internationale rock- og folkemusiknavne til Danmark. 

Nu vånder det gamle skævvredne kvarter mellem Frederiksberg og Vanløse sig næsten under al denne senmoderne foretagsomhed, og det er svært at forestille sig stedet som kulturelt arnested. Men det var hér, det skete for Niels Skousen. 

”K.B. Hallen var noget helt specielt i sin smukke fremtoning. Stedet er forsvundet, bygget om, revet ned, men det, der skete her, lever stadig – ikke som nostalgi, men som en følelse, jeg stadig kan trække på,” siger Niels Skousen, der mener, at han fik sin åbenbaring alt for sent i livet.

”Det var først som 22-årig, at jeg begyndte at øve mig på guitar. Hvad ligner det? Jeg er langsom i optrækket. Men derefter sad jeg så og høvlede på den hver dag med et nodehæfte og Dylans ’Chimes of Freedom’.”

Han spillede fingrene til blods på en billig og – ifølge ham selv – elendig western-guitar, som var blevet bragt til ham i en stor trækasse. Han anskaffede sig samtidig en Herofon Garrard-grammofon og Bob Dylan-albummet ’Another Side of Bob Dylan’, som blev slidt op af sin nye discipel.

Dagene i midten af 60’erne gik med at spille avantgardeteater på Studenterscenen og i Collagetruppen, spise franske flutes med marmelade og ost. Og øve akkorder.

Niels Skousen havde på det tidspunkt boet nogle år i hovedstaden på et værelse med tekøkken og udsigt til Sortedamssøen. Skousens teaterdebut var rollen som ’en skøges døde elsker’ i en Jens August Schade-opsætning. Det var intellektuelt og fint nok. Men der manglede noget:

”Jeg havde brug for musikken, dén musik, som Dylan repræsenterede, for at samle mit verdensbillede. Alt det, som var en del af mig, jazzen, litteraturen. Alt det tog jeg med over i den nye tid. Jeg følte ingen tvivl efter den aften i K.B. Hallen. Derefter sejlede jeg på den flod.”

Skousen foran sit sommerhus på Møn.

PAGEHÅRET og de spraglede skjorter er for længst afviklet, og Skousen fremstår tidløs med uldfrakke og pullover, mens et par Doc Martens-støvletter viser en kunstners latente designbevidsthed. Han har en optimistisk gang, en geskæftighed og fjedren, som om der venter noget godt omkring hjørnet. Et aktivt og sundt menneske med et liv, der ikke kræver overvindelse. 

Samtidig er der dog den ældre mands knæk i ryggen og et lidt verdensfjernt ansigtsudtryk med tunge øjne, der let løber i vand. En stok med sølvknop kunne godt komme ind i billedet og måske en sixpence som den, Klaus Rifbjerg altid bar på sine ældre dage.

Niels Skousen hilser høfligt og smilende, er til stede i samtalen, men foregiver heller ikke noget. Hvis han allerede har været omkring et emne i sine sangtekster eller i sin selvbiografiske roman, er det tilsyneladende lidt svært for ham at jokke rundt i det igen. Skousen har ikke behov for at leve op til sit image som ordkunstner. På en måde indkapsles Danmarks historie i hans – og omvendt. Det krydrede pust af ungdomsoprøret i 60’erne, de gakkede 70’ere, de glatbarberede 80’ere, de ironiske 90’ere og 00’erne, som ingen rigtig ved, hvad de skal mene om. 

Og i nutiden, hvor et behov for ’den direkte henvendelse’ fra menneske til menneske tilsyneladende atter er vækket. 

Dén kan Niels Skousen levere. Efter en pause på 20 år genopstod han i 2002 som musiker og har siden haft stor gennemslagskraft hos anmeldere og publikum, ikke mindst de helt unge. 

I maj 2018 indledte han en danmarksturné, som nok skal tiltrække fans af både den ’gamle’ og den ’nye’ Skousen. De ældste publikummer vil råbe, at han skal spille de gamle numre, de yngste vil ikke ane, hvad de gamle råber om. De synes, Skousen er cool på C.V. Jørgensen-måden, og at han skriver sange, der får dem til at tænke.

”Det kan godt være en skizofren oplevelse. I den ene side af salen sidder mit gamle publikum, i den anden det unge. De kender mig fra forskellige tidsperioder, men jeg er jo den samme person.”

5 TING, DU MÅSKE IKKE VIDSTE OM SKOUSEN

1. Har skrevet børnehittet ’Hulubulu’ til tv-serien ’Da Lotte blev usynlig’.

2. Har været lydmand på film fra Peru og Argentina.

3. Har kørt med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva til Beijing.

4. Debuterede som forfatter i 1964 med en novelle i antologien ’11+11’.

5. Skal hvert år lave minimum ét glas selvplukket brombærmarmelade.

SKOUSEN & INGEMANNS første lp, ’Herfra hvor vi står’, udkom i 1971 med et akvarelmalet cover – og en energi, der badede bandet i en gurglende strøm af topløse, langhårede, dampende festivaler, halballer og ø-lejre. Albummet blev optaget på tre februardage i Philip Foss’ studie på Frederiksberg og mixet på fjerdedagen. Skousen havde komponeret seks numre og jammet dem til bevidstløshed med sin ven og musiske højrehånd Peter Ingemann. 

”Sommeren 1972. Den var helt og aldeles vidunderlig, og jeg er så taknemmelig for at have været der sammen med Peter Ingemann og alle de andre. Vi var stjerner, vi hyldede fællesskabet, vi røg alle mulige former for tjald, sov alle mulige skøre steder. Og jeg er lykkelig for at være hér i dag og opleve en ny interesse for mine ting. Jeg skulle aldrig være holdt op med at spille musik.”

Alligevel vægrer den syngende poet sig ved at give 60’erne og 70’erne æren for al kunstnerisk kreativitet.

Han ser skeptisk ud ved spørgsmålet:

Var det ikke fantastisk at gå rundt i København i 60’erne og 70’erne, hvor ungdomsoprøret var på sit højeste?

”Tjoo … i midten af 60’erne var byen nu ret søvnig. Ved Storkespringvandet sad der 5-6 hippier. Man skal passe på ikke at overdrive en periodes betydning – det skete inden i den enkelte. Sagt på en anden måde: Enhver tid er særlig, især når man ser tilbage på den.” 

Der stiger noget varmt op i musikerens blik, og han bøjer nakken som for at sikre sig, at de næste ord kommer med på båndoptagelsen.

”50’erne, efterkrigstidens år, var slet ikke så uduelige, som man går og tror. Den grundlæggende udvikling skete her. Husk, jeg er født under krigen. I Tyskland.”

I 1944 blev han født landsbyen Lever­kusen-Schlebusch uden for Køln. Hans mor var tysk, og faren var dansk. 

Det var et anskudt, porøst ægteskab fra begyndelsen. Såret af krigen og to menneskers uforløste temperamenter. Niels Skousens forældre mødte hinanden i Køln i 30’erne, hvor faren var i selvvalgt eksil efter et forlist forhold derhjemme. Men Hitler ændrede hele præmissen, og skæbnen ville, at den danske far endte i Tyskland, og den tyske mor i Danmark. 

Hr. Skousen bragte sin familie til Danmark under krigens sidste krampetrækninger – og efterlod dem kort efter med et nonchalant ”Ha’ det godt”.

’Daddy Longleg’, som sønnen Niels senere døbte sin fraværende far, tog simpelthen tilbage til Tyskland og kom først hjem, da han skulle begraves i 1966. 

DER FLØD en kulturel åre i Skousen-familien. I 30’erne stavrede faren rundt ved Rhinens bred, beruset af rhinskvin og Søren Kierkegaards teser. Moren var danserinde og kom fra et evangelisk, borgerligt hjem. Med sig til Danmark havde hun ”sølvbestikket i de små forede æsker, de høje kopper af fint porcelæn med guldkant …”

Begge forældre var opdraget med, at klassisk dannelse var nødvendig, og deres søn slap aldrig dette spor. Kærligheden til litte­raturen har for eksempel fulgt ham siden barndommens første møde med ’Samlerens Perlebøger’. 

Morens bitterhed over sin mands svigt varede livet ud, selvom hun skabte en god tilværelse for sig selv og sine sønner i Danmark. ’Livet ud’ var en rum tid. Hun blev 93.

Selv da den gamle kvinde lå for døden på et plejehjem i Skodsborg, kunne hun mønstre unikke højder af spydighed, som Niels Skousen husker ordret:

”Jeg har aldrig kunnet fordrage danskerne! De siger aldrig noget! Der er aldrig noget salat!” råbte hun fra sengelejet.
Han mindes sin mor med lige dele sødme og syre.

”Det berørte mig dybt at være vidne til denne ensomhed, som ud af hendes konfuse tilstand pludselig fyldte rummet. En sidste hilsen til min far. For det var ikke nemt at være skilt kvinde dengang i 50’erne. Eller tysk. Men jeg kunne ikke gøre for, at min far forlod min mor. Alligevel skulle jeg slæbe rundt på min fars fejl hele barndommen. Hvis jeg havde glemt at lukke en dør, var det, fordi jeg var min fars søn. En troløs dansker,” fortæller Niels Skousen.

Drengen var dansker. 100 procent, og han har aldrig ét sekund haft lyst til at være noget andet. 

”Jeg havde selv oplevet kontrasten til Tyskland – i modsætning til mange andre danskere. Vi var jo de rige.”

Efterkrigstiden var den epoke, hvor Danmark lagde sig til rette i Marshall-hjælpens smørhul, og her befandt drengen Niels sig godt – i ”landet bag de åbne strande med smør og franskbrød” – selvom de første år som nybagt dansker var barske. Der var tiden på børnehjemmet Bethlehem, da moren ikke kunne få arbejde på grund af sin tyske afstamning, og derefter raslede den lille familie rundt mellem forskellige lejemål på husmandssteder og i nybyggede blokke. 

Men på Glentevej i Svendborg på Fyn var Niels Skousen glad for at bo, her kunne han sidde i et spisekøkken og spise sine Ota-gryn med udsigt til haven. Det var rigtig dansk. 

”Både jeg og min bror var det mest ærkedanske, man kan tænke sig. Næsten mere danske end danskerne selv. Måske fordi vores mor med sit tyske havde så svært ved at falde til her. Vi var altid i gang med at belære hende om de indfødtes sæder og skikke. Men min fars familie kendte vi slet ikke. Den eneste familie, vi havde, var min mors. Det gav vel en slags ensomhed, som jeg ikke kunne gøre noget ved. Andet end at være normal med de normale. Min danskhed blev en hjertesag, og derfor har jeg skrevet sange på dansk.” 

Skousen i sin lejlighed på Østerbro i København.

KNAP SÅ BEGEJSTRET var han for at bo i Buddinge i Gladsaxe nord for København. Det var et kulturchok at komme fra idylliske Svendborg til den anonyme københavnske forstad. Han følte stor ensomhed og længtes tilbage til byen ved sundet.

”Vi boede i Buddinge fra 1953, og så kom jeg selvfølgelig på kostskole.” Niels Skousens mor sendte ham på Sorø Akademi, så han kunne stramme op og få sig en uddannelse. Det passede ham i første omgang fint.

”Jeg var god til de fleste fag og slappede mere af på kostskolen end derhjemme, hvor jeg altid skulle høre på min mors lidelses­historie.”

Niels Skousen mødte sin far nogle enkelte gange og besøgte ham også i Tyskland som teenager og ung, men det var ikke et intenst far-søn-forhold.

”Det var vel nærmest bare en realitet. Han var glad for at se mig, og jeg fik sat billeder på ham,” siger musikeren og tilføjer om familiestrukturerne:

”Hvad angår forældrerollen, var der ikke så mange rundbordssamtaler om det i min generation. Man voksede op, og det var det. Det var de forbilleder, man fik stukket ud. Men så kom kernefamilien til diskussion. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og den gamle ’50’er-familie’ kom under pres. Nu var det ikke mere ’far arbejder, og mor går derhjemme’ – det var i opløsning. Feminismen voksede sig stærk, og selve patriarkatet kom under heftig beskydning. Der var også den frie pædagogik og et syn på børn som selvstændige individer, som slog igennem. Igen: Det var en frigørelsens tid.”

Oveni fik han – og hans generation – en del foræret af samfundsudviklingen.

”Vi, der voksede op i 50’erne, var heldige, det var ikke en kedelig tid, for der kom flere penge i samfundet. Amerikaniseringen gav os en masse ny musik, vi hørte grammofonplader med jazz og rock and roll, både Bill Haley og Miles Davis. Pludselig kom der noget, der hed ungdom, teenagere.”

3 NEDSLAG FRA BOGEN ’HERFRA HVOR JEG STÅR’

1. ”En aften, vi spillede på Vestergade 68 i Århus, og jeg i pausen, fuldstændig mast og i en forklemt stemning, gik ned i baren for at få en øl, er der så en blond pige, der kanter sig hen ved siden af mig. Jeg havde givet alt, hvad jeg havde i mig, for at nå ud til publikum. Jeg havde det, som om jeg lige havde undgået at drukne, og så siger hun bare på den mest jantelovsagtige og super århusianske måde: ’Nå, du fører dig nok rigtig frem!!’ Jeg blev så rasende, at jeg smækkede hende en lussing, og det skete så hurtigt, som det kun kan ske, når nogen rammer ens selvhad virkelig dybt.”

2. ”Hjemme var kvindebevægelsen rykket ind i vores stuer. Camilla havde basisgruppemøder med hardcore rødstrømper fra de førende frontlinjer. Ikke at det ødelagde noget os imellem, for selv om jeg ikke gik til hønsestrik, holdt jeg med pigerne.”

3. ”Vi sad i vores herskabslejlighed og drømte om kulturrevolution. Det var jo indlysende: Angrib partiets hovedkontor! Al magt til folket! Vi ville genopfinde socialismen. Men den var opfundet. Fagforeningerne var opfundet. Strejkerne var opfundet, og det var ikke engang os, der organiserede dem. Danmark var ikke et uland, der skulle befries fra kolonialismen.”

EFTER SORØ var Niels Skousen færdig med at gå i blazer og klar til urbanisering. Han flyttede til København og har knuselsket byen siden de dage, hvor der stadig var sporvogne og det, der hed nat-restauranter. 

Den ’normale’ dreng var ved at udvikle sig til en voksen med oprørstrang. 

I slutningen af 60’erne begyndte den musiske karriere at tage form – vuggende på det danske ungdomsoprør, som var en lille hashdrevet, brummende satellit for bevægelserne i USA og England.

”Inspirationen kom udefra. Som danskere havde vi selvfølgelig vores egne autoriteter at gøre op med. Studenternes oprør mod autoriteterne, almindelige faderopgør rundt omkring i rækkerne. Men det var jo ikke så hårde modstandere, vi havde i sammenligning med, hvad der skete i for eksempel USA. De sortes befrielseskamp havde noget mere på sig.” 

Skousen flirtede kortvarigt med lægestudiet, men følte ikke noget for det. Han spillede til gengæld en masse eksperimenterende teater i Collagetruppen og fik gode venner i det miljø. Samtidig fortsatte han med at tæve løs på sin guitar og drømme om en troubadourkarriere.

Han havde mødt sin første hustru, Camilla, og parret var så ’heldige’ at få status som boligløse, hvilket betød, at de måtte rykke ind i det kondemnerede Blegdamsvejens Remise på Østerbro i København. 

Her trak det jammerligt fra de gamle vinduer, men der blev drukket masser af te, spist femkornsgrød og læst astrologi for at holde varmen.

Niels Skousen og hans kæreste skabte sammen det kulørte ta­bleau, som boligbladet Bo Bedre forevigede i 70’er-numrene: hessiantapet, ryatæpper, batik, stentøjskrus, hjemmelavede ølkassemøbler. Her var ovenikøbet plads til kanariefugle, en sort kat (”hentet ude hos Kløvedalerne”) og et par Breuer-funkisstole. Niels Skousen var også til stede ved nogle af de banebrydende koncerter i datidens København: Jimi Hendrix, Kinks, Pink Floyd. Alt skete på én gang. 

Kulturministeriets trappe i 1970 var måske hippietidens mest berømte rygekupé. Her blandt andet Klaus Rifbjerg, Ebbe Kløvedal Reich, Lotte Tarp og Niels Skousen (med hatten).

”VI FØLTE IKKE, at der var nogen grænser for, hvor bevægelsen og kunsten kunne bringe os hen. Dalís nedsmeltede ure var en realitet,” siger Niels Skousen, der befandt sig midt i det københavnske epicenter. 

Han mødtes med fanebærere som Bjørn Nørgaard og Poul Gernes i kunstneren Per Kirkebys lejlighed på Rosenørns Allé. Og han var til møder med Vagn Lundbye og Jørgen Leth i ABCinema – en avantgarde-filmklub: 

”Vi sad på almindelige stole, og der blev drukket øl. Vi så 16-mm-film på gamle fremvisere og hørte Velvet Underground. At se film og høre rockmusik samtidig var grænseoverskridende,” husker Skousen, der nævner Rifbjerg-Panduro-generationen, Per Højholt og Inger Christensen som førende navne i 60’erne. 

”Inspirationen fra USA tog til, og lige i hælene på dem fulgte pop art-generationen, som endnu var coming up med Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Poul Gernes og alle dem fra Eks-skolen (Den Eksperimenterende Kunstskole, red.). Hans-Jørgen Nielsen og Vagn Lundbye var slået igennem med nogle romaner. Jørgen Leth var inde over med sine digte og sine film og som anmelder. Poul Borum var en central skikkelse omkring digterne, og også Henrik Nordbrandt, Dan Turèll, Peter Laugesen og Suzanne Brøgger var meget fremme. ’Maos lyst’ var ikke det eneste kollektiv, men det var meget synligt i offentligheden. Ebbe Kløvedal Reich var en central figur, og han var en fremragende taler. Den særegne sammenstilling mellem Mao og Tolkiens nyromantiske fantasier om elverfolkets Kløvedal kunne antyde, at der var noget tegneserie over hele det politiske. Og Eik Skaløe var på vej til at blive ikoniseret. Ligesom jeg selv var han stærkt inspireret af Dylans vildt blomstrende tone og sprog. Men der var ikke så mange i rockmusikken, der lagde billet ind på den litterære linje.”

Man drak ikke alkohol sammen med hash, bedyrer Niels Skousen, den blev ledsaget af spande af chai, og de gode ideer flød. I hvert fald så længe seancerne fandt sted. Bagefter fortabte de sig måske i tågerne.

Et minde:

”Ved et møde en dag skulle vi ned og sidde i rundkreds omkring Ole John (fotograf og filminstruktør, red.). Han sad med et Beaulieu Super 8-kamera i skødet, som Jørgen havde været ude i Thailand og filme meo-stammen med. Han forklarede, at kameraet var dit våben, og du skulle kunne skille og samle det som en soldat sit gevær. Super 8 var super demokrati.”

NIELS SKOUSEN står på Frue Plads midt i København. Kirken og universitetsbygningerne har holdt stand mod tidens træfninger og er nu symboler på uforanderlighed midt i metropolen. Det ene øjeblik snubler man over en 300 år gammel brosten, det næste træder man ind på en café, hvor der er havremælk i kaffen og havsalt i chokoladen. 

Pladsen var – og er – et centralt sted for Skousen, og hans ansigt lyser af en ellers sjælden sentimentalitet, når han gennemgår sit livs fikspunkter i dette område. Det var her foran universitetet, han fik prædikatet protestsanger, da Skousen & Ingemann var på højdepunktet i 1971 og spillede for de studerende.

”Jeg var sgu ikke særlig politisk, når det kommer til stykket. Når man gennemgår mine sangtekster fra dengang, er det svært at finde den helt store samfundsrevsende protest, men bandet blev en del af en stemning, og jeg blev – og bliver – altså kaldt protestsanger,” siger Niels Skousen og griner pludselig så heftigt, at han hoster. 

Sammenhængen er gået op for ham, han står på gerningsstedet.

