HAN HAR BRUG FOR at trække sig. Med store hørebøffer på ørerne, mørke glas klikket uden på sine almindelige briller og en kasket trukket godt ned i panden tager David Dencik undervejs i dette interview lige en times lur på togturen fra Malmø til Stockholm.
”Välkommen ombord,” lyder det forinden i lyntogets højttaler, da en af de helt store skuespillere både herhjemme og hinsidan roligt tager plads på sæde nummer 22 i vogn nummer 1.
Han er iklædt afdæmpet tøj med undtagelse af sine sokker med grønne biler på, som han viser frem senere. Men for nu er han inkognito. Folk sidder sporadisk på de øvrige pladser omkring ham, men ingen ser ud til at tage notits af at dele kupé med en mand, der er kendt fra internationale, danske og svenske storfilm og tv-serier gennem de seneste 20-25 år. Turen går mod hans svenske ophav. Ind i det land, hvor han er statsborger, men hvor han alligevel føler sig fremmed. Akkurat som han har det med Danmark.
Den 51-årige skuespiller, der til daglig bor i København, skal denne novemberdag til Stockholm, hvor han i løbet af en lille uge skal se 18 film som jurymedlem ved Stockholms Internationale Filmfestival. Luren betragter han som en form for forberedelse, så han kan holde sig vågen til alle de film.
”Dencik is widely regarded as one of the most accomplished and versatile actors of the Nordics. Renowned for his ability to portray deeply complex and human characters, Dencik brings a unique artistic sensibility to the jury,” skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Han hører til i begge nabolande, og vi er mindst lige så stolte af vores landsmand, som svenskerne er det, når han udfordrer Bond intellektuelt i ’No Time to Die’, bliver instrueret af Steven Spielberg, imponerer med østeuropæisk accent i ’Konge dame es spion’ eller spiller over for Nicole Kidman eller Johnny Depp.
DER PLEJER IKKE at være så mange med toget på det her tidspunkt, så jeg tror, det går. Måske skal vi flytte os i Lund, der står mange studerende tit på,” siger David Dencik, da vi har indtaget to andre pladser end dem, vi har bestilt, så vi kan sidde over for hinanden med udsigt til det svenske landskab gennem ruden. Han viser hjemmevant rundt i 1.-klasses-togvognen: ”Der er kaffe herovre, senere kommer der frugt.”
Og nu er der tyggegummi. Han tager en blisterpakke frem fra lommen og byder. De indeholder antihistamin og er mod køresyge. Man kan blive søvnig og lam i munden, advarer han:
”Mine børn får dem altid, og de sover efter et kvarter, når vi tager herop.”
David Dencik er far til en dreng på ni og en pige på 11. Men først og fremmest er han skuespiller. En yderst produktiv skuespiller. I sin spæde karriere på Dramaten, den svenske nationalscene, var han – mens han var studerende – ubetinget den i ensemblet, der medvirkede i flest forestillinger. Tempoet forblev hæsblæsende, efter han droppede teatret til fordel for film og tv, og da han endelig fandt sin hylde, var han umættelig. Som en karakterskuespiller, der spænder bredt i sit persongalleri, kender vi ham fra film som ’En soap’, ’Kandidaten’, ’Mænd der hader kvinder’, ’En kongelig affære’, ’Gentlemen’, ’Mænd & høns’, serierne ’Chernobyl’, ’Huset’, ’Kastanjemanden’ og meget, meget andet.
Da han blev far – han havde ventet, så han kunne nå at arbejde så meget som muligt inden – skruede han heller ikke ned for kadencen. Kun en verdensomspændende pandemi kunne stoppe ham.
”Jeg havde ikke noget, jeg skulle. Det var næsten det værste af det hele.”
I BEGYNDELSEN turde han ikke sige højt, at han gerne ville være skuespiller. Heller ikke over for sig selv. Måske havde det hjulpet, hvis han havde mødt Tessa tidligere i livet. Men det skete først dette efterår.
