DET ER EN af de forårsdage, hvor regnen ustandseligt vælter ned fra tunge skyer. I Lillerød i Nordsjælland slæber biler sig roligt gennem byens gader med haler af vand fra den våde asfalt efter sig. På gågaden hænger små dannebrogsflag og blafrer over de få, der har vovet sig ud med regntøj og paraply. Kun på parkeringspladserne foran byens dagligvarebutikker er der lidt liv. Hvad skulle man ellers foretage sig sådan en søndag i april?

På en søvnig villavej i et stort hvidmalet hus med sorte tagsten sidder Kasper Hjulmand på sit hjemmekontor. Han har netop lukket computerlåget efter at have set Christian Eriksen i aktion for italienske Inter Milan. Under normale omstændigheder ville den danske landstræner have været i Milano på byens stadion, San Siro, men verden er ikke normal, han må følge sine esser på afstand. 

Han har dog brug for at rejse rundt, ikke så meget for at se selve kampene, men for at være tæt på spillerne, for at kunne snakke med dem – og deres trænere – om, hvad deres roller er, hvad de bliver bedt om at gøre i forskellige faser af kampene, og hvordan de træner på det. Som landstræner har han spillerne til rådighed i så begrænset omfang, at han er nødt til at være helt nede i deres daglige metier, så han kan skabe det rigtige taktiske setup, når det gælder. 

I dagens opgør i Serie A har Christian Eriksen gjort det godt, og landstræneren er tilfreds. Især fordi den offensive midtbanespiller forlod banen i intakt stand.

”For tiden sidder jeg med livet i hænderne, hver gang mine spillere fra truppen går på banen. Jeg frygter, de bliver skadet,” siger han denne eftermiddag i april, seks uger før landsholdet skal mødes til den sidste træningslejr inden sommerens EM, hvor Danmark skal spille på hjemmebane mod Belgien, Finland og Rusland.

Sammen med sin stab er han i fuld gang med at analysere Danmarks tre modstandere i gruppespillet. Han har haft scouts på samtlige spillere fra de tre hold i det forgange år, og nu kommer den mere intensive fase, hvor han og staben grundigt gennemgår spillerne hver især, så analyserne står knivskarpe, når fløjten endelig lyder til sommer. 

”Rusland skal jeg have studeret en lille smule mere, men Finland og Belgien har jeg fuldstændig styr på.”

KASPER HJULMAND trasker ud i køkkenet og skænker sig en kop kaffe. Han sætter koppen på en af sine bordskånere med baseball-motiver, som han tog med sig hjem efter et universitetsophold i USA i 1994. I samme øjeblik kommer hustruen Vibeke ind med en indkøbspose i hånden. Fra førstesalen griner teenagedatteren med en veninde. Datteren er den yngste af parrets tre børn, og på væggen bag spisebordet hænger et indrammet billede af hende i selskab med sine to storebrødre. Der hænger også et ekspressivt portræt af David Bowie og et stort maleri af den danske kunstner Søren Meibom. Han og Kasper Hjulmand var i sin tid holdkammerater i B93, men Meibom stoppede sin karriere som 26-årig for at blive astrofysiker og kunstner. Der er andet i livet end bare fodbold. 

Det ved Kasper Hjulmand, for selvom han ofte taler fodbold, handler det næsten altid om mere end det. Til sommerens EM-slutrunde skal han repræsentere det danske landshold, når anslået to milliarder seere tænder fjernsynet. Men det bliver de knap seks millioner danskere, der først og fremmest skal overvindes. Det ved han. Efter han blev ny landstræner, har han måttet lægge øre til det, der har forfulgt ham i hele hans trænerkarriere: Han er for romantisk til at opnå resultater.

”Det, der undrer mig mest herhjemme, er, at det skal være så karikeret. Mange tror virkelig på, at man enten kan være klog og kynisk eller en naiv romantiker og jubeloptimist. For mig er det åbenlyst, at man ikke skal overlade sin egen skæbne til andre, til tilfældigheder, til fifty-fifty-situationer. Når man selv tager bolden, kan man være dominerende og forsøge at skabe noget selv. Tænk en gang, at man skal argumentere for det.”

DER ER TO fortællinger om, hvordan Kasper Hjulmand fra Djursland strøg til tops. Den første er den korteste og simpleste. Den handler om held, og det er den, han selv præsenterer i hjemmet i Lillerød. 

”Jeg har været megaheldig. Da jeg var i slutningen af tyverne, tog Lyngbys sportschef fat i mig og sagde, at jeg skulle være træner, og så kastede jeg mig over det. Ret hurtigt efter tog Morten Olsen kontakt til mig, fordi han så, hvad jeg lavede i Lyngby,” siger han og fortsætter med sin lykkens pamfilius-fortælling om manden, der var heldig at møde de rigtige mennesker på sin vej. 

I Lyngby var han først træner for U18, så assistent- og andetholdstræner, inden han blev cheftræner for førsteholdet i 2006 og året efter sikrede klubben oprykning til Superligaen. Undervejs lavede han blandt andet researcharbejde for den daværende landstræner. Derfor tog uddannelseschefen i DBU, Peter Bonde, fat i ham og bad ham undervise på nogle kurser. Han viste ham tillid og gav ham nogle muligheder, der var med til at forme ham.       Sådan havnede han i rollen som instruktør i selskab med folk som Michael Laudrup, Henrik ’Store’ Larsen og John ’Faxe’ Jensen. Det havde man alt sammen luret i FC Nordsjælland, der i 2008 hev ham ind, først som assistenttræner, siden som cheftræner med frie rammer til at udfolde sig. Og det gav både pote og pokal. I sæsonen 2011/12 vandt Farum-klubben et af de mest overraskende mesterskaber i dansk fodbolds historie. 