”Pladsen har mange mærker for mig: Her lå Metropolitanskolen, hvor min far blev undervist af ’Lektor Blomme’. I samme bygning mødte jeg min første hustru. Skråt overfor ligger Sankt Petri Kirke, hvor jeg blev konfirmeret. På et af hjørnerne lå det første Whisky a Go Go i København (en af 70’ernes smarteste barkæder, red.), hvor jeg i lejet smoking var med ved indvielsen. På et andet hjørne lå den fine boghandel, hvor jeg købte dyre bøger til mit medicinstudie, og fra et af vinduerne i Jorcks Passage kan jeg se ned over det hele, når jeg indimellem er hos min tandlæge. Det med studierne blev ikke til noget. Jeg droppede ud, som det hedder.”

To steder var særlig vigtige at besøge i hippietiden: Galleri 101 i gården til St. Kongensgade 101 og Farvergade 10.

”Her samledes vi og lavede teater, kunstfilm og musik, sad på gulvet og spillede, drak te og røg cigaretter og lejlighedsvis også hash. Der var adgang for alle. Det var et spændende og åbent miljø, og det var her, jeg første gang optrådte med sang og guitar. Nu er det for længst revet ned og bygget om.”

Det med den lejlighedsvise hash var i manges øjne kun den halve sandhed. Myndighederne mente, at der steg for meget spændende røg op fra baghusene i Indre By. Farvergade 10 kom i søgelyset, og Kulturministeriet truede med at lukke stedet. Hvis det skete, var det blandt andet farvel til Bjørn Nørgaards udstilling med syltet hest. Her holdt Solvognen til, Gasolin øvede i de sortmalede lokaler. 

”Vi besluttede os for at demonstrere i Kulturministeriet. Det er dog en udbredt misforståelse, at vi gjorde det for at få fri hash. Demonstrationen på trappen handlede om Farvergade 10, som magthaverne ville lukke.”

Derfor sad Niels Skousen mandag 6. juli 1970 lidt over middag på trappen til Kulturministeriet og fik overrakt en vandrende porcelæns-chillum (”jeg ved bare, at jeg blæste den op – puf-puf”).

Den lille oprørsfraktion står stadig krystalklar for Niels Skousen:

Klaus Rifbjerg, ’Store Klaus’, deltog i ophøjet solidaritet med de unge, der blandt andet talte Hans-Jørgen Nielsen, Ebbe Kløvedal Reich, Charlotte Strandgaard, Jesper Jensen og Vagn Lundbye. Trappen blev for en kort stund draperet med indiske gevandter, læderstrimler og masser af røg, selvom Niels Skousen beroliger eftertiden med, at alle ikke var ’rårygere’.

Det væsentlige var fællesskabet og at ryge hash på ministeriets trappe. At det ikke nyttede noget og mest af alt skadede kunstnernes ry, gik først op for gruppen længe efter. 

NIKOLAJ NØRLUND OM NIELS SKOUSEN

”Niels’ stemme, toneleje, ja, hele hans facon brænder igennem til koncerterne. Han når ud til alle aldre – han transcenderer generationerne,” siger musikeren Nikolaj Nørlund, der har produceret Niels Skousens album siden 2002.

”Jeg havde hørt Skousen & Ingemann, det skal man sgu, det er klassikere. Lidt ligesom at læse Johannes V. Jensen,” fortæller Nikolaj Nørlund.

Herefter var et team skabt, og Niels Skousen fik endelig den producer, han altid havde savnet. Nikolaj Nørlund var med i bandet på den første turné og kunne betragte, hvordan Skousen hurtigt fik krammet på sin fanskare, der bestod af helt unge og sangerens egen generation.

”Han kan noget helt særligt, som måske ligger tættere på dramatik end poesi. Jeg er ikke engang sikker på at han selv har kontrol over det, men det virker. Han taler, og talestrømmen nærmer sig rambling. Det stikker af for ham, og så må musikerne vente og se, hvad det ender med.”

EFTER SUCCESEN med ’Herfra hvor vi står’ fulgte en tid, der var som en drømmerus for Skousen & Ingemann. I dag ville man sige, at den rigtige målgruppe blev ramt på det rigtige tidspunkt. 

”Alle ville høre os og synge med på ’Sol står op. Sol går ned. Vi længes efter fred’.”

Parret ræsede rundt i Ingemanns ramponerede bil, som var proppet med mere eller mindre hjemmelavet grej. Bilens vinduer stod åbne, det lange hår bølgede omkring bandet, de overnattede på kollektiver, rodede rundt i andre menneskers køkkener, spillede, spillede og spillede.

I sommeren 1972 blev bandet opfordret til at give koncert på en ny, lille festival – adressen var en dyrskueplads ved Roskilde. 

Det var Roskilde Festival før Roskilde Festival. I 1972 hed den ’Fantasy’, og på den psykedeliske plakat stod navne som Gnags og Kinks. Det kostede 40 kroner at kaste sig ud i musikstrømmen, som foregik fra fredag 30. juni til søndag 2. juni. 15.000 publikummer per dag blev det til.

”Det var en stor oplevelse, og vi var helt på det rene med, at scenen bare var en lille træbiks midt på en mark. Den sorte plasticinddækning stod om os i blæsten, men folk sad i græsset og hyggede sig. Der var vist også en pølsebod,” fortæller Niels Skousen, som var klædt i skovmandshat med slangeskindsbånd, hjemmefarvet T-shirt og læderjakke.

Men den endeløse sommer med bare bryster og bunker af blomsterbørn, der brølede med på Ingemann & Skousens omkvæd, varede ikke evigt. Ret hurtigt udeblev magien.

”I den første tid var materialet mit eget. Jeg havde skrevet de seks sange til ’Herfra hvor vi står’. Det næste album var kollektivt, og jeg havde kun få numre med. Min rolle som solist forsvandt mere og mere. Jeg endte med at føle mig overflødig, og jeg besluttede mig for at gå mine egne veje og brød med Musikpatruljen, som vi kom til at hedde efter Skousen & Ingemann med venner. Da Peter havde stået for at det praktiske og kontakten med booking, stod jeg ret alene. Nu var jeg bare en mand med en akustisk guitar. Og jeg ville for meget på én gang.”

Skousen skriver musik i sin lejlighed på Østerbro, København.

DET KOM til udtryk på albummet ’Jeg vender mig i sengen’ fra 1973, hvor samarbejdet med Peter Ingemann var slut. Her deltog musiske genier som Peter Bastian og Anders Koppel, men som Skousen selv ræsonnerer:

”Det var for blandet. Jeg skulle have haft en producer på, men det tænkte man jo ikke på dengang.”

Niels Skousen fortsatte dog sin produktion af lp’er og betalte regningerne med teaterjob på blandt andet Betty Nansen og Sorte Hest. 

Helt frem til 1980 holdt Niels Skousen fast i musikken og udgav her et af de album, han i dag er mest stolt af, ’Landet rundt’.

”Det er en række smukke sange. En god fortælling om en mand, der rejser Danmark rundt og ender med at stå ude ved havet som ’den lille nisse’,” siger han, og det er tæt på, at øjnene svømmer over.

”Men da vi tog på turné med pladen, kom der ikke et øje.”

Hvorfor tror du, publikum svigtede?

”Det var en stor overraskelse, fordi pladen havde fået gode anmeldelser i avisen, men vi var ’dem fra 70’erne’, og de hadede os og vores budskaber. Der var ikke plads til inderligheden længere.”

Niels Skousen smed guitar og håndklæde i ringen.

”I 1978 havde jeg mødt min anden hustru, Linda Wendel, der var digter og senere gik på Filmskolen. Vi kørte parløb, stiftede familie, og jeg gav mig helt hen til det at have børn og familie. Det blev stort at være en del af en kernefamilie. Noget, som jeg ubevidst altid havde savnet, og som jeg ikke kunne realisere i mit første ægteskab. Kernefamilien, som tiden var så meget imod.”

I den periode fik han skrevet noget filmmusik og enkelte sange, men ikke før sit comeback i 2002 trådte han i karakter med sit eget materiale igen.

”Når jeg tænker tilbage, kan jeg se, at jeg gik ned på det. Jeg manglede min musik, dét at stå på scenen og spille den ægte vare. 80’erne og 90’erne var et hul i tiden for mig.”

Årene gik med teater og enkelte spille­filmsroller. Titlerne taler næsten for sig selv: ’På bunden’, Mammutteatret, 1985. ’Walter og Carlo – Op på fars hat’, 1985.

Niels Skousen blev kendt som skuespiller, og mange knap så unge danskere husker måske hans rolle som Aksel i tv-serien ’Landsbyen’ fra 1993. Han blev til Aksel og oplevede flere gange, at der blev råbt ”Aksel er Gud”, når han tiltuskede sig et spillejob på en bodega.

I begyndelsen af 00’erne blev Skousen reddet. Igen af Bob Dylan. Under et job på Østre Gasværk Teater, hvor han det me­ste af forestillingen var forvist til garderoben, begyndte han at skrive på sine egne sange. 

”Jeg gad sgu ikke mere. Skrives skulle der. Nu! Det skulle realiseres og ud på en cd.” 

I anledning af Bob Dylans 60-årsdag var der arrangeret fest i Den Grå Hal på Christiania, og Niels Skousen blev inviteret til at synge solo. 

Under festen bagefter stødte han ind i sangskriveren og produceren Nikolaj Nørlund og – med den nye tids ord – pitchede sine sange til ham. Nørlund var ikke i tvivl. Han blev manden, der drev den nye Skousen frem med sit label Auditorium. 

Resultatet var albummet ’Dobbeltsyn’, der udkom i 2002. Skousen skrev med pondus igen. Tonen slog an hos 68’er-generationens børn, og de nye, unge samarbejdspartnere var blandt andet Piet Breinholm Bentsen, Nikolaj Stig Nielsen, Sune Wagner, Sebastian Büttrich, Lise Westzynthius og Tina Dickow. 

’Dobbeltsyn’ var the second coming. Niels Skousens tekstunivers blev igen værdsat ude i landet. Anmelderne var vilde med pladen, og publikum strømmede til koncerterne. 

Selv Roskilde Festival meldte sig på banen, og nu stod Niels Skousen med band på Grøn Scene. 30 år efter, at han var med til at starte festivalbølgen på et noget mere knoldet underlag. 

SKOUSEN KAN IKKE forlange mere, siger han. Tiden er med ham. Igen. Hvorfor det først skete efter 20 års pause, har han svært ved at forklare.

”Måske noget med en ny længsel efter ægthed? Jeg ved det ikke, det bliver hurtigt til klicheer, og jeg er bare en taknemmelig mand.”

Den 74-årige musiker ved dog, at man ikke skal tro alt for meget på tider. Ikke før man ser tilbage på dem og ved, hvad de bragte med sig. Kan se på dem med klarsyn. Dobbeltsyn.

Om den tid, 60’erne og 70’erne, som mange mener, Skousens musiske dna udsprang af, siger han selv:

”I mange tilfælde rendte vi åbne døre ind. Det var trods alt en rimelig kultur, der fandtes i Danmark. Men musik og livsstil blev hurtigt til en modesag. Jeg mener i virkeligheden, at vi var den første forbrugergeneration.”

Den sidste pointe er Niels Skousen selv bevis på: Han bor stadig i en lejlighed på Østerbro, kvarteret, der har været gennem samme udvikling som ham selv og 68’er-generationen: Fra søndags-picnics på bagsmækken af Morris Minor’en til sommerhus med rustik beliggenhed. Fra suttende på labben til penge i banken, fra folkekøkken med gratis grød til speltboller. 18 kroner stykket.

Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se maj 2018.

 

Begge knæ er af titanium, hoften er stiv efter en operation, og hun tog storslået afsked for to år siden. Alligevel rejser GHITA NØRBY stadig land og rige rundt for at optræde. Og hun vil fortsætte, indtil kroppen og hovedet stiger af. Ud & Se fandt det 84-årige national-koryfæ i Nordjylland omgivet af klapsalver, lakridspiber og selfietilbud en masse.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Ricky John Molloy

ÅÅ-ÅH. Ghita Nørby vånder sig og skyder ryg. Så sænker hun sig forsigtigt ned i sin stol. Gennem vinduet i skuespillergarderoben på Vendsyssel Teater har hun udsigt til shoppingcenteret Metropol, der med sine ni hvide etager bryder aftenmørket over Hjørring. Fra spejlet foran hende stirrer to klare grønblå øjne tilbage. De observerer pudderkvasten fordele et jævnt lag over pandens og kindbenenes rynker. Skuespilleren har skiftet fra komfortable røde velourbukser og purpurfarvet, blomstret sweater fra Gudrun Sjödén til elegant sort silkekjole, og nu sidder hun i nylonstrømpesokker og purrer op i sit tofarvede brun-gyldne hår. Hun masserer hovedbunden og sætter hjernen i svingninger. På sofaen bag hende ligger en antik kimono broderet med traner og påfugle, en kinesisk brudekåbe, som hun har arvet fra sine forældre, Einar og Guldborg Nørby. Den skal hun have på, når hun om en times tid skal op på scenen for anden aften i træk.

”Jeg gider ikke,” vrænger hun. Det har været et skrapt efterår med lige lovlig mange opgaver lige lovlig mange steder, og lige nu ville hun hellere ligge hjemme i sin smalle seng på hotellet og se endnu et afsnit af tv-serien ’Dommer John Deed’. Stemmen lysner ved tanken om den ubestikkelige BBC-dommer, der kan mere end sine paragraffer.
”Han lægger alle kvinderne ned,” klukker hun. 

Så giver hun sig til at bakse med de generøse mængder tape, der holder sammen på en pakke, nogen har afleveret til hende. ”Tak for de mange gode film, her er et minde om din barndom,” har en hånd nedkradset med blå kuglepen. 

Da tape og bølgepap er flået af, viser gaven sig at være en brunlig sommerfugl i glas og ramme. Einar Nørby, Ghita Nørbys far, var ikke bare kongelig operasanger, men også et omvandrende kompendium af hobbyer. En af dem var at overrumple sommerfugle med skarpe lamper, når de om aftenen troede, de sad i fred på deres busk. Så var de angst-stivnede insekter lige til at plukke og sætte på nåle. Det ved man, hvis man har kendt Einar Nørby, eller hvis man har læst på sin Ghita Nørby-lektie. Hvad der er tilfældet her, kan skuespilleren ikke afgøre, men afsenderens navn på den medfølgende hilsen siger hende ikke noget. Hun stikker sommerfuglen i tasken, så hun senere kan sende et takkekort.

 

23. APRIL 2017 stod Ghita Nørby på Folketeatrets scene i København i forestillingen ’Sarah’, hvor hun havde hovedrollen som Sarah Bernhardt, der i sin alderdom skuer tilbage over karrieren. Over for hende stod Preben Kristensen, der som hendes kammertjener har en vanskelig opgave med at holde den krukkede og lettere usammenhængende franske verdensstjerne på sporet, mens han forsøger at nedfælde hendes erindringer. Over dem på tilskuerrækkernes røde plyssæder sad dronning Margrethe, der sammen med de øvrige 567 gæster var kommet for at fejre Ghita Nørbys 60-årsjubilæum som skuespiller i den opsætning, der blev lanceret som hendes afskedsforestilling.

”Jeg sagde til Folketeatret, at det var noget sludder. Det var nok et salgstrick. Jeg tror, Frank Sinatra havde 75 afskedsforestillinger. Eller noget lignende. Men det var en skøn forestilling at spille,” siger Ghita Nørby, der ikke siden har været med i et teaterstykke, men heller ikke kategorisk vil udelukke, at det kommer til at ske igen.

”Jeg siger aldrig, at ting ikke opstår. Det er nok muligt, at det ikke bliver. Men det er lige så muligt, at der, hov, kommer noget ind ad døren. Det kan man jo ikke vide. Men jeg kender mine begrænsninger og fysiske forhold. Jeg har to knæ af titanium, fordi de er gået i stykker på scenen. Jeg gider ikke få dem lavet igen.” 

Det kan godt være, at hun ikke har kastet sig ud i teaterroller siden, men hun har heller ikke trukket sig fra rampelys og spotlights. I 2018 indspillede hun to film, det historiske drama ’Før frosten’ og krimien ’Sirup’, og sammen med de klassiske musikere Michala Petri og Lars Hannibal har hun turneret flittigt med en forestilling, hvor hun fortæller eventyr og fabler ind imellem klassiske numre på blokfløjte og guitar. 

De seneste 20 år har de tre lavet forestillinger, hvor musik og ord sætter hinanden i scene. I nogle perioder flere end andre, men i december 2018 er der for alvor bud efter trioen, der den seneste uge har været i Aalborg, Thyholm og vestsjællandske Ruds Vedby for endnu en gang at tage turen på tværs af landet i Lars Hannibals hvide Toyota Yaris Hybrid og ramme Vendsyssel Teater. Her var de på plakaten allerede sidste år, men måtte aflyse, fordi Ghita Nørby brækkede sin hofte. Og nu sidder hun der og forsøger at finde nerven, der skal til, for at hun for anden aften i træk kan give vendelboerne en oplevelse.

GHITA STYKKE FOR STYKKE 1

Et diset sollys står ind ad vinduerne i Ghita Nørbys sorte træhus, der ligger i Holte på kanten til Rude Skov. Det er nogle måneder siden forestillingen i Hjørring. Fra skovbrynet larmer fuglene i tyvstartet forårseufori.

”Jeg har altid været i teatermiljøet, så det har aldrig været fremmed for mig at få opmærksomhed. Fra jeg var tre år gammel eller sådan noget, satte min far mig nede i salen, mens han lavede operaprøver. Da jeg var 18 år, kom jeg ind på elevskolen på Det Kongelige Teater. Det var i 1954. Min første film var ’Ung leg’ i 1956. Jeg elskede at spille film fra starten, jeg var også meget interesseret i det tekniske. Kameraarbejde, lyd og lys. Nogle skuespillere går bare, når de har indspillet deres scene. Jeg bliver altid på settet, indtil sekvensen er færdig, og følger med i, hvordan kameraet står. Det er kameraet, der bestemmer, hvordan historien bliver fortalt.

Lige fra jeg startede, har jeg været folkekær. Alle de folkelige film, jeg lavede, førte til, at jeg modtog sække af fanbreve. I 1959 var jeg med i fire film, blandt andet ’Charles tante’ med Dirch Passer og ’Ballade på Bullerborg’, hvor jeg og Ebbe Langberg var par nummer et, og hvor Svend Asmussen og Ulrik Neumann også spillede med. Det var to fantastiske musikere. Jeg kan ikke huske handlingen, den var ret kedsommelig, men det er herfra, sangen ’En pølse skal serveres med føl’se’ stammer. Fordi de syntes, det hele var så kedeligt, skrev de pludselig den sang.

Tiden var lidt mildere og skæggere dengang. Danmark var lille, vi havde ikke en iPhone til at fortælle os, hvad der skete på den anden side af jorden. Latteren fyldte mere. Fællesskabet var en selvfølge. Og vi blev hurtigt meget gode og nære venner. Når jeg fik tilbudt en rolle i en film med Ove, Dirch og Kjeld og alle de andre, vidste jeg bare, at jeg skulle grine tre måneder i træk. Der var ikke noget at tøve i forhold til. Var det kvindenedgørende eller sådan noget? Sådan tænkte vi ikke. Det ragede mig slet ikke. Vi fik ingen penge for det, men vi havde det sjovt.”

DEN FØRSTE AFTEN i Hjørring haster Ghita Nørby og de to musikere ind ad teaterets personaleindgang. De har været undervejs det meste af dagen og som altid indlagt mange holdt, for at bilturen ikke skal slide for meget på Ghita Nørbys fysik. De gennemfører en hurtig lydprøve og får en platte fra teaterrestauranten ’Hos Uffe’ serveret i skuespillergarderoben. Ghita Nørby har sjældent nogen appetit inden en forestilling og stikker til maden. Anretningerne arriverer med en midaldrende kvindelig tjener i sort skjorte og sorte bukser, der glider lydløst ind og ud i sine sorte sportssandaler. Men så har hun noget, hun gerne vil sige:

”Normalt er jeg ikke starstruck, men du slår igennem. Du ser lige så dejlig ud i virkeligheden.”

”Ah, hvor er du dejlig at sige sådan,” svarer Ghita Nørby tjeneren, der rødmer på vej ud.

En halv time senere støtter Lars Hannibal i tætsiddende sort jakke og sort skjorte den 84-årige skuespiller op ad scenens lille trappe. Michala Petri matcher skuespilleren med en blå kinesisk kimono, der også stammer fra Einar og Guldborg Nørbys samling.

