HANS STEMME ER som en klump modellervoks. Den kan vrides, strækkes, samles til en kugle eller rulles ud i tynde pølser; den kan lyde som en pivende, pubertetsramt teenager fra Albertslund, en plakatfuld sømand med tandmangel eller som speakeren i en amerikansk true crime-dokumentar, hvor kameraet panorerer hen over endnu et hus med blinkende politilys, og naboen siger, at han ellers virkede som en flink fyr.
I et lydstudie på Nordisk Film i Valby står han en mandag midt i maj og gentager de samme ord i en mikrofon: ”I biografen 21. august.” Først siger han det knastørt. Så med smørstemme, som om han forsøger at lokke nogen til noget, de helt sikkert kommer til at fortryde. Han må opgive midt i sætningen, fordi han heller ikke kan lade være med at grine.
”Hvor meget Cocio skal den have?” spørger han ud i rummet.
I det lille, tætte lokale med støjdæmpende skum på væggene, en lydmand bag computeren og en fnisende PR-repræsentant i sofaen begynder de at dukke op:
Arne Nougatgren, den guitarspillende hippie-musiklærer, socialrådgiver og vicevært med 70’er-briller og pagehår, altid iført brune fløjlsbukser, strikket pullover og en ukuelig tro på menneskets godhed.
Stewart Stardust, eller bare Onkel Stewart, den alkoholiserede, voldsforherligende matros i træsko og lædervest, der kører Puch Maxi med mælkekasse og har overskredet samtlige sociale (og en del juridiske) love i kongeriget.
Og Ternet Ninja, den talende, hævntørstige ninja-tøjdukke med sorte knapper som øjne, der har lagt navn til Anders Matthesens populære animationsfilm med næsten to millioner biografbilletter solgt. Den tredje og sidste har premiere efter sommerferien, og det er den, der skal indtales biografspots til.
Timerne inden har han brugt på at holde møde med en hær af folk fra Nordisk Film og kommunikationsfirmaet Have om, hvordan filmen skal promoveres på Instagram og TikTok. Derefter spiste han en frokost i skyggen (”jeg skal bare kigge på solen, så bliver jeg skoldet”), inden han gik i studiet for at spille på sit foretrukne instrument. På mange måder er han sin stemme, og lige så mange former den kan antage, lige så genkendelig er den. Altid, et sted derinde bagved, kan man høre hans vestegnskøbenhavnske sociolekt.
Man kunne stå med ryggen til ham på en bar, i en 7-Eleven, på en tank i Jylland, hvor han lige har gjort stop på vej til et show, og man ville stadig kunne høre det med det samme. Lidt tør, lidt hæs, lidt træt.
Hey, det er da Anders Matthesen.
FIRE UGER SENERE samler han mig op foran Zoo i København. Det er midt i juni, og mens børnefamilier strømmer ind for at spise candyfloss og kigge på aber, kommer landets mest succesfulde komiker trillende ind på parkeringspladsen i en kæmpestor mørkegrå campervan. Med dobbeltseng i bagenden, toilet og bad, køkken og spisebord med plads til fire.
”Hvor skal vi hen?” spørger han i lyseblå sweater, røde shorts og turkise Crocs udsmykket med små charms, der blandt andet forestiller en badeand.
Jeg svarer, at jeg troede, vi på hans initiativ skulle til Ruds Vedby i Vestsjælland, gå tur i Danmarks største japanske have, men det kender han ikke noget til; nej, det må være noget, som enten PR-firmaet eller hans kone og agent, Cemille Matthesen, har fundet på.
Ikke at det med Japan er grebet ud af den blå luft: Han elsker landet, især samuraierne og deres historie, han har været der 14 gange og taler japansk til husbehov, som han øver hver dag på Duolingo.
”Der er fandeme langt til Ruds Vedby,” siger han, og vi bliver i stedet enige om at køre til Albertslund, hvor han er vokset op.
”Jeg skal lige have en lille tår benzin,” siger han, ”så kan vi også få en kop mokka med på vejen, for jeg har sgu glemt at tage vand med.”
