Indlæg

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

BETTINA LAURSEN
57 år, socialpædagog, Ny Ellebjerg Station

JEG ER SÅ træt, at jeg er lige ved at falde i søvn. Jeg er begyndt på et nyt arbejde for to uger siden, og der er meget at lære og mange navne at huske. Jeg arbejder med udviklingshæmmede på et bosted i Gentofte.

JEG HJÆLPER dem med at komme i tøjet, tage bad, og nogle kommer ud at cykle. En af dem har som højdepunkt på ugen, når vi om fredagen kører ned at købe slik, cola og ugeblade. Jeg er uddannet inden for Gøssel-metoden, en pædagogik, der lægger vægt på sansemotorik og rytmisk-musikalsk udvikling. Jeg klapper, giver massage og bruger bolde og rytmeæg. Det er til glæde for de udviklingshæmmede, der har behov for at få skærpet deres sanser.

NU ER JEG på vej hjem til mit hus i Valby, hvor jeg bor sammen med min mand og vores store dreng på 21. Jeg tror, jeg skal have mig et dejligt glas kold hvidvin.

__________________________________

ERIK HELMER
75 år, pensionist, Køge Nord Station

JEG ER uddannet elektroingeniør og arbejdede i mange år for Københavns Belysningsvæsen, hvor vi var leverandør til både S-tog og fjerntog. Jeg har en svaghed for togdrift og har også en lille elektrisk togbane derhjemme. Mit speciale var højspændingsanlæg, så hver gang jeg er på en station, kigger jeg på ophæng og køreledninger. Jo større station, desto større ophæng.

MIN KONE og jeg bor i Tune, og i dag er vi på vej til København for at tage en vandretur langs havnen og kigge på alle de nye broer, der er kommet til. Men på vejen tog vi lige forbi den nye Køge Nord Station (indviet 31. maj 2019, red.). Vi har fulgt med i byggeriet, set, hvordan de lagde sporene, og abonnerer på Banedanmarks nyhedsbrev. 

DET ER blevet en imponerende station. Et fantastisk bygningsværk. Det er flot at se, hvordan man kan flette tre transportlinjer sammen: S-bane, fjernbane, motorvej.

__________________________________

SARAH RUDAJ
24 år, sygeplejerske, Næstved Station

JEG ER PÅ vej til Holme-Olstrup sammen med min kæreste. Vi har cykler med, men jeg ved ikke, hvor vi skal hen derfra, det er en overraskelse. Jeg ved bare, vi ikke skal til BonBon-Land. 

MIN KÆRESTE har boet i Danmark i to år, og jeg kom for syv måneder siden. Han studerer naturressourcer i København, og jeg venter på en autorisation fra Styrelsen for Patientsikkerhed, så jeg kan komme i gang med at arbejde på et sygehus. Jeg kunne godt tænke mig at arbejde med børn.

NU ER JEG tjener på Ristorante Italiano, der ligger i Fiolstræde i København. Vi bor i Næstved og rejser frem og tilbage. Man kan få en lejlighed her til samme pris som et værelse i København. Der er en dejlig natur heromkring, og vi tager altid på ture, når vi har fri.

JEG SAVNER min familie og mine venner i Kroatien, men danskerne er udadvendte, og det er let at få venner. Vi kunne godt tænke os at blive boende. På mandag begynder jeg på sprogskole.

Her får du denne måneds nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB, PR

FOR BØRNENES SKYLD

Hvis du kommer forbi Aarhus H eller København H en mandag, vil du sandsynligvis løbe ind i et par folk fra UNICEF. Resten af året har UNICEF stande på de to stationer med det formål at rekruttere verdensforældre blandt vores kunder. DSB og UNICEF har indgået et samarbejde, hvor DSB skal hjælpe med at indsamle en million kroner om året gennem en række aktiviteter. Blandt andet stiller DSB sine faciliteter, herunder stationer, railboards, DSB Plus og sociale medier, til rådighed for indsamlingen. UNICEF’s tilstedeværelse på stationerne forventes at bidrage med cirka 100.000 kroner.

MED SIDDEPLADS TIL SIDEBANEN

Danmarks Jernbanemuseum kører for fuldt tryk gennem det vekslende landskab fra Øst- til Vestjylland med damplokomotivet K 563 fra 1899. Turen går fra Langå til Struer – byen, der engang var hjemsted for DSB’s 3. distrikt, og hvorfra en af de første statslige sidebaner udgik. I Struer fortæller museumsdirektør Steen Ousager om jernbanens udvikling og den politiske historie med udgangspunkt i det, man ser undervejs.

17. november. Find billetter på billet.dk

ORANGE FEELING

Lakha Khan begyndte at spille på sin violinlignende sarangi hjemme i ørkenlandsbyen Raneri i indiske Rajasthan som 12-årig. Kaldet fik han ind med kamelmælken som sin families 10. generation på strengeinstrumentet, og dets toner har siden bragt ham på turné i blandt andet USA og Europa. Når han i november rejser Danmark tyndt, er det DSB’s Orange-billetter, der får ham rundt mellem spillestederne. ”Det er afslappende at rejse med danske tog. De er rene, hurtige og pålidelige,” siger den 70-årige maestro. Mød ham i toget, eller find ham på scenen.

Se koncertdatoer på secondtotheleft.com/lakha-khan.html

EN HILSEN FRA 1927

Efter knap tre års arbejde genåbnede Østerport Station dette efterår. I forbindelse med renoveringen af stationen fandt håndværkerne denne tobaksæske fra 1927. Den er sandsynligvis blevet lagt på stationen af en tømrer ved navn H.V. Hansen. Der lå i hvert fald en seddel med det navn i æsken, der nu er lagt tilbage på stationen i en ’tidskapsel’ som en fremtidig hilsen til de håndværkere, der skal renovere stationen næste gang. Kapslen indeholder de nuværende tegninger af stationen, mønter, frimærker og en trykfrisk avis. Der er også lagt en liste med navnene på de 427 mennesker, som har været med til at renovere stationen de sidste tre år.

Gå på opdagelse i forhallen, og se, om du kan finde et spor af kapslen

5 …

… minutter sparer DSB-kunder, der rejser mellem København og Slagelse med den nye køreplan for 2020. Og det bliver ikke de eneste, der kommer til at suse hurtigere igennem turen. Da InterCity-toget mellem Aalborg og København kommer til at køre via den nye bane mellem København og Ringsted, bliver der fire minutter kortere rejsetid mellem København og Aarhus og fem minutter kortere mellem København og Odense, når den nye køreplan træder i kraft 1. december 2019.

TAG MED PÅ HJULEMARKED

Igen i år kan du besøge den fiktive stationsby Hjulkøbing på Tivolis julemarked. Her kan du blandt andet komme op i et ægte damplokomotiv, købe lidt mad og drikke i den gamle stationsbygning, prøve en togsimulator eller blive klogere på jernbanens historie på udstillingen i ventesalen. Det er tredje år i træk, at DSB og Tivoli samarbejder om en del af julemarkedet.

16. november – 5. januar

WEEKEND PÅ FRIKORT

Har du et pendlerkort, der gælder i Hovedstadsområdet? Så kan du rejse gratis med S-tog på hele S-togsnettet i alle weekender resten af 2019. Du kan også tage en ven gratis med på din rejse. For at benytte tilbuddet skal du have mindst 1 af zonerne i zone 1-99 på dit pendlerkort. 

