MED ET HÅNDKLÆDE om livet og en smøg i flaben står Nicolaj Stott i jockeyrummet, mens han omhyggeligt pudser sine lange, sorte jockeystøvler. Ved hans hjerte pryder en galophest i sort blæk huden på hans tynde, veltrænede overkrop. Der er tre timer til det første af dagens syv løb på Klampenborg Galopbane, og når han senere tager støvlerne på, er det altafgørende, at venstre kommer først på. Alt andet bringer uheld. 

Da han vågnede tidligere på morgenen, vejede han 57,7 kilo, men efter en løbetur og 35 minutter i jockeyrummets tilstødende sauna vejer han nu 56,6 kilo. Det er lige inden for smertegrænsen. Stort set alle jockeyer går i sauna på løbsdage. De udsvedte gram kan være udslagsgivende, og nogle smider helt op til tre kilo. Det er effektivt, men det kan også tage hårdt på kræfterne. 

Han fisker tre vitaminpiller frem fra skabet, skyller hurtigt to af dem i gabet med danskvand og knækker den sidste. Den ene halvdel sluger han, den anden fyrer han tværs gennem lokalet, over stakken af sadler på det store brune træbord i midten af det hele, videre over de to motionscykler og den sorte motionshest, og direkte ned i skraldespanden i modsatte ende.

29-årige Nicolaj Stott er en af de bedste jockeyer i dansk galopsport. To gange har han vundet Dansk Derby, august-løbet, der er det mest prestigefyldte herhjemme, og en anden tatovering på hans højre skulderblad viser afgørelsens øjeblik i 2017-udgaven: Hele vejen op gennem opløbet lå han side om side med sin lillebror, Kevin Stott, der til daglig er jockey i England. På målstregen var det så tæt, at ingen vidste, hvem der havde vundet. Først da mållinjefotoet var kigget grundigt igennem af løbets officials, stod det klart. Nicolaj Stott vandt med akkurat en hestesnude.

Der er faste pladser, et indbygget rum til private sager og navneskilte i messing til jockeyerne i mændenes omklædning. I forgrunden Nicolaj Stott. I baggrunden spuler Oliver Wilson mudder af sine støvler.

DEN KASTANJEBRUNE trædør går op, og ind træder en ulasteligt klædt Oliver Wilson. Han er i mørkeblåt jakkesæt, brune lædersko, og et snorlige stribet slips hænger under den tilknappede jakke. Han har været i sauna et andet sted, for han havde hørt rygter om, at der var lidt problemer med saunaen i jockeyrummet, og han ville ikke tage nogen unødige chancer. Han vader gennem rummet med sin taske over skulderen og stiller med omhu fire forskellige energidrikke op i vindueskarmen over et lille blåt skilt med påskriften ’Ollie Wilson’.

Der er folk, der mener, at Oliver Wilson er det største jockeytalent i Danmark lige nu. Trods sine kun 23 år har han de sidste fem år i træk vundet championatet på Klampenborg, der tilfalder den jockey, der hen over en sæson har vundet flest løb. 

For nylig kom han tilbage til Danmark efter at have tilbragt vintermånederne i Dubai. Han var tilknyttet en stor stald med 300 af sheik Mohammeds fineste heste og trænede blandt andet fast på hesten Old Persian, der lige nu rangerer som den femtebedste hest i hele verden. 

Fra lommen finder han et papir frem med information på dagens løb, som han hænger op med tegnestifter ved sin plads. Et øjeblik studerer han det. Så går han hen til Nicolaj Stott og hilser med et godt gammeldags håndtryk. Der er ikke noget der.

Tilbage på sin plads snører Oliver Wilson læderskoene af og bytter dem ud med et par grønne gummistøvler. Han vil ned og inspicere banen for de mindste ujævnheder. Stort set ingen jockeyer gider bruge tid på det, men for ham er det et vigtigt aspekt, der kan indbringe de afgørende millisekunder. Han og den treårige hoppe Queen Rouge er senere på dagen storfavorit til at vinde Mowerina-løbet, det første af sæsonens i alt fem klassikere. 

I en knirkende bevægelse går døren i bag ham. Nicolai Stott fjerner den sidste stump af cigaretten fra mundvigen og skodder den i et gråt askebæger.

”På hestene er vi alle sammen fjender. Så har man ingen venner … ikke engang ham,” siger han og nikker i retning af Liam Doran, en engelsk jockey, der også har indfundet sig i rummet. De to er tilknyttet samme stald som første- og andenjockey og er det tætteste, man kommer på holdkammerater i galopsporten. Liam Doran kigger spørgende op. Det er kun et års tid siden, han kom til Danmark. 

”Out there we’re all enemies,” oversætter Nicolaj Stott, mens et smil former sig på hans læber. Så løfter han sin højre hånd over hovedet og svinger den frem i luften. 

”If I had to, I would be ready to slap you!”

Nicolaj Stott er som den første mødt i jockeyrummet.

DISEN HAR LIGGET tungt hele formiddagen og gjort sit for at viske det meste af Klampenborg Galopbane ud. Men næsten på slaget 12, da porten går op for publikum, må den overgive sig til solens stråler, der hastigt maler de omkransende bøgetræer frem igen. I midten vajer det røde Klampenborg-flag, og det er ikke svært at forstå, hvorfor selv nordmænd og svenskere betragter banen i udkanten af Dyrehaven nord for København som Nordeuropas smukkeste. Det ligner efterhånden en perfekt dag til hestevæddeløb. 

”Velkommen til Klampenborg Galopbane…,” lyder det fra spredte højttalere, og mens speakeren præsenterer programmet for årets tredje løbsdag, begynder folk at drysse ind fra hovedvejen længere oppe. Der kommer knap 3.000 tilskuere, og det er en folkemængde, som de er flest på sommerdage – og så alligevel ikke. Der er flere blomstrede stråhatte og sixpencer iblandt. Flere pelsfrakker og flere lyse hørbukser. Flere ældre kvinder med langt, afbleget hår og flere velfriserede mænd med pynteklude stikkende op af lommen på deres jakkesæt. Skulle man i øvrigt have glemt at få en med, er der råd at hente: Den første og eneste bod på stien fra hovedindgangen og ned til banen sælger kun to ting: løbsprogrammer og pynteklude. 

