Indlæg

Tillykke, du har fundet

Dna-detektiven Anette Hallev blev først et helt menneske, da hun i 2000 fandt sin forsvundne far. Siden har hun og andre frivillige hjulpet mere end 15.000 personer med at finde deres savnede. Et arbejde, der kræver knofedt, kirkebogskendskab og kreativ tænkning.
Tekst:Line RasmussenIllustration:Gitte Skov

I DEN SYDLIGE ende af S-togslinje E bor en kvinde med en meningsgivende hobby. I 20 år har hun hjulpet andre med at finde frem til deres længe søgte og savnede fædre, mødre, grandfætre, grand-grandkusiner og venner. Spisebordet i rækkehuset i Køge er dækket med tilkradsede post-it-noter, og det er blandt andet her – eller i bussen, i frokostpausen og alle mulige andre steder, hvor telefonen, detektivens foretrukne arbejdsredskab, kan hives frem – at hun gør det, hun er god til: at finde mennesker. 

56-årige Anette Hallev har netop fået hul igennem i endnu en sag, men den er så ny, at den er for sårbar at tale om, siger privatopdageren, der begyndte sin metier, da hun efter års intenst detektivarbejde selv fandt den mand, hun havde ledt efter, siden hun var 12 år. 

Hun havde altid haft fornemmelsen af, at den far, hun voksede op med, på en eller anden måde ikke var gjort af det samme stof som hende selv. Da hun som tidlig teenager fik at vide, at han faktisk ikke var hendes biologiske far, gav det mening – og genererede stor lettelse. Men hvem var hendes rigtige far så? Moren kunne ikke give så mange detaljer, ikke andet end at han hed John Meisler. Med de 11 bogstaver i bagagen begav hun sig ud på en årelang eftersøgning. Først skævede hun til manden i huset ved siden af: Var han hendes far? Så gennempløjede hun hver en skuffe i hjemmet og hver eneste telefonbog, hun kunne få fingre i, både hjemme i Danmark, og når hun var på ferie i udlandet. Hun skrev noter en masse for at kortlægge sit detektivarbejde, og sådan foregik det famlende i flere år indtil det første gennembrud.

”Som 17-årig flyttede jeg hjemmefra og ind i min egen lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. En dag, da min mor var på besøg for at hjælpe med noget, sagde hun henkastet: ’Din farmor bor i opgangen ved siden af.’ Det tog mig et halvt år at tage mig mod til at gå op og ringe på hos hende. Jeg var nok bange for at blive afvist. Da jeg endelig gjorde det, og hun åbnede døren halvt på klem, sagde hun bare: ’Jeg har ventet dig.’ Og gav mig nogle få, men afgørende detaljer om min far.”

Anette Hallevs farmor havde ikke haft kontakt med sin søn i mange år, men kunne fortælle, at han var udvandret og rejste rundt i verden som maskiningeniør på boreplatforme. En detalje, som fik hende på sporet, men som ikke kastede mere af sig på det tidspunkt. Alligevel blev hun stædigt ved med at lede efter ham, hvor end hun var.  

EFTER ÅR MED læsning af kirkebøger, kontakt med ambassader, kommunale instanser, sømandskirker, advokater og detektiver valgte Anette Hallev at lade ’projekt far’ ligge. Men det blev genoptaget, da hun fik en livskrise midt i trediverne. Hun ville gerne have, at hendes to små børn kunne møde deres morfar. I mellemtiden var internettet kommet til som hjælper, og det blev afgørende for sagen, da hun via den danske ambassade i London fik viden om, at John Meisler, hendes far af kød og blod, måske boede i Leeds. Anette Hallev satte en annonce i Yorkshire Post, og det gav pote. 

”Jeg fik en opringning fra en kirketjener i en sømandskirke i Hull. Han sagde, at det højst sandsynligt var min far, der troligt dukkede op i kirken hver søndag i sit stiveste puds.” 

Anette Hallev fik kort efter et opkald fra faren. 

”Det var i år 2000, 12. august klokken 16, jeg kan tydeligt huske det. Det første, han sagde, var: ’Jeg elsker dig, skat.’ Og vi hylede i kor.” 

Faren, der i mellemtiden havde taget navneforandring til James og i øvrigt næsten havde glemt sit modersmål, kom hurtigt til Danmark for at besøge Anette og hendes to piger. Det var en kæmpestor, men ikke kun rosenrød oplevelse. 

”Allerførste møde var ret svært for mig, også fordi det var svært for ham. Han så mig stadig som en lillebitte pige. Han kunne slet ikke forholde sig til, at jeg var 35 år. Han tog mig i hånden og sagde: ’Kom nu, lille skat,’” fortæller Anette Hallev, der havde stor forståelse for sin fars reaktion. Han havde haft et svært liv, og det var han ærlig omkring. Hendes forældre blev skilt, da hun var spæd. Hvorfor hendes far siden forsvandt, er hun aldrig helt blevet klog på.

”I stedet sendte jeg børnene over til ham. Faktisk fik mine børn den tætteste relation til ham, og det betød utrolig meget for mig.”

Far og datter nåede at have ti gode langdistance-år sammen, inden han døde som 65-årig. 

At møde det menneske, hun havde ledt efter i mere end 20 år, gav Anette Hallev en fornemmelse af at blive hel. Dén følelse blev hun optaget af at give videre til andre, og derfor stiftede hun i 2000, året, hvor faren blev fundet, sin egen nonprofit-eftersøgningstjeneste og kaldte den Genforening. Et navn og en idé, hun fandt på 24 timer inden, hun skulle i tv for at fortælle sin historie. Det var længe før, programmer som ’Sporløs’ fandtes. 

”Den første henvendelse fik jeg allerede dagen efter fra en mand, der ledte efter noget familie i Indien. Og den første sag, der blev opklaret, husker jeg tydeligt. Jeg fandt en kvindes far, der viste sig at bo ude i en skov.” 

SLÆGTSBINGO

Genforening er en eftersøgningstjeneste drevet af ’dna-detektiven’ Anette Hallev. Siden 2000 har hun brugt sin fritid på at hjælpe mennesker, der søger forsvundne familiemedlemmer eller gamle venner. På Facebook-siden Genforening/Peoplesearch kan man følge med i historierne, der oftest har en god slutning. Når der er bid, fejres det med et ’Bingo’ og glade likes.

I bogen ’Når døre åbnes’ (2019) kan man læse om mange af de rørende og nervepirrende genforeninger, som Anette Hallev har været ansvarlig for, og om hendes eget årelange detektivarbejde for at finde sin far.

Engang blev Anette Hallev kontaktet af en slægtning til Dagmar Overby, Danmarks største massemorder, også kaldet

Englemagersken.
I 1920’erne skaffede hun uønskede børn af vejen og brændte deres lig i en brændeovn på Vesterbro i København. Det lykkedes Anette Hallev at finde barnebarnet, som levede i bedste velgående. I stedet for at blive skræmt over den makabre viden om sit ophav, var han mest af alt taknemmelig – hvis ikke han var blevet bortadopteret fra sin mor, var han nok selv endt i brændeovnen.

Op til jul og andre højtider får Anette Hallev flere henvendelser. Normalt modtager hun 3-4 mails om dagen, men allerede i november begynder antallet af stige. Højtider maner åbenbart til eftertanke.

UNDER DEN USYNLIGE detektivhat er der en knagende hjerne, der kan holde ejeren vågen om natten, når den forsøger at finde nye veje i en sag. En sag, der indtil for nylig invaderede nattesøvnen, handler om Tom og hans far. Anette Hallev får kuldegysninger af at tænke på den, siger hun, tager sin telefon og ringer til Tom. De har ikke mødt hinanden i virkeligheden, men har talt sammen et hav af gange. Hun vil lige høre, om det er i orden, at hun deler hans historie. ”Jo flere der kan få håb og blive inspireret af min historie, jo bedre,” siger han, så det kan høres ovre i den anden sofa. 

Toms mor arbejdede på Tenerife som ung, fik en kæreste og ret hurtigt efter et barn. Mor og søn flyttede på et tidspunkt til Danmark, og siden så Tom ikke sin far. Han havde ledt efter ham længe, indtil han for et par år siden bad Anette om hjælp.

”Jeg fik nogle ledetråde fra moren i form af et hotel og nogle navne, og vi vidste, at faren højst sandsynligt var og er spanier. Det burde være enkelt, og jeg kontaktede både radio og tv, men jeg kunne simpelthen ikke finde noget. Hvor svært kan det være? tænkte jeg, men det var virkelig svært,” siger Anette Hallev om sagen, der blev ved med at poppe op i hendes hoved,

”En nat begyndte jeg at lede på Facebook, som jeg har gjort mange gange før – og så skete der noget. Vi havde allerede et sort-hvid-foto af faren, hvor der var et logo på hans skjortebryst. Pludselig så jeg et lignende billede på skærmen og tænkte: ’Det er sgu ham.’”

Men Facebook-profilen var ikke aktiv, så i stedet fandt Anette en person på vennelisten med samme efternavn og skrev til ham. Det viste sig at være Toms fætter, der svarede med det samme, selvom det var midt om natten. Den var god nok. Manden med logoet var ham, de ledte efter. 

”Det har været en så forløsende sag,” siger Anette Hallev. Faren viste sig heldigvis at være i live og meget glad for at finde sin søn. 

”Om morgenen, da jeg ringede til Tom for at fortælle, at jeg havde fundet hans far, sad han sammen med sin familie og fejrede moren, der var død 10 dage forinden og skulle have haft fødselsdag. Han blev så rørt og skypede med sin far samme dag. De har allerede set hinanden tre gange på Tenerife, siden de fik kontakt.” 

GENNEM ÅRENE HAR mere end 15.000 mennesker henvendt sig for at få hjælp. Cirka 80 procent af sagerne lykkes, og de søgende kommer med blandet historik og alder. For eksempel har slægtsdetektiven hjulpet en 80-årig kvinde, der søgte efter sin far. Han blev naturligvis ikke fundet i live, men det gjorde andre medlemmer af familien. Anette Hallev og Lis – hendes partner in crime på femte år – har flest adoptivsager, især børn, som søger fædre. Og søskende, som søger søskende. Hvis der en sjælden gang er en forælder, der søger et barn, bliver han eller hun henvist til en offentlig instans. Det samme er tilfældet, hvis en sag moralsk er på kanten, men det er sjældent.  

”Ni ud af 10 gange vækker forbindelsen gensidig glæde, men ikke altid. En adoptivsøn bad om hjælp til at finde sin biologiske mor. Jeg fandt hende, men hun ønskede ikke at se ham. Han blev meget ked af det, men heldigvis ønskede hun ham et godt liv, og det blev dén replik, der gjorde, at han kom videre. Jeg tænker meget over, at det helst skal ende godt. Jeg siger gerne: ’Der er en mening med, at tingene sker, og måske er det ikke meningen, at du skal møde ham eller hende’, og så bliver de ofte afklarede,” siger Anette Hallev, der er bevidst om den terapeutiske rolle, hun også har. Hun kan ikke lade være med at involvere sig og tager tit telefonen for lige at høre, om de eller den er okay. Hun har selv været noget lignende igennem og ved, hvordan de kan have det. 

Men før Anette Hallev indgår i et samarbejde, gør hun meget
ud af at tale mulige scenarier igennem. 

”Det er vigtigt for mig, at de mennesker, jeg skal hjælpe, gør sig tanker om, hvorfor de ønsker at finde for eksempel deres far – og hvordan de vil forholde sig til, hvis han ikke længere er i live eller af en eller anden årsag ikke ønsker kontakt. Så er de rustede til at tackle de fleste udfald.”  

GENFORENING HAR TO grupper på Facebook. En åben, hvor andre kan følge med, når der er bid i en sag, hvilket kommer til udtryk med et stort ’Bingo’ og en varm, overraskende eller vild historie. Og så er der en lukket støttegruppe, hvor arbejdet foregår. Det er her, Anette Hallev, de søgende selv og en masse frivillige hjælpere udveksler informationer og hjælper hinanden. 

Mens Lis (der ikke ønsker sit efternavn frem) har sort bælte i kirkebøger, er Anette detaljerytter og tager sig i dag især af de mere komplekse sager, blandt andet dem, der involverer dna. De læser både i gamle telefonbøger og går på opdagelse i internettets dybe kældre, men som Anette Hallev siger, handler det især om at lave en profil af det menneske, de søger – og af den person, der søger. Hvis det er et familiemedlem, er der påfaldende tit lighed i interessesfærer. 

”Når jeg holder foredrag, beder jeg publikum komme op og skrive nogle detaljer om det menneske, de søger. Engang fandt jeg en eftersøgt far allerede i pausen ved at slå op i nogle kirkebøger på internettet. Det viste sig, at han havde været ansat i De Danske Statsbaner. Efter pausen fortalte jeg sønnen, at jeg havde en besked til ham, og spurgte, om jeg måtte fortælle det i åbent forum. ’Kom bare med det,’ sagde han, og jeg fortalte, at jeg havde fundet hans afdøde far, og at det højst sandsynligt ville vise sig, at han selv havde en hobby, der lå tæt på det arbejde, faren havde haft. Og da jeg så fortalte, at hans far havde arbejdet for DSB, udbrød sønnen: ’Det er fandeme løgn, jeg elsker modeltog,’” fortæller Anette Hallev, der ikke glemmer den dag.

”Og det gør han heller ikke. Jeg blev også lidt forskrækket, for da gik det virkelig op for mig, hvor meget gener har at sige.”

AF SAMME ÅRSAG spørger Anette Hallev tit ind til, hvad de, der søger, har af hobbies. Da hun fandt sin egen far, oplevede hun, hvor meget de lignede hinanden. Endelig var der en, hun kunne spejle sin rejselyst og sine kreative sider i.

”Der faldt en masse ting på plads. Jeg har tit tænkt: ’Hvor har jeg det fra? Hvorfor kan jeg tegne?’ Min far var knalddygtig til at tegne, og min faster er kunstner i dag,” siger Anette Hallev, der ikke blot fandt sin far i 2000, men også en faster i Jylland og en farmor, der endte med at åbne døren mere end bare på klem. 

Anette Hallev rejser sig fra sofaen og går ind i værelset ved siden af. Hun kommer tilbage med tre afrikanske træskulpturer i favnen, der forestiller en mor, en far og et barn.

”Jeg fik dem af min faster Winnie, som jeg stadig har kontakt med i dag. Min far sendte dem hjem til min farmor i Danmark, da han boede i Sydafrika. De forestiller ham selv, min mor og mig, lille Anette. Han håbede hele tiden, at han og min mor fandt sammen igen. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på,” siger Anette Hallev. 

Mens hendes far endnu levede, spurgte hun ham direkte om muligheden for, at han kunne have sat andre børn i verden. Svaret lød: Jeg har ikke på den måde været around, men du har muligvis en søster i Sydafrika. Anette Hallev har fået lavet dna-tests og gjort andre forsøg på at finde sit eventuelle nye familiemedlem, men uden held indtil videre. 

”Det kommer, hvis det skal.”

/

Den iranske forbindelse

I 1930’erne stod en gruppe driftige danskere i spidsen for en ingeniøropgave, der ikke bare blev et trafikalt tigerspring for den iranske befolkning, men også var med til at afspore nazisternes håb om verdensherredømme. Nu, mere end 80 år efter, har FN ophøjet Den Transiranske Jernbane til verdensarv og dermed sikret det persiske tog-eventyr for eftertiden og for nye rejsende.
Tekst:Morten Hansted

TOGET SKRUMPLER AF STED på den flade, tresporede jernbane mellem Teheran og Mashhad. Men det er ikke den store provinsby tæt på grænsen til Afghanistan, der er målet for rejsen, og efter en times kørsel forlader toget hovedstrækningen og drejer op mod nord med de stejle Elburz-bjerge i det fjerne. Sporet passerer gennem øde egne med enkelte småhuse med granatæble- og appel­sintræer i haverne, inden skinnerne for alvor går til angreb på bjergmassivet, som skal overvindes, før toget kan nå frem til målet Gorgan oppe ved Det Kaspiske Hav. Men først skal det igennem og hen over hundredvis af kringlede tunneler og svimlende broer, der blev bygget for over 80 år siden, da danske ingeniører drog til et land 5.000 kilometer væk for at stå i spidsen for anlæggelsen af iranernes første jernbane. Et byggeprojekt så usædvanligt, at jernbanen tidligere i år blev fundet værdig til betegnelsen verdensarv og nu kan findes på UNESCOs prestigefulde liste med unikke menneske- og naturskabte seværdigheder. 

Jørgen Saxild (t.h.) til inspektion af banen med shahen af Iran.

AT DET BLEV DANSKERE, der kom til at stå i spidsen for opførelsen af Den Transiranske Jernbane, bygger til dels på tilfældigheder. I 1920’erne havde Iran været igennem lidt af en revolte, og militærmanden Reza Pahlavi var kommet til magten på løfter om at ville reformere landet og få bragt fattigdommen ned. Han erobrede titlen som shah, som kan sammenlignes med kongetitlen i Danmark, og gik straks i gang med sit vigtigste – og dyreste – projekt: at få bygget en jernbane tværs gennem landet, der kunne sikre ham kontrol med oprørske egne i det olierige syd og samtidig gøre det nemmere at fragte iranske produkter ud til eksportmarkederne. Men indledningsvis skulle der skaffes penge. I første omgang fra særlige afgifter på sukker og te, som blev lagt til side til byggeriet.

Dengang var Persien på det jernbanemæssige område håbløst bagefter. Ofte var det kameler, der klarede transporterne af gods og personer i lange karavaner og på dårlige veje – nogle gange flere hundrede kameler ad gangen. Om natten kunne man høre deres klokker ringe, når en karavane passerede i det fjerne. 

