TO ENDER af en rød snor, der daler ned på en regnvåd asfaltvej, udløser en trykbølge af klappen og piften. Det er Lolland Kommunes borgmester Holger Schou Rasmussen og direktør for Femern A/S Claus F. Baunkjær, der sakser snoren, og omkring dem fejrer borgerne i Rødby og Rødbyhavn åbningen af Jøncksvej, en ny omfartsvej nede ved havnen. Det er en almindelig tirsdag over middag, og festteltet fra Ebbes Udlejning er så fyldt med folk, at de er klemt helt ud til teltdugen og står i klynger ude på vejen i støvregnen. 

I Lolland-Falsters Folketidende har der stået, at man ved indvielsen ville traktere med ’en varm pølse med brød’, og vejåbningen er et symbol på, at der nu rent faktisk sker noget med Femern Bælt-forbindelsen. Fra politisk side har man talt om den siden 1991, og de sidste 28 år har man diskuteret fra Danmark til Tyskland og tilbage igen. Men nu sker der noget. Noget så håndgribeligt som en vej, der skal være den direkte trafikåre til byggeriet, hvor lastbilerne skal fragte materialer og den slags. For man skal ikke decideret bygge endnu, man skal blot gøre klar.

Godsejere, direktører, vejarbejdere, pensionister, landmænd og bedemænd står foran Tyttes Pølser. Køen til to ristede med brød er fyldt med jakkesæt, praktiske regnjakker, fleecetrøjer, kanvas og joggingtøj, og imellem dem lyser anlægsarbejderne op i gråvejret i deres neongule overalls. I horisonten, mellem to små enklaver af træer, der leder ned til vandet og en hvid DLG-silo, kan Scandlines-færgen mod Puttgarden skimtes på sin færd ud i Østersøen. 

NOGLE AF DEM, der lige skal se, hvad der sker, er 57-årige Anne-Marie Jørgensen og hendes 53-årige mand, Freddy Bentson, der sammen med deres to hunde betragter festteltet lidt på afstand. 

”Vi er her for at få gratis pølser og fadøl,” siger Anne-Marie Jørgensen, mens mundvigene krøller opad i et smil, der er på bristepunktet til at bryde ud i grin. 

”Ej, det er da gas, ha, ha!” siger hun i næste åndedrag og fortæller, at hun i dagens anledning har taget fri fra bedemandsforretningen, hvor hun arbejder, for hun og Freddy skulle jo lige ned og høre, hvad de har tænkt sig med Femern-forbindelsen. I næste nu bukker Anne-Marie Jørgensen sig ned med en grillpølse i munden for at give den ene hund en bid i bedste ’Lady og Vagabonden’-stil. Imens fortæller Freddy Bentson, at han er glad for, at der kommer noget arbejde til byen, så længe byggeriet står på. 

”Men i det øjeblik det er færdigt, bliver det bare en gennemkørsel til København alligevel,” spår han. 

Den nye vej deler vandene mellem rødbynitterne. På den ene side er det godt, at lastbilerne er blevet gelejdet væk fra bymidtens brosten, det har alligevel kostet en del små stenstatuer og monumenter i byen huller i siden. På den anden side frygter flere, at der vil komme en masse trafiklarm med sådan en omfartsvej. For ikke at tale om dem, der har måttet flytte ud af deres huse, for at vejen kunne blive en realitet. 

Bag festteltet står en mand på toppen af et hotel i beton og røde mursten i den tunge, grå efterårshimmel, som trækker sig sammen som en knyttet næve. Manden skumler med solbriller ned over de festlige begivenheder. Man kan lige ane, at der står Danhotel øverst, og at det er ejeren af hotellet, Villy Jørgensen, der står deroppe på taget. I august fortalte en optimistisk Villy Jørgensen til Lolland-Falsters Folketidende, at han havde fået lavet lyse trægulve og LED-lys på værelserne, og at han forventede nye og flere gæster, men nu har Femern A/S indgået en aftale om at overtage hotellet, der skal være ’bygherrecenter’. 

Ristede løg, festtelt og fejring af en ny vej til Femern-forbindelsen.

VEJÅBNINGEN ER IKKE den eneste store begivenhed, der har fundet sted på havnen den seneste tid. Det er ikke mange uger siden, at et filmhold med den britiske instruktør Christopher Nolan i spidsen pakkede sammen efter flere dages optagelser i Rødbyhavn. Der er tale om en actionfilm, der foregår flere steder i verden, og havvindmøllerne i Rødbyhavn var det helt rette sceniske spot. Havnen var i de dage omgærdet af gitterhegn, mystik og stjernestøv. Hollywood-holdet havde lejet 200 huse i Lalandia, og så havde de lejet verdens største isbryder, der var så stor, at den ikke kunne komme ind i havnen. 

”Den lå derude i flere dage,” siger Anders Henriksen, landmand og ejer af Lidsø Gods, mens han peger ud mod Østersøen. 

Filmholdet havde spurgt godsejeren om lov til at låne en af hans lagerhaller til optagelserne, men det var lige efter høst, så halm og korn fyldte det hele derinde. I stedet fik filmholdet lov til at træne med helikoptere ude på Anders Henriksens marker. Ganske vist med sådan nogle rekvisithelikoptere, der vejede 50 kilo i modsætning til en redningshelikopters 16 ton. 

Selv i Brugsen i Rødbyhavn var der glamour i de dage. Anders Henriksen var nede at handle og kunne ikke undgå at få øje på nogle ’meget smarte damer, der gik rundt og talte amerikansk’. ”Man bemærker det her i Rødbyhavn, når der kommer nydelige damer. De lignede jo ikke os andre normale, der lige er nede og hente et rugbrød og en liter mælk,” fortæller han.

Anne-Marie Jørgensen og Freddy Bentson nåede ikke ned og se kulisserne på havnen, men de fik sig alligevel en overraskelse, da de en aften var nede på den lokale bodega Slap a’ for at få sig et slag billard. Pludselig kom filmholdet ind ad døren for at fejre, at de sidste skud fra Rødbyhavn var i kassen.

Snorlige optræden af borgmesteren og direktøren for Femern A/S.

