Indlæg

Folketingets Oplysning er dem, man ringer til, hvis man er på bar bund. De modtager ugentligt hundredvis af henvendelser om alt fra skrotpræmier til Svend Aukens højde.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Ritzau/Scanpix

HAR DU NOGENSINDE undret dig over, om der mon er blevet skudt i folketingssalen? Svaret er ja. Den socialdemokratiske social- og justitsminister Karl Kristian Steincke blev udsat for to attentatforsøg. I 1930 skød kommunisten Charles Nielsen med en skarpladt revolver fra en tilhørerloge under behandlingen af en socialreform. Kuglen ramte dog kun loftet. Og i april 1938 affyrede nationalsocialisten Erik Westergaard to skud med en hundepistol, mens der blev kastet nazistiske agitationsplakater ned i salen. 

At Karl Kristian Steincke således to gange undslap kuglerne, har Mette Laustsen styr på, fordi en tilfældig dansker engang var nysgerrig og ringede til Folketingets Oplysning, hvor hun har det overordnede ansvar.

Folketingets Oplysning er en telefon-, chat- og e-mailtjeneste, hvis opgave er at besvare lægmænd og professionelles folketingsrelaterede spørgsmål om stort og småt. Eller langt. Som dengang Mette Laustsen blev spurgt, hvor høj Svend Auken var. Her måtte hun dog for en gangs skyld melde pas. 

PÅ VEJ TIL Folketingets Oplysning, der ligger på anden sal, i Christiansborg-biblioteket, passerer man blandt andet igennem den røde gang, der hyppigt blev brugt i DR-serien ’Borgen’, hvor magtbegærlige politikere og besidderiske embedsfolk kæmpede en indædt kamp om magten. Den røde farve gjorde så stort indtryk på befolkningen hjemme i stuerne, at Folketingets Oplysning modtog utallige henvendelser om, nøjagtig hvilken farve den røde gang er malet med.  

Mette Laustsen undersøgte sagen. Men svaret var nedslående. Farven blev blandet på stedet af malere, så det kunne klæde stukken og det grå gulvtæppe bedst muligt. Farvekoden er og bliver dermed ukendt.

Fortsætter man ned ad en blå gang, kommer man til Folketingets Oplysning, en form for kundesupport med metervis til loftet, hvor der hænger stuk og lysekroner.

Ved den ene endevæg står tre stationer med computer og fastnettelefon. Her besvarer Mette Laustsen og en kollega alle hverdage folkets spørgsmål, som denne dag i februar blandt andet handler om nye regler for affaldsskrot og om rettigheder til gamle tv-transmissioner fra folketingssalen. Desuden søger nogle elektrikere en bekendtgørelse om arbejdssikkerhed.

”Der er to hovedgrupper i vores arbejde. Vores professionelle kunder er de offentlige myndigheder, organisationer og særligt advokatvirksomheder, der alle er på jagt efter parlamentariske dokumenter. Men der er også hele den borgervendte informationsvirksomhed om Folketinget, den parlamentariske proces, partierne, og om hvordan det danske demokrati er skruet sammen,” siger Mette Laustsen.

FOLKETINGETS OPLYSNING åbnede som en forsøgsordning i 2002, fordi ministerier og embedsværk blev tæppebombet med spørgsmål, som det lå uden for deres kompetencer at besvare. Man kopierede derfor mere eller mindre konceptet fra Folketingets EU-Oplysning, en centraliseret spørgetjeneste om EU. 

Pludselig ringer en person, der har problemer med at stemme på et borgerforslag. Den slags spørgsmål får oplysningstjenesten mange af, efter borgerforslagssiden blev etableret for et års tid siden. 

Det viser sig,  at spørgeren er udenlandsdansker, og i mange tilfælde mister man stemmeretten ved at flytte fra Danmark. 

”Der er rigtig mange udenlandsdanskere, der for eksempel bor i Øresundsregionen, som først indser, at de mister deres valgret ved at flytte til Sverige, når de ringer til os. I mange tilfælde er det faktisk lige meget, om de arbejder i Danmark og er danske statsborgere,” fortæller Mette Laustsen.

Telefonerne gløder mest, når folketingsvalget nærmer sig. I denne periode giver spidsbelastningen ofte anledning til at hente en medarbejder til den tredje arbejdsstation.

”Folk spørger om alle mulige praktikaliteter. Hvornår åbner valgstederne? Må jeg have min førerhund med ind i stemmeboksen? Hvad sker der i perioden, fra folketingsvalget bliver udskrevet, til det nye folketing træder sammen? Det er meget tydeligt, at danskerne er meget engagerede i valget og interesserede i at deltage.”

Så længe spørgsmålet er faktuelt og politisk neutralt, giver Folketingets Oplysning et svar. Gerne med et link. 

”Vi hjælper folk hen til de rigtige dokumenter, og vi fungerer som et håndtag ind til reglerne. Vi er måske en anelse formelle. Vi bruger ikke smileys eller den slags i chatten.”

MANGE BORGERE ringer, fordi de har en sag. Det kan være angående et borgerforslag, der er hjerteblod for dem, men det kan også handle om en lovgivning, de synes er uretfærdig. Eller at de selv er kommet i klemme i systemet på en eller anden måde. Dem kan Mette Laustsen ikke hjælpe. Til gengæld kan hun sende dem videre til de rette myndigheder – en slags hjælp til selvhjælp. Hun tror, det skyldes, at befolkningen tænker Christiansborg som et samlet magtapparat i stedet for at tænke i magtens tredeling, hvor henholdsvis den dømmende og den udøvende instans skal være neutrale i forhold til den lovgivende, der er båret af politiske interesser. 

”I virkeligheden er der vandtætte skotter mellem Folketinget, regeringen og domstolene. Og mellem de neutrale instanser, som vi blandt andet er. Vi får mange spørgsmål, som i virkeligheden er et regeringsanliggende, hvor folk skal kontakte ministerierne. Det hjælper vi dem med,” siger Mette Laustsen, der lige har haft 25-årsjubilæum, men ikke vidste mere end andre om statsapparatet, da hun fik arbejde som bibliotekar i Folketinget. Hun søgte og fik stillingen længe før, der var noget, der hed Folketingets Oplysning. Dengang var det et internt bibliotek, der kun drev biblioteksvirksomhed, men så blev hun bedt om at skabe oplysningstjenesten. 

”Man skal have en basal viden om institutionen. Alle de spørgsmål, Folketinget stiller en minister i forbindelse med en lovændring, findes i vores arkivalier og computersystemer. Det er de redskaber, man skal have ind under huden.”

I TJENESTENS computersystem er der en såkaldt visdomsskuffe. Tidligere var det et lille kartotek med håndskrevne sedler, der kunne lede medarbejdere hen til de rigtige bøger og lovsamlinger. En skattekiste af underlige, relevante og historiske informationer. På den måde undgår de at lede efter det samme svar ad flere omgange. Et eksempel kunne være, om et møde i Folketinget nogensinde er blevet aflyst på grund af vejret. Mette Laustsen viser, at det faktisk har været tilfældet to gange. Der var en tirsdag i 1996 og en anden tirsdag i 1956.

”Man kan tydeligt mærke, når folk har siddet og diskuteret et eller andet derhjemme. Jeg er også ofte blevet spurgt, om Venstre og Socialdemokratiet nogensinde har været i regering sammen. Det har de. Jeg tror, at det var i 70’erne … var det ikke i slut-70’erne? Vi tjekker lige. Det skal jo være korrekt.”

Hun rejser sig og henter bogen ’Folketinget efter valget 2015’ fra en reol. Det er en bog, der bliver udgivet af Folketinget efter hvert valg. Der er biografier over samtlige folketingsmedlemmers erhvervsbaggrund, parlamentariske erfaring, opstillingskommune, fødested og forældre. Bagerst er der en liste over samtlige regeringer siden 1953. Det er en skøn samling ifølge Mette Laustsen. Hun sammenligner den med en bibel.

”Her er det. Fra august 1978 til oktober 1979 var der en SV-regering. Den var ganske kort.”

Du må have en god specialviden i Trivial Pursuit?

”Haha. Nej. Jeg får altid fysikspørgsmålene.”

I april får København Zoo en ny absolut hovedattraktion, når kæmpe-pandaerne XING ER og MAO SUN ankommer. Alle vil have et glimt af de sort-hvide superstjerner, men bag det nuttede ydre er de dovne, bambus-ædende bjørne diplomatiske brikker i et storpolitisk spil, der handler om big business. Ud & Se går tæt på den ni år lange og besværlige proces.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Rasmus Weng KarlsenIllustration:Riccardo Guasco

PÅ BYGGEPLADSEN blander lyden af silende regn sig med motorstøj fra gravkøer og sikkerhedssko, der trasker tungt gennem mudderet. Larmen fortrænger næsten formiddagstrafikken, der glider hen over Valby Bakke og forbi de gamle mure, der omkranser Zoologisk Have i København. Ved foden af det karakteristiske sorte tårn – havens vartegn – venter børnehavebørn i farverige flyverdragter på at blive sluppet løs på de asfaltbelagte stier. Men havens dyr gemmer sig i deres anlæg. Kun isbjørnene og pingvinerne trodser det dårlige vejr for at få sig en kold dukkert.

I resten af Zoo kan man ikke se, at der er noget i gære. Men gennem vinduerne i primathuset, hvor aberne har hjemme, fornemmer man det. Det nye, endnu ikke færdige panda-hus – et 160 millioner kroner dyrt byggeri, der er tegnet af Bjarke Ingels Group og Schønherr Landskabsarkitekter – ligner på afstand en flyvende tallerken, der er landet lige dér, hvor det gamle elefanthus plejede at ligge. 

Tættere på ser man konturerne af det cirkelformede anlæg i glas og stål, der skal forestille yin og yang. En byggeleder stirrer ned i det hul i jorden, som skal blive til en panda-souvenirbutik, mens håndværkere i gule veste og hjelme farer frem og tilbage med byggematerialer og værktøj, og gartnere planter bambus på strategisk udvalgte steder. 

Midt i det hele står kinesiske Hou Rong, Xie Zhong og Wu Kongiu i neongule sikkerhedshjelme, sorte damestøvler og ens, knælange dynejakker. De ser ud til at fryse en anelse i det danske vintervejr. Den kinesiske delegation er fløjet til Zoologisk Have i København fra Chengdu i Sichuan-provinsen i det sydvestlige Kina for at inspicere byggeriet, og de er de eneste på pladsen, der ikke er iført sikkerhedssko. 

Zoos videnskabelige direktør Bengt Holst viser ivrigt frem og guider de tre kvinder væk fra den mudrede byggeplads og ned i anlæggets underetage, der ud over stalde skal huse konferencelokaler og en restaurant. Med jævne mellemrum afbrydes hans talestrøm af en boremaskine eller et nysgerrigt spørgsmål fra kineserne, der skribler sirlige kinesiske tegn ned på notesblokke og tager billeder med deres smartphones. 

Det er kun Hou Rong og Xie Zhong, der taler engelsk, så de må agere tolke for Wu Kongiu, som er meget bekymret for vandstanden i anlægget. 

”Der var engang en chimpanse-unge, der druknede i Guangzhou Zoo,” forklarer Hou Rong.

Bengt Holst må forsikre dem om, at vandstanden ikke er dybere, end pandaerne kan klare.

”Det kommer ikke til at ske i København. Vi har været her i 150 år, og ingen er druknet,” siger han og smiler let.

Ordvekslingen er uformel og formår næsten at skjule alt det, der er på spil: Om lidt over to måneder skal anlægget være færdigt til pandaerne Xing Er og Mao Sun, der kun er til låns, og bliver det ikke godkendt, kommer Hou Rong, Xie Zhong og Wu Kongiu igen til en ny inspektion. Forsinkelser er ikke noget, man er vant til i verdens folkerigeste land. 

Wu Kongiu kigger igen op fra sin notesblok og siger noget på kinesisk. 

Kollegerne oversætter: ”Hvordan vil I opsamle deres urin?”

NI ÅR TIDLIGERE sad Hans Halskov i Chengdu ved et mødebord på byens rådhus. Ved sin side havde den danske konsul sin assistent, og over for ham sad to repræsentanter fra bystyrets Foreign Affairs Office. Hans Halskov var inviteret til rådhus-reception for at markere det kinesiske nytår, og som altid benyttede han lejligheden til at arrangere et fremtidssikrende og forsonende møde. Ikke mindst da 2010 var 60-året for de diplomatiske relationer mellem Danmark og Kina,

Året forinden var Danmark kommet på kinesernes sorte liste, da statsminister Lars Løkke Rasmussen i slutningen af maj 2009 sagde ja til at mødes med Tibets åndelige leder Dalai Lama på Marienborg. Det vakte vrede i Kina, hvor man betragter det tidligere selvstændige Tibet som en kinesisk provins, og Dalai Lama, der har levet i eksil i Indien siden 1959, som en oprører. 

Kilder med tilknytning til den danske ambassade i Kina fortæller, at mødet mellem Lars Løkke Rasmussen og Dalai Lama betød aflysninger af flere planlagte ministerbesøg, og at de officielle forbindelser mellem de to lande nærmest blev lukket ned. De blev først genoptaget efter lange forhandlinger, som resulterede i, at et bredt flertal i Folketinget i december 2009 vedtog en erklæring, der understregede, at Danmark anerkendte Kinas suverænitet i Tibet og for fremtiden ville behandle besøg fra Dalai Lama med varsomhed. Lars Løkke Rasmussen afviste efterfølgende, at erklæringen var et udtryk for, at Danmark havde bøjet sig for pres fra kineserne.

Hans Halskov – som Ud & Se møder på et kontor i Lyngby, hvorfra han i dag driver en virksomhed, der varetager kinesiske investeringer i Europa – husker tydeligt, hvordan kinesiske taxachauffører kvitterede med nedadvendte tommelfingre, hvis man i Beijing i den periode fortalte, at man var dansker.

Den diplomatiske krise nåede dog ikke at forgrene sig til de dansk-kinesiske relationer i Sichuan-provinsen, inden den blev afmonteret af det danske folketing. Derfor oplevede Hans Halskov kun velvilje fra bystyret, da han på rådhusmødet foreslog, at man skulle promovere 60-årsjubilæet ved at få pandaer til Danmark. 

Chengdu, der har 11 millioner indbyggere, bliver også kaldt ’pandaernes hjemby’, så for Hans Halskov var det oplagt. Og da kineserne ikke var afvisende, besluttede han sig for at gå videre med ideen. Tilbage i konsulatet i Chongqing, cirka 400 kilometer øst for Chengdu, bad han en af sine ansatte om at sende en mail til København Zoo:

”Kære Bengt Holst. I forbindelse med 60-årsdagen for Kina og Danmarks samarbejde har det Danske konsulat i Chongqing været i dialog med Foreign Affairs Office i Chengdu og diskuteret, hvordan man netop kan promovere den storslåede dag, både i Danmark og i Kina. En af aktiviteterne, der er blevet diskuteret, er, om ikke det er muligt, at København Zoo kunne være ’vært’ for en pandagruppe i forbindelse med Kina-Danmark-60-årsdagen? Ser frem til at høre fra dig.”

Foto: Getty Images

DER ER BARE noget ved pandaen, verdens mest sjældne bjørn, der gør den næsten uimodståelig. Neurologer mener, det skyldes, at pandaens runde hoved, store øjne, flade næse og tumlende adfærd aktiverer menneskets forældreinstinkt på samme måde som et spædbarn. Selv pandaens måde at spise på, siddende på rumpen og ved hjælp af forpoterne, der er udstyret med en slags pseudo-tommelfingre, minder os om os selv. På trods af at de er sky og bruger det meste af døgnet på at spise, løber de sort-hvide bamser med opmærksomheden i en grad, der gør løver, tigre og elefanter til andenrangsborgere i zoologiske haver verden over. 

Men pandaen er også et evolutionært paradoks. Oprindelig var bjørnen kødspiser, men for cirka to millioner år siden blev den vegetar og droppede kød til fordel for en kost næsten udelukkende bestående af bambus – en plante, dens mave har svært ved at fordøje, hvilket betyder, at den er nødt til at spise enorme mængder for at overleve. 

Pandaen er kræsen, ikke særlig aktiv for at sige det mildt, ekstremt dårlig til at formere sig og ville sandsynligvis være så godt som udryddet, hvis ikke der var blevet iværksat omfattende tiltag for at bevare den. Flere forskere har gennem årene argumenteret for, at man burde lade naturen gå sin gang og lade pandaen uddø. Men ingen steder betyder pandaen mere end i Kina, hvor den betragtes som en nationalskat. 

 

9 TING, DU – MÅSKE – IKKE VIDSTE OM PANDAEN

1. Pandaen har eksisteret i Kina i to-tre millioner år, men blev først kendt i den vestlige verden i 1869, da en fransk missionær modtog en pandapels fra en kinesisk jæger.

2. Siden 1961 har pandaen prydet logoet for Verdensnaturfonden. Ifølge fonden selv blev den sort-hvide bjørn valgt, fordi den var truet og havde bred appel, men også for at spare print­omkostninger, så man slap for at printe i farver.

3. Levetiden for en panda er 20 år i naturen og 25-30 år i fangenskab. Verdens ældste panda, en hun ved navn Jia Jia i Ocean Park i Hong Kong, døde i 2016, 38 år gammel.

4. Pandaens navn menes at stamme fra det nepalesiske ord poonya, der betyder ’bambusspiser’.

5. På grund af pandaens enorme indtag af bambus kan den skide op til 40 gange om dagen og producere mere end 10 kilo afføring. I Kina kan man købe luksus-lommetørklæder og -toiletpapir produceret af panda-fæces.

6. Pandaen har svært ved at formere sig, særligt i fangenskab. Det skyldes, at de opdrættede pandaer tages fra moren så tidligt, at de ikke når at overvære hende parre sig på ny. I Kina forsøgte man en overgang at vise panda-porno for unge hanpandaer, men det var ikke nogen stor succes.

7. Pandaen har i mange år været truet af udryddelse, dels fordi dens levesteder er blevet indskrænket på grund af mennesker, dels fordi store dele af de livsvigtige bambusskove visnede efter blomstring i 80’erne. Men Kinas avlsprogrammer har været så effektive, at IUCN – den internationale union for naturbevarelse – i 2016 ændrede pandaens status fra ’truet’ til ’sårbar’.

8. Det har længe været uvist, hvorfor pandaens pels er sort og hvid. Men ifølge en amerikansk undersøgelse fra 2017 skyldes det, at den skal kunne camouflere sig i både skygge og sne, samt at den bruger sin særegne pels til at sende signaler til andre pandaer.

9. Det første moderne eksempel på pandaerne som politisk gave var i 1941, da USA modtog to pandaer – Pan-Dee og Pan-Dah – fra det daværende kinesiske styre som symbol på de to landes alliance mod japanerne under anden verdenskrig.

PANDAEN HAR ikke blot enorm historisk og kulturel betydning i verdens folkerigeste land, den har også stor værdi for den kinesiske regering, der i mange år har benyttet den sjældne bjørns status til politiske formål – det såkaldte panda-diplomati.

Ifølge Andreas Bøje Forsby, forsker i asiatisk udenrigs- og sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet, har Kina siden den kolde krig brugt pandaen til at pleje udenrigspolitiske relationer: ”Pandaen har symboliseret diplomatisk velvilje og eksklusivitet over for udvalgte lande. Kineserne låner pandaer ud til lande, de har et tæt diplomatisk og handelsmæssigt forhold til, eller som de af forskellige årsager er interesserede i at opdyrke bedre relationer til.”

Journalist og Kina-ekspert Mette Holm forklarer, at Danmark – og andre lande – går ganske meget op i at modtage de symbolske dyr for at bevare det gode forhold til Kina. I sidste ende drejer det sig om handel med kineserne, som danske virksomheder solgte varer og tjenester til for næsten 65 milliarder i 2017. 

”Kina er blevet et af Danmarks største og vigtigste eksportmarkeder. Men i Kina er stat og privat ikke adskilt på samme måde som i Vesten. Kinas regering kan fra den ene dag til den anden sige til virksomheder, at de ikke må handle med Danmark. Derfor betyder det meget for eksporten at være på god fod med kineserne,” siger Mette Holm, der henviser til, at kineserne lukkede helt ned for import af laks fra Norge, efter at Nobelkomiteen i 2010 gav fredsprisen til den fængslede kinesiske forfatter og systemkritiker Liu Xiaobo. 

Aftalen gik i stedet til Skotland, der fik pandaer året efter. Nordmændene derimod skal næppe gøre sig forhåbninger om at få pandaer lige foreløbig.

Siden midten af 1900-tallet er pandaerne blevet brugt som en del af det, der på kinesisk bliver kaldt guanxi – et begreb, der dækker over betydningen af sociale netværk og personlige bånd i alle former for relationer, og som gennemsyrer den kinesiske kultur. 

”I Kina samarbejder man ikke med folk, man ikke kender. Det gælder lige fra handel mellem private virksomheder til udenrigspolitik,” forklarer Mette Holm.

Hanpandaen Xing Er kommer til Danmark på et afbud. Foto: Ritzau/Scanpix

DET VAR MAO Zedong, der institutionaliserede brugen af pandaerne som diplomatisk værktøj, efter kommunisterne overtog magten i 1949. En undersøgelse fra Oxford University, publiceret i 2013, har dokumenteret, hvordan ’panda-diplomatiet’ har udviklet sig siden midten af det 20. århundrede. I starten blev pandaerne fortrinsvis givet til kommunistiske lande som Sovjetunionen og Nordkorea. Men i 1972, efter præsident Nixons banebrydende statsbesøg i Beijing, modtog Washington Zoo to pandaer som symbol på de to landes forsoning. I 80’erne blev der indgået flere lukrative aftaler med vestlige lande om korttidslån af pandaer, og i de senere år er den kinesiske regering ifølge forskerne fra Oxford University begyndt at bruge pandaerne som politisk instrument til at skabe relationer til lande, som Kina deler interesser med – også kaldet ’blød magt’. 

Den britiske undersøgelse har kortlagt, at når Kina udveksler pandaer med vestlige lande, falder det ofte sammen med lukrative handelsaftaler. Således modtog Australien, Canada og Frankrig alle pandaer efter at have indgået aftaler om eksport af teknologi og uran til Kina. For Skotland faldt pandalånet sammen med aftaler om offshore boreteknologi og eksport af laks, og i Holland var det avancerede sundhedsløsninger, som kineserne var interesserede i. 

Under det danske statsbesøg i Kina i 2014, hvor dronning Margrethe officielt fik udlånt de to pandaer af præsident Xi Jinping, blev Danmark det første land, der fik lov til at eksportere forarbejdet svinekød til det kinesiske marked, en potentiel milliardforretning for danske svineeksportører.

Danmarks ambassadør i Kina, Carsten Damsgaard, ser ikke nogen direkte sammenhæng mellem pandaerne og dansk-kinesiske erhvervsaftaler, men anerkender, at pandaerne kan åbne døre for danske virksomheder i Kina.