“Først skal du kunne dit stof fuldstændigt.
Så skal du glemme det. Så skal det komme bag på dig.
Du skal have modet til at give slip.”

Ghita Nørby hader, at teatre landet over helst vil lydforstærke hende af angst for, at de ældste blandt publikum ikke skulle kunne høre hende. Hun kan sagtens tale enhver sal op, men spiller pænt med på vilkårene, og denne aften er hun godt tilfreds med den lyd, teknikerne har lavet, som gør det muligt tydeligt at skelne s’erne fra t’erne. Hendes stemme er et orkester i sig selv. Den er fløjl og stål, torden og rislende forårsbyger, sprøde vokaler og snerrende konsonanter. Og i aften spiller den jazz. 

Under et par indledende improviserede pingpongbolde mellem skuespilleren og musikerne, der skal give indtryk af, at de ikke har helt styr på rækkefølgen, griner publikum sig varmt. 

Så begynder Ghita Nørby at læse op fra et laset eksemplar af ’Peters jul’, som hendes forældre forærede hende til jul i 1937. De lyttende får langtfra lov at læne sig tilbage i de formpressede træstole og den velkendte tekst. Ghita Nørby lægger, uden respekt for tekstens ellers adstadige rytme, ofte betoningerne et andet sted end på selve rimet, mens pludselige temposkift rusker i publikum.

DER HOSTES en del på tilskuerrækkerne, hvor hårtoppene er i nuancer af sølv og hvidguld, og brillestellene mestendels i letmetal. Først da Ghita Nørby bagefter fortæller H.C. Andersens eventyr om ’Grantræet’, det stakkels forfængelige væsen, der aldrig sætter pris på, hvad det har, og skuespilleren trakterer med menneske-, fugle- og musestemmer – ”piiiv” – begynder tilhørerne at trække vejret roligt igen. I pausen siger en kvinde med kort, tykt granithår til sin unge ledsager, der har langt sort hår og lange, mørke øjenvipper, at det sådan en aften her kan være en fordel at kende teksterne, men at det under alle omstændigheder kan lade sig gøre at nyde Ghita Nørbys oplæsning for dens lydlige kvaliteter. Den unge ledsager er enig, men er mest optaget af uoverensstemmelsen mellem Ghita Nørbys ydre og hendes høje alder.  

En ældre mand på rækken foran antyder, at det er lettere at holde sig godt, når man er berømt skuespiller: ”Hun har nok midlerne til det.”

Den køber pigen ikke:

”Jeg tror ikke, hun har fået løftet noget.”

Da forestillingen er slut, får de tre optrædende et glas portugisisk rødvin i garderoben. Klokken er på vej mod 22, og teaterdirektør Lars Sennels, en mand med et fast håndtryk, blå tweedvest, brune lædersko og bredt ur med stållænke, kommer forbi sammen med sin kone, teaterets dramaturg, for at sige tak for showet.

”Det var en smuk aften. Folk var vilde med jer.”

Vendsyssel Teater har eksisteret i Hjørring siden 1984. I 2017 flyttede egnsteateret ind i Hjørrings nye prestigebyggeri: et skarptskåret hus med rustfarvede stålfacader og skinnende glaspartier, der på en frisk vinterdag spejler den blege, blå himmel. Leveret af tegnestuen Schmidt Hammer Lassen Architects, som aarhusianerne vil kende for biblioteksbygningen Dokk1, og københavnerne for Den Sorte Diamant. Det er et hus til 200 millioner, som direktøren og teaterets personale ligger vandret for at bevise var godt givet ud. En dag som denne, hvor Ghita Nørby, Michala Petri og Lars Hannibal har trukket godt 200 publikummer til den ene sal, mens forestillingen ’Turisterne’ skriver sig for godt 300 solgte billetter i den anden, er det en god aften at være teaterdirektør.

”Vi er som en humlebi. Lidt for store til, at vi egentlig burde kunne flyve,” siger Lars Sennels.

”Der er mange af de erhvervsdrivende her i byen, der siger, at vi er en dårlig investering. At vi ikke laver noget overskud. Jeg siger, at det er den bedste investering, Hjørring nogensinde har gjort.”

GHITA STYKKE FOR STYKKE 2

Ved køkkenbordet i Holte dinger iPad’en derudad. Ghita Nørby er ikke teknologiforskrækket, og en besked fra hende kan sagtens bestå af en håndfuld emojier. Men lige nu holder hun hænderne fra tastaturet og fortsætter med at fortælle om sin tidlige karriere.

”I 1960 spillede jeg på Allé-Scenen i ’En duft af honning’ (Ghita Nørby var den unge Jo, der, forført af en sort sømand og forsømt af en promiskuøs mor, lader en homoseksuel mand flytte ind i sin usle bolig for at hjælpe i de sidste måneder af graviditeten, red.). Indtil da havde jeg mest været et kønt smilehul. Men så traf jeg instruktøren Erling Schroeder. Han så den her unge pige, som fløj rundt og grinede og lavede film. Og tænkte: ’Gad vide, hvad der er inde i hende? Er der noget?’ Han ringede og spurgte, om jeg ikke ville gå fra Det Kongelige Teater for at være med i ’En duft af honning’. Min far og mor var meget bange. De syntes, at jeg skulle få min pension fra Det Kongelige Teater. Jeg syntes, det var lidt tidligt at tænke på. Og på det tidspunkt spillede jeg kun vaudeviller og sådan noget. Der var ingen derinde, der troede på mig, overhovedet.

Jeg var et dybt naivt, rent og troskyldigt menneske, så jeg gik ned til teaterchef Henning Brøndsted og spurgte, om ikke jeg kunne få orlov. Han blev så glad og lykkelig og sagde: ’Farvel!’

’En duft af honning’ blev mit gennembrud, både publikums- og pressemæssigt. Lige pludselig så de et helt andet væsen end det, der medvirkede i ’Ballade på Bullerborg’. Fra at være et smilehul blev jeg karakterskuespiller.
Erling Schroeder lærte mig noget. Han sagde: ’Jeg kan ikke se dig. Det er, fordi du ikke har nogen hemmelighed.’ Så blev jeg jo mægtig ked af det. ’Men jeg kan godt lære dig at få en hemmelighed,’ sagde han. ’Du får den ved at tænke. Bare på et eller andet. Du kan tænke på et cykelstativ, du behøver aldrig fortælle nogen, hvad du tænker.’ Det var en ret stor vittighed, men også god lærdom. Det er totalt basalt, og jeg bruger det den dag i dag.

Det var hårdt at være under Erling Schroe­ders behandling. Et par år senere instruerede han stykket ’Ondine’ af Jean Giraudoux på Det Ny Teater. Der sagde han en uge i træk: ’Gå ud, og kom ind igen! Nej! Gå ud, og kom ind igen! Nej! Gå ud, og kom ind igen!’ Det var terror. Og hans måde at drive mig derhen, hvor jeg forstod, hvad stykket drejede sig om. En anden gang, langt senere, hvor vi spillede forestillingen ’Onsdag’ på Bristol Teatret, der lå på Strøget, havde Erling Schroeder lavet et meget vanskeligt arrangement til mig. Jeg kan ikke huske, hvad han har sagt til mig, men på et tidspunkt vendte jeg mig om, fordi jeg græd. Så sagde han: ’Endelig kom tårerne.’ Jeg ved ikke, om det var gået i dag. Men jeg elskede ham.

Gennem hans maskine blev jeg mere og mere klar over, hvad det drejede sig om. Han er skyld i, at jeg kan begribe noget af det hele.

Min måde at være på teater og film på er aldrig nogensinde at reproducere. Jeg laver ikke om på stoffet. Der står jo, hvad der står. Og jeg kan mine replikker, men jeg vedbliver at forholde mig åbent til stykket. Først skal du kunne dit stof fuldstændigt. Så skal du glemme det. Så skal det komme bag på dig. Du skal have modet til at give slip. Muligvis falder du igennem. Det ved du ikke. Men jeg har aldrig forholdt mig anderledes. Jeg har spillet ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ med Frits Helmuth 500 gange. Hver aften sagde vi til hinanden: ’Hvad handler det her stykke om?’ ’Det aner jeg ikke.’”

EN KØBSTADS CHARME består typisk af en idyllisk plads mellem omkringliggende handelsgader, hvor ensartet lave huse ligger tæt som velplejede tandrækker. I Hjørring har en tung næve slået smilet ind. På Mammutpladsen har en nedrivning givet plads til parkerende biler, men samtidig skabt en forblæst og flosset kant af baghuse. På de omkringliggende gader, hvor man kan få fastfood og Sure Fisk-shots til en femmer, skaller malingen på facaderne af, og omkring Springvandstorvet står lejemålene halvtomme. Vendsyssels største shoppingcenter, Metropol, der åbnede i 2008 og er udformet med finesse som et autobahn-motel, har skabt job, men også usikre levevilkår for butikkerne udenfor på gågaden. Og selv om pop-up-butikker tjener godt på tøj og souvenirs i sommersæsonen, forsvinder de igen med turisterne.

Hjørring har som mange andre danske byer en strategi, der skal skabe mere harmoniske byrum, og Vendsyssel Teater har spillet en central rolle i lokalplanen. Nu ligger det som det første, den rejsende, der ankommer til Hjørring med toget, lægger mærke til. Huset er hele Hjørrings, og teateret har ambitioner om at blive hele Danmarks. Indimellem, i hvert fald. Som da en iscenesættelse af ’Hamlet’ i 2018 trak gentagne Reumert-nomineringer, og en af landets fineste teaterpriser endte hos hovedrolleindehaver Elliott Crosset Hove. Lidt i samme skala håber Lars Sennels og hans kone, dramaturg Anne Middelboe Christensen, at instruktørveteran Kaspar Rostrups vinter-opsætning af ’Et dukkehjem’ vil trække Henrik Ibsen-fans til fra andre dele af landet.

”Vi vil være et hus, hvor alle føler sig velkomne, og samtidig skal vi lave spitze teater,” siger hun.

HOTELLET ER RENT og ordentligt, men terrazzogulvet på herretoilettet har sine slidhuller. Og sæbedispenserne og P.S. Krøyer-­reproduktionerne på værelserne hænger noget falmede på væggene. Ghita Nørby har boet her masser af gange i løbet af de 50 år, hun er kommet i byen for at optræde på dens teatre eller for at lave filmindspilninger i området. 

”Køkkenet plejede at være ret godt,” siger hun over et glas appelsinjuice og en rullepølsemad, der smager en smule af køleskab.

Hotelmorgenmaden er egentlig ryddet væk, da Ghita Nørby og hendes to rejsekammerater for sent kommer ned i restauranten for at sætte sig til bords klokken 9.30. De får lov af personalet til selv at gå i køkkenet og fiske ud af skabene. Der er varm kaffe tilbage på kanden, dagen er frostklar, og Ghita Nørby og Lars Hannibal glæder sig til at komme lidt ud og kigge på byen. De har en tradition, når de rejser rundt i landet: altid at besøge det lokale kunstmuseum.

Mens seks aser i bronze bakser med en irgrøn, glaseret Midgårdsorm i Bjørn Nørgaard-springvandet på pladsen bag hende, bevæger Ghita Nørby sig støttet af Lars Hannibal langsomt op ad den brede trappe mod kunstmuseet. Hjørring er bygget på tre høje, og ind­imellem lader højdeforskellene sig mærke. En kvinde i sort dynejakke kan ikke lade være at stirre fra toppen af trappen. Hun smiler, da skuespilleren er kommet tæt nok på, til at man kan være sikker på, at det virkelig er hende, der gemmer sig bag de store Ray-Bans.

”Jeg kunne næsten ikke tro, det var dig. I Hjørring,” udbryder hun og tilføjer: ”Men velkommen til!”

”Tak skal du have,” svarer Ghita Nørby.

 

5 STÆRKE PÅ SCENEN

Udvalgt af kulturkritiker Gregers Dirckinck-Holmfeld.

1969: ’Cabaret’, Ungdommens Teater
”Hun ser simpelthen så godt ud. En magnetisk figur i hovedrollen som Sally Bowles.”

1982: ’Fra regnormenes liv’, Det Kongelige Teater
”Hun rammer præcis balancen mellem arrogance og nysgerrighed i fremstillingen af Johanne Luise Heiberg, der tager imod en ung H.C. Andersen.”

2012: ’Other Desert Cities’, Aarhus Teater
”Hun udfylder rollen som mater familias i en forestilling om familieliv på californisk upperclass-niveau med uigennemskydelig selvsikkerhed og dybt skolet artikulation.”

2013: ’Faderen’, Det Kongelige Teater
”Hun spiller den gamle barnepige med utrolig, behersket ondskab i denne geniale Strindberg-forestilling om en familie, der har besluttet, at dens patriark skal ned med nakken.”

2017: ’Sarah’, Folketeatret
”En blændende afskedsopvisning. Med stor lyst viser hun sig frem i centrum af denne forestilling, der handler om en anden stor stjerne, nemlig Sarah Bernhardt.”

På en udstilling, der mest er henvendt til børn, morer Ghita Nørby sig med at kigge i flade og sirligt snedkererede arkivskuffer. De gemmer på fladpressede medicinske og giftige planter, der skal illudere en botanikers herbarium, og de glider lystigt frem og tilbage i Ghita Nørbys hænder. Hun nyder stille de nærmest overnaturligt farvestrålende landskabsmalerier i museets samling af Niels Larsen Stevns. Hun kigger lidt på japansk-inspireret raku-lertøj fra en lokal keramiker og på billeder af vendelbomaleren Poul Anker Bech.

Så siger kroppen, at det er tid til at sidde ned og få en kop kaffe og en bid brød. Valget falder, efter museumspersonalets råd, på en propfuld café på gågaden, hvor fajance- og stolesortimentet hip­ster­­agtigt udgøres af en ukurant samling loppefund. Michala Petri støder til selskabet. Mens de venter på maden, kommer en lang, senet mand hen med sin baby, som han placerer i armene på Ghita Nørby, hvorefter han spørger, om han må tage et billede af dem. Hun giver tilladelse og smiler til babyen. 

”Gode, tykke kinder,” siger hun og giver dem et nap.

Barnet bliver givet tilbage til sin mor, hvor det helst vil være, og tapastallerkener og cortado’er ankommer til de tre kunstneres bord. Da de er færdige med at spise, kommer den lange mand over igen med en lakridspibe til alle ved bordet.

”Tak for billedet, Ghita,” siger han og forklarer, at erkendtlighederne alligevel bare lå og hobede sig op i bagagerummet i hans bil sammen med bunker af andre lakridspiber, han ikke fik solgt, da han i sommer bestyrede en campingplads. 

DEN SLAGS HÆNDELSER kommer ikke bag på Ghita Nørby: ”Det er noget underligt noget. Danmark ejer mig. Men det kan jeg lige så godt acceptere. Jeg siger aldrig nej til folk, der gerne vil i kontakt med mig. Det, jeg får fra dem, er jo varme. Og jeg skal jo ikke være ven med dem eller giftes med dem, så jeg står ikke og snakker med folk, men jeg siger goddag og tak for det og farvel, og så går jeg igen. Det er en meget enkel måde at afskibe de ting på. Jeg har altid haft meget let ved at tage imod – og let ved at forsvinde.”

Er det noget, du er blevet afhængig af? Er det derfor, du sidder her i Hjørring nu?

”Nej. Hvis jeg savner det, kan jeg bare gå en tur i Irma.”

Bagsiden ved at være ’hele Danmarks Ghita’ kan læses på forsiden af kulørte blade og i formiddagspressen. ”Ghita single igen,” stod der for eksempel på forsiden af BT ugen inden hendes tur til Hjørring. Historien havde sin oprindelse i Billed-Bladet, der havde mødt Svenn Skipper, Ghita Nørbys mand gennem 27 år, uledsaget til Morten Grunwalds begravelse. Svenn Skipper og Ghita Nørby blev skilt i 2011. To år efter dannede de par igen. Men det seneste halve år har de været fra hinanden på ny, fortalte Svenn Skipper til Billed-Bladet. Og derfra rullede historien gennem ugeblade og ­tabloidaviser. Det eneste, der glæder Ghita Nørby, er, at det er gået så sent op for pressen, at der har været et nyt brud.

”Det er virkelig ingen nyhed,” griner hun.

Ellers synes hun ikke, det er sjovt at være genstand for den form for nysgerrighed.

”Jeg føler mest tomhed, men der er også en lillebitte giftdråbe, som rammer mig. Heldigvis er jeg blevet god til i sådan en situation at sige, at det varer kun en uge, indtil der sker noget værre i verden. De må selv om det, hvis de synes, det er morsomt. Det er et vilkår. Der er penge i ulykke. Når man er så privilegeret og forkælet som mig, er der altid folk, der synes, det ville være skønt, hvis hun kom lidt ned med nakken.”

Ghita Nørby har været gift fire gange. Og ind imellem ægteskaberne har der været lange, seriøse parforhold. Men hun tror ikke, hun skal have en kæreste igen. Ikke lige foreløbig i hvert fald.

”Det er slet ikke noget, jeg spekulerer over. Det gør jeg faktisk ikke. Jeg kan godt lide at være sammen. Og det er svært at være single, som det hedder i dag med et udtryk, jeg ikke kan fordrage. Men om døren går op, og der kommer en eller anden ind, kan man ikke vide. Jeg tror det nu ikke,” griner hun og fortsætter i sin muntre tone: ”Og jeg har en hund. En persisk mynde. Jeg har altid elsket mynder. 

GHITA STYKKE FOR STYKKE 3

”Kommer du der, skat!”

Mynden Aki er steget ned fra den dybe lænestol, hvor den foretrækker at holde til og holde øje med biler, der passerer ude på villavejen. Nu hilser den stilfærdigt på ved køkkenbordet. Ghita Nørby stryger den over panden.

”Jeg elskede at spille Ingeborg Skjern i ’Matador’. Det var skidesvært. Hun er en vidunderlig skikkelse, topmålet af kvinde: forståelse, resignation og klogskab. Hun er næsten overmenneskelig. Umulig at leve op til. Jeg kan ikke leve op til hende, det har jeg hverken psyke eller forstand til. Men det behøver man heldigvis heller ikke, det er jo dramatik.

Nogle gange filmede vi fra klokken fem om morgenen. Klokken 12 gik alle vi skuespillere til prøve på teatrene. Så gik vi på teatret klokken 19. Tæppet gik klokken 20, og når forestillingen var færdig ved 23-tiden, var der ofte natoptagelser. Sådan var en almindelig dag på ’Matador’.

Erik Balling krævede absolut tilstedeværelse og præcision, det var slet ikke et spørgsmål. Han vidste, hvad han ville. Med alting. Man skulle være hurtig med sådan en mand. Hvis ikke man var hurtig, holdt man ikke længe. Man kunne nemt blive skrevet ud.

Der er ikke noget yndigt i at spille. Det er dødhårdt. Det er jord og beton-arbejde. Min søn Giacomo satte jeg på kostskole på Sorø Akademi, mens han tog sin studentereksamen. Jeg syntes, jeg levede et åndssvagt liv og havde en søn, der var en begavet mand, der ikke skulle lide under mig. Jeg savnede ham, men jeg følte ikke, jeg kunne byde ham at bo sammen med mig. Jeg gik klokken fem om morgenen og kom hjem igen 24 timer senere. Jeg har aldrig taget ham med på optagelser og haft ham med i mit sindssyge liv på den måde. Jeg ville ikke blande de to ting sammen. Jeg er ikke sikker på, at det var rigtigt gjort. Jeg slog ikke til. Spørgsmålet er, om man slår bedre til ved at putte ham på et akademi. Jeg tror aldrig, han gik helhjertet ind i det. Selvfølgelig havde han venner, og jeg kom da også og besøgte ham. Jeg var ikke ond på den måde, men muligvis handlede jeg forkert. Han siger: ’Der, hvor du tror, du har svigtet mig, det er ikke der.’ I dag er vi blevet venner, hvilket ikke er en selvfølge, bare fordi man føder et barn. Vi kan tale sammen. Vi er fortrolige.”