FRA HAVNEN fortsætter den nye Jøncksvej op mod billetkontoret til Scandlines-færgerne, og knækker man let til højre i stedet for at fortsætte op gennem industrikvarteret i Rødbyhavn, rammer man Sydmotorvejen. Lader man være med at dreje ind på motorvejen og i stedet skæver let mod venstre, kommer man ind på Havnevej, en lang, landlig allé indrammet af træer i snorlige formation langs asfaltkanten, der til sidst leder ind i hjertet af Rødby. Træernes blade står i rød efterårsbrand, der på afstand får dem til at ligne kandiserede æbler på stilk fra et juleeventyr. Havnevej er flankeret af roemarker, der smelter sammen med himlen, mens vinden risler igennem rodfrugternes grønne toppe og blander sig med krageskrig og motorvejens brummen. Håndmalede skilte vidner om, at man kan købe æg, squash, kartofler og græskar på gårdene, der er strøet ud over markerne med behørig afstand i landskabet, der folder sig ud som et vendespil af grønne og brune brikker. Traktorerne arbejder sig gennem mulden, markerne skifter farve fra grøn til brun, og vindmøller tårner sig snurrende op i landskabet.

Efter små syv kilometer bliver roemarkerne afløst af store villaer, bindingsværkshuse og skov med vejnavne som Solvej, Skovvej og Strandvej. Der er fortov, frugttræer og fyrretræer. I indkørslerne holder der campingvogne og trailere, og en ung fyr i træningstøj og dunvest trækker med bøjet nakke en vogn med reklameaviser efter sig, mens en gul bus tøffer gennem hovedvejen. Her er som på alle andre villaveje i landet, og så måske alligevel ikke helt. Hos den lokale ejendomsmægler er en stor, smuk, hvid patriciervilla fra 1918 på 255 kvadratmeter med en grund på knap 1.500 kvadratmeter til salg for en million. 

Langstrakte, flade marker og vindmøller præger store dele af Lolland.

ØSTERGADE ER hovedstrøget, der løber gennem Rødbys bymidte. Lave byhuse i gule, blå, hvide og røde mursten på hver side delt af et fortov i midten. Solen skinner fra en skyfri himmel. Der er ikke ét menneske på gaden, og dørene til butikkerne er lukkede. Der står næsten ingen skilte på gaden, og som man kommer nærmere, bliver det tydeligt, at butikkerne ikke holder siesta eller blot har en stille dag. Mange af dem er lukkede. I nogle af vinduerne hænger der ’Til salg’-skilte. I andre har støvet samlet sig så tæt, at det skærmer for udsigten til inventaret. På mange måder minder dele af gaden om en filmby, som skuespillere og instruktører har forladt. Rekvisitterne står som under indspilningen, til gengæld er de falmede, og støvet danser som snefnug i solstrålerne, der sniger sig ind ad ruderne. 

Man kan høre den raslende lyd fra blade, der blæser hen ad fortovet, skvulpen fra springvandet og de scootere, der lejlighedsvist glider forbi. En dør står på klem. En motorcykel er parkeret uden for en stor butiksfacaderude, og indenfor sidder to mænd ved et laminatbord og deler en kande kaffe og ryger smøger. Radioen spiller, en kvinde med en stramt tilbageredt blond hestehale, optegnet sort eyeliner og forklæde holder styr på køkkenet, og selvom der ikke er noget skilt på gaden, er der indenfor en disk og et tilbud om lasagne, pomfritter og nuggets. To kopper kaffe koster en flad tier, og sandwich kan man også få. Et rullebord med en køler brummer om kap med radioen. 

I hjørnet af cafeen er to rækker enarmede tyveknægte gemt væk bag en tynd grå skillevæg. Der er ikke nogen jackpots, der blinker, eller polyfoniske klokker, der bimler. Stikket er med vilje hevet ud. Cafeen skal gå nye og lysere tider i møde, der indebærer mere varm mad og færre kolde bajere. I hvert fald hvis man spørger 57-årige Jan Kristensen, der er pensioneret, men som frivilligt har kastet sig over cafeen og lige nu nyder en kop formiddagskaffe med galleristen H.C. Begge har skæg, og Jan Kristensen har en multifarvet T-shirt på, mens H.C.  har godt med tusser på kroppen.

Spillehalskirkegården skal transformeres til en hyggekrog, cafeen skal emme af dagligstue, og køkkenet skal servere lollandske egnsretter, der ”ikke må koste mere end 35 kroner”. På den måde har de mennesker, der bor i byen, rent faktisk råd til at gå ud at spise. Drømmen er, at skoleeleverne følger trop i frokostpausen og får sig et varmt måltid hernede. 

”Så er de jo sikret god mad i hvert fald én gang om dagen,” siger Jan Kristensen og tager en slurk af sin kaffe. 

Cafeen er ikke det første frivillige projekt, han har kastet sig over. Han er medlem af Sons of Heaven, en motorcykelklub for kværn-entusiaster, der elsker at køre – også for en god sag. De har både lavet ’hospice run’ og ’mobbeture’, hvor døende eller børn, der har det svært i skolen, kan komme ud og blive luftet i Rødbys natur med gashåndtaget i bund. 

Østergade set ovenfra med Fløjtepigen i centrum.

KVINDEN MED EYE-LINER og forklæde hedder Marianne Syhler og er 51. Hun kom til Rødby som 12-årig, og hun kan huske, at hun bed mærke i, at Rødby ligesom ikke var helt med på den nyeste mode. Marianne var dengang klippet som Lady Diana, det hotteste hotte hår, klippet kort med et pandehår, der med hårlak var blæst til siden. 

”Der gik ikke længe, før resten af pigerne på skolen i Rødby havde kopieret den frisure,” smiler Marianne Syhler. 

En mand i fleecetrøje og rollator gør entré som den første gæst.

”Godmorgen, søde Freddy,” hilser Marianne Syhler velkommen. Hun ved lige, hvad den Freddy skal have. Tre stykker kridhvidt franskbrød med rullepølse og kogeskinke bliver langet over disken, og en sødetablet dumper ned i den sorte filterkaffe. Drypvist kommer der flere og flere af Freddys slags, der lige skal have en bid formiddagsbrød. Gerne det sædvanlige. En ældre mand kommer ind i blå arbejdsoveralls, hestehale, kasket og træsko. Han skal have en ostemad, og Marianne Syhler spørger, om det skal være ’den gode der med sky og løg’. Han nikker samtykkende, mens grillpølserne ligger og luner sig på varmeristen, og cigaretrøgen blander sig med duften af kaffe. Men på Marianne Syhlers fingerspidser er det lugten af den gode ost, der sidder fast. ”Prøv og lugt,” siger hun og stikker dem hen under snuden på Jan Kristensen, der griner skraldende.