Han peger ned på en stor dunk i bilen.
”Jeg har jo normalt sådan en vandharmonika der, så jeg kan lave kaffe, når jeg er på tur.”
Han købte sin campervan for fire år siden efter at have kørt rundt i en lejet ’maskine’ i Norge under pandemien.
”Mens vi kørte rundt, skete der et eller andet med vasken, så der pissede vand ned i skufferne. Vi kørte ind til et campingcenter, hvor der var et showroom, som jeg gik rundt i, mens de reparerede bilen. Der stod den her, indendørs, med sådan en lille måtte ude foran, og jeg blev fuldstændig forelsket. Den måtte jeg bare have.”
I starten frygtede han lidt, at det var ”sådan et ø-kuller-flip”, og at han ville ende med aldrig at få brugt den. Men han har ikke boet på hotel, siden han købte den, og under hele sin seneste standupturné boede han i den, som regel lige bag læsserampen på det sted, hvor han skulle optræde, så han kunne gå direkte ind i backstage. Showet hed ’Jokes fra en hvid straight mand’ og blev, som alle hans andre, udsolgt lige så hurtigt, som billetterne blev sat til salg.
MED FULD TANK og kaffe i kopholderne kører vi mod Albertslund. Han fortæller, at han kort efter vores første møde i maj lagde sidste hånd på ’Ternet Ninja 3’, og nu ligger den bare og venter på premieren. Han er snart på vej på sommerferie, inden den står på rød løber, mere promovering, flere interview, og så er det slut. Helt slut.
”Det er jo 10 år af mit arbejdsliv, jeg siger farvel til,” siger han. ”Men jeg har det godt med det. Selvfølgelig er det lidt vemodigt, også over for publikum, men det er også det, der gør, at ’Ternet Ninja’ kan glide over og blive en klassiker. Noget, man ikke fucker med. Noget, man har forladt. Der er også en kunst i at vide, hvornår man skal stoppe, tror jeg.”
Du kunne jo også vælge at blive ved, når nu det er så stor en succes?
”Ja, men det er et skråplan. Og jeg tror, de færreste er klar over, hvor meget arbejde der går med at lave sådan en film. Hvis det bare handlede om at tjene penge, ville jeg ikke lave andet end standup. Så ville jeg aldrig lave en tegnefilm, medvirke i en spillefilm eller et teaterstykke. Man kan jo ikke foretage sig noget i showbiz, der er mere lukrativt end et standupshow. Du fylder en sal med 2.000 mennesker, og der er ikke andet end dig, dit materiale og en mikrofon. Og det kan du så copy-paste over hele landet. Men at bruge tre år af sit liv på at lave en tegnefilm, som holder én oppe om natten, det er megahårdt arbejde.”
Han kaster sig ud i et rant bag rattet.
”Der er stadig nogle haters på Facebook, der tror, at nå, nu laver han en til, fordi det går rigtig godt. Jeg bliver meget fornærmet over de pikhoveder, der skriver sådan noget. Det er ligesom dem, der siger: ’Det er jo vildt, du får lov til at lave en plade, fordi du er berømt.’ Nej, nej. Jeg har købt og betalt hele lortet. Du skulle se, hvad det har kostet mig at lave en plade og mixe den på en analog pult, bare fordi det skulle være rigtigt. Eller folk, der skriver: ’Hvorfor får du ikke lov til at være med i reklamefilm? Det kunne du da sikkert gøre meget godt.’ Eller: ’Hvorfor er du ikke med i ’Vild med dans’? Vil de ikke have dig med?’ Nogle gange ved jeg ikke, hvad der foregår oppe i hovederne på folk.”
VI NÆRMER OS Galgebakken i Albertslund, opkaldt efter den galge, der stod i området, længe før det i 70’erne blev til socialt boligbyggeri med 500 ens rækkehuse i træ og beton.
