Indlæg

Uden nogen filmerfaring, uden offentlig støtte og mod alle odds lavede tre dansk-iranske brødre for et par år siden succesfilmen ’Mens vi lever’. Nu vil Avaz-brødrene bevise sig selv som mere end døgnfluer, men først skal de overvinde deres interne konflikter. Ud & Se tog med på optagelse og tilbage til Nordsjælland, hvor det hele startede.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:Jonas Pryner Andersen

BRØL HEDDER restauranten, der ligger ud til Helsingevej i Asserbo – en hovedvej nord for Frederiksværk med en håndfuld huse og en nærliggende Spar-købmand, hvor de lokale render rundt i træsko. Måske ikke umiddelbart det mest oplagte sted at placere et nordisk steakhouse, hvis man vil have mange gæster, men Avaz-familien er vant til at vende situationer på hovedet og gøre ting anderledes, end omgivelserne forventer. 

”Der manglede et sted som det her i Nordsjælland. Enten skal du spise på pizzeria eller på de dyreste restauranter til 2.000 kroner per kuvert. Det her er mad med ambitioner på familieniveau,” siger 34-årige Misam Avaz, den mellemste bror, mens lillebror Milad på 31 joker med, at restauranten kun er der, så han har et sted, hvor han kan brygge sine øl. 

Med sit sorte træ og sine hvide vinduer og døre falder Brøl i ét med de nordsjællandske sommerhuse, men indvendig hersker en skandinavisk minimalisme, der er mere Vesterbro end Asserbo. Intet ved indretningen afslører brødrenes iranske baggrund, men så kommer deres far halsende ind, siger et hurtigt hej til sine sønner på gebrokkent dansk og går straks ud i køkkenet, hvor han begynder at larme med potter og pander.

Restauranten er et afbræk fra Mehdis, Misams og Milads hektiske hverdag, hvor de hundser med folk på filmset og har møder med producenter og filmselskaber. Her, hvor deres forældre står i køkkenet, kan de slappe af og nyde god mad, vin og øl. Tidligere var stedet forældrenes bageri, men brødrene Avaz har overtaget det og omdannet det til en steakrestaurant – både i håb om at drive en sundere forretning, men også for at give deres forældre bedre og kortere arbejdstider på deres ældre dage.  

”Forhåbentlig kan det give dem nogle ekstra år at leve i,” siger Mehdi. 

Som de sidder der og fletter sætninger sammen og forsøger at overgå hinanden i komiske kommentarer, ligner brødrene Avaz en succeshistorie om tre drenge med indvandrerbaggrund, der uden filmerfaring tog røven på dansk film. I 2017 solgte de over 100.000 biografbilletter til den selvfinansierede debutfilm ’Mens vi lever’, der blev nomineret til fire Bodil-priser – herunder ’Årets danske film’. Med filmen blev brødrene udråbt til ’dansk films nye håb’, de fik ros for deres nye filmiske energi, og de fik 20 millioner kroner af blandt andre Nordisk Film og Det Danske Filminstitut til at lave dramaet ’Kollision’ med navne som Nikolaj Lie Kaas på rollelisten.

Det er nu, de tre autodidakte brødre – der gik fra at være fotograf, salgschef og medarbejder i en investeringsfond til at lave film – for alvor skal rykke i seernes følelser og sælge billetter. Nu, de skal få ’brødrene Avaz’ til at blive et brand i sig selv –  en slags dansk udgave af Coen-brødrene. Men rollen som underdogs, der bokser mod hele verden, har slået sprækker i fundamentet mellem de tre.

PÅ MISAMS OVERARM er der en tatovering. ’DK 04.04.92’ står der i et stempel med permanent blæk, en gengivelse af det stempel, han og hans brødre fik i deres pas, første gang de landede i Danmark. 

Tre år tidligere boede familien i Teheran i et hus med swimmingpool og figentræer i haven. Detaljerne husker brødrene ikke, fordi de var små. De husker blot, at deres far Aziz, der var farmaceut, pludselig måtte flygte ud af landet efter Ayatollah Khomeinis død i 1989, fordi han havde støttet oppositionen. Faren blev smuglet ud af Iran og endte i en flygtningelejr i Nordsjælland med blot 120 kroner på lommen og søgte om asyl.

Herfra sendte han et kassettebånd hjem til sine tre sønner og sin hustru Kobra, hvor han fortalte syvårige Mehdi, at han nu måtte være manden i familien og passe godt på Misam på fire og Milad på et. 

De næste år blev deres far ved med at sende kassettebånd til drengene. Han fortalte godnathistorier, som de afspillede igen og igen. Milad husker, at han en nat vågnede op og ikke kunne finde sin mor og to brødre og troede, at de også havde forladt ham, og at han nu var alene i verden.

Efter tre år fik Aziz asyl i Danmark og fik godkendt familiesammenføring. En aprildag i 1992 satte Kobra, Mehdi, Misam og Milad foden på dansk grund, og Avaz-familien var genforenet.

Brødrene havde aldrig forestillet sig, at et land som Danmark overhovedet eksisterede. Bare det at kunne gå ned i supermarkedet og se det enorme udvalg af varer var ufatteligt. De fik røde pølser og remoulade for første gang, og kort efter vandt Danmark EM i fodbold. Alle festede og var glade. 

Det første halve år føltes som ren ferie, mens deres forældre forsøgte at skabe et nyt liv for drengene i et fremmed land. De fandt et hus i Tisvilde, men langsomt begyndte en ny hverdag at synke ind. Deres far kunne ikke få anerkendt sin uddannelse som farmaceut. Han måtte bringe pizzaer ud, gøre rent i en virksomhed og stå i køkkenet på en grillbar, mens hans kone tog sig af børnene og gik på VUC om aftenen.

Mehdi Avaz.

AVAZÅ NU?

Mehdi Avaz (født 1982), tidligere fotograf, lavede musikvideoer og reklamefilm. Nu instruktør og producer.

Misam Avaz (født 1985), ejede et salgsfirma, inden han blev producer.

Milad Avaz (født 1988), har en cand.merc. og arbejdede tidligere i en investeringsfond. Nu manuskriptforfatter og instruktør.

Tilsammen ejer brødrene produktionsselskabet Rocket Road Pictures, der står bag projekterne ’Mens vi lever’ (2017), ’Kollision’ (premiere 31. oktober) og ’Grow’ (premiere på TV 2 Zulu i 2020).

’Mens vi lever’ (2017) blev nomineret til fem Robert-priser samt fire Bodil-priser, heriblandt årets bedste danske film, og vandt en enkelt for bedste kvindelige birolle (Julie Christiansen).

DEN I DAG 37-årige storebror Mehdi begyndte som 10-årig at føle sig fortabt i det nye land. Han kunne ikke forstå de mærkelige ord, der væltede ud af danskernes munde, så han satte sig for, at ”det lort” skulle han bare lære hurtigst muligt. I mellemtiden kom Milad, der var fire år, i en børnehave, hvor ingen af de andre børn legede med ham. Derfor brugte forældrene, der var muslimer, deres penge på at sende brødrene på den kristne privatskole Helsinge Realskole, der angivelig var bedre end andre skoler. 

Og selvom drengene hurtigt følte sig lige så danske ”som rødgrød”, var det ikke altid sådan, omverdenen så dem. Der var ingen andre drenge med mørk hud, brune øjne og sort hår i Tisvilde.
Milad husker, at nogle drenge engang smed flasker efter ham. Og da deres far fik sparet nok penge sammen til at åbne sin egen grønthandel, blev ruderne flere gange smadret, og der blev malet hagekors på facaden. Alligevel understregede deres forældre, at det ikke var sådan, danskerne var – det var kun nogle få afstumpede mennesker, der kunne finde på sådan noget. De fleste var nærmere som naboerne Birthe og Johs, der havde taget imod den iranske familie med åbne arme og var blevet som en slags danske bedsteforældre for brødrene. Og deres forældre gentog pointen, næste gang grønthandlen blev vandaliseret. Og næste gang. Til sidst ville forsikringen ikke dække omkostningerne længere, så Mehdi og Misam sov i butikken med deres far for at forhindre mere ravage.

”Men i min erindring om at vokse op i Nordsjælland fylder det ikke engang fem procent i forhold til alt det lykkelige og dejlige, og hvor heldige vi har været at få lov at være her,” siger Milad.

Deres forældre slog fast, at brødrene aldrig måtte se sig selv som ofre. De skulle arbejde hårdt og klø på, uanset hvor meget omverdenen forsøgte at nedbryde dem.

”Der har aldrig været nogen anden udvej for os. Der var aldrig noget med at ’åh, det er så hårdt for os’,” siger Misam.

Flugten til Danmark påvirkede Mehdi mere end hans yngre brødre. Han husker mere og husker også, at han stak mere ud end Misam og Milad, der på mange måder hurtigt blev mere danske.

”Jeg har altid haft det sådan, at fordi jeg så anderledes ud, gjorde jeg alt for hurtigst muligt at hævde mig selv og blive accepteret. Jeg ville ikke sættes i bås. Folk skulle ikke tro, at jeg havde et pizzeria eller sådan noget. Det har jeg kæmpet med hele mit liv, og det gør jeg stadig,” siger Mehdi, der i sine unge år involverede sig i alt fra elevrådet til en teaterforening, ligesom han var med til at skaffe et øvelokale til unge musikere, selvom han ikke selv spillede musik. Det var den trang til at netværke, der banede vejen for deres første film.

Milad Avaz.

I SORT BLÆK står også en sætning på Meh­dis, Misams og Milads arme: ”I don’t want to be a product of my environment. I want my environment to be a product of me.”

Linjen er fra filmen ’The Departed’ og minder dem om, at de aldrig skal lade andre fortælle dem, hvad de kan og ikke kan. Men sådan har det ikke altid været. For nogle år siden gik Mehdi ned med stress og angstanfald efter at have arbejdet sig op som butikschef i en 3-telefilial. Han indså, at han var nødt til at lave noget, der gjorde ham glad, frem for at satse på et job med en fast indkomst. Han købte sig et kamera, satte sig for at blive fotograf, og selvom hans forældre mente, at det var et taberprojekt, kørte han på. 

Han begyndte at fotografere bryllupper og gravide og kørte en overgang rundt til skoler og tog klassebilleder. Da en af hans venner tilbød ham at komme til Los Angeles for at lave en musikvideo for nogle rige amerikanske forældre, der mente, at deres barn var den næste Justin Bieber, så Mehdi en mulighed og slog til. 

Milad og brødrenes far tog til L.A. for at overtale Mehdi til at komme hjem, men det projekt mislykkedes. I stedet droppede Milad sit job i en investeringsfond for at flytte til Los Angeles for at lave musikvideoer med sin storebror. Det var her, de første gang begyndte at lege med ideen om at lave deres egen film. Mehdi ville gerne fortælle historien om en trafikulykke, der var sket for en af hans klassekammerater på gymnasiet i Helsinge, og havde fået en manuskriptforfatter til at skrive manus. Men nerven i fortællingen manglede. 

Så kom Milad på banen. Han foreslog, at han kunne skrive det. Og selvom han aldrig havde skrevet manuskripter før, kunne Mehdi se, at hans mindste lillebror havde talent.

De tre gik metodisk til værk og lavede en produktionsplan, et budget og blev enige om, at ’Mens vi lever’ kunne laves for to millioner kroner. Men Det Danske Filminstitut afslog deres ansøgning om støtte. Det kunne slet ikke lade sig gøre at lave en dansk film for to millioner kroner, var beskeden. Den slags skal man ikke sige til Avaz-brødrene:  

”Jeg tror, at mange indvandrere har mere drive, fordi de har stået i  værre situationer. Det er det samme med os,” siger Milad.

Misam Avaz.

FOR AT SKRABE penge sammen arbejdede Mehdi i en food truck, hvor han vendte burgere, mens han tænkte i alternative måder at finansiere film på i Danmark. Historien tog udgangspunkt i en trafikulykke, og derfor kontaktede han Sikker Trafik, som han havde lavet et projekt for i ungdomsårene. De endte med at støtte filmen med en halv million kroner, ligesom Gribskov Kommune spyttede penge i projektet. Mehdi ringede derefter rundt til alle i sit netværk for at høre, om de ville investere i filmen. Ud af de 700 personer, han kontaktede, endte fem med at spytte i kassen, heriblandt fodboldspilleren Simon Kjær. Nu havde de penge til en film.

”Mehdi har en energi, der gør, at ting sker. Det bliver ikke bare til snak, det bliver til handling,” siger Milad om sin storebror.

Budgettet var skrabet ind til benet. Skuespillere og filmfolk blev betalt symbolske takster, det lejede udstyr blev forhandlet ned i pris, forældrene lavede mad til filmholdet, og der var ingen trailer, skuespillerne kunne slappe af i mellem optagelserne.

”De lagde en iver og et engagement i projektet, som smittede af og gjorde, at jeg troede på det,” siger Sebastian Jessen, der har været med i alle brødrenes projekter og spillede hovedrollen i ’Mens vi lever’.

Mehdi Avaz havde aldrig prøvet at instruere en film før. Pludselig stod der et filmhold på 50 personer og kiggede spørgende mod ham. Han havde kørt på energien, på sin trods og på trangen til at vise den danske filmbranche langemanden, men nu skulle han bevise, at han kunne få en film i kassen. 

”Jeg sov ikke i dagevis og kastede op af stress under optagelserne,” siger han i dag.