Læs mere om tilbuddet, og hvilke regler der gælder, på dsb.dk/kampagner/pendlerweekend

SPORLØS

Skal du omkring Køge Nord i november, er det en god idé lige at tjekke Rejseplanen eller dsb.dk, inden du tager af sted. På grund af sporarbejder vil der ikke køre fjern- og regionaltog til og fra stationen i givne perioder. Vær især opmærksom på perioden 23. november til og med 1. december, hvor der ikke vil køre fjern- og regionaltog til og fra stationen på grund af Banedanmarks arbejde.

Læs mere på dsb.dk/sporarbejde 

 

Neptun rejste fra København til Øst- og Vestberlin i tre årtier – fra 1964 til 1995. Halfdan Höner, togentusiast og tidligere billetsælger ved DSB, kørte ofte med for at besøge sin familie i DDR. Her fortæller han om pengesmugling i sæbe og maskinpistoler.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Gunnar W. Christensen

NEPTUN VAR ET meget kort tog. Der var ikke ret mange rejsende med. Mit bud er, at over 90 procent af passagererne skulle til Vestberlin. Resten har været folk i embeds medfør, forretningsfolk og ganske få turister. Der var nogle, der tog toget gennem DDR for at komme til Tjekkoslovakiet og Ungarn i sommersæsonen. Men som regel var jeg den eneste, der skulle på privatbesøg i Østtyskland. 

NÅR FÆRGEN KOM i land i Warne­münde, og man sad nede i sin togvogn igen, kom pas- og toldkontrollen for alvor. Så skulle man virkelig tjekkes efter i sømmene. De kiggede selvfølgelig i passet for at se, om jeg havde mit stempel fra færgen, og udspurgte mig om min rejse. Bagefter skulle man lukke sin bagage op. De var især ude efter trykt materiale. Hvis folk bare havde Ekstra Bladet med, fik de ikke lov til at tage det med videre. Under kontrollen skulle man oftest ud af kupeen. Vagterne havde store spejle med for at se, om der lå nogen under eller oppe over sæderne eller inde på toilettet. Der var maskinpistoler og hunde langs med toget, men grænsekontrollen var endnu strengere ved udrejsen fra Østberlin. Der kunne jo være borgere, der flygtede ud af DDR. 

TIDSSKIFTE

Togruten mellem København og Berlin med færge fra Gedser til Warnemünde blev grundlagt i 1903, men efter anden verdenskrig var tog­trafikken smadret.

Det samme var København-Berlin-ruten, men i 1964 gjorde den comeback under navnet Neptun.

Turen tog 8,5 timer med afgang fra København klokken 11:12 om formiddagen. Der fandtes også et nattog på samme forbindelse – Østersøekspressen, der afgik fra Københavns Hovedbanegård ved 22-tiden om aftenen.

I begyndelsen bestod Neptun skiftevis af gamle tyske og danske lyntog fra 30’erne. Senere blev de erstattet med fuldt moderne materiel i form af enkeltvogne, der kunne kobles fra hinanden. Den internationale del af toget bestod som regel af to siddevogne inddelt i første og anden klasse, der kom fra København. Mellem Rostock og Berlin blev flere vogne koblet på til østtyske rejsende, herunder en kiosk- og spisevogn, hvis udvalg mest holdt sig til kaffe, øl og pølser.

Neptun kørte sidste gang i 1995, da Warnemünde-færgen indstillede sin sejlads.

I VISUMANSØGNINGEN til DDR skulle jeg nøje angive, hvor mange vesttyske D-mark jeg havde med ind i landet, og ved udrejsen skulle jeg kunne dokumentere, hvad de var blevet brugt på. Det blev også tjekket ved grænsekontrollen. Vesttyske D-mark var meget eftertragtede, og jeg smuglede dem ind til mine slægtninge. Jeg tog et frisk stykke sæbe, savede det over på den brede flade, udhulede det lidt, og så kunne jeg tage et par 100-marksedler, folde dem sammen og vikle dem ind i husholdningsfilm, så de blev vandtætte. Bagefter lagde jeg sæbestykkernes brudflader mod noget vand, lagde pengene ind i udhulingen og pressede sæbestykkerne sammen igen. Når sæben var størknet, gik jeg i bad med den en enkelt gang. På den måde blev sporene ved brudfladen slettet, og jeg kunne tage håndsæben med i toget. Jeg var altid nervøs ved grænsekontrollen. Hvad kunne vagterne ikke finde på? De var meget uvenlige og meget grundige.

Visum til indrejse til DDR inklusive kvitteringsmærker for gebyr på 15 D-mark. (De spejlvendte stempler er blødt igennem fra den efterfølgende side). Venstre side viser øverst opholdstilladelsen, som blev udstedt på opholdsstedets lokale Volkspolizeikreisamt, hvor man skulle henvende sig senest 24 timer efter indrejsen. Nederst på venstre side ses udrejsetilladelsen. Dertil grænsekontrollens stempel ved udrejsen, som i dette tilfælde foregik over Görlitz (grænsestation til Polen). Hver rejse til DDR fyldte to sider i passet.

ENGANG STOD JEG en sommerdag på Warnemünde-færgens dæk og nød det gode vejr. Pludselig kom en militærhelikopter helt tæt på. Den hang 10 meter over færgen, og vi var nødt til at gå ind, fordi der var så meget vind, og det larmede ad helvede til. Men helikopteren skulle altså lige drille kaptajnen og passagererne og markere, at ”Her bor vi!”, selvom færgen var der i fuldstændig lovligt ærinde. Det der med at chikanere sine vestlige naboer gjorde Stasi gerne. Hele DDR’s kyst blev overvåget med militærhelikoptere og skibe, så der ikke var nogen, der sejlede ud i gummibåde, redningskranse, eller hvad de nu kunne få fat i. 

KØREPLAN

Fra København stoppede Neptun i Høje-Taastrup, Roskilde, Ringsted, Næstved, Vordingborg, Nykøbing Falster og Gedser. Her kørte togvognene om bord på færgen til Warnemünde i Østtyskland, og der var omfattende grænsekontrol af alle vogne og rejsende.

Fra Warnemünde stoppede toget i Rostock, i Oranienburg – en S-togsstation 35 kilometer nord for Berlin – og på Berlin Lichtenberg-stationen i Østberlin. Det var endestationen for de østtyske rejsende. Vognene fra København blev koblet på et andet tog, der fortsatte ind i Vestberlin for passagerer med transitvisum.

På stationen Friedrichstrasse var der igen grænsekontrol, og toget gjorde endeligt holdt på Berlin Zoologischer Garten.

EFTERSOM JEG SELV var jernbanemand, fik jeg et nemt og kollegialt forhold til de østtyske jernbanefolk. Neptun skulle man formelt set have pladsbillet til, og det havde jeg aldrig, men de sagde bare: ”Jamen, vi tager jo ikke penge fra kolleger.” Engang var jeg i Østtyskland for at holde jul, og jeg skulle hjem nytårsaftensdag. Det var allerede ved at blive mørkt. Det første fyrværkeri blev skudt af på havnen i Warnemünde, og der kom et ordentligt kanonslag. Jeg stod ved siden af en ung, bister fløs med en maskinpistol over skulderen ved grænsekontrollen, og så sagde jeg til ham: ”Du skal ikke være bange, det er bare fyrværkeri.” Det kunne han godt grine af. ”

Halfdan Höner er 66 år og i dag frivillig ved Danmarks Jernbanemuseum.

