”JEG KUNNE GODT tænke mig at leje Venedig,” siger jeg i telefonen, da jeg ringer til byens rådhus.
”Hvad vil du?” siger en mistroisk kvindestemme efter mange lange sekunders stilhed.
Jeg prøver igen.
”Ja, altså … jeg vil gerne leje Venedig.”
Ny pause. Endnu længere.
”Det … kan man ikke. Og desuden tror jeg ikke, at man kan det nogen steder i verden,” siger kvinden og lyder mere irriteret end mistroisk.
Jeg sammenflikker et nyt spørgsmål på forfjamsket italiensk, men så bliver jeg afbrudt.
”Ej, nu lægger jeg på.”
Duuut duuut duuut.
Okay, måske er det et dumt spørgsmål. Men var det ikke netop det, Jeff Bezos – ejeren af Amazon og verdens for tiden fjerderigeste menneske – gjorde, da han i sommer indtog den berømte by med et slæng af internationale superstjerner og en livgarde af marinesoldater for at holde bryllup? Altså lejede Venedig?
Det er i hvert fald det, han blev kritiseret for. I månederne, ugerne og dagene op til, at techmogulen skulle komme med det store ’ja’ i Venedig 27. juni, begyndte lokale aktivistgrupper at sige ’nej’. De arrangerede borgermøder. Demonstrationer. De hængte anti-Bezos-bannere op på byens historiske bygninger og truede med at blokere de verdenshistoriske kanaler med oppustelige krokodiller. ”Hvis du kan leje Venedig til dit bryllup, kan du også betale mere i skat,” stod der for eksempel på et kæmpe banner, der var spændt ud over Markuspladsens piazza-fliser.
Alt sammen for at forpurre Bezos’ bryllupsplaner og for at sige: ”Venedig er ikke til salg. Venedig er ikke til leje. Jeff Bezos, din superkapitalist, hold dig væk.”
Trods protesterne løb det tre dage lange bryllup dog nogenlunde af stablen, som det sig hør og bør, når man er super rich: Jeff Bezos blev viet og betalte et godt stykke over 300 millioner kroner for festen. Hans brud, Laura Sanchez, skiftede tøj 27 gange, mens gommen selv dansede rundt i bar, gammelmandstrænet overkrop. Superstjerner som Leonardo DiCaprio, Kim Kardashian, Ivanka Trump og Bill Gates fløj ind, deltog i skumfester i den flydende by og fløj hjem igen i cirka 90 privatfly.
I OKTOBER ER skummet og superstjernerne forsvundet fra Venedig. Ligesom tilsyneladende også det meste af sommerens vrede. Hist og pist hænger der stadig et par falmede plakater med anti-Amazon-slagord. Men hverdags-venetianerne lader til at have glemt alt om Jeff og hans hang til at bruge det gamle Europa som kulisse til sine nye penge.
”Hvem?” brummer en bister barista igennem et gråsprængt overskæg på størrelse med et kostehoved og langer en espresso over disken.
”Har du hørt om Jeff Be-zos?” spørger jeg igen og udtaler hver stavelse overdrevet tydeligt.
Han ryster på hovedet og overskægget. De andre gæster, der drikker kaffe ved disken, reagerer heller ikke synderligt.
”Altså ham den superrige amerikaner, der blev gift her i sommer?” prøver jeg.
”Nå ham …,” siger den bistre barista og trækker på skuldrene. ”Ja, hvad med ham?”
Det er ikke, fordi venetianerne ikke er sure. De fleste, opdager jeg efter et par dage i gondolernes by, er faktisk edderspændt frustrerede. Måske var Jeff Bezos dråben, der fik kanalerne til at flyde over med en længe gemt frustration. Det er nemlig ikke én amerikaner på besøg, der får venetianerne op i det røde felt, men en hel masse af dem. Og for den sags skyld også tyskere og englændere og kinesere og franskmænd.
