Indlæg

‘Freshaun’

Det er havn – som i rigtig havn – og det er helt oppe på toppen af Danmark. Samtidig er det smukt, sindrigt og fyldt med skepsis. Men også med selvironi og sand mellem tæerne. Pak dine sydfrugter, og tag med en tur nordpå til Frederikshavn.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Dam Kristensen

EN HALE AF PALMER snor sig gennem Frederikshavn. Stuvet sammen på en håndfuld ladvogne har de kurs mod Nordstrand. Traktorerne med tropestemning kører i stafet ned til sandkanten, og palme-chaufførerne løfter to fingre til hilsen, hver gang de passerer hinanden. Med 60 kilometer i timen tøffer de forbi kraner, parcelhuse, fabrikker og bøgeskov på den ene side, mens havnen folder sig ud som en kæmpe knibtang på den anden. Færgehavnen er tangens undermund, industrihavnen overmunden. 

53-årige Ib Bach Andersen sidder i en af traktorernes førerhuse. Han har en guldring i øret og en neon-orange fedora-hat, der matcher hans overalls. Når han har den på, kalder folk ham ’Poul Reichhardt’ og spørger, om ”han er dus med himlens fugle”. Det er første gang, han fragter palmer. Sidst han kørte traktor, røg al jorden af læsset. Det drillede de andre ham noget med her til morgen. Tænk, hvis det samme skete med palmerne. 

”Det var sårn lidt funny,” siger Ib og smiler, mens hans overskæg folder sig muntert opad. 

De 300 hør-, daddel- og butia-palmer har overvintret i det kommunale drivhus, og nu skal de fordeles med rund hånd ud over lokalmiljøet, og både Brugsen, Stena Line og Sæby Svømmehal har bestilt. ’Palmestranden’ skød op i 2006, og de tyvstjålne troper er siden blevet et symbol på byens opblomstring, efter at de store værfter Ørskov og Danyard lukkede, og en vissen stemning lagde sig over byen. 

Men i dag er det en tydelig stolt Ib Bach Andersen, der leverer byens kendetegn. Omkring ham er ’freshaunerne’ på vej i skole og på arbejde. Søvndrukne slæber de sig af sted med rygsække, der tynger nedad mod bagagebærere og baghjul på cykler og scootere. Den tropiske karavane krydser det ene kvarter efter det andet, hvor parcelhusene ligger som såede ærter. Havlund, Sølund og Klitlund. De røde murstenshuse og frimærkehaverne bliver afløst af lokale iværksættere. ’Adventure Minigolf’, tøjbutikken ’Hos Hanne’, og et sted har et bilværksted en hvid Fiat 500 til salg. Den hedder ’Tøzen’ og har den æggende tegneseriefigur Betty Boop klistret på siden. Folk misser med øjnene og kigger alle lige en ekstra gang, da Ib kommer kørende med optoget som Jesus en omvendt palmesøndag.

’Palme-Michael’ styrer slagets gang, når palmerne hvert forår kommer i sandet på Nordstrand.

IB BACH ANDERSEN har udsigt til færger under hele sin palme-tur. De glider forbi med jævne mellemrum ude i horisonten med kurs mod både Læsø og de nordiske naboer. Langs den snoede vej ned til stranden står får og lam og mæsker sig i det lange græs. Det er kommunale plejedyr, forklarer han, de er lånt ud fra en lokal gård, så de kan slå det kommunale græs med tænderne. 

På stranden byder Michael Nielsen velkommen iført hvid sikkerhedshjelm. Han er ansat ved Frederikshavns Kommune som beach-keeper, egentlig er han bedre kendt som ’Palme-Michael’, og han har været på stranden ved siden af Nordstrand Camping siden klokken fem i morges for at sætte pløkker i sandet til palmerne. Han kan alligevel aldrig sove natten op til, at palmerne sættes fri. Det er fuldstændig ligesom juleaften, forklarer han. Han svajer frem og tilbage og vifter med armene, når han taler om palmerne. ”Folk plejer at sige, at det kan godt være, jeg er gift med Inger, men jeg er også gift med palmerne. Og det har de sådan set ret i,” siger han, mens gule New Holland-maskiner graver huller, og traktorerne med palmer på ladet cirkulerer rundt for at finde den rette placering til træerne. Klokken ni er der pause, og motorerne forstummer. En trådløs højttaler bliver tændt, så rundstykker og trestjernet salami kan nydes til en stille brise fra Kattegat og Kim Larsens ’De smukke unge mennesker’. Palme-Michael går hen til resten af holdet, der alle står i sikkerhedssko og luner sig på kaffen. ”Herovre har vi ’Ib T-shirt’. Her er det ’Børge Gummiged’. Og Kenn derovre kan jo ikke selv gøre for, at han ikke er højere,” siger Palme-Michael og giver ’Bette Kenn’ et klap på skulderen.

Ud & Se besøger i tre kapitler de danske byer for enden af sporet. Her i Frederikshavn.

NOGLE TIMER tidligere kløver toget sig gennem lilla blomster og gule rapsmarker. Kattegat og Skagerrak fuldender det flydende landskabsmaleri, men så, ved byskiltet til Frederikshavn, skifter udsigten fra Morten Korch til knejsende kraner mod en blå forårshimmel. Skilte peger mod Norge og Sverige, og mænd i orange arbejdstøj står foran virksomheder, der arbejder med sandblæsning, industrilakering og maskinteknik. Monotone høje dunk blander sig med værfts-støj, motorlarm fra forbipasserende lastbiler og kraner, der løfter containere. 

Midt i det hele står en halmballe fuld af dannebrogsflag på plastic-stilke. ’Fisk og Grill’ står der på den nærliggende skurvogn, der er klemt inde mellem containere, bjerge af paller og høje lagerbygninger. L’erne på skiltet er malet som to pølser, og halmballen agerer reklamesøjle for den netop nyåbnede havnegrill, der er omkranset af borde- og bænkesæt med Premier Is-parasoller og et tilbud på 30 kroner for en burger med de tusind øers dressing, icebergsalat og en kleppert af en hakkedreng. Lige præcis sådan, som ’freshauner’n’ vil ha’ den. 

Men grillens egentlige trækplaster er 41-årige Lisser. Lisser hedder egentlig Elisabeth, men det er kun hendes mor, der kalder hende det. Her til formiddag åbnede hun første gang skydedørene til sin nye grillbar på Fiskerihavnsgade. ”Lisser is back,” står der på løbesedlerne, der har gjort reklame for åbningen, for det er ikke første gang, Lisser sætter fritter i fritøsen. Som 13-årig begyndte hun på Frederikshavnergrillen på Gamle Skagensvej oppe i byen, og i 12 år har hun haft sin egen grillbar inde på Nytorv. Siden har hun været ansat andre steder, men nu syntes hun, tiden var inde til ”at sætte lidt fut i det hele nede på havnen”. Rygtet siger, at Lisser kender alle i Frederikshavn, og at alle i Frederikshavn kender ’Grill-dronningen’.

Lisser har da også opfundet sin helt egen grill-specialitet – en ’Western Mix’, der udtales med almindeligt v, og som består af pomfritter, kyllingestrimler, lidt forskellige grøntsager og cremefraiche-dressing. Kyllingestrimlerne er krydret med en forretningshemmelighed, og cremefraiche-dressingen skal være af den helt rigtige slags. En forkert variant kan ødelægge alt. Lisser har hørt, at der er nogen, der er begyndt at efterligne ’Western Mix’ nedad i landet, men der kalder de den for en ’Cowboy Mix’, og det er altså ikke det samme.

BLUE CITY

Frederikshavn bliver kaldt en ’blå by’ på grund af de mange mandsdominerede maritime erhverv, der findes på byens havn – værft og værksteder og hård industri. På uddannelserne gælder det også. I Frederikshavn kan man læse til maskinmester, men man skal til Hjørring for at læse til lærer eller sygeplejerske og til Aalborg for at gå på universitetet. Det er en ’herrehavn’ med masser af kæmpekraner. Havnen er – stadigvæk – hovedpulsåren i Frederikshavn, og der er flere arbejdspladser i dag end i værfternes storhedstid. De gamle værfter laver nu grønne reservedele til store skibe, og byen har blandt andet en boreplatform til ophug fra Nordsøen.

TO BIKERE skal have varmen, andre skal hente frokost til sig selv og kollegerne på fabrikken. En lav kvinde i fleecetrøje går ind i grillbaren med raske, målrettede skridt. Hun fortsætter ind bag disken, som var hun hjemme, og giver sig til at folde papæsker. Det er Lissers veninde, Jane, der er kommet for at give en hånd med, inden hun skal på arbejde i produktionen ovre på Roblon, der laver kabler og kabelfibre. 

”Jow, jow,” siger Jane og signalerer, at nu er samtalen slut. Hun skal videre på arbejde. 

Lisser langer en bakke med de berømte kyllingestrimler hen over disken som smagsprøve til gæsterne. 

”Det er ikke så dårligt,” lyder svaret. På nordjysk betyder det noget i retning af ’uovertruffet’. 

”Tillykke mæ’ æ’ biks,” kommer en kunde ind og gratulerer. Lisser laver en fransk hotdog til ham, smiler og afslører et gyldent tandsmykke, der glitrer på hendes hvide tænder. 

”Hva’ satan er då krawle’ her ne’ for?” kommer en taxachauffør med guldkæde og tusser hen over brystet ind og siger. Han skal have ”en halv høn’”, og Lisser spørger, om han skal have rødkålssalat til, men det skal han ”sat’me ikke have noget af”. Det udvikler sig til en længere diskussion om egnsretter mellem taxachaufføren og en anden gæst, hvis navn ”kan være lige meget”. Sovs skal der selvfølgelig oven på en bøfsandwich, men er der ikke noget med, at de putter hindbærmarmelade på deres hotdogs på Fyn, og at københavnerne kalder en fransk hotdog for en ’haps-dog’? 

Pludselig bipper den anden gæsts telefon. Han har fået en sms om, at han skal på arbejde i Arena Nord her til aften. Der skal åbenbart være pressemøde. 

”Jeg tror sgu, de har fundet medaljerne,” siger han. 

Morten (tv.) og Jens fra Crazy Heads, en klub for motorcykel-entusiaster på 40+, holder lige en pause inde hos Lisser.

ET PAR MINUTTER fra Lissers grill ligger en koloni af lagerhaller. Bag en vejrbidt og rustbelagt gitterport ved Nordre Kaj står 76-årige Henning Pedersen iført guldkæde, træsko og kridhvidt skæg. Hans trøje er famlet blå med hvide afskallede bogstaver. ’Metal Frederikshavn’, står der. Omkring ham indrammes måskibenes anlægsbroer af vindmøller, jern og beton. Stena Line-færgerne ligger som rød-hvide pletter længere mod syd. I horisonten boreplatformen fra Nordsøen, der er til ophug, og den restaurerede lodsbåd ’Gnisten’ ligger i vandet. Fra gitterporten og ned til vandet er der åbent ind til de værksteder og lagerrum, som stålhallerne huser.

Inde i værkstederne dufter der af sløjdlokale. Her er skattede klenodier fra værfterne og ting, der skal repareres. Svedekasser, der varmer træ op, så det kan bøjes i bådfacon, en ’bette fin drejebænk’ og motorer, der er bygget af små dele fra det gamle værft. Der er ikke kælet for bygningernes ydre. Det er funktion over æstetik, men indenfor ligger værktøj, møtrikker og reb i den sirligste orden. Det er Henning Pedersen, der har sørget for det. 

I 1958 kom han i lære som maskinarbejder, og senere sad han som faglig sekretær i Metal i Frederikshavn i 12 år. Det var dengang, man kunne trække øl i en automat på arbejdet, og hvor første tår skulle nå ned under ølmærkaten, hvis ikke man skulle give en omgang. Arbejdet bragte Henning Pedersen og hans kone Toni til Frederikshavn – fra Hellum nede omkring Brønderslev. Mens Henning var på værftet, drev Toni delikatesseforretning, dengang der var masser af svenskere, som købte rigwligt med ost. Nu er Toni død, og Henning savner hende. Det er derfor, han kommer på Værftshistorisk Selskab hver dag for at ’få sin sludder’ blandt de pensionerede elektrikere, værftsarbejdere, fiskere og andre, der mødes her for at sætte både i stand. De bygger også hylder hernede af gammelt halgulv og skibsplanker, og mens Henning gelejder os fra værkstedet og hen imod klubhuset, fortæller han, at Peter Bellis søns kone faktisk er fra Frederikshavn, og at hun angivelig har en af hylderne hængende. 

Ved trappen op til klubhuset er der påmonteret en handicaplift. Der er egentlig ikke nogen handicappede i Værftshistorisk Selskab, men liften er god, når der skal ølkasser op til førstesalen.

76-årige Henning Pedersen (forrest) med to andre medlemmer af Værftshistorisk Selskab.

INDE I KLUBHUSET kan man skære skiver af røgen i luften, og loftet er polstret med signalflag fra de gamle skibe. Henning har reserveret en øl til sig selv, den venter på ham. Rundt om bordet sidder en flok pensionister og nyder en Royal på flaske efter morgenens arbejde, og Henning fortæller, at den journalist, han er i selskab med, kommer fra Aalborg af. 

’’Nå, sydenfjords,” bliver der mumlet i en tør konstatering og et løft med øjenbrynene fra en i forsamlingen. 

”Derfor kan hun jo være god nok,” siger en anden. 

Det er allerede rygtedes i byen, at der skulle komme en journalist på besøg, så pressechefen i kommunen ringede af sig selv for lige at høre, om der var brug for noget hjælp. I øvrigt ville han også lige sige, at det nok var meget godt, at jeg kom fra Nordjylland, for så ville det nok være lidt nemmere ”at komme i kontakt med de lokale”. 

Selv er Henning Pedersen heller ikke rigtig frederikshavner. Eller det vil sige, han er jo ikke født i byen, og det fik han at mærke, da han havde boet her i 20 år og bad om ordet til et fagforeningsmøde i Metal. Han ville råbe et frederikshavner-hurra for Bent, der havde vist mange års tro tjeneste. Frederikshavner-hurraet består af tre korte hurraer lige efter hinanden og et kort hu til sidst, som man suger indad. Henning fik at vide af en indfødt frederikshavner, at det skulle han aldrig vove på at gøre igen, før han havde boet i byen i 30 år. 

Anekdoten bliver afbrudt af et horn, der tuder, så det kan høres over hele byen. Tre mænd drejer simultant på håndleddet og kigger på deres armbåndsur. Klokken er halv 12. 

’’Nå, så er der frokost på værftet.”

Det 60 meter høje Cloos-tårn vest for Bangsbo er Nordjyllands højeste udsigtspunkt.

ET STYKKE længere nede ad kajen sidder en gruppe svenske pensionister og blinker med øjnene i eftermiddagssolen, der bliver endnu skarpere af genspejlingen fra Gøteborg-færgens glinsende skrog. Den ligger som en gigantisk jern-svane ved landgangsbroen, der svævende over landjorden forbinder skibet og byen for de gående gæster. Inde i broens tarm fortæller to skilte om shuttle-bus til Palmestranden og tilbud på kartonvin, og for foden af landgangsbroen bliver færgefolket mødt af golde parkeringspladser. Industrihavnen, der ligger nord for Stena Lines røde murstens-legoklods af en hovedbygning, er blot en svag summen. 

I letvægts-dunjakker, sejlersko og højt hårlak-hår er svenskerne netop kommet i havn fra Gøteborg og har nu en halv times tid i Frederikshavn, inden de skal retur til det svenske igen. De nyder det nordjyske besøg med Bacardi Breezer i selvlysende farver. Grøn, gul og rød som et flydende spiritus-trafiklys. 66-årige Andersson Kjær fra Uddevalla fortæller, at de er en flok, der alle tidligere har arbejdet sammen. De har taget færgeturen på 3,5 time for at spise brunch sammen, og nu skal de tilbage igen. 

Et andet sted på Stena Lines territorium er håret også højt. Toppen af Elvis’ hoved er glinsende sort og med det rette schwung, men Elvis er ikke udstyret med bakkenbarter og glitrende sceneoutfit, men med refleksvest og walkie-talkie. Elvis arbejder for et vagtfirma, der patruljerer nede ved færgerne, og nu skal Gøteborg-færgen retur. Passagererne kommer med store tax free-net og viser deres pas klar til at handle. Uden at gøre et større væsen af sig hjælper Elvis venligt de indkøbsivrige passagerer gennem boardingkontrollen.

”Nu skal vi åke og drikke sprit,” siger et af den svenske gruppes mandlige medlemmer med et smil, der har kurs mod begge ører og afslører intet andet end rendyrket forventning.

Havnen i ’Freshaun’.

I ET PARCELHUS i Bangsbo i det gamle Frederikshavn bor Elvis sammen med sin kone Tina og parrets tre børn. Huset ligger ud til ’hawe’ og bøgeskoven i den ende af Frederikshavn, de lokale kalder Sydbyen. Der er badebroer og en lille lystbådehavn, ingen kajer i beton, og parcelhuse og villaer ligger lunt mellem stranden og en skov, der lyser klorofyl-grønt. De har dyrehaver, vandreruter og museer, og herfra betragtes industrien, kranerne og færgehavnen på afstand. Det er rødstenshuse med flagstang, blomstertræer, sirlige bede i haven og perlegrus i indkørslen. Her, på den rigtige side af Thodesvej, er husene dyrere end på den anden side. Og så har de historien. Det siges, at ’bangsbostranderne’ synes, at de bor i det rigtige Frederikshavn. 

Foran Elvis’ hus holder en sort Renault Scenic. ’The Spirit of Elvis’ står der på den med små tynde bogstaver. Indenfor har 44-årige Johnny Christensen – som Elvis borgerligt er døbt – rettet an med fyldte chokolader, kringle og Nescafé. Han hilser velkommen i kortærmet skjorte, sort hår og grønne øjne. Armen er fyldt med blækhyldester til kongen, men ellers er der ingen Elvis at spore i hjemmet. Der er nu grænser for, hvor meget Tina orker at se på til daglig, så Elvis-klenodierne har fået et rum i kælderen. Her er både malerier, en talende papfigur, glasbuster, platter, plakater, spillekort, utallige plader og et ordentligt dyr af en højttaler, hvor Johnny Christensen kan høre sit idol for fulde gardiner.

Håret er Johnnys eget, farvet med sort farve fra supermarkedet, men de falske bakkenbarter er ’ovre fra Amerika’, og de er nænsomt pakket ind – først i køkkenrulle og så i en frysepose, og nede i kælderen hænger flere heldragter. Dem hopper han gerne i, når han turnerer med sit show til konfirmationer, bryllupper og det løse rundtomkring på værtshuse og den slags i hele landet. 

Johnny fortæller, at han har været i Memphis to gange som ung for at gå i Elvis’ fodspor.

”Det var fuldstændig vildt,” siger han uden at fortrække en mine eller gøre antræk til armbevægelser. Der er alletiders i Amerika, han vil bare altid hellere hjem til ’Freshaun’, for det går lige i hjertekulen, når han går med hunden ”ne’ til hawe” og ser færgerne komme stille forbi i horisonten. Johnny og Tina mødte hinanden på Bangsbostrand Skole, hvor de begge har gået.

”Vi kunne aldrig drømme om at bo andre steder,” siger Tina.

Johnny foreslår selv, at billederne af ham bliver taget ovre på Pikkerbakken, oppe i skoven. Det er byens nye udkigspost – en gave i millionklassen fra det frederikshavnske erhvervsliv, som blev doneret, da byen fejrede 200-års jubilæum sidste år. Fundamentet på udkigsposten er Nordjylland støbt i cement, kronprinsen har sat sin autograf på en stor sten deroppe, og et massivt hegn i glas gør det muligt at gå helt ud til kanten af platformen, hvorfra der er frit fald på 71 meter ned til byen. Men ak, to af ruderne i hegnet er netop blevet smadret.

Johnny Christensen arbejder til hverdag som vagt på færgehavnen. I weekenden som Elvis.

EN ENLIG HØJTTALER står med bankende bas foran Telia-butikken og blæser Vengaboys ud over gågaden. Frederikshavn Kirke med sit grønne spir og ’Mogens’ Pølser’ lige ved Spar Nord Bank markerer gågadens begyndelse fra havnen. Ikke så meget som et stykke slikpapir ligger på jorden, og krukker med forårsblomster står fra den ene ende af gågaden til den anden som i en pæn indkørsel til en villa. Det er tirsdag eftermiddag, og pensionisterne sætter tænderne i deres isvafler, mens kornfede måger skriger. Butiksdørene med palmeklistermærker står åbne til Zugar, Imerco, Frisør Strøg og Klip, Bone’s og Tøjeksperten, der lokker med en udstilling af armybukser. Pludselig kommer Liva Damsgaard, Caroline Nygaard og Assal Pouradabi gående i kridhvide sneakers, med struttende kinder og vuggende rygsække. De har lige fået fri fra Frederikshavn Gymnasium og været inde i byen for at spise. De skal nå en bus lige om lidt, men inden vil de da gerne fortælle om, hvad de laver, når skoleklokken ringer ud. 

