Indlæg

Flokdyr

Hvert efterår vrimler Sønderjylland med folk og fugle på træk. Alle vil have en bid af himlen og af den sorte sol.
Tekst og foto:Martin Dam Kristensen

VAR DET IKKE for sine stærefugle, for Fleggaard og for Fakta, ville der næppe være meget liv i den lille by Aventoft. Med sine næsten 500 indbyggere ligger byen i et stille hjørne af Tyskland, der grænser op til et stille hjørne af Danmark. Så fredfyldt, at ikke engang Hjemmeværnets grænsekontrol bekymrer sig om landevejen her lige syd for Tønder.

Rørskoven ved Aventoft har været stærenes valg af overnatningssted i dette efterår. Og de har valgt et usædvanlig turistvenligt sted. Biler, autocampere og busser parkerer på Faktas parkeringsplads, og derfra er der kun nogle meters gang til et dige, hvorfra man har flot udsigt over en tæt ’skov’ af rør. Nærmest som i et amfiteater. 

Efter at have brugt dagens lyse timer på at æde gåsebillelarver i marsken vender flere hundred tusind stære næbbene mod områder med siv og rør, hvor de er i sikkerhed for både rovdyr og rovfugle. Trækfuglene ankommer i flokke med få minutters mellemrum og falder til ro. Hvis en rovfugl skulle finde på at angribe under indflyvningen, flyver de alle med ét op, og det er i de tilfælde, at begrebet sort sol er flottest. Men paradoksalt nok kan de mange tilskuere betyde, at rovfuglene ikke tør nærme sig, hvilket betyder, at fugleskyerne bliver mindre imponerende. 

Folk kommer fra nær og fjern, men mest fra Danmark, hvor sort sol er et stigende turistfænomen. På en lørdag aften kan der let forsamles omkring 1.500 mennesker på dette ene sted. Denne aften er der blandt andet folk fra en Facebook-gruppe for autocampere, en fotoklub på tur og ornitologer. De fleste er der for første gang, men for nogle er det en årlig tradition, der suppleres med et kro-besøg. Mange vælger en arrangeret bustur fra Tønder med medfølgende guide og røverhistorier, mens andre selv opsnuser, hvor stærene har valgt at sværme.

Hele scenariet udspiller sig i løbet af en times tid. Når tusmørket sænker sig, er showet forbi. Parkeringspladsen tømmes langsomt igen. Enkelte autocampister overnatter på stedet, og nogle få vælger at tage morgenoplevelsen med. Cirka klokken 7:15 letter stæreflokken igen. Nærmest så præcist, at man kan stille uret efter det.

Hver aften ankommer flere fyldte turistbusser til Tønder.

 

Kikkerter, kameraer, smartphones, iPads, sidde-underlag, tæpper, gummistøvler, termokander … og en lille skarp hist og pist.

 

Det er ikke usædvanligt at se 5-800.000 stære.

 

Stæreflokkene kan ses i en kort periode i foråret, men primært i september og oktober, hvor de overnatter i Tøndermarsken på vej til blandt andet England, Holland, Belgien og Nordfrankrig. 

 

Kurt Vigen fra Ølsted ved Horsens så sort sol sidste år og havde sørget for, at svigermor Ruth Hanne Jensen kunne komme med i år.

 

Stære spiser op til to gange egen kropsvægt hver dag. 

 

Det er ikke undersøgt, hvad de mange turisters nysgerrige tilstedeværelse betyder for stærenes adfærd. 

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Københavneren, der trak i land

Klaus Bondam har levet det meste af sit voksne liv i byen, men vendte i 2011 tilbage til barndommens landlige idyl, da han sammen med sin mand købte et husmandssted i Odsherred.
Tekst:Benjamin DaneFoto:PR

JEG TILBRAGTE de første 11 år af mit liv på landet. Jeg er født på en gård på Bornholm, og da jeg var fire-fem år, flyttede min familie og jeg til en anden gård ved Slagslunde i Nordsjælland. Først senere, da mine storesøstre var flyttet hjemmefra, rykkede vi til Søllerød og bosatte os i en villa. Som voksen har det meste af mit liv foregået i København, men jeg har altid husket min tidlige barndom for lyset, luften og roen ude på landet. Jeg mindes især de helt stjerneklare nætter. Derfor har jeg nok altid haft en form for længsel efter at komme tilbage.

MIN MAND OG JEG flyttede til Odsherred, da vi købte et husmandssted, som havde tilhørt en professor – Jørn Palle Schmidt – der var æresmedlem af Danske Landskabsarkitekter, hvor min mand dengang var formand. Første gang vi var oppe og kigge på Ulkerup Urtegård, som huset hedder, var i sensommeren 2010. Vi kørte forkert på vej derop og endte ude på nogle små markveje, så vi måtte vende om, men allerede da vi kom kørende ad landevejen fra Nørre Asmindrup og ned mod Nykøbing Bugt, tænkte jeg: ’Hold da op, hvor er her smukt.’ Da jeg først så det hvide hus med stråtag omkranset af træer, var jeg solgt.

VI HAR EN køkkenhave på størrelse med en håndboldbane, vi har kaniner og høns, som vi slagter og spiser, vi har tidligere haft grise, og lige nu går vi med planer om at få et kødkvæg eller to. Kort sagt er vi stort set selvforsynende, og det er nok den allerstørste glæde, jeg har ved at bo på landet. Det er fantastisk at gå ud og plukke kål og grave kartofler op og lave et måltid af noget, der for bare en time siden stod ude i haven. Vi har cirka 120 tomatplanter, og jeg er blevet helt overvældet af, hvor mange tomatsorter der findes, efter i årevis at have handlet i supermarkeder, som har bildt os ind, at der findes to slags: almindelige tomater og cherrytomater.