Da 15.000 fans i Royal Arena stod dybt berørte af vestegnsrapperens magtdemonstration og hendes ord til ungdommen, var David Dencik i mængden. Ganske vist i sin egenskab af far til to Tessa-fans, men han fik også selv noget for pengene. Tessa demonstrerede fra scenen – og i DR-dokumentaren ’Tessas hævn’, som Dencik også har set – alt det, han savnede hos sig selv, da han voksede op som en usikker, alvorlig dreng.
”Tessa ved bare, at hun vil rappe, så hun filmer sig selv, der rapper, og sender det til en gut, der også rapper, fordi hun bare skal rappe! Hun er så tro mod, hvad hun vil, uden at slå sig selv i hovedet med, om det er okay. Uden at skjule det. Det synes jeg er inspirerende.”
Du var ikke nogen Tessa, da du var i den alder?
”Hahaha, rimelig langt fra Tessa. Så langt, man kan komme.”
Snarere end en boss bitch, der går målrettet efter, hvad han/hun vil, beskriver David Dencik sig selv som en lille Woody Allen, en neurotisk type. Nervøs, anspændt, sent moden og et hoved lavere end de andre.
”Der var en alvor ved mig, som alle de andre glade drenge ikke følte. Når jeg ser billeder af mig selv, og de andre er vildt glade og har taget trøjerne af og laver funny faces og er afslappede i deres kroppe, ligner jeg en, der tjekker ud. En, der sidder fast i mit eget hoved.”
Inde i hovedet kørte filmscener i båndsløjfe, han lærte sig lange filmsekvenser udenad og reciterede replikker for sig selv i toget fra Hvidovre Station til Carolineskolen på Østerbro, hvor han gik. Men han turde ikke se sin dybeste længsel i øjnene og handle på den. Derfor søgte han, efter han var blevet student, ind på … religions-videnskab.
ALVOREN HVILER OVER hans ansigt, da han et sted efter Linköping tjekker ud i en times tid. Køresygepillerne har gjort deres virkning. Efter få minutter bag de mørke glas med en svensk interview-podcast i ørerne falder han i søvn, mens Sverige passerer forbi.
Når man sover, afslører man sit sande jeg, siger skuespilleren, da han atter er vågen. Og alvoren fornægter sig ikke. Faktisk er den en af hans største styrker som skuespiller, vurderer han selv. Frem for førsteelsker eller machomand bliver han castet til at spille videnskabsfolk, psykopater, farlige mennesker, sølle mennesker. Pædofil, fængselsbetjent, retsmediciner, spion, advokat, morder.
”Det tænksomme falder mig naturligt. Hvorimod aggressivitet i den maskuline forstand – den har jeg da adgang til, men prøv at se mig,” siger han og peger hænderne mod sig selv. ”Jeg ville ikke komme så langt. Jeg er bedre, når det bliver lidt mere intellektuelt.”
Kigger man ned over David Denciks cv, mister man pusten over mængden af titler i ind- og udland. Alene på film og tv er han på IMDb krediteret for 116 optrædener, hvoraf mange har kastet priser og nomineringer af sig. I 2015 var han nomineret til både en Robert og en Bodil for sin præstation som Pelli, ”en ynkelig pædofil” i Niels Arden Oplevs film ’Kapgang’, der for David Denciks vedkommende blev lavet på en formiddag mellem klokken 9 og 12.
Det er altså ikke rollens størrelse, det kommer an på.
”Det handler om, at det handler om rollen, når man er foran kameraet. Jeg var med i ’De unge år – Erik Nietzsche sagaen del 1’ (om Lars von Triers år som elev på Den Danske Filmskole, red.), hvor jeg var en del af en klasse. Og jeg kan huske, at jeg bare kedede mig. Når jeg spiller en af syv elever, føler jeg ikke, at jeg kan udtrykke det, jeg gerne vil. Det læner sig op ad statistarbejde, og jeg finder ikke nogen spilleglæde. Hvis jeg skal sidde og tie stille i lang tid, og der er nogle andre, der skal sige noget, og jeg skal være i baggrunden, et det bare ikke lige så spændende for mig.”
