Indlæg

På sporet af den tabte tid

I hans unge år forvandlede et modeltog julelys i øjnene til bitter familiestrid. Men Theis Berantzino holdt fast i hobbyen, og modeljernbaner blev hans liv og levevej. I dag samles modelfolk af mange slags omkring ham og hans butik. Tag med til Togcenter Gentofte.
Tekst:Emilie EngbirkFoto:Ulf Svane/Copenhagen Archive

UDEFRA KUNNE MAN tro, at Togcenter Gentofte havde drejet nøglen om. Butikken har mange vinduer, men flere står tomme. De gamle Märklin-skilte er falmede, og i vinduet hænger papirer med teksten ”Alt skal væk” – dog også med småt: ”Vi lukker ikke – bare rolig.” Men indenfor er der hele denne mandag eftermiddag kunder i butikken, og med gråligt hår, ternet skjorte og glimt i øjet står indehaveren bag disken klar til at betjene dem. 

I små 30 år har han været medejer af butikken, som er en af blot to tilbageværende i hovedstaden, der sælger modeltog, og fra sin plads bag disken har han stiftet indgående bekendtskab med branchen og dens eksistenser – og opnået en vis kultstatus.

”Det er jeg ligeglad med,” siger Theis Berantzino på spørgsmålet om, hvordan det føles at blive kaldt Danmarks modeltogsekspert nummer ét.

Han tøver, smiler skævt: ”Jeg plejer bare at sige, jeg er sidste generation.”

Det er ikke helt til at sige, om han joker eller er alvorlig, men er han ikke modtagelig for ros, så er han i hvert fald taknemmelig for, at kunderne opsøger ham og spørger ham til råds.

”Det er det, der er vores eksistensgrundlag,” siger han.

STRØMFØRENDE

Theis Berant-zino, 60 år.

Født i Dragør. Uddannet elektro-ingeniør.

Har interesseret sig for modeltog, siden han var to år gammel.

Medejer af Togcenter Gentofte siden 1998.

STAMBORDET I MIDTEN af butikken er kantet ind mellem reoler og kasser i alle størrelser. Bordets ene ende er dækket af åbne kasser med alt fra togskinner til modelbiler og små byggesæt. Rundtom står der stole, hvor stamgæsterne kan samle sig over en kop fra kanden på den lille station overfor, hvor man kan tage kaffe og en kiks, hvis man putter et par mønter i en kop. En mørkhåret, slank mand i lycra-cykeltøj har lige købt et modelskib ved navn Helena og sætter sig ned.

”Jeg er ved at lave en havn,” siger han og præsenterer sig som Carsten. 

To andre mænd omkring bordet nikker, de kender tydeligvis hinanden og hinandens projekter. 

Engang fandtes mange butikker som denne. Nu er de få, men Togcenter Gentofte samler stadig folk, der deler den samme fascination. For modeltog er ikke bare legetøj, men en hobby fuld af perspektiver, mener Carsten. 

”Der er tre slags hobby-togfolk,” siger han. ”Dem, der samler og aldrig tager togene ud af æsken. Dem, der bare vil køre. Og så os, der bygger landskaber. Når jeg er færdig, river jeg det ned og bygger nyt. Ellers bliver det kedeligt,” siger han og fortsætter med at fortælle om sit igangværende projekt.

Derhjemme har han et helt værelse til sit anlæg: ”Med lys i husene og mennesker. Jeg har lavet en kiosk med unge knallerister – og en badescene. Det handler ikke kun om togene. Jeg har bygget vand i havnen, med kraner og det hele. For mig er det helheden, der er det sjove.”

Carsten og de andre omkring bordet mødes flere gange om ugen for at snakke om tog – og alt muligt andet. De bor spredt i hovedstadsområdet og rejser et stykke for at være her.

”Det er man nødt til, for der er kun to forretninger. Den her og en i Vanløse. Punktum. Der er ikke noget lige om hjørnet,” siger en af mændene.

Før i tiden var der mange forhandlere – 10 eller flere, anslår han.

”Det er gået ned ad bakke. De er gamle og dør,” konstaterer han tørt. ”Der kommer ikke mange nye til.”

”Jeg er 54 – og en af de unge,” supplerer en tredje mand, der også hedder Carsten.

Samtalen glider over i en diskussion om modelstørrelser. Der er flere at vælge imellem, hver mand sin favorit, størrelsen er næsten en del af identiteten – og udgangspunkt for drillerier.

”Theis elsker spor 1,” siger en af stamgæsterne med adresse til butikkens ejer.

”Jeg er ikke udpræget til nogen størrelse,” svarer Theis Berantzino med sit skæve smil. 

”Det, jeg ikke kan døje, er producenter, der laver lorteprodukter. Men kunderne vil have dem, så selvfølgelig sælger jeg dem,” siger han uden at uddybe, hvem de underlødige producenter er, mens stamgæsterne griner indforstået.

Københavns Nordvestkvarter set gennem et togvindue.

THEIS BERANTZINO VIRKER selv lidt forundret over, hvordan han endte her. Men hans skæbne blev muligvis beseglet tidligt.

”Jeg var så uheldig, at jeg fik et startsæt af min mor, da jeg var to et halvt år,” siger butiks-indehaveren med et ironisk smil. 

Fingerfærdigheden fik han fra morfaren, som var maskinmester: ”Jeg var helt klart hans yndlingsbarnebarn. Hvad min morfar ikke har lært mig i sin kælder og sit værksted!” 

