ER DET HER nøglen til et langt og sundt liv? Det føles mere som et fåreyver. Et overraskende varmt et, skulle jeg hilse og sige. Klokken er syv om morgenen, og jeg står med et får mellem knæene på bjerget Monte Perdedu, dybt inde i Sardiniens hjerte. Ved siden af mig går hyrden Francesco Lai rundt og bræger.
”Bæh, bæh, bæh,” siger han, mens hans omkring 30 får kigger forvirret på ham i støvregnen.
Vi er i gang med at malke. Eller det vil sige, Francesco malker. Jeg har det mere, som om jeg er endt i en brydekamp med et yver. En iskold vind blæser durk gennem min skaljakke. Og det ser ikke ud til, at regnen kommer til at stoppe. Kan det virkelig passe, at det er sådan her, man skal leve for at blive 100?
Det virker usandsynligt. Men forskningen fortæller en anden historie, og den 50-årige Francesco Lai kan meget vel ende med at leve længere end 27-årige mig. Han bor nemlig i en del af Sardinien, hvor indbyggerne bliver gamle. Meget gamle.
En af verdens ældste og den ældste italiener nogensinde, 113-årige Antonio Todde, kom fra området her. Og i Seulo, som Francesco Lais landsby hedder, er det ikke unormalt at runde 100. Indtil for nylig var der syv +100-årige blandt byens cirka 800 indbyggere. I øjeblikket er det tal nede på tre, men statistisk set er der 10 gange så mange 90-100-årige her, som der er i Danmark.
Det er dog ikke det mest imponerende. For imens jeg okser rundt i byens stejle gader, støder jeg konstant ind i 70-, 80-, og 90-årige, der både ligner og opfører sig, som om der burde stå 20 år mindre på deres dåbsattest. Hvad er hemmeligheden?
Måske at de sardinske bjerge er en af de såkaldte Blue Zones-områder, der også tæller Okinawa i Japan, Nicoya i Costa Rica, den græske ø Ikaria og Loma Linda i Californien.
På trods af forskellige kulturer, levevis og afstand har de fem steder noget til fælles: en markant højere gennemsnitslevealder, ualmindeligt mange 100-årige og få af de livsstilssygdomme, der ellers hærger Vesten. I årevis har forskere målt indbyggerne i de blå zoner i et forsøg på at forstå, hvorfor det netop er dér, der bliver produceret en strøm af sprællevende +100-årige.
91-årige Giovanni Piciocheddu producerer stadig omkring 400 liter vin om året.
JEG GÅR OM KAP med en 91-årig mand. Og er ved at tabe. Eller sådan føles det i hvert fald, imens jeg følger med Giovanni Piciocheddu op til hans vinmark.
Turen på et par kilometer byder på bakkedrag og stigninger, der giver mig sved på panden og mine ubehjælpsomt formulerede italienske spørgsmål en stakåndet kvalitet.
Men det gør ikke så meget. For imens Giovanni skridter af sted, i hvad der bedst kan beskrives som en form for seulesisk powerwalk, deler han gladeligt – og i en næsten uafbrudt talestrøm – ud af sine tanker og sit liv.
Han fortæller om sin far og søster, der begge blev 102. Om en kusine, der blev 106. Om dengang han havde et æsel. Om planter, man plejede at spise, da han var barn. Om at sulte i efterkrigsårene. Og om hvor vigtigt det er at arbejde og aldrig tage stoffer. Alt imens hans ben bevæger sig som trommestikker op ad de stejle stier. På et tidspunkt gør han endda et lille hop.
Jeg tror ikke mine egne øjne. Skulle den mand virkelig forestille at være 91?
Ved hans vinmark gør Giovannis powerwalk og talestrøm heldigvis et ophold. Og efter jeg har fået vejret, siger jeg til ham, at han burde se, hvordan 90-årige mennesker er i Danmark. At det er de færreste, der ville kunne holde trit med ham. Men Giovanni smiler bare fiffigt og klapper sig selv på brystet. ”Det vigtige er ikke at blive gammel, men at være sund i så lang tid som muligt.”
