Indlæg

Dorthe Dyring Kjær har været ansat hos DSB siden 2010. Hun arbejder i afdelingen El-teknik, der befinder sig på værkstedet på Otto Busses Vej i København.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvad består dit job af?

”Jeg reparerer elektroniske komponenter i togene, for eksempel telefoner, informationscomputere og bremsecomputere, som lokomotivføreren bruger i førerrummet, og elektroniske displays i toget, hvor passagererne kan se, hvor toget kører hen.” 

Hvad er det bedste ved dit job?

”At der aldrig er to dage, der er ens. Jeg kan også godt lide, at vi får lov til at reparere i dybden, helt ned til komponent-niveau, hvor vi selv finder fejlen og skifter det, der skal skiftes.”

Hvad er det mest udfordrende?

”For dokumentationens skyld skriver vi servicerapporter, hver gang vi laver en reparation. Det er meget udfordrende, når det system ikke kører, som det skal.”

Hvor kommer din interesse for elektronik fra?

”Den opstod for mange år siden, da jeg startede hos B&O som ufaglært, hvor jeg monterede komponenterne i printplader. En printplade er den plade, man monterer alle de elektriske komponenter på, så de er rigtigt forbundet, og apparatet virker, som det skal. Jeg blev siden hen voksenlærling hos B&O som 25-årig.” 

Hvordan er kønsfordelingen i dit job?

”Det er primært mænd, men lige nu er vi to kvindelige elektronikmekanikere. Der er også andre kvinder i afdelingen, for eksempel to elektrikere, en maskinarbejder og en smed. Jeg synes, det er okay, at der er lidt mandehørm. Man skal kunne tage en vits og give lidt igen. Jeg hørte for nylig en vits så dum, at jeg ikke kunne lade være med at grine: En mand var kommet i helvede. Det gode var, at der var masser af øl. Ulempen var, at der i helvede er hul i bunden af dåserne – men ikke på kvinderne.” 

Har du nogle hobbyer?

”Jeg strikker og hækler, jeg laver trøjer, sokker, tæpper og alt, hvad man ellers kan finde på at strikke. Mit yndlingsgarn er ganske almindeligt bomuldsgarn.”

Uret på taget af Københavns Hovedbanegård er så gammelt som bygningen selv, og går upåklageligt. Hvis altså det bliver trukket op med håndkraft præcis en gang om ugen. Kom med op i tårnet og ind i det over 100 år gamle urværk.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Bjarke Ørsted

FØR SIN TID

I 1910 byggede tårnurs-specialist Julius Bertram Larsen et ur til tårnet på Københavns nye hovedbanegårdsbygning. Uret stod færdigt allerede et år før Hovedbanegårdens åbning i december 1911 – og går stadig, som det skal.

DØREN BAG DØREN

Der er adgang til uret, som sidder 30 meter over banegårdens Vesterbrogade-indgang, gennem et nedlagt billetkontor og ind ad en lille dør, som fører til en smal vindeltrappe. 

Ved toppen af vindeltrappen skal man videre op ad to gamle træstiger, før man kommer til endnu en dør, som åbner ind til uret. Uret tikker så højt, at det kan høres ud på den anden side af døren.

OVERGANGS-RITE

Når vinter- og sommertid skifter, skal uret stilles frem eller tilbage med en lille drejenøgle. Det er vigtigt at dreje den rigtige vej rundt. Uret ses jo spejlvendt for den, der står inde i uret og kigger ud.

BETROET HVERV

Hver uge skal uret trækkes op med håndkraft af en af Hovedbanegårdens inspektører. Det foregår ved hjælp af en drejearm, som, når man drejer den, hæver et lod op, som ved sin tyngde sørger for, at uret går. Hvis loddet får lov at synke helt i bund, vil uret gå i stå.

DET VAR DRÅBEN

Der ligger en flaske olie inde i urrummet. Den bliver dog sjældent brugt, da uret kun skal have én dråbe om året.

Per Schrøder blev ansat i DSB i marts 2018. Han er blandt andet ansvarlig for sikkerhed, planlægning, togteknik, trafikafvikling, værksteder, og medarbejderne tæller håndværkere, ingeniører, lokomotivførere og sikkerhedsfolk.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvad lavede du, inden du blev driftsdirektør?