”Altså, jeg skal hjem til min kærst’ nu her,” siger den ene og trækker på æ’et, mens de andre fortæller, at man jo går i biografen og ellers bare er derhjemme. I weekenderne er der selvfølgelig 16+ festerne inde på Buddy Holly, gymnasiefesterne og ikke mindst privatfesterne. Dem er der rigeligt af, siger de og trækker næsten undskyldende på skuldrene. Fregatten, byens ældste værtshus, kender de godt. Men er det ikke sådan lidt mere kro-agtigt og for gamle mennesker?

Johnny Christensen i fuldt antræk på scenen i Plantagen ved restaurant Møllehuset.

OPPE I NORDBYEN står en dreng med tændstikben og sammenbidte tænder og tager imod slag fra en fyr, der er godt bred over ryggen og siger: ”Kom nu!” med en basstemme, der for længst er gået i overgang. Sveden driver af dem begge, men trods den åbenlyse forskel i fysikken sladrer tændstikbenene ikke til Preben Arvidsson, der styrer træningen i bokseklubben BK Pugilist her til aften. Bokseklubben ligger omkranset af autoværksteder, en byggeleverandør, supermarkeder, en OK-benzinstation, Dansk Metals lokalafdeling og et parcelhuskvarter med jyske bynavne.  På den anden side af Skagensvej ligger lejeboliger med identiske postkasser, fælles parkeringsplads og røde typedøre i kommunalplansstil. 

Klubben er kimen til det frederikshavnske idrætsliv. Her kommer ishockeyholdene, håndboldholdene og fodboldholdene for at blive tæsket igennem af Preben Arvidsson – i aften er det unge drenge i alderen 13-19 år fra FIK Elite Hockey Academy. Nogle af dem træner 10 gange om ugen, og styrketræningen foregår nede i bokseklubbens lokaler, der ligger i et gammelt fiskelager, hvor malingen skaller af på væggene. De har fået for meget salt i tidens løb. Men det er ikke længere salt fra fisk og havvand, der rammer bokseklubbens vægge, men derimod sved fra 20 unge ishockeytalenter in spe. Og det er alle mod alle. Hernede skal de lære at æde sig selv og blive ved, selvom det gør ondt. 

”Men den rigtige gevinst sidder heroppe,” siger Preben Arvidsson og prikker sig selv på panden. Han har været i klubben siden 1972. Egentlig sejlede han kajak, men så var der en, der spurgte, om han ikke hellere ville bokse. Og det ville han da gerne. I dag arbejder han både på MAN Energy Solutions, der laver motorer og anlæg, og som brandmand og bruger snildt også 10 timer om ugen nede i bokseklubben. 

Spørger man Preben Arvidsson, om han var god, dengang han boksede, trækker han på skuldrene. Det ved han nu ikke lige. Men det lykkes at lirke ud af ham, at han både har bokset i Thailand og Sovjet, og at han for resten også engang blev danmarksmester for juniorer i amatørboksning. 

Brandmand og tidligere bokser Preben Arvidsson tester styrken hos ishockeydrengene fra FIK Elite Hockey Academy.

TRE AF DRENGENE, alle Academy-deltagere, ’hjuller’ på motionscykler, mens de andre løbende varmer op med Preben Arvidsson i front, der mekanisk slår hurtige knytnæveslag ud i luften. To gange Sebastian og en enkelt Magnus er skadet, så de kan ikke løbe. De har spillet ishockey, siden de kunne gå, og de træner både før og efter skole. Når de har fri, spiller de fodbold eller rullehockey. Det er ikke alle de jævnaldrende, der på samme måde har helliget deres tid til idræt og foreningsliv. Den ene Sebastian trækker på skuldrene.

”Nogle dyrker sport, nogle er i klub, andre kører rundt på knallert. Sådan er det vel overalt.”

Frederikshavn White Hawks fik tilkæmpet sig en bronzemedalje i dette forårs slutspil. U15-drengene hernede gik hele vejen og nappede titlen som danmarksmestre i deres række. Det kastede en afslutningsfest af sig, og det er den eneste gang, de har drukket alkohol. Men det med guldmedaljerne falder som en henkastet bemærkning. Der er lang vej endnu. NHL er drømmen, men egentlig vil de bare gerne knokle så hårdt, at de kan leve af at være på isen. Om så det bliver i Sverige eller Amerika.

Da træningen er slut, drysser drengene ud ad døren fra det dampende omklædningsrum. En af dem svinger sit håndklæde over skulderen. 

”Dusøren på medaljerne er vist sat op til 25.000,” siger han. 

Fitness4women på Søndergade lokker til træning med en ko på hovedet.

”DAV,” SIGER byens borgmester på Det Gule Pakhus, en af hendes favoritrestauranter, med fremstrakt pote og et solidt håndtryk. Birgit Stenbak Hansen hedder hun. Ved det seneste kommunalvalg i 2017 gik 42 procent af de personlige stemmer i Frederikshavn Kommune til hende, og en ny danmarksrekord var sat. 

Tjenerne står høfligt med foldede hænder over forklæderne og venter. Der er sporadisk med gæster, og i baggrunden flyder Elton Johns hits fra ’Løvernes konge’ i en instrumental panfløjteversion. 

Tjeneren spørger, hvad det skulle være, og ligesom på kommunalvalgnatten bestiller Birgit S. Hansen en stor ribeye-steak med sovs og pomfritter til. Og det er ikke sauce, men sovs, der ikke flyder nogen steder hen. 

Egentlig kommer Birgit S. Hansen fra Volstrup, der er opland til kystbyen Sæby, der igen er opland til Frederikshavn. Da hun var ung, tog hun på Lanternen i Sæby for ”at svinge træbenet”, og da hun var barn, var Frederikshavn – cirka 15 kilometer nord for Sæby – den store by, hvor man tog på indkøb, når der skulle nyt tøj til garderoben. 

”Byen var nåe’ større end Sæby,” siger Birgit S. Hansen, der dengang var på dametur med mormor, mor og søster for at gå i varehuset Schou-Epa, hvor de både havde tøj og et cafeteria, der bød på pølser og pomfritter. Hvis man skulle til en rigtig storby, skulle man til Aalborg. 

”Der kom vi til, når jeg skulle til bøjletandlæge.” 

Hun læste til sygeplejerske i Aarhus, men savnede det nordjyske fællesskab, hvor man griller i haven og drikker øl i omklædningsrummet efter træning. Så i dag bor hun på et nedlagt landbrug i Dybvad – mellem Flauenskjold og Syvsten og tæt på hendes barndomshjem – hvor der dyrkes juletræer. 

Derhjemme går hun i sokker og rød ’Strandby-habit’, når hun skal slappe af. Det kaldes en kedeldragt på disse kanter, fordi fiskerne næsten altid har kedeldragt på, og fordi de fleste af dem bor i Strandby – en otte kilometers penge nord for Frederikshavn. Gennem sin opvækst og ungdom så hun Frederikshavn på afstand som den eksotiske og noget større by. I dag betragter hun byen og dens mennesker tæt på i sit daglige arbejde som borgmester.

”Frederikshavnerne er et folk, der dukker nakken,” siger hun og skærer sin ribeye for.

Birgit S. Hansen, klar til at sætte tænderne i sin ribeye.

BORGMESTEREN FORKLARER, at skagboernes selvbillede ikke fejler noget. De har sådan en ’vi er toppen af Danmark’-mentalitet, sæbynitterne derimod er landmænd, der har købt et parcelhus, mens frederikshavnerne er produkter af en arbejderby med fiskerbaggrund. Det er en by, der har fået tæsk med værftslukninger og flere pludselige lukninger af andre store industrielle arbejdspladser. 

Men hun elsker ’Freshaun’, og de retter jo ryggen, hvis de vinder i ishockey. Eller når kronprinsen, der er uddannet fra flådestationen i byen, slår vejen forbi. Og da byen fejrede 200-års jubilæum sidste år, rykkede folk sammen for at holde en kæmpe folkefest. I kommunen havde de sparet flere millioner kroner sammen til formålet, og der er skrevet en bog om købstadsjubilæet. Ikke at det på den måde er noget særligt, for der findes mange bøger om Frederikshavn – for eksempel en om byens pølsevogne. Da den udkom i 2017, fik køberne to gratis hotdogs og en Cocio, og musikken blev leveret af Richard Ragnvald. 

Hver uge holder borgmesteren træffetid på rådhuset, hvor frederikshavnerne kan booke en tid til en snak om stort og småt. Det gjorde en frederikshavnsk erhvervskanon på et tidspunkt, og det handlede nok om rammerne i erhvervspolitikken, tænkte borgmesteren. Hun spurgte, hvad han havde på hjerte, men han havde lidt svært ved at få det sagt. 

Endelig kom det ud. Manden mente, at hun lignede ”ham der Johnny Madsen”:

”Det, hele ’Freshaun’ snakker om, er, at du har sådan et grimt hår.”

Parcelhusliv i Frederikshavn.

PRESSEMØDET i Arena Nord ender på mange måder i skuffelse. Nu troede folk ellers lige, at dem eller den, der i april stjal Guld-Haralds udstillede medaljer fra en glasmontre i arenaens foyer, var fundet. Frederikshavn var den landsdækkende fodboldlegende Harald Nielsens første fodboldklub, og navnet Guld-Harald fik han, da han i 1960 blev topscorer ved De Olympiske Lege i Rom. Både før og under turneringen udtalte han sig stålsat om, at det danske landshold ville nappe det olympiske guld. Det blev til en sølvmedalje, men Guld-Haralds karriere er en stolt fortælling om lokal idrætssucces. 

Derfor var forargelsen stor, da en mand – der skulle læsse varer ind til det årlige håndboldstævne Rødspætte Cup i april – opdagede, at de 50 udstillede medaljer pludselig var væk. Han slog alarm, og 5.000 kroner i findeløn blev sat på højkant af arenaens ledelse. 

”Desværre er Guld-Haralds medaljer ikke blevet fundet. Men vi har fået præsenteret en anden guldklump her til aften,” fortæller  Arena Nord-medarbejderen John Akselsen flankeret af cirka 20 mennesker, en enkelt fotograf og et rullebord med hvidvin, sodavand og gennemsigtige plastickrus med saltstænger. 

Hans mundvige krøller opad. Om det er i begejstring over badmintonstjernen Jan Ø. Jørgensen, der har indgået et samarbejde med Vendsyssel Elite Badminton, eller som en undskyldning for det med medaljerne, er ikke til at sige. Men ved siden af sidder en veltrænet ung badmintonspiller og skriver autografer på en stak med billeder af sig selv.

Jan Ø. Jørgensen er godt nok fra Aalborg af og bor til daglig i København, men han skal da spille nogle kampe oppe i arenaen fra nu af. 

Udenfor er der lav sol over Harald Nielsens Plads og den bronzestatue, der er rejst af ham foran arenaen. En flok drenge står på skateboard ved cykelstativerne på Nordstjerneskolen lige bagved. Ud over deres tilstedeværelse og fuglenes aftenfløjt bliver stilheden kun brudt af to fjernstyrede biler, der ræser over parkeringspladsen med 70 kilometer i timen. 

Guld-Harald som statue foran Arena Nord. Indenfor er Guld-Harald-klenodierne mange. Men en montre med 50 af hans medaljer blev stjålet i foråret under den årlige Rødspætte Cup.

KIRKEKLOKKERNE kalder til aften, mens to summende scootere har kurs mod Circle K-tanken nede ved Skippergade. Et kærestepar i ensfarvede jeans tilbagelægger fjantende fortovet, og til højre for pølsevognen på Kirkepladsen ligger Fregatten, byens ældste bar. Et skilt ude på gaden fortæller, at her er åbent, og indenfor blinker en enarmet tyveknægt, mens en enkelt gæst her klokken lidt over otte har indfundet sig i den dunkle bar med mosaikvinduer, træbåse i mahognilook og gyldne lamper. 

Fregatten er familieejet, og Henrik er den tredje Nielsen, der står ved fadøls-roret. Det begyndte med farmor Hjørdis, der købte værtshuset i 1966. Hun døde i 1978 af rygerlunger efter 12 år som værtshusejer. Derefter overtog far Per, men han døde for fem år siden – også af smøger.

Selv har Henrik været her, siden vi vandt EM i fodbold, og han var en ung fløs på 24 år, der bare lige skulle tjene nogle penge i sit sabbatår. Han ryger ikke og har investeret i et ekstra kraftigt udsugningsanlæg. Han har fået sin portion af passiv rygning, som han siger.

Der går ikke længe, før Lars Høj Pedersen kommer ind ad døren med glimt både i øjet og fra sin guldring i øret. ”Nu sidder han der og er PD igen,” siger han, da han ser ’Henrik den tredje’. PD står for ’permanent doven’, og Henrik trækker på smilebåndet og siger, at når vi sviner hinanden, så hygger vi. 

Lars er både Henriks gode ven og tidligere dørmand på Fregatten, og så har han været vicevært og fodboldtræner i byen i 34 år. Han kender så godt som alle. Ligesom Lisser nede fra Fisk og Grill, der i øvrigt også har været bartender på Fregatten. 

7-9-13 har Henrik Nielsen aldrig fået en på skallen, selvom det har været tæt ved. Det er mere end 20 år siden, at Fregatten havde en håndfuld stamgæster, der var glade for rohypnoler, våben og slagsmål. I dag er Henrik og Lars enige om, at byen er ”utrolig rolig”.

HAVNERUNDFART

1. Frederikshavn hed oprindelig Fladstrand, men blev opkaldt efter Frederik VI, da byen fik købstadsprivilegier i 1818.

2. Pikkerbakken er en 71 meter høj havskrænt fra stenalderen. I dag huser den en udkigspost til 2,4 millioner kroner, som det frederikshavnske erhvervsliv donerede i 2018 ved byens 200-års købstadsjubilæum.

3. På Pikkerbakken står en stor sten, som de roy-ale Frederik’er gennem tiden har signeret. Inklusive kronprins Frederik, der er uddannet fra Flådestation Frederikshavn.

4. Den dansk-norske søhelt Tordenskjold planlagde og udførte angreb på den svenske flåde fra Frederikshavn under den store nordiske krig og gik derfor under øgenavnet ’Kattegats Skræk’.

5. Frederikshavn Havn blev grundlagt i 1805. Indtil midten af 1800-tallet dominerede fiskeri og kysthandel havnen. Senere skød industrien op, og med den blev der bygget rækkehuse og blokke i byen. Mod syd blev der bygget parcelhuse og store skoler.

6. Frederikshavn Værft, der senere kom til at hedde Danyard, og Ørskov Værft lukkede produktionen hhv. i 1999 og 2002. Lukningerne kostede flere tusind frederikshavnere arbejdet.

7. I årene op til værfts­lukningerne gjorde hård konkurrence det af med fiskeindustrien i byen, og med afskaffelsen af det toldfrie salg i 1998 blev der færre af de svenske og norske turister, der kom til byen for at handle og feste.

8. Den amerikanske ophugningsgigant Modern American Recycling Services (M.A.R.S.) er fast inventar på havnen. De vil genindvinde 200.000 ton stål om året og er i øjeblikket i gang med en udtjent boreplatform.

9. Ørskov Værft hedder i dag Orskov Yard. I stedet for at bygge nye skibe reparerer de alle former for fartøjer.

I DE KRONEDE dage var der live-musik hver dag på Fregatten. Det var keyboard med piano, trommer og fløjte på én gang. ”Der var lidt suppe, steg og is over det,” siger Henrik Nielsen. I farmor Hjørdis’ tid spillede Pedal-Ove af og til hernede. I dag er det DJ Jan, DJ Peter og DJ Zabi der spiller, og i hverdagene er det ofte færgefolket, og folk fra flådestationen, der holder gang i festen. Ellers er der dem, der er på kursus, og i weekenderne kommer unge som ældre, forklarer Henrik Nielsen. Folk lige fra ’Maler-Kurt’, der engang kom ind på baren i neglelak og bikini, til direktøren fra Volvo. 

”Man tror, det er løgn, så meget fest der var her engang,” siger Henrik Nielsen om tiden i 90’erne. Når han mødte ind klokken 10 om formiddagen, stod nordmændene i kø, og over middag kom svenskerne, når de havde handlet billigt på Stena-færgen. Men da det toldfrie salg mellem Danmark og Sverige blev stoppet i 1998, dykkede omsætningen. Det var faktisk værre end finanskrisen. Heldigvis er der nogle eventteknikere, der har dimission i dag, så der kan blive godt gang i den senere.

Henrik bliver afbrudt, da to kvinder kommer ind. De var bare lige ude og gå tur og så intet til hinder for lige at gå ind og få en ’bette drinks’ og sige hej. De vil gerne have noget frækt og noget sødt, siger de, mens Henrik og Lars får en krammer. 

De to giver hånd og præsenterer sig som Charlotte og Charlotte. Næsten som i Ole Bornedals tv-serie med Ellen Hillingsø og Helle Dolleris. De har kendt hinanden siden anden klasse på Abildgården, og ”prøv å hør her,” siger de: ”Man har altså ikke været rigtigt i byen, hvis ikke man har været på Fregatten.” 

De har alle sammen hørt, at Guld-Haralds medaljer er ’bleven stjåle’. Det er sgu ligesom ruderne på udsigtsposten oppe på Pikkerbakken, der er smadret, og dækkene, der blev skåret op på tre biler og en ’træjler’ i weekenden, og Lars Høj Pedersen vrisser:

”Det er kraftedeme så hjernedødt.”

Henrik Nielsen ejer Fregatten, Frederikshavns ældste værtshus. Her hænger han ud i baren med Charlotte og Charlotte.

UANSET OM der er tale om værftslukninger, fyringer, forsvundne medaljer, færre festglade gæster på Fregatten eller pludselige slag fra en ishockeyspiller, virker det, som om frederikshavnerne bliver stående. De arbejder videre. Det kan godt være, at de gør det med dukket nakke, som borgmesteren siger, men de overlever, og de står sammen, når det gælder. Frederikshavn, set udefra, står som et fyrtårn, vejrbidt og mærket. Men aldrig ude af drift. 

”Byen er en dreng, der har fået nogle hårde slag, men som altid tror på, at det nok skal gå,” forklarer Mif, Michael Frederiksen, der både er redaktør og eneste journalist på den lokale nyhedsside Kanal Frederikshavn.

Han er egentlig fra Holbæk, men har boet i Frederikshavn i 30 år, og i 10 år har han holdt læserne opdateret, når Skur og Jollelauget holder veterantræf og loppemarked på marinaen, når en lokal ishockeyhelt stopper eller vender skøjterne mod Aalborg, når der er fællessang med borgmesteren, når ME Production nede på havnen til udlandet har solgt 10 ’scrubbere’ – rensningsanlæg til skorstene og motorer på skibe – og når byen kollektivt raser over de smadrede ruder på Pikkerbakkens nye udkigspost eller over tyveriet af Guld-Haralds medaljer. 

Det var ham, der var ovre og dække pressemødet i Arena Nord, da byens nye sportsstjerne blev præsenteret.

”Frederikshavn er en dreng, man ikke kan vælte,” siger han.

FREDERIKSHAVN I TAL

105 kilometer kyst er der i Frederikshavn Kommune.

23.296 indbyggere er der per 1. januar 2019 i Frederikshavn by.

1 enkelt højhus finder man i byen. Seatower hedder det. Det er arkitektonisk rundt og har nye lejligheder.

7 større byer består Frederikshavns Kommune af. Som resultat af kommunesammenlægningerne i 2007 fik kommunen bl.a. Skagen i nord og Sæby i syd under sine nordjyske vinger.

90.000 skibe passerer hvert år Frederikshavn Havn, der ligger ud til verdens tredjemest befærdede stræde. Færgeforbindelserne tæller blandt andet Norge, Sverige og Læsø.

5.500 arbejdspladser er der på havnen i dag. Det er flere end i værfternes storhedstid.

17 procent af alle arbejdspladser i Frederikshavn er inden for industrien.

750 millioner kroner er der blevet brugt siden 2015 på at udvide Frederikshavn Havn.

30 procent af kommunens skatteindtægter kommer fra industrien på havnen.

4.000 mennesker er der plads til i Nordjyske Bank Arena på Skøjte­alléen, hvor Frederikshavn White Hawks har hjemmebane.

DAGEN FØR, ude på Nordstranden, ved ’Ib T-shirt’ ikke rigtig selv, hvor det med T-shirten kommer fra. Men så gnubber ’Palme-Michael’ ham på maven med flad hånd og forklarer, at Ib har ”Danmarks reneste T-shirt”. 

Han har i hvert fald haft en beundringsværdig ren en på inden under sine orange overalls hver eneste dag i årevis, uddyber ’Palme-Michael’. Og Ibs T-shirt er ganske rigtigt meget hvid. 

Et sølvhjerte hænger og blinker ved halsåbningen. Hjertet ved han heller ikke rigtig, hvorfor han har fået, men han har haft det ”siden tidernes morgen”. Det er en gave fra hans kone, og han tænker, at hun vel må have været nyforelsket i ham, da hun købte det. 

