NÅR DET GÆLDER store, berømte færdselsveje, sendes tankerne ofte på langfart, spontant popper Californiens Highway 1 op, scenisk slynget langs stillehavskysten, eller Route 66 på tværs og Highway 61 på langs af USA. Herhjemme gjorde Peter Belli måske lidt for Holbækmotorvejen, men ellers er det småt med hyldester til de store færdselsårer, selvom Danmark er i besiddelse af værdige kandidater. En af de største hedder hovedvej 11 og løber fra grænseovergangen ved Sæd i Sønderjylland og hele vejen op gennem Vestjylland, inden den slutter i Nørresundby nord for Limfjorden. Ideen om at portrættere denne lange, dybe åre i det danske land syntes oplagt. Redaktøren var da også begejstret for forslaget om at lægge spalteplads til et vestjysk roadtrip, men han havde en justering.
”Hvad med at blaffe turen?” foreslog han, og jeg frøs.
Det havde jeg aldrig i mit 47-årige liv gjort før. Endsige tænkt på at gøre. Men ideen var god, indrømmet, ren og klar. ”Lad menneskene på vejen fortælle.”
Så jeg tøede op og tog af sted.
GRÆNSEOVERGANGEN VED SÆD
kl. 08:03
Det bliver en varm dag, men endnu sidder daggryets kølighed i luften, de åbne marker og engdrag glinser stadig af nattens væde. Himlen er skyfri pastelblå, og skyggerne strækker sig stik vest. Grænselandsmuseet i den gamle toldstation ser for længst forladt ud, men et skilt på døren afslører, at en dyrlæge har klinik i bygningens ene ende. Der er åbent efter aftale. Over hovedet slår vinden let i de nordiske landes fem faner, der vajer i flagstængerne på den danske side, dannebrog en anelse højere end de andre. En ældre mand med kasket og vindtæt vest over skjorten slår knude på snoren til det finske og sidste og er på vej hen til sin cykel. Det er foreningen Norden, der har videreført den mere end 100 år gamle flagtradition, da politiet slap linerne.
Manden nikker og bekræfter, at det her er landets absolutte begyndelse og dermed også begyndelsen på hovedvej 11. På brostykket over Sønderå er vejbelægningen krakeleret, ellers spores ingen revner mellem Tyskland og Danmark. Tyskerne er begyndt at tage grænseovervågningen meget mere alvorligt. Det danske politi patruljerer sjældnere.
”Men de fanger flere, end man skulle tro,” siger flagmanden og peger op på et par kameraer monteret på skiltet med told og vejafgift for lastbiler. ”Så holder de bare og venter på dem længere oppe ad vejen.”
Flagmanden virker hverken glad eller ked af den kendsgerning.
”Jeg så dig også godt stige ud af taxaen lige før, du sagde ikke lige godmorgen, så jeg troede, du måske var en eller anden, der skulle over grænsen.”
”Du sagde ikke godmorgen,” gentager han. ”Jeg tænkte lige kort: Skal jeg melde det? Men så, nej, det må de sgu selv rode med. Det er såmænd ikke for det, men man holder jo lidt øje,” smiler han og vipper støttebenet op på cyklen.
”Der er næsten ingen, der blaffer mere, synes jeg. Måske er det blevet for farligt, eller folk er bange for at tage fremmede op. Men god tur.”
Han svinger sig op, synker lidt i sadlen, og i et behersket tråd triller han væk i retning mod hjemmet et sted derude over markerne, med vejen og resten af landet foran sig.
1. ETAPE
Sæd – Tønder. Chauffør: Lewis C. Bardt, Ribe
Hvor mennesker går, opstår veje. Gennem århundreder har bønder og handlende med deres stude, gæs og svin, jydepotter fra Varde og kniplinger fra Tønder befolket vejen, men allerede i oldtiden blev den første sti trampet. Siden kom et sæt hjulspor, i middelalderen med tilstødende kroer, kongeligt privilegerede eller i smug, med fold eller stald, hvor mennesker og dyr kunne få et tiltrængt hvil. Senere kom der grus på og endelig asfalt og regulering med vor tids fuldt og delvist optrukne linjer.
De første optegnelser daterer sig til omkring 1200-tallet, og fra 1400 til midten af 1800-tallet vandrede folk i tusindvis mod de store markeder i Ribe og Løgumkloster og Tønder, hvor unge stude blev solgt til opfedning i det nærende marsk-græs, inden de blev drevet yderligere sydpå og solgt til slagtning i større tyske byer.
På den baggrund skimter jeg en slags højere mening, da den første bil, sekundet efter min strittende tommeltot er rakt ud, ikke blot holder ind, men også bliver kørt af tysk-danske Lewis Bardt, der er ansat til at fremme erhvervslivet på begge sider af grænsen. Lewis Bardt er på vej til arbejde i Tønder Kommune, og i går krydsede han grænsen her tre gange.
To af gangene på cykel, så han kunne få et par øl efter et møde i forbindelse med Tønder Festival. Bilen stillede han hos venner på den anden side. Også Lewis Bardt mærker grænselandets betingede reflekser.
