Indlæg

Julie Zaken fik lyst til at bruge sine hænder, da hun gik om bord på Georg Stage og blev kastet ud i svejsning, splejsning, lakering og stiv kuling. ”Det var megaspændende,” siger den forhenværende skoleskibselev, der sidste år stævnede ud som selvstændig møbelpolstrer.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Simon Wozniak Kristensen

”DET HAVDE ALDRIG været den store succes for mig at sidde på skolebænken,” siger Julie Zaken, der droppede ud af 2. g, fulgte nogle enkelte fag på HF uden dog at færdiggøre uddannelsen, tog på højskole og rejste en masse, inden hun besluttede sig for at prøve en tur med skoleskibet Georg Stage.

”Nogle af mine venner havde prøvet det, og jeg syntes, det lød spændende: eventyret i at komme ud at sejle. Og så sammen med 62 andre elever, jeg ikke kendte. Det virkede vildt, og jeg tænkte: ’Det skal jeg da prøve.’”

Togtet, der førte hende rundt i Nordsøen og Østersøen, begyndte i maj 2009. Forinden havde hun meldt sig som en af de frivillige, der hjalp med oprigningen af skibet, altså klargøringen af master, sejl og tovværk. Et gammelt skib kræver en del vedligeholdelse, så der skulle bankes rust, males, slibes og lakeres, før skibet kunne forlade sin plads på Holmen i København, hvor Georg Stage ligger til kaj. I land blev eleverne introduceret for svejsning, drejning og andre fag, de ville få brug for undervejs på togtet. 

Om bord på skibet lærte de grundlæggende søfartsfærdigheder såsom knob og stik og at splejse tovværk, en teknik, man bruger til at flette et reb ind i sig selv for at danne en permanent løkke eller til at flette to reb ind i hinanden, så de bliver til ét.

”Jeg fandt ud af, at jeg var god til at bruge mine hænder, og jeg kunne godt lide det,” siger Julie Zaken, der var 21 år, da hun sejlede ud med Georg Stage.

En fuldrigger er et skib med fuldt riggede master, det vil sige masser af sejl.

SOM ELEV OM BORD på skoleskibet ligger man tæt i hver sin hængekøje, og skal man på vagt om natten, må man være letfodet og stille, så man ikke vækker for mange kammerater. I det hele taget er 20 ugers sejlads i nærkontakt med nye ansigter en øvelse i at indordne sig under kollektivet. 

”Nogle havde det svært med det, og andre var bare 17 år gamle og kom lige hjemme fra forældrene og syntes, det var lidt overvældende med alle de mennesker og alle de hensyn, man er nødt til at tage. Selvom jeg havde rejst, og jeg havde boet ude noget tid, var det stadigvæk en prøvelse for mig at rumme så mange forskellige mennesker med vidt forskellig baggrund. Vi skulle arbejde tæt sammen om alt, både dag og nat – det burde alle mennesker prøve.” fortæller Julie Zaken.

Hvad der måske føltes endnu mere grænseoverskridende, var de første par gange, hun fik besked på at klatre op i riggen, skibets system af tovværk og master.

”Jeg kan huske, at mine arme og ben rystede. Men efterhånden lærer man at bruge sin krop på den rigtige måde og stole på, at den sagtens kan finde ud af det. Til sidst var det helt afslappet og en ren nydelse at klatre derop. Så kunne man få lidt tid til sig selv deroppe, eller man kunne klatre derop, hvis man havde brug for at føre en privat samtale.” 

På et skib er man i vejrets hænder, og Julie Zaken husker særligt en vild kuling i Nordsøen som en oplevelse, der gav respekt for vinden og havets kræfter. 

”Jeg syntes, det var megaspændende. Så skete der noget! I den slags situationer ville jeg gerne være oppe på dækket. Det føltes meget mere trygt end at sidde nedenunder og mærke, at skibet blev kastet rundt, men uden at vide, hvad der foregik.”

DEN RETTE KURS

Ifølge en ny undersøgelse havde otte ud af 10 tidligere elever 15 år efter et togt med Georg Stage en uddannelse ud over grundskoleniveau. Og fire ud af 10 havde fået en videregående uddannelse. Er du minimum 17,5 år gammel, og har du bestået 9. klasse, kan du ansøge om at stævne ud fra Holmen i København og komme på 20 ugers togt med den tremastede fuldrigger, der har fungeret som skoleskib siden 1882.

Der vil være praktisk og teoretisk undervisning i for eksempel navigation, vedligeholdelse af skibet og motorlære. Undervisningen på Georg Stage er godkendt som en søfartsuddannelse på grundniveau og giver adgang til at læse videre til for eksempel befaren skibsassistent, styrmand, kaptajn eller maskinmester, men kan også være en vej ind i for eksempel shipping eller militæret

Men der findes også andre muligheder for at påbegynde en søfartsuddannelse, for eksempel Marstal Navigationsskole, søfartsskolerne i Svendborg og Nyborg og MARTEC i Frederikshavn. der også har skoleskib og uddanner blandt andet maritime studenter, skibsmaskinister og fiskeskippere.

DA GEORG STAGE vendte tilbage til Holmen efter at have lagt til i lande som Skotland, Tyskland, Polen, Estland og Rusland, blev Julie Zaken ansat til at rigge skibet ned for en beskeden løn. Arbejdet varede et par uger, og de kontakter, hun havde knyttet på Georg Stage, gav hende mulighed for i en periode at arbejde for private, der savnede hænder til at istandsætte deres sejlskibe.

Med en grunduddannelse fra Georg Stage på cv’et kan man videreuddanne sig inden for det maritime, for eksempel til befaren skibsassistent, en slags matros-titel, men Julie Zaken, der altid havde været glad for at sy, valgte at gå i land og gå i gang med en bacheloruddannelse som tekstilformidler på Professionshøjskolen UCC i København. Samtidig passede hun et studiejob i et sejlmagerværksted. Hun kunne godt lide arbejdet, og indimellem kom der også møbler ud på værkstedet, som skulle repareres, og som hun og hendes kolleger måtte sætte sig ind i.

”Det gik op for mig, at det var møbler, jeg ville lave. Jeg savnede nogle større armbevægelser, end man gør brug af i arbejdet med beklædning. Jeg savnede at bruge min krop og være fysisk udmattet.”

Julie Zaken, 33, har møbelpolstrer-værksted på Ravnsborggade på Nørrebro i København.

HUN BEGYNDTE i lære som møbelpolstrer og fandt ud af, at faget tilgodeser trangen til såvel tungt fysisk arbejde som til fingerfærdighed.

”Det passede godt til mig. Man skal hamre, banke og løfte, men man skal også bruge sømandsfærdigheder såsom knob og stik, når man snører fjedre i en lænestol for eksempel,” siger Julie Zaken, der i maj sidste år åbnede sit eget møbelpolstrerværksted, Københavns Møbelpolstring, efter at hun i december 2019 havde været til svendeprøve. 

Den bundne opgave var at producere en højrygget overpolstret lænestol – det vil sige en, der er polstret på alle sider bortset fra i bunden – og demonstrere, at man både mestrer traditionelle teknikker med fjedre og plantefibre og mere moderne ­teknikker med skum. Det faglige bedømmelsesudvalg belønnede hende med en sølvmedalje i tillæg til svendebrevet, der blev overrakt ved en ceremoni i Håndværkerforeningen i Moltkes Palæ i København.

”Selvfølgelig er jeg stolt af at kunne et håndværk. Det er på mange måder tilfredsstillende at kunne levere et godt resultat, som holder i mange år,” siger Julie Zaken:

”Det er noget, som burde værdsættes højere i uddannelsessystemet.”

 

Hun blev tiltrukket af køkkenets strenge disciplin og arbejder gerne 60 timer om ugen, men forstår godt, hvis hendes kokke ikke har det ligesådan. ”En køkkenchef skal være som en mor for sine ansatte,” siger 27-årige Anika Madsen, ganen bag den anmelderroste restaurant Fasangården.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Marie Louise Munkegaard, Walther Boelge

Allerede som barn skrev dine veninder i jeres venindebøger, at du skulle være kok, når du blev stor. Hvorfor ville du det?

”Jeg elskede stemningen i køkkenet derhjemme. Det var hyggeligere at kigge på min mor, der lavede mad, end at sidde foran tv. Som 11-12-årig begyndte jeg i skoleferier at arbejde for min onkel, der drev en frokost- og cateringvirksomhed i Lund. Jeg skrællede kartofler, gravede laksesider og lavede andet grovere arbejde. Der var altid travlt, og vi stod op klokken halv fem om morgenen for at blive klar. Senere hen sparede jeg op til et udvekslingsophold i USA gennem et job på Dragør Badehotel, hvor jeg både hjalp til i restauranten og i køkkenet. Jeg vaskede gulv, dækkede op og gav en hånd med ved anretning af konfirmationsfrokoster. Det føltes sejt at være del af et hold. Alle var vigtige i forhold til at nå det fælles mål. Og så kunne jeg godt lide tonen. At man siger ’ja, tak!’, når man har fået en kommando. Jeg har noget med disciplin og har altid tænkt, at hvis ikke det skulle være kok, så skulle det være militæret.”

Men du holdt fast i kokkedrømmen …

”Jeg begyndte i lære som 17-årig på brasseriet og ølbaren Den Tatoverede Enke, der lå i Boltens Gård, hvor jeg blev kastet ud i at stege masser af fisk og ribeye-steaks. Jeg husker tydeligt en dag, hvor jeg blev ved med at løbe tør for sauce hollandaise og måtte piske og piske og piske. Til sidst havde jeg pisket så meget, at min hånd satte sig fast i en skæv stilling i en slags krampetilstand. Jeg turde ikke sige til køkkenchefen, at jeg ikke kunne piske mere, det ville være for pinligt. Det var min egen skyld, at jeg ikke havde beregnet en stor nok portion fra starten, og jeg ville ikke virke pivet. Det lykkedes mig at få vrikket hånden på plads, uden at nogen opdagede det, og der skete ikke noget videre, ud over at det ikke var særlig behageligt. Efter sådan en aften kan man heldigvis drikke en øl, se hinanden i øjnene og grine af, hvor meget det har sejlet. Jeg synes, det er fedt at arbejde i det kaos.” 

Er det stadig kaotisk i dag, hvor du er køkkenchef?

”Vi har dage, hvor der er lynende travlt, og det ender kaotisk, selv om vi følte, at vi var godt forberedt. Det er ikke noget, gæsterne lægger mærke til, ud over at ventetiden bliver en lille smule længere. Men ude i køkkenet mærker man det ekstra stress. Der er ikke andet at gøre bagefter end at snakke om, hvad vi kan gøre næste gang for at undgå den samme situation. Hvornår skal vi møde i morgen for ikke at stå igen og ligne nogle idioter?”

Det lyder konstruktivt i en branche, der har ry for at gøre sig i skideballer?

”Jeg har fornemmelsen af, at man er ved at gå lidt væk fra råbe-køkkenet, når jeg snakker med folk i mit netværk, uanset om de arbejder på Michelin-niveau eller i kantiner. Her hos os forsøger vi at lave bæredygtig mad, vi skal til at slynge vores egen honning, og vi skal have æg fra egne høns. Men det skal også være en bæredygtig arbejdsplads. Og det er det ikke, hvis ikke man kan kigge hinanden i øjnene, når man går hjem.”

Du har tidligere sagt, at du mener, kvinder gør noget godt for tonen i et køkken. Kan du uddybe?

”På Fasangården er tre ud af otte i køkkenet kvinder, og det giver en vis kønsbalance. Jeg har oplevet, at hvis der kun er mænd i køkkenet, går der nemt værkstedshumor og mandehørm i den – på samme måde som det sikkert hurtigt bliver en hønsegård, hvis der kun er kvinder. Men det er jo ikke sjovt at snakke mande-værkstedssnak med en kvinde, så dør den hurtigt. Det betyder ikke, at man ikke kan drille hinanden kærligt i et køkken – det skal man, det er en måde at give hinanden opmærksomhed – men det er min rolle som køkkenchef at sige: ’Så, nu er det ikke sjovt længere’, lige så snart jeg fornemmer, at nogen ikke morer sig. Som køkkenchef skal man være som en mor eller far for sine ansatte.”

Inden Fasangården var du med til at åbne restauranten Roxie, hvor du blev køkkenchef som 25-årig. Følte du dig parat til ansvaret?

”Roxie blev åbnet af folkene bag Michelin-restauranten Kadeau, og med deres renommé føltes det bestemt nervepirrende. Også selvom jeg syntes, det var passende i forhold til min kreativitet, og hvor meget blod på tanden jeg havde. Når man åbner en ny restaurant, følger der ting med såsom at ansætte en restaurantchef og sætte dig ind i at skrive kontrakter og udbetale løn, som din uddannelse ikke har forberedt dig på. Heldigvis oplevede jeg, at de havde tillid til mig og lovede at hjælpe mig, både med det administrative og med at smage på maden, hvis jeg havde behov. Det gav mig mod til at springe ud i det. Og jeg knoklede virkelig for at gøre det til et sted, hvor vi kunne bespise en masse mennesker og samtidig vise identitet på tallerkenen.”

Anika Madsen (bagerst, anden fra højre) og Fasangården-personale.

Hvilken ret opfatter du som din egen?

”Vi lavede en ret på Roxie, som jeg har taget med mig på Fasangården. Den består af selleri bagt med hø og timian serveret med tynde strimler af dansk blæksprutte samt dashi-smør. Dashi er en japansk fond lavet på tang og tørret tun, som giver dybde og modspil til den intense karamelliserede sellerismag og det fede smør, mens blæksprutten giver en næsten pasta-agtig struktur til retten. Den har taget kegler i anmeldelserne, jeg bliver aldrig selv træt af at lave den, og gæsterne er så glade for den, at de glemmer at lægge ordentligt mærke til hovedretten, der følger efter. Det er et luksusproblem.”

Restaurantvejviseren White Guide kårede dig i 2018 til årets talent i Danmark. Du har fået flotte anmeldelser på Roxie og nu på Fasangården. Berlingske kaldte dig ’Umami-dronningen’. Hvad betyder udmærkelserne?

”Jeg håber, det kan give folk et skub, at en ung kvinde som mig får den omtale. At det kan motivere unge mennesker, der er i tvivl om deres uddannelsesvej, til at gøre det, de vil. Det behøver ikke nødvendigvis være kok. Det kan være, de har en anden ting, de brænder for, men måske har deres forældre sagt, de skal gå en mere akademisk vej.”

Restaurationsbranchen har problemer med at tiltrække og holde på de unge. Hvorfor?

”Arbejdstiderne er utaknemmelige, og vi skal blive bedre til at have vores medarbejderes ryg. Jeg kan ikke forvente, at bare fordi jeg ikke har nogen stopknap og har lyst til at arbejde 60 timer om ugen, så har de andre kokke det også. Vi kan blive bedre til at indrette arbejdet. Måske lave nogle flere linjer inden for uddannelsen, så de kokke, der faktisk godt kan lide det administrative og skrivebordsarbejdet, kan dyrke den side. Vi skal have brainstormet en hel masse i den her branche.”

Anika Madsen er 27 år og opvokset i Dragør. Var souschef på restauranten Nabo og køkkenchef på Roxie. Nu køkkenchef på Fasangården, der drives af Meyers og ligger i Frederiksberg Have.

 

Mere end otte ud af 10 danskere bruger en streamingtjeneste, og en tredjedel af os har helt klippet kablet til det traditionelle tv-signal. Hvordan blev streaming så populært så hurtigt? Og hvordan ser medielandskabet ud om 10 år? Som tv-seer er der grund til at være glad, men skærmen har måske også en bagside. Spoiler alert: Vær bange. Vær meget bange.
Tekst:Christian MartinezIllustration:Bernardo Franca

ALLE MENNESKER HAR et bristepunkt. For Gerard Lemoine var det nyheden om, at Disney ikke ville lade deres nye ’Mulan’-film få premiere i biografen, men i stedet sende den 200 millioner dollar dyre blockbuster direkte ud på deres nye streamingtjeneste Disney+. Gerard Lemoine, en midaldrende biografejer i en forstad til Paris, havde reklameret for filmen i månedsvis og gad ikke mere pis. Han greb et baseballbat og smadrede en stor papfigur af ’Mulan’ i sin biograf i et videofilmet ’fuck you’ til Disney, der gik viralt. Videoen af den rasende franskmand er indtil videre blevet set af 2,3 millioner på Twitter.

Gerard Lemoines reaktion er sigende for en branche, der ligesom de traditionelle tv-stationer og kabel-tv-distributører skal vænne sig til en ny og magtfuld aktør i deres egen baghave: streamingtjenesterne. De er ikke kun kommet for at blive, de er kommet for at vende op og ned på det traditionelle medielandskab. Selvom Disneys CEO Bob Chapek hurtigt var ude at sige, at beslutningen om at forbigå biograferne var et enkeltstående tilfælde og alene skyldtes, at biograferne var lukket ned på grund af corona, varsler episoden nye tider for både seerne og underholdningsindustrien

Men måske har vi allerede set signalskriften på skærmen, for danskerne streamer mere end nogensinde før. Det viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Wilke. 86 procent af os har adgang til og bruger en streamingtjeneste, men vi gør det på forskellige måder. Halvdelen af os har en tv-pakke og streamer ved siden af, en tredjedel har droppet det traditionelle kabel-tv (de kaldes også cable cutters), og endelig bruger en femtedel udelukkende en traditionel tv-pakke. Den sidste gruppe bliver stadig mindre. Mere overraskende viser undersøgelsen også, at det langtfra kun er de unge, som streamer: I 2019 var det tre procent af de 70+-årige, der var cable cutters, mens det tal i 2020 er 14 procent.

”I mange år har man talt lidt karikeret om cable cutters som unge, hippe og tech-kyndige typer, men flere og flere ældre springer også ud i et liv kun med streaming,” siger kommerciel direktør i Wilke Mette Stensbek Christensen og fortsætter:

”Det er interessant, for det betyder, at tjenesterne bliver nødt til at tænke i indhold, som også appellerer til de ældre.”

VORES GRADVISE FARVEL til de traditionelle tv-kanaler og kabel-tv-pakker tog især fart, efter at streamingtjenester som Netflix og HBO Nordic blev tilgængelige i Danmark i 2012. Bare spørg YouSee, Danmarks største tv-selskab, der siden da har mistet over 300.000 kunder. Men hvorfor er streaming blevet så populært? Fordi man kan se det indhold, man vil, når man vil. Fordi man ofte slipper for reklameafbrydelser, og fordi streaming har givet forbrugerne frihed til at vælge selv. 