Det gjorde det ikke nemmere, at det glødede og slog gnister mellem Mehdi og Milad, der begge var drivvåde bag ørerne, når det kom til at lave film. Misam så mest til fra sidelinjen, men han prøvede at mægle, så godt han kunne. Konflikterne til trods fik brødrene ’Mens vi lever’ i hus på 21 dage – for 50.000 kroner mindre end budgetteret. De viste den til filmdistributørerne, og de kunne lide, hvad de så. Filmen blev vist i 90 biografer landet over og solgte 109.000 billetter – helt uhørt for en debutfilm skabt af folk helt uden filmerfaring. 

KARLA OG KOLLISIONEN

Avaz-brødrenes nye film ’Kollision’ handler om et dødsfald, en skilsmisse, og hvordan fædre er stillet, når der er kamp om forældremyndigheden. Filmen præsenterer navne som Nikolaj Lie Kaas, Cecilie Stenspil, Henning Jensen, Bodil Jørgensen, Tommy Kenter, Rasmus Bjerg og Nicolas Bro samt ’Avaz-gengangere’ som Julie Christiansen
og Sebastian Jessen.

Misam Azads 11-årige datter Karla spiller derudover en bærende rolle.

I SPAREKASSEN I HELSINGE er der mere travlt end normalt. Folk kribler ind og ud ad glasdørene med lamper, kameraer og stativer, og der bliver talt både dansk og amerikansk. Brødrene Avaz er i gang med en scene til en kommende serie på TV 2, der indtil videre har arbejdstitlen ’Grow’. Milad står og kigger på skærmen bag kameraet, mens han justerer billedet, og Mehdi står ved hans skulder og hvisker gode råd. For første gang er rollerne byttet rundt. Milad instruerer, mens Mehdi er producer sammen med Misam, der trasker rundt i udkanten af filmholdet og skeler til uret på sin mobil for at sikre, at tidsplanen overholdes. 

”Quiet on set,” råber en høj mand ved navn Dusty. Med sin bredskyggede hat, solbriller og bandana er han gorillaen i rummet, der får alle til at makke ret, så brødrene ikke behøver at bruge energi på det.

”Rolling!”

De to skuespillere tager hul på scenen, men pludselig lyder der høje grin i baggrunden.

”Cut! Hvem fanden er det, der råber?!” 

Milad farer væk fra kameraet og kigger vredt mod et glaskontor, hvor Mehdi og en kvindelig medproducer sidder og kigger med på en skærm. De rækker uforstående armene op, indtil det går op for Milad, at larmen kommer fra et baglokale. Hans stemme dratter øjeblikkeligt ned fra sit ophidsede leje. Han giver sin bror og medproducer en undskyldning. Få sekunder senere ruller kameraet igen.

Tidligere kunne episoden nemt have fået Mehdi og Milad til at brøle ad hinanden, indtil Misam ville prøve at lægge sig imellem. En gentagelse af deres familiemønstre. Mehdi er storebroren, der naturligt tager ordet, ham, der har ideerne og de største armbevægelser. Milad er ham med den rappe tunge og det evindelige gåpåmod, mens midterbroren Misam er den praktiske kile mellem de to – ham, der overvejer sine ord lidt længere.  

”Når man arbejder sammen med andre, er man mere diplomatisk, men når det er ens brødre, er der ikke noget filter. Vi fyrer hinanden og opløser selskabet stort set hver dag, men nu har vi en regel om, at der ikke er nogen af os, der går, selvom vi kommer op at skændes,” siger Milad.

Det indbyrdes og ofte krasse forhold skaber en særlig stemning på settet, der er uvant for filmholdet.

”Man kan godt mærke, at de internt tager nogle ture, og der er en tone, som ikke ville gå på et set ellers. Bølgerne går højt, men så kan de stå og give hinanden et kram bagefter,” siger skuespilleren Sebastian Jessen, der samtidig peger på, at alle kan være mere sandfærdige over for hinanden, hvis noget ikke spiller.  

”Hvis man ikke kommer godt ud af det med en på filmholdet, kan man jo bare lade være med at arbejde sammen med ham igen. Men ens brødre kan man ikke vende ryggen til. Du bliver nødt til at finde en løsning,” siger Milad.

Den løsning er nu at aftale, at en af de tre er kaptajn på hvert enkelt projekt. Kaptajnen træffer den endelige beslutning og skærer igennem. Samtidig har de også aftalt, at uanset hvem af brødrene der er tovholder, skal der altid stå ’En film af brødrene Avaz’ i rulleteksterne. En aftale på et filmset opløser dog ikke nødvendigvis et helt livs familiedynamik. Som Milad Avaz siger: 

”Det er faktisk enormt hårdt som lillebror at skulle være en autoritet over for sine storebrødre. Det er sygt grænseoverskridende at sige: ’Nu gør I, som jeg siger’ til mine storebrødre.”

FAMILIE OG FILM smelter i det hele taget sammen. Ud over de tre brødre, der skriver, instruerer og producerer, spiller Misams ældste datter Karla en bærende rolle i deres nye film ’Kollision’, ligesom forældrene stadig laver mad på settet og kigger forbi næsten dagligt. Flere af brødrenes venner er også en del af filmholdet, og de ­bruger mange af de samme skuespillere og kamera­folk. Det er der en god grund til.

”Jeg tror, de føler, at de er kommet ud af ingenting med ’Mens vi lever’, så de vil gerne give tilbage til de folk, der troede på dem og gav dem en chance,” siger Sebastian Jessen.

Men der er også en lavpraktisk forklaring: Brødrene foretrækker at tilbringe tid med folk, de kender og stoler på.

”Vi har oplevet at blive svigtet en gang før, da vi var små. Vi har ikke rigtig noget familie i Danmark. Så vi prøver hele tiden at skabe en følelse af være trygge,” siger Mehdi, der ligesom sine brødre har kastet sig ud i en lang række projekter. 

Ud over ’Kollision’ og ’Grow’ skal Mehdi snart instruere en romantisk film i samarbejde med producer og manuskriptforfatter Ronnie Fridthjof, Milad arbejder på et manuskript til en film om anden verdenskrig, og Misam skal for første gang stå i spidsen for en dansk komediefilm. Mehdi er desuden i opstartsfasen med ”den bedste actionfilm, der er lavet på europæisk jord”, ligesom han skal være producer på en amerikansk dokumentar om De Sorte Pantere.

”Problemet er, at der er meget mere ild i røven på os end den tid, det tager at lave en film. Det tager måske to år at lave en film, men vi har noget fedt, vi gerne vil lave hver tredje måned,” siger Milad.

BASED ON A TRUE STORY

Avaz-brødrenes film tager ofte udgangspunkt i fortællinger fra deres eget liv. ’Mens vi lever’ er baseret på en ulykke, som en af Mehdi Avaz’ gymnasiekammerater var udsat for. ’Kollision’ er inspireret af en vens skilsmisse, mens tv-serien ’Grow’ tager udgangspunkt i Milads eget liv, hvor han tog springet fra et sikkert job i investeringsbranchen til filmverdenens usikre tilværelse.

ET PROJEKT har dog en særlig plads. Og derfor tøver de tre også med at kaste sig ud i det. Det er fortællingen om, hvordan deres far flygtede fra Iran og kom til Danmark. Om at gå fra at være en højtstående farmaceut i Iran til at være grønthandler i et land, hvor han af og til følte sig fremmed og uønsket og samtidig indpodede sine sønner, at de kunne opnå alt.

”Man tænker jo ikke over den slags, når man er barn, men nu hvor jeg selv er blevet far, ser jeg tilbage på de år og tænker: ’Hold kæft, hvor er det vildt, at de klarede den.’ Når folk spørger, hvem vores forbilleder er, er det vores forældre. De har været sindssygt gode til at opdrage os, men har også passet så godt på os, at jeg ikke følte, at der var forskel på mig og andre,” siger Misam.

Egentlig var det planen, at filmen skulle være en opfølger til ’Mens vi lever’, men nej, ikke endnu.

”Det kommer lidt for tæt på. Den film skal bare sidde lige i skabet,” siger Milad.

Ideen er dog ikke lagt ned. Derfor vimser deres onkel Faisal rundt i Restaurant Brøl i hælene på sin bror. Det er første gang, han er i Danmark, og første gang i 27 år, at deres far Aziz har set sin bror. Alligevel er det, som om de to iranske brødre med de samme træk er faldet ind i en rutine. Onkel Faisal går til hånde i restauranten, som havde han altid boet i Nordsjælland, bortset fra at han ikke taler et kvæk dansk. 

For de tre sønner er det en helt ny følelse at have et andet familiemedlem end deres forældre i deres hverdag. Onklens besøg rusker op i gamle følelser og har fået deres iranske rødder til at spire igen, selvom de ikke har været i Iran, siden de var små. 

For første gang i lang tid lufter Mehdi, Misam og Milad deres gebrokne farsi, mens de optager deres onkel og får ham til at fortælle om deres fars flugt fra Iran. Om den dag, da Avaz-brødrenes liv ændrede sig for altid. De kalder filmen ’Dannebrog’.

Den tidligere statsminister udpeger sine tre favoritsteder i Danmark.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Brian Berg, Colourbox, PR

ESBJERG

”Jeg vender altid tilbage til min fødeby, når jeg skal finde ud af, hvor jeg er på vej hen. Jeg voksede op i husvildehusene og var ikke blevet til noget uden en kommune, der tog ansvar for de fattigste. I Esbjerg drager man omsorg for hinanden, og kan man bestille noget, kan man bruges. Det lærte jeg på havnen som dreng, hvor jeg hjalp fiskerne med alt muligt. I dag er der ikke så mange fiskere, der er det folk i vindmølleindustrien, jeg får en snak med. Byen finder altid nye veje, når de gamle levevilkår løber ud.”

TISVILDELEJE

”Lone og jeg har haft sommerhus her siden 1993. Her er hav, skov og en stilhed, jeg kan mærke nærmest fysisk, når jeg træder ind i huset. Her kan jeg være mig selv. Det er stærkt vanedannende.”

TEATER GROB, KØBENHAVN

”Der er højt til loftet. Der er kritik og diskussionslyst. Instruktøren Ina-Miriam Rosenbaum – hun er en dynamo – brugte mig som konsulent på sit stykke ’Corydong’, og jeg var gæst ved en enkelt forestilling, hvor jeg havde lejlighed til at diskutere Dong-salget med et meget samfundsinteresseret publikum. Vi skal passe godt på de få politiske teatre, vi har.”

Poul Nyrup Rasmussen er 76 år og tidligere statsminister. Initiativtager til og protektor for Det Sociale Netværk, der hjælper psykisk sårbare, for eksempel gennem Headspace, et gratis rådgivningstilbud til børn og unge.

 

Ud & Se guider dig til seks ting, du kan opleve i november.
Tekst:RedaktionenFoto:José Antoine Costa

ET ROLIGT ØJEBLIK

Når vi for tiden præsenteres for billeder fra Hongkong, er de ofte fulde af knust glas, vrede ansigter og skyer af tåregas. Men her er der intet anstrøg af revolution. Den franske fotograf José Antoine Costa har ladet sig fascinere af den tætbefolkede ø-metropols arkitektoniske landskab og knipset en stille solnedgangsstund fra bunden af en højhusslugt. Billedet har dette efterår vundet kategorien ’Arkitektur og infrastruktur’ i fotofirmaet CEWE’s fotokonkurrence, hvor juryformand Yann Arthus-Bertrand (ham med luftfotoene) har modtaget materiale fra næsten en halv million håbefulde fotografer. Vinderfotografiet herover fik blandt andet jury-ros for sin pertentlige komposition og maleriske kombination af lyskilder.

Se alle vinderbillederne på cewephotoaward.com.

Foto: Ole Dinesen.

MED SIDDEPLADS TIL SIDEBANEN

Danmarks Jernbanemuseum kører for fuldt tryk gennem det vekslende landskab fra Øst- til Vestjylland med damplokomotivet K 563 fra 1899. Turen går fra Langå til Struer – byen, der engang var hjemsted for DSB’s 3. distrikt, og hvorfra en af de første statslige sidebaner udgik. I Struer fortæller museumsdirektør Steen Ousager om jernbanens udvikling og den politiske historie med udgangspunkt i det, man ser undervejs.

17. november. Find billetter.

PÅ USIKKER GRUND

Via båd over Middelhavet og bag i en lastbil, hvor han var gemt sammen med 40 andre flygtninge, kom Anas Dayoub i 2015 til Danmark. I halvandet år så han kun sin familie på Skype, men i dag bor den 40-årige elektriker sammen med sin kone og datter i Rødkærsbro i Viborg Kommune, hvor han læser på erhvervsskolen Mercantec. Det er uvist, om de kan blive i Danmark, eller om de skal tilbage til Syrien, når deres midlertidige opholdstilladelse udløber i 2020. Anas Dayoub er en ud af 250 personer, som fotograf Maja Nydal Eriksen har valgt ud fra et statistisk grundlag til at repræsentere de i alt cirka 161.000 mennesker, der er kommet til Danmark som flygtninge siden 1956. Resultatet er ’100% fremmed?’, hvor fotografen har portrætteret personerne i rammer typiske for området, hvor de bor. 

Udstillingen, der har været rundt i landet, kan ses på KulturCentret i Silkeborg frem til 15. december, og du kan også se nærmere på projektet på 100pctfremmed.dk. 

