Indlæg

Usbekistan er et af de nyere selvstændige lande, der engang var en del af Sovjetunionen. 30 år efter Murens og unionens fald rejste Ud & Se med nattog mod landets hovedstad og fik sig en suppe, en soveplads og en særlig nat, man sent vil glemme.
Tekst og foto:Sophie Lund Møller

EN STORSMILENDE usbekisk togkonduktør vifter ivrigt med hånden. Bag ham strækker et majestætisk turkisgrønt tog sig nærmest endeløst til begge sider på togstationen i byen Khiva, hvorfra der er 14 timer i nattog til landets hovedstad, Tasjkent.

Konduktøren vifter mig op ad tre stejle trappetrin. ’PECTOPAH’ (’restaurant’ med kyrilliske bogstaver) står der på den grønne vogn, og bag duggede ruder med krøllede gardiner viser han med stolthed ind i restaurantvognen og ud i et industrielt køkken. 

På det brændefyrede komfur syder kartofler og lammekød i en kulsort støbejernsgryde. Metalsuppeskeer og en fladtang hænger over komfuret, lange knive flyder tilfældigt på metalbordet, og restaurantens to kokke er i gang med at fortære et spejlæg og drikke te. Den ene siddende i en hullet T-shirt, den anden hængende ud ad køkkenlugen i joggingtøj. Et smil afslører et par guldtænder i overmunden. De kigger overrasket op fra deres samtale.  

”Hej, hvor kommer du fra?” spørger mændene på russisk. 

”Danmark,” svarer jeg og får advarende fremstammet, at jeg kun kan en smule russisk. Det stopper dem ikke. Hvor skal jeg hen, hvor har jeg været i Usbekistan, og er du ikke hende journalisten fra BBC? Ordene krøller sig sammen og har svært ved at trænge ud over mine læber. Alligevel ruller samtalen videre. 

”Hvilken vogn skal du sove i?” spørger guldtanden. 

”Platzkart,” svarer jeg, betegnelsen for 3. klasse. Han kigger overrasket på mig. Det forstår han ikke. Turister plejer at sove i luksuskupeerne. 

”Du skal komme forbi restauranten i aften, ” siger han grinende.
”Vi har også øl,” tilføjer han.

En usbekisk herre nyder stilheden tidligt om morgenen.

UDEN FOR RESTAURANTVOGNEN sværmer en myretue af passagerer med rullekufferter og rygsække ud på perron 1 på den futuristiske station. En mand stønner ned ad perronen med hænderne fulde af tunge poser, mens hans pukkelryggede bedstemor stavrer bagefter. Et kærestepar krammer intenst farvel. To tyske rygsækrejsende med forvildede blikke forsøger at tyde de kyrilliske bogstaver på afgangstavlen. 

Ud for hver vogn står en konduktør med en ualmindelit høj hat – et levn fra dengang, Usbekistan var en del af Sovjetunionen, og åbenbart så brugbar, at den overlevede styrets fald i 1991. Hatten sælges blandt andet brugt på eBay som et vintage-fund.

Bag konduktørerne hænger laminerede stykker papir fast med tape og anviser vognnummeret. Vi passagerer møver vores bagage forbi række efter række af overkøjer og underkøjer i par af fire og udfoldelige køjer vendt mod gangen. En rynket usbekisk herre med sixpence sludrer med en usbekisk dame, som slænger sig på en af sengene. Bagagen lægges enten på hylder over den øverste køje eller i kister under den nederste. Brune, frynsede tæpper, der ikke ser specielt nyvaskede ud, ligger redt ud på hver køje, mens tre poser te og et par sukkerknalder er placeret som en lille velkomst på bordet mellem sengene. 

Selv om ’platzkart’ sprogligt stammer fra tysk, kommer togbegrebet fra Rusland. Man sover i et åbent rum med omkring 50 andre passagerer, og prisen for 14 timers nattur er 110 danske kroner, mens en topersoners kupé på første klasse koster cirka 300 kroner per person. I de ældre tog er platzkart-sæderne lavet af træ, også kendt som ’de hårde vogne’, mens sengene i nyere tog er polstret med blødere madrasser. 

Et gammelt sovjetisk nattog på ruten Khiva-Tasjkent.

ET JERNTÆPPE AF JERNBANER

Arven fra Sovjetunionen ligger spredt som et edderkoppespind af togskinner i de centralasiatiske lande. Usbekistan var oprindeligt et nomade- og stammesamfund, men blev i 1867 en del af den nye provins Turkestan. Nabolandene Kirgisistan, Tadsjikistan og Kasakhstan blev også indlemmet i Turkestan. I 1879 begyndte den russiske tsar at udbygge et enormt jernbanenet, og tværs gennem det vestlige Centralasien byggede russerne blandt andet den 1.400 kilometer lange Transkaspiske Jernbane. Formålet var at transportere varer og tropper fra Det Kaspiske Hav, men togskinnerne blev også lagt for at vise muskler over for Det Britiske Imperium, der nærmede sig fra Britisk Indien. I slutningen af 1890’erne nåede skinnenettet til Tasj­kent, og jernbanen medførte en opblomstring i handlen mellem Centralasien, Rusland og Europa.

UNDER OS ER togskinnerne en del af Den Transkaspiske Jernbane. I årene under Sovjetunionen voksede det centralasiatiske jernbanenet med tusindvis af kilometer, men efter unionens fald blev jernbanenettet afkoblet sin primære endestation, ­Moskva, og dermed afskåret fra den russiske pengepung samt ekspertise i at vedlige­holde skinnerne. Hvert nye selvstændige land tog kontrol over sine jernbaner, og over 30 år efter Sovjetunionens fald har Usbekistan nu fået genrejst sit jernbanenet med indkøb af nye spanske højhastighedstog og en højhastighedsforbindelse på 600 kilometer mellem de to største byer, Tasjkent og Samarkand.  

De skinnende europæiske tog har dog ikke erstattet de sovjetiske endnu, men selv her i de ældre tog henter nutiden ind på fortiden. Omkring os springer en svedig konduktør som i et hækkeløb over kufferter for at tjekke hver billet med en moderne QR-scanner, mens et par aldrende usbekiske passagerer stadig stramt holder fast i en gullig papirbillet. Det føles lidt som at trykke på en tidsmaskine, da togkonduktøren med rød hat på slaget 16:22 fløjter skingert. Metaldørene smækkes hårdt i, en sky af grå røg slipper ud af diesellokomotivet, og vognene vugger fra side til side, idet toget skrumpler  ud af Khiva. 

