danmark – Side 9

Indlæg

For en sikkerheds skyld

Der er mange måder at gøre verden tryggere, og 25-årige Esther de Lange Rosengreen har både dykket i Filippinerne, kørt brandbil i Sverige og sat røgalarmer op hos sine nærmeste. Snart kan hun kalde sig katastrofe- og risikomanager.

Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

Efter sommerferien skal du i gang med dit afsluttende semester på uddannelsen som katastrofe- og risikomanager. Hvordan fandt du ud af, at det var det, du skulle være?

”Jeg hørte om det, mens jeg gik på HF, og syntes, det lød helt vildt spændende. Jeg ville gerne være med til at hjælpe nødlidende under katastrofer. Jeg ville gerne gøre en forskel. Det kom nok bag på flere i min familie, for jeg var en stille og tilbageholdende pige. Men jeg havde lyst til at gøre noget crazy. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv.”

Hvad har du så lært på uddannelsen? Har det været crazy?

”Det har i hvert fald været superinteressant. På skolen begyndte vi med at lære om beredskabet i Danmark, og hvordan det er organiseret. Vi lærte om, hvad risiko egentlig er, ud fra et teoretisk perspektiv. Om forskelle på farlige hændelser med kemiske, biologiske, radiologiske, nukleare og eksplosive stoffer. Hele mit hold var i to ugers praktik hos Beredskabsstyrelsen, og siden hen har jeg været på flere praktikophold. Først hos beredskabet i Nuuk, hvor jeg var på brandsyn i offentlige bygninger og lærte om tekniske foranstaltninger. Er der de fornødne brandslukkere, og er flugtvejene i orden? Siden var jeg i enheden Brand og Redning i Københavns Lufthavn, hvor jeg fik lov at følge brandmændene og beredskabschefen og fik et indblik i, hvordan hele lufthavnen hænger sammen. Senest har jeg været i Filippinerne i praktik for en NGO, der arbejder for naturbevaring under vandet. Her skulle jeg blandt andet observere, hvor mange muslinger, søstjerner og andre bløddyr der var på et koralrev, for at man bedre kan fastslå, hvor sund havbunden er.”

Har du følt, du gjorde en forskel?

”Det er ikke noget, man tænker over, når man står midt i tingene. Men jeg har oplevet tilfredsheden ved at gøre en forskel i fællesskab. Da der var tørke i sommeren 2018, var jeg igennem mit frivillige arbejde hos Beredskabsstyrelsen en del af et hold, der kørte til Sverige. Noget af vejen derop kørte jeg brandbilen. Jeg har stort kørekort, og det er en superfed fornemmelse og ikke noget, jeg har prøvet særlig ofte. Men først og fremmest var det superspændende at komme op til et stort setup af folk, der arbejder sammen om én opgave. Der var pres på, fordi vinden ændrede sig, og det gjorde det svært at forudse brandens bevægelser. Vi arbejdede så meget af døgnet, vi kunne.”

Og hvad skal du lave, når du er færdiguddannet?

”Jeg er blevet meget interesseret i naturkatastrofer og kunne godt tænke mig et job, hvor man både kan være med i felten og med til at lede, men jeg kunne også godt tænke mig at arbejde deltid som brandmand.”

Katastrofe- og risikomanager lyder som en titel, der vil klæbe til dig, og man vil kigge i din retning, hver gang der sker det mindste?

”Man kan godt blive sat lidt i bås som den påpasselige. Men det har jeg det fint med uden dog at gide være fanatisk og bange for alting. Min familie har gerne villet diskutere alvoren i coronakrisen og de officielle tiltag med mig og høre min mening. Jeg kunne jo ikke sige andet, end at det er alvorligt, og ellers henvise til myndighederne. Og så har jeg kraftigt opfordret alle i min familie til at få sat røgalarmer op – og selv været ude at hænge en op hos min mormor.”

Har der ellers været bud efter dig i forbindelse med coronakrisen?

”Hos Beredskabsstyrelsen har man efterspurgt hjælp fra de frivillige, og jeg ville rigtig gerne have været med til at løse nogle opgaver, for eksempel været med til at bemande deres corona-hotline eller sætte nogle visitationstelte op ved hospitalerne. Men jeg har været nødt til at passe min uddannelse. Og her har vi undersøgt, hvordan kommuner, Folketing og ministre handler og kommunikerer under krisen.”

Og hvordan har den stille pige det i dag?

”Hun er ved at være forsvundet. Men jeg føler mig stadig i kontakt med min mere eftertænksomme side. Og den tror jeg kan være nyttig at have inden for branchen. For selv om jeg måske en dag kommer til at stå med ansvaret i en krisesituation, er det vigtigt at kende sine styrker og begrænsninger. Vigtigt at vide, at jeg er generalist og ikke, for eksempel, kemiingeniør. Og så samtidig vide, hvem jeg skal ringe til for at få den nødvendige hjælp.”

TAG RISIKOEN

Katastrofe- og risikomanagement er en professionsbachelor på 3,5 år, inklusive omkring et års praktik, som udbydes på Københavns Professionshøjskole.

Uddannelsen beskæftiger sig blandt andet med klimaændringer, krisestyring, beredskab og senest pandemier. Aktuelt optages 110 studerende per år.

Siden oprettelsen i 2010 er 350 dimitteret fra uddannelsen. Nogle læser videre på en kandidatuddannelse, andre finder arbejde hos beredskab, politi eller i NGO-verdenen, mens den største gruppe (35 procent) får job i den private sektor eller hos offentlige myndigheder.

0 Shares

juni 8, 2020/

SAMFUND

Fyr og flamme

Da Australien blev ramt af voldsomme skovbrande, smed 23-årige Matias Trelborg Kjær, hvad han havde i hænderne, for at komme af sted til det hede kontinent og kæmpe mod ilden.

Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Bjørn Nielsen

MIN FAR er holdleder hos Hovedstadens Beredskab og har arbejdet på deres brandstation bag Rådhuspladsen, så længe jeg kan huske. Som dreng nød jeg at høre hans historier om, hvordan flammerne løber hen over én, når man skal ind i en brændende bygning, og hvor vigtigt det er at have et godt samarbejde med ens makker, når man arbejder som røgdykker. Hvis han nogensinde var bange, var han god til at lægge låg på det. Jeg lagde i hvert fald ikke mærke til det, men syntes bare, det lød vildt spændende.

DA JEG BLEV student i 2017, arbejdede jeg et års tid som tjener i Nyhavn, inden jeg tog en uddannelse som brandmand i Beredskabsstyrelsen. Det passede mig godt at kunne bruge mine hænder og omsætte teoretisk viden til praksis. Det savnede jeg i min gymnasietid. Uddannelsen varede ni måneder, og undervejs var jeg flere gange ude til brande, hvor vi assisterede både beredskabsmandskab og politi. Jeg lærte, hvor vigtigt det er for en brandmand, at man altid tager forholdsregler og sørger for sin egen og eventuelle tilskadekomnes sikkerhed, når man kommer ud til et skadested. For eksempel ved at sikre sig, at en bygning ikke er i fare for at falde sammen, før man går ind i den.

Afslapning med uskadte bondegårdsdyr.

JEG HAR ALTID i baghovedet, at det kan være farligt. Og selv om jeg er i stand til at handle selvstændigt, har man heldigvis altid en holdleder, der tager de overordnede beslutninger, og som er særligt uddannet inden for sikkerhed. Når man stoler på, at ens leder ved, hvad der er bedst for én, så føler man sig tryg.

MIN DRØM ER at komme ind som elev på en kombineret brand- og ambulancetjeneste hos Hovedstadens Beredskab, men uddannelsen er meget efterspurgt. Ved sidste optagelse var vi 160 ansøgere til 10 stillinger. Vi skulle gennem fysiske test og blandt andet demonstrere, hvordan vi håndterede klaustrofobi og højdeskræk. Derefter fulgte flere interview. Jeg blev blandt de sidste 30, men kom ikke ind, så efter sommerferien tager jeg en grunduddannelse som ambulancebehandler for at kvalificere mig yderligere. Jeg håber, at uddannelsen vil ruste mig til det, der nærmest er en kendsgerning for en brandmand: på et eller andet tidspunkt i karrieren vil jeg få med lig at gøre. Indtil nu har jeg ikke været med ved brande, hvor nogle er døde. Jeg håber, at det, når det en dag sker, er noget, jeg kan kapere. Under brandmandsuddannelsen blev vi forberedt på, at det kommer til at ske, og vi snakkede meget om vigtigheden af debriefing-processer og kollegastøtte, og hvordan man kan se på kolleger, der har været ude til en voldsom hændelse, hvordan de har det. Det er vigtigt, at der er et godt værn om de ansatte på en arbejdsplads.

Køretøjer fra den frivillige organisation BlazeAid, der hjælper efter naturkatastrofer.

JEG SKULLE oprindelig være begyndt på ambulancebehandleruddannelsen i januar, men da de store skovbrande i Australien begyndte at rase i en målestok, man som dansker har svært ved at forestille sig, og med et stort antal nødlidende, mennesker og dyr, ville jeg, som mange andre brandmænd, gerne ned at hjælpe. Gennem en australsk organisation, BlazeAid, kunne man blive frivillig, men det var kun en lille gruppe, der fik lov, og vi var cirka 600 mennesker, der søgte om det. Hos Beredskabsstyrelsen får man en bred brandmandsgrunduddannelse, hvor man også lærer om kemikaliespild, oversvømmelser og kommunale indsatser. Jeg tror blandt andet, det var på den baggrund, at jeg blev udvalgt til at være en af i alt ni, der tog af sted. Bedsteforældre bekymrer sig altid, men jeg forsikrede dem om, at jeg ville komme til at arbejde sammen med otte meget kvalificerede brandfolk, at der ville være rigeligt med eksperter til stede, og at sikkerheden ville være helt i orden.

VI ARBEJDEDE 15 dage uden for byen Wingham i New South Wales i det sydøstlige Australien. Det viste sig, at vi ikke skulle i nærheden af den åbne ild, men at vores opgave var at håndtere efterdønningerne efter brandene. Luften var 42 grader varm, så vi fyldte os med elektrolytholdige drikke, der sørger for, at man ikke sveder for mange essentielle salte ud. Der var fuldt af brændte træer, der skulle fjernes, og vi skulle rekognoscere terrænet for træer, der kunne vælte og gøre yderligere skade, eller for noget, der kunne blusse op igen.

Nyt hegn bliver sat op med motoriseret pælehammer.

VI HJALP landmændene med at sætte hegn op og gøre dem klar til at genoptage arbejdet på deres gårde. Vi fjernede døde køer og viklede forkullede kænguruer ud af hegn. Det var lidt grænseoverskridende, men det er jo en del af en brandmands realitet. Det var hårdt arbejde, men det føltes ikke sådan, for jeg havde hele tiden i baghovedet, at jeg hjalp et land i nød. Det er jo grundlæggende det, man gerne vil som brandmand.

VARM PÅ JOBBET

Du bliver brandmand ved at gennemføre indsatsuddannelsen. Uddannelsen, der kan tages kommunalt hos brandvæsenet, men også privat hos for eksempel Falck, er en praktisk uddannelse inden for emnerne brand, redning, CBRN (Chemical, Biological, Radiological and Nuclear) og håndtering af tilskadekomne.

Du kan også blive brandmand ved at tage din værnepligt/-ret hos Beredskabsstyrelsen. Der er brug for brandmænd i hele landet, men kun få fuldtidsstillinger uden for hovedstaden.

0 Shares

juni 8, 2020/

SAMFUND

Blod på tanden

Videre, videre. Heidi Christensen har altid vidst, hvad hun ville. Tørsten efter nye oplevelser har bragt hende igennem en meget lang uddannelse og ud i verdens afkroge. Nu er kirurgen og formanden for Læger uden Grænser ved at lære at blive på stedet.

Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix, Privat

LIGE SIDEN jeg i 10. klasse var i praktik på Hvidovre Hospital på en kirurgisk afdeling, hvor jeg så nogle operationer, har jeg villet være læge. Jeg anede ikke noget om anatomi og vidste knap nok, hvad det var, jeg stod og kiggede på. Men jeg syntes, det var enormt fascinerende, at man kunne åbne op, fikse noget og lukke igen efter sig.

JEG BLEV sproglig student og måtte tage ekstra kurser i fysik, kemi og matematik for at kvalificere mig til medicinstudiet. Desuden var jeg nogle måneder i Venezuela, hvor jeg arbejdede som frivillig på et regnskovsprojekt. Derefter begyndte jeg på lægestudiet. Jeg lagde ud med at dumpe en af de allerførste eksamener, i kemi,og fandt ud af, at jeg måtte stramme mig lidt an. Da jeg undersøgte, hvordan man bliver læge, havde jeg været til et informationsmøde på studiet, hvor en underviser sagde, at man som medicinstuderende skal lære 6.000 nye ord. Jeg tænkte: ”Ja, ja. Kan det nu også passe?” Det lød fuldstændig uoverskueligt. Men da jeg var i det, og det blev min og mine medstuderendes hverdag, accepterede jeg det. Nogle gange, hvis jeg overvejer, om jeg ville gøre det igen, er jeg ikke helt sikker. Måske jeg ville blive blomsterhandler i stedet for. Men på det tidspunkt var jeg sporet ind på at læse. Jeg blev aldrig den dygtigste til at lære udenad, men jeg brugte huskeregler, der ikke nødvendigvis gav mening for andre end mig. Bogstavkoder, jeg brugte til at huske, om en nerve løber foran eller bag ved knoglen. Og selvom jeg på det tidspunkt nogle gange tænkte ”Hvad skal jeg bruge det til?”, er der en grund til, at det er sådan. Det er en måde at lære at tænke. En måde at lære at lære.

En knaldroman fik Heidi Christensen til at drømme om at rejse som læge. Her er hun i Indien i 2010 under sin første udsendelse for Læger uden Grænser.

MEDICINSTUDIET bød hele tiden på nye emner, nye eksamener. Og efter kandidateksamen skulle jeg igennem min turnus på Næstved Hospital. Siden tog jeg min femårige hoveduddannelse, hvor jeg specialiserede mig som kirurg. Der var hele tiden nye skridt, der skulle tages, eksamener, der skulle bestås. Altid videre til det næste. Det passede mig rigtig fint. Der var afveksling, jeg udviklede mig og prøvede nye ting. Og samtidig var der lagt en plan for mig. Der var hele tiden noget at styre imod. Det var sådan set meget nemt.

SOM TEENAGER læste jeg en knaldroman om en amerikansk sygeplejerske, der tager til Congo, ’Øst for solen’. Der var noget i det med at sejle ned ad floden og åbne sit eget hospital, der trak i mig. Lige fra begyndelsen af studietiden ville jeg gerne ud med Læger uden Grænser. Første gang, jeg var af sted, var i 2010, hvor jeg lige var blevet færdig med min introstilling i kirurgi (en et-årig introduktion til specialet, red.) og havde opnået tilstrækkelig erfaring til at komme i betragtning. Jeg var seks måneder i den indiske delstat Chattisgarh, hvor jeg var sammen med en svensk sygeplejerske og et hold af indisk personale, der tog ud i junglen med en mobil klinik for at hjælpe folk, der ikke havde ordentlig adgang til lægehjælp. Indien er et fascinerende, men også frustrerende sted. Man kan gå fra det mest hypermoderne, avancerede hospital og køre af sted og nogle timer senere ende et sted ude i ’stenalderen’. Og den ene befolkningsgruppe ved dårligt, at den anden bor i samme land. Vi behandlede blandt andet folk for kolera, malaria, tuberkulose, underernæring og gav fødselshjælp.

DET VAR IKKE særlig avanceret. Efter seks uger var jeg halvfrustreret. Jeg havde gået med forestillinger om, at jeg skulle ud og blive udfordret på mine kliniske evner og diagnosticere sjældne tropiske sygdomme, jeg kendte fra lærebøgerne. Men det var mere lavpraktisk, noget med at tage en malariatest. Næsten kedeligt. Jeg var bange for, min drøm var ved at briste. Men efterhånden begyndte jeg at interessere mig for, hvordan vi kunne forbedre vores klinikker, og hvordan jeg kunne videregive noget af min viden til det indiske personale.

SAMTIDIG BLEV JEG opmærksom på, at vi trods alt var med til at forbedre tingenes tilstand. Vores muligheder var meget mere begrænsede end på et dansk hospital, men det, vi kunne gøre, var bedre end ingenting. På et tidspunkt kom vi til en lejr, hvor der var blevet født tvillinger om natten. De vejede godt et kilo hver. Moren var svært underernæret. Man kunne slet ikke se, hun lige havde været gravid. Hvis de var blevet født på Rigshospitalet, havde der stået et helt hold klar til at tage sig af dem, børnene var blevet lagt i kuvøse og havde fået alle typer støtte. Nu boede de i en hytte, og det eneste, vi kunne gøre, var at give den ene lidt antibiotika og give moren noget ernæringstilskud, så hun kunne amme dem. ”Det går jo aldrig,” tænkte jeg, og ugen efter havde jeg ikke lyst til at tage tilbage – jeg var sikker på, de var døde. Da jeg tog hjem til Danmark fire måneder senere, havde de taget pænt på og var stadig i live.

Skadestue i Dargai, Pakistan.

I PAKISTAN var jeg supervisor på skadestuen på et lille landsbyhospital. En dag var en minibus med et bryllupsselskab faldet ned ad bjergsiden og landet i en flod. Flere var næsten druknet, og der kom 10 svært tilskadekomne ind på én gang. Ethvert hospital har en procedure for, hvad man gør, og hvordan patienterne kommer videre til andre hospitaler, hvis ens kapacitet overstiges. Alligevel var det kaotisk. Der var ikke ambulancepladser nok, og private, der havde en bil, måtte hjælpe til. Samtidig begyndte det at vælte ind med politi, journalister, pårørende og nogle, der bare gerne ville kigge. Det var mit ansvar at forsøge at få et overblik over, hvem vi selv kunne behandle, hvem der skulle af sted, og at få kommunikeret med chaufførerne. På en eller anden måde lykkedes det mig at holde hovedet koldt. Jeg kan åbenbart godt lide det, altså ikke at folk styrter ned i busser, men det med at få sat ting i system og komme videre, når der er brug for det. Der var ikke et samlet system hospitalerne imellem, så jeg ved ikke, hvordan det gik dem, som blev sendt videre. Jeg vil tro, at flere af dem havde for svære skader til at overleve eller fik hjerneskader.

I SYDSUDAN var jeg medicinsk koordinator for klinikker i to flygtningelejre. Jeg organiserede sygeplejersker, ansatte folk, åbnede et apotek, fulgte udviklingen i sygdomme. Maban er en landsby, hvor der normalt bor 4.000 mennesker, og som var blevet oversvømmet af 40.000 flygtninge. Der var i forvejen ikke meget, og nu var der tæt på ingen ressourcer. Det var nærmest en ørken. Man får som dansker hurtigt det indtryk, at der ikke burde leve mennesker sådan nogle steder, og det kunne virke trøstesløst, men så trøstesløst var det heller ikke. Det skete endda, at folk hyggede sig. En dag gik jeg ned ad en af stierne i lejren og så nogle forældre med et lille barn, der havde fået lov at lege med noget vand, som egentlig var en mangelvare. Folk finder måder at være sammen på og prøver at skabe en hverdag.