”SOLITÆRE,” kalder David Dencik selv mange af de roller, man kan finde på hans cv.
”Jeg spiller Gorbatjov og ikke en af de 22 videnskabsmænd under Gorbatjov. Jeg spiller en tosse i James Bond og ikke en af de 22, der render rundt med en maskinpistol og skyder James Bond.”
Hvad er det ved dig, der lægger op til de solitære roller?
”Sådan er jeg nok også som person. Solitær. Jeg er ikke så meget til et kollektiv, jeg er ikke en særlig god holdspiller. Jeg har svært ved fællesskaber.”
Hvordan er du så i et fællesskab? Du indgår trods alt i mange fællesskaber.
”På et filmset trækker jeg mig ret meget. Jeg vil gerne sludre med de andre om et rejsemål eller en fodboldkamp, men når der er gået 20 minutter, søger jeg over mod en stol, hvor jeg kan sidde lidt selv. Dimser med min telefon, går en tur, får en kop kaffe, spiller netskak. Jeg er ikke så kollegial, selvom jeg godt kan lide mine kolleger. Det er bare altid der, jeg havner.”
Hvad med i din familie?
”Min nære familie? Der er det lidt det samme. Det er heller ikke nemt for mig at melde mig ind i familien. Jeg har svært ved at finde en plads. Jeg prøver virkelig at finde ud af, hvorfor det er sådan.”
En rastløshed kan overmande ham, når han er derhjemme, siger han. Efter børnene har nået en alder, hvor man ikke hele tiden skal afværge katastrofer, ved faren i huset ikke helt, hvad han skal gøre af sig selv.
”Det er tirsdag, klokken er 16, børnene er kommet hjem, og så ligger den på mig at finde ud af, hvad der skal ske. Jeg sidder på en stol og kigger lidt og tager en kop te. Jeg har et kontor, som jeg nogle gange går ind på, men der er meget lidt tilbage af det kontor, for jeg har faktisk ikke brug for det. Men så sidder jeg der – og spiller netskak. Det er en slags rodløshed eller rastløshed, som jeg ikke har løst. Hvor skal jeg sætte mig? Det er en mærkelig udfordring, som jeg overhovedet ikke har knækket. Når børnene ikke er hjemme, ved jeg heller ikke altid, hvad jeg skal.”
”URSÄKTA, jag vill bare dubbelkolla. Den platsen är bokad,” siger en ny passager venligt, og David Dencik svarer på flytande svensk, om han mon kan finde en andra plats, og om det er i orden, at vi bliver siddende. Det er det, og mens røde træhuse, høje nåletræer, svenske skovsøer og små stationsbyer passerer forbi, fortæller David Dencik om den tilfældighed, det er, at han blev dansker.
Som de driftige akademikere, hans forældre var, fik de gode jobs i Danmark, da deres to drenge – David og den to år ældre Daniel – var små. Moren fik job i den nyåbnede B&U-afdeling i Danmarks Radio, og faren blev professor i socialpsykologi på RUC. Familien kunne dog lige så godt være havnet i Norge eller på Balkan, hvis det var der, jobbene var.
Derhjemme talte de svensk, og det holder David Dencik stædigt fast i også at gøre i sit nuværende hjem. At kunne svensk har formet hans liv ”helt ud til fingerspidserne”, siger han, og han ønsker at give sine børn de samme muligheder.
”Det var en aftale, vi lavede derhjemme: Når vores første barn kom, skulle jeg snakke svensk til det. Så kom barnet, vi havde været der et par timer, så var det nu. Og så sad jeg der i hjørnet af en hospitalsstue og begyndte at tale svensk.”
