Indlæg

Fiskeriet i Danmark har længe været under forandring. Fiskerne bliver ældre og færre, og mens storpolitiske forhandlinger breder sig som ringe i vandet, affolkes fiskerbyerne, skibene bliver større, og kvoterne koncentreres på få hænder. Ud & Se tegner et portræt af vestjyske Thyborøn, hvor ændringerne skyller ind.
Tekst og foto:Jonas Sejr Thomson, Max Læbo Wulff, Oscar Wils Raagevang og Emma Fogelstrøm Lindquist

PÅ HAVNEN I Thyborøn er solen endnu ikke stået op. Et lyserødt lys sniger sig op over horisonten, mens kranen på en stor fiskerbåd læsser lysegrønne plastikkasser over på kajen. Her tager en blå gaffeltruck med et mekanisk hvin mod kasserne, der er fyldt med friskfanget fisk, og rundt om skibet flyver en gruppe sultentskrigende måger i store cirkler. Klokken er halv syv om morgenen, og bortset fra mågernes klagen er resten af Thyborøn bomstille. Lidt efter fører gaffeltrucken fiskene gennem en automatisk port og ind i en stor, grå auktionsbygning. Her bliver fiskene sorteret efter art, vægt og klasse. Torsk, rødspætter, havtasker og krabbekløer ligger omringet af is og skal om lidt afsættes på auktionen højere oppe i bygningen.

Mellem kasserne går to ældre mænd haltende og sætter klistermærker på fiskene. Deres samtale er ordknap, og kommunikationen foregår mest ved hjælp af peg og nik. ”Vi vurderer fiskene,” forklarer den ene med stærk vestjysk dialekt. De bærer begge sorte vindjakker med ’Danske Fiskeauktioner’ på ryggen, og i hånden har den ene en blok, han noterer i. Over dem får kondensen i den kæmpe hal dråber til at falde fra loftet, og mens de to mænd bevæger sig langs de lange, grønne rækker af fisk, ræser gaffeltrucks ind og ud og stabler sirligt de nyankomne fisk i et zigzaggende mønster, der gentager sig dag for dag.

I stueetagen på fiskeauktionen i Thyborøn står stabler af grønne kasser med fisk i alle størrelser og arter fanget i blandt andet dansk, britisk og norsk farvand.

I GAMLE DAGE stillede en auktionarius sig op på en kasse og udbød råbende fisk, som blev solgt til højestbydende. Den seance finder stadig sted, men kun om sommeren til ære for turisterne. I dag foregår auktionen tre etager højere oppe i huset. Bag en glasvæg sidder seks ældre mænd i overalls, strømpefødder eller Crocs-sko, og ser man bort fra påklædningen, ligner det til forveksling en mindre aktiebørs. Mændene sidder bag computerskærme, og for enden af lokalet sidder en ordknap auktionarius foran en stor fladskærm og lukker med jævne mellemrum uforståelige sætninger og ord ud. På skærmen bliver der løbende udbudt fisk, ved at en pil drejer rundt om en sort skive. Ved siden af er der noteret en pris, der langsomt falder, indtil en køber byder og køber et parti fisk. En såkaldt hollandsk auktion. Bagerst i lokalet står en kaffemaskine og brygger kulsort kaffe, som køberne ivrigt tømmer. Flere af mændene, der kommer fra fiskefabrikker i området, sidder med to computere foran sig og byder samtidig med på auktionen i Hanstholm. De skoløse købere er blot seks ud af over 270 købere fra lande som Frankrig, Belgien og Spanien, der byder på de 72 tons, der denne dag i marts bliver solgt på auktionen. 

Hans Jørgen Jensen, delejer af ’Nanna Cecilie’, har mistet næsten halvdelen af sin kulmulekvote på grund af Brexit.

”DET ER EN lorte aftale,” siger skipper Martin Kynde om Brexit over en knitrende telefonforbindelse. Han og resten af besætningen på tre mand befinder sig 250 sømil nordvest for Thyborøn på vej mod Forty Mile Ground, en fiskezone ud for Shetlandsøerne. Her håber han at fange de fisk, som har været svære at finde i dansk farvand på det seneste. Men fangsten er ikke sikker, for området er hyppigt besøgt af andre skibe fra hele Europa.

Ifølge Danmarks Fiskeriforening fanger danske fiskere op mod 40 procent af deres fisk i britisk farvand, og Storbritanniens udtrædelse af EU mærkes ikke bare i Thyborøn, men også ude på havene, hvor fastkørte forhandlinger mellem Norge, Storbritannien og EU medførte, at Norge lukkede for næsten al adgang til deres farvande de første to en halv måned af 2021. Her plejer fiskerne fra Thyborøn at fange en tredjedel af deres fisk. Ved årsskiftet tabte dansk fiskeri 15 procent af dets kvoter i britisk farvand. De næste fem år vokser det tal til 25 procent, så skal aftalen forhandles igen, og 25-årige Martin Kynde er ikke begejstret. 

Efter at have fisket i flere år på en blå træbådskutter købte han i 2018 sammen med sin tidligere læremester, 54-årige hollandske Tamme Bolt, et moderne skib. Det nye skib blev hentet hjem til Thyborøn og blev efter gennemgående ombygninger døbt med morens navn – ’Tove Kynde’. Det krævede store lån til både fiskekvoter og udstyr. Dengang var der ”lyserøde skyer i horisonten”, fortæller Martin Kynde, men med Brexit ser fremtiden anderledes ud:

”Yderste konsekvens er jo, at vi må lukke og slukke.”

BREXIT-BØVL

Storbritanniens udtrædelse af EU har kunnet mærkes i Thyborøn, der er Danmarks tredjestørste fiskerihavn og årligt omsætter for mellem 800 millioner og en milliard kroner. Ved årsskiftet tabte dansk fiskeri 15 procent af dets kvoter i britisk farvand. De næste fem år stiger det til 25 procent, herefter skal aftalen genforhandles. Ifølge en rapport fra Aalborg Universitet, der kortlægger konsekvenserne af Brexit for de vestjyske fiskerbyer, skaber ét job til havs i gennemsnit tre job på land.

DER ER LAVT til loftet under dækket på ’Nanna Cecilie’, der ligger i Thyborøn Havn. Bag skibet er byen henlagt i stilhed. Når turisterne kommer til byen i sommermånederne, er der gang i restauranterne og den lille iskiosk på havnen, men i marts måned vækkes byen kun langsomt af dagens første solstråler, der fordriver disen fra den lille havneby. Ud mod havneløbet spejder det lille Hotel Seaside, der i gamle dage var sømandsstue med kaffe og snaps. Bag hotellet strækker den korte gågade sig med små butikker, cafeer og barer, og længere ude, langs store sandklitter, som byder byen en smule læ for den skarpe vestenvind, gemmer villahuse og kvarterer sig med veje, der de fleste steder ender blindt.

På ’Nanna Cecilie’ ligger opholdsrummet hen i halvmørke. Det er indrettet med behagelig sofa, god spiseplads og et småt, funktionelt køkken. Gryder og pander kan fastspændes på selve komfuret. På den måde kan man lave mad, selvom skibet ligger uroligt på vandet. Et skib som dette er normalt på havet 250 dage om året. Besætningen bor i kahytter med køjeseng og et lille fold ud-bord, og der er plads til en besætning på syv mand.

Det er vigtigt med gode forhold, når man tilbringer halvdelen af sin tid til havs, fortæller 42-årige Hans Jørgen Jensen, som er medejer af det knap 30 meter lange skib, der trawler havbunden for torsk, kuller og rødspætte. Lige nu ligger skibet på bedding, mens fiskerne venter på, at det igen kan betale sig at tage til britisk farvand.

Hans Jørgen Jensen er iført smækbukser, gummistøvler og en sort langærmet trøje, der er smøget op over arbejdsvante arme. Han har over en tredjedel af sine kvoter i kulmule – en eftertragtet torskelignende spisefisk, som fanges på åbent hav. Fiskere køber kvoter i specifikke områder og fiskearter, som er knyttet til fiskerens skib. De har lov til at sælge, købe og udleje kvoter, som i Danmark fordeles årligt. 

På grund af Brexit mister Hans Jørgen Jensen 43 procent af sin kulmule-kvote i Nordsøen. Når der samtidig er færre kvoter i omløb på grund af Brexit, tør Hans Jørgen Jensen – selvom han ikke bruger store armbevægelser – godt kalde den seneste udvikling ”en lille krise”. 

”Vi er lidt i knæ. Der bliver ikke plads til det antal fiskere, som der er nu,” fortæller han.

For at mindske følgevirkningerne af Brexit har EU indtil videre afsat 1,8 milliarder til at kompensere den danske fiskeindustri, og selvom Hans Jørgen Jensen ser positivt på den foreløbige kompensation, har Brexit gjort hans fremtidsinvesteringer mere usikre, slår han fast.

”Det er noget af en mavepuster,” sukker fiskeskipperen.

Thyborøn er svejset sammen med fiskeriet. Skibsmontør Jesper Kynde er ærgerlig over, at flere og flere flytter fra byen.

GNISTERNE STÅR op fra en ræling, hvor en mand står og svejser. Under svejsehjelmen gemmer 34-årige Jesper Kynde sig, han er uddannet skibsmontør, i blå overalls og en sort hættetrøje. Denne eftermiddag arbejder han på rælingen ved et skibs agterende, og bag ham troner to kæmpestore tromler med fiskenet, der er dobbelt så høje som en voksen mand. Jesper Kynde er i færd med at gøre et skib klar til at skulle på havet, men turen lader vente på sig, da det stadig ikke kan betale sig at smide fortøjningerne.

Efternavnet Kynde optræder mange steder i byen. Jespers egen far, Henry Kynde, arbejder som trawlbinder i byen, og hans mor ejer tøjbutikken Kynde og Knak. Men selvom Thyborøn er en lille by, er der flere familier, der hedder Kynde. Jesper Kynde forklarer, at han hverken har noget at gøre med fiskeren Martin Kynde eller den fiskeriudstyrsvirksomhed ved navn ’Kynde & Toft’, der ligger på havnen. Efter en kort pause smiler han skævt og tilføjer:

”Arh, der er måske blevet byttet lidt rundt”, men den egentlige forklaring på de sammenfaldende efternavne forbliver uklar. På kajen ankommer en gaffeltruck. 

”Kan I genkende ham?” smiler Jesper Kynde og nikker i retning af kollegaen Peder Damborg, som stiger ud af det lille køretøj. 37-årige Peder Damborg griner lidt genert under en sort hue og med en ’Bevar Christiania’-sweatshirt på. Han har netop været på skærmen i TV 2-programmet ’Kærlighed hvor kragerne vender’, hvor fire singlefyre skal prøve at finde en kæreste, som har lyst til at flytte til egnen. Programmets titel er sigende for udviklingen i en by som Thyborøn. De sidste 30 år er befolkningstallet faldet med 30 procent, og i dag bor knap 2.000 indbyggere i Thyborøn. I 2030 forventer Lemvig Kommune, at der vil være lidt under 1.700 beboere i byen. 

For som de siger i programmet, er der ”ikke så meget at komme efter” på egnen. Kvinderne tager til Aalborg, Aarhus eller Herning for at studere og arbejde, mens mændene bliver tilbage og tager arbejde i fiskeindustrien. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er der næsten dobbelt så mange mænd som kvinder i Thyborøn i alderen 25 til 30. Det gælder især i det mandsdominerede fiskeri og dets følgeerhverv, som man også vil opdage i denne artikel, hvor det skorter på kvinder.

Jesper Kynde har tidligere arbejdet som fisker. Fiskeriet har givet ham arbejde i Thyborøn, men har også sendt ham til Rungsted, hvor han solgte fisk sammen med sin far. I en periode var han også i Østrig som skibums, som han selv kalder det, men nu er han vendt tilbage til fødebyen. Og her er han fast besluttet på at blive.

Jesper Kynde, der har en dreng på to et halvt år, fortæller, at der i Thyborøn kun blev født tre børn på sønnens årgang. 

”Dengang jeg selv gik i folkeskole, var vi nok til et fodboldhold. Sidste år blev der født to børn og forrige år tre, tror jeg. Det kan der ikke blive meget fodboldhold ud af,” siger han.

Og det hjælper ikke, at det har været knapt med arbejde på det seneste. Før i tiden var der nok at lave, der var ligefrem mangel på arbejdskraft. Men for nylig har der været fyringer hos Thyborøn Skibs & Motor A/S, hvor Jesper Kynde og Peder Damborg begge arbejder.

”Der er ikke nogen, der tør lave bestillinger på nye fartøjer. Det hele er så usikkert,” siger Jesper Kynde.

”KOM IND, KOM IND,” råber Jögvan Arnfinn i Dali og åbner døren til Thyborøn Bådebyggeris værksted, der ligger på Havnegade. Man kan ikke høre det, men navnet i Dali afslører, at han oprindelig kommer fra Færøerne. Det fulde navn bruger han dog ikke – han er bare Arnfinn. Alle flader i værkstedet er dækket af et fint lag støv. Et utal af maskiner er skubbet ind, hvor der er plads. Døre, skabslåger og lister ligger og venter på den sidste rettelse eller det sidste lag lak, før de kan komme ud på skibene. 55-årige Arnfinn er tømrermester, ejer af værkstedet og har syv svende under sig. Men egentlig var det lidt af et tilfælde, at Arnfinn endte i Thyborøn.

”Min far var en værre rod,” siger Arnfinn med et smil på læben. Da han var fem år gammel, fik hans far at vide, at han ikke længere var velkommen på Færøerne. Mere røber han ikke. Familien måtte finde et nyt sted at bo, og valget faldt på Thyborøn. Arnfinns mor havde en søster, der var flyttet dertil, og Færøernes stejle klipper blev skiftet ud med Thyborøns flade sandstrande og grå fiskefabrikker. 

Fornavnet Jögvan blev hurtigt skiftet ud med det mere mundrette mellemnavn, og efter snart 50 år i den lille fiskerby føler Arnfinn, at han hører til. Hans kone Berit i Dali er medejer af Hotel Seaside, og selvom de har slået sig ned i Harboøre ,10 kilometer fra Thyborøn, er Arnfinn et kendt navn blandt fiskerne på havnen.

Det seneste år har værkstedet været nødt til at fyre tre tømrere som følge af coronakrisen, men måske ser fremtiden anderledes dyster ud.

”Hvis ikke bådene sejler, går ingenting i stykker,” som Arnfinn siger. 

Jögvan Arnfinn i Dali ejer Thyborøn Bådebyggeri. Det lange færøske navn er dog for svært, så alle i byen kalder ham blot Arnfinn.

LANGS GULVET I Thyborøn Trawlbinderi strækker enorme farverige net sig igennem den 50 meter lange hal. Mellem nettene sidder en mand med sin bødenål, der ubesværet stryger ind og ud imellem de neonfarvede masker. Det er en velkendt bevægelse for 52-årige Søren Peter Jensen, der har arbejdet med trawlbinderi, siden han var 14 år gammel.

Materialet til de store net kommer fra Portugal, og i den store værkstedshal skærer de 10-12 mand, der arbejder her, nettene til og syr maskerne sammen.

”Når vi arbejder ude på kajen om sommeren, tror turisterne, at vi laver trawl til at fange hvaler – de forstår slet ikke, at det er til små fisk,” fortæller Søren Peter Jensen og peger på et kæmpe net med masker, der er 25 meter lange. De store masker sørger for, at fiskene ikke opdager, at de er fanget, før de kommer længere ind i nettet, hvor maskerne er så små, at de ikke længere kan komme ud. 

Et lyserødt, 3D-simuleret trawl lyser op på en skærm. I dag bliver de trawl, mændene arbejder på, designet på computer, og nettet er en af værkstedets største modeller. Med et gab på 65 meter er nettet designet til at fange kulmuler og makrel i Atlanterhavet, og det bliver solgt for lidt over en million kroner.

På trawlbinderiet kan de mærke, at fiskeriet er presset. Der er ikke mange, der tør bestille nye net. Normalt er ordrebøgerne fyldt til langt ud i fremtiden. Det er de ikke nu, men Søren Peter Jensen tror ikke, at Brexit vil føre til fyringer på binderiet. 

”Sidste gang fiskeriet gik dårligt, fordelte vi arbejdet imellem os,” siger han og tænker tilbage til perioden efter finanskrisen.

I Thyborøn Trawlbinderi bindes trawl af gule, røde, orange og grønne reb, der er importeret fra Portugal. På byens kajer slanger de farverige trawl sig langs fiskekutterne.

Et andet sted, bag et stort mørkegrønt trawl, sidder et par ældre mænd koncentreret og binder net. Den ene, 67-årige Henry Kynde, er far til skibsmontøren Jesper Kynde. Han har boet i Thyborøn hele sit liv bortset fra en enkelt afstikker til Sjælland, hvor han kørte fisk fanget på Vestkysten til Rungsted og solgte dem. Det var dengang, han drak rosé og strittede med lillefingeren, plejer de andre trawlbindere at drille ham med. Køreturene fra Thyborøn til Rungsted blev dog for lange med tiden, og derfor vendte han tilbage til bødenålen og trawlbinderiet. 

Nettet, han arbejder på, er en relativt ny opfindelse. Faktisk har de kun lavet dem i 10 år, og nettet er designet for at få mindst mulig bifangst og uønskede fisk i nettet.

I dag har Henry Kynde sølvgråt hår og briller, der hjælper øjnene, som ikke er, hvad de har været, men han kan stadig huske den dag, han begyndte, 18. marts 1969. Det var en mandag, mindes Henry Kynde, og i trawlbinderverdenen er det en uheldig dag at starte på. Det var i hvert fald, hvad de andre sagde dengang. Men efter 52 år i branchen føler Henry Kynde sig ikke uheldig.

”Jeg er ikke blevet træt af det endnu,” siger han uden at kigge op fra nettet. 

De fleste af mændene i hallen har gråt hår. Den yngste er 36-årige Lars Gregersen. Til marts ’holder han’ og begynder at fiske krabber i stedet – en velkendt historie på værkstedet. De unge står ikke i kø for at blive trawlbindere.

Siden Henry Kynde første gang svang en bødenål, er der kommet computere til, erhvervet er blevet moderniseret, men også mindre eftertragtet at arbejde i. En meget anderledes verden end den, Henry Kynde oplevede, da han først trådte ind i en trawlbinderhal som 15-årig.

”Da jeg blev udlært, var der 30 trawlbinderværksteder i Thyborøn. I dag er der to tilbage.”

Henry Kynde er far til skibsmontør Jesper Kynde og har været trawlbinder næsten lige siden, han gik ud af folkeskolen.

”Det tager mange år at blive god til at binde trawl,” siger Søren Peter Jensen. ”Det kan ikke betale sig at fyre trawlbindere.”

DET LYDER SOM et vandfald, da en strøm af fisk fosser ud af en lastvogn. Fiskene skyller gennem en metalrist og lander mellem to store roterende skruer, der langsomt trækker dem ind i fabrikken, mens mågerne klager ovenover. På Triple­Nine Fish Protein A/S rager store siloer fyldt med fiskeolie op til mågerne på den blå himmel, og lange lagerhaller strækker sig langs kajen og gemmer på nogle af de 300.000 tons fiskemel, fabrikken årligt producerer. Normalt bliver fiskene leveret af kæmpemæssige industriskibe, der er ladet med tusindvis af tons fisk. Lastbiler med fisk trisser også ind fra andre byer med ladninger. Om sommeren holder de i lange køer på havnen.

Der er øde på den sorte asfalt mellem fabrikkens bygninger, og de omkring 100 ansatte på fabrikken er ingen steder at se. Arbejdet foregår indenfor, nærmest i døgndrift, blandt fabrikkens dampende røg og sydende kedler. En af dem er teamleder Anders Hansen, der står uden for sit kontor og skæver op til de mange fugle, der hænger over fiskemelsfabrikkens siloer som små prikker.

”Mågerne? Ja, gu’ fanden har vi problemer med mågerne,” siger Anders Hansen, der fortæller, at der går rygter om, at mågerne havde en koloni her, længe inden fabrikken blev bygget. Og måger, de flytter sig ikke for noget.

Inde på fabriksgulvet viser 43-årige Anders Hansen hjemmevant vej imellem rustne rør og dampende kedler. Hans krøllede hår ser rødt ud ved siden af fabrikkens mørkeblå uniform, og selvom små kragetæer er begyndt at sprede sig fra hans øjenkroge, er der noget ungdommeligt over hans ansigt. Udenfor ses han sjældent uden cigaret i hånden. På de få sekunder, det tager at komme fra en fabriksbygning til en anden, når han at ryge halvdelen af sin cigaret. 

Anders Hansen har arbejdet på fabrikken i over 11 år og er egentlig udlært tømrer. Før arbejdede han for et tømrerfirma med 63 ansatte, men efter finanskrisen i 2008 rystede Danmark, var de kun to tilbage. En dag dukkede et jobopslag som produktionsarbejder på fiskemelsfabrikken op, og Anders besluttede sig for at søge det. Opslaget var gammelt, fabrikken havde glemt at tage det ned, men Anders Hansen fik alligevel jobbet. I dag er han teamleder for et hold på fabrikken, og det er noget med ”at være god til at have et overblik” og ”ikke gå ned med stress”, forklarer han imellem telefonsamtalerne med leverandører, der kimer ind med jævne mellemrum.

Luften på fabrikken er fugtig, tyk og fyldt med en tung lugt af akvariefoder.

”Folk siger, at man lugter af fisk, så snart man begynder herude på fabrikken, men det passer ikke,” råber Anders Hansen for at overdøve larmen fra maskinerne, som konverterer fisk til bjerge af fiskemel – klar til at blive sendt ud i verden for at fodre laks, mink og andre dyr.

”Selve processen med at lave fiskemel har ikke ændret sig i de sidste 50 år,” siger Anders Hansen og peger på de kedler, der koger fiskene, hvorefter de presses, så vand og olie kan skilles fra selve kødet. Fisk, som bliver brugt til at lave fiskemel, er ikke spisefisk, det er små fisk som tobis, brisling eller sperling, der fanges af store industri­skibe i Doggerbanke eller Fladengrund – steder, der hører til britisk farvand.

”Vi er voldsomt påvirkede af Brexit. Op mod 40-50 procent af vores fisk bliver fanget i britisk farvand,” siger Anders Hansen. Oveni har minkaflivningen også sat sit præg på efterspørgslen, og derudover overvejer Storbritannien at frede Doggerbanke og Fladengrund for fiskeri af miljømæssige hensyn. Hvis det sker, og fiskeriet fortsat bliver presset, kan det betyde, at arbejderne på fabrikken må gå på fordelingsarbejde og i sidste ende fyres.

I løbet af en vanlig arbejdsdag korresponderer Anders Hansen med skibe, der kommer med 2.000 tons fisk, tit med kort varsel, men nu er der længere mellem leveringerne. 

”Lige nu producerer vi ikke så meget. Normalt plejer hallerne at være fyldt til bristepunktet.” 

Anders Hansen er teamleder på fiskemelsfabrikken. Mange synes, at fabrikken lugter. Men medarbejderne er stolte af deres arbejde. Indimellem sætter de sangen ’I’m sexy and I know it’ på i pauserne.

DEN STORE FISK

Storfisker Henning Kjeldsen, der ejer 10 procent af de danske fiskekvoter og har en formue i omegnen af 1,6 milliarder kroner, er i en omfattende sag tiltalt for gennem stråmænd at have tilegnet sig flere fiskekvoter, end det er tilladt. Syv andre fiskere er tiltalt for at have ageret såkaldte stråmænd – de har stået som ledende medlemmer i selskaber, men anklagen lyder, at Henning Kjeldsen har været den reelle ejer. Også Henning Kjeldsens kone og bonussøn er anklaget for at have ageret stråmænd, ligesom en revisor og en advokat er sigtet for at have hjulpet til. Der forventes at falde dom i efteråret.

”DET ER EN sørgelig historie,” siger Kurt Svennevig Christensen om fiskeriets udvikling. Han er 69 år, har selv fisket mange år i Thyborøn, er uddannet kok og har en bachelor i filosofi. Kurt Svennevig er formand for Levende Hav – en forening stiftet af fiskere og biologer i 1995 for at skabe en politisk diskussion om den måde, der fiskes på i Danmark. 

Kurt Svennevig Christensen spejder tænksomt ud ad det lille runde vindue i kutterens styrehus et kort øjeblik. Kutteren ’Anton’, som er Levende Havs mobile mødested og varemærke, er en ældre sag. I den lille salon, som hænger sammen med styrehuset, kan man lige kante sig ind på en smal hjørnebænk, der omgiver et bord, hvor souvenirs fra alle dele af verden er skubbet ud til siden. På bordet står en kande kaffe lavet i skibets lille kabys, der plejede at udgøre last til de fisk, skibet havde fanget. Kopperne til kaffen er taget fra kroge i loftet og ligner dele af et klassisk campingsæt fra 70’erne. Kutteren har plads i Lemvig Havn, en køretur på en halv times tid fra Thyborøn. Under vinduet, som lader solen fylde rummet med lys, hænger et klistermærke med teksten ”Question everything”. 

”Vi bruger meget tid på at se på, hvad det er, der ødelægger havet,” fortæller foreningsformanden, der fokuserer på fiskeindustriens udvikling, på de metoder, moderne fiskere benytter, og på arbejdet for en forbedret biodiversitet og ­havkvalitet. 

Fiskeriet er ikke bæredygtigt, hverken for fiskene i havet eller for de lokalsamfund, der skal leve af det, fortæller han. I dag er skibene færre, men større, de ejes af få mennesker, og fangstmetoderne bliver i hans øjne stadig mere grådige.

For 50 år siden lå der op mod 300 fiskekuttere i Thyborøn Havn. I dag står knap 30 store skibe for langt det meste fiskeri i Thyborøn.

”Vi skal beslutte, hvad det er for et samfund, vi vil have, og hvad det er for et hav, vi vil have. Vi kan ikke fiske og trawle på den måde, vi gør, og så stadigvæk tro, at vi kan have kystfiskeri,” siger han og peger på, at store trawlnet ødelægger havbunden. Derudover har fangstmetoden en stor, unyttig bifangst, som ulovligt bliver smidt tilbage i havet igen, lyder hans kritik. 

For Kurt Svennevig Christensen er kystfiskeren – der bruger mindre fartøjer og fisker inden for 20 sømil fra kysten – et billede på en tættere forbindelse mellem havet og forbrugeren. En idé om et mere naturligt og bæredygtigt system. Men kystfiskeren kan ikke leve op til de krav, den moderne forbruger stiller. 

”Vi kan godt lide den laks, som kan komme, når vi beder om den, men det kan en kystfisker ikke levere,” siger Kurt Sven­nevig Christensen og slår ud med armene: 

”Hvis der skal gøres op med det moderne fiskeri, er man nødt til at oplyse forbrugeren. Vi er nødt til at vide, hvordan fiskeriet egentlig foregår. Vi skal have fiskeri, hvor vi kan komme i kontakt med det hav, vi har. Det er ikke romantik – det er hardcore politik.”

”DET GÅR AD helvede til,” konstaterer Heinrich Grøndal, mens han klør sig i sit gråsprængte skæg og kigger ud over det stilleliggende industriskib ’Susanita’. Skibet fanger industrifisk på lange togter i britisk farvand, og 51-årige Heinrich Grøndal er skipper og tilbringer normalt lange arbejdsdage i skibets styrerum. Ved siden af sidder 42-årige Torben Olesen. Skibets salon er omgivet af mørk træfiner, Faxe Kondi-dåser og dvd’er til de lange aftener på havet uden internetforbindelse. Torben Olesen er skibets hovmester. Det er ham, der ”holder styr på det hele”, siger han og griner lidt.

Oppe i styrerummet viser Heinrich Grøndal rundt. Instrumentbrættet er fyldt med et virvar af farverige knapper og skærme, der styrer skibets funktioner. En knap kan både styre skibets bovpropeller, når den er slået til højre, og skibets tromler, når den er slået til venstre. Og selvom Heinrich er en erfaren skipper, har han ikke lært alle knapperne endnu, da han netop er ansat. 

Imens de to fiskere viser rundt på skibet, stikker tømrermesteren Arnfinn smilende hovedet ind gennem døren. Han er i gang med at installere et køleskab på skibet.
”Hvor meget rabat kan vi få?” spørger Heinrich Grøndal. 

”I kan få al den rabat, I vil have, jeg skal bare vide det, inden jeg laver regningen,” svarer Arnfinn og udløser latter i styrerummet.

TYPISK THYBORØN

I Thyborøn kan du besøge ’Sneglehuset’, som er tæt beklædt med muslinger og sten. Huset byggede Alfred Pedersen til sin kone, som ikke havde lyst til at flytte til Thyborøn. For at få hende med på ideen lovede Alfred Pedersen, at han ville bygge hende et hus som ingen andres.

Bliver du lækkersulten en sommerdag i Thyborøn, kan du købe en vaffelis i havnens iskiosk. ’Fjams & kugler’, hedder den.

I Thyborøn ligger Sea War Museum Jutland. Her kan du blive klogere på verdenshistoriens største søslag, Jyllandsslaget, som med 250 krigsskibe fandt sted ud for den jyske vestkyst i 1916.

Sangen ’VLTJ’ med bandet Tørfisk er en af Thyborøns stoltheder. Den populære sang handler om jernbanen Vemb-Lemvig-Thyborøn. Den kører stadig og stopper på Thyborøn Havn.

Et kig på byens vejnavne afslører tilknytningen til fiskeriet: Trawlvej, Kullervej, Havnegade, Rødspættevej, Tobisvej, Beddingsvej, Tankskibsvej.

Tidligere tog fiskerne det lille VLTJ-tog, når de skulle ud at fiske. Thyborøn Havn er fra 1918, og i 1992 toppede indbyggertallet med 2.992. Siden er tallet gået støt ned. Her ses Kurt Svennevig Christensen, formand for organisationen Levende Hav.

TILBAGE I SALONEN bliver stemningen mere seriøs.

”Det bedste, der kan ske for os, er en storm i Peru,” brummer Heinrich Grøndal og stiller med sin store hånd en tom dåse Faxe Kondi på bordet. 