I gamle dage var tilskuerne på Klampenborg opdelt i to. De fine for sig, og resten for sig. Sådan er det ikke længere. Der er dem, der fordeler sig foran Paddock Tribunen langs det hvide rækværk ved opløbet. Her sælger udendørsboderne fadøl, der ligger sitrende pølser på grillen, og Rasmus Seebach, Medina og alle de andre afløser hinanden på skift fra højttalerne mellem løbene. 

Andre skynder sig at kapre de ledige borde, der hurtigt får ekstra kilo at bære på, da spande med isterninger og kølige drikkevarer finder vej fra baren. I den forstand gælder billetten ikke kun til hestevæddeløb, men til illusionen om at træde ind i en tidslomme. Nogle fortsætter videre op til den eksklusive VIP-lounge, mens de, der virkelig er noget på Klampenborg, går ind i Den Kongelige Restaurant, hvor en større bespisning venter. 

Hestevæddeløb adskiller sig fra andre sportsgrene ved at være langt mere pause end action. Dagens syv løb varer samlet set ikke meget mere end 20 minutter, men er fordelt på godt og vel tre timer. Det er to et halvt minuts intens spænding og så en god, lang pause til at få pulsen ned og promillen op. Der skal rosé i glasset, og gerne op til kanten.

DET VAR DRONNING Caroline Mathilde – kong Christian VII’s engelskfødte hustru – der i 1770 stod bag de første organiserede væddeløb i Danmark. Dengang foregik de primært i København, men siden 1910 har Klampenborg været kongerigets juvel for galopperende heste. Det vil dog ikke være nogen overdrivelse at sige, at sporten har set bedre tider herhjemme. I velmagtsdagene i 50’erne og 60’erne blev de største løb transmitteret i fjernsynet, der blev lavet populære danske film  fra galopbanen, og ugebladene mødte konsekvent op på anlægget, der var pakket med mennesker. I dag er det et mindretal af danskere, der kender til Klampenborg Galopbane, og endnu færre har en idé om, hvad der er på spil. Men dramaet bag de høje bøgetræer lever i bedste velgående. 

Der er jockeyer, der ikke bare strides mod hinanden, men kæmper en evindelig kamp mod vægten og deres egen krop. Der er sønner, som kæmper for at træde ud af skyggen af deres fædres bedrifter. Der er indædte rivaliseringer mellem brødre, der ikke bare slås metaforisk, men med de bare næver. Der er galoptrænere, der bruger al deres tid året rundt på at finde de små forskelle, der kan føre til sejre. Og der er de velhavende hesteejere, der passivt beskuer dramaet fra balkonerne, og som drømmer om at stå i vindercirklen. Fælles for dem alle er, at de kæmper om det, der i galopsporten er langt vigtigere end penge: prestige.

Nicolaj Stott er kommet ud fra saunaen og klatret op på en træningshest, der træner hans lægmuskler og led før dagens første løb.

STADIONSPEAKEREN speedsnakker, da hestene i dagens første løb runder sidste sving og når ind på opløbet: ”Alberone sætter fart, Stinger kommer på indvendig side, Giuseppe Piazzi begynder at vise sig …” 

På langsiden læner tilskuerne sig ind over rækværket og forsøger med tilråb at overdøve lyden af de galopperende hove, der kan høres på flere hundrede meters afstand. Alle råber på deres favoritter i feltet, og det hele drukner i én stor, usammenhængende lydmasse.

Bagerst i feltet sidder Nicolaj Stott i en grøn silketrøje med hvide skaktern på ærmerne på den femårige irske hingst Ginmann. Han hører ingenting. Sådan har det altid været, når et løb spidser til. På forhånd har løbsprogrammets ekspert-tipper spået Ginmann uden chance for at vinde løbet, der med 70.000 kroner er dagens næststørste i samlet præmiesum, og gennem hele løbet har den da også ligget allerbagerst. 

Kun Nicolaj Stott ved, at det er et bevidst træk. Som altid har han op til løbsdagen læst grundigt op på samtlige heste, han skal ride mod. De andre jockeyers svagheder og styrker kender han, men det er værre med hestene. På en løbsdag kan der være op mod 100 heste med, og det er vigtigt at vide, hvordan de tidligere har løbet, hvordan de er blevet redet, og hvilke distancer de klarer sig bedst på. Lærer man dem først at kende i kampens hede, kan det være for sent. 

Derfor ligger Nicolaj Stott og Ginmann allerbagerst, hvor hesten så vidt muligt kan slappe af og gemme sine kræfter. Med 400 meter tilbage er de forreste heste stadig inden for rækkevidde. Nicolaj Stott læner sig næsten helt op på halsen af Ginmann og ’trykker på knappen’, som det hedder på jockeysprog. 

Med næsten 60 kilometer i timen æder mand og hest græstæppet foran sig og når op til de bagerste hove på Giuseppe Piazzi, hvor Oliver Wilson i brun- og hvidternet silketrøje også forsøger at tvinge de sidste kræfter ud af sin hest. Med 200 meter til mål passerer de og fortsætter forbi Liam Doran på den brune vallak Stinger.

Med mållinjen inden for rækkevidde mangler kun Alberone. På dens ryg sidder sidste års derbyvinder Carlos Lopez i bourgognefarvet trøje med store gule tern. Mens tilskuernes tilråb nærmer sig klimaks på langsiden, tager også stadionspeakerens lydstyrke til på de sidste meter: 

”Ginmann rider stormen af og … vinder løbet.” 

Heste og jockeyer vises frem for publikum før løbene.

