Indlæg

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Thomas Nielsen

JUTTA FITZNER
66 år, pensionist, Næstved Station

I dag har jeg cyklet et maraton sammen med min søn, som bor i Ringsted. Han skulle have løbet Odense Maraton på søndag, men er blevet forhindret, fordi han lige er blevet far – mit barnebarn nummer seks. I stedet løb han i dag, mens jeg fulgte ham på cykel, desværre på en lidt forkert cykel, så det var hårdt at komme gennem skovstierne. Jeg har også en mountainbike derhjemme, men han havde ikke fortalt mig om ruten.

Jeg har altid været aktiv. Før dyrkede jeg triatlon, men mine knæ kan ikke klare løb længere, så nu cykler og svømmer jeg. I mange år arbejdede jeg som idrætslærer på Nykøbing Katedralskole, hvor jeg var fra 1992, til jeg gik på pension sidste år. Det var svært i starten at undvære de unge mennesker, men jeg er faldet godt til i pensionistlivet.

Flere gange om ugen cykler jeg med en gruppe i Næstved. De fleste har elcykler, jeg har ikke, men de venter på mig, og fællesskabet betyder meget. Derudover syr og strikker jeg, er sammen med mine børnebørn og tager på svampejagt – helst på Bornholm, hvor jeg er vokset op i Svaneke. Det er stadig verdens bedste sted.

__________________________________

THOMAS FORUP
34 år, lærer, Nykøbing F. Station

Metal-musik er en stor del af mit liv. Jeg har hørt det, siden jeg var barn. Jeg har min vest på hver dag med patches fra de bands, jeg har set. Iron Maiden er de største for mig. Jeg elsker metal, fordi det ikke handler om materialisme eller pral, men følelser: smerte, glæde, håb, protest. Og så er det et fællesskab, hvor man passer på hinanden – selv i en moshpit stopper man op og hjælper den, der falder. Folk synes måske, vi ser farlige ud, men vi er nogle af de mest hjælpsomme, man kan møde.

Jeg troede, at jeg skulle være grafisk tekniker, men efter en fyring tog jeg HF. Her brugte jeg meget tid på at hjælpe mine medstuderende – og opdagede, at jeg selv blev glad. Da jeg senere stod i en klasse, hvor ingen havde brug for hjælp, føltes det tomt. Dér gik det op for mig: Det er underviser, jeg skal være.

Min ring betyder alt. Den har jeg arvet fra min morfar Jens, som døde i år, 92 år gammel. Han var altid glad, nysgerrig – og stolt af, at jeg turde være mig selv som metalhoved. Jeg har den på hver dag. Så er han med mig.

__________________________________

EMMA STØVRING
23 år, studerende, Næstved Station

Jeg læser audiologopædi i Odense. Mange siger talepædagog, men mine medstuderende siger: ”Vi går ikke fem år på universitetet for at blive kaldt pædagoger.” Vi arbejder både med anatomi, stemmelære og sprog. Man kan hjælpe børn med talevanskeligheder eller voksne, der skal lære at tale igen efter en hjerneskade. For mig er det den perfekte blanding: Jeg har altid interesseret mig for sprog, og samtidig kan jeg arbejde med mennesker.

Egentlig startede jeg på medicin, men jeg savnede noget mere menneskeligt og sprogligt. Jeg har også kort været på sygeplejerskeuddannelsen, men nu føler jeg, at jeg har fundet det rigtige sted. Tredje gang er lykkens gang.

Jeg er hjemme i Næstved, fordi min far har fødselsdag. Jeg er født og opvokset her, men kan ikke forestille mig at flytte tilbage. Det er de samme gader og de samme mennesker. Odense giver mig det byliv, jeg har savnet.

Når jeg ikke studerer, gamer jeg lidt, ses med veninder – og så har jeg lært japansk i mange år på efterskole, højskole og ungdomsskole. Det startede med manga og anime. Jeg har endnu ikke været i Japan, men det står øverst på listen.