En storm i Peru ville for de peruvianske industrifiskere – der har store kvoter og lettere adgang til industrifisk som tobis – betyde, at de ikke kan komme ud at fiske. Og så stiger prisen på industrifisk – noget, der er godt for mandskabet på ’Susanita’.

I skibets kabys hænger en plakat med en topløs kvinde på væggen og stirrer ned på spisebordet, hvor mandskabet spiser sammen de 14 dage ad gangen, de er af sted. Fire mænd om bord på det 44 meter lange stålskib. Nogle gange bliver de ude længere, hvis der er nok fisk. De skulle allerede have været af sted i går, men skibet ligger stadig i havn, fordi en fisker i farvandet ved Shetlandsøerne fortalte dem, at der ikke var så meget at fange. I stedet bruger de ventetiden på at reparere og gøre skibet klar.

Selvom pladserne på Fiskeriskolen i Thyborøn er fyldt op, stiger gennemsnitsalderen på danske fiskere støt. Det er Torben Olesen og Heinrich Grøndal et billede på. De to har været fiskere hele deres liv.

”Vi ejer ikke skibet, det har vi ikke råd til,” siger Heinrich Grøndal og forklarer, at de færreste fiskere har råd til skibene, de fisker på. Endnu færre har råd til fiskekvoter.

Skipper Heinrich Grøndal (t.h.) plejede at fiske fra Esbjerg, men tog til Thyborøn, da de store skibe forsvandt. I dag er der ingen fiskeindustriskibe tilbage i Esbjerg.

Nogle få ’kvotekonger’ er de seneste år blevet mangemillionærer på at købe, udleje og sælge kvoter. I stedet for at en fisker går til banken for at tage et lån til at købe en kvote og et skib, går flere til de øverste i hierarkiet for at tage lån til at købe skibe, kvoter eller leje kvoter af kvotekongerne.

Siden kvotesystemet blev indført i 2001, har der været en større og større koncentration af kvoter på færre og færre hænder. I Holstebro, syd for Thyborøn, føres i øjeblikket en historisk retssag mod en af Danmarks rigeste storfiskere, Henning Kjeldsen. Han og ni andre beskyldes for at have ført ulovlig stråmandsvirksomhed og på den måde skaffet sig kontrol over fiskekvoter for millioner af kroner.

Torben Olesen og Heinrich Grøndal har ikke noget med Henning Kjeldsen at gøre. De er ansat på kommissionsløn af et andet stort rederi, Esmadan ApS – der også ejer mange kvoter – og de to garvede fiskere tror, at kvoterne og skibene vil samle sig på stadig færre hænder i fremtiden.

”I Thyborøn er der kun 5-7 industriskibe tilbage,” siger Torben Olesen og kommer med en spådom: 

”Om fem år tror jeg ikke, at de er her længere. Så er der bare ét skib.”

 

Der bliver bygget som aldrig før i Danmark, og man behøver ikke at være arkitekt for at se, at det ikke er lige vellykket alt sammen. Det skal være slut, mener folkebevægelsen Arkitekturoprøret, der vil gøre op med ’menneskefjendsk byggeri’. Men hvem har skylden? Arkitekter, bygherrer, politikere? Eller har vi alle et medansvar for byggeriets amokløb? Ud & Se er gået i byen efter svar.
Tekst:Christian MartinezFoto:Martin Håkan/Coverganda.dk

BYGGEKRANERNE BRUMMER i vores gamle havne og bykerner, nye boliger sendes på markedet i rekordfart, og Danmarks ansigt, især i vores byer ud mod vandet, er næsten overalt under forandring. I Køge på Sjællands østkyst er omvæltningen synlig, byen er en slags prisme for den byudvikling og det byggeboom, resten af landet oplever, og Jep Loft, formand for den danske afdeling af bevægelsen Arkitekturoprøret, er ikke imponeret. Slet ikke. Hverken over nutidens ofte ret famlende byggestil eller over de mange nedrivninger og nybygninger, der er kommet til landet de seneste mange årtier.  

Især da han står i baggården til Køge Rådhus og kigger på en moderne tilbygning i glas og beton fra 70’erne, ryster han på hovedet. Køge Kommune blev i forbindelse med kommunalreformen i 1970 større, og derfor skulle det 400 år gamle rådhus udvides. En arkitektkonkurrence blev udskrevet til en tilbygning, og som en begejstret anmelder skrev, gik arkitektgruppen ”uimponeret til værks” og placerede de nye bygninger i ”en brutalistisk betonstil” langs et af de gamle stræder mellem byens hovedgade ved Torvet og Køge Havn. Jep Loft mener selv, at han har en veludviklet sans for humor, men dét byggeri kan han ikke se det sjove i.

”Den arkitekt, der har lavet det, har haft hovedet i køleskabet,” siger han, rynker panden og fortsætter: ”Og alle har klappet i hænderne. Undtagen de mange fortvivlede Køge-borgere, som er blevet afvist med et ’Slap af, det her er fremtiden’. Men det er jo dødtrist i virkeligheden. Man kunne have skabt et fantastisk byrum her, men nej, for hvad forstår bønder sig på agurkesalat?”

Den nye Stationspladsen er det første, der møder rejsende, der står af toget i Køge. Pladsen er udstyret med Køges egen version af Den Spanske Trappe i Rom og er tænkt som et ’mødested, hvor den nye og gamle bydel mødes’. På en almindelig hverdag er der dog ikke meget dolce vita over pladsen. Foto: Christian Martinez

ARKITEKTUROPRØRET BEGYNDTE i Sverige, et land, hvis moderne byplanlægning i høj grad er præget af mangel på stemning. Siden har budskabet om at skabe mere attraktive bymiljøer spredt sig til Norge og til Danmark, hvor bevægelsen er vokset støt og nu har knap 8.000 medlemmer. 

Som i vores nabolande vil foreningen i Danmark optrappe kampen for at bevare de gamle bykerner og få arkitekter til at tegne bygninger, som passer ind i omgivelserne. Øverst på dagsordenen er også at få politikere – og dermed bygherrer og entreprenører – til at tænke længere end det næste prestigebyggeri. 

”Arkitektur er fint og akademisk, men det interesserer måske i virkeligheden ikke almindelige mennesker. Det, der interesserer dem, er snarere gode byrum og miljøer. Det er tryghed og menneskelige dimensioner, at man føler sig godt tilpas og har lyst til at bo eller færdes der,” siger Jep Loft, der for at understrege sin pointe sammenligner det gamle Gråbrødre Torv midt i København med Brøndby.

”Der er ikke noget i vejen med Brøndby, men det er jo ikke der, man tager hen. Hvorfor mon?” spørger formanden, der ikke kan forstå, at der bygges så meget, men samtidig så lidt af blivende værdi. Efter i årtier at have talt for døve øren vejrer formanden nu morgenluft. Han ser Arkitekturoprørets stigende medlemstal som udtryk for et holdningsskift, ikke bare i den brede befolkning, men også hos fagfolk.

”Selv arkitekter giver os ret,” siger han. ”De fortæller mig, at de kun blev undervist i modernisme på Arkitektskolen. Folk blev hånet, hvis de ville bygge i mere klassisk stil. De har været bange for hinanden, der har været en angst for at blive kaldt bagstræberisk. Arkitekterne har længe befundet sig i et ekkokammer uden kontakt med eller interesse for almindelige menneskers mening.”  

Der har været torvehandel på Køge Torv igennem 700 år. I 1997 blev torvet totalt renoveret med omlægning af alle brosten, og Køge modtog Byplanprisen for sin konsekvente bypolitik. Bygningen t.h., der nu huser Sydbank, har borgmesteren kaldt ’Torvets øjebæ’. Foto: Christian Martinez

MENS CORONAKRISEN det sidste års tid har lagt store dele af samfundet ned, er det kun gået op for boligmarkedet – og boligsalget har sat rekord. Boligbyggeri har været motoren i byggebranchen siden 2013, viser en analyse fra Dansk Byggeri, der spår, at investeringer i boligbyggeri alene i år vil stige med over fem procent. 

Man skal faktisk helt tilbage til slutningen af 1800-tallet, til dengang større byer som København og Aarhus og Aalborg fik vokseværk, for at finde en tilsvarende byggeiver i Danmark. Dengang var der en del spekulationsbyggeri med ejendomme, der blev bygget i billige materialer, og dengang var der, ligesom nu, ikke altid en arkitekt involveret i byggeriet, eftersom en del blev lavet af bygmesteren selv.

Ifølge direktør i Arkitektforeningen Lars Autrup er den store forskel dog, at byggerier i gamle dage blev opført af bygmestre, der selv ønskede at bruge ejendommen eller så en forretning i at gøre byggeriet attraktivt, så de kunne leje det ud. Modsat i dag, hvor meget bygges af investorer, som bare skal have skudt et byggeprojekt af hurtigst muligt.  

”Det langsigtede er gået ud af boligbyggeriet,” siger Lars Autrup, der peger på en anden god grund til det fantasiforladte byggeri, eller ’fladtagede bokse’, som han kalder det, der skyder op overalt i landet.

”Arkitekten får mindre for at tegne boligen, end ejendomsmægleren får for at sælge den. Der er meget lidt arkitektinvolvering i boligbyggeri i dag, medmindre der er en bygherre, der efterlyser kvalitet. Jeg begræder virkelig, at vi i faget er endt med at blive sådan nogle, der kun laver skitser, der skal overbevise kommunen. Når det kommer til det, som i arkitektsprog hedder ’kniv og gaffel’, så sender man arkitekten hjem,” siger han. 

Den model sparer bygherren for en masse penge, og den læner sig op ad en forretningsmodel, der har fået taget i Danmark: projektbyggeri, altså boliger, som endnu ikke er bygget, men projekteret og udbudt til salg med visualiseringer, der lover guld og grønne skove. Ifølge Lars Autrup er det bekymrende ved projektsalg, at folk ikke altid ved, hvad de køber. 

”Man ser måske en prøvelejlighed, som vender mod syd med en stor altan, men det, man får, er en stuelejlighed, der vender mod nord ud mod en trafikeret vej. Jeg drømmer om en kvalitetsbevidst forbruger, som har redskaberne til at dechifrere det, de køber. Jeg synes, det er bondefangeri, når jeg ser annoncer for projektsalg. Folk bliver snydt,” siger han. 

Det handler ikke kun om boligen, men om de mellemrum, der findes mellem husene. De gårdrum, som ikke findes længere i det færdige byggeri; den måde, man kommer ned på gaden på; overgangen fra det private til det offentlige rum, mener Lars Autrup:  

”Der er ingen kærlighed i det, og det er trist. De overgangszoner er helt afgørende for vores livskvalitet.” 

Til venstre den gamle købmandsgård i Køge fra 1600-tallet og til højre tilbygningen til rådhuset i glas og beton fra 70’erne. Foto: Christian Martinez

”DET SI’R BOOM-BOOM”

Der blev bygget rekordmange boliger i 2020, og den store aktivitet på boligmarkedet ventes at fortsætte. Byggeriet er Danmarks fjerdestørste branche med en årlig omsætning på over 200 milliarder kroner. Branchen beskæftiger en kvart million mennesker, og bygninger udgør cirka 70 procent af vores nationalformue. Normalt er byggeri konjunkturfølsomt, hvor aktiviteten går hånd i hånd med den økonomiske udvikling, men ifølge en ny rapport fra Dansk Industri er investeringer i byggeriet blot steget under coronakrisen. Tallene har desuden været opadgående de sidste 15 år. Mens årsniveauet i 2005 var lidt over 150 milliarder kroner, forventes det i år at lande et godt stykke over 250 milliarder kroner. I 2020 steg bygge- og anlægsinvesteringer med 7,6 procent i forhold til året før. Ifølge rapporten vil 2021 især blive præget af høj aktivitet på renoveringsområdet.

I KØGE går Jep Loft ned ad Nørregade, hvor man ud over cafeer og detailforretninger finder Køge Museum i en fredet købmandsgård fra 1600-tallet, der med sin røde facade og bindingsværk er som snydt ud af en tv-julekalender. 

”Sådan en gade er da hyggelig, ikke?” siger han om gaden, der fører ned til Torvet. 

”Det er det, jeg forsøger at overbevise lokalpolitikere om, for de forstår det ikke altid. De vil have skoler, plejehjem og børnehaver. Dét kan de forstå, og det er der stemmer i. Men bymiljø? Det er der sjældent nogen, der taler om.” 

Og det er underligt, mener Jep Loft, der spår, at fremtidens kamp mellem kommunerne vil handle om, hvem der bedst appellerer til de ressourcestærke familier. Det er for dyrt at bo i København, og så er byer som Køge et fint alternativ, fordi der er et rart bymiljø. 

Så der er penge i hygge?

”Dét er der i den grad. Og i bymiljø og tryghed.” 

Et stenkast fra rådhuset er en anden arkitekt gået ”uimponeret til værks” og har efterladt sig et modernistisk byggeri, der skiller sig ud fra de andre huse på det største middelaldertorv i Danmark. Folk indtager kolde fadøl på den lokale beverding med udsigt til blomsterhandlere, en statue af Frederik VII og bygningen, hvor Sydbank i dag har filial. I Køge er den kendt som ’Torvets grimmeste bygning’ eller ’Torvets øjebæ’, som Køges borgmester kaldte den i en tale, da bygningen blev genåbnet efter en renovering.

”Det er jo ikke pænt, men bygningen hører til i Køges bybillede. Kom der nogen og søgte om tilladelse til at rive den ned, tror jeg faktisk, jeg ville sige nej. Den er udtryk for en tid, hvor man rigtig mange steder rev ned for at bygge nyt i stor stil. Det gjorde man ikke i Køge, og det er byens succes i dag. Bygningen er for mig et symbol på, at vi skal passe på Køge,” sagde borgmester Marie Stærke ifølge Dagbladet Køge i marts i år.  

Udsagnet er tankevækkende al den stund, at man med byudviklingsprojektet Køge Kyst et stenkast fra Torvet er ved at gøre netop det: rive ned for at bygge nyt i ”en bæredygtig og levende bydel mellem Køges gamle bydel og vandet”. 

Jep Loft væmmes, måske ikke overraskende, over Sydbank-bygningen på Torvet i Køge, og ja, han er med på, at bygningen er et eksempel på vor tids arkitektur, men det er ikke det samme, som at den skal ligge midt i et eksisterende byrum – og ødelægge det for mange, mener han. 

”Jeg siger bare: Byg det et andet sted. Sådan noget ødelægger et torv. Kan du forestille dig, hvis man havde lavet sådan noget på Piazza Navona i Rom,” spørger Jep Loft, der havde foretrukket, at man byggede i en stil, så bygningen passede bedre ind med de andre huse på Torvet. 

Kommer vi så ikke til at bo i en mindelund?

”Nej. Står du på ski? Så kender du de små alpebyer i Schweiz eller Østrig, hvor mange huse er bygget inden for de sidste 20 år. De er alle i alpestil med skrå tage og balkon. Hvis man byggede et moderne hus der, ville folk ikke gide bo i det. Folk tager ikke på skiferie for at bo i en betonkasse. Det er stedets ånd, man burde bygge i,” siger han.

Men er det ikke fake?

”Nej, ikke hvis det fungerer.”

I en afstemning i 2020 valgte et flertal af Arkitekturoprørets medlemmer at pege på Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens som det værste byggeri i landet. Foto: Morten Pape/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

ET AF DE steder, hvor det åbenbart ikke fungerer, er Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens. Sidste år blev den nye bydel kåret til ’landets værste nybyggeri’ af Arkitekturoprørets medlemmer. Det skulle have været et moderne byggeri, der spillede sammen med resten af byen, og som i visualiseringerne tog sig attraktivt ud, men ifølge skeptikerne endte som en asfaltjungle, der lukker sig om sig selv. En kritiker skrev i et læserbrev til lokalavisen: ”Der er masser af grønt på Lilli Gyldenkildes Torv, bliver man fortalt – bare gå op på taget. Det er da dejligt, men for alle os, som ikke bor på taget af Lilli Gyldenkildes Torv, vi kan så gå igennem en ’flot’ parkeringsplads med flotte KFC-, Netto- og Aldi-skilte sat på store, høje kasser med snævre veje igennem.”

Lilli Gyldenkildes Torv er et af eksemplerne på mislykket nybyggeri, der er med i et tv-program, som bliver vist på DR2 til efteråret. I ’Er der en arkitekt til stede?’ undersøger arkitekt og tv-vært Ane Cortzen en række byggerier i Danmark, der ud over byggeriet i Horsens tæller det nye Cabinn-hotel i København, den stjerneformede Navitas-bygning i Aarhus og kæmpesommerhuse i Asserbo, der på hver sin måde er landet et godt stykke fra de visualiseringer, som i sin tid blev godkendt i lokalplaner.

Selvom Ane Cortzen ikke er enig i Arkitekturoprørets syn på samfundets grundlæggende ’byggefejl’, er hun glad for, at nogen råber op og starter en debat.

”Det har længe irriteret mig, at folk kan hidse sig op over alt muligt, men at der ikke er nogen, som hidser sig op over, at vores byer og havne bliver plastret til med lortebyggerier. Det kan jeg ikke forstå. Derfor ser jeg på fejlslagne byggerier i programmet og på, hvorfor ingen siger noget undervejs,” siger Ane Cortzen.

Hun troede, at hun kunne finde et svar på, hvordan det kunne gå så galt, men det viste sig at være mere komplekst. Hvis hun alligevel skal pege på én fællesnævner, er det ikke overraskende penge.

Det er bygherren, der har hånden på kogepladen, og ifølge Ane Cortzen betyder det, at de arkitekttegnede detaljer ofte skrottes, når der skal spares. Det, som skulle have løftet byggeriet, forsvinder, og til sidst har man en funktionel bygning, som måske nok opfylder brandkravene, men ikke har de mere luftige egenskaber som transparens eller en fornemmelse for skala, så man synes, det er rart at opholde sig uden for selve boligen. 

Det hjælper heller ikke, at lokalpolitikere skal tage stilling til nye byggerier på basis af visualiseringer, som blot er en vision og meget langt fra det endelige resultat. 

”Jeg har efterlyst det i arkitekternes fagblad. Hvorfor siger de ikke fra? Problemet er, at det ikke er gratis for arkitekter at beklage sig. Jeg har talt med arkitekter, som siger, at de kan se det i deres regnskab, når de blander sig i debatten. Hvis bygherren synes, at man er for besværlig, så ryger man ud,” siger Ane Cortzen. 

Den Snoede Skorsten i Carlsberg Byen blev til, fordi Carl Jacobsen ville vise, at fabriksbyggeri kan være smukt. Den blev udstyret med gargoiler inspireret af Notre Dame-kirken i Paris. Det var i år 1900. I dag skyder nye byggerier op i bydelen, for eksempel Bohrs Tårn, som i 2019 blev nomineret til Københavns grimmeste byggeri af Berlingskes læsere. Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

VEJEN TIL HELVEDE er brolagt med fejlslagne lokalplaner. Det nye Cabinn Copenhagen på Kalvebod Brygge i København åbnede i 2019 og er med sine over 1.200 værelser ikke kun Nordens største hotel, det er måske også det grimmeste. Berlingskes arkitekturanmelder undrede sig over, om det mon var en afdeling af Vestre Fængsel, der var under opførelse midt i hovedstaden. 

”At det kan lade sig gøre, er helt vanvittigt. Det er et enormt dominerende byggeri midt inde i byen, og når man cykler forbi det, tænker man: ’Hvordan kan det her overhovedet ske?’” siger Ane Cortzen.

Det spørgsmål stiller de måske stadig sig selv i Københavns Borgerrepræsentation, selvom samtlige partier med undtagelse af De Konservative i 2017 vedtog lokalplanen for ’Kalvebod Brygge Vest II’. Den oprindelige masterplan var tegnet af Dorte Mandrup, der ifølge Dansk Arkitektur Center er kendt for en arkitektur, der respekterer stedernes og landskabets karakter og historiske betydning. Mandrups tidligere projekter tæller for eksempel Isfjordscentret i Grønland og Vadehavscentret i Ribe, hvor Mandrup ”lader omgivelserne inspirere og forme projekterne”. 

Men Mandrup trak sig fra projektet, og Nordens største hotel, lige ved indgangen til hovedstaden, blev opført uden arkitekt. 

”Cabinn er for mig et ulykkeligt eksempel på et fejlslagent byggeri, hvor der oprindelig var nogle fine tanker bag,” siger Ane Cortzen.

Hvad er løsningen? 

”Der skal ske noget fra Christiansborg. Man kan ikke bare lade det regulere på kommunalt niveau. Og så skal vi holde op med at trække på skuldrene, når en lokalplan ikke bliver overholdt. Det er til at blive vanvittig af. Intentionen er der ofte, men den bliver ikke fulgt til dørs.” 

Hvorfor? 

”Problemet med lokalplaner er, at de kun er juridisk bindende på ting, som man kan måle på – antallet af lejligheder og p-pladser og den slags. Mere uhåndgribelige begreber kan du ikke gøre juridisk bindende. Hvordan kan du måle, om noget er ’luftigt’ eller ’rart’? Der skal laves et redskab, som kan følge byggerierne til dørs, og det kræver politisk vilje. Den generelle holdning har jo været, at hvis nogen vil bygge, så var det fint, for byerne vil gerne vokse, og jo flere investorer, jo bedre. Der skal ske et fokusskifte.” 

Har vi som borgere overhovedet nogen indflydelse på, hvad der bygges?

”Ja, men det er forbløffende, så lidt folk bekymrer sig om det. Og det er underligt, for det angår os alle. Det er fint, at folk hidser sig op over, om der er lærker eller frøer på Amager Fælled, men der er også særlige kultur- og havnemiljøer, som er unikke for vores land, og som forsvinder. Dem passer vi ikke nok på.” 

Hvad vil man sige om nutidens byggeri om 50 år?

”Jeg frygter, at man vil se tilbage på det som en tid, hvor man byggede uden sans og samling. Uden bevidsthed om, hvad det er, man efterlader sig. Og at man vil ryste på hovedet over, at vi ikke var bedre til at passe på vores byer og de særlige kulturmiljøer, der nu bliver ryddet uden forståelse for, hvor svært det er at skabe.” 

Søndre Havn skal i fremtiden også danne rammen om kulturliv i Køge, blandt andet med kulturhuset Tapperiet, en dansescene, et udekøkken ’og en maritim legeplads’. Foto: Christian Martinez

”MAN KAN IKKE ødelægge vand,” siger Jep Loft og kigger ud på havnefronten ved Søndre Havn, en ny bydel, der skyder op mellem Køges gamle bymidte og vandet. Stedet ligger en kort spadseretur fra Torvet, langs åen og hen over togskinnerne, men føles alligevel som en helt anden by. 

Søndre Havn er en del af projektet Køge Kyst og udvikles i et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania By & Byg. Ambitionen er at ”transformere et tidligere, delvist miljøbelastet havne- og byområde til en moderne, bæredygtig bydel”.

De første ni boligbyggerier var sidste år færdigbygget og beboet, to boligkarreer er under opførelse, og man har indgået aftaler med investorer om yderligere seks såkaldte byggefelter. 

Ifølge selskabet Køge Kyst P/S er Søndre Havn ved at udvikle sig til ”en sammenhængende bydel, hvor den arkitektoniske variation springer i øjnene”. 

Begrebet ’sammenhængende bydel’ er dog måske nok at tage munden lidt for fuld. Endnu, i alt fald. Der er steder at bo, og der er arkitektonisk variation, men der er også så western-agtigt prærie-tomt mellem husene, at man forventer at se en vindheks komme trillende. Og den eneste lyd, ud over pålandsvinden og mågerne, er snurrende byggekraner. 

Det er selvfølgelig unfair at konkludere noget ud fra et ufærdigt byggeri, men Køge Kyst minder – som så mange andre nybyggerier i Danmark – om det, som den franske antropolog Marc Augé kaldte ikke-steder.

I bogen ’Non-Places: Introduction to an Anthropology of Supermodernity’ beskriver han ikke-steder som lufthavne og indkøbscentre, der mest er indrettet som transitzoner. Det er ikke der, man flanerer. Ikke-steder er så historieløse, at det kan være svært at se, om man er i Aarhus eller Abu Dhabi. Det er også ensomme steder i mere end én forstand: Selvom mange mennesker bevæger sig igennem dem, så gør de det uden ejerskab eller tilhørsforhold til stedet. 

Sådan ser Arkitektforeningens direktør Lars Autrup ikke på det. Han mener, at Køge har godt greb om det og er lykkedes forbilledligt med at koble den gamle og nye by sammen. Sidste år overrakte Arkitektforeningen sin nystiftede ’Borgmesterpris’ til Køges borgmester Marie Stærke, da hun ifølge Arkitektforeningen har brugt arkitekturen som et centralt redskab i udviklingen af kommunen. Til indvendingen om, at der virker temmelig dødt derude, svarer han: 

”Jeg ved ikke, om du har prøvet at plante et træ, men det kræver tålmodighed. Det er ikke enormt effektfuldt til at starte med, og ens drøm ligger meget længere fremme. Byudvikling er en enormt langsom disciplin. Når vi holder af middelalderbyen, så er det jo, fordi den har haft tusind år til at blive det, den er.”

Velkommen til København. Danmarks største hotel, Cabinn, er noget af det første, man ser, når man ankommer til hovedstaden. Det enorme byggeri er opført uden brug af arkitekt. Foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix

PÅ SØNDRE HAVN er der dog langt til middelalderlige fornemmelser eller blot til fornemmelsen af by. Jep Loft tager et vue hen over den klynge af arkitekttegnede ejendomme, der rejser sig over strandengen. 

”’Ih, hvor er det godt,’ siger alle. Nej, det er ej. Men det kunne have været fan-ta-stisk,” siger Jep Loft med tryk på hver stavelse. ”Det kunne have været et område, som alle tog ud for at opleve. Det er det ikke. Det er gode boliger og ikke andet. Folk gider jo ikke sidde herude. De vil hellere ind på den gågade, vi lige kom fra,” siger han. 

Han ærgrer sig mest af alt over, at man bare har pløjet den gamle å-havn ned, der nok bestod af skure og industribygninger, men som trods alt var enestående i Danmark. ”Hvorfor?” spørger han og svarer selv: ”Fordi de ikke leverede boliger.”

Et af de få gamle huse, som har fået lov at blive stående i det gamle havneområde, er en lav industribygning, der i dag fungerer som spillested og kulturhus. Tapperiet, som det hedder, har fået en overhaling, så det ikke er til at kende igen. Bygningens tag har fået en grøn belægning af græs, der virker lydisolerende, når der spilles musik, og giver pladsen en nærmest nordatlantisk stemning af færøsk tørvehytte. Det preller alt sammen af på Jep Loft. 

”Det er helt tydeligt, at man har fået nogle pluspoint på klimasiden. Det er min frygt, at nu bliver alting klistret til med planter, og så klapper folk i hænderne. Det er altså ikke løsningen på at skabe en by,” siger han.  

MEN HVAD GØR man så? Digteren Søren Ulrik Thomsen har et bud i sin digtsamling ’Om storby’ fra 2018, hvori han skriver: ”Hvad der får mig til at føle et håb, både for denne verden og for den kommende, er at spadsere ned ad en festligt støjende storbygade.”

Søren Ulrik Thomsen debuterede med digtsamlingen ’City slang’ for 40 år siden, og byen og storbyen som begreb har lige siden været en rød tråd i forfatterskabet.  

Hvad undrer dig mest, når du ser det nybyggeri, som skyder op overalt i Danmark? 

”Jeg har ikke kørekort til bil, og derfor rejser jeg rigtig meget med tog, når jeg skal rundt i landet. Og her undrer det mig, at man for eksempel i Køge har gentaget det triste fænomen, som man også ser, når man ankommer med tog til Herning, nemlig at byggeriet rejser sig som en ubrudt mur mellem jernbanen og byen, så man slet ikke kan se eller bliver inviteret indenfor fra jernbanesiden. Skal man videre fra Køge og sydpå mod Stevns, får man ikke så meget som et glimt af den smukke gamle middelalderby Køge, og i Herning må man ligefrem gå over en lang fodgængerbro for at nærme sig byen.”  

I efterkrigstidens Danmark var meget arkitektur nærmest ideologisk funderet, og velfærdsstatens institutioner blev tegnet af stjerner som Arne Jacobsen. Hvad driver vores arkitektur i dag? 

”Selvom mit hjerte banker stærkest for de centrale bydele, holder jeg også meget af forstæderne og kan blive næsten bevæget, når jeg står for eksempel i Hvidovre og ser, hvor smukt tænkt og udført det hele er: gode boliger med bad og altan, bibliotek, svømmehal, skoler og lægehus – hele velfærdstankegangen, der så at sige materialiserer sig i røde mursten for øjnene af én. Havde du spurgt mig for 25 år siden, havde jeg nok opfattet forstæderne som trivielle, men hen over den tidsafstand, som er til undfangelsen af velfærdssamfundet, bliver dets værdifuldhed meget tydelig. Både i hele tankegangen og i den håndværksmæssige kvalitet i byggerierne. Til gengæld er jeg flov og chokeret over, hvor tarvelige byggerier den tilrejsende mødes med ved indkørslen til København. Utroligt, at så rigt et samfund ikke har råd og lyst til at give et kvalificeret arkitektonisk bud på sin egen tid, for næsten ligegyldigt hvad man sammenligner nutiden med, er fortidens byggerier altså bedre. Og det uanset om vi taler 1880’ernes stukudsmykkede brokvarterer eller den smukke funkis fra 1930’erne.”

Har du eksempler på vellykket nybyggeri?