For at reparere et IC3-tog er der brug for både fupomat, oliefiltertang og momentnøgle. Det lyder som værkstedsvitser, men de findes i virkeligheden – side om side med en række andre uundværlige redskaber. Kom indenfor, og se væggen, hvor alting hænger.
Tekst:Ruth Winther PoulsenIllustration:Rasmus Buhl

1. FUPOMAT 
Bremserne skal slå til automatisk, hver gang toget holder stille på en station. Ved at anbringe fupomaten på et kabel på togets undervogn kan man simulere, at hjulene kører. Hvis bremserne aktiveres, når man slår fupomaten fra, fungerer de, som de skal. Hastighedssimulatoren er bygget på værkstedet, hvor man også har fundet på at kalde den en fupomat. Den har ikke et officielt navn.

2. MOTORTESTER
Når man har repareret en motor og vil se, om den er tæt, kan man bruge motortesteren til at starte den op. Det giver en sikrere prøve end at tænde motorerne inde fra førerhuset, fordi man ved brug af motortesteren står lige ved siden af motoren og holder øje med den.

3. MOMENTNØGLER
Fastspænder alt, der skal monteres på toget. Nogle momentnøgler kan klare 30 kilo, andre flere hundrede kilo. Jo længere nøgle, desto hårdere kan den spænde. Desuden kan nøglehovedet udskiftes efter boltens størrelse. Der er forskrifter for, hvordan forskellige dele skal spændes. For eksempel kan et skørt (en plade, der dækker motoren) falde af, hvis det er spændt for løst. Og er det spændt for hårdt, er der risiko for at ødelægge boltene, som holder det. Alle på værkstedet har været på kursus i brug af momentnøglerne.

4. OLIEFILTERTANG 
Togets oliefiltre er tit glatte, fordi der er gammel olie og fedt på, så man bruger en tang med en kæde, man kan spænde rundt om det for at få ordentligt fat. Derved undgår man også at bøje filteret med for eksempel en papegøjetang, der klemmer på to sider.

5. VINKELSKRUE-MASKINE
Kan komme til de steder, som man ikke kan med en almindelig skruemaskine. For eksempel på motoren, hvor alt sidder meget tæt.  

6. SIKRINGSHANDSKE
For at man ikke starter en motor på et tog på værkstedet utilsigtet, tager man startsikringen ud, når toget kommer ind. Med den plastiklaminerede handske er man beskyttet, hvis startsikringen laver en gnist eller kortslutning, idet man tager den ud.

7. SIKKERHEDSHJELM
Bruges, når man skærer med vinkelsliber, typisk hvis en bolt har sat sig fast. 

8. HØREVÆRN
Bruges for eksempel, når man laver larmende arbejde såsom opstart af en motor eller udskiftning af en boogie (undervognen på toget). 

Inde i IC3-værkstedet i Aarhus findes et skur, som benyttes af det såkaldte rep-team, der står for akutte reparationer på togene. Her hænger alle de værktøjer, som håndværkerne ikke kan bære rundt på sig, men som bliver brugt i det daglige arbejde. Vi kigger nærmere på otte af de vigtigste.

 

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

HAMZA KIRAN
26 år, pædagog, Køge Nord Station

JEG SKAL SNART begynde på et nyt arbejde ikke så langt fra Køge Nord Station og er taget herhen i dag for at se, hvordan forbindelserne er. Jeg er træt af pædagogjobbet og har lyst til et karriereskift, så nu har jeg fået arbejde hos PostNord, og i 2020 begynder jeg på en humanistisk bachelor på Roskilde Universitet. Måske skal jeg læse filosofi eller psykologi på overbygningen.

JEG KUNNE GODT tænke mig at blive folkeskole- eller gymnasielærer og undervise i engelsk, dansk og idræt – jeg er sportsnarkoman. Jeg er danmarksmester i brasiliansk jiu-jitsu i vægtklassen under 70 kilo, og til januar skal jeg repræsentere Danmark til EM i Portugal. 

DET ER IKKE SÅ lang tid siden, jeg kom hjem fra et års rejse rundt i verden. Jeg var blandt andet tre måneder i Brasilien for at træne og kæmpe. Men det mest interessante var at være i Tanzania. Naturen i Afrika er utrolig. Det er ret vildt, at du kan se næsehorn og giraffer fra motorvejen. Og samtidig går det op for én, hvilke udfordringer folk lever med.

__________________________________

MIKAEL ZANONI
54 år, ledig, Ny Ellebjerg Station

JEG ER PÅ VEJ til drengeaften. Vi skal spille dart. Ikke på værtshus, bare derhjemme. Vi er alle sammen tørlagte alkoholikere. Jeg er født i Sverige, men kom til Danmark som 15-årig. Jeg havde været i ungdomsfængsel tre gange, første gang som 12-årig. Der var ingen, der kunne holde styr på mig. 

I DANMARK BLEV JEG elev hos Tvind. Jeg ville gerne ud at sejle, men de sendte mig på dykkerskole i Mexico og Guatemala. Jeg blev dykkerinstruktør og siden erhvervsdykker og rejste rundt. Blandt andet arbejdede jeg i Tyrkiet, hvor jeg hjalp nogle fiskere med deres vod. Jeg fik ikke så meget i løn. Tilbage i Danmark sendte arbejdsformidlingen mig ud på Bakken, indtil sæsonen var slut, men de blev så glade for mig på Rutschebanen, at jeg blev helårsmedarbejder. Jeg arbejdede som karruselsmed i 25 år, hvor jeg vedligeholdt og bestyrede forlystelser på Bakken. Det var nemt at gå ned og få en lille en efter arbejde. Men nu har jeg været tørlagt i 20 år. 

EFTER EN BLODPROP har jeg fået epilepsi, og nu må jeg ikke arbejde med mennesker og motorer, fordi jeg kan få et anfald, så jeg er på bistandshjælp. Nu håber jeg, at jeg kan få førtidspension.

__________________________________

ANNA SOPHIA SØRENSEN
24 år, elektroingeniør-studerende, Næstved Station

JEG HAR IKKE TAGET stilling til, hvad jeg vil efter studierne, men jeg tror ikke, jeg skal være den, der udfører ingeniørarbejde. Jeg vil hellere få ideer eller lede projekter. Min kæreste, hans roommate og jeg har stiftet et firma, der udlejer interaktive beer pong-borde, vi selv har udviklet. Beer pong er et drikkespil, hvor man skal ramme med en bordtennisbold op i et ølglas, og på bordet er der et LED-display, der reagerer og lyser op på baggrund af spillet. 

I MIN FRITID er jeg frivillig i en danseforening, hvor folk danser swing og rock and roll. Det begyndte med, at min mor dansede, så prøvede jeg og min kæreste det, og så tog han også sine forældre med. I hverdagene er der undervisning. I weekender er der danseaftner rundt om i landet. Nogle dyrker 50’er-garderoben, andre er i T-shirt og shorts. Det er virkelig varmt. Jeg plejer at være i kjole eller nederdel.

JEG BOR i Aarhus, men lige nu er jeg på vej til Vordingborg for at besøge en barndomsveninde. I aften skal vi i biografen og se ’Toy Story’. Hun har lige købt hus, så jeg har også taget arbejdstøjet med. Man er vel tømrerdatter.

 

37-årige Rasha O. er rejserådgiver i DSB's udlands-kundecenter. Hun sælger rejser, men er også selv glad for at rejse.
Tekst:Ruth Winther PoulsenFoto:Søren Rønholt

Hvad ringer folk primært om?

”En pris, en rejseplan eller en billet. Hvis de har problemer med at booke rejsen online, gør vi det for dem. Det kan overraske folk, hvor lang rejsetiden er. Til Paris tager det for eksempel 13-15 timer, og skal man til Italien, tager det 20-24 timer.” 

