Indlæg

For 70 år siden skabte den russiske bondesoldat Michael Kalashnikov en riffel, der endte som internationalt ikon – ikke kun i krig, men på nationalflag, i rap-tekster og i designbutikker. Præsident Putin og det officielle Rusland hylder i dag Kalashnikov som nationalhelt, for mens USA har Coca-Cola, Danmark har Lego og Sverige har IKEA, har russerne AK-47.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Getty Images

EN DAG i foråret 2012 besluttede Mikhail Kalashnikov at gøre noget ved sagen. I mange år havde han fået det samme spørgsmål, og hver gang havde han svaret det samme: ”Nej, jeg har ikke dårlig samvittighed. Jeg sover fint om natten.” 

Længe havde det også været det ærlige svar, men med tiden begyndte han at tøve og justere sit svar, og nu ville den 93-årige bondesøn og tidligere general have svar på, om hans samvittighed burde være gennemhullet. Den ellers gode sovjetborger, der altid havde været ateist, var på sine ældre dage blevet religiøs, så derfor beskrev han sin indre moralske kamp i et brev til patriarken for den russisk-ortodokse kirke. 

I brevet ridser Kalashnikov først sin historie op: født i en bondefamilie som et af 19 børn og ung soldat i ’den store fædrelandskrig’, som anden verdenskrig hedder i Rusland. Og så skriver han, at han dag og nat var plaget af minderne fra 1941, hvor han og hans kammerater var under angreb fra tyskerne og ude af stand til at forsvare sig ordentligt, fordi de manglede våben, og fordi de rifler, de havde, ikke var gode nok. Derfor besluttede han under krigen, at de russiske kampsoldater skulle have et bedre gevær at kæmpe med. Han arbejdede uafbrudt, skriver han, indtil opfindelsen, Avtomat
Kalasjnikova, var færdigudviklet i 1947 og blev en del af hærens udstyr i 1948 – for sent til at bidrage til sejren over tyskerne.

Men geværet blev med tiden udbredt til hele verden. Der er cirka 100 millioner eksemplarer i omløb i dag, og sikkert er det, at millioner af menneskeliv er afsluttet ved hjælp af en AK-47. Langt flere menneskeliv end a-bomberne over Japan eller nogen andre masseødelæggelsesvåben tilsammen. Men hvad med opfinderens ansvar, ville Kalashnikov vide, da han, gammel og høreskadet efter mange års test af sine geværer, formulerede sit brev til kirken:

”Jeg kan ikke bære den åndelige lidelse og det spørgsmål, jeg stiller mig selv igen og igen: Hvis mit gevær har frarøvet mennesker deres liv, er jeg, Mikhail Kalashnikov, 93 år gammel, søn af en bondekone, kristen og ortodoks, så skyldig i menneskers død, også når det har været vores fjender?” spurgte han kirken på sit eget brevpapir, der i sig selv fortalte historien om Mikhail Kalashnikov. Det øverste højre hjørne af papiret var et ungdomsbillede af ham selv i uniform, hvor han kigger mod fotografen med et fast blik, mens hans hænder hviler på et tegnebord, klar til at skabe våben til fædrelandet. 

I brevet nævner han også, at han som barn drømte om at bygge en evigheds-maskine. Med sin AK-47 kom han tættere på, end han havde forestillet sig.

Mikhail Kalashnikov fuldt bevæbnet og i fuldt ornat.

”DET KAN GODT lyde underligt, at et våben er et så stort symbol, men hvornår har du sidst købt noget, hvor der står ’Made in Russia’?” siger forfatter og tidligere DR-korrespondent i Moskva Leif Davidsen om grunden til, at russerne kan samles om en maskinpistol som nationalt symbol. 

Netop nu betyder Mikhail Kalashnikov rigtig meget for den russiske selvforståelse, forklarer han. Så meget, at myndighederne sidste år rejste en ni meter høj statue af
Mikhail Kalashnikov nær centrum i Moskva. Her står Kalashnikov nu til skue for tusindvis af mennesker, der passerer hver dag, mens han spejder ud over fædrelandet med en AK-47 i hænderne. Det gevær, der er blevet brugt i utallige konflikter, terrorangreb og borgerkrige rundt om i verden, og som mange, også ikke-våbeninteresserede, kender på grund af dets bananformede magasin. Det er håndvåbnets svar på en folkevogn, både når det gælder genkendelighed og mekanisk enkelhed.

Da statuen blev indviet, var det med æresvagt, storskærm, strækmarch og taler fra den russiske kulturminister, der kaldte Kalashnikov for et kulturelt brand. En præst stænkede helligt vand på statuen og sagde: ”Vort våben er et helligt våben.” En enkelt demonstrant viste sig med et skilt, hvor der stod: ”En skaber af våben er en skaber af død,” og udtrykte dermed den splittelse, Mikhail Kalashnikov selv følte mod slutningen af sit liv.

Demonstranten blev hurtigt ført væk af politiet. Billedet af Mikhail Kalashnikov skal ikke tilsmudses, for ifølge Leif Davidsen passer han perfekt ind i præsident Putins planer:

”Putins projekt er en genrejsning af Rusland. Han siger: ’Vi er omgivet af fjender’, og han vil genskabe en stolthed og signalere, at Rusland er førende inden for visse områder, for eksempel at man har fremstillet en AK-47. Enhver nation, der skal have genopbygget sin stolthed, har brug for helte, og det her er fortællingen om den lille mand, der blev en stor general og opfandt et ikonisk våben. Og det må man sige, at han gjorde, for alle ved, hvordan en AK-47 ser ud. Mikhail Kalashnikov er i det nuværende nationalistiske klima en fuldstændig perfekt figur at samles om.”

Måske derfor gik nekrologerne over Kalashnikov let hen over hans moralske skrupler, da han døde i 2013. Man gik heller ikke meget op i, at han sammen med familien blev deporteret til Sibirien i 1930, fordi hans far nægtede at aflevere korn fra sine marker til myndighederne, der ville samle bønderne i statslige kooperativer. 

Der var heller ikke fokus på, at han i et af sine senere interview sagde, at det gjorde ondt at se terrorister og børnesoldater med hans våben, og at han egentlig hellere ville have opfundet noget til civile, for eksempel en græsslåmaskine. 

Nekrologerne fokuserede i stedet på fædrelandsfortællingen. Historien om Mikhail Timofejevitj Kalashnikov, der blev født i 1919 kort efter revolutionen og som ung soldat kæmpede mod tyskerne som kommandør på en kampvogn, blev såret i kamp og gik i flere dage for at komme til et hospital. Her blev han indlagt og lyttede til de andre soldaters utilfredshed med de forældede geværer, de havde til rådighed. Det var her, i hospitalssengen, at han, der ikke havde meget skolegang bag sig, men var blevet undervist i våbenproduktion, lavede de første skitser til et mere pålideligt og praktisk gevær, der kunne forsvare fædrelandet under alle forhold. 

Han gjorde sig umage med at designe det, så det kunne fungere både i de varme russiske somre, de lige så bundfrosne vintre, og når det blev udsat for mudder, fugt og støv. En stor afstand mellem komponenterne gjorde det sværere at ramme præcist, fordi våbnet gav sig under affyring, til gengæld var der så meget plads, at støv og snavs ikke fik riflen til at gå i baglås i modsætning til andre typer våben. Hæren kunne lide resultatet og gjorde geværet til standardudrustning i Den Røde Hær. I årene efter beordrede russerne Warszawa-pagt-landene til at producere AK-47-rifler i millionvis, så våbnet blev udbredt i den kommunistisk ledede del af verden. 

I Vesten blev man første gang opmærksom på AK-47 i 1956, da sovjetiske soldater slog opstanden i Ungarn ned. Kort efter fik den amerikanske efterretningstjeneste fingre i nogle eksemplarer af geværet, men var ikke imponerede. Det var et lille våben, ikke beregnet til særlig kraftig ammunition og ikke engang særlig nøjagtigt, når man skød med det. Sandt nok, men til gengæld kunne de næppe forestille sig, hvor stor indflydelse og udbredelse AK-47 ville få fremover, efterhånden som det bredte sig til konflikter over hele verden. Det skulle vise sig at være nærmest uopslideligt, nemt at bruge selv for et barn, og det blev et symbol for terrorister, revolutionshelte, diktatorer, oprørsgrupper og endda i populærkulturen.

Unge Kalashnikov tegner sit gevær, der erobrede verden.

DERFOR ER AK-47 LANGTIDSHOLDBAR

Rasmus Askov, seniorsergent i Hærens Kamp- og Ildstøttecenter:

”Russerne havde meget gamle våben i begyndelsen af anden verdenskrig. Det var for eksempel et problem, at tyskerne havde et gevær, der affyrede en mindre patron, så hver tysk soldat kunne have meget ammunition med, uden at det vejede for meget. Derfor var Kalashnikovs opgave at skabe et våben, der kunne bruge en bestemt type patron. Han kopierede mere eller mindre nogle ting fra amerikanske og tyske våben, og senere har andre våbenproducenter så kopieret detaljerne fra AK-47. Det sker også den dag i dag.

AK-47 har mange små detaljer, så det er ikke noget antikvarisk design, og dengang var det en ret avanceret konstruktion, men alligevel var det enkelt at producere geværet. Samtidig er det lavet af gode materialer, der kan holde til rigtig meget, og det er meget simpelt at adskille og samle. Den originale AK-47 var fræset ud af ét stykke jern, men i dag er den samlet af pladestål. Det er billigere og nemmere at producere og vejer en anelse mindre. Men magasiner, funktionsprincip og aftræksmekanisme er stort set identisk med det oprindelige design. Sjovt nok er AK-47 meget populær blandt sportsskytter i USA, så den lever videre i dag, selvom funktionsprincippet i bund og grund er det samme. Hvis man skiller en ny og en gammel Kalashnikov ad, ligner de hinanden.

Det er ikke noget præcisions­våben. Det er okay ud til 150 eller 200 meter, men det rammer ikke særlig præcist på længere afstand. Til gengæld betyder designet, at den kan tåle slag og tåle at være snavset. Den er meget tilgivende. Der, hvor Kalashnikov især gjorde det godt, var med hensyn til tilbringningen af ammunition, det vil sige den måde, patronen kommer ind i kammeret. På ethvert halv- eller fuldautomatisk våben er tilbringningen af ammunition meget vigtig og noget, der kan give problemer. Magasinerne skal være rigtig gode. I Vesten bruger vi meget lette magasiner, for at soldaten ikke skal slæbe på så meget. Et AK-47-magasin er meget tungt, men det er solidt bygget, og der er næsten aldrig fejl på det. Selv meget slidte magasiner fungerer fint. Det er godt set med den konstruktion.”

I DE KOMMUNISTISKE planøkonomier blev Kalashnikovs produceret i massevis, uanset om der var købere til dem eller ej. Efterhånden blev våbenmarkedet, også den mindre officielle del, oversvømmet med AK-47-geværer, der blev det foretrukne våben i sammenhænge og omgivelser, der lå langt fra, hvad Mikhail Kalashnikov havde forestillet sig. 

Latinamerikanske oprørere, afrikanske børnesoldater og mellemøstlige terrorgrupper fik aftrækkerfingrene i AK-47, der fungerede under alle klimatiske forhold, var lette at bruge og ikke krævede meget vedligeholdelse. 

Amerikanske tropper lærte under Vietnamkrigen, hvad det ville sige at stå med et våben, der ikke fungerede ordentligt under ekstreme betingelser som varme og fugt. Derimod havde nordvietnameserne AK-47-rifler, der var pålidelige i et omfang, så nogle amerikanske soldater sikrede sig et eksemplar fra slagmarken i stedet for at bruge det gevær, de havde fået udleveret. 

Få år senere havde USA lært lektien, da de ville støtte den afghanske mujahedin-bevægelse, der fra 1979 kæmpede mod den sovjetiske invasionsstyrke. 

CIA sørgede for, at afghanerne fik flere hundrede tusind Kalashnikov-geværer til kampen mod russerne, der i 1989 måtte opgive at vinde krigen. En stor del af dem endte på det sorte marked i nabolandet Pakistan. Der var så mange eksemplarer, at vestlige medier skrev om en ’Kalashnikov-kultur’ i landet, fordi en stor del af landets økonomi hang sammen med geværet. Mange levede af at sælge, reparere og fremstille hjemmelavede versioner af AK-47, og geværet blev brugt af bander, der røvede,  kidnappede og handlede med narko. 

Efter sammenbruddet i Sovjet og i Østblokken solgte de tidligere kommunistiske lande ud af våbenlagrene, og AK-47 var eftertragtet som et billigt og pålideligt håndvåben blandt stridende etniske grupper i blandt andet Liberia, Rwanda, Sierra Leone og Somalia. Nogle steder fik AK-47 tilnavnet ’Det afrikanske kreditkort’ – man gik ikke hjemmefra uden.

I Irak fik diktator Saddam Hussein rejst en moské til ære for sig selv, hvor de 43 høje minareter var formet som geværløbet på en AK-47, og i Mozambique indførte man et nyt flag, hvor en AK-47, inklusive bajonet, indgår som symbol på landets kamp for uafhængighed fra Portugal  i 70’erne, ligesom det var populært blandt mænd, der havde kæmpet som guerillasoldater, at navngive deres sønner ’Kalash’. Kalashnikov kunne også konstatere, at Osama bin Laden ofte bar en AK-47, når han blev filmet.

Geværet, der var skabt til at forsvare Sovjetunionen, blev populært over hele verden på en måde, dets opfinder ikke havde forestillet sig. Han havde heller ikke forestillet sig, at der på et tidspunkt ikke længere var noget, der hed Sovjetunionen. Da det skete, fik han nemmere adgang til at følge med i, hvordan AK-47 blev en del af kunst- og designverdenen, og tankerne begyndte at rumstere hos den efterhånden ældre mand: Kunne hans navn gøre ham til en rig mand?

En somalisk børnesoldat poserer hårdt med et AK-47-gevær i 1992. Våbnet stammer sandsynligvis fra den lange periode forud for landets egen borgerkrig, da Somalia var en af verdensscenerne for den kolde krig.

AUTOMATISK UDBREDELSE

Verdensbanken har anslået, at der er cirka 500 millioner håndvåben i omløb i verden, og at cirka 100 millioner af dem er AK-47 eller efterligninger. Ud over i Izhevsk i Rusland bliver der produceret Kalashnikov-geværer i blandt andet Bulgarien, Kina, Egypten, Irak, Indien, Iran, Nigeria, Nordkorea, Polen, Serbien og Sudan. Dertil kommer, at der bliver lavet efterligninger rundt om i verden, fordi delene er relativt enkle at kopiere. Russerne begyndte for nogle år siden juridisk at forfølge producenterne for brud på patentrettighederne.

EFTER SAMMENBRUDDET i Sovjet blev Mikhail Kalashnikov inviteret til Virginia i USA af nogle våbenentusiaster. De sørgede for, at han fik lejlighed til at møde Eugene Stoner, manden bag M16-riflen, som de amerikanske tropper blandt andet havde brugt i Vietnamkrigen. De to våbenbrødre havde interessen for skydevåben til fælles, men forskellene mellem dem var markante. 

Kalashnikovs gevær var et ikon, og når han ved officielle lejligheder var i uniform, bar han et panser af medaljer på brystet. Han var en mand, som de russiske børn lærte om i skolen. Stoner og hans M16-gevær havde slet ikke samme status. Til gengæld, og her spidsede Kalashnikov sine høreskadede ører, fik Stoner en dollar per solgt eksemplar, og da de to mødtes, var der solgt seks millioner styk. Den tyggede den russiske general lidt på. Han havde ikke selv tjent penge på geværerne og var ikke en rig mand, tværtimod, men måske var det på tide, at han selv fik noget økonomisk ud af sin opfindelse, funderede han. 

I årene, der kom, forsøgte han at gøre sin fædrelandsriffel til en god forretning, for geværet var berømt også blandt personer, der ikke var soldater.

I slutningen af 80’erne rappede den amerikanske gruppe N.W.A om, at ”AK-47 is the tool”. Senere lancerede den berømte designer Philippe Starck bordlampen Table Gun, en lodretstående guld- eller sølvfarvet Kalashnikov med en lampeskærm, der blev solgt for flere tusind dollar per styk. I New York viste nogle indbyggere i Brooklyn troskab til kvarteret med ”Defend Brooklyn”-T-shirts, der var prydet af en Kalashnikov, og i London købte Design Museum for nogle år siden en AK-47 til sin udstilling.

Kalashnikov blev et ikon, men manden bag var stadig splittet mellem den officielle anerkendelse og trangen til at tjene penge. Han tøvede for eksempel længe, da en britisk forretningsmand ville købe rettighederne til at sælge vodka under Kalashnikov-navnet, men endte med at sige ja. 

Det gjorde han også til et tysk firma, der ville sælge alt fra barberskum og snowboards til knive og paraplyer under Kalashnikov-navnet. Trofast mod det sovjetiske styre, som han aldrig tog afstand fra, heller ikke efter Østblokkens sammenbrud, afviste han dog amerikanske firmaers forsøg på at købe hans navn. At samarbejde med den gamle koldkrigsfjende ville være forræderi, sagde han. Til forskel fra mange andre russere glædede han sig ikke, da Sovjetunionen brød sammen, selv om det gav mere frihed til befolkningen, forklarer Leif Davidsen:

”Kalashnikov har aldrig sagt et eneste negativt ord om Lenin eller en stor forbryder som Stalin. Han har sagt, at han var ked af, at han aldrig oplevede at møde Stalin, som han anså for at være en stor mand. Kalashnikov var til det sidste en forbenet kommunist. Men han ville nok selv kalde sig patriot.”

Kalashnikov blev aldrig rig på sine aftaler om makabert merchandise. Til gengæld blev han ’frikendt’ af den russisk-ortodokse kirke, da patriarken svarede ham, at når våben er skabt for at beskytte fædrelandet, støtter kirken både opfinderen og de soldater, der bruger det. 

Mikhail Kalashnikov selv håbede, at AK-47 og de andre våben, han skabte, en dag ville blive unødvendige. I 2001  sagde han: ”Efter min mening vinder det gode til sidst. Det bliver efter min død, men der kommer en dag, hvor mine våben ikke længere vil være i brug eller nødvendige.”

Vietnams hær markerer i 1985 10 året for sejren over de amerikanske tropper – med AK-47’ere over skulderen.

 

Transnistrien, der kanter sig langs Ukraines vestlige grænse mod Moldova, er som en slags prisme ind i den russiske folkesjæl. Ud & Se tog til landet, der officielt ikke eksisterer, men hvor koldkrigskulisser, stolte statuer og nostalgiske vodkabranderter tegner den længsel efter storhed, der – måske – er Ruslands drøm om en fremtid.
Tekst:Kristian LauritzenFoto:Jonas Pryner

25. OKTOBER GADE i Tiraspol er renskuret sovjetisk postkortidyl. Træer og buske er nyfriserede, facaderne er velholdte, og søjlerne på den brutalistiske rådhusbygning i Transnistriens hovedstad er hvide som russisk sne. Foran parlamentet poserer Vladimir Lenin i granit med sin frakke i imaginær modvind. En superhelt, der troner på boulevarden, Tiraspols hovedåre, opkaldt efter datoen for den russiske revolution. Ved fodgængerfeltet er der ingen lysregulering. Folk spadserer blot over, mens de få biler holder tilbage. Midt på vejbanen hænger to billboards: Transnistriens rød-grønne flag med hammer og segl og en reklame for den kommende søndags præsidentvalg i Rusland. 

Et par minutter derfra ligger Cafe-Bar Volna. Fra restaurantens lysegrønne vægge, ved siden af gamle skibe og dekorationer lavet af plastic-grene, kigger Lenin, Stalin og Karl Marx på to chatoller på et ternet stengulv og på borde, der er dækket med brune duge og stofservietter, der er tunge som lokalets gardiner. Fredag aften, et par dage før valget, er der to selskaber, som ikke skal forstyrres, og desuden er køkkenet lukket, så vi må komme tilbage en anden dag, vrisser den lavstammede dame med furet ansigt, som bestyrer stedet. Typisk gammeldags sovjet-fjendtlighed, siger vores unge tolk om kvinden. 

En gruppe soldaterkammerater vælter ud ad døren for at ryge cigaretter, mens de griner, så det runger under halvtaget. De klapper hinanden på ryggen så hårdt, at man skulle tro, de forsøgte at redde hinanden fra et søm, der havde sat sig fast i deres svælg. Soldaterkammeraterne har røde baretter på hovedet i aftenens anledning – årsdagen for deres deltagelse i borgerkrigen mod centralmagten i Moldova, landet, som Transnistrien i dag officielt tilhører. Krigen i 1992 kostede omkring 700 mennesker livet og opstod, fordi Transnistrien ville løsrive sig fra Moldova for at opnå selvstændighed, da regionen ikke kunne få lov at blive en del af Rusland efter Sovjetunionens fald.

”Vi forsvarede os i en svær tid,” siger Valerij med røde øjne og spiritusånde, mens cigaretten hænger fast i underlæben. Han holder en pegefinger foran sit hoved for at sætte trumf på sit budskab. Fingeren ligner et balancepunkt, han prøver at ramme med sin krop, der svajer fra side til side. 

Valerij finder sin telefon frem og trykker på skærmen. Fra telefonens højttaler akkompagneres harmonikaspil af hurtige basrytmer. En øm mandestemme synger om fædrelandet Rusland. Ingen kan slå Rusland, synger han i omkvædet. 

”I min sjæl er jeg russisk,” siger Valerij. Transnistrien bør være en del af Rusland, mener han. ”Sto protsentov!” 100 procent. Rusland betyder magt og styrke, bliver der råbt i baggrunden, inden soldaterkammeraterne vralter ind på restauranten igen. 

Valerij (t.h.) og soldaterkammeraterne: ”Vores region er tættere på Rusland end på Moldova og Europa. Det handler ikke om territorium, men om folket.”

PÅ VEJEN fra Tiraspol til byen Dubăsari, cirka 50 kilometer nord for hovedstaden, er teleudbyderen ramt af skizofreni. Sms-beskeder byder skiftevis velkommen til Moldova og til Ukraine. På denne strækning er kun landevejen en del af Transnistrien – klemt inde mellem moldoviske vinstokke på den ene side og ukrainske pløjemarker på den anden.
   18-årige Julia Levina boede i Dubăsari med sin mor, indtil hun flyttede til Tiraspol for et år siden, hvor hun i dag studerer geografi på universitetet. De fleste unge med russisk pas rejser til Rusland for at arbejde. De unge med moldovisk pas rejser til Moldovas hovedstad Chișinău, fortæller Julia, mens hun går på et hullet fortov i sin hjemby i selskab med sin 24-årige kæreste, Roman Maksimov, der arbejder som tolk. 

De har kendt hinanden i et par måneder. Julia havde lagt mærke til Roman i Tiraspol, og så skrev de til hinanden på VKontakte, den russiske pendant til Facebook, hvor de havde fælles venner. Hun har russisk statsborgerskab ligesom en tredjedel af borgerne i Transnistrien. Cirka samme antal har enten ukrainsk eller moldovisk statsborgerskab.

Julia er i cowboyskjorte med hætte og en hue på toppen af det brune hår, som hun klør sig i lidt nervøst, når hun taler. Hun har nye solbriller på med spidse kanter i Audrey Hepburn-stil. Solen skinner, og haner galer bag små bliktagshuse. To mænd sælger mel fra en varevogn, og en lokal præst går i en sort kjole og taler i telefon. 

Julia ville tidligere til Chișinău for at studere, men hendes forældre er skilt, og da hun dengang ikke var fyldt 18 år, skulle hun bruge papirer fra begge for at få moldovisk pas. Hun havde ikke lyst til at bede sin far om hjælp. 

”Jeg ved ikke, hvor min far bor. Han er alkoholiker, og jeg taler sjældent med ham. I Transnistrien bliver folk ofte gift som unge, får børn tidligt, og så forsvinder den ene,” siger hun. 

”Don’t stay,” står der med spraymaling på en betonvæg foran en forladt kornfabrik. Det var her, Julia røg sin første cigaret. Hun er glad for sin hjemstavn. Her er roligt og trygt, men hun er rastløs og vil se verden. En uddannelse fra Transnistrien duer kun i Rusland, og Julia vil gerne til Chișinău for at studere om et par år og måske til Europa, hvor hun aldrig har været. Julia har set rejseprogrammer fra Venedig, hvor ”arkitekturen er smuk”, men hun ved ikke, hvor hun vil hen. 

Om sommeren tager de lokale i Dubăsari til en lille strand langs floden Dnestr, der skiller Transnistrien fra Moldova. Stranden ligger ved siden af et vandkraftværk med checkpoints, som bevogtes af russiske soldater, der ofte er lokale med russisk pas, og som får 3-400 dollar om måneden, det dobbelte af gennemsnitslønnen i Transnistrien. En god løn ”for at lave ingenting”, som Roman siger.

Tre betonarbejdere er ved at bygge en balkon til et hotel med udsigt over floden. Den ene af dem, Mikhail, har russisk statsborgerskab, og han har tænkt sig at stemme på Vladimir Putin på søndag. 

”Han giver os billig gas, og pensionen er på vej op. Rusland bør anerkende os, men det er svært, når vi ikke deler grænser. Men se, hvad Putin gjorde med Krim. Det skal nok ske på et tidspunkt.” 

Julias mor stemmer også på Putin. Julia selv gider ikke stemme til valget, og da slet ikke på Putin. 

”Politik er for mennesker, der ikke tror på sig selv.” 

Julia og Roman har kendt hinanden i nogle måneder. Romans forældre bor i Tiraspol, og Julias mor bor i Dubăsari (t.v.)

TILBAGE I TIRASPOL er alle dage som søndag. Ældre mænd og kvinder sidder på bænke uden at vente på noget. Mange butikker er lukkede midt på dagen, mens de butikker, der er åbne, ser lukkede ud.

