HIMLEN BLIVER MØRKERE sekund for sekund. Vestenvinden jager gennem kornet og trækker striber efter sig som en usynlig hånd, der stryger hen over et grønt fløjlsklæde. En mand på en rød havetraktor triller fra sin gårdsplads ud på Kolonisthusevej, der zigzagger asfalteret gennem de umodne marker. Manden, der er i sort arbejdsvindjakke med grå forstærkninger, drejer hovedet og kigger ned ad vejen. På os og vores parkerede bil, den eneste i syne. Sådan sidder han og stirrer et minuts tid. Så kører han imod os. Da han er ud for os, flår han sit røde høreværn af og siger uden tilløb:

”Sikken katastrof’.”

Han spiler øjnene op og nikker hen mod det halvanden meter høje stålhegn med sortgrå plastcoating, som står ubevægeligt midt i landskabet. Sidste efterår stod hegnet der ikke, men det gjorde en gruppe landmålere og embedsfolk, der uanmeldt var dukket op på hans mark. Da han spurgte om deres ærinde, fortalte de ham, at vildsvinehegnet ville komme til at gå hen over hans jord. Der var ikke noget at rafle om. Til gengæld ville han modtage 54.000 kroner for det eksproprierede stykke.

”Det er nok mindre, end hvad hende kommissarius, der fortalte mig det, tjener om måneden,” siger manden, der hedder Brian Andersen.
Skyerne er på vej fra koks til perlemor. Men jordejeren er ikke klar til at se lyst på tingene. At pengene kun er en ringe kompensation for hans tabte ejendom, er ikke så galt.

”Det værst’ er, at a ska’ kig’ på æ lort resten af mine daw.”

En piloteringsmaskine bruges til at banke de i alt cirka 26.000 hegnspæle i jorden.

TO DAGE TIDLIGERE er en høj mand med letvægtsbriller og sort T-shirt under en orange overall i gang med at fastgøre et tætmasket stålpanel til to hegnspæle, der stritter op af jorden mellem to marker. Himlen er blå, og dagen er mild.

”Det er bedre, end da vi begyndte at opføre hegnet. Der stod vi nogle gange i vand til knæene,” siger manden med et smil i mundvigen.

Den første hegnspæl blev nedsat 28. januar i år, og den sidste skal helst stå i den sønderjyske grænsejord til november. Bygherrerne i Naturstyrelsen har givet entreprisen til SER Hegn fra Fredericia, og firmaet har fart på for at nå målet.

”I må ikke forstyrre os, vi har meget travlt,” siger en solbrændt mand med sparsomt hår ud af førerhuset i sin gravko, inden han gasser op og kører videre.

”Uha,” siger den høje mand i overallen, da hans arbejdsleder akkurat er ude af hørevidde igen.

”Så må vi hellere arbejde,” siger han og dukker nakken med påtaget underdanighed.

Omtrent 100 meter væk er en mand med hvid sikkerhedshjelm ved at sætte en hegnspæl i jorden. Med tungen lige i munden, pælen i den ene hånd og en rødt lysende laserlampe i den anden sigter han efter en hegnspæl 50 meter væk for at sikre, at den nye pæl står på linje med resten af hegnet. Med et vaterpas sørger han for, at pælen står lige i jorden, inden en orange piloteringsmaskine med giraflang hals og et hammerhoved i rustfrit stål giver den et tryk. Pælen smutter en halv meter ned i jorden som en teltpløk i en blød græsplæne.

”Det er dejligt vejr at arbejde i,” konverserer manden med sikkerhedshjelmen.

Så er den solbrændte sjakbajs tilbage med en bebrejdende fure i panden:

”I må ikke forstyrre. I må godt tage billeder. Men I må ikke snakke til dem. Hver gang de snakker med jer, går vi i stå i den anden ende.”

Mogens Dall styrer foderforsyningen til sine svin digitalt.

NÅR HEGNET står færdigt, vil det strække sig knap 70 kilometer, fra Flensborg Fjord i øst til Vadehavet i vest. Dets opgave bliver at holde sydfra kommende vildsvin ude af Danmark. Ikke fordi vi i Danmark ikke bryder os om vildsvin, eller fordi vi – som mange har det med for eksempel ulven – mener, at vildsvin ikke hører til i den friserede danske natur. Det er, fordi vi frygter, at de skal smitte deres tamme fætre i danske stalde med afrikansk svinepest. I 2014 blev den første gang konstateret i EU i Estland, Letland og Polen. Derefter ramte den Rumænien, Ungarn, Tjekkiet og i 2018 Belgien. Men hidtil har den ikke vist sig i Danmark – eller Tyskland.  