Hvad har kunderne spurgt mest til denne sommer? 

”Interrail. Ud over de unge har der i år også været flere pensionister og familier, der har valgt den rejseform. Især blandt familierne er der en interesse for det, fordi de kan tage børn under 12 år med gratis, og fordi der ikke er nogen begrænsning på, hvor mange stykker bagage man må have med.”

Hvad er det vigtigt at kunne?

”At holde hovedet koldt og multitaske. Vi bruger ofte flere systemer og hjemmesider samtidig ved en bestilling. Det handler om at have det hele klar og at være klar til at skifte imellem dem.”

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

”At give en god oplevelse til kunder, der ringer til os, før rejsen er begyndt. Men også at hjælpe en familie, hvis bil er gået ned et sted i Tyskland, med at komme hjem, eller hvis nogen er strandet på grund af et aflyst fly eller strejke i lufthavnen og beder om hjælp til at komme videre.” 

Hvad er det sværeste?

”Det sker, at man opbygger en relation til kunderne. Jeg havde for eksempel en stamkunde, der gik bort sidste måned. Jeg hjalp ham med at lave billetter til Tyskland, for at han kunne få sin behandling. En dag fik jeg besked om, at han var alvorligt syg og ikke kunne rejse på sin billet. Da jeg ringede hans pårørende op for at forklare reglerne omkring aflysning af billetten, fik jeg at vide, at han ikke var her længere.”

 Har du en sjov oplevelse fra arbejdet?

”Vi smalltalker meget med kunderne, mens vi booker deres billetter. Jeg hjalp et par med en rejse til Norge. Vi talte sammen 3-4 gange. Pludselig en dag får jeg en pakke med posten med en lille gave og et usb-stik med billeder fra deres rejse som tak for hjælpen.”

Hvad laver du i din fritid?

”Jeg skal bare have en anledning, så står jeg i køkkenet og bager. Mit speciale er gulerodskage. Men det, jeg nok bruger det meste af min fritid på, er spillet ’Hay Day’. Der har jeg min egen online-gård, hvor jeg sår og høster og passer køer, høns og grise. Det er lige ved hånden på min iPad.”

DET GÅR JOBBET UD PÅ

Kundecenter Udland svarer på spørgsmål omkring produkter og rejseplaner. Der er kundecentre i Høje-Taastrup, Odense og Aarhus, hvor medarbejderne kan hjælpe med at booke internationale billetter og pladsbilletter.

Ring på 70131418.

Her får du denne måneds nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:Colourbox, DSB

LÆNGERE REJSETID PÅ SJÆLLAND

Kører du med DSB’s fjern- og regionaltog, vil du fra mandag 7. oktober til og med søndag 27. oktober kunne risikere længere rejsetid og at skulle med et andet tog end normalt på grund af sporarbejde ved Ringsted. Ændringerne påvirker både rejser mellem Odense og København og mellem Nykøbing F. og København.

Læs mere om sporarbejdet på dsb.dk/trafikinfor­mation/Sjaelland2019/

POMP OG PRAGT

Der er blevet hamret, boret, malet og bygget på Østerport de sidste to et halvt år, og i september genåbnede hovedbygningen på stationen endelig for offentligheden. Den gennemgribende renovering har blandt andet betydet, at stationen både indvendig og udvendig er blevet ført tilbage til den oprindelige stil, som arkitekt Heinrich Wenck gav den ved opførelsen tilbage i 1897. Arbejdet er udført i tæt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, og man har sågar brugt det originale tømrerfirma for at sikre autenticiteten i byggeriet.

79,8 %

… af DSB’s kunder i fjern- og regionaltog ankom punktligt til stationen i første halvdel af 2019. Ankomster anses for punktlige, hvis de er mindre end tre minutter efter planen. Det er en smule bedre end i 2018, hvor tallet var på 78,7 procent. Kigger man på S-tog, var kundepunktligheden 93 procent i første halvdel af 2019. Nøjagtig det samme som året før. 

DE GRØNNE PENDLERE

Der er en verden til forskel på at tage bilen og toget, når det handler om, hvor meget CO2 der bliver udledt i atmosfæren per passagerkilometer. Det viser en rapport udarbejdet af rådgivningsfirmaet Cowi for DSB. Især når det kommer til bykørsel, er der markant forskel på udledningen af CO2. Tager man strækningen Hellerup-København H, så udleder man 177 gram CO2 per passagerkilometer, hvis man vælger at tage turen i en benzinbil. Tilbagelægger man strækningen i S-tog, nøjes man med at udlede 15 gram CO2 per passagerkilometer. Der er også masser af CO2-udledning at spare på fjern- og regionaltrafikken, når man eksempelvis kigger på strækningen Aarhus-København H. I en bil vil man udlede 119 gram CO2 per passagerkilometer. Tager man et IC3-lyntog, kan man nøjes med 26 gram CO2 per passagerkilometer.

SKYLLEPROGRAM

Fremover vil DSB’s fjern- og regionaltog ikke få lov til at køre, hvis kunderne ikke kan komme på toilettet. En ny procedure skal sikre, at der altid er mindst ét toilet per togstamme, der virker. ”Vi vil gerne sikre, at kunderne i DSB’s tog har en god oplevelse, når de kører med os,” siger chefvagt i DSB John Stork.

GRØNSKOLLING

15-årige Klement Grünbaum fra Nyborg har hovedet godt skruet på. Så godt, at han blev en af de i alt fire vindere af DSB’s konkurrence om den bedste grønne idé. Hans idé går ud på at sælge sidste-minuts-billetter til tog med særlig mange ledige pladser for på den måde at sikre en mere bæredygtig transport. Du kan læse, se og høre mere om ideen på ideer.dsb.dk, hvor du også kan blive klogere på DSB’s grønne målsætninger.

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

MARIUS MARTAENG
39 år, handicaphjælper, Københavns Hovedbanegård

SOM DRENG så jeg den danske skater Nicky Guerrero i fjernsynet. Så måtte jeg bare lære at skate. Nu har jeg gjort det i 25 år og skater stadig 4-5 gange om ugen. Jeg kører mest rampe og kommer fast i en skatepark i Smørum, tit er Nicky Guerrero med. Det er en drøm. Jeg har været handicaphjælper i 15 år og er glad for det. Men det er sekundært.

DESVÆRRE ER DER næsten ingen i Danmark, der kan tjene penge på at skate. Nu er skateboarddisciplinerne beton og street kommet på det olympiske program. Jeg håber, det kan booste sporten herhjemme. 

JEG ER PÅ VEJ til Kronborg Slot sammen med min søn. Der skal være en begivenhed under Copenhagen Open, som kører over flere dage og får nogle af verdens bedste skatere fløjet ind. Copenhagen Skatepark på Vesterbro har lejet et veterantog, der kører til Helsingør. Det er en hemmelighed, præcis hvad der skal foregå, men jeg håber at se nogle seje tricks. Og så glæder jeg mig til at se min søn konkurrere. Han er 10 år og skater både minirampe, beton og street.

__________________________________

JOICE CRUZ
41 år, butiksekspedient, Triangeln Station

MIN MAND hedder Johnny Holme. Jeg har hans initialer tatoveret på ryggen, og han har mine. Vi mødte hinanden i Thailand. Han er svensk, og da vi fik en søn, besluttede vi at bosætte os i Sverige. Når man kommer fra Brasilien, er det indlysende, at her er bedre jobmuligheder, sikkerhed, skoler og så videre. Til gengæld taler folk ikke særlig meget sammen. Man ved ikke, hvem ens naboer er. Svenskerne prøver for hårdt på at være perfekte og opretholde en facade i alt, hvad de gør, i stedet for at være sig selv.