Dagplejere med barnevogne i containerstørrelse kommer ud for at indvie stranden og sommerens komme. Rollinger render rundt med 11-taller ud af næsen og spiser lige dele håndfulde sand og krydderboller med tandsmør. 

”Det er jo bare, fordi det er så spændende, at palmerne kommer u’ i dag,” siger Ingelise, der er dagplejemor og har passet frederikshavnske unger i mere end 30 år. 

Det lokale aktiveringshold fra kommunen er også kommet forbi. De ryger smøger og drikker energiboostere, mens de betragter havet, der lyser lyserødt i morgengryet over de slæbespor, traktorerne har lavet i sandet. De har været med til at ordne noget af det kommunale blomsterværk, der skal pynte i resten af byen. Og ikke for det. Men de skulle bare lige ned og lure.

 

/

Vandland

På job, på ferie, på kryds og på tværs. Danmark og danskerne er formet af deres kystlinje.
Tekst og foto:Mathias Svold og Ulrik Hasemann

I Danmark er vi aldrig mere end 50 kilometer fra havet, og kysten er en indgroet del af vores identitet. Den er en arbejdsplads, et pusterum, en turistattraktion og en politisk kampplads.

Den kan være dragende og romantisk, som vi kender den fra barndommens minder og guldalderens malerier, og i mere end 100 år har den frie adgang langs kysten været beskyttet ved lov. Kysten er stedet, hvor vand møder land, og mennesket møder naturen.

GULDBORGSUND 

Hver dag starter Cextin Jørgensen på 67 år sin båd op i havnen i Guldborg for at sejle ud til sine ruser. Dem har han 3.000 af. Der skal jo noget til, som han siger. Cextin Jørgensen er sammen med sin søn, Lasse, en af de eneste erhvervsfiskere, der stadig fisker i det smalle farvand mellem Lolland og Falster. 

”Landbruget er meget hårdt ved fiskeriet her,” siger han som en af forklaringerne på, hvorfor der ikke længere er så mange fisk. 

”Og så er der sælerne, som ødelægger garnet, og skarvene spiser også mange fisk. Ålekvoterne er jo også næsten væk.”

Den nyeste udfordring er den lille invasive fisk med navnet sortmundet kutling. Den kom formentligt til Danmark med ballastvandet i et skib fra Sortehavet, og de lave vande omkring

Lolland og Falster viste sig at være ideelle. På få år er bestanden vokset kolossalt og har spredt sig fra den første fangst på Bornholm i 2008 til farvandene omkring Lolland-Falster og Sydsjælland, hvor den nu er altdominerende og udkonkurrerer andre arter som rejer, ål og fladfisk. Men kutlinge-plagen kan også vise sig at blive givende. Den er nemlig en glimrende spisefisk, lidt som rødspætte eller pighvar, og i Italien er det en delikatesse.

Udfordringen er dens lille størrelse på cirka 15 centimeter og mange ben, og derfor er Cextin Jørgensen sammen med forskere på DTU og en svensk fiskefabrik i gang med forsøg på at filetere kutlingerne, så det bliver en lettere tilgængelig spisefisk. Han er optimistisk på fiskeriets vegne. 

”Jo, det er godt nok. Vi skal nok finde ud af at få brugt kutlingerne.”

BELLEVUE STRAND, RUDKØBING

Der er sejrssang i havet, for U14-pigerne fra Bogense G & IF har netop vundet fodboldkampen 2-1 over Rudkøbing Boldklub.

SØNDERVIG STRAND 

”Hvis Jesus kunne prædike ved havet, så kan jeg vel også,” siger Ole Lange. Han slæber sin lange, kulsorte præstekjole over sandet op og ned langs strandkanten. Han er kommet i god tid for at summe og samle sine tanker, mens han skuer over horisonten. 

Ole Lange er præst i Nysogn Kirke tæt ved Ringkøbing og holder i sommerhalvåret jævnligt gudstjenester på stranden. Han byder hver enkelt kirkegænger velkommen med et fast håndtryk og et ”kom indenfor”, mens han henviser til en række kampesten.

En gruppe på 45 har trodset regnen og stimler nu tæt sammen. Der er ingen medbragt mikrofon, orgel eller alter, for havet er ifølge Ole det bedste alter, der findes. 

”Mødet med havet er altid det samme og altid noget nyt. Det er uendeligt og større end os selv. Ligesom Gud.” 

Efter tre salmer, altergang og en bøn holder kirkegængerne et minuts stilhed og spejder sammen ud over havet.

GNIBEN

En gruppe camouflagefarvede soldater træner med de tunge maskingeværer TMG M/50 12,7 millimeter på Gniben på spidsen af Sjællands Odde. En tysk lystbåd flyder langsomt mellem rækken af neonfarvede skydeskiver uvidende om, at den befinder sig midt i et træningsfelt. Soldaterne er en del af besætningen på fregatten Niels Juel. De er taget til Søværnets Skole, Center for Våben, for blandt andet at øve advarselsskud mod fjendtlige skibe, og en af dem foreslår med et glimt i øjet, at de hellere må øve sig mod tyskerne, hvis de ikke snart sejler væk. Maskingeværerne er magen til dem, som findes om bord på Niels Juel, et krigsskib i den tunge ende og Søværnets nyeste tilføjelse til flåden. Skibet skal først og fremmest løse internationale opgaver, men også beskytte danske kyster og farvande i tilfælde af krig.

RINDBY STRAND

Lone Sigaard placerer sirligt otte kridhvide stole på den blege vadehavsstrand. På hver side af stolene binder hun et par små pastelrøde blomster, men det skal ikke blive for meget. 

”Den skandinaviske ’less is more’-stil er yderst populær,” siger LoneSigaard, der har gjort en forretning ud af at arrangere bryllupper på Fanø. Hun har oplevet en eksplosion i antallet af udenlandske par, der vil giftes på stranden, og viede 225 par i 2016: ”Udlændinge oplever kysten som noget eksotisk og særligt.”

Tre biler kommer susende over stranden og kører i cirkler med hornet i bund, inden de stopper foran stolerækkerne. Brudeparrets afghansktyske familie vælter begejstret ud. Slæbende på to spande fyldt til randen med blomster begynder brudens søster straks at dekorere stolene i alle regnbuens farver. I løbet af den næste time bliver der udsmykket med alt fra muslingeskaller af plastik til konfettirør og fakler. Elaha Kamal og Hamid Ghaussi siger ja til hinanden med Vesterhavets blide bølger som bagtæppe, og de 10 gæster dokumenterer lystigt hvert øjeblik med iPad, telefoner og kameraer. 

”Når jeg viser billederne til mine venner, får de alle lyst til at blive gift her,” siger Hamid Ghaussi.

SDR. LYNGBY

Strandbeskyttelseslinjen forbyder, at der bygges ved kysterne, og den beskytter de landskabelige, naturmæssige og rekreative værdier. Der findes dog en række undtagelser, og kommunerne kan få dispensation til blandt andet at etablere adgangsveje og trapper. På trods af ønsket om at bevare de åbne kyster vil man også gerne give befolkningen mulighed for let at komme ud i naturen.

 

/

En hær af akademikere

Stadig flere supplerer deres civile uddannelse med en lederuddannelse i Forsvaret. Men hvad vil jurister, pædagoger og ingeniører i uniform?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Forsvaret

I 2015 trak 60 bachelorer fra blandt andet CBS, pædagogseminariet og jurastudiet i militærstøvler og gav sig i kast med en ny uddannelse. De nye kadetter var første årgang, der med en civil bacheloruddannelse blev optaget på Forsvarets nye officersuddannelser.

Tidligere skulle man igennem to et halvt års basisuddannelse, inden man kunne begynde, men med den nye ordning blev det muligt at komme direkte ind på Officersskolens lederuddannelser med en bachelor i rygsækken.

Samtidig gik Forsvaret ud og fandt en flok studerende på universiteter og professionsuddannelser. Folk, der gerne ville uddanne sig, men som havde lyst til at skifte det stillesiddende, teoretiske liv ud med noget mere dynamisk. Det førte til, at for eksempel bachelorer i pædagogik, jura og fysioterapi lod sig indskrive som kadetter.

Der er syv forskellige retninger inden for officersuddannelsen, og kompetencerne, de giver, varierer betydeligt, alt efter om man uddanner sig til taktisk officer i Hæren eller våben- og elektronikteknisk officer i Søværnet. Men en ting har retningerne til fælles: De giver praktisk ledelseserfaring.

”Og det er der mange i det civile uddannelsessystem, der aldrig har fået, selv om de har en kandidatgrad i ledelse,” siger kontreadmiral Henrik Ryberg, der er chef for Forsvarsakademiet.

Beslutningen om at rekruttere i det civile uddannelsesapparat blev dog ikke kun truffet for at give nogle studerende muligheden for at springe fra læsesalen over på et skibsdæk, men også for at højne niveauet på officersuddannelsen.

 ”Ved at bruge bachelorerne får vi en mere mangfoldig talentpulje,” siger Henrik Ryberg. Han fortæller, at man ikke har fisket efter specifikke fagkundskaber, men søgt et generelt højt læringsniveau med fokus på det praktiske og militærfaglige:

”Skal man være teknisk officer på et skib, stiller det krav til, at man kan noget matematik og fysik. Men derudover kommer ansøgerne med mange forskellige baggrunde. Der er økonomer, og der er robotingeniører, men det er dygtige unge mennesker, der alle sammen har lært at skrive opgaver, tænke analytisk og lære komplekse teorier. Og så er de godt orienteret om verdens sammenhæng. På den måde er alle de civile uddannelser nogenlunde ens.”

De nye studerende har altså givet flere muskler til Forsvaret, men de har også tvunget underviserne til at løbe hurtigere.

”De er ældre end de kadetter, vi tidligere fik ind. De er selvstændige, vant til at spørge mere og bedre funderet fagligt. De stiller højere krav til undervisningen, og det skulle vi lige vænne os til. Det er et luksusproblem,” siger Henrik Ryberg.

Han fortæller, at han i 2019 har modtaget flere ansøgninger end nogensinde før til officersuddannelserne, som ikke kun kvalificerer til et job inden for Forsvaret, men også giver muligheder for at gå ud og søge en lederstilling som civilist. Indtil nu er der dog ikke nogen af de nye akademiske officerer, der har takket nej til at gå direkte fra uddannelsen videre til et arbejde i Forsvaret.

”Det er klart, at en del af det, der tiltrækker dem ved officersuddannelsen, er, at de stort set er garanteret et lederjob bagefter,” siger Henrik Ryberg.

”Og det er vi glade for. Vi har brug for deres viden.”

SÅDAN KOMMER DU I UNIFORM

Med minimum en bachelor- eller professionsbachelor fra det civile uddannelsessystem kan du søge direkte ind på Forsvarets officersuddannelse. Du behøver ingen militær erfaring. For at blive optaget skal du bestå en prøve med blandt andet helbredstest, intelligenstest, personlighedstest og fysisk test. Ligegyldigt hvilket af Forsvarets tre værn og hvilken retning og specialisering du vælger, begynder uddannelsen med 4-10 måneders militær skoling. Som studerende kaldes du kadet og er ansat og får løn under hele uddannelsen. Næste ansøgningsfrist til officersuddannelserne er marts 2020.

Læs mere på blivofficer.dk

 

/

Thypisk

Thy er et af de smukkeste og mest særegne området i landet. Det er her, man finder ’lejren for alternativ livsførelse’, Thy-Lejren, her, man finder de berømte surfspots under fællesbetegnelsen ’Cold Hawaii’, og her, man finder Nationalpark Thy, Danmarks første af sin slags, der med sine klithedelandskaber ikke findes magen til i Europa. Og det er her, den første ulv i 200 år dukkede op i Danmark.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Andreas Houmann

I 1802 følte sognepræst Knud Aagaard sig nødsaget til at rette henvendelse direkte til Hans Kongelige Højhed. Præsten ville, som han skrev, ”bidrage til kundskab om en af fædrelandets fjerneste provinser, der formedelst sin afsides beliggenhed har været unddraget den lykke at falde under Deres beskuelse”.

Med ’Beskrivelse over Thye’ som titel forklarede sognepræsten over hundredvis af sider minutiøst om tilværelsen i den rå og afsondrede natur. Om thyboerne, der elskede god mad og stærk øl, om de slidsomme bygninger, der var aldeles nødvendige ”her, hvor vindene er ualmindelig heftige”, og om de endeløse strækninger af nøgne og uhyre store sandklitter, der fik beskueren hensat til ”Arabiens sandørkener”.

Et par århundreder senere er Thy i sandhed kommet på landkortet. Det er her, man finder ’lejren for alternativ livsførelse’, Thy-Lejren, her, man finder de berømte surfspots under fællesbetegnelsen ’Cold Hawaii’, og her, man finder Nationalpark Thy, Danmarks første af sin slags, der med sine klithedelandskaber ikke findes magen til i Europa. Og det er her, den første ulv i 200 år dukkede op i Danmark. Og man forstår måske godt, hvorfor den valgte at snige sig til Thy. For thyboerne lever en tilværelse med langt mellem husene i barske landskaber og med Vesterhavets høje bølger slående ind over sig. 

”Vi er født i modvind,” siger man i Thy, ikke beklagende, men som en konstatering. Man klynker ikke. Man anfører blot, at mens naturen andre steder er et grønt frimærke i en baggård, er den på disse kanter det, der former og definerer de mennesker, der lever der. 

HENRIK CHRISTENSEN, 46 ÅR, FISKER

”Beslutningen var taget: Fisker, det skulle jeg sateme ikke være. Jeg var 14 år gammel og med min fars båd, Westbank, ude at fange jomfruhummere, og endnu en gang var jeg blevet vanvittigt søsyg. Men den gamle var jo hård, så i stedet for at tage hjem, som det var planen, besluttede han, at vi skulle sejle 16 timer over til en anden fiskeplads og fiske otte dage mere. Hvis der var en, der på det tidspunkt havde sagt, at jeg skulle hoppe i havet, havde jeg svaret: ’Ja tak, det gør jeg med glæde.’ Men han må have vidst, hvad han gjorde, for siden har jeg ikke været søsyg eller brækket mig på havet, og som 21-årig sejlede jeg selv som skipper på Westbank første gang. Jeg kan slet ikke trives uden at være på vandet. Det er min hjertestarter. Jeg laver verdens bedste rejer, og hvis man spørger, hvad hemmeligheden bag det er, så kan jeg svare, at der vel er to: æren i at have overtaget en familievirksomhed og viljen til at være bedst. Det kræver erfaring og gut feeling at fange de bedste rejer. Men det er jo også min hobby, for satan; jeg kan leve af min hobby. Jeg tager aldrig på arbejde og siger, jeg hellere vil lave noget andet.”

MARGUTH GRAVESEN, 66 ÅR, VÅGEKONE

”Hvis de spørger, om jeg vil læse et kapitel op fra Bibelen, kan jeg ikke sige, at det gør vi i morgen, for det er ikke sikkert, der er i morgen. Jeg udskyder aldrig noget som vågekone. Det er noget af det vigtigste, jeg har lært om livet. Når vi først ligger der, ved vi ikke, hvor mange timer vi har. Som vågekone er der ingen krav til, hvad du har lavet tidligere i dit liv. Du skal bare med din ro, omsorg og nærvær kunne være hos en døende. Og så skal du have et forhold til døden. Du skal have gjort op med dig selv, at du kan rumme det, og du skal have det sådan, at du kan indeholde håbet og trøsten og sorgen. Jeg plejer at sige, at livet skal leves og ikke overstås. Der må være en mening med, at hjertet slår, så hvis der stadig er liv inde bag den person, der ligger der, har personen ret til at være her. Vi ved alle sammen, at der er en afslutning, men så må vi sørge for at leve alle de andre dage, vi er her. Så er man også klar til den afslutning, der kommer en dag. Det tror jeg på.”

MICHAEL GALSGAARD, 38 ÅR, OG RASMUS HØJEN, 43 ÅR, TRAKTORTRÆKKERE

”Vi var nogle kammerater, der i teenageårene fandt sammen om at lave vores første specialbyggede traktor helt fra bunden. Det var skideskægt at være sammen om noget, som alle knokler på, men vi satte også alt andet til side. Det var det eneste, vi lavede, når vi havde fri. Alle fyraftener og weekender. Der gik vel 3.000 timer med at bygge den. Siden har vi udviklet stort set alt til at bygge en toptunet dieselmotor: turbolader, motoropbygninger, specielle plejlstænger, stempler og foringer. Det startede med en hobby, men nu er det sådan set blevet en levevej, hvor vi sælger til hele verden. Mange af vores konkurrenter kører i dag med vores turbolader og motordele. Det gør selvfølgelig også, at de kan ende med at køre fra os, men sådan er det jo. Det er sgu også skønnest at vinde, når konkurrencen har været god.”

LUCY MARDOU, 27 ÅR, MUSIKER

”Jeg sang, før jeg kunne tale, og jeg dansede, før jeg kunne gå. Det har altid ligget som en urkraft i mig. Jeg kan mærke, når der er en ny sang på vej, det er lidt som at være sulten, det er en form for intuition. Der er noget indefra, der må ud, og så sætter jeg mig ned med en guitar og et stykke papir, og så kommer resten. Engang hvor jeg gav koncert i en kirke, sad der en lille tiårig dreng på forreste række, og allerede da jeg sang første tone, begyndte han at græde. Hele koncerten havde han tårer i øjnene. Det er noget af det vildeste, jeg har oplevet, for det viste mig, at hvis jeg giver min sjæl, kan det måske være med til at røre noget indeni, som har brug for at blive rørt.”

CASPER STEINFATH, 24 ÅR, SURFER

”Det var en efterårsdag i bugten i Klitmøller, og det var koldt og gråt, men bølgerne var gode, og den dag fangede jeg første gang selvstændigt min egen bølge. Jeg var ti år gammel, og den her bølge har sat sig i mig, for jeg husker den stadig: Suset i maven og følelsen af at være i kontrol. Siden har havet været den ultimative legeplads. Min legeplads. Så sent som i foråret blev jeg den første surfer, der har krydset Skagerrak. 148 kilometer. 18 timer og 26 minutter på det åbne hav. Det var en rejse langt ud over mine mentale og fysiske grænser, for det var som at bestige Mount Everest uden at vide, hvordan man skal gøre det. Surf har ført mig verden rundt til events ad mange omgange, og jeg ser mig selv som et konkurrencemenneske, men det kan begejstre mig lige så meget bare at komme hjem og lege, råbe, skrige og fange bølger med min bror og alle mine venner. Det var mine forældre, der gav mig gnisten til surf som barn, så jeg selv kunne antænde bålet. Hvis man har lidenskaben som omdrejningspunktet i sit liv, ligger verden sgu for ens fødder.”

Bogen ’Talentet i Thy’ med fotos af Andreas Houmann og tekst af Anders Ryehauge er udkommet på forlaget Booklab. 

/

Der var et syndigt land

På en bølge af ungdomsoprør og frisind legaliserede Danmark i sommeren 1969 porno som det første land i verden. I rekordfart blev frække danske blade og film en lukrativ eksportvare, og turister valfartede til det nye sex-mekka København. Ud & Se tager tilbage til en grænseløs tid, hvor alt skulle prøves af, inden det hele pludselig ebbede ud.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau/Scanpix og Politimuseet

“GODDAG, hvad skulle det være?”

Vagn Guldborg står bag disken i sin butik i Teglgårdstræde i Indre København med en cigaret i hånden. På væggen bag ham hænger et rødt tæppe, og på bordet foran ham ligger en stak magasiner med afklædte kvinder på forsiden. I baggrunden rumsterer en mand rundt i det brede katalog af pornografiske billeder, blade og 8mm-film, som den rullekraveklædte butiksindehaver kan tilbyde.

”Nåh, du skulle bare kigge,” siger han, da den potentielle kunde går igen tomhændet.

Året er 1970, og Vagn Guldborg, en tidligere vinduespolerer, der skiftede rude og købte en pornobutik i Pisserenden i København, kan nu sælge sine varer frit. Uden at skulle bekymre sig om politirazziaer, bøder – eller i værste fald fængsel. Alligevel virker han en smule skuffet.

”Efterhånden er det blevet helt almindeligt. Det er sgu nogle gange ved at være lidt trist at være så lovlig, når man før i tiden måtte gemme sig,” siger han i åbningsscenen til dokumentarfilmen ’Sex en gros’ (1971).

”Der er ikke mange fordomme tilbage. Desværre,” afslutter han.

Inden forbuddet blev ophævet, var Vagn Guldborg lidt af en showmand. Om natten kunne han finde på at liste ud og overmale butiksfacaden med slagord som ”Ned med porno” og ”Svineri”. Han klistrede plakater med antipornografiske budskaber op på vinduerne, så det morgenen efter så ud, som om butikken var blevet vandaliseret af en af de kristne bevægelser, der bekæmpede pornografien. Det fik ham som regel i avisen, og den slags reklame kunne man ikke betale sig til. Men efter pornoens frigivelse i sommeren 1969 havde stuntet ikke længere samme effekt. Selv politibetjentene, der plejede at komme på uanmeldt besøg med en ransagningskendelse, var begyndt at hilse, når de mødte Vagn Guldborg på gaden.