Inden han som barn flyttede hertil, tilbragte Anders Matthesen sine første år på Østerbro og Frederiksberg. Forældrene var kunstmalere, men arbejdede begge ved siden af, faren som postbud og moren som kontormedarbejder på Københavns Universitet og senere meditationslærer. De blev skilt, da han gik i 2. klasse, og han flyttede med sin mor og storebror til Albertslund, mens faren blev boende på Frederiksberg, hvor han kom på besøg hver anden weekend.
Han var ikke ret gammel, da han erklærede, at han ville være rockstjerne, når han blev stor. Til det sagde hans far, at det kunne man altså ikke så nemt blive i lille Danmark, og måske var det startskuddet til det, der har været drivkraften bag meget af Anders Matthesens karriere: at bevise, at han nok selv skal bestemme, hvad der kan lade sig gøre.
På Albertslunds snoede stisystemer lærte han hurtigt, hvad der skete, hvis man førte sig frem. Første gang nogen spurgte: ”Hvad glor du på?”, svarede han: ”En ko med bukser på!” Og sådan fik han sin første vasker. Men han kunne lide at være på tværs, også i skolen, hvor han larmede i timerne og ikke gav meget for autoriteter.
”Heldigvis var der nogle lærere, der så mig og forstod at sætte det lidt i system,” siger han, da vi har parkeret bilen og går med tankstation-kaffen (han har hældt en skefuld Nescafé i sin) mellem små rækkehuse på Galgebakken, der viser sig at være midt i Danmarks største boligrenovering – milliarddyrt og naturligvis ramt af omfattende forsinkelser.
Hans dansklærer lod ham aflevere stile som tegneserier og allierede sig med skolens musiklærer, der spillede på trommer med ham hver onsdag, når der var dobbelttime i dansk.
”Det var vist for at få lidt ro i klassen, men jeg tror også, de kunne se, at jeg faktisk havde noget at byde på – noget, man måske ikke rigtig har tid til at se i skolesystemet i dag. Jeg husker lærerne herude som nogle, der ville noget med børnene og havde både ideer og ressourcer til at føre det ud i livet.”
Uden for klasselokalet skaffede hans fuck dig-attitude ham til gengæld en hel del fjender.
”Det var ikke så sjovt at have de store drenge efter sig, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke ofte selv havde bedt om det. Hvis jeg var ude med mine venner, kunne jeg godt lide at provokere lidt. Altså, vi gik ikke rundt og slog folk ned – vi var jo nogle tøsedrenge. Det må man ikke sige i vore dage, men det var vi. Jeg kan huske, vi tog ind til byen og gik ned i spillekælderen under Palads og provokerede en fyr. Og så kom der bare en butterflykniv flyvende op i hovedet på os. ’Vil I noget!?’ – ’Nej, nej, rolig mand.’ Men vi kunne godt lide at puste lidt til ilden.”
HAN PEGER PÅ et lille, nyrenoveret hus med firkantet fladt tag, mørkegrøn facade, espalier og en lav hæk ude foran.
”Det er mit barndomshjem,” siger han. ”Gud, det har ændret sig meget.”
Det hele forekommer ham mere velfriseret end dengang i 80’erne, hvor Arne Nougatgren boede i hvert andet hus: hippierne, kommunisterne, de enlige mødre og dem, der spillede harmonika og violin. Der var kaninbure i haverne, fællesspisning på stierne, folk kom hinanden ved. Anders Matthesen peger op på tagene og fortæller om bjælkerne, som dengang gik hen over stisystemerne, også over torvet nede ved købmanden, og at han og hans venner kunne gå på dem, forsvinde ved børnehaven og dukke op igen henne ved fritidsklubben. Sådan kunne man stikke af fra de store drenge, og med tiden opbyggede han en hel våbensamling deroppet: økser, hockeystave, og hvad han ellers fandt rundtomkring.
Da han blev lidt ældre, fik han en lille etværelses ungdomsbolig på Galgebakken, lige rundt om hjørnet fra sin mor. Det samme gjorde flere af vennerne, og de hang ud hos hinanden efter skole.