Foto: Odense Bys Museer.

NYT LIV I GAMLE KLADDER

De fleste mindes slutningen på H.C. Andersens berømte eventyr, hvor en dreng påpeger det åbenlyse, men penible: at kejseren ikke er påklædt. Egentlig havde eventyrdigteren rundet af med et kollektivt selvbedrag, hvor ingen tør pippe om det manglende tøj af angst for selv at fremstå dum. Først som en eftertanke kom ideen til det uskyldsrene barn, som ville give fablen ”et mere satirisk udseende”, og som inden trykstart blev indført. Det har H.C. Andersen Centret på Syddansk Universitet blotlagt som led i et nyt digitaliserings- og forskningsprojekt, der skal give befolkningen indblik i forfatterens kreative processer.

Gå på opdagelse i H.C. Andersens liv og forfatterskab på andersen.sdu.dk.

EN LANG REJSE

I januar 2013 fjernede Ærø Kommune færgeforbindelsen mellem Marstal og Rudkøbing på Langeland. Men så besluttede beboerne at købe deres egen færge. I 2016 oprettede en gruppe øboer aktieselskabet ÆrøXpressen, og med salget af folkeaktier for 12 millioner kroner fordelt på 1.645 aktionærer bestilte man i 2018 en 50 meter lang bil- og passagerfærge. Skroget blev søsat fra Riga i Letland i april i år og er siden blevet færdigudrustet hos et bådebyggeri i Hvide Sande. Midt i november ankommer færgen til Marstal, hvor den vil blive prøvesejlet, indtil færgedriften til Rudkøbing genopstår 1. december.

Kom til sømandskor, brassband, forfriskninger og sejlads med den nye færge 30. november på Marstal Havn.

KOM I UNDERGANGSALDEREN

Dette efterår fejrer det odenseanske teater Momentum verdens apokalyptiske tendenser med en forestillingstrilogi. Sidst i november er der premiere på nummer to i rækken, ’Katastrofe’, hvor jordens undergang, blandt andet i form af kæmpeblæksprutter og rotter i fårestørrelse, rammer en ærkeamerikansk high school. For at gøre det hele ekstra bizart er det samtidig teatrets juleforestilling, hvorfor der bliver serveret mad til det højspændte drama. Dog skal gæsterne ikke fråse ind i dommedag med sylte og risalamande. Maden er nemlig vegansk, økologisk og 100 procent skyldfri.

Premiere 21. november. Læs mere på www.teatermomentum.dk/event/katastrofe.

Efter en årrække i Berlin er Jon Sanders og hans familie flyttet til Sjællands Odde for at dyrke roen og servere en fair kop kaffe. Mens busruter og hæveautomater lukker ned omkring dem, håber familien, at de kan være med til at løfte lokalsamfundet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

DET BEGYNDTE med en barselsorlov. Jon Sanders havde installeret sig i sin mors sommerhus i Ebbeløkke på Sjællands Odde sammen med sin kone Pauline Hoch og deres datter. Efter et halvt år var de imidlertid blevet så glade for den friske luft og udsigten til kornmarker, Kattegat og bløde bakker, at de besluttede at gøre det til en tilbagevendende ting. 

Hvert år skulle de bo seks måneder i sommerhuset. De øvrige seks ville de bo i Berlin, hvor Pauline Hoch er født og opvokset, og hvor Jon Sanders har boet i 13 år. Herfra har de drevet konsulentvirksomhed, arrangeret events og lavet projektledelse for blandt andre modefirmaet Acne Studios, vodkaproducenten Absolut og højttalerproducenten Teufel. Planen var at fortsætte freelance i samme boldgade den ene halvdel af året. Imidlertid fik de snart lyst til at bo permanent på Sjællands Odde og afhændede deres lejlighed i Berlin.

”Vi har nydt storbyen og elsker Berlin. Men dens strøm af energi og input og muligheder og kulturliv fik os også til at løbe for meget rundt om os selv. Her på landet er der mindre støj, og vi er bedre til at give vores datter tid og opmærksomhed,” siger Jon Sanders, der sammen med sin kone har købt et helårshus i Havnebyen, den mest reelle by på det yderste af Sjællands Odde. 

”Der er en brugs og en genbrugsplads, en fiskehandler og en grillbar. Men pengeautomaten skal lukke, fordi den er gammel og udslidt, og det kan ikke svare sig for Danske Bank at vedligeholde den. Busrute 555, som forbinder Odden med Høje-Taastrup, bliver snart nedlagt. Der er ikke meget herude, men det, der er, skal man værne om,” mener Jon Sanders.

På en egn, hvor det ikke vrimler med arbejdspladser, har Jon Sanders og hans kone valgt at skabe deres egen. Sammen med et lokalt ægtepar, som de er blevet venner med, har de købt et hus i Havnebyen, der havde stået tomt i 10 år og kunne fås for en slik. Det seneste halve års tid har de arbejdet på at sætte det i stand, og engang i løbet af efteråret åbner det som Havnebyens Kaffebar. 

FRISK BLOD

Det går let fremad med tilflytning til Odsherred Kommune. Således kom 1.956 nye beboere til sidste år mod 1.888 i 2015. I samme periode er fraflytningen faldet fra 1.792 til 748 personer. De mest søgte steder er byer som Nykøbing og Vig. De fleste flytter til fra Holbæk, Kalundborg og København, og den største gruppe udgøres af de 26-50-årige.

”Vi syntes, at byen savnede et socialt samlingssted med hygge og et kulinarisk udbud af en vis kvalitet,” siger Jon Sanders om stedet, hvor man kommer til at kunne drikke kaffe på bønner leveret af et lille risteri i Roskilde, som køber ind fra kaffebønder, der har ordentlige arbejdsforhold og en bæredygtig indstilling til jordbrug. Man kommer også til at kunne købe en sandwich, lidt bagværk og måske med tiden en dagens ret.

”Vi er økologiske som den eneste café herude. Det ville nok være nemmere og billigere ikke at være det, men måske vi ikke er helt ved siden af udviklingen. En del af de lokale landmænd omlægger til økologi, og vi har også en økologisk gårdbutik med tilhørende restaurant i Havnebyen. Selvfølgelig hjælper det også, at der er mange sommerhusgæster fra storbyen herude, som måske er mere indstillede på det, men vi tror på, at konceptet kommer til at fungere, også når de er taget hjem.”

Odsherred er den kommune i Danmark, der har den største koncentration af sommerhuse. 27.000 er der, og forskellen er stor, når sæsonerne skifter, og trafikanterne ikke længere udforsker sidevejene, men suser igennem på vej til eller fra Jylland via Odden Færgehavn. Tilflytterne går dog ikke bekymrede ind i deres første vinter som fastboende.

”I storbyen er sjap og kulde irriterende, men her er det hyggeligt. Når man bor på landet, oplever man vejret og lyset meget mere. Og vi har en fast aftale med nogle venner, som vi spiser med en gang om ugen i vinterhalvåret.”

For nylig har Jon Sanders meldt sig ind i bestyrelsen for den lokale skole, som hans datters børnehave sorterer under. Skolen går kun til 6. klasse, og for at skabe en bedre integration imellem den og tre andre skoler i Odsherred, hvoraf to går fra 7. til 9. klasse, har man for nylig nedsat en fælles bestyrelse for dem.

”Det er nødvendigt med mere kontakt og udveksling af ideer. Og jeg vil gerne give noget til det sted, vi er flyttet hen. Hvis man engagerer sig, kommer man ikke til at føle sig ensom.”

GASTRO-ODDEN

Noma og andre hippe københavnerrestauranter elsker varerne fra Birkemosegaard, der ligger i udkanten af Havnebyen. Gården har været biodynamisk drevet siden 1972 og byder ud over gårdbutik og en appetitlig Instagram-profil på et køkken, der fredag-søndag tilbereder og serverer grøn mad af gårdens egne råvarer. I udkanten af Overby, lidt længere inde på Odden, finder man Hvidelykkegårds sydvendte skråninger, hvor to unge landmænd under varemærket Ørnberg dyrker deres afgrøder, der spænder fra velkendte Pinot Noir og Sauvignon Blanc til nichedruer som Solaris og Ortega, der egner sig til et køligere klima. Ørnbergs rosé, dessertvin og hedvin har været kåret til Danmarks bedste. Sydligere i Odsherred finder man også vingården Vejrhøj, og kommunen brander sig i det hele taget som vinland med sine næringsrige morænebakker og mange soltimer.

Uden for Haderslev ligger Hoptrup, og lidt længere ude ligger en gammel gård i Hoptrup Kirkeby med et endnu ældre garderobeskab. Det var her, Anna Elisabeth Jessen fandt de breve, der førte til hendes romandebut, efter at hun gav sin fødeegn en chance til.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lea Meilandt

JEG FLYTTEDE til København for at gå på universitetet i 1975. Jeg skammede mig lidt over at komme fra landet og kunne ikke aflægge min dialekt hurtigt nok. Mange år senere begyndte min mand, der er københavner, at snakke om at finde et sted på landet. I 1998 fik vi tilbudt at købe familiegården i Hoptrup Kirkeby. En landinspektørvilla med to etager og vinkælder beliggende på en høj med flot udsigt, som senere er ombygget til gård. Den er fantastisk, det kunne jeg bare ikke se, da jeg var barn. Da vi flyttede ind og satte den i stand, fandt vi et stort, gammelt skab fra 1800-tallet, som stammer fra en anden gård, men blev flyttet ind her, da stuehuset blev bygget i 1867. I bunden var der nogle paneler, man altid havde troet sad fast, men som vi fandt ud af var skuffer. 

Der lå min bedstemors breve fra hendes bror og hendes mand, der begge var tvangsindkaldt til den tyske hær på Vestfronten i første verdenskrig. Broren døde af sennepsgas. Der var måske 400-500 breve, nogle pænt skrevet, andre utydelige, og nogle på tysk, fordi den tyske hærs censur pludselig har krævet det. Jeg er journalist og havde allerede lavet både radiomontage og tv-dokumentar om første verdenskrig baseret på andre sønderjyske familiers korrespondancer. Jeg troede ikke, vi havde bevaret korrespondance i vores familie. Da den dukkede op, fik jeg lyst til at gøre noget ved den.

Der gik nogle år, men da 100-årsjubilæet for krigen nærmede sig, skulle det være. Jeg havde altid haft lyst til at skrive fiktion, og på det tidspunkt havde jeg modet og erfaringen til at tænke ’Nu skriver jeg det her, og hvis det bliver et flop, så pyt’. Brevene satte den i gang, men romanen bliver ikke ved første verdenskrig. Den er skrevet som en overflyvning af et århundrede og følger slægten helt op til 2014. Med fiktive, dramatiske effekter, men stærkt inspireret af min egen families historie. 

Mange af researchdetaljerne fik jeg ved at tale med min far, der fylder 98 i år og har en rigtig god hukommelse. Han fortalte om en tid, hvor de var en stor familie med børn og gamle og karle og piger, der levede af det, de dyrkede. Husdyrholdet passede til jordens størrelse og producerede den mængde gødning, der skulle bruges. På vejen var der liv og glade dage, for der var også masser af børn på nabogårdene. I dag sidder der højest 2-3 mennesker på hver gård, og den naturlige sammenhæng er gået fløjten. 

Alligevel ville jeg nødig have levet på landet i gamle dage. Dengang måtte kvinderne knokle fra morgen til aften. Og jeg har intet behov for ikke at have et badeværelse eller at skulle over i stalden for at gå på toilettet.

Min mand arbejder på Syddansk Universitet, og vi tjener vores penge på det, vi er gode til. Vi er ikke kommet ud på landet med drømme om at dyrke jorden. Vi forpagter den ud til en økologisk landmand, der passer markerne og har køer gående for at holde græsset nede, og præstens datter har sine heste i en fold. Det er nogle kønne dyr at se på.

Da Storebæltsbroen åbnede i 1998, blev Danmark meget mindre. Nogle gange er jeg i København for at arbejde og hjemme igen samme aften, og andre gange kan jeg nøjes med at blive her og være på Skype. Jeg kender mange, der som mig sidder på landet og nyder, at der er masser af plads på arbejdsværelset, i stedet for at sidde i København og dele kontor med otte andre.

Alligevel har vi haft brug for et sted i København igennem alle de år, hvor vi har haft base i Hoptrup Kirkeby. Når jeg producerer en dokumentar, er arbejdet så intensivt, at jeg uger eller måneder i træk er nødt til at være dér. Det store spørgsmål er, om vi skal beholde vores lille lejlighed på ydre Østerbro, hvis jeg en dag bare skal sidde og skrive romaner. Men vi har ikke skullet vælge endnu, og vi kan begge to godt lide kontrasten mellem af og til at bo midt i en visitationszone, fordi der er blevet skudt, og ellers bo uden for en landsby, hvor der er fred, frihed og frisk luft.”

’Om hundrede år’ udkom tidligere på året og er Anna Elisabeth Jessens første roman. 

 

Gamle kort kalder på smilet. Men lytter man efter, gemmer de på seriøse historier. Om videnskabernes udvikling. Om søulke, slagsbrødre og strategier. Og om et Danmark, der engang var stort og svært fremkommeligt. Ny bog giver det samlede overblik. Vi giver en appetitvækker.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lindhardt og Ringhof

MULIGVIS BLEV det første danske kort ridset ind i et lille stykke skifersten for omtrent 5.000 år siden. Arkæologer argumenterer i hvert fald for, at ridsningerne, der er fundet i nærheden af Vasagård på Bornholm, viser områdets agre og markskel. 