Han er ikke stoppet siden. Når han taler til sine børn, er det på svensk, og de svarer på dansk, selvom de har opponeret en del. Men deres far har ikke givet op. Han har under store protester slæbt sin datter (han måtte opgive, da han kom til sønnen) til hemspråksundervisning. Og familiens nye elbil, hvis skærm ikke har tastatur, men stemmestyring, er indstillet på svensk, så hvis børnene vil styre musikken i bilen, forstår systemet det kun, hvis de udtaler Tessa eller Annika på svensk: Tæssoooor og Arnikoooor. Var de her i togkupeen, ville han slå over i svensk.
Selv øver David Dencik sig også. Det svenske holder ikke sig selv ved lige.
Mens skuespiller Allan Edwall, faren i ’Emil fra Lønneberg’, hver morgen efter sigende læste en side fra avisen højt for sig selv for at holde det svenske spidst i munden, hører David Dencik hver morgen svensk P1, læser Dagens Nyheter, og bøger læser han også helst på svensk. Ellers ryger adgangen til sproget. Og det kan ikke underdrives, siger han.
At vi er på vej mod en svensk filmfestival, er betinget af, at David Dencik har en stor karriere i Sverige, der blev stadfæstet i tv-serien ’Lasermannen’ fra 2005, som han nærmest er verdensberømt for i Sverige.
”Var jeg ’kun’ en dansk skuespiller, var jeg nok ikke på det her tog lige nu. Det svenske er så intimt forbundet med det liv, jeg har skabt for mig selv. Jeg kan have en karriere på svensk, jeg kan have et netværk, jeg kan have svenske venner. Det er lige meget, om mine børn vælger at blive journalist, togfører, statsminister eller kassedame. Men det at have adgang til et andet sprog, lærte jeg tidligt, er også at have adgang til en anden kultur. Et andet sind. Jeg vil gerne give dem muligheden.”
På det her tog er der både svenskere og danskere. Er du blevet genkendt her på turen?
”Her, i dag? Spørg ham med sædet der, han smilte meget venligt til mig.”
VI REJSER OS, går slingrende gennem højhastigheds-toget ned til bistrovognen. David Dencik anbefaler rejemaden. Det er, som om de svenske rejer bare smager bedre, siger han, og det passer.
Mens vi spiser, fortæller han om sin dumpede eksamen på religionsvidenskab og erkendelsen af, at det ikke var det fag, hans hjerte bankede for. Han kunne ikke længere ignorere den magnetiske tiltrækning, skuespillet havde på ham. Så han hankede op i al den selvsikkerhed, han kunne mønstre, og tog et valg om at forfølge sin drøm. At hans storebror i forvejen var gået et skridt væk fra den akademiske arv ved at komme ind som klipper på Den Danske Filmskole, var et afgørende skub. Der gik to fortvivlende år med afslag fra skoler i både Danmark og Sverige, indtil Teaterhögskolan i Stockholm i 1994 sagde ja til at optage Karl David Sebastian Dencik, selvom han havde en uplacerbar svensk accent og et ordforråd, der ikke var opdateret, siden hans forældre forlod moderlandet i 70’erne. Dengang man sagde knycka äpplen om at hugge æbler, gå på æblerov.
”Det er jo virkelig ældgammelt at sige, men sådan talte jeg. Jeg var jo fuldstændig helt vildt bagud. Jeg forstod nærmest ikke, hvad mine jævnaldrende sagde i starten.”
At starte på Teaterhögskolan var som at slå op på en blank side i bogen om David Dencik.
”Jeg var helt ny, havde ingen ekskærester i byen, og jeg havde heller ikke noget andet, så jeg kunne tage et dybt dyk ind i teaterskolen. Der var ikke noget, der støjede, andet end mine egne ambitioner.”
I den tid, han gik på skolen, og i de efterfølgende år, var han grådig. Efter en ørkesløs vandring gennem religionsvidenskab, hvor han ikke ligefrem læste ekstra tekster eller gik til flere forelæsninger end højst nødvendigt, kunne han endelig mærke noget. Et kald, en drift, en tørst efter mere.