Faren var anderledes. 

”Han kunne bygge Herlev Sygehus som ingeniør, men ikke slå et søm i uden at ramme sig selv.” 

Ved siden af ingeniørjobbet var faren skakspiller på højt niveau, men som 10-årig fik Theis at vide, at han var for dum til at lære spillet. 

”Så var den ligesom kørt,” siger han tørt.

Sønnens hobby havde faren ikke meget tilovers for:

”Han mente, jeg skulle smide det hele ud. Han så det som legetøj. Han var lynende intelligent og meget lidt pædagogisk. Jeg var født som fars lille ingeniør – og en skuffelse.”

Som teenager ramte Theis det punkt, hvor de fleste unge mænd som ham solgte togene for en knallert – men for ham blev det starten på en konflikt med hans far.

Den kulminerede juleaften, da bedsteforældrene kom med en gave. 

”Min far begyndte at skændes med dem i entreen, fordi de havde købt et tog til mig,” fortæller han. ”De var på vej ud ad døren, før min mor fik ham til at holde op.”

Den aften blev et vendepunkt. Fra han var 15 til 23, talte han ikke med sin far – selvom de boede i samme hus. Først da faren blev syg, nærmede de sig hinanden igen. ”Han fik en dødsdom og åbnede op – men interessen for mine tog kom aldrig.”

Som 20-årig begyndte han at læse til maskiningeniør og senere elektroingeniør, og ved siden af udlevede han interessen for mekanik og elektronik i en modeltogsbutik i Hellerup, hvor man solgte brugte tog i kælderen. 

”I midten af 80’erne skete der en stor ændring i måden, man kørte modeltog på – man gik fra de gamle transformatorer til computerstyrede systemer. Det var helt nyt, og jeg satte mig ind i det.” 

Theis Berantzino blev fast hangaround i butikken og hang på, da butikken lukkede i 1996, og en ven fra miljøet, Rolf Sylvester-Hvid, startede en ny forretning – Togcenter Gentofte – i små lokaler på Gentoftegade 95. I 1998 blev Theis Berantzino medejer, hvilket han stadig er den dag i dag. Ud over Rolf Sylvester-Hvid, der har skrevet bøger om modeltog, men ikke længere er aktiv i butikken, er der en tredje medejer, Knud Jørgensen, der mest er med for at hjælpe økonomisk. Og selvom butikken er flyttet mange gange siden, har de aldrig ændret navnet. I dag ligger butikken i Nordvest, men for stamkunderne er der ikke noget at tage fejl af.

EN GANG GENTOFTE …

Togcenter Gentofte blev grundlagt i 1996 af Rolf Sylvester-Hvid. Butikken har flyttet rundt gennem årene fra Gentoftegade over Kildegårds Plads til Søborg Hovedgade og ligger nu på Blåmunkevej i Nordvest. Her sælges både nye og brugte modeltog i alle størrelser – og alt tilbehør, der hører til.

I EN MONTRE ved indgangen står et imponerende tog på næstnederste hylde. En tro kopi af et gammeldags damplokomotiv, sort med røde hjul og koblingsstænger i skinnende metal, som trækker en smuk gammel passagervogn, som de så ud for 100 år siden. Så virkelighedstro og detaljerigt, at man ville få lyst til at sætte sig ind i det, hvis bare det ikke var modelstørrelse spor 1 med en sporvidde på 45 mm. Oven på en anden montre, er en grå model med buet tag: Nørrebro Station.

”Det er en af vores egne produktioner. Folk spørger tit, om de må købe den – men nej, den er ikke til salg. Jeg har ikke engang selv et eksemplar,” siger Theis Berantzino. ”Der er en enorm arkitekturglæde i det her. Nogle går op i, at alt skal være korrekt. Andre elsker, at det bevæger sig og lyser. Og så er der dem – som mig – der bygger det, de drømte om som børn.” 

MÄRKLIN, som de fleste kender, begyndte som fabrikant af bliklegetøj i 1859. Først senere begyndte de at lave modeller, som blev efterspurgte samleobjekter, fordi delene, der blev solgt enkeltvis, passede sammen. Du kunne købe en æske det ene år – og året efter bygge videre. Det var dér, hobbyen for alvor begyndte, og i 1870 kom de første egentlige modeltog, fortæller Theis Berantzino: ”Noget af det første, man kender, er zaren, der fik en model af Den Transsibiriske Jernbane. Der findes en tegning af banen, der kunne rulles ud i hele Vinterpaladset.”

Efter en dag i butikken bruger Theis timer i sit hobbyrum derhjemme – han lever ikke bare af hobbyen, men også for den. Måske derfor taler han med samme varme om kunderne som om togene. Og ligesom med togene er der mange typer.

”Jeg vil sige, det er mangfoldigheden i mennesker, som er sjov ved sådan et arbejde,” siger han og fortæller om undersøgelser fra 80’erne i USA, hvor man kortlagde forskellige hobbyer. Der var klart flest frimærkesamlere. Så kom modeltogsfolket.

”Og det undrede mig egentlig. Men det viste sig også, at de havde den højeste IQ. For modeltog er faktisk en meget udviklende hobby. Du kan samle alt – arkitektoniske stilarter, elektronik, computer, barndom, nutid. Det hele mødes her,” siger han med begejstring, inden han med et grin tilføjer: ”Men det viste sig også, at der er flest lystmordere blandt os.”