SIDSTE ÅR SLOG 744 millioner turister et smut forbi Europa. Tilfældigvis lige så mange, som der bor på kontinentet. Og turisterne fordelte sig ikke jævnt. De fleste vender snuden mod de samme hotspots: 50 millioner til Paris, 20 millioner til Rom, 15 millioner til Amsterdam, og 15 igen til Barcelona. Det er ikke nyt, at netop de klassiske kulturhovedstæder tiltrækker turister. Men det er nyt, at de lader til at være ved at krakelere under det store turisttryk. Og i sommer skete der noget. Fra Lissabon til Genova begyndte lokale at protestere mod masseturismen, mod rullekufferterne og selfiestængerne. Og intet sted gik det hedere for sig end i solens turistplagede hjemland, Spanien.
Fra Gran Canaria til Granada gik lokale på gaden og demonstrerede, skød med vandpistoler efter ferierejsende og hængte skilte og klistermærker op med tekster som: ”Hvis det er turistsæson, hvorfor må jeg så ikke skyde dem?” I Barcelona indtog hundredvis af vrede cataloniere Ramblaen med røgbomber og råbte slagord som ”Jeres ferie, min elendighed!” eller ”Turisme slår min by ihjel”. På Mallorca stoppede demonstranter med nødblus en dobbeltdækkerbus med turister og hængte et banner på siden med ordene ”Stop turistificeringen!”
Selv ude i små europæiske afkroge har turismen og dens problemer indfundet sig. I den bittelille østrigske by Hallstatt har man for eksempel været nødt til at sætte et hegn op for at blokere udsigten over Alperne, der dagligt tiltrak op mod 30.000 selfiesultne turister.
”Europa er unik, fordi der er så meget kulturarv inden for så kort afstand,” fortæller Monica Bernardi, professor i sociologi på Milano-Bicocca Universitet. ”Byer og lande er ekstremt tæt på hinanden, og der er et væld af tog, fly og veje, der kan transportere dig fra én ikonisk kulturhovedstad til en anden på bare få timer. Det samme kan man ikke sige om resten af verden,” siger professoren, der dog også fremhæver noget dybere symbolik, der får Europas sirenekald til at virke ekstra lokkende.
”Verdenskendte byer som Paris, Rom og Barcelona, UNESCO-verdensarv og en lang tradition for kulturturisme fungerer simpelthen som magneter. At rejse igennem Europa er som at bevæge sig igennem århundreder af kultur, civilisation og historie på et par dage. Og at se de gamle kulturhovedstæder, monumenterne og kunstværkerne tillader også, at du føler, at du kan kalde dig europæer eller global borger. Det europæiske kontinent er blevet til et sted, hvor kultur også er noget, der forbruges,” siger Monica Bernardi og peger på de problemer, kulturforbruget og masseturismen skaber: Boligmarkedet bliver skæv-vredet af korttidsudlejning. En stor del af turtistindtjeningen fosser ud af byerne og ned i internationale virksomheders pengekasser, mens omkostningerne, skraldet og generne bliver i lokalområdet. Og så medfører masseturismen i Europa, at hele byer mister deres identitet, bliver tømt for lokale og ender som turisttivolier.
I VENEDIG ER DER guldgondoler med fossende chokoladevandfald, der er turistboder, der er så smækfyldt med kasketter og krimskrams, at de truer med at brase sammen, og mens jeg bliver skubbet igennem byen af en horde turister, glimter butiksvinduerne: plastiksmykker, neonfarvede fjerpenne, nøgleringe, køleskabsmagneter … og underbukser.
Inden jeg bliver skyllet videre af turiststrømmen, kaster jeg et hurtigt blik ned ad en sidegade, hvor en gruppe asiatiske kvinder filmer TikTok-danse. I den næste står en indisk kok ved bagdøren til en restaurant og pulser sørgmodigt på en cigaret i halvmørket.
Engang var Venedig en af verdens mægtigste bystater og svang hårdhændet taktstokken over hele Middelhavets økonomi. I dag er selfiestænger det eneste, der svinges i UNESCO-verdensarvsbyen, hvis centrum minder om en forjaget forlystelsespark. -Eller om et ret forfærdeligt frilandsmuseum.