HUN SIDDER der i sin røde kimono og tager sig sammen til endnu en aften på scenen. Lars Hannibal og Michala Petri har spist sultent af de overdådige serveringer af stjerneskud, men Ghita Nørby har kun akkurat rørt sin. Ude i foyeren foran salen glæder publikum sig til at se skuespilleren live. En mand i træsko og med et skæg som en fisker på et skagensmaleri dukker op sammen med sin kone og datter. De havde billet til den forestilling, der blev aflyst året før, og skyndte sig at bestille igen, da der kom nye billetter til salg.

”Hun er dygtig. Det går jo helt tilbage til 50’erne, hvor vi har set hende på tv og film,” siger han og fortæller, at deres yndlings-Ghita Nørby er i rollen som den elskværdige og ligevægtige Ingeborg Skjern i ’Matador’. 

Et par blonde kvinder i tyverne, der arbejder med marketing, er kommet fra Aalborg.

”Hun har jo en fantastisk fortællerstemme,” siger den ene.

”Vi er lidt unge i forhold til resten af publikum i dag. Men det havde vi nok forventet,” siger den anden, der fortæller, at de har set hende i ’Baronessen fra benzintanken’ og andre lystspil på streamingtjenesten Dansk Filmskat.

”Vi har store forventninger,” siger en midaldrende kvinde med rød sweater, røde højhælede ruskindssko, røde briller, rød træperlehalskæde og leopardnederdel. 

Hun og hendes mand havde også billet sidste år. 

 

5 STÆRKE PÅ LÆRREDET 

Udvalgt af filmlektor og forfatter Peter Schepelern.

1960: ’Baronessenfra benzintanken’
”De mest sødmefyldte smilehuller i film­historien.”

1969: ’Olsen-banden på spanden’
” Enormt sjov og charmerende. Egon skal resocialiseres, og hun er socialrådgiveren Bodil. Ikke uforståeligt bliver Egon Olsen mat i ­knæene.”

1978: ’Mig og Charly’
”Hun chokerer med en incestuøs scene mellem mor og søn. Ikke en fuldbyrdet sexscene, men udtryk for en afslappet tolerance over for livet, der i dag ville blive strøget fra manuskriptet af konsulenterne.”

1996: ’Hamsun’
”Jan Troell, en af de store skikkelser i skandinavisk film, instruerer en storslået film. Ghita gør en glimrende figur som hustruen til Knut Hamsun, lige så nazistisk sindet som manden. En stor, moden, facetteret ­præstation.”

2014: ’Stille hjerte’
”Som den døende mor i en smuk film om at bevare sin værdighed i døden – gennem aktiv dødshjælp – fylder hun rollen med autoritet og selvfølgelighed. Livs­erfaringen stråler fra hende uden store tekniske virkemidler. Hun er der bare, og det er alt nok.”

Ryggen er rank, da Ghita Nørby sætter sig til rette i sin stol midt på scenen. Et let smil på læben og lysende øjne. Hvis hun aftenen forinden tvang tilhørerne frem i sædet med et rastløst tempo og betoninger, der faldt, hvor de mindst ventede dem, er oplæsningen denne aften af en eftertænksomhed, der tillader folk at hvile ryggen og lade teksterne glide ind. Publikum trækker vejret og lader pointerne bundfælde sig, inden de sætter i med klapsalverne. Nærværet kulminerer med de sidste sætninger af ’Den lille pige med svovlstikkerne’, hvor den lille piges legeme ligger afsjælet i sneen nytårsmorgen. Et næsten nydelsesfuldt suk går igennem salen.

”Mmmmm.”

Ghita Nørby fortæller, at eventyret tidligere i hendes liv lå langt nede i bunken, fordi hun var bange for det, men at hun på det seneste er begyndt at læse noget andet i teksten. 

”Hvem af os ved, hvornår vi skal herfra? Hvem af os ved, om det er værre at dø som ung eller gammel?” spørger Ghita Nørby ud over stolerækkerne. 

”Jeg tror, det har noget med min alder at gøre. Da jeg var ung, var døden ikke noget, der var lige ved siden af mig. Jeg forstår godt, at man som ung synes, det er en meget sørgelig historie. Men det synes jeg ikke nu. Det er et forløsende eventyr, der løfter én.”  

I GARDEROBEN efter forestillingen har Ghita Nørby lagt kimonoen og står i sin sorte silkekjole og på flade nylonstrømper. Hun sludrer med en af teaterets faste skuespillere, der fortæller om sit ’Lady og Vagabonden’-videobånd, hvor Ghita Nørby lægger stemme til Lady.

”Ja, det måtte ikke stå på plakaten, at jeg lavede det. Jeg var elev på Det Kongelige Teater, og man måtte ikke arbejde ved siden af,” fortæller hun.

Da han er gået igen, skal Ghita Nørby til at skænke sig et glas Riesling fra Alsace, da to mænd, far og søn, kommer frem i døren. Faren har briller og Gore-Tex-anorak. Sønnen er i grøn dynejakke. Blikkene er let eksalterede. Begge lægger håndfladerne mod hinanden foran sig som i en yogahilsen og bukker let.

”Jeg er en af dem i verden, der kan allerflest ’Matador’-afsnit udenad,” præsenterer faren sig.

”Ja, det er meget belastende,” supplerer sønnen.

”Det var da helt forfærdelig dejligt at se dig i virkeligheden,” siger faren.

”Ja,” svarer Ghita Nørby med et behersket smil.

”Her står hun så. Her står Ingeborg.”

De to mænd trækker hende ind i en selfie, hvorefter de trækker sig bukkende tilbage. Da de er væk, fylder hun glasset med hvidvin:

”Lad mig så få noget spiritus!”

GHITA STYKKE FOR STYKKE 4

Ghita Nørby lukker Aki ind fra haven, hvor hun stadig pusler med roser, når det er sæson til det. Men knæene tillader hende ikke at slå græs, og hun kan ikke kravle på stiger, så hun får hjælp fra en gartner til at holde haven ved lige. Skuespilleren sætter sig ved køkkenbordet igen.

”Jeg led under min mor i mange, mange år. Jeg havde et meget lykkeligt barndomshjem. Men da jeg blev en voksen pige og begyndte at stå på scenen, og folk klappede ad mig og genkendte mig, gik det i stykker. Det kunne hun slet ikke tage. Hun sagde altid, at jeg var grim og rædselsfuld. Det er et meget, meget almindeligt problem. Misundelse mellem mor og datter. Jeg prøvede at snakke med hende hele livet. Men det interesserede hende ikke. Det er ikke morsomt at miste sin mor i levende live. Hun blev næsten 100 år. Vi fandt aldrig hinanden igen. Hen ad vejen fandt jeg ud af, at jeg ikke behøvede at ringe til hende hver dag, og at jeg ikke behøvede at rette mig efter alt, hvad hun sagde. Da hun døde, skete der det mærkelige, at sorgen og alle de dårlige minder var væk. Nu mindes jeg hende som en fantastisk, smuk og spændende kvinde. Hvis ikke hun havde været min mor, tror jeg, hun havde været spændende at kende.

Jeg har haft et kunstnerisk liv, og jeg har haft et privatliv. To liv i én person. Den kunstneriske person havde en god forstand, var ligeglad, lykkedes mere og mere og blev klogere, sjovere og bedre, mens den private hele tiden dummede sig og voksede meget langsommere. Jeg har gået til analytikere og psykologer og gør det den dag i dag. Det er hårdt at blive klogere, men det er at foretrække frem for at vedblive at være dum i fred. Det er meget svært at rette på sine egne små fejl. Men jeg prøver.

Man kan ikke have en karriere som min uden at svigte til højre og venstre. Det ser jeg klart bagefter. Jeg har jo en søn og to børnebørn. Jeg har valgt arbejdet først. I starten tror jeg ikke, det var et bevidst valg, det var en selvfølge. Selv om ulykkerne – skilsmisser, og hvad du ellers vil – brasede ned over mig, så arbejdede jeg alligevel. Når du rammer ned i, hvad du har talent for i livet, bliver dit arbejde pludselig noget andet, så rammer det plet inde i dig som person. Det har mit arbejde gjort. Jeg skulle være den, jeg nu er og har været.”

DER ER CHIPS fra Kims på bordet. Der er Cabernet Sauvignon fra Chile i glasset. Klokken nærmer sig midnat. I hotelbaren snakker Ghita Nørby og Lars Hannibal om, at de, når de har været hjemme et par dage, skal af sted igen til Fanø og optræde. Denne skribent foreslår, at det måske havde været mere belejligt, hvis arrangementet havde ligget i forlængelse af Hjørring, så de kunne tage Fanø på hjemvejen og få det sidste engagement overstået, inden de tog tilbage til Sjælland. Formuleringen provokerer. 

”Overstået,” fnyser hun.

”Jeg hader det ord. Det handler ikke om at få overstået noget. Det har det aldrig gjort for mig. Man er ikke til stede, hvis man tænker på at få det overstået.” 

Derfor siger tanken om otium hende heller ikke noget. 

”’Hvorfor går du ikke på pension?’ spørger folk. ’Hvaffornoget?’ svarer jeg. ’Pension fra hvad? Fra mit liv?’ Sikke noget sludder. Så længe jeg er i den verden, så er jeg der jo. Det ligger slet ikke i min natur, at man holder op. Hvis nogen gerne vil se én, møder man op.”

 

Først var SYNNØVE SØE kendt som ’pigen med masken’, så blev hun en kontroversiel forfatter og landets mest kendte tv-stjerne med dyb kavalergang og bart maveskind. Uden filter og grænser. For et år siden endte hun sit liv.
Tekst:Anne Sofie KraghFoto:Ritzau/Scanpix

MAN SKAL endelig ikke tage skoene af, for så bliver man beskidt, griner Kødben på vej ud til sit køkken.

Synnøve Søe gav alle sine tætte venner kælenavne. Kødben hedder i virkeligheden Nynne Oldenburg, men det blev til Kødben på grund af hendes tynde ben. Dem lægger hun op på madrassen i karnappen i stuen på Gammel Kongevej, og heller ikke dér behøver man at tage skoene af. 

Vennerne med kælenavnene væltede ind og ud af Synnøve Søes tumultariske liv. I hvert fald indtil de sidste par år, hvor det var, som om flere væltede ud end ind. 

De fortæller alle sammen, at de havde en særlig fortrolighed med hende, at de var særlig tæt på hende, det var den evne, Synnøve Søe havde. Men vennerne med kælenavnene fortæller også, at de på et tidspunkt blev nødt til at bryde med hende. For Kødben kom det, da hun fik en datter, der krævede al hendes opmærksomhed: 

”Jeg kunne ikke mere. Jeg havde et andet barn, jeg skulle tage mig af.” 

KØDBEN alias Nynne Oldenburg var 15, da hun blev en væsentlig del af Synnøve Søes dengang 23-årige liv. De to mødtes gennem Kødbens mor, Suste Bonnén, der havde mødt Synnøve Søe gennem Suzanne Brøgger. Synnøve Søe var blevet en kombineret datter/veninde til Suste Bonnén og blev en kombineret søster/veninde til Kødben. 

Det var i 1985 og i den periode, hvor Synnøve Søe brugte mellem en halv time og tre kvarter hver eneste morgen på at lægge en maske af hvid japansk sminke over hele sit ansigt. Når ansigtet var dækket helt, tegnede hun øjnene op med sort eyeliner og malede læberne og kinderne røde. Af og til satte hun en spisepind igennem det mørke glatte hår, så geisha-looket blev mere fuldendt. 

Kvinden med den hvidmalede maske blev en etableret del af nattelivet i de københavnske 80’ere, og man så hende aldrig uden. Det gjorde hun ikke engang selv. Hun sørgede altid for at tage lidt hvidt på, inden hun gik hen til spejlet. 

”Har du hørt det radioprogram, hvor hun fortæller om masken?” spørger Kødben.

Radiomontagen ’Pigen med masken’ blev sendt 20. august 1989, nogle uger før Synnøve Søe blev danmarkskendt med den stærkt kontroversielle bog ’Fars’, der måske, måske ikke, handler om hendes traumatiske barndom. 

I montagen hører man en 27-årig Synnøve Søe fortælle om sit liv, mens hun lægger sin hvide maske. 

Hun fortæller, at hun lægger masken, fordi hun ligner sine forældre for meget, og det kan hun ikke holde ud at se på. Hun fortæller om en opvækst, hvor hun har gået på 10 forskellige skoler. Om de forskellige kollektiver, hun boede i med sin mor, hvor bollevennerne blev drøftet hen over middagsbordet: ”Har du ikke prøvet Ole? Har du ikke prøvet Ole?????” Om langhårede hunde, ulækker mad og 1. maj-demonstrationer, hvor hun og de andre børn gik rundt ”og blev kolde i røven, fordi det var koldt, og de voksne glemte at gå hjem”. 

Hun fortæller om de venner, hun fik undervejs i de forskellige skoler, der ”havde en kedelig barndom”, men som ”har det bedre. De har orden i deres liv.” 

Og hun fortæller om sin far, der blev skilt fra hendes mor, og som hun måske så hver tredje uge, og som gav hende for dyre gaver. 

”Ure og gokarts og sådan noget, drengegaver. Jeg interesserede mig ikke for det. Et barn kan jo også regne ud, at sådan noget har været dyrt. Så var der så meget andet, der var fattigt.”

Begyndelsen af montagen har gjort størst indtryk på Kødben. Hun har transskriberet dele af den og henter sin computer for at læse højt fra Synnøves fortælling: 

”Når jeg vågner om morgenen, så kigger jeg mig aldrig i spejlet, før jeg har taget bare lidt hvidt i hovedet, sådan hist og pist. Og så kan jeg begynde at se i et spejl, fordi jeg ligner mine forældre så meget, og det vil jeg ikke. Simpelthen ikke, jeg vil ikke finde mig i det. Men masken gør, at jeg føler … jamen, ikke-sårbar, jeg kan bare ikke gå på gaden uden masken! Sårbar … aner jeg ikke, det er liv eller død, om jeg har masken på.”

”Liv eller død, om jeg har masken på,” gentager Kødben og fortsætter: 

”Da jeg havde hørt montagen, skrev jeg en sms til min mor: ’Hun skulle aldrig have taget den maske af’. Det tog livet af hende.”

Synnøve Søe interviewer Michael Elo til BilledBladet i 1982 i anledning af Elos LP ’Snapshot’.

MANGE ÅR SENERE, i et interview med Politiken i 2006, siger Synnøve Søe, at hun næsten har glemt hele sin barndom. Hun blev født som Synnøve Søe i Herlev i 1962, men i familien blev hun aldrig kaldt andet end Synne. Hun var den ældste af to søstre. På et tidspunkt flyttede de til Husum, forældrene blev skilt, og siden kom tre halvsøskende til. Hun kan huske episoder, og når hun skriver, vælter de frem, men hun har udvisket værelser og rum. Hun kan huske alle 12 skoler, hun har gået i (Synnøve Søe veksler imellem 10 og 12 skoler i sine fortællinger), men hun kan ikke huske nogen af de mange værelser, hun har haft. Og hun kan heller ikke huske duften af sin mor. 

”De eneste dufte, jeg har beholdt, er fra mine somre hos min mormor og morfar,” siger hun i interviewet. 

”Igennem alle årene har jeg hørt om de bedsteforældre,” fortæller Kødben. ”’De var så vidunderlige,’ sagde hun altid. Jeg har også besøgt dem engang sammen med Synnøve. Jeg syntes egentlig, de virkede lidt sure, men hun fandt meget tryghed i det hjem. Det var sådan et brunt hus, hvor der lugtede af krebinetter. ’Er det ikke bare det hyggeligste?’ sagde hun. Hun blev meget som et barn, når hun var hos dem: ’Skal vi ikke spille kort? Jeg tror også, vi har lidt O’boy.’”

SOM 14-ÅRIG blev Synnøve Søe sendt på Tvind. Forinden gik hun på N. Kochs Skole i Aarhus. På det tidspunkt boede Synnøve med sin søster Anneke og sin mor i et kollektiv i Lerbjerg lidt syd for Randers, en time med bussen til Aarhus. N. Kochs Skole var en privatskole med akademikerbørn, både småflippede og borgerlige, men det var også en skole, hvor utilpassede børn blev sendt hen på en friplads fra kommunen. 

Synnøve Søe skrev om skolen i en af sine klummer i JP Aarhus: 

”Jeg boede i Lerbjerg og var bare en hippie-møgunge, men jeg fik lov til at mænge mig med overlægers børn, direktørers døtre og professorers sønner. Happening, siger jeg bare, de var sgu skidesøde ved Lerbjerg-tøsen alle sammen. Ingen mobning, men jeg gik der jo også kun godt et år, hvoraf jeg pjækkede halvdelen af tiden.” 

Illustrator Claus Riis gik i klasse med Synne, som hun blev kaldt både derhjemme og i skolen. Han husker en lejrskole, hvor de var kærester i seks timer, og at flere fra klassen var oppe at besøge hende på hospitalet – efter et selvmordsforsøg, som han husker det. Andre fra klassen husker ikke noget selvmordsforsøg, men at hun tit var indlagt. Så var der tarmslyng, så var der noget med livmoderen, hele tiden var der drama omkring Synne. 

”Jeg tror, hun havde brug for opmærksomhed. Og jeg er ikke helt sikker på, at alt, hvad hun sagde, var sandt, men det betød ikke noget for vores venskab. Vi var gode veninder, og jeg var virkelig glad for hende,” fortæller en af klassekammeraterne. 

Hun stak nok ud, virkede ældre, mere moden og reflekteret end sine jævnaldrende, men hun var ikke udenfor. Hun var hurtig i hovedet, god at tale med og vildt sjov, fortæller klassekammeraterne. Hun var tit med hjemme hos veninderne, og de besøgte også kollektivet i Lerbjerg. Et, de beskriver som sjusket, lidt usselt og med et tomt køleskab. Og hvis der endelig var noget i det, var det muggent. 

Synne – eller Synnøve – pjækkede en del. Hun underskrev selv sine fraværssedler og fik job i en frikadellebod på Strøget, hvor klassekammeraterne tit kiggede forbi. Og, har hun fortalt i et interview, der var ikke nogen forældre, der undrede sig over, at hun igennem det meste af et halvt år tog en bus en time tidligere om morgenen, kom hjem tre timer senere om eftermiddagen og pludselig tjente en masse penge. Men en dag kom hendes lærer forbi for at købe en frikadelle. Og så blev hun sendt på Tvind-efterskole. 

I ’Pigen med masken’ fortæller Synnøve Søe om sin tid på Tvind, at hun på sin 15-årsfødselsdag begyndte ”at forstå, at det ikke var helt så godt med det fællesskab”: ”De kunne tvinge os til alt muligt, de kunne også tvinge os til begejstring, for det var et fællesskab, vi havde savnet hjemmefra. Der var altså også meget … angst, utrolig meget angst. Man vidste aldrig, hvornår fællesmødet vendte sig rundt mod én selv. De havde os simpelthen i et jerngreb, alle børnene, vi var ikke andet end børn, og vi kom alle sammen fra splittede hjem.” 

Efter en episode, hvor alle skulle klippe deres hår af, flygtede hun, og denne gang lykkedes det at slippe væk. Hun har fortalt, at hun endte hos et lesbisk par, hvor hun boede, mens hun gik i 10. klasse. Derefter fulgte en periode med forskellige job, et af dem som ekspedient i Illum, hvor hun en dag skulle ekspedere Jørgen, en advokat fra Græsted. Ham ville hun have, sagde hun til en af sine kolleger. Og det fik hun. De blev gift, Synnøve var 19, og Jørgen det dobbelte.

”Jeg var nedringet og gik ofte i corsage. Viste mig frem på en ekstrem måde, og jeg kan godt få den tanke, at jeg måske har været en forløber for den væmmelige ungdoms­kultur, der eksisterer i dag, og som man ser i programmer som ’Paradise Hotel’. Fem mennesker, der boller i en swimmingpool. Jeg forstår det ikke …”

sagt til BT i 2013

DER ER flere ting, der går igen, når man taler med folk, der har kendt Synnøve Søe. At bekendtskabet var intenst. Når man var sammen med hende, skulle man enten grine eller græde, alt derimellem var kedeligt og ligegyldigt. At hun var ekstremt empatisk, kærlig og generøs, men også meget krævende med et bundløst behov for opmærksomhed. Og et menneske uden filter eller grænser. 