Så vidt vides har Morten Rühmann ikke nogen mord på samvittigheden. Til gengæld er den ivrige stamkunde endt med at hjælpe til bag disken i Togcenter Gentofte. Han følte sig ikke klar til pensionen og spurgte så Theis Berantzino, om han kunne få et job, og selv efter at han er blevet norsk gift og flyttet til Norge, kommer han til Nordvest hver anden uge. ”Morten er en af de dedikerede. Og dem er der mange af.”  

Kommer der egentlig kvinder i butikken?

”Meget, meget få. Og halvdelen af dem har været mænd.”

Theis Berantzino griner. De få kvinder, der dukker op, køber sjældent tog. Nogle bruger i stedet de små figurer til at lave smykker af. 

Morten Rühmann bor i Norge, men kommer gerne forbi Togcenter Gentofte for at give en hånd med.

”MÅ JEG VISE dig noget?”

På telefonen viser den yngre Carsten med efternavnet Sonne små TikTok-videoer med modeltog og landskaber, han selv har bygget.

”Mit første forsøg – et klip af et højhastighedstog – fik over 2.700 visninger,” fortæller han. 

”Det her med det japanske tog lagde jeg op for en uge siden. Der er allerede over 800, der har set det.”

Er det nyt i modeltogsmiljøet at bruge TikTok?

”Ja, det er begyndt at fylde mere,” nikker han.

Til trods for trofaste entusiaster og nye tiltag lægger stamkunderne og ejeren ikke skjul på, at modeltogene går en hård fremtid i møde. 

”Vi er vel på en tredjedel af, hvad vi var for 15 år siden,” siger Theis Berantzino.

Under corona blev der skrevet i medierne, at salget af modeltog steg markant, For Theis Berantzino så det anderledes ud:

”Det er vrøvl. Märklin havde kun fremgang i deres egen webshop. Kigger man på hele firmaet, var der ingen stigning. I virkeligheden konkurrerer flere producenter i dag med deres egne forhandlere.”

I TOGCENTER GENTOFTE kører togene stadig i et lukket kredsløb af nostalgi, der holder fortidens landskaber og nutidens drømme i live. Det sidste tog er endnu ikke kørt, selvom butikken sidste år blev præsenteret som et fænomen, der er ved at forsvinde, i bogen ’Hovedstaden bag facaden’, som fulgte med udstillingen af samme navn på Københavns Museum.

”Det har jeg det egentlig meget godt med,” siger Theis Berantzino.

”Vi blev jo fremhævet som noget særligt. Måske tager det så lidt længere tid, før vi forsvinder. Eller måske gør det slet ikke,” siger han og smiler skævt. 

”Jeg skal jo leve af det her i syv år endnu, til jeg er 67. Måske længere – jeg har ikke en stor pensionsopsparing,” tilføjer han med glimt i øjet. 

Så kigger han ud over butikken: 

”Men det er jo trist, at branchen er uddøende.”

/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Thomas Nielsen

JUTTA FITZNER
66 år, pensionist, Næstved Station

I dag har jeg cyklet et maraton sammen med min søn, som bor i Ringsted. Han skulle have løbet Odense Maraton på søndag, men er blevet forhindret, fordi han lige er blevet far – mit barnebarn nummer seks. I stedet løb han i dag, mens jeg fulgte ham på cykel, desværre på en lidt forkert cykel, så det var hårdt at komme gennem skovstierne. Jeg har også en mountainbike derhjemme, men han havde ikke fortalt mig om ruten.

Jeg har altid været aktiv. Før dyrkede jeg triatlon, men mine knæ kan ikke klare løb længere, så nu cykler og svømmer jeg. I mange år arbejdede jeg som idrætslærer på Nykøbing Katedralskole, hvor jeg var fra 1992, til jeg gik på pension sidste år. Det var svært i starten at undvære de unge mennesker, men jeg er faldet godt til i pensionistlivet.

Flere gange om ugen cykler jeg med en gruppe i Næstved. De fleste har elcykler, jeg har ikke, men de venter på mig, og fællesskabet betyder meget. Derudover syr og strikker jeg, er sammen med mine børnebørn og tager på svampejagt – helst på Bornholm, hvor jeg er vokset op i Svaneke. Det er stadig verdens bedste sted.

__________________________________

THOMAS FORUP
34 år, lærer, Nykøbing F. Station

Metal-musik er en stor del af mit liv. Jeg har hørt det, siden jeg var barn. Jeg har min vest på hver dag med patches fra de bands, jeg har set. Iron Maiden er de største for mig. Jeg elsker metal, fordi det ikke handler om materialisme eller pral, men følelser: smerte, glæde, håb, protest. Og så er det et fællesskab, hvor man passer på hinanden – selv i en moshpit stopper man op og hjælper den, der falder. Folk synes måske, vi ser farlige ud, men vi er nogle af de mest hjælpsomme, man kan møde.

Jeg troede, at jeg skulle være grafisk tekniker, men efter en fyring tog jeg HF. Her brugte jeg meget tid på at hjælpe mine medstuderende – og opdagede, at jeg selv blev glad. Da jeg senere stod i en klasse, hvor ingen havde brug for hjælp, føltes det tomt. Dér gik det op for mig: Det er underviser, jeg skal være.

Min ring betyder alt. Den har jeg arvet fra min morfar Jens, som døde i år, 92 år gammel. Han var altid glad, nysgerrig – og stolt af, at jeg turde være mig selv som metalhoved. Jeg har den på hver dag. Så er han med mig.