”Der boede Nikolaj,” siger han uden at uddybe, hvem Nikolaj er, mens vi bevæger os ned mod dér, hvor købmanden lå. Her sad alkoholikerne med deres dobermann-hunde og drak bajere, og her, på et trædansegulv, som også er væk, var han engang i ”et drabeligt slagsmål med publikum på”, som han var blevet inviteret til af ”en lille lort”. Problemet var bare, at den lille lort havde alle sin storebrors venner med.
”Det var en meget lang eftermiddag,” husker han.
Episoden har direkte inspireret til en scene i den første ’Ternet Ninja’-film, hvor Ternet Ninja og hovedpersonen Aske udfordrer ærkefjenden Glenn til slåskamp på bygge-legepladsen. Anders Matthesen understreger, at filmene bestemt ikke foregår i Albertslund, selvom ”dem fra Albertslund bestemt synes, at den foregår i Albertslund”, men at hans arvegods ligger her, og selvfølgelig har det sneget sig ind i både karakterer og miljø.
”Der er helt klart nogle paralleller mellem mig og Aske,” siger han. ”Det der med at vokse op og være lidt skvatagtig, som jeg tror, rigtig mange drenge kender. Ikke rigtig kunne tage kontakt til damerne og ikke kunne finde ud af at sige det rigtige til bøllerne, der var efter én. Men omvendt, har jeg forstået senere hen, var der også nogle af de små, der var megabange for mig, så der har også været lidt Glenn i mig.”
Og Ternet Ninja?
”Ja, der er også lidt af mig dér. Det der med, at nu får vi sgu ordnet det lort. Men den repræsenterer også en stemme, jeg savnede som ung. Jeg kunne godt have brugt sådan en coach i rygsækken, der sagde, hvad jeg skulle gøre.”
DA HAN GIK i 1. klasse, var der høstfest på Frederiksberg. ”Ja, jeg ved sgu ikke lige, hvor meget der blev høstet derinde,” som han siger, men i hvert fald var der sodavand, og alle børnene havde fået småpenge med af deres forældre. På et tidspunkt kom en pige hen og sagde til ham: ”Du får de her to kroner, hvis du kan få mig til at grine.”
Og det kunne han.
”Jeg fik de to kroner, og det var da meget fedt, men det var mere grinet, jeg var glad for.”
Senere, på en ø-lejr med sin mor på Græsrodsgården i Nordvestsjælland, gentog det sig. Om aftenen fik de voksne noget rødvin, mens Anders Matthesen fortalte jokes og udfordrede de andre børn til at holde vand i munden imens. Det gik så godt, at en ung kvinde i tyverne, der muligvis havde fået lidt for meget at drikke, også ville prøve.
”Og så fik jeg hende til at grine, så hun kastede op gennem næsen og ud over bordet.”
Den slags øjeblikke var der flere af. Som dengang han helt vissen på Skanderborg Festival gik rundt og sagde ”en masse ting, man sikkert kunne komme i spjældet for i dag”. En begyndte at græde af grin (han husker ikke, om det var en mand eller kvinde), og da vedkommende næsten ikke kunne få luft, satte han det næste stød ind. Og så et mere. Til sidst endte hans offer i krampe i barkflisen.
”Men det var ikke sådan, at jeg tænkte: ’Så må jeg hellere blive komiker.’”
I stedet ville han være rapper. Og hvis ikke det, så skuespiller eller stuntman. Han kaldte sig DJ And, og sammen med sin bror og en ven dannede han gruppen Human Beat Boys, der vandt DM i rap i 1991. Med sejren fulgte en pladekontrakt, men til hans store skuffelse blev den aldrig til noget. Han var 16 år og inspireret af MC Einar, noget helt andet end gangster-rappen fra USA. Pludselig måtte man kun rappe på engelsk, så måtte man kun sample, så måtte man ikke spille på keyboard, så skulle man spille på keyboard.