Ifølge Mette Stensbek Christensen er det nærmest, som om folk har været i et tv-pakke-fængsel, som de nu er brudt ud af. Mere overraskende er det måske, at tingene er gået så stærkt.  

”Spillereglerne er lavet om på utrolig kort tid. Det er et rent paradigmeskifte. Et mareridt for nogle, men en fest for andre,” siger Claus Bülow Christensen, der er digital medieanalytiker og grundlægger af Copenhagen Future TV Conference, et forum, der forudsiger udviklingen for tv-mediet.

Vinderne er de danske tv-seere, der ifølge Claus Bülow Christensen aldrig har haft så meget at vælge imellem med en så fantastisk bredde og kvalitet. Der er noget for alle – og det er billigere end før. Taberne er – ud over biografejer monsieur Gerard Lemoine – de traditionelle udbydere af kabel-tv-pakker som YouSee og Stofa, som skal tænke i nye baner, hvis de i fremtiden skal lave andet end at lægge kabler for streamingtjenesterne. 

Betyder denne fagre nye verden så enden på flow-tv? Hvis man mener det traditionelt distribuerede broadcast-fjernsyn med kanaler i kabel-tv-pakker, så ja, så er det begyndelsen på enden. Sådan lyder det fra chef for DR Medieforskning Dennis Christensen, der spår, at vi i stedet vil have et 100 procent internetdistribueret fjernsyn. Men det betyder ikke døden for live-tv:

”Der er ingen tvivl om, at meget tv-forbrug flytter sig fra traditionelt live-flow-tv til on demand-streaming. Dog skal man huske på, at der fortsat er meget indhold, som ses live eller tæt på live. Det er for eksempel sport, nyheder og aktualitetsformater,” siger han.  

Hvert år laver DR Medieforskning en rapport om udviklingen i danskernes forbrug af elektroniske medier. DR’s nyeste undersøgelse viser, at selvom 15 procent af vores medieforbrug er streaming, så er 30 procent stadig helt almindeligt flow-tv (resten går med radio, onlinesurfing, sociale medier og onlinespil). Rapporten viser også, at det danske streamingmarked er domineret af seks tjenester –Netflix, DRTV, YouTube, TV 2 Play, Viaplay og HBO Nordic.

STIL IND PÅ DE DANSKE KANALER

Du behøver ikke at købe dig fattig i streamingtjenester. Det Danske Filminstitut tilbyder kilometervis af gratis underholdning og public service fra arkiverne. På instituttets streamingtjeneste filmcentralen.dk kan man gå på opdagelse i over 3.000 kortfilm og dokumentarfilm samt streame animationsfilm til børn. Og på stumfilm.dk ligger over 400 stumfilm fra dansk films guldalder. Endelig er instituttets nyeste streamingtjeneste, ’Erindringsbio’, målrettet mennesker med demens og deres pårørende. Alt sammen gratis.

STREAMING PASSER GODT til vores stadigt mere fragmenterede arbejdsliv, hvor fritid og arbejde blandes sammen, mener livsstilseksperten Christine Feldthaus. Døgnet flyder på en anden måde end før, og jo flere der står uden for en fast arbejdstid, som freelancere og selvstændige, jo mindre ønsker man at være afhængig af flow-tv’ets fastlagte program:

”Det handler om frihed og convenience. Og det giver Netflix os,” siger hun.

Selvom Feldthaus er erklæret serie-buff og streamer mere end gennemsnittet, mener hun ikke, at vi skal dømme husalteret ude. Der er en grund til, at vi danser, synger og bager kager i tv-formater som ’Den store bagedyst’, ’Vild med dans’ og ’Fællessang’. 

”Gammeldags fjernsyn giver på nogle punkter stadig Netflix baghjul. Hvordan skal jeg få tablets og telefoner ud af hænderne på mine børn? Det kan jeg ved at tilbyde dem en pose Matador Mix og en fælles runde om stueorglet med surround sound, og så kan vi se det sammen og føle, at vi har et samvær i familien. Det kan flow-tv. Det traditionelle tv er stadig meget stort,” siger Christine Feldthaus, der sammenligner med dengang, vi danskere så ’Huset på Christianshavn’, og alle sad lørdag aften foran skærmen med en æbleskive og en kop kaffe. 

”Vi gør jo lidt det samme i dag med streaming. Skal vi ikke binge ’Fargo’ i aften? Og så ser man den sammen med sine venner. Jeg kan godt forestille mig, at nogle medieforskere synes, at streaming gør os dumme, ugidelige og individualistiske, men den tror jeg ikke på. Streaming er meget socialt,” siger hun.

En ting er sikker: ”Hvad ser du for tiden?” er et spørgsmål, som mange af os stiller hinanden, når vi mødes til parmiddag eller får en sludder over kaffemaskinen på kontoret. Hvor vi engang talte om bøger i dannet selskab, er samtalen i dag drejet ind på serier – ’The Sopranos’ er ligefrem blevet sammenlignet med 1800-tallets store dannelsesromaner.

”Når sådan en serie slutter, er man grædefærdig, for nu har man været venner med dem i syv sæsoner, og pludselig er de der ikke mere. Det er som at afslutte et romanværk i tre bind,” siger Christine Feldthaus og tilføjer: ”Hvis du først er blevet suget ind i en serie, som du synes er mageløs, vil du gerne give den oplevelse videre til dine venner. I min vennekreds spørger vi næsten til serierne, før vi spørger til børnene.”

FRIHED TIL AT vælge underholdning på alle hylder lyder jo skønt. Der er bare et problem.

”Mens folk råbte på frihed de første år, og alle syntes, det var fedt, at man kunne vælge, hvad man ville, er der efterhånden så meget indhold tilgængeligt, at det virker uoverskueligt,” siger Mette Stensbek Christensen. ”Det skaber en masse spildtid.”

Den amerikanske psykolog og forfatter Barry Schwartz skrev i 2004 en bog om fænomenet, ’The Paradox of Choice: Why More Is Less’. Bogen beskriver, hvordan for mange valg kan gøre os ængstelige og handlingslammede, og en af forfatterens pointer er, at det kan gøre os mindre tilfredse med de valg, vi tager. Med utallige valgmuligheder må den perfekte film eller serie jo være der. Vi kan bare ikke finde den, så vi nøjes med at se en ’mindre god’ film.

”Jeg griner selv over, hvor ofte jeg har siddet og zappet rundt, og så sender TV 2 ’Notting Hill’ for 117. gang, og man ender med at se den alligevel, selvom der er tusind film på HBO, man ikke har set,” siger chef for DR Medieforskning Dennis Christensen, der som mange andre ofte ikke orker at bruge energi på at sætte sig ind i de mange valg: ”Oveni skal man så skændes med konen, om det nu også er det, hun vil se. Hun vil se et spansk socialrealistisk drama, mens man selv vil se Marvel. Så ender man med at se det, som TV 2 sender, fordi så er det TV 2’s skyld, at man spilder sin aften,” siger Dennis Christensen.

At frit valg på alle hylder er en svær størrelse at håndtere, ved de også hos Spotify, hvor man melder om, at den første søgestreng, som de fleste danskere taster ind, når de opretter en ny konto hos musiktjenesten, er Kim Larsen.

”Vi har mulighed for at høre newzealandsk jazz eller Balkan-punk, men vores fantasi rækker ikke længere end til Kim Larsen,” siger Dennis Christensen.

Spotify imødekommer problemet ved at udvælge tracks til den enkelte bruger, og det samme sker inden for film og serier på streamingtjenesterne. Kodeordet for fremtidens streaming er kuratering, altså indhold tilpasset den enkeltes smag og brugerprofil. Det foregår i dag via algoritmer, der kommer med anbefalinger (”hvis du kunne lide dette, kan du sikkert også lide dette”), men i fremtiden kan vi forvente, at kurateringen bliver mere forfinet. Blandt andet ved hjælp af apps, som samler alle streamingtjenester, og som kan søge på tværs af andre apps, måske også ved at lade os få anbefalinger af venner på sociale medier.

 

CLIFFHANGER OG HISTORISK HÆFTEFEBER

Vores hang til tv-serier er langtfra noget nyt fænomen. Ifølge lektor og filmhistoriker Peter Schepelern har det rødder i 1800-tallets store romaner, som oprindelig udkom i føljetoner i dagbladene. Da Charles Dickens i 1836-37 udgav ’Pickwick-klubben’ som føljeton i 20 dele, udløste han det, som man i litteraturhistorien har kaldt hæftefeber. Folk stod i lange køer for at få næste kapitel i den letbenede satireføljeton om en overklasseklub af ungkarle, der rejser på eventyr rundt i England.

Også mange andre af litteraturens store forfattere har skrevet deres værker i små bidder. ’Idioten’, der anses for et af Dostojevskijs hovedværker, udkom som føljeton i tidsskriftet Russkij Vestnik fra 1868 til 1869. 

Ifølge Peter Schepelern er streaming og tv-seriernes nuværende succes beslægtet med føljetonromanerne, der i 1900-tallet fik konkurrence fra stumfilmene. Stumfilm hittede langt ind i lydfilmens æra med såkaldte serials, små historier med en velkendt karakter, som publikum fulgte med spænding. Et eksempel var stumfilmsstjernen Pearl White i 1920’ernes USA, der blev kendt som ’Queen of the Serials’ og blandt andet lavede sine egne stunts.

Begrebet cliffhanger stammer fra disse tidlige serials, fordi helten eller heltinden ofte i bogstavelig forstand hang og dinglede ud over en klippekant, når afsnittet sluttede, og så kunne publikum bide negle, indtil næste kapitel ramte biograferne. 

Serials bliver i filmhistorisk sammenhæng ofte betragtet som filmmediets småpinlige onkel, en vulgær genre, som ikke kastede stor filmkunst af sig. Men selvom det er nemt at grine af dem i dag, foregreb serials et smart narrativt greb, som går igen i mange moderne tv-serier.

”Man sluttede der, hvor publikum tænkte: ’Åh nej, hvad nu?’ Man udnyttede afbrydelsen af historien til at skærpe interessen,” siger Peter Schepelern.

Det greb går igen i nutidens tv-serier. Man skaber et fiktivt univers med karakterer, som seerne interesserer sig for, og så giver man den ellers ekstra lang line til at udfolde persongalleri og univers. Tid er der nok af, for man skal ikke komprimere historien som i en spillefilm. ’Breaking Bad’ er ifølge filmdatabasen IMDb på 3.030 minutter, hvilket groft sagt svarer til 25 spillefilm. Det tager en krig at komme igennem, men det er sådan set pointen. Ifølge Schepelern er den dvælende fortællestil et ekko af Dickens’ store romaner, som man heller ikke bare suser igennem.

”Man får en fornemmelse af, at nu sætter vi os bekvemt til rette, og så er der en lang historie i vente. Det er blevet genoplivet med serierne, og øjensynligt opfylder det et behov, for vi må konstatere, at der bliver banket serier ud. Der er noget hypnotiserende over det. Vi lever os så stærkt ind i de her menneskers liv, at vi nødig vil give slip på dem,” siger han.

MENS NETFLIX ER stormet frem og i dag dominerer streamingmarkedet, har flere amerikanske giganter med dybe lommer kigget med fra sidelinjen og ventet på det rette tidspunkt at slå til på. I mediebranchen tales ligefrem om en streamingkrig. Giganterne tæller ud over Netflix, Apple TV+ og Disney+ også Amazon Prime, Googles moderselskab Alphabet og mediekoncernen Warner, der ejer HBO og snart lancerer HBO Max. Præcis hvor store dønninger det giver, når en ny gigant stempler ind, blev tydeligt, da Disney lancerede sin streamingtjeneste i Danmark i september. Ifølge helt nye tal fra analyseinstituttet Wilke tegnede 20 procent af danskerne abonnement på Disney+ på blot seks uger.

Forbrugerne kan godt forberede sig på, at giganterne de kommende år vil gå langt i kampen om vores gunst, vurderer Claus Bülow Christensen, der også hæfter sig ved, at hele branchen er ved at blive disrupted: Da Disney streamede ’Mulan’ i stedet for at lade den gå i biografen, væltede de den gamle forretningsmodel. Det revolutionerende er ikke kun, at forbrugerne har fået frihed til at se underholdning, når de vil. Det er, at producenterne i dag også er distributører. Disney kan ved at skrue på et par knapper i deres hovedkvarter i Californien distribuere et enormt bibliotek ud til hele verden på deres egen tjeneste. Den fidus kigger de amerikanske giganter, der snart kommer til Danmark, også på.

Den store streamingkrig handler om det kollaps i værdikæden, hvor de store producenter af indhold – hvad enten det er Netflix, Disney eller Amazon – fjerner mellemmændene og via egne servere og internettet selv kommer ud til forbrugerne. De næste 5-10 år vil vi opleve, at de amerikanske tech-giganter kan sætte sig på vores tv- og streamingtjenester og presse alle andre ud, mener Claus Bülow Christensen.

Det kan sammenlignes med, hvad der skete, da internettet stadig trådte sine barnesko. Dengang fandtes mange forskellige søgemaskiner, men i dag er at søge på nettet ensbetydende med brug af Google. Og det er ingen hemmelighed, at Googles monopollignende position har givet virksomheden flere sager på halsen om overtrædelse af EU’s konkurrenceregler. 

”Det kommer også til at ske på tv-markedet. Det er et uvæsen, som vi ikke slipper af med. Tv er nemlig det næste, som tech-giganterne kaster sig over. Det er også derfor, de er så aggressive,” siger han.

Hvem vinder den krig?

”Det er svært at sige. Det eneste sikre er, at Amazon, Apple og Google stadig står der om 10 år, og at de vil have knust mange andre streamingtjenester på vejen,” siger Claus Bülow Christensen og tilføjer: ”Lige nu er det billigt, men det kan det ikke blive ved med at være. Så vi skal nyde det, inden de begynder at skrue priserne op, som Netflix lige har gjort det i USA.”

WORST CASE SCENARIO er, at vi ender med at have amerikanskejede tv-tjenester med monopolstatus, der reelt bestemmer, hvad vi ser, og hvad vi skal betale for det. Det mener Rasmus Helles, der er medieforsker ved Københavns Universitet. Han tør dog ikke spå om, hvorvidt det er sådan, det går: 

”Lige nu venter aktørerne på, hvem der blinker først. De kæmper om at få flest mulige kunder ind og se, hvad folk er villige til at betale for. Men de ved ikke, hvor hurtigt afvandringen fra kabel-tv til streaming kommer til at gå, så der er mange variabler. Og ingen ved, hvordan det lander,” siger Helles.

Indtil videre kan du dog godt sætte dig til rette med popcornene. Lige nu er streaming en fest for forbrugerne, der kan shoppe rundt mellem tjenesterne, der har enorme bagkataloger af film og serier samt milliardbudgetter til at producere nye. 

Samtidig kan vi nyde godt af fleksible abonnementsvilkår. Streamingtjenesterne opererer ikke (endnu) som traditionelle tv-stationer med en reklamefinansieret forretningsmodel, der skal få seerne til at se så meget indhold som muligt så meget af tiden som muligt. Netflix & co. skal sådan set bare have dig ind som medlem, så er de ligeglade med, om du ser samtlige sæsoner af samtlige serier eller sætter dit medlemskab i bero. Dit kreditkort er jo klar til at blive genaktiveret, næste gang du falder for fristelsen til at se den nye sæson af ’Succession’ eller gense ’The Godfather’, hvis du sidder handlingslammet i din tv-sofa. 

Michael Corleone kunne ikke have sagt det bedre: ’Just when I thought I was out, they pull me back in!”

På trods af flystøj holder Skrydstrup sig tæt til jorden. Byen er lige dele militær flyvestation, villavejsmagelighed og forstadsfornuft, og den emmer af jetbrændstof fra oven og af dvælende hæ-hæ-historier fra neden. Ud & Se besøgte stedet, der måske larmer mere i medierne end i virkeligheden.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Frederik Danielsen

DET ER NÆSTEN umuligt at sige, hvor Skrydstrup ender og begynder, og hvor Vojens tager over. Et byskilt adskiller de to, og så alligevel ikke. Flyvestationen Fighter Wing ligger i Skrydstrup, men lufthavnen, der ligger i direkte forlængelse, hedder Vojens Lufthavn, selvom den klokkeklart ligger på Skrydstrup-siden af byskiltet. Det samme gør Vojens Speedway Center, bordellet Vojens Dream, det hinduistiske Vojens Nagapoosani Amman Temple og Vojens Fjernvarme, som er et af verdens største solvarmeanlæg. 

Angivelig skyldes forvirringen, at kloaksystemerne er koblet op forskellige steder, og at det i sin tid var nemmest at opdele det sådan. Men værst er det måske, at bronzealderfundet Skrydstrup-pigen har en statue i Vojens, mens hendes jordiske rester findes på Nationalmuseet i København. Det er ikke alle, der går op i den slags, men nogle gør, og de mener, at Skrydstrups historie bliver fortalt de forkerte steder.

Skrydstrup er en slags forstad til speedway- og ishockeybyen Vojens, som igen er en slags forstad til Haderslev, og engang var her børn, der røg cigaretter, butikker, lokalbane og tørstige værnepligtige. Der var selvforsynende landmænd, der blev jaget væk, da ’tysken’ kom og anlagde en lufthavn, og som langsomt vendte tilbage efter besættelsen. Og så var det her, den lokale taxachauffør i 70’erne arbejdede på klods efter våde aftener til bal i Mølby – en fem kilometers penge nord for Vojens – når ungdommen havde drukket pengene op.

Engang slog man sig ned her for at drive små landbrug eller åbne butik. Man kunne selvfølgelig også arbejde på flyvestationen, på slagteriet eller på køleskabsfabrikken – under alle omstændigheder kunne man i Skrydstrup købe sig en billig matrikel. Sådan var det engang. 

Nu er der en busrute, der går gennem Skrydstrup som en kagedeler, så man kan komme i skole, dyrke sport eller gøre sine indkøb i de omkringliggende byer, hvis man ikke har egen bil. Nu er landbrugene færre, skolen er lukket, og det samme er købmanden og alle butikker på nær én. Køleskabsfabrikken blev slået af udenlandske konkurrenter, og slagteriet kunne ikke følge med udviklingen. Men flyvestationen, den står der stadig. Og det – vil alle i Skrydstrup mene – skal den fandeme blive ved med.