__________________________________

EMMA STØVRING
23 år, studerende, Næstved Station

Jeg læser audiologopædi i Odense. Mange siger talepædagog, men mine medstuderende siger: ”Vi går ikke fem år på universitetet for at blive kaldt pædagoger.” Vi arbejder både med anatomi, stemmelære og sprog. Man kan hjælpe børn med talevanskeligheder eller voksne, der skal lære at tale igen efter en hjerneskade. For mig er det den perfekte blanding: Jeg har altid interesseret mig for sprog, og samtidig kan jeg arbejde med mennesker.

Egentlig startede jeg på medicin, men jeg savnede noget mere menneskeligt og sprogligt. Jeg har også kort været på sygeplejerskeuddannelsen, men nu føler jeg, at jeg har fundet det rigtige sted. Tredje gang er lykkens gang.

Jeg er hjemme i Næstved, fordi min far har fødselsdag. Jeg er født og opvokset her, men kan ikke forestille mig at flytte tilbage. Det er de samme gader og de samme mennesker. Odense giver mig det byliv, jeg har savnet.

Når jeg ikke studerer, gamer jeg lidt, ses med veninder – og så har jeg lært japansk i mange år på efterskole, højskole og ungdomsskole. Det startede med manga og anime. Jeg har endnu ikke været i Japan, men det står øverst på listen.

/

Den lange rejse

Der er brug for ekstra sæder, når danskerne krydser landet med ivrige julehjerter. Men hvordan fungerer det, når man kobler tog sammen, og hvor langt kan toget egentlig blive?
Tekst:Anna JelsgaardIllustration:Jakob Wedendahl

SÆT OG MATCH 

DSB’s togflåde består næsten kun af såkaldte togsæt. I modsætning til traditionelle tog, hvor lokomotivet og vognene kan kobles sammen og skilles ad enkeltvis, er et togsæt en enhed af vogne og motorer designet til at køre som en enhed. Når DSB kører tog på tværs af landsdele, anvendes togsæt, som er hurtige og nemme at sammenkoble med andre togsæt, så flere kan komme med på rejsen. Det gælder i særdeleshed på de store rejsedage mellem 21. og 27. december.

KOBLINGSPUNKT

På DSB’s tog er den automatiske kobling den mest almindelige. Når to togsæt køres tæt på hinanden, klikker koblingen automatisk sammen, så både de mekaniske og tekniske systemer bliver forbundet.

I DEN FORBINDELSE

En sammenkobling er todelt. Den mekaniske sørger for, at vognene hænger sammen og ikke falder fra hinanden, når de suser af sted. Den tekniske sørger for, at bremsesystemer, strøm og højttaleranlæg er forbundet på tværs af vognene.

FARLIGE FORBINDELSER

Før i tiden, inden den automatiske sammenkobling, fungerede en sammenkobling lidt som at sætte anhænger på en bil. Store metaldele skulle løftes og fastgøres med skruer mellem vognene, og personalet gik rundt mellem togene, når det skulle gøres. En tjans, der både var trang, farlig og tidskrævende.

SÆT STIKKET I

Sammenkoblingen af to togsæt fungerer som et stik og en stikkontakt, der passer perfekt sammen og låser sig fast, så de hænger sammen. På samme tid sker den tekniske sammenkobling igennem indbyggede stik, der sætter sig sammen. Når sammenkoblingen er succesfuld, får lokoføreren besked  i førerrummet. Hvis sammenkoblingen mislykkes, får lokoføreren også besked og må manuelt undersøge årsagen – som kan være alt fra tekniske fejl til snavs på koblingen.

HVOR LANGT KAN MAN GÅ?

Hvor mange togsæt man kan koble sammen, kommer an på, hvilket litra (togtype) man har med at gøre. På IR4 kan man for eksempel sætte op til fire togsæt sammen, mens man kan sætte to S-togssæt af typen SA sammen og på IC3-tog højst fem togsæt. Begrænsningen på sidstnævnte er den computerstyring, der kobler togene sammen. Hvis der kommer mere end fem togsæt på IC3-togene, ville man for eksempel ikke kunne høre højttaleranlægget i de sidste vogne.

SLIPPER KOBLINGEN

I fremtiden er det planen, at DSB kommer til at lave færre sammenkoblinger. De internationale tog vil for eksempel blive erstattet af EuroCity-tog (EC) fra spanske Talgo, hvis togsæt man ikke bare kan skille ad og koble sammen igen, da det vil slide for meget på vognene.

Kilder: Jimmy Ahrenkiel Sørensen, afdelingsleder på DSB’s operatøruddannelser. Per Strande Andersen og Michael Overgaard Larsen, lokomotivinstruktører.

/

Kendt fra Tik-tog

Hans Puggaard har været ansat i DSB i 38 år. Når han ikke kører tog, viser han sin hverdag og sit arbejdsliv frem på TikTok med tyk dialekt og et solidt jysk fodfæste under aliasset Elvismand.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Jens Hasse

Hvordan kom du til DSB?

”Jeg var færdig på landtransportuddannelsen og tænkte, at jeg skulle være Falck-mand. Men det var jeg ikke den eneste, der ville, så jeg måtte finde på noget andet og så, at DSB søgte stationsbetjente i Esbjerg. Jeg anede egentlig ikke, hvad det var, men tænkte, at jeg kunne da prøve at søge. Det endte med, at jeg fik det. Senere valgte man at lukke den stilling i Esbjerg, og så blev jeg tilbudt at blive ansat som lokomotivfører eller togfører. Jeg valgte lokomotivfører, og det er jeg glad for.”