”26 års offentlig service,” står der på et billboard, hvor en kvindelig sygeplejerske er fotograferet blandt generaler og bevæbnede soldater som karakterer i et computerspil. Militærhistorien er overalt. På 25. Oktober Gade står en tank, der danner baggrund for billeder af lokale brudepar. Ved en mindevæg for de faldne i krigen mod Moldova brænder en flamme døgnet rundt, og i parkerne står buster af russiske krigshelte. Ifølge lokalhistorikeren Nikolaj Babilunga blev Transnistrien i 1992 reddet af ”russiske hædersmænd” i konflikten mod Moldovas ”nazistiske bødler”, og regionen blev ikke ”ramt af psykose” ved at fjerne monumenter fra Sovjetunionen, som man gjorde det i Moldova. Moldoviske historikere ser den fremtrædende sovjet-symbolik i Transnistrien som en positionering i modstanden mod Moldova og Rumænien. 

På et marked ved Rajevskij Vej – opkaldt efter en berømt russisk general fra Napoleonskrigene – sidder Galina i en lilla dunjakke og sælger bøger og brocher med Lenin. Ligesom mange andre vil den 60-årige kvinde af frygt ikke oplyse sit efternavn, Hendes øjne er små, og på næsetippen har hun et modermærke, rundt som et knappenålshoved. 

”Livet er godt, jeg har mit helbred og min pension,” siger hun. 

Hun tager en pose pølser frem af lommen og fodrer en kat under bordet, mens hun sludrer med Svetlana, sin veninde. Svetlanas hår er farvet sort med lyse spidser, og hendes øjenbryn ser ud til at være tatoveret. Galina viser stolt billeder frem af sin søn fra hans tid i den russiske fredsstyrke. De håber begge på en genforening med Rusland. 

”Et stort land med en god økonomi,” mener de begge. 

Galinas (t.h.) yndlingsbog er Ernest Hemingways ’Den gamle mand og havet.’

Ved en sti på Ungdommens Gade ligger en café i skyggen af Tiraspols forårssolstråler, hvor ikke en brise af forandring ser ud til at være sluppet igennem væggene. En rund og smilende dame med lyst hår sat op i en knold serverer spiritus til de tørstige gæster ved de lyse træborde. Disken er fyldt med syltede agurker, brød med ost, chokolade og cigaretter solgt stykvis. En ranglet fyr hamrer et overfyldt 10-centiliters vodkashot med overfladespænding i halsen. Hans mund spjætter af tics, da glasset er tømt. 

”Er I fra USA?” spørger Ljonja ved et af bordene under halvtaget blandt de rygende gæster. ”Ah, Danmark … bedre,” siger den gråsprængte og pensionerede herre og dasker en finger på sin store øreflip. Han ligner en krydsning mellem den irske forfatter Samuel Beckett og Leonid Bresjnev, den sovjetiske leder med de buskede øjenbryn. Han har ikke russisk statsborgerskab, men hvis han kunne, ville han stemme på Putin, for han er magtfuld. Selv i USA går folk rundt i T-shirts med den russiske præsident, mener Ljonja, der taler med cigaretten mellem tænderne. Det var trist, at Sovjetunionen brød sammen, siger han. Der var ikke frihed, men det var gratis at komme på hospitalet, og en vandmelon kostede ingenting.

”I dag har vi dermo-­cracy,” siger han og hoster et grin frem, mens han asker i et syltetøjsglas. Dermo betyder lort på russisk.

43-årige Roman har hentet et stykke chokolade på en serviet til sin cognac. Han har et ar over det ene øje, plysset hår og et hårdt og fast blik. Transnistrien er et rart og rummeligt sted, siger han og trækker vejret tungt gennem næsen. 

”Fortæl ham sandheden. Det er et hul i jorden!” råber en kvinde med brune tænder fra nabobordet. 

”Vi har mange kulturer her, men 80 procent af os er russere,” siger Roman og skyder et stykke forbi det korrekte tal, som er cirka 30 procent. Han håber, at Rusland en dag vil anerkende Transnistrien, men han gider ikke stemme til valget. Bjurokratija. Man skal udfylde papirer og stå i kø. Romans fingre er tatoverede med små tegn, et af dem er fra fængslet og betyder noget med ikke at tilhøre et hjem. Han har siddet inde for væbnet røveri, men han vil ikke dvæle ved fortiden. Heller ikke Sovjetunionens. Men monumenterne må de aldrig fjerne.

”Det er vores historie. Vores ære.” 

TRANSNISTRIEN

Transnistrien ligger i området ved floden Dnestr og den moldoviske grænse til Ukraine. Transnistrien er den internationale (og rumænske) betegnelse, mens de facto-staten internt går under navnet Den Pridnestroviske Moldaviske Republik. Transnistrien er ikke anerkendt af andre lande, kun af udbryder­regioner i Georgien. Der bor knap en halv million i Transnistrien og 150.000 i hovedstaden Tiraspol. Transnistrien strækker sig over 4.163 kvadratkilometer, lidt mere end det halve  af  Sjælland.

Transnistrien har eget flag, pas, nationalsang, møntfod og en grænsepost til Moldova, der har registreringskontor, soldater og en indgang i røde farver med hammer og segl. Transnistriens selvstændighed er ikke anerkendt af FN, ej heller af Rusland, som dog bidrager med vital økonomisk støtte, blandt andet i form af billig gasforsyning. Moldova er afhængigt af den russiske gas, som laves om til elektricitet på kraftværker i Transnistrien.

I 2006 foretog styret en afstemning, der viste, at 96 procent af borgerne gik ind for en fremtid i den russiske føderation. 

BOLIGBLOKKENE i Tiraspol er slidte og ser ens ud. Malingen er ofte flækket af, og de tunge indgangsdøre er i rødt metal. I de mere velholdte haver er bildæk skåret op, malet og dekoreret som svaner. I en af blokkene bor 54-årige Viktor Plesjkanov med sin kone Oksana Lopusjnjak og hendes otteårige søn Jamal. 

Lejlighedsnummeret 107 er skrevet med kuglepen uden for døren til den toværelses bolig. I entreen svømmer en skildpadde i en glasmontre, og fra det lille køkken pipper papegøjen Johnny fra et bur, mens Oksana laver te. Hun har sort hår, store øjne og en kort figur. 

”Kiss me,” siger hun og laver trutmund til papegøjen. 

41-årige Oksana Lopusjnjak arbejder hjemmefra som telefonassistent for et møbelfirma. Hun har arbejdet en del år i Dubai, men vendte tilbage, da hun savnede klimaet og menneskene. Men det er umuligt at tjene til tilværelsen i denne afkrog af verden. 

”Skide Transnistrien,” siger hun.

De sover alle tre i stuen på en hjørnesofa og i en lænestol, som slås ud til en seng. Væggene er nøgne, og deres tøj er presset sammen i kasser i entreen. Viktor Plesjkanov tænder for BBC World for at se nyheder om giftangrebet på den russiske agent i England.

”Russerne,” siger han og sætter sig i skrædderstilling foran sofaen, ”har ikke noget svar.” 

Han er klædt i T-shirt, baggy jeans og briller med tonede glas. Han har grå stænk i håret, kraftige kindben og ligner lidt en skuespiller fra 50’ernes Hollywood. Han mangler det yderste af sin ene pegefinger – spidsen satte sig fast, da han som barn lavede ringe ud af et jernrør. Viktor Plesjkanov har både arbejdet som mekaniker og solgt gravsten, men for tiden har han intet at lave, ”da folk ikke har råd til at bruge penge på gravsten i øjeblikket”.

Han bruger meget af sin tid på at harcelere over Ruslands fremfærd i Ukraine på Facebook og på at læse kritiske artikler om Putin: 

”Før krigen i Ukraine var Transnistrien en forpost for den russiske verden. Vi blev betalt for at forsvare russiske synspunkter. Det gør vi stadigvæk, men i dag er rollen i højere grad gået til Krim.” 

Viktor Plesjkanov er født i Transnistrien, hans mor er fra Ukraine, og hans far er fra en landsby uden for Tiraspol. Han arbejdede på en fabrik, men undgik at være medlem af kommunistpartiet i Sovjetunionen, selvom det var påkrævet i hans stilling. Viktors farfar sad i arbejdslejr under Stalin. Da Viktor som 11-årig var på ferie ved Sortehavet, fik han i selskab med et par jævnaldrende drenge dén ide at lægge søm på jernbanesporet. De blev opdaget af russiske pionerer, som sendte et brev til hans skoleinspektør, og episoden blev Viktors første oplevelse med regimets jernhånd. Han forstod aldrig, hvorfor alle skulle opføre sig ens. 

Oksana og Viktor har kendt hinanden i 20 år. De drømmer begge om at flytte til USA. Mange af deres venner bor og arbejder i udlandet.

”I TRANSNISTRIEN er man nødt til at have en adlydende natur som i Sovjetunionen for at føle sig tilpas. Folk trives i et hierarki. Transnistrien er en mini-version af Rusland,” siger Viktor Plesjkanov, misser med de blå øjne bag brillerne og fortæller, at han har haft flere sammenstød med efterretningstjenesten, som indtil for nylig stadig hed KGB. 

Som for eksempel den dag, da den russisk-ortodokse kirkes overhoved var på besøg i Tiraspol, og Viktor Plesjkanov var mødt op for at se giraffen. Han stod ved siden af en fyr, som tog et billede med sin telefon, da paraden kørte forbi. En mand i civilt tøj gav fyren besked på ikke at tage billeder. Viktor tog sin telefon frem og gjorde det samme, hvorefter han fik en lignende besked. Da Viktor Plesjkanov svarede, at det skulle han ikke bestemme, hev manden sit KGB-skilt frem. Han røg på stationen og blev afhørt i timevis, hvor man ifølge Viktor Plesjkanov truede med at få ham til at forsvinde. Til sidst spurgte de, om han kunne finde på at gentage sin ulydighed. 

”Nej. Jeg er ikke bange for jer, men jeg gider ikke sidde i en celle om sommeren, når solen skinner,” svarede han. 

Viktor Plesjkanov er skiftet over på CNN, hvor værten taler med fuld overbevisning om russisk indblanding i det amerikanske valg. Den 54-årige moldover ser aldrig russisk tv. 

”Folk fodres med propaganda på russiske tv-kanaler,” siger han og lader, som om han holder på en ske med den ene hånd, ”og bildes ind, at Rusland tager sig af sine borgere i udlandet.” 

Han ville ønske, at vestlige regeringer lagde pres på Transnistriens pro-russiske styre. ”Ingen internationale organisationer kan hjælpe, når vores rettigheder trynes, og de gode job går til politikernes familier,” siger han. 

”Vi er slaver. I 26 år har de fyldt os med løgnehistorier om, at vi ville blive det nye Schweiz, men se bare, hvor fattige folk er. Hvis staten blev anerkendt i morgen, ville styret ikke gå med til det. Så forsvinder deres mulighed for at fylde lommerne.” 

Jamals skoletaske er polstret med Stars and Stripes. Hans stedfar købte tasken, da han sidste år var i Chicago et par måneder for at besøge nogle venner, som var flyttet til USA. 

”Jamals lærer tog det ilde op, da hun så tasken, som hverken var russisk eller transnistrisk,” siger drengens mor og griner.

Det har været Viktor Plesj­kanovs livsdrøm at besøge USA, lige siden han som dreng læste Vasilij Peskov og Boris Strelnikovs rejseskildring ’Landet bag havet’, hvor de to sovjetiske journalister kører USA tyndt og  samtidig får øjnene op for den amerikanske livsstil. Ellers var det småt med litteratur om USA i Sovjetunionen. Men Viktor fik smag for westernfilm – ’Syv mænd sejrer’ med Steve McQueen – og for amerikanske arketyper som Paul Newman på det store lærred. 

”I rrr-had to know about American ex-cep-tio-na-lism,” siger han om sin tur til Chicago med luft mellem hver stavelse. Friheden og den amerikanske drøm. Han blev ikke skuffet. Amerikanerne var fritænkende og smilende. USA er Viktors antitese til alt russisk, til Transnistrien, og han håber, at en fremtid i ’frihedens land’ bliver familiens skæbne. 

”ONE WAY or another, I’m gonna find ya, I’m gonna get ya!” Roman Maksimov og en gruppe venner står i rundkreds på et stengulv og skråler med på Blondies hit fra 1978. Det er weekend i Tiraspol, og de unge holder fest i en garage. Pigerne er i højtaljede jeans, drengene er i sweatshirts og sneakers. Ved et bord fyldt med vodkaflasker og ølkrus sidder en fyr og styrer musikken fra en MacBook. Rummet ligner en blanding mellem et værksted og en teenagers hærgede kælderværelse. Julia Levina sover med hovedet i skødet på en sidekammerat på en bænk. Hun er gået kold. Det gik stærkt, da vodkaen kom i ølkruset. Senere må hun i busken for at kaste op, mens Roman holder hendes hår. 

”Det er kun tredje gang i mit liv, jeg er fuld,” siger Julia og smiler forlegent, mens hun efter festen tager sig til panden ved et bord i kantinen på universitetet i Tiraspol. Man bliver mere udadvendt, når man er fuld, siger hun. Ved de andre borde sidder unge og spiser vafler og pomfritter. En pige har lagt makeup på sin veninde og tager billeder af hendes øjne med sin telefon. Indtil Julia flyttede til Tiraspol, var hun ’fornuftig’ og sad mest foran sin computer og lavede lektier. 

”Men jeg bryder mig ikke om stabilitet,” siger hun og piller ved sin tekop. Hun har fået nye venner på det seneste, men for teenagere i Tiraspol er der ikke meget andet at give sig til end at drikke sig fuld og ryge cigaretter.

Julia vil ikke blive i Transnistrien. Hun har besøgt familie i Moskva, og hendes mor vil gerne flytte dertil og have Julia med, men det har hun ikke lyst til. Folk er overfladiske i Moskva, synes hun. Hverken Julia eller Roman vil til Rusland. 

”Mange tror, at Rusland er veludviklet på grund af Moskva, men de fleste steder ser der ud ligesom i Transnistrien,” siger Roman. Han har været i Polen et par gange og ”orienterer sig mest i retning af Vesten”, som han siger, men han er glad for sit job som tolk og har ikke planer om at forlade stedet foreløbig. 

Julia er usikker på fremtiden. Fortiden kender hun, og måske er voksne i europæiske byer mest optagede af sig selv. Generelt bryder hun sig ikke om storbyer, og på en måde er det okay, at udviklingen går langsomt i Transnistrien. Se på Rusland efter Sovjetunionens fald, hvor folk fik frihed, men landet blev et økonomisk rod, siger hun.

”Men udviklingen går også for langsomt.”

Bedsteforældregenerationen fylder meget. Hun synes, det er svært at have en samtale med de ældre, der taler i indstuderede fraser og drømmer sig tilbage til fortiden. For Julia er statuerne fra Sovjetunionen meningsløse, men det er fint nok, at de er her. Ellers kom der jo ingen turister. 

Hos babusjkaerne, de tørklædeklædte bedstemødre, er håbet om russisk favntag stadig levende. Samtidig rejser de unge væk. Fra 1989 til 2015 er befolkningstallet i Transnistrien faldet fra 750.000 til 485.000.

”LAD OS FÅ noget larm!” råber Maksim Bunduk i mikrofonen fra scenen, mens han klapper ad sig selv. ’Comedy Café’ står der bag ham på det røde baggrundstæppe på Tiraspols seks måneder gamle standup-klub, den første af sin slags i Transnistrien. I loftet hænger balloner, en diskokugle og sidste års juledekorationer. 

Maksim er tidligere politibetjent, høj, tynd og har et knæk på næsen, og han indleder showet med at synge til hurtige dance-rytmer om at gå på stranden med sin udkårne. 

”Kom så!” råber Maksim til publikum og klapper igen ad sig selv, inden han i omkvædet assisteres af en kvindestemme i højttalerne.

De fleste gæster fortsætter snakken ved bordene, mens de drikker øl og drinks. Anna og Katarina sidder foran scenen, de er i slutningen af tyverne, begge i kjole og rød læbestift. I aften er første gang, de ser standup live. De er glade for humor i den lette ende, gerne Adam Sandler eller den russiske falde på halen-komiker Jevgenij Petrosjan. 

Tre mænd i 30’erne optræder i aften, alle trænede amatører.

”Der er russisk valg i morgen, og der er lovet snevejr. Vi med russisk pas stemmer vel på Putin? Maksim, du har moldovisk, og Jevgenij har ukrainsk,” siger Ivan, den ene af komikerne, der har gråt hår, ternet skjorte og mikrofonen i hånden, mens han står ved bardisken. 

”Det er derfor, jeg tier stille,” siger Jevgenij, som står på scenen i selskab med Maksim. Jevgenij er lidt buttet og i mørkeblå skjorte. 

”I går lå jeg med min kæreste i sengen og spurgte, hvem hun ville stemme på,” siger Maksim og bliver afbrudt af Ivan.

”Maksim, normale mænd er sammen med deres kæreste, mens du sidder og …” siger Ivan og vipper med øjenbrynene, så alle forstår, at der hentydes til onani. Jevgenij fortæller om engang, han bestilte en prostitueret i selskab med en kammerat. Men de fik et chok, fordi hun var grim. De vulgære platheder står i kø på scenen, og de frække anekdoter trækker ikke de store grin hjem.

Maksim og Jevgenij battler jokes. De har et clipboard i hånden med deres vittigheder. Maksim høster færrest grin og modtager som straf et smølfespark på næsen af 

Jevgenij. Showet virker naivt og lidt desperat. 

I pausen er Maksim Bunduk gået ud for at ryge. Grimasserne i hans ansigt er i bero. Han er 32 år, men ser ældre ud. Tiraspol er et svært sted at lave standup, folk skal vænne sig til det, men han håber, at Comedy Café udvikler sig positivt. Han og de andre fyre er en slags pionerer for komik i Transnistrien, siger han.

En af gæsterne, Irina, har grædt af grin flere gange i aften. Hendes øjne er hævede af lattergråd, og hun er en smule fuld. Hun var særligt glad for joken om en dame, der brugte en masse penge på at blive klippet og få ordnet negle, men uden at blive tilfreds.

”Vi har så mange frisører og skønhedssaloner i vores land, og vi ville ønske, de var mere professionelle,” siger Irina. 

Anna og Katarina har også haft en god aften, fortæller de. Men showet havde været bedre, hvis komikerne ikke havde brugt så mange grove ord.

PÅ VALGDAGEN står Viktor Plesjkanov foran en café på 25. Oktober Gade og skraber sne af ruderne på sin Peugeot 307 Cabriolet. Bilen blev købt, dengang han tjente penge og ville mærke friheden ved at køre med nedrullet tag i solskin. Hans kammerat Nikolaj er chauffør i dag, da Viktor har røget lidt pot – det gør han indimellem – og han vil ikke køre galt på de sneglatte veje eller få problemer med ordensmagten. Viktor hilser på en gruppe forbipasserende tyskere i vinterjakker fra Canada Goose, mens sneen pisker dem om ørene. 

”Jeg kan se på jeres påklædning, at I er udlændinge,” siger Viktor til dem og løfter 

hagen for at demonstrere, at tyskerne kigger op, når de går, og ikke ned i jorden som russere. Han trækker i mundvigene med fingrene for at understrege, at russere heller ikke smiler. 

”We rrr-have … regime here …” råber Viktor som afskedssalut, da gruppen er på vej videre. Han leder efter ordene og bider sig i læben i sædvanlig frustration over sit begrænsede engelsk. 

”Mmm … dictatorship. Good luck!” siger han og knipser med fingrene. Tyskerne smiler en smule anstrengt og forbløffet, mens vennen Nikolaj ryster på hovedet og griner af Viktor. 

I bilen hænger et Wunderbaum med Stars and Stripes, og her dufter af Chrome Azzaro, Viktors parfume, som han har købt i USA. Hvis familien får ophold i guds eget land, håber han på at arbejde som bilmekaniker på sin kammerats værksted i Chicago. Oksana vil måske tage en ny uddannelse. I USA har alle mulighed for en anstændig tilværelse, mener Viktor. For dem, der ikke griber chancen, står kun dovenskaben i vejen. 

Viktor Plesjkanov har ikke russisk pas, men ”han er ikke et fjols”, så selvom han havde, ville han ikke stemme. Vi kører forbi et af valgstederne for at lodde stemningen. På koncertstedet Republikkens Palads var der i morges lange køer af primært ældre mennesker fra landsbyer uden for Tiraspol. Her til eftermiddag er der ikke den store trængsel ved valgurnerne. På en opslagstavle hænger et billede af kandidaterne med en kort beskrivelse af deres valgprogram. Putin hænger i midten. 

”Ham der, Baburin,” siger Viktor og peger på en af kandidaterne, mens han ryster på hovedet. 

”Han solgte et af vores kraftværker til russerne i en billig studehandel,” fortsætter manden, der som en sporhund konstant opsnuser informationer om, hvordan rublerne skifter hænder i Transnistrien. En valgtilforordnet giver os besked om ikke at henvende os til folk i lokalet. 

Vi kører hjem til Nikolaj og sætter os i køkkenet. Gulvet er i mønstret vinyl, og væggene er tapetseret i gule farver. Viktor troede engang, at Transnistrien ville ændre sig til det bedre, men menneskene her er ikke indstillet på forandring, siger han. 

Viktor Plesjkanov finder sin Google Translate App med lydfunktion frem, så han bedre kan sætte ord på sine tanker. Han har sin egen teori om, hvorfor de sovjetiske symboler fylder så meget i Transnistrien. Regimet viderefører kommunismens formynderiske tankegods og bilder folket ind, at staten tager sig af dem. 

Han bøjer overkroppen over bordet og begynder at tale russisk i telefonens mikrofon. På engelsk oversætter en App-kvindestemme hans ord:

”Lenin er en knap, de kan trykke på for at vække minder om fortiden i Sovjetunionen. Folk er vant til at nøjes med lidt, derfor forventer de ikke så meget.”

DET NYE KRIM?

Da Rusland annek­terede den ukrainske halvø Krim i 2014, gav det anledning til spekulationer om, hvorvidt den moldoviske region ville blive den næste i rækken. Blandt vestlige iagttagere er analysen, at Rusland bevarer Transnistrien som en marionetstat for at holde fast i sin indflydelse i Moldova, Europas fattigste land ved NATO’s grænser i politisk splittelse mellem Rusland og EU. Moldova opfatter de russiske soldater som en ulovlig stopklods for forsoning, mens Rusland ser sin rolle som garant for fred.

Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se juni 2018.

 

Galopsporten har set bedre tider herhjemme. Alligevel kæmper de samme familier, hesteejere, trænere og ikke mindst brødre – både til hest og med de bare næver – en daglig og indædt kamp for at få mulerne først over målstregen. Det drejer sig om penge, men især om prestige. Ud & Se tog til et af de klassiske galopløb i Klampenborg inden det altafgørende derby i august.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Steven Achiam

MED ET HÅNDKLÆDE om livet og en smøg i flaben står Nicolaj Stott i jockeyrummet, mens han omhyggeligt pudser sine lange, sorte jockeystøvler. Ved hans hjerte pryder en galophest i sort blæk huden på hans tynde, veltrænede overkrop. Der er tre timer til det første af dagens syv løb på Klampenborg Galopbane, og når han senere tager støvlerne på, er det altafgørende, at venstre kommer først på. Alt andet bringer uheld. 

Da han vågnede tidligere på morgenen, vejede han 57,7 kilo, men efter en løbetur og 35 minutter i jockeyrummets tilstødende sauna vejer han nu 56,6 kilo. Det er lige inden for smertegrænsen. Stort set alle jockeyer går i sauna på løbsdage. De udsvedte gram kan være udslagsgivende, og nogle smider helt op til tre kilo. Det er effektivt, men det kan også tage hårdt på kræfterne. 

Han fisker tre vitaminpiller frem fra skabet, skyller hurtigt to af dem i gabet med danskvand og knækker den sidste. Den ene halvdel sluger han, den anden fyrer han tværs gennem lokalet, over stakken af sadler på det store brune træbord i midten af det hele, videre over de to motionscykler og den sorte motionshest, og direkte ned i skraldespanden i modsatte ende.

29-årige Nicolaj Stott er en af de bedste jockeyer i dansk galopsport. To gange har han vundet Dansk Derby, august-løbet, der er det mest prestigefyldte herhjemme, og en anden tatovering på hans højre skulderblad viser afgørelsens øjeblik i 2017-udgaven: Hele vejen op gennem opløbet lå han side om side med sin lillebror, Kevin Stott, der til daglig er jockey i England. På målstregen var det så tæt, at ingen vidste, hvem der havde vundet. Først da mållinjefotoet var kigget grundigt igennem af løbets officials, stod det klart. Nicolaj Stott vandt med akkurat en hestesnude.

Der er faste pladser, et indbygget rum til private sager og navneskilte i messing til jockeyerne i mændenes omklædning. I forgrunden Nicolaj Stott. I baggrunden spuler Oliver Wilson mudder af sine støvler.

DEN KASTANJEBRUNE trædør går op, og ind træder en ulasteligt klædt Oliver Wilson. Han er i mørkeblåt jakkesæt, brune lædersko, og et snorlige stribet slips hænger under den tilknappede jakke. Han har været i sauna et andet sted, for han havde hørt rygter om, at der var lidt problemer med saunaen i jockeyrummet, og han ville ikke tage nogen unødige chancer. Han vader gennem rummet med sin taske over skulderen og stiller med omhu fire forskellige energidrikke op i vindueskarmen over et lille blåt skilt med påskriften ’Ollie Wilson’.

Der er folk, der mener, at Oliver Wilson er det største jockeytalent i Danmark lige nu. Trods sine kun 23 år har han de sidste fem år i træk vundet championatet på Klampenborg, der tilfalder den jockey, der hen over en sæson har vundet flest løb. 

For nylig kom han tilbage til Danmark efter at have tilbragt vintermånederne i Dubai. Han var tilknyttet en stor stald med 300 af sheik Mohammeds fineste heste og trænede blandt andet fast på hesten Old Persian, der lige nu rangerer som den femtebedste hest i hele verden. 

