danmark – Side 5

Indlæg

Rede penge

Sedler og mønter er på vej ud, og kolde kontanter er ikke længere varme. Mens mange andre lande stædigt holder fast i fysiske penge, har Danmark gjort sig til et af verdens foregangslande for elektronisk betaling. Ud & Se undersøger, hvorfor vi har så travlt, og hvad det betyder.

Tekst:Benjamin DaneIllustration:Bernardo França

KØEN SLANGER SIG ned ad stationspladsen på Nørreport i København. Det er den sidste bankdag i måneden, klokken er lidt i 10 om formiddagen, og med mundbind og mellemrum uden for Danske Banks filial står en skare af pensionister, hjemløse og handicappede. En enkelt sidder i kørestol, en anden har sat sig på asfalten, og flere må støtte sig til stokke eller rollatorer, mens de venter på at blive lukket ind. I døren står en G4S-vagt og sørger for ro og orden, mens han sluser de utålmodige kunder ind. Hver gang én får lov at komme indenfor, kommer mindst én ny til i den voksende kø til filialen, der er den sidste kontantkasse i København.

Ejer man ikke et dankort, er det her, man skal møde op for at hæve sine penge, sin løn eller sin pension. En mand, der passerer på cykel, er ved at vride nakken af led på grund af optrinnet foran banken, men dagens kø er ikke et særsyn, fortæller en ældre kvinde, der har taget bussen fra Frederiksberg. Sådan ser det ud, hver gang det er lønningsdag, og faktisk var det endnu værre for en måned siden, hvor en mand besvimede i køen, mens hun selv måtte vente i to en halv time på at komme ind og hæve sine penge.

Foran hende står en mand, der kalder sig selv ’it-mongol’. En anden kvinde er blevet franarret sin pung så mange gange, at hun ikke længere er tryg ved at hæve i en automat. En tredje er hjemløs og skal have penge til det næste fix, mens en fjerde måtte have hjælp af sin 12-årige søn, sidste gang hun skulle logge på sin netbank. Længere henne står Mona, en 83-årig pensioneret børnepædagog, der aldrig har ejet en computer. Hendes mest avancerede stykke elektronik er en ældre mobiltelefon uden touch-skærm, og hver måned, når pensionen går ind på hendes konto, møder hun op for at hæve sine penge. Fælles for dem alle er, at de står i gråvejret og føler sig svigtet og umyndiggjort af samfundet og af banken.

Og så er der Kim på 61, der er direktør i en rådgivningsvirksomhed. Han er kørt fra Birkerød, hvor han netop er flyttet i nyt hus. Et nyt dankort skulle han også have, men ved en fejl kom Danske Bank til at sende kortet til den gamle adresse. Derfor står han nu uden penge, indtil et erstatningskort når frem med posten, hvilket kan tage op til 10 hverdage.

”Jeg overvejede at spørge naboen om hjælp, men jeg syntes, det virkede lidt mærkeligt at banke på og bede om penge, når jeg aldrig har mødt dem før. Så nu står jeg her,” siger han opgivende.

”Wow! Rigtige penge.Hvor fandt du dem, mor? Jeg har været byen rundt uden held.”

DE BEMANDEDE bankfilialer er de senere år blevet låst og lukket på stribe. 8. februar i år lukkede Danske Bank stort set alle deres kontantkasser – ifølge banken fordi kunderne ikke længere efterspørger kontanter – og kun i landets fire største byer samt Københavns Lufthavn og en deltidsåben kasse i Rønne kan kunderne i dag hæve penge i Danske Bank, der er den eneste af landets store banker, der stadig har kontantkasser. Siden årsskiftet har man ikke kunnet hæve penge ved skranken i for eksempel Arbejdernes Landsbank og Nordea, mens andre banker har været endnu hurtigere ude. Også mange hæveautomater er de senere år enten lukket eller solgt til virksomheder, der pålægger gebyr ved hævning, som man kender det fra udlandsrejser.

Lukningen af kasserne er led i en omsiggribende samfundsudvikling, hvor adgangen til fysiske betalingsmidler bliver mere og mere begrænset. Hvidvasklovgivning og indsats mod sort arbejde har blandt andet strammet grebet om bankers, virksomheders og privates omgang med kontanter. Og organisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv og Finans Danmark – brancheorganisationen for landets pengeinstitutter – støtter alle en afskaffelse af kontantreglen, der forpligter danske butikker til at tage imod kontanter. Argumentet lyder, at digitale betalinger er nemmere, billigere og foretrukket af danskerne.

Ifølge Jonas Hedman, professor på Copenhagen Business School og ekspert i betalingsmidler, er det i dag ikke længere et spørgsmål om, men hvornår kontanterne helt har udspillet deres rolle i det danske samfund.

”Der er stadig nogle juridiske forhindringer som eksempelvis kontantreglen, der står i vejen, men i store træk er Danmark på vej mod at blive kontantløst,” siger han. ”Store institutioner i samfundet understøtter udviklingen, og samtidig opfatter danskerne elektroniske betalingsmidler som nemmere, sikrere og mere bekvemme. Jeg ser det som uundgåeligt, at kontanterne forsvinder, men det er svært at sige, præcis hvornår det kommer til at ske.”

EN AFTEN I 2011 sad Anne Sø og læste i en bog, da en jagende smerte ramte hende i den ene side af hovedet. Pludselig kunne hun ikke mærke sin ene arm, og hendes tunge blev følelsesløs. Anne Sø blev konfus, gik i seng og vågnede næste morgen fuldt påklædt. Lægevagten mente, at der nok var tale om en slem migræne, men nogle dage senere fik hun på Glostrup Hospital konstateret en blodprop i hjernen.

”Selverkendelse var ikke min stærke side på daværende tidspunkt, så når lægerne spurgte, hvordan jeg havde det, svarede jeg, at jeg havde det fint. Det betød, at jeg både kom for sent i behandling og aldrig blev sendt til genoptræning,” fortæller Anne Sø, der halvandet år senere løb ind i endnu en blodprop.

Anne Sø, der i dag er førtidspensionist, tøver lidt, inden hun kommer frem til, at hun er 53 år gammel. I dag bliver hun hurtigt træt, og der skal ikke meget til, før hun mister overblikket. Hvis hun står i supermarkedet, og ekspedienten taler til hende, mens hun er ved at betale med kort, glemmer hun sin pinkode på stedet. Og hun har svært ved at overskue sit forbrug, fordi hun ikke længere er i stand til at regne i hovedet.

”Jeg var på udflugt med min datter, hvor vi dryssede rundt i byen. Jeg kom ikke hjem med noget stort, alligevel havde jeg på turen formøblet næsten 1.000 kroner, fordi jeg bare kørte kortet igennem. Som førtidspensionist er det rimelig katastrofalt at bruge så mange penge uden for budget. Hvis jeg til gengæld har kontanter i pungen, er det langt nemmere for mig at følge med i mit forbrug,” fortæller hun.

For at holde styr på sin økonomi har Anne Sø sat sig selv under administration. Hver dag tømmer hun sin pung for kvitteringer, og med en lommeregner lægger hun beløbene sammen og skriver dem ind i et regneark på sin computer. Hun ønsker ikke, at andre skal have ondt af hende, og hun er blot taknemmelig for, at hun ikke er blevet lam.

”Men jeg føler, at folk som mig bliver glemt,” siger hun. ”Det er ikke kun hjemløse og 95-årige, der aldrig har betjent en computer, som har brug for kontanter. Jeg har et usynligt handicap, så folk bliver irriterede, når jeg er længe om at betale i supermarkedet. Jeg er dog hverken på tværs eller laver sort arbejde, fordi jeg insisterer på at betale med kontanter.”

KORT OG KONTANT

Fra 2009 til 2019 faldt andelen af kontantbetalinger fra 48 % til 16 %. Især den yngre del af befolkningen har droppet sedler og mønter til fordel for kreditkort og mobilbetaling. I 2019 brugte halvdelen af de 15-29-årige slet ikke kontanter, viser tal fra Danmarks Nationalbank.

I 2019 blev der foretaget 341,8 millioner kontantbetalinger, To år før, i 2017, var tallet mere end dobbelt så højt: 786,3 millioner.

22 % af de 70-79-årige danskeres betalinger foregik med kontanter i 2019. Med et fald fra 40 % i 2017 er de ældste danskere den gruppe i befolkningen, hvor kontantbetalinger er faldet mest.

9 ud af 10 danskere har mindst tre betalingsmidler til rådighed ud over kontanter. For eksempel dankort, MobilePay, Apple Pay og kontooverførsel.

41 % af danskerne oplever, at de har brugt færre kontanter under corona-pandemien. I samme periode er kortbetalinger og mobilbetalinger steget kraftigt.

I 2018 viste en analyse fra Rockwool Fonden, at staten gik glip af cirka 7,5 milliarder kroner i skatteindtægter på grund af sort arbejde.

DER ER MANGE andre danskere, der enten foretrækker eller er afhængige af at kunne betale kontant. Interesseorganisationer, forskere og aktivister peger især på socialt udsatte, folk med sindslidelser og ældre, der aldrig er kommet med på den digitale vogn. Beregninger fra Ældre Sagen, baseret på tal fra Danmarks Statistik, viser, at i omegnen af 150.000 danskere over 65 år aldrig har været på internettet.

”Vi er ikke imod digitalisering, som mange har glæde af, men vi forsøger at gøre politikere og banker opmærksomme på, at ikke alle kan leve et digitalt liv. Vi ønsker et samfund, der kan rumme alle, uanset hvor digitale eller ikke-digitale de er,” siger Louise Kambjerre Scheel, jurist og seniorkonsulent i Ældre Sagen, der blandt andet nævner, at der er mennesker i Sønderjylland, som må køre over 100 kilometer for at komme til nærmeste bank med en ’rigtig’ kasse.

Ældre Sagen og en lang række andre interesseorganisationer har derfor henvendt sig til regeringen for at gøre opmærksom på problemet, og 26. maj besluttede regeringen at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal prøve at løse udfordringen i, at udsatte grupper har svært ved at skaffe kontanter.

Professor Jonas Hedman er enig i organisationernes bekymring. Han mener, at vi med udviklingen i Danmark er i fare for at ekskludere samfundsgrupper, som har svært ved at bruge digitale betalingsmidler.

”Problemet er, at der er tale om marginale grupper, som den finansielle sektor ikke for alvor interesserer sig for, fordi de i et økonomisk perspektiv betyder meget lidt. De her mennesker bliver svigtet, og fra politisk side mangler der i høj grad løsninger på, hvordan vi undgår at tabe dem i et kontantløst samfund. På CBS forsøgte vi i 2013-14 at lave et forskningsprojekt, der skulle adressere netop det problem, men vi måtte give op, fordi vi ikke kunne få støtte.”

”Kode 9, kode 9! Vi har en dame, der vil betale med kontanter!”

PÅ EN CAFÉ i det indre København sidder Anders Kjærulff og smiler, da dankortterminalen pludselig ikke virker, netop som vi skal til at betale for vores kaffe. Den 56-årige journalist, privatlivsaktivist og tidligere vært på Radio24syv-programmet ’Aflyttet’ stiftede i 2018 bevægelsen ’Bevar Kontanter’, som kæmper for retten til fortsat at kunne betale med fysiske penge. Han går aldrig ud ad døren uden mindst 200 kroner i sin pung, og han er bekymret for udsigten til en nær fremtid, hvor banker, forsikringsselskaber, læger og stat i princippet vil kunne se, om vi køber for mange cigaretter eller bruger penge på alkohol og gambling.

”Alle digitale betalinger kan spores,” siger han. ”Det er en del af en digitalisering, som staten bruger til at føre mere kontrol med borgerne i samfundet. Kontanter er derimod anonyme, og kun så længe vi har dem, har vi et vist mål af frihed til at gøre ting, som staten ikke kan kigge i, og som ikke kan data-mines og puttes ind i en algoritme, der kan profilere os og vores vaner. Med internettet og sociale medier er vores privatliv i forvejen under pres på så mange fronter. Jeg ser kontanter som et højvandsmærke for, hvornår det for alvor ramler.”

Anders Kjærulff benytter sig både af kreditkort og MobilePay, det er ikke det, men for ham er kampen for kontanter principiel. Han ved godt, at det koster ekstra penge at have kontanter i omløb, men prisen for at bevare dem er værd at betale for samfundet – af sikkerhedshensyn.

”Vi får ofte at vide, at elektroniske betalinger er utrolig sikre, men det er en sandhed med modifikationer. Det er de jo kun, så længe strømmen virker, så længe internettet er online, og så længe en russisk affilieret hackergruppe ikke får held til at lægge det danske banksystem ned med ransomware (software, der afpresser ejeren til at betale løsepenge for at få adgang til sine data igen, red.),” siger Anders Kjærulff. Og han fortsætter:

”I juni 2018 gik Visa ned i 24 timer i Storbritannien. Det medførte en storm mod landets pengeautomater, fordi folk pludselig ikke kunne købe mad i supermarkedet med deres kort. I USA sørger man for altid at fylde kontantautomater op før en varslet orkan. Selv svenskerne, som på mange områder er foran os, når det kommer til at afskaffe kontanter, sendte i 2018 en ’I krig eller krise’-folder ud til befolkningen, hvor de anbefalede alle svenskere at have kontanter i reserve. Jeg forstår ikke, hvorfor vi i Danmark er så forhippede på helt at afskaffe sedler og mønter. Når man installerer en elevator i et højhus, river man jo heller ikke trappen ned. Elevatoren er virkelig smart, men når det brænder, har man brug for trappen.”

”Jamen, det er altså penge, jeg selv har tjent!”

EN AF DEM, der gerne vil af med kontanterne, er Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank. I 2018 skrev han en kronik i Jyllands-Posten, hvor han argumenterede for, at Danmark fuldstændigt bør afskaffe brugen af kontanter inden 2025. Den 65-årige bankdirektør, der har gjort sig til bannerfører for det kontantløse samfund, erkender dog, at det nok ikke længere er realistisk at nå ambitionen inden 2025. Alligevel fastholder han den: Danmark bør inden for en kort årrække overgå helt og aldeles til elektronisk betaling.

”Fordelene overgår langt ulemperne. Kontantbetalinger er mere end dobbelt så dyre at håndtere som elektroniske betalinger. Der skal trykkes sedler, laves transport, optællinger og så videre. Og afskaffer man kontanter, vil røveriforsøg mod banker og pengetransporter ophøre,” siger Anders Dam, der også tror, at omfanget af narko- og berigelseskriminalitet, prostitution og socialt bedrageri vil falde, fordi det bliver langt sværere at gøre uden at efterlade sig et spor.

”Samtidig forventer jeg, at omfanget af sort arbejde vil falde, og det skatteprovenu kunne man bruge til at øge håndværkerfradraget – som man gør i Sverige. Endelig vil vi få en langt bedre overvågning af hvidvask og af terrorfinansiering.”

Anders Dam erkender dog, at der er visse udfordringer, som skal løses, før Danmark helt kan slippe slanterne. Derfor vil han gerne have oprettet en kommission, som skal kigge på problemet med anonymitet. Eksempelvis foreslår han at fastsætte en beløbsgrænse, som ingen kan kigge i. Han vil også se på, om man kan minimere risikoen for nedbrud af betalingssystemet ved at sikre, at danskerne har adgang til flere uafhængige elektroniske betalingsmidler på samme tid. Og så vil han have undersøgt, hvordan der kan udvikles brugervenlige digitale løsninger, som alle kan benytte uanset alder og intellekt.

Alle filialer i Jyske Bank har været kasseløse siden april 2019, og man har besluttet, at bankens hæveautomater ikke længere udbetaler 1.000-kronesedler. Det har ifølge Anders Dam ført til, at antallet af røveriforsøg i banken er gået fra 8-10 om året til ingen. I banken, siger han, har man ikke oplevet, at kasselukningerne har gjort livet besværligt for kunder i de befolkningsgrupper, som oftere benytter sig af kontanter.

”Vi har vores andel af ældre, folk med kognitive problemer og hjemløse, men i stedet for at give dem et hævekort får de hos os et Visa Basis-kort, som de kan betale kontaktløst med alle steder. Det kan de fleste mennesker altså finde ud af, og vi har ingen klagebreve fra ældre mennesker. Hvis vores kunder – som udgør 10 procent af de danske bankkunder – kan finde ud af det, hvorfor skulle andre så ikke kunne? Jeg tror ikke, at problemet er ret stort,” siger Anders Dam, der ønsker, at Danmark bliver foregangsland for det kontantløse samfund.

”Det ville sætte et eksempel til efterfølgelse,” siger han.

”Kan De undvære lidt kryptovaluta, hr.?”

EN AFTEN I sommeren 2018 stod Morten Thomsen i køkkenet i et forsamlingshus i Brande. Den midtjyske kok og indehaver af Restaurant Noli i Ikast var hyret til at lave mad til et sølvbryllup. Parret havde bestilt trerettersmenu og natmad til 160 gæster, og der skulle ikke mangle noget, lød beskeden til Morten Thomsen, som i lokalområdet bliver kaldt ’Morten Kok’, og som blev nummer fire ved kokkenes VM, Bocuse d’Or, i 2004. Prisen, inklusive alt, også løn til ham og til de ansatte, lød på 52.992 kroner.

Dagen efter ringede sølvbrudgommen for at ordne betalingen. Parret havde fået mange pengegaver til festen – det havde han og konen ønsket sig – og derfor ville han høre Morten Thomsen, om han kunne tage imod beløbet kontant. Det kunne kokken ikke se noget problem i. Et par timer senere kom sølvbrudgommen forbi med pengene i en kuvert. Morten Thomsen kvitterede med en faktura og svingede forbi Handelsbanken i Ikast for at sætte dem ind. Samtidig afleverede han en kopi af fakturaen, så banken kunne se, hvor pengene kom fra, og ifølge Morten Thomsen var der ingen i filialen, der satte spørgsmålstegn ved beløbet.

Morten Thomsens kone er fra Bulgarien, og hver sommer rejser de derned for at besøge hendes familie. Et par uger senere modtog han pludselig en sms, mens han var på ferie:

”Min kollega og jeg var i går forbi din restauration i Østergade 1A, Ikast, samt din private bopæl i håbet om at træffe dig. Årsagen hertil er, at vi ønsker at orientere dig – og afhøre dig til en verserende sag,” skrev en kriminalassistent hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK – også kaldet Bagmandspolitiet.

Morten Thomsen ringede straks kriminalassistenten op og fik at vide, at hvis naboerne skulle undre sig, havde kriminalassistenten og hans kollega både kigget ind ad vinduerne til Morten Thomsens hus og været ude i hans drivhus – han kunne jo have gemt sig der, som kriminalassistenten ifølge Morten Thomsen forklarede.

Kokken fik også at vide, at han ville blive sigtet efter lov nr. 651 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, også kaldet hvidvasklovgivningen – ifølge den er det ulovligt for selvstændigt erhvervsdrivende og privatpersoner at modtage kontantbeløb på over 50.000 kroner.

I byretten fik Morten Kok sin bøde nedsat fra 10.000 kroner til 5.000 kroner. Alligevel blev sagen anket til landsretten, men fik afslag.

”Når loven siger, at du ikke må indbetale mere end 50.000 kroner i kontanter, er det sådan, det er. I trafikken sigter vi jo også personer for spirituskørsel, selvom de kun har drukket en halv øl for meget. Jeg kan dog godt forstå, at øjenbrynene bliver løftet, hvis nogen tror, at vi er kørt hele vejen fra København til Ikast for alene at håndtere den konkrete sag. Sådan er det ikke, for vi var i området i forvejen,” sagde politiinspektør Thomas Anderskov Riis dengang til TV Midtvest.

”Jeg står selvfølgelig ved, at jeg har brudt loven, men jeg anede det ikke, og det gjorde min bank heller ikke,” siger kok Morten Thomsen, der synes, at ”det er helt ude i hegnet”, at han skal trækkes i retten og sigtes efter en paragraf om terrorfinansiering, fordi han har sat 2.992 kroner for meget ind på sin konto.

GYSSER, GRUNKER OG GRYN

Bananer, bobs, klejner, knaster, mammon, moneter, skejser, skillinger, slanter, stakater. Det er ikke kun danskernes betalingsvaner, som ændrer sig, når og hvis kontanterne forsvinder. Det samme gør vores sprog ifølge Johannes Nørregaard Frandsen, professor emeritus i litteratur ved Syddansk Universitet:

”Omlægningen fra kontanter til elektronisk betaling kalder på nye ord og begreber, mens andre sygner hen. ’Når jeg står ved en bar, og min lomme er tom’, hed det i en gammel slager, men det udtryk bliver tomt i vores tider, medmindre det er mobilen, der er væk. ’Kongens mønt’ mister også sin reference. ’Stik mig en tyver’ må blive til ’overfør mig en tyver’. Hvis vi afskaffer kontanterne, er der ingen tvivl om, at det vil påvirke vores sprog. Nye udtryk som ”jeg mobilepayer dig lige” er ved at vinde frem,” siger Johannes Nørregaard Frandsen, der dog ikke vil afskaffe de gamle kontante udtryk lige med det samme:

”Vi ’slår stadig på tråden’, et udtryk, som stammer tilbage fra telegrafen, vi smiler stadig ’over hele femøren’, og vi siger også ’så får du ikke mere for den 25-øre’, selvom begge mønttyper har været afskaffet i årtier.”

I TV-PROGRAMMET ’Luksusfælden’ har danske tv-seere i årevis kunnet se med, når økonomiske eksperter hjælper danskere med overforbrug og kviklån. I et helt fast indslag gennem programmets 25 sæsoner illustrerer værterne ved hjælp af fysiske pengesedler de chokerede deltageres egentlige forbrug. 57-årige Mette Reissmann, der er erhvervsjurist og tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet, har i mange sæsoner været en del af ekspertpanelet, som har forsøgt at hjælpe gældsramte danskere. Og det handler ikke kun om godt fjernsyn, når hun i programmet finder fysiske pengesedler frem, fortæller hun.

”Kontanter er et nemt og virkelig praktisk ihændehaverbevis, som alle kan forstå. Min erfaring er, at det ikke kun er hjemløse, handicappede og ældre, som kan have svært ved at overskue deres økonomi, når den bliver til tal på en skærm. Derfor fungerer det så godt at lægge penge på bordet,” siger Mette Reissmann, der peger på forskning, som viser, at folk har tendens til at forbruge mere, når betalinger foregår elektronisk.

Sidste år foretog analysefirmaet Wilke en undersøgelse for Sydbank blandt 1.032 danskere, og ud af dem svarede 47 procent, at det er nemmere at komme til at bruge penge, man ikke har, når betalingsmidlet er dankort, MobilePay, Apple Pay og så videre. Knap 60 procent mente i undersøgelsen, at deres forbrug var steget, fordi det er blevet nemmere at bruge penge uden at have kontanter på sig.

Ifølge Mette Reissmann har mange danskere fortsat nemmest ved at forstå den såkaldte ’cigarkasse- og kuvertøkonomi’. Flere gange har hun i ’Luksusfælden’ enten erstattet dankortet med et debetkort, hvor man ikke kan trække over, eller helt bogstaveligt givet deltagerne et budget i kontanter for at etablere en vane om ikke at bruge flere penge, end de har.

”De fleste danskere har heldigvis styr på deres økonomi, og der er ikke noget galt med dankort og MobilePay. Men nu har jeg lavet ’Luksusfælden’ i 14 år, og det handler om helt almindelige mennesker, som er blevet ledt i fristelse. Jeg møder mange fordomme om deltagerne, men jeg har hjulpet danskere på tværs af både alder, køn, landsdele og uddannelsesniveau,” siger Mette Reissmann, der ofte møder folkeskolelærere og forældre, som kopierer konceptet med pengesedlerne på bordet, når de skal lære elever eller egne børn om simpel økonomi.

Også Louise Skjødsholm, specialkonsulent i finansielt forbrug hos det statslige forbrugersite Rådtilpenge.dk, mener, at kontanter spiller en vigtig rolle, hvis børn skal lære om gode økonomiske vaner.

”Mange børn ser mor og far svinge kortet og tænker, at de aldrig løber tør for penge. Kontanter derimod er fysiske og visuelle. Det er meget nemmere for et barn at forholde sig til, at det har en 100-kroneseddel, og når barnet så køber noget i en legetøjsbutik, er der 50 kroner tilbage. Kontanter er bare et godt pædagogisk værktøj,” siger hun.

”Vores data viser, at De har købt baconchips igen. Vær venlig at følge med.”

I APRIL MØDTE kontantforkæmperen Anders Kjærulff Folketingets erhvervsudvalg sammen med Kasper Skov-Mikkelsen, direktør i sikkerhedsbranchen, der håndterer og transporterer de kontanter, som danske butikker modtager. Et af de argumenter, de havde med for at bevare kontanter i Danmark, var sagen om Morten Thomsen fra Ikast.

25. maj vedtog Folketinget at sænke loftet for kontantbetalinger til 20.000 kroner. Argumentet er, at det vil kunne bidrage yderligere til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Men Anders Kjærulff mener, at forslaget blot vil begrænse brugen af kontanter yderligere, så det eksempelvis bliver næsten umuligt at købe en brugt racercykel eller spare op til børnenes konfirmation i kontanter. Han er bekymret for, at staten med den nye lov vil tage endnu et skridt i retning af at begrænse det enkelte individs frihed.

”Det nytter ikke noget, at vi afskaffer alt, der eventuelt kan bruges til noget kriminelt. Sker det, fratager du borgeren valget mellem at være lovlydig eller lovløs. Jeg frygter, at vi får et samfund, der ligner en virtuel kravlegård, hvor alt bliver målt, vejet, registreret og samkørt. Det er at reducere os som mennesker,” siger Anders Kjærulff.