Du er også aktiv på TikTok, hvad laver du der?

”Jeg har lagt videoer op i nogle år. I virkeligheden har jeg altid filmet, for eksempel når jeg skulle på ferie med min familie, og så har jeg sendt det til mine venner, men så fik mine børn mig overtalt til at lægge dem op på TikTok. Jeg lægger forskellige videoer op nu, både fra min hverdag og fra toget, når jeg er på arbejde. Så filmer jeg, hvordan jeg laver sammenkobling, gennemgang eller noget helt tredje, og forklarer lidt om det imens.”

Hvad handlede din første togvideo om?

”Jeg tror, at det var en, hvor jeg var ude at forsyne et tog. Så gik jeg rundt og fyldte vand og diesel på og fortalte om det, mens jeg gjorde det. ’Det er der da ikke nogen, der gider se på,’ tænkte jeg, men det var der. Folk kan godt lide at se det, og nogle gange er der også nogen, der skriver til mig og spørger, hvor jeg kører hvornår, og så står de derude og filmer til deres egen YouTube- -eller -TikTok-kanal. Nu er det blevet så stort, at jeg en gang imellem bliver genkendt. Så kan folk råbe: ’Er det ikke dig fra TikTok?’ Nogle vil også have selfies. Første gang det skete, troede jeg, at det var mine venner, der lavede sjov med mig og havde fået nogen til at spørge, men den var god nok, det var nogle unge fyre, der ville have et billede.”

Hvad får du ud af at lægge videoerne op?

”I starten syntes jeg bare, at det var sjovt, men da jeg så begyndte at få flere følgere, og især da jeg ramte 1.000 følgere, begyndte jeg at tænke: ’Ej, nu forpligter det jo også lidt.’ Så begyndte jeg at lægge flere videoer op, end jeg tidligere havde gjort. Nu har jeg over 11.000 følgere. Jeg har hørt om mange, der har haters, men dem har jeg ikke nogen af, jeg får kun pæne beskeder. Jeg går ikke så meget op i visninger eller følgere, jeg synes bare, at det er sjovt at lave videoerne.”

Hvorfor hedder du Elvismand derinde?

”Da mine børn installerede TikTok, sagde de til mig, at jeg altså ikke kunne hedde Hans derinde, og så måtte jeg jo finde på noget andet. Min kone og jeg kalder hinanden ’Elvismand’ og ’Elviskone’, fordi vi begge to kan lide alt det, der hører med til 50’erne og 60’erne. Min kone mere end mig, hun går også i alt det 50’er-/60’er-tøj.”

Hvad laver du i din fritid?

”Jeg er frivillig på Ribe Bryghus og brygger også selv øl med min kammerat. Min kone og jeg er også værter i ’Brug min baghave’, et koncept, hvor folk gratis kan komme og sove i vores shelter. Vi har også lavet en lille gæstebog til dem, der kommer forbi. Så tager de et billede og skriver lidt om, hvem de er, hvor de kommer fra, og hvordan de har haft det hos os.”

/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Thomas Nielsen

CHELSEA ANDERSEN
26 år, studerende, Vordingborg Station

Lige siden jeg var barn, har jeg drømt om at undervise. Jeg vil gerne arbejde med unge, især teenagere med special needs som autisme eller ADHD. Mange af dem bliver misforstået, og jeg vil gerne hjælpe med at vise, at det ikke er deres skyld, og at de kan leve et normalt liv. Derfor læser jeg til lærer.

Jeg er fra Kenya og voksede op dér, indtil jeg flyttede til Holland i 2018 for at arbejde som au pair. Senere flyttede jeg til Tyskland og så til Danmark. Nu bor jeg i Ringsted med min mand og vores to børn, Kai på tre år og Kara på syv måneder.

Jeg savner Kenya, solen, menneskene og maden. Jeg laver stadig kenyansk mad, for eksempel ugali, en dej af majsmel, som vi spiser med kød og grøntsager. Min mor, der også bor her, kan ikke spise dansk mad, så hun laver kenyansk hver gang.

Min mand og jeg mødte hinanden online for fire år siden. Vi blev gift hurtigt, i min kultur flytter man ikke bare sammen uden ægteskab. Han arbejder som pædagogassistent, og jeg arbejder selv tre aftener om ugen som rengøringsassistent, så vi kan få hverdagen til at hænge sammen.

__________________________________

JEPPE ØSTERGAARD MUNK
30 år, musiker og kunstner, Nykøbing F Station

Jeg bor på Lolland. Min far er lollik, og sammen købte vi en gård på tvangsauktion. Først var det ham, der flyttede derned, men jeg fulgte efter for at hjælpe med at renovere – og fordi jeg fandt ud af, at jeg har brug for ro, frisk luft og plads. Jeg har boet i København, Aarhus, Aalborg og Odense, men jeg blev stresset af bylivet. På gården har jeg et kæmpe atelier i laden.

Jeg har gået på kunstakademiet i Odense og arbejder med lydkunst, installationer og skulpturer, men vil nu fokusere mere på musik – eksperimenterende, instrumental og ambient. Jeg optager lyde og redigerer, bruger synthesizere og trommer og arbejder på at kunne udgive og spille koncerter.