NOGLE DAGE TIDLIGERE, en solrig mandag formiddag, får en klatøjet Nicolaj Stott sig en tiltrængt kop kaffe og en smøg foran Søren Jensens stald lige ved siden af Klampenborg Galopbane. Aftenen forinden var han til løb i Aalborg, en af de få tilbageværende provinsbaner, der stadig har galop på programmet, og han var først tilbage i sin lejlighed i Gentofte klokken halv to om natten. Men i vanlig stil mødte han ind i stalden 20 minutter i seks i morges for at træne dagens udvalgte heste. Som jockey er man i princippet freelancer og kan ride for flere forskellige galoptrænere, men de bedste er ofte tilknyttet en bestemt. Nicolaj Stott er førstejockey hos Sø­ren Jensen, en af landets største og mest succesfulde galoptrænere. Det betyder, at han får tilbuddet som den første, når Søren Jensen har heste med i løb, og som regel får han lov at vælge, hvilken hest han vil ride på. 

Håret er uglet, en hjelm har været plantet oven på det i timevis.

”Jeg ved ikke hvorfor, men heste og smøger hører bare sammen,” siger han og smiler træt.

Han begyndte at ryge som nyslået jockey. Dengang han havde svært ved at disponere sin kost, og det var nemmere at stille sulten med en smøg.

”De første to år røg jeg i smug. Mine forældre måtte ikke vide det. Så jeg gik mange aftenture med hunden i den periode.”

Der var altid hestevæddeløb i fjernsynet, da Nicolaj Stott voksede op. Hans far, Ken Stott, kom til Danmark fra Manchester i slutningen af 60’erne og blev en af sin generations dygtigste jockeyer på Klampenborg, blandt andet med to derbysejre i 1972 og 1982. Senere blev han professionel galoptræner, og når han ikke stod i stalden, sad han i sofaen og fulgte livetransmissionen fra de store løb i særligt Storbritannien og USA.

Nicolaj Stotts storebror, Marc Stott, var ikke så interesseret, men Nicolai og lillebror Kevin så ofte med. De valgte en jockey hver, og så sad på hvert sit sofaarmlæn med en saddel under sig og galopperede.

”Vi bankede støv af puderne som gale, og min mor blev tosset, når hun kom hjem fra arbejde. Men vi lærte faktisk utrolig meget, hvad angår balance. Det er ikke særlig nemt at galoppere på et armlæn med en saddel under sig,” siger Nicolaj Stott.

Som fireårig blev han trukket rundt på hest i staldgangen af sin far, som seksårig lærte han for alvor at ride, og som syvårig kunne han galoppere. Efter 7. klasse droppede han ud af skolen – det sagde ham ikke det store – og kom i stedet på et racing academy i Irland, hvor han blev undervist i jockeyteknikker. Efterfølgende kom han i lære hos en galoptræner i Thirsk tæt på York i det nordlige England i to år, før han vendte hjem og gjorde sin egen entré på galopscenen.

”Jeg ved sgu ikke … hestene har bare altid…,” siger han og leder efter de rigtige ord: 

”Jeg har altid vidst, at det var det her, jeg ville. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af andet, men det kan også være lige meget. Det eneste, jeg nogensinde har haft lyst til, er at ride.”

I BENT OLSENS STALD er der skraben fra boksene. Den 66-årige galoptræner forstår sine heste og kan høre, at lyden er nervøs, fordi de skal i aktion senere på dagen og udmærket er klar over, hvad der står på spil. Han ved også, at de sætter pris på at være i en stald som hans, der ligger lige ud til Klampenborg Galopbanes smukke omgivelser. 

”Jeg tror oprigtigt på, at hestene kan nyde skøn natur som os andre. Jeg tror, det betyder noget for deres mentale velvære,” siger han, mens Buster, en lille hvid havaneser-hund, cirkler om hans ben. 

Det er mange timer siden, Bent Olsen stod op. At vågne tidligt er en arbejdsskade efter at have været galoptræner i mere end 40 år. Først i Aalborg, så i Odense, så i Aarhus og de sidste 18 år i Klampenborg. De sidste 10 år i træk har han vundet trænerchampionatet som den mest vindende træner over sæsonen. Bent Olsen er ikke bare Danmarks, men en af Skandinaviens største galoptrænere med 48 heste i sin stald, og det er hans opgave sammen med sit staldpersonale at passe hesteejernes dyrtindkøbte galopheste og sørge for at træne dem op, så de kan løbe penge og ikke mindst ære hjem. 

Af og til rejser han til auktioner i Storbritannien, primært Doncaster, med penge, han har fået med af en hesteejer, og efter et hurtigt kig på en hests muskulatur og holdning ved han, om den kan komme til at løbe rigtig stærkt. Men hvis først sheikerne begynder at byde, kan man godt glemme det, de lader sig ikke skræmme af en budkrig. Han har dog alligevel fået en del kvalitet med hjem. En af hestene købte han af den engelske dronning, og den dyreste af dem alle kostede 4,5 millioner kroner. 

”Det er jo helt vildt,” siger Bent Olsen, før ansigtet revner i et rødmosset grin:

”Jeg har ikke engang ejet et hus, der kostede så meget.”

Senere i dag har han fire heste med Mowerina-løbet, blandt andet to af favoritterne, Silverstone og Bitcoin. Alligevel tror Bent Olsen ikke helt på det. Der er en af de andre treårige hopper, der simpelthen ser stærkere ud. Det ved han, for han følger grundigt med i, hvordan det går de andre storstaldes heste. Og han har en klar fordel: Bent Olsens lille røde murstenshus ligger klos op af galopbanen, lige ved svinget ind til opløbsstrækningen. Så når de andre galoptrænere er på træningsbanen med deres stjerneheste, kan han sidde i sin lænestol og få det hele med.

”De kan godt prøve at skjule, hvad de har i ærmet,” siger Bent Olsen og smiler veltilfreds:

”Men jeg kan se dem fra mit stuevindue.”

PÅ BAGSIDEN AF Den Kongelige Restaurant står galoptræner Marc Stott, Nicolaj Stotts storebror, og er en smule utilpas ved situationen. Tidligt i morges tog han af sted fra Aarhus, hvor han driver Jyllands største galopstald, og nu står hestene på rad og række i hver deres midlertidige bokse og skraber i gulvet. Dagens stjerne er Queen Rouge. En treårig hoppe med en smuk rødlig hårpragt, der bliver anset som en potentiel favorit, når sæsonens helt store højdepunkt, Dansk Derby, skal afgøres til august. Den er storfavorit til det eftertragtede Mowerina-løb, og Marc Stott er utilpas, fordi en af Klampenborg Galopbanes fotografer vil tage et billede af ham foran Queen Rouge.