Selvom grænsen for kontantbetalinger netop er begrænset yderligere, viser Nationalbankens seneste opgørelse over kontantbeholdningen i Danmark, at danskerne aldrig har ligget inde med flere kontanter end nu. I 2020 rundede den samlede kontantbehandling 73 milliarder kroner, svarende til 12.565 kroner per dansker. Heraf er 28 milliarder i omløb som 1.000-kronesedler, og det tolker professor Jonas Hedman som udtryk for, at den sorte økonomi er i vækst.

Både professoren og direktør Anders Dam fra Jyske Bank siger, at et strammere greb om kontanter kan bekæmpe sort arbejde og pengerelateret kriminalitet.

Men når Anders Kjærulff præsenteres for det argument, fremhæver han Danske Bank-skandalen, hvor 1.500 milliarder kroner blev hvidvasket gennem en af bankens filialer i Estland, og udbytteskandalen i SKAT, hvor udenlandske finansfolk ifølge danske myndigheder svindlede statskassen for 12,7 milliarder kroner:

”Der har ikke været brugt én eneste mønt eller seddel i forbindelse med de to største danske svindelsager i nyere tid. Man sætter ind et helt forkert sted. Det er fint, at man gerne vil bekæmpe hvidvask og sort arbejde, men så må man gå målrettet efter dem i stedet for at kriminalisere almindelige danskere. Hvorfor skal borgere mistænkeliggøres, bare fordi de gerne vil bruge kontanter?”

UDEN HJEM, INGEN PENGE

Hjemløse er ofte afhængige af kontanter, forklarer Camilla Ida Ravnbøl, antropolog og forsker ved Københavns Universitet: ”Hvis man lever på gaden, er man i højere risiko end andre for at blive udsat for tyveri. Hjemløse får stjålet alt fra soveposer til penge, og får tyvene fat i et hævekort, risikerer den hjemløse at miste alt, hvad vedkommende ejer. Nogle hjemløse har også psykiske lidelser, som gør, at de har svært ved at holde styr på pinkoder og hævekort, mens andre måske har et misbrug og skylder penge væk. Får man gæld, er det farligt, hvis ens pusher får fat i et hævekort og kan hæve store beløb, frem for at han tager de 200 kroner, den hjemløse har på lommen,” siger Camilla Ida Ravnbøl, der i sin forskning blandt andet har lavet feltarbejde blandt hjemløse i København. Her så hun, hvordan bankernes kasselukninger har skabt problemer for mennesker, som lever på gaden.

”Vi har en lovgivning, der kræver, at løn og sociale ydelser skal udbetales til en NemKonto, og dermed har bankerne et ansvar for at sørge for, at alle – også hjemløse – kan få adgang til deres penge. Det ansvar lever de ikke op til, når de lukker deres kontantkasser.”

SOM NATION SYNES Danmark at have travlt med at slippe af med kontanterne, men syd for grænsen holder Tyskland, Europas største økonomi, stædigt fast i Bargeld – fysiske penge. Ifølge Deutsche Bundesbanks opgørelse over betalinger i Tyskland sidste år bliver sedler og mønter foretrukket som betalingsmiddel i 60 procent af alle transaktioner i landet. Men hvorfor er der så stor forskel på danskernes og tyskernes forhold til kontanter? Det er et spørgsmål om tillid, siger professor Jonas Hedman:

”I de skandinaviske lande har vi usædvanlig høj tillid til staten og samfundets institutioner, som går mange hundrede år tilbage. De mennesker, der har ledet vores lande, har historisk set, også før demokratiet, overholdt samfundskontrakten mellem stat og borger. I Tyskland forholder det sig anderledes, primært på grund af nazisterne, som har gjort tyskerne fundamentalt skeptiske over for enhver form for overvågning. De bryder sig ikke om, at hverken banker eller myndigheder kan se, hvad de bruger deres penge på.”

Det er dog ikke kun i Tyskland, at ’folket’ ønsker at bevare kontanterne. Ifølge Den Europæiske Centralbank, ECB, er kontanter det vigtigste betalingsmiddel i eurozonen, hvor langt størstedelen af de daglige betalinger foretages med euro i sedler og mønter. Centralbankens officielle holdning til kontanter er, at de er nødvendige – af hensyn til frihed, sikkerhed, privatliv og inklusion af alle borgere i samfundet. ECB har derfor ingen planer om at begrænse brugen af sedler og mønter.

I 2018 stoppede produktionen af 500-eurosedlen (der havde en værdi på cirka 3.750 kroner) på grund af mistanke om, at den nærmest kun blev anvendt til kriminelle formål. I Danmark har der også løbende været debat om at afskaffe 1.000-kronesedlen, men Danmarks Nationalbank forholder sig aldeles neutralt til spørgsmålet om kontanter.

”Nationalbanken har hverken et ønske om at promovere kontanter eller at afskaffe dem. Det vigtigste for os er, at alle har adgang til sikre og effektive betalinger,” siger Jakob Mølgaard Heisel, økonom i Nationalbanken.

Mere målrettet mod et nationalt farvel til kontanter synes de at være i Sverige. Landet var det første i Europa til at printe pengesedler i 1661, men i 2020 udgjorde kontanter blot én procent af landets BNP, viser en rapport fra Sveriges Riksbank.

Kontanter er i nabolandet blevet så sjældne, at det amerikanske magasin The Atlantic i 2018 kunne berette, at svenske tyve i stedet er begyndt at stjæle sjældne genstande og truede dyr – blandt andet laplandsugler, som på det sorte marked går for op mod en million svenske kroner.

Ifølge professor Jonas Hedman kan en del af udviklingen forklares med, at man i Sverige modsat Danmark har afskaffet kontantreglen, der betyder, at butikker skal tage mod kontanter.

”I Sverige kan du ikke betale med kontanter i bussen. Mange butikker accepterer udelukkende kreditkort, og selv det svenske skattevæsen tager ikke længere imod kontanter. Sverige er ligesom Danmark et foregangsland på det her område, måske i endnu højere grad.”

Men hvis vi i Skandinavien går forrest med at afskaffe kontanter, og de andre EU-lande ikke følger med, risikerer vi så ikke at få euro i stedet – enten som de facto-valuta eller som de kriminelles foretrukne betalingsmiddel?

”Jo, det er der en risiko for. Kriminelle vil, ligesom alle andre, vælge det betalingsmiddel, der er mest bekvemt for dem.”

PÅ NØRREPORT er køen foran Danske Banks kontantkasse ikke blevet mindre halvanden time efter, filialen er åbnet. Ifølge flere af de fremmødte er det ikke unormalt, at den fortsætter helt til lukketid.

Adskillige gange må menneskerækken brække på midten for at lade varevogne og lastbiler komme igennem til Fiolstræde, hvilket skaber forvirring og let tumult.

Stemningen bliver ikke bedre, da en mand i crocs, joggingsæt og med håret bundet op i en hestehale får lov til at springe køen over, fordi han er syg. En mand, der står forrest i køen, og som fordriver ventetiden med en pose McDonald’s-burgere og en cola med sugerør, råber op, men bliver hurtigt sat på plads af G4S-vagten i indgangen:

”Du holder kæft nu! Ellers kommer du ned at ligge.”

0 Shares

juli 26, 2021/

PORTRÆT

Søm i næsen

LEIF SYLVESTER PETERSEN er et stykke levende danmarkshistorie. I de seneste fem årtier er den evigt nysgerrige tømrer fra Amager dukket op i vores fælles bevidsthed som gøgler, musiker, skuespiller og kunstner. Her fortæller han om sit livs kunstværk.

Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Jonas Bie, privat

MIN BARNDOM UDGIK fra en toværelses i Serbiensgade på Amager i 40’erne og 50’erne. Vi var tre drenge med fem års mellemrum, og jeg var den mellemste. Det passede med, hver gang min far havde været til generalforsamling og blev lidt mere kærlig, end han ellers var. Han arbejdede altid – blandt andet med at restaurere møbler for antikvitetsforhandlerne. Han forsøgte at blive selvstændig snedker mindst syv gange. Min mor var hjemmegående og gik over på cigar- eller pølsefabrikken og fik arbejde, når de var på røven. I de perioder rendte jeg bare rundt i gaderne for mig selv.

Vi boede i en høj stuelejlighed, hvor der altid var gennemtræk og sus, fordi det meste af lejligheden lå over kældergangen ind til gården. Der var kun en kakkelovn i stuen og foroven en lille rist ind til det andet værelse, hvor vi alle sammen sov. Min mindste bror lå mellem mine forældre eller i en kommodeskuffe, og vi to større børn sov i køjesenge. Jeg var øverst, jeg sad ved risten og hørte på de voksne, der snakkede inde i stuen. Gården var fuld af mus og rotter og vilde katte, som var ret fede. Jeg sad tit i vinduet ud mod gården og fulgte kattens leg med mus og rotter hen over skraldespandslåget og plankeværket.

En stor del af min barndom var meget ensom. Jeg havde ikke meget med mine brødre at gøre, der var for mange år imellem os. I vores ejendom var gårdene delt op med plankeværker. Vores ejer havde kun to opgange på en hjørneejendom, så gården var meget lille, og jeg måtte ikke komme over i de andre gårde, der herskede viceværterne som generaler. Man måtte hverken spille bold eller tegne med kridt, så kom ’Bæ-far’. Det var vores vicevært, han boede på første sal og holdt altid øje. Han var også fanebærer i en loge, og om lørdagen tog han af sted med høj hat, i kjole og hvidt og med cykelstyrsskæg blafrende i takt med medaljerne. Så var han en fin mand – med ’bæ’ på skjorten.

Jeg forsøgte indimellem at komme over i de andre gårde for at lege. Det kunne lade sig gøre ved at gå igennem en af mine skolekammeraters lejlighed, så man ligesom var hans gæst. Jeg var ham, der blev sendt over i pigegården med kærestebreve. Jeg var den eneste, der turde. Jeg kom et år for tidligt i skole, måske fordi pladsen derhjemme var trang, da min mor havde fået en lille. Den aldersforskel forfulgte mig det meste af min skoletid. Det var nok derfor, at jeg skulle vise mig.

Da jeg var 12 år, byggede min far et selvbyggerhus med et billigt statslån i den haveforening i Tårnby, hvor vi havde haft kolonihavehus. Det var i 1952, og vi flyttede derud. Selvom der var mere plads, var der andre ting, vi måtte undvære. Vi havde ikke træk og slip, men en gammel lokumsspand, der skulle tømmes. Det gav heller ikke flere kammerater. Og hvad laver det ensomme barn? Tegner og maler, står ved høvlebænken og laver figurer, julegaver og fødselsdagsgaver.

En sommer kedede jeg mig så meget, at jeg gravede en hel cykelbane ud på et område, som lå der, hvor lufthavnens motorvej er i dag. Den stod klar, da de andre børn kom hjem fra ferie. Det blev til cykelklubben ’Svalen’.

LEIF SYLVESTER PETERSEN MED MERE

Født i 1940. Bor i Tibirke Sand sammen med sin kone Lisbeth Clausen, der er tidligere sygeplejerske i distriktspsykiatrien og i dag driver Leif Sylvesters Galleri Python i København. Fra tre tidligere forhold har han fem børn i alderen 23-61 år.

Er uddannet tømrer og havde eget tømrerfirma, indtil han begyndte at arbejde med gadecirkus og maleri. Har medvirket i 20 film og haft karakterroller som Smeden i ’Pusher ll’, Tom i ’Taxa’ og Blinde Anders i ’Min fynske barndom’ (1994). Har været med til at skrive blandt andet ’Mormors kolonihavehus’ og ’Om lidt bliver her stille’. Har turneret på de danske musikscener med Sylvester & Svalerne, Eva Madsen, Cirkus Himmelblå, Røde Mors Rockcirkus og backingbandet Family and Friends. Har malet, formgivet, arbejdet med grafik og udgivet to digtsamlinger.

DERHJEMME HØRTE VI ’Giro 413’ og så en gang imellem en Morten Korch-film i biografen. Men jeg havde en skolekammerat, der havde en grammofonplade med Ebbe Rode og monologen ’Begravelsen i Nevada’. Jeg tænkte: ”Hvad fanden er det?” Den ville jeg hjem til ham og høre igen. De havde også nogle plader med Doris Day, sådan noget swing. En dag opdagede jeg, at min faster havde en plade med Johannes Wahl: ’Wollesens Boogie Woogie Vals’. Det var det førte jazzagtige, jeg hørte, og som 10-12-årig kørte jeg tit forbi hende for lige at høre den én gang til.

”Hvis du vil konfirmeres, må du selv betale,” sagde min far. Og det ville jeg jo gerne ligesom de andre. Derfor kom jeg tidligt ud af skolen og fik arbejde som svajer, altså bybud, hos en skrædder og senere hos en købmand. Nu havde jeg mine egne penge, og på vej hjem fra arbejde svingede jeg forbi en lille pladeforretning på Islands Brygge og købte Svend Asmussens ’Civilization’.

Da jeg kom i lære som tømrer, begyndte jeg at købe traditionelle New Orleans-jazzplader. Det kunne jeg virkelig finde mig selv i. Følelsesmæssigt, eller hvad fanden det var. En dag tog jeg mod til mig og gik op i den nærliggende ungdomsklub i Tårnby, og det var lige noget for mig. Det var der, jeg begyndte at få mine første rigtige venner, blandt andet ’Fessor’, som boede lige ved siden af mig. Vi dannede det første jazzorkester i ungdomsklubben. Det nåede ikke at få et navn, inden det blev opløst. ’Fessor’ (Ole ’Fessor’ Lindgreen – trombonist og en af dansk jazz’ grand old men, red.) blev meget hurtigt bedre end alle os andre og kom med i et etableret jazzband.

Min lillebror fik som niårig blindtarmsbetændelse. Jeg var 15 år og lige startet i lære som tømrer. Efter flere besøg af læger, som mente, det bare var et maveonde, blev han mere og mere dårlig. Den sidste læge, der kom hjem til os, sagde, at han skulle på hospitalet med det samme, men betændelsen var gået i bughulen, og han døde i ambulancen på vej til hospitalet.

Dagen efter stod jeg oppe på taget af en ejendom i Kronprinsessegade og kiggede ned og tænkte på min lillebror. Skulle jeg hoppe ud for at følge ham, eller hvad kunne jeg gøre for ham? Der var mange tanker, der røg gennem mit hoved. Til alt held råbte svenden på mig, at jeg skulle se at komme i gang.

Mine forældre tvang mig til at se min bror i kapellet. Det vil jeg aldrig glemme, og det er det slutbillede, jeg har af ham endnu, som han lå der, tynd og spids og med sine sorte hænder. Det gjorde, at jeg ikke ville have noget med døden at gøre i mange år. Det var uforløst og ubehandlet, jeg måtte selv gå og rode med det.

Min far murede sig inde og gik på værkstedet for at fortrænge, og min mor fik forfølgelsesvanvid, blev indlagt og fik 10 elektrochok. Det var lige før, hun skulle have det hvide snit. Det fik min far så stoppet. Hun bebrejdede sig selv igen og igen, at han havde beskidte sokker på, og hans underbukser var vist ikke helt så friske, og vi prøvede at sige, at det jo ikke betød noget. Vi fik husmorafløser på, der kom og lavede mad og gjorde lidt rent. Da min mor kom hjem efter tre-fire måneder, blev det aldrig nogensinde hyggeligt mere.

JEG GIFTEDE MIG med kongebrev, da jeg var 20 år. Jeg var nyuddannet tømrer med fast arbejde i min fars snedkervirksomhed. Han havde altid set skiltet for sig: ’Petersen og sønner – snedker- og tømrerfirma’. Det kom det aldrig til at hedde, jeg havde hele tiden en trang til noget andet, men vidste ikke helt hvad. Min far var en kompromisløs mand. Da jeg sagde op i hans firma, sagde han, at han aldrig ville se mig mere. Så gik der et par år med det. En dag ringede han og spurgte, om jeg ville lave en trappe, fordi det var tømrerarbejde, og det kunne han ikke lave, og derfra begyndte vi at lave lidt byttearbejde og se hinanden igen.

Min kone og jeg fik et lille hus på Nilensvej på Vestamager, hvor der ikke var plads til noget som helst. En dag fik jeg tilbudt et opretstående klaver, hvis jeg ville tage det med mig med det samme. Desværre stod det på første sal, men jeg ville have det, så jeg baksede det ned ad trappen selv og ud på min bil. Da jeg kom hjem, måtte jeg brække en væg ned for at få det ind i huset.

Det var en drøm at få sådan et, og jeg spillede løs i en uge, hvorefter min kone sagde: ”Enten er det mig eller klaveret.” Så måtte jeg hive den væg ned én gang til og sætte klaveret ud for gavlen af huset, hvor jeg lavede et halvtag og lukkede det til. Nu havde jeg pludselig et værksted, og der lavede jeg keramik på en lille drejeskive og brugte klaveret som staffeli til mine malerier.

En dag så jeg en dokumentar i fjernsynet om Le Corbusiers liv. Den gav mig en idé om en retning. Han vågnede sent, gik på café, spillede lidt boccia, slog et slag omkring sin tegnestue og satte folkene i gang. Så spiste han frokost og malede om eftermiddagen, så klappede han børnene på hovedet, elskede med konen og gik i seng, og sådan var det. Det var præcis sådan, jeg ville have det, men hvordan får en tømrersvend ude på Amager det? Jeg ville være fri, jeg ville ud af den spændetrøje, det var at være mesters søn.

Jeg blev selvstændig og fik egne svende. Jeg havde regnet ud, at hvis jeg kunne tjene ekstra på dem, kunne jeg male om eftermiddagen – ligesom Corbusier. Men jo flere kunder jeg fik, jo mere skulle jeg lave. Og så var der ting, der begyndte at nage mig. Hvad fanden ragede det mig, at en eller anden fru et-eller-andet ude på Strandvejen ville have nogle profilbrædder på sit loft?

Al min fritid kørte jeg rundt og fandt skrammel på lossepladser til nogle collager, jeg var begyndt at lave. Jeg kom igennem forskellige genrer, og jeg kom med i en lille kunstgruppe og udstillede mine tilløb på nogle gallerier. I gruppen gav vi hinanden kritik, og en dag kom mine tagpap-collager under behandling. En i gruppen sagde: ”De er jo som sædvanligt gode.” Er der noget, jeg ikke vil være, så er det ’sædvanligt god’. Jeg kørte hjem halvfuld og ret aggressiv og bar alle tagpap-collagerne ud på græsplænen, hældte petroleum på og brændte hele lortet. ’Sædvanligt god’ er det værste, du kan sige til mig.

I 1969 søgte jeg ind på Kunstnernes Efterårsudstilling, jeg var 29, og jeg havde søgt ind to gange før med mine tagpap-collager. I tredje runde blev jeg antaget med et mere fortællende kunstværk. På et fællesmøde, hvor jeg havde håbet at møde nogle kunstneriske ånder og blive inspireret, mødte jeg kun brok. Der var ikke meget fællesskabsfølelse over det.

Pludselig rejste en velformuleret, lidt bleg, krølhåret fyr sig op og spurgte, hvor fanden visionerne i dansk kunst var blevet af. Det var lige, hvad jeg sad og tænkte. Jeg kiggede i kataloget for at finde ud af, hvem han var. Han hed Erik Clausen og boede på Amager. Dagen efter fik jeg overvundet min generthed og tog ud på Amager Strandvej og bankede på. ”Det, du sagde i går, kunne jeg godt tænke mig at snakke videre med dig om,” sagde jeg til ham. Han slog hånden ud og bød mig indenfor. Siden var vi sammen i døgndrift og snakkede videre i telefonen, når vi kom hjem. I perioder var vi mere sammen med hinanden, end vi var med vores koner. Erik er den første i mit liv, jeg for alvor har hængt ud med, hvor der var noget genklang.

Erik føles som en bror for mig. Vi er ping og pong og skal bare være sammen i seks minutter, så er vi flade af grin over et eller andet, vi har oplevet. Lige nu er han i gang med at skrive manuskriptet til en ny film, som jeg skal medvirke i. Forhåbentlig. Så måske slutter det med en ’Clausen og Petersen’-film, ligesom det startede. Nu er vi så på plejehjem, og jeg har allerede grinet flere gange, mens jeg læste manuskriptet. Jeg kan se det for mig.

DET BEGYNDTE med et ’billedcirkus’ på gaden. Erik og jeg var utilfredse med måden at udstille kunst på. Vi var inspireret af cirkus- og tivoliverdenen og lavede store apparater, der snurrede rundt, og som man kunne kravle ind i. Vi havde lavet et plateau, og i hvert hjørne var et stivnet dannebrogsflag skåret ud i krydsfiner, så det altid blafrede. Så satte vi en mikrofon og nogle højttalere op, og på den måde skabte vi ’Folkets teaterstol’.

Den blev brugt af alle mulige. Der blev holdt taler, sunget sange, selv Frelsens Hærs orkester kom forbi og brugte den. Vi syntes, det var så godt, at vi ville gå videre. Derfor lavede vi en manege, hvor folk kunne optræde for hinanden. Men der skete ikke rigtig noget, folk stillede sig op med korslagte arme og spurgte: ”Hvornår begynder det?”

Vi blev enige om at gøre noget, og det blev starten på ’Clausen og Petersens gadecirkus’. Vi droppede alle apparaterne, der efterhånden vejede tre tons, og lavede i stedet et stort klovnehoved med et lille omklædningsrum bagved, rullede en presenning ud på asfalten og lavede aktionskunst i øjenhøjde og på gadeplan. Vi kunne ikke noget, så vi satte ’ikke noget’ i system, og så kunne vi lige pludselig noget. Erik havde været på højskole og kunne snakke, og jeg havde gået på en byggeplads og havde ikke sagt ret meget, jeg var ret uforløst, vil jeg sige. Vi udviklede figurer, der var en forlængelse af os selv.

En dag så vi en optræden af en engelsk gadetrup på ABC Teatret. Der var en lille fyr, som var deres offer, der hed Sylvester McCoy. Det navn, Sylvester, syntes jeg var godt, og det tog jeg til mig, og så blandede vi det med det danske lidt bøvede navn Ib. Erik skulle også hedde noget. Vi fandt på ’Charles Johansen’ som en slags arbejdsgiver og ’Ib Sylvester – drengen fra stenbroen’ som arbejderklassens repræsentant, der kunne tåle alt – også spildevandet fra Øresund.

”Ærede publikum, kom nærmere. Må vi præsentere drengen fra stenbroen. Denne unge mand kan stikke sømmet langt ind i hovedet, uden at der sker noget, hans hjerne er fuldstændig udhulet af forurenet luft,” sagde Erik så. Som barn havde jeg på børnehjælpsdage set Professor Tribini inde på Christianshavns Torv fremvise en stærk mand og inderen Gunga Din, der bankede søm op i næsen, og jeg tænkte: ”Det skal vi sgu da lave, det dér.”

Sømmet var syv tommer, og jeg lærte det ved egen træning. Jeg gjorde det bare. Det er i det eustakiske rør, du stikker det ind, fik jeg senere at vide af lægerne. Derhjemme startede jeg med at slå det ind, for det havde jeg som barn set ham inderen gøre. Dang, så var det helt inde. Det skulle jeg ikke have gjort. Blodet sprøjtede. og det ville ikke se godt ud foran publikum.

Det var politisk nedenunder. Det har det altid været. Vi ville lave en folkelig revolution. Gøre publikum opmærksom på, at hvis vi kunne, kunne de også. Vores parole blev, og det er den stadig: ’Tag svagheden til indtægt. Gør det, du tror, du ikke kan.’

Mit udgangspunkt var en retfærdighedssans. Den kom fra gaden, da jeg var dreng, Og det der med at være ’stærk mand’ kom fra, at jeg var tømrer og havde jongleret rundt med spær og bjælker. Jeg kastede også med knive. Det var en forlængelse af, at jeg havde siddet og kedet mig og kastet med stemmejern og lægtehammer. Jeg har smadret utrolig mange døre på den måde, dum som man er.

Med tiden kom vi ind i varmen og optrådte foran et midaldrende publikum i DR-TV. De morede sig kongeligt over os to amagerknægte. En journalist beskrev det som ”kommunistisk propaganda kamufleret som en borgerlig succes”.

På et tidspunkt fik vi arbejdet os op i et hjørne med vores gadecirkus. Vi begyndte at føle, at vi lavede parodier på os selv. At vi stod og prikkede os selv på skulderen. Det endte med, at vi måtte stoppe. Erik gik så i gang med at lave filmen ’Cirkus Casablanca’ (1981, red.), som vi havde snakket om på vores turneer. Han skrev manuskriptet, jeg lavede musikken, og vi spillede selv de to hovedroller.

JEG KVITTEDE TØMRERFAGET helt, da jeg var 32, og tog kunstnernavnet Sylvester til mig som et varemærke. Jeg besluttede mig for, at det skulle stå for ’Troværdighed … og du får noget for pengene’. Det var ansporet af den dér udsendelse med Corbusier. Når jeg først får sådan nogle tanker, går jeg i selvsving af en slags. Så formerer tankerne sig, og til sidst bliver de til en holdning. Da konen på samme tid fandt en anden i Spanien, gad jeg det ikke mere. Jeg gjorde op med det hele på én gang.

Vi solgte huset, betalte tømmerhandlen ud og den skat, jeg skyldte, og så delte vi resten. Jeg startede forfra i et atelier i Viborggade på Østerbro med lokum i gården. Et nyt liv. Siden den dag har jeg ikke haft et fast arbejde. Det blev til en bohemetilværelse, der begyndte at ligne Corbusiers lidt. Når jeg ikke skulle noget andet, stod jeg sent op, malede nogle timer, gik på værtshus og drak mig halvfuld, inden klokken var fem, sammen med andre kunstnere. Medmindre jeg havde job med Erik, kom vi nogle gange slet ikke hjem, så kørte den løs.