T.v.: Aarhus Stiftstidende 8/4-1934. T.h.: Jyllands-Posten og Fyns Tidende 22/4-1933.

JØRGEN SAXILD

1891-1975. Født i København. Ingeniør med speciale i armeret beton.

Stiftede i 1917 sammen med to jævnaldrende et ingeniørfirma, der senere kom til at hedde Kampsax, som fik opgaver i Mellemøsten og mange europæiske lande.

Storkorsridder af Dannebrog. Da shahen af Iran i 1959 var i Danmark på officielt besøg, gik turen også forbi Saxilds hjem.

OPRINDELIGT GIK OPGAVEN med at skabe en konkurrent til de maleriske, men ineffektive kameler til en håndfuld tyske og amerikanske ingeniørfirmaer. Men tyskerne og amerikanerne ragede uklar med shahen og nåede derfor kun at bygge nogle af de letteste delstrækninger af jernbanen, før de blev smidt ud af landet. I Irans naboland Tyrkiet var miniputlandet Danmark allerede involveret i jernbanebyggeri, om end også her ad omveje. 

Tyrkiet havde også fået nyt styre i 1920’erne, og også her satsede den ny leder, Kemal Atatürk, på, at nye jernbaner kunne skabe fremgang. 

Sverige øjnede forretningsmuligheder og sendte folk derned, og flirten med Tyrkiet endte med, at et svensk lokomotivfirma skulle levere jernbanemateriel på betingelse af, at de også ville stå for byggeriet af nye baner. Den slags havde lokomotivfolkene imidlertid ingen erfaring med, så de entrerede med det danske ingeniørfirma Kampsax samt et andet mindre dansk firma, og de to påbegyndte arbejdet med at lægge skinner over den anatolske højslette.

Mens det skred fremad, blev man hos Kampsax klar over, at det stod skidt til med jernbaneprojektet på den anden side af grænsen.

Det kunne måske åbne for nogle muligheder for det dansk-svenske konsortium. En tyrkisk tolk blev derfor i efteråret 1932 sendt af sted til Teheran. Foråret efter tog Jørgen Saxild, en af tidens fremgangsrige ingeniører, som nogle år forinden havde stiftet firmaet sammen med et par jævnaldrende ingeniører, selv til Teheran. Og i april 1933 var kontrakten i hus. 

Ingeniøren Svend Buhelt i Iran på banens sydstrækning i 1936 sammen med et par lokale tjenestefolk. Han døde i 2010 som den sidste af de mange ingeniører og arkitekter.

”NY SEJR FOR DANSK ingeniørkunst” og ”Mægtige skandinaviske ingeniør­arbejder i Persien.” Sådan lød nogle af overskrifterne i de danske aviser i 1933. Og det var en gigantisk kontrakt, som Jørgen Saxild havde indgået med det persiske styre. Opgaven omfattede 1.400 kilometer jernbane fra Det Kaspiske Hav i nord til Den Persiske Golf i syd. Der skulle bygges et utal af broer og tunneler – Kampsax’ brokontor i Teheran endte med at tegne 360 større og mindre broer, og antallet af tunneler nåede op over 200. Både nord og syd for Teheran var der bjergkæder, som jernbanen skulle trænge igennem. Og hvor der ikke var bjerge, var der golde ørkener med store temperaturmæssige udfordringer. 

”Der var vældige negative kræfter, jeg blev stillet over for. Konkurrenter fra hele verden forsøgte med alle midler at hindre kontraktens underskrift, blandt andet ved at søge at underbyde os, men vi var dem for stærke,” fortalte Jørgen Saxild senere. 

Af en gulnet kopi af kontrakten, som dukkede op hos en af ingeniørernes efterkommere for nogle år siden, kan man udlede, at Kampsax skulle have over en milliard kroner for sin bistand. Til gengæld skrev den dengang 42-årige Jørgen Saxild under på et løfte til shahen om, at banen skulle færdiggøres på seks år. Ellers vankede der bøder. Kontrakten viser også, at danskerne kunne blive afregnet med 7,5 gram guld pr. meter jernbane, hvis Kampsax af den ene eller anden grund ikke brød sig om at få betaling i dollar eller engelske pund. I 1930’ernes krisetid kunne gængse penge pludselig miste deres værdi på kort tid.

Bjerglandskabet, som Vereskbroen skulle igennem.

DET HASTEDE ALTSÅ med at komme i gang med arbejdet. Men først skulle der skaffes folk, og den lokale arbejdsstyrke var utilfredsstillende.

”Der var hverken erfarne arbejdere eller håndværkere, der var kun få erfarne ingeniører og hverken maskiner eller andet materiel,” har Jørgen Saxild fortalt. Så de fleste ingeniører blev fundet i Danmark, men også i Norge, Schweiz og andre lande med specialister i bjergbyggeri. De nyansatte rejste til Persien – eller Iran, som det officielt hed fra 1935 – med tog. Typisk via Berlin og Warszawa og videre ned gennem Sovjetunionen og over Kaukasus frem til vestsiden af Det Kaspiske Hav. Her var der mulighed for at komme over med en damper til en nordiransk havneby, hvorfra man ad landevej kunne komme det sidste stykke mod Teheran. Alt i alt en ugelang rejse frem mod eventyret og det fremmedartede.

”Teheran vrimler med tiggere. Et sted vasker en mand sig i rendestenen. Et andet sted lader en mand sit vand i den, og lidt længere nede fylder en sin tepotte. Intet under, at der forekommer så mange tilfælde af tyfus her,” skriver Svend Buhelt, en af de danske ingeniører, i sin dagbog om ankomsten til hovedstaden i 1934. 

Rent vand var en sjældenhed, som også en af ingeniørernes hustruer, Ellen Wright, i 1934 fortalte til Aalborg Stiftstidende: 

”Det vand, vi bruger, får vi fra den engelske legation, der har eget vandværk. Men også det bliver kogt, inden det anvendes.”

Kampsax oprettede sit hovedsæde midt i Teheran, og Jørgen Sax­ild slog sig selv ned i en herskabelig bolig i byen med sin familie. Mange år senere i København hang den persiske indretning stadig ved:

”Vi kom hos min farfar til familiemiddage næsten hver søndag, da jeg var barn. De havde en kæmpe stue, hvor persiske tæpper lå i tykke bundter. Så mange var der. Der hang også tæpper på væggene. Og der stod figurer af bronze, som de havde taget med hjem,” husker barnebarnet Jacob Saxild.

JØRGEN SAXILD VAR lige kommet tilbage til Danmark efter fem år i Tyrkiet med familien. Nu gik turen videre til Teheran. Børnene blev denne gang hjemme, mens hustruen Gudrun en gang om året kom på et længere besøg for at være sammen med sin mand, der også af og til åbnede sit hjem for de ansatte. Men det slog ikke til, når der skulle socialiseres i det daglige. I Persien var man ikke vant til at have danskere rendende, i hvert fald ikke i større tal. Pludselig var der flere hundrede, og ingeniørerne ude på linjen kunne godt bruge et samlingssted, når de indimellem var i Teheran for at aflægge rapport på hovedsædet. En af Jørgen Saxilds allerførste initiativer var derfor at oprette en skandinavisk klub i hovedstaden. Jernbanen havde også tiltrukket ingeniører fra Norge og Sverige. Nu blev der anskaffet en fornem persisk bygning med klassisk springvand til Club Irano Scandinave, som fik egen restaurant med dansk madmutter og hjemlige retter. Her kunne de udsendte læse danske – om end stærkt forsinkede – aviser, benytte tennisbanen og modtage og afsende post til og fra familien hjemme. Det helt store hit var kortspillet bridge. Så blev der sendt blyanter og regnskabsblokke ned fra Danmark – den slags var åbenbart svært at skaffe lokalt. Ingeniørerne fik smokinger ned via Kampsax, så de kunne møde standsmæssigt, når der var fester i klubben. 

”Når jeg selv en gang imellem slog mig løs og trakterede alle gæster og medlemmer på champagne i klubbens berømte hvælvede kælderbar, gik bølgerne højt,” skrev Jørgen Saxild senere i en erindringsbog.

Det var også i klubben, at Ejner Park, en af de danske ingeniører, fejrede dåben af sin datter, som fik fornavnet Iran.

”Iran er et meget gammeldags pigenavn dernede, fortæller de iranere, jeg møder i Danmark,” siger den i dag 85-årige Iran Bjørnholm. Hendes forældre var draget til Mellemøsten for at være med i jernbaneeventyret midt i en tid med krise i Europa:

”Det var svært at finde arbejde på den tid, så mine forældre var lykkelige for den tid, de havde i Iran. Selv kan jeg huske, at jeg tog mine første skridt på persiske tæpper.”

Andre af ingeniørerne havde børn, som de måtte efterlade i Danmark. Bent – et af de tilbageblevne børn – skrev i november 1933 ned til sin far, John Petersen, i Persien:

”Kære far, jeg er glad for at gå i skole. Kommer far snart hjem? Vi savner far meget, jeg sover hos mor.”

Faren kom hjem, men først efter fem et halvt år. Så det endte med, at børnene i stedet kom ned til ham. Også ude på linjen, hvor de fleste danskere arbejdede med ansvar for hver deres del af byggeriet, kunne savnet til hjemstavnen mærkes. Svend Buhelt, der kom fra et job i Maribo på det flade Lolland, beskriver i sin dagbog ankomsten til det øde bjergområde, hvor ’hans’ stykke jernbane lå.

”Jeg blev sat af bilen med min lille kuffert. Så stod jer der og kunne selv om at kravle opad til huset i halvmørke og med rimglatte klipper. Jeg følte mig en smule forladt.”

Teherans hovedbanegård.

TIDENS TEGN

I 1934 blev det besluttet, at Kampsax også skulle stå for byggeriet af Teherans hovedbanegård, og DSB’s chefarkitekt K.T. Seest tog den lange rejse til Iran. Han var kendt i Danmark for at have tegnet Aarhus Hoved­banegård og Horsens Banegård – senere også de funkisprægede stationer Vesterport og Nørrebro i København. I dag troner Irans to seneste herskere på indgangspartiets sider: den siddende ayatollah Khamenei og ayatollah Khomeini, der i 1979 væltede shah­dynastiet og omdannede Iran til et præstestyre.

DA DANSKERNE OVERTOG, havde de tyske og amerikanske ingeniører bygget nogle hundrede kilometer på jernbanen, men på sydstrækningen ned mod Den Persiske Golf manglede hele arbejdet med at få banen udstukket og målt op. 

Her sendte Kampsax i 1933 en fortrop af sted med ingeniører, der sammen med lokale stedkendte rejste strækningen igennem. Overnatningen foregik i telte i det fri. Når troppen skulle passere floder, svømmede lokale bærere over vandet med et tov, som bagefter blev spændt op over floden, så danskerne kunne fire sig over. Nogle gange brugte iranerne et gedeskind, der var syet sammen til en slags ballon, til at holde sig oppe.

En af de strækninger, der gav stort hovedbrud, var den del, der skulle føre nordbanen ud af Elburz-bjergene og videre mod appelsinlundene oppe ved Det Kaspiske Hav.

Det var svært at finde en rute, som ikke var for stejl i forhold til de sikkerhedskrav, der gælder for jernbaner. De tysk-amerikanske forgængere havde også bakset med denne udfordring. Ingeniørerne løste den ved at hugge ud, så banestrækningen kom til at ligge i tre lag op ad bjerget. Krumme tunneler i enderne sørgede for, at skinnerne blev forbundet med skinnerne på næste plateau og dannede en slags spiral. I nordenden af spiralen førte man banen gennem endnu en tunnel og derfra videre på en bro over en flere hundrede meter dyb kløft. Vereskbroen, som den hedder, og som er opkaldt efter en landsby nærved, blev måske det vigtigste punkt på jernbanen, og i dag har den ikonisk status i Iran og optræder blandt andet på frimærker og pengesedler. Da den jernbaneglade kong Frederik IX i 1963 besøgte Iran sammen med dronning Ingrid og deres datter prinsesse Benedikte, måtte han naturligvis ud på netop denne del af Den Transiranske Jernbane for at studere ingeniørernes bedrifter.

Hvor mange dødsfald byggeriet af banen kostede, er aldrig blevet gjort op. Men en del liv gik tabt på det udfordrende stykke omkring Vereskbroen. Kampsax’ medarbejdere, der stod for projektering og det overordnede tilsyn, arbejdede for det meste ikke, hvor farerne var størst, men dødsfaldene ramte blandt de mange arbejdere hos underleverandørerne, der tog del i byggeriet – i perioder arbejdede op mod 50.000 personer på projektet, mange steder på primitive stilladser i faretruende højder, og i visse tilfælde måtte arbejderne hænge i liner ude på bjergsiderne. Et af uheldene fandt sted i marts 1935. Et jordskælv nordpå betød, at klippeblokke pludselig styrtede ned over arbejderne med 20 døde og 40 sårede iranere, italienere og tyrkere til følge.

På Nordlinjen mellem Abbasabad og Gaduktunnelen ligger banen i tre etager på bjergsiden for at kunne klare de store højdeforskelle. Strækningen er så bemærkelsesværdig, at den var med i ansøgningen om at blive UNESCO-verdensarv.

BILLET TIL BEDRIFTEN

Den Transiranske Jernbane kører stadig fra Gorgan i nord til Bandar Khomeini i syd, men der går kun få daglige tog, og det er nødvendigt med skift i Teheran. Mange afgange er nattog, men der findes også afgange i dagslys på delstrækninger. De senere år har det været et tidligt morgentog med afgang klokken 6 mellem Teheran og Sari, som giver mulighed for at opleve den flotte rejse gennem bjergene i dagslys.Frem til corona fandtes et særligt turisttog med længere stop undervejs på strækningen mellem Teheran og Vereskbroen. Det er uvist, hvornår det genindføres.

I AUGUST 1938 kom den store dag. Banen var klar til indvielse. Der manglede stadig småting, men shahen var utålmodig efter at få den åbnet, så han kunne vise sit folk, hvad store dele af statsbudgettet i de forgangne år var blevet brugt til. Indvielsen skete på en lille landstation mellem Teheran og Det Kaspiske Hav, hvor skinnerne fra nord og syd mødtes. Jørgen Saxild var naturligvis på plads på perronen, der var belagt med tæpper i dagens anledning. Med sig havde han sin højre hånd, Erik Kayser, som også havde fulgt ham i Tyrkiet, og flere andre ledende medarbejdere fra Danmark. Alle var i jaket og udstyret med høje hatte, mens man tilså, at den militærklædte shah skruede den sidste bolt korrekt fast til skinnerne. Snart kom indvielsestoget tøffende. Danmark fik disse ord med i shahens tale:

”Kampsax er det eneste udenlandske selskab, der ærligt, loyalt og dygtigt har kunnet løse den stillede opgave og løst den til min fulde tilfredshed.”

Hjemme i Danmark var der stor bevågenhed omkring byggeriet, og ikke kun i pressen. To unge skuespillere fra Det Kongelige Teater, Palle Huld og Elith Foss, bidrog til omtale, da de kørte på Nimbus-motorcykel gennem Europa hele vejen til Iran for at se afslutningen på byggeriet. Kong Christian X sendte et telegram til shahen med gratulationer, og også Tysklands Adolf Hitler ønskede tillykke med ”det yderst betydningsfulde ingeniørværk”.

Imidlertid blev Den Trans­iranske Jernbane en vigtig brik i bestræbelserne på at få stækket Hitler, som kort efter indvielsen af jernbanen fremprovokerede udbruddet af anden verdenskrig. I krigens første år havde Nazityskland og sovjetterne en ikke-angrebspagt med hinanden, men kun indtil Hitler i 1941 besluttede at vende på en tallerken og angribe Sovjetunionen. Blandt Hitlers modstandere i Vesten var der enighed om, at det var nu eller aldrig, hvis der skulle sættes en stopper for hans fremfærd. Så i 1942 gik USA og England sammen med Sovjetunionen om at få bremset nazismens indtog østpå, og Sovjets sydlige nabo, Iran, fik en central placering i aktionen. Amerikanerne begyndte gennem Den Persiske Golf at sejle tanks og andre våben til Bandar Shapour, der var Den Transiranske Jernbanes endepunkt i syd, hvorfra de blev de kørt med jernbanen hele vejen op mod Sovjet. I alt omkring tre millioner tons våben blev fragtet fra syd til nord på danskernes jernbane. Hitler endte med store nederlag på østfronten og tabte siden krigen.

Shahen skruer den gyldne bolt i, banen er færdig.

REJSEKLAR

Visum til Iran kan søges på den iranske ambassades konsulat i København eller – nemmere – hos et af de rejsebureauer, der hjælper med visumansøgninger, eksempelvis Alt Rejser i København. Indrejse i Iran gør det mere besværligt, men ikke umuligt siden hen at opnå visum til USA. Vestlige kreditkort virker ikke i Iran. Medbring kontanter til alle omkostninger, der ikke er dækket hjemmefra. Danske kroner modtages i vekselboder i de større byer på linje med dollar og euro.

ALLEREDE INDEN krigens udbrud havde Jørgen Saxild lyttet til sin hjemve og var rejst hjem:

”Efter at jeg nu i syv år havde levet adskilt fra mine børn, som jeg kun havde besøgt nogle få måneder hvert år, længtes jeg efter et normalt familieli,” skrev han senere.

Med krigens afslutning rejste de fleste tilbageværende ingeniører også tilbage til Danmark, hvor mange af de venskaber, der var opstået i Iran, kom til at række resten af livet. Det blev en tradition at mødes med de gamle kolleger til perserbridge, som ingeniørerne kaldte det.