I DANMARK er folk mere åbne og snakkesalige. Jeg har nogle brasilianske venner, jeg af og til besøger i København. Og så elsker jeg Nyhavn. Der kan jeg bruge en hel dag på at sidde og spise og drikke.

JEG HAR ARBEJDET i tøjbutikken Zara i syv år, seks i Malmø. Sidste år var der en forfremmelse til mig i Field’s i Ørestad. Hver dag er en god dag på arbejde, selv når kunderne bliver sure – for eksempel over, at de kun kan få penge tilbage på det kort, varen er købt med. Nogle bliver så vrede, at de kaster med tøjet og udvandrer. Så glæder jeg mig til en fyraftensøl.

__________________________________

TAYYIL ANSAR
61 år, IT-specialist, Københavns Lufthavn

MIN KONE og jeg skal være et par dage i København, så et par dage i Stockholm og så København igen, inden vi rejser hjem til Doha, Qatar, hvor vi bor. Det er ren turisme. Vi har ikke lagt så mange planer. I dag er det godt vejr, og vi skal bare gå rundt og opleve byen. Vi vil gerne se Amalienborg Slot og Tivoli. 

VI REJSER en del, og det er ikke så lang tid siden, at jeg med min søn og datter rejste fra Milano til Amsterdam på 14 dage. Undervejs så vi blandt andet Como-søen, Lugano, Matterhorn og Lausanne. Jeg har også været en del gange i Norge, hvor jeg har venner. Blandt andet i Oslo og Bergen. Det er første gang, jeg er i København.

JEG ER FØDT i Mahé, en mindre by i delstaten Kerala i Indien, og jeg studerede IT i Indien. Nogle gange tager jeg tilbage på ferie med mine børn, men de sidste 40 år har jeg arbejdet i et statsligt stålfirma i Qatar. Både min søn og datter har fast arbejde nu, så jeg er ikke sikker på, at jeg fortsætter så længe. Måske er jeg pensioneret næste år. Så håber jeg, at børnene stadig vil tage mig og min kone med ud at rejse.

Her får du denne måneds nyheder fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

60 KILOMETER

lang er den nye bane mellem København og Ringsted, der åbnede i juni. Den har taget ni år at bygge, og prisen er på 10 milliarder kroner. På strækningen ligger også den nye Køge Nord Station, hvorfra der kører både regional-, lyn- og S-tog.

ET SPØRGSMÅL OM SEKUNDER

En ny afgangsprocedure på DSB’s fjern- og regionaltog betyder, at togføreren nu fløjter 50 sekunder før afgang mod 45 sekunder tidligere. Du kan dog stadig komme af eller på toget 30 sekunder før afgang ligesom tidligere ved at benytte den dør, som togføreren står ved. Ændringen i afgangsproceduren skal højne chancen for, at toget ruller på sekundet.

30 ÅR UNG

Kig godt på dette tog. I 1989 fik det som det første IC3-tog nogensinde sit eget navn. Valget faldt på H.C. Andersen, og dermed startede traditionen med at navngive IC3-togene efter store historiske danskere. 16. september i år kan det fejre 30-årsjubilæum på skinnerne, og det har langtfra kørt sin sidste tur. DSB sender tidligst de første IC3-tog på pension fra 2026.

CYKELOGISK

Der skal være plads til flere cykler om bord på S-togene. Derfor får 31 S-tog nu udvidet flexrummene, så der bliver plads til syv ekstra cykelholdere i hvert tog. De første fire S-tog er allerede blevet ombygget over sommeren, og de sidste 27 får ombygningen klaret i løbet af efteråret.

21.644.866 KRONER

Så meget udbetalte DSB i 2018 til pendlerne i rejsetidsgaranti. Du kan læse mere om, hvornår du kan benytte garantiordningen, på www.dsb.dk/rejsetidsgaranti.

 

Kan du lide den beroligende rytmiske rumlen fra svellerne? Ideen om at møde andre rejsende undervejs? Og en udsigt, der pludselig giver indsigt? Så er det måske en idé at tage til Indien – verdens mest intense togland. CLAUS ANKERSEN har rejst 5.000 kupé-kilometer i landet, hvis blodårer er togskinner. Her er hans dagbog.
Foto:Privat, Getty Images, Colourbox

Rejse 1: Fra Kolkata i øst til Mumbai i vest – cirka 2.000 kilometer. 

HOWRAH I KOLKATAer Indiens største og travleste jernbanestation. Klokken 22.30 står jeg på stationsgulvet, der er fuld af ventende rejsende, som har indrettet sig siddende på tæpper og puder og danner en mosaik af små kulørte øer. Der er højt til loftet og en rumklang, der betyder, at ingen rigtig kan høre informationerne fra højttalerne, selvom de er på engelsk. Jeg finder min afgang på tavlen, og så er det over gangbroen og ned på perronen, hvor små LED-skilte langs sporet fortæller, hvor vognene kommer til at holde. Togstammerne er ofte over en halv kilometer lange, og toget kører til tiden. Står man ikke, hvor man skal, må der løbes.

TOGET RULLER langsomt til perron. Jeg finder min 2AC Tier-vogn mellem togets køkkenvogn og førsteklassesvognen. 2A er den indiske middelklasses foretrukne. Til forskel fra førsteklasseskupeerne er der ingen låsbar dør, men et gardin ud til mellemgangen. Passagererne kommer ind og reder senge, indretter sig og går til køjs. Man behøver ikke proviant, men det er godt at have kontanter med og gerne små sedler, så man kan købe snacks på stationerne – i det omfang, man tør hoppe af toget – og af de forbipasserende sælgere, som falbyder alt fra kaffe, te, vand og kiks til legetøj, nøgleringe og hængelåse. 

OVER FOR MIG reder en baba sin køje. Baba betyder far og bruges som kælenavn til åndeligt søgende. Han er klædt i orange, munkenes og yogiernes farve. Jeg reder køjen som ham. Vi siger goddag, mens vi sætter vores telefoner til opladning i de stik, som sidder ud for hver overkøje. Han må være i halvtredserne, hans hår og skæg er gråt og viltert, øjnene milde og lysende. Han udstråler en ro, der breder sig over kupeen. 

DER MANGLER IKKE serverings- eller servicepersonale hos de indiske jernbaner, der er verdens ottendestørste arbejdsgiver. Kort efter afgang, mens toget slanger sig af sted gennem rismarker på den ene side og en bakket horisont på den anden, kommer stewarden med aviser og vandflasker. 

TOGVOGNEN ER dekoreret med folie i grønne nuancer som et stykke jungle på hjul. Toilettet, der findes i separat vestlig eller asiatisk udgave (kumme eller pedal), er dekoreret som et akvarium med fisk. Og der er noget så sjældent som toiletpapir.

KUPEEN BESTÅR AF fire køjer. To øvre sammenklappelige og to nedre, som fungerer som sæder for alle om dagen. Hver passager får udleveret små brune papirpakker med nyrenset sengetøj, to lagner, et tæppe, en pude, et lille frottéhåndklæde og en flaske af jernbanens eget IRCTC-vand. Babaen og jeg går forholdsvis hurtigt til ro efter at have stenet mobil en halv times tid efter afgang. Togets bevægelser er trygge og søvndyssende, mens vi bevæger os fra øst til vest. 