”Jeg har altid troet på mig selv, altid troet på, at jeg kan noget,” siger Kasper Hjulmand, mens regnen trommer på ruderne. 

”Men vi er jo dybt afhængige af, at andre også tror på os. Det har jeg været heldig med.”

Den anden fortælling om Kasper Hjulmand er længere og mere kompliceret. Den begynder han at fortælle om halvandet år tidligere på terrassen i sin baghave, mens solen bager ned over Lillerød den sidste fredag i august 2019. 

En af naboerne på vejen er ved at klippe hækken og lykkes næsten med at overdøve baggrundslyden af børn, der pjasker i et udendørs badebassin. Flyvemaskiner trækker spor efter sig hen over den lyseblå himmel. To måneder forinden er det blevet offentliggjort, at Kasper Hjulmand skal være ny landstræner, når Åge Hareides kontrakt udløber. 

KNAP 50 ÅR tidligere får Kasper Hjulmands far pludselig selskab foran tv’et i stuen. Sønnen er to år gammel, men har på forunderlig vis formået at besejre tremmesengen. Nu sidder han dér på gulvet. Det plejer han ikke at gøre, noget må have trukket i ham. I flimmerkassen er der fodbold – VM i Vesttyskland i 1974. Den polske angriber Grzegorz Lato med kælenavnet ’Ørnen’ er blevet turneringens topscorer, men i sidste ende er det de vesttyske og hollandske stjerner, Gerd Müller og Franz Beckenbauer, Johan Neeskens og Johan Cruyff, der slås om trofæet. 

Fire år senere er der ingen tvivl. Denne gang sidder han seks år gammel med en bold i skødet og gør store øjne, mens Svend Gehrs speaker dramaet i VM-finalen på Estadio Monumental i Bue­nos Aires. Banen er dækket med hvid konfetti, og da argentinske Mario Kempes med det lange, bølgede hår kaster sig ned i feltet foran en hollandsk forsvarsspiller og prikker bolden i mål, bryder 70.000 tilskuere ud i glædesrus. 

På drengeværelset hænger en plakat med Allan Simonsen. Året forinden er ’Spurven fra Vejle’ blevet kåret som Europas bedste fodboldspiller, og han er Kasper Hjulmands helt store helt. Det er ham, han er, når han spiller med de andre drenge fra vejen på grønsværen lige over for barndomshjemmet. Hvis altså ikke han drister sig til at være Zico, Falcão og Sócrates eller en fjerde af de mytologiske brasilianere, der til hans store skuffelse taber til Gli Azzurri, det italienske fodboldlandshold, i VM-finalen i Spanien i 1982. 

Heldigvis er der andet at glæde sig over. For efterhånden er det ikke længere blot Allan Simonsen, men en hel generation af danske fodboldspillere, der træder ind på den største scene. Da Frank Arnesen året forinden scorer direkte på frispark mod Italien og glider jublende hen over græstæppet på knæene, løber niårige Kasper Hjulmand ud i baghaven og gør det samme. 

Han vokser sig større i takt med landsholdet. Da han træder ind i sine teenageår, deltager Danmark for første gang i 20 år i EM. I 1984 gennembanker landsholdet Jugoslavien, vender på magisk vis et truende nederlag mod de hårde belgiere, før en bukseløs Preben Elkjær losser den over mål i semifinalen mod den onde ånd fra Spanien. 

To år senere følger 15-årige Kasper Hjulmand med den halve nat, mens det danske landshold til tonerne af ’Re-Sepp-ten’ nedlægger tunge fodboldstater i den tynde luft til VM i Mexico. Skotland, Vesttyskland og ikke mindst Uruguay får alle ørerne i græsslåmaskinen. Til sidst ender det med et ydmygende 1-5-nederlag til Spanien, men som andre, der oplever det, får Kasper Hjulmand minder med for livet. For selvom holdet ingenting vinder, og selvom det danske landshold har deltaget i en hel del slutrunder siden, er det stadig kun fortællingen om EM 1992, der kan overgå den om 80’er-landsholdet i den kollektive fodboldbevidsthed.

”Vi behøver ikke snakke om, at det vigtigste er at vinde. Det håber jeg, vi snart er ude over. Selvfølgelig skaber resultater begejstring, men selve spillet kan også skabe begejstring og få pulsen til at slå hurtigere. Der er dele af spillet, der kan få én op af stolen. Så det ikke blot er effektivt, men også begejstrer. For mig er det – om ikke en forpligtelse – så i hvert fald noget af det vigtigste ved fodbold og  specielt landsholdsfodbold. Landsholdet er jo en parallelhistorie til ens liv. Der er nedslag, som man altid husker. Man glædes, og man sørger. Man skal være effektiv og vinde, men jeg kan godt lide, at der er en smag. Man kan vinde kampe og pokaler, men også hjerter. Målet er at få det hele til at gå op i en højere enhed.” 

FOR KASPER HJULMAND så det længe ud til, at han selv skulle skrive fortællinger med fødderne. Om ikke på de helt store stadioner, så i det mindste på et af dem lige under. Efter et par år i Grønland besluttede hans forældre at vende retur til Danmark. Tilfældigt kom de gennem den lille by Auning mellem Grenå og Randers, hvor der til deres overraskelse var to idrætshaller og en svømmehal. Ikke værst for en by med 3.000 indbyggere. Begge forældre havde altid dyrket sport og ønskede, at de yngste medlemmer af deres voksende familie, der ud over Kasper Hjulmand talte en lillesøster og en lillebror, skulle have samme muligheder. 