”Da jeg cyklede forbi i aftes, spekulerede jeg på, om der var politi. Om de mon kontrollerer cyklister eller fodgængere. Sådan tænker man automatisk.”
Han bliver holdende på parkeringspladsen, mens vi taler. På et tidspunkt sætter han i gang, men standser så igen ved næste spørgsmål.
”Specielle hændelser på vejen? Jo, sidste år i oktober mistede jeg min bil i et færdselsuheld. På vej ud af Døstrup. Med et slag. Bom.”
Han slår i rattet. Den dag var en modkørende bil drejet direkte over i hans vejbane. Han nåede at dreje så meget af, at sammenstødet ikke blev frontalt. Eller fatalt. Hverken den ældre dame eller Lewis Bardt kom til skade, og det giver han til dels den danske restriktive færdselslov æren for.
”Hvis vi havde kørt 100 på landevejen som i Tyskland, var det gået galt, så selvom det er meget møjsommeligt og langsomt her i Danmark, så redder det også liv.”
Og at bilen blev totalskadet, gjorde tilsyneladende ikke noget. I hvert fald slutter han anekdoten på en smilende konstatering.
”I stedet kører jeg nu i den her ny Peugeot, automatgear og soltag. Så jeg er også lidt glad.”
”Nå, jeg skal også på arbejde.”
Og så ruller vi endelig ud på de første kilometer af hovedvej 11. Gennem udpræget fladland, gennem to rundkørsler uden kunst i midten og forbi tre vindmøller, der står stille på trods af en frisk blæst. Lewis Bardt har selv blaffet en del som ung, fortæller han. I Europa, i Afrika.
”Man giver sig selv i andres hænder. Da jeg blaffede i Botswana, kunne jeg jo risikere at blive sat af midt på savannen. Man skal have tiltro til verden og grundlæggende stole på, at alle vil én det godt. De sidste 10-15 år er det, som om folk er blevet mere mistroiske. Det bliver spændende, om du kommer til at mærke det.”
Tredje rundkørsel er jomfruturens sidste. Lewis Bardt foreslår selv lokationen til afskedsfoto, med blik for blikfang og symbolik holder han ind foran en mennesketom Go’on-benzintank med sloganet ’Holder de lokale kørende’.
2. ETAPE
Tønder – Varde. Chauffør: Lars Vermund, Møgeltønder
Jeg køber en pose æblebåde på McDonald’s, mest som legitimering for lån af toilettet inden næste uvisse ventetid. Lettet tilbage på vejen, finde den nordgående retning ud af rundkørslen, opstilling i læ fra buskadset, solens lune i nakken, tomlen frem igen. Denne gang standser den første bil ikke. Det gør de næste 10 heller ikke. Men så, inden grimassen begynder at stramme, måske efter et kvarter, bliver der blinket ind og ryddet en plads på forsædet.
”Jeg skal til Silkeborg, du kan komme med til Ribe, dér drejer jeg fra.”
Egentlig foretrækker Lars Vermund parallelvejen et nøk længere ude mod det åbne land og kysten, den er smukkere og mindre trafikeret, men når destinationen som i dag er nordøstpå, er der ingen vej uden om 11’eren. Den sporty udseende tidligere ejendomsmægler er efter 35 år i København vendt tilbage til fødeegnen og bor nu i Møgeltønder. Og hjemstavns-begejstringen bobler.
”Der er ikke noget bedre sted. Enhver, du møder, smiler og hilser, uanset om I kender hinanden. Hvis du er god ved andre, er de også gode ved dig. Folk bakker op om frivilligt arbejde. Fælder træer i parker, som kommunen ikke vil passe. Sætter julelys i Slotsgaden i Møgeltønder i de mørke vintre. Vi har et lokalsponsoreret fitnesscenter. Om vinteren svømmer jeg en gang om ugen for syv kroner! Og begrebet prestige findes jo ikke hernede. Man tænker over sin påklædning til begravelser og runde fødselsdage. Ellers er det, hvad hånden først finder,” griner han.
”Jeg plejer at sige, at jeg bor i porten til Europa. Det er bare at tage sydpå. Det giver en frihedsfølelse. Jeg cykler meget. Det her åbne landskab helt ude vestpå … Jeg kan køre i 40 minutter uden at møde en bil, jeg kan mærke vinden suse, høre lærken synge, og man kan se 20 kilometer foran sig. I København så man lige ind i den næste karré. Herude er himlen vanvittig høj, og der er det smukkeste lys. Jeg tænker tit, når jeg er på vej hjem, at man kører jo mod lyset herude. Det er ret fantastisk.”
Man mærker den omvendtes eksaltation. Konvertittens frelse. Det salige sønderjyske otium står da også i skærende kontrast til Lars Vermunds opremsning af sit arbejdsliv i hovedstaden: ”Jeg var selvstændig ejendomsmægler, butikken var åben altid, ved siden af trænede jeg et ungdomslandshold i basketball, kommenterede basketball i fjernsynet for TV3, dengang sendte stationen fra London, så jeg fløj frem og tilbage, og derefter direkte til træning i Idrættens Hus om aftenen og på job næste dag igen. Derhjemme havde jeg to små børn og en kone, der var lidt træt af, at jeg var væk hele tiden,” smågriner han, så man også fornemmer alvoren.