Togpersonale venter foran hver vogn.

TOGET GLIDER FORBI ravgule marker og råhvide bomuldsbolde, mens usbekere aser rundt som stimer af fisk for at indsamle små filtrede kugler af bomuld i større bløde bunker. 

Forhistorien bag ’det hvide guld’ er dog dyster. Da Ruslands bomuldsleverancer fra USA ophørte under den amerikanske borgerkrig i 1860’erne, fik russerne øjnene op for Centralasiens bomuld. På samme tid blev livegenskabet ophævet i Rusland, og det fik jordløse russere til at sive til Usbekistan og sætte gang i produktionen. Efterhånden blev landets ørkenstepper forvandlet til marker, nye vandingskanaler blev etableret, der blev satset stort på bomuldsdyrkning, og produktionen blev firedoblet fra 1940 til 1980. 

Men bag den hvide succes lå en voksende miljøkatastrofe og et skræmmeeksempel på, hvad der kan ske, når man overudnytter naturen. De mange bomuldsmarker skulle have masser af vand, og derfor blev vand fra Aralsøens to floder omdirigeret til markerne. Alt for lidt vand nåede frem til verdens fjerdestørste sø, Aralsøen, der begyndte at tørre ud, og livet i søen døde. Rovdriften på jord og vand fik ørkenen til at sprede sig, og forhøjet saltkoncentration og tungmetaller trængte ned i jorden og spredte sig til landbruget. 

I dag er Aralsøen svundet ind til en tiendedel af sin oprindelige størrelse, og ser man på søen ovenfra, befinder tidligere havnebyer sig nu 100 kilometer fra søens nuværende bred. I dag er bomuld stadig en betydelig del af landets industri, men produktionen er i konstant fare for at kollapse på grund af vandmangel. 

Usbekere tæt pakket i en platzkart-vogn.

USBEKISTAN FOR BEGYNDERE 1

Ørkenstrandet
Aralsøen var engang verdens fjerdestørste sø, men er i dag tørret voldsomt ud på grund af Sovjetunionens omfattende kunstvanding. En af verdens største menneskeskabte miljøkatastrofer sættes i perspektiv, når man skuer ud over det næsten uendelige salte støvede areal eller finder en muslingeskal midt i ørkenen. I den tidligere havneby Muynak kan man besøge en skibskirkegård, hvor skibe står på den nu sandede jord.

Silkelook 
Silkevejsbyerne Samarkand og ­Bu­khara er over 2.700 år gamle. En af handelsruterne på den legendariske Silkevej, som forbandt Kina med Europa og Mellemøsten, gik gennem det nuværende Usbekistan. I Margilan i det østlige Usbekistan kan man opleve produktionen fra silkeorm til silke på fabrikken Yodgorlik. Hver torsdag og søndag åbner markedet Kumtepa i Ferganadalen fem kilometer uden for Margilan, hvor man kan prutte om prisen på metervis af silke.

Blåt til lyst 
Det er nemt at forestille sig karavanerne holde ind ved den ikoniske Registan-plads og ved de blå mosaikker i Samarkand, som lå strategisk godt placeret halvvejs mellem Asien og Europa på Silkevejen. De tre symmetrisk placerede koran­skoler i blålige nuancer lyser op hver aften på pladsen.

EFTERHÅNDEN ERSTATTES de prikkede marker af firkantede huse og asfalterede veje med hvide Chevrolet’er. En halv times tid senere glider toget ind på en station i et arkitektonisk sammensurium af sovjetisk og orientalsk stil. Hvid marmorbeton med blå refleksvinduer og bombastiske blokbogstaver fortæller os, at vi er ankommet til Urgentj i det vestlige Usbekistan på grænsen til nabolandet Turkmenistan.

En ung mor i et bordeaux veloursæt halser ned gennem vogn 14 med en pusletaske over skulderen og fyldte poser i hænderne.

”Salam alaikum,” hilser moren og forsøger ikke at glo for meget på dem, hun skal tilbringe natten med.  

Bag veloursættet stikker to kuglerunde sorte øjne frem. I barnets hånd spiller en skrattende sang fra den verdensomspændende tv-serie for børn ’CoComelon’ på en telefon, og den toårige pige prøver ikke at skjule nysgerrigheden over for sine sengekammerater. 

Moren prikker med en spørgende finger på mit knæ og peger på overkøjen. Jeg nikker.

Sengene bliver fyldt op med rynkede damer, hårdhudede mænd og unge usbekere med hvide sportssko og trådløse høretelefoner i ørerne, mens vognen damper af mange mennesker klemt inde på meget lidt plads.  

Bomuldsmarker på landet.

ET HYL FRA en fløjte skærer gennem stationen, og efter halvanden times stilstand humper toget ud fra Urgentj. Vognen fyldes af usbekisk småsnak og knækkede græskarkerner. Grå godsvogne med cement ruller som en filmrulle i vinduet, og en dreng spiller bold i et støvet industrikvarter. 

Selvom russernes tilstedeværelse i landet førte til skyhøj bomuldsproduktion, jernbaner, postvæsen, telegrafi og afskaffelse af slaveri, var det dog ikke nogen stor forbedring for flertallet af befolkningen i Usbekistan. Landets hyrdekultur, der går tilbage til 4.000 år f.v.t., blev truet, og modstanden mod russerne endte i flere blodige opstande. Senere, under Stalins planøkonomi, ændrede forholdene for usbekerne sig ikke til det bedre. Landbruget blev kollektiviseret og industrialiseret med brutale metoder, der fik høstudbyttet til at falde og skabte hungersnød i landet. Usbekiske ledere og intellektuelle blev også udrenset i den periode, og fra 1920 til 1945 mistede en stor del af befolkningen livet til sult eller forfølgelse. Styret i Moskva lukkede også moskeer, religiøse læreanstalter og undertrykte al religiøs udøvelse, så islams lange tradition i Centralasien i stedet måtte dyrkes i hemmelighed. Til gengæld lagde man en stor indsats i at udrydde analfabetisme, skole- og sundhedssystemet blev udbygget, infrastrukturen blev markant forbedret, og kvinder blev frigjort fra deres traditionelle rolle i hjemmet.  