”Det bedste, som er sket i København i lange tider, er Axel Towers på Axeltorv, som fra alle vinkler og afstande er umådeligt smukke og spændende at se på. Og så har Axel Towers gjort noget godt for hele nærområdet: Jernbanegade er blevet en rigtig gade, og på grund af forskellene fremstår SAS-hotellet endnu mere luftigt svævende, mens Cirkusbygningen og portalen til Tivoli virker som herligt legetøj, hvad de jo også er. Selv Poul Gernes’ udsmykning af Palads er jeg blevet glad for, for i hele den sammenhæng, som nu er opstået, er den et sjovt stykke lakridskonfekt, der er lige så uundværligt som Mogens Møllers fornemme Zodiac-amforaer på torvet. Og så kan jeg godt lide, at man i Nordhavn har bygget med smalle gaderum, som efter min mening giver kvarteret den kompakthed, der hører hjemme i en storby. Alt for mange steder har man importeret forstadsskalaen med lys og luft og grønt mellem husene, hvad der kan være meget smukt og rigtigt i forstæderne, men udtynder de centrale bydele på en helt forkert måde. Hvad jeg derimod ikke kan lide, hverken i Nordhavn eller i nogle af de andre nye kvarterer, er, at man skal være så uforskammet velhavende for at kunne bo der. Det er absolut også med til at nedsætte fornemmelsen af København som en rigtig storby – der jo ikke mindst er karakteriseret som et sted, hvor alle socialgrupper mødes – at den er blevet et gated community for den højere middelklasse.” 

Københavns Nordhavn er ifølge storbydigter Søren Ulrik Thomsen et eksempel på vellykket nybyggeri, selvom han beklager prisniveauet. Han hæfter sig især ved de kompakte gaderum. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

SPØRGSMÅLET OM, HVORDAN man bedst skaber – og bevarer – en by, er langtfra nyt. Allerede i 1961 stillede den amerikanske arkitekturkritiker Jane Jacobs det i bogen ’The Death and Life of Great American Cities’, hvor hun leverede en bredside til politikere, byplanlæggere og arkitekter, der i Jacobs’ øjne var i gang med at tage livet af de amerikanske byer med deres byfornyelsesprojekter. 

Bogen, der af New York Times er blevet kaldt ”det mest indflydelsesrige værk om byplanlægning i det 20.  århundrede”, beskriver ikke mindst farerne ved for lidt mangfoldighed, og hvordan ’byudvikling’ i de forkerte hænder kan ødelægge en bys vitalitet og indbyggernes lyst til at bruge den. 

Ifølge Jacobs tog man slet ikke højde for de små ting, som er vigtige sociale brikker i enhver velfungerende bydel: daglige omdrejningspunkter som den lokale købmandsbutik, brede fortove, der indbyder til gåture; trappesten, hvor naboerne kunne hænge ud; møntvaskeriet henne om hjørnet. Alt det, som blev muget ud, når byplanlæggerne rykkede ind, og erstattet af tomme rum, som ingen rigtig brugte. 

”Det mindste, vi kan gøre,” skrev hun, ”er at respektere, i den dybeste forstand, de enklaver af kaos, som har deres helt egen forunderlige visdom.”    

Den forunderlige visdom er også blevet kaldt the wisdom of crowds, og den dækker over de vaner og skikke, som indbyggerne i enhver by udvikler, når bare de får lov at passe sig selv. 

Byplanlæggere og arkitekter havde ifølge Jacobs ladet sig guide af æstetiske hensyn og favoriseret rene linjer, geometriske former og store boulevarder, som tog sig smukkest ud fra oven. 

Men livet leves og skabes forneden. I USA, i Køge og i resten af verden.

Sedler og mønter er på vej ud, og kolde kontanter er ikke længere varme. Mens mange andre lande stædigt holder fast i fysiske penge, har Danmark gjort sig til et af verdens foregangslande for elektronisk betaling. Ud & Se undersøger, hvorfor vi har så travlt, og hvad det betyder.
Tekst:Benjamin DaneIllustration:Bernardo França

KØEN SLANGER SIG ned ad stationspladsen på Nørreport i København. Det er den sidste bankdag i måneden, klokken er lidt i 10 om formiddagen, og med mundbind og mellemrum uden for Danske Banks filial står en skare af pensionister, hjemløse og handicappede. En enkelt sidder i kørestol, en anden har sat sig på asfalten, og flere må støtte sig til stokke eller rollatorer, mens de venter på at blive lukket ind. I døren står en G4S-vagt og sørger for ro og orden, mens han sluser de utålmodige kunder ind. Hver gang én får lov at komme indenfor, kommer mindst én ny til i den voksende kø til filialen, der er den sidste kontantkasse i København.  

Ejer man ikke et dankort, er det her, man skal møde op for at hæve sine penge, sin løn eller sin pension. En mand, der passerer på cykel, er ved at vride nakken af led på grund af optrinnet foran banken, men dagens kø er ikke et særsyn, fortæller en ældre kvinde, der har taget bussen fra Frederiksberg. Sådan ser det ud, hver gang det er lønningsdag, og faktisk var det endnu værre for en måned siden, hvor en mand besvimede i køen, mens hun selv måtte vente i to en halv time på at komme ind og hæve sine penge.

Foran hende står en mand, der kalder sig selv ’it-mongol’. En anden kvinde er blevet franarret sin pung så mange gange, at hun ikke længere er tryg ved at hæve i en automat. En tredje er hjemløs og skal have penge til det næste fix, mens en fjerde måtte have hjælp af sin 12-årige søn, sidste gang hun skulle logge på sin netbank. Længere henne står Mona, en 83-årig pensioneret børnepædagog, der aldrig har ejet en computer. Hendes mest avancerede stykke elektronik er en ældre mobiltelefon uden touch-skærm, og hver måned, når pensionen går ind på hendes konto, møder hun op for at hæve sine penge. Fælles for dem alle er, at de står i gråvejret og føler sig svigtet og umyndiggjort af samfundet og af banken. 

Og så er der Kim på 61, der er direktør i en rådgivningsvirksomhed. Han er kørt fra Birkerød, hvor han netop er flyttet i nyt hus. Et nyt dankort skulle han også have, men ved en fejl kom Danske Bank til at sende kortet til den gamle adresse. Derfor står han nu uden penge, indtil et erstatningskort når frem med posten, hvilket kan tage op til 10 hverdage.

”Jeg overvejede at spørge naboen om hjælp, men jeg syntes, det virkede lidt mærkeligt at banke på og bede om penge, når jeg aldrig har mødt dem før. Så nu står jeg her,” siger han opgivende.

”Wow! Rigtige penge.Hvor fandt du dem, mor? Jeg har været byen rundt uden held.”

DE BEMANDEDE bankfilialer er de senere år blevet låst og lukket på stribe. 8. februar i år lukkede Danske Bank stort set alle deres kontantkasser – ifølge banken fordi kunderne ikke længere efterspørger kontanter – og kun i landets fire største byer samt Københavns Lufthavn og en deltidsåben kasse i Rønne kan kunderne i dag hæve penge i Danske Bank, der er den eneste af landets store banker, der stadig har kontantkasser. Siden årsskiftet har man ikke kunnet hæve penge ved skranken i for eksempel Arbejdernes Landsbank og Nordea, mens andre banker har været endnu hurtigere ude. Også mange hæveautomater er de senere år enten lukket eller solgt til virksomheder, der pålægger gebyr ved hævning, som man kender det fra udlandsrejser. 

Lukningen af kasserne er led i en omsiggribende samfundsudvikling, hvor adgangen til fysiske betalingsmidler bliver mere og mere begrænset. Hvidvasklovgivning og indsats mod sort arbejde har blandt andet strammet grebet om bankers, virksomheders og privates omgang med kontanter. Og organisationer som Dansk Industri, Dansk Erhverv og Finans Danmark – brancheorganisationen for landets pengeinstitutter – støtter alle en afskaffelse af kontantreglen, der forpligter danske butikker til at tage imod kontanter. Argumentet lyder, at digitale betalinger er nemmere, billigere og foretrukket af danskerne.

Ifølge Jonas Hedman, professor på Copenhagen Business School og ekspert i betalingsmidler, er det i dag ikke længere et spørgsmål om, men hvornår kontanterne helt har udspillet deres rolle i det danske samfund.

”Der er stadig nogle juridiske forhindringer som eksempelvis kontantreglen, der står i vejen, men i store træk er Danmark på vej mod at blive kontantløst,” siger han. ”Store institutioner i samfundet understøtter udviklingen, og samtidig opfatter danskerne elektroniske betalingsmidler som nemmere, sikrere og mere bekvemme. Jeg ser det som uundgåeligt, at kontanterne forsvinder, men det er svært at sige, præcis hvornår det kommer til at ske.”

EN AFTEN I 2011 sad Anne Sø og læste i en bog, da en jagende smerte ramte hende i den ene side af hovedet. Pludselig kunne hun ikke mærke sin ene arm, og hendes tunge blev følelsesløs. Anne Sø blev konfus, gik i seng og vågnede næste morgen fuldt påklædt. Lægevagten mente, at der nok var tale om en slem migræne, men nogle dage senere fik hun på Glostrup Hospital konstateret en blodprop i hjernen.

”Selverkendelse var ikke min stærke side på daværende tidspunkt, så når lægerne spurgte, hvordan jeg havde det, svarede jeg, at jeg havde det fint. Det betød, at jeg både kom for sent i behandling og aldrig blev sendt til genoptræning,” fortæller Anne Sø, der halvandet år senere løb ind i endnu en blodprop.

Anne Sø, der i dag er førtidspensionist, tøver lidt, inden hun kommer frem til, at hun er 53 år gammel. I dag bliver hun hurtigt træt, og der skal ikke meget til, før hun mister overblikket. Hvis hun står i supermarkedet, og ekspedienten taler til hende, mens hun er ved at betale med kort, glemmer hun sin pinkode på stedet. Og hun har svært ved at overskue sit forbrug, fordi hun ikke længere er i stand til at regne i hovedet.

”Jeg var på udflugt med min datter, hvor vi dryssede rundt i byen. Jeg kom ikke hjem med noget stort, alligevel havde jeg på turen formøblet næsten 1.000 kroner, fordi jeg bare kørte kortet igennem. Som førtidspensionist er det rimelig katastrofalt at bruge så mange penge uden for budget. Hvis jeg til gengæld har kontanter i pungen, er det langt nemmere for mig at følge med i mit forbrug,” fortæller hun.

For at holde styr på sin økonomi har Anne Sø sat sig selv under administration. Hver dag tømmer hun sin pung for kvitteringer, og med en lommeregner lægger hun beløbene sammen og skriver dem ind i et regneark på sin computer. Hun ønsker ikke, at andre skal have ondt af hende, og hun er blot taknemmelig for, at hun ikke er blevet lam.

”Men jeg føler, at folk som mig bliver glemt,” siger hun. ”Det er ikke kun hjemløse og 95-årige, der aldrig har betjent en computer, som har brug for kontanter. Jeg har et usynligt handicap, så folk bliver irriterede, når jeg er længe om at betale i supermarkedet. Jeg er dog hverken på tværs eller laver sort arbejde, fordi jeg insisterer på at betale med kontanter.”

KORT OG KONTANT

Fra 2009 til 2019 faldt andelen af kontantbetalinger fra 48 % til 16 %. Især den yngre del af befolkningen har droppet sedler og mønter til fordel for kreditkort og mobilbetaling. I 2019 brugte halvdelen af de 15-29-årige slet ikke kontanter, viser tal fra Danmarks Nationalbank.

I 2019 blev der foretaget 341,8 millioner kontantbetalinger, To år før, i 2017, var tallet mere end dobbelt så højt: 786,3 millioner.

22 % af de 70-79-årige danskeres betalinger foregik med kontanter i 2019. Med et fald fra 40 % i 2017 er de ældste danskere den gruppe i befolkningen, hvor kontantbetalinger er faldet mest.

9 ud af 10 danskere har mindst tre betalingsmidler til rådighed ud over kontanter. For eksempel dankort, MobilePay, Apple Pay og kontooverførsel.

41 % af danskerne oplever, at de har brugt færre kontanter under corona-pandemien. I samme periode er kortbetalinger og mobilbetalinger steget kraftigt.

I 2018 viste en analyse fra Rockwool Fonden, at staten gik glip af cirka 7,5 milliarder kroner i skatteindtægter på grund af sort arbejde.

DER ER MANGE andre danskere, der enten foretrækker eller er afhængige af at kunne betale kontant. Interesseorganisationer, forskere og aktivister peger især på socialt udsatte, folk med sindslidelser og ældre, der aldrig er kommet med på den digitale vogn. Beregninger fra Ældre Sagen, baseret på tal fra Danmarks Statistik, viser, at i omegnen af 150.000 danskere over 65 år aldrig har været på internettet.

”Vi er ikke imod digitalisering, som mange har glæde af, men vi forsøger at gøre politikere og banker opmærksomme på, at ikke alle kan leve et digitalt liv. Vi ønsker et samfund, der kan rumme alle, uanset hvor digitale eller ikke-digitale de er,” siger Louise Kambjerre Scheel, jurist og seniorkonsulent i Ældre Sagen, der blandt andet nævner, at der er mennesker i Sønderjylland, som må køre over 100 kilometer for at komme til nærmeste bank med en ’rigtig’ kasse.  

Ældre Sagen og en lang række andre interesseorganisationer har derfor henvendt sig til regeringen for at gøre opmærksom på problemet, og 26. maj besluttede regeringen at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal prøve at løse udfordringen i, at udsatte grupper har svært ved at skaffe kontanter.

Professor Jonas Hedman er enig i organisationernes bekymring. Han mener, at vi med udviklingen i Danmark er i fare for at ekskludere samfundsgrupper, som har svært ved at bruge digitale betalingsmidler.

”Problemet er, at der er tale om marginale grupper, som den finansielle sektor ikke for alvor interesserer sig for, fordi de i et økonomisk perspektiv betyder meget lidt. De her mennesker bliver svigtet, og fra politisk side mangler der i høj grad løsninger på, hvordan vi undgår at tabe dem i et kontantløst samfund. På CBS forsøgte vi i 2013-14 at lave et forskningsprojekt, der skulle adressere netop det problem, men vi måtte give op, fordi vi ikke kunne få støtte.”

”Kode 9, kode 9! Vi har en dame, der vil betale med kontanter!”

PÅ EN CAFÉ i det indre København sidder Anders Kjærulff og smiler, da dankortterminalen pludselig ikke virker, netop som vi skal til at betale for vores kaffe. Den 56-årige journalist, privatlivsaktivist og tidligere vært på Radio24syv-programmet ’Aflyttet’ stiftede i 2018 bevægelsen ’Bevar Kontanter’, som kæmper for retten til fortsat at kunne betale med fysiske penge. Han går aldrig ud ad døren uden mindst 200 kroner i sin pung, og han er bekymret for udsigten til en nær fremtid, hvor banker, forsikringsselskaber, læger og stat i princippet vil kunne se, om vi køber for mange cigaretter eller bruger penge på alkohol og gambling.

Alle digitale betalinger kan spores,” siger han. ”Det er en del af en digitalisering, som staten bruger til at føre mere kontrol med borgerne i samfundet. Kontanter er derimod anonyme, og kun så længe vi har dem, har vi et vist mål af frihed til at gøre ting, som staten ikke kan kigge i, og som ikke kan data-mines og puttes ind i en algoritme, der kan profilere os og vores vaner. Med internettet og sociale medier er vores privatliv i forvejen under pres på så mange fronter. Jeg ser kontanter som et højvandsmærke for, hvornår det for alvor ramler.”

Anders Kjærulff benytter sig både af kreditkort og MobilePay, det er ikke det, men for ham er kampen for kontanter principiel. Han ved godt, at det koster ekstra penge at have kontanter i omløb, men prisen for at bevare dem er værd at betale for samfundet – af sikkerhedshensyn.

”Vi får ofte at vide, at elektroniske betalinger er utrolig sikre, men det er en sandhed med modifikationer. Det er de jo kun, så længe strømmen virker, så længe internettet er online, og så længe en russisk affilieret hackergruppe ikke får held til at lægge det danske banksystem ned med ransomware (software, der afpresser ejeren til at betale løsepenge for at få adgang til sine data igen, red.),” siger Anders Kjærulff. Og han fortsætter:

”I juni 2018 gik Visa ned i 24 timer i Storbritannien. Det medførte en storm mod landets pengeautomater, fordi folk pludselig ikke kunne købe mad i supermarkedet med deres kort. I USA sørger man for altid at fylde kontantautomater op før en varslet orkan. Selv svenskerne, som på mange områder er foran os, når det kommer til at afskaffe kontanter, sendte i 2018 en ’I krig eller krise’-folder ud til befolkningen, hvor de anbefalede alle svenskere at have kontanter i reserve. Jeg forstår ikke, hvorfor vi i Danmark er så forhippede på helt at afskaffe sedler og mønter. Når man installerer en elevator i et højhus, river man jo heller ikke trappen ned. Elevatoren er virkelig smart, men når det brænder, har man brug for trappen.”

”Jamen, det er altså penge, jeg selv har tjent!”

EN AF DEM, der gerne vil af med kontanterne, er Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank. I 2018 skrev han en kronik i Jyllands-Posten, hvor han argumenterede for, at Danmark fuldstændigt bør afskaffe brugen af kontanter inden 2025. Den 65-årige bankdirektør, der har gjort sig til bannerfører for det kontantløse samfund, erkender dog, at det nok ikke længere er realistisk at nå ambitionen inden 2025. Alligevel fastholder han den: Danmark bør inden for en kort årrække overgå helt og aldeles til elektronisk betaling.

”Fordelene overgår langt ulemperne. Kontantbetalinger er mere end dobbelt så dyre at håndtere som elektroniske betalinger. Der skal trykkes sedler, laves transport, optællinger og så videre. Og afskaffer man kontanter, vil røveriforsøg mod banker og pengetransporter ophøre,” siger Anders Dam, der også tror, at omfanget af nar­ko- og berigelseskriminalitet, prostitution og socialt bedrageri vil falde, fordi det bliver langt sværere at gøre uden at efterlade sig et spor.

”Samtidig forventer jeg, at omfanget af sort arbejde vil falde, og det skatteprovenu kunne man bruge til at øge håndværkerfradraget – som man gør i Sverige. Endelig vil vi få en langt bedre overvågning af hvidvask og af terrorfinansiering.”

Anders Dam erkender dog, at der er visse udfordringer, som skal løses, før Danmark helt kan slippe slanterne. Derfor vil han gerne have oprettet en kommission, som skal kigge på problemet med anonymitet. Eksempelvis foreslår han at fastsætte en beløbsgrænse, som ingen kan kigge i. Han vil også se på, om man kan minimere risikoen for nedbrud af betalingssystemet ved at sikre, at danskerne har adgang til flere uafhængige elektroniske betalingsmidler på samme tid. Og så vil han have undersøgt, hvordan der kan udvikles brugervenlige digitale løsninger, som alle kan benytte uanset alder og intellekt.

Alle filialer i Jyske Bank har været kasseløse siden april 2019, og man har besluttet, at bankens hæveautomater ikke længere udbetaler 1.000-kronesedler. Det har ifølge Anders Dam ført til, at antallet af røveriforsøg i banken er gået fra 8-10 om året til ingen. I banken, siger han, har man ikke oplevet, at kasselukningerne har gjort livet besværligt for kunder i de befolkningsgrupper, som oftere benytter sig af kontanter.

”Vi har vores andel af ældre, folk med kognitive problemer og hjemløse, men i stedet for at give dem et hævekort får de hos os et Visa Basis-kort, som de kan betale kontaktløst med alle steder. Det kan de fleste mennesker altså finde ud af, og vi har ingen klagebreve fra ældre mennesker. Hvis vores kunder – som udgør 10 procent af de danske bankkunder – kan finde ud af det, hvorfor skulle andre så ikke kunne? Jeg tror ikke, at problemet er ret stort,” siger Anders Dam, der ønsker, at Danmark bliver foregangsland for det kontantløse samfund.

”Det ville sætte et eksempel til efterfølgelse,” siger han.

”Kan De undvære lidt kryptovaluta, hr.?”

EN AFTEN I sommeren 2018 stod Morten Thomsen i køkkenet i et forsamlingshus i Brande. Den midtjyske kok og indehaver af Restaurant Noli i Ikast var hyret til at lave mad til et sølvbryllup. Parret havde bestilt trerettersmenu og natmad til 160 gæster, og der skulle ikke mangle noget, lød beskeden til Morten Thomsen, som i lokalområdet bliver kaldt ’Morten Kok’, og som blev nummer fire ved kokkenes VM, Bocuse d’Or, i 2004. Prisen, inklusive alt, også løn til ham og til de ansatte, lød på 52.992 kroner.

Dagen efter ringede sølvbrudgommen for at ordne betalingen. Parret havde fået mange pengegaver til festen – det havde han og konen ønsket sig – og derfor ville han høre Morten Thomsen, om han kunne tage imod beløbet kontant. Det kunne kokken ikke se noget problem i. Et par timer senere kom sølvbrudgommen forbi med pengene i en kuvert. Morten Thomsen kvitterede med en faktura og svingede forbi Handelsbanken i Ikast for at sætte dem ind. Samtidig afleverede han en kopi af fakturaen, så banken kunne se, hvor pengene kom fra, og ifølge Morten Thomsen var der ingen i filialen, der satte spørgsmålstegn ved beløbet.

Morten Thomsens kone er fra Bulgarien, og hver sommer rejser de derned for at besøge hendes familie. Et par uger senere modtog han pludselig en sms, mens han var på ferie:

”Min kollega og jeg var i går forbi din restauration i Østergade 1A, Ikast, samt din private bopæl i håbet om at træffe dig. Årsagen hertil er, at vi ønsker at orientere dig – og afhøre dig til en verserende sag,” skrev en kriminalassistent hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK – også kaldet Bagmandspolitiet. 

Morten Thomsen ringede straks kriminalassistenten op og fik at vide, at hvis naboerne skulle undre sig, havde kriminalassistenten og hans kollega både kigget ind ad vinduerne til Morten Thomsens hus og været ude i hans drivhus – han kunne jo have gemt sig der, som kriminalassistenten ifølge Morten Thomsen forklarede. 

Kokken fik også at vide, at han ville blive sigtet efter lov nr. 651 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, også kaldet hvidvasklovgivningen – ifølge den er det ulovligt for selvstændigt erhvervsdrivende og privatpersoner at modtage kontantbeløb på over 50.000 kroner. 

I byretten fik Morten Kok sin bøde nedsat fra 10.000 kroner til 5.000 kroner. Alligevel blev sagen anket til landsretten, men fik afslag. 

”Når loven siger, at du ikke må indbetale mere end 50.000 kroner i kontanter, er det sådan, det er. I trafikken sigter vi jo også personer for spirituskørsel, selvom de kun har drukket en halv øl for meget. Jeg kan dog godt forstå, at øjenbrynene bliver løftet, hvis nogen tror, at vi er kørt hele vejen fra København til Ikast for alene at håndtere den konkrete sag. Sådan er det ikke, for vi var i området i forvejen,” sagde politiinspektør Thomas Anderskov Riis dengang til TV Midtvest.

”Jeg står selvfølgelig ved, at jeg har brudt loven, men jeg anede det ikke, og det gjorde min bank heller ikke,” siger kok Morten Thomsen, der synes, at ”det er helt ude i hegnet”, at han skal trækkes i retten og sigtes efter en paragraf om terrorfinansiering, fordi han har sat 2.992 kroner for meget ind på sin konto.

GYSSER, GRUNKER OG GRYN

Bananer, bobs, klejner, knaster, mammon, moneter, skejser, skillinger, slanter, stakater. Det er ikke kun danskernes betalingsvaner, som ændrer sig, når og hvis kontanterne forsvinder. Det samme gør vores sprog ifølge Johannes Nørregaard Frandsen, professor emeritus i litteratur ved Syddansk Universitet:

”Omlægningen fra kontanter til elektronisk betaling kalder på nye ord og begreber, mens andre sygner hen. ’Når jeg står ved en bar, og min lomme er tom’, hed det i en gammel slager, men det udtryk bliver tomt i vores tider, medmindre det er mobilen, der er væk. ’Kongens mønt’ mister også sin reference. ’Stik mig en tyver’ må blive til ’overfør mig en tyver’. Hvis vi afskaffer kontanterne, er der ingen tvivl om, at det vil påvirke vores sprog. Nye udtryk som ”jeg mobile­payer dig lige” er ved at vinde frem,” siger Johannes Nørregaard Frandsen, der dog ikke vil afskaffe de gamle kontante udtryk lige med det samme:

”Vi ’slår stadig på tråden’, et udtryk, som stammer tilbage fra telegrafen, vi smiler stadig ’over hele femøren’, og vi siger også ’så får du ikke mere for den 25-øre’, selvom begge mønttyper har været afskaffet i årtier.”

I TV-PROGRAMMET ’Luksusfælden’ har danske tv-seere i årevis kunnet se med, når økonomiske eksperter hjælper danskere med overforbrug og kviklån. I et helt fast indslag gennem programmets 25 sæsoner illustrerer værterne ved hjælp af fysiske pengesedler de chokerede deltageres egentlige forbrug. 57-årige Mette Reissmann, der er erhvervsjurist og tidligere folketingsmedlem for Socialdemokratiet, har i mange sæsoner været en del af ekspertpanelet, som har forsøgt at hjælpe gældsramte danskere. Og det handler ikke kun om godt fjernsyn, når hun i programmet finder fysiske pengesedler frem, fortæller hun.

”Kontanter er et nemt og virkelig praktisk ihændehaverbevis, som alle kan forstå. Min erfaring er, at det ikke kun er hjemløse, handicappede og ældre, som kan have svært ved at overskue deres økonomi, når den bliver til tal på en skærm. Derfor fungerer det så godt at lægge penge på bordet,” siger Mette Reissmann, der peger på forskning, som viser, at folk har tendens til at forbruge mere, når betalinger foregår elektronisk. 

Sidste år foretog analysefirmaet Wilke en undersøgelse for Sydbank blandt 1.032 danskere, og ud af dem svarede 47 procent, at det er nemmere at komme til at bruge penge, man ikke har, når betalingsmidlet er dankort, MobilePay, Apple Pay og så videre. Knap 60 procent mente i undersøgelsen, at deres forbrug var steget, fordi det er blevet nemmere at bruge penge uden at have kontanter på sig.

Ifølge Mette Reissmann har mange danskere fortsat nemmest ved at forstå den såkaldte ’cigarkasse- og kuvertøkonomi’. Flere gange har hun i ’Luksusfælden’ enten erstattet dankortet med et debetkort, hvor man ikke kan trække over, eller helt bogstaveligt givet deltagerne et budget i kontanter for at etablere en vane om ikke at bruge flere penge, end de har.

”De fleste danskere har heldigvis styr på deres økonomi, og der er ikke noget galt med dankort og MobilePay. Men nu har jeg lavet ’Luksusfælden’ i 14 år, og det handler om helt almindelige mennesker, som er blevet ledt i fristelse. Jeg møder mange fordomme om deltagerne, men jeg har hjulpet danskere på tværs af både alder, køn, landsdele og uddannelsesniveau,” siger Mette Reissmann, der ofte møder folkeskolelærere og forældre, som kopierer konceptet med pengesedlerne på bordet, når de skal lære elever eller egne børn om simpel økonomi. 

Også Louise Skjødsholm, specialkonsulent i finansielt forbrug hos det statslige forbrugersite Rådtilpenge.dk, mener, at kontanter spiller en vigtig rolle, hvis børn skal lære om gode økonomiske vaner.

”Mange børn ser mor og far svinge kortet og tænker, at de aldrig løber tør for penge. Kontanter derimod er fysiske og visuelle. Det er meget nemmere for et barn at forholde sig til, at det har en 100-kroneseddel, og når barnet så køber noget i en legetøjsbutik, er der 50 kroner tilbage. Kontanter er bare et godt pædagogisk værktøj,” siger hun.

”Vores data viser, at De har købt baconchips igen. Vær venlig at følge med.”

I APRIL MØDTE kontantforkæmperen Anders Kjærulff Folketingets erhvervsudvalg sammen med Kasper Skov-Mikkelsen, direktør i sikkerhedsbranchen, der håndterer og transporterer de kontanter, som danske butikker modtager. Et af de argumenter, de havde med for at bevare kontanter i Danmark, var sagen om Morten Thomsen fra Ikast.

25. maj vedtog Folketinget at sænke loftet for kontantbetalinger til 20.000 kroner. Argumentet er, at det vil kunne bidrage yderligere til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Men Anders Kjærulff mener, at forslaget blot vil begrænse brugen af kontanter yderligere, så det eksempelvis bliver næsten umuligt at købe en brugt racercykel eller spare op til børnenes konfirmation i kontanter. Han er bekymret for, at staten med den nye lov vil tage endnu et skridt i retning af at begrænse det enkelte individs frihed.

”Det nytter ikke noget, at vi afskaffer alt, der eventuelt kan bruges til noget kriminelt. Sker det, fratager du borgeren valget mellem at være lovlydig eller lovløs. Jeg frygter, at vi får et samfund, der ligner en virtuel kravlegård, hvor alt bliver målt, vejet, registreret og samkørt. Det er at reducere os som mennesker,” siger Anders Kjærulff.

Selvom grænsen for kontantbetalinger netop er begrænset yderligere, viser Nationalbankens seneste opgørelse over kontantbeholdningen i Danmark, at danskerne aldrig har ligget inde med flere kontanter end nu. I 2020 rundede den samlede kontantbehandling 73 milliarder kroner, svarende til 12.565 kroner per dansker. Heraf er 28 milliarder i omløb som 1.000-kronesedler, og det tolker professor Jonas Hedman som udtryk for, at den sorte økonomi er i vækst. 

Både professoren og direktør Anders Dam fra Jyske Bank siger, at et strammere greb om kontanter kan bekæmpe sort arbejde og pengerelateret kriminalitet. 

Men når Anders Kjærulff præsenteres for det argument, fremhæver han Danske Bank-skandalen, hvor 1.500 milliarder kroner blev hvidvasket gennem en af bankens filialer i Estland, og udbytteskandalen i SKAT, hvor udenlandske finansfolk ifølge danske myndigheder svindlede statskassen for 12,7 milliarder kroner:

”Der har ikke været brugt én eneste mønt eller seddel i forbindelse med de to største danske svindelsager i nyere tid. Man sætter ind et helt forkert sted. Det er fint, at man gerne vil bekæmpe hvidvask og sort arbejde, men så må man gå målrettet efter dem i stedet for at kriminalisere almindelige danskere. Hvorfor skal borgere mistænkeliggøres, bare fordi de gerne vil bruge kontanter?”