Ingeniørdatteren Iran blev siden gift med en mand, der var ingeniør ligesom hendes far. Gommens valg af uddannelse havde referencer til Den Transiranske Jernbane:

”Han blev civilingeniør, fordi han havde læst om de danske ingeniører i Iran. De var jo verdensberømte dengang,” fortæller Iran Bjørnholm.

Saxild-familien ved Veresk i 2018.

Som årene gik, gled Den Transiranske Jernbane lidt i glemmebogen. Ingeniørerne og arkitekterne døde én efter én og var til sidst alle væk. Tilbage var dog et vældigt arkiv fra 1930’erne. Togpassagerer på Lyngby Station i Nordsjælland skal blot gå over på perron 2 og kigge efter en rød bygning langs sporene for at lokalisere den. Nede i kælderen ligger banens historie i form af tusindvis af dokumenter og fotografier med danskernes bedrifter ved byggeriet. I dag er det ingeniørfirmaet Cowi, der tager vare på arkivet, der fulgte med, da firmaet for en snes år siden overtog resterne af Kampsax, og ingen nænnede at smide det ud. 

Godt det samme, for i 2015 blev udenrigsministeriet i Iran opmærksom på, at de i Lyngby kunne finde vigtig information om Den Transiranske Jernbanes fortid. I månedsvis sad en iransk kvinde i kælderen og scannede løs. Billede efter billede, dokument efter dokument. Kort efter begyndte der at komme meldinger om, at kræfter i Iran arbejdede på at få banen sat på UNESCOs verdensarvsliste. Listen talte allerede 22 punkter i Iran, men hvorfor ikke gå efter 23 – turisme er en vigtig indtægtskilde i landet. I første omgang, ved banens 80-årsjubilæum i 2018, blev ansøgningen forkastet, den var angivelig for mangelfuld. Men i sommeren 2021 vendte UNESCO tilbage med en ny vurdering af de knap 1.400 jernbanekilometer. Efter at have nærstuderet Den Transiranske Jernbane i to år lød konklusionen, at danskernes jernbane var unik nok til at komme med.  Så mens iranerne nu har fået et ekstra trækplaster, har de gamle ingeniørers og arkitekters efterkommere med UNESCO-hæderen ikke bare fået anerkendelse for deres indsats, men også sikkerhed for, at banen vil blive bevaret for eftertiden, for man kommer ikke på listen, hvis der ikke ligger en plan for, hvordan man kan sikre den pågældende verdensarv for eftertiden. Som Jacob Saxild, Jørgen Saxilds barnebarn siger:

”Min farfar ville være stolt over det ridderslag, som han nu har fået for sin jernbane.”

Fotos er stillet til rådighed af Morten Hansted, der også har skrevet bogen ’Danske eventyr i Iran’.

/

Tankeflugt

De har præget vores landskab og samfund i mere end et århundrede. De har været hænge-ud-steder, sene købmænd, samlingssteder og livsnerver. Men nu peger grøn omstilling, elbiler og miljøhensyn på et fremtidigt farvel til fossilt brændstof. Forfatter og jernbaneentusiast Nils Bloch siger bye-bye til benzintanken, som den var engang.
Tekst:Nils BlochFoto:John E. Carrebye/Det Kongelige Bibliotek

Et af de første benzinudsalg i Lystrup nord for Aarhus, hvor Cykel-Laier på Bygaden 12 havde udsalg. På lampestanderen hænger et skilt, hvorpå der står ’Aaben’. Selvom dette foto er udateret, fortsætter den sproglige skiltekamp i dag: Hedder det ’åbent’ eller ’åben’? Foto: Ukendt, arkiv: Lystrup-Elev-Elsted Lokalhistoriske Samling.

HELT KØREKORT

Forfatter Nils Bloch står bag bogen ’Benzinstationens historie’ samt tekst og indsamling af fotos på disse sider. Han har i en moden alder taget kørekort til bil, men har blot brugt det én enkelt dag. Han er ikke tilhænger af privatbilisme, men arbejdede som ung i 60’erne hos Shell. En oplevelse, der satte spor.

Dybbølgade i Sønderborg, årstal ukendt. Bagerst knejser den berømte Dybbøl Mølle på bakken. Bygningen, der er holdt i enkle linjer, forekommer lav, hvis man sammenligner med mejetærskeren. Foto: Uffe Mortensen.

Autojyden og BP-tankstation på Hovedvejen 67 i Glostrup i 1946. To år senere blev nabogrunden i nr. 69 købt, og forretningen blev udvidet i 1965 med nr. 71 til den anden side. Stedet var indrettet med to forskellige BP-pumper, hvoraf den til venstre har BP’s logoskjold på toppen. Paddehattetaget har en del til fælles med Arne Jacobsens benzinstation på Strandvejen ved Skovshoved nord for København. Adressen har i dag firkantet tag, ser helt anderledes ud, og tanken er drevet af Q8. Foto: Ukendt, arkiv: Byhistorisk Hus, Glostrup Arkiv.

Hotel Vojens på Odinsplads i Vojens, 1960. Salg af benzin fandtes førhen rigtig mange steder uden for tankstationens rammer.
Foto: Ukendt, arkiv: Lokalhistorisk Arkiv for Vojens­området.

Esso Sundhøj, Vindeby 26 i Svendborg, 1984. Foto: Anne E. Andersen, arkiv: Flemming Søeborg.

Shell på Vestergade 56A i Herning med folk i sving, udateret. Lokalt blev benzinstationen kaldt ’Stærekassen’. Når kunderne takkede for
behandlingen, blev der svaret: ’Shelltak’. Foto: Hugo E. Madsen, arkiv: Lokalhistorisk Arkiv i Herning.

BP-benzintank på hjørnet af Frederikstorv og Niels Ebbesens Gade i Aalborg, cirka 1960. I baggrunden ses Esra Møbler, konfektureforretningen Bona og en gavlreklame for den lokale Park Pilsner. Tanken blev bygget i 1937, men i 1972 var det slut med benzin på pladsen. Konstruktionen var tegnet af den lokale arkitekt Carlo Odgaard, der er kendt for flere funktionalistiske byggerier i byen, for eksempel Aalborg Tårnet fra 1933. Foto: Ukendt, arkiv: Aalborg Stadsarkiv.

Essos standardstation i aftenbelysning med markering af indkørslen til venstre i billedet. På taget er de fire bogstaver bøjet i neon. Københavnsområdet, omkring 50’erne, Foto: John E. Carrebye, arkiv: Det Kongelige Bibliotek.

Danmarks første rullende tankstation til betjening af de biler, som ikke turde forlade køen til færgen i Nyborg for at tanke, 1949. Den blev konstrueret af ingeniør Jørgen Jørgensen, og alt var dansk fremstillet. Den kunne fylde 40 liter benzin på en bil på et minut. Herudover medførte vognen smøre­olie, vand til køleren og trykluft til bilernes ringe. Det var Esso-forpagter på Nyborg Havn Kjær-Knudsen, som anskaffede køretøjet. Siden rykkede bilfærgerne til Halsskov. Foto: Fyens Stiftstidendes pressefotografer, arkiv: Odense Stadsarkiv.

Billederne stammer fra Nils Blochs bog, ’Benzinstationens historie’, en højoktan udgivelse, der tager læserne med tilbage til dengang, samfundet ræsede af sted, med, men også uden, tanke-stop. 

/

Ama’r halshug

Der er rullet hoveder, blevet tømt latriner og tatoveret røvgevirer. Lorteøens renommé stank i mange år. Men med metro, strandpark, byggeboom og uovertruffen placering er det gamle københavnske arbejderkvarter transformeret til et sted, alle vil have en bid af. Er underhundens selvforståelse trængt af kreativ klasse og velbeslåede tilflyttere? Ud & Se gik på jagt efter "Ama'r".
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

SET FRA LUFTEN ligner Christmas Møllers Plads en let amputeret blæksprutte. Syv veje bugter sig ud fra den svært trafikerede runddel. Én fører morgentimernes hærskarer af amagerkanske cyklister og søvnige buspassagerer over Christianshavn mod Slotsholmen og Indre Københavns kontorer. En anden fører hidsige bilister mod Rådhuspladsen. En tredje leder de forlystelsessyge til stranden og lastbilchaufførerne til forbrændingen. Ad en fjerde kan man komme til universitetet og DR-byen. To er bare søvnige beboelsesgader med røde mursten fastfrosset engang i tiden inden Murens fald. 

Men forandringens og gentrificeringens vinde blæser også heromkring, og kiosken over for de smog-overtrukne markiser på Ristorante Rimini sælger ikke længere cola, smøger og løssalgsaviser, for seneste generation i kioskejerfamilien har mærket vindretningen og lavet lokalet om til kaffebaren, naturvinsudsalget og delikatessen Alice, der laver så god is, at turister og foodies står i kø for at smage havtorn, pistacie og kardemomme – tålmodigt og velopdragent, som gjaldt det om at blive lukket ind på natklubben. Et beskedent stykke derfra, lige oppe ad Amagerbrogade – øens eneherskende hoved- og handelsgade og blækspruttens midterste og længste arm – mødes det gamle og det nye Amager på Haabet Bodega. Baren, der er opkaldt efter et landsted, der lå heromkring for mere end 100 år siden, åbnede i 2014, og en regnvåd torsdag aften danner de okseblodsmalede vægge rammen om en pub-quiz med fem deltagende hold, der gætter på navne på væksthuse til overvintring af frugttræer (orangerier), golfbetegnelser for tre slag under par (albatros) og antallet af Kentucky Fried Chicken-filialer på Amager (to, én på Amagerbrogade, én i centeret Field’s).

Bølgerne går højt på Haabet Bodega.

EN GRÅNENDE HERRE med texasslips, midnatsblå skjorte, hørhabitjakke og læsebriller i panden henvender sig til et bord med tre yngre kvinder og en mand, der er fordybet i quizovervejelser.

”Hvis nogen giver en smøg, så fortæller jeg en vittighed.”

”Gå væk, Claus, vi har travlt,” svarer de, og Claus fortsætter til næste bord, hvor der sidder to unge kvinder, den ene i lang, blomstret kjole, den anden i hvid kniplingsbluse og gyldne sokker i flade lædersko. De ryger og drikker fadøl. 

”Hvis I giver en cigaret, så fortæller jeg en vittighed,” gentager Claus, inden den velartikulerede quizmaster Jean Claude med gennemtrængende lektordiktion kalder den rygetrængende stamgæst til orden:

”Claus! Claus, på plads!”

Claus danser med bløde håndled og fjedrende knæ ironisk-underdanigt tilbage til sit eget bord og sine holdkammerater, en kornblond kvinde med solbriller i panden og sirlige øjenbryn og en piberygende mand i hvid T-shirt, begge journalister. Claus har ikke mødt dem før denne aften, hvor de improviseret slog paratviden-pjalterne sammen.

”Det er forskelligheden, der sejrer i quiz. Det kan jo ikke nytte noget, jeg kommer og laver et hold sammen med min kammerat, som jeg har hørt Bob Dylan og set fodbold med, så supplerer vi ikke hinanden,” mener Claus, der engang var pædagog, men ikke arbejder længere og ikke er sikker på, han kommer til det igen. Han flyttede til Amager for 33 år siden, da han blev sagt op i sin lejlighed på Nørrebro, selvom hans søskende advarede ham mod at flytte til ’Lorteøen’, som de anså for et værre udsted.

”Men man får Amager under huden,” siger Claus, der dog ikke groede mere fast til nabolaget, end at han af og til forlod det for at rejse, for eksempel til Spanien, Cuba og Key West i fodsporene på forfatteridolet Ernest Hemingway, som han også har bogreolerne i lejligheden lige om hjørnet fulde af.

”Hvorfor jagter jeg Hemingway? Tja. Det er det, jeg prøver at finde ud af. Ligesom jeg prøver at finde ud af, hvad meningen med livet er.”

Bruno H. Pedersen, jernbaneleksikon og medlem af foreningen Amagerbanens Venner.

EN SØNDAG SENERE stikker den gyldne sol fra oven, men i den korridor af træer, der løber langs Uplandsgade, ikke så langt fra Haabet, er luften frisk og fløjlsblød. Herinde overdøves suset fra bilerne af et luntende, messingklingrende Olsen-Banden-tema, som musikere fra Københavns Jernbaneorkester er ved at fremføre i deres marineblå, aflagte DSB-uniformer. En lille dreng i skriggrøn T-shirt skråle-nynner med. Den ældre del af publikum, der har spredt sig hen over de frønnede sveller på det gamle jernbanespor, nøjes med at vippe med tæerne og nippe til deres perlende plastikkrus med fadøl. En mand i sort T-shirt sveder over pølserne på en ramponeret kuglegrill. Næste hold kul står og ryger i en grillstarter, og hans kone, ligeledes i sort T-shirt, luner pølsebrødene på en anden grill bag ham. De må arbejde hurtigt, for der har dannet sig en lille kø af sultne på det tilgroede banelegeme. 

Bruno H. Pedersen er selvbestaltet jernbanehistoriker, og hen over to ristede med sennep og ketchup fortæller den 75-årige pensionerede maler, at jernbanebegejstringen begyndte, da han var helt lille. Da han var 10 år gammel, spurgte hans far bane­mesteren, om ikke han ville forbarme sig over hans tog-gale søn.

”To dage senere fik jeg lov at køre med alle 12 kilometer fra remisen på Amagerbro og helt ud til Dragør på Amagers sydøstlige spids,” siger den langhårede sporvejsentusiast og smiler under sin mørke Ray-Ban-brille.

Grøn energi på Amagerbanen.

AMAGERBANEN KØRTE sin første tur i 1907, de første mange år med passagerer, men da Bruno H. Pedersen var med som dreng, kørte man kun med gods. I 1975 overtog DSB banen for at køre med tankvogne til Københavns oliehavn Prøvestenen, og i 1995 blev banen nedlagt. Dog overlevede et 1,2 kilometer langt stykke spor klemt inde mellem Uplandsgade og boldbanerne på Kløvermarken, og for syv år siden besluttede foreningen Amagerbanens Venner, som Bruno H. Pedersen er med i, at bevare arealet og gøre det en udflugt værd med skinnecykling og dræsinekørsel. 

Denne søndag er der fuld gang i cykler og dræsiner, der er nemlig støttefest. I dagens anledning er journalist og historiker Majken Astrup klædt i grøn T-shirt med ’Bevar Amagerbanen’-logo af tegneren HuskMitNavn. 

”Mange opfatter Amagerbanens bevarelse som en sidste bastion mod den buld­rende byudvikling,” siger Majken Astrup, der sammen med sin familie i 2003 flyttede de få kilometer fra Frederiksberg til Amager. Efter at mange i hendes netværk reagerede med et lidt for forundret ’aahr …’ på flytningen, begyndte hun at arbejde på podcasten ’Stemmer fra Amar’. Dels for at udfordre vennernes skepsis, dels for selv at blive klogere, begyndte hun at sætte sig ind i øen, der i dag er stadig tættere bebygget og beboet, men som engang hovedsagelig bestod af fladt bondeland gødet med indholdet fra Københavns latriner. Tilnavnet Lorteøen opstod sandsynligvis, da Kløvermarkens vidder fra omkring år 1800 blev brugt til at tørre indholdet, så det var nemmere at håndtere og bringe ud til amagerbønderne. Det foregik først med hestevogn og siden med Amagerbanen. Togene, der ekspederede gødningen, blev i folkemunde kendt som chokolade­ekspresser. I mere moderne tider har renseanlægget Lynetten på nordspidsen af Amager ikke gjort det nemmere for øen at slippe af med tilnavnet.

3.000 UNDERSKRIFTER blev sidste år indsamlet til bevaring af Amagerbanen. Efterfølgende besluttede et flertal på Rådhuset at rejse en fredningssag for området. En af dem, der var imod ideen om at bygge på grunden, som i 1975 dannede location for ’Olsen-Banden på sporet’, er Sebastian Klein, som er til stede på støttedagen i sorte Adidas-sneakers og hvide skjorteærmer med oprul. Hans far, Jesper Klein, var tog-aficionado og meget interesseret i Amagerbanen. Sebastian Klein har ikke selv noget nært forhold til banen, selvom han bor i kvarteret nærved. Men han er tilhænger af princip:

”Jeg kan godt lide, at der er sådan nogle steder her … overalt, faktisk!”

Hav, hud og højhuse ved Amager Strand.

FORTSÆTTER MAN ud ad Uplandsgade, når man hurtigt til Amager Strandvej. I 2005 gav Københavns Kommune den hensygnende, dyndede og lavbundede strandpark, der lå her, en dristig ansigtsløftning med en kunstig ø med fint sand, nyplantet marehalm, cykel- og løbevenlige asfaltstier og en indre lagune. Københavnerne indtog snart byens største strand, ikke mindst fordi den nye metro gik lige til døren, og i løbet af 2010’erne ændrede det tidligere industriområde omkring Amager Strandvej sig til ukendelighed. De gamle fabrikker og lagerbygninger – og smarte gallerier, der en overgang havde lænet sig op ad den rå randkvarters-charme – forsvandt i en kontinuerlig støvsky, og da den lagde sig, skød projektbyggerierne op som en skov af svampe efter regn. 

Den hidtil højeste af bygningerne hedder Øresundstårnet og ligger på Øresundsvej op ad metrostationen Øresund. Med sine 21 etager er den en af landets højeste beboelsesbygninger. Her kan man leje en lejlighed på 100 kvadratmeter for omtrent 15.000 om måneden. Og det er ikke den højeste pris i området, som ejendomsgrupperne gerne selv betegner som Manhattan- eller Berlin-agtigt, og hvor baristakaffe, restaurationsliv og mærkevarebrød er rykket ind i stueetagerne. Ifølge debatbogen ’Rige børn leger bedst – Et portræt af det danske klassesamfund’, der udkom tidligere i år, ligger topprisen heromkring på 26.000 i leje for en fireværelses, mens villaerne i Italiensvej-kvarteret, der også grænser op til Amager Strand, handles til 5-10 millioner. 