NÆSTE MORGEN kører toget gennem åbent land. Bakket, bjergrigt, grønt, solsvedent. Åbne vidder, så langt øjet rækker. Spredte bygninger her og der. Køer, bøfler, geder, hunde og ventende ved overskæringerne, kiggende på toget, som kører forbi og kigger tilbage på dem. Bliver man træt af at se landskabet gennem glas, kan man rejse sig, gå ud i toiletområdet mellem vognene og åbne en dør. Her kan man – på eget ansvar – stå i døren og få vind i håret.

BABAEN STÅR AF i Bisra, 23-årige Nimita stiger på i byen Durg. Hun har en MA i International Business. Hun er på vej til Mumbai for at arbejde som manager i IT-branchen og smage på det frie storbyliv i den hippe Bollywood-bydel Andheri, inden hun skal tilbage til hjemstaten Chhattisgarh i det centrale østlige Indien. Hun bliver fulgt ind i kupeen af sine forældre, som sørger for, hun er godt installeret i sin overkøje. Hun er tydeligt lettet, da de er gået. Middagen serveres kort efter, og særligt desserten, mango halwa, er virkelig delikat. Halwa er populært og serveres som små kuber lavet af spundet sukker, knust sesamfrø eller nødder, sukkersirup og smagsstoffer. 

MANGE INDERE associerer Danmark med mejeriprodukter og kulde. En høj, slank sikh med en imponerende turban spørger, om det er rigtigt, at der er 30 graders frost i Danmark, og om jeg har set nordlys.

TIDEN STÅR STILLE, mens toget – gadonk, gadonk, gadonk – bevæger sig gennem rum, tid og subkontinent. Pludselig er det nat og morgen igen. Toget er nu mindst fire timer forsinket. I nattens løb er kupeen fyldt op med nye rejsende. Jeg trisser på strømpefødder ud for at børste tænder ved håndvasken i lukafet mellem vognene. Jeg køber fire varme hvedeboller af en sælger, som går gennem toget med en gigantisk stabel på en rund metalbakke. Da toget snegler sig med solen gennem megabyens forstæder, er vi otte timer forsinket. Efter 38 timer på underkøjen kan man godt mærke det i kroppen. 

SÅDAN FÅR DU BILLET

Det er en god idé at købe billetter i god tid. Man kan købe billetter direkte på stationen, via nettet og gennem rejsebureauer og -agenturer. Sidste-øjebliks-billetter, der kaldes tatkal, kan købes både på stationerne og på nettet. Billetterne frigives til salg fra klokken 10 dagen før planlagt afrejse. Først sælges et antal billetter til kupeer med aircondition (AC) og dernæst til de øvrige ­kupeer.

På Indian Railways portal irctc.co.in sælges både tatkal og foreign tourist quota-billetter. Her kan man oprette en profil, som dog skal valideres med et indisk telefonnummer. Der er meget trafik på hjemmesiden, og det kan være vanskeligt at få bookingerne igennem. Det kan anbefales at købe billetter via et lokalt indisk rejsebureau, hvor man for et beskedent gebyr får billetterne bestilt, betalt og i hånden. Billetpriserne bliver bedre, jo længere man rejser. På anden klasse med aircondition, 2AC, kørte Claus Ankersen knap 5.000 kilometer til cirka 1.000 kroner. Det er 20 øre per kilometer.

Rejse 2: Fra Mumbai til Hyderabad på ­højsletten – cirka 800 kilometer.

KLOKKEN 21.30 sidder jeg fast i en trafikprop i Bandra East på vej mod Lokmanya Tilak-terminalen og når at blive nervøs, inden proppen pludselig opløses, og taxaen kort efter sætter mig af foran terminalen – en enorm fabriksagtig betonskal rundt om en stor ventesal. Aftenbrisen er varm. Der kommer sved på panden på den korte tur fra taxiholdepladsen til stationsbygningen 50 meter væk. 

JEG SPISER en thali med to æg på terminalens førstesal og køber et par flasker vand. Vasker hænder i vaskepulver og er glad for mit blå khadi-vævede lommetørklæde. Når man spiser med hænderne, kan det absolut anbefales at have både lommetørklæde og håndrens med. Fra balkonen ved siden af restauranten er der fuldt udsyn over stationens imponerende lange ventesal. Neonskiltet med afgangstiderne er gået i stykker der, hvor Duronto Express mod Delhi skulle annonceres. Får det at vide i info-ruden: Toget går fra spor 2. En ældre mand prikker mig på skulderen. ”Delhi?” spørger han. ”Følg efter mig,” siger jeg, hanker op i kufferten og triller over gangbroen med rulletrappe. 

TOGET KOMMER to minutter senere. Finder A-2, to vogne fra spisevognen. Jeg skal bo i underkøje #39 og dele kupé med to ældre herrer i sorte bukser og hvid skjorte, som også skal til Secunderabad, samt en ung aggressiv, fedladen type. Snart efter kommer en steward med to rene lagner og et håndklæde i en brun papirspose fra statsbanernes renseri. Vi reder senge og triller kufferterne ind under underkøjerne i begge sider af kupeen. Jeg reder køjen som mine indiske medpassagerer: først tæppet underst, dernæst et af lagnerne. Det er vigtigt at glatte ordentligt, så man ikke får ondt. Det andet lagen bruger jeg som dyne. Netop i det sekund, vi ruller fra perron, kommer en anden steward med en flaske vand til hver. 

DEN FEDLADNE rækker over og slukker alles læselamper. Ret uhørt. Jeg tænder min læselampe øjeblikkeligt. Vi andre tre udveksler sigende blikke og vugger til skinne-støj og togets rumlen. 

DET ER UMULIGT at sove. En snorken går gennem marv og ben. Nu snorker en anden også. Pludselig er der billetkontrol. En lille sirlig mørkebrun uniformeret kontrollør med stålindfattede briller tjekker billetter og pladser på et clipboard af brunt spån. Det tager et par minutter. Jeg trækker kupeens blå forhæng til og skruer mine gule ørepropper godt i. Men det varer ikke længe, før en frygtelig stank fra et utæt menneske vækker mig. Rådne æg, harskt smør og svovl. 

EN TJENER I MØRKEBLÅ vest med togets navn i guldbrokade på brystet kommer for at tage imod morgenmadsbestillinger. Man kan vælge mellem pulau, kotlet, rispilaf eller kroket. Jeg vælger kotlet uden at vide, hvad det er, selvom mine indiske venners advarsel om togmad runger i baghovedet. Det går nok. Lader man være med at stikke fingrene i øjne, næse og mund, og husker man at vaske hænder konstant i Indien, bliver man ikke syg, medmindre uheldet er ude. Beslutter mig for at prøve at sove lidt. Ørepropperne gør sit, togets rumlen resten.

ALLIGEVEL VÅGNER JEG af den monstrøse snorken. Går på strømpefødder ud og tisser. Klokken lidt i fire får jeg nok. Jeg skubber lidt til snorkeren med fingerspidserne: ”Du har snorket i syv timer.” ”I am sorry,” svarer han med tynd og lille stemme. Der er ro i et par timer, Så begynder han igen.

VED OTTETIDEN om morgenen bliver der serveret te på små røde plastbakker. Med sukker, mælkepulver og søde kiks. Lidt efter kommer stewarden med T.O.I. (Times of India). Jeg børster tænder ved vinduet i mellemgangen mellem vognene ved den lille vask. Den snorkende mand morgenhoster voldsomt i håndvasken. Tilbage i skrædderstilling på sin seng snakker han i telefon, mens de to andre sover.