Herfra skal man gøre et gevaldigt tidshop for at nå frem til egentlige danmarkskort. Imens udviklede kartografien sig i Mesopotamien, Grækenland og Rom, hvor marker, floder, byer og stadig flere lokaliteter på land, til vands og i verdensrummet blev nedtegnet. Kristendommen indrettede siden geografien med Jerusalem i centrum og Edens Have øverst, men renæssancen hev landkortene ned på jorden igen, og med kobberstikkunst og trykpresser blev de mere og mere udbredte. Samtidig tog handels- og opdagelsesrejsende ny viden med hjem. 

I 1400-tallet voksede Danmark og Skandinavien frem på europakortene, og i 1427 tegnede Danmarks første anerkendte kartograf, Claus Claussøn Swart, på latin Claudius Clavus, det første kendte landkort over de nordiske lande. Alligevel tog det 400 år, inden Danmarks profil var skåret til, så vi genkender den i dag. Den hjemlige kartografi bredte sig som ringe i vandet og var mest nøjagtig tættest på korttegnernes bopæl. Sjælland, Skåne og Slesvig-Holsten kom tidligt nogenlunde på plads, mens Jyllands nordlige udkant længe måtte lide under uformelighed og sære pukler. Videnskaben byggede oven på ældre kort, og ofte blev fejl reproduceret. 

Alligevel lykkedes det indimellem at afbilde kongeriget tæt på korrekt. For eksempel lavede den mordanklagede, men kun voldsdømte spion, søfarer og selvlærte kartograf Jens Sørensen omkring 1700 et kort, der ved første øjekast ligner et fra barndommens klasselokale. Men af angst for, at det skulle falde i svenske fjendehænder, hemmeligholdt flåden det, og først små 200 år senere blev det genopdaget. I mellemtiden fortsatte blandt andet Jylland med deformiteter. 

Den største landvinding skete, da dan-kortet overgik fra enkeltmandsprojekter med vekslende sponsorat fra kongemagten til en hel afdeling under Videnskabernes Selskab, der trykte kort fra 1768 og fremefter. Med geometriske metoder genopmålte og beregnede selskabet hele landet forfra, kulminerende med det officielle kort fra 1841, som historien gjorde uaktuelt allerede efter 1864 med grænserykningen til Kongeåen.

’Kortlægningen af Danmark’ er udkommet i ’spisebords’-format hos Lindhardt og Ringhof.

1. MARCUS JORDAN, 1585

Det ældste bevarede danmarkskort af dansk oprindelse blev tegnet af Marcus Jordan, der var født i Holsten og blev professor i matematik ved Københavns Universitet. Hans lokalkendskab har været størst i Holsten og på Fyn, hvor der er flere stednavne end i resten af landet. Sjælland mangler sin odde, men har til gengæld Møn presset ind. Lolland og Falster er spejlet som yin og yang. Men flere steder, for eksempel omkring Limfjorden, er kortet langt mere detaljeret end sine udenlandske forløbere.

2. FREDERIK DE WIT, OMKRING 1680

I 1600-tallet var hollandske kartografer førende, og de Wit var blandt de mest produktive. I 1659 lavede han sit første kort, en temmelig unøjagtig gengivelse af Danmark. I 1680 fulgte han op med denne version, der havde en mere præcis kystlinje og et for sin tid højt informationsniveau. Kortet rettede en indgroet misforståelse: at Vendsyssel skulle være en by i Jylland. Samtidig stadfæstede det nye fejl, for eksempel Guldborg som en ø mellem Lolland og Falster samt Thy som en udposning på Jyllands ryg.

3. VIDENSKABERNES SELSKAB, 1841

80 år efter selskabet gik i gang med at kortlægge kongeriget, forelå det endelige resultat, der i nøjagtighed først blev forbedret i 1900-tallet med hjælp fra luftfoto og digitalisering. Kortet var det første, der ikke byggede på spredte målinger og upræcise vurderinger, men fuldt ud på systematisk opmåling. Oprindelig var det kortlæggernes hensigt at inkludere hertugdømmerne Holsten og Lauenborg, men ved udgivelsestidspunktet gik de nationale ambitioner kun til Ejderen, og man nøjedes med Slesvig.

 

Når kortere dage og trækfugle med flugtplaner vækker din udlængsel, så snør støvlen, pak turrygsækken, og (gen-)find kærligheden til efteråret på seks af Danmarks dejligste vandreruter.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

PÅ PATRULJE MED FORTIDEN

Da grænsegendarmeriet blev grundlagt i 1839, anede gendarmerne næppe, at de langt senere ville komme til at give navn til en gåtur i verdensklasse. Dengang havde de til opgave at beskytte toldvæsenets folk ved floden Elben, der udgjorde sydgrænsen for Slesvig og Holsten. Da de to hertugdømmer tilfaldt Preussen efter krigen i 1864, fulgte gendarmerne den danske grænse nordpå til Kongeåen. Ved Genforeningen i 1920 rykkedes grænsen igen sydpå til dens nuværende position. Gendarmerne rykkede med, og da Tyskland 9. april 1940 besatte Danmark, blev tre overgendarmer de første danske dødsofre. Gendarmeriet blev nedlagt i 1958, da kontrollen af den danske grænse overgik til grænsepolitiet, men en del af den rute, gendarmerne patruljerede til fods, overlevede og blåstemplet af den europæiske vandreforening ERA. Den kystnære rute er opdelt i fem dagsmarcher, der blandt andet går gennem istidsskabte tunneldale, byen Egernsund, der engang var knudepunkt for Nordeuropas teglproduktion, og et tysk kanonbatteri, der beskød de danske skanser på Dybbøl i 1864. Holder du øjnene åbne undervejs, er du måske så heldig at spotte en isfugl eller få øje på den danske orkidé gøgeurten. Men husk, at det er forbudt at plukke den.

Gendarmstien, Padborg til Skovby, 84 km. Læs mere på gendarmsti.dk

KOSTBART TRÆKPLASTER

Inden Gudenåen blev hoveddestination for kanosejlende lejrskoler, var den en vigtig trafikåre for fladbundede pramme lastet med tonsvis af tovværk, papir, tørv, kalk, korn og mursten, der skulle frem og tilbage mellem Randers Fjord og det indre Jylland. I 1800-tallet trak såkaldte pramdragere med liner over skulderen fartøjerne mod strømmen til Silkeborg – visse steder måtte trækket overlades til heste. Den anden vej gik det nemmere, og dragerne kunne nøjes med at dirigere prammene med lange stager. Fragtruten blev overflødiggjort, dels af jernbanen, dels af vandkraftværker, der dæmmede op for vandets forløb. Omkring 1920 var prammenes tid ovre, men i år åbnede Silkeborg Kommune en renoveret strækning, hvor man til fods kan se åen fra pramdragernes perspektiv, fiske en ørred og, måske, se en af de oddere, der i disse år vinder frem. Trækstien, der er bygget op af grus og på de mest sumpede steder af træ, har kostet 10 millioner at genskabe. Flere af nabokommunerne arbejder nu på lignende projekter, der skal munde ud i 70 kilometers sammenhængende vandring langs Danmarks længste vandløb.

Trækstien, Silkeborg til Randers, 22 km. Læs mere på silkeborg.dk/Borger/Natur/Oplev-naturen/Traekstien 

FYN-MOTORIK

Hvis du kan lide de sydfynske landskaber, som de tager sig ud fra søsiden, vil du sikkert også kunne begå dig på de mange trampestier (du behøver ikke at tage tunge støvler på, det betyder blot, at de er opstået ved, at andre har gået dem før dig), der tilsammen udgør Øhavsstien. Ruten tegner næsten en løkke rundt om øhavet fra Ærø over Langeland og hen over Sydfyn fra Lundeborg til Faldsled, hvor du kan belønne dig selv med en gourmetmiddag på den berømte kro, når du er i mål, eller inden du går i gang. Det afhænger af, hvilken vej du går ruten. Den er delt op i syv mindre bidder, og trænede vandrere skulle kunne klare det hele på ni dage. Du behøver naturligvis ikke at gabe over det hele, men kan nøjes med at snuppe en enkelt delrute og nyde lidt smagsprøver på øhavet. Højdepunkterne inkluderer ’de fynske alper’ Svanninge Bakker, Langelands kuppelformede hatbakker og Valdemars Slot opført af Christian IV.

Øhavsstien, 220 km. Læs mere på visitfyn.dk/fyn/oplevelser/oehavsstien

TOPPEN AF SJÆLLAND

Som navnet siger, følger Nordkyststien den sjællandske nordkyst, af nogle betegnet som ’den danske riviera’. Og skulle du gå rundt i den forhåbning/forvildelse, at samme nordkyst udelukkende befolkes af rosébællende poloskjorter og åbne biler, byder den på flere muligheder for at nuancere billedet. Fra industrihavnen i Hundested, hvor den friske havluft blander sig med lugten af brændstof og motorolie, over fiskerbyen Gilleleje, hvor scooterne på molen kører rødspætte-ræs, når kutterne lægger til, og til den historierige, men tidligere noget henslumrende provinsby Helsingør, der i disse år på ny markerer sig som kulturby. Derudover bringer vandreturen dig forbi en perlerække af mondæne badebyer som Liseleje, Tisvilde og Hornbæk og igennem spektakulære landskaber som den knudrede Troldeskoven, 

Heatherhills vindblæste lyngbakker og de stejle klinter ved Nakkehoved og Gilbjerg.

Nordkyststien, Hundested til Helsingør, 69 km. Læs mere på oplevhalsnaes.dk/naturen/nordkyststien 

MØNSTER-BRANDERE

Et godt navn er en halv succes, og Camønoen er et af dem, man husker. Navnet, der spiller på den hyperpopulære og -befærdede spanske pilgrimsrute af næsten samme navn, opstod hos et par kvinder fra Møn, der gerne ville lave et lokalt alternativ, bare lidt mere roligt – og mønsk. Ideen blev givet videre til folk fra Museum Sydøstdanmark, der sammen med folk fra Vordingborg Kommune så potentialet i at promovere hele området, så turisterne ikke bare suser ud til klinten og skynder sig væk igen. Med penge fra Realdania og hjælp fra en masse frivillige håndværkere, arkæologer, landskabsarkitekter med mere opstod en vandrerute, der kan tilbagelægges så adstadigt, som du har tid til, og hvor en bed & breakfast-indehaver, en gårdbutikejer eller en keramikworkshoparrangør ikke er tilknyttet uden at være god til at fortælle om Møns historie og landskaber. Den samlede Camønos 12 etaper går blandt andet over Steges gamle voldanlæg, forbi kammerjunke-, kage- og kiksefabrikken Karen Volf og ud til Fanefjord Kirkes underholdende kalkmalerier. Desuden kan du nyde de åbne vidder ved Ulvshale Hede, gispe over Mælkevejens vrimmel ved Møns Klint eller kitesurfe ved dæmningen mellem Møn og Bogø.

Camønoen går på Møn, Nyord og Bogø, i alt knap 200 km. Læs mere på camoenoen.dk

APROPOS PILGRIMME …

… kan du faktisk gå med på den officielle Camino hertillands. Ruten, der er mest intensivt bevandret i Spanien, begynder nemlig i Trondhjem i Norge – af pilgrimme ofte kaldet ved sit historiske navn Nidaros. Herfra går flere forskellige ruter ned gennem kontinentet mod målet: apostlen Jakobs grav i Santiago de Compostela. I Danmark begynder turen både i Hirtshals, Frederikshavn, Helsingør og Kastrup, hvor rejsende nordfra kan komme ind i landet, ligesom man både kan komme videre til Tyskland ad Hærvejen og med færgen fra Rødby. Har du bare lyst til et mindre stræk, er det muligt at finde det officielle muslingeskalssymbol og føle sig som en del af den større bevægelse på strækninger, der ikke normalt er kanoniseret af vandrefolket. For eksempel mellem københavnske forstæder som Farum og Ballerup eller Kastrup og Ishøj. 

Den danske pilgrimsrute dækker i alt 985 km. Læs mere på santiagopilgrimme.dk

For enden af Vestsjælland ligger en by, der både er i vækst og i forfald. Den er i udvikling, og den er i afvikling. Den har storindustri og stor natur. Den har en stærk fortid, en vaklende nutid og store forestillinger om en fremtid. Tag med til Kalundborg.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Martin Dam Kristensen

DET ER FREDAG FORMIDDAG, og Kalundborg Station ligger stille hen i solen. For et par timer siden kørte pendlerne østpå, den eneste vej ud af byen, og gennem Banekioskens åbne døre blander et par utydelige stemmer sig med den ensformige rumlen fra et tog i tomgang. I kiosken, som blev overtaget af et lokalt par, da 7-Eleven gav op, reklamerer et skilt med filterkaffe til en tier. På caféstolene af aluminium og imiteret læder hænger et par mænd. Den ene – i gul T-shirt og denimshorts – er en slags stamgæst. Han har købt Føtex-bagerens giganttilbud med 10 stykker morgenbrød, et rugbrød og fem morgenkager for en halvtredser og forsøger at sælge to spandauere og rugbrødet til de to kvinder bag disken. 