Alligevel kan svinepesten dukke op herhjemme hvert øjeblik, det skal være, fordi den ikke kun spredes gennem direkte kontakt mellem svin, men også via mennesker på farten. Den er ikke farlig for mennesker og kan være blind passager i en klump afføring på en dyretransport – eller i en chaufførmadpakke. Der kan være virus i alle charcuterivarer, der ikke er opvarmet til over 71 grader, så smittefaren kan ligge i en dansk grøftekant, hvis en østeuropæisk chauffør smider et stykke inficeret pølse ud ad vinduet på sin lastvogn. Skal smitten videre ind i en svinebesætning, kræver det dog, at et vildsvin finder og spiser madresten og udvikler sygdommen i nærheden af en svinestald. Herfra kan en flue, der stikker vildsvinet og suger dets blod eller mæsker sig på dets fæces, transportere virussen det sidste stykke indenfor til tamsvinene. Og jo flere vildsvin der er i den danske natur, desto større er risikoen for svinepest i Danmark.

”Derfor er det nødvendigt at få bestanden ned til et absolut minimum,” siger Mogens Dall, svinebonde og formand for foreningen LandboSyd, da vi besøger ham på hans gård i Kiding uden for Aabenraa. I efteråret 2016 rejste han spørgsmålet om, hvordan Danmark ville gardere sig mod sygdommen, på årets delegeretmøde i Landbrug & Fødevarer, hvor der var 500 mennesker til stede, herunder embedsfolk og politikere.

”’Vi kan godt lægge os på sofaen og se Netflix og håbe på det bedste. Men vi skal i gang med at gøre noget, og det kan kun gå for langsomt,’ sagde jeg. Først blev der smilet. Så blev der måske også grinet. Dengang var udbruddet i et land derovre i Baltikum og det mørke, store Rusland. Hvad kom det os ved? Men så var det, at det blev flyttet med lastbilens hjul og ikke kun med grisetæer. Og da sygdommen bevægede sig eksplosivt frem gennem Europa, kom spørgsmålet pludselig til Bruxelles og dermed også til danske politikere. Det var en tæt på-oplevelse. Der blev man sådan: ’Hov, vi må hellere gøre noget,’” siger Mogens Dall, der glæder sig over, at et bredt flertal bestående af den daværende borgerlige regering samt Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i juni 2018 stemte for en lov om opførelsen af et vildsvinehegn.

”Vi er nødt til at tegne en brandforsikring mod svinepesten. På alle måder, vi kan. Og et hegn er en af mulighederne for at gøre det maksimale.”

DYBE SLUBRELYDE ekkoer gennem den tomme svinestald. Mogens Dall producerer op mod 10.000 grise om året. Det tager cirka tre måneder at opfede et hold grise, og han har ikke fyldt sine svinestier op, siden det sidste hold kom på slagteriet. Gennem renderne i gulvet kan man se gyllen, der står som grundvand under stalden. Det er klukkene fra denne mørke væske, der giver genlyd, fordi Mogens Dall har trukket i en bundprop. Den skarpe ammoniaktone i luften får følgeskab af en dybere, mere rådden lugt og den vaniljesøde aroma fra Mogens Dalls cigarillo. Normalt ville undertrykket pumpe gyllesuppen op i en gylletank.

”Men den er fuld lige nu, så det løber ingen steder,” siger han og sætter bundproppen i igen.

Mogens Dall er født i København. Hans biologiske mor bortadopterede ham, da han var et år gammel, og familien Dall bragte ham hjem til Kiding, hvor han senere overtog gården og lagde om fra et mindre kvægbrug til svineproduktion i stor skala. Som voksen lykkedes det ham at finde sin biologiske mor i København, hvor hun levede af restaurationsbranchejobs og af og til fik lidt for mange øl. Ud over Mogens havde hun tre andre børn, som hun havde beholdt. Den ene datter trivedes, men den anden var død som stiknarkoman, og en søn levede ind og ud af fængsler.

”Jeg ville bare gerne sige til hende, at det gik godt, at jeg var glad, og at hun ikke skulle være ked af, at hun havde bortadopteret mig.”

VED DET LYSE træspisebord i sit rummelige køkken viser Mogens Dall et skræmmeeksempel på sin telefon: en video optaget med mobiltelefon fra passagersædet i en bil, der kører gennem en landlig kinesisk by, hvor svinepestinficerede døde og døende grise vræler af smerte langs vejene. Til sidst ligger der så mange, at bilen ikke kan køre videre. Kina har haft den afrikanske svinepest siden 2018, og myndighederne har slået millioner af kinesiske svin ned i forsøget på at komme den til livs. Det har medført en øget kinesisk efterspørgsel på importeret svinekød, hvilket har givet danske svineproducenter mulighed for at skrue priserne i vejret med 30 procent og øge salget. Med forøgelsen vurderer Mogens Dall vores eksport til såkaldte tredjelande – altså lande uden for EU – som vi ikke har handelsaftaler med, til at ligge på cirka 14 milliarder om året. Men bliver der fundet bare ét udbrud af svinepest i Danmark i morgen, vil de samme tredjelande øjeblikkeligt lukke ned for indkøb af dansk svinekød. I Danmark spiser vi kun cirka en femtedel af det svinekød, vi producerer, resten sælges til udlandet. Heraf går cirka en tredjedel til tredjelandene, der ifølge regler fra den internationale dyrehelbredsorganisation OIE kan bandlyse os i mindst tre måneder, hvis smitten skulle ramme danske svin. Inden for EU gælder andre, mere lempelige samhandelsregler, der kun lægger restriktioner på salg fra den zone i landet, hvor smitten er registreret.