Da Sovjetunionen blev lagt i graven, forsatte Usbekistans historiske, politiske, økonomiske og kulturelle bånd til Rusland. Rusland får gas fra Usbekistan, og det er blevet en vital del af usbekisk økonomi, at millioner af usbekere arbejder i Rusland og sender penge hjem til familien. Selv i perioder, hvor luften har været kold mellem de to lande, er handlen fortsat. Som allieret var det derfor bemærkelsesværdigt, da udenrigsminister Abdulaziz Kamilov sidste år meldte ud, at Usbekistan er imod Ruslands invasion i Ukraine. 

Nattoget fra Khiva til Tasjkent. Lagner svæver ned fra køjesengene for at skabe en smule privatliv.

EN SJÆLDEN NOTE af smørbagte kiks og sure tæer spreder sig i vognene, der er proppet med mennesker. Familier sidder foroverbøjet over de små borde og vrider stykker af stegt kylling og runde hvedebrød fra hinanden. Det tyske rygsækrejsende par, der tidligere forsøgte at tyde kyrillisk på togstationen, skiller sig ud i afdelingen for platzkart. Et stiltiende nik mellem os siger mere end ord. Vi er på udebane. 

For enden af de mange menneskepakkede vogne siver en duft af stuvet kød, og efter restaurantvognen fortsætter de mere luksuriøse vogne med enten fire- eller topersoners kupeer. I et klinisk lys iler tjenere i hvide skjorter i pendulfart mellem køkkenet og restauranten. Otte borde er dækket med voksdug og friske lilla blomster. To russere er i gang med at tømme øl nummer to og slubre en glohed suppe med dansende fedtdråber i overfladen. En turist trækker sin oplader ind og ud af en stikkontakt i håbet om at lade sin telefon op. 

I de brune imiterede lædersæder bestiller jeg nudler og en lunken usbekisk øl – Sarbast – der er produceret af Carlsberg i landet. Gardinstangen falder ned, da jeg trækker gardinet fra for at se solnedgangen over markerne.  

Køkkenpersonalet i nattoget fra Khiva til Tasjkent. Chefkokken Ansar sidder og spiser et spejlæg inden afgang.

UDE I KØKKENET smiler og vinker kokken ud ad sin luge. Bag ham svæver damp fra en sydende kødstuvning i støbejernsgryden, og et spejlæg sprutter i olie på en pande. Dugdråber glider om kap ned ad køkkenets vinduer. 

”Hvordan går det?” 

”Udmærket,” svarer jeg, mens jeg febrilsk bladrer i mit minimale kartotek af russiske ord. For ham flyder det russiske let, da det, efter usbekisk, er landets andetsprog. Jeg spørger, hvad han hedder. 

”Ansar,” svarer han og fortæller, at han er fra Usbekistan og chefen i køkkenet. Han har arbejdet i restaurantvognen i mange år, siger han og trækker ud i sin svedige T-shirt. En række bestillinger på suppe ryger gennem køkkenlugen, og Ansar vender sig mod komfuret. 

I vognene bag ham stikker fødder i øjenhøjde ud fra de øverste køjer, mens ud- og indgangen til hver vogn dufter svagt af bål. Her sætter en konduktør ild til håndfulde af træflis under en stor samovar, og krumryggede usbekiske kvinder stiller sig i kø ved varmebeholderen med hver deres porcelænstekande. 

Første stop på ruten er byen Urgentj (Urganch) i det sydlige Usbekistan.

USBEKISTAN FOR BEGYNDERE 2

Guld værd
Usbekistan har en stor produktion af guld. Landet producerede 100 ton guld i 2021. Guldminen Muruntau i Kyzylkum-ørkenen er en af verdens største åbne guldminer og har eksisteret i mere end 50 år.

Stort nok
Usbekistan er mere end 10 gange så stort som Danmark og det mest befolkede land i Centralasien med 34,2 millioner indbyggere (2020).

Dobbelt op på grænser
Usbekistan er, sammen med Liechtenstein, en såkaldt dobbelt indlandsstat. Det vil sige, at landene, som de eneste i verden, ikke kun er landfaste uden adgang til havet, men at deres nabolande også er landfaste. For at komme til en kystlinje fra Usbekistan skal man gennem mindst to lande.

Te-lepati
Det er usbekisk skik tre gange at hælde en smule te op i sit krus og derefter hælde det tilbage i tekanden, før teen kan drikkes.

MIDT I ET afgørende slag kort i en usbekisk familie bliver lyset slukket. For at få en smule privatliv svæver lagner spærrende foran nogle af sengene. Toget pruster forbi lange parenteser af kulsort mørke i verdens 15. største ørken, Kyzylkum, der udgør 300.000 kvadratkilometer af Usbekistan. Gennem netop denne ørken rejste karavaner af kameler med varer og viden på en af handelsruterne ad Silkevejene. Fra det første århundrede og frem fragtede man silke, jadesten, porcelæn, te og krydderier mellem Kina og Europa, men også religion, information og ideer.

Langs Silkevejenes usynlige tråde trasker toget videre i mørket. En dunst af sved kradser i næseborene til lyden af en ældre herre, som haler torsk i land et par senge længere nede ad gangen. I vores lille firkløver af køjesenge forsøger moren med lukkede øjne at vugge sin datter i søvn. Den lille krop møver rundt og skriger utrøsteligt. Salte tårer trækker ned over bulede kinder, og ikke engang cola eller ’CoComelon’ på telefonen kan stoppe de nerveflossende skrig. Efter en times konstant gråd begynder moren i afmagt at slå og ryste sin datter. Gråden tager kun til for hvert slag, og at sidde under en meter fra handlinger, vi for længst har taget afstand fra i Danmark, får maven til at snøre sig sammen i kultursammenstød. Men da en rynket dame roligt løfter barnet ud af armene på den tærede mor, forstummer gråden, og tårerne tørrer ud. Respekten for ældre er nærmest sakrosankt i Usbekistan, åbenbart selv for de mindste.

Gråden erstattes af et metallisk klonk hvert tiende minut. Døren ud til toilettet åbner og smækker, hver gang nogen skal på toilettet, og en isnende vind smyger ind under det tynde tæppe, når det sker.