For hvert år ankommer 30 millioner turister til Venedig. Det svarer til 100.000 om dagen, et tal, der er mere end dobbelt så stort som Venedigs hastigt svindende indbyggertal. Et faktum, der gør mange venetianere temmelig harme og får nogen til at sige, at turisterne er i gang med at slå byen ihjel.
Men hvorfor egentlig? Turistindustrien sprøjter årligt cirka to milliarder euro ind i byens økonomi og umiddelbart lige ned i venetianernes lommefor. Og ud over at skabe menneskelige trafikpropper i centrum virker de bæltetaskebærende og kasketklædte turister ret så harmløse – lidt irriterende, bevares. Men ligefrem bymordere?
Giorgio Bruse, kunstner og indfødt venetianer.
”LORTEANSIGTER.” I et kort øjeblik tror jeg, at den 84-årige kunstner Giorgio Bruse taler om turister. Men det viser sig, at han taler om komøg, da han stolt stiller sig ved siden af en stak billeder med sirlige guldrammer. Midt i hvert af dem er en uformelig brun masse, som Giorgio Bruse har tegnet mund og øjne på. Ægte billeder af ægte kokasser fra hellige køer i Indien, præciserer kunstneren, der har inviteret mig hjem i sin enorme spraglede bohemebolig for at tale om turister og det Venedig, der var engang.
Da jeg i går mødte ham på en bar, virkede det som en god idé. Men nu, da Giorgio Bruse står foran mig uden bukser med et tæppe viklet om livet, sit hvide hår strittende i alle retninger og et lidt vildt blik i øjnene, mens han beskriver de finere detaljer ved kokassekunst, begynder jeg at tvivle. Da han hiver et skjold af næsehorns-læder frem og fortaber sig i anekdoter om sine rejser i de nordindiske jungler, bliver tvivlen asiatisk i sin vælde. Men heldigvis kommer den 84-årige multikunstner tilbage på sporet.
”De her billeder kunne aldrig blive udstillet i Venedig i dag. Alt er poleret og turistificeret. Det hele handler om at tjene penge. Der er ingen frihed eller kreativitet længere.”
Var der engang det?
”Gu’ fanden var der det!” udbryder Giorgio Bruse. ”Indtil for 30 år siden var byen fyldt til randen med kunstnere, digtere og malere,” siger kunstneren og begynder at tegne billedet af det Venedig, han kendte i sin ungdom. Et, der virker rimelig svært at forestille sig i dag.
I 60’erne boede der 175.000 mennesker i Venedig. Butikkerne i centrum solgte ikke kun køleskabsmagneter, der var slagtere, isenkræmmere og grønthandlere. Børn spillede fodbold på pladserne. Med en gennemsnitlig gage kunne man tage på bar med sine venner natten lang. Og man kunne gå tur med sin kæreste på -Markuspladsen uden at snuble over turisterne.
For der var skam også turister, dengang en ung Giorgio Bruse spankulerede rundt på Markuspladsen klædt ud som -maleren Rembrandt og tjente en skilling ved at tage billeder med ferierejsende. ”Five -dollars, seven with the flash,” siger han og blinker til mig med et showman-smil, der ikke er blevet rustent efter 60 års pause.
Men turisterne dengang, siger Giorgio Bruse, var anderledes. For det første, og måske allervigtigst, var der langt færre af dem. Men de var også interesserede i byens kultur, kunst og museer. Og når man talte med dem, føltes det som en samtale. Som en udveksling. Et møde mellem to verdener.
Fast forward til i dag: Giorgio Bruse må tit finde sig i at spise morgenmad på café, mens 30 måbende amerikanere stirrer på hans småkager, og deres turguide messer: ”Authentic Venetian biscuits. Authentic Venetian biscuits.”
Priserne på dagligvarer er steget markant, og han må kæmpe med turister for at komme til hos sin lokale bager. Han er endda blevet smidt ud af sin stambar, fordi han ikke brugte lige så mange penge som amerikanerne eller kineserne. Kort sagt føler Giorgio Bruse sig fremmed i sin fødeby.