Og så blev hun uvenner med sine venner. Hun kunne blive frygtelig vred og kalde dem det værste. Kort efter kunne alting være glemt, men nogle gange førte det til brud, der aldrig blev helet. Synnøve afskar folk, men vennerne brød også med hende. Suste Bonnén (mor til Kødben), der af Synnøve blev kaldt Ræv, er den blandt vennerne, der har holdt ved igennem flest år:

”Hun ville så gerne være en del af fællesskabet. Jeg kan huske en sommeraften, hvor hun spurgte, om vi ikke skulle ud og høre noget grill-lyd. Det var den lyd, der kom fra folks haver, når de sad i hyggeligt lag og grillede. Så ville hun lave et bånd med grill-lyd, som hun kunne høre derhjemme. Det er virkelig ensomhed.
Synnøve havde rigtig mange mennesker i sit liv, men ofte kun kort tid ad gangen. Hun blev meget forelsket i folk, og så blev det meget intenst. Så lå hun og ringede til folk om natten. Det kan man holde til i en tid, og så kan man det ikke længere. Og så blev hun skuffet og skældte ud. Hun var et menneske, der gav så meget, og af og til havde jeg også brug for pauser. Vi vidste, at der ville gå en tid, og så ville vi begynde at savne hinanden. Jeg savnede hendes latter, hendes humor og de samtaler, vi havde om både mennesker og kunst. Det var altid kvalificeret. Og så faldt vi hinanden om halsen igen.”

Ingen af de tætte venner fulgte Synnøve gennem hele livet, og da hun i flere perioder heller ikke havde kontakt med sin familie, er der ingen, der kender hele historien om Synnøve Søe. I deres fælles og sammenlagte fortælling om hende og i de portrætter og interview, der er skrevet om Synnøve Søe, opstår der af og til huller i kronologien. Der er perioder, der krydser ind over hinanden, årstal, der ikke passer ind, og måneder, der falder ud. Og fakta, der ikke stemmer overens med Synnøves fortælling om sig selv. 

Som for eksempel perioden med den hvide maske. Synnøve Søes egen fortælling til venner og medier var, at hun gik med den hvide maske i syv år, at hun ikke viste sig offentligt uden, og at hendes mand, advokaten fra Græsted, aldrig så hende uden masken. Men i den samme periode var hun ansat i omkring tre år på Billed-Bladet, og der havde hun aldrig masken på. 

Synnøve Søe har i en klumme på netmediet POV beskrevet, hvordan hun fik jobbet på Billed-Bladet, som blev en slags mesterlære. Egentlig ville hun søge job på Alt for damerne, for det var lige hende, mente hun. Men Synnøve havde glemt at researche og troede, at Alt for damerne var en del af Det Berlingske Officin, og derfor endte hun i Antonigade i det indre København. Her spurgte hun en rengøringsdame om vej til Alt for damerne, og rengøringsdamen tænkte, at den forvirrede pige nok mente Billed-Bladet, og viste hende op på 4. sal. Synnøve kom ind på Billed-Bladets redaktion, sagde til en ung fyr, at hun gerne ville være journalist, og fik med det samme et møde med chefredaktør Ib Johannesen og begyndte næste morgen. 

Når man sammenstykker forskellige beretninger om Synnøves tid på Billed-Bladet – og fra hendes liv i det hele taget – tegner der sig et billede af et menneske, der i den grad var i stand til at skifte karakter. Til at tilpasse sig omgivelserne, hvis det var det, hun ville. 

En af dem, hun interviewede i sin tid på Billed-Bladet, var sangerinden Lis Damm, der nogle år senere blev en af vennerne med kælenavnene. Lucy kaldte Synnøve hende. 

”Jeg kan stadig huske det meget klart. Hun havde mørke jeans, lange, flade, sorte støvler, mørkeblå V-trøje, halvlangt løst hår, med noget af det bag ørerne. Hun var ualmindelig almindelig at se på. Meget sød, professionel og grundig. Der var ikke en flig af noget excentrisk,” fortæller Lucy. 

Tidligere kolleger fortæller, at hun var en gevinst for bladet, fordi hun kunne få folk i tale, som andre ikke kunne overtale til et interview. Men også, at der var meget støj omkring hende. Drama og turbulens.

En dag mødte hun på arbejde med blå mærker på armen. Hun lod forstå, at det var hendes mand, der havde slået hende med en træsko, og derfor boede hun i en periode hos chefredaktør Ib Johannesen og hans kone. Men siden gik der en historie om, at det var hende selv, der i arrigskab og desperation over manglende opmærksomhed fra manden havde kastet sig ned ad trappen. 

Synnøve Søe, 1989.

2. OKTOBER 1989 blev en af de dage, der ændrede Synnøve Søes liv. Det var den dag, ’Fars’ udkom. Fra den dag var Synnøve Søe et offentligt navn og ansigt. 

Kødben var flyttet til Paris, da ’Fars’ udkom. Når hendes mor kom på besøg, havde hun altid danske aviser med, og her så Kødben for første gang Synnøve uden masken. 

Selv har Synnøve Søe fortalt, at da hun havde skrevet om sin barndom, kunne hun også frigøre sig fra den, og derfor behøvede hun ikke længere masken. 

Hovedpersonen i ’Fars’ bliver omtalt som ’hun’ eller ’barnet’, der konstant er i underskud af anerkendelse og opmærksomhed. Forældrene er følelsesmæssigt fraværende, moren sur og bebrejdende, og faren er også fysisk fraværende og en, som pigen altid savner og prøver at behage. Pigen flirter med tanken om, at sex kan være en vej til at få sin fars opmærksomhed, og bogen er i det hele taget præget af incestuøse undertoner. Som for eksempel da pigen skal massere sin far, eller da han – efter at hun har fået en kæreste – siger, at nu må hun ikke længere kigge på ham i badet, nu skal hun kigge på sin kæreste i stedet for.

’Fars’ blev omtalt som en selvbiografisk roman, og Synnøve Søe fortalte i mange interview, hvordan hun var blevet svigtet af sine forældre. 

Med udgivelsen af ’Fars’ indledte Synnøve en offentlig strid med sin familie om, hvad der var sket i hendes barndom. Om hvor meget af bogen, der var selvoplevet eller fiktion. Især hendes halvbror Jeppe Søe lagde kraftig afstand til sin halvsøster i medierne og forsvarede deres far. 

”Der er så mange af mine venner, der har spurgt mig, om hun blev misbrugt i virkeligheden. Jeg har aldrig spurgt hende, så jeg ved det ikke. Jeg accepterede, at det var hendes historie og fortolkning og søgte aldrig efter en sandhed om, hvad der virkelig var sket,” fortæller Kødben.

Da Synnøve Søe udgav ’Fars’, havde hun allerede gjort op med sin familie. I radiomontagen ’Pigen med masken’ fra august 1989 siger hun: 

”Der er mange, der spørger mig, om jeg stadig har kontakt med min familie, men har de nogensinde været min familie? Hvis man ikke er interesseret i nogen, så er det ikke ens familie. De mennesker, der er søde ved én, det er ens familie, alle mine venner.”

Synnøves Søes far, Poul Erik Søe, døde i 2008. På det tidspunkt havde Synnøve ikke kontakt med ham, og hun var heller ikke med til begravelsen. Bortset fra Synnøves halvbror Jeppe Søe har ingen fra hendes familie udtalt sig til medierne og heller ikke ønsket at bidrage til dette portræt. Med en enkelt undtagelse. For en dag, tre uger efter henvendelsen, kom der pludselig et svar tilbage fra Anneke Søe, Synnøve Søes lillesøster. Her er, hvad hun skrev: 

Kære Anne Sofie Kragh

Jeg er blevet spurgt om deltagelse i interview flere gange. Jeg har ikke ønsket at deltage. Min holdning er fortsat, at konflikter ikke løses i medierne. Jeg vil dog gerne bidrage med nogle ord om min søster, set fra mit sted.

De kommer her:
Som barn var jeg Synnes lillesøster. Hun var fantasifuld, og jeg blev uden at tænke over det en del af det, hun foretog sig. Jeg oplever ikke, at jeg valgte det. Jeg blev suget med.
Senere – i skolealderen – blev jeg mere og mere opmærksom på, at det voldte mig besvær at være Synnes lillesøster. Hun gav mig smagen af alle følelser. Jeg opdagede, at det ikke kun var mig, der blev suget med. Synne var interessant. Fantastisk. Dragende.
Jeg så, hvordan hun kunne tage mennesker. Bjergtage. Tage for givet. Indtage.
Jeg stillede mig i baggrunden. Der stod jeg godt. Og sikkert. Jeg holdt op med at følge med.
Hun kunne alt. ALT, hvad hun fandt på, gjorde hun. ALT.
Jeg tænkte sommetider: ”Bare det var mig.” De fleste gange tænkte jeg: ”Godt, det ikke er mig.”

Lige pludselig blev jeg mere end Synnes lillesøster. Min storesøster Synne blev til Synnøve Søe, der indtog Danmark.
Jeg kendte hende godt. Alligevel var hun fremmed. Det påvirkede og blev klart for mig, hvor forskellige vores veje og verdener var.
Mens Synnøve arbejdede sig ud i hver en krog af Danmark, blev jeg en del af en lille ny familie.
De fleste havde en holdning til Synnøve. Hun var på alles læber. Danmark blev suget med.
Jeg kendte hende stadig, men vejene, hun valgte, kunne kun betrædes og forstås helt af Synnøve.
Jeg forstod ingenting. Jeg blev i tvivl om, hvad jeg havde oplevet.
Sandheden om det levede liv afhænger af øjne, hjerner og hjerter, der ser og oplever, og derefter af fortællingen. Er sandheden nuet, der aldrig genskabes, og bliver fortællingen om det oplevede ved gentagelse og skriftliggørelse til fiktion?
En fælles oplevelse er ikke blot en fælles oplevelse. Sandheden er mangfoldig. Jeg kender den ikke.
Men jeg kender naturligvis min del af sandheden. Den tager jeg med mig igennem livet.

Mange hilsener Anneke Søe

Synnøve Søe iscenesætter sig selv, 2008.

I NEW YORK boede Kødben i en periode hos Synnøve Søe i en opgang i East Village, hvor Madonna engang havde boet. Her levede hun i et bofællesskab med en rockmusiker, der hed Star, og hans lesbiske veninde. Madonna var sammen med Bruce Springsteen de store idoler, og Synnøve Søe havde fået sin agent til at love, at han ville sætte et møde op med Bruce Springsteen, når hun kom til New York. En af missionerne med at tage derover var faktisk at blive gift med ham. En anden var at komme væk fra Danmark. 

”Med ’Fars’ blev hun et offentligt ansigt, og folk kom hele tiden til hende med deres problemer. Hun havde en overdreven empati, som hun mobiliserede for mange, mange mennesker, men det blev for krævende for hende,” siger Kødben.

Da Synnøve flyttede til New York, var en del af bagagen nogle sorte plasticsække, der var fyldt med fanpost, som hun ville besvare. Kødben fik til opgave at organisere fanposten, og Synnøve havde købt nogle kartotekskort, som Kødben krydsede af, når Synnøve havde skrevet et svar.

Nogle år senere fandt Kødben nogle af Synnøves store kinabøger. De stammede fra hendes tid som husmor i Græsted og var fyldt med sirlige optegnelser af alt, hvad der var frosset ned i kummefryseren. Spalte op og ned med beskrivelser af selv den mindste pose med hjemmedyrkede grøntsager. 

I New York arbejdede Synnøve frivilligt for en organisation, der tog sig af børnehjemsbørn, og det blev også en del af Kødbens liv i de tre måneder, hun var hos hende i New York.

Og så brugte Synnøve Søe meget tid på at gå i kirke. Hun var igennem hele sit liv ikke bare almindeligt kristen, men stærkt troende. Hun blev en fast del af gudstjenesterne, hvor end hun boede, fra hun var 10 år, indtil hun meldte sig ud af folkekirken omkring 2009, fordi hun ikke orkede flere ”ligegyldige slaske-prædikener”. Men troen beholdt hun. 

EN DAG fik Synnøve Søe en henvendelse fra TV 3, der ville lave en – efter danske forhold – ny type talkshow med hende som vært. Kort tid efter stod journalist Trine Villemann på ’Hjørnet’, stamstedet for Ekstra Bladets journalister, da Synnøve Søe kom hen til hende: ”Hej! Jeg ved godt, hvem du er. Du er Trine Villemann, og du skriver for Ekstra Bladet. Vil du ikke være redaktionschef på mine talkshow?”

Trine Villemann vidste også, hvem Synnøve Søe var. Hun kunne huske hende fra masketiden i det københavnske natteliv i 80’erne, hvor hun hang ud på Krasnapolsky og Dan Turèll. 

”Jeg så hende altid på Dan Turèll. Man så hende med det samme. Hun var meget utilnærmelig, alene og smilede aldrig. Stod altid og iagttog mennesker.”

Inden optagelserne skulle begynde, rejste Trine Villemann og Synnøve Søe på en tur til Paris, så de kunne lære hinanden at kende. 

”Vi sov på samme værelse, og den første nat vågnede jeg ved, at hun pludselig lå i min seng. Så var jeg nødt til at sige: ’Hør, det her er jeg ikke til.’ Det var hun heller ikke, sagde hun, men hun var vågnet, fordi hun havde mareridt, og hun havde brug for en, der holdt om hende. Hun havde mareridt hver nat, så vi sov hver aften i den samme seng. På et tidspunkt sad hun i et hjørne og rystede over det hele. Hun fortalte nogle uhyggelige historier fra sin barndom. Det var så hjerteskærende. Den stund, vi havde der om natten, hvor jeg sad og holdt om hende, den kunne jeg hive frem og tænke på, når hun skreg ’lede møgfisse’ ad mig. Så var jeg i stand til at vende den anden kind til,” fortæller Trine Villemann – eller Musseladedyr, som Synnøve kaldte hende. 

Med inspiration fra USA ændrede Synnøve Søe hele kulturen omkring talkshow i Danmark, og ’Synnøves’ blev en stor seer­succes. Stilen var fræk, pågående og nærværende og handlede om alt fra trendsættende subkulturer, hvor Synnøve blev udklædt i vilde kostumer, til stærkt følelsesladede emner som misbrug, aids og incest.

”Hun er et af de største tv-talenter, jeg har set herhjemme. Der var så meget nerve og nærvær, når hun var på. Det tog hende under 20 sekunder at få en forbindelse til de mennesker, hun interviewede. Hun havde empati, før det blev et modeord. Men hun var et mareridt at arbejde sammen med,” fortæller Trine Villemann.

Efter at Synnøve Søe (endnu en gang) havde råbt ad en af journalisterne på redaktionen, truede hele redaktionen med at sige op midtvejs i sæsonen. Løsningen blev, at Synnøve Søe blev forment adgang til redaktionen mellem optagelserne. Og når hun var der, blev døren til kontrolrummet låst af, så hun ikke kunne komme ind i reklamepauserne og råbe ad folk. 

Omtalen af programmerne og livet på redaktionen med Synnøve endte på formiddagsavisernes forsider, og på et tidspunkt tænkte Trine Villemann, at hun ville invitere et af de mere seriøse medier ud, så de kunne lave en sober reportage fra redaktionen. 

”Mens jeg sad og fortalte journalisten fra Jyllands-Posten om, hvor relativt fredeligt det hele gik til, kom hendes hår­stylist og makeupartist løbende ud af rummet. Råbende og skrigende, at nu kunne de ikke klare den lede so mere.”

Synnøve Søe var taknemmeligt stof for ugebladene og tabloidpressen. Hun sørgede for masser af omtale af sig selv og programmerne og gav mange interview. Pigen med masken var blevet til pigen med de provokerende udtalelser og brysterne forrest (hun puttede sammenrullede nylonstrømper i bh’en). 

Kødben fulgte med fra sidelinjen: ”Hun dyrkede den PR så vildt, og hun var vanvittig dygtig til det. Men hun kunne ikke tåle det liv, hun fik, da hun blev kendt.”

SYNNØVE SØE flygtede endnu en gang fra Danmark, først til Kenya, hvor hun boede i portnerboligen til Karen Blixens farm, og siden til Irland. Her lykkedes det hende at blive ansat på søndagsredaktionen på Irish Independent, Irlands største avis, som den, der skulle skrive de lange interview til søndagsavisen. Da ansættelsen stoppede (ingen af hendes venner ved helt hvornår og hvorfor), flyttede hun til halvøen Howth nordøst for Dublin. Her boede hun alene med sine hunde og ingen penge. På et tidspunkt sendte Kødben hende 1.000 kroner, og kort efter fulgte et minutiøst regnskab retur, hvor hun havde listet op, hvad pengene var gået til: mel, gær, hundemad, ris etc. 

”Synnøve var selv meget generøs. Det var sådan noget med altid at give taxachaufføren 100 kroner i drikkepenge. Men hun havde svært ved at modtage penge, og hun havde det meget svært med, at hun var så fattig. Det fyldte meget hos hende.”

Sådan var Synnøve Søes liv, da hendes familie i november 1996 ringede og fortalte, at hendes yngste halvsøster, Freja på 20 år, var blevet kørt ned og dræbt af en lastbil i Kina. 

I ’Pigen med masken’ fra 1989 fortæller hun om Freja: ”Der er kun en af mine søskende, jeg stadig elsker. Som betyder alt for mig. Men de andre, de er bare nogle mennesker, jeg har mødt.”

Hun kom hjem til begravelsen på Bornholm og blev der de næste 17 år. 

I begyndelsen boede hun i et hus i Nexø, som hendes mor købte til hende. I en periode kom hendes søster Anneke og kiggede til hende hver dag. Synnøve havde det i forvejen ikke nemt, men Frejas død slog hende ud.

I DE FØLGENDE ÅR blev der stille omkring mediefænomenet Synnøve Søe. TV Danmark forsøgte at genoplive hende som talkshowvært, men ’Det ny Synnøve’ blev ingen succes, og hun blev i stedet brevkasseredaktør på Ekstra Bladet. Umiddelbart det perfekte match: Synnøve og en brevkasse. Få havde den empati og interesse for folks problemer som hende, men netop af den grund var det det helt forkerte job, viste det sig. Det blev en besættelse for hende at holde styr på alle sine ’klienter’, og hun kunne ikke finde ud af at give slip på dem igen. 

Ligesom hun heller ikke kunne finde ud af at give slip på sin lille søn, Romeo, som hun fik efter en flirt med pølsemandens søn fra Nexø i 1998.

Synnøve, der selv aldrig sov mere end tre-firetimer om natten, kunne finde på at stå op klokken fem om morgenen og lige nå at bygge Lego et par timer med ham, inden han skulle i børnehave. Og nogle gange kunne hun slet ikke få sig selv til at aflevere ham. Ifølge Synnøves egen fortælling sendte børnehaven i en periode en pædagog hjem og hentede Romeo om morgenen, for ellers kom han ikke derhen. På et tidspunkt valgte Romeo at flytte over til sin far.

”Vi grinede af det, men det var forfærdeligt, det var det da. Men jeg kommer aldrig til at elske nogen, som jeg elsker ham, men det var godt for os at give slip. Rigtig, rigtig godt,” sagde hun mange år senere i et interview til Jyllands-Posten.

Flere af Synnøve Søes venner peger på de første år med Romeo på Bornholm som de mest harmoniske i hendes liv. Som om hun i den periode lykkedes med at fremkalde det romantiserede tryghedsbillede, hun havde af sin barndoms somre hos mormor og morfar på Balka Strand med faste spise- og sengetider. Som om hun fandt en form for ro i den første tid med sin søn, selvom det nok er for meget at sige, at der nogensinde var rigtig ro i hendes liv. 