Restaurantvognen indefra.

DER ER LANGT til den dybe søvn, når man ligger ved toilettet. Klokken fem om morgenen kan jeg lige så godt sætte mig op og få den sidste udsigt fra vinduet. Jeg er ikke den eneste. En ældre vågen herre sender mig et indforstået nik og vender blikket mod vinduet igen. Et orange skær smyger sig over himlen og lyser støvede landsbyer op. Vi kører sneglende forbi kvadratiske huse, frodige urtehaver og kuppelformede mausoleer. 

Bag de ophængte lagner begynder usbekerne at pusle rundt. Personalet samler det brugte sengetøj sammen i store lærredssække. Et hold af usbekiske damer i tøfler stiller sig i kø med håndklæder og håndsæber i gangen. En lettere fækal lugt fra toilettet siver ind i vognen. 

Toget glider ind på stationen i Tasjkent en halv time før forventet. I en smoggrå morgendis reflekterer togvinduerne endnu en futuristisk, pompøs station. Inden toget bremser, maser passagerer sig selv og deres bagage frem i den klaustrofobiske vogn. Køkultur findes ikke i Usbekistan. Alle vil ud først. Med mørke rande under øjnene og ømme rygge strømmer usbekerne ud på perronen. Rullekufferter dunker over togskinnerne, og gerrige taxachauffører står klar som komité på den modsatte side af skinnerne. Den forfriskende kolde morgenluft hiver søvnen ud af øjenkrogene. På et gult neonskilt står der ’Welcome’ – på usbekisk, engelsk og russisk.

Med en baggrund som blandt andet livvagt og IT-ekspert arbejder Jesper Nygaard Schiøtt nu som IT-arkitekturchef. Og så er han måske den bedst klædte mand i DSB.
Tekst:Rasmus Barud ThomsenFoto:Søren Rønholt

Du går altid klædt i et pænt skræddersyet tredelt jakkesæt. Hvorfor det?

”Da jeg startede i DSB 1. januar 2022, tog jeg valget, at jeg ville være pænt klædt hver dag. Jeg har altid været fascineret af klassisk britisk mode, og efter at have set filmen ’The Gentlemen’, hvor de medvirkende er enormt velklædte, besluttede jeg, at sådan ville jeg også være. Og mit mantra er, at jeg ikke gider fortryde ting, jeg ikke fik gjort.”

Hvad giver det dig at have lige præcis det tøj på?

”Jeg har det godt, når jeg har det på. Jeg synes, det er pænt, og så bliver det en slags uniform for mig. På en måde passer det også sammen med de ting, jeg rent arbejdsmæssigt synes er vigtige. Nemlig at gøre sig umage, arbejde på at rykke grænser og måske gøre ting anderledes – også når det handler om IT-arkitektur. Og så tager jeg for øvrigt jakkesættet af, når jeg kommer hjem.”

Du har en baggrund som blandt andet livvagt i hæren. Hvordan blev du chef for IT-arkitektur i DSB?

”IT har jeg arbejdet professionelt med, siden jeg var 19 år, og jeg har arbejdet i flere store virksomheder og på flere rigtig store projekter. Jeg har altid godt kunnet lide at udfordre mig selv, og efter en årrække inden for IT søgte jeg ind i militæret og endte med at være der i seks år. Her blev jeg blandt andet uddannet oversergent og livvagt og var udsendt til Irak. Det gav en stor og passioneret interesse i ledelse og mennesker, så da DSB slog en stilling op, som kombinerede IT-arkitektur og ledelse, slog jeg til.”

Hvad går jobbet som chef for IT-arkitektur ud på?

”Kort fortalt handler IT-arkitektur om, at man designer IT-systemer, som andre så bygger. Som leder er det min opgave at skabe de bedste betingelser for mine 16 medarbejdere, så de trives, udfordres og udvikles. I sidste ende skal det gerne resultere i, at vi designer de bedst mulige IT-systemer for DSB’s kunder og ansatte.”

Hvorfor valgte du DSB?

”Ud over at kombinere ledelse med IT er det vigtigt for mig, at den virksomhed, jeg arbejder for, har et større formål end at tjene penge. Det lyder måske flot, men det driver mig, at der er en opgave, der handler om mere end omsætning. Og sådan en opgave løser DSB.”

Du har arbejdet for DSB i snart halvandet år – hvordan har det været?

”Jeg kom til stillingen med en lyst til at udvikle samt skabe større fokus på måden, vi arbejder med IT-arkitektur på. Og det har jeg haft mulighed for at påvirke ved at arbejde for, at vi får de bedste IT-systemer. Den form for impact kan jeg godt lide. Mit team arbejder med alt fra IT-systemer over infotavler til DSB’s apps, så der er mange ting at sætte sit præg på.”

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

ANNE LOUISE BIRK VEDEL
44 år, tegnsprogstolk, Dybbølsbro Station

Jeg har altid været meget sproginteresseret, og for 10 år siden valgte jeg at uddanne mig til tegn­sprogstolk. Tegnsprog forekom mig at være en slags hemmeligt sprog. I dag er jeg selvstændig, og mine kunder er døve personer, der har brug for min hjælp til at oversætte fra tegnsprog til talt dansk. 

Jeg rykker ud til bryllupper, begravelser, hyggesnak, tandlægebesøg, undervisning og meget andet. Det er fedest at være bare lidt forberedt på, om jeg skal oversætte tandudtrækning eller digtanalyse, men det er ikke altid, mine kunder lige får skrevet, hvad det drejer sig om. I dag har jeg fire kunder over hele Storkøbenhavn. Så er det smart at have cyklen med toget.

Ved siden af mit arbejde har jeg taget en kandidat i generel pædagogik, været inklusionspædagog og arbejdet som pædagog på en specialskole. Jeg har lidt svært ved at sige nej. Men nu er det kun min egen forretning, jeg passer. Eller det vil sige, jeg er også frivillig i Valby Kino.

__________________________________

LIV HOVEDSKOV
33 år, frisør, Ny Ellebjerg Station

Jeg er på vej fra Nørrebro, hvor jeg har siddet hårmodel for en af min tidligere mesters elever som del af hendes frisøreksamen. I morgen skal hun klippe mig, i dag fik jeg afbleget håret. En fuld afblegning tager cirka fire timer, men jeg skulle kun have afbleget bunden, så det kunne vi klare på to timer. Sidste år var jeg rødhåret. Jeg tror, jeg har haft alle hårfarver igennem årene, men min favorit er afbleget. 

