HVER MANDAG DUKKER en mand op på Aarhus Universitetshospital, der får folk til at vende sig om på gangene. Det forstår man godt. Han har to forskellige sko på, en i orange, en i alle farver på én gang, og sokker, der lyser gult. Ternede shorts, en kortærmet grøn skjorte og et gult pandebånd. Han har også en kazoo om halsen, som indimellem summer ude på gangene. ”Bzzz-bzzz-BZZZ!” siger den som en humlebi, der har fået lidt for meget saftevand. Og så er der det, der især får folk til at kigge – eller ærligt talt glo: en kæmpestor rød næse.
Manden hedder Mads Koudal, men med næsen på og i tøjet forvandler han sig til klovnen Makaroni, der altid er glad, nysgerrig, ret god til at trylle og endnu bedre til at finde på sjove lege. Han tror på det bedste i alle. Nogle gange tror han også, at han ved det hele. Men det gør han altså ikke. Overhovedet ikke. Spørger man Mads Koudal, der er 48, skuespiller og bosat i de voksnes kedelige verden, vil han sige, at Makaroni er temmelig naiv.
Næsten alle børn kan lide Makaroni. Men denne formiddag, på vej op til hospitalets børneafdeling, møder han en 17-årig pige, som han kender, og han ved, at hun er bange for klovne. Makaroni ser hende straks, råber: ”Åh nej!” og gemmer sit ansigt bag journalistens taske. Makaroni er også bange for hende.
Han trækker vejret lettet, da hun er væk. Det samme gør Fandango, der har blå skjorte på og en grøn turban. I virkeligheden hedder hun Louise og har to børn sammen med Makaroni alias Mads, men på hospitalet er Makaroni og Fandango mere som søskende. De skændes om, hvem der larmer mest, da de nogle minutter senere træder ind på en hospitalsstue til Vilhelm og hans forældre. Drengen har Superman-sokker på og en stor flænge i mundvigen. Om lidt skal han opereres – eller ”repareres”, som Fandango siger.
Makaroni og Fandango giver børnene godt med gas. Foto: Anders Clausen
”Gør det ondt?” spørger hun Vilhelm, der smiler lidt genert.
Vilhelm ryster på hovedet.
”Det gjorde det, da det skete,” svarer han.
”Må du så ikke spise noget overhovedet? Aldrig mere?”
”Jo. I morgen må jeg godt.”
”Jeg har mødt nogen engang, der også skulle det der reparation, som du skal, og de fik lov at få en is. Det kan da være, du kan få det også,” siger Fandango.
”Ja,” siger Makaroni, ”du kan da godt lide is, ikk’å?”
”Det kan alle børn,” svarer Vilhelm.
”Ja, og alle klovne,” siger Makaroni.
MADS KOUDAL HUSKER præcis, hvor han var, da han besluttede sig for at blive hospitalsklovn: ude at gå tur, hvor han på Vester-port Station mødte nogle, der talte om, at hospitalsklovn faktisk var noget, man kunne uddanne sig til. Han var på det tidspunkt uddannet på en teaterskole i England, havde lavet en del improvisations-teater, både drama og komik, og tænkte, at det var lige noget for ham.
Han gik hjem og optog en video, som han sendte ind til Danske Hospitalsklovne. Han gik videre til en audition, hvor han optrådte foran et panel af klovne med et nummer om en klovn, der havde glemt, hvordan man er klovn. Han kom i mesterlære hos klovnen Pablo (Axel Bang), en særdeles erfaren klovn, der i mange år havde klovnet på blandt andet kirurgisk og børnekræftafdelingen i Odense. 18 måneder tilbragte Mads Koudal som klovnelærling, først hos Pablo og siden i Nykøbing Falster hos klovnen Karla, der også hedder Kirsten Cenius og har spillet Kirsten i ’Anna og Lotte’.
”Det handler jo om, synes jeg, at få nogle kilometer i benene,” fortæller Mads Koudal, der mellem sine læringsbesøg på hospitalet tog kurser i dukkeføring, sang og anden klovneteknik.Han vidste med det samme, at hans klovn ikke skulle hedde et typisk klovnenavn. Og Makaroni kom ligesom bare til ham, det samme gjorde Makaronis personlighed. I virkeligheden nok ikke så langt fra Mads Koudals egen.
