For en trofast togrejsende går ruten ikke bare mellem A og B, men lige så meget via komiske optrin og genkendelige arketyper med ophold undervejs
ved tankevækkende overraskelser. Pendler Pernille Maj Oldin deler ud af sin daglige stræknings myldretidsmas, genstridige bussemænd, sprængfarlige forpartier og velklædte stivstikkere.
MORGENMINUTTER
Et morgenminut er langt. Meget længere end for eksempel et eftermiddagsminut og vildt meget længere end et aftenminut. Tænk bare på, hvor mange opvaske-, madpakke-, børste hår-, snøre sko-aktiviteter man klemmer ind i morgenminutterne. Et morgenminut laver man ikke sjov med.
Denne morgen skal toget køre fra Tølløse Station 08:02, og præcis 08:00 leder jeg desperat efter mine høretelefoner i bunden af bilen. Jeg opgiver og opdager, at toget allerede er på stationen, og at folk rundtomkring løber. Jeg smækker døren og løber med. Kontrolløren fløjter. 10 lange skridt senere springer jeg forpustet ind igennem de halvt lukkede døre. Hvad sker der? Der skulle være et helt morgen-guld-langt minut endnu.
”Hvorfor kører I ét minut for tidligt?”
(Hva’? Hva’? Hvad har du tænkt dig at svare til det? Jeg har retten og tiden på min side, og jeg føler mig uretfærdigt behandlet).
”Det gør vi heller ikke. Vi kører 29 minutter for sent – det er et helt andet tog, du snakker om.”
BAGLÆNS FRA 10
Faglitteratur ligger i skødet på kvinden overfor: ’Hypnose og kommunikation i tandplejen’.
Men hun læser ikke, ser i stedet noget på sin telefon.
Ved siden af mig sidder en anden kvinde, som endelig er kommet i gang med sit limegrønne strikketøj, efter utallige hjerte-emojis er sendt af sted.
Dette sardindåse-tog gør det umuligt for mange at få en plads, men en ihærdig kvinde sætter sig på midtergangens gulv i skrædderstilling med sin laptop og begynder at svare på mails – noget kommunalt, tror jeg. Den lille laptop må klappes op og i, hver gang en ny passager i praktisk regntøj skal forbi.
En mand klædt i beige skærer ansigt og sukker. Den er svær at formulere, den sms.
Han skriver
sukker
betragter
ikke godt nok
Hvad svarer man i den situation?
Midt i det hele sidder den bedste boganmeldelse i fysisk form, man kan forestille sig. Hun sluger den ene side efter den anden i en gulnet bog fra 90’erne: ’Hvad enhver kvinde bør vide om utroskab’. Hun nærmer sig de allersidste sider – men har lige akkurat nok tilbage til, at der kan nå at ske afgørende ting for hovedpersonerne.
Pliiiing.
668 kroner ryger af sted på MobilePay, inden strikkefingrene fortsætter med afslutningerne på limestrikkens ribkant.
Manden i beige med sms-betænkeligheder har trykket send og skal af næste gang.
Kvinden i skrædderstilling har fået anmeldt en gæsts ankomst korrekt i det kommunale IT-system.
Hypnosebogen overfor er stadig lukket. Jeg er skuffet. Havde forventet mig en hel del af et fagområde, jeg ikke anede eksisterede. Håbet på noget let afkodelig dramatik i hendes ansigtsudtryk, når hun gav sig til at læse. -Forventet mig noget af pupillernes størrelse og måske også håbet en lille smule på, at hun på et tidspunkt ville kigge intenst op, tælle baglæns ned fra 10 og sende hele kupeen til en græseng, hvor rodbehandlinger føles som fløjl – og lade knipset vente på sig som en nervepirrende cliffhanger denne torsdag morgen på Kalundborg-strækningen.
EKSPLOSIONSFARE
På sædet foran mig svulmer et sæt gigantiske bryster. De er så faretruende tæt på at springe ud af bh’en. Og den tynde undertrøje har for længst opgivet sin opgave. Halvdelen af brystvorterne er allerede sluppet fri, og man kan næsten høre stropperne knirke. Komplet afvæbnet stirrer jeg, mens jeg går forbi, og overvejer, om kvinden overhovedet ved, hvilket minefelt hun sidder midt i.