Fra lommen finder han et papir frem med information på dagens løb, som han hænger op med tegnestifter ved sin plads. Et øjeblik studerer han det. Så går han hen til Nicolaj Stott og hilser med et godt gammeldags håndtryk. Der er ikke noget der.

Tilbage på sin plads snører Oliver Wilson læderskoene af og bytter dem ud med et par grønne gummistøvler. Han vil ned og inspicere banen for de mindste ujævnheder. Stort set ingen jockeyer gider bruge tid på det, men for ham er det et vigtigt aspekt, der kan indbringe de afgørende millisekunder. Han og den treårige hoppe Queen Rouge er senere på dagen storfavorit til at vinde Mowerina-løbet, det første af sæsonens i alt fem klassikere. 

I en knirkende bevægelse går døren i bag ham. Nicolai Stott fjerner den sidste stump af cigaretten fra mundvigen og skodder den i et gråt askebæger.

”På hestene er vi alle sammen fjender. Så har man ingen venner … ikke engang ham,” siger han og nikker i retning af Liam Doran, en engelsk jockey, der også har indfundet sig i rummet. De to er tilknyttet samme stald som første- og andenjockey og er det tætteste, man kommer på holdkammerater i galopsporten. Liam Doran kigger spørgende op. Det er kun et års tid siden, han kom til Danmark. 

”Out there we’re all enemies,” oversætter Nicolaj Stott, mens et smil former sig på hans læber. Så løfter han sin højre hånd over hovedet og svinger den frem i luften. 

”If I had to, I would be ready to slap you!”

Nicolaj Stott er som den første mødt i jockeyrummet.

DISEN HAR LIGGET tungt hele formiddagen og gjort sit for at viske det meste af Klampenborg Galopbane ud. Men næsten på slaget 12, da porten går op for publikum, må den overgive sig til solens stråler, der hastigt maler de omkransende bøgetræer frem igen. I midten vajer det røde Klampenborg-flag, og det er ikke svært at forstå, hvorfor selv nordmænd og svenskere betragter banen i udkanten af Dyrehaven nord for København som Nordeuropas smukkeste. Det ligner efterhånden en perfekt dag til hestevæddeløb. 

Velkommen til Klampenborg Galopbane…,” lyder det fra spredte højttalere, og mens speakeren præsenterer programmet for årets tredje løbsdag, begynder folk at drysse ind fra hovedvejen længere oppe. Der kommer knap 3.000 tilskuere, og det er en folkemængde, som de er flest på sommerdage – og så alligevel ikke. Der er flere blomstrede stråhatte og sixpencer iblandt. Flere pelsfrakker og flere lyse hørbukser. Flere ældre kvinder med langt, afbleget hår og flere velfriserede mænd med pynteklude stikkende op af lommen på deres jakkesæt. Skulle man i øvrigt have glemt at få en med, er der råd at hente: Den første og eneste bod på stien fra hovedindgangen og ned til banen sælger kun to ting: løbsprogrammer og pynteklude. 

I gamle dage var tilskuerne på Klampenborg opdelt i to. De fine for sig, og resten for sig. Sådan er det ikke længere. Der er dem, der fordeler sig foran Paddock Tribunen langs det hvide rækværk ved opløbet. Her sælger udendørsboderne fadøl, der ligger sitrende pølser på grillen, og Rasmus Seebach, Medina og alle de andre afløser hinanden på skift fra højttalerne mellem løbene. 

Andre skynder sig at kapre de ledige borde, der hurtigt får ekstra kilo at bære på, da spande med isterninger og kølige drikkevarer finder vej fra baren. I den forstand gælder billetten ikke kun til hestevæddeløb, men til illusionen om at træde ind i en tidslomme. Nogle fortsætter videre op til den eksklusive VIP-lounge, mens de, der virkelig er noget på Klampenborg, går ind i Den Kongelige Restaurant, hvor en større bespisning venter. 

Hestevæddeløb adskiller sig fra andre sportsgrene ved at være langt mere pause end action. Dagens syv løb varer samlet set ikke meget mere end 20 minutter, men er fordelt på godt og vel tre timer. Det er to et halvt minuts intens spænding og så en god, lang pause til at få pulsen ned og promillen op. Der skal rosé i glasset, og gerne op til kanten.

FARLIG GALOP

Galopsporten regnes for en af verdens farligste etablerede sportsgrene. Der er mange eksempler på jockeyer såvel som galopheste, der i tidens løb er omkommet under løb. Andelen af hjernerystelser er højere her end blandt udøvere af nogen anden sportsgren i verden.

DET VAR DRONNING Caroline Mathilde – kong Christian VII’s engelskfødte hustru – der i 1770 stod bag de første organiserede væddeløb i Danmark. Dengang foregik de primært i København, men siden 1910 har Klampenborg været kongerigets juvel for galopperende heste. Det vil dog ikke være nogen overdrivelse at sige, at sporten har set bedre tider herhjemme. I velmagtsdagene i 50’erne og 60’erne blev de største løb transmitteret i fjernsynet, der blev lavet populære danske film  fra galopbanen, og ugebladene mødte konsekvent op på anlægget, der var pakket med mennesker. I dag er det et mindretal af danskere, der kender til Klampenborg Galopbane, og endnu færre har en idé om, hvad der er på spil. Men dramaet bag de høje bøgetræer lever i bedste velgående. 

Der er jockeyer, der ikke bare strides mod hinanden, men kæmper en evindelig kamp mod vægten og deres egen krop. Der er sønner, som kæmper for at træde ud af skyggen af deres fædres bedrifter. Der er indædte rivaliseringer mellem brødre, der ikke bare slås metaforisk, men med de bare næver. Der er galoptrænere, der bruger al deres tid året rundt på at finde de små forskelle, der kan føre til sejre. Og der er de velhavende hesteejere, der passivt beskuer dramaet fra balkonerne, og som drømmer om at stå i vindercirklen. Fælles for dem alle er, at de kæmper om det, der i galopsporten er langt vigtigere end penge: prestige.

Nicolaj Stott er kommet ud fra saunaen og klatret op på en træningshest, der træner hans lægmuskler og led før dagens første løb.

STADIONSPEAKEREN speedsnakker, da hestene i dagens første løb runder sidste sving og når ind på opløbet: ”Alberone sætter fart, Stinger kommer på indvendig side, Giuseppe Piazzi begynder at vise sig … 

På langsiden læner tilskuerne sig ind over rækværket og forsøger med tilråb at overdøve lyden af de galopperende hove, der kan høres på flere hundrede meters afstand. Alle råber på deres favoritter i feltet, og det hele drukner i én stor, usammenhængende lydmasse.

Bagerst i feltet sidder Nicolaj Stott i en grøn silketrøje med hvide skaktern på ærmerne på den femårige irske hingst Ginmann. Han hører ingenting. Sådan har det altid været, når et løb spidser til. På forhånd har løbsprogrammets ekspert-tipper spået Ginmann uden chance for at vinde løbet, der med 70.000 kroner er dagens næststørste i samlet præmiesum, og gennem hele løbet har den da også ligget allerbagerst. 

Kun Nicolaj Stott ved, at det er et bevidst træk. Som altid har han op til løbsdagen læst grundigt op på samtlige heste, han skal ride mod. De andre jockeyers svagheder og styrker kender han, men det er værre med hestene. På en løbsdag kan der være op mod 100 heste med, og det er vigtigt at vide, hvordan de tidligere har løbet, hvordan de er blevet redet, og hvilke distancer de klarer sig bedst på. Lærer man dem først at kende i kampens hede, kan det være for sent. 

Derfor ligger Nicolaj Stott og Ginmann allerbagerst, hvor hesten så vidt muligt kan slappe af og gemme sine kræfter. Med 400 meter tilbage er de forreste heste stadig inden for rækkevidde. Nicolaj Stott læner sig næsten helt op på halsen af Ginmann og ’trykker på knappen’, som det hedder på jockeysprog. 

Med næsten 60 kilometer i timen æder mand og hest græstæppet foran sig og når op til de bagerste hove på Giuseppe Piazzi, hvor Oliver Wilson i brun- og hvidternet silketrøje også forsøger at tvinge de sidste kræfter ud af sin hest. Med 200 meter til mål passerer de og fortsætter forbi Liam Doran på den brune vallak Stinger.

Med mållinjen inden for rækkevidde mangler kun Alberone. På dens ryg sidder sidste års derbyvinder Carlos Lopez i bourgognefarvet trøje med store gule tern. Mens tilskuernes tilråb nærmer sig klimaks på langsiden, tager også stadionspeakerens lydstyrke til på de sidste meter: 

”Ginmann rider stormen af og … vinder løbet.” 

Heste og jockeyer vises frem for publikum før løbene.

NOGLE DAGE TIDLIGERE, en solrig mandag formiddag, får en klatøjet Nicolaj Stott sig en tiltrængt kop kaffe og en smøg foran Søren Jensens stald lige ved siden af Klampenborg Galopbane. Aftenen forinden var han til løb i Aalborg, en af de få tilbageværende provinsbaner, der stadig har galop på programmet, og han var først tilbage i sin lejlighed i Gentofte klokken halv to om natten. Men i vanlig stil mødte han ind i stalden 20 minutter i seks i morges for at træne dagens udvalgte heste. Som jockey er man i princippet freelancer og kan ride for flere forskellige galoptrænere, men de bedste er ofte tilknyttet en bestemt. Nicolaj Stott er førstejockey hos Sø­ren Jensen, en af landets største og mest succesfulde galoptrænere. Det betyder, at han får tilbuddet som den første, når Søren Jensen har heste med i løb, og som regel får han lov at vælge, hvilken hest han vil ride på. 

Håret er uglet, en hjelm har været plantet oven på det i timevis.

”Jeg ved ikke hvorfor, men heste og smøger hører bare sammen,” siger han og smiler træt.

Han begyndte at ryge som nyslået jockey. Dengang han havde svært ved at disponere sin kost, og det var nemmere at stille sulten med en smøg.

”De første to år røg jeg i smug. Mine forældre måtte ikke vide det. Så jeg gik mange aftenture med hunden i den periode.”

Der var altid hestevæddeløb i fjernsynet, da Nicolaj Stott voksede op. Hans far, Ken Stott, kom til Danmark fra Manchester i slutningen af 60’erne og blev en af sin generations dygtigste jockeyer på Klampenborg, blandt andet med to derbysejre i 1972 og 1982. Senere blev han professionel galoptræner, og når han ikke stod i stalden, sad han i sofaen og fulgte livetransmissionen fra de store løb i særligt Storbritannien og USA.

Nicolaj Stotts storebror, Marc Stott, var ikke så interesseret, men Nicolai og lillebror Kevin så ofte med. De valgte en jockey hver, og så sad på hvert sit sofaarmlæn med en saddel under sig og galopperede.

”Vi bankede støv af puderne som gale, og min mor blev tosset, når hun kom hjem fra arbejde. Men vi lærte faktisk utrolig meget, hvad angår balance. Det er ikke særlig nemt at galoppere på et armlæn med en saddel under sig,” siger Nicolaj Stott.

Som fireårig blev han trukket rundt på hest i staldgangen af sin far, som seksårig lærte han for alvor at ride, og som syvårig kunne han galoppere. Efter 7. klasse droppede han ud af skolen – det sagde ham ikke det store – og kom i stedet på et racing academy i Irland, hvor han blev undervist i jockeyteknikker. Efterfølgende kom han i lære hos en galoptræner i Thirsk tæt på York i det nordlige England i to år, før han vendte hjem og gjorde sin egen entré på galopscenen.

”Jeg ved sgu ikke … hestene har bare altid…,” siger han og leder efter de rigtige ord: 

”Jeg har altid vidst, at det var det her, jeg ville. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af andet, men det kan også være lige meget. Det eneste, jeg nogensinde har haft lyst til, er at ride.”

DANSK DERBY

afholdes for 109. år i træk på Klampenborg Galopbane 11. august. Derbyet, der er årets ubetinget mest traditionsrige og prestigefyldte løb i dansk galopsport, kaldes også ’kampen om det blå bånd’, fordi vinderhesten kåres med et bånd i den farve. Publikum opfordres til at dress to impress, og der uddeles præmier til de bedst klædte.

I BENT OLSENS STALD er der skraben fra boksene. Den 66-årige galoptræner forstår sine heste og kan høre, at lyden er nervøs, fordi de skal i aktion senere på dagen og udmærket er klar over, hvad der står på spil. Han ved også, at de sætter pris på at være i en stald som hans, der ligger lige ud til Klampenborg Galopbanes smukke omgivelser. 

”Jeg tror oprigtigt på, at hestene kan nyde skøn natur som os andre. Jeg tror, det betyder noget for deres mentale velvære,” siger han, mens Buster, en lille hvid havaneser-hund, cirkler om hans ben. 

Det er mange timer siden, Bent Olsen stod op. At vågne tidligt er en arbejdsskade efter at have været galoptræner i mere end 40 år. Først i Aalborg, så i Odense, så i Aarhus og de sidste 18 år i Klampenborg. De sidste 10 år i træk har han vundet trænerchampionatet som den mest vindende træner over sæsonen. Bent Olsen er ikke bare Danmarks, men en af Skandinaviens største galoptrænere med 48 heste i sin stald, og det er hans opgave sammen med sit staldpersonale at passe hesteejernes dyrtindkøbte galopheste og sørge for at træne dem op, så de kan løbe penge og ikke mindst ære hjem. 

Af og til rejser han til auktioner i Storbritannien, primært Doncaster, med penge, han har fået med af en hesteejer, og efter et hurtigt kig på en hests muskulatur og holdning ved han, om den kan komme til at løbe rigtig stærkt. Men hvis først sheikerne begynder at byde, kan man godt glemme det, de lader sig ikke skræmme af en budkrig. Han har dog alligevel fået en del kvalitet med hjem. En af hestene købte han af den engelske dronning, og den dyreste af dem alle kostede 4,5 millioner kroner. 

”Det er jo helt vildt,” siger Bent Olsen, før ansigtet revner i et rødmosset grin:

”Jeg har ikke engang ejet et hus, der kostede så meget.”

Senere i dag har han fire heste med Mowerina-løbet, blandt andet to af favoritterne, Silverstone og Bitcoin. Alligevel tror Bent Olsen ikke helt på det. Der er en af de andre treårige hopper, der simpelthen ser stærkere ud. Det ved han, for han følger grundigt med i, hvordan det går de andre storstaldes heste. Og han har en klar fordel: Bent Olsens lille røde murstenshus ligger klos op af galopbanen, lige ved svinget ind til opløbsstrækningen. Så når de andre galoptrænere er på træningsbanen med deres stjerneheste, kan han sidde i sin lænestol og få det hele med.

”De kan godt prøve at skjule, hvad de har i ærmet,” siger Bent Olsen og smiler veltilfreds:

”Men jeg kan se dem fra mit stuevindue.”

PÅ BAGSIDEN AF Den Kongelige Restaurant står galoptræner Marc Stott, Nicolaj Stotts storebror, og er en smule utilpas ved situationen. Tidligt i morges tog han af sted fra Aarhus, hvor han driver Jyllands største galopstald, og nu står hestene på rad og række i hver deres midlertidige bokse og skraber i gulvet. Dagens stjerne er Queen Rouge. En treårig hoppe med en smuk rødlig hårpragt, der bliver anset som en potentiel favorit, når sæsonens helt store højdepunkt, Dansk Derby, skal afgøres til august. Den er storfavorit til det eftertragtede Mowerina-løb, og Marc Stott er utilpas, fordi en af Klampenborg Galopbanes fotografer vil tage et billede af ham foran Queen Rouge.

”Det vil jeg altså helst ikke. Sidst, jeg fik taget et billede med en hest, der var storfavorit, tabte den derbyet,” siger han, slår en lidt skinger latter op og understreger overtroen i galopsporten. 

Selvom Marc Stott på rekordtid er blevet en af landets mest succesfulde galoptrænere, har han ikke glemt sidste år i august, da King David fra hans stald med Oliver Wilson på ryggen var storfavorit i derbyet. Og tabte.

”Om der så står 50 mennesker og tager billeder med den hest, misser den ikke det løb,” råber en ældre mand med tungt overskæg, der på afstand observerer seancen. Det er der efterhånden mange, der gør. Marc Stott forsøger at grine igen. Til sidst dropper han protesterne, stiller sig modvilligt an og forsøger at smile naturligt.

I samme øjeblik spadserer Manuel Santos, en pensioneret chilensk jockey, forbi:

”He’ll win. Oliver will definitely win,” siger han og blotter et stort, hvidt tandsæt, mens fotografen knipser løs. Da han er næsten væk, indskyder han alligevel: ”But everything can happen.”

Fra staldene på Klampenborg Galopbane trasker galoptræner Bent Olsen ud og ser på væddeløbsbanen.

OLIVER WILSON HAR længe været kendt som dansk galops wonderkid. Ligesom Nicolaj Stott er han søn af en tidligere derbyvinder, og jockeyblodet har løbet i familiens årer i generationer. Hans far, Brian Wilson, voksede op i Newmarket, en lille by uden for Cambridge, hvor man siger, at væddeløbet i sin tid opstod i slutningen af 1600-tallet. I dag er byen stadig en højborg i sporten med 3.000 galopheste i daglig træning– 10 gange så mange som i hele Danmark. 

Som ung blev Brian Wilson ansat som jockey i Danmark, og her mødte han Bettina Andersen. Dengang var hun ”bare en ridepige”, men i årenes løb blev hun også jockey og senere træner, og sammen flyttede de til Karlebo i Nordsjælland, hvor de fik en gård med plads til heste. Det var her, 23-årige Oliver Wilson voksede op.

”Siden jeg kunne åbne øjnene, har der stået en galophest foran dem,” siger Oliver Wilson en lille uges tid tidligere på Hotel Fortunen tæt på Klampenborg Galopbane.

Barndomshjemmet var spækket med fotografier fra farens jockeykarriere, og i stuen hang en enorm indrammet collage fra opløbet og vindercirklen fra farens derbysejr i 1993 på hingsten Mongolian Knight. Her stod Oliver Wilson tit og kiggede og håbede, at det en dag ville blive ham selv. Allerede som helt lille fik han og hans storebror en pony hver og begyndte at ride ponygalop mod andre børn, men alligevel var Oliver Wilson i en længere periode mere optaget af at spille fodbold. 

”Hvis du overhovedet kunne forestille dig at blive jockey, skal det altså være nu,” sagde faren, da Oliver Wilson var 14 år og havde brækket kravebenet i en fodboldkamp. Faren var nervøs for, at Oliver Wilson ikke tidligt blev disciplineret med vægten. 

Sønnen tænkte over det et par uger, besluttede sig for at give det en chance, droppede ud af skolen og kom i lære hos galoptræner Søren Jensen. 

”Jeg har egentlig ikke kigget mig tilbage siden,” siger han.

Som jockeylærling skal man have 70 sejre, før man er udlært og kan ride med om pengepræmierne. Man har fire år til at nå de 70 sejre. Det tog Oliver Wilson under halvandet år. Allerede som 16-årig begyndte man at snakke om, at han snart ville gøre sin far kunsten efter og vinde Dansk Derby. Men selvom ingen anden jockey har vundet tilnærmelsesvis lige så mange løb som Oliver Wilson de forgangne år, mangler kronjuvelen stadig. Sidste år var han som nævnt storfavorit på hesten King David, men Master Bloom med chilenske Carlos Lopez kom blæsende forbi og vandt med overlegne otte længder. 

Oliver Wilson tygger et øjeblik på det.

”Efter jeg har genset løbet flere gange, er skuffelsen blevet mindre. Men sidste år var alligevel en kæmpe mavepuster.”

GAMLE JOCKEYER

Modsat stort set alle andre fysiske sportsgrene kan en jockeys karriere være meget lang. Mange internationale topjockeyer er i fyrrerne og sågar halvtredserne. Den legendariske Lester Piggott, der vandt ni britiske derbyer og bliver kaldt ’The Greatest Jockey Ever’, stoppede først som 65-årig.

NAVNENE PÅ SAMTLIGE derbyvindere siden 1910 – heste, jockeyer, galoptrænere, hesteejere og stutterier – hænger indgraveret på 108 polerede kobberplader foran Den Kongelige Restaurant. Karrieren er ikke fuldendt, før man har vundet derbyet og fået sit navn op at hænge. 

”Alt handler om det derby,” konstaterer 63-årige Søren Jensen, der cirka en kilometer fra Bent Olsens stald er ved at gøre klar til dagens løb.

Han har lektorbriller a la Bille August og en rød kasket, og når han taler, er det med små strejf af fynsk dialekt. Med lidt over 40 heste udgør han sammen med Bent Olsen og Marc Stott lige nu magten på galoptrænerscenen. 

Han ville egentlig selv have været jockey og var som helt ung meget lovende. Han var lille og spinkel, men i sine sene teenageår skød han pludselig i vejret, og som 19-årig måtte han definitivt konstatere, at han havde vokset sig for stor.

I stedet blev han galoptræner, og allerede to år senere, i 1977, vandt en af hans heste første gang derbyet. Siden er det blevet til tre sejre på lidt over 40 år og en del lige-ved-og-næsten-oplevelser. 

I 2013 havde han tre heste til start, alle med gode vinderchancer. Men allerede i første sving gik det galt. Den ene hest skred og styrtede, og da hans to andre heste lå lige efter, måtte de begge bremse hårdt op. Det betød, at deres chancer også var udspillede. Som en af de mindre hesteejere formulerer det med et beklagende grin i Owners & Trainers Lounge senere på dagen:

”Tre heste med i samme derby. Én styrter, og de to andre får ødelagt derbyet. Det er som at lave tre selvmål i en Champions League-finale.”

For Søren Jensen er det årlige derby blevet en form for mening med tilværelsen. Stort set alt, han foretager sig i sine vågne timer, skal forløses i de mindre end tre minutter i august, hvor navnene til den næste polerede kobberplade skal findes.

”Jeg tænker på det 24/7/365,” siger Søren Jensen ud i én køre uden at fortrække en mine. 

Hesteejerne Alice Weiste og John Christensen (i midten).

”A BATTLE OF brothers,” siger Nicolaj Stott med vanlig anglicisme og et lille smil, da han genfortæller historien om derbyet i 2017, hvor han slog sin lillebror på målstregen. Det løb, hvis afgørelse er tatoveret på hans højre skulder, og som er genopført på et kæmpemæssigt maleri i Den Kongelige Restaurant. 

”Det kommer nok aldrig til at ske igen, hverken herhjemme eller noget andet sted, at to brødre slås så tæt om derbyet hele vejen til mål. Da vi nåede halvvejs til opløbet, tænkte jeg: ’Fuck, jeg KAN nå det.’ Så opdagede jeg, at det var min lillebror ved siden af, og så gav jeg den alt, jeg overhovedet kunne,” siger Nicolaj Stott, der stadig kan få tårer i øjnene, når han genser løbet:

”Min far og mor, der står på sidelinjen, og min mor, der græder helt vildt,” siger Nicolaj Stott, der vandt sit første derby allerede i 2011.

”Som jockeylærling i teenageårene var jeg champion apprentice three years running på alle baner herhjemme og i Norge, Og så vandt jeg også lige derbyet som 21-årig. Det steg mig til hovedet. Det gjorde det. Jeg blev … a little bit too cocky.”

Nicolaj Stott fik ry for at være en jockey, der på sine gode dage kunne ride geniale løb, men som lige så ofte var uoplagt, og som uden for banen fremstod arrogant.

”Hvis jeg fik en dårlig hest, gad jeg ikke ride den, og hvis jeg alligevel blev sat på, tog jeg det ikke seriøst. Det skulle hele tiden være stort, stort, stort. Jeg gad slet ikke ride de små løb. Men der er nogle ting, der er begyndt at gå op for mig, som jeg er blevet ældre. Jeg begyndte jo på det her i sin tid, fordi jeg elsker at ride,” siger han i dag. 

Det er dog ikke kun sin lillebror, han har kæmpet mod, men også sin storebror, Marc Stott. Trods tøvende interesse besluttede Marc Stott i sine spæde teenageår at følge i farens fodspor og blive jockey, og de to brødre blev hurtigt berygtet for at chikanere hinanden med skældsord i kampens hede. 

Flere gange endte det korporligt. På Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus for nogle år siden fyrede Marc Stott med fuld kraft sin ridepisk over ryggen på Nicolaj Stott, fordi han følte, at lillebroren havde redet uansvarligt.

I jockeyrummet bagefter stod de begge ildrøde i ansigterne og tog kvælertag på hinanden, før det lykkedes andre jockeyer at skille dem ad. 

Og selvom det måske ville være oplagt, bruger de to ikke længere hinanden i sporten. 

”Hvem er bedst? Det er jo det, det drejer sig om,” konstaterer Nicolaj Stott.

”DET ENESTE, jeg tror på, er lyden af musik og en hest, der løber. Alt andet er ligegyldigt vås,” skrev den amerikanske beatforfatter Charles Bukowski, der selv var hyppig gæst på Los Angeles’ galopbaner, hvor han gamblede intensivt. Og selvom spil på heste globalt er en gigantisk forretning – i årets udgave af det amerikanske Kentucky Derby blev der gamblet for over en milliard kroner – skyldes nedturen for galopsporten herhjemme netop spillet uden for banen. 

I slutningen af 80’erne eksploderede udbuddet af tilladte spil i Danmark, men samtidig blev statens markedsføring af spil på hestevæddeløb skåret kraftigt til fordel for såkaldte ’ikke-videns’-spil som eksempelvis Lotto. 

”Man nedprioriterede hestesporten så voldsomt, at det næsten tog livet af den,” forklarer Carsten Baagøe Schou, der har tilbagestrøget brunt hår, sammenknebne øjne under panderynker og en rød pynteklud i jakkelommen.

I 2011 blev han sammen med fire andre en del af en ny ejerkreds på Klampenborg, og siden efteråret 2016 har han siddet som direktør. Som noget af det første investerede den nye ejerkreds 15 millioner kroner i nye, mere attraktive bygninger. De satsede også på sociale medier, og i tråd med en liberalisering af spilleloven, der åbnede for større markedsføring af galopsporten, har ejerkredsen de seneste tre år vendt den nedadgående spiral og oplevet publikumsfremgang på henholdsvis 26, 13 og 27 procent.