/

Den lange rejse

Der er brug for ekstra sæder, når danskerne krydser landet med ivrige julehjerter. Men hvordan fungerer det, når man kobler tog sammen, og hvor langt kan toget egentlig blive?
Tekst:Anna JelsgaardIllustration:Jakob Wedendahl

SÆT OG MATCH 

DSB’s togflåde består næsten kun af såkaldte togsæt. I modsætning til traditionelle tog, hvor lokomotivet og vognene kan kobles sammen og skilles ad enkeltvis, er et togsæt en enhed af vogne og motorer designet til at køre som en enhed. Når DSB kører tog på tværs af landsdele, anvendes togsæt, som er hurtige og nemme at sammenkoble med andre togsæt, så flere kan komme med på rejsen. Det gælder i særdeleshed på de store rejsedage mellem 21. og 27. december.

KOBLINGSPUNKT

På DSB’s tog er den automatiske kobling den mest almindelige. Når to togsæt køres tæt på hinanden, klikker koblingen automatisk sammen, så både de mekaniske og tekniske systemer bliver forbundet.

I DEN FORBINDELSE

En sammenkobling er todelt. Den mekaniske sørger for, at vognene hænger sammen og ikke falder fra hinanden, når de suser af sted. Den tekniske sørger for, at bremsesystemer, strøm og højttaleranlæg er forbundet på tværs af vognene.

FARLIGE FORBINDELSER

Før i tiden, inden den automatiske sammenkobling, fungerede en sammenkobling lidt som at sætte anhænger på en bil. Store metaldele skulle løftes og fastgøres med skruer mellem vognene, og personalet gik rundt mellem togene, når det skulle gøres. En tjans, der både var trang, farlig og tidskrævende.

SÆT STIKKET I

Sammenkoblingen af to togsæt fungerer som et stik og en stikkontakt, der passer perfekt sammen og låser sig fast, så de hænger sammen. På samme tid sker den tekniske sammenkobling igennem indbyggede stik, der sætter sig sammen. Når sammenkoblingen er succesfuld, får lokoføreren besked  i førerrummet. Hvis sammenkoblingen mislykkes, får lokoføreren også besked og må manuelt undersøge årsagen – som kan være alt fra tekniske fejl til snavs på koblingen.

HVOR LANGT KAN MAN GÅ?

Hvor mange togsæt man kan koble sammen, kommer an på, hvilket litra (togtype) man har med at gøre. På IR4 kan man for eksempel sætte op til fire togsæt sammen, mens man kan sætte to S-togssæt af typen SA sammen og på IC3-tog højst fem togsæt. Begrænsningen på sidstnævnte er den computerstyring, der kobler togene sammen. Hvis der kommer mere end fem togsæt på IC3-togene, ville man for eksempel ikke kunne høre højttaleranlægget i de sidste vogne.

SLIPPER KOBLINGEN

I fremtiden er det planen, at DSB kommer til at lave færre sammenkoblinger. De internationale tog vil for eksempel blive erstattet af EuroCity-tog (EC) fra spanske Talgo, hvis togsæt man ikke bare kan skille ad og koble sammen igen, da det vil slide for meget på vognene.

Kilder: Jimmy Ahrenkiel Sørensen, afdelingsleder på DSB’s operatøruddannelser. Per Strande Andersen og Michael Overgaard Larsen, lokomotivinstruktører.

/

Kendt fra Tik-tog

Hans Puggaard har været ansat i DSB i 38 år. Når han ikke kører tog, viser han sin hverdag og sit arbejdsliv frem på TikTok med tyk dialekt og et solidt jysk fodfæste under aliasset Elvismand.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Jens Hasse

Hvordan kom du til DSB?

”Jeg var færdig på landtransportuddannelsen og tænkte, at jeg skulle være Falck-mand. Men det var jeg ikke den eneste, der ville, så jeg måtte finde på noget andet og så, at DSB søgte stationsbetjente i Esbjerg. Jeg anede egentlig ikke, hvad det var, men tænkte, at jeg kunne da prøve at søge. Det endte med, at jeg fik det. Senere valgte man at lukke den stilling i Esbjerg, og så blev jeg tilbudt at blive ansat som lokomotivfører eller togfører. Jeg valgte lokomotivfører, og det er jeg glad for.”

Du er også aktiv på TikTok, hvad laver du der?