”Pandaerne har stor symbolsk betydning for de officielle relationer mellem Danmark og Kina,” siger han.

Potentielt kan kineserne også bruge pandaerne som pressionsmiddel. I 2010 kaldte styret således pandaen Tai Shan hjem fra Washington Zoo, tilsyneladende som straf for, at præsident Obama havde mødtes med Dalai Lama. 

Andreas Bøje Forsby tvivler dog på, at kineserne vil kalde de to pandaer hjem fra København, hvis Danmark pludselig skulle ytre sig kritisk over for Kina:

”Jeg har svært ved at se, hvad kineserne skulle få ud af det. Det ville hurtigt kunne ende som et gigantisk selvmål i PR-mæssig forstand.”

I november 2018 blev antallet af pandaer i naturen anslået til at være lidt over 1.800, mens 548 pandaer lever i fangenskab. Men nogle forskere mener, at antallet af vilde pandaer kan være højere. Foto: Ritzau/Scanpix

PANDANAVNENE Mao Sun og Xing Er betyder ’Skud fra bambusarten Mao’ og ’Anden søn af Stjernen’.  De to bjørne er fem og seks år gamle og kommer begge fra Chengdu Panda Base, hvor kineserne siden 80’erne har opdrættet pandaer i fangenskab. 

Hunnen, Mao Sun, er lidt af en berømthed i sit hjemland, hvor hun blev kendt for sine klatreevner, efter et gruppebillede fra pandabasen gik viralt på Weibo, Kinas svar på Facebook. Hannen, Xing Er, er kommet med på et afbud, da den oprindelige hanpanda He Xing måtte udskiftes, fordi dens testikler ikke var faldet ned i pungen, og der opstod tvivl om dens fertilitet. De to pandaer er udvalgt på grund af deres indbyrdes karaktertræk og stambog for at sikre optimale muligheder for parring, og de kommer til Danmark på en låneaftale, som løber over 15 år. Derefter skal de sendes tilbage, hvis ikke aftalen forlænges. Det samme gælder eventuelle unger, der skal retur til Kina, inden de fylder fire år. 

Det koster en million US-dollar om året at huse pandaerne – penge, der skal bruges til forskning  og avl i Kina. Der opkræves tillige ekstra betaling for unger, og dør en panda som følge af fejl begået af København Zoo, idømmes haven en bøde. Dertil kommer udgifter til anlægget og til de enorme mængder bambus, pandaerne indtager. 

Da Edinburgh Zoo i Skotland fik pandaer i 2011, steg antallet af besøgende med 51 procent. To år senere sagde havens direktør til den britiske avis The Guardian, at pandaerne havde tjent sig selv hjem – og mere til. Men pandaerne er ikke nødvendigvis garanti for jackpot. Flere steder i USA har de skyhøje udgifter til kineserne betydet, at pandaerne er en underskudsforretning for de  zoologiske haver.

BENGT HOLST – HURTIGT FORTALT

Som teenager købte jeg en bog om regnormen på udsalg, og jeg blev helt betaget af det sære dyr, der er hermafrodit. Hvis man kunne få en hel bog ud af regnormens adfærd, hvad kunne man så ikke med alle de andre dyr? Den bog fik mig til at ville arbejde med dyreadfærd.

Jeg blev ansat i Zoologisk Have i 1983, efter jeg havde færdiggjort biologistudiet, hvor jeg skrev speciale om kragefuglen. Jeg blev ansat som zoolog og efterfulgte professor Holger Poulsen, Danmarks første adfærdsbiolog. Fem år senere blev jeg forfremmet til chef for dyreafdelingen, og i 1994 blev jeg videnskabelig direktør i Zoo.

Inden sagen om giraffen Marius var der ikke mange, der vidste, hvem jeg var. Mens den stod på, oplevede jeg at blive genkendt på gaden. Vi havde annonceret, at vi ville aflive giraffen, der var i overskud, og efterfølgende obducere foran publikum. Vi har lavet åbne obduktioner mange gange før uden problemer, og det er fantastisk dyreformidling. To dage før obduktionen blev jeg ringet op af en journalist fra Ekstra Bladet. Jeg kunne høre, at han var ude efter en sensationshistorie. ’Marius dømt til døden’ stod der på spisesedlen dagen efter, og pludselig eksploderede det. Min indbakke svømmede over i mails med skældsord og trusler, særligt fra England og USA, hvor historien hurtigt nåede til.

Det hele vendte, da jeg blev interviewet til Channel 4 på britisk tv. Værten var meget følelsesladet og fjendtligt indstillet, mens jeg hele tiden holdt mig til fakta og forsøgte at forklare nøgternt, hvorfor vi havde valgt at aflive og obducere giraffen. Efter interviewet vendte stemningen, og mange af dem, der havde gemt sig i busken under shitstormen, kom frem og forsvarede os. Samlet set kom vi nok styrket ud af krisen, og i dag er spørgsmålet om brug af aflivning af overskudsdyr i dyrebestande kommet på dagsordenen over hele verden.

Jeg har aldrig været i livsfare, selvom jeg har været i områder, hvor der var farlige dyr. Men jeg er da ikke gået helt fri. I 1998 var jeg i Brasilien, og da jeg kom hjem, havde jeg fået en håndfuld stik på armen og ét ved øjet, der var gået i betændelse. Mit øje hævede og hævede, og af og til mærkede jeg et kraftigt jag. Til sidst kom jeg til øjenafdelingen på Herlev Hospital for at blive undersøgt. En ung kvindelig øjenlæge lyste mig ind i øjnene, og pludselig udbrød hun: ”Gud, der er noget levende inde i øjenlåget.” Hun tilkaldte de andre læger, der så til, mens en orm kravlede ud. Det viste sig at være en botfly, en lillebitte flue, der lægger æg på myg. Når myggen stikker, klækkes ægget, og en mikroskopisk larve kravler ned i hullet fra myggens snabel. Den kan blive helt op til et par centimeter lang.

Den kvindelige øjenlæge var så fascineret af ormen i øjet, at hun ville skrive en videnskabelig artikel om den. Vi aftalte at mødes til en øl for at tale om artiklen. I dag er øjenlægen min kone, og ormen fra mit øje ligger inde på Rigshospitalet. De kalder den ’scoreormen’.

DET FØRSTE BESØG på Chengdu Panda Base blev planlagt i al hemmelighed. Det skulle helst ikke rygtes, at København Zoo var i Chengdu for at kigge på pandaer, når man endnu ikke vidste, om projektet ville blive til noget. I april 2010 gik Bengt Holst og den daværende Zoo-direktør Lars Lunding Andersen om bord på et fly til Kina. Som dækhistorie fortalte de medarbejderne, at de skulle til Sydafrika, hvor Zoo i mange år har været involveret i bevarelse af truede sorte og hvide næsehorn. Bengt Holst besøgte i forvejen projektet en gang om året, så den forklaring ville virke troværdig, tænkte han. Han bestilte flybilletterne privat for at sikre, at ingen opdagede, hvor turen gik hen. Selv hans børn troede, at han skulle til Sydafrika, og kun Zoos bestyrelsesformand blev orienteret.

I lufthavnen i Chengdu blev de to zoo-direktører modtaget af Hans Halskov og hans assistent ’Sunny’, der var tolk under besøget. Sunny var ikke hendes rigtige navn, men som mange andre kinesere havde hun taget et engelsk navn for bedre at kunne begå sig over for udlændinge.

Næste dag blev Bengt Holst og Lars Lunding Andersen eskorteret fra deres hotel til Chengdu Panda Base, og ved ankomsten blev de ledt ind i en pavillon, hvor det første møde skulle finde sted. 

Inde i lokalet var et bord med plysbeklædte stole omkring. Foran dem stod store krus med varm te, som man drikker til møder i Kina. Hver eneste gang Bengt Holst havde taget en tår, kom en tjener og fyldte kruset op igen. Han er normalt ikke den store te-drikker, men Sunny havde fortalt ham, at det blev betragtet som uhøfligt, hvis man lod teen stå.

Alligevel var indtrykket så positivt, at Bengt Holst og Lars Lunding Andersen allerede under rundvisningen begyndte at diskutere mulige placeringer til et panda-anlæg i København.

Om aftenen skulle de spise middag på en lokal restaurant med direktøren for Chengdu Panda Base, Dr. Zhang Zhihe, og hans kone Hou Rong, basens videnskabelige leder. Der blev serveret dim sum ved et kinesisk drejebord, og under middagen var kineserne meget nysgerrige efter at høre om Danmark. Bengt Holst kunne med det samme mærke, at kemien var god, men det kom alligevel bag på ham, da Chengdu Panda Base næste morgen meddelte, at de var klar til at underskrive en aftale om vidensdeling og forskningssamarbejde. 

I Kina underskrives officielle aftaler ansigt til ansigt ved en såkaldt underskrivelsesceremoni. Den foregik på pandabasen og indebar, at København Zoo årligt ville støtte pandabasens arbejde for pandaerne med 50.000 dollars, og at man ville samarbejde om på sigt at få den kinesiske kæmpepanda til Danmark.

Efter besøget tog Bengt Holst og Lars Lunding Andersen til Beijing til et møde med CAZG, Chinese Association of Zoological Gardens. Derfra gik turen til København, men på vejen hjem gik den islandske vulkan Eyjafjallajökull i udbrud og lagde en tung askesky over Europa. Zoo-direktørernes fly måtte nødlande i Warszawa, og resten af turen foregik i en lejebil op gennem Polen og Tyskland. 

Undervejs tænkte Bengt Holst, at der stadig var meget, der skulle falde på plads, hvis projektet skulle lykkes. Men han var fortrøstningsfuld. De første, vigtige sten på vejen mod at få pandaer til København var lagt.

Illustration: BIG

BJØRNE PÅ 1. KLASSE

Panda-anlægget i Zoo er tegnet af Bjarke Ingels Group og Schønherr Landskabsarkitekter. Det er formet som det kinesiske taiji-tegn med det sorte yin og det hvide yang, der deler udendørsarealet i to, så pandaerne kan leve hver for sig som i naturen, men alligevel fornemme hinandens tilstedeværelse gennem lugt og lyd. I designprocessen har arkitekter og ansatte fra alle fagområder i Zoo mødtes 20 uger i træk til idémøder, hvor alt fra dyrevelfærd og foder til indretning af restaurant, konferencelokaler og publikumsområder er blevet drøftet. Anlægget koster 160 millioner kroner og er finansieret af 16 store danske virksomheder, der hver har bidraget med 10 millioner.

I KØBENHAVN viser Bengt Holst en rille i betongulvet i stalden, hvor pandaernes urin kan løbe ned og samles op i en lille skål. Wu Kongiu, chef for dyrehold på Chengdu Panda Base, virker tilfreds med svaret, da Hou Rong oversætter tilbage til kinesisk. Hun noterer et par tegn på sin notesblok, inden vandrensningssystemet skal inspiceres.

”Pandaer er meget beskidte. De skider i vandet,” siger Xie Zhong, vicepræsident for CAZG – den kinesiske zoo-organisation – mens lyden fra vandrørene summer i baggrunden. Bengt Holst nikker, men forklarer, at det jo er intet sammenlignet med elefanterne.

”Pandaerne bliver en smal sag,” siger han, mens kineserne griner i kor, og han leder delegationen videre ud af anlægget og forbi gæstetoiletterne, der er udsmykket med sort-hvid panda-mosaik. Udenfor grænser pandabyggeriet op til det nye elefanthus, og de passerer en tre meter bred voldgrav uden vand, som man for nylig var nødt til at udvide med en halv meter, fordi elefanterne stjal håndværkernes værktøj med deres snabler, når de ikke var opmærksomme.

Mens Bengt Holst viser et gammelt kinesisk træ i haven, som man har valgt at integrere i det nye anlæg, synes Hou Rong, Xie Zhong og Wu Kongiu at have mere travlt med at spejde efter de store snabeldyr, der gemmer sig for kulden. På vej gennem haven til Zoos restaurant udvikler inspektionen sig efterhånden til en regulær sightseeing-tur. Hou Rong griber sin smartphone, der er udstyret med et cover med panda-motiv, da en isbjørn rygsvømmer sig gennem bassinet på den anden side af glasruden.

 

PANDA-PARRING

Når foråret kommer, og en hunpanda er klar til at parre sig, markerer hun sit territorium med hormonfyldt sekret, der udskilles fra kirtler under halen. Duften skal tiltrække potentielle bejlere. Pandaer er meget selektive i deres valg af mage og nærmer sig hinanden langsomt. Men når først det går løs, er man ikke i tvivl. Hunnen masturberer og udsender et meget særpræget kald, der skal signalere til hannen, at nu er hun klar til at parre sig.

”Det er som en blanding mellem en ged og en sirene. Det er ikke umiddelbart en lyd, man forbinder med en bjørn,” fortæller Nadja Søndergaard, der er en af de tre danske dyrepassere, som skal passe Mao Sun og Xing Er, når de kommer til Zoo. 

Hun og hendes kolleger har ad flere omgange været i Chengdu og set pandaernes parringsritual på nærmeste hånd.

Første del af parringen kan minde om en brydekamp, fordi pandaerne skal finde den helt rette positur for at kunne gennemføre parringen. Det skyldes, at hanpandaens penis er meget lille i forhold til kroppens størrelse. Det tager ofte flere forsøg for pandaerne at gennemføre parringen, og det ender sjældent med succes. Men lykkes det, fødes en lille pandaunge et sted mellem 95 og 160 dage senere.

I Zoo, hvor man vil lade pandaerne parre sig som i naturen, vil der i panda-anlægget blive installeret et særligt dørsystem, som gør det muligt at introducere pandaerne langsomt til hinanden, når parringstiden nærmer sig. 

”Vi kan åbne gradvist for pandaernes adgang til hinanden, først gennem et net og dernæst gennem tremmer, så pandaerne kan se hinanden. Hvis alt går vel, vil de blive lukket helt ind til hinanden, så parringsritualet kan begynde,” siger Nadja Søndergaard, der ligesom resten af Zoo håber, at man om nogle år kan byde velkommen til en ’dansk’ pandaunge. 

EFTER BESØGET i Chengdu arbejdede Zoo i kulisserne på at realisere panda-projektet. I august 2010 sendte man en anmodning til CAZG om at komme i betragtning til at modtage pandaer til låns, og samme år deltog Bengt Holst og Lars Lunding Andersen for første gang ved den årlige panda-konference i Chengdu. I Kina mødte de igen Dr. Zhang Zhihe, der havde benyttet sine kontakter til at bringe sagen videre til Beijing, og fra dansk side fik Zoo støtte af Udenrigsministeriet og den danske ambassade.

Men da Lars Lunding Andersen forlod direktørsædet i Zoo i 2011, blev panda-projektet pludselig efterladt i uvished. En overgang begyndte Bengt Holst at tvivle på, om det nogensinde ville blive til noget, og i Kina blev Chengdu Panda Base og CAZG utålmodige. Arbejdet blev dog genoptaget, blandt andet med et besøg i Zoo fra den nytiltrådte kinesiske ambassadør Liu Biwei i 2013, hvor pandaerne blev drøftet. Alligevel manglede panda-projektet at blive løftet til øverste niveau. 

Kilder med indsigt i processen fortæller, at panda-udlån typisk kommer i stand på foranledning af kineserne, der via diplomatiske kanaler inviterer et andet land til at anmode officielt om pandaer. Den slags involverer statsoverhoveder, og derfor skulle forespørgslen bringes til kineserne fra højeste sted.

I 2012 var Kinas daværende præsident Hu Jintao og 13 kinesiske ministre på officielt besøg i Danmark for at diskutere de to landes strategiske samarbejde. Det var under dette besøg, at politiet med magt valgte at fjerne danske demonstranter med tibetanske flag ved kinesernes paradekørsel gennem København – en episode, som blev startskuddet til det, der siden er blevet kendt som ’Tibetsagen’. Hu Jintao var officielt inviteret til Danmark af dronning Margrethe, og under besøget blev der afholdt royal banket på Amalienborg. Her blev dronningen inviteret på genbesøg i Kina, hvor hun havde været i embeds medfør én gang tidligere, i 1979. 

I forbindelse med forberedelserne til det danske statsbesøg i Kina, det største danske erhvervsfremstød i et andet land nogensinde, blev Zoo kontaktet af Udenrigsministeriet. Embedsmændene i ministeriet ville vide, om København Zoo var klar til, at hendes majestæt dronning Margrethe kunne overbringe en officiel forespørgsel til Kinas præsident. Zoo takkede ja, og i slutningen af april rejste Bengt Holst og Zoos nye administrerende direktør, Steffen Stræde, med 161 andre danske virksomheder til Beijing.

Foto: Getty Images

BJØRNEBASEN

Chengdu Panda Base er det ene af to pandaforsknings- og avlscentre i Kina. Det andet, Wolong Panda Center, ligger også ved Chengdu i Sichuan-provinsen, hvor pandaen lever frit i bjergene.
Chengdu Panda Base blev etableret i 1987 og begyndte med seks kæmpepandaer, der blev reddet fra naturen, hvor de var i fare for at dø på grund af manglende føde. Siden er mere end 100 pandaer blevet født i Chengdu.
Pandabasen består af forskningsmiljøer, avlsfaciliteter, zoo-område med adgang for gæster og træningsreservatet Panda Valley, etableret i 2011, hvor pandabasens medarbejdere træner pandaer med henblik på at sluse dem ud i naturen.
En stor del af de pandaer, som Kina sender til låns i andre lande, er opdrættet på Chengdu Panda Base.
De ansatte på Chengdu Panda Base ifører sig af og til pandakostumer, når de skal interagere med pandaerne i Panda Valley eller observere dem i naturen for at sikre, at pandaerne ikke vænner sig for meget til menneskets tilstedeværelse, men knytter sig til andre pandaer.

DEN RØDE LØBER lå ukrøllet, da dronning Margrethe blev modtaget sidst på eftermiddagen 24. april 2014 foran Folkets Store Hal, en mastodontisk bygning, der troner monumentalt på Den Himmelske Freds Plads. Over det søjlebeklædte indgangsparti hænger kommunistpartiets store, runde logo, og fra trapperne kan man skue ud over Monumentet for Folkets Helte, en 10 etager høj søjle i marmor og granit rejst til ære for de faldne i de kinesiske revolutioner i det 19. og 20. århundrede. 

Foran indgangen blafrede Dannebrog ved siden af det røde og gule kinesiske flag, og på pladsen havde den kinesiske æresgarde indtaget paradeposition med præsenteret gevær til lyden af militærmusik. 

Begejstrede kinesiske skolebørn viftede med små danske og kinesiske flag, og den danske dronning passerede forbi, flankeret af prins Henrik og præsident Xi Jinping, for at inspicere paraden, der var en del af den officielle velkomstceremoni. 

Efter ceremonien var der møde i Folkets Store Hal mellem det danske regentpar og præsident Xi Jinping. Fra dansk side deltog den danske ambassadør og viceambassadør, en række departementschefer og fire ministre. Mødet foregik i en stor sal, hvor de to landes delegationer sad efter orden på hver sin side af et langt, mørkt bord med dronningen og præsidenten i midten over for hinanden. Ved mødet blev der serveret grøn te, som traditionen foreskriver, og ifølge kilder, der var med til at arrangere statsbesøget, var alt aftalt på forhånd. 

Xi Jinping ville skænke to pandaer til dronning Margrethe, men de kinesiske skikke bød, at dronningen først skulle bringe forespørgslen op, så præsidenten kunne sige officielt ja – en slags diplomatisk skuespil. 

Under mødets stramme protokol indledte dronningen med at takke for invitationen og for det kinesiske statsbesøg to år tidligere. Derefter blev der udvekslet ord om en række af de emner, der var omdrejningspunkt for statsbesøget. De politiske spørgsmål tog udenrigsminister Martin Lidegaard sig af, og til sidst lod dronningen så spørgsmålet falde. 

Hun kunne forstå, at der fra København Zoo var interesse i at låne to pandaer, og på vegne af haven og det danske folk håbede hun, at præsidenten ville give sit tilsagn til projektet. 

Det affødte et længere svar fra Xi Jinping, hvori han forklarede, at Kina måtte prioritere, og at mange andre lande også pressede på for at få pandaer. Men på grund af Kinas og Danmarks nære venskab ville han gerne give denne gave til Zoo i København. 

I mellemtiden sad Bengt Holst på sit hotelværelse og modtog sms’en om, at den var hjemme. Der gik ikke længe, før nyheden ramte den danske presse, og Zoo-direktøren noterede med tilfredshed, at det var pandaerne, der stjal overskrifterne. Og ikke de mange erhvervsaftaler om blandt andet eksport af forarbejdet svinekød, som blev underskrevet ved samme lejlighed. 

Når de to nye beboere kommer til København, bliver Danmark det 21. land i verden og det niende i Europa, der får pandaer. Der findes over 10.000 zoologiske haver på verdensplan. 26 har pandaer.

I MAJ 2017 besøgte Lars Løkke Rasmussen Kina og præsident Xi Jinping. Her blev de formelle aftaler om pandalånet underskrevet, og statsministeren var i Chengdu for at se de to pandaer. I mellemtiden havde Zoo allerede sat Bjarke Ingels Group i gang med at tegne et panda-anlæg, og man havde fundet en passende placering i haven. Med underskriften i Kina kunne man snart gå i gang med at bygge, kun finansieringen til det 160 millioner kroner dyre anlæg manglede. 

I Zoo gik man på jagt efter en eller flere sponsorer i det danske erhvervsliv, og man regnede ikke med, at det ville være et problem. Der måtte vel være store danske virksomheder med interesser i Kina. Men opgaven viste sig sværere end ventet, og selvom Zoo trak på alle forbindelser, lykkedes det ikke. Pludselig så det sort ud med at få pandaerne til København i 2018 som oprindelig planlagt, og igen måtte Bengt Holst holde de utålmodige kinesere hen, der ikke kunne forstå, hvordan den slags forsinkelser kunne opstå. Kan staten ikke bare betale, spurgte de.

Og jo, på en måde. I september 2017 tog Lars Løkke Rasmussen affære. Han kontaktede personligt ledelserne i en række store danske virksomheder for at fremskaffe de nødvendige midler til, at projektet kunne realiseres.

”Kære Kjeld Kirk Kristiansen

Jeg skriver som opfølgning på vores samtale om etableringen af et anlæg til pandaer i Zoologisk Have i København. Som vi drøftede, er der tale om et vigtigt projekt for Danmark. Derfor sætter jeg stor pris på dit og LEGOs tilsagn om at ville støtte projektet,” stod der for eksempel i et af de 16 breve, som Lars Løkke Rasmussen sendte til danske virksomheder – breve, som blev offentliggjort i Radio24syv i efteråret 2018.

29. september blev der afholdt et møde i Statsministeriet. Her skrev alle 16 virksomheder under på en aftale om at støtte panda-anlægget med 10 millioner kroner. Bengt Holst kunne derefter melde til kineserne, at panda-projektet igen kørte på skinner. 16. november 2017 tog statsministeren og den kinesiske ambassadør første spadestik til det nye panda-anlæg i Zoo.