”Jeg er uddannet officer i Forsvaret, og mit første job, da jeg blev færdiguddannet, var som jagerpilot i Flyvevåbnet. Jeg arbejdede 12 år som officer og havde derefter en række lederstillinger i erhvervslivet, blandt andet i SAS og – senest inden jeg kom til DSB – hos Thomas Cook Airlines.”

Hos DSB har du rundt regnet 4.000 mennesker under dig. Hvad er nøglen til at have så mange ansatte?

”At finde ud af, hvordan man holder en nær dialog og kontakt med folk, du nærmest aldrig ser, fordi de enten møder på skæve tidspunkter eller er ude at køre tog. De er langt væk fra, hvor du befinder dig. Det har været mit arbejde de sidste 30 år, men selvom jeg ved, hvordan man gør, er det stadig en udfordring.” 

Hvad er det bedste ved dit job?

”Det er fantastisk at være en del af den grønne omstilling og være med til at bringe DSB i front på den bæredygtige agenda. Tænk også, hvordan vi kan skabe merværdi i samfundet ved at reducere trængslen ind mod de store byer. Der er mange elementer, vi kan påvirke til gavn for vores kunder og Danmark. Og vores ansatte lægger en enorm stolthed i at være i dette firma. Det synes jeg er fantastisk.”  

Hvilke egenskaber skal man have som direktør?

”Man skal kunne samarbejde, man skal kunne skabe begejstring, man skal kunne holde overblikket og ikke nødvendigvis fortabe sig i detaljer, for så drukner du. Og det er meget vigtigt at rose. Man kan komme rigtig langt på literen, når man roser folk.”

Hvad er rigtig spændende i dit job lige nu?

”12. december gik vi i gang med at køre med Vectron-lokomotiverne foran dobbeltdækkervogne på Kystbanen og i den sjællandske regionaltrafik. Det håber jeg, de rejsende sætter pris på. Det er en lydløs togoplevelse med acceleration som en Rolls-Royce – meget behagelig at køre med. 

Hvad laver du, når du skal slappe af?

”Jeg læser historiebøger. Jeg tror, at når jeg engang bliver færdig som driftsdirektør, vil jeg læse historie på universitetet. Og hvis jeg virkelig skal slappe af, går jeg en tur i naturen med en fuglekikkert.”

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

BEHDAD OMRANI
45 år, træningscenter-bestyrer, Farum Station

Jeg kommer hjemme fra Nørrebro og er på vej til arbejde i Fitness X her i Farum, hvor jeg er club manager. Det er megafedt. Jeg har været i firmaet i tre år, og for nylig blev den her stilling ledig. Vi prøver at få filialen her op at køre, og det er sjovt at være en del af, uden at jeg selv har nogen økonomisk andel i det og behøver at bekymre mig om den side.

Jeg har ingen børn, men er onkel til et par søde nevøer. Jeg drømmer ikke om andet end et simpelt liv med lidt rejser i ny og næ.

Tidligere har jeg lavet lidt af hvert, blandt andet været fitnessinstruktør og solgt tøj. Det er her, jakken, jeg har på, kommer ind. Den er dyr og italiensk og med ægte rævepels. Jeg har også boet i Thailand halvdelen af året i en årrække, hvor jeg blandt andet var guide på en speedbåd med tyske turister. Jeg havde ikke nogen særlig erfaring med tysk andet end fra folkeskolen, men øvelse gør mester.

__________________________________

MARIKKA SPARRMAN
14 år, skoleelev, Værløse Station

Jeg venter på min veninde Selma, mens hun er til præst. Jeg går ikke selv til præst. Vi er ikke særlig religiøse i min familie, og gaver og fest får jeg alligevel. Jeg håber, jeg får nogle penge, så vil jeg sætte dem ind på min børneopsparing.

Jeg er oprindelig fra Tingbjerg og har boet det meste af mit liv her i Værløse, men for nylig flyttede vi til Nørrebro i København, fordi min far ville bo tættere på den køreskole, han driver. Det har været fint nok at flytte, og nu går jeg i skole i København, men jeg har de fleste af mine venner her, og det er lidt besværligt at tage frem og tilbage for at se dem. Det er mest mig, der kommer til dem. Vores lejlighed er stadig et rod af flyttekasser over det hele. 

Når Selma kommer, skal vi hjem til hende, og så har vi snakket om at tage ud at ride i Hareskoven. Hun har fire heste, og hun har fortalt mig masser af gange, hvad de hedder, men jeg kan stadig ikke huske det.