”Jeg har lagt videoer op i nogle år. I virkeligheden har jeg altid filmet, for eksempel når jeg skulle på ferie med min familie, og så har jeg sendt det til mine venner, men så fik mine børn mig overtalt til at lægge dem op på TikTok. Jeg lægger forskellige videoer op nu, både fra min hverdag og fra toget, når jeg er på arbejde. Så filmer jeg, hvordan jeg laver sammenkobling, gennemgang eller noget helt tredje, og forklarer lidt om det imens.”

Hvad handlede din første togvideo om?

”Jeg tror, at det var en, hvor jeg var ude at forsyne et tog. Så gik jeg rundt og fyldte vand og diesel på og fortalte om det, mens jeg gjorde det. ’Det er der da ikke nogen, der gider se på,’ tænkte jeg, men det var der. Folk kan godt lide at se det, og nogle gange er der også nogen, der skriver til mig og spørger, hvor jeg kører hvornår, og så står de derude og filmer til deres egen YouTube- -eller -TikTok-kanal. Nu er det blevet så stort, at jeg en gang imellem bliver genkendt. Så kan folk råbe: ’Er det ikke dig fra TikTok?’ Nogle vil også have selfies. Første gang det skete, troede jeg, at det var mine venner, der lavede sjov med mig og havde fået nogen til at spørge, men den var god nok, det var nogle unge fyre, der ville have et billede.”

Hvad får du ud af at lægge videoerne op?

”I starten syntes jeg bare, at det var sjovt, men da jeg så begyndte at få flere følgere, og især da jeg ramte 1.000 følgere, begyndte jeg at tænke: ’Ej, nu forpligter det jo også lidt.’ Så begyndte jeg at lægge flere videoer op, end jeg tidligere havde gjort. Nu har jeg over 11.000 følgere. Jeg har hørt om mange, der har haters, men dem har jeg ikke nogen af, jeg får kun pæne beskeder. Jeg går ikke så meget op i visninger eller følgere, jeg synes bare, at det er sjovt at lave videoerne.”

Hvorfor hedder du Elvismand derinde?

”Da mine børn installerede TikTok, sagde de til mig, at jeg altså ikke kunne hedde Hans derinde, og så måtte jeg jo finde på noget andet. Min kone og jeg kalder hinanden ’Elvismand’ og ’Elviskone’, fordi vi begge to kan lide alt det, der hører med til 50’erne og 60’erne. Min kone mere end mig, hun går også i alt det 50’er-/60’er-tøj.”

Hvad laver du i din fritid?

”Jeg er frivillig på Ribe Bryghus og brygger også selv øl med min kammerat. Min kone og jeg er også værter i ’Brug min baghave’, et koncept, hvor folk gratis kan komme og sove i vores shelter. Vi har også lavet en lille gæstebog til dem, der kommer forbi. Så tager de et billede og skriver lidt om, hvem de er, hvor de kommer fra, og hvordan de har haft det hos os.”

/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Thomas Nielsen

CHELSEA ANDERSEN
26 år, studerende, Vordingborg Station

Lige siden jeg var barn, har jeg drømt om at undervise. Jeg vil gerne arbejde med unge, især teenagere med special needs som autisme eller ADHD. Mange af dem bliver misforstået, og jeg vil gerne hjælpe med at vise, at det ikke er deres skyld, og at de kan leve et normalt liv. Derfor læser jeg til lærer.

Jeg er fra Kenya og voksede op dér, indtil jeg flyttede til Holland i 2018 for at arbejde som au pair. Senere flyttede jeg til Tyskland og så til Danmark. Nu bor jeg i Ringsted med min mand og vores to børn, Kai på tre år og Kara på syv måneder.

Jeg savner Kenya, solen, menneskene og maden. Jeg laver stadig kenyansk mad, for eksempel ugali, en dej af majsmel, som vi spiser med kød og grøntsager. Min mor, der også bor her, kan ikke spise dansk mad, så hun laver kenyansk hver gang.

Min mand og jeg mødte hinanden online for fire år siden. Vi blev gift hurtigt, i min kultur flytter man ikke bare sammen uden ægteskab. Han arbejder som pædagogassistent, og jeg arbejder selv tre aftener om ugen som rengøringsassistent, så vi kan få hverdagen til at hænge sammen.