”Jeg var så kåd på at blive skuespiller, at jeg tog alt, hvad der var af roller, uden overvejelser, om det var godt eller dårligt. Til prøverne måtte jeg ofte gå klokken 18, fordi jeg skulle være et andet sted om aftenen og spille. I weekenden lavede jeg film, og hvis jeg sagde nej, var det kun, fordi jeg skulle være et andet sted på samme tid.”
I næsten to år havde han så travlt, at han ikke satte en fod i Danmark. En aften ringede en af hans venner, som han ikke havde talt med i al den tid, og David Dencik kunne slet ikke sætte en sætning sammen på dansk. Så opslugt var han.
OMTRENT 10 ÅR med utallige teaterroller i Sverige var på en gang en værnepligt, en fornøjelse og en udforskning af eget potentiale, og teaterkarrieren kunne meget vel være fortsat, hvis ikke han havde taget en afgørende beslutning.
”Det næstbedste, der skete for mig, var at komme til Dramaten. Det bedste var, at jeg havde kræfterne til at forlade Dramaten igen,” siger han.
”Jeg kiggede ind i en fastansættelse på teatret. Det tror jeg godt, man kan argumentere for i hvert fald. Havde jeg sagt ja, havde jeg fået to børn i Sverige, fire premierer om året, og så var jeg … ham.”
Er det ikke ret godt som skuespiller at være fast på nationalscenen?
”Nja, det er jo åbent for fortolkning. Så havde jeg ikke lavet noget af alt det, jeg har lavet. Så havde jeg været en i mængden.”
Da han tog beslutningen og meldte fra til en planlagt forestilling, var han i betragtning til skurkerollen i ’Lasermannen’. Han endte med at få rollen, og i dag ser han tilbage på det at forlade teatret som noget af det mest livsafgørende, han har foretaget sig.
Tv-serien ’Lasermannen’ er næsten at betragte som et national-klenodie i Sverige. Historien om John Ausonius, der i 90’erne skød tilfældige folk på gaden med lasersigte, ramte Sverige lige så hårdt som mordet på Olof Palme og Estonia-katastrofen.
Afgørende for valget om at skifte spor, gear og medie var en samtale med en svensk, nu afdød skuespillerinde, Basia Frydman, der sagde: ”David, du skal stoppe, du skal ikke være her.” ”Men hvad nu, hvis jeg bliver, til efteråret næste år skal vi jo spille …” ”Nej. Du skal ikke være her. Du skal noget andet.”
”Det kunne hun ligesom mærke på mig – med den visdom, et ældre menneske kan have. Den coolness havde jeg slet ikke selv. Men jeg gjorde det.”
En anden kvinde, der formulerede noget klogt til David Dencik, var en amerikaner, der kortvarigt var hans manager i L.A. Hun sagde, at en karriere defineres af det, man siger nej til.
”Det nej, hvor man ikke bare siger nej til et job, men hele det liv, der følger med dét job. Og hvad åbner det så op for? Tænk, hvis jeg ikke havde haft styrken. I den lille fortælling om at springe fra en forestilling ligger en meget større fortælling. Omkring et paradigme i mit liv … i alles liv. Også i valg af partner. Om hvordan man vælger at forme sit liv.”
ET NEJ TIL en skuffet instruktør, der ikke tog telefonen, når han ringede for at udglatte og sige, at han måske gerne ville arbejde sammen en anden gang, udstak en ny retning. Han kom direkte ud fra Dramaten til to af sit livs roller. I ’Lasermannen’ og som Veronica i ’En soap’, hvor han spiller en transseksuel, der holder sig for sig selv og venter på en kønsskifteoperation. En film, der trodsede alle forventninger, vandt adskillige priser – Dencik fik blandt andet en Robert for bedste mandlige hovedrolle – og rejste rundt på festivaler i hele verden, fra Transsylvanien til Seattle.
Det var to roller, der indvarslede den store karriere. Og som lå så meget oven i hinanden, at der opstod komiske forviklinger under optagelserne.
”Jeg har ret behårede ben,” siger David Dencik og løfter op i buksebenet under bordet i togvognen, så man kan se både hans ankler og hans sokker med de grønne biler på.