For Kasper Hjulmand kom tilværelsen til at handle om lige præcis det. Når han ikke gik i skole, dyrkede han al den sport, han kunne komme i nærheden af. Foruden fodbold var han en lovende volleyballspiller, der var inde omkring ungdomslandsholdet, men i sidste ende trak førstnævnte mest. Han røg til lokalområdets store klub, Randers Freja, hvor han som juniorspiller var med til at vinde Freja Cup ved i finalen at besejre AaB med en ung Peter Møller på holdet.

Siden gik turen til Herlev IF og B93 i København. Med sidstnævnte var han som anfører med til at sikre klubben oprykning til Superligaen i 1998. En succes i sig selv, men også en mulighed for at prøve kræfter med de allerbedste herhjemme. 

Men senere samme år sad han hos speciallægen Eilif Larsen. Få dage forinden var han røget ind i en tackling til træning, og knæet havde endnu en gang givet efter. Nu fik han beskeden. Den, han frygtede. Han var 26 år gammel, og det var slut. 

Syv år tidligere havde han fået sin første knæskade, og en tredjedel af hans mediale menisk skulle opereres ud. I dag ville sådan en skade tage seks måneder med restitution, men han var tilbage på banen tre uger senere. Det blev starten på enden. Efter syv operationer i det ene knæ, to i det andet og en i lysken sagde lægen stop. Det kunne ikke blive ved. 

”Det var pissehårdt. Jeg vidste godt, den var gal, og jeg havde løbende lavet forskellige andre ting ved siden af fodbolden, fordi jeg hele tiden var skadet. Men det er ikke sjovt som 26-årig at få at vide, at man ikke kan mere. Bestemt ikke sjovt. En ting er, at drømmen forsvinder. Men det værste var, at jeg ikke kunne lave, hvad jeg syntes var det allerfedeste. Jeg kunne ikke spille fodbold. Og det har jeg ikke gjort siden.”

DE FARVEDE BRIKKER på det magnetiske spillebræt på Kasper Hjulmands arbejdsværelse er linet op i to 11-mands-formationer. Det røde hold mod det blå. På væggen hænger et whiteboard formet som en fodboldbane med papirlapper med navnene på spillerne i bruttotruppen, men han foretrækker dét på mødebordet, hvor brikkerne let kan rykkes rundt, når spillets facetter skal drøftes. Det bliver det ofte for tiden, hvor assistenttræner Morten Wieghorst lægger vejen forbi næsten dagligt, men også de enkelte spillere, når de er i Danmark. Eller også sætter de sig ved hans stationære computer og ser udvalgte klip fra fodboldkampe i hans enorme arkiv. 

I sine unge dage som fodboldtræner købte han et videokamera og tog selv rundt og optog kampe. Nogle gange klatrede han op på tagene for at få bedre overblik, indtil han blev smidt væk af en emsig kontrollør. I dag ligger stort set alle kampe fra de forgangne årtier fra alle ligaer og alle landshold på en platform, så han elektronisk kan hive lige netop dén kamp ned, han ønsker at se. 

Mens han forberedte sig på at blive landstræner, kiggede han blandt andet gamle landskampe igennem. Han læste op på historien tilbage fra slut-1800-tallet og den efterfølgende opblomstring fra 1908, hvor Danmark var blandt de bedste i verden. Han så også landskampe fra 70’erne og 80’erne. Og selvom det er længe siden, og fodbolden på mange måder er helt anderledes i dag, er der ofte inspiration at hente. 

”Jeg synes, det er interessant at studere, hvordan fodboldens store tænkere har set og udviklet fodbolden. Jeg har selv været en af de unge trænere, der mente, jeg havde opfundet noget. Men det har man ikke. Det er set før. Når man læser lidt op på det, er det næsten altid gammel vin på nye flasker. Der er ikke meget, vi kan opfinde fra bunden, men vi kan forsøge at sætte det sammen på en ny måde,” siger landstræneren.

Gennem sin karriere har han fået ry for at være visionær. Som da han i FC Nordsjælland bragte internationale tendenser som blandt andet den falske 9’er og offensive backs ind i dansk fodbold. Men selv betegner han sig som en tvivler.  

”Nogle anser tvivl for en svaghed, men jeg tror faktisk, at tvivl er min store drivkraft. Mine bedste momenter som træner har været dem, hvor jeg har stået over for en modstander uden at vide, hvad fanden jeg skulle gøre. Så har jeg arbejdet det hele igennem, arbejdet rundt om tvivlen, snakket med en masse forskellige og taget det hele ind. Og så … lige pludselig … ,” siger han og banker i bordet et par gange, ”så kommer følelsen af at kunne klappe computeren sammen og vide, at nu har jeg en gameplan.”

MOD ALLE ODDS lykkedes det FC Nordsjælland at vinde det danske mesterskab i 2012. Før sæsonen var klubben tippet til nedrykning, og da de kom haltende fra start, lød den samme sang om Kasper Hjulmand. Det var hans første sæson i spidsen, og med inspiration i blandt andet Barcelona og Ajax ville han have dem til at spille på en måde, man ikke ligefrem var vant til på disse breddegrader. Kasper Hjulmand var for naiv, mente man. Det kunne ikke lade sig gøre. Men det kunne det, den dårlige start blev vendt, og efter 33 runder havde han brudt FCK’s monopol og kunne løfte pokalen.