__________________________________

JEPPE ØSTERGAARD MUNK
30 år, musiker og kunstner, Nykøbing F Station

Jeg bor på Lolland. Min far er lollik, og sammen købte vi en gård på tvangsauktion. Først var det ham, der flyttede derned, men jeg fulgte efter for at hjælpe med at renovere – og fordi jeg fandt ud af, at jeg har brug for ro, frisk luft og plads. Jeg har boet i København, Aarhus, Aalborg og Odense, men jeg blev stresset af bylivet. På gården har jeg et kæmpe atelier i laden.

Jeg har gået på kunstakademiet i Odense og arbejder med lydkunst, installationer og skulpturer, men vil nu fokusere mere på musik – eksperimenterende, instrumental og ambient. Jeg optager lyde og redigerer, bruger synthesizere og trommer og arbejder på at kunne udgive og spille koncerter.

Ved siden af er jeg handicaphjælper i Rødbyhavn. Det er respiratorarbejde – overvågning og vedligeholdelse af udstyret for en mand i kørestol. Det er et stille og roligt deltidsjob, og det passer mig perfekt, fordi jeg kan sidde og skitsere, redigere eller få ideer, mens jeg arbejder. Da jeg fik jobbet, sagde de, at de havde haft mange kunstnere i tidens løb. Der er en del af os, som har brug for at tjene nogle penge på siden.

__________________________________

JOJO NARAWIT PITAK
22 år, studerende, Vordingborg Station

Min far ville give mig et bedre liv. Derfor tog han mig med til Danmark fra Thailand for 10 år siden. Vi bor nu sammen med min far og min danske stedfar.

Jeg går på FGU, hvor jeg mest arbejder med IT og tegning. Jeg vil gerne designe spilkarakterer. Jeg spiller selv mange kampspil, og jeg tegner figurer, som måske en dag kan blive rigtige karakterer. Min drøm er at læse videre inden for grafisk design og komme til at arbejde med spil.

Der var en periode, hvor jeg var meget deprimeret. Jeg gik ikke i skole og holdt mig bare hjemme. Min søster i Thailand – hun er model og har mange penge – inviterede mig derover og bagefter til Japan. Det ændrede alt. Jeg så mennesker, der havde det sjovt, og det skiftede mine tanker. Jeg begyndte at tale mere, få venner og føle mig glad igen.

Jeg kan godt lide fashion og køber tøj og smykker på nettet, når jeg har råd. Halskæden, jeg har på, købte jeg i Japan. Jeg har også tatoveringer, blandt andet inspireret af spillet ’Death Stranding’. Jeg er kæmpe fan af spildesigneren Hideo Kojima.

/

November på skinner

Her får du det seneste nye fra DSB.
Tekst:RedaktionenFoto:DSB

HELT ELEKTRISK

Fra 2027 kan DSB’s kunder glæde sig til at rejse i spritnye elektriske tog, når de moderne IC5-tog ruller ud på skinnerne. Arbejdet med at udvikle togene er i fuld gang, og nu er det første IC5-tog kommet til Danmark for at blive testet grundigt. Det foregår blandt andet på det splinternye værksted i København, som er designet specifikt til at servicere de nye tog. IC5 skal erstatte de gamle dieseltog, og overordnet er målet, at DSB’s togflåde skal være 100 procent elektrisk omkring 2030.

I RØG OG DAMP

14. november er det 25 år siden, dronning Ingrid tog af sted på sin sidste rejse fra Københavns Hovedbanegård til Roskilde. Ved roret stod lokomotivfører John Armstrong Pedersen fra DSB, der førte damplokomotivet E 991 fra 1947. Toget bestod af bårevogn, kongevogn og personvogn, og hele rejsen var planlagt ned til mindste detalje. Langs strækningen stod danskerne i stilhed, mens den tunge maskine pustede damp ud i den kolde novemberluft.

HELT TOGLIGT

Formen er inspireret af en sten, der slår smut over vandoverfladen, og et enkelt af dens i alt 1.000 betonsegmenter vejer op til 140 ton.