Men hvad er hemmeligheden bag, at du er blevet ved med at være sund i så lang tid?
”Jeg har været capraro – gedehyrde. Det tror jeg har gjort en forskel. Der er ikke et sted i de her bjerge, hvor jeg ikke har sat mine ben.”
Ligesom langt de fleste andre ældre mænd i Seulo har Giovanni brugt mange år – i hans tilfælde 25 – på at traske op og ned ad skrappe stigninger med får og geder på slæb. Men der findes nu engang hyrder mange steder i verden, hvor man ikke bliver 100. Så det kan ikke være hele forklaringen.
Efter at have malket følger Francesco Lai hver morgen sine får op til dagens græsgang.
OVER ET GLAS sardinsk brændevin fortæller 93-årige Nello mig, at han holder sig fra rødt kød. Og desuden altid spiser små portioner. På den lokale frokostrestaurant falder jeg i snak med to 70-årige mænd, der er overbevist om, at de aldrig bliver 100. For de allerældste i Seulo har nemlig alle sammen sultet som børn, fortæller de mig.
Tre ældre kvinder på en bænk siger, at Seulo har lavet en pagt med Gud – og begynder så at fnise som små skolepiger. Andre igen fortæller mig, at det er, fordi Italiens reneste luft findes her. At det er, fordi de spiser gode råvarer. At vinen, de drikker i området, Cannonau, holder dem unge. Borgmesteren, Enrico Murgia, peger i stedet på seulesernes gener – og så er der måske også noget med indbyggernes tarmflora.
I de fem dage, jeg er i byen, spørger jeg nogenlunde hver eneste seuleser, jeg kan komme i nærheden af, om det samme. Jo ældre, jo bedre:
Hvordan kan det være, at I lever så længe?
Da jeg en aften går forbi en ældre kvinde, der nyder solnedgangen fra sin trappesten, kan jeg heller ikke dy mig. Men tante Irma, som den 92-årige kvinde bliver kaldt, slår bare ud med armene.
”Jeg ved det simpelthen ikke.”
Hun kigger lidt overbærende på mig fra sin trappesten, inden hun med imponerede hast forsvinder ind i sin stue.
Jeg er langtfra den første journalist, der har opsøgt den lille bjergby og dens indbyggere. Her har været amerikanske, tyske, franske og japanske medier på besøg. Ja, selv ’High School Musical’-stjernen Zac Efron har været et smut forbi Seulo med sin Netflix-serie ’Down to Earth’. Den store mediebevågenhed har ført til en del kærkommen turisme i en ellers rimelig-glemt-og-ret-langt-fra-havet-by på Sardinien.
Tre ældre mænd nyder et glas Prosecco efter frokost.
FOR CIRKA OTTE år siden satte Seulos borgmester, Enrico Murgia (ham med tarmfloraen), et skilt op ved indgangen til byen: ’BLUE ZONE, SEULO, VERDENS MEST LÆNGSTLEVENDE KOMMUNE’.
Samtidig fik han også sat storformatbilleder op langs byens gader af de 100-årige, Seulo har produceret igennem årene. Foran dem kan man tit finde en bjergtaget turist, som før eller siden lægger penge hos byens supermarkeder eller restauranter. Med de artikler, Netflix-serier og dokumentarer, der er kommet i de seneste år, er Seulo blevet et decideret udflugtsmål.
Og imens jeg vandrer rundt i byens kringlede gader og hjertevarmt bliver hilst på af de lokale, som inviterer mig på kaffe eller hjem til overdådige frokoster, bliver en skeptisk tanke ved at svirre rundt om mig som en flue om en sardinsk pecorino-ost: Hvad er beviset egentlig for, at seuleserne er så gamle, som de siger, at de er?
Den skepsis deler andre. Faktisk er der forskere, der mener, at de blå zoner er et produkt af tvivlsom forskning og et godt skud mediehype. Ja, at Blue Zones slet ikke findes.