Jeg er selvstændig og kører rundt og klipper folk i deres hjem. Det passer mig godt, at jeg bare er mig selv og ikke skal forholde mig til personale og husleje. Nogle frisører gør meget ud af at chit-chatte. Det er ikke mig, men hvis kunden har noget at fortælle, lytter jeg gerne. Det er vigtigt at være venlig. Verden har brug for mere venlighed.

Nu skal jeg hjem til Avedøre, hvor jeg bor. Min søster passer min franske bulldog, Manfred. Han har separationsangst. Manfred er avlet i Polen på det, man vel kan kalde en form for hvalpefabrik, og er blevet taget for tidligt fra sin mor, den stakkel.

__________________________________

BASHAR ABDUL HALIM
19 år, gymnasieelev, Køge Station

Jeg bor i Ringsted – det har jeg altid gjort. Der sker ikke så meget, men det vænner man sig til. Mange kommer til byen på grundnaf vores outlet ved motorvejen, og jeg køber selv en del Nike-tøj dér.

Jeg går på EUX Business i Køge, det er en erhvervsfaglig gymnasieuddannelse. Jeg kunne godt tænke mig at åbne en tøjbutik en dag. Til at starte med var jeg ikke så glad for skolen. Jeg er ikke så god socialt, men klassekammeraterne tog godt imod mig, og nu føler jeg mig hjemme.

I eftermiddag skal jeg på arbejde på La Rustica i Ringsted, hvor jeg er tjener. Vores populæreste retter er burger og pasta. Jeg kan godt lide at snakke med kunderne, og jeg er også blevet tæt med nogle af kollegerne. Vi går ud og spiser sammen, når vi har fri. Nogle går også på druk sammen, men jeg er ikke festtypen.

Siden farfar var dreng, har børn som voksne frydet sig over at se de små tog tøffe rundt på modeljernbanerne på landets togstationer. Men brugen af mønter er ikke længere optimal. Derfor er der nu indført kortbetaling, der gør det nemmere at få liv i DSB’s mindste lokomotiver.
Tekst:Rasmus Barud ThomsenFoto:Bjarke Ørsted

FEM FLADE

Tidligere kostede det en rund to-krone at få toget til at køre. Med den nye betalingsløsning er prisen fem kroner, og overskuddet går blandt andet til sociale foreninger. Er man gammel nok, vil man måske kunne huske, at det engang kostede 25 øre at få modeltogene til at køre.

SMÅ TOG OG STORE ØJNE 

I gamle dage var der modeljernbaner på en lang række større togstationer, men i dag findes de kun på København H, Aarhus H og på Aalborg Station. Her er de til gengæld stadig ganske populære, og mange forældre har nok oplevet, at det er svært at trække et barn forbi uden at skulle lede efter en blank ’daler’.

EN NY MODEL 

I stedet for de gamle møntindkast er der i januar og februar opsat tidssvarende betalingsmoduler til betalingskort på modeljernbaner på København H, Aarhus H og på Aalborg Station. De nye betalingsmoduler er placeret i glashøjde til venstre for de gamle møntindkast. De fysiske møntindkast var med tiden blevet så gamle, at det ikke har været muligt for DSB at skaffe reservedele til dem. Det har betydet, at nogle af modelsporene i perioder desværre har været ude af drift. Samtidig er det de færreste, der i dag har mønter på sig, hvorfor en kortløsning er mere optimal. Bag den nye betalingsløsning står det danske firma Logos Payment Solutions.

FRIVILLIGE VICEVÆRTER

Til at skifte de gamle møntindkast ud med nye betalingsmoduler har DSB trukket på hjælp fra de frivillige modeljernbaneeksperter, der fungerer som viceværter for DSB’s modelbaner, samt en ekstern elektriker. På billedet ses Jimmy Mørch, der er ansvarlig for den daglige drift.

VÆLG SELV DIN AFGANG 

Der er forskel på modeljernbanerne på København H, Aarhus H og på Aalborg Station. Det betyder, at man i hovedstaden kan vælge mellem to baner med to tog på hver, mens Aalborg og Aarhus har tre forskellige baner at vælge imellem. Når man betaler med sit kort, kan man på betalingsskærmen vælge, hvilke baner der skal køre. I forbindelse med opsætningen af de nye betalingsmoduler var man nødt til at opgradere printpladen i modulerne, så den kunne håndtere tre forskellige valgmuligheder mod standarden på to valgmuligheder.

KORT SAGT

Vil man bruge modeljernbanen, kan der nu betales med dankort, Visakort, Mastercard, Diners og Discover. For at kunne trække pengene fra brugernes kort er betalingsmodulet udstyret med en 4G-router, der har kontakt til Nets. Når betalingen fra kundens kort er registreret, slår relæet i betalingsmodulet til, hvilket giver strøm i to minutter til modeltogene samt eventuelt lys på banen. Afhængigt af banens størrelse svarer det til, at togene kører mellem tre og fem runder.

Her får du marts-nyhederne fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:Danmarks Jernbanemuseum

TOGET BAG VORES FÆLLES TID

Vi nærmer os atter lysere tider, og natten mellem den 25. og 26. marts skifter DSB fra vintertid til sommertid. Før jernbanen var den lokale tid bestemt af solens placering på himlen, og der var ikke fælles tid i hele Danmark. Men netop på grund af jernbanen besluttede man i 1858 at anvende Københavns lokaltid som fælles jernbanetid, og i 1880 kom der så fælles national tid for hele landet. Trykte køreplaner blev dengang bragt i datidens aviser og hængt op på tavler ved stationerne, så jernbanepassagererne kunne lære (at komme til) tiden.

TASKELÆKKERT

30 ton CO2 har DSB sparet ved at sende kasseret arbejdstøj fra værksteder og klargøringscentre til genanvendelse i 2022 i stedet for at smide det ud. Genanvendelsesmulighederne skyldes en ny vaskeri­aftale mellem DSB og De Forenede Dampvaskerier. Ifølge aftalen sørger De Forenede Dampvaskerier for, at det kasserede arbejdstøj bliver syet om til blandt andet muleposer og computertasker for derefter at blive solgt via hjemmesiden upcy.dk, der har specialiseret sig i at genanvende kasserede tekstiler.