Soliditet møder lethed på den 3,4 kilometer lange Colne Valley Viaduct. Storbritanniens længste bro til højhastighedstog, der for nylig stod færdig, skal føre rejsende over søer, veje, kanaler og floden Colne nordvest for London med op til 320 km/t, når en ny hur-tigrute fra London til midtengelske Handsacre og Birmingham en skønne dag åbner.

I mindre skala har danske Tove Storch givet det trafikale rum et nyt fikspunkt med sin 17 meter lange røde betonskulptur ’Skibet’, der blev afsløret i midterrabatten af travle Enghavevej dette efterår, og som med fordel kan ses fra toget på vej til og fra København H.

Man kan også stå af i Roskilde og på stationen se kunstner Maja Malou Lyses videoværk ’Antibodies’. Ifølge Museet for Samtidskunst Roskilde, som står for udstillingen, blander værket humor, popkultur og kritisk tænkning om emner som kropspolitik, seksualitet, nydelse og selviscenesættelse.

SORT SKÆRM

Hvad sker der, hvis vi ser op i stedet for ned? Det fandt mange rejsende ud af, da S-togets linje B i uge 38 blev til ’Offlinetoget’. Anledningen var kampagnen #SlukSammen, som opfordrede alle danskere til at holde en skærmfri søndag i september. I ’Offlinetoget’ kunne passagererne møde skærm-eksperter, kendte danskere og ungerådgivere fra Headspace Danmark. Samtalerne var mange og forskellige, men én ting var der enighed om: Det kan være svært at lægge telefonen væk. 

#SlukSammen-kampagnen kører igen til næste år.

 

/

Skriget

Det kan lyde skingert, når toget svinger forbi. Men hvad er det for en lyd? Vi går til stålet og undersøger, hvordan den opstår, og hvad man kan gøre for at skrue ned.
Tekst:Anna JelsgaardIllustration:Rasmus Buhl

HVIIIIIIIIN!

Både skinner og hjul er af stål, og lyden, der kaldes for et skinneskrig, opstår, når hjulets indersider, også kaldet flangen, presses mod skinnerne med høj friktion. 

DET SWINGER

Det er specielt, når toget skal igennem skarpe sving, at skinneskriget lyder. Her ligger meget af togets vægt  på den ene side, der vil presse endnu mere på skinnen, end når toget kører ligeud. Nogle gange kan man dog også høre skriget, selvom skinnerne ligger lige. Det kan handle om, at skinnerne er slidte eller tørre.

RIGELIGT SMØR

Under toget sidder en lille pumpe, der kan pumpe olie, også kaldet flangesmøringsfedt, ud på flangen, så hjulet glider lettere på skinnen. Man kalder det en længdesmøring, fordi man kan indstille pumpen til at pumpe ud, når toget har kørt et bestemt antal meter. Den almindeligste metode er dog kurvestyret flangesmøring. Her gør man brug af en lille vægt, der sidder under toget, kaldet et gyrometer. Den kan mærke, hvordan togets vægt er fordelt, og udløse fedtet, når toget møder en kurve.

NEDSKÆRINGER

Jo længere hjulene har kørt, jo mere slidte og ujævne bliver de. For at undgå, at ujævnhederne skurrer mod skinnerne og får skinnerne til at skrige, sliber man hjulene – eller skærer dem ned, som det hedder – så de igen bliver glatte.

FLOT PROFIL

Nedskæringen sker på en UF-bænk – en Under Floor-bænk – så man kan arbejde under toget og ikke behøver at tage hjulet af. UF-bænken skærer med stål, der er så stærkt, at det kan skære ujævnhederne af hjulet. Processen kaldes også reprofilering.

NYT, NYT, NYT

På et tidspunkt vil skinner og hjul være så slidte, at hverken reprofilering eller smøring giver mening. I stedet skifter man begge dele, så man igen kan køre uden for mange skrig.

Kilde: Steffen Lund-Hansen, ingeniør på DSB’s værksteder

 

/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

SAHAR BELAL
44 år, social- og sundhedshjælper, Jelling Station

Her på den anden side af skinnerne ligger et asylcenter, hvor jeg har besøgt min svigerdatter. Hun fødte sit første barn på Kolding Sygehus for 10 dage siden. Jeg fik lov at flytte ind hos hende i asylcenteret og hjælpe med at forberede hende på det danske samfund, men også bare med den lille. Hun er kommet fra Jordan som statsløs palæstinenser.