Genforeningen med de geografiske rødder medførte en ændring af livsstil, et ønske om en anden slags oprindelig jordforbindelse.
”Da jeg kom herned, tog jeg begrebet tid og smed det i skraldespanden. Jeg lever sådan mere på italiensk – der sker det, der sker. Så det er den totale modsætning. Det er godt for sjælen.”
I lighed med Lewis Bardt fra Tønder Erhvervsråd kunne Lars Vermund godt tænke sig både flere unge og et mere aktivt virksomhedsliv i området. Årsagerne er åbenlyse, centraliseringen er et onde, bevægelserne er i udgående retning, og formentlig er hovedvej 11 selv en forhindring for at trække noget til.
”Der er for meget trafik, og trafikken er for langsom. Der er masser af kø her, særligt om sommeren, når alle tyskerne skal til Rømø. De kører op ad 11’eren til Skærbæk. Lige her faktisk,” siger han og peger. ”Kig her til venstre. Det er ud mod Rømø. Der ser du, hvor fladt der er.”
Under missende øjne synes Vadehavet faktisk lige akkurat at glimte langt borte som på kommando.
”Et helt vanvittigt syn. Her drejer tyskerne af, så åbner det lidt mere op.”
Lars Vermund har meget på hjerte og deler rundhåndet ud. Ofte afbryder han sig selv for at indskyde en bemærkning til noget konkret langs ruten. Som da vi kører gennem Døstrup: ”Derinde ligger en kro med de sureste smileys i landet, hvor de lokale aldrig kunne drømme om at sætte deres ben. ”
Kroerne ligger i det hele taget tæt. En for hver kirke. Den næste får pænere ord med på vejen. Skiltet på gavlen med den gamle, tørstige Tuborg-mand kunne ellers godt gøre én i tvivl.
”Brøns Kro er en af de velfungerende. Men ellers er det jo også bare endnu en af de her cowboybyer.”
Kort før Ribe stritter rejselederfingeren igen. ”Se, hvor flot den står, domkirken.”
Og kort efter i buen udenom: ”Og der har du statuen af dronning Dagmar. Lige ved den lille havn og kanalindløbet til byen. Handlen her har jo været grunden til, at byen overhovedet er opstået og blomstret og blevet rig.”
Urgamle Ribe giver anledning til fundering over tidens acceleration, udviklingen, der sletter alle spor og fortrænger altings oprindelse. Den sidste generation, der levede fra jord til bord, findes snart ikke længere til at fortælle om det.
To gange justerer Lars Vermund ruten, forlænger kørelejligheden. Afkørslen i Ribe bliver til Esbjerg-motorvejen, der bliver til Varde.
”Det tager kun syv minutter mere, og så slipper jeg for motorvejen.”
Ved Varde går den ikke længere. Lars Vermund må dreje af for ikke at komme alt for sent til de 18 huller i Silkeborg Golfklub med de gamle forretningsforbindelser.
”Du ringer bare.”
3. ETAPE
Østre Omfartsvej – Østre Omfartsvej ved Gammel Gellerup, Varde. Chauffør: Karoline Marie Jakobsen, Tistrup
Det kunne ligne et svært sted at fange en kørelejlighed. Grøftekanten går helt ud til vejbanen, ingen lomme at holde ind i lige ved et stort lyskryds, alle er på vej op i fart. Den tunge trafik dominerer, på 10 minutter tæller jeg fem svinetransporter, genkendelige på det efterslæbende slør af stank. Solen begynder så småt at nive i nakken. På den anden side af vejen, på en grøn stribe i yderkanten af et industriområde, løfter en kranvogn køreplader ned på græsset, tøffer møjsommeligt fremad, det bliver sært hypnotisk efter noget tid.
Andre observationer: Den rede, man ligesom uundgåeligt træder i det stride græs i vejkanten, mens man venter. En slags blafferens signatur. A hitchhiker was here. Omkring mig nedsunkne eller tilgroede genstande, overflødigheder, som vejen har trukket til sig eller stødt væk. Et stykke bildæk, en jernstang og lidt borte, hvad der ligner et lagen. Hvordan ender det her? En snigende tvivl i det hele taget. Hvornår kommer jeg videre? Tanker om positur og mimik. Skal skiltet, hvor jeg har skrevet ’Aalborg’, frem nu?
Så, ud af det blå, som det altid er, en kort opbremsning. Der sidder Karoline Jakobsen. Mor til to, snart tre, og med hjælpsomhed til alle. I et snuptag kommer det ene barnesæde om bagi. Ingen ængstelighed ved at tage en mandlig blaffer op.
”Jeg har selv blaffet som barn med min mor. Vi havde ikke så mange penge, vi tog nogle gange toget til København, og så blaffede vi, når vi skulle rundt derovre.”
Manden ringer, men han må vente. Hun er hjemme lige om lidt. Karoline Jakobsen kører her hver dag, vejen er fin, lidt trafik om eftermiddagen, en enkelt gang måtte hun ind i rabatten, fordi hun blev overhalet alt for hasarderet. Til august er hun færdiguddannet som social- og sundhedshjælper på skolen i Esbjerg. Hun trækker lidt på det.