UDEN HJEM, INGEN PENGE

Hjemløse er ofte afhængige af kontanter, forklarer Camilla Ida Ravnbøl, antropolog og forsker ved Københavns Universitet: ”Hvis man lever på gaden, er man i højere risiko end andre for at blive udsat for tyveri. Hjemløse får stjålet alt fra soveposer til penge, og får tyvene fat i et hævekort, risikerer den hjemløse at miste alt, hvad vedkommende ejer. Nogle hjemløse har også psykiske lidelser, som gør, at de har svært ved at holde styr på pinkoder og hævekort, mens andre måske har et misbrug og skylder penge væk. Får man gæld, er det farligt, hvis ens pusher får fat i et hævekort og kan hæve store beløb, frem for at han tager de 200 kroner, den hjemløse har på lommen,” siger Camilla Ida Ravnbøl, der i sin forskning blandt andet har lavet feltarbejde blandt hjemløse i København. Her så hun, hvordan bankernes kasselukninger har skabt problemer for mennesker, som lever på gaden.

”Vi har en lovgivning, der kræver, at løn og sociale ydelser skal udbetales til en NemKonto, og dermed har bankerne et ansvar for at sørge for, at alle – også hjemløse – kan få adgang til deres penge. Det ansvar lever de ikke op til, når de lukker deres kontantkasser.”

SOM NATION SYNES Danmark at have travlt med at slippe af med kontanterne, men syd for grænsen holder Tyskland, Europas største økonomi, stædigt fast i Bargeld – fysiske penge. Ifølge Deutsche Bundesbanks opgørelse over betalinger i Tyskland sidste år bliver sedler og mønter foretrukket som betalingsmiddel i 60 procent af alle transaktioner i landet. Men hvorfor er der så stor forskel på danskernes og tyskernes forhold til kontanter? Det er et spørgsmål om tillid, siger professor Jonas Hedman:

”I de skandinaviske lande har vi usædvanlig høj tillid til staten og samfundets institutioner, som går mange hundrede år tilbage. De mennesker, der har ledet vores lande, har historisk set, også før demokratiet, overholdt samfundskontrakten mellem stat og borger. I Tyskland forholder det sig anderledes, primært på grund af nazisterne, som har gjort tyskerne fundamentalt skeptiske over for enhver form for overvågning. De bryder sig ikke om, at hverken banker eller myndigheder kan se, hvad de bruger deres penge på.”

Det er dog ikke kun i Tyskland, at ’folket’ ønsker at bevare kontanterne. Ifølge Den Europæiske Centralbank, ECB, er kontanter det vigtigste betalingsmiddel i eurozonen, hvor langt størstedelen af de daglige betalinger foretages med euro i sedler og mønter. Centralbankens officielle holdning til kontanter er, at de er nødvendige – af hensyn til frihed, sikkerhed, privatliv og inklusion af alle borgere i samfundet. ECB har derfor ingen planer om at begrænse brugen af sedler og mønter.

I 2018 stoppede produktionen af 500-eurosedlen (der havde en værdi på cirka 3.750 kroner) på grund af mistanke om, at den nærmest kun blev anvendt til kriminelle formål. I Danmark har der også løbende været debat om at afskaffe 1.000-kronesedlen, men Danmarks Nationalbank forholder sig aldeles neutralt til spørgsmålet om kontanter.

”Nationalbanken har hverken et ønske om at promovere kontanter eller at afskaffe dem. Det vigtigste for os er, at alle har adgang til sikre og effektive betalinger,” siger Jakob Mølgaard Heisel, økonom i Nationalbanken.

Mere målrettet mod et nationalt farvel til kontanter synes de at være i Sverige. Landet var det første i Europa til at printe pengesedler i 1661, men i 2020 udgjorde kontanter blot én procent af landets BNP, viser en rapport fra Sveriges Riksbank. 

Kontanter er i nabolandet blevet så sjældne, at det amerikanske magasin The Atlantic i 2018 kunne berette, at svenske tyve i stedet er begyndt at stjæle sjældne genstande og truede dyr – blandt andet laplandsugler, som på det sorte marked går for op mod en million svenske kroner. 

Ifølge professor Jonas Hedman kan en del af udviklingen forklares med, at man i Sverige modsat Danmark har afskaffet kontantreglen, der betyder, at butikker skal tage mod kontanter. 

”I Sverige kan du ikke betale med kontanter i bussen. Mange butikker accepterer udelukkende kreditkort, og selv det svenske skattevæsen tager ikke længere imod kontanter. Sverige er ligesom Danmark et foregangsland på det her område, måske i endnu højere grad.”

Men hvis vi i Skandinavien går forrest med at afskaffe kontanter, og de andre EU-lande ikke følger med, risikerer vi så ikke at få euro i stedet – enten som de facto-valuta eller som de kriminelles foretrukne betalingsmiddel?

”Jo, det er der en risiko for. Kriminelle vil, ligesom alle andre, vælge det betalingsmiddel, der er mest bekvemt for dem.”

PÅ NØRREPORT er køen foran Danske Banks kontantkasse ikke blevet mindre halvanden time efter, filialen er åbnet. Ifølge flere af de fremmødte er det ikke unormalt, at den fortsætter helt til lukketid.

Adskillige gange må menneskerækken brække på midten for at lade varevogne og lastbiler komme igennem til Fiolstræde, hvilket skaber forvirring og let tumult. 

Stemningen bliver ikke bedre, da en mand i crocs, joggingsæt og med håret bundet op i en hestehale får lov til at springe køen over, fordi han er syg. En mand, der står forrest i køen, og som fordriver ventetiden med en pose McDonald’s-burgere og en cola med sugerør, råber op, men bliver hurtigt sat på plads af G4S-vagten i indgangen: 

”Du holder kæft nu! Ellers kommer du ned at ligge.”

LEIF SYLVESTER PETERSEN er et stykke levende danmarkshistorie. I de seneste fem årtier er den evigt nysgerrige tømrer fra Amager dukket op i vores fælles bevidsthed som gøgler, musiker, skuespiller og kunstner. Her fortæller han om sit livs kunstværk.
Tekst:Birgitte Ellemann HöeghFoto:Jonas Bie, privat

1.

MIN BARNDOM UDGIK fra en toværelses i  Serbiensgade på Amager i 40’erne og 50’erne. Vi var tre drenge med fem års mellemrum, og jeg var den mellemste. Det passede med, hver gang min far havde været til generalforsamling og blev lidt mere kærlig, end han ellers var. Han arbejdede altid – blandt andet med at restaurere møbler for antikvitetsforhandlerne. Han forsøgte at blive selvstændig snedker mindst syv gange. Min mor var hjemmegående og gik over på cigar- eller pølsefabrikken og fik arbejde, når de var på røven. I de perioder rendte jeg bare rundt i gaderne for mig selv.

Vi boede i en høj stuelejlighed, hvor der altid var gennemtræk og sus, fordi det meste af lejligheden lå over kældergangen ind til gården. Der var kun en kakkelovn i stuen og foroven en lille rist ind til det andet værelse, hvor vi alle sammen sov. Min mindste bror lå mellem mine forældre eller i en kommodeskuffe, og vi to større børn sov i køjesenge. Jeg var øverst, jeg sad ved risten og hørte på de voksne, der snakkede inde i stuen. Gården var fuld af mus og rotter og vilde katte, som var ret fede. Jeg sad tit i vinduet ud mod gården og fulgte kattens leg med mus og rotter hen over skraldespandslåget og plankeværket.

En stor del af min barndom var meget ensom. Jeg havde ikke meget med mine brødre at gøre, der var for mange år imellem os. I vores ejendom var gårdene delt op med plankeværker. Vores ejer havde kun to opgange på en hjørneejendom, så gården var meget lille, og jeg måtte ikke komme over i de andre gårde, der herskede viceværterne som generaler. Man måtte hverken spille bold eller tegne med kridt, så kom ’Bæ-far’. Det var vores vicevært, han boede på første sal og holdt altid øje. Han var også fanebærer i en loge, og om lørdagen tog han af sted med høj hat, i kjole og hvidt og med cykelstyrsskæg blafrende i takt med medaljerne. Så var han en fin mand – med ’bæ’ på skjorten.

Jeg forsøgte indimellem at komme over i de andre gårde for at lege. Det kunne lade sig gøre ved at gå igennem en af mine skolekammeraters lejlighed, så man ligesom var hans gæst. Jeg var ham, der blev sendt over i pigegården med kærestebreve. Jeg var den eneste, der turde. Jeg kom et år for tidligt i skole, måske fordi pladsen derhjemme var trang, da min mor havde fået en lille. Den aldersforskel forfulgte mig det meste af min skoletid. Det var nok derfor, at jeg skulle vise mig.

Da jeg var 12 år, byggede min far et selvbyggerhus med et billigt statslån i den haveforening i Tårnby, hvor vi havde haft kolonihavehus. Det var i 1952, og vi flyttede derud. Selvom der var mere plads, var der andre ting, vi måtte undvære. Vi havde ikke træk og slip, men en gammel lokumsspand, der skulle tømmes. Det gav heller ikke flere kammerater. Og hvad laver det ensomme barn? Tegner og maler, står ved høvlebænken og laver figurer, julegaver og fødselsdagsgaver.

En sommer kedede jeg mig så meget, at jeg gravede en hel cykelbane ud på et område, som lå der, hvor lufthavnens motorvej er i dag. Den stod klar, da de andre børn kom hjem fra ferie. Det blev til cykelklubben ’Svalen’. 

LEIF SYLVESTER PETERSEN MED MERE

Født i 1940. Bor i Tibirke Sand sammen med sin kone Lisbeth Clausen, der er tidligere sygeplejerske i distriktspsykiatrien og i dag driver Leif Sylvesters Galleri Python i København. Fra tre tidligere forhold har han fem børn i alderen 23-61 år.

Er uddannet tømrer og havde eget tømrerfirma, indtil han begyndte at arbejde med gadecirkus og maleri. Har medvirket i 20 film og haft karakterroller som Smeden i ’Pusher ll’, Tom i ’Taxa’ og Blinde Anders i ’Min fynske barndom’ (1994). Har været med til at skrive blandt andet ’Mormors kolonihavehus’ og ’Om lidt bliver her stille’. Har turneret på de danske musikscener med Sylvester & Svalerne, Eva Madsen, Cirkus Himmelblå, Røde Mors Rockcirkus og backingbandet Family and Friends. Har malet, formgivet, arbejdet med grafik og udgivet to digtsamlinger.

2.

DERHJEMME HØRTE VI ’Giro 413’ og så en gang imellem en Morten Korch-film i biografen. Men jeg havde en skolekammerat, der havde en grammofonplade med Ebbe Rode og monologen ’Begravelsen i Nevada’. Jeg tænkte: ”Hvad fanden er det?” Den ville jeg hjem til ham og høre igen. De havde også nogle plader med Doris Day, sådan noget swing. En dag opdagede jeg, at min faster havde en plade med Johannes Wahl: ’Wollesens Boogie Woogie Vals’. Det var det førte jazzagtige, jeg hørte, og som 10-12-årig kørte jeg tit forbi hende for lige at høre den én gang til.

”Hvis du vil konfirmeres, må du selv betale,” sagde min far. Og det ville jeg jo gerne ligesom de andre. Derfor kom jeg tidligt ud af skolen og fik arbejde som svajer, altså bybud, hos en skrædder og senere hos en købmand. Nu havde jeg mine egne penge, og på vej hjem fra arbejde svingede jeg forbi en lille pladeforretning på Islands Brygge og købte Svend Asmussens ’Civilization’.

Da jeg kom i lære som tømrer, begyndte jeg at købe traditionelle New Orleans-jazzplader. Det kunne jeg virkelig finde mig selv i. Følelsesmæssigt, eller hvad fanden det var. En dag tog jeg mod til mig og gik op i den nærliggende ungdomsklub i Tårnby, og det var lige noget for mig. Det var der, jeg begyndte at få mine første rigtige venner, blandt andet ’Fessor’, som boede lige ved siden af mig. Vi dannede det første jazzorkester i ungdomsklubben. Det nåede ikke at få et navn, inden det blev opløst. ’Fessor’ (Ole ’Fessor’ Lindgreen – trombonist og en af dansk jazz’ grand old men, red.) blev meget hurtigt bedre end alle os andre og kom med i et etableret jazzband.

Min lillebror fik som niårig blindtarmsbetændelse. Jeg var 15 år og lige startet i lære som tømrer. Efter flere besøg af læger, som mente, det bare var et maveonde, blev han mere og mere dårlig. Den sidste læge, der kom hjem til os, sagde, at han skulle på hospitalet med det samme, men betændelsen var gået i bughulen, og han døde i ambulancen på vej til hospitalet.

Dagen efter stod jeg oppe på taget af en ejendom i Kronprinsessegade og kiggede ned og tænkte på min lillebror. Skulle jeg hoppe ud for at følge ham, eller hvad kunne jeg gøre for ham? Der var mange tanker, der røg gennem mit hoved. Til alt held råbte svenden på mig, at jeg skulle se at komme i gang.

Mine forældre tvang mig til at se min bror i kapellet. Det vil jeg aldrig glemme, og det er det slutbillede, jeg har af ham endnu, som han lå der, tynd og spids og med sine sorte hænder. Det gjorde, at jeg ikke ville have noget med døden at gøre i mange år. Det var uforløst og ubehandlet, jeg måtte selv gå og rode med det.

Min far murede sig inde og gik på værkstedet for at fortrænge, og min mor fik forfølgelsesvanvid, blev indlagt og fik 10 elektrochok. Det var lige før, hun skulle have det hvide snit. Det fik min far så stoppet. Hun bebrejdede sig selv igen og igen, at han havde beskidte sokker på, og hans underbukser var vist ikke helt så friske, og vi prøvede at sige, at det jo ikke betød noget. Vi fik husmorafløser på, der kom og lavede mad og gjorde lidt rent. Da min mor kom hjem efter tre-fire måneder, blev det aldrig nogensinde hyggeligt mere.  

3.

JEG GIFTEDE MIG med kongebrev, da jeg var 20 år. Jeg var nyuddannet tømrer med fast arbejde i min fars snedkervirksomhed. Han havde altid set skiltet for sig: ’Petersen og sønner – snedker- og tømrerfirma’. Det kom det aldrig til at hedde, jeg havde hele tiden en trang til noget andet, men vidste ikke helt hvad. Min far var en kompromisløs mand. Da jeg sagde op i hans firma, sagde han, at han aldrig ville se mig mere. Så gik der et par år med det. En dag ringede han og spurgte, om jeg ville lave en trappe, fordi det var tømrerarbejde, og det kunne han ikke lave, og derfra begyndte vi at lave lidt byttearbejde og se hinanden igen.

Min kone og jeg fik et lille hus på Nilensvej på Vestamager, hvor der ikke var plads til noget som helst. En dag fik jeg tilbudt et opretstående klaver, hvis jeg ville tage det med mig med det samme. Desværre stod det på første sal, men jeg ville have det, så jeg baksede det ned ad trappen selv og ud på min bil. Da jeg kom hjem, måtte jeg brække en væg ned for at få det ind i huset.

Det var en drøm at få sådan et, og jeg spillede løs i en uge, hvorefter min kone sagde: ”Enten er det mig eller klaveret.” Så måtte jeg hive den væg ned én gang til og sætte klaveret ud for gavlen af huset, hvor jeg lavede et halvtag og lukkede det til. Nu havde jeg pludselig et værksted, og der lavede jeg keramik på en lille drejeskive og brugte klaveret som staffeli til mine malerier.

En dag så jeg en dokumentar i fjernsynet om Le Corbusiers liv. Den gav mig en idé om en retning. Han vågnede sent, gik på café, spillede lidt boccia, slog et slag omkring sin tegnestue og satte folkene i gang. Så spiste han frokost og malede om eftermiddagen, så klappede han børnene på hovedet, elskede med konen og gik i seng, og sådan var det. Det var præcis sådan, jeg ville have det, men hvordan får en tømrersvend ude på Amager det? Jeg ville være fri, jeg ville ud af den spændetrøje, det var at være mesters søn.

Jeg blev selvstændig og fik egne svende. Jeg havde regnet ud, at hvis jeg kunne tjene ekstra på dem, kunne jeg male om eftermiddagen – ligesom Corbusier. Men jo flere kunder jeg fik, jo mere skulle jeg lave. Og så var der ting, der begyndte at nage mig. Hvad fanden ragede det mig, at en eller anden fru et-eller-andet ude på Strandvejen ville have nogle profilbrædder på sit loft?

Al min fritid kørte jeg rundt og fandt skrammel på lossepladser til nogle collager, jeg var begyndt at lave. Jeg kom igennem forskellige genrer, og jeg kom med i en lille kunstgruppe og udstillede mine tilløb på nogle gallerier. I gruppen gav vi hinanden kritik, og en dag kom mine tagpap-collager under behandling. En i gruppen sagde: ”De er jo som sædvanligt gode.” Er der noget, jeg ikke vil være, så er det ’sædvanligt god’. Jeg kørte hjem halvfuld og ret aggressiv og bar alle tagpap-collagerne ud på græsplænen, hældte petroleum på og brændte hele lortet. ’Sædvanligt god’ er det værste, du kan sige til mig.

I 1969 søgte jeg ind på Kunstnernes Efterårsudstilling, jeg var 29, og jeg havde søgt ind to gange før med mine tagpap-collager. I tredje runde blev jeg antaget med et mere fortællende kunstværk. På et fællesmøde, hvor jeg havde håbet at møde nogle kunstneriske ånder og blive inspireret, mødte jeg kun brok. Der var ikke meget fællesskabsfølelse over det.

Pludselig rejste en velformuleret, lidt bleg, krølhåret fyr sig op og spurgte, hvor fanden visionerne i dansk kunst var blevet af. Det var lige, hvad jeg sad og tænkte. Jeg kiggede i kataloget for at finde ud af, hvem han var. Han hed Erik Clausen og boede på Amager. Dagen efter fik jeg overvundet min generthed og tog ud på Amager Strandvej og bankede på. ”Det, du sagde i går, kunne jeg godt tænke mig at snakke videre med dig om,” sagde jeg til ham. Han slog hånden ud og bød mig indenfor. Siden var vi sammen i døgndrift og snakkede videre i telefonen, når vi kom hjem. I perioder var vi mere sammen med hinanden, end vi var med vores koner. Erik er den første i mit liv, jeg for alvor har hængt ud med, hvor der var noget genklang.

Erik føles som en bror for mig. Vi er ping og pong og skal bare være sammen i seks minutter, så er vi flade af grin over et eller andet, vi har oplevet. Lige nu er han i gang med at skrive manuskriptet til en ny film, som jeg skal medvirke i. Forhåbentlig. Så måske slutter det med en ’Clausen og Petersen’-film, ligesom det startede. Nu er vi så på plejehjem, og jeg har allerede grinet flere gange, mens jeg læste manuskriptet. Jeg kan se det for mig. 

4.

DET BEGYNDTE med et ’billedcirkus’ på gaden. Erik og jeg var utilfredse med måden at udstille kunst på. Vi var inspireret af cirkus- og tivoliverdenen og lavede store apparater, der snurrede rundt, og som man kunne kravle ind i. Vi havde lavet et plateau, og i hvert hjørne var et stivnet dannebrogsflag skåret ud i krydsfiner, så det altid blafrede. Så satte vi en mikrofon og nogle højttalere op, og på den måde skabte vi ’Folkets teaterstol’.

Den blev brugt af alle mulige. Der blev holdt taler, sunget sange, selv Frelsens Hærs orkester kom forbi og brugte den. Vi syntes, det var så godt, at vi ville gå videre. Derfor lavede vi en manege, hvor folk kunne optræde for hinanden. Men der skete ikke rigtig noget, folk stillede sig op med korslagte arme og spurgte: ”Hvornår begynder det?”

Vi blev enige om at gøre noget, og det blev starten på ’Clausen og Petersens gadecirkus’. Vi droppede alle apparaterne, der efterhånden vejede tre tons, og lavede i stedet et stort klovnehoved med et lille omklædningsrum bagved, rullede en presenning ud på asfalten og lavede aktionskunst i øjenhøjde og på gadeplan. Vi kunne ikke noget, så vi satte ’ikke noget’ i system, og så kunne vi lige pludselig noget. Erik havde været på højskole og kunne snakke, og jeg havde gået på en byggeplads og havde ikke sagt ret meget, jeg var ret uforløst, vil jeg sige. Vi udviklede figurer, der var en forlængelse af os selv.

En dag så vi en optræden af en engelsk gadetrup på ABC Teatret. Der var en lille fyr, som var deres offer, der hed Sylvester McCoy. Det navn, Sylvester, syntes jeg var godt, og det tog jeg til mig, og så blandede vi det med det danske lidt bøvede navn Ib. Erik skulle også hedde noget. Vi fandt på ’Charles Johansen’ som en slags arbejdsgiver og ’Ib Sylvester – drengen fra stenbroen’ som arbejderklassens repræsentant, der kunne tåle alt – også spildevandet fra Øresund.

”Ærede publikum, kom nærmere. Må vi præsentere drengen fra stenbroen. Denne unge mand kan stikke sømmet langt ind i hovedet, uden at der sker noget, hans hjerne er fuldstændig udhulet af forurenet luft,” sagde Erik så. Som barn havde jeg på børnehjælpsdage set Professor Tribini inde på Christianshavns Torv fremvise en stærk mand og inderen Gunga Din, der bankede søm op i næsen, og jeg tænkte: ”Det skal vi sgu da lave, det dér.”

Sømmet var syv tommer, og jeg lærte det ved egen træning. Jeg gjorde det bare. Det er i det eustakiske rør, du stikker det ind, fik jeg senere at vide af lægerne. Derhjemme startede jeg med at slå det ind, for det havde jeg som barn set ham inderen gøre. Dang, så var det helt inde. Det skulle jeg ikke have gjort. Blodet sprøjtede. og det ville ikke se godt ud foran publikum.

Det var politisk nedenunder. Det har det altid været. Vi ville lave en folkelig revolution. Gøre publikum opmærksom på, at hvis vi kunne, kunne de også. Vores parole blev, og det er den stadig: ’Tag svagheden til indtægt. Gør det, du tror, du ikke kan.’

Mit udgangspunkt var en retfærdighedssans. Den kom fra gaden, da jeg var dreng, Og det der med at være ’stærk mand’ kom fra, at jeg var tømrer og havde jongleret rundt med spær og bjælker. Jeg kastede også med knive. Det var en forlængelse af, at jeg havde siddet og kedet mig og kastet med stemmejern og lægtehammer. Jeg har smadret utrolig mange døre på den måde, dum som man er.

Med tiden kom vi ind i varmen og optrådte foran et midaldrende publikum i DR-TV. De morede sig kongeligt over os to amagerknægte. En journalist beskrev det som ”kommunistisk propaganda kamufleret som en borgerlig succes”.

På et tidspunkt fik vi arbejdet os op i et hjørne med vores gadecirkus. Vi begyndte at føle, at vi lavede parodier på os selv. At vi stod og prikkede os selv på skulderen. Det endte med, at vi måtte stoppe. Erik gik så i gang med at lave filmen ’Cirkus Casablanca’ (1981, red.), som vi havde snakket om på vores turneer. Han skrev manuskriptet, jeg lavede musikken, og vi spillede selv de to hovedroller.

5.

JEG KVITTEDE TØMRERFAGET helt, da jeg var 32, og tog kunstnernavnet Sylvester til mig som et varemærke. Jeg besluttede mig for, at det skulle stå for ’Troværdighed … og du får noget for pengene’. Det var ansporet af den dér udsendelse med Corbusier. Når jeg først får sådan nogle tanker, går jeg i selvsving af en slags. Så formerer tankerne sig, og til sidst bliver de til en holdning. Da konen på samme tid fandt en anden i Spanien, gad jeg det ikke mere. Jeg gjorde op med det hele på én gang.

Vi solgte huset, betalte tømmerhandlen ud og den skat, jeg skyldte, og så delte vi resten. Jeg startede forfra i et atelier i Viborggade på Østerbro med lokum i gården. Et nyt liv. Siden den dag har jeg ikke haft et fast arbejde. Det blev til en bohemetilværelse, der begyndte at ligne Corbusiers lidt. Når jeg ikke skulle noget andet, stod jeg sent op, malede nogle timer, gik på værtshus og drak mig halvfuld, inden klokken var fem, sammen med andre kunstnere. Medmindre jeg havde job med Erik, kom vi nogle gange slet ikke hjem, så kørte den løs.

I de år tog jeg helt afstand fra det, mine forældres generation havde leveret. Starten af mit første ægteskab var en forlængelse af den generations drøm om villa, vovse og Volvo og at have nogle millioner på kontoen. Derfor var det også en slags falske forudsætninger for min første kone, for det udartede til noget andet end det, hun havde sagt ja til.

Leif Petersen blev til ’Leif Sylvester’, og efter jeg havde læst en bog af Bente Hansen, der hed ’Kapitalisme, socialisme, kommunisme’, meldte jeg mig ind i kommunistpartiet og kom i de følgende år til at bo i kollektiver i Hellerup, Gentofte og Lejre. Det var i den tid, jeg lærte Eva Madsen at kende, og hun blev min tredje samlever (gift 1985, red.). Hun kom fra en kommunistisk familie, og vi havde en fælles forståelse. Vi var ikke aktive i traditionel forstand, vi var det af sind og rejste rundt og lavede politisk musik i ’Sylvester og Svalerne’.

Før jeg mødte hende, havde jeg indspillet min første lp, ’Store Sonja’ (1976, red.). Det var sådan en multitid, hvor alt skulle ud, og jeg tænkte: ”Hvorfor skal jeg stå og male, når der er 20 billeder i hver sang og 100, der kan høre det på én gang? Det var igen en politisk agenda, for med billedkunst er der én ejer, og dengang var det ikke almindeligt for almindelige mennesker at købe et billede. Men grammofonplader var eminente, synes jeg, og derfor begyndte jeg at lave musik.

At komme ud at spille var fedt. Det dér med at optræde er sgu noget mærkeligt noget. Det er slidsomt, men samtidig får man et pift af, at man er til her og nu – hver gang. I værkstedet er der ingen, der klapper, når du har lavet et godt billede. Du hænger det op på en fernisering, og så er du færdig. Til en koncert er der kontant afregning.

Alt, hvad jeg har bidraget med, er ud fra levet liv. ’Mormors kolonihavehus’ lavede Erik og jeg sammen. Vi har begge haft familie, der havde kolonihaver, og en dag kørte vi forbi en kolonihaveforening på Amager, der skulle rives ned. Brandvæsenet havde fået lov til at tænde ild til 100 huse og bruge det som en øvelse, inden Urbanplanen skulle laves. Og så kom den sang altså. Jeg ville gerne have et vers mere med, som sluttede med: ”I dag står der grå betonklodser”, men det var jo et socialdemokratisk fremskridt at lave boliger, som almindelige mennesker kunne betale. Derfor blev det nedstemt, og sidste vers røg ud. 

6.

FRA JEG VAR BARN, har jeg vidst, at jeg havde talent for at lave skuespil, og sagde til mig selv: ”En dag, så finder de ud af det.” Jeg har altid lavet numre. I skolen sad jeg med hånden oppe, som om jeg kunne det hele, uden at kunne en skid, og i fritiden gik jeg rundt for mig selv og forestillede mig, hvad jeg skulle sige i situationer, hvis jeg var en anden. Filmene har kørt hele vejen igennem mit liv. Det er ikke mig selv, der skaber dem, jeg er bare med. Som for eksempel i Nicolas Winding Refns ’Pusher II’ (2004, red.), hvor jeg spiller Smeden (Tonnys far, en iskold psykopat, red.).

Den måde, jeg er skuespiller på, er ved at forsøge at være karakteren. Da jeg i ’Pusher II’ blev forvandlet og fik farvet mit hår sort, bredte det sig til den hårde tone og til den her nådesløse bandit. Det bredte sig så også til mit privatliv, og jeg kom til at råbe ad mine børn nogle gange. Den aggression, der var i filmen, og den måde, filmen blev lavet på, havde også noget at sige. Det var, som om vi oplevede handlingen.

Det var faktisk kun Mads Mikkelsen (Tonny, red.) og mig, der var skuespillere, resten var fra miljøet, og til sidst troede de på vores karakterer. Når de stod og røg en fed og drak uden for settet, og jeg sagde til dem: ”Hold lige op med det dér”, så parerede de sgu ordre og sagde: ”Okay, boss.” 

Det var Nicolas Winding Refns far, Anders Refn, der foreslog, at jeg skulle spille Smeden, tror jeg. Det var også ham, der castede mig til ’Taxa’. Han klippede mange af Eriks (Clausen, red.) film, så han havde også set mig i det, der var klippet ud.

Jeg er den slags skuespiller, der skal opfindes hver gang, og Anders havde åbenbart set, at der kunne være en rod inden i mig. Det er der også, men en godmodig rod.

”Min datter Mia og jeg på bagscenen på Roskilde Festival i en pause under filmoptagelser til ’Rocking Silver’. Jeg har haft alle mine børn med ude så meget, det var muligt. Her er hun så stor, at hun lige kan passe sig selv, mens vi optræder i små to minutter.” 1983.

7.

PÅ MIN HØJRE ARM har jeg en tatovering, hvor der står ’Lisbeth’ oven over en pinup-pige i sygeplejerskeuniform. Hun er min seneste tatovering og min ’hjerter dame’. Eva Madsens navn er inde på brystkassen et sted. Den fik hun i morgengave, da vi blev gift. ’Mor’ står der på venstre arm. Det er min første tatovering. Der skulle egentlig have stået navnet på min kæreste, men så sagde ham tatovøren: ”Hende kender du kraftedeme ikke i morgen, det er dumt. Men din mor, hun vil altid være din mor.”