Da Politiken besøgte Synnøve Søe i 2006, boede hun i Snogebæk, få kilometer fra Balka Strand. Rodet og alene med sin granddanois Kærlighed, i et hus forskanset bag et flere meter højt hvidt stakit, som hun havde sat op for at få ro. Her dyrkede hun det stille liv. Lavede mad på et gammeldags brændekomfur i et rodet køkken. Til gengæld havde hun perfektioneret badeværelset med mosaikker. Igennem tre år havde hun samlet glas og skår fra lossepladsen i Nexø. Men også et liv, der stadig var svært. Til Politiken sagde hun: 

”Der er perioder, hvor jeg ikke har det godt. Jeg behøver slet ikke at have nogen grund. Jeg kan bare pludselig ikke trække vejret. Jeg bliver bange. Smadderbange. Jeg ved ikke for hvad. Når Romeo ikke er her, kan jeg ligge en hel uge i sengen. Jeg græder ikke eller noget. Jeg er bare fuldstændig lammet og kan ingenting. Men det sker ikke så ofte længere. Jeg har valgt at tage medicin for det. Og det har hjulpet mig.”

Kort efter artiklen i Politiken udkom Synnøve Søe med sin femte bog, ’Når den blå hane galer’. Det var 12 år siden, hun sidst havde udgivet en bog, og hun kom til København for at blive interviewet på bogmessen. 

Det var en af hendes tidligere kolleger fra talkshowet på TV 3, Michael Holbek, der skulle interviewe hende. De to var gode venner, men sås ikke så tit. I perioder havde de talt rigtig meget sammen i telefon, men der havde også været lange pauser, hvor der ikke var kontakt. 

De skulle mødes lige inden interviewet over en kop kaffe og aftale, hvordan det skulle forløbe. Da Synnøve Søe ankom til bogmessen, var hun iført store træskostøvler, og i det hele taget så hun herrens ud, tænkte Michael Holbek. Synnøve Søe havde været igennem flere suicidale faser i sit liv, og nu var hun i endnu en. Men hun nægtede at tale om det på podiet, sagde hun. Det havde Michael Holbek bestemt heller ikke tænkt sig, de skulle jo tale om bogen.

Kort efter satte de sig på podiet. Der var stuvende fuldt, og interviewet kunne begynde. Michael Holbek stillede et indledende spørgsmål til romanen, hvortil Synnøve svarede: 

”Jeg har tit haft lyst til at begå selvmord.”

 Og så brød hun sammen. 

”Jeg var nærmest i chok. Heldigvis var Suste Bonnén (Ræv) blandt publikum, og hun skyndte sig op for at trøste Synnøve, sad og holdt hende i hånden, mens jeg prøvede at komme tilbage på sporet. Det var en ret rystende oplevelse,” fortæller Michael Holbek. 

SYNNØVE SØES VERDEN

Synnøve Søe blev født i Herlev i 1962. I sin barndom flyttede hun så meget rundt, at hun plejede at sige, at hun ikke kom nogen steder fra. Bornholm blev et af hendes faste holdepunkter. 

I løbet af 80’erne boede hun i Græsted, hvor hun var gift med en advokat, og siden centralt i København. Efter at have udgivet ’Fars’ i 1989 flyttede hun til New York. 

Efter New York boede hun i en periode i 

Karen Blixens gamle portnerbolig i Kenya. 

I 1993 flyttede hun til Dublin og blev først skribent på Irish Independent, siden flyttede hun ud på landet til halvøen Howth, alene med to hunde. 

I 1997 rykkede hun til Bornholm, hvor hun boede i 17 år. Blandt andet i Nexø, Snogebæk og Rønne. 

I 2014 flyttede hun til Aarhus, hvor hun blev boende til sin død.

TILBAGE PÅ Gammel Kongevej har Kødben siddet med de tynde ben på madrassen i karnappen i snart tre timer og fortalt om Synnøve Søe. Hun har ikke tal på de gange, hvor hun har stået i en forsamling, og snakken er faldet på Synnøve Søe. Så har hun skyndt sig at sige, at det var hendes gode veninde, inden de nåede at sige noget dårligt om hende. 

”De, der ikke kendte hende privat, har et helt andet billede af, hvordan hun var. Hun havde en side, som kom frem, når hun var offentlig. Det hele blev lidt for meget, hun kunne virke krukket. Den der bevidsthed hos hende støjede. Hun havde brug for opmærksomheden, men kunne ikke tåle den. I Danmark kan vi godt lide at sige, at vi elsker originaler, men det er løgn. For folk så også ned på Synnøve Søe, og det var en sorg hos hende, at der ikke var så mange, der havde blik for hendes format.”

Selvom Synnøve Søe var fuldstændig usnobbet i sin tilgang til mennesker og havde en meget bred vennekreds, generede det hende, at hun på trods af 10 bøger ikke blev taget helt seriøst som forfatter. Godt nok fik hun i 2008 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat efter ’Drengen med stigen’, som var den bog, der fik de gennemgående bedste anmeldelser, men de efterfølgende fire bøger fik ikke samme omtale eller modtagelse, og hun blev stadig mest set som hende talkshowværten med den dybe kavalergang. 

SYNNØVE SØE forlod Bornholm for at flytte til Aarhus i 2014. I den forbindelse lavede hun tre udsendelser som afsked, der blev sendt på TV 2 Bornholm. ’Synnøves Bornholm’ hed de, og i den første besøger hun nogle af de mennesker, hun kom til at holde allermest af. En af vennerne hedder Mogens Vibe, og de har en samtale om kunst og kultur. De sidder og kigger på forsiderne til hendes bøger, der er lavet af lokale kunstnere, og taler om hendes mest biografiske værk, ’Skrifte’ fra 2009. ”Der er næsten ingen, der har læst den. Den fik næsten ingen omtale,” siger hun resigneret. Og lidt senere spørger hun sin ven: ”Hvordan tror du, det kan være, at jeg aldrig er blevet inviteret med til noget af kultur­eliten?” 

Anden udsendelse handler om død. Eller rettere, den handler om selvmord. Om hendes gode ven Christian, der brændte sig selv inde, og hvis gravsten hun besøger. Men mest om dengang, hun ringede til Bornholms Regionskommune og sagde, at hun ikke ville leve mere. Hun interviewer den mand, der kom ud til hende, mens hun sad og rystede under et bord, og hun interviewer det personale, der hjalp hende, efter at hun blev udskrevet fra den lukkede afdeling på psykiatrisk hospital. Heller ikke i disse programmer bliver der lagt fingre imellem. Synnøve Søe skifter mellem at interviewe andre om sig selv og selv fortælle om sine kriser. Hun fortæller, at hun har taget 30 kilo på af den antidepressive medicin, hun nu får. Af og til kigger hun direkte ind i kameraet og fortæller seerne, at det er vigtigt at søge hjælp, når man har det skidt. Udsendelsen slutter ved Christians gravsten. ”Vi ses, kæreste Christian, men det bliver ikke endnu.”

I tredje og sidste udsendelse tager Synnøve Søe igen rundt til forskellige steder på øen, blandt andet Balka, hvor hendes mormor og morfar boede, hvor der var ”orden i hverdagene”. Hun tager ud og snakker med sin gode veninde Mimi, der er kunstmaler. De snakker om løst og fast og om, hvad hun vil i Aarhus, for hun kender ikke et menneske i byen. Synnøve fortæller, at hun var der for fire år siden, og der havde hun fået sådan en god fornemmelse. Og at det bliver det sidste sted.

 

SYNNØVE SØE PÅ SKRIFT

1989: ’Fars’. Om en piges mangel på opmærksomhed og anerkendelse i en traumatisk barndom med in­­cestuøse undertoner. 

1990: ’No Credit’. Om den 27-årige skuespiller Coco, der har svært ved følelsesmæssig nærhed og prøver at slå igennem som skuespiller i USA. Blev skrevet, mens Synnøve Søe boede i New York. Synnøve forsøgte at få Madonna til at spille hovedrollen i en filmatisering, men det blev aldrig realiseret. 

1992: ’Orm og ar’ (læs: Mor og far). Om en pige, der bliver seksuelt misbrugt af sin far. 

1994: ’Regntid’. Om den unge rige amerikaner Jason, der lever det vilde liv med fest, stoffer og sex i Afrika, Paris og New York. Også han er præget af en opvækst med fraværende forældre. 

2006: ’Når den blå hane galer’. Om Stella Vibe, der flytter til Kenya for at få skrevet en bog, og som har brudt med sin familie. 

2007: ’Drengen på stigen’. Om omsorgssvigt og den femårige Peter, der bor alene med sin psykisk syge mor og hele tiden venter på, at hans far skal komme forbi. 

2009: ’Skrifte’. Om at finde kærligheden og evnen til at binde sig på trods af manglende accept i barndommen. Ifølge Synnøve Søe hendes mest selvbiografiske værk.

2013: ’Bjerget, havet, huset’. Om en irsk forfatter, der lever som eneboer og lider af skriveblokering. Synnøve Søe boede selv i midten af 90’erne i en periode langt ude på landet i Irland. 

2013: ’Når mågerne flyver baglæns’. 18 fortællinger om personer med psykiske sygdomme. Udkom året inden, Synnøve Søe flyttede fra Bornholm, hvor hun selv havde været indlagt på en lukket afdeling. 

2014: ’Forbudt torsdag’. Om Henrik, der siden barndommen har eksperimenteret med sex med begge køn og vokser op i et dysfunktionelt barndomshjem. 

DET NYE hæng ud-sted for Synnøve Søe blev ARoS Aarhus Kunstmuseum. Hun var flyttet til byen for at få mere kultur, end Bornholm kunne tilbyde, og hun dyrkede ARoS som sit andet hjem. Hun sad tit på museets café og faldt i samtale med tilfældige forbipasserende og andre, hun havde fået en relation til. Hun kunne bruge dage på at observere, tolke og nyde et enkelt kunstværk ad gangen. 

Hun fik job som klummeskribent på JP Aarhus. Fra august 2014 skrev hun ’Byen baglæns’, hvor hun blandt andet skrev om at have en blæksprutte med på bagsædet i bussen til middag i ­Grenaa, om den dag, Prince døde, og om at købe parfume i Magasin: ”Pludselig duftede der af begær i hele Magasin.” (Synnøve Søe fik et forhold til en mand i løbet af sine år i Aarhus, men ingen af vennerne kender meget til forholdet). 

På redaktionen var holdningerne til hendes klummer delte. Redaktøren valgte at stoppe samarbejdet ved årsskiftet 2016-17, da han gerne ville have andre skribenter i avisen. Han har siden modtaget henvendelser fra læsere, der begræder den beslutning, skriver han i en mail. 

Ib Laugesen var et af de mennesker, Synnøve Søe lærte at kende, da hun kom til byen. Han havde vænnet sig til, at han skulle have et godt tag i hende, når de gik tur, for hun havde noget med balancen. De gik lige over for Café Drudenfuss i Aarhus’ Latinerkvarter, da hun skulle have noget i sin taske. Og så faldt hun. De næste to timer brugte Ib Laugesen på at overbevise Synnøve om, at hun skulle på skadestuen med den arm, men hun nægtede. 

Til sidst gav hun efter og blev siden opereret ad flere omgange. 

Sidste gang, Ib Laugesen så Synnøve, var hjemme hos hende i efteråret 2017. Synnøve Søe boede alene (uden hund) i en etværelses lejlighed i ’Langenæshus’ – et par højhuse med egne festlokaler, restaurant, fælles dagligstue, vaskeri og vicevært få kilometer fra Aarhus centrum. 

De havde siddet og fortalt hinanden anekdoter, og pludselig havde Synnøve vrænget ad ham. 

”Det blev jeg meget forskrækket over. At hun, som var så fintfølende et menneske og kunne være så hjertelig sød, pludselig også kunne være sådan ud af det blå. Vi sås aldrig igen. Men jeg elskede hende, og det gør jeg stadigvæk,” fortæller Ib Laugesen, der siden har skrevet og udgivet minderunen ’Stavros’, der er en hel digtsamling om Synnøve Søe. 

Hendes arm helede aldrig. Den hævede, blev voldsomt betændt, og i den sidste tid gik hun med en lang velcrohandske.

Synnøve Søe, 2006.

HUN BLEV fundet mandag 15. januar 2018. Dagen inden, om søndagen, skrev hun sammen med sin redaktør på netmediet POV, Annegrethe Rasmussen, på Messenger. Synnøve Søe skrev, at lægerne havde indrømmet, at hun var blevet fejlopereret nogle gange, og nu havde de sagt til hende, at hun ikke ville kunne komme til at skrive de næste to år. Og så skrev hun noget, som først efterfølgende fik det til at gyse i Annegrethe Rasmussen. Da hun læste det første gang, tillagde hun det ikke andet end Synnøves sædvanlige sans for melodrama: 

”For mig er det ikke engang kun en katastrofe ikke at kunne skrive, det er forbi. Bare helt forbi på alle måder.”

Om lørdagen havde Synnøve Søe solgt det sidste af sit indbo fra lejligheden i Langenæs. I dagene op til havde hun sat alt til salg på forskellige Facebook-sider. Gryder, pander, komfur, køleskab, fryser, skrivebord, tv, kolonialvarer. Når folk kom for at hente deres ting, fortalte hun dem, at hun skulle flytte til udlandet med sit arbejde. Også i den stund var hun interesseret i, hvem de var, hvad de lavede, og spurgte ind til deres liv. 

I løbet af lørdagen udskiftede hun sit profilbillede på Facebook med et billede af nogle væltede skakbrikker og en rød sløjfe om den sorte dronning. Hun havde lavet sirlige bunker med billeder og kuverter til blandt andet Romeo og hans far. Og en optegnelse over, hvor meget af sin opsparede medicin hun havde indtaget. 

Om fredagen havde hun efter lukketid sendt en e-mail til boligselskabet om, at de skulle ringe til politiet. Hun vidste, at de først ville læse mailen mandag morgen. 

ANNEGRETHE RASMUSSEN havde været i tvivl om, hvorvidt hun skulle tage hele vejen fra Washington til en bisættelse på Bornholm af et menneske, hun trods alt aldrig havde mødt eller talt med. Synnøve Søes redaktør på netmediet POV havde kun haft kontakt med sin skribent over Messenger og mails, dem havde de til gengæld også skrevet en hel del af, over 800 havde hun fået fra Synnøve. 

Men efter at hun havde skrevet en nekrolog om hende på POV, var det strømmet ind med henvendelser fra folk, der kendte Synnøve, deriblandt familien. De spurgte, om hun ikke ville holde en tale til bisættelsen. Så nu sad Annegrethe Rasmussen med jetlag i kroppen sammen med syv andre i Kastrup, deriblandt Kødben, Ræv og Ib Laugesen og ventede på flyet til Bornholm. Her kom de til at sidde et stykke tid, for en tyk tåge havde dækket luftrummet over Bornholm, og deres fly blev aflyst. 

”Jeg fik nærmest et nervesammenbrud i lufthavnen,” fortæller Kødben. 

I kapellet i Rønne var bisættelsen gået i gang. Kisten var dækket med hvide liljer, som Synnøve Søe talrige gange havde fortalt, hun ville have det (”Der skal kun være hvide liljer!”), hendes mor holdt en tale, og der blev sunget tre sange: ’Stilhed før storm’, ’Du er ikke alene’ og så den salme, Synnøve Søe engang havde skrevet til sin gode ven Jakob, der døde af aids.

En halv time efter bisættelsen var gået i gang, lettede flyet endelig, og de otte nåede frem til gravøllet på Poul Pava på Laksetorvet i Rønne. 

Som det første skyndte Ib Laugesen sig at lægge 1.000 kroner i baren. Stemningen var trykket, og han ville gerne gøre sit til, at den lettede. Han stillede sig op og læste digtet ’Nøgen frokost’, Annegrethe Rasmussen fik holdt sin tale, og Kødben læste Tove Ditlevsens digt ’Vær stille’ højt. En af stroferne lyder: ”Du greb om hele kloden, men den var alt for tung, og mod den styrke var du så værgeløs og ung.” Og slutter med følgende: ”Nu læger dødens engel din knuste barnetro. Vær ganske stille – et barn er lagt til ro.”

Gradvis lettede stemningen. Rundt omkring bordene blev der delt anekdoter om Synnøve Søe. Folk, der aldrig havde hørt om hinanden før, men som alle følte sig nært beslægtet med hende. Folk, der havde hørt meget om hinanden, men aldrig havde mødtes. 

Lige der var der ingen, der var uvenner med Synnøve Søe.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se september 2018.

 

Engang var han skolens værste elev og alt for usikker til at stille sig hen til mikrofonen. I dag kan ingen undgå at høre KARL WILLIAM. I en verden af Mejlgade-reggae, lyshårede servitricer, smøger og Dr Pepper-sodavand fandt Ud & Se sangeren, der ikke længere er et problem.
Tekst:Morten ReimarFoto:Martin Bubandt

AARHUS SUMMER på en solskinsdag som i dag. I den østjyske storby er det weekend, og der bliver stillet lemonader, cortadoer og laksesalater frem, mens studiedøtre og besøgende mødre med shoppingposer trasker arm i arm gennem Latinerkvarterets brostensgader i jagten på et ledigt cafébord. 

Det er dage som i dag, IKEA-trailerne holder parallelparkeret oppe på Trøjborg, på Frederiksbjerg og oppe ved kollegierne for enden af Randersvej med nyindkøbte Billy-bogreoler, der skal ind i forældreinvesteringerne. Det er dage som i dag, de studerende lægger bøgerne fra sig og triller ned i Midtbyen, der i dalen ligger som en kogende gryde af energi fra tusindvis af young guns, der er kommet til byen for at blive klogere, dannede og rundede af lige dele bøger og byliv for så om nogle år at tage derfra igen. 

I mellemtiden er de unge i Aarhus, og det er noget, alle fortjener.

Dér på en trappe foran en opgang sidder en pige i lædermokkasiner med frynser. Hun har haremsbukser på og sin rygsæk imellem dem. Dér går en aflang, ung fyr med krøller, der stikker ud under strikhuen. Han griner og hopper op på ’hipsterhøjen’, det gamle, græsdækkede beskyttelsesrum, der er en magnet for tophuer og boyfriendjeans midt i byen. Og dér kommer to midaldrende damer i korte cowboyjakker, der fjanter som 16-årige, selvom den ene bærer en Fætter BR-pose med en lille ting til barnebarnet. De griner og støder ind i hinanden ned ad fortovet. Det er det, Aarhus gør ved én.

JÆGERGÅRDSGADE mellem Midtbyen og Frederiksbjerg består stort set kun af barer og spisesteder, blandt andet restaurant Juliette. Den kvindelige tjener har halvlangt, lyst hår ligesom Noora i ’Skam’ og ligner en, der måtte blive hjemme fra byen i går for at åbne restauranten. Hun står bag baren og lytter til nattens historier fra en mandlig kollega, der læner sig op ad barens inderside og åbenlyst ikke blev hjemme. Så bestiller en kunde kaffe. Noora-tjenerindens hænder går automatisk i gang med at lave den, øjnene kigger ned i disken, og munden spørger, om der skal mælk til. 

”Ja tak,” lyder svaret. Så kigger hun op og ser, hvem der har bestilt kaffe: en rødhåret fyr med kartoffelnæse og den mest anonyme grå sweatshirt. Han kigger ned i bordet, da han siger: ”Og så noget postevand, tak.” Det giver et gib i hende. 

Karl William er et af tidens mest hypede unge pophåb, som anmelderne lige fra debutsinglen har stået i kø for at rose for hans poetiske, dystre blå-time-elektropop, og de har malende udpenslet den lyse fremtid, han går i møde. En mand, der er blæst på vej af det friske pust, han selv har leveret til dansk musik. En mand, der både karrieremæssigt og på den måde, han bliver betragtet af såvel anmeldere som servitricer, er på vej op.

KARL WILLIAM WANDAHL

Født 1. januar 1995 på Aarhus Universitetshospital.

Hans mor er pædagog, hans far er skuespiller på Aarhus Teater.

Er en del af musikerkollektivet Hukaos.

Udgav debutsinglen ’Kostumeramt’ i 2013, og sit første fulde album, ’Placebo’, i 2015. ’Livet, faldet og alt det andet’ er hans andet album og udkom i oktober 2018.

I 2015 modtog han P3’s talentpris og Gaffa-prisen for ’Årets Mandlige Kunstner’. I 2016 fik han hovedprisen ved P3 Guld.

EN TIME TIDLIGERE stod han i kø til toilettet i kantinen på ARoS, da en mor med to børn gik hen til ham og undskyldte, at hun sådan kom anstigende, men hun måtte bare sige hej til ham. I sin ene hånd havde hun en lille pige, Ella, og på armen et spædbarn. 