For Mogens Dall vil det være ubærligt, hvis afsætningen til tredjelandene blokeres.

”Det vil være luk og sluk. Men jeg kerer mig om alle, der arbejder i fødevareklynge gris, fra lastbilchaufføren til slagteriarbejderne og pakkerne. De står op om morgenen og får løn og et meningsfuldt job. Og når sygdommen kommer til Danmark, kan vi vinke farvel til dem.”

Siden juni 2016 har Hjemmeværnet aflastet politiet ved den midlertidige grænsekontrol.

PÅ DEN ANDEN SIDE af grænsen synes man, at vildsvinehegnet er en rigtig dårlig idé. I Flensborgs byråd har man protesteret officielt mod opførelsen af hegnet med den begrundelse, at en lille del af hegnet kommer til at gå igennem Kollund Skov. Skoven, der ligger ud til Flensborg Fjord, var tidligere tysk ejendom, men Flensborg solgte den i 2017 til en danskejet naturfond, fordi kommunen behøvede penge. Som en klausul i salgskontrakten stod der, at den nye ejer ikke måtte bygge på grunden. Men Miljø- og Fødevareministeriet i København har svaret Flensborg Kommune, at opførelsen af hegnet står over nuværende og tidligere ejeres krav, fordi det er bemyndiget med lov. Oven på valget til det danske folketing sendte Simone Lange, den socialdemokratiske borgmester i Flensborg, en lykønskning til sine danske partifæller i den nye regering ledsaget af en forhåbning om, at hegnspolitikken kunne komme op til ny debat. Fødevareminister Mogens Jensen svarede, at hegnsarbejdet fortsætter som planlagt. 

Men hvorfor er 600 meter hegn i en skov så betydningsfuldt for tyskerne?

”Det handler slet ikke om Kollund Skov. Det handler om hegnet generelt,” siger Julian Heldt, da vi møder ham på Flensburger Tage­blatts redaktion, hvor han er stedfortrædende redaktør for Flensborg-stoffet.  

”Man ser hegnet som et symbol på afskærmningen af Danmark. Den altovervejende del af tyskerne går ind for de åbne grænser og den frie bevægelighed overalt i Europa. Flensborg er en mangfoldig by, en by, der åbner sig mod verden, og man forstår simpelthen ikke, hvorfor vi igen skal have en grænse. Man forstår ikke, hvad der sker i Danmark for tiden,” siger Julian Heldt.

I Tyskland lever der – i modsætning til i Danmark – millioner af vildsvin. Så mange er de, at de af og til forvilder sig ind i byerne, og de er sågar blevet set på Alexanderplatz i Berlin. Den afrikanske svinepest lader derimod stadig vente på sig, men hvis den melder sin ankomst, har man en anden plan klar, nemlig mobile hegn, som man kan omringe et inficeret område med. Hegnet holder de smittede dyr inde, så svinepesten ikke breder sig til resten af landet, og med den model har for eksempel Tjekkiet haft held til at gøre sig fri for svinepest. Derudover sætter Tyskland sin lid til en vaccine, som spanske forskere for tiden arbejder på, der skal strøs ud i skovbunden til vildsvinene og gøre dem immune, men som ikke er klar endnu.

”Flensborg og Tyskland efterstræber, at man finder en europæisk løsning på svinepesten, mens danskerne er i gang med en national løsning,” siger Julian Heldt.

HELT NEDE i Danmarks sydvestligste hjørne står seks mænd og en kvinde pakket ind i uld, fleece og Gore-Tex. Det kilometerlange dige på deres venstre hånd beskytter landskabet mod stormflod, men giver ikke meget læ for vinden, der fejer ind fra Vadehavet. Foran dem bugter en saltvandssø sig mellem tanger af græseng og totter af sivskov. En gravand letter fra søen og fremviser sin ædle fjerdragt. Koral, cremehvid og flaskegrøn. Men det er farvemæssigt en mere undselig fugl, der får de syv fornuftigt påklædte mennesker til at knibe øjnene sammen foran deres Swarovski- og Zeiss-optikker. En hvidrygget ryle er blevet set, den kun 23., der nogensinde er registreret i Danmark. En mand med runde briller og et rødt solansigt fik øje på den gråspættede sneppefugl et par timer forinden.