”Det hele var bare så styret af modeluner og trends. Der var regler for, hvordan man skulle se ud, hvordan man skulle lyde, og jeg var simpelthen så træt af at få at vide, hvad jeg skulle.”
Rapperne ude fra Klub 47 på Amager ville nok også have syntes, det var pænt wack, hvis de så, at han til koncerterne med Human Beat Boys i pauserne mellem sangene underholdt publikum med parodier på Linie 3. Men folk grinede, og så var det, at hans mor ved et tilfælde hørte noget, der hed standupkomik, i radioen. Om hendes søn vidste, hvad det var for noget? Nej, det gjorde han ikke, men han var jo god til at stille sig op og være sjov, så moren spurgte, hvorfor han ikke meldte sig til danmarksmesterskabet.
HJEMME FORAN SPEJLET øvede han sig med en hårbørste. En oktoberaften i 1993 mødte han op på Restaurant DIN’s i indre København iført MC Hammer-bukser og LA Raiders-kasket og gik på scenen foran juryen, der blandt andet bestod af Carsten Bang og Jan Gintberg. Han havde skrevet sit materiale på forhånd, men da Gordon Kennedy præsenterede ham som Anders Matthésen, besluttede han sig i sidste øjeblik for at improvisere en joke om, hvordan familien altid fik forvekslet deres navn.
Den handlede om hans mor, Hedda Matthesen, der skulle på apoteket og hente en recept, hvor der i stedet for hendes rigtige navn stod Esmeralda Hattesen (i virkeligheden stod der Ulda Hattesen, og recepten var på p-piller til familiens kat, men det udelod han – det virkede alligevel for mærkeligt). Publikum klukkede, og han kunne mærke det helt ind i knoglerne.
”Der er en optagelse fra showet, hvor man kan se, hvordan jeg bare bliver helt høj af det,” fortæller han, mens vi går tilbage mod campervanen. ”Jeg tænkte: ’Det her, det er fedt. Det føltes som at få et kæmpe kram.’”
I konkurrencen blev han nummer to, men det betød mindre. Det næste års tid brugte han på at varme op for mere garvede standuppere, mens han læste HF i Vallensbæk. Her gik han med sin gode ven Lasse Dam, og de to havde en intern joke, hvor de talte med en stemme, der var lige dele John Mogensen, en nabo fra Galgebakken og nogle grovkornede taxachauffører, Anders Matthesen havde mødt.
Ikke længe efter fik han mulighed for at lave sketch til morgenradio på The Voice. Han optog dem alene, og hvis der skulle være to karakterer med, måtte han spille dem begge. Han udviklede derfor en teknik, hvor han optog den ene karakter først, efterlod huller i lyden til svar og derefter indtalte den anden. Hvis den ene stemme var mørk, skulle den anden være lys og vice versa. Med tiden udviklede han et helt arsenal af stemmer, som han stadig trækker på i dag.
EN AF KARAKTERERNE var stemmen fra HF. Han kaldte ham Pølsemanden, en mand på gaden, der blev spurgt om aktuelle emner og altid svarede: ”Det vil jeg skruphamrende skide på, skal du have rå løg til den her?”
En aften, hvor Anders Matthesen skulle optræde på Kulcafeen og følte, at der skulle ske noget nyt, tog han karakteren med. Han iførte sig et rødt og hvidt Bilka-fritidssæt, en dannebrogs-bøllehat, han havde fået i hadegave, et par træsko, en hammer og mødte op på cafeen og sagde: ”Bare præsenter mig som Stewart.”
”Folk var sådan lidt: ’Hvad fuck sker der?’”
De fleste morede sig, men Anders Matthesen husker også en aften, hvor der var en, som udvandrede på Café Bizarro. På vej ud sagde han til dørmanden, at han var da meget sjov, ham sømanden, men det var lidt irriterende, når nu han var kommet for at se Anders Matthesen.
I dansk standup var det dengang helt uhørt at klæde sig ud. Rigtig standup var person, mikrofon, jokes, intet andet, men lige præcis fordi det var imod alle regler, tiltalte det Anders Matthesen.