Et cool blik siger mig, at hun er 100 procent bevidst og med fuldt overlæg selv har ladet kanonen med det imponerende skyts.
Fra mellemgangen ser jeg en mor med sine teenagebørn, der skal samme vej. Om få sekunder vil de passere sædet og opdage den dramatiske situation, og jeg følger nysgerrigt deres ansigter, mens de nærmer sig. Først spærres morens øjne helt op, hendes overkrop drejer sig instinktivt om, som for at advare sine børn, men øjnene kan ikke slippe. Børnenes øjne spiles lige så voldsomt op, og deres hager falder ned og efterlader dem med vidtåbne munde. Deres hoveder er snurret rundt, og de går ind i hinanden, mens de famlende, som en samlet klump, vælter sig videre i en slags choktilstand.
Jeg kan ikke holde masken, og deres måbende ansigter løsnes i latter over at være blevet afsløret i en så uhæmmet stirren. Vi står af, og de svimlende udbryderbryster bølger videre ud i verden og forlader os tilbage på perronen i et overvældet fællesskab af fascination.
FAROUK
Perronen er fuld af folk på vej, og toget høres i det fjerne, da DSB-kioskejer Farouk kommer løbende ud af stationsbygningen. Flemming har glemt sit rejsekort, da han var inde at købe kaffe, men Flemming er væk. Man kan se Farouks krøller i glimt, mens han baner sig vej igennem mængden, løber af sted og når at hilse på en stor mand i reflekstøj, som snart kigger ind forbi, det lover han, det er længe siden sidst … Folk på perronen gør plads og leder med – alle ved, hvad det vil sige at sidde i toget uden rejsekort. Toget ankommer i samme øjeblik, som Farouk finder Flemming, og hele Tølløse Station falder til ro, alle finder synkront deres næsten faste pladser. Så er vi klar til, at tirsdag kan gå i gang.
ALLIANCER
En ung kvinde og en cirka 20 år ældre mandlig kollega sidder overfor og snakker job.
”’Udbetalt ved kritisk sygdom’? Skal den så stoppe ved 70 eller 75 år? Altså, hvor mange mænd på 75 har børn under 24? Jo, jo, der er jo nogen selvfølgelig. Men det er jo en problemstilling, som nogen skal følge til dørs. Men gider jeg være den, der løber med den? Altså, jeg er i et dilemma her,” siger kvinden.
Hun snakker videre om at føle at lave noget, der betyder noget, at løse et problem, at flytte noget fra A til B.
Han fortæller anekdoter med pointer fra et arbejdsliv, der har varet længere end hendes.
Deres sprog er fuldt af forkortelser. Forsikringsafdelingsforkortelser. Et fagligt kodesprog. De har armbånd på og har været til en konference af en slags under titlen ’You just so …’ – og så kan jeg ikke læse resten. De har arbejdet i samme firma nogle år, men har aldrig siddet sådan og snakket før.
Nu breaker hun det over for den ældre kollega:
”Vores opgaver snitter faktisk hinanden, du ved det bare ikke. Jeg sidder faktisk også med VSA@&* analytic.”
Hun venter lidt i spænding. Var det en bombe?
Han tager det pænt:
”Den skal vi nok få vinklet.”
Så snakker de lidt om en kollega – skal de til at bagtale ham?
De træder varsomt. Han laver for meget, han vil det hele, være med ind over alt: ”Ja, han er all over,” slutter hun lidt for højt.
For nej, det går ikke, han er altid så positiv, måske sidder han også for centralt til at vove at sige noget dårligt om ham.
Så de snakker om hendes arbejdsopgaver.
”Jeg er ikke helt tilfreds endnu,” siger hun.
”Du gør mig da usikker.”
”Hvorfor?”
”For hvis du ikke finder din rette stol, så er du ikke hos os om tre år.”
”Nej, det har du nok ret i,” siger hun.
Det havde hun ikke selv tænkt på, men hun kan godt lide, at den tanke ligger og ulmer, det er stærkt. Hun skal spille kortene rigtigt nu, måske han kan hjælpe hende med at rydde vejen.
”Hvad vil du? Hvor vil du gerne hen?” spørger han.