I de år tog jeg helt afstand fra det, mine forældres generation havde leveret. Starten af mit første ægteskab var en forlængelse af den generations drøm om villa, vovse og Volvo og at have nogle millioner på kontoen. Derfor var det også en slags falske forudsætninger for min første kone, for det udartede til noget andet end det, hun havde sagt ja til.

Leif Petersen blev til ’Leif Sylvester’, og efter jeg havde læst en bog af Bente Hansen, der hed ’Kapitalisme, socialisme, kommunisme’, meldte jeg mig ind i kommunistpartiet og kom i de følgende år til at bo i kollektiver i Hellerup, Gentofte og Lejre. Det var i den tid, jeg lærte Eva Madsen at kende, og hun blev min tredje samlever (gift 1985, red.). Hun kom fra en kommunistisk familie, og vi havde en fælles forståelse. Vi var ikke aktive i traditionel forstand, vi var det af sind og rejste rundt og lavede politisk musik i ’Sylvester og Svalerne’.

Før jeg mødte hende, havde jeg indspillet min første lp, ’Store Sonja’ (1976, red.). Det var sådan en multitid, hvor alt skulle ud, og jeg tænkte: ”Hvorfor skal jeg stå og male, når der er 20 billeder i hver sang og 100, der kan høre det på én gang? Det var igen en politisk agenda, for med billedkunst er der én ejer, og dengang var det ikke almindeligt for almindelige mennesker at købe et billede. Men grammofonplader var eminente, synes jeg, og derfor begyndte jeg at lave musik.

At komme ud at spille var fedt. Det dér med at optræde er sgu noget mærkeligt noget. Det er slidsomt, men samtidig får man et pift af, at man er til her og nu – hver gang. I værkstedet er der ingen, der klapper, når du har lavet et godt billede. Du hænger det op på en fernisering, og så er du færdig. Til en koncert er der kontant afregning.

Alt, hvad jeg har bidraget med, er ud fra levet liv. ’Mormors kolonihavehus’ lavede Erik og jeg sammen. Vi har begge haft familie, der havde kolonihaver, og en dag kørte vi forbi en kolonihaveforening på Amager, der skulle rives ned. Brandvæsenet havde fået lov til at tænde ild til 100 huse og bruge det som en øvelse, inden Urbanplanen skulle laves. Og så kom den sang altså. Jeg ville gerne have et vers mere med, som sluttede med: ”I dag står der grå betonklodser”, men det var jo et socialdemokratisk fremskridt at lave boliger, som almindelige mennesker kunne betale. Derfor blev det nedstemt, og sidste vers røg ud.

FRA JEG VAR BARN, har jeg vidst, at jeg havde talent for at lave skuespil, og sagde til mig selv: ”En dag, så finder de ud af det.” Jeg har altid lavet numre. I skolen sad jeg med hånden oppe, som om jeg kunne det hele, uden at kunne en skid, og i fritiden gik jeg rundt for mig selv og forestillede mig, hvad jeg skulle sige i situationer, hvis jeg var en anden. Filmene har kørt hele vejen igennem mit liv. Det er ikke mig selv, der skaber dem, jeg er bare med. Som for eksempel i Nicolas Winding Refns ’Pusher II’ (2004, red.), hvor jeg spiller Smeden (Tonnys far, en iskold psykopat, red.).

Den måde, jeg er skuespiller på, er ved at forsøge at være karakteren. Da jeg i ’Pusher II’ blev forvandlet og fik farvet mit hår sort, bredte det sig til den hårde tone og til den her nådesløse bandit. Det bredte sig så også til mit privatliv, og jeg kom til at råbe ad mine børn nogle gange. Den aggression, der var i filmen, og den måde, filmen blev lavet på, havde også noget at sige. Det var, som om vi oplevede handlingen.

Det var faktisk kun Mads Mikkelsen (Tonny, red.) og mig, der var skuespillere, resten var fra miljøet, og til sidst troede de på vores karakterer. Når de stod og røg en fed og drak uden for settet, og jeg sagde til dem: ”Hold lige op med det dér”, så parerede de sgu ordre og sagde: ”Okay, boss.”

Det var Nicolas Winding Refns far, Anders Refn, der foreslog, at jeg skulle spille Smeden, tror jeg. Det var også ham, der castede mig til ’Taxa’. Han klippede mange af Eriks (Clausen, red.) film, så han havde også set mig i det, der var klippet ud.

Jeg er den slags skuespiller, der skal opfindes hver gang, og Anders havde åbenbart set, at der kunne være en rod inden i mig. Det er der også, men en godmodig rod.

”Min datter Mia og jeg på bagscenen på Roskilde Festival i en pause under filmoptagelser til ’Rocking Silver’. Jeg har haft alle mine børn med ude så meget, det var muligt. Her er hun så stor, at hun lige kan passe sig selv, mens vi optræder i små to minutter.” 1983.

PÅ MIN HØJRE ARM har jeg en tatovering, hvor der står ’Lisbeth’ oven over en pinup-pige i sygeplejerskeuniform. Hun er min seneste tatovering og min ’hjerter dame’. Eva Madsens navn er inde på brystkassen et sted. Den fik hun i morgengave, da vi blev gift. ’Mor’ står der på venstre arm. Det er min første tatovering. Der skulle egentlig have stået navnet på min kæreste, men så sagde ham tatovøren: ”Hende kender du kraftedeme ikke i morgen, det er dumt. Men din mor, hun vil altid være din mor.”

Der sad jeg som 15-årig nede i Nyhavn og havde næsten malet overskæg for at se ældre ud. Man skulle jo være 18 år, og politiet gik rundt på gaden. ”Nå, men så skriv mor,” sagde jeg. Lige nedenunder er mine fem børn, som er resultatet af tre forelskelser, symboliseret ved fem stjerner og Forever love.

På trods af tre kuld har jeg formået at få nogle børn, der har det fantastisk sammen alle sammen. Det at være noget for hinanden har altid ligget mig på sinde. For mange år siden startede jeg med at lave månedlige middage – kun med mig og børnene. Det er nu blevet til en ny gruppe, der hedder ’første torsdag i måneden’, som gælder alle i familien. Man kan komme og gå, som det passer én.

I baglysets klare skær har jeg været heldig i mit møde med kvinder og koner. Når jeg ser tilbage, har de matchet mine forskellige perioder i livet. Den første var talkyndig, den næste tv-producer og æstet, derefter blev jeg gift med en sangerinde, og da jeg vendte tilbage til billedkunsten, traf jeg en billedkunstner. Og nu – i mit livs indian summer – er min kone, Lisbeth, tidligere sygeplejerske.

Det var ikke helt så let at finde dem, score dem og siden forlade dem, som det kan lyde. Jeg har troet på, at det var forever, hver gang. I mit første ægteskab voksede vi fra hinanden. Anden gang var jeg boheme og havde nogle gyldne år, hvor jeg ikke satte grænser for mig selv, og det gik galt, fordi jeg blev forelsket i en anden. Den anden var en lidt yngre kvinde, som havde givet mig nogle fantastiske erotiske oplevelser, som jeg ikke havde været ude for før, og det betragtede jeg lidt forkert som kærlighed.

Da vi havde fået lejlighed, og jeg gik og malede det sidste af et loft, mens hun malede et fodpanel, tænkte jeg: ”Det går sgu ikke, det her.” Det var fredag aften, og hun sagde: ”Men vi kan da ikke skilles på den her måde. Nu lægger vi penslerne, og så skifter vi tøj og går i byen hele weekenden, og så siger vi farvel.” Og det gjorde vi.

Så var jeg alene en lille uges tid og traf derefter Eva. Det troede jeg også på i 12-13 år, indtil jeg lige pludselig plaskede i igen. Det gnavede virkelig. Jeg ville jo ikke svigte, men det kom jeg til alligevel. Det nye løb ud efter 10 år, og så er vi næsten fremme ved Lisbeth. Vi er to alen ud af ét stykke og alligevel forskellige. Vi har det godt og giver hinanden plads. Jeg er dybest set et trofast menneske.

Mine forældre nåede at holde krondiamantbryllup, inden de døde for 15 år siden. Og min bror har levet sammen med sin ægtefælle i omkring 50 år, så jeg er nok faldet lidt uden for reden. Mine forældre har fulgt mig hele vejen. I perioder har de syntes, det var lidt rigeligt, men jeg var jo deres søn. På et tidspunkt, hvor vi var i tv med cirkus den ene dag, og jeg i en hel uge spillede hver aften i et musikprogram, som vi kørte landet rundt med, tror jeg nok, de overgav sig og sagde: ”Nå, ja.”

DER KOM TIL at gå 10 år, fra min første lp udkom i 1976, til jeg begyndte med maleriet igen. Jeg fik behov for at udtrykke mig selv uden indblanding fra de kollektiver, jeg havde arbejdet i. En dag, da Mia (Leif Sylvesters datter, red.) gerne ville male, sagde jeg til hende, at hun bare kunne gå i gang med farver og pensler på en dør. Og da jeg så hendes glæde og frie leg, tænkte jeg: ”Det vil jeg fandeme også. Tænk at male frit.”

Det blev til nogle naivistiske figurer i tråd med CoBrA-kunsten og starten på mit kunstmalerliv, som har fyldt helt frem til i dag. For 10 år siden fik jeg en lille øjenåbner, da jeg udstillede på Sophienholm. Min gode ven Arne Haugen Sørensen (kunstner, f. 1932, red.) sagde, at han kun kunne holde ud at se det halve, for han syntes, de alle sammen stirrede på ham, i alle billederne. Det kunne jeg sgu godt se, så nu kigger de lidt mere på hinanden. Men der er stadig det samme drøn på.

Jeg laver sådan noget, der gør mig svær at placere for folk ’på bjerget’. De er imponeret over, at jeg sælger så meget, det kan de forstå, men så slutter det også der. Anmeldelser har jeg næsten aldrig fået. Omtale, ja. Som kunstner vil man gerne det hele. Du kan to ting: blive anerkendt ’på bjerget’ eller ’elsket af folket’, nok sjældent begge dele. De har deres klub, og jeg har min egen, og det har jeg det meget godt med. Som helt ung kunne jeg nok godt have tænkt mig at have gået på kunstakademiet. Men havde jeg gjort det, havde jeg jo ikke været mig.

I dag udgår min verden fra Tibirke Sand. Her har jeg mit værksted og min bolig i to huse på en grund i et sommerhusområde. Min hverdag består i at sidde og hænge lidt ved morgenmaden, så går jeg over i atelieret. Jeg har altid gang i 117 ting. I dag begyndte jeg på nogle træskulpturer, som er bestillingsarbejder, jeg er kommet bagud med. Det er fast arbejde i halvanden dag at lave sådan en. Min bror er snedker og skærer dem ud for mig, bagefter samler og maler jeg. Jeg hygger mig og synes, det er pragtfuldt, så hører jeg jazz, bruger internettet, radio og telefon.

Indimellem kan jeg godt blive træt af det gamle New Orleans, så hører jeg nogle unge fra Lincoln-skolen. Jeg har også prøvet det dér podcast, men så bliver jeg opslugt af noget andet, og lige pludselig er der sket en masse i fortællingen. Hver dag løber der mellem fire og fem bestillinger af større og mindre værker ind i mit galleri Python i København. Det er keramik-, bronze- og træfigurer eller oliemalerier med titler som ’Glade idioter’, ’Præstens tvilling’, ’Løse tænder’ og ’Omsorg’. Det har givet mig en frihed til at gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg har været isoleret her på grund af coronaen og har kun set min kone. Det går fint med det hele. Kommunikationen med mine børn og børnebørn foregår på WhatsApp og små film frem og tilbage. Det eneste, jeg savner, er at kramme alle dem, jeg holder af. Jeg har jo lyst til at kramme alle, jeg møder på min vej.

JEG HAR IKKE været god ved min krop, jeg har slæbt rundt på alle mulige tunge ting og røget 60 smøger hver dag. Så det er pay back time nu. Knokkelmanden har været tæt på et par gange. Første gang man får at vide, at man har en dødelig sygdom, begynder man at tænke: ”Har jeg været den, jeg gerne ville være? Har jeg gjort det, jeg ville? Hvor lang tid har jeg igen, og hvad skal jeg bruge den tid til?” Jeg kom frem til, at jeg har gjort, hvad jeg ville, og jeg har været den, jeg gerne ville være.

Anden gang er det ikke så slemt, der havde jeg været alle de tanker igennem, og tredje gang skøjtede jeg bare hen over det. Der er ingen grund til at ændre noget. Lige bortset fra, at det er noget lort, når kroppen står af. Nu cykler jeg som regel 25-30 kilometer hver formiddag på en elcykel. Min kone er 20 år yngre, så jeg har ikke lyst til at blive en grøntsag og er også ved at smide en masse kilo.

De store tanker om livet og døden har jeg fået bearbejdet ved at skrive sange. På mit sidste album lavede jeg mit eget begravelsesoptog, hvor jeg ligger i en kiste og kommer med gode råd. Den hedder ’Stjernestøv’. Det kommer sig af, at jeg ikke er vild med det der ”af jord er du kommet”. Det blev til ”af stjernestøv er vi kommet, til stjernestøv der skal vi blive, som stjernestøv vil vi altid være her til evig tid”. Det er min måde at forholde mig til døden på. Jeg har også mit eget familiegravsted ude på Assistens Kirkegård. Jeg er jo rationalistisk tænkende. Og det er da helt utroligt, at jeg kan berolige mig selv så meget på den måde.

Efter 30 års pause og med trekvart lungekapacitet samlede jeg i 2017 et orkester igen. Family and Friends hedder det og består af min familie og mine venner. Det er skønt at kunne samle et 10-mandsorkester, hvis man får lyst til det.

Jeg kan i øvrigt stadig proppe søm op i næsen, tror jeg. Sidste gang jeg prøvede, var til en kunstnerfrokost, hvor jeg var godt beruset. Det gik godt nok ad helvedes til, blodet sprøjtede, jeg skulle nok ikke have brugt en skruetrækker.

0 Shares

juni 7, 2021/

SAMFUND

Forsvundet

I Danmark forsvinder to personer hver dag. De fleste bliver hurtigt fundet igen, mens andre er væk for altid. Uanset hvad er missionen for Missing People at prøve at finde hver eneste af dem. Ud & Se tog rundt i landet for at møde fritidsdetektiverne, som vier deres liv til at finde danskere, der er blevet væk.

Tekst:Anders RyehaugeFoto:Lærke Posselt

MELLEM TRÆERNE i Ovstrup Skov på Falster bliver der pludselig gøet. Straks efter pifter Steffen Hansen højt og trasker målrettet ind i buskadset: ”Det ser ud til, han har fundet et eller andet. Lad os se, hvad det er.”

Lidt efter når Steffen Hansen hen til sin sorte schæferhund Robin, der trofast venter bag en busk.

”Han bliver jo altid på stedet,” konstaterer Steffen Hansen, der trækker vokalerne ud og sparer på d’erne, når han taler. Han retter fokus mod hunden, mens han samler noget op fra skovbunden.

”Hvad har du der? Hvad har du der? Ja, så har han fundet en mobiltelefon,” siger han og holder den tilfreds frem.

For den 63-årige hundeejer, der ligner en politibetjent fra en 80’er-film – robust overskæg, trimmet, gråt strithår – er fundet ikke en overraskelse. Få minutter forinden har han selv lagt mobiltelefonen i skoven som led i dagens hundetræning. Steffen og Robin er et fast makkerpar i hundeførerenheden i Missing People – en frivilligorganisation, der har rødder i hele landet, og som hjælper myndighederne med at lede efter danskere, der pludselig forsvinder.

Robin er en af de få hunde, der er certificeret i gruppe 1, og derfor kan han også finde lig. Jævnligt træner de to med ligfærd, hvor Robin snuser sig frem til en blanding af rådden hud og mennesketænder, som Steffen Hansen selv mikser i vand.

”Jeg får tandlægen til at lægge nogle tænder fra, og så får jeg afskåret hud fra fodterapeuten. Det er det nærmeste, vi kan komme. Og det er faktisk ganske tæt på.”

Steffen Hansen sender den sorte schæfer ud igen. I skovåbningen kan man ane Storstrømsbroen, der tårner sig op som to tipier i den åbne blå himmel, der er plastret til med tilfældige hvide skyer. Forneden er der grønne, gule og brune marker, så langt øjet rækker. Hist og her brydes landskabet af kirker og dannebrogsflag, vindmøller og traktorer, gylletanke og hvide stakitter, der indrammer de mange stuehuse på bondegårdene. Fra skovens bøgetræer kvidrer fugle, og de overdøves kun, når en ensom scooter moser sig stædigt gennem blæsten på en åben landevej et sted derude.

Robin gør igen, og Steffen Hansen trasker derhen.

”Var der lige et par solbriller? Jaaeh, det var godt,” siger han med rosende stemme.

STEFFEN HANSEN har haft schæferhunde, siden han var barn. Som voksen blev han medlem af Dansk Politihundeforening, og han har både deltaget i konkurrencer og selv undervist i hvalpetræning. I dag bruger han en del tid på Missing People, og hvis en person forsvinder, bliver Steffen Hansen og Robin ofte kaldt ind for at søge. Robin kan finde ting ned i størrelsesordenen 1×1 centimeter og kan også opsnuse, hvis et menneske befinder sig i vandet.

”Han stiller sig op ved vandkanten og peger faktisk med næsen. Der er ingen tvivl. Han bliver stående. Han kan også begynde at pive. Hvis han gør det, kan det være noget, han ikke kan nå, men gerne vil ud til.”

Erfaringen fra Dansk Politihundeforening vakte for alvor Steffen Hansens interesse for forsvundne personer. Det tiltalte ham, hvordan hund og menneske kunne lykkes ved at slå evnerne sammen. I den forstand havde det oplagte måske været rent faktisk at blive politimand.

”Ja, jeg havde jo ren straffeattest dengang,” siger han og klukker ad sin egen joke: ”Nej, det slog mig bare aldrig. Det faldt mig ikke ind dengang. Dengang var det bare for sjov og konkurrencer.”

Efter at have arbejdet som kok og stået på slagteri og udbenet lam og ænder besluttede han for 30 år siden at blive selvstændig. I dag driver Steffen Hansen sit eget rengøringsfirma, der ligger på Lolland, hvor han har boet hele sit liv og stadig bor med sin hustru. Ifølge ham har det aldrig været et problem for hende, at han bruger så meget tid på sin hund.

”Vi to kunne heller ikke gå herude og diskutere. Her er kloge hoveder nok jo. Det er så ulempen ved hundefolk. Den ene er klogere end den anden,” siger han og pifter højt, så Robin, der ellers rendte rundt i skoven, øjeblikkeligt stopper op og sætter sig. Som skudt ud af en kanon løber Robin pludselig af sted igen. Lidt efter løber han atter hen til sin ejermand, der sætter sig på hug og klapper schæferen på ryggen.

”Vi forstår hinanden. Det er en kammeratlig respekt, det er det virkelig,” siger Steffen Hansen, der i otte år har været makker med Robin i Missing Peoples måske stærkeste duo, der efterhånden har deltaget i mange eftersøgninger. Også i den gruopvækkende sag om 17-årige Emilie Meng, der forsvandt en sommernat på Korsør Station i 2016. Et halvt år senere blev hun fundet dræbt i en sø ved Borup langt derfra. Steffen Hansen og Robin var med til fire eftersøgninger, hvor de snusede rundt på skov- og landarealer på Vestsjælland for at finde spor i den sag, der har tiltrukket flest frivillige til Missing People. For Steffen Hansen personligt er det også den sag, der har gjort størst indtryk.

”Det er nok den slemmeste sag, jeg har været med til. Man håber, at man finder et eller andet … men samtidig håber man ikke at finde noget.”

3 STORE SAGER

Emilie Meng
10. juli 2016 forsvandt 17-årige Emilie Meng efter en bytur i Slagelse med et par veninder. Hun blev sidst set på Korsør Station klokken fire om morgenen på vej hjem til sig selv. For Missing People blev det den hidtil største sag med flest frivillige hjælpere. Kort før juleaften samme år blev Emilie Meng fundet dræbt ved en sø tæt på Borup på Østsjælland.

Kajakroeren
I juli 2019 forsvandt en 70-årig mand på en kajaktur i Smålandsfarvandet ud for Lolland. Forsvaret ledte med redningshelikoptere og redningsbåde i området, men forgæves. Samme dag blev en tom kajak fundet på den østlige side af Askø ud for Lollands nordkyst. Et par dage senere arrangerede Missing People en af deres største eftersøgninger med kajakroere, paddleboards, motorbåde med sonar, hundesøgere og en lang række fodfolk. Cirka 150 mennesker var med på eftersøgningen. En af de frivillige fandt roeren druknet i vandet ud for Keldernæs.

Væk på cykel
21. april 2019 forsvandt en 48-årig mand en nat fra sit hjem i Horslunde på Lolland. Han var taget af sted på en sort Mosquito-cykel, men efterfølgende var hverken han eller cyklen til at opstøve. Efter et par dage var politiet på bar bund og bad offentligheden om hjælp. Missing People arrangerede knap 20 eftersøgninger fordelt over fire måneder – en af de største sager i frivilligorganisationens historie. I august blev han fundet død i et tomt hus på det nordlige Lolland.

EN FREDAG AFTEN i 2012 forsvandt Heidi Pedersens svoger efter en julefrokost. Søndag morgen blev han fundet druknet i Dragør Havn. I det mellemliggende døgn oplevede hun på nærmeste hold, hvor tragisk og frustrerende en oplevelse det kan være, når et nært familiemedlem pludselig forsvinder.

”Vi var i gåseøjne en af de heldige familier, fordi der ikke gik så lang tid. Alligevel nåede familien at gennemgå alverdens følelser. Jeg blev hurtigt den, der skulle holde sammen på det hele. Jeg sørgede for, at min mand havde det godt, jeg var ovre hos min svigerinde og sørge for, at hun havde det godt, og var i pendulfart til min svigermor for at snakke med hende og de andre søskende,” fortæller 46-årige Heidi Pedersen, der netop har fået fri fra sit arbejde som pædagog i en børnehave.

På Café A i indkøbscentret Hvidovre C nipper Missing People-medlemmet til en cola og fortæller, at det var en patruljevogn, der i sin tid fandt svogeren. Efterfølgende kom politiet hjem til svigerinden og gav den forfærdelige besked. Men herefter oplevede familien, at de i det store hele var overladt til sig selv.

”Politiet bliver ikke og taler, det har de ikke ressourcer til. Man skal også have fat i en bedemand, som kan være rigtig rar at snakke med, men derudover er der ikke nogen. Der er ikke tilbud om psykologhjælp og sådan noget. Det berører rigtig mange, når et menneske forsvinder, men der er ikke noget apparat til at samle det op. Det prøver vi på i Missing People,” siger hun og forklarer, at da hun i 2017 tilfældigt opdagede frivilligorganisationen på Facebook, meldte hun sig ind. Da der pludselig var en sag i nærområdet, hvor de manglede folk til en eftersøgning, slog hun til, og snart efter gik hun rundt og bankede på døre i et villaområde i Valby for at finde en forsvunden mand.

”Det var grænseoverskridende, fordi, altså, mig og fremmede mennesker … Jeg er blevet bedre med alderen, men jeg er sgu ikke så god til bare at henvende mig. Jeg tænkte: ’Siger jeg det nu rigtigt, skal man sige det på en bestemt måde?’”

Det lykkedes ikke for Heidi Pedersen og de andre at finde den forsvundne mand. Men et par dage efter fandt en DSB-ansat ham afgået ved døden i et skjult rum under en perron.

”Folk spørger tit: ’Hvad er jeres succesrate?’ Det kommer an på, hvad man måler den på. Måler man på, om det er os, der finder dem, jamen, så er den sikkert ikke så høj. Men fordi vi lægger efterlysninger ud til mere end 40.000 følgere på Facebook, er der rigtig mange, der ser det. Det gør ikke noget, hvem der finder dem. Bare de bliver fundet.”

Heidi Pedersen var ikke med til decideret at finde personen, men oplevelsen gjorde indtryk. Da hun kom hjem samme aften, var hun en lille smule høj af oplevelsen.

”Hvor ofte gør man noget for mennesker, man overhovedet ikke kender? Jeg kunne godt have brugt, der var nogle, der havde været der for os, dengang min svoger forsvandt. Så en af grundene til, at jeg gør det, er, fordi jeg ved …,” siger hun og tøver lidt: ”Jeg kan ikke sige, jeg ved det, for folk går igennem noget forskelligt hver gang, men jeg har i hvert fald en fornemmelse af, hvad man går igennem, når ens kære er savnet.”

Frivillige fra Missing People gør 5. august 2016 endnu et forsøg på at finde 18-årige Emilie Meng, der en måned forinden forsvandt sporløst fra Korsør Station efter en bytur i Slagelse.

EFTER OPLEVELSEN I Valby tog det fart for Heidi Pedersen. Fire måneder senere begyndte hun på uddannelsen som indsatsmedlem i Missing People, hvor man får lov at få ansvar for de forskellige eftersøgninger. Det efterfølgende år havde hun 12 sager, og siden er det steget støt. Hun har rejst land og rige rundt for at søge og i den forbindelse mødt mange af de andre medlemmer. I dag er det typisk hendes opgave at være pårørendekontakt – når en person forsvinder, holder hun løbende kontakten med familien.

”Jeg vil gerne gøre en forskel for de mennesker. Det er en grundlæggende ting i mig, der gør, at jeg har behov …,” siger hun og tænker sig om: ”Behov lyder så mærkeligt, men ja, behov for at hjælpe folk. Så de ikke skal gå rundt i uvished.”

I perioder griber engagementet i Missing People om sig. Sidste sommer havde Heidi Pedersen tre måneder, hvor hun brugte over 120 timer om måneden på det frivillige eftersøgningsarbejde. Det slider på privatlivet, når hun pludselig er nødt til at rejse sig fra aftensmaden, eller når der er familiefødselsdag om lørdagen, og hun må sige til manden: ”Den må du nok tage til selv.”