”Jeg bliver nødt til at sige til dig, hvor fed du er,” sagde hun. 

”Det synes Ella også, synes du ikke det?” 

Ella stod forstenet og kiggede på Karl William, ham fra YouTube, der pludselig var trådt ud af skærmen og ind i en toiletkø.

”Faktisk havde Ella krævet, at ham her (babyen på armen, red.) skulle hedde Karl William. Han kom godt nok til at hedde Emil,” smilede moren og lod den forfjamskede sanger gå på toilettet. Emil blev født med rødt hår på hovedet, siger moren, så det havde faktisk passet meget godt. Også fordi baby-Emil ifølge sin mor minder så meget om Karl William. Han er en meget mystisk baby og minder slet ikke om andre babyer.

Nu sidder vi ude på fortovet foran Juliette på Jægergårdsgade, kæderyger og drikker kaffe. Hver anden, der går forbi, kigger mere eller mindre diskret. Nogle puffer deres venner i siden for slet skjult at gøre opmærksom på, hvem det er, der sidder der. Karl William kan godt selv se det, og i starten tænkte han over at rette ryggen, når han sad ned, men han har vænnet sig til ikke at lægge mærke til, at folk kigger. Han ville nok blive skør ellers. 

”Det er ikke nogen måde at leve på. Jeg bliver glad, når folk kommer hen og siger, de kan lide musikken, men det der med at stirre har jeg det svært med.”

Så viser han det ansigt, han tager på, når der bliver taget pressefotos, og det, han bruger til selfies på Strøget. Det første er et, hvor munden er stramt lukket i, og øjenbrynene er let rynket sammen, mens øjnene kigger intenst ligeud. 

”Man skal se lidt sej ud, jo,” griner han. Det andet er næsten det samme, bare en anelse mindre spændt og med to peace-fingre. 

Han har et rundt hoved med ekstremt rødt hår på toppen. Hans øjne er blå, hans øjenvipper er lange og orange. 

Når han går, vender han fødderne lidt udad, hvilket måske stammer fra engang, han fik et glasskår i fodsålen, som har efterladt en permanent klump hård hud under den ene fod. Når han tænker, putter han snoren fra sin sweatshirts hætte i munden. 

Og når han sidder stille uden at sige noget, men bare kigger på folk, der går forbi, har han for vane at tage hætten på og trække i snoren, indtil det kun er øjnene og næsen, der ses.

I DAG ER HAN i Aarhus, men den 23-årige musiker har boet i København de seneste fire år. Stort set alle hans venner er flyttet samme vej, så han bor hjemme hos sin mor, når han er i byen. Det er i Brabrand, vest for Midtbyen, hvor hun er flyttet sammen med sin kæreste, efter Karl flyttede hjemmefra. Her har de et gæsteværelse, han er stamgæst på, med en seng, et fjernsyn, en symaskine og dimser: små træfigurer og et lille plasticæsel, Karls mor har fundet i en butik. Hun er en rigtig dimse-dame.

Før boede hun i rækkehus i Stavtrup, der også ligger lidt uden for byen, og før det på Frederiksbjerg inde i byen. Lejligheden, på hjørnet af Ålborggade og Søndre Ringgade, var Karls første barndomshjem, derfra har han svage minder om dengang, hans forældre var sammen. De blev skilt, da Karl var tre år gammel. Faren, der er skuespiller på teatret, flyttede i en villa i Åbyhøj, og moren, der er pædagog, blev i første omgang boende i lejligheden. Børneminderne hæfter sig mest hjemme hos moren. 

”Jeg var også kun hos min far hver anden weekend, så det er jo ikke så underligt,” siger han, mens han viser døren ind til opgangen og baggården. 

Så går vi de par hundrede meter, der er ned til ASAs baner, hvor han spillede fodbold. På græsset er der stille, selvom boldbanen ligger midt i byen. Der er stålhegn rundt om, bag det står høje træer, og over dem kan man se fire store grå betonhøjhuse og de røde toværelseslejlighedskomplekser, der er så mange af i Aarhus.

Især husker han, når fætteren Mathias kom på besøg i lejligheden. Mathias var, dengang som nu, kun et par år ældre, men for en syvårig er en 10-årig stor, og derfor så Karl op til ham. Nogle gange nok lidt for meget på den der ’Mathias, Mathias, Mathias’-måde, hvor han trak ham i ærmet for at få opmærksomhed, når han var på besøg. Så spillede de ’Fifa’. Mathias var Real Madrid, Karl var Arsenal, og de drak Dr Pepper. 

Egentlig kunne Karl slet ikke lide Dr Pepper, det var der ikke andre i familien end Mathias, der kunne. Karls mor havde en kasse med hjem, der var blevet tilovers fra en fest på jobbet, så alle kunne smage, hvor rædsomt det smagte. Sodavanden har en bismag af marcipan, der bestemt ikke er for alle, men Karl lærte sig selv at kunne lide den, for at han og Mathias kunne spille ’Fifa’ og drikke Dr Pepper sammen.

Karls mor er en sød mor og også en mor, der bekymrer sig meget, og som sagde, at Karl skulle huske varmt tøj og passe på, når han gik ud. Det er også hende, der kører Karl til aftaler, når han er i Aarhus, og så har hun lært ham, at man aldrig går hjemmefra uden først at rede sengen.

Energien var en anden hjemme hos hans far. Fordi han kun var der i weekenden, var der altid slik, ’Disney Sjov’ og fredagsstemning, når han og lillesøsteren Molly blev kørt derover. Og morgenen efter var det ikke usædvanligt, hvis man blev vækket af, at faren hørte Jan Johanssons ’Jazz på svenska’ på fuldt drøn. Om aftenen satte Karl, Molly, faren, hans kæreste (der også er skuespiller) og senere deres to børn sig ved klaveret og sang Beatles. 

Karls far er en mand, der fylder meget, og det samme er Karl. De minder nok for meget om hinanden til rigtig at kunne være i samme lokale på én gang, og derfor gik der nogle år, hvor de kun så hinanden et par gange. Først da Karl blev voksen, ringede han til sin far og sagde, de blev nødt til at snakke om, hvordan de kunne være far og søn.

DET VAR TO forskellige hjem med to forskellige temperamenter. Og det kan nemt forvirre et barn, hvis grundtonen ikke er givet. Det forvirrede i hvert fald Karl. Som mange andre børn af den kreative klasse kom han på Århus Friskole oppe i Stavtrup, en kort køretur fra Midtbyen. 

Den bliver kaldt ’hippieskolen’. Blandt forældrene er der gerne årgang for årgang i hvert fald ét hoved med dreadlocks, alle legehusene i gården er bygget af tidligere niendeklasser, og der er musik på skemaet hver dag. Helmigs børn har gået her, Mek Pek, Anne Dorte Michelsen og to femtedele af Shit & Chanel har gået her. 

Skolen ligger ved siden af en mark, og den består af en hovedbygning i rødmalet træ fra starten af 70’erne og en anden stor bygning, der er kommet til, efter Karl gik her, med en boldbane imellem sig, træer, sandkasser og basketbane. 

”Viva la musica,” står der med store, farverige træbogstaver på facaden ud mod vejen. Det er, på mere end én måde, en skole med god plads, men alligevel var det, som om Karl ikke rigtig passede ind. Han var forkert. Et barn med stor usikkerhed, der kom til udtryk i en provokerende, udadreagerende adfærd. I starten var han som de fleste andre børn, måske lidt mere livlig, men ikke mærkbart i forhold til resten af klassen. Der var bare det, at mens de andre børn lærte at sidde ned og kigge op på tavlen, blev Karl ved med at være barnlig og fuld af krudt. 

En dag i anden klasse havde de dansk, og klassen larmede. Dansklæreren plejede at få ro ved at råbe ”Heeey!” til signal om, at nu er det nok, frikvarteret er slut. Også den dag råbte han sit ”Heeey!” men Karl var ikke færdig med at holde frikvarter, så han hoppede op på sit bord og sang ”Heeey, hey, baby, huh hah …” Det var dér, han fik sin første, men langtfra sidste store skideballe. De blev hyppigere og værre.

EN LÆRER sagde til ham, at han var den værste elev, skolen nogensinde havde haft. En anden lærer råbte ad ham efter at have prøvet alt andet for at få ro på ham, at han var grim og rødhåret. Så kan et barn ikke undgå at lægge mærke til, at han er et problem, man helst er fri for. Især ikke, når forældrene ustandselig var til møder på skolen for igen at tale om, hvad i alverden de skulle stille op med ham. 

Måske var det derfor, han var overhøflig, når han var hjemme hos sine venner og mødte deres forældre. De kendte jo til ham fra forældremøderne, hvor han tit var på dagsordenen. Så han prøvede alt, hvad han kunne, for at bevise, at han var en sød dreng, der sagde tak for mad flere gange i træk. 

En dag drillede Karl William en af de andre drenge. Han vendte hans navn om til pigeudgaven, Emil til Emilie, Johan til Johanne, og råbte det efter ham, indtil han begyndte at tude. Tænk, at ord kan ramme et andet menneske så hårdt. Det gav et chok i Karl, der også begyndte at græde og gemte sig i et træ. Kort efter kom yndlingslæreren og kravlede op for at trøste ham. I dag står det uklart, hvad læreren sagde, men måden, det blev sagt på, husker Karl William tydeligt: i øjenhøjde uden at sætte sig på hug. Sådan kan ord også virke. 

Fagligt haltede det, men til gengæld var han god i musiktimerne, og han kunne godt lide at spille trommer i klassens band. Han begyndte nok med det, fordi det var noget, der larmede og var sjovt, men han blev ved, fordi han blev rost for sine evner. Og det havde han brug for. 

Maria Jæger husker tydeligt den rødhårede trommeslager. Hun var den ene af Karls to musiklærere, hun spiller keys i et R’n’B-band kun med kvinder, Espichicoque, og arbejder stadig på skolen. Når hun tænker tilbage på Karl, er det først og fremmest som en dreng, der indeholdt et kompleks: På den ene side var han fanden­ivoldsk og ikke bange for at åbne munden. På den anden side havde han en skrøbelighed, han prøvede at gemme væk:

”Det kom især til syne i, at han var svær at rose,” siger hun. ”Karl var meget kritisk over for sig selv, langt mere end jeg var som lærer. Hvis jeg for eksempel sagde, at han var helt vildt god, som han også var, så var det, som om han vægrede sig ved det. Nogle børn er lige ud ad landevejen, han var mere sådan en, man skulle bruge energi på at pakke op og komme ind på.” 

MUSIKTIMERNE var oftest sammenspil, hvor eleverne sammen skulle få et nummer til at virke. Og så handlede det ikke længere om Karl, men i stedet om det, han gjorde. Men når musiktimen var slut, var han til besvær igen. Efterhånden begyndte han at tro på det, når han fik at vide, at han var et problem. Så kunne det også være lige meget. Og det begyndte at smitte af på glæden ved musik. 

”Da han blev pre-teenager, var det ikke altid, at han gad spille trommer. Han virkede ikke komfortabel i det længere, og jeg skulle nogle gange overtale ham til at spille med,” siger Maria Jæger. ”Mit bedste bud er, at han blev selvkritisk.” 

Friskolen afholder en årlig ’Høstival’, en mini-festival med en udendørsscene med professionelt lyd- og lysudstyr, hvor hver klasse spiller et nummer for forældrene, og hvor der hen ad aftenstid kommer tidligere elever, forældre og venner af skolen og spiller. Et år spillede Flødeklinikken, et andet Thomas Helmig sammen med Mek Pek. Espichicoque har også spillet der. 

I sjette klasse havde Karl besluttet sig for, at han gerne ville synge i stedet for at spille trommer til Høstivalen. Han og en gruppe piger skulle synge ’Ain’t No Mountain High Enough’, og fordi han var den eneste dreng i koret, havde han fået hele andet vers. Når de øvede, gik det godt. Pigerne havde i hvert fald sagt, at han sang godt, og selvom han var nervøs, stillede han sig op på scenen med de andre.

Spotlyset kom over på ham, alle kiggede på Karl, og så gik han i stå. Han sang mumlende, en hel meter fra mikrofonen og så lavt, at kun han selv kunne høre det. 

Lillesøster Molly var for lille til at huske, om hun var til stede den dag, men hun kender udmærket til historien, for de har tit talt om den derhjemme. 

”Han kunne slet ikke få noget ud. Lige så snart der kom publikum på, og der var lys lige i fjæset, og han skulle præstere sådan rigtigt, kom en sceneskræk og overtog ham. Når jeg tænker på, hvordan han er på en scene i dag, synes jeg, det er vildt sjovt, at han engang chokede.” 

Det blev hans sidste Høstival. Efter mange samtaler mellem skolen og forældrene blev det besluttet, at han skulle skifte skole i syvende. 

Mens vi er på skolen, går Karl William rundt uden at sige ret meget. Spurgt, hvor han havde klasseværelse, nikker han hen imod en rude på den weekendlukkede skole, men kigger ikke ind gennem ruden. Lige inden vi kører tilbage til byen, samler han en fodbold op fra græsset, losser den højt op i luften, vender ryggen til og går, inden den lander igen. 

TILBAGE I BYEN går vi hen over broen, der går over skinnerne ved banegården, så forbi Musikhuset, hvor Karl William har optrådt flere gange. Så går vi ned til Åen, den caféfyldte promenade, og forbi det gamle bibliotek, der er lukket og ligger stort og tomt tilbage, efterladt af en by i sulten fremdrift. I den anden ende af Åen ligger Dokk1, det enorme bibliotek med borgerservice og eget stop på den nye Letbane. Det meste af Havnen er stadig industrihavn med sojakagefabrik og slagteri. Indtil videre. 

”Der er hele tiden sket noget, når man kommer tilbage,” siger Karl William. ”Det må man bare give Aarhus.”

Nede i Latinerkvarteret, den del af byen, hvor de franske cafeer, de studievenlige restauranter og tophuerne er, ligger også Laursens Realskole, som Karl William skiftede til i syvende. Samtidig stoppede han med at spille trommer, det var for dyrt, hvis han skulle gå til det efter skole, og det gik ikke at spille derhjemme i lejligheden. Da han ikke længere havde en daglig time med noget, han var god til, var der ikke overskud til at følge med det noget højere faglige niveau på den nye skole. Han lavede ikke lektier, og på trods af flere møder med forældrene gav lærerne efterhånden op og lod være med at punke ham for ikke at aflevere sine ting. Det gjorde jo ingen forskel. 

En dag i ungdomsklubben drillede en dreng fra en af de mindre klasser Karl med hans røde hår. ”Regnbueabe! Regnbueabe,” råbte han ad ham. Regnbueaberne var farvede aber fra en tegnefilm på Cartoon Network. 

”Lad så være! Nu stopper du!” råbte Karl tilbage med sin pibede stemme, der ikke var gået i overgang endnu. Men drengen blev ved og ved med at stikke til hans usikkerhed, indtil Karl løb efter ham, væltede ham omkuld på jorden og satte sig oven på ham. Drengen hylede og sagde, at Karl, der var en stor, tæt dreng, havde brækket hans ribben. Det havde han ikke, alligevel var Karl forbløffet over sig selv. Han har aldrig før eller siden været voldelig. 

På trods af nederlagene forsøgte Karl sig alligevel med sang på Laursens Realskole, Han var begyndt at se op til sin nye ven, Thomas fra klassen, der fulgte lige så lidt med som Karl og kæftede lige så meget op. Forskellen var bare, at Thomas var dygtig og sjov, og når han sagde læreren imod, kunne ingen lade være med at grine. 

Thomas var også en outsider, men en outsider, alle kunne lide. Karl var bare et problem. Thomas kunne godt lide rock og spillede guitar, og han overtalte Karl til at synge Rage Against the Machine-sangen ’Killing in the Name’ til en forældredag på skolen. ’Killing in the Name’ er snarere en rap, og det virkede sejt for en 14-årig dreng. Så selvom han ikke rigtig turde optræde, sagde han ja.

”HAR DU ALDRIG hørt om Kidd?” spurgte Karls veninde i 9. klasse. Så fandt hun Kidds ’Gøre sin ting’-video på YouTube og viste Karl, hvad han nær var gået glip af: I videoen går Kidd, kun en håndfuld år ældre end Karl William, i kasket og solbriller selvsikkert ned ad Dronning Louises Bro i København, totalt upåvirket af, at det halve Nørrebro kigger på ham, mens han rapper om, hvor fed han er, om at folk hellere må holde godt fast i deres kærester, når han går forbi, og om hvor misundelige alle er på ham. Videoen slutter med, at Kidd råber: ”Uuuuh, det’ så svært at være så god!”

På en eller anden måde blev Karl forelsket. Han ville være ligesom Kidd, han hørte alt, Kidd havde udgivet, læste alle artiklerne om ham og fik sin mor til at købe en lys jakke næsten magen til en, Kidd havde haft på i tv, bare i H&M-udgaven.

Før var det fætter Mathias, Thomas fra klassen eller en fodboldspiller, Karl så op til, nu var Kidd hans nye mandlige forbillede. Ham, han gerne ville være ligesom.

Kidd besad alt det selvværd og al den tro på sig selv, Karl ikke havde. Og så var Kidd i videoerne altid flankeret af andre rappere, producere, musikere og hang-arounds i det såkaldte Cheff Records. I ’Cheff’ hang de ud sammen, de lavede musik sammen, de kørte til Aarhus for at lave et fedt show sammen, og de hjalp hinanden frem i verden. Sådan en gruppe ville Karl også gerne have. 

Kort efter Karls første nummer ’Kostumeramt’ i 2013 så småt begyndte at være et hit, var han i København for at spille opvarmning for en svensker, han i dag har glemt navnet på. Karl og hans ven Frede, der havde kørt ham til København, sad i en bagel-shop på Vesterbrogade, da der tikkede en besked ind på Messenger: 

”Åhr, det’ Kidd!” råbte Karl og stak telefonen op i hovedet på Frede. 

Kidd, der på det tidspunkt optrådte under navnet Heimdals Sidste Vogter, inviterede Karl med i studiet næste gang, aarhusianeren var i København.

Kidd havde studie i en baggård på Frederiksberg og dukkede op et par timer efter, de havde aftalt. Karl gjorde sit for at virke cool over for sit idol, men det var der ingen, der rigtig blev snydt af. I dag er de to venner.

DET VIDSTE DU –MÅSKE IKKE– OM KARL WILLIAM

Drikker dagligt mindst to liter San Pellegrino danskvand.

Hans livret er en ostemad.

Han ejer stadig sin første bamse, en blå hund ved navn Uffe.

Han har sin ekskærestes underskrift tatoveret på armen.

Han ryger Blå King’s.

Hans yndlingsfilm er ’De urørlige’.

Var han ikke blevet musiker, ville han gerne være pædagog.

Spillede en habil højre midt for ASA og Stavtrup, men stoppede, da han var 17.

Spiller ’FIFA’, så tit han kan, og er Arsenal hver gang.

Kan spille trommer, men ikke andre instrumenter.

Hans yndlings-sodavand er Dr Pepper.

INSPIRERET AF Kidd begyndte Karl at rappe. Han skatede tit på Godsbanen (en aarhusiansk kulturfabrik i og omkring nedlagte DSB-bygninger), men blev aldrig særlig god til det. Han havde ikke nosserne til at hoppe ud fra noget højt på en-meters-bræt og lærte aldrig så meget som et kickflip. Til gengæld var han den bedste til at free­stylerappe, og de andre kaldte ham ’Wicked’. 

En af skaterdrengene lavede et lille studie-setup derhjemme med en mikrofon, et computerprogram og et minikeyboard med trommelyde. Karl rappede henover, det blev lagt på SoundCloud, og på grund af det blev han inviteret til at optræde til sin første koncert. 