Jan Kristensen (i midten) og kunstneren H.C. (t.h.) i samtale med en ven.

Cafeen uden navn, som måske skal hedde Café Solstråle.

LIDT LÆNGERE NEDE ad gaden ligger Gallery Bruhn Pedersen. Det er her, H.C. – der hedder Hans Kristian Bruhn Pedersen med K, men alligevel kaldes H.C. – udstiller egne og andres værker. Visitkortene ligger til fri erhvervelse i gabet på en tandblottende plastichaj. 

Udstillingen er med et enkelt ord alsidig. Den tæller spejle, som H.C. har graveret børnetegninger ind i, plastichavemøbler, der er spraymalet i batikmønster, og håndlavet S/M-udstyr i læder, som står udstillet på en gammel kommode ledsaget af handsker monteret med et langt skaft, der er beregnet som slagtøj i soveværelset. H.C.s princip for hans kunstnergesjæft lyder, at han kun vil lave ting, som folk har glæde af eller synes er sjove. Og så laver han aldrig to identiske ting. For han er jo kunstner, som han pointerer i sin dunjakke, fuldskæg, tribals op ad halsen, signetringe på fingrene og små firkantede briller. På væggen hænger H.C.s far og kigger ned, rank ryg og glatbarberet i uniform med en aura af fortidens elegance.

Galleriet er beklædt med gråt gulvtæppe, og udstillingen minder om en samlers stue med alt fra dukker til hæklede duge og en djævlebamse med en trøje, hvor der står ’Min ejer er single’. Den griner H.C. noget af. Men et af de værker, han er gladest for, er nu alligevel det spejl, han lavede til en kammerat, der gik og var lidt blå. ”How are you today?” stod der på spejlet. ”Når man står der og føler sig lidt morgengrim, kan man jo ikke andet end at smile,” siger H.C., der først slår ud med armene og bagefter bevæger sig ud på Østergade, hvor han fremhæver springvandet, der rislende atter bryder byens tavse lydmur. 

”Vi har jo vores fine fløjtepige her,” siger han med en sær kombination af begejstring og forlegenhed i stemmen og peger med en cigaret i hånden på bronzepigen med rottehaler, der henslængt sidder og spiller blokfløjte midt i springvandet. 

”Her i Rødby hilser man. Man kommer ikke hinanden 100 procent ved, men tæt på. Man snakker da sammen,” siger han som et plaster på bylivets sår. En dame med rollator, krum ryg, termojakke og en fin halsklud tilbagelægger sammen med en ung kvinde Østergades brosten som de eneste. Den unge kvinde stopper for at hæve penge i byens ensomme hæveautomat. H.C. håber, at automaten får lov at blive, ellers skal man enten helt til Maribo eller til Rødbyhavn for at få kontanter, og det er altså ikke fair. 

Ikke så langt derfra rasler piletræerne i efterårsvinden ved rutebilstationen, en vendeplads med seks busskilte. På den anden side ligger et gult lejlighedsbyggeri, der bliver til et parcelhuskvarter med små rødstenshuse, klippede hække, flagstænger og gule bonderoser, der kysser murene. Græsplænerne er slået, bedene med stokroser står velfriserede, og der er ordnede forhold. Over tagene stikker et kirkespir op og insisterer på, at her er en by.

Legepladsen i Lystskoven er samlingspunkt for nye familier i byen.

GEMT BAG EN jordbunke med vilde mælkebøtter og valmuer ligger Lystskoven. Det nysåede græs kranser trælegepladsen ind som sporadiske dun på en babys hoved, og netop to af dem boltrer sig i sandet, mens mødrene kigger på. 25-årige Cecilie Jensen og 23-årige Emma Bjerre er veninder, og de er begge på barsel. Cecilie Jensen er født og opvokset i Rødby, kun med en lille afstikker til Nykøbing Falster for at læse til SOSU-assistent. 

”Lugten af gylle og roer – den er hjemlig,” siger Cecilie Jensen, der i sin gule sweater stråler sammen med skovens efterårsfarver.

Pludselig titter en ung mand frem fra krattet i Armani-jogging-shorts og djævlen tatoveret op ad halsen. Det er 26-årige Nicklas Elkjær. Det øverste af håret er redt skarpt til siden med gelé, resten er barberet så godt som skaldet. Hans guldur glimter i solen, og smilet er stort. Ved sandkassen gør han stop og sætter sig på hug for at kysse Olivia. Det er hans datter, og Cecilie er hans kæreste. Hans dialekt afslører, at han ikke er rødbynit, men snarere fra Københavns Vestegn. 

”Jeg er fra Ballerup,” siger han og forklarer, at det da var noget af en omvæltning at flytte til Rødby. 

”Men når man møder en sød pige, er der jo ikke noget at gøre,” fortsætter han, mens han blinker til Cecilie. Det var spørgsmålet om datterens opvækst, der fik pilen til at pege på Rødby. Her kunne den lille familie få luft og natur i stedet for ballade og beton. 

Nå ja, og så er de tæt på grænsehandlen, der ikke er at kimse ad, hvis man skal holde en fest. De tager færgen, når de skal handle, men buffeten om bord er ikke en del af udflugten. De sørger for at smøre madpakke hjemmefra, når de skal af sted. ”Vi er jo lollikker,” smiler Cecilie Jensen.

Therese Christiansen foran bagindgangen til sin café.

DER HAR VÆRET gode og dårlige tider i de 27 år, Therese Christiansen har drevet Bageren & Thereses Køkken på Østergade lige ved Rødby Skole, hvor hun selv har gået. Hun er en  glad og gesjæftig dame med solidt fodfæste i lokalsamfundet. Og byen skrumper, men der er vel ingen grund til at dreje nøglen om af den grund. 

I begyndelsen af 90’erne langede hun op mod 200 flødeskumskager over disken til byens søndagssultne kunder. I dag er det kun en 20 stykker. Ifølge 54-årige Therese Christiansen handler det om tilpasning. Da kagesalget begyndte at gå ned, udvidede hun med varmt køkken, små delikatesser, brugskunst og en overgang også blomster, da den lokale blomsterhandler lukkede. ”De skal jo kunne købe blomster i byen,” griner hun, så delfinen om hendes hals gør et hop. Og således eksisterer cafeen stadigvæk. Med alt fra bland selv-slik til gourmet-salt, keramik-sæler og smykker. 