”Nu er procenter jo taknemmelige, men det er dejligt, at det går den rigtige retning. Men hvis der ikke var nogen, der havde overtaget, da vi gjorde, tror jeg ikke, der havde været en væddeløbsbane i dag,” siger direktøren. 

Lidt senere står Sten Ulsø ved sin faste plads på en lille bakketop på langsiden med sin sixpence og sin kikkert. Det er 60 år siden, han første gang var på Klampenborg Galopbane, Det ved han, for han fyldte for nylig 70 år. Det er nemt at huske på den måde. Det var dengang, der på gode løbsdage dukkede 30.000 mennesker op. I dag kan der på dårlige, regnfulde dage komme helt ned til 1.200. 

Sten Ulsø kan lide at følge sine faste rutiner, og han spiller som regel kun for en tyver ad gangen. 

Da jockeyerne springer på hver sin hest for at gå en sidste præsentationsomgang for publikum, finder Sten Ulsø dagens løbsprogram frem fra baglommen og skimmer det en sidste gang. Så finder han en tyver frem fra tegnebogen og trasker ned for at spille på Mont Rose. 

”Arrhh!” udbryder han få øjeblikke senere: ”Det sker simpelthen ikke, Mont Rose.”

Han sænker opgivende sin kikkert. Mont Rose kom som den eneste hest ikke ordentligt ud af startboksen. Skuffelsen har stadig ikke forladt hans ansigt, da tilskuernes tilråb kort efter tager til, og det galopperende felt af heste krydser mållinjen med Mont Rose halsende efter.

GALOPLØN

Som jockey får man 10 procent af alle præmiesummer, der rides hjem. Resten går til hestens ejer. Et gennemsnitligt løb på Klampenborg ligger på omkring 35.000 kroner i samlet præmiesum, der fordeles gradvist mellem de fem første over målstregen.

Derudover får en jockey 400 kroner, hver gang han stiller til start i et løb, og er man tilknyttet en stald, følger en fast, men beskeden løn. De bedste jockeyer lever en ganske udmærket tilværelse, de middelmådige må konstant ride for føden og huslejen, og de dårligste finder sig hurtigt noget helt andet at lave.

Nicolaj Stott er en af de bedste. Ud over 5-7 timers arbejde med at ride heste hver dag deltager han i løb tre gange om ugen rundt om i Danmark eller i resten af Skandinavien.

SOLEN BAGER NED på Den Kongelige Balkon, hvor fru Salling – som hun udelukkende hedder her – har indfundet sig i sin private loge med sin faste entourage af kvinder. Karin Salling (f. 1943) er i et blåternet jakkesæt, og selvom det snart er et halvt århundrede siden, hun var en feteret model, er der ikke slækket på noget. Ikke et hår sidder forkert. 

Fru Salling, der er enke efter Herman Salling – manden bag Bilka, Føtex og Netto – er en af landets største hesteejere og en af Klampenborg Galopbanes tre dronninger, der kontinuerligt strides om tronen. Denne eftermiddag er det hendes hest, Queen Rouge, der er storfavorit til Mowerina-løbet, og som løbet nærmer sig, sidder hun uroligt på stolekanten.

”Uh, de sommerfugle. Der er næsten ikke plads til dem derinde,” siger hun og tager sig til maven.

”Jeg kan ikke lide at være favorit. Alle siger, den vinder, men det skal man altså ikke sige til mig. Alt kan gå galt.”

Hun har ikke engang vin til at dulme nerverne. Da hun kort forinden aflagde baren et visit for at gøre krav på de gratis glas, der tilhører hesteejerne, havde den unge bartender tydeligvis ikke læst op på de velkendte ansigter. Som formalia bad han om legitimation for, at hun rent faktisk var fru Salling. Det ville hun ikke være med til, så hun droppede foretagendet. 

Ganske få meter derfra sidder Laila Jeppesen i sin private loge med en stor flaske rosé i en spand med isterninger stikkende op foran sig. Hun er en af Klampenborgs nyere hesteejere, men er hurtigt blevet en af de største. Ud over føl og avlshopper ejer hun 14 galopheste, heriblandt dagens førsteudfordrer, Silverstone. 

De nyeste heste i hendes fold er alle opkaldt efter ’Game of Thrones’: Targaryen, Lannister, Winter is Coming, Queen Khaleesi og Khal Drogo. En weekend, hvor hun lå syg med sin søn, så de stort set hele serien i én køre, og derfor gav det sig selv, da hun umiddelbart efter købte et nyt kuld til flokken. Hendes heste er nogle af de dyreste og bedste i Danmark, og af og til deltager de også i løb i udlandet. Når det passer ind, hvilket det for det meste gør, rejser hun med. For nylig kom hun hjem fra et stort løb i Berlin. 

”I Tyskland ved man godt, hvordan man skal behandle hesteejere. Man bliver feteret. Man bliver hentet i limousine, når man lander, og får serveret store, luksuriøse middage,” siger hun. 

De to dyreste heste, hun har købt, kostede lige i omegnen af 700.000 kroner. Men selvom prisen som regel er en god indikator for potentialet, er der intet, der garanterer, at det bliver forløst. Den ene af dem fik en seneskade, før den overhovedet var kommet rigtig i gang. 

”Jeg havde den forsikret for 700.000 kroner, men nej nej, de sagde, at den kunne gå på en mark de næste 20 år, så der var ikke noget at hente der,” siger Laila Jeppesen og skærer en sarkastisk grimasse: ”Så måtte jeg jo aflive den. En galophest skal ikke stå på en mark og se dum ud.”

STANKEN AF SVED OG HEST er så tyk, at man næsten kan se den sive ud ad den åbne bagdør i jockeyrummet. De fleste jockeyer har jord og græsstrå i ansigtet, og engelske Liam Doran er så pløret til, at kun øjnene er rene. På tørre solskinsdage som i dag bliver banen vandet, og da han kom bagerst ind i det mest opkørte sving, måtte han tage imod fra de galopperende hove foran ham. 

Flere når hurtigt at stikke hovedet ind under bruseren og skylle det værste af. Nicolaj Stott bløder fra sit ene knæ, men det er der ikke tid til at få gjort noget ved. I stedet finder han en smøg frem fra skabet, mens han skynder sig at skifte dragt til næste løb. Den garvede jockey Jacob Johansen sidder i en sky af tavs, indestængt vrede. Ved siden af brokker Oliver Wilson sig højlydt til den brasilianske jockey Rafael De Oliveira. 

”I had to stop,” skælder han og stirrer på ham med øjne, der slår gnister. Han slår demonstrativt begge arme opgivende ud til siderne.

”There was some space …,” forsøger Rafael De Oliveria, men bliver afbrudt halvvejs gennem sin forsvarstale: ”But you kept going and going and going,” fortsætter Oliver Wilson i en talestrøm, der stiger i både tempo og lydstyrke.

”Yes, you’re right,” siger den sydamerikanske jockey og løfter resignerende hænderne i vejret. 

Bølgerne kan virkelig gå højt i jockeyrummet. 

”Hvis der er en, der rider hensynsløst, kan han klippe hovene på hesten foran, og så risikerer man at styrte. I værste fald kan man dø,” siger Oliver Wilson.

Alle jockeyer kender den konstante risiko, og det er den, der med Oliver Wilsons ord gør dem ”ekstremt overtroiske”. For eksempel er det fast rutine, at en jockey smider en helt ny dragt på jorden og får de andre til at træde på den. Det er vigtigt, at den har været trådt på før et løb, ellers – siger overtroen – er der risiko for, at det er én selv, der falder af hesten og bliver trådt på. 

”Hvis jeg sad i startboksen og opdagede, at min dragt var splinterny, ville jeg gå i totalt panik. Jeg ville slet ikke turde løbe,” forklarer Nicolaj Stott. For et par år siden styrtede han i et sving og landede med ansigtet opad. Hesten, der red lige bagved, var millimeter fra at ramme ham:

”Jeg kunne mærke hestens aftryk, så tæt var den på mig. En centimeter længere fremme, så havde den trådt mig lige i smasken.”

En klokke ringer i lokalet. Det er jockeyernes tegn til, at de skal ud i paddocken og hilse pænt på galoptrænere og hesteejere før næste løb. 

Iført renvaskede silkedragter og med næsten renvaskede ansigter forlader de rummet én efter én. Nicolaj Stott og Oliver Wilson er de sidste to tilbage. 

Klokken ringer igen, og i samme øjeblik træder en ung fyr med strittende vokshår og rød Klampenborg-jakke ind i rummet. Det er ham, der har den udfordrende opgave at få jockeyerne ud til tiden. Nicolaj Stott nikker og bevæger sig i retning af døren. På vej ud får han et klap på skulderen.

”Oliver, du kommer bare, når du kommer,” siger den unge fyr og forlader også rummet.

Oliver Wilson sidder på bænken og ser anspændt ud. Det næste løb er dagens højdepunkt, Mowerina-løbet, forårets første store klassiker. Ud over at være ærefuldt i sig selv er det første indikator på, hvilke heste der måske kan vinde derbyet i august. Han lukker øjnene et kort øjeblik og tager en dyb vejrtrækning. Så rejser han sig og går målrettet gennem rummet. 

Da han tager i dørhåndtaget ud til paddocken, skyder han brystet frem og bytter sin anspændte mine ud med sit mest præsentable vindersmil.

MED SINE 173 CENTIMETER er Oliver Wilson i den høje ende og dermed også i den tunge. Det betyder, at han minutiøst må holde regnskab med, hvad han spiser og drikker hver eneste dag året rundt – bortset fra de fire ugers pause, han giver sig selv i løbet af november, når sæsonen på Klampenborg er afsluttet. Der er særlige vægtkrav i de fleste løb hen over en sæson, ikke mindst de mest prestigefyldte, så for at have bedst mulige vilkår som jockey skal man konstant kunne holde sig under smertegrænsen på 57 kilo.

“Nogle af mine kolleger kan spise, som de vil, men jeg må presse mig selv rigtig, rigtig meget for at lande under de 57 kilo,” forklarer Oliver Wilson, da han en uge tidligere sidder i spisesalen på Hotel Fortunen, et gæstgiveri fra 1700-tallet, der i dag drives af hans mor og mormor. Omkring ham hænger hjortegevirer, og der er store vægmalerier med jagtmotiver. Gæstgiveriet ligger ikke langt fra Klampenborg Galopbane, hvor han hele formiddagen har været nede og træne heste.

Oliver Wilsons storebror, Patrick Wilson, var en af de dygtigste amatørjockeyer i Skandinavien i sine teenageår, men formåede aldrig at få vægten ned på et niveau, hvor man må deltage i de professionelle løb. Til sidst måtte han opgive, og i dag er han beslagsmed og sætter sko på galophestene i staldene omkring Klampenborg. 

For Oliver Wilson var der også tunge udsigter til at blive jockey. Som 15-årig blev han tilknyttet en væddeløbsstald i Skotland, og her mente hans læremester, at hans vægt ville blive for høj til, at han nogensinde kunne blive galopjockey. Men sådan kom det ikke til at gå.

Hver evig eneste dag de sidste syv år har Oliver Wilson, efter godt seks timers formiddagstræning på hestene, taget en løbetur på 10 kilometer. I skiundertøj og med regnjakke og jockeybukser udenpå for at svede så meget som overhovedet muligt. 

Efterfølgende tager han enten i fitnesscenter for at dyrke cardio eller en tur i sauna for at klemme endnu mere ud. Det er lange, udmattende dage, der er skematisk inddelt for at holde vægten under kontrol. Men Oliver Wilson vil være galopjockey, og han har tænkt sig at blive en af de bedste. 

”Der er ekstremt meget pres på fra hesteejere og alle mulige andre. Men det største pres kommer fra mig selv. Jeg er min egen største kritiker. Jeg skal være så fit, som det overhovedet er muligt, når jeg sætter mig op på den hest.”

Hvis Oliver Wilson vinder forårets første klassiker, Mowerina-løbet, på Queen Rouge, kan det indikere, at der til august omsider kommer endnu et Wilson-navn op at hænge på facaden foran Den Kongelige Restaurant.

”Mit helt store mål er at vinde det derby. Det er det største og mest prestigefyldte, man kan vinde i Danmark,” siger Oliver Wilson og bliver i samme øjeblik afbrudt af sin mor, der går gennem spisesalen på Hotel Fortuna: ”Det bliver i år!” råber hun.

VÆGT-VOGTERE

Som professionel jockey skal man opretholde en lav vægt for at kunne deltage i løb. Vejer man for meget, må man ikke deltage.

Vægtkravene varierer fra løb til løb, men tommelfingerreglen er, at en jockey i Skandinavien skal veje mellem 52 og 62 kilo for at kunne deltage. Til de store klassiske løb er vægtgrænsen henholdsvis 57,5 og 59 kilo afhængigt af, om der rides på hopper eller hingste. Vægten er inklusive saddel. Hvis en jockey vejer 57,5 kg uden saddel, er han for tung og kan ikke deltage.

Vægtgrænsen for klassikere i Skandinavien ligger højere end næsten alle andre steder, da man på vores breddegrader typisk er større fra naturens side. Den ideelle vægt for en jockey er i omegnen af 53 kilo, da man dermed har mulighed for at deltage i stort set alle løb og på stort set alle heste. Mange jockeyer på den globale scene lider af bulimi, og flere store navne har – efter at have pensioneret sig – berettet om at have levet decideret usundt og skadeligt.

FRU SALLING LÆNER panden mod sine knyttede næver i logen på Den Kongelige Balkon og lukker nervøst øjnene et øjeblik. Der er fuldkommen tavst omkring hende. Ingen forsøger at sige noget. På langsiden er støjen til gengæld tiltagende, og folk kommer spurtende fra alle sider, fra toilettet, fra totalisatoren og fra baren, for at mase sig ind på de sidste ledige pladser langs rækværket på opløbsstrækningen. I Owners & Trainers Lounge har en håbefuld Bent Olsen iført jakkesæt fundet en afsides krog i baren og fået skænket sig et ordentligt glas vin. 

På den modsatte side af banen er ni ud af de 10 deltagende heste i Mowerina-løbet på plads. Som den sidste bliver Queen Rouge med Oliver Wilson i cerisefarvet silketrøje med to tynde blå striber i siderne trukket ind i startboks to.

”Og starten er gået til Mowerina-løbet,” råber speakeren, da de 10 heste næsten synkront skyder af sted i pludselig fart. 

”Åbner godt gjorde nummer seks Bitcoin,” fortsætter han, da førsteudfordreren fra Bent Olsens stald hurtigt lægger sig i front med Carlos Lopez ovenpå i sin turkisfarvede dragt. Det var ham, der sidste år slog Oliver Wilson i derbyet. Hele dagen har snakken gået, at hvis nogen skulle overrumple Queen Rouge, skulle det være Carlos Lopez på den svenske hoppe Bitcoin. Og på forhånd var fru Salling nervøs for, at hvis Bitcoin fik for meget forspring i starten, ville den ikke være til at indhente.

I midten af feltet sidder Oliver Wilson på Queen Rouge fuldstændig side om side med Nicolaj Stott i en gulgrå dragt på hoppen Paris Pearl. Bag dem sidder Elione Chaves i sin brune dragt på Laila Jeppesens førsteudfordrerhest, Silverstone.

”Bitcoin er førende, hvor de begynder at svinge til højre ind i opløbssvinget,” lyder det fra speakeren, der sætter tempoet i vejret, mens afslutningen nærmer sig.

Der bliver råbt højere og højere på langsiden, og flere hopper ligefrem i ren spænding, da hestene med Bitcoin i spidsen drejer ind på opløbsstrækningen og sætter i fuld galop mod mål. Nicolaj Stott svinger sin pisk mod Paris Pearl i et sidste forsøg på at få den til at følge med. Alligevel glider han ned gennem feltet.

”Det er Bitcoin foran, indvendigt nummer seks, Good Look … Queen Rouge med Oliver Wilson fjerde i øjeblikket – den store favorit.”

Speakeren snubler næsten over sine egne ord for at få det hele med, mens en frygtindgydende lyd af galopperende hove endnu en gang skærer sig gennem menneskemylderet. Med 400 meter tilbage læner Carlos Lopez sig helt ind over Bitcoin allerforrest i feltet og tvinger den til at brænde sine sidste kræfter af. Lige bagved gør Maikel Narvaez Bravo på hoppen Good Look det samme. Oliver Wilson har stadig ikke trykket på knappen. 

Hesteejer fru Salling (th.) jubler over sejren.

”KOM SÅ, ROUGE … Kom så, Rouge … Kom så, Rouge, kom så, Rouge!” Fru Salling hopper i sin stol på Den Kongelige Balkon og råber nu så højt, at hun ser ud til ikke selv at være klar over det. Resten af hendes entourage stemmer i. Få meter ved siden af sidder Laila Jeppesen med en olm, tavs grimasse rettet mod Silverstone, der er blevet distanceret længere nede i feltet.

”Bitcoin fortsætter, indvendigt Good Look fortsat vældig godt gående,” tordner speakeren, men må afbryde sig selv, da Oliver Wilson pludselig læner sig helt ind over Queen Rouge og tvinger den til at løbe så hurtigt, som den overhovedet kan:

”Nu går Queen Rouge frem og sætter sine kløer i de andre konkurrenter i løbet.”

Oliver Wilson løfter sig halvt og svinger med venstre hånd pisken med fuld kraft bagud på Queen Rouge. Først passerer han Bitcoin og dernæst Good Look i en fart, som stod de andre næsten stille. Allerbagerst sidder Nicolaj Stott på Paris Pearl. Oliver Wilson svinger pisken endnu en gang og læner sig endnu længere ind over Queen Rouge, der næsten flyver over græstæppet det sidste stykke mod mål.

”Nu er det Queen Rouge på vej hjem mod målstregen,” brøler speakeren. Rundt om på anlægget falder mindre grupper hinanden i armene og råber vildt, mens andre skuffede lægger ansigtet i hænderne eller blot stirrer tomt ud i luften. 

”Den vinder Mowerina-løbet, som alle havde spået på forhånd … Queen Rouge og Oliver Wilson, en overlegen vinder.”

Mens Laila Jeppesen i tavshed skænker sig et nyt glas rosé i sin loge, slår fru Salling armene sejrrigt ud til siderne. De første står allerede klar på Den Kongelige Balkon til at lykønske med kram og kindkys. Hun takker og smiler og takker og smiler og bevæger sig langsomt og selvsikkert ned gennem folkemængden. Fru Salling søger ikke rampelyset, som en anden hesteejer forklarede tidligere på dagen, men når hun befinder sig i det, tager hun det hele.

I vindercirklen rider Oliver Wilson rundt på Queen Rouge med knyttet næve og et bredt sejrssmil. Galoptræner Marc Stott står ved siden af og smiler lige så stort, denne gang helt naturligt, mens han spejder op efter fru Salling. 

”Det kører sgu for ham Marc Stott,” er der en, der udbryder blandt tilskuerne, der klumper sig sammen for at få det hele med. Det er en fast tradition, at de to bedste jockeyer fra et løb bliver lykønsket i vindercirklen og efterfølgende kørt gennem menneskemængden og op til jockeyrummet. Men der er kun én vinder i galopsport. Det står klart i dette øjeblik. 

Omsider når fru Salling frem til vindercirklen og modtager endnu en stribe lykønskninger. Med klapsalver som baggrundstæppe liner galoptræner Marc Stott og fru Salling op ved siden af en smilende Oliver Wilson på ryggen af Queen Rouge. Det er dagens definitive vinderbillede.

”LONG FUCKING DAY,” udbryder Oliver Wilson og læner ryggen og baghovedet op ad væggen og strækker søvnigt begge arme over hovedet. Det er sidst på eftermiddagen, løbsdagen er slut, og jockeyrummet er omsider blevet tømt. Tilbage er kun Oliver Wilson og Nicolaj Stott.

Udenfor ligger Klampenborg Galopbane stort set øde. De sidste har indkasseret deres gevinster og er trasket videre ud i verden med deres pynteklude og rosébranderter. Fru Salling tog af sted med to flasker champagne og et smil, der havde sat sig fast. 

I jockeyrummet har Nicolaj Stott pakket sin taske og iklædt sig et jakkesæt. Det er mørkeblåt, næsten magen til Oliver Wilsons. Trods sidstepladsen i Mowerina-løbet er han ganske godt tilfreds med dagen, der bød på en førsteplads og to andenpladser i andre løb. Han ved, at der nok ikke går længe, før han får et opkald fra sin far, der har fulgt dagens løb via internettransmissionen. 

Hverken Nicolaj Stott eller Oliver Wilson er færdige endnu. Når de kommer hjem, skal de se løbene grundigt igennem for at finde de små marginaler, der kan blive afgørende fremover. Derefter skal de begge så vidt muligt tidligt i seng. 

Nicolaj Stott slynger tasken over skulderen. På vej ud går han forbi Oliver Wilson og stikker næven frem. De hilser pænt farvel med et godt gammeldags håndtryk. Der er ikke noget der. I morgen skal de til Malmø. En ny løbsdag venter.

 

Det er havn – som i rigtig havn – og det er helt oppe på toppen af Danmark. Samtidig er det smukt, sindrigt og fyldt med skepsis. Men også med selvironi og sand mellem tæerne. Pak dine sydfrugter, og tag med en tur nordpå til Frederikshavn.
Tekst:Louise Elly MeyerFoto:Martin Dam Kristensen

Ud & Se besøger de danske byer for enden af sporet – læs også vores portræt af Kalundborg her.

EN HALE AF PALMER snor sig gennem Frederikshavn. Stuvet sammen på en håndfuld ladvogne har de kurs mod Nordstrand. Traktorerne med tropestemning kører i stafet ned til sandkanten, og palme-chaufførerne løfter to fingre til hilsen, hver gang de passerer hinanden. Med 60 kilometer i timen tøffer de forbi kraner, parcelhuse, fabrikker og bøgeskov på den ene side, mens havnen folder sig ud som en kæmpe knibtang på den anden. Færgehavnen er tangens undermund, industrihavnen overmunden. 

53-årige Ib Bach Andersen sidder i en af traktorernes førerhuse. Han har en guldring i øret og en neon-orange fedora-hat, der matcher hans overalls. Når han har den på, kalder folk ham ’Poul Reichhardt’ og spørger, om ”han er dus med himlens fugle”. Det er første gang, han fragter palmer. Sidst han kørte traktor, røg al jorden af læsset. Det drillede de andre ham noget med her til morgen. Tænk, hvis det samme skete med palmerne. 

”Det var sårn lidt funny,” siger Ib og smiler, mens hans overskæg folder sig muntert opad. 

De 300 hør-, daddel- og butia-palmer har overvintret i det kommunale drivhus, og nu skal de fordeles med rund hånd ud over lokalmiljøet, og både Brugsen, Stena Line og Sæby Svømmehal har bestilt. ’Palmestranden’ skød op i 2006, og de tyvstjålne troper er siden blevet et symbol på byens opblomstring, efter at de store værfter Ørskov og Danyard lukkede, og en vissen stemning lagde sig over byen. 

Men i dag er det en tydelig stolt Ib Bach Andersen, der leverer byens kendetegn. Omkring ham er ’freshaunerne’ på vej i skole og på arbejde. Søvndrukne slæber de sig af sted med rygsække, der tynger nedad mod bagagebærere og baghjul på cykler og scootere. Den tropiske karavane krydser det ene kvarter efter det andet, hvor parcelhusene ligger som såede ærter. Havlund, Sølund og Klitlund. De røde murstenshuse og frimærkehaverne bliver afløst af lokale iværksættere. ’Adventure Minigolf’, tøjbutikken ’Hos Hanne’, og et sted har et bilværksted en hvid Fiat 500 til salg. Den hedder ’Tøzen’ og har den æggende tegneseriefigur Betty Boop klistret på siden. Folk misser med øjnene og kigger alle lige en ekstra gang, da Ib kommer kørende med optoget som Jesus en omvendt palmesøndag.

’Palme-Michael’ styrer slagets gang, når palmerne hvert forår kommer i sandet på Nordstrand.

IB BACH ANDERSEN har udsigt til færger under hele sin palme-tur. De glider forbi med jævne mellemrum ude i horisonten med kurs mod både Læsø og de nordiske naboer. Langs den snoede vej ned til stranden står får og lam og mæsker sig i det lange græs. Det er kommunale plejedyr, forklarer han, de er lånt ud fra en lokal gård, så de kan slå det kommunale græs med tænderne. 

På stranden byder Michael Nielsen velkommen iført hvid sikkerhedshjelm. Han er ansat ved Frederikshavns Kommune som beach-keeper, egentlig er han bedre kendt som ’Palme-Michael’, og han har været på stranden ved siden af Nordstrand Camping siden klokken fem i morges for at sætte pløkker i sandet til palmerne. Han kan alligevel aldrig sove natten op til, at palmerne sættes fri. Det er fuldstændig ligesom juleaften, forklarer han. Han svajer frem og tilbage og vifter med armene, når han taler om palmerne. ”Folk plejer at sige, at det kan godt være, jeg er gift med Inger, men jeg er også gift med palmerne. Og det har de sådan set ret i,” siger han, mens gule New Holland-maskiner graver huller, og traktorerne med palmer på ladet cirkulerer rundt for at finde den rette placering til træerne. Klokken ni er der pause, og motorerne forstummer. En trådløs højttaler bliver tændt, så rundstykker og trestjernet salami kan nydes til en stille brise fra Kattegat og Kim Larsens ’De smukke unge mennesker’. Palme-Michael går hen til resten af holdet, der alle står i sikkerhedssko og luner sig på kaffen. ”Herovre har vi ’Ib T-shirt’. Her er det ’Børge Gummiged’. Og Kenn derovre kan jo ikke selv gøre for, at han ikke er højere,” siger Palme-Michael og giver ’Bette Kenn’ et klap på skulderen.

Ud & Se besøger i tre kapitler de danske byer for enden af sporet. Her i Frederikshavn.