Bogens forfattere ser Italiensvej-kvarteret, og Amager mere generelt, som en prisme for en landsdækkende udvikling, hvor formuerne koncentreres i storbyerne, mens boligpriserne presser arbejderklassen og de arbejdsløse ud af de kvarterer, de plejede at bo i. 

Med byggeboomet, som ikke bare har fundet sted ved Amager Strand, men også har manifesteret sig i tusindvis af nye boliger på Islands Brygge og i den relativt nye bydel Ørestad på Vestamager, er 2300 S det københavnske postnummer, der har fået flest nye adressater siden årtusindskiftet. Ifølge Boligsiden.dk fandt man i 2019 landets højeste ejendomsmægleraktivitet her med fem solgte boliger om dagen. Flest nye beboere er ifølge Københavns Kommune kommet til på det vestlige Amager, hvor befolkningen voksede med godt 33.000 mellem 2004 og 2020, en forøgelse på 72 procent. 

Med indrykket er Amagers arbejder­identitet truet, skriver forfatterne til ’Rige børn leger bedst’ og eksemplificerer med Italiensvej-kvarteret, hvor 60 procent af de erhvervsaktive beboere i 1987 tilhørte arbejderklassen, mens knap halvdelen i dag udgøres af overklasse eller højere middelklasse. Er man mellem 18 og 59 og bor i kvarteret, har man i gennemsnit en nettoformue på næsten én million.

NÆRHEDEN TIL LUFTHAVNEN er et selling point i mange mægleromtaler af lejligheder og huse på Amager. Men blandt dem, der bor lige op ad den, er ikke alle helt så begejstrede. En trykkende tirsdag eftermiddag bliver lufthavnens fremtid diskuteret på Flyvergrillen i Kastrup. Panelet består af repræsentanter for Københavns Lufthavn og fagforbundet 3F’s Kastrup-afdeling samt to græsrodsgrupper, der kæmper mod en udvidelse af lufthavnen. En snes publikummer er mødt frem ved bænkene uden for Flyvergrillen for at lytte. I udkanten af gruppen står en dreng i målmandstøj og hans far og stirrer den anden vej – de er vist primært kommet for udsigten, der i årevis har fået strømme af gæster til at bære over med grillbaren på Amager Landevejs middelmådige pomfritter. Lige nu er de sorte landingsbaner, der som størknede lavastrømme gennemskærer øer af brunt græs, tomme. Flytrafikken er endnu ikke oppe i omdrejningerne fra før corona. Pandemien gav lufthavnen et underskud på over en halv milliard, og 8.000 medarbejdere blev fyret. Men for nogle af naboerne var krisen også en lise.

”Vi ønsker ikke lufthavnen lukket, men vi ønsker uvildig kontrol af konsekvenserne,” siger Helene Bach, der er i karrygul kjole, bor i Kastrup og repræsenterer borgergruppen ’CPH uden udvidelse’, som er bekymrede for udsigten til, at Københavns Lufthavn kommer til at fylde mere, end den allerede gør. I lufthavnen estimerer man selv, at efterspørgslen vil vokse fra de cirka 30 millioner passagerer, der var igennem i 2019, til omkring 55 millioner rejsende i 2045, og et socialdemokratisk regeringsudspil fra 2021 giver grønt lys til en udvidelse.

”Vi er meget bekymrede for støj og forurening. Vi vil have målinger og fakta,” siger Helene Bach, inden hun bliver overdøvet af et lettende SAS-fly – ”er det mon Aalborg-raceren?” spørger fodbolddrengens far på sidelinjen af debatten.

Lufthavnens chef for samfunds- og klimaansvar Marie Louise Hansen i mørkeblå bukser og rosa bluse har panden i fokuserede folder, mens hun lytter til bekymringerne. Hun forstår dem, men er fortrøstningsfuld. Hun nævner lufthavnens ambitioner om at udfase fossilt brændstof i alle aktiviteter på landjorden, inklusive passagertrafikken til og fra lufthavnen, i 2030. Og alle aktiviteter, også flyfarten, skal være fuldstændig emissionsfri i 2050. Begejstret nævner hun udsigten til bæredygtige brændsler fremstillet gennem elektrolyse af for eksempel havvand – en CO2-neutral energilagringsproces kendt som Power-to-X, som mange store brændstofforbrugere på verdensplan sætter deres lid til, men som ikke er rentabel endnu.

”Det kan vi hælde direkte på flyene,” siger Marie Louise Hansen med et smil. 

Også 3F Kastrups repræsentant er pragmatisk optimist:

”Luftfart forurener, punktum. Støj forurener, punktum. Men vi vil gerne være med til at gøre noget ved det. Det vil koste os vores jobs, hvis ikke vi gør noget,” siger Henrik Bay-Clausen, der er i shorts, sandaler og en rød T-shirt med påskriften Clean Air. Med lys i øjnene og smil under moustachen giver han sig til at fantasere om alt det, man kunne bruge lufthavnsområdet til, hvis ikke man skulle flyve: ”Hvad med urban farming, drivhuse, solceller og geotermiske anlæg?”

Tankeeksperimenterne drukner i lyden fra et lettende fly fra Aegean Airlines.

EN MAND I BORDEAUX T-shirt blandt publikum rækker hånden op med en kommentar. Han har boet 15 år lige bag ved Flyvergrillen, forklarer han. Og han synes overhovedet ikke, lufthavnen er ambitiøs.

”Du taler om elektrolyse, men det er fugle på taget. Det er en plade, I spiller. Vi har den samme støj i dag som på Svend Aukens tid,” siger han henvendt til Marie Louise Hansen, der ikke lader sig hyle ud af den, men forsvarer lufthavnens indsats for at reducere støjforureningen. 

”Der er sket en reduktion i antallet af boliger, som ligger inden for den grænse, hvor man oplever støj over 55 decibel. Før var det 18.000 boliger, i dag er det kun 2.000 boliger,” siger hun, inden den ophidsede nabo bider hende af:

”Jeg bliver stadig vækket klokken halv ét om natten!”

Mosekonen brygger på Amager Fælled, mens et par unge mænd pumper jern ved Amager Strand.

PÅ ENGLANDSVEJ går det så som så med byudviklingen. Den 13 kilometer lange vej forbinder bydelene Sundby, Tårnby og Dragør og favner stilistiske elementer af metropol, forstad og landevej. Fra udspringet ved Amagerbrogade hakker udtrykket sig ubeslutsomt i gang. 

Hér ligger en nydelig hvid patriciervilla med havestue med rundbuevinduer over for en karré af tilsyneladende tilfældigt opførte ejendomme i røde mursten i vekslende nuancer med halalslagter, vasketeria og pizzeria i stueetagen. 

Dér står en etageejendom fra 1900-tallets begyndelse uflankeret og blafrer over for Shell-tanken og Fitness Worlds epoxygrå industribygning på den anden side af vejen. Fortsætter man ud ad Englandsvej, kommer man til en ombejlet amagerkansk byggegrund, det store grønne område, der ligger rundt om Sundby Idrætspark, hvor de lokale fodboldhelte fra Fremad Amager har slynget armene i vejret i enkeltstående triumfer – som da de sidste år slog Brøndby ud af pokalturneringen i 4. runde – men mestendels bidt tænderne sammen og kæmpet i modgang.

I 2018 blev klubben, der har penduleret op og ned i de danske fodboldrækker og været igennem tre konkurser siden stiftelsen i 1910, købt af den unge ejendomsmægler Jerome Solamito fra Monaco. Han så angivelig et brandingmæssigt potentiale i den traditionsrige arbejderklub, ikke ulig det, der har gjort Hamborg-klubben FC St. Pauli til et internationalt lukrativt brand med appel til venstrefløjen. 

Monegaskeren erklærede, at han ville investere et tocifret millionbeløb i Fremad Amager, og at ambitionen var at få klubben op i den bedste danske række, hvor klubben sidst opholdt sig i 1994 på en kort visit. Siden har nogle ærgret sig over, at Solamito sammen med konsortiet SCP Waterfront også ejer klubben Botev Plovdiv, der i skrivende stund topper den bedste bulgarske fodboldrække, og at der foregår en trafik af spillere og trænere frem og tilbage mellem Amager og Plovdiv, som Fremads fans sjældent er enige i. Men derfor kan man jo godt tilslutte sig drømmen om oprykning fra 1. division, hvor klubben har befundet sig siden 2016. 

Skal de blåklædte amagerkanere begå sig i Superligaen, er der dog brug for et større stadion end det nuværende, der maksimalt har plads til 7.200 tilskuere, og derfor præsenterede Fremad Amager denne sommer, i samarbejde med et dansk ejendomsudviklingsselskab, en helhedsplan for Sundby Idrætspark-området, der ud over et nyt og større stadion involverer 50.000 kvadratmeter boliger og 24.000 kvadratmeter ungdomsboliger og hotel.

Englene, som Fremad Amagers fans kalder sig, holder humøret højt, selvom resultaterne endnu ikke har indfriet klubejerens ambitioner.

”LÅLÅLÅ” RUNGER DET optimistisk under taget på den sydlige betontribune (den eneste på stadion), hvor store blå-hvide flag motioneres med stor corona-genåbningsiver. Omtrent 830 mennesker er troppet op til sæsonens første hjemmekamp for at tage pejling på, hvor langt væk Superligaen egentlig ligger. Blandt dem er Wili Jønsson, der har fulgt klubben, siden han var dreng og gik på Gerbrandskolen i Sundbyøster. Den 79-årige musikers engagement på lægterne er gået op og ned. Ikke med resultaterne, men med intensiteten i hans egen turné-aktivitet, og i Gasolin-årene blev der ikke tid til megen bold. Men de seneste årtier har han haft sæsonkort og er kommet på stadion, hvor han og en håndfuld sammensvorne har deres faste pladser. I dag er der gået kuk i det, og det brokker Wili Jønsson, der er i røde mokkasiner, grå slacks og blå vindjakke, sig på skrømt over sammen med vennerne Bjarne, i blå holdtrøje og grønne militærshorts, og Steen, der er i sort holdtrøje og grå militærshorts. Bjarne fortæller, at han spillede i klubben som ung og var samme årgang som legenderne Frank Arnesen og Søren Lerby, uden at han dog selv nåede førsteholdet. Dengang var der en vis landsdækkende respekt for Fremad Amagers hjemmebane, mener han:

”Vi rykkede op og ned, men modstanderne frygtede at komme her. Fodbolden var altid lidt primitiv. Og fansene var barske.”

Ingen i trioen tør give et bud på, hvordan dagens premierekamp mod de hvepsefarvede 1. divisions-rivaler fra Horsens kommer til at ende.

”10-12 spillere er skiftet ud fra sidste sæson, træneren er helt ny. Vi ved ikke noget om holdet,” siger Bjarne.

”Men vi kommer alligevel. Om de vinder eller taber. Vi var her også, da de spillede i Danmarksserien tilbage i 2010,” bedyrer Wili Jønsson og vifter sine tætte sølvhvide lokker væk fra øjnene.

INDEN KAMPEN fløjtes i gang, rejser alle på tribunerne sig op og synger med under afspilningen på stadionanlægget af klubbens selvvalgte hymne, Kim Larsen og Bellamis ’Vi er dem, de andre ikke må lege med’, mens de, næsten, klapper i takt. På banen har Fremad Amagers mange nye spillere også svært ved at finde rytmen. Allerede efter syv minutter kommer de bagud, da Casper Tengstedt scorer hårdt og fladt fra en udækket position midt for Fremads målfelt.

”Lort,” snerrer Wili Jønsson, så Andy Warhol-frisuren hopper. 

”Jeg må have en smøg,” siger han og fisker en filterløs King’s op fra en hvid pakke.

Fem minutter senere scorer gæsten Casper Tengstedt igen, denne gang på hovedstød efter hjørnespark. De blå dukker nakkerne, mens Horsens-spillerne virker et halvt hoved højere og 50 procent bredere over brystet end hjemmebanespillerne.

”Det ligner ren legestue,” konstaterer Wili Jønsson resigneret, inden en regnbyge giver sig til at pisse på de få uoverdækkede tilskuere, der har valgt ståpladserne på den modsatte langside.

Mod slutningen af første halvleg får Fremad Amager-spillerne tålmodigt gang i en serie sammenhængende angreb, men Horsens’ Thor Lange punkterer forhåbningerne, da han scorer til venstre for målmanden efter et rapt bandespil rundt omkring de forstenede Fremad-forsvarere. På tilskuerpladserne banker Steen sin flade hånd ned i det tomme nabosæde og råber frustrationen ud:

”Fuck! Mand! Fuck, hvor var det dårligt.”

Wili Jønsson giver ham ret med lidt mere fatning:

”Ja. Det var dårligt. Det bliver en lang kamp.”

”Og en længere sæson,” siger Bjarne.

I ANDEN HALVLEGS syvende minut får Fremad Amagers Jakob Johansson skubbet bolden det sidste stykke ind over Horsens’ målstreg efter et lidt tilfældigt indlæg fra venstre side. Og publikum klapper igen i takt til Kim Larsens hyldest til det dårlige selskab. Æren og den gode stemning er inden for rækkevidde. Men kun i seks minutter, indtil Casper Tengstedt fuldender sit hattrick med et kontrolleret hovedstød, der går ind via stolpen.

Lidt senere lader Horsens-målscorer Thor Lange sig udskifte. ”Du træner for lidt,” er der en, der råber fra tilskuerrækkerne. En snert af øl og ærgrelse skurrer i stemmen. Thor Lange, der spillede i Fremad Amager fra 2018 til 2020, spejder op mod tribunen og overvejer et øjeblik strategien. Skal han bare ignorere kommentaren og skynde sig i bad? I stedet giver den høje, blonde forsvarsspiller sit tidligere hjemmepublikum et stålsat blik og løfter hænderne over hovedet og klapper op mod tribunen – der snart efter returnerer hans gestus.

”Vi kan stadig godt li’ ham,” siger Wili Jønsson.

”Gu’ ka’ vi så,” siger Bjarne.
Kampen slutter 4-1 til Horsens, og publikum bliver sendt af sted med Gasolins sørgmodige ’Langebro’ over anlægget. 

”Det er sgu 50 år siden, at vi lavede den sang,” siger Wili Jønsson, mens han kigger drømmende frem for sig. Så vender han tilbage til 2021:

”Nu vil jeg gå hjem til min kone og græde. Aj, måske ikke … men jeg tror aldrig, jeg har set så dårlig fodbold herude … nogensinde.”

Spot til skade. Fremad Amager-ledelsen drømmer om et nyt, tiptop stadion, men spillet på banen er ikke på superliganiveau.

EN SAMLING SPÆDE TRÆER står lidt forpjuskede i et hjørne af Sundby Kirkegård. 

”Kan det være hér?” spørger forfatter Morten Pape og kigger lidt tøvende på væksterne. 

Det er en grå mandag formiddag, og kvarteret er stadig ikke helt vågnet. Der er godt nok åbent i Aldi’en, kirken og spillehallen, rundt om kirkegården, men ingen går ind eller ud.   

”Nej, det ser ikke helt rigtigt ud,” afgør Morten Pape, der er iført orange shorts, sort langærmet T-shirt og sort kasket. 

Han søger efter stedet, hvor ’Dansevise’-sangerinden Grethe Ingmann ligger begravet, og det eneste, han har at pejle efter, er et kornet Google-billede af noget, der ligger midt mellem en busk og et træ. Den 35-årige forfatter har haft lyst til at finde hendes hvilested, lige siden han og kollegaen Søren Ulrik Thomsen for et par år siden til et arrangement i Det Danske Akademi på Rungstedlund kom til at diskutere grandprix-vinderen, der voksede op på Amager med tre søskende og en enlig mor i en toværelses lejlighed i en kommunal boligblok:

”Der blev holdt mange kloge taler den dag. Jeg var vildt nervøs og skulle i hvert fald ikke sige noget. Men jeg faldt i snak med Søren Ulrik Thomsen, fordi han var den eneste ud over mig, der foretrak en øl frem for vin til maden. Han sagde, at jeg absolut måtte høre Grethe Ingmanns coverversion af Gasolins ’Masser af succes’. Og han havde ret. Den er fantastisk!”

Urbanplanen blev lanceret som en drøm. For Morten Pape var livet dér ofte et mareridt, men med sin debutroman bragte han boligområdet ud til læsere i hele landet.

MORTEN PAPE GATECRASHEDE i 2015 parnasset med den autofiktive roman ’Planen’ om sin opvækst i det sociale boligbyggeri Urbanplanen på det centrale Amager, hvor hans familie går op i sømmene, den lokale skole er et dysfunktionelt sted, og hverdagen er fuld af mobning, vold og etniske konflikter. Fremtidsforhåbningerne for et ungt menneske i boligområdet, der påbegyndtes i slut-60’erne og er navngivet efter Københavns daværende overborgmester Urban Hansen, kan i fortællingen nogenlunde opsummeres til to muligheder: at komme væk eller komme ind i en bande. Bogens 550 sider, der flittigt passerede over boghandlernes diske, blev belønnet med BogForums Debutantpris, og Morten Pape gik straks i gang med den næste mursten, ’Guds bedste børn’, der udkom i 2018. Toeren indbragte ham DR Romanprisen og handler om et mord på et avisbud med indvandrerbaggrund, der i 2008 bliver slået ned med et baseballbat i Holmbladsgadekvarteret af en etnisk dansk dreng fra Urbanplanen, som Morten Pape kendte som barn. Han brugte bogen til at undersøge psykologiske og sociale mekanismer bag den tilsyneladende meningsløse begivenhed, og også i sin seneste bog, der udkom dette efterår, er råstoffet Amager. Romanen ’I ruiner’ fortæller over 600 sider en historie om endnu en familie, der slår sprækker, et sammenbrud, der bliver skubbet på vej af Amagerbankens krak i 2011.