Med hviskestemme fortæller hun en lang historie. Det er noget om millioner ud af systemet. En historie om engang, de alle (og nok især hende) måtte sætte alt ind og redde firmaet ud af en krise. Det er det, hun elsker, at det hele er lidt intenst. Ikke de der fluffy opgaver, det skal være real.
”Jeg har brug for at mærke, at jeg bruger mine evner optimalt.”
Så er der bid.
Den ene kollega var for risikabel at snakke om, men ham fra ’Skade’ …
”Er han ikke sådan super anti-people?” spørger hun, denne gang med større sikkerhed i stemmen.
”Jo. Han hilser ikke – det ville være så nemt for ham,” svarer han og forsøger at tilbageholde en lille smiletrækning ved mundvigen.
”Ej, men han opdager dig sikkert slet ikke.”
”Nej. Det er jo også fair nok at have det sådan.”
Der er enighed om hans no people skills. En lidt hemmelig, lidt forbudt enighed, men en basis-brik i tillidserklæringen. En stærk valuta at veksle i.
”Ej, vi skal af nu, det var totalt hyggeligt.”
”Det var rigtig hyggeligt.”
”Hvad hedder din kone?”
Han svarer og tilføjer: “Og hvad hedder din mand?”
Hun svarer.
”Hvorfor er det egentlig, at vi skal vide det?” spørger han.
”Fordi det er hyggeligt at vide noget om hinanden.”
OVERRASKELSER
”Min far blev sgu sur, da han opdagede, jeg tog coke. Og så måtte jeg også fortælle, at jeg tager snus.”
”Nå, så kom det hele bare?”
”Ja, så hvis jeg snuser, får jeg ikke lommepenge. Det er 3-400 kroner for snus og så 600 kroner i tabte lommepenge. Det er sgu ikke det værd.”
”Nå, det ved jeg ikke …”
”Men eksamenerne er fede nok, man får gratis slik.”
Samtalen distraherer mit forsøg på at læse en artikel i Ud & Se om Helle Thorning, men den distraherer åbenbart også min følesans, for kun langsomt registrerer jeg en mærkelig kold fornemmelse i den hånd, der har fat i siderne om Danmarks første kvindelige statsminister.
Bag på magasinet har nogen afsat et brugt tyggegummi. Et andet menneskes gennemgnaskede tyggegummi, lige dér på min hånd, får med ét hele kupeen til at bombardere mine sanser.
Den beigefarvede forvaskede polo ved siden af mig udsender en insisterende kvalm røglugt, der flyder gule mælkeklumper i toppen af kaffen overfor, dråber fra et højt, vådt nys sendes frit ud, så langt de kan nå. Det er, som om den kolde fornemmelse af nogens -tyggegummi-spyt har tatoveret et lille mærke på min hånd.
Please, drenge, fortsæt endelig jeres barnevoksne samtale i landet, hvor coke, konfiskerede lommepenge og gratis slik vægter lige højt – og pøj-pøj med eksamen, håber, I møder nogle gode voksne på jeres vej, og husk, at der er affaldsspande ved togets yderdøre.
TASTATURKRIGER
Med hurtige bevægelser placerer manden overfor sin ThinkPad på det lille klapbord og gør klar til kamp i indbakken.
Be-diiiing, lyder det disharmonisk fra den sølvgrå laptop.
Be-diiiing, lyder det få sekunder efter, og så igen, mens to panderynker træder tydeligere frem, han gnider sig i øjnene og kigger koncentreret.
Be-diiiing, lyder det igen, mens blikket forsvinder ud over det disede morgenlandskab. Han vender tilbage til virkeligheden og kigger opgivende ned.
Be-diiiing.
”Undskyld,” siger han og kigger over på mig.
”Nu slår jeg lyden fra, har bare problemer med netværket.”
Han ved vist slet ikke, at vi lige nu passerer Lejre, det sted, hvor morgendis og mosebryg fra Sagnlandet og rester fra vikingetiden og jernalderen opsluger alle radiobølger og satellitforbindelser i en pænt stor radius.
Toget vrister sig ud af Midtsjællands Bermuda-trekant, og indbakken kan endelig forkæles af et lystigt klaprende tastatur.
OSTEMOR
Håret og skægget, måske har det engang været mørkt, men nu er det helt hvidt. Tøjet er ternet og af god uldkvalitet, og til trods for en lang dag og en tur til stationen i fyraftensmørke og blæsevejr holder slipseknuden – den er bundet rigtigt.