”Det bliver okay. Jeg er faldet lidt af på den. Det er egentlig ikke det, jeg vil, men nu har jeg prøvet at tage den i snart fire år, også fordi der er kommet børn indimellem, det tredje kommer til september. Men det er fint at få det afsluttet.”
”Jeg skal faktisk af allerede ved næste afkørsel, du kan komme af her på rastepladsen? Håber, det er i orden med så kort en tur.”
4. ETAPE
Varde – Tarm. Chauffør: Andi Ølgaard, Strellev
De høje, omkransende fyrretræer og de sidste dages høje temperaturer har gjort rastepladsen til en lun gryde, der dufter af solvarme grannåle. Men det er bare en øjeblikskort behagelighed. Ved kørebanen venter vinden. Vestjylland fornægter sig ikke. Meget mere når jeg ikke at tænke, før en mindre varebil i en resolut U-vending skærer mod mig fra modsatte vejbane og holder ind til siden.
Du vendte simpelthen om?
”Ja, selvfølgelig. Jeg så dig bare for sent.”
Til mit held er lastbilen, Andi Ølgaard normalt kører i, på værksted i disse dage, i den ville en U-vending næppe været gået an. Heller ikke selvom han nok har udfoldet sig mere end de fleste på netop denne strækning. Eller som han siger med et skævt smil og på vestjysk: ”Jeg har kørt lidt fjollet.”
Stemmen er dyb og varm, latteren adstadigt rullende, skvulpende bagerst i svælget, da han bliver bedt om nærmere forklaring.
”Da vi var yngre, var det altid den vej, vi kørte, når vi skulle til Esbjerg. Der var noget, der hed Striben på havnen i Esbjerg, hvor vi mødtes hver fredag. Sparkede lidt dæk, så på lidt bil og kørte lidt race dernede og sådan noget. Et sted mellem 200 og 800 mennesker. Og det startede jo til en vis tid, det slog aldrig fejl, at når vi kørte dernedad fredag, kunne vi godt ligge en 20-30 biler sammen her på vejen. Og når man først havde en hurtig bil dengang, og man var lidt ung og lidt dum, så kunne det godt gå lidt stærkt.”
Hvor stærkt?
”Jeg vil helst ikke sige hvor stærkt. I hvert fald for stærkt til, at det var fornuftigt.”
Vanvidskørsel?
”Langt over vanvidskørsel. Det var dengang, man var ung, og der var et andet syn på tingene. Selvfølgelig var det stadig ulovligt at køre for stærkt, men politiet gik ikke så meget op i det. De var jo godt klar over, hvad der foregik, og de holdt der også en gang imellem, men vi havde altid en spotterbil, der kørte først og holdt øje, og så legede vi andre lidt.”
Til at køre lidt fjollet brugte Andi Ølgaard en gammel Ford Sierra, en baghjulstrukken 2,0i’er, som han med egne ord brugte mange, mange timer på at bygge om. Han udskiftede blandt andet motoren med en 2,9 liters fra en Ford Scorpio.
”Jeg fik den lige knap op på 250 heste. På ren sug.”
Ren sug?
”Ja, uden turbo. Den var sjov.”
”Men vi blev nødt til at sænke den, den var for levende at køre i med alle de hestekræfter. Det var for nemt at køre sidelæns. Det kostede rigtig mange penge i dæk.”
Andi Ølgaard skrider ikke ud, da vi når til Lyne, og han drejer af vejen uden at ville fotograferes.
OPHOLD I LYNE
Lyne giver lidt sjælden læ, tiden er til et lille hvil. Ganske som studedriverne for flere hundrede år siden. Lyne Kro var først afholdshotel og siden det modsatte, fortæller Mette, der driver stedet, der nu hedder Gæstehuset og rummer et lille Bed and Breakfast med tilhørende festlokale og en selvbetjent gårdbutik med lokale delikatesser.
Svaler med rede under tagskægget slår smut i luften. En kop kaffe udenfor giver udsigt til Min Købmand og forsamlingshuset på den anden side af vejen og så kirken, selvfølgelig. Med et enkelt slag giver den sig til kende, for nu er klokken halv. Der drives stadig ad den gamle drivvej. Det kan konstateres efter bare tre minutters trafiktælling: 20 uspecificerede personbiler, én fodgænger og ellers tungt rullende repræsentanter for Naturens Rige (Ringkøbing-Skjern Kommune), DTK, Tjæreborg, Dansk Bæredygtig Transport, J.M. Jensen, DTI, OK, DLG, DSV, AB Catering, Vestjyllands Andel, Vinduesmestrene. Og som den sidste en sort gulpladebil med en trailer, der har en havetraktor på.
5. ETAPE
Tarm – Skjern. Chauffør: Karin Rasmussen, Skjern
Med næste kørelejlighed ændrer erfaringerne med hovedvejen sig. Stadig en form for indkøringszone, men måske med mere modne overvejelser. Karin Rasmussen kører her seks gange om ugen, til og fra lærerjobbet på Frøstruphave Efterskole.
”Det er 25 minutter, hvor man zoomer rigtig meget ind på arbejde og rigtig meget ud fra arbejde. Ellers er det en utrolig stille vej. Måske krydser der et enkelt rådyr i ny og næ. Det går rigtig meget ligeud,” griner hun mildt.