”Mine børn siger altid: ’Åh mor, du er så eventyragtig.’ Men jeg har det faktisk sådan, at jeg synes, det bedste, man kan gøre, er at stille op for mennesker, man ikke kender. Det behøver ikke være stort. Nogle gange taler jeg i telefon med de pårørende et par gange, og så er den forsvundne mand eller kvinde fundet igen. Men så skriver de efterfølgende, at det var ’så fantastisk’. Jeg har ikke gjort så meget, men det, at man lytter til dem, betyder meget.”

Heidi Pedersen har taget et valg om, at pårørende til en savnet person kan ringe til hende døgnet rundt. Andre har det mere opdelt i bestemte tidsrum, men for hende er det en 24/7-beskæftigelse. Derfor bliver hun også nogle gange ringet op midt om natten.

”Lige pludselig kan man sidde klokken tre om natten og være ked af det og have brug for at tale med nogen. Så kan man ringe til mig. Jeg behøver ofte ikke sige så meget. Det handler bare om at forstå dem, og når de har snakket en halv time eller tre kvarter, tror de godt, at de kan sove igen. Det går selvfølgelig nogle gange ud over familielivet, for vi sover i samme seng, min mand og jeg. Når telefonen ringer, vågner han. Men det er et valg, jeg har taget.”

DET BLÆSER KRAFTIGT på havnen i Aarhus. 26-årige Kristian Knudsen sidder ved en træbænk med brusende bølger som baggrundstæppe, og han er kuldskær, så skuldrene er anspændte, og tænderne klaprer. Måske derfor passer det ham egentlig bedst at sidde derhjemme i varmen. Som kortansvarlig i Missing People sidder han som regel ved computeren og udtænker teorier, når en person er forsvundet.

”Jeg er mere den introverte type,” siger han med forsigtig østjysk dialekt: ”De andre indsatsmedlemmer er mere udadvendte og bedre til at snakke med pårørende. Jeg passer bedre i maskinrummet.”

Kristian Knudsen har boet i Smilets By hele sit liv og kender byen ind og ud. Derfor er det ofte ham, der har ansvaret for sager i Aarhus – også selvom han er det næstyngste medlem af Missing People. Til daglig arbejder han som elektriker, men han kan snildt bruge op mod seks timer efter arbejde på at kigge på kort og udtænke teorier.

I det hele taget bruger Kristian Knudsen det meste af sin fritid på Missing People. Sådan har det været de seneste tre år. Det begyndte for alvor, da han hørte om Emilie Meng-sagen og blev opslugt af at læse om eftersøgningen.

”Det var mysteriet, der tiltrak mig. Hvorfor er personen væk, hvad tænker vedkommende, hvad er der sket med dem?” siger Kristian Knudsen, der altid har haft en ”en lille detektiv” i sig. Da han en dag mødte ind i børnehaven, havde der været indbrud i det tilstødende fritidshjem. En af ruderne var knust, og de stationære computere stjålet. Sammen med de andre børn begyndte han at udtænke teorier om, hvad der var foregået.

”Hvordan var indbrudstyvene kommet ind? Min teori var, at de havde gemt sig ved et hegn bag bakken og på forhånd havde viden om, at der var computere i et bestemt rum. Det blev aldrig opklaret, men jeg ville ønske, jeg kunne have hjulpet med at gøre det.”

For Kristian Knudsen blev børnehavemysteriet ved med at være spændende – også længe efter de andre var stået af. Det skulle vise sig at være begyndelsen på et mønster. Når der opstod mysterier, store som små, syntes hans venner, det var sjovt at drøfte til en vis grad, men det var kun ham, der kunne være fuldstændig opslugt af dem i længere tid. Han blev også betaget af efterforskningsprogrammer, ikke mindst ’FBI Files’ om opklaring af mord i USA. I dag er han især optaget af ’The Mentalist’ og bruger nogle gange samme teknikker, som hovedpersonen i serien bruger.

”Jeg har mange gange overvejet at blive efterforsker. Men det kræver nok nogle kompetencer, jeg ikke helt besidder.”
I stedet er Missing People blevet en altoverskyggende hobby for elektrikeren. Da 17-årige Emilie Meng forsvandt i 2016 under stor mediebevågenhed, begyndte Kristian Knudsen sideløbende sin egen efterforskning på Krak. Han ledte efter hvide varevogne hos virksomheder og begyndte at strikke sine egne teorier sammen.

”For mig handler det nok mest om mystikken. Jeg har altid haft en utrolig trang til at finde de her personer. Jeg har altid haft lyst til at opklare noget.”

4 SLAGS FORSVUNDNE

Ifølge Rigspolitiet forsvinder mellem 600 og 800 danskere hvert år – i snit cirka to om dagen. Langt de fleste findes hurtigt og ofte inden for 24 timer. Modsat i andre lande er det i Danmark ikke ulovligt at forsvinde, hvis man er over 18 år. De forsvundne er typisk:

Frivilligt forsvundne
Kategorien er den største og indebærer blandt andet teenagere, demente, folk, der i nedtrykt sindstilstand forlader deres hjem, eller folk, der ønsker at forsvinde og skabe sig et helt nyt liv – for eksempel i udlandet.

Tilfældigheder og ulykker
En del danskere forsvinder, fordi de bliver udsat for en soloulykke – for eksempel en drukneulykke.

Selvmord
Cirka 500-600 danskere begår hvert år selvmord. Nogle af dem ønsker ikke at blive fundet.

Forbrydelser
Hvor mange danskere der årligt forsvinder som ofre for en forbrydelse, lader sig ikke opgøre. Men det er de sager, der ofte får mest bevågenhed.

DA KRISTIAN KNUDSEN meldte sig som indsatsmedlem, blev han kort efter spurgt, om han ville møde op som føl – betegnelsen for medlemmer, der endnu ikke er uddannet – til en sag i Aalborg. Han hoppede ind i sin Kia og kørte til Nordjylland, hvor han mødtes med godt 25 andre i en idrætshal, de havde lånt som base.

Sagen handlede om en yngre kvinde, der var forsvundet i bil. Den kortansvarlige var en midaldrende mand, der arbejdede i Hjemmeværnet og vidste en masse om kortlægning. Kristian Knudsen fik lov til at være med på sidelinjen, og sammen kiggede de på et stort landskabskort, hvor der var sat en ring om ’sidst set’-punktet, som de skulle forsøge at arbejde ud fra.

”Jeg kiggede på kortet og tænkte: ’Hvor fa’en kan hun være henne?’ Hun var kørt i bil, så hun kunne jo være langt væk. Jeg havde ingen idé om det, og jeg vidste intet om statistikker på det tidspunkt, det var rent gætteri.”

Da Kristian Knudsen kom hjem efter den første aften, var det med en blandet fornemmelse i kroppen. Han syntes, han manglede noget. Nogle teorier, noget viden. Derfor bestilte han straks en del bøger om emnet og begyndte at søge på internettet for at blive klogere på, hvordan man bedst leder efter forsvundne personer.

”Jeg havde nok en idé om, at jeg kunne gøre det bedre. De andre interesserede sig måske ikke for det på samme måde som jeg selv. Jeg følte, at jeg kunne udfylde en plads.”

Kristian Knudsen fandt SAR (Search and Rescue) i USA, der har en masse tilgængelig statistik og bruger helt andre teknikker end herhjemme. Sådan lærte han blandt andet om eftersøgningsteorien tracking til at opstøve en person i eksempelvis en stor skov. Da Missing People på et tidspunkt afholdt træningsweekend på Lolland, fik han mulighed for at teste det. Her skulle de finde genstande og ’lig’ – menneskestore dukker – der var skjult på et kæmpe område. Det var indsatsmedlemmerne mod hundeenheden i et større kapløb. Og takket være Kristian Knudsen sejrede førstnævnte.

Siden har han tilegnet sig en masse ekstra viden på YouTube. Blandt andet følger han fast en amerikaner, der har sit eget efterforskningsprogram.

”Her skal nogle personer forsøge at nå frem til et mål, som de kender på forhånd, mens han, uden at kende målet, skal finde dem, før de når frem. Det er et kapløb om at nå derhen. Han er rimelig skarp til at aflure spor og tænke i teorier. Ham lærer jeg meget af.”

Nogle gange finder Missing People personer, der ikke har nogen til at hente sig. Som regel er det bortløbne teenagere fra et bosted, hvor hverken myndigheder eller familie sender nogen ud for at hente dem.

DEN MEST BRUGTE app på Kristian Knudsens telefon hedder ’Lost person behaviour’. Her er der statistik over typiske scenarier for forsvundne personer – demente, deprimerede, bortførsler og stort set alle andre scenarier. Det hele er bundet op på statistikker fra en lang række amerikanske sager.

Når Missing People får en sag, bruger Kristian Knudsen derfor sin app til at udtænke teorier. Ofte kan der være flere forskellige scenarier til stede på samme tid. Det kræver grundige overvejelser.

”Det kan være, det drejer sig om en seksårig autist med depression. Så begynder man måske med at gå ind på de 4-6-årige,” siger han, søger i appen og begynder at opsummere: ”De gemmer sig i bygninger, følger ikke lige veje, er tiltrukket af dyr og sådan noget. Og så kan man gå ind på autist. Nogle af dem er ikke altid så nemme at komme i kontakt med, hvis man råber dem op. Det skal man også tage højde for. Der er mange små ting, man skal have med i overvejelsen, når man leder.”

Det er ofte Kristian Knudsens ansvar at opdele kort i søgeområder, som de frivillige skal bruge. Han markerer ’sidst set’-punktet og udtænker mulige scenarier ud fra det. Det er dog vidt forskelligt, hvor meget han når at forberede sig.

”Nogle gange kan det være sindssygt akut. Hvis det er en lille pige, der forsvinder, skal vi bare af sted. Men så ofte som muligt laver jeg kort på forhånd. Der er mange ting, man skal tage højde for – matrikler, høje bakker og sådan noget. Måske er der steder, hvor man skal have tilladelse, før man kan søge. Man skal også tænke på, hvad de frivillige er i stand til. Hvis det er et alt for stort område med høje bakker, er det et svært terræn. Jeg kigger i journalen, tjekker oplysninger og laver segmenter på kort, som jeg til sidst tager med til mit team, der så giver det videre til de frivillige. Og så er det bare ud at søge.”

Når en sag er i gang, sender indsatsmedlemmerne i Missing People løbende teorier til hinanden på Messenger. Særligt for Kristian Knudsens vedkommende kan der være mange.

”Jeg har alverdens teorier, og jeg har flere gange fået at vide, at jeg skriver for meget. Men man skal aldrig lægge sig fast på en teori. Det har jeg lært. Man kan tro det ene, og så er der sket noget andet. Derfor skal man vende alle puslespilsbrikkerne,” siger han.

Tre gange i løbet af de seneste år er det lykkedes Kristian Knudsen præcis at udpege på et kort på forhånd, hvor den forsvundne person befandt sig. I al beskedenhed mener han, at han er ret god til at tænke i teorier. Faktisk har han endnu ikke mødt nogen, der var tilnærmelsesvis lige så ihærdig.

”Jeg er jo en introvert person. Jeg tænker mere, end jeg siger. Så jeg skriver alle mine teorier. Men en gang imellem får jeg ikke længere svar. Lige pludselig bliver der stille. Så ved jeg godt, at det er på tide at stoppe.”

MISSING PEOPLE

Organisationen har frivillige medlemmer over hele landet. Der er flere aktive kvinder end mænd.

I Missing People er der fire typer uddannede medlemmer: indsatsleder, assistent, pårørendekontakt og kortansvarlig. Man skal have været med på to eftersøgninger som ’føl’, før man kan påbegynde uddannelsen.

Når Missing People bliver kontaktet af pårørende til en forsvundet person, tager de fat i politiet for at få tilladelse til at lægge en efterlysning på Facebook. Så snart teamet er sat, begynder de at kigge på kort og stille spørgsmål: Hvor er vedkommende sidst set? Er personen dårligt gående? Er personen i bil? Kører der busser eller tog? Er der vand i nærheden?

På uddannelsen lærer man blandt andet kædesøg, hvor man går fremad i en lang række, mens patruljeførere går bagerst og sørger for, at ingen falder bagud. Hop over-søg bruges, hvis man for eksempel leder på en lang sti. Her lægger folk sig ned på en lang række, og når man når hen til et bestemt mærke, begynder man på ny. På den måde går søgerne ikke igennem det samme igen og igen. Kombineret eftersøgning er en metode med eftersøgning på land og vand. Her bruger man – ud over både, kajakroere og droner – markeringsbånd på land, der indkredser de områder, der er søgt i.

I OVSTRUP SKOV på Falster kommer en midaldrende kvinde gående med sin border collie. Hun skal deltage i træningen i Missing Peoples sydsjællandske hundeenhed, som Steffen Hansen står for. Da han ser kvinden og hendes hund, råber han til Robin: ”Nej, for helvede, kom på plads, dæk.” Straks falder Robin til ro.

”Ikke særlig smart at komme på den måde, Anne,” siger Steffen Hansen, men med situationen under kontrol bliver der hilst mere hjerteligt. Anne og hunden Pippi er certificeret i gruppe 2, der kan finde genstande og levende mennesker, men ikke lig. Foruden den faste træning i Missing People træner de mindst et par gange om ugen på egen hånd.

”Robin er så garvet, så hvis jeg træner mere, er det lige før, han ville gøre sådan her efter mig,” siger Steffen Hansen og rækker langfingeren i vejret.

”Jamen, sådan er det. Det er jo ligesom, hvis man selv blev bedt om at gøre det samme hele tiden. Jeg havde engang en hund, der hed Viktor. Han sagde virkelig: ’Det her, du gamle, det er ikke nødvendigt.’ Men hvis jeg til gengæld ventede 14 dage med at træne, var han sulten nok.”

Steffen Hansen råber sin schæferhund på plads igen. Endnu en kvinde kommer anstigende. Det er Birthe, en glad, ældre kvinde med gråt hår og labradoren Sambo ved sin side.

Lige for tiden er der 31 medlemmer i Missing Peoples hundeførerafdeling. Men der er ikke mere end otte hunde, der er certificeret. Man skal træne sig op til at komme med på eftersøgninger. Foruden at træne i skove træner de blandt andet også i lagerbygninger. Der er stor forskel på, om man leder inde eller ude, for luftfugtighed såvel som lugte er helt anderledes.

”Vi mødes og udveksler erfaringer. Det er også vigtigt for hundene, at det ikke er den samme person, de skal lede efter hver gang,” siger Steffen Hansen: ”En dag kan det jo være, de pludselig skal give hals ad en vildfremmed person.”

Robin har snuset sig frem til det gamle sæt hovedtelefoner, som Steffen Hansen har placeret. Straks efter gør den for at tilkalde ham, og så venter belønningen – en bold at lege med.

DET ER SIDST på eftermiddagen. Fra oven slår solens stråler ned mellem bladene og rammer skovbunden som lys fra en diskokugle. En flok motorcykler drøner forbi på landevejen og overdøver kortvarigt fuglefløjt i bøgetræerne. Lidt efter ankommer de to sidste, Anders og Lise, med hver sin labrador.

”Vi har faktisk også en puddelhund, der er med,” konstaterer Anne, mens hendes border collie løber i ivrige cirkler om hende. ”Intelligensmæssigt kommer borderen jo ind som nummer et, og puddelhunden som nummer to.”

”Ja, der er så ting, jeg ikke forstår,” siger Steffen Hansen, slår en latter op og siger:

”Nå, Birthe. Går du ind og gemmer dig? Du skal ikke gå for langt ind.”

Birthe forsvinder ind i skoven med en håndfuld guf til belønning, når en af hundene lidt senere finder hende. Steffen Hansen står veltilfreds tilbage og fortæller om en dag, da han trænede i skoven og tilfældigt mødte en tømrer, der havde tabt sit høreapparat. Kunne han og hunden måske hjælpe? Det mente Steffen Hansen da nok og sendte sin hund af sted, men han kom tilbage med bark i munden. Til sidst måtte han ringe til tømreren og fortælle, at de ikke havde fundet noget, men ville prøve igen dagen efter.

”Det samme skete. Han løb direkte over til det sted, hvor han havde leget med bark … så gik jeg derover, og dér lå høreapparatet.”

”Du kan da ikke sige til hunden: ’Find et høreapparat’, og så finder den et høreapparat,” siger Anne.

”Det kan du da,” svarer Steffen Hansen, der fortsætter med at tale om succeshistorien.

”Dengang kunne jeg svæve ud af skoven, det er da helt sikkert. Og tømreren, han var stum længe. ’Gjorde du det? Har du det? Hvad skal du have for det?’ ’Jeg skal da ikke have noget for det,’ sagde jeg.”

Steffen Hansen griner højt.

”Når det lykkes, bliver man sgu virkelig … glad. Det gjorde tømreren også.”

MOST WANTED

Forsvundne børn er dem, der ledes mest efter. Lige efter kommer hvide kvinder. I USA er begrebet Missing White Woman Syndrom opstået. Fænomenet omhandler forskellen i ikke mindst medieopmærksomhed i sager om forsvundne personer, hvor der er større fokus på unge, hvide og velstillede kvinder end på andre forsvundne.

Selvom begrebet stammer fra USA, har studier i eksempelvis Storbritannien og Canada vist lignende tendenser.

I Canada har The Law and Society Association udført et studie, der påviste, at forsvundne hvide kvinder får 27 gange så meget omtale som forsvundne indfødte kvinder. Grundlægger af National Center for Missing Adults i USA, Kym Pasqualini, har brugt begrebet damsels in distress – ’jomfru i nød’ – til at forklare samfundets fokus på at finde bestemte personer frem for andre.

NÅR PÅRØRENDE til en forsvunden person henvender sig til Missing People, bliver de tilknyttet en pårørendekontakt som Heidi Pedersen. Vedkommende er i løbende kontakt og spørger ind til, hvad de kan fortælle om den pågældende. Det er en slags omsorgssamtale, men samtidig skal man have så mange relevante oplysninger ud af dem som muligt.

”Det kan godt være, at de nogle gange tænker: ’Sikke hun snager,’” siger Heidi Pedersen, der understreger, at hvis de pårørende ikke har lyst til at fortælle alt, skal de heller ikke.

”Men det gør det nemmere for os. Hvis manden er gået efter et kæmpe skænderi, kan det være meget rart at vide, hvor han typisk ville gå hen. Hvis konen så siger, at han er glad for naturen og går mange ture ved vandet, tænker jeg: ’Nå, okay, så skal vi nok lede der først.’ Nogle gange er jeg nødt til at spørge direkte: ’Har du en idé om, at han kan gøre skade på sig selv?’ Det er ikke rart at spørge om. Jeg plejer også at sige, at jeg godt ved, det lyder rigtig hårdt, men at jeg er nødt til at spørge.”

Så snart en person er forsvundet, begynder medlemmerne af Missing People at planlægge en eftersøgning. Når den nødvendige information er på plads, deler de det på Facebook. De har også en gratis sms-tjeneste, hvor der bliver skrevet ud om mødested, tidspunkt og lignende i den politikreds, hvor en person er forsvundet. I alt er 420 mennesker tilmeldt tjenesten landet over.

”Særligt i Jylland er de rigtig gode til at mønstre mange frivillige søgere. På Sjælland har folk i højere grad nok i sig selv. Det er ikke negativt ment, for jeg er jo selv herfra, men man kan bare se, at der bliver prioriteret forskelligt. Der møder færrest op i Nordsjælland og flest i Jylland og på Lolland-Falster,” fortæller Heidi Pedersen.

En undtagelse er dog sagen med Emilie Meng, hvor der dukkede op mod 500 søgere op til hver søgning. Men kun sjældent får sager så stor mediebevågenhed, og derfor var Emilie Meng-sagen ifølge Heidi Pedersen ”uden for kategori”. I langt de fleste tilfælde dukker der omkring 10-15 stykker op for at søge.

”Det ville være rart, hvis der kom mange hver gang, men vi ser desværre forskel på, hvem der er efterlyst. Det gør rigtig, rigtig ondt. Lige så snart det er unge mennesker, kommer der rigtig mange. Det er fint. Jeg ville bare ønske, der kom lige så mange, når demente Karl Ejner på 86 år forsvinder. Og hvis det er en mand med anden etnisk baggrund, kommer der slet ingen.”

Når en person er forsvundet, skal Missing People have accept fra de pårørende, før de går ind i sagen. Personen skal være meldt savnet hos politiet, og organisationen skal have tilladelse af politiet til at lægge en eftersøgning på for eksempel Facebook.

ADSKILLIGE sager har i tidens løb gjort indtryk på Heidi Pedersen. En af dem, hun altid vil huske, foregik på Lolland i 2019, hvor en familiefar forsvandt. Hun var pårørendekontakt til hustruen, der stod ulykkelig tilbage med fire børn.

”Det var en mærkelig sag. Han var kørt af sted på sin cykel, og derefter var han bare væk. Man kan jo ikke bare forsvinde ud i den blå luft. Men det var den her person.”

Det blev en af de største eftersøgninger i Missing Peoples historie. Sagen strakte sig over et halvt år, og de frivillige var af sted for at søge 16-20 gange. Det betød, at Heidi Pedersen pendlede til Lolland stort set hver weekend. Der var 50-60 frivillige søgere fra lokalsamfundet hver gang, der var med til at afdække et stort areal. De fik også tilladelse til at kigge i gylletanke rundtom på egnen for at se, om manden kunne være faldet derned. Først længe efter hans forsvinden blev han pludselig fundet død i et gammelt, forladt hus, der lå et afsides sted skjult bag tilgroede træer. Det var to, der var ude at gå tur, der fandt ham.

”Den sag var hård, og jeg tænker stadig på den. Han havde to børn under 18, ligesom jeg selv har. Jeg tænker rigtig tit på den kone og de børn der. Det gør ondt ikke at kunne give svar. Når man bruger så meget tid, kommer man tæt på familien og på de venner, der hjælper med at søge.

Det er aldrig sjovt at finde en person død, men i det mindste får de pårørende vished. Hvis man kan få lov til at sige farvel, får man også mulighed for en form for afklaring. Vi holdt en debriefing, efter han var fundet, hvor vi talte sagen igennem. Jeg havde også brug for det, for mange gange får man ikke afslutningen på historien. Man kommer tæt på de pårørende, så en dag bliver personen fundet, død eller levende, og så slutter sagen. Men mange gange ved man ikke hvorfor,” siger Heidi Pedersen, der ikke er så god til at lægge sin telefon væk, når hun er derhjemme. Eftersom medlemmerne i Missing People ofte bor langt fra hinanden, er de i løbende kontakt over Messenger eller Skype:

”Ens telefon plinger konstant med beskeder. Så har en opdaget noget på et kort og lægger en teori i chatten, og så kigger jeg måske på det og siger: ’Det er muligt, men hvad hvis han er gået den anden vej?’ Jeg bliver stresset af det, for jeg har familie og venner, der også skal plejes. Men det er svært at lade være.”

NAVNESKIFTE

Tidligere eksisterede en frivilligorganisation ved navn ’Missing People Denmark’. I foråret 2016 lukkede de dog ned efter kritik for at bryde persondataloven, blandt andet ved at henvende sig til ejere af overvågningskameraer og bede om lov til at se optagelserne igennem. Kort efter oprettede tidligere medlemmer en ny frivilligorganisation med det mere mundrette navn Missing People – med ny ledelse, nye vedtægter og nyt image.

I LANGT DE fleste tilfælde bliver en forsvundet person i Danmark hurtigt fundet igen. Men der er tilfælde, som med sagen på Lolland, hvor det trækker i langdrag. Selvom Heidi Pedersen kan mærke, at hun er blevet mere erfaren, er det ikke blevet nemmere for hende.

”Selvfølgelig kan jeg mærke, at det ikke er, som da jeg første gang skulle ringe til en pårørende, hvor jeg sad med svedige hænder og trak tiden. Men det kan stadig være rigtig hårdt, for man er i det hele tiden. Det er døgnet rundt i flere måneder, og bagefter er man helt udmattet og håber, der ikke kommer en ny sag inden for den næste uge. Men det gør der som regel.”

Eftersom langt de fleste bliver fundet igen inden for det første døgn, er det i sig selv dårligt nyt, hvis det ikke er tilfældet. Så er risikoen for ikke at finde dem i live forøget. Derfor ved Missing People, at det værste kan vente dem. Men fra tid til anden dukker der solstrålehistorier op.

Under den varme sommer for to år siden foregik en eftersøgning på en ældre mand i Odder. Han var gået fra sit plejecenter og siden forsvundet. På Sjælland fulgte Heidi Pedersen med i sagen. Det trak for meget i hende, så til sidst besluttede hun sig for at tage turen til Jylland med en veninde, der også er medlem af Missing People.

Den ældre mand havde været væk knap et døgn, da de ankom. Politiet og de frivillige søgere var i fuld gang, Og Heidi Pedersen og veninden blev sat til at stemme dørklokker i et bestemt område.

På et tidspunkt fik veninden lov til at komme om i en baghave, hvor familien i huset havde tilbragt hele dagen.

”Har I kigget bag den busk?” spurgte hun.

”Nej, nej, det er bare kompostbunken,” svarede de.

Hun kiggede alligevel efter for god ordens skyld.

”Hører han til her?” spurgte hun så.

Først troede familien, at hun snakkede om deres kat.

”Nej, ham den ældre mand, der ligger her?”

Det viste sig at være den forsvundne mand, der trods næsten et døgn bag kompostbunken i den ulidelige hedebølge stadig var i live. Det var på et hængende hår. Kort efter ankom en ambulance, og der blev taget hånd om ham. Heidi Pedersen og veninden kunne tage den lange tur tilbage til Sjælland igen i overstadigt humør.