”Det vil jeg altså helst ikke. Sidst, jeg fik taget et billede med en hest, der var storfavorit, tabte den derbyet,” siger han, slår en lidt skinger latter op og understreger overtroen i galopsporten. 

Selvom Marc Stott på rekordtid er blevet en af landets mest succesfulde galoptrænere, har han ikke glemt sidste år i august, da King David fra hans stald med Oliver Wilson på ryggen var storfavorit i derbyet. Og tabte.

”Om der så står 50 mennesker og tager billeder med den hest, misser den ikke det løb,” råber en ældre mand med tungt overskæg, der på afstand observerer seancen. Det er der efterhånden mange, der gør. Marc Stott forsøger at grine igen. Til sidst dropper han protesterne, stiller sig modvilligt an og forsøger at smile naturligt.

I samme øjeblik spadserer Manuel Santos, en pensioneret chilensk jockey, forbi:

”He’ll win. Oliver will definitely win,” siger han og blotter et stort, hvidt tandsæt, mens fotografen knipser løs. Da han er næsten væk, indskyder han alligevel: ”But everything can happen.”

Fra staldene på Klampenborg Galopbane trasker galoptræner Bent Olsen ud og ser på væddeløbsbanen.

OLIVER WILSON HAR længe været kendt som dansk galops wonderkid. Ligesom Nicolaj Stott er han søn af en tidligere derbyvinder, og jockeyblodet har løbet i familiens årer i generationer. Hans far, Brian Wilson, voksede op i Newmarket, en lille by uden for Cambridge, hvor man siger, at væddeløbet i sin tid opstod i slutningen af 1600-tallet. I dag er byen stadig en højborg i sporten med 3.000 galopheste i daglig træning– 10 gange så mange som i hele Danmark. 

Som ung blev Brian Wilson ansat som jockey i Danmark, og her mødte han Bettina Andersen. Dengang var hun ”bare en ridepige”, men i årenes løb blev hun også jockey og senere træner, og sammen flyttede de til Karlebo i Nordsjælland, hvor de fik en gård med plads til heste. Det var her, 23-årige Oliver Wilson voksede op.

”Siden jeg kunne åbne øjnene, har der stået en galophest foran dem,” siger Oliver Wilson en lille uges tid tidligere på Hotel Fortunen tæt på Klampenborg Galopbane.

Barndomshjemmet var spækket med fotografier fra farens jockeykarriere, og i stuen hang en enorm indrammet collage fra opløbet og vindercirklen fra farens derbysejr i 1993 på hingsten Mongolian Knight. Her stod Oliver Wilson tit og kiggede og håbede, at det en dag ville blive ham selv. Allerede som helt lille fik han og hans storebror en pony hver og begyndte at ride ponygalop mod andre børn, men alligevel var Oliver Wilson i en længere periode mere optaget af at spille fodbold. 

”Hvis du overhovedet kunne forestille dig at blive jockey, skal det altså være nu,” sagde faren, da Oliver Wilson var 14 år og havde brækket kravebenet i en fodboldkamp. Faren var nervøs for, at Oliver Wilson ikke tidligt blev disciplineret med vægten. 

Sønnen tænkte over det et par uger, besluttede sig for at give det en chance, droppede ud af skolen og kom i lære hos galoptræner Søren Jensen. 

”Jeg har egentlig ikke kigget mig tilbage siden,” siger han.

Som jockeylærling skal man have 70 sejre, før man er udlært og kan ride med om pengepræmierne. Man har fire år til at nå de 70 sejre. Det tog Oliver Wilson under halvandet år. Allerede som 16-årig begyndte man at snakke om, at han snart ville gøre sin far kunsten efter og vinde Dansk Derby. Men selvom ingen anden jockey har vundet tilnærmelsesvis lige så mange løb som Oliver Wilson de forgangne år, mangler kronjuvelen stadig. Sidste år var han som nævnt storfavorit på hesten King David, men Master Bloom med chilenske Carlos Lopez kom blæsende forbi og vandt med overlegne otte længder. 

Oliver Wilson tygger et øjeblik på det.

”Efter jeg har genset løbet flere gange, er skuffelsen blevet mindre. Men sidste år var alligevel en kæmpe mavepuster.”

NAVNENE PÅ SAMTLIGE derbyvindere siden 1910 – heste, jockeyer, galoptrænere, hesteejere og stutterier – hænger indgraveret på 108 polerede kobberplader foran Den Kongelige Restaurant. Karrieren er ikke fuldendt, før man har vundet derbyet og fået sit navn op at hænge. 

”Alt handler om det derby,” konstaterer 63-årige Søren Jensen, der cirka en kilometer fra Bent Olsens stald er ved at gøre klar til dagens løb.

Han har lektorbriller a la Bille August og en rød kasket, og når han taler, er det med små strejf af fynsk dialekt. Med lidt over 40 heste udgør han sammen med Bent Olsen og Marc Stott lige nu magten på galoptrænerscenen. 

Han ville egentlig selv have været jockey og var som helt ung meget lovende. Han var lille og spinkel, men i sine sene teenageår skød han pludselig i vejret, og som 19-årig måtte han definitivt konstatere, at han havde vokset sig for stor.

I stedet blev han galoptræner, og allerede to år senere, i 1977, vandt en af hans heste første gang derbyet. Siden er det blevet til tre sejre på lidt over 40 år og en del lige-ved-og-næsten-oplevelser. 

I 2013 havde han tre heste til start, alle med gode vinderchancer. Men allerede i første sving gik det galt. Den ene hest skred og styrtede, og da hans to andre heste lå lige efter, måtte de begge bremse hårdt op. Det betød, at deres chancer også var udspillede. Som en af de mindre hesteejere formulerer det med et beklagende grin i Owners & Trainers Lounge senere på dagen:

”Tre heste med i samme derby. Én styrter, og de to andre får ødelagt derbyet. Det er som at lave tre selvmål i en Champions League-finale.”