Der sad jeg som 15-årig nede i Nyhavn og havde næsten malet overskæg for at se ældre ud. Man skulle jo være 18 år, og politiet gik rundt på gaden. ”Nå, men så skriv mor,” sagde jeg. Lige nedenunder er mine fem børn, som er resultatet af tre forelskelser, symboliseret ved fem stjerner og Forever love.

På trods af tre kuld har jeg formået at få nogle børn, der har det fantastisk sammen alle sammen. Det at være noget for hinanden har altid ligget mig på sinde. For mange år siden startede jeg med at lave månedlige middage – kun med mig og børnene. Det er nu blevet til en ny gruppe, der hedder ’første torsdag i måneden’, som gælder alle i familien. Man kan komme og gå, som det passer én.

I baglysets klare skær har jeg været heldig i mit møde med kvinder og koner. Når jeg ser tilbage, har de matchet mine forskellige perioder i livet. Den første var talkyndig, den næste tv-producer og æstet, derefter blev jeg gift med en sangerinde, og da jeg vendte tilbage til billedkunsten, traf jeg en billedkunstner. Og nu – i mit livs indian summer – er min kone, Lisbeth, tidligere sygeplejerske.

Det var ikke helt så let at finde dem, score dem og siden forlade dem, som det kan lyde. Jeg har troet på, at det var forever, hver gang. I mit første ægteskab voksede vi fra hinanden. Anden gang var jeg boheme og havde nogle gyldne år, hvor jeg ikke satte grænser for mig selv, og det gik galt, fordi jeg blev forelsket i en anden. Den anden var en lidt yngre kvinde, som havde givet mig nogle fantastiske erotiske oplevelser, som jeg ikke havde været ude for før, og det betragtede jeg lidt forkert som kærlighed.

Da vi havde fået lejlighed, og jeg gik og malede det sidste af et loft, mens hun malede et fodpanel, tænkte jeg: ”Det går sgu ikke, det her.” Det var fredag aften, og hun sagde: ”Men vi kan da ikke skilles på den her måde. Nu lægger vi penslerne, og så skifter vi tøj og går i byen hele weekenden, og så siger vi farvel.” Og det gjorde vi.

Så var jeg alene en lille uges tid og traf derefter Eva. Det troede jeg også på i 12-13 år, indtil jeg lige pludselig plaskede i igen. Det gnavede virkelig. Jeg ville jo ikke svigte, men det kom jeg til alligevel. Det nye løb ud efter 10 år, og så er vi næsten fremme ved Lisbeth. Vi er to alen ud af ét stykke og alligevel forskellige. Vi har det godt og giver hinanden plads. Jeg er dybest set et trofast menneske.

Mine forældre nåede at holde krondiamantbryllup, inden de døde for 15 år siden. Og min bror har levet sammen med sin ægtefælle i omkring 50 år, så jeg er nok faldet lidt uden for reden. Mine forældre har fulgt mig hele vejen. I perioder har de syntes, det var lidt rigeligt, men jeg var jo deres søn. På et tidspunkt, hvor vi var i tv med cirkus den ene dag, og jeg i en hel uge spillede hver aften i et musikprogram, som vi kørte landet rundt med, tror jeg nok, de overgav sig og sagde: ”Nå, ja.” 

8.

DER KOM TIL at gå 10 år, fra min første lp udkom i 1976, til jeg begyndte med maleriet igen. Jeg fik behov for at udtrykke mig selv uden indblanding fra de kollektiver, jeg havde arbejdet i. En dag, da Mia (Leif Sylvesters datter, red.) gerne ville male, sagde jeg til hende, at hun bare kunne gå i gang med farver og pensler på en dør. Og da jeg så hendes glæde og frie leg, tænkte jeg: ”Det vil jeg fandeme også. Tænk at male frit.”

Det blev til nogle naivistiske figurer i tråd med CoBrA-kunsten og starten på mit kunstmalerliv, som har fyldt helt frem til i dag. For 10 år siden fik jeg en lille øjenåbner, da jeg udstillede på Sophienholm. Min gode ven Arne Haugen Sørensen (kunstner, f. 1932, red.) sagde, at han kun kunne holde ud at se det halve, for han syntes, de alle sammen stirrede på ham, i alle billederne. Det kunne jeg sgu godt se, så nu kigger de lidt mere på hinanden. Men der er stadig det samme drøn på.

Jeg laver sådan noget, der gør mig svær at placere for folk ’på bjerget’. De er imponeret over, at jeg sælger så meget, det kan de forstå, men så slutter det også der. Anmeldelser har jeg næsten aldrig fået. Omtale, ja. Som kunstner vil man gerne det hele. Du kan to ting: blive anerkendt ’på bjerget’ eller ’elsket af folket’, nok sjældent begge dele. De har deres klub, og jeg har min egen, og det har jeg det meget godt med. Som helt ung kunne jeg nok godt have tænkt mig at have gået på kunstakademiet. Men havde jeg gjort det, havde jeg jo ikke været mig.

I dag udgår min verden fra Tibirke Sand. Her har jeg mit værksted og min bolig i to huse på en grund i et sommerhusområde. Min hverdag består i at sidde og hænge lidt ved morgenmaden, så går jeg over i atelieret. Jeg har altid gang i 117 ting. I dag begyndte jeg på nogle træskulpturer, som er bestillingsarbejder, jeg er kommet bagud med. Det er fast arbejde i halvanden dag at lave sådan en. Min bror er snedker og skærer dem ud for mig, bagefter samler og maler jeg. Jeg hygger mig og synes, det er pragtfuldt, så hører jeg jazz, bruger internettet, radio og telefon. 

Indimellem kan jeg godt blive træt af det gamle New Orleans, så hører jeg nogle unge fra Lincoln-skolen. Jeg har også prøvet det dér podcast, men så bliver jeg opslugt af noget andet, og lige pludselig er der sket en masse i fortællingen. Hver dag løber der mellem fire og fem bestillinger af større og mindre værker ind i mit galleri Python i København. Det er keramik-, bronze- og træfigurer eller oliemalerier med titler som ’Glade idioter’, ’Præstens tvilling’, ’Løse tænder’ og ’Omsorg’. Det har givet mig en frihed til at gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg har været isoleret her på grund af coronaen og har kun set min kone. Det går fint med det hele. Kommunikationen med mine børn og børnebørn foregår på WhatsApp og små film frem og tilbage. Det eneste, jeg savner, er at kramme alle dem, jeg holder af. Jeg har jo lyst til at kramme alle, jeg møder på min vej.

9.

JEG HAR IKKE været god ved min krop, jeg har slæbt rundt på alle mulige tunge ting og røget 60 smøger hver dag.  Så det er pay back time nu. Knokkelmanden har været tæt på et par gange. Første gang man får at vide, at man har en dødelig sygdom, begynder man at tænke: ”Har jeg været den, jeg gerne ville være? Har jeg gjort det, jeg ville? Hvor lang tid har jeg igen, og hvad skal jeg bruge den tid til?” Jeg kom frem til, at jeg har gjort, hvad jeg ville, og jeg har været den, jeg gerne ville være.

Anden gang er det ikke så slemt, der havde jeg været alle de tanker igennem, og tredje gang skøjtede jeg bare hen over det. Der er ingen grund til at ændre noget. Lige bortset fra, at det er noget lort, når kroppen står af. Nu cykler jeg som regel 25-30 kilometer hver formiddag på en elcykel. Min kone er 20 år yngre, så jeg har ikke lyst til at blive en grøntsag og er også ved at smide en masse kilo.

De store tanker om livet og døden har jeg fået bearbejdet ved at skrive sange. På mit sidste album lavede jeg mit eget begravelsesoptog, hvor jeg ligger i en kiste og kommer med gode råd. Den hedder ’Stjernestøv’. Det kommer sig af, at jeg ikke er vild med det der ”af jord er du kommet”. Det blev til ”af stjernestøv er vi kommet, til stjernestøv der skal vi blive, som stjernestøv vil vi altid være her til evig tid”. Det er min måde at forholde mig til døden på. Jeg har også mit eget familiegravsted ude på Assistens Kirkegård. Jeg er jo rationalistisk tænkende. Og det er da helt utroligt, at jeg kan berolige mig selv så meget på den måde.

Efter 30 års pause og med trekvart lungekapacitet samlede jeg i 2017 et orkester igen. Family and Friends hedder det og består af min familie og mine venner. Det er skønt at kunne samle et 10-mandsorkester, hvis man får lyst til det.

Jeg kan i øvrigt stadig proppe søm op i næsen, tror jeg. Sidste gang jeg prøvede, var til en kunstnerfrokost, hvor jeg var godt beruset. Det gik godt nok ad helvedes til, blodet sprøjtede, jeg skulle nok ikke have brugt en skruetrækker.

I Danmark forsvinder to personer hver dag. De fleste bliver hurtigt fundet igen, mens andre er væk for altid. Uanset hvad er missionen for Missing People at prøve at finde hver eneste af dem. Ud & Se tog rundt i landet for at møde fritidsdetektiverne, som vier deres liv til at finde danskere, der er blevet væk.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Lærke Posselt

MELLEM TRÆERNE i Ovstrup Skov på Falster bliver der pludselig gøet. Straks efter pifter Steffen Hansen højt og trasker målrettet ind i buskadset: ”Det ser ud til, han har fundet et eller andet. Lad os se, hvad det er.”

Lidt efter når Steffen Hansen hen til sin sorte schæferhund Robin, der trofast venter bag en busk.

”Han bliver jo altid på stedet,” konstaterer Steffen Hansen, der trækker vokalerne ud og sparer på d’erne, når han taler. Han retter fokus mod hunden, mens han samler noget op fra skovbunden.

”Hvad har du der? Hvad har du der? Ja, så har han fundet en mobiltelefon,” siger han og holder den tilfreds frem. 

For den 63-årige hundeejer, der ligner en politibetjent fra en 80’er-film – robust overskæg, trimmet, gråt strithår – er fundet ikke en overraskelse. Få minutter forinden har han selv lagt mobiltelefonen i skoven som led i dagens hundetræning. Steffen og Robin er et fast makkerpar i hundeførerenheden i Missing People – en frivilligorganisation, der har rødder i hele landet, og som hjælper myndighederne med at lede efter danskere, der pludselig forsvinder.  

Robin er en af de få hunde, der er certificeret i gruppe 1, og derfor kan han også finde lig. Jævnligt træner de to med ligfærd, hvor Robin snuser sig frem til en blanding af rådden hud og mennesketænder, som Steffen Hansen selv mikser i vand. 

”Jeg får tandlægen til at lægge nogle tænder fra, og så får jeg afskåret hud fra fodterapeuten. Det er det nærmeste, vi kan komme. Og det er faktisk ganske tæt på.”

Steffen Hansen sender den sorte schæfer ud igen. I skovåbningen kan man ane Storstrømsbroen, der tårner sig op som to tipier i den åbne blå himmel, der er plastret til med tilfældige hvide skyer. Forneden er der grønne, gule og brune marker, så langt øjet rækker. Hist og her brydes landskabet af kirker og dannebrogsflag, vindmøller og traktorer, gylletanke og hvide stakitter, der indrammer de mange stuehuse på bondegårdene. Fra skovens bøgetræer kvidrer fugle, og de overdøves kun, når en ensom scooter moser sig stædigt gennem blæsten på en åben landevej et sted derude.

Robin gør igen, og Steffen Hansen trasker derhen. 

”Var der lige et par solbriller? Jaaeh, det var godt,” siger han med rosende stemme.

STEFFEN HANSEN har haft schæferhunde, siden han var barn. Som voksen blev han medlem af  Dansk Politihundeforening, og han har både deltaget i konkurrencer og selv undervist i hvalpetræning. I dag bruger han en del tid på Missing People, og hvis en person forsvinder, bliver Steffen Hansen og Robin ofte kaldt ind for at søge. Robin kan finde ting ned i størrelsesordenen 1×1 centimeter og kan også opsnuse, hvis et menneske befinder sig i vandet. 

”Han stiller sig op ved vandkanten og peger faktisk med næsen. Der er ingen tvivl. Han bliver stående. Han kan også begynde at pive. Hvis han gør det, kan det være noget, han ikke kan nå, men gerne vil ud til.”

Erfaringen fra Dansk Politihundeforening vakte for alvor Steffen Hansens interesse for forsvundne personer. Det tiltalte ham, hvordan hund og menneske kunne lykkes ved at slå evnerne sammen. I den forstand havde det oplagte måske været rent faktisk at blive politimand. 

”Ja, jeg havde jo ren straffeattest dengang,” siger han og klukker ad sin egen joke: ”Nej, det slog mig bare aldrig. Det faldt mig ikke ind dengang. Dengang var det bare for sjov og konkurrencer.” 

Efter at have arbejdet som kok og stået på slagteri og udbenet lam og ænder besluttede han for 30 år siden at blive selvstændig. I dag driver Steffen Hansen sit eget rengøringsfirma, der ligger på Lolland, hvor han har boet hele sit liv og stadig bor med sin hustru. Ifølge ham har det aldrig været et problem for hende, at han bruger så meget tid på sin hund. 

”Vi to kunne heller ikke gå herude og diskutere. Her er kloge hoveder nok jo. Det er så ulempen ved hundefolk. Den ene er klogere end den anden,” siger han og pifter højt, så Robin, der ellers rendte rundt i skoven, øjeblikkeligt stopper op og sætter sig. Som skudt ud af en kanon løber Robin pludselig af sted igen. Lidt efter løber han atter hen til sin ejermand, der sætter sig på hug og klapper schæferen på ryggen.

”Vi forstår hinanden. Det er en kammeratlig respekt, det er det virkelig,” siger Steffen Hansen, der i otte år har været makker med Robin i Missing Peoples måske stærkeste duo, der efterhånden har deltaget i mange eftersøgninger. Også i den gruopvækkende sag om 17-årige Emilie Meng, der forsvandt en sommernat på Korsør Station i 2016. Et halvt år senere blev hun fundet dræbt i en sø ved Borup langt derfra. Steffen Hansen og Robin var med til fire eftersøgninger, hvor de snusede rundt på skov- og landarealer på Vestsjælland for at finde spor i den sag, der har tiltrukket flest frivillige til Missing People. For Steffen Hansen personligt er det også den sag, der har gjort størst indtryk. 

”Det er nok den slemmeste sag, jeg har været med til. Man håber, at man finder et eller andet … men samtidig håber man ikke at finde noget.”

3 STORE SAGER

Emilie Meng
10. juli 2016 forsvandt 17-årige Emilie Meng efter en bytur i Slagelse med et par veninder. Hun blev sidst set på Korsør Station klokken fire om morgenen på vej hjem til sig selv. For Missing People blev det den hidtil største sag med flest frivillige hjælpere. Kort før juleaften samme år blev Emilie Meng fundet dræbt ved en sø tæt på Borup på Østsjælland.

Kajakroeren
I juli 2019 forsvandt en 70-årig mand på en kajaktur i Smålandsfarvandet ud for Lolland. Forsvaret ledte med redningshelikoptere og redningsbåde i området, men forgæves. Samme dag blev en tom kajak fundet på den østlige side af Askø ud for Lollands nordkyst. Et par dage senere arrangerede Missing People en af deres største eftersøgninger med kajakroere, paddleboards, motorbåde med sonar, hundesøgere og en lang række fodfolk. Cirka 150 mennesker var med på eftersøgningen. En af de frivillige fandt roeren druknet i vandet ud for Keldernæs.

Væk på cykel
21. april 2019 forsvandt en 48-årig mand en nat fra sit hjem i Horslunde på Lolland. Han var taget af sted på en sort Mosquito-cykel, men efterfølgende var hverken han eller cyklen til at opstøve. Efter et par dage var politiet på bar bund og bad offentligheden om hjælp. Missing People arrangerede knap 20 eftersøgninger fordelt over fire måneder – en af de største sager i frivilligorganisationens historie. I august blev han fundet død i et tomt hus på det nordlige Lolland.

EN FREDAG AFTEN i 2012 forsvandt Heidi Pedersens svoger efter en julefrokost. Søndag morgen blev han fundet druknet i Dragør Havn. I det mellemliggende døgn oplevede hun på nærmeste hold, hvor tragisk og frustrerende en oplevelse det kan være, når et nært familiemedlem pludselig forsvinder. 

”Vi var i gåseøjne en af de heldige familier, fordi der ikke gik så lang tid. Alligevel nåede familien at gennemgå alverdens følelser. Jeg blev hurtigt den, der skulle holde sammen på det hele. Jeg sørgede for, at min mand havde det godt, jeg var ovre hos min svigerinde og sørge for, at hun havde det godt, og var i pendulfart til min svigermor for at snakke med hende og de andre søskende,” fortæller 46-årige Heidi Pedersen, der netop har fået fri fra sit arbejde som pædagog i en børnehave. 

På Café A i indkøbscentret Hvidovre C nipper Missing People-medlemmet til en cola og fortæller, at det var en patruljevogn, der i sin tid fandt svogeren. Efterfølgende kom politiet hjem til svigerinden og gav den forfærdelige besked. Men herefter oplevede familien, at de i det store hele var overladt til sig selv. 

”Politiet bliver ikke og taler, det har de ikke ressourcer til. Man skal også have fat i en bedemand, som kan være rigtig rar at snakke med, men derudover er der ikke nogen. Der er ikke tilbud om psykologhjælp og sådan noget. Det berører rigtig mange, når et menneske forsvinder, men der er ikke noget apparat til at samle det op. Det prøver vi på i Missing People,” siger hun og forklarer, at da hun i 2017 tilfældigt opdagede frivilligorganisationen på Facebook, meldte hun sig ind. Da der pludselig var en sag i nærområdet, hvor de manglede folk til en eftersøgning, slog hun til, og snart efter gik hun rundt og bankede på døre i et villaområde i Valby for at finde en forsvunden mand.

”Det var grænseoverskridende, fordi, altså, mig og fremmede mennesker … Jeg er blevet bedre med alderen, men jeg er sgu ikke så god til bare at henvende mig. Jeg tænkte: ’Siger jeg det nu rigtigt, skal man sige det på en bestemt måde?’”

Det lykkedes ikke for Heidi Pedersen og de andre at finde den forsvundne mand. Men et par dage efter fandt en DSB-ansat ham afgået ved døden i et skjult rum under en perron.

”Folk spørger tit: ’Hvad er jeres succesrate?’ Det kommer an på, hvad man måler den på. Måler man på, om det er os, der finder dem, jamen, så er den sikkert ikke så høj. Men fordi vi lægger efterlysninger ud til mere end 40.000 følgere på Facebook, er der rigtig mange, der ser det. Det gør ikke noget, hvem der finder dem. Bare de bliver fundet.”

Heidi Pedersen var ikke med til decideret at finde personen, men oplevelsen gjorde indtryk. Da hun kom hjem samme aften, var hun en lille smule høj af oplevelsen.

”Hvor ofte gør man noget for mennesker, man overhovedet ikke kender? Jeg kunne godt have brugt, der var nogle, der havde været der for os, dengang min svoger forsvandt. Så en af grundene til, at jeg gør det, er, fordi jeg ved …,” siger hun og tøver lidt: ”Jeg kan ikke sige, jeg ved det, for folk går igennem noget forskelligt hver gang, men jeg har i hvert fald en fornemmelse af, hvad man går igennem, når ens kære er savnet.”

Frivillige fra Missing People gør 5. august 2016 endnu et forsøg på at finde 18-årige Emilie Meng, der en måned forinden forsvandt sporløst fra Korsør Station efter en bytur i Slagelse.

EFTER OPLEVELSEN I Valby tog det fart for Heidi Pedersen. Fire måneder senere begyndte hun på uddannelsen som indsatsmedlem i Missing People, hvor man får lov at få ansvar for de forskellige eftersøgninger. Det efterfølgende år havde hun 12 sager, og siden er det steget støt. Hun har rejst land og rige rundt for at søge og i den forbindelse mødt mange af de andre medlemmer. I dag er det typisk hendes opgave at være pårørendekontakt – når en person forsvinder, holder hun løbende kontakten med familien.

”Jeg vil gerne gøre en forskel for de mennesker. Det er en grundlæggende ting i mig, der gør, at jeg har behov …,” siger hun og tænker sig om: ”Behov lyder så mærkeligt, men ja, behov for at hjælpe folk. Så de ikke skal gå rundt i uvished.”

I perioder griber engagementet i Missing People om sig. Sidste sommer havde Heidi Pedersen tre måneder, hvor hun brugte over 120 timer om måneden på det frivillige eftersøgningsarbejde. Det slider på privatlivet, når hun pludselig er nødt til at rejse sig fra aftensmaden, eller når der er familiefødselsdag om lørdagen, og hun må sige til manden: ”Den må du nok tage til selv.”

”Mine børn siger altid: ’Åh mor, du er så eventyragtig.’ Men jeg har det faktisk sådan, at jeg synes, det bedste, man kan gøre, er at stille op for mennesker, man ikke kender. Det behøver ikke være stort. Nogle gange taler jeg i telefon med de pårørende et par gange, og så er den forsvundne mand eller kvinde fundet igen. Men så skriver de efterfølgende, at det var ’så fantastisk’. Jeg har ikke gjort så meget, men det, at man lytter til dem, betyder meget.”

Heidi Pedersen har taget et valg om, at pårørende til en savnet person kan ringe til hende døgnet rundt. Andre har det mere opdelt i bestemte tidsrum, men for hende er det en 24/7-beskæftigelse. Derfor bliver hun også nogle gange ringet op midt om natten.

”Lige pludselig kan man sidde klokken tre om natten og være ked af det og have brug for at tale med nogen. Så kan man ringe til mig. Jeg behøver ofte ikke sige så meget. Det handler bare om at forstå dem, og når de har snakket en halv time eller tre kvarter, tror de godt, at de kan sove igen. Det går selvfølgelig nogle gange ud over familielivet, for vi sover i samme seng, min mand og jeg. Når telefonen ringer, vågner han. Men det er et valg, jeg har taget.”

DET BLÆSER KRAFTIGT på havnen i Aarhus. 26-årige Kristian Knudsen sidder ved en træbænk med brusende bølger som baggrundstæppe, og han er kuldskær, så skuldrene er anspændte, og tænderne klaprer. Måske derfor passer det ham egentlig bedst at sidde derhjemme i varmen. Som kortansvarlig i Missing People sidder han som regel ved computeren og udtænker teorier, når en person er forsvundet. 

”Jeg er mere den introverte type,” siger han med forsigtig østjysk dialekt: ”De andre indsatsmedlemmer er mere udadvendte og bedre til at snakke med pårørende. Jeg passer bedre i maskinrummet.”

Kristian Knudsen har boet i Smilets By hele sit liv og kender byen ind og ud. Derfor er det ofte ham, der har ansvaret for sager i Aarhus – også selvom han er det næstyngste medlem af Missing People. Til daglig arbejder han som elektriker, men han kan snildt bruge op mod seks timer efter arbejde på at kigge på kort og udtænke teorier. 

I det hele taget bruger Kristian Knudsen det meste af sin fritid på Missing People. Sådan har det været de seneste tre år. Det begyndte for alvor, da han hørte om Emilie Meng-sagen og blev opslugt af at læse om eftersøgningen.

”Det var mysteriet, der tiltrak mig. Hvorfor er personen væk, hvad tænker vedkommende, hvad er der sket med dem?” siger Kristian Knudsen, der altid har haft en ”en lille detektiv” i sig. Da han en dag mødte ind i børnehaven, havde der været indbrud i det tilstødende fritidshjem. En af ruderne var knust, og de stationære computere stjålet. Sammen med de andre børn begyndte han at udtænke teorier om, hvad der var foregået.

”Hvordan var indbrudstyvene kommet ind? Min teori var, at de havde gemt sig ved et hegn bag bakken og på forhånd havde viden om, at der var computere i et bestemt rum. Det blev aldrig opklaret, men jeg ville ønske, jeg kunne have hjulpet med at gøre det.”

For Kristian Knudsen blev børnehavemysteriet ved med at være spændende – også længe efter de andre var stået af. Det skulle vise sig at være begyndelsen på et mønster. Når der opstod mysterier, store som små, syntes hans venner, det var sjovt at drøfte til en vis grad, men det var kun ham, der kunne være fuldstændig opslugt af dem i længere tid. Han blev også betaget af efterforskningsprogrammer, ikke mindst ’FBI Files’ om opklaring af mord i USA. I dag er han især optaget af ’The Mentalist’ og bruger nogle gange samme teknikker, som hovedpersonen i serien bruger.

”Jeg har mange gange overvejet at blive efterforsker. Men det kræver nok nogle kompetencer, jeg ikke helt besidder.” 
I stedet er Missing People blevet en altoverskyggende hobby for elektrikeren. Da 17-årige Emilie Meng forsvandt i 2016 under stor mediebevågenhed, begyndte Kristian Knudsen sideløbende sin egen efterforskning på Krak. Han ledte efter hvide varevogne hos virksomheder og begyndte at strikke sine egne teorier sammen.  

”For mig handler det nok mest om mystikken. Jeg har altid haft en utrolig trang til at finde de her personer. Jeg har altid haft lyst til at opklare noget.”

4 SLAGS FORSVUNDNE  

Ifølge Rigspolitiet forsvinder mellem 600 og 800 danskere hvert år – i snit cirka to om dagen. Langt de fleste findes hurtigt og ofte inden for 24 timer. Modsat i andre lande er det i Danmark ikke ulovligt at forsvinde, hvis man er over 18 år. De forsvundne er typisk:

Frivilligt forsvundne
Kategorien er den største og indebærer blandt andet teenagere, demente, folk, der i nedtrykt sindstilstand forlader deres hjem, eller folk, der ønsker at forsvinde og skabe sig et helt nyt liv – for eksempel i udlandet.

Tilfældigheder og ulykker
En del danskere forsvinder, fordi de bliver udsat for en solo­ulykke – for eksempel en drukneulykke.

Selvmord
Cirka 500-600 danskere begår hvert år selvmord. Nogle af dem ønsker ikke at blive fundet.

Forbrydelser
Hvor mange danskere der årligt forsvinder som ofre for en forbrydelse, lader sig ikke opgøre. Men det er de sager, der ofte får mest bevågenhed.

DA KRISTIAN KNUDSEN meldte sig som indsatsmedlem, blev han kort efter spurgt, om han ville møde op som føl – betegnelsen for medlemmer, der endnu ikke er uddannet – til en sag i Aalborg. Han hoppede ind i sin Kia og kørte til Nordjylland, hvor han mødtes med godt 25 andre i en idrætshal, de havde lånt som base. 

Sagen handlede om en yngre kvinde, der var forsvundet i bil. Den kortansvarlige var en midaldrende mand, der arbejdede i Hjemmeværnet og vidste en masse om kortlægning. Kristian Knudsen fik lov til at være med på sidelinjen, og sammen kiggede de på et stort landskabskort, hvor der var sat en ring om ’sidst set’-punktet, som de skulle forsøge at arbejde ud fra. 

”Jeg kiggede på kortet og tænkte: ’Hvor fa’en kan hun være henne?’ Hun var kørt i bil, så hun kunne jo være langt væk. Jeg havde ingen idé om det, og jeg vidste intet om statistikker på det tidspunkt, det var rent gætteri.”

Da Kristian Knudsen kom hjem efter den første aften, var det med en blandet fornemmelse i kroppen. Han syntes, han manglede noget. Nogle teorier, noget viden. Derfor bestilte han straks en del bøger om emnet og begyndte at søge på internettet for at blive klogere på, hvordan man bedst leder efter forsvundne personer. 

”Jeg havde nok en idé om, at jeg kunne gøre det bedre. De andre interesserede sig måske ikke for det på samme måde som jeg selv. Jeg følte, at jeg kunne udfylde en plads.”

Kristian Knudsen fandt SAR (Search and Rescue) i USA, der har en masse tilgængelig statistik og bruger helt andre teknikker end herhjemme. Sådan lærte han blandt andet om eftersøgningsteorien tracking til at opstøve en person i eksempelvis en stor skov. Da Missing People på et tidspunkt afholdt træningsweekend på Lolland, fik han mulighed for at teste det. Her skulle de finde genstande og ’lig’ – menneskestore dukker – der var skjult på et kæmpe område. Det var indsatsmedlemmerne mod hundeenheden i et større kapløb. Og takket være Kristian Knudsen sejrede førstnævnte. 

Siden har han tilegnet sig en masse ekstra viden på YouTube. Blandt andet følger han fast en amerikaner, der har sit eget efterforskningsprogram.

”Her skal nogle personer forsøge at nå frem til et mål, som de kender på forhånd, mens han, uden at kende målet, skal finde dem, før de når frem. Det er et kapløb om at nå derhen. Han er rimelig skarp til at aflure spor og tænke i teorier. Ham lærer jeg meget af.”

Nogle gange finder Missing People personer, der ikke har nogen til at hente sig. Som regel er det bortløbne teenagere fra et bosted, hvor hverken myndigheder eller familie sender nogen ud for at hente dem.

DEN MEST BRUGTE app på Kristian Knudsens telefon hedder ’Lost person behaviour’. Her er der statistik over typiske scenarier for forsvundne personer – demente, deprimerede, bortførsler og stort set alle andre scenarier. Det hele er bundet op på statistikker fra en lang række amerikanske sager.

Når Missing People får en sag, bruger Kristian Knudsen derfor sin app til at udtænke teorier. Ofte kan der være flere forskellige scenarier til stede på samme tid. Det kræver grundige overvejelser. 

”Det kan være, det drejer sig om en seksårig autist med depression. Så begynder man måske med at gå ind på de 4-6-årige,” siger han, søger i appen og begynder at opsummere: ”De gemmer sig i bygninger, følger ikke lige veje, er tiltrukket af dyr og sådan noget. Og så kan man gå ind på autist. Nogle af dem er ikke altid så nemme at komme i kontakt med, hvis man råber dem op. Det skal man også tage højde for. Der er mange små ting, man skal have med i overvejelsen, når man leder.”

Det er ofte Kristian Knudsens ansvar at opdele kort i søgeområder, som de frivillige skal bruge. Han markerer ’sidst set’-punktet og udtænker mulige scenarier ud fra det. Det er dog vidt forskelligt, hvor meget han når at forberede sig. 