”Der var en, der så lidt anderledes ud, så den holdt jeg lidt øje med,” siger han.

Da han var helt sikker på, at han havde en hvidrygget ryle i kikkerten – man vil nødig være til grin – slog han alarm på ornitolog-appen Bird Alarm.

En ung mand med kort skæg og grøn sweater sad på kontoret i Kolding, da han modtog en push-besked om sjældenheden, der var landet ved den tyske grænse. Så lukkede han computeren ned og startede bilen.

”Nu flyver den! Det er den til højre,” udbryder den rødmossede mand.

Fuglen lander hurtigt igen.

”Er det den i midten?” spørger den yngre mand.

”Ja, den står lidt op ad en tue.”

Margrethe Kog hedder denne plet på kortet med et frisisk udtryk for land, der bliver vundet fra havet ved digebygning. Kogen opstod med opførelsen af diget i 1982 og er blevet et yndet mål for ornitologer. Men siden begyndelsen af 2019 har vildsvinehegnet været i vejen. Hegnet er sideløbende ved at blive sat op flere steder langs grænsen, og hegnets vestligste par kilometer forstyrrer udsigten. Man kan godt se igennem hegnets masker, men det gør det svært at fotografere.

”Der er lidt Neuengamme over det hegn,” siger Hans Kristensen med reference til kz-lejren ved Hamborg og medievant sans for overdrivelse. Han er uddannet skov- og landskabsingeniør og ernærer sig blandt andet som jagtskribent og jagtboghandler. Han skriver manuskripter til jagtfilm – lidt som pornofilm, bare til jægere, forklarer han – og er lokalredaktør for Danmarks Jægerforbunds medlemsblad. Han bor 20 kilometer længere østpå, i Lydersholm, hvor han blandt andet har haft New York Times til kaffe for at tale vildsvinehegn. Men denne dag har initiativtageren til protestgruppen ’Vildsvinehegn – nej tak’ aftalt at møde os her ved Margrethe Kog, så vi har et stykke af hegnet at kigge på, mens han fremfører sine synspunkter.

”Her står vi med et skamferet landskab. Lige midt i et område, hvor naturturisme er en ekstremt væsentlig ting,” siger han.

Der er langt fra Hans Kristensens kamp mod vildsvinehegnet til Christiansborg: ”Det ville være skønt, hvis Tønder lå lige uden for København. Jeg kan blive misundelig på bevægelsen, der opstod omkring Amager Fælled. Hvor er vores Nikolaj Kirk?”

HANS KRISTENSEN er ked af hegnet af mange grunde. Først og fremmest fordi han mener, at det er et nyttesløst projekt at bruge 80 millioner på. Han har skudt og skildret vildsvinene i Slesvig-Holsten og Sønderjylland igennem 16 år og er sikker på, at der er et stigende pres af vildsvin på vej. Vildsvinene bliver flere og flere disse år, blandt andet på grund af, at mange marker beplantes med majs til foder og biobrændsel. De høje afgrøder er en lækkerbisken for vildsvinene, der både kan gemme sig i dem og få fyldt maven. Samtidig gør temperaturstigninger Danmark mere attraktivt for de kuldskære vildsvin. Så det er et spørgsmål om tid, hvornår de kommer vandrende ind over grænsen. Bare ikke her i det bare marsklandskab.

”Blandt tyske jægere siger man, at hjorte har studentereksamen, mens vildsvin har kandidatgrad. Vildsvinene er kloge. Og ekstremt sky. De holder sig langt væk fra det åbne land,” siger Hans Kristensen, der forudser, at vildsvinene vil rykke ind gennem det østligste Sønderjyllands kuperede løvskovsterræn. Det er også der, ovre østpå, at den tyske bestand syd for grænsen holder til. Men Hans Kristensen mener heller ikke, at et hegn kan bruges til noget i den del af grænselandet:

”Jeg kan sagtens forstå svinebøndernes panik. Både på erhvervs- og bedriftsniveau lurer en voldsom katastrofe. Men det er ikke realistisk at tro, at man kan holde vildsvinene ude på den måde. Det vil ingen forskel gøre,” siger han og nævner blandt andet de permanente åbninger i hegnet ved grænseovergange og større vandløb som passager for vildsvin, der har vendt trynen nordpå. Og så er især vildsvinenes evner til vands en udfordring.

”De to kilometers svømmetur over det smalleste af Flensborg Fjord er ingen sag for et vildsvin. De ligger og cruiser rundt mellem øer i Østersøen, og man har dokumentation for, at vildsvin har svømmet de seks-syv kilometer fra det svenske fastland ud til Øland.”

Hans Kristensen opfatter vildsvinehegnet som spil for galleriet. En besked om rettidig omhu til udenlandske markeder. Men han tror, at vi samtidig scorer et image-selvmål.

”Hegnet forringer Danmarks omdømme. I udenlandske medier rimer det på Trumps mur mod Mexico.”