”Jeg skulle spille kvinde i ’En soap’ og måtte vokse mine ben. Da Lasermannen bliver knaldet på cykel under en flugt, kan man derfor se mine helt voksede Veronica-ben.”
Et vidnesbyrd om (endnu) en travl periode i David Denciks karriere.
Så travl, at han ikke havde tid til at bo et sted fast. Han pendlede mellem Stockholm og København og udfordrede døgnets antal af timer og sagde også ja til at spille Hamlet i en forestilling af Lars Norén, der skulle på turné nord for polarcirklen. Da spilleperioden nærmede sig sin afslutning, spurgte en fra holdet, hvor David Dencik skulle hen efter sidste forestilling.
”Alle skulle hjem. Hvor fanden skulle jeg hen? Altså, hvor bor jeg, hvor skal jeg tage hen? Der var ingen, der ventede på mig, jeg havde ikke noget sted, jeg graviterede imod.”
Det var en smertefuld øjenåbner. Arbejdet havde opslugt ham så meget, at han havde glemt at tænke på, hvem han selv var.
”JEG BLEV DISTRAHERET af mit arbejde. Det vil jeg sige, at jeg er blevet hele mit liv.”
Det lyder, som om du trives med at have travlt, for så ved du, hvad du skal lave?
”Ja.”
Pause.
”Jeg trives i det, men jeg begynder at mærke, at det er en falsk tryghed. Der er også en større virkelighed inde i mig, som ikke kun kan hægte sig på, hvad der står i min kalender. Jeg bliver nødt til at skabe noget, som er mit. Som en familie jo også er. Jeg vil gerne gøre mere for at realisere mig selv andre steder end på arbejdet. Rent menneskeligt, i mine relationer.”
Hvad er det helt præcis, du gerne vil?
”Det er jo et virkelig godt spørgsmål. Jeg vil ikke blive fanget på det forkerte ben. Jeg vil ikke opdage, at jeg har sovet i timen. Jeg vil gerne bygge troværdige relationer til mine børn og min partner, hvor jeg ikke bare prøver at få tiden til at gå eller prøver at løse et eller andet. Ikke bare være handlekraftigt investeret, men følelsesmæssigt. Være menneskeligt til stede. Det vil jeg gerne. For det har jeg ikke prøvet. I hvert fald ikke ordentligt.”
Hvorfor ikke?
”Jeg har haft én relation, hvor jeg har prøvet det. I relationen til mit arbejde. Den er 100! Den kender jeg. Der kender jeg mig selv. Den får det hele. Det har været min primære relation, som alt andet har måttet underkaste sig. Aflyste ferier, mig, der kommer for sent, min familie, der ikke kan planlægge noget. Venner, der spørger: ’Hey, har I ikke lyst til at komme på påskeferie med os til næste år?’, hvor der altid har lydt et rungende måske fra vores side. ’Det kommer an på, hvordan min indspilningsplan ser ud.’ Og så går der altså bare rigtig mange tog forbi. Hvad nu, hvis jeg havde sagt ja?”
Vil du gerne på påskeferie?
”Ja. Det vil jeg gerne. Og det er en slåskamp, jeg må have med mig selv. Det kræver, at jeg vælger at se styrken i at sidde to uger på Samsø frem for at tage til Panama i fire uger og lave en eller anden dinosaurus-film, eller hvad der måtte komme. Så må jeg melde ud til folk (arbejde, red.), at de to uger er lukket uanset hvad. Og så må det job bare ryge.”
Er det uanset hvad? Eller er det, medmindre Steven Spielberg ringer igen?
”Det er nok desværre det sidste. Men … lad os sige, at jeg gik all in den anden vej, valgte et mere forudsigeligt job med faste arbejdstider, så ved jeg fandeme ikke … Så kan det være, at min familie ikke ville bære over med mig som den, der stod i Skjold Burne Vine. Eller hvor jeg nu fik job. Så er jeg jo forsvundet.”