Bag mændene, på den anden side af ruden, er en karavane af stationcars med tagbokse på vej om bord på Samsøfærgen, som sejler mellem Kalundborg og Ballen. Én efter én triller de op ad rampen, mens manden i den gule T-shirt halvvejs lykkes med sit projekt og får byttet rugbrødet til en halv kop kaffe.

Lidt længere ude ligger en enlig hvid sejlbåd og vugger i solen, et tankskib anes på vej ind fra Kattegat, og over bil-karavanen er himlen skyfri med en stribe af hvid røg fra Asnæsværket. Kulværkets to skorstene, der knejser over den store industrihavn, er det tætteste, byen kommer på de slanke palmer, Shu-bi-dua synger om i den berømte sang, som Michael Bundesen skrev på sin sejlbåd i byens havn – ikke i lystbådehavnen, men i færgehavnen, hvor afstanden til værtshusene i Skibbrogade er kortere. 

I kiosken, et par stole længere henne, tager en anden mand sin telefon: ”Nå, så får du snart fodlænken af, hva’?”

DEN STORE grå kornsilo, der i årtier lå midt på havnen, er revet ned for at gøre plads til havnebad, beachvolley, storskærm og rullende kaffebar. Engang kunne man fra kajen se Aarhus-færgerne Ask og Urd, men siden 2013 er det kun Samsøfærgen, der er sejlet ud af Kalundborg Fjord. Industrien er også trukket væk fra byen og over på sydsiden af den fjord, der driver en kile mellem det tunge erhvervs-Kalundborg og middelalder-Kalundborg med dens femtårnede kirke, slotsruin og strand, der længere ude bliver til halvøen Røsnæs. En fysisk manifestering af de modsætninger og dilemmaer, der definerer byen og måske er en slags prisme for den danske provins: Hvordan skal livlig fortid forene sig med halvdød nutid og vidtløftige fremtids-ideer?  

Én ting er kalundborgenserne dog tilsyneladende enige om. Den nye havnepark har givet fornyet liv til havnen, men der er et ’men’. Hele foråret og sommeren har den været plaget af hærværk og larmende unge på scootere, der ifølge TV-Kalundborg efterlader knuste flasker, skrald, tamponer, bind og kondomer på jorden. Særligt galt gik det en weekend i juni, hvor den ene af havneparkens to toiletvogne fik smadret en håndvask og blev efterladt indsmurt i afføring.

DENNE FORMIDDAG er toiletterne pæne og rene, og der er ikke en scooter i sigte på kajen ved Asgers Fisk for enden af havneparken ved lystbådehavnen. En håndfuld gæster har indfundet sig på bænkene foran den lille fiskecafé og -butik, hvor der så småt er gang i serveringen af stjerneskud og fiskefrikadeller med hjemmerørt remoulade.

Ud ad butiksdøren træder ejer Asger Øgelund, en 24-årig lyshåret fynbo, der flyttede til Kalundborg for halvandet år siden efter at have tilbragt et par sæsoner som kok og surfer i Australien. Da han fik mulighed for at overtage fiskebutikken fra den tidligere ejer, som han havde arbejdet for en sommer på en restaurant oppe ved Odden, rykkede han sgu til Vestsjælland. Sidste sommer udvidede han med en fiskecafé, og i eftermiddag, i bygningen overfor, er der åbningsreception for Asgers Bar. 

Selvom han er tilflytter, virker det, som om hele byen er på fornavn med den unge iværksætter, der er inspireret af havnemiljøet i Svendborg, hvor han selv er opvokset. Han har store ambitioner for havneparken i Kalundborg, og kommunen har taget imod hans initiativer med åbne arme, givet ham en lav husleje og dispensation for manglende handicapadgang.

Asger Øgelund peger op på førstesalen af den hvide og blå havnebygning, hvor en shippingvirksomhed stadig har kontorer, men snart flytter ud. Når de er væk, har han planer om at rykke ind og lave en rigtig fiskerestaurant med tagterrasse, god vin og skaldyrsbuffet i weekenden. For, ja, folk går godt nok ikke så meget ud og spiser i Kalundborg, men det er jo, fordi der mangler alternativer til pizzeriaerne og kebabstederne, siger han, mens et midaldrende par spadserer forbi terrassen, hvor der står ’Asgers Bar’ med store hvide bogstaver på rækværket. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Asger Øgelund på sin bar.

BAG HAVNEPARKEN ligger Grand Hotel Royal, en okkergul bygning med hvide ornamenter. Engang var det byens fornemste hotel, men i dag huser stedet en lægepraksis og et ingeniørfirma. Bygningen ligger på hjørnet af Skibbrogade, også kaldet ’Minefeltet’ – det er her, næsten alle byens værtshuse er samlet. Tidligere var der otte af slagsen i den smalle, tætbebyggede gade fra havnen og op til byens gågade, men der kommer ikke mange sømænd til byen længere, og i dag er der tre beværtninger tilbage. 

”Der skal helst ikke lukke flere. Der er nødt til at være mere end ét sted at gå hen,” siger Christina på 42, der er bartender på Havkatten, en lille, brun bodega, hvor der kommer lige så mange kunder ind ad bagindgangen som ude fra gaden.

Den rødhårede bartender er ligesom de fem gæster rundt om baren ikke meget for at fortælle sit efternavn. Hun er klædt i jeans og i en sort tanktop med teksten ”I hate morning people. And mornings. And People”, og hendes skuldre og arme er solbrændte på grænsen til skoldede, da hun rækker ned under disken og fisker en dugvåd Grøn Tuborg frem.

”Byens koldeste,” siger hun stolt og stiller den foran Tom, der stemmer i med en nikkende bevægelse. Han ejer stedet, siger han, men står ikke selv bag baren, ikke længere. Hver lørdag ved middagstid mødes han på Havkatten med Keld, Anne, ’Palle Bajer’ og Benny, som lige er hjemme for at få sig en rundtenom rugbrød til frokost. Men i denne uge er deres aftale rykket en dag frem, for der er byfest, og om lidt skal de over og høre Tony Mammen spille.

”Alle i byen kender Tony, ham skal du snakke med, men gør det, inden han bliver for fuld. Og husk at spørg om dengang, han var på Tonga,” griner Tom, mens resten af selskabet indforstået klukker med. En øls tid senere rejser de sig og går op ad Skibbrogade, forbi naboværtshuset Lillebælt og to pizzeriaer, inden de når hen til Høvlen. 

I værtshusets baggård er der stillet et rød- og hvidstribet festtelt op med borde og bænke. Under teltdugen står en kraftig mand i ternet skjorte og knæbukser med en guitar og synger Dean Martin med en dyb, kraftfuld stemme – ikke ulig Michael Bundesens. Mellem sangene holder Tony Mammen gerne en pause for at få sig en rød Prince og en bajer og for at tørre sveden væk fra øjnene, der pibler frem i små perler på hans runde ansigt.

Den kalundborgensiske spillemand bor i Spanien med sin kone, men han er født og opvokset i byen, og hver sommer vender han hjem for at spille til ’Byugen’, som de lokale kalder Esbern Snares Byfest. I dag skal han optræde i ni timer. Først på Høvlen, og bagefter, når han stakåndet har startet sin scooter og er kørt hjem til sin søn for at skifte skjorte, på Lillebælt. I morgen er han hyret til at spille på King’s Pub oppe i gågaden, og sådan går festugen for Tony Mammen. Egentlig ville han været taget hjem til Spanien i næste uge, men han er allerede blevet tilbudt et job til et bryllup og en fødselsdag senere på måneden. Nå ja, og så var der jo også den der Tonga-historie:

”Jeg var på ferie med min far på Tongaøerne i Stillehavet og blev kørt ned bagfra af en spritbilist. Jeg brækkede benet, fik revet nerver og sener over flere steder i kroppen og mistede så mange tænder, at jeg som 25-årig fik gebis. I flere måneder lå jeg på hospitalet på Tonga, og her mødte min far og jeg to unge kvinder, som vi giftede os med og tog med hjem til Danmark. Siden flyttede min far til Spanien, og et par år senere fulgte jeg selv med. For nogle år siden gik min far så bort, hans kone skred, og jeg stod tilbage med min fars fire børn, der er jævnaldrende med mine egne fire børn. Ja, der er sgu nok at se til.”

Tony Mammen med bassist.

PÅ FORRESTE RÆKKE i teltet sidder 63-årige Lisbeth Rasmussen i blomstret top og firkantede briller. Det var hendes farfar, der grundlagde Kalundborg Folkeblad, i dag Nordvestnyt, og hvis nogen kan kalde sig ægte kalundborgenser, er det hende. Hun taler kalundborgjysk, den lokale dialekt, hvor ordene starter højt og slutter lavt, for eksempel når man siger ’sommer’ eller ’møller’.

Lisbeth Rasmussen bor i det sociale boligbyggeri på Klosterparkvej, men frekventerer Skibbrogade jævnligt, for hernede er man stolte af at være fra Kalundborg, fortæller hun. Altså, når hun ikke bliver afbrudt af en mand, som påstår at have vundet en halv million på at oddse på fodbold. 

Og nej, byen er ikke, hvad den har været. Den er sgu blevet kedelig. Færgerne er væk, butikkerne lukker, turister er der ikke mange af, sygehuset er lukket og ældreplejen bliver dårligere. De unge forlader byen, når de er færdige med gymnasiet, og vender ikke tilbage, og oppe på Klosterparkvej laver indvandrerne ballade, mener hun. Det hele er en skam, er der enighed om ved bordene. Hvad fanden skal der blive af Kalundborg? 

Lisbeth Rasmussen vender sig mod Tony Mammen.

”Spiller du ikke lige Kalundborg-sangen?”

Tony Mammen skodder sin røde Prince, rømmer sig let i mikrofonen og slår guitaren an til den lokalpatriotiske vise, der er skrevet af Kalundborg-bandet Hej Venner! til en konkurrence om en kendingsmelodi til Byugen i 1979. Den vandt ikke, men på Høvlen hænger sangen ved: 

”Esbern Snares by Kalundborg, du bli’r skønnere år efter år, med din skov og din strand, ved fjordens blanke vand er du skønnest af alt her på jord, ja, det er dig, vi elsker, Kalundborg.”

Da Tony Mammen når til sidste omkvæd, runger teltdugen af bedugget fællessang.

Bodegamutter Vivi Ipsen (i midten) får sig en smøg og en kop kaffe på Høvlen, inden hun selv skal om og stå bag baren.

KALUNDBORG

blev grundlagt i 1170 af korsfareren Esbern Snare, der var bror til ærkebiskop Absalon.

Byens vartegn er den femtårnede kirke, der blev opført i begyndelsen af 1200-tallet af Esbern Snares datter Ingeborg. Kirken har blandt andet været scene for en gidseltagning i et afsnit af tv-serien ’Rejseholdet’.

Kalundborg har i årtier været hjemsted for store virksomheder. Før Novo Nordisk var det Carmen Curlers, der lavede hårcurlere, som erstattede gammeldags papillotter. De blev en kæmpe eksportsucces i blandt andet USA. Da virksomheden var på sit højeste, beskæftigede fabrikken på Hovvej i udkanten af byen 3.500 mennesker, primært kvinder, som blev fragtet ind i busser fra hele Sjælland. I 1969 solgte Arne Bybjerg, kendt i hele byen for at køre rundt i en Rolls-Royce med privatchauffør, virksomheden til amerikanske Clairol. Han bor i dag i Australien.

Byen er kendt for sin industrielle symbiose, et partnerskab mellem ni private og offentlige virksomheder i Kalundborg, der deler restprodukter – som kan blive til en ressource for en anden virksomhed – i et lukket cirkulært system, hvor intet går til spilde. I Kalundborgs østlige industrikvarter ser man de grønne rør, der løber over jorden og forbinder virksomhederne med hinanden.

I 2011 fik Kalundborg Kommune den tvivlsomme titel som Danmarks fedeste kommune, da mere end hver femte kalundborgenser var svært overvægtig. Siden har man tabt førertrøjen til Nordfyns Kommune.

I april 2019 åbnede Ny Vesthavn, vest for Asnæsværket med 500 meter kaj og en vanddybde på 15 meter, som gør den til en af Sjællands dybeste havne.

Ambitionen er at trække mere industri, men også turister med krydstogtskibe til byen med den nye havn. På grund af tekniske problemer med kajanlægget er havnen dog midlertidigt lukket. En lokal borgergruppe har desuden stillet spørgsmålstegn ved, om finansieringen af den cirka 230 millioner kroner dyre havn holder.

Det første hold biotek-ingeniørstuderende blev optaget på Professionshøjskolen Absalon i Kalundborg i 2017. Uddannelsen skal tiltrække og fastholde flere unge i kommunen. Fra 2020 vil man også kunne læse en ingeniøruddannelse i maskinteknik i byen.

MENS SPILLEMANDEN skynder sig at klæde om til næste spillejob, er Asgers Bar åbnet. Gæsterne stimler sammen på tagterrassen, hvor en trio af jazzmusikanter i hawaiiskjorter har taget opstilling, mens Asger Øgelund selv daffer rundt og soler sig. I den ene hånd har han en øl, en alkoholfri, for han skal arbejde til klokken to i nat. Ved bardisken er der kø, og forrest venter to kvinder i fyrrerne på at få serveret deres mojitos.