Ved siden af er jeg handicaphjælper i Rødbyhavn. Det er respiratorarbejde – overvågning og vedligeholdelse af udstyret for en mand i kørestol. Det er et stille og roligt deltidsjob, og det passer mig perfekt, fordi jeg kan sidde og skitsere, redigere eller få ideer, mens jeg arbejder. Da jeg fik jobbet, sagde de, at de havde haft mange kunstnere i tidens løb. Der er en del af os, som har brug for at tjene nogle penge på siden.

__________________________________

JOJO NARAWIT PITAK
22 år, studerende, Vordingborg Station

Min far ville give mig et bedre liv. Derfor tog han mig med til Danmark fra Thailand for 10 år siden. Vi bor nu sammen med min far og min danske stedfar.

Jeg går på FGU, hvor jeg mest arbejder med IT og tegning. Jeg vil gerne designe spilkarakterer. Jeg spiller selv mange kampspil, og jeg tegner figurer, som måske en dag kan blive rigtige karakterer. Min drøm er at læse videre inden for grafisk design og komme til at arbejde med spil.

Der var en periode, hvor jeg var meget deprimeret. Jeg gik ikke i skole og holdt mig bare hjemme. Min søster i Thailand – hun er model og har mange penge – inviterede mig derover og bagefter til Japan. Det ændrede alt. Jeg så mennesker, der havde det sjovt, og det skiftede mine tanker. Jeg begyndte at tale mere, få venner og føle mig glad igen.

Jeg kan godt lide fashion og køber tøj og smykker på nettet, når jeg har råd. Halskæden, jeg har på, købte jeg i Japan. Jeg har også tatoveringer, blandt andet inspireret af spillet ’Death Stranding’. Jeg er kæmpe fan af spildesigneren Hideo Kojima.

/

November på skinner

Her får du det seneste nye fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

HELT ELEKTRISK

Fra 2027 kan DSB’s kunder glæde sig til at rejse i spritnye elektriske tog, når de moderne IC5-tog ruller ud på skinnerne. Arbejdet med at udvikle togene er i fuld gang, og nu er det første IC5-tog kommet til Danmark for at blive testet grundigt. Det foregår blandt andet på det splinternye værksted i København, som er designet specifikt til at servicere de nye tog. IC5 skal erstatte de gamle dieseltog, og overordnet er målet, at DSB’s togflåde skal være 100 procent elektrisk omkring 2030.

I RØG OG DAMP

14. november er det 25 år siden, dronning Ingrid tog af sted på sin sidste rejse fra Københavns Hovedbanegård til Roskilde. Ved roret stod lokomotivfører John Armstrong Pedersen fra DSB, der førte damplokomotivet E 991 fra 1947. Toget bestod af bårevogn, kongevogn og personvogn, og hele rejsen var planlagt ned til mindste detalje. Langs strækningen stod danskerne i stilhed, mens den tunge maskine pustede damp ud i den kolde novemberluft.

HELT TOGLIGT

Formen er inspireret af en sten, der slår smut over vandoverfladen, og et enkelt af dens i alt 1.000 betonsegmenter vejer op til 140 ton.

Soliditet møder lethed på den 3,4 kilometer lange Colne Valley Viaduct. Storbritanniens længste bro til højhastighedstog, der for nylig stod færdig, skal føre rejsende over søer, veje, kanaler og floden Colne nordvest for London med op til 320 km/t, når en ny hur-tigrute fra London til midtengelske Handsacre og Birmingham en skønne dag åbner.

I mindre skala har danske Tove Storch givet det trafikale rum et nyt fikspunkt med sin 17 meter lange røde betonskulptur ’Skibet’, der blev afsløret i midterrabatten af travle Enghavevej dette efterår, og som med fordel kan ses fra toget på vej til og fra København H.

Man kan også stå af i Roskilde og på stationen se kunstner Maja Malou Lyses videoværk ’Antibodies’. Ifølge Museet for Samtidskunst Roskilde, som står for udstillingen, blander værket humor, popkultur og kritisk tænkning om emner som kropspolitik, seksualitet, nydelse og selviscenesættelse.

SORT SKÆRM

Hvad sker der, hvis vi ser op i stedet for ned? Det fandt mange rejsende ud af, da S-togets linje B i uge 38 blev til ’Offlinetoget’. Anledningen var kampagnen #SlukSammen, som opfordrede alle danskere til at holde en skærmfri søndag i september. I ’Offlinetoget’ kunne passagererne møde skærm-eksperter, kendte danskere og ungerådgivere fra Headspace Danmark. Samtalerne var mange og forskellige, men én ting var der enighed om: Det kan være svært at lægge telefonen væk. 

#SlukSammen-kampagnen kører igen til næste år.

 

/

Skriget

Det kan lyde skingert, når toget svinger forbi. Men hvad er det for en lyd? Vi går til stålet og undersøger, hvordan den opstår, og hvad man kan gøre for at skrue ned.
Tekst:Anna JelsgaardIllustration:Rasmus Buhl

HVIIIIIIIIN!

Både skinner og hjul er af stål, og lyden, der kaldes for et skinneskrig, opstår, når hjulets indersider, også kaldet flangen, presses mod skinnerne med høj friktion. 

DET SWINGER

Det er specielt, når toget skal igennem skarpe sving, at skinneskriget lyder. Her ligger meget af togets vægt  på den ene side, der vil presse endnu mere på skinnen, end når toget kører ligeud. Nogle gange kan man dog også høre skriget, selvom skinnerne ligger lige. Det kan handle om, at skinnerne er slidte eller tørre.