Der var sket noget i København. I hele otte butikker på Strøget, hovedstadens fornemste butiksgade, kunne man købe blade og andre former for pornografisk materiale. 

”Kan der dog ikke sættes en stopper for disse uhumske pornobutikker?” spurgte De Konservatives Poul Schlüter i Folketingssalen. Men løbet var kørt. I Istedgade, bag Hovedbanegården, hang der pornoreklamer, som viste kvinder med bare bryster og blottede kønsdele i butiksvinduerne, og nyåbnede sexklubber lokkede med liveshows og samleje på scenen. Og turister fra hele verden rejste til Danmark for at besøge byen, hvor alt var tilladt. 

Politimuseets arkiv er fuld af fotografier af unge kvinder, der før pornografiens frigivelse blev konfiskeret som utugtigt materiale. Fra bogen ’De forbudte billeder’, Lindhardt & Ringhof.

”MAN RISIKERER at se billeder, der viser, at kvinder tager mænds lem i munden og slikker på det.”

Højesteretsdommer Jørgen Trolle havde set skriften på væggen, da han i 1968 advarede Folketinget mod at frigive billedpornografien. Men han var for sent ude. Året før var censuren af det skrevne ord blevet ophævet, og den ulovlige billedporno var i omløb i en sådan grad, at politiet ikke længere kunne følge med. Heller ikke selvom man i løbet af 60’erne gentagne gange havde slået aggressivt ned på pornoproducenterne med omfattende razziaer. I kiosker i blandt andet Istedgade kunne enhver købe pornoblade og -billeder under disken og forlade butikken med det forbudte materiale i en brun papirspose.

I starten af 60’erne havde højt profilerede højesteretssager om surrealisten Wilhelm Freddies konfiskerede malerier og den forbudte erotiske roman ’Fanny Hill’ skabt en markant modstand mod enhver form for censur. Med ’Jeg – en kvinde’ (1965) – en filmatisering af Siv Holms dristige roman om kvindelig seksualitet, der viste både nøgenhed og sexscener, men uden at være egentlig porno – i spidsen flyttede en række nyskabende film grænserne for, hvad man kunne tillade sig at vise på biograflærredet. Og mens 60’ernes ungdomsoprør og den seksuelle frigørelse tog fart, blev det sværere og sværere at forsvare opretholdelsen af straffelovens paragraf 234, som forbød fremstilling af utugtigt materiale, fortæller Jon Nordstrøm, der er forfatter til bogen ’Dansk porno’ om 100 års dansk pornohistorie.

”Presset for at frigive pornografien blev op gennem 60’erne så stort, at den borgerlige regering – trods modstand fra særligt De Konservative – nærmest ikke havde andet valg end at fjerne forbuddet. Det var et spørgsmål om censur og frihed,” siger han.

30. maj 1969 vedtog Folketinget ophævelsen af forbuddet mod billedpornografi – med 125 stemmer for og 25 stemmer imod. 1. juli trådte loven i kraft, og som resultat blev Danmark det første land i verden, der frigav pornoen. 

Loven blev skrevet under af den konservative justitsminister i VKR-regeringen, Knud Thestrup. Hans håb var, at en ophævelse af forbuddet ville få interessen for billedpornografien til at dale, som det var sket med skriftpornoen i 1967. Da han fremlagde loven i Folketingssalen, sagde han blandt andet:

”Der er med andre ord ikke på nogen måde tale om, at man ønsker at bidrage til en yderligere udbredelse af pornografien, men man håber tværtimod ad frigivelsens vej at kunne medvirke til, at publikums interesse for dette underlødige materiale bliver mindre.”

Men sådan gik det ikke.

 

PORNO FØR ’69

Frederik Strand, direktør for Politi-museet og forfatter til bogen ’De forbudte billeder’, der udkom 30. maj i anledning af 50-året for pornografiens frigivelse:

”I 1866 fik Danmark den første formelle lovgivning: ”Den, som offentliggør et utugtigt Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder. Den samme Straf er anvendelig paa den, som sælger, uddeler eller paa anden Maa­de udbreder, eller som offentligt udstiller utugtige Afbildninger.” Det var fundamentet frem til 30’erne, hvor også fremstilling af utugtigt materiale blev forbudt. Men fordi lovgivningen ikke specificerede, hvad utugtigt materiale var, opstod der hurtigt et problem omkring tolkning af, hvad der var utugtigt, og hvad der var tilladt.

I de følgende årtier blev loven om utugtigt materiale en politisk kampplads, og kriterierne for utugt ændrede sig, alt efter hvem der sad ved magten. I starten af 1900-tallet, efter systemskiftet, hvor det danske styre gik fra kongevalgte regeringer til regeringer baseret på Folketingets flertal, skete der en mildning, og de første danske erotiske fotografer udfordrede i den periode utugtslovgivningen ved at lave nogle banebrydende erotiske fotografier.

Men det vendte i 20’erne og 30’erne, hvor lovgivningen blev strammet, formentlig foranlediget af de totalitære tendenser, der spredte sig gennem Europa. Ikke kun pornografi, men også eksempelvis detektivromaner blev forbudt, fordi man mente, det kunne skade offentlighedens moral. Det var også i 30’erne, at kunstneren Wilhelm Freddies berømte værker blev beslaglagt.

Den indremissionske forening Vigilia, der kæmpede for den offentlige moral i Danmark, spillede en stor rolle i kampen mod utugtige udgivelser. De gik rundt i danske byer og købte pornografisk materiale hos blandt andet cigarhandlere og kiosker, der solgte det under bordet, og derefter kontaktede de politiet, som så kunne rykke ind, beslaglægge materialerne og straffe ejerne. Politiet havde ikke selv ressourcer til at gå rundt og tjekke forhandlerne, men takket være Vigilia fandt de ud af, hvor de skulle slå til.

Forhandlerne og fotograferne blev hurtigt opmærksomme på, at de måtte maskere deres materiale for at omgå lovgivningen. På et billede af en nøgen kvinde, der badede, kunne der eksempelvis stå, at der var tale om et naturbillede, og på den måde kunne fotografier af pornografisk materiale slippe igennem med henvisning til, at der var tale om kunst eller naturfotografi. Nogle lod også, som om de lånte materialet ud til andre i stedet for at sælge det, fordi det ikke var ulovligt at besidde utugtigt materiale, men kun at distribuere det.

I slutningen af 50’erne og starten af 60’erne kom de første egentlige pornoblade, der minder om dem, vi kender i dag. Det var også her, man så de første egentlige producenter af professionel pornografi. Synet på censur begyndte at vende, blandt andet i kraft af den skepsis over for autoriteter, der fulgte efter anden verdenskrig. Materiale, der tidligere havde været erklæret utugtigt – blandt andet Wilhelm Freddies erotiske malerier – blev frigivet. Med ungdomsoprøret i 60’erne opstod en helt anden opfattelse af kroppen og af seksualitet, og kampen for frigivelse af pornografi blev en del af kampen for retten til at udtrykke sig selv og sin seksualitet frit.”

I OKTOBER 1969 blev verdens første sexmesse afholdt i KB-Hallen på Frederiksberg. 300 journalister fra hele verden var mødt op for at rapportere fra ’Sex 69’, og på messens første dag var køen angivelig mere end 800 meter lang. De nysgerrige – størstedelen mænd – måtte stå der i tre timer, inden de kunne komme indenfor i et univers af pornoblade, sexlegetøj, liveshows, filmvisninger og nøgne modeller, der gik rundt mellem publikum. I løbet af fem dage blev KB-Hallen besøgt af mere end 50.000 gæster.

Porno-begejstringen kendte næsten ingen grænser, og den danske pornoindustri, der før havde levet en lyssky tilværelse, kunne nu tjene hvide penge i stedet for sorte, også uden for hovedstaden. På Fanø kunne man købe ind i en lokal pornobutik, og i Sønderjylland, belejligt tæt på grænsen til Tyskland, åbnede et decideret sexsupermarked med alt fra film til sexlegetøj. 

”Der var porno overalt. På gadehjørner stod automater, der tidligere havde været fyldt med cigaretter og slik, nu med frække blade. Selv i Københavns Lufthavn kunne man købe små diasfotos med nøgne damer, som man kunne tage med hjem,” fortæller Jon Nordstrøm.

Ifølge Nordstrøm var den første tid efter pornoens frigivelse kendetegnet ved en fandenivoldsk uskyldighed, grænsende til det naive. Alt var tilladt, og alt skulle afprøves.

I visse dele af pornomiljøet var der kunstneriske ambitioner. Det gjaldt blandt andet filminstruktøren Ole Ege og provo-kunstneren Jens Jørgen Thorsen, hvis film blev vist ved filmfestivalen i Cannes i starten af 70’erne. Senere chokerede Thorsen i både ind- og udland med sine ambitioner om at lave en pornofilm om Jesus.

Andre havde for længst øjnet en gylden mulighed for profit på den hardcore porno, der udelukkende handlede om at vise sex for sexens skyld. Heriblandt Leo Madsen, der blev mangemillionær på bladet Week-end sex, som udkom første gang i 1966, og brødrene Jens og Peter Theander, der med firmaet Rodox Trading grundlagde et regulært dansk porno-imperium i en lagerbygning på Amager.

Også på det store filmlærred gjorde pornoen sit indtog, om end i en lidt anden form. Først med de populære Sengekants-film, der var en række erotiske lystspil, og siden den mere vovede Stjernetegns-serie, hvor anerkendte skuespillere som Karl Stegger og Poul Bundgaard kunne opleves side om side med pornoskuespillere, der dyrkede sex. Filmene viste både nærbilleder af kønsdele og penetration, men blev stadig opfattet som komedier primært og porno sekundært.

”Filmene kombinerede folkekomedie med sex. De blev en kæmpe publikumssucces og er et godt eksempel på, hvor mainstream pornografien blev i årene efter frigivelsen,” siger Jon Nordstrøm.

Fra udlandet kom filmmagere i hobetal til Danmark for at dokumentere den danske porno-revolution. Deres film blev vist for et stort publikum i blandt andet amerikanske biografer. Men også herboende instruktører viste interesse for at registrere det unikke stykke danmarkshistorie, der udspillede sig for næsen af dem.

Provo-kunstneren Jens Jørgen Thorsen midt i en alternativ bodypaint-happening under verdens første sexmesse i KB-Hallen i 1969.

NILS VEST var netop blevet færdig på Den Danske Filmskole, da han i slutningen af foråret 1970 blev tilbudt at arbejde for selskabet Laterna Film. Direktør Mogens Skot-Hansen havde set den dokumentar om dansk tatoveringskunst, som Nils Vest lavede på Filmskolen, og han så potentiale i den unge instruktør. Hos Laterna fik Nils Vest mulighed for at instruere og producere sine egne film – emnet kunne han selv vælge.

På filmskolen rullede den seksuelle revolution for fuld kraft. Takket være p-pillen, der var blevet frigivet i 1966, blev der ”bollet løs på kryds og tværs”, som den 75-årige filminstruktør formulerer det i dag i sit hjem på Christiania. I filmskolemiljøet kom også folk, der deltog i pornofilm foran kameraet, og gennem dem fik Nils Vest mulighed for at følge den spirende industri på nærmeste hold.

”Jeg fik en unik mulighed for at være med lige i øjeblikket, efter bomben var sprunget, hvor der var helt stille i lokalet, og folk kiggede på hinanden og spurgte: ’Hvad gør vi nu?’” fortæller han. 

I løbet af efteråret 1970 rejste Nils Vest landet rundt for at skildre det danske pornomiljø: fra Vagn Guldborgs butik i Teglgårdstræde til et ægtepar i Svendborg, som åbnede den første pornobutik på Sydfyn og inviterede til livesex på en madras i deres dagligstue, hvor både de selv og gæsterne deltog.

Undervejs stødte Nils Vest ikke på mange pornomodstandere. Men i visse dele af det bedre borgerskab og i kristne bevægelser kunne man finde dem. I en villa i Holte filmede han en gruppe unge kristne, der forgæves forsøgte at bekæmpe udviklingen.

”De kræfter, der er i gang i øjeblikket, de arbejder på at tage al menneskelig værdighed fra os. Helt ned til dyrenes stadie,” messer en ung mand i filmen foran en samstemmende forsamling.

Den unge filminstruktørs ambition var at skildre alle aspekter af den danske pornoindustri. Sværest var det at komme ind i det københavnske homo-miljø, der på trods af tidsånden fortsat måtte operere i det skjulte.

”Dengang så man meget anderledes på homoseksuelle end i dag, og det var meget svært at få nogle til at være med. De maskerede sig og tog paryk på, så man ikke kunne genkende dem i filmen,” fortæller han. Anderledes nemt var det at få lov til at filme par, der dyrkede sex på klubberne i Istedgade, hårde spanking-scener med læder og pisk under optagelserne – og sågar en kvinde, der havde sex med sine dyr.

’Mazurka på sengekanten’ (1970) var den første af Sengekants-filmene – en række erotiske lystspil, der blev vist i danske biografer 1970-76.

I EN SCENE i ’Sex en gros’ er Nils Vest på besøg hos brødrene Theander i Rodox Tradings hovedkvarter på Strandlodsvej på Amager. Ude foran den røde murstensbygning er en rød lastbil i gang med at blive læsset med brune pakker, klar til distribution. ’Sex Revolution’, står der på siden af dem. Indenfor viser Peter Theander, i brunt hår, lange bakkenbarter og beige jakkesæt, rundt på lageret, hvorfra virksomheden solgte porno til både ind- og udland.

”Her har vi en nyhed, der lige er kommet. Det er en speciel form med nogle SS-uniformer, der hovedsagelig må siges at sælge i USA,” siger han og trækker et rødt magasin med det tyske nazistpartis flag på forsiden frem fra vægreolen bag sig.

Theander-brødrene var begejstrede for at få besøg af Nils Vest. De tænkte, at det ville være god reklame for Rodox Trading. Da filmen udkom, var de dog skuffede over, at den ikke var pornografisk nok. Under optagelserne på Amager bed Nils Vest især mærke i, hvordan Peter Theander og hans ansatte behandlede selv den mest hardcore og bizarre pornografi, som var det enhver anden vare.

”De kunne lige så godt have solgt grydelapper og kogebøger,” erindrer filminstruktøren.

I de første år efter frigivelsen blev mange danske porno-købmænd hurtigt rige på at producere og sælge film og blade. Men mange af dem formøblede deres formue i samme tempo, som de havde tjent den, fortæller Jon Nordstrøm:

”Ole Ege tjente mange penge, men røg for meget hash og smed det hele væk igen. Leo Madsen spillede pengene væk og døde i 1979. Kun Theander-brødrene fik gjort porno til en særdeles lukrativ forretning.”

De to brødre startede med at sælge frække hæfter i deres butik med det uskyldige navn Rådhusantikvariatet, som de åbnede i 1966 i Studiestræde i København. Men forretningen tog først for alvor fart med udgivelsen af Color Climax to år senere, der blev et af Danmarks største pornoblade. Og ikke længe efter pornoens frigivelse gik brødrene til filmen.

Arbejdsfordelingen var klar: Jens Theander filmede og var ansvarlig for produktionen, og Peter Theander tog sig af det forretningsmæssige. På sit højeste solgte Rodox Trading og underselskabet Candy Film mere end 4.000 film om dagen, der blandt andet blev eksporteret til det øvrige Skandinavien, Holland og Tyskland. Filmene rangerede fra ’almindelig’ hetero-porno til S/M og i en periode også børneporno, der indtil 1980 kunne købes og sælges, men ikke produceres lovligt i Danmark. I dokumentarserien ’Candy Film – Da børneporno var lovlig’ afdækkede DR i 2016, hvordan Theander-brødrene distribuerede børnepornografisk materiale og samarbejdede med kendte pædofile. Der findes ikke beviser for, at Rodox Trading og Candy Film selv producerede børneporno.

”Theander-brødrene lavede nogle mærkelige ting. De havde ingen skrupler,” siger Jon Nordstrøm.

Rodox Trading fortsatte produktionen i årtier og havde ved 30-årsjubilæet i 1996 udgivet mere end 30.000 pornoblade og -bøger. Jens Theander døde i 2008, mens 77-årige Peter Theander fortsat lever og sidder i bestyrelsen i Rodox Fonden, der yder økonomisk støtte til kunstnere. Det er ikke lykkedes Ud & Se at få kontakt til ham.

 

PORNO EFTER ’69

Morten Thing, kulturhistoriker og forfatter til bogen ’Pornografiens historie i Danmark’ (1999):

”Da Danmarks konkurrencefordel forsvandt, og andre lande frigav pornografien, bredte produktionen af porno sig hurtigt til en række andre lande, som ville have del i det voksende marked. Og da VHS-båndet kom frem i 1976, var danskerne slet ikke klar til at følge med udviklingen. Op gennem 80’erne blev der produceret mindre og mindre dansk porno, og kun få producenter overlevede. Særligt amerikanerne gav alle andre baghjul og blev hurtigt den største producent af porno, en position, landet stadig har i dag.

Da internettet spredte sig i 90’erne, ændrede pornoindustrien sig markant. Pludselig opstod der helt nye muligheder for distribution af porno, der før havde været et fysisk produkt i form af et blad, en bog eller et videobånd, men nu kunne tilgås digitalt. Hurtigt blev der lavet hjemmesider, hvor man kunne få adgang til pornofilm og -billeder på nettet mod betaling. Der opstod også et marked for erotiske fortællinger, og der blev udvekslet private amatørpornooptagelser, dog mest i lukkede fora. Allerede dengang blev de engelske ord ’sex’ og ’porn’ to af de mest populære søgeord på nettet.

Den egentlige revolution kom først 20 år senere, da de gratis pornosider opstod. Her kunne brugerne se porno uden at skulle betale, og i stedet tjente man penge på at vise annoncer, hvilket gjorde pornoen lettere tilgængelig end nogensinde før. Markedet for amatørporno eksploderede også, og der opstod sites, hvor almindelige mennesker optrådte med liveshows og lignende. I dag er porno en global vare, og pornoindustrien er større end nogensinde. Til gengæld er dansk porno så godt som død.

Pornoens frigivelse har haft stor betydning for dansk kultur helt frem til i dag. I litteraturen blev det op gennem 80’erne og 90’erne normalt, at den seksuelle side af et menneskes liv indgik i romaner. Og på film kunne man lave eksplicitte indslag i biograffilm, der var produceret til det almindelige filmmarked. Det gjorde Lars von Trier blandt andet i ’Idioterne’ fra 1998, hvor der er en kort sekvens, som viser samleje i nærbillede. 

Det er nemt at tage det for givet i dag, men meget af den frihed, man i dag har inden for kunst, film, tv, litteratur og så videre skyldes ophævelsen af censuren i slutningen af 60’erne. Der er heller ingen tvivl om, at den seksuelle frigørelse og pornografiens frigivelse har betydet, at det i dag er meget nemmere at tale om sex offentligt, end det var for 50 år siden.”

FRIGIVELSEN af pornografien medførte voldsom international eksponering af Danmark og i særdeleshed København. I USA kunne en ung Jack Stevenson ofte læse i aviserne om den seksuelle revolution, der fandt sted på den anden side af Atlanterhavet i ’The Land of Sin’. Han blev hurtigt fascineret af fortællingen om det fantastiske lille land i Skandinavien, hvor alt tilsyneladende var tilladt.

”I amerikanernes fantasi var Danmark et seksuelt utopia. Der opstod en næsten mytisk fortælling om Danmark som ét stort hippiefællesskab, hvor alle dyrkede sex med alle,” siger Jack Stevenson, forfatter til bogen ’Scandinavian Blue’, om 60’ernes og 70’ernes erotiske film i Danmark og Sverige. 

Han husker, at der i 1970-71 gik fem-seks film i amerikanske biografer på samme tid, som alle havde ’Denmark’ i titlen. Og dokumentarerne – som var den eneste slags film, hvor man måtte ’vise hud’ i USA – var voldsomt populære.

”I bund og grund lærte danskerne amerikanerne om sex i den periode,” siger forfatteren og filmmanden, der har boet siden slutningen af 80’erne i København, hvor han i dag bestyrer Husets Biograf.  

Men længe inden Stevensons fascination af de frisindede danskere førte ham til den danske hovedstad, strømmede amerikanske turister til København for at se bare bryster og kønsdele. Og på Vesterbro fandt man hurtigt ud af, at der var hurtige penge at tjene på de nysgerrige udlændige. 

”Inden sexklubberne for alvor skød op, kunne amerikanerne og japanerne – som var de turister, der var flest af – kun se grynede nøgenbilleder og købe pornoblade. Men så var der nogle, der fik en idé: Hvis de var her for at se hud, ville de nok også betale for at se rigtig hud,” fortæller Jon Nordstrøm.

