Indlæg

I dag er et luftfoto over en gade, en ejendom eller en egn blot et par computerklik væk. Men længe før Google fløj piloten VIGGO SYLVEST JENSEN Danmark tyndt og fotograferede bondegårde, virksomheder og huse. Over en million luftfotos blev det til fra hele landet, og de er langtfra gået i glemmebogen.
Tekst:Allan VendeldorfFoto:PrivatIllustration:Rasmus Buhl

”HALLO, HALLO, De hører stemmen fra luften; min stemme kommer fra flyvemaskinen over Dem, og den kan flyve Dem en tur over Randers og omegn. De kan se ud over Kattegat, helt ned til Aarhus og ind til Viborg og helt til Skive, hvis vejret er klart. Kom ud til Randers Flyveplads på torsdag klokken 14, og få en tur for fem kroner per person.” 

Det var en augustdag i 1947, og Leif, der lige var fyldt syv, kiggede forundret op mod himlen. Så begejstret var han, at han fik penge og lov til en flyvetur af sin far. Da dagen kom, var drengen tidligt ude på den interimistisk afmærkede startbane for at stille sig i køen blandt de mange andre, der også ville have en tur i luften. Folk var utålmodige og skubbede drengen til side, så han hele tiden befandt sig bagest i køen, hvorfra han så et lille fly lette igen og igen og komme tilbage efter et kvarters tid. Til sidst var der kun Leif med efternavnet Andersen-Farmer tilbage, og piloten betragtede ham skeptisk og spurgte, om han var alene. Det var han.

”Det kan jo slet ikke betale sig at flyve kun med dig,” sagde piloten, men gav sig, da han så tårer i drengens øjne: ”Vi flyver alligevel, men så må du med på en længere tur og tiltræde som min assistent, for jeg skal lige ud og fotografere en bondegård oppe ved Hadsund.”

Viggo Sylvest Jensen.

LEIF VAR ELLEVILD, da han blev spændt fast. Lidt efter sad de oppe i luften, hvor han kunne se røgen stige op ad elektricitetsværkets skorsten, byens huse og lystbådene nede i havnen. Piloten fortalte, at byen under dem hed Alling­åbro, og senere forklarede han, at de lange rækker, der kunne ses på markerne under dem, var kartoffel- og roekuler. 

Han bad Leif om at række sig et af de kameraer, som lå bag ham, og den lille dreng blev ængstelig, da piloten åbnede døren i sin side, mens flyet slingrede mod jorden og kom så tæt, at Leif tydeligt kunne se nogle mænd, som stod ved vogne med heste for og var ved at læsse på. Mændene kiggede op mod flyvemaskinen, som larmede infernalsk og næsten krængede om på siden, mens den cirklede omkring det, der ikke var en helt almindelig bondegård, men et gods. Piloten holdt kameraet op for øjet, og han knipsede løs, til der ikke var flere billeder tilbage på filmen. Så lagde han kameraet på sædet, rettede maskinen op og bad drengen række sig et andet kamera, mens han rakte hånden bagud og mærkede, om Leif var fastspændt.

”Vi skulle nødig have, at du dratter ud,” råbte han og grinede, mens vinden ruskede i maskinen og dens besætning. Piloten holdt styrepinden mellem knæene, styrede retningen med to pedaler i bunden og fotograferede videre. Imens bemærkede Leif, at piloten med mellemrum sank noget, som drengen ikke vidste, hvad var, fordi han ikke havde puttet noget i munden. Bagefter lukkede han døren og vippede en afskedshilsen med vingerne til folkene nede på jorden. ”Jeg har lovet godsejeren dernede at tage nogle billeder af hans gods. Det hedder Overgård, og godsejeren hedder Flemming Juncker,” forklarede piloten, der hed Viggo Sylvest Jensen – eller bare Sylvest.

Mange år senere skulle Leif Andersen-Farmer selv få flycertifikat, og først da gik det op for den i dag 78-årige mand, hvad det var, piloten dengang havde siddet og sunket. Da han selv prøvede at flyve og fotografere fra luften, opdagede han, at når man har fokus på sit motiv med kameraet og samtidig styrer flyet med fødderne, gør de to divergerende retningsbestemmelser, at hjernens registreringsevne kommer ud af trit, så man bliver luftsyg. Det var opkast, Sylvest havde sunket.

Købmandsejendom i Vibæk syd for Odense med benzinpåfyldning. I dag bruges Sylvests luftfotos til at lokalisere, hvor benzintanke engang befandt sig.

12 ÅR TIDLIGERE havde Viggo Sylvest Jensen forladt Forsvaret med flycertifikat nummer 131. I 1931 var den maskinarbejderudlærte unge mand fra Hillerød blevet indkaldt til militærtjeneste i 6. Artilleriafdeling. Han gennemgik kornetskolen, sluttede som sekondløjtnant og blev efterfølgende udvalgt til at få flycertifikat. Han blev derfor i trøjen i fire år, og da han som kornet V.S. Jensen forlod tjenesten i 1935, vidste han, at fremtiden skulle være vingebåren. 

Viggo Sylvest Jensen købte et lille, åbent Gipsy Moth-fly i England og ernærede sig som flyvelærer fra Værløse Flyveplads, mens han i fritiden fløj rundture omkring Hillerød og omegn. En tur kostede 10 kroner, og hans forlovede og senere hustru, Zaria, solgte billetterne, som var relativt eftertragtede.

En dag steg en inder ombord. Bimal Mukherjee hed han, og han var på besøg hos godsejer Axel Jarl, der ejede den jord, Sylvest lånte til sine flyvninger. Mukherjee begyndte pludselig at tage billeder af landskabet og værtens gods fra det åbne fly, og da Sylvest senere fik lejlighed til at se resultatet, var han meget imponeret over, hvor skarpe fotografier der kunne tages fra luften, når vejret var klart.

Stationsby med velpassede haver. Ofte blev der fløjet lavt og på en faretruende måde, der påkaldte sig opmærksomhed nede på jorden.

Han undersøgte markedet, men det så ikke for godt ud. Andre luftfotofirmaer sad solidt på fotografering af større danske byer, herregårde, fabriksanlæg, havne, offentlige institutioner, historiske steder og bygninger. Det så derfor ret umuligt ud, da han alligevel gjorde et forsøg og købte et Leica-apparat mage til det, Mukherjee havde benyttet. 

Efter nogle prøvefotograferinger i området omkring Hillerød blev han overbevist om, at hans forsigtige antagelse var rigtig. Han havde taget billeder af bondegårde, virksomheder, kommunekontorer, sygehuse med videre, og det var forholdsvis nemt at få fotografierne afsat. Men skulle der mere fart over feltet, måtte arbejdet sættes i system. Derfor ansatte han sin første assistent, Ewald Bech Holtz, der var udlært fotograf, og hvis opgave det blev at fotografere, mens Sylvest koncentrerede sig om flyvningen og lod sig dirigere i rette position. Samtidig ansatte han den første af en senere hær af sælgere, som mod en provision på 20 procent tog fra sted til sted og viste prøvefotografier, så de eventuelle købere havde noget at vælge imellem. 

Og der var potentiale i ideen. Sylvest fotograferede alt fra luften, ikke blot bondegårde, men også smedjen, købmandsforretningen, kirken, præstegården, møllen, mejeriet, tankstationen, skolen og sågar fattiggården, og de fleste var interesserede i at købe et luftfoto af deres ejendom eller virksomhed. Desuden blev der taget fotografier af hele landsbyer og områder, der var egnet til at sælge som postkort hos den lokale købmand.

Viggo Sylvest Jensen var en flyvende institution. Helt op i 80’erne – mange år efter hans død i 1959 – kunne man stadig høre ældre danskere sige: ”Det er nok ham Sylvest,” hvis de så et mindre fly flyve på en faretruende måde.

FORRETNINGEN GIK strygende, og Viggo Sylvest Jensen og hans hustru købte i 1937 en ejendom i Hillerød, hvor sønnen Preben blev født samme år. Året efter var Nordsjælland stort set gennemfotograferet. Sylvest havde fundet sin egen niche, som konkurrenterne havde overset. I sommeren 1938 indlogerede han sig med familien nær Sorø og begyndte at luftfotografere denne egn med fire sælgere i fuld beskæftigelse. Efter et sommerophold ved Odense i 1939 købte luftfotografen endnu en villa i Hillerød, hvor mørkekammer og administration blev indrettet. Men samtidig overskred Adolf Hitlers tropper den tysk-polske grænse, anden verdenskrig var en realitet, og et halvt år efter var Danmark besat.

Sylvest Jensen så, hvor det bar hen, og af frygt for at få sin flyvemaskine beslaglagt skilte han den ad og gemte den i sit store mørkekammer på loftet i den ejendom i Hillerød, han havde købt. Luftfotograferingen blev sat i bero, og Sylvest begyndte i stedet at handle med ejendomme, ligesom han købte en mose ved Hellebæk og satte en tørveproduktion i gang.

Da Danmark igen blev frit, kunne han genoptage sin luftfotografering, og tilfældigt fik Sylvest fornyet gang i virksomheden. En kreativ kvinde havde farvelagt det luftfotografi af familiens ejendom, som de havde købt, og hun havde tilmed lært nogle nabofruer og veninder op i kunsten. Da Viggo Sylvest Jensen så, hvor naturtro farvelægningen var, øjnede han straks en forretning. Nu kunne kunderne vælge noget, som ingen andre tilbød, og i de følgende år tromlede han hen over landet og udkonkurrerede små som store konkurrenter. På en stor grund, der strakte sig ned mod jernbanen i Hillerød, blev der opført en lav bygning beregnet til mørkekammer, administration og frem for alt farvelægningsstue. 

Han fik også tilfældig kontakt til en flymekaniker i Kastrup Lufthavn, der i smug havde bygget på et fly beregnet til modstandskampen, men først var blevet færdig efter krigen. 

Sylvest havde nu to flyvemaskiner i luften og flere piloter og fotografer ansat. Selv var han blevet administrerende direktør for Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S, og den landsdækkende virksomhed rundede 40 ansatte, hvoraf de fleste var beskæftiget med kolorering af sort-hvid-fotografierne.

Retoucheringen betød, at han kunne tilbyde tidligere kunder en ny farvelagt udgave af deres sort-hvid-billeder. Og sælgerne kunne samtidig aftale med kunden at pynte lidt på virkeligheden. Skulle affaldsbunken bag laden fjernes? Skulle vasketøjet ind, eller busken i haven måske stå i fuldt flor? 

Rutemaskinen, som fløj Kastrup-Hamborg.

FOTOFLYVNINGERNE havde afsløret Viggo Sylvest Jensen som lidt af en vovehals, og i 1950 lettede en ny idé fra hans hoved: Danmarks første luftcirkus. Han lejede en mark syd for Hillerød, hvor han opførte en hangar, og hvor hans luftcirkus kunne træne. 21 luftakrobater og kunstflyvere blev ansat foruden praktisk personale, og til transport fra sted til sted blev der investeret i biler, motorcykler og flere fly. 

Et højttaleranlæg havde direkte radioforbindelse til piloterne, og 12 opvisningsnumre af forskellig faretruende karakter blev indøvet. I et af numrene skulle et fly med sin vinge vælte en pind, der kun var få centimeter fra jorden. I et andet optrådte krigsheltene og de to tidligere Royal Air Force-piloter Peter Steen og Palle Johnson. Sidstnævnte blandt andet med at stille sig i stålsko på vingerne af et fly i luften.

Før premieren havde Statsradiofonien lavet en populær foromtale af showet. Men et par dage efter omtalen indtraf katastrofen. Under en prøve på hovednummeret ’Styrt-Bombning’ – hvor fire fly skulle have kurs direkte mod jorden med næserne mod hinanden for i sidste øjeblik at rette op – gik det galt. To af piloterne kom for tæt på jorden og styrtede få meter fra hangaren på marken uden for Hillerød. Den ene blev dræbt, den anden kvæstet. Men the show must go on, mente Sylvest, og premieren blev ikke udskudt. I al hast blev der i stedet indkøbt et nyt fly, og Sylvest overtog den dræbte pilots numre uden videre træning.

Der kom omkring 3.500 betalende tilskuere til premieren i Ringsted 29. april 1950, og de så et perfekt show på trods af et helt igennem elendigt flyvevejr med sne, slud, regn og blæst. I løbet af året gav Sylvests luftcirkus 45 opvisninger overalt i landet, og 150.000 danskere købte billet. Ikke mindst i hjembyen Hillerød var succesen stor og tiltrak tusindvis af tilskuere til marken uden for byen. Der måtte indsættes ekstratog til Store Hestehave Trinbræt, hvorfra Sylvest havde entreret med det lokale bybusselskab til at køre folk det sidste stykke.

Det imponerende show var i verdensklasse, og i 1951 søgte det udenlands til blandt andet England, Holland, Belgien og Sverige, men overskud gav det ikke. Store udgifter til 12 flyvemaskiner og løn til 60 ansatte trak efter blot to sæsoner showet ned på jorden.

Udstillingsstand fra 50’erne.

NYE HORISONTER viste sig. I 1952 tog Viggo Sylvest Jensen på en studietur til USA, og over there benyttede man mindre fly til både såning og ukrudtssprøjtning. I Danmark foregik den slags med traktorer eller jeeps, og Sylvest opdagede endnu en gang en forretning. Især godserne så fordele i den moderne ukrudts- og skadedyrsbehandling fra oven. Desværre sprøjtede man med det berygtede stof DDT, som viste sig at være giftigt og skadeligt for mennesker, grundvand og dyr. Men gennem sit arbejde fik Sylvest kontakt med Danmarks store landbrug, og derfor var det ham, de kontaktede, når de skulle have nye luftfotografier.

Det samme gjaldt større virksomheder, for hvem Viggo Sylvest Jensen var begyndt at flyve taxiflyvninger. Flyvninger, der i øvrigt inspirerede til oprettelsen af en egentlig passagerrute mellem Kastrup og Hamborg. Han oprettede også en flyveskole, udlejede flyvemaskiner, og midt i 50’erne havde Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S 17 flyvemaskiner, to helikoptere og 100 ansatte. 

Luftfotograferingen var dog stadig det bærende element i virksomheden, og når et fotofly gik på vingerne, var ordren at fotografere alt relevant i det givne område. Det var en sund strategi, for selv små husmandssteder, parcellist­ejendomme og mindre håndværksvirksomheder var interesserede i at have et luftfoto hængende. Man begyndte også at fotografere almindelige huse, og bønderne havde desuden gode år. Hver gang en bedrift blev udvidet og moderniseret med ny stald eller gylletank, ville man gerne have den nye fremgang hængende på væggen.

Virksomhedens fremdrift skyldtes også, at man i 1949 var begyndt at tage horisontalfotografier, der gav et bedre indtryk af ejendommen, når den var fotograferet fra en flyveposition på blot 25 grader mod oprindelig 50. Dermed kom horisont og landskab omkring objektet med, og det blev populært og tiltrak gamle som nye kunder. Der blev blandt andet investeret i en hangar på Kirstinesminde Flyveplads i Skejby ved Aarhus, der blev oprettet afdelinger i Aalborg, Odense, Kastrup og Hamborg, og Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S fik efterhånden fotograferet hele Danmark fra luften.

MED EN MILLION luftfotografier taget over 20 år var markedet i slutningen af 50’erne ikke så frugtbart som før. Det ihærdige arbejde gjorde, at der oftere kom til at stå på bagsiden af et prøvefoto: ”Ejeren har flere billeder, nu er det slut!” ”I dette område har alle kolorerede billeder af SJ. Intet salg!” og lignende. Oplysningerne var skrevet for ikke at spilde tiden med forgæves salgsbesøg, og indimellem kunne der stå: ”Manden vil gerne have et billede, når den nye lade er færdig.” Men ofte gav notaterne udtryk for de potentielle køberes irritation over de gentagne besøg: ”Konen meget sur!” ”Manden er syg, har ikke råd!” ”Meget gamle folk!”

Markedet var mættet, og flere fly blev solgt, men Sylvest havde stadig en tro på fremtiden. I slutningen af 1959 tog virksomhedens fire ledende medarbejdere – ud over Viggo Sylvest Jensen blandt andre Ewald Bech Holtz – på en studietur til Markaryd i det sydlige Sverige for at se på en ny metode for farvefotografering, der var blevet mulig et par år forinden. 

På vej hjem forulykkede bilen, og Viggo Sylvest Jensen, Holtz og en af de øvrige medarbejdere blev dræbt. Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S – der på dette tidspunkt stadig var verdens største af sin art – blev nærmest udraderet på et øjeblik.

Tidligere Royal Air Force-pilot Palle Johnson stående på et fly i luften.

Sylvests søn, Preben Sylvest Jensen, fortsatte sin fars arbejde, men de gyldne år var forbi. Danskerne var ikke længere så bundne til deres fødested som tidligere, og de knyttede sig ikke til deres hjem på samme måde som før. Virksomheden forsøgte at fotografere de moderne typehuse, men salget var en fiasko. Der var overvejende erhvervskunder tilbage at betjene, men til gengæld blev sortimentet udvidet ved også at tilbyde luftfotografier på lampeskærme, askebægre og platter.

Ønsket om bedst mulige horisontalfotografier gjorde desuden de lave flyvninger tæt på bebyggelser, højspændingsledninger, antenner og øvrige installationer så farlige, at Preben Sylvest Jensen blev den direkte årsag til, at Statens Luftfartsvæsen satte en grænse for, hvor lavt der måtte flyves ved luftfotografering. Årsagen var, at han styrtede ned med et fly i 1972.

”Det taler jeg helst ikke om, men det var ved Silkeborg, og det var i øvrigt ikke mig, der fløj,” fortæller 81-årige Preben Sylvest Jensen, der efterfølgende solgte firmaet. I 1989 lukkede pionervirksomheden og solgte negativsamlingen til Det Kongelige Bibliotek.

Kirsebærbakken i Hillerød. Ejendommen yderst til venstre var Sylvests bolig og hjemsted for verdens største luftfotofirma.

DE MANGE LUFTFOTOS ligger dog ikke gemt væk i gamle kasser. Tvært­imod har de fået en ny betydning, der kan konkurrere med Google Earth, droner og andre elektroniske billeder fra luften.

”Kommuner og regioner bruger dem til at kortlægge forurening,” forklarer forsker ved Kort- og Luftfotosamlingen på Det Kongelige Bibliotek Stig Svenningsen.

”Der er også tilfælde, hvor de benyttes i juridiske spørgsmål om erstatning i forbindelse med ejendomshandler og lignende. Trap Danmark (værk i 34 bind om Danmarks 98 kommuner, red.) forhandler også om brug af luftfotografierne til deres digitale version, da de har en kultur- og bygningshistorisk værdi omkring områders udvikling.”

Hele Danmark er fotograferet, men det betyder ikke, at der er et luftfoto af hvert eneste hus. Samlingen får af og til henvendelser om tidligere lossepladser, men de er ikke fotograferet, da der ikke var penge i det. Derimod er eksempelvis brunkulslejer fotograferet, eftersom Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S kunne afsætte luftfotos til driftslederen og måske nogle af arbejderne.

Myndighederne er opmærksomme på værdien i Sylvests luftfotografier. De fynske kommuner er således gået sammen om vidensdatabasen Geo Fyn A/S på baggrund af firmaets fotografier, ligesom den boligrelaterede oplysningsdatabase DinGeo er baseret på dem.  

Ifølge overassistent Arne S. Andersen ved Det Kongelige Bibliotek er de mange virksomhedsoptagelser interessante til bestemmelse af beliggenhed, tromleoplag og affaldsdepoter. 

”I 50’erne havde omtrent hver en købmand og brugs i småbyerne eget benzinsalg. Stikprøver har vist forurening på 80 procent af de grunde, hvorfra der tidligere har været salg af benzin. Her har vi billederne,” forklarer han.

I disse år er mange danskere desuden optaget af at finde deres rødder. Ved at søge på bibliotekets hjemmeside kan de nu se, hvordan der så ud, hvor bedstemor boede. Nogle køber også et fotografi af det hus, de bor i, som det så ud for måske 80 år siden – i sort-hvid. For Det Kongelige Bibliotek håndkolorerer ikke. Også dér var Sylvest forud for sin tid.

Tv-vært og sanger Jakob Illeborg viser sine tre yndlingssteder på landkortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme Christensen:

CHRISTIANSHAVNS KANAL

”Jeg elsker Christianshavn, hvor jeg har boet som både dreng og voksen. Den er stadig broget og med plads til alle. Vi har en lille båd, og når man sejler rundt i kanalerne og ud i det store havneløb, og solen skinner på en varm forårsdag, ser man Danmark og danskerne fra vores allerbedste side. Og tænk, at vi kan bade midt i storbyen. Da jeg var dreng, var havnen møgbeskidt. Vi glemmer nogle gange, hvor meget federe København er i dag end for 20 år siden.”

ASSERBRO STRAND

”Min mor har et sommerhus i Asserbo ved Liseleje. Lige uden for vores havedør ligger et gammelt, fredet militærområde, der fører ned mod stranden. Det er det nærmeste på en jysk hede, jeg har set i Nordsjælland, og det er vidunderligt at gå over heden mod stranden og høre lærkerne slå på en varm sommerdag.”

FANØ

”Min mormor havde et fint hus i Nordby. Nogle af mine bedste barndomsminder er herfra. Ned i tempo, store, brede sandstrande, ravjagt og Fanøkringle. Det kan næsten ikke blive mere romantisk. Min store kærlighed til Kai Normann Andersens ’Der var engang’, som jeg har genindspillet på mit soloalbum, stammer fra en barndomsferie på Fanø, hvor jeg hørte den på min mormors radio.”

Jakob Illeborg, 47. Journalist, tv-vært, kendt fra DR’s ’Kontant’, og sanger. Udkom 29. marts med sit første soloalbum, ’Once Upon Tomorrow’. Til efteråret kan han opleves live i hele landet.

 

Efter årtiers hash- og narkopolitik uden den store virkning afsøger kræfter i Danmark mulighederne for at liberalisere. I Portugal har man afkriminaliseret stofafhængighed og besiddelse til eget forbrug. Men er det vejen frem? Ud & Se tog til Lissabon for at prøve at finde svar på et virkelig vanskeligt spørgsmål.
Tekst:Kristian LauritzenFoto:Jonas Pryner

MED ÅBNE cement-arme over en gylden hængebro står Kristus i 110 meters højde og betragter den portugisiske hovedstad. I udkanten af frelserens synsfelt, på modsatte side af floden, ligger Estação do Oriente, Lissabons hovedåre for togtrafik. Stationen er udsmykket med stålgitre og store, hvide fluevinger, og indenfor danner buede søjler et koldt og gråt fundament for fire plateauer fyldt med rullekufferter og portugisere, der orienterer sig på store skærme på væggene og på små i deres hænder. 

Midt i det hele står den 25-årige nordmand Tommy i sine slidte kondisko. Han skal bruge i alt ni euro til en speedball – en sprøjte med 0,2 gram heroin og ditto kokain – og han mangler fem euro. Han hælder med skuldrene til den ene side. Som en bedøvet pac-man på jagt efter ost slæber han fødderne hen ad betongulvet langs de indendørs cafeer, hvor folk drikker espresso og spiser sukkerkager. Hans læber er knastørre, og hans øjne er våde. Knæene peger indad og får hans ben til at ligne et timeglas. 

En kvinde giver ham 1,5 euro, og Tommy, der ikke vil have sit efternavn på tryk, smiler af lettelse. I stationens kælderetage lyser nordmandens øjne op, da han ser André Mesquete, der står foran metroens tælleapparatet og spejder rundt i menneskehavet. Den 44-årige portugisers øjenlåg blinker i hurtige tics, og han har en rygsæk på ryggen og en på maven. Han er i joggingtøj og spjætter med benene. Som forsøgte han at ryste bukserne fri for insekter. 

”Hvor meget har du? Jeg har to euro. Vi deler,” siger André. De griber fat om glaspladerne ved tælleapparatet, hopper over og pisker mod perronen. En halv time senere er de på vej ned ad en sti langs en mur med graffiti i Beco Picheleira, et broget arbejderkvarter. Bag stien ligger nedslidte boligblokke i gule og lyserøde farver, hvor lokale pushere sælger deres varer. Tommy og André sætter sig på rygsækkene under en togbro og begynder at tilberede speedballs. Jorden svømmer i skrald og grønne poser, som socialarbejdere deler ud til Lissabons stofbrugere. Poserne indeholder rene sprøjter, renseservietter, kondomer, skeer til opvarmning af heroin og filtre til at rense heroinen for affaldsstoffer. André presser bagenden af sprøjten i metalskeen, så stofferne blandes sammen til en grå substans, der ligner fortyndet mørtel. Kokainen mindsker risikoen for en overdosis heroin, fortæller André, der udtaler ’heroin’ med stumt h. Hans stemme er dyb som en tudses. 