I stedet peger forskere på, at antallet af 100-årige i de fem blå zoner er blevet gjort kunstigt højt af upålidelige folkeregistre, administrative fejl eller simpelthen ren og skær pensionssvindel.
I 2012 opdagede man for eksempel i Grækenland, at 72 procent af de 100-årige, der stadig modtog pension, faktisk var døde. Nogenlunde samtidig annoncerede den japanske regering, at fire femtedele af dens efter sigende +100-årige indbyggere allerede havde stillet træskoene.
Og man må sige, at det er vand på de skeptiske forskeres mølle, at ordet Blue Zone i dag er et registreret varemærke, der har solgt en del kogebøger – og er ejet af Adventist Health, en amerikansk frikirke.
DER VAR INGEN, der troede på Giovanni Pes, da den sardinske professor i medicin i 90’erne fandt frem til, at der var ualmindeligt mange 100-årige mænd på Sardinien. Og da han delte sin opdagelse med det internationale forskermiljø, rystede hans kolleger på hovedet.
Den må du længere ud på landet med, sagde de alle sammen – undtagen en enkelt forsker, belgiske Michel Poulain, der indvilligede i at dobbelttjekke Giovanni Pes’ resultater.
I seks måneder tøffede de to forskere rundt mellem små sardinske landsbyer i en gammel Fiat Panda og gennemgik møjsommeligt det ene folkeregister efter det andet.
Fandt de en by med et særligt højt antal 100-årige, tegnede Pes en blå cirkel på et papirkort.
Det er derfra, navnet Blue Zone kommer.
Efterhånden gik det op for Pes og Poulain, at de blå cirkler, og byerne med ekstra høj levealder, var koncentreret i ét område på Sardinien. Oppe i bjergene.
I 2004 udgav de en forskningsartikel, der rigtignok skabte bølger i miljøet: Der var ualmindeligt mange 100-årige på Sardinien, og Giovanni Pes fik oprejsning.
Men vi havde nok aldrig hørt om Blue Zones, hvis ikke en amerikansk journalist ved navn Dan Buettner en dag havde banket på døren til Giovanni Pes’ kontor.
Maddalena og Isabella.
Bedste-og oldemor Giuseppina.
”KUNNE I TÆNKE JER at rejse verden rundt og lede efter andre Blue Zones med et internationalt anerkendt medie som sponsor?” spurgte Dan Buettner, og Giovanni Pes og Michel Poulain sagde ja tak.
Den amerikanske freelancejournalist og eventyrer havde læst Pes og Poulains studie og ville skrive en artikel om det sardinske longevity-fænomen. Men samtidig bryggede Buettner på større planer: Han ville stable en forskningsekspedition på benene i samarbejde med National Geographic for at finde andre Blue Zones. Med skulle Pes og Poulain, der med deres forskerevner kunne verificere og undersøge de 100-årige, de ville finde. Det blev til flere ekspeditioner og Blue Zones igennem årene. Men langsomt slog samarbejdet sprækker, da Dan Buettner død og pine ville have en Blue Zone i USA for at kunne sælge sin historie til et amerikansk publikum.
Imidlertid kunne Pes og Poulain ikke finde noget sted i Amerika, der nåede de andre Blue Zones til sokkeholderne. Alligevel insisterede Buett-ner, og derfor fandt de to forskere lidt vrangvilligt frem til Loma Linda i Californien, hvor indbyggerne i hvert fald lever længere, end amerikanere normalt gør.
UDEN PES OG POULAINS viden registrerede Dan Buettner ’Blue Zone’ som et varemærke. I årenes løb oprettede han også en konsulentvirksomhed med samme navn og begyndte at rådgive amerikanske byer, der ønskede sundere indbyggere.
Han skrev bestsellerkogebøger med opskrifter fra de blå zoner, han begyndte at udbyde madlavningskurser, og han anlagde sager mod virksomheder, hvis de anvendte varemærket uden hans tilladelse. Kort sagt blev de blå zoner til et forretningseventyr for den amerikanske journalist – der i 2020 solgte sin virksomhed og varemærket til kirken Adventist Health i Californien. Hvor meget kirken gav, er ikke offentligt tilgængeligt, men kirken er big business. Ifølge dens egen hjemmeside omsatte den i 2024 for knap syv milliarder dollar og tjente 152 millioner dollar før skat.