Blandt dem, der øjnede en fidus efter porno­frigivelsen, var Stig ’Snotten’ Emmerik Poulsen og ’Røde’ Kai Bo Rasmussen. De arbejdede som chauffører hos Codan Bilen på Halmtorvet, men lejede et kælderlokale i Istedgade og begyndte at sælge billetter til  liveshows for 50 kroner stykket. Når kælderen var fyldt med forventningsfulde turister, løb de med pengene og tog på druk, mens amerikanerne og japanerne ventede på en nøgenmodel, der aldrig dukkede op. Det fungerede, fordi turisterne som regel var så flove, at de undlod at klage til politiet.

Fupnummeret blev forløber for de første egentlige sexklubber med live-samleje på scenen. På den første af klubberne, Keyhole i Istedgade, fik Røde Kai arbejde som booker, inden han købte ejerne ud og overtog stedet selv. I løbet af kort tid åbnede adskillige lignende klubber på Vesterbro, og konkurrencen var hård. Flere steder kørte Røde Kai og Snottens fidus videre, men med den forskel, at turisterne ikke blot blev snydt for en halvtredser, men også fik frarøvet resten af deres penge.

”Det begyndte at rygtes, at det var decideret farligt for turister at færdes på Vesterbro. Og da politiet fik øjnene op for, hvad der foregik, blev de mange liveshows hurtigt forbudt med henvisning til, at loven fra 1969 kun gav tilladelse til at vise billedfotografi – ikke live-sex,” siger Jon Nordstrøm.

Politiet stormede klubberne og ødelagde inventaret, og ved udgangen af 1972 var de berygtede liveshows på Vesterbro næsten forsvundet. I stedet investerede pornobaronerne deres penge i narkotika, hvilket kun gjorde kvarteret omkring Istedgade endnu mere råt. Ifølge Jon Nordstrøm skete der i det hele taget en forråelse af pornomiljøet i løbet af få år.

”Der gik ikke så mange år, før hippierne trak sig ud, og så blev pornoindustrien præget mere af profit end af seksuel frigørelse. Og samtidig blev de danske pornoproducenter presset af udenlandske konkurrenter, der også ville have en bid af kagen.”

Pornobutik på Vesterbro få år efter pornografiens frigivelse. Skiltene var engelsksprogede for at lokke udenlandske turister til.

I MIDTEN AF 70’erne var det danske porno-eventyr så godt som ovre. I København blev de eksplicitte sexreklamer fjernet, da det blev forbudt at vise anstødelige billeder i det offentlige rum, og det blev også indskærpet, at pornoblade og andet materiale af pornografisk karakter ikke måtte anbringes i børnehøjde. Pornoen forsvandt fra gadebilledet, og det samme gjorde sexturisterne. Efterhånden som andre lande fulgte med og frigav pornoen, rykkede også industrien væk fra Danmark. Kun Theander-brødrene formåede at holde liv i eksporten.

”Der gik ikke ret mange år, før Danmark blev overhalet. I USA, Sverige, Holland og siden Tyskland begyndte man at producere porno lovligt, og da det skete, havde den danske pornobranche toppet,” siger Jon Nordstrøm.

Ifølge Jack Stevenson var pornoens frigivelse et kompromisløst opgør med censur. Mennesker skulle være frie til at sige, skrive og vise, hvad de ville, uden begrænsninger. Han beskriver årene efter frigivelsen som ”en mærkelig tid”, hvor folk accepterede ting, som ville blive opfattet som stærkt kontroversielle i dag.

”Men jeg tror, man skal have levet i 50’erne og 60’erne og have oplevet, hvor omfattende censuren var, for at forstå, hvorfor alt blev tilladt, efter forbuddet blev ophævet,” siger han.

Med tiden blev det dog klart, at pornografien også havde sine skyggesider.

”Der blev lavet mange ting i frihedens navn, og det var så altoverskyggende, at andre, mere problematiske aspekter ved pornoen lidt blev glemt. Børneporno er et godt eksempel, men der var også spørgsmålet om udnyttelse af kvinder i pornobranchen, som ingen for alvor beskæftigede sig med dengang. I pornoen blev seksualitet fremstillet på en måde, som ofte var meget macho og til tider voldsom, men ingen satte spørgsmålstegn ved, hvad det gjorde ved unge mennesker at få præsenteret sex på den måde,” siger Jack Stevenson.

 

FEM HISTORISKE (PORNO)-FILM

Jack Stevenson, bestyrer af biografen i det københavnske kulturhus Huset-KBH, udpeger de fem vigtigste film fra tiden omkring pornografiens frigivelse. Biografen viser alle fem film i løbet af efteråret i anledning af den fri pornos 50-årsjubilæum.

’Jeg – en kvinde’ (1965)

”Filmatiseringen af Siv Holms roman om passion og promiskuitet set fra et kvindeligt perspektiv var en grænseoverskridende succes, som satte den seksuelle frigørelse allerøverst på dagsordenen. Det var den første film, der blandede porno og almindelig spillefilm, hvilket var banebrydende, og filmen blev også et stort hit i USA. ’Jeg – en kvinde’ gik så langt, som man overhovedet kunne tillade sig inden pornografiens frigivelse.”

’Gift’ (1966)

”Knud Leif Thomsens film om den selvsikre livsnyder Per, der indleder et seksuelt forhold til teenagepigen Susanne, var på den ene side en advarsel mod de ødelæggende følgevirkninger af den nye, frigjorte seksualmoral, men samtidig indeholdt den hardcore pornografiske scener, og Thomsen var indædt modstander af censuren. Det er 60’ernes glemte mesterværk i dansk film, og det var den første film, som beskæftigede sig med pornoens skyggesider – eksempelvis hævnporno.”

’Stille dage i Clichy’ (1970)

”’Stille dage i Clichy’ er baseret på Henry Millers roman af samme navn og instrueret af Jens Jørgen Thorsen. Den skildrer kønslivets glæder ublufærdigt og var den første offentligt viste danske film, som eksplicit viste penetration. Filmen blev vist ved filmfestivalen i Cannes, og i de første tre uger efter dens premiere blev den set af mere end 100.000 danskere. Thorsen kombinerede pornografien med kunstneriske spillefilmsambitioner.”

’Hvorfor gør de det?’ (1971)

”Det amerikanske instruktør-ægtepar Phyllis og Eberhard Kronhausen, der også var praktiserende psykologer, flyttede til Danmark for at skildre den seksuelle frigørelse gennem nogle af de mennesker, der optrådte på de københavnske sexklubber. ’Hvorfor gør de det?’ var et seksualpolitisk manifest, og Kronhausen-parret så offentlig sex som manifestationen af en højere og friere bevidsthed, og den er en af de vigtigste dokumentarfilm om porno og den seksuelle frigørelse.”

’I jomfruens tegn’ (1973)

”Den første film i Stjernetegns-serien var revolutionerende i den måde, den blandede hardcore porno med folkekomedie. Produktionen var stor og dyr, de medvirkende var ’rigtige’ skuespillere, og den blev vist i danske biografer med stor succes. Stjernetegns-filmene var med til for alvor at gøre porno mainstream.”

NILS VESTS FILM blev til som en nøgtern skildring af den danske pornobranches guldalder. Men til filminstruktørens store fortrydelse blev den i stedet markedsført og solgt som en pornofilm. Ved udgivelsen var Laterna Film tæt på fallit, efter Mogens Skot-Hansen havde satset stort på en filmatisering af Shakespeares ’King Lear’, og en af pengemændene bag filmselskabet, den tidligere nazist Henning Karmark, ville have sine penge hjem. Derfor gennemtrumfede han, at Nils Vests dokumentar skulle sælges som porno. Den fik titlen ’Sex en gros’ i stedet for ’Frihed på alle hylder’, som Nils Vest havde tænkt, og Peter Wibroes grafiske filmplakat blev skiftet ud med et billede af en kvinde, der red en mand. Filmen fik premiere i Nygade Teatret på Strøget, men det blev uden Nils Vest og resten af holdet bag dokumentaren, der ikke længere kunne genkende deres arbejde.

”Senere listede jeg mig dog ind en eftermiddag for at se den. Der var flere af tilskuerne, som bandede og forlod biografsalen i arrigskab, fordi de ikke syntes, at filmen var liderlig nok,” fortæller Nils Vest.

Siden er ’Sex en gros’ blevet anerkendt som det stykke social reportage, den egentlig var. Og på mange måder illustrerer filmen, hvor vidtfavnende det danske frisind var i begyndelsen af 70’erne:

I filmens mest kontroversielle scene gennemfører en ung kvinde ved navn Bodil Joensen et samleje med hunden Lassie på sin gård ved Gelstrup i Odsherred. Hun blev kendt som ’Ornepigen Bodil’ og blev berømt i både ind- og udland gennem film og liveshows med dyr på Vesterbros sexklubber. Hendes seksuelle udfoldelser vakte debat, men da ’Sex en gros’ udkom, var der ikke mange, der løftede et øjenbryn.

”Dengang var der intet forargeligt i, at en kvinde havde sex med en hund og ovenikøbet optrådte med det,” fortæller Nils Vest. Men da filmen blev vist til historiefestivalen Golden Days for nogle år siden i Husets Biograf i Magstræde, var tiden en anden, siger han:

”Folk nærmest kravlede ned under biografsæderne, da sex-scenen med Bodil og Lassie gik i gang.”

 

/

Hængemuler

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Alligevel trykker partierne titusindvis af valgplakater ved hvert eneste valg, og landets lygtepæle pakkes ind i akavede politikersmil. Men giver det overhovedet mening? Og hvorfor er plakaterne så grimme?
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:danskplakatkunst.dk

DEN FJERDE lørdag før et folketingsvalg går den i gang – kampen om lygtepælene. Hundredvis af ungdomspolitikere og partisoldater med vogne fulde af strips og valgplakater sidder ivrigt og tripper. 

Når klokken slår 12.00, spæner de fra lygtepæl til lygtepæl for at skaffe den bedste plads til deres kandidat. Det handler ikke om ædle demokratiske aspirationer, om lighed eller lige ressourcer til at promovere sig selv. Det handler om at være først, størst, stærkest og smartest, og den kandidat, der kan fremvise mest muskelkraft, kommer til at smile skælmsk fra de mest iøjnefaldende steder i bybilledet.

Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, bruger udtrykket ’ritual’ om plakatopsætningen, fordi den markerer, at valgkampen sættes i gang. Og minder os alle om, at vi snart skal til stemmeurnerne.

”Det kan virke gammeldags at føre valgkamp med plakater i lygtepælene, men det er faktisk det redskab, der bliver brugt af allerflest politikere. Kampen bliver lidt stenalderlig, når de løber rundt for at komme først, men den er med til at udnytte de frivilliges kompetencer, samtidig med at den skaber sammenhold og identitet som parti. Det må man ikke underkende,” siger han.

Måske er ’stenaldermennesket’ lige netop det, valgplakater kan få op i folk. Folketingspolitikere har revet modstanderes plakater ned i affekt, Ungdomshuset har ved flere lejligheder afholdt valgfester, hvor man kunne banke sine hadepolitikere med et boldtræ, og hvor ofte har man ikke set en overtegnet valgplakat.

Valgplakaten er helt grundlæggende politisk propaganda i det offentlige rum, fortæller Kasper Møller Hansen. Den har altid eksisteret og i utallige former, og den har altid oprevet folk. Når Luther plastrede kirkedørene til med sine kritiske skrifter, var det ikke meget anderledes end det, politikerne gør i dag.

KASPER MØLLER HANSEN har undersøgt kandidaternes brug af valgplakater, og til at begynde med forestillede han sig, at valgplakaten ikke var udslagsgivende. Han var også overbevist om, at den ville blive erstattet af digital markedsføring. Nogle af hans pointer var i starten, at plakater var bøvlede at sætte op, og at de stilistisk minder så meget om hinanden, at kommunikationen ville gå tabt. Men han fandt hurtigt ud af, at der faktisk er en reel effekt, når det gælder antallet af personlige stemmer, selvom man næppe får en liberal til at stemme socialistisk på grund af et veldrejet foto. 

”Ved alle andre kampagneredskaber end valgplakaten skal vi gøre noget aktivt for at få det ned i halsen. Vi skal købe en avis eller gå ind på en bestemt hjemmeside. Med valgplakater skal du bare gå uden for din dør. Det er en passiv form for eksponering. Ja, den er gammeldags, men du kan ikke undgå den, og så ender du med at nå folk, som måske ikke engang interesserer sig for politik.”

Skal man måle på effekten, gøres det bedst, hvis man sammenligner to kandidater, hvoraf kun den ene benytter sig af valgplakater. I det tilfælde vil kandidaten med valgplakater ifølge statistikkerne få flere stemmer. Men eftersom stort set alle kandidater i dag benytter sig af valgplakater, bliver det mere mudret. Effekten er der, men den udlignes, når alle gør det. Spørgsmålet er derfor, om man ikke glemmer Jens Jensen blandt de hundredvis af andre kandidater, der også hænger til skue? 

Ifølge Frederik Preisler, kreativ direktør i kommunikationsbureauet Mensch, er det både ja og nej. 

”På den ene side er vi blevet blinde for plakaterne, fordi vi har set dem tusind gange før, og vi frasorterer alt, der ikke overrasker os. Ellers ville vi blive sindssyge af alle de indtryk, vi får smidt i hovedet hver dag. 

På den anden side er hele vores holdning til det politiske landskab blevet langt mere famlende og usikkert. Er Dansk Folkeparti pludselig i seng med Socialdemokratiet, som ikke syntes, de var stuerene? Er de alle bare nogle magtliderlige taburetklæbere? Og i den situation virker det her gammeldags medie pludselig mere ærligt og håndfast,” siger Frederik Preisler.

TIDLIGERE VAR DET kutyme, at kammeraterne i trykkerierne hjalp venstrefløjen, mens erhvervslivet bistod højrefløjen. Men selvom det var vennetjenester, var det professionelle trykkere og grafikere, der vidste, hvordan de fik formatet til at spille. Plakaterne var tegnede, nærmest kunstneriske og ofte humoristiske. Og så handlede det langt mere om partiets værdikamp end reklame for den enkelte politiker, som man ofte ser det i dag.

”Det grafiske håndværk bliver overhovedet ikke brugt, fordi det er dyrt,” siger Frederik Preisler og banker lidt på sin computer.

”I dag kan hvem som helst knalde en plakat sammen på computeren og få den trykt. Men man ender med et dårligere resultat. Valgplakater var for 20-30 år siden pænere og bedre trykt. Men at håbe, det kommer igen, er lidt ligesom at ønske sig tilbage til dengang, folk gik rundt i håndsyede sko,” siger den kreative direktør, der fortæller, at formatet er utaknemmeligt, fordi kun ganske få mennesker og politikere er så fotogene, at de ser godt ud på en valgplakat.

”De fleste ligner jo nogle, der har stjålet af kassen. Men det er, fordi det er svært at tage professionelle billeder. Hvis der var nogle, der ofrede midlerne på virkelig gode portrætfotografier, kunne de bogstavelig talt brillere på en billig baggrund.”

Ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen er der en skabelon for, hvordan en valgplakat skal se ud. En gennemgående stilistisk form med navn, billede og partibogstav. Før i tiden var specielt venstrefløjens partier tilbageholdende med at lave personspecifikke valgplakater, men partierne over en bred kam ser det nu som en nødvendighed også at promovere den enkelte kandidat. Skabelonen har betydet, at der er meget få, der stikker ud i bybilledet, og selvom man altid kan finde en person med cowboyhat eller klap for øjet, er langt de fleste valgplakater tæt på at være identiske.

I partierne er man samtidig også blevet mere bevidste om, hvor man skal bruge sine kræfter, når man kæmper om de gode pladser i lygtepælene.

”Når der hænges plakater op, er der ofte store dataanalyser bag, som fortæller, hvor de potentielle vælgerkorps befinder sig. Det er ikke bare sådan, at Enhedslisten ikke hænger op i Hellerup, eller Dansk Folkeparti undgår Gellerup. Det er nærmest på opgangsniveau, hvor alle mulige sociale karakteristika bliver analyseret.”

For blot tre valg siden brugte man en gammeldags metode, hvor frivillige klistrede plakater op på tunge masonit- eller krydsfinerplader med vådrumslim. Det krævede en stor indsats og betød, at kandidaterne opmagasinerede store partier af plader, som de genbrugte valg efter valg. I dag bliver alle plakater fortrykt på et let skummateriale, som betyder, at man nemt kan have 100 valgplakater i en cykeltrailer eller bag i bilen. Antallet af plakater er ifølge Kasper Møller Hansen derfor steget, og valgforskeren udsteder garanti for, at der bliver sat ny rekord ved det kommende folketingsvalg.

GRUNDLÆGGENDE handler valgplakater om branding. Om hvordan man kan skille sig ud fra de øvrige kandidater og endda sine partikolleger. Men det er der ifølge Frederik Preisler kun få valgplakater, der gør. Hans yndlingseksempel er Alternativets valgplakat fra folketingsvalget i 2015. De havde ikke ressourcer til en regulær valgplakatkamp mod de etablerede partier. I stedet lavede partiet en lille plakat med teksten ”Der er også Alternativet”, som hang under konkurrenternes valgplakater.

”Det er efter min mening den bedste valgplakat i mange år, og det har jo vist sig, at Alternativet ikke har kunnet overgå den siden. Den var god, fordi den spillede op til de andre og skabte et meta-lag. Det var ikke bare en måde at spille op imod de store på, det var også en alternativ måde at føre valgkamp på. Det var en lille genistreg,” mener Frederik Preisler. 

Men hvis det gælder om at skille sig ud, må det vel være gavnligt at have et slogan eller i hvert fald en tekst på sin valgplakat? Frederik Preisler mener, at det er noget, alle partier slås med i dag. Problemet er bare, at partierne har svært ved at beslutte sig for ét budskab, der er slagkraftigt nok, og at de lurepasser på hinanden. Når Venstre for eksempel er ude med en kampagne om en ny sundhedsreform, kommer Socialdemokratiet med det samme ud og forsvarer deres position i stedet for at fremhæve deres unikke kvaliteter.

I 1950 havde Socialdemokratiet en tegnet valgplakat af en mor med forklæde og barn på armen, mens manden i jakkesæt og slips svingede sin datter. Sloganet lød: ”Arbejde og tryghed.” Den ville aldrig gå i dag, fordi værdipolitikken er blevet en gråzone, siger reklamedirektøren. Det er blevet så uklart, hvad de forskellige partier står for, at de bliver nødt til at gå ned på enkeltsagsniveau:

”Jeg tør vædde hvad som helst på, at man lige nu i partihovedkvartererne slås med, hvordan de får ændret deres valgstrategi, så den handler mere om klima. Jeg har aldrig set nogen bevægelse, der er kommet så hurtigt som klimabevidstheden. På fire måneder er det gået fra at være et mindre vigtigt emne til at være befolkningens topprioritet. Men der er meget få partier, der tør sætte et budskab på en plakat, for hvad nu, hvis befolkningen begynder at tale om noget andet? Man skal være sikker på, at man har noget, man kan stå inde for, og det har de færreste partier, fordi de langt hen ad vejen er til salg for stemmerne.”

Frederik Preisler og Kasper Møller Hansen havde begge oprindelig afskrevet valgplakaten som noget gammeldags, der ville forsvinde i takt med den teknologiske udvikling. Men det stik modsatte har altså vist sig at være gældende. 

”Mit svar er stadig, at det er, fordi det er den her passive form for reklame, som man ikke kan undgå. Det er de færreste kandidater, der kommer i tv, radio eller i avisen, men alle kan hænge i en lygtepæl,” siger Kasper Møller Hansen.

/

Valg i kulissen

Selvom tv-kameraer følger politikerne helt tæt, når der er valg, får de sjældent det hele med. Henrik Qvortrup ser tilbage på folketingsvalgene i 1998, 2011 og 2015 og alt det, der foregik uden for kameraernes rækkevide.
Tekst:Henrik QvortrupFoto:Ritzau Scanpix/Ole Steen

VENSTRES FORMANDSKONTOR PÅ CHRISTIANSBORG

Tirsdag 11. marts 1998.

Når man skal, så skal man. Og Uffe Ellemann-Jensen skal virkelig tisse. Lige her og nu. Under normale omstændigheder vil han blot gå ud af sit hjørnekontor på Christiansborgs anden sal, forbi Udenrigspolitisk Nævns mødelokale og ind på toiletterne ved siden af trappen.

Men lige netop denne aften er det ikke en mulighed. For uden for kontoret står en hærskare af journalister og fotografer og venter. Og dem har Uffe ikke den store lyst til at snakke med lige nu.

Sagen er, at valgaftenen mere og mere ligner et mareridt for Venstre-formanden, som alle ellers har forventet kan krone mange års politisk arbejde og vælte Poul Nyrup Rasmussen af statsministerstolen. Men hvad der på forhånd ligner en walkover, er nu blevet til et tæt, tæt opgør. Det ser slet ikke godt ud for Uffe. Han står helt sensationelt til at tabe.

Altså: På den ene side en horde af journalister, han ikke orker. På den anden side en faretruende udspilet blære.