Efter lang tids armlægning med Chri­stiansborg om støjkompensation forærede Susanne Holm Jensen sin mand en miniatureudgave af det kommende F-35-kampfly som ’hadegave’.

SKRYDSTRUP ER EN genstridig by. Det finder man ud af, når de ældre skrydstruppere fortæller om besættelsen, hvor de lokale blev jaget fra hus og hjem, da der skulle opføres en tysk flyveplads; når de nævner samfundsudviklingen, hvor alt centraliseres og sælges fra, så de små byer bliver mindre; og når de nævner den medieomtale, der har omgivet byen og dens flyvestation de seneste år. 

Skrydstrup huser den danske styrke af F-16-jagerfly, som inden længe skal udskiftes med mere støjende F-35’ere. Har man fulgt med, ved man, at en gruppe under navnet Foreningen Flyvestation Skrydstrups Naboer har været meget aktive. De har fået regeringen til at vedtage en kompensationsordning til 250 millioner kroner, som betyder, at nogle beboere på egnen kan blive eksproprieret, mens andre kan få lydisoleret deres huse. 

Man kan også vælge at få 70.000 eller 140.000 kroner udbetalt – alt efter hvor man bor. Måske kan det se ud, som om beboerne i Skrydstrup er trætte af flyvestationen, men nej, ikke det mindste. Tværtimod kommer de fleste op at ringe, hvis man kritiserer flyvestationen, for så kritiserer man indirekte Skrydstrup – noget, skrydstrupperne føler, de har kæmpet mod i mange år. Når medierne skriver om Flyvestation Skrydstrup, så falder det tilbage på Skrydstrup og ikke på de omkringliggende byer som Over Jerstal, Kolsnap, Bevtoft, Høgelund, og hvad de ellers hedder, og det ærgrer mange skrydstruppere, der ikke kan se sig selv i fortællingen om ’den vrede by’.

Man skal ikke opholde sig længe i flyvestationsbyen, før de lokale nævner ’dem fra Bjergvang’ – og ’dem’, det er næsten altid den tidligere tillidsmand på flyvestationen Thomas Holm Jensen og hans kone Susanne, der er en del af protesterne over larmen og ønsket om kompensation.

Selv gider de to ærligt talt ikke være mere i medierne. Deres ord bliver fordrejet, og det går ud over venskabet i byen, siger de. Men alligevel vil de gerne fortælle deres side af historien.  

”Desværre er der mange, der er løbet med en halv vind. Vi har hele tiden pointeret, at flyvestationen skal være her, og at vi andre skal være her. Det holder vi stadig på, for flyvestationen kan vi ikke undvære. At der så måske er 100 eller 200 huse i området, der skal fraflyttes, hvad så? Vi har kun sloges med politikere, som ikke har villet betale prisen for den øgede larm,” siger Thomas Holm Jensen i sit hus på Bjergvang, der er Skrydstrups første eller sidste vej, alt efter hvor man kommer fra. Det er en stikvej, der leder ned til et markområde, som leder direkte ned til flyvestationens landingsbane. Derfor er støjen også højere end i Skrydstrup Nord, og af den grund deler støjrapporter byen op i Skrydstrup Syd og Skrydstrup Nord. 

”Det er der mange i byen, der ikke ved,” siger Susanne Holm Jensen. 

De to er overbeviste om, at den lokale forargelse er rettet mod dem, fordi Thomas Holm Jensen har været tillidsmand på flyvestationen i små 30 år. Det ligner lidt skruebrækkeri, og det kan de til dels godt forstå, men det er bare ikke rigtigt, fortæller de. De er lige så stolte, når de hører et jagerfly, som enhver anden skrydstrupper. Som Susanne Holm Jensen siger: 

”Vi er stolte af den flyvestation. Du har aldrig hørt en fra Skrydstrup sige, at flyvestationen bør flyttes. Og du kommer aldrig til det.” 

TIL KAFFE i Sognehuset ikke så langt derfra er der flere, der ikke kalder flyenes tilstedeværelse for larm. I stedet bruger de udtrykket ’ufred’, når de fortæller, at der altid har været fly i Skrydstrup, og når de pointerer, at man jo godt vidste, der var fly, da man flyttede til byen, og at det altså er et livsvilkår, hvis man har valgt at bosætte sig her.

”Der er kommet meget negativt frem, og det synes jeg egentlig ikke, at Skrydstrup fortjener. Der blev lagt en flyvestation i sin tid, og det har nogle følger. Hvis de valgte at flytte den, ved jeg godt, hvem der ville have håret i postkassen,” som 70-årige Dora Andersen, menighedsrådsformand i Skrydstrup Sogn, udtrykker det.

Dora Andersens familie kom til byen efter krigen, og hendes far drev et af de større husmandssteder med hjælp fra en mentalt udfordret karl. Asmus hed hendes far, og han drak engang præsten så fuld, at han faldt om, da han krydsede dørtærsklen til præsteboligen. Det var dengang, skærsliberen og daglejerne fik lov at sove i stalden, hvis de afleverede deres tændstikker forinden, og dengang Dora fangede flagermus ved at pakke småsten ind i sit lommetørklæde og kaste det op i luften. Så greb flagermusene fat i det, de dumpede til jorden med stenenes vægt, og det syntes hun og de andre var hyleskægt.

Dora Andersen er vokset op med jagerfly i baggrunden og i baghaven, og efter alle de år med flyvestationen som nabo er hun blevet immun over for flystøj, siger hun. Engang klirrede porcelænet i familiens vitrineskabe, når de gamle F-100-fly passerede, men det oplever hun ikke længere.  

”Hvis flyvestationen ikke var her, så ville husene da slet ikke være noget værd, og kommunen ville ikke have nogen indtjening. Engang havde vi køleskabsfabrikken og slagteriet, hvor folk kunne arbejde. Nu er det hele væk. Jeg ved godt, at det ikke kun er i vores by, at sådan noget sker, men vi er også nødt til at acceptere, at verden er blevet sådan. At der skal andre ting til.” 

Dora Andersen flyttede fra Skrydstrup for at læse på seminariet, men blev rejseleder for Tjæreborg i stedet. På en bustur til det tidligere Jugoslavien mødte hun sin mand, som også var rejseleder. Kort efter flyttede de tilbage til Skrydstrup.

I SKRYDSTRUP PEGER de historiske pile mod flyvestationen. Børnehaven holder for eksempel til i det tidligere soldaterhjem, hvor rekrutterne røg og åd, dengang Skrydstrup havde værnepligtige, og den tidligere sognepræst Kaj Ross-Hansen var jagerpilot og helikopterfører, før han i 1977 fandt sig til rette på prædikestolen. 

På villavejene finder man flyvestationens flymaler, som drejer træ i sin garage, når han ikke sprøjter. Der er også en pensioneret våbenmekaniker, som har bistader i haven og reparerer gamle jagerfly på flyvestationen i sin fritid med andre pensionerede flymekanikere fra egnen. 

Og der er 71-årige Lajla Bea Lynge Petersen, en grønlandsk kvinde, som endte i Skrydstrup på grund af lige dele forelskelse og flyvestation. Lajlas mand, Kaj Ingolf, kom til byen for at arbejde som 18-årig i slutningen af 60’erne, og han fik fly­certifikat, før han fik kørekort.

”Han fløj jagerfly den første tid, men så blev han for lang fra røv til hoved, så han ikke kunne bruge katapultsædet,” ler Lajla Bea Lynge Petersen i huset på Ærtevej, hvor hun har boet siden 1986. 

I stedet blev hendes kommende mand tilbudt at flyve redningshelikopter i Grønland, og det gjorde han så i 33 år. Der var der, han mødte Lajla, der arbejdede som flyassistent i samme firma. Kaj Ingolf havde kone og børn med til Grønland, så det var først flere år senere og efter en skilsmisse, at de to fandt sammen. Det gjorde de i midten af 70’erne, og i 1986 flyttede de to til Skrydstrup, hvor de fik en datter, og hvor Lajla en overgang arbejdede på postkontoret og lærte alle i byen at kende.

”Alle skulle jo lige ned og se giraffen. Hende grønlænderen der,” fortæller hun og griner. I huset på Ærtevej er der tupilakker og hvaltænder på kommoden, der hænger en traditionel grønlandsk klædedragt i hendes skab, og på væggene er der malerier af grønlandske børn, der kælker baglæns ned ad en bakke.

”Sådan kælkede jeg, da jeg var barn. Sælskindsbuksernes hår løber nedad, så man kan kun glide baglæns. Men da jeg kom til Skrydstrup, var det noget helt andet. Her gik der får uden for huset. Men byen har ændret sig meget siden dengang. Jeg kan godt savne Brugsen.”

Thomas og Susanne Holm Jensen er trætte af uvenskab, nærige politikere og konfliktsøgende journalister. Derfor har de heller ikke lyst til at stille op til fotografering, og de siger, at dette bliver deres sidste interview. Her er Thomas mod flyvestationens landingsbane, der gemmer sig bag træerne.

Flyvestationen er Skrydstrups største arbejdsplads og har formet byen. Her hovedindgangen til Fighter Wing Skrydstrup, der huser den danske styrke af F-16-kampfly.

FLYVESTATIONEN FYLDER. Man kan se den, man kan høre den, og med en sydlig vind kan man nogle gange lugte det sært sødlige brændstof på Bjergvang. 

Kører man til Skrydstrup gennem industrikvarteret, kommer man forbi genbrugsplads, tømmerhandel, automekanikere og et asfalt­laboratorium. Man kommer også forbi Vojens Speedway Center og en stor virksomhed, der laver kosttilskud. Industrikvarteret hedder Tingvejen, og følger man den, ender man på en 30 meter bred landingsbane, som fører lige ned til Fighter Wing Skrydstrups indgangsområde. Lige før adgangskontrollen er der en lille afkørsel, der ender tilbage i Skrydstrup. 

Fighter Wing Skrydstrup er en slags by i byen. Den har endda sit eget byskilt, ’Lejren’ står der på det, og det er svært ikke at mindes Buster Larsens gamle druksang ’Her i lejren, hvor vi bor’, når man passerer det. 

Området fylder 856 hektar med barakker til administration og hangarer til fly og vedligeholdelse. Det svarer til omkring 1.700 fodboldbaner, og går man hele vejen rundt om flyvestationen, kaldet ’perimetervejen’, så går man 13 kilometer. Der er 700 ansatte, tre landingsbaner, der alle er 3,5 kilometer lange, og på den bredeste af dem kan to jagerfly lette samtidig.

Alligevel ser man ikke jagerflyene i Skrydstrup, ikke før de er i luften, man kan kun skimte landingsbanerne nogle enkelte steder i byen. Til gengæld kan man høre, når F-16-flyene letter og lander to gange dagligt, og man kan se dem, når de skyder lige gennem luften over byen. Lyden begynder som en hård vind, der hvislende slår mod trækronerne. Så går det over i tordenvejr i nogle få sekunder, hvorefter det stille og roligt ebber ud igen. Man bliver overrasket, hvis man ikke har hørt det før, men bor man i Skrydstrup, tænker man ikke over det. Man hæver bare stemmen i den tid, det tager, uden at tænke over det, fortæller de lokale.  

Skrydstrup er fuldkommen afhængig af flyvestationen, og der er en stolthed i at vide, at den lille by er hovedsædet for den danske styrke af jagerfly. Det er her, det såkaldte afvisningsberedskab står klar alle døgnets timer alle årets dage. Det var fra Fighter Wing Skrydstrup, at Danmark i 2011 sendte seks F-16-kampfly til operationer Libyen. Og det er herfra, man patruljerer det danske luftrum for at sikre vores himmelhøje landegrænser.

Før Kaj Ross-Hansen blev flyver- og sognepræst, var han jager-pilot. Engang fløj han rundt over sin fætters gård, mens fætteren
lå og reparerede traktoren. Så slukkede han motorerne, svævede ned og tændte efterbrænderne med et brag. Fætteren blev så
forskrækket, at han knaldede hovedet op i bunden af traktoren. Fætteren har stadig et ar.

Lajla Bea Lynge Petersen er oprindelig fra Ivigtut i Vestgrønland. Da hun flyttede til Skrydstrup i 1986, mødte hun sin gamle barnepige, som også havde fundet en dansk mand, som arbejdede der. De ses stadig jævnligt.

HVIS MAN VIL forstå Skrydstrup, må man forstå byens indre hierarki. I Skrydstrup kan man være ægte skrydstrupper, gammel skrydstrupper eller tilflytter. En ægte skrydstrupper boede i byen, da tyskerne under besættelsen tvangsfjernede 122 af sognets 180 familier i tiden mellem 1943 og 1944. En krigsflyveplads skulle grundlægges på det, der oprindelig var et ældgammelt engområde. Derfor er der ofte en tyk morgentåge, når man befinder sig på egnen, en tåge, der får både besøgende og bosiddende til at undre sig over, hvorfor man egentlig anlagde en flyvestation her. Nægtede familierne at forlade deres slægtsgårde, og det var der flere, der gjorde, truede tyskerne med fængsel, tæsk eller med at smadre kaminen, så kulden til sidst tvang beboerne ud. Men en dag stod den der, flyvepladsen, der efter befrielsen blev brugt som flygtningelejr for 2.000 tyskere. 

De gamle skrydstruppere er dem, der flyttede til byen efter lukningen af flygtningelejren i 1948, og som i 1953 kunne se, at det, der engang var en tysk flyveplads, nu blev til en dansk, militær flyvestation. Tiden efter var Skrydstrups storhedstid. Indbyggertallet steg drastisk, militærboliger blev opført, og butikker havde pludselig liv, omsætning og eksistensgrundlag. 

SKRYDSTRUP 1 

Der er 1.558 indbyggere i Skrydstrup Sogn, som også dækker Uldal, Smedager, Lilholt og flere andre småbyer. De lokale gætter på, at selve Skrydstrup by huser omkring 500 indbyggere.

Forfatteren Peter Seeberg er født og opvokset i Skrydstrup. Han skulle angivelig have ridset sit navn ind i lærerboligens chatol, da hans far var skoleleder på Skrydstrup Skole.

Skrydstrup Flyvestation er hjemsted for den danske styrke af F-16-jagere. Flyvestationens område udgør 856 hektar, hvilket svarer til 1.700 fodboldbaner.

Vojens Lufthavn er ofte blevet benyttet af kongefamilien, når de skulle på besøg i det sønderjyske. Den går ofte under navnet ’københavnerterminalen’.

Flyvestation Skrydstrup modtager 27 F-35-­kampfly produceret af amerikanske Lockheed Martin. Der er indtil videre sat 20 milliarder kroner af til indkøb og drift frem til 2026, hvor de sidste fly ankommer.

I juni påbegyndte byggeriet af et F-35-kompleks på Flyvestation Skrydstrup, som skal stå færdigt i 2023, hvor flyvestationen modtager de første fly.

Billig Tom er Skrydstrups eneste butik. Tom Roth bøvlede med et navn til sin kommende butik, og en dag foreslog hans datter navnet Billig Tom, fordi han hedder Tom og sælger billige ting.

I DAG ER Skrydstrups storhedstid ovre, byen er blevet en soveby, hvor himlen indimellem snorker voldsomt. Sådan en, der har brug for de omkringliggende byer for at overleve. En by, der har svømmeklub uden svømmehal og håndboldhold uden håndboldbane. Den har industri og håndværkere, men ingen indkøbsmuligheder, bager eller kiosk.

Der er Skrydstrup Syd med kirke, sognehus, bilforhandler, den nu lukkede skole, fodboldbaner og et hinduistisk tempel i den gamle gymnastiksal. Og så er der Skrydstrup Nord med Forsamlingsgården og villakvarterer med stikveje til andre villakvarterer. 

Men for nylig er der kommet en butik, Skrydstrups eneste. Den hedder Billig Tom, ejeren hedder Tom Roth, og han sælger billige ting og sager. Is, haveslanger, øreringe, fiskegrej, og hvad 45-årige Tom Roth ellers får fingrene i. Tom er en kræmmer fra Billund-egnen, som ville prøve noget nyt til en lav husleje, og nu står han i Skrydstrup fredag, lørdag og søndag. 

”Det går okay, men … der kommer ikke mange lokale,” fortæller han.

Naboejendommen er Skrydstrup Forsamlingsgård. Her tiltales gæster med De og Deres, hvis man ikke kender Robert Gejpel, der forpagter stedet og har gjort det i 26 år. Hvis man gør, er det en anden snak. Så er det ikke så meget anderledes, end når han hundser rundt med køkkenassistenten Kurt Andersen, som nogle gange går under navnet ’Tykke’. I køkkenet diskuterer de dagligt lodtrækningen til Varelotte­riet, som de begge håber vil gøre dem rige en dag. De har en kalender med små krydser ud for de datoer, lodtrækningerne finder sted, men indtil nu har præmierne ikke været mere end 500 kroner.

Robert Gejpel bryster sig af at have fuld kalender et år frem i tiden, og det går fint for Forsamlingsgården. Han var endda nødt til at flytte ud af bygningens tilstødende værelser, hvor han en overgang boede, fordi de lokale bankede på hans dør i tide og utide, når de ville have en bid mad. 

Kurt og Robert ved, hvad der rører sig i byen, og de mener, at medierne har blæst situationen i Skrydstrup op. Der er faktisk meget få i Skrydstrup, som er vrede over støjen, siger de begge, og dem, der er, er vrede på politikerne – ikke på flyvestationen.

”Det er de få, der råber, som bliver hørt,” fortæller Kurt. ”Og så er der måske nogle, der lugter penge.”

Robert Gejpel forpagter Skrydstrup Forsamlingsgård. Første gang han afholdt en julefrokost, kom et ægtepar op at slås, og politiet måtte tilkaldes. Kvinden lå i læskuret ved busstoppestedet med en betjent oven på sig. Så kom der yderligere tre politibiler. ”Det var ligesom i en film med Bud Spencer,” fortæller Robert Gejpel. Han har ikke holdt julefrokoster siden.

GÅR MAN NED gennem Skrydstrup, som byen stadig ser ud i de ældre skrydstrupperes erindringer, passerer man købmand Lorenzen, hvor det bedre borgerskab handlede i 60’erne og 70’erne. Uden for butikken havde han automater med flødeboller, cigaretter, chokolade og lakrids. Alt i byen lukkede klokken seks, så det blev et samlingssted for byens unge, der nogle gange prøvede at bryde ind i automaterne. Men Lorenzen boede oven på butikken, og kunne han høre, at de unge var i gang med et lille knæk, så blev de sgu ikke meldt til politiet, nej, så fik de en røvfuld, så de ikke gjorde det igen.