Hospitalet i Dargai ligger for foden af bjergene, hvor trafikken kan være livsfarlig.

VI BOEDE SELV i villatelte, to og to sammen, og i begyndelsen lavede vi nærmest ikke andet end at arbejde. Efterhånden fik vi opgraderet og lavet nogle hytter. Men vores egne evakueringsmuligheder var en bekymring. Hvis en af os blev akut syg, for eksempel med en blindtarmsbetændelse, ville vi skulle flyve, og det ville næppe være nok at tage til hovedstaden Juba. Man skulle helt til nabolandet Kenya, hvis man skulle have ordentlig kirurgisk behandling. Sikkerhed handler ikke altid om, at nogen kan finde på at komme og skyde én.

DER ER MANGE, der siger: ”Det er flot, at du sætter livet på spil.” Det gør jeg ikke. Så ville jeg aldrig tage af sted. Vi holder nøje øje med alt, der påvirker sikkerhedssituationen, når vi arbejder i konfliktområder. Og i hovedkvarteret i Bruxelles sidder der folk, der udelukkende beskæftiger sig med det. Så jeg har altid følt mig tryg. Vi bruger af princip ikke væbnet beskyttelse. Hvis vi kun kunne tage af sted under beskyttelse af for eksempel FN-soldater, ville det sætte grænser for os, så ville vi ikke blive opfattet som uafhængige. Vi siger, at T-shirten er vores beskyttelse. Vi behandler alle, ligegyldigt hvad de tror på og stemmer på. Vi er neutrale, og det er derfor, vi kan arbejde de steder, vi gør. Da jeg var i nordafghanske Kunduz for at arbejde på et traumehospital, måtte vagterne forklare både politi og talebankrigere, at de ikke måtte tage deres våben med ind, når de skulle ind at besøge pårørende, der var kommet ind med skader fra kampe. Det tog de til sig. Efterhånden har mange en eller anden pårørende, der er blevet behandlet på et af vores hospitaler, og som har oplevet, at det er god kvalitet.

Flygtninge, der ankom til lejren på Lesbos, skyndte sig videre.

I 2016 var jeg på Lesbos, hvor der ankom mange flygtninge fra Syrien, Irak og Afghanistan via Tyrkiet. Det gjorde indtryk at se sådan en lejr med beton og pigtråd på en europæisk ferieø og tænke: ”Det er mit samfund, der er med til at skabe det her.” Mange europæiske lande begyndte at lukke deres grænser på det tidspunkt, og det var ikke sundhed, der bekymrede flygtningene mest. Hvis der var ventetid på en båd videre, kunne de godt finde på at kigge ind på klinikken og få fyldt op med medicin, hvis de havde en kronisk sygdom. Men mange ville ikke spilde tid på behandling. Der ankom et par, hvor kvinden var helt i slutningen af sin graviditet. Vi foreslog hende at blive hos os og føde barnet. ”Nej, nej,” sagde de. De skulle videre. Manden havde et lille sæt, en saks og et håndklæde. Sådan et havde de brugt, sidste gang hun skulle føde. Inden udsendelsen havde jeg tænkt: ”Hvad skal jeg dér? Der burde ikke være behov for Læger uden Grænser i Europa.” Men det føltes godt at gøre noget i stedet for at sidde derhjemme og være gal over, at EU-lande som Danmark ikke samarbejdede solidarisk i krisen.

MIN SENESTE udsendelse var til Venezuela i 2019. Tidligere havde Venezuela et velfungerende sundhedssystem. Nu er det næsten brudt sammen. Malaria, der næsten var udryddet, er steget katastrofalt, og venezuelanere på flugt har eksporteret det til nabolandene. Vi arbejdede på et hospital i det sydlige Venezuela, hvor der er guldminer, og hvor mange i pengenød tog til for at arbejde og bo under forhold, hvor de hele tiden blev smittet med malaria. Hospitalet manglede testmaterialer og medicin og var overbebyrdet, så vi hjalp med at få diagnosticeret og behandlet patienterne. Det var specielt at vende tilbage til et land, hvor jeg 20 år tidligere uforfærdet havde rejst rundt på tommelfingeren, og hvor der nu var checkpoints over det hele og en kæmpe humanitær krise. Men det var håndgribeligt tilfredsstillende at være der. Vi kunne se, at antallet af smittede gik ned, mens vi var der.

HEIDI CHRISTENSEN

42 år. Født i Rødovre. Moren var sygeplejerske, faren optiker, begge er pensionerede.

Bestyrelsesformand for Læger uden Grænser. Udsendt for Læger uden Grænser seks gange.

Arbejder til daglig på kirurgisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Uddannet læge i 2006. Specialiseret i gastrokirurgi i 2017.

HVAD SÅ NU? Hvad skal der så ske? Det spørgsmål er noget, der fylder lige nu. Jeg har fået min drøm om Læger uden Grænser opfyldt. Jeg er blevet speciallæge i kirurgi, som jeg altid har villet. Hvad er næste skridt? Måske skal jeg dreje min karriere endnu mere i retning af organisering og ledelse, som jeg har fået øjnene op for gennem Læger uden Grænser. Nu har jeg været på Bispebjerg Hospital i to år. Det er i princippet det første faste arbejde, jeg nogensinde har haft, og jeg kan godt lide at være her. Måske skulle jeg dyrke det lidt mere. Jeg behøver faktisk ikke at skulle videre … lige nu.

0 Shares

juni 8, 2020/

SET I BAKSPEJLET

Da Iben fik en anden lyd

Forfatter Iben Mondrup er vokset op mellem Ishavet og Atlanterhavet. Omringet af slædehunde og en uendelig udsigt over tindrende fjeldtoppe og glitrende sne. Her fortæller hun om at blive flasket op på hval og sæl, at have en ravn som kæledyr og om at kyle sin datters tandbørste ud fra femte sal.

Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Les Kaner, Privat

GODHAVN ER DET smukkeste sted i verden. Jeg har tilbragt hele min barndom i Grønland, og jeg var tre år, da vi kom dertil i 1972. Jeg kan huske fornemmelsen af at stå på tæer for at kigge ud ad vinduet i vores nye lejlighed. Jeg kan huske hjemmet og lyden af en tom lejlighed. Der gik noget tid, før mine forældres ting kom frem. Og da de så kom, var der næsten ingenting sendt op. De havde en pladesamling og nogle gamle biografsæder, de havde fundet. De var 68’ere.

MIN FAR FIK slædehunde. Han gik på jagt, snakkede med fangerne og fik skindbukser. Mine forældre arbejdede begge på skolen og havde kontakt med alle familier i byen. Og der var kaffemik. Folk kommer som regel over middag, og så skal der gerne være kage og kaffe. Før i tiden var det ret simpelt. Der var noget grønlandskage, som er sådan en franskbrødskage med groft sukker på og nødder og rosiner i, og så selvfølgelig kaffe og te og måske også en lagkage. I dag er det eksploderet. Glem sønderjysk kagebord. Det er et kageorgie, og der er rejer og tørfisk, rensdyr, moskusokse og krabber. Det er helt vildt. Men princippet er stadig, at folk kommer og går og måske kun bliver 20 minutter.

I BØRNEHAVEN gik jeg med de grønlandske børn og lærte at tale grønlandsk. Men på det tidspunkt var tanken, at alle helst skulle lære at tale dansk. Vi kaldte det ’danisering’. Da jeg startede i skole, kom jeg i en dansk klasse med én anden elev, en dreng, der hed Jacob. Vi havde ikke undervisning med de grønlandske børn, og jeg mistede det grønlandske sprog. I dag kan jeg grønlandsk til husbehov, og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Masser af mine grønlandske venner har samme problem, fordi de som børn skulle lære at tale dansk.

Ørredfangeren Iben Mondrup, 1981.

VI STOD PÅ skøjter efter hundene. Med en skagle bundet til dem kørte vi ud gennem byen i starten af vinteren. Om sommeren spillede vi kugler, legede ’Antonius’ og spillede fodbold. Om foråret sejlede vi på hjemmebyggede tømmerflåder på smeltevandssøerne. Ingen af os kunne svømme, ingen af os gik med redningsvest, men vi kom ikke galt af sted. Vi legede bare. Vi lå på bådebroerne og fiskede ulke og torsk i havnebassinet. Også uden redningsvest på. Det var en lidt anden barndom. Oveni var mine forældre de der hippieer, som ikke havde fjernsyn. Hvis jeg skulle se fjernsyn, skulle jeg hjem til veninder. Jeg har set ’Det lille hus på prærien’, men jeg har simpelthen misset alt, der hed ’Dallas’ og ’Dollars’.

NÅR MAN BOR så langt væk, har man ikke en massiv tilstrømning af inspiration. Der kom nogle ugeblade en gang imellem, men mange gange var de et halvt år undervejs, fordi de kom til Nordgrønland med skib. Bare det at kigge i de blade og finde en fold ud-plakat med ABBA. Jeg var fuldstændig vild med ABBA. Det var meget eksotisk.

SOMMETIDER kom der danske børn, som havde en masse ting med, for eksempel en kæmpe Anders And-samling. ”Kan man virkelig have så mange blade?” Der var også danske familier, der havde svært ved at forestille sig et liv uden islagkager og røde pølser. Det bestilte de fra Danmark. Store pakker, fra frostvarefirmaet DFØ, der kom med skib. Jeg kan huske fornemmelsen af at komme hjem til dem, hvor de stod og pakkede alt muligt lækkert op, f.eks. svinekoteletter.

Fuld fart på familien i Grønland.

JEG BLIVER ALDRIG nogensinde vegetar. Jeg kan slet ikke forestille mig at undvære kød. Det bliver sådan en craving, jeg kan mærke fysisk. Det ville være helt forkert for min krop. Jeg har to børn, der er kommet hjem og har sagt: ”Nu er vi veganere, mor!” ”Øh, hvad?” ”Ja, nu spiser vi altså kun vegansk, og det gør vi også hjemme hos far.” Gudskelov går de der fænomener over igen.

I mit barndomshjem fik vi fisk tre- fire gange om ugen. Vi spiste hval og selvfølgelig sæl. Vi spiste også dansk mad. Alt, hvad der kunne sejles op på frost, kunne vi spise. Vi fik meget, meget få grøntsager. 3-5 måneder om året kom der ikke skib. Men når det første skib kom om foråret, stod vi alle sammen nede på havnen med forventningens glæde over at skulle se et æble eller en appelsin. Jeg er vokset op med, at der blev sagt: ”Spar på kartoflerne, tag noget mere kød.”

MIN ALLERFØRSTE store forelskelse havde jeg i Godhavn. Jeg har ikke været særlig gammel. Jeg var forelsket i nabodrengen, skoleinspektørens søn, Christian. Men det var jo et problem med de her danskerbørn, de fleste af dem rejste igen. Det var ikke normalt at blive. Ham her rejste også, og mit hjerte gik i stykker. Men jeg opkaldte en af vores hunde efter ham. Christian Krogsgaard Graversen hed den.

Der er kommet skib, 1974.

VI FLYTTEDE til Nuuk, da jeg var 12. Ind i en af de der betonblokke. Jeg var fuldstændig fortvivlet. Vi skulle bo i Blok 5, og der var 10 af dem. Jeg havde det sådan: ”Jeg finder aldrig ud af, hvilken af dem der er vores.” Jeg kiggede ud ad vinduet på endnu en betonblok, og min far sagde: ”Hele Godhavns befolkning kan bo inde i Blok P.” (Blok P var, indtil den blev revet ned i 2012, Grønlands største bygning og havde 320 lejligheder, red.). Det var et kulturchok. Men det tog jo 14 dage, og så havde jeg fået venner. Slædehunde var der ikke nogen af, så det var et helt andet liv. Jeg syntes, det var supermoderne. Det var godt for mine forældre at komme dertil, de fik pludselig en meget større omgangskreds. Vi har sejlet rigtig meget, mens vi boede i Nuuk. Det har virkelig været en følelse af frihed, vil jeg tro. Friheden i, at livet var så stort.

JEG LAVEDE ungdomsting i Nuuk. Sådan noget med at stå og kysse ude bag ved spillehallen Las Vegas. Ellers mødtes vi flere veninder med hver vores dreng i en stue eller på et værelse. Det er jo meget mørkt om vinteren i Grønland, så det var noget med at slukke lyset og bare sidde og kysse i timevis. ”Vi ses igen i morgen,” sagde vi så. Jeg kan næsten genkalde mig den der lugt af ungdomssved, alle hormonerne. Vi gik i klub og røg cigaretter bag skolen og gik til disko om aftenen. På Las Vegas kunne man spille ’Pac-Man’ og alle de der arkadespil. Wauw, hvor var jeg vild med det. Fredag og lørdag var der disko deroppe. Vi hørte ’I Want to Break Free’ med Queen, og UB 40. Jeg vil tro, at vi gjorde de samme ting som i enhver anden dansk provinsungdom – bare 4.000 kilometer væk.

På hajfangst i hundeskindsbukser. Iben Mondrups far, 1975.

SOM BARN registrerede jeg ikke, at jeg var anderledes end de andre. Det skete først, da jeg blev teenager, og det begyndte at blive lidt svært. For så var man dansker, og danskerne var jo nogle værre nogle, vi var kapitalister og imperialister. Det gik op for mig, at det jo også gjaldt mig. Det er meget at bære på, når man ikke er så gammel. Det var svært, men jeg er glad for, at jeg har været tvunget til at stille mig selv de spørgsmål, som hører til den tvivl og den erkendelse.

JEG BETRAGTER mig ikke som grønlænder, men som hjemmehørende i Grønland. Jeg har et hjem der. Jeg synes altid, at vi taler meget om, hvem der hører til, og hvem der ikke hører til, og at man skal have en bestemt hudfarve eller nedstamme fra det ene eller det andet. For mig er Grønland det, der har formet mig. Det er vigtigt, at vi forstår, at tilknytning simpelthen unddrager sig hudfarve. Tilhørsforhold er noget, man får ved levet liv.

KERNEPUNKTET i oplevelsen af at være anderledes er, at det er forbundet med en stor længsel efter at være som de andre. Jeg har snakket med mange om det, og så siger de: ”Jamen, I var jo så privilegerede …” Men det er børn jo ligeglade med. De vil bare gerne være som de andre. Det største privilegium må være at ligne de andre.

EGENTLIG HAVDE JEG mest grønlandske kærester, når jeg tænker mig om. På det tidspunkt, hvor jeg begyndte at blive ung, vidste jeg godt, at jeg ikke helt hørte til, fordi mine forældre var fremmedarbejdere. Det er først som granvoksen, at jeg er nået frem til den her følelse af, at selvfølgelig hørte jeg til. Det legitimerede nok min tilstedeværelse lidt, hvis jeg havde grønlandske kærester. Og så var de søde. Og ældre end mig og alt det der.

På Det Fynske Kunstakademi, Brandts Klædefabrik, 1994.

DA JEG VAR 18, flyttede jeg til Danmark. Mine forældre var ikke hjemme, da jeg rejste. Min daværende kæreste og jeg blev hjemme i Grønland i sommerferien og boede i mine forældres hus. Vi arbejdede på ’Grill- og pizzabaren’ for at spare op. Jeg havde en tam ravn på det tidspunkt, og når jeg kom hjem fra arbejde, kunne jeg høre den på lang afstand. Den kunne kende lyden af mig, den skrålede helt vildt og kom flaksende op på mit hoved. Den var virkelig stor. Jeg fodrede den med pizzaskrald, jeg havde med, og den blev helt tyk. Den gemte resterne bag en sten til værre tider. Ravnen hed Krake. Det var min far, der havde hevet den ud af en rede. Han har altid været fuldstændig vild med fugle. Men da mine forældre skulle på sommerferie, var det mig, der hang på ravnen, inden jeg så mig om.

VI KOM LIDT hovedkulds af sted. Vi tog afsked med ravnen og sagde farvel til alt arbejde. Vi havde en lillebitte container med vores spisebord, stole og en vandseng, der blev sendt til Danmark. Jeg kan ikke huske afrejsen, men jeg kan huske, at vi kom til Odense, og at vi blev kørt ind på et lille skodhotel, hvor vi skulle bo i 3-4 uger, fordi vores kollegielejlighed ikke var klar til os endnu. Jeg blev helt knuget indeni. Stiv, ikke af skræk, men jeg var simpelthen ikke godt tilpas. Det var voldsomt. Jeg kunne overhovedet ikke finde rundt i Odense. Til sidst fandt jeg ud af det.

MAN SKAL HUSKE på de svære ting fra ungdommen. Især når man selv får børn. Det er okay at opleve, hvor svært det kan være, og hvor mange skuffelser der kan være. Jeg brugte tid på at være frustreret over, at mine forældre ikke gjorde mere. Men dybest set: Hvad skulle de gøre? Og var det meningen, at de skulle gøre noget? Skulle de redde mig fra, at jeg var rejst hjemmefra, eller? Jeg tror, at det er vigtigt, at man som ung får lov til at opleve, at man er skubbet ud af reden.

Iben og lillebror med Playmobil-hår og slædehundehvalpe, 1975.

I 1998 MØDTE JEG mine børns far på Kunstakademiet i København. Jeg var næsten 28, og jeg kunne mærke, at jeg var træt af det der ungdomsliv, der bare blev ved og ved og ved. Med at gå i byen og med ikke at producere noget. Så jeg fik den lynende gode idé, syntes jeg selv, at nu skulle han og jeg lave en familie og have de der børn, så jeg kunne slippe for at tænke på mig selv. Han sagde ikke direkte, at han var med på den, men så blev hans mor syg af kræft. Det blev en slags anledning til, at vi tog det skridt sammen. Vi lavede Ellen, vores datter. Min svigermor, der havde en prognose på, at hun havde så og så lang tid tilbage at leve i, levede et år ekstra, fordi hun fik sit første barnebarn. Sådan kan jeg i hvert fald godt lide at tænke på det.

DET KOM TIL at fylde rigtig meget at lave familie. Alting drejede sig om det nye centrum. Nu var det ikke længere mig og navlen og mine umiddelbare behov og forestillinger. Nu var der noget andet, noget helt konkret og noget, som jeg elskede afgrundsdybt. Jeg havde aldrig elsket noget på den måde før. Kærligheden til mine børn var vildere, end jeg troede. Det var ligesom at få en hammer i hovedet: Bum! Shit, mand, det var altså vildt. Fantastisk.