Tidligere var Therese Christiansen supermarkedslærling, og hun har arbejdet i køkkenet på Scandlines. Alt sammen fine tjanser, men iværksætteren i hende trak. Egentlig kunne hun hverken lave sovs eller noget, da hun begyndte, og hun husker tydeligt den allerførste kunde, en gammel mand med stok, der kom ind og sagde: ”Din snottøs, du bliver ikke!” 

Klokken 10 minutter i 11 ruller en sølvfarvet bil op på siden af cafeen. En mand i joggingtøj og friseret hår kommer ind ad døren. Han giver aftalte penge i sedler, sætter sig ved sit sædvanlige bord og venter på dagens ret, som han har gjort hver eneste dag de seneste 18 år. Mens han venter på sin mad, breder en duft af gammeldags oksesteg sig i cafeen, for i dag er det den månedlige ’Spis sammen’-dag, som Therese Christiansen har opfundet. Ideen opstod, da en ældre lokal herre mistede sin kone i 1992. Hvem skulle nu lave mad til ham, tænkte Therese Christiansen. Så det gjorde hun, og hun fik det også kørt ud til ham, det var ikke til noget som helst besvær. Men der måtte jo i grunden sidde mange som ham derude, alene i deres stuer, tænkte hun og lavede sidste år en ansøgning til Trygfonden. Hun vandt puljen, og den var stor nok til at holde ’Spis sammen’ en gang om måneden i et helt år, hvor gæsterne bliver hentet i en minibus og får tre-retters menu inklusive drikkevarer og keyboard. 

’Spis sammen’-arrangementerne er en stor lokal succes.

DET ER 79-årige John Hansen, der er dagens keyboardmand i skysovs. Da hans kone døde, kom han i Thereses spisefold, men nu er han kæreste med Rita, som han mødte i blomsterparken, og der gik faktisk ikke andet end 12 timer, før de smeltede sammen. Egentlig er John Hansen fra Thyborøn, men en sømandstilværelse bragte ham vidt omkring, og slutdestinationen blev Rødby i 1970. Nu står han og er ved at få styr på Yamaha-orglet i fleecetrøje, isblå øjne, guld på tænderne og om halsen og en signetring på fingeren. Han har været keyboardmand i mange år, og ét er sikkert og vist: Sangen ’Lillemor, jeg elsker dig’ virker hver gang.

En rød løber og dannebrogsflag møder ’Spis sammen’-gæsterne, da de bliver bugseret ud af en skriggul minibus med hjælp fra chaufføren Arly. Nydelige ældre damer gør entré med permanentede krøller, perleøreringe og håndtasker. 

”Jeg blev nødt til at rykke rundt på nogle aftaler, men det her kunne jeg jo ikke sige nej til,” siger Grethe Jørgensen, en af gæsterne. Grethe har fået to veninder, Tina og Gerda, med til ’Spis sammen’. Hun holder plads til dem på hver side af sin stol. Og Arly, der frivilligt stiller op og godt kan finde på at køre en af de ældre til tandlægen eller hjælpe med et vandrør i boligen, kører frem og tilbage i den gule Ducato for at hente og bringe. Inden længe er festlokalet fyldt op. Gerda er en af de sidste, der ankommer. Arly får gelejdet hende hen til Grethe: ”Så kan I to slyngveninder da sidde sammen,” siger han. 

Der bliver tastet løs på Doro-telefonerne og skålet i abrikosvand, mens John Hansen svinger guldarmbåndsuret over det elektriske orgel. Med et krøllet og ganske tilfreds smil lader han dansktop-tonerne svøbe sig om forsamlingen. 

John Hansen på keys.

MED LYST, KRØLLET HÅR og en kampvægt på 62 kilo står 15-årige Magnus Hansen Hedegaard og løfter stålvægte i Rødby Styrkeløft. Omkring ham lugter der af rengøringsmidler og sved, og det er sådan en slags styrkeklub, man forbinder med en ’Rocky Balboa’-film. Malingen skaller af vægtene, og der er ikke nogen københavnersmarte fitnessmaskiner. Radioen spiller de nyeste hits, og ovre ved receptionen er der en solid beholdning af kreatin-shakes, Proteinella-smørepålæg og weight gainer-pulver. Et glasskab er fyldt op med de pokaler, medlemmerne har hentet til klubben, og Magnus Hansen Hedegaard drømmer om at blive en af dem. På sin 13-års fødselsdag – aldersgrænsen for medlemskab – satte han sine ben i Rødby Styrkeløft første gang. Han er en ung mand med en plan. Søn af to forældre, der begge arbejder på Scandlines-færgerne, far på kontoret, mor i køkkenet. Fedtprocenten er lav, 3,7 procent, men arbejdsmoralen er høj. For Magnus er sportstasken lige så fast et hverdagsvedhæng som skoletasken. Han gider ikke køre på scooter, og han gider ikke ryge smøger. I stedet træner han otte gange om ugen, både håndbold på divisionsniveau og styrketræning, der skal gøre ham klar til konkurrencer. På fritidsjobbet i Lalandia tager han alle de tjanser, han kan komme i nærheden af, så opsparingen kan vokse. Efter 9. klasse vil han på gymnasiet i Maribo og forhåbentlig få sig et karaktergennemsnit, der er så højt, at han kan komme ind på jura i København. Han vil gerne være advokat, måske anklager. Men én ting er sikker: Han vil ikke bo i Rødby. 

”Her sker ikke noget. Roerne gror, og det er det,” siger han og tager en dyb indånding. 

Han har dog ikke nogen ambition om at ramme de professionelle harpiks-ligaer. 

”Det er jeg ikke god nok til,” konstaterer han med et genert smil. 

I den anden ende af styrkelokalet og aldersspektret står 74-årige Steen Wissing og løfter håndvægte foran et spejl. Håret er hvidnet, tiden har sat sig i ansigtsfolderne, men brystkassen er bred, og ryggen rank. I 12 år har han boet i Rødby, og hver uge har han trænet tre-fire gange i Rødby Styrkeløft. Han og konen ville væk fra storbyens ræs, og valget faldt på Lolland, hvor der var rigeligt med luft og fornuftige huspriser. Steen insi­sterede på, at huset skulle ligge i Rødby på grund af styrkeklubben. Det er 35 år siden, han begyndte at træne, og i den tid har han nået at erhverve sig rigeligt med metal til halsen og fine titler. I 2005 blev han for eksempel verdensmester i squat i sin aldersgruppe.

”Jeg var tyndere end Magnus, da jeg var ung,” siger han og nikker mod den unge løfter, der kan lide at være lille, men stærk. 