PENDLERPENGE TUR-RETUR

Forsinkede tog betyder kompensation til kunder, der er tilmeldt rejsetidsgarantien. I 2022 sendte DSB 24,3 millioner kroner til togpendlere, der var tilmeldt ordningen, mens DSB året før sendte 6,3 millioner kroner tilbage. Forsinkelserne i 2022 skyldtes især sporarbejder, blandt andet omfangsrige arbejder på hovedstrækningen ved København, Ringsted og ved Slagelse. Man kan tilmelde sig rejsetidsgarantien for pendlere, hvis man rejser på et pendlerkort, et ungdomskort eller et erhvervskort, der gælder i mindst 30 dage.

BILLIG ORANGE TIL GRÅT GULD

Orange-billetter bliver nu endnu billigere for kunder, der har rundet 67 år og rejser lørdage og søndage. Oven i den almindelige pensionistrabat bliver der givet yderligere rabat på Orange-billetter til weekendrejser på helt op til 50 procent. Et godt råd er at planlægge rejsen i god tid – så er der flere af de ekstra billige Orange-billetter til resten af 2023. Eneste undtagelse er weekender i de perioder, hvor DSB har udsalg på Orange-billetter.

HAR DU HUND MED?

Så husk at købe en børnebillet til den, inden du stiger på toget. Hvis hunden eller et andet dyr kan være i en taske, transporttaske eller lignende, der maksimalt måler 100 x 60 x 30 centimeter, behøver du ikke købe en børnebillet. Har du en førerhund eller en servicehund, må du tage den med gratis. I DSB’s fjern- og regionaltog samt i S-tog er stillezonerne dyrefri områder. På DSB 1’ må du ikke medtage dyr. Det er dog tilladt at medtage en førerhund eller en servicehund. 

Læs mere om dyreregler på dsb.dk

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Thomas Nielsen

RORIE WOHLFORD
14 år, high school-elev i Vancouver, Middelfart Station

Min far er volleyballtræner for eliteherreholdet i Middelfart. Vi er på vej til en restaurant i Vejle for at se, om vi kan finde min mors telefon, som hun glemte, sidst hun var her. Vi bor til daglig i Canada, men besøger min far, så tit vi kan. 

Til daglig går jeg i high school, og i min fritid spiller jeg volleyball, men jeg holder mest af at gå til cirkus. Vi træner i trapez, kører på ethjulet cykel, jonglerer, laver pyramider og optræder en lille smule. 

Danmark er så småt og pænt. Det er meget hjemligt. Når jeg er her, hænger jeg mest ud med min far og snakker med ham om, hvad vi har lavet. Det er sådan noget, der er svært at snakke rigtigt om via en skærm.

Mine forældre og jeg har rejst meget gennem Europa, mens min far har boet her. Vi har været i Polen, Spanien, Italien, Grækenland, Frankrig, Tyskland, Holland og Belgien. Men det fedeste sted var Portugal, som vi rejste gennem i en lille autocamper. 

Når jeg bliver voksen, vil jeg gerne være skuespiller. Ikke for at blive berømt, men for at kunne udtrykke mig. Jeg synes, det er så vildt, hvordan skuespillere kan gå fra at se superglade ud til at se grund-triste ud på fem sekunder. 

__________________________________

GØYE THORN SVENDSEN
70 år, psykolog i Socialstyrelsen, Nyborg Station

Jeg er nok den eneste i Danmark, der hedder Gøye. Mine forældre kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle hedde. De tog et leksikon, slog op, og stoppede et tilfældigt sted. Birgitte kunne jeg så ikke hedde. Men Gøye? Sådan blev det. 

Folk troede, at Gøye var mit kælenavn. Jeg er ikke blevet drillet, men selvfølgelig er jeg blevet kaldt ’Papegøje’. Når min kone fortæller folk, hvad jeg hedder, spørger de: ”Jamen, hva’ hedder han så rigtigt?” 

Jeg er vokset op på Bornholm, søn af en mekaniker og en kontormedhjælper, men jeg flyttede, da jeg skulle have en uddannelse. Dengang kunne man ikke blive meget andet end håndværker derovre. 

Min far reparerede bådmotorer, så vi var meget på vandet. Vi dykkede, sejlede, stod på vandski og lavede udspring fra Helligdomsklipperne. Lidt vilde var vi nok, haha.

Jeg begyndte at læse til ingeniør i 70’erne, men kunne ikke få lov at arbejde med forureningsbekæmpelse, så jeg droppede det. I stedet tog jeg på tommelfinger ud i Europa i to måneder. Jeg endte på Malta, men rejste hjem og blev lærer og siden psykolog.

__________________________________

DANIEL FOGH
28 år, lyddesigner og komponist, Odense Station

Jeg er lige kommet med toget fra København. Den næste halvanden måned er jeg på Teater Momentum i Odense, hvor jeg laver musik og lyd til en teaterforestilling. I dag har jeg taget en guitar med for at udvikle noget lyd sammen med skuespillerne. 

Jeg plejer at sige, at jeg kan spille okay på alt, men at der faktisk ikke er noget, jeg er virkelig god til at spille på. Jeg ser egentlig heller ikke mig selv som musiker. Det ser nok sådan ud, når jeg kommer gående med guitaren, men jeg ser mig selv som komponist og lyddesigner.

For mig passer det godt at arbejde freelance, for så arbejder jeg sammen med en masse nye mennesker hele tiden, nogle, der kan noget andet end mig. Det var ikke så tiltalende for mig at spille i et band. Det kan være ret selvomsluttende. 

Det Brune Punktum får mig altid op af stolen til en fest. Eller ’Killing in the Name’ med Rage Against the Machine. 

Det varierer virkelig meget, hvilken musik jeg selv sætter på. Men der er nogle evergreens, jeg altid vender tilbage til, såsom Radiohead.