De jævne borgere handlede hos købmand Viggo Madsen og i Brugsen, der havde alt. Det hører man igen og igen: ”De havde alt.” Og cykelsmeden, han var døv, eller næsten døv, så man altid skulle råbe, hvad der skulle laves, lappes eller repareres. Han var bror til sognerådsformand og borgmester Terkel Jensen. Og cykelsmeden havde nok at tage sig til, for dengang var der masser af værnepligtige på flyvestationen. 

”Hvis de værnepligtige skulle hjem med toget i en fart, kunne de godt finde på at stjæle en cykel,” husker menighedsrådsformand Dora Andersen.

Om vinteren skøjtede børnene på den frosne dam, og det gamle tyske bunkeranlæg blev byens kælkebakke. Når bunkeren var sneet godt til, kunne man ikke se lavningen, der førte ned i bunkeren, og kom der børn til området, som ikke indordnede sig, fortalte man dem ikke, at de kunne forsvinde ned i sneen. Nogle gange forsvandt uvidende børn derfor flere meter ned i sneen og skulle graves fri.

Det var et hårdt sted at vokse op, husker 65-årige Ib Venzel Nielsen, men også et godt sted. Somrene var lange, vintrene kolde, der var mellemstore gårdejere, små husmandssteder, butiksdrivende og daglejere, og børnene skulle enten hjælpe til eller være hjemme ved aftenrøde.

”Mange af os børn skulle arbejde efter skole. Jeg har haft en god barndom med mange muligheder, men jeg har også haft nogle faste opgaver. Og Gud nåde og trøste dig, hvis du ikke var klar til at løse dem,” fortæller Ib Venzel Nielsen i sit sommerhus omkring Barsmark i Sønderjylland. Sidste år solgte han sit stråtækte barndomshjem og er nu ikke længere officiel indbygger i Skrydstrup, men fra sommerhuset fortæller han, at han var midterbarn i en søskendeflok på otte, og at han var et ’stik-af-barn’, som han selv kalder det. Når hans søskende skulle passe ham, var de ofte nødt til at binde ham til en elmast, så han ikke stak af over marken. Det førte ham nogle gange i problemer. Som dengang han skulle i Brugsen, stormede ud på Ribevej og blev kørt ned for anden gang i sit liv. Næsen var brækket, klinet op ad kinden, men i dag kan man ikke se det på ham. 

SKRYDSTRUP 2

Skrydstrup og omegn er blevet inddelt i en rød og en gul zone. Staten tilbyder at opkøbe 117 ejendomme i den røde zone eller give et skattefrit beløb på 140.000 kroner som kompensation. De omkring 1.500 ejendomme i gul zone får tilbudt lydisolering eller et skattefrit beløb på 70.000 kroner.

I kompensationsaftalen står der, at grænserne vil blive revurderet, hvis kampflyene larmer mere end beregnet. I den gule zone må maksimalstøjen ikke overstige 80 decibel, mens den i den røde zone ikke må overstige 100 decibel. 80 decibel svarer til en trafikeret gade, 100 decibel svarer til en boremaskine.

Ib Venzel Nielsens far, Iver Nielsen, har udgivet en bog om Skrydstrups lokalhistorie med titlen ’Skrydstrup vort sogn, hendes hjemstavn’. Der kan man læse om de sidste ulve i Skrydstrup, et bryllupsmord fra 1686 og en masse anekdoter om kloaksystemer, kirkesogn, præster og andet godtfolk.

Som unge drenge lavede Ib Venzel Nielsen og Peter Caspersen engang en stor drage af gamle lister, avispapir og bundgarn og sendte den til vejrs. De gætter på, at den steg til 115 meter, da personalet inde på flyvestationen opdagede et uidentificerbart objekt på deres radar. Flyvestationen sendte en helikopter ud for at undersøge sagen. Da drengene så helikopteren, spænede de væk.

Ib Venzel Nielsen har arbejdet på flyvestationen som sergent, han er militærmester i kårdefægtning, og i 2013 modtog han Forsvarets Idrætspris. Han er vokset op på en gård i Skrydstrup, og da han selv overtog stedet, renoverede han det – og opdagede, at tyskerne havde ridset hagekors ind i dørene.

IB VENZEL NIELSEN skulle fodre kreaturerne, trække køerne hjem fra engen og skokke neg, når der blev høstet. Det var før, der var noget, der hed en gylletank. I stedet havde man mødding bag huset med tis og bæ, også familiens eget, det var før træk og slip. Ib er blevet trukket gennem møddingen efter en ko, fordi han kom til at binde rebet omkring sit håndled, hans lillesøster er blevet sparket i hovedet af en hest, mens hun sad og tissede, og han har satangaleme fået mange klap i røven. Specielt husker han dengang, han sammen med en ven fiskede efter smågrise. De bandt små stykker roe fast til en snor, og når en pattegris fik fat i roen, kunne de trække den op i favnen.

”Hold kæft, en omgang, vi fik, da vi blev opdaget. Jeg fik husarrest i måneder, og min ven fik sådan et los i røven, at han landede i møddingen,” husker Ib Venzel Nielsen, der står stejlt på, at han ikke har haft en dårlig barndom. Det var bare noget andet, end det er i dag. Der var mange flere børn i byen, og kom man i knibe, løb man ned til slagteren og gemte sig, for ingen turde forstyrre de store svende.

Slagteren hed først Mortensen, og han var en stor, brovtende type, som lavede en forbandet god løgpølse. Mortensen gik i kølekulden hver dag og pådrog sig en masse skavanker, og da det blev for meget, kom slagter Krog, som var en smule fordrukken. Men han fungerede jo, selvom han var for fuld til at køre bil, men alligevel gjorde det, sådan var det jo. Hver dag klokken 9.50 fik han en bajer med Kresten Post, søn i den familie, der havde den lokale Tatol, en nu nedlagt butikskæde, der solgte lakridsrod, brillantine med birkesaft, brylcreme, sæbe og friskmalet kaffe.

Og der var skomager Schneider, som man aldrig så, vistnok fordi han havde klumpfod. Konen langede ugeblade og tipskuponer over disken i butikken, mens skomageren sad i baglokalet og arbejdede. Og skavanker var der nok af. I ny og næ kom krigsveteraner forbi, som manglede en arm eller havde en klo, hvor hånden engang havde været. Det var nogle af de tusindvis af unge mænd, der blev invalideret efter første verdenskrig, hvor de kæmpede for tyskerne. Men det tænkte man ikke på, sådan var det bare.

ER MAN VOKSET op i Skrydstrup, kan det være svært ikke at romantisere fortiden, at acceptere nutiden og ikke være en smule pessimistisk omkring fremtiden. Men der er også folk i byen, som forsøger at skabe et modsvar til den afvikling, som ses overalt i landet, hvor mindre byer bliver endnu mindre, skoler lukker, og kendskabet til genboen skranter. For fire år siden valgte bilforhandleren René Andersen eksempelvis at genskabe byfesten.

”Det var for fællesskabet. Så man kunne komme hinanden lidt ved. Byfesten havde ligget brak siden 90’erne, men så blev jeg spurgt, der blev presset lidt på, og så sagde jeg ja,” fortæller han i sin bilhandel, hvor en stor, fed, rød Ford Mustang skinnende står og minder om en tid, der var engang.

René Andersen fik hjælp fra lokale firmaer, idrætsforeningen og sin kone Grith, og det første år, i 2017, optrådte Sussi og Leo, og deres optræden samlede omkring 300 mennesker. I år blev festen i juni aflyst på grund af COVID-19, men normalt afholdes der krolfturnering, ølsmagning og byvandring. Der serveres lune pølser til orkestermusik, og overskuddet går til næste års byfest og den multihal, som man håber vil bringe lidt af det fællesskab tilbage, som byen har mistet.

Efter lokalt pres åbnede Forsamlingsgården også den gamle krostue på forsøgsbasis. Men da Robert Gejpel begyndte at få spisende selskaber ind, kunne han ikke samtidig have folk, der råbte og skreg i krostuen ved siden af. Alligevel fik Kurt Andersen overtalt Robert Gejpel til at give det en chance, fortæller de i Forsamlingsgårdens køkken, mens de steger 40 wienerschnitzler til vandværkets generalforsamling samme aften.

”Jeg kender jo fandeme gud og hvermand her i Skrydstrup, og de pressede mig. Men som Robert siger, så var det jo fulde folk og råben og skrigen, så det droppede vi igen,” siger Kurt Andersen.

Til gengæld afholdes den årlige revy, som har eksisteret, siden man kaldte det dilettant, i Forsamlingsgårdens store sal. Her bliver byfnidder og flyvestationssnak revset til stor morskab. Og i Sognehuset mødes de ældre for at strikke, male og sludre. Og idrætsforeningen har stadig sportsaktiviteter, selvom faciliteterne er få.

Peter Caspersen tumler med ideer til, hvordan han kan engagere de unge. Han ved, at han ikke bare skal gentage sin egen ungdom, for det er sådan, man mister ungdommens interesse. I stedet overvejer han at starte noget e-sport op i byen.

EN AF DEM, der drømmer om en ny multihal, er den tidligere flyvestationsmand Peter Caspersen. Han er formand for Skrydstrup Ungdoms- og Idrætsforening, og som sidegesjæft har han mobildiskoteket Silver Horse. 

”Jeg spiller mest sådan noget suppe, steg og is,” fortæller den 66-årige og mindes dengang, der var gang i den i Skrydstrup, og især dengang han sammen med en kammerat, der også hed Peter, købte en liter Martini til 41 kroner og en pakke cigaretter og sneg sig ind til et ungdomsbal i byen, hvor en tredje Peter med efternavnet Belli spillede med sine Ulve. De to drak hele flasken, røg alle cigaretterne og sad så og spyttede i øllen til ballet, indtil de blev syge og kastede op ud over det hele. Det var fantastisk, griner han og fortæller, at Peter og Peter gjorde alting sammen, lige indtil Peter en dag blev begravet. 

Ifølge Peter Caspersen – og de fleste andre i byen – er Skrydstrups største udfordring i nyere tid ikke flystøj og medielarm, men skolelukningen i 2011. Han kan acceptere, at folk pendler til flyvestationen for at arbejde i stedet for at bo i byen, at arbejdspladserne er blevet færre, og at butikkerne langsomt lukkede en efter en. Men skolelukningen, det var en kniv i hjertet på Skrydstrup.

”Sammen med skolen solgte man klubhus, gymnastiksal og omklædningsfaciliteter. Med et slag lukkede idrætsforeningen. Det eneste, der var tilbage, var navnet. Der var sådan et leben hernede før i tiden, og det døde fuldstændigt. Byen har brug for en multihal,” siger han.

En del af den gamle skole blev solgt til en gruppe tamiler, som ønskede at lave den gamle gymnastiksal om til et hinduistisk tempel. Hidtil havde det nærmeste tempel været i Herning-området, og de sønderjyske hinduer ville gerne finde noget tættere på. Så da trossamfundet blev godkendt, købte det en del af den gamle skole, og siden har der været ceremonier mere eller mindre hver fredag i Vojens Nagapoosani Amman Temple i Skrydstrup.

Uden skolen kom børnene i stedet på skoler i Vojens og Nustrup, de fik venner uden for Skrydstrup, begyndte at dyrke sport med klassekammeraterne i de omkringliggende byer, og naboer og genboer var ikke længere tvunget sammen til diverse arrangementer.

”Der forsvandt mit Skrydstrup,” fortæller Peter Caspersen.

”Børnene kendte pludselig ikke hinanden, og forældrene kendte slet ikke hinanden. Skrydstrup var ved at blive en spøgelsesby. Vi kom hjem fra arbejde, opholdt os i hvert vores hus, og dagen efter drønede vi af sted igen. Stik modsat alt, der tidligere har været her. Men så var vi nogle stykker, der sagde, det skal fandeme være løgn, skal det. Så går der sønderjyde i den. Så bliver man stejl og stædig og pissesur.”

FRA PRAL TIL SKRYD TIL STRUP

En gammel historie lyder, at der omkring år 1350 kom en omrejsende munk ved navn Per til egnen. Munken hjalp en herremand på Tørning Slot ved navn Klaus Lembeck, og han stod efterfølgende i gæld til munken. Indfrielsen af tjenesten trak ud, hvilket egnens beboere ofte fik at høre, for Per pralede vidt og bredt om, at den store herremand stod i gæld til den lille munk, der fik navnet Skryde­per. Herremanden blev så rasende på sin plageånd, at han kværkede Per på en øde landevej. Og det var, ifølge den tvivlsomme legende, enden på Skrydeper og begyndelsen på Skrydstrup.

Flere ældre skrydstruppere kalder byen for et sølvbryllupskvarter. De håber, at der igen kommer gang i byen, ligesom da de var unge.

NOGLE SKRYDSTRUPPERE frygter, at byen dør ud med de ældre. At samfundsudviklingen med centralisering, internethandel, storcentre, skolelukninger og robotter på arbejdsmarkedet kommer til at suge den sidste gnist. Dertil kommer det kedelige ry som en vred og støjende by. Men det er kun den halve sandhed. For selvom mange af Skrydstrups lokale vandrehistorier måske forsvinder med de ældre, kommer der stadig tilflyttere, som drømmer om villavejsidyl og trodser både flystøj og tidstendenser. 

Som nu for eksempel til sidste års byfest, hvor der blev arrangeret en venskabskamp mod et fodboldhold fra Fjelstrup. Det var første gang i 10 år, der var fodboldkamp på Skrydstrup Stadion. Der var mødt et hav af mennesker op, og flere fik en klump i halsen, da de så de røde og hvide striber løbe på banen – en af dem var Peter Caspersen. 

Og drengene klarede det da meget godt. De første fem minutter i hvert fald, så fik centerforsvareren en fibersprængning, og Skrydstrup fik læsterlige klø. Men til trods for nederlaget samlede nogle lokale kort tid efter et fodboldhold og indhentede sponsorater. I fremtiden kommer der kamp på Skrydstrup Stadion.

 

Kan poesi og digterliv lokke danskerne ud at gå? Det håber Johannes Nørregaard Frandsen, leder af projektet ’Danske digterruter’, der åbner i løbet af næste år. Her fortæller han om tre af de planlagte ruter.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Jenles fotoarkiv

BONDEKNOLD

”Jeppe Aakjær boede på gården Jenle, og fra sit arbejdsværelse så han ud over Astrup Vig til Limfjorden. Når han digtede om rugen og havren, er det det landskab, han fortæller om. Ruten går forbi Astrup Vig, hvor han holdt folkefester for tusindvis af mennesker til det årlige Jenle-møde med politiske og litterære taler. Da Bertel Haarder genopfandt Folkemødet på Bornholm, var det med reference til de store danske folkefester, som Steen Steensen Blicher startede ved Mariager Fjord, og som Aakjær genoptog ved Jenle. Det første folkemøde ved Jenle var i 1908 med Jeppe Aakjærs kone, Nanna Krog, som hovedarrangør. Det handlede om at give kvinder valgret. Aakjær var en meget politisk digter. Når han digtede om landskabet, var det en kamp for naturbevaring, men han kæmpede også for den lille mands ret, for tyendet og markarbejderne ude på landet. De rige selvejerbønder hadede ham. Efter hans død i 1930 sørgede hans kone for, at huset blev stående i hans  ånd. Pennen ligger stadig, hvor han sidst lagde den, og kalenderbladet er slået op på den dag, han døde.”

Ruten laves i samarbejde med Aakjærselskabet.

GÅ IND I POESIEN

I forsommeren 2021 åbner de danske digterruter i samarbejde med en række museer og digterselskaber. På ruterne vil der være stationer med lydklip på 3-4 minutter, hvor man for eksempel kan lytte til et tekststykke af Karen Blixen eller et stykke af en Jeppe Aakjær-sang. Tidligere leder af H.C Andersen Centret ved Syddansk Universitet Johannes Nørregaard Frandsen og litteraturprofessor Mads Sohl Jessen står bag projektet.

VERDENSDAME

”Karen Blixen havde sine 17 berømte år på sin afrikanske farm og flyttede efterfølgende forgældet ind på Rungstedlund, som var i slægtens eje, og som snart blev dansk digtnings centrum. Hun lagde hus til Det Danske Akademi og holdt hof og samtalesaloner med unge danske digtere, som hun førte dybsindige samtaler med. Naturen spiller en stor rolle i hendes litteratur, og med det samme, da hun flyttede ind på Rungstedlund, begyndte hun at tilrettelægge en have, hvor hun kunne gå ud for at plukke blomster. Skoven skulle være naturskov, og fuglene og planterne have førsteret. Der blev opsat massevis af fuglekasser. Med de tanker var hun langt forud for sin tid. Dengang var ordet biodiversitet ikke opfundet, men det var i virkeligheden det, hun skabte. I dag ligger hun begravet i sin egen park, fordi hun ville opløses i sin egen natur. Ruten snørkler sig rundt i hendes park og i området omkring Rungstedlund, et kæmpestort og fabelagtigt stykke nordsjællandsk natur.” 

Ruten laves i samarbejde med Karen Blixen Museet.

DE 19 DIGTERE PÅ LANDKORTET

B.S. Ingemann, Carit Etlar, Emil Aarestrup, H.C. Andersen, H.A. Brorson, Ambrosius Stub, Henrik Pontoppidan, Holger Drachmann, Jeppe Aakjær, Johannes Jørgensen, Johannes V. Jensen, Thit Jensen, Kaj Munk, Karen Blixen, Martin A. Hansen, Steen Steensen Blicher, Tove Ditlevsen, Dan Turèll og Michael Strunge.

STORBYROTTER

”Vi har valgt at beskrive tre forskellige digtere som Vesterbro-digtere: Tove Ditlevsen, Michael Strunge og Dan Turèll. De var alle tre mørke mennesker, der levede på kanten. For dem var Vesterbro en scene for det komplicerede liv. De havde alle deres dæmoner og døde alt for tidligt af druk og røg og psykiske kompleksiteter. Ditlevsen voksede op på Hedebygade og så et lavsocialt Istedgade og et hårdkogt arbejderkvarter, som forfulgte hende resten af livet. Hun havde en kærlighed til området, men også en foragt. Dan Turèll kom fra det, han kalder ’proletardelen af Gentofte’, Vangede nord for København, men det var hovedsagelig Vesterbro, han digtede om, og det er her, hans kriminalromaner foregår. Han flyttede først ind på Forhåbningsholms Allé på Frederiksberg på kanten af et Vesterbro i total forandring og omstrukturering på grund af gentrificeringen. Hos Strunge er det ungdomskulturens, musikkens og det vilde livs Vesterbro. Natmaskinen, som han kalder det. Den forvandlingshistorie skal udtrykkes gennem vandreruten, og hvis man hører deres digte undervejs, får man et stærkt stemningsportræt.”