For Søren Jensen er det årlige derby blevet en form for mening med tilværelsen. Stort set alt, han foretager sig i sine vågne timer, skal forløses i de mindre end tre minutter i august, hvor navnene til den næste polerede kobberplade skal findes.

”Jeg tænker på det 24/7/365,” siger Søren Jensen ud i én køre uden at fortrække en mine. 

Hesteejerne Alice Weiste og John Christensen (i midten).

”A BATTLE OF brothers,” siger Nicolaj Stott med vanlig anglicisme og et lille smil, da han genfortæller historien om derbyet i 2017, hvor han slog sin lillebror på målstregen. Det løb, hvis afgørelse er tatoveret på hans højre skulder, og som er genopført på et kæmpemæssigt maleri i Den Kongelige Restaurant. 

”Det kommer nok aldrig til at ske igen, hverken herhjemme eller noget andet sted, at to brødre slås så tæt om derbyet hele vejen til mål. Da vi nåede halvvejs til opløbet, tænkte jeg: ’Fuck, jeg KAN nå det.’ Så opdagede jeg, at det var min lillebror ved siden af, og så gav jeg den alt, jeg overhovedet kunne,” siger Nicolaj Stott, der stadig kan få tårer i øjnene, når han genser løbet:

”Min far og mor, der står på sidelinjen, og min mor, der græder helt vildt,” siger Nicolaj Stott, der vandt sit første derby allerede i 2011.

”Som jockeylærling i teenageårene var jeg champion apprentice three years running på alle baner herhjemme og i Norge, Og så vandt jeg også lige derbyet som 21-årig. Det steg mig til hovedet. Det gjorde det. Jeg blev … a little bit too cocky.”

Nicolaj Stott fik ry for at være en jockey, der på sine gode dage kunne ride geniale løb, men som lige så ofte var uoplagt, og som uden for banen fremstod arrogant.

”Hvis jeg fik en dårlig hest, gad jeg ikke ride den, og hvis jeg alligevel blev sat på, tog jeg det ikke seriøst. Det skulle hele tiden være stort, stort, stort. Jeg gad slet ikke ride de små løb. Men der er nogle ting, der er begyndt at gå op for mig, som jeg er blevet ældre. Jeg begyndte jo på det her i sin tid, fordi jeg elsker at ride,” siger han i dag. 

Det er dog ikke kun sin lillebror, han har kæmpet mod, men også sin storebror, Marc Stott. Trods tøvende interesse besluttede Marc Stott i sine spæde teenageår at følge i farens fodspor og blive jockey, og de to brødre blev hurtigt berygtet for at chikanere hinanden med skældsord i kampens hede. 

Flere gange endte det korporligt. På Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus for nogle år siden fyrede Marc Stott med fuld kraft sin ridepisk over ryggen på Nicolaj Stott, fordi han følte, at lillebroren havde redet uansvarligt.

I jockeyrummet bagefter stod de begge ildrøde i ansigterne og tog kvælertag på hinanden, før det lykkedes andre jockeyer at skille dem ad. 

Og selvom det måske ville være oplagt, bruger de to ikke længere hinanden i sporten. 

”Hvem er bedst? Det er jo det, det drejer sig om,” konstaterer Nicolaj Stott.

”DET ENESTE, jeg tror på, er lyden af musik og en hest, der løber. Alt andet er ligegyldigt vås,” skrev den amerikanske beatforfatter Charles Bukowski, der selv var hyppig gæst på Los Angeles’ galopbaner, hvor han gamblede intensivt. Og selvom spil på heste globalt er en gigantisk forretning – i årets udgave af det amerikanske Kentucky Derby blev der gamblet for over en milliard kroner – skyldes nedturen for galopsporten herhjemme netop spillet uden for banen. 

I slutningen af 80’erne eksploderede udbuddet af tilladte spil i Danmark, men samtidig blev statens markedsføring af spil på hestevæddeløb skåret kraftigt til fordel for såkaldte ’ikke-videns’-spil som eksempelvis Lotto. 

”Man nedprioriterede hestesporten så voldsomt, at det næsten tog livet af den,” forklarer Carsten Baagøe Schou, der har tilbagestrøget brunt hår, sammenknebne øjne under panderynker og en rød pynteklud i jakkelommen.

I 2011 blev han sammen med fire andre en del af en ny ejerkreds på Klampenborg, og siden efteråret 2016 har han siddet som direktør. Som noget af det første investerede den nye ejerkreds 15 millioner kroner i nye, mere attraktive bygninger. De satsede også på sociale medier, og i tråd med en liberalisering af spilleloven, der åbnede for større markedsføring af galopsporten, har ejerkredsen de seneste tre år vendt den nedadgående spiral og oplevet publikumsfremgang på henholdsvis 26, 13 og 27 procent.

”Nu er procenter jo taknemmelige, men det er dejligt, at det går den rigtige retning. Men hvis der ikke var nogen, der havde overtaget, da vi gjorde, tror jeg ikke, der havde været en væddeløbsbane i dag,” siger direktøren. 

Lidt senere står Sten Ulsø ved sin faste plads på en lille bakketop på langsiden med sin sixpence og sin kikkert. Det er 60 år siden, han første gang var på Klampenborg Galopbane, Det ved han, for han fyldte for nylig 70 år. Det er nemt at huske på den måde. Det var dengang, der på gode løbsdage dukkede 30.000 mennesker op. I dag kan der på dårlige, regnfulde dage komme helt ned til 1.200. 

Sten Ulsø kan lide at følge sine faste rutiner, og han spiller som regel kun for en tyver ad gangen. 

Da jockeyerne springer på hver sin hest for at gå en sidste præsentationsomgang for publikum, finder Sten Ulsø dagens løbsprogram frem fra baglommen og skimmer det en sidste gang. Så finder han en tyver frem fra tegnebogen og trasker ned for at spille på Mont Rose. 

”Arrhh!” udbryder han få øjeblikke senere: ”Det sker simpelthen ikke, Mont Rose.”