”Jeg føler, her er et skatkammer af fortællinger på Amager. Det var ikke fra starten noget bevidst valg. Jeg startede bare med at skrive om min opvækst, og så er jeg blevet her,” smiler Morten Pape og skrår over Kastrupvej til Sundby Kirkegårds anden afdeling for at lede efter Grethe Ingmann, hvis livshistorie har fået en parentes med i tredje bind af hans Amager-trilogi.

En graver i sort hættebluse, refleksgule bukser og cykelbriller tager hovedtelefonerne, der er forbundet med en smaragd­grøn iPod Shuffle, ud af ørerne og giver sit bud på, hvor Ingmann, der blev født Clemmensen, og som er nedlagt i en fællesgrav, kan være: 

”Helt ned i bunden til højre. Der, hvor der engang lå et springvand.”

Busktræet på græsplænen på det anviste sted ligner ganske rigtigt det på Morten Papes telefonskærm. 

”Bingo!”

SOM 20-ÅRIG flyttede Morten Pape ud af Urbanplanen og sammen med en kæreste på Østerbro i København. 

”Jeg blev en del af en anden verden, hvor man tænkte livet i muligheder i stedet for begrænsninger,” siger Morten Pape, der dog forblev et ’eksotisk dyr’, som han selv formulerer det, da han begyndte på film- og medievidenskab på KUA, Københavns Universitets Amager-afdeling, der ikke ligger langt fra Urbanplanen, men hvor de kulturelle afstande hurtigt viste sig.

”Jeg var den eneste på min årgang på studiet, der kom fra sådan et miljø, og der blev kigget underligt på mig, hvis jeg foreslog, at vi skulle have raclette til nytårsmiddagen, når de andre ville have torsk – eller sushi.”

Efter sin bachelor i film- og medievidenskab tog Morten Pape en uddannelse som manuskriptforfatter på den alternative filmskole Super16. Med fuld fart forsøgte han at lægge afstand til stedet, han kom fra, men identitet er ikke sådan at løbe fra, og han føler først, at han fik styr på sin fortid, da han begyndte at dykke tilbage i den. Det begyndte med en kronik i Politiken om at vokse op i et ghettolignende område som Urbanplanen. Siden hen flyttede han ind i en tom lejlighed i Urbanplanen for at skrive sin debutroman.

”Det var meget kliché. Method Writing. Men det var skrækkeligt. Jeg havde en kæmpe tom lejlighed med en oppustelig seng. Ingen gardiner. Det ekkoede i hele lejligheden, når jeg tastede på min computer,” siger Morten Pape og tænder en smøg på en bænk på Sundby Kirkegård. 

Efter fire måneders arbejdsraseri havde han skrevet bogen færdig, og undervejs var han også kommet af med vreden over kortene, skæbnen havde tildelt ham, og endt med at genfinde en kærlighed til sit ophav.

Til gengæld var der elementer i Urbanplanen, der havde svært ved at tilgive Morten Pape for at have sværtet området offentligt til med sine beskrivelser.

”Jeg kunne se på de sociale medier og høre i krogene, at nogle tog afstand til mig. Primært de ældre, Urban Hansen-fansene, der har boet der siden 70’erne, og hvis identitet er rodfæstet i at bo i det her socialdemokratiske prestigebyggeri. De følte, jeg trådte på deres lokale stolthed. Men vi er ikke samme generation, og de har ikke set, hvad jeg har set.”

Morten Pape har dog også hørt fra pålidelig kilde, at hans bog var en faktor, der var medvirkende til, at Københavns Kommune kastede et tocifret millionbeløb efter et kvarterløft, der indebar ny belysning og andre tryghedsskabende initiativer samt 280 nye træer, en ny skaterpark, træningsfaciliteter, rutsjebaner og nyttehaver.

DA HANS DEBUTROMAN lå klar fra tryk, foreslog forlaget, at han signerede nogle eksemplarer til boghandlerne. Så en dag gik han ind i Bog & Idé i Amager Centret, hvor han selv hang ud som barn. Ek­spe­­dienten kiggede næsten misbilligende på ham, da han fortalte, at han havde skrevet den her bog om Urbanplanen, og at han gerne ville forære hende nogle eksemplarer.

”’Det behøver du ikke. Der skal mere til for at imponere os,’ sagde hun. Jeg måtte gå igen uden at have skrevet i en eneste bog,” griner Morten Pape, mens en krage skræpper i fyrretræet ovenover. 

Han mener, det uhøjtidelige er kendetegnende for Amager. Der hersker blandt de indfødte øboere en bagvendt lokalpatriotisme, en stolthed over ikke at være noget særligt. 

”Det at komme fra Amager bliver brugt som en forklaring på eller en undskyldning for alt. Hvis du kan fikse en bilmotor, er det, fordi din far er mekaniker, og du er fra Amager. Hvis du ikke kan Pythagoras’ læresætning, så er det, fordi du er fra Amager,” siger forfatteren, der finder selvironien charmerende, men også problematisk, hvis den afholder folk fra at ændre deres virkelighed, når den trænger.

”Måske er det en kompenseringsstrategi. Det kan være en måde at holde fast i noget autentisk i et område, der er under forandring. Men det kan også godt ende med at blive et selvopholdt stigma.”

MORTEN PAPE HAR SOLGT filmrettighederne til ’Planen’, og for tiden arbejder han på manuskriptet. En dag drømmer han om også at skrive en romantrilogi om Amagers fjernere historie. I hvert fald ét af bindene skal handle om hollænderbønderne, der kom til Danmark i 1521 på foranledning af Christian II og moderen til hans hollandske elskerinde for at blive hofleverandører af frugt og grønt.

”Men jeg føler mig stadig lidt for ung og kasketklædt til at skrive historiske romaner,” griner han og begiver sig mod villalejligheden, som han lejer på en stille sidevej til Kastrupvej. Han har fundet hjem.

”Amager er det bedste sted i byen at bo. Vi har plads. Og ro. Alle mine venner fra film- og litteraturmiljøerne bor på Nørrebro og Vesterbro, så dem render jeg ikke ind i her. Vi har sammensatte boligområder. Vi har en strand. Vi har en lufthavn. I princippet kunne vi godt kappe broerne til resten af København og klare os selv herude.”

Vaskeægte Amager-stemning på Prinsesse Christines vej.

PÅ HAABET BODEGA er quizzen forbi, de rigtige svar er blevet råbt op, klassementet er blevet bekendtgjort, og rundtom i det vinrøde lokale giver alle sig selv en inkluderende hånd. Lige bortset fra ved vinderbordet, hvor fire midaldrende mænd begejstringsløst tager imod resultatet og venter på, at aftenens vinpræmie skal materialisere sig, så de kan komme hjem. Alle vidste, at det ville blive dem – det hedder sig, at gruppen består af tidligere ’Jeopardy’-hajer, der krydser rundt i det københavnske quizfarvand og sluger deres modstandere som småfisk. Men som Claus siger:

”Ingen af dem bor på Amager.”

Det gør til gengæld Vibeke, kvinden med kniplingsblusen og guldsokkerne. Hun flyttede fra Mors til Amager, da hun begyndte at læse historie, fordi det var dér, universitetet lå, og hun bor her stadig i dag, syv år senere, hvor hun er færdiguddannet og har fået arbejde i ledelsessekretariatet samme sted.

”Det var lidt tilfældigt, at jeg kom til at bo på Amager, det var det, jeg havde råd til. I dag er der ikke noget andet sted, jeg vil bo. Jeg var skrevet op til en andel i en trendy del af Nørrebro, men afslog, da jeg fik muligheden for at købe. Når jeg færdes på Nørrebro og i de andre brokvarterer, kan jeg mærke, jeg hurtigt bliver selvbevidst. Her på Amager føler jeg ikke, jeg er nødt til at have det smarteste tøj på. Men jeg kan godt tage et par guldstrømper på, hvis jeg har lyst til det. Det bliver jeg ikke udskammet for. Her kan jeg bare være,” siger den unge historiker.

I dag bor hun i en lejlighed på Holmbladsgade, hvor imposante etageejendomme med irrede spir fra 1900-tallets begyndelse brydes med betonbyggerier, og hvor du både kan drikke mikrobryg og få på munden, finde pastaretter og pushere. Området har været igennem et omsiggribende kvarterløft, og selvom gaden gør sig uheldigt bemærket i de seneste 25 års voldsstatistik, føler Vibeke sig ikke utryg.

”Man ved godt, hvem hinanden er. Vi smiler, når vi passerer hinanden på gaden. Det er fordelen ved landsbystemningen heromkring.”  

DE FLESTE QUIZDELTAGERE er dampet ud i den kølige aften. En tilbageværende kerne har samlet sig omkring Vibekes bord. Claus ankommer med en runde citrusfrugtige Gin Gimlets, og Vibeke deler ud af cigaretterne. Set gennem rusens klare, gyldne lys bliver man enige om, at der er plads til alle på Haabet. Skål!

Snakken går om fremtidsdrømme, og Vibeke kommer ind på udsigten til familie.

”Ja, så ser vi dig ikke hernede igen. Du finder da ikke en fyr, der gider passe på ungen, mens du er væk hjemmefra,” snerrer Claus pludselig. Sætningen bliver hængende og markerer overgangen fra overrislet overmod til fulde frustrationer. Vibekes veninde i den blomstrede kjole renser luften:

”Du skal holde mund, Claus, hvis du ikke har noget sødt at sige.”

Claus mumler noget uforståeligt og dukker sig lidt, men bliver hængende og stirrer frem for sig som en hund, der har fået et rap over snuden, mens resten af bordet pligtskyldigt forsøger at holde liv i samtalen, indtil bartenderen slukker lysene og beder de sidste om at gå hjem.

Ude på Amagerbrogade skinner gadelygterne mat i den regnvåde vejbane. Stemningen er opgivende, som en forsmag på tømmermændene. Øjnene er trætte, men Vibeke finder et skævt smil frem:

”Det var da også en slags aften.”

AMAGERBANENS FREMTID kender man ikke endnu. Med Borgerrepræsentationens fredningsønske fra sidste år står en eller anden form for bevaring nok på menuen. Amagerbanens Venner og Amager Øst Lokaludvalg drømmer om et besøgscenter og en remise. Måske en bemandet trafiklegeplads med åbent for dræsine- og skinnecykling hver dag, året rundt. DSB Ejendomme kunne godt tænke sig, at i hvert fald noget af arealet bliver bebygget med boliger. Haveforeningen ved Amagerbanen vil gerne blive liggende. Virksomheden Grand Circus Hotel har budt ind med en idé om en overnatningsmulighed i cirkusvogne af genbrugsmaterialer.

På den solrige støttefest-eftermiddag har Sebastian Klein taget opstilling med en mikrofon foran et plankeværk med sin fars venlige ansigt, en naturtro hommage til kulturpersonagen i sølvgrå spraymaling. Det er præcis 10-årsdagen for farens død, og Sebastian Klein benytter lejligheden til at fortælle en anekdote fra sine barndomsår i murermestervillaen i Sundby, som illustrerer, hvorfor steder som Amagerbanens tilgroede terræn er værd at gemme på, selvom de måske ikke ser ud af meget:

Når Jesper Klein ikke hamrede i skrivemaskinen, tog han af og til en pause på kontoret og satte en obskur vhs på. Sebastian Klein husker engang, han kom op og spurgte ham, hvad han så.

”Nåh, bare noget gammelt lort.”

”Hvorfor ser du det så?”

”Fordi det er noget dejligt, gammelt lort.”

 

/

Ole Boisens Danmark

Skuespilleren og sangeren udpeger sine tre yndlingspletter på Danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Nikoline Liv Andersen, Colourbox

TINGSTEDET, KØBENHAVN

”På det gamle torv i Valby, hvor jeg bor, går jeg til ostemanden, fiskemanden og skomageren. Det gamle Valby emmer af kultur og landsbystemning – indimellem ringer turister på for at se vores baggård, hvor der blev optaget nogle scener med Dynamit-Harry til Olsen-Banden.” 

AGRI BAVNEHØJ, MOLS

”Min kone og jeg vandrer overalt, vi kan komme til det, og et par gange om året går vi Bjergetapen i Mols Bjerge, vel nok Danmarks mest kuperede terræn. Her er vilde heste og udsigt over det meste af Mols, Aarhusbugten og Samsø.”

FREDERICIA

”Jeg underviser på Musical­akademiet i Fredericia og elsker det kvadratiske gadenet og voldanlægget med kanonerne, der blev anlagt af Frederik III, da han grundlagde fæstningsbyen i 1650. Jeg er også undervandsjæger og fanger torsk og makrel i Lillebælt, Danmarks dybeste, mest strømfyldte farvand.”

Ole Boisen, 56, er skuespiller og sanger. 3.-28. november er han aktuel i ’Shu-bi-dua The Musical’ på Fredericia Musicalteater. Forestillingen tager på danmarksturné i 2022.

/

Biroller

De kan være til gene, men er især til glæde og gavn, og vi og verden kan ikke undvære dem. Mens flere bi-arter er truet, er interessen for at avle bier vokset markant de senere år. Ud & Se har sendt en journalist og biavler ud for at se nærmere på det lille usædvanlige og uundværlige insekt.
Tekst:Camilla HolckFoto:Thomas Nielsen

FRA GRUSVEJEN STÅR støvet op fra de biler, som styrer mod biavlerforeningens godt gemte parkeringsplads ved siden af motorvejsafkørsel 13 i Roskilde. Klokken nærmer sig 18, og for enden af den smalle vej holder bilerne på skrå under træerne, mens folk står og småsnakker uden for det rødmalede klubhus. 

Regnen truer i horisonten, tøjet klistrer lidt til kroppen, og i aften er der begynderkursus i GRAB – Gl. Roskilde Amts Biavlerforening – den næstældste i Danmark. Hver uge året rundt mødes byens og oplandets biavlere, mest de nye, til oplæring og repetition af biavlens ABC.

Hver sæson starter omkring 40-45 nye biavlere på kursus i Roskilde. Det tal har været nogenlunde konstant over de seneste 15 år. Før var det mest midaldrende mænd, der kom her og blev bi-kyndige, men de seneste år er flere kvinder, ægtepar og familier med børn tjekket ind en gang om ugen. Det er ikke et krav, at man har bestået noget kursus for at holde bier, men alligevel vil de fleste gerne sættes ind i metoderne og lære, hvordan de håndterer de bevingede producenter af den hvinende søde sukkermasse.

Det handler mest om, at det er spændende med bier, at man måske har en stor have med frugttræer, hvor bierne vil kunne hjælpe til med bestøvningen, og at mange synes, det er et spændende familieprojekt. 

Eller at man elsker honning og gerne vil producere sin egen. Følge årets gang sammen med bierne, arbejde med dem, lære at begå sig som biavler. Det med biodiversiteten er en bonus. 

STADE-SPROG

Det mest brugte bistade er stabelstaden 12×10, der er nemmest at arbejde med og nemmest at få fat i. Man sætter 10 trærammer med voksplader ned i en kasse og stabler kasserne oven på hinanden. Man starter med én kasse per bi-familie først på sæsonen og så én mere og én mere, mens bi-familien i kassen mangedobler sit antal og fylder kasserne med honning. Når man høster sin honning, kan en honningfyldt kasse veje 20-30 kilo. Derfor vælger nogle de bistader, som hedder lav-normal. De er lettere og bliver kaldt ’pigestadet’, fordi de ikke vejer så meget, når de er fyldt.

ET AF NATURENS problemer er manglen på insekter. Bestøvere i særdeleshed. Der er en faldende insektmasse på globalt plan, og bier har fået særlig opmærksomhed i den forbindelse. En af grundene er brugen af neonikotinoid, et middel til at beskytte afgrøder mod insektangreb. Undersøgelser viser, at det hæmmer blandt andet humlebiernes flyveevne og vender op og ned på insekternes døgnrytme. Der er registreret 292 arter af bier i Danmark, men 182 af dem er enten rødlistede, truede eller uddøde. En rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi konkluderede sidste år, at sommerfugle, bier og biller er blandt de arter, der oplever den største tilbagegang.

Men én type af bier i Danmark er ikke truet: honningbien. Det vurderes, at der i Danmark er et sted mellem 100.000 og 192.000 bi-familier, som man kalder det. En familie består af én dronning i ét bistade sammen med 40.000-80.000 forskellige arbejderhonningbier. På et givet tidspunkt i løbet af en dansk sommer er der derfor mindst fire milliarder honningbier i naturen, på markerne eller i vores haver, og sandsynligvis er tallet dobbelt så højt.

Men honningbier passer ikke sig selv. De bliver passet af biavlere, hvoraf langt de fleste er fritidsbiavlere (93 procent), og de fleste har 1-3 bistader. 

I Danmarks Biavlerforening, hovedorganisationen for danske biavlere, har man oplevet en stigning i medlemsantallet siden 2008, hvor der var omkring 3.500 medlemmer. Nu ligger tallet på 6.500 og nærmer sig altså en fordobling over de sidste 13 år. Stigningen dækker også over, at det ikke længere kun er mænd, der bliver biavlere. På ti år er kvinder gået fra at udgøre 15 procent af medlemmerne til i dag at udgøre en tredjedel.