Karin Rasmussen bor i Skjern med mand og fire børn. Også derfor er der sjældent plads til at tage nogen med på stop, hvis hun nogensinde skulle se en blaffer.
”Det her var utrolig spontant. Jeg så dig og tænkte, det så ikke for farligt ud. Og princippet er fint, det er jo baseret på en tillid til verden. Det er ret fint at prøve at beholde tilliden, hvor man kan.”
Samme positive humanisme trænger også igennem, når Karin Rasmussen beskriver glæden ved at undervise, særligt timerne i faget kunst og krea.
”Det er virkelig fantastisk at få lov at se dem fordybe sig. Jeg nyder stemningen i værkstedet, den der blanding af det kaotiske og idylliske. Og så er det bekræftende og spændende at få lov til at følges en lille smule med de unge mennesker på et så betydningsfuldt tidspunkt i deres liv.”
Bilen snor sig rundt i et skarpt S-sving, og pludselig breder Skjern Enge sig ud, så det helt tager pusten. Et øjeblik bliver der stille i kabinen. Det glimter og glitrer i å-deltaets utallige småsøer, fugleflokke letter i sorte og hvide pilformationer, mens enkelte langbenede og spidsnæbbede vadere spankulerer med høje knæløft og skuer ned i vandet med rytmisk rykkende nakker. Ikke underligt, at det netop er denne strækning, Karin Rasmussen nyder mest på sin vanlige rute.
”Når man om morgenen krydser engene, og solen kommer ind fra venstre og næsten blænder én … Man skal bestemme sig for, at man skal kigge på vejen, ellers kommer man til at kigge ud. Det er meget smukt. Det tror jeg er yndlingsstedet.”
”Og derefter, når man er hjemme,” griner hun.
Det er Karin Rasmussen lige om lidt, på den anden side af vådområdet rejser Skjern sig og kommer vejen i møde. Som en sidste gestus stikker hun bilen op ad den nordgående retning ved rundkørslen, hvor hovedvej 11 kaster den vestgående 28’er af sig, og alle, der kører her, skal samme vej som mig.
6. ETAPE
Skjern – Thisted. Chauffør: Daniella Damkjær og Nicky Riemer, Esbjerg
Vinden er vendt, den evige blæst fra vest er nu en strammen i kinderne, når ansigtet drejer mod nord og vejen videre. På Danske Fragtmænds speditionscentral holder blå lastbiler og anhængere med enden mod ramperne, venter på at blive fyldt til næste tur.
Bus 26 zigzagger op og ned langs hovedvej 11 mellem Skjern og Holstebro, den blinker ind, kun fordi jeg står her, det er ikke noget stoppested, og jeg signalerer ikke, men derfor skal jeg da have tilbuddet. Buschaufføren smiler med thumbs up til mine afværgende armbevægelser.
Blot fem biler senere er der bid igen: en godt læsset Aygo med, hvad der ligner pailletter, om dørhåndtagene. Ruden glider ned, et gavtyveagtigt mandefjæs stikker et bredt smil ud.
”En journalist, fedt nok!”
De er på vej til nonfirmation i Hanstholm, rygsækken kiles akkurat ind oven på tasker og magnumpose fra IKEA, og vupti er der plads til en til i den lille Toyota. Den smilende mand præsenterer sig som Nicky Riemer og rækker en tatoveret hånd frem. På anlægget er Tessa sat på lydløs. Nummeret ’Engangspik’ lyser i displayet. Indenfor i den trange kabine deler han og kæresten Ella Damkjær, med imponerende grønlilla dreadlocks, deres farverige livshistorier.
En hastig gennemspoling: Ella Damkjær er egentlig uddannet kok og kosmetolog og har også været instruktør i stepaerobic, men efter et længere sygdomsforløb er hun i dag førtidspensionist. Uhæmmet fest, fuld gas på ecstasy, og hvad hun ellers kunne komme i nærheden af i begyndelsen af tyverne, brændte næsten hendes hjerne sammen, som hun siger, hun blev psykotisk og røg ned i et dybt sort hul og parkeret i 15 år på antidepressiv medicin, som hun sled sig fri af for otte år siden. I dag føler hun sig stærkere end nogensinde, indimellem arbejder hun på timebasis i kantiner og kender sine begrænsninger. Fra et tidligere forhold har hun en søn på 10, som bor hos hende halvdelen af tiden.
Af lignende plukvise nedslag i Nicky Riemers tætpakkede livsbane kan nævnes en årrække som fisker. Som 16-årig påmønstrede han den siden så berømte trawler Gitte Henning, ejet af Henning Kjeldsen, kvotekongernes konge. På fireugers-togter knoklede han røven ud af bukserne i døgndrift med garvede sømænd, der bildte ham ind, at næste indløb i havn først var til jul. Intet kan som havet gøre én både lille og stor. Tilbage på land følte han, at verden lå for hans fødder. Siden har han sat køkkener op, malet vindmøller, arbejdet som industriel overfladebehandler, alt sammen med stort drive og gåpåmod, siger han, så man tror det.