Han sænker opgivende sin kikkert. Mont Rose kom som den eneste hest ikke ordentligt ud af startboksen. Skuffelsen har stadig ikke forladt hans ansigt, da tilskuernes tilråb kort efter tager til, og det galopperende felt af heste krydser mållinjen med Mont Rose halsende efter.

SOLEN BAGER NED på Den Kongelige Balkon, hvor fru Salling – som hun udelukkende hedder her – har indfundet sig i sin private loge med sin faste entourage af kvinder. Karin Salling (f. 1943) er i et blåternet jakkesæt, og selvom det snart er et halvt århundrede siden, hun var en feteret model, er der ikke slækket på noget. Ikke et hår sidder forkert. 

Fru Salling, der er enke efter Herman Salling – manden bag Bilka, Føtex og Netto – er en af landets største hesteejere og en af Klampenborg Galopbanes tre dronninger, der kontinuerligt strides om tronen. Denne eftermiddag er det hendes hest, Queen Rouge, der er storfavorit til Mowerina-løbet, og som løbet nærmer sig, sidder hun uroligt på stolekanten.

”Uh, de sommerfugle. Der er næsten ikke plads til dem derinde,” siger hun og tager sig til maven.

”Jeg kan ikke lide at være favorit. Alle siger, den vinder, men det skal man altså ikke sige til mig. Alt kan gå galt.”

Hun har ikke engang vin til at dulme nerverne. Da hun kort forinden aflagde baren et visit for at gøre krav på de gratis glas, der tilhører hesteejerne, havde den unge bartender tydeligvis ikke læst op på de velkendte ansigter. Som formalia bad han om legitimation for, at hun rent faktisk var fru Salling. Det ville hun ikke være med til, så hun droppede foretagendet. 

Ganske få meter derfra sidder Laila Jeppesen i sin private loge med en stor flaske rosé i en spand med isterninger stikkende op foran sig. Hun er en af Klampenborgs nyere hesteejere, men er hurtigt blevet en af de største. Ud over føl og avlshopper ejer hun 14 galopheste, heriblandt dagens førsteudfordrer, Silverstone. 

De nyeste heste i hendes fold er alle opkaldt efter ’Game of Thrones’: Targaryen, Lannister, Winter is Coming, Queen Khaleesi og Khal Drogo. En weekend, hvor hun lå syg med sin søn, så de stort set hele serien i én køre, og derfor gav det sig selv, da hun umiddelbart efter købte et nyt kuld til flokken. Hendes heste er nogle af de dyreste og bedste i Danmark, og af og til deltager de også i løb i udlandet. Når det passer ind, hvilket det for det meste gør, rejser hun med. For nylig kom hun hjem fra et stort løb i Berlin. 

”I Tyskland ved man godt, hvordan man skal behandle hesteejere. Man bliver feteret. Man bliver hentet i limousine, når man lander, og får serveret store, luksuriøse middage,” siger hun. 

De to dyreste heste, hun har købt, kostede lige i omegnen af 700.000 kroner. Men selvom prisen som regel er en god indikator for potentialet, er der intet, der garanterer, at det bliver forløst. Den ene af dem fik en seneskade, før den overhovedet var kommet rigtig i gang. 

”Jeg havde den forsikret for 700.000 kroner, men nej nej, de sagde, at den kunne gå på en mark de næste 20 år, så der var ikke noget at hente der,” siger Laila Jeppesen og skærer en sarkastisk grimasse: ”Så måtte jeg jo aflive den. En galophest skal ikke stå på en mark og se dum ud.”

STANKEN AF SVED OG HEST er så tyk, at man næsten kan se den sive ud ad den åbne bagdør i jockeyrummet. De fleste jockeyer har jord og græsstrå i ansigtet, og engelske Liam Doran er så pløret til, at kun øjnene er rene. På tørre solskinsdage som i dag bliver banen vandet, og da han kom bagerst ind i det mest opkørte sving, måtte han tage imod fra de galopperende hove foran ham. 

Flere når hurtigt at stikke hovedet ind under bruseren og skylle det værste af. Nicolaj Stott bløder fra sit ene knæ, men det er der ikke tid til at få gjort noget ved. I stedet finder han en smøg frem fra skabet, mens han skynder sig at skifte dragt til næste løb. Den garvede jockey Jacob Johansen sidder i en sky af tavs, indestængt vrede. Ved siden af brokker Oliver Wilson sig højlydt til den brasilianske jockey Rafael De Oliveira. 

”I had to stop,” skælder han og stirrer på ham med øjne, der slår gnister. Han slår demonstrativt begge arme opgivende ud til siderne.

”There was some space …,” forsøger Rafael De Oliveria, men bliver afbrudt halvvejs gennem sin forsvarstale: ”But you kept going and going and going,” fortsætter Oliver Wilson i en talestrøm, der stiger i både tempo og lydstyrke.

”Yes, you’re right,” siger den sydamerikanske jockey og løfter resignerende hænderne i vejret. 

Bølgerne kan virkelig gå højt i jockeyrummet. 

”Hvis der er en, der rider hensynsløst, kan han klippe hovene på hesten foran, og så risikerer man at styrte. I værste fald kan man dø,” siger Oliver Wilson.

Alle jockeyer kender den konstante risiko, og det er den, der med Oliver Wilsons ord gør dem ”ekstremt overtroiske”. For eksempel er det fast rutine, at en jockey smider en helt ny dragt på jorden og får de andre til at træde på den. Det er vigtigt, at den har været trådt på før et løb, ellers – siger overtroen – er der risiko for, at det er én selv, der falder af hesten og bliver trådt på. 

”Hvis jeg sad i startboksen og opdagede, at min dragt var splinterny, ville jeg gå i totalt panik. Jeg ville slet ikke turde løbe,” forklarer Nicolaj Stott. For et par år siden styrtede han i et sving og landede med ansigtet opad. Hesten, der red lige bagved, var millimeter fra at ramme ham:

”Jeg kunne mærke hestens aftryk, så tæt var den på mig. En centimeter længere fremme, så havde den trådt mig lige i smasken.”

En klokke ringer i lokalet. Det er jockeyernes tegn til, at de skal ud i paddocken og hilse pænt på galoptrænere og hesteejere før næste løb. 