MONDRUP I MINIFORMAT

Født 1969, flyttede til Grønland som treårig med sin lillebror og sine forældre, der begge var skolelærere. Den ældste i en søskendeflok på tre. Gift første gang som 17-årig med danskgrønlandske Efa Olsen, som hun senere flyttede til Danmark med. Uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Kunstakademi i 2003. Har desuden en mastergrad i kunstteori og formidling. Blev mor som 30-årig og igen som 33-årig. Har 19-årige Ellen og 16-årige Bror med Emil Salto, som hun i dag er skilt fra. Debuterede som forfatter med romanen ’Ved slusen’ som 40-årig. Fik sit gennembrud med romanen ’Godhavn’ i 2014, der året efter vandt DR Romanprisen. Fik i 2017 Blixen-prisen for romanen ’Karensminde’. Udkom i foråret med bestsellerromanen ’Tabita’. Bor på Vesterbro i København.

JEG HAR RÅBT lidt højt en gang imellem. Det er jo sådan noget rigtig tabu-noget, for det må man ikke som mor. Men det har jeg så gjort. Jeg har været bange for, at min datter ville tro, at jeg også ville slå, fordi jeg kunne finde på at råbe. Men da jeg spurgte hende om det mange år senere, sagde hun: ”Nej, men jeg var lidt bange for, at du skulle smide mine ting ud.” Gud, tænkte jeg så. Og huskede pludselig engang, hvor der var en tandbørstesituation ude på badeværelset. Vi boede på femte sal, og jeg blev simpelthen så gal, at jeg tog hendes tandbørste, åbnede vinduet og kylede den ud. For hende har det været så voldsomt, det var hendes tandbørste, der blev kylet ud ad vinduet. Mens jeg bare har tænkt, at det var ingenting: ”Vi køber en ny.” For hende var det noget større.

I VISSE SITUATIONER kan jeg mærke, at nu gør jeg noget med min datter, som min mor ikke ville have gjort med mig. På et tidspunkt havde min datter det lidt svært. Jeg tog hende og holdt om hende, selvom hun var for stor til det. Jeg holdt hende så længe, at der ligesom gik hul ind til hende, og hun kunne fortælle om, hvad det var, der pinte hende. Den omfavnelse var fysisk, men blev også en mental omfavnelse. Sådan nogle ting har jeg ikke oplevet med min mor. Jeg bebrejder hende ikke, de er jo en helt anden generation. Det er noget med at prøve at finde ud af, hvad der måske kunne virke. Og så prøve det. Det er en stor lykke at opleve, når det lykkes.

JEG HAR HAFT svært ved at finde mig til rette i Danmark. Mest fordi alting har en ende her. I Grønland bliver du aldrig færdig med at prøve at forstå, hvor stort landskabet er. Hvor stort alting er. I Danmark er man pakket ind. Du kan ikke se særlig langt, og du kan altid høre en vej. Men jo ældre jeg bliver, jo bedre bliver jeg til at finde de oaser, der er her. Jeg har et hus på Samsø, og når jeg er der, er det bare ud i mørket. Himlen er uendelig, fuld af stjerner, og der er helt stille.

Share2

2 Shares

juni 2, 2020/

LIVSSTIL

Lidt af en udskrivning

En printer og en citronfromage har umiddelbart intet til fælles. Ikke desto mindre står fødevareprintere på spring for at indtage både Michelin-restauranter og landets hospitaler med hurtige og futuristiske måltider.

Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Natural Machines

EN PRINTER hænger i de flestes hjerne uløseligt sammen med papir og blæk – og frustration, når lortet ikke virker. Printeren putter skrift fra computeren til papiret og spytter mekanisk og i faste takter det færdige arbejde ud. Men faktum er, at den printer-analogi allerede er ved at være på alder med Tollundmanden – i årtier har man kunnet printe tredimensionelle ting som for eksempel tandbørsteholdere, vaser og reservedele til fly.

Men at man nu også kan printe sig en svalende vaniljeis eller en citronfromage ved et tryk på en skærm, er selv for den mest teknisk anlagte lige til at få ondt i frontallapperne af at tænke på.

Ikke desto mindre er fødevareprintere et fænomen i rivende udvikling. De første danske af slagsen har allerede kurs mod Aalborg Universitetshospital, hvor de skal agere køkkenassistenter og bespise patienterne. De virker ligesom andre 3D-printere ved at sprøjte lag efter lag oven på hinanden i et givet materiale – plastic eller flødeost, princippet og proceduren er det samme.

Indtil videre har printerne været under kyndig udvikling i et laboratorium i Aarhus, hvor lektor i ingeniørvidenskab Mogens Hinge har stået i spidsen for den tekniske del af printerforetagendet. I tre år har han på bedste opfindervis testet og forfinet sammen med resten af holdet bag. Og egentlig er der tale om ren matematik, når printerne sætter i gang.

”Vi har et koordinatsystem, som vi giver printeren ordrer igennem. Vi ved, at den er 20 centimeter i den ene retning og 20 centimeter i den anden retning, og så beder jeg den om at gå et eller andet sted hen. For eksempel 10 centimeter til højre og 10 centimeter op, så sprøjten kommer til at stå midt på pladen. Det er fuldstændigt, som når du sidder og sænker slagskibe på et ternet stykke A4-ark. Her kommer der så bare noget ud af sprøjten, samtidig med at den bevæger sig. Det er skidesjovt,” siger 48-årige Mogens Hinge.

3D-printet kartoffelspiral.

PATRONEN, DER SKØD FØRST

Foodini, den første fødevareprinter i verden, blev opfundet i 2012 af det Barcelona-baserede Natural Machines, der bag sig har en lang række internationale interessenter. Foodini ligner lidt en krydsning mellem en mikrobølgeovn og en kaffemaskine. Kiks og specifikke pastaformer er nogle af de ’retter’, som Foodini har specialiseret sig i. Til at begynde med var 3D-printede fødevarer som regel søde sager, men i 2014 begyndte Natural Machines at eksperimentere med printet mad, man rent faktisk kan spise til aftensmad.

MEN HVAD ER en fødevareprinter overhovedet for en skefuld? Hvordan kommer maden ind, og hvordan kommer den ud igen? Mange spørgsmål melder sig, når en kontormaskine pludselig får plads i køkkenet på lige fod med blenderen og røremaskinen. Det letteste er nok at sammenligne fødevareprinteren med at have en fabrik i mini-skala på sit køkkenbord på størrelse med en almindelig papirprinter. Faktisk er den kun 10 centimeter højere end en ølkasse, præciserer Mogens Hinge.

Du fylder maden i en sprøjte og giver dernæst en ordre om, hvilken slags mad der ønskes, ved et klik på en skærm. Et voila. Så er der serveret. Men det kræver, at ingredienserne kan flyde, hvis de skal en tur gennem printeren.

”Vi kan ikke printe en bøf. Jeg kan godt printe noget, der ligner en bøf, ved at bruge brunfarvet smøreost eller sådan noget, men jeg kan ikke printe et stykke kød, der har dén tekstur. Men i stor udstrækning starter for eksempel mange desserter jo flydende,” siger Mogens Hinge.

Fødevareprinterne i Danmark, der udvikles på Aarhus Universitet, er tiltænkt landets kræftafdelinger, hvor de skal være leveringsdygtige i såkaldte berigede snacks og mellemmåltider.

”Vi behandler kræft ved at indgifte kroppen med kemokur, og når man gør det, falder slimhinderne af kroppen. Du har for eksempel slimhinder inde i munden, hvor tungen rammer ganen. Den hud falder også af. Så vi ender med at have nogle patienter, der ikke spiser ret meget, og ofte vil de meget gerne have vaniljeis, fordi det er koldt og svaler. Det er også fedtet, så det smører munden, og der er ingen syre i,” siger Mogens Hinge.

Problemet er bare, at man ikke kan leve af vaniljeis særlig længe uden at blive godt og grundigt fejlernæret. Man kommer til at mangle både vitaminer og mineraler, og det er det problem, fødevareprinteren kan løse med et teknologisk trylleslag.

”I printeren kan man for eksempel have en sprøjte med vaniljeis i, en med chokolade, en med D-vitamin og en anden med mineraler. Så kan jeg sprøjte en vaniljeis ud med chokoladestykker og vitaminer. D-vitamin smager lidt bittert, men den bitre smag forventes at blive camoufleret ved at stoppe chokolade i,” forklarer lektoren.

Tanken er, at printeren skal skræddersy mellemmåltider til hver enkelt patient med lige præcis den mængde og sammensætning af forskellige vitaminer og mineraler, som de har brug for. Men hvorfor ikke bare få en almindelig vaniljeis med en pille-cocktail ved siden af, kunne man måske forledes til at spørge.

”Forskellen er, at med printeren skal patienterne ikke håndtere vitaminerne og mineralerne, fordi de er maskeret i maden. De skal bare spise desserten, der smager godt, og bagefter skal de ikke drikke en eller anden sur og bitter ting for at få D- eller C-vitamin,” siger Mogens Hinge.

Chokoladeblomst.

DET ER IMIDLERTID ikke kun hospitalerne, der er i gang med at kaste sig ud i det printende madeventyr. På Teknologisk Institut har de også investeret i en fødevareprinter. De brygger på ideen om at bruge fødevareprinterne til at komme landets kræsne børn til undsætning. Instituttet har anskaffet sig en fødevareprinter, der ikke bare skal hjælpe til at forbedre sundhedstilstanden hos ældre og syge, men den skal også få børn til at spise flere grøntsager. De har testet printerpotentialet på 21 sultne børnehavebørn, hvoraf 17 af dem hellere ville have en printet gulerod, der var formet som en stjerne, end en, nå ja, ganske almindelig gulerod i dens aflange sprøde form.

Gourmetverdenen er også hoppet på printerbølgen. I sommeren 2019 genåbnede den københavnske restaurant Alchemist i en version 2.0. Forinden havde luksusrestauranten holdt lukket i to år. Men i februar 2020, før coronakrisen indtraf, var den stærkt tilbage og scorede to Michelin-stjerner. Og siden genåbningen har fødevareprinterne været en fast del af det eftertragtede gourmetkøkken. Menuen er inspireret af det periodiske system og fortidens alkymister og nu altså også tilsat et skvæt fremtid i form af et par hollandske 3D-printere til omtrent 30.000 kroner stykket.

”Det er sådan en ting, vi har ønsket os i lang tid. Men vi har hurtigt fundet ud af, at printeren har nogle begrænsninger. Vi går jo meget op i teksturen og mundfølelsen. Derfor er det svært at lave retterne så stabile, at de også printes perfekt, for ellers smager det ikke særlig godt,” forklarede Rasmus Munk, der er chefkok og medindehaver af Alchemist, til finans.dk. kort før åbningen.

Restauranten får blandt andet hjælp af printerne til en mønstret ret, der er lavet af creme. Men det kan være svært at få printeren til at lave mønstret i den rette tekstur og mængde. Det kræver, at printerblandingerne har den helt rigtige temperatur, når de bliver puttet i formene.

”Det er virkelig noget, man skal bruge tid på. Når det så er sagt, giver det god mening, for der er bare nogle ting, vi kan gøre med en printer og ikke kan gøre i hånden. Samtidig frigør den jo noget tid til at kunne lave andre ting,” uddybede Rasmus Munk og forklarede, at printeren uanset hvad kan udføre mere detaljeret arbejde end en menneskehånd.

Foodini i restaurantkøkken.

MAD I STØBESKEEN

Fødevareprinterne, der fremstilles på Aarhus Universitet, mangler stadig de sidste detaljer, for eksempel hvordan printerne skal betjenes. Det tager en printer omkring et kvarter at printe en fyldt chokolade, mens det går hurtigere, hvis man printer to fyldte chokolader ved siden af hinanden. Tidsaspektet afhænger af mængden af ingredienser og den facon, der skal printes i.

AT EN FØDEVAREPRINTER frigiver tid til at lave andre ting, er ifølge lektor Mogens Hinge en af dens største kvalifikationer. Han forklarer, at maskintid er en anden tid end mennesketid:

”Det kan godt være, at printeren tager et kvarter om at lave et måltid, du som menneske kunne have lavet på to minutter, men her skal du som menneske kun bruge 12 sekunder på at smide en tallerken ind og trykke på en knap, og så skal du bare komme tilbage, når du skal smide den næste tallerken ind. Pludselig har du i mennesketid kun brugt to minutter på 10 tallerkener,” siger han og forklarer, at det på hospitalerne vil betyde, at sygeplejerskerne kan lave alverdens andre relevante ting på stuerne, mens printeren klarer mellemmåltidet.

Men hvordan smager det så?

Det kommer der svar på, når en udvalgt patientgruppe på Aalborg Universitetshospital til sommer får lov til at smage måltider fra fødevareprinterne, der tager højde for deres individuelle behov og smagspræferencer.

0 Shares

maj 26, 2020/

SAMFUND

Brostrøm-effekten

Med læger og hospitalsansatte som fortrop blev alle velfærdsstatens soldater kaldt til corona-undsætning. Men vil krisen smitte af på de unges studievalg?

Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

OVERLÆGER, sygeplejersker, sosu-personale, politibetjente, epidemiologer, biokemikere, ambulanceførere.

Det er alle personer, der er trænet til at beskytte os – eller redde os fra os selv – og som har spillet hovedroller i medierne under de sidste par måneders corona-dækning.

Pludselig kom vi på Twitter med Sundhedsstyrelsens corona-zar Søren Brostrøm og på fornavn med Kåre, altså Mølbak, infektionseksperten fra Statens Serum Institut. Sundhedsfagfolk er kommet i rampelyset, og måske kan det være med til at trække flere af de unge, der i disse uger overvejer, hvilken uddannelse de skal søge ind på, i samme retning.

”Der har altid været prestige i at være læge. Og studierne bliver altid fyldt op af de studerende med de højeste gennemsnit. Men måske har corona-krisen givet dem lidt ekstra brandingværdi,” siger Camilla Thorgaard, områdechef for videregående uddannelser hos Danmarks Evalueringsinstitut, en uafhængig statslig organisation, der indsamler viden om uddannelsessystemet.

”Det er blevet tydeligt for os alle, hvor vigtigt det her område er. Så måske ser vi en Brostrøm-effekt, der vil presse snittet endnu højere op på medicin, men også på en uddannelse som folkesundhedsvidenskab. På den måde vil det virke selvforstærkende. For jo højere adgangsbegrænsningen er, desto mere prestigefuldt bliver et studie,” siger hun.

Antallet af ansøgere til såkaldte velfærdsuddannelser såsom sygeplejerske og sosu-assistent, men også socialrådgiver, pædagog og folkeskolelærer har været faldende siden 2014 og var det igen ved indleveringen af kvote 2-ansøgninger i marts. Spørgsmålet er, om den øgede prestige vil gøre sig gældende nedad i det sundhedsfaglige hierarki og bryde denne trend. Både og, mener Camilla Thorgaard:

”Vigtigheden af sygeplejersker og sosu-hjælpere er blevet talt op. Men samtidig har det vist sig, både herhjemme og ude i verden, at det også kan være farlige erhverv, som man både kan blive alvorligt syg og dø af.”

Er man i tvivl, om man tør tage en velfærdsuddannelse, taler det for, at de generelt repræsenterer en sikker vej til beskæftigelse. I tiden efter finanskrisen steg antallet af danskere, der ville være pædagog, lærer og sygeplejerske, pænt. Og måske kan de atter lokke i en tid, hvor det private erhvervsliv er ramt af corona-nedgang, siger Camilla Thorgaard, der helt overordnet gætter på, at flere i det hele taget vil ind på en uddannelse i år.

”Når der er lavkonjunktur, søger folk mod uddannelse, fordi det kan virke vanskeligt at gå ud og finde ufaglært arbejde. Det så vi også under finanskrisen.”

Desuden spår hun, at der bliver rodet op i det vante mønster, hvor de fleste i en ungdomsårgang lægger ud med at spare penge sammen for så at tage på den store dannelsesrejse, inden de tager hul på studielivet.

”Drømmen om at rejse er mere usikker lige for tiden, og sabbatåret virker måske pludselig ikke så attraktivt,” siger Camilla Thorgaard.

Corona-pandemien har slået bremser i både rejselyst og økonomiske hjul. Men der skal større omvæltninger til for at lave radikalt om på, hvad folk gerne vil være, mener Jan Thorhauge Frederiksen, lektor i pædagogik ved Københavns Universitet og ph.d. i uddannelsesforskning.

”Sygeplejersker får masser af anerkendelse fra politisk og folkelig side lige nu. Og det kan godt være, at nogle tænker, at det bare kunne være fedt at blive sygeplejerske. Men det er på det individuelle plan. For at der skal ske ændringer i, hvilke uddannelser danske unge generelt vælger, skal det i hvert fald vare mere end et par måneder. Corona-krisen er ikke anden verdenskrig og vil ikke have lige så langvarige og voldsomme samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser. Måske føles det for nogle, som om verden har ændret sig fuldstændigt. Men den slags følelser kommer ikke til at betyde det store på uddannelsesområdet,” siger Jan Thorhauge Frederiksen.

Og det mener han, vi har grund til at glæde os over.

”Nu udtaler jeg mig lidt mere værdimæssigt end egentlig som forsker: Jeg synes, det er en god ting, hvis unge vælger ud fra noget, de har tænkt over længe og har mærket efter, i stedet for at det kommer på grund af mindre udsving i samfundet. Så tror jeg, man træffer et mere velovervejet valg for, hvad man skal bruge resten af sit liv på.”

Jan Thorhauge Frederiksen vil snarere pege på klimakrisen som en omvæltning, der kan få indflydelse på, hvordan vi uddanner os.

”Mange unge opfatter det som noget alvorligt og som noget, der ikke bliver taget alvorligt nok. Og som noget, der allerede har varet år, og som kommer til at vare længe endnu. Der er nogle værdier og forestillinger på spil, som godt kunne lave om på studiemønstrene,” siger han og gætter på, at flere vil vælge en uddannelse, der involverer biologi eller kemi, mens andre vil blive inspireret til at gå ind i politik og kombinere samfundsfaglige uddannelser med noget miljørelateret, og andre igen vil læse retorik eller journalistik for at få redskaber til at formidle klimakrisen.

”Hvis nogen skulle finde på at lave en klimajournalistisk uddannelse, har den nok gode chancer.”

TOP-TRE

Selvom interessen er dalet lidt de senere år, er det stadig pædagog og sygeplejerske, flest danskere vil være. Her er de mest søgte uddannelser i 2019:

1. Pædagog: 5.956

2. Sygeplejerske: 4.991

3. Medicin: 3.860

Share24

24 Shares

maj 19, 2020/

PORTRÆT

Ud af det blå

JAKOB ELLEMANN-JENSEN er måske Folketingets sjoveste mand, men bærer også Borgens dybeste panderynke. Ud & Se har fulgt politikeren, formanden og statsministerkandidaten, der ikke ville være det, før han blev det. Og som nu ikke vil være andet.