Tommy tørrer sig med en af de offentlige renseservietter på indersiden af albuen. Togskinnerne buldrer, da et tog kører forbi. De to har kendt hinanden i en uge. 

”Vi skal lave musik sammen, men vi skal være clean først,” siger André og skyder nålen i en blodåre på håndryggen. Nogle minutter senere lægger de sprøjterne i den grønne pose, som de smider i portugiserens rygsæk. Det brugte grej afleverer de til socialarbejderne, næste gang de ser dem. ”I clean my shit,” siger André.

I MIDTEN AF 90’ERNE stod Portugal med et heroinproblem af nærmest epidemisk omfang. Ud af 10 millioner indbyggere var 100.000 afhængige af cavalo – ’hest’, som stoffet blev døbt på gaden – og den såkaldte brune bølge ramte på tværs af landet, der dengang havde flest hiv-smittede stofbrugere i EU. I 1999 godkendte den daværende socialistiske regering en ny stof-strategi, hvor alle stoffer til personligt forbrug skulle afkriminaliseres. Stofbrug skulle være et anliggende for sygeplejersker og psykologer, ikke for politi og dommere. Da lovændringen trådte i kraft i 2001, frygtede især konservative politikere, at landet ville blive et paradis for stofturisme. Måske med rette. Men den lokale ’hest’ er nogenlunde tæmmet. Siden årtusindskiftet er antallet af heroin-afhængige i Portugal faldet til cirka 30.000.

”Politikken virkede,” sagde FN’s portugisiske generalsekretær António Guterres til en konference om narkopolitik i september 2018 i selskab med blandt andre USA’s præsident Donald Trump.

”Stofafhængige er patienter og ofre. Hvert land har sin politik, men vi deler alle samme mål: at sikre borgernes helbred og velvære,” sagde FN-chefen, der var premierminister i Portugal fra 1995 til 2002.

I dag er Portugal det land i Vesteuropa med færrest dødsfald i forbindelse med indtagelse af stoffer, og antallet af hiv-smittede stofbrugere er faldet med mere end 90 procent siden 90’erne.

Det er stadig ulovligt at sælge stoffer i Portugal, men ingen ryger i det strafferetlige system for såkaldt personligt forbrug. Grænsen for kokain er to gram, for heroin, LSD og MDMA er den ét gram, og for hash fem gram. 

LEGALT GLOBALT

I 2013 blev Uruguay det første land i verden, der legaliserede produktion, besiddelse og køb af cannabis. På nuværende tidspunkt er cannabis til rekreativt, privat brug legaliseret i 10 amerikanske delstater (den konkrete lovgivning varierer fra stat til stat), mens 33 stater tillader medicinsk cannabis.

Colorado var den første delstat, der legaliserede cannabis i 2014, og i dag er der over 170 cannabis-apoteker i delstaten. Cannabis er stadig ulovligt på føderalt niveau i USA, og derfor er det ikke tilladt at bevæge sig fra de forskellige stater med stoffet på sig.

I oktober 2018 trådte en ny lovgivning i kraft i Canada, der gør det lovligt at købe og besidde cannabis til personligt forbrug, som er defineret ved maksimum 30 gram. Cannabis er tilladt at købe for myndige borgere i statsautoriserede Cannabis Stores.

I november 2018 annoncerede den nye regering i Luxembourg, at staten vil legalisere cannabis til eget forbrug.

I Spanien har forbrug af stoffer været tilladt i mange år, så længe det foregår inden for hjemmets fire vægge, ligesom det er lovligt at have cannabisplanter i sit hjem.

I Schweiz har det siden 2011 været lovligt at besidde og købe cannabis med et begrænset indhold af THC (det psykoaktive stof i hampplanten).

I 2017 stemte et flertal i stortinget i Norge for afkriminalisering af alle slags stoffer til personligt forbrug. Et ’rusreformudvalg’ er i øjeblikket ved at udforme et bud på, hvordan den norske narkotikamodel skal se ud.

HVIS EN BETJENT pågriber en person med stoffer i Portugal, bliver produktet sendt til politistationen, analyseret og vejet. Er mængden inden for rammerne af det ikke-kriminelle, bliver vedkommende påbudt at møde op hos CDT – ’Kommissionen for afskrækkelse af stofafhængighed’, og er der tale om gentagelsestilfælde, risikerer man en bøde.

Kommissionens afdeling i Lissabon ligger på første sal i en kontorbygning i et boligområde tæt ved byens zoologiske have. Naboen i underetagen er en møbelbutik, og de gule vægge i opgangen trænger til penselstrøg. I venteværelset er opslagstavlen fyldt med pjecer om stofbehandling, og der lugter af tandlægeklinik. I 80 procent af tilfældene møder folk op hos kommissionen for besiddelse af cannabis. En af dem er en 43-årig smed, vi kalder Miguel, da han ønsker at være anonym. Han blev stoppet i sin bil ved en trafikkontrol. Da han fandt sit kørekort frem, steg en duft af pot op i luften, og betjenten lugtede lunten. Miguel sidder nu til samtale med en psykolog, en socialarbejder og en jurist. De taler om hans liv og forbrug af cannabis. Smeden har en sort hue på hovedet og er i skovmandsskjorte. Hans hænder er store og slidte.

”Du havde tidligere et højt forbrug af cannabis, ikke?” spørger 41-årige Nádia Simoes, en lavstammet jurist i nederdel, briller og håret sat op i en knold. 

”Ja,” svarer Miguel. For tre år siden røg han dagligt, men han skruede ned for sit forbrug, da han fik hjerteproblemer.

”Du havde fire gram cannabis på dig. Med hensyn til loven – har du forstået det hele?” spørger juristen.

”Ja, eget forbrug er op til fem gram,” siger smeden og blotter et hullet tandsæt. 

”Har du brug for hjælp, så ring. Vores dør er åben. Også når dit navn ikke længere står i vores system. Vi vender tilbage om lidt, så kan du få lov at skrive under,” siger Nádia Simoes, der fortæller, at kommissionen ikke er en domstol: ”Folk er derfor ofte afslappede og ærlige, så vi kan hjælpe dem bedst muligt.”

Miguel bliver siddende og kigger ud i luften. Lysindfaldet gennem ruden afslører et strejf af sved på hans overlæbe. En åben turistbus kører forbi i regnvejret nede på gaden. En kvinde banker et tæppe fri for støv fra et vindue i lejligheden overfor. Et par minutter senere er de tre CDT-ansatte tilbage i lokalet. 

Nádia Simoes rækker Miguel et papir og beder ham skrive under. Der bliver ingen sanktion. Bliver han taget med stoffer inden for de næste fem år, kan han risikere samfundstjeneste eller en bøde på mellem 15 og 580 euro. Miguel er tilhænger af systemet hos CDT, fortæller han, inden han giver et fugtigt håndtryk med en håndværkerlab og siger tak for i dag. Hans parkeringsbillet gælder kun en time, og han skal på arbejde. 

Tommy fra Norge i gang med at spørge om penge på Estação do Oriente.

I DEN NORDLIGE DEL af Lissabon, tæt på lufthavnen, sidder hovedarkitekten bag Portugals narkotikamodel, den 64-årige læge João Goulão. Han er er statens koordinator for stofbehandling og sidder på sit kontor hos SICAD – ’Interventionsservice for vanedannende adfærd og afhængighed’.

”Sammenligner vi stofbesiddelse med at køre bil uden sikkerhedssele, er ideen at tilbyde et kørekursus i stedet for en straf,” siger Dr. Goulão, der er klædt i jakkesæt med prikket slips, iført briller og har buskede øjenbryn. En reol langs væggen er indrettet som et slags hæders-alter med billeder af ’narko-tsaren’, som lægen bliver kaldt, i selskab med Paven, jetset-filantropen Richard Branson, Desmond Tutu og andre notabiliteter.

”Den mest kendte del af vores politik handler om afkriminalisering af stoffer til eget forbrug. Men den vigtigste del er den røde tråd, vi har fået skabt på tværs af sundhedssystemet og 11 ministerier. Alt sammen ud fra tankegangen om, at vi har at gøre med sociale og helbredsmæssige problemer,” siger João Goulão. 

”Interessen for Portugals resultater har aldrig været større,” siger lægen og fortæller, at SICAD i 2018 har haft besøg af mere end 100 journalister, politikere og fagfolk fra udlandet. I 90’erne var stoffer den største bekymring for den portugisiske befolkning i meningsmålinger. I dag er emnet et godt stykke uden for top 10. 

”Vi løste ikke alle problemer med stoffer. Men den vigtigste forandring er, at stigmaet forbundet med stoffer er blevet mindre,” siger lægen og fortæller, at udgifterne til landets narkotikamodel er relativt beskedne. Det juridiske system er mindre belastet end tidligere, og færre ryger i fængsel, mens de sociale og sundhedsmæssige tiltag koster staten 75 millioner euro om året. 

Portugal er det fattigste land i Vesteuropa, og den gennemsnitlige månedsløn er på cirka 850 euro, men den økonomiske virkelighed var dog ikke blandt de afgørende årsager til landets problemer med stoffer i 90’erne, siger João Goulão. Portugal var også et fattigt land under militærdiktaturet, inden stofferne blev udbredt.

”Det største problem var, at vi gik fra et lukket system til et næsten naivt, åbent samfund uden at have tid til at omstille os og være forberedt på, hvordan vi skulle håndtere stofbrug.”

I løbet af 00’erne blev der indført en jobordning for tidligere stofafhængige i Portugal – et slags positivt diskriminationsprogram. Næsten 10.000 mennesker fik job med ordningen, fortæller João Goulão, men da Portugal blev ramt af økonomisk krise i 2010, blev ordningen skåret væk.

”Mange tidligere stofafhængige blev fyret og røg tilbage på heroin. Vi har oplevet et tilbagefald blandt de ældre generationer på grund af den økonomiske krise.” 

Tommy og André tager turen til pusherne uden for centrum 7-8 gange dagligt.

VED HAVNEGADEN i det centrale Lissabon danner en metadon-bus skygge fra solen for en kø af patienter. Bag den sydende morgentrafik ligger fragtskibe i vandet, mens ekspresfærger sejler mellem det bakkede centrum og byens opland på den modsatte side af kysten. Havnefronten er et horisontalt helle fra byens mange huse med mønstrede dukkehusfacader og smedejerns­altaner og de nuttede sporvogne, der tøffer rundt i det kuperede landskab. 

Joana Germano tager imod en plastickop fra sygeplejersken inde bag lugen i bussen og hælder den flydende metadon i halsen. Hun klamrer en hånd til en pose chips, hendes røde hår er filtret sammen, og hun er iført benvarmere og vandrestøvler. Den 40-årige portugiser får det skidt om morgenen, så hver dag begynder med metadon. 

”Jeg stoppede med metadon sidste år, da jeg begyndte at tage stoffer igen. Men så kom jeg i behandling. Jeg har det bedre nu,” siger hun, tripper med fødderne og er videre så hurtigt, hun kan gå uden at løbe, da en veninde kalder på hende. 

Kvinder skal tage en graviditetstest for at blive registreret i metadon-programmet hos Ares do Pinhal – en organisation, der hjælper stofafhængige med behandling. 

PORTU-LEGAL?

Det venstreorienterede parti Bloco de Esquerda (Venstreblokken) fremsatte for nylig et lovforslag om legalisering af cannabis med statsreguleret salg for at bekæmpe narkokriminalitet. Et flertal i parlamentet stemte dog imod. Dr. João Goulão, statens koordinator for stofbehandling, mener, at legalisering formentlig er den rigtige vej at gå på længere sigt. ”Men vi føler os ikke presset til at gøre noget nyt for enhver pris lige nu. Vi har tid til at lære af andre landes erfaringer. Skal vi legalisere, mener jeg, at det skal gælde alle stoffer, for at bevare den røde tråd i vores arbejde. Det afgørende er folks forhold til stofferne og i mindre grad, hvilke stoffer de tager,” siger han.

”Graviditet kan være svært at håndtere med et massivt forbrug af stoffer. Men vi tvinger ikke kvinderne til et træffe et bestemt valg, hvis de er gravide,” siger Hugo Faria. Den 45-årige psykolog står på fortovet foran metadon-bussen i jeans og sweatshirt. Rundt om ham parkerer taxichauffører deres biler og stiller sig i køen, mens to kvindelige psykologer sidder på klapstole og taler med patienter. På et bord ligger papir og tuscher, som patienterne kan tegne med. Psykologerne spørger om patienternes hverdag og lytter til deres oplevelser med behandling og eventuelle trakasserier med sagsbehandlere.

”Efter næsten 20 år med afkriminalisering er der stadig mange i det offentlige system, som ikke forstår, hvilken adfærd der er forbundet med en sygdom som afhængighed,” siger Hugo Faria. 

I lugen beder 41-årige Marco Pao om et stykke sølvpapir, han skal bruge til at ryge heroin. Han får metadon og er i behandling for hepatitis C. Han er i hættetrøje, læderjakke, han er duknakket og har hørebøffer om halsen. Marco Pao husker godt, da stofbesiddelse var kriminelt.

”Folk var mere mistænksomme, fordi der var så mange junkier, der stjal. Alle havde nogen i deres familie, som var misbrugere,” siger Marco Pao, der klemmer det ene øjenlåg i, når han taler. Mentaliteten hos politiet ændrede sig først et stykke inde i 00’erne, mener han. 

”Betjentene sparker ikke længere stofferne væk fra folk,” siger Marco Pao og smiler rundt om et par skæve fortænder. 

Portugal tilbyder behandling for det, der i andre lande straffes med fængsel.

DET PORTUGISISKE POLITIS nationale hovedkvarter ligger i en nedlagt kirke på toppen af en stejl gade. Den gamle bygnings ellipseformede søjler indrammer en firkantet gård. Indenfor er der skakternede marmorgulve, der er en rungende akustik, og væggene er fyldt med bibelske kalkmalerier, ordener og hædersbeviser. 

”Politiets attitude over for stofbrugere har forandret sig, siden afkriminaliseringen blev indført,” fortæller 52-årige José Carlos Leitão, der er chef for Portugals kriminalefterforskning og sidder ved et rundt bord i et mødelokale i jeans og habitjakke. Han er muskuløs, har et firskårent ansigt, en kløft i hagen og ligner en sydeuropæisk Clark Kent. 

”Tidligere var betjentene mere anspændte og hårde over for de her mennesker, fordi deres adfærd indebar kriminalitet. I dag ved alle, at der er tale om en administrativ proces. Presset i situationen er aftaget,” siger han. 

Da lovændringen blev vedtaget, var der skepsis fra politiets side, fortæller José Carlos Leitão. Mange var nervøse for, at forbruget af stoffer ville stige, hvis der ikke var en risiko for straf forbundet med afhængighed. 

”Men det skete ikke. Lovændringen var en succes. I 90’erne var der måske 10 områder i Lissabon, hvor der blev solgt og indtaget stoffer åbent. I dag er det mere begrænset og mindre synligt. Tidligere var der også flere tyverier og indbrud som konsekvens af afhængighed,” siger politichefen, der har været ansat i styrken i 32 år. 

Faldet i berigelseskriminalitet kan dog have flere årsager, mener han. Siden lovgivningen trådte i kraft, er der indført økonomisk understøttelse i Portugal. En ydelse, som tusindvis af borgere – hvoraf mange tidligere begik kriminalitet – har haft gavn af. 

Og pusherne har også ændret deres metoder siden 2001. 

LOVGIVNINGEN I DANMARK

Siden 1955 har det været strafbart at være i besiddelse af stoffer i Danmark. Fra 1969 afstedkom besiddelse af stoffer til eget forbrug i praksis ofte kun en advarsel, så længe mængden ikke vurderedes til at være til videresalg. I 2004 strammede politikerne lovgivningen under den daværende borgerlige regering, så besiddelse af alle former for stoffer – uanset mængde – medfører bødestraf. Hvis mængden overstiger et vist niveau, kan man risikere fængsel.

Samme år ryddede politiet Pusher Street på Christiania for at slå hårdere ned på hashsalget. I 2007 blev straffene skærpet, og bøder for anden- og tredjegangsforseelser blev hævet med 50 og 100 procent. En undtagelse blev dog tilføjet til loven, som gjorde det muligt at annullere bøden, hvis forbruget skyldes misbrug og afhængighed. Politiet har i de efterfølgende år fået kritik for ikke at følge undtagelsen i praksis. Bøde- og straffe­rammen er forskellig, alt efter hvilke former for stoffer der er tale om. På offentlige stofindtagelsesrum i landets større byer er det i dag straffrit at være i besiddelse af stoffer til eget forbrug. På indre Vesterbro i København har politiet og kommunen således oprettet en straffri zone, hvor det er tilladt at have stoffer på sig til eget forbrug.

”De står med præcis den mængde, som de må have uden at blive arresteret. Resten har de gemt i nærheden. Det ændrer vores arbejde, når vi ved, at de folk ikke er almindelige forbrugere af stoffer. Vi overvåger diskret, så vi ved, at når vi henvender os, har personen en kriminel mængde stoffer på sig,” siger José Carlos Leitão, der også fortæller, at når politiet skal finde bagmænd, kan det være nemmere at få oplysninger om, hvem en person har købt sine stoffer fra, hvis vedkommende ikke bliver arresteret: ”Når folk ikke er pålagt en byrde, er de mere samarbejdsvillige.” 

Politiets efterforskning af narkotikasmugling har ikke ændret sig på grund af afkriminaliseringen, siger politichefen. Portugal er stadig en port til Europa – primært med kokain fra Sydamerika og cannabis fra Marokko – og her samarbejder politiet med andre lande. 

I modsætning til hårde stoffer er forbruget af cannabis dog steget markant i Portugal de seneste fire år, fortæller José Carlos Leitão. Men han tror ikke, at den udvikling kan kobles til afkriminaliseringen. 

”Vi ser den samme stigning i Spanien. Cannabis er blevet socialt acceptabelt, samtidig med at prisen er faldet på grund af de store mængder, der kommer fra Marokko,” forklarer chefen for politiets kriminalefterforskning, der mener, at de færreste portugisere i dag betragter landets stofbrugere som kriminelle.

”Jeg tror, at den generelle holdning til afhængighed er medlidenhed. Langt de fleste, der tager stoffer i Portugal, bruger det rekreativt – til fester og bestemte lejligheder. De har ikke brug for at skaffe penge til stoffer.”

João Goulão har arbejdet som familielæge i Algarve, der tidligere var meget plaget af heroinproblemer. I 1997 blev han ansvarlig for sundhedsministeriets program for forebyggelse og behandling af stofafhængighed.

TOMMY SIDDER på gulvet i en metrovogn med hovedet mellem benene. Han trækker op i sit ærme og betragter sit stiksår. 

”Få det der væk. Folk kigger,” siger André Mesquete og trykker et knæ i siden på nordmanden. Tommy smiler forlegent. De stiger af ved Estação do Oriente og går ind i et storcenter, hvor børnefamilier farer af sted med indkøbsposer og ispinde, mens popmusik brager fra højttalerne. André smutter ind i en parfumebutik. Hans ben er et par hurtige trommestikker. Han griber fat i en Diesel-parfume og giver sig selv to strejf på halsen. 

”Sådan gør jeg, hver gang jeg er her,” siger han og griner. 

Tommy og André sætter sig ved et udendørs caféområde. De finder cigarillos frem, og André spiser æbletærte fra McDonald’s. Regndråber tæsker løs på en hvid presenning. Tommy kom til Lissabon for et par måneder siden. De første par uger arbejdede han på et callcenter, hvor han bookede hotelophold for turister, indtil andre længsler trak i ham.

”Jeg brød mig alligevel ikke om jobbet, jeg vil hellere lave musik. Men det var ikke planen, at jeg skulle ende med at tigge penge på gaden,” siger Tommy, der søgte jobbet, da han boede hos sine forældre i norske Molde, mens han forsøgte at ryste sig fri af et galoperende forbrug af amfetamin. Tommys mor er handicaphjælper, hans far arbejder i en malerforretning. Han var 19 år, første gang han skød sig i armen med amfetamin. 

”Jeg har altid været glad for at være påvirket. Som yngre var jeg ham, der drak mest og gik senest i seng,” fortæller han. I Norge forsøgte han at kvitte stofferne med metadon. Men han kunne ikke sove om natten, han rystede og frøs. ”Metadon er et helvede at komme ud af,” siger Tommy, der har haft et enkelt sammenstød med politiet i Portugal, som fik ham til at tro, at det var kriminelt at være i besiddelse af stoffer. 

En af Lissabons metadonbusser.

André ryster samtidig med skuldrene, kroppen er hele tiden i bevægelse. Han er opvokset på Azorerne, hvor en kammerat introducerede ham til heroin som 17-årig i en frokostpause, da han arbejdede i et supermarked. Han har været i behandling flere gange og været clean i lange perioder af sit liv. 

”Jeg skammer mig over at tigge om penge til stoffer, mens de mennesker derinde går i biografen og køber ind til aftensmad. Når jeg er clean, kan jeg være ligesom dem. Bedre endda. Men nu er der gået seks måneder, så …” siger han og trækker øjenbrynene op i panden.

For nogle måneder siden var André i Holland for at spille som dj. Bagefter skulle han hjem til sin kæreste på Azorerne. Men han kom aldrig videre, da han landede i Lissabon. Når han er hjemme på øerne, arbejder han hos et biludlejningsfirma. 

”Jeg har ikke talt med min kæreste i to måneder, og jeg er flov. Det er ikke første gang, det er sket, men jeg håber, det bliver den sidste. Min mor er deprimeret på grund af mig. Men vi skal også ud af det her, Tommy og mig.” 

Tommy nikker og kigger på sin sidemand. ”Skal vi se at komme af sted?” spørger han. Nordmandens øjenlåg er tunge, og hans sætninger er længere undervejs end for et kvarter siden. André lyser op og laver crawl-bevægelser med armene: ”Til swimmingpoolen,” siger han. Det er ruten fra stationen til pusherne, og til stofferne er i kroppen. 

Psykologerne hos Ares do Pinhal. Alle, der vil i metadon-program, bliver screenet for hiv, hepatitis og andre sygdomme.

NOGLE AF LISSABONS cirka 2.000 hjemløse sover i parker og på togperroner. Andre overnatter på byens arkitektoniske kirkegårde: de mange hullede bygninger, hvor huslejepriserne traditionelt er holdt nede og har fjernet udlejernes incitament til at renovere. I 2014 var en fjerdedel af alle ejendomme i Lissabon forladte. Siden er flere af murstensskeletterne vakt til live, og der er løsnet op for huslejereguleringen. Arbejdsløsheden er halveret, turismen blomstrer, og det vælter ind med investeringer udefra. Som i mange andre storbyer tromler gentrificerings-toget gennem byens gader, mens mange indfødte fnyser ad en udvikling, der forvandler lokale bagerier til dyre kaffebarer og hele opgange til Airbnb-reservater. 

”Striptease? Night club?” råber en taxichauffør ud ad vinduet på sin bil. Hyrevognen klemmer sig ind gennem den smalle gade i Bairro Alto, Lissabons mest populære restaurant-, bar- og drukscene. Det er lørdag aften, og de labyrintiske stier under de gamle gadelygter er fyldt med sprutsjaskede turister, kærestepar, der fletter fingre, og afrikanske gadesælgere med fjollede hatte, knæklys i hænderne og fløjter i munden, som de blæser i for fulde gardiner. Tjenere står på gaden og blafrer med lokkende laminerede menukort. Inde fra restaurationslokaler synger kvinder i store kjoler salvelsesfuldt til tonerne af sirligt guitarspil, mens gæsterne tager for sig af mad og drikke og fado, den berømte portugisiske musikgenre.

Under Portugals militærdiktatur blev politihovedkvarteret i Lissabon brugt som centrum for regimets ungdomsbevægelse.

Udenfor glider en rund herre i en for stor ruskindsjakke nærmest lydløst hen ad de våde brosten. Han er cirka 50 år og stikker hovedet frem under en paraply med Burberry-tern.

”Vil I have kokain?” spørger han hviskende. ”I kan få en smagsprøve,” fortsætter han. 

Ordene er et kødben til hans to meter høje makker, der finder hvidt pulver frem i et stykke husholdningsfilm. 

”Taste,” siger de begge kommanderende, næsten i kor. 

”Nå, ikke?” Herren i ruskindsjakken slår ud med armene og ser oprigtigt skuffet ud. 

”Hvad så med Viagra?” råber han i samme øjeblik, som han opgiver at følge efter. Ved næste gadehjørne er der flere mænd, der tilbyder lignende forsyninger. 

”De sælger duelort og sukker,” siger Julio Cesar og læner sin topmave ind over disken. Den skaldede bartender er 51 år og har drevet sin lille bar i Bairro Alto i 15 år. Hans parfume er kraftig og krydret, og bag ham ligger limefrugter i en tre meter lang montre. I loftet roterer en diskokugle, og højttalerne pumper elektronisk pop. 