Han vrænger med stemmen, mens han fortæller:
”Det er jo ikke revy, det her, sagde de, og vi har jo ikke sjove hatte på, sagde de, og det ene og det andet – samtidig med at alle dem, der havde så travlt med, hvordan tingene skulle være, havde stjålet alt deres lort fra amerikanske komikere. Og derfor tænkte jeg bare: ’Fuck jer. Nu laver jeg selv reglerne.’”
HVER GANG NOGEN sagde, at det kan man ikke, tænkte han: ”Lad os lige prøve det.”
Da han lavede ’Børneradio’ på P3, mente komikeren Jacob Tingleff, at han nok ikke kunne blive ved med at slutte alle sine sketches med lyden af et pistolskud eller et knytnæveslag. Så lavede han cd’en ’Hva’ snakker du om?’, hvor børnekarakterer bliver både slået og skudt i indtil flere af numrene.
På et tidspunkt mente nogen, at standup kun kunne være sjovt, hvis man var negativ. Så lavede han ’Tal for dig selv’, hvor den ene halvdel af showet udelukkende bestod af positive jokes.
Han fortalte sin far, der nok var kreativ kunstmaler, men også havde lært sønnen om værdien af struktur og rettidig omhu, at han ville bruge lysbilleder i et onemanshow, og da faren spurgte, om det nu også var en god idé, blev det endnu et pejlemærke: Hvis hans far var skeptisk, så gjorde han det.
”Han mødte op og filmede og grinede, når jeg optrådte, men jeg tror, at han – og alle andre end min mor – tænkte, at det der standup var en døgnflue,” siger Anders Matthesen, da vi har sat os ved spisebordet i campervanen med hver sin light-sodavand.
”Han spurgte altid lidt ængsteligt, om jeg fik sparet lidt op, og om ikke jeg skulle tage mig en uddannelse, og engang kom jeg hjem og fortalte, at jeg skulle spille Simon Spies i en musical, hvor han sagde: ’Nu glemmer du ikke din standup, vel?’ Det tog jeg som en kæmpe anerkendelse, selvom den blev udtrykt som en bekymring.”
I mange år tænkte Anders Matthesen: ’Jeg skal vise dem.’ Det var god benzin at køre på, men i dag er det anderledes, siger han.
”Ej, jeg tænker efterhånden, at nu har jeg i hoved og røv fået anerkendelse og bekræftelse og et levebrød og alt muligt. Kærlighed fra alt og alle, jeg møder. Kun gode, søde ting på 30 år, minus to gange, som ligger 20 år tilbage, hvor nogen har råbt et eller andet grimt. Plus de der netkrigere, men haters gonna hate. Jeg skulle være utaknemmelig, hvis ikke jeg nød den position, jeg har opnået, og al den glæde, jeg har fået lov til at give en masse mennesker. Så nej, jeg har ikke længere travlt med at bevise noget.”
Der var en overgang, hvor han drømte om at optræde på engelsk for at vise, at det kunne han også, men også det er aftaget. ”Jeg synes stadig, det kunne være sjovt, men mere på den der måde, at det også kunne være sjovt at prøve at løbe et maraton.”
Hvornår skiftede det?
”Nok først for ganske nylig, da jeg fik lov til at spille Tommy Seebach. Det forløste mig meget. Jeg gik længe og tænkte: ’Lad mig nu for helvede få lov at vise, at jeg også kan andet end comedy.’ Det har jeg ikke så travlt med nu og tænker, at der nok skal komme en anden god rolle. Jeg har stadig drømme, der godt kan have lidt karakter af rekordforsøg, som for eksempel at lave et tegneseriealbum for at være sød ved 13-årige Anders, men det er ikke på den der måde: ’Se! Jeg kan også tegne!’”
NÅR BEHOVET FOR andres anerkendelse forsvinder, kan man i stedet opfinde egne benspænd. Ironisk nok laver manden, der hele sit liv har gjort oprør mod andres regler, nærmest konstant regler for sig selv.
