Indlæg

Her får du månedens nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

FARVEL TIL CYKELTYVEN

I marts er DSB færdig med at rulle nye cykelparkeringspladser ud på 72 stationer rundt­om i Danmark, så det er muligt at låse sin cykel inde inden togturen. Vil du benytte dig af cykelparkeringen, skal du være medlem af DSB Plus, hvor du kan vælge, om ’nøglen’ skal være et rejsekort eller din mobiltelefon. 30 ud af de 72 stationer med aflåst cykelparkering er på S-togsnettet.

Foto: Mariager Handest Veteranjernbane

KVINDE MED KUL PÅ

Mænd og jernbaner har længe haft noget kørende, men i Mariager har piben fået en anden lyd. Som den første kvinde i landet er Katrine Blåberg Andersen blevet driftsbestyrer for en veteranjernbane, nemlig Danmarks længste, der kører mellem Mariager og Handest. 35-årige Katrine Blåberg Andersen har en bachelor i spansk og international virksomhedskommunikation, men sprang fra den akademiske verden, blev udlært klejnsmed og er nu ved at uddanne sig til lokomotivfyrbøder.

Foto: DSB

78,8 %

… af DSB’s kunder ankom til tiden i 2021. Det er en tilbagegang på 7,8 procentpoint i forhold til 2020, hvor 86,6 % af kunderne ankom til tiden. I 2021 skyldtes halvdelen af forsinkelserne dog Banedanmarks arbejde med signaler, spor og større anlægsprojekter, mens en fjerdedel af forsinkelserne kunne tilskrives DSB. Den sidste fjerdedel skyldtes snestorm, per­sonpåkørsler og lignende. DSB opfyldte til gengæld den såkaldte operatørpunktlighed, som DSB alene har indflydelse på. Den endte på 95,2 %. Målet var i 2021 94,1 %.

Foto: Danmarks Jernbanemuseum

VIDSTE DU, AT …

… der i årene efter anlæggelsen af jernbanerne i Jylland og på Fyn ikke fandtes jernbanefærger i Danmark? Når de rejsende skulle krydse et af bælterne, stod de af toget ved havnen og gik om bord på et skib. På den anden side af bæltet steg passagererne på et nyt tog. I 1872 fik Danmark sin første jernbanefærge, ’Lillebælt’, der kunne medbringe togvogne, og som sejlede på ruten mellem Strib og Fredericia. På billedet ses ’Lillebælt’ i Fredericia Havn i 1921. 

TIKTOK-TOGSPOTTER

Francis Bourgeois er en 20-årig ingeniørstuderende og togspotter fra Nottingham, der på rekordtid har fået millioner af mennesker på Instagram og TikTok til at se sine videoer, hvor han begejstret vinker til forbikørende tog. ”Jeg elsker lyden af togets motor, horn og hjulene på skinnerne. Det er terapeutiske lyde,” har Francis Bourgeois sagt om sin togbegejstring, der har fået så mange følgere, at han har sat sine ingeniørstudier på pause for at hellige sig sit nye arbejde som fuldtids-togspotter.

Siden han var blot 16 år, har 67-årige Jan Mynderup været ansat i DSB. Men nu er det slut efter mere end 50 års tjeneste, der startede med damplokomotiver og slutter samtidig med udfasningen af de sidste diesellokomotiver. I stedet bliver der tid til haven, rejser og måske lidt hobbytog.
Tekst:Rasmus Barud ThomsenFoto:Bjarke Ørsted

Hvorfor har du været ansat i DSB i så mange år?

”Jeg blev ansat direkte efter 9. klasse, hvor jeg kom i lære som maskinarbejder. Siden har ansættelsen kun været afbrudt af seks uger i Civilforsvaret tilbage i midten af 70’erne. Gennem årene har jeg som håndværker med forskellige titler arbejdet på diverse typer tog på flere af DSB’s værksteder, og jeg har grundlæggende været glad for at arbejde her. Den primære årsag er nok, at DSB er en meget alsidig arbejdsplads, hvor jeg alle årene har kunnet udvikle mig og lære nyt.”

Hvad gik dit arbejde ud på?