Tekst:Frank StokholmFoto:Rasmus Weng Karlsen

DA HAN ET stykke nede ad omfartsvejen skimter den sorte Mercedes-minibus, sætter Haderslevs borgmester i løb. Den vævre 63-årige med det fremadstrøgne hår er hurtigt fremme ved keglen, han har sat for at sikre en plads til gæsten i minibussen, som nu drejer ind på parkeringspladsen foran Haderslev Sundhedscenter. Behovet for en orange kegle kan dog diskuteres denne 5. februar klokken 9:07, hvor morgenmørket toner ud, og en del danskere er taget på vinterferie til Ischgl i Østrig eller andre steder. P-pladsen er godt og vel tom.

Men det er en særlig dag, og Venstre-borgmesteren Hans Peter Geil tager ingen chancer. Nogle minutter tidligere sad han på hug og samlede cigaretskod op fra jorden (”skriv ikke, at det er en skodkommune”), mens han politikerjovialt diskuterede dagens gæst med den småfrysende velkomstkomité af ledende medarbejdere fra sundhedscentret. Haderslev-borgmesteren kender ikke Jakob Ellemann-Jensen så godt, selvom han har mødt ham et par gange, men hans far har han haft en del at gøre med, forklarer han.

”Men Jakob gør det godt,” forsikrede borgmesteren med det lidt tilbageholdte åndedræt, politikere kan få, når de kommer i tanke om, at en journalist er til stede.

”Forhåbentlig,” tilføjede han på udåndingen, ”får vi nu ro i partiet.”

JAKOB ELLEMANN-JENSEN har haft en storslået morgen. Hotel Norden i Haderslev, hvor Venstre-formanden og hans følge har overnattet, har i sin foyer den speedwaycykel, Ole Olsen kørte på, da han i 1978 for tredje og sidste gang blev verdensmester. Dengang var Jakob bare fem år gammel, men passionen for den danske legende indhentede han senere, da den pensionerede sportsstjerne dukkede op i barndommens Anders And-blade som frontfigur for Sodastream – en maskine, Ellemann junior efter nogen plagen overbeviste forældrene om at anskaffe til Rungsted-villaen. Selvom danske Olsens og newzealandske Ivan Maugers mudrede opgør om at komme hurtigst ud af første sving skete, før selv en klæbehjerne af Jakob Ellemann-Jensens slags ville kunne huske det, gik han som dreng med en sort- og hvidternet kasket, hvorpå der stod ’Ole Olsen’. For nogle år siden oplevede Ellemann til MF Hans Christian Schmidts fødselsdag at møde legenden i levende live. ”Starstruck” er ordet, Jakob Ellemann-Jensen lod sig citere for i et interview dengang.

Ved morgenbuffeten delte politikeren sin boblende begejstring over hotellets opkøb af verdensmestercyklen dækket af 24 karat guld, og selvom hverken chauffør, presserådgiver eller V-formandens sekretær helt forstod Ellemanns entusiasme og ivrige visen billeder af guldcyklen på sin mobil, sidder en snert af drengeglæden endnu i statsministerkandidaten, da han forlader minibussen og i sort åbenstående uldfrakke styrer mod sundhedscentret og den ventende flok.

Dagen igennem skal Jakob Ellemann-Jensen besøge virksomheder, velfærdsinstitutioner og møde partifæller. Turen starter i Haderslev, går over Fyn og ender efter midnat ved bopælen i Birkerød nord for København. Og selvfølgelig er der tænkt i presse. Foran sundhedscentret i Haderslev står en fotograf fra TV 2 Syd. Venstres pressefolk har inviteret ham, fordi ”der er gode billeder” i besøget, og fotografen er kommet af samme grund. Men sådan en dag som nu den i dag handler ikke kun om at blive set, også om at se. Til politikerhåndværket hører, at du skal kunne begå dig i alle hjørner af det samfund, du vil lede. Christiansborg-boble, meningsmålinger, mediespin og baglandsmøder med partifæller rækker ikke. Man må møde folket.

Det rengøringsvenlige linoleumsgulv i changerende beige nuancer fortsætter ind i ’brugerhuset’, et værested for psykisk sårbare, og køkken og borde er snarere sterile end stemningsfulde. Uden at rummets grundudtryk er flyttet fra hygiejne til hygge, har personalet forsøgt at blødgøre udtrykket – en dartskive, en vasefuld røde roser, en messingklokke på væggen med et rødt reb til at ringe med.

”Nu er der vel ingen bagtanker med de røde roser?” siger Jakob Ellemann-Jensen med en af de hurtige bemærkninger, som skole- og soldaterkammerater giver ham som skudsmål. Ellemann får mennesker til at føle sig godt tilpas. Han har, lyder det tilbage fra studieårene, en evne til at blive vellidt. En kvinde skråt over for Jakob Ellemann-Jensen har sin fineste halskæde på, øjenskyggen matcher den mosgrønne kjole, og da hun taler, er det til statsministerkandidaten. Hendes rolige blik fastholder hans, og der er ingen kække bemærkninger, da hun fortæller om fødselsdepressioner, der udvikler sig til psykisk sygdom, langtidsledighed og selvmordstanker.

DEN SLAGS har Jakob Ellemann-Jensen næppe mødt ofte under opvæksten i først Rungsted og fra cirka 10-årsalderen i et 317 kvadratmeter stort enderækkehus ud til Øresund i Hellerup. Det nordkøbenhavnske slog igennem i hans tidlige ungdomsår, indimellem måske også i en form, hvor overklasseopvæksten trak en snert af arrogance med sig. Men den tilgang fik sandpapir i militæret. Som kampvognskommandør er der ikke noget presserende behov for at belære mandskabet om, på hvilket tidspunkt af dagen man bør skifte fra brune til sorte sko, og som kaptajn bør man i det hele taget være påpasselig med det nordkøbenhavnske, hvis man vil have sergenternes respekt. En af Jakob Ellemann-Jensens soldaterkammerater, Jens Münter, som Jakob Ellemann-Jensen delte beboelsescontainer med i Bosnien, mener, at vennen måske ikke ville have fået samme succes i først sin farfar Jens Peter Jensens odenseanske valgkreds og siden i sin fars aarhusianske, hvis ikke politikeren havde fået det nordkøbenhavnske slebet til.

Med overkroppen bøjet ind over bordet, ind mod kvinden, lytter V-formanden til historien om hendes møde med et emsigt aktiveringssystem. Ellemann leder efter ordene, da kvinden fortæller, hvordan selvmordstankerne efterhånden samlede sig om at sende datteren ”i forvejen til paradis”. Og om hvordan hun overvejede, om hun turde fortælle det til medarbejderne her i brugerhuset, for så kunne de jo tage datteren fra hende. Det er ikke altid nemt at vide, hvordan man tager børnenes parti.

Statsministerkandidaten og kvinden i den mosgrønne kjole står tæt, da mødet slutter. Hans hænder samles om hendes hånd, så slipper de.

Da minibussen er på vej ud af Haderslev, kredser Ellemann stadig om historien. Om hvorfra hun mon fik modet til at dele det, hun delte med ham, en vildfremmed. Om hans famlen efter, hvordan han skulle reagere ordentligt:

”Måske er det, fordi jeg er politiker, men jeg bliver hurtigt løsningsorienteret. Jeg synes jo, at jeg skal have et bud på, hvad der kan gøres. Noget af det, jeg er ved at lære nu, er, at jeg ikke altid skal være i løsnings-mode. Nogle gange skal jeg bare tage det ind, kende det, have det med mig.”

NÆSTE STOP er på Fyn, og gruppeformandssekretær Helle Kryhlmand udnytter køreturen til at gennemgå de invitationer, V-formanden har fået.

”Der er en invitation fra den japanske ambassadør,” siger den lyshårede kvinde.

”Den japanske ambassadør?”

”Ja, i anledning af kejserens fødselsdag.”

”Okay, kejseren. Kunne have været cool, hvis ambassadøren havde fyret den af og inviteret til sin egen fødselsdag. Afbud.”

”Der er også en fra Livgarden. Der er jubilæum.”

”Hmm … Det kunne jo være en anledning til lige at støve uniformen af.” Jakob Ellemann-Jensens stemme lysner. Mod hans ellers korrekte skjorte og blazer stikker en flettet lædersnor om højre håndled lidt ud. Storebror Claus Ellemann-Jensen kalder det for et ’hippiearmbånd’ vel vidende, at lædersnoren holder et symbol for Den Kongelige Livgarde. Storebroren var i Søværnet.

”Ai, det er jo de unge, som kommer til den slags. De synes bare, at jeg er en gammel nisse. Afbud.”

”Der er også VIP-pladser til FCK mod Celtic. Du kan tage en gæst med.”

”FCK-Celtic …” Igen anes håbet i Jakob Ellemann-Jensens stemme. Passionen for FC København er velkendt. Selv når han er til valgmøder i Aarhus, vedgår han tilhørsforholdet. Han holder ikke med ’de hviie’.

Ellemann tjekker kalenderen, så kommer en pustende lyd.

”Afbud. Jeg har jo …”

”… Frederik og Caroline, ja.” Helle Kryhlmand har styr på delebørnenes rytme. Frederik på 18 og Caroline på 16 fra første ægteskab. ”Du kunne jo tage Frederik med.”

”Jeg kunne jo tage Frederik med,” gentager V-formanden nærmest mekanisk.

”Han vil gerne til fodboldkamp.”

”Ja … nej, Caroline vil gerne til fodboldkamp.”

”Gør det!”

”Jeg gør det.”

”Godt!”

Tilfreds fortsætter sekretæren ekspeditionen af invitationer nogle kilometer op gennem Jylland. Så giver Ellemanns mobil en dæmpet lyd. Hustruen Anne Marie Preisler er hjemme med parrets halvandet år gamle søn, Bjørn. De har begge 39 i feber, og 5. februar 2020 betyder det influenza. Jakob Ellemann enten taler i telefon eller sms’er med hende hver dag. Nu har hun sendt en træt selfie af sig selv og sønnen.

”Se,” siger Ellemann og sender mobilen rundt, ”er de ikke tapre?”

Lidt tid sidder reporteren med hustruen og sønnen i hånden.

”I Haderslev, da kvinden talte om at ville sende sit barn i forvejen til paradis, tænkte du da på Bjørn?”

”Ja.”

EN GANG OM ÅRET satte Alice Vestergaard en annonce i Jyllands-Posten, hvor hun averterede efter en solid ung pige i huset. ’Solid’ betød, at de, som Alice Vestergaard selv, skulle komme fra Jylland. Fra Jakob Ellemann-Jensen var ni, var faren udenrigsminister og fraværende i hjemmet. Kort efter blev moren, i sin tid landets første kvindelige vært på TV Avisen, chefredaktør ved Søndags B.T. og derefter leder af TV 2’s redaktion i København. Driften af hjemmet med rengøring, indkøb, madlavning og børneomsorg blev varetaget i et nøje planlagt toholdsskift af mor Alice og skiftende unge piger i huset. Uhyre sjældent var far Uffe alene om madlavningen. Han mestrede i disse få tilfælde én ret kaldet ’fars gode bøffer’, et hakket kødprodukt af ukendt herkomst hentet direkte fra fryseren og smækket på panden.

Men selv om faren var fraværende i hjemmet, var hans ry nærværende i omverdenens blik på sønnen. Der var for eksempel skolelæreren, som sad i byrådet for et venstrefløjsparti og mente, at drengen i 6. klasse skulle stilles til regnskab for farens holdninger – en dreng, der ved et skoleskift mindeligt bad om ikke at få sit efternavn nævnt, så han kunne være Jakob og ikke Uffes søn.

”Det kan indimellem være træls at være barn af en kendt politiker,” siger hans seks år ældre søster, Helene Ellemann-Jensen, der i dag er programchef i den kristne nødhjælpsorganisation ADRA.

Fra en vis alder var der dog også fordele ved et tomt hus på Sundvænget ned til Øresund. Ofte fulgte Alice Vestergaard ægtemanden på rejserne, og så rykkede gymnasiefesterne med benzindunstende Zippo-lightere, Lucky Strike-cigaretter og Jack Daniels gerne til rækkehuset i Hellerup. De par gange i løbet af aftenen, hvor mor Alice ringede og hørte, om alt var vel, gjaldt det om at være musestille, så Jakob kunne forsikre hende om, at han ”bare sad og hyggede med et par venner”.

Gymnasiekammeraten Ulf Westmark-Højelsen havde været i hjemmet på Sundvænget før, men da han en dag slog vejen forbi, var der opera i højttalerne, som der ofte var, når udenrigsministeren endelig var hjemme. Benovet iagttog teenageren for første gang den kendte politiker, som med sin karakteristiske gnæggende lyd af luft presset mod ganen drillende mødte ham med ordene: ”Kan du ikke holde op med at tygge knækbrød? Jeg hører en arie.”

EN ANDEN KAMMERAT fra skolen, Christian Dalberg, fik eventyret med, da Jakobs far havde lånt en fiske- og jagthytte i en skov ned til en flod nogle timers kørsel fra Helsingborg. Så snart middagen var spist, undveg teenagerne og kravlede op i et fem meter højt skydetårn af træ med en sixpack svenske letøl fisket ud af køleskabet. Liggende på ryggen så de mod stjernerne og talte om piger og fremtiden. Og de talte om navneskiltene på to af fiske- og jagthyttens stole. Den ene tilhørte kong Carl XVI Gustav af Sverige, den anden var dronning Silvias.

”Jeg havde fornemmelsen af at stå på tærsklen. På den anden side af gymnasiet ventede en verden fuld af muligheder,” siger Christian Dalberg, som i dag bor i Taiwan og driver konsulentvirksomhed inden for sourcing af produktion til Asien. Gymnasiekammeraterne fulgte med i farens karriere. Ofte drev de fra gymnasiet ved Nørreport til Wall Street Pub, stamstedet med billard og øl til studenterpris. Når Uffe blev statsminister, aftalte Jakob Ellemann, Christian Dalberg og de andre, ville de spille billard på Marienborg. Indimellem spurgte de andre selvfølgelig Jakob, om ikke også han skulle være politiker. Han afviste og talte om den høje pris for familien, men den benægtelse var det vist kun ham selv, der troede på.

Partiformanden til møde med Venstres top på Christiansborg.

”DÉN LYGTEPÆL,” siger Jakob Ellemann-Jensen og peger ivrigt på en stander ved ringvejen ud for Rosengårdcentret i Odense, ”var den første, jeg hængte en valgplakat op i.” Odense Østkreds havde ikke givet valg til nogen venstremand i de 33 år, der var gået, siden hans farfar Jens Peter Jensen var valgt i kredsen, og den lokale VU-formand kørte Jakob Ellemann-Jensen rundt og hjalp med plakaterne, da han i 2011 stillede op til sit første valg.

”Som 19-årig meldte jeg mig ind i Venstres Ungdom, men jeg stoppede efter en måned,” siger Jakob Ellemann-Jensen og sænker stemmen: ”De dyrkede min far som en gud. Det blev for mærkeligt.”

Hjemme i Birkerød hænger de gulnede slægtsbilleder på væggen på hans kontor. Som barn tog forældrene ham med rundt i landet og viste stederne og fortalte historierne om de tidligere generationer. Jakob Ellemann-Jensens oldefar, Christen Iver Johannessen – Uffe Ellemann-Jensens morfar – var sognerådsformand i fynske Haarby. Det politiske lederskab går fire generationer tilbage ligesom hos hovedmodstanderen Mette Frederiksen.

I Rosengårdcentret venter to repræsentanter for Paradis Is. En halv times snak om plasticskeer og emballageafgift i et befærdet indkøbscenter er lang tid, men som tidligere miljøminister er Ellemann godt inde i stoffet, og han er god til at holde masken. Der bliver ikke brug for tidsoverskridelsen på 10 minutter, som sekretæren har indlagt ved alle arrangementer.

Tilbage i minibussen tjekker V-formanden regelmæssigt eller måske snarere rastløst mobilen. Tour de France med etaper i Danmark næste år fanger interessen, og en halv franskmand flytter ind i Ellemanns mund, mens han udtaler ruten. ”Côte d’Asnæs Indelukke, det står der! Hvorfor ikke: Côte du Bella’øj? Alpe du Rozkiilø-vai?”

Jørgen Leths stemme blander sig i monologen. En blød, let nasal og langsom aarhusiansk diktion anpriser dagens frokost: ”Det … var … en … glimrende … biksemad.”

Stemmeimitationerne går langt tilbage. Gymnasiekammeraterne husker, at uanset hvor langt udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var rejst væk, hørtes fars stemme stadig på Jakobs værelse gennem sønnen.

DEN 26-ÅRIGE kaptajn Jakob Ellemann-Jensen var ofte diplomatisk, når han som en del af den danske styrke i Bosnien forhandlede med serbere, kroater, bosniere og den internationale politistyrkes FN-udpegede ledere fra hele verden. Men hjemme i sin fem kvadratmeter store afdeling, hvor geværet hang på væggen i den delte beboelsescontainer, kunne han, når han omsider slukkede for boomblasterens evindelige kværnen dansk 90’er-hiphop, give veloplagte parodier på de forskellige nationaliteter. Privat-Jakob giver stadig fra tid til anden fine prøver på eksempelvis Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen og andre poltikere.

Men en egentlig skuespillerkarriere, som drengedrømmen var, har Jakob Ellemann-Jensen aldrig taget livtag med. Nærmest kom han vel med skolemusicalen på N. Zahles Gymnasieskole ved Nørreport i København.

Et år var musicalen ’The Rocky Horror Show’, der er historien om det uskyldsrene, nyforlovede par Brad og Janet, hvis bil bryder sammen ved et slot ejet af den excentriske biseksuelle transvestit-videnskabsmand Dr. Frank N. Furter. Plottet afdækkes gennem stykkets fortæller, der i filmversionen spillet af Charles Gray, også kendt som ærkeskurken Ernst Stavro Blofeld med den fede hvide perserkat i James Bond-filmen ’Diamonds Are Forever’. På N. Zahles Gymnasieskole gik rollen til en ung Jakob Ellemann-Jensen i slåbrok og sutsko. Siden holdt han sig til at imitere stemmer.

”JEG SKIFTER LIGE,” siger Jakob Ellemann-Jensen og smutter ud af bilen. De beige lærredsbukser og sandfarvede ørkenstøvler har fungeret fint gennem dagens program, men hen mod aften skal der dresses op, og ved en tankstation forsvinder V-formanden med sin armygrønne rygsæk.

Manden har en del rygsække. Direkte adspurgt svarer han ”seks”, men det er ifølge hustruen Anne Marie Preisler klart i underkanten. V-formanden er glad for outdoor gear, og Spejder Sport er en yndet butik, ligesom nyerhvervelser præsenteres entusiastisk ved spisebordet, hvor tingene vendes og drejes og kommenteres: ”Se! En lynlås dér, og den er vandtæt hér.” Rygsæksamlingen har en tendens til at svulme op, og der er nu indført rygsækstop i hjemmet. ”Hvis en rygsæk skal ind i huset, skal en anden rygsæk ud af huset,” forklarer Anne Marie Preisler. Hun har selvfølgelig bemærket, at de udgående rygsække ikke ender i skraldespanden, men i bilens bagagerum, og det kan næppe udelukkes, at ægtemanden i det skjulte er ved at opbygge et eksternt rygsækdepot.