Overfor en familie. Far i sweater med lilla vikleslynge udenpå og tophue. Mor ammer, og storebror har smidt trøjen og sidder i bar overkrop under bordet og slår sit pølsebrød mod sædets kant.
Ved hvert ’donk’ kigger manden i uld og tern op fra sin telefon. Øjnene hviler på familien, og en hovedrysten efterlader ingen tvivl om hans vurdering af opdragelsen. Han kigger ned igen.
DONK.
DONK.
DONK.
Nu rettes blikket direkte mod den bløde far i vikle.
”Asger, den lyd, den er lidt for høj.”
Men Asger hører ikke mors information som en opfordring til et lavere lydniveau, faktisk tværtimod. Asger hører måske mere mors info som en invitation.
”MOR ER EN OSTEMOR!”
”Er jeg en ostemor?”
Mor og far griner, mandens øjne er himmelvendte.
Familien står til ingens overraskelse af i Hvalsø (Asger har tidligere råbt ”VI BOR I HVALSØ”). Kupeen er forudsigeligt stille nu, og her lugter ikke længere af pølse og ketchup. Manden i uld og tern er lyst op, han tager sin hat på og sender mig et nik og et høfligt smil.
VÅDE SNEAKS
Sommeren var her lige, men nu er det mandag i blæst og silende regn.
På perronen er det, som om alle spænder kæbemusklerne og trækker skuldrene op under ørerne, som om man på den måde kunne skærme sig selv fra vandet.
En fyr med gennemblødte jeans, der klæber til benene, og våde sneaks, der lever livet på overtid. Lige nu er regnen målrettet på vej ind igennem de gamle skosnuder, men så kommer en kvinde i regnfrakke løbende hen ad perronen, giver ham en lille papirspose og et kys på kinden, inden hun løber tilbage til sin bil.
”Ej, hvad,” udbryder han ud i luften.
For hun er allerede væk igen, men der står han med en lille lykke, der må deles med nogen.
”Fik du lige leveret frisk morgenbrød på stationen?” spørger jeg.
”Ja,” griner han, og da toget ankommer, næsten danser han ombord og forsvinder ind i stillekupeen.
BUSSEMAND
En ellers så fuldstændig velorkestreret fredag morgen, at en novemberdag i regnvejr bliver noget af det smukkeste med glidende planlægning af brusebadsskemaet, børnenes smertefri egenproduktion af madpakker, buskort, der er lige der, hvor de skal være, karklud og opvasker-fyldning i én lang, blød bevægelse, afgang mod stationen på et så præcist minuttal, at hastighedsbegrænsningen på 40 km/t er okay, nøjagtig én parkeringsplads ledig, rettidig afgang fra perron 1, arbejdsklar i togets åbne kontorlandskab med manuskripter og kaffe på termokanden, overfor bliver der opdateret ordrebog, alt er effektivt og godt.
Men så stopper dette moderne vidunder, tempoet bremses, og en mislyd gnaver sig langsomt, men vedholdende ind. Fyren ved siden af har en busser, der er så genstridig, at der hele vejen fra Hvalsø til Roskilde udspiller sig en så fysisk udmattende kamp for at få gravet den ud i flere dele, at det er umuligt at ignorere sidemandens kropslige udfordringer.
Det viser sig, at den har både skorpe og hale. Det meste af den bliver tørret af i buksebenet nærmest mit lår. Jeg forstår, at han er i en slags krig, men hvad med venstre bukseben?
Weekend, du er velkommen.
DRØMMELAND
Man kender det jo godt.
Den snorken, der rasper helt nede fra tæerne.
Den søvn, der, uanset hvor mange bratte opvågninger man gennemgår, er så stærk, at man konstant falder tilbage i den. Kroppen er i al sin afslappethed på stadiet mellem fast og flydende form. Manden er smeltet ud over ikke bare sit eget sæde, men også lidt af nabosædet. Han har godt nok været forberedt på situationen, for han har sat sin alarm.
Vistnok den lyd, der hedder ’klokkespil’, men planen kikser, for ikke engang de skarpe diskantlyde formår at hive ham op til overfladen. Og her, mens alarmen bimler, og ingen i den overfyldte kupé rigtig reagerer, mødes helt forskellige niveauer af privathed.