”Min sidste titel var teknisk materielopfølger, der er en slags håndværkerstilling, hvor jeg skulle sørge for, at togene kørte i den bedst mulige tekniske tilstand. Konkret betyder det, at jeg løbende skulle holde øje med, hvornår bestemte dele på toget skulle udskiftes, og det har jeg sat en ære i. Når et tog skulle repareres, har jeg altid tænkt på passagererne, der skulle køre med det bagefter, og sagt til mig selv: Det skal være helt i orden, inden vi kører.”

Der kørte stadig damp­lokomotiver på skinnerne, da du blev ansat i 1971. Hvordan har du oplevet udviklingen i DSB?

”Jeg stopper nogenlunde samtidig med, at de sidste diesellokomotiver – ME’erne – også er blevet udfaset. Og dét siger det måske meget godt. Selvom tog har en lang levetid, er der sket en stor udvikling fra motorer drevet af kul og diesel til elektriske motorer og elektronisk styring i dag. Så mit arbejde har meget handlet om at følge med udviklingen og den grønne omstilling inden for tog.”

Hvad kommer du til at savne mest?

”Mine kolleger. Vi har haft det godt sammen, og jeg vil savne den faglige sparring og vores sammenhold. Der er ikke andre arbejdspladser, jeg hellere ville have været på, og i løbet af de 50 år hos DSB har jeg kun søgt ét andet job. Og det fik jeg – set i dag – heldigvis ikke.”

Og hvad vil du ikke savne?

”At stå tidligt op. Jeg møder klokken 06 hver dag, og jeg ser frem til at sove lidt længere. Og så kan jeg godt mærke, at kroppen er træt. Mine knæ især. Jeg har gået på mange trapper, og jeg har arbejdet meget på knæene. Så de skal have mere ro nu.” 

Hvad skal du bruge tiden på fremover?

”På min have. Her kan man godt se, at jeg ikke har været så flittig. Og så vil jeg gerne rejse mere. Særligt historiske rejser med fruen til Normandiet og andre steder glæder jeg mig til. Og så er der jo Jernbaneklubben, der har nogle gamle tog, som jeg nok får lyst til at makke lidt på. Tog har trods alt fyldt meget af mit liv, og jeg glæder mig til at kunne fortsætte lidt på hobbyplan.”

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Thomas Nielsen

ASTRID RIORDAN
17 år, gymnasieelev, Lyngby Station

Jeg skal mødes med nogle veninder på en café for at lave en opgave i billedkunst. Vi skal lave en socialanalyse af et værk, som vi selv vælger, men jeg har ikke valgt noget endnu. Jeg er rigtig glad for mit gymnasie, fordi det ikke er så stressende, som jeg frygtede. Og så har vi været så heldige, at vi kun har haft tre dages hjemmeundervisning under nedlukningerne.

Jeg drømmer om at blive psykolog, fordi jeg selv har haft en spiseforstyrrelse og selvskadende adfærd. Min psykolog var der for mig. Jeg kunne altid ringe til ham på alle tider af døgnet. Han reddede faktisk mit liv flere gange. Den hjælp vil jeg gerne give videre til andre.

Ved siden af gymnasiet går jeg til atletik. Det er alle de klassiske discipliner, men jeg kan bedst lide diskoskast og sprint. Når man kaster en diskos, kan man få alle sine aggressioner ud og udnytte det. Man kalder kasteteknikken for en halvmåne, fordi man drejer en halv gang rundt om sig selv, før man slynger den af sted.

__________________________________

ANGELIKA NISSEN
79 år, pensioneret speciallærer, Birkerød Station

Jeg skal til keramik i Birkerød. Det er et fast hold, jeg har gået på i 14 år. Man får ikke lov til at holde op, medmindre man dør eller flytter til Amerika. Begge dele er sket, men hende, der tog til Amerika, er flyttet hjem igen, og nu er hun tilbage på holdet.

Jeg har et lille træhus i skoven ved Tokkekøb Hegn, hvor jeg kan se Sjællands største dysse fra mit vindue. Det er et 4.000 år gammelt gravsted, som Frederik VII gravede ud. Der kommer sådan nogle ase-dyrkere i ny og næ for at blive gift, hælde mjød på dyssen, eller hvad de nu gør.