Det var en del af noget, der hed ’Chill Out’, en udendørs koncertdag i Rådhusparken i 2011. Der gik 16-årige ’Wicked’ på scenen i en T-shirt og en kasket med en abe på, han havde fået af en ven, der gerne ville være tøjdesigner. Inden Djuna Barnes og Barbara Moleko gik på, skulle han spille tre numre, og han var helt rød i bærret af nervøsitet. Heldigvis var der god opbakning fra vennerne. En af dem, ’Backs’, var med på scenen som hypeman. Og Frede stod klar derude blandt publikum. Fætter Mathias var der også, og han havde taget sine venner med. De var alle sammen på Mathias’ alder og bøvlede med noget musik i Aarhus’ undergrund, uden at det blev til ret meget. En af dem var Tais, der i dag er Karls guitarist: 

”Der var ikke så mange lokale stjerner på det tidspunkt, og det var måske en af grundene til, at vi var i Rådhusparken den dag. Der var ikke rigtig noget for os i Aarhus, hvis ikke der kom nogle fra København.”

Tais og de andre syntes egentlig ikke, det lød ret godt. Det var noget blegfis-reggae, men der var alligevel noget anderledes ved ham Karl. For selvom han var pissenervøs, stort set ikke kiggede ud over scenekanten og gik hvileløst frem og tilbage, emmede han af noget, Tais og de andre længe havde ledt efter. 

KARL ’WICKED’ WILLIAM blev inviteret med ind i fællesskabet omkring Tais, Mathias og de andre, som senere kaldte sig Hukaos. Han havde taget 9. klasse, var fortsat i 10., hvor han igen fik mulighed for at spille trommer, og begyndte i gymnasiet med de bedste intentioner. Alligevel droppede han ud efter tre måneder og kom i stedet på musiklinjen på en produktionsskole, hvor han lærte at pakke gear, lave lyd og programmere musik.

Drengene sad i en kælder på Montanagade, en sidegade til Jægergårdsgade, hvor en af deres farmødre ejede en opgang, og hvor de røg og lavede musik. Ligesom i musiktimerne på Friskolen handlede det i kælderen ikke om Karl, men om musikken. De skulle ikke tale om noget, de skulle ikke se hinanden an, de skulle bare lave musik. Og det havde han brug for. Faktisk var han så benovet over at være inviteret indenfor, at han en af de første gange i kælderen fortalte dem, hvor meget han så op til dem, og at han faktisk var begyndt at græde til en koncert, fire af dem havde spillet på Mejlgade.

Han var egentlig kommet for at rappe, men drengene havde en anden lyd i tankerne. En lyd, der hverken mindede om københavnerrap eller Aarhus-reggae, men var inspireret af nogle på det tidspunkt for Karl ukendte amerikanske navne som Travis Scott, Drake, The Weeknd og Frank Ocean. Det var ikke rigtig R’n’B, det var ikke rigtig rap eller pop, det var lyden af at komme hjem på et teenageværelse tidligt om morgenen, en lyd af elektroniske trommer med uendeligt ekko-keyboard i en sovs af mørke gadelygter. Sådan cirka. 

”Prøv at synge lidt mere,” sagde Tais til ham efter hvert take.

Efterhånden som teksterne handlede mere og mere om Karl William, droppede han ’Wicked’. Den første koncert under eget navn var i Studenterhuset i Aarhus, hvor der stod 14 mennesker i et alt for stort lokale til en fredagscafé. 

Karl William havde ikke mikrofonstativ, men gik frem og tilbage på scenen med mikrofonen i hånden ude at kigge op. Med som backing havde han Tais, der havde et USB-stik med musikken i lommen. Niveauforskellen mellem musik og vokal var helt ved siden af, men de 14 fredagsstive universitetsstuderende virkede alligevel til at nyde urpremieren. 

Mindre end et år senere optrådte han på Roskilde Festival, onsdag eftermiddag på Rising-scenen. Karl William insisterede på, at hans mor skulle klippe hans hår, selvom ikke engang Politikens anmelder kunne lade være med at hæfte sig ved hans grydehår i sin anmeldelse. Han havde korte Adidas-shorts på og en blå fløjlsskjorte, og han kom lige fra København inden koncerten, fordi han havde brugt dagene forinden på at drikke sig mod til i en grad, så den daværende manager havde beordret ham til at sove den ud i hendes lejlighed.

Denne gang havde han Hukaos-drengene med som band, og han var sikker nok – både på benene og i hovedet – til at tale direkte til publikum. ”Er I stive?” råbte han.

Han havde nærmest lige optrådt for 14 mennesker i Studenterhuset, nu stod der mellem 5.000 og 8.000 unge mennesker og sang med på ’Rammer perfekt’, de havde skilte med deres telefonnumre, og på et af dem stod der: ”Karl: Kom ned i vores camp!”

 

HUKAOS

(Udtales som ’who cares’)

Louis Rustum, solomusiker.

Tais Stausholm, guitar og kor. Solomusiker. Producerer også for blandt andet Emil Stabil og Sivas.

Mathias Klysner Marcussen, bas. Spiller også i Waldo & Marsha og Larger Than Life.

Carl ’Barsk’ Emil Johansen, keys. Spiller også i Necklace og Larger Than Life.

Emil Hesselbæk, synth og keys. Spiller også i Necklace, Young Bong og i Louis Rustums projekt.

Frederik Carstens, trommer og producer. Arbejder også med Soleima.

I FIRE ÅR har Karl William boet forskellige steder i København med fast holdepunkt i vennerne fra Hukaos, der alle er flyttet til hovedstaden. En af de sidste tætte venner i Aarhus er Frede, som for nylig har sagt sit tjenerjob op for at være Karls chauffør på fuld tid. I går var han i Odense for at se sin nyfødte niece og slog bagefter et smut forbi København for at hente Karl William med til Aarhus i en lejet Audi, der nu står hjemme ved Frede med bagsædegulvet fuld af sandwich-emballage og to-go-kaffekrus med cigaretskodder i. 

Også han planlægger at flytte til København så snart som muligt: ”Væggene begynder at tale til én,” siger Frede. Han er en midtby-cool type, der bor på et værelse i centrum, sover længe og kører rundt på sin Honda Africa Twin-crosser i skovene omkring Skanderborg. 

Frede har kendt Karl William, siden de var 10-11 år, da de lærte hinanden at kende gennem fælles venner og fodbold i multihallen i Stavtrup. ”Vi andre var okay gode til at freestylerappe, men Karl var sindssygt god. 100.”

Tit om formiddagen i weekenden, når Karl havde brugt natten på at indspille en ny sang, kom Frede forbi og hørte den på den store, hvide firkant af en iPhone-højttaler, der stod på Karls værelse.

Som regel var det gode numre, og det var da ”fint”, at hans gode ven kunne lave sådan noget musik, og det var da meget sjovt det med ’Wicked’ og sådan. Men en formiddag spillede Karl et nyt nummer for ham, der var anderledes end de andre, ’Kostumeramt’. 

”Det er sygt, at han har lavet det. Det var ikke bare sygt, fordi det var min ven, der havde lavet det, det var bare … sygt.”

Selv havde Karl William ikke regnet med, at det ville blive hørt af ret mange, men det blev lynhurtigt et nummer, alle talte om. Og Karl William begyndte at blive genkendt på gaden, blandt andet af gamle venner, der ikke rigtig fattede, at rødhårede Karl lige pludselig var ’Årets talent’. 

”Du er da blevet tyk, hva’?” kunne de finde på at sige. 

Og ja, i den periode var Karl William måske blevet for tyk. Han var lidt hævet i ansigtet, spiste for mange pizzaer, gik for meget i byen og sov for lidt. Han var taget til København for at leve sammen med sine venner, sådan som stort set alle 19-årige musikere med succes og penge på lommen gør det. 

EN NAT VAR han i byen med sin daværende kæreste og tre andre venner. I løbet af turen kom de til Arch, Remees natklub, og stillede sig i kø. Arch er en af den slags klubber, der har ansat en picker, altså en fyr, der står ved siden af dørmanden og udvælger, hvem der er cool nok til at komme ind. Da det efter en 20 minutters tid blev Karl Williams og vennernes tur, sagde pickeren til Karl, at han ikke måtte komme ind. 

”Hvorfor ikke?” spurgte Karl William.

”Det er, fordi jeg siger det.”

”Du må da give mig en årsag.”

”Lad mig sige det på den her måde: Hvis du havde det der tøj på,” sagde Arch-pickeren og pegede på en fyr i jakkesæt, ”så var du heller ikke kommet ind.”

Så gik de videre til et andet sted og fik en god aften alligevel. Men historien sluttede ikke der, for senere blev Karl William i et Politiken Ibyen-interview spurgt, hvilket sted i København han gerne ville rydde med en bulldozer. Og på den måde blev historien til en historie, der ikke handlede om musikken, men om, at Karl William var grim og rødhåret. 

”I en periode kom han en del til Aarhus og gemte sig hjemme ved vores mor,” siger søsteren Molly. 

”Han var træt af, at alle kiggede på ham, og at han ikke kunne gå på gaden uden at få sådan nogle øjne, der virkelig bedømte.” 

Selv føler han, at der er færre af de blikke i København. Der er folk ikke så imponerede af at se endnu en fra tv gå forbi, og især på Nørrebro er der for mange forskellige mennesker fra alverdens baggrunde, den ene mere eksotisk og outreret end den anden, til at han skiller sig ud.

Når han virkelig tænker efter, har der kun været en enkelt gang, hvor han syntes, han stak ud på Nørrebro. Det var i 7-Eleven ved hans lejlighed, da han var inde for at hente cigaretter. Han var for første gang på forsiden af et magasin, der stod over det hele i butikken, og radioen spillede samtidig en af hans sange. 

Derudover er det ’fint’ at være kendt, som kun en jyde kan sige det. Bortset fra når sådan noget som det med Arch sker. 

”Jeg synes ikke, jeg er grim. Who cares?”

PÅ JULIETTE i Jægergårdsgade, to hink og en spytklat fra Hukaos-medlemmets farmors engang røgfyldte kælder, kommer de to fjantede midaldrende damer fra før pludselig ind fra siden. De beklager dybt, at de afbryder, men de kan simpelthen ikke passere chancen for at hilse på Karl William.

”Jeg bliver nødt til at sige, du synger skidegodt. Jeg hører dit miks på Spotify hele tiden,” siger den ene af dem. ”Du har været i Grenå, der bor jeg, og der må du endelig komme igen.”

Det siger Karl William, at han gerne vil.

Damerne har ens briller på af den slags med tyndt, farvet metalstel, man kan købe i ARoS’ souvenirshop. De siger, at de har fulgt med siden ’Toppen af poppen’. Sidste år deltog han som den yngste deltager nogensinde i TV 2-programmet med blandt andre Michael Falch, Burhan G og Søren Huss. Hen over syv søndage trak programmet ham op fra at være en cool undergrundsting i Aarhus og København til at være et landskendt navn, der nu bliver booket i stort set hver en afkrog af landet.

”Vores yndlingsnummer er ’Om igen’, helt klart. Nå, vi ses. Du er en stjerne!” siger den anden, og så går de videre ned ad gaden og ligner igen et par 16-årige tøser, der fniser og pjatter.

”De var søde,” siger Karl William og tænder en cigaret. 

Vi går ned til Midtbyen og ned gennem Strøget. Butikkerne er ved at lukke, ekspedienterne kan næsten ikke bære deres post-tømmermændstræthed, når de ruller stativerne ind, og en blomsterhandler forsøger at råbe folk til at købe de sidste bundter til spotpris. Til gengæld er restauranterne ved at varme op. 

Flere af dem sælger ikke vin, fordi de studerende alligevel ikke har råd, men lader i stedet folk tage deres egen flaske med. Sådan kender tjenerne deres publikum.

Vi spiser på Restaurant Basso i Skolegade bag teatret og mødes der med Frede og Molly. Hun er et nips af en pige i start-tyverne med store, runde, røde øreringe. Hun arbejder som pædagogmedhjælper på Friskolen, men som mange 20-årige i Aarhus ville hun gerne lave noget andet uden at være helt klar over hvor eller hvad. Eventuelt noget på teatret.

Molly er pescetar, hun spiser fisk, men ikke andre dyr. Karl læser menuen højt for hende og spørger efter hver ret, om hun kan spise det.

Basso er et slick sted med mørke, sydeuropæiske møbler, det er nomineret til ’Byens Bedste’ i AOA, Alt om Aarhus, og maden bliver serveret på sorte tallerkener og træskærebrætter. Hen over bordet deler vi pescetarisk italiensk mad og snakker om billeder. Karl William synes, det er pinligt at få taget billeder, hvis der er mange, der kigger på ham, for eksempel hvis det bliver taget på en bar eller på gaden. Han er mest til billeder, der tages i et studie eller i et lukket rum. Da han er gået på toilettet, fortæller Molly, at Karl ikke er ubetinget kritisk over for fotografering. 

”Han nyder det også. Det plejede han ikke, men nu tager han flere billeder af sig selv. Han er en rigtig selfie-mand.”

Karl William er kommet i form, han er holdt op med at gå i byen, og han har ikke drukket i syv måneder. Han er slankere, end han har været længe, han bliver ikke længere klippet af sin mor, og han sover om natten. 

”Han er blevet mere glad for sig selv,” siger Molly og spiser risotto.

KARL WILLIAM er ikke genert på scenen. Han taler til publikum og laver improviserede dansetrin. Han lukker øjnene og synger højt fra et dybt sted. Her kan han svæve rundt, her kan han stråle. Oftest, når han er ude at optræde, er han sammen med Hukaos-drengene: en på trommer, en på bas, en på guitar og to på hver deres Mac-laptop. Derfor er de også med, når Frede kører på job. Så lejer han en større bil, som de alle kan være i, og Karl William sidder altid på forsædet sammen med Frede. 

Frede er dog ikke chauffør på turen tilbage til København, det er denne skribent. Inden vi kører, spiser vi på Oli-Bistro i Mejlgade. Priserne er studievenlige – den dyreste ret er en entrecote til 70 kroner. Til gengæld er ejeren enormt fransk og skælder folk ud, hvis de ikke hører efter, når han forklarer menuen. Udefrakommende går sure hjem og skriver dårlige anmeldelser på nettet, vi spiser pænt, lader være med at stille dumme spørgsmål, og snakker om ’lyden af Aarhus’. 

Engang havde byen ry for at være en hitmaskine, især i 80’erne, da Gnags, Thomas Helmig og Anne Linnet var blandt hovednavnene i dansk pops guldalder. Kunstnerne er malet på væggen ovre på Hotel Royal, hvor trappeopgangen er dekoreret med en frise, der viser Aarhus’ historie. Den starter med vikingetiden og slutter med Aarhus Festuge og Renée Toft Simonsen. 

Skråt over for hotellet ligger Café Casablanca, en pendant til Café Victor i København, og her hænger et indrammet foto af Jacob Haugaard, da han spillede på åbningsaftenen i 1981.

I 00’erne kom en bølge af rappere fra Aarhus V. – L.O.C., Johnson og U$O – men da Hukaos blev dannet, var de allerede etablerede og kedelige i de unges øjne. Karl William snakker om ’Mejlgadelyden’, som han husker Aarhus for. En lyd, der var defineret af de hiphopgrupper, der spillede til den årlige gadefestival ’Mejlgade for mangfoldighed’. Bands, som måske var noget her, men aldrig rigtig kom ud over bygrænsen.

PÅ VEJ TIL bilen går vi forbi Café Drudenfuss, hvor en pige rusker sin veninde halvt ned af stolen, da hun ser, hvem der kommer forbi. Da vi er kommet rundt om hjørnet, stopper Karl William op og spørger, om jeg tror, at han kan spytte sit tyggegummi ud, tage to på foden og gribe det i munden igen. Før jeg når at svare, har han spyttet sit tyggegummi ud, han holder det i luften – først med den ene fod, så med den anden – hvorefter han griber det med munden. ”Nå, det kunne jeg godt. Det har jeg aldrig prøvet før.”

I bilen ryger vi smøger ud ad vinduet, og Karl William spiller en masse Frank Ocean, lidt Bee Gees, enkelte rapnumre og Lisa Nilsson, som han har planer om at lave musik med, hvis hun har lyst. Midt på Fyn falder han i søvn og vågner først i Ringsted, hvor vi kører af for at tanke. Da vi fylder på, tager en gruppe piger fotos af ham på tværs af tanken, og Karl William lader, som om han ikke har opdaget det. Så kører vi videre, og han skruer op for lyden, hver gang han sætter et nyt nummer på. Til sidst får bassen nærmest Audien til at hoppe ind over grænsen til København, hvor bygningerne rager højere op end i Aarhus.

”Det er smukt,” siger Karl William, og så parkerer vi ved biludlejningen. Karl William tager sin sportstaske ud af bagagerummet, siger pænt farvel for nu og putter nøglen i en postkasse. Så går han ned ad fortovet og bliver ædt op af menneskemængden.

LEJLIGHEDEN I KØBENHAVN ligger på Nørrebrogade med udsigt til en juveler, en halalslagter og en kebab. Der er stuk i loftet, og billederne er stillet på toppen af de høje paneler. Intet er hængt op, selv fjernsynet står lænet op ad væggen. Karl mener, den vistnok ligger på fjerde, men han er ikke klar over, hvor stor den er.

”Den er kæmpe,” siger han fra den ende, hvor han er i gang med at lave kaffe. På sit soveværelse har han et stativ med syv Stone Island-jakker, og der står en PlayStation og det nye ’Red Dead Redemption’, han ikke har nået at spille endnu. Sengetøjet er krøllet, men sengen er nydeligt redt. Han kommer til syne i blåt velourtøj og store, hvide sneakers og viser rundt. Først værelset, så stuen, der på trods af nogle overdimensionerede hvide firkantede lænestole og et glasbord virker halvtom, og så ud på en gang, hvor de to piger, han deler lejligheden med, har lukket deres døre. Derefter igennem et køkken og ud på bagtrappen, hvor man må ryge ud ad et vindue. Lejemålet udløber snart, og han skal i gang med at finde sit sjette hjem i sin nye by.

I går spillede han i Odense. Frede havde lejet en bil i Aarhus og var kørt til København for at hente ham og bandet til Odense. Bagefter kørte han dem tilbage til København og afleverede så bilen i Aarhus.

Karl sad foran i bilen, og til koncerten var han i topform. Han stræber efter at være den bedste version af sig selv. Han bliver klippet hver anden uge – ”Man skal jo se smart ud,” siger han og kører forsigtigt en hånd langs siden på den ugegamle frisure. Hver mandag cykler han ind til Kødbyen til en times personlig træning, tirsdag løber han 10 kilometer på løbebåndet i Repeat Fitness, onsdag er det personlig træning igen, torsdag endnu 10 kilometer på båndet, fredag personlig træning, og lørdag holder han fri. Søndag kan han godt finde på at gå ned i Repeat og løbe endnu 10 kilometer, hvis han ikke har andet for. 

Træneren, Kenneth Dehn, har Karl William fundet gennem Burhan G, som han kender fra ’Toppen af poppen’. Dehn er en af grundlæggerne af et af Københavns cooleste træningssteder, Butchers Lab, og han har sin Instagram fuld af billeder fra sin nylige rock climbing-ferie i Marokko og fotos af Karl William, Burhan G, Per Vers og Peter Falktoft, der løfter tunge ting. 

Tidligere i dag stod programmet på det, Kenneth Dehn kalder ’flot-mand-træning’, muskelformende, crossfit-inspireret træning, og han fik Karl William til blandt andet at lave ’fængsels-pull-ups’ og trække en 40 kilo tung ’crawler’ med vægtskiver hen over gulvet med et tykt reb. Siden Karl William begyndte at komme hos Dehn, har han tabt sig 11 kilo.

FØR I TIDEN havde han svært ved at sidde stille og koncentrere sig om noget. Han skulle altid tromme med fingrene på alting. Nu er han på vej mod en indre ro og gemmer sig ikke længere så ofte bag store solbriller og i hættetrøjer med suttesnore. 

”Han plejede at tale grimt om sig selv og være ked af den måde, han så ud på. Han har været virkelig hård ved sig selv,” siger søsteren Molly. ”Han hviler langt mere i sig selv end før. Både på grund af det med træningen, og fordi han har tabt sig så meget, men også fordi han har fundet sin hylde.”

Det har smittet af på det nyeste album, hvor nogle af numrene er betragtelig gladere, end de plejer at være det. Men musikken er stadig ’Karlsk’, som Molly kalder det: nogle snøvlede melodier og nogle tekster, man skal bruge lidt tid på at lære at kende. Og efterhånden vil komme til at holde mere og mere af.