Ingen støj eller møg? Slet ingen bumpende metallisk skrigende skinnelyd eller søgang? Aldrig har jeg i mine mere end 40 år med togrejser i Indien og Nepal oplevet så flot og moderne et tog som det, jeg fik lov at komme med på, da det rullede ud på sin jomfrutur på den nye forbindelse mellem Nepal og Indien. 

Ny er forbindelsen egentlig ikke. Den stammer tilbage fra 1937, hvor briter lagde skinnerne på strækningen, der forbinder den hellige nepalesiske by Janakpur med Jaynagar, en grænseby i den indiske Bihar-provins. Med ruten kunne engelske firmaer forholdsvis let fragte tømmer fra det skovrige område omkring Janakpur til Indien og videre på det store indiske jernbanenet til havnebyer som Calcutta (nu: Kolkata), hvorfra der kunne sejles mod andre kontinenter. 

Det gamle, ofte overfyldte og nu pensionerede tog på Janakpur-linjen.

Janakpur Railway kan bruges til at rejse ind i Nepal på, hvis man er i Indien. Fra Janakpur er der indenrigsfly til både Kathmandu og Pokhara.

Senere blev der koblet passagervogne på fragttogene, da Janakpur var en vigtig pilgrimsby for hinduer – også fra Indien – og i årtier var der gang i trafikken på den eneste brugbare togstrækning i Nepal. Men materiellet blev nedslidt, og i 2001 startede derouten for alvor, da en del af skinnelegemet samt to broer skyllede væk under monsunens sommerregn. Derefter kørte man kun med passagerer på banens to lokomotiver, fem vogne og tilbageværende skinner. Selv om lokomotivet kørte med sneglefart på det smalle og ujævne skinnelegeme, gyngede vognene op og ned samt fra side til side som et skib. Der var mange nedbrud på materiel, og de stadig færre afgange gjorde, at der altid var alt for mange passagerer om bord. Kun få af passagererne betalte – de der kom først og fik en bænkeplads. Mange passagerer sad på taget af vognene og på selve lokomotivet, og der var flere ulykker med fatal udgang.

I august 2012 blev det decideret bizart. En lokomotivfører var ved at fylde brændstof på i Jaynagar, Indien. Hvad der herefter gik galt, har ingen officiel forklaring. Rygter sagde, at en abe havde overtaget styringen med toget. I alt fald begyndte lokomotivet pludselig at køre uden føreren. Passagervognene var endnu ikke koblet til, da det tonstunge lokomotiv stak af over grænsen til Nepal og fortsatte på den 30 kilometer lange rute. Normalt tog det to en halv time at gennemføre turen, men det førerløse tog klarede ruten på kun 45 minutter. Det lykkedes i sidste øjeblik at åbne et mekanisk sporskifte kort før Janakpur Station, hvorved lokomotivet ledtes ind på et i forvejen ødelagt sidespor, hvor monsunregnen gennem et par måneder havde omdannet jorden til en mudderpøl. Det frembrusende lokomotiv satte sig uhjælpeligt fast, og ingen kom noget til. Derefter var der kun ét udkørt lokomotiv tilbage til at tage slæbet, og det blev nærmest hverdagshændelser, at en vogn røg af sporet, eller at akslerne knækkede. I 2014 ophørte togdriften helt. 

Pankaj Kumar Ohja i det nye førerhus.

Jernbanelegemet ligger af hensyn til monsunen højere end omgivelserne, og skinnerne er – selv uden tog – meget populære blandt fodgængere og handlende. Her ånder fred og ro, da der ikke kører biler – og kun ganske få motorcykler. I de sidste fire år er der opstået små markeder op ad skinnelegemet.

Det blev derefter besluttet at genanlægge jernbanen, denne gang med brede spor. Den oprindelige Janakpur Railway var med såkaldt narrow gauge-skinneafstand (76,2 cm), men nu ville man have broad gauge-skinner (skinneafstand 167,6 cm), der kunne kobles direkte på Indiens 68.000 kilometer lange jernbanenet og, hvem ved, måske en dag føres tværs over Nepal. I maj 2019 inviterede det statslige Nepal Railway derfor det indiske selskab Konkan Railway, der forbinder de indiske storbyer Mumbai og Mangalore, til et samarbejde om at drive jernbanen. To nye diesel-elektriske lokomotiver samt fem passagervogne – de to endda med aircondition – blev bestilt hos den indiske togproducent Medha, og de arriverede i september 2020, hvor skinnelegemet lå køreklart. Et par prøvekørsler blev foretaget, men da Nepal som så ofte før skiftede regering, blev tidligere beslutninger annulleret, nyt personale skulle ansættes, og til borgernes skuffelse blev opstarten udsat.

Halvandet år senere, i februar 2022, blev nye prøvekørsler sat i gang, først med en firehjulet motoriseret skinne-trolley. Testpiloten Bindeshwar Thakur havde ombygget sin ældre Yamaha RX 100-motorcykel, så den blev skinneklar, med kickstarter, udstødningsrør, gashåndtag samt – det vigtigste i både indisk og nepalesisk trafik – et horn, der virker!  Efter et par spark på kickstarteren og lidt opstartsrøg tøffede den af sted. Men Janakpurs borgere og de fritgående dyr var ikke vant til færdsel på skinnerne, så Bindeshwar måtte dytte og råbe for at få mennesker, køer og geder væk fra skinnerne. Indimellem måtte han endda stå af og argumentere eller sågar skubbe.

Free seating på det gamle Janakpur-tog. Ruten mellem Jaynagar i Indien og Janakpur i Nepal går gennem Nepals lavland, det såkaldte Terai. Ruten, der i dag er 35 kilometer, skal senere forlænges med 10 kilometer mod nord til byen Bardibas, hvor man kan tage videre ad Nepals længste vej, den 1.026 kilometer lange East-West Highway.

Kort efter blev første prøvekørsel med et regelret togsæt sat i gang, og jeg var så heldig at få lov til at være ene passager om bord, da toget første gang langsomt tøffede af sted. Mens vi kørte forbi med en hastighed på 10-15 km/t, stod folk langs banelegemet med nysgerrige og forventningsfulde øjne og beundrede det flotte nye tog. Mange filmede med deres mobiler. Og jeg forstod dem. Toget er helt moderne og har international klasse. Ifølge Pankaj Kumar Ojha, den indiske ingeniør, der stod for testkørslerne, er toget klar. Dog forudser han ét problem: Toget har kun western style WC. Mange indere og nepalesere foretrækker et hul i gulvet og bryder sig ikke om at sidde på et toiletsæde, hvorfor de sandsynligvis vil vælge at sætte sig på hug på sædet med al den risiko, det medfører under kørslen. 

Efter fem dage med vellykkede kørsler annonceredes det, at toget var klar til at fragte passagerer. De måtte dog tålmodigt vente lidt endnu på den vigtige officielle åbning af banen med en fællesoptræden af Nepals premierminister Sher Bahadur Deuba og Indiens ditto, Narendra Modi. Det kneb dog, måske specielt for sidstsnævnte, med et finde tid i kalenderen. Men endelig lykkedes det 2. april at afholde en ceremoni i den indiske hovedstad New Delhi, over 1.000 kilometer væk.

Søren Lauridsen er forfatter til guidebogen ’Turen går til Nepal’.