”Det var helt vildt dejligt at tage hjem med sådan en historie. Det var en af de gange, hvor jeg tænkte: ’Hvor er det godt, at Missing People er her.’ For uanset om vi vil det eller ej, er det sjældent, vi finder dem i live. Men når man får sådan en oplevelse, bliver man bekræftet i, hvorfor man gør det.”

Steffen Hansen bruger forskellige genstande til at træne Robin med. Det kan være solbriller, hovedtelefoner eller en mobiltelefon, men han bruger også gammelt hår fra en frisørsalon, død hud leveret fra en fodterapeut og gamle tænder.

0 Shares

juni 2, 2021/

REJSER

Marianne van Toornburgs Danmark

Sangerinden udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.

Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lis Kasper Bang

VEJBY STRAND, NORDSJÆLLAND

”Jeg har sommerhus i dette område, som er dejligt ukendt, men ligger i cykelafstand til Tisvilde, når jeg vil lade op på croissanter, cortadoer og sushi. Kommer du forbi, så besøg det bakkede lyngområde Heatherhill, og gå tur blandt får og paraglidere.”

CHRISTIANSHAVN, KØBENHAVN

”En god smeltedigel af superlækre cafeer og restauranter og folk, der sidder med en øl på bolværket, som de har gjort de sidste 40 år. Jeg boede her i slut-80’erne og har stadig et lille kontor, hvorfra jeg kan sidde og kigge ud på kanalerne, mens Vor Frelsers Kirke spiller ’Mariehønen evigglad’.”

SØNDERBORG, ALS

”Begge mine bedsteforældrepar boede i Sønderborg. Min farfar kom til byen som hollandsk konsul – derfra har jeg mit efternavn – og jeg boede i en periode med min mormor og morfar på Sønderborg Statsskole, hvor min morfar var rektor. Byen er utrolig smuk, der er aldrig langt til vand, og man mærker historiens vingesus ved Sønderborg Slot og Dybbøl.”

Marianne Van Toornburg, 57, har blandt andet sunget med Anne Linnet, Miss B. Haven, Sweethearts, Anne Dorte Michelsen og Master Fatman. 7. maj udkom hendes nye album, ’Simpelt’.

0 Shares

maj 26, 2021/

PORTRÆT

Hjulmands værksted

Hvad? En filosofisk træner? Amen for helvede … Bolden skal jo bare i nettet. Reaktionerne mod KASPER HJULMAND har været tvivlende og til tider trodsige. Men herrelandsholdstræneren, der tænker ud af boksen, har vist, at teori og praksis ikke behøver være uvenner. Ud & Se har gennem et år fulgt den tænksomme mand, der måske snart kan få os alle til at juble.

Tekst:Anders RyehaugeFoto:Isak Hoffmeyer

DET ER EN af de forårsdage, hvor regnen ustandseligt vælter ned fra tunge skyer. I Lillerød i Nordsjælland slæber biler sig roligt gennem byens gader med haler af vand fra den våde asfalt efter sig. På gågaden hænger små dannebrogsflag og blafrer over de få, der har vovet sig ud med regntøj og paraply. Kun på parkeringspladserne foran byens dagligvarebutikker er der lidt liv. Hvad skulle man ellers foretage sig sådan en søndag i april?

På en søvnig villavej i et stort hvidmalet hus med sorte tagsten sidder Kasper Hjulmand på sit hjemmekontor. Han har netop lukket computerlåget efter at have set Christian Eriksen i aktion for italienske Inter Milan. Under normale omstændigheder ville den danske landstræner have været i Milano på byens stadion, San Siro, men verden er ikke normal, han må følge sine esser på afstand.

Han har dog brug for at rejse rundt, ikke så meget for at se selve kampene, men for at være tæt på spillerne, for at kunne snakke med dem – og deres trænere – om, hvad deres roller er, hvad de bliver bedt om at gøre i forskellige faser af kampene, og hvordan de træner på det. Som landstræner har han spillerne til rådighed i så begrænset omfang, at han er nødt til at være helt nede i deres daglige metier, så han kan skabe det rigtige taktiske setup, når det gælder.

I dagens opgør i Serie A har Christian Eriksen gjort det godt, og landstræneren er tilfreds. Især fordi den offensive midtbanespiller forlod banen i intakt stand.

”For tiden sidder jeg med livet i hænderne, hver gang mine spillere fra truppen går på banen. Jeg frygter, de bliver skadet,” siger han denne eftermiddag i april, seks uger før landsholdet skal mødes til den sidste træningslejr inden sommerens EM, hvor Danmark skal spille på hjemmebane mod Belgien, Finland og Rusland.

Sammen med sin stab er han i fuld gang med at analysere Danmarks tre modstandere i gruppespillet. Han har haft scouts på samtlige spillere fra de tre hold i det forgange år, og nu kommer den mere intensive fase, hvor han og staben grundigt gennemgår spillerne hver især, så analyserne står knivskarpe, når fløjten endelig lyder til sommer.

”Rusland skal jeg have studeret en lille smule mere, men Finland og Belgien har jeg fuldstændig styr på.”

KASPER HJULMAND trasker ud i køkkenet og skænker sig en kop kaffe. Han sætter koppen på en af sine bordskånere med baseball-motiver, som han tog med sig hjem efter et universitetsophold i USA i 1994. I samme øjeblik kommer hustruen Vibeke ind med en indkøbspose i hånden. Fra førstesalen griner teenagedatteren med en veninde. Datteren er den yngste af parrets tre børn, og på væggen bag spisebordet hænger et indrammet billede af hende i selskab med sine to storebrødre. Der hænger også et ekspressivt portræt af David Bowie og et stort maleri af den danske kunstner Søren Meibom. Han og Kasper Hjulmand var i sin tid holdkammerater i B93, men Meibom stoppede sin karriere som 26-årig for at blive astrofysiker og kunstner. Der er andet i livet end bare fodbold.

Det ved Kasper Hjulmand, for selvom han ofte taler fodbold, handler det næsten altid om mere end det. Til sommerens EM-slutrunde skal han repræsentere det danske landshold, når anslået to milliarder seere tænder fjernsynet. Men det bliver de knap seks millioner danskere, der først og fremmest skal overvindes. Det ved han. Efter han blev ny landstræner, har han måttet lægge øre til det, der har forfulgt ham i hele hans trænerkarriere: Han er for romantisk til at opnå resultater.

”Det, der undrer mig mest herhjemme, er, at det skal være så karikeret. Mange tror virkelig på, at man enten kan være klog og kynisk eller en naiv romantiker og jubeloptimist. For mig er det åbenlyst, at man ikke skal overlade sin egen skæbne til andre, til tilfældigheder, til fifty-fifty-situationer. Når man selv tager bolden, kan man være dominerende og forsøge at skabe noget selv. Tænk en gang, at man skal argumentere for det.”

DER ER TO fortællinger om, hvordan Kasper Hjulmand fra Djursland strøg til tops. Den første er den korteste og simpleste. Den handler om held, og det er den, han selv præsenterer i hjemmet i Lillerød.

”Jeg har været megaheldig. Da jeg var i slutningen af tyverne, tog Lyngbys sportschef fat i mig og sagde, at jeg skulle være træner, og så kastede jeg mig over det. Ret hurtigt efter tog Morten Olsen kontakt til mig, fordi han så, hvad jeg lavede i Lyngby,” siger han og fortsætter med sin lykkens pamfilius-fortælling om manden, der var heldig at møde de rigtige mennesker på sin vej.

I Lyngby var han først træner for U18, så assistent- og andetholdstræner, inden han blev cheftræner for førsteholdet i 2006 og året efter sikrede klubben oprykning til Superligaen. Undervejs lavede han blandt andet researcharbejde for den daværende landstræner. Derfor tog uddannelseschefen i DBU, Peter Bonde, fat i ham og bad ham undervise på nogle kurser. Han viste ham tillid og gav ham nogle muligheder, der var med til at forme ham. Sådan havnede han i rollen som instruktør i selskab med folk som Michael Laudrup, Henrik ’Store’ Larsen og John ’Faxe’ Jensen. Det havde man alt sammen luret i FC Nordsjælland, der i 2008 hev ham ind, først som assistenttræner, siden som cheftræner med frie rammer til at udfolde sig. Og det gav både pote og pokal. I sæsonen 2011/12 vandt Farum-klubben et af de mest overraskende mesterskaber i dansk fodbolds historie.

”Jeg har altid troet på mig selv, altid troet på, at jeg kan noget,” siger Kasper Hjulmand, mens regnen trommer på ruderne.

”Men vi er jo dybt afhængige af, at andre også tror på os. Det har jeg været heldig med.”

Den anden fortælling om Kasper Hjulmand er længere og mere kompliceret. Den begynder han at fortælle om halvandet år tidligere på terrassen i sin baghave, mens solen bager ned over Lillerød den sidste fredag i august 2019.

En af naboerne på vejen er ved at klippe hækken og lykkes næsten med at overdøve baggrundslyden af børn, der pjasker i et udendørs badebassin. Flyvemaskiner trækker spor efter sig hen over den lyseblå himmel. To måneder forinden er det blevet offentliggjort, at Kasper Hjulmand skal være ny landstræner, når Åge Hareides kontrakt udløber.

HJULMAND KORT

49 år. Voksede op i Auning på Djursland.

Har spillet i Randers Freja, Herlev IF og B93.

Studerede blandt andet idræt på Københavns Universitet og tog et studieophold i Orlando i USA.

Stiftede en daghøjskole for eliteidrætsudøvere, blev ynglingetræner og førsteholdstræner i Lyngby, før han kom til FC Nordsjælland, som han gjorde til danske mestre i 2012. Efter et ophold i Mainz vendte han tilbage til Farum-klubben.

Bor i Lillerød i Nordsjælland med hustruen Vibeke. De har tre børn, to sønner og en datter.

Har siden juni 2020 været træner for herrelandsholdet.

KNAP 50 ÅR tidligere får Kasper Hjulmands far pludselig selskab foran tv’et i stuen. Sønnen er to år gammel, men har på forunderlig vis formået at besejre tremmesengen. Nu sidder han dér på gulvet. Det plejer han ikke at gøre, noget må have trukket i ham. I flimmerkassen er der fodbold – VM i Vesttyskland i 1974. Den polske angriber Grzegorz Lato med kælenavnet ’Ørnen’ er blevet turneringens topscorer, men i sidste ende er det de vesttyske og hollandske stjerner, Gerd Müller og Franz Beckenbauer, Johan Neeskens og Johan Cruyff, der slås om trofæet.

Fire år senere er der ingen tvivl. Denne gang sidder han seks år gammel med en bold i skødet og gør store øjne, mens Svend Gehrs speaker dramaet i VM-finalen på Estadio Monumental i Buenos Aires. Banen er dækket med hvid konfetti, og da argentinske Mario Kempes med det lange, bølgede hår kaster sig ned i feltet foran en hollandsk forsvarsspiller og prikker bolden i mål, bryder 70.000 tilskuere ud i glædesrus.

På drengeværelset hænger en plakat med Allan Simonsen. Året forinden er ’Spurven fra Vejle’ blevet kåret som Europas bedste fodboldspiller, og han er Kasper Hjulmands helt store helt. Det er ham, han er, når han spiller med de andre drenge fra vejen på grønsværen lige over for barndomshjemmet. Hvis altså ikke han drister sig til at være Zico, Falcão og Sócrates eller en fjerde af de mytologiske brasilianere, der til hans store skuffelse taber til Gli Azzurri, det italienske fodboldlandshold, i VM-finalen i Spanien i 1982.

Heldigvis er der andet at glæde sig over. For efterhånden er det ikke længere blot Allan Simonsen, men en hel generation af danske fodboldspillere, der træder ind på den største scene. Da Frank Arnesen året forinden scorer direkte på frispark mod Italien og glider jublende hen over græstæppet på knæene, løber niårige Kasper Hjulmand ud i baghaven og gør det samme.

Han vokser sig større i takt med landsholdet. Da han træder ind i sine teenageår, deltager Danmark for første gang i 20 år i EM. I 1984 gennembanker landsholdet Jugoslavien, vender på magisk vis et truende nederlag mod de hårde belgiere, før en bukseløs Preben Elkjær losser den over mål i semifinalen mod den onde ånd fra Spanien.

To år senere følger 15-årige Kasper Hjulmand med den halve nat, mens det danske landshold til tonerne af ’Re-Sepp-ten’ nedlægger tunge fodboldstater i den tynde luft til VM i Mexico. Skotland, Vesttyskland og ikke mindst Uruguay får alle ørerne i græsslåmaskinen. Til sidst ender det med et ydmygende 1-5-nederlag til Spanien, men som andre, der oplever det, får Kasper Hjulmand minder med for livet. For selvom holdet ingenting vinder, og selvom det danske landshold har deltaget i en hel del slutrunder siden, er det stadig kun fortællingen om EM 1992, der kan overgå den om 80’er-landsholdet i den kollektive fodboldbevidsthed.

”Vi behøver ikke snakke om, at det vigtigste er at vinde. Det håber jeg, vi snart er ude over. Selvfølgelig skaber resultater begejstring, men selve spillet kan også skabe begejstring og få pulsen til at slå hurtigere. Der er dele af spillet, der kan få én op af stolen. Så det ikke blot er effektivt, men også begejstrer. For mig er det – om ikke en forpligtelse – så i hvert fald noget af det vigtigste ved fodbold og specielt landsholdsfodbold. Landsholdet er jo en parallelhistorie til ens liv. Der er nedslag, som man altid husker. Man glædes, og man sørger. Man skal være effektiv og vinde, men jeg kan godt lide, at der er en smag. Man kan vinde kampe og pokaler, men også hjerter. Målet er at få det hele til at gå op i en højere enhed.”

FOR KASPER HJULMAND så det længe ud til, at han selv skulle skrive fortællinger med fødderne. Om ikke på de helt store stadioner, så i det mindste på et af dem lige under. Efter et par år i Grønland besluttede hans forældre at vende retur til Danmark. Tilfældigt kom de gennem den lille by Auning mellem Grenå og Randers, hvor der til deres overraskelse var to idrætshaller og en svømmehal. Ikke værst for en by med 3.000 indbyggere. Begge forældre havde altid dyrket sport og ønskede, at de yngste medlemmer af deres voksende familie, der ud over Kasper Hjulmand talte en lillesøster og en lillebror, skulle have samme muligheder.

For Kasper Hjulmand kom tilværelsen til at handle om lige præcis det. Når han ikke gik i skole, dyrkede han al den sport, han kunne komme i nærheden af. Foruden fodbold var han en lovende volleyballspiller, der var inde omkring ungdomslandsholdet, men i sidste ende trak førstnævnte mest. Han røg til lokalområdets store klub, Randers Freja, hvor han som juniorspiller var med til at vinde Freja Cup ved i finalen at besejre AaB med en ung Peter Møller på holdet.

Siden gik turen til Herlev IF og B93 i København. Med sidstnævnte var han som anfører med til at sikre klubben oprykning til Superligaen i 1998. En succes i sig selv, men også en mulighed for at prøve kræfter med de allerbedste herhjemme.

Men senere samme år sad han hos speciallægen Eilif Larsen. Få dage forinden var han røget ind i en tackling til træning, og knæet havde endnu en gang givet efter. Nu fik han beskeden. Den, han frygtede. Han var 26 år gammel, og det var slut.

Syv år tidligere havde han fået sin første knæskade, og en tredjedel af hans mediale menisk skulle opereres ud. I dag ville sådan en skade tage seks måneder med restitution, men han var tilbage på banen tre uger senere. Det blev starten på enden. Efter syv operationer i det ene knæ, to i det andet og en i lysken sagde lægen stop. Det kunne ikke blive ved.

”Det var pissehårdt. Jeg vidste godt, den var gal, og jeg havde løbende lavet forskellige andre ting ved siden af fodbolden, fordi jeg hele tiden var skadet. Men det er ikke sjovt som 26-årig at få at vide, at man ikke kan mere. Bestemt ikke sjovt. En ting er, at drømmen forsvinder. Men det værste var, at jeg ikke kunne lave, hvad jeg syntes var det allerfedeste. Jeg kunne ikke spille fodbold. Og det har jeg ikke gjort siden.”

TÆNKER

Da Kasper Hjulmand selv var aktiv spiller, var han næsten altid anfører for sine hold.

”Jeg har nok altid været en, der har forsøgt at se spillet. Jeg var ikke særlig hurtig eller særlig god, men jeg overlevede på min evne til at kommunikere og se spillet.”

DE FARVEDE BRIKKER på det magnetiske spillebræt på Kasper Hjulmands arbejdsværelse er linet op i to 11-mands-formationer. Det røde hold mod det blå. På væggen hænger et whiteboard formet som en fodboldbane med papirlapper med navnene på spillerne i bruttotruppen, men han foretrækker dét på mødebordet, hvor brikkerne let kan rykkes rundt, når spillets facetter skal drøftes. Det bliver det ofte for tiden, hvor assistenttræner Morten Wieghorst lægger vejen forbi næsten dagligt, men også de enkelte spillere, når de er i Danmark. Eller også sætter de sig ved hans stationære computer og ser udvalgte klip fra fodboldkampe i hans enorme arkiv.

I sine unge dage som fodboldtræner købte han et videokamera og tog selv rundt og optog kampe. Nogle gange klatrede han op på tagene for at få bedre overblik, indtil han blev smidt væk af en emsig kontrollør. I dag ligger stort set alle kampe fra de forgangne årtier fra alle ligaer og alle landshold på en platform, så han elektronisk kan hive lige netop dén kamp ned, han ønsker at se.

Mens han forberedte sig på at blive landstræner, kiggede han blandt andet gamle landskampe igennem. Han læste op på historien tilbage fra slut-1800-tallet og den efterfølgende opblomstring fra 1908, hvor Danmark var blandt de bedste i verden. Han så også landskampe fra 70’erne og 80’erne. Og selvom det er længe siden, og fodbolden på mange måder er helt anderledes i dag, er der ofte inspiration at hente.

”Jeg synes, det er interessant at studere, hvordan fodboldens store tænkere har set og udviklet fodbolden. Jeg har selv været en af de unge trænere, der mente, jeg havde opfundet noget. Men det har man ikke. Det er set før. Når man læser lidt op på det, er det næsten altid gammel vin på nye flasker. Der er ikke meget, vi kan opfinde fra bunden, men vi kan forsøge at sætte det sammen på en ny måde,” siger landstræneren.

Gennem sin karriere har han fået ry for at være visionær. Som da han i FC Nordsjælland bragte internationale tendenser som blandt andet den falske 9’er og offensive backs ind i dansk fodbold. Men selv betegner han sig som en tvivler.

”Nogle anser tvivl for en svaghed, men jeg tror faktisk, at tvivl er min store drivkraft. Mine bedste momenter som træner har været dem, hvor jeg har stået over for en modstander uden at vide, hvad fanden jeg skulle gøre. Så har jeg arbejdet det hele igennem, arbejdet rundt om tvivlen, snakket med en masse forskellige og taget det hele ind. Og så … lige pludselig … ,” siger han og banker i bordet et par gange, ”så kommer følelsen af at kunne klappe computeren sammen og vide, at nu har jeg en gameplan.”

MOD ALLE ODDS lykkedes det FC Nordsjælland at vinde det danske mesterskab i 2012. Før sæsonen var klubben tippet til nedrykning, og da de kom haltende fra start, lød den samme sang om Kasper Hjulmand. Det var hans første sæson i spidsen, og med inspiration i blandt andet Barcelona og Ajax ville han have dem til at spille på en måde, man ikke ligefrem var vant til på disse breddegrader. Kasper Hjulmand var for naiv, mente man. Det kunne ikke lade sig gøre. Men det kunne det, den dårlige start blev vendt, og efter 33 runder havde han brudt FCK’s monopol og kunne løfte pokalen.

”Jeg tror på, at jeg kan hjælpe fodboldhold med at vinde. Det har jeg altid troet på. Men jeg har også været dybt afhængig af at være steder, der tror på, at jeg kan gøre det. Man skal ikke proppes ned i en boks, hvor man ikke kan udtrykke sig. I Lyngby fik jeg lov til at være, hvem jeg er, og prøve grænser af. Det samme i FC Nordsjælland.”

Efter den overraskende succes stod Kasper Hjulmand pludselig med adskillige tilbud på hånden. Et af dem var fra klubben Mainz 05 i Tyskland. Med et løfte om, at han ville få tid til at indføre en ny kultur, sagde han ja. Men jobbet holdt kun i otte måneder, så var det slut. Han ville ikke, som de ville; de ville ikke, som han ville. Stadig i dag hænger hans kritikere sig i den periode. Dér var beviset på romantikerens begrænsninger.

”Jeg er ligeglad med, hvad folk siger. Jeg kan se mig selv i spejlet. Jeg ved godt, hvad der skete, og hvorfor det var, som det var. Jeg kunne have været et karrieremenneske og slugt kameler. Så havde det set helt anderledes ud, og jeg var kommet et andet sted hen. Men jeg skulle arbejde med grænser hos mig selv, både etisk og moralsk,” siger Kaper Hjulmand, der i dag er glad for tiden i Mainz. For selvom det dengang ramte ham på æren, har han ikke fortrudt et sekund.

”Man vil jo gerne vise, at man kan. Men det vigtigste for mig og mit liv er, at jeg ikke skal gå op og ned ad folk, som jeg ikke kan stole på. Det er livet for kort til. Så vil jeg hellere arbejde på en tankstation. Det er ikke vigtigt for mig at have et prestigefyldt job.”

Den erkendelse har ikke mindst det forgangne år været med til at understrege for ham. Under pandemien har han fået rum til at kigge tilbage på sit liv og dermed også mulighed for tydeligere at kunne se frem. Han har særligt tumlet med to helt fundamentalle spørgsmål: Hvem vil man omgive sig med? Hvordan fanden vil man leve sit liv?

”Det siger jeg også til mine fodboldhold: Man skal have modgang for at udvikle sig. Det er de situationer, der bliver et kompas for livet. Jeg er selv blevet hårdere på den måde, at jeg cutter folk fra, som jeg ikke stoler på. Hvis nogen tager røven på mig eller ikke er ærlige. Livet er for kort til kun at tænke på sin karriere, så jeg skærer folk fra, hvis der ikke er tillid. Hvis vi ikke kan arbejde tillidsfuldt med hinanden og stole på, at folk siger, hvad de faktisk mener. Det vil jeg arbejde på, også i den kommende tid.”

PUMPER

Efter Lyngby FC gik konkurs i 2001, kom Kasper Hjulmand til klubben for at få den på fode igen. Hver morgen klokken seks mødte han op, pumpede bolde og trænede med nogle af spillerne. Andre unge trænere var også med, heriblandt Thomas Frank, i dag træner i Brentford, Johan Lange, i dag sportsdirektør i Aston Villa, og Niels Frederiksen, i dag træner i Brøndby IF.

DET FLYDER MED bøger på Kasper Hjulmands arbejdsværelse. Øverst i stakken på skrivebordet ligger en af de nyere favoritter, ’Complex Football’. Men langt hovedparten er bøger, der ikke handler om fodbold: Jean-Paul Sartre, Albert Camus, Søren Kierkegaard.

I sine teenageår begyndte Kasper Hjulmand for alvor at dykke ned i bøgernes verden for at søge svar på nogle af de store spørgsmål, der rumsterede i ham. Han søgte efter et eller andet større at tro på. En vertikal linje i ens liv. Han overvejede at starte på filosofistudiet og blev samtidig opslugt af det idéhistoriske felt.

”Jeg er optaget af, hvad der gør, at tanker bliver til handlinger. Det er superinteressant, hvordan man tænker tanker. Hvis man tager fodbolden: Hvad gør, at Hugo Meisl i 30’erne sidder på cafeerne i Wien og tænker over, at man kan spille på en anden måde, hvilket resulterer i en opblomstring for Østrig i de efterfølgende år? Eller at Valeriy Lobanovskyi i Sovjetunionen og Rinus Michels i Holland gør sig tanker om totalfodbold med pres over det hele i slutningen af 50’erne og op til 70’erne? Hvad gør, at Arrigo Sacchi i 80’erne sidder og roder med zoneforsvarsspil? Det interesserer mig, hvordan man får gode ideer, hvor de kommer fra, hvordan man fører dem ud i livet.”

Undervejs stødte han også på Søren Kierkegaard, der i høj grad tiltalte ham. Men også de franske eksistentialister blev mentale livsledsagere. Stadig i dag vender han jævnligt tilbage til dem.

”Jeg kan stadig sidde og fundere over de helt store, helt grundlæggende spørgsmål. Hvad skal vi bruge livet på jorden til? Og hvornår er jeg selv mest glad? Hvordan kan vi gøre den her jord til et bedre sted for vores børn? Hvad kan jeg give videre til mine børn af holdninger og værdier, som kan hjælpe dem med at skabe et godt, lykkeligt og meningsfyldt liv? Og hvad er det egentlig?”

LIGESOM HAM selv havde Albert Camus en stor kærlighed til fodbold. Faktisk stod han for et famøst citat om, at alt, han havde lært om moral, havde han lært fra fodboldbanen.

”Det er ikke så lidt, han vidste om moral,” konstaterer Kasper Hjulmand, der ligeledes mener, at også han har lært det, han ved, gennem fodbold.

”Jeg har kæmpestor respekt for det spil, det indeholder så mange aspekter af livet. Det er både supersimpelt og superkompliceret. Der er en dybde i selve spillet, som vi stadig har svært ved at begribe. Samtidig har det så stor kraft på så mange mennesker i hele verden. Det er det største sociale fænomen i verden. Jeg har rejst meget, og jeg har selv børn, der har fundet et fælles sprog med andre børn gennem fodbolden. Fodbolden står for mange af de værdier, jeg vægter højest. Det bryder grænser mellem mennesker. Man er ens på en fodboldbane. Ingen er mere værd end andre, om man er millionærens søn eller den fattige knægt. Man er afhængig af hinanden, det er en holdsport, og man kan ikke gøre noget alene. Man er kun noget i kraft af hinanden. Man vinder og taber sammen,” siger han og understreger, at vi skal huske at lege.