15-årige Magnus Hansen Hedegaard løfter vægte og vil læse jura.

SOLEN HÆNGER LAVT over Pakhuset, et gammelt skævt og hvidkalket bindingsværkshus med sorte bjælker og orange tegl. I gul skindjakke og et sjal, der ligner efterårets gyldne blade, tager Liselotte Paaske Nielsen imod. Sammen med andre ildsjæle har hun stiftet bevægelsen ’Giv Rødby bylivet tilbage’, og Pakhuset, der fungerer som åbent kulturhus, er et skridt på den vej. Det gamle hus er sat i stand af frivillige, ligesom frivillighed også reddede byens svømmehal og campingplads. 

Rødbynitterne hører ikke andet, end at byen er død, og at deres projekter er dødsdømte. Men indenfor er Pakhuset pyntet op med kulørte lamper, og rundt­omkring er der rester fra høstfesten, der blev holdt sidste weekend. Der er rødternede duge på bordene, gyldne neg i hjørnerne og halmstrå i små mælkeflasker på bordene, hvor Liselotte Paaske Nielsen har samlet stakke af store, tunge ringbind, der er spækket med visioner og drømme. Fondsansøgninger, handleplaner, præsentationer til kommunen, referater fra et væld af møder. Selv har hun boet i byen i 40 år og mødte sin mand til bal på kroen. Den næste vision, som ringbindene hovedsagelig rummer, handler om at forvandle nogle af Rødbys forladte bygninger til et købstadshotel.

”Du hører aldrig en lollik sige, at de er gode til noget,” siger Liselotte Paaske Nielsen med en blød stemme, der synger lollandsk. Rødbynitterne trænger til at puste sig lidt mere op, mener hun. Fægte lidt mere med armene. 

Liselotte Paaske Nielsen har store ambitioner på Rødbys vegne – her foran Pakhuset.

EN RUSTVOGN DREJER ud ved Aldi, og henne ved Dagli’Brugsen sidder to unge drenge på et cykelstativ med hovederne begravet i hver deres mobiltelefon, mens aftenblæsten tager til. Liselotte Paaske Nielsen viser byen frem og slår ind på gågaden. Hun går med raske skridt og peger på den flotte gamle apotekerbygning og Garn Hobby, der stadig eksisterer. 

”Hun har stor succes med at sælge roe-trolde derinde,” siger hun. Møbelforretningen Boligland fungerer også godt ligesom cykel- og bilhandleren og den lokale ejendomsmægler Thomas Porse. Den statsautoriserede fodterapeut kører også, og det samme gør genbrugsbutikken og en enkelt dametøjsforretning. Solstrålehistorierne ligger dog spredt med en håndfuld huse imellem sig. Nogle hundeluftere og fire cykelturister med oppakning på bagagebæreren passerer gågaden. Fløjtepigen plasker stadig ufortrødent i sit springvand over for det gamle rådhus.

Herinde er bornholmeruret gået i stå, selvom de fuldtonede vægge, busterne, de græskinspirerede statuer og messinglamperne får salen til at se højtidelig ud. Men de gulnede eksemplarer af ’Dansk kommunalforvaltning’ og ’Miljøbeskyttelsesloven’ afslører, at rådhuset ikke har været åbnet siden kommunesammenlægningerne i 2007. Der er støv på de arkitekttegnede borde, der kun bliver brugt, hvis nogen har booket et møde. Det, der startede som et rådhus med arrest i 1853, er blevet til et museum uden besøgende. På væggen hænger billeder af de byråd, der har siddet gennem tiden. På flere af billederne står Benny Damgaard, høj, rank og mørkhåret. I dag er han medlem af Venstres hovedbestyrelse og formand for partiets lokalforening på Lolland. Og blot et par gader væk fra det gamle rådhus bor han stadigvæk. I sin søns gamle hus, der ligger lige ved kirkegården. 

FEM ÅR I MUSSE. Det er den længste og eneste periode, Benny Damgaard har været væk fra Rødby. Musse er et gammelt sogn, der ligger en 22 kilometers penge fra Rødby, klemt inde mellem en put and take-sø og en landevej, men nu er han tilbage, hvor han kom fra.

I de gode, gamle dage var der ’fedt’ i Rødby, forklarer Benny Damgaard, der har en 42 år lang karriere som landmand bag sig og i dag arbejder som omsorgsmedhjælper. Man tog på Søpavillonen, tæt på havet, det fedeste sted at gå i byen med tidens største livemusikere. 

”Dryssede det ud af lommerne med sand, når folk skulle fumle efter deres mønter for at betale i baren, vidste man godt, hvad de havde været ude og lave,” siger 59-årige Benny Damgaard. 

På det lakerede træbord har han og kæresten Kirsten Sydendal disket op med tapas-pølse og vin i glasset. Kirsten bor på Fejø, og da Lolland kom i mediemøllen med udsendelsen ’På røven i Nakskov’, startede hun gruppen ’Lolland-Falster Lovestorm’, der med flere end 28.000 medlemmer lige siden har fremhævet alt det gode på de her kanter. 

Der er lunt og godt indenfor i Damgaards parcelhus-residens. I stuen er der store lædersofaer, og en stor skål med slik på køkkenbordet står til fri afbenyttelse. En dosmerseddel ligger ved siden af og fortæller, at der mangler leverpostej i køleskabet. Væggene er prydet af portrætfotos. Især over spisebordet, hvor Bennys fire børn kigger kernesunde ud over rummet. Annette, Allan, Michael og Morten. Tre ud af fire er landet som professionelle håndboldspillere. Annette stoppede, da hun ramte første division, men brødrene kører fortsat karrierer i Danmark, Tyskland og Sverige. Den mellemste, Michael, har endda været fast inventar på herrelandsholdet i flere år.

”Jeg sad i traktoren ude på marken, da Ulrik Wilbek ringede,” siger Benny Damgaard, hvis brune øjne glimter, da han fortæller, hvordan den tidligere landstræner havde fået øje på ældstesønnen Allan og var interesseret i hans talent. Wilbek fremlagde et tilbud, og faren svarede, at han lige skulle tænke over det. Men da han havde lagt på, var der jubelarme og faderlig stolthed til op over traktortaget. 

Med sine store landmandshænder hælder han vin i glasset og fortæller, at de fire topatleter er opflasket på havregryn og rugbrød. Og at håndboldtræning ikke var reserveret til hallen. Dørene derhjemme agerede mål, og nogle sammenrullede sokker kunne sagtens klare den som en håndbold. Derfor var der heller aldrig en vase i huset.