”Men det blander jeg mig ikke i,” siger Anne Marie Preisler, som underviser internationale managementstuderende i København. ”Når rygsækken ligger i bagagerummet, er den jo i princippet ude af huset.”

Ved parrets og måske især Jakob Ellemann-Jensens mange rejser hjemtages souvenirs i form af køleskabsmagneter. Køleskabslågen er plastret til. Indimellem rydder hustruen overfladen, hvorefter ægtefællen sætter magneterne op igen. Men Anne Marie Preisler vil gerne tynde ud i bohavet, eksempelvis mandens slidte cubanske æske, som hun troede, han næppe ville savne.

”Men dér greb Jakob ind. ’Vi fjerner ikke ting bag ryggen på hinanden,’ indskærpede han. Jakob er god til at tage tyren ved hornene. Det beundrer jeg ham for. Han er et ordensmenneske. Alting herhjemme har sin plads, og det er på grund af ham. Når du tager noget ud fra rygsækken, lægger du det tilbage igen. Det handler ikke kun om ting. Han holder også orden i det, som sker mellem mennesker. Man falder ikke i søvn ved siden af Jakob, før dagens eventuelle konflikter er løst. Den cubanske æske satte jeg tilbage,” siger Anne Marie Preisler.

På parrets tredje date var hun på vej ud i fodgængerfeltet ved Dronning Louises Bro, hvor København K bliver til Nørrebro. Da mærkede hun en hånd mod sin arm: ”Der er simpelthen ikke grønt endnu,” sagde Jakob.

”Han er vokset op i en familie, som er vant til at leve med offentlighedens opmærksomhed. En Ellemann går ikke over for rødt. Man smider heller ikke tyggegummi på gaden, brokker sig eller tager P-pladsen for næsen af en anden. Jeg kan godt lide at dytte, men det gør man så heller ikke. Jeg tror, jeg er ved at lære det,” siger Anne Marie Preisler.

EN FÆLLES VENINDE satte en blind date op. De mødtes i Kødbyen på Vesterbro. Dengang var han ikke så kendt. Han var netop blevet politisk ordfører to dage før, og Anne Marie Preisler havde aldrig hørt om ham. Det er han siden vendt tilbage til. Var det ikke bare noget, hun sagde? Det var det ikke, men hun havde da hørt om hans far. Det gjorde ikke sagen bedre. Manden, hun mødte, tager sjældent på længere ture uden skopudsegrej. Folk med fortid i Livgarden har ofte noget med skopudsning, men V-formanden tager det længere end de fleste.

”Min erfaring er, at folk med pudsede sko generelt har styr på tingene,” siger han.

Hjemme i garderoben fylder skopudseudstyret to IKEA-trådkurve. Børster, klude, shine og skocreme i sort og brune nuancer. Det meste køber han på tilbud. Jakkesæt er det en sport at anskaffe til spotpris. Selv outdoor-udstyret skal helst være sat ned. Men sko går han op i, og han belønnede sig selv med et par af kalveskind, da han blev minister.

Ved tankstationen i Odense er Venstre-formanden atter klar. Benklæderne er, om ikke andet, så dog sorte, og skoene er håndsyede i et klassisk engelsk snit.

Inden vi sætter os ind i Mercedes-minibussen, fisker han noget ud af rygsækken. Sekretær Helle Kryhlmand kommer med et bifaldende udbrud, da manden i sort jakke, sort blazer, sorte bukser og sorte sko trykker de mørke solbriller på plads i ansigtet. Reporteren bemærker, at Ellemann ligner en fra filmen ’Blues Brothers’, og kommer hermed – uforvarende – til at trykke på en knap:

”There’s 106 miles to Chicago, we’ve got a full tank of gas, half a pack of cigarettes, it’s dark, and we’re wearing sunglasses,” siger statsministerkandidaten.

Sætningen er den næstsidste i filmen. Ifølge gymnasiekammeraten Ulf Westmark-Højelsen, knækbrødspiseren, kan Jakob Ellemann-Jensen replikkerne fra ’Blues Brothers’ udenad. Manden har klæbehjerne og viste allerede i gymnasieårene en vis ihærdighed, når noget vigtigt skulle indlæres. Med vennens ord:

”Når man har set VHS-båndet med ’Blues Brothers’ 18 gange i træk med Jakob, så har man været der.”

I det hele taget har Ellemann lært sig en del kulturelle værker mere eller mindre udenad. Teksterne fra Jokeren og Den Gale Pose sidder i skabet. Det samme gælder Shu-bi-duas bagkatalog, hvorfra Jakob Ellemann-Jensen uddrager hovedparten af godnatsangene for Bjørn. Skal sønnen i bad, fremfører faren gerne ’Hvalen Valborg’. Og ’Fed rock’ er på repertoiret, når V-formanden sætter sig bag trommerne – om end det sker for sjældent, synes han selv.

Også ’Star Wars’-universet har V-formanden godt greb om. I vindueskarmen hjemme ved skrivebordet står figurerne af Yoda, Han Solo og dennes følgesvend, wookien Chewbacca, som har lagt navn til Jakob Ellemann-Jensens terrier Chewie. Heraf følger, at Ellemann – hvilket han halvvejs har vedstået offentligt – gerne indlæser sig selv i Han Solos figur.

ELLEMANN KORT

Født 25. september 1973 i Hørsholm.

Har tre ældre søskende – Claus Ellemann-Jensen, der er direktør for Mærsk i Frankrig, folketingsmedlem Karen Ellemann og programchef i nødhjælpsorganisationen ADRA Helene Ellemann-Jensen. Af de fire er Jakob Ellemann-Jensen den eneste, der er vokset op hos begge biologiske forældre.

Blev student fra N. Zahles Gymnasieskole i 1992 og cand.merc.jur. fra Handelshøjskolen i København i 2002.

Var 1992-94 først menig og siden sergent i Den Kongelige Livgarde efter uddannelse på Hærens Sergent-skole i Sønderborg og Hærens Kampskole på Oksbøl Kaserne. Herefter løjtnant ved Sjællandske Livregiment 1994-96. 1996-99 premierløjtnant af reserven i Den Internationale Brigade. 1999-2000 kaptajn i den danske bataljon i Bosnien-Hercegovina.

2000-02 juridisk rådgiver i PricewaterhouseCoopers. 2002-05 jurist i IBM Danmark, senere chef for kontrakt- og forhandlingsafdelingen. 2007-11 koncernjurist i GN Store Nord.
Meldte sig ud af Venstre i 2007, samtidig med at Karen Jespersen blev medlem af partiet. Derefter indmeldelse i Ny Alliance. Da Lars Løkke Rasmussen blev formand for Venstre i 2009, genoptog han sit medlemskab.

Siden 2011 medlem af Folketinget. 2015-18 politisk ordfører, 2018-19 miljø- og fødevareminister og siden 21. september 2019 formand for Venstre.

I 2018 gift med Anne Marie Preisler, hans tredje ægteskab. Sammen har de sønnen Bjørn. Herudover har han sønnen Frederik og datteren Caroline fra første ægteskab.

DA UFFE ELLEMANN-JENSEN tabte sit sidste valg i 1998, fik sønnen, som dengang var studerende og reserveofficer, øje på en forside i Politiken, hvor der stod:
”Ellemann bliver aldrig statsminister.”

Alexander Schnéevoigt, der i dag er medlem af Venstres hovedbestyrelse og formand for Venstre i Gentofte, skulle samme dag spille squash mod studiekammeraten fra Handelshøjskolens jurastudie.

”Vi får se,” sagde Jakob Ellemann-Jensen, da han fortalte om forsiden.

Året efter squashkampen hørte kaptajn Jens Münter om forsiden, som hans medbeboer i den 20 fod lange beboelsescontainer i Bosnien havde gemt.Jakob Ellemann-Jensen havde taget orlov fra studiet for at indgå i de danske fredsbevarende styrker. I beboelsescontaineren fandt Jakob Ellemann-Jensen en livsven og en af den slags mænd, der ryger Lucky Strike, soldatercigaretten, som de amerikanske infanterister for heldets skyld satte i hjelmen i Vietnam.

”I starten lagde vi selvfølgelig mærke til efternavnet, men efter en måned var han ikke Uffes søn, bare Jakob. Det trængte han til,” siger Jens Münter.

For Jakob Ellemann-Jensen blev militæret stedet, hvor han fandt sine egne ben:

”I Forsvaret bliver du bedømt på, hvad du kan, ikke hvad du hedder. Er du en god kammerat? Kan du hjælpe en med at bære geværet, hvis han er udmattet? Kan du selv bede om hjælp, når du har brug for det? Kan du holde humøret oppe hos dine kammerater? Den del var jeg god til. Du får venner for livet, og du får skudsmål, som i mit tilfælde var gode, ja, mere end dét. Det er en måde at få at vide: ’Du er god nok’,” siger han og fortsætter: ”I militæret opdagede jeg, at jeg havde ting med i rygsækken, som jeg ikke vidste, at jeg havde i mig. Hvis ikke jeg var blevet leder i militæret, var jeg ikke blevet leder i Venstre. Men jeg må da indrømme, at det er nemmere at få et kompagni soldater til at gå i takt, end det er at få Venstres folketingsgruppe til det. Jeg er ikke sikker på, at der vil blive taget vel imod armbøjninger som disciplineringsmetode i folketingsgruppen. Måske man skulle prøve?”

Som 26-årig skulle Jakob Ellemann-Jensen som kaptajn forhandle med langt ældre serbiske, kroatiske og bosniske ledere, der i bedste fald var krigsveteraner, i værste fald krigsforbrydere. Han var ved spøgelsesbyer med forladte, ødelagte huse og ved en skole, hvor serbere havde samlet muslimske piger i en voldtægtslejr. Og han var ved massegravene. ”Stanken af råddent menneskekød fra massegravene var det værste. Jeg har mange gode ting med fra Bosnien, men den lugt glemmer jeg aldrig,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

DA HAN VENDTE tilbage for at færdiggøre jurastudiet, fortalte han kammeraterne, at det var svært at vænne sig til hverdagen. Længe efter, bemærkede de, bakkede Jakob Ellemann-Jensen ind i parkeringsbåsene, så han kunne komme væk hurtigst muligt.

Beslutningen om at droppe karrieren som koncernjurist hos GN Store Nord og gå ind i politik har Jakob Ellemann-Jensen gengivet flere gange. En nyhedsudsendelse fik ham til at kritisere politikerne så højlydt, at en ven sagde, at frem for at brokke sig burde han gå ind i politik. Vennen var Ulf Westmark-Højelsen, og det er muligt, at han gav Jakob Ellemann-Jensen skubbet, men så var det et skub, vennen havde gjort sig klar til i årevis.

I 2010, da Jakob Ellemann-Jensen havde truffet sin beslutning, ringede han til gymnasiekammeraten Christian Dalberg.

”Så skal vi spille billard på Marienborg,” svarede vennen.

”Politik både drog og frastødte mig,” siger Jakob Ellemann-Jensen og husker tilbage.

”Det var selvfølgelig en del af samtalen derhjemme. Ikke som noget, vi talte om, men som noget, vi gjorde. Havde mine forældre været skuespillere, havde jeg måske udlevet den drøm. Nu var det politik, jeg fik ind, og det lå som et kald, selvom jeg længe undveg det, fordi det vel var umuligt at opnå lige så meget, som min far havde opnået.”

I marts 2019 skubbede han og Anne Marie Preisler en barnevogn af sted på deres sædvanlige halvanden time lange weekendtur i skoven ved deres hus. Det var stadig råt i skoven, husker hustruen. De satte sig, som de ofte gør, når ting skal tales igennem, på bænken med udsigt ned over en af søerne nær hjemmet.

”Da vi havde talt lidt, tog han en dyb indånding. ’Det kan jo godt være, det ender med, at jeg bliver bedt om at stille op som formand,’ sagde han alvorligt. Det var vigtigt for ham at vide, hvordan jeg ville stille mig i den situation,” beretter Anne Marie Preisler.

Der var stadig nogle måneder til valget, da Jakob Ellemann-Jensen gjorde klar til det, han nødvendigvis måtte gøre sig klar til, hvis han en dag skulle skrive den Politiken-forside om. Da barselsorloven var slut, vidste Anne Marie Preisler, at hun ikke skulle tilbage til karrierejobbet som global brand manager i GN Store Nord.

BANNERNE FOR Venstre på den mørke gårdsplads gennemlyses fra en ombygget lades oplyste glasparti. I foyeren med det røde tæppe står Jakob Ellemann-Jensen klar med håndtryk til partifæller, som ankommer enkeltvis eller i små klynger. Vi er på Boltinggaard, et gods ombygget til konferencecenter nær Ringe mellem Odense og Svendborg. Her er flere mænd end kvinder, flere blazere end sweatere, enkelte slips. Det er et splittet og forslået parti, Jakob Ellemann-Jensen har overtaget. Oprøret mod Lars Løkke Rasmussen og den årelange magtkamp mellem ham og Kristian Jensen sidder i organisationen.

46-årige Jakob Ellemann-Jensen er yngre end gennemsnittet her på Boltinggaard. Han passer sin styrketræning og sit løb, det første med større entusiasme end det andet. Holdningen er rank og ansigtet åbent, da han tager imod. 10 interne Venstre-møder landet rundt er arrangeret med den nye partiformand. Baglandet har brug for at blive trykket i hånden.

Venstre er et høvdingeparti, og Jakob Ellemann-Jensen er ved at finde sig til rette i rollen som høvding. 145 er der i salen på Boltinggaard, heraf seks medlemmer af Folketinget. Når formanden kommer, holder man sig til. Politik er mange ting, og for nogle også en karrierevej. Lige den del kan have karakter af mentalt kødmarked, og det kan godt blive en kende klistret, når det ene eller andet folketingsmedlem lige skal time bevægelsen, så de kan slå følge med formanden og nogle meter frem udveksle almindeligheder med manden, som afgør, om det lille ordførerskab næste gang kan veksles til et større. Man forstår, hvorfor Jakob Ellemann-Jensen hæger om de gamle venskaber fra tiden før politik. Også for en statsministerkandidat er det rart at vide, hvorfor vennerne har valgt én til.

Mødet på Boltinggaard Gods er fuldkommen old school. Partimedlemmerne snakker politik: klima, velfærd, regionernes fremtid. Venstre skal ikke længere tale om personer, er pointen.

Én vil vide, om formanden nu også får drukket kaffe med de øvrige borgerlige partiledere. ”Ja, dem bliver der jo flere og flere af. Jeg drikker utrolig meget kaffe,” svarer Ellemann. ”Jeg har ikke sovet siden oktober.”

Da en af aftenens arrangører, formanden for Venstre i Svendborg, Ulla Larsen, runder af, er det med disse ord: ”Det er første gang i 20 år, at Venstre har en formand, som har talt direkte med os medlemmer på den måde.”

EN ENKELT gang har Christian Dalberg, ham, der drømmer om billard på Marienborg, besøgt sin gamle gymnasiekammerat på Christiansborg. Mens Jakob Ellemann-Jensen røg en Lucky Strike, iagttog vennen ham.

”Jeg bemærkede den måde, han talte med kollegerne. Han havde den samme evne til at være vellidt som i gymnasiet. Den tror jeg er vigtig, hvis han en dag skal blive statsminister. Jakob bliver altid sammenlignet med sin far, men da han stod dér og røg, tænkte jeg, at han mere ligner Poul Schlüter. Schlüter er også utrolig intelligent og brugte sit vid og lune til at få folk til at føle sig veltilpas. Han stødte ikke folk fra sig. Han fik dem med sig og sørgede for, at de fik noget ud af at gå med ham. Det er en god evne at have, hvis du vil være statsminister, og den evne har Jakob,” siger Christian Dalberg.

Helene Ellemann-Jensen er inde på noget af det samme, når hun sammenligner broren og faren.

”Jakob så vores far indimellem løbe panden mod en mur ved at være provokerende. Det er Jakob opmærksom på ikke at gentage. Han ved, at man ikke kommer så langt, hvis man skaber sig fjender. Jakob har en lederuddannelse og ved, at man opnår mere ved at arbejde sammen og spille andre gode.”

”SOPHIE er på vej.”

”Modtaget.”

”Inger har meldt, at hun er på trapperne.”

”Modtaget.”

Det er 11. marts klokken 9:00 på Jakob Ellemann-Jensens kontor ud til ridebanen på Christiansborg. Repræsentanterne fra Dansk Erhverv, de små og mellemstore virksomheders organisation, SMVdanmark, samt hotellernes, restauranternes og turisterhvervenes HORESTA er mødt op i partiformandens mødelokale med Wegner-møblement og Kvium-litografi på væggen.

Erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen sidder klar med papirer, pen og revisorudtryk. Politisk ordfører Sophie Løhdes forsinkelse holdes inden for minuttet, og hun når at kaste sig i sædet, netop som partiformanden for bordenden siger: ”Vi går i gang.”

Vi er tre dage inde i nedlukningen af Danmark. En tid frem vil det være svært at være opposition, i kriser samles folket om landets leder. Men på den anden side af coronapandemien – er Venstre-toppen bevidst om – venter en ny økonomisk krisedagsorden. En dagsorden, hvor vælgerne sjældent flokkes om regeringschefen.

På dagens møde vil erhvervsorganisationerne give V-toppen frontlinjeberetningen fra en dansk økonomi i frit fald. Samtidig samler Ellemann & co. på ideer til den stribe af økonomiske krisepakker, som nu skal forhandles. Aftenen før, ved 22-tiden, fik oppositionens politikere hastenotater fra Finansministeriet. Ved morgenmødets start skimmer Sophie Løhde de seneste notater.

En rødhåret, bredt smilende kvinde træder ind i rummet.

”Jeg må hellere nøjes med sådan her,” siger Inger Støjberg og laver en Dronning Margrethe-agtig håndbevægelse med perfekt lakerede røde negle, ringe på både venstre og højre ringfinger, tre guldarmbånd om højre håndled og en spinkel guldkæde om venstre håndled.

”Ja, ingen håndtryk,” fastslår Jakob Ellemann-Jensen. Da Støjberg sætter sig, har hun øjne med indbygget projektørlys.

Siden coronakrisens start har V-formanden jævnligt talt med statsministeren. Nu fortsætter han dagens møde med rynkede øjenbryn.

”DET ER ellers nogle milliarder, I får stanget over disken,” bemærker reporteren til embedsmanden, som diskret holder øje med toppolitikerne foran tv-kameraerne.