Der har været perioder med kun to kopper kaffe om dagen, faste to dage om ugen, sengetid senest klokken 23, begrænset skærmtid, ingen øjenkontakt med publikum, mens han optrådte. For Anders Matthesen handler det om at opretholde en balance og tæmme den vildskab, der bor i ham. I sine yngre dage kunne han svinge mellem at leve ekstremt usundt og totalt asketisk, og i mange år arbejdede han kun om natten.
”Når man har sådan et misbrugs-gen, som jeg har, er det meget godt at sige til sig selv, at slik, det må du kun spise om fredagen. Jeg tror, at jeg holder mig selv på plads på den måde. Men det virker også kreativt,” siger han og fortæller om sit nytårsforsæt fra forrige år: Hver eneste dag i 2024 skulle han skrive standup.
Nogle dage skrev han to sider, andre dage kun en linje. Dagen efter nytår i år printede han det hele ud og stod med 140 A4-sider. Han bladrede lidt, fandt noget, der var sjovt, noget, der var dårligt, lod det ligge lidt igen, indtil han blev spurgt, om han ville have to aftener på Knock Knock Comedy Club på Strøget i København. Han tog en gul overstregningstusch og bladrede hele kompendiet igennem, indtil han havde tre kvarters nyt materiale til den ene aften og en halv time til den næste.
”Der er ikke noget i verden, der er bedre end at stå på en scene med helt nyt materiale. Også fordi når jeg er færdig med en turné, lægger jeg de jokes i graven. De bliver aldrig lavet igen, og så er man jo lige pludselig en komiker uden et show, hvilket er en ret nøgen fornemmelse. Hvis nogen ringede og sagde: ’Kan du lige lave fem minutter?’, ville jeg være nødt til at sige: ’Nej, desværre, jeg har ikke noget.’ Men det har jeg nu, og hvis jeg virkelig lagde mig i selen, kunne jeg nok udkomme om halvandet år.”
MEN DET ER ikke sikkert, at det kommer til at ske. Inden vi kører tilbage mod København, fortæller han, at han har lavet en ny regel: Når ’Ternet Ninja 3’ har haft sit liv i biografen, og efteråret begynder, vil han holde fri resten af året for at have frihed til at lave lige det, der falder ham ind.
”Derfor har jeg ikke gjort noget ved det der standup og ikke sagt ja til nogen roller – tværtimod har jeg sagt nej til nogle ting, jeg egentlig gerne ville have lavet,” siger han. ”Jeg vil bare gerne stå op om morgenen, tage min morgenkåbe på og tænke: ’Hvad skal jeg lave?’ Så det bliver drevet af ren lyst. Hvor sjove og kreative de sidste 10 år end har været, synes jeg måske, at de lidt for ofte har været styret af deadlines eller af aftaler, der er indgået et halvt år i forvejen – og så travlt synes jeg ikke, det er klædeligt at have, når man fylder 50.”
Han fylder rundt en måned efter vores møde, og hvad det hele ender med, ved han af gode grunde ikke endnu. Måske en tegneserie, måske nogle nye sange, måske noget open mic. Hans nye drivkraft er, at han bare skal have det sjovt, og nå ja, så vil han da også stadig gerne blive bedre.
”Livet går vel ud på en eller anden form for åndelig vækst,” siger han og fortæller, at han ofte er ved at brække sig over sine gamle shows.
”Det er lidt som at se et gammelt klassebillede, hvor man har en gammel Ball-trøje på og noget klamt voks i håret, og man tænker: ’Hvad fanden tænkte jeg på?’ Men det må jo være et tegn på, at jeg er blevet en bedre komiker.”
I mange år var han af den opfattelse, at showet ’Den ægte vare’ med Rune Klan, Jacob Tingleff, Mick Øgendahl, Christian ’Geo’ Heltboe og Carsten Eskelund, som blev optaget i Cirkusbygningen i 2002, var the perfect surf. Det stod som ridset på en stentavle, at de 20 minutter ville han aldrig kunne overgå, og af den grund nænnede han ikke at se det. Men til sidst vandt nysgerrigheden.