”Jeg tror, stigningen helt generelt handler om en større interesse for naturen blandt danskerne,” siger Rolf Tulstrup Theuerkauf, konsulent i Danmarks Biavlerforening. 

”Rigtig mange har også hørt, at insekterne har det dårligt. Men mere konkret oplever vi, at det handler om, at mange gerne vil være lidt mere selvforsynende. Og her er bier jo et oplagt sted at starte. Man får sin egen honning, samtidig med at det også kan blive et familieprojekt at passe dem.”

SUMMENDE GRØFTER  

Danmarks Biavlerforening har udgivet magasinet Bivenlig siden 2018, hvor foreningen opfordrer alle til at gøre lidt ekstra for at hjælpe bierne. På hjemmesiden biavl.dk kan du se deres ’bivenlige danmarkskort’, der tæller både golfbaner, boligforeninger og kirkegårde, som har plantet bivenlige planter og holdt igen med klipningen til glæde for bier og insekter.

I ROSKILDE FOREGÅR undervisningen om sommeren mest udenfor i foreningens skolebigård, som tæller de mest brugte bistadetyper: 12×10, lav-normal, langstroth og trugstader. Navnene repræsenterer forskellige mål på de vokstavler, som sættes i bistaderne, hvor honningbierne bor og laver honning. 

I skolebigården skal kursisterne prøve de forskellige typer af og finde frem til den, som passer bedst til én.

”Vi har en intention om at få de nye biavlere ud og prøve de forskellige typer bistader af,” siger Ejlif Larsen, næstformand i GRAB. Han har, sammen med ’Poul Bi’, som han bliver kaldt herude, udviklet den begynderundervisning, som danner grundlag for biavlerforeningen i Roskilde, og som nok er et af de mest hyppige og grundige kurser på Sjælland.

Undervisningen står næstformand Ejlif Larsen og Poul Bi selv mest for. De to er, sammen med formand Hans Janstrup, herude hele året rundt. De er tre hvidhårede mænd, der brænder for at få nye biavlere i gang. Alle tre har mange meninger om biavl, det er ligesom reglen.

”Er der to biavlere, så er der tre meninger,” siger Ejlif Larsen.

Enhver biavler med lidt erfaring vil først grine af og derefter nikke anerkendende til det udsagn, for biavl er en branche og en livsstil, hvor der er utrolig mange måder at gøre tingene på. Der er ikke ét klart svar på næsten noget som helst.

”Vi gør det alle sammen på vores egen måde. Jeg plejer at sige til nybegynderne: ’De første par år skal du lytte til os, og så skal du selv tage den derfra,’” siger Ejlif Larsen og fortæller, at Erling Bech for eksempel har en anden mening end ham selv om tidspunkter for både fodring af bierne og høst af honning.  

Erling Bech er en lokal biavler fra Hvalsø, som startede med bier først i 70’erne. Han er nu, som 80-årig, stoppet, fordi hans krop er ødelagt af for mange løft af de tunge honningkasser. Han er lidt en legende herude, og så underviser han i foreningen i biernes trækkilder – altså planter og blomster og den slags.

Når der undervises indendørs, står Ejlif med PowerPoint-præsentation og fortæller om bi-paragraffer, bi-anatomi eller bi-sygdomme. Formand Hans sidder ved et bord tæt på overheaden og supplerer, mens Poul står bagerst i lokalet og kommer med tilføjelser og tilråb. 

”Nu er det næsten nok om det, det handler bare om, at vi gør sådan her!” kan han sige, og så viser han det på sin måde. 

KEDELIG BI-SMAG?

Når man tager biernes honning, må man give dem noget til gengæld, ellers dør de af sult. Honning er biernes vinterforråd, og som erstatning kan man give dem sukkervand eller en tyk sukkerpasta. Det er lige så tarveligt, som det lyder, men bierne virker til at være ligeglade, bare de er mætte.

HONNINGBIER ER AVLET til at være rolige af sind, medgørlige. Avlen står blandt mange andre Mogens Mundt for. Lisbeth Mundt, Mogens’ kone, er netop ankommet, og i de tilstødende lokaler står hun klar med sæsonens nye dronninger. Hun har en lille skuffelignende trækasse med, hvori der er omkring 20 mindre bokse i gul plastik på størrelse med en dåse makrel i tomat. I en af dem er der en dronning med en håndfuld følgebier, som opvarter hende, indtil hun bliver sat ned i et stade.

I den ene ende af boksen er der lidt transportfoder til at holde bierne i live, indtil de når deres destination. Nogle bliver faktisk sendt med posten, og Lisbeth har engang prøvet at sende en boks med bier til USA for at få dem tilbage med return to sender påklistret brevet – og bierne var stadig i live.

Dronningerne, Lisbeth Mundt har med, er den billige version – 337,50 kroner inklusive moms, men ikke dårlige af den grund – de er nemlig friparrede, som det hedder. Den dyre version, limousinen inden for honningbidronninger, koster omtrent fem gange så meget. Og de er ø-parrede. Det foregår på Orø, hvor man har fuld kontrol over de droner, som skal parre dronningen, da bier ikke flyver over vand. Droner er hanbier, hvis eneste funktion er at parre dronninger. De er lidt større end de almindelige arbejderbier, og de kan ikke stikke. En honningbidronning bliver parret én gang i sit liv af flere droner. Og så har hun befrugtede æg nok til flere år.

Jakob, der er slank cfog har runde briller, er kommet for at hente en dronning sammen med sine børn på tre og fem år. De har et lille landsted uden for Roskilde med fem bistader. Især den store, David, er meget interesseret.

”Har hun nogle arbejdere med?” spørger han sin far. Far Jakob nikker og peger på omkring 5-7 bier ud over dronningen i den gule boks.

”Hun har en hvid prik på,” siger David, og han har ret. Dronningerne får en lille farveklat i nakken, som skifter farve fra år til år, så det er til at holde styr på, hvor gammel dronningen er. 

Jakob har haft bier i fem år og inddrager gerne børnene i arbejdet med pleje og pasning:

”De synes, det er vildt spændende, og spørger meget til det. Vi fik ikke bier direkte for biodiversitetens skyld, men nu sørger vi for at plante bi-venlige planter i stedet for græs.”

PRES PÅ 

Man kan presse sin honning i stedet for at slynge den. Her skærer man voks og honning af tavlen og bruger noget, der ligner en æblepresser, til at få fat i de gyldne dråber. Honning herfra vil være en smule mere tyktflydende, fordi den ikke har været udsat for centrifugering, og nogle mener også, at der er flere mikronæringsstoffer i presset honning. Flere og flere presser deres honning, men de fleste bruger fortsat slyngen. Det er nemmere og sviner mindre.

HVORNÅR VI DANSKERE begyndte at indsamle honning, er usikkert, men der er brugt honning i mjød og nordisk grog for 3.500 år siden. I 1800-tallet begyndte man at kultivere honningproduktionen med noget, der minder om de bistader, vi har i dag, og samtidig opdagede man, at den danske honningbi – den, vi kalder den brune honningbi – ikke var så god til at blive domesticeret. Den var lidt vild og ville gerne sværme. Derfor begyndte man i 1860’erne at importere gule honningbier især fra Italien. De var større og roligere og gav mere honning. 

Især efter anden verdenskrig eksploderede salget af gule honningbier, og i dag er den oprindelige brune honningbi stort set ikke-eksisterende i Danmark. Undtagen på Læsø. 

Her trivedes den brune bi op til 1970’erne, hvor den havde tilpasset sig de læsøske klitplantager med den karakteristiske lyng, som giver noget af den mest eftertragtede honning. Men da nogle beboere på Læsø i slutningen af årtiet begyndte at importere gule honningbier, forsvandt genmaterialet fra den oprindelige Læsø-bi langsomt. For når en brun bi parrer sig med en gul, bliver resultatet gult. 

Alfred Petersen, dengang overlærer på Læsø, fik i starten af 80’erne øjnene op for den oprindelige brune bi, som kort forinden var den eneste art på øen. Han mente, den burde bevares for at sikre genmaterialet og for at bevare biodiversiteten. 

Petersen ansøgte i 1983 Statens Bisygdomsnævn om, at Læsø kunne blive ’ren­avlsområde’ for den brune bi. Mindre øer er optimale steder at avle og bevare bier, fordi bier ikke flyver over vand, og derfor kan man kontrollere, at de ikke parrer sig med ’fremmede’ arter. 

Nævnet imødekom hans ansøgning, men de gule biavlere på øen ville ikke af med deres bier. De kunne ikke se fidusen i at bevare en brun race, som efter deres mening var den gule underlegen. 

RET OG RØR

Når man rører honning, kommer de små sukkerkrystaller ud af honningen, som naturligt danner sig kort efter tapning. Hvis man ikke gør noget ved krystallerne, bliver honningen hård og fast og knaser, når du spiser den.

Den tidlige honning – ofte også kaldet rapshonning, fordi de fleste bier vil trække på den populære danske afgrøde – begynder hurtigt at krystallisere og skal derfor kun røres i få dage, mens senere honning skal røres i måske uger. I ’Lærebog for biavl’ af Eigil Holm – biavlerens bibel – står der følgende om ’rørningen’: ”Biavlerens kunst består i at holde op med at røre i tide. Holder man for tidligt, bliver den så fast, at den er svær at få ud af glasset – og kunderne ynder ikke at smøre mad med et brækjern.”

I 1993 VEDTOG Folketinget en lov, som forbød hold af gule bier på Læsø. Alle eksisterende gule bier skulle flyttes, destrueres eller have udskiftet dronningen med en brun. Destruktionen gik i gang, og stader blev overhældt med benzin. 

Men enkelte læsøboere ville ikke finde sig i det. Heriblandt Ditlev Bluhme, hvis far og farbror tog de første gule bier med til Læsø i 70’erne.

Ditlev Bluhme fortsatte med at have gule bier i sit sommerhus på Læsø, og han og Erik Sørensen, lokal fiskeskipper og gul biavler, stiftede Den Frie Biavlerforening på Læsø.

”Erik og jeg snakkede længe om det, og vi bad om en garanti for, at det var rene brune bier, før vi skulle lade vores slå ihjel. Men man kunne ikke garantere renhed fra statens side, så vi ville overhovedet ikke lade vores stader destruere og have vores bier slået ihjel på den baggrund,” siger Bluhme fra en telefonforbindelse i Grenaa, hvor han bor.

Der kom derfor en retssag mod Bluhme og Sørensen fra statens side i 1994, fordi de ikke ville følge reglerne. Og pludselig en dag var alle deres tilsammen næsten 100 bistader forsvundet og spredt ud over hele øen. Den dag i dag ved Bluhme ikke, hvem der gjorde det.

”Du tror, det er løgn, men jeg fik en telefonopringning, hvor en person sagde: ’Dette er Operation Ørkenstorm. Bierne er flyttet.’ På Læsø er der jo træer alle vegne, skov og krat. Jeg har aldrig fundet dem igen, og jeg har aldrig fået dem tilbage,” fortæller Ditlev Bluhme, der ankede dommen, han fik for at nægte at lade sine bier destruere. Hans forsvar bestod i, at forbuddet mod de gule bier på Læsø stred imod EU-traktatens bestemmelser om varernes frie bevægelighed samt om handel med racerene dyr.

Sagen endte for EU-Domstolen. Resultatet blev en anerkendelse af handelshindringen, men samtidig vurderede man, at hensynet til bevaring af den brune bi var vigtigere. Bluhmes advokat krævede dog, at sagen skulle behandles på ny, fordi loven i første omgang skulle have været gennem EU. Først 10 år senere blev der indgået et kompromis: Læsø blev delt op i to. 

De brune biavlere fik tildelt et område yderst på den østligste spids, hvor der kun må være brune bier. Her kan de så bedrive bevaringsarbejde og biavl. På resten af øen – fratrukket en bufferzone – må der være gule bier.

”Det er en blussende krig, men vi træder vande, indtil dem, der var med i krigen, ikke er her mere,” siger Klaus Richter, formand for Læsø Biavlerforening.

Den tidligere formand, Carl Johan Junge, er enig, men har en anden teori:

”Der var mange interesser i det. Pressen syntes, det var spændende selvfølgelig. Og Bluhme var den mest profilerede biavler i Danske Biavleres Landsforening. De er jo en konkurrerende forening til Danmarks Biavlerforening, som er Danmarks største. Den Læsø-sag blev brugt til at holde gang i deres egen sag,” siger Carl Johan Junge i dag – et år efter han har forladt formandsposten, som han har haft on-off siden 1987.

”Vi var en del af et spil, os her på Læsø.”

 

KRAV TIL DRONNINGEN

En dronning har æg nok til 2-3 år, så skal man overveje at skifte hende, hvis både bi- og honningproduktion skal holdes i gang. En bidronning sætter stemningen for hele bi-familien, og der er mange krav til hende og familien: Dronningen skal være yderig (lægge mange æg), bierne skal være tavlefaste (når du tager pladen af for at kigge til dem, skal de blive i kassen), de skal være sværmtræge (helst ikke sværme), og så skal de være rolige (ikke stikke og lade være med at flyve op, når man går forbi stadet).

PÅ SPØRGSMÅLET OM, hvorfor det betød så meget for Ditlev Bluhme med de gule bier, og hvorfor han ikke bare kapitulerede, svarer han, at det måske handler om ham selv som person. Og hans ven Sørensen.

”Vi var nogle lidt koleriske, stædige asner. Det er nok mest af alt retfærdighedssans. Skåret ud i pap, så mener vi ikke, at de brune bier er brune, og derfor kan det ikke nytte noget, at de vil pådutte os andre det avlsmateriale, som vi ikke vil have.”

For Bluhme har bikrigen fyldt meget i hans liv. På et tidspunkt havde han 2,5 meter sagsmapper stående derhjemme. De er siden røget på lossepladsen. Det var en del af en proces med at lægge sagen til side. Lægge den væk. 

”Så var jeg fri for at spekulere på det. Men det er jeg jo ikke alligevel. Der går stadig lidt røg op en gang imellem. De gule biavlere spørger mig til råds, derfor kommer det stadig op. ”

Og så har det også noget med ø-mentalitet at gøre, mener han.

”Det er Læsø i en nøddeskal. Vi vil selv bestemme. Der er ikke nogen, der skal komme her. I et lille ø-samfund er der ikke så mange forskellige muligheder. Enten er man for, eller også er man imod, om det så handler om færgen eller bierne.”

Ifølge Klaus Richter er Ditlev Bluhme – der hvert år får tilsendt foreningens årsrapport – stadig ”absolut på dupperne”. Og så mener den nye formand for de brune bier på Læsø, at det kan være et stort pres på en lille ø med en konflikt af den størrelse:

”Sagen er ikke lagt i graven. Den er heller ikke helt væk i dagligdagen. Vi er et lille samfund, som stadig forsøger at få det til at virke med den brune bi.”

LIGE LOVLIG SVÆRMENDE

Bierne har deres egen lov, ’Lov om biavl’ fra 2009, men love om hold af bier går helt tilbage til Jyske Lov fra 1241. I den omhandler fire paragraffer hold af bier. En af dem gælder stadig: Har biernes oprindelige ejermand tabt sværmen af syne, har han også tabt ejendomsretten til den. Honningbier sværmer, hvis de ikke bliver passet ordentligt, eller hvis der bliver for mange bier i et bistade. Så producerer arbejderbierne en ny dronning, og når hun udklækkes efter blot 16 dage i puppen, smutter de og efterlader resten.

BEKYMRINGERNE ER anderledes få på biavlerkurset i Roskilde, hvor kursusdeltagerne skal have ’fingrene i bierne’. Formand Hans går hen til 10×12’eren, Ejlif starter ved trugstaderne, som nok er de mest kendte, gammeldags bistader – en trækonstruktion formet næsten som et lille hundehus uden indgangshul. Deltagerne skal lære, hvordan man tager en tavle lodret op af stadet. Tager man en tavle op på skrå, risikerer man at ’rulle’ bierne, og så bliver de sure. Når en biavler siger rulle, betyder det mase, kvase, slå dem ihjel. 

”Hvis du tager en tavle forkert op, kan dronningen også blive skadet på en vinge, og så gider de andre bier hende ikke. Men mest af alt skal folk lære at tage den med ro,” siger Ejlif.

”Det er afstressende at passe bier, men man må ikke være stresset, når man kommer ud til dem. Folk synes, det er underligt, at jeg kan stå uden handsker og hat. Men det er, fordi jeg kender mine bier. Jeg vil lære dem at kende. Når jeg går ud til mine egne bier, kommer der et par bier og flyver rundt om mig, og ’nå, det er ham’. Det er sådan, jeg oplever det. Vi har jo vores dufte.Bierne bliver styret af dronningens feromoner, de er styret af hinandens dufte. Hvis du udsender stresshormon, reagerer bierne anderledes, end hvis du dufter, som du plejer,” siger Ejlif Larsen.

På kurset bærer lærerne dog det meste af udstyret, blandt andet anorakken med den astronautlignende, ventilerede heldækkende net-hætte, det sikrer et godt udsyn, men som stopper de mest nærgående bier. 

”Hvorfor har I ingen handsker på?” er der en, der spørger.

”Det har nybegynderne også,” svarer Hans fra inde bag nettet: 

”I starten hævede jeg op, når jeg blev stukket, men nu mærker jeg det næsten ikke.” 

SLYNGVENNER

En honningslynge er en cylinderformet centrifuge på størrelse med en lille vaskemaskine. Den er udført i metal og virker ved, at man sætter sine honningfyldte tavler ned i centrifugen, som slynger dem rundt i sådan en fart, at honningen løber af tavlerne og samler sig nede i bunden. Herefter tapper man honningen ned i nogle beholdere (for eksempel plastikspande).