RIGELIGT SMØR

Under toget sidder en lille pumpe, der kan pumpe olie, også kaldet flangesmøringsfedt, ud på flangen, så hjulet glider lettere på skinnen. Man kalder det en længdesmøring, fordi man kan indstille pumpen til at pumpe ud, når toget har kørt et bestemt antal meter. Den almindeligste metode er dog kurvestyret flangesmøring. Her gør man brug af en lille vægt, der sidder under toget, kaldet et gyrometer. Den kan mærke, hvordan togets vægt er fordelt, og udløse fedtet, når toget møder en kurve.

NEDSKÆRINGER

Jo længere hjulene har kørt, jo mere slidte og ujævne bliver de. For at undgå, at ujævnhederne skurrer mod skinnerne og får skinnerne til at skrige, sliber man hjulene – eller skærer dem ned, som det hedder – så de igen bliver glatte.

FLOT PROFIL

Nedskæringen sker på en UF-bænk – en Under Floor-bænk – så man kan arbejde under toget og ikke behøver at tage hjulet af. UF-bænken skærer med stål, der er så stærkt, at det kan skære ujævnhederne af hjulet. Processen kaldes også reprofilering.

NYT, NYT, NYT

På et tidspunkt vil skinner og hjul være så slidte, at hverken reprofilering eller smøring giver mening. I stedet skifter man begge dele, så man igen kan køre uden for mange skrig.

Kilde: Steffen Lund-Hansen, ingeniør på DSB’s værksteder

 

/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

SAHAR BELAL
44 år, social- og sundhedshjælper, Jelling Station

Her på den anden side af skinnerne ligger et asylcenter, hvor jeg har besøgt min svigerdatter. Hun fødte sit første barn på Kolding Sygehus for 10 dage siden. Jeg fik lov at flytte ind hos hende i asylcenteret og hjælpe med at forberede hende på det danske samfund, men også bare med den lille. Hun er kommet fra Jordan som statsløs palæstinenser.

Det er jeg også selv. Jeg er født i Syrien, som mine forældre flygtede til i 1948 eller 1949, lige omkring Israels grundlæggelse. Jeg var husmor, og min mand havde en butik i Damaskus. Men han blev syg og måtte opgive den. 

Vi flygtede på grund af borgerkrigen og har været syv år i Danmark. Vi bor i Værløse, har tre børn og nu også tre børnebørn.

Jeg synes selv, jeg har klaret det godt, selvom det var hårdt at lære et nyt sprog. Jeg har uddannet mig til sosu-hjælper, jeg skal videreuddanne mig til sosu-assistent, jeg arbejder som frivillig i Røde Kors, jeg har fået permanent opholdstilladelse, og nu har jeg søgt om statsborgerskab. Men jeg håber, jeg engang i mit liv kan besøge Syrien igen. Og Palæstina.

__________________________________

MADS FRIGAST JAKOBSEN
21 år, kunstner, Vejle Station

Jeg er på vej til København sammen med min ven Anton, som skal over at se på et værelse. Vi kommer fra Holstebro begge to, men har et crowd efterhånden i København. Folk, vi har mødt rundtomkring. Mest online. Sådan er det, når man er en provinsbøsse fra Jylland. Vi har ikke noget imod ordet bøsse, vi prøver måske at reclaime det lidt. Vi synes jo ikke, det er en dårlig ting. 

Man kan garanteret sige en masse dårligt om Holstebro. Og måske skal man finde sig i at blive råbt lidt ad en gang imellem. Men jeg føler mig nu helt tryg der. Der er mange gode mennesker. Og en god ting ved byen er, at der ikke er så meget, man skal leve op til. 

For tiden holder jeg sabbatår og arbejder i hjemmeplejen, mens jeg sparer penge sammen til at flytte til Paris og lave noget billedkunst. Jeg har lige lavet en lille soloudstilling til Huset for Kunst & Design i Holstebro med en højhælet, stripper-agtig sko, som jeg satte på en piedestal. Jeg gav den plaster på. Stak kanyler i den. Gennemborede den med søm som en Jesus-reference.

Guldskoene her er ikke noget kunstværk. Det er bare fashion, ha ha.

__________________________________

MAGNUS EMIL HØGSBRO-NIELSEN
30 år, teaterinstruktør, Vejle Station

Jeg er på vej hjem fra Skanderborg, hvor jeg sammen med nogle venner har afholdt en sommerlejr for børn og unge i aldersgruppen 10-16 år. Vi ville gerne have, at det skulle være spændende for alle, så man kunne smede, bygge tømmerflåder, batikfarve sit tøj og så videre.

I nat var der et vikingeinspireret natløb, hvor vi hørte oldnordisk strubesang. Jeg spillede vølve og var viklet ind i hvidt tøj og havde nogle grene på ryggen, der lignede et gevir. Jeg ofrede en bamse, og der væltede sort teaterblod ned i hovedet på mig, da jeg skar den op. Så jeg har lidt røde øjne i dag. Senere blev bamsen sendt ud på en båd på søen – og ramt af en ildkugle. Jeg tror, børnene syntes, det var ret sejt.

Jeg er nyuddannet teaterinstruktør fra Den Danske Scenekunstskole i København. Så nu er jeg i gang med at skrive ud til teatrene, præsentere ideer og få kaffe-aftaler i bogen. Jeg skal networke som en sindssyg. I min verden er en snak over en øl til en premierefest bedre end en jobansøgning.

