Det er efterårsferie, og tusindvis af danske skilsmissebørn skal ud og rejse på kryds og tværs af landet og mellem gamle og nye familier. Laura Benedicte Petersen ser tilbage på sin barndoms splittede jernbaneliv og krydser sine spor.
VISSE TING ændrer sig aldrig. En lun og mild eftermiddag på vej til Aarhus Hovedbanegård har jeg det alt for varmt i min lange dunjakke. Trods mange års øvelse som rejsende skilsmissebarn har jeg aldrig lært kunsten at pakke let, så tyngden fra weekendtasken bidrager til et lokalt regnvejr ned ad ryggen. Lettere irriteret over min høje kropstemperatur og med syv minutter til afgang løber jeg over fodgængerfeltet, hvorefter jeg krydser den lille anlagte stenhøj, som er placeret foran indgangen ved Banegården, som den blot kaldes i Aarhus. Jeg smiler af mig selv, da jeg opdager, at jeg løber hen over stenhøjen. Det er, som om min krop er kodet til at gøre det. Som barn troede jeg, at det betød held at krydse den. Min mor accepterede kærligt min overtro, og selvom vi kom fra en anden retning eller var sent på den, som jeg er nu, plejede hun smilende at vente ved hovedindgangen, mens jeg løb ud og udøvede mit ritual. Hendes ene hånd var rakt mod mig, og hendes lange fingre viftede i retning mod afgangshallen, når jeg kom drønende tilbage fra stenhøjen.
JEG SÆTTER tempoet lidt ned, da jeg kommer ind i ankomsthallen, og bevæger mig målrettet mod sporene. Uden at sagtne farten kaster jeg et kort blik på informationsskærmene. Jeg er på rette vej mod spor 2 – som sagt, visse ting ændrer sig aldrig. Jeg vipper mobilen op af lommen – der er tre minutter til afgang. Jeg får pulsen lidt ned, da jeg træder ud på rulletrapperne. Toget holder allerede på sporet og brummer. Perronen er tom bortset fra en høj mand i uniform. Han får øje på mig og holder blikket stift rettet mod mig. Han blinker ikke, men en fløjte vibrerer mellem hans læber. Jeg tager nogle store skridt ned ad rulletrappen, og med et forsigtigt smil forsøger jeg at bløde hans blik lidt op. Øjenkontakten gør, at jeg er tæt på at træde forkert. Jeg slår hurtigt blikket ned mod mine fødder og hopper ind i den forreste vogn, idet han løfter armen og puster så voldsomt i fløjten, at det ser ud til, at selv hans øjenbryn får et chok.
JEG ÅBNER jakken og går mod skydedøren til venstre. Jeg har ikke købt pladsbillet, men før jeg når at vifte med hånden foran døren, kan jeg skimte en ledig vinduesplads. Jeg kaster tasken op på hylden og glider hen forbi første sæde. Jeg sætter mig, tager armene ud af jakken og slår armlænet ned. Den velkendte duft af varme togsæder og togets tomgang hænger stadig i luften i den fyldte vogn. Lige siden jeg selv har skullet betale mine togbilletter, har jeg rejst uden pladsbillet. Selvom det kun drejer sig om 30 kroner, føles det som en luksus, der er forbeholdt fortiden. En luksus, hvor pladsbilletten i de første par år havde et nummer i kupeen på 1. klasse.
Dengang fik jeg et Wendy-blad og tre stykker tyggegummi i hånden –formet som små vandmeloner – inden jeg steg ind i toget på vej til Skagen, hvor min far boede. Min mor kyssede mig hurtigt på kinden og i panden. På den anden side af ruden stod hun og vinkede med en snert af dårlig samvittighed i øjnene. Jeg glemmer nok aldrig det blik.