VI KØRER GENNEM Shahabad et par hundrede kilometer fra Hyderabad. Der er hele tiden nye små røde termokander med mere varmt te-vand. Det er lige før, vi ankommer til tiden. Da toget holder kort på Wadi Junction, tager jeg mod til mig. Jeg hopper af iført gule ørepropper og leopardsovemaske i selskab med tre-fire andre og køber dampede og dybstegte linse-risboller, idly og vada med stærk kokos- og mintchutney af en sælger. Er lidt stolt, da jeg stiger ind i toget med min lille runde folietallerken. Toget begynder at køre langsomt, lige inden jeg stiger på. På første og anden klasse henter togpersonalet jævnligt skrald i kupeerne, og der er skraldespande i vognenes mellemgange. Mange smider desværre stadig skrald ud af vinduerne. Flerfarvede baneskråninger fulde af plasticskrald er derfor intet særsyn. 

MIN KOTLET viser sig at være en slags kartoffelkroket. Jeg gider ikke spise det. Over for mig smasker snorkeren en omelet på brød i sig. En af de andre sætter sig i lotusstilling med bakken på skødet så rank som en treårig.

VI NÆRMER OS Hyderabad. Landskabet er fladt og har spredt bevoksning. De to medpassagerer taler forretning med den særlige indiske blanding af lokalt sprog og pludseligt indlagte engelske gloser.

TOGET KØRER langsomt forbi Lingampalli stationen. Suffikset palli bruges om små byer. Lingam betyder lem. Pikby? Lemsted?  Jeg går ud i ­mellem­gangen for at trække frisk luft i togdøren. Jeg falder i snak med en ung gymnasielærerinde, hvis lille søn er på nippet til at få overbalance og falde ud ad døren, før jeg griber fat i drengens arm. Jeg afprøver en ny glose, jeg har lært i Mumbai. ”Chalo,” smiler jeg til hende. Det udtales tjarlo og betyder noget lignende ’let’s go’. Hun siger, det hedder cholo. Tilbage i kupeen åbner jeg en pose saltmandler og pakker sammen inden ankomsten til Secunderabad Railway Station i Hyderabad til tiden. 

KLASSETÆNKNING 

1A. Første klasse. Den dyreste og mest luksuriøse billettype. Aflåselige kupeer med to eller fire sengepladser. Egen tjener, sengetøj, måltider, aviser og forfriskninger er inkluderet i prisen, som ofte er dobbelt så høj som på anden klasse.

2A. Anden klasse. Hver andenklasses-vogn indeholder otte åbne kupeer med fire senge i to lag og to gang-senge på langs i toget. Sengetøj, en flaske vand og flere måltider er inkluderet i prisen.

3A. Tredje klasse. Som anden klasse, men med køjer i tre lag i hver åben kupé. Ofte uden læselamper og gardiner.

SL: Sleeper Class. Den mest almindelige vogn på de indiske langdistancetog. Vognene har plads til 72 passagerer. Uden aircondition.

UR/GEN: Den billigste billettype. Ingen pladsgaranti. Ofte overfyldt.

EA, EC og CC: Forskellige billettyper med siddepladser.

2S: Den billigste siddepladsbillet. Som CC, men uden aircondition.

De indiske jernbaner tilbyder også skræddersyede togrejser efter behag og særlige behov. På særligt sceniske ruter har man indsat Vistadome-vogne med glaskuppel. Det er blandt andet muligt at bestille en salonvogn med to soveværelser, køkken, udsigtsvindue og ekstra sengepladser.

Rejse 3: Fra Hyderabad i syd til New Delhi i nord – knap 2.000 kilometer.

DEN HVIDE TAXI – en Uber – af det indiske bilmærke Tata kører langs metroens enorme betonpiller, der strækker sig gråt mod nattens vigende horisont. De fleste af Indiens største byer har metroer, der forbinder områder, som er enorme i forhold til den københavnske metroring. Der er næsten ingen biler på vejen. Vi er i god tid. Klokken er 5.25, og toget mod Delhi afgår 6.50. 

DET ER STADIG NAT, da vi skrumpler op foran stationsbygningen. Alligevel myldrer det med liv. Rejsende bærer bagage til og fra en imponerende gul og hvid stationsbygning fra kolonitiden. Handlende åbner deres små butikker, bønder transporterer frugt og grønt på ladvogne, folk drikker kaffe. Jeg betaler og stiger ud og ruller med min mellemstore kuffert ind i stationsbygningens kaos af liv, farver og menneskemylder. Jernbanens servicemeddelelser gjalder ud over højttaleranlægget på telugu og engelsk. Afgangene vises i rødt på en stor LED-skærm. Stationsbygningen virker underligt klejn, indtil jeg kommer ud på spor 1, hvor stationslivet leves i en perronlang række af restauranter, toiletter og fastfood-udsalg. 

JEG ER HELDIG. Mit tog går fra spor 1. Alligevel bliver jeg forvirret. Der står et andet tog i sporet, og jeg halser frem og tilbage. Omsider slår jeg mig til tåls med, at jeg er i god tid. Jeg vandrer op ad perronens små firkantede emaljefliser med kufferthjulene klikkende langs sporet. Rotterne har en fest langs skinnelegemer og togvogne. Deres utrættelige vimsen i den skarpe morgensol varsler endnu en varm dag. 

UD FOR DET LILLE neonskilt med mit vognnummer falder jeg i snak med en ung kemiingeniør. Han beroliger mig og fortæller, at toget foran os kører om et øjeblik, og at vores kommer straks efter. Alt fungerer her i Indien, fortæller han mig stolt. Han har læst i USA og arbejdet der i en årrække, men er nu hjemme igen og glad for det. ”Indien har alt,” fortsætter han. ”Vi er ikke et tredjerangsland i forhold til USA og Europa. Vi har råstoffer, uddannelse og arbejdskraft,” siger han og blinker indforstået. Vi enes om, at Indien er i færd med at overhale Kina som verdens folkerigeste nation. 

VI DELER en flaske vand, som vi drikker ved at læne hovedet tilbage og hælde vandet direkte i munden uden kontakt med flasken. Han spørger, om jeg kan lide Hyderabad. Om jeg har fået biryani? Og hvor har jeg har været i Indien? Om jeg kender nogen fra Mumbai? Jeg fortæller, at jeg kender Manav Kaul, som er digter, dramatiker og efterhånden en ret stor filmstjerne i Bollywood, og han bliver starstruck. Lige så fjern og illusorisk hans egen middelklassetilværelse er for Indiens fattige, lige så dragende er den indiske overklasses gigantiske rigdomme for ham. Selvfølgelig hooker vi op på Facebook, inden vi skilles.

TOGET KOMMER SLANGENDE, knap en halv kilometer langt. Efterhånden som vognene ruller langsommere og langsommere forbi, og toget lægger an til standsning, begynder passagerer at hoppe af toget gennem de åbne døre, og rejsende løber langs perronen for at følge med toget hen til deres vogn. Det gælder om at rubbe sig. Der skal mange om bord, og toget holder ikke længe. Jeg tager fejl af kupeerne og kommer for en stund til at dele førsteklasses kupé med en ung technomusiker fra Rajasthan og en ældre, distingveret herre i tweedjakkesæt, som skal besøge sin søn i Bhopal og er meget begejstret for at møde en dansk digter. I Indien anses det at være digter for et fornemt og respektabelt hverv. 