”Jeg tror på, at jeg kan hjælpe fodboldhold med at vinde. Det har jeg altid troet på. Men jeg har også været dybt afhængig af at være steder, der tror på, at jeg kan gøre det. Man skal ikke proppes ned i en boks, hvor man ikke kan udtrykke sig. I Lyngby fik jeg lov til at være, hvem jeg er, og prøve grænser af. Det samme i FC Nordsjælland.”

Efter den overraskende succes stod Kasper Hjulmand pludselig med adskillige tilbud på hånden. Et af dem var fra klubben Mainz 05 i Tyskland. Med et løfte om, at han ville få tid til at indføre en ny kultur, sagde han ja. Men jobbet holdt kun i otte måneder, så var det slut. Han ville ikke, som de ville; de ville ikke, som han ville. Stadig i dag hænger hans kritikere sig i den periode. Dér var beviset på romantikerens begrænsninger.

”Jeg er ligeglad med, hvad folk siger. Jeg kan se mig selv i spejlet. Jeg ved godt, hvad der skete, og hvorfor det var, som det var. Jeg kunne have været et karrieremenneske og slugt kameler. Så havde det set helt anderledes ud, og jeg var kommet et andet sted hen. Men jeg skulle arbejde med grænser hos mig selv, både etisk og moralsk,” siger Kaper Hjulmand, der i dag er glad for tiden i Mainz. For selvom det dengang ramte ham på æren, har han ikke fortrudt et sekund.

”Man vil jo gerne vise, at man kan. Men det vigtigste for mig og mit liv er, at jeg ikke skal gå op og ned ad folk, som jeg ikke kan stole på. Det er livet for kort til. Så vil jeg hellere arbejde på en tankstation. Det er ikke vigtigt for mig at have et prestigefyldt job.”

Den erkendelse har ikke mindst det forgangne år været med til at understrege for ham. Under pandemien har han fået rum til at kigge tilbage på sit liv og dermed også mulighed for tydeligere at kunne se frem. Han har særligt tumlet med to helt fundamentalle spørgsmål: Hvem vil man omgive sig med? Hvordan fanden vil man leve sit liv?

”Det siger jeg også til mine fodboldhold: Man skal have modgang for at udvikle sig. Det er de situationer, der bliver et kompas for livet. Jeg er selv blevet hårdere på den måde, at jeg cutter folk fra, som jeg ikke stoler på. Hvis nogen tager røven på mig eller ikke er ærlige. Livet er for kort til kun at tænke på sin karriere, så jeg skærer folk fra, hvis der ikke er tillid. Hvis vi ikke kan arbejde tillidsfuldt med hinanden og stole på, at folk siger, hvad de faktisk mener. Det vil jeg arbejde på, også i den kommende tid.”

DET FLYDER MED bøger på Kasper Hjulmands arbejdsværelse. Øverst i stakken på skrivebordet ligger en af de nyere favoritter, ’Complex Football’. Men langt hovedparten er bøger, der ikke handler om fodbold: Jean-Paul Sartre, Albert Camus, Søren Kierkegaard.

I sine teenageår begyndte Kasper Hjulmand for alvor at dykke ned i bøgernes verden for at søge svar på nogle af de store spørgsmål, der rumsterede i ham. Han søgte efter et eller andet større at tro på. En vertikal linje i ens liv. Han overvejede at starte på filosofistudiet og blev samtidig opslugt af det idéhistoriske felt. 

”Jeg er optaget af, hvad der gør, at tanker bliver til handlinger. Det er superinteressant, hvordan man tænker tanker. Hvis man tager fodbolden: Hvad gør, at Hugo Meisl i 30’erne sidder på cafeerne i Wien og tænker over, at man kan spille på en anden måde, hvilket resulterer i en opblomstring for Østrig i de efterfølgende år? Eller at Valeriy Lobanovskyi i Sovjetunionen og Rinus Michels i Holland gør sig tanker om totalfodbold med pres over det hele i slutningen af 50’erne og op til 70’erne? Hvad gør, at Arrigo Sacchi i 80’erne sidder og roder med zoneforsvarsspil? Det interesserer mig, hvordan man får gode ideer, hvor de kommer fra, hvordan man fører dem ud i livet.”

Undervejs stødte han også på Søren Kierkegaard, der i høj grad tiltalte ham. Men også de franske eksistentialister blev mentale livsledsagere. Stadig i dag vender han jævnligt tilbage til dem.

”Jeg kan stadig sidde og fundere over de helt store, helt grundlæggende spørgsmål. Hvad skal vi bruge livet på jorden til? Og hvornår er jeg selv mest glad? Hvordan kan vi gøre den her jord til et bedre sted for vores børn? Hvad kan jeg give videre til mine børn af holdninger og værdier, som kan hjælpe dem med at skabe et godt, lykkeligt og meningsfyldt liv? Og hvad er det egentlig?”

LIGESOM HAM selv havde Albert Camus en stor kærlighed til fodbold. Faktisk stod han for et famøst citat om, at alt, han havde lært om moral, havde han lært fra fodboldbanen.

”Det er ikke så lidt, han vidste om moral,” konstaterer Kasper Hjulmand, der ligeledes mener, at også han har lært det, han ved, gennem fodbold. 