Det er jeg også selv. Jeg er født i Syrien, som mine forældre flygtede til i 1948 eller 1949, lige omkring Israels grundlæggelse. Jeg var husmor, og min mand havde en butik i Damaskus. Men han blev syg og måtte opgive den. 

Vi flygtede på grund af borgerkrigen og har været syv år i Danmark. Vi bor i Værløse, har tre børn og nu også tre børnebørn.

Jeg synes selv, jeg har klaret det godt, selvom det var hårdt at lære et nyt sprog. Jeg har uddannet mig til sosu-hjælper, jeg skal videreuddanne mig til sosu-assistent, jeg arbejder som frivillig i Røde Kors, jeg har fået permanent opholdstilladelse, og nu har jeg søgt om statsborgerskab. Men jeg håber, jeg engang i mit liv kan besøge Syrien igen. Og Palæstina.

__________________________________

MADS FRIGAST JAKOBSEN
21 år, kunstner, Vejle Station

Jeg er på vej til København sammen med min ven Anton, som skal over at se på et værelse. Vi kommer fra Holstebro begge to, men har et crowd efterhånden i København. Folk, vi har mødt rundtomkring. Mest online. Sådan er det, når man er en provinsbøsse fra Jylland. Vi har ikke noget imod ordet bøsse, vi prøver måske at reclaime det lidt. Vi synes jo ikke, det er en dårlig ting. 

Man kan garanteret sige en masse dårligt om Holstebro. Og måske skal man finde sig i at blive råbt lidt ad en gang imellem. Men jeg føler mig nu helt tryg der. Der er mange gode mennesker. Og en god ting ved byen er, at der ikke er så meget, man skal leve op til. 

For tiden holder jeg sabbatår og arbejder i hjemmeplejen, mens jeg sparer penge sammen til at flytte til Paris og lave noget billedkunst. Jeg har lige lavet en lille soloudstilling til Huset for Kunst & Design i Holstebro med en højhælet, stripper-agtig sko, som jeg satte på en piedestal. Jeg gav den plaster på. Stak kanyler i den. Gennemborede den med søm som en Jesus-reference.

Guldskoene her er ikke noget kunstværk. Det er bare fashion, ha ha.

__________________________________

MAGNUS EMIL HØGSBRO-NIELSEN
30 år, teaterinstruktør, Vejle Station

Jeg er på vej hjem fra Skanderborg, hvor jeg sammen med nogle venner har afholdt en sommerlejr for børn og unge i aldersgruppen 10-16 år. Vi ville gerne have, at det skulle være spændende for alle, så man kunne smede, bygge tømmerflåder, batikfarve sit tøj og så videre.

I nat var der et vikingeinspireret natløb, hvor vi hørte oldnordisk strubesang. Jeg spillede vølve og var viklet ind i hvidt tøj og havde nogle grene på ryggen, der lignede et gevir. Jeg ofrede en bamse, og der væltede sort teaterblod ned i hovedet på mig, da jeg skar den op. Så jeg har lidt røde øjne i dag. Senere blev bamsen sendt ud på en båd på søen – og ramt af en ildkugle. Jeg tror, børnene syntes, det var ret sejt.

Jeg er nyuddannet teaterinstruktør fra Den Danske Scenekunstskole i København. Så nu er jeg i gang med at skrive ud til teatrene, præsentere ideer og få kaffe-aftaler i bogen. Jeg skal networke som en sindssyg. I min verden er en snak over en øl til en premierefest bedre end en jobansøgning.

/

Bokse-træning

De nye IC5-tog kommer på sporene fra 2027. Men lokomotivførerne er allerede begyndt at forberede sig i en simulator, der er en tro kopi af IC5’ernes førerrum. Tænk ind i boksen, og tag med på en prøvetur.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:DSB

To store, røde bokse har indtaget DSB’s uddannelsescentre i henholdsvis Fredericia og Høje Taastrup. Udefra set er det ’bare’ to kasser på et robust sort stel. Indenfor er de udformet nøjagtig som førerrummet på IC5’erne og fyldt med funktioner, der skal give både lokomotivførerelever og garvede lokoførere en forsmag på, hvordan det bliver at styre fremtidens tog.