”Spillet rummer så meget, der er smukt, samtidig med at det er en leg. Det engelske ord play indeholder både leg og spil, hvilket er fundamentalt for vores udvikling. Einstein har sagt: ’Play is the highest form of research.’ Det er det samme med matematik og alt muligt andet, hvor indholdet er læremesteren, mens man leger det. Fodbold er på den ene side bare et spil, men samtidig indeholder det så mange facetter af livet, som jeg godt kan lide.”

Måske mere end noget andet indkapsler bogen på Kasper Hjulmands skrivebord, ’Complex Football’, netop det. Den er skrevet af fodboldfilosoffen Javier Mallo, der ligesom ham selv er optaget af systemisk tænkning.

”Du kan ikke bare sige: ’Vi mangler at score mål, derfor skal vi have en ny angriber.’ Rigtig mange tænker fodbold på den måde. Men jeg tænker på systemet. Hvis du ændrer bare en lille smule på en position, ændrer det meget mere, end hvis du skifter én til én. Vi hænger sammen – i livet og på fodboldbanen,” siger han.

På den måde er Kasper Hjulmands tilgang til fodbold også det bedste bud på et svar, han har på det spørgsmål, der har optaget ham, siden han var dreng:

”For mig er meningen med livet meningsfyldte relationer. Det er at omgive sig med mennesker, jeg har tillid til … at opleve gensidig respekt. Når jeg får sat mit liv i det rette perspektiv, fylder det mig med taknemmelighed, og jeg oplever faktisk en lykke eller en glæde. Og når man er taknemmelig, har man også lyst til at hjælpe andre, gøre noget for andre.”

SPEJDER

Da Kasper Hjulmand var ynglingetræner i Lyngby, blev han kontaktet af den daværende landstræner, Morten Olsen. I første omgang bad han ham flyve til Georgien for at se landet spille mod Ukraine, da Danmark skulle møde begge hold. Efterfølgende blev Hjulmand tilknyttet landsholdet som modstander-scout op mod EM i Portugal i 2004.

”Jeg gennemgik spillerne for Morten Olsen, så han vidste nærmest alt på forhånd. Hvis en af dem havde en lillebror på 15 år, der spillede i Tbilisi, så vidste han det. Den grundighed for detaljerne lærte jeg meget af.”

KASPER HJULMAND STARTER motoren og trækker sikkerhedsselen hen over skulderen. Brøndby skal senere spille mod ærkerivalerne fra FCK, og landstræneren skal ind og se nogle af de spillere an, der er på bruttolisten til herrelandsholdet.

Da han triller ud ad indkørslen, fisker han telefonen frem. Han scroller et øjeblik.

”Nordsjælland er simpelthen foran 3-2 i Randers,” konstaterer han, imponeret over sin gamle klub.

”Jeg har egentlig aldrig rigtig holdt med nogen. Som barn faldt jeg mest for hold med særlige udtryk på banen. Men jeg følger med i, hvordan FC Nordsjælland klarer sig. Og Randers, det er jo også min gamle klub.”

Han fører bilen forbi de grønne og brune ligusterhække på parcelhusvejen. Flere steder blafrer dannebrog i toppen af flagstænger. For enden af vejen passerer en ældre mand i sin bil. Han løfter hånden fra rattet, da han ser, hvem der venter på at dreje ud.

Der er ikke meget, der har ændret sig for Kasper Hjulmand på disse kanter, siden han blev landstræner. Det eneste er, at byens borgere nu på daglig basis sørger for at indvie ham i, hvem de mener, der bør starte inde på herrelandsholdet næste gang.

”Men mine tætteste venner ved heldigvis godt, at jeg ikke gider snakke fodbold hele tiden. Vi snakker mest om noget helt andet. Det bedste ved tætte relationer er, at der ikke er noget, der forandrer sig, hvad det angår,” siger han.

Det er godt og vel 20 år siden, Kasper Hjulmand flyttede til byen med hustruen Vibeke. De to mødte hinanden på højskole i begyndelsen af 90’erne, hvor han befandt sig efter en af sine første lange skadesperioder. Hans far og onkel havde billetter til EM-finalen på Nya Ullevi i Gøteborg i 1992, men selv fulgte han sin blomstrende forelskelse, og derfor befandt han sig på hendes fødeø Bornholm, da John ’Faxe’ Jensen ramte den ’lige i røven’ og sendte nationen i ekstase.

Da Brian Laudrup seks år senere gled jublende over græstæppet efter sit mål mod Brasilien i VM-kvartfinalen i Frankrig i 1998, var hustruen højgravid. På det tidspunkt boede parret i en lejlighed på femte sal på Østerbro i København. Men efter de fik deres første søn, Markus, ændrede tingene sig.

”Det var pludselig anstrengende at skulle bære den store dreng op med lift eller sidde i baggården, hver gang han skulle sove. Samtidig er vi jo begge bønder. Vibe er fra Bornholm, jeg er fra Djursland. Selvom vi elskede at bo i København, var det bare ikke det rigtige, da vi fik ham. Det trak at have naturen tættere på,” siger han.

På vej ud af byen passerer Kasper Hjulmand et stort banner, der annoncerer med fitness for hele familien, og skiltet mod træningsanlægget, der er det første, man møder, hvis man kommer fra den anden side. Ligesom hans egne forældre i sin tid valgte Auning, fordi byen havde gode idrætsfaciliteter, faldt han og Vibeke for noget af det samme, da de en dag besøgte nogle venner, der boede i rækkehus i Lillerød.

”Fra børnehaveklassen har de selv cyklet i skole. På med cykelhjelmen og så af sted. Vi gider ikke bo et sted, hvor vi er afhængige af, at de skal køres hele tiden. Her har vi cykelstier og god adgang til skole og idrætsfaciliteter, så de har haft mulighed for hurtigt at blive uafhængige. Det har vi vægtet højt.”

FLYTNINGEN blev en helt ny start på flere måder. Kasper Hjulmands aktive karriere var skrinlagt, hvad skulle der ske? I første omgang var han med til at stifte en daghøjskole for elitesportsudøvere. Efter et par måneder tog en af deltagerne, sportschefen Birger Jørgensen fra Lyngby, fat i ham og sagde: ”Kasper, for helvede. Du skal være træner.”

Som barn havde han siddet på drengeværelset og brugt kapsler til at udtænke nye taktikker for sit eget hold. Og gennem sin aktive karriere havde han været en pestilens for sine trænere, fordi han mente, der måtte være andre og bedre måder at gøre det på. Særligt efter han i 80’erne var begyndt at følge hollandske Ajax med træneren Johan Cruyff. Her skete noget på fodboldbanen, han ikke havde set før. Formationerne og mønstrene var anderledes.

På eget initiativ fik han i starten af 90’erne arrangeret en rejse til Barcelona for at se deres træning. Cruyff var træner i den catalanske hovedstad, og han vendte op og ned på alting for ham. Indtil da havde han kun mødt trænere, der fokuserede på at pakke sig defensivt. Men her var pludselig en træner, der insisterede på at få fat i bolden og spille selv. Det var en fundamentalt anderledes tilgang til fodbold.

Hjemme igen begyndte han straks at indvie både sin træner i B93 og alle andre i sin åbenbaring. Til hans skuffelse var der ingen lydhørhed. Bolden skulle ud af kommunen, ikke spilles i fødderne. Han var the odd one med sine romantiske visioner. Men 10 år senere var det pludselig ham selv, der var træneren.

”Set i bakspejlet havde jeg nogle fuldstændig vanvittige år. Jeg var stort set aldrig hjemme, selvom jeg havde fået små børn. Det var helt håbløst. Men samtidig var det en periode, hvor jeg lærte rigtig meget. Jeg fik lov til at prøve alle mulige mærkelige ting af. Det skal man have lov til som menneske for at blive god. Og så skal man finde nogen, der tror på én. Uden det eksperimentarium, det laboratorium, var jeg helt sikkert ikke nået dertil, hvor jeg er i dag.”

”ÅH, MÅ JEG nu ikke køre ind her?” På vej mod Brøndby Stadion er Kasper Hjulmand blevet mødt af en afspærring og må tage en omvej.

”Jeg har altid set fodbold og altid dyrket at tage rundt på stadioner, selvom jeg ikke behøver det,” siger han, sætter bilen i gear og finder en anden vej.

Et par uger forinden har hans landshold vundet de tre indledende kvalifikationskampe op til det om-diskuterede VM i Qatar i 2022. Selv var han overrasket over, hvor godt det gik. Udekampen i Israel havde han på forhånd betragtet som svær mod et godt hold med gode offensive spillere, og til Moldova-kampen vidste han, at han tog et sats ved som den eneste landstræner i Europa at skifte hele 10 mand ud i startopstillingen. Til sidst påførte Danmark det østrigske landshold det største hjemmebanenederlag nogensinde i en betydningsfuld kamp. 4-0.

”Jeg tror på drengene, jeg tror på vores hold, og jeg havde troet på tre sejre, men jeg forventede, at det ville blive en hård omgang. At det blev, som det blev, kunne ingen forvente: en målscore på 14-0 i tre kampe.”

Herhjemme var reaktionerne positive, men også uden for Danmark vakte resultaterne opsigt.

”Det vigtigste for mig er, at danskerne syntes, det var fedt at se landsholdet spille igen. Vi skal røre befolkningen, derfor var det fedt at få de tilkendegivelser. I EM-slutrunden og op til den vil vi meget gerne fyre op under folk og sørge for at skabe begejstring uanset resultaterne. De skal kunne mærke os. Vi skal være relevante,” siger Kasper Hjulmand, der føler, at han er lykkedes med meget af det, han har arbejdet med.

Ud over at det resultatmæssigt har været godt, har det også trupmæssigt været godt. Flere af de nye, unge spillere har stjålet rampelyset. Men hvis noget ærgrer ham, er det, at nogle af de etablerede spillere fik visse hug i offentligheden.

”Der er noget Klods-Hans-mentalitet over Danmark. Vi dyrker eventyret om de uforudsete helte. Dem, der kommer som underdogs. Samtidig elsker vi at pille stjernerne ned. Vi skal blive bedre til at hylde vores stjerner. Det er topgutter, der knokler for fællesskabet. En af mine forgængere, Ricardo, havde et citat før EM-finalen i 1992 om sin bedstemors korset med tre stivere. På landsholdet har vi spillere som Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Thomas Delaney og Christian Eriksen, det er dem, der stiver holdet af. Det er fedt at se de nye og unge, men uden de andre kan det ikke holde,” siger han og kommer i tanke om dengang, han i starten af sine tyvere læste idræt og tog et semester i USA. På et tidspunkt havde han en samtale med en direktør i en stor bank.

”Forskellen på dine og mine breddegrader er, at herovre går de forbi mit hus og siger: ’Hold da kæft, han må gøre noget rigtigt, ham der.’ På dine breddegrader siger man: ’Hvad er han for en blærerøv? Rige svin,’” sagde direktøren.

For Kasper Hjulmand er det en påmindelse om, at selvom vi ikke behøver at være som amerikanerne, kan vi i det mindste blive bare lidt bedre til at anerkende dem, der stryger til tops.

”Egoister ville have det svært på vores landshold. Vi hænger sammen og kæmper for hinanden. Det er en sund og god kultur. Men vi kan være stolte af de stjerner, vi har, de er superambitiøse, men også generøse, og de ved, hvor de kommer fra. Det var en skændsel, at Ricardo ikke blev årets træner i Danmark efter EM-sejren i 1992, men blev årets træner i verden. Han blev heller ikke optaget i Hall of Fame, før han døde. Se også på Caroline Wozniacki … hvad hun ikke måtte igennem som tennisspiller. Hun var nummer et i verden, men herhjemme pillede vi hende ned for ikke at vinde nok Grand Slams. Vi har fantastiske legender i dansk sport. Lad os nu hylde dem og huske dem. En af mine kammerater fortalte engang, at han havde siddet helt oppe under taget i det ene hjørne til en landskamp. På et tidspunkt var en lille mand med en kop kaffe gået forbi ham og havde sat sig øverst oppe. Det var Allan Simonsen …,” siger Kasper Hjulmand og ser lige dele forundret og forarget ud: ”Altså Allan Simonsen!? I min verden skal han have en kongestol med sit navn på.”

FORENER

”Landsholdsspillerne er produkter af foreninger rundtom i Danmark. Joakim Mæhle er fra Østervrå, Jens Stryger fra Lolland, Martin Braithwaite fra Sædding-Guldager. De kommer fra hele Danmark. Det er vigtigt for mig at signalere, at det ved vi godt. Det ved spillerne godt. Landsholdet er vores alle sammens hold.”

SOLEN BAGER NED over Furesø. Det er en glohed junidag i 2020, og mens små både sejler af sted fra badebroerne i det stille ferskvand, bliver der indtaget frokost og drukket dugfriske fadøl på tagterrassen på Restaurant Furesøbad. Kasper Hjulmand nøjes med danskvand og kaffe. Når man bor, hvor han bor, er dette spot godt 10 kilometer væk bag endeløse grønne bøgetræer ikke det værste for en lille getaway.

Han er netop officielt tiltrådt som landstræner efter at have forberedt sig i lang tid. Tiden har han blandt andet brugt på at nå frem til svar på afgørende spørgsmål: Hvad er danskerne for en størrelse? Hvad vil vi gerne se? Hvem er vi?

Hans tese er, at hvis man vil have succes, om man er et enkeltindivid, en virksomhed eller et fodboldhold, må man starte med at finde ud af, hvem man egentlig er.

”Hvilken klub er man ansat af? Hvad forventer dens fans, hvilken identitet ligger bag, hvilken fodbold forventes at blive spillet? Capello vandt mesterskabet med Real Madrid, men blev fyret lige efter, fordi det ikke var smukt nok. Det blev ikke gjort på den rigtige Real Madrid-måde. Det kan jeg godt lide. Der er en måde at gøre tingene på. I Danmark ved vi måske ikke, hvem vi er endnu. Men jeg tror og håber, vi kan finde frem til det, så mange kan få præcis den følelse,” siger han.

Det forgangne år har han derfor haft snakke med kulturpersonligheder, erhvervsledere og sågar den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt for at blive klogere på den danske identitet: Modsat svenskerne bryder vi os ikke om at gå i takt, vi vil helst være i opposition. Vi dyrker det smukke, uden det skal være prangende. Vi bryder os ikke for meget om hierarkier. Og så har vi noget med tillid i Danmark, defineret som fire ting: Pålidelighed, at man kan stole på hinanden. Respekt for forskelligheder og for hinanden. Åbenhed, at det, man siger, er det, man mener. Og ærlighed.

”De fire begreber beskriver tilsammen tillid. For mig er det vigtigt, at vi på landsholdet arbejder med den tillid – og med generøsitet. Vi skal give noget til andre og give noget til hinanden. Det snakker jeg meget med anførergruppen om. Gode ledere er ikke nogle, der puster sig op med autoritet og en udstråling af at være mere end andre. Gode ledere er generøse. Det er derfor, man vil følge dem,” siger han.

”Målet er at røre den danske befolkning. Både gennem sejre og gennem vores udtryk på banen, men også ved at kommunikere og vise, hvem vi er. De her drenge kommer fra vidt forskellige steder rundtom i landet. Små foreninger, der repræsenterer piger og drenge derude. Det er ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg skal. Det er ikke kun mit landshold eller DBU’s landshold, det er vores alle sammens landshold. Jeg vil have, at folket kan mærke dem, så de bliver stolte.”

BEREGNER

I starten af 00’erne mødte Kasper Hjulmand Keld Bordinggaard på en træneruddannelse. Begge mente, at børnetræningen var forstokket, og de fandt ud af, at danske børn rørte bolden væsentlig mindre end børn fra andre lande, fordi de for tidligt spillede på for store baner. Da DBU i 2005 implementerede en ny strategi for dansk børnefodbold på baggrund af Kasper Hjulmand og Keld Bordinggaards research, blev en af løsningerne at indføre de helt små mål, der i dag står på fodboldbaner landet over.

ET ENKELT SALATFAD står foran Brøndby Stadion, men de fire betjente er i praksis arbejdsløse. Det er ugen før genåbningen 21. april, og der er ingen tilskuere. Fodbold har sjældent føltes så langt væk. Spørgsmålet er, om selve spillet også gradvist er ved at fjerne sig fra fansene. Indførelsen af VAR – videodommere, der skal korrigere fejl – har mødt massiv folkelig modstand og gjort mange modløse, desillusionerede.

Kasper Hjulmand kan ikke sige sig fri for også at tumle med en vis skepsis. Den nuværende udvikling minder ham om, hvad han så med NBA, den amerikanske basketliga, da han i sin tid boede i USA og gik på universitetet. Jævnligt så han Orlando Magic spille, men da han i 2019 var tilbage i USA og så en NBA-kamp i Boston, blev han efterladt med en helt anden følelse.

”Jeg var simpelthen så træt af alle de pauser i kampene. I 90’erne oplevede jeg et flowspil, men det hele var blevet kommercielle breaks og timeouts. Jeg blev ikke suget ind i kampen som før. Jeg er bekymret for, at det samme sker med fodbolden. For fodbold er et flowspil, og hvis vi ikke får løst de nuværende problemer, er jeg bange for, at umiddelbarheden og følelserne forsvinder. Som det er nu, er jeg så træt af det,” siger han.

For Kasper Hjulmand gælder det om som tilskuer at blive opslugt af øjeblikket. For uden det, hvad er fodbold så?

”Ellers kunne man lige så godt bare blive hjemme på sin sofa og tjekke resultatet bagefter. Fodbold er en oplevelse, hvor man ligesom med musik eller et teaterstykke bliver suget ind i noget, hvor man slipper sin hverdag og oplever den dramaturgi, der udspiller sig i nuet. Fodbold er mere end resultatet. Jeg har set flere tusind kampe i mit liv, men jeg har aldrig set to kampe, der er ens. Der er altid en form for historie i hver kamp. Det er fantastisk, at det er sådan. Det må vi ikke ødelægge.”

Derfor var det også en fryd for ham, da han inden landskampen i Israel for nylig kunne sige til spillerne: ”I dag er der 5.000 tilskuere, og vi spiller uden VAR.”

”Der gik simpelthen et lettelsens suk gennem omklædningsrummet: ’Ej, gode gamle fodbold.’”

FODBOLD ER ikke alt. Kasper Hjulmand interesserer sig også for politik, er begyndt at interessere sig for kunst, sågar dét at lave noget i træ. Han har aldrig haft de store evner inden for håndværk, men efter han havde en tømrer forbi for at lave terrasse i sommerhuset sidste år, er han selv begyndt at sætte noget sammen.

”Der er så meget i livet, jeg gerne ville dyrke mere. Jeg har aldrig været bange for at blive fyret. Jeg er her ikke for at have et job. Hvis det blev taget fra mig i morgen, skulle jeg nok finde noget andet, jeg ville synes var sjovt,” siger han.

Mest af alt holder han af at diskutere dilemmaer. Sammen med nogle gode venner har han en dilemmaklub, hvor de hver især skal bringe et emne til bordet for at diskutere og endevende det. Moralske dilemmaer, der kræver, at man må forholde sig til, hvad man grundlæggende står på.

Som landstræner må han vænne sig til, at de ikke længere er hypotetiske. Men også, at der er andre interesser på spil. Han var dårlig nok tiltrådt, da han i et radioprogram luftede sin modstand mod bettingreklamer, hvorefter DBU måtte udføre damage control af hensyn til en hovedsponsor. Forude venter endnu et uundgåeligt dilemma, VM i Qatar i 2022. Et flertal af danskere mener, man helt bør boykotte slutrunden på grund af værtslandets manglende respekt for menneskerettigheder.

”Vi er ikke engang kvalificeret endnu,” siger Kasper Hjulmand uden for alvor at lyde overbevisende. Efter de tre sikre sejre i gruppespillet bliver Danmark lige nu spået de bedste chancer for kvalifikation af samtlige hold i Europa.

”Ja, men den køber jeg ikke. Vi må tage næste kamp. Taber vi til Skotland i næste omgang , er der allerede udlignet igen,” siger han og tøver lidt:

”Hør her, det er uundgåeligt, at VM i Qatar bliver et tema. Men det må vi tage, som det kommer.”

Der er meget ved den moderne fodboldindustri, som Kasper Hjulmand ikke bryder sig om.

Men i første omgang handler det om EM til sommer. Og selvom Kasper Hjulmand har set flere tusind kampe i sit liv, føler han på nogle områder, at han kun lige er begyndt at forstå spillet.

Før han går ind til derbyet mellem Brøndby og FCK, fortæller han en sidste anekdote fra ’Complex Football’, der med sin metaforik opsummerer, hvordan han ser på både fodbold og livet.

”Forestil dig, at du går på en helt mørk vej. På et tidspunkt støder du på en gadelampe, hvor lyskeglen peger mod jorden. Her er en gammel mand i gang med at lede. Du går over og spørger ham: ’Hvad leder du efter?’ ’Jeg leder efter mine nøgler,’ svarer han. Man går i gang med at hjælpe ham, og efter en halv time, hvor man har ledt, siger man: ’Jamen, var det overhovedet her, du tabte dem?’ ’Nej,’ svarer han så. ’Jeg tabte dem inde i skoven, men der er jo ikke lys, så det er her, jeg leder,’” siger Kasper Hjulmand, inden han går ind gennem fodboldporten:

”Vi leder, hvor der er lys. Engang troede man, at dem, der vandt fodboldkampe, var dem, der løb mest. Bagefter troede man, at det var dem, der sprintede mest. Vi giver forklaringer, hvor der er lys, men vi er ikke i nærheden af at have sandheden. Der er så meget, vi ikke ved endnu. Og det er faktisk det fede. Mest af alt handler det om at gøre sig den erkendelse. Som den argentinske fodboldspiller Jorge Valdano engang sagde: ’Det fantastiske ved fodbolden er, at det er alt det, som videnskaben ikke er.’ Det er irrationelt, det er følelsesbetonet. Det er alt det, vi hverken kan forklare eller forudsige. Vi kan ikke proppe fodbold ned i et lineært regneark. Det kan være forfærdelig frustrerende, men det ville være dødssygt, hvis alting var planlagt. Tænk, hvis vi allerede vidste det hele.”

Share132

132 Shares

maj 13, 2021/

REJSER

Henrik Nordbrandts Danmark

Digteren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.

Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Robin Skjoldborg

FANEFJORD, MØN

”En stor del af mit liv ledte jeg forgæves efter en særlig plet langs fjorden, hvor jeg var som treårig med mine forældre. Vi var ude at sejle, vandet var fuldt af ål og rødspætter, og jeg huskede det som vidunderligt. En dag i 2001, hvor jeg kom kørende i bil, kunne jeg pludselig mærke, at tampen brændte. Jeg kørte ned ad Marie Grubbes vej, og dér lå stedet. Husene var moderniseret, ellers havde det ikke ændret sig.”

Foto: Visit Lolland-Falster

HALSKOV VÆNGE, FALSTER

”Et magisk stykke skov, fuldt af stendysser. Det er særlig smukt i maj. De fleste af min barndoms somre blev tilbragt på Falster. Det er nok det sted i landet, jeg føler mest tilknytning til.”

Foto: Visit Lolland-Falster

NYSTED, LOLLAND

”Jeg elsker hele Lolland, men skal jeg vælge et sted, er det denne charmerende lille by, Danmarks sydligste købstad. Desværre kommer jeg der ikke så meget længere. Mit syn er blevet for dårligt til at køre bil, og den offentlige transport … det er meget fint, at regeringen snakker om elbiler – man burde gøre noget for togdriften.”

Digteren Henrik Nordbrandt, 76, har i lange perioder boet i Grækenland, Spanien og Tyrkiet, men bor nu i København. Aktuel med digtsamlingen ’Så en morgen’.

0 Shares

april 28, 2021/

KULTUR

Koldt vand i blodet

Mens mulighederne for at flygte til tropiske stranddestinationer er svundet ind, har mange udvidet badesæsonen til hele kalenderåret. Men hvor sundt er det egentlig, og hvorfor er vi nærmest blevet afhængige af det kolde gys?

Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

HAR DU IKKE selv skubbet isflagerne til side for at nedsænke dit legeme i koldt, mørkt vintervand, ja, så kender du sikkert nogle, der har. Og har du ingen iskolde vandhunde i nærmeste omgangskreds, har du måske hørt dem bjæffe på de sociale medier, hvor kendte danskere boltrede sig i selvpåført kuldechok, mens fjord og sund frøs til, da vinteren pludselig blev seriøs og fotogen.
For eksempel Mascha Vang, blogger og influencer, der 15. februar kom med på bølgen, da hun lagde en video ud til sine 228.000 følgere på Instagram, hvor hun iført badedragt og uldpandebånd klarede ni sekunder i et næsten isdækket havnebassin, inden hun skyndte sig op igen.

I samme Instagram-opslag sendte hun hilsner til Helle Thorning-Schmidt, der med sine 55.000 følgere halter noget efter i SoMe-popularitet, men til gengæld havde været tidligere ude med vinterbadningsdokumentation. Den tidligere statsminister havde dagene forinden lagt flere billeder ud af sig selv, smilende til fotografen fra en våge i grødisen, både med og uden tophue. Et par dage senere et andet sted i kendisvandland lagde tv-vært Sofie Linde et Instagram-billede ud af ægtemand og hund set fra ryggen i skeptisk bar figur, skuende ud over et åbent hav. Følgeteksten lød: ”Altsåååå … han kom ikke i vandet.” Manden, må man formode.