DA BENNY DAMGAARD sad i byrådet, tog det ikke fem minutter at handle i Netto. Det tog minimum en time. Alle skulle lige konfrontere lokalpolitikeren hen over farsen i frysedisken. Hvorfor har I ikke slået rabatten nede ved mig? Hvad med det hul i vejen? 

Helt højt gik bølgerne, da han som byrådsmedlem var med til at lukke den lokale skole. Men Benny Damgaard stod fast. Som han gjorde, da han gik op imod Venstres absolutte top. 

Han var den første til offentligt at kritisere den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen for den nye garderobe, han blev ekviperet med på Venstres regning. Ni jakkesæt, 21 slips og syv par sko var indkøbene løbet op på i 2010 og 2011. Nogle måneder senere kom det frem, at konen Solrún og sønnen Bergur havde fået foræret en tur til Mallorca af Venstre. 

”Det ryster mig i min grundvold,” sagde Benny Damgaard til Ekstra Bladet, der døbte ham ’Rebel-Benny’.

Partitoppen i Venstre er ofte blevet rasende og har flere gange forsøgt at give ham mundkurv på, fortæller Benny Damgaard, der skæver hyppigere og hyppigere til uret. Allan skal spille i aften for Team Tvis Holstebro, og kampen bliver vist i tv. Faren går frem og tilbage for at finde TV 2 Sport, det lykkes, og han sætter sig på kanten af sofaen, da kampen bliver fløjtet i gang. Da Allan scorer kampens første mål, ryger farens arme fluks mod loftet. 

Benny Damgaard har altid boet i og omkring Rødby. Her med kæresten Kirsten Sydendal, der står bag ’Lolland-Falster Lovestorm’.

DER HVOR SPORET ender – eller begynder – i Rødbyhavn, løb flygtninge for nogle år siden over skinnerne og ud over markerne med børn og kufferter. De var på vej til Sverige og ramte de danske motorveje, hvor de gik i karavaner. Det var i september 2015, og Conny Damgaard Møller var på vej hjem fra mandagsbowling. I stedet for at køre hjem kørte hun mod Rødbyhavn Sportshal, hvor hun bestyrede cafeteriet. Flygtningene skulle jo have tag over hovedet og noget at spise. I fire dage knoklede hun med andre frivillige, mens man gik i gang med at bygge små containerbyer, der kunne huse flygtningene. Men de blev ikke i Rødby, og i dag står tomme beboelsescontainerne i hobetal et stenkast fra hallen. 

67-årige Conny Damgaard Møller har bestyret sportshallens cafeteria i 20 år, og siden hun gik på pension fra 42 års tjeneste i den lokale bank, har hun arbejdet der på fuld tid. Uden at få en krone for det. 

”Det var mest nuggets og pomfritter, de fik,” siger Conny Damgaard Møller, mens hun fylder slik op i rød- og hvidstribede papirsposer. Med sit grå pagehår udstråler hun bedstemorvarme, og hendes rolige stemmeføring er sådan en, man gerne vil have læst en godnathistorie op af. Hun forklarer, at de dage i 2015 var de vildeste i hendes cafeteria-karriere. Også selvom store kampe er blevet spillet hernede, og nevøerne har trådt deres barnehåndboldsko på det lakerede trægulv, og Scandlines-medarbejderne har holdt nogle våde julefrokoster. Conny er Benny Damgaards søster, og de to er ud af en søskendeflok på fire, der alle spillede håndbold. Sammen voksede de op på en gård, og Conny elskede at køre masser af traktor med sin far. 

Slushice-maskinen bag hende kører troligt. Før i tiden var der altid fulde huse hernede, men der er ikke så mange håndboldhold, som der plejede. Især da skolen ved siden af hallen lukkede, tyndede det ud i de unge spillere. 

”Hvis du vidste, hvor mange roer jeg har hevet op,” siger hun.

Conny Damgaard Møller arbejder frivilligt i Rødbyhavn Sportshal og bestyrer cafeteriaet.

SOM EN OVERDIMENSIONERET e-cigaret pulser skorstenen på Prinsesse Benedikte løs. Den royalt døbte Scandlines-færge har kurs mod Rødby på Lolland, vindmøllerne ligner ude fra havet små roterende tændstikker, og øen, vi nærmer os, er faktisk lige så flad som en pandekage. Skabt og nivelleret af enorme gletsjere under den sidste istid. 

Oppe på dækket forsøger nogle børn at fange mågernes opmærksomhed med chips, de viftende lokker med i vinden. Asiatiske turister poserer med store solskærme og dåse-Fanta foran selfie-kameraerne, mens tyskere i ’Game of Thrones’-fantrøjer misser med øjnene i solen. På den anden side af den elektriske dør, i ly for sejlvind og havgus, forsøger et ragnarok af rollatorer at finde en siddeplads. Kørestolene vugger let frem og tilbage i bølgegangen, og der dufter af tarteletter i restaurantens buffet, der er på rejsehjemmesiden Trip Advisors top 10-liste over ting, der er værd at opleve i Rødby. 

Ved buffeten ryster porcelæn og bestik i plasticbeholderne, mens kokken er ved at lave en spand cremefraichedressing. Imens stabler en kvinde cigaretpakker oppe ved disken. Hun har rullet ærmerne på sin Scandlines-cardigan op, så man kan se, at der står ’Mulle’ i et hjerte tatoveret på hendes arm. Restauranten kører efter ’all you can eat’-princippet, og det gælder også for drikkevarerne. Det er bare med at forsyne sig. Med Carlsbergs Sort Guld, med Faxe Kondi, eller hvad hjertet måtte begære. Store fade med frikadeller, rejer, flødekartofler og steg venter på kuldeplader eller under varmelamper. Og hvad færge-buffeten måske ikke har i Noma-gastronomi, har den i udsigt. Buffeten er omkranset af vinduer og et glitrende slør af havgus og dybblåt vand. En ansat fortæller, at der med jævne mellemrum er folk, der tager mod Puttgarden med det ene formål at ramme buffeten. De bliver siddende, når Prinsesse Benedikte rammer den tyske havn. På den måde får de 45 minutter ekstra med ad libitum.

Færgesporten over dem alle. At kaste godbidder til mågerne.