”Jeg har kæmpestor respekt for det spil, det indeholder så mange aspekter af livet. Det er både supersimpelt og superkompliceret. Der er en dybde i selve spillet, som vi stadig har svært ved at begribe. Samtidig har det så stor kraft på så mange mennesker i hele verden. Det er det største sociale fænomen i verden. Jeg har rejst meget, og jeg har selv børn, der har fundet et fælles sprog med andre børn gennem fodbolden. Fodbolden står for mange af de værdier, jeg vægter højest. Det bryder grænser mellem mennesker. Man er ens på en fodboldbane. Ingen er mere værd end andre, om man er millionærens søn eller den fattige knægt. Man er afhængig af hinanden, det er en holdsport, og man kan ikke gøre noget alene. Man er kun noget i kraft af hinanden. Man vinder og taber sammen,” siger han og understreger, at vi skal huske at lege. 

”Spillet rummer så meget, der er smukt, samtidig med at det er en leg. Det engelske ord play indeholder både leg og spil, hvilket er fundamentalt for vores udvikling. Einstein har sagt: ’Play is the highest form of research.’ Det er det samme med matematik og alt muligt andet, hvor indholdet er læremesteren, mens man leger det. Fodbold er på den ene side bare et spil, men samtidig indeholder det så mange facetter af livet, som jeg godt kan lide.”

Måske mere end noget andet indkapsler bogen på Kasper Hjulmands skrivebord, ’Complex Football’, netop det. Den er skrevet af fodboldfilosoffen Javier Mallo, der ligesom ham selv er optaget af systemisk tænkning. 

”Du kan ikke bare sige: ’Vi mangler at score mål, derfor skal vi have en ny angriber.’ Rigtig mange tænker fodbold på den måde. Men jeg tænker på systemet. Hvis du ændrer bare en lille smule på en position, ændrer det meget mere, end hvis du skifter én til én. Vi hænger sammen – i livet og på fodboldbanen,” siger han.

På den måde er Kasper Hjulmands tilgang til fodbold også det bedste bud på et svar, han har på det spørgsmål, der har optaget ham, siden han var dreng: 

”For mig er meningen med livet meningsfyldte relationer. Det er at omgive sig med mennesker, jeg har tillid til … at opleve gensidig respekt. Når jeg får sat mit liv i det rette perspektiv, fylder det mig med taknemmelighed, og jeg oplever faktisk en lykke eller en glæde. Og når man er taknemmelig, har man også lyst til at hjælpe andre, gøre noget for andre.”

KASPER HJULMAND STARTER motoren og trækker sikkerhedsselen hen over skulderen. Brøndby skal senere spille mod ærkerivalerne fra FCK, og landstræneren skal ind og se nogle af de spillere an, der er på brutto­listen til herrelandsholdet. 

Da han triller ud ad indkørslen, fisker han telefonen frem. Han scroller et øjeblik. 

”Nordsjælland er simpelthen foran 3-2 i Randers,” konstaterer han, imponeret over sin gamle klub.

”Jeg har egentlig aldrig rigtig holdt med nogen. Som barn faldt jeg mest for hold med særlige udtryk på banen. Men jeg følger med i, hvordan FC Nordsjælland klarer sig. Og Randers, det er jo også min gamle klub.”

Han fører bilen forbi de grønne og brune ligusterhække på parcelhusvejen. Flere steder blafrer dannebrog i toppen af flagstænger. For enden af vejen passerer en ældre mand i sin bil. Han løfter hånden fra rattet, da han ser, hvem der venter på at dreje ud. 

Der er ikke meget, der har ændret sig for Kasper Hjulmand på disse kanter, siden han blev landstræner. Det eneste er, at byens borgere nu på daglig basis sørger for at indvie ham i, hvem de mener, der bør starte inde på herrelandsholdet næste gang. 

”Men mine tætteste venner ved heldigvis godt, at jeg ikke gider snakke fodbold hele tiden. Vi snakker mest om noget helt andet. Det bedste ved tætte relationer er, at der ikke er noget, der forandrer sig, hvad det angår,” siger han.

Det er godt og vel 20 år siden, Kasper Hjulmand flyttede til byen med hustruen Vibeke. De to mødte hinanden på højskole i begyndelsen af 90’erne, hvor han befandt sig efter en af sine første lange skadesperioder. Hans far og onkel havde billetter til EM-finalen på Nya Ullevi i Gøteborg i 1992, men selv fulgte han sin blomstrende forelskelse, og derfor befandt han sig på hendes fødeø Bornholm, da John ’Faxe’ Jensen ramte den ’lige i røven’ og sendte nationen i ekstase.

Da Brian Laudrup seks år senere gled jublende over græstæppet efter sit mål mod Brasilien i VM-kvartfinalen i Frankrig i 1998, var hustruen højgravid. På det tidspunkt boede parret i en lejlighed på femte sal på Østerbro i København. Men efter de fik deres første søn, Markus, ændrede tingene sig. 

”Det var pludselig anstrengende at skulle bære den store dreng op med lift eller sidde i baggården, hver gang han skulle sove. Samtidig er vi jo begge bønder. Vibe er fra Bornholm, jeg er fra Djursland. Selvom vi elskede at bo i København, var det bare ikke det rigtige, da vi fik ham. Det trak at have naturen tættere på,” siger han. 

På vej ud af byen passerer Kasper Hjulmand et stort banner, der annoncerer med fitness for hele familien, og skiltet mod træningsanlægget, der er det første, man møder, hvis man kommer fra den anden side. Ligesom hans egne forældre i sin tid valgte Auning, fordi byen havde gode idrætsfaciliteter, faldt han og Vibeke for noget af det samme, da de en dag besøgte nogle venner, der boede i rækkehus i Lillerød.