Hvad gør Uffe Ellemann? Han beder Claus Hjort Frederiksen, der også er på kontoret, om at se væk et øjeblik. Hvorefter manden, som få timer forinden har været helt sikker på at kunne indtage kongerigets højeste embede, lader vandet i en potteplante.

HOLMEN, KØBENHAVN

10. marts 1998.

Uffe Ellemann-Jensen står udenfor i kulden og føler sig noget ladt i stikken. Den afsluttende tv-duel er netop slut. Næste dag er der folketingsvalg.

Nyrup er blevet afhentet i sin ministerbil og kørt hjem til Frederiksberg. Uffe, til gengæld, står og kæmper med at få fat på en taxa. Hvad der mildest talt ikke er nogen nem opgave på Holmen en mandag. Venstre har ikke overvejet at sørge for hjemtransport til manden, der dagen efter med stor sandsynlighed vil blive statsminister.

Ekstra Bladets mangeårige politiske reporter Nils-Christian Nilson – bedst kendt som ’Nille’ – bliver hans redning. Nille og hans fotograf kører hen til den forladte Uffe, ruller vinduet ned og spørger, om statsministerkandidaten ikke vil have et lift til Hellerup.

Ankommet til Sundvænget i Hellerup synes Ellemann ikke rigtig, at han kan gøre andet end at invitere indenfor. I køkkenet byder han på en whiskysjus. I det sekund, Uffe løfter sit glas for at skåle, tager fotografen sit senere så historiske billede.

En times tid senere hjemme på Ekstra Bladet på Rådhuspladsen er forsideskrædder Lisbeth Hvidt noget i tvivl om, hvad whisky-billedet egentlig kan bruges til. Pludselig får hun en idé. Går det an, spørger hun Nille, at skrive på forsiden, at ”den er hjemme”?

En forside, der efter de flestes mening var med til at koste en ellers sikker valgsejr. 

Knap fire år senere prøver Ekstra Bladet at gentage succesen. Det sker, da samme Nille dagen før folketingsvalget i november 2001 henkastet spørger Anders Fogh Rasmussen – manden, der nu er udset til at gøre det, Uffe ikke kunne:

”Anders,” siger Nille med et snedigt smil, ”hvor er din cykel egentlig?”

 Fogh trækker vejret dybt, kigger Ekstra Bladets udsendte lige i øjnene og svarer så:

”Den STÅR hjemme.”

VEGA, KØBENHAVN

16. september 2011.

”Kære partifæller, kære partifæller. Vi GJORDE det!”

Det er lige efter midnat, og Helle Thorning-Schmidt har just indtaget scenen og taler nu til de mange eksalterede socialdemokrater nede i salen. Henrik Sass Larsens og Morten Bødskovs tilgang til festen er mere tilbagelænet: De er for længst trukket i baren.

Den lalleglade sejrs-eufori overlader de to garvede politikere til de mere sværmeriske og noget mindre kyniske af partifællerne, der ude på dansegulvet hopper og danser ved udsigten til, at 10 års borgerligt styre i Danmark står foran sit endeligt.

Bevæbnet med hver en fadøl kan Sass og Bødskov iagttage, hvordan partiformanden gejler den  festsydende sal op. Egentlig forstår de ikke begejstringen. 

Okay, Thorning skal indtage Statsministeriet som danmarkshistoriens første kvindelige statsminister. Fint nok.

Men når Sass og Bødskov alligevel har lidt svært ved at finde we did it-begejstringen frem, er det fordi  de udmærket kan se, at Thorning i bedste fald kun har fortalt den ene halvdel af sandheden. Den mere ubehagelige del er til lejligheden gemt af vejen.

For midt i festrusen glemmer Thorning helt at fortælle, hvad der også er udkommet af valget: Nemlig, at Socialdemokratiet har haft et historisk elendigt valg. Det samme gælder for så vidt alliancepartnerne i SF, hvor Villy Søvndal må kigge langt efter den rockstjernestatus, han har haft nogle år forinden.

Det er alene, fordi De Radikale har fået et flot valg, at Thorning snart vil kunne danne regering. Og mon ikke Margrethe Vestager inden længe vil tage sig godt betalt for ulejligheden – og tvinge Socialdemokratiet væk fra alle de planer, der er blevet udstukket under valgkampen? 

SMINKEN VED FÆLLESSALEN PÅ CHRISTIANSBORG

16. september 2011, 01:15.

Som sidste officielle punkt på valgaftenen skal DR’s og TV2’s traditionelle partilederrunde snart optages. Det foregår som altid i Fællessalen på Christiansborg. I sminke­rummet møder Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt hinanden for første gang, siden resultatet har stået klar. De to parti­ledere omfavner hinanden. Og så er det, at det lakoniske og  præcise spørgsmål kommer fra Vestager: ”Helle, jeg ved ikke, hvordan du har tænkt dig at løse det her.”

Underforstået: Godt nok kan du blive statsminister, men du kan lige så godt indstille dig på, at du ikke får lov til at føre den politik, du er gået til valg på sammen med SF. 

Thorning smiler og giver ikke Vestager noget svar. Det kommer først halvanden uge senere i ’Det sorte tårn’ på Amager. Her er Socialdemokraterne nødt til at føje De Radikale i det meste – herunde at skulle acceptere formuleringen om, at regeringen ”skal videreføre den tidligere borgerlige regerings økonomiske politik”.

KUHLAUSGADE, ØSTERBRO

18. juni 2015.

Det er hen ad midnat, og Helle Thorning-Schmidt går ovenpå i sit byggeforeningshus på Ydre Østerbro. Hun skal ordne de allersidste ting, inden hun kan begive sig ind til Christiansborg og alle de skuffede partifæller, der venter derinde.

I arbejdsværelset på første sal tager hun først sin mobiltelefon og ringer til Løkke, som hun ved sidder hjemme i sin lejlighed i Nyhavn og venter utålmodigt på netop dette concession call fra sin modstander.

”Tillykke, Lars,” indleder Thorning den samtale, som hun i dén grad har håbet ikke at skulle gennemføre. ”Nu må det vist være dig, som tager den herfra.”

Herefter sætter Thorning sig hen til computeren og tilføjer det allersidste afsnit til den tabertale, hun allerede har skrevet tidligere på aftenen:

”Lederskab består også af at træde tilbage på det rigtige tidspunkt. Og det tidspunkt er nu. Derfor skal Socialdemokraterne nu have en ny leder. (…) Jeg er stolt af at have været Danmarks første kvindelige statsminister. Og jeg bliver ikke den sidste. Til alle Danmarks store kvinder og små piger: Vi lever i et åbent land, og I skal bruge alle muligheder.”

Herefter finder Thorning det tøj frem, som hun vil have på, når hun om lidt kommer ind på Christiansborg som valgets taber. Hun ved præcis, hvad hun går efter: den samme blomstrede bluse og jakke, som hun bar på valgaftenen i 2007, da hun måtte erkende, at hun alligevel ikke kunne slå Anders Fogh Rasmussen. Det må være en passende symbolik, tænker hun.

Henrik Qvortrup er tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, tidligere politisk kommentator for TV2 og tidligere chefredaktør på Se & Hør. Han har udstået sin straf i den såkaldte Se & Hør-sag og arbejder nu bl.a. som politisk journalist.

 

/

På alles læber

ANNE LINNET er gået på scenen i 50 år, men alligevel nærmest rejehopper den nyforelskede musiker af kådhed. Ud & Se tog med ikonet på turné og om bag scenen for at finde hemmeligheden bag hendes lidenskab og de sange, som er flyttet ind i den danske folkesjæl.
Tekst:Frank StokholmFoto:Jonas Bie og Steven Achiam

TRE TIMER FØR koncerten står hun på gaden i Odense sammen med korsangerinden, presse­agenten og kæresten i en ankellang rød uldfrakke. ”Drengene sidder oppe under taget,” siger Anne Linnet i sorte jeans, ruskindsstøvler og solbriller. Uden at det bliver formuleret som en egentlig kommando, vinker hun reporteren af sted.

For enden af trappen oppe under taget ligger til venstre et rum indrettet med spejle langs begge vægge, borde langs spejlene og stole ventende på de spejlende; lidt som en frisørsalon, bortset fra at ved hver eneste plads omkranses spejlbilledet af lyspærer som i en gammel Hollywood-film. Rummet til højre er mere skramlet. Vægge, rør og radiatorer er malet i italiensk rød, betongulvet er brunt, og de sorte sofaer ligner læder. Guitaristen, bassisten og trommeslageren har spredt deres grej i rummet.

Guitarist Anders Bo Jespersen med den sorte baseballkasket har længere hår end både Jimmy Page og Eddie Van Halen. Tatoveringer kryber frem under T-shirten med dødningehovedet. Ved begge knæ er de sorte jeans skåret op, og der er glughuller til højre lår. Anders Bo Jespersen udlever drømmen som hired guitar, og stilen er en del af pakken, når han købes ind til at stå bag Linnet, Medina, eller hvem det nu er. 

”Livet er for kort til merlot,” siger bassist Jakob Christensen, da jeg træder ind i rummet. Stemmen er mindre sikker end ordene. Vin i 200-kronersklassen er ikke hans hjemmebane. Sidste weekend kørte Linnet scenejokes på hans fuldskæg. Nu har han raget skægget af.

Morten Hellborn, den kronragede trommeslager på den modsatte side af bordet, ignorerer afskrivningen af merlot-druen og slynger vurderende den røde væske rundt i det løftede krystalglas. Rundt om bordet karakteriseres vinen som ”perlende”. 

”Nå, I fandt glassene.” Bandets nye mand, keyboardspiller Mads Demant, træder ind i rummet. 

Universalglassene købte de sidste weekend i en vinhandel i Aarhus mellem koncerterne i Vejle og Holstebro. Med sin sixpence og en gyldenbrun lærredsbuks anes Mads Demants smag for jazz, hvilket erfaringsmæssigt kan skabe sammenstød med bandlederen. Men keyboardspilleren har en særlig synthesizerbaseret lyd, som passer godt ind i det sen-80’er-univers, der er afsættet for aftenens koncert. Anne Linnets turné fejrer 30-årsjubilæet for udgivelsen af albummet ’Jeg er jo lige her’. 

Med knap en halv million eksemplarer hører albummet til de allermest solgte i dansk musikhistorie. Sange som ’Forårsdag’ og ’Tusind stykker’ er gledet ind i folkesjælen, og som Anne Linnet udtrykker det, skal publikum ved aftenens koncert ”have følelsen af at komme hjem”. 

Ikke alt fra 80’erne lader sig transportere til 2019, men noget må fastholdes, og Mads Demant kan levere den tidstypiske synthesizerlyd, hvis ellers han kan styre sig. 

Musikerne ved bordet er nået til punktet, hvor de diskuterer temperaturen i glasset, for og imod 12 grader, da denne skribent forsøger at stemple ind i samtalen: ”Okay, drenge, hvad skete der med rock and roll?”

RØDVIN I KRYSTALGLAS bliver ikke nævnt i Anne Linnets selvbiografi ’Testamentet’, der handler om hendes liv i tyverne og sådan set er meget lige på. Efter koncerterne i 70’erne og 80’erne scannede hun salen for en m/k, som var værd at tage op på værelset, elske med og smide ud bagefter, som hun formulerer det. Finere vinsmagning var der ikke fokus på. Guitaristen i dødningetrøjen skifter udtryk, ansigtet fyldes af et blødt smil: ”Vi synes jo, at rødvin passer så godt til den her tur.” 

Musikerne har respekt for chefen. De fleste har arbejdet sammen med hende i det meste af et årti. Nogle gange, når de er ude med en solist, kan kommunikationen blive noget vævende, når bandlederen gerne vil have en mere ”blå” eller ”orange” stemning. Den slags problemer er der ikke med den komponistuddannede Linnet, som straks tager fat i den uønskede takt eller tone. Generelt er direktiverne præcise og håndfaste. ”Ingen jazz, ingen reggae, ingen ska,” messer bassist Jakob Christensen, som har hørt bandlederens mantra en del gennem årene. Det med ska er han enig i: ”Ska sku’ sgu skydes.” 

Der lyder et mumlende bifald fra guitar og trommer. Keyboardspiller Mads Demant siger ikke noget. Indtil han proklamerer:

”Jeg spiller Hancock i aften.”

”Eij.”

”Jeg har forberedt en solo.”

”Eij, eij, eij.”

”Hun beder jo næsten selv om det, når hun hele tiden siger, vi ikke må. Der kommer en Herbie Hancock-solo til ’Smuk og dejlig’. Schyyy, hun kommer nu!”

Trommeslager Hellborns hænder er rastløse før koncerten. Linnets er søgende, måske efter en sidste smøg, men er hendes hænder også magiske? Hunden Buddy synes det vist. Og så kan hænder holde af og holde om.

EN TIME SENERE står Anne Linnet til lydprøven, stadig bærende mørke solbriller i den sortmalede sal under fire krystallysekroner. 500 røde stole er sat op i Magasinet i Odense. Anne Linnet foretrækker, at publikum står op, eller i hvert fald rejser sig op undervejs, men hun ved også, hvad hendes publikum foretrækker. Anne Linnet er 65, men det er hendes krop ikke. I 50 år har hun stået på scenen, og selvom hun er opmærksom og krævende, når hun synes, at rummet er for ”tørt”, lyden mangler ”præsens”, eller lyssætningen er ”alt for skarp”, så fornemmes også en boblende, nærmest løssluppen glæde, som undervejs i lydprøven får hende til at danse på en måde, hun ikke tillader sig selv under koncerterne. Der er forskel på at feste og arrangere en fest. Sønnen Marcus, der hed Jan Martin, indtil han gik til numerolog, står nu ved sine congas-trommer. Han er producer på en række af mors album, og hun går nødigt ind i det følsomme rum, det er for hende at indsynge sangene, uden at have sønnen med. Han er god til at finde punktet, hvor hun har sunget sangene nok til ikke længere at tude, men ikke har sunget dem så mange gange, at følelsen forsvinder. ”Jeg tager lige en kop kaffe,” siger han, hvis stemmen alligevel knækker over, og mor græder.

I selvbiografien ’Hvor kommer drømmene fra’ om barndommen beskriver Anne Linnet, hvordan hun allerede fra treårsalderen ud af luften hørte violiner, når hun rørte tangenterne på mormors blåmalede klaver. 

Sangene, der kommer til hende, kalder hun ”rørpost fra oven”. I bogen ’Testamentet’ beskriver hun, hvordan hun nogle gange får de samme sange, som andre komponister allerede har fået, blot hører hun dem med endnu flere instrumenter. Musikken er et felt, komponisten kan tappe ind i. Kunstnere taler om muser, og der er ikke langt fra ’muse’ til ’musik’. 

Alt det håndværksmæssige, hun lærte på konservatoriet i Aarhus, er nødvendigt, siger hun, men selve det at kunne tune ind i musikkens felt og tage tonerne tilbage, det kan du ikke lære. Det er en gave, og den gave har hun fået og skal give videre. Hun elsker at stå på scenen, hvor nuet er så stærkt, men størst af alt er øjeblikket, hvor den nye sang ankommer. Straks mærker hun, når det er en af de store, for der er en grund til, at nogle sange bliver store. 

Selvom sangene ankommer nøgne og skal arrangeres og klædes på af en erfaren komponist, så ved hun det i undfangelsen og har den her følelse af mæthed nogle dage frem. Når hun første gang tager dem omkring Marcus, ved sønnen også, om det er en af de store. 

Nu tester han den sidste lyd – en guitar, en mikrofon, lidt slagtøj. Nikker. 

”Så skal der spartles,” halvvejs råber Anne Linnet. 

 

REN LINNET 1

1. Anne Kristine Linnet er født i 1953 i Aarhus. Faren Peder Linnet-Jepsen var overlæge, moren Elisabeth Kloppenborg-Skrumsager var tandlæge. Anne Linnet har tre ældre brødre og en tibetansk adoptivbror. Anne Linnet tillægger det betydning, at hun er vædder med jomfru i ascendanten. 

2. Student fra Statsgymnasiet i Aarhus i 1972. Fra 1973 til 1985 går Anne Linnet på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor hun som den eneste på sin årgang og som den første kvinde herhjemme uddannes som komponist.

3. Fra 1971 synger hun med Radioens Big Band med materiale af hendes senere ægtemand, Holger Laumann. Debuterer i 1973 med lp’en ’Sweet Thing’ under navnet Anne Linnet & Tears. Bandet Tears er stiftet af Holger Laumann, som Linnet gifter sig med i 1974. I 1975 kommer Anne Linnets første solo­plade, der helt enkelt hedder ’Anne Linnet’.

4. Danner i 1974 bandet Shit & Chanel med blandt andet Lis Sørensen. Linnet skriver sangen ’Smuk og dejlig’, som i 1976 bliver bandets og hendes første store hit. Har på dette tidspunkt også skrevet ’Forårsdag’, som imidlertid forbliver i skrivebordsskuffen 14 år frem. 

5. Udgiver i 1977 pladen ’Kvindesind’ med musik til Tove Ditlevsens tekster. I 1986 udgives ’Barndommens gade’, endnu et album baseret på Ditlevsens digte.  

6. Danner i 1980 Anne Linnet Band med blandt andet Lis Sørensen og Sanne Salomonsen. Året inden dør faren, og Linnet søger væk fra bandets udadvendte, feststemte poprock. Præget af seksuelle eksperimenter danner hun i 1983 bandet Marquis de Sade, som trækker en hårdere elektronisk lyd ind på den danske musikscene, men også blivende klassikere som ’Venus’ og ’Glor på vinduer’.

7. Fra anden halvdel af 80’erne er det mindre piskelyd og mere venindelyd. I 1988 udkommer solopladen ’Jeg er jo lige her’. I 1989 udgives ’Min sang’, hvor Johannes Møllehave står for teksterne. Linnet havde frabedt sig ord som ’Jesus’ og ’Gud’, men da Møllehave kom tilbage og spurgte, om hun dog kunne synge ’Lille Messias’, svarede hun ja – og åbnede en ny bane i sit virke med faste kirketurneer. 

8. Linnets særlige position har rødder i 70’erne og 80’erne, hvor hun lagde lydsporet til mange danskeres liv. Men produktionen af fængende sange fortsætter. I 2007 er der titelnumme­ret fra albummet ’Akvarium’. I 2012 på albummet ’Kalder længsel’ er der sangen ’Jeg har set dem komme’. Seneste album er ’Alle mine drømme til dig’ fra 2015.

9. Allerede fra studietiden skrev Linnet klassisk musik, eksempelvis i 1985 strygekvartetten ’Quatuor Brutale’ og i 1989 det symfoniske værk ’Spring Capricious’. I 1996 komponerede hun ­kammeroperaen ’Thorvald­sen’.

10. Anne Linnet har været gift på rådhuset to gange, først med Holger Laumann, siden med Tessa Franck. Tessa Franck fødte børnene Isolde (8) og Nemo (6), som er hos Anne Linnet hver anden uge. 

11. Anne Linnet er tildelt en række priser, herunder i 1998 den livsvarige ydelse fra Statens Kunstfond.

TO DAGE TIDLIGERE mødes vi i København. Ved en café nær Nyhavn venter Linnets presseagent, Jenni Jet, med sin dansk-svenske gårdhund Buddy. Agenten fortæller, at hun faktisk godt kan blive en smule starstruck over sin klient, som nogle gange ikke siger noget, men bare griner et uudgrundeligt grin. 

Så kommer hun gående, de kommer gående, i solen. 

Kæresten Kathrine Kjær er jurastuderende. Det er nemt at skrive spørgsmålene i notesbogen og nemt at læse Linnets standardparade i gamle artikler: ”Det ville du ikke have spurgt om, hvis jeg havde været en mand.” 

Men spørgsmålene opløses, som de står her i solen. Kathrine Kjær er en anelse mere spinkel i ansigtet, men håret har samme længde og er bleget til samme farve som Annes. Den jurastuderende er i den røde uldfrakke, som Anne også har en af i skabet. Spørgsmålene opløses, for de to er omsluttet af det lys, som alle par forhåbentlig starter med at have, og som de bedste bevarer eller genfinder undervejs. Kathrine er 27, Anne 65, lyset er uden alder. 

”Jeg måtte bare røre Buddy,” siger Kathrine som forklaring på, at hun kom med. Snart sidder Anne og Kathrine på hug over en rørt Buddy. Som barn havde Anne Linnet en rottweiler, som undervejs gjorde en gravhund gravid. Det resulterede i et kommodeformet væsen på korte ben, Hendes to rækkehuse på Holmen i Indre København ligger ud til havnen. Selv bruger hun badestigen, når hun skal i, men dengang hun stadig havde hund, byggede Anne Linnet også en hundesliske ned til vandet. 

”Jeg mødte Kathrine på Det Kongelige Teater efter en koncert,” fortæller Anne Linnet, da vi fortsætter alene langs havneløbet. 