”Altså, folk kommer op til mig på gaden og siger: ’Are you a real Venetian? Wooow! Woow!’ Og så tager de et billede af mig. Ja, jeg er venetianer, hvad rager det dig? Vi er i Venedig. Jeg føler mig som en abe,” siger Giorgio Bruse og himler opgivende med øjnene.
Men hvis det er så forfærdeligt at bo i Venedig, hvorfor flytter du så ikke?
Et tvært udtryk glider over Giorgio Bruses ansigt.
”Hvorfor skulle jeg tage væk? Turisterne kan tage væk. Det er min by. Jeg har altid boet her!”
”STEEEVE, STEEEVE, WHERE ARE YOU?” hyler en amerikansk kvinde og kigger fortabt rundt blandt de mange smartphone-bevæbnede turister, der vrimler på Markuspladsen og får den ikoniske piazza i midten af Venedigs historiske centrum til at summe i en melting pot af sprog. Enkelte turguider væver sig igennem menneskehavet med stimer af kunder i deres kølvand, mens de i skrattende headseats fortæller, at pladsen plejede at være den tidligere maritime republiks finansielle og religiøse magtcentrum. Og man må sige, at der stadig er power over den enorme hvide basilika, der tårner over pladsen og i løbet af Venedigs over 1.000 år lange historie løbende er blevet pimpet med kriminelle mængder marmor, guld og stjålne skulpturer og bytte fra andre lande. Bare for at vise, hvor vidt den egentlig ret lille bys indflydelse spændte. For at vise, hvem der var boss.
Selvom Venedig består af mere end 121 øer, 435 broer og 177 kanaler, den ene mere charmerende end den anden, går langt størstedelen af turisterne stålsat efter Markuspladsen og Rialtobroen et stenkast væk. Mange af dem er nemlig såkaldte daytrippers – rejsende, der kun bliver hængende et par timer. Måske er de krydstogtsgæster på afmønstring eller kinesere på en grand bus tour mellem de største europæiske storbyer. Resultatet er, at de kun lige har tid til at møve sig gennem kødranden af turister, der står langs Rialtobroens gelænder, og snuppe en altafgørende selfie. Til at klemme en bid mad ned på en af de utallige såkaldte autentiske italienske restauranter, der serverer alt fra lynstegte nudler til hamburgere under farverige lyskæder langs Canal Grande. Og måske kan daytripperne også lige nå en tur med et par af byens 400 gondolierer, der med korslagte arme, solbriller og AirPods er klar til at færge en familie rundt i kanalerne i 30 minutter for den nette sum af 500 kroner.
Men Venedig er mere. Med et vejnet, der er mere kringlet end plottet i en Dan Brown-roman, er der potentiale for at fare vild ved hvert eneste sving. For at fortabe sig i blindgyder gennemvædet af historie … og fugt. Og for at forsvinde ned ad en sidegade flankeret af pastelfarvede og fallerede bygninger, der pludselig fører over en smal kanal via en charmerende bro og åbner sig til en lille plads eller campo og en snert af det gamle Venedig. Her kan man nemlig stadig valse ind på en bacaro – en bodega – og bede om en ’skygge’ af vin – en ombra, som venetianerne siger – og tygge sig igennem et par cicchetti, små stykker franskbrød med topping, der bedst kan beskrives som en form for venetiansk smørrebrød. Selvfølgelig koster begge dele dobbelt så meget som i resten af Italien, og bordene rundtomkring er stadig mere fyldte med turister end venetianere. Men bliver man ved med at gå, sker der noget mærkeligt.
Ikke meget mere end 10 minutters gang fra turistgedemarkedet i centrum ankommer jeg til en stor, tom plads i Cannaregio-kvarteret. Her er ingen gadesælgere, ingen turister … faktisk bare ingen. En radio spiller blues langt væk. Noget vasketøj blafrer i vinden. Ellers er her bomstille.
Da en ældre mand i blå regnfrakke dukker op på den anden side af pladsen og nærmer sig med hastige skridt, griber jeg chancen og vinker til ham.