GANG I HOFTERNE

Stellet, der holder den fem ton tunge boks oppe, er simulatorens ’hofter’. Det sørger for, at simulatoren bevæger sig, som et tog bevæger sig på skinner, med alt, hvad det indebærer, fra bakker til sving på banen. Det kan mærkes oppe i boksen, som var det en rigtig togtur.

I FØRERSÆDET

Simulatoren er udstyret med 450 kilometer rigtige, digitaliserede, danske strækninger. På den måde kan lokomotivførerne altid træne en relevant strækning, når de sætter sig til rette.

VIRKELIG VIGTIGT

Inden lokomotivførerne sætter kurs mod destinationen i simulatoren, skal de gennemgå sikkerhedsprocedurerne og for eksempel kontrollere, om toget har fejl og mangler.

I REGN OG SLUD

Virkelighedens tog og skinner opfører sig forskelligt hen over året. Derfor kan togsimulatoren også på lokomotivførerens ønske simulere forskelligt slags vejr, årstider og tidspunkter på dagen.

/

”En dag tænkte jeg: ’Ej, det er godt nok for sygt’”

67-årige Stig Bo Andersen har været S-banefører på Københavns Hovedbanegård i 14 år, så måske du har hørt hans stemme en gang eller to i S-toget.
Tekst:Anna JelsgaardFoto:Bjarke Ørsted

Hvordan blev du S-banefører?

”Jeg var salgschauffør hos Coca-Cola og Carlsberg, men efter nogle nedskæringer kunne de ikke beholde mig. Jeg var 50 år gammel og tænkte: ’Nu må du bare søge en hel masse, for der er da ikke nogen, der vil ansætte dig i din alder.’ Jeg skrev mig blandt andet op hos en jobagent ved DSB, og en dag, da jeg havde glemt alt om det, kontaktede de mig og spurgte, om jeg var interesseret i et job som fører på S-banen. Sikke et held.”

Hvad kendetegner en tur med dig?

”Som togfører kan man vælge at sætte den automatiske stemme på, der fortæller om næste stop og så videre. Men jeg kan godt lide selv at bruge mikrofonen til at informere folk. Så siger jeg for eksempel: ’Du sidder nu i linje B på vej mod Høje Taastrup. Vi standser ved de stationer, vi finder på vej derhen.’ Eller jeg fortæller dem, at nu er det mandag morgen, og den kan godt være lidt tung, så vi må huske at stå sammen: ’Poterne i startblokken, kæmpe vinger bagud og fuld fart frem, for så kører hamsterhjulet igen.’”

Hvorfor laver du de udkald?

”Jeg begyndte at lægge mærke til den automatiske stemme, der fortæller, hvis noget ikke kører efter planen, for eksempel hvis toget står stille. Og så en dag tænkte jeg: ’Ej, det er godt nok for sygt’, og så tog jeg fat i mikrofonen og sagde: ’Kære venner, nu skal I høre, vi holder forholdsvis stille her, jeg ved ikke, om I har opdaget det’, og så forsøgte jeg at bruge min egen viden om den konkrete situation og videreformidle den. Folk kom hen og sagde tak, også efter at vi havde stået stille i en time.”

Har du en god udkalds-anekdote?

”En dag skulle jeg køre fra Farum til Høje Taastrup, og på et eller andet tidspunkt lavede jeg et udkald i retning af: ’Godmorgen, husk at hilse på hinanden.’ Lidt senere er der en kvinde, der kommer op til vinduet og siger tak for turen. Jeg synes, at hun ser ufattelig dejlig ud, og det har jeg faktisk altid syntes, for det var Annette Heick. Men det fandt jeg først ud af senere, da nogen sagde, at jeg skulle tjekke Instagram, fordi Annette Heick havde lagt en video op med mit udkald.”

Hvad er det bedste ved dit job?