__________________________________

PETER HOLCK
67 år, kunstmaler, Buddinge Station

Jeg har været ude at finde malerier i en genbrugsforretning. Ét af en norsk malerinde, Mimi Falsen – det er i meget dårlig stand – og ét af danske Gertrud Boberg. Nu skal jeg hen med dem i mit atelier, hvor jeg vil sætte dem lidt i stand.

Jeg har i mange år samlet på mindre kendte malere. I 20 år samlede jeg på danske Astrid Holm, der blandt andet var elev af Matisse, men som var blevet glemt. Mit største ønske var, at hun skulle få en udstilling, og endelig i 2020 fik hun en på Øregaard Museum.

Fra 1974 til 1981 uddannede jeg mig selv til maler på Kunstakademiet under Albert Mertz. Min stil er figurativ, humoristisk, lidt popart-inspireret, men jeg har haft svært ved at leve af det og har undervist på kunstskoler og været ansat som museumsbetjent. For nylig blev jeg folkepensionist, og for første gang har jeg tid til bare at male. Der er intet andet, jeg drømmer om. Jeg har ikke nogen pensionsopsparing, men er faktisk begyndt at tjene lidt på at være kunstsamler.

Høj hastighed og god plads til ben og bagage. DSB’s nye franske el-tog er designet til at give dig en hurtig, grøn og behagelig rejse. Hop med på vognen, og se, hvad du kan se frem til.
Tekst:Paarnaq HansenIllustration:Jakob Wedendahl

STRØMFØRENDE

DSB’s flåde undergår en elektrificering i disse år, og i foråret bestilte DSB 100 el-togsæt (minimum) hos den franske togproducent Alstom – en samlet ordre på over 20 milliarder danske kroner. De nye el-togsæt hedder Coradia Stream, har 300 pladser fordelt på fem vogne og bliver leveret fra 2024.

HØJERE OP

Togene kommer med en tophastighed på 200 km/t. I dag er tophastigheden på danske tog 180 km/t, men når Banedanmarks nye signalsystem tillader det, vil de nye tog få lov at køre med deres tophastighed på udvalgte strækninger.

VÅDT OG TØRT

Cateringområdet har en kaffeautomat og en snackmaskine, der også indeholder kølet vand og sodavand. Der er nem adgang for kørestolsbrugere til cateringområdet, hvor der desuden er et lille bord, hvor et par personer kan strække benene.

HJUL/BEN

Flexområdet kan tilpasses alt efter sæson, så der om sommeren er bedre plads til cykler og om vinteren, hvor flere formodes at lade cyklen stå, er flere siddepladser.

UDE AF ØJE 

Ud over de klassiske bagagehylder, du kender fra DSB-togene, har de nye togsæt også bagage­reoler og -rum, hvor du bekvemt kan parkere større tasker. Bare husk dem, når du stiger af …

SKUDSIKKER

Togsættene har skydetrin ved alle ind- og udstigningsdøre. Skydetrinene har en indbygget sensor, som justerer trinets længde og gør det nemt og trygt for gang­besværede at benytte toget, ligesom adgangsforholdene er forbedret for cykler og barnevogne, der kan trille lige ind.

FRI BANE

Hvert togsæt har en vogn, hvor kørestolsbrugere uden assistance kan køre om bord og derfra videre ind til to særligt indrettede kørestolspladser. I dag sidder kørestolsbrugere i flexrummet sammen med cykler og barnevogne. I de nye tog er kørestolspladserne placeret blandt de øvrige passagersæder. Desuden er vognens toiletter ekstra rummelige med god plads at vende på.

Kilder: Evarist Palushani – ingeniør (ph.d.), Niels P.N. Sørensen – systemintegrator, Ken Busk – Passager Oplevelse Lead og Flemming Bisgaard Kaiser – RAM-ingeniør

Her får du månedens nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

PLANEN ER KLAR

December er måneden, hvor DSB præsenterer sin køreplan for året, der kommer, og køreplanen for 2022 byder blandt andet på kortere rejsetider for kunderne på Sjælland. Også på Kystbanen er der ændringer. De nordsjællandske rejsende får nemlig direkte tog mod Roskilde og Næstved. Se, hvordan den nye køreplan påvirker din rejse, på rejseplanen.dk.

Den nye køreplan træder i kraft 12. december 2021.

Foto: Danmarks Jernbanemuseum.