Lars Løkke Rasmussen og den kinesiske ambassadør i Danmark, Deng Ying tager første spadestik til det nye panda-anlæg, ­november 2017. Foto: Ritzau/Scanpix

EN KRAFTIG LUGT af sødt jern breder sig på stien uden for den gamle smedje i Zoo. Fra porten til den brune murstensbygning, hvor der i dag er foderkøkken, siver varm damp ud i regnen. Inde i smedjen hænger en død hest i bagbenene fra en krog i loftet. Dens hals er skåret op, og hovedet hviler på det grå betongulv, hvor striber af mørkerødt blod løber i retning af afløbet. 

En til to gange om ugen modtager Zoo en aflivet hest, som en gårdejer har valgt at donere til haven. For et par timer siden kom en frisk leverance, og nu er Anita Haupt Holm i maske og sikkerhedsbriller i færd med at partere det døde dyr med en stor kniv, så det kan blive til løvefoder.

Den lyshårede kvinde i grøn uniform og sikkerhedssko er dyrepasser og foderansvarlig i Zoo, og foderkøkkenet, hvor hun arbejder, er indrettet som køle-fryse-rum til opbevaring af foder til havens mange dyr. 

Omkring hende står store udskæringsmaskiner, og i baglokalet er en trailer læsset med hakkede gulerødder, æbler, selleri, kål og anden frugt og grønt i kasser. Hver kasse er markeret efter, hvilket dyr maden skal serveres til. Mængden er nøje afmålt.

Det er Anita Haupt Holm og hendes kolleger, der skal sørge for bambus til Mao Sun og Xing Er, når de ankommer. En panda indtager fra 15 og op til 60 kilo bambus om dagen og bruger typisk 14-16 timer om dagen på at spise. Og det er ikke en let opgave at servere for den kræsne panda, fortæller Anita Haupt Holm.

”Pandaer kan skifte smag fra den ene dag til den anden. Bare fordi den har spist én sort bambus i 14 dage, er det ikke sikkert, at den vil spise den på dag 15. Det skifter som regel med årstiderne, og hvilke dele af bambusplanten de vil spise hvornår.”

Ved siden af panda-anlægget vil Zoo derfor etablere en bambuskøler, et stort kølerum i glas, der skal indeholde seks paller bambus i fire til seks forskellige sorter. Den vil blive fyldt hver anden dag, dels med bambus fra en planteskole på Sydsjælland, hvor Zoo forpagter en mark, og dels med importeret bambus, primært fra Kina. 

Pandaer spiser normalt kun den friske plante, men det er lykkedes Anita Haupt Holm at udvikle en metode til optøning af frossen bambus, som Mao Sun og Xing Er har været villige til at spise i Chengdu.

”Optøningen skal foregå i det rigtige tempo, så bambussen ikke bliver blød. Den skal serveres tre-fire timer efter, den er taget ud. Vi kan altså fryse friske bambusskud ned i Kina og servere dem til pandaerne op til seks måneder senere i København,” fortæller hun.

Forud for pandaernes ankomst til København sender pandabasen en ’madpakke’ til Zoo. På den måde sikrer man sig, at man har bambus på lager, som pandaerne med sikkerhed vil spise de første par uger efter ankomsten. Derefter håber Anita Haupt Holm, at Mao Sun og Xing Er vil få smag for den danske bambus.

PANDA AIR

Pandaerne Xing Er og Mao Sun skal flyve fra Kina til Danmark i april. De forlader Chengdu midt om natten i særlige transportkasser, der også har været brugt til at fragte pandaer til Holland og Tyskland. Kasserne bliver læsset om bord på et indenrigsfly til Beijing, og når det lander i den kinesiske hovedstad, skal pandaerne tolddeklareres. Derefter læsses de om bord på et passagerfly til København, der vil være udsmykket med et panda-logo. Med flyet vil også være almindelige flypassagerer.
I kasserne er pandaerne udstyret med vand og mad til turen, men erfaringerne fra andre zoologiske haver er, at de sover næsten hele turen væk. Det er ikke meningen, at nogen skal have kontakt med pandaerne på turen, men om bord på flyet er to dyrepassere og en dyrlæge fra Zoo samt to kinesiske dyrepassere, der skal blive i København de første seks måneder. De kan få adgang til pandaerne i lastrummet i nødstilfælde.
I København er repræsentanter fra det officielle Danmark inviteret til at modtage pandaerne i lufthavnen. Derefter læsses transportkasserne på en lastbil, der skal køre pandaerne til Zoo, hvor de vil blive installeret i det nye panda-anlæg. Få dage senere vil panda-anlægget åbne for gæster i Zoo.

ET PAR UGER efter de tre kineseres besøg sidder Bengt Holst bag skrivebordet på sit kontor, der ligger bagerst i Zoos administrationsbygning i hjørnet af haven. Han er netop hjemvendt fra Kina, som han har besøgt for at få de sidste detaljer omkring pandatransporten på plads. Han fortæller, at kineserne har vendt tommelfingrene op til panda-anlægget. Indtil videre forløber alt som planlagt. 

Bengt Holst virker tilfreds. For ham er pandaerne et ni år langt prestigeprojekt, der endelig er lykkedes. Og han er sikker på, at det kommer til at betyde meget for Zoo, at han om lidt kan byde velkommen til to af dyreverdenens største superstjerner.

”Meget få zoologiske haver i verden har pandaer, og derfor er det selvfølgelig attraktivt for os at få dem her til København. Samtidig er pandaen et ikon for naturbevarelse, som jo også er Zoos primære formål, så derfor er det oplagt for os at deltage i panda-programmet,” siger han.

Hvordan forholder I jer til, at kineserne bruger pandaerne til diplomatiske formål – og at I ved at modtage pandaerne bliver en del af det spil?

”Det forholder vi os ikke til. Vi ved godt, at panda-diplomatiet eksisterer, men vi er og har altid været apolitiske. Vi samarbejder med zoologiske haver i alle lande, uanset politisk system. Naturbevarelse går på tværs af politiske grænser. Det kan ikke nytte noget, at vi lader et truet dyr uddø, bare fordi vi ikke vil samarbejde med det pågældende land af politiske årsager. Under den kolde krig havde vi et glimrende samarbejde med zoologiske haver i Sovjetunionen.”

Over 15 år kommer pandaerne til at koste Zoo næsten 100 millioner kroner. Kan I være sikre på, at de bliver en god forretning?

”Det har vist sig alle steder, at pandaerne øger besøgstallene i de zoologiske haver, hvor man kan opleve dem. Her i Zoo har vi mange danske besøgende, og dem håber vi at få endnu flere af. Men vi håber især at få besøg af flere udenlandske turister, og dem er pandaerne kendt for at trække til.”

Skal pandaerne parteres offentligt, hvis de dør, mens de er i Zoo?

Referencen til en vis giraf får Bengt Holst til at smile bag skrivebordet.

”Det må vi slet ikke. I kontrakten står der, at Chengdu Panda Base skal være med til obduktionen, og de ville aldrig acceptere, at den foregik offentligt. Det må vi indordne os efter, selvom vi synes, at det er forkert.”

 

Cirka 850.000 danskere drikker mere, end hvad Sundhedsstyrelsen synes, godt er. Men hvorfor drikker vi så meget, så tit og så hårdt i Danmark? Ud & Se har kigget dybt i flasken i forsøget på at forstå den danske drukkultur.
Tekst:Tobias MatthiesenFoto:Thomas Nielsen

20 KOLDE BAJERE står på et af de runde borde uden for Jernbanecafeen på Vesterbro i København, og alle ved, at det ender galt. Det er det, vi glæder os til at se. Øllene er reserveret til to druk-kombattanter. På den ene side en lidt bamset fyr med sølvring i venstre øre, i kortærmet ternet skjorte, forvaskede jeans og løbesko. Per Bach hedder han, han er fra Thisted, og han drak engang 21 øl på to timer og et kvarter, og der, må han nok også sige, blev han ”noget svimmel”. På den anden side hans storesøster Charlotte Bach, fløjet ind fra Norge, hvor hun har haft bopæl i mange år, i en åben hvid skjorte og med et tykt bundt medaljer om halsen, der her på det vesterbroske værtshus vidner om et særlig anerkendelsesværdigt øl-indtag.

”Det var en hyggelig lørdag, vi ses i morgen,” bemærker en af deres fælles venner sarkastisk og skadefro.

De to søskende skal dyste om at drikke 10 øl hurtigst. Tvekampen er dog blevet forsinket af taler indenfor på Jernbanecafeen, der denne dag fylder 85 år – blandt andet af en værtshuspoet, hvis lidt snøvlende fødselsdagsdigt var umuligt at høre nede fra ’Thisted-bordet’, og af Randi i en leopardprintet buksedragt, der sang Lars Lilholts ’Kald det kærlighed’ og gjorde gangpladsen mellem bordene til dansegulv. Alt sammen bare for at sige, at Per Bach velsagtens allerede har drukket 15-17 øl, siden han mødte ind på værtshuset for otte timer siden, helt efter ritualet, klokken 07.00 ved åbningstid, mens søsteren Charlotte angivelig inden kampen har drukket mere beskedne 5-6 genstande. 

Gang i kampen. På et minut har Per Bach vertikalslurket de første to øl, som var de to glas koldt postevand efter et par timers fodboldtræning i solen. 

”Kom så, Charlotte, vis, at du er en Bach!” lyder et tilråb fra den lille klump af mennesker, der er rykket sammen om drukbanen.

”Du er næsten sød ved hende, Per, du giver hende en chance.”

”Det er min søster, for helvede,” siger han og skvætter lidt, mens han holder en bøvs inde.

Charlotte holder trit med sin bror op til fire øl. Hun tager sig til maven og kigger nødtvunget mod en lille blomsterhæk ved siden af hende. Der er gået præcis fem minutter.

Fest og glade dage på Jernbanecafeen på Vesterbro i København.

DANSKERNE DRIKKER meget, vi drikker tit, og vi er få, der ikke drikker. Sådan kan man definere den danske alkoholkultur. Cirka 850.000 danskere drikker mere, end hvad Sundhedsstyrelsen synes, godt er. Ærlige og redelige afholdsmænd udgør kun 13 procent af den voksne befolkning, og det er en lille andel, når man kigger på EU-gennemsnittet på cirka 25 procent. 

Vi drikker med en udpræget lethed og med en folkelig fandenivoldskhed. 

Alkohol er en syndig bestanddel af det, man kan kalde dansk kultur. I særdeleshed konceptet ’at gå på druk’, binge drinking, som det hedder på engelsk, men også det ’at drikke sig ned’ er et væsentligt karakteristikum ved den danske drukmodel.

Alkohol har altid været danskernes foretrukne rusmiddel, mens det andre steder på jorden har været kokablade eller cannabis. På den vis har det at drikke alkohol bundfældet sig i den danske kultur som en vigtig symbolsk og konkret handling, der viser, at man vil fællesskabet.

”Alkoholen i Danmark symboliserer i høj grad det her forbrødringsritual, hvor man bekender sig til, at nu vil man fællesskabet på en anderledes måde. Af mange bliver alkoholkulturen ført tilbage til vikingerne som noget kulturbærende. Denne her måde at drikke intensivt på bliver noget nærmest essentielt i forhold til den måde, vi er sammen på,” forklarer sociolog Jeanette Østergaard fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), der forsker i alkoholkultur.

”Alkoholen har igennem tiden fået en særstatus og en stærk symboleffekt. Når alkohol kommer på bordet, bliver det forbundet med noget særligt, med at der skal sket noget andet – til forskel fra for eksempel sydeuropæiske lande, hvor ingen forventer, at der skal ske noget særligt, fordi der bliver serveret et glas rødvin til maden,” fortæller hun.

I nabolande som Sverige og Norge drikker de mindre end i Danmark, men ideen om at drikke sig ned findes i høj grad i de to lande. Svenskernes og nordmændenes generelt mindre alkoholindtag hænger sammen med store folkelige anti-alkoholbevægelser, der både voksede ud af et voldsomt drikkeri i 1800-tallet, især i Sverige, og ud af en strengere protestantisk lære, der medførte, at lovgivning og regulering blev langt hårdere end herhjemme. 

I den danske grundtvigianske ånd var der – bortset fra nogle strenge kristne jyske egne – ikke den samme medvind til modstand imod alkohol. Tværtimod, og det har affødt en langt mere liberal tilgang til alkohol. 

”Det er vel nærmest sådan i Danmark, at vi har en ret til at gå i hundene,” siger professor Torsten Kolind fra Center for Rusmiddelforskning og griner lidt af formuleringen, der oprindelig stammer fra rusmiddelforskeren Margaretha Järvinen, der er professor på Sociologisk Institut. 

”Forstået på den måde, at politikerne ikke skal blande sig i, hvor meget folk drikker. Det er en individuel ting. Spørger man: ’Hvor meget drikker du egentlig om måneden?’ tror jeg nok, at nogle vil sige: ’Hey, hvad bilder du dig ind, det er et personligt anliggende.’ Der skal meget til, før vi siger til folk: ’Tror du ikke, at du måske drikker for meget?’” 

Ud over forkærligheden for alkohol og den liberale lovgivning kom to andre komponenter til i 60’erne og 70’erne, der sikrede den danske druk-cocktail: fritid og penge. 

I de to årtier begyndte vi at få tid og råd til at rejse og finde inspiration fra andre kulturer.

Ifølge Torsten Kolind blev den danske alkoholkultur defineret som ’tør’ før 60’erne (alkoholindtaget var begrænset til fester og større begivenheder, og beruselse var typisk slutmålet), men efter vi begyndte at rejse til for eksempel Mallorca på charterferie og fik gode ideer fra den spanske, hverdagsorienterede alkoholkultur, blev alkoholkulturen ’våd’. 

”Man opdagede, at sydpå drak de vin hver aften til aftensmaden, og det var festligt, så det tog man med hjem. Nu har vi blandet det godt og grundigt. Vi drikker ofte, samtidig med at vi også drikker meget,” konstaterer Torsten Kolind.

Resultatet? Den gennemsnitlige dansker over 15 år har næsten fordoblet sit årlige indtag af ren alkohol fra 5,4 liter i 1960 til 9,4 liter i dag.

Selfietid for Per og Charlotte Bach.

UNDER JERNBANECAFEENS ikoniske rød-blå skilt ’ØL Bier’, der krænger sig ud over fortovet på Reventlowsgade lige over for Københavns Hovedbanegård, er en rød løber foldet ud i anledning af 85-årsfødselsdagen. Den lædervestklædte og i den her forbindelse ret unge barchef Lasse tager imod i det dansk-klenodie-ornamenterede indgangsparti. Indenfor er et togmylder af mennesker og leben, kulørte lamper og dannebrog fra loftet, et absolut fravær af rygeregler, men til gengæld masser af gamle vægmalerier og modeltog på væggen. Toget har kørt et stykke tid, kan man se i gæsternes våde øjne, men det er ikke for sent at hoppe på. Leif P. med de lange fingre holder akkurat tempoet bag klaveret, og Leif P.s datter Agnete, ejeren i tredje generation, flakker rundt på gulvet og holder sammen på besætningen.

Om hvert et bord sidder gæster med øl-etiket-formede medaljer om halsen. En flagmedalje får man for at drikke 30 af Jernbanecafeens øl, guld for 27, sølv for 17, bronze for 10. Mest notorisk af alle medaljevindere er netop den nordjyske autostolesælger Per Bach, der et par timer før drukkonkurrencens start sidder godt forankret ovre ved Thisted-bordet. Faktisk har han så mange medaljer, at han får ondt i nakken, hvis han tager dem alle om halsen. Derfor ligger de 63 medaljer i en plasticpose under stolen.

Der går mange historier om Per Bach. En af de nylige handler om dengang, et hold af 22 rugbyspillere fra Hundested kom på besøg på Jernbanecafeen. De ankom klokken 09.00 om morgenen med det erklærede mål at drikke sig til en flagmedalje.

Tilfældigvis ankom Per Bach samme dag omkring klokken 12.00. Gæt selv, hvem der blev færdig først. Inden for fem timer havde Per Bach drukket sig til en flagmedalje. På det tidspunkt havde endnu ingen fra rugbyholdet gjort sig fortjent til den. Kun fire var stadig tilstedeværende og oprejst på det tidspunkt.

Omregnet til flasker svarer Per Bachs 63 medaljer til cirka 1.800 øl, og konverteret til kroner og øre har han spenderet cirka 70.000 kroner på Jernbanecafeen.

”Man får jo ikke så meget andet ud af det end tømmermænd,” siger han og smiler lunt, da vi mødes to måneder før 85-årsfødselsdagen – på Jernbanecafeen naturligvis.

Per Bach kommer bogstavelig talt flyvende ind fra Aalborg 6-7 gange om året sammen med fruen og som regel også nogle venner. De indkvarterer sig på et af de mange hoteller i Københavns svar på the red light district, Istedgade-området på Vesterbro, og bruger en forlænget weekend i København ene og alene på Jernbanecafeen.

 

VODKABÆLTET

Ifølge Frederik Plum, der står bag vodkamærket Den Klodsede Bjørn, løber der et såkaldt vodkabælte fra Skandinavien hen over Rusland og til Kina og Japan. Her er drukkulturerne karakteriseret ved en høj grad af binge drinking.

”Det er ideen om, at man drikker sig ned for at rense sig selv og blive en del af folket,” forklarer Frederik Plum, der har læst litteraturvidenskab på universitetet med speciale i russisk druklitteratur.

Han fortæller, at der traditionelt set drikkes hvide spiritusser i vodkabæltet: i Danmark snaps, i Rusland vodka, i Japan sake. Ifølge Frederik Plum hænger det sammen med, at disse lande ikke i så høj grad var kolonisatorer og derfor ikke var ude og sejle og fadlagre deres sprit – som for eksempel i Frankrig, hvor der ud af kolonitiden voksede en cognac-kultur frem.

Brændevinen er en simpel og ydmyg drik, der ligesom den protestantiske kristendom bygger på det ydmyge og jordbundne menneske og Jesus-skikkelsen, der på en gang var Guds søn, men også tømrer. Til forskel fra for eksempel den franske cognac-kultur, hvor det handler om smagsnoter og at løfte sproget omkring spiritussen (hvilket kan ses som et direkte udspring af katolicismen, der er kendetegnet ved ornamentik og pompøse udsmykninger), er der intet snobberi over en øl eller en snaps. Du tager et shot, bum, og er så en del af festen.

”Når man drikker, fjerner man alle de skel, der er mellem økonomi, køn, hudfarve, seksualitet – det handler om at være sammen. De, der normalt opfører sig seriøst, opfører sig åndssvagt, alle får lov til at skifte roller til en fælles identitet,” forklarer Frederik Plum.

”Vi er så en bastardkultur, fordi vi ligger på grænsen mellem det, man kan kalde vodkabæltet, og på den anden side Tyskland og Frankrig, som har en mere forfinet drukkultur. Men til påskefrokosten eller julefrokosten er der stadig nogle regler. Hvis jeg kommer med en dyr whisky, vil folk se det som snobberi og usolidarisk. Målet er jo, at vi skal udviske alle skel, og det ødelægger det folkelige aspekt. Derfor skal spritten ikke være snobbet, den skal ikke være dyr, den skal bare være et medie,” siger han og peger på, at der heller ikke er andet end fadøl på et fodboldstadion: ”Vi samles om det simple.”

”DET ER jo helt åndssvagt. Vi kunne købe tre øl i Thisted for én øls pris her, og vi bruger 4-5 timer på at komme herover, og vi betaler for hotel. Men der er bare hyggeligt her,” forklarer Per Bach.

På cafeen og i sin bekendtskabskreds er han særlig kendt for sin evne til at absorbere alkohol. En af rekorderne består, som indledningsvis nævnt, i at hakke 21 øl ned på to timer og et kvarter. En anden i, at han engang drak 53 flaskeøl i løbet af en dag fra tidlig morgen til sen aften på Jernbanecafeen.

”Der var jeg ikke helt vildt tørstig, da jeg skulle hjem,” som han siger med et fjoget smil.

At det fysisk set kan lade sig gøre, skyldes ikke bare årelang træning, men også at Per Bach rituelt møder ind, når Jernbanecafeen åbner klokken 07.00 om morgenen. Det er tidspunktet, hvor der er afgang for ’Ekspressen’, som der står på øl-etikkerne til Jernbanecafeens egne øl, og selvom han ikke helt kan forklare, hvorfor han gør det, eller hvorfor han konsekvent skal møde ind ved åbningstid, så skal han bare. Måske som et slags instinkt. Selv efter en aften ude vågner han som regel så tidligt. Og det gælder, selvom han som hovedregel bliver siddende indtil klokken 02.00, hvor værtshuset lukker. På den vis stopper festen bare aldrig rigtig for Per Bach.

”Jeg kan drikke mig ned til enhver tid. Jeg har ikke nogen øvre grænse, der kommer ikke noget tidspunkt, hvor jeg har lyst til at tage hjem.”

I løbet af dagen på Jernbanecafeen laver han kun et par afstikkere til pølsevognen ved bagindgangen til Hovedbanegården, men ikke ud på nogen decideret restaurant.
   ”Man sætter sig jo ikke bare ned og drikker 30 øl. Derfor gider jeg heller ikke gå ud og spise stor middag. Så bliver man bare mæt og træt og kan ikke drikke længere,” siger han. Så må fruen, og hvem der ellers har lyst til at gå ud og spise, altså selv finde ud af det.

Det er alt eller intet for Per Bach, der ikke som sådan drikker til hverdag. Der kan godt gå flere uger, hvor han ikke drikker, men når han så gør det, er det fuld pedal.

”Altså enten drikker jeg max, eller også drikker jeg ikke. Sådan har jeg det bare. Måske ligger det også bare til os danskere, at vi ikke gør ting halvt.”

Charlotte Bach med en gin og tonic i højre hånd og sin lillebror i venstre.

EN EFTERMIDDAG et par uger senere ved det bølgede græsland foran Frederiksberg Slot kæmper den HF-studerende Buchsis eksamensopgave en urimelig kamp mod den Tuborg-sixpack, der også ligger på græsset. 19-årige Buchsi blev ringet op af sin veninde Sara for et par timer siden, da han, ret skal være ret, sad og arbejdede på opgaven ved Søerne, og han sagde egentlig først nej til det ’tilbud’, han fik, men fem minutter efter ringede han tilbage til hende. Han havde ombestemt sig. 

Nu sidder de her, Buchsi selv, 19-årige Sara og 21-årige Alex, sammen med en flok venner og fejrer … hvad skal de sige? … at det er helligdag i morgen, og solen skinner.

Basically er vi bare en stor vennegruppe, der har drukket to gange om ugen i et par år nu,” opsummerer Buchsi og lader vide, at gruppen er den helt rette at tale til, når det handler om danskernes alkoholkultur. 

”Nu hygger vi for eksempel, men vi har også tænkt os at drikke os pissestive ­se­ne­re.”