”Vi har jo lidt den samme humor,” siger han, ”men han er noget mere naiv. Usandsynligt naiv. Hvis en treårig bilder ham ind, at der findes dinosaurer, så tror han på det. Og hvis en 12-årig synes, det er sjovt at tage pis på ham med det samme, så tror han også på det. Jeg kan ikke lide at bruge ordet dum, for det har sådan en negativ klang … men lidt godtroende, det er han nok.”
Foto: Anders Clausen
I SNART 10 ÅR har Mads Koudal været Makaroni på Regionshospitalet Randers, i psykiatrien og her på Aarhus Universitetshospital, hvor han klovner hver mandag og fredag. Nogle af børnene møder han kun en enkelt gang, andre følger han i længere tid. De fleste af dem ved han slet ikke, hvad fejler.
”Vi ser ikke diagnosen, vi ser barnet,” som han siger i et kort øjeblik, hvor han ikke er Makaroni, mens vi går ned ad gangen på børneafdelingen, hvor stuedørene har navneskilte med tegninger af fodbolde, racerbiler og prinsesser. Det er en grundregel for hospitalsklovne, forklarer han. Inden en vagt som i dag briefer hospitalspersonalet ham om særlige hensyn eller behov, men han behøver ikke kende til sygdomshistorik eller prognoser. Tværtimod kan det spænde ben.
”Hvis jeg ved for meget, kan jeg blive forudindtaget,” siger han og fortæller, at han aldrig træder ind på en hospitalsstue med et forberedt nummer. Det vigtigste, en hospitalsklovn skal kunne, er ikke tricks eller tryllenumre – det er at kunne læse et rum.
”Hvis vi går ind på en stue og kan mærke, at det ikke fungerer, så caller vi den med det samme,” siger han. ”Der er jo ikke nogen her, der har betalt for et show.”
Nogle gange, når han har klovnet, har han prøvet, at mor og far bare syntes, at det var ”megafedt”. Men barnet, har han kunnet mærke, var træt eller i smerter. Sker det, caller han den også. Det er nok forskellen på ham og alle de voksne i kitler.
”Læger, sygeplejersker, fysio-terapeuter og bioanalytikere har alle en agenda, noget, de skal, som det ikke er sikkert, at barnet har lyst til. Men det har vi ikke. Det er altid barnet, der bestemmer.”
Hospitalsklovnene er dog ikke kun til for at underholde. De bliver også brugt til at berolige børn, når der for eksempel skal tages blodprøver, når en protese skal tilpasses, eller inden et barn skal ind til en skoliose-operation.
”Der kan vi være med til at gøre det lidt lettere. Nogle gange betyder det faktisk, at de kan spare lattergas eller bedøvelse.”
PÅ EN AF hospitalsstuerne stirrer etårige Sienna med store øjne på Makaroni og Fandango, mens de to tager servietter på armene og tryller et lyserødt stykke stof ud af Fandangos blå skjorteærme. Alt er improviseret, ja, trukket ud af ærmet, og improvisationen har én gylden regel: Man må ikke sige nej. Man må gerne sige ”ja, og …” eller ”ja, men …”, og man må finde på forhindringer, der gør det hele lidt sværere, lidt sjovere. Men nej findes ikke.
Eller … det er faktisk ikke helt rigtigt. ’Nej’ er nemlig navnet på Makaronis rotte, som han af og til har med sig i snor. Men i dag har Makaroni i stedet taget papegøjen Per med. Og et æg, der er lavet af gummi. Og sæbebobler. Masser af sæbebobler.
Dem får han brug for, da han møder Clara og hendes mor Ditte. I to måneder har de boet for enden af hospitalsgangen, men til jul kommer de hjem, måske endda lidt før, siger Ditte.
Clara vejede blot 540 gram, da hun blev født. De første syv måneder af sit liv tilbragte hun på nyfødt intensiv, og lægerne forstod ikke, hvorfor hun havde svært ved at trække vejret. Til sidst fandt de ud af, at hun havde en luftvejsmisdannelse. Claras stemmebånd virker ikke, hun er opereret i ribbenene og i luftvejene, og mad får hun gennem en sonde i maven. Hun er stadig stum og vil være afhængig af pleje resten af livet.