Ruten laves i samarbejde med Københavns Museum.

Med sin trygge havn har Svendborg i århundreder tiltrukket sejlere, købmænd og folk med tykke bankbøger. Så kom de røde. Siden blev den de kreatives tilflugtssted, og den seneste prominente tilflytter er en delfin. Ud & Se steg af i søfartsbyen for at jagte dens magnetisme – og dens nye maskot.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

MED SMÅ, SPIDSE bølgetoppe ligger det grønne sund og glitrer i morgensolen som et tæppe af glasskår efter en løssluppen fest. Luften er frisk og sprød, hedebølgen er forbi. En lugt af diesel breder sig. Poul Sækmose har tændt motoren, og Duddi, en stumpnæset, rød-hvid slæbebåd, brummer og sitrer, klar til at lægge kræfterne i. Poul Sækmose løsner fortøjningerne, styrer Duddi fra kajen, tøffer forbi en grå flydedok og sejler ud i havnen på udkig efter det seneste års helt store samtaleemne i Svendborg, delfinen Delle, der kan titte op af den grønne vandskorpe, hvert øjeblik det skal være.

Egentlig er Delle, ligesom Technicolor-stjernen Flipper, et øresvin, som svendborgenserne straks tog til sig og døbte Delle, efter at havnens nye beboer viste rygfinnen første gang i oktober sidste år. Siden har Delle hyppigt stukket næbbet frem og smilet til søfolk, stand up paddleboardere og spadserende på havnekajen. Den har fået op mod 8.000 følgere på Facebook i grupperne ’Delles venner’ og ’Vores delfin i Svendborgsund’. Den har trukket overskrifter i medierne – blandt andet efter at den, tilsyneladende i leg, dræbte et marsvin foran måbende turister og lokale på havnen. Og den har fået opført sin egen teaterforestilling, ’En hyldest til delfinen’, med manuskript af blandt andre bysbarnet og De Gyldne Laurbær-forfatter Jesper Wung-Sung. 

Poul Sækmose hiver i et håndtag og aktiverer bovpropellen nede i vandet. Manøvren får båden til at rykke fra side til side og plejer at tiltrække det legesyge havpattedyr. 

”Det er altid den her båd, den holder sig til,” siger den hvidhårede skipper med de lysebrune øjne og den blå arbejdsjakke. Han er ærøbo og uddannet bygningssnedker, men har arbejdet for vekslende skibsværfter i små 40 år, og i dag er han salgsmanager for Petersen & Sørensen Motorværksted A/S, havnens største tilbageværende arbejdsplads, der for tiden har 100 meter lange tyske Miramar under behandling i sin store blå dok.

Dokken blev i 2015 forskønnet med et 125 meter langt streeatart-agtigt maleri af skibe, svejseflammer, en gigantisk skibsskrue, en gruppe seje historiske værftsarbejdere i blåt lærredstøj, halsbind og bløde kasketter og – naturligvis – Svendborgs byvåben. Og nu ligger den der som et vartegn og et mindesmærke om byens glorværdige maritime fortid.

”Værfter har det med at krakke. Det har de altid gjort,” siger salgsmanager Poul Sækmose, der står på slæbebåden Duddi og spejder efter delfinen Delle.

DET ER 40 ÅR siden, Helmer Hansen begyndte hos Petersen & Sørensen som arbejdsdreng. Efter at have iagttaget hans håndelag sagde direktøren: ”Du skal være skibsmontør.” Og lige siden har Helmer Hansen arbejdet med store skibsmotorer. Skibsmontøren, der stadig har glatte kinder og tykt, strågult hår, funderer over, hvornår han mon kan trække sig tilbage, mens han husker tilbage på sin tidlige karriere. 

”Der var gang i den, dengang,” fortæller Helmer Hansen om miljøet på Frederiksø, der med sine kajarealer ligger som et stort, kantet hjerte midt i havnen, forbundet til fastlandet med en dæmning. Det er stadig her, Svendborgs puls som havneby fornemmes, selv om den banker langsommere end i 80’erne.

”Der var vel 800-1.000 ansatte, når der var mest travlt. I dag er det nærmere 100,” siger Helmer Hansen, mens han pakker sin madkasse sammen i frokoststuen, hvor han har spist sammen med en håndfuld kolleger. Dengang var den største arbejdsgiver på havnen Svendborg Værft.

Værftet søsatte Frederiksøs første stålskib i 1907 og klarede sig i løbet af årtierne igennem mangen en overhængende konkurs – i tiden efter anden verdenskrig blandt andet med investeringer fra Arnold Peter Møller. Hans far, kaptajn og skibsreder Peter Mærsk Møller, flyttede i 1884 fra Dragør til Svendborg med hustru og 10 børn, og i 1904 grundlagde han Dampskibsselskabet Svendborg A/S sammen med sin søn. Det, der senere blev grundstammen i den verdensomspændende virksomhed, vi i dag kender som A.P. Møller – Mærsk.

Svendborg Værft overlevede, først og fremmest takket være virksomheden A/S Carl Nielsen, der havde grundlagt sin formue på skibe, der pumper sand op fra havbunden, og som i 1972 købte en stor del af aktierne i værftet og gav det en modernisering.              

I 1988 boomede produktionen, da man modtog en bestilling på fire inspektionsskibe fra Søværnet til over en milliard kroner i alt. Men ordrenedgangen i 90’erne blev brat, og i 2001 blev lyset slukket for sidste gang i de gamle værftshaller.

SVINELÆKKER

Svendborg er antagelig opstået som et lille fiskerleje. Med sin naturlige havn, der skærer som en kile ind i bugen på Sydfyn, og som ligger godt beskyttet bag øerne Tåsinge og Thurø, blomstrede den i 1200-tallet op som et livligt bysamfund. De lokale fiskere tog til Øresund for at fylde lasten med sild, jægere nød godt af de omkringliggende skove, og Svendborg blev Sydfyns handelscentrum og Fyns andenstørste by – med to kirker. Byen, der i de ældste kilder benævnes som Swineburgh, enten navngivet efter vildsvinene i skovene eller marsvinene i sundet, oplevede igen i 1800-tallet en kraftig vækst, da havnen blev udvidet, færgedriften i øhavet blev intensiveret, og man fik jernbaneforbindelse til Odense. Investorer og pengeinstitutter fandt vej til byen, der fortsat voksede ind i 1900-tallet, men midt i århundredet stilnede det af. Fra 1950 til i dag er folketallet vokset fra godt 23.000 til 27.000.

I DAG TÆNDES det igen hver weekend – i sommersæsonen hver eneste aften – når spillestedet og baren Kammerateriet forsøger at få gang i en fest i de historiske lokaler. I år har corona sat grænser for løjerne, og både tarteletfestival og oktoberfest har måttet aflyses. Men der er ingen tvivl om, at morskab og oplevelser er på menuen for fremtidens Frederiksø.                Svendborgs byråd fik i 2015 foretaget en undersøgelse, der konkluderede, at Svendborg Havn er et unikt sted i verden med sin blanding af autentisk fortid og levende nutid, men at det kniber med at tjene penge på herligheden. Det kunne man måske løse med et nyt storcenter, men man er godt klar over, at man dermed vil spolere havnens identitet. I stedet regner byrådet for tiden på, hvor rentabel havneøen kan blive med kultur, teater, vandsport, havnerundfarter, lystsejlerhavn, butikker, museumsbygninger og andre tilbud.

Helmer Hansen og hans frokostkammerater hos Petersen & Sørensen håber, at de har en fremtid på Frederiksø, men frygter lidt, at ambitionerne om at gøre Frederiksø kulturlækker stille og roligt vil presse industrierhvervene ud, og at kommunen derfor i sidste ende alligevel kan blive nødt til at blokere udsigten fra havnefronten med dyre ejerlejligheder, når de alligevel ikke tjener godt nok på øens cirka 58.000 kvadratmeter. I det hele taget frygter de, at håndværkere som dem selv snart ender på museum. Som Helmer Hansen siger:

”Vi plejede at sige, at kan du lide at få sorte fingre, og kan du finde ud af at slå et søm i, skal du nok finde noget at lave i Svendborg. Men i dag vil alle have deres børn til at gå i gymnasiet.”

Skansen på Tåsinge. 22-årige Rasmus Brohave er blevet opdaget af unge fans.

YOUTUBEREN Rasmus Brohave var lidt nervøs, da han efter halvanden måned meddelte sine forældre, at han ville gå ud af 1. g på Svendborg Handelsgymnasium, men han mødte fuld opbakning fra sin økonoma-mor og ingeniør-far. Et par år forinden offentliggjorde han sin første video, hvor han filmede sig selv på sit værelse i Ollerup syv kilometer vest for Svendborg iført kækt højtsiddende kasket og lyserød T-shirt og fortalte lidt om sin seneste uge, hvor han blandt andet havde været i Fælledparken i København og stå på skateboard med en ven. Havde seerne nogle spørgsmål til ham, ville han besvare dem i sin næste video. 

Da han gik ud af gymnasiet, havde han 75.000 abonnenter, et par måneder senere 100.000, året efter blev han kåret som årets youtuber ved et gallaarrangement på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København, og i dag har han 281.000 abonnenter.

”Dem, der ser det, føler, de kender mig. Jeg tror, de ser mig som en virtuel ven eller en virtuel storebror,” siger Rasmus Brohave, der ikke kun optræder på YouTube, men også indimellem medvirker på de mere voksne, landsdækkende tv-kanaler. Sidste år var han vært på TV 2-talentprogrammet ’Danmark har talent’, og engang i fremtiden kunne han godt tænke sig at drive sit eget produktionsselskab ligesom forbilledet Anders Breinholt fra ’Natholdet’. 

I mange år fulgte det som en selvfølge med medie­drømmene, at Rasmus Brohaves voksenliv skulle udfolde sig i København, hvor alting sker. I 2018 flyttede han da også til hovedstaden, men efter lidt for mange gange at have mærket, hvordan skuldrene blev glade og afslappede, hver gang han så skiltet mod Svendborg på motorvejsafkørslen, begyndte han at lede efter et hus i området. 

Efter 14 måneder i København flyttede han sidste år tilbage til Svendborg-egnen sammen med sin kæreste, og nu står han på Skansen, et naturskønt område på nordspidsen af Tåsinge, med næsen vendt mod Svendborgsund. På den anden side ligger Svendborg bredt ud over de sydfynske skrænter som et hyggeligt patchworktæppe af gule og vinrøde facader og orange tegltage.

Omkring ham står en 4. klasse og smiler til deres lærer, der er ved at tage et billede af dem med sin telefon. Anført at to lyshårede piger har gruppen igennem det sidste kvarter taget fire tilløb til at henvende sig til youtuberen, men de har vendt øjnene bort og er drejet om på hælen, hver gang han kiggede i deres retning. 

Normalt har Rasmus Brohave et princip om ikke at henvende sig til folk, der genkender ham. Det kan let blive akavet, hvis de alligevel ikke har lyst til at snakke, men her gør han en undtagelse og hiver plasteret af situationen med et ”hej!”.

”Nu har vi både set Delle og Rasmus Brohave,” siger læreren, efter at hun har dokumenteret mødet med Brohave, der tilfældigvis er hendes egen gamle elev fra Vestermarkskolen i Svendborg-forstaden Vester Skerning. 

”Det har været en af mine største drømme at møde ham i virkeligheden,” fortæller en dreng med lange, brune krøller og blå Nike-T-shirt.

”Jeg var ved at bygge en hule nede på skrænten, da en af mine venner sagde, at han var lige ovenover. Jeg troede ikke på ham, men så var han lige der.”

INDE I Rasmus Brohaves SUV er lyden fra trafikken dæmpet. På den anden side af ruderne glider velplejede stråtage, statelige stokroser og nobelt bindingsværk i flaskegrøn og kirsebærrød forbi. Han drejer den sorte Mazda op til et lille, cremefarvet rækkehus, går hen over havegangen, hvor valnøddestore småsten knaser behageligt under fødderne, og tager i dørhåndtaget. 

”For nogle år siden var jeg ude i det her område sammen med en kammerat. Jeg sagde til ham: ’Her vil jeg bo, når jeg bliver gammel.’ Og så endte jeg med at købe hus her som 21-årig,” siger han om landsbyen, hvor han har slået sig ned sammen med kæresten Maya.

”Jeg skulle bare have noget ro. Jeg er 80 år indeni,” griner Rasmus Brohave, der serverer boblende vand fra sin Sodastream og sætter ord på noget af det, han havde savnet, mens han boede i København. 

”Her kan man godt finde på at hilse uopfordret på hinanden på gaden. Hvis du gør det på Vesterbro, kigger folk underligt på dig.”

Folk i tv-branchen undrede sig over, hvad han havde gang i, da han fortalte dem, at han flyttede tilbage til Fyn. Men de havde også respekt for, at han havde modet til at forlade hovedstaden.

”Ikke at de kunne finde på det selv, men de forstod godt, at jeg har brug for freden,” siger Rasmus Brohave, der efter han flyttede, er blevet hobbyfisker og nyder at tilbringe sin fritid i Svendborgsund i et par waders. 

For nylig var han i Skjern, hvor han fangede sin første laks, hvilket naturligvis blev dokumenteret og lagt på YouTube. Med friluftslivet tager han nu revanche for en barndom med mange allergier, der især blussede op, når han var udenfor. I stedet udviklede han smag for at sidde inde foran computeren i sit eget selskab, og det er stadig sådan, han tilbringer meget af sin tid på hjemmekontoret på 1. sal.

Hele hjemmet er stemmestyret af en såkaldt Google-assistent, som man blandt andet kan bede om at slukke lyset nede i køkkenet, hvis man har lagt sig i sengen på førstesalen og har glemt det.

”Jeg er gadget-fan,” siger Rasmus Brohave og giver en demonstration.

”Hey, Google: Tænd rødt lys i køkken,” siger han med tydelig artikulation, hvorved det lyse køkken bliver svøbt i et rubinrødt lys fra de to sorte Flowerpot-pendler, der hænger over køkkenbordet. Han smiler tilfreds og beder Google om at gøre lyset normalt i køkkenet igen.

”Beklager, det forstod jeg ikke,” undskylder robotstemmen.

Rasmus Brohave skifter til normal, gullig stemning. Helt manuelt. Kort efter kører han journalist og fotograf tilbage til Skansen. Da han har sat os af, bliver vi konfronteret af en inkvisitorisk børneflok, der har hørt, at youtuberen var i farvandet, men ikke nåede at se ham:

”Er han kørt?”

”Hvor skulle han hen?”

”Hvor bor han?”

”Jeg vil gerne have et billede med ham, kan du ikke ringe efter ham?” 

Villa Tårnborg.

DER LIGGER ET skydække over Svendborg, men det er tyndt nok til, at et mælkehvidt lys kan sive igennem. Ned over bilerne, der jager af sted over Svendborgsundbroen, og ned på de forladte småveje i den vestlige del af byen, hvor rummelige villaer venter på, at deres ejere skal komme hjem fra arbejde. Ned over de statelige gule pakhuse med deres spidse tage og røde skodder på Havnepladsen og ned på det rustne bolværk på Frederiksø, hvor luften genlyder af bjæffende måger, hammerslag og en højtryksspulet stråle, der rammer et skibsskrog. Det bløde lys finder også vej ud til den grønne bydel Christiansminde i Svendborgs sydøstlige udkant og ind gennem de høje sprossede vinduer i Galleri DGV, hvor et midaldrende ægtepar diskuterer dryp­stregerne på et maleris kanter.

”Tror du ikke, det er tilfældigt? Det er bare løbet,” siger manden i de vinrøde bukser.

”Nej, det tror jeg ikke, det skal se sådan ud,” siger kvinden med det brune pagehår.

De studerer kunstneren Lars Nørgårds energisk kolorerede billeder, der for tiden er udstillet i den hvide, træbeklædte bygning, der ligger majestætisk på en skråning med udsigt over sundet. 

Villa Tårnborg, som huset hedder, er en af tre pragtvillaer, som Weber-familien engang lod opføre. Familieoverhovedet Theobald Christian Weber havde grundlagt sin formue på minedrift i Grønland. I 1866 flyttede han fra København til Svendborg med sin kone og otte børn og købte park- og skovområdet Gl. Hestehave i byens vestlige udkant, hvor han slog sig på frugtavl. De tre villaer Tårnborg, Svea og Bella Vista blev bygget til den voksende familie. 

Efter Theobalds død i 1886 overtog børnene og børnebørnene ledelsen af frugtfirmaet og udvidede i 1924 med et mosteri, angivelig Danmarks første, der leverede til blandt andre Christian X. 

Men i løbet af 40’erne begyndte indtægterne at falde, aktiviteterne blev solgt fra, og kommunen købte ad to omgange det meste af området. Villaerne kom til at stå tomme og forfaldt, men i 2008 blev Villa Tårnborg købt af Halberg-familien, en af Danmarks 100 rigeste, der er mest kendt for pibe- og rulletobakmærket Mac Baren. De rev de dele ned, der var i dårligst stand, men genopbyggede huset i den oprindelige stil og har blandt andet nænsomt bevaret dets spidse tårn.

”Det er ikke ualmindeligt, at folk snapper lidt efter vejret, når de træder ind hos os. Det er en drivkraft for mig at arrangere udstillinger i den ramme,” siger Lise Lotte Honoré, der er i sort tunika, sorte bukser og sorte løbesko.

Hun har drevet Galleri DGV i Villa Tårnborg, siden Henrik Halberg i 2012 spurgte hende, om hun ikke havde lyst til at bruge lokalerne til en udstilling. Hun havde allerede drevet sit galleri i et centralt beliggende byhus i Svendborg i små 15 år, men Henrik Halberg, der indimellem købte malerier hos hende, mente, at hun måske havde lyst til at prøve nogle lokaler med lidt mere schwung. Som hun siger:
”Det var en once in a lifetime-mulighed.” 

En solbrændt mand med granitgråt, italiensk-afslappet hår og Armani-træningsjakke kommer ind på Lise Lotte Honorés kontor.