EFTER ET LILLE regnskyl skinner solen igen, og Ejlif Larsen bliver prikket på skulderen.

”Kan vi ikke bare sælge honningen flydende? Jeg har rørt den i en uge nu, og der sker ikke noget,” spørger en kvindelig biavler med mørkt, bølget hår og bidragt på. Det er første år, hun har bier.

I Danmark rører man stort set al honning i modsætning til lande i Sydeuropa. De blomsterkilder, som de danske honningbier trækker på, gør, at honningen krystalliserer hurtigt og derfor ikke holder sig flydende særlig længe. Det hjælper derfor at røre den lige efter tapning. Så ændrer konsistensen sig, og den holder sig smørbar i flere år. Men mange nye biavlere synes, det er fristende at sælge den helt nye flydende honning. Den har en smuk farve, smager godt og kan bruges flydende på mysli eller i salatdressing. Alle de steder, hvor man for eksempel bruger en udenlandsk akacie- eller ’blomster’-honning. Men herhjemme rører vi den altså. Og sådan er det.

”Honningen skal trække streger, når du rører den, som man siger. Der skal komme nogle mørke streger i honningen. Den skal røres dagligt,” siger Ejlif.

Den nye biavler kapitulerer.

”Okay, jeg rører den. Men kan jeg skippe i morgen? Der har jeg nemlig ikke tid.”

Ejlif trækker på skulderen.

”Ja, det kan du jo godt, men resultatet bliver derefter.” 

DE VILDE VS. DE TAMME

Honningbier er generalister og henter nektar og pollen fra mange forskellige planter, og derfor er flere bange for, at de hugger føde fra de vilde bier, som kun føder på én eller meget få planter. Den nyeste forskning fra førende europæiske forskere, heriblandt fra Aarhus Universitet, har ikke fundet direkte bevis for, at honningbier bidrager til udryddelsen af vilde bier, men flere af de kritisk truede arter har et føde-vareoverlap på mere end 70 procent med honningbien.

”Indtil vi fuldt forstår de komplekse naturlige samspil mellem honningbier og truede biarter, synes det anbefalelsesværdigt at undgå at placere bistader i områder tæt på de truede bier i deres aktive flyveperiode,” siger Claus Rasmussen, akademisk medarbejder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse.

50-ÅRIGE BJARNE med fuldskæg og en guldring i venstre øre har også lige fået honningbier. Han bor på en gård i Svogerslev uden for Roskilde. Han har både brombær og hindbær, som er gode trækkilder for bierne og kan give en karakteristisk rød-orange honning, så han har længe tænkt på at komme i gang med biavlen. Men det er først her 17 år efter, han flyttede fra København, at han har taget skridtet. Han ankommer til mødet i sin pickup med en honningslynge, som han har lånt af foreningen. 

”Det var faktisk ret nemt, jo,” svarer han på spørgsmålet om, hvordan den første honninghøst er gået.

”Kan jeg presse skrællevoksen?” spørger Bjarne. Skræller man ikke voksen af, vil honningen ikke løbe fra i centrifugeringen.

Ligesom mange andre vil Bjarne gerne have klare svar, men ak, så nemt er det ikke. Ejlif Larsen trækker atter på skuldrene og svarer:

”Der er jo ikke noget, som er rigtigt eller forkert.”

/

En lang historie kort

Asser Amdisen blev landskendt, da han i radioen destillerede danmarkshistorien ned til godt og vel ét minut. Den 49-årige historiker fortæller i sprudlende tempo om, hvordan han fik kongerækken ind med modermælken, hvordan en musikskole reddede hans liv, og hvordan han scorede en fagottist fra Fyn.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Kim Tams, Wikipedia

JEG ER UDDANNET historiker, men jeg har ikke lært noget om at formidle på studiet. Ikke det mindste. Til gengæld fik jeg et deltidsarbejde som 7. klasses-rundviser på Frederiksborg Slot, mens jeg studerede. Jeg blev dybest set kylet ind på slottet med alle kongerækkeportrætterne, og så skulle jeg fortælle om øresunds-tolden i halvanden time. Eller om kongerækken eller alle dronningerne. 

Jeg indså hurtigt, at hvis jeg kunne holde dem fanget, så kunne jeg klare hvad som helst. Det var et af stederne, hvor jeg lærte at formidle og fortælle historie på en spændende måde. Det havde ikke en skid med universitet at gøre. Virkelig ingenting.

Jeg blev simpelthen så skuffet, da jeg kom på universitetet. Jeg kunne ikke forestille mig noget sjovere end syv år på historiestudiet, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var der godt nok mange ting, der var. Nogle ting skal være kedelige på et studie, men jeg synes, at der er alt for meget historie, der bliver fortalt for dårligt og gjort kedeligt.

Jeg kalder det ’den videnskabelige syge’. Det er, når humaniora vil være videnskabelig med hvid kittel og den slags. Så kalder vi biblioteket for ’historisk laboratorium’, mens vi skriver artikler, ingen kan læse, så vi selv virker klogere. Det er enormt ærgerligt, for det betyder, at ingen gider gå op i historie. Hvis du spørger en teenager i dag, hvad det mest kedelige i verden er, så er et godt bud historie, og det er synd og vores egen skyld.

MASSER AF ASSER

Asser Amdisen er uddannet historiker fra Københavns Universitet med speciale i Struensees liv og levned. Siden har han været alt fra pedelmedhjælper til museumsleder. I to år var han forstander på Ryslinge Højskole. Han har udgivet flere bøger og er aktuel med ’Ti vilde fortællinger fra danmarkshistorien’.

DA JEG VAR syv eller otte år gammel, var jeg på sommerferie med min mormor og morfar i Norge. Vi var ude at gå i bjergene, det har vi altid gjort i vores familie. Vi vader i timevis op og i timevis ned igen. En af dagene møg-regnede det, og vi gik rundt oppe i skyerne, og jeg var våd, kold og klam. Pludselig begyndte min morfar at gennemgå hele kongerækken. Han startede med Harald Blåtand og Gorm den Gamle, og så kørte han ellers opad. Jeg husker turen som helt fantastisk. Dagen efter skulle jeg bare op på bjerget igen og høre mere.

Fra det tidspunkt vidste jeg, at jeg skulle være historiker. Der har været perioder i mit liv, hvor jeg også mente, at jeg skulle redde verden og løse sultproblemer, men der er jeg kommet til den erkendelse, at det nok kommer til at knibe med den tid, jeg har til rådighed. 

Historiefortælling var en stor del af min barndom. Min morfar fortalte altid historier. Han var en rigtig overlærer-type med knickers og sixpence, der holdt foredrag om Skanderborgs historie i sin fritid. Det samme er min far. Han kunne bruge uendelige mængder tid på at køre fra Kolding til Esbjerg, fordi han skulle stoppe ved samtlige voldsteder, kirker og mindesten. Jeg har altid syntes, det var sjovt, fordi det blev fortalt af de her højkvalitets-skolelærere, som jeg er opdraget af. 

Ikke så forfærdelig langt fra, hvor jeg er vokset op på Tåsinge, ligger Kærsgaard – et lille voldsted bag Valdemars Slot, hvor der er en masse gode historier. For eksempel den om Christian IV, som efter to år vendte hjem fra krig i Tyskland. Da han kom hjem, fik hans kone, Kirsten Munk, et barn, som han ikke var sikker på var hans. Af frygt for, hvad Christian kunne finde på, sørgede Kirsten Munks mor, Ellen Marsvin, for at sætte en stuepige ind i dobbeltsengen til Christian, så han blev ordentligt kompenseret. Og det skete inde på den gamle middelalderborg, Kærsgaard. Ingen går op i munkesten, men alle elsker en slagkraftig historie om en konge og hans halv-skidne seksualmoral. 

De sammensvorne rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping Skt. Cæcilienat 1286, malet af Otto Bache 1882.

3 HISTORISKE BEGIVENHEDERPÅ 30 SEKUNDER

ifølge Asser Amdisen

1. MORDET I FINDERUP LADE

”Tilbage i 1200-tallet var der en konge, som havde det problem, at han hele tiden kom op at slås med kirken og adelen. Han hed Erik Klipping. Til sidst endte det med, at han slog sig sammen med adelen, og så fik han lov til at bestemme det hele. På et tidspunkt sker der så det, at han bliver slagtet i en lade i 1286, og alle mennesker giver sig til at kigge efter, hvem der har slået ham ihjel. Så siger man straks, at det må være adelen, fordi det var dem med mest magt. Men det var jo dem, han havde slået sig sammen med, så det gav ikke nogen mening. Hvem der slog ham ihjel, ved vi ikke, men død er han i hvert fald. 56 dolkestik, så er man færdig.”

MINE FORÆLDRE VAR bredt alment dannede skolelærere, så uanset om det var tektoniske plader, voldsteder eller talsystemernes oprindelse, blev det vendt over middagsbordet. 

Jeg voksede op i et overklassekvarter uden for Svendborg, hvor der blev diskuteret, hvilke golfkøller man skulle bruge, og hvilken Lacoste-trøje man skulle have på. Det sagde mig ikke en skid, og selv hvis det gjorde, havde jeg ikke fået lov at være med. Det var tydeligt, at skolelærerens unger skulle ned med nakken, og det kom vi så.
Det betød, at det eneste, jeg havde at lave, var at læse bøger. Jeg læste sygt mange bøger, og jeg læste hurtigt. Jeg startede fra A på skolebiblioteket og tyggede mig igennem. Jeg sad i 1. klasse og læste Dostojevskij og fattede ikke en hat af det. 

Musikskolen var det eneste sted, jeg havde en plads ud over på biblioteket. Jeg spillede valdhorn, og der var faktisk en periode, hvor jeg troede, at jeg skulle på konservatoriet. Jeg kunne være blevet en forholdsvis dårlig valdhornist, så jeg tror, det var en god beslutning at lade være. 

I et orkester er det lige meget, om du er lidt lille og lidt nørdet og lidt sær. Hvis du spiller det, du skal spille, bidrager du til fællesskabet. Jeg tror på mange måder, at det reddede mit liv at spille på Svendborg Musikskole. I 1991 tog vi til Ungarn for at spille koncert. Med på turen havde vi Fyns eneste fagottist på det tidspunkt. Hende er jeg gift med i dag. Vi mødtes konstant, fordi vi spillede de mest sjældne instrumenter på Fyn.

Da jeg mødte min kone, var jeg langhåret, røg 80 King’s om dagen og var ekstremt venstreorienteret i hullede cowboybukser og bondeskjorte. Hvordan jeg fik hende til at hoppe på, har jeg faktisk aldrig helt forstået, men hun er her endnu 30 år senere. 

Måske var det, fordi jeg mødte en kvinde, der var lige så nørdet som jeg selv. Vi har stadig hver vores udgave af ’Narnia’ på boghylden, fordi vi ikke kan blive enige om, hvilken der skal på loftet.

Dybbøl Skanse, malet af Jørgen Valentin Sonne.

2. KRIGEN I 1864

”Nede ved grænsen mellem Danmark og Tyskland har vi altid været uenige om, hvor den skulle ligge. I midten af 1800-tallet finder vi danskere ud af, at vi er de fedeste mennesker i hele verden. Det at være dansk er det bedste, og vi er også de stærkeste i hele verden. Det fortæller vi til tyskerne, som bliver rasende sure, og prøjserne ender med at gå i krig med os i 1864. Der viser det sig, at vi i virkeligheden ikke er de stærkeste. Vi får den største røvfuld i verdens­historien, og derefter har vi danskere lært, at godt nok har vi engang været vikinger, men vi er det fandeme ikke mere.”

JEG FIK ET studenterjob på Københavns Universitet og var med til at lave deres første hjemmeside. Ved et uheld gjorde jeg universitetets regelsamling til en af de mest sete hjemmesider i verden. World Wide Web var dengang lige startet, og når man skulle lave et specielt design, kopierede vi det fra andre hjemmesider. Så vi gik ind på en eller anden obskur porno-side, kopierede designet og slettede alt andet. Men vi havde ikke opdaget, at der var nogle søgeord i kodningen, som kom med. Så hvis man for eksempel søgte ’blowjob’, kom man ind på doktor­bekendtgørelsen på Københavns Universitet. Der må virkelig være nogle, der er blevet skuffet. 

På Ryslinge Højskole, hvor jeg var forstander, stod jeg for morgensamlingen og fortalte røverhistorier. Den ene dag var det pornoens historie, og den næste var det nazisten Werner Bests betydning for anden verdenskrig. Man kan jo fortælle en god historie om det meste, bare man er godt forberedt. I dag skal man lave en helvedes masse gruppearbejde og Kahoots. Men i virkeligheden er det noget, man bruger, fordi man ikke er god nok til at fortælle sine historier. Historieformidling handler om en fortælling, der er god nok.

På Rønde Højskole opdagede jeg i 2004, at jeg har et talent for mundtlig formidling. Den sommer havde de en række familiekurser, hvor alt fra spædbørn til oldeforældre skulle underholdes af et oplæg. Egentlig var det Sigurd Barrett, der stod for det, men han kunne ikke, så jeg blev spurgt i stedet. Jeg var rasende nervøs, men opdagede til min egen overraskelse, at alle var musestille. Jeg fortalte den ene danske myte efter den anden – om Kong Skjold og Stygge Krumpen og Tordenskjold. Alle var helt opslugt. 

3. SYGEPLEJESTREJKEN

”Sygeplejerskerne strejkede, fordi de ville have mere i løn, og det var folk ret trætte af, fordi de fik lange ventetider til operationerne. I virkeligheden er det med at strejke noget, vi fandt på i 1899, fordi der på det tidspunkt var kæmpe konflikter mellem arbejderne, der levede i fattigdom, og de rige, som havde alt for mange penge. De var oppe at slås hele tiden, og så besluttede man sig for at lave nogle strejker, som var organiseret på den måde, at man passede lidt på, så alle mennesker ikke døde på hospitalerne under en strejke, men alligevel kunne strejke igennem, så man havde muligheden for at få mere i løn. Det system kalder man den danske model, og det er årsagen til, at vi lever så rigt, som vi gør, og at der aldrig kom revolution i Danmark.”

JEG ER MEGET inspireret af den mundtlige fortælling. Det levende ord. Du kan se, hvad der virker, hvornår øjnene lyser op, og hvornår publikum falder sammen. En god historie behøver ikke en masse bling, og i den henseende er jeg nok fundamentalist, når det gælder mundtlig formidling.

Jeg synes, det er lidt latterligt, når folk på museer klæder sig ud. Mit yndlingseksempel er Den Gamle By i Aarhus. Den første, man møder, er gåsepigen, som vil fortælle én om, hvordan det var at leve i gamle dage. Men i gamle dage var gåsepigen noget at det mest udsatte, man kunne støve op. Så hun ville være blevet misbrugt seksuelt, hun ville ikke have været i bad i flere måneder, og hun ville ikke have en tand i kæften. Men den gåsepige, man møder, er imødekommende, velplejet og har helt pæne tænder. Så allerede der er det misinformation.

Det kan godt være, at akademikere synes, at jeg er lidt smart i en fart. Men mit mål er altid, at publikum bare skal være lidt klogere, end da jeg begyndte. Så kan det godt være, at det er lidt poppet eller lidt sjovt. Da jeg lavede ’Danmarkshistorien på et minut’ på P3, mente nogle jo, at jeg havde sprunget noget over. Det er jeg faktisk godt klar over.”

/

Vejen til drømmeland

Når nethindens memory card er fyldt efter en dag i Danmarks smukkeste landskaber, er det en særlig fornøjelse at lægge hovedet på puden. Vi peger dig i retning af fem sjældne naturperler – med hver deres hyggelige bed and breakfast. Så ka’ du godt hvile ud.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Colourbox

TRÆT PÅ TÅSINGE

Tåsinge ligger lunt i sundet med udsigt til Svendborg og, hvis du er heldig, Svendborgsunds strømlinede maskot, delfinen Delle, der har holdt til på egnen siden 2019. 

Den lille Tåsinge, der er forbundet til den fynske hovedø med en imponerende betonbro, er i sig selv et koncentrat af gammeldansk idyl, som du kan bruge en dag eller to på at udforske til fods og på cykel. Fra skipperbyen Troense med dens velbevarede, stokrosekransede huse med flaskegrønt og vinrødt bindingsværk fører en allé direkte til Valdemars Slot, der blev bygget af Christian IV til sønnen Valdemar Christian. Slottet blev senere erhvervet af søhelten Niels Juel og stadig i dag er det i Juel-slægtens eje, aktuelt tilhører det blandt andet kendisbaronesse Caroline Fleming. Fra kirketårnet i Bregninge kan du se ud over hele øen, og trænger du til endnu mere højde, kan du bestille en rundflyvning over Det Sydfynske Øhav med selskabet Starling Air fra Tåsinge Flyveplads. Er du ør i hovedet oven på indtrykkene, så find din seng for natten hos Teglgaarden, og vågn op til et glas lokal most og en skive hjemmebagt brød.

RISTET PÅ RØSNÆS

I vores kvadratkilometerfattige landbrugsnation er vild natur en sjældenhed. Men nogle steder giver det sig selv: Naturen betaler sig ikke at kultivere. Et sådant sted er halvøen Røsnæs. Med dens stejle skrænter og ringe jordkvalitet har den fået lov at stå til. Røsnæs’ vold af ler, sand og grus, der blev presset sammen under sidste istid, blev i 1924 et af de første stykker fredet jord i kongeriget, og i dag tilbyder den kongelige naturoplevelser. Mest bjergtagende er måske den dragehaleformede halvø i sin helhed – det bedste overblik over området findes ved Hybeshøj. Men der er mange flere udsigtspunkter, for eksempel ved Røsnæs Fyr, hvor man både har kig sydpå til Nordfyn, vestpå mod Samsø og nordpå mod Sejerøbugten. Er du mere til at kigge ned i jorden, så byder de solrige bakketoppe på steppevegetation med poetiske navne som soløje, gul evighedsblomst og glat rottehale. Og vil du virkelig havde terroir’et i blodet, så køb nogle flasker af solaris-druen fra den kyndige Røsnæs-vinbonde Barfod. Så bliver branderten ikke mere lokal. Lad bilen stå, sov den ud på Kongsgård Bed & Breakfast, og vågn op med havudsigt.