I INTERNATIONALE PRODUKTIONER virker det næsten tilfældigt, om David Dencik nævnes som Danish eller Swedish actor. Begge dele er helt fint med ham, for han føler sig, som han siger, lige fremmed i begge lande.
Hvorfor ikke lige hjemme?
”Jeg har ikke nogen familie i Danmark, jeg kender for eksempel ikke Jylland. Mine børns mor havde en gammel morfar, der boede i Nykøbing Sjælland, hvor vi tog op, når han havde fødselsdag. Der var buffet på Lyngkroen, og der blev lavet lejlighedssange, hvor man sidder og synger. Det er jo helt flippet. Det er jo lige så flippet som en pygmæstamme i Congo, der danser stammedans, hvis du spørger mig,” siger han med opspilede øjne.
Det gør man ikke i Sverige?
”Det … tror jeg ikke. Men jeg kender jo heller ikke Sverige på den måde. Jeg er jo fremmed, for jeg har aldrig gået i folkeskole eller gymnasium i Sverige, jeg ved jo ingenting. Om landskaber og historie og svenske visesangere. Jeg har ikke været til svenske skoleafslutninger – og midsommer, den største højtid på året, større end juleaften, har jeg aldrig fejret. Der er jo nogle helt vildt centrale dele i den svenske identitet, jeg ikke har taget del i. Hvor jeg ikke kan orientere mig. På den måde føler jeg mig fremmed begge steder.”
Spørgsmålet, han tit får på udenlandske produktioner, ”Where did you fly in from?”, synes han er mere relevant.
”Hvor jeg har valgt at bo, indkredser det måske bedre. Det er de valg, jeg har taget, der definerer mig, mere end mit etniske ophav,” siger han. Og kommer ind på sin jødiske baggrund og sit tvivlende forhold til tro.
OM FREDAGEN har David Dencik i mange år holdt sabbatten i hævd. For hans far, der er søn af to jødiske flygtninge, som i nazi-tiden flygtede til Sverige, var det religiøse ophav definerende. Både lillebror David og storebror Daniel voksede op i et jødisk miljø i København, der definerede deres tilværelse. Måske var der forvirring, om familien var svensk eller dansk, men sikkert var det, at de var jøder. Det var det miljø, de kom i. Det var de højtider, de fejrede, de spiste kosher, spillede på det jødiske fodboldhold, og deres far fik et gæsteprofessorat i Israel, hvor familien ofte rejste til.
”Jeg tror, at jødedommen var en rettesnor for min far i hans liv. Det var en pakke, han kunne udfolde sig selv inden i. Min far har en bror, der ikke har taget det valg, og nu står jeg selv og overvejer, hvad for et valg jeg skal tage for mine børn.”
Hidtil har han videreført det, han selv kom fra, men nu kan han mærke, at han har brug for at tage aktiv stilling. Han kan ikke ukritisk videreføre traditionerne, han er begyndt at stille spørgsmål ved ritualerne. Lige før ’Disney sjov’ har hans børn været vant til, at deres far velsignede et lys, velsignede et glas vin, velsignede noget brød og sagde ting på et sprog, ingen af dem forstår.
”At Gud i himlen er stor og sådan noget der. Det ville jeg ikke sige på dansk, så hvorfor skulle jeg sige det på hebraisk? Jeg kan ikke rigtig mærke det længere. Konceptet tro … det udfordrer mig virkelig. Jeg synes, at min verden bliver langt mere inspirerende, hvis man fjerner troen. Livet er et uforklarligt mysterium, verden og universet er mysterier, og det skal de have lov til at være – uforstyrret af en tro, der prøver at forklare det hele.”
Er det kontroversielt for dig at have det sådan, når det har været så vigtigt for din far?
”Ja, lidt. Selve trosbegrebet er ikke kontroversielt i forhold til min far, han er heller ikke troende, men han er praktiserende jøde, og det er jeg ikke i samme udstrækning. Det er i det modsætningsforhold, jeg ikke kan bunde: at være praktiserende uden at tro. Det problem burde vel også gælde for mange kulturkristne, de lader bare ikke til at få samme krise over det som mig.”