”Nogle gange kan det være sindssygt akut. Hvis det er en lille pige, der forsvinder, skal vi bare af sted. Men så ofte som muligt laver jeg kort på forhånd. Der er mange ting, man skal tage højde for – matrikler, høje bakker og sådan noget. Måske er der steder, hvor man skal have tilladelse, før man kan søge. Man skal også tænke på, hvad de frivillige er i stand til. Hvis det er et alt for stort område med høje bakker, er det et svært terræn. Jeg kigger i journalen, tjekker oplysninger og laver segmenter på kort, som jeg til sidst tager med til mit team, der så giver det videre til de frivillige. Og så er det bare ud at søge.”

Når en sag er i gang, sender indsatsmedlemmerne i Missing People løbende teorier til hinanden på Messenger. Særligt for Kristian Knudsens vedkommende kan der være mange. 

”Jeg har alverdens teorier, og jeg har flere gange fået at vide, at jeg skriver for meget. Men man skal aldrig lægge sig fast på en teori. Det har jeg lært. Man kan tro det ene, og så er der sket noget andet. Derfor skal man vende alle puslespilsbrikkerne,” siger han.

Tre gange i løbet af de seneste år er det lykkedes Kristian Knudsen præcis at udpege på et kort på forhånd, hvor den forsvundne person befandt sig. I al beskedenhed mener han, at han er ret god til at tænke i teorier. Faktisk har han endnu ikke mødt nogen, der var tilnærmelsesvis lige så ihærdig.

”Jeg er jo en introvert person. Jeg tænker mere, end jeg siger. Så jeg skriver alle mine teorier. Men en gang imellem får jeg ikke længere svar. Lige pludselig bliver der stille. Så ved jeg godt, at det er på tide at stoppe.”

MISSING PEOPLE

Organisationen har frivillige medlemmer over hele landet. Der er flere aktive kvinder end mænd.

I Missing People er der fire typer uddannede medlemmer: indsatsleder, assistent, pårørendekontakt og kortansvarlig. Man skal have været med på to eftersøgninger som ’føl’, før man kan påbegynde uddannelsen.

Når Missing People bliver kontaktet af pårørende til en forsvundet person, tager de fat i politiet for at få tilladelse til at lægge en efterlysning på Facebook. Så snart teamet er sat, begynder de at kigge på kort og stille spørgsmål: Hvor er vedkommende sidst set? Er personen dårligt gående? Er personen i bil? Kører der busser eller tog? Er der vand i nærheden?

På uddannelsen lærer man blandt andet kædesøg, hvor man går fremad i en lang række, mens patruljeførere går bagerst og sørger for, at ingen falder bagud. Hop over-søg bruges, hvis man for eksempel leder på en lang sti. Her lægger folk sig ned på en lang række, og når man når hen til et bestemt mærke, begynder man på ny. På den måde går søgerne ikke igennem det samme igen og igen. Kombineret eftersøgning er en metode med eftersøgning på land og vand. Her bruger man – ud over både, kajakroere og droner – markeringsbånd på land, der indkredser de områder, der er søgt i.

I OVSTRUP SKOV på Falster kommer en midaldrende kvinde gående med sin border collie. Hun skal deltage i træningen i Missing Peoples sydsjællandske hundeenhed, som Steffen Hansen står for. Da han ser kvinden og hendes hund, råber han til Robin: ”Nej, for helvede, kom på plads, dæk.” Straks falder Robin til ro. 

”Ikke særlig smart at komme på den måde, Anne,” siger Steffen Hansen, men med situationen under kontrol bliver der hilst mere hjerteligt. Anne og hunden Pippi er certificeret i gruppe 2, der kan finde genstande og levende mennesker, men ikke lig.  Foruden den faste træning i Missing People træner de mindst et par gange om ugen på egen hånd. 

”Robin er så garvet, så hvis jeg træner mere, er det lige før, han ville gøre sådan her efter mig,” siger Steffen Hansen og rækker langfingeren i vejret. 

”Jamen, sådan er det. Det er jo ligesom, hvis man selv blev bedt om at gøre det samme hele tiden. Jeg havde engang en hund, der hed Viktor. Han sagde virkelig: ’Det her, du gamle, det er ikke nødvendigt.’ Men hvis jeg til gengæld ventede 14 dage med at træne, var han sulten nok.”

Steffen Hansen råber sin schæferhund på plads igen. Endnu en kvinde kommer anstigende. Det er Birthe, en glad, ældre kvinde med gråt hår og labradoren Sambo ved sin side. 

Lige for tiden er der 31 medlemmer i Missing Peoples hundeførerafdeling. Men der er ikke mere end otte hunde, der er certificeret. Man skal træne sig op til at komme med på eftersøgninger. Foruden at træne i skove træner de blandt andet også i lagerbygninger. Der er stor forskel på, om man leder inde eller ude, for luftfugtighed såvel som lugte er helt anderledes.

”Vi mødes og udveksler erfaringer. Det er også vigtigt for hundene, at det ikke er den samme person, de skal lede efter hver gang,” siger Steffen Hansen: ”En dag kan det jo være, de pludselig skal give hals ad en vildfremmed person.”

Robin har snuset sig frem til det gamle sæt hovedtelefoner, som Steffen Hansen har placeret. Straks efter gør den for at tilkalde ham, og så venter belønningen – en bold at lege med.

DET ER SIDST på eftermiddagen. Fra oven slår solens stråler ned mellem bladene og rammer skovbunden som lys fra en diskokugle. En flok motorcykler drøner forbi på landevejen og overdøver kortvarigt fuglefløjt i bøgetræerne. Lidt efter ankommer de to sidste, Anders og Lise, med hver sin labrador. 

”Vi har faktisk også en puddelhund, der er med,” konstaterer Anne, mens hendes border collie løber i ivrige cirkler om hende. ”Intelligensmæssigt kommer borderen jo ind som nummer et, og puddelhunden som nummer to.”

”Ja, der er så ting, jeg ikke forstår,” siger Steffen Hansen, slår en latter op og siger: 

”Nå, Birthe. Går du ind og gemmer dig? Du skal ikke gå for langt ind.”

Birthe forsvinder ind i skoven med en håndfuld guf til belønning, når en af hundene lidt senere finder hende. Steffen Hansen står veltilfreds tilbage og fortæller om en dag, da han trænede i skoven og tilfældigt mødte en tømrer, der havde tabt sit høreapparat.  Kunne han og hunden måske hjælpe? Det mente Steffen Hansen da nok og sendte sin hund af sted, men han kom tilbage med bark i munden. Til sidst måtte han ringe til tømreren og fortælle, at de ikke havde fundet noget, men ville prøve igen dagen efter. 

”Det samme skete. Han løb direkte over til det sted, hvor han havde leget med bark … så gik jeg derover, og dér lå høreapparatet.” 

”Du kan da ikke sige til hunden: ’Find et høreapparat’, og så finder den et høreapparat,” siger Anne.

”Det kan du da,” svarer Steffen Hansen, der fortsætter med at tale om succeshistorien. 

”Dengang kunne jeg svæve ud af skoven, det er da helt sikkert. Og tømreren, han var stum længe. ’Gjorde du det? Har du det? Hvad skal du have for det?’ ’Jeg skal da ikke have noget for det,’ sagde jeg.”

Steffen Hansen griner højt. 

”Når det lykkes, bliver man sgu virkelig … glad. Det gjorde tømreren også.” 

MOST WANTED

Forsvundne børn er dem, der ledes mest efter. Lige efter kommer hvide kvinder. I USA er begrebet Missing White Woman Syndrom opstået. Fænomenet omhandler forskellen i ikke mindst medieopmærksomhed i sager om forsvundne personer, hvor der er større fokus på unge, hvide og velstillede kvinder end på andre forsvundne.

Selvom begrebet stammer fra USA, har studier i eksempelvis Storbritannien og Canada vist lignende tendenser.

I Canada har The Law and Society Association udført et studie, der påviste, at forsvundne hvide kvinder får 27 gange så meget omtale som forsvundne indfødte kvinder. Grundlægger af National Center for Missing Adults i USA, Kym Pasqualini, har brugt begrebet damsels in distress – ’jomfru i nød’ – til at forklare samfundets fokus på at finde bestemte personer frem for andre.

NÅR PÅRØRENDE til en forsvunden person henvender sig til Missing People, bliver de tilknyttet en pårørendekontakt som Heidi Pedersen. Vedkommende er i løbende kontakt og spørger ind til, hvad de kan fortælle om den pågældende. Det er en slags omsorgssamtale, men samtidig skal man have så mange relevante oplysninger ud af dem som muligt. 

”Det kan godt være, at de nogle gange tænker: ’Sikke hun snager,’” siger Heidi Pedersen, der understreger, at hvis de pårørende ikke har lyst til at fortælle alt, skal de heller ikke. 

”Men det gør det nemmere for os. Hvis manden er gået efter et kæmpe skænderi, kan det være meget rart at vide, hvor han typisk ville gå hen. Hvis konen så siger, at han er glad for naturen og går mange ture ved vandet, tænker jeg: ’Nå, okay, så skal vi nok lede der først.’ Nogle gange er jeg nødt til at spørge direkte: ’Har du en idé om, at han kan gøre skade på sig selv?’ Det er ikke rart at spørge om. Jeg plejer også at sige, at jeg godt ved, det lyder rigtig hårdt, men at jeg er nødt til at spørge.”

Så snart en person er forsvundet, begynder medlemmerne af Missing People at planlægge en eftersøgning. Når den nødvendige information er på plads, deler de det på Facebook. De har også en gratis sms-tjeneste, hvor der bliver skrevet ud om mødested, tidspunkt og lignende i den politikreds, hvor en person er forsvundet. I alt er 420 mennesker tilmeldt tjenesten landet over.

”Særligt i Jylland er de rigtig gode til at mønstre mange frivillige søgere. På Sjælland har folk i højere grad nok i sig selv. Det er ikke negativt ment, for jeg er jo selv herfra, men man kan bare se, at der bliver prioriteret forskelligt. Der møder færrest op i Nordsjælland og flest i Jylland og på Lolland-Falster,” fortæller Heidi Pedersen.

En undtagelse er dog sagen med Emilie Meng, hvor der dukkede op mod 500 søgere op til hver søgning. Men kun sjældent får sager så stor mediebevågenhed, og derfor var Emilie Meng-sagen ifølge Heidi Pedersen ”uden for kategori”. I langt de fleste tilfælde dukker der omkring 10-15 stykker op for at søge. 

”Det ville være rart, hvis der kom mange hver gang, men vi ser desværre forskel på, hvem der er efterlyst. Det gør rigtig, rigtig ondt. Lige så snart det er unge mennesker, kommer der rigtig mange. Det er fint. Jeg ville bare ønske, der kom lige så mange, når demente Karl Ejner på 86 år forsvinder. Og hvis det er en mand med anden etnisk baggrund, kommer der slet ingen.”

Når en person er forsvundet, skal Missing People have accept fra de pårørende, før de går ind i sagen. Personen skal være meldt savnet hos politiet, og organisationen skal have tilladelse af politiet til at lægge en eftersøgning på for eksempel Facebook.

ADSKILLIGE sager har i tidens løb gjort indtryk på Heidi Pedersen. En af dem, hun altid vil huske, foregik på Lolland i 2019, hvor en familiefar forsvandt. Hun var pårørendekontakt til hustruen, der stod ulykkelig tilbage med fire børn.

”Det var en mærkelig sag. Han var kørt af sted på sin cykel, og derefter var han bare væk. Man kan jo ikke bare forsvinde ud i den blå luft. Men det var den her person.”

Det blev en af de største eftersøgninger i Missing Peoples historie. Sagen strakte sig over et halvt år, og de frivillige var af sted for at søge 16-20 gange. Det betød, at Heidi Pedersen pendlede til Lolland stort set hver weekend. Der var 50-60 frivillige søgere fra lokalsamfundet hver gang, der var med til at afdække et stort areal. De fik også tilladelse til at kigge i gylletanke rundtom på egnen for at se, om manden kunne være faldet derned. Først længe efter hans forsvinden blev han pludselig fundet død i et gammelt, forladt hus, der lå et afsides sted skjult bag tilgroede træer. Det var to, der var ude at gå tur, der fandt ham. 

”Den sag var hård, og jeg tænker stadig på den. Han havde to børn under 18, ligesom jeg selv har. Jeg tænker rigtig tit på den kone og de børn der. Det gør ondt ikke at kunne give svar. Når man bruger så meget tid, kommer man tæt på familien og på de venner, der hjælper med at søge. 

Det er aldrig sjovt at finde en person død, men i det mindste får de pårørende vished. Hvis man kan få lov til at sige farvel, får man også mulighed for en form for afklaring. Vi holdt en debriefing, efter han var fundet, hvor vi talte sagen igennem. Jeg havde også brug for det, for mange gange får man ikke afslutningen på historien. Man kommer tæt på de pårørende, så en dag bliver personen fundet, død eller levende, og så slutter sagen. Men mange gange ved man ikke hvorfor,” siger Heidi Pedersen, der ikke er så god til at lægge sin telefon væk, når hun er derhjemme. Eftersom medlemmerne i Missing People ofte bor langt fra hinanden, er de i løbende kontakt over Messenger eller Skype: 

”Ens telefon plinger konstant med beskeder. Så har en opdaget noget på et kort og lægger en teori i chatten, og så kigger jeg måske på det og siger: ’Det er muligt, men hvad hvis han er gået den anden vej?’ Jeg bliver stresset af det, for jeg har familie og venner, der også skal plejes. Men det er svært at lade være.” 

NAVNESKIFTE

Tidligere eksisterede en frivilligorganisation ved navn ’Missing People Denmark’. I foråret 2016 lukkede de dog ned efter kritik for at bryde persondataloven, blandt andet ved at henvende sig til ejere af overvågningskameraer og bede om lov til at se optagelserne igennem. Kort efter oprettede tidligere medlemmer en ny frivilligorganisation med det mere mundrette navn Missing People – med ny ledelse, nye vedtægter og nyt image.

I LANGT DE fleste tilfælde bliver en forsvundet person i Danmark hurtigt fundet igen. Men der er tilfælde, som med sagen på Lolland, hvor det trækker i langdrag. Selvom Heidi Pedersen kan mærke, at hun er blevet mere erfaren, er det ikke blevet nemmere for hende.

”Selvfølgelig kan jeg mærke, at det ikke er, som da jeg første gang skulle ringe til en pårørende, hvor jeg sad med svedige hænder og trak tiden. Men det kan stadig være rigtig hårdt, for man er i det hele tiden. Det er døgnet rundt i flere måneder, og bagefter er man helt udmattet og håber, der ikke kommer en ny sag inden for den næste uge. Men det gør der som regel.”

Eftersom langt de fleste bliver fundet igen inden for det første døgn, er det i sig selv dårligt nyt, hvis det ikke er tilfældet. Så er risikoen for ikke at finde dem i live forøget. Derfor ved Missing People, at det værste kan vente dem. Men fra tid til anden dukker der solstrålehistorier op.

Under den varme sommer for to år siden foregik en eftersøgning på en ældre mand i Odder. Han var gået fra sit plejecenter og siden forsvundet. På Sjælland fulgte Heidi Pedersen med i sagen. Det trak for meget i hende, så til sidst besluttede hun sig for at tage turen til Jylland med en veninde, der også er medlem af Missing People.

Den ældre mand havde været væk knap et døgn, da de ankom. Politiet og de frivillige søgere var i fuld gang, Og Heidi Pedersen og veninden blev sat til at stemme dørklokker i et bestemt område.

På et tidspunkt fik veninden lov til at komme om i en baghave, hvor familien i huset havde tilbragt hele dagen. 

”Har I kigget bag den busk?” spurgte hun.

”Nej, nej, det er bare kompostbunken,” svarede de.

Hun kiggede alligevel efter for god ordens skyld. 

”Hører han til her?” spurgte hun så.

Først troede familien, at hun snakkede om deres kat. 

”Nej, ham den ældre mand, der ligger her?” 

Det viste sig at være den forsvundne mand, der trods næsten et døgn bag kompostbunken i den ulidelige hedebølge stadig var i live. Det var på et hængende hår. Kort efter ankom en ambulance, og der blev taget hånd om ham. Heidi Pedersen og veninden kunne tage den lange tur tilbage til Sjælland igen i overstadigt humør.

”Det var helt vildt dejligt at tage hjem med sådan en historie. Det var en af de gange, hvor jeg tænkte: ’Hvor er det godt, at Missing People er her.’ For uanset om vi vil det eller ej, er det sjældent, vi finder dem i live. Men når man får sådan en oplevelse, bliver man bekræftet i, hvorfor man gør det.”

Steffen Hansen bruger forskellige genstande til at træne Robin med. Det kan være solbriller, hovedtelefoner eller en mobiltelefon, men han bruger også gammelt hår fra en frisørsalon, død hud leveret fra en fodterapeut og gamle tænder.

 

Sangerinden udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Lis Kasper Bang

VEJBY STRAND, NORDSJÆLLAND

”Jeg har sommerhus i dette område, som er dejligt ukendt, men ligger i cykelafstand til Tisvilde, når jeg vil lade op på croissanter, cortadoer og sushi. Kommer du forbi, så besøg det bakkede lyngområde Heatherhill, og gå tur blandt får og paraglidere.”

CHRISTIANSHAVN, KØBENHAVN

”En god smeltedigel af superlækre cafeer og restauranter og folk, der sidder med en øl på bolværket, som de har gjort de sidste 40 år. Jeg boede her i slut-80’erne og har stadig et lille kontor, hvorfra jeg kan sidde og kigge ud på kanalerne, mens Vor Frelsers Kirke spiller ’Mariehønen evigglad’.”

SØNDERBORG, ALS

”Begge mine bedsteforældrepar boede i Sønderborg. Min farfar kom til byen som hollandsk konsul – derfra har jeg mit efternavn – og jeg boede i en periode med min mormor og morfar på Sønderborg Statsskole, hvor min morfar var rektor. Byen er utrolig smuk, der er aldrig  langt til vand, og man mærker historiens vingesus ved Sønderborg Slot og Dybbøl.”

Marianne Van Toornburg, 57, har blandt andet sunget med Anne Linnet, Miss B. Haven, Sweethearts, Anne Dorte Michelsen og Master Fatman. 7. maj udkom hendes nye album, ’Simpelt’.

Hvad? En filosofisk træner? Amen for helvede … Bolden skal jo bare i nettet. Reaktionerne mod KASPER HJULMAND har været tvivlende og til tider trodsige. Men herrelandsholdstræneren, der tænker ud af boksen, har vist, at teori og praksis ikke behøver være uvenner. Ud & Se har gennem et år fulgt den tænksomme mand, der måske snart kan få os alle til at juble.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Isak Hoffmeyer

DET ER EN af de forårsdage, hvor regnen ustandseligt vælter ned fra tunge skyer. I Lillerød i Nordsjælland slæber biler sig roligt gennem byens gader med haler af vand fra den våde asfalt efter sig. På gågaden hænger små dannebrogsflag og blafrer over de få, der har vovet sig ud med regntøj og paraply. Kun på parkeringspladserne foran byens dagligvarebutikker er der lidt liv. Hvad skulle man ellers foretage sig sådan en søndag i april?

På en søvnig villavej i et stort hvidmalet hus med sorte tagsten sidder Kasper Hjulmand på sit hjemmekontor. Han har netop lukket computerlåget efter at have set Christian Eriksen i aktion for italienske Inter Milan. Under normale omstændigheder ville den danske landstræner have været i Milano på byens stadion, San Siro, men verden er ikke normal, han må følge sine esser på afstand. 

Han har dog brug for at rejse rundt, ikke så meget for at se selve kampene, men for at være tæt på spillerne, for at kunne snakke med dem – og deres trænere – om, hvad deres roller er, hvad de bliver bedt om at gøre i forskellige faser af kampene, og hvordan de træner på det. Som landstræner har han spillerne til rådighed i så begrænset omfang, at han er nødt til at være helt nede i deres daglige metier, så han kan skabe det rigtige taktiske setup, når det gælder. 

I dagens opgør i Serie A har Christian Eriksen gjort det godt, og landstræneren er tilfreds. Især fordi den offensive midtbanespiller forlod banen i intakt stand.

”For tiden sidder jeg med livet i hænderne, hver gang mine spillere fra truppen går på banen. Jeg frygter, de bliver skadet,” siger han denne eftermiddag i april, seks uger før landsholdet skal mødes til den sidste træningslejr inden sommerens EM, hvor Danmark skal spille på hjemmebane mod Belgien, Finland og Rusland.

Sammen med sin stab er han i fuld gang med at analysere Danmarks tre modstandere i gruppespillet. Han har haft scouts på samtlige spillere fra de tre hold i det forgange år, og nu kommer den mere intensive fase, hvor han og staben grundigt gennemgår spillerne hver især, så analyserne står knivskarpe, når fløjten endelig lyder til sommer. 

”Rusland skal jeg have studeret en lille smule mere, men Finland og Belgien har jeg fuldstændig styr på.”

KASPER HJULMAND trasker ud i køkkenet og skænker sig en kop kaffe. Han sætter koppen på en af sine bordskånere med baseball-motiver, som han tog med sig hjem efter et universitetsophold i USA i 1994. I samme øjeblik kommer hustruen Vibeke ind med en indkøbspose i hånden. Fra førstesalen griner teenagedatteren med en veninde. Datteren er den yngste af parrets tre børn, og på væggen bag spisebordet hænger et indrammet billede af hende i selskab med sine to storebrødre. Der hænger også et ekspressivt portræt af David Bowie og et stort maleri af den danske kunstner Søren Meibom. Han og Kasper Hjulmand var i sin tid holdkammerater i B93, men Meibom stoppede sin karriere som 26-årig for at blive astrofysiker og kunstner. Der er andet i livet end bare fodbold. 

Det ved Kasper Hjulmand, for selvom han ofte taler fodbold, handler det næsten altid om mere end det. Til sommerens EM-slutrunde skal han repræsentere det danske landshold, når anslået to milliarder seere tænder fjernsynet. Men det bliver de knap seks millioner danskere, der først og fremmest skal overvindes. Det ved han. Efter han blev ny landstræner, har han måttet lægge øre til det, der har forfulgt ham i hele hans trænerkarriere: Han er for romantisk til at opnå resultater.

”Det, der undrer mig mest herhjemme, er, at det skal være så karikeret. Mange tror virkelig på, at man enten kan være klog og kynisk eller en naiv romantiker og jubeloptimist. For mig er det åbenlyst, at man ikke skal overlade sin egen skæbne til andre, til tilfældigheder, til fifty-fifty-situationer. Når man selv tager bolden, kan man være dominerende og forsøge at skabe noget selv. Tænk en gang, at man skal argumentere for det.”

DER ER TO fortællinger om, hvordan Kasper Hjulmand fra Djursland strøg til tops. Den første er den korteste og simpleste. Den handler om held, og det er den, han selv præsenterer i hjemmet i Lillerød. 

”Jeg har været megaheldig. Da jeg var i slutningen af tyverne, tog Lyngbys sportschef fat i mig og sagde, at jeg skulle være træner, og så kastede jeg mig over det. Ret hurtigt efter tog Morten Olsen kontakt til mig, fordi han så, hvad jeg lavede i Lyngby,” siger han og fortsætter med sin lykkens pamfilius-fortælling om manden, der var heldig at møde de rigtige mennesker på sin vej. 

I Lyngby var han først træner for U18, så assistent- og andetholdstræner, inden han blev cheftræner for førsteholdet i 2006 og året efter sikrede klubben oprykning til Superligaen. Undervejs lavede han blandt andet researcharbejde for den daværende landstræner. Derfor tog uddannelseschefen i DBU, Peter Bonde, fat i ham og bad ham undervise på nogle kurser. Han viste ham tillid og gav ham nogle muligheder, der var med til at forme ham.       Sådan havnede han i rollen som instruktør i selskab med folk som Michael Laudrup, Henrik ’Store’ Larsen og John ’Faxe’ Jensen. Det havde man alt sammen luret i FC Nordsjælland, der i 2008 hev ham ind, først som assistenttræner, siden som cheftræner med frie rammer til at udfolde sig. Og det gav både pote og pokal. I sæsonen 2011/12 vandt Farum-klubben et af de mest overraskende mesterskaber i dansk fodbolds historie. 

”Jeg har altid troet på mig selv, altid troet på, at jeg kan noget,” siger Kasper Hjulmand, mens regnen trommer på ruderne. 

”Men vi er jo dybt afhængige af, at andre også tror på os. Det har jeg været heldig med.”

Den anden fortælling om Kasper Hjulmand er længere og mere kompliceret. Den begynder han at fortælle om halvandet år tidligere på terrassen i sin baghave, mens solen bager ned over Lillerød den sidste fredag i august 2019. 

En af naboerne på vejen er ved at klippe hækken og lykkes næsten med at overdøve baggrundslyden af børn, der pjasker i et udendørs badebassin. Flyvemaskiner trækker spor efter sig hen over den lyseblå himmel. To måneder forinden er det blevet offentliggjort, at Kasper Hjulmand skal være ny landstræner, når Åge Hareides kontrakt udløber. 

HJULMAND KORT

49 år. Voksede op i Auning på Djursland.

Har spillet i Randers Freja, Herlev IF og B93.

Studerede blandt andet idræt på Københavns Universitet og tog et studieophold i Orlando i USA.

Stiftede en daghøjskole for eliteidrætsudøvere, blev ynglingetræner og førsteholdstræner i Lyngby, før han kom til FC Nordsjælland, som han gjorde til danske mestre i 2012. Efter et ophold i Mainz vendte han tilbage til Farum-klubben.

Bor i Lillerød i Nordsjælland med hustruen Vibeke. De har tre børn, to sønner og en datter.

Har siden juni 2020 været træner for herrelandsholdet.

KNAP 50 ÅR tidligere får Kasper Hjulmands far pludselig selskab foran tv’et i stuen. Sønnen er to år gammel, men har på forunderlig vis formået at besejre tremmesengen. Nu sidder han dér på gulvet. Det plejer han ikke at gøre, noget må have trukket i ham. I flimmerkassen er der fodbold – VM i Vesttyskland i 1974. Den polske angriber Grzegorz Lato med kælenavnet ’Ørnen’ er blevet turneringens topscorer, men i sidste ende er det de vesttyske og hollandske stjerner, Gerd Müller og Franz Beckenbauer, Johan Neeskens og Johan Cruyff, der slås om trofæet. 

Fire år senere er der ingen tvivl. Denne gang sidder han seks år gammel med en bold i skødet og gør store øjne, mens Svend Gehrs speaker dramaet i VM-finalen på Estadio Monumental i Bue­nos Aires. Banen er dækket med hvid konfetti, og da argentinske Mario Kempes med det lange, bølgede hår kaster sig ned i feltet foran en hollandsk forsvarsspiller og prikker bolden i mål, bryder 70.000 tilskuere ud i glædesrus. 

På drengeværelset hænger en plakat med Allan Simonsen. Året forinden er ’Spurven fra Vejle’ blevet kåret som Europas bedste fodboldspiller, og han er Kasper Hjulmands helt store helt. Det er ham, han er, når han spiller med de andre drenge fra vejen på grønsværen lige over for barndomshjemmet. Hvis altså ikke han drister sig til at være Zico, Falcão og Sócrates eller en fjerde af de mytologiske brasilianere, der til hans store skuffelse taber til Gli Azzurri, det italienske fodboldlandshold, i VM-finalen i Spanien i 1982. 

Heldigvis er der andet at glæde sig over. For efterhånden er det ikke længere blot Allan Simonsen, men en hel generation af danske fodboldspillere, der træder ind på den største scene. Da Frank Arnesen året forinden scorer direkte på frispark mod Italien og glider jublende hen over græstæppet på knæene, løber niårige Kasper Hjulmand ud i baghaven og gør det samme. 

Han vokser sig større i takt med landsholdet. Da han træder ind i sine teenageår, deltager Danmark for første gang i 20 år i EM. I 1984 gennembanker landsholdet Jugoslavien, vender på magisk vis et truende nederlag mod de hårde belgiere, før en bukseløs Preben Elkjær losser den over mål i semifinalen mod den onde ånd fra Spanien. 

To år senere følger 15-årige Kasper Hjulmand med den halve nat, mens det danske landshold til tonerne af ’Re-Sepp-ten’ nedlægger tunge fodboldstater i den tynde luft til VM i Mexico. Skotland, Vesttyskland og ikke mindst Uruguay får alle ørerne i græsslåmaskinen. Til sidst ender det med et ydmygende 1-5-nederlag til Spanien, men som andre, der oplever det, får Kasper Hjulmand minder med for livet. For selvom holdet ingenting vinder, og selvom det danske landshold har deltaget i en hel del slutrunder siden, er det stadig kun fortællingen om EM 1992, der kan overgå den om 80’er-landsholdet i den kollektive fodboldbevidsthed.

”Vi behøver ikke snakke om, at det vigtigste er at vinde. Det håber jeg, vi snart er ude over. Selvfølgelig skaber resultater begejstring, men selve spillet kan også skabe begejstring og få pulsen til at slå hurtigere. Der er dele af spillet, der kan få én op af stolen. Så det ikke blot er effektivt, men også begejstrer. For mig er det – om ikke en forpligtelse – så i hvert fald noget af det vigtigste ved fodbold og  specielt landsholdsfodbold. Landsholdet er jo en parallelhistorie til ens liv. Der er nedslag, som man altid husker. Man glædes, og man sørger. Man skal være effektiv og vinde, men jeg kan godt lide, at der er en smag. Man kan vinde kampe og pokaler, men også hjerter. Målet er at få det hele til at gå op i en højere enhed.” 

FOR KASPER HJULMAND så det længe ud til, at han selv skulle skrive fortællinger med fødderne. Om ikke på de helt store stadioner, så i det mindste på et af dem lige under. Efter et par år i Grønland besluttede hans forældre at vende retur til Danmark. Tilfældigt kom de gennem den lille by Auning mellem Grenå og Randers, hvor der til deres overraskelse var to idrætshaller og en svømmehal. Ikke værst for en by med 3.000 indbyggere. Begge forældre havde altid dyrket sport og ønskede, at de yngste medlemmer af deres voksende familie, der ud over Kasper Hjulmand talte en lillesøster og en lillebror, skulle have samme muligheder. 