Danske unge er europamestre i druk. Det slog den store ESPAD-undersøgelse senest fast i 2016. Her kan man se, at danske unge på 15-16 år ligger suverænt i front, når det gælder to spørgsmål: 1. Har du rørt alkohol i den sidste måned? 2. Har du drukket dig fuld i den sidste måned? 

Til førstnævnte svarer 73 procent af de unge, at de har drukket i løbet af de sidste 30 dage (mod 48 procent i Europa), og til sidstnævnte svarer 56 procent, at de har drukket sig fulde inden for den sidste måned (mod 35 procent i Europa). 

Fra andre undersøgelser kan sundhedsmyndigheder og bekymrede forældre dog glæde sig over en positiv udvikling i alkoholdebutalderen. Den er steget. Mens flere før i tiden startede med at drikke omkring 7.-8. klasse, begynder de unge i dag i 9. klasse. Det har til gengæld den konsekvens, at mange unge starter mere brat med drikkeriet på ungdomsuddannelserne og kommer ud på en temmelig stejl alkoholisk læringskurve i gymnasiet. 

”Vi drikker for meget, fordi vi har for meget fritid,” er Buchsis bud på, hvorfor de unge stordrikker, og hans veninde Sara kan meget nemt se sin egen rolle i statistikken: 

”I dag da jeg skulle herind i haven, tog jeg med det samme tre bajere med fra køleskabet, det var bare ren refleks. Jeg kunne jo sagtens have kommet uden, men det bliver bare lidt bedre, hvis man har øl med – eller lige deler en vodka.”

En typisk aftens alkoholindtag i vennegruppen ser sådan her ud: generelt 1-2 personer om en flaske vodka, næsten altid vodka. Det er det billigste, og når de drikker så meget, er der ikke råd til at spille fandango ved spiritushylden.   Ud over det skal de helst have en sixpack hver plus det løse, det være sig drinks, shots etc., som man bliver tilbudt i løbet af aftenen.

”Man ved udmærket, hvad man går ind til,” forklarer Sara, og med dette tænkes også på, at man ikke kommer ædru, eller tilnærmelsesvis ædru, igennem en hel fest i deres vennegruppe.

”Der bliver presset meget. Ikke et ondt pres, men det er ’ej, du kan godt lige tage en ekstra’, eller ’du kan godt tage resten’. Der bliver også gået efter dem, der ikke har drukket ud, for eksempel til en drukleg. Det er dem, man kører på, for alle skal helst være så fulde som muligt,” siger Sara.

Har I prøvet at gå til en fest uden at ­drik­ke?

”Nej … nej, det har vi faktisk ikke,” svarer gruppen mere eller mindre samstemmende.

”Hvis man ikke kan drikke, lader man nok bare være med at komme. Jeg tror, vi er meget stereotype,” siger Sara og griner.

Ikke mange ølbowlingbaner fra græsset i Frederiksberg Have ligger Frederiksberg Gymnasium. Sidste år, da studenterne var færdige med dimissionen og skulle ud at køre i vogn, var de etniske danskere og en større gruppe af muslimske studenter splittede – blandt andet fordi køreturen skulle foregå under ramadanen, den muslimske fastemåned. En gruppe af muslimer havde forsøgt at få skubbet vognturen et par dage, så den ikke ramlede sammen med ramadanen, men uden held. De etniske danske studenter ville drikke, det ville mange af muslimerne ikke. 

Resultatet blev, at det var de etnisk danske studenter, der på dimissionsdagen kørte af sted fra Frederiksberg Rådhus i store lastbiler i et orgie af skrig, truthorn, balloner, klirreposer, knaldhøj musik og store bannere med drukopfordrende mottoer som for eksempel B-klassens: ”1 dyt = pigeskål, 2 dyt = drengeskål, 3 dyt = B-skål.”

 

WHISKYBÆLTET

Nordsjælland trækker flest propper op. Som druk-danmarks-kortet viser, er det her man finder den højeste andel, der drikker mere end Sundhedsstyrelsens højrisikoanbefaling om højst 21 genstande om ugen for mænd og 14 for kvinder. Samtidig ligger også ho­vedstaden og Bornholm højt.

De rige og højt­uddan­nede er mere drikfældige end den brede middel­klasse, påpeger både en rapport om ulighed i sundhed fra Region Hovedstaden og konklusionerne fra Forebyggelseskommissionens arbejde.

”Det er velkendt, at de veluddannede drikker ret meget, og at alkohol fylder meget i disse folks hverdag. Alkoholen indgår i de sociale fællesskaber, i madkulturen og for manges vedkommende også i deres karriereliv. Der er lavet studier af kulturen i det danske erhvervsliv, der viser, at alkohol faktisk er en stor og tilsyneladende vigtig del af hverdagen – i alt fra receptioner og forretningsmiddage til forskellige komsammener,” forklarer sociolog Jeanette Østergaard fra Det Nationale Forsknings­center og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Kigger man på, hvad der drikkes, er en navneforandring fra whiskybæltet til ’rosébæltet’ måske på sin plads.

I området nord for København drik­­kes der ifølge Coops forbrugerundersøgelser 67 procent mere rosévin end i resten af Danmark, 25-30 procent mere rødvin end landsgennemsnittet, men der bliver og­så drukket whisky: 28 procent mere end i resten af landet.

Tre dage senere, da ramadanen var overstået, mødtes en gruppe nyudklækkede muslimske studenter foran en lukket skole. 

Udenfor var der stille, og Laila husker, at det var en solskinsdag.

”Vi ville ikke gå på kompromis med vores faste, og de ville ikke misse noget af deres Roskilde Festival, så vi blev enige om, at vi lige så godt kunne køre hver for sig,” siger Laila, der fortæller, at der sådan set ikke kom så stort et skænderi ud af det.

”Vores klasse havde i forvejen ikke det stærkeste sammenhold, og det var faktisk også på grund af den her alkoholkultur.”

Det blev meget tidligt klart, at alkoholen var et kultursammenstød i klassen, som ville gøre det svært for hele klassen at have et fællesskab uden for skoletiden.

”I 1. g. arrangerede en muslimsk pige noget ude i Søndermarken for hele klassen, hvor vi skulle hygge og lære hinanden bedre at kende. Hun havde gjort det klart, at der ikke skulle være alkohol eller andre rusmidler, men drengene fra klassen dukkede alligevel op med alkohol i hænderne. Det var virkelig nederen og skuffende, at folk ikke engang kunne overholde det. Det er jo ikke det største krav i verden.” 

Laila drikker ikke selv og har aldrig gjort det. Det er forbudt ifølge hendes muslimske tro, og det har aldrig været noget, hun har tænkt som en nødvendighed for at have det sjovt. Hvad tænker hun om de mange danskeres udprægede hang til at drikke? 

”Det er jo ikke, fordi jeg tænker ’Oh my God’, når jeg ser en fuld person. Jeg synes heller ikke, at den danske drukkultur er forfærdelig, det er jo bare en del af den danske kultur. Men jeg synes helt klart, det tager lidt overhånd, specielt med unge mennesker. Det var ærgerligt i vores klasse for eksempel, at der skulle være alkohol indblandet i alle arrangementer, at man ikke kunne hygge sig på andre måder. Specielt hos drengene synes jeg, det var meget overvældende. Jeg ved ikke, om man kan kalde det afhængighed, men det var lidt bekymrende, at alkohol altid skulle være involveret.”

Laila nåede af samme grund aldrig at blive særlig gode venner uden for skolen med nogen fra gruppen af etniske danskere, fraregnet en pige eller to. 

Til gengæld var vognturen, hvor de var omkring 10 studenter på vognen, der hen ad vejen fik selskab af venner og veninder, alle anstrengelserne værd. 

”Det endte med at være noget af det sjoveste, jeg har prøvet. Vi kørte ud til Strandvejen og stoppede ved stranden og forsøgte at brænde vores noter af, selvom det ikke gik så godt.”

SOM BEKENDT skåler vi for vore venner og dem, som vi kender, og dem, som vi ikke kender, dem skåler vi med. Men hvad så med dem, der ikke har lyst til at skåle i alkohol?

Den er straks værre, som også historien om den vognopdelte gymnasieklasse viser.

”At drikke alkohol er en social handling, der bliver anerkendt i en social kontekst. På den måde samler alkohol os i Danmark, danner fællesskab på tværs af forskelle, høj som lav, men det betyder så også, at den udskiller dem, der ikke drikker,” forklarer alkoholforsker Jeanette Østergaard.

Hun er stødt på mange eksempler, hvor danskere med etnisk minoritetsbaggrund oplever problemer på ungdomsuddannelserne, fordi de har en anden tilgang til alkohol end de mange danske unge, som er udpræget positive over for alkohol og ser det som en afgørende del af deres ungdomsår.

”Danske unge er jo nogle af de unge i verden, der er allermest positivt indstillede over for alkohol. De er i top i forhold til, at de ikke synes, at det giver helbredsskader på længere sigt. Og de forbinder alkohol med at blive glad og glemme sine problemer. På den måde bliver festerne en timeout fra en meget struktureret hverdag, hvor der skal performes, de bliver et åndehul og en chance for at opleve hinanden på en anderledes måde.”

Det er ikke bare fællesskabet, men også selve det at eksperimentere med sin identitet og søge grænser, der er på spil. Tag nu for eksempel den omstridte Cult-reklame for en god håndfuld år siden, hvor en kvinde sidder mellem benene på en fyr ved siden af teksten ”Party now, apologize later”. 

”Hvad er det et signal om? Wow, han får sex, selvfølgelig, men det er også et signal om, at vi gør vilde ting, når vi bliver fulde. Den peger lige ind i en identitets­afsøgning. Alkohol bliver mere og mere det, der markerer fællesskab for unge. Man skal have det sjovt, man skal eksperimentere, rejse jorden rundt, bungee-jumpe. Og man skal prøve at være fuld,” fortæller Torsten Kolind og fortsætter:

”Jeg har lavet en undersøgelse af 9. klasser og fulgt dem, fra de begyndte at drikke. Noget af det, de unge var enige om, de virkelig ikke kunne lide, var dem, der spillede fulde. Man skulle drikke, blive fuld og brække sig. Spiller du fuld, tager du pis på det, og det er alvorligt blandt unge mennesker.”

Per og Charlotte Bach på dansegulvet.

TILBAGE VED drukkonkurrencen på Jernbanecafeen mellem Per og Charlotte Bach spørger søsteren, hvor hurtigt sådan en promille slår ind, og Per Bach svarer med en dyb, beroligende stemme, at den kommer lige om lidt.

Hun græmmes, da hun knapper sin femte øl op. Der er gået 10 minutter. 

”Skal jeg komme med en sandwich til jer?” spørger de fra baren.

”Det ville da være bedre med et bette shot,” svarer Per Bach kålhøgent.

Han er gået i gang med sin sjette øl, da uret står på 13 minutter.

”Jeg kaster op, hvis jeg får et shot,” siger Charlotte, der selv uden et shot ligner en kvinde på bristepunktet.

På 13 minutter og 25 sekunder er det slut.

”Tabt, tabt, jeg har tabt,” siger hun og rykker frem og tilbage i stolen og kigger rundtosset ud på fortovet.

”Resten af i dag skal jeg altså kun drikke for sjov. Hold lige det her jern,” siger hun og rækker sin kæreste sit bundt medaljer om halsen, som hun har drukket sig til gennem sine år på Jernbanecafeen.

”Per Bach og jeg skal ind og have en ny flagmedalje.” 

Charlotte rejser sig for at gå ind og kvittere sit ølmedaljeklippekort, der nu har 30 krydser, som hun, vel at mærke, alle selv har drukket. Ingen af krydserne har hun fået hjælp til at drikke af andre.

”Det er vigtigt, at du skriver det i din historie,” bemærker hun.

Hen ad eftermiddagen hiver værtshusindehaveren Agnete denne skribent og fotograf til side med en anstrengt, høflig mine. ”Hvad er formålet med artiklen?” indleder hun med at spørge, og kort tid efter viser hendes reelle bekymring sig: Thisted-bordet. Det har været meget svært ikke at bemærke, at Thisted-bordet er blevet mere og mere højlydt. Og hvad var det udenfor med alle de øl? Hun ved jo godt, hvordan det er, når de drikker (det er tydeligvis ikke første gang). Det er bare ikke ligefrem deres kampdruk, som skal bære historien om Jernbanecafeen. Heller ikke selvom man her præmierer de gæster, der drikker allerflest øl, og man skriver på klippekortet: ”Jo flere klip, jo mere hygge.”

”Det er jo ikke meningen, at man skal drikke alle øl på sit kort på én dag. Det er jo til at tage med hjem og så komme tilbage med for hyggens skyld,” forklarer hun og muler lidt over på bordet.

Hun har øjensynligt ikke lyst til at gå ind som overdommer og direkte forholde Thisted-bordet, at hun ikke er tilhænger af deres determinerede march mod at drikke sig ned, så hellere glatte det ud på mere diplomatisk vis. 

Per Bach ved 23-tiden.

DRUKMEDALJERNE er noget, Agnete har indført, og i Thisted-bordets lys kan man næsten få tanken, at hun har skabt et monster. En bragende succes har det i hvert fald været. Rapperen Jøden kom forbi engang og lavede TV 2 Zulu-programmet ’Live fra Jernbane­cafeen’ på sit medaljeforsøg, og siden hen strømmede det ind med vennegrupper, der ville gøre ham kunsten efter. Det er svært at tro andet, end at det her er en herlig forretning. 

Den antagelse bliver ikke mindre, da der kort tid efter er boogie-woogie igennem baren og ud på gaden og bagefter indsamling i Lises brystholder. Til hvad der samles ind, er umuligt at høre fra Thisted-bordet.

Selv Per Bach, der tidligere på dagen sagde, at han endte på intensiv, sidste gang han dansede, har været oppe på gulvet med sin kære søster, og nu er de begyndt at nive hinanden i baglårene og slås, så svogeren og svigerinden ruller med øjnene. Det er Bach-syndromet, siger de. 

Da klokken er lidt i syv om aftenen på Jernbanecafeen, zigzagger de to Bach-­søskende over Reventlowsgade til pølsevognen ved bagindgangen til Hovedbanegården. Per Bach har taget en halvliters dåseøl med til pølsemanden som en slags værtsgave. God karma? 

Inden under pølsevognens halvtag står det og flimrer lidt for øjnene af Per Bach, der ligner en bokser i 12. runde.

”Kom i hak, Bach!” skråler Charlotte Bach til sin bror og giver ham et dunk i ryggen.

”Jeg’ sgu ik’ på vej hjem,” får han fremstammet, insisterende.

”Jeg tror, at Per Bach skal ha’ en frankfurter og så ketchup,” siger hun til pølsemanden.

”Et eller to brød?”

”Har du agurkesalat?”

Per Bach får sin frankfurter. Ikke siden i morges klokken syv, hvor han fik et halvt rundstykke, har han fået fast føde. Siden da har han til gengæld, løst anslået, drukket over 30 bajere, cirka en halv flaske lakridsshots og lidt af en gin og tonic og Irish coffee.

”Skal vi vædde med, at du går først hjem?” spørger Charlotte kækt. 

Måske en smule hovmodigt. Da Per Bach har kørt frankfurteren ned, får han et kortvarigt klarsyn og udbryder så:

”Nå, skulle vi ik’ gå over og drikke os fulde!?”

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli/august 2018.

For to og et halvt år siden blev en uskyldig tysk familie ramt af en tung sten, der blev kastet fra en bro over den fynske motorvej. Moren blev dræbt, faren blev invalideret for livet, mens barnet overlevede. Gerningsmanden er stadig på fri fod, og begivenheden sidder dybt i alle danskere. For hvordan kan sådan noget overhovedet ske? Ud & Se tog til Taarup, en stille forstad til Odense, for at jagte ondskaben.
Tekst:Morten ReimarFoto:Ritzau/Scanpix

DET ER SÅDAN et kvarter, hvor forældre lærer deres børn at cykle. Vejene har omtrent et bump ud for hvert andet hus, og man kan nemt se for sig, hvordan fædre i endeløse somre har løbet op og ned ad vejen efter deres albuepolstrede børn på cykler med fastbundne kosteskafter. Det er sådan et kvarter, hvor stemningen på en solskinsdag som denne kun kan ødelægges af, at ham to huse henne slår græs søndag formiddag.

Og det er sådan et kvarter, hvor drama ses i fjernsynet om aftenen. Og i dramaserierne banker tv-politiefterforskeren på i kvarterer som dette og fortæller beboeren noget forfærdeligt, hun nægter at tro på kan finde sted i hendes kulisseverden. Sådan noget kan ikke ske her, siger hun i tv. 

Vi er på Bakkevej i Tarup. Et HjemIs-, forhave-, Stryhns-villakvarter lidt uden for Odense, og selvom det tilsyneladende er det sidste sted, man kan forestille sig, det kunne være, er det sandsynligvis netop her, det onde første gang viste sig. Dét onde, som har allerhøjeste prioritet hos Fyns Politi, det, som alle i byen tænker på, det, som gør, at bilisterne nede på motorvejen kigger op, når de kører forbi Odense på motorvejen, og det, der indtil videre har kostet én livet, én sin førlighed og én sine forældre.

JULEAFTEN 2015, klokken halv et om natten, bliver der kastet en sten ind ad vinduet i et af husene på Bakkevej. Politiet undersøger det som ganske normalt hærværk og tager en dna-prøve, der ikke findes et match på. Det er langtfra første gang, det er sket i området, men da der heller ikke denne gang er noget spor at gå efter, bliver sagen lagt til side. Indtil det udvikler sig.

En måneds tid senere ved Langesøvej, cirka fem kilometer fra Bakkevej, bliver en sten kastet ned på motorvejen, som rammer en bil. Der er dog ingen, der kommer til skade. 

Samme aften bliver en betonflise kastet ned fra samme motorvejsbro, der rammer endnu en bil. Den ene passager får en hovedskade, resten er uskadte.

Et halvt år senere endnu bliver der kastet en sten på størrelse med en knytnæve ned på Ringvejen nordøst for Odense. Ingen kommer til skade.

Men så dagen efter, 21. august 2016, klokken fire om morgenen, bliver der igen kastet med sten på motorvejen. Denne gang fire sten, blandt andet en betonklods. De bliver kastet fra motorvejsbroen på Langesøvej ved Odense. En bil med en lille familie, der er på vej hjem til Tyskland fra sommerferie i Sverige, bliver ramt af betonklodsen: mor Nelli på 33, far Andreas på 36 og deres femårige søn Alexander.

Alexander overlever, Andreas er i dag blind og invalid. Han kommer til at være afhængig af pleje døgnet rundt resten af sit liv. Nelli dør. Gerningsmanden – eller -mændene – er stadig derude.

På motorvejsbroen på Spedsbjergvej finder politiet efter et stennedkast en dåse snus, hvorpå der er brugbart dna, der matcher dna fundet på stenen fra Bakkevej i Tarup halvandet år forinden. 

Og stenen, den, der ramte den tyske familie, er efter alt at dømme taget fra et mur-arbejde ved Tarup Centret. På baggrund af det sammenfald har politiet udpeget Tarup som muligt hjemsted for gerningsmanden.

Så spørgsmålene lyder: Hvordan kan nogen være så ond? Og finder man nogensinde stenkasteren fra Tarup?

Stenkast fra motorvejsbroer sker overalt i landet. Her er politiet i gang med at sikre spor, efter at ukendte gerningsmænd kastede sten på Hillerød-motorvejen i 2016.

POLITISTATIONEN ligger 350 meter fra H.C. Andersens hus, men er ikke ret eventyrlig. Det er en stor, firkantet, grå bygning med firkantede vinduer. På et tomt kontor hælder vicepolitiinspektør Richardt Jakobsen stærk kaffe op fra en hvid plastickande, hvis tud er halvt ætset af. 

Richardt Jakobsen er i uniform med et tyndt, sort slips. Han er 50 år gammel og har halvdelen af sit liv arbejdet ved politiet. Tidligere har han blandt andet været ved Aarhus Politi (senere Østjyllands Politi), hvor han arbejdede med personfarlig og organiseret kriminalitet, men kom til Fyns Politi for to år siden.

Foran sig har han lagt en tyk bunke papirer med datoer og andre detaljer, da det efterhånden er en omfangsrig sag. På forreste side har han med blyant skrevet ’Stenkastersagen’ og understreget det et par gange.

”I starten hed det ’Stenkastsagen’, men efterhånden som det er sket flere gange, er det begyndt at hedde ’Stenkastersagen’,” siger han.

Med ved bordet sidder også en kvindelig kommunikationsmedarbejder klædt i sort fra top til tå. Under normale omstændigheder ville hun ikke være til stede men i en sag med så megen bevågenhed som denne har vicepolitiinspektør Jakobsen bedt hende om at deltage.

Især nu, hvor sagen muligvis har udviklet sig. Få dage inden mødet er en dansk kvinde blevet hospitalsindlagt, efter at hendes bil er blevet ramt af en sten kastet fra en motorvejsbro i Flensborg lige syd for grænsen. Nogle af Jakobsens folk er taget derned for at udveksle oplysninger.

”Nu må vi se, hvad det er i Flensborg, for lige nu har vi ikke et gennembrud,” siger Richardt Jakobsen. 

”Men vi har rigtig mange ting, vi skal have fulgt op på. Vi er i gang med det lange, seje træk.”

Han og hans folk har stadig 500 tip fra borgere liggende, der skal kigges igennem. Derudover blev der set en bil på gerningsstedet, som muligvis kan være et vigtigt spor. En gammel Volvo 245 stationcar, grå eller sølvgrå med stor kofanger. Dem findes der 80 af i Danmark, og indtil videre har politiet tjekket op på 45 af dem. De har taget mundskrab for dna på ejerne og afhørt dem om, hvor de og bilen var den aften.

”Faktisk kan folk sagtens huske, hvor de var, og hvad de lavede den aften. Lige så snart der sker noget som det her, indprenter det sig. Ligesom da John F. Kennedy blev skudt, eller 11. september 2001,” siger Jakobsen.

Stenkastersagen er speciel, fordi den har kørt over så lang tid. Ikke bare selve efterforskningen, men også det tidsrum, politiet efterforsker. De er helt tilbage og kigge på hærværkssager i Tarup fra 2010 for at se, om det hænger sammen. Indtil videre er det første, de med sikkerhed kan linke til, stenkastet gennem vinduet på Bakkevej.

Vicepolitiinspektør Jakobsen har siden marts været leder af efterforskningsstaben, der blandt andet står for stenkastersagen. Da han kom til, to år inde i efterforskningen, havde Fyns Politi fået 1.200 henvendelser, afhørt 800 personer og foretaget 150 mundskrab. 

Derudover har private via politiet udlovet en dusør til den, der kan hjælpe til at opklare sagen. Beløbet afhænger af, hvor langt i efterforskningen tippet kan bringe politiet og andre klausuler. Kommunikationsmedarbejderen kalder det ’et betragteligt beløb.’ 