Da jeg blev fem år, blev det besluttet af Aarhus Statsamt, at min far ikke længere behøvede at hente mig hos min mor i Aarhus, når jeg skulle tilbringe weekenden hos ham i Skagen. Min mor forlangte, at jeg, i det mindste indtil jeg var blevet lidt ældre, skulle rejse på 1. klasse. Da togene med børneguider kørte så sent fra Aarhus, at jeg først ville være fremme i Skagen omkring midnat, godtog Statsamtet hendes argumentation. I dag synes jeg, at det virker ret komisk at sende en femårig alene på 1. klasse, og jeg ved ikke, om min mor fik dyre vaner på bekostning af min far, eller om hun håbede, at det var mere sikkert og trygt for mig. Det var nok en blanding.
DER SAD JEG så, hver anden fredag eftermiddag, blandt mænd og kvinder i jakkesæt, der ihærdigt forsøgte at nå det allersidste af ugens arbejde. Jeg tyggede på mit tyggegummi og drak gratis appelsinjuice, mens jeg stirrede på de hurtigt tastende voksne med spidse munde. Jeg så på dem, som var de eksotiske dyr fra Zoologisk Have. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde fik øjenkontakt med dem, jeg var overbevist om, at de nok bedst kunne lide ikke at skulle forholde sig til min tilstedeværelse. Timerne på 1. klasse sneglede sig af sted. Højdepunktet på turene var, når det regnede. Regn betød vanddråber på togruden, og på grund af togets hastighed fór dråberne hen over ruden. Jeg lavede væddemål med mig selv om, hvilken dråbe der ville komme først over på den anden side af ruden. Det lyder måske ikke som noget, der kan slå videoer af katte, der falder baglæns ned fra et træ, eller tåkrummende ’X-Factor’-auditions på YouTube, men vanddråben kunne tage nogle vældig overraskende sving, enten op eller ned eller en helt tredje vej. Selvom jeg troede, at jeg havde udset mig en sikker vinder, var spændingen aldrig ovre, før vanddråben var kommet helt i mål, blev blæst videre langs toget, og et nyt kapløb kunne gå i gang. Sommetider blev der delt chokolade- og vaniljemuffins rundt af kontrolløren, og jeg måtte, som den eneste, tage en til hver hånd. Regndråber på ruden og muffins i maven! Disse togture blev startskuddet på min karriere som DSB-barn.
KVINDESTEMMEN gennem højttaleren holdt mig med selskab. Jeg lærte alle stationerne at kende, og jeg gjorde klar til at mumle med, når jeg hørte den velkendte jingle, der indikerede, at hun snart ville introducere næste station eller byde velkommen til nye passagerer. Hendes stemmeføring var staccato, og selvom jeg aldrig var i tvivl om, at hun var en kvinde, var der noget androgynt over hende – det var svært at visualisere hende. Hun kunne både være kort- eller langhåret, kraftig eller spinkel. Men jeg var sikker på, at hun aldrig mistede sine nøgler eller blev usikker på, om hun huskede at låse døren. Hun virkede ikke uden humor eller varme, det faldt hende bare naturligt at have styr på tingene. I dag minder hun mig om en af mine studiekammerater, der har fuldstændig styr på alle formaliteter, og som helt roligt og overskudsagtigt minder os andre om de deadlines, vi har glemt. Altid lige to skridt foran. Som barn gjorde stemmen mig tryg. Jeg vidste, at kvinden bag stemmen havde styr på det, og i dag kan jeg blive en lille smule misundelig, for jeg har indset, at sådan som hun lyder, bliver jeg aldrig.
EFTER ET PAR ÅR fik min tid på 1. klasse en ende. Både min fars pengepung og jeg var glad for at kunne slippe væk fra den larmende stilhed og lydene fra tastaturernes klik. Selvom klasseskellet vel er relativt lille i Danmark, var det stort hos DSB. Alt var som forandret, da min pladsbillet tog mig ind i 2.-klasses-kupeerne. I de første år måtte jeg sommetider krydse kupeen, hvor lightere gik på tur, og der blev pustet røgringe. Det var ikke kun røg, der var i luften – stemningen bar præg af, at folk hyggede sig. De grinede og sugede på skift. Havde det ikke været, fordi mine øjne løb i vand, så snart jeg trådte ind i kupeen, havde jeg holdt af at befinde mig her.