”Turisterne tror, at det er normalt med pushere over det hele, men det vrimler med snydesælgere derude. Jeg ville ønske, de solgte den ægte vare. Hvis du går ind i en Dolce & Gabbana-butik, vil du jo ikke spises af med et par falske jeans, vel?” råber Julio Cesar og griner med en latter, der lyder som en bilmotor, der ikke vil starte. 

Portugals lovændring på narkoområdet har ændret hele scenariet, siger politiets efterforskningschef José Carlos Leitão.

DE SKINNER NÆSTEN, de hvide snørebånd på Davids sorte gummisko. I dag er hans første med skoene på og hans sidste på Ares do Pinhals behandlingshjem i udkanten af UNESCO-byen Sintra, en halv times kørsel fra Lissabon. Huset er omringet af skov og store villaer langs bakkede grusstier, og et par kilometer herfra går turister rundt og tager selfies foran slotsruiner og gotiske paladser. 

”Jeg har engang givet mine sko til en pusher, fordi jeg ikke havde nogen penge,” siger den 42-årige portugiser og smiler skævt. Han står på gruspladsen i solskin foran det gamle hus i tre etager og drikker espresso af en plastickop. Modne appelsiner hænger på træerne, og i de små køkkenhaver går husets beboere rundt og planter grøntsager. 

Ifølge reglerne på stedet må der kun angives fornavne på husets beboere. Behandling på Ares do Pinhal er gratis og inddelt i tre faser på tre forskellige steder i omegnen af den portugisiske hovedstad. Første fase handler om at blive stoffri. I anden fase er der fokus på introspektion, som det hedder – at se indad. I Sintra er målet for beboerne at opbygge nye vaner, at få sig et job og finde tilbage i samfundet. David har boet her i 14 måneder. I morgen flytter han sammen med sin kæreste i Lissabon. Det er to år og fire måneder siden, David sidst tog stoffer. 

RYGENDE UENIGHED

Ifølge en meningsmåling foretaget af Epinion for Danmarks Radio i 2017 mente 53 procent af de adspurgte danskere, at cannabis bør legaliseres. På Christiansborg er der flertal for et fortsat forbud mod alle former for narkotika, men Liberal Alliance, Alternativet, Enhedslisten, SF og De Radikale er for legalisering af cannabis, blandt andet for at bekæmpe bandekriminalitet forbundet med salg. Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet er desuden tilhængere af, at man afkriminaliserer andre former for stoffer til personligt forbrug.

Antallet af sigtelser for overtrædelse af narkotikalovgivningen har ifølge Sundhedsstyrelsen ligget nogenlunde stabilt med en mindre stigning de seneste ni år. Mængden af beslaglagt hash i Danmark er steget markant fra 2006 til 2017 – det samme er mængden af beslaglagt kokain, dog i mindre målestok. 41 procent af danske unge under 25 år har prøvet at ryge hash. Det er lidt færre end i 2013, men nogenlunde på samme niveau som i år 2000. 11 procent af de unge har prøvet andre stoffer end hash. Det er en stigning på tre procent siden år 2000.

”Stofferne er stadig friske i min erindring. Jeg var igennem så mange lidelser i månederne, inden jeg kom i behandling. Jeg boede på gaden og var begyndt at stjæle fra min familie for at få råd til heroin,” fortæller han.

David er kort og kompakt og har tætte øjne. Han stammer en smule, når han taler. En tyk sølvkæde hænger på hans hals, og et par baggy jeans hænger ned over hans nye sko. Han sætter sig på en bænk ved siden af huset og tager sin telefon op af lommen. 

”Se, om du kan genkende en af de mænd,” siger han og finder en musikvideo frem på YouTube. 

Musikken lyder som en portugisisk version af det amerikanske punk-rockband The Offspring. En seks år yngre David spiller guitar i videoen, som han også har produceret. Kinderne er mere fyldige end i dag, randene under øjnene ikke så synlige. 

”Dengang tog jeg stoffer on and off,” siger David, der er uddannet på filmskole i New York og har arbejdet i tv-branchen i sit hjemland i mange år. 

Socialarbejdere fra organisationen Crescer deler udstyrspakker ud til stofbrugere og fjerner sprøjter med gribetang.

En klokke ringer inde fra husets køkken. Klokken er halv 11, og et par beboere har anrettet med kaffe og boller med skinke og ost. For husets beboere begynder dagen med rengøring klokken 8.45. Klokken 13 er der frokost. To timer senere er der gruppeterapi, og aftensmad serveres klokken 20. 

”Rutiner er vigtige. Hvis du bor på gaden og tager stoffer hele tiden, virker dit ur ikke,” fortæller Fernando Carvalho. Han er monitor på stedet og tidligere beboer. Han har mørkt, bølget hår, et furet ansigt og løse kinder. To guldøreringe hænger i et par lange øreflipper. Han sidder på bænken og ryger en cigarillo. Bob, husets gadekryds-chihuahua, ligger og gnaver på et kødben mellem hans fødder, mens musikanlægget i køkkenet spiller Rihanna. 

”At spise med kniv og gaffel kan være nyt for folk. Eller at tage et brusebad. Vi hjælper med at oprette bankkonti, lægge budget og få styr på de mest basale ting. Vi opfordrer beboerne til at tænke selv: ’Nu er du kommet hertil. Hvad skal der nu ske?’” siger Fernando Carvalho, hvis stemme er dyb og tør. 

Den 58-årige monitors job består mest i at lytte til beboerne. De fleste mennesker, der flytter ind her, har ingen at tale med, siger han. Ingen familie eller kæreste. 

HOLLAND HURTIGT

Det er ulovligt at fremstille og sælge alle former for narkotika i Holland, ligesom det er ulovligt at være i besiddelse af stoffer. Men landet har siden midten af 70’erne haft en lovgivning, der tillader rygning af cannabis under bestemte forhold. I dag er der cirka 570 cafeer, hvor det er tilladt at købe og ryge cannabis, så længe man er 18 år gammel og ryger det inden for cafeens rammer. Derudover bliver cannabisforbrug ofte tolereret af politiet, så længe man ikke er i besiddelse af mere end fem gram. Staten har inden for de seneste år lukket en række coffee shops med den begrundelse, at de lå for tæt på skoler. En fjerdedel af alle turister i Amsterdam besøger en coffee shop under deres besøg, og der foregår en løbende politisk diskussion i landet om, hvorvidt det kun skal være tilladt for landets indbyggere at købe og indtage cannabis på coffee shops (som det er tilfældet mange steder uden for Amsterdam) for at skrue ned for ’stof-turismen’. Ifølge tal fra FN har otte procent af den hollandske befolkning et forbrug af cannabis. I Danmark er det små syv procent, mens den islandske og amerikanske befolkning topper forbruget på verdensplan med henholdsvis 18,3 og 16,3 procent.

”Under diktaturet levede vi i mørket. Da vi kom ud i lyset, var der mange af os, der ville prøve det hele,” siger han med et smil, som får ham til at ligne en ulv fra en tegnefilm. Portugal gik den rigtige vej, da man afkriminaliserede stoffer til eget forbrug, mener han. 

”Det hjælper ikke at straffe folk for at have en sygdom som afhængighed. Så kommer de i fængsel og lærer en masse dårlige ting. Hellere hjælpe folk. Livet består af valg, og nogle gange er vi forvirrede og ved ikke, hvad vi skal vælge.”

Til frokost sidder beboere og ansatte ved et langbord i spisestuen. Der er højt til loftet i det kølige rum. Solens stråler stryger ind gennem de store vinduer og rammer de knirkende gulvbrædder. David sidder ved siden af sin ven Antoire og spiser makrel og ris. 

”Det er mærkeligt at have sidste dag. Jeg har fået gode venner her,” siger David, der i en periode ikke så meget til sine to børn. Han er blevet skilt fra deres mor, men har nu igen fået forældremyndighed. Om et par uger skal han i gang med at lave en dokumentarfilm om ekstreme sportsgrene. Det hele bliver stort og nyt, men han føler sig klar, siger han. 

”Vi er på flere måder beskyttet her på stedet. Men jeg er forberedt på, at der kan være forhindringer derude.”

Et skadesreduktions-kit består af: sprøjter, renseservietter, filtre, kondomer, vand og skeer til opvarmning af heroin.

PÅ DET ØVERSTE gangareal ved Estação do Oriente står Tommy og André og kigger tomt ud i luften. I dag er en dårlig dag. En fredag, hvor folk siger nej, når de bliver spurgt, om de kan undvære en euro, og det tidspunkt, hvor rusen fra heroinen og kokainen er så langt væk, at farven har forladt de to kammeraters ansigter. De er i selskab med en fyr, de kalder ’Doktoren’, fordi han aldrig misser en vene, når han hjælper med at trykke sprøjten i huden. ’Doktoren’ vil ikke have sit rigtige navn nævnt. 

André Mesquete har aftalt med en socialarbejder, at han skal ringe til hende på mandag. Hun skal hjælpe ham med at komme i behandling. Han og Tommy har også talt om at få behandling med en pille, der hedder Subutex, som skulle være effektiv og ikke ”et helvede” som metadon. 

Tommy har fundet et opladerstik til sin telefon ved en betonvæg. Han har sin mor i røret hjemme fra Molde. Hans forældre kender til en del af hans historie med stoffer, men de tror stadig, at han arbejder på et callcenter. Tommy spørger sin mor, om hun vil overføre penge til medicin gennem Western Union. Da telefonsamtalen er forbi, kigger nordmanden på André med et udmattet, men lettet blik. 

”Hun overfører 25 euro om lidt,” siger Tommy. Han banker sin ene knytnæve mod Andrés, og de giver hinanden et kram.

”Din mor er en engel,” siger André Mesquete. 

”Hun er den bedste i verden,” siger Tommy med en uskyldig klang i sin stemme. 

Senere står nordmanden og ’Doktoren’ på toppen af en mudret dal i Beco Picheleira og venter på André. På jorden er der heroinskeer og ubrugte kondomer. Området ligner et bakket månelandskab og er et åbent fixerum for byens stofbrugere. I 2019 er det planen, at staten åbner de første fixerum i Lissabon.

Så kommer André løbende rundt om en boligblok på den anden side af gaden. Han har forsyninger med i sin bæltetaske. Portugiseren trækker ned i kraven på sin trøje, finder en vene på sin hals og gør klar til ’Doktoren’. En halv time tidligere sagde han: ”Jeg er nødt til at stoppe med det her. Meget snart.”

Behandlingsstedet i Sintra. Nogle brugere tager af sted om morgenen på arbejde og kommer hjem om eftermiddagen.

Snup en østers, spot en sælhund, og tjek en arkitektonisk perle eller to. Vadehavet er lavvandet, men spring bare ud i det, der er nok at lave – og så er det oven i købet klimavenligt.
Tekst:RedaktionenFoto::Lars Gejl/Nationalpark Vadehavet

Foto: Colourbox

1. NED I GEAR

Tag færgen fra Esbjerg til Fanø, og dan dig undervejs et overblik over Vadehavets geografi. Når du har lagt til i Nordby, så kør din bil eller cykel videre ned til sydspidsen af øen. Her ligger Sønderho. Byen er på trods af sine kun et par hundrede faste beboere langtfra nogen hemmelighed. Hyggeligt placeret mellem grønne strandenge, brede sandstrande og græsbeklædte høje ligger den med sine velbevarede stråtækte huse og tiltrækker hver sommer tusindvis af turister, der trisser rundt på den lille bys net af stier og stræder (der først fik navne i 80’erne, da postvæsenet krævede det). Sæt farten ned som dem, og når nu du er der, så snyd ikke dig selv for et måltid på den stemningsfulde kro, der har eksisteret siden 1722. Men husk at bestille bord i god tid! Eller besøg Hannes Hus, et beskedent, men velbevaret sømandshjem fra dengang, Sønderho var en driftig havn sidst i 1800-tallet, og Hanne Sørensen i en alder af 34 blev enke, idet hendes mand forsvandt under en sejlads til Island.

Foto: Tandrup Naturfilm/Nationalpark Vadehavet

2. HUSK KIKKERTEN

Vadehavet går fra Blåvand i nord til den tyske grænse i syd. Dermed udgør det UNESCO-fredede område Danmarks største nationalpark, der blandt andet lokker med sine uendelige sandstrande, som for en voksen dog er bedre egnet til spadsereture end til svømning på grund af deres lave vand. I det hele taget appellerer Vadehavets natur mere til det tålmodige gemyt end til adrenalinjunkien. Den tilbyder oplevelser for folk med hang til kikkert. Folk med sans for strandskadens og edderfuglens sort-hvide fjerdragter. Eller, hvis bølgerne går højt, folk, der kan se sig selv på en sælsafari. Det bedste sted at iagttage Vadehavets største rovdyr er ved Galgerev, som man kan gå til fra Sønderho Strand, når det er lavvande. Her ligger gråsæler og spættede sæler i hundredvis og gasser sig. Apropos gas har det for nylig vist sig, at Vadehavets strandenge er en effektiv CO2-sluger og derfor en uventet stor klimaressource. Ifølge tyske forskere (Vadehavet fortsætter syd for grænsen, der hedder det bare Wattenmeer) hiver en kvadratmeter marskland mere CO2 ud af atmosfæren end et tilsvarende areal regnskov. 

Foto: Adam Mørk/Vadehavscentret

3. HAVET INDEN DØRE

Dorte Mandrup, der blandt andet er kendt for Salling Tårnet på Aarhus Havn, har i Vester Vedsted sydvest for Ribe skabt en bygning, der på én gang er spektakulær og diskret. Med sit stråtag og sin bræddebesætning er Vadehavscentret umærkeligt integreret i det sandfarvede landskab, det ligger i. Ved første øjekast ligner det en stor, traditionel bondegård. Men kigger man nærmere efter, åbenbares husets moderne arkitektoniske virkemidler. Først og fremmest det overdimen­sionerede undertag, der er strakt ekstra langt og skævt for at give den besøgende læ for vinden. Men også den overraskende brug af skarptskårne strå, der ikke bare danner taget, men også pryder facaden og fra visse vinkler giver bygningen et udtryk som en rede. Meget passende, når hovedrollen i centrets permanente udstilling indtages af Vadehavets 15 millioner trækfugle.

4. MED ELLER UDEN SAFARI-HAT

Den europæiske østersbestand har ofte været hårdt ramt af sygdom. Derfor fik franskmændene og hollænderne i 60’erne den idé at udsætte japanske stillehavsøsters, der er mere hårdføre. Siden bredte ideen sig til flere kystlande, og i 1983 udsatte man i den danske del af Vadehavet bure med stillehavsøsters med henblik på en produktion på Rømø. Gradvist bevægede østersen sig ud i naturen, og i dag lever tonsvis af østers på banker i Vadehavet. Når det er lavvande, er de tørlagte og lige til at plukke, hvilket står enhver frit for. Ydermere betragtes stillehavs­østersen som invasiv, så du får et naturvejleder-skulderklap, hver gang du samler og spiser et dusin. Dog kan man blive syg af at spise østers, så kig lige på Fødevarestyrelsens råd til private om høst af østers, inden du går på strandhugst. Eller tag på østers-safari med en lokal guide, der har styr på, hvor de bedste og sundeste østers findes. Find datoer på VisitRibe eller Kultunaut. En helt tredje mulighed er at spise Vadehavsøsters helt uden at få sand under neglene. Restauranter som Henne Kirkeby Kro, Schackenborg Slotskro og Restaurant Kolvig sørger nemlig for østers på menuen, såfremt du ringer en uge i forvejen og bestiller dem. 

Foto: Rasmus Hjortshøj

5. BEVARINGSVÆRDIG BETON

Atlantvolden var navnet på Adolf Hitlers vision om et uigennemtrængeligt skjold på den europæiske vestkyst, der skulle gå fra Spaniens nordgrænse til det nordligste Norge. Opførelsen af militære støttepunkter gik i gang, kort efter at Frankrig, Belgien, Holland, Danmark og Norge i løbet af 1940 var blevet besat, og fortsatte igennem resten af krigen. Et af fæstningsværkerne var Tirpitz-stillingen ved Blåvand, hvor to store bunkere skulle udstyres med mere end 100 tons tunge kanoner med en rækkevidde for de tilhørende pansersprænggranater på 42 kilometer. Byggeriet påbegyndtes i sommeren 1944, men forsvarsstillingen nåede ikke at blive klar til at bombardere allierede skibe, inden Danmark blev befriet i maj 1945. Bunkerne ligger der endnu med deres 3,5 meter tykke armerede betonvægge, gravet ned i sandet som et monument over dansk besættelseshistorie og tysk militærhistorie, der tiltrækker både danske og tyske turister. For nylig blev attraktionen peppet ekstra op med et Bjarke Ingels-tegnet, delvist underjordisk museum, der åbner sig for den besøgende som rustrøde sprækker i klitlandskabet. På den permanente udstilling vækkes krigens tid til live gennem en række fortællinger om blandt andet tyske soldater og danske entreprenører. Indtalt af danske skuespillere og leveret til dig lige i høretelefonen. 

Vrads syd for Silkeborg er et af de få steder i Danmark, der endnu ikke har en telefonmast, og sådan ønsker landsbyens stråleskeptikere, at det bliver ved med at være. Men for andre er det manglende mobilsignal noget af et hverdagshelvede. Ud & Se tog til det midtjyske søhøjland, hvor kampen om bølgerne splitter en by.
Tekst:Ida GundersenFoto:Tor Birk Trads

HAN BURDE EGENTLIG få den fjernet. Men den store dynge jord, der hobede sig op, da Jakob Magnussen byggede sit nye hus, har vist sig at have en uventet og temmelig smart funktion, når man stiller sig på toppen. 

Ligesom de fleste andre borgere i den lille landsby Vrads må 49-årige Jakob Magnussen i tøjet og ud af huset, hvis han vil lave et opkald fra sin mobiltelefon. Den nærmeste telefonmast ligger flere kilometer fra byen, og selv derude i det fri må telefonerne snappe efter bølgerne, og telefonsamtalerne ender ofte i det rene knas eller dut-dut-dut.

Men lige her, på den hjemmelavede jordbunke på grunden i udkanten af byen, bliver bølgerne leveret til Jakob Magnussens telefon uden problemer.

”Den må du sgu ikke ødelægge,” siger Kim Rasmussen og ser tilfreds på jordbunke.

Han er en af de andre frustrerede borgere fra Vrads, der er et af de få steder i landet, hvor der endnu ikke er opsat en telefonmast, og hvor diskussionen om en mast har delt  byens cirka 200 indbyggere. 

På den ene side står stråleskeptikerne, for hvem Vrads er et sidste helle på landkortet, hvis man vil undgå stråling. De er villige til at ofre telefonforbindelsen for at undgå bøl-gerne, som de frygter er skadelige. 

På den anden side står tilhængerne af en mast. Det er folk, der er frustrerede over ikke at kunne komme i kontakt med omverdenen, når de ikke er inden for rækkevidde af deres wi-fi, og det er selvstændige, der mis-ter opkald fra kunder. 

I kampen for alligevel at få en form for signal florerer der flere forskellige trick blandt borgerne i de cirka  70 huse i Vrads. Mange går på gaden, når der skal ringes, så husmuren ikke absorberer de sidste sparsomme bølger. Et andet tip lyder, at man kan kaste telefonen op i luften, hvor den kan være heldig at fange et signal, før man griber den igen. Det er dog ikke et helt ufarligt trick. For nylig fik en borger et blåt øje af mobilen, da vedkommende ikke greb den på vejen retur.

Hos købmanden i Vrads mødes folk til en sludder – blandt andet Benny Andersen (t.h.).

VRADS KØBMANDSHANDEL er ikke en helt almindelig købmand. Duften af forskellige urter kæmper om pladsen i næsen, når man åbner døren til den lille butik, hvor chokolade står i glaskrukker, og hylderne bugner af naturlige produkter i glas og brune emballager. Et rødt ’Ø’ går igen på sortimentet og vidner om, at der inden for byskiltet gemmer sig en lille enklave af såkaldte bevidste forbrugere. 

Da den gamle købmand lukkede endeligt i 1992, tog en gruppe Vrads-borgere disken i egen hånd, og butikken, der er et populært samlingspunkt, bliver i dag drevet af 25-30 frivillige. Indenfor sidder Benny Andersen.

”Ja, det er skønt,” udbryder han, da han bliver spurgt til det dårlige mobilsignal.  

Benny Andersen, en midaldrende vradser, tilhører gruppen af lokale, der helst så, at der aldrig kom en telefonmast op i Vrads.

”Jeg vil gøre modstand, hvis der bliver snak om en mobilmast igen,” siger han med henvisning til dengang i 2016, da en telefonmast i byen senest var på tale. 

TDC HAVDE indvilliget i at opføre en mast, men en gruppe lokale stråleskeptikere kæmpede imod med næb og kløer. Emnet blev diskuteret på debatmøder i forsamlingshuset, og da borgerne ikke kunne nå til enighed, lavede de en afstemning. Flertallet ville gerne have en telefonmast, men der var protester mod mastens placering. Derfor røg sagen i Naturklagenævnet, og kommunen måtte sætte en byggetilladelse på hold. 

Da klagen blev afvist i Naturklagenævnet, håbede signalforkæmperne, at TDC, der ejer de fleste master, langt om længe kunne komme i gang med at opsætte masten. Men i mellemtiden havde TDC ombestemt sig, og pludselig kunne Midtjyllands Avis bringe nyheden om, at TDC hellere ville investere andre steder end i Vrads.

”Man bliver bims af al den stråling. Jeg selv bliver øm på ballen, når jeg har haft mobilen i lommen længe. Og jeg kender en, hvis søn havde det meget skidt,” siger Benny Andersen. 

Kvinden bag købmandsdisken, Else Marie Sejr, stemmer i:

”Jeg er meget imod en mobilmast. Små børn i dag lærer at bruge iPad allerede i børnehaven. Så behøver vi ikke bekymre os om overbefolkning,” lyder den dystre prognose fra hende.

”Der kommer en af mine værste fjender,” udbryder Benny Andersen og slår en latter op, da en af byens signalhungrende træder ind i butikken. 

”Hvad for noget?” når den nytilkomne at fremstamme, før han bliver venskabeligt klemt mellem Benny Andersens arme. Endnu en kunde, Ulla Poulsen, træder indenfor i butikken. Hun virker træt ved den blotte lyd af ordet ’mobilmast’.

”Ved du hvad, jeg orker simpelthen ikke at snakke om det. Jeg er gammel psykiater. Jeg er for træt til sådan en konflikt,” siger Ulla Poulsen og fortsætter alligevel:

”Jeg synes, det er sørgmodigt, at vi skal have sådan et stridspunkt. Jeg er ked af, at der ikke findes en løsning.” 

Når Helle Kofoed skal tale i telefon, må hun ud af huset for at få forbindelse.

”AT MOBILSTRÅLER skulle være skadelige, er en absurd påstand. Det er pseudovidenskab, og jeg accepterer ikke præmissen, før der er videnskabelig evidens for den,” siger Kim Rasmussen, da vi bevæger os fra jordbunken og ned til bymidten.

”Man hørte de samme argumenter, dengang vi fik radiosignal, fjernsyn og fastnettelefon. Det er frygten for det nye,” siger Torben Steenberg, der også er mastetilhænger.

Det er et erhvervsmæssigt mareridt at bo i Vrads, siger de. De selvstændige kan ikke blive ringet op af kunder, og de frygter, at turister vil se sig om efter andre destinationer, hvorfra de kan sms’e, ringe og google. Og hvad med tilflytterne? Hvem vil flytte familien til Vrads og overbringe nyheden om det dårlige netværk til deres teenagebørn? Og så er der det med sikkerheden, siger de.

”Nu er der kommet lig på bordet. Hvad mere skal der til, før vi får den mast?” spørger Kim Rasmussen, der hentyder til sidste år, da en cykelrytter døde i området. 

Ifølge Kim Rasmussen havde man problemer med at tilkalde en ambulance på grund af den dårlige dækning. Og for fem uger siden faldt Jakob Magnussen – manden med jordbunken – ned fra en stige ved sit hus. Det kostede ham en brækket arm og et kraniebrud.

”Min datter og en tømrer var hjemme. De kunne ikke ringe efter en ambulance på grund af den dårlige forbindelse, så de puttede mig i bilen, og vi måtte køre til Asklev, før vi fik fat i en ambulance.” En by seks kilometer derfra.

”GODT AT SE DIG, Kim. Jeg kan ikke få routeren til at virke,” siger en Marie Raes på vejen mellem forsamlingshuset og købmanden. 

Forsamlingshusets ydermur er en blandt flere i byen, der er blevet udsmykket af den lokale billedkunstner Lars Ringgaard. Her har han udført ’Tryllefløjten’ med maling. 

Marie Raes er tovholder på aftenens arrangement, et foredrag med titlen ’Menneskedyret homo sapiens’, der skal livestreames fra Aarhus Universitet. Men først skal routeren, der kører på fibernet, altså lige virke. 