”Sig frem,” siger han prompte.
”Hvor er alle folk henne?”
Han kigger lidt forvirret på mig. Som om det først er nu, det går op for ham, at vi er de eneste to mennesker til stede.
”Nååå … jamen, her er der ikke nogen, der bor længere,” siger manden, inden han forsvinder rundt om et hjørne og efterlader mig alene på pladsen igen.
På 50 år er Venedigs indbyggertal faldet med over 50 procent. Og det har en masse at gøre med turisme. Med masseturisme. For i takt med at byen er blevet et mere og mere attråværdigt sted at bo og besøge, har huspriserne taget himmelflugten, og antallet af Airbnb-udlejninger er eksploderet.
I dag er der omkring 8.000 Airbnbs i Venedig, og der er samlet set flere sengepladser til turister, end der er indbyggere i byen.
En husejer kan tjene fire gange så meget på at udleje sin bolig til en amerikansk turist som til en af de lokale – også selvom den står tom det meste af året.
Imens har helt almindelige venetianere svært ved at finde et sted at bo, der er til at betale. Ofte ender de helt med at forlade den flydende by og tage ind på terra firma – fastlandet.
Den udvikling får mange venetianere til at mene, at turismen er ved at tage livet af Venedig.
Og måske er byen allerede død. Den er i hvert fald begravet.
Matteo Secchi, leder af aktivistgruppen Venessia.
”JEG ER NOK den mest interviewede venetianer i verdenshistorien,” siger Matteo Secchi med et lidt selvtilfreds smil, da han sætter sig ned på baren foran mig, tager en slurk af et glas kulsort likør og kører hånden gennem sit sølvgrå hår. Selvtilfreds eller ej, hans navn er at finde i artikler fra næsten alle store internationale medier. The New York Times, The Washington Post, The Guardian, BBC. You name it. Matteo Secchi har huseret i deres spalter.
I snart 20 år har lederen af aktivistgruppen Venessia stået bag ’modstandskampen’, som Matteo Secchi kalder de kreative stunts, der alle har haft til formål at gøre opmærksom på, at Venedig er ved at synke under vægten af masseturisme.
Sammen med Venessia brasede Matteo Secchi for eksempel ind i Venedigs byråd med rullekufferter på slæb og bad politikerne om at smide dem på porten, inden de stigende huspriser gjorde, at de blev nødt til at flytte alligevel. Han har danset rundt i det historiske centrum klædt ud som en Disney-figur, fordi Venedig var ved at blive til Veniceland. Han har sejlet ud foran krydstogtsskibe i små gummibåde for at stoppe mastodonterne i at læsse turister af. Og han har også fragtet en kiste ned foran rådhuset og ceremonielt begravet gondolernes by, da indbyggertallet røg under 60.000 i 2009. I dag er det faldet yderligere og ligger på lige knap 48.000. I en by, der har 30 millioner turister om året.
Virker jeres modstandskamp?
”De store problemer kan vi ikke gøre noget ved: masseturisme, affolkning, stigende huspriser. Vi er bare en lille gruppe aktivister uden penge. Men vi kan gøre opmærksom på, at der er noget galt,” siger Matteo Secchi og fortsætter:
”For snart mange år siden lavede byen en strategisk fejl. Vi lagde alt an på turisme og lukkede ned for de andre industrier. Resultatet er, at Venedig i dag er som en heroinmisbruger. Vi har brug for turister for at overleve, men det er det samme, der slår os ihjel. Prøv at se på mig: Hvis du tager turisterne væk fra mig, så dør jeg jo,” siger Matteo Secchi, der arbejder som natreceptionist på sin fars hotel.
Det virker, som om de fleste venetianere mener, at turisme er et problem. Hvorfor gør man ikke noget?
”Det skal du ikke spørge mig om. Vi er mange gange kommet med forslag til, hvad politikerne kunne gøre. Men de har ikke villet lytte.”