Skal dine børn have en bar mitzvah?
”Ja, det er jo det, vi diskuterer lige nu. Det er uafklaret. Måske vil jeg bare være uafklaret resten af livet. Det er meget nemmere med det svenske, som er et sprog. Som findes. Men jeg er jo ikke israeler. Jeg har jo ikke et sted … jeg kommer nogle gange i synagogen for at vise mine børn den, men det er forbundet med enorm ambivalens.”
I FILMEN ’BEGYNDELSER’, der har premiere i januar, spiller David Dencik en karakter, der er noget mere almindelig, end han er vant til.
”Jeg spiller en rolle, der bare hedder Thomas. Han er ikke hjerneforsker, han er ikke farlig, han er bare en mand, og Trine (Dyrholm, red.) er kvinden. Det er et
relationelt drama, og jeg var lidt lost, må jeg sige. Skal jeg bare tage de her bukser på? Skal jeg bare spørge: ’Har du købt nogle æg?’ Der var ikke nogen research, jeg kunne lave. Jeg kunne ikke tage armbøjninger for at finde frem til noget, jeg kunne ikke lære
et sprog. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle. Rollen var udfordrende i sin stilhed.”
Han hiver to myslibarer op af lommen, som han har hugget fra sine børns snackbeholdning. Dem får vi til kaffen. Vi taler om, hvad det er, der bliver ved med at interessere ham ved skuespilfaget, nu hvor han, som han selv formulerer det, har sparket stort set alle døre ind. Hvor finder han energi til at blive ved? Svaret ligger i selvforglemmelsen.
”Det kan være nogle tunge skridt ud til Kastrup Lufthavn, når jeg skal flyve et sted hen og spille en rolle. Men i selve spiløjeblikket,” siger han og liver op, ”det at stå foran kameraet, dét er det, der motiverer mig. Det moment mellem ’værsgo’ og ’tak’, hvor der er oparbejdet så meget pres på mine skuldre, hvor 10-20-30-50 menneskers samlede arbejde skal gå op i det her øjeblik, hvor kameraet kører og peger på mig. Alle holder kæft, nu starter det, vi er her, for at jeg skal få sagt mine replikker. At være formål for det fokus og få lov at forvalte alle de menneskers indsats, at stå øverst på alles skuldre, er virkelig et privilegium. Det skænker mig en enorm glæde. Jeg er høj på noget, som jeg ikke rigtig kan blive andre steder.”
DEN IVER, hvormed Dencik går på opdagelse i et take, vil han nu forsøge at rette mod sig selv, siger han.
”Det vil jeg bruge de næste 20 år af mit liv på at se, om jeg kan finde ud af. Jeg føler, at jeg har maxet ud på det arbejdsmæssige. Med det andet er jeg virkelig Bambi på glatis. Jeg ved ikke, hvordan man gør. For at være et helt menneske kan jeg mærke, at jeg gerne vil indgå i nogle relationer, som kan løfte mig.”
Under corona, nævner han, spillede han klaver med sin datter, men nu har hun overhalet sin far indenom. Det fede ved det er ikke så meget klaverspillet. Det er at se sin datters koncentration, alvor, fordybelse og den verden, der åbner sig for hende, når hun spiller et stykke, og der pludselig er gået 18 minutter.
”Det er den gave, jeg også føler, at jeg har fået. Mellem ’værsgo’ og ’tak’. Den selvforglemmelse, hvor der sker noget særligt uden for én selv, som man selv bidrager til.”
Uden at det skal blive for søgt, er det så den fortabelse af dig selv, du har i dit arbejde, og din datter har i sit klaverspil, du godt kunne tænke dig at opnå privat, relationelt?
”Jamen, helt klart. Det har jeg nok været bange for. At give mig hen. Men nu er jeg begyndt at se, hvad jeg ikke har fået med.”