”Og da jeg så det, tænkte jeg: ’Det der? Det er røv og nøgler, mand.’ Jo jo, folk griner, men hele attituden var megaselvfed. Det var bare ikke fedt. Og siden dengang har jeg tænkt: ’Jeg er nødt til at se de ting, jeg har lavet.’”
SOM EN SLAGS forsmag på det liv, der venter ham efter sommeren, har Anders Matthesen lige været en uge på ferie i Skagen. Hans søn skulle på lejrskole deroppe, så han pakkede guitar, sampler, mikrofon, podcastudstyr, farveblyanter, notesbog og en sammenklappelig cykel og kørte af sted i sin campervan. Morgen og aften hentede og bragte han sønnen, dagene tilbragte han med at bade, spise fisk og gå ture i Råbjerg Mile.
Som han fortæller om turen i sin podcast ’Den hvide væg’, hvor man kan følge med i, hvad han laver – fra nye jokes til at spille på den japanske omnichord, han fik af sine børn i julegave:
”Jeg skal prøve at stå op hver dag og skabe noget. Ikke for at få noget med hjem, men bare for at hygge mig, kun afbrudt af frisk luft og en tur i havet, og hvad man nu ellers kan finde på i Skagen – banke nogle unge mænd ned i gågaden, mens man råber: ’Hva’ sa’ do!?’ Er det ikke sådan noget, man gør i Skagen?”
For Anders Matthesen repræsenterer campervanen den ultimative frihed. ”Så snart man ruller gardinerne for, kan man jo være i Tyrol, eller hvad man nu har lyst til,” som han siger. Han drømmer om at bo i den i en længere periode, bare køre rundt lidt på må og få, parkere ved stranden og hoppe i vandet, men dels er der jo familien og ungerne hjemme på Frederiksberg, dels har der lige været en film, der skulle gøres færdig.
I campervanen på vej ind ad Roskildevej falder snakken på en stemme, der har fulgt Anders Matthesen i næsten 30 år. Engang blev han dolket i et onemanshow, men siden har han måttet genoplive ham, og han har stadig ikke nænnet at slå ham helt ihjel: Stewart Felfoss Stenstrøm Stardust Jr.
Han har været med siden Anders Matthesens første onemanshow i 1998, og med sin drævende stemme dukker han op overalt i bagkataloget: I ’Hva’ snakker du om?’, ’Terkel i knibe’, ’Jul på Vesterbro’ og i alle tre ’Ternet Ninja’-film. Andre karakterer er forsvundet med tiden – lagt i graven, sorteret fra – men Onkel Stewart hænger ved.
”Det er ikke, fordi jeg død og pine skal holde ham i live de næste 20 år, men han er den af mine karakterer, jeg bedst kan lide. Måske fordi han er et alter ego og lidt et ideal for mig. Her taler jeg ikke om at bide ørerne af børn eller slå folk med flasker, men om at turde sige: ’Rend mig i røven, jeg holder min egen fest.’”
På scenen gider han ikke længere spille ham, men når Stewart bliver ved med at dukke op andre steder, skyldes det nok, at han udvikler sig i takt med Anders Matthesen selv. I dag, når han sammenligner med sine tidligere shows, ser han en komiker, der er mere sig selv. Mindre forstillet, mindre ungdomskrukket, mere ydmyg. Langt fra den konfrontatoriske standupper, der som yngre lagde sig ud med flere fra den danske comedybranche, som han anklagede for at optræde med materiale skrevet af andre.
”Stewart er stadig en mand, der gør, hvad han har lyst til, ikke siger undskyld for noget, godt kan lide en god bajer og et godt stykke mad – og måske går han stadig ikke af vejen for en god slåskamp. Men i ’Ternet Ninja’ har han også en kærlig side. Han er blevet lidt rundere,” siger han – og kunne lige så godt have talt om sig selv.