Venessia har blandt andet foreslået et øjeblikkeligt stop for nye kortidsudlejninger og Airbnbs i byen. Samtidig har gruppen foreslået, at man simpelthen lukker for adgangen til byen, når der ikke er plads til flere turister. Det har Venedigs kommune imidlertid ikke gjort. I stedet har den introduceret en indgangsbillet til byen på 5-10 euro i turisthøjsæsonen. Den har også skruet priserne op på byens havnebusser for turister. Og så har kommunen oprettet et kontrolcenter, der overvåger turismen, og udviklet en kampagne, ’Respect Venice’, der opfordrer turister til at opføre sig ordentligt.
Men ifølge Matteo Secchi har intet af det hjulpet en tøddel. Det var ellers meningen, at Venedigs byråd i år skulle have behandlet et forslag om at begrænse korttidsudlejninger som Airbnbs i byen. Men i september valgte borgmesteren at udskyde beslutningen til efter kommunalvalgene. Pudsig timing?
”Sagen er, at vi er nødt til at tage langsigtede beslutninger for at løse problemet med turisme. Men det er svært, for når du rører ved turismen, er der en masse mennesker, der mister penge. Og måske ser vi først resultaterne, længe efter du er gået af som politiker. Så er det bedre at tage beslutninger, der viser resultater, mens du er ved magten, så du kan blive genvalgt,” siger Matteo Secchi og kigger lidt træt på mig.
Der er en dansk sang, der hedder ’Se Venedig og dø’. Kan man lave den om til ’Se Venedig dø’?
”Bravo! Bravo!” siger Matteo Secchi og griner. Så læner han sig tilbage i stolen, og pludselig lægger hans lattermilde ansigt sig i alvorlige folder: ”Vi som venetianere er døende, helt sikkert. Derfor er Venedig også ved at dø. Indtil videre er der stadig folk som mig, der har balls, men når de sidste venetianere forsvinder, så er det ciao. Løbet er kørt.”
DA MUREN FALDT, begyndte hele verden at tænke på globalisering, fri handel og en æra af fred. Eller næsten hele verden, for der var én amerikansk finansjournalist, der fik en anden tanke: Hvad ville alt det her betyde for turismen? En hel del, skulle det vise sig.
Journalisten med den profetiske undren hedder Elizabeth Becker. I dag er hun 78 år, og i løbet af sin lange karriere har hun været korrespondent under Vietnamkrigen, skrevet om international politik og økonomi fra næsten hele verden og vundet priser for sin dækning af 9/11. Hun er også en af de meget få vestlige journalister, der har interviewet den cambodianske diktator Pol Pot.
Da globaliseringen for alvor bankede på i starten af 00’erne, arbejdede hun på The New York Times som international finanskorrespondent, og da hun fortalte sine redaktører, at hun gerne ville skrive om turismeindustrien, fik hun tomme blikke i bytte.
”Turisme er ikke en industri. Det er en fritidsinteresse,” sagde redaktørerne dengang til Elizabeth Becker, der i dag kunne komme med et velberettiget I told you so til sine gamle chefer.
For kort tid efter skete der noget. Den globale turisme eksploderede.
En kombination af billige flybilletter, internettet, åbne grænser og globalise-ring gjorde det at rejse nemmere og mere tilgængeligt end nogensinde før. Fra 2000 til 2018 fordobledes antallet af turister på verdensplan fra 700 millioner til 1,4 milliarder om året. I dag arbejder ét ud af 10 mennesker med turisme. Turismeindustrien er den største arbejdsgiver i verden.
Mens turistindustrien tog fart, var Elizabeth Becker begyndt at rejse verden rundt og undersøge fænomenet fra top til tå på egen hånd. Lige fra rælingen på enorme krydstogtsskibe til basecamps i Himalayabjergene kunne den amerikanske journalist konstatere én ting: Det store antal turister var simpelthen i gang med at ødelægge verdens vidundere og gøre livet ulideligt for de lokale.