VIDSTE DU, AT …

… DSB i 1955/1956 ekspederede 1.200.098 stykker rejsegods og 417.294 cykler? Dengang blev bagagen nemlig håndteret på samme måde som ved nutidens flyrejser. Skulle man med toget, kunne man indlevere sin bagage ved skranken, og bagagen kunne så afhentes på banegården på bestemmelsesstedet. Ordningen med rejsegods ophørte i 1990.

Foto: DSB.

JULEHJERNER

Mange glemmer deres ting i toget i december måned. Heldigvis bliver de fleste indleveret på DSB’s Hittegodskontor på Københavns Hovedbanegård. Hvis du er stået af uden dine julegaver eller andet, så tøv ikke med at kontakte kontoret, der har åbent mandag-fredag mellem klokken 9 og 11, på telefon 24 68 09 60. Det er altid en fordel at efterlyse dine forsvundne genstande først. Det kan gøres via DSB’s hjemmeside.

Foto: Jens Hasse.

FARVEL OG TAK

12. december markerede afslutningen på en lang og arbejdsom karriere for DSB’s dieseldrevne ME-lokomotiver. I mange år har ME’erne været rygraden i den sjællandske regionaltrafik som trækkraft for dobbeltdækkervognene, men det er altså slut nu. Fremover skal dobbeltdækkervognene trækkes af de nye elektriske Vectron-lokomotiver, der udleder 87,7 procent mindre CO2 per kørt kilometer end ME-lokomotiverne. Lokomotivskiftet betyder mindre luftforurening, forbedret luftkvalitet på stationerne og en halvering af motorstøjen fra togets motorer. 

35-årige Randi Lynggaard Pedersen er rekrutteringskonsulent i DSB.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Søren Rønholt

Hvor længe har du været hos DSB?

”Jeg blev ansat 1. januar i år. Mange har været her i 30-40 år, så jeg føler mig stadig ny. DSB er en mangfoldig organisation med omkring 7.000 medarbejdere med masser af forskellige baggrunde. Jeg er selv adopteret fra Sri Lanka – jeg kom til Danmark, da jeg var otte uger – og synes, at ånden herinde er åben og uformel. Alle hilser på hinanden.” 

Fortæl om din egen rekrutteringsproces?

”Jeg skrev en motiveret ansøgning, uploadede mit CV og blev inviteret til samtale med min nuværende leder. Kemien var god, og jeg blev inviteret til endnu en samtale, hvor jeg fik feedback både af en rekrutteringskonsulent og min nuværende leder. Og så blev jeg tilbudt jobbet.

Hvad er det bedste ved dit job?

”Jeg kan godt lide at møde mennesker. Jeg har nok mødt over 100 kandidater det seneste år. Alle med hver deres baggrund og forskellige faglige kompetencer. Vi er ikke bange for at rekruttere lidt skæve personligheder. Jeg tror, mange har et indtryk af, at DSB er meget traditionelle og måske lidt ’fine’ på den, men mange af de ansøgere, jeg møder, har deres egen tøjstil, måske en unik hårstil (som jeg selv) og kan have en baggrund fra en helt anden branche. Det synes jeg giver værdi. Vi har plads til alle, uanset hvem og hvad din baggrund er.” 

Hvornår ved man, at en person er den rette til jobbet? 

”Man ser i første omgang på kompetencerne. Men det handler også rigtig meget om kemi. Passer personen ind, eller kan vi fornemme, at det ikke vil blive et godt match på længere sigt? Man skal gerne have en god oplevelse, når man arbejder for os. Den ansættende leder og jeg sætter os altid sammen efter hver rekrutteringssamtale og drøfter kandidaten. Jeg kan vejlede den ansættende leder og komme med mit syn på ansøgerens motivation og personlige kompetencer. Men det er den ansættende leder, der i sidste ende beslutter, hvem der skal have jobbet.”

Hvad er det mest udfordrende?

”At vælge kandidater fra. Det er især svært at sige nej til dem, hvor man kan se, at der er en stor passion for tog, og tit er det små ting, der skiller kandidaterne ad. Vi har for eksempel nogle sikkerhedsregler for lokomotivførere, de skal igennem en helbredsgodkendelse, og nogle består den ikke. Det er ikke mig, der tager den endelige beslutning, men det er måske mig, der er budbringeren. Det kan være svært at give afslag, fordi man slukker en drøm.”

Har du nogle hobbyer?

”Jeg elsker at rejse. Jeg har en baggrund fra rejsebranchen, som har taget mig rundt i hele verden. Jeg elsker at opleve nye kulturer og møde nye mennesker med en anden kulturel baggrund end jeg selv.”  