Bilvasken Megawash i Padborg er specialiseret i at rengøre kreaturvogne som denne polske transport, der er på vej til Tjele uden for Kolding for at hente unggrise, der skal køres til Polen for at blive fedet op.

MAN KAN IKKE tale om grænser uden at tale om følelser. Den dansk-tyske grænse har ligget, hvor den ligger, siden 1920. Efter første verdenskrig blev der på foranledning af det danske mindretal i Slesvig skrevet i fredstraktaten mellem det tabende Tyskland og de sejrende magter – også kendt som Versaillesfreden – at grænsen skulle reguleres.

10. februar 1920 var der afstemning i Nordslesvig. 75 procent stemte for, at de ville tilhøre Danmark. 14. marts stemte en række distrikter i det mellemste Slesvig. Alle fik tysk flertal. Sammenlagt stemte 80 procent, at de ville være tyske. 

Kun Nordslesvig kom over den nye grænse, og afstemningen efterlod mindretal på begge sider. Ingen af dem havde travlt med at glæde sig over det, der i dansk historieskrivning kaldes Genforeningen. Slesvigsk Parti, der repræsenterede det tyske mindretal i Danmark i Folketinget, havde som en central del af sit program, at det ikke ­aner­kendte grænsen. Det holdt partiet fast ved, indtil den position i 1945 var så håbløs, at de frafaldt den. På den anden side af grænsen havde Karl Otto Meyer, som sad i den tyske landdag 1971-96 og var leder af det danske mindretalsparti Sydslesvigsk Vælgerforening, en kritisk holdning til grænsen, som han hyppigt gav udtryk for som lederskribent og redaktør for Flensborg Avis.

”Op til sin dødsdag i 2016 mente han, at den danske grænse skulle have ligget længere mod syd,” siger historiker og museumsinspektør på Sønderborg Slot René Rasmussen, mens han spiser grillet nakkekotelet med den lokale specialitet snysk – en slags frikassé med forårsgrønt – på Hagges Musik Pub i Tønder, hvor han bor. 

Med Schengen-samarbejdet åbnede den dansk-tyske grænse i 2001, og man kunne i mange år køre  over uden pas- eller toldkontrol og måske ikke være klar over, hvornår man befandt sig i Danmark eller Tyskland. Men i 2016 indførte Danmark midlertidig grænsekontrol for at sætte en bremse på flygtningestrømmene. Mange modstandere af grænsekontrollen opfatter den som et anslag mod internationalt fællesskab. Og nogle ser vildsvinehegnet som en fysisk manifestering af samme tendens.

”For dem, der vil have udkigskultur og globalisering, er det hegn et slag lige i ansigtet. Lige pludselig er grænsen igen synlig. Det føles som et tilbageskridt,” siger René Rasmussen.

”Omvendt er der folk, der synes, at det er glimrende, at man kan se en grænse, og så er det fuldstændig ligegyldigt, om der kommer et vildsvin igennem eller ej. Begge parter beskylder hinanden for symbolpolitik. Men det er egentlig lige store symboler: den synlige grænse og fraværet af en synlig grænse. Og det er to helt legitime holdninger.”

FÅ SØNDERJYDER taler højt om, hvor de egentlig står i grænsespørgsmålet. Mange vil hellere bevare den gode stemning end tale politik, siger René Rasmussen og forsøger alligevel med en analyse af, hvorfor nogle ville være kede af det, hvis grænsen var helt usynlig:

”Det er lidt som hækken ind til naboen. Vi kan have det fantastisk godt med naboen. Men grunden til, at vi har det godt, er, at vi har en hæk. Det hjælper det gode naboskab på vej, at man har en markering af, hvor man ikke skal blande sig i den andens sager. Sønderjyderne har selv bestemt, at de ville tilhøre Danmark. De har gjort en indsats for grænsen, og for at den skulle ligge, hvor den ligger. Og det er de stolte af.”

Museumsinspektøren har overvejet at indsamle en stump af hegnet til udstillingen på Sønderborg Slot som en genstand, der fortæller noget om grænselandets historie. Selv er han ærgerlig over opførelsen af hegnet. Men det kan ikke hidse ham op.

”Skal jeg sætte det lidt på spidsen, så var kabel-tv en større trussel mod den kulturelle udveksling over grænsen end vildsvinehegnet. Som mange andre så jeg i min barndom masser af tysk tv, for eksempel Bundesliga-fodbold og et musikprogram som ’Rockpalast’. Det gav et kendskab til tysk kultur, et ordforråd og en naturlig fornemmelse for det tyske sprog, selv om man måske ikke engang kendte grammatikken. Men det stoppede i 90’erne. I dag taler unge mennesker i Sønderjylland lige så dårligt tysk som resten af landet.”