”En fælles bekendt havde overtalt Kathrine til at tage med til koncerten. Bagefter var der vel 50 personer backstage, og hun var en af dem. Jeg så hende straks gennem mængden, og jeg holdt så lige blikket det ekstra for at se, om jeg havde set rigtigt. Det gjorde hun også, og vore blikke mødtes. Jeg var nødt til at gå lidt, for der var en journalist, der skulle have et interview, men hun var der heldigvis, da jeg kom tilbage. Jeg gik direkte hen til gruppen, hun stod i.
”Jeg har set dig før,” sagde jeg. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke sove. Jeg vidste godt, at der var sket noget. I dag ved jeg, at Kathrine heller ikke kunne sove.”

Scenen er indtaget, sætlisten klar, trommeslager Hellborn tager styring, og Anne Linnet trives i rollen som rock-mammy.

KVINDER KOMMER med kvinder, og kvinder tager mænd med. Til koncerten i Odense er tre ud af fire ikke mænd. De fleste er i fyrrerne eller halvtredserne. Tøjstilen ligger lidt til venstre for en afslappet midte, eller også er det bare sådan, folk fra Odense går klædt. Linnet ved, at storbyens publikum fanger viben et par numre tidligere end til koncerterne op langs Vesterhavskysten eksempelvis. 

Men hun har et par sange, som giver hende grebet fra første strofe, uanset hvor i landet hun er. Da hun åbner med ’Tusind stykker’, er der hurtigt tilløb til fællessang. Bag trommerne tager Morten Hellborn styring, for uanset hvor dominerende Linnets direktiver er, gider hun ikke flegmatiske musikere, når musikken først spiller. Selvom aftenens afsæt er den lidt ferske 80’er-klang, trækker bas, guitar og trommer en pulserende bluesrock ind, som klæder sangene. 

Fra sin plads bag pulten midt i rummet skæver lydmanden nervøst mod højre højttaler, som højt oppe sender lyden nærmest parallelt langs balkonvæggen af beton. Lydmanden hedder Per, men fordi han er svensker, kaldes han Pelle. Han startede som musiker og gled undervejs over i rollen som lydmand. Som sådan fulgte han med Björn Afzelius til Danmark i 80’erne, mødte en kvinde og blev hængende. Nu leder den 65-årige efter de knapper, der skal sikre, at lyden ikke går itu.

Også denne sang kom om natten. Det var den første nat i det nye hus nær Frederiksberg Have og Frederik IV’s gamle slot. Susse Wold havde fundet huset til hende, Bent Mejding sørgede for papirarbejdet, og i 1985 sad Anne Linnet efter bruddet med jazzsaxofonisten Holger Laumann, Marcus’ far, alene i en ny by og et nyt hjem, kun medbringende sin seng og mormors blå klaver. Alting kan gå itu. Hun vidste, at det var en af de store.

KORSANGER Julie Lindell arbejder fra scenen med hår som en faldende fontæne, sorte støvler til over knæene, sort kjole lidt ned på lårene, og med benene som stempler i takt til musikken suger hun salens mandlige blikke. 

Anne Linnet har altid fundet kraftfulde lysere stemmer til at svøbe omkring sin egen mørkere tone. Engang var det Lis eller Sanne, nu er det Julie. Musikerøkonomien er ikke, som da Linnet sendte ’Jeg er jo lige her’ på markedet. Efter cd-salgets kollaps er det live-musikken, kunstnerne skal leve af, og det kræver noget mere end 500 udsolgte pladser i Odense. 

Linnet selv kommer aldrig i problemer. Hun fik den gode tid med og investerede klogt. Men musikerne omkring hende møder en anden verden, end hun gjorde. Sønnen Marcus har taget en sen uddannelse som snedker. Og Julie Lindell supplerer indtægten med at være leder for flere gospelkor og med såkaldt gospel-teambuilding for store firmaer. 

Men nu spiller musikken, og Lindells stemme fletter ind i Linnets, da hun synger: ”For det er jo det, vi har hinanden til”, og rækker mikrofonen ud for at møde publikums ”holde om og holde af”. 

Anne Linnet og kæresten Kathrine Kjær.

SELVFØLGELIG HAVDE hun set Kathrine før, og i dag husker Anne, hvad Kathrine aldrig havde glemt. 

”Det var under en koncert i Frederikshavn, jeg fik øje på hende. Hun stod ude i siden, og jeg vidste med det samme, at hende ville jeg komme til at kende. Efter koncerten bad jeg vagten invitere hende ind bag scenen. Noget, jeg ellers aldrig gør.” 

”Aldrig? Det er ikke det indtryk, jeg har fået efter at have læst din selvbiografi.”

”Jamen, det er jo noget helt andet …” Anne Linnet værger for sig, halvt grinende. 

”Det foregår jo på den måde, at efter koncerterne bliver nogle stående i salen, og på et tidspunkt kommer vagten og siger, at der er nogle, som gerne vil have autografer. Så går jeg ud, og så kan vi jo falde i snak. Dér er de jægerne. Med Kathrine var jeg jægeren. Og hun hældte mig ned ad brættet. Virkelig pinligt.”

Kathrine Kjær var 3. g’er, og selvom gymnasievennerne sagde ”gå dog derind”, da legenden kaldte backstage, tog hun artigt hjem til Løkken, hvor hun boede dengang. Nogle år endnu måtte kvinden, som i sin selvbiografi kalder Don Juan en ”amatør”, vente på, at tilfældet, skæbnen, hvad det nu var, i september 2017 førte en nervøs jurastuderende backstage på Det Kongelige Teater.

I en af aftenens mange sange om tosomheden – sangen hedder ’Ørkensand’ – synger Anne Linnet: ”Når vi først er døde / Ska’ vi ikke mere ses / Måske mer’ end tusind år.” 

Sådan er det for Anne Linnet. Vi skal bruge nuet, for der kan gå lang tid, før vi ses igen. Men vi ses igen. Og ikke nødvendigvis i himlen. I selvbiografien ’Testamentet’ kredser hun om fornemmelsen af at have kendt et andet menneske i et tidligere liv. Susse Wold for eksempel, tænker hun at have kendt tidligere. Vi taler lidt om det på turen mod Kastellet. Da jeg nævner Sanne som en, hun måske har den samme fornemmelse med, trækker Linnet på det. ”Men Kathrine har jeg helt sikkert kendt,” siger hun.

I bandet mærkes forelskelsen. 

”Når vi er i Aarhus og efter en koncert går på Fatter Eskil, så går Anne med nu. Det gjorde hun ikke for nogle år siden,” siger trommeslager Hellborn. 

”Jeg troede faktisk ikke, at jeg fik lov til at opleve det igen,” siger Anne Linnet. 

”Vi planlægger julebryllup. Min faste turné med kirkekoncerter op mod jul slutter lidt tidligere i år, så vi kan få plads til brylluppet. Det skal være et kirkebryllup.”

Anne Linnets sange kommer fra oven.

”VIL DU MED ned og ryge?”

Anne Linnet har sine ritualer, og stemmetrænere kan sige, hvad de vil: I pausen skal hun have sin smøg. 

Et par gange er hun holdt op og har været røgfri gennem to-tre år. Røgen koster nemt et par toner i toppen, men selvom talestemmen er blevet dybere, synger hun stadig sangene i deres oprindelige toneart. 

Da vi mødtes to dage tidligere i København, fortalte hun, at nu skulle det være. Hun havde købt et program til rygeafvænning. En gradvis aftrapning af smøgerne over 14 dage. Børnene har aldrig brudt sig om hendes smøger, og Kathrine har også bedt hende stoppe. ”Jeg vil jo gerne have dig længe,” har Kathrine sagt. Anne Linnets stemme vibrerer, da hun genfortæller det. Efter weekendens koncerter starter nedtrapningen. ”På mandag er det slut,” sagde hun. 

Da vi i pausen står i Brandts Passage i aftenmørket, tænder hun cigaretten. Jeg minder hende om det ellers forestående rygestopprogram. Et øjeblik kigger hun forvirret på mig. 

”Ha!” udbryder hun med sin dybe stemme og tager nok et sug, ”jeg holder sgu nok aldrig op.”

HENDES FAR, overkirurgen, kunne et eller andet. Efter aftensmaden tog han tilbage på hospitalet og holdt i hånd med de patienter, han havde opereret tidligere på dagen. Bagefter kom brevene, som moren læste højt for hele familien. Anne forstod ikke, hvorfor patienterne skrev så meget om hendes fars hænder. Men en af de dage, hvor hun havde ondt i maven, kunne hendes mor ikke hente hende, så det blev faren, der fulgte hende fra skole. Da de var på vej ned ad trappen, rørte han hende med sin hånd, og hun mærkede en varm strøm gennem kroppen, som tog smerten. Han arbejdede altid, sled sig op, blev kun 58. Hun nåede aldrig at spørge om det med hænderne. 

Men en nat kom energien også til hendes hænder. Hun var 28, lå i sengen, stadig vågen, da begge underarme pludselig løftede sig, og hun mærkede strømmen ud gennem hænderne. En clairvoyant forklarede, at kraften strømmede fra hænder og fødder, og at det var en gave – men at hun selv afgjorde, om hun ville bruge den. Når folk havde hovedpine, lagde hun hænderne på, og Linnet besluttede sig for, at hun måtte blive clean. Hun mediterede, spiste rigtigt, droppede alkohol og mere eller mindre stærk tobak, levede endda i cølibat – sådan da. 

”Et år levede jeg sådan, så indså jeg, at min opgave er musikken. Det andet har jeg med mig, og nogle gange mærker jeg energierne mellem musikere og publikum, men jeg behøver ikke være clean,” siger hun.

Backstage er Linnet glad, mens keyboardspiller Mads Demant, den høje mand næstyderst til højre, pønser på noget hemmeligt til aftenens koncert.

SELVOM ANNE LINNET er dronningen på scenen, har hun også en generøsitet i sig, når hun giver sange eller plads væk. Engang var det Sanne Salomonsen, som fik gennembrudssangen ’Det er ikke det du siger’ forærende. En anden gang fik Lis Sørensen ’Mine øjne de skal se’. 

Her i Odense overlades pladsen og duetterne til sønnen Marcus og til Julie Lindell, korsangeren, som inden koncerten selv fremhæver dette træk: ”Anne er ikke bange for at lade andre shine.” 

Sådan noget kan være en delikat balancegang, for ofte har de tilkaldte korsangere større stemmer end den kendte, aldrende stjerne. Men som komponist spiller Anne Linnet efter andre regler end den sanger, som lever på stemmen. Anne Linnets sange og stemme følger mange gennem livet, for nogle nærmest som lyden af en veninde. 

I Magasinet i Odense, som så mange andre steder, kan hun se ud over publikum og mærke, hvordan sangene lever i folk. Da hun kort inde i andet sæt beder publikum om at synge en sang for hende og hurtigt lægger ud med første linje til ’Forårsdag’, kommer salens svar. Musikerne bygger langsomt på. Først guitar, så keyboard og så efterhånden, efter publikum har sunget mod til sig, også bas og trommer. Det er fællessang, men frøet har hun sået, værket er hendes, og igen, denne aften på Fyn, får Linnet den belønning, hun er kommet for. 

Efter jubilæumsturneen skal hun fortsætte arbejdet med et nyt album med sange til Kathrine. Når vokalerne skal synges ind, får hun brug for Marcus i studiet. Et par af sangene, har de begge hørt, kan blive nogle af de store. Linnet håber at være klar med albummet til efteråret, før brylluppet. Måske det så falder sammen med udgivelsen af en skønlitterær bog, hun også er ved at gøre færdig. Digte og børnebøger har hun allerede udgivet ud over de to anmelderroste selvbiografier. En udstilling af malerier i Rundetårn og en enkelt hovedrolle i en film er det også blevet til undervejs. Musikalsk har hun ved siden af pop, rock og viser bevæget sig gennem musicals, opera, filmmusik, klassiske orkesterværker, strygekvartet, ambient, børnemusik og salmer – hun har efterhånden skrevet 45 af de 50, hun har sat sig for. 

Nogle gange føler Anne Linnet, at hun bliver ledt. Det kan være til et ansigt, Kathrines, til en udsendelse eller et stykke, som skal give hende inspiration. Engang faldt hun over Tove Ditlevsens digte på en venindes spisebord, tog dem med sig og var i gang med at sætte musik til, da et musikforlag ringede og spurgte, om hun ville sætte musik til Ditlevsens digte. Næsten fire årtier senere har Linnet stadig den samme fornemmelse af at blive guidet: 

”I sidste uge vidste jeg bare, at jeg skulle se et stykke på Det Kongelige Teater – ’Amadeus’. Det handler om Mozarts dilemma mellem at skabe og at leve. Alle de store komponister har haft det problem. Bach havde det. Noget i os vil jo hele tiden sidde alene og skabe musik. Thorvaldsen opgav fuldstændig livet for sine marmorblokke. Nu med Kathrine har jeg den her lykkefølelse, som jeg jo gerne vil være i hele tiden. Men jeg skal også finde plads til at skabe. Dét skulle skuespillet om Mozart minde mig om.”

 

REN LINNET 2

1. Det er let at se Anne Linnet som en del af tidsånden, som hun trådte frem i de tidlige 70’ere i hvid T-shirt, spraglet vest og bukser med svaj. Allerede som teenager i et frigjort overlægehjem i Åbyhøj ved Aarhus mødte Anne Linnet sen-60’ernes antiautoritære bølge, som tre festglade storebrødre trak ind i hjemmet, hvor faren måtte spørge, om de mange overnattende kvinder dog ikke i det mindste, når de stod op og gik gennem huset, kunne tage bare en smule tøj på. 

2. Tidlig modenhed er et træk, som skinner igennem. Som 15-årig var hun kæreste med en franskmand, som læste til skuespiller i Paris. Som 17-årig flyttede hun sammen med den 28-årige jazz­saxo­fonist Holger Laumann, som også blev en musikalsk læremester for hende foruden at være far til hendes to ældste børn. 

3. Linnet er selvfølgelig præget af tiden, men hun er også en, der præger tiden. Navnlig på to områder har hun været med til at flytte tidsånden: kvinders ligestilling og seksuelle minoriteters position. 

4. Hun tog i 1974 intiativ til landets første, fuldt på­klædte kvindeband, Shit & Chanel, og hun satte her med sine sangtekster om kvindeskæbner og kvindelige synsvinkler et lydspor til rødstrømpebevægelse og ligestilling mellem kønnene. Selv blev hun den første kvinde herhjemme, som blev uddannet som komponist. Da hun fra 1980 med Anne Linnet Band satte sig selv, Lis Sørensen og Sanne Salomonsen i front, var det også – uden at det nogensinde blev formuleret på anden måde end gennem eksemplets magt – realiseringen af et kvindeligt lederskab i poprock. Dermed var ligestillingsprojektet flyttet fra 70’ernes kritiske stemme i et af modkulturens bands til 80’ernes sejrende stemme i mainstream poprock. Det sug, der er mod Anne-Sanne-Lis-koncerterne landet over i maj, handler også om det. Og selvom Anne Linnet her er en del af en trio, er det også klart, at havde man taget hende ud af ligningen, var facit blevet et andet. 

5. Anne Linnet var tidligt åben om sin tiltrækning af begge køn. Hendes første hit, ’Smuk og dejlig’, er skrevet til skuespilleren Ulla Henningsen. I hendes selvbiografi ’Testamentet’ vrimler det med afklædte mænd og især kvinder. I 2018 var hun hovednavn ved Copenhagen Prides koncert på Rådhuspladsen. Samtidig er Anne Linnet vel den eneste herhjemme, som er sluppet fra både at vedkende sig og lave musik på sadomasochistisk fascination. 

6. Anne Linnet er mor til syv – mor eller mammy, som det kaldes, når moren er en anden kvinde. De to er nu voksne adoptivbørn. De tre voksne biologiske børn – Evamaria, Marcus og Alexander (Xander) har undervejs alle arbejdet sammen med deres mor musikalsk. 

ANDERS BO JESPERSEN griber sin fjerde guitar. Hvor mange han har, husker han ikke, men fire rækker til aftenens koncert. Ligesom toner kan ligge skævt i Linnets univers, kan guitarer det også. Showguitaren af glas, som Medina forærede ham under sin seneste turné, har guitaristen ladet blive hjemme. 

”Den tror jeg ikke, Anne ville kunne lide,” forklarede han i timerne op til koncerten. Nu bevæger han sig ind midt på scenen, pladsen indtager han med sine tynde, lange ben i et bredt A, mens guitarsoloerne pisker den sidste energi ind i salen før det obligatoriske råb på ekstranummer.

Sættet er efterhånden gennemprøvet, koncerten er en af de sidste, inden Anne Linnet i maj tager på en stor danmarksturné med Sanne og Lis. Én sang har Linnet dog måttet flytte for at holde koncertens rytme, og løsningen er den, som den ofte er med lidt uregerlige sange: Smid dem ind som første ekstranummer. Her er flowet alligevel brudt af pause, og publikum må godt geare ned inden den afsluttende finale. Derfor får de ’Højt mod Nordens stjerner’, Anne Linnets bud på en fædrelandssang, som hun gerne vil have flyttet ind i folkesjælen. Men også en sang, som måske passer bedre til akustiske kirkekoncerter end til bluesrock i Odense. 

Den længselsfulde sang om Danmark kom til hende under et skriveophold i Paris, en by, som sidder i hende. For to dage siden gav Anne Linnet en slags forklaring på sin kredsen om et liv før dette og måske også på fascinationen af Paris:

”Jeg har to syn, som bliver ved med at komme til mig. I det ene er jeg ved et hus. Jeg ser det udefra, og jeg går ind i det. Måske er vi i starten af 1800-tallet. Jeg ved, at det er i Paris. Jeg har følelsen af at have været i det hus, og jeg ser det så tydeligt, at jeg vil kunne kende det, hvis jeg ser det. Mit andet syn er ældre. Jeg er i en lukket vogn med heste foran. Vi er to i vognen, og den anden skal væk hurtigt. Jeg ved ikke, hvor vi er, og hvorfor vi skal væk, men jeg kan se på vognen, at vi må være i en ældre tid end i synet fra Paris.”

Vi taler om det igen inden koncerten, mens vi sidder i en af de sorte sofaer i det italienskrøde rum og spiser thaimad i plastæsker. Kathrine har sat sig på hug foran med hånden på Annes knæ og et opadvendt blik, som ethvert menneske mindst én gang i livet fortjener at blive betragtet med.

Anne tager med Sanne og Lis på danmarksturné i maj.

BAG KEYBOARDET er Mads Demant klar, da Anne Linnet introducerer aftenens sidste nummer. Han har lagt sin sixpence og viser en intakt hårpragt. Publikum har for længst fået følelsen af at komme hjem, da Linnet runder af.

”Den næste sang kan noget særligt,” siger Linnet og fortæller om sin glæde over at høre netop denne sang som nattens sidste, da diskoteket lukkede. Det er sådan en sang, som får fulde ungersvende til at tro på erobringen, forklarer Linnet publikum. Diskotekerne vil jo gerne have, at vi går hjem med hinanden. 

”Den her sang kan man score til.” 

Musikerne kender replikken og ved, at nu skal de starte. I salen lænes kroppe mod hinanden, stadigvæk. Alle folk kan se det straks, og måske Linnet også kan høre det, da det første anslag på keyboardet lander diskret, men skævt, og kort efter følges af fire mærkelige toner, langt fra poprockens gængse skalaer. Anne Linnet hører alt, men selv hun kan ikke kontrollere alt, når musikken spiller. Hellborn driver rytmen mod det aftalte klimaks, og bas og guitar lægger bunden som planlagt, da Mads Demant i en lang, ustoppelig solo slipper fusionsjazzen løs og gør Herbie Hancock ’smuk og dejlig’.

Næste aften skal bandet spille i Hjørring. Nedpakningen går hurtigt, inden musikerne kører mod nattekvarter i Aarhus, Linnets fødeby. Mange timer kommer de ikke til at være vågne, før de skal af sted igen. 

Men lige akkurat nok til, at drengene næste formiddag har arrangeret en vinsmagning i deres foretrukne vinhandel. 

”Bare nogle få, udsøgte vine,” siger Hellborn. ”Vi skal også have lidt god ost til.”

/

“Vi glemmer nogle gange, hvor meget federe København er i dag end for 20 år siden”

Tv-vært og sanger Jakob Illeborg viser sine tre yndlingssteder på landkortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme Christensen:

CHRISTIANSHAVNS KANAL

”Jeg elsker Christianshavn, hvor jeg har boet som både dreng og voksen. Den er stadig broget og med plads til alle. Vi har en lille båd, og når man sejler rundt i kanalerne og ud i det store havneløb, og solen skinner på en varm forårsdag, ser man Danmark og danskerne fra vores allerbedste side. Og tænk, at vi kan bade midt i storbyen. Da jeg var dreng, var havnen møgbeskidt. Vi glemmer nogle gange, hvor meget federe København er i dag end for 20 år siden.”

ASSERBRO STRAND

”Min mor har et sommerhus i Asserbo ved Liseleje. Lige uden for vores havedør ligger et gammelt, fredet militærområde, der fører ned mod stranden. Det er det nærmeste på en jysk hede, jeg har set i Nordsjælland, og det er vidunderligt at gå over heden mod stranden og høre lærkerne slå på en varm sommerdag.”