”Jeg fikser det,” siger Kim Andersen.

”Vi slukker selvfølgelig routeren, når vi har fællesspisning, af hensyn til dem, der ikke vil udsættes for stråling,” bemærker Marie Raes. 

Til højre for købmanden, forbi byens masseovnsbygger og huset, hvor en kreativ person har skåret dråber i gavlens træværk, så det ser ud, som om den er ved at smelte, holder Rene Kilian til. Han er selvstændig erhvervsdrivende – med kablet internet og fastnettelefon. 

”Det er ikke noget problem. Vi har lynhurtigt fibernet, og fastnettelefonen virker upåklageligt,” fortæller Rene Kilian.

Han foretrækker at være bundet af kabler frem for at have en telefonmast på nabomar-ken.

”Jeg vil hellere være præventiv. Jeg sammenligner opførelsen af en mobilmast med den trojanske hest. Vi ved ikke, hvad vi lukker ind i byen.”

Torben Steenbergs mobil er koblet til hans fastnettelefon via bluetooth.

DER ER NOGET særligt urtet, når man kigger sig omkring i Vrads. Husenes vinduer er stopfyldt med planter, der er solceller på mange af tagene, og i området ligger en af Danmarks reneste søer, Grane Langsø.

Ved kommunalvalget 2017 blev Enhedslisten det største parti i det område, hvor vradserne afgav deres stemmer. Og da Danmarks Radio for år tilbage ville lave et bæredygtighedseksperiment, indvilligede de 200 beboere i byen i at skrue markant ned for deres CO2-udslip og levede flere dage uden elektricitet og var fælles om tre delebiler.

I det hele taget er der en særlig samhørighed, fortæller lokaljournalist Bjarne Gregersen, der løbende har dækket historien om telefonmasten for Midtjyllands Avis.

”De har et stærkt fællesskab omkring købmandshandlen i Vrads. De holder mange fællesarrangementer, blandt andet en årlig musikfestival,” siger han og bemærker også byens meditationscenter, hvor folk kommer langvejsfra for at dyrke Heartfulness-meditation.

“De alternativt tænkende og fællesskabsorienterede tiltrækker nok i nogen grad hinanden,” siger Bjarne Gregersen.

Pernille de Boer kan ikke tåle mobilstrålerne.

”SLUK MOBILEN,” står der på et klistermærke på døren ind til et ottekantet træhus, der ligger med skoven i ryggen i Vrads.

Før man træder ind, bliver man en ekstra gang mindet om at sætte telefonen på flytilstand af husets 69-årige beboer, som har sit strålefri helle på en – endnu – unik plet på danmarkskortet.

”Det er bygget med særlig omtanke på stråling og el,” fortæller Pernille de Boer om huset, der er bygget af træ fra inderst til yderst. Udenpå er det malet sort, indeni står træet råt og ubehandlet, og under trappen står en spinderok.

”Jeg har ikke rigtig brugt den, siden jeg fik min sygdom,” fortæller hun og går op ad trapperne til en førstesal, der minder mere om en stor hems. 

Bøgerne står i spænd i reoler langs væggene, kun afbrudt af en lille smilende ­buddha-figur. For otte år siden blev Pernille de Boer med egne ord ramt af el-overfølsomhed, eller EHS, elektromagnetisk hypersensitivitet, under et besøg hos sin datter i København.

”En dag, jeg skulle ringe fra min telefon, kunne jeg slet ikke røre den. Det var som at få en spade i hovedet. Jeg måtte smide den fra mig. Det føltes som en form for stød,” fortæller hun.

Den eftermiddag skyndte hun sig med toget hjem, og siden har hun ikke besøgt sin datter og sine børnebørn i København. Tilbage i Vrads måtte hun flytte.  

”Jeg kunne ikke være i den lejlighed, jeg lejede her i udkanten af Vrads. Jeg fik det forfærdeligt, og jeg rystede. Jeg var tåget i hovedet, og jeg mistede korttidshukommelsen i nogle måneder. Jeg kunne ikke holde ud at være i min krop. Og hvor går man så hen?”

Pernille de Boer gik i skoven. Eller flygtede, som hun siger. For i skoven forhindrer træerne adgang for det meste af strålingen, siger hun. Og der boede hun i knap et halvt år, efterfulgt af to år i en campingvogn.

”Jeg kunne ikke foretage mig noget selv. Heldigvis har jeg et fantastisk netværk her i Vrads, som hjalp mig. Der var nogle, der skaffede mig et telt. Nogle hjalp med at slå det op. Nogle købte ind til mig. I et par måneder kunne jeg heller ikke tale i fastnettelefon. Så var der kun breve tilbage, hvis jeg ville have fat i folk. Jeg kunne heller ikke tage bilen og køre på indkøb, det var simpelthen for farligt.” 

DA TELEFONMASTEN for to år siden var på tale, fik Pernille de Boer sammen med en gruppe øvrige skeptikere taget blodprøver. Målet var at sammenligne resultaterne med nye blodprøver, der skulle tages efter opførelsen af masten. Men prøvernes resultater blev aldrig aktuelle, da masten blev pillet af tegnebrættet igen. 

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan – blodprøver og mere til – næste gang, der kommer en mast på tale”, siger Pernille de Boer.

”Ellers ender det med, at syge mennesker med EHS bliver tvunget i eksil i udlandet som miljøflygtninge.”

I dag har hun fået det så godt, at hun kan tage en tur til Silkeborg og handle ind, og hun kan deltage i byens fællesspisning, hvis det trådløse net er slukket, og hendes sidemand sætter mobilen på fly-tilstand. Aftenens foredrag er ikke en mulighed. 

”Det ville koste mig nogle dage med migræne,” siger hun.

Spørger man regeringen, kommer en mast snart på tale igen. Ifølge et nyt teleudspil skal de sidste huller på danmarkskortet lukkes inden for et par år, så enhver dansker kan gribe mobilen og foretage opkald – også borgerne i Vrads. Pernille de Boer og de andre stråleskeptikere er klar til at kæmpe videre, siger hun. Men fremtiden synes uoverskuelig:

”Har du nogen forslag? Hvor skal jeg rejse hen? Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke overleve i skoven. Jeg føler mig nogenlunde afklaret med døden, men jeg vil da rigtig, rigtig gerne leve. Det er et af de sidste åndehuller, der forsvinder.”

VRADS

har 200 indbyggere, og landsbyen, der ligger cirka 25 kilometer syd for Silkeborg, har både en frivilligt drevet købmandsbutik, en smedje, en fotoklub, egen musikfestival og meditationscenter. Byens grønne profil og de mange frivillige borgere gav Vrads titlen som Årets Landsby 2012.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se maj 2018.

For to og et halvt år siden blev en uskyldig tysk familie ramt af en tung sten, der blev kastet fra en bro over den fynske motorvej. Moren blev dræbt, faren blev invalideret for livet, mens barnet overlevede. Gerningsmanden er stadig på fri fod, og begivenheden sidder dybt i alle danskere. For hvordan kan sådan noget overhovedet ske? Ud & Se tog til Taarup, en stille forstad til Odense, for at jagte ondskaben.
Tekst:Morten ReimarFoto:Ritzau/Scanpix

DET ER SÅDAN et kvarter, hvor forældre lærer deres børn at cykle. Vejene har omtrent et bump ud for hvert andet hus, og man kan nemt se for sig, hvordan fædre i endeløse somre har løbet op og ned ad vejen efter deres albuepolstrede børn på cykler med fastbundne kosteskafter. Det er sådan et kvarter, hvor stemningen på en solskinsdag som denne kun kan ødelægges af, at ham to huse henne slår græs søndag formiddag.

Og det er sådan et kvarter, hvor drama ses i fjernsynet om aftenen. Og i dramaserierne banker tv-politiefterforskeren på i kvarterer som dette og fortæller beboeren noget forfærdeligt, hun nægter at tro på kan finde sted i hendes kulisseverden. Sådan noget kan ikke ske her, siger hun i tv. 

Vi er på Bakkevej i Tarup. Et HjemIs-, forhave-, Stryhns-villakvarter lidt uden for Odense, og selvom det tilsyneladende er det sidste sted, man kan forestille sig, det kunne være, er det sandsynligvis netop her, det onde første gang viste sig. Dét onde, som har allerhøjeste prioritet hos Fyns Politi, det, som alle i byen tænker på, det, som gør, at bilisterne nede på motorvejen kigger op, når de kører forbi Odense på motorvejen, og det, der indtil videre har kostet én livet, én sin førlighed og én sine forældre.

JULEAFTEN 2015, klokken halv et om natten, bliver der kastet en sten ind ad vinduet i et af husene på Bakkevej. Politiet undersøger det som ganske normalt hærværk og tager en dna-prøve, der ikke findes et match på. Det er langtfra første gang, det er sket i området, men da der heller ikke denne gang er noget spor at gå efter, bliver sagen lagt til side. Indtil det udvikler sig.

En måneds tid senere ved Langesøvej, cirka fem kilometer fra Bakkevej, bliver en sten kastet ned på motorvejen, som rammer en bil. Der er dog ingen, der kommer til skade. 

Samme aften bliver en betonflise kastet ned fra samme motorvejsbro, der rammer endnu en bil. Den ene passager får en hovedskade, resten er uskadte.

Et halvt år senere endnu bliver der kastet en sten på størrelse med en knytnæve ned på Ringvejen nordøst for Odense. Ingen kommer til skade.

Men så dagen efter, 21. august 2016, klokken fire om morgenen, bliver der igen kastet med sten på motorvejen. Denne gang fire sten, blandt andet en betonklods. De bliver kastet fra motorvejsbroen på Langesøvej ved Odense. En bil med en lille familie, der er på vej hjem til Tyskland fra sommerferie i Sverige, bliver ramt af betonklodsen: mor Nelli på 33, far Andreas på 36 og deres femårige søn Alexander.

Alexander overlever, Andreas er i dag blind og invalid. Han kommer til at være afhængig af pleje døgnet rundt resten af sit liv. Nelli dør. Gerningsmanden – eller -mændene – er stadig derude.

På motorvejsbroen på Spedsbjergvej finder politiet efter et stennedkast en dåse snus, hvorpå der er brugbart dna, der matcher dna fundet på stenen fra Bakkevej i Tarup halvandet år forinden. 

Og stenen, den, der ramte den tyske familie, er efter alt at dømme taget fra et mur-arbejde ved Tarup Centret. På baggrund af det sammenfald har politiet udpeget Tarup som muligt hjemsted for gerningsmanden.

Så spørgsmålene lyder: Hvordan kan nogen være så ond? Og finder man nogensinde stenkasteren fra Tarup?

Stenkast fra motorvejsbroer sker overalt i landet. Her er politiet i gang med at sikre spor, efter at ukendte gerningsmænd kastede sten på Hillerød-motorvejen i 2016.

POLITISTATIONEN ligger 350 meter fra H.C. Andersens hus, men er ikke ret eventyrlig. Det er en stor, firkantet, grå bygning med firkantede vinduer. På et tomt kontor hælder vicepolitiinspektør Richardt Jakobsen stærk kaffe op fra en hvid plastickande, hvis tud er halvt ætset af. 

Richardt Jakobsen er i uniform med et tyndt, sort slips. Han er 50 år gammel og har halvdelen af sit liv arbejdet ved politiet. Tidligere har han blandt andet været ved Aarhus Politi (senere Østjyllands Politi), hvor han arbejdede med personfarlig og organiseret kriminalitet, men kom til Fyns Politi for to år siden.

Foran sig har han lagt en tyk bunke papirer med datoer og andre detaljer, da det efterhånden er en omfangsrig sag. På forreste side har han med blyant skrevet ’Stenkastersagen’ og understreget det et par gange.

”I starten hed det ’Stenkastsagen’, men efterhånden som det er sket flere gange, er det begyndt at hedde ’Stenkastersagen’,” siger han.

Med ved bordet sidder også en kvindelig kommunikationsmedarbejder klædt i sort fra top til tå. Under normale omstændigheder ville hun ikke være til stede men i en sag med så megen bevågenhed som denne har vicepolitiinspektør Jakobsen bedt hende om at deltage.

Især nu, hvor sagen muligvis har udviklet sig. Få dage inden mødet er en dansk kvinde blevet hospitalsindlagt, efter at hendes bil er blevet ramt af en sten kastet fra en motorvejsbro i Flensborg lige syd for grænsen. Nogle af Jakobsens folk er taget derned for at udveksle oplysninger.

”Nu må vi se, hvad det er i Flensborg, for lige nu har vi ikke et gennembrud,” siger Richardt Jakobsen. 

”Men vi har rigtig mange ting, vi skal have fulgt op på. Vi er i gang med det lange, seje træk.”

Han og hans folk har stadig 500 tip fra borgere liggende, der skal kigges igennem. Derudover blev der set en bil på gerningsstedet, som muligvis kan være et vigtigt spor. En gammel Volvo 245 stationcar, grå eller sølvgrå med stor kofanger. Dem findes der 80 af i Danmark, og indtil videre har politiet tjekket op på 45 af dem. De har taget mundskrab for dna på ejerne og afhørt dem om, hvor de og bilen var den aften.

”Faktisk kan folk sagtens huske, hvor de var, og hvad de lavede den aften. Lige så snart der sker noget som det her, indprenter det sig. Ligesom da John F. Kennedy blev skudt, eller 11. september 2001,” siger Jakobsen.

Stenkastersagen er speciel, fordi den har kørt over så lang tid. Ikke bare selve efterforskningen, men også det tidsrum, politiet efterforsker. De er helt tilbage og kigge på hærværkssager i Tarup fra 2010 for at se, om det hænger sammen. Indtil videre er det første, de med sikkerhed kan linke til, stenkastet gennem vinduet på Bakkevej.

Vicepolitiinspektør Jakobsen har siden marts været leder af efterforskningsstaben, der blandt andet står for stenkastersagen. Da han kom til, to år inde i efterforskningen, havde Fyns Politi fået 1.200 henvendelser, afhørt 800 personer og foretaget 150 mundskrab. 

Derudover har private via politiet udlovet en dusør til den, der kan hjælpe til at opklare sagen. Beløbet afhænger af, hvor langt i efterforskningen tippet kan bringe politiet og andre klausuler. Kommunikationsmedarbejderen kalder det ’et betragteligt beløb.’ 

Efterhånden er alle åbenlyse løsninger på gåden afprøvet og afkræftet, og der er stadig ikke fundet en gerningsmand. Alligevel er Richardt Jakobsen håbefuld.

”På et eller andet tidspunkt gør gerningsmanden – eller -mændene – noget uforsigtigt. Og så har vi ham. Desuden har vi som nævnt stadig en stor bunke tip at følge op på, og så er der Volvoen og snusdåsen af det mærke, der hedder …,” Richard Jakobsen bladrer sine papirer igennem:  

”… Ink Strong. Der er ingen forældelsesfrist i drabssager.”

Flere sten er blevet kastet fra motorvejsbroer på strækningen over Fyn. Politiet har sat søgelys på Odense-forstaden Tarup, hvor flere uopklarede sager antyder, at en serieforbryder er på spil.

TARUP CENTRET er fladt og har 44 butikker. Centret, de 600 parkeringspladser, biblioteket og drive-in-McDonalds’en danner en form for midte i Tarup, der hovedsagelig består af villa-labyrinter. Centret indeholder restauranter med forskellige variationer af buffeter, et par isenkræmmere, en Løvbjerg og en frisør, der søger modeller – både herrer og damer – til farvning og klip. Frisørdamerne holder pause og har hentet forskellige retter fra den ene af buffetrestauranterne, den med 100 gram valgfri salat, thai og kyllingenuggets til 10,95 kroner, og lavet deres egen satellitbuffet på de borde, Alt for damerne og Billed-Bladet normalt ligger på.

I midten af centret ligger Ali Ahmeds kiosk, Center Kiosken. Bag et forhæng har han spillemaskiner, hvor en grønlandsk kvinde og en overvægtig mand sidder med ryggen til hinanden og trykker på knapper. Derudover er kiosken fuld af aviser, blade, spiritus, stativer med lejlighedskort, Tips, tobaksvarer og snus. Blandt andet Ink Strong.

Ali Ahmed er efterhånden en medievant mand. Efter politiet offentliggjorde snusdåsen som et muligt spor, har de fleste aviser været forbi kiosken, da det på daværende tidspunkt var det eneste sted i området, der solgte Ink Strong.

Ahmed pointerer, at selvom politiet kalder det ’snus’, hedder det rettelig ’tyggetobak’, da snus er ulovligt i Danmark. 

På en monoton måde, der lader én vide, at han har fortalt det hele mange gange før, fortæller han, at politiet har været forbi for at hente oplysninger fra betalingsterminalen og overvågningsvideoer, men at det desværre ikke har ført til noget gennembrud, så vidt han er underrettet.

”I lang tid spurgte hver anden kunde, om jeg vidste, hvem det var, men det ved jeg ikke. Han kan jo også have købt det et andet sted,” siger han.

Faktisk er de også begyndt at sælge Ink Strong ovre i Løvbjerg. Og nu ved enhver snusbruger i Odense-forstaden, at det er til at få i Tarup Centret. Ali Ahmed smiler lidt og kigger ned i gulvet, da han siger, at det har været gratis reklame for hans kiosk. Så kigger han op igen og siger, at han selvfølgelig håber på, de finder ud af, hvem der har gjort det.

”Det kan være hvem som helst, men det er ikke noget, jeg spekulerer i, når jeg sælger Ink Strong, for de fleste af kunderne kender jeg, så derfor ved jeg, det ikke er dem.”

Måske har han ret. Ingen af os kunne drømme om, at vi selv eller nogen, vi kender, kunne finde på at kaste en sten ned på motorvejen for at dræbe nogen. Den slags gør normale mennesker ikke. Eller gør de?

STEN PÅ STEN

Rigspolitiet oplyser, at der for tiden er cirka 20 sager om stenkast fra motorvejsbroer om måneden på landsplan. I cirka halvdelen af dem er det dog tvivlsomt, om der reelt er tale om stenkast, for eksempel fordi anmelderen alene hørte et brag, så nogen på en motorvejsbro kaste ’noget’, eller der er så små skader på bilen, at der kan være tale om helt almindelige stenslag. Men det betyder stadig, at der er cirka 10 sager om stenkast i Danmark om måneden.

EN AF DEM, der ved mest om ondskab, er den amerikanske psykolog Philip G. Zimbardo. Han har modtaget en lang række hædersbevisninger for sit arbejde og er professor emeritus ved Stanford University i Californien, men mest kendt er han for det, der i 1971 gjorde ham til en rockstjerne på sit felt: The Stanford Prison Experiment.

Forsøget var enkelt: Zimbardo og hans hold foretog et studie af fængselslivet med frivillige forsøgspersoner. På baggrund af en annonce i avisen og en udvælgelsesrunde med interview og personlighedstest fandt man 24 helt normale, raske og ligevægtige unge mænd. De blev delt tilfældigt op i to lige store hold: 12 skulle være vagter, 12 skulle være indsatte.

I kælderen på universitetet blev der indrettet et fængsel, vagterne blev givet uniformer, knipler og solbriller, mens de indsatte blev puttet i ens dragter og fik et nummer i stedet for deres navn. Vagterne fik ikke anden instruks, end at de skulle holde styr på fængslet de næste to uger, mens forskerholdet passivt ville observere. 

Det kørte hurtigt af sporet. Vagterne begyndte på eget initiativ at afstraffe og øve psykisk tortur på de indsatte for at holde dem nede. De tvang dem til at skrubbe toiletter med de bare hænder, de ydmygede dem ved at tage tøjet af dem, tvang dem til at simulere samleje og holdt dem isolationsfængslet i timevis.

Resultatet var åbenlyst: Selv de mest velfungerende mennesker kan under de forkerte omstændigheder være onde. 

The Stanford Prison Experiment skulle have varet to uger, men blev stoppet efter seks dage. Fem af fangerne blev så groft mishandlet, at de brød sammen og måtte ’slippes fri’ før tid. Men det var ikke derfor, forsøget blev stoppet før tid.

En af de kandidatstuderende på Zimbardos hold protesterede. Hun var den eneste af de 50 mennesker, der havde observeret fængslet, som gjorde noget. 

”It’s terrible what you are doing to these boys,” sagde hun.

Og fordi hun, og kun hun, tog affære og fik stoppet The Stanford Prison Experiment, kom Zimbardo frem til en opløftende konklusion: Heltemod er modgiften mod ondskab.

Ondskab giver os tre muligheder: Vi kan gå med til det, vi kan se på og dermed blive passivt medskyldige, eller vi kan være helte. Men en helt er ikke et supermenneske, der stopper et løbsk tog med de bare næver eller bekæmper en skurk fra det ydre rum. En helt er et helt normalt menneske, der siger fra.  

Paarup Kirke i den nordvestlige udkant af Odense.

PAARUP SOGN tæller 11.000 mennesker og omfatter Paarup, Villestofte, Stegsted, Snestrup og Tarup, der er de primære tilholdssteder for middelklassen i periferien af Odense. Navnene kommer af de landsbyer, der indtil 60’erne lå der, hvor parcelhusene ligger nu. Enkelte vidnesbyrd om gamle dage ligger der stadig i form af bindingsværkshuse og kirken, Paarup Kirke, der er fra 1100-tallet. På vejen ved siden af kirken, Ved Kirken, ligger præstegården.

Her bor Jens Rønn Sørensen, der har været sognepræst i Paarup siden 1995. Han er 60 år gammel og trækker på æ’et i ’kærlighed’: ’Guds kææærlighed’. Han er en høj mand med gråt hår, briller og et tætklippet skæg.

Efter stennedkastet, der myrdede tyske Nelli, bad han i kirken en bøn for hende, for Andreas, for Alexander, for de pårørende – og for gerningsmanden. Han mener, at ondskab er en del af at være menneske, noget, der kan komme over os alle. Og derfor skal vi tilgive dem, der har handlet ondt.

”Gerningsmænd skal have den straf, loven siger, de skal have,” siger Jens Rønn Sørensen. ”Men det er vigtigt at holde fast i, at det er gerningen, der er ond, og ikke personen.”

Han citerer en memoreret passage fra Det Ny Testamente, hvor Paulus skriver, at ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. De gode gerninger kommer ikke nemt, det gør de onde.

Sognepræsten og de fleste andre mennesker i Tarup-området hæfter sig ved, at politiet ikke har beviser, der fortæller, at gerningsmanden kommer fra Tarup. Der er indicier, men ingen endegyldige beviser. For eksempel kan en snustagende murer have været så uheldig at efterlade dna rundtomkring, men alligevel være uskyldig.

”Selvfølgelig håber vi ikke, det er nogen herfra, der har gjort det,” siger han. 

”Men jo, det kunne det selvfølgelig godt være.”

 

KAST FRA BROERNE PÅ FYN 

31. januar 2016: En bil bliver ramt af en sten, der kastes ned fra en motorvejsbro. Ingen kommer til skade. Samme aften bliver endnu en sten kastet ned samme sted. Stenen rammer en familie. Moren får en hovedskade, faren og deres to børn slipper uskadt.

20. august 2016: En sten kastes ned på Ringvejen nordøst for Odense. Bilisten slipper uskadt.

21. august 2016: 33-årige Nelli fra Tyskland dør, da to store sten og to mindre sten kastes ned på motorvejen fra broen ved Langesøvej. Hendes mand Andreas invalideres, mens deres femårige søn Alexander slipper uskadt.

9. september 2017: En sten på 40 kilo kastes fra motor­vejsbroen på Spedsbjergvej ved Odense. Ingen bliver ramt, men politiet anser det som bevidst forsøg på manddrab. Her findes efterfølgende en snusdåse.

20. december 2017: To biler be­ska­di­ges, men ingen kommer til skade, da en sten kastes ned fra motorvejsbroen på Langesøvej ved Odense.

PÅ VEJEN Ved Kirken er der parkeringspladser af perlegrus, selvom alle husene har carport. Der er bøgehække omkring haverne, og over dem kan man se toppen af legehuse, gyngestativer og tegltage. Nogen har i perlegruset parkeret en plasticmotorcykel, børn kan sidde overskrævs på og sparke frem med benene. Den hvidkalkede kirke med det røde tag våger i baggrunden.

For 11 år siden havde en mor smidt sit spædbarn i Odense Å. Dengang bad Jens Rønn Sørensen for moren, et menneske, der var drevet ud et sted, ingen af os ønsker at komme.

”De kræfter, der driver et menneske i retning af onde handlinger, kan gribe enhver af os,” siger han.

I Bibelen står der, at mennesker bliver besat af dæmoner, der får dem til at begå ondskab. I dag, i det 21. århundrede, køber vi den ikke længere, men som billede giver det for Jens Rønn Sørensen stadig mening at tale om en besættelse.