NOGLE TIMER tidligere kløver toget sig gennem lilla blomster og gule rapsmarker. Kattegat og Skagerrak fuldender det flydende landskabsmaleri, men så, ved byskiltet til Frederikshavn, skifter udsigten fra Morten Korch til knejsende kraner mod en blå forårshimmel. Skilte peger mod Norge og Sverige, og mænd i orange arbejdstøj står foran virksomheder, der arbejder med sandblæsning, industrilakering og maskinteknik. Monotone høje dunk blander sig med værfts-støj, motorlarm fra forbipasserende lastbiler og kraner, der løfter containere. 

Midt i det hele står en halmballe fuld af dannebrogsflag på plastic-stilke. ’Fisk og Grill’ står der på den nærliggende skurvogn, der er klemt inde mellem containere, bjerge af paller og høje lagerbygninger. L’erne på skiltet er malet som to pølser, og halmballen agerer reklamesøjle for den netop nyåbnede havnegrill, der er omkranset af borde- og bænkesæt med Premier Is-parasoller og et tilbud på 30 kroner for en burger med de tusind øers dressing, icebergsalat og en kleppert af en hakkedreng. Lige præcis sådan, som ’freshauner’n’ vil ha’ den. 

Men grillens egentlige trækplaster er 41-årige Lisser. Lisser hedder egentlig Elisabeth, men det er kun hendes mor, der kalder hende det. Her til formiddag åbnede hun første gang skydedørene til sin nye grillbar på Fiskerihavnsgade. ”Lisser is back,” står der på løbesedlerne, der har gjort reklame for åbningen, for det er ikke første gang, Lisser sætter fritter i fritøsen. Som 13-årig begyndte hun på Frederikshavnergrillen på Gamle Skagensvej oppe i byen, og i 12 år har hun haft sin egen grillbar inde på Nytorv. Siden har hun været ansat andre steder, men nu syntes hun, tiden var inde til ”at sætte lidt fut i det hele nede på havnen”. Rygtet siger, at Lisser kender alle i Frederikshavn, og at alle i Frederikshavn kender ’Grill-dronningen’.

Lisser har da også opfundet sin helt egen grill-specialitet – en ’Western Mix’, der udtales med almindeligt v, og som består af pomfritter, kyllingestrimler, lidt forskellige grøntsager og cremefraiche-dressing. Kyllingestrimlerne er krydret med en forretningshemmelighed, og cremefraiche-dressingen skal være af den helt rigtige slags. En forkert variant kan ødelægge alt. Lisser har hørt, at der er nogen, der er begyndt at efterligne ’Western Mix’ nedad i landet, men der kalder de den for en ’Cowboy Mix’, og det er altså ikke det samme.

BLUE CITY

Frederikshavn bliver kaldt en ’blå by’ på grund af de mange mandsdominerede maritime erhverv, der findes på byens havn – værft og værksteder og hård industri. På uddannelserne gælder det også. I Frederikshavn kan man læse til maskinmester, men man skal til Hjørring for at læse til lærer eller sygeplejerske og til Aalborg for at gå på universitetet. Det er en ’herrehavn’ med masser af kæmpekraner. Havnen er – stadigvæk – hovedpulsåren i Frederikshavn, og der er flere arbejdspladser i dag end i værfternes storhedstid. De gamle værfter laver nu grønne reservedele til store skibe, og byen har blandt andet en boreplatform til ophug fra Nordsøen.

TO BIKERE skal have varmen, andre skal hente frokost til sig selv og kollegerne på fabrikken. En lav kvinde i fleecetrøje går ind i grillbaren med raske, målrettede skridt. Hun fortsætter ind bag disken, som var hun hjemme, og giver sig til at folde papæsker. Det er Lissers veninde, Jane, der er kommet for at give en hånd med, inden hun skal på arbejde i produktionen ovre på Roblon, der laver kabler og kabelfibre. 

”Jow, jow,” siger Jane og signalerer, at nu er samtalen slut. Hun skal videre på arbejde. 

Lisser langer en bakke med de berømte kyllingestrimler hen over disken som smagsprøve til gæsterne. 

”Det er ikke så dårligt,” lyder svaret. På nordjysk betyder det noget i retning af ’uovertruffet’. 

”Tillykke mæ’ æ’ biks,” kommer en kunde ind og gratulerer. Lisser laver en fransk hotdog til ham, smiler og afslører et gyldent tandsmykke, der glitrer på hendes hvide tænder. 

”Hva’ satan er då krawle’ her ne’ for?” kommer en taxachauffør med guldkæde og tusser hen over brystet ind og siger. Han skal have ”en halv høn’”, og Lisser spørger, om han skal have rødkålssalat til, men det skal han ”sat’me ikke have noget af”. Det udvikler sig til en længere diskussion om egnsretter mellem taxachaufføren og en anden gæst, hvis navn ”kan være lige meget”. Sovs skal der selvfølgelig oven på en bøfsandwich, men er der ikke noget med, at de putter hindbærmarmelade på deres hotdogs på Fyn, og at københavnerne kalder en fransk hotdog for en ’haps-dog’? 

Pludselig bipper den anden gæsts telefon. Han har fået en sms om, at han skal på arbejde i Arena Nord her til aften. Der skal åbenbart være pressemøde. 

”Jeg tror sgu, de har fundet medaljerne,” siger han. 

Morten (tv.) og Jens fra Crazy Heads, en klub for motorcykel-entusiaster på 40+, holder lige en pause inde hos Lisser.

ET PAR MINUTTER fra Lissers grill ligger en koloni af lagerhaller. Bag en vejrbidt og rustbelagt gitterport ved Nordre Kaj står 76-årige Henning Pedersen iført guldkæde, træsko og kridhvidt skæg. Hans trøje er famlet blå med hvide afskallede bogstaver. ’Metal Frederikshavn’, står der. Omkring ham indrammes måskibenes anlægsbroer af vindmøller, jern og beton. Stena Line-færgerne ligger som rød-hvide pletter længere mod syd. I horisonten boreplatformen fra Nordsøen, der er til ophug, og den restaurerede lodsbåd ’Gnisten’ ligger i vandet. Fra gitterporten og ned til vandet er der åbent ind til de værksteder og lagerrum, som stålhallerne huser.

Inde i værkstederne dufter der af sløjdlokale. Her er skattede klenodier fra værfterne og ting, der skal repareres. Svedekasser, der varmer træ op, så det kan bøjes i bådfacon, en ’bette fin drejebænk’ og motorer, der er bygget af små dele fra det gamle værft. Der er ikke kælet for bygningernes ydre. Det er funktion over æstetik, men indenfor ligger værktøj, møtrikker og reb i den sirligste orden. Det er Henning Pedersen, der har sørget for det. 

I 1958 kom han i lære som maskinarbejder, og senere sad han som faglig sekretær i Metal i Frederikshavn i 12 år. Det var dengang, man kunne trække øl i en automat på arbejdet, og hvor første tår skulle nå ned under ølmærkaten, hvis ikke man skulle give en omgang. Arbejdet bragte Henning Pedersen og hans kone Toni til Frederikshavn – fra Hellum nede omkring Brønderslev. Mens Henning var på værftet, drev Toni delikatesseforretning, dengang der var masser af svenskere, som købte rigwligt med ost. Nu er Toni død, og Henning savner hende. Det er derfor, han kommer på Værftshistorisk Selskab hver dag for at ’få sin sludder’ blandt de pensionerede elektrikere, værftsarbejdere, fiskere og andre, der mødes her for at sætte både i stand. De bygger også hylder hernede af gammelt halgulv og skibsplanker, og mens Henning gelejder os fra værkstedet og hen imod klubhuset, fortæller han, at Peter Bellis søns kone faktisk er fra Frederikshavn, og at hun angivelig har en af hylderne hængende. 

Ved trappen op til klubhuset er der påmonteret en handicaplift. Der er egentlig ikke nogen handicappede i Værftshistorisk Selskab, men liften er god, når der skal ølkasser op til førstesalen.

76-årige Henning Pedersen (forrest) med to andre medlemmer af Værftshistorisk Selskab.

INDE I KLUBHUSET kan man skære skiver af røgen i luften, og loftet er polstret med signalflag fra de gamle skibe. Henning har reserveret en øl til sig selv, den venter på ham. Rundt om bordet sidder en flok pensionister og nyder en Royal på flaske efter morgenens arbejde, og Henning fortæller, at den journalist, han er i selskab med, kommer fra Aalborg af. 

’’Nå, sydenfjords,” bliver der mumlet i en tør konstatering og et løft med øjenbrynene fra en i forsamlingen. 

”Derfor kan hun jo være god nok,” siger en anden. 

Det er allerede rygtedes i byen, at der skulle komme en journalist på besøg, så pressechefen i kommunen ringede af sig selv for lige at høre, om der var brug for noget hjælp. I øvrigt ville han også lige sige, at det nok var meget godt, at jeg kom fra Nordjylland, for så ville det nok være lidt nemmere ”at komme i kontakt med de lokale”. 

Selv er Henning Pedersen heller ikke rigtig frederikshavner. Eller det vil sige, han er jo ikke født i byen, og det fik han at mærke, da han havde boet her i 20 år og bad om ordet til et fagforeningsmøde i Metal. Han ville råbe et frederikshavner-hurra for Bent, der havde vist mange års tro tjeneste. Frederikshavner-hurraet består af tre korte hurraer lige efter hinanden og et kort hu til sidst, som man suger indad. Henning fik at vide af en indfødt frederikshavner, at det skulle han aldrig vove på at gøre igen, før han havde boet i byen i 30 år. 

Anekdoten bliver afbrudt af et horn, der tuder, så det kan høres over hele byen. Tre mænd drejer simultant på håndleddet og kigger på deres armbåndsur. Klokken er halv 12. 

’’Nå, så er der frokost på værftet.”

Det 60 meter høje Cloos-tårn vest for Bangsbo er Nordjyllands højeste udsigtspunkt.

ET STYKKE længere nede ad kajen sidder en gruppe svenske pensionister og blinker med øjnene i eftermiddagssolen, der bliver endnu skarpere af genspejlingen fra Gøteborg-færgens glinsende skrog. Den ligger som en gigantisk jern-svane ved landgangsbroen, der svævende over landjorden forbinder skibet og byen for de gående gæster. Inde i broens tarm fortæller to skilte om shuttle-bus til Palmestranden og tilbud på kartonvin, og for foden af landgangsbroen bliver færgefolket mødt af golde parkeringspladser. Industrihavnen, der ligger nord for Stena Lines røde murstens-legoklods af en hovedbygning, er blot en svag summen. 

I letvægts-dunjakker, sejlersko og højt hårlak-hår er svenskerne netop kommet i havn fra Gøteborg og har nu en halv times tid i Frederikshavn, inden de skal retur til det svenske igen. De nyder det nordjyske besøg med Bacardi Breezer i selvlysende farver. Grøn, gul og rød som et flydende spiritus-trafiklys. 66-årige Andersson Kjær fra Uddevalla fortæller, at de er en flok, der alle tidligere har arbejdet sammen. De har taget færgeturen på 3,5 time for at spise brunch sammen, og nu skal de tilbage igen. 

Et andet sted på Stena Lines territorium er håret også højt. Toppen af Elvis’ hoved er glinsende sort og med det rette schwung, men Elvis er ikke udstyret med bakkenbarter og glitrende sceneoutfit, men med refleksvest og walkie-talkie. Elvis arbejder for et vagtfirma, der patruljerer nede ved færgerne, og nu skal Gøteborg-færgen retur. Passagererne kommer med store tax free-net og viser deres pas klar til at handle. Uden at gøre et større væsen af sig hjælper Elvis venligt de indkøbsivrige passagerer gennem boardingkontrollen.

”Nu skal vi åke og drikke sprit,” siger et af den svenske gruppes mandlige medlemmer med et smil, der har kurs mod begge ører og afslører intet andet end rendyrket forventning.

Havnen i ’Freshaun’.

I ET PARCELHUS i Bangsbo i det gamle Frederikshavn bor Elvis sammen med sin kone Tina og parrets tre børn. Huset ligger ud til ’hawe’ og bøgeskoven i den ende af Frederikshavn, de lokale kalder Sydbyen. Der er badebroer og en lille lystbådehavn, ingen kajer i beton, og parcelhuse og villaer ligger lunt mellem stranden og en skov, der lyser klorofyl-grønt. De har dyrehaver, vandreruter og museer, og herfra betragtes industrien, kranerne og færgehavnen på afstand. Det er rødstenshuse med flagstang, blomstertræer, sirlige bede i haven og perlegrus i indkørslen. Her, på den rigtige side af Thodesvej, er husene dyrere end på den anden side. Og så har de historien. Det siges, at ’bangsbostranderne’ synes, at de bor i det rigtige Frederikshavn. 

Foran Elvis’ hus holder en sort Renault Scenic. ’The Spirit of Elvis’ står der på den med små tynde bogstaver. Indenfor har 44-årige Johnny Christensen – som Elvis borgerligt er døbt – rettet an med fyldte chokolader, kringle og Nescafé. Han hilser velkommen i kortærmet skjorte, sort hår og grønne øjne. Armen er fyldt med blækhyldester til kongen, men ellers er der ingen Elvis at spore i hjemmet. Der er nu grænser for, hvor meget Tina orker at se på til daglig, så Elvis-klenodierne har fået et rum i kælderen. Her er både malerier, en talende papfigur, glasbuster, platter, plakater, spillekort, utallige plader og et ordentligt dyr af en højttaler, hvor Johnny Christensen kan høre sit idol for fulde gardiner.

Håret er Johnnys eget, farvet med sort farve fra supermarkedet, men de falske bakkenbarter er ’ovre fra Amerika’, og de er nænsomt pakket ind – først i køkkenrulle og så i en frysepose, og nede i kælderen hænger flere heldragter. Dem hopper han gerne i, når han turnerer med sit show til konfirmationer, bryllupper og det løse rundtomkring på værtshuse og den slags i hele landet. 

Johnny fortæller, at han har været i Memphis to gange som ung for at gå i Elvis’ fodspor.

”Det var fuldstændig vildt,” siger han uden at fortrække en mine eller gøre antræk til armbevægelser. Der er alletiders i Amerika, han vil bare altid hellere hjem til ’Freshaun’, for det går lige i hjertekulen, når han går med hunden ”ne’ til hawe” og ser færgerne komme stille forbi i horisonten. Johnny og Tina mødte hinanden på Bangsbostrand Skole, hvor de begge har gået.

”Vi kunne aldrig drømme om at bo andre steder,” siger Tina.

Johnny foreslår selv, at billederne af ham bliver taget ovre på Pikkerbakken, oppe i skoven. Det er byens nye udkigspost – en gave i millionklassen fra det frederikshavnske erhvervsliv, som blev doneret, da byen fejrede 200-års jubilæum sidste år. Fundamentet på udkigsposten er Nordjylland støbt i cement, kronprinsen har sat sin autograf på en stor sten deroppe, og et massivt hegn i glas gør det muligt at gå helt ud til kanten af platformen, hvorfra der er frit fald på 71 meter ned til byen. Men ak, to af ruderne i hegnet er netop blevet smadret.

Johnny Christensen arbejder til hverdag som vagt på færgehavnen. I weekenden som Elvis.

EN ENLIG HØJTTALER står med bankende bas foran Telia-butikken og blæser Vengaboys ud over gågaden. Frederikshavn Kirke med sit grønne spir og ’Mogens’ Pølser’ lige ved Spar Nord Bank markerer gågadens begyndelse fra havnen. Ikke så meget som et stykke slikpapir ligger på jorden, og krukker med forårsblomster står fra den ene ende af gågaden til den anden som i en pæn indkørsel til en villa. Det er tirsdag eftermiddag, og pensionisterne sætter tænderne i deres isvafler, mens kornfede måger skriger. Butiksdørene med palmeklistermærker står åbne til Zugar, Imerco, Frisør Strøg og Klip, Bone’s og Tøjeksperten, der lokker med en udstilling af armybukser. Pludselig kommer Liva Damsgaard, Caroline Nygaard og Assal Pouradabi gående i kridhvide sneakers, med struttende kinder og vuggende rygsække. De har lige fået fri fra Frederikshavn Gymnasium og været inde i byen for at spise. De skal nå en bus lige om lidt, men inden vil de da gerne fortælle om, hvad de laver, når skoleklokken ringer ud. 

”Altså, jeg skal hjem til min kærst’ nu her,” siger den ene og trækker på æ’et, mens de andre fortæller, at man jo går i biografen og ellers bare er derhjemme. I weekenderne er der selvfølgelig 16+ festerne inde på Buddy Holly, gymnasiefesterne og ikke mindst privatfesterne. Dem er der rigeligt af, siger de og trækker næsten undskyldende på skuldrene. Fregatten, byens ældste værtshus, kender de godt. Men er det ikke sådan lidt mere kro-agtigt og for gamle mennesker?

Johnny Christensen i fuldt antræk på scenen i Plantagen ved restaurant Møllehuset.

OPPE I NORDBYEN står en dreng med tændstikben og sammenbidte tænder og tager imod slag fra en fyr, der er godt bred over ryggen og siger: ”Kom nu!” med en basstemme, der for længst er gået i overgang. Sveden driver af dem begge, men trods den åbenlyse forskel i fysikken sladrer tændstikbenene ikke til Preben Arvidsson, der styrer træningen i bokseklubben BK Pugilist her til aften. Bokseklubben ligger omkranset af autoværksteder, en byggeleverandør, supermarkeder, en OK-benzinstation, Dansk Metals lokalafdeling og et parcelhuskvarter med jyske bynavne.  På den anden side af Skagensvej ligger lejeboliger med identiske postkasser, fælles parkeringsplads og røde typedøre i kommunalplansstil. 

Klubben er kimen til det frederikshavnske idrætsliv. Her kommer ishockeyholdene, håndboldholdene og fodboldholdene for at blive tæsket igennem af Preben Arvidsson – i aften er det unge drenge i alderen 13-19 år fra FIK Elite Hockey Academy. Nogle af dem træner 10 gange om ugen, og styrketræningen foregår nede i bokseklubbens lokaler, der ligger i et gammelt fiskelager, hvor malingen skaller af på væggene. De har fået for meget salt i tidens løb. Men det er ikke længere salt fra fisk og havvand, der rammer bokseklubbens vægge, men derimod sved fra 20 unge ishockeytalenter in spe. Og det er alle mod alle. Hernede skal de lære at æde sig selv og blive ved, selvom det gør ondt. 

”Men den rigtige gevinst sidder heroppe,” siger Preben Arvidsson og prikker sig selv på panden. Han har været i klubben siden 1972. Egentlig sejlede han kajak, men så var der en, der spurgte, om han ikke hellere ville bokse. Og det ville han da gerne. I dag arbejder han både på MAN Energy Solutions, der laver motorer og anlæg, og som brandmand og bruger snildt også 10 timer om ugen nede i bokseklubben. 

Spørger man Preben Arvidsson, om han var god, dengang han boksede, trækker han på skuldrene. Det ved han nu ikke lige. Men det lykkes at lirke ud af ham, at han både har bokset i Thailand og Sovjet, og at han for resten også engang blev danmarksmester for juniorer i amatørboksning. 

Brandmand og tidligere bokser Preben Arvidsson tester styrken hos ishockeydrengene fra FIK Elite Hockey Academy.

TRE AF DRENGENE, alle Academy-deltagere, ’hjuller’ på motionscykler, mens de andre løbende varmer op med Preben Arvidsson i front, der mekanisk slår hurtige knytnæveslag ud i luften. To gange Sebastian og en enkelt Magnus er skadet, så de kan ikke løbe. De har spillet ishockey, siden de kunne gå, og de træner både før og efter skole. Når de har fri, spiller de fodbold eller rullehockey. Det er ikke alle de jævnaldrende, der på samme måde har helliget deres tid til idræt og foreningsliv. Den ene Sebastian trækker på skuldrene.

”Nogle dyrker sport, nogle er i klub, andre kører rundt på knallert. Sådan er det vel overalt.”

Frederikshavn White Hawks fik tilkæmpet sig en bronzemedalje i dette forårs slutspil. U15-drengene hernede gik hele vejen og nappede titlen som danmarksmestre i deres række. Det kastede en afslutningsfest af sig, og det er den eneste gang, de har drukket alkohol. Men det med guldmedaljerne falder som en henkastet bemærkning. Der er lang vej endnu. NHL er drømmen, men egentlig vil de bare gerne knokle så hårdt, at de kan leve af at være på isen. Om så det bliver i Sverige eller Amerika.

Da træningen er slut, drysser drengene ud ad døren fra det dampende omklædningsrum. En af dem svinger sit håndklæde over skulderen. 

”Dusøren på medaljerne er vist sat op til 25.000,” siger han. 

Fitness4women på Søndergade lokker til træning med en ko på hovedet.

”DAV,” SIGER byens borgmester på Det Gule Pakhus, en af hendes favoritrestauranter, med fremstrakt pote og et solidt håndtryk. Birgit Stenbak Hansen hedder hun. Ved det seneste kommunalvalg i 2017 gik 42 procent af de personlige stemmer i Frederikshavn Kommune til hende, og en ny danmarksrekord var sat. 

Tjenerne står høfligt med foldede hænder over forklæderne og venter. Der er sporadisk med gæster, og i baggrunden flyder Elton Johns hits fra ’Løvernes konge’ i en instrumental panfløjteversion. 

Tjeneren spørger, hvad det skulle være, og ligesom på kommunalvalgnatten bestiller Birgit S. Hansen en stor ribeye-steak med sovs og pomfritter til. Og det er ikke sauce, men sovs, der ikke flyder nogen steder hen. 

Egentlig kommer Birgit S. Hansen fra Volstrup, der er opland til kystbyen Sæby, der igen er opland til Frederikshavn. Da hun var ung, tog hun på Lanternen i Sæby for ”at svinge træbenet”, og da hun var barn, var Frederikshavn – cirka 15 kilometer nord for Sæby – den store by, hvor man tog på indkøb, når der skulle nyt tøj til garderoben. 

”Byen var nåe’ større end Sæby,” siger Birgit S. Hansen, der dengang var på dametur med mormor, mor og søster for at gå i varehuset Schou-Epa, hvor de både havde tøj og et cafeteria, der bød på pølser og pomfritter. Hvis man skulle til en rigtig storby, skulle man til Aalborg. 

”Der kom vi til, når jeg skulle til bøjletandlæge.” 

Hun læste til sygeplejerske i Aarhus, men savnede det nordjyske fællesskab, hvor man griller i haven og drikker øl i omklædningsrummet efter træning. Så i dag bor hun på et nedlagt landbrug i Dybvad – mellem Flauenskjold og Syvsten og tæt på hendes barndomshjem – hvor der dyrkes juletræer. 

Derhjemme går hun i sokker og rød ’Strandby-habit’, når hun skal slappe af. Det kaldes en kedeldragt på disse kanter, fordi fiskerne næsten altid har kedeldragt på, og fordi de fleste af dem bor i Strandby – en otte kilometers penge nord for Frederikshavn. Gennem sin opvækst og ungdom så hun Frederikshavn på afstand som den eksotiske og noget større by. I dag betragter hun byen og dens mennesker tæt på i sit daglige arbejde som borgmester.

”Frederikshavnerne er et folk, der dukker nakken,” siger hun og skærer sin ribeye for.

Birgit S. Hansen, klar til at sætte tænderne i sin ribeye.

BORGMESTEREN FORKLARER, at skagboernes selvbillede ikke fejler noget. De har sådan en ’vi er toppen af Danmark’-mentalitet, sæbynitterne derimod er landmænd, der har købt et parcelhus, mens frederikshavnerne er produkter af en arbejderby med fiskerbaggrund. Det er en by, der har fået tæsk med værftslukninger og flere pludselige lukninger af andre store industrielle arbejdspladser. 

Men hun elsker ’Freshaun’, og de retter jo ryggen, hvis de vinder i ishockey. Eller når kronprinsen, der er uddannet fra flådestationen i byen, slår vejen forbi. Og da byen fejrede 200-års jubilæum sidste år, rykkede folk sammen for at holde en kæmpe folkefest. I kommunen havde de sparet flere millioner kroner sammen til formålet, og der er skrevet en bog om købstadsjubilæet. Ikke at det på den måde er noget særligt, for der findes mange bøger om Frederikshavn – for eksempel en om byens pølsevogne. Da den udkom i 2017, fik køberne to gratis hotdogs og en Cocio, og musikken blev leveret af Richard Ragnvald. 

Hver uge holder borgmesteren træffetid på rådhuset, hvor frederikshavnerne kan booke en tid til en snak om stort og småt. Det gjorde en frederikshavnsk erhvervskanon på et tidspunkt, og det handlede nok om rammerne i erhvervspolitikken, tænkte borgmesteren. Hun spurgte, hvad han havde på hjerte, men han havde lidt svært ved at få det sagt. 

Endelig kom det ud. Manden mente, at hun lignede ”ham der Johnny Madsen”:

”Det, hele ’Freshaun’ snakker om, er, at du har sådan et grimt hår.”

Parcelhusliv i Frederikshavn.

PRESSEMØDET i Arena Nord ender på mange måder i skuffelse. Nu troede folk ellers lige, at dem eller den, der i april stjal Guld-Haralds udstillede medaljer fra en glasmontre i arenaens foyer, var fundet. Frederikshavn var den landsdækkende fodboldlegende Harald Nielsens første fodboldklub, og navnet Guld-Harald fik han, da han i 1960 blev topscorer ved De Olympiske Lege i Rom. Både før og under turneringen udtalte han sig stålsat om, at det danske landshold ville nappe det olympiske guld. Det blev til en sølvmedalje, men Guld-Haralds karriere er en stolt fortælling om lokal idrætssucces. 

Derfor var forargelsen stor, da en mand – der skulle læsse varer ind til det årlige håndboldstævne Rødspætte Cup i april – opdagede, at de 50 udstillede medaljer pludselig var væk. Han slog alarm, og 5.000 kroner i findeløn blev sat på højkant af arenaens ledelse. 