JEG BESLUTTER mig for ikke at vente på konduktøren, tager afsked med de to og lukker den lille skydedør til kupeen bag mig. Efter en tur hen ad mellemgangen finder jeg min kupé. På plads i en redt underkøje kan det godt mærkes, at vi er i det centrale Indien. Varmen er høj og tør som landskabet udenfor. Jeg gør som de tre andre passagerer og døser hen til lyden af hjul på skinner og togets knirkende vuggen, mens det slanger sig nordpå, op igennem Indiens brændende varme indre. Det er godt, jeg har rigeligt vand med. Nok vand. Altid. 

JEG VÅGNER, da toget gør holdt med et ryk. Varmen er næsten ulidelig. Jeg drikker en liter vand, går forsovet og ør ud i mellemgangen og stiller mig i den åbne dør ud mod perronen. Nagpur står der på hvide rombeformede skilte. Her stillede englænderne i 1903 en nulkilometersten efter en trigonometrisk undersøgelse – Nagpur er Indiens absolutte midte. Perronen er fuld af folk og last, som skal med videre mod hovedstaden. Bag min vogn er to vogne tilkoblet, det er den billigste klasse, hvor man sidder ret op og ned eller står som sild i en tønde. Unge, sivtynde drenge i slimline-jeans og kulørte skjorter springer ud og ind i en lind strøm. En høj, ung kvinde i dybblå kjole går langs perronen med en ældre kvinde, sikkert hendes mor. Den unge kvinde bærer med lethed en tung taske, og alt smiler på hende. Min telefon siger 36 grader i skyggen. Mine medpassagerer fortæller, at her, i Indiens hjerte, bliver det næsten 50 grader om sommeren. 

SÅ KOMMER tjeneren, iført rød jaket, han tager imod middagsbestillinger. Egg biryani, chicken biryani, veg. thali, chicken thali? Jeg vælger kylling. Af en sælger køber jeg endnu en flaske vand. Lidt efter slanger vi os gennem bakkede og solsvedne landskaber. Nogle læser. Andre sover, snakker eller spiller kort. Mange er fordybet i deres smartphone, iPad eller pc. Solen går ned, mens vi kører gennem byen Amla, syd for Bhopal, og ind i den indiske tropenat. Jeg følger med på Google Maps. Hver gang jeg zoomer ind på vores placering, er den blå prik lige ved siden af et hindutempel. Der må være millioner af dem. 

BANEBRYDENDE FACTS

1. Med 69.182 kilo­meter skinner er den indiske jernbane verdens fjerdestørste. Mere end 20.000 daglige afgange transporterer 23 millioner mennesker mellem 7.349 stationer. Post- og eksprestog kører gennemsnitligt 50 kilometer i timen, mens 9.300 godstog snegler sig afsted med cirka 24 kilometer i timen.

2. De indiske jernbaner er verdens ottendestørste arbejdsgiver med mere end 1,3 millioner ansatte. I 2018 transporterede jernbanerne mere end otte milliarder mennesker og mere end en milliard tons gods med 277.987 godsvogne, 70.937 passagervogne og 11.452 lokomotiver.

3. Den længste rute – både i tid og kilometer – i landet er #15906, Dibrugarh-Kanyakumari Vi­vek Express, der slanger sig 4.273 kilometer fra subkontinentets nordøstlige hjørne i Assam til Indiens sydspids. En rejse på 85 timer. Hurtigste tog i Indien er Vande Bharat Express, også kendt som Tog 18, der har en topfart på 130 kilometer i timen. Toget er sat ind på strækningen mellem New Delhi og Varanasi, hvor det holder en gennemsnitshastighed på omkring 100 kilometer i timen. I 2022 regner de indiske jernbaner med at introducere superhøjhastighedstog.

4. Stationen i millionbyen Chennai, tidligere Madras, er indehaver af rekorden for længste stationsnavn. Stationens fulde navn er Puratchi Thalai­var Dr. M.G. Ramachandran Central Railway Station. I daglig tale Chennai Central.

5. Alle passager- og langdistancetog har afdelinger reserveret til kvinder og særtog for kvinder, de såkaldte Ladies Special Trains, der ofte sættes ind i myldretiden på populære ruter. Vogne reserveret til kvinder findes også i metroerne i Mumbai og Delhi, ligesom man for nylig i landets hovedstad har lanceret bus- og taxiservice kun for kvinder.

6. Det er almindelig praksis at krydse jernbanesporene. Det er også farligt. 2015-17 mistede 49.790 mennesker livet på skinnerne efter at være blevet påkørt af tog. De indiske jernbaner forsøger at imødegå udfordringen ved skiltning og information. I 2017 blev ikke færre end 173.112 indere sigtet for at krydse jernbanelegemet ulovligt.

AIRCONDITIONEN kan ikke følge med varmen. Det er bagende, stegende varmt. Jeg trøster mig med en rulle bourbonkiks og kyllinge-thali’en, der bliver serveret lidt syd for Bhopal. Det er en kyllingecurry. Store stykker hvidt kød i pikant sauce med løg, tomat og curryblade. Gurkemeje-gul dal, kartoffelstuvning, ris, chutney og to chapatibrød. 

NETTET ER USTABILT i subkontinentets brankede indre. Tjenerne kommer og får betaling for dagens måltider. 250 rupier eller 24 kroner. Billigt for en dansker, men dyrt i forhold til købekraften. Ren luksus, og rigtig god togmad. Vi slukker kupélyset og går tidligt til ro. Jeg sover uroligt. Det er stadig varmt. Jeg vågner jævnligt og ser ud ad vinduet på bygninger og mørke landskaber. Ved to-tiden om morgenen når toget Jhansi, porten til den sydlige del af Uttar Pradesh, Indiens folkerigeste delstat. Perronen er et oplyst tæppe af siddende mennesker, bylter og pikpak. 

TOGET SUSER GENNEM MORGENGRYET. Vi er mellem Farah og Bad, 50 kilometer nord for Agra, byen, der huser berømte Taj Mahal. Det er koldt. Iskoldt. På køjerne overfor sidder mine medpassagerer i store jakker. På Mathura Junction, mellem Agra og New Delhi, tager de stille deres bagage og går ud i gangen i en afsked lige så tavs, som vi har rejst. Temperaturen siger 12 grader. På perronen er folk smart klædt. Cityfolks. 

TOGET HOLDER et minuts tid i Palwal, cirka 100 kilometer syd for Delhi. Det er forår og overskyet. Tidlig morgen går folk i tykke sweatere og vatterede jakker. Alt virker blegere, fladere og mere farveløst. Familien, som har holdt til på den anden side af mellemgangen, indtager de ledige køjer med snacks og kortspil, mens toget langsomt kører gennem New Delhis forstæder, og solen stiger på himlen. Ved forstadsstationen Hazrat Nizamuddin læner jeg mig ud ad den åbne dør. Med alle sanser vakt, vind i håret og morgensolen i øjnene er det svært ikke at smile. Tidligere var området langs banen ved Hazrat Nizamuddin et af Delhis mest forarmede slumkvarterer, men civilsamfund og medborgerinitiativer har gennem en årrække løftet kvarteret med sanitet, oprydning og farvestrålende facader mod jernbanen. 

DA TOGET omsider ruller til perron i Delhi, trækker jeg kufferten ud på perronen. På den anden side af udgangen venter en taxi og en dag i Indiens forjagede, menneskemyldrende hovedstad. Knap 5.000 kilometers togrejse er forbi. En ny kan begynde.

Claus Ankersen er antropolog og forfatter. Han debuterede i 2003 og har siden udgivet 12 bøger. Han er stifter af det globale digternetværk Army of Poets og arrangerer litteratur-togture i samarbejde med Det Danske Kulturinstitut i New Delhi. Se videoer fra togrejsen på @ankersenclaus.