Jeg er født i Tyskland af en tysk mor og en dansk-tysk far. Men da vores hus blev bombet i 1945, flyttede vi til Sønderjylland. Jeg kunne ikke tale dansk, og det var til stor moro at løbe efter tyskerbørnene for at gøre os bange. Siden flyttede vi til København. I 70’erne boede jeg på Fabrikken på Christiania. Det var smadderskægt at være til, dengang der var oprør.

__________________________________

LASSE BERTELSEN
34 år, tidligere kloakmester og pædagogstuderende, Hundige Station

Jeg har arbejdet som rørlægger og kloakmester i mange år, så jeg har masser af klamme historier. For en måned siden kravlede jeg 64 meter i kloakken under Østerbrogade for at åbne et andet rør. Selvom rørene bliver skyllet, er der stadig fyldt med rotter, grus og afføring.

Jeg er lige begyndt på pædagogstudiet, fordi jeg brænder for at hjælpe unge mennesker. Jeg har selv været på skidt kurs med kriminel løbebane, bandemiljø og alt det der, så min drøm er at arbejde på en døgninstitution eller et bosted for unge mennesker. Det er dem, man kan hjælpe og få på ret køl. Jeg har selv boet på institution, så jeg bilder mig ind, at jeg forstår de unge bedre end en uden personlig erfaring.

Jeg er oprindelig en Hundige-dreng, og nu flytter jeg så tilbage. Det er ligesom at være 18 år igen, fordi jeg vender hjem og er tilbage på SU. Meget kan man sige om kloakbranchen, men der er penge i lortet, så det skal jeg lige vænne mig til.

Det såkaldte krydsningssporskifte er af vital betydning for din togrejse. Se, hvad sporskiftet kan, og bliv klogere på, hvorfor man kalder det for ’englænderen’.
Tekst:Paarnaq HansenIllustration:Jakob Wedendahl

ENGELSK AFSTAMNING

Der findes flere forskellige former for sporskifter i Danmark. Blandt andet taler man i jernbaneterminologien om ’diamantkrydsninger’, ’halve englændere’ og altså krydsningssporskiftet, som også kaldes for en ’englænder’. Der er flere teorier om tilnavnets oprindelse. Den ene går på, at sporskiftet set fra oven minder om det diagonale kors i Union Jack, altså det britiske flag. Andre mener, at man tidligere kaldte det ’det engelske sporskifte’ – som med tiden slet og ret blev til ’englænderen’ – fordi de første danske jernbaner blev anlagt af engelske ingeniører.

STORT, MEN SMÅT

Krydsningssporskiftet er praktisk, fordi det kun fylder lidt på jernbanen i forhold til andre krydsningssporskifter, hvor der bliver lagt flere spor parallelt. Men selvom det er småt, har det en stor betydning for togenes drift. Går det i stykker, er trafikken lammet på begge sider af krydsningen.

VELTEMPERERET

Krydsningssporskifter er udstyret med varmelegemer, som sørger for, at de bevægelige dele ikke fryser sammen og sætter sig fast. Derfor kan lokomotivførerne regne med høj driftsstabilitet – også om vinteren.

FJERNSTYRING

Sporskiftets bevægelige dele styres fra Banedanmarks i alt otte fjernstyringscentraler, som styrer de fleste signaler og sporskifter i togdriften, og som blandt andet ligger i Roskilde, Aalborg og Skanderborg.

KRYDS OG TVÆRS

Når to spor ligger hen over hinanden i et kryds, kalder man det et krydsningssporskifte. Sporskiftet gør det muligt for tog at køre ind og ud på otte forskellige måder. Man kan ikke blot køre fra A til B og fra C til D, men også fra A til D og fra C til B – og omvendt. De bevægelige dele i sporskiftet sørger for, at toget drejer enten til højre eller venstre. 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

MOZHGAN SABER
27 år, sygeplejerske, Farum Station

Jeg skal til Nordhavn for at spise med en veninde. Vi mødes vel en gang om måneden og spiser og hygger os. Jeg er på barselsorlov for tiden. Min datter, Eliana, er fem måneder gammel. Det er dejligt, men jeg savner arbejdet.