”Tja. Vi lavede lige en opgørelse. Siden i onsdags bliver det vel 289 milliarder,” svarer manden i det musegrå jakkesæt stående nonchalant op ad den hvide mur i korridoren gennem Finansministeriet.

Det er den 19. marts, klokken er 12:02. Natten igennem forhandlede partilederne den største af den strøm af hjælpepakker til danske virksomheder og lønmodtagere, som nu i en lind strøm pumpes ud fra Finansministeriet. Netop nu giver partilederne efter tur interview til nyhedsudsendelserne. Finansminister Nicolai Wammen har givet sit korte interview og er hastet til ministerkontoret længere nede ad stengangen. Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper er også hurtigt færdige og væk. Nu er Jakob Ellemann-Jensen klar med benene i et A, så han står stabilt i tv-billedet. Fotograf og journalist er rykket et par meter længere tilbage end normalt. I coronaens tid klares mikrofonholderiet af et langt stativ.

Embedsmænd i Finansministeriet skærer normalt tænder, hvis nogen beder om 100 millioner kroner, og ordet ’tja’ er næppe på denne stengang hørt i samme sætning som ’289 milliarder’ siden statsbankerotten i 1813. Men Mads Brandstrup, som manden i musegråt hedder, er heller ikke normal embedsmand, men politisk udpeget spindoktor for Wammen. Nu følger han med i, hvad Venstre-formanden siger til danskerne.

FØR NATTENS forhandlinger gik Ellemann i medierne med et forslag om en krisefond på 300 milliarder. Forslaget fiskede han i en kronik, en række af landets førende økonomer bragte i Berlingske samme morgen. V-formandens position er enkel. En haglbyge af konkrete støtteforslag skal vise, at han vil ”holde hånden under beskæftigelsen”, som han gentager i tv-interview efter tv-interview. I nuet en konstruktiv position, i fremtiden et nyttigt sted at tale fra, for det økonomiske tilbageslag vil skubbe mange dagsordener til side.

Kort efter at V-formandens pressestab havde booket aftale med en tv-station, gik Morten Østergaard på Twitter med samme forslag om gigantfonden. Jakob Ellemann-Jensen huskede lige at tale med den radikale leder, inden han selv gik ud med forslaget.

”Vi taler meget på tomandshånd,” siger Morten Østergaard og fortsætter: ”Vi har denne forsigtige tilnærmelse, fordi V og R har fået fælles politiske interesser og samarbejdsflader, som vi ikke har haft siden Anders Fogh Rasmussens tid. Og Jakob er godt selskab, simpelthen. På Christiansborg kender vi ham for hans humor. Hans ærlighed og ordentlighed betyder meget i den lidt nervøse tilnærmelse, som sker mellem vores partier. Politik er en kamp. Hvis ikke relationen er god, er det svært. Personlig kemi er væsentlig. Jeg føler faktisk, at jeg kan stole på Jakob. Vi har den samme intuitive fornemmelse af, hvad der er ret og rimeligt og ordentligt. Det kan du bygge en tillid på. Om det fælles instinkt kan udmønte sig politisk, må tiden vise.”

Nu står Morten Østergaard småsnakkende med Kristian Thulesen Dahl, mens Ellemann interviewes til TV 2, og Søren Pape Poulsen nogle meter derfra taler med DR. Venstre-formanden får flest interview, og enkelte gange må rivalerne høre journalister indlede spørgsmål med vendingen ’oppositionens leder’.

Et af interviewene i Finansministeriet – eller ’Rentekammeret’, som den historisk interesserede Jakob Ellemann-Jensen konsekvent kalder bygningen – er i den bløde ende.

Journalisten har hørt, at Ellemann ikke har sovet så meget i nat, og forærer dermed far Jakob muligheden for at fortælle om, hvordan han ved den sene hjemkomst kom til at vække sin etårige søn. Her trækker Jakob Ellemann-Jensen et skævt smil, sådan som hans mor, Alice Vestergaard, den erfarne tv-vært, har rådet ham til, for han kan godt se meget alvorlig ud på tv.

Pape er færdig og forsvinder ned gennem korridoren. Nu er kun Ellemann, Østergaard og Thulesen Dahl tilbage. Den radikale leder går frem mod DR’s kamera. DF-lederen har egentlig gennemført sit interview, men han er blevet hængende, måske håbende på et til. Træt efter nattens forhandlinger iagttager han Jakob Ellemann-Jensen, der for to år siden var menigt folketingsmedlem i et parti, som var mindre end Kristian Thulesen Dahls. Nu er Venstre tre gange så stort i meningsmålingerne, Jakob Ellemann-Jensen er statsministerkandidat, og her på stengangen er det ham, journalisterne søger. En fotograf er trådt nogle skridt frem og dupper sveden af Ellemanns pande.

”Dét der er mere end Helle Thorning. Og der var ellers eddermame opfrisker på,” siger Thulesen Dahl, der skrider ned ad gangen, mens fotografen fortsætter med at duppe på partiformandens ansigt.

Både blandt vælgere og blandt politikere er der stadig en del, der skal vindes, hvis Jakob Ellemann-Jensen en dag skal sidde med en Politiken-forside, hvor der står: ’Ellemann bliver statsminister’.

0 Shares

maj 18, 2020/

REJSER

Jeanette Varbergs Danmark

Arkæologen og forfatteren udpeger sine tre favoritsteder på danmarkskortet.

Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

BRAKØR SKOV, HORSENS FJORD
”De lokale kalder det bare ’ude ved pumpehuset’, men ifølge kortet, jeg anskaffede, da jeg flyttede til Horsens fra Aarhus for at stifte familie og få parcelhus, hedder det Brakør. Man skal gå de sidste fem kilometer for at nå ud til vandet, så kun få finder herud. I bugten ligger Vorsø, et fuglereservat, og en dag på en løbetur så jeg pludselig en havørn slå ned i en koloni af ænder og andre fugle. At dømme efter kaosset og lydniveauet var der bid.”

GAMMEL STRAND, KØBENHAVN
”Fra mit kontor på Nationalmuseet ser jeg ud på kanalerne, Thorvaldsens Museum og de smukke huse fra 1700- og 1800-tallet. Det er midt i København og samtidig stilfærdigt i forhold til for eksempel Strøget. Det er dejligt at kigge på, men også et godt sted at finde en bænk og tage sin frokost med.”

SORTE NÆSE, SYDTHY
”Hvis man følger stien fra Lodbjerg Fyr ud mod havet, kommer man til dette sted, hvor havet æder af kysten. Det er rå natur med høje klitter, og man føler sig hensat til England, selv om det ikke er klippegrund. Klinten er sort og består af ler og sand, og man kan også se lag af tørv fra oldtidens moser.”

Jeanette Varberg, 41, er arkæolog og forfatter. Hun arbejder på Nationalmuseet og vandt i år Weekendavisens Litteraturpris for bogen ’Viking – Ran, ild og sværd’.

0 Shares

maj 11, 2020/

KULTUR

Yallah, hvad sker der?

Joel Hyrland og Hadi Ka-Koush blev med ét klip kendt som indvandrerdrengene ’Adam og Noah’, der på Facebook gjorde grin med danskerne. Fem år, tre turneer, et tv-program og millioner af visninger senere siger de to skuespillere: ’Yallah, fuck af, vi ses.’

Tekst:Benjamin DaneFoto:Seth Nicholas

Hvordan mødte I hinanden?

Joel Hyrland: ”Hadi flyttede fra Jylland til København i 2006, hvor han kom til at bo sammen med min storebror (skuespilleren Zaki Youssef, red.). Både Hadi og jeg spillede skuespil, og i 2012 blev vi begge hyret til ’En kliché’ – en teaterforestilling om fordomme, som vi blandt andet turnerede med på danske skoler. Det var her, Adam og Noah-figurerne opstod.”

Hadi Ka-Koush: ”Der var ikke så mange af os brune skuespillere på det tidspunkt. Så selv om det var tilfældigt, at instruktøren ringede til os begge på den forestilling, var vi nok endt med at arbejde sammen før eller siden alligevel. Joel er autodidakt, men i 2010 var jeg eksempelvis den første mand fra Mellemøsten, som blev uddannet fra Statens Teaterskole. Der er heldigvis sket meget på den front siden.”

Hvad gav jer ideen til Adam og Noah-karaktererne?

Hadi Ka-Koush: ”På en måde har de altid været der. Jeg tror, at næsten alle mellemøstlige bros har noget af dem i sig. Mange af de ting, Adam og Noah siger, er noget, vi har gået og sagt til vores venner i årevis. Og da stykket ’En kliché’ handlede om fordomme, var det oplagt at spille to stereotype indvandrerdrenge. Vi opdagede hurtigt, at folk syntes, Adam og Noah var sjove, når vi var ude og optræde. De førstevideoer, vi lavede, var for at promovere forestillingen, men da turneen var færdig, lod vi det ligge et par år. Joel sagde flere gange til mig: ’Jeg tror, det kan noget, det her’, men vi fik ikke gjort noget ved det. Ikke før en aften i oktober 2014, hvor vi spiste sammen, og Joel bragte det op igen. Vi mødtes den efterfølgende mandag, og så gik vi i gang med at lave videoer.”

Foto: Sidsel Jul Hvilshøj

Hvornår eksploderede det for alvor?

Joel Hyrland: ”De første par videoer, vi lagde op, fik ikke så meget opmærksomhed. Men 17. januar 2015 uploadede vi et klip, hvor Adam og Noah taler om det danske vejr, som de synes er skizofrent. Det var første gang, vi indledte en video med ’Hva’ sker der, dansker?’

Videoen fik 150.000 visninger. Kort efter optog vi en video på Fisketorvet i København, som var en hilsen til Inger Støjberg, hvor Hadi sluttede med at sige: ’Yallah, fuck af, vi ses.’ Det var bare noget, vi havde rendt og sagt for sjov til hinanden. Men pludselig mødte vi folk, som gik rundt og sagde det. På få måneder fik vi over 100.000 følgere på Facebook.”

I starten troede mange, at Adam og Noah var to ’rigtige’ indvandrerdrenge …

Joel Hyrland: ”Ja. Det gav nogle sjove oplevelser. Både når vi mødte folk på gaden, men også når vi skulle til møder med folk, som ikke kendte os. På et tidspunkt ringede Universal Music, fordi vi havde lavet en musikvideo. De troede, at de skulle møde to unge, utilpassede indvandrerdrenge, men i stedet kom der to voksne skuespillere og forretningsmænd ind ad døren og fortalte dem, hvordan strategien for et samarbejde skulle se ud. De to A&R’s fra pladeselskabet tabte underkæben. Andre gange tog vi vores manager med ud og lod ham føre ordet, så de troede, at de sad to dumme, uinteresserede drenge, som ikke sagde et ord. Jeg laver marketing, og de færreste forventer det af en fyr, som er kendt for at se åndssvag ud i en video.”

Hadi Ka-Koush: ”Vi var også altid in character, når vi gav interview. Det har været rart for os, at det var Adam og Noah, ikke Joel og Hadi, der blev kendte, fordi vi har kunnet beholde en del af vores privatliv. Men nu, under den her turné, der er den sidste, har vi besluttet selv at stille os frem. Når vi begge har medvirket i en masse andre ting som skuespillere de seneste år, giver det ikke rigtig mening at lade som om længere.”

ADAM OG NOAH

Har mere end 500.000 følgere på Facebook, Instagram og YouTube. Deres videoer har haft over 100 millioner visninger.

Deres to første shows, ’Hva’ sker der, dansker?’ og ’Klogskab’, kan streames gratis på deres YouTube-kanal, hvor de tilsammen er set knap fire millioner gange.

De er på landsdækkende turné i 2020 og 2021 med deres sidste show, ’Farvel & tjak’, der har solgt over 70.000 billetter og mere end 60 udsolgte shows.

Hvor kom inspirationen til videoerne fra?

Hadi Ka-Koush: ”Det var både aktuelle emner og helt almindelige hverdagsobservationer om danskerne, som jeg tror, alle brune mennesker her i landet kan genkende. Et eksempel kunne være: Hvorfor vasker danskerne sig ikke i røven, når de har været på toilettet? Hvis du fik lort på maven, ville du så bare tørre det af med et stykke toiletpapir? Nej, du ville skrubbe og vaske med sæbe, måske flere gange, og du ville stadig føle dig lidt ulækker bagefter. Selv hvis en dansker får lort på sine sko, renser han sig grundigere, end når han har været på toilettet.”

Hvorfor tror I, at danskerne synes, det er sjovt, når man gør grin med dem?

Hadi Ka-Koush: ”Det er på grund af den selvironi, danskerne har. Det er dét, jeg elsker allermest ved Danmark. Havde vi lavet vores videoer i Mellemøsten, ville vi ikke sidde her nu. I Danmark kan jeg uden problemer stille mig op og sige: ’Jeg sagsøger Mette Frederiksen’, fordi nogle af vores shows bliver aflyst på grund af corona-virus – prøv at gøre det samme i Saudi-Arabien, og se, hvad der sker.”

Joel Hyrland: ”Det er, som om jo hårdere vi er, desto mere griner folk. Men hver gang Adam og Noah peger en finger mod danskerne, er der tre fingre, som peger tilbage på dem selv. Når vi siger: ’Danskere, hvorfor slår I ikke jeres børn?’, er det også en satirisk kommentar til de kulturer, hvor forældre bruger fysisk afstraffelse.”

HADI OG JOEL

Joel Chanaa Hyrland (Adam), 35 år, født og opvokset i Herlev. Autodidakt skuespiller og indehaver af et tech- og marketingfirma. Har blandt andet medvirket i julekalenderen ’Den anden verden’ på DR1, filmen ’Bagland’ samt en række teaterforestillinger. Til sommer er han aktuel i ungdomsserien ’Puls’ på TV 2.

Hadi Ka-Koush (Noah), 36 år, kom til Danmark med sin familie i 1989. Uddannet fra Statens Teaterskole i 2010. Har blandt andet medvirket i julekalenderne ’Tinkas juleeventyr’ og ’Tinka og kongespillet’ på TV 2, tv-serierne ’Herrens veje’ og ’Bedrag’ og senest ’Når støvet har lagt sig’ på DR1.

I har turneret hele landet rundt som Adam og Noah flere gange. Hvad har I lært om danskerne?

Joel Hyrland: ”Der er stor forskel på, hvad man griner af i København og i Jylland. Men også, hvordan man griner. På den første turné optrådte vi først på Bremen Teater i København, og dagen efter skulle vi til Aalborg. Vi gik på scenen og lavede vores show på præcis samme måde som aftenen før i København. Da det var slut, gik vi af scenen og tænkte: ’Var der overhovedet nogen, der sagde en lyd?’ Jeg troede, publikum var faldet i søvn. Kort efter kom arrangørerne ud og sagde: ’Hold kæft, dem havde I godt fat i!’”

Hadi Ka-Koush: ”Jeg er opvokset i Jylland, så jeg burde måske have vidst det, men alligevel kom det bag på mig. Hvis vi i dag fortalte en jyde, at vi har solgt 70.000 billetter til vores nye turné, ville han sige: ’Det er da fint’, mens en københavner ville gå amok og sige: ’Nej, hvor er det sygt, mand!’”

’Farvel & tjak’ bliver jeres sidste turné som Adam og Noah. Hvorfor stopper I nu?

Joel Hyrland: ”Når vi er Adam og Noah, har vi frihed til at sige ting, vi ikke ellers ville kunne sige. Men samtidig også en masse begrænsninger, fordi karaktererne er så stereotype, som de er. Nu har vi lavet det her så længe, at det er tid til at tale om noget andet end indvandrere og danskere.”

Hadi Ka-Koush: ”Det handler også om, at vi gerne vil trække tæppet lidt væk under os selv. Vi er gode til at være Adam og Noah, og folk kan lide det, vi laver, så vi kunne sagtens fortsætte, men vi vil hellere prøve noget nyt. For hvert show har vi solgt flere billetter end det forrige, så vi føler ikke, at vi stopper på toppen, men på vej op, mens vi stadig synes, at det er sjovt at lave det, vi gør.”

Er I undervejs blevet mere opmærksomme på kulturforskelle mellem brune og hvide danskere?

Hadi Ka-Koush: ”Jeg tror snarere, vi er blevet mere opmærksomme på kulturforskelle brune danskere imellem. Når Adam og Noah siger ’vi’, skærer de alle indvandrere over én kam, men så siger tyrkerne: ’Sådan er vi altså ikke’, mens pakistanerne måske siger: ’Det er præcis sådan, vi er.’ Når man selv er vokset op med at blive slået sammen til én stor, brun masse, kan man godt komme til at glemme, hvor stor forskellen egentlig kan være.”

0 Shares

maj 11, 2020/

SAMFUND

En tone i livet

Mordere, voldsmænd og narkokurerer glemmer sig selv og måske deres gerninger for en stund, når de synger med i Fangekoret. Ud & Se tog i fængsel med Louise Adrian, der i 25 år har ledt stemmerne frem i lyset, og kom tæt på et af korets medlemmer – der ikke ved, om han nogensinde bliver lukket ud.

Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Ulrik Jantzen

SOM EN GRUPPE fodboldfans brøler de lovsangen ud:

”Hallelujah
Hallelujah
Hallelujah
Hal-le-lu-uh-uh-jah!”

Det er Leonard Cohens kvalfulde kærlighedssalme, men i en dansk bearbejdning. 14 bredskuldrede mænd har fordelt sig på fem rækker op ad trinene til koret i Eliaskirken på Vesterbro i København. En mager gips-Jesus på et simpelt, brunt trækors er stivnet i sine lidelser på murstensvæggen bag dem. Pulsårerne træder frem på mændenes stærke halse. Øjnene gnistrer, mens de skæver til hinanden og udveksler listige smil. Det er dagen for årets største koncert, og nu er de i gang med at øve repertoiret. De burde økonomisere med den halve time, der er afsat, men da de til daglig sidder spredt i fængsler rundt om i landet, vinder gensynsglæden indimellem over koncentrationen, og sangene mudrer til i fnis og albuestød i nyrerne.

I forreste linje står Nicolai, en stor mand med mørkebrunt strithår på 35 år. Hans forskellige domme for blandt andet vold og narkotika beløber sig til ni år, de seks er afsonet. Han synger solo og rammer tonerne uden vaklen, mens han kildrer versefødderne med en vibrato hist og en falset her.

På rækkerne bagved ses et par enkelte runde, midaldrende maver under løse kortærmede skjorter, men størstedelen er i T-shirts, der spiles ud af biceps og brystmuskulatur i størrelserne XL til XXXL. Hos nogle slikker tatoveringer op ad halsen, et par andre har ladet rødblonde vikingeskæg vokse sig lange og tætte. Den foretrukne frisure er maskintrimmet, enten ensartet tæt over hele hovedet eller med afgrænsede øer af velkæmmet, fedtglinsende bevoksning på toppen. De kortklippede ansigter fortrækker sig i ambivalente smil over Nicolais skønsang, der på én gang er misundelsesværdig og samtidig næsten for meget, måske endda lidt umandig. Så vender omkvædet tilbage og forener alle lunger i koret i endnu en energiudladning:

”Hallelujah!”