”Desværre er Guld-Haralds medaljer ikke blevet fundet. Men vi har fået præsenteret en anden guldklump her til aften,” fortæller  Arena Nord-medarbejderen John Akselsen flankeret af cirka 20 mennesker, en enkelt fotograf og et rullebord med hvidvin, sodavand og gennemsigtige plastickrus med saltstænger. 

Hans mundvige krøller opad. Om det er i begejstring over badmintonstjernen Jan Ø. Jørgensen, der har indgået et samarbejde med Vendsyssel Elite Badminton, eller som en undskyldning for det med medaljerne, er ikke til at sige. Men ved siden af sidder en veltrænet ung badmintonspiller og skriver autografer på en stak med billeder af sig selv.

Jan Ø. Jørgensen er godt nok fra Aalborg af og bor til daglig i København, men han skal da spille nogle kampe oppe i arenaen fra nu af. 

Udenfor er der lav sol over Harald Nielsens Plads og den bronzestatue, der er rejst af ham foran arenaen. En flok drenge står på skateboard ved cykelstativerne på Nordstjerneskolen lige bagved. Ud over deres tilstedeværelse og fuglenes aftenfløjt bliver stilheden kun brudt af to fjernstyrede biler, der ræser over parkeringspladsen med 70 kilometer i timen. 

Guld-Harald som statue foran Arena Nord. Indenfor er Guld-Harald-klenodierne mange. Men en montre med 50 af hans medaljer blev stjålet i foråret under den årlige Rødspætte Cup.

KIRKEKLOKKERNE kalder til aften, mens to summende scootere har kurs mod Circle K-tanken nede ved Skippergade. Et kærestepar i ensfarvede jeans tilbagelægger fjantende fortovet, og til højre for pølsevognen på Kirkepladsen ligger Fregatten, byens ældste bar. Et skilt ude på gaden fortæller, at her er åbent, og indenfor blinker en enarmet tyveknægt, mens en enkelt gæst her klokken lidt over otte har indfundet sig i den dunkle bar med mosaikvinduer, træbåse i mahognilook og gyldne lamper. 

Fregatten er familieejet, og Henrik er den tredje Nielsen, der står ved fadøls-roret. Det begyndte med farmor Hjørdis, der købte værtshuset i 1966. Hun døde i 1978 af rygerlunger efter 12 år som værtshusejer. Derefter overtog far Per, men han døde for fem år siden – også af smøger.

Selv har Henrik været her, siden vi vandt EM i fodbold, og han var en ung fløs på 24 år, der bare lige skulle tjene nogle penge i sit sabbatår. Han ryger ikke og har investeret i et ekstra kraftigt udsugningsanlæg. Han har fået sin portion af passiv rygning, som han siger.

Der går ikke længe, før Lars Høj Pedersen kommer ind ad døren med glimt både i øjet og fra sin guldring i øret. ”Nu sidder han der og er PD igen,” siger han, da han ser ’Henrik den tredje’. PD står for ’permanent doven’, og Henrik trækker på smilebåndet og siger, at når vi sviner hinanden, så hygger vi. 

Lars er både Henriks gode ven og tidligere dørmand på Fregatten, og så har han været vicevært og fodboldtræner i byen i 34 år. Han kender så godt som alle. Ligesom Lisser nede fra Fisk og Grill, der i øvrigt også har været bartender på Fregatten. 

7-9-13 har Henrik Nielsen aldrig fået en på skallen, selvom det har været tæt ved. Det er mere end 20 år siden, at Fregatten havde en håndfuld stamgæster, der var glade for rohypnoler, våben og slagsmål. I dag er Henrik og Lars enige om, at byen er ”utrolig rolig”.

HAVNERUNDFART

1. Frederikshavn hed oprindelig Fladstrand, men blev opkaldt efter Frederik VI, da byen fik købstadsprivilegier i 1818.

2. Pikkerbakken er en 71 meter høj havskrænt fra stenalderen. I dag huser den en udkigspost til 2,4 millioner kroner, som det frederikshavnske erhvervsliv donerede i 2018 ved byens 200-års købstadsjubilæum.

3. På Pikkerbakken står en stor sten, som de roy-ale Frederik’er gennem tiden har signeret. Inklusive kronprins Frederik, der er uddannet fra Flådestation Frederikshavn.

4. Den dansk-norske søhelt Tordenskjold planlagde og udførte angreb på den svenske flåde fra Frederikshavn under den store nordiske krig og gik derfor under øgenavnet ’Kattegats Skræk’.

5. Frederikshavn Havn blev grundlagt i 1805. Indtil midten af 1800-tallet dominerede fiskeri og kysthandel havnen. Senere skød industrien op, og med den blev der bygget rækkehuse og blokke i byen. Mod syd blev der bygget parcelhuse og store skoler.

6. Frederikshavn Værft, der senere kom til at hedde Danyard, og Ørskov Værft lukkede produktionen hhv. i 1999 og 2002. Lukningerne kostede flere tusind frederikshavnere arbejdet.

7. I årene op til værfts­lukningerne gjorde hård konkurrence det af med fiskeindustrien i byen, og med afskaffelsen af det toldfrie salg i 1998 blev der færre af de svenske og norske turister, der kom til byen for at handle og feste.

8. Den amerikanske ophugningsgigant Modern American Recycling Services (M.A.R.S.) er fast inventar på havnen. De vil genindvinde 200.000 ton stål om året og er i øjeblikket i gang med en udtjent boreplatform.

9. Ørskov Værft hedder i dag Orskov Yard. I stedet for at bygge nye skibe reparerer de alle former for fartøjer.

I DE KRONEDE dage var der live-musik hver dag på Fregatten. Det var keyboard med piano, trommer og fløjte på én gang. ”Der var lidt suppe, steg og is over det,” siger Henrik Nielsen. I farmor Hjørdis’ tid spillede Pedal-Ove af og til hernede. I dag er det DJ Jan, DJ Peter og DJ Zabi der spiller, og i hverdagene er det ofte færgefolket, og folk fra flådestationen, der holder gang i festen. Ellers er der dem, der er på kursus, og i weekenderne kommer unge som ældre, forklarer Henrik Nielsen. Folk lige fra ’Maler-Kurt’, der engang kom ind på baren i neglelak og bikini, til direktøren fra Volvo. 

”Man tror, det er løgn, så meget fest der var her engang,” siger Henrik Nielsen om tiden i 90’erne. Når han mødte ind klokken 10 om formiddagen, stod nordmændene i kø, og over middag kom svenskerne, når de havde handlet billigt på Stena-færgen. Men da det toldfrie salg mellem Danmark og Sverige blev stoppet i 1998, dykkede omsætningen. Det var faktisk værre end finanskrisen. Heldigvis er der nogle eventteknikere, der har dimission i dag, så der kan blive godt gang i den senere.

Henrik bliver afbrudt, da to kvinder kommer ind. De var bare lige ude og gå tur og så intet til hinder for lige at gå ind og få en ’bette drinks’ og sige hej. De vil gerne have noget frækt og noget sødt, siger de, mens Henrik og Lars får en krammer. 

De to giver hånd og præsenterer sig som Charlotte og Charlotte. Næsten som i Ole Bornedals tv-serie med Ellen Hillingsø og Helle Dolleris. De har kendt hinanden siden anden klasse på Abildgården, og ”prøv å hør her,” siger de: ”Man har altså ikke været rigtigt i byen, hvis ikke man har været på Fregatten.” 

De har alle sammen hørt, at Guld-Haralds medaljer er ’bleven stjåle’. Det er sgu ligesom ruderne på udsigtsposten oppe på Pikkerbakken, der er smadret, og dækkene, der blev skåret op på tre biler og en ’træjler’ i weekenden, og Lars Høj Pedersen vrisser:

”Det er kraftedeme så hjernedødt.”

Henrik Nielsen ejer Fregatten, Frederikshavns ældste værtshus. Her hænger han ud i baren med Charlotte og Charlotte.

UANSET OM der er tale om værftslukninger, fyringer, forsvundne medaljer, færre festglade gæster på Fregatten eller pludselige slag fra en ishockeyspiller, virker det, som om frederikshavnerne bliver stående. De arbejder videre. Det kan godt være, at de gør det med dukket nakke, som borgmesteren siger, men de overlever, og de står sammen, når det gælder. Frederikshavn, set udefra, står som et fyrtårn, vejrbidt og mærket. Men aldrig ude af drift. 

”Byen er en dreng, der har fået nogle hårde slag, men som altid tror på, at det nok skal gå,” forklarer Mif, Michael Frederiksen, der både er redaktør og eneste journalist på den lokale nyhedsside Kanal Frederikshavn.

Han er egentlig fra Holbæk, men har boet i Frederikshavn i 30 år, og i 10 år har han holdt læserne opdateret, når Skur og Jollelauget holder veterantræf og loppemarked på marinaen, når en lokal ishockeyhelt stopper eller vender skøjterne mod Aalborg, når der er fællessang med borgmesteren, når ME Production nede på havnen til udlandet har solgt 10 ’scrubbere’ – rensningsanlæg til skorstene og motorer på skibe – og når byen kollektivt raser over de smadrede ruder på Pikkerbakkens nye udkigspost eller over tyveriet af Guld-Haralds medaljer. 

Det var ham, der var ovre og dække pressemødet i Arena Nord, da byens nye sportsstjerne blev præsenteret.

”Frederikshavn er en dreng, man ikke kan vælte,” siger han.

FREDERIKSHAVN I TAL

105 kilometer kyst er der i Frederikshavn Kommune.

23.296 indbyggere er der per 1. januar 2019 i Frederikshavn by.

1 enkelt højhus finder man i byen. Seatower hedder det. Det er arkitektonisk rundt og har nye lejligheder.

7 større byer består Frederikshavns Kommune af. Som resultat af kommunesammenlægningerne i 2007 fik kommunen bl.a. Skagen i nord og Sæby i syd under sine nordjyske vinger.

90.000 skibe passerer hvert år Frederikshavn Havn, der ligger ud til verdens tredjemest befærdede stræde. Færgeforbindelserne tæller blandt andet Norge, Sverige og Læsø.

5.500 arbejdspladser er der på havnen i dag. Det er flere end i værfternes storhedstid.

17 procent af alle arbejdspladser i Frederikshavn er inden for industrien.

750 millioner kroner er der blevet brugt siden 2015 på at udvide Frederikshavn Havn.

30 procent af kommunens skatteindtægter kommer fra industrien på havnen.

4.000 mennesker er der plads til i Nordjyske Bank Arena på Skøjte­alléen, hvor Frederikshavn White Hawks har hjemmebane.

DAGEN FØR, ude på Nordstranden, ved ’Ib T-shirt’ ikke rigtig selv, hvor det med T-shirten kommer fra. Men så gnubber ’Palme-Michael’ ham på maven med flad hånd og forklarer, at Ib har ”Danmarks reneste T-shirt”. 

Han har i hvert fald haft en beundringsværdig ren en på inden under sine orange overalls hver eneste dag i årevis, uddyber ’Palme-Michael’. Og Ibs T-shirt er ganske rigtigt meget hvid. 

Et sølvhjerte hænger og blinker ved halsåbningen. Hjertet ved han heller ikke rigtig, hvorfor han har fået, men han har haft det ”siden tidernes morgen”. Det er en gave fra hans kone, og han tænker, at hun vel må have været nyforelsket i ham, da hun købte det. 

Dagplejere med barnevogne i containerstørrelse kommer ud for at indvie stranden og sommerens komme. Rollinger render rundt med 11-taller ud af næsen og spiser lige dele håndfulde sand og krydderboller med tandsmør. 

”Det er jo bare, fordi det er så spændende, at palmerne kommer u’ i dag,” siger Ingelise, der er dagplejemor og har passet frederikshavnske unger i mere end 30 år. 

Det lokale aktiveringshold fra kommunen er også kommet forbi. De ryger smøger og drikker energiboostere, mens de betragter havet, der lyser lyserødt i morgengryet over de slæbespor, traktorerne har lavet i sandet. De har været med til at ordne noget af det kommunale blomsterværk, der skal pynte i resten af byen. Og ikke for det. Men de skulle bare lige ned og lure.

 

Stadig flere supplerer deres civile uddannelse med en lederuddannelse i Forsvaret. Men hvad vil jurister, pædagoger og ingeniører i uniform?
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:Forsvaret

I 2015 trak 60 bachelorer fra blandt andet CBS, pædagogseminariet og jurastudiet i militærstøvler og gav sig i kast med en ny uddannelse. De nye kadetter var første årgang, der med en civil bacheloruddannelse blev optaget på Forsvarets nye officersuddannelser.

Tidligere skulle man igennem to et halvt års basisuddannelse, inden man kunne begynde, men med den nye ordning blev det muligt at komme direkte ind på Officersskolens lederuddannelser med en bachelor i rygsækken.

Samtidig gik Forsvaret ud og fandt en flok studerende på universiteter og professionsuddannelser. Folk, der gerne ville uddanne sig, men som havde lyst til at skifte det stillesiddende, teoretiske liv ud med noget mere dynamisk. Det førte til, at for eksempel bachelorer i pædagogik, jura og fysioterapi lod sig indskrive som kadetter.

Der er syv forskellige retninger inden for officersuddannelsen, og kompetencerne, de giver, varierer betydeligt, alt efter om man uddanner sig til taktisk officer i Hæren eller våben- og elektronikteknisk officer i Søværnet. Men en ting har retningerne til fælles: De giver praktisk ledelseserfaring.

”Og det er der mange i det civile uddannelsessystem, der aldrig har fået, selv om de har en kandidatgrad i ledelse,” siger kontreadmiral Henrik Ryberg, der er chef for Forsvarsakademiet.

Beslutningen om at rekruttere i det civile uddannelsesapparat blev dog ikke kun truffet for at give nogle studerende muligheden for at springe fra læsesalen over på et skibsdæk, men også for at højne niveauet på officersuddannelsen.

 ”Ved at bruge bachelorerne får vi en mere mangfoldig talentpulje,” siger Henrik Ryberg. Han fortæller, at man ikke har fisket efter specifikke fagkundskaber, men søgt et generelt højt læringsniveau med fokus på det praktiske og militærfaglige:

”Skal man være teknisk officer på et skib, stiller det krav til, at man kan noget matematik og fysik. Men derudover kommer ansøgerne med mange forskellige baggrunde. Der er økonomer, og der er robotingeniører, men det er dygtige unge mennesker, der alle sammen har lært at skrive opgaver, tænke analytisk og lære komplekse teorier. Og så er de godt orienteret om verdens sammenhæng. På den måde er alle de civile uddannelser nogenlunde ens.”

De nye studerende har altså givet flere muskler til Forsvaret, men de har også tvunget underviserne til at løbe hurtigere.

”De er ældre end de kadetter, vi tidligere fik ind. De er selvstændige, vant til at spørge mere og bedre funderet fagligt. De stiller højere krav til undervisningen, og det skulle vi lige vænne os til. Det er et luksusproblem,” siger Henrik Ryberg.

Han fortæller, at han i 2019 har modtaget flere ansøgninger end nogensinde før til officersuddannelserne, som ikke kun kvalificerer til et job inden for Forsvaret, men også giver muligheder for at gå ud og søge en lederstilling som civilist. Indtil nu er der dog ikke nogen af de nye akademiske officerer, der har takket nej til at gå direkte fra uddannelsen videre til et arbejde i Forsvaret.

”Det er klart, at en del af det, der tiltrækker dem ved officersuddannelsen, er, at de stort set er garanteret et lederjob bagefter,” siger Henrik Ryberg.

”Og det er vi glade for. Vi har brug for deres viden.”

SÅDAN KOMMER DU I UNIFORM

Med minimum en bachelor- eller professionsbachelor fra det civile uddannelsessystem kan du søge direkte ind på Forsvarets officersuddannelse. Du behøver ingen militær erfaring. For at blive optaget skal du bestå en prøve med blandt andet helbredstest, intelligenstest, personlighedstest og fysisk test. Ligegyldigt hvilket af Forsvarets tre værn og hvilken retning og specialisering du vælger, begynder uddannelsen med 4-10 måneders militær skoling. Som studerende kaldes du kadet og er ansat og får løn under hele uddannelsen. Næste ansøgningsfrist til officersuddannelserne er marts 2020.

Læs mere på blivofficer.dk

 

På en bølge af ungdomsoprør og frisind legaliserede Danmark i sommeren 1969 porno som det første land i verden. I rekordfart blev frække danske blade og film en lukrativ eksportvare, og turister valfartede til det nye sex-mekka København. Ud & Se tager tilbage til en grænseløs tid, hvor alt skulle prøves af, inden det hele pludselig ebbede ud.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau/Scanpix og Politimuseet

“GODDAG, hvad skulle det være?”

Vagn Guldborg står bag disken i sin butik i Teglgårdstræde i Indre København med en cigaret i hånden. På væggen bag ham hænger et rødt tæppe, og på bordet foran ham ligger en stak magasiner med afklædte kvinder på forsiden. I baggrunden rumsterer en mand rundt i det brede katalog af pornografiske billeder, blade og 8mm-film, som den rullekraveklædte butiksindehaver kan tilbyde.

”Nåh, du skulle bare kigge,” siger han, da den potentielle kunde går igen tomhændet.

Året er 1970, og Vagn Guldborg, en tidligere vinduespolerer, der skiftede rude og købte en pornobutik i Pisserenden i København, kan nu sælge sine varer frit. Uden at skulle bekymre sig om politirazziaer, bøder – eller i værste fald fængsel. Alligevel virker han en smule skuffet.

”Efterhånden er det blevet helt almindeligt. Det er sgu nogle gange ved at være lidt trist at være så lovlig, når man før i tiden måtte gemme sig,” siger han i åbningsscenen til dokumentarfilmen ’Sex en gros’ (1971).

”Der er ikke mange fordomme tilbage. Desværre,” afslutter han.

Inden forbuddet blev ophævet, var Vagn Guldborg lidt af en showmand. Om natten kunne han finde på at liste ud og overmale butiksfacaden med slagord som ”Ned med porno” og ”Svineri”. Han klistrede plakater med antipornografiske budskaber op på vinduerne, så det morgenen efter så ud, som om butikken var blevet vandaliseret af en af de kristne bevægelser, der bekæmpede pornografien. Det fik ham som regel i avisen, og den slags reklame kunne man ikke betale sig til. Men efter pornoens frigivelse i sommeren 1969 havde stuntet ikke længere samme effekt. Selv politibetjentene, der plejede at komme på uanmeldt besøg med en ransagningskendelse, var begyndt at hilse, når de mødte Vagn Guldborg på gaden.

Der var sket noget i København. I hele otte butikker på Strøget, hovedstadens fornemste butiksgade, kunne man købe blade og andre former for pornografisk materiale. 

”Kan der dog ikke sættes en stopper for disse uhumske pornobutikker?” spurgte De Konservatives Poul Schlüter i Folketingssalen. Men løbet var kørt. I Istedgade, bag Hovedbanegården, hang der pornoreklamer, som viste kvinder med bare bryster og blottede kønsdele i butiksvinduerne, og nyåbnede sexklubber lokkede med liveshows og samleje på scenen. Og turister fra hele verden rejste til Danmark for at besøge byen, hvor alt var tilladt. 

Politimuseets arkiv er fuld af fotografier af unge kvinder, der før pornografiens frigivelse blev konfiskeret som utugtigt materiale. Fra bogen ’De forbudte billeder’, Lindhardt & Ringhof.

”MAN RISIKERER at se billeder, der viser, at kvinder tager mænds lem i munden og slikker på det.”

Højesteretsdommer Jørgen Trolle havde set skriften på væggen, da han i 1968 advarede Folketinget mod at frigive billedpornografien. Men han var for sent ude. Året før var censuren af det skrevne ord blevet ophævet, og den ulovlige billedporno var i omløb i en sådan grad, at politiet ikke længere kunne følge med. Heller ikke selvom man i løbet af 60’erne gentagne gange havde slået aggressivt ned på pornoproducenterne med omfattende razziaer. I kiosker i blandt andet Istedgade kunne enhver købe pornoblade og -billeder under disken og forlade butikken med det forbudte materiale i en brun papirspose.

I starten af 60’erne havde højt profilerede højesteretssager om surrealisten Wilhelm Freddies konfiskerede malerier og den forbudte erotiske roman ’Fanny Hill’ skabt en markant modstand mod enhver form for censur. Med ’Jeg – en kvinde’ (1965) – en filmatisering af Siv Holms dristige roman om kvindelig seksualitet, der viste både nøgenhed og sexscener, men uden at være egentlig porno – i spidsen flyttede en række nyskabende film grænserne for, hvad man kunne tillade sig at vise på biograflærredet. Og mens 60’ernes ungdomsoprør og den seksuelle frigørelse tog fart, blev det sværere og sværere at forsvare opretholdelsen af straffelovens paragraf 234, som forbød fremstilling af utugtigt materiale, fortæller Jon Nordstrøm, der er forfatter til bogen ’Dansk porno’ om 100 års dansk pornohistorie.

”Presset for at frigive pornografien blev op gennem 60’erne så stort, at den borgerlige regering – trods modstand fra særligt De Konservative – nærmest ikke havde andet valg end at fjerne forbuddet. Det var et spørgsmål om censur og frihed,” siger han.

30. maj 1969 vedtog Folketinget ophævelsen af forbuddet mod billedpornografi – med 125 stemmer for og 25 stemmer imod. 1. juli trådte loven i kraft, og som resultat blev Danmark det første land i verden, der frigav pornoen. 

Loven blev skrevet under af den konservative justitsminister i VKR-regeringen, Knud Thestrup. Hans håb var, at en ophævelse af forbuddet ville få interessen for billedpornografien til at dale, som det var sket med skriftpornoen i 1967. Da han fremlagde loven i Folketingssalen, sagde han blandt andet:

”Der er med andre ord ikke på nogen måde tale om, at man ønsker at bidrage til en yderligere udbredelse af pornografien, men man håber tværtimod ad frigivelsens vej at kunne medvirke til, at publikums interesse for dette underlødige materiale bliver mindre.”

Men sådan gik det ikke.

 

PORNO FØR ’69

Frederik Strand, direktør for Politi-museet og forfatter til bogen ’De forbudte billeder’, der udkom 30. maj i anledning af 50-året for pornografiens frigivelse:

”I 1866 fik Danmark den første formelle lovgivning: ”Den, som offentliggør et utugtigt Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder. Den samme Straf er anvendelig paa den, som sælger, uddeler eller paa anden Maa­de udbreder, eller som offentligt udstiller utugtige Afbildninger.” Det var fundamentet frem til 30’erne, hvor også fremstilling af utugtigt materiale blev forbudt. Men fordi lovgivningen ikke specificerede, hvad utugtigt materiale var, opstod der hurtigt et problem omkring tolkning af, hvad der var utugtigt, og hvad der var tilladt.

I de følgende årtier blev loven om utugtigt materiale en politisk kampplads, og kriterierne for utugt ændrede sig, alt efter hvem der sad ved magten. I starten af 1900-tallet, efter systemskiftet, hvor det danske styre gik fra kongevalgte regeringer til regeringer baseret på Folketingets flertal, skete der en mildning, og de første danske erotiske fotografer udfordrede i den periode utugtslovgivningen ved at lave nogle banebrydende erotiske fotografier.

Men det vendte i 20’erne og 30’erne, hvor lovgivningen blev strammet, formentlig foranlediget af de totalitære tendenser, der spredte sig gennem Europa. Ikke kun pornografi, men også eksempelvis detektivromaner blev forbudt, fordi man mente, det kunne skade offentlighedens moral. Det var også i 30’erne, at kunstneren Wilhelm Freddies berømte værker blev beslaglagt.

Den indremissionske forening Vigilia, der kæmpede for den offentlige moral i Danmark, spillede en stor rolle i kampen mod utugtige udgivelser. De gik rundt i danske byer og købte pornografisk materiale hos blandt andet cigarhandlere og kiosker, der solgte det under bordet, og derefter kontaktede de politiet, som så kunne rykke ind, beslaglægge materialerne og straffe ejerne. Politiet havde ikke selv ressourcer til at gå rundt og tjekke forhandlerne, men takket være Vigilia fandt de ud af, hvor de skulle slå til.

Forhandlerne og fotograferne blev hurtigt opmærksomme på, at de måtte maskere deres materiale for at omgå lovgivningen. På et billede af en nøgen kvinde, der badede, kunne der eksempelvis stå, at der var tale om et naturbillede, og på den måde kunne fotografier af pornografisk materiale slippe igennem med henvisning til, at der var tale om kunst eller naturfotografi. Nogle lod også, som om de lånte materialet ud til andre i stedet for at sælge det, fordi det ikke var ulovligt at besidde utugtigt materiale, men kun at distribuere det.

I slutningen af 50’erne og starten af 60’erne kom de første egentlige pornoblade, der minder om dem, vi kender i dag. Det var også her, man så de første egentlige producenter af professionel pornografi. Synet på censur begyndte at vende, blandt andet i kraft af den skepsis over for autoriteter, der fulgte efter anden verdenskrig. Materiale, der tidligere havde været erklæret utugtigt – blandt andet Wilhelm Freddies erotiske malerier – blev frigivet. Med ungdomsoprøret i 60’erne opstod en helt anden opfattelse af kroppen og af seksualitet, og kampen for frigivelse af pornografi blev en del af kampen for retten til at udtrykke sig selv og sin seksualitet frit.”

I OKTOBER 1969 blev verdens første sexmesse afholdt i KB-Hallen på Frederiksberg. 300 journalister fra hele verden var mødt op for at rapportere fra ’Sex 69’, og på messens første dag var køen angivelig mere end 800 meter lang. De nysgerrige – størstedelen mænd – måtte stå der i tre timer, inden de kunne komme indenfor i et univers af pornoblade, sexlegetøj, liveshows, filmvisninger og nøgne modeller, der gik rundt mellem publikum. I løbet af fem dage blev KB-Hallen besøgt af mere end 50.000 gæster.

Porno-begejstringen kendte næsten ingen grænser, og den danske pornoindustri, der før havde levet en lyssky tilværelse, kunne nu tjene hvide penge i stedet for sorte, også uden for hovedstaden. På Fanø kunne man købe ind i en lokal pornobutik, og i Sønderjylland, belejligt tæt på grænsen til Tyskland, åbnede et decideret sexsupermarked med alt fra film til sexlegetøj. 