I Cambodia er det hellige tempel -Angkor Wat ved at blive slidt væk af turistfødder. Samme skæbne lider Machu Picchu i Peru. Og Mount Everest er blevet dynget til i skrald – og det, der er værre – fra horderne af eventyrsøgende alpinister. Ved et lokalt supermarked i japanske Fujikawaguchiko, der med sit vidunderlige vue til Fuji-bjerget konsekvent blev overrendt af turister, har man valgt at opsætte en stor, sort skærm. Men de lavede bare huller i skærmen. Altså turisterne.
Det føles, som om turismen er røget ud af kontrol. Kan vi gøre noget ved det?
”Der er der ikke ét svar på. Det er derfor, jeg har skrevet en hel bog om det,” siger Elizabeth Becker, der i 2013 udgav ’Overbooked – The Exploding Business of Tourism and Travel’, mens hun blinker fra den anden side af Atlanten på et Zoom-opkald.
Den amerikanske journalist peger på to lande – Bhutan og Nepal – som skoleeksempler på, hvor godt eller galt det kan gå. De to asiatiske lande ligger et bjergstenkast fra hinanden, men har haft radikalt forskellig tilgang til turisme. Bhutan har fra starten haft fokus på at skabe en lille, men højkvalitets turistindustri. Blandt andet ved at kræve en daglig turistafgift på 100 dollars. I Nepal sigtede man i stedet efter at tiltrække så mange turister som muligt for at booste økonomien.
”Da Bhutan indførte de her meget høje afgifter på turister, sagde alle: ’Nej, nej, nej. Det er udemokratisk. Det går ikke.’ Imens åbnede Nepal for alle. Og se bare, hvad der er sket i mellemtiden,” siger Elizabeth Becker og peger på, at Bhutan blandt andet har brugt indtægterne fra sine turistafgifter på at sikre gratis uddannelse og sundhedspleje til landets borgere og til at vedligeholde kulturelle traditioner, opgradere infrastruktur og øge sin bæredygtighed. Det har blandt andet medført, at det lille asiatiske land er et af få CO2-negative lande i verden.
I Nepal gik det anderledes: ”De blev jo fuldstændig overrendt af turister. I dag er Mount Everest dækket af skrald. De har fået stjålet utallige statuer fra deres templer, og det er langtfra alle nepalesere, der har fået gavn af turismen,” siger Elizabeth Becker, der har en – relativt simpel – løsning på at komme masseturisme til livs.
”Man er simpelthen nødt til at stoppe folk fra at komme. Begrænse krydstogtsskibe. Begrænse fly. Begrænse antallet af hoteller og Airbnbs. Og begrænse antallet af turister. Det er noget, man kan lovgive om på et lokalt, regionalt og nationalt niveau. Det er muligt,” siger den amerikanske journalist.
I EN STUVENDE fuld venetiansk havnebus kigger jeg på de ærværdige gamle bygninger, der glider forbi i solnedgangens lys. Det er svært ikke at blive forelsket i Venedig. Også trods de mange turister, man gnubber skuldre med. Kanalerne. De smalle, snørklede gader. Byen er bygget på et fundament af mudder og 10 millioner træpæle, og alligevel har Venedig eksisteret i over 1.000 år.
Et amerikansk ægtepar vælter ind på havnebussen ved næste stop. Og imens de wrestler med deres enorme rullekufferter, får vi øjenkontakt.
”Er I lige ankommet?” spørger jeg.
”Ja, ja, vi glæder os. Vi skal bo lige midt i centrum,” siger manden med et kæmpestort amerikansk smil. Jeg smiler tilbage på dansk.
”Har du et godt råd til Venedig?”
Jeg tøver.
”I kunne prøve at tage lidt væk fra centrum. Der er der nogle vildt flotte kvarterer og ingen turister.”
Det amerikanske smil forsvinder.
”Ah …,” siger parret og kigger skuffet på hinanden.
”Det må vi se, om vi har tid til. Vi skal i hvert fald se Rialtobroen og Markuspladsen.”
”Hvor længe bliver I?”
”Åh, bare en nat. I går var vi i Firenze, og i morgen tager vi til Dubrovnik. Europa er fantastisk.”