”Må jeg godt låne dig nede i kælderen?” spørger han hendes assistent, en yngre kvinde med mørkebrunt hår og olivengrøn kåbe. Hun rejser sig fra sin MacBook og følger den potentielle kunde ned i magasinet, hvor der er mange flere værker at bese end dem, der hænger i udstillingen.

”Huset her har givet mig en mulighed for at tiltrække nogle andre kunstnere og et andet publikum. Det er ikke ualmindeligt, at vi har 100 gæster til vores ferniseringer. Det er ret godt, når man ligger i udkanten af Danmark,” siger Lise Lotte Honoré, der er uddannet speditør, men i 1998 kastede sig ud i at drive galleri. De første år tænkte hun ofte, at det ville være nemmere at følge sit kald i København. Men de dage er forbi, siger hun:

”Når jeg arrangerer udstillinger, tænker jeg mest på, hvad jeg selv brænder for, og det er den måde, jeg har opbygget vores profil. Vi er ikke så hippe og vilde. Men det skal man heller ikke være i provinsen.”

Villa Tårnborg har givet Lise Lotte Honoré højere husleje, men også helt andre udstillings-dimensioner: ”Jeg føler, vi er et godt sted.”

I BEGYNDELSEN AF 70’erne ville mange væk fra rotteræset, de dårlige boliger og forureningen i Danmarks største byer. En af dem var Peter Michaelsen, der ikke kom ind på Blaa­gaard Seminarium i København og skulle finde sin plan B. En ven var flyttet i kollektiv i Vejstrup Ådal og lokkede med grønnere græs og Skårup Seminarium, der lå mellem Svendborg og Vejstrup på Sydøstfyn. Og i 1971 slog han til.

”I efterdønningerne af 60’ernes hippietid ville mange ud at dyrke deres egne gulerødder og finde fri natur, fri kærlighed og fri hash. Et motto dengang lød: ’Ud af by’n – tag til Fyn’. I Svendborg havde man både skov, marker og sundet lige rundt om hjørnet,” siger Peter Michaelsen, der i dag arbejder som skuespiller og instruktør og er formand for foreningen, der hvert andet år afholder festivalen ’Svendborg Dage med Brecht’, en fejring af den berømte tyske dramatiker, der på flugt fra Nazityskland boede i et stråtækt Svendborg-hus i årene 1933-39.

Peter Michaelsen blev færdiguddannet fra seminariet, men kom aldrig i gang med at arbejde som lærer. I stedet blev han engageret i det politiske BaggårdTeatret. Teatergruppen var startet på amatørplan i 1962, og i løbet af 70’erne blev den professionaliseret og turnerede flittigt i Danmark og nåede også til både Cuba og Japan. Men i Svendborgs højere kredse kneb det med aner­kendelsen. For eksempel når teatret søgte penge hos kommunen – efter fra scenen at have antydet, at den socialdemokratiske borgmester Viggo Schultz havde korruptionsproblemer.

”Så blev han meget fortørnet. Han sagde, at man ikke kunne komme og bede med den ene hånd, mens man skældte ud med den anden. Desuden var vi nogle amatører fra København. Og han ville have kvalitet,” fortæller Peter Michaelsen over en fadøl serveret i en gulkalket, brostensbelagt gård i den vestlige ende af gågaden Gerritsgade. På butiks- og forlystelsesstrøget kæmper tøjstativer om flisepladsen med restaurationslivets rustfrie stålmøblementer, varmelamper og brogede markiser med Albani-logoer og med grupper af grånende sensommerturister, der drikker skummende øl i eftermiddagssolen.

I huset med den gulkalkede gård ligger i dag burgercafeen Mauritz, der har filialer flere steder på Fyn, men i 70’erne husede bygningerne Den Røde Højskole, der var berømt eller berygtet, alt efter politisk observans. På skolen, der blev startet i 1972 af en håndfuld VS-aktivister med rod i Hellerup-kollektivet Maos Lyst, kunne man op gennem 70’erne og 80’erne for eksempel tage Sovjet-kurser eller følge et BZ-kursus, hvor man skulle ”diskutere oprøret” og blev forberedt på, hvordan man skulle optræde over for politiet under aktioner. 

PET aflyttede i perioder højskolen, og i 1979 forsøgte man også at infiltrere den for at undersøge, om der var forbindelse til østblokdiplomater og terrororganisationer. Men PET’s kilde forlod højskolen allerede på sin første dag. Han havde genkendt en gammel skolekammerat blandt eleverne og var bange for at blive afsløret.

FYN PÅ DEN

Antallet af københavnere, der flytter til Svendborg, stiger støt år for år. Der er ikke tale om astronomiske tal, men i 2018 havde byen en solid gevinst, da 388 københavnere valgte at udskifte dyre lejligheder og tæt trafik med Svendborgs sydlandsk kuperede, krogede bymidte og grønne udkant, mens 293 var flyttet den anden vej. Af et bosætningsstrategi-papir fra Svendborg Kommune fremgår det, at Vester Skerninge Friskole vest for byen har børn med postnummer i København skrevet på ventelisten.

I det hele taget oplever byen en uforholdsmæssigt stor repræsentation af den kreative klasse, som nogle sociologer bruger til at betegne folk, der arbejder med for eksempel kultur, IT, arkitektur og ledelse, og som generelt søger mod de største byer.

I en undersøgelse fra Copenhagen Business School fandt forskere i 2006, at regionen omkring Svendborg efter København og Aarhus var den i landet med den tredjestørste andel af ’kreative’ i arbejdsstyrken, nemlig 38 procent.

PETER MICHAELSEN har flere gange fejret 1. maj på Den Røde Højskole, men var ellers ikke en del af den. Han havde gang i sit eget oprør. Efter at Danmark 2. oktober 1972 stemte sig ind i EF, stiftede han og nogle ligesindede i 1973 protestbevægelsen Befri Fyn, der skulle udgøre et alternativ til den fælleseuropæiske kapitalisme. Navnet var valgt lidt for sjov og skulle ikke opfattes militant. Men de unge mennesker var dybt alvorlige omkring projektet, der blev realiseret igennem kollektivsammenslutningen 2. Oktober, hvor man skulle dele tøj og økonomi og kunne rotere mellem de forskellige arbejdspladser, man ville skabe. 

”Vi ville bosætte os, dyrke landbrug, lave teater, åbne spillesteder og publicere avis, og når vi havde vist, hvordan det hele fungerede, skulle det brede sig som ringe i vandet,” siger Peter Michaelsen.

For at det kunne fungere, måtte der rejses en halv million kroner. Nogle af medlemmerne havde kontakt til et udslusningssted i Skanderborg, hvor de skaffede mange af kollektivisterne arbejde, der blandt andet gik ud på at hjælpe narkomaner på afvænning. For pengene købte gruppen syv ejendomme på Fyn og Langeland, hvor de kunne bo og arbejde. De iværksatte en avis, et gartneri, et kooperativ for socialarbejdere, en bogcafé og et vaskeri, der blev til byens mest omtalte spillested og snart måtte finde større lokaler. I 1979 åbnede stedet som Kloster Moster. 

”Det skulle være verdens venligste værtshus. Og musikerne elskede at komme der,” siger Peter Michaelsen, der på det tidspunkt ikke længere selv arbejdede for 2. Oktober, fordi han ønskede at bruge al sin tid i Baggård­Teatret, der ikke var en del af kollektivbevægelsen. Men han husker, at svenske Björn Afzelius indspillede en plade på Kloster Moster, og at aarhusianske TV-2 selv anmodede om at lancere deres debut-lp ’Fantastiske Toyota’ på Kloster Moster i 1981.

”De havde nogle persienner hængende ned foran scenen, udtrykket var lidt distanceret. Jeg syntes, det var lidt krukket.”

”Den kultur, vi arbejdede for på trods, er blevet integreret og får nu støtte. Man siger, at der er 750 koncerter om året i Svendborg, og kommunen vil give startkapital til et nyt teaterhus,” siger Peter Michaelsen.

DA MEDLEMMERNE efterhånden blev trætte af at deles om alting og faldt fra, da de fik lyst til at stifte familie, gik 2. Oktober i opløsning, husene blev solgt, og i dag findes kollektivet kun som en fond, der donerer til folkeligt mobiliserende socialistiske projekter.

Der ligger nu en Heidi’s Bier Bar i lokalerne, hvor Kloster Moster med enkelte tidligere kollektivmedlemmers kraft fortsatte indtil 1990. Men BaggårdTeatret eksisterer endnu, fra 2006 endda som lokalstøttet egnsteater. Og da Ole Hjort i 1987 forlod sit job som forstander på Den Røde Højskole, stiftede han ’Skolerne i Oure’ lidt vest for byen, en institution, mange svendborgensere stadig bryster sig af. 

Så hvor er oprøret i Svendborg i dag?

”Jeg ved sgu ikke, om der er så meget oprør,”  griner Peter Michaelsen.

SKULDER VED SKULDER med Frederiksøs store blå dok ligger der en lidt mindre, grå og slidt flydedok, der blev fremstillet i Lübeck i 1937. Under krigens afslutning endte den i Danmark, hvor den forblev som en slags krigsskadeserstatning og holdt til i København og Gråsten, inden den kom til værftet i Marstal, hvorfra den i 2018 blev købt af Petersen & Sørensen Motorværksted A/S – og blandt andet blev puffet til rette på sin nye plads i Svendborg Havn af slæbebåden Duddi, som de seneste 10 minutter har ligget lydløst ved siden af de to dokke på det grønne Svendborgsund.

En hvid Bay­liner med navnet Juliet glider forbi på højre hånd. Men ingen delfin.

”Det er mærkeligt, den ikke dukker op,” siger Poul Sækmose.

Så tænder han motoren og vender båden. 

”Jeg går tilbage igen. Så må vi håbe, det kan passe den.”

Han fører Duddi hen mod Svendborgsundbroens betonpiller. Mere end 30 meter højere oppe drøner bilerne mellem Svendborgs vestlige udkant og Tåsinge. Broen markerer grænsen for, hvor langt Delle gider bevæge sig fra sit tilholdssted længere inde i havnen. 

Poul Sækmose stopper Duddi tæt på broen. En brun skygge kommer flydende til højre for skibet. Det er bare et bundt blæretang. Duddi ligger og vugger lidt. Så vender Poul Sækmose båden og trækker et halvmåneformet kølvandsspor hen over midten af sundet. 

På venstre side af båden dukker noget lysegråt op på en bølgetop. En mågefjer, viser det sig. 

”Det er ikke hvalsafari med garanti,” griner Poul Sækmose.

NOGLE MENER, at det var med hippierne, problemerne rykkede ind i Svendborg. En anden historie, man hører, handler om en gruppe pakistanere engang i 80’erne, der havde gode forbindelser og en god pris på deres varer. Hvad udspringet end var, behøver man ikke at opholde sig længe på Svendborg Station for at iagttage udbrændte blikke, lidt for hastige skridt, håndflader, der mødes for at udveksle små poser, og folk, der udelukkende kommer for at bruge toilettet og kommer ud igen som forvandlede.

Svendborg har et stofmiljø, men det er betydelig mindre hårdt end i Odense, hvor det er præget af indvandrerbander og ­rockere. Alle kender alle i Svendborg, og folk tager vare på hinanden. Selv de, der har det aller­dårligst, mener personalet på værestedet Stenbruddet, som ligger i et lavt baghus på trafikerede Vestergade, og som man når frem til ved at passere forbi værtshuset De Tre Musketerer, der reklamerer med en slags abonnementsordning, hvor man kan få én øl hver eneste af månedens dage for 100 kroner.

Inde bag Stenbruddets sobre, hvide gasbetonfacade lugter der af kaffe fra køkkenet og vaskepulver fra vaskerummet. Billardbordet i opholdsrummet står ubenyttet. På bordene udenfor i den flisebelagte gårdhave svømmer cigaretskodder rundt i magnum-askebægrene efter en regnbyge tidligere på dagen. Det er en død dag på værestedet, men kortvarigt bliver den afbrudt af en hurtigsnakkende eks-misbruger, der er flyttet til Svendborg fra Jylland for at lægge afstand til fristelser og dårlige minder, og som skal nå til et møde om noget retshjælp. 

”Jeg har det med at tage tingene meget tungt,” siger Karoline Færing, der blandt andet forsøger at få et bedre liv med borderline gennem adfærdsterapi.

MANGE FLYTTER TIL Svendborg, fordi de har hørt, at det er en god by at bo i, hvis man er i krise. En af dem er Karoline Færing, der har kraftigt farvet rødt hår og markerede skuldre. Hun har boet i København, hvor hun ville uddanne sig til kosmetolog, men havde dårlig selvtillid og blev overvældet over ansvaret, man står med, når man skal hjælpe en kunde med hendes negle, hud eller hår, så hun gennemførte ikke uddannelsen og fik bagefter sværere og sværere ved at passe sit arbejde i en tøjbutik.

I dag er hun diagnosticeret med borderline og er i gang med et såkaldt ressourceforløb, hvor det skal vurderes, om hun kan passe et fleksjob, eller om hun kan få en førtidspension.

”Jeg vidste godt, at jeg havde problemer. Men de var ikke så gode til at hjælpe mig med at finde ud af, hvad der var galt, i København,” siger Karoline Færing.

Mens hun venter på afgørelsen, er hun glad for at have Stenbruddet at smutte forbi, når hun savner nogen at snakke med, eller når hun får lyst til at bruge hænderne og går en tur i keramikværkstedet. Men hun drømmer stadig om at flytte tilbage til København:

”Der er så mange muligheder. Så mange ting at lave.”

Steen Hansen kommer ind med et mundbind hængende om øret og den gråstubbede kæbe blottet – bindet er for varmt, synes han – og hilser på personalet, mens han slår sig ned i en stol i gårdhaven. Han er ikke imponeret af byen, hvor han er født.

”Jeg kan godt forstå, folk synes, den er sjov og hyggelig, men jeg kalder den lille skod-Svendborg! Her keder jeg mig, men i København, hold da kæft, der skete hele tiden noget. Du skulle bare gå ned på gaden,” siger Steen Hansen, der blandt andet arbejdede som flyttemand og dørmand, mens han boede i København.

En eftermiddag, hvor han var på vej til en FCK-kamp, ringede han til sin kæreste, der syntes, han lød brølende beruset. Han havde ikke drukket noget endnu, men syntes godt nok, han havde det lidt underligt. Han valgte at tage på stadion alligevel, og først næste dag søgte han lægehjælp. Det viste sig, at han havde haft en hjerneblødning. Dem har han siden fået tre flere af, og i dag lider han af virus på balancenerven. For et par år siden fik han tildelt et værelse på forsorgscenteret i Svendborg, der ligger på den anden side af gården fra Stenbruddet. I dag er han flyttet i sin egen lejlighed.

”Vi svømmer over af druksteder i Svendborg, så det første stykke tid efter jeg flyttede ind på forsorgscenteret, gik jeg på værtshus hver dag. Men nu er det halvandet år siden, jeg sidst drak.”

”Før jeg flyttede til København, var jeg en slagsbror og omgikkes rockere,” siger Steen Hansen, der nu er tilbage i Svendborg.

SMUGLERSMØGER, SPRUT OG SLIK

Havner du til selskab i Svendborg, er der chance for røverhistorier om smuglergods bragt hjem fra Tyskland i egen båd eller med færge.

Det opdagede Nils Valdersdorf, der selv er fra Odense, da han i 2011 fik arbejde på Svendborg Museum: ”Jeg har endnu ikke mødt nogen ­hernede, der ikke har en personlig relation til det. Mange af dem, jeg interviewer, har ikke behov for at være anonyme. De har alligevel fortalt historierne så mange gange nede i sejlklubben. Smugleri til almindeligt forbrug, for sportens skyld, og hvor du måske snyder toldvæsenet på en sjov måde, er ikke bare i orden, men noget, man praler af. Den fortælling, vi har, om at danskerne har tillid til staten og er lovlydige, har behov for en nuance,” siger Nils Valdersdorf, der er i gang med en ph.d.-afhandling om smugleriet i Det Sydfynske Øhav fra 1850 til 2000.

Det var mest udbredt i 1960’erne og 1970’erne, og med EU’s harmoniserede prisniveau er det næsten forsvundet. Alligevel kunne politiet i 2007 oprulle et smuglernetværk på Langeland og fylde to lastbiler med cigaretter, spiritus, slik, øl og vin. Bagmanden, Steen Tobak, hedder i virkeligheden Steen Hougaard Frederiksen og var dengang næstformand for Dansk Folkeparti på Langeland.

LIDT LÆNGERE OPPE ad gaden fra Stenbruddet, i den mere anonyme nordvestlige ende af Svendborg, ligger Radio Diablo i praktisk forlængelse af Svendborg Storcenter og dets mange parkeringspladser.

I et studie står Søren Nørgaard i koboltblå poloskjorte foran mikrofonen. Med den ene hånd skruer den 29-årige journalist på mixeren, med den anden, gestikulerende hånd hakker han huller i luften. Stemmen giver han lidt ekstra luft og varme, mens han fortæller lytterne, at det var Jada, der lige sang nummeret ’Nudes’.

”Senere skal vi tale om normaliserede åbningstider på Langeland Bibliotek. Her får vi lige Black Eyed Peas med nummeret ’I Gotta Feeling’,” siger han, inden han skruer ned for sin egen stemme og giver sig til at synge med på monsterhittet.

Det er fredag eftermiddag på Radio Diablo, der dækker hele Sydfyn med øer, og studieværten holder humøret højt, mens han serverer en blanding af musik og lokale nyheder.

Kanalens ejere sikrede sig sidste efterår den meget omtalte plads på DAB-båndet, som Radio24syv også havde udset sig. Den plads, hvor Radio Loud i dag prøver at tiltrække unge lyttere, men hidtil kun med ringe held. 10.000 ugentlige lyttere har der været, da bølgerne gik højest i august måned, men de fleste uger er der så få af dem, at Kantar Gallup runder ned og tildeler Loud 0 procent af den samlede radiolytning i Danmark. Selv om mange kritiserer Loud, peger andre på, at det er en svær opgave at få unge til at lytte, når de ikke ejer DAB-radioer.

”Det lyder jo åndssvagt med et ungdomsformat på DAB. Men alternativet er, at vi ingenting laver for de unge, og så mister vi dem med sikkerhed,” siger Danny Fobian, der er programchef hos Radio Diablo, og som er den slags menneske, der har svært ved at undertrykke et bredt smil. 