Efterhånden er alle åbenlyse løsninger på gåden afprøvet og afkræftet, og der er stadig ikke fundet en gerningsmand. Alligevel er Richardt Jakobsen håbefuld.

”På et eller andet tidspunkt gør gerningsmanden – eller -mændene – noget uforsigtigt. Og så har vi ham. Desuden har vi som nævnt stadig en stor bunke tip at følge op på, og så er der Volvoen og snusdåsen af det mærke, der hedder …,” Richard Jakobsen bladrer sine papirer igennem:  

”… Ink Strong. Der er ingen forældelsesfrist i drabssager.”

Flere sten er blevet kastet fra motorvejsbroer på strækningen over Fyn. Politiet har sat søgelys på Odense-forstaden Tarup, hvor flere uopklarede sager antyder, at en serieforbryder er på spil.

TARUP CENTRET er fladt og har 44 butikker. Centret, de 600 parkeringspladser, biblioteket og drive-in-McDonalds’en danner en form for midte i Tarup, der hovedsagelig består af villa-labyrinter. Centret indeholder restauranter med forskellige variationer af buffeter, et par isenkræmmere, en Løvbjerg og en frisør, der søger modeller – både herrer og damer – til farvning og klip. Frisørdamerne holder pause og har hentet forskellige retter fra den ene af buffetrestauranterne, den med 100 gram valgfri salat, thai og kyllingenuggets til 10,95 kroner, og lavet deres egen satellitbuffet på de borde, Alt for damerne og Billed-Bladet normalt ligger på.

I midten af centret ligger Ali Ahmeds kiosk, Center Kiosken. Bag et forhæng har han spillemaskiner, hvor en grønlandsk kvinde og en overvægtig mand sidder med ryggen til hinanden og trykker på knapper. Derudover er kiosken fuld af aviser, blade, spiritus, stativer med lejlighedskort, Tips, tobaksvarer og snus. Blandt andet Ink Strong.

Ali Ahmed er efterhånden en medievant mand. Efter politiet offentliggjorde snusdåsen som et muligt spor, har de fleste aviser været forbi kiosken, da det på daværende tidspunkt var det eneste sted i området, der solgte Ink Strong.

Ahmed pointerer, at selvom politiet kalder det ’snus’, hedder det rettelig ’tyggetobak’, da snus er ulovligt i Danmark. 

På en monoton måde, der lader én vide, at han har fortalt det hele mange gange før, fortæller han, at politiet har været forbi for at hente oplysninger fra betalingsterminalen og overvågningsvideoer, men at det desværre ikke har ført til noget gennembrud, så vidt han er underrettet.

”I lang tid spurgte hver anden kunde, om jeg vidste, hvem det var, men det ved jeg ikke. Han kan jo også have købt det et andet sted,” siger han.

Faktisk er de også begyndt at sælge Ink Strong ovre i Løvbjerg. Og nu ved enhver snusbruger i Odense-forstaden, at det er til at få i Tarup Centret. Ali Ahmed smiler lidt og kigger ned i gulvet, da han siger, at det har været gratis reklame for hans kiosk. Så kigger han op igen og siger, at han selvfølgelig håber på, de finder ud af, hvem der har gjort det.

”Det kan være hvem som helst, men det er ikke noget, jeg spekulerer i, når jeg sælger Ink Strong, for de fleste af kunderne kender jeg, så derfor ved jeg, det ikke er dem.”

Måske har han ret. Ingen af os kunne drømme om, at vi selv eller nogen, vi kender, kunne finde på at kaste en sten ned på motorvejen for at dræbe nogen. Den slags gør normale mennesker ikke. Eller gør de?

STEN PÅ STEN

Rigspolitiet oplyser, at der for tiden er cirka 20 sager om stenkast fra motorvejsbroer om måneden på landsplan. I cirka halvdelen af dem er det dog tvivlsomt, om der reelt er tale om stenkast, for eksempel fordi anmelderen alene hørte et brag, så nogen på en motorvejsbro kaste ’noget’, eller der er så små skader på bilen, at der kan være tale om helt almindelige stenslag. Men det betyder stadig, at der er cirka 10 sager om stenkast i Danmark om måneden.

EN AF DEM, der ved mest om ondskab, er den amerikanske psykolog Philip G. Zimbardo. Han har modtaget en lang række hædersbevisninger for sit arbejde og er professor emeritus ved Stanford University i Californien, men mest kendt er han for det, der i 1971 gjorde ham til en rockstjerne på sit felt: The Stanford Prison Experiment.

Forsøget var enkelt: Zimbardo og hans hold foretog et studie af fængselslivet med frivillige forsøgspersoner. På baggrund af en annonce i avisen og en udvælgelsesrunde med interview og personlighedstest fandt man 24 helt normale, raske og ligevægtige unge mænd. De blev delt tilfældigt op i to lige store hold: 12 skulle være vagter, 12 skulle være indsatte.

I kælderen på universitetet blev der indrettet et fængsel, vagterne blev givet uniformer, knipler og solbriller, mens de indsatte blev puttet i ens dragter og fik et nummer i stedet for deres navn. Vagterne fik ikke anden instruks, end at de skulle holde styr på fængslet de næste to uger, mens forskerholdet passivt ville observere. 

Det kørte hurtigt af sporet. Vagterne begyndte på eget initiativ at afstraffe og øve psykisk tortur på de indsatte for at holde dem nede. De tvang dem til at skrubbe toiletter med de bare hænder, de ydmygede dem ved at tage tøjet af dem, tvang dem til at simulere samleje og holdt dem isolationsfængslet i timevis.

Resultatet var åbenlyst: Selv de mest velfungerende mennesker kan under de forkerte omstændigheder være onde. 

The Stanford Prison Experiment skulle have varet to uger, men blev stoppet efter seks dage. Fem af fangerne blev så groft mishandlet, at de brød sammen og måtte ’slippes fri’ før tid. Men det var ikke derfor, forsøget blev stoppet før tid.

En af de kandidatstuderende på Zimbardos hold protesterede. Hun var den eneste af de 50 mennesker, der havde observeret fængslet, som gjorde noget. 

”It’s terrible what you are doing to these boys,” sagde hun.

Og fordi hun, og kun hun, tog affære og fik stoppet The Stanford Prison Experiment, kom Zimbardo frem til en opløftende konklusion: Heltemod er modgiften mod ondskab.

Ondskab giver os tre muligheder: Vi kan gå med til det, vi kan se på og dermed blive passivt medskyldige, eller vi kan være helte. Men en helt er ikke et supermenneske, der stopper et løbsk tog med de bare næver eller bekæmper en skurk fra det ydre rum. En helt er et helt normalt menneske, der siger fra.  

Paarup Kirke i den nordvestlige udkant af Odense.

PAARUP SOGN tæller 11.000 mennesker og omfatter Paarup, Villestofte, Stegsted, Snestrup og Tarup, der er de primære tilholdssteder for middelklassen i periferien af Odense. Navnene kommer af de landsbyer, der indtil 60’erne lå der, hvor parcelhusene ligger nu. Enkelte vidnesbyrd om gamle dage ligger der stadig i form af bindingsværkshuse og kirken, Paarup Kirke, der er fra 1100-tallet. På vejen ved siden af kirken, Ved Kirken, ligger præstegården.

Her bor Jens Rønn Sørensen, der har været sognepræst i Paarup siden 1995. Han er 60 år gammel og trækker på æ’et i ’kærlighed’: ’Guds kææærlighed’. Han er en høj mand med gråt hår, briller og et tætklippet skæg.

Efter stennedkastet, der myrdede tyske Nelli, bad han i kirken en bøn for hende, for Andreas, for Alexander, for de pårørende – og for gerningsmanden. Han mener, at ondskab er en del af at være menneske, noget, der kan komme over os alle. Og derfor skal vi tilgive dem, der har handlet ondt.

”Gerningsmænd skal have den straf, loven siger, de skal have,” siger Jens Rønn Sørensen. ”Men det er vigtigt at holde fast i, at det er gerningen, der er ond, og ikke personen.”

Han citerer en memoreret passage fra Det Ny Testamente, hvor Paulus skriver, at ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. De gode gerninger kommer ikke nemt, det gør de onde.

Sognepræsten og de fleste andre mennesker i Tarup-området hæfter sig ved, at politiet ikke har beviser, der fortæller, at gerningsmanden kommer fra Tarup. Der er indicier, men ingen endegyldige beviser. For eksempel kan en snustagende murer have været så uheldig at efterlade dna rundtomkring, men alligevel være uskyldig.

”Selvfølgelig håber vi ikke, det er nogen herfra, der har gjort det,” siger han. 

”Men jo, det kunne det selvfølgelig godt være.”

 

KAST FRA BROERNE PÅ FYN 

31. januar 2016: En bil bliver ramt af en sten, der kastes ned fra en motorvejsbro. Ingen kommer til skade. Samme aften bliver endnu en sten kastet ned samme sted. Stenen rammer en familie. Moren får en hovedskade, faren og deres to børn slipper uskadt.

20. august 2016: En sten kastes ned på Ringvejen nordøst for Odense. Bilisten slipper uskadt.

21. august 2016: 33-årige Nelli fra Tyskland dør, da to store sten og to mindre sten kastes ned på motorvejen fra broen ved Langesøvej. Hendes mand Andreas invalideres, mens deres femårige søn Alexander slipper uskadt.

9. september 2017: En sten på 40 kilo kastes fra motor­vejsbroen på Spedsbjergvej ved Odense. Ingen bliver ramt, men politiet anser det som bevidst forsøg på manddrab. Her findes efterfølgende en snusdåse.

20. december 2017: To biler be­ska­di­ges, men ingen kommer til skade, da en sten kastes ned fra motorvejsbroen på Langesøvej ved Odense.

PÅ VEJEN Ved Kirken er der parkeringspladser af perlegrus, selvom alle husene har carport. Der er bøgehække omkring haverne, og over dem kan man se toppen af legehuse, gyngestativer og tegltage. Nogen har i perlegruset parkeret en plasticmotorcykel, børn kan sidde overskrævs på og sparke frem med benene. Den hvidkalkede kirke med det røde tag våger i baggrunden.

For 11 år siden havde en mor smidt sit spædbarn i Odense Å. Dengang bad Jens Rønn Sørensen for moren, et menneske, der var drevet ud et sted, ingen af os ønsker at komme.

”De kræfter, der driver et menneske i retning af onde handlinger, kan gribe enhver af os,” siger han.

I Bibelen står der, at mennesker bliver besat af dæmoner, der får dem til at begå ondskab. I dag, i det 21. århundrede, køber vi den ikke længere, men som billede giver det for Jens Rønn Sørensen stadig mening at tale om en besættelse.

”Den, der handler ondt, er ikke herre i eget hus. Og de kræfter kan gribe enhver af os. Hvis vi tager folk, der begår overgreb mod børn som et eksempel, noget af det ondeste, vi kan forestille os, så tror jeg ikke, det er noget, de vil. Det er noget, de ikke kan undslippe. En dæmoni. Det er ingen undskyldning, men det er en mulig vej til at forstå, at bag om det er der et menneske.”

Gerningen kan være forkert. Men det betyder ikke, at personen er forkert, mener Jens Rønn Sørensen.

”Selvfølgelig bliver man vred, når man hører om stenkastersagen. Men der ligger også et element af erkendelse i det: Det kunne have været mig. Enten mig, der blev ramt af stenen, eller mig, der kastede den.”

For et par år siden havde Jens Rønn Sørensen et hold til konfirmationsforberedelse, og han spurgte dem på et tidspunkt, om de nogensinde havde gjort noget, deres forældre ikke ville have. ”Det havde de fleste. Så spurgte jeg dem, hvad der er det værste ved at have gjort noget forkert. En sagde, at det var tiden op til, at man bliver opdaget, og det tror jeg, hun havde helt ret i. I den tid lever man i en løgn. Og så længe man lever der, findes muligheden for tilgivelse og forsoning ikke.”

Som mange andre tror Jens Rønn Sørensen, at en eller flere dækker over gerningsmanden. En forælder, en ven, en kollega, der for at beskytte en, de elsker, ikke går til politiet. Men det er misforstået.

”Man skal sige til vedkommende, at man elsker ham lige så meget, som man altid har gjort, og man skal opfordre ham til at gå til bekendelse. Og så skal man blive ved med at elske personen, selv når gerningen bliver fordømt. Det er kærlighed. Det andet, at dele løgnen, er kærlighedens modsætning.”

VICEPOLITIINSPEKTØR Richardt Jakobsen læner sig tilbage i sin stol, og kommunikationsmedarbejderen kigger på ham. Han tager en dyb indånding og fnyser ud gennem næsen, mens han ryster på hovedet. Spørgsmålet lyder, hvordan nogen kan finde på at kaste sten ned på motorvejen.

”Hvem ved … er det en person, der hører stemmer? Er det nogen, der har et horn i siden på Vejdirektoratet? En, der tænder på at se udrykningslys? En, der har mistet nogen i et trafikuheld og nu vil have hævn eller vil have bilister til at køre langsommere? Kun fantasien sætter grænser,” siger han.

To gange er en sten blevet kastet ind gennem en rude hjemme hos et lokalt byrådsmedlem, og hun såvel som mange andre troede, det måtte være politisk motiveret. Men da det hurtigt viste sig, at der blev kastet sten gennem ruderne hos mange og på motorvejen, røg det motiv. 

I nogle af stenkastersagerne kan gerningsmanden også have været en copycat, altså en, der har hørt om stenkastersagen og ladet sig inspirere til at gøre det samme. Håbet er naturligvis, at det er den samme gerningsmand i så mange sager som muligt, så det er nemmere at stoppe, end hvis der er mange copycats, selvom det virker usandsynligt, at den samme skulle stå for alle eller bare hovedparten af stenkastene.

Automatreaktionen hos de fleste, også hos Richardt Jakobsen, var i begyndelsen, at det nok var drengestreger, der var løbet løbsk. Det er dog ikke længere en mulighed i Tarup. Dels vejer en af stenene 40 kilo og er altså ikke bare en, man samler op og smider ned, dels ville drenge, der kedede sig, stoppe, så snart de ramte nogen, og det blev alvor.

”Og det bliver mere alvorligt, hver gang det sker. Så det er ikke bare nogle fulde unge mennesker. Vi ved så meget, at det er en mand. Det siger dna’et. Men vi ved ikke, hvilken alder eller etnicitet han har. Og vi ved ikke, om de er flere om det. Derfor er vi påpasselige med at gå ud med et for smalt signalement.”

Kommunikationsmedarbejderen bryder ind: ”Det er også klart, at vi ikke er interesserede i, at folk skal gå ud og begå selvtægt over for den, de tror, det er.”

Politiet har to opgaver, siger Jakobsen. De skal finde den skyldige, og de skal udelukke de uskyldige. Har nogen været til afhøring, må politiet klart og tydeligt melde ud, om det er ham eller ej. 

”Selvtægt har ikke været et problem i denne her sag endnu,” siger han. ”Det er klart, man er vred, men selvtægt er ulovligt. Man skal kontakte politiet, hvis man tror, man ved, hvem det er.”

Stenen, der natten til lørdag 9. september 2017 blev kastet ned på den fynske motorvej ved Spedsbjergvej.

LANGESØVEJ. Det er her, stenen blev kastet, den, der ramte og ødelagde en familie. Vejen går over motorvejen, der er et lavt rækværk, og siden drabet har Rigspolitiet sat et overvågningskamera op. Der er ingen til- eller frakørsel, så selvom alle bilister kigger op, har de ingen mulighed for at gribe ind, hvis de ser en person i færd med at kaste en sten. Vejen er lang og lige, så man kan se, hvis der skulle komme nogen kørende.

Langesøvej er en stikvej fra Middelfartvej, den tosporede landevej, der fører ind til Odense, og i nærheden er der kun marker og enkelte, forsømte huse. Der er en konstant susen fra motorvejen og bilerne, der én for én kører forbi nedenunder. De ligner legetøjsbiler. De ligner ikke mennesker. 

Og det er, ifølge Zimbardo, omstændigheder, hvor ondskab kan opstå: Gerningsmanden er skjult, ofrene er umenneskeliggjorte. De indsatte i Zimbardos fængsel havde ikke navne eller personlige kendetegn, vagterne var anonyme og bag mørke briller. 

For stenkasteren var det derfor ikke Nelli, Andreas og Alexander, han ramte. For ham var det sikkert blot en ubetydelig legetøjsbil.

Det er snart to år siden, Nelli blev dræbt, Andreas blev invalideret, og Alexanders familie blev ødelagt. Gerningsmanden er stadig på fri fod. Der er ikke blevet kastet en sten på motorvejen siden 20. december 2017, men alligevel sidder det i Tarup-sjælen. 

Og i alle, der kører under en motorvejsbro på Fyn.

 

TILFÆLDIG ONDSKAB

Klovnene: I efteråret 2016 modtog politiet over 20 anmeldelser fra borgere, der var blevet jagtet, truet eller skræmt af personer klædt ud som klovne. Blandt andet blev en 22-årig mand jaget ned ad Ahlgade i Holbæk af en klovn med en økse.

Hjulboltene: Ukendte gerningsmænd løsnede i 2017 hjulboltene på tilfældige menneskers biler, så hjulene faldt af bilerne, når de kørte. På et halvt år modtog politiet over 1.000 anmeldelser om løsnede hjulbolte på biler. Politiet opfordrede derfor gennem medierne til, at man tjekkede sine hjulbolte, inden man kørte, hvis man havde parkeret et sted, der var nemt at komme til.

Cyklerne: Sidste år var der en ’epidemi’ med cykelhjul, der var blevet løsnet, så de faldt af, når en cyklist kørte af sted. Sagen blev for alvor kendt på grund af et Facebook-opslag, hvor et offer beskrev, hvordan han havde brækket næsen, fået skrammer i ansigtet og fået en hjernerystelse, da hans hjul faldt af.

FOR AT KOMME FRA Tarup Centret og til biblioteket, er man nødt til at gå over McDonalds’ drive-in-kørebane. Biblioteket er ikke ret stort og fungerer også som en lokalafdeling af Rådhuset med pasfotobås bag en skranke med teksten ’Borgerservice Light’.

Det meste af biblioteket er helliget børn med et legerum, børnebøger, rutsjebane og klæd ud-tøj, hvorfor her sidder en del mødre og får sig et hvil, mens børnene leger med hinanden. Hylden med reserverede materialer er næsten fuld af krimier som ’Kaninjægeren’, ’Dødvægt’ og ’Dødsenglen’, og i weekenden, der kun er et par arbejdsdage væk, vil solen skinne, og haverne i Tarup vil summe af Jussi Adler-Olsen læst på liggestole på nyslåede plæner. 

Denne aften sender de ’Barnaby’ i fjerneren, tre forskellige variationer af ’Station 2’ og en krimi. I morgen sender de to krimier, lørdag sender de en krimi, en engelsk krimiserie og et program om Kundby-pigen, og endelig søndag sender de tre krimier og et program om børn, der har slået nogen ihjel. Vi er vilde med det. Der findes ikke noget mere spændende end et smugkig på vold, mord og ondskab på behagelig afstand.

Det ved tidligere drabschef Kurt Kragh alt om. Ud over at have arbejdet i det i dag nedlagte Rigspolitiets Rejsehold i 27 år har han også været konsulent på en række tv-programmer i krimigenren, blandt andet ’Rejseholdet’, skrevet to bøger om sit arbejde og holder i dag foredrag om mord og om, hvordan man som efterforsker sætter sig ind i en morders tanker.

Han arbejder med syv drabsmotiver, som han i sit arbejde igen og igen har set i en eller anden udformning: jalousi, hævn, fanatisme, begær, profit, spænding og udstødelse. 

”Jeg kunne godt forestille mig, at to motiver spiller ind i stenkastersagen. Det første er hævn, og det behøver ikke tage udgangspunkt i en relation mellem gerningsmand og offer, det kan sagtens være en projektion fra noget i gerningsmandens liv. En indebrændt vrede, der går ud over bilisterne,” siger Kragh.

Et projiceret hævnmotiv kunne også være en ung, vred mand, der lige er blevet fyret eller droppet af sin kæreste og nu slår en tilfældig forbipasserende ned på gaden eller kaster en stol gennem en butiksrude. Men det motiv er måske for affektbaseret til at kunne stå alene, når nu stenkastene virker så planlagte.

”Det andet motiv kunne være spænding. Her ser vi typisk psykopater, der nyder handlingen,” siger Kurt Kragh.

”Stenkasteren finder måske spænding i at droppe stenen og se, om den rammer, og muligvis også i, at politiet dukker op med blå blink og prøver at finde ham.”

Kurt Kragh er tidligere drabschef. Han vurderer, at motivet til at kaste med livsfarlige sten fra broer måske kan være hævn.

EN AF DE VÆRSTE serieforbrydere, Danmark har haft, var Erik Solbakke, der i 70’erne og 80’erne begik drab og satte ild til en række bygninger i København og Hillerød, hvilket kostede 38 mennesker livet. Han var evnesvag og tændte seksuelt på ild. Rejseholdet efterforskede sagen, og han blev anholdt i 1986 og idømt forvaring.

”Alle større danske byer har på et eller andet tidspunkt haft en, der, nogle gange over flere år, har sat ild til huse på grund af spændingen. Dem har vi i Rejseholdet haft mange sager med. Når nogen begår grove, personfarlige forbrydelser motiveret af spænding og gentager det, er det oftest en person med psykopatiske træk. Han er så at sige ligeglad med ofrene. Han har ingen medfølelse, så når han på et eller andet tidspunkt dræber nogen, er der ikke noget, der får ham til at tænke, at det er gået for vidt,” forklarer Kurt Kragh.

For nogle år siden var Odense plaget af en børnelokker, ’Manden i den røde bil’, som de også kalder ham på politistationen. Det, som besværliggjorde arbejdet, var især, at han var et enligt menneske uden nogen menneskelig kontakt og dermed ingen bekendtskabskreds, der kunne gå til politiet. 

”En ensom ulv er en svær gerningsmand at finde. Så kan du afhøre nok så mange mennesker og lave en geografisk profilering uden at komme ret langt,” siger Kurt Kragh.

’Manden i den røde bil’ blev fanget ved, at han kom til at sætte ild til sit hus, og politiet i huset ved en tilfældighed fandt de samme strips, som han havde brugt til sine overgreb.

Siden Rigspolitiet satte kameraer op på motorvejsbroerne ved Odense i starten af året, har der ikke været kastet sten på motorvejen, men Kurt Kragh tror ikke, at det har sat en endegyldig stopper for gerningsmanden:

”Kameraerne i sig selv vil bare få ham til at vælge nye gerningssteder. At han er stoppet, kan betyde, at han føler, politiet er lige i hælene på ham, og derfor tager en pause. Serieforbrydere har det med at ligge stille i en lang periode for så at dukke op igen. Du kan aldrig vide dig sikker, når det drejer sig om en serieforbryder.”

Hos Fyns Politi arbejder de ikke med en forbryder-profil, som Rejseholdet ville have gjort det, men man har fra starten haft en række motiver hængt op på en opslagstavle uden dog indtil videre at have fastslået et.