Hvad er din yndlingsfilm? 

”Jeg har lige gennemført et slags maraton, hvor jeg så de seneste fire James Bond-film for at forberede mig på den nye. Jeg er kæmpe fan af Daniel Craig som James Bond.”

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

BURKHARD SERESSE
21 år, studerende, Flensborg Station

Jeg er på vej til Aarhus for at besøge en veninde. Vi har boet sammen i kollektiv i Halle i Tyskland, hvor jeg studerer, men for tiden er hun på udveksling i Aarhus. Det er mange år siden, jeg sidst var i Danmark, og jeg har aldrig været i Aarhus, men nu har jeg kigget på fotos. På billederne minder den mig lidt om min hjemby Kiel. Det ser ud til at være en pæn by.

Jeg studerer kirkemusik, hvorunder man lærer at spille orgel. Tidligere spillede jeg meget klaver. En dag var der en, der spurgte, om jeg havde prøvet orglet, og så blev det min retning. Orglet kan både være mere højlydt og mere sagte end klaveret. Orglet er alsidigt. Min uddannelse er meget professionsrettet mod at blive organist, men kirken mister tilslutning og penge i Tyskland. På den måde er min uddannelse mindre fremtidsholdbar.

Jeg har forskelligt med i tasken, som min veninde savner hjemmefra. For eksempel pebermyntelikør, en midttysk specialitet. Det smager lidt som tandpasta.

__________________________________

RITA JACOBSEN
42 år, eventmanager, Kolding Station

Jeg er på vej til fest på mit arbejde. Jeg er i virksomhedspraktik i Food 2030, et EU-initiativ, der skal gøre vores fødevaresystemer mere bæredygtige. 13 byer i Europa er forsøgsbyer, i Danmark er det Kolding. Jeg er ved at starte workshops om madspild, lokale råvarer, emballage og el-besparelse op med flere kantiner.

Tidligere har jeg arbejdet i restaurations­sektoren og blandt andet været med til at starte flere kaffebarer. En del år arbejdede jeg i eventafdelingen hos Peter Larsen Kaffe. Jeg drikker selv mest sort kaffe. For mig kommer smagen meget an på ristningen. Hvis den er for mørk, mister du nuancerne, er den for lys, bliver det lidt som te.

Jeg bor i Lunderskov med min mand og vores børn på fem og otte år. Jeg prøver at spise vegetarisk, men der er stadig lidt vej for resten af familien. Min seneste hobby er at reparere vores tøj. Jeg var forfærdet over mit tøjforbrug og ryddede ud i skabet. Nu sætter jeg pris på det, der er tilbage. Nederdelen her har jeg ikke haft grund til at reparere endnu.

__________________________________

ARNE ROOST
76 år, pensionist, Padborg Station

Jeg er ude at gå en tur med min kone, Bente. Hendes knæ har brug for det på grund af slitage, fald og skiskader. Vi går tit inden om stationen, for så kan man træne trapper. 

I mange år havde jeg et speditionsfirma med min enæggede tvillingebror. Vi gik i skole sammen, stod i lære sammen, sov på samme stue som soldater. Folk kunne ikke kende os fra hinanden. I dag er der måske et par kilo mere på ham. Men det skal du ikke skrive. For 14 år siden gik jeg på pension. Jeg var meget aktiv i vores 1.750 kvadratmeter have i Bov, indtil vi for to år siden fik tilbudt en lejlighed her i Padborg og solgte huset. 

Nu er jeg blevet en slags vicevært i bygningen. Jeg har også været mange år i Lions Club, hvor jeg hjalp med at rejse penge til humanitært arbejde – både i nærområdet og til verdens nødhjælpsorganisationer. Og så var jeg frivillig brandmand i 39 år. Man ved aldrig, hvad man kommer ud til. Ofte forhindrer man ulykker, andre gange er det grimt, og folk dør. Da jeg var omkring 70, syntes jeg, jeg var blevet for gammel.

Alle tog i Danmark har installeret et sikkerhedssystem, der holder øje med, at lokomotivføreren er rask og til stede. Bliv klogere på det såkaldte dødmandsanlæg.
Tekst:Paarnaq HansenIllustration:Jakob Wedendahl

FART-AFHÆNGIG

Lokomotivføreren har foden på pedalen eller hånden på knappen hele tiden og skal mindst hvert 25. sekund markere sin tilstedeværelse i førerhuset ved at aktivere knappen eller vippe på pedalen, begge har samme funktion. Over hastigheder på 110 km/t skal føreren dog registrere sin tilstedeværelse hver 650 meter. Ved 110 km/t svarer det til omtrent hver 21. sekund.