Jeg har været tre år på Bispebjerg Hospital og elsker det. Vi har haft travlt, og jeg har selv arbejdet på COVID-afsnit en periode. Jeg lærte meget om at håndtere nye situationer med kort varsel. Det er en frygtelig sygdom, der har ramt mange, og mange er døde. Men vi har også fået taknemmelige henvendelser fra patienter, der kom sig. Jeg føler, at COVID har givet sygeplejersker en helt ny anerkendelse, bare ikke fra regeringen.

Jeg er enebarn. Mine forældre flygtede med mig fra Iran, da jeg var fem år gammel. De var selv flygtet fra Afghanistan som teenagere og havde det ikke godt i Iran. Vi fløj til Usbekistan, eller var det Tadsjikistan, og gjorde resten af rejsen til fods, over utallige grænser og med menneskesmugling, og hvad det ellers indebærer. Mine forældre sagde til mig: ”Hvad der end sker, så giv ikke slip på vores hænder.” Til sidst kom vi til Viborg. Lige siden har vi arbejdet, uddannet os, bidraget. Danmark er vores verden.

__________________________________

JULIE SOFIA SOJA
17 år, gymnasieelev, Buddinge Station

Jeg går på Gladsaxe Gymnasium, men nogle timer var aflyst, og vi fik tidligt fri i dag. Nu er jeg på vej hjem til Hareskovby, hvor jeg bor med mine forældre og min storebror. Han er 21 og studerer statskundskab. Han flytter snart ud. Jeg kan godt lide ham og er selvfølgelig ked af, at han flytter, men tror også, det bliver godt for ham.

Når jeg kommer hjem, tror jeg, jeg vil tegne lidt. Jeg kan lide at tegne mennesker, ansigter, karikerede ansigter. For eksempel har jeg tegnet et menneske, der ligner en kat. Jeg kunne godt tænke mig at uddanne mig til arkitekt og bruge tegningen til noget. Eller måske blive læge ligesom min mor og have noget med mennesker at gøre.

Jeg glæder mig til gallafesten, vi snart skal til. Reglerne siger, at 1. g’erne skal have en kjolelængde over knæet, vi 2. g’ere skal have kjoler til knæet, og 3. g’ernes kjoler skal gå til under knæet. Sådan er det bare. Der er også regler for drengene i forhold til slips og butterfly. Jeg skal have en sandfarvet kjole på, som jeg har arvet fra min mor. Jeg går meget ind for genbrug.”

__________________________________

MIKKEL HILLE
25 år, studerende, Hareskov Station

Jeg læser til friluftsvejleder på Paul Petersens Idrætsinstitut i København og er på vej hjem fra telttur i Hareskoven, 38 elever har vi været af sted. Vi har blandt andet lært om førstehjælp. Jeg simulerede, at jeg havde fået et snitsår, mens nogle medstuderende forbandt mig og forsøgte at skærme mig mod vind og vejr og i det hele taget gøre det så behageligt som muligt at være såret. Højdepunktet på turen var morgenmaden med bacon, æg, kålpølser og baked beans. Det gode ved at være på tur i Danmark er, at der næsten altid er en Netto i nærheden.

Jeg har en bachelor­grad i idræt. Mens jeg studerede, var jeg på udveksling i Alta i Norge, nord for polarcirklen, hvor jeg gik ture, stod på ski og kørte mountainbike. Jeg har en fascination af kulde, men jeg er også nærmest vokset op i en ishockeyhal i Esbjerg, hvor jeg kommer fra.

På udveksling fandt jeg ud af, at jeg bedre kan lide at være ude end at sidde på læsesalen, så jeg håber, at jeg kan komme til at leve af friluftsliv. Som guide, på højskole eller som efterskolelærer. Men jeg ser på mulighederne senere. Lige nu gør jeg bare det, jeg kan lide.

Dorthe Dyring Kjær har været ansat hos DSB siden 2010. Hun arbejder i afdelingen El-teknik, der befinder sig på værkstedet på Otto Busses Vej i København.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvad består dit job af?