”Fra børnehaveklassen har de selv cyklet i skole. På med cykelhjelmen og så af sted. Vi gider ikke bo et sted, hvor vi er afhængige af, at de skal køres hele tiden. Her har vi cykelstier og god adgang til skole og idrætsfaciliteter, så de har haft mulighed for hurtigt at blive uafhængige. Det har vi vægtet højt.”

FLYTNINGEN blev en helt ny start på flere måder. Kasper Hjulmands aktive karriere var skrinlagt, hvad skulle der ske? I første omgang var han med til at stifte en daghøjskole for elitesportsudøvere. Efter et par måneder tog en af deltagerne, sportschefen Birger Jørgensen fra Lyngby, fat i ham og sagde: ”Kasper, for helvede. Du skal være træner.” 

Som barn havde han siddet på drengeværelset og brugt kapsler til at udtænke nye taktikker for sit eget hold. Og gennem sin aktive karriere havde han været en pestilens for sine trænere, fordi han mente, der måtte være andre og bedre måder at gøre det på. Særligt efter han i 80’erne var begyndt at følge hollandske Ajax med træneren Johan Cruyff. Her skete noget på fodboldbanen, han ikke havde set før. Formationerne og mønstrene var anderledes. 

På eget initiativ fik han i starten af 90’erne arrangeret en rejse til Barcelona for at se deres træning. Cruyff var træner i den catalanske hovedstad, og han vendte op og ned på alting for ham. Indtil da havde han kun mødt trænere, der fokuserede på at pakke sig defensivt. Men her var pludselig en træner, der insisterede på at få fat i bolden og spille selv. Det var en fundamentalt anderledes tilgang til fodbold.

Hjemme igen begyndte han straks at indvie både sin træner i B93 og alle andre i sin åbenbaring. Til hans skuffelse var der ingen lydhørhed. Bolden skulle ud af kommunen, ikke spilles i fødderne. Han var the odd one med sine romantiske visioner. Men 10 år senere var det pludselig ham selv, der var træneren.

”Set i bakspejlet havde jeg nogle fuldstændig vanvittige år. Jeg var stort set aldrig hjemme, selvom jeg havde fået små børn. Det var helt håbløst. Men samtidig var det en periode, hvor jeg lærte rigtig meget. Jeg fik lov til at prøve alle mulige mærkelige ting af. Det skal man have lov til som menneske for at blive god. Og så skal man finde nogen, der tror på én. Uden det eksperimentarium, det laboratorium, var jeg helt sikkert ikke nået dertil, hvor jeg er i dag.”

”ÅH, MÅ JEG nu ikke køre ind her?” På vej mod Brøndby Stadion er Kasper Hjulmand blevet mødt af en afspærring og må tage en omvej. 

”Jeg har altid set fodbold og altid dyrket at tage rundt på stadioner, selvom jeg ikke behøver det,” siger han, sætter bilen i gear og finder en anden vej. 

Et par uger forinden har hans landshold vundet de tre indledende kvalifikationskampe op til det om-diskuterede VM i Qatar i 2022. Selv var han overrasket over, hvor godt det gik. Udekampen i Israel havde han på forhånd betragtet som svær mod et godt hold med gode offensive spillere, og til Moldova-kampen vidste han, at han tog et sats ved som den eneste landstræner i Europa at skifte hele 10 mand ud i startopstillingen. Til sidst påførte Danmark det østrigske landshold det største hjemmebanenederlag nogensinde i en betydningsfuld kamp. 4-0.

”Jeg tror på drengene, jeg tror på vores hold, og jeg havde troet på tre sejre, men jeg forventede, at det ville blive en hård omgang. At det blev, som det blev, kunne ingen forvente: en målscore på 14-0 i tre kampe.”  

Herhjemme var reaktionerne positive, men også uden for Danmark vakte resultaterne opsigt. 

”Det vigtigste for mig er, at danskerne syntes, det var fedt at se landsholdet spille igen. Vi skal røre befolkningen, derfor var det fedt at få de tilkendegivelser. I EM-slutrunden og op til den vil vi meget gerne fyre op under folk og sørge for at skabe begejstring uanset resultaterne. De skal kunne mærke os. Vi skal være relevante,” siger Kasper Hjulmand, der føler, at han er lykkedes med meget af det, han har arbejdet med. 

Ud over at det resultatmæssigt har været godt, har det også trupmæssigt været godt. Flere af de nye, unge spillere har stjålet rampelyset. Men hvis noget ærgrer ham, er det, at nogle af de etablerede spillere fik visse hug i offentligheden. 

”Der er noget Klods-Hans-mentalitet over Danmark. Vi dyrker eventyret om de uforudsete helte. Dem, der kommer som underdogs. Samtidig elsker vi at pille stjernerne ned. Vi skal blive bedre til at hylde vores stjerner. Det er topgutter, der knokler for fællesskabet. En af mine forgængere, Ricardo, havde et citat før EM-finalen i 1992 om sin bedstemors korset med tre stivere. På landsholdet har vi spillere som Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Thomas Delaney og Christian Eriksen, det er dem, der stiver holdet af. Det er fedt at se de nye og unge, men uden de andre kan det ikke holde,” siger han og kommer i tanke om dengang, han i starten af sine tyvere læste idræt og tog et semester i USA. På et tidspunkt havde han en samtale med en direktør i en stor bank. 