”Den, der handler ondt, er ikke herre i eget hus. Og de kræfter kan gribe enhver af os. Hvis vi tager folk, der begår overgreb mod børn som et eksempel, noget af det ondeste, vi kan forestille os, så tror jeg ikke, det er noget, de vil. Det er noget, de ikke kan undslippe. En dæmoni. Det er ingen undskyldning, men det er en mulig vej til at forstå, at bag om det er der et menneske.”

Gerningen kan være forkert. Men det betyder ikke, at personen er forkert, mener Jens Rønn Sørensen.

”Selvfølgelig bliver man vred, når man hører om stenkastersagen. Men der ligger også et element af erkendelse i det: Det kunne have været mig. Enten mig, der blev ramt af stenen, eller mig, der kastede den.”

For et par år siden havde Jens Rønn Sørensen et hold til konfirmationsforberedelse, og han spurgte dem på et tidspunkt, om de nogensinde havde gjort noget, deres forældre ikke ville have. ”Det havde de fleste. Så spurgte jeg dem, hvad der er det værste ved at have gjort noget forkert. En sagde, at det var tiden op til, at man bliver opdaget, og det tror jeg, hun havde helt ret i. I den tid lever man i en løgn. Og så længe man lever der, findes muligheden for tilgivelse og forsoning ikke.”

Som mange andre tror Jens Rønn Sørensen, at en eller flere dækker over gerningsmanden. En forælder, en ven, en kollega, der for at beskytte en, de elsker, ikke går til politiet. Men det er misforstået.

”Man skal sige til vedkommende, at man elsker ham lige så meget, som man altid har gjort, og man skal opfordre ham til at gå til bekendelse. Og så skal man blive ved med at elske personen, selv når gerningen bliver fordømt. Det er kærlighed. Det andet, at dele løgnen, er kærlighedens modsætning.”

VICEPOLITIINSPEKTØR Richardt Jakobsen læner sig tilbage i sin stol, og kommunikationsmedarbejderen kigger på ham. Han tager en dyb indånding og fnyser ud gennem næsen, mens han ryster på hovedet. Spørgsmålet lyder, hvordan nogen kan finde på at kaste sten ned på motorvejen.

”Hvem ved … er det en person, der hører stemmer? Er det nogen, der har et horn i siden på Vejdirektoratet? En, der tænder på at se udrykningslys? En, der har mistet nogen i et trafikuheld og nu vil have hævn eller vil have bilister til at køre langsommere? Kun fantasien sætter grænser,” siger han.

To gange er en sten blevet kastet ind gennem en rude hjemme hos et lokalt byrådsmedlem, og hun såvel som mange andre troede, det måtte være politisk motiveret. Men da det hurtigt viste sig, at der blev kastet sten gennem ruderne hos mange og på motorvejen, røg det motiv. 

I nogle af stenkastersagerne kan gerningsmanden også have været en copycat, altså en, der har hørt om stenkastersagen og ladet sig inspirere til at gøre det samme. Håbet er naturligvis, at det er den samme gerningsmand i så mange sager som muligt, så det er nemmere at stoppe, end hvis der er mange copycats, selvom det virker usandsynligt, at den samme skulle stå for alle eller bare hovedparten af stenkastene.

Automatreaktionen hos de fleste, også hos Richardt Jakobsen, var i begyndelsen, at det nok var drengestreger, der var løbet løbsk. Det er dog ikke længere en mulighed i Tarup. Dels vejer en af stenene 40 kilo og er altså ikke bare en, man samler op og smider ned, dels ville drenge, der kedede sig, stoppe, så snart de ramte nogen, og det blev alvor.

”Og det bliver mere alvorligt, hver gang det sker. Så det er ikke bare nogle fulde unge mennesker. Vi ved så meget, at det er en mand. Det siger dna’et. Men vi ved ikke, hvilken alder eller etnicitet han har. Og vi ved ikke, om de er flere om det. Derfor er vi påpasselige med at gå ud med et for smalt signalement.”

Kommunikationsmedarbejderen bryder ind: ”Det er også klart, at vi ikke er interesserede i, at folk skal gå ud og begå selvtægt over for den, de tror, det er.”

Politiet har to opgaver, siger Jakobsen. De skal finde den skyldige, og de skal udelukke de uskyldige. Har nogen været til afhøring, må politiet klart og tydeligt melde ud, om det er ham eller ej. 

”Selvtægt har ikke været et problem i denne her sag endnu,” siger han. ”Det er klart, man er vred, men selvtægt er ulovligt. Man skal kontakte politiet, hvis man tror, man ved, hvem det er.”

Stenen, der natten til lørdag 9. september 2017 blev kastet ned på den fynske motorvej ved Spedsbjergvej.

LANGESØVEJ. Det er her, stenen blev kastet, den, der ramte og ødelagde en familie. Vejen går over motorvejen, der er et lavt rækværk, og siden drabet har Rigspolitiet sat et overvågningskamera op. Der er ingen til- eller frakørsel, så selvom alle bilister kigger op, har de ingen mulighed for at gribe ind, hvis de ser en person i færd med at kaste en sten. Vejen er lang og lige, så man kan se, hvis der skulle komme nogen kørende.

Langesøvej er en stikvej fra Middelfartvej, den tosporede landevej, der fører ind til Odense, og i nærheden er der kun marker og enkelte, forsømte huse. Der er en konstant susen fra motorvejen og bilerne, der én for én kører forbi nedenunder. De ligner legetøjsbiler. De ligner ikke mennesker. 

Og det er, ifølge Zimbardo, omstændigheder, hvor ondskab kan opstå: Gerningsmanden er skjult, ofrene er umenneskeliggjorte. De indsatte i Zimbardos fængsel havde ikke navne eller personlige kendetegn, vagterne var anonyme og bag mørke briller. 

For stenkasteren var det derfor ikke Nelli, Andreas og Alexander, han ramte. For ham var det sikkert blot en ubetydelig legetøjsbil.

Det er snart to år siden, Nelli blev dræbt, Andreas blev invalideret, og Alexanders familie blev ødelagt. Gerningsmanden er stadig på fri fod. Der er ikke blevet kastet en sten på motorvejen siden 20. december 2017, men alligevel sidder det i Tarup-sjælen. 

Og i alle, der kører under en motorvejsbro på Fyn.

 

TILFÆLDIG ONDSKAB

Klovnene: I efteråret 2016 modtog politiet over 20 anmeldelser fra borgere, der var blevet jagtet, truet eller skræmt af personer klædt ud som klovne. Blandt andet blev en 22-årig mand jaget ned ad Ahlgade i Holbæk af en klovn med en økse.

Hjulboltene: Ukendte gerningsmænd løsnede i 2017 hjulboltene på tilfældige menneskers biler, så hjulene faldt af bilerne, når de kørte. På et halvt år modtog politiet over 1.000 anmeldelser om løsnede hjulbolte på biler. Politiet opfordrede derfor gennem medierne til, at man tjekkede sine hjulbolte, inden man kørte, hvis man havde parkeret et sted, der var nemt at komme til.

Cyklerne: Sidste år var der en ’epidemi’ med cykelhjul, der var blevet løsnet, så de faldt af, når en cyklist kørte af sted. Sagen blev for alvor kendt på grund af et Facebook-opslag, hvor et offer beskrev, hvordan han havde brækket næsen, fået skrammer i ansigtet og fået en hjernerystelse, da hans hjul faldt af.

FOR AT KOMME FRA Tarup Centret og til biblioteket, er man nødt til at gå over McDonalds’ drive-in-kørebane. Biblioteket er ikke ret stort og fungerer også som en lokalafdeling af Rådhuset med pasfotobås bag en skranke med teksten ’Borgerservice Light’.

Det meste af biblioteket er helliget børn med et legerum, børnebøger, rutsjebane og klæd ud-tøj, hvorfor her sidder en del mødre og får sig et hvil, mens børnene leger med hinanden. Hylden med reserverede materialer er næsten fuld af krimier som ’Kaninjægeren’, ’Dødvægt’ og ’Dødsenglen’, og i weekenden, der kun er et par arbejdsdage væk, vil solen skinne, og haverne i Tarup vil summe af Jussi Adler-Olsen læst på liggestole på nyslåede plæner. 

Denne aften sender de ’Barnaby’ i fjerneren, tre forskellige variationer af ’Station 2’ og en krimi. I morgen sender de to krimier, lørdag sender de en krimi, en engelsk krimiserie og et program om Kundby-pigen, og endelig søndag sender de tre krimier og et program om børn, der har slået nogen ihjel. Vi er vilde med det. Der findes ikke noget mere spændende end et smugkig på vold, mord og ondskab på behagelig afstand.

Det ved tidligere drabschef Kurt Kragh alt om. Ud over at have arbejdet i det i dag nedlagte Rigspolitiets Rejsehold i 27 år har han også været konsulent på en række tv-programmer i krimigenren, blandt andet ’Rejseholdet’, skrevet to bøger om sit arbejde og holder i dag foredrag om mord og om, hvordan man som efterforsker sætter sig ind i en morders tanker.

Han arbejder med syv drabsmotiver, som han i sit arbejde igen og igen har set i en eller anden udformning: jalousi, hævn, fanatisme, begær, profit, spænding og udstødelse. 

”Jeg kunne godt forestille mig, at to motiver spiller ind i stenkastersagen. Det første er hævn, og det behøver ikke tage udgangspunkt i en relation mellem gerningsmand og offer, det kan sagtens være en projektion fra noget i gerningsmandens liv. En indebrændt vrede, der går ud over bilisterne,” siger Kragh.

Et projiceret hævnmotiv kunne også være en ung, vred mand, der lige er blevet fyret eller droppet af sin kæreste og nu slår en tilfældig forbipasserende ned på gaden eller kaster en stol gennem en butiksrude. Men det motiv er måske for affektbaseret til at kunne stå alene, når nu stenkastene virker så planlagte.

”Det andet motiv kunne være spænding. Her ser vi typisk psykopater, der nyder handlingen,” siger Kurt Kragh.

”Stenkasteren finder måske spænding i at droppe stenen og se, om den rammer, og muligvis også i, at politiet dukker op med blå blink og prøver at finde ham.”

Kurt Kragh er tidligere drabschef. Han vurderer, at motivet til at kaste med livsfarlige sten fra broer måske kan være hævn.

EN AF DE VÆRSTE serieforbrydere, Danmark har haft, var Erik Solbakke, der i 70’erne og 80’erne begik drab og satte ild til en række bygninger i København og Hillerød, hvilket kostede 38 mennesker livet. Han var evnesvag og tændte seksuelt på ild. Rejseholdet efterforskede sagen, og han blev anholdt i 1986 og idømt forvaring.

”Alle større danske byer har på et eller andet tidspunkt haft en, der, nogle gange over flere år, har sat ild til huse på grund af spændingen. Dem har vi i Rejseholdet haft mange sager med. Når nogen begår grove, personfarlige forbrydelser motiveret af spænding og gentager det, er det oftest en person med psykopatiske træk. Han er så at sige ligeglad med ofrene. Han har ingen medfølelse, så når han på et eller andet tidspunkt dræber nogen, er der ikke noget, der får ham til at tænke, at det er gået for vidt,” forklarer Kurt Kragh.

For nogle år siden var Odense plaget af en børnelokker, ’Manden i den røde bil’, som de også kalder ham på politistationen. Det, som besværliggjorde arbejdet, var især, at han var et enligt menneske uden nogen menneskelig kontakt og dermed ingen bekendtskabskreds, der kunne gå til politiet. 

”En ensom ulv er en svær gerningsmand at finde. Så kan du afhøre nok så mange mennesker og lave en geografisk profilering uden at komme ret langt,” siger Kurt Kragh.

’Manden i den røde bil’ blev fanget ved, at han kom til at sætte ild til sit hus, og politiet i huset ved en tilfældighed fandt de samme strips, som han havde brugt til sine overgreb.

Siden Rigspolitiet satte kameraer op på motorvejsbroerne ved Odense i starten af året, har der ikke været kastet sten på motorvejen, men Kurt Kragh tror ikke, at det har sat en endegyldig stopper for gerningsmanden:

”Kameraerne i sig selv vil bare få ham til at vælge nye gerningssteder. At han er stoppet, kan betyde, at han føler, politiet er lige i hælene på ham, og derfor tager en pause. Serieforbrydere har det med at ligge stille i en lang periode for så at dukke op igen. Du kan aldrig vide dig sikker, når det drejer sig om en serieforbryder.”

Hos Fyns Politi arbejder de ikke med en forbryder-profil, som Rejseholdet ville have gjort det, men man har fra starten haft en række motiver hængt op på en opslagstavle uden dog indtil videre at have fastslået et.

”Det besværliggør selvfølgelig arbejdet, at vi ikke har et motiv,” siger Richardt Jakobsen. ”Men det betyder ikke, at det er umuligt at fange ham. Overhovedet ikke. Vi er fuldstændig sikre på, at der sidder nogen derude, som ved, hvem det er, eller som har en begrundet mistanke.”

En eller flere personer dækker sandsynligvis over stenkasteren.

Alt, der skal til, er, at én, bare én, går til politiet.

I juni blev to nordtyske mænd på 18 og 19 år varetægtsfængslet og sigtet for at have stået bag en lang række stenkast fra motorvejsbroer omkring Flensborg – blandt andet det stenkast, der i maj kvæstede en 58-årig dansk kvinde. De to tyske mænd har tilstået. Næsten samtidig blev en bil 7. juni ramt af et stenkast på Helsingørmotorvejen. En 44-årig bilist slap uskadt fra hændelsen. Siden har der fortsat været en jævnlige anmeldelser af stenkast på danske motorveje, senest på Hillerødmotorvejen 3. januar i år. Gerningsmændene, der stod bag stenkastet mod den tyske familie, er fortsat på fri fod.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli/august 2018.

 

Cirka 850.000 danskere drikker mere, end hvad Sundhedsstyrelsen synes, godt er. Men hvorfor drikker vi så meget, så tit og så hårdt i Danmark? Ud & Se har kigget dybt i flasken i forsøget på at forstå den danske drukkultur.
Tekst:Tobias MatthiesenFoto:Thomas Nielsen

20 KOLDE BAJERE står på et af de runde borde uden for Jernbanecafeen på Vesterbro i København, og alle ved, at det ender galt. Det er det, vi glæder os til at se. Øllene er reserveret til to druk-kombattanter. På den ene side en lidt bamset fyr med sølvring i venstre øre, i kortærmet ternet skjorte, forvaskede jeans og løbesko. Per Bach hedder han, han er fra Thisted, og han drak engang 21 øl på to timer og et kvarter, og der, må han nok også sige, blev han ”noget svimmel”. På den anden side hans storesøster Charlotte Bach, fløjet ind fra Norge, hvor hun har haft bopæl i mange år, i en åben hvid skjorte og med et tykt bundt medaljer om halsen, der her på det vesterbroske værtshus vidner om et særlig anerkendelsesværdigt øl-indtag.

”Det var en hyggelig lørdag, vi ses i morgen,” bemærker en af deres fælles venner sarkastisk og skadefro.

De to søskende skal dyste om at drikke 10 øl hurtigst. Tvekampen er dog blevet forsinket af taler indenfor på Jernbanecafeen, der denne dag fylder 85 år – blandt andet af en værtshuspoet, hvis lidt snøvlende fødselsdagsdigt var umuligt at høre nede fra ’Thisted-bordet’, og af Randi i en leopardprintet buksedragt, der sang Lars Lilholts ’Kald det kærlighed’ og gjorde gangpladsen mellem bordene til dansegulv. Alt sammen bare for at sige, at Per Bach velsagtens allerede har drukket 15-17 øl, siden han mødte ind på værtshuset for otte timer siden, helt efter ritualet, klokken 07.00 ved åbningstid, mens søsteren Charlotte angivelig inden kampen har drukket mere beskedne 5-6 genstande. 

Gang i kampen. På et minut har Per Bach vertikalslurket de første to øl, som var de to glas koldt postevand efter et par timers fodboldtræning i solen. 

”Kom så, Charlotte, vis, at du er en Bach!” lyder et tilråb fra den lille klump af mennesker, der er rykket sammen om drukbanen.

”Du er næsten sød ved hende, Per, du giver hende en chance.”

”Det er min søster, for helvede,” siger han og skvætter lidt, mens han holder en bøvs inde.

Charlotte holder trit med sin bror op til fire øl. Hun tager sig til maven og kigger nødtvunget mod en lille blomsterhæk ved siden af hende. Der er gået præcis fem minutter.

Fest og glade dage på Jernbanecafeen på Vesterbro i København.

DANSKERNE DRIKKER meget, vi drikker tit, og vi er få, der ikke drikker. Sådan kan man definere den danske alkoholkultur. Cirka 850.000 danskere drikker mere, end hvad Sundhedsstyrelsen synes, godt er. Ærlige og redelige afholdsmænd udgør kun 13 procent af den voksne befolkning, og det er en lille andel, når man kigger på EU-gennemsnittet på cirka 25 procent. 

Vi drikker med en udpræget lethed og med en folkelig fandenivoldskhed. 

Alkohol er en syndig bestanddel af det, man kan kalde dansk kultur. I særdeleshed konceptet ’at gå på druk’, binge drinking, som det hedder på engelsk, men også det ’at drikke sig ned’ er et væsentligt karakteristikum ved den danske drukmodel.

Alkohol har altid været danskernes foretrukne rusmiddel, mens det andre steder på jorden har været kokablade eller cannabis. På den vis har det at drikke alkohol bundfældet sig i den danske kultur som en vigtig symbolsk og konkret handling, der viser, at man vil fællesskabet.

”Alkoholen i Danmark symboliserer i høj grad det her forbrødringsritual, hvor man bekender sig til, at nu vil man fællesskabet på en anderledes måde. Af mange bliver alkoholkulturen ført tilbage til vikingerne som noget kulturbærende. Denne her måde at drikke intensivt på bliver noget nærmest essentielt i forhold til den måde, vi er sammen på,” forklarer sociolog Jeanette Østergaard fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), der forsker i alkoholkultur.

”Alkoholen har igennem tiden fået en særstatus og en stærk symboleffekt. Når alkohol kommer på bordet, bliver det forbundet med noget særligt, med at der skal sket noget andet – til forskel fra for eksempel sydeuropæiske lande, hvor ingen forventer, at der skal ske noget særligt, fordi der bliver serveret et glas rødvin til maden,” fortæller hun.

I nabolande som Sverige og Norge drikker de mindre end i Danmark, men ideen om at drikke sig ned findes i høj grad i de to lande. Svenskernes og nordmændenes generelt mindre alkoholindtag hænger sammen med store folkelige anti-alkoholbevægelser, der både voksede ud af et voldsomt drikkeri i 1800-tallet, især i Sverige, og ud af en strengere protestantisk lære, der medførte, at lovgivning og regulering blev langt hårdere end herhjemme. 

I den danske grundtvigianske ånd var der – bortset fra nogle strenge kristne jyske egne – ikke den samme medvind til modstand imod alkohol. Tværtimod, og det har affødt en langt mere liberal tilgang til alkohol. 

”Det er vel nærmest sådan i Danmark, at vi har en ret til at gå i hundene,” siger professor Torsten Kolind fra Center for Rusmiddelforskning og griner lidt af formuleringen, der oprindelig stammer fra rusmiddelforskeren Margaretha Järvinen, der er professor på Sociologisk Institut. 

”Forstået på den måde, at politikerne ikke skal blande sig i, hvor meget folk drikker. Det er en individuel ting. Spørger man: ’Hvor meget drikker du egentlig om måneden?’ tror jeg nok, at nogle vil sige: ’Hey, hvad bilder du dig ind, det er et personligt anliggende.’ Der skal meget til, før vi siger til folk: ’Tror du ikke, at du måske drikker for meget?’” 

Ud over forkærligheden for alkohol og den liberale lovgivning kom to andre komponenter til i 60’erne og 70’erne, der sikrede den danske druk-cocktail: fritid og penge. 

I de to årtier begyndte vi at få tid og råd til at rejse og finde inspiration fra andre kulturer.

Ifølge Torsten Kolind blev den danske alkoholkultur defineret som ’tør’ før 60’erne (alkoholindtaget var begrænset til fester og større begivenheder, og beruselse var typisk slutmålet), men efter vi begyndte at rejse til for eksempel Mallorca på charterferie og fik gode ideer fra den spanske, hverdagsorienterede alkoholkultur, blev alkoholkulturen ’våd’. 

”Man opdagede, at sydpå drak de vin hver aften til aftensmaden, og det var festligt, så det tog man med hjem. Nu har vi blandet det godt og grundigt. Vi drikker ofte, samtidig med at vi også drikker meget,” konstaterer Torsten Kolind.

Resultatet? Den gennemsnitlige dansker over 15 år har næsten fordoblet sit årlige indtag af ren alkohol fra 5,4 liter i 1960 til 9,4 liter i dag.

Selfietid for Per og Charlotte Bach.

UNDER JERNBANECAFEENS ikoniske rød-blå skilt ’ØL Bier’, der krænger sig ud over fortovet på Reventlowsgade lige over for Københavns Hovedbanegård, er en rød løber foldet ud i anledning af 85-årsfødselsdagen. Den lædervestklædte og i den her forbindelse ret unge barchef Lasse tager imod i det dansk-klenodie-ornamenterede indgangsparti. Indenfor er et togmylder af mennesker og leben, kulørte lamper og dannebrog fra loftet, et absolut fravær af rygeregler, men til gengæld masser af gamle vægmalerier og modeltog på væggen. Toget har kørt et stykke tid, kan man se i gæsternes våde øjne, men det er ikke for sent at hoppe på. Leif P. med de lange fingre holder akkurat tempoet bag klaveret, og Leif P.s datter Agnete, ejeren i tredje generation, flakker rundt på gulvet og holder sammen på besætningen.

Om hvert et bord sidder gæster med øl-etiket-formede medaljer om halsen. En flagmedalje får man for at drikke 30 af Jernbanecafeens øl, guld for 27, sølv for 17, bronze for 10. Mest notorisk af alle medaljevindere er netop den nordjyske autostolesælger Per Bach, der et par timer før drukkonkurrencens start sidder godt forankret ovre ved Thisted-bordet. Faktisk har han så mange medaljer, at han får ondt i nakken, hvis han tager dem alle om halsen. Derfor ligger de 63 medaljer i en plasticpose under stolen.

Der går mange historier om Per Bach. En af de nylige handler om dengang, et hold af 22 rugbyspillere fra Hundested kom på besøg på Jernbanecafeen. De ankom klokken 09.00 om morgenen med det erklærede mål at drikke sig til en flagmedalje.

Tilfældigvis ankom Per Bach samme dag omkring klokken 12.00. Gæt selv, hvem der blev færdig først. Inden for fem timer havde Per Bach drukket sig til en flagmedalje. På det tidspunkt havde endnu ingen fra rugbyholdet gjort sig fortjent til den. Kun fire var stadig tilstedeværende og oprejst på det tidspunkt.

Omregnet til flasker svarer Per Bachs 63 medaljer til cirka 1.800 øl, og konverteret til kroner og øre har han spenderet cirka 70.000 kroner på Jernbanecafeen.

”Man får jo ikke så meget andet ud af det end tømmermænd,” siger han og smiler lunt, da vi mødes to måneder før 85-årsfødselsdagen – på Jernbanecafeen naturligvis.

Per Bach kommer bogstavelig talt flyvende ind fra Aalborg 6-7 gange om året sammen med fruen og som regel også nogle venner. De indkvarterer sig på et af de mange hoteller i Københavns svar på the red light district, Istedgade-området på Vesterbro, og bruger en forlænget weekend i København ene og alene på Jernbanecafeen.

 

VODKABÆLTET

Ifølge Frederik Plum, der står bag vodkamærket Den Klodsede Bjørn, løber der et såkaldt vodkabælte fra Skandinavien hen over Rusland og til Kina og Japan. Her er drukkulturerne karakteriseret ved en høj grad af binge drinking.

”Det er ideen om, at man drikker sig ned for at rense sig selv og blive en del af folket,” forklarer Frederik Plum, der har læst litteraturvidenskab på universitetet med speciale i russisk druklitteratur.

Han fortæller, at der traditionelt set drikkes hvide spiritusser i vodkabæltet: i Danmark snaps, i Rusland vodka, i Japan sake. Ifølge Frederik Plum hænger det sammen med, at disse lande ikke i så høj grad var kolonisatorer og derfor ikke var ude og sejle og fadlagre deres sprit – som for eksempel i Frankrig, hvor der ud af kolonitiden voksede en cognac-kultur frem.

Brændevinen er en simpel og ydmyg drik, der ligesom den protestantiske kristendom bygger på det ydmyge og jordbundne menneske og Jesus-skikkelsen, der på en gang var Guds søn, men også tømrer. Til forskel fra for eksempel den franske cognac-kultur, hvor det handler om smagsnoter og at løfte sproget omkring spiritussen (hvilket kan ses som et direkte udspring af katolicismen, der er kendetegnet ved ornamentik og pompøse udsmykninger), er der intet snobberi over en øl eller en snaps. Du tager et shot, bum, og er så en del af festen.