FRYSELYST

Kommer du i koldt vand, udskilles der en cocktail af dopamin, endorfiner og serotonin i hjernen – signalstoffer, der også udskilles, når du gambler eller tager stoffer, og der kan opstå en form for afhængighed. ”Vinterbadere beskriver, at de får energi og samtidig ro i kroppen. Det er, fordi kuldechokket aktiverer det sympatiske nervesystem, der forbereder kroppen på fare og får hjertet til at pumpe hurtigere, mens vores medfødte dykkerrefleks aktiverer det parasympatiske nervesystem, der får hjertet til at pumpe langsommere og får pulsen ned,” siger sundhedsforsker Susanna Søberg.

MANGE ANDRE HAR taget udfordringen op, overvundet sig selv og kastet sig ud i det kølige under corona og på den måde sikret sig en oplevelse i erstatning for aflyste udlandsrejser, ballettræning og ravefester – samt håneretten over frygtsomme frossenpinde. Vinterbadningstendensen er dog ældre end COVID-19. Organisationen ’Vinterbadeforeninger i Danmark’ havde i 2009 knap 11.000 registrerede medlemmer fordelt på 17 klubber, mens tallet i år er på godt 61.000 medlemmer og 164 klubber.

”Mange kommer for det sociale – og ikke kun det kolde vand. Det er en uforpligtende måde at mødes tre veninder, inden man skal hjem til børn og aftensmad. Det er en hyggetime,” siger Kirsten Hein, formand for vinterbadeklubben Lillebjørn, der ligger i Aalborg ved byens havnebad, hvor der også om sommeren er trængsel.

Kirsten Hein blev vinterbader for 25 år siden, hvor hun et efterår ikke kunne få sig selv til at stoppe med at svømme i fjorden, da de fleste andre gjorde det.

”Så opdagede jeg, at man bare kunne blive ved,” siger klubformanden, der også er medlem af en anden vinterbadeklub, Isbjørnen. Begge steder mærker de støt fremgang.

”Og der er ikke noget, der tyder på, at det er toppet. Særligt de unge er der kommet rigtig mange af de sidste fem år. Det oplevede vi ikke så meget tidligere,” siger Kirsten Hein. Hun tror, at vinterbadeklubben med dens sauna og faciliteter tilbyder et neutralt sted for de unge fra byens uddannelsesinstitutioner at mødes i grupper, så den enkelte ikke behøver at diske op derhjemme. I det hele taget mener Kirsten Hein, at alt det, der foregår over vandet, har været med til at gøre vinterbadningen hot.

”Mange kommer for wellnessen. Og klubberne gør meget for at efterkomme det ønske. Saunagus er for eksempel blevet en trend. I vores klub kan du få det to gange ugentligt for et kontingent på 400 kroner. Det bliver hurtigt billigere end at gå i svømmehallen.”

IDÉEN OM, at vinterbadning styrker både ånden og legemet, har eksisteret i hvert fald lige så længe, som sadistiske gymnastiklærere har dikteret kolde afvaskninger. Dette forår håber forsker Susanna Søberg på at komme den sundhedsmæssige værdi af koldt vand lidt nærmere. De seneste fem år har hun beskæftiget sig med sammenhængen mellem kuldepåvirkning og forekomsten af såkaldt brunt fedt i kroppen.

Det brune fedt er sat i kroppen for at hjælpe babyer, der endnu ikke har udviklet evnen i musklerne til at ryste og derved holde varmen. At også voksne har det brune fedt, er man begyndt at interessere sig videnskabeligt for inden for de seneste 10-15 år. Brunt fedt er ikke af den slags, der sætter sig på mave og baller. De største depoter findes under vores kraveben og omkring rygsøjlen og centralnervesystemet, og meget tyder på, at det er noget, vi bør værne om og – om muligt – forøge. De brune fedtceller bruger sukker og fedt som brændsel og øger på den måde kroppens energiforbrænding, og ud over at hjælpe os med at holde varmen kan fedtet vise sig at være et lille sundhedsvidunder med vigtige bivirkninger.

”Eksisterende studier viser, at jo mere aktivt brunt fedt man har i kroppen, jo mindre risiko for type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme har man. Det, jeg gerne har villet finde ud af, er, om man med for eksempel vinterbadning kan få mere aktivitet i sit brune fedt, og hvilken indflydelse det kan have på for eksempel blodsukker, insulinproduktion og immunforsvar,” siger Susanna Søberg, der er ph.d. ved Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet, Novo Nordisk Fonden og Københavns Universitet.

NOGET FOR DIG?

Man kan ikke over en bred kam sige, at alle kan vinterbade. Har du en hjerte-kar-sygdom, anbefales du at konsultere din læge, inden du kaster dig ud i det, da konflikten mellem det sympatiske og parasympatiske nervesystem – skal hjertet slå hurtigere eller langsommere? – er stressende og udfordrende. ”Desuden anbefales det, at man ikke får hovedet under vand, da det øger kuldechokket. Blodkarrene i hjernen kan ikke trække sig sammen, og man risikerer at besvime. Bad aldrig alene,” siger Susanna Søberg.

FOR AT NÆRSTUDERE, hvordan det brune fedt opfører sig ved kuldebehandlinger, har Susanna Søberg haft forsøgspersoner liggende i hospitalssenge i Rigshospitalets kælder under kølemåtter med en temperatur på 12-14 grader. Forsøgspersonerne fik et radioaktivt sporstof injiceret i blodårerne og blev efterfølgende kørt ind i en PET-scanner, som kunne vise aktivitet i det brune fedt.

”Det lignede nærmest et Storm P.-projekt med ledninger alle vegne,” siger forskeren, der blandt andet har undersøgt en gruppe af vinterbadere – og også undervejs selv har taget vinterbadningen til sig.

”Jeg er meget kuldskær og havde aldrig troet, at jeg selv kunne finde på det. Men nogle af de vinterbadere, jeg havde kontakt med, fik mig overtalt til at komme ud i klubben en dag sammen med min mand, og de havde morgenbrød med og tog os med i saunaen bagefter. Efter 3-4 gange begyndte jeg at forstå, hvorfor folk gør det. De første par gange er kroppen så optaget af, at det føles farligt, at det kan være svært at mærke velvære,” siger Susanna Søberg, der forsvarede sin ph.d.-afhandling dette forår og fremlægger sine forskningsresultater til efteråret, men allerede i 2019 udgav bogen ’Hop i havet’, der bygger på egne forsøg med sundhed og vinterbadning samt den eksisterende viden på feltet. I dag er den oversat til otte sprog.

”Danmark er måske det nemmeste sted at vinterbade. Ingen er langt fra kysten, og det er kun en lille del af året, vandtemperaturen når over 15 grader, der per definition er grænsen for koldt vand. Men vinterbadning er faktisk muligt i en forbavsende stor del af verden. Der er for eksempel masser af vinterbadeklubber i Sydafrika. Det anede jeg ikke indtil for nylig,” siger Susanna Søberg.

HELÅRSBADNING er kommet på mode. Men dropper folk det igen, når en ny mode opstår? Kirsten Hein fra vinterbadeklubben Lillebjørn har i løbet af de forrige sæsoner registreret, at nogle af de nye medlemmer falder fra igen. Før i tiden var medlemmerne færre, men mere trofaste. Spørgsmålet er, om coronabølgen også vil aftage, efterhånden som danskerne får genoptaget deres vante fritids- og motionstilbud igen.

”Mange har prøvet vinterbadning, fordi man skulle finde på noget for at få tiden til at gå, og her var noget grænseoverskridende, som man kunne have det sjovt med sammen med et par kammerater,” siger Kirsten Hein:

”Men om det bliver til en fast del af hverdagen, det er spørgsmålet.”

0 Shares

april 19, 2021/

SAMFUND

Uhyret på tallerkenen

Anonyme grupper på internettet forbindes ofte med noget mørkt og ondt, men sådan er det langtfra altid. I en af internettets kroge mødes hundredvis af mennesker med spiseforstyrrelser i Addictive Eaters Anonymous for at støtte og hjælpe hinanden.

Tekst:Sebastian Dall MayoniIllustration:Bernardo França

DER SIDDER EN kvinde i en lejlighed på Amager. Hun er 52 år gammel, universitetsuddannet og har et godt job, mand og barn og en dejlig lejlighed på en rolig sidegade til Amagerbrogade. På overfladen et normalt og hyggeligt liv. Bortset fra at hun størstedelen af sit liv har lidt af madafhængighed og en voldsom spiseforstyrrelse.

I dag har hun accepteret, at der er mange ting, hun ikke har kontrol over, fortæller hun. Og det var ikke selvhjælp eller hjælp til selvhjælp, der fik hende på rette spor. Det var heller ikke diætister, psykologer eller læger. Det var noget så simpelt som en samtalegruppe for mennesker, der havde indset, at de havde et problem med afhængighed af mad

Kvinden er en del af en anonym støttegruppe på internettet med navnet AEA – Addictive Eaters Anonymous. Det kan oversættes til Anonyme Afhængige Spisere eller måske Anonyme Spiseforstyrrede. Gruppen mødes til ugentlige Zoom-møder, og dens medlemmer holder stærkt fast i deres anonymitet. Derfor hedder kvinden, hvis navn er redaktionen bekendt, i denne artikel Christina.

Lige så længe Christina kan huske tilbage, har hun haft et besynderligt forhold til mad, fortæller hun. Hendes far ejede en købmandsbutik i en provinsby, hvor hun havde fri adgang til slik og sodavand, så længe hun ikke blev opdaget. Hendes far fortalte stolt sine medarbejdere, at hans datter aldrig bad om noget. Men når han ikke kiggede, fyldte hun lommerne.

”Jeg har altid gemt mig med mad på mit værelse. Jeg spiste så meget, at min mor aldrig vidste, hvad vi havde i køkkenet. Og når vi lavede pandekager, begyndte jeg at spise dejen. Det kan være hyggeligt at smage på dejen, men det er jo ikke almindeligt at sidde og drikke den,” fortæller hun i sin lejlighed før et af de ugentlige Zoom-møder i AEA.

I gymnasiet og senere på universitetet udviklede hendes forhold til mad sig til et decideret misbrug. Hun var besat af, hvad andre tænkte om hende, og hvad de tænkte om hendes vægt, selvom hun aldrig var overvægtig.

”Jeg begyndte at fylde mig med mazarinkage og is for at kaste det hele op bagefter. Det skulle kun være ting, der var nemme at få op igen. Om det så var på gymnasiet, universitetet eller mit arbejde, så har jeg fungeret udadtil. Men det fyldte og styrede alt i mit liv, og jeg havde altid en forklaring parat,” fortæller hun.

Christina beskriver det som et udspekuleret dobbeltliv, hvor hun vidste præcis, hvordan hun skulle holde facaden. Udadtil var hun en sød, ordentlig, ung kvinde, der klarede sig godt og opførte sig eksemplarisk. Men indadtil spiste hun sin mors slankepiller med adrenalin, overspiste for efterfølgende at kaste op og gå ture i timevis for at tabe sig.

DE UGENTLIGE virtuelle møder i AEA har en fast struktur, og deltagerne kommer fra hele verden. Der er også fysiske møder, men de fleste er aflyst på grund af COVID-19. I AEA er det ligegyldigt, om du lider af bulimi, anoreksi, tvangsoverspisning, noget fjerde eller femte. Selv siger organisationen, at den er ”et fællesskab bestående af mænd og kvinder, som deler deres oplevelser, styrker og håb med hinanden, så de kan løse deres fælles problem og hjælpe andre ud af deres afhængighedsproblem med mad.”

Ifølge AEA er spiseforstyrrelser en afhængighed på linje med alkoholisme. Derfor bruger de også Anonyme Alkoholikeres 12-trinsprogram, og hvert medlem bliver tildelt en ’sponsor’, som er deres primære kontakt. Sponsoren er en personlig vejleder, som også selv har kæmpet med en afhængighed af mad, fortæller Christina fra spisebordet i sin lejlighed.

Hendes mand og datter er lige kommet hjem fra arbejde og balletundervisning, og nu står manden og hakker grøntsager ude i køkkenet, mens datteren leder efter sin iPad for at forsvinde ind på sit værelse. De ved, at hun snart har et møde, og at møderne er vigtige for hende. Christina holder en kort pause, da alt bliver stille igen.

”Nu begynder det,” siger hun så.

En forholdsvis tynd kvinde med en mørk, næsten terapeutisk stemme byder velkommen på skærmen. Hun er fra England, er mødets sekretær og en slags ordstyrer for aftenen. Hun beder alle holde et minuts stilhed, før de begynder. 29 mænd og kvinder fra Irland, Australien, Skotland, Danmark, USA, Sydafrika og England deltager. Sekretæren læser dagens tekst. Denne aften er det et kapitel fra Anonyme Alkoholikeres bog ’Som Bill ser på det’, der handler om ydmyghed.

Sekretæren har været en del af AEA siden 1993, men det var først i 2008, hun oplevede en reel frihed fra sin egen madafhængighed, fortæller hun. I dag er hun udelukkende en del af fællesskabet for at hjælpe andre, ligesom hun selv blev hjulpet.

”Det er en sygdom med mange forskellige facetter. Jeg kunne gå fra at trøstespise og være meget overvægtig til at træne ekstremt meget og være sygeligt tynd. Det var en besættelse for mig, og jeg var ubehageligt overvægtig i rigtig mange år. Jeg var hos læger og diætister, jeg trænede, og jeg spiste slankepiller og antidepressiver. Jeg kiggede på folk, når de nød deres frokost, og jeg forstod ikke, hvordan de kunne stoppe, når de var mætte,” fortæller sekretæren, der, siden hun blev rask, har tabt sig 90 kilo og holdt sig inden for normalvægten. Hun havde brug for et fællesskab, hvor hun kunne lære, hvordan hun skulle spise, fordi hun selv havde mistet kontrollen. Hendes hjælp blev en daglig madplan, som hun ikke måtte vige fra, samt daglige samtaler med sin sponsor:

”For mig handler det ikke så meget om min vægt, som hvad der foregår i mit hoved. Når jeg handler ind, er på restaurant eller er til et bryllup, har jeg ingen problemer i dag. Jeg har accepteret, at jeg ikke havde brug for en ny diæt, men en ny måde at tænke på. Jeg føler, at jeg har levet to liv. Når jeg ser billeder af mit overvægtige jeg, er det en anden person.”

EN MAND I FYRRERNE fra Manchester er den første taler. Han har stålbriller og er iført vest, og når han fortæller om det liv, han engang levede, får han røde øjne. Han kommer fra en intellektuel familie, hvor succes blev målt på ens argumentationsevner.

”Jeg lærte, at livet handlede om at tænke og bruge hjernen. For mig var det en forfærdelig kombination. Jeg var ude af stand til at styre min mad, og hver gang jeg vidste, hvad den rigtige beslutning var, gjorde jeg det modsatte, fordi jeg stolede på min egen dømmekraft. Alle problemer i mit liv har jeg løst ved at spise – og senere ved at tage bevidsthedsændrende stoffer. Jeg kunne ikke styre mit liv eller mine beslutninger, men jeg havde altid fået fortalt, at jeg havde kontrol over mit eget liv,” fortæller han.

Christina nikker genkendende til skærmen. Og fortæller, at man i AEA siger, at man bytter én afhængighed ud med en anden.

”På universitetet begyndte jeg at drikke alene, spise sovepiller og kæderyge smøger. Men jeg havde altid en forklaring på, hvorfor jeg var pissefuld klokken tre om eftermiddagen. Engang var min mor nødt til at banke døren ind. Jeg havde drukket og taget piller, til jeg gik helt kold. Og jeg var faldet i søvn med en smøg i hånden, så der gik ild i min dyne. Dagen efter undskyldte jeg, men jeg fortsatte alligevel,” siger hun.

Hos en anden ung kvinde i gruppen blev spiseafhængigheden til et regulært stofmisbrug, mens andre er blevet afhængige af piller, hasardspil og porno. Alle har det til fælles, at deres oprindelige misbrug har ført til et andet.

I mange år ville Christina slet ikke indse, at hun havde et problem. Når hendes veninder viste billeder af, hvor tynd hun var blevet, havde det den modsatte effekt. Det gav hende tværtimod en rus, fordi hun kunne se, at spiseforstyrrelsen, motionen og pillerne virkede.

”Jeg har altid fået at vide, at jeg måtte tage mig sammen og gå til psykolog. Det gjorde jeg også. Problemet var bare, at jeg løj, når jeg sagde, at jeg ville stoppe. Jeg kunne jo ikke være ærlig og sige, at det eneste, jeg tænkte på, var at komme hjem for at æde og drikke og slå det hele fra,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg har været med i AA i mange år, selvom jeg hele tiden har haft mit problem med mad. Jeg har ikke drukket i over 20 år, men i dag styrer jeg stadig ikke, hvad jeg spiser. Jeg har en sponsor fra Skotland, som har givet mig en plan for, hvornår jeg står op, hvad jeg spiser, og hvornår jeg går i seng. Helt basale ting. Det er ude af mine hænder, men det er virkelig en lettelse.”

På skærmen fortsætter manden fra Manchester med at fortælle, hvordan han fik hjælp:

”Her i gruppen lærte jeg ikke at stole på min hjerne. Jeg har brug for andres øjne på mit liv. Hvis jeg ikke levede sådan, ville jeg meget hurtigt køre mod afgrunden, såre en gruppe mennesker på vejen og gøre min familie ked af det. Jeg tager ingen beslutninger i forhold til mad længere. Jeg har forsøgt, men jeg kan ikke styre det.”

SPISE-FORSTYRRELSER I DANMARK

Det vurderes, at 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse. En spiseforstyrrelse går ud over ens fysiske og psykiske helbred og ens sociale liv. Personer med spiseforstyrrelser undgår ofte at spise sammen med andre, fordi de er flove eller mister kontrollen. De oplever ofte en stor utilfredshed med egen krop. En spiseforstyrrelse er ikke altid synlig, men nogle symptomer kan være manglende energi, træthed, mavepine, hovedpine og svimmelhed. Spiseforstyrrelser rammer oftest piger og kvinder i alderen 14-24.

Anoreksi er kendetegnet ved en frygt for at tage på og et stort ønske om at tabe sig. Personer, der lider af anoreksi, undgår ofte at spise i sociale sammenhænge, springer måltider over og er overdrevet fysisk aktive for at øge kalorieforbrændingen.

Bulimi er kendetegnet ved overspisning efterfulgt af opkastning eller misbrug af afføringsmidler. Personer, der lider af bulimi, bruger opkastning, slankepiller eller overdreven motion som kompensation til overspisningen for at undgå at øge deres vægt.

Tvangsoverspisning (BED) er kendetegnet ved tvangsmæssige overspisninger efterfulgt af stor skam- og skyldfølelse, væmmelse og lavt selvværd. En overspisningsepisode karakteriseres ved et kontroltab, hvor personen indtager en stor mængde mad inden for et kort tidsrum efterfulgt af negative følelser.

AEA ER IKKE et religiøst fællesskab, selvom deres 12-trinsprogram nævner Gud flere gange. Ved hvert møde bliver det udtrykkeligt understreget, at gruppen ikke har forbindelse til nogen sekt, organisation, institution eller politisk overbevisning. Ligesom i Anonyme Alkoholikere handler det om at acceptere, at man er magtesløs over for sin afhængighed. Alligevel er der mange, der stejler over, at Gud nævnes så ofte, fortæller Christina.

”Det gjorde jeg også selv. Hvis du kommer ind i et mødelokale, hænger vores 12 trin på væggen, og der står Gud mange gange. Men det handler altså om, at man skal finde noget, der er større end én selv.”

En ung kvinde, der har haft et stofmisbrug ved siden af sin spiseforstyrrelse, fortæller fra sit soveværelse, at hun beder hver aften, selvom hun ikke selv forstår det. Sekretæren fortæller, at for hende handler det om spiritualitet og meditation. For andre i støttegruppen spiller den højere magt ingen rolle.

Alle har de én ting til fælles, fortæller Christina. De har givet slip på kontrollen og overladt den til et andet menneske i et andet land med mange af de samme udfordringer.

”For første gang i mit liv handlede det ikke om at sidde og tænke over tingene. Man skulle handle og tage én rigtig beslutning ad gangen. Jeg tænkte altid på mad, på hvad min vægt var, og hvad andre tænkte om min vægt. Jeg tænkte på det, fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Det gør jeg ikke længere,” siger Christina til mødet, da det bliver hendes tur til at dele.

Temaer som social angst, store egoer, lavt selvværd og manglende kontrol går igen. En kvinde fra Dublin fortæller, at det er 11 år siden, hun første gang deltog i et møde for at bede om hjælp. På skærmen kan man se, at hendes venstre hånd er viklet ind i bandage, og hun forklarer, at hun har været ude for et uheld nogle dage før mødet.

”Det var først, da en kollega spurgte, om jeg ville have en smertestillende pille, at jeg indså, hvor rart det ville være. Jeg kan ikke tage piller, fordi jeg er afhængig. Én ville aldrig være nok, og jeg ved, hvad der ville ske, hvis jeg gjorde det. Pointen er, at jeg ikke tog noget smertestillende, og at jeg ikke engang havde tænkt over det,” fortæller hun.

SEKRETÆREN TAGER ORDET. Hun takker alle, der har delt deres historie og tanker om afhængighed. Mødet slutter med den velkendte, såkaldte sindsrobøn:

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen. Amen. Tak alle sammen. God aften.”

Christina smiler ved ordene. Mødet er slut, men sekretæren bliver på skærmen for at besvare spørgsmål fra nye medlemmer og fortælle, hvad møderne går ud på:

”Det handler om at dele vores historier med folk, som stadig lider. De fleste af dem, der ikke talte i dag, lider stadig. Vi deler vores oplevelser med angst, frygt, had, generthed og lavt selvværd, som er årsagerne til vores afhængigheder, så andre kan se, at de ikke behøver leve på den måde.”

Christina lukker computeren og ånder ud. Der er stille i et kort sekund. Hun smiler igen. Det er blevet sent, og alle i lejligheden er gået i seng.

Med alle de problemer, hun har haft med mad, havde hun ikke forudset, at det skulle være en internetforbindelse, der skulle løse dem for hende. Men hun forstår, hvorfor det hjalp netop hende.

”Jeg havde følelsen af at være ensom. I mit hoved var der ingen andre, der havde det ligesom mig. Ingen gjorde ligesom jeg. Det er svært at sige, om jeg har opnået en ægte frihed, men jeg kan sige, at jeg har det bedre. Mad styrer ikke mit liv i dag. Jeg havde alle mulige kontrolsystemer omkring min mad før i tiden, men jeg havde ingen frihed. Det har jeg nu.”

0 Shares

april 12, 2021/

ESSAY

Hjemsøgt

Mange af os følger i voksen tilstand vores ungdom og barndom på sociale medier. Men kommer vi som land og som danskere tættere på hinanden af det? Forfatter og journalist Michael Enggaard hører til lidt over det hele og prøver her at fornemme nogle af landets forskelle, barnlige eller ej.

Foto:Martin Dam Kristensen

JEG SAD i et siddebadekar i det, der vistnok var Hvidovres ældste hus, da jeg fik beskeden. Bagdelen i det dybe, fødderne på sædet. Min mor var kommet sent hjem, det havde allerede gjort mig mistænksom. Min mor kom aldrig sent hjem.

”Din far og jeg skal skilles,” meddelte hun. ”Kom op, så taler vi om det.”

Processen var langt fremme og nøje planlagt. I fællesskab, viste det sig. Det var åbenbart for længst besluttet, at jeg skulle med min mor til Frederikshavn. Op til en mand, der havde en søn, som var to år yngre end mig. Det kunne ikke gå galt.

Jeg var 12 år og så umiddelbart intet problem i det. ’De gamle’ var alligevel aldrig glade, og jeg kunne jo bare besøge min far, tænkte jeg. Jeg må have troet, at Frederikshavn var Frederiksværk. Eller Frederikssund. Eller måske endda Frederiksberg, hvor jeg kom tit, fordi min farfar var dyrepasser og boede i en embedsbolig inde i zoologisk have. Engang tog han linje 10 ud til os i Hvidovre med en chimpanse.

Snart blev jeg bekendt med realiteterne. Turen fra Københavns Hovedbanegård til Frederikshavn varede i 1983 næsten ni timer. Der var ingen Storebæltsbro dengang, og efter et par timer bumlede man ind i en færges mave. Vogndækkets uforudsigelige larm af tungt jern glemmer jeg aldrig.

Den sidste time efter Aalborg var pinefuld. Opløbsstrækningens skinner slog ud i en unødig bue, der ledte de raslende og opbrugte vogne gennem Brønderslev, Hjørring, Sindal. Beretningerne i bladet Alt om Sport om spillerne på fodboldlandsholdet, der sensationelt besejrede England på Wembley det år, blev læst igen – og igen. Foregik det i en rygekupé, var man godt groggy ved ankomsten.

Men det er ikke nogen ulykkelig historie, skilsmissen var vellykket. Min mor og den uimodståelige sælger fra ’distrikt Nordjylland’ har for længst fejret sølvbryllup. Desværre så jeg ikke så meget til min bror – efter nogle år tog han på efterskole i Hørby – vest for Sæby – og kom aldrig rigtig tilbage. Min far giftede sig få år senere med sin brors tidligere kone. Vi fejrede højtiderne i hinandens selskab, alt var trygt og godt. Og det er på en måde problemet. Hvis folk spørger, hvor jeg kommer fra, kan jeg ikke give et svar.