”Når kunder kommer op til førerhuset og siger tak for turen. Det varer fem sekunder, men jeg kan sparke en bold til månen bagefter. Det giver så meget energi. Ellers er det altid sjovt, når jeg har pause med mine kolleger. Vi har et godt fællesskab og er også gode til at tage pis på hinanden. Faktisk er det ikke altid, jeg venter til pausen. Vi har et system, hvor jeg kan se, hvem der skal overtage toget, og jeg kan godt finde på at lave et udkald, hvor jeg siger: ’Nu er vi snart på Hovedbanegården, det er mit sidste stop, men I skal ikke være nervøse, for der kommer en og overtager toget herfra. Og det er faktisk sådan, at det er hans fødselsdag, og jeg ved, at han ville blive utrolig glad, hvis I kom op til vinduet og sagde tillykke.’ Så kommer han jo og overtager toget, og de går op og siger tillykke. Det sjove er, at det slet ikke er hans fødselsdag.”

/

På sporet af …

Hver måned tager vi toget og falder i snak med de andre passagerer. Om hvor de skal hen, hvad de har oplevet, og hvem der gemmer sig bag de ansigter, vi alle sidder og ser på.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Thomas Nielsen

MEKKI NADRI
30 år, Jelling Station

Jeg er på vej til Vejle til et møde på Café Himmelblå, som er et tilbud til tidligere misbrugere. Det er et stille og roligt sted. Der er flinke mennesker. Jeg har boet nogle år på OK-Fondens bosted her i Jelling, efter jeg blev diagnosticeret med GUA, en underdiagnose på autismeområdet, og noget skizofreni. 

Jeg har gennem årene kæmpet med afhængighed og ludomani, og der er mange ting, jeg gerne ville have gjort anderledes. Men jeg føler også, at jeg ofte blev misforstået og umyndiggjort, indtil jeg fik en ny lægelig vurdering.

Nu har jeg det så godt, at jeg flytter tilbage til Hillerød i Nordsjælland, hvor jeg kommer fra. Jeg tror, det er vigtigt at se fremad og ikke hænge fast i fortiden. Og jeg glæder mig til at komme hjem.

__________________________________

BENEDIKTE ULRICH
21 år, studerende, Vejle Station

Jeg er på vej for at besøge en veninde, der studerer jura i Esbjerg. Der er en masse gratis koncerter på havnen i de her dage. I dag skal vi høre Scarlet Pleasure, i morgen er det Hjalmer, tror jeg.

Jeg er oprindelig fra Vejle, men er vokset op i Svendborg. De seneste to år har jeg arbejdet på Anarkist i Odense, en ølbar og mikrobryggeri, der ligger i det gamle Albani-bryggeri, hvor jeg har skænket øl og arrangeret ølsmagninger. Jeg synes, det er en fed branche, og jeg kan godt lide at have med mennesker at gøre.

I september flytter jeg til København, hvor jeg skal læse tv- og medietilrettelæggelse. Jeg har altid kunnet lide at fotografere, filme og redigere. Jeg skal bo i Valby sammen med en tidligere roomie fra Vallekilde Højskole. Det var et nåleøje af optagelsesprøver at komme ind på uddannelsen, og jeg har været lidt stresset over at skulle flytte til København. Men nu er jeg begyndt at glæde mig.

__________________________________

KIRSTINE UHRBRAND
42 år, leder, Fredericia Station

Sidste år begyndte jeg som leder og booker for Tøjhuset og Eksercerhuset her i Fredericia. Det er et travlt job, vi har omkring 250 arrangementer om året. Det spænder fra hardcore festival og en meget avantgardistisk impro camp til brede koncerter for op til 1.000 gæster. Vi indleder efteråret i Eksercerhuset med Malk de Koijn, senere kommer blandt andet DJ Aligator og Allan Olsen.

Jeg bor med min mand og vores to børn i Middelfart, hvor han kommer fra. Den første tid efter jeg fik jobbet i Fredericia, kørte jeg på arbejde på elcykel, det tog 35 minutter. Det er virkelig en oplevelse at cykle over Lillebæltsbroen. Ikke mindst når det blæser. Der er virkelig langt ned. 

Nu er jeg begyndt at tage toget. Det tager syv minutter. Det betyder alverden, at Middelfart er så connected. Med toget er det ikke meget mere kompliceret at komme rundt i Trekantområdet, end det er at rejse rundt med metro i København. Jeg elsker toget.

Og jakken? Den har jeg selv syet.

/