På terrassen står 59-årige Lonny Kalnæs, en gråhåret kvinde med page og sommerkjole, der driver Frisør Lonny ude på Gl. Røsnæsvej, ikke langt fra Kystvejen, hvor den mere velhavende del af byen bor i villaer med havudsigt. Hun har sin mand med, Uffe på 66, han er elektriker og arbejder for Kemp & Lauritzen på Novo Nordisk, og de er enige om, at Kalundborg længe har manglet en rigtig cocktailbar. Altså for dem, der ikke gider gå på værtshus og er blevet for gamle til diskoteket.

Ved et bord indenfor i barens lounge med sofaer og læderstole sidder 19-årige Sofie Kubel og 20-årige Sofia Stanelt. De blev begge studenter fra Kalundborg Gymnasium sidste sommer, holder sabbatår og hænger jævnligt ud med ’fiskedrengene’. En kort overgang datede Sofie Asger, men nej-nej, det var ikke noget seriøst.

Sofie kommer nu ellers mest på Kontoret, en slags forvokset værtshus med dansegulv og dj’s i den ende af Skibbrogade, der flyder sammen med gågaden. Og Sofia kan bedre lide Shooters, byens lokale diskotek, hvor hun ind­imellem hjælper til i garderoben. Som regel varmer de to op på Høvlen, skilles og mødes så igen ud på de små timer, når det er ved at være tid til natmad. 

Indimellem er der også private fester, men der er blevet færre af dem, efter de gik ud af gymnasiet, siger de. Og så fortæller de om dengang, der blev smadret en glasdør og stjålet 2.000 kroner i kontanter til en fest i Sofias forældres hus. Med det resultat, at de to i en længere periode ikke måtte se hinanden, fordi den enes mor mente, at den anden datter var dårlig indflydelse. Og vice versa.

Det meste af foråret har Sofia været rejseguide i Grækenland. Hun drømmer sig væk til udenlandske storbyer, men i første omgang vil hun tættere på København og har planer om at flytte til Herlev, hvor hun måske har fået et værelse.

Sofie har det sidste års tid arbejdet i en vuggestue for at spare op til en tre måneder lang backpacker-tur til Asien, som hun begynder på om 10 dage. De to er enige om, at Kalundborg er en by, man flytter fra. Men Sofie kan nu godt se sig selv vende hjem, når hun får børn. Som barn er det jo meget rart at bo et sted, hvor alle kender alle, i hvert fald indirekte – lige så rart, som det er anstrengende, når man når til slutningen af sine teenageår.

Sofia, der ikke vil have børn, nikker: 

”Man kan jo ikke slå en bøvs i Kalundborg, uden at alle ved, hvordan den lugter.”

Sofia Stanelt (t.v.) og Sofie Kubel.

TO UGER SENERE møder journalist Gitte Korsgaard Fenger ind på TV-Kalundborgs redaktion på Hareskovvej i den østlige del af byen. Lokalmediets naboer tæller et autocenter, en tankstation og et fitnesscenter, og ikke langt derfra ligger Novo Nordisk, der er for Kalundborg, hvad B&O er for Struer, Lego for Billund og Danfoss for Als. 

Redaktionslokalerne er  sterile, den eneste udsmykning på væggene er et par indrammede fotos af byen, som fotograf Jens Nielsen har taget. Det var ham, der startede TV-Kalundborg for syv år siden, og det er ham, der driver mediet sammen med kæresten Vibeke, der er salgschef, og med Gitte Korsgaard Fenger som eneste skribent. Hun er født i Kalundborg, men har boet og arbejdet en årrække i København og USA, inden hun vendte tilbage for nogle år siden for at købe hus med sin mand og datter.

Den 41-årige journalist, der lige er kommet hjem fra ferie, er klædt i en hvid- og gulstribet sommerkjole. Hun er solbrun, og hendes lange hår når et godt stykke forbi skuldrene. Senere i dag skal hun dække festivalen Kalundborg Rocker, der har 20-årsjubilæum i aften. Zididada, Citybois og Guns N’ Roses Jam spiller, og Gitte Korsgaard Fenger skal interviewe en mand, der har været på festivalen 20 år i træk. Ud over festivalen har TV-Kalundborg de seneste dage bragt artikler om et stjålet pengeskab, dårlige cykelstier og de hjemmelavede grillpølser i den lokale Meny, som bliver revet væk. 

Inden hun tog på ferie, skrev Gitte Korsgaard Fenger imidlertid en anden historie, der – endnu en gang – virkelig fik de lokale til tasterne på Facebook. 

’Tandstikmanden er tilbage’, lød overskriften på artiklen, og så vidste de fleste kalundborgensere, hvad det drejede sig om. ’Tandstikmanden’, der i maj fik en behandlingsdom for 145 tilfælde af hærværk mod private hjem, virksomheder og institutioner i byen, hvis døre han havde ødelagt ved at stoppe tand- eller tændstikker ind i nøglehuller, er et fast samtaleemne i byen. 

Flere har oplevet at blive chikaneret eller ligefrem truet af den mystiske mand, som har afleveret breve i tilfældige postkasser om mord, pædofili, ulykkelig kærlighed, indvandrere og nazister. Han blev grebet på fersk gerning ved en børnehave med en æske tændstikker, men fik alligevel kort efter sin dom udgangstilladelse og er derfor atter løs i Kalundborg.

Denne gang kunne TV-Kalundborg fortælle, at Dagli’ Brugsen i Raklev, en landsby, der flyder i ét med Kalundborg på vej mod Røsnæs, havde modtaget et brev fra ’Tandstikmanden’. Det blev leveret til personalet i et plastikchartek af en korthåret, veltrænet og almindeligt udseende 52-årig mand. Brevet var udformet som et digt, og første strofe lød: ”Det store spørgsmål, menneskets opståen, hvordan kom vi til verden og gjorde vores første færden?”

Gitte Korsgaard Fenger er ikke i tvivl:

”I bund og grund er det jo en sørgelig historie om vores psykiatri, der ikke har ressourcer til at tage sig af en mand, som har brug for hjælp.” 

Gitte Korsgaard Fenger og Jens Nielsen i TV-Kalundborgs redaktionslokaler.

FOR ENDEN AF LYSTBÅDEHAVNEN bor Erik og Lis Dannenberg. Foran deres hus er der et hvidt stakit, og der er have med flagstang ved siden af udestuen i huset, hvis hvidkalkede facade så småt er begyndt at krakelere. Ægteparret bor i første parket med udsigt til strandodden Gisseløre og Kalundborg Radiofonistations to høje master, der stadig ­sender Danmarks Ra­dios eneste lang­bølgekanal, DR Langbølge. Kanalens program er det samme hver dag: vejrmelding, radioavis, morgenandagt, gymnastikprogram og farvandsefterretninger.

Indenfor er der kage og kaffe i termokanden ved det ovale spisebord med mørkeblå dug. På bordet ligger en tyk mappe med dokumenter og avisudklip, og på stolene sidder Dannenberg-parret sammen med 63-årige Per Jensen, der er pensioneret jurist – men ikke med hans gode vilje. Med kaffe og wienerbrød kæmper de en indædt kamp mod kommunen og dens nye prestigeprojekt: Ny Vesthavn, der åbnede i april. 

Fra spisestuen er der direkte udsigt til den 500 meter lange kaj vest for Asnæsværket på den anden side af fjorden. I havnen og kommunen er der store ambitioner om, at den nye havn skal tiltrække mere erhverv og krydstogtskibe til byen. Foreløbig har der kun været et enkelt krydstogtanløb i Ny Vesthavn, mens et mere er planlagt.

Per Jensen fremviser havnens regnskab og peger ud ad vinduet. Han og de andre er bange for økonomien ikke holder, og krydstogtskibet, der skal komme senere på året, vil formentlig slet ikke kunne lægge til i Ny Vesthavn, fordi tekniske problemer med kajanlægget har forårsaget en midlertidig lukning. Det griner man af rundt om bordet, mens termokanden bliver fyldt for anden gang. 

Inden vi siger farvel, vil Erik Dannenberg lige vise noget. Inde fra parrets søns gamle værelse, hvor et amerikansk sydstatsflag hænger i loftet, henter han en stak kort over den gamle middelalderby. Callundborg, står der på dem, sådan som man stavede byens navn i gamle dage. Han har lige fået dem indrammet. En lille hobby, smiler Erik Dannenberg, der kan spore sin slægt i Kalundborg helt tilbage til 1700-tallet.

Erik Dannenberg (øverst) og Per Jensen (nederst) er glade for kaffe.

HALVØEN I KATTEGAT

Røsnæs tæt på Kalundborg er Sjællands vestligste punkt. Halvøen, der ligger som en landtange med stejle klinter i Kattegat, har noget af landets flotteste natur, hvis man spørger kalundborgenserne. Røsnæs er et populært sommerhusområde, og har cirka 100 solskinstimer mere end landsgennemsnittet. Ad flere omgange har der været politiske diskussioner om en Kattegatforbindelse med bro fra Røsnæs over Samsø til Hou i Østjylland. På Røsnæs er flertallet af de lokale indædte modstandere af planerne.

”MAN KAN GODT føle sig lidt udenfor, hvis man ikke arbejder på Novo,” siger en midaldrende kvinde, der suger sig en smøg foran indgangen til Kontoret fredag under Byugen. Og der er noget om snakken. I Kalundborg tegner Novo Nordisk og Novozymes sig for cirka halvdelen af de godt 9.000 arbejdspladser i kommunen. Bag de grå betonmure, der ligger spredt ud over det 1,2 kvadratkilometer store område ved bygrænsen mod øst, produceres halvdelen af verdens insulin, og takket være Novo er Kalundborg en af de byer på Sjælland, flest pendler til. I gennemsnit investerer Novo en milliard om året i byen, senest i et nyt stort laboratorium, og spørger man Novo-produktionsdirektør Michael Hallgren, behøver kalundborgenserne ikke frygte, at medicinalvirksomheden flytter sine aktiviteter til udlandet.

Hos Novo jubler man over den nye togstation øst for byen, der betyder, at de mange medarbejdere kan køre direkte på job – og hjem igen. Over den nye lokale ingeniøruddannelse i bioteknologi og den kommende i maskinteknik, så man kan uddanne arbejdskraft lokalt. Og over kommunens særlige boligordning til udenlandsk arbejdskraft. Man krydser også fingre for den længe ventede motorvej til Kalundborg. Hvis alt går vel, bliver første spadestik til sidste etape mod Kalundborg taget i 2023. 

På den anden side af den nye stations jernbanespor ligger en klynge af grå træbarakker. Lokalerne, der er ejet af Novo Nordisk, lånes ud til Kathøjskolen, en specialskole for børn fra 7. til 10. klasse, elever med adfærdsvanskeligheder og psykiatriske diagnoser som ADHD og autisme. Mellem barakkerne står et bordtennisbord, men sidst på skoledagen er der ikke meget aktivitet udenfor. Inde i et af klasselokalerne er lærer Sisse Olsen og pædagog Bryan Thomsen i gang med at evaluere dagen sammen med en håndfuld elever, alle drenge. De står rundt om et bord med undtagelse af en enkelt elev, der ikke har lyst til selskab og har fået lov til at sidde i en af klassens nye hængestole. Bag dem, i midten af rummet, står en stor rød boksebold, som eleverne kan afreagere på, hvis de har brug for at komme af med lidt energi.

Dagen slutter med engelskundervisning, hvor eleverne øver sig i farver. Et par af eleverne er overraskende gode engelsktalere, men ellers er de som regel mindst et par klassetrin efter deres jævnaldrende i folkeskolen. 

I 2017 viste en afhandling fra Institut for Folkesundhed, at Kalundborg Kommune har danmarksrekord i ADHD-diagnoser. Derudover er Kalundborg et af de steder i landet, hvor flest børn ender i specialtilbud. Hvorfor det er sådan, forholder skoleleder Morten de Voss – en gråhåret mand med briller og polotrøje – sig ikke til. Han vil bare hjælpe.

Sisse Olsen og eleverne evaluerer skoledagen.

PÅ EN HVERDAG ved 14-tiden er der stille, næsten dødt, i Kordilgade, byens gågade, der løber tværs gennem Kalundborg. Til byfesten var der fyldt med dannebrogsflag, livemusik og veteranbiler, men i dag passerer Mohammed Yousef tomme caféstole og en håndfuld fodgængere, da han kommer cyklende på sin mountainbike. På sin vej kan han tælle 10 tomme butikslokaler, inden han når op for enden af gaden, svinger om hjørnet og parkerer bag Øens Bagels N Juice, den sandwichbar, han har ejet i et halvt år. Et halvt minuts tid senere dukker hans skæggede ansigt op gennem bagindgangen til køkkenet, mens en ansat er i gang med at smøre to sandwich med tandoori-kylling til et par GLS-chauffører, der holder frokostpause. 

’Øen’, som den østlige del af gågaden hedder, bliver også kaldt ’Lille Bagdad’. Mohammed Yousefs naboer er en frisør, et pizzeria, en kebab, en grønthandler og snart også en halalslagter. Flere af stederne er drevet af hans familie, fortæller han. Faren ejer et pizzeria lidt længere nede ad gaden, en onkel har en frisørsalon og Kebab Time ved siden af Danske Bank, og i den anden ende af gågaden driver hans mosters mand endnu en kebab.

”Folk i byen kender os,” siger Mohammed Yousef, der lige er fyldt 25, mens han peger rundt i gågaden.