”Der var porno overalt. På gadehjørner stod automater, der tidligere havde været fyldt med cigaretter og slik, nu med frække blade. Selv i Københavns Lufthavn kunne man købe små diasfotos med nøgne damer, som man kunne tage med hjem,” fortæller Jon Nordstrøm.

Ifølge Nordstrøm var den første tid efter pornoens frigivelse kendetegnet ved en fandenivoldsk uskyldighed, grænsende til det naive. Alt var tilladt, og alt skulle afprøves.

I visse dele af pornomiljøet var der kunstneriske ambitioner. Det gjaldt blandt andet filminstruktøren Ole Ege og provo-kunstneren Jens Jørgen Thorsen, hvis film blev vist ved filmfestivalen i Cannes i starten af 70’erne. Senere chokerede Thorsen i både ind- og udland med sine ambitioner om at lave en pornofilm om Jesus.

Andre havde for længst øjnet en gylden mulighed for profit på den hardcore porno, der udelukkende handlede om at vise sex for sexens skyld. Heriblandt Leo Madsen, der blev mangemillionær på bladet Week-end sex, som udkom første gang i 1966, og brødrene Jens og Peter Theander, der med firmaet Rodox Trading grundlagde et regulært dansk porno-imperium i en lagerbygning på Amager.

Også på det store filmlærred gjorde pornoen sit indtog, om end i en lidt anden form. Først med de populære Sengekants-film, der var en række erotiske lystspil, og siden den mere vovede Stjernetegns-serie, hvor anerkendte skuespillere som Karl Stegger og Poul Bundgaard kunne opleves side om side med pornoskuespillere, der dyrkede sex. Filmene viste både nærbilleder af kønsdele og penetration, men blev stadig opfattet som komedier primært og porno sekundært.

”Filmene kombinerede folkekomedie med sex. De blev en kæmpe publikumssucces og er et godt eksempel på, hvor mainstream pornografien blev i årene efter frigivelsen,” siger Jon Nordstrøm.

Fra udlandet kom filmmagere i hobetal til Danmark for at dokumentere den danske porno-revolution. Deres film blev vist for et stort publikum i blandt andet amerikanske biografer. Men også herboende instruktører viste interesse for at registrere det unikke stykke danmarkshistorie, der udspillede sig for næsen af dem.

Provo-kunstneren Jens Jørgen Thorsen midt i en alternativ bodypaint-happening under verdens første sexmesse i KB-Hallen i 1969.

NILS VEST var netop blevet færdig på Den Danske Filmskole, da han i slutningen af foråret 1970 blev tilbudt at arbejde for selskabet Laterna Film. Direktør Mogens Skot-Hansen havde set den dokumentar om dansk tatoveringskunst, som Nils Vest lavede på Filmskolen, og han så potentiale i den unge instruktør. Hos Laterna fik Nils Vest mulighed for at instruere og producere sine egne film – emnet kunne han selv vælge.

På filmskolen rullede den seksuelle revolution for fuld kraft. Takket være p-pillen, der var blevet frigivet i 1966, blev der ”bollet løs på kryds og tværs”, som den 75-årige filminstruktør formulerer det i dag i sit hjem på Christiania. I filmskolemiljøet kom også folk, der deltog i pornofilm foran kameraet, og gennem dem fik Nils Vest mulighed for at følge den spirende industri på nærmeste hold.

”Jeg fik en unik mulighed for at være med lige i øjeblikket, efter bomben var sprunget, hvor der var helt stille i lokalet, og folk kiggede på hinanden og spurgte: ’Hvad gør vi nu?’” fortæller han. 

I løbet af efteråret 1970 rejste Nils Vest landet rundt for at skildre det danske pornomiljø: fra Vagn Guldborgs butik i Teglgårdstræde til et ægtepar i Svendborg, som åbnede den første pornobutik på Sydfyn og inviterede til livesex på en madras i deres dagligstue, hvor både de selv og gæsterne deltog.

Undervejs stødte Nils Vest ikke på mange pornomodstandere. Men i visse dele af det bedre borgerskab og i kristne bevægelser kunne man finde dem. I en villa i Holte filmede han en gruppe unge kristne, der forgæves forsøgte at bekæmpe udviklingen.

”De kræfter, der er i gang i øjeblikket, de arbejder på at tage al menneskelig værdighed fra os. Helt ned til dyrenes stadie,” messer en ung mand i filmen foran en samstemmende forsamling.

Den unge filminstruktørs ambition var at skildre alle aspekter af den danske pornoindustri. Sværest var det at komme ind i det københavnske homo-miljø, der på trods af tidsånden fortsat måtte operere i det skjulte.

”Dengang så man meget anderledes på homoseksuelle end i dag, og det var meget svært at få nogle til at være med. De maskerede sig og tog paryk på, så man ikke kunne genkende dem i filmen,” fortæller han. Anderledes nemt var det at få lov til at filme par, der dyrkede sex på klubberne i Istedgade, hårde spanking-scener med læder og pisk under optagelserne – og sågar en kvinde, der havde sex med sine dyr.

’Mazurka på sengekanten’ (1970) var den første af Sengekants-filmene – en række erotiske lystspil, der blev vist i danske biografer 1970-76.

I EN SCENE i ’Sex en gros’ er Nils Vest på besøg hos brødrene Theander i Rodox Tradings hovedkvarter på Strandlodsvej på Amager. Ude foran den røde murstensbygning er en rød lastbil i gang med at blive læsset med brune pakker, klar til distribution. ’Sex Revolution’, står der på siden af dem. Indenfor viser Peter Theander, i brunt hår, lange bakkenbarter og beige jakkesæt, rundt på lageret, hvorfra virksomheden solgte porno til både ind- og udland.

”Her har vi en nyhed, der lige er kommet. Det er en speciel form med nogle SS-uniformer, der hovedsagelig må siges at sælge i USA,” siger han og trækker et rødt magasin med det tyske nazistpartis flag på forsiden frem fra vægreolen bag sig.

Theander-brødrene var begejstrede for at få besøg af Nils Vest. De tænkte, at det ville være god reklame for Rodox Trading. Da filmen udkom, var de dog skuffede over, at den ikke var pornografisk nok. Under optagelserne på Amager bed Nils Vest især mærke i, hvordan Peter Theander og hans ansatte behandlede selv den mest hardcore og bizarre pornografi, som var det enhver anden vare.

”De kunne lige så godt have solgt grydelapper og kogebøger,” erindrer filminstruktøren.

I de første år efter frigivelsen blev mange danske porno-købmænd hurtigt rige på at producere og sælge film og blade. Men mange af dem formøblede deres formue i samme tempo, som de havde tjent den, fortæller Jon Nordstrøm:

”Ole Ege tjente mange penge, men røg for meget hash og smed det hele væk igen. Leo Madsen spillede pengene væk og døde i 1979. Kun Theander-brødrene fik gjort porno til en særdeles lukrativ forretning.”

De to brødre startede med at sælge frække hæfter i deres butik med det uskyldige navn Rådhusantikvariatet, som de åbnede i 1966 i Studiestræde i København. Men forretningen tog først for alvor fart med udgivelsen af Color Climax to år senere, der blev et af Danmarks største pornoblade. Og ikke længe efter pornoens frigivelse gik brødrene til filmen.

Arbejdsfordelingen var klar: Jens Theander filmede og var ansvarlig for produktionen, og Peter Theander tog sig af det forretningsmæssige. På sit højeste solgte Rodox Trading og underselskabet Candy Film mere end 4.000 film om dagen, der blandt andet blev eksporteret til det øvrige Skandinavien, Holland og Tyskland. Filmene rangerede fra ’almindelig’ hetero-porno til S/M og i en periode også børneporno, der indtil 1980 kunne købes og sælges, men ikke produceres lovligt i Danmark. I dokumentarserien ’Candy Film – Da børneporno var lovlig’ afdækkede DR i 2016, hvordan Theander-brødrene distribuerede børnepornografisk materiale og samarbejdede med kendte pædofile. Der findes ikke beviser for, at Rodox Trading og Candy Film selv producerede børneporno.

”Theander-brødrene lavede nogle mærkelige ting. De havde ingen skrupler,” siger Jon Nordstrøm.

Rodox Trading fortsatte produktionen i årtier og havde ved 30-årsjubilæet i 1996 udgivet mere end 30.000 pornoblade og -bøger. Jens Theander døde i 2008, mens 77-årige Peter Theander fortsat lever og sidder i bestyrelsen i Rodox Fonden, der yder økonomisk støtte til kunstnere. Det er ikke lykkedes Ud & Se at få kontakt til ham.

 

PORNO EFTER ’69

Morten Thing, kulturhistoriker og forfatter til bogen ’Pornografiens historie i Danmark’ (1999):

”Da Danmarks konkurrencefordel forsvandt, og andre lande frigav pornografien, bredte produktionen af porno sig hurtigt til en række andre lande, som ville have del i det voksende marked. Og da VHS-båndet kom frem i 1976, var danskerne slet ikke klar til at følge med udviklingen. Op gennem 80’erne blev der produceret mindre og mindre dansk porno, og kun få producenter overlevede. Særligt amerikanerne gav alle andre baghjul og blev hurtigt den største producent af porno, en position, landet stadig har i dag.

Da internettet spredte sig i 90’erne, ændrede pornoindustrien sig markant. Pludselig opstod der helt nye muligheder for distribution af porno, der før havde været et fysisk produkt i form af et blad, en bog eller et videobånd, men nu kunne tilgås digitalt. Hurtigt blev der lavet hjemmesider, hvor man kunne få adgang til pornofilm og -billeder på nettet mod betaling. Der opstod også et marked for erotiske fortællinger, og der blev udvekslet private amatørpornooptagelser, dog mest i lukkede fora. Allerede dengang blev de engelske ord ’sex’ og ’porn’ to af de mest populære søgeord på nettet.

Den egentlige revolution kom først 20 år senere, da de gratis pornosider opstod. Her kunne brugerne se porno uden at skulle betale, og i stedet tjente man penge på at vise annoncer, hvilket gjorde pornoen lettere tilgængelig end nogensinde før. Markedet for amatørporno eksploderede også, og der opstod sites, hvor almindelige mennesker optrådte med liveshows og lignende. I dag er porno en global vare, og pornoindustrien er større end nogensinde. Til gengæld er dansk porno så godt som død.

Pornoens frigivelse har haft stor betydning for dansk kultur helt frem til i dag. I litteraturen blev det op gennem 80’erne og 90’erne normalt, at den seksuelle side af et menneskes liv indgik i romaner. Og på film kunne man lave eksplicitte indslag i biograffilm, der var produceret til det almindelige filmmarked. Det gjorde Lars von Trier blandt andet i ’Idioterne’ fra 1998, hvor der er en kort sekvens, som viser samleje i nærbillede. 

Det er nemt at tage det for givet i dag, men meget af den frihed, man i dag har inden for kunst, film, tv, litteratur og så videre skyldes ophævelsen af censuren i slutningen af 60’erne. Der er heller ingen tvivl om, at den seksuelle frigørelse og pornografiens frigivelse har betydet, at det i dag er meget nemmere at tale om sex offentligt, end det var for 50 år siden.”

FRIGIVELSEN af pornografien medførte voldsom international eksponering af Danmark og i særdeleshed København. I USA kunne en ung Jack Stevenson ofte læse i aviserne om den seksuelle revolution, der fandt sted på den anden side af Atlanterhavet i ’The Land of Sin’. Han blev hurtigt fascineret af fortællingen om det fantastiske lille land i Skandinavien, hvor alt tilsyneladende var tilladt.

”I amerikanernes fantasi var Danmark et seksuelt utopia. Der opstod en næsten mytisk fortælling om Danmark som ét stort hippiefællesskab, hvor alle dyrkede sex med alle,” siger Jack Stevenson, forfatter til bogen ’Scandinavian Blue’, om 60’ernes og 70’ernes erotiske film i Danmark og Sverige. 

Han husker, at der i 1970-71 gik fem-seks film i amerikanske biografer på samme tid, som alle havde ’Denmark’ i titlen. Og dokumentarerne – som var den eneste slags film, hvor man måtte ’vise hud’ i USA – var voldsomt populære.

”I bund og grund lærte danskerne amerikanerne om sex i den periode,” siger forfatteren og filmmanden, der har boet siden slutningen af 80’erne i København, hvor han i dag bestyrer Husets Biograf.  

Men længe inden Stevensons fascination af de frisindede danskere førte ham til den danske hovedstad, strømmede amerikanske turister til København for at se bare bryster og kønsdele. Og på Vesterbro fandt man hurtigt ud af, at der var hurtige penge at tjene på de nysgerrige udlændige. 

”Inden sexklubberne for alvor skød op, kunne amerikanerne og japanerne – som var de turister, der var flest af – kun se grynede nøgenbilleder og købe pornoblade. Men så var der nogle, der fik en idé: Hvis de var her for at se hud, ville de nok også betale for at se rigtig hud,” fortæller Jon Nordstrøm.

Blandt dem, der øjnede en fidus efter porno­frigivelsen, var Stig ’Snotten’ Emmerik Poulsen og ’Røde’ Kai Bo Rasmussen. De arbejdede som chauffører hos Codan Bilen på Halmtorvet, men lejede et kælderlokale i Istedgade og begyndte at sælge billetter til  liveshows for 50 kroner stykket. Når kælderen var fyldt med forventningsfulde turister, løb de med pengene og tog på druk, mens amerikanerne og japanerne ventede på en nøgenmodel, der aldrig dukkede op. Det fungerede, fordi turisterne som regel var så flove, at de undlod at klage til politiet.

Fupnummeret blev forløber for de første egentlige sexklubber med live-samleje på scenen. På den første af klubberne, Keyhole i Istedgade, fik Røde Kai arbejde som booker, inden han købte ejerne ud og overtog stedet selv. I løbet af kort tid åbnede adskillige lignende klubber på Vesterbro, og konkurrencen var hård. Flere steder kørte Røde Kai og Snottens fidus videre, men med den forskel, at turisterne ikke blot blev snydt for en halvtredser, men også fik frarøvet resten af deres penge.

”Det begyndte at rygtes, at det var decideret farligt for turister at færdes på Vesterbro. Og da politiet fik øjnene op for, hvad der foregik, blev de mange liveshows hurtigt forbudt med henvisning til, at loven fra 1969 kun gav tilladelse til at vise billedfotografi – ikke live-sex,” siger Jon Nordstrøm.

Politiet stormede klubberne og ødelagde inventaret, og ved udgangen af 1972 var de berygtede liveshows på Vesterbro næsten forsvundet. I stedet investerede pornobaronerne deres penge i narkotika, hvilket kun gjorde kvarteret omkring Istedgade endnu mere råt. Ifølge Jon Nordstrøm skete der i det hele taget en forråelse af pornomiljøet i løbet af få år.

”Der gik ikke så mange år, før hippierne trak sig ud, og så blev pornoindustrien præget mere af profit end af seksuel frigørelse. Og samtidig blev de danske pornoproducenter presset af udenlandske konkurrenter, der også ville have en bid af kagen.”

Pornobutik på Vesterbro få år efter pornografiens frigivelse. Skiltene var engelsksprogede for at lokke udenlandske turister til.

I MIDTEN AF 70’erne var det danske porno-eventyr så godt som ovre. I København blev de eksplicitte sexreklamer fjernet, da det blev forbudt at vise anstødelige billeder i det offentlige rum, og det blev også indskærpet, at pornoblade og andet materiale af pornografisk karakter ikke måtte anbringes i børnehøjde. Pornoen forsvandt fra gadebilledet, og det samme gjorde sexturisterne. Efterhånden som andre lande fulgte med og frigav pornoen, rykkede også industrien væk fra Danmark. Kun Theander-brødrene formåede at holde liv i eksporten.

”Der gik ikke ret mange år, før Danmark blev overhalet. I USA, Sverige, Holland og siden Tyskland begyndte man at producere porno lovligt, og da det skete, havde den danske pornobranche toppet,” siger Jon Nordstrøm.

Ifølge Jack Stevenson var pornoens frigivelse et kompromisløst opgør med censur. Mennesker skulle være frie til at sige, skrive og vise, hvad de ville, uden begrænsninger. Han beskriver årene efter frigivelsen som ”en mærkelig tid”, hvor folk accepterede ting, som ville blive opfattet som stærkt kontroversielle i dag.

”Men jeg tror, man skal have levet i 50’erne og 60’erne og have oplevet, hvor omfattende censuren var, for at forstå, hvorfor alt blev tilladt, efter forbuddet blev ophævet,” siger han.

Med tiden blev det dog klart, at pornografien også havde sine skyggesider.

”Der blev lavet mange ting i frihedens navn, og det var så altoverskyggende, at andre, mere problematiske aspekter ved pornoen lidt blev glemt. Børneporno er et godt eksempel, men der var også spørgsmålet om udnyttelse af kvinder i pornobranchen, som ingen for alvor beskæftigede sig med dengang. I pornoen blev seksualitet fremstillet på en måde, som ofte var meget macho og til tider voldsom, men ingen satte spørgsmålstegn ved, hvad det gjorde ved unge mennesker at få præsenteret sex på den måde,” siger Jack Stevenson.

 

FEM HISTORISKE (PORNO)-FILM

Jack Stevenson, bestyrer af biografen i det københavnske kulturhus Huset-KBH, udpeger de fem vigtigste film fra tiden omkring pornografiens frigivelse. Biografen viser alle fem film i løbet af efteråret i anledning af den fri pornos 50-årsjubilæum.

’Jeg – en kvinde’ (1965)

”Filmatiseringen af Siv Holms roman om passion og promiskuitet set fra et kvindeligt perspektiv var en grænseoverskridende succes, som satte den seksuelle frigørelse allerøverst på dagsordenen. Det var den første film, der blandede porno og almindelig spillefilm, hvilket var banebrydende, og filmen blev også et stort hit i USA. ’Jeg – en kvinde’ gik så langt, som man overhovedet kunne tillade sig inden pornografiens frigivelse.”

’Gift’ (1966)

”Knud Leif Thomsens film om den selvsikre livsnyder Per, der indleder et seksuelt forhold til teenagepigen Susanne, var på den ene side en advarsel mod de ødelæggende følgevirkninger af den nye, frigjorte seksualmoral, men samtidig indeholdt den hardcore pornografiske scener, og Thomsen var indædt modstander af censuren. Det er 60’ernes glemte mesterværk i dansk film, og det var den første film, som beskæftigede sig med pornoens skyggesider – eksempelvis hævnporno.”

’Stille dage i Clichy’ (1970)

”’Stille dage i Clichy’ er baseret på Henry Millers roman af samme navn og instrueret af Jens Jørgen Thorsen. Den skildrer kønslivets glæder ublufærdigt og var den første offentligt viste danske film, som eksplicit viste penetration. Filmen blev vist ved filmfestivalen i Cannes, og i de første tre uger efter dens premiere blev den set af mere end 100.000 danskere. Thorsen kombinerede pornografien med kunstneriske spillefilmsambitioner.”

’Hvorfor gør de det?’ (1971)

”Det amerikanske instruktør-ægtepar Phyllis og Eberhard Kronhausen, der også var praktiserende psykologer, flyttede til Danmark for at skildre den seksuelle frigørelse gennem nogle af de mennesker, der optrådte på de københavnske sexklubber. ’Hvorfor gør de det?’ var et seksualpolitisk manifest, og Kronhausen-parret så offentlig sex som manifestationen af en højere og friere bevidsthed, og den er en af de vigtigste dokumentarfilm om porno og den seksuelle frigørelse.”

’I jomfruens tegn’ (1973)

”Den første film i Stjernetegns-serien var revolutionerende i den måde, den blandede hardcore porno med folkekomedie. Produktionen var stor og dyr, de medvirkende var ’rigtige’ skuespillere, og den blev vist i danske biografer med stor succes. Stjernetegns-filmene var med til for alvor at gøre porno mainstream.”

NILS VESTS FILM blev til som en nøgtern skildring af den danske pornobranches guldalder. Men til filminstruktørens store fortrydelse blev den i stedet markedsført og solgt som en pornofilm. Ved udgivelsen var Laterna Film tæt på fallit, efter Mogens Skot-Hansen havde satset stort på en filmatisering af Shakespeares ’King Lear’, og en af pengemændene bag filmselskabet, den tidligere nazist Henning Karmark, ville have sine penge hjem. Derfor gennemtrumfede han, at Nils Vests dokumentar skulle sælges som porno. Den fik titlen ’Sex en gros’ i stedet for ’Frihed på alle hylder’, som Nils Vest havde tænkt, og Peter Wibroes grafiske filmplakat blev skiftet ud med et billede af en kvinde, der red en mand. Filmen fik premiere i Nygade Teatret på Strøget, men det blev uden Nils Vest og resten af holdet bag dokumentaren, der ikke længere kunne genkende deres arbejde.

”Senere listede jeg mig dog ind en eftermiddag for at se den. Der var flere af tilskuerne, som bandede og forlod biografsalen i arrigskab, fordi de ikke syntes, at filmen var liderlig nok,” fortæller Nils Vest.

Siden er ’Sex en gros’ blevet anerkendt som det stykke social reportage, den egentlig var. Og på mange måder illustrerer filmen, hvor vidtfavnende det danske frisind var i begyndelsen af 70’erne:

I filmens mest kontroversielle scene gennemfører en ung kvinde ved navn Bodil Joensen et samleje med hunden Lassie på sin gård ved Gelstrup i Odsherred. Hun blev kendt som ’Ornepigen Bodil’ og blev berømt i både ind- og udland gennem film og liveshows med dyr på Vesterbros sexklubber. Hendes seksuelle udfoldelser vakte debat, men da ’Sex en gros’ udkom, var der ikke mange, der løftede et øjenbryn.

”Dengang var der intet forargeligt i, at en kvinde havde sex med en hund og ovenikøbet optrådte med det,” fortæller Nils Vest. Men da filmen blev vist til historiefestivalen Golden Days for nogle år siden i Husets Biograf i Magstræde, var tiden en anden, siger han:

”Folk nærmest kravlede ned under biografsæderne, da sex-scenen med Bodil og Lassie gik i gang.”

 

Thy er et af de smukkeste og mest særegne området i landet. Det er her, man finder ’lejren for alternativ livsførelse’, Thy-Lejren, her, man finder de berømte surfspots under fællesbetegnelsen ’Cold Hawaii’, og her, man finder Nationalpark Thy, Danmarks første af sin slags, der med sine klithedelandskaber ikke findes magen til i Europa. Og det er her, den første ulv i 200 år dukkede op i Danmark.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Andreas Houmann

I 1802 følte sognepræst Knud Aagaard sig nødsaget til at rette henvendelse direkte til Hans Kongelige Højhed. Præsten ville, som han skrev, ”bidrage til kundskab om en af fædrelandets fjerneste provinser, der formedelst sin afsides beliggenhed har været unddraget den lykke at falde under Deres beskuelse”.

Med ’Beskrivelse over Thye’ som titel forklarede sognepræsten over hundredvis af sider minutiøst om tilværelsen i den rå og afsondrede natur. Om thyboerne, der elskede god mad og stærk øl, om de slidsomme bygninger, der var aldeles nødvendige ”her, hvor vindene er ualmindelig heftige”, og om de endeløse strækninger af nøgne og uhyre store sandklitter, der fik beskueren hensat til ”Arabiens sandørkener”.

Et par århundreder senere er Thy i sandhed kommet på landkortet. Det er her, man finder ’lejren for alternativ livsførelse’, Thy-Lejren, her, man finder de berømte surfspots under fællesbetegnelsen ’Cold Hawaii’, og her, man finder Nationalpark Thy, Danmarks første af sin slags, der med sine klithedelandskaber ikke findes magen til i Europa. Og det er her, den første ulv i 200 år dukkede op i Danmark. Og man forstår måske godt, hvorfor den valgte at snige sig til Thy. For thyboerne lever en tilværelse med langt mellem husene i barske landskaber og med Vesterhavets høje bølger slående ind over sig. 

”Vi er født i modvind,” siger man i Thy, ikke beklagende, men som en konstatering. Man klynker ikke. Man anfører blot, at mens naturen andre steder er et grønt frimærke i en baggård, er den på disse kanter det, der former og definerer de mennesker, der lever der. 

HENRIK CHRISTENSEN, 46 ÅR, FISKER

”Beslutningen var taget: Fisker, det skulle jeg sateme ikke være. Jeg var 14 år gammel og med min fars båd, Westbank, ude at fange jomfruhummere, og endnu en gang var jeg blevet vanvittigt søsyg. Men den gamle var jo hård, så i stedet for at tage hjem, som det var planen, besluttede han, at vi skulle sejle 16 timer over til en anden fiskeplads og fiske otte dage mere. Hvis der var en, der på det tidspunkt havde sagt, at jeg skulle hoppe i havet, havde jeg svaret: ’Ja tak, det gør jeg med glæde.’ Men han må have vidst, hvad han gjorde, for siden har jeg ikke været søsyg eller brækket mig på havet, og som 21-årig sejlede jeg selv som skipper på Westbank første gang. Jeg kan slet ikke trives uden at være på vandet. Det er min hjertestarter. Jeg laver verdens bedste rejer, og hvis man spørger, hvad hemmeligheden bag det er, så kan jeg svare, at der vel er to: æren i at have overtaget en familievirksomhed og viljen til at være bedst. Det kræver erfaring og gut feeling at fange de bedste rejer. Men det er jo også min hobby, for satan; jeg kan leve af min hobby. Jeg tager aldrig på arbejde og siger, jeg hellere vil lave noget andet.”