Louise Adrian, korlederen bag flyglet, afbryder nummeret. Der er noget i vejen med monitoren. En kærkommen fjantepause opstår, men korlederen med den dansende rustrøde fletning forsøger at overdøve grinene med en instruks:

”I skal ned i tempo, I er lidt for glade.”

Selv om de indsatte opfører sig, som om de er til gammel elev-fest, er det Louise Adrians store dag. For 25 år siden tog hun imod en vikartjans ved orglet i fængselskirken i Vridsløselille Statsfængsel. Kort tid efter forlod hun sin stilling som organist i Vigerslev Kirke for en fast stilling som organist i både Vridsløselille og Anstalten ved Herstedvester, i dag Herstedvester Fængsel. Hun fik hurtigt lyst til at bruge de indsatte som mere end sangere i kirkekoret ved søndagenes gudstjenester og opfordrede dem til at bruge sangen på andre måder. For eksempel til caféaftner. Eller til opførelsen af musicalen ’Jesus Christ Superstar’, hvor de i 1997 lavede deres egne kulisser.

Fangekoret blev med årene en fast institution, et sted, hvor indsatte kunne udtrykke deres frustrationer, anger og længsler.

I LØBET AF ÅRENE har 55-årige Louise Adrian givet flere af sangerne en hjælpende klaverfinger med at skrive deres egne tekster om fængselslivet, og mange af dem holder stadig kontakten efter endt afsoning.

I 2017 lukkede Vridsløselille Fængsel, så nu kører Louise Adrian hver uge fra Vesterbro til det topmoderne Storstrøm Fængsel i Nørre Alslev på Falster og til tre andre fængsler i landet for at holde sammen på Fangekorets i alt cirka 80 medlemmer, der skiftes til at optræde i danske kirker.

”Louise har en urokkelig tro på, at der findes noget godt i os alle. Hun skaber et fællesskab blandt mennesker, der står i en svær situation. Et frirum, der giver plads til selvransagelse. Tilgivelse. Og forståelse,” skrev statsminister Mette Frederiksen på Facebook i 2018, efter at hun havde tildelt Fangekoret Fællesskabsprisen, som hylder hverdagens helte, og som den nuværende statsminister selv har været med til at stifte. Den slags er god reklame for Kriminalforsorgen, der denne eftermiddag i Eliaskirken på Vesterbros Torv har afsat seks betjente til at ledsage fanger fra hele landet, så de kan deltage i korlederens jubilæumsreception og efterfølgende koncert.

Men inden de når så langt, skal koret holdes i ørerne igennem prøvens sidste par sange. 47-årige Lucas Leon Rex, en mand med blanksort hår, olivenbrun hud og glat hvid poloskjorte, har skrevet en sang om sit liv med titlen ’Mure og hegn’.

”Jeg har levet på gaden. Et liv på kokain. Når jeg ser på mig selv, er det helt til grin,” synger han. Rent, blidt og uden ekvilibristiske dikkedarer.

”Fedt,” råber Louise Adrian, inden sidste tone af sangen er helt forsvundet under kirkens råhvide loft. De skal lige nå en sang mere fra det fotokopierede hæfte med korets egne sange.

”Vi tager nummer 26.”

”En kirke er det perfekte rum til at udtrykke fortrydelse,” siger fangekorsleder Louise Adrian.

HIMMEL OG ASFALT står i ét. Storebæltsbroens betonpiller føjer en ekstra nuance af grå til horisonten. Det ser man i glimt, når vinduesviskerne slår regnvandsgardinerne til side. Under forruden ligger en telefon og vibrerer.

”Vil du ikke lige tage den og sige, jeg kører bil? Jeg ringer tilbage senere,” siger Louise Adrian, mens hun koncentrerer sig om at styre den gråsorte kassevogn gennem vandmasserne mod Fyn, hvor korprøver venter hende i fængsler i Søbysøgård og Nyborg. Folk kimer hende ned. Blandt andet Café Exit i Saxogade på Vesterbro, en organisation, der hjælper nuværende og eks-indsatte, som Louise Adrian har været med til at stifte, og hvor en medarbejder vil drøfte nogle praktiske ting i forhold til en kommende korrejse til Grønland for løsladte fanger.

Et andet opkald er fra en tidligere fange, der vil læse et digt op for hende i telefonen. Skrivningen bakkede hun ham op i, mens han sad inde, og han har holdt fast i den med stor iver, siden han kom ud tidligere på året – så fast, at han nu ringer til hende cirka en gang om dagen for at høre hendes dom over den seneste poetiske produktion.

Fangekoret giver mange af sine medlemmer en fornemmelse af uopdaget talent. En stemme, en udstråling, et performancegen. Og nogle går rundt med en forestilling om, at de kan blive noget inden for musik og underholdning, når de kommer ud. For størstedelens vedkommende er det dog fuldstændig urealistisk at kaste sig ind i de konkurrencefyldte brancher. Når det frie liv skal genoptages, må drømmene ofte lade livet i kampen for at vænne sig til hverdagen, tænke positivt og holde sig fra fortidens uvaner. Men Louise Adrian er mere forhåbningsfuld på netop denne eks-indsattes vegne. Og det er ikke kun, fordi han er bror til den kendte komiker Christian Fuhlendorff.

”Igennem årene har jeg set mange med vekslende evner. Men ham her, han kan altså noget,” siger hun.

KORHARMONI

Når vi synger sammen med andre, prøver vi at koordinere tempo og tone. Imens sker der en indre synkronisering af vores vejrtrækninger og hjerterytmer. Derfor kan det føles, som om grænserne mellem os udviskes. Korsang kan på den måde øge samhørigheden mellem mennesker, men også påvirke vores humør. For eksempel ved at reducere mængden af stresshormonet kortisol og øge mængden af endorfiner, kroppens egne morfinstoffer, som får os til at føle velbehag, glæde, eller eufori.

Kilde: Viden-center for sang

NÅR HUN IKKE sidder bag rattet på vej rundt i landet, er Louise Adrian omgivet af mennesker. Altid. Med sin mand Erik, der arbejder som fængselspræst, har hun fem børn – de havde aftalt at holde ved fire, men den sidste graviditet i 1999 bød på tvillinger. Og hun er ikke den, der siger nej til en uanmeldt gæst. Igennem årene har mange tidligere indsatte på udkig efter et anker i tilværelsen opsøgt familiens lejlighed på Vesterbro, nogle af dem med en frekvens, der tenderede fast bopæl.

”Det var blandt andet derfor, vi startede Café Exit. Vi har altid gerne villet have et åbent hjem, og det er en værdi, vi bevidst har givet videre til vores børn. Men nu har vi et sted, vi kan møde folk, og samtidig have lidt mere ro på derhjemme,” fortæller Louise Adrian, der mødte sin mand til et kristent ungdomsmøde, efter at hun som 18-årig var blevet døbt.

I hendes barndomshjem i Albertslund var faren socialdemokrat, og huset var ofte fuldt af gæster. Og musik. Moren spillede harmonika, skrev sine egne sange og rejste landet rundt med sin musikalske legestue for småbørn. Faren var en habil amatørcellist, der flere gange om året indbød familien og dens venner til ’musikfestival’, hvor alle, voksne som børn, fik instrumenter i hænderne. Tidligt blev hun og søsteren sat til at spille klaver og harmonika, senere lærte hun også at spille klarinet, og fra 3. klasse gik søstrene på sangskolen Sankt Annæ. På universitetet fik Louise Adrian en kandidatgrad i musikvidenskab, og bagefter uddannede hun sig både til organist og rytmikpædagog.

De indsatte, som hun er endt med at bruge et halvt liv på, er ikke altid overvældende musikalske. Heller ikke selv om de har sunget med hende i flere år. Det generer hende ikke. Hendes opgave består ikke i at få dem til at synge fejlfrit, men i overhovedet at give dem glæden ved at synge og modet til at stille sig frem. Louise Adrian ønsker at hjælpe dem videre og gennem sangen få dem til at finde ind til fortrydelse, anger og vilje til forandring. Og skulle nogle, ofre eller andre, mene, at der derved gives unødig opmærksomhed til forbrydere og deres forbrydelser, så tror hun, at samfundet er bedst tjent med at løbe den risiko. Fordi korprøverne og koncerterne giver sangerne en dosis livsglæde, der kan spares op af til fremtidens gråvejrsdage.

”Om man kan lide det eller ej, kommer de her mennesker jo ud igen på et tidspunkt. Og så tror jeg, at det gør dem en lille smule mere afbalancerede, at de indimellem har været glade, fordi de stod og sang. Ligegyldigt hvad de har gjort.”

SØBYSØGÅRD FÆNGSEL ligger 20 kilometer syd for Odense i en gulkalket herregård med røde tegltage og et irret bronzespir, der spejler sig i en oval sø omkranset af dunhammere. De indsatte, der skal have låst otte døre op for at komme ind eller ud af fængslets lukkede afdeling – en sandfarvet etplansbygning ved siden af herregården bag to høje hegn med pigtråd på toppen – har dog ikke nogen særlig glæde af de maleriske omgivelser. Men denne formiddag er otte af dem i godt humør. De sidder tæt i fængslets kirke – et lille lydisoleret rum med nogle stole, et keyboard, et pastelfarvet patchworkvægtæppe og en halvrøget cigaret parkeret mellem højskolesangbøgerne på en reol. Og de synger:

”Strisserne kom, før vi ventede dem … Midt om natten.”

Det utæmmede liv er et gennemgående tema i de sange, fangerne ønsker fra sanghæftet. Der er vilde kaniner, der er Pocahontas-tema, og der er Natasja-nostalgi efter gode, gamle dage med fristad og frisind. Men Louise Adrian udfordrer dem med blød, upolitisk pop.

”I skal op i falset. Op i de høje scoretoner,” råber hun hen over mændenes jamrende forsøg på at bestige de vanskeligste tinder i John Legends ’All of Me’. Så forhøjer hun indsatsen:

”Er der nogen, der har mod på at prøve alene?”

En lille, mellemøstligt udseende mand med sort kasket og et frisk barberingssår, der er med til korprøve for første gang, fordi han håber, det kan holde fængslets tankemylder på afstand, skal ikke nyde noget:

”Nej tak, jeg har ikke sovet så godt.”

En mand med kort, lyst hår, veltrænede overarme og en rød rose tatoveret på låret under de blå shorts giver John Legends højstemte ballade et forsøg og klarer den til sin egen og medfangernes overraskelse:

”I give you aa-aa-all of me.”

”Det er super,” roser Louise Adrian, mens manden i de blå shorts får low five af en korpulent medfange, der har ordene ’Expect No Mercy’ tatoveret hen over sin brede nakke.

Popsangen ’You Raise Me Up’ flirter med både keltisk musik, gospel og opera. Den findes i over 100 coverversioner, men flest har hørt den med den amerikanske singer-songwriter Josh Groban. Den er blandt andet spillet live til Super Bowl og var flittigt brugt på verdens tv-stationer i forbindelse med tsunamien i 2004. I Søbysøgård Fængsel synger Lucas Leon Rex dens salvelsesfulde omkvæd fejlfrit.

”Lyt, sikke lækkerier. Du havde kun fire vejrtrækninger og lavede fire fraser,” opmuntrer Louise Adrian.

”Det hele går galt, når jeg tager narko. Det slukker al fornuft,” siger Lucas Leon Rex.

DA LUCAS LEON REX lidt tidligere forsøgte sig med sin signatursang ’Mure og hegn’, var det ikke kun sangstemmen, men også benene i de gråmelerede træningsbukser, der rystede. Måske en bivirkning af den Ritalin, han har fået de sidste seks år.

”De siger, jeg har ADHD. Og medicinen hjælper. Jeg har nemmere ved at koncentrere mig. Før væltede jeg rundt. Jeg fløj op, hver gang jeg havde siddet ned i 10 sekunder. Gik en gang rundt i lokalet og satte mig ned i 10 sekunder. Sådan har jeg haft det, helt siden jeg var lille. Dengang hed det bare ’en knægt med krudt i røven’,” fortæller han.

Lucas Leon Rex har haft tilknytning til koret i over 20 år, og prøverne har udviklet sig til et af højdepunkterne i hans tilværelse som indsat.

”Det er en god dag, når Louise kommer. Når rockere og andre hårdkogte kriminelle mødes og synger og hygger, er der ikke nogen, der tænker over, hvem man er, og hvem man var. Det er en anden verden i et par timer,” siger Lucas Leon Rex, der har været inde og ude af fængsler, siden han var 18. I dag har han en forvaringsdom og sidder i fængsel på ubestemt tid.

I julen 2008 var han på udgang fra Vridsløselille, hvor han afsonede fem års tillægsdom oven i otte års dom for væbnet røveri. I løbet af helligdagene eskalerede et blandingsmisbrug af stoffer, primært kokain og amfetamin, og han vendte ikke tilbage til fængslet, som han skulle, efter at have fejret jul med familien. I stedet begik han en serie indbrud og røverier, der kulminerede 2. januar 2009 på et posthus i Lyngby. Her stak han en kunde – der forsøgte at stoppe ham fra at røve kassen – i halsen og brystet med en kniv, inden han blev overmandet af et par andre kunder og medarbejdere og blev arresteret.

I den efterfølgende sag ved retten i Lyngby blev han kendt skyldig i forsøg på manddrab. Det fremgår af sagsakterne, at kunden ikke var i overhængende livsfare efter knivstikkene, men retten motiverede kendelsen med, at Lucas Leon Rex i sit forsøg på at flygte med byttet tilsidesatte hensynet til mandens liv og lemmer og måtte have vidst, at det var en mulighed, at kunden kunne dø af knivstikkene. Lucas Leon Rex blev idømt forvaring på grund af sin tilbagevendende kriminelle adfærd, sine misbrugsproblemer og det, som en læge fra retspsykiatrien vurderede som en såkaldt dyssocial personlighedsforstyrrelse, der giver udslag i selvcentrering, impulsivitet og problemer med at erkende egen skyld.

”Lucas Leon Rex frembyder en så nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at forvaring efter straffelovens § 70 findes påkrævet for at forebygge denne fare,” konkluderede Retslægerådet. Forvaringsdommen blev afsagt i Lyngby i februar 2010 og stadfæstet i Østre Landsret juni samme år.

PÅ UBESTEMT TID

Forvaring blev indført i dansk ret i 1973 og er formelt set ikke en straf, men en foranstaltning, der træder i stedet for straf, når den dømte anses for at være særlig farlig for samfundet. Den idømte kan have gjort sig skyldig i røveri, ildspåsættelse, drab, drabsforsøg og anden personfarlig kriminalitet eller i voldtægt eller andre alvorlige sædelighedsforbrydelser. Dommen er uden tidsbegrænsning, men efter tre års forvaring – og siden en gang om året – vurderes det, om den skal fortsætte. Inden en eventuel prøveudskrivning vil den forvaringsdømte gennemgå en psykiatrisk vurdering.

DE BRUNE TRÆDØRE i bunden af det cremehvide kælderlokale i Eliaskirken på Vesterbro i København er skudt til side og har givet adgang til en buffet med wraps, toasts, pindemadder, grøntsagsstave og små og store kager. Knud, en tæt mand i rød-gul holdtrøje fra Christiania Soccer Club med et par tårer tatoveret under venstre øje og et falmet dannebrog på halsen, har været oppe at fylde sin anden paptallerken. Han har siddet inde mange gange, senest for vold, men han blev løsladt tidligere i år og har taget toget ind til jubilæumskoncerten fra Slagelse, hvor han bor.

”Louise er vores alle sammens mor,” siger han, mens han tygger.

”Hun sagde, at jeg ikke ville have brug for at tage kokain, hvis jeg begyndte i koret. Det passede. Nu har jeg holdt mig fra det i halvandet år. Koret er en mulighed for at være sammen. En mulighed for at komme ud og få lidt luft. Vi giver mange kram.”

Palaveren fra de par hundrede mennesker, der har indfundet sig for at fejre Louise Adrians 25-årsjubilæum, forstummer, da en række talere går på. Kriminalforsorgens direktør Thorkild Fogde, en slank mand med grånende hår og klare øjne, kalder Fangekoret for ”en god historie”.

”Jeg bliver ringet op dagligt af journalister, der vil fortælle den dårlige,” fortæller han.

”Så vi ser frem til de næste 25 år med dig, Louise,” slutter han ledsaget af pift og højlydte juhu-råb fra salen.

Storesøster Signe Adrian tager ordet. Hun fortæller om sine betænkeligheder, dengang lillesøsteren begyndte i stillingen som fangekorsleder. Tænk, hvis fangerne skulle finde på at pande hende en, hvis hun rettede på dem på en dårlig dag – ”så ville det ikke bare være en lille en”. Senere, da Fangekoret begyndte at optræde i offentligheden, frygtede hun, at fangerne skulle stikke af under koncerter. Men der har ikke været et eneste flugtforsøg i korets historie, og søsterens bekymringer har indtil videre været overflødige.

”Det er, fordi du har givet dem fornemmelsen af, at I har noget vigtigt. Du får folk til at ville og turde gøre ting. Du gør det umulige.”

Lillesøsters kinder blusser, mens storesøster går af og overlader mikrofonen til Allan Olsen, der har besøgt koret flere gange, mens det holdt til i Vridsløselille.

Skuespilleren, der i sin ungdom kæmpede med alkohol og kriminalitet, havde hørt om koret og var nysgerrig efter, hvordan medlemmerne mon var og gebærdede sig:

”Jeg hørte til på en eller anden måde, fordi jeg er en gammel gadedreng. Jeg kan godt lide de kriminelle. Jeg kan ikke lide deres gerninger. Men jeg kan lide dem.”

Kendis-indsatte, sexforbrydere og pædofile, der afsoner på særligt sikrede afdelinger, synger ikke med i Fangekoret.

ØKOLOGISKE MALKEKØER muher fra en stald i den åbne del af Søbysøgård Fængsel, hvor fangerne er beskæftiget med landbrug. I fængslets lukkede afdeling passer de ikke dyr eller dyrker grøntsager, til gengæld har de pligter på et værksted for at brænde krudt af og for at retfærdiggøre de 500 kroner, de tjener om ugen.

Lucas Leon Rex er i rød hættebluse, lyse træningsbukser og omvendt NFL-kasket. Han er vågnet af sig selv klokken seks, som han gør hver dag, og har fået gang i kroppen med 300 armbøjninger, som han gør hver dag. Så har han set lidt morgen-tv for at få tiden til at gå indtil klokken otte, hvor han blev lukket ud af sin celle.