Han er opvokset på Klosterparkvej, og da han var yngre, lavede han lidt lort af og til, som han siger. Som for eksempel dengang, han og en ven kørte forbi en kvinde på en scooter og stjal hendes håndtaske. Et tyveri, de ville være sluppet af sted med, hvis ikke det var, fordi hans far havde tvunget ham til at melde sig selv. En anden onkel, som arbejder halvt på Novo Nordisk og halvt som kriminalitetsforebyggende SSP-medarbejder, tog fat i nevøen og sagde, at han kunne miste sit job, hvis ikke han stoppede med at lave ballade. Så besluttede Mohammed Yousef at tage på efterskole på Samsø. Senere tog han til Norge, hvor han blev uddannet som erhvervsdykker, inden han vendte tilbage til byen. Han har dykket lidt efter døde laks på en laksefarm i Reersø syd for byen og været med til at servicere nogle skibe, men ellers er det ikke blevet til så meget. Ikke endnu. Mohammed Yousef håber, at to nye medarbejdere nede i sandwichbutikken kan give ham mere tid til at dykke. Han drømmer også om at blive SSP-medarbejder ligesom sin onkel. 

”Herude er du nødt til at have noget at lave,” siger han. 

”Ellers kan man nemt blive fristet.”

De seks bagels har hængt på væggen, siden Mohammed Yousef åbnede sin sandwichbar i april.

EN SOMMERAFTEN i 1985, kort efter midnat, blev en flaske kastet gennem en rude på Grand Hotel Royal. Lyden af knust glas vækkede de 60 iranske flygtninge, der nogle uger tidligere var blevet indkvarteret i den dengang forfaldne bygning. Ude på gaden stod en skare på op mod 300 unge berusede kalundborgensere. De havde været til byfest i gågaden, og efter flasken fulgte brosten og molotovcocktails. Inde på hotellet måtte iranerne søge ly på gulvet i bygningens korridorer. Politiet blev tilkaldt, men selv med forstærkninger fra Slagelse, Holbæk og Ringsted var de ifølge aviserne fra dengang ”i alvorligt mindretal”. Først ud på morgenen ophørte urolighederne på havnen. ”Iranerne i hadets by,” skrev BT dagen efter angrebet på hotellet, der var kulminationen på en periode med spændinger i byen affødt af flygtningenes ankomst. En del kalundborgensere var stærkt utilfredse med, at de nye beboere vistnok havde fået gratis cykler stillet til rådighed af kommunen. Hvad fanden var meningen?

Sagen blev danmarksberømt, og i 2016, tre årtier senere, fik udsigten til nye flygtninge på et asylcenter i det gamle Kalundborg Sygehus atter byen til at dele sig i to: en ja-gruppe og en nej-gruppe. Flere i sidstnævnte gruppe truede med at brænde centeret ned. 

Og Kalundborg er særlig på området. Ved sommerens folketingsvalg fik Rasmus Paludans Stram Kurs 3,5 procent af alle stemmerne i Kalundborg-kredsen – den højeste stemmeprocent for partiet i landet og næsten det dobbelte af gennemsnittet på landsplan. 

Det høje stemmetal til Stram Kurs fik en kalundborgenser ved navn Per-Henrik Goosmann til at skrive et læserbrev til TV-Kalundborg. Under overskriften ”Er der nogen, som overhovedet reflekterer over valgresultatet i Kalundborg?” luftede han sin bekymring over, ”at byen havde udviklet sig til en halvfascistisk rotterede”. 

Lokaljournalist Gitte Korsgaard Fenger ser en lige linje fra urolighederne i 80’erne til valgresultatet i år:

”Nogle af konflikterne fra dengang sidder stadig i byen.”

EN SORT Mercedes med fire unge mænd triller ud fra parkeringspladsen i Sct. Olai Parken, drejer til højre og forsvinder sekunder senere i retning mod byens centrum. Bag sig efterlader bilen de hvide boligblokke med brune tage på Klosterparkvej. Vejen, der bærer øgenavne som ’Klosterperkervej’ og ’Kebabstrædet’, huser Kalundborgs største koncentration af indvandrere og kontanthjælpsmodtagere. 

”Det bliver nok aldrig bedre deroppe,” siger mange nede i byen. Denne eftermiddag er balladen dog til at overse. Faktisk er det svært at finde aktivitet overhovedet, bortset fra 32-årige Mette Lynge Nielsen, der er i gang med at låse en sort container op under et træ ved den bagerste boligblok. Hun er boligsocial medarbejder i Sct. Olai Parken og foreningsmedarbejder i Danmarks Idrætsforbund, og containeren, hun netop har åbnet, er fyldt med sportsudstyr, som børnene i området kan leje en time mellem klokken 16 og 17 hver tirsdag, onsdag og torsdag i sommerhalvåret. 

Lidt efter kommer Mohammed, en af drengene fra området, som Mette Lynge Nielsen har ’ansat’ til at holde styr på, hvem der låner hvad. Han stiller et bord frem og åbner en brun mappe. Få minutter senere dukker de første børn op med laminerede lånerkort i hånden. En har glemt sit kort, men får lov alligevel. Mohammed ved godt, hvem han er.

Mette Lynge Nielsen, der er født og opvokset i Kalundborg, kan alle historierne om Klosterparkvej til hudløshed: ”Selv da jeg var barn, var det et sted, folk i byen snakkede om.” 

Rundbold på Klosterparkvej.

SCT. OLAI PARKEN er ikke på ghettolisten. Der bor ikke nok mennesker til at opfylde kriterierne, men i Kalundborg opfattes boligområdet alligevel som netop en ghetto. Tilbage i 00’erne var der bilafbrændinger og uroligheder, der bliver stadig brændt en bil af i ny og næ, en enkelt skud­episode var der også tilbage i december, men området er nu ikke værre end så mange andre steder, hvis man spørger politiet.

Haider Maliki stiger ud af sin bil på parkeringspladsen, mens børnene ved containeren spiller rundbold og fodbold. Han er 24 år, læser markedsføring på Erhversakademi Sjælland i Roskilde, frabeder sig at få taget billeder, men fortæller, at han kom til Danmark fra Irak med sin familie, da han var et år gammel. Det meste af sin barndom har han boet på Klosterparkvej, og han ved godt, at der er nogle ballademagere heroppe. Han kender dem alle sammen. Men han blander sig ikke i, hvad de går og laver, det må de selv om. Han påstår, at hvis man i sin jobansøgning skriver, at man er fra Sct. Olai Parken, kan man glemme alt om at få arbejde i Kalundborg. Det siger noget om de fordomme, der er om Klosterparkvej, forklarer han. Fordomme, som han mener er overdrevne.

”Kig dig omkring. Synes du det her ligner en krigszone?” spørger han og gestikulerer mod boligblokkene, mens en tynd guldkæde svajer om hans hals og hen over hans sorte T-shirt.  

Mette Lynge Nielsen med containerlås.

VED CONTAINEREN nærmer klokken sig fem, og børnene hjælper med at pakke sportsudstyret væk. Mohammed tjekker, at alt er leveret tilbage, mens Mette Lynge Nielsen bakser med låsen til containeren, der ikke vil lukke. Hun bor selv ude mod Raklev, hvor hun siger, at man passer sig selv og sit, men at det ikke er sådan på Klosterparkvej. Der tager de sig af hinanden, alle sammen, og det kunne man godt lære noget af i resten af byen.

Mens hun fortæller, står en mand i jakkesæt på parkeringspladsen og sælger gulvtæpper til børneværelser ud af bagagerummet på sin Tesla. Lidt derfra, mellem blokkene, sidder Lisbeth Rasmussen nede fra Skibbrogade og drikker caffe latte med en veninde. Og ovre på basketbanen kører en lille dreng med krøller frem og tilbage gennem en vandpyt på løbehjul. En mor kalder sine unger ind til aftensmad, og ét efter ét siver børnene i området væk fra stier og legepladser og ind i boligblokkene for at spise. 

Der er faktisk helt hyggeligt på Klosterparkvej, synes Mette Lynge Nielsen. I det hele taget er hun sikker på, at resten af byen ville få et andet syn på boligområdet, hvis bare de kom noget mere heroppe. Men det gør de ikke. Efter gentagne forsøg får hun containerlåsen på plads. Så tager hun sin jakke og går mod bilen på parkeringspladsen. Halvvejs henne stopper hun op og kigger sig tilbage.

”Det er, som om der er en usynlig mur rundt om Klosterparkvej.”

KALUNDBORG I TAL

16.370 mennesker boede per 1. januar 2019 i Kalundborg. I hele kommunen er der 48.681 indbyggere.

604 kvadratkilometer udgør Kalundborg Kommune, herunder 160 kilometer kystlinje, som er en af landets længste.

1,2 kvadratkilometer til vands og 0,8 kvadratkilometer til lands gør Kalundborg Havn til en af landets største.

299.022 kroner tjente en kalundborgenser i gennemsnit i 2017. Landsgennemsnittet samme år var 320.040 kroner.

7.245 personer var i 2018 på overførselsindkomst i Kalundborg Kommune, SU-modtagere fraregnet.

14,1 milliarder kroner har medicinalvirksomheden Novo Nordisk investeret i Kalundborg fra 2000 til 2016.

1.381 personer i Kalundborg-kredsen stemte på partiet Stram Kurs ved det seneste folketingsvalg.

Kilder: Danmarks Statistik, Kalundborg Kommune, KMD, Novo Nordisk.

Lars Kaster Jørgensen ved byens biogasanlæg.

DET SIGES, at der altid lugter i Kalundborg. I gamle dage var det svovlsyrefabrikken, der fik byen til at lugte råddent. Senere, i 90’erne, var man i den østlige del af byen ikke i tvivl, når Dansk Oliegenbrug fik leveret spildolie. Og i dag, ude ved Novo, er det gærrester fra insulinproduktionen, man kan lugte, når vinden kommer fra øst.

I parcelhuskvarteret på Lerchenborgvej – der løber ud mod godset Lerchenborg – har lugten fra Danmarks mest kendte medicinalvirksomhed fået uvelkomment selskab. En morgen sidste år, lige inden sommerferien, trådte Lars Kaster Jørgensen ud ad sin hoveddør for at sætte sig op på sin cykel og køre på arbejde – på netop Novo Nordisk. Han fornemmede straks en umiskendelig lugt af rådne æg, og i starten kunne han ikke finde ud af, hvor den kom fra. 

Senere, siger han i sin udestue, mens han byder på kulsort kolbekaffe, viste det sig, at lugten kommer fra byens nye biogasanlæg, hvor restprodukter fra Novos insulin- og enzymproduktion brændes af.  

Lidt efter stiger Lars Kaster Jørgensen, en midaldrende mand med mørkt hår, der er blevet lidt tyndt i toppen, atter på sin cykel og træder ud til biogasanlægget – en stor, sort bygning uden vinduer. Ved siden af er der to enorme, kegleformede tanke med bioaffald og kraftige presenninger over, og når man nærmer sig, begynder man så småt at kunne fornemme en sødlig lugt. 

Mens han fortæller, kommer to lastbiler kørende op ad vejen, en med vådt affald og en med tørt affald. De læsser af og kører væk igen, og sådan løber trafikken til og fra anlægget det meste af dagen.

Lars Kaster Jørgensen, der har boet på Lerchenborgvej i 25 år, repræsenterer cirka 100 mennesker, der kæmper mod lugten fra biogasanlægget. Indtil videre er det lykkedes dem at få installeret et kulfilter. Det har fjernet den værste stank af æg, men ifølge beboerne lugter der stadig grimt i intervaller, når porten til lastbilerne åbner, og vindretningen er rigtig … eller forkert. 

Tilbage i maj anmeldte kommunen anlægget til politiet, men det forventer Lars Kaster Jørgensen sgu ikke, der kommer noget ud af. Men han giver ikke op, selvom han ved, at man i Kalundborg siger, at man vænner sig til lugten, når man har boet her længe nok. 

Og at man til sidst bliver immun. Det er jo lugten af penge.

Rettelse: Af den trykte udgave af artiklen fremgår fejlagtigt, at Grundfos ligger på Als. Der er naturligvis tale om Danfoss.

 

Danmark har titusindvis af søer, der skaber liv i naturen, men planer om at forbedre de belastede vandmiljøer bliver ofte udskudt, og klimaforandringer truer. Ud & Se har mødt nogle af de mange danskere, der nødig vil undvære deres ferskvand.
Tekst og foto:Kenneth Lysbjerg Koustrup

VANDHESTE

Et vrinsk bryder morgenstilheden ved søen i Stendal Plantage. I næste sekund er der fugleskræppen, mens en fasan flyver op mellem træerne. 

”Ja, det’ godt … Rooo­lig, Sokka,” lyder det fra Mette Dahl Hoffmann, mens hun og veninden Maja-Malene Graversen rider ud i den lavvandede sø. Mette Dahl Hoffmann havde sin første store oplevelse med sø-ridning, da hun som 13-årig opdagede, hvordan et godt samarbejde kunne skabe tillid og overvinde frygt. 

”Jeg var vandskræk, så det var en kæmpe sejr.” 

Ud over naturoplevelsen er turen i søen god træning for hesten. Den løfter benene højt, og det aktiverer ryg- og mavemuskulaturen, men rideturen i vandet styrker også båndet mellem hesten og ejeren:  

”Hun kan godt være bange for at gå ud i vandet, så det er en kæmpe tillidserklæring når hun stoler på, at det ikke er farligt. Det er ambivalent, at noget, man kan være så bange for, samtidig bare er det bedste i verden.”