Hans Peter Wendicke i sit hus i Rudbøl. På bordet står et fotografi af Christian X, som ved Genforeningen turnerede i Sønderjylland og blev kørt til Rømø-færgen af Wendickes kones morfar, der var kusk.

”HALLI-HALLO, nu går turen mod nord.”

På Rudbøl Grænsekro har en ældre mand i lyserøde lærredsbukser, lyserød bomuldssweater og et tyndt cowboyslips om halsen taget plads i en af restaurantens tunge stole. Herfra har han indledt en mundtlig rejsebeskrivelse for gæsterne, der har sat sig for at spise morgenmad, så de får lidt inspiration til, hvordan de kan bruge en dag i marsklandet.

”Nogle gange kører man bare, men der er så meget, man ikke ser, hvis man ikke giver sig tid,” siger den ældre mand og lader turen svæve ud til digerne og sluserne. Her dvæler han ved viber, isfugle, havørne og det omdiskuterede vildsvinehegn, inden han hopper videre til en fåreavler og tager et spring op til en hjortefarm og slår et slag med halen til Rømø og en gammel hvalfangergård. Gennem klirren af tallerkener og saven af brødknive i morgenmadsbuffeten fortsætter den lyserøde mand sin verbale rundflyvning over egnen, forbi sæler og brede badestrande og igennem småbyer med interessante huse, mange af dem billigt til salg, inden han lander tilbage i krostuen, der er sirligt pyntet med nips, udstoppede dyr og falmede avisudklip med historier om egnen. Her tager han afsked med sine passagerer:

”Og så vil jeg bare ønske jer rigtig god morgen!”

Bogstaverne ’HPW’ er indgraveret i sølv i lukningen, der holder hans læderslips samlet. Det er en gave fra hans børn, og initialerne står for Hans Peter Wendicke – manden, der har grundlagt et lille imperium i landsbyen, der ligger nærmest direkte på grænsen, og som købte Rudbøl Grænsekro i 1963. 

”DET FØRSTE SPROG, jeg hørte, var tysk,” siger 86-årige Hans Peter Wendicke, der blev født i Højer i 1933. Faren var oprindelig fra Berlin og havde søgt til grænselandet efter i første verdenskrig at have gjort tjeneste ved Verdun på Vestfronten. I Højer giftede han sig og slog sig ned som herrefrisør. Da anden verdenskrig kom, henvendte det tyske militær sig hos ham og spurgte, om han ville klippe deres mænd. Nej, sagde han, han havde allerede så mange kunder, at han ikke kunne magte mere. ”Så sender vi en tysk hærfrisør, så kan han klippe for dig i din salon,” sagde officeren.

”Min far skulle passe på, hvad han sagde, for han var af jødisk afstamning,” siger Hans Peter Wendicke. Efter krigen blev faren stemplet som værnemager og fik to et halvt år i Fårhuslejren, hvor man internerede landssvigere.

”Til at begynde med var det under skarp bevogtning, vi besøgte ham, siden blev det bedre.”

Efter krigen blev Hans Peter Wendickes tysksprogede skole i Højer lukket, så i 1947 begyndte han i købmandslære i landsbyen Sønder Sejerslev, fire kilometer nordligere.

”Når jeg kom cyklende, råbte de ’nazisvin’ efter mig. Men efterhånden blev jeg respekteret,” siger Hans Peter Wendicke, der fortsatte med at arbejde som kommis hos købmanden i Sønder Sejerslev, efter at han blev udlært. I sin fritid var han aktiv i en tysk roklub i Højer og på dansegulvet på et badehotel i Emmerlev Klev, hvor han om søndagen dyrkede tango, vals og polka – og mødte sin kone, Helga.

”En dag skulle jeg have været ud at sejle, men aflyste for at få en date med hende. Skæbnen ville, at alle mine bedste venner var ude at ro den dag – og druknede. Hele byen var i sorg. I byen havde man været meget fjendsk over for hinanden, men den dag gik alle, dansktalende som tysktalende, og spejdede langs kysten for at se, om der var noget at gøre. Selv de værste modstandere begyndte at tale sammen. Jeg havde haft overvejelser, om jeg hellere ville være tysker, men efter den dag tænkte jeg: ’Nu vil jeg være dansk.’”

I ÅRENE EFTER anden verdenskrig skulle man have visum for at rejse over grænsen, men efterhånden blev det nemmere, og i sidste halvdel af 50’erne begyndte mange tyskere at rejse til Danmark for at købe levnedsmidler, der var bedre og billigere end i Tyskland. Trafikken gav færgerne over Flensborg Fjord tilnavnet ’smørbåde’. I 1958 åbnede Hans Peter Wendicke sin egen butik i et 20 kvadratmeter stort skur, han fik bygget lige op ad toldhuset i landsbyen Rudbøl. Skuret blev fyldt op med ost, smør, pølser, sukker og mel. Inden dagen var omme, var butikken tømt, og nogle måneder senere fordoblede de bygningens areal. Det endte de med at gøre, indtil bygningen var 150 kvadratmeter. De handlende stillede sig i kø udenfor, og Hans Peter Wendicke var dørmand og lukkede folk ind i hold af fem: ”Det var en fantastisk god tid. Vi købte tonsvis af smør af mejerierne.”