I tropisk blomstret t-shirt tager han imod i et mødelokale på Diablo-redaktionen og fortæller , at han ikke selv arbejder for Loud, men føler en andel i at have fået udbuddet til Vestergade i Svendborg. Og han forstår ikke, at det kom så meget bag på størstedelen af mediebranchen, at den mere ukendte udfordrer løb med udbuddet for næsen af Radio24syv. Men så meget desto mere tilfredsstillende er følelsen:

”De grinte af os, de troede, vi var fra provinsen og idioter. Men vi fik dem,” siger Danny Fobian, mens smilet vokser sig endnu bredere.

”Vi har lavet 16 arbejdspladser. I en lille by som Svendborg er det sgu meget,” siger Danny Fobian, programchef på Radio Diablo, Svendborg-kanalen, der vandt udbuddet på Radio Loud. Til højre journalist Søren Nørgaard.

DANNY FOBIAN er selv flyttet til byen sammen med sin kone Pruksa, som han mødte under et ni år langt ophold i Thailand. Her sendte han som programchef på den Pattaya-baserede kanal Kiss FM, en musikbaseret radio tiltænkt expats – med speak på både engelsk, russisk og thai. Men da militærkuppet var på vej i 2014, besluttede parret at forlade Thailand i en fart.

Så stod Danny Fobian i Danmark uden job og uden penge på lommen, men en kontakt vidste, at de søgte sådan en som ham hos Diablo. Mange venner i københavnsområdet ynkede ham, da han fortalte, at han flyttede til Svendborg. Men efter seks år i byen, som godt nok ikke er helt så livlig som Pattaya, er han kommet til at føle sig hjemme. I højere grad end han nogensinde følte ejerskab over Frederiksberg, hvor han er opvokset:

”Jeg elskede Frederiksberg, men var ligeglad, hvis folk talte grimt om kommunen. Hvis folk siger noget om Svendborg, så får jeg lyst til lige at rejse mig op. Jeg føler bystoltheden.”

Da Radio Loud skulle til at gå i luften, oplevede Radio Diablo en internethetz, der endte med, at kanalen en overgang lukkede ned for kommentarspor på sine sociale medier. For eksempel fik kanalen mange angreb, efter at en Svendborg-kok havde været i studiet for at tale om højtidsmenuer på sin restaurant. 

”Så begyndte 24syv-troldene. Det var virkelig ulækre ting, de skrev: ’Der skulle de fandeme ikke spise’ og ’Kan han få kanylen ud af armen’,” fortæller Danny Fobian. På et tidspunkt fik han nok af henvendelserne og begyndte at slå folk op, ringe til dem og bede dem om at lade Radio Diablo være. Som regel var de digitale kritikere undskyldende eller mundlamme, når de blev konfronteret telefonisk.

”Jeg kan ikke være med til, at mine gæster og værter bliver generet. Det er helt ude af proportioner,” siger Danny Fobian. Næsten uden at smile.

Bandet Shred. Fra venstre bassist Benjamin Gedde, leadguitarist Rasmus Hjortebjerg og rytmeguitarist Sebastian Philip Rafn Møller.

LEADGUITARIST Rasmus Hjortebjerg og rytmeguitarist Sebastian Philip Rafn Møller holder hinanden med selskab igennem et distortion-vrængende akkordforløb. Så stikker leadguitaristen af og hiver en klagende solo ud af sine strenge. Trommeslager Sebastian Bergmann griber og tvinger ham ned i knæ og op i tempo med en maskingeværsalve fra stortrommen. Leadguitaristen får lov at hvile fingrene et par takter, mens bassist Benjamin Gedde holder groovet med fortænderne plantet i underlæben. Så driver koklokker nummeret fremad igen.

Det er tidlig fredag aften i den gamle sortgule bindingsværksgård Ribers Gård, der ligger i gågaden skråt over for byens rådhus og rummer spillestedet Harders. Bandet Shred er i gang i et af de tilhørende øvelokaler. Shred, der denne aften ikke har sin forsanger med, fordi han er syg, spiller med egne ord ’stram hard rock’. Nogle gange lyder det lidt som Guns N’ Roses og AC/DC og indimellem som Dizzy Mizz Lizzy.

”Vi opfinder ikke den dybe tallerken. Men vi viser den frem. Og det er en flot tallerken,” spøger Benjamin Gedde, der har  intense blå øjne og maori-agtige træpiercinger i ørerne.

Væggene er sortmalede. Nogen har tegnet et hoved på en stage. Men det er ikke Shreds valg, at lokalet skal være så dystert, det er et af de andre bands, der bruger det, der har stået for udsmykningen.

”Vi ville gerne have det malet hvidt, det er så mørkt og trist,” siger trommeslager Sebastian Bergmann med den glinsende mørke pandelok, bandets udadvendte omdrejningspunkt, der elsker Rammstein, er uddannet sælger og har arbejdet nogle år i Elgiganten i Hillerød, men rejste tilbage til Svendborg lige inden forårets corona-lockdown. Nu er han arbejdsløs.

Sebastian Bergmann tæsker trommer.

SHREDS HISTORIE på Svendborg Ungdomsskole, hvor et par af de nuværende medlemmer mødte hinanden, da de var 15-16 år gamle, og det stadig kun var forbilledernes covernumre, de spillede. I 2013 begyndte bandet at lave sine egne numre, men rytmen har været ujævn på grund af en hel del udskiftning siden. En af dem, der er kommet senere til, er den nyklippede rytmeguitarist Sebastian Philip Rafn Møller, der ved siden af sit job i den lokale McDonald’s spiller i et andet band ud over Shred:

”Det er ren pop, så det er en sjov kontrast til det her.”

”Jeg talte til hans samvittighed, jeg fortalte ham, at han burde spille noget rock,” griner Sebastian Bergmann, mens musikerne – med undtagelse af rytmeguitaristen – får sig en smøgpause i Harders’ brostensbelagte gård.

De mindes deres hidtidige højdepunkt tilbage i 2017, hvor Shred varmede op for D-A-D i Odense Idrætshal. 

”Det var vildt,” siger bassist Benjamin, der er søn af en klassisk guitarist og selv har spillet både violin og klaver som barn, inden han kom på ungdomsskole og faldt for bassen.

”Der var rimelig god fart på dengang,” siger trommeslager Sebastian.

I løbet af nogle år varmede bandet op for Carpark North og The Blue Van og klarede sig godt i flere konkurrencer, blandt andet Emergenza for usignede og upcoming bands, hvor de kom til finalen på Vega i København. Alligevel har Shred endnu intet debutalbum. Lige nu har de indspillet otte numre, der for så vidt snart er klar. Men i skyggen af corona er det lidt svært at regne ud, hvornår det er opportunt at udgive den.

”Vi har faktisk ikke snakket det igennem, men jeg og vores producer tænker, at det er bedre at vente til engang næste år, så vi kan komme igennem alt det her,” siger Sebastian Bergmann.

”Så længe vi ikke ligefrem taber penge på det, tager vi imod de fleste invitationer,” siger Rasmus Hjortebjerg, der tjener sine penge som murer:

”Vi vil så gerne være med til at sætte Svendborg på kortet. Vise, at vi er mere end den der lille sydfynske by. Vi har sindssygt meget kultur. Sindssygt meget musik,” siger han.  

Højest på live-ønskelisten ligger den københavnske festival Copenhell.

”Det kunne være fedt at spille dér,” siger Benjamin Gedde.

”Ja, mand!” tilslutter Rasmus Hjortebjerg sig.

Sebastian Bergmann topper:

”Det kunne være det vildeste.”

DUDDI HAR LIGGET på sundet i tre Delle-løse kvarter.

”Man ve’ aldrig, hvornår den kommer op af dybet. I går var den med hele vejen på vores sejltur. Men den gi’er åbenbart ikke i dag,” siger Poul Sækmose og styrer Duddi mod kajpladsen. 

Pludselig kløver en blågrå rygfinne vandoverfladen 30 meter foran båden. Så forsvinder den igen, men man kan se en skygge under vandet, der bevæger sig mod os, dykker under båden og forsvinder. 

Poul Sækmose vender slæbebåden igen og sejler ud i sundet for at lokke den til at svømme med. Den dukker op og svømmer under vandet langs bådens venstre side som en sølvtorpedo, indtil den forsvinder igen. 

Poul Sækmose hujer:

”Nu følger den os!”

Vi spejder forgæves nogle minutter. Da den næste gang skyder op af vandet, er den så nær ved, at man kan mærke skumsprøjtet fra blåsthullet, dens næseåbning i panden, og se dens smilende underbid. Maven er hvidlig og fuld af ridser som et godt brugt skibsskrog. 

Øresvinet giver sig nu til at zigzagge rundt om båden og dykke under den fra alle kanter. Så kommer den springende op lige bag os, letter fra vandoverfladen og svæver i luften i en sky af vanddråber. Hovedattraktionen i sit eget delfinarium. Inden den rammer vandet igen, hænger den selvtilfreds dér et øjeblik. Lille nok til at være nuttet. Stor nok til at lave et plask.

Det er efterårsferie, og tusindvis af danske skilsmissebørn skal ud og rejse på kryds og tværs af landet og mellem gamle og nye familier. Laura Benedicte Petersen ser tilbage på sin barndoms splittede jernbaneliv og krydser sine spor.
Tekst:Laura Benedicte PetersenFoto:Colourbox, Privat

VISSE TING ændrer sig aldrig. En lun og mild eftermiddag på vej til Aarhus Hovedbanegård har jeg det alt for varmt i min lange dunjakke. Trods mange års øvelse som rejsende skilsmissebarn har jeg aldrig lært kunsten at pakke let, så tyngden fra weekendtasken bidrager til et lokalt regnvejr ned ad ryggen. Lettere irriteret over min høje kropstemperatur og med syv minutter til afgang løber jeg over fodgængerfeltet, hvorefter jeg krydser den lille anlagte stenhøj, som er placeret foran indgangen ved Banegården, som den blot kaldes i Aarhus. Jeg smiler af mig selv, da jeg opdager, at jeg løber hen over stenhøjen. Det er, som om min krop er kodet til at gøre det. Som barn troede jeg, at det betød held at krydse den. Min mor accepterede kærligt min overtro, og selvom vi kom fra en anden retning eller var sent på den, som jeg er nu, plejede hun smilende at vente ved hovedindgangen, mens jeg løb ud og ud­øvede mit ritual. Hendes ene hånd var rakt mod mig, og hendes lange fingre viftede i retning mod afgangshallen, når jeg kom drønende tilbage fra stenhøjen.

JEG SÆTTER tempoet lidt ned, da jeg kommer ind i ankomsthallen, og bevæger mig målrettet mod sporene. Uden at sagtne farten kaster jeg et kort blik på informationsskærmene. Jeg er på rette vej mod spor 2 – som sagt, visse ting ændrer sig aldrig. Jeg vipper mobilen op af lommen – der er tre minutter til afgang. Jeg får pulsen lidt ned, da jeg træder ud på rulletrapperne. Toget holder allerede på sporet og brummer. Perronen er tom bortset fra en høj mand i uniform. Han får øje på mig og holder blikket stift rettet mod mig. Han blinker ikke, men en fløjte vibrerer mellem hans læber. Jeg tager nogle store skridt ned ad rulletrappen, og med et forsigtigt smil forsøger jeg at bløde hans blik lidt op. Øjenkontakten gør, at jeg er tæt på at træde forkert. Jeg slår hurtigt blikket ned mod mine fødder og hopper ind i den forreste vogn, idet han løfter armen og puster så voldsomt i fløjten, at det ser ud til, at selv hans øjenbryn får et chok. 

JEG ÅBNER jakken og går mod skydedøren til venstre. Jeg har ikke købt pladsbillet, men før jeg når at vifte med hånden foran døren, kan jeg skimte en ledig vinduesplads. Jeg kaster tasken op på hylden og glider hen forbi første sæde. Jeg sætter mig, tager armene ud af jakken og slår armlænet ned. Den velkendte duft af varme togsæder og togets tomgang hænger stadig i luften i den fyldte vogn. Lige siden jeg selv har skullet betale mine togbilletter, har jeg rejst uden pladsbillet. Selvom det kun drejer sig om 30 kroner, føles det som en luksus, der er forbeholdt fortiden. En luksus, hvor pladsbilletten i de første par år havde et nummer i kupeen på 1. klasse. 

Dengang fik jeg et Wendy-blad og tre stykker tyggegummi i hånden –formet som små vandmeloner – inden jeg steg ind i toget på vej til Skagen, hvor min far boede. Min mor kyssede mig hurtigt på kinden og i panden. På den anden side af ruden stod hun og vinkede med en snert af dårlig samvittighed i øjnene. Jeg glemmer nok aldrig det blik. 

Da jeg blev fem år, blev det besluttet af Aarhus Statsamt, at min far ikke længere behøvede at hente mig hos min mor i Aarhus, når jeg skulle tilbringe weekenden hos ham i Skagen. Min mor forlangte, at jeg, i det mindste indtil jeg var blevet lidt ældre, skulle rejse på 1. klasse. Da togene med børneguider kørte så sent fra Aarhus, at jeg først ville være fremme i Skagen omkring midnat, godtog Statsamtet hendes argumentation. I dag synes jeg, at det virker ret komisk at sende en femårig alene på 1. klasse, og jeg ved ikke, om min mor fik dyre vaner på bekostning af min far, eller om hun håbede, at det var mere sikkert og trygt for mig. Det var nok en blanding. 

DER SAD JEG så, hver anden fredag eftermiddag, blandt mænd og kvinder i jakkesæt, der ihærdigt forsøgte at nå det allersidste af ugens arbejde. Jeg tyggede på mit tyggegummi og drak gratis appelsinjuice, mens jeg stirrede på de hurtigt tastende voksne med spidse munde. Jeg så på dem, som var de eksotiske dyr fra Zoologisk Have. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde fik øjenkontakt med dem, jeg var overbevist om, at de nok bedst kunne lide ikke at skulle forholde sig til min tilstedeværelse. Timerne på 1. klasse sneglede sig af sted. Højdepunktet på turene var, når det regnede. Regn betød vanddråber på togruden, og på grund af togets hastighed fór dråberne hen over ruden. Jeg lavede væddemål med mig selv om, hvilken dråbe der ville komme først over på den anden side af ruden. Det lyder måske ikke som noget, der kan slå videoer af katte, der falder baglæns ned fra et træ, eller tåkrummende ’X-Factor’-auditions på YouTube, men vanddråben kunne tage nogle vældig overraskende sving, enten op eller ned eller en helt tredje vej. Selvom jeg troede, at jeg havde udset mig en sikker vinder, var spændingen aldrig ovre, før vanddråben var kommet helt i mål, blev blæst videre langs toget, og et nyt kapløb kunne gå i gang. Sommetider blev der delt chokolade- og vaniljemuffins rundt af kontrolløren, og jeg måtte, som den eneste, tage en til hver hånd. Regndråber på ruden og muffins i maven! Disse togture blev startskuddet på min karriere som DSB-barn.

KVINDESTEMMEN gennem højttaleren holdt mig med selskab. Jeg lærte alle stationerne at kende, og jeg gjorde klar til at mumle med, når jeg hørte den velkendte jingle, der indikerede, at hun snart ville introducere næste station eller byde velkommen til nye passagerer. Hendes stemmeføring var staccato, og selvom jeg aldrig var i tvivl om, at hun var en kvinde, var der noget androgynt over hende – det var svært at visualisere hende. Hun kunne både være kort- eller langhåret, kraftig eller spinkel. Men jeg var sikker på, at hun aldrig mistede sine nøgler eller blev usikker på, om hun huskede at låse døren. Hun virkede ikke uden humor eller varme, det faldt hende bare naturligt at have styr på tingene. I dag minder hun mig om en af mine studiekammerater, der har fuldstændig styr på alle formaliteter, og som helt roligt og overskudsagtigt minder os andre om de deadlines, vi har glemt. Altid lige to skridt foran. Som barn gjorde stemmen mig tryg. Jeg vidste, at kvinden bag stemmen havde styr på det, og i dag kan jeg blive en lille smule misundelig, for jeg har indset, at sådan som hun lyder, bliver jeg aldrig. 

EFTER ET PAR ÅR fik min tid på 1. klasse en ende. Både min fars pengepung og jeg var glad for at kunne slippe væk fra den larmende stilhed og lydene fra tastaturernes klik. Selvom klasseskellet vel er relativt lille i Danmark, var det stort hos DSB. Alt var som forandret, da min pladsbillet tog mig ind i 2.-klasses-­kupeerne. I de første år måtte jeg sommetider krydse kupeen, hvor lightere gik på tur, og der blev pustet røgringe. Det var ikke kun røg, der var i luften – stemningen bar præg af, at folk hyggede sig. De grinede og sugede på skift. Havde det ikke været, fordi mine øjne løb i vand, så snart jeg trådte ind i kupeen, havde jeg holdt af at befinde mig her. 

Efter turen gennem rygerkupeen nåede jeg frem til min plads. Her duftede ikke længere kun af kaffe med mælk og sprødt bagværk som på 1. klasse, men af leverpostejsmadder og sandwich med æg og rejer. Der var krummer på bordene og saft i gamle colaflasker, men vigtigst af alt en behagelig summen af stemmer, der talte med hinanden, og øjne, der gengældte mit blik. Som et helt nyt element på min togtur begyndte de også at tale til mig. Det var lidt overvældende i starten. Jeg husker især en gråhåret dame, der med sine grove hænder sad med noget garn viklet om den ene pegefinger. Hun gjorde store øjne, da jeg fandt min plads ved vinduet over for hende. Uden at se ned på den halvfærdige lyseblå børnecardigan, der var forbundet med garnet om fingeren, begyndte hun: 

”Nå, skal du sidde her? Hvor er det flot, at du sådan skal rejse alene, er det første gang? Er det din mor, der står derude og vinker til dig? Kommer du ikke til at savne hende? Glæder du dig så ikke til at se din far? Har du søskende? Ej, tag du lige nogle af de kiks her, jeg har egentlig ikke godt af det, men man kan jo godt blive lidt lækkersulten på sådan en lang tur, synes du ikke?”