”Når man drikker, fjerner man alle de skel, der er mellem økonomi, køn, hudfarve, seksualitet – det handler om at være sammen. De, der normalt opfører sig seriøst, opfører sig åndssvagt, alle får lov til at skifte roller til en fælles identitet,” forklarer Frederik Plum.

”Vi er så en bastardkultur, fordi vi ligger på grænsen mellem det, man kan kalde vodkabæltet, og på den anden side Tyskland og Frankrig, som har en mere forfinet drukkultur. Men til påskefrokosten eller julefrokosten er der stadig nogle regler. Hvis jeg kommer med en dyr whisky, vil folk se det som snobberi og usolidarisk. Målet er jo, at vi skal udviske alle skel, og det ødelægger det folkelige aspekt. Derfor skal spritten ikke være snobbet, den skal ikke være dyr, den skal bare være et medie,” siger han og peger på, at der heller ikke er andet end fadøl på et fodboldstadion: ”Vi samles om det simple.”

”DET ER jo helt åndssvagt. Vi kunne købe tre øl i Thisted for én øls pris her, og vi bruger 4-5 timer på at komme herover, og vi betaler for hotel. Men der er bare hyggeligt her,” forklarer Per Bach.

På cafeen og i sin bekendtskabskreds er han særlig kendt for sin evne til at absorbere alkohol. En af rekorderne består, som indledningsvis nævnt, i at hakke 21 øl ned på to timer og et kvarter. En anden i, at han engang drak 53 flaskeøl i løbet af en dag fra tidlig morgen til sen aften på Jernbanecafeen.

”Der var jeg ikke helt vildt tørstig, da jeg skulle hjem,” som han siger med et fjoget smil.

At det fysisk set kan lade sig gøre, skyldes ikke bare årelang træning, men også at Per Bach rituelt møder ind, når Jernbanecafeen åbner klokken 07.00 om morgenen. Det er tidspunktet, hvor der er afgang for ’Ekspressen’, som der står på øl-etikkerne til Jernbanecafeens egne øl, og selvom han ikke helt kan forklare, hvorfor han gør det, eller hvorfor han konsekvent skal møde ind ved åbningstid, så skal han bare. Måske som et slags instinkt. Selv efter en aften ude vågner han som regel så tidligt. Og det gælder, selvom han som hovedregel bliver siddende indtil klokken 02.00, hvor værtshuset lukker. På den vis stopper festen bare aldrig rigtig for Per Bach.

”Jeg kan drikke mig ned til enhver tid. Jeg har ikke nogen øvre grænse, der kommer ikke noget tidspunkt, hvor jeg har lyst til at tage hjem.”

I løbet af dagen på Jernbanecafeen laver han kun et par afstikkere til pølsevognen ved bagindgangen til Hovedbanegården, men ikke ud på nogen decideret restaurant.
   ”Man sætter sig jo ikke bare ned og drikker 30 øl. Derfor gider jeg heller ikke gå ud og spise stor middag. Så bliver man bare mæt og træt og kan ikke drikke længere,” siger han. Så må fruen, og hvem der ellers har lyst til at gå ud og spise, altså selv finde ud af det.

Det er alt eller intet for Per Bach, der ikke som sådan drikker til hverdag. Der kan godt gå flere uger, hvor han ikke drikker, men når han så gør det, er det fuld pedal.

”Altså enten drikker jeg max, eller også drikker jeg ikke. Sådan har jeg det bare. Måske ligger det også bare til os danskere, at vi ikke gør ting halvt.”

Charlotte Bach med en gin og tonic i højre hånd og sin lillebror i venstre.

EN EFTERMIDDAG et par uger senere ved det bølgede græsland foran Frederiksberg Slot kæmper den HF-studerende Buchsis eksamensopgave en urimelig kamp mod den Tuborg-sixpack, der også ligger på græsset. 19-årige Buchsi blev ringet op af sin veninde Sara for et par timer siden, da han, ret skal være ret, sad og arbejdede på opgaven ved Søerne, og han sagde egentlig først nej til det ’tilbud’, han fik, men fem minutter efter ringede han tilbage til hende. Han havde ombestemt sig. 

Nu sidder de her, Buchsi selv, 19-årige Sara og 21-årige Alex, sammen med en flok venner og fejrer … hvad skal de sige? … at det er helligdag i morgen, og solen skinner.

Basically er vi bare en stor vennegruppe, der har drukket to gange om ugen i et par år nu,” opsummerer Buchsi og lader vide, at gruppen er den helt rette at tale til, når det handler om danskernes alkoholkultur. 

”Nu hygger vi for eksempel, men vi har også tænkt os at drikke os pissestive ­se­ne­re.”

Danske unge er europamestre i druk. Det slog den store ESPAD-undersøgelse senest fast i 2016. Her kan man se, at danske unge på 15-16 år ligger suverænt i front, når det gælder to spørgsmål: 1. Har du rørt alkohol i den sidste måned? 2. Har du drukket dig fuld i den sidste måned? 

Til førstnævnte svarer 73 procent af de unge, at de har drukket i løbet af de sidste 30 dage (mod 48 procent i Europa), og til sidstnævnte svarer 56 procent, at de har drukket sig fulde inden for den sidste måned (mod 35 procent i Europa). 

Fra andre undersøgelser kan sundhedsmyndigheder og bekymrede forældre dog glæde sig over en positiv udvikling i alkoholdebutalderen. Den er steget. Mens flere før i tiden startede med at drikke omkring 7.-8. klasse, begynder de unge i dag i 9. klasse. Det har til gengæld den konsekvens, at mange unge starter mere brat med drikkeriet på ungdomsuddannelserne og kommer ud på en temmelig stejl alkoholisk læringskurve i gymnasiet. 

”Vi drikker for meget, fordi vi har for meget fritid,” er Buchsis bud på, hvorfor de unge stordrikker, og hans veninde Sara kan meget nemt se sin egen rolle i statistikken: 

”I dag da jeg skulle herind i haven, tog jeg med det samme tre bajere med fra køleskabet, det var bare ren refleks. Jeg kunne jo sagtens have kommet uden, men det bliver bare lidt bedre, hvis man har øl med – eller lige deler en vodka.”

En typisk aftens alkoholindtag i vennegruppen ser sådan her ud: generelt 1-2 personer om en flaske vodka, næsten altid vodka. Det er det billigste, og når de drikker så meget, er der ikke råd til at spille fandango ved spiritushylden.   Ud over det skal de helst have en sixpack hver plus det løse, det være sig drinks, shots etc., som man bliver tilbudt i løbet af aftenen.

”Man ved udmærket, hvad man går ind til,” forklarer Sara, og med dette tænkes også på, at man ikke kommer ædru, eller tilnærmelsesvis ædru, igennem en hel fest i deres vennegruppe.

”Der bliver presset meget. Ikke et ondt pres, men det er ’ej, du kan godt lige tage en ekstra’, eller ’du kan godt tage resten’. Der bliver også gået efter dem, der ikke har drukket ud, for eksempel til en drukleg. Det er dem, man kører på, for alle skal helst være så fulde som muligt,” siger Sara.

Har I prøvet at gå til en fest uden at ­drik­ke?

”Nej … nej, det har vi faktisk ikke,” svarer gruppen mere eller mindre samstemmende.

”Hvis man ikke kan drikke, lader man nok bare være med at komme. Jeg tror, vi er meget stereotype,” siger Sara og griner.

Ikke mange ølbowlingbaner fra græsset i Frederiksberg Have ligger Frederiksberg Gymnasium. Sidste år, da studenterne var færdige med dimissionen og skulle ud at køre i vogn, var de etniske danskere og en større gruppe af muslimske studenter splittede – blandt andet fordi køreturen skulle foregå under ramadanen, den muslimske fastemåned. En gruppe af muslimer havde forsøgt at få skubbet vognturen et par dage, så den ikke ramlede sammen med ramadanen, men uden held. De etniske danske studenter ville drikke, det ville mange af muslimerne ikke. 

Resultatet blev, at det var de etnisk danske studenter, der på dimissionsdagen kørte af sted fra Frederiksberg Rådhus i store lastbiler i et orgie af skrig, truthorn, balloner, klirreposer, knaldhøj musik og store bannere med drukopfordrende mottoer som for eksempel B-klassens: ”1 dyt = pigeskål, 2 dyt = drengeskål, 3 dyt = B-skål.”

 

WHISKYBÆLTET

Nordsjælland trækker flest propper op. Som druk-danmarks-kortet viser, er det her man finder den højeste andel, der drikker mere end Sundhedsstyrelsens højrisikoanbefaling om højst 21 genstande om ugen for mænd og 14 for kvinder. Samtidig ligger også ho­vedstaden og Bornholm højt.

De rige og højt­uddan­nede er mere drikfældige end den brede middel­klasse, påpeger både en rapport om ulighed i sundhed fra Region Hovedstaden og konklusionerne fra Forebyggelseskommissionens arbejde.

”Det er velkendt, at de veluddannede drikker ret meget, og at alkohol fylder meget i disse folks hverdag. Alkoholen indgår i de sociale fællesskaber, i madkulturen og for manges vedkommende også i deres karriereliv. Der er lavet studier af kulturen i det danske erhvervsliv, der viser, at alkohol faktisk er en stor og tilsyneladende vigtig del af hverdagen – i alt fra receptioner og forretningsmiddage til forskellige komsammener,” forklarer sociolog Jeanette Østergaard fra Det Nationale Forsknings­center og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Kigger man på, hvad der drikkes, er en navneforandring fra whiskybæltet til ’rosébæltet’ måske på sin plads.

I området nord for København drik­­kes der ifølge Coops forbrugerundersøgelser 67 procent mere rosévin end i resten af Danmark, 25-30 procent mere rødvin end landsgennemsnittet, men der bliver og­så drukket whisky: 28 procent mere end i resten af landet.

Tre dage senere, da ramadanen var overstået, mødtes en gruppe nyudklækkede muslimske studenter foran en lukket skole. 

Udenfor var der stille, og Laila husker, at det var en solskinsdag.

”Vi ville ikke gå på kompromis med vores faste, og de ville ikke misse noget af deres Roskilde Festival, så vi blev enige om, at vi lige så godt kunne køre hver for sig,” siger Laila, der fortæller, at der sådan set ikke kom så stort et skænderi ud af det.

”Vores klasse havde i forvejen ikke det stærkeste sammenhold, og det var faktisk også på grund af den her alkoholkultur.”

Det blev meget tidligt klart, at alkoholen var et kultursammenstød i klassen, som ville gøre det svært for hele klassen at have et fællesskab uden for skoletiden.

”I 1. g. arrangerede en muslimsk pige noget ude i Søndermarken for hele klassen, hvor vi skulle hygge og lære hinanden bedre at kende. Hun havde gjort det klart, at der ikke skulle være alkohol eller andre rusmidler, men drengene fra klassen dukkede alligevel op med alkohol i hænderne. Det var virkelig nederen og skuffende, at folk ikke engang kunne overholde det. Det er jo ikke det største krav i verden.” 

Laila drikker ikke selv og har aldrig gjort det. Det er forbudt ifølge hendes muslimske tro, og det har aldrig været noget, hun har tænkt som en nødvendighed for at have det sjovt. Hvad tænker hun om de mange danskeres udprægede hang til at drikke? 

”Det er jo ikke, fordi jeg tænker ’Oh my God’, når jeg ser en fuld person. Jeg synes heller ikke, at den danske drukkultur er forfærdelig, det er jo bare en del af den danske kultur. Men jeg synes helt klart, det tager lidt overhånd, specielt med unge mennesker. Det var ærgerligt i vores klasse for eksempel, at der skulle være alkohol indblandet i alle arrangementer, at man ikke kunne hygge sig på andre måder. Specielt hos drengene synes jeg, det var meget overvældende. Jeg ved ikke, om man kan kalde det afhængighed, men det var lidt bekymrende, at alkohol altid skulle være involveret.”

Laila nåede af samme grund aldrig at blive særlig gode venner uden for skolen med nogen fra gruppen af etniske danskere, fraregnet en pige eller to. 

Til gengæld var vognturen, hvor de var omkring 10 studenter på vognen, der hen ad vejen fik selskab af venner og veninder, alle anstrengelserne værd. 

”Det endte med at være noget af det sjoveste, jeg har prøvet. Vi kørte ud til Strandvejen og stoppede ved stranden og forsøgte at brænde vores noter af, selvom det ikke gik så godt.”

SOM BEKENDT skåler vi for vore venner og dem, som vi kender, og dem, som vi ikke kender, dem skåler vi med. Men hvad så med dem, der ikke har lyst til at skåle i alkohol?

Den er straks værre, som også historien om den vognopdelte gymnasieklasse viser.

”At drikke alkohol er en social handling, der bliver anerkendt i en social kontekst. På den måde samler alkohol os i Danmark, danner fællesskab på tværs af forskelle, høj som lav, men det betyder så også, at den udskiller dem, der ikke drikker,” forklarer alkoholforsker Jeanette Østergaard.

Hun er stødt på mange eksempler, hvor danskere med etnisk minoritetsbaggrund oplever problemer på ungdomsuddannelserne, fordi de har en anden tilgang til alkohol end de mange danske unge, som er udpræget positive over for alkohol og ser det som en afgørende del af deres ungdomsår.

”Danske unge er jo nogle af de unge i verden, der er allermest positivt indstillede over for alkohol. De er i top i forhold til, at de ikke synes, at det giver helbredsskader på længere sigt. Og de forbinder alkohol med at blive glad og glemme sine problemer. På den måde bliver festerne en timeout fra en meget struktureret hverdag, hvor der skal performes, de bliver et åndehul og en chance for at opleve hinanden på en anderledes måde.”

Det er ikke bare fællesskabet, men også selve det at eksperimentere med sin identitet og søge grænser, der er på spil. Tag nu for eksempel den omstridte Cult-reklame for en god håndfuld år siden, hvor en kvinde sidder mellem benene på en fyr ved siden af teksten ”Party now, apologize later”. 

”Hvad er det et signal om? Wow, han får sex, selvfølgelig, men det er også et signal om, at vi gør vilde ting, når vi bliver fulde. Den peger lige ind i en identitets­afsøgning. Alkohol bliver mere og mere det, der markerer fællesskab for unge. Man skal have det sjovt, man skal eksperimentere, rejse jorden rundt, bungee-jumpe. Og man skal prøve at være fuld,” fortæller Torsten Kolind og fortsætter:

”Jeg har lavet en undersøgelse af 9. klasser og fulgt dem, fra de begyndte at drikke. Noget af det, de unge var enige om, de virkelig ikke kunne lide, var dem, der spillede fulde. Man skulle drikke, blive fuld og brække sig. Spiller du fuld, tager du pis på det, og det er alvorligt blandt unge mennesker.”

Per og Charlotte Bach på dansegulvet.

TILBAGE VED drukkonkurrencen på Jernbanecafeen mellem Per og Charlotte Bach spørger søsteren, hvor hurtigt sådan en promille slår ind, og Per Bach svarer med en dyb, beroligende stemme, at den kommer lige om lidt.

Hun græmmes, da hun knapper sin femte øl op. Der er gået 10 minutter. 

”Skal jeg komme med en sandwich til jer?” spørger de fra baren.

”Det ville da være bedre med et bette shot,” svarer Per Bach kålhøgent.

Han er gået i gang med sin sjette øl, da uret står på 13 minutter.

”Jeg kaster op, hvis jeg får et shot,” siger Charlotte, der selv uden et shot ligner en kvinde på bristepunktet.

På 13 minutter og 25 sekunder er det slut.

”Tabt, tabt, jeg har tabt,” siger hun og rykker frem og tilbage i stolen og kigger rundtosset ud på fortovet.

”Resten af i dag skal jeg altså kun drikke for sjov. Hold lige det her jern,” siger hun og rækker sin kæreste sit bundt medaljer om halsen, som hun har drukket sig til gennem sine år på Jernbanecafeen.

”Per Bach og jeg skal ind og have en ny flagmedalje.” 

Charlotte rejser sig for at gå ind og kvittere sit ølmedaljeklippekort, der nu har 30 krydser, som hun, vel at mærke, alle selv har drukket. Ingen af krydserne har hun fået hjælp til at drikke af andre.

”Det er vigtigt, at du skriver det i din historie,” bemærker hun.

Hen ad eftermiddagen hiver værtshusindehaveren Agnete denne skribent og fotograf til side med en anstrengt, høflig mine. ”Hvad er formålet med artiklen?” indleder hun med at spørge, og kort tid efter viser hendes reelle bekymring sig: Thisted-bordet. Det har været meget svært ikke at bemærke, at Thisted-bordet er blevet mere og mere højlydt. Og hvad var det udenfor med alle de øl? Hun ved jo godt, hvordan det er, når de drikker (det er tydeligvis ikke første gang). Det er bare ikke ligefrem deres kampdruk, som skal bære historien om Jernbanecafeen. Heller ikke selvom man her præmierer de gæster, der drikker allerflest øl, og man skriver på klippekortet: ”Jo flere klip, jo mere hygge.”

”Det er jo ikke meningen, at man skal drikke alle øl på sit kort på én dag. Det er jo til at tage med hjem og så komme tilbage med for hyggens skyld,” forklarer hun og muler lidt over på bordet.

Hun har øjensynligt ikke lyst til at gå ind som overdommer og direkte forholde Thisted-bordet, at hun ikke er tilhænger af deres determinerede march mod at drikke sig ned, så hellere glatte det ud på mere diplomatisk vis. 

Per Bach ved 23-tiden.

DRUKMEDALJERNE er noget, Agnete har indført, og i Thisted-bordets lys kan man næsten få tanken, at hun har skabt et monster. En bragende succes har det i hvert fald været. Rapperen Jøden kom forbi engang og lavede TV 2 Zulu-programmet ’Live fra Jernbane­cafeen’ på sit medaljeforsøg, og siden hen strømmede det ind med vennegrupper, der ville gøre ham kunsten efter. Det er svært at tro andet, end at det her er en herlig forretning. 

Den antagelse bliver ikke mindre, da der kort tid efter er boogie-woogie igennem baren og ud på gaden og bagefter indsamling i Lises brystholder. Til hvad der samles ind, er umuligt at høre fra Thisted-bordet.

Selv Per Bach, der tidligere på dagen sagde, at han endte på intensiv, sidste gang han dansede, har været oppe på gulvet med sin kære søster, og nu er de begyndt at nive hinanden i baglårene og slås, så svogeren og svigerinden ruller med øjnene. Det er Bach-syndromet, siger de. 

Da klokken er lidt i syv om aftenen på Jernbanecafeen, zigzagger de to Bach-­søskende over Reventlowsgade til pølsevognen ved bagindgangen til Hovedbanegården. Per Bach har taget en halvliters dåseøl med til pølsemanden som en slags værtsgave. God karma? 

Inden under pølsevognens halvtag står det og flimrer lidt for øjnene af Per Bach, der ligner en bokser i 12. runde.

”Kom i hak, Bach!” skråler Charlotte Bach til sin bror og giver ham et dunk i ryggen.

”Jeg’ sgu ik’ på vej hjem,” får han fremstammet, insisterende.

”Jeg tror, at Per Bach skal ha’ en frankfurter og så ketchup,” siger hun til pølsemanden.

”Et eller to brød?”

”Har du agurkesalat?”

Per Bach får sin frankfurter. Ikke siden i morges klokken syv, hvor han fik et halvt rundstykke, har han fået fast føde. Siden da har han til gengæld, løst anslået, drukket over 30 bajere, cirka en halv flaske lakridsshots og lidt af en gin og tonic og Irish coffee.

”Skal vi vædde med, at du går først hjem?” spørger Charlotte kækt. 

Måske en smule hovmodigt. Da Per Bach har kørt frankfurteren ned, får han et kortvarigt klarsyn og udbryder så:

”Nå, skulle vi ik’ gå over og drikke os fulde!?”

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli/august 2018.

Odense Robotics er det fynske svar på Silicon Valley og et af verdens førende områder inden for robotteknologi. For nylig er Facebook kommet til byen, hvor man næsten ikke kan få automat-armene ned. Ud & Se tog til et industrikvarter i det sydlige Odense, hvor vejnavnene ikke er opkaldt efter digtere.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Enok Holsegaard

GULE PLADER, så langt asfalten rækker. Den ene hvide varevogn efter den anden driver ned ad Energivej, svinger op ad Teknikvej, videre til Fabriksvej og ind og ud mellem de mørkegrå lagerbygninger adskilt af store, halvtomme parkeringspladser. Kun firmalogoer og flag gør, at man kan skelne varevognene fra hinanden i det store industrikvarter syd for Odense, hvor byen bliver til Volderslev og siden til Nørre Lyndelse.

Foran indgangspartiet på Energivej nummer 25 troner 15 hvide blokbogstaver frem som et Hollywood-skilt i miniatureudgave. Tilsammen danner de ordene Universal Robots. Her ligger bag glasdøre en af Danmarks mest succesfulde robotvirksomheder, der producerer industrielle robot­arme, som kan samarbejde med mennesker. Universal Robots er verdens førende selskab på sit område og den største af de mere end 120 fynske virksomheder, der beskæftiger sig med robotter i næsten alle afskygninger. 

Rundt om hjørnet ligger en virksomhed, der arbejder med industriautomatisering. På den anden side af den fynske motorvej, der summer svagt i baggrunden, har en virksomhed udviklet en robot, der kan lære børn helt ned til tre år at programmere. Og et par kilometer østpå er Facebook i gang med at opføre et 56.500 kvadratmeter stort datacenter, det første af sin slags i Danmark, i Odenses helt egen ’Robotic Valley’, som begejstrede kommunale embedsmænd ynder at kalde området, der udefra set ligner endnu et dødssygt industrikvarter i udkanten af en større dansk provinsby. 

Men bag de anonyme betonmure udvikler danske virksomheder noget af verdens mest avancerede robotteknologi. Og i Odense har man for længst opdaget, at H.C. Andersen har fået konkurrence af et nyt, højteknologisk erhvervseventyr. 

I LØBET AF de seneste fem år er den danske roboteksport mere end femdoblet. Sidste år eksporterede danske virksomheder industrirobotter for mere end en milliard kroner, og allerede i 2020 regner man med endnu en femdobling. Den vækst er i høj grad drevet frem af den odenseanske robotsucces, og Odense Kommune synes at befinde sig i en regulær robotekstase: 

Sidste år blev der afsat 11 millioner kroner til at undervise odenseanske skolebørn i robotteknologi allerede fra 1. klasse, og i december blev finalerne i en af verdens største e-sportsturneringer afholdt i Odense Congress Center for at promovere Odense som robotby. 

I den kommunale forvaltning har man desuden, som en af de første danske kommuner, implementeret robotteknologi i form af sagsbehandlerrobotten Tyra, der indtil videre har sparet kommunens kontanthjælpsafdeling for 700 timers papirarbejde. Og da Facebook i september 2017 offentliggjorde Odense som hjemsted for IT-gigantens nye skandinaviske datacenter, blev det fejret med opadvendte ’like’-tommelfingre og brunsviger på rådhuset. 

”Hvis vi sender Jamie Oliver ind i køkkenet
for at lave omelet iført et par skåneærmer med sensorer,
kan vores robotter kopiere hans bevægelser 1:1
og lave omelet præcis som ham.”

Per Kloster Poulsen, salgsdirektør, Universal Robots

”Det er lidt ligesom juleaften,” sagde byens socialdemokratiske borgmester Peter Rahbæk Juel til TV 2 Fyn efter pressemødet. For selv om Facebooks datacenter ikke som sådan har noget at gøre med Odenses robotindustri, er det ubetalelig PR for byen, der uden (og inden) for landets grænser fortsat mest er kendt for at være H.C. Andersens fødeby. Det vurderes, at Odense i dag er blandt verdens 10 førende erhvervsområder inden for robotteknologi, og de fynske ambitioner stopper ikke her.

”Robotklyngen i Odense skal være verdens førende inden for det, vi kalder den næste industrielle revolution, hvor robotterne arbejder side om side med menneskelige kolleger,” siger Mikkel Christoffersen, der er forretningschef i Odense Robotics, en paraplyorganisation etableret i samarbejde mellem Odense Kommune og de lokale robotvirksomheder. 

Universal Robots’ robotarme sælges i mere end 50 lande. De enkelte dele produceres af underleverandører, men alle robotter bliver samlet i Odense.

BAG GLASDØRENE på Energivej tager Per Kloster Poulsen, salgsdirektør for Universal Robots i Nordeuropa, imod i receptionen. Han er klædt i lyseblå skjorte uden slips og et permanent væg til væg-smil. Når han taler, foregår det på drævende jysk og i et tonefald, man kun finder hos folk, som lever af at sælge.