Efter turen gennem rygerkupeen nåede jeg frem til min plads. Her duftede ikke længere kun af kaffe med mælk og sprødt bagværk som på 1. klasse, men af leverpostejsmadder og sandwich med æg og rejer. Der var krummer på bordene og saft i gamle colaflasker, men vigtigst af alt en behagelig summen af stemmer, der talte med hinanden, og øjne, der gengældte mit blik. Som et helt nyt element på min togtur begyndte de også at tale til mig. Det var lidt overvældende i starten. Jeg husker især en gråhåret dame, der med sine grove hænder sad med noget garn viklet om den ene pegefinger. Hun gjorde store øjne, da jeg fandt min plads ved vinduet over for hende. Uden at se ned på den halvfærdige lyseblå børnecardigan, der var forbundet med garnet om fingeren, begyndte hun:
”Nå, skal du sidde her? Hvor er det flot, at du sådan skal rejse alene, er det første gang? Er det din mor, der står derude og vinker til dig? Kommer du ikke til at savne hende? Glæder du dig så ikke til at se din far? Har du søskende? Ej, tag du lige nogle af de kiks her, jeg har egentlig ikke godt af det, men man kan jo godt blive lidt lækkersulten på sådan en lang tur, synes du ikke?”
Sådan forsatte hun. Selvom hun svarede på mange af sine spørgsmål selv, satte hun ord på den kompleksitet, som jeg følte over at være nødt til at vinke til min mor for at kunne få et kram af min far. Jeg vidste, at der altid ville være stor afstand mellem dem. Både i psykisk og fysisk forstand. Det var fint for dem, de var ikke gode sammen. Men problemet med afstanden mellem dem var mig. Som alle andre skilsmissebørn før begrebet om ’den lykkelige skilsmisse’ var min sorg over deres separation blevet min evige, ensomme følgesvend. Jeg ønskede dem aldrig sammen igen, men jeg ønskede dem sammen med mig. Når jeg satte mig ind i toget, var det et limbo mellem her og der, mellem mor og far – mellem savn og savn. Jeg var afhængig af toget for at være sammen med dem, jeg var allermest afhængig af. Timerne i toget og fraværet af dem begge var på mange måder det tætteste, jeg kom på at være sammen med dem begge to. De imaginære hænder, jeg konstant følte, hev mig i hver sin retning, men de løsnede grebet, når jeg sad i toget.
UD OVER AT VÆRE et helle var togturen nærmest et ritual for mig. Den gjorde mig klar til den nye konstellation, der ventede på den anden side af togruden. Aalborg symboliserede, at jeg nu var halvvejs hjemme, uanset hvilken retning toget kørte. Dér ventede andre regler, søskende og andre dialekter, alt efter om jeg kørte syd- eller nordpå fra Aalborg. Jeg havde ikke svært ved at navigere i det, og jeg tror, at de fleste børn er verdensmestre i at tilpasse sig. Mit tilpasningsgen blev trænet, som var jeg en elitesportsudøver, og i mit ungdoms- og voksenliv har jeg altid følt, at hvis jeg skal tilpasse mig, så kan jeg. At være tro mod sig selv, ligegyldigt hvor man befinder sig, er en svær kunst for de fleste. Men jeg husker følelsen af at stige ind i toget efter en weekend hos min far og gennemgå alle de gange, hvor jeg ikke formåede at sætte ord på mine egne ønsker, fordi jeg troede, at han forventede, at jeg ønskede noget andet. Jeg ville hellere gå på kompromis med mig selv end risikere, at min far skulle få følelsen af, at han ikke gjorde det godt nok. Han så mig jo kun hver anden weekend. Det er den onde cirkel, som forfølger mig.