KLAUS BONDAM

54 år, direktør i Cyklistforbundet, tidligere borgmester i København og skuespiller. Han har tidligere spillet med i en række danske film og tv-serier og vender til februar tilbage til scenen for første gang i 15 år med teaterstykket ’Død over eliten’ på Odense Teater.

JEG OPLEVER naboskabet på landet som meget stærkere end i byen. Det er lidt paradoksalt, når man tænker på, hvor meget tættere folk bor i København, men mange snakker jo slet ikke med deres naboer. Herude er der altid nogle, der er klar til at give en hånd, som da en af naboerne kom forbi med sin truck, da vi skulle have flyttet vores griseskur. Alt, han ville have til gengæld, var en øl. I byen oplever jeg, at mange har en forventning om, at andre kommer og gør tingene for dem. Der er nogle andre, der arrangerer Distortion, Copenhagen Cooking eller Aarhus Festuge, men herude sker der ikke noget, hvis man ikke selv tager initiativ. Selv badebroen nede ved stranden sætter vi selv op sammen med vores naboer om foråret og piller den ned igen til efteråret.

DER ER IKKE mange ting, jeg savner ved at bo i København, men hvis jeg skal pege på én ting, er det at cykle gennem byen om sommeren. Jeg kan selvfølgelig også cykle ude på landet, men det giver mig ikke den samme følelse, som når jeg sætter mig op på sadlen og cykler gennem København, mens jeg iagttager trafikken og alle de mange mennesker, jeg kører forbi. Det er noget helt specielt.”

 

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/

Op med teltpælene

Familien Rysz droppede deres københavnske karriereliv til fordel for en konkursramt campingplads i Sønderjylland. Til at begynde med var derhverken strøm eller telefonforbindelse, men i dag er Vikær Strand Camping en god forretning for familien, der ikke kunne drømme om at flytte tilbage til byen, fortæller Liselotte Rysz.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Privat

MIN MAND, Henrik, og jeg havde et godt liv i København med en fed lejlighed på Islands Brygge og hver vores arbejde, som vi brugte mange timer på hver uge. Jeg var HR-chef i ISS, og Henrik var direktionsassistent hos Velux. Der var som sådan ikke noget galt med det, men vi kunne se en helt forudsigelig tilværelse udspille sig foran os med hus nord for København, børn og en au pair til at passe dem, fordi vi selv havde for travlt til at gøre det.

I 2011, da vores første datter blev født, havde vi længe gået og talt om at få et fælles projekt, noget, vi kunne være sammen om, og som samtidig kunne give os mere tid til at være sammen som en familie. Men vi kunne ikke bare blive ved med at snakke om det – enten måtte vi gøre drømmen til virkelighed eller droppe det helt. Så vi begyndte at tale om, hvad det projekt rent faktisk skulle være: Vi overvejede at købe en restaurant, en bed & breakfast eller måske endda en isbar. Alt, vi vidste, var, at det skulle være på landet, ude i naturen.

VI FANDT Vikær Strand Camping ved den lille by Diernæs Strandby i Sønderjylland i januar 2012. Det var et konkursbo, som var blevet sat til salg, og vi kørte derned for at kigge på det. Det var isvinter, og campingpladsen ligger helt ud til stranden, så vi stod derude i stiv kuling og betragtede en helt øde plads med tomme hytter. Først tænkte jeg: ’Det her er lidt langt ude.’ Men Henrik var klar og kunne se en forretning i det, så der gik ikke mere end et par uger, før vi havde skrevet under på købsaftalen. 

Vi flyttede fra København kort efter. Campingpladsen skulle åbne i marts, og intet virkede. Bommen kunne ikke gå op, dankortmaskinen var i stykker, der var ingen telefonforbindelse, og strømmen på pladsen virkede ikke. Her kom vi to københavnere, som intet anede om hverken camping eller Sønderjylland, men det lykkedes os at åbne campingpladsen til tiden, og da fastliggerne lige havde set os an, blev vi taget rigtig godt imod.

TIL AT STARTE med var der mange af vores venner i København, som slet ikke troede på os. De var overbevist om, at det var en joke. Men efterhånden gik det op for dem, at den var god nok, og i dag er det at ’lave en Liselotte og Henrik’ blevet et fast udtryk i vores vennekreds for at kaste sig ud i et vildt projekt. Jeg tror, at både venner og familie nyder godt af, at de kan komme forbi og besøge os og bo på campingpladsen. Begge vores familier har i hvert fald investeret i en campingvogn.

Hvis du havde spurgt mig for 10 år siden, om jeg ville have lyst til at bo et sted, hvor alle ved, hvem jeg er, når jeg kommer ned til den lokale købmand, ville jeg nok have slået en latter op. Men i dag er det virkelig med til at skabe et tilhørsforhold til lokalområdet, at vi kender alle, og at alle kender os. Efterhånden har jeg også lært at forstå, hvad folk siger, selv når de taler virkelig sønderjysk. Vi er gået hen og blevet nogle rigtige bonderøve – og vi elsker det.”

 

Share
Tweet
Share
0 Shares
/