TRYK OG TRAMP

Dødmandsanlægget er installeret i førerrummet som en knap på førerbordet og en pedal under bordet.

TO SÆT ØJNE

Hvis dødmandsanlægget skulle være ude af drift, er det et krav, at der skal være to personer i førerrummet. Den ene skal kunne tage over, hvis der skulle ske noget med føreren. 

PÅ RYGRADEN

Det er en indøvet færdighed for lokomotivføreren at aktivere anlægget, og det sker sjældent, at dødmandsanlægget bliver udløst. Skulle det ske, kan det tilbagestilles ved et tryk på en knap.

SÅ KA’ DU GODT STEMPLE IND

Ved manglende aktivering lyder en alarm, der skal få lokomotivføreren til at melde sig. Hvis føreren ikke reagerer inden for fire sekunder, vil toget stoppe med at køre via en hård opbremsning. 

Kilde: Tanja Maibøll Bülow, lokomotivinstruktør

 

Den 49-årige stationsbetjent Thomas La Cour arbejder mest i Vejle og Horsens, kan indimellem også mødes på Aarhus Hovedbanegård.
Tekst:Paarnaq HansenFoto:Jens Hasse

Hvilket udstyr bruger du på dit arbejde?

”Jeg har tilgang til alle de remedier, jeg kan ønske mig. Det er fantastisk, at næsten uanset hvor ulækkert der er, har jeg det, der skal til, for at få det til at skinne igen. På toiletterne har jeg for eksempel en vandslange med godt tryk på, så jeg kan lægge skum ud over det hele. Det er ligesom at gøre rent i et slagteri. Jeg har gummihandsker, og jeg har sågar beskyttelsesbriller, hvis jeg får brug for det.” 

Hvad er dit yndlingsrengøringsmiddel?

”Vi har noget, der hedder Skrub á Snavs. Det er en meget god betegnelse for, hvad det dur til. Det efterlader en ren duft bagefter. Der er lidt salmiakspiritus i, så det er godt på gulvene i forhallerne.”  

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

”En ting, der giver mig stor glæde, er at hjælpe handicappede godt på vej på stationerne. Jeg lister ofte en livshistorie ud af dem. Det er livsbekræftende at møde fremmede mennesker og opleve den slags åbenhed. Jeg tror, det er min uniform, der indgyder en tryghed. Jeg repræsenterer noget, der er større end mig selv.”

Hvad er det mest udfordrende? 

”Nogle gange når man har sørget for, at stationen ser rigtig godt ud, ser den allerede klokken 11-12 stykker ud ad h… til igen. Så skal man på den igen.” 

Hvordan efterlader folk toiletterne?

”Nogle gange kan man godt se, at det er folk, som har haft et uheld og ikke har haft overskuddet til at rengøre efter dem selv, og det er fair nok. Andre gange er der nogen, som synes, det er sjovt, eller finder en tilfredsstillelse i at svine toilettet fuldstændigt til med fækalier ud over det hele og den slags. Men jeg må sige – til deres ærgrelse måske – at jeg finder stor fornøjelse i at overtage sådan nogle toiletter, for så kan jeg se, at jeg har været der, og mærke, at det betyder noget, jeg er der. Jeg føler en tilfredsstillelse, når jeg går hjem fra arbejde, som svarer lidt til at have skiftet en ble. Jeg har selv opfostret tre børn, og når man sidder i sofaen og tænker over, at man skal skifte en ble, så er det ikke nødvendigvis en fornøjelse, men det er det, når man har gjort det, så har man hjulpet et andet menneske.” 

Du er uddannet journalist, men lavede et karriereskift? 

”Jeg gik konkurs med mit freelancefirma og havde brug for smør på brødet. Jeg endte i det her job, og det passede mig godt. Før jeg blev journalist, var jeg ansat i Post Danmark i næsten 20 år, så jeg kender til at arbejde i en statslig organisation og finder noget af det i DSB, som jeg satte pris på i Post Danmark i starten af 90’erne. En mulighed for at gøre tingene ordentligt og at leve op til nogle service- og kvalitetskrav. Og i det store hele passer det mig godt, at jeg får tidligt fri og dermed stadig har mulighed for at lave noget freelancearbejde.”