”Forskellen på dine og mine breddegrader er, at herovre går de forbi mit hus og siger: ’Hold da kæft, han må gøre noget rigtigt, ham der.’ På dine breddegrader siger man: ’Hvad er han for en blærerøv? Rige svin,’” sagde direktøren. 

For Kasper Hjulmand er det en påmindelse om, at selvom vi ikke behøver at være som amerikanerne, kan vi i det mindste blive bare lidt bedre til at anerkende dem, der stryger til tops. 

”Egoister ville have det svært på vores landshold. Vi hænger sammen og kæmper for hinanden. Det er en sund og god kultur. Men vi kan være stolte af de stjerner, vi har, de er superambitiøse, men også generøse, og de ved, hvor de kommer fra. Det var en skændsel, at Ricardo ikke blev årets træner i Danmark efter EM-sejren i 1992, men blev årets træner i verden. Han blev heller ikke optaget i Hall of Fame, før han døde. Se også på Caroline Wozniacki … hvad hun ikke måtte igennem som tennisspiller. Hun var nummer et i verden, men herhjemme pillede vi hende ned for ikke at vinde nok Grand Slams. Vi har fantastiske legender i dansk sport. Lad os nu hylde dem og huske dem. En af mine kammerater fortalte engang, at han havde siddet helt oppe under taget i det ene hjørne til en landskamp. På et tidspunkt var en lille mand med en kop kaffe gået forbi ham og havde sat sig øverst oppe. Det var Allan Simonsen …,” siger Kasper Hjulmand og ser lige dele forundret og forarget ud: ”Altså Allan Simonsen!? I min verden skal han have en kongestol med sit navn på.”

SOLEN BAGER NED over Furesø. Det er en glohed junidag i 2020, og mens små både sejler af sted fra badebroerne i det stille ferskvand, bliver der indtaget frokost og drukket dugfriske fadøl på tagterrassen på Restaurant Furesøbad. Kasper Hjulmand nøjes med danskvand og kaffe. Når man bor, hvor han bor, er dette spot godt 10 kilometer væk bag endeløse grønne bøgetræer ikke det værste for en lille getaway. 

Han er netop officielt tiltrådt som landstræner efter at have forberedt sig i lang tid. Tiden har han blandt andet brugt på at nå frem til svar på afgørende spørgsmål: Hvad er danskerne for en størrelse? Hvad vil vi gerne se? Hvem er vi?

Hans tese er, at hvis man vil have succes, om man er et enkelt­individ, en virksomhed eller et fodboldhold, må man starte med at finde ud af, hvem man egentlig er. 

”Hvilken klub er man ansat af? Hvad forventer dens fans, hvilken identitet ligger bag, hvilken fodbold forventes at blive spillet? Capello vandt mesterskabet med Real Madrid, men blev fyret lige efter, fordi det ikke var smukt nok. Det blev ikke gjort på den rigtige Real Madrid-måde. Det kan jeg godt lide. Der er en måde at gøre tingene på. I Danmark ved vi måske ikke, hvem vi er endnu. Men jeg tror og håber, vi kan finde frem til det, så mange kan få præcis den følelse,” siger han.

Det forgangne år har han derfor haft snakke med kulturpersonligheder, erhvervsledere og sågar den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt for at blive klogere på den danske identitet: Modsat svenskerne bryder vi os ikke om at gå i takt, vi vil helst være i opposition. Vi dyrker det smukke, uden det skal være prangende. Vi bryder os ikke for meget om hierarkier. Og så har vi noget med tillid i Danmark, defineret som fire ting: Pålidelighed, at man kan stole på hinanden. Respekt for forskelligheder og for hinanden. Åbenhed, at det, man siger, er det, man mener. Og ærlighed.

”De fire begreber beskriver tilsammen tillid. For mig er det vigtigt, at vi på landsholdet arbejder med den tillid – og med generøsitet. Vi skal give noget til andre og give noget til hinanden. Det snakker jeg meget med anførergruppen om. Gode ledere er ikke nogle, der puster sig op med autoritet og en udstråling af at være mere end andre. Gode ledere er generøse. Det er derfor, man vil følge dem,” siger han. 

”Målet er at røre den danske befolkning. Både gennem sejre og gennem vores udtryk på banen, men også ved at kommunikere og vise, hvem vi er. De her drenge kommer fra vidt forskellige steder rundtom i landet. Små foreninger, der repræsenterer piger og drenge derude. Det er ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg skal. Det er ikke kun mit landshold eller DBU’s landshold, det er vores alle sammens landshold. Jeg vil have, at folket kan mærke dem, så de bliver stolte.” 

ET ENKELT SALATFAD står foran Brøndby Stadion, men de fire betjente er i praksis arbejdsløse. Det er ugen før genåbningen 21. april, og der er ingen tilskuere. Fodbold har sjældent føltes så langt væk. Spørgsmålet er, om selve spillet også gradvist er ved at fjerne sig fra fansene. Indførelsen af VAR – videodommere, der skal korrigere fejl – har mødt massiv folkelig modstand og gjort mange modløse, desillusionerede.

Kasper Hjulmand kan ikke sige sig fri for også at tumle med en vis skepsis. Den nuværende udvikling minder ham om, hvad han så med NBA, den amerikanske basketliga, da han i sin tid boede i USA og gik på universitetet. Jævnligt så han Orlando Magic spille, men da han i 2019 var tilbage i USA og så en NBA-kamp i Boston, blev han efterladt med en helt anden følelse.