Skagen.
AT VÆRE VOKSET op i to forskellige hjem med forskellige forventninger kan også have sine fordele. Begge mine forældre gik ind for mottoet ’Frihed under ansvar’. Da jeg blev teenager og begyndte at feste, fandt jeg dog ud af, at de fortolkede mottoet lidt forskelligt. Hos min far betød det, at jeg skulle være hjemme klokken fire om morgenen, mens det hos min mor betød klokken halv to. Jeg overholdt aftalerne, men tilbragte flere weekender, end jeg plejede, hos min far i den periode. Dengang nævnte jeg ingenting om de andre regler, der herskede, når jeg var hos den anden forælder. Senere fortalte jeg min far om forskellen, og drillende indikerede jeg, at jeg måske havde fået lige lovlig lang snor i forhold til min alder. Først blev han lidt bleg, men kuløren kom tilbage, da han med alvorlig mine fremlagde alle de forskelle, der er på at gå i byen i Skagen frem for i Aarhus. Der er mange, skulle jeg hilse at sige, og jeg fortrød hurtigt, at jeg nogensinde havde bragt det på bane.
NÅR JEG REJSER i dag, finder jeg stor glæde i at sidde på en fortovscafé og betragte mennesker. Jeg forestiller mig altid, hvad de forbipasserende arbejder med, hvor de er på vej hen, og hvad der optager dem. Jeg genkender glæden fra mine tusindvis af timer i tog. Fordelen ved toget er, at man sidder så tæt på sine medpassagerer, at man får det hele serveret på et sølvfad. De går ikke blot forbi dig. De sidder over for dig. Hvis du er heldig, sidder de der i flere timer, hvilket betyder, at der er gode muligheder for, at hele berettermodellen udspiller sig for øjnene af dig. I starten skal man koncentrere sig. Man bliver smidt lige ind i historien, og de mange informationer og halve indforståede sætninger, som dine hovedroller deler med hinanden, skal du stykke sammen, så du kan få et overblik over fortællingen. Hvem er de i forhold til hinanden? Hvem og hvad taler de om, og hvorfor reagerer de, som de gør? Jeg har overhørt de mest intime samtaler i et tog. Det er, som om toget bliver forvandlet til en forlængelse af dagligstuen, når man sidder der.
JEG HAR FÅET utallige oplevelser og fået indblik og indsigt i hundredvis af forskellige liv. Nogle af dem var mennesker, der ellers aldrig ville have krydset mine veje, andre kunne have været mine venner, deres forældre eller bedsteforældre. Jeg har hørt en stofmisbruger på vej hjem fra afvænning ydmygt spørge sin ekskæreste, om han kunne få lov til at se sine børn i weekenden. Denne gang var det anderledes, lovede han. Jeg har overhørt kvinder tale om heftige forelskelser og umodne mænd. Kolleger tale om dårlige chefer og intriger på arbejdet. Bedsteforældre om dødsfald og forsinkede tog. Alle fortællingerne har beriget mit liv. De har trænet min sympati og givet mig et større perspektiv på, hvordan livet – også – kan leves. Det er jeg taknemmelig for. Jeg ønsker ikke at kaste et lyserødt skær over min tid som pendlerbarn, og jeg aner ikke, hvordan min barndom havde været uden separerede forældre og togture. Men timerne i toget var uundgåelige for at få den familie, jeg har i dag. De har givet mig en lillebror, en bonusmor og -storesøster. Den gave hverken kan eller vil jeg returnere.
Laura Benedicte Petersen er 25 år gammel, bor i København og læser Performance Design. Hendes seneste togtur var til hjembyen Aarhus. Hun har altid bøger, avissektioner eller studierelateret læsning med i toget – som aldrig bliver hevet op af tasken.