FLASKERNE MED VODKA, akvavit og Metaxa klirrer faretruende som inventaret i et jordskælvsramt vitrineskab. ’Onboard-shoppen’ er indhyllet i en tung sky af parfume, opstået efter utallige prøvesprøjt på kvindehåndled. Håndblæserne på toilettet og skibets motorer brøler om kap, mens en stemme i højttaleren på tysk og dansk fortæller, at man nu kun har 10 minutter tilbage til at erhverve sig sprut og tobak. Her er hyldemeter af Kay Bojesen-figurer, sminke, vingummi i kilo-klassen, smøger på karton, vin i store papbokse og Toblerone-pakker på størrelse med skinneben. En kvinde i vindjakke og vandresko konsulterer sin mand: Skal chokoladen være med eller uden rosin? Han er ligeglad, så længe den ikke er hvid. 

En tysk skoleklasse er på vej til København fra en lille by tæt på Frankfurt, og Rødby er blot en gennemfartsstation. Det samme gælder for fire svenske fyre i Ralph Lauren-poloer og tilbagestrøget hår, der har været på bilmesse i Frankfurt. De lader dog forstå, at det er yderst normalt for sydsvenskere at tage til BorderShoppen i Puttgarden. 

Pludselig siger en skærebrænderstemme gennem højttalerne, at det er tid til at gå mod bilerne. Gert og Pia Christiansen er på vej ned i deres Toyota Yaris, der er dekoreret med røde blomster. Først blev fælgene røde, så gik turen til sidespejlene, og senere kom der røde bier på køleren. Og apropos kør selv-ferie glæder parret sig til, at Femern-forbindelsen kommer. 

”Huspriserne kommer til at stige sådan her!” udbryder Pia begejstret og laver en stor krokodillemund med sine arme. 

Kort efter åbner Prinsesse Benedikte sit gab og lader sin underkæbe ramme færgehavnen. ’Transport og Logistik’, ’Weigand Transporte’, ’Friobaza’, ’Hansefrigo Spedition’, står der på lastbilerne, hun spytter ud. De kommer i alle farver, afskygninger og nationaliteter. Med klunkegardiner, navneskilte og chauffører, der hviler hovedet på armene. 

Ude på færgelejet fortæller elektroniske informationstavler, at ’Nächste Abfahrt’ er om få minutter. Politiet står med hjemmeværnet i sandfarvet ørkencamouflage og sorte solbriller og tjekker id. Vi bliver stoppet, ørkenmanden vil se pas. Det har vi ikke med. Det går lige an med kørekort og sygesikring. ”Næste gang boner den altså!” forsikrer han, og vi følger skiltene mod Sydmotorvejen, mens andre knækker af mod Nakskov. Eller mod Rødbys lille stykke med troper: Lalandia. 

Fra vandsiden er første danske togstop Rødby Færge Station.

FOR ENDEN AF Hagesvej ligger en stor, Toblerone-takket bygning med en snoet vandrutsjebane i toppen. Stationcars i sort og sølv med tagbokse er gået i dvale på den halvtomme parkeringsplads, mens familierne indenfor boltrer sig i det lollandske svar på slaraffenland. Tæt ved indgangen er en glasboks omkranset af sydeuropæiske hængeplanter i pink til de rygetrængende. Tre Lalandia-flag med rød sol og grønne palmer blafrer i vinden. 

Det er uden for sæsonen, men den stædige varme er det første, der rammer og giver samme fornemmelse, som når man træder ud af flyveren på en charterdestination. To piger får stukket en hundredkroneseddel i hånden af deres far. Der er spillehal, skøjtebane, indendørs skibane, kæmpe-trampoliner, bowlingbaner, Monky Tonky Land og slikbutikker med få meters mellemrum. 

Arkadelyde fra Little Vegas – en form for spillehal til børn – blander sig med Rasmus Seebach fra højttalerne. ”Hurtigere! Vildere!” råber en far til sin fireårige datter, der med en bold forsøger at ramme en ondt udseende abe på en spillemaskine. Overalt er der store fjernsynsskærme med tegnefilm, så man kan se tv, når man spiser og bowler. De indendørs gader med imiterede lygtepæle med ’flammer’ i toppen kulminerer i ferielandets hovedattraktion: Aquadomen.  

Hvis charter-fornemmelsen ramte i receptionen, er det luftfugtigheden fra tropehuset i en zoologisk have, der gør sig gældende her. Livredderne er på arbejde syv-otte timer ad gangen, ”og er du sindssyg, man bliver tørstig af det,” siger en af dem. 

Begejstrede børneskrig og brusen fra kunstige vandfald fylder en kuppel, der ligner toppen af en botanisk have med lyst og luftigt kig til himlen. Et inferno af rutsjebaner snor sig ind i hinanden, mens en kæmpe tønde langsomt fyldes med 1.200 liter vand, der til sidst vælter ud. 57-årige Jesper Sørensen kommer gående med sin datter Olivia på armen. Lalandia-turen er en gave til hende, hun er lige fyldt to. Jesper er pensioneret slagter og er tatoveret over hele kroppen. Tusserne er en drøm, han har haft, siden han var seks år og så sin onkel med en tatovering. Han tænkte, at det skulle han også have. 

”Lalandia er et fedt sted for børn,” siger han og kalder på sin kæreste på thai. Han taler sproget 75 procent efter at have været meget i landet de sidste 20 år. 

Væk fra lydtæppet af børneskrig og vandplask ligger spabade med udsigt over Østersøen. Solen er ved at dykke ned i havet, og vinden rusker i kornmarkerne udenfor. En mor signalerer med to hænder til sine børn, at de skal op af vandet, det er spisetid. En anden familie har smidt badelufferne for at dele en bakke pomfritter. Børnene drikker juice, forældrene fadøl. En ung ranglet fyr i tøfler og øresnegl stabler cafeens plasticstole. Lukketid her betyder, at der er showtime et andet sted i Lalandia. 

Tyske Lars Kempe fra Femern med sin søn på 20 måneder.