Københavns Hovedbanegård åbnede 1. december 1911 og bruges i dag dagligt af mere end 100.000 passagerer. I myldretiden når de færreste nok at bemærke arkitekturen og de detaljer, der gemmer sig på stationen. Opdag nogle af hemmelighederne her.
Tekst og foto:Laura Offerlin Larsen

MEJSLET I STEN

Arkitekten bag Københavns Hovedbanegård er Heinrich Wenck og skulle du være i tvivl om, hvordan han så ud, så frygt ej. Over murstensbuen længst til højre ved hovedindgangen hænger et portræt af ham i sandsten (herunder). Over tre af de øvrige buer får Heinrich Wenck selskab af portrætter af generaldirektør Charles Ambt, jernbaneingeniør C.F.S. Ernst og tilsynsførende arkitekt Einar Ambt.

PORTAL TIL FORTIDEN

På perronen mellem spor 5 og 6 kan man på en af granitsøjlerne finde en plade med årstallet 2008 på. Bag pladen gemmer sig en tidskapsel, der blev anbragt i forbindelse med renovering af hovedbanegården i 2004-08. I tidskapslen ligger en avis fra renoveringstiden, et møntsæt og en rulle, hvor samtlige håndværkere, der var involveret i renoveringen, er nævnt.

ANSIGT TIL ANSIGT

Mellem de to buer med portrætterne af Heinrich Wenck og Charles Ambt står seks granitsøjler, der bærer søjlegangen. Hver søjle er udsmykket med fire ansigter, og ingen af de i alt 24 ansigter er ens. Ansigterne er udført af kunstneren Jens Lund, og deres forskellige udseende skal symbolisere mangfoldigheden i befolkningen.

STENANSIGT

Skjult mellem dørene til Banegårdspladsen gemmer sig et lille ansigt i teglsten. Det er lavet af en murer i 60’erne, som havde plejet og passet bygningen og ville sætte sit aftryk til eftertiden. Da han gik på pension, fortalte han efter sigende andre, at han havde gemt ansigtet et sted på hovedbanegården.

SOM VINDEN BLÆSER

Tager man sig tid til at kigge op, når man kommer ind ad hovedindgangen, finder man en vindrose i midten af loftet. Den ligner til forveksling et kompas, men modsat et kompas peger vindrosen ikke altid mod nord. Den er direkte forbundet til vejrhanen, der sidder på toppen af hovedbanegården. Pilen i vindrosen peger derfor i den retning, vinden blæser.

Signe Luckmann Jensen søgte jobbet som salgsassistent i Kaffeexpressen, da hun flyttede fra Sønderborg til Aarhus for at komme tættere på sine venner, der også havde taget turen fra provinsen til storbyen.
Tekst:Laura Offerlin LarsenFoto:Jens Hasse

Hvad går dit job ud på?

”Jeg sælger snacks, kaffe, te og varm kakao til passagererne i toget. Jeg er med på strækningerne fra Aarhus til København og tilbage. Og så er jeg med på strækningerne fra Aarhus til Padborg og tilbage. I juletiden solgte jeg mange marcipan- og nougatbrød, mens det i januar var mere myslibarer og nødder, så det ændrer sig hele tiden, hvad der er mest populært. Men jeg sælger klart mest kaffe.”

Hvad er det bedste ved dit job?

”Det må være alle menneskene, jeg møder i løbet af en dag. Det giver mig virkelig meget energi, og jeg elsker at give passagererne et smil med på vejen og få et smil tilbage. Jeg forsøger altid at yde en god service, og der er rigtig mange, der bliver glade, når vi kommer forbi. Der er både folk, der tager billeder af rygsækken, og nogle, der siger: ’Det er ligesom i gamle dage.’”

Hvad er det mest udfordrende ved dit job?

”At holde balancen. Det er den største udfordring. Men det kan også være en udfordring, når der er mange mennesker i toget, og vi har svært ved at komme rundt. Så er passagererne nødt til at komme til os, fordi vi ikke kan komme til dem, og det er jo ikke den service, vi gerne vil tilbyde.”

Hvilken uddannelsesmæssig baggrund har du?

”Jeg er uddannet salgsassistent. Jeg gik faktisk i gymnasiet, men jeg har aldrig rigtig været så vild med det boglige. I løbet af 2. g begyndte jeg at blive ret skoletræt og var der egentlig kun for at være sammen med mine venner. Men så hørte jeg, at en virksomhed, der hedder Skyways Technics, søgte en elev, så jeg droppede ud af gymnasiet og startede som elev hos dem.”

Hvad lavede du der?

”Jeg solgte flydele og reparationer af flydele. Da jeg blev færdig som elev efter to år, kunne jeg ikke fortsætte hos dem, fordi min afdeling blev flyttet til Dubai, så jeg blev receptionist på Dyvig Badehotel på Als, hvor jeg også var i to år. Efter det var jeg hos Beredskabsstyrelsen, hvor jeg uddannede mig til brandmand.”

Hvorfor blev du brandmand?

”Alle mine venner begyndte at flytte ind mod de større byer, så der var ikke så mange tilbage derhjemme, og så tænkte jeg: ’Nu skal der ske noget!’ Jeg har altid været ret fascineret af ild – ikke på sådan en pyromanagtig måde, men det kan bare et eller andet, som jeg gerne ville lære mere om. På det tidspunkt var der også en af mine veninder, der arbejdede hos Beredskabsstyrelsen, og hun lagde en masse videoer ud af det, de lavede, og det så bare virkelig fedt ud.”

Hvorfor startede du i DSB?

”Da jeg flyttede til Aarhus for et halvt års tid siden, skulle jeg bare have et job. Jeg søgte en masse forskelligt og fik også flere ting tilbudt. Men da min nuværende chef ringede og tilbød mig jobbet hos DSB, kunne jeg bare mærke, at det var det, jeg ville. Samtalen var gået supergodt, og jeg havde fået lov til at prøve det udstyr, man bruger i hverdagen. Jeg synes ikke, der er stor forskel på en luftflaske fra Beredskabsstyrelsen og den rygsæk med vand i, man har på hos Kaffeexpressen.”

Her får du februars nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:Jernbanemuseet

KOLDE FØDDER

I toget kan man nyde vinteren, mens man sidder lunt og godt. Men i jernbanens barndom i 1800-tallet var vognene uopvarmede, og passagererne måtte klæde sig varmt på eller medbringe varmedunke som her på billedet. De første forsøg på opvarmning bestod af en aflang beholder med varmt vand eller sand på gulvet i kupeerne, som passagererne kunne lune fødderne på – dog kun på 1. klasse. Ved banerne i Jylland og på Fyn forsøgte man sig senere med tørvekoks, som ulmede i varmekasser under sæderne. I løbet af 1880’erne og 1890’erne begyndte man at indføre systemer, hvor kupeerne blev opvarmet med damp fra lokomotivet, som førtes rundt i toget i et rørsystem. I dag har de fleste togsæt klimaanlæg.