JEG HAR BOET i den samme lejlighed på Vesterbro i København i 25 år. Den var byfornyet, som det hed, da jeg overtog den. Gårdtoiletternes epoke var forbi, men man kunne stadig finde kanyler i legehuset og i sandkassen. Nu har narkomanerne fået fixerum, og man ser dem sjældent. Romantikere beklager sig over, at de forhutlede er erstattet af unge jyder, hvis snedige forældre har opkøbt lejlighederne og udraderet ’det oprindelige folk’. Eftersom jeg er i tvivl om, hvad jeg identificerer mig med, holder jeg mig ude af den debat. Men jeg har lidt ondt af dem, der skal høre på, at alt var bedre, før de kom.

Mine børn, tvillinger er de, går på Tove Ditlevsens Skole. Digteren, som var gal og genial på samme tid, skriver i ’Barndommens gade’ smukt og råt om, hvordan nærmiljøet danner og siver ind i det unge menneskes væsen. Men ungdommen er kort, ifølge Shakespeare blot en dugvåd morgenstund, og hvis man bliver flyttet midt i den, mister man sin forankring. Jeg hører til flere steder, og dermed savner jeg en rodfæstning, en hjemstavn.

DE VAR SØDE i Frederikshavn, de sagde ”du måger”, når jeg møvede i fodbold, altså skubbede. Jeg har aldrig forstået den eventuelle ornitologiske reference, måske var det bare dialekt, som passede med det, vi lavede. Måger flokkes om føden, ligesom vi gjorde om bolden.

Mit sprog forbistrede dem. Min klasselærer, som i dag følger mig med oprigtig interesse, opfordrede mig til at fralægge mig mine ’københavnermanerer’. Det var ikke så meget det, jeg sagde, der irriterede hende. Det var måden, det kom ud på. Tonefaldet, dialekten, diktionen. Det lød … træls.

Jeg fik hurtigt venner. Hvidovre, som på trøjerne reklamerede for Yankie Bar, var gode til fodbold dengang, så det var jeg nok også? Og hvis man mobbede mig, kunne jeg så finde på at hive en kniv frem? I Nordjylland havde man – også – hørt om Vestegnens grønjakker.

Jeg fik en omgangskreds, men var altid bevidst om, at jeg aldrig kunne blive nogens bedste ven. Der var altid én, de havde kendt i længere tid og var mere fortrolig med. Og min papbror, som aldrig kom hjem efter efterskolen, han havnede i Hjørring hos sin mor.

Med årene fik vi kørekort og drev omkring i biler på umulige tidspunkter, sådan som man sikkert gør alle steder, men særligt i provinsen, tror jeg. Et par gange kørte vi hen til en mand, som alle i byen vidste havde tippet 13 rigtige hele to gange. Det havde han fortalt i lokalavisen.

Han boede i bunden af en blind villavej, og vi bakkede ind for om nødvendigt at kunne komme hurtigt væk, og dér sad vi under indkørslens halvtag midt om natten og skrabede vores lodder fra Shell-tanken – i håb om, at hans held smittede.

Vi skruede bilerne gennem skovens dybe hjulspor op til Pikkerbakken – et stejlt udsigtspunkt – for at glo ud over havnen under os. Færgerne til Norge og Sverige, værfterne, flådestationen. Det mangefarvede lys i mørket var en drømmegenerator. Man kunne få tableauet til at være hvad som helst. New York? Atlantis?

Når vi havde dvælet tilpas længe ved vores mulige fremtid – uden nødvendigvis at åbne munden – trillede vi ned igen.

En bekendt kørte taxa, og vi kunne finde på at køre efter ham en hel nat. Vi fandt ham som regel ved holdepladsen ved banegården, og så parkerede vi bagved. Når han fik en kunde eller blev kaldt til et sted, fulgte vi efter.

DA JEG FLYTTEDE hjemmefra, tog jeg på højskole i Herning. Eleverne ankom – via det mærkværdige banegårdscenter, som også var rutebilstation og postterminal og rejsebureau – fra alle dele af landet. Jeg kan stadig forbinde folk med de provinsbyer, de stammede fra. Mads fra Stege på Møn. Camille fra Svaneke på Bornholm. Morten fra Aars i Himmerland, Karen Grethe fra Vejen i Sønderjylland, Frank fra Kolding (hans bror var medlem af heavy-bandet Skagarack). Og så var der HC, han havde flyttet rundt altid og var senest fra Esbjerg, men han havde også boet i Horsens, Randers og Brønderslev.

Vi lærte af hinandens forskelligheder, og forskellige var vi, virkelig. I alder og social baggrund. Og det var ikke alle i det 45 meter høje hus på heden, der selv havde fundet på, at de skulle bo der og synge morgensang og modtage undervisning i støvledans og dramatik. En af dem blev smidt ud. Han var i trediverne og fra Herlev. En yngre og køn kvinde fra Nordsjælland triggede staklens dæmoner. Under en hjemrejseweekend blev han på skolen, han havde nok ikke et sted at tage hen, og valgte at bryde ind på hendes værelse. Han stjal ingenting, til gengæld urinerede han over alle hendes ejendele. Hun kom fra Vedbæk, og havde intet gjort ham.

MANGE AF OS flyttede senere til Aarhus, og jeg begyndte på Journalisthøjskolen i 1994. På det tidspunkt var skolen den eneste af sin art, og de studerende kom fra alle landets ravnekroge. Måske var det her, jeg første gang fornemmede, at jeg havde udviklet en slags menneskepræference. Dengang i Aarhus var det, som om de indfødte tilhørte en slags sofistikeret inderkreds. De færdedes hjemmevant i Latinerkvarteret med alle de franskinspirerede cafeer, og de vidste alting bedre, særligt når det gjaldt musik, film og litteratur.

Københavnerne gad derimod slet ikke opholde sig i Østjylland. De gjorde alt for at slippe væk, så de kunne komme ’hjem’ torsdag og udskyde genankomsten til tirsdag. Vi måtte forstå, at der skete så meget i den pulserende hovedstad, at det egentlig var en smule foragteligt at opholde sig andre steder, hvis man ville kalde sig journalist.

På en måde passede det mig glimrende. For mig var Aarhus enormt stor, og jeg kunne gå på opdagelse i byen og tilværelsen som sådan med ligesindede. Folk fra eksempelvis Thisted og Fredericia, der også havde siddet i isolation på værelset og tilsluttet sig Bruce Springsteens håb og løfter om, at noget en dag ville ske, så man kunne og turde træde ind i livet.

Det gælder stadig. Mine bedste venner – med få undtagelser – bærer endnu de følelser i sig, uanset hvor stor deres faglige succes har været. Det er noget med en tvivl, et fravær af skråsikkerhed. En klang, man genkender i hinanden. Det har også spillet ind i mine parforhold. Min første samlever var fra Nykøbing Falster, og min kone er fra Haderslev, en by, som på mirakuløs vis er uden togstation, hvorfor man må satse på at blive hentet i Vojens, hvis rejsetiden skal holdes inden for det anstændige.

Jeg vil gerne tro, at dét, at jeg blev flået op af siddebadekarret som dreng, har gjort mig til en god iagttager af mennesker og deres liv.

JEG FYLDER 50 år snart. Og jeg ser tilbage, det er vel uundgåeligt. Jeg ville gerne have en grundfølelse af at høre til et bestemt sted, og jeg ville nødigt have været Frederikshavn foruden. Jeg er blevet klogere af årene der. Måske hører jeg bare til i Danmark?

For nylig oprettede jeg en profil på Instagram. Jeg uploadede et billede af min baggårds gyngestativ med sne på. Og et af min dreng i en mørkeblå flyverdragt. Hvorfor? Jeg ved det faktisk ikke, men det satte tanker i gang: Da min mor og jeg rejste fra Hvidovre, fandtes der intet internet, ikke engang mobiltelefoner, og jeg forstår nu, hvor radikalt det må have været at forlade en egn eller et samfund. For min mor og ikke mindst for tidligere generationer.

Med ét klik kan jeg på få sekunder slå mine gamle skolekammerater op. Jeg kan stadig huske de fleste navne fra Hvidovre-tiden, og jeg kan konstatere, at hende, jeg var mest forelsket i, er blevet en moden kvinde og for nylig har ladet sig fotografere sammen med den høje fra Sko/Torp. Det er ikke uden stolthed, at hun poserer på det billede.

Jeg kan også se, at nogle af mine skolekammerater fra Frederikshavn bader sammen hver søndag året rundt. Jeg kan se, hvor mange børn de har fået. Hvor de arbejder, og på deres biler og boliger har jeg også et indtryk af, hvad de får for det. Det er ikke noget, jeg går og tænker mig til. Meget af det ved jeg. Jeg skriver med nogle af dem på Messenger med jævne mellemrum.

Jeg har fortiden med mig alle vegne. Den ligger i lommen. Hvilken konsekvens det har, kan jeg ikke gennemskue. Det vedligeholder savn, fastholder konkrete personer i min bevidsthed, som jeg ellers ville have glemt eller opgivet med tiden. Og ja, jeg vil egentlig gerne med ud at bade, men det kommer jeg jo ikke.

DET MODSATTE FOREKOMMER mig uhyggeligt. Tænk aldrig at få svar på, hvad der hændte dem, man voksede op med.

”Far, jeg vil gerne opleve at have en have,” siger min datter. Vi taler indimellem om at forlade Vesterbro, få noget mere plads, noget græs og nogle bede og et udhus med skuffejern og river og spader, som hænger ved siden af hinanden på en bræddevæg.

Jeg var 12 år, da jeg flyttede til Nordjylland. Hun og hendes tvillingebror er 13. De er to, og de vil sagtens kunne klare omvæltningen sammen, tænker jeg. Og er der egentlig noget her, som er uundværligt? Hvorfor skal vi sammenstuves fem individer på et Vesterbro, der er ved at blive oversvømmet af unge jyder? Skulle man udnytte noget af den ledige plads, de efterlader derovre?

JEG GÅR UD på min altan – sådan en har alle i dag – og glor ned i gården. Dér sidder en fyr på en bænk og lytter til musik i høretelefoner, eller måske er det en lydbog. Da jeg kom hertil, var pladebutikkerne, boghandlerne og biograferne de store gevinster med deres vinduer ud mod verden. Jeg kommer stadig i butikkerne, men man lever ikke afsondret i provinsen i dag. Jeg køber som alle bøger på nettet, streamer musik og film. Jeg kommer til at savne kvarterets sære eksistenser, hvis vi ender med at skifte kulisse. ’Mandedamen’, der handler i Føtex mindst otte gange om dagen, og som man sikkert ikke må kalde en mandedame mere. Den 70-årige kvindelige punker i leopardbukserne, som hvæser ad de fleste. Og Lone i pølsevognen, som altid giver mig slikpinde med hjem til børnene. Også selv om hun burde vide, at jeg kommer hos hende i smug.

Michael Enggaard har netop udgivet romanen ’Efterhånden mulighed for sol’, der ifølge forfatteren selv er en ’danmarksroman’, og hvis handling – både i tid og sted – skifter mellem blandt andet København, Solrød, Aarhus og Nordjylland.

0 Shares

marts 15, 2021/

LIVSSTIL

Køkkenfest

Vi elsker vores køkkener. Det er dér, vi viser os frem, dér, vi hygger igennem, og dér, festen bobler bedst. Men hvorfor går vi danskere så højt op i det? Og hvorfor køber vi lige nu køkkener og køkkenudstyr som aldrig før, når vi laver stadig mindre mad? Ud & Se spænder forklædet og tager skærebrættet frem.

Tekst:Christian MartinezFoto:Johnny Bonne/Ritzau Scanpix, DR/Conny Kaalund O’Carroll, HTH Illustration Shutterstock

HVIS MAN i efterkrigstiden viste en dansk husmor et samtalekøkken og en mand, der lavede mad, ville hun sikkert falde død om af befippelse – eller ønske, at hun havde en tidsmaskine. Hvor langt vi er kommet i vores indretning – og menneskesyn – siden dengang, kan man opleve i dokumentarfilmen ’Køkkenet, Danmarks største arbejdsplads’ fra 1950. I den gives eksempler på uhensigtsmæssig indretning af det gamle danske landbokøkken, som gør hverdagen svær for en husmor. Eller, som der står i en forklarende mellemtekst undervejs i den lydløse film: ”En enkel ret som vandgrød koster fru Hansen adskillige skridt.” Underforstået: Indretningen er så usmart, at husmoren må gå flere kilometer om dagen, når der skal laves mad, fordi fødevarer, vand og brænde til komfuret er i tilstødende rum.

Filmen var tænkt som inspiration til en modernisering af køkkenet med smarte tips og tricks, og den har vidunderligt fornærmende formuleringer. Som i scenen, hvor husmoren sidder i en lænestol og ryger en cigaret ved siden af et nymodens elektrisk komfur, og den ledsagende tekst lyder: ”Vågn op, fru Hansen. Sådan et køkken får De slet ikke!”

I stedet skulle datidens husmor stille sig tilfreds med mindre og billigere forbedringer, deriblandt en køkkenvask, der ikke længere lå ude i bryggerset, og – hold fast! – indbyggede overskabe.

Spol frem til i dag, og der er ingen tvivl om, at både fru Hansen og filmens instruktør, Carl Otto Petersen, ville få erstatningskaffen galt i halsen. Der er langt fra efterkrigstidens kulinariske nøjsomhed og spartanske indretning til ’Alle har ret til et fedt køkken’, som et af 00’ernes mest kendte reklameslogans lød. Og det er ikke tilfældigt – er der ét rum i boligen, der siger noget om tidsånden, vores økonomiske formåen og vores selvforståelse, så er det køkkenet.

60’erne: En køkkenmodel i Natur Eg er starten på HTH.

VI KØBER KØKKENER og køkkenudstyr som aldrig før. Ifølge undersøgelsen ’Danskerne i det byggede miljø’, foretaget af Kantar Gallup, fik 6,1 procent af danskerne i 2019 et nyt køkken, mens 14,8 procent af os overvejede at få det. Det at skabe rammen om ’det gode liv’ er ifølge undersøgelsen den største motivationsfaktor for at foretage større til- og ombygninger – vigtigere end at få mere plads.

Danmarks største ejendomsmæglerkæde, EDC-gruppen, melder på samme måde om stor interesse for køkkenet i de 20.000 boliger, som kæden solgte sidste år, og køkkenets stand er derfor også helt bevidst noget af det første, der omtales i en boligannonce. Ifølge EDC-gruppen brugte danskerne sidste år i snit 230.000 kroner på istandsættelse af deres nyindkøbte bolig, hvilket typisk dækker over investeringer i energiforbedring, for eksempel isolering af vinduer, badeværelset – og køkkenet.

Når vi har købt nyt køkken eller givet det gamle en ordentlig tur, investerer vi som aldrig før i lækkert køkkenudstyr. Det er ikke kun corona, der har fået os til at bruge penge på dyre saftpressere og kaffemaskiner, som vi ellers ville have brændt af på restaurantbesøg og udlandsrejser. Pandemien har blot forstærket en trend, der var i fuld gang, lyder det fra Henrik Egede, der er direktør i APPLiA, brancheforeningen for producenter og importører af hvidevarer og elektriske husholdningsapparater.

I 2020 har APPLiA registreret tocifrede vækstrater, blandt andet i vinkøleskabe, hvis salg sidste år blev fordoblet, og i såkaldte hood in hob – kogeplader med indbygget emhætte.

”Det er stukket pænt af,” siger Henrik Egede.

”Mens danskerne i mange år har flirtet med en opgradering af køkkenet, kan man nu vist roligt tale om en forelskelse.”

EN AF DEM, som ser muligheder i køkkenbranchen, er Per Mikael Jensen, der er tidligere TV 2-direktør, MetroXpress-chef og nu investor i Form Plus, en køkkenproducent, der netop har åbnet ny butik i Bagerstræde i København.

Hvorfor går du ind i køkkenbranchen nu?

”Jeg har elsket at bygge, siden jeg var barn. I en alder af 14 var jeg storkunde i Silvan. Jeg byggede alt til børneværelset, mit skrivebord, højttalere, reoler, sengen … hvad jeg ikke har bygget af ting i spånplader. Jeg tror, min første kæreste var af spånplader,” siger Per Mikael Jensen.

70’erne: Skabe med rulleudtræk og skæreplade, specialskabe med indbygget strygebræt, vitrinelåger i røgfarvet glas og udtræksbord til 3-4 personer.

Han nåede som ung at arbejde fire år i en lille møbelvirksomhed og var med egne ord godt på vej til at blive møbelsnedker, hvis ikke lærepladsen var gået i vasken.

I stedet blev han journalist – og senere blandt andet international chef for MetroXpress og direktør for TV 2 – men interessen for møbler og byggeri holdt ved. Til en iværksætterkonference for fire år siden mødte han stifteren af køkkenvirksomheden Form Plus, Jesper Lykkeskov. Per Mikael Jensen besluttede at investere i virksomheden, som laver såkaldte IKEA-hacks, hvor kunderne køber IKEA-kabinetter og -udstyr og opgraderer det med snedkerlavede fronter, så det bliver mere funktionelt, flottere og mere personligt. På den måde kan man ’snyde’ sig til et toplækkert køkken, selvom man ikke har penge til at snedkerbygge det fra bunden eller til et funklende statussymbol fra de mest prestigiøse flagskibsbutikker.

Form Plus får fremstillet deres fronter og låger i massivt træ på Mors og beklæder indersiden af kabinetterne med finér, ligesom hængsler og glideskinner opgraderes, så de angivelig holder længere end IKEAs.

Andre danske brands, der laver IKEA-hacks, er blandt andet Reform, som er blevet kendt for deres samarbejde med arkitekter som Bjarke Ingels Group og &SHUFL, der fremstiller snedkerlavede fronter i et stilrent, stramt design.

Det er dét voksende marked, Per Mikael Jensen er interesseret i.

”Det er ikke mere usundt at få en lille plads i et stort marked end at få en stor plads på et meget snævert marked,” siger investoren, der ser to nye køkkentrends for sig i en nær fremtid.

Det ene er viktualierummet, hvor man i gamle dage opbevarede fødevarer mørkt, tørt og køligt, og som Plus Form lancerer i et nyt format på 2×2 meter med plads til frugt og grønt, brød og vin.

”Og så er der særligt én ting, som jeg savner ved det moderne køkken: udtrækspladen. Inden jeg dør, så vil jeg lave sådan et køkken,” siger han.

Samtalekøkken fra Kvik, ca. 2005.

DER ER LØBET en del vand i stålvasken, siden fru Hansen stod i landbokøkkenet. For eksempel er det over 20 år siden, at ordet ’samtalekøkken’ blev optaget i den danske retskrivningsordbog og introducerede danskerne for et køkken, der gik fra værksted til værerum. Et socialt rum, hvor den fragmenterede danske familie kunne få et glimt af hinanden i en travl hverdag. Men også en scene, hvor man kunne dupere sine gæster med årstidens hypede cuisine hen over køkkenøen, mens man langtidssimrede allehånde kødudskæringer i den nye sous vide-maskine.

”Hvis jeg kun måtte se ét rum i ’Kender du typen’, vil jeg altid vælge køkkenet. Det er det, der siger mest om os,” siger livsstilsekspert og foredragsholder Christian Grau, der som reklamemand i 00’erne stod bag sloganet ’Alle har ret til et fedt køkken’, og som i en årrække var vært på DR’s populære tv-program.

”Har man et ’tarmkøkken’, hvor to mennesker ikke kan passere hinanden, eller har man et stort trofækøkken, som ser lige så rent ud, som var det stadig i showroomet? Den slags siger utrolig meget om folks livsstil,” forklarer Christian Grau, som ikke får lige så mange ledetråde i folks stuer, der ofte er indrettet med bløde møbler til at binge tv-serier, men med knap så mange såkaldte idiosynkrasier.

”Du kan måske lægge noget identitet i, hvorvidt fladskærmen i stuen er 30 eller 60 tommer. Men køkkenet siger så meget mere,” siger han.

”Det fortæller for eksempel, om du selv laver mad, om det er ’fra jord til bord’ eller konserves. Det sender signaler, om du er med på noderne og har droppet overskabene, har et køkken-alrum, hvor alle kan være med, eller om det er et snævert værksted, som du ikke bruger tid i.”

’Alle har ret til et fedt køkken’, som i start-00’erne blev lavet til køkkenproducenten Kvik, ramte tidsånden godt, forklarer han. Der var et opsving på vej, danskerne havde fået flexlån og afdragsfrie lån, og folk pumpede penge ind i deres bolig. Og der var en tendens til, at man skiftede køkkenet ud i sin nye bolig, også selvom det var fuldt funktionsdygtigt.

Passer det slogan stadig på os?

”Ja, køkkenet er et sindssygt vigtigt rum, i alt fald i Danmark. Vi har altid spist meget hjemme, og derfor har ideen om at være sammen, mens man laver mad, rodfæstet sig. Vi har jo været længe om at gå ud og spise til hverdag,” siger Christian Grau, der også mener, at ligestillingen har haft en stor rolle i køkkenets forvandling i det 20. århundrede.

I Danmark var kvinderne hurtigt på arbejdsmarkedet efter krigen, og mændene kom mere ind i køkkenet, hvilket stillede nye krav til indretning. Dengang køkkenet var et arbejdsrum, hvor husmoren huserede, var man sjovt nok ligeglad med, om det var et lille hummer uden komfort. Men i det øjeblik, manden begyndte at lave mad, skulle der pludselig gøres plads.

”Det næste var selvfølgelig, at så måtte det sgu også gerne være lidt lækkert,” siger Christian Grau.

Samtidig er der også et element af ’spis og skrid’ over køkkenet, der ifølge livsstilseksperten bidrager til dets popularitet: Et køkken er uformelt, der er ikke lagt op til, at man sidder der hele aftenen. Det kræver ikke en invitation og perfekt borddækning, ligesom det ikke behøver at ende med cognac til kaffen. Alt sammen noget, der passer godt til danskernes uhøjtidelige temperament, mener han.

10’erne: Det grebsløse køkken. Slanke, vertikale og enkle horisontale linjer.

HVORDAN SER FREMTIDENS køkken så ud? Måske skal vi vænne os til, at det vil se mindre køkkenagtigt ud. Det har i nogen tid været fashionabelt at droppe overskabe i køkkenet, ligesom man har forsøgt at camouflere eller afskaffe emhætten. Fordi overskabe og emhætte skygger for lyset og åbenbart er, av, lidt for fælles genkendelige i deres formsprog.

Dét kan dog blive et problem, især hvis man ønsker et multifunktionsrum, hvor madlavning kun er én blandt mange ting, som et køkken kan byde på.

’Det køkkenløse hjem’ er en anden tendens på sigt – trenden er opstået i takt med, at flere spiser ude eller bestiller takeaway-mad. I New York er 30 procent af de nyopførte boliger på det seneste således bygget helt uden køkken.

”Hvis man spørger Coop, hvem deres største konkurrent er, skulle man tro, at det var Dansk Supermarked. Men de vil sikkert sige, at det er restaurationsbranchen og takeaway. Begge brancher har taget store andele fra supermarkederne, fordi vi spiser mere ude og køber mere færdiglavet mad med hjem,” siger Christian Grau.

Meget tyder også på, at fremtidens køkken – corona eller ej – bliver med udendørs servering. Kigger man på gamle herskabslejligheder og ældre parcelhuse i Danmark, ligger balkon og/eller terrasse altid i forlængelse af stuen. Men det ændrer sig nu, hvor flere foretrækker altan eller terrasse knyttet til køkkenet. Dels fordi det er nemt, hvis man vil spise ude, dels fordi køkkenet simpelthen har erobret ’husets hjerte’.

Som Christian Grau siger:

”Køkkenet er dér, vi lever. Det kan ligesom alt. Man kan lave mad, lektier, og man kan have gæster, som aldrig når hen i de bløde møbler inde i stuen. Der er så hyggeligt i køkkenet. Det kan godt være, at stuen hedder ’living room’ i engelsksprogede lande, men i Danmark er det køkkenet, der er vores ’living room’.”

OLDIES BUT GOLDIES

Hvis man søger på ’køkkenelementer’ på for eksempel dba.dk, får man næsten 1.800 hits. Heraf er en fjerdedel komplette køkkener. Der er altså nok at vælge imellem, hvis man vil have et billigt køkken. Man skal bare selv kunne sætte det op – eller kende nogen, som kan.

Det gjorde Erik Lautrup, kok og madiværksætter, som på dba.dk købte et brugt Unoform-køkken til 15.000 kroner – inklusive opvaskemaskine, køleskab og komfur. Han hentede elementerne i en lejlighed ved Kongens Nytorv, hvor køkkenet i sin tid var sat op, og fik det derefter sat op i sin lejlighed på Frederiksberg.

”Folk skifter køkken, som de skifter underbukser. Jeg syntes, at det var idiotisk at købe nyt, når der står så mange ubrugte køkkener rundtomkring. Mange har en specifik idé om, hvordan deres køkken skal være. Men er man en lille smule åben for, hvordan det også kan se ud, kan man gøre det til en brøkdel af den pris, det ville koste at få lavet fra nyt,” siger Erik Lautrup, der glæder sig over, at han kan købe rigtig mange lækre råvarer for de penge, han sparede på køkkenet. Havde han købt et tilsvarende, helt nyt køkken, havde det kostet ham i omegnen af 250.000 kroner med opsætning og hårde hvidevarer.

Og så må han håbe, at det gamle køkken og dets elementer kan holde. Hvis ikke, koster én skuffe i dag – eller et andet Unoform-element fra nyt – mere end hele køkkenet.

0 Shares

februar 22, 2021/

Indlæg

Rede penge

Søm i næsen

Forsvundet

Marianne van Toornburgs Danmark

Hjulmands værksted

Henrik Nordbrandts Danmark

Koldt vand i blodet

Uhyret på tallerkenen

Hjemsøgt

Køkkenfest

Redaktion

Annoncesalg/kontakt

Links og info

Tilmeld nyhedsbrev

Indlæg

Redaktion

Annoncesalg/kontakt

Links og info

Tilmeld nyhedsbrev

Cookies og privatlivsindstillinger