ENGANG HAVDE VI solarier i Lalandia,” siger Hr. Plys med løftede øjenbryn i sit private omklædningsrum, der er dækket med plakater og billeder af ham selv. Men nu, forklarer han, er han nødt til at køre helt til Maribo, 20 kilometer nordøst for Rødby, for at komme under UV-strålerne, og derfor gør han det kun en gang om ugen. Han er ved at klæde om fra stramme sorte jeans, Gucci-taske og guldur til arbejdstøjet – et stribet jakkesæt og skræddersyede guldsko i størrelse klovn. Det samme kostume og det samme show har 59-årige Hr. Plys turneret med i tre årtier. Hvorfor ændre på noget, der virker? Guldskoene er håndsyede, han køber dem hos en skrædder i Amerika, deres levetid er to år, og når de ikke kan mere, skriver han dato i pløsen og gemmer dem på et loft i Lalandia. Akkurat ligesom han har arkiveret udklip fra aviser og ugeblade, hvor han er blevet omtalt eller portrætteret gennem tiden. Som på et lille rigsarkiv står de ordnet efter årstal i ringbind på Hr. Plys’ kontor et andet sted i badelandet. 

Egentlig hedder Hr. Plys Niels Lærkegaard. Han startede som bademester, da Lalandia åbnede i 1988, men snart fandt feriecenter-bosserne ud af, at han havde flair for at snakke ind i en mikrofon. Og så blev Hr. Plys født. Han har været i rampelyset som børnenes klovn, som dj og som konferencier for ’Miss Rødby’.  Men på et tidspunkt mente man i Lalandia, at de to ting var for uforenelige. Plys valgte livet som børnenes ven over damernes. Efter eget udsagn bliver han genkendt de fleste steder i landet. 

”Du er da vist kommet langt væk hjemmefra,” kan de finde på at sige. Også når han bare sidder i ’civil’ nede i saunaen. 

Hr. Plys har arbejdet som klovn i 32 år i Lalandia.

EN UNG INTETANENDE fyr kommer gående mod scenen. Det er Lasse Borggaard på 16, han går i 2. g på Maribo Gymnasium, men i dag skal han klædes ud som Lalandias populære abemaskot i plyssede fødder og et gigantisk hoved.

Nogle hader at være inde i Monky Tonkyen, andre elsker det, forklarer han, men personligt kan han nu meget godt lide det. Så kan man gå rundt og tosse anonymt og bryde ind i folks bowlingfester. Motorikken er lidt udfordret i den store dragt, og han er da også faldet over de store abe-sko, men det værste er nu at blive slået af børnene. Han er faktisk næsten blevet banket engang oppe i Monky Tonky Land: 

”Det er små drenge, der ikke forstår, at der faktisk er et menneske indeni.” 

Da Lasse Borggaard træder ud i fuldt abe-dress, vil børnene kramme ham, og forældrene trækker straks deres mobiltelefoner op af lommen. Pludselig gør Hr. Plys med et blæs i en fløjte opmærksom på, at det er tid til Mini Disco. Han trykker på en knap ved dj-pulten, og med ét blæser ’Smilende Susie’ i en tv-bingo-inspireret version ud gennem højttalerne. Børn og forældre stimler sammen for at komme helt op foran scenen. Snart efter følger ’Barbie Girl’. Børnene hopper og danser, mens fædrene tager en ekstra slurk af deres fadøls­krus i størrelse XL. 

”Hejsan Sverige og godaften, Danmark,” siger Hr. Plys ned i mikrofonen. ”Har I husket det gode humør?” spørger han, og så er Mini Disco i fuld gang. Hr. Plys og Monky Tonky-Lasse danser synkront til den gamle børnetraver ’Hoved, skulder, knæ og tå’. En boogie-woogie er under opsejling med en genfortolkning af teksten: ’Åh, Monky Tonky Tonky’. Forsamlingen bevæger sig med hånd mod hofte som én stor slange gennem torvet med Lasse i front. 

”Du er kongen af Lalandia. Vi er vilde med dig, skønne abemand,” skriger optoget i kor. 

Selv har Hr. Plys aldrig stiftet familie. Sådan er livet ligesom bare endt med at blive. Til hverdag tænker han ikke så meget over det, men når han til jul optræder og ser alle familierne samle sig, kan det godt ”gibbe lidt”, siger han og lægger en flad hånd på hjertet.

Scooteren er en uundværlig ungdommelig følgesvend.

I EN TÅGE af cigaretrøg og 80’er-rap har et udsnit af Rødbys ungdom samlet sig på café Rottehullet på Østergade. Mørket har sænket sig, sort og uigennemtrængeligt, og scooterne har ræsende gjort deres indtog udenfor. Dakke-dak-techno siver fra bilhøjttalere, der er ingen lys i gadens vinduer, kun scooternes forlygter og motorbrummen skaber liv, og der er antydninger af barnekinder under hjelmene. 

Der er ikke mange inde på Rottehullet, faktisk kun en fem stykker, hvoraf den ene er bartenderen. En af dem har fået, så hatten passer, mens de andre bare hænger og snakker. Blandt andre 19-årige Simon Nielsen, der er født og opvokset i Rødby. Han arbejder som flyttemand, mens han er ved at uddanne sig til lastbilchauffør, og til spørgsmålet om, hvad en ung mand som ham laver på en bodega en tirsdag aften, trækker han på skuldrene og siger: ”Vi sidder bare og drikker cola. Der er ikke rigtig andre steder at mødes.” 

Simons lillebror er en af drengene, der kører på scooter udenfor. Tobias, hedder han. Sammen med kammeraterne Jonas og Mathias hænger han på Østergade, ryger Prince, kører scooter og griner. De har Fendi og Givenchy på. Dyre mærker med flashfaktor. Når ikke de er her, hænger de ud i Lalandia.

”Ellers er vi bare ovre på skolen og koger,” siger Tobias Nielsen. De går i erhvervsklasse, hvor man har tre dage i skole og to dage i praktik på lageret i XL-Byg eller i supermarkedet. De joker med, at de ender som bumser på kontanthjælp, men de er alligevel fyldt med drømme. Om at blive socialpædagoger og selvstændige. Tobias Nielsen vil gerne arbejde i det vognmandsfirma, som storebror Simon drømmer om at få op at køre, siger han og hiver et lille trafiklys af imiterede diamanter op af lommen. Han sætter de såkaldte grillz på sine tænder, der glitrer i natten. Han smiler. Med en hånd på scooterstyret og den anden i luften med to strittende fingre signalerer drengene ’peace’ og er på vej væk. 

De er bare inde i scooter-perioden, forklarer storebror Simon, som var det en gængs udviklingsfase, man kan læse om i folkeskolens biologibøger. Når Rødby-drengene bliver gamle nok til at køre på scooter, har de ikke andet i hovedet end benzin, forklarer han. Men det går over igen, siger storebroren. Som andre af livets faser: 

”Det er ligesom dengang, man tog færgen for at drikke sig fuld i smagsprøver fra BorderShoppen.”