14 måneder har det varet nu, og først da de kom til børneafdelingen, kunne Clara komme udenfor. Indtil da var hun spærret inde på sin stue. Nu bliver hun kørt rundt på gangene i klapvogn, og hun kan ikke få øjnene væk fra sæbeboblerne. Eller fra Per, papegøjen, der flyver rundt og prøver at spise boblerne.
Clara har en femårig storesøster, der hedder Mollie. Lige nu er hun i børnehave, men hun kommer her tit, og hun elsker Makaroni. Sidst han var på besøg, var de på skattejagt.
”Jeg synes, det er megadejligt, at I har fokus på hende, når I er her,” siger Ditte. ”Mollie er så vant til, at det hele handler om Clara.”
Mads Koudal vil ikke kalde Mollie et skyggebarn, men når selv hendes mor siger, at hun har været overset, er der nok noget om snakken. ”Så er det vigtigt, at vi kan give hende en oplevelse, hvor hun får lov at bestemme, hvor legen går hen,” siger han.
Foto: Rozbeh Zavari
MADS KOUDAL KAN godt lide at gøre en forskel for børnene. Han vil nødig have, at det skal lyde højstemt, men det kan han. Han har selv haft en opvækst, ”som var lidt kaotisk, lidt utryg”. Og så har han ikke lyst til at gå mere ind i dét. Det er et andet kapitel, en anden historie.
Men hvad får han selv ud af det? Jo, han har nok altid været en selvudnævnt klovn. Det der med at få folk til at grine synes han ”kan noget” – og som hospitalsklovn er der betaling ved kasse ét. Skuespillerbranchen er mere noget med albuerne ude, fuld fart fremad, få de rigtige roller, anmeldelser, siger Mads Koudal, der også er aktiv som både skuespiller og instruktør, og helst ikke vil sige, at han bliver et bedre menneske af at klovne. Men han synes, at det giver rigtig meget mening for ham. Makaroni kan selvfølgelig ikke redde syge børn, men han kan gøre dem glade. Give dem et lille frikvarter.
Som Flora, der havde kræft. Makaroni fulgte hende på hospitalet og senere på børnehospice. Selv da hun nærmest ikke kunne mere, lyste hun op, når han kom ind ad døren: ”Hej Makaroni,” hviskede hun og smilede.
Det må være hårdt?
”Ja … det er jo ikke alle, der bliver raske. Jeg kan godt blive rørt. Og det er okay. Men vi modtager også supervision i Danske Hospitalsklovne, når noget er gået tæt på.”
Supervision?
”Ja, det bliver ligesom taget op med en psykolog eller en terapeut. For at … ventilere. Det tror jeg er et godt ord.”
Foto: Lars Bech
DA KLOKKEN SLÅR 12, har Makaroni fri. Men på gangen foran børneafdelingen møder han og Fandango 17-årige Jacob. Han har armen i gips og sidder og venter med sine forældre.
”Er du ikke liiige på grænsen til at være voksen?” spørger Makaroni.
”Jo,” svarer Jacob og smiler skævt.
”Har du din egen bil?”
”Naarh …”
”Skal han ikke have en?”
Makaroni kigger på Jacobs mor.
”Jo, han skulle faktisk være startet på kørekortet i går, men så skete det der jo,” siger hun og peger på Jacobs arm.
”Byen i lørdags,” forklarer hun.
”Jeg synes, det er vigtigt, at Jacob får en bil, der kan køre rigtig hurtigt,” udbryder Makaroni.
Jacob griner og nikker.
”Og den skal koste mindst to millioner,” siger Makaroni og foreslår en Mercedes eller en Lamborghini. Eller måske en Porsche eller en Ferrari.
Jacobs far, der ikke siger så meget, kan ikke sige nej til Makaroni. Jacobs mor begynder at filme på sin telefon.
”Jeg siger det lige her, ikk’å,” siger Makaroni ind i kameraet: ”Jacob bliver snart 18, og her er vi mange vidner: Jacob skal have den dyreste bil, mindst to millioner, og det er ham dér, der betaler,” siger han og peger på Jacobs far.
Makaroni sætter et klovneklistermærke på Jacobs forbinding. Og lidt sæbebobler skal han da også have med på vejen.
