Hvor længe har du været hos DSB?

”Jeg blev ansat 1. januar i år. Mange har været her i 30-40 år, så jeg føler mig stadig ny. DSB er en mangfoldig organisation med omkring 7.000 medarbejdere med masser af forskellige baggrunde. Jeg er selv adopteret fra Sri Lanka – jeg kom til Danmark, da jeg var otte uger – og synes, at ånden herinde er åben og uformel. Alle hilser på hinanden.” 

Fortæl om din egen rekrutteringsproces?

”Jeg skrev en motiveret ansøgning, uploadede mit CV og blev inviteret til samtale med min nuværende leder. Kemien var god, og jeg blev inviteret til endnu en samtale, hvor jeg fik feedback både af en rekrutteringskonsulent og min nuværende leder. Og så blev jeg tilbudt jobbet.

Hvad er det bedste ved dit job?

”Jeg kan godt lide at møde mennesker. Jeg har nok mødt over 100 kandidater det seneste år. Alle med hver deres baggrund og forskellige faglige kompetencer. Vi er ikke bange for at rekruttere lidt skæve personligheder. Jeg tror, mange har et indtryk af, at DSB er meget traditionelle og måske lidt ’fine’ på den, men mange af de ansøgere, jeg møder, har deres egen tøjstil, måske en unik hårstil (som jeg selv) og kan have en baggrund fra en helt anden branche. Det synes jeg giver værdi. Vi har plads til alle, uanset hvem og hvad din baggrund er.” 

Hvornår ved man, at en person er den rette til jobbet? 

”Man ser i første omgang på kompetencerne. Men det handler også rigtig meget om kemi. Passer personen ind, eller kan vi fornemme, at det ikke vil blive et godt match på længere sigt? Man skal gerne have en god oplevelse, når man arbejder for os. Den ansættende leder og jeg sætter os altid sammen efter hver rekrutteringssamtale og drøfter kandidaten. Jeg kan vejlede den ansættende leder og komme med mit syn på ansøgerens motivation og personlige kompetencer. Men det er den ansættende leder, der i sidste ende beslutter, hvem der skal have jobbet.”

Hvad er det mest udfordrende?

”At vælge kandidater fra. Det er især svært at sige nej til dem, hvor man kan se, at der er en stor passion for tog, og tit er det små ting, der skiller kandidaterne ad. Vi har for eksempel nogle sikkerhedsregler for lokomotivførere, de skal igennem en helbredsgodkendelse, og nogle består den ikke. Det er ikke mig, der tager den endelige beslutning, men det er måske mig, der er budbringeren. Det kan være svært at give afslag, fordi man slukker en drøm.”

Har du nogle hobbyer?

”Jeg elsker at rejse. Jeg har en baggrund fra rejsebranchen, som har taget mig rundt i hele verden. Jeg elsker at opleve nye kulturer og møde nye mennesker med en anden kulturel baggrund end jeg selv.”  

Hvad er din yndlingsfilm? 

”Jeg har lige gennemført et slags maraton, hvor jeg så de seneste fire James Bond-film for at forberede mig på den nye. Jeg er kæmpe fan af Daniel Craig som James Bond.”

Hvilket udstyr bruger du på dit arbejde?

”Jeg har tilgang til alle de remedier, jeg kan ønske mig. Det er fantastisk, at næsten uanset hvor ulækkert der er, har jeg det, der skal til, for at få det til at skinne igen. På toiletterne har jeg for eksempel en vandslange med godt tryk på, så jeg kan lægge skum ud over det hele. Det er ligesom at gøre rent i et slagteri. Jeg har gummihandsker, og jeg har sågar beskyttelsesbriller, hvis jeg får brug for det.” 

Hvad er dit yndlingsrengøringsmiddel?

”Vi har noget, der hedder Skrub á Snavs. Det er en meget god betegnelse for, hvad det dur til. Det efterlader en ren duft bagefter. Der er lidt salmiakspiritus i, så det er godt på gulvene i forhallerne.”  

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

”En ting, der giver mig stor glæde, er at hjælpe handicappede godt på vej på stationerne. Jeg lister ofte en livshistorie ud af dem. Det er livsbekræftende at møde fremmede mennesker og opleve den slags åbenhed. Jeg tror, det er min uniform, der indgyder en tryghed. Jeg repræsenterer noget, der er større end mig selv.”

Hvad er det mest udfordrende? 

”Nogle gange når man har sørget for, at stationen ser rigtig godt ud, ser den allerede klokken 11-12 stykker ud ad h… til igen. Så skal man på den igen.” 

Hvordan efterlader folk toiletterne?