Den kommercielle udvikling huede ikke Pes og Poulain, og til sidst faldt trekløveret definitivt fra hinanden. Det betyder også, at det i dag er uklart, præcis hvad en Blue Zone er, hvem der bestemmer det, og hvor mange der egentlig er. Hverken Pes eller Poulain anerkender længere Loma Linda som en blå zone. Dan Buettner er kommet frem til, at Singapore er en Blue Zone 2.0, mens Poulain har slået en blå cirkel om den caribiske ø Martinique. Men hvad med Giovanni Pes?
DA PROFESSOREN TONER frem på min computerskærm, og samtalen uundgåeligt falder på Dan Buettner, ser Giovanni Pes lidt træt på mig og siger: ”Jeg er en gammel sardinsk professor, og det vil jeg gerne blive ved med at være. Det interesserer mig på ingen måde at blive rig på Blue Zones. Det, der interesserer mig, er at finde svaret på, hvorfor man lever så længe der.”
Svaret har Giovanni Pes jagtet i snart 27 år, og ifølge ham drejer det sig hverken om genetik, tarmflora, sult, middagslur eller for den sags skyld en pagt med Gud. For der har ikke altid været en overflod af 100-årige i Sardiniens bjerge.
Faktisk begyndte de først at dukke op i midten af det 20. århundrede. Og det har noget at gøre med ferskner. I 60’erne kom der frisk frugt på supermarkedshylderne i Seulo. Og B-vitamin, der ellers havde manglet i indbyggernes kroppe. Malaria, der havde hærget den centrale del af Sardinien i århundreder, var endelig blevet udryddet. Samtidig var der også kommet nærhospitaler til, så man ikke længere skulle køre i flere timer for at blive behandlet for en infektion eller et brækket ben. Med andre ord var moderniteten kommet til byen.
Alt imens blev indbyggerne ved med at leve på traditionel vis: med hyrdegerningen, uforarbejdet mad og stærke sociale relationer.
Ifølge den sardinske professor var det de tre ting – et fysisk aktivt liv, sund, uforarbejdet mad, gode venner og familie – der, tilsat et skud antibiotika, førte til seulesernes imponerende longevity.
”Det er vigtigt at slå fast, at det her er hypoteser. Vi har ikke fundet noget endeligt svar endnu. Og det gør vi måske heller aldrig,” siger professoren, der dog fremhæver, at et fysisk aktivt liv, stærke sociale bånd og god ernæring var noget, man så i alle fem Blue Zones.
Ja, den forrige sætning er i datid. For sagen er, at de blå zoner er ved at forsvinde. Okinawa er den eneste region i Japan, hvor levealderen er faldet i de sidste 10 år. I Nicoya i Costa Rica har forskere for nylig fundet frem til, at personer født efter 1930 ikke lever længere end andre steder i verden, og californiske Loma Linda er måske slet ikke engang en Blue Zone.
Spørger man Giovanni Pes, er den blå zone også ved at forsvinde fra Sardinien. Moderniteten er ved at tage overhånd.
DA MICHAEL JACKSON moonwalkede for første gang, og ’Tilbage til fremtiden’ tog biografgængere med storm, vandrede unge seulesiske hyrder stadig rundt i bjergene og overnattede i simple stenhytter. Helt indtil slutningen af 80’erne gjorde det utilgængelige terræn i bjergene, at det tog for lang tid at gå frem og tilbage mellem byer og græsningsarealer. Derfor gik hyrderne med dyrene i flere uger ad gangen. Året rundt. Vinter, sommer, sne, regn. I dag kører de fleste hyrder op på bjerget i firhjulstrækkere, malker og kommer ned igen samme dag. Om vinteren står fårene i opvarmede stalde. Vinmarkerne, der plejede at være allemandseje, er langsomt ved at forsvinde. Det samme er køkkenhaverne.