”Jeg reparerer elektroniske komponenter i togene, for eksempel telefoner, informationscomputere og bremsecomputere, som lokomotivføreren bruger i førerrummet, og elektroniske displays i toget, hvor passagererne kan se, hvor toget kører hen.” 

Hvad er det bedste ved dit job?

”At der aldrig er to dage, der er ens. Jeg kan også godt lide, at vi får lov til at reparere i dybden, helt ned til komponent-niveau, hvor vi selv finder fejlen og skifter det, der skal skiftes.”

Hvad er det mest udfordrende?

”For dokumentationens skyld skriver vi servicerapporter, hver gang vi laver en reparation. Det er meget udfordrende, når det system ikke kører, som det skal.”

Hvor kommer din interesse for elektronik fra?

”Den opstod for mange år siden, da jeg startede hos B&O som ufaglært, hvor jeg monterede komponenterne i printplader. En printplade er den plade, man monterer alle de elektriske komponenter på, så de er rigtigt forbundet, og apparatet virker, som det skal. Jeg blev siden hen voksenlærling hos B&O som 25-årig.” 

Hvordan er kønsfordelingen i dit job?

”Det er primært mænd, men lige nu er vi to kvindelige elektronikmekanikere. Der er også andre kvinder i afdelingen, for eksempel to elektrikere, en maskinarbejder og en smed. Jeg synes, det er okay, at der er lidt mandehørm. Man skal kunne tage en vits og give lidt igen. Jeg hørte for nylig en vits så dum, at jeg ikke kunne lade være med at grine: En mand var kommet i helvede. Det gode var, at der var masser af øl. Ulempen var, at der i helvede er hul i bunden af dåserne – men ikke på kvinderne.” 

Har du nogle hobbyer?

”Jeg strikker og hækler, jeg laver trøjer, sokker, tæpper og alt, hvad man ellers kan finde på at strikke. Mit yndlingsgarn er ganske almindeligt bomuldsgarn.”

Uret på taget af Københavns Hovedbanegård er så gammelt som bygningen selv, og går upåklageligt. Hvis altså det bliver trukket op med håndkraft præcis en gang om ugen. Kom med op i tårnet og ind i det over 100 år gamle urværk.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Bjarke Ørsted

FØR SIN TID

I 1910 byggede tårnurs-specialist Julius Bertram Larsen et ur til tårnet på Københavns nye hovedbanegårdsbygning. Uret stod færdigt allerede et år før Hovedbanegårdens åbning i december 1911 – og går stadig, som det skal.

DØREN BAG DØREN

Der er adgang til uret, som sidder 30 meter over banegårdens Vesterbrogade-indgang, gennem et nedlagt billetkontor og ind ad en lille dør, som fører til en smal vindeltrappe. 

Ved toppen af vindeltrappen skal man videre op ad to gamle træstiger, før man kommer til endnu en dør, som åbner ind til uret. Uret tikker så højt, at det kan høres ud på den anden side af døren.

OVERGANGS-RITE

Når vinter- og sommertid skifter, skal uret stilles frem eller tilbage med en lille drejenøgle. Det er vigtigt at dreje den rigtige vej rundt. Uret ses jo spejlvendt for den, der står inde i uret og kigger ud.

BETROET HVERV

Hver uge skal uret trækkes op med håndkraft af en af Hovedbanegårdens inspektører. Det foregår ved hjælp af en drejearm, som, når man drejer den, hæver et lod op, som ved sin tyngde sørger for, at uret går. Hvis loddet får lov at synke helt i bund, vil uret gå i stå.

DET VAR DRÅBEN

Der ligger en flaske olie inde i urrummet. Den bliver dog sjældent brugt, da uret kun skal have én dråbe om året.

Per Schrøder blev ansat i DSB i marts 2018. Han er blandt andet ansvarlig for sikkerhed, planlægning, togteknik, trafikafvikling, værksteder, og medarbejderne tæller håndværkere, ingeniører, lokomotivførere og sikkerhedsfolk.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvad lavede du, inden du blev driftsdirektør?