For Kasper Hjulmand kom tilværelsen til at handle om lige præcis det. Når han ikke gik i skole, dyrkede han al den sport, han kunne komme i nærheden af. Foruden fodbold var han en lovende volleyballspiller, der var inde omkring ungdomslandsholdet, men i sidste ende trak førstnævnte mest. Han røg til lokalområdets store klub, Randers Freja, hvor han som juniorspiller var med til at vinde Freja Cup ved i finalen at besejre AaB med en ung Peter Møller på holdet.

Siden gik turen til Herlev IF og B93 i København. Med sidstnævnte var han som anfører med til at sikre klubben oprykning til Superligaen i 1998. En succes i sig selv, men også en mulighed for at prøve kræfter med de allerbedste herhjemme. 

Men senere samme år sad han hos speciallægen Eilif Larsen. Få dage forinden var han røget ind i en tackling til træning, og knæet havde endnu en gang givet efter. Nu fik han beskeden. Den, han frygtede. Han var 26 år gammel, og det var slut. 

Syv år tidligere havde han fået sin første knæskade, og en tredjedel af hans mediale menisk skulle opereres ud. I dag ville sådan en skade tage seks måneder med restitution, men han var tilbage på banen tre uger senere. Det blev starten på enden. Efter syv operationer i det ene knæ, to i det andet og en i lysken sagde lægen stop. Det kunne ikke blive ved. 

”Det var pissehårdt. Jeg vidste godt, den var gal, og jeg havde løbende lavet forskellige andre ting ved siden af fodbolden, fordi jeg hele tiden var skadet. Men det er ikke sjovt som 26-årig at få at vide, at man ikke kan mere. Bestemt ikke sjovt. En ting er, at drømmen forsvinder. Men det værste var, at jeg ikke kunne lave, hvad jeg syntes var det allerfedeste. Jeg kunne ikke spille fodbold. Og det har jeg ikke gjort siden.”

TÆNKER

Da Kasper Hjulmand selv var aktiv spiller, var han næsten altid anfører for sine hold.

”Jeg har nok altid været en, der har forsøgt at se spillet. Jeg var ikke særlig hurtig eller særlig god, men jeg overlevede på min evne til at kommunikere og se spillet.”

DE FARVEDE BRIKKER på det magnetiske spillebræt på Kasper Hjulmands arbejdsværelse er linet op i to 11-mands-formationer. Det røde hold mod det blå. På væggen hænger et whiteboard formet som en fodboldbane med papirlapper med navnene på spillerne i bruttotruppen, men han foretrækker dét på mødebordet, hvor brikkerne let kan rykkes rundt, når spillets facetter skal drøftes. Det bliver det ofte for tiden, hvor assistenttræner Morten Wieghorst lægger vejen forbi næsten dagligt, men også de enkelte spillere, når de er i Danmark. Eller også sætter de sig ved hans stationære computer og ser udvalgte klip fra fodboldkampe i hans enorme arkiv. 

I sine unge dage som fodboldtræner købte han et videokamera og tog selv rundt og optog kampe. Nogle gange klatrede han op på tagene for at få bedre overblik, indtil han blev smidt væk af en emsig kontrollør. I dag ligger stort set alle kampe fra de forgangne årtier fra alle ligaer og alle landshold på en platform, så han elektronisk kan hive lige netop dén kamp ned, han ønsker at se. 

Mens han forberedte sig på at blive landstræner, kiggede han blandt andet gamle landskampe igennem. Han læste op på historien tilbage fra slut-1800-tallet og den efterfølgende opblomstring fra 1908, hvor Danmark var blandt de bedste i verden. Han så også landskampe fra 70’erne og 80’erne. Og selvom det er længe siden, og fodbolden på mange måder er helt anderledes i dag, er der ofte inspiration at hente. 

”Jeg synes, det er interessant at studere, hvordan fodboldens store tænkere har set og udviklet fodbolden. Jeg har selv været en af de unge trænere, der mente, jeg havde opfundet noget. Men det har man ikke. Det er set før. Når man læser lidt op på det, er det næsten altid gammel vin på nye flasker. Der er ikke meget, vi kan opfinde fra bunden, men vi kan forsøge at sætte det sammen på en ny måde,” siger landstræneren.

Gennem sin karriere har han fået ry for at være visionær. Som da han i FC Nordsjælland bragte internationale tendenser som blandt andet den falske 9’er og offensive backs ind i dansk fodbold. Men selv betegner han sig som en tvivler.  

”Nogle anser tvivl for en svaghed, men jeg tror faktisk, at tvivl er min store drivkraft. Mine bedste momenter som træner har været dem, hvor jeg har stået over for en modstander uden at vide, hvad fanden jeg skulle gøre. Så har jeg arbejdet det hele igennem, arbejdet rundt om tvivlen, snakket med en masse forskellige og taget det hele ind. Og så … lige pludselig … ,” siger han og banker i bordet et par gange, ”så kommer følelsen af at kunne klappe computeren sammen og vide, at nu har jeg en gameplan.”

MOD ALLE ODDS lykkedes det FC Nordsjælland at vinde det danske mesterskab i 2012. Før sæsonen var klubben tippet til nedrykning, og da de kom haltende fra start, lød den samme sang om Kasper Hjulmand. Det var hans første sæson i spidsen, og med inspiration i blandt andet Barcelona og Ajax ville han have dem til at spille på en måde, man ikke ligefrem var vant til på disse breddegrader. Kasper Hjulmand var for naiv, mente man. Det kunne ikke lade sig gøre. Men det kunne det, den dårlige start blev vendt, og efter 33 runder havde han brudt FCK’s monopol og kunne løfte pokalen.

”Jeg tror på, at jeg kan hjælpe fodboldhold med at vinde. Det har jeg altid troet på. Men jeg har også været dybt afhængig af at være steder, der tror på, at jeg kan gøre det. Man skal ikke proppes ned i en boks, hvor man ikke kan udtrykke sig. I Lyngby fik jeg lov til at være, hvem jeg er, og prøve grænser af. Det samme i FC Nordsjælland.”

Efter den overraskende succes stod Kasper Hjulmand pludselig med adskillige tilbud på hånden. Et af dem var fra klubben Mainz 05 i Tyskland. Med et løfte om, at han ville få tid til at indføre en ny kultur, sagde han ja. Men jobbet holdt kun i otte måneder, så var det slut. Han ville ikke, som de ville; de ville ikke, som han ville. Stadig i dag hænger hans kritikere sig i den periode. Dér var beviset på romantikerens begrænsninger.

”Jeg er ligeglad med, hvad folk siger. Jeg kan se mig selv i spejlet. Jeg ved godt, hvad der skete, og hvorfor det var, som det var. Jeg kunne have været et karrieremenneske og slugt kameler. Så havde det set helt anderledes ud, og jeg var kommet et andet sted hen. Men jeg skulle arbejde med grænser hos mig selv, både etisk og moralsk,” siger Kaper Hjulmand, der i dag er glad for tiden i Mainz. For selvom det dengang ramte ham på æren, har han ikke fortrudt et sekund.

”Man vil jo gerne vise, at man kan. Men det vigtigste for mig og mit liv er, at jeg ikke skal gå op og ned ad folk, som jeg ikke kan stole på. Det er livet for kort til. Så vil jeg hellere arbejde på en tankstation. Det er ikke vigtigt for mig at have et prestigefyldt job.”

Den erkendelse har ikke mindst det forgangne år været med til at understrege for ham. Under pandemien har han fået rum til at kigge tilbage på sit liv og dermed også mulighed for tydeligere at kunne se frem. Han har særligt tumlet med to helt fundamentalle spørgsmål: Hvem vil man omgive sig med? Hvordan fanden vil man leve sit liv?

”Det siger jeg også til mine fodboldhold: Man skal have modgang for at udvikle sig. Det er de situationer, der bliver et kompas for livet. Jeg er selv blevet hårdere på den måde, at jeg cutter folk fra, som jeg ikke stoler på. Hvis nogen tager røven på mig eller ikke er ærlige. Livet er for kort til kun at tænke på sin karriere, så jeg skærer folk fra, hvis der ikke er tillid. Hvis vi ikke kan arbejde tillidsfuldt med hinanden og stole på, at folk siger, hvad de faktisk mener. Det vil jeg arbejde på, også i den kommende tid.”

PUMPER

Efter Lyngby FC gik konkurs i 2001, kom Kasper Hjulmand til klubben for at få den på fode igen. Hver morgen klokken seks mødte han op, pumpede bolde og trænede med nogle af spillerne. Andre unge trænere var også med, heriblandt Thomas Frank, i dag træner i Brentford, Johan Lange, i dag sportsdirektør i Aston Villa, og Niels Frederiksen, i dag træner i Brøndby IF.

DET FLYDER MED bøger på Kasper Hjulmands arbejdsværelse. Øverst i stakken på skrivebordet ligger en af de nyere favoritter, ’Complex Football’. Men langt hovedparten er bøger, der ikke handler om fodbold: Jean-Paul Sartre, Albert Camus, Søren Kierkegaard.

I sine teenageår begyndte Kasper Hjulmand for alvor at dykke ned i bøgernes verden for at søge svar på nogle af de store spørgsmål, der rumsterede i ham. Han søgte efter et eller andet større at tro på. En vertikal linje i ens liv. Han overvejede at starte på filosofistudiet og blev samtidig opslugt af det idéhistoriske felt. 

”Jeg er optaget af, hvad der gør, at tanker bliver til handlinger. Det er superinteressant, hvordan man tænker tanker. Hvis man tager fodbolden: Hvad gør, at Hugo Meisl i 30’erne sidder på cafeerne i Wien og tænker over, at man kan spille på en anden måde, hvilket resulterer i en opblomstring for Østrig i de efterfølgende år? Eller at Valeriy Lobanovskyi i Sovjetunionen og Rinus Michels i Holland gør sig tanker om totalfodbold med pres over det hele i slutningen af 50’erne og op til 70’erne? Hvad gør, at Arrigo Sacchi i 80’erne sidder og roder med zoneforsvarsspil? Det interesserer mig, hvordan man får gode ideer, hvor de kommer fra, hvordan man fører dem ud i livet.”

Undervejs stødte han også på Søren Kierkegaard, der i høj grad tiltalte ham. Men også de franske eksistentialister blev mentale livsledsagere. Stadig i dag vender han jævnligt tilbage til dem.

”Jeg kan stadig sidde og fundere over de helt store, helt grundlæggende spørgsmål. Hvad skal vi bruge livet på jorden til? Og hvornår er jeg selv mest glad? Hvordan kan vi gøre den her jord til et bedre sted for vores børn? Hvad kan jeg give videre til mine børn af holdninger og værdier, som kan hjælpe dem med at skabe et godt, lykkeligt og meningsfyldt liv? Og hvad er det egentlig?”

LIGESOM HAM selv havde Albert Camus en stor kærlighed til fodbold. Faktisk stod han for et famøst citat om, at alt, han havde lært om moral, havde han lært fra fodboldbanen.

”Det er ikke så lidt, han vidste om moral,” konstaterer Kasper Hjulmand, der ligeledes mener, at også han har lært det, han ved, gennem fodbold. 

”Jeg har kæmpestor respekt for det spil, det indeholder så mange aspekter af livet. Det er både supersimpelt og superkompliceret. Der er en dybde i selve spillet, som vi stadig har svært ved at begribe. Samtidig har det så stor kraft på så mange mennesker i hele verden. Det er det største sociale fænomen i verden. Jeg har rejst meget, og jeg har selv børn, der har fundet et fælles sprog med andre børn gennem fodbolden. Fodbolden står for mange af de værdier, jeg vægter højest. Det bryder grænser mellem mennesker. Man er ens på en fodboldbane. Ingen er mere værd end andre, om man er millionærens søn eller den fattige knægt. Man er afhængig af hinanden, det er en holdsport, og man kan ikke gøre noget alene. Man er kun noget i kraft af hinanden. Man vinder og taber sammen,” siger han og understreger, at vi skal huske at lege. 

”Spillet rummer så meget, der er smukt, samtidig med at det er en leg. Det engelske ord play indeholder både leg og spil, hvilket er fundamentalt for vores udvikling. Einstein har sagt: ’Play is the highest form of research.’ Det er det samme med matematik og alt muligt andet, hvor indholdet er læremesteren, mens man leger det. Fodbold er på den ene side bare et spil, men samtidig indeholder det så mange facetter af livet, som jeg godt kan lide.”

Måske mere end noget andet indkapsler bogen på Kasper Hjulmands skrivebord, ’Complex Football’, netop det. Den er skrevet af fodboldfilosoffen Javier Mallo, der ligesom ham selv er optaget af systemisk tænkning. 

”Du kan ikke bare sige: ’Vi mangler at score mål, derfor skal vi have en ny angriber.’ Rigtig mange tænker fodbold på den måde. Men jeg tænker på systemet. Hvis du ændrer bare en lille smule på en position, ændrer det meget mere, end hvis du skifter én til én. Vi hænger sammen – i livet og på fodboldbanen,” siger han.

På den måde er Kasper Hjulmands tilgang til fodbold også det bedste bud på et svar, han har på det spørgsmål, der har optaget ham, siden han var dreng: 

”For mig er meningen med livet meningsfyldte relationer. Det er at omgive sig med mennesker, jeg har tillid til … at opleve gensidig respekt. Når jeg får sat mit liv i det rette perspektiv, fylder det mig med taknemmelighed, og jeg oplever faktisk en lykke eller en glæde. Og når man er taknemmelig, har man også lyst til at hjælpe andre, gøre noget for andre.”

SPEJDER

Da Kasper Hjulmand var ynglingetræner i Lyngby, blev han kontaktet af den daværende landstræner, Morten Olsen. I første omgang bad han ham flyve til Georgien for at se landet spille mod Ukraine, da Danmark skulle møde begge hold. Efterfølgende blev Hjulmand tilknyttet landsholdet som modstander-scout op mod EM i Portugal i 2004.

”Jeg gennemgik spillerne for Morten Olsen, så han vidste nærmest alt på forhånd. Hvis en af dem havde en lillebror på 15 år, der spillede i Tbilisi, så vidste han det. Den grundighed for detaljerne lærte jeg meget af.”

KASPER HJULMAND STARTER motoren og trækker sikkerhedsselen hen over skulderen. Brøndby skal senere spille mod ærkerivalerne fra FCK, og landstræneren skal ind og se nogle af de spillere an, der er på brutto­listen til herrelandsholdet. 

Da han triller ud ad indkørslen, fisker han telefonen frem. Han scroller et øjeblik. 

”Nordsjælland er simpelthen foran 3-2 i Randers,” konstaterer han, imponeret over sin gamle klub.

”Jeg har egentlig aldrig rigtig holdt med nogen. Som barn faldt jeg mest for hold med særlige udtryk på banen. Men jeg følger med i, hvordan FC Nordsjælland klarer sig. Og Randers, det er jo også min gamle klub.”

Han fører bilen forbi de grønne og brune ligusterhække på parcelhusvejen. Flere steder blafrer dannebrog i toppen af flagstænger. For enden af vejen passerer en ældre mand i sin bil. Han løfter hånden fra rattet, da han ser, hvem der venter på at dreje ud. 

Der er ikke meget, der har ændret sig for Kasper Hjulmand på disse kanter, siden han blev landstræner. Det eneste er, at byens borgere nu på daglig basis sørger for at indvie ham i, hvem de mener, der bør starte inde på herrelandsholdet næste gang. 

”Men mine tætteste venner ved heldigvis godt, at jeg ikke gider snakke fodbold hele tiden. Vi snakker mest om noget helt andet. Det bedste ved tætte relationer er, at der ikke er noget, der forandrer sig, hvad det angår,” siger han.

Det er godt og vel 20 år siden, Kasper Hjulmand flyttede til byen med hustruen Vibeke. De to mødte hinanden på højskole i begyndelsen af 90’erne, hvor han befandt sig efter en af sine første lange skadesperioder. Hans far og onkel havde billetter til EM-finalen på Nya Ullevi i Gøteborg i 1992, men selv fulgte han sin blomstrende forelskelse, og derfor befandt han sig på hendes fødeø Bornholm, da John ’Faxe’ Jensen ramte den ’lige i røven’ og sendte nationen i ekstase.

Da Brian Laudrup seks år senere gled jublende over græstæppet efter sit mål mod Brasilien i VM-kvartfinalen i Frankrig i 1998, var hustruen højgravid. På det tidspunkt boede parret i en lejlighed på femte sal på Østerbro i København. Men efter de fik deres første søn, Markus, ændrede tingene sig. 

”Det var pludselig anstrengende at skulle bære den store dreng op med lift eller sidde i baggården, hver gang han skulle sove. Samtidig er vi jo begge bønder. Vibe er fra Bornholm, jeg er fra Djursland. Selvom vi elskede at bo i København, var det bare ikke det rigtige, da vi fik ham. Det trak at have naturen tættere på,” siger han. 

På vej ud af byen passerer Kasper Hjulmand et stort banner, der annoncerer med fitness for hele familien, og skiltet mod træningsanlægget, der er det første, man møder, hvis man kommer fra den anden side. Ligesom hans egne forældre i sin tid valgte Auning, fordi byen havde gode idrætsfaciliteter, faldt han og Vibeke for noget af det samme, da de en dag besøgte nogle venner, der boede i rækkehus i Lillerød.

”Fra børnehaveklassen har de selv cyklet i skole. På med cykelhjelmen og så af sted. Vi gider ikke bo et sted, hvor vi er afhængige af, at de skal køres hele tiden. Her har vi cykelstier og god adgang til skole og idrætsfaciliteter, så de har haft mulighed for hurtigt at blive uafhængige. Det har vi vægtet højt.”

FLYTNINGEN blev en helt ny start på flere måder. Kasper Hjulmands aktive karriere var skrinlagt, hvad skulle der ske? I første omgang var han med til at stifte en daghøjskole for elitesportsudøvere. Efter et par måneder tog en af deltagerne, sportschefen Birger Jørgensen fra Lyngby, fat i ham og sagde: ”Kasper, for helvede. Du skal være træner.” 

Som barn havde han siddet på drengeværelset og brugt kapsler til at udtænke nye taktikker for sit eget hold. Og gennem sin aktive karriere havde han været en pestilens for sine trænere, fordi han mente, der måtte være andre og bedre måder at gøre det på. Særligt efter han i 80’erne var begyndt at følge hollandske Ajax med træneren Johan Cruyff. Her skete noget på fodboldbanen, han ikke havde set før. Formationerne og mønstrene var anderledes. 

På eget initiativ fik han i starten af 90’erne arrangeret en rejse til Barcelona for at se deres træning. Cruyff var træner i den catalanske hovedstad, og han vendte op og ned på alting for ham. Indtil da havde han kun mødt trænere, der fokuserede på at pakke sig defensivt. Men her var pludselig en træner, der insisterede på at få fat i bolden og spille selv. Det var en fundamentalt anderledes tilgang til fodbold.

Hjemme igen begyndte han straks at indvie både sin træner i B93 og alle andre i sin åbenbaring. Til hans skuffelse var der ingen lydhørhed. Bolden skulle ud af kommunen, ikke spilles i fødderne. Han var the odd one med sine romantiske visioner. Men 10 år senere var det pludselig ham selv, der var træneren.

”Set i bakspejlet havde jeg nogle fuldstændig vanvittige år. Jeg var stort set aldrig hjemme, selvom jeg havde fået små børn. Det var helt håbløst. Men samtidig var det en periode, hvor jeg lærte rigtig meget. Jeg fik lov til at prøve alle mulige mærkelige ting af. Det skal man have lov til som menneske for at blive god. Og så skal man finde nogen, der tror på én. Uden det eksperimentarium, det laboratorium, var jeg helt sikkert ikke nået dertil, hvor jeg er i dag.”

”ÅH, MÅ JEG nu ikke køre ind her?” På vej mod Brøndby Stadion er Kasper Hjulmand blevet mødt af en afspærring og må tage en omvej. 

”Jeg har altid set fodbold og altid dyrket at tage rundt på stadioner, selvom jeg ikke behøver det,” siger han, sætter bilen i gear og finder en anden vej. 

Et par uger forinden har hans landshold vundet de tre indledende kvalifikationskampe op til det om-diskuterede VM i Qatar i 2022. Selv var han overrasket over, hvor godt det gik. Udekampen i Israel havde han på forhånd betragtet som svær mod et godt hold med gode offensive spillere, og til Moldova-kampen vidste han, at han tog et sats ved som den eneste landstræner i Europa at skifte hele 10 mand ud i startopstillingen. Til sidst påførte Danmark det østrigske landshold det største hjemmebanenederlag nogensinde i en betydningsfuld kamp. 4-0.

”Jeg tror på drengene, jeg tror på vores hold, og jeg havde troet på tre sejre, men jeg forventede, at det ville blive en hård omgang. At det blev, som det blev, kunne ingen forvente: en målscore på 14-0 i tre kampe.”  

Herhjemme var reaktionerne positive, men også uden for Danmark vakte resultaterne opsigt. 

”Det vigtigste for mig er, at danskerne syntes, det var fedt at se landsholdet spille igen. Vi skal røre befolkningen, derfor var det fedt at få de tilkendegivelser. I EM-slutrunden og op til den vil vi meget gerne fyre op under folk og sørge for at skabe begejstring uanset resultaterne. De skal kunne mærke os. Vi skal være relevante,” siger Kasper Hjulmand, der føler, at han er lykkedes med meget af det, han har arbejdet med. 

Ud over at det resultatmæssigt har været godt, har det også trupmæssigt været godt. Flere af de nye, unge spillere har stjålet rampelyset. Men hvis noget ærgrer ham, er det, at nogle af de etablerede spillere fik visse hug i offentligheden. 

”Der er noget Klods-Hans-mentalitet over Danmark. Vi dyrker eventyret om de uforudsete helte. Dem, der kommer som underdogs. Samtidig elsker vi at pille stjernerne ned. Vi skal blive bedre til at hylde vores stjerner. Det er topgutter, der knokler for fællesskabet. En af mine forgængere, Ricardo, havde et citat før EM-finalen i 1992 om sin bedstemors korset med tre stivere. På landsholdet har vi spillere som Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Thomas Delaney og Christian Eriksen, det er dem, der stiver holdet af. Det er fedt at se de nye og unge, men uden de andre kan det ikke holde,” siger han og kommer i tanke om dengang, han i starten af sine tyvere læste idræt og tog et semester i USA. På et tidspunkt havde han en samtale med en direktør i en stor bank. 

”Forskellen på dine og mine breddegrader er, at herovre går de forbi mit hus og siger: ’Hold da kæft, han må gøre noget rigtigt, ham der.’ På dine breddegrader siger man: ’Hvad er han for en blærerøv? Rige svin,’” sagde direktøren. 

For Kasper Hjulmand er det en påmindelse om, at selvom vi ikke behøver at være som amerikanerne, kan vi i det mindste blive bare lidt bedre til at anerkende dem, der stryger til tops. 

”Egoister ville have det svært på vores landshold. Vi hænger sammen og kæmper for hinanden. Det er en sund og god kultur. Men vi kan være stolte af de stjerner, vi har, de er superambitiøse, men også generøse, og de ved, hvor de kommer fra. Det var en skændsel, at Ricardo ikke blev årets træner i Danmark efter EM-sejren i 1992, men blev årets træner i verden. Han blev heller ikke optaget i Hall of Fame, før han døde. Se også på Caroline Wozniacki … hvad hun ikke måtte igennem som tennisspiller. Hun var nummer et i verden, men herhjemme pillede vi hende ned for ikke at vinde nok Grand Slams. Vi har fantastiske legender i dansk sport. Lad os nu hylde dem og huske dem. En af mine kammerater fortalte engang, at han havde siddet helt oppe under taget i det ene hjørne til en landskamp. På et tidspunkt var en lille mand med en kop kaffe gået forbi ham og havde sat sig øverst oppe. Det var Allan Simonsen …,” siger Kasper Hjulmand og ser lige dele forundret og forarget ud: ”Altså Allan Simonsen!? I min verden skal han have en kongestol med sit navn på.”

FORENER

”Landsholdsspillerne er produkter af foreninger rundt­om i Danmark. Joakim Mæhle er fra Østervrå, Jens Stryger fra Lolland, Martin Braithwaite fra Sædding-Guldager. De kommer fra hele Danmark. Det er vigtigt for mig at signalere, at det ved vi godt. Det ved spillerne godt. Landsholdet er vores alle sammens hold.”

SOLEN BAGER NED over Furesø. Det er en glohed junidag i 2020, og mens små både sejler af sted fra badebroerne i det stille ferskvand, bliver der indtaget frokost og drukket dugfriske fadøl på tagterrassen på Restaurant Furesøbad. Kasper Hjulmand nøjes med danskvand og kaffe. Når man bor, hvor han bor, er dette spot godt 10 kilometer væk bag endeløse grønne bøgetræer ikke det værste for en lille getaway. 

Han er netop officielt tiltrådt som landstræner efter at have forberedt sig i lang tid. Tiden har han blandt andet brugt på at nå frem til svar på afgørende spørgsmål: Hvad er danskerne for en størrelse? Hvad vil vi gerne se? Hvem er vi?

Hans tese er, at hvis man vil have succes, om man er et enkelt­individ, en virksomhed eller et fodboldhold, må man starte med at finde ud af, hvem man egentlig er. 

”Hvilken klub er man ansat af? Hvad forventer dens fans, hvilken identitet ligger bag, hvilken fodbold forventes at blive spillet? Capello vandt mesterskabet med Real Madrid, men blev fyret lige efter, fordi det ikke var smukt nok. Det blev ikke gjort på den rigtige Real Madrid-måde. Det kan jeg godt lide. Der er en måde at gøre tingene på. I Danmark ved vi måske ikke, hvem vi er endnu. Men jeg tror og håber, vi kan finde frem til det, så mange kan få præcis den følelse,” siger han.

Det forgangne år har han derfor haft snakke med kulturpersonligheder, erhvervsledere og sågar den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt for at blive klogere på den danske identitet: Modsat svenskerne bryder vi os ikke om at gå i takt, vi vil helst være i opposition. Vi dyrker det smukke, uden det skal være prangende. Vi bryder os ikke for meget om hierarkier. Og så har vi noget med tillid i Danmark, defineret som fire ting: Pålidelighed, at man kan stole på hinanden. Respekt for forskelligheder og for hinanden. Åbenhed, at det, man siger, er det, man mener. Og ærlighed.

”De fire begreber beskriver tilsammen tillid. For mig er det vigtigt, at vi på landsholdet arbejder med den tillid – og med generøsitet. Vi skal give noget til andre og give noget til hinanden. Det snakker jeg meget med anførergruppen om. Gode ledere er ikke nogle, der puster sig op med autoritet og en udstråling af at være mere end andre. Gode ledere er generøse. Det er derfor, man vil følge dem,” siger han. 

”Målet er at røre den danske befolkning. Både gennem sejre og gennem vores udtryk på banen, men også ved at kommunikere og vise, hvem vi er. De her drenge kommer fra vidt forskellige steder rundtom i landet. Små foreninger, der repræsenterer piger og drenge derude. Det er ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg skal. Det er ikke kun mit landshold eller DBU’s landshold, det er vores alle sammens landshold. Jeg vil have, at folket kan mærke dem, så de bliver stolte.” 

BEREGNER

I starten af 00’erne mødte Kasper Hjulmand Keld Bording­gaard på en træneruddannelse. Begge mente, at børnetræningen var forstokket, og de fandt ud af, at danske børn rørte bolden væsentlig mindre end børn fra andre lande, fordi de for tidligt spillede på for store baner. Da DBU i 2005 implementerede en ny strategi for dansk børnefodbold på baggrund af Kasper Hjulmand og Keld Bordinggaards research, blev en af løsningerne at indføre de helt små mål, der i dag står på fodboldbaner landet over.

ET ENKELT SALATFAD står foran Brøndby Stadion, men de fire betjente er i praksis arbejdsløse. Det er ugen før genåbningen 21. april, og der er ingen tilskuere. Fodbold har sjældent føltes så langt væk. Spørgsmålet er, om selve spillet også gradvist er ved at fjerne sig fra fansene. Indførelsen af VAR – videodommere, der skal korrigere fejl – har mødt massiv folkelig modstand og gjort mange modløse, desillusionerede.

Kasper Hjulmand kan ikke sige sig fri for også at tumle med en vis skepsis. Den nuværende udvikling minder ham om, hvad han så med NBA, den amerikanske basketliga, da han i sin tid boede i USA og gik på universitetet. Jævnligt så han Orlando Magic spille, men da han i 2019 var tilbage i USA og så en NBA-kamp i Boston, blev han efterladt med en helt anden følelse.

”Jeg var simpelthen så træt af alle de pauser i kampene. I 90’erne oplevede jeg et flowspil, men det hele var blevet kommercielle breaks og timeouts. Jeg blev ikke suget ind i kampen som før. Jeg er bekymret for, at det samme sker med fodbolden. For fodbold er et flowspil, og hvis vi ikke får løst de nuværende problemer, er jeg bange for, at umiddelbarheden og følelserne forsvinder. Som det er nu, er jeg så træt af det,” siger han. 

For Kasper Hjulmand gælder det om som tilskuer at blive opslugt af øjeblikket. For uden det, hvad er fodbold så?

”Ellers kunne man lige så godt bare blive hjemme på sin sofa og tjekke resultatet bagefter. Fodbold er en oplevelse, hvor man ligesom med musik eller et teaterstykke bliver suget ind i noget, hvor man slipper sin hverdag og oplever den dramaturgi, der udspiller sig i nuet. Fodbold er mere end resultatet. Jeg har set flere tusind kampe i mit liv, men jeg har aldrig set to kampe, der er ens. Der er altid en form for historie i hver kamp. Det er fantastisk, at det er sådan. Det må vi ikke ødelægge.”