Når jeg spørger de ældre seulesere, hvad de plejede at spise, er bønner, kartofler og suppe det første, der falder dem ind. I dag er det pasta og store mængder kød og ost, der er på frokostbordene. Og til morgenmad de samme fabriksproducerede kiks, der bliver spist overalt i Italien. Men den største ændring er måske, at folk forsvinder.
Hver eftermiddag dukker klynger af ældre mænd og kvinder op i Seulos gader.
80-ÅRIGE GIUSEPPINA LAIS stue burde have en svingdør. I den time, jeg er på besøg, vælter det ind med slægtninge, der en kop hvinende sød kaffe senere er væk igen. Lige nu er det de to oldebørn Marco og Isabella, der klatrer rundt i møblerne eller smyger sig om Giuseppina i lænestolen, mens hun prøver at koncentrere sig om mine spørgsmål.
Da Isabellas mor – og Giuseppinas barnebarn – kommer højgravid ind ad døren, er det første gang, jeg ser nogen på min alder i Seulo.
Jeg spørger Maddalena, som hun hedder, hvad hun synes om at bo her. Men i stedet for at rose Seulo til skyerne trækker hun lidt på sit svar.
”Der er mange andre steder, jeg også godt kunne tænke mig at bo,” siger hun og stryger ømt en hårlok bag datterens øre. ”Jeg håber, at hun flytter langt væk fra Seulo.”
I den anden ende af stuen sidder Giuseppina og hendes 46-årige søn Peggy, der netop er dumpet ind, og nikker.
”Her er der jo ikke noget længere,” siger Giuseppina Lai stille. Da hun var ung, var der 2.000 mennesker i Seulo. I dag er der knap 800. Skolerne i området er for længst lukket, der bliver født meget få børn, og de unge mennesker flytter til ’kontinentet’ – som de kalder Italien her i Seulo – for at arbejde eller studere i storbyerne.
”Om 20 år, når min mor ikke længere er her, hvad kommer der så til at være? Seulo bliver bare en lille turistby fyldt med pensionister. Og bliver du her som 20-årig, så er det jo slut. De unge mennesker skal have et bedre liv,” siger sønnen Peggy og fremhæver et paradoks, der synes fremtrædende her i byen. For mens folk fortæller, at livet er godt i Seulo, og at de ikke kunne drømme om et andet, virker det samtidig til, at forældrene ikke synes, at det liv, de lever, er godt nok til deres børn – at deres fremtid i stedet skal findes i storbyerne, langt fra den blå zone i bjergene.
I SIDSTE ENDE lader det til, at hemmeligheden bag de lange liv i de blå zoner er råd, enhver læge eller lignende kunne give os kunne give: Spis sundt, hav stærke sociale bånd, og bevæg dig dagligt.
Mens de sardinske bjerge bliver små i bakspejlet, og de bugtede veje rettes til en lige, flad autostrada, tænker jeg over, at der måske slet ikke er nogen hemmelighed at finde i de blå zoner, men nærmere en barsk sandhed om vores moderne samfund: Den måde, vi lever på, slår os tidligere ihjel. Så hvad skal vi gøre? Skifte parcelhuset ud med en stenhytte og en flok får?
”Glem det. Forget it. Det kan man simpelthen ikke,” siger Giovanni Pes som noget af det sidste i vores video-opkald.
”Du kan ikke bo i et moderne, postindustrielt samfund og leve, som hyrderne gjorde engang. Men vi kan selvfølgelig blive inspireret af enkelte dele af de blå zoner. Og øget fysisk aktivitet er ikke en dårlig idé,” siger den sardinske professor, der, siden han fik øjnene op for de blå zoner, er begyndt at gå alle vegne i et tjept tempo frem for at tage bilen i hjembyen Sassari.
Måske skulle jeg også begynde at gå en seulesisk powerwalk hver morgen?
Om ikke for at blive 100 år gammel, men så i hvert fald for at kunne følge lidt bedre med, næste gang en 91-årig sardiner vil vise mig sin vinmark.