Indimellem er han blevet fyret, har været nede og vende, men er altid bouncet tilbage, altid et andet sted, den slags retningsskift fascinerer ham. I forbifarten har han været på jordomrejse, skrevet et rollespil på 1.000 sider, og indtil sidste sommer var han i knap 20 år gift med den kvinde, han også har fået to børn sammen med.
Det er komplet umuligt at holde øje med det landskab, vi passerer. Heldigvis er den første store del af strækningen mit eget revir. Hanning, Finderup, Spjald, Grønbjerg, Ørnhøj og Nørre Felding lige inden Holstebro. Et markomkranset gennemkørselslandskab, der går så ligeud, at det kan være svært at holde sig vågen, var det ikke for Omme Bakker og et par dovne kurver. Nord for Holstebro den driftige Ausumgård, der altid river i næsen i en radius af 500 meter. Oldtidsbebyggelserne med navne som Naur, Sir og Asp ude mod vest. Det er også den store billedkunstner Asger Jorns hjemegn.
Vi er på den jyske højderyg, Toyotaen brummer og vil ned i gear. Ella Damkjær og Nicky Riemer er blevet interviewet før i forbindelse med deres frivillige arbejde, som viser sig at foregå i swingerklubben Tucan, en af Nordeuropas største, der ligger i Almind lidt uden for Kolding. Her er de begge såkaldte ambassadører, ligesom de også kommer som almindelige gæster.
”Første gang jeg blev vist rundt, vidste jeg bare, at her ville jeg arbejde. Det var så meget mig. Det er verdens bedste voksenlegeplads. Man lærer sig selv at kende og bliver bedre til at interagere med andre,” lyder det fra Nicky Riemer.
Ella Damkjær supplerer: ”Man møder så mange forskellige mennesker, der kommer i alle aldre og fra alle samfundslag. Der er en eventyrlyst og en ærlighed til fælles, ikke kun i forhold til sex, nogle vil også bare det sociale, men der er en direkte stil, man gemmer sig ikke bare bag en telefon eller noget fancy tøj.”
Tucan var en væsentlig årsag til, at de fandt hinanden, begge ønskede en partner, der delte glæden ved at gå i klub, som de kalder det.
”Jeg har to ordsprog, jeg lever efter,” annoncerer Nicky Riemer og vender sig mod bagsædet.
”Grab life by the balls.”
Han knuger næven.
“Og det andet er: No limits – but keep it real,” siger han med indlagt kunstpause og toneskift.
”Det er meget vigtigt at huske sidste del. Der er altså også en dag i morgen. Men du skal sgu ikke lade dig trække ned.”
”Da du mødte mig, sagde du: The sky is the limit,” siger Ella Damkjær.
Nicky Riemer griber indvendingen med det samme: ”Hvortil du siger: Hvorfor skal der være en limit? Fuck, du er fed, mand! Så gik der et halvt år, så giftede jeg mig med dig. Fede tider!”
Brylluppet stod sidste sommer, ikke overraskende et utraditionelt af slagsen.
Nicky Riemers forældre har boet i Thylejren i 20 år. Her kan man hvert år 22. august blive gift – og skilt. Det koster en flaske sprut og en kasse øl at blive gift, for gom og for brud, og det dobbelte at blive skilt. Nicky Riemer blev som den eneste begge dele. Skilt fra sin tidligere kone og øjeblikket efter gift med Ella. Seks andre par blev gift, fire blev skilt, og 300 gæster festede til sammenskudsgildet bagefter, Nicky Riemer og Ella Damkjær lukkede og slukkede ballet klokken syv om morgenen.
”Det var det fedeste bryllup. Jeg er virkelig ikke til kasser,” pointerer Ella Damkjær.
I en vejlomme lige syd for Struer bliver der dømt rygepause. Tobak til hende, han synes, lidt pot gør godt. Kort efter passerer vi byskiltet og først gule, så røde lygtepæle langs vejen. ’Lydens by’, som Struer kalder sig, selv om stolte B&O ikke spiller på fordums volumen.
Snart kæmper forandringerne i landskabet en kamp om opmærksomheden. Limfjorden og udsigten til Venø, kendt for østersfarm, saftigt kødkvæg og flagrende efterskoleelever med æblekinder, derefter en kunsthandel-omdannet tyskerbunker ved Oddesundbroen og så Thyholm, Tambohus Kro & Badehotel og den lille -Jegindø derude i Limfjorden.
Thybanens trinbrætsbyer ligger på snor, Hvidbjerg, Bedsted, Snedsted, Lyngs. Selve vejen skærer sig gennem bakker, på begge sider falder landskabet mod fjord og bredning, her er frodigt, kuperet, rapsgult og vindmøllehvidt.
Bølgende grønne kornmarker får skråningerne til at gynge, små flokke af køer, heste og får gumler dovent eller sjosker omkring efter næste plet eng at slænge sig på. Vindmøller i modelstørrelse snurrer og forsyner en enkelt husstand hver. Om 10 år har Ella og Nicky forhåbentlig et lille landsted heroppe, hvor de kunne arbejde med mennesker. Give folk redskaber til at turde springe ud og realisere sig selv. Det kunne de godt se for sig.