”Nogle gange kan man godt se, at det er folk, som har haft et uheld og ikke har haft overskuddet til at rengøre efter dem selv, og det er fair nok. Andre gange er der nogen, som synes, det er sjovt, eller finder en tilfredsstillelse i at svine toilettet fuldstændigt til med fækalier ud over det hele og den slags. Men jeg må sige – til deres ærgrelse måske – at jeg finder stor fornøjelse i at overtage sådan nogle toiletter, for så kan jeg se, at jeg har været der, og mærke, at det betyder noget, jeg er der. Jeg føler en tilfredsstillelse, når jeg går hjem fra arbejde, som svarer lidt til at have skiftet en ble. Jeg har selv opfostret tre børn, og når man sidder i sofaen og tænker over, at man skal skifte en ble, så er det ikke nødvendigvis en fornøjelse, men det er det, når man har gjort det, så har man hjulpet et andet menneske.” 

Du er uddannet journalist, men lavede et karriereskift? 

”Jeg gik konkurs med mit freelancefirma og havde brug for smør på brødet. Jeg endte i det her job, og det passede mig godt. Før jeg blev journalist, var jeg ansat i Post Danmark i næsten 20 år, så jeg kender til at arbejde i en statslig organisation og finder noget af det i DSB, som jeg satte pris på i Post Danmark i starten af 90’erne. En mulighed for at gøre tingene ordentligt og at leve op til nogle service- og kvalitetskrav. Og i det store hele passer det mig godt, at jeg får tidligt fri og dermed stadig har mulighed for at lave noget freelancearbejde.”

Hvorfor har du valgt at blive togfører?

”Dengang jeg blev ansat, var titlen stewardesse. Oprindelig havde jeg et ønske om at flyve. Jeg søgte også ind til SAS dengang, men jeg var ikke gammel nok. Derfor tænkte jeg, at jeg ville bruge nogle måneder som stewardesse i tog – turen til Hamborg smagte jo lidt af at flyve. Og man må sige, at jeg har været glad for det, når jeg stadig er her.”

Hvad er det gode ved dit arbejde?

”Jeg er ikke typen, der sætter sig i en tjenestekupé. Jeg kan godt lide, at der er noget at lave, at snakke med folk og sørge for, at de får en god rejse. Jeg er ikke ansat som rejseguide, men tit kommer jeg med anbefalinger, fordi passagererne ofte spørger, om der er noget, de skal se i København. Jeg anbefaler steder som Amalienborg, Den Lille Havfrue, Tivoli, Bakken, og hvis de er kulturelle, så er det Glyptoteket og selvfølgelig også en hyggelig tur til Nyhavn.”

Som international togfører skal man kunne tysk og engelsk. Hvor har du lært de sprog? 

”Jeg har altid været meget interesseret i sprog, og jeg er sproglig student fra Sorø Akademi, hvor jeg gik på gymnasiet. Efter gymnasiet tog jeg et år til London som au pair. Da jeg havde været au pair og skulle søge job, ville jeg arbejde på det, vi dengang kaldte for ’Englænderen’. Det var toget på strækningen til Esbjerg med forbindelse til Esbjerg-Harwich-overfarten. Men der var ikke nogen ledige pladser. Til jobsamtalen sagde intervieweren: ”Du skal køre på strækningen til Hamborg.” ”Jeg kan ikke noget tysk,” sagde jeg som en joke. ”Joo,” sagde hun, ”det kan jeg se på dine skolepapirer.” Og så blev jeg ansat. Jeg er dog blevet bedre til tysk igennem årene. Vi har en klub med vores tyske kolleger – togførere, lokomotivførere og toldere nede i Tyskland – og så lærer man lidt tysk hen ad vejen.”

Du er også kongelig togfører, hvordan blev du det?

”Man bliver spurgt, om man ønsker at blive det, og da jeg officielt blev spurgt i 2016, ønskede jeg at få stillingen.”

 Hvordan er det at servere for dronningen?

”Dronning Margrethe har sin egen vogn, og det er kun få mennesker, der har adgang til den. Da Storebælt blev indviet i 1998, var jeg stewardesse, og dengang serverede jeg for første gang morgenmad for hende. Prins Henrik var også med. Det var en stor oplevelse, og jeg var meget nervøs. Til H.C. Andersens 200-årsjubilæum serverede jeg for den svenske kronprinsesse Victoria. Jeg har også kørt med den bulgarske præsident. Han havde lejet et tog, og vi kørte til Aarhus. Det er nogle gode arbejdsminder, jeg har.”

Hvad laver du i din fritid?

”Vi lopper rigtig meget, begge mine piger og min mor. Min kusine lopper også, så det ligger til familien. Jeg leder ofte efter fransk, engelsk, dansk og svensk porcelæn og glas, som jeg sælger videre. For syv år siden købte min store datter en hund af racen Coton de Tuléar. Den har fået tre kuld og 23 hvalpe. Jeg har en kollega, der har købt fra hvert kuld, så vi følger med i, hvordan det går med dem.”