TRYGFORSKEL

Folk, der cykler på perronen. Folk, der skændes højlydt. Unge, der skaber utryghed. Folk, der tigger. Det er blot en håndfuld eksempler på de udfordringer, DSB’s tryghedsvagter har løst, siden ordningen begyndte 8. august 2022. De cirka 30 vagters indsats har øget trygheden på 19 ud af 42 stationer, viser en kundetilfredshedsmåling fra december, og arbejdet med at øge trygheden fortsætter i 2023, hvor DSB forventes at være færdig med at skifte eller opgradere 700 kameraer på landets stationer. Føler man sig utryg på en af DSB’s stationer, kan man ringe til tryghedstelefonen på 7013 1311. Her vil medarbejderne kunne fokusere på den pågældende station og tilkalde hjælp om nødvendigt.

BÆREDYGTIGT I BRABRAND

DSB bygger et nyt værksted i Aarhus-forstaden Brabrand til 1,3 milliarder kroner, som skal stå færdigt i 2026. Værkstedet er designet af Gottlieb Paludan Architects og Rambøll og skal benyttes til vedligehold af DSB’s kommende IC5-tog. MT Højgaard Danmark – der også opfører det nye værksted på Godsbanen i København – står bag byggeriet, og de to lokaliteter vil være de primære værksteder for vedligehold af IC5-togene i fremtiden. Det er målsætningen, at det nye værksted skal opnå certificeringen ’DGNB Guld’ for bæredygtigt byggeri, og derfor bliver der arbejdet med adskillige grønne og digitale tiltag for at reducere CO2-forbruget på de nye bygninger.

FRISK AFGANGSKAFFE

Kunder på Flintholm og Dybbølsbro Station i København kan snart få stillet sulten eller kaffetørsten i to nye DSB 7-Eleven-butikker. Flintholm Station huser allerede en DSB 7-Eleven på perronen mod Hellerup Station, men nu bliver der også etableret en butik på den modsatte perron, hvor tog på Ringbanen kører i retning mod Ny Ellebjerg. Den nye butik åbner i løbet af foråret 2023. Dybbølsbro Station får til gengæld sin første DSB 7-Eleven nogensinde, og den skal efter planen åbne i sensommeren 2023.

  

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Thomas Nielsen

JULIANE NYBORG
26 år, studerende på SDU, Odense Station

Min kæreste og jeg har taget toget sammen fra København, fordi han skal til teoriprøve i Odense. Jeg er taget med som support, haha. 

Vi mødte hinanden på Israels Plads i København. Mansour (kæresten, red.) var ude at spille basket med nogle venner. Jeg sad bare og hang ud, og den der bold blev ligesom ved med at trille over til mig. Til sidst var han også lige nødt til at tage en pause ovre ved mig for at sige hej. Jeg var lige flyttet til København og kendte ikke så mange mennesker, men Mansour spurgte, om jeg ikke ville med ud at drikke kaffe. Jeg sagde ja. 

Jeg er ved at læse en overbygning på journalistuddannelsen, der handler om internationale relationer og politiske processer. Til foråret rejser jeg til Firenze for at tage nogle fag på universitetet der. 

I min fritid kan jeg godt lide at strikke. Jeg har lige lavet en lille, nuttet cardigan til min venindes datter, som jeg også er gudmor til. Jeg kan godt lide, at jeg får noget i hænderne og egentlig bare skal sidde og nørkle med nogle pinde og noget garn. 

__________________________________

MOHAMED AHMED
22 år, studerer biomedicin på SDU, Odense Station

Jeg kommer lige fra universitetet og er på vej hjem til Nyborg. Jeg har været til spørgetime, for på fredag skal jeg til eksamen i teoretisk immunologi, altså immunforsvaret. Jeg føler, jeg er klar på det, men det kræver stadig en del forberedelse. 

Gennem skoletiden har jeg altid vidst, at jeg gerne ville noget inden for naturvidenskaben. I dag læser jeg biomedicin, og jeg drømmer om at komme til at arbejde i medicinalindustrien. 

Jeg bor sammen med mine tre brødre og min mor. Én gang om ugen er det mig, der laver mad, oftest mexicansk. Tortilla-wraps er min go to-ret. Egentlig tror jeg bare, at jeg har en ret almindelig hverdag. Jeg går i skole, tager i fitness med mine venner og er sammen med min familie. Og så bruger jeg generelt meget tid sammen med mine søskende, nevøer og niecer. Det er dejligt at få kvalitetstid med de små børn. 

Hver fredag spiller jeg hygge-fodbold sammen med en masse andre somaliere, der bor i Nyborg. Jeg har ikke en fast plads, men tager bare, hvor der lige mangler. 

__________________________________

SOFIA HOLM
22 år, konstabel og kommunikationsgast på fregatten Niels Juel, Middelfart Station 

Efter gymnasiet stod jeg i en situation, hvor der var sindssygt mange valg, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Jeg prøvede med værnepligten og blev omfavnet af fællesskabet derinde.

Nu er jeg på fregatten Niels Juel. Vi har lige været i England i syv uger for at blive NATO-godkendt til at blive udsendt på deres vegne. Vi var i gang hver dag fra klokken seks om morgenen til midnat og havde konstant 60 censorer, der kontrollerede og optimerede, hvordan vi arbejdede. Vi sejlede med en masse andre enheder og simulerede, at der var krig. 

Vi er 120 mennesker om bord. Det lyder måske af meget, men når man er sammen flere måneder ad gangen, bliver man rimelig tætte rimelig hurtigt. 

Når man sejler, er der – ud over arbejdet – en masse træning, brætspil og filmhygge. Et af de fedeste steder, jeg har været i havn, var i Bergen. Når man har været fanget inde i et skrog i et stykke tid, er det rart at komme ud og få noget frisk luft. 

Jeg kunne helt sikkert godt tænke mig at blive udsendt. Der er mange, der har fordomme om, at hvis man er i Forsvaret, så er man pro krig. Men sådan er det ikke.