Da jeg kort efter sættes af ved Thisted Station efter to timers tour de force er jeg lettere omtumlet, og benene vakler en smule. Det er på tide at søge ly for natten. Hvor ellers end Hotel Thisted 20 skridt oppe ad gaden.
7. ETAPE
Thisted – Fjerritslev. Chauffør: Michael Mouritsen, Vils
Thisteds indre gader er smalle, de snor sig, stiger og falder. Af en eller anden grund hænger der gule cykler mellem lygtepælene over gågaden. Thisted er også forfatteren J.P. Jacobsens hjemby, og det markeres behørigt. Barndomshjemmet er museum, pladsen bagved friholdt og opkaldt efter ham. Mindre naturligt måske er der også et butikscenter i hans navn, J.P. Jacobsen (Shopping) Center, med det litterære bysbarns billede kløvet i to på svingdørens glasparti.
Meget er sket med landskabet siden midten af 1800-tallet og det såkaldte moderne gennembrud, men med en vis vilje kan morgenens spadseretur mod nutidens hovedvej godt fremkalde Jacobsens litteratberømte indledning til novellen ’Mogens’: ”Sommer var det; midt på dagen; i et hjørne af hegnet.”
Ude ved vejen giver forestillingsevnen dog op. Bilerne er alt for virkelige på trods af den højgule rapsmark, himlens elektriskblå bagtæppe og de strøvise skyer. Det oplagte opsamlingssted synes ikke lige i sigte. Men så, endnu en U-vender. Der er et eller andet ekstra rørende over folk, der kommer tilbage, ombestemmelsens udvidede gestus.
”Jeg plejer altid at tage folk op, hvis jeg kan. Det er jo bare spildtid ellers. Så møder man alle mulige mennesker. Jeg har kørt med højskoleelever. Og dengang folk skulle til demonstrationer mod testcenteret.”
Michael Mouritsen peger ret frem. Kolossale møllevinger stiger ligesom op af landskabet for enden af hans finger, enkelte stillestående, andre skærende gennem luften med gigantens forsinkede bevægelse.
”Det er verdens største vindmøller, der står der. Egentlig imponerende, vi kan lave sådan nogle. Så kan man diskutere, hvorvidt de skal stå her eller der eller ude på vandet. For mig er de en naturlig del af vores landskab. Når jeg kigger ud fra altanen, har jeg marker, vindmøller, kirke, skov, langt væk et glimt af vand. Og en større vej lige foran. Det er en del af det Danmark, jeg kender. Møllerne er en slags natur næsten. Er det ikke det? Positivt set?”
”Men jeg ville nok også være ked af at have en i baghaven,” svarer han sig selv. ”Min søster havde en, der stod en kilometer væk. Man kunne faktisk høre summen, og at den stod og vibrerede.”
Det flader atter ud, Michael Mouritsen kender sit fjordlandskab, det var istiden, der skubbede øerne op og skrænterne ind. Noget er inddæmmet, og der er enkelte knolde omkring Amtoft, og så er vi på dæmningen af samme navn øverst over Limfjorden. En død ræv i vejkanten, et af hovedvejens ofre.
Ved Løgstør Bredning har vandet trukket sig langt tilbage, sandets farveskift fortæller hvor mange meter. Lige dér er genvejen ned til Mors og færgen ved Fegge-sund.
Længere ude Livø og Fur. Og så Fjerritslev. Først da opdager jeg lædersnoren og amuletten om Michael Mouritsens hals. From soldier to soldier. Han har været udstationeret i Afghanistan ad to omgange, som både befalingsmand og konstabel, 14 måneder i alt. Han lå i sandforterne Camp Bastion og Armadillo, forposter i Helmand-provinsen. Ikke ligefrem lejrliv, som han siger.
”Jeg kan ikke sige, jeg ikke har taget skade. Jeg er formet af oplevelserne, flest gode og ikke så mange dårlige. Men jeg har mistet folk. Det er hårdt, men sådan noget følger med, når man vælger den profession.”
Den evige fred kalder han perioden efter den kolde krig, nu er den forbi, og den næste generation skal til at tage stilling.
”Jeg synes ikke, man kan tillade sig den her tilgang længere, at der må være nogle andre, der kan klare det for mig, så jeg kan have mine privilegier. Jeg synes, man skal byde mere ind. Jeg har set, hvad det gør ved folk, derfor ligger det mig mere på sinde. Det har kraftedeme stor betydning. For mine børn og børnebørn efter dem. Jeg håber, det går op for folk.”
8. ETAPE
Fjerritslev – Aabybro. Chauffør: Anders Larsen, Silkeborg
IP-lommen ved afkørslen mod Slettestrand og Svinkløv med det luksuriøse badehotel regerer den kølige blæst på trods af skyfri himmel. Trøjen kommer på igen. Heldigvis når varmen ikke for alvor at forlade kroppen, før en grå bil med nok en venlig sjæl byder sig til. Med tæt, hvidt hår og skæg, Ricola-bolsjer ved hånden og en duft af sød tobak og røverhistorier er der en umiskendelig bedstefarfigur over Anders Larsen. Der er fuldt tryk på sædevarmen i passagersædet. Døren lukkes, mens vi kører, den må ikke smækkes, den skal ligesom kæles i, før den klikker.