”Jeg er uddannet officer i Forsvaret, og mit første job, da jeg blev færdiguddannet, var som jagerpilot i Flyvevåbnet. Jeg arbejdede 12 år som officer og havde derefter en række lederstillinger i erhvervslivet, blandt andet i SAS og – senest inden jeg kom til DSB – hos Thomas Cook Airlines.”

Hos DSB har du rundt regnet 4.000 mennesker under dig. Hvad er nøglen til at have så mange ansatte?

”At finde ud af, hvordan man holder en nær dialog og kontakt med folk, du nærmest aldrig ser, fordi de enten møder på skæve tidspunkter eller er ude at køre tog. De er langt væk fra, hvor du befinder dig. Det har været mit arbejde de sidste 30 år, men selvom jeg ved, hvordan man gør, er det stadig en udfordring.” 

Hvad er det bedste ved dit job?

”Det er fantastisk at være en del af den grønne omstilling og være med til at bringe DSB i front på den bæredygtige agenda. Tænk også, hvordan vi kan skabe merværdi i samfundet ved at reducere trængslen ind mod de store byer. Der er mange elementer, vi kan påvirke til gavn for vores kunder og Danmark. Og vores ansatte lægger en enorm stolthed i at være i dette firma. Det synes jeg er fantastisk.”  

Hvilke egenskaber skal man have som direktør?

”Man skal kunne samarbejde, man skal kunne skabe begejstring, man skal kunne holde overblikket og ikke nødvendigvis fortabe sig i detaljer, for så drukner du. Og det er meget vigtigt at rose. Man kan komme rigtig langt på literen, når man roser folk.”

Hvad er rigtig spændende i dit job lige nu?

”12. december gik vi i gang med at køre med Vectron-lokomotiverne foran dobbeltdækkervogne på Kystbanen og i den sjællandske regionaltrafik. Det håber jeg, de rejsende sætter pris på. Det er en lydløs togoplevelse med acceleration som en Rolls-Royce – meget behagelig at køre med. 

Hvad laver du, når du skal slappe af?

”Jeg læser historiebøger. Jeg tror, at når jeg engang bliver færdig som driftsdirektør, vil jeg læse historie på universitetet. Og hvis jeg virkelig skal slappe af, går jeg en tur i naturen med en fuglekikkert.”

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

BEHDAD OMRANI
45 år, træningscenter-bestyrer, Farum Station

Jeg kommer hjemme fra Nørrebro og er på vej til arbejde i Fitness X her i Farum, hvor jeg er club manager. Det er megafedt. Jeg har været i firmaet i tre år, og for nylig blev den her stilling ledig. Vi prøver at få filialen her op at køre, og det er sjovt at være en del af, uden at jeg selv har nogen økonomisk andel i det og behøver at bekymre mig om den side.

Jeg har ingen børn, men er onkel til et par søde nevøer. Jeg drømmer ikke om andet end et simpelt liv med lidt rejser i ny og næ.

Tidligere har jeg lavet lidt af hvert, blandt andet været fitnessinstruktør og solgt tøj. Det er her, jakken, jeg har på, kommer ind. Den er dyr og italiensk og med ægte rævepels. Jeg har også boet i Thailand halvdelen af året i en årrække, hvor jeg blandt andet var guide på en speedbåd med tyske turister. Jeg havde ikke nogen særlig erfaring med tysk andet end fra folkeskolen, men øvelse gør mester.

__________________________________

MARIKKA SPARRMAN
14 år, skoleelev, Værløse Station

Jeg venter på min veninde Selma, mens hun er til præst. Jeg går ikke selv til præst. Vi er ikke særlig religiøse i min familie, og gaver og fest får jeg alligevel. Jeg håber, jeg får nogle penge, så vil jeg sætte dem ind på min børneopsparing.

Jeg er oprindelig fra Tingbjerg og har boet det meste af mit liv her i Værløse, men for nylig flyttede vi til Nørrebro i København, fordi min far ville bo tættere på den køreskole, han driver. Det har været fint nok at flytte, og nu går jeg i skole i København, men jeg har de fleste af mine venner her, og det er lidt besværligt at tage frem og tilbage for at se dem. Det er mest mig, der kommer til dem. Vores lejlighed er stadig et rod af flyttekasser over det hele. 