I 1963 købte han den faldefærdige kro i byen, der begyndte at give overskud i 1968, og samme år solgte han sin butik. Fødevarepriserne havde udlignet sig på tværs af grænsen, men køberen af butikken så med den danske pornofrigivelse i 1969 en ny niche. Fem år senere måtte han dog lukke forretningen.

”Den landbefolkning, vi havde her, både på den ene og den anden side af grænsen, var lidt mere ortodokse end i byerne østpå,” siger Hans Peter Wendicke, der i løbet af 70’erne opkøbte Rudbøls efterhånden fraflyttede huse og satte dem i stand. I dag fungerer de som ferieboliger, og sammen med værelserne på kroen og den tilhørende campingplads kan familien Wendicke have 390 overnattende gæster. Siden 1993 har sønnen Paul stået for driften, men Hans Peter Wendicke kommer stadig hver dag og holder sin lille tale om grænselandets seværdigheder.

”Jeg kalder det morgenandagten. Og jeg varierer altid, hvor turen går hen. Nogle gange går den helt til Ribe. Andre gange til Flensborg. Som menneske er det godt at have en opgave.”

EN KORNBLOND KVINDE ved et samlebånd placerer omhyggeligt mahognirøde røgede svinemørbrader i lommer af plastic. Når pakkerne er klar, ryger de ind i en maskine, der forsegler mørbraderne og spytter dem ud igen som tømmerstokke på en rivende fos.

”Dem spiser vi rigtig mange af hjemme hos os. Det smager godt med olivenolie, pinjekerner og mozzarella,” siger Gerd Müller, direktør og produktionschef hos Højer Pølser. 

Det er fredag, og de omtrent 40 ansatte har travlt med at salte, røge, modne, fylde i tarme og pakke varer, inden de kan gå til fyraften. Det var meningen, at direktør, salgschef og bror Jan Müller skulle have taget imod os, men han måtte pludselig sætte sig i en lastbil og køre af sted med en hasteleverance til et dyrskue i Aabenraa. Så nu er det Gerd Müller, der tager sig af rundvisningen. 

Brødrene er fjerde generation, der har valgt kød som deres levevej. I 1897 åbnede deres oldefar, Andreas Müller, en lille slagterbutik i Højer sammen med sin kone Elke. Driften overgik i 1927 til deres søn Adolf, der igen overlod driften til sin søn Andreas i 1970. På det tidspunkt fik mange i landdistrikterne egen bil, som de kørte i supermarkedet med i stedet for at gå til deres lokale slagter. Strategien blev derefter at levere håndværkspølser til supermarkederne, og varemærket Højer Pølser blev født. Da Højer Pølser i 1993 indgik et samarbejde med Irma (der på det tidspunkt havde 52 butikker i Storkøbenhavn), fik virksomheden sit store gennembrud. På det tidspunkt var sønnerne Jan og Gerd begyndt at arbejde for faren.

”Vi fik indmeldt 25 varenumre. Blandt andet blodpølse, tungepølse og alle mulige ting, man ikke lige laver, hvis man ikke kender metoderne. Første uge skulle de have 32.000 enheder. Det samme ugen efter igen. Og tredje uge. Alt blev tømt. Det var et stort spring for os,” fortæller Gerd Müller, der selv er opflasket med den sønderjyske spegepølse, familien har fremstillet efter samme opskrift siden 1897 – enebærrøget og tilsmagt med jamaicarom – og som stadig er hans foretrukne varenummer.

”Den er et must. Om det er morgenmad eller frokost, så skal den være der.”

”Personligt synes jeg, vildsvinehegnet er noget pjat,” siger Gerd Müller. ”Her i Højer har vi slet ikke den vegetation, de har brug for.”

GERD MÜLLER deler navn med en af 70’ernes største tyske fodboldspillere, men han har aldrig drømt om at blive andet end pølsemager. I 1987 gik han i lære hos en slagtermester i Haderslev. Det var helt bevidst, at han ikke ville oplæres under sin egen far. Ligesom Gerds søn i dag står i lære hos en slagter i Nordborg.

”Hvis han var i lære her, ville han altid være mesterens søn. Han vil altid have en højere autoritet. Og det synes vi er et forkert princip. Så kan han altid komme tilbage hertil, når han er klar,” siger Gerd Müller, der sammen med sin bror købte deres far ud af forretningen efter årtusindskiftet, samtidig med at den flyttede til større lokaler i udkanten af byen. På det tidspunkt havde Højer Pølser indgået en samhandelsaftale med Coop, og der var ikke længere plads til de stadig større røgeovne og den tiltagende lastbiltrafik i de små gader omkring torvet i Højer.