”Jeg var simpelthen så træt af alle de pauser i kampene. I 90’erne oplevede jeg et flowspil, men det hele var blevet kommercielle breaks og timeouts. Jeg blev ikke suget ind i kampen som før. Jeg er bekymret for, at det samme sker med fodbolden. For fodbold er et flowspil, og hvis vi ikke får løst de nuværende problemer, er jeg bange for, at umiddelbarheden og følelserne forsvinder. Som det er nu, er jeg så træt af det,” siger han. 

For Kasper Hjulmand gælder det om som tilskuer at blive opslugt af øjeblikket. For uden det, hvad er fodbold så?

”Ellers kunne man lige så godt bare blive hjemme på sin sofa og tjekke resultatet bagefter. Fodbold er en oplevelse, hvor man ligesom med musik eller et teaterstykke bliver suget ind i noget, hvor man slipper sin hverdag og oplever den dramaturgi, der udspiller sig i nuet. Fodbold er mere end resultatet. Jeg har set flere tusind kampe i mit liv, men jeg har aldrig set to kampe, der er ens. Der er altid en form for historie i hver kamp. Det er fantastisk, at det er sådan. Det må vi ikke ødelægge.”

Derfor var det også en fryd for ham, da han inden landskampen i Israel for nylig kunne sige til spillerne: ”I dag er der 5.000 tilskuere, og vi spiller uden VAR.”

”Der gik simpelthen et lettelsens suk gennem omklædningsrummet: ’Ej, gode gamle fodbold.’”

FODBOLD ER ikke alt. Kasper Hjulmand interesserer sig også for politik, er begyndt at interessere sig for kunst, sågar dét at lave noget i træ. Han har aldrig haft de store evner inden for håndværk, men efter han havde en tømrer forbi for at lave terrasse i sommerhuset sidste år, er han selv begyndt at sætte noget sammen. 

”Der er så meget i livet, jeg gerne ville dyrke mere. Jeg har aldrig været bange for at blive fyret. Jeg er her ikke for at have et job. Hvis det blev taget fra mig i morgen, skulle jeg nok finde noget andet, jeg ville synes var sjovt,” siger han.

Mest af alt holder han af at diskutere dilemmaer. Sammen med nogle gode venner har han en dilemmaklub, hvor de hver især skal bringe et emne til bordet for at diskutere og endevende det. Moralske dilemmaer, der kræver, at man må forholde sig til, hvad man grundlæggende står på.

Som landstræner må han vænne sig til, at de ikke længere er hypotetiske. Men også, at der er andre interesser på spil. Han var dårlig nok tiltrådt, da han i et radioprogram luftede sin modstand mod bettingreklamer, hvorefter DBU måtte udføre damage control af hensyn til en hovedsponsor. Forude venter endnu et uundgåeligt dilemma, VM i Qatar i 2022. Et flertal af danskere mener, man helt bør boykotte slutrunden på grund af værtslandets manglende respekt for menneskerettigheder. 

”Vi er ikke engang kvalificeret endnu,” siger Kasper Hjulmand uden for alvor at lyde overbevisende. Efter de tre sikre sejre i gruppespillet bliver Danmark lige nu spået de bedste chancer for kvalifikation af samtlige hold i Europa.

”Ja, men den køber jeg ikke. Vi må tage næste kamp. Taber vi til Skotland i næste omgang , er der allerede udlignet igen,” siger han og tøver lidt:

”Hør her, det er uundgåeligt, at VM i Qatar bliver et tema. Men det må vi tage, som det kommer.”

Der er meget ved den moderne fodboldindustri, som Kasper Hjulmand ikke bryder sig om.

Men i første omgang handler det om EM til sommer. Og selvom Kasper Hjulmand har set flere tusind kampe i sit liv, føler han på nogle områder, at han kun lige er begyndt at forstå spillet. 

Før han går ind til derbyet mellem Brøndby og FCK, fortæller han en sidste anekdote fra ’Complex Football’, der med sin metaforik opsummerer, hvordan han ser på både fodbold og livet.

”Forestil dig, at du går på en helt mørk vej. På et tidspunkt støder du på en gadelampe, hvor lyskeglen peger mod jorden. Her er en gammel mand i gang med at lede. Du går over og spørger ham: ’Hvad leder du efter?’ ’Jeg leder efter mine nøgler,’ svarer han. Man går i gang med at hjælpe ham, og efter en halv time, hvor man har ledt, siger man: ’Jamen, var det overhovedet her, du tabte dem?’ ’Nej,’ svarer han så. ’Jeg tabte dem inde i skoven, men der er jo ikke lys, så det er her, jeg leder,’” siger Kasper Hjulmand, inden han går ind gennem fodboldporten:

”Vi leder, hvor der er lys. Engang troede man, at dem, der vandt fodboldkampe, var dem, der løb mest. Bagefter troede man, at det var dem, der sprintede mest. Vi giver forklaringer, hvor der er lys, men vi er ikke i nærheden af at have sandheden. Der er så meget, vi ikke ved endnu. Og det er faktisk det fede. Mest af alt handler det om at gøre sig den erkendelse. Som den argentinske fodboldspiller Jorge Valdano engang sagde: ’Det fantastiske ved fodbolden er, at det er alt det, som videnskaben ikke er.’ Det er irrationelt, det er følelsesbetonet. Det er alt det, vi hverken kan forklare eller forudsige. Vi kan ikke proppe fodbold ned i et lineært regneark. Det kan være forfærdelig frustrerende, men det ville være dødssygt, hvis alting var planlagt. Tænk, hvis vi allerede vidste det hele.”