”Vores ambition var at lave ’The Volkswagen of Robotics’, en robot, som alle kan betjene,” siger han, mens han viser ind i det tilstødende lokale, hvor syv robotarme i plastic og aluminium står på syv sorte borde. Foran dem er placeret små transportbånd, og på væggen hænger en stor fladskærm. Her på UR Academy underviser instruktører fra Universal Robots medarbejdere fra virksomhedens kunder og partnere i at betjene robotarmene, der findes i tre forskellige størrelser efter løfteevne: tre, fem og 10 kilo. Den billigste koster 150.000 kroner, og den dyreste ligger på 250.000.

Per Kloster Poulsen giver en demonstration og rækker ud efter en tablet på bordet foran sig. Robotarmene betjenes ved hjælp af en touchskærm, og med ganske få tryk får han programmeret robotten til at bevæge sig fra den ene ende af transportbåndet, gribe et objekt, løfte det op og sætte det af i den anden ende.

Ifølge Per Kloster Poulsen kan alle, der er ”nogenlunde almindeligt begavede”, som han siger, lære at udføre samme kommando på 2-3 minutter. Universal Robots hævder at kunne gøre eksempelvis  en lastbilchauffør til robotoperatør med bare 87 minutters onlineundervisning. 

”Man taler meget om, hvad der skal ske, når robotterne kommer. Vi siger: ’Ro på.’ Vi kan opkvalificere rigtig mange mennesker på rigtig kort tid,” siger Per Kloster Poulsen.

’Robotsælgeren’ Per Kloster Poulsen, Universal Robots.

RUNDT OM HJØRNET fra instruktionslokalet ligger Universal Robots’ produktionshal, hvor robotarmene bliver samlet. For at komme ind i hallen skal man underskrive en såkaldt non-disclosure agreement, en bindende kontrakt, hvor man lover ikke at videregive oplysninger om potentielle forretningshemmeligheder. Tidligere var Universal Robots’ produktion åben for presse, partnere og andre gæster, men på grund af en episode med industrispionage har virksomheden højnet sikkerheden. 

Inde i fabrikshallen løber store ventila­tionsrør i aluminium langs loftet og fylder lokalet med en konstant summen, der blander sig med den metalliske lyd fra de parallelle rækker af arbejdsstationer, hvor sortklædte medarbejdere sidder og samler de enkelte dele til robotarmene. 

Hvert led i produktionen har sin egen funktion, næsten som et menneskeligt samlebånd. Ved bordene står færdigbyggede robotter, som medarbejderne anvender i deres arbejde. Robotarmene er dermed med til at bygge sig selv.

For enden af arbejdsstationerne kører to dusin robotarme rundt i cirkler i en slags synkroniseret dans. Armene kan bevæge sig 360 grader og ramme 60.000 forskellige punkter. Når en robotarm er færdig, testes alle led i 12 timer, inden den pakkes og sendes til kunden. 

 

AUTOMATISK TANKEGANG

Odense Robotics er en paraplyorganisation for mere end 120 fynske robotvirksomheder, der hører under Udvikling Fyn, et offentligt partnerskab ejet af Odense og fem andre fynske kommuner. Virksomhederne beskæftiger sig med mange former for robotteknologi, men de to største områder er automatisering af fødevareproduktion og såkaldte kollaborative robotter, der kan samarbejde med mennesker. Organisationen arbejder sammen med både lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner, blandt andet Syddansk Universitet. Målet er at gøre Odense og Fyn til verdens førende område inden for robotteknologi. I den såkaldte startup hub støtter Odense Robotics nye robotprojekter med potentiale til at blive det næste Universal Robots – flagskibet, der i 2015 blev solgt for 1,9 milliarder kroner til den amerikanske virksomhed Teradyne.

Robotarmene fra Universal Robots anvendes til en lang række formål, men et af de største områder er metalbearbejdning. For nylig har en af de største banker i Rusland bestilt et stort parti, der skal bruges til at sortere og stable kontanter fra hæveautomater. I det sydlige Irland anvender en brætspilsproducent robotarmene til at pakke brætspil, og i England er virksomheden Moley Robotics i gang med at udvikle robotkøkkener med hjælp fra Universal Robots.

”Hvis vi sender Jamie Oliver ind i køkkenet for at lave omelet iført et par skåneærmer med sensorer, kan vores robotter kopiere hans bevægelser 1:1 og lave omelet præcis som ham. Du vil kunne bestille en ægte Jamie Oliver-omelet hjemme i dit eget køkken,” forklarer Per Kloster Poulsen. Han har svært ved at skjule sin begejstring.

I 2017 forlod cirka 10.000 robotarme fabrikken i Odense. I år regner Universal Robots med at runde 25.000 solgte enheder på verdensplan, og den milepæl skal markeres, afslører Per Kloster Poulsen, mens smilet bliver endnu bredere.

”Når det sker, laver vi 10 guldbelagte robotter og sender ud til de heldige kunder,” siger han.

EN MOTORVEJSAFKØRSEL fra Energivej ligger Danish Aerospace Company i en rød murstensbygning mellem den lokale filial af Dansk Dæk Service og en virksomhed, der udlejer materiel til byggeri. Foran bygningen står tre flagstænger med halvflossede flag, der engang har været hvide, men som nu nærmere er askegrå. Danish Aerospace Company udvikler motionsudstyr og medicinske instrumenter, der anvendes under rummissioner, og på gavlen hænger virksomhedens logo ved siden af to andre virksomheders, som de deler bygningen med. I vinduespartiet står et banner med teksten ”Space development for the benefit of mankind”, alle gardiner er trukket for, og flere af vinduerne er beklædt med metalgitre. En midaldrende kvinde i hvidt står på parkeringspladsen og ryger en cigaret. Ellers er der ingen tegn på liv.

Når man træder ind ad døren, mødes man af et skriggrønt sofaparti og et stort billede af den danske astronaut Andreas Mogensen, der svæver smilende rundt på Den Internationale Rumstation med et dannebrogsflag i baggrunden. På sofabordet står en halv meter høj model af den amerikanske Discovery-rumfærge, som Danish Aerospace Company har leveret udstyr til. Med sine 39 opsendelser er den det fartøj, der har været på flest rumrejser nogensinde.

”Tilbringer en astronaut 14 dage i vægtløs tilstand uden at dyrke motion, halveres hans muskelmasse. Det svarer til at ligge stille i en længere periode med for eksempel et brækket ben,” forklarer Thomas Andersen, direktør i Danish Aerospace Company. Derfor har virksomheden blandt andet udviklet en kondicykel, som både NASA, det europæiske rumagentur ESA og russerne benytter sig af. Danish Aerospace Company er desuden løbende med til at lave fysiologiske tests af astronauter på Den Internationale Rumstation. Senere på ugen skal de udføre et luftvejseksperiment i samarbejde med en gruppe forskere, fortæller Thomas Andersen.

”Én astronauttime koster omkring 750.000 kroner, og forsøgene tager typisk 20 timer. Så det er nogle halvdyre forsøg, vi laver,” siger han og griner.

Kondi-rum. Thomas Andersen, direktør i Danish Aerospace  Company.

SVENSKNØGLER, CD-ROMMER, ledninger og printplader flyder på bordene i laboratoriet hos Danish Aerospace Company. På væggene hænger indrammede udmærkelser fra ESA og NASA, og i midten af lokalet står en udgave af virksomhedens motionscykel, en romaskine og en række måleinstrumenter. Noget af udstyret har været en tur i rummet og er kommet tilbage. Her roder lidt, forklarer Johnny Lund Billing – en midaldrende mand i rød og sort T-shirt, der arbejder med produkt- og kvalitetskontrol – fordi virksomhedens 21 ansatte arbejder på højtryk på at udvikle næste generation af motionsudstyr til rumstationen. Danish Aerospace Company designer, producerer, tester og vedligeholder selv deres produkter i værkstedet ved siden af under ekstremt kliniske forhold, da selv de mindste forstyrrelser kan skabe problemer i rummet.

Mødelokalerne i bygningen er opkaldt efter rumfærger – Endeavour, Discovery og Atlantis.

”Lidt nørdede har vi vel lov at være,” siger Johnny Lund Billing og viser ind i et kontrolrum med seks skriveborde og stole. På væggen svæver en grønklædt, kabelrodende astronaut og man kan høre skrattende kommunikation over højttalerne. Billedet på skærmen er et direkte live-feed fra Den Internationale Rumstation. Fra kontrolrummet i Odense kommunikerer Danish Aerospace Company direkte med både rumstationen, Houston og ESA’s kontrolcenter i Darmstadt i Tyskland, når de udfører forsøg med astronauterne. 

”Det er jo begrænset, hvor mange kondicykler vi kan sælge til NASA og ESA, så vi forsøger at udvide med nye forretningsområder,” fortæller Thomas Andersen og fortsætter: ”Nogle gange bliver jeg ringet op af firmaer, der vil reklamere for os, og jeg svarer som regel: ’Okay, hvor mange kontakter har du i NASA?’ Det er jo ikke hr. og fru Jensen, vi sælger udstyr til. Men lige nu er der en masse amerikanere, blandt andet Elon Musk og SpaceX, der gerne vil sende turister ud i rummet inden for en overskuelig årrække. Det åbner nye muligheder for os.”

Fra kontrolrummet på Hvidkærvej har Danish Aerospace Company direkte kontakt til Den Internationale Rumstation.

ROBOTVIRKSOMHEDERNE i Odense beskæftiger cirka 3.200 mennesker. Om to år forventes det tal at være steget til 4.500. I Universal Robots var der for eksempel 190 ansatte 1. januar. Blot et halvt år senere er tallet oppe på 520, og virksomheden forventer at ansætte yderligere 270 medarbejdere, inden året er omme.

Væksten i den odenseanske Robotic Valley er så eksplosiv, at det er blevet en udfordring for virksomhederne at skaffe tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft. Odense Robotics arbejder tæt sammen med Syddansk Universitet og en række andre fynske uddannelsesinstitutioner, som tilbyder mere end 40 uddannelser, der udvikler potentielle kandidater for robotvirksomhederne. Adgangen til højt kvalificeret arbejdskraft var også en af de afgørende grunde til, at Facebook valgte Odense som destination for deres nye datacenter, men lige nu kan udbuddet ikke følge med efterspørgslen, og det er et problem, erkender forretningschef i Odense Robotics Mikkel Christoffersen.

Odenses robot­eventyr har først for alvor taget fart de senere år, men de første robotvirksomheder kom til byen allerede i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. I starten af 90’erne begyndte A.P. Møller – Mærsk og Lindøværftet at samarbejde med forskere fra det daværende Odense Universitet om at udvikle styringsinstrumenter til robotter, der skulle kunne svejse og male store skibssektioner automatisk. Samtidig blev der foretaget store investeringer i forskning og uddannelse af arbejdskraft, der kunne arbejde med robotteknologi. I 1997 blev Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet grundlagt ved universitetet. Omkring skibsværftet opstod der nye virksomheder, der kunne udnytte den ekspertise, som var blevet skabt i området med Mærsks investeringer. Da rederiet lige inden årtusindskiftet lukkede Lindøværftets robotafdeling, fik de daværende medarbejdere lov til at tage teknologien med sig og selv starte virksomheder. De er i dag en del af den voksende robotklynge i Odense.

 

FYNMEKANIK

Odenses robot­eventyr har først for alvor taget fart de senere år, men de første robotvirksomheder kom til byen allerede i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. I starten af 90’erne begyndte A.P. Møller – Mærsk og Lindøværftet at samarbejde med forskere fra det daværende Odense Universitet om at udvikle styringsinstrumenter til robotter, der skulle kunne svejse og male store skibssektioner automatisk. Samtidig blev der foretaget store investeringer i forskning og uddannelse af arbejdskraft, der kunne arbejde med robotteknologi. I 1997 blev Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet grundlagt ved universitetet. Omkring skibsværftet opstod der nye virksomheder, der kunne udnytte den ekspertise, som var blevet skabt i området med Mærsks investeringer. Da rederiet lige inden årtusindskiftet lukkede Lindøværftets robotafdeling, fik de daværende medarbejdere lov til at tage teknologien med sig og selv starte virksomheder. De er i dag en del af den voksende robotklynge i Odense.

”Mangel på talent er klart den største barriere for, at robotvirksomhederne kan fortsætte med at vokse i det tempo, som de har gjort hidtil,” siger han. ”Vi arbejder tæt sammen med uddannelsesinstitutioner om at øge optaget af studerende, og vi har et mål om at opkvalificere 200 teknikere fra andre brancher i løbet af de næste tre år. Derudover arbejder vi også hårdt med at markedsføre robotklyngen både herhjemme og internationalt. Det var også et af formålene med at afholde den store e-sportsturnering sidste år. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at Odense er et af de mest spændende steder at være lige nu, hvis man beskæftiger sig med robotteknologi.”

Problemet med at skaffe arbejdskraft kender man også hos Danish Aerospace Company, selv om det ifølge Thomas Andersen hjælper lidt, at han kan skrive ’rumfart’ i overskriften til sine jobopslag. For 3-4 år siden havde virksomheden typisk 30-50 ansøgere til en stilling, i dag får virksomheden højst 6-7 ansøgninger, når han søger nye ingeniører. Modsat mange af de øvrige robotvirksomheder har han dog ikke ubesatte stillinger i øjeblikket, men fortsætter væksten, får han brug for at ansætte nye medarbejdere igen inden længe.

”Hvis man vil tjene mange penge, skal man blive ingeniør i robotindustrien. Jeg tror næsten, at man kan vælge og vrage mellem attraktive job,” siger han.

En batteridrevet motor på Tendos robothandske understøtter håndens naturlige bevægelser.

ODENSE ROBOTICS’ kontorer ligger i Forskerparken, ikke langt fra Syddansk Universitet. I de gule murstensbygninger sidder organisationens medarbejdere, og det er også her, at deres startup hub for nye robotvirksomheder er placeret. Der er plads til fem virksomheder ad gangen. Lige nu er her kun fire, men i morgen skal der vælges en kandidat til den sidste plads. Fire virksomheder skal pitche deres idé for Odense Robotics’ bestyrelse, og vinderen får økonomisk støtte, forretningsmæssig og teknisk bistand samt mulighed for at trække på Odense Robotics’ netværk inden for robot­industrien.

I et lokale, der minder lidt om en gymnastiksal, sidder medarbejderne i de små startup-virksomheder op og ned ad hinanden og arbejder koncentreret ved hæve-sænke-borde. Ingen af virksomhederne har mere end en lille håndfuld ansatte. I det ene hjørne roder tre mænd med en drone, og i midten sidder svenske Sofie Woge fra virksomheden Tendo og kigger på sin computerskærm. På hendes skrivebord står en træhånd med en hvid handske af stof og plastic med et batterimodul om håndleddet, og ved siden af ligger illustrationer af diverse prototyper i en bunke. Tendo arbejder på at udvikle en handske til gigtpatienter og andre, der delvist har mistet gribefunktionen, for eksempel efter en blodprop i hjernen eller på grund af rygmarvsskader. 

”Vores handske er udstyret med en lille motor og sensorer, der hjælper personer med nedsat gribefunktion med igen at kunne løfte en kop kaffe eller spise uden hjælp,” forklarer hun, mens hun tager handsken på for at demonstrere, hvordan den virker. 

Sofie Woge stiftede Tendo i Lund i 2016, men rykkede til Odense, da virksomheden vandt en plads hos Odense Robotics sidste år. Sofie Woge fortæller, at handsken i løbet af foråret er blevet testet på en række gigtpatienter med positive resultater, og hun håber at kunne sende en pilotudgave af handsken på markedet inden for et år. Men først skal Tendo have udviklet en færdig tekstilhandske, som brugerne vil være i stand til at iføre sig uden hjælp, selv om de har svage hænder. 

”På længere sigt vil vi gerne bruge teknologien til at udvikle robothjælpemidler til andre kropsdele, enten som en udvidelse af handsken eller som et separat værktøj,” siger Sofie Woge. 

Virksomhedens kontrakt med Odense Robotics løber til slutningen af august, og når den udløber, regner Tendo med at blive i Odense, men kigger også på lokaler i andre byer. 

”Odense Robotics har været en ekstremt stor hjælp. Der er ikke ret mange steder, hvor man finder den samme ekspertise inden for robotteknologi, som ikke kun er fokuseret på forskning, men også på, hvordan man rent faktisk bringer et produkt på markedet,” siger Sofie Woge, mens en gruppe asiatiske forretningsmænd i grå jakkesæt kommer ud af det tilstødende mødelokale.

Hånd i handske. Sofie Woge, stifter af Tendo.

TILBAGE PÅ ENERGIVEJ fortsætter den linde strøm af gule nummerplader med at glide forbi skiltet på parkeringspladsen foran Universal Robots’ hovedkvarter. 

En enkelt privatbil drejer ind på den modsatte side af gaden til en virksomhed, hvor man kan brygge sin egen øl. Et stykke længere nede ad vejen gør karavanen af hvide varevogne holdt ved et byggemarked, der lokker kunder med gratis kaffe og croissanter. 

Hvis man forventer guldgraverstemning og robotter på gaden i den odenseanske Robotic Valley, bliver man slemt skuffet. 

De grå betonmure ligger dovent hen i solen. Men indenfor er endnu en sending industrielle robotarme i gang med at blive pakket i brune papkasser og stablet på rad og række, klar til at blive afhentet i store lastvogne og fragtet rundt til kunder i hele verden.

5 PÅ STRIBE

QuadSAT
På åbent hav er satellitkommunikation ekstremt vigtig både for navigation og i nødstilfælde, og derfor bliver satellitsystemet på store skibe kalibreret mindst én gang om året. Hidtil har skibene skullet sejle ud for at teste aktiviteten på parabolen, men den norske satellitingeniør Joakim Espeland har udviklet en drone, som kan klare opgaven. Når firmaets drone går i luften, bilder den skibets satellitsystem ind, at det er ude og sejle. Dermed kan kalibreringen, der er langt mere præcis, klares inde fra havnen, mens skibet lastes.

Mobile Industrial Robots
Mobile Industrial Robots producerer mobile logistikrobotter til automatisering af intern transport i en lang række virksomheder. Foruden industri anvendes robotterne i hospitals- og sundhedsvæsenet, blandt andet på Sygehus Sønderjylland, hvor man har automatiseret transporten af medicin, post, mad og sengetøj. Den største af robotterne kan trække vogne med en last på op til 500 kilo og kan betjenes via en smartphone eller en tablet. I april 2018 blev Mobile Industrial Robots opkøbt af Teradyne (der også købte Universal Robots) for 1,6 milliarder kroner.

OnRobot
Robotarmene fra Universal Robots har affødt en hel række af virksomheder, der producerer udskiftelige hoveder til armene. En af dem er OnRobot, der har udviklet en gribearm til robotarmene, der kan udføre en lang række opgaver, fra samlebåndsarbejde til maskinvedligeholdelse. Virksomheden blev stiftet i 2015 af en tidligere medarbejder hos Universal Robots og har i dag kontorer i både USA, Tyskland og Malaysia.

KUBO
KUBO har udviklet en læringsrobot til undervisningsinstitutioner, der kan lære børn ned til fire år at kode, programmere og stave. Den lille plasticrobot på to hjul kan betjenes via små puslespilsbrikker, som børnene sætter sammen, hvorefter de aflæses af robotten, som udfører instruktionen. Odense Kommune har indgået et partnerskab med KUBO, så børn i odenseanske folkeskoler bliver undervist i kodning allerede i 1. klasse. Også i Frederiksberg Kommune anvendes KUBO’s robotter i undervisningen. Blandt virksomhedens investorer er IT-koncernen KMD og Vækstfonden. KUBO har tidligere været en del af Odense Robotics’ startup hub.

Blue Ocean Robotics
De fleste robotvirksomheder i Odense har specialiseret sig inden for én type robotter. Anderledes forholder det sig med Blue Ocean Robotics, der udvikler robotløsninger til virksomheder og organisationer enten fra bunden eller baseret på eksisterende teknologi. Virksomheden har blandt andet udviklet en robot, der kan løfte patienter ud af deres hospitalssenge, som anvendes på Sjællands Universitetshospital. En anden af virksomhedens robotter kan desinficere hospitalsstuer, så risikoen for infektioner hos patienter reduceres kraftigt. I 2016 blev Blue Ocean Robotics kåret af det amerikanske IT-branchemagasin CIOReview som en af de 20 mest lovende robotvirksomheder i verden.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se september 2018.

 

Danmark er solcentrenes og måske selve solariets foregangsland. For 20 år siden var der op mod 2.000 solcentre i landet, men det tal er faldet med næsten to tredjedele. Alligevel fortsætter et utal af danskere, især yngre, med at tage sol. Hvad er der sket, og hvad foregår der egentlig i branchen med de evigt ’nye rør’? Ud & Se er hoppet i toastmaskinen for at undersøge sagen.
Tekst:Camilla HolckFoto:Andreas Beck

Roskilde, september 2018

SOMMEREN er forbi, og stormen Knud er på vej ind over Danmark. I små kegleformede hvirvelvinde flyver efterårsbladene i alle retninger, vinden tager i håret, og folk skutter sig. Det er rigtigt ’solarie-vejr’, men her først på eftermiddagen er der endnu ingen kunder i ClubTan på det lille torv på Kongebakken ved siden af frisørsalonen og Il Pandrino Pizzeria. Inde i det tomme solcenter med glasruder langs facaden er der ikke andre end en ung kvinde, der går og støvsuger. 

Omkring klokken 14 ankommer den første kunde: en kvinde på omkring 50 år med lyst, afbleget hår i en hestehale. Hun har flip-flops på og ser ret solbrun ud. Hun går hen til automaten, betaler og går ind i kabine 1.  Kort efter parkerer en mørkegrå Toyota stationcar foran solcentret. En ung fyr i start-tyverne står ud. Han styrer direkte til døråbningen, så til automaten, så til kabine 3. Han er tydeligvis hjemmevant i centret. Det violette lys er nu tændt i kabine 1. Inden det når at blive tændt i kabine 3, ankommer en mand sidst i trediverne, karseklippet og med sorte basketshorts. Han har parkeret sin VW Up på den anden side af gaden, går ind og kommer ud igen efter få minutter.

Da han er kørt, går Sara, 21, stadig rundt og støvsuger og ordner andre rengøringsopgaver.

Hun har gjort rent i centret i snart to år.  Det er mest unge mennesker, der kommer her, siger hun. Selv tager hun ikke sol, kun hvis hun skal på ferie, så tager hun måske tre gange for at forberede huden. Hun oplever, at det er blevet meget populært at tage sol i de seneste år, og i forhold til, da hun var yngre, er der i hvert fald mange flere unge mennesker, som vil være brune. 

Den unge mand kommer ud. Han hedder Rand, han er 22, har Nike-sweater på, Louis Vuitton-taske, earpods i ørene og er blevet lidt mere mørkerød i huden end før. 

”Jeg går i sol 1-2 gange om ugen. Jeg vil gerne være brun. Men ikke for brun, for så driller mine venner mig,” siger han, mens kvinden fra kabine 1 kommer ud. På hendes ansigt kan man se, at hun har fået, hvad hun kom efter. Samtidig fortæller Rand, at han ikke kun kommer for farven, men også for varmen. At ligge der og blive varmet igennem, det giver ham noget godt, fortæller han.

Snart er der fyldt i alle kabiner. Sandra, 28, tjekker rutineret ind. Hun har tætsiddende sort jakkesæt på og en diskret kulør i forvejen. Så kommer Abdullah, 20, han går ind i kabine 2. Han har lyst og krøllet hår ligesom popstjernen Christoffer, kortklippet fuldskæg og stramme sorte jeans. Til sidst kommer Stine, 25, med mørkerødt hår, lys hud og sort tøj. Hun står længe og fumler ved automaten. Går lidt væk fra den, tjekker noget på telefonen, går tilbage igen. Til sidst går betalingen igennem, og hun styrer mod kabine 5.

København, cirka 1887

DEN DANSK-FÆRØSKE læge Niels Finsen havde gennem længere tid bemærket en kat, som ofte lagde sig i solen på et tag uden for hans vindue. Når solen efterlod katten i skyggen, rykkede katten sig, så den igen lå i solens stråler. Han observerede også et insekt, en vandløber, flytte sig fra mørket under en af broerne til Slotsholmen og ud i solen igen, hver gang strømmen førte den i skygge. Disse simple observationer førte Niels Finsen til at tro, at solen og lyset måtte have en biologisk indvirkning på dyrs – og dermed også menneskers – velbefindende. Han forskede i sagen og opdagede få år senere, at solens UV-stråler havde en markant effekt på hudsygdommen lupus vulgaris. Hudtuberkulose, som det hed i folkemunde, var en infektionssygdom og skamferede ansigtet på de smittede, og man havde ikke nogen kur. Men Niels Finsen opfandt i 1895 et lysapparat, som efterlignede solens stråler og kurerede patienterne.

I 1903 modtog Niels Finsen Nobelprisen som den første dansker for opdagelsen af det, som senere kom til at hedde lysbehandling. 