MARGUTH GRAVESEN, 66 ÅR, VÅGEKONE

”Hvis de spørger, om jeg vil læse et kapitel op fra Bibelen, kan jeg ikke sige, at det gør vi i morgen, for det er ikke sikkert, der er i morgen. Jeg udskyder aldrig noget som vågekone. Det er noget af det vigtigste, jeg har lært om livet. Når vi først ligger der, ved vi ikke, hvor mange timer vi har. Som vågekone er der ingen krav til, hvad du har lavet tidligere i dit liv. Du skal bare med din ro, omsorg og nærvær kunne være hos en døende. Og så skal du have et forhold til døden. Du skal have gjort op med dig selv, at du kan rumme det, og du skal have det sådan, at du kan indeholde håbet og trøsten og sorgen. Jeg plejer at sige, at livet skal leves og ikke overstås. Der må være en mening med, at hjertet slår, så hvis der stadig er liv inde bag den person, der ligger der, har personen ret til at være her. Vi ved alle sammen, at der er en afslutning, men så må vi sørge for at leve alle de andre dage, vi er her. Så er man også klar til den afslutning, der kommer en dag. Det tror jeg på.”

MICHAEL GALSGAARD, 38 ÅR, OG RASMUS HØJEN, 43 ÅR, TRAKTORTRÆKKERE

”Vi var nogle kammerater, der i teenageårene fandt sammen om at lave vores første specialbyggede traktor helt fra bunden. Det var skideskægt at være sammen om noget, som alle knokler på, men vi satte også alt andet til side. Det var det eneste, vi lavede, når vi havde fri. Alle fyraftener og weekender. Der gik vel 3.000 timer med at bygge den. Siden har vi udviklet stort set alt til at bygge en toptunet dieselmotor: turbolader, motoropbygninger, specielle plejlstænger, stempler og foringer. Det startede med en hobby, men nu er det sådan set blevet en levevej, hvor vi sælger til hele verden. Mange af vores konkurrenter kører i dag med vores turbolader og motordele. Det gør selvfølgelig også, at de kan ende med at køre fra os, men sådan er det jo. Det er sgu også skønnest at vinde, når konkurrencen har været god.”

LUCY MARDOU, 27 ÅR, MUSIKER

”Jeg sang, før jeg kunne tale, og jeg dansede, før jeg kunne gå. Det har altid ligget som en urkraft i mig. Jeg kan mærke, når der er en ny sang på vej, det er lidt som at være sulten, det er en form for intuition. Der er noget indefra, der må ud, og så sætter jeg mig ned med en guitar og et stykke papir, og så kommer resten. Engang hvor jeg gav koncert i en kirke, sad der en lille tiårig dreng på forreste række, og allerede da jeg sang første tone, begyndte han at græde. Hele koncerten havde han tårer i øjnene. Det er noget af det vildeste, jeg har oplevet, for det viste mig, at hvis jeg giver min sjæl, kan det måske være med til at røre noget indeni, som har brug for at blive rørt.”

CASPER STEINFATH, 24 ÅR, SURFER

”Det var en efterårsdag i bugten i Klitmøller, og det var koldt og gråt, men bølgerne var gode, og den dag fangede jeg første gang selvstændigt min egen bølge. Jeg var ti år gammel, og den her bølge har sat sig i mig, for jeg husker den stadig: Suset i maven og følelsen af at være i kontrol. Siden har havet været den ultimative legeplads. Min legeplads. Så sent som i foråret blev jeg den første surfer, der har krydset Skagerrak. 148 kilometer. 18 timer og 26 minutter på det åbne hav. Det var en rejse langt ud over mine mentale og fysiske grænser, for det var som at bestige Mount Everest uden at vide, hvordan man skal gøre det. Surf har ført mig verden rundt til events ad mange omgange, og jeg ser mig selv som et konkurrencemenneske, men det kan begejstre mig lige så meget bare at komme hjem og lege, råbe, skrige og fange bølger med min bror og alle mine venner. Det var mine forældre, der gav mig gnisten til surf som barn, så jeg selv kunne antænde bålet. Hvis man har lidenskaben som omdrejningspunktet i sit liv, ligger verden sgu for ens fødder.”

Bogen ’Talentet i Thy’ med fotos af Andreas Houmann og tekst af Anders Ryehauge er udkommet på forlaget Booklab. 

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Alligevel trykker partierne titusindvis af valgplakater ved hvert eneste valg, og landets lygtepæle pakkes ind i akavede politikersmil. Men giver det overhovedet mening? Og hvorfor er plakaterne så grimme?
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:danskplakatkunst.dk

DEN FJERDE lørdag før et folketingsvalg går den i gang – kampen om lygtepælene. Hundredvis af ungdomspolitikere og partisoldater med vogne fulde af strips og valgplakater sidder ivrigt og tripper. 

Når klokken slår 12.00, spæner de fra lygtepæl til lygtepæl for at skaffe den bedste plads til deres kandidat. Det handler ikke om ædle demokratiske aspirationer, om lighed eller lige ressourcer til at promovere sig selv. Det handler om at være først, størst, stærkest og smartest, og den kandidat, der kan fremvise mest muskelkraft, kommer til at smile skælmsk fra de mest iøjnefaldende steder i bybilledet.

Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, bruger udtrykket ’ritual’ om plakatopsætningen, fordi den markerer, at valgkampen sættes i gang. Og minder os alle om, at vi snart skal til stemmeurnerne.

”Det kan virke gammeldags at føre valgkamp med plakater i lygtepælene, men det er faktisk det redskab, der bliver brugt af allerflest politikere. Kampen bliver lidt stenalderlig, når de løber rundt for at komme først, men den er med til at udnytte de frivilliges kompetencer, samtidig med at den skaber sammenhold og identitet som parti. Det må man ikke underkende,” siger han.

Måske er ’stenaldermennesket’ lige netop det, valgplakater kan få op i folk. Folketingspolitikere har revet modstanderes plakater ned i affekt, Ungdomshuset har ved flere lejligheder afholdt valgfester, hvor man kunne banke sine hadepolitikere med et boldtræ, og hvor ofte har man ikke set en overtegnet valgplakat.

Valgplakaten er helt grundlæggende politisk propaganda i det offentlige rum, fortæller Kasper Møller Hansen. Den har altid eksisteret og i utallige former, og den har altid oprevet folk. Når Luther plastrede kirkedørene til med sine kritiske skrifter, var det ikke meget anderledes end det, politikerne gør i dag.

KASPER MØLLER HANSEN har undersøgt kandidaternes brug af valgplakater, og til at begynde med forestillede han sig, at valgplakaten ikke var udslagsgivende. Han var også overbevist om, at den ville blive erstattet af digital markedsføring. Nogle af hans pointer var i starten, at plakater var bøvlede at sætte op, og at de stilistisk minder så meget om hinanden, at kommunikationen ville gå tabt. Men han fandt hurtigt ud af, at der faktisk er en reel effekt, når det gælder antallet af personlige stemmer, selvom man næppe får en liberal til at stemme socialistisk på grund af et veldrejet foto. 

”Ved alle andre kampagneredskaber end valgplakaten skal vi gøre noget aktivt for at få det ned i halsen. Vi skal købe en avis eller gå ind på en bestemt hjemmeside. Med valgplakater skal du bare gå uden for din dør. Det er en passiv form for eksponering. Ja, den er gammeldags, men du kan ikke undgå den, og så ender du med at nå folk, som måske ikke engang interesserer sig for politik.”

Skal man måle på effekten, gøres det bedst, hvis man sammenligner to kandidater, hvoraf kun den ene benytter sig af valgplakater. I det tilfælde vil kandidaten med valgplakater ifølge statistikkerne få flere stemmer. Men eftersom stort set alle kandidater i dag benytter sig af valgplakater, bliver det mere mudret. Effekten er der, men den udlignes, når alle gør det. Spørgsmålet er derfor, om man ikke glemmer Jens Jensen blandt de hundredvis af andre kandidater, der også hænger til skue? 

Ifølge Frederik Preisler, kreativ direktør i kommunikationsbureauet Mensch, er det både ja og nej. 

”På den ene side er vi blevet blinde for plakaterne, fordi vi har set dem tusind gange før, og vi frasorterer alt, der ikke overrasker os. Ellers ville vi blive sindssyge af alle de indtryk, vi får smidt i hovedet hver dag. 

På den anden side er hele vores holdning til det politiske landskab blevet langt mere famlende og usikkert. Er Dansk Folkeparti pludselig i seng med Socialdemokratiet, som ikke syntes, de var stuerene? Er de alle bare nogle magtliderlige taburetklæbere? Og i den situation virker det her gammeldags medie pludselig mere ærligt og håndfast,” siger Frederik Preisler.

TIDLIGERE VAR DET kutyme, at kammeraterne i trykkerierne hjalp venstrefløjen, mens erhvervslivet bistod højrefløjen. Men selvom det var vennetjenester, var det professionelle trykkere og grafikere, der vidste, hvordan de fik formatet til at spille. Plakaterne var tegnede, nærmest kunstneriske og ofte humoristiske. Og så handlede det langt mere om partiets værdikamp end reklame for den enkelte politiker, som man ofte ser det i dag.

”Det grafiske håndværk bliver overhovedet ikke brugt, fordi det er dyrt,” siger Frederik Preisler og banker lidt på sin computer.

”I dag kan hvem som helst knalde en plakat sammen på computeren og få den trykt. Men man ender med et dårligere resultat. Valgplakater var for 20-30 år siden pænere og bedre trykt. Men at håbe, det kommer igen, er lidt ligesom at ønske sig tilbage til dengang, folk gik rundt i håndsyede sko,” siger den kreative direktør, der fortæller, at formatet er utaknemmeligt, fordi kun ganske få mennesker og politikere er så fotogene, at de ser godt ud på en valgplakat.

”De fleste ligner jo nogle, der har stjålet af kassen. Men det er, fordi det er svært at tage professionelle billeder. Hvis der var nogle, der ofrede midlerne på virkelig gode portrætfotografier, kunne de bogstavelig talt brillere på en billig baggrund.”

Ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen er der en skabelon for, hvordan en valgplakat skal se ud. En gennemgående stilistisk form med navn, billede og partibogstav. Før i tiden var specielt venstrefløjens partier tilbageholdende med at lave personspecifikke valgplakater, men partierne over en bred kam ser det nu som en nødvendighed også at promovere den enkelte kandidat. Skabelonen har betydet, at der er meget få, der stikker ud i bybilledet, og selvom man altid kan finde en person med cowboyhat eller klap for øjet, er langt de fleste valgplakater tæt på at være identiske.

I partierne er man samtidig også blevet mere bevidste om, hvor man skal bruge sine kræfter, når man kæmper om de gode pladser i lygtepælene.

”Når der hænges plakater op, er der ofte store dataanalyser bag, som fortæller, hvor de potentielle vælgerkorps befinder sig. Det er ikke bare sådan, at Enhedslisten ikke hænger op i Hellerup, eller Dansk Folkeparti undgår Gellerup. Det er nærmest på opgangsniveau, hvor alle mulige sociale karakteristika bliver analyseret.”

For blot tre valg siden brugte man en gammeldags metode, hvor frivillige klistrede plakater op på tunge masonit- eller krydsfinerplader med vådrumslim. Det krævede en stor indsats og betød, at kandidaterne opmagasinerede store partier af plader, som de genbrugte valg efter valg. I dag bliver alle plakater fortrykt på et let skummateriale, som betyder, at man nemt kan have 100 valgplakater i en cykeltrailer eller bag i bilen. Antallet af plakater er ifølge Kasper Møller Hansen derfor steget, og valgforskeren udsteder garanti for, at der bliver sat ny rekord ved det kommende folketingsvalg.

GRUNDLÆGGENDE handler valgplakater om branding. Om hvordan man kan skille sig ud fra de øvrige kandidater og endda sine partikolleger. Men det er der ifølge Frederik Preisler kun få valgplakater, der gør. Hans yndlingseksempel er Alternativets valgplakat fra folketingsvalget i 2015. De havde ikke ressourcer til en regulær valgplakatkamp mod de etablerede partier. I stedet lavede partiet en lille plakat med teksten ”Der er også Alternativet”, som hang under konkurrenternes valgplakater.

”Det er efter min mening den bedste valgplakat i mange år, og det har jo vist sig, at Alternativet ikke har kunnet overgå den siden. Den var god, fordi den spillede op til de andre og skabte et meta-lag. Det var ikke bare en måde at spille op imod de store på, det var også en alternativ måde at føre valgkamp på. Det var en lille genistreg,” mener Frederik Preisler. 

Men hvis det gælder om at skille sig ud, må det vel være gavnligt at have et slogan eller i hvert fald en tekst på sin valgplakat? Frederik Preisler mener, at det er noget, alle partier slås med i dag. Problemet er bare, at partierne har svært ved at beslutte sig for ét budskab, der er slagkraftigt nok, og at de lurepasser på hinanden. Når Venstre for eksempel er ude med en kampagne om en ny sundhedsreform, kommer Socialdemokratiet med det samme ud og forsvarer deres position i stedet for at fremhæve deres unikke kvaliteter.

I 1950 havde Socialdemokratiet en tegnet valgplakat af en mor med forklæde og barn på armen, mens manden i jakkesæt og slips svingede sin datter. Sloganet lød: ”Arbejde og tryghed.” Den ville aldrig gå i dag, fordi værdipolitikken er blevet en gråzone, siger reklamedirektøren. Det er blevet så uklart, hvad de forskellige partier står for, at de bliver nødt til at gå ned på enkeltsagsniveau:

”Jeg tør vædde hvad som helst på, at man lige nu i partihovedkvartererne slås med, hvordan de får ændret deres valgstrategi, så den handler mere om klima. Jeg har aldrig set nogen bevægelse, der er kommet så hurtigt som klimabevidstheden. På fire måneder er det gået fra at være et mindre vigtigt emne til at være befolkningens topprioritet. Men der er meget få partier, der tør sætte et budskab på en plakat, for hvad nu, hvis befolkningen begynder at tale om noget andet? Man skal være sikker på, at man har noget, man kan stå inde for, og det har de færreste partier, fordi de langt hen ad vejen er til salg for stemmerne.”

Frederik Preisler og Kasper Møller Hansen havde begge oprindelig afskrevet valgplakaten som noget gammeldags, der ville forsvinde i takt med den teknologiske udvikling. Men det stik modsatte har altså vist sig at være gældende. 

”Mit svar er stadig, at det er, fordi det er den her passive form for reklame, som man ikke kan undgå. Det er de færreste kandidater, der kommer i tv, radio eller i avisen, men alle kan hænge i en lygtepæl,” siger Kasper Møller Hansen.

Selvom tv-kameraer følger politikerne helt tæt, når der er valg, får de sjældent det hele med. Henrik Qvortrup ser tilbage på folketingsvalgene i 1998, 2011 og 2015 og alt det, der foregik uden for kameraernes rækkevide.
Tekst:Henrik QvortrupFoto:Ritzau Scanpix/Ole Steen

VENSTRES FORMANDSKONTOR PÅ CHRISTIANSBORG

Tirsdag 11. marts 1998.

Når man skal, så skal man. Og Uffe Ellemann-Jensen skal virkelig tisse. Lige her og nu. Under normale omstændigheder vil han blot gå ud af sit hjørnekontor på Christiansborgs anden sal, forbi Udenrigspolitisk Nævns mødelokale og ind på toiletterne ved siden af trappen.

Men lige netop denne aften er det ikke en mulighed. For uden for kontoret står en hærskare af journalister og fotografer og venter. Og dem har Uffe ikke den store lyst til at snakke med lige nu.

Sagen er, at valgaftenen mere og mere ligner et mareridt for Venstre-formanden, som alle ellers har forventet kan krone mange års politisk arbejde og vælte Poul Nyrup Rasmussen af statsministerstolen. Men hvad der på forhånd ligner en walkover, er nu blevet til et tæt, tæt opgør. Det ser slet ikke godt ud for Uffe. Han står helt sensationelt til at tabe.

Altså: På den ene side en horde af journalister, han ikke orker. På den anden side en faretruende udspilet blære.

Hvad gør Uffe Ellemann? Han beder Claus Hjort Frederiksen, der også er på kontoret, om at se væk et øjeblik. Hvorefter manden, som få timer forinden har været helt sikker på at kunne indtage kongerigets højeste embede, lader vandet i en potteplante.

HOLMEN, KØBENHAVN

10. marts 1998.

Uffe Ellemann-Jensen står udenfor i kulden og føler sig noget ladt i stikken. Den afsluttende tv-duel er netop slut. Næste dag er der folketingsvalg.

Nyrup er blevet afhentet i sin ministerbil og kørt hjem til Frederiksberg. Uffe, til gengæld, står og kæmper med at få fat på en taxa. Hvad der mildest talt ikke er nogen nem opgave på Holmen en mandag. Venstre har ikke overvejet at sørge for hjemtransport til manden, der dagen efter med stor sandsynlighed vil blive statsminister.

Ekstra Bladets mangeårige politiske reporter Nils-Christian Nilson – bedst kendt som ’Nille’ – bliver hans redning. Nille og hans fotograf kører hen til den forladte Uffe, ruller vinduet ned og spørger, om statsministerkandidaten ikke vil have et lift til Hellerup.

Ankommet til Sundvænget i Hellerup synes Ellemann ikke rigtig, at han kan gøre andet end at invitere indenfor. I køkkenet byder han på en whiskysjus. I det sekund, Uffe løfter sit glas for at skåle, tager fotografen sit senere så historiske billede.

En times tid senere hjemme på Ekstra Bladet på Rådhuspladsen er forsideskrædder Lisbeth Hvidt noget i tvivl om, hvad whisky-billedet egentlig kan bruges til. Pludselig får hun en idé. Går det an, spørger hun Nille, at skrive på forsiden, at ”den er hjemme”?

En forside, der efter de flestes mening var med til at koste en ellers sikker valgsejr. 

Knap fire år senere prøver Ekstra Bladet at gentage succesen. Det sker, da samme Nille dagen før folketingsvalget i november 2001 henkastet spørger Anders Fogh Rasmussen – manden, der nu er udset til at gøre det, Uffe ikke kunne:

”Anders,” siger Nille med et snedigt smil, ”hvor er din cykel egentlig?”

 Fogh trækker vejret dybt, kigger Ekstra Bladets udsendte lige i øjnene og svarer så:

”Den STÅR hjemme.”

VEGA, KØBENHAVN

16. september 2011.

”Kære partifæller, kære partifæller. Vi GJORDE det!”

Det er lige efter midnat, og Helle Thorning-Schmidt har just indtaget scenen og taler nu til de mange eksalterede socialdemokrater nede i salen. Henrik Sass Larsens og Morten Bødskovs tilgang til festen er mere tilbagelænet: De er for længst trukket i baren.

Den lalleglade sejrs-eufori overlader de to garvede politikere til de mere sværmeriske og noget mindre kyniske af partifællerne, der ude på dansegulvet hopper og danser ved udsigten til, at 10 års borgerligt styre i Danmark står foran sit endeligt.

Bevæbnet med hver en fadøl kan Sass og Bødskov iagttage, hvordan partiformanden gejler den  festsydende sal op. Egentlig forstår de ikke begejstringen. 

Okay, Thorning skal indtage Statsministeriet som danmarkshistoriens første kvindelige statsminister. Fint nok.

Men når Sass og Bødskov alligevel har lidt svært ved at finde we did it-begejstringen frem, er det fordi  de udmærket kan se, at Thorning i bedste fald kun har fortalt den ene halvdel af sandheden. Den mere ubehagelige del er til lejligheden gemt af vejen.

For midt i festrusen glemmer Thorning helt at fortælle, hvad der også er udkommet af valget: Nemlig, at Socialdemokratiet har haft et historisk elendigt valg. Det samme gælder for så vidt alliancepartnerne i SF, hvor Villy Søvndal må kigge langt efter den rockstjernestatus, han har haft nogle år forinden.

Det er alene, fordi De Radikale har fået et flot valg, at Thorning snart vil kunne danne regering. Og mon ikke Margrethe Vestager inden længe vil tage sig godt betalt for ulejligheden – og tvinge Socialdemokratiet væk fra alle de planer, der er blevet udstukket under valgkampen? 

SMINKEN VED FÆLLESSALEN PÅ CHRISTIANSBORG

16. september 2011, 01:15.

Som sidste officielle punkt på valgaftenen skal DR’s og TV2’s traditionelle partilederrunde snart optages. Det foregår som altid i Fællessalen på Christiansborg. I sminke­rummet møder Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt hinanden for første gang, siden resultatet har stået klar. De to parti­ledere omfavner hinanden. Og så er det, at det lakoniske og  præcise spørgsmål kommer fra Vestager: ”Helle, jeg ved ikke, hvordan du har tænkt dig at løse det her.”

Underforstået: Godt nok kan du blive statsminister, men du kan lige så godt indstille dig på, at du ikke får lov til at føre den politik, du er gået til valg på sammen med SF. 

Thorning smiler og giver ikke Vestager noget svar. Det kommer først halvanden uge senere i ’Det sorte tårn’ på Amager. Her er Socialdemokraterne nødt til at føje De Radikale i det meste – herunde at skulle acceptere formuleringen om, at regeringen ”skal videreføre den tidligere borgerlige regerings økonomiske politik”.

KUHLAUSGADE, ØSTERBRO

18. juni 2015.

Det er hen ad midnat, og Helle Thorning-Schmidt går ovenpå i sit byggeforeningshus på Ydre Østerbro. Hun skal ordne de allersidste ting, inden hun kan begive sig ind til Christiansborg og alle de skuffede partifæller, der venter derinde.

I arbejdsværelset på første sal tager hun først sin mobiltelefon og ringer til Løkke, som hun ved sidder hjemme i sin lejlighed i Nyhavn og venter utålmodigt på netop dette concession call fra sin modstander.

”Tillykke, Lars,” indleder Thorning den samtale, som hun i dén grad har håbet ikke at skulle gennemføre. ”Nu må det vist være dig, som tager den herfra.”

Herefter sætter Thorning sig hen til computeren og tilføjer det allersidste afsnit til den tabertale, hun allerede har skrevet tidligere på aftenen:

”Lederskab består også af at træde tilbage på det rigtige tidspunkt. Og det tidspunkt er nu. Derfor skal Socialdemokraterne nu have en ny leder. (…) Jeg er stolt af at have været Danmarks første kvindelige statsminister. Og jeg bliver ikke den sidste. Til alle Danmarks store kvinder og små piger: Vi lever i et åbent land, og I skal bruge alle muligheder.”

Herefter finder Thorning det tøj frem, som hun vil have på, når hun om lidt kommer ind på Christiansborg som valgets taber. Hun ved præcis, hvad hun går efter: den samme blomstrede bluse og jakke, som hun bar på valgaftenen i 2007, da hun måtte erkende, at hun alligevel ikke kunne slå Anders Fogh Rasmussen. Det må være en passende symbolik, tænker hun.

Henrik Qvortrup er tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, tidligere politisk kommentator for TV2 og tidligere chefredaktør på Se & Hør. Han har udstået sin straf i den såkaldte Se & Hør-sag og arbejder nu bl.a. som politisk journalist.

 

38-årige Christian Ohlendorff Knudsen vil være den første dansker, der planter dannebrog på Mars.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:Privat

INDTIL FOR FEM år siden havde han ikke spekuleret synderligt over Mars, men da Christian Ohlendorff Knudsen læste om projektet Mars One, der ville sende amatørastronauter på enkeltbillet til planeten ved at sælge tv-rettighederne som en slags reality-tv, blev hans nysgerrighed vakt. 

Han tilmeldte sig på en onlineformular og afkrydsede boksen, hvor han sagde ja til at tage en enkeltbillet til Mars – ligesom 200.000 andre interesserede. Efter en længere udvælgelsesproces med personlige samtaler og gruppeprøver blev feltet skåret ned til 100 kandidater, og Christian Ohlendorff Knudsen var stadig en af de udvalgte. Projektet går dog en meget uvis fremtid i møde, efter at det kommercielle firma bag, Mars One Ventures, i februar blev erklæret konkurs. Det stopper dog ikke Christian Ohlendorff Knudsen, hvis lejlighed i Hellerup så småt er ved at minde om en lille Mars-koloni. 

På en hylde står en slags bikube fyldt med melorme, som han opdrætter, fordi det vil være en nem og proteinholdig fødekilde. Af og til spiser han dem, men hans smagsløg er ikke for alvor begejstrede. Når han bader om morgenen, bruger han to karklude, fordi det bruger markant mindre vand end et brusebad, og han spiser sjældent kød, for det er alt for ineffektiv en måde at få sin mad på. I vindueskarmen og loftet hænger nogle potteplanter, hvor han dyrker grøntsager i simuleret Mars-muld, som han har køb på nettet (jorden er fra Hawaii og malet, så den minder om Mars’). Han har 3D-printet vandslanger, og vandet løber gennem fire potteplanter med en akvariepumpe, så hver en dråbe vand går til planterne uden spild. For tiden dyrker han grønkål, basilikum og dadler, selv om han ikke er sikker på, at man overhovedet kan spise dadler på Mars. Melormenes afføring bliver til gødning for planterne, og de døde blade giver han til melormene i sit eget lille økosystem.

”Jeg har ingen illusion om, at det kan forberede mig på et liv på Mars, men det giver mig personlig, lavpraktisk erfaring. Jeg ser mig selv som en nybygger og er villig til at tage det første skridt. Det er en mulighed for at bygge noget nyt op og være en del af noget større,” siger han og mener, at en Mars-koloni kan være med til at drive os mod en mere bæredygtig livsstil på Jorden: ”På Mars kan man ikke tage noget omkring sig for givet – hverken rent vand, ren luft eller rimelige temperaturer.” 

Den største udfordring ved at flytte til Mars vil dog være den psykologiske, og Christian Ohlendorff Knudsen har funderet over, hvor sjældent han egentlig er alene.

”Jeg anser mig selv for at være en indadvendt person, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke ser mennesker. Så det er svært at vurdere, hvor stor en indvirkning isolationen vil have,” siger han.

Christian Ohlendorff Knudsen har endnu ikke opgivet Mars One. Men selv om nonprofit-delen af firmaet stadig lever, erkender han, at chancen for at komme af sted er lav.

”Sandsynligheden for, at jeg sætter fødderne på Mars, er meget lille, men det vigtigste for mig er ikke, om det kommer til at ske for mig, men at det kommer til at ske i det hele taget. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, så hvis vi om 50 år stadig ikke er nået til Mars, føler jeg i hvert fald ikke, at det er min skyld.”