Derfor var det også en fryd for ham, da han inden landskampen i Israel for nylig kunne sige til spillerne: ”I dag er der 5.000 tilskuere, og vi spiller uden VAR.”

”Der gik simpelthen et lettelsens suk gennem omklædningsrummet: ’Ej, gode gamle fodbold.’”

FODBOLD ER ikke alt. Kasper Hjulmand interesserer sig også for politik, er begyndt at interessere sig for kunst, sågar dét at lave noget i træ. Han har aldrig haft de store evner inden for håndværk, men efter han havde en tømrer forbi for at lave terrasse i sommerhuset sidste år, er han selv begyndt at sætte noget sammen. 

”Der er så meget i livet, jeg gerne ville dyrke mere. Jeg har aldrig været bange for at blive fyret. Jeg er her ikke for at have et job. Hvis det blev taget fra mig i morgen, skulle jeg nok finde noget andet, jeg ville synes var sjovt,” siger han.

Mest af alt holder han af at diskutere dilemmaer. Sammen med nogle gode venner har han en dilemmaklub, hvor de hver især skal bringe et emne til bordet for at diskutere og endevende det. Moralske dilemmaer, der kræver, at man må forholde sig til, hvad man grundlæggende står på.

Som landstræner må han vænne sig til, at de ikke længere er hypotetiske. Men også, at der er andre interesser på spil. Han var dårlig nok tiltrådt, da han i et radioprogram luftede sin modstand mod bettingreklamer, hvorefter DBU måtte udføre damage control af hensyn til en hovedsponsor. Forude venter endnu et uundgåeligt dilemma, VM i Qatar i 2022. Et flertal af danskere mener, man helt bør boykotte slutrunden på grund af værtslandets manglende respekt for menneskerettigheder. 

”Vi er ikke engang kvalificeret endnu,” siger Kasper Hjulmand uden for alvor at lyde overbevisende. Efter de tre sikre sejre i gruppespillet bliver Danmark lige nu spået de bedste chancer for kvalifikation af samtlige hold i Europa.

”Ja, men den køber jeg ikke. Vi må tage næste kamp. Taber vi til Skotland i næste omgang , er der allerede udlignet igen,” siger han og tøver lidt:

”Hør her, det er uundgåeligt, at VM i Qatar bliver et tema. Men det må vi tage, som det kommer.”

Der er meget ved den moderne fodboldindustri, som Kasper Hjulmand ikke bryder sig om.

Men i første omgang handler det om EM til sommer. Og selvom Kasper Hjulmand har set flere tusind kampe i sit liv, føler han på nogle områder, at han kun lige er begyndt at forstå spillet. 

Før han går ind til derbyet mellem Brøndby og FCK, fortæller han en sidste anekdote fra ’Complex Football’, der med sin metaforik opsummerer, hvordan han ser på både fodbold og livet.

”Forestil dig, at du går på en helt mørk vej. På et tidspunkt støder du på en gadelampe, hvor lyskeglen peger mod jorden. Her er en gammel mand i gang med at lede. Du går over og spørger ham: ’Hvad leder du efter?’ ’Jeg leder efter mine nøgler,’ svarer han. Man går i gang med at hjælpe ham, og efter en halv time, hvor man har ledt, siger man: ’Jamen, var det overhovedet her, du tabte dem?’ ’Nej,’ svarer han så. ’Jeg tabte dem inde i skoven, men der er jo ikke lys, så det er her, jeg leder,’” siger Kasper Hjulmand, inden han går ind gennem fodboldporten:

”Vi leder, hvor der er lys. Engang troede man, at dem, der vandt fodboldkampe, var dem, der løb mest. Bagefter troede man, at det var dem, der sprintede mest. Vi giver forklaringer, hvor der er lys, men vi er ikke i nærheden af at have sandheden. Der er så meget, vi ikke ved endnu. Og det er faktisk det fede. Mest af alt handler det om at gøre sig den erkendelse. Som den argentinske fodboldspiller Jorge Valdano engang sagde: ’Det fantastiske ved fodbolden er, at det er alt det, som videnskaben ikke er.’ Det er irrationelt, det er følelsesbetonet. Det er alt det, vi hverken kan forklare eller forudsige. Vi kan ikke proppe fodbold ned i et lineært regneark. Det kan være forfærdelig frustrerende, men det ville være dødssygt, hvis alting var planlagt. Tænk, hvis vi allerede vidste det hele.”

Digteren udpeger sine tre yndlingspletter på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Robin Skjoldborg

FANEFJORD, MØN

”En stor del af mit liv ledte jeg forgæves efter en særlig plet langs fjorden, hvor jeg var som treårig med mine forældre. Vi var ude at sejle, vandet var fuldt af ål og rødspætter, og jeg huskede det som vidunderligt. En dag i 2001, hvor jeg kom kørende i bil, kunne jeg pludselig mærke, at tampen brændte. Jeg kørte ned ad Marie Grubbes vej, og dér lå stedet. Husene var moderniseret, ellers havde det ikke ændret sig.”

Foto: Visit Lolland-Falster

HALSKOV VÆNGE, FALSTER

”Et magisk stykke skov, fuldt af stendysser. Det er særlig smukt i maj. De fleste af min barndoms somre blev tilbragt på Falster. Det er nok det sted i landet, jeg føler mest tilknytning til.”

Foto: Visit Lolland-Falster

NYSTED, LOLLAND

”Jeg elsker hele Lolland, men skal jeg vælge et sted, er det denne charmerende lille by, Danmarks sydligste købstad. Desværre kommer jeg der ikke så meget længere. Mit syn er blevet for dårligt til at køre bil, og den offentlige transport … det er meget fint, at regeringen snakker om elbiler – man burde gøre noget for togdriften.”

Digteren Henrik Nordbrandt, 76, har i lange perioder boet i Grækenland, Spanien og Tyrkiet, men bor nu i København. Aktuel med digtsamlingen ’Så en morgen’. 

 

Mens mulighederne for at flygte til tropiske stranddestinationer er svundet ind, har mange udvidet badesæsonen til hele kalenderåret. Men hvor sundt er det egentlig, og hvorfor er vi nærmest blevet afhængige af det kolde gys?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

HAR DU IKKE selv skubbet isflagerne til side for at nedsænke dit legeme i koldt, mørkt vintervand, ja, så kender du sikkert nogle, der har. Og har du ingen iskolde vandhunde i nærmeste omgangskreds, har du måske hørt dem bjæffe på de sociale medier, hvor kendte danskere boltrede sig i selvpåført kuldechok, mens fjord og sund frøs til, da vinteren pludselig blev seriøs og fotogen.
   For eksempel Mascha Vang, blogger og influencer, der 15. februar kom med på bølgen, da hun lagde en video ud til sine 228.000 følgere på Instagram, hvor hun iført badedragt og uldpandebånd klarede ni sekunder i et næsten isdækket havnebassin, inden hun skyndte sig op igen. 

I samme Instagram-opslag sendte hun hilsner til Helle Thorning-Schmidt, der med sine  55.000 følgere halter noget efter i SoMe-popularitet, men til gengæld havde været tidligere ude med vinterbadningsdokumentation. Den tidligere statsminister havde dagene forinden lagt flere billeder ud af sig selv, smilende til fotografen fra en våge i grødisen, både med og uden tophue. Et par dage senere et andet sted i kendisvandland lagde tv-vært Sofie Linde et Instagram-billede ud af ægtemand og hund set fra ryggen i skeptisk bar figur, skuende ud over et åbent hav. Følgeteksten lød: ”Altsåååå … han kom ikke i vandet.” Manden, må man formode. 

FRYSELYST

Kommer du i koldt vand, udskilles der en cocktail af dopamin, endorfiner og serotonin i hjernen – signalstoffer, der også udskilles, når du gambler eller tager stoffer, og der kan opstå en form for afhængighed. ”Vinterbadere beskriver, at de får energi og samtidig ro i kroppen. Det er, fordi kuldechokket aktiverer det sympatiske nervesystem, der forbereder kroppen på fare og får hjertet til at pumpe hurtigere, mens vores medfødte dykkerrefleks aktiverer det parasympatiske nervesystem, der får hjertet til at pumpe langsommere og får pulsen ned,” siger sundhedsforsker Susanna Søberg.

MANGE ANDRE HAR taget udfordringen op, overvundet sig selv og kastet sig ud i det kølige under corona og på den måde sikret sig en oplevelse i erstatning for aflyste udlandsrejser, ballettræning og ravefester – samt håneretten over frygtsomme frossenpinde. Vinterbadningstendensen er dog ældre end COVID-19. Organisationen ’Vinterbadeforeninger i Danmark’ havde i 2009 knap 11.000 registrerede medlemmer fordelt på 17 klubber, mens tallet i år er på godt 61.000 medlemmer og 164 klubber.

”Mange kommer for det sociale – og ikke kun det kolde vand. Det er en uforpligtende måde at mødes tre veninder, inden man skal hjem til børn og aftensmad. Det er en hyggetime,” siger Kirsten Hein, formand for vinterbadeklubben Lillebjørn, der ligger i Aalborg ved byens havnebad, hvor der også om sommeren er trængsel. 

Kirsten Hein blev vinterbader for 25 år siden, hvor hun et efterår ikke kunne få sig selv til at stoppe med at svømme i fjorden, da de fleste andre gjorde det.

”Så opdagede jeg, at man bare kunne blive ved,” siger klubformanden, der også er medlem af en anden vinterbadeklub, Isbjørnen. Begge steder mærker de støt fremgang. 

”Og der er ikke noget, der tyder på, at det er toppet. Særligt de unge er der kommet rigtig mange af de sidste fem år. Det oplevede vi ikke så meget tidligere,” siger Kirsten Hein. Hun tror, at vinterbadeklubben med dens sauna og faciliteter tilbyder et neutralt sted for de unge fra byens uddannelsesinstitutioner at mødes i grupper, så den enkelte ikke behøver at diske op derhjemme. I det hele taget mener Kirsten Hein, at alt det, der foregår over vandet, har været med til at gøre vinterbadningen hot.

”Mange kommer for wellnessen. Og klubberne gør meget for at efterkomme det ønske. Saunagus er for eksempel blevet en trend. I vores klub kan du få det to gange ugentligt for et kontingent på 400 kroner. Det bliver hurtigt billigere end at gå i svømmehallen.”

IDÉEN OM, at vinterbadning styrker både ånden og legemet, har eksisteret i hvert fald lige så længe, som sadistiske gymnastiklærere har dikteret kolde afvaskninger. Dette forår håber forsker Susanna Søberg på at komme den sundhedsmæssige værdi af koldt vand lidt nærmere. De seneste fem år har hun beskæftiget sig med sammenhængen mellem kuldepåvirkning og forekomsten af såkaldt brunt fedt i kroppen. 

Det brune fedt er sat i kroppen for at hjælpe babyer, der endnu ikke har udviklet evnen i musklerne til at ryste og derved holde varmen. At også voksne har det brune fedt, er man begyndt at interessere sig videnskabeligt for inden for de seneste 10-15 år. Brunt fedt er ikke af den slags, der sætter sig på mave og baller. De største depoter findes under vores kraveben og omkring rygsøjlen og centralnervesystemet, og meget tyder på, at det er noget, vi bør værne om og – om muligt – forøge. De brune fedtceller bruger sukker og fedt som brændsel og øger på den måde kroppens energiforbrænding, og ud over at hjælpe os med at holde varmen kan fedtet vise sig at være et lille sundhedsvidunder med vigtige bivirkninger.

”Eksisterende studier viser, at jo mere aktivt brunt fedt man har i kroppen, jo mindre risiko for type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme har man. Det, jeg gerne har villet finde ud af, er, om man med for eksempel vinterbadning kan få mere aktivitet i sit brune fedt, og hvilken indflydelse det kan have på for eksempel blodsukker, insulinproduktion og immunforsvar,” siger Susanna Søberg, der er ph.d. ved Center for Aktiv Sundhed, Rigshospitalet, Novo Nordisk Fonden og Københavns Universitet. 

NOGET FOR DIG?

Man kan ikke over en bred kam sige, at alle kan vinterbade. Har du en hjerte-kar-sygdom, anbefales du at konsultere din læge, inden du kaster dig ud i det, da konflikten mellem det sympatiske og parasympatiske nervesystem – skal hjertet slå hurtigere eller langsommere? – er stressende og udfordrende. ”Desuden anbefales det, at man ikke får hovedet under vand, da det øger kuldechokket. Blodkarrene i hjernen kan ikke trække sig sammen, og man risikerer at besvime. Bad aldrig alene,” siger Susanna Søberg.

FOR AT NÆRSTUDERE, hvordan det brune fedt opfører sig ved kuldebehandlinger, har Susanna Søberg haft forsøgspersoner liggende i hospitalssenge i Rigshospitalets kælder under kølemåtter med en temperatur på 12-14 grader. Forsøgspersonerne fik et radioaktivt sporstof injiceret i blodårerne og blev efterfølgende kørt ind i en PET-scanner, som kunne vise aktivitet i det brune fedt.

”Det lignede nærmest et Storm P.-projekt med ledninger alle vegne,” siger forskeren, der blandt andet har undersøgt en gruppe af vinterbadere – og også undervejs selv har taget vinterbadningen til sig.

”Jeg er meget kuldskær og havde aldrig troet, at jeg selv kunne finde på det. Men nogle af de vinterbadere, jeg havde kontakt med, fik mig overtalt til at komme ud i klubben en dag sammen med min mand, og de havde morgenbrød med og tog os med i saunaen bagefter. Efter 3-4 gange begyndte jeg at forstå, hvorfor folk gør det. De første par gange er kroppen så optaget af, at det føles farligt, at det kan være svært at mærke velvære,” siger Susanna Søberg, der forsvarede sin ph.d.-afhandling dette forår og fremlægger sine forskningsresultater til efteråret, men allerede i 2019 udgav bogen ’Hop i havet’, der bygger på egne forsøg med sundhed og vinterbadning samt den eksisterende viden på feltet. I dag er den oversat til otte sprog.

”Danmark er måske det nemmeste sted at vinterbade. Ingen er langt fra kysten, og det er kun en lille del af året, vandtemperaturen når over 15 grader, der per definition er grænsen for koldt vand. Men vinterbadning er faktisk muligt i en forbavsende stor del af verden. Der er for eksempel masser af vinterbadeklubber i Sydafrika. Det anede jeg ikke indtil for nylig,” siger Susanna Søberg.

HELÅRSBADNING er kommet på mode. Men dropper folk det igen, når en ny mode opstår? Kirsten Hein fra vinterbadeklubben Lillebjørn har i løbet af de forrige sæsoner registreret, at nogle af de nye medlemmer falder fra igen. Før i tiden var medlemmerne færre, men mere trofaste. Spørgsmålet er, om coronabølgen også vil aftage, efterhånden som danskerne får genoptaget deres vante fritids- og motionstilbud igen.

”Mange har prøvet vinterbadning, fordi man skulle finde på noget for at få tiden til at gå, og her var noget grænseoverskridende, som man kunne have det sjovt med sammen med et par kammerater,” siger Kirsten Hein:

”Men om det bliver til en fast del af hverdagen, det er spørgsmålet.” 

Anonyme grupper på internettet forbindes ofte med noget mørkt og ondt, men sådan er det langtfra altid. I en af internettets kroge mødes hundredvis af mennesker med spiseforstyrrelser i Addictive Eaters Anonymous for at støtte og hjælpe hinanden.
Tekst:Sebastian Dall MayoniIllustration:Bernardo França

DER SIDDER EN kvinde i en lejlighed på Amager. Hun er 52 år gammel, universitetsuddannet og har et godt job, mand og barn og en dejlig lejlighed på en rolig sidegade til Amagerbrogade. På overfladen et normalt og hyggeligt liv. Bortset fra at hun størstedelen af sit liv har lidt af madafhængighed og en voldsom spiseforstyrrelse. 

I dag har hun accepteret, at der er mange ting, hun ikke har kontrol over, fortæller hun. Og det var ikke selvhjælp eller hjælp til selvhjælp, der fik hende på rette spor. Det var heller ikke diætister, psykologer eller læger. Det var noget så simpelt som en samtalegruppe for mennesker, der havde indset, at de havde et problem med afhængighed af mad

Kvinden er en del af en anonym støttegruppe på internettet med navnet AEA – Addictive Eaters Anonymous. Det kan oversættes til Anonyme Afhængige Spisere eller måske Anonyme Spiseforstyrrede. Gruppen mødes til ugentlige Zoom-møder, og dens medlemmer holder stærkt fast i deres anonymitet. Derfor hedder kvinden, hvis navn er redaktionen bekendt, i denne artikel Christina.

Lige så længe Christina kan huske tilbage, har hun haft et besynderligt forhold til mad, fortæller hun. Hendes far ejede en købmandsbutik i en provinsby, hvor hun havde fri adgang til slik og sodavand, så længe hun ikke blev opdaget. Hendes far fortalte stolt sine medarbejdere, at hans datter aldrig bad om noget. Men når han ikke kiggede, fyldte hun lommerne. 

”Jeg har altid gemt mig med mad på mit værelse. Jeg spiste så meget, at min mor aldrig vidste, hvad vi havde i køkkenet. Og når vi lavede pandekager, begyndte jeg at spise dejen. Det kan være hyggeligt at smage på dejen, men det er jo ikke almindeligt at sidde og drikke den,” fortæller hun i sin lejlighed før et af de ugentlige Zoom-møder i AEA. 

I gymnasiet og senere på universitetet udviklede hendes forhold til mad sig til et decideret misbrug. Hun var besat af, hvad andre tænkte om hende, og hvad de tænkte om hendes vægt, selvom hun aldrig var overvægtig.

”Jeg begyndte at fylde mig med mazarinkage og is for at kaste det hele op bagefter. Det skulle kun være ting, der var nemme at få op igen. Om det så var på gymnasiet, universitetet eller mit arbejde, så har jeg fungeret udadtil. Men det fyldte og styrede alt i mit liv, og jeg havde altid en forklaring parat,” fortæller hun.

Christina beskriver det som et udspekuleret dobbeltliv, hvor hun vidste præcis, hvordan hun skulle holde facaden. Udadtil var hun en sød, ordentlig, ung kvinde, der klarede sig godt og opførte sig eksemplarisk. Men indadtil spiste hun sin mors slankepiller med adrenalin, overspiste for efterfølgende at kaste op og gå ture i timevis for at tabe sig.

DE UGENTLIGE virtuelle møder i AEA har en fast struktur, og deltagerne kommer fra hele verden. Der er også fysiske møder, men de fleste er aflyst på grund af COVID-19. I AEA er det ligegyldigt, om du lider af bulimi, anoreksi, tvangsoverspisning, noget fjerde eller femte. Selv siger organisationen, at den er ”et fællesskab bestående af mænd og kvinder, som deler deres oplevelser, styrker og håb med hinanden, så de kan løse deres fælles problem og hjælpe andre ud af deres afhængighedsproblem med mad.”

Ifølge AEA er spiseforstyrrelser en afhængighed på linje med alkoholisme. Derfor bruger de også Anonyme Alkoholikeres 12-trinsprogram, og hvert medlem bliver tildelt en ’sponsor’, som er deres primære kontakt. Sponsoren er en personlig vejleder, som også selv har kæmpet med en afhængighed af mad, fortæller Christina fra spisebordet i sin lejlighed.

Hendes mand og datter er lige kommet hjem fra arbejde og ballet­undervisning, og nu står manden og hakker grøntsager ude i køkkenet, mens datteren leder efter sin iPad for at forsvinde ind på sit værelse. De ved, at hun snart har et møde, og at møderne er vigtige for hende. Christina holder en kort pause, da alt bliver stille igen.

”Nu begynder det,” siger hun så.

En forholdsvis tynd kvinde med en mørk, næsten terapeutisk stemme byder velkommen på skærmen. Hun er fra England, er mødets sekretær og en slags ordstyrer for aftenen. Hun beder alle holde et minuts stilhed, før de begynder. 29 mænd og kvinder fra Irland, Australien, Skotland, Danmark, USA, Sydafrika og England deltager. Sekretæren læser dagens tekst. Denne aften er det et kapitel fra Anonyme Alkoholikeres bog ’Som Bill ser på det’, der handler om ydmyghed.

Sekretæren har været en del af AEA siden 1993, men det var først i 2008, hun oplevede en reel frihed fra sin egen madafhængighed, fortæller hun. I dag er hun udelukkende en del af fællesskabet for at hjælpe andre, ligesom hun selv blev hjulpet.

”Det er en sygdom med mange forskellige facetter. Jeg kunne gå fra at trøstespise og være meget overvægtig til at træne ekstremt meget og være sygeligt tynd. Det var en besættelse for mig, og jeg var ubehageligt overvægtig i rigtig mange år. Jeg var hos læger og diætister, jeg trænede, og jeg spiste slankepiller og antidepressiver. Jeg kiggede på folk, når de nød deres frokost, og jeg forstod ikke, hvordan de kunne stoppe, når de var mætte,” fortæller sekretæren, der, siden hun blev rask, har tabt sig 90 kilo og holdt sig inden for normalvægten. Hun havde brug for et fællesskab, hvor hun kunne lære, hvordan hun skulle spise, fordi hun selv havde mistet kontrollen. Hendes hjælp blev en daglig madplan, som hun ikke måtte vige fra, samt daglige samtaler med sin sponsor:

”For mig handler det ikke så meget om min vægt, som hvad der foregår i mit hoved. Når jeg handler ind, er på restaurant eller er til et bryllup, har jeg ingen problemer i dag. Jeg har accepteret, at jeg ikke havde brug for en ny diæt, men en ny måde at tænke på. Jeg føler, at jeg har levet to liv. Når jeg ser billeder af mit overvægtige jeg, er det en anden person.”

EN MAND I FYRRERNE fra Manchester er den første taler. Han har stålbriller og er iført vest, og når han fortæller om det liv, han engang levede, får han røde øjne. Han kommer fra en intellektuel familie, hvor succes blev målt på ens argumentationsevner.

”Jeg lærte, at livet handlede om at tænke og bruge hjernen. For mig var det en forfærdelig kombination. Jeg var ude af stand til at styre min mad, og hver gang jeg vidste, hvad den rigtige beslutning var, gjorde jeg det modsatte, fordi jeg stolede på min egen dømme­kraft. Alle problemer i mit liv har jeg løst ved at spise – og senere ved at tage bevidsthedsændrende stoffer. Jeg kunne ikke styre mit liv eller mine beslutninger, men jeg havde altid fået fortalt, at jeg havde kontrol over mit eget liv,” fortæller han.

Christina nikker genkendende til skærmen. Og fortæller, at man i AEA siger, at man bytter én afhængighed ud med en anden. 

”På universitetet begyndte jeg at drikke alene, spise sovepiller og kæderyge smøger. Men jeg havde altid en forklaring på, hvorfor jeg var pissefuld klokken tre om eftermiddagen. Engang var min mor nødt til at banke døren ind. Jeg havde drukket og taget piller, til jeg gik helt kold. Og jeg var faldet i søvn med en smøg i hånden, så der gik ild i min dyne. Dagen efter undskyldte jeg, men jeg fortsatte alligevel,” siger hun.

Hos en anden ung kvinde i gruppen blev spiseafhængigheden til et regulært stofmisbrug, mens andre er blevet afhængige af piller, hasardspil og porno. Alle har det til fælles, at deres oprindelige misbrug har ført til et andet.

I mange år ville Christina slet ikke indse, at hun havde et problem. Når hendes veninder viste billeder af, hvor tynd hun var blevet, havde det den modsatte effekt. Det gav hende tværtimod en rus, fordi hun kunne se, at spiseforstyrrelsen, motionen og pillerne virkede.  

”Jeg har altid fået at vide, at jeg måtte tage mig sammen og gå til psykolog. Det gjorde jeg også. Problemet var bare, at jeg løj, når jeg sagde, at jeg ville stoppe. Jeg kunne jo ikke være ærlig og sige, at det eneste, jeg tænkte på, var at komme hjem for at æde og drikke og slå det hele fra,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg har været med i AA i mange år, selvom jeg hele tiden har haft mit problem med mad. Jeg har ikke drukket i over 20 år, men i dag styrer jeg stadig ikke, hvad jeg spiser. Jeg har en sponsor fra Skotland, som har givet mig en plan for, hvornår jeg står op, hvad jeg spiser, og hvornår jeg går i seng. Helt basale ting. Det er ude af mine hænder, men det er virkelig en lettelse.”

På skærmen fortsætter manden fra Manchester med at fortælle, hvordan han fik hjælp:

”Her i gruppen lærte jeg ikke at stole på min hjerne. Jeg har brug for andres øjne på mit liv. Hvis jeg ikke levede sådan, ville jeg meget hurtigt køre mod afgrunden, såre en gruppe mennesker på vejen og gøre min familie ked af det. Jeg tager ingen beslutninger i forhold til mad længere. Jeg har forsøgt, men jeg kan ikke styre det.”

SPISE-FORSTYRRELSER I DANMARK

Det vurderes, at 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse. En spiseforstyrrelse går ud over ens fysiske og psykiske helbred og ens sociale liv. Personer med spiseforstyrrelser undgår ofte at spise sammen med andre, fordi de er flove eller mister kontrollen. De oplever ofte en stor utilfredshed med egen krop. En spiseforstyrrelse er ikke altid synlig, men nogle symptomer kan være manglende energi, træthed, mavepine, hovedpine og svimmelhed. Spiseforstyrrelser rammer oftest piger og kvinder i alderen 14-24.

Anoreksi er kendetegnet ved en frygt for at tage på og et stort ønske om at tabe sig. Personer, der lider af anoreksi, undgår ofte at spise i sociale sammenhænge, springer måltider over og er overdrevet fysisk aktive for at øge kalorieforbrændingen.

Bulimi er kendetegnet ved overspisning efterfulgt af opkastning eller misbrug af afføringsmidler. Personer, der lider af bulimi, bruger opkastning, slankepiller eller overdreven motion som kompensation til overspisningen for at undgå at øge deres vægt.

Tvangsoverspisning (BED) er kendetegnet ved tvangsmæssige overspisninger efterfulgt af stor skam- og skyldfølelse, væmmelse og lavt selvværd. En overspisningsepisode karakteriseres ved et kontroltab, hvor personen indtager en stor mængde mad inden for et kort tidsrum efterfulgt af negative følelser.

AEA ER IKKE et religiøst fællesskab, selvom deres 12-trinsprogram nævner Gud flere gange. Ved hvert møde bliver det udtrykkeligt understreget, at gruppen ikke har forbindelse til nogen sekt, organisation, institution eller politisk overbevisning. Ligesom i Anonyme Alkoholikere handler det om at acceptere, at man er magtesløs over for sin afhængighed. Alligevel er der mange, der stejler over, at Gud nævnes så ofte, fortæller Christina.

”Det gjorde jeg også selv. Hvis du kommer ind i et mødelokale, hænger vores 12 trin på væggen, og der står Gud mange gange. Men det handler altså om, at man skal finde noget, der er større end én selv.”

En ung kvinde, der har haft et stofmisbrug ved siden af sin spiseforstyrrelse, fortæller fra sit soveværelse, at hun beder hver aften, selvom hun ikke selv forstår det. Sekretæren fortæller, at for hende handler det om spiritualitet og meditation. For andre i støttegruppen spiller den højere magt ingen rolle.

Alle har de én ting til fælles, fortæller Christina. De har givet slip på kontrollen og overladt den til et andet menneske i et andet land med mange af de samme udfordringer.

”For første gang i mit liv handlede det ikke om at sidde og tænke over tingene. Man skulle handle og tage én rigtig beslutning ad gangen. Jeg tænkte altid på mad, på hvad min vægt var, og hvad andre tænkte om min vægt. Jeg tænkte på det, fra jeg stod op, til jeg gik i seng. Det gør jeg ikke længere,” siger Christina til mødet, da det bliver hendes tur til at dele.

Temaer som social angst, store egoer, lavt selvværd og manglende kontrol går igen. En kvinde fra Dublin fortæller, at det er 11 år siden, hun første gang deltog i et møde for at bede om hjælp. På skærmen kan man se, at hendes venstre hånd er viklet ind i bandage, og hun forklarer, at hun har været ude for et uheld nogle dage før mødet.

”Det var først, da en kollega spurgte, om jeg ville have en smertestillende pille, at jeg indså, hvor rart det ville være. Jeg kan ikke tage piller, fordi jeg er afhængig. Én ville aldrig være nok, og jeg ved, hvad der ville ske, hvis jeg gjorde det. Pointen er, at jeg ikke tog noget smertestillende, og at jeg ikke engang havde tænkt over det,” fortæller hun.

SEKRETÆREN TAGER ORDET. Hun takker alle, der har delt deres historie og tanker om afhængighed. Mødet slutter med den velkendte, såkaldte sindsrobøn: 

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen. Amen. Tak alle sammen. God aften.”

Christina smiler ved ordene. Mødet er slut, men sekretæren bliver på skærmen for at besvare spørgsmål fra nye medlemmer og fortælle, hvad møderne går ud på:

”Det handler om at dele vores historier med folk, som stadig lider. De fleste af dem, der ikke talte i dag, lider stadig. Vi deler vores oplevelser med angst, frygt, had, generthed og lavt selvværd, som er årsagerne til vores afhængigheder, så andre kan se, at de ikke behøver leve på den måde.” 

Christina lukker computeren og ånder ud. Der er stille i et kort sekund. Hun smiler igen. Det er blevet sent, og alle i lejligheden er gået i seng. 

Med alle de problemer, hun har haft med mad, havde hun ikke forudset, at det skulle være en internetforbindelse, der skulle løse dem for hende. Men hun forstår, hvorfor det hjalp netop hende.

”Jeg havde følelsen af at være ensom. I mit hoved var der ingen andre, der havde det ligesom mig. Ingen gjorde ligesom jeg. Det er svært at sige, om jeg har opnået en ægte frihed, men jeg kan sige, at jeg har det bedre. Mad styrer ikke mit liv i dag. Jeg havde alle mulige kontrolsystemer omkring min mad før i tiden, men jeg havde ingen frihed. Det har jeg nu.”