Iført renvaskede silkedragter og med næsten renvaskede ansigter forlader de rummet én efter én. Nicolaj Stott og Oliver Wilson er de sidste to tilbage. 

Klokken ringer igen, og i samme øjeblik træder en ung fyr med strittende vokshår og rød Klampenborg-jakke ind i rummet. Det er ham, der har den udfordrende opgave at få jockeyerne ud til tiden. Nicolaj Stott nikker og bevæger sig i retning af døren. På vej ud får han et klap på skulderen.

”Oliver, du kommer bare, når du kommer,” siger den unge fyr og forlader også rummet.

Oliver Wilson sidder på bænken og ser anspændt ud. Det næste løb er dagens højdepunkt, Mowerina-løbet, forårets første store klassiker. Ud over at være ærefuldt i sig selv er det første indikator på, hvilke heste der måske kan vinde derbyet i august. Han lukker øjnene et kort øjeblik og tager en dyb vejrtrækning. Så rejser han sig og går målrettet gennem rummet. 

Da han tager i dørhåndtaget ud til paddocken, skyder han brystet frem og bytter sin anspændte mine ud med sit mest præsentable vindersmil.

MED SINE 173 CENTIMETER er Oliver Wilson i den høje ende og dermed også i den tunge. Det betyder, at han minutiøst må holde regnskab med, hvad han spiser og drikker hver eneste dag året rundt – bortset fra de fire ugers pause, han giver sig selv i løbet af november, når sæsonen på Klampenborg er afsluttet. Der er særlige vægtkrav i de fleste løb hen over en sæson, ikke mindst de mest prestigefyldte, så for at have bedst mulige vilkår som jockey skal man konstant kunne holde sig under smertegrænsen på 57 kilo.

“Nogle af mine kolleger kan spise, som de vil, men jeg må presse mig selv rigtig, rigtig meget for at lande under de 57 kilo,” forklarer Oliver Wilson, da han en uge tidligere sidder i spisesalen på Hotel Fortunen, et gæstgiveri fra 1700-tallet, der i dag drives af hans mor og mormor. Omkring ham hænger hjortegevirer, og der er store vægmalerier med jagtmotiver. Gæstgiveriet ligger ikke langt fra Klampenborg Galopbane, hvor han hele formiddagen har været nede og træne heste.

Oliver Wilsons storebror, Patrick Wilson, var en af de dygtigste amatørjockeyer i Skandinavien i sine teenageår, men formåede aldrig at få vægten ned på et niveau, hvor man må deltage i de professionelle løb. Til sidst måtte han opgive, og i dag er han beslagsmed og sætter sko på galophestene i staldene omkring Klampenborg. 

For Oliver Wilson var der også tunge udsigter til at blive jockey. Som 15-årig blev han tilknyttet en væddeløbsstald i Skotland, og her mente hans læremester, at hans vægt ville blive for høj til, at han nogensinde kunne blive galopjockey. Men sådan kom det ikke til at gå.

Hver evig eneste dag de sidste syv år har Oliver Wilson, efter godt seks timers formiddagstræning på hestene, taget en løbetur på 10 kilometer. I skiundertøj og med regnjakke og jockeybukser udenpå for at svede så meget som overhovedet muligt. 

Efterfølgende tager han enten i fitnesscenter for at dyrke cardio eller en tur i sauna for at klemme endnu mere ud. Det er lange, udmattende dage, der er skematisk inddelt for at holde vægten under kontrol. Men Oliver Wilson vil være galopjockey, og han har tænkt sig at blive en af de bedste. 

”Der er ekstremt meget pres på fra hesteejere og alle mulige andre. Men det største pres kommer fra mig selv. Jeg er min egen største kritiker. Jeg skal være så fit, som det overhovedet er muligt, når jeg sætter mig op på den hest.”

Hvis Oliver Wilson vinder forårets første klassiker, Mowerina-løbet, på Queen Rouge, kan det indikere, at der til august omsider kommer endnu et Wilson-navn op at hænge på facaden foran Den Kongelige Restaurant.

”Mit helt store mål er at vinde det derby. Det er det største og mest prestigefyldte, man kan vinde i Danmark,” siger Oliver Wilson og bliver i samme øjeblik afbrudt af sin mor, der går gennem spisesalen på Hotel Fortuna: ”Det bliver i år!” råber hun.

FRU SALLING LÆNER panden mod sine knyttede næver i logen på Den Kongelige Balkon og lukker nervøst øjnene et øjeblik. Der er fuldkommen tavst omkring hende. Ingen forsøger at sige noget. På langsiden er støjen til gengæld tiltagende, og folk kommer spurtende fra alle sider, fra toilettet, fra totalisatoren og fra baren, for at mase sig ind på de sidste ledige pladser langs rækværket på opløbsstrækningen. I Owners & Trainers Lounge har en håbefuld Bent Olsen iført jakkesæt fundet en afsides krog i baren og fået skænket sig et ordentligt glas vin. 

På den modsatte side af banen er ni ud af de 10 deltagende heste i Mowerina-løbet på plads. Som den sidste bliver Queen Rouge med Oliver Wilson i cerisefarvet silketrøje med to tynde blå striber i siderne trukket ind i startboks to.

”Og starten er gået til Mowerina-løbet,” råber speakeren, da de 10 heste næsten synkront skyder af sted i pludselig fart. 

”Åbner godt gjorde nummer seks Bitcoin,” fortsætter han, da førsteudfordreren fra Bent Olsens stald hurtigt lægger sig i front med Carlos Lopez ovenpå i sin turkisfarvede dragt. Det var ham, der sidste år slog Oliver Wilson i derbyet. Hele dagen har snakken gået, at hvis nogen skulle overrumple Queen Rouge, skulle det være Carlos Lopez på den svenske hoppe Bitcoin. Og på forhånd var fru Salling nervøs for, at hvis Bitcoin fik for meget forspring i starten, ville den ikke være til at indhente.

I midten af feltet sidder Oliver Wilson på Queen Rouge fuldstændig side om side med Nicolaj Stott i en gulgrå dragt på hoppen Paris Pearl. Bag dem sidder Elione Chaves i sin brune dragt på Laila Jeppesens førsteudfordrerhest, Silverstone.