FANØ

”Min mormor havde et fint hus i Nordby. Nogle af mine bedste barndomsminder er herfra. Ned i tempo, store, brede sandstrande, ravjagt og Fanøkringle. Det kan næsten ikke blive mere romantisk. Min store kærlighed til Kai Normann Andersens ’Der var engang’, som jeg har genindspillet på mit soloalbum, stammer fra en barndomsferie på Fanø, hvor jeg hørte den på min mormors radio.”

Jakob Illeborg, 47. Journalist, tv-vært, kendt fra DR’s ’Kontant’, og sanger. Udkom 29. marts med sit første soloalbum, ’Once Upon Tomorrow’. Til efteråret kan han opleves live i hele landet.

 

/

Landet set fra luften

I dag er et luftfoto over en gade, en ejendom eller en egn blot et par computerklik væk. Men længe før Google fløj piloten VIGGO SYLVEST JENSEN Danmark tyndt og fotograferede bondegårde, virksomheder og huse. Over en million luftfotos blev det til fra hele landet, og de er langtfra gået i glemmebogen.
Tekst:Allan VendeldorfFoto:PrivatIllustration:Rasmus Buhl

”HALLO, HALLO, De hører stemmen fra luften; min stemme kommer fra flyvemaskinen over Dem, og den kan flyve Dem en tur over Randers og omegn. De kan se ud over Kattegat, helt ned til Aarhus og ind til Viborg og helt til Skive, hvis vejret er klart. Kom ud til Randers Flyveplads på torsdag klokken 14, og få en tur for fem kroner per person.” 

Det var en augustdag i 1947, og Leif, der lige var fyldt syv, kiggede forundret op mod himlen. Så begejstret var han, at han fik penge og lov til en flyvetur af sin far. Da dagen kom, var drengen tidligt ude på den interimistisk afmærkede startbane for at stille sig i køen blandt de mange andre, der også ville have en tur i luften. Folk var utålmodige og skubbede drengen til side, så han hele tiden befandt sig bagest i køen, hvorfra han så et lille fly lette igen og igen og komme tilbage efter et kvarters tid. Til sidst var der kun Leif med efternavnet Andersen-Farmer tilbage, og piloten betragtede ham skeptisk og spurgte, om han var alene. Det var han.

”Det kan jo slet ikke betale sig at flyve kun med dig,” sagde piloten, men gav sig, da han så tårer i drengens øjne: ”Vi flyver alligevel, men så må du med på en længere tur og tiltræde som min assistent, for jeg skal lige ud og fotografere en bondegård oppe ved Hadsund.”

Viggo Sylvest Jensen.

LEIF VAR ELLEVILD, da han blev spændt fast. Lidt efter sad de oppe i luften, hvor han kunne se røgen stige op ad elektricitetsværkets skorsten, byens huse og lystbådene nede i havnen. Piloten fortalte, at byen under dem hed Alling­åbro, og senere forklarede han, at de lange rækker, der kunne ses på markerne under dem, var kartoffel- og roekuler. 

Han bad Leif om at række sig et af de kameraer, som lå bag ham, og den lille dreng blev ængstelig, da piloten åbnede døren i sin side, mens flyet slingrede mod jorden og kom så tæt, at Leif tydeligt kunne se nogle mænd, som stod ved vogne med heste for og var ved at læsse på. Mændene kiggede op mod flyvemaskinen, som larmede infernalsk og næsten krængede om på siden, mens den cirklede omkring det, der ikke var en helt almindelig bondegård, men et gods. Piloten holdt kameraet op for øjet, og han knipsede løs, til der ikke var flere billeder tilbage på filmen. Så lagde han kameraet på sædet, rettede maskinen op og bad drengen række sig et andet kamera, mens han rakte hånden bagud og mærkede, om Leif var fastspændt.

”Vi skulle nødig have, at du dratter ud,” råbte han og grinede, mens vinden ruskede i maskinen og dens besætning. Piloten holdt styrepinden mellem knæene, styrede retningen med to pedaler i bunden og fotograferede videre. Imens bemærkede Leif, at piloten med mellemrum sank noget, som drengen ikke vidste, hvad var, fordi han ikke havde puttet noget i munden. Bagefter lukkede han døren og vippede en afskedshilsen med vingerne til folkene nede på jorden. ”Jeg har lovet godsejeren dernede at tage nogle billeder af hans gods. Det hedder Overgård, og godsejeren hedder Flemming Juncker,” forklarede piloten, der hed Viggo Sylvest Jensen – eller bare Sylvest.

Mange år senere skulle Leif Andersen-Farmer selv få flycertifikat, og først da gik det op for den i dag 78-årige mand, hvad det var, piloten dengang havde siddet og sunket. Da han selv prøvede at flyve og fotografere fra luften, opdagede han, at når man har fokus på sit motiv med kameraet og samtidig styrer flyet med fødderne, gør de to divergerende retningsbestemmelser, at hjernens registreringsevne kommer ud af trit, så man bliver luftsyg. Det var opkast, Sylvest havde sunket.

Købmandsejendom i Vibæk syd for Odense med benzinpåfyldning. I dag bruges Sylvests luftfotos til at lokalisere, hvor benzintanke engang befandt sig.

12 ÅR TIDLIGERE havde Viggo Sylvest Jensen forladt Forsvaret med flycertifikat nummer 131. I 1931 var den maskinarbejderudlærte unge mand fra Hillerød blevet indkaldt til militærtjeneste i 6. Artilleriafdeling. Han gennemgik kornetskolen, sluttede som sekondløjtnant og blev efterfølgende udvalgt til at få flycertifikat. Han blev derfor i trøjen i fire år, og da han som kornet V.S. Jensen forlod tjenesten i 1935, vidste han, at fremtiden skulle være vingebåren. 

Viggo Sylvest Jensen købte et lille, åbent Gipsy Moth-fly i England og ernærede sig som flyvelærer fra Værløse Flyveplads, mens han i fritiden fløj rundture omkring Hillerød og omegn. En tur kostede 10 kroner, og hans forlovede og senere hustru, Zaria, solgte billetterne, som var relativt eftertragtede.

En dag steg en inder ombord. Bimal Mukherjee hed han, og han var på besøg hos godsejer Axel Jarl, der ejede den jord, Sylvest lånte til sine flyvninger. Mukherjee begyndte pludselig at tage billeder af landskabet og værtens gods fra det åbne fly, og da Sylvest senere fik lejlighed til at se resultatet, var han meget imponeret over, hvor skarpe fotografier der kunne tages fra luften, når vejret var klart.

Stationsby med velpassede haver. Ofte blev der fløjet lavt og på en faretruende måde, der påkaldte sig opmærksomhed nede på jorden.

Han undersøgte markedet, men det så ikke for godt ud. Andre luftfotofirmaer sad solidt på fotografering af større danske byer, herregårde, fabriksanlæg, havne, offentlige institutioner, historiske steder og bygninger. Det så derfor ret umuligt ud, da han alligevel gjorde et forsøg og købte et Leica-apparat mage til det, Mukherjee havde benyttet. 

Efter nogle prøvefotograferinger i området omkring Hillerød blev han overbevist om, at hans forsigtige antagelse var rigtig. Han havde taget billeder af bondegårde, virksomheder, kommunekontorer, sygehuse med videre, og det var forholdsvis nemt at få fotografierne afsat. Men skulle der mere fart over feltet, måtte arbejdet sættes i system. Derfor ansatte han sin første assistent, Ewald Bech Holtz, der var udlært fotograf, og hvis opgave det blev at fotografere, mens Sylvest koncentrerede sig om flyvningen og lod sig dirigere i rette position. Samtidig ansatte han den første af en senere hær af sælgere, som mod en provision på 20 procent tog fra sted til sted og viste prøvefotografier, så de eventuelle købere havde noget at vælge imellem. 

Og der var potentiale i ideen. Sylvest fotograferede alt fra luften, ikke blot bondegårde, men også smedjen, købmandsforretningen, kirken, præstegården, møllen, mejeriet, tankstationen, skolen og sågar fattiggården, og de fleste var interesserede i at købe et luftfoto af deres ejendom eller virksomhed. Desuden blev der taget fotografier af hele landsbyer og områder, der var egnet til at sælge som postkort hos den lokale købmand.

Viggo Sylvest Jensen var en flyvende institution. Helt op i 80’erne – mange år efter hans død i 1959 – kunne man stadig høre ældre danskere sige: ”Det er nok ham Sylvest,” hvis de så et mindre fly flyve på en faretruende måde.

FORRETNINGEN GIK strygende, og Viggo Sylvest Jensen og hans hustru købte i 1937 en ejendom i Hillerød, hvor sønnen Preben blev født samme år. Året efter var Nordsjælland stort set gennemfotograferet. Sylvest havde fundet sin egen niche, som konkurrenterne havde overset. I sommeren 1938 indlogerede han sig med familien nær Sorø og begyndte at luftfotografere denne egn med fire sælgere i fuld beskæftigelse. Efter et sommerophold ved Odense i 1939 købte luftfotografen endnu en villa i Hillerød, hvor mørkekammer og administration blev indrettet. Men samtidig overskred Adolf Hitlers tropper den tysk-polske grænse, anden verdenskrig var en realitet, og et halvt år efter var Danmark besat.

Sylvest Jensen så, hvor det bar hen, og af frygt for at få sin flyvemaskine beslaglagt skilte han den ad og gemte den i sit store mørkekammer på loftet i den ejendom i Hillerød, han havde købt. Luftfotograferingen blev sat i bero, og Sylvest begyndte i stedet at handle med ejendomme, ligesom han købte en mose ved Hellebæk og satte en tørveproduktion i gang.

Da Danmark igen blev frit, kunne han genoptage sin luftfotografering, og tilfældigt fik Sylvest fornyet gang i virksomheden. En kreativ kvinde havde farvelagt det luftfotografi af familiens ejendom, som de havde købt, og hun havde tilmed lært nogle nabofruer og veninder op i kunsten. Da Viggo Sylvest Jensen så, hvor naturtro farvelægningen var, øjnede han straks en forretning. Nu kunne kunderne vælge noget, som ingen andre tilbød, og i de følgende år tromlede han hen over landet og udkonkurrerede små som store konkurrenter. På en stor grund, der strakte sig ned mod jernbanen i Hillerød, blev der opført en lav bygning beregnet til mørkekammer, administration og frem for alt farvelægningsstue. 

Han fik også tilfældig kontakt til en flymekaniker i Kastrup Lufthavn, der i smug havde bygget på et fly beregnet til modstandskampen, men først var blevet færdig efter krigen. 

Sylvest havde nu to flyvemaskiner i luften og flere piloter og fotografer ansat. Selv var han blevet administrerende direktør for Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S, og den landsdækkende virksomhed rundede 40 ansatte, hvoraf de fleste var beskæftiget med kolorering af sort-hvid-fotografierne.

Retoucheringen betød, at han kunne tilbyde tidligere kunder en ny farvelagt udgave af deres sort-hvid-billeder. Og sælgerne kunne samtidig aftale med kunden at pynte lidt på virkeligheden. Skulle affaldsbunken bag laden fjernes? Skulle vasketøjet ind, eller busken i haven måske stå i fuldt flor? 

Rutemaskinen, som fløj Kastrup-Hamborg.

FOTOFLYVNINGERNE havde afsløret Viggo Sylvest Jensen som lidt af en vovehals, og i 1950 lettede en ny idé fra hans hoved: Danmarks første luftcirkus. Han lejede en mark syd for Hillerød, hvor han opførte en hangar, og hvor hans luftcirkus kunne træne. 21 luftakrobater og kunstflyvere blev ansat foruden praktisk personale, og til transport fra sted til sted blev der investeret i biler, motorcykler og flere fly. 

Et højttaleranlæg havde direkte radioforbindelse til piloterne, og 12 opvisningsnumre af forskellig faretruende karakter blev indøvet. I et af numrene skulle et fly med sin vinge vælte en pind, der kun var få centimeter fra jorden. I et andet optrådte krigsheltene og de to tidligere Royal Air Force-piloter Peter Steen og Palle Johnson. Sidstnævnte blandt andet med at stille sig i stålsko på vingerne af et fly i luften.

Før premieren havde Statsradiofonien lavet en populær foromtale af showet. Men et par dage efter omtalen indtraf katastrofen. Under en prøve på hovednummeret ’Styrt-Bombning’ – hvor fire fly skulle have kurs direkte mod jorden med næserne mod hinanden for i sidste øjeblik at rette op – gik det galt. To af piloterne kom for tæt på jorden og styrtede få meter fra hangaren på marken uden for Hillerød. Den ene blev dræbt, den anden kvæstet. Men the show must go on, mente Sylvest, og premieren blev ikke udskudt. I al hast blev der i stedet indkøbt et nyt fly, og Sylvest overtog den dræbte pilots numre uden videre træning.

Der kom omkring 3.500 betalende tilskuere til premieren i Ringsted 29. april 1950, og de så et perfekt show på trods af et helt igennem elendigt flyvevejr med sne, slud, regn og blæst. I løbet af året gav Sylvests luftcirkus 45 opvisninger overalt i landet, og 150.000 danskere købte billet. Ikke mindst i hjembyen Hillerød var succesen stor og tiltrak tusindvis af tilskuere til marken uden for byen. Der måtte indsættes ekstratog til Store Hestehave Trinbræt, hvorfra Sylvest havde entreret med det lokale bybusselskab til at køre folk det sidste stykke.

Det imponerende show var i verdensklasse, og i 1951 søgte det udenlands til blandt andet England, Holland, Belgien og Sverige, men overskud gav det ikke. Store udgifter til 12 flyvemaskiner og løn til 60 ansatte trak efter blot to sæsoner showet ned på jorden.

Udstillingsstand fra 50’erne.

NYE HORISONTER viste sig. I 1952 tog Viggo Sylvest Jensen på en studietur til USA, og over there benyttede man mindre fly til både såning og ukrudtssprøjtning. I Danmark foregik den slags med traktorer eller jeeps, og Sylvest opdagede endnu en gang en forretning. Især godserne så fordele i den moderne ukrudts- og skadedyrsbehandling fra oven. Desværre sprøjtede man med det berygtede stof DDT, som viste sig at være giftigt og skadeligt for mennesker, grundvand og dyr. Men gennem sit arbejde fik Sylvest kontakt med Danmarks store landbrug, og derfor var det ham, de kontaktede, når de skulle have nye luftfotografier.

Det samme gjaldt større virksomheder, for hvem Viggo Sylvest Jensen var begyndt at flyve taxiflyvninger. Flyvninger, der i øvrigt inspirerede til oprettelsen af en egentlig passagerrute mellem Kastrup og Hamborg. Han oprettede også en flyveskole, udlejede flyvemaskiner, og midt i 50’erne havde Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S 17 flyvemaskiner, to helikoptere og 100 ansatte. 

Luftfotograferingen var dog stadig det bærende element i virksomheden, og når et fotofly gik på vingerne, var ordren at fotografere alt relevant i det givne område. Det var en sund strategi, for selv små husmandssteder, parcellist­ejendomme og mindre håndværksvirksomheder var interesserede i at have et luftfoto hængende. Man begyndte også at fotografere almindelige huse, og bønderne havde desuden gode år. Hver gang en bedrift blev udvidet og moderniseret med ny stald eller gylletank, ville man gerne have den nye fremgang hængende på væggen.

Virksomhedens fremdrift skyldtes også, at man i 1949 var begyndt at tage horisontalfotografier, der gav et bedre indtryk af ejendommen, når den var fotograferet fra en flyveposition på blot 25 grader mod oprindelig 50. Dermed kom horisont og landskab omkring objektet med, og det blev populært og tiltrak gamle som nye kunder. Der blev blandt andet investeret i en hangar på Kirstinesminde Flyveplads i Skejby ved Aarhus, der blev oprettet afdelinger i Aalborg, Odense, Kastrup og Hamborg, og Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S fik efterhånden fotograferet hele Danmark fra luften.

MED EN MILLION luftfotografier taget over 20 år var markedet i slutningen af 50’erne ikke så frugtbart som før. Det ihærdige arbejde gjorde, at der oftere kom til at stå på bagsiden af et prøvefoto: ”Ejeren har flere billeder, nu er det slut!” ”I dette område har alle kolorerede billeder af SJ. Intet salg!” og lignende. Oplysningerne var skrevet for ikke at spilde tiden med forgæves salgsbesøg, og indimellem kunne der stå: ”Manden vil gerne have et billede, når den nye lade er færdig.” Men ofte gav notaterne udtryk for de potentielle køberes irritation over de gentagne besøg: ”Konen meget sur!” ”Manden er syg, har ikke råd!” ”Meget gamle folk!”

Markedet var mættet, og flere fly blev solgt, men Sylvest havde stadig en tro på fremtiden. I slutningen af 1959 tog virksomhedens fire ledende medarbejdere – ud over Viggo Sylvest Jensen blandt andre Ewald Bech Holtz – på en studietur til Markaryd i det sydlige Sverige for at se på en ny metode for farvefotografering, der var blevet mulig et par år forinden. 

På vej hjem forulykkede bilen, og Viggo Sylvest Jensen, Holtz og en af de øvrige medarbejdere blev dræbt. Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S – der på dette tidspunkt stadig var verdens største af sin art – blev nærmest udraderet på et øjeblik.

Tidligere Royal Air Force-pilot Palle Johnson stående på et fly i luften.

Sylvests søn, Preben Sylvest Jensen, fortsatte sin fars arbejde, men de gyldne år var forbi. Danskerne var ikke længere så bundne til deres fødested som tidligere, og de knyttede sig ikke til deres hjem på samme måde som før. Virksomheden forsøgte at fotografere de moderne typehuse, men salget var en fiasko. Der var overvejende erhvervskunder tilbage at betjene, men til gengæld blev sortimentet udvidet ved også at tilbyde luftfotografier på lampeskærme, askebægre og platter.

Ønsket om bedst mulige horisontalfotografier gjorde desuden de lave flyvninger tæt på bebyggelser, højspændingsledninger, antenner og øvrige installationer så farlige, at Preben Sylvest Jensen blev den direkte årsag til, at Statens Luftfartsvæsen satte en grænse for, hvor lavt der måtte flyves ved luftfotografering. Årsagen var, at han styrtede ned med et fly i 1972.

”Det taler jeg helst ikke om, men det var ved Silkeborg, og det var i øvrigt ikke mig, der fløj,” fortæller 81-årige Preben Sylvest Jensen, der efterfølgende solgte firmaet. I 1989 lukkede pionervirksomheden og solgte negativsamlingen til Det Kongelige Bibliotek.

Kirsebærbakken i Hillerød. Ejendommen yderst til venstre var Sylvests bolig og hjemsted for verdens største luftfotofirma.

DE MANGE LUFTFOTOS ligger dog ikke gemt væk i gamle kasser. Tvært­imod har de fået en ny betydning, der kan konkurrere med Google Earth, droner og andre elektroniske billeder fra luften.

”Kommuner og regioner bruger dem til at kortlægge forurening,” forklarer forsker ved Kort- og Luftfotosamlingen på Det Kongelige Bibliotek Stig Svenningsen.

”Der er også tilfælde, hvor de benyttes i juridiske spørgsmål om erstatning i forbindelse med ejendomshandler og lignende. Trap Danmark (værk i 34 bind om Danmarks 98 kommuner, red.) forhandler også om brug af luftfotografierne til deres digitale version, da de har en kultur- og bygningshistorisk værdi omkring områders udvikling.”

Hele Danmark er fotograferet, men det betyder ikke, at der er et luftfoto af hvert eneste hus. Samlingen får af og til henvendelser om tidligere lossepladser, men de er ikke fotograferet, da der ikke var penge i det. Derimod er eksempelvis brunkulslejer fotograferet, eftersom Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S kunne afsætte luftfotos til driftslederen og måske nogle af arbejderne.

Myndighederne er opmærksomme på værdien i Sylvests luftfotografier. De fynske kommuner er således gået sammen om vidensdatabasen Geo Fyn A/S på baggrund af firmaets fotografier, ligesom den boligrelaterede oplysningsdatabase DinGeo er baseret på dem.  

Ifølge overassistent Arne S. Andersen ved Det Kongelige Bibliotek er de mange virksomhedsoptagelser interessante til bestemmelse af beliggenhed, tromleoplag og affaldsdepoter. 

”I 50’erne havde omtrent hver en købmand og brugs i småbyerne eget benzinsalg. Stikprøver har vist forurening på 80 procent af de grunde, hvorfra der tidligere har været salg af benzin. Her har vi billederne,” forklarer han.

I disse år er mange danskere desuden optaget af at finde deres rødder. Ved at søge på bibliotekets hjemmeside kan de nu se, hvordan der så ud, hvor bedstemor boede. Nogle køber også et fotografi af det hus, de bor i, som det så ud for måske 80 år siden – i sort-hvid. For Det Kongelige Bibliotek håndkolorerer ikke. Også dér var Sylvest forud for sin tid.

/