Sådan forsatte hun. Selvom hun svarede på mange af sine spørgsmål selv, satte hun ord på den kompleksitet, som jeg følte over at være nødt til at vinke til min mor for at kunne få et kram af min far. Jeg vidste, at der altid ville være stor afstand mellem dem. Både i psykisk og fysisk forstand. Det var fint for dem, de var ikke gode sammen. Men problemet med afstanden mellem dem var mig. Som alle andre skilsmissebørn før begrebet om ’den lykkelige skilsmisse’ var min sorg over deres separation blevet min evige, ensomme følgesvend. Jeg ønskede dem aldrig sammen igen, men jeg ønskede dem sammen med mig. Når jeg satte mig ind i toget, var det et limbo mellem her og der, mellem mor og far – mellem savn og savn. Jeg var afhængig af toget for at være sammen med dem, jeg var allermest afhængig af. Timerne i toget og fraværet af dem begge var på mange måder det tætteste, jeg kom på at være sammen med dem begge to. De imaginære hænder, jeg konstant følte, hev mig i hver sin retning, men de løsnede grebet, når jeg sad i toget.

UD OVER AT VÆRE et helle var togturen nærmest et ritual for mig. Den gjorde mig klar til den nye konstellation, der ventede på den anden side af togruden. Aalborg symboliserede, at jeg nu var halvvejs hjemme, uanset hvilken retning toget kørte. Dér ventede andre regler, søskende og andre dialekter, alt efter om jeg kørte syd- eller nordpå fra Aalborg. Jeg havde ikke svært ved at navigere i det, og jeg tror, at de fleste børn er verdensmestre i at tilpasse sig. Mit tilpasningsgen blev trænet, som var jeg en elitesportsudøver, og i mit ungdoms- og voksenliv har jeg altid følt, at hvis jeg skal tilpasse mig, så kan jeg. At være tro mod sig selv, ligegyldigt hvor man befinder sig, er en svær kunst for de fleste. Men jeg husker følelsen af at stige ind i toget efter en weekend hos min far og gennemgå alle de gange, hvor jeg ikke formåede at sætte ord på mine egne ønsker, fordi jeg troede, at han forventede, at jeg ønskede noget andet. Jeg ville hellere gå på kompromis med mig selv end risikere, at min far skulle få følelsen af, at han ikke gjorde det godt nok. Han så mig jo kun hver anden weekend. Det er den onde cirkel, som forfølger mig. 

Skagen.

AT VÆRE VOKSET op i to forskellige hjem med forskellige forventninger kan også have sine fordele. Begge mine forældre gik ind for mottoet ’Frihed under ansvar’. Da jeg blev teenager og begyndte at feste, fandt jeg dog ud af, at de fortolkede mottoet lidt forskelligt. Hos min far betød det, at jeg skulle være hjemme klokken fire om morgenen, mens det hos min mor betød klokken halv to. Jeg overholdt aftalerne, men tilbragte flere weekender, end jeg plejede, hos min far i den periode. Dengang nævnte jeg ingenting om de andre regler, der herskede, når jeg var hos den anden forælder. Senere fortalte jeg min far om forskellen, og drillende indikerede jeg, at jeg måske havde fået lige lovlig lang snor i forhold til min alder. Først blev han lidt bleg, men kuløren kom tilbage, da han med alvorlig mine fremlagde alle de forskelle, der er på at gå i byen i Skagen frem for i Aarhus. Der er mange, skulle jeg hilse at sige, og jeg fortrød hurtigt, at jeg nogensinde havde bragt det på bane. 

NÅR JEG REJSER i dag, finder jeg stor glæde i at sidde på en fortovscafé og betragte mennesker. Jeg forestiller mig altid, hvad de forbipasserende arbejder med, hvor de er på vej hen, og hvad der optager dem. Jeg genkender glæden fra mine tusindvis af timer i tog. Fordelen ved toget er, at man sidder så tæt på sine medpassagerer, at man får det hele serveret på et sølvfad. De går ikke blot forbi dig. De sidder over for dig. Hvis du er heldig, sidder de der i flere timer, hvilket betyder, at der er gode muligheder for, at hele berettermodellen udspiller sig for øjnene af dig. I starten skal man koncentrere sig. Man bliver smidt lige ind i historien, og de mange informationer og halve indforståede sætninger, som dine hovedroller deler med hinanden, skal du stykke sammen, så du kan få et overblik over fortællingen. Hvem er de i forhold til hinanden?  Hvem og hvad taler de om, og hvorfor reagerer de, som de gør? Jeg har overhørt de mest intime samtaler i et tog. Det er, som om toget bliver forvandlet til en forlængelse af dagligstuen, når man sidder der.

JEG HAR FÅET utallige oplevelser og fået indblik og indsigt i hundredvis af forskellige liv. Nogle af dem var mennesker, der ellers aldrig ville have krydset mine veje, andre kunne have været mine venner, deres forældre eller bedsteforældre. Jeg har hørt en stofmisbruger på vej hjem fra afvænning ydmygt spørge sin ekskæreste, om han kunne få lov til at se sine børn i weekenden. Denne gang var det anderledes, lovede han. Jeg har overhørt kvinder tale om heftige forelskelser og umodne mænd. Kolleger tale om dårlige chefer og intriger på arbejdet. Bedsteforældre om dødsfald og forsinkede tog. Alle fortællingerne har beriget mit liv. De har trænet min sympati og givet mig et større perspektiv på, hvordan livet – også – kan leves. Det er jeg taknemmelig for. Jeg ønsker ikke at kaste et lyserødt skær over min tid som pendlerbarn, og jeg aner ikke, hvordan min barndom havde været uden separerede forældre og togture. Men timerne i toget var uundgåelige for at få den familie, jeg har i dag. De har givet mig en lillebror, en bonusmor og -storesøster. Den gave hverken kan eller vil jeg returnere. 

Laura Benedicte Petersen er 25 år gammel, bor i København og læser Performance Design. Hendes seneste togtur var til hjembyen Aarhus. Hun har altid bøger, avissektioner eller studierelateret læsning med i toget – som aldrig bliver hevet op af tasken.

Ud & Se guider dig til oktobers bedste kulturoplevelser.
Tekst:RedaktionenFoto:Niels Ole Sørensen

SUSET FRA DE SYV HAVE

Han er her ikke mere, men nu kan du tage til Helsingør og genopleve globetrotteren, der måske inspirerede dig til at tage ud at rejse. I Helsingør besluttede Troels Kløvedal sig for at sejle, her lærte han håndværket, og herfra stævnede han ud. Tag med ham, når M/S Museet for Søfart i Helsingør fra 9. oktober viser udstillingen ’Frihedens Værksted’.

Se mere på mfs.dk

PEST ELLER KOLERA?

Der er masser af syge oplevelser, når Statens Museum for Kunst sætter fokus på, hvordan epidemier gennem tiderne har påvirket verden og kunsten. Under titlen ’Intet som før’ kan du følge historiens mange host fra pest, kolera, tuberkulose, aids og corona i SMK’s store samling i Sølvgade i København. SMK afholder også hver onsdag aften indtil 22. november arrangementer, der dykker dybere ned i den smittende kunst. 

Se mere på smk.dk 

MORGENEN PÅ SKINNER

Har du morgenfriske børn? Eller vil du nå flere museer i Odense på én dag? Den første torsdag i måneden åbner Danmarks Jernbanemuseum allerede klokken 9. Der er kaffe i automaten, og det populære minitog kører første tur klokken 10. Tag et kig på de store lokomotiver og flotte vogne, se sneploven fra dengang, der var vinter til, og kig ind i de fire kongelige salonvogne, der alle er udført med udpræget sans for håndværk, detaljer og design. Børnene kan slippe fantasien løs på Børnebanegården – en banegård i børnestørrelse – eller de kan kravle ind i det store trælokomotiv på den store udendørs legeplads. 

Se mere på jernbanemuseet.dk

MØGBESKIDTE MOVES

Corona-tiden har langtfra været en dans på roser, men nu kan du igen trække i dit bedste nat-tøj, sætte håret, øve replikken ”Nobody Puts Baby in a Corner” og svime hen til den kropssvingende romantiske historie om danseinstruktøren Johnny og den unge ’Baby’. Ja, rigtigt gættet, det er ’Dirty Dancing – The Musical’, der efter aflysninger nu ruller sig ud i en luksusudgave med blandt andet Silas Holst, Mathilde Norholt og Karina Frimodt på gulvet. 

Aarhus fra 23. oktober i Musikhuset Aarhus. København fra 4. marts 2021 i Scandic Falkoner.

MED DRØMME OG SAKS

Når nu du har spadseret rundt i Frederiksberg Have og Søndermarken længe nok, og din verden pludselig føles kold og forladt, så drop ind på Bakkehuset, som i begyndelsen af 1800-tallet havde forfatterstjerner som H. C. Andersen, Grundtvig og Ingemann på besøg ved litterære saloner, og hvor du for tiden kan se udstillingen ’Gaver til Kamma’. Designer Amanda Betz har klippet og foldet de 10 værker og ladet sig inspirere af den foretagsomme salonværtinde Kamma Rahbeks egne æsker, breve og blomster.

Indtil 15. januar 2021. Læs mere på bakkehusmuseet.dk/udstillinger

MOJN FRA MARSKEN

Det bør ikke være gået manges næse forbi, at Genforeningen i år fylder 100. Men hvor mange mon forstår ægte ’synnejysk’ – eller for den sags skyld nedertysk og frisisk? Bogen ’Sprog på grænsen’ giver dig alle forudsætninger for at dykke ned i grænselandets sproglige kulturer. Blandt andet kan du lære at synge med, når sanger Rikke Thomsen (fra byen Blans) i nummeret ’Omve’n Hjemve’ synger: ”Når æ it ka ke’n det staj æ engang kål hjem? Omve’n hjemve, det æ hva æ hæ for æ mangle den do var, den do var å it dæ.”

’Sprog på grænsen – Sproch o æ græns’ er udkommet på Modersmål-Selskabet. 

MAGTENS SANDE ANSIGTER

De to mest betydningsfulde kvinder i Danmark, statsministeren og H.M. Dronningen, er ikke nemme at komme tæt på. Og så alligevel. På Frederiksborg Slot i Hillerød åbner Det Nationalhistoriske Museum efterårsferiedørene til en udstilling af fotograf Mads Nissen, der har haft adgang til magtens centrum og portrætterer Mette Frederiksen i de kritiske uger, da landet lukkede ned i marts. Har du smag for royale træk, kan du også – i anledning af H.M. Dronningens 80-årsfødselsdag i år – se en udstilling, der kommer rundt om hendes liv, virke og interesser gennem portrætter, genstande, videoer og scenografier.

Se mere på dnm.dk

Kritikerne kalder epoken ensformig og sjælforladt, men det lønner sig at værdige den et blik, siger Vibeke Andersson, forfatter til et nyt storværk om 1960’ernes arkitektur. Her anbefaler hun tre bygninger, du bør tage ud at kigge på med datidens optimistiske briller.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Roberto Fortuna, Nationalmuseet

DE ER IKKE til at komme uden om. Vi spadserer blandt dem, bor i dem, arbejder i dem og køber ind i dem. De blev udtænkt i en nedslidt efterkrigstid, hvor landet manglede boliger, byggematerialer og faglærte murere. Så staten satsede på industrielt byggeri, og entreprenører og producenter af betonelementer fik travlt med at holde trit med ordrebogen. I dag står de almene boligbyggerier, storcentrene, sportshallerne, museerne og bibliotekerne over hele landet og minder os om den forhåbning, der skabte dem, og om det løft, de gav dengang i 60’erne. Som et levende monument over velfærdssamfundet. Men ifølge Vibeke Andersson, kunsthistoriker på Nationalmuseet og forfatter til bogen ’Dansk arkitektur i 1960’erne’, glemmer vi ofte at se dem som sådan og lægger ikke mærke til dem som andet end grå beton .

”60’erne er på mange måder et udskældt årti. Folk kalder dets byggeri monotont og anonymt,” siger hun.

”Det er rigtigt, at store, formstøbte betonelementer kan virke mere ensformige end mursten og fuger, som kendetegner tidligere husfacader. Men det er også et lidt unuanceret blik. Når vi taler om kulturarv, er vi vant til at tænke længere tilbage, men 60’ernes bygninger er også kulturarv. Vi behøver ikke at kunne lide dem, men det er vigtigt at se på dem og på den kolossale sociale ambition, de rummer, og lytte til de historier, de fortæller.”

Udsigt fra 15. sal i Høje Gladsaxe. På opførelsestidspunktet blev højhusene kritiseret for at isolere beboerne fra omverdenen. Andre fremhævede herlighedsværdien.

HØJE GLADSAXE

Søborg, opført 1963-68 af arkitekterne Povl Ernst Hoff og Bennet Windinge, Jørgen Juul Møller og Kai Agertoft samt Alex Poulsen

”Et vigtigt stykke danmarkshistorie og et superbt eksempel på velfærdssamfundet i udvikling. Bag gentagelserne i arkitekturen gemmer sig fortællingen om næsten 2.000 kvalitetsboliger til estimeret 7.000 beboere og et lokalsamfund med egen skole, kirke, indkøbscenter, bibliotek og pensionistboliger. De fem højhuse samt flere lavere ligger på et bakkedrag med udsigt over Utterslev Mose. Gå en tur i området, og se på, hvordan de møder landskabet. Set på afstand om aftenen glimter lysene fra lejlighederne som lanterner.” 

BØRGLUM KOLLEGIET

Risskov, opført 1963-67 af arkitekterne Harald Salling-Mortensen og Paul Niepoort

”Man inddrog sociologien i arkitekturen og tænkte i bedst mulige forhold mellem bygning og menneske. Oprindelig skulle kollegiet have ligget i et højhus, men bestyrelsen blev inspireret af nye analyser, der tydede på bedre beboersammenhold i lavere bygninger, og derfor blev resultatet syv sammenhængende blokke, der forgrener sig ud fra en fællesbygning med hver sin korridor. Bygningerne ligger skulpturelt i det grønne græs. Det kan man se, hvis man går en tur rundt om dem. De takkede facader veksler mellem helt lukkede mure og de åbne, hvor vinduerne sidder. Vinduerne er vendt mod solen for at give bedst lysindfald i alle værelser, og det har givet bygningerne deres helt specielle, asymmetriske form.” 

Rundforbihallen, som den bare kaldes i Nærum og omegn, set udefra.

RUNDFORBI STADIONS IDRÆTSHAL

Nærum, opført 1970 af arkitekterne Claus Bremer og Ole Helweg

”Borgerne skulle have et indholdsrigt liv med kultur og sport, og her har man arbejdet kreativt med elementbyggeri i beton. Arkitekterne sammenlignede selv hallens iøjnefaldende foldede skalkonstruktion med en Le Klint-lampeskærm. Det trekantede udtryk fra facaden går igen indenfor, hvor man også har valgt at gøre et motiv ud af de store orange ventilations-tude. Ved opførelsen havde arkitekterne valgt at give belysningen et orange skær, så ingen så blege ud, men alle så ud, som om de næsten lige var hjemvendt fra Mallorca. Det har man siden ændret, og der er kommet mere lys til. Men det er stadig et behageligt rum.”

 

På stranden, i skoven og i storbyen. Landet er fuldt af familievenlige eventyr, hvis du kigger efter. Naturvejleder Tina Noregren viser vej til tre udendørs oplevelser, du skal give dine børn, og inspirerer til, hvordan du åbner deres øjne for naturen.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Privat

1. SKAB MINDERNE

”Allerede fra mine to døtre var i vuggestue og børnehave, tog jeg dem med ud i naturen og forsøgte at finde hemmelige steder, hvor fantasien kunne få plads. På Møn, hvor vi boede, havde vi lige i nærheden en lillebitte lysning i en skov, hvor der stod en stor sten tæt omkranset af træer og buske. Stenen kunne godt ligne en sovende bjørn, så vi kaldte stedet bjørnens hule. Her blev vi ved at komme tilbage. Det er godt at lave nogle traditioner. Og nogle gange skal man turde insistere, selv om ens børn ikke lige gider. Begge mine døtre har været spejdere, men da min ældste blev teenager, mente hun, at nu var hun færdig med naturen. Jeg tog hende med på en fuldmånekajaktur ud for Møns Klint, bare hende og mig. Det er en meget smuk oplevelse at ligge der i måneskinnet. Indimellem blev hun træt i armene, men jeg havde et reb med, så jeg kunne bugsere hende, og jeg havde varm kakao med, som vi kunne nyde på stranden, mens vi holdt en pause. Alligevel måtte jeg næsten tvinge hende med, da jeg ville gentage det de næste par år. For et par år siden skete det magiske, da hun selv spurgte mig: ’Hvornår skal vi egentlig på kajaktur?’ Det viste sig, at jeg havde tilbudt hende et hyggeligt ritual, og i dag taler hun om det som nogle af sine bedste livsoplevelser.”

2. STJERNERNE PÅ HIMLEN

”Alle børn skal have sovet under åben himmel. Det burde stå et eller andet sted. Vi har gjort det hjemme i haven på madrasser, eller vi har gjort det ude i naturen med liggeunderlag og sovepose. I foråret overnattede vi på Lakolk Strand på Rømø, og det er i det hele taget en god mulighed for at overnatte på strande, hvor reglen siger, at det er forbudt at slå telt op.   

Nu glæder jeg mig til efteråret, hvor der i perioder er meteorregn. Men jeg forsøger altid ikke at piske en stemning op omkring det, for det er ikke sikkert, man ser nogen, og så bliver man bare skuffet. Det vigtigste er bare at ligge der og tale sammen, og så ser man måske pludselig et stjerneskud. Generelt er det en oplevelse at være udenfor, når det bliver mørkt. Her i sommer gik jeg og min yngste datter tur på Ulvshale på Møn for at kigge på vilde heste. Da tusmørket sænkede sig, kom ræven ud for at jage, og et rålam fulgte nysgerrigt efter os, selvom dets mor prøvede at få det til at holde sig fra os.”

3. STORBYENS LANDSKABER

”Du behøver ikke at tage til den anden ende af landet for at få en oplevelse. Efter vi flyttede til Fyn, har vi været på de fleste sydfynske øer og pisket rundt i Svanninge Bakker, også kaldet ’De Fynske Alper’. Men for nylig havde vi en fantastisk tur i kano op ad Odense Å. Vi startede ude i Broby og padlede med strømmen. Undervejs kom vi igennem både et tilgroet mangrovelignende landskab, industriområder med fabrikker, lige gennem Odense Zoo og endte i Centrum af Odense. Man kan sagtens finde urbane eventyr.”

Tina Noregren, 42 år. Mor til to. Er uddannet lærer, naturvejleder og kano- og kajak­instruktør. Underviser pædagogstuderende i natur og udeliv på University College Lillebælt.