MAST PÅ MOLS

Nationalparken Mols Bjerge giver mulighed for vind i håret og sved på panden. Stig til vejrs i Trehøjes lyngbeklædte, havomkransede landskab, og lad blikket følge kystlinjen ind til Ebeltoft og ud over havet – i klart vejr kan du se til Sjællands Odde. Toppene på de tre høje er gravpladser fra bronzealderen, og sådan en finder du også på Agri Bavnehøj, områdets højeste punkt med 137 meter. Endnu et markant fortidsminde er Poskær Stenhus, Danmarks største bevarede runddysse. Dens store granitblokke var ellers ved at gå til, da en lokal stenhugger i 1859 ville bruge dem til skærver, men en historisk interesseret præst fik dyssen fredet. Mols Bjerge er et såkaldt overdrev, som primært har været brugt til græsning. Også i dag kan man møde hårdføre frilufts-køer, der er sat ud for at holde vegetationen nede. Vil du have naturen med hjem og spise, så hold øje med havtorn og kantarel, sidstnævnte skulle kunne findes i løvskoven syd for Skovbjerg. Og når fodsålerne strejker, så søg slummeren på velholdte Fuglsø Kro Bed & Breakfast, og stå op med hønsene og deres hjemmelagte æg.

VÅDE ØJNE I VADEHAVET

Der er lidt Atlantis-stemning over det sønderjyske vadehavslandskab, der ligger så lavt, at man har fornemmelsen af at bevæge sig rundt under havets overflade i et sunket stykke bondeland. Udforsk det i Tøndermarsken, hvor ornitologer af alle seriøsitetsgrader stimler sammen til sort sol for at se stæreflokkene sværme, men hvor det også vrimler med gæs, ryler og strandskader. Eller oplev det på en ridetur i Rømøs smukke hedelandskab – eller på øens sandstrand, der er unik i Danmark på grund af sin op til tre kilometers bredde. Opsøg gastronomien på torvet i Højer, hvor familievirksomheden Højer Pølser kan friste de fleste kødædere. Husk at prøve krydderfedtet med fedtegrever under dit pålæg, og brænd kaloriechokket af på en vindblæst spadseretur langs Højer Sluse ad vandreruten Marskstien. Og når du ikke orker mere, så luk dine vejrbidte øjne hos Bed and Breakfast Klægager, der blandt andet udlejer værelser i hestestalden, karlekammeret og pigeværelset på en firelænget gård, der engang tilhørte en såkaldt digegreve, som var en formand for digelaget.

LUR PÅ LOLLAND

Blandt Lollands ellers meget flade, åbne marklandskaber udgør den fredede Naturpark Maribosøerne en undtagelse af varieret og relativt kuperet terræn. Rundt om de fire søer Røgbølle Sø, Hejrede Sø, Søndersø og Nørresø bor flere godsejere, der både ernærer sig ved landbrug og skovdrift, og derfor veksler naturen mellem skove og marker. Men Maribosøernes kendteste beboere og gæster er dog af den bevingede slags. Havørne har ynglet her i over 20 år og kan iagttages året rundt – vil man se dem, er chancerne ifølge Dansk Ornitologisk Forening størst ved engene ved Søholtvej eller ved fugleskjulet mellem Søndersø og Hejrede Sø. I træktiden om foråret og efteråret kan man også være heldig at se fiskeørne, der jager over søen. Udforsk området på cykel, til fods eller, måske allersmukkest, i kano eller kajak  (og mød eventuelt den lokale OL-kajakstjerne Emma Aastrand Jørgensen på vandet). Husk kikkert, og skulle du ikke få nogen ørne i linsen, ser du helt sikkert horder af de andefugle, blishøns og skarver, som ørnene lever af. Er du helt ødelagt over fiaskoen, så søg trøst foran kaminen i Fjelde Guesthouse, som et islandsk par med erfaring fra snedkeri og tekstildesign har indrettet med loppefundshygge i den gamle Fjelde Skoles bygninger.

/

Fjordens navle

Orø har længe ligget relativt ubemærket hen. Men med gratis færgebilletter og generelt voksende interesse for kortets afkroge har flere fået øjnene op for den fredsommelige plet – og dens børnevenlige badevand, velassorterede vinudsalg og stærke skulpturer.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Arne Magnussen/Ritzau Scanpix, Kristian Krøger, PR

Sig navnet Orø – og mange vil kigge en anelse usikkert på dig. For nej, du mente ikke Ærø. Men hvor er det så lige, den ligger? Du kan starte med at forklare dem, at den stikker op af vandet sådan cirka midt i Isefjord, at den formelt hører til Holbæk Kommune, og at der bor knap 900 mennesker på øen, som også har cirka 1.200 sommerhuse. Derefter kan du præsentere dem for disse fem grunde til at give øen et besøg: 

1. VANDLIGHEDEN SELV

Det kan kræve al ens opmærksomhed at gå på stranden med de små. På Orøs lille sandstrand ved Nørrestænge er det imidlertid ingen sag for børnene at overholde påbuddet om ikke at gå længere ud end til navlen. En voksen skal vel vade en halv kilometer ud, før badebuksekanten rammer vandskorpen – og synes du, at dét lyder kedeligt, så medbring din kajak eller dit stand up paddleboard, og udnyt den smukke beliggenhed midt mellem Odsherred og Hornsherred til en fjordekspedition. Når du er færdig på stranden, kan du spille minigolf og spise god is fra Hornsherred-firmaet Isøre på den hyggelige Orø Strandcamping. Og glem ikke den nuttede dyrepark lige bagved, der drives med assistance fra eleverne på skole- og behandlingshjemmet Orøstrand.

Bonusinfo: Vil du have dybere badevand? Find badebroen bag den lille trædør på Orø Havn.

2. DYRE DRÅBER

De mere sofistikerede gastronomiske tilbud har ikke væltet over hinanden på Orø. Men sidste år udfyldte Orø-tilflytterne Signe og Ulrik Bing, der i forvejen driver den flydende Kontikibar i København og Grønbech Hotel i bornholmske Allinge, det berømte hul i markedet. I den gamle købmandsgård midt på hovedgaden i Orøs hovedby Bybjerg har de åbnet Bings, hvor man nu kan få storbykaffe, surdejsbrød, håndværkschokolade og biodynamisk vin. Så leder du efter stedet at shoppe dig glad og fattig, så sving forbi, og lad ganen møde en af de lækre frugtigheder fra Abruzzo-regionen, der gemmer sig i det italienske Orsogna-vinhus’ flasker. Vinen kan nydes på stedet, eller den kan tages med, ligesom du både kan spise et måltid i gården og få det som takeaway.

Bonusinfo: De driftige Binger er også ved at åbne et hotel på Orø.  

3. HØJ PÅ MIDDELALDEREN

I Bybjerg er det oplagt at opsøge øens højeste punkt (28 meter over havet) og danne dig et overblik over øen og det smukke isefjordslandskab i det hele taget. Stensbjerg, som højen hedder, menes at have indgået i netværket af bavnehøje, som i vikingetiden advarede byerne Roskilde og Lejre med bålsignaler, hvis fjendtlige skibe nærmede sig. På højdedraget har man også udgravet fundamentet til en bygning, der ikke eksisterer mere, men som ifølge fortællingen var en borg tilhørende Margrete I. Ifølge samme, ikke-verificerede overlevering opholdt den kvindelige regent sig på øen i perioder med sin søn Oluf. Når du kommer ned fra højen, kan du blive i middelalderen med et besøg i Orø Kirke, der stammer tilbage fra 1100-tallet, og hvor man blandt andet kan skimte lidt af en kalkmalet Sankt Jørgen med lanse, men desværre uden drage.

Bonusinfo: Stadig videbegærlig, så besøg museum og lokalarkiv Orø Minder i øens gamle fattighus.

4. JERN I ILDEN

Næst efter Nikolaj Coster-Waldau, der har hus på øen, men som er sværere at spotte end en sneleopard i Himalaya, er øens kendteste kreative kraft skulptør Steen B. Langvad, også kendt som ’Smeden’. Den uddannede grov- og klejnsmed lader sig inspirere af naturen og historien og producerer utrætteligt sine markante stålskulpturer af ulve og vadefugle, dronninger, kongemordere og halshuggede sørøvere. Se, hvor mange af de rustende kunstværker du kan få øje på i landskabet, eller find hans atelier i Næsby, og spørg om en rundvisning.

Bonusinfo: ’Smeden’ har også malet en frise af Orøs sagn og myter, se den i KulturBeholderen lige bag Orø Kro.

5. SLOW FOOD

Et skilt i døren advarer om, at tingene tager tid, da alt laves fra bunden. Og det stemmer – man skal være tålmodig, hvis man besøger gårdcafeen Marliese’s, der drives af Marliese Wessels og hendes mand Claus, men ventetiden belønnes med et hjemmelavet stykke hygge. Marliese, der kommer fra Tyskland, står selv for stedets primære trækplaster, nemlig det righoldige repertoire af kager, der blandt andet omfatter käsekuche, schwarz­wälder kirschtorte og Mozart torte, mens Claus serverer og altid har tid til en sludder, ligegyldigt hvor mange gæster der står i kø for at bestille. Nyd skyggen i haven på en varm dag, eller kom indenfor, og søg ly på en regnvejrsdag.

Bonusinfo: Det økologiske guldmærke indikerer, at Marliese’s bruger 90-100 procent øko-råvarer.

Du kan ankomme til Orø med færge fra Holbæk eller trækfærge fra Hammer Bakke.

/

Vild med vestkysten

Som voksen vendte Dorthe Nors ’hjem’ til den jyske vestkyst. Nu har hun – udrustet med kaffe på kanden og et laset trafikkort – rejst kysten tynd under arbejdet med bogen ’En linje i verden’. Her peger forfatteren på tre stærke landskabsoplevelser på kanten til Vesterhavet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Henrik Saxgren

Hvorfra kom ideen til ’En linje i verden’?

”Fotografen Henrik Saxgren ville gerne have mig med på en bog om Danmarks vestligste kyst. Jeg var lige ved at starte på en roman og sagde nej, men han blev ved med at lokke. Ideen om at trække ud i landskabet – og skrive på det – voksede på mig. På grund af klimaforandringerne og en større bevidsthed om naturens betydning er landskabs-­essayistikken stor i udlandet i disse år, og jeg havde skrevet et essay for The Guardian, på engelsk. Nu fik jeg lyst til at udfordre mig selv og udfolde mig på mit eget sprog i mit eget landskab.”

Og så udforskede du kysten i din lille Toyota udstyret med et gammelt, laset trafikkort, som dine forældre gav dig?

”Ja, og tit også med kaffekande. Jeg brugte alt i alt halvandet år på projektet. Hver gang jeg havde været ude på en tur, tog jeg hjem og skrev. Så tog jeg af sted på en ny tur. Indimellem bragte jeg gæster med i bilen. Men for det meste gjorde jeg det alene. Det sagde jeg også til Saxgren: ’Vi er begge to kunstnere, der ved, hvad vi vil og kan. Vi må ud på egen hånd. Vi kan ikke blande os i, hvordan den anden oplever tingene.’ Samarbejdet bestod i, at vi løbende sendte billeder og tekster til hinanden, så vi kunne se, hvor den anden var. Og så satte vi os sammen med vores redaktør i den sidste fase og udvalgte, hvad der skulle med.”

DORTHE NORS

51 år. Debuterede i 2001 med romanen ’Soul’. Novellesamlingen ’Kantslag’ (2008) sikrede hende et internationalt gennembrud.

Var i 2017 nomineret til en Man Booker International-pris for romanen ’Spejl, skulder, blink’.

Hvad var det, der fik dig til at købe hus ved Vestkysten?

”Jeg havde boet i Aarhus, på Fanø, i København, og jeg havde opholdt mig i udlandet. Jeg havde været rundt og set verden. I 2014 tænkte jeg: Nu køber jeg mit eget og tager – i citationstegn – hjem.”

I citationstegn, ja. For selv om dine forældre havde sommerhus ude vestpå, voksede du op i Herning. Hvorfor var det ikke dén egn, du ville tilbage til?

”Jeg kan faktisk godt lide Herning-egnen, men jeg tror ikke, det er godt at flytte tilbage, præcis hvor man kommer fra. Det er i hvert fald en udfordring. For du er blevet en anden. Og netværket og kammeraterne, du havde, findes ikke længere, i hvert fald ikke som de var. Så er det bedre at flytte sig selv et sted hen, hvor man kan starte fra bunden, og hvor man ikke slæber rundt på en rolle.”

HANSTHOLM VILDTRESERVAT

”Det knyger med gæs og alverdens vadefugle. Strandskader, bekkasiner, regnspover. Her er indlandsklitter, fyrrebeplantning og indsøer. Lyset er højt. Det er næsten uberørt natur, som man ikke finder mange steder i Danmark. Her kan man stå og tænke, at det lige så godt kunne have været 1400-tallet. Man mærker en grundkraft. Her har vi mennesker ikke pillet for meget. Landskabet folder sig ud, næsten som var man i Norge. Reservatet er en del af Nationalpark Thy, der i det hele taget er noget af det vildeste og smukkeste Danmark. Man bør unde sig selv en fantastisk køretur fra sydspidsen af Agger Tange, forbi Klitmøller og op til reservatet. Klitmøller og resten af Cold Hawaii (31 registrerede surfspots, red.) er et underholdende, urbaniseret klondike med masser af ungdom og københavnere. Jeg skal ikke selv nyde noget af at dyrke vandsport – dybest set er jeg bange for vand – men jeg vil gerne se på andre, der gør det.”

Den centrale del af reservatet er lukket for færdsel året rundt, mens en betydelig del er lukket for færdsel i fuglenes yngleperiode (1. april – 15. juli).

Og hvordan bruger du dig selv og dine omgivelser ved Vesterhavet?

”Jeg hiker. Går ture i arbejdspauser og ryster hovedet fri. Nogle gange finder jeg rav. Om sommeren går jeg ud i havet et sted, hvor der ikke er et hestehul. Så står jeg der og køler af. Men jeg kunne aldrig finde på at svømme i det. Det er trods alt Vestkysten. Folk dør af at bade hvert år.”

Havet er truende og voldsomt. Men der er åbenbart også noget beroligende ved at bo i nærheden af det for dig. Hvordan hænger det sammen?

”Jeg er blevet horisontafhængig. Jeg føler tryghed og hvile ved at gå ud til det. Havet er en kat, den ene dag sødmefyldt vippende med halen, den næste sætter det kløerne i dig. Der er meget eventyr i det. Jeg kan godt lide tanken om, at det river mig med ud i verden. Ligesom trækfuglene. Da jeg købte huset, var jeg i tvivl, om det var det glade vanvid. Min internationale karriere var i gang. Hvordan passede larm og lufthavne med en stille base langt fra storbyen? Da jeg var ude at se huset, kom der et kæmpe træk af bramgæs indover. Dér var forbindelsen til omverdenen.” 

BOVBJERG FYR

”Bovbjerg Klint er en barsk, kraftig lerskrænt vest for Lemvig, hvor der ligger et lille fyrtårn, der for nogle år siden åbnede op som restaurant og kulturcenter med foredrag og andre events. Jeg har haft københavnske gæster med, der var helt rystede over, hvor smukt her er. Man kan virkelig se geologien i aktion. Under istiden stoppede istungen lige syd for klinten, og det er tydeligt at se, at der hvor isen var, er der fed, frugtbar jord, men der hvor den stoppede, stopper frodigheden også, og jorden bliver sandet. Gå en tur oppe på skrænten, kig på paragliderne og Trans Kirke, der ligger på kanten, og gå tilbage langs stranden under klinterne. Dog måske ikke lige, når der er tøbrud, hvor de nogle gange braser sammen.”

Dorthe Nors holder foredrag i Bovbjerg Fyr 29. september.

Men du bliver der ikke året rundt … 

”Når det bliver mørkt, trækker jeg ind i det urbane, der hvor teatrene, museerne og restauranterne er. Så lejer jeg måske et sted i København på Airbnb – jeg har ikke råd til at have en lejlighed der – eller måske tager jeg til Amsterdam et helt efterår.”

Kunne du finde på at skrive en bog om den jyske østkyst? 

”Det er jeg ikke hjemmefødning nok til. Men man skal passe på med at afvise noget. Det ville i hvert fald blive en meget anderledes bog, fordi kysten dér er så anderledes. Smuk, mild, forsonlig.”

VADEHAVSCENTERET

”Arkitekt Dorte Mandrup har tegnet et af de smukkeste museer i verden. Her kan man lære noget om, hvad Vadehavet er for en underlig størrelse. Det er styret af undervandsfloder og virker tilforladeligt det ene øjeblik, men pludselig kommer tidevandet – hurtigt. Vandrer man bare af sted på må og få ud over sandet, kan man pludselig risikere at blive fanget. Museet er også et pragtfuldt sted at blive klogere på vadefuglenes liv. Og når man er færdig med museet, kan man tage en traktortur ud til Mandø eller tage ind til Ribe, Danmarks svar på Oxford – gid de ville placere et universitet der!”

Dorthe Nors og Henrik Saxgren: ’En linje i verden’ er udkommet på Gads Forlag.

/