Nu er klokken halv 10, og han står ved sit arbejdsbord på værkstedet iført sikkerhedsbriller og er ved at maskinfræse en fordybning på 0,5 centimeter i et stykke tømmer. Fordybningen tager form som bogstavet K. Når han er færdig med at fræse, skal der stå Kaufmann. En butikschef fra en Kaufmann-tøjforretning i centeret Field’s i København, der vist kender nogen, som kender nogen på værkstedet, har bestilt et skilt til sin butik.

Duften fra savsmuldet blander sig med kaffedampen fra hans kop, mens han kæler for buen i U’et. Gennem vinduet ved siden af sig har han udsigt til en grøn plæne, et fintmasket sort hegn og bag det en lille lund af birke- og nåletræer mod en lyseblå himmel. Fra et hjørne af værkstedet kan man høre lyden af hammer mod metal og Radio 100 FM levere doo-wop-hittet ’Denise’. En lille, bred mand i gult reflekstøj med langt hageskæg og skæve tænder, der har kørt rundt ude i gården med en gaffeltruck, kommer over til Lucas’ hjørne og vil smalltalke. Hans far var sætter på Ekstra Bladet og Politiken, og onklen var trykker. Den medieinteresserede mand har fået en dom på ni år – ”bare slå ’Kidnapper-banden’ op, så skal du nok finde mig” – og kunne godt tænke sig at blive stilladsarbejder, når han kommer ud.

Et smil skubber kinderne opad og presser Lucas Leon Rex’ øjne sammen til smalle sprækker. Fræsningen er færdig, og han er ved at gå bogstaverne efter med sandpapir. Senere skal fordybningerne bejdses sorte, så skriften står tydeligere. Han laver altid skilte, når han er på værkstedet. Han vil anslå, at han har lavet to om ugen i løbet af de sidste 15 år.

”Jeg lavede masser af graffiti, da jeg var ung, så nu hygger jeg mig med det,” siger Lucas Leon Rex, der voksede op i et højhus i Lyngby sammen med sin mor og lillebror.

Moren var dansk og arbejdede som sygeplejerske på et plejehjem. Faren var pakistaner og hovedsagelig fraværende.

”Mig og en, der hedder Timmi, var de eneste solbrændte, der boede der dengang.”

Faren boede hos dem et halvt års tid, da Lucas var et par år gammel, og i en otte måneders tid, da sønnen var 4-5 år gammel. Ellers kom faren kun på besøg et par gange om året og boede der i kortere perioder.

”Der manglede ikke noget, når han var der. Det var ikke, fordi vi lavede noget sammen, han smed som regel en stabel tusindkronesedler på bordet, inden han smuttede på druk,” husker Lucas Leon Rex. Da han var 10 år gammel, holdt faren helt op med at komme, men han holdt kontakten med sønnen. En dag ringede faren og sagde: ”Jeg er lige landet i New York. Jeg har sendt dig 5.000 dollars til en billet. Kom i morgen, her er adressen.” Næste dag kom pengene med en UPS-kurer, Lucas tog hurtigt ind til lufthavnen i Kastrup og henvendte sig ved en skranke. ”Hvornår går det næste fly til New York?”

”Du er heldig. Der er lige en, der har meldt afbud, det næste går om 12 minutter.”

”Det skal jeg med, du!”

I New York blev han hentet i lufthavnen af faren, der sagde, at han ejede et hotel i byen samt en restaurant og madudbringning i Paris og hele tiden flyttede frem og tilbage mellem de to verdensbyer.

”Jeg elskede, når han ringede,” siger Lucas Leon Rex.

RIGTIG VELFORVARET?

Forvaringsdomme forveksles ofte med domme til anbringelse. Forskellen er, at anbringelse på for eksempel en psykiatrisk afdeling eller et bosted anvendes over for utilregnelige personer – sindssyge eller mentalt retarderede – mens forvaringsdømte ofte har en personlighedsforstyrrelse. Overlæge i retspsykiatri Hans Henrik Ockelmann siger:

”Personlighedsforstyrrede personer er grundlæggende normale i deres tænkning. De ved, at op er op, og ned er ned, og at der ikke er små, grønne mænd. Vi er overordnet set i den fælles virkelighed. Men enkelte personlighedsegenskaber kan være så anderledes end det normale, at det påvirker deres måde at tilgå og agere i tilværelsen. Folk med en dyssocial personlighedsforstyrrelse – i gamle dage kaldte man dem psykopater – har det med at sige: ’Det er alle andres skyld end min.’ Mange i forvaring erkender, at de ikke har opført sig ordentligt. Men det er ikke det, der er problemet i deres øjne. Den klassiske er: ’Jeg er verdens fredeligste menneske. Der er bare ikke nogen, der skal pisse på mig. Så tænder jeg af.’”

I 7. KLASSE blev Lucas smidt ud af folkeskolen. Han kunne ikke sidde stille, og på sine læreres anbefaling begyndte han i stedet at tage nogle fag på en ungdomsskole. Imens holdt han forbindelsen til sine gamle venner fra kvarteret. De var nogle år ældre end ham og længere fremme. Som 10-11-årig introducerede slænget ham til øl og hash.

”Jeg fulgte med. Og det gik helt i hat og briller.”

Vennerne lavede indbrud i huse og stjal nede i Lyngby Storcenter. Politiet kom ofte forbi hjemme hos Lucas for at se, om han havde nogle tyvekoster liggende. Som regel forgæves, fordi han havde gemt de stjålne videoer, dvd’er og tøjet hos en kammerat, der boede i lejligheden på den anden side af korridoren.

”Jeg vidste godt, at jeg lavede noget forkert, men mere tænkte jeg ikke over det. Ikke det vilde. Jeg havde ikke dårlig samvittighed. Vi tænkte ikke over, hvordan det må være at finde sit hus gennemrodet, når man kommer hjem. Min mor forsøgte, så godt hun kunne, at dirigere mig uden om kriminaliteten. Men det er svært. Jeg smuttede jo bare om morgenen og sagde: ’Vi ses i aften.’”

Det var dog ikke alle nætter, han holdt sig i sin seng. For eksempel tilbragte han en nat sammen med vennerne og et par graffitimaler-crews med at male alle otte vogne af et S-tog, der stod parkeret i Hillerød. Der stod ’Metal’ på den vogn, han og hans slæng havde dekoreret. Årsagen fortaber sig. Da solen stod op over værket, bredte lykkefølelsen sig i kroppen.

”Jeg elskede at male graffiti. Der er sus på, mens man står der. Kommer vagten? Så må man løbe. Vi lagde os i buskene og ventede. De kørte som regel igen 20 minutter senere. De skulle jo videre på deres runde. Vi blev aldrig snuppet.”

Ud over at male havde Lucas som ung ikke nogen egentlige drømme, ikke ud over evig ferie og masser af penge. Arbejde havde han aldrig, og selvom hans mor ikke var fattig, var det heller ikke et liv i overflod. Og hvis Lucas savnede noget, tog han det bare i butikken. Da han fyldte 18 i 1991, begyndte han at få kortere fængselsstraffe for sine mange tyverier. Faren opfordrede ham til at gå en anden vej. Dog ikke lovens.

”Han sagde: ’I stedet for at stjæle et askebæger, så kapr dog et fly.’ Han mente det ikke bogstaveligt, men ville sige, at jeg ikke skulle nøjes med småpenge. Han kørte en anden model, den gamle,” siger Lucas Leon Rex, der – uden nogensinde at have talt åbent med sin far om det – har en teori om, at den altid velbeslåede far bag hotel- og cateringforretningen kørte en virksomhed som mellemhandler af heroin – et kilo her, et kilo der.

Cirka 40 mindre tyveridomme senere blev Lucas Leon Rex idømt otte års fængsel for et røveri mod Lån & Spar Bank på Nørrebro, hvor han affyrede skræmmeskud mod loftet med en pistol. 19. juni 1998 begyndte han afsoningen i Vridsløselille.

”Jeg tænkte: ’Puha, det var sgu en lang en.’ Og så blev den bare længere og længere,” siger Lucas Leon Rex, der i 2003 – mens han var stukket af fra Nyborg Statsfængsel, hvor han sad på det tidspunkt – begik bankrøveri i Lyngby. Forbrydelsen gav fem år oven i regnskabet.

Lucas Leon Rex voksede op med en yngre bror, som moren fik med en anden mand. De snakker sammen hver dag i telefonen.

HVORFOR GÅR livet, som det gør? Lucas Leon Rex har svært ved at finde hoved og hale i sin egen skæbne. Umiddelbart tror han, at dårligt selskab i kombination med hans koncentrationsproblemer og trangen til, at der skal ’ske noget’, er den væsentligste forklaring.

”Min bror og jeg har snakket om, hvad fa’en der gik galt. Han er to år yngre end mig, arbejder som konsulent og har aldrig lavet noget kriminelt. Ikke så meget som glemt sit kørekort. Intet,” siger Lucas Leon Rex, der med egne ord var ”helt ristet” på stoffer, allerede inden han forlod Vridsløselille og besøgte familien den jul i 2008, der endte med knivstikkeriet i Lyngby og førte til hans forvaringsdom.

Ifølge ham er det altid muligt at få fat på telefoner, kontanter og narkotika, selv om man sidder i fængsel, og den juleaftensdag var han ”helt brændt af oven i skallen”. Han overvejede ikke, hvad hans mor syntes om at få en påvirket søn som gæst til julemiddagen. Og han overvejede ikke, hvad konsekvensen ville blive, da han lidt over en uge senere røvede først en Irma og derefter posthuset i Lyngby for at skaffe flere penge til stoffer.

”Det var dumt gjort. Det var meningsløst. Det var ikke til gavn for nogen. Og jeg ville ønske, jeg kunne gå tilbage og gøre det ugjort. Men der er ikke noget at gøre ved det, jeg er bare glad for, at det ikke gik værre,” siger Lucas Leon Rex, der efter domsafsigelsen ved Retten i Lyngby tilfældigt passerede forbi manden, som han havde stukket under røveriet. Han reagerede ved at give offeret hånden og en undskyldning.

”’Det var ikke meningen,’ sagde jeg til ham. Der blev jeg glad indeni.”

FLASKEHALS

I 2008 var 37 personer idømt forvaring i danske fængsler. I 2018 var tallet 66. Der er to årsager til ophobningen. Dels sidder de forvaringsdømte længere, end de gjorde engang – en undersøgelse fra Herstedvester Fængsel, offentliggjort i 2014, viste, at den gennemsnitlige tid i forvaring i løbet af godt 20 år var steget fra syv år og 10 måneder til 14 år og syv måneder. Dels er der på det seneste afsagt flere forvaringsdomme end tidligere. I årene 2015-18 blev straffen uddelt 35 gange, mens der i de 10 foregående år blev givet 38 forvaringsdomme.

DER ER IKKE en ledig plads på de brune træbænke i Eliaskirken. Folk står op i sideskibene, og enkelte publikummer har sat sig på gulvet i midtergangene. Siden prøven tidligere på eftermiddagen er koret vokset til knap 30 sangere. Nogle på de bagerste rækker har sat sig ned eller slået hætterne over hovedet i forsøget på at gemme sig for TV 2’s kameralinse.

”Koret kommer aldrig til at være større end i dag. Nogle har kun denne ene udgang i år,” siger Louise Adrian i mikrofonen, inden hun sætter sig til flyglet og overlader ordet til Hans, en af korets grundpiller, der har afsonet 14 år for mord og skrevet tekst til en engelsksproget honky-tonk, der handler om en hård barndom, en glidebane-ungdom, en fatal forbrydelse og et system, der låner amerikanske begreber som ’zero tolerance’ og ’tough on crime’, men svigter at hjælpe sine dømte på ret kurs.

”Det er ikke noget, jeg siger for at få medlidenhed. Vi har jo selv købt billetten,” siger han i sin præsentation af nummeret ’A Little Help’.

Nicolai synger duet med sin datter Anastacia. Om at gå i skole, når far er eller har været i fængsel, og om at tro, at kammeraterne taler om det. Og om ikke at have lyst til at vise sig i sin barns skole, når man er straffet.

”Jeg kommer ikke i fængsel mere.”

”Lover du det?”

”Ja, jeg lover det,” svarer faren med en arm om datterens skulder.

Anastacias sangstemme er knap så trænet som farens, hendes skæve bestræbelser giver omkvædet en klang af desperation. Der tørres øjenkroge på bænkerækkerne, og flere af kormedlemmerne har blanke øjne.

Boris var engang fagforeningsmand med god løn. Så stiftede han spillegæld, tog et job som narkokurer, og nu er den store skaldede mand i gang med at afsone en 12 år lang dom – og med at synge solo på den tempofyldte gospel-evergreen ’Oh Happy Day’.

Boris og koret hiver hyldesten til Jesus og syndernes forladelse fra de højere luftlag ned i mellemgulvet. Resultatet er grovkornet, men energisk, og livsglæden forplanter sig i sangernes swingende skuldre og dansende fødder.

”Fyr den af for Louiseeee,” råber Boris.

AF DE MANGE danske fængsler, Lucas Leon Rex har siddet i, er Søbysøgård det fredeligste. Mærker personalet spændinger, sørger de for at få de mest aggressive eller manipulerende elementer fjernet og sendt til et andet fængsel. Fire slåskampe er, hvad der har været de seneste fire år. Søbysøgård er et sted, forbryderne gerne vil hen, og har de afsonet hårdere steder, sørger de fleste for at opføre sig ordentligt, så de ikke risikerer at ryge ud igen. Lucas Leon Rex siger, at han altid snakker pænt til sine medfanger og passer sig selv, fordi han har siddet inde så mange år, at han ikke altid orker at socialisere. Han løser sine krydsogtværshæfter, ser tv, spiser og laver mad sammen med en lille, fast gruppe af medfanger og undgår at lave ballade.

En gang om ugen går han til møde med NA (Narcotics Anonymous) i Odense. Og en gang om måneden får han lov at besøge sin bror i Korsør i 3-4 timer på ledsaget udgang. Tidligere plejede de at hente moren og tage hende med til besøget. Men i eftersommeren 2019 døde hun efter et par måneders sygdom, 74 år gammel.

”Det knækkede mig fuldstændigt. Jeg kunne slet ikke være inde i mig selv. Jeg er ikke helt frisk endnu. Jeg har altid tænkt, at mutti ville være der. Nu er hun der sgu ikke. I betragtning af at jeg sad inde, var vi så tætte, man kan være. Jeg plejede at snakke med hende i telefonen hver dag,” siger han en grå formiddag, hvor fjerne mågeskrig trænger ind gennem sikkerhedsglasset i vinduet til et hvidmalet besøgsrum i Søbysøgård Fængsel med eget brusebad, briks, tekøkken og tv-skærm. Efter at han har røget en cigaret ud ad døren, der står åben ud til en indhegnet terrasse, sætter han sig og fortæller om morens begravelse i Korsør:

”Det var så flot, så flot. Der lå blomster hele vejen uden om kirken og ind gennem døren og hele vejen ned ad midtergangen og i kanterne og ned langs hver række. De blev tykkere og tykkere, bunkerne, efterhånden som man kom ned til kisten. Der var eddermame mange blomster.”

I kirken sad der, ud over morens venner og Lucas’ bror, svigerinde og niecer, en håndfuld af hans gamle kammerater fra Lyngby, som hørte ham synge Fangekorets danske version af Cohens ’Hallelujah’, mens Louise Adrian ledsagede ham på klaver. Han gennemførte akkurat, så kunne han ikke holde tårerne tilbage længere.

”Kort inden jeg skulle synge, sagde jeg: ’Ja, nu har jeg skuffet min mor i, kraftedeme, halvdelen af livet, men mutti ville så gerne have, at jeg sang den her sang. Det er det mindste, jeg kan gøre.’”

SAVNET HAR GJORT det sværere for Lucas Leon Rex at holde modet oppe og tro på, at der er en tilværelse til ham på den anden side af mere end 20 års indespærring. Der er pludselig blevet mindre at komme ud til. En gang om året vurderer Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten, om man skal opretholde forvaringen. Selv er han ikke med til mødet og får ingen begrundelse for, hvorfor man endnu ikke har valgt at prøveløslade ham. Skulle man en dag ombestemme sig, har han et job på hånden. Et medlem af barndomskliken, som kom tidligt ud af kriminaliteten og har sit eget flytte- og vognmandsfirma, vil gerne ansætte ham, hvis han bliver løsladt. Så Lucas Leon Rex ønsker sig et stort kørekort og en transportuddannelse, der blandt andet vil give tilladelse til at køre med farligt gods. Derudover drømmer han ikke om noget særligt, måske lige bortset fra at gå en tur i skoven i ny og næ og leve et stille og roligt liv.

”Jeg har det, som om jeg har set hele livet fra sidelinjen. Herinde er det, som om man er blevet revet ud af kalenderen. Man sidder herinde og glor, mens tiden går videre derude. Men jeg tænker ikke på et liv udenfor, fordi jeg ikke aner, hvornår det bliver. Så kunne jeg gå og tænke for evigt og pine mig selv med ideer om, hvad jeg gerne vil.”

Kan du forstå, hvis folk, der læser din domshistorie, tænker, at du – hvis du skulle komme ud – falder tilbage i misbrug og begynder at begå røverier igen, denne gang måske med adgang til en lastvogn?

”Ja, det tænker alle vel. Men det kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg må jo ud at bevise det. Ud at køre stille og roligt rundt uden at pille ved noget, jeg ikke skal pille ved. Det vigtigste er, at jeg kommer ud i arbejde. Det nytter ikke noget, at jeg starter på bænken. Hvis jeg skal begynde min nye tilværelse på standby, er risikoen større for, at det går galt igen. Jeg ville gerne lave mange ting om, men når jeg ikke kan det, håber jeg på at komme ud igen og gøre noget godt for samfundet. Jeg skal nok finde på noget. Klippe fru Hansens hæk efter arbejde. Gå rundt og fjerne plastic om søndagen. Det redder ikke verden, men det hjælper da lidt.”

Interviewet er forbi. En mandlig fængselsbetjent med en afdæmpet stemmeføring og en imødekommende halvlang midterskilning låser døre op og i, venligt konverserende.

”Lucas har sit at slås med,” siger han, mens vi passerer igennem et rum, hvor en kropsscanner og et bagagebånd skaber en miniudgave af lufthavnenes sikkerhedstjek.

Et par uger senere har Lucas ikke fået lov at komme ud og synge til nogle af de koncerter, han havde glædet sig til i månedsvis. Hans urinprøve var ikke ren.

0 Shares

april 27, 2020/

Indlæg

For en sikkerheds skyld

Fyr og flamme

Blod på tanden

Da Iben fik en anden lyd

Lidt af en udskrivning

Brostrøm-effekten

Ud af det blå

Jeanette Varbergs Danmark

Yallah, hvad sker der?

En tone i livet

Redaktion

Annoncesalg/kontakt

Links og info

Tilmeld nyhedsbrev

Indlæg

Redaktion

Annoncesalg/kontakt

Links og info

Tilmeld nyhedsbrev

Cookies og privatlivsindstillinger