”Det besværliggør selvfølgelig arbejdet, at vi ikke har et motiv,” siger Richardt Jakobsen. ”Men det betyder ikke, at det er umuligt at fange ham. Overhovedet ikke. Vi er fuldstændig sikre på, at der sidder nogen derude, som ved, hvem det er, eller som har en begrundet mistanke.”

En eller flere personer dækker sandsynligvis over stenkasteren.

Alt, der skal til, er, at én, bare én, går til politiet.

I juni blev to nordtyske mænd på 18 og 19 år varetægtsfængslet og sigtet for at have stået bag en lang række stenkast fra motorvejsbroer omkring Flensborg – blandt andet det stenkast, der i maj kvæstede en 58-årig dansk kvinde. De to tyske mænd har tilstået. Næsten samtidig blev en bil 7. juni ramt af et stenkast på Helsingørmotorvejen. En 44-årig bilist slap uskadt fra hændelsen. Siden har der fortsat været en jævnlige anmeldelser af stenkast på danske motorveje, senest på Hillerødmotorvejen 3. januar i år. Gerningsmændene, der stod bag stenkastet mod den tyske familie, er fortsat på fri fod.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli/august 2018.

 

Mange har meninger om vestlige mænd med thailandske koner. Men hvordan ser sådan et forhold ud i den ypperste overklasse? 79-årige PENSAK HOWITZ var i mange år gift med den danske ambassadør i Thailand og fortæller her om et til tider problematisk ægteskab, om at blive set ned på i begge lande og om forskellen på prostitution og sexturisme i et moderne Thailand med succesrige ladyboys.
Tekst:Kristoffer FlakstadFoto:Privat

EN DAMPENDE VARM sommerdag i 1975 kørte Pensak Howitz gennem porten til den danske ambassade i Bangkok. Hun havde været der før som gæst og kendte de præsentable bygninger, søerne med de lilla lotusblomster og den frodige have fuld af sjældne orkideer. Men nu var hun ikke længere den danskuddannede cand.phil. i arkæologi, som skiftende ambassadører gennem årene havde indbudt til selskaber. 

Nu var hun ambassadørfrue, og et helt nyt liv med privatchauffør, tjenestefolk og hundredvis af selskaber, middage og receptioner med hende som værtinde ventede. Den spinkle 36-årige kvinde med det nye efternavn rystede ved tanken. Havde hun truffet den rigtige beslutning? Var det klogt at forlade Danmark og en fast stilling på Københavns Universitet, hvor hun havde studeret og arbejdet i 14 år? 

Et halvt år tidligere var der gået chokbølger gennem de diplomatiske kredse, da det kom frem, at den nyudnævnte ambassadør i Thailand, 52-årige Frantz Bonaventura Howitz, var blevet skilt fra sin danske kone og havde indledt en romance med en 17 år yngre thai-kvinde. Og der blev ikke bare hvisket forarget om den velrenommerede diplomats valg af partner. Den thailandske ambassadør i Danmark sendte ligefrem et brev til sin fætter, kong Bhumibol, hvori han opfordrede majestæten til at afvise ambassadør Howitz, fordi han var blevet kæreste med en thailandsk kvinde. Det var simpelthen for nedværdigende. 

Kongen svarede kortfattet og overraskende tilbage, at hvis dronning Margrethe mente, at hun havde sendt den rette mand til Bangkok, hvorfor skulle han som Thailands konge så ikke modtage hendes gesandt med åbne arme? 

Kongens svar blev Pensak Howitz’ redning. Ikke bare når der blev set ned på hendes ægteskab, og hun blev opfattet som en billig thai-pige, der havde giftet sig for at opnå social status og velstand, men også når folk troede, at hun var stuepige på ambassaden – eller ligefrem en prostitueret. 

Ægteparret Pensak og Franz Howitz.

TAXACHAUFFØREN har problemer med at finde adressen, men til sidst når vi ned ad den rigtige sidevej. Vi forlader den tunge trafik og det travle gadeliv med små madboder på hovedåren Nawamin. På begge sider af den smalle sidevej er gamle huse pakket ind i tropiske haver. Et af dem tilhører Pensak Howitz, og foran ejendommen er storbyens støj forsvundet, her er kun fuglekvidder og en hushjælp, der går og fejer blade sammen med en stiv kost. 

”Jeg beklager meget,” siger 79-årige Pensak Howitz, da hun kommer ud og viser gennem forhaven og hen til en overdækket veranda. 

”Mit hus har lige været oversvømmet igen, så det hele er lidt kaotisk. Før i tiden skete det måske en gang hvert 10. år, at der kom en mindre oversvømmelse i regntiden. Nu trænger der vand ind i huset flere gange i løbet af august og september hvert eneste år. Regntiden er blevet længere. Vi mærker også klimaforandringerne her i Bangkok.” 

I husets stuer står møbler, kunstgenstande og arkæologiske fund stablet på paller og kasser. Huset er fuld af antikviteter og bogreoler, og bag et sofaarrangement hænger et malet portræt af hendes afdøde mand Frantz Howitz. 

”Vi havde et godt ægteskab,” siger den aldrende thailandske arkæolog, der foruden dansk ambassadørfrue har været thailandsk senator, universitetslektor og leder af store udviklingsprojekter.

”Men det var ikke kun en dans på roser. Vi havde forskellig kulturbaggrund, og selvom jeg havde boet mange år i Danmark og kendte til jeres kultur, forfulgte det os gennem alle årene.” 

Vi sætter os ned i to kurvestole på verandaen. Ude i forhaven er det begyndt at smådryppe på trækroner og palmeblade. Luften er tyk og varm, og over os roterer en loftsvifte som i svundne kolonitider. 

”Det var alt fra små detaljer til de overordnede linjer, der gjorde det svært for os,” forklarer hun og fremhæver en simpel ting som bestik ved middagsbordet. 

”I Thailand spiser man med ske og gaffel, og det syntes jeg jo var naturligt, at vi også gjorde, men Frantz insisterede på at spise med kniv og gaffel. Faktisk lærte min mand aldrig at sætte pris på thailandsk mad. Det var jeg ret såret over. Jeg følte vel, det var at vende min kultur ryggen.”

79-årige Pensak Howitz færdes hjemmevant på både bonede gulve og i regnskoven.

PENSAK CHAGSUCHINDA blev i 1939 født ind i en velhavende familie i det nordøstlige Thailand. Hendes mor var adelig, og slægten havde kontrolleret hele egnen omkring byen Sakon Nakhon i generationer. Hendes far var dommer og ud af en veluddannet købmandsfamilie. Mens jævne folk på egnen sultede og måtte spise tudser, larver og biller for at overleve, havde hun selv en ganske sorgløs barndom – i hvert fald efter anden verdenskrig, hvor freden vendte tilbage til Thailand efter hårde år med japansk besættelse og intense kampe mellem modstandshæren og japanerne. 

Forældrene mente, at dommerbørnene skulle lære om livets alvorligheder, og hverdagen for den lille pige blev derfor tilbragt blandt fattige bønder, røgtere og daglejere. Og her, i det tørre, ubemidlede land tæt på grænsen til Laos, blev kimen lagt til en livslang kamp for fattiges rettigheder og en stor social forståelse. 

”Jeg har set det som en livsudfordring at kæmpe for de fattige thailænderes muligheder. Da jeg lavede udviklingsarbejde i 70’erne, handlede det først og fremmest om at mætte munde, for mange sultede stadig. Senere gik vi i gang med at bygge skoler. Uddannelse og oplysning er vejen frem. Fattige på landet drømmer helt basalt om de samme vilkår som de rigere mennesker i byerne. De vil have en god uddannelse, der kan give dem et godt liv.”

En god uddannelse fik Pensak Howitz selv – ikke i Thailand, men i Danmark. I 1961 blev den da 22-årige thailandske kvinde tilbudt et dansk stipendium for at lære om turismefaget og arbejdede det efterfølgende år som trainee på SAS-hotellet midt i København. Året efter begyndte hun studier i arkæologi på Københavns Universitet. 

”Jeg forelskede mig i Danmark. Jeg var vild med mentaliteten, friheden og årstiderne, der skiftede. Det var alt lige fra maden til lyset på en kort vinterdag – og en grundlæggende fascination af, at et så lille land kan fremelske en så solid økonomi og så mange dygtige forfattere, arkitekter og videnskabsmænd. Hvordan kunne det lade sig gøre? Danmark var et dragende mysterium for mig – og er det stadig.” 

“Han syntes, vi skulle være ligeglade med, hvad folk tænkte. Men det kunne jeg ikke. De troede jo, at jeg var hans luder.”

I LØBET AF efteråret 1974 stod hun ofte om morgenen i sin kvistlejlighed på Borups Allé i København og skævede til telefonen. Ville han ringe? Endnu en gang? Skulle hun tage den og snakke med ham eller lade telefonen kime færdig? Manden i den anden ende af røret var hendes nye kursist på thai-studierne på Københavns Universitet, hvor den 35-årige arkæolog arbejdede som ekstern lektor. Diplomaten var med sin noble påklædning, sit tilbageredte, gråsprængte hår og sin aristokratiske attitude ikke som den thailandske kvindes andre kursister på universitetet. Nu var han begyndt at ringe hjem til hende hver morgen, og hun var dybt splittet. Hun var godt klar over, at han var ude på noget, men han var jo gift og i øvrigt 17 år ældre. 

”Jeg havde det svært med Frantz’ sværmerier i begyndelsen. Jeg syntes ikke, han var så interessant endda, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at undgå ham. Det ville simpelthen være en katastrofe, hvis jeg blev gift med en hvid mand, en farang, som vi kalder det. Det gjorde man bare ikke.” 

Faktisk havde hun givet sine forældre det klare løfte, at hun ikke ville forelske sig i en dansk mand, da hun rejste til Danmark for at studere. 

”Dengang så man dybt og inderligt ned på kvinder, der giftede sig med udenlandske mænd. De blev stemplet som ludere.” 

Men da begge hendes forældre døde med kort tids mellemrum i 1974, var hun frigjort af sit løfte.

”Det var en svær tid for mig, og jeg savnede en at snakke med – en, der kunne være der for mig. Det ville Frantz, og lidt efter lidt opstod der sød musik.” 

I en lægeroman ville det sidste punktum måske blive sat her, men virkeligheden var en anden. På det tidspunkt sagde juraen, at Frantz Howitz ville overtage hele Pensak Howitz’ arvede formue fra de velhavende forældre – også efter en eventuel skilsmisse – hvis de to blev gift på thailandsk jord. 

”Efter et bryllup ville manden simpelthen eje kvinden og alt, hvad der tilhørte hende, for evig tid. Det kunne jeg ikke risikere.” Parret blev derfor viet uden for Thailand, på den danske ambassade i Tokyo. 

I de højere kredse i Bangkok blev man efterhånden klar over, at den danske ambassadør var gift med en lokal kvinde, og accepten fra kongeslottet forgrenede sig til ministerier og diplomatiet. 

”Men almindelige folk på gaden vidste jo ikke, hvem vi var, og jeg følte, at alle så ned på mig. Det var, som om jeg kunne høre, at de hviskede om os overalt, hvor vi gik.” 

Frantz Howitz yndede at spadsere sammen med sin kone ned til det lokale søndagsmarked med duftende mad, spraglede tekstiler og friske grøntsager, gerne hånd i hånd.

”Men jeg kunne ikke udstå det. Jeg nægtede at holde ham i hånden og gik helst 10 skridt bag ham og lod, som om jeg ikke kendte ham. Så meget skammede jeg mig. Han blev sur på mig. Han syntes, vi skulle være ligeglade med, hvad folk tænkte. Men det kunne jeg ikke. De troede jo, at jeg var hans luder.” 

 

FRA BONDELAND TIL BONEDE GULVE

Pensak Chagsuchinda Howitz er født i Thailand i 1939 og er opvokset i provinsbyen Sakon Nakhon og Bangkok. Flyttede til København i 1961. Uddannet arkæolog fra Københavns Universitet. Var med til at stifte thai-studierne samme sted og underviste her frem til 1975.

Dansk ambassadørfrue i henholdsvis Thailand, Saudi-Arabien og Japan fra 1975 til 1986. Stiftede i 1976 hjælpeorganisationen Raindrop Foundation, der blandt andet har bekæmpet fattigdom, oprettet skoler og udviklet landbrug rundt om i Thailand.

I 2000 blev hun valgt som senator i det thailandske parlaments overhus. Her sad hun frem til senatets opløsning efter den urolige Thaksin-periode i 2008.

PÅ VERANDAEN serverer en ung, kvindelig assistent kaffe og thailandske kager. Pensak Howitz slår over i thai et øjeblik og dirigerer med sine smykkebesatte hænder, hvor kopper og fade skal placeres. Hun er tydeligvis vant til at instruere folk omkring sig. 

”Sådan var det også med min mand i de første år i Thailand. Han var på udebane, og jeg måtte gang på gang korrekse ham, for eksempel når han hilste med det thailandske wai og sagde sawadee krap (goddag. red.) til selv små børn. Det gør man ikke. Nogle gange blev han irriteret, men i sidste ende kom det ham til gavn, at han havde mig som sin personlige lokale vejleder. Man endte med at sætte umådelig stor pris på Frantz her i Thailand, og han lærte at begå sig rigtig fint.” 

Alligevel kunne det slå gnister mellem parret, for eksempel hvis Pensak Howitz oplevede, at hendes mand ikke behandlede de thailandske ansatte ordentligt. 

”Jeg følte mig skyldig og splittet. Det var jo mit folk, min kultur, han skældte ud på.” 

Navnlig én episode har været svær at glemme for Pensak Howitz, nemlig en middag på den danske ambassade, hvor Frantz Howitz over for de øvrige gæster lod vide, at man ikke kunne stole på thaier. ”De stikker dig med en kniv, hvis du vender ryggen til,” sagde ambassadøren til sine gæster. Den udtalelse gjorde hende rasende. Der var måske noget om snakken i visse henseender, men i situationen var det, som om det var hende, han talte om, og hun var dybt såret i ugevis bagefter. Men på trods af kulturforskellene forblev parret sammen frem til Frantz Howitz’ død. 

”Vi valgte ikke hinanden af økonomiske eller andre praktiske grunde. Der var kærlighed mellem os og i sidste ende en respekt for hinanden.” 

Tre mænd, der på forskellig vis har fyldt meget i Pensak Howitz’ liv: Prins Henrik, ambassadør Frantz Howitz og Thailands kong Bhumibol.

DET SAMME kærlighedsbånd mener Pensak Howitz ikke findes hos flertallet af de titusindvis af vestlige-thailandske par, der siden er kommet til. 

”For de thailandske kvinder er det cool business. De kommer fra fattige kår og har måske allerede en thailandsk mand og børn, der skal forsørges – for ikke at tale om svagelige forældre, der skal plejes. Det koster, og her kan et ægteskab med en vestlig mand være en udvej.” 

Den 79-årige kvinde stopper op, bliver fjern i blikket og smager et øjeblik på den næste sætning. 

”Jeg har egentlig sympati for de her kvinder, der gifter sig med vestlige mænd,” siger hun. ”Jeg synes ikke, nej … man kan ikke stemple det som prostitution, selvom de gør det for pengenes skyld. De kvinder er desperate. Vi har ikke det samme gode velfærdssystem her som i Danmark. Mange af de unge kvinder, der vælger at gifte sig med en farang, befinder sig i en virkelig kritisk situation, men de sælger altså ikke deres krop til syv-otte forskellige mænd hver dag, som en luder gør. Det synes jeg er en vigtig pointe.” 

Pensak Howitz har til gengæld ikke meget tilovers for de firmaer, der tjener fedt på at være bindeled mellem vestlige mænd og thailandske kvinder. Hun fnyser. 

”Dem skammer jeg mig over. Det er glubske pengemaskiner uden skyggen af empati. Jeg kan også godt blive bekymret for nogle af de thailandske kvinder i Danmark. Det er ingen hemmelighed, at flere af dem er endt i voldelige ægteskaber. Men de har deres thailandske opdragelse med sig, og derfor går de stille med dørene. De skal ikke risikere noget,” siger Pensak Howitz, der i en periode forsøgte at rejse midler til et dansk krisecenter for thai-kvinder. 

”Men vi løb hele tiden panden mod en mur med det projekt. Det ærgrer jeg mig stadig over. Vi har en pligt til at hjælpe de kvinder, der strander i et kynisk ægteskab langt væk hjemmefra. De har måske nok selv valgt at blive gift med en dansk mand, men har de også valgt en voldelig partner? Selvfølgelig ikke.” 

PENSAK HOWITZ

Købte i 1975 et gammelt adelshus i Thailand og fik det flyttet til Moesgaard Museum, hvor det står i dag og er et samlingspunkt for især dansk-thailandske par. 

Besøgte sammen med dronning Margrethe og hofdame Anita van Hauen i 1984 det royale harem i Saudi-Arabien. Det var første gang, en udenlandsk dronning blev inviteret med derind. 

Har været udsat for attentatforsøg flere gange. Under et af dem, i 1976, blev hendes svoger skudt og dræbt. 

Foreslog som senator i 2002 den daværende premierminister Thaksin, at Thailand skulle have et kulturministerium ligesom Danmark. Thaksin lyttede og oprettede kort efter det nye ministerium. 

Har tætte bånd til den kongelige familie i Bhutan. I 2006 tog hun den daværende bhutanske dronning med på et danmarksbesøg, der omfattede middag på Fredensborg og en tur til Vesterhavet. 

Har fem hunde, der alle er opkaldt efter personer og ting, hun godt kan lide. Den yngste i flokken er puddelhunden Obama. 

VINTEREN VAR så småt på vej til Tokyo, da Frantz Howitz en eftermiddag i 1986 kort kiggede forbi ambassadørboligen, hvor parret havde boet i godt et år efter først seks år i Thailand og derefter fire år i Saudi-Arabien. Han havde travlt, han var ved at komme for sent til tennis med den hollandske ambassadør, og han bad derfor om lov til at låne nøglerne til sin kones lille, fikse sportsvogn. To timer senere ringede telefonen. Pensak Howitz’ mand var faldet om med en hjerneblødning under første sæt og var på vej til det nærmeste hospital. 

Tre uger senere åndede Danmarks 63-årige ambassadør i Japan ud. Tilbage ved sygesengen sad hans 47-årige enke og nægtede at give slip på sin mands slappe hånd. Til sidst måtte en sygeplejerske vikle de to hænder fra hinanden.

Efter begravelsen af Frantz Howitz i Danmark blev tankerne dystre. I mange måneder gik Pensak Howitz rundt i sit hus i Bangkok og følte ikke, hun havde noget tilbage at leve for. Hun havde mistet sin mand og sin identitet som dansk ambassadørfrue. Men mens selvmordstanker pressede sig på, kom der pludselig et langt, personligt brev fra Thailands dronning Sirikit. Hun bad Pensak Howitz om at give hjælpeorganisationen Raindrop Foundation, som hun og Frantz Howitz havde startet i tiden som ambassadørpar i Thailand, en ny chance. Det blev et mentalt vendepunkt, og de næste mange år viede Pensak Howitz sit liv til udviklingsarbejde i Thailand med hjælp fra Danida og private danske midler.

En ny mand kom der dog ikke ind i hendes liv.

”Hvis jeg havde valgt at bo permanent i Danmark efter min mands død, så måske, men nu blev Thailand min faste base, og jeg kunne aldrig drømme om at gifte mig med en thailandsk mand. De stiller krav til kvinder, som jeg aldrig har ønsket at stå model til. Da jeg var ung kvinde, blev vi alle opdraget til, at ægtemanden var vores gud. Det øjeblik, man blev gift, var man ikke længere et individ. Man var mandens ejendom. Det har jeg aldrig kunnet forlige mig med,” siger Pensak Howitz, der mener, at det gamle thailandske kønsrollemønster i dag lever videre i stor udstrækning. 

”De thailandske mænd har generelt ikke høje tanker om os kvinder. Nu er der sikkert nogle, der bliver vrede på mig, men det står jeg ved. I den thailandske kultur er manden en hankat, en strejfer, der kan tillade sig at gøre fuldstændig, hvad der passer ham – se elskerinder, smutte en tur på bordel. Selvom det officielt er ulovligt at gå til en prostitueret, er det accepteret i nærmest alle sociale lag. Min far var en typisk casanova, og han havde eskapader her, der og alle vegne. Jeg synes, han lod min mor i stikken, men hun tillod det, for hun vidste, at han altid kom hjem igen. Da hun døde, blev min far så knuget af sorg, at han selv døde få måneder efter.” 

Pensak Howitz har modtaget flere af de fineste ordner, man kan få i Thailand. Her er hun fotograferet i sit danske hjem i Hellerup på vej til aftenselskab på Thailands ambassade.

ET PAR TIMER syd for Bangkok gennemvæder lilla og lyserøde neonskilte den varme tropenat i Pattaya. Fuglekvidderen fra Bangkoks stille sideveje er afløst af tunge technobeats, der dundrer ud fra barer og natklubber, hvor nedringede og lårkorte servitricer bringer fadøl og paraplydrinks rundt til det mandlige publikum. 

Den tidligere ambassadørfrue er taget med denne skribent herned, og hun ryster på hovedet ad den tætpakkede gågade Walking Street, hvor letpåklædte massagepiger, ladyboys og gogopiger står udstillet i glasbure hævet over menneskemængden for at lokke mænd indenfor til det næste stripshow. 

”Det her er ikke thailandsk kultur. Det er noget, der opstod under anden verdenskrig med de japanske soldater. Senere kom amerikanske soldater hertil under Vietnamkrigen, og til sidst charterturisterne. Udlændinge har i årtier udnyttet vores liberale forhold til prostitution og gjort det til en vulgær pengemaskine med pædofili og perverse shows. Det her sexcirkus skulle vi have kvalt for mange år siden,” lyder det kontant. 

Men er den thailandske sexturisme ikke affødt af den i forvejen udbredte bordeltradition blandt thailandske mænd?

”Der er ingen tvivl om, at vi har en meget lang og integreret prostitutionskultur i Thailand. Mænd i det her land har siden tidernes morgen haft en stor trang til sex, og det har alle dage været stiltiende accepteret, at man både fik stillet det behov ude og hjemme. Thailandske mænd kan ikke nøjes med én kvinde. Min fars familie drev bordeller tæt på grænsen til Laos som en del af forretningsimperiet, og det var der ikke noget odiøst i. Men det foregik i diskretion. Det var en accepteret måde for ubemidlede kvinder at tjene penge på. Det var først, da japanerne kom under krigen, at det ekspressive, vulgære sexmarked, som vi befinder os i her, opstod.” 

Ifølge Pensak Howitz har skiftende thailandske regeringer set gennem fingre med udviklingen i håbet om at booste turismen. 

”Intentionen om at gøre Thailand til en førende feriedestination er god – men op mod årtusindskiftet blev det mere og mere et spørgsmål om at jagte hurtige penge, og derfor har sexturismen desværre fået lov at blomstre. Men vores nuværende, ikke-folkevalgte regering har sat hårdt mod hårdt i et forsøg på at komme sexturismen til livs, og der er indført en række ny love på området.” 