Stendal Plantage ligger lidt nordøst for Karup og sydvest for Viborg. 

Der er omkring 120.000 søer i Danmark, som tilsammen dækker 1,4 procent af landet. Med omkring 24 millioner besøg om året er de blandt de mest foretrukne naturtyper i landet. Ud over de mange besøg knytter cirka 23 procent af alle landets ynglefugle sig til søerne for at raste og spise af søernes fisk og insekter.

SAMMEN I SØEN

Sonja lægger armen om sin mand Holger Bang-Møller, og i et øjeblik er det, som om de dirrende kroppe falder til ro og slapper af sammen i det kolde vand i Almind Sø. 

”Man mister nogle filtre og blotter sig, fordi kroppen bare reagerer. Det giver en meget nær og ærlig oplevelse af hinanden,” siger Sonja Bang-Møller. Da hun og hendes mand Holger Bang-Møller fik meldingen om, at deres nyfødte datter ville blive multihandicappet, fik de svært ved at finde tid og energi til hinanden. Men for et år siden begyndte de at helårsbade og gør det nu to til tre gange om ugen, mens datteren er i dagtilbud. 

”Det er blevet vores ting. Vi kommer væk hjemmefra og kan lægge vores datters handicap fra os,” fortæller Holger Bang-Møller.

Almind Sø er en dyb sø i den sydvestlige ende af Silkeborg med afløb til Gudenåen.

SIV TIL EFTERTANKE

”Det er så smukt, især om sommeren. Dér ligner det næsten en Windows-baggrundsskærm.” Faisal Mohamed kommer ofte forbi Brabrand Sø. Enten til og fra arbejde, eller når han er ude og gå en tur. Han stopper tit op og tager et billede med sin mobiltelefon. For Faisal Mohamed er det ikke kun naturskønheden, der fanger:

”Den kontrast, der er mellem det liv, der er ved søen om sommeren og om vinteren, minder mig om, hvordan tiden går, og hvordan alting er i konstant forandring,” 

Brabrand Sø ligger i Aarhus Ådal i det vestlige Aarhus tæt på Gellerupparken.

De danske søer har gennem mange år været forurenet på grund af kvælstoftilførsel, og selvom tilstanden generelt er forbedret, lever de fleste søers tilstand ikke op til de EU-krav, der blev stillet i 2000, da EU’s vandrammedirektiv trådte i kraft.

Vandrammedirektivet har til formål at forbedre vandmiljøet, så der er gode økologiske vilkår for plante- og dyreliv. Det skal opnås ved at sænke kvælstofudledningen fra landbruget og restaurere søerne. 60 procent af Danmark er opdyrket til landbrug, og kvælstof fra markerne skaber problemer. Når det regner, bliver noget af kvælstoffet fra markerne vasket ud i søerne, hvilket starter en opblomstring af alger, som gør vandet grumset, og det sætter gang i en ond cirkel. Når solen ikke kan gennemtrænge vandet, kan planterne på bunden ikke leve. Det giver dårlige livsbetingelser for insekter og fisk – og for fuglene, som skal leve af dem.

EN SKÆRPET BEVIDSTHED

Københavns pulserende liv summer i baggrunden, mens Gaura Nitai Das går langs Damhussøen. Han har opgivet uddannelse, fester og kærester til fordel for en tilværelse i Hare Krishna-bevægelsen. Han har været munk i syv år og søger ofte ned til søen, hvor der er en særlig energi, som han bruger til at arbejde med sin bevidsthed:

”Søen har en koncentreret sattvisk effekt, og det kan man ofte se på de dyr, der er til stede. For eksempel finder man tit svaner ved smukke søer, fordi de også søger sattva.” 

Udtrykket sattva stammer fra den vediske filosofi og betyder ‘godhedens kvalitet’. Gaura Nitai Das søger den for at aktivere en højere, mere fredfyldt bevidsthed. 

Damhussøen ligger i København mellem Vanløse og Rødovre.

MINDER PÅ HIMLEN

Det er årets første tur for Dansk Ornitologisk Forening, og der er for det meste stille i det lille fugleskjul ved Bremsbøl Sø. Indimellem bliver stilheden brudt af en sagte hvisken. 

”Hov, er det en sanglærke derovre?” lyder det fra skjulet, hvor (fra venstre) Christian Olsen, Hanne Dons, Fedder Christensen og Ingeborg Christensen har valgt at blive lidt længere for at observere fuglelivet på søen, mens solen går ned.  

Ikke langt derfra ligger den tyske Haasberger See. Her så Hanne som barn for første gang sort sol – et af de helt store naturfænomener, man kan opleve i området. 

”Det liv og de mønstre, fuglene dannede på himlen … Det var en fantastisk oplevelse at få som barn,” siger Hanne Dons. 

Bremsbøl Sø og Fuglereservat ligger lige på grænsen til Tyskland og sydvest for Sæd. 

Forurenede søer kan komme til at lugte grimt, fordi nogle alger frigiver lugtstoffer, men lugten kan også komme fra den rådne søbund, som algerne forårsager. Kvælstofbelastede og lavvandede søer kan i forurenet og opvarmet tilstand også frigive metangas, en drivhusgas, der er 25 gange kraftigere end kuldioxid. Gassen produceres naturligt i søer, når organisk materiale nedbrydes, men i de dybe søer sker der flere processer, som forhindrer gasserne i at nå overfladen. Langt størstedelen af de danske søer er lavvandede.

UNDER OVERFLADEN

”Når jeg dykker ned, oplever jeg sider af mig selv, som jeg ikke møder på land,” siger Ninna Kofod. Hun er vokset op i nærheden af Furesø og arbejder som fridykningsinstruktør. Hun har fridykket i 10 år og har trænet sig selv i at komme dybt ned i søen og i sindet: 

”Det er sådan en udefinerbar angst for det mørke og dybet, jeg møder. Lidt som i film, hvor der er en uhyggelig baggrundsmusik, men også en enorm ro, og det giver mig mulighed for at udforske frygten.”

Der sker også noget særligt, når de personer, hun underviser, ser frygten i øjnene: 

”Det ikke altid super smukt eller rart, men det er fantastisk, at folk tør lukke mig ind og lader mig holde dem i hånden, mens de er bange.”

Furesø i Nordsjælland mellem Farum, Værløse og Holte er med dybder ned til 37 meter Danmarks dybeste sø.

FRIE FUGLES RASTEPLADS

En flok himmelfugle glider lydløst hen over hovederne på de to landfugle Michael Rold (til højre) og Michael Juul, mens de kommer cyklende på grusstien langs Vilsted Sø. De to landevejsriddere, der også går under navnene ’Rold’ og ’Juul’, mødte hinanden for fem år siden til festugen i Randers. Juul tog Rold under sine vinger og lærte ham om livet på vejen som vagabond. 

Siden har de holdt kontakten, og de rejser i perioder rundt i landet sammen. Nu er de på vej mod Skagen. På vejen ville Rold lige vise Juul det særlige sted, han har besøgt før. ”Vi overnatter jo tit i byer og på steder, hvor der er mange mennesker og meget larm, men her er der bare flot natur og stilhed. Det giver ro i sjælen,” siger Rold. 

Vilsted Sø tæt på ­Limfjorden og syd for Løgstør er med sine 450 hektar Nordjyllands næststørste sø.

Ved et forskningsprojekt på Aarhus Universitet har man gennem 30 år undersøgt, hvordan klimaforandringer kan komme til at påvirke de danske søer i fremtiden.

”Hvis man ikke reducerer kvælstofudledningen yderligere, og temperaturen og nedbørsmængden stiger, vil situationen blive værre. Øget nedbør betyder øget udvaskning, og temperaturstigningerne forstærker effekten af kvælstoffet, og det giver øget opblomstring af alger. Det er den konsekvens, vores resultater viser,” siger Torben L. Lauridsen, seniorforsker ved Institut for Bioscience.

Der er ikke taget højde for fremtidens klimaforandringer i de nuværende vandområdeplaner.

Ud over at skabe gode vækstbetingelser for alger gør temperaturstigninger også, at særlige typer af alger vinder mere frem. Det gælder for eksempel blågrønne alger, der er giftige for både mennesker og dyr.

TRÆK OG SLIP

”Første gang min datter og jeg var på færgen, stoppede vi halvvejs og lyttede til vandet, der skvulpede mod kanten. Det oplever man ikke inde i byen,” siger Jan Carlos.

Hans datter har ikke meget adgang til natur der, hvor de bor, men så snart muligheden byder sig, tager de ud til Ferup Sø. I dag har datteren inviteret et par venner fra børnehaven med på aftentur. 

”Jeg vil gerne vise min datter et alternativ til den digitale verden. Hun er helt vild med at fange haletudser og andre dyr, der lever i søen.”

Ferup Sø ligger ved Vester Nebel Å nordvest for Kolding.

 

Skoven falmer, kaminen knitrer, og hjertet fyldes af eftertænksomhed. Men så knurrer maven, og familien vil underholdes. Her er fem ting, du kan tage ud at smage på omkring efterårsferien.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Søren F. Gammelmark, PR

SKAL, SKAL IKKE?

Det er ikke sikkert, at dine børn kan lide østers. Men det kommer de måske til, når I har været på Rømø til østersfestival. Kokke fra Falsled Kro, Kiin Kiin og 30 andre restauranter kigger nemlig også forbi og demonstrerer, hvor kreativt man kan anvende bløddyret, der findes i tonsvis i Vadehavet. For kokkene gælder det æren, som tilfalder den, der bliver valgt til Årets Østerskok 2019, og for dig er der mulighed for at smage med undervejs. Alle retter, der bliver serveret for dommerpanelet, kan nemlig købes for 40 kroner stykket. Derudover kan du også få fif til mindre komplekse østersretter til dit eget køkken, du kan komme med ud at samle østers, du kan smage på champagne, og du kan deponere børnene på en køkkenskole imens.

13.-14. oktober. Læs programmet på danmarksoestersfestival.dk

IKKE MERE STENALDERMAD

Nu er det middelalderens måltid, det gælder. Når Esrum Kloster & Møllegård inviterer børn og voksne en tur i køkkenet for at lave og spise den mad, som henholdsvis klosternovicen, bondesønnen og adelsdamen levede af, er der disket op med en to i én-oplevelse, som Kinder ikke kunne have serveret bedre: Du får udsat smagsløgene for urter, fladbrød, grøn havregrød og fremmedartede krydderier, og du får et blik ind i datidens klassesamfund. Vil du have fingrene længere ned i middelalderen, kan du også fægte med sværd, skrive med fjerpen og bygge en mur med munkesten, en byggekomponent, der var lavet af tegl og større end vor tids mursten.

14.-18. oktober klokken 10-16.

SAGDE DU CIDER?

Efterår på efterår er danske haveejere ved at drukne i egne æbler. Flere og flere skeler til Storbritanniens tradition for at lave overskudsæbler om til alkoholiske bobler. Cider er blevet et ord, vi rask væk tager i munden, og på Æblefestival Assens konkurrerer lokale amatører om, hvem der kan få det til at smage bedst. Du kan deltage med et produkt eller som publikum. Kappestriden afholdes af æblemanden Klaus Ankerstjerne Eriksen, der selv brygger og desuden er med i projektet ’Æbledetektiverne’, der finder vilde æbletræer, der er skudt op langs den nu nedlagte jernbane mellem Assens og Tommerup. Træerne er spiret af frø fra æbleskrog, som togpassagerer har smidt ud ad vinduet gennem årene, og mens størstedelen af de selvsåede æbler er melede eller på anden måde uinteressante, er en lille del af dem så velsmagende, at æbledetektiverne forsøger at få dem anerkendt som nye sorter. Hvert år vinder et af baneæblerne titlen som årets æbletræ på festivalen.

Ciderkonkurrence, Magtenbølle Sulelænge, 19. oktober klokken 12. Læs mere på aeblefestival­assens.dk

PÅ MED SKINDBUKSEN

Syd for Roskilde Fjord ligger Herslev, der ville være ukendt for de fleste, hvis ikke det var for landsbyens bryghus, der har sat byen på øllandkortet. Men Herslev er mere end hvede, stout og pale ale. Sammen med landmænd og producenter har bryghuset indgået samarbejdet ’En del af Herslev’, der skal gavne det lokale erhvervsliv og understøtte bæredygtig fødevarefremstilling. Et af projekterne er en ny chokoladefabrik og tilhørende oplevelsescenter i samarbejde med den midtsjællandske choko-verdensmester Mikkel Friis-Holm, der skal stå klar til november. Helt så længe behøver du ikke vente på at få en på opleveren. Du kan tage til oktoberfest i bryggeriets gårdbutik – med dirndl og lederhosen, insisterer værterne – og spise, danse og drikke hele aftenen.

28. oktober klokken 18. Køb billet på herslevbryghus.dk

DANMARKS BEDSTE MARKEDSDAG

Grøntsager, krydderurter, mel, honning, marmelade og ukrudt (jo, du læste rigtigt) er blandt varerne, du kan købe, når landsbyen Torup afholder sæsonens sidste markedsdag. Landsbyen, der ligger tæt på Hundested, er kåret til Danmarks bedste landsby i 2019, hvor temaet for konkurrencen var bæredygtighed. Det har landsbyen haft som koncept i 30 år, og temaet går igen som en undertitel i markedsboderne, der sælger såkaldt kilometermad, altså mad, der har rejst så kort som muligt fra jord til stadeplads.