For tiden mærker brødrene Müller konsekvenserne af svinepesten. For de danske svinebønder og slagterier er den blevet en uventet fjer i hatten, men for familien, der lever af at videreforarbejde svinekødet og sælge deres specialiteter i de danske detailkæder, er den en hovedpine.

”Nu kan de afsætte kødet til en høj pris i Kina, så priserne er også steget herhjemme. Bønderne er glade, slagterierne er glade. Vi betaler regningen,” siger Gerd Müller. 

Han er skeptisk over for, om et vildsvinehegn vil gøre nogen forskel, men håber for fødevarebranchen som helhed, at den afrikanske svinepest vil skåne Danmark. For Højer Pølser, der ikke har bundet sig til at bruge dansk kød i deres produkter, vil et udbrud dog være mindre katastrofalt.

”Vi vil nok stadig kunne skaffe råvarer på andre markeder.”

Da oldefar Andreas Müller åbnede sin slagterforretning, var Højer lidt af et trafikknudepunkt. En jernbane fra Tønder fragtede danske og tyske rejsende til byen, en færge bragte badegæster videre til den populære ferieø Sild, og Højer var fuld af hoteller. Da tyskerne i 1927 byggede Hindenburgdæmningen lige syd for grænsen, blev færgen overflødig, og togdriften minimeret. I dag er togsporene væk, og de små gader i Højer fremstår en tilfældig fredag eftermiddag mennesketomme. Men Gerd Müller vil ikke høre tale om prædikatet Udkantsdanmark.

”Sådan ser det ud inde fra byerne. Men vi bor ikke skidt herude. Vi har ikke en eneste lysregulering. Men vi har kun 40 minutter til Flensborg og halvanden time til Hamborg – det er æ’er’hug’me en storby. 20 minutter, så er vi på Sild, så kan du se huse til 30 millioner og opefter. Vi har fire Michelin-restauranter inden for 50 kilometer. Vi har jo ingen grænser mere.”

Brian og Janine fra protestgruppen Wildschweinzaun der Liebe ønsker ikke at fremstå med fuldt navn: ”Gruppen skal være fuldstændig demokratisk og åben. Den tilhører alle, ikke kun os.”

UDEN FOR PADBORG i den modsatte ende af grænsen er en ung mand med brunt hår og kongeblå vindjakke ved at fastgøre en hængelås til vildsvinehegnet. Han håber at skabe mode, så andre følger hans eksempel. Hvis tilstrækkelig mange gør det, kan deres vægt måske til sidst tvinge vildsvinehegnet i knæ, på samme måde som turisternes elskovshængelåse i 2014 fik et stykke af den parisiske bro Pont des Arts til at knække af. Der hang omkring 700.000 hængelåse, svarende til 93 tons, på broen. Og selvom Padborg ikke er Paris, forbeholder manden, der præsenterer sig som Brian, sig retten til at håbe. Og til at protestere mod hegnet. Sammen med sin kæreste Janine har han taget initiativ til ’Wildschweinzaun der Liebe’ – Kærlighedens vildsvinehegn. Det er en løst sammensat gruppe på omkring 20 voksne plus børn, der uge efter uge vender tilbage og dekorerer hegnet med hæklede blomster, tegninger, citater og andre ting, der skal vise deres afstandtagen til hegnet og deres opfordring til, at danske og tyske rykker tættere på hinanden.

”Folk kan udtrykke deres kærlighed til det dansk-tyske forhold, som de vil,” siger Brian, der er dansk, har studeret tysk på universitetet og nu bor i Flensborg sammen med tyske Janine.

”Grænseregionen er et fremragende eksempel på fredelig sameksistens. Og det harmonerer meget dårligt med, at man vil lade et hegn skære sig igennem et sår, der mange gange har været revet op, men som nu er helet så godt,” siger Brian. Janine uddyber:

”Det er en særlig fornemmelse at bo i den her region, hvor vi alle sammen hedder Hansen, Nissen og Andersen. Vi er én region kulturelt. Én region følelsesmæssigt. Danskerne kommer hele tiden til Flensborg for at shoppe eller fejre polterabend. Jeg synes, det giver en dejlig fornemmelse af naboskab, en international fornemmelse.”

Og det tror I, at hegnet vil begrænse?

”Nej. Hegnet som sådan forhindrer ikke mennesker i at mødes, det hindrer ikke som sådan forståelsen imellem mennesker. Men det er et temmelig stærkt symbol på, at vi lever i en opdelt verden,” siger Brian.

Så går han en 50 meter langs med hegnet, indtil han når et punkt, hvor der ligger et stykke skov ovre på den tyske side. 

Med al sin kraft kaster han nøglerne til hængelåsen over hegnet, ind i skoven. Så griner han:

”Nu kommer den aldrig af mere.”