”Hovedvej 11 lyder jo ikonisk, ligesom Dylans Highway 61,” siger han og lyder lidt som Thomas Winding.
”Jeg var jo ung i slutningen af 60’erne, og jeg har blaffet meget. Jeg begyndte allerede i de sidste skoleklasser. Vi boede ude på landet, hvor man fik buspenge, men i stedet blaffede jeg bare i skole, det gav ekstra lommepenge. Senere var jeg rundt i hele Europa, også i Afrika. Vi havde jo ingen penge, men ud at rejse skulle man jo. Det var før interrail. Dengang blaffede alle. Engang i Holland stod der 10 eller 12 før os ude ved motorvejen. Så måtte vi pænt stille os i kø,” griner han.
Hovedvej 11 bruger Anders Larsen primært, når han er hos kæresten i Thorup Strand og skal besøge sin datter og barnebarn i Aalborg. Dem og andre tager han tit med til Vejlerne, det store naturreservat og yndet rasteplads for mange trækfugle lidt længere tilbage ad hovedvejen.
”Der er virkelig flot. Aage V. Jensen Naturfond har tildelt rigtig mange penge, og man har anlagt lange træbroer ud mellem sivene, der er indhak med borde og bænke og små stråtækte hytter, hvor man kan beundre naturen og fuglene. En sommerdag for nogle år siden så jeg skestorke. Det var en meget stor oplevelse. Og så ovenikøbet en flok. Det mener jeg ikke er normalt for storke. Min kæreste har engang set en havørn dernede.”
Som en anden åbenbaring dukker en bemærkelsesværdig rundkørsel op. Hele midtercirklen udgøres af store, bløde græspukler, der går igen på venstre side af vejen lidt længere fremme, så der dannes et grønt bølgende bælte. Oven på en af puklerne står en gigantisk overskåret globe i blankpoleret rustrødt stål, den øverste halvdel er ligesom gledet af og læner sig op ad den skrånende underdel, der synes tiltet under vægten. Det er ’Nordstjernen’, Kurt Tegtmeiers skulptur, der sørger for en iøjnefaldende indkørsel og udkørsel til og fra Åbybro.
På vej om til førersiden, efter at have lukket passagerdøren med en forsigtig bevægelse, drejer Anders Larsen rundt.
”Vil du for resten have en Ricola med på vejen?”
9. ETAPE
Aabybro – Nørresundby. Chauffør: Andy Hermann, Brovst
Det sidste af urtebolsjet ligger stadig på tungen, opkvikkende og beroligende, som sloganet lyder, da næste kørelejlighed byder sig. Der er kun omkring 25 kilometer tilbage, før hovedvej 11 officielt hører op og løber ud i motorvej E39.
Egentlig lignede det, at Andy Hermann og den sorte Citroën var kørt forbi, men den efterfølgende bilist gjorde mig pegende opmærksom på, at jeg havde et lift.
Andy Hermann, der kommer fra Brovst, sidder bag rattet, og han har boet op og ned ad hovedvej 11 i mere end 70 år. Og i Ribe har han gået i skole med forfatter Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der havde Vestjylland og vejstrækningen som sin hovedstol.
”Han gik på katedralskolen, da jeg gik på seminariet i Ribe. Jeg kendte ham ikke, men jeg ved, at han blev gift med amtmandens datter, og at hans mor var ansat på det, der dengang hed Åndssvageanstalten, i Løgumkloster.”
Pludselig lyder der et sirenehyl så højt, at man skulle tro, vi selv kørte med udrykning.
”Det er bare en sladderhank. Der kommer en fartkontrol længere fremme,” forklarer Andy Hermann.
Vi fortsætter i lovligt tempo uden yderligere alarm, og Andy Hermann vender tilbage på sporet: ”Hovedvej 11 var jo hovedfærdselsåren til Tyskland i 50’erne. Esbjerg var en enorm fiskerihavn og eksporterede meget fisk, så det gav en enorm trafik af store lastbiler, og der var jo ingen plads i Ribe by. Min klassekammerats lillebror blev slået ihjel af en af de store fiskekølebiler. Bagefter fik man travlt med at bygge vejen uden om byen. Der, hvor du sikkert er kørt. Nå, herhenne har vi rundkørslen, og her mener jeg, at Hovedvej 11 slutter.”
Han dytter farvel og drejer ind i Nørresundby, forbi byskiltet og videre ned mod Aalborg.
Rundkørslen ser ud som de mange andre på ruten, der var så mange, at jeg undervejs opgav ambitionen om at tælle dem. Den er uden kunstværk – eller vent, er det ikke resterne af en afskallet murstensmur, der titter frem derinde i midtercirklen, nærmest helt dækket af tætklatrende vedbend? Er det en påmindelse om, at alt over tid vil gro til? Lige indtil nogen en dag begynder at trampe en sti. ν
Peter Rewers bor i Muldbjerg i Vestjylland. Han underviser på forfatterlinjen på Venø Efterskole og har udgivet bøger om Kim Larsen og Michael Strunge. Aktuel med romanen ’Puskás’ død’ om fodboldspilleren Ferenc Puskás.