/

Bokse-træning

De nye IC5-tog kommer på sporene fra 2027. Men lokomotivførerne er allerede begyndt at forberede sig i en simulator, der er en tro kopi af IC5’ernes førerrum. Tænk ind i boksen, og tag med på en prøvetur.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:DSB

To store, røde bokse har indtaget DSB’s uddannelsescentre i henholdsvis Fredericia og Høje Taastrup. Udefra set er det ’bare’ to kasser på et robust sort stel. Indenfor er de udformet nøjagtig som førerrummet på IC5’erne og fyldt med funktioner, der skal give både lokomotivførerelever og garvede lokoførere en forsmag på, hvordan det bliver at styre fremtidens tog.

GANG I HOFTERNE

Stellet, der holder den fem ton tunge boks oppe, er simulatorens ’hofter’. Det sørger for, at simulatoren bevæger sig, som et tog bevæger sig på skinner, med alt, hvad det indebærer, fra bakker til sving på banen. Det kan mærkes oppe i boksen, som var det en rigtig togtur.

I FØRERSÆDET

Simulatoren er udstyret med 450 kilometer rigtige, digitaliserede, danske strækninger. På den måde kan lokomotivførerne altid træne en relevant strækning, når de sætter sig til rette.

VIRKELIG VIGTIGT

Inden lokomotivførerne sætter kurs mod destinationen i simulatoren, skal de gennemgå sikkerhedsprocedurerne og for eksempel kontrollere, om toget har fejl og mangler.

I REGN OG SLUD

Virkelighedens tog og skinner opfører sig forskelligt hen over året. Derfor kan togsimulatoren også på lokomotivførerens ønske simulere forskelligt slags vejr, årstider og tidspunkter på dagen.

/

”En dag tænkte jeg: ’Ej, det er godt nok for sygt’”

67-årige Stig Bo Andersen har været S-banefører på Københavns Hovedbanegård i 14 år, så måske du har hørt hans stemme en gang eller to i S-toget.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Bjarke Ørsted

Hvordan blev du S-banefører?

”Jeg var salgschauffør hos Coca-Cola og Carlsberg, men efter nogle nedskæringer kunne de ikke beholde mig. Jeg var 50 år gammel og tænkte: ’Nu må du bare søge en hel masse, for der er da ikke nogen, der vil ansætte dig i din alder.’ Jeg skrev mig blandt andet op hos en jobagent ved DSB, og en dag, da jeg havde glemt alt om det, kontaktede de mig og spurgte, om jeg var interesseret i et job som fører på S-banen. Sikke et held.”

Hvad kendetegner en tur med dig?

”Som togfører kan man vælge at sætte den automatiske stemme på, der fortæller om næste stop og så videre. Men jeg kan godt lide selv at bruge mikrofonen til at informere folk. Så siger jeg for eksempel: ’Du sidder nu i linje B på vej mod Høje Taastrup. Vi standser ved de stationer, vi finder på vej derhen.’ Eller jeg fortæller dem, at nu er det mandag morgen, og den kan godt være lidt tung, så vi må huske at stå sammen: ’Poterne i startblokken, kæmpe vinger bagud og fuld fart frem, for så kører hamsterhjulet igen.’”

Hvorfor laver du de udkald?

”Jeg begyndte at lægge mærke til den automatiske stemme, der fortæller, hvis noget ikke kører efter planen, for eksempel hvis toget står stille. Og så en dag tænkte jeg: ’Ej, det er godt nok for sygt’, og så tog jeg fat i mikrofonen og sagde: ’Kære venner, nu skal I høre, vi holder forholdsvis stille her, jeg ved ikke, om I har opdaget det’, og så forsøgte jeg at bruge min egen viden om den konkrete situation og videreformidle den. Folk kom hen og sagde tak, også efter at vi havde stået stille i en time.”

Har du en god udkalds-anekdote?

”En dag skulle jeg køre fra Farum til Høje Taastrup, og på et eller andet tidspunkt lavede jeg et udkald i retning af: ’Godmorgen, husk at hilse på hinanden.’ Lidt senere er der en kvinde, der kommer op til vinduet og siger tak for turen. Jeg synes, at hun ser ufattelig dejlig ud, og det har jeg faktisk altid syntes, for det var Annette Heick. Men det fandt jeg først ud af senere, da nogen sagde, at jeg skulle tjekke Instagram, fordi Annette Heick havde lagt en video op med mit udkald.”

Hvad er det bedste ved dit job?

”Når kunder kommer op til førerhuset og siger tak for turen. Det varer fem sekunder, men jeg kan sparke en bold til månen bagefter. Det giver så meget energi. Ellers er det altid sjovt, når jeg har pause med mine kolleger. Vi har et godt fællesskab og er også gode til at tage pis på hinanden. Faktisk er det ikke altid, jeg venter til pausen. Vi har et system, hvor jeg kan se, hvem der skal overtage toget, og jeg kan godt finde på at lave et udkald, hvor jeg siger: ’Nu er vi snart på Hovedbanegården, det er mit sidste stop, men I skal ikke være nervøse, for der kommer en og overtager toget herfra. Og det er faktisk sådan, at det er hans fødselsdag, og jeg ved, at han ville blive utrolig glad, hvis I kom op til vinduet og sagde tillykke.’ Så kommer han jo og overtager toget, og de går op og siger tillykke. Det sjove er, at det slet ikke er hans fødselsdag.”

/