Når Selma kommer, skal vi hjem til hende, og så har vi snakket om at tage ud at ride i Hareskoven. Hun har fire heste, og hun har fortalt mig masser af gange, hvad de hedder, men jeg kan stadig ikke huske det.

__________________________________

PETER HOLCK
67 år, kunstmaler, Buddinge Station

Jeg har været ude at finde malerier i en genbrugsforretning. Ét af en norsk malerinde, Mimi Falsen – det er i meget dårlig stand – og ét af danske Gertrud Boberg. Nu skal jeg hen med dem i mit atelier, hvor jeg vil sætte dem lidt i stand.

Jeg har i mange år samlet på mindre kendte malere. I 20 år samlede jeg på danske Astrid Holm, der blandt andet var elev af Matisse, men som var blevet glemt. Mit største ønske var, at hun skulle få en udstilling, og endelig i 2020 fik hun en på Øregaard Museum.

Fra 1974 til 1981 uddannede jeg mig selv til maler på Kunstakademiet under Albert Mertz. Min stil er figurativ, humoristisk, lidt popart-inspireret, men jeg har haft svært ved at leve af det og har undervist på kunstskoler og været ansat som museumsbetjent. For nylig blev jeg folkepensionist, og for første gang har jeg tid til bare at male. Der er intet andet, jeg drømmer om. Jeg har ikke nogen pensionsopsparing, men er faktisk begyndt at tjene lidt på at være kunstsamler.

Høj hastighed og god plads til ben og bagage. DSB’s nye franske el-tog er designet til at give dig en hurtig, grøn og behagelig rejse. Hop med på vognen, og se, hvad du kan se frem til.
Tekst:Paarnaq HansenIllustration:Jakob Wedendahl

STRØMFØRENDE

DSB’s flåde undergår en elektrificering i disse år, og i foråret bestilte DSB 100 el-togsæt (minimum) hos den franske togproducent Alstom – en samlet ordre på over 20 milliarder danske kroner. De nye el-togsæt hedder Coradia Stream, har 300 pladser fordelt på fem vogne og bliver leveret fra 2024.

HØJERE OP

Togene kommer med en tophastighed på 200 km/t. I dag er tophastigheden på danske tog 180 km/t, men når Banedanmarks nye signalsystem tillader det, vil de nye tog få lov at køre med deres tophastighed på udvalgte strækninger.

VÅDT OG TØRT

Cateringområdet har en kaffeautomat og en snackmaskine, der også indeholder kølet vand og sodavand. Der er nem adgang for kørestolsbrugere til cateringområdet, hvor der desuden er et lille bord, hvor et par personer kan strække benene.

HJUL/BEN

Flexområdet kan tilpasses alt efter sæson, så der om sommeren er bedre plads til cykler og om vinteren, hvor flere formodes at lade cyklen stå, er flere siddepladser.

UDE AF ØJE 

Ud over de klassiske bagagehylder, du kender fra DSB-togene, har de nye togsæt også bagage­reoler og -rum, hvor du bekvemt kan parkere større tasker. Bare husk dem, når du stiger af …

SKUDSIKKER

Togsættene har skydetrin ved alle ind- og udstigningsdøre. Skydetrinene har en indbygget sensor, som justerer trinets længde og gør det nemt og trygt for gang­besværede at benytte toget, ligesom adgangsforholdene er forbedret for cykler og barnevogne, der kan trille lige ind.

FRI BANE

Hvert togsæt har en vogn, hvor kørestolsbrugere uden assistance kan køre om bord og derfra videre ind til to særligt indrettede kørestolspladser. I dag sidder kørestolsbrugere i flexrummet sammen med cykler og barnevogne. I de nye tog er kørestolspladserne placeret blandt de øvrige passagersæder. Desuden er vognens toiletter ekstra rummelige med god plads at vende på.

Kilder: Evarist Palushani – ingeniør (ph.d.), Niels P.N. Sørensen – systemintegrator, Ken Busk – Passager Oplevelse Lead og Flemming Bisgaard Kaiser – RAM-ingeniør