Omkring 20 passagerer, der insisterende holder fast i, at de tilsyneladende slet ikke bliver forstyrret af den disharmoniske komposition af klokkespil og gane-rallen, og den ene mand, der gavmildt deler sine allermest afvæbnede og umiddelbare lyde.
Af frygt for en voldsom fysisk reaktion prikker jeg ham kun blidt på armen. Og får et tåget blik fra et drømmeland langt, langt væk fra Holbæk-linjen, inden øjnene lukkes igen.
DAMERNE FØRST
En fyraftens-afgang triller ud af byen mod vest.
Over for mig en gammel kending, manden i uld og tern. Manden i uld og tern er typen, der gør sig den ulejlighed at benytte hattehylden til det, hattehylden engang var tænkt til. Manden i uld og tern har sat sin alarm, så den ringer lidt før forventet ankomst på hjembyens station. Således kan han trygt læne sig tilbage og lade sig glide ind i en velfortjent lur.
Hvis det da ikke liiige var for damen længere nede i kupeen, der snakker højlydt i telefon. En samtale om SFO’ens nyindkøbte og helt geniale skuffesystem, som tilmed kan låses af.
”Og jeg kan da ellers nok love dig for, at børnene også er begejstrede.”
Manden i uld og tern fnyser for sig selv og vender øjne, men det tydelige kropssprog har ingen effekt, for samtalen fortsætter – nu i et mere forarget toneleje – om en flabet kollega.
”Der skal simpelthen snart siges fra!”
Søvnen indtræffer næsten, men så skal der vises billet. Alle er hurtigt klar, men billetkontrollen får ikke lov at forløbe i tavshed.
”I dag … den i morgen … jeg har billet,” lyder det fra en lille mand med store øjne, der klikker løs på telefonskærmen på sædet bagved.
”Jamen, du har jo ikke nogen billet nu,” indvender togføreren.
”Jo jo, i dag den morgen … jeg har billet.”
”Okay, jeg kommer lige tilbage til dig.”
Hedehusene Station. Toget standser, og togføreren må ud at passe dørene.
Manden i uld og tern prøver en ny stilling, nu kommer der nye passagerer ind i kupeen, men om lidt kan han lukke øjnene igen.
Toget sætter i gang, og inden manden når søvnen, kommer togføreren tilbage.
”Hør her, jeg kan sælge dig en billet, men næste gang får du en kontrolafgift på 750 kroner.”
”Jamen, jeg …”
”Du bliver nødt til at købe en billet … hvad, kan du ikke huske din pinkode? Okay, jeg kommer lige tilbage til dig.”
Roskilde Station. Mens togføreren er væk, kaster to andre pendlere med praktiske skaljakker og huehår sig ind i kampen. De kender det, ved, hvordan det er at sidde der og mangle sin billet.
”Det er, fordi du ikke er logget ind på din app,” siger den ene, åbner jakken og krænger sweateren af.
”Jamen i dag, den morgen, jeg har billet.”
Lige nu er der ikke andre sætninger inde i manden med de store øjne.
Fra Roskilde til Hvalsø ydes der maksimal pendlerkort-support.
”Din mail, hvad er din mail? Kan du ikke huske kodeordet?”
De kæmper sig igennem opdateringer af apps og glemte kodeord.
”NÆSTE STOP: HVALSØ.”
Togføreren vender tilbage. Trioen rejser sig op og får forklaret hele situationen. De nåede det, og togføreren klapper den forvirrede mand på skulderen. Alle er glade og vælter ud i minusgraderne uden bøder og med styr på det hele.
Endelig, nu er det manden i uld og terns chance, men så ringer alarmen – i passende tid til at iføre sig frakke, halstørklæde, handsker og, ikke at forglemme, hatten.
Han og jeg venter sammen i mellemgangen på, at toget stopper.
Han trykker for døråbning og giver plads.
Damerne først – naturligvis.
I 15 år har Pernille Maj Oldin pendlet fra den samme lille stationsby på Midtsjælland til sit job som tv-klipper og speaker i København. På hendes Instagram-profil @pendlerven kan du læse flere af hendes observationer fra kupeens mikrokosmos.