En af dem betyder blandt andet, at hoteller i feriebyerne ikke uden videre må lade enlige thailandske kvinder komme ind. 

”Det oplevede jeg selv for nylig. Jeg ville ind og spise en god middag på et hotel, hvis restaurant jeg havde fået anbefalet. Nu er jeg ikke just nogen vårhare og ligner ikke en typisk callgirl, men alligevel blev jeg i første omgang afvist, så lovgivningen virker – i hvert fald et stykke ad vejen, ” siger Pensak Howitz, der hylder de nye tiltag imod sexturismen, men ikke er tilhænger af at forbyde prostitution. 

”Det ville ikke gavne. Jeg mener grundlæggende, at hvis en kvinde ønsker at tjene penge på at sælge sin krop, skal det stå hende frit for.” 

I 1986 kickstartede Pensak Howitz på kongehusets opfordring sin udviklingsorganisation Raindrop Foundation. Her ses hun i ærbødig audiens hos kong Bhumibol, dronning Sirikit og kronprinsesse Sirindhorn.

UNDER BESØGET i Pattaya har vi base i Jomtien – en forstad nogle kilometer længere sydpå, hvor der er skruet ned for den potente bling-bling-stemning, ikke mindst i Soi Danmark – danskergaden, hvor bodegaer og spisesteder i årevis har været drevet og besøgt af danskere. 

Der er frikadeller og flæskesteg med rødkål og brun sovs på menukortene, skummende Carlsberg i glassene, og rød-hvide dannebrogsflag pynter flere facader. 

Men også i Jomtien er der stribevis af massagebarer for både heteroseksuelle og homoseksuelle mænd, og i nogle af sidegaderne flyver det med ’Hellooo, sexy man’-tilråb og tilbud om enten happy massage eller sex fra de ventende massører, der sidder på små plastikstole og holder godt øje med især enlige mænd. 

”Har du lagt mærke til, hvor mange hvide mænd med store, oppustede maver der er her?” spørger hun, mens vi går ned ad Jomtiens strandvej med barer, butikker og spisesteder på den ene side og stranden med rækker af kokospalmer på den anden. 

”Og har du lagt mærke til, hvor mange af dem der kommer gående med en lille, slank thailandsk kvinde ved deres side? De kvinder er opdraget i en gammeldags kultur, hvor mandens frihed bliver tilgodeset på kvindens bekostning. Danske kvinder er selvstændige og stærke individer, der ikke så let lader sig føje. Det er anderledes her, og det er der nogle typer mænd, der falder for.” 

I dag har kvinder og mænd på papiret samme rettigheder i Thailand, og kvinder har muligheder, de ikke havde for en generation eller to siden. Men Thailand er ikke i mål. 

”Vi har ligestilling, ja. Men den gamle kultur lever videre, og den er ikke let at ændre på. Machokulturen er med til at spænde ben for udviklingen af Thailand.” 

Pensak Howitz oplever dog spæde tegn på, at en ny æra er ved at tage form. ”I gadebilledet ser man flere og flere kvinder, der kører på deres egen motorcykel. Vi har også fået kvindelige taxachauffører i Bangkok. Det var utænkeligt, da jeg var yngre.” 

Den tidligere ambassadørfrue peger også på de ligestillingstiltag, som skiftende regeringer har gennemført, senest med den officielle aner­kendelse af transseksuelle som et køn på lige fod med mand og kvinde. 

”Vi har tre køn i Thailand nu, og det er jeg stolt over. Vi har ikke en religion, der fordømmer homoseksuelle og transkønnede. Der står intet i nogen buddhistiske tekster om, at det er forkert eller amoralsk at have sex med en person af samme køn. Derfor har det været accepteret i vores kultur længe, modsat i Vesten og ikke mindst i Mellemøsten.” 

Tidligere så man ned på decideret trans­kønnede og de såkaldte ladyboys, som er mænd, der bevarer deres genitalier, men ofte får indopereret kunstige kvindebryster og går klædt som kvinder.

”Forældrene skammede sig, hvis deres børn viste tegn på at være transseksuelle. Jeg har selv bekendte, der har skiftet køn i en sen alder. De er blevet langt lykkeligere mennesker af det, og det skal vi da hylde, ikke fordømme.”

Pensak Howitz glæder sig over, at lady­boys og transkønnede i dag er blandt Thailands bedst betalte filmstjerner. Det har været med til at blåstemple hele LGBT-universet yderligere. 

”De ligner kvinder og føler sig som kvinder, men tænker nok som mænd. I hvert fald forstår de at udnytte et potentiale,” smiler Pensak Howitz og understreger dermed den livslektie, hun engang blev citeret for på forsiden af Bangkok Post: 

’Make Yourself Useful.’

Odense Robotics er det fynske svar på Silicon Valley og et af verdens førende områder inden for robotteknologi. For nylig er Facebook kommet til byen, hvor man næsten ikke kan få automat-armene ned. Ud & Se tog til et industrikvarter i det sydlige Odense, hvor vejnavnene ikke er opkaldt efter digtere.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Enok Holsegaard

GULE PLADER, så langt asfalten rækker. Den ene hvide varevogn efter den anden driver ned ad Energivej, svinger op ad Teknikvej, videre til Fabriksvej og ind og ud mellem de mørkegrå lagerbygninger adskilt af store, halvtomme parkeringspladser. Kun firmalogoer og flag gør, at man kan skelne varevognene fra hinanden i det store industrikvarter syd for Odense, hvor byen bliver til Volderslev og siden til Nørre Lyndelse.

Foran indgangspartiet på Energivej nummer 25 troner 15 hvide blokbogstaver frem som et Hollywood-skilt i miniatureudgave. Tilsammen danner de ordene Universal Robots. Her ligger bag glasdøre en af Danmarks mest succesfulde robotvirksomheder, der producerer industrielle robot­arme, som kan samarbejde med mennesker. Universal Robots er verdens førende selskab på sit område og den største af de mere end 120 fynske virksomheder, der beskæftiger sig med robotter i næsten alle afskygninger. 

Rundt om hjørnet ligger en virksomhed, der arbejder med industriautomatisering. På den anden side af den fynske motorvej, der summer svagt i baggrunden, har en virksomhed udviklet en robot, der kan lære børn helt ned til tre år at programmere. Og et par kilometer østpå er Facebook i gang med at opføre et 56.500 kvadratmeter stort datacenter, det første af sin slags i Danmark, i Odenses helt egen ’Robotic Valley’, som begejstrede kommunale embedsmænd ynder at kalde området, der udefra set ligner endnu et dødssygt industrikvarter i udkanten af en større dansk provinsby. 

Men bag de anonyme betonmure udvikler danske virksomheder noget af verdens mest avancerede robotteknologi. Og i Odense har man for længst opdaget, at H.C. Andersen har fået konkurrence af et nyt, højteknologisk erhvervseventyr. 

I LØBET AF de seneste fem år er den danske roboteksport mere end femdoblet. Sidste år eksporterede danske virksomheder industrirobotter for mere end en milliard kroner, og allerede i 2020 regner man med endnu en femdobling. Den vækst er i høj grad drevet frem af den odenseanske robotsucces, og Odense Kommune synes at befinde sig i en regulær robotekstase: 

Sidste år blev der afsat 11 millioner kroner til at undervise odenseanske skolebørn i robotteknologi allerede fra 1. klasse, og i december blev finalerne i en af verdens største e-sportsturneringer afholdt i Odense Congress Center for at promovere Odense som robotby. 

I den kommunale forvaltning har man desuden, som en af de første danske kommuner, implementeret robotteknologi i form af sagsbehandlerrobotten Tyra, der indtil videre har sparet kommunens kontanthjælpsafdeling for 700 timers papirarbejde. Og da Facebook i september 2017 offentliggjorde Odense som hjemsted for IT-gigantens nye skandinaviske datacenter, blev det fejret med opadvendte ’like’-tommelfingre og brunsviger på rådhuset. 

”Hvis vi sender Jamie Oliver ind i køkkenet
for at lave omelet iført et par skåneærmer med sensorer,
kan vores robotter kopiere hans bevægelser 1:1
og lave omelet præcis som ham.”

Per Kloster Poulsen, salgsdirektør, Universal Robots

”Det er lidt ligesom juleaften,” sagde byens socialdemokratiske borgmester Peter Rahbæk Juel til TV 2 Fyn efter pressemødet. For selv om Facebooks datacenter ikke som sådan har noget at gøre med Odenses robotindustri, er det ubetalelig PR for byen, der uden (og inden) for landets grænser fortsat mest er kendt for at være H.C. Andersens fødeby. Det vurderes, at Odense i dag er blandt verdens 10 førende erhvervsområder inden for robotteknologi, og de fynske ambitioner stopper ikke her.

”Robotklyngen i Odense skal være verdens førende inden for det, vi kalder den næste industrielle revolution, hvor robotterne arbejder side om side med menneskelige kolleger,” siger Mikkel Christoffersen, der er forretningschef i Odense Robotics, en paraplyorganisation etableret i samarbejde mellem Odense Kommune og de lokale robotvirksomheder. 

Universal Robots’ robotarme sælges i mere end 50 lande. De enkelte dele produceres af underleverandører, men alle robotter bliver samlet i Odense.

BAG GLASDØRENE på Energivej tager Per Kloster Poulsen, salgsdirektør for Universal Robots i Nordeuropa, imod i receptionen. Han er klædt i lyseblå skjorte uden slips og et permanent væg til væg-smil. Når han taler, foregår det på drævende jysk og i et tonefald, man kun finder hos folk, som lever af at sælge.

”Vores ambition var at lave ’The Volkswagen of Robotics’, en robot, som alle kan betjene,” siger han, mens han viser ind i det tilstødende lokale, hvor syv robotarme i plastic og aluminium står på syv sorte borde. Foran dem er placeret små transportbånd, og på væggen hænger en stor fladskærm. Her på UR Academy underviser instruktører fra Universal Robots medarbejdere fra virksomhedens kunder og partnere i at betjene robotarmene, der findes i tre forskellige størrelser efter løfteevne: tre, fem og 10 kilo. Den billigste koster 150.000 kroner, og den dyreste ligger på 250.000.

Per Kloster Poulsen giver en demonstration og rækker ud efter en tablet på bordet foran sig. Robotarmene betjenes ved hjælp af en touchskærm, og med ganske få tryk får han programmeret robotten til at bevæge sig fra den ene ende af transportbåndet, gribe et objekt, løfte det op og sætte det af i den anden ende.

Ifølge Per Kloster Poulsen kan alle, der er ”nogenlunde almindeligt begavede”, som han siger, lære at udføre samme kommando på 2-3 minutter. Universal Robots hævder at kunne gøre eksempelvis  en lastbilchauffør til robotoperatør med bare 87 minutters onlineundervisning. 

”Man taler meget om, hvad der skal ske, når robotterne kommer. Vi siger: ’Ro på.’ Vi kan opkvalificere rigtig mange mennesker på rigtig kort tid,” siger Per Kloster Poulsen.

’Robotsælgeren’ Per Kloster Poulsen, Universal Robots.

RUNDT OM HJØRNET fra instruktionslokalet ligger Universal Robots’ produktionshal, hvor robotarmene bliver samlet. For at komme ind i hallen skal man underskrive en såkaldt non-disclosure agreement, en bindende kontrakt, hvor man lover ikke at videregive oplysninger om potentielle forretningshemmeligheder. Tidligere var Universal Robots’ produktion åben for presse, partnere og andre gæster, men på grund af en episode med industrispionage har virksomheden højnet sikkerheden. 

Inde i fabrikshallen løber store ventila­tionsrør i aluminium langs loftet og fylder lokalet med en konstant summen, der blander sig med den metalliske lyd fra de parallelle rækker af arbejdsstationer, hvor sortklædte medarbejdere sidder og samler de enkelte dele til robotarmene. 

Hvert led i produktionen har sin egen funktion, næsten som et menneskeligt samlebånd. Ved bordene står færdigbyggede robotter, som medarbejderne anvender i deres arbejde. Robotarmene er dermed med til at bygge sig selv.

For enden af arbejdsstationerne kører to dusin robotarme rundt i cirkler i en slags synkroniseret dans. Armene kan bevæge sig 360 grader og ramme 60.000 forskellige punkter. Når en robotarm er færdig, testes alle led i 12 timer, inden den pakkes og sendes til kunden. 

 

AUTOMATISK TANKEGANG

Odense Robotics er en paraplyorganisation for mere end 120 fynske robotvirksomheder, der hører under Udvikling Fyn, et offentligt partnerskab ejet af Odense og fem andre fynske kommuner. Virksomhederne beskæftiger sig med mange former for robotteknologi, men de to største områder er automatisering af fødevareproduktion og såkaldte kollaborative robotter, der kan samarbejde med mennesker. Organisationen arbejder sammen med både lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner, blandt andet Syddansk Universitet. Målet er at gøre Odense og Fyn til verdens førende område inden for robotteknologi. I den såkaldte startup hub støtter Odense Robotics nye robotprojekter med potentiale til at blive det næste Universal Robots – flagskibet, der i 2015 blev solgt for 1,9 milliarder kroner til den amerikanske virksomhed Teradyne.

Robotarmene fra Universal Robots anvendes til en lang række formål, men et af de største områder er metalbearbejdning. For nylig har en af de største banker i Rusland bestilt et stort parti, der skal bruges til at sortere og stable kontanter fra hæveautomater. I det sydlige Irland anvender en brætspilsproducent robotarmene til at pakke brætspil, og i England er virksomheden Moley Robotics i gang med at udvikle robotkøkkener med hjælp fra Universal Robots.

”Hvis vi sender Jamie Oliver ind i køkkenet for at lave omelet iført et par skåneærmer med sensorer, kan vores robotter kopiere hans bevægelser 1:1 og lave omelet præcis som ham. Du vil kunne bestille en ægte Jamie Oliver-omelet hjemme i dit eget køkken,” forklarer Per Kloster Poulsen. Han har svært ved at skjule sin begejstring.

I 2017 forlod cirka 10.000 robotarme fabrikken i Odense. I år regner Universal Robots med at runde 25.000 solgte enheder på verdensplan, og den milepæl skal markeres, afslører Per Kloster Poulsen, mens smilet bliver endnu bredere.

”Når det sker, laver vi 10 guldbelagte robotter og sender ud til de heldige kunder,” siger han.

EN MOTORVEJSAFKØRSEL fra Energivej ligger Danish Aerospace Company i en rød murstensbygning mellem den lokale filial af Dansk Dæk Service og en virksomhed, der udlejer materiel til byggeri. Foran bygningen står tre flagstænger med halvflossede flag, der engang har været hvide, men som nu nærmere er askegrå. Danish Aerospace Company udvikler motionsudstyr og medicinske instrumenter, der anvendes under rummissioner, og på gavlen hænger virksomhedens logo ved siden af to andre virksomheders, som de deler bygningen med. I vinduespartiet står et banner med teksten ”Space development for the benefit of mankind”, alle gardiner er trukket for, og flere af vinduerne er beklædt med metalgitre. En midaldrende kvinde i hvidt står på parkeringspladsen og ryger en cigaret. Ellers er der ingen tegn på liv.

Når man træder ind ad døren, mødes man af et skriggrønt sofaparti og et stort billede af den danske astronaut Andreas Mogensen, der svæver smilende rundt på Den Internationale Rumstation med et dannebrogsflag i baggrunden. På sofabordet står en halv meter høj model af den amerikanske Discovery-rumfærge, som Danish Aerospace Company har leveret udstyr til. Med sine 39 opsendelser er den det fartøj, der har været på flest rumrejser nogensinde.

”Tilbringer en astronaut 14 dage i vægtløs tilstand uden at dyrke motion, halveres hans muskelmasse. Det svarer til at ligge stille i en længere periode med for eksempel et brækket ben,” forklarer Thomas Andersen, direktør i Danish Aerospace Company. Derfor har virksomheden blandt andet udviklet en kondicykel, som både NASA, det europæiske rumagentur ESA og russerne benytter sig af. Danish Aerospace Company er desuden løbende med til at lave fysiologiske tests af astronauter på Den Internationale Rumstation. Senere på ugen skal de udføre et luftvejseksperiment i samarbejde med en gruppe forskere, fortæller Thomas Andersen.

”Én astronauttime koster omkring 750.000 kroner, og forsøgene tager typisk 20 timer. Så det er nogle halvdyre forsøg, vi laver,” siger han og griner.

Kondi-rum. Thomas Andersen, direktør i Danish Aerospace  Company.

SVENSKNØGLER, CD-ROMMER, ledninger og printplader flyder på bordene i laboratoriet hos Danish Aerospace Company. På væggene hænger indrammede udmærkelser fra ESA og NASA, og i midten af lokalet står en udgave af virksomhedens motionscykel, en romaskine og en række måleinstrumenter. Noget af udstyret har været en tur i rummet og er kommet tilbage. Her roder lidt, forklarer Johnny Lund Billing – en midaldrende mand i rød og sort T-shirt, der arbejder med produkt- og kvalitetskontrol – fordi virksomhedens 21 ansatte arbejder på højtryk på at udvikle næste generation af motionsudstyr til rumstationen. Danish Aerospace Company designer, producerer, tester og vedligeholder selv deres produkter i værkstedet ved siden af under ekstremt kliniske forhold, da selv de mindste forstyrrelser kan skabe problemer i rummet.

Mødelokalerne i bygningen er opkaldt efter rumfærger – Endeavour, Discovery og Atlantis.

”Lidt nørdede har vi vel lov at være,” siger Johnny Lund Billing og viser ind i et kontrolrum med seks skriveborde og stole. På væggen svæver en grønklædt, kabelrodende astronaut og man kan høre skrattende kommunikation over højttalerne. Billedet på skærmen er et direkte live-feed fra Den Internationale Rumstation. Fra kontrolrummet i Odense kommunikerer Danish Aerospace Company direkte med både rumstationen, Houston og ESA’s kontrolcenter i Darmstadt i Tyskland, når de udfører forsøg med astronauterne. 

”Det er jo begrænset, hvor mange kondicykler vi kan sælge til NASA og ESA, så vi forsøger at udvide med nye forretningsområder,” fortæller Thomas Andersen og fortsætter: ”Nogle gange bliver jeg ringet op af firmaer, der vil reklamere for os, og jeg svarer som regel: ’Okay, hvor mange kontakter har du i NASA?’ Det er jo ikke hr. og fru Jensen, vi sælger udstyr til. Men lige nu er der en masse amerikanere, blandt andet Elon Musk og SpaceX, der gerne vil sende turister ud i rummet inden for en overskuelig årrække. Det åbner nye muligheder for os.”

Fra kontrolrummet på Hvidkærvej har Danish Aerospace Company direkte kontakt til Den Internationale Rumstation.

ROBOTVIRKSOMHEDERNE i Odense beskæftiger cirka 3.200 mennesker. Om to år forventes det tal at være steget til 4.500. I Universal Robots var der for eksempel 190 ansatte 1. januar. Blot et halvt år senere er tallet oppe på 520, og virksomheden forventer at ansætte yderligere 270 medarbejdere, inden året er omme.

Væksten i den odenseanske Robotic Valley er så eksplosiv, at det er blevet en udfordring for virksomhederne at skaffe tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft. Odense Robotics arbejder tæt sammen med Syddansk Universitet og en række andre fynske uddannelsesinstitutioner, som tilbyder mere end 40 uddannelser, der udvikler potentielle kandidater for robotvirksomhederne. Adgangen til højt kvalificeret arbejdskraft var også en af de afgørende grunde til, at Facebook valgte Odense som destination for deres nye datacenter, men lige nu kan udbuddet ikke følge med efterspørgslen, og det er et problem, erkender forretningschef i Odense Robotics Mikkel Christoffersen.

Odenses robot­eventyr har først for alvor taget fart de senere år, men de første robotvirksomheder kom til byen allerede i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. I starten af 90’erne begyndte A.P. Møller – Mærsk og Lindøværftet at samarbejde med forskere fra det daværende Odense Universitet om at udvikle styringsinstrumenter til robotter, der skulle kunne svejse og male store skibssektioner automatisk. Samtidig blev der foretaget store investeringer i forskning og uddannelse af arbejdskraft, der kunne arbejde med robotteknologi. I 1997 blev Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet grundlagt ved universitetet. Omkring skibsværftet opstod der nye virksomheder, der kunne udnytte den ekspertise, som var blevet skabt i området med Mærsks investeringer. Da rederiet lige inden årtusindskiftet lukkede Lindøværftets robotafdeling, fik de daværende medarbejdere lov til at tage teknologien med sig og selv starte virksomheder. De er i dag en del af den voksende robotklynge i Odense.

 

FYNMEKANIK

Odenses robot­eventyr har først for alvor taget fart de senere år, men de første robotvirksomheder kom til byen allerede i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. I starten af 90’erne begyndte A.P. Møller – Mærsk og Lindøværftet at samarbejde med forskere fra det daværende Odense Universitet om at udvikle styringsinstrumenter til robotter, der skulle kunne svejse og male store skibssektioner automatisk. Samtidig blev der foretaget store investeringer i forskning og uddannelse af arbejdskraft, der kunne arbejde med robotteknologi. I 1997 blev Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet grundlagt ved universitetet. Omkring skibsværftet opstod der nye virksomheder, der kunne udnytte den ekspertise, som var blevet skabt i området med Mærsks investeringer. Da rederiet lige inden årtusindskiftet lukkede Lindøværftets robotafdeling, fik de daværende medarbejdere lov til at tage teknologien med sig og selv starte virksomheder. De er i dag en del af den voksende robotklynge i Odense.

”Mangel på talent er klart den største barriere for, at robotvirksomhederne kan fortsætte med at vokse i det tempo, som de har gjort hidtil,” siger han. ”Vi arbejder tæt sammen med uddannelsesinstitutioner om at øge optaget af studerende, og vi har et mål om at opkvalificere 200 teknikere fra andre brancher i løbet af de næste tre år. Derudover arbejder vi også hårdt med at markedsføre robotklyngen både herhjemme og internationalt. Det var også et af formålene med at afholde den store e-sportsturnering sidste år. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at Odense er et af de mest spændende steder at være lige nu, hvis man beskæftiger sig med robotteknologi.”

Problemet med at skaffe arbejdskraft kender man også hos Danish Aerospace Company, selv om det ifølge Thomas Andersen hjælper lidt, at han kan skrive ’rumfart’ i overskriften til sine jobopslag. For 3-4 år siden havde virksomheden typisk 30-50 ansøgere til en stilling, i dag får virksomheden højst 6-7 ansøgninger, når han søger nye ingeniører. Modsat mange af de øvrige robotvirksomheder har han dog ikke ubesatte stillinger i øjeblikket, men fortsætter væksten, får han brug for at ansætte nye medarbejdere igen inden længe.

”Hvis man vil tjene mange penge, skal man blive ingeniør i robotindustrien. Jeg tror næsten, at man kan vælge og vrage mellem attraktive job,” siger han.