”Bitcoin er førende, hvor de begynder at svinge til højre ind i opløbssvinget,” lyder det fra speakeren, der sætter tempoet i vejret, mens afslutningen nærmer sig.

Der bliver råbt højere og højere på langsiden, og flere hopper ligefrem i ren spænding, da hestene med Bitcoin i spidsen drejer ind på opløbsstrækningen og sætter i fuld galop mod mål. Nicolaj Stott svinger sin pisk mod Paris Pearl i et sidste forsøg på at få den til at følge med. Alligevel glider han ned gennem feltet.

”Det er Bitcoin foran, indvendigt nummer seks, Good Look … Queen Rouge med Oliver Wilson fjerde i øjeblikket – den store favorit.”

Speakeren snubler næsten over sine egne ord for at få det hele med, mens en frygtindgydende lyd af galopperende hove endnu en gang skærer sig gennem menneskemylderet. Med 400 meter tilbage læner Carlos Lopez sig helt ind over Bitcoin allerforrest i feltet og tvinger den til at brænde sine sidste kræfter af. Lige bagved gør Maikel Narvaez Bravo på hoppen Good Look det samme. Oliver Wilson har stadig ikke trykket på knappen. 

Hesteejer fru Salling (th.) jubler over sejren.

”KOM SÅ, ROUGE … Kom så, Rouge … Kom så, Rouge, kom så, Rouge!” Fru Salling hopper i sin stol på Den Kongelige Balkon og råber nu så højt, at hun ser ud til ikke selv at være klar over det. Resten af hendes entourage stemmer i. Få meter ved siden af sidder Laila Jeppesen med en olm, tavs grimasse rettet mod Silverstone, der er blevet distanceret længere nede i feltet.

”Bitcoin fortsætter, indvendigt Good Look fortsat vældig godt gående,” tordner speakeren, men må afbryde sig selv, da Oliver Wilson pludselig læner sig helt ind over Queen Rouge og tvinger den til at løbe så hurtigt, som den overhovedet kan:

”Nu går Queen Rouge frem og sætter sine kløer i de andre konkurrenter i løbet.”

Oliver Wilson løfter sig halvt og svinger med venstre hånd pisken med fuld kraft bagud på Queen Rouge. Først passerer han Bitcoin og dernæst Good Look i en fart, som stod de andre næsten stille. Allerbagerst sidder Nicolaj Stott på Paris Pearl. Oliver Wilson svinger pisken endnu en gang og læner sig endnu længere ind over Queen Rouge, der næsten flyver over græstæppet det sidste stykke mod mål.

”Nu er det Queen Rouge på vej hjem mod målstregen,” brøler speakeren. Rundt om på anlægget falder mindre grupper hinanden i armene og råber vildt, mens andre skuffede lægger ansigtet i hænderne eller blot stirrer tomt ud i luften. 

”Den vinder Mowerina-løbet, som alle havde spået på forhånd … Queen Rouge og Oliver Wilson, en overlegen vinder.”

Mens Laila Jeppesen i tavshed skænker sig et nyt glas rosé i sin loge, slår fru Salling armene sejrrigt ud til siderne. De første står allerede klar på Den Kongelige Balkon til at lykønske med kram og kindkys. Hun takker og smiler og takker og smiler og bevæger sig langsomt og selvsikkert ned gennem folkemængden. Fru Salling søger ikke rampelyset, som en anden hesteejer forklarede tidligere på dagen, men når hun befinder sig i det, tager hun det hele.

I vindercirklen rider Oliver Wilson rundt på Queen Rouge med knyttet næve og et bredt sejrssmil. Galoptræner Marc Stott står ved siden af og smiler lige så stort, denne gang helt naturligt, mens han spejder op efter fru Salling. 

”Det kører sgu for ham Marc Stott,” er der en, der udbryder blandt tilskuerne, der klumper sig sammen for at få det hele med. Det er en fast tradition, at de to bedste jockeyer fra et løb bliver lykønsket i vindercirklen og efterfølgende kørt gennem menneskemængden og op til jockeyrummet. Men der er kun én vinder i galopsport. Det står klart i dette øjeblik. 

Omsider når fru Salling frem til vindercirklen og modtager endnu en stribe lykønskninger. Med klapsalver som baggrundstæppe liner galoptræner Marc Stott og fru Salling op ved siden af en smilende Oliver Wilson på ryggen af Queen Rouge. Det er dagens definitive vinderbillede.

”LONG FUCKING DAY,” udbryder Oliver Wilson og læner ryggen og baghovedet op ad væggen og strækker søvnigt begge arme over hovedet. Det er sidst på eftermiddagen, løbsdagen er slut, og jockeyrummet er omsider blevet tømt. Tilbage er kun Oliver Wilson og Nicolaj Stott.

Udenfor ligger Klampenborg Galopbane stort set øde. De sidste har indkasseret deres gevinster og er trasket videre ud i verden med deres pynteklude og rosébranderter. Fru Salling tog af sted med to flasker champagne og et smil, der havde sat sig fast. 

I jockeyrummet har Nicolaj Stott pakket sin taske og iklædt sig et jakkesæt. Det er mørkeblåt, næsten magen til Oliver Wilsons. Trods sidstepladsen i Mowerina-løbet er han ganske godt tilfreds med dagen, der bød på en førsteplads og to andenpladser i andre løb. Han ved, at der nok ikke går længe, før han får et opkald fra sin far, der har fulgt dagens løb via internettransmissionen. 

Hverken Nicolaj Stott eller Oliver Wilson er færdige endnu. Når de kommer hjem, skal de se løbene grundigt igennem for at finde de små marginaler, der kan blive afgørende fremover. Derefter skal de begge så vidt muligt tidligt i seng. 

Nicolaj Stott slynger tasken over skulderen. På vej ud går han forbi Oliver Wilson og stikker næven frem. De hilser pænt farvel med et godt gammeldags håndtryk. Der er ikke noget der. I morgen skal de til Malmø. En ny løbsdag venter.