Finsen, som altid havde haft et svagt helbred, døde under et år senere, 43 år gammel. Han havde forsøgt at styrke sit eget helbred ved at tilbringe mere tid ude i solen – en tendens, der blev mere fremherskende i befolkningen fra omkring århundredskiftet. Begrebet ’fritid’ blev samtidig opfundet, og folk opdagede solens gavnlige virkning på krop og sjæl. Det var også i denne periode, man så de første danskere smide tøjet i nudismens navn. Pludselig var sol lig med naturlighed og sundhed, og det skulle dyrkes.

I 50’erne og 60’erne blev man efterhånden bekendt med, at solens stråler ikke alene var gavnlige, men også kunne være skadelige, hvis man dyrkede dem i overdreven grad. Det standsede bare ikke de mange charterrejsende, der i stigende grad tog sydpå – ned til solen. 

Nykøbing Mors, 1969

ANSGAR MATHIASSEN, en driftig mand i begyndelsen af trediverne, fik en efterårsdag besøg af en hollandsk salgsagent. Ansgar Mathiassen havde allerede startet en succesfuld symaskineforretning, og salgsagenten kom til Nykøbing med noget, den 84-årige morsingbo i dag beskriver som ’en solariebænk’. Agenten fortalte, at satte man hænderne i maskinen, ville de få kulør, som hvis man havde siddet ude i sommersolen. Ansgar Mathiassen var skeptisk, men også nysgerrig og på jagt efter ’den næste store ting’. Så han fik lov at låne maskinen i 30 dage for at prøve sig frem.

Og den var god nok. Efter kort tids brug var 33-årige Ansgar solariebrun – og samtidig var han blevet fri for den psoriasis på hænderne, han ellers dagligt havde kæmpet med i det meste af sit liv.

DET BRUNE PUNKTUM?

Der er ingen officielle tal på solcentre i Danmark før 2014, hvor Sikkerhedsstyrelsen begyndte at registrere dem.

Branchen anslår selv, at der var 1.800-2.000 solcentre i Danmark inden 2007. I 2018 har Sikkerhedsstyrelsen registreret 773 danske solcentre. Cirka halvdelen er ejet af de fire store kæder ClubTan, Consol Solcenter, Meddo og Tropic Sun.

Den driftige morsingbo, som havde hørt om UV-strålernes gavnlige effekt på hudproblemer, var solgt. Ansgar Mathiassen købte straks maskinen af den hollandske agent for 20.000 kroner og satte den op i et ledigt lokale ved siden af sin symaskineforretning på Møgelvangs Plads i Nykøbing Mors. Verdens første solcenter var født.

Erfaringerne fra solcentret brugte han, da han i 70’erne åbnede over 60 solcentre i hele landet under navnet Consol. Navnet var inspireret at Ansgar Mathiassens symaskineproduktion, der hed Royal Consul – inspireret af Ford Consul, en forløber til den populære Ford Cortina.

I dag, 50 år senere, er firmanavnet Royal Consul stadig en stor del af 84-årige Ansgar Mathiassens identitet. Så stor, at lejligheden på 3. sal i Nykøbing Mors med udsigt til Limfjorden har en træflise i sildebensparkettet – lige ved indgangen til den store stue – med forkortelsen RC.

”Vi bliver bombarderet med anbefalinger for dit og dat,
og vi tør ikke trodse nogen af dem af frygt for at dø eller endnu værre:
at blive dømt af folkedomstolen på de sociale medier.
Man
bliver jo betragtet som ignorant, hvis man ikke lytter til
Sundhedsstyrelsens råd eller Kræftens Bekæmpelse.”

Livsstilsekspert Christine Feldthaus

Farum, 1983

BRØDRENE Kim og Bo Wünsch solgte svømmepools til haven, men de manglede noget, der var salg i året rundt. Da en dansk producent havde et lille lager af højfjeldssole og hjemmesolarier, som brødrene købte og hurtigt solgte videre til det dobbelte, så de en fidus. De tog til Tyskland, hvor man i 70’erne var begyndt at producere solarierør, og designede deres egne modeller: Silver June, Silver Satellite, Silver alt muligt. Markedet for hjemmesolarier føltes uudtømmeligt, og solcentrene var begyndt at poppe op rundt om i Danmark.

Kim og Bo Wünsch havde sælgere i hele Danmark. Snart var deres stab oppe omkring 70, og de besøgte gud og hvermand, fra hr. og fru Jensen til den lokale frisør med solarie i baglokalet. I 1983 ansatte de en ung sælger ved navn Jeanette Klingenberg.

”Silver-solarierne var et kæmpe hit hos danskerne, og der gik ikke en dag, uden bunkevis af solarier havde forladt vores hovedkontor i Farum,” siger Silver-sælgeren, der i dag også arbejder med spabade og pools.

Silver Gruppen ansatte folk på kontrakter, der lød nogenlunde således: Arbejdstid: 210 timer om måneden. Grundløn: 0 kroner. Provision: 5 procent af eget salg. Dengang kostede et hjemmesolarie 12-15.000 kroner, og få år efter sin ansættelse tjente Jeanette Klingenberg en million om året. Hun lå i toppen af sælgergruppen og arbejdede som en gal. Konkurrencen på markedet var nærmest ikke-eksisterende, men internt var den hård. Hvis man havde ligget i bund i tre måneder i træk, blev man fyret.

Det blev forventet, at sælgerne kørte i lækre biler med Silver Gruppens logo på begge sider. Og de fik en klapsalve, når de kom hjem med en parkeringsbøde, for det betød, at bilen havde været ulovligt parkeret – og det betød nok, at mange havde set den. 

Kim Wünsch kørte selv i Lamborghini og brugte om vinteren den lave bil til at rydde sne i firmaets indkørsel. Når han var inviteret til fest, spændte han en lille havepool på bagsmækken af Lamborghinien og gav den som værtindegave. 

En dag ved juletid arbejdede sælgerne sent på kontoret. Jeanette Klingenberg udbrød pludselig, at hun havde glemt at købe en julegave til sin mor. Da hun kom ud til parkeringspladsen, var soltaget pillet af hendes bil, og Kim Wünsch havde stukket et solarie ned i hullet. ”Værsgo’, julegave til din mor,” stod der på en seddel. 

Verden lå for brødrenes fødder. Og hvad gør man så? Man rejser selvfølgelig til USA. Men gennembruddet kom aldrig, og herhjemme kom Silver Gruppen langsomt bagud i forhold til de mange nye spillere på solariemarkedet. 

 

PYNTEDYR

At vi gør noget ekstra ud af os selv for at virke attraktive, er normal dyreadfærd, fortæller Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionshistorie og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum.

”Vi har ikke fjer eller pels, så vi bruger det, vi har til rådighed, til at vise omverdenen, at vi er attraktive: hud, tøj, smykker, sminke. Flamingoer sminker sig også. De påfører et olielag på deres fjer i parringssæsonen, som får farven på deres fjer til at se ekstra pink ud. Når parringen er gennemført, og ungerne udklækkede, stopper de igen. Det samme gælder gribbe: De smører sig i hovedet med oxideret jern, naturlig rust, for at virke ekstra frygtindgydende og dermed ekstra attraktive over for deres mager. Det er altså fuldstændig artstypisk, at vi går i solarie – eller ikke går i solarie – alt efter, hvad der er attraktivt på et givet tidspunkt.”

Mens Bo Wünsch fortsat bor i USA, er Kim Wünsch død. Hans enke solgte Silver Gruppen til en virksomhed, som ikke har fokus på solarier, og forretningen blev kørt ud på et sidespor. Man flyttede først til mindre lokaler i industrikvarteret i Farum, men få år senere lukkede en ny direktør forretningen ned. 

I samme periode gik foredragsholder og livsstilsekspert Christine Feldthaus, 56, i solarie. Det havde hun gjort siden slutningen af 70’erne. 

”Mellem 70’erne og 80’erne var det fitness, jazzballet og flashdance. Jane Fonda havde fået kvinderne til at svede med sine workout-VHS-bånd, og hvis man skulle vise sig frem i body­stocking og benvarmere, gik det ikke at være hvid som en maddike. Jeg gik hos Consol i Sønderborg, hvor jeg boede som ung, og da jeg flyttede til København i 1985, gik jeg også i solarie. Dengang brugte mange det også som opvarmning til solferier. Man ville ikke komme til Mallorca og ligne en gipsafstøbning, så man tog lige toppen,” som hun siger. Feldthaus arbejdede i reklamebranchen i 80’erne og 90’erne, og der fik den ikke for lidt:

”Folk svingede helt over dengang. Jeg kan huske en kvinde fra branchen, hun lignede simpelthen en sortbejdset lædertaske. Og da jeg købte min mosters hus på Frederiksberg i 1994, stod der et Silver-solarie i kælderen,” siger livsstilseksperten, der siden er stoppet med at gå i solcenter, fordi hun engang prøvede at falde i søvn i et solarie, dengang de ikke slukkede af sig selv, 

”Jeg kom ud og lignede agterlanternen på en sejlbåd. Som så mange andre lod jeg mig på et tidspunkt overtale til, at det ikke var en god idé. Når man bliver ældre, finder man også ud af, at seksualiteten ikke sidder i kuløren. Ikke for at undervurdere Kræftens Bekæmpelses indsats mod solarier, men jeg tror, at mange er stoppet, ikke fordi de var bange for cancer, men for rynker. Aldrig har folk været mere forfængelige end nu. De får lavet alt muligt, botox, oxygenbehandling af huden, alt, hvad remmer og tøj kan holde. Der er en kæmpe angst for tidlig ældning.”

Grenaa, vinteren 1994

UNGE PETER LAURSEN var 17 år og tænkte over, hvad han skulle bruge sit liv på. Den lyshårede knejt havde klippet sit krøllede hår i en tidstypisk grydefrisure og gik dengang ikke med en drøm om at blive til noget stort, blot om at blive til noget.

Peter var dog også på udkig efter en kæreste og skulle derfor lige have lidt ekstra kulør. Hos Joan Thygesen, den hippe frisør i Grenaa dengang, var der to solarier i baggården. I bogen med tidsbestillinger kunne Peter se, at der hver dag var mindst 20 kunder. Han tænkte med det samme, at her måtte der være en god forretning.

17-årige Peter Laursen overtalte sine forældre til at kautionere for et lån, og 7. april 1995 åbnede han Grenaa Solcenter – med fire ansigtssole og 41 rør i de fem solarier. Han flyttede ind i en lejlighed oven på solcentret i Nørregade, og til åbningsreceptionen sagde han til lokalpressen:

”Det er særdeles attraktivt at være brun, men det er ikke noget, man kan opnå ved solens hjælp alene, end ikke i sommerhalvåret, så derfor vil der altid være behov for et solcenter. Og når man som her kan opnå maksimal bruningseffekt fra gang til gang med disse supermoderne sole, så kan det ikke gå helt galt.”

Han fik ret hurtigt tilnavnet Sol-Peter, og der var ikke mange i den østligste by i Jylland, som ikke vidste, hvem han var. Ikke fordi han var en udfarende type, men han havde noget, som alle grenaaenserne – og danskerne – pludselig ville have: turbo-sol.

I de efterfølgende år var det ofte umuligt at få en tid i et af Sol-Peters solarier. Derfor udvidede han forretningen til det dobbelte. Og med det nyeste af det nye: en stand-up-sol med 48 rør og en turbosol med 160 watt superrør. Mens det før havde taget på den gode side af 20 minutter at blive brun, kunne det nu klares på seks minutter. 

I 1998 udvidede han igen butikken. Nu skulle der være selvbetjeningscenter.  Her skulle man selv gøre rent og selv smide penge i. Der var kun to tyggegummifarvede Tuttifrutti-selvbetjeningsmaskiner, men de skulle vise sig at blive et varsel – ikke kun for Grenaa Solcenter (som senere blev til franchisekæden ClubTan), men også for resten af branchens fremtid.

 

SUN FACTS 1

39-41-årige tager rigtig meget sol. Mange par bliver samtidig skilt i den alder.

Kræftens Bekæmpelse bor i Finseninstituttet i København. Det samme institut, som blev oprettet af Niels Finsen for at forske i lysbehandling – forgængeren til Danmarks over 700 solarier.

I 2004 gik 50 procent af danskerne mellem 18 og 49 i i solarie.

12 procent af de unge mellem 15 og 25 går i dag i solarie.

Kilder: Solcentrene/Danmarks Statistik, Kræftens Bekæmpelse

Carsten Riis, ejer af Meddo-solariekæden, som i dag marginalt er Danmarks største, fortæller om året 1998:

”Hvis der var et tomt lokale, blev det enten til en grønthandler eller et selvbetjent solcenter. Der var sindssygt gang i den. Uanset om man var dygtig til at drive solcenter eller ej, væltede folk ind. Det var lidt Det Vilde Vesten, folk bestemte selv, hvilke rør de satte ind, og der var ingen kontrol med noget som helst.” 

Samtidig fortsatte moden ufortrødent i den solbrune retning. 

”Der var en bølge med solbrune modeller i slutningen af 90’erne,” siger den 41-årige tv-vært og modeekspert Chris Pedersen:  

”Tag for eksempel brasilianeren Gisele Bündchen. Looket var solkysset, sund, sporty – og ikke mindst sexet. Solbrunhed passer godt med de perioder, hvor sex er moderne. Og sex var virkelig moderne i 90’erne. Det lyder mærkeligt, men det hænger sammen. Tænk easy listening, lamsebamserne, Tina Kjær i Jolly-reklamen, Helena Christensen og Marcus Schenkenberg i ’Det kræver sin mælk’-reklamen eller Pamela Anderson i ’Baywatch’. Der var meget sex, der var mange babes, og de var solbrune næsten alle sammen.” 

Jeg nævner året 1998 som storhedstiden for solcentrene, og det får hans tanker til at vandre.

”Hæng på, jeg googler lige noget her.” 

Der bliver tastet flittigt i den anden ende af røret.

”Hvornår tror du, ’Stripperkongens piger’ havde premiere?” 

Vi kender begge svaret: 

”1998!” 

”Hvem er altid brune?” fortsætter han og svarer selv: 

”Pornomodeller. Men der er en kæmpe forskel på sexet og cool. I 90’erne hørte jeg – og mange andre – Nirvana. Hele grungebølgen handlede om at være bleg, have slidt tøj på og ligne en, der var ligeglad. Jeg ville død og pine ikke opdages, når jeg alligevel en gang imellem bevægede mig ned i et solcenter. Men i det brede mediebillede var det solbrune look helt gennemgående.”

Danmark, 2007

”FØRST I 2007 blev der ryddet op,” fortæller Michael Grau fra Tropic Sun, der startede i Aalborg i 1997 og i dag er en af de fire store solcenterkæder i Danmark. Finanskrisen ramte, og den ramte også solcentrene.  

Brancheforeningen Dansk Solarie Forening satte samtidig nye krav og standarder til rørene i solarierne på grund af forordninger fra EU, og det kostede. På få år gik man fra at være omkring 15 store spillere i solcenterbranchen til at være mindre end en håndfuld. 

”Mange af de små forretninger måtte simpelthen lukke,” siger Carsten Riis. 

I samme periode satte Kræftens Bekæmpelse landsdækkende kampagner i gang   mod danskernes indendørs solbadning. Organisationen havde siden 80’erne registreret en kraftig stigning i hud- og modermærkekræft, og det følte man sig nødsaget til at gøre noget ved, fortæller Christine Behrens, seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, om indsatsen, der begyndte i 2007.

Livsstilseksperten Christine Feldthaus mener, at der skete et stort skift for danskerne i forbindelse med finanskrisen:

”I 2009 havde vi klimatopmøde i København, og vi fik hurtigt mere fokus på at være bæredygtige. Det blev umoderne med overforbrug, og vi begyndte den nypuritanske bølge, der kun er blevet stærkere siden. Vi var sgu ikke særlig puritanske i 90’erne. Vi festede, tog stoffer, og toget kørte bare derudad. Men efter finanskrisens opbremsning af forbrugssamfundet har bevidstheden om klimaet og den ekstreme fokus på at leve sundt aldrig været vildere. Vi bliver bombarderet med anbefalinger for dit og dat, og vi tør ikke trodse nogen af dem af frygt for at dø eller endnu værre: at blive dømt af folkedomstolen på de sociale medier. Man bliver jo betragtet som ignorant, hvis man ikke lytter til Sundhedsstyrelsens råd eller Kræftens Bekæmpelse.”

Antallet af solcentre og solariegængere er ifølge Kræftens Bekæmpelses egne tal faldet støt, siden de satte kampagnerne i gang i 2007 under sloganet ’Sluk solariet’. Men siden 2013 har kampagnerne ikke haft samme virkning. Antallet af solariegængere har været stort set uændret de sidste fem år. Det er i høj grad de unge solariegængere, som holder ved. 

”De unge hører hele tiden: ’Du skal ikke spise noget, der er usundt, du må ikke dit, og du må ikke dat,’” siger Christine Feldthaus, der kender problemstillingen hjemmefra:

”Min søn på 23 æder alt det kød, der passer ham, og han ryger masser af smøger. Du får en ungdom, som er ved at brække sig af al den kontrol. Der er enormt meget kontrol på studierne, de skal have høje karakterer for at komme ind, så de har brug for at koble af: drikke hjernen ud, ryge smøger, og her passer solariet fint ind. Jo mere man råber op om regler, kontrol og alt det, der er farligt, jo mere går der James Dean i den,” siger hun.

 

SUN FACTS 2

Nordjyderne havde i mange år danmarksrekord i solarieforbrug. I 2010 frekventerede hele 18 procent af nordjyderne solcentret. I dag er forbruget på niveau med resten af Danmark, cirka 10 procent. Dog ligger 110 ud af de 773 solcentre i Danmark fortsat i Nordjylland.

De hvide pletter, der kan komme over halebenet og på skulderbladene, når man tager sol, opstår, fordi det er disse steder, hvor trykket på kroppen er størst, når man ligger ned i et solarie. Det hæmmer blodcirkulation og iltning i huden og påvirker derfor bruningen.

Professor i evolutionshistorie og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum Peter C. Kjærgaard mener, at mange unge i dag befinder sig i et paradoks.

”De unge generationer er rigtig gode til at træffe beslutninger til fordel for miljøet og til at tænke på planeten, men knap så gode til at passe på sig selv. For selvom de bekymrer sig for vores fælles fremtid, har de fleste unge mennesker et udødelighedskompleks. De ved godt, at det for eksempel er farligt at ryge, men de tror ikke på, at de selv bliver ramt at lungekræft. De er jo unge, sunde og stærke. Det samme gælder deres forhold til solarie. De tænker: ’Det er ikke farligt for mig.’ Samtidig er forbruget af sociale medier eksploderet. Før i tiden kunne man slappe af efter en ’parringssæson’, men på de sociale medier er du konstant eksponeret og skal derfor hele tiden vise, at du er attraktiv. Og her er solariet et middel, der vægter tungere end din viden om, at det er skadeligt.”

Roskilde, september 2018

JEG STILLER MIG ved automaten, min pung med håndører under armen. Maskinen beder mig lægge min hånd og underarm op langs siden. Den vil scanne mig og bestemme min hudtype for at lave en anbefalet behandlingstid. Der kommer billeder frem på skærmen af alle fem solarier med informationer om, hvor mange watt rørene har, og hvor kraftigt solariet er. Ved siden af står den anbefalede tid. Min er et sted mellem 13 og 14 minutter, og det koster omkring 55 kroner. Jeg vælger den kabine med færrest watt og putter penge i. Jeg får at vide, at solariet tænder om tre minutter, og styrer mod kabine 5. Jeg skubber låsen i hak og kigger mig lidt omkring. Sprøjter med den blå rengøringsvæske på liggefladen, tørrer efter med papirservietter. 

Jeg tager tøjet af, lægger mig ned. Mærker den kølige overflade mod huden på bagsiden af kroppen. 

Solariet tænder få sekunder senere, og jeg trækker den øverste del af sandwichen ned over mig med venstre hånd. Jeg mærker straks varmen, den fordeler sig hurtigt over hele kroppen. Efter to minutter kommer duften. Alle, der nogensinde har ligget i et solarie, ved hvilken duft. Det er duften af varm hud, varme solarierør. Rørene er delt op i kropsrør og ansigtsrør. Det prikker lidt i læberne, så jeg skruer lidt ned for rørene i ansigtet ved at trykke på en af de små knapper lige over hovedet. Der er popmusik i højttalerne, men jeg kan kun høre det svagt, for solariet forsøger også at holde min krop kølig ved at blæse kold luft fra fodenden i retning mod ansigtet. Og det lykkes faktisk, jeg når ikke at komme til at svede på de 13 minutter. Jeg skubber toppen op, da solariet slukker, det kan gøres med bare et lille puf. Svinger benene ud over kanten, stiller mig hen til spejlet. Stadig bleg på kroppen, men med en svag rødlig farve i ansigtet, især på kinderne. Jeg har stillet mig under et airshower, opdager jeg, en slags luftsøjle, som gerne vil hjælpe mig med at blive kølet af, inden jeg trækker i tøjet igen. Bukser på, T-shirt på. 

Da jeg kommer ud fra solariet, støder jeg ind i Stine, 25, med det mørkerøde hår og den lyse hud. Hun fortæller mig, at det er første gang i seks-syv år, at hun er i solarie. 

Da jeg går ud i stormen, hænger varmen stadig i mit ansigt 

Jeg er selv 34 år, og det er 10 år siden, jeg sidst har taget sol. Vil jeg gøre det igen, spørger jeg mig selv? Jeg ved det ikke. Jeg vil egentlig gerne være solbrun. Men jeg tror, jeg venter til næste sommer.

 

Hvert efterår vrimler Sønderjylland med folk og fugle på træk. Alle vil have en bid af himlen og af den sorte sol.
Tekst og foto:Martin Dam Kristensen

VAR DET IKKE for sine stærefugle, for Fleggaard og for Fakta, ville der næppe være meget liv i den lille by Aventoft. Med sine næsten 500 indbyggere ligger byen i et stille hjørne af Tyskland, der grænser op til et stille hjørne af Danmark. Så fredfyldt, at ikke engang Hjemmeværnets grænsekontrol bekymrer sig om landevejen her lige syd for Tønder.

Rørskoven ved Aventoft har været stærenes valg af overnatningssted i dette efterår. Og de har valgt et usædvanlig turistvenligt sted. Biler, autocampere og busser parkerer på Faktas parkeringsplads, og derfra er der kun nogle meters gang til et dige, hvorfra man har flot udsigt over en tæt ’skov’ af rør. Nærmest som i et amfiteater. 

Efter at have brugt dagens lyse timer på at æde gåsebillelarver i marsken vender flere hundred tusind stære næbbene mod områder med siv og rør, hvor de er i sikkerhed for både rovdyr og rovfugle. Trækfuglene ankommer i flokke med få minutters mellemrum og falder til ro. Hvis en rovfugl skulle finde på at angribe under indflyvningen, flyver de alle med ét op, og det er i de tilfælde, at begrebet sort sol er flottest. Men paradoksalt nok kan de mange tilskuere betyde, at rovfuglene ikke tør nærme sig, hvilket betyder, at fugleskyerne bliver mindre imponerende. 

Folk kommer fra nær og fjern, men mest fra Danmark, hvor sort sol er et stigende turistfænomen. På en lørdag aften kan der let forsamles omkring 1.500 mennesker på dette ene sted. Denne aften er der blandt andet folk fra en Facebook-gruppe for autocampere, en fotoklub på tur og ornitologer. De fleste er der for første gang, men for nogle er det en årlig tradition, der suppleres med et kro-besøg. Mange vælger en arrangeret bustur fra Tønder med medfølgende guide og røverhistorier, mens andre selv opsnuser, hvor stærene har valgt at sværme.

Hele scenariet udspiller sig i løbet af en times tid. Når tusmørket sænker sig, er showet forbi. Parkeringspladsen tømmes langsomt igen. Enkelte autocampister overnatter på stedet, og nogle få vælger at tage morgenoplevelsen med. Cirka klokken 7:15 letter stæreflokken igen. Nærmest så præcist, at man kan stille uret efter det.

Hver aften ankommer flere fyldte turistbusser til Tønder.

 

Kikkerter, kameraer, smartphones, iPads, sidde-underlag, tæpper, gummistøvler, termokander … og en lille skarp hist og pist.

 

Det er ikke usædvanligt at se 5-800.000 stære.

 

Stæreflokkene kan ses i en kort periode i foråret, men primært i september og oktober, hvor de overnatter i Tøndermarsken på vej til blandt andet England, Holland, Belgien og Nordfrankrig. 

 

Kurt Vigen fra Ølsted ved Horsens så sort sol sidste år og havde sørget for, at svigermor Ruth Hanne Jensen kunne komme med i år.

 

Stære spiser op til to gange egen kropsvægt hver dag. 

 

Det er ikke undersøgt, hvad de mange turisters nysgerrige tilstedeværelse betyder for stærenes adfærd.