En batteridrevet motor på Tendos robothandske understøtter håndens naturlige bevægelser.

ODENSE ROBOTICS’ kontorer ligger i Forskerparken, ikke langt fra Syddansk Universitet. I de gule murstensbygninger sidder organisationens medarbejdere, og det er også her, at deres startup hub for nye robotvirksomheder er placeret. Der er plads til fem virksomheder ad gangen. Lige nu er her kun fire, men i morgen skal der vælges en kandidat til den sidste plads. Fire virksomheder skal pitche deres idé for Odense Robotics’ bestyrelse, og vinderen får økonomisk støtte, forretningsmæssig og teknisk bistand samt mulighed for at trække på Odense Robotics’ netværk inden for robot­industrien.

I et lokale, der minder lidt om en gymnastiksal, sidder medarbejderne i de små startup-virksomheder op og ned ad hinanden og arbejder koncentreret ved hæve-sænke-borde. Ingen af virksomhederne har mere end en lille håndfuld ansatte. I det ene hjørne roder tre mænd med en drone, og i midten sidder svenske Sofie Woge fra virksomheden Tendo og kigger på sin computerskærm. På hendes skrivebord står en træhånd med en hvid handske af stof og plastic med et batterimodul om håndleddet, og ved siden af ligger illustrationer af diverse prototyper i en bunke. Tendo arbejder på at udvikle en handske til gigtpatienter og andre, der delvist har mistet gribefunktionen, for eksempel efter en blodprop i hjernen eller på grund af rygmarvsskader. 

”Vores handske er udstyret med en lille motor og sensorer, der hjælper personer med nedsat gribefunktion med igen at kunne løfte en kop kaffe eller spise uden hjælp,” forklarer hun, mens hun tager handsken på for at demonstrere, hvordan den virker. 

Sofie Woge stiftede Tendo i Lund i 2016, men rykkede til Odense, da virksomheden vandt en plads hos Odense Robotics sidste år. Sofie Woge fortæller, at handsken i løbet af foråret er blevet testet på en række gigtpatienter med positive resultater, og hun håber at kunne sende en pilotudgave af handsken på markedet inden for et år. Men først skal Tendo have udviklet en færdig tekstilhandske, som brugerne vil være i stand til at iføre sig uden hjælp, selv om de har svage hænder. 

”På længere sigt vil vi gerne bruge teknologien til at udvikle robothjælpemidler til andre kropsdele, enten som en udvidelse af handsken eller som et separat værktøj,” siger Sofie Woge. 

Virksomhedens kontrakt med Odense Robotics løber til slutningen af august, og når den udløber, regner Tendo med at blive i Odense, men kigger også på lokaler i andre byer. 

”Odense Robotics har været en ekstremt stor hjælp. Der er ikke ret mange steder, hvor man finder den samme ekspertise inden for robotteknologi, som ikke kun er fokuseret på forskning, men også på, hvordan man rent faktisk bringer et produkt på markedet,” siger Sofie Woge, mens en gruppe asiatiske forretningsmænd i grå jakkesæt kommer ud af det tilstødende mødelokale.

Hånd i handske. Sofie Woge, stifter af Tendo.

TILBAGE PÅ ENERGIVEJ fortsætter den linde strøm af gule nummerplader med at glide forbi skiltet på parkeringspladsen foran Universal Robots’ hovedkvarter. 

En enkelt privatbil drejer ind på den modsatte side af gaden til en virksomhed, hvor man kan brygge sin egen øl. Et stykke længere nede ad vejen gør karavanen af hvide varevogne holdt ved et byggemarked, der lokker kunder med gratis kaffe og croissanter. 

Hvis man forventer guldgraverstemning og robotter på gaden i den odenseanske Robotic Valley, bliver man slemt skuffet. 

De grå betonmure ligger dovent hen i solen. Men indenfor er endnu en sending industrielle robotarme i gang med at blive pakket i brune papkasser og stablet på rad og række, klar til at blive afhentet i store lastvogne og fragtet rundt til kunder i hele verden.

5 PÅ STRIBE

QuadSAT
På åbent hav er satellitkommunikation ekstremt vigtig både for navigation og i nødstilfælde, og derfor bliver satellitsystemet på store skibe kalibreret mindst én gang om året. Hidtil har skibene skullet sejle ud for at teste aktiviteten på parabolen, men den norske satellitingeniør Joakim Espeland har udviklet en drone, som kan klare opgaven. Når firmaets drone går i luften, bilder den skibets satellitsystem ind, at det er ude og sejle. Dermed kan kalibreringen, der er langt mere præcis, klares inde fra havnen, mens skibet lastes.

Mobile Industrial Robots
Mobile Industrial Robots producerer mobile logistikrobotter til automatisering af intern transport i en lang række virksomheder. Foruden industri anvendes robotterne i hospitals- og sundhedsvæsenet, blandt andet på Sygehus Sønderjylland, hvor man har automatiseret transporten af medicin, post, mad og sengetøj. Den største af robotterne kan trække vogne med en last på op til 500 kilo og kan betjenes via en smartphone eller en tablet. I april 2018 blev Mobile Industrial Robots opkøbt af Teradyne (der også købte Universal Robots) for 1,6 milliarder kroner.

OnRobot
Robotarmene fra Universal Robots har affødt en hel række af virksomheder, der producerer udskiftelige hoveder til armene. En af dem er OnRobot, der har udviklet en gribearm til robotarmene, der kan udføre en lang række opgaver, fra samlebåndsarbejde til maskinvedligeholdelse. Virksomheden blev stiftet i 2015 af en tidligere medarbejder hos Universal Robots og har i dag kontorer i både USA, Tyskland og Malaysia.

KUBO
KUBO har udviklet en læringsrobot til undervisningsinstitutioner, der kan lære børn ned til fire år at kode, programmere og stave. Den lille plasticrobot på to hjul kan betjenes via små puslespilsbrikker, som børnene sætter sammen, hvorefter de aflæses af robotten, som udfører instruktionen. Odense Kommune har indgået et partnerskab med KUBO, så børn i odenseanske folkeskoler bliver undervist i kodning allerede i 1. klasse. Også i Frederiksberg Kommune anvendes KUBO’s robotter i undervisningen. Blandt virksomhedens investorer er IT-koncernen KMD og Vækstfonden. KUBO har tidligere været en del af Odense Robotics’ startup hub.

Blue Ocean Robotics
De fleste robotvirksomheder i Odense har specialiseret sig inden for én type robotter. Anderledes forholder det sig med Blue Ocean Robotics, der udvikler robotløsninger til virksomheder og organisationer enten fra bunden eller baseret på eksisterende teknologi. Virksomheden har blandt andet udviklet en robot, der kan løfte patienter ud af deres hospitalssenge, som anvendes på Sjællands Universitetshospital. En anden af virksomhedens robotter kan desinficere hospitalsstuer, så risikoen for infektioner hos patienter reduceres kraftigt. I 2016 blev Blue Ocean Robotics kåret af det amerikanske IT-branchemagasin CIOReview som en af de 20 mest lovende robotvirksomheder i verden.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se september 2018.

 

Selvom vi aldrig har levet længere, været sundere eller mere lykkelige, bliver vi åbenbart mere og mere psykisk syge. Skyldes det, at almindelige hændelser i livet sygeliggøres, og raske mennesker bliver gjort til patienter? Det mener fremtrædende forskere og læger. Men de er oppe imod medicinal-
selskaberne, politikerne, patientforeningerne, sundhedsvæsenet og patienterne selv. Ud & Se tager temperaturen på diagnose-samfundet.
Tekst:Benjamin DaneIllustration:Simon Bukhave

HVORDAN DEFINERER man sygdom?”

Psykiater Allen Frances lader spørgsmålet hænge et par sekunder og læner sig let frem med begge hænder på bordet som en lærer, der skal levere et guldkorn til sine elever. Hans øjne vandrer gennem auditoriet, fra højre mod venstre: ”Der er ikke nogen operationel definition af sygdom. Slår vi op i ordbogen, defineres det som fraværet af sundhed.”

Allen Frances holder endnu en kunstpause.

”Men slår vi sundhed op, er det defineret som fraværet af sygdom. Og da jeg forsøgte at definere normalitet, stødte jeg på præcis samme problem. Det ene begreb bider det andet i halen,” siger manden, der ud over at være psykiater og professor emeritus også er den person, der i 90’erne var hovedansvarlig for fjerde udgave af den amerikanske manual for psykiatriske diagnoser – kendt som ’diagnosebiblen’. 

Men nu er forfatteren til den store bog om psykiatriske diagnoser blevet en af dens skarpeste kritikere, og han anklager både manualen og en lang række af sine kolleger for at være med til at gøre raske mennesker til patienter. 

Den 76-årige amerikaner med kridhvidt hår og solbrun hud er en af hovedtalerne ved den årlige konference om overdiagnostik, Preventing Overdiagnosis, der afholdes i Mærsk Tårnet i København, og han udbreder sit budskab foran ligesindede i tweed-blazere og kaki-bukser. 

Når der ingen klar linje findes mellem syg og rask, mellem normal og unormal, bliver det umuligt selv for højt kvalificerede læger og psykiatere at skelne det ene fra det andet. Især i tilfælde, hvor patienten befinder sig i en gråzone, forklarer han tilhørerne: 

Hvem får lov til at definere sygdom? Og hvad sker der, når grænsen for sygdom flytter sig?

NÆSTEN 10 PROCENT af danske skolebørn har i dag en psykiatrisk diagnose. I 2010 var tallet fire procent. De voldsomme stigninger i forekomsten af de mest udbredte psykiatriske diagnoser, ADHD, angst, autisme og depression – særligt hos børn – tyder på, at en hel generation af psykisk syge danskere er på vej. Men ifølge en række fremtrædende danske forskere og læger og Sundhedsstyrelsen er eksplosionen af psykiatriske diagnoser ikke kun udtryk for, at vi er blevet mere syge. I stedet er vi i gang med at sygeliggøre almindelig menneskelig lidelse.

Svend Brinkmann – professor i almenpsykologi ved Aalborg Universitet og forfatter til flere bestsellere om det moderne samfunds ’selvudviklingstyranni’ – er en af de markante kritikere af det stigende antal psykiatriske diagnoser. Han har flere gange proklameret, at vi lever i et ’diagnosesamfund’, hvor diagnosen har invaderet en række områder i samfundet, hvor den ikke hører hjemme – med en kraftig indskrænkelse af normalitetsbegrebet til følge.

”Vi er vidne til en massiv sygeliggørelse af almindelige hændelser i livet. Det er nået til et punkt, hvor der nærmest ikke er noget som helst tilbage i vores liv, som er lidelsesfuldt, men ikke behandlingskrævende,” siger han og fortsætter:

”Hvornår er en stor tristhed, som følger et tab eller en stor skuffelse i livet, en naturlig nedtur i livet? Og hvornår er det en klinisk depression, som skal behandles med antidepressiva? Grænsen for, hvor dårligt vi har lov til at have det, før vi betragter det som en psykisk lidelse, er skredet massivt.”

I juni blev ’vedvarende sorglidelse’ anerkendt af WHO som en officiel diagnose, og endnu en diagnose blev dermed indlemmet i den stadig voksende familie af lidelser, der kan lindres med medicin. Anerkendelsen fra verdenssundhedsorganisationen betyder, at sorg, der er intens og varer længe, nu bliver anset som en sygdom på linje med depression og andre psykiske lidelser. 

Nogle læger hilser diagnosen velkommen, fordi de mener, at den kan være med til at gøre det nemmere at skelne almindelig sorg fra kompliceret sorg, der kræver behandling. Andre, som Svend Brinkmann, er bekymrede for, at den nye sorgdiagnose blot er seneste skridt i retning af at sygeliggøre de livskriser, som rammer os alle, når vores nære dør, når vi bliver skilt, eller når vi bliver fyret fra vores arbejde.

”Alle mennesker, som har levet et langt liv, ved, at livet er fyldt med op- og nedture. Det at være ked af det, have sorg, opleve tab og have smerte og lidelse er en naturlig del af livet. Det betyder ikke, at man ikke skal have hjælp, hvis man er i dyb sorg, men er det en sygdom? Det mener jeg ikke,” siger han.

I Danmark er en arbejdsgruppe bestående af læger, psykologer og psykiatere netop gået i gang med at udarbejde retningslinjer for diagnosticering og behandling af sorg. Deres anbefalinger skal være klar i løbet af 2019.

 

DIAGNOSE-EPIDEMI?

Hver femte dansker i den arbejdsdygtige alder har ifølge OECD en psykisk sygdom. Hver tredje dansker vil statistisk set blive ramt af psykisk sygdom i løbet af livet, og hver fjerde vil blive ramt, inden de fylder 50 år. På globalt plan forventes 50 procent af alle mennesker at blive ramt af psykisk sygdom på et tidspunkt i deres liv.

Andelen af danskere med psykiatriske diagnoser er stigende, særligt blandt børn og unge. På få år er antallet af børn og unge med en psykiatrisk diagnose mere end fordoblet. I 2010 havde fire procent af de 15-årige en diagnose, i 2017 var tallet steget til ni procent – næsten hvert 10. barn.

I løbet af de seneste 10 år er antallet af danske børn og unge med angst, autisme og depression fordoblet, mens antallet af børn og unge med en ADHD-diagnose er tredoblet. Fra 2000 til 2009 skete der en 10-dobling i antallet af personer, der tager medicin mod ADHD.

Fra 1996 til 2012 firedobledes danskernes forbrug af antidepressiv medicin. I 2012 blev der indløst 166 millioner døgndoser antidepressiv medicin i Danmark – det svarer til, at hver dansker tog antidepressiva i knap 29 dage. Siden er salget af antidepressiva faldet en smule, blandt andet på grund af øget bevågenhed på området i sundhedsvæsenet.

På verdensplan steg antallet af personer, der lider af depression, med 20 procent fra 2005 til 2015. Med mere end 300 millioner tilfælde er depression i dag den mest udbredte årsag til sygdom i verden.

I Danmark er antallet af personer med autisme-diagnoser tre gange så højt som for tre årtier siden. I dag lider cirka 1,5 procent af en fødselsårgang af autisme. Hele 60 procent af stigningen skyldes ændrede registreringsmetoder, og at kriterierne for diagnosen blev udvidet i 1994. I USA steg antallet af børn med autisme med 657 procent fra 1993 til 2003. 

Psykiske lidelser koster hvert år samfundet 55 milliarder kroner. Kun 10 procent af disse udgifter går til behandling, resten går til udgifter til sygefravær, nedsat arbejdsevne og førtidspension. Angst er den sygdom, der belaster samfundet mest, og koster årligt 9,5 milliarder kroner.

Kilder: American Medical Association, Centers for Disease Control and Prevention, Danmarks Apotekerforening, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Institut for Folkesundhed, Kommunernes Landsforening, OECD, Rigshospitalet, Sundhedsdatastyrelsen, Sundhedsstyrelsen, US Department of Education, WHO.

450 LÆGER og forskere fra 30 lande har i tre dage været samlet i Mærsk Tårnet for at diskutere, hvordan man løser den sundhedsmæssige udfordring, de anser for at være tidens største: at alt for mange mennesker får alt for mange diagnoser, som de ikke har brug for, til skade for både dem selv og for samfundet. 

På tilhørerpladserne i Niels K. Jerne-auditoriet, hvor Allen Frances holder sin tale, sidder danske John Brodersen. Han er professor i almen medicin ved Københavns Universitet, praktiserende læge, og han har i mange år forsket i overdiagnostik. Som medlem af bestyrelsen i Preventing Overdiagnosis er han medarrangør og vært for årets konference. 

Men Allen Frances, John Brodersen og de andre forskere kæmper en kamp, der er svær at vinde, for i dag har næsten alle en interesse i flere diagnoser, ikke færre. 

Det gælder medicinalselskaber, der sponsorerer læger og forskere, og som tjener på at sælge mere medicin mod både eksisterende og nye diagnoser, der hele tiden kommer til. Det gælder patientforeninger, der kæmper for mere fokus og flere penge til netop den lidelse, de repræsenterer. Det gælder politikere, der vil få mere end almindelig svært ved at vinde et valg på at kræve færre undersøgelser og mindre behandling i stedet for mere. Det gælder strukturer i sundhedssystemet, der skaber økonomiske incitamenter for læger og hospitaler til at diagnosticere mere og behandle flere. Og det gælder befolkningen selv, der har brug for diagnoserne for at få hjælp og til at forklare, hvorfor vi ikke har det godt. 

 Ifølge John Brodersen er det stigende antal diagnoser et symptom på vores trang til at kontrollere alle risici i tilværelsen – det, den tyske sociolog Ulrich Beck har døbt ’risikosamfundet’. I jagten på at eliminere sygdom er vi i færd med at gøre alle til patienter:

”Vi lever i illusionen om nul risiko. Se på terrorbekæmpelsen, som gav os overvågningssamfundet, men lykkedes det at udrydde terror? Vi har skabt diagnosesamfundet, fordi vi i vores iver efter at leve længere og uden lidelse paradoksalt nok forebygger, undersøger og behandler os til flere diagnoser, ikke færre. I sidste ende er det en illusion. Ingen kan undgå sygdom,” siger John Brodersen.

Foto: Morten Holtum

”Det, man tidligere kaldte generthed, hedder i dag social angst.
Og børn, som før havde krudt i røven, får i dag konstateret ADHD.
Derfor er det ikke overraskende, at vi ser så voldsom en stigning blandt disse sygdomme.”

John Brodersen, professor i almen medicin og praktiserende læge

 

”KAN SUNDHEDSVÆSENET skabe usundhed?” spørger et blåt banner, som pryder den ene væg over skrivebordet på et kontor i det gamle kommunehospital i Indre København, hvor bøger og ringbind et par uger efter konferencen slås med stakke af tidsskrifter og dokumenter om, hvem der kan rode mest. Ved det runde mødebord i mørkt træ sidder John Brodersen, der er en midaldrende mand med kort brunt hår, skæg og en kraftigt markeret bekymringsrynke mellem øjenbrynene. Han er midt i en forklaring af, hvorfor han mener, at det stigende antal diagnoser er et problem:

”Hvis du spørger ethvert individ, om de helst vil være raske eller syge, vil næsten alle svare, at de foretrækker at være raske. Når vi giver diagnoser til folk, der ikke har brug for dem, sygeliggør vi raske mennesker. Vi ved, at mennesker med diagnoser lever kortere, bliver dårligere uddannet, har sværere ved at få et arbejde. Og vi ved, at de mange diagnoser skaber et gigantisk økonomisk pres på vores sundhedssystem. Med alle de konsekvenser, det har for individet, for folkesundheden og for vores samfund, medfører det ikke andet end skade at gøre raske mennesker til patienter.”

Til gengæld har Brodersen sværere ved at svare på, hvor stort problemet er. Det skyldes, at der kun findes få forskningsprojekter, som har undersøgt omfanget af overdiagnostik. Prostatakræft hos mænd er et af de eneste områder, hvor der hersker bred enighed om, at de såkaldte PSA-tests har været skyld i, at op mod halvdelen af alle mænd med prostatakræft er overdiagnosticerede. Og i en stor rundspørge i USA blandt mere end 2.000 læger viste resultatet, at lægerne anså 20 procent af al behandling i det amerikanske sundhedsvæsen for at være unødvendig.

Men på mange områder – særligt det psykiatriske – er det ekstremt svært at dokumentere, at der bliver givet for mange diagnoser. Et grundlæggende problem er, at fænomenet er så godt som usynligt for patienterne selv.

”Patienter med en unødvendig diagnose vil næsten aldrig opfatte sig selv som overdiagnosticerede. Langt de fleste vil helt naturligt acceptere diagnosen. Og hvorfor skulle de gøre andet? Hvis du får en diagnose, aner du ikke, om du er overdiagnosticeret, og du har ingen chance for at finde ud af det. Men det kan være et kæmpe problem, hvis du render rundt med eksempelvis en psykiatrisk diagnose, du ikke har brug for,” siger forskeren. 

EN PSYKIATRISK DIAGNOSE stilles ud fra en række symptomer, der identificeres hos en patient. Kriterierne for diagnosen står nedskrevet i et diagnostisk system eller en diagnosemanual. Opfylder patienten nok kriterier, gives en diagnose.

I Danmark og mange andre lande bruger man et diagnosesystem udviklet af WHO, mens man i USA anvender et andet system. Da den første udgave af den amerikanske diagnosemanual – der har haft stor indflydelse på WHO’s udgave – udkom i 1952, var manualen på cirka 100 sider. I 2013, da manualen sidst udkom, var den på næsten 1.000 sider.

”Hver gang diagnosemanualerne revideres, kommer der flere og flere diagnoser, og grænserne for, hvornår de kan stilles, hvor mange symptomer man skal have, og hvor længe symptomerne skal vare, udvandes konstant,” siger John Brodersen, der som en lang række andre forskere – her­iblandt Allen Frances – forholder sig stærkt kritisk til den nye udgave af manualen, der var genstand for store forskningsmæssige kontroverser op til sin udgivelse. 

”Historisk set findes der talrige eksempler på, at ting, man før ikke betragtede som sygdom, i dag er blevet en diagnose. Det, man tidligere kaldte generthed, hedder i dag social angst. Og børn, som før havde krudt i røven, får i dag konstateret ADHD. Derfor er det ikke overraskende, at vi ser så voldsom en stigning blandt disse sygdomme,” forklarer han.

Ifølge John Brodersen er der en klar årsag til, at diagnosemanualerne har fået vokseværk. Han, og mange andre forskere, beskylder medicinalindustrien for såkaldt sygdomsmageri, hvor medicinalfirmaer dels arbejder for opfindelsen af nye diagnoser for at sælge medicin til at behandle dem med, dels forsøger at finde nye områder, hvor eksisterende medicin kan anvendes.

”Ser man på antidepressiva, har medicinalselskaber prøvet at oversælge beslægtede områder. Antidepressiv medicin bliver i dag for eksempel anvendt til at behandle ludomani og vejvrede,” siger John Brodersen.

Samtidig bruger medicinalindustrien enorme summer på lobbyisme og på at sponsorere både forskning, læger og patientforeninger i ind- og udland, hvilket kan skabe potentielle interessekonflikter. Ifølge den amerikanske nonprofitorganisation Center for Responsive Politics, der fører opsyn med lobbyisme i USA, har medicinalindustrien i løbet af de seneste 20 år brugt 3,9 milliarder dollars på lobbyisme – flest af alle industrier.

I 2006 viste en undersøgelse fra University of Massachusetts i Boston, at mere end halvdelen af de læger og forskere, der var med til at udarbejde den fjerde udgave af den amerikanske diagnosemanual, modtog penge fra medicinalindustrien. Og samtlige medlemmer af det panel, der fastsatte kriterierne for depression og andre humørrelaterede lidelser, havde økonomiske forbindelser til firmaer, som producerer antidepressiv medicin.

Foto: Lisbeth Holten

”Hvornår er en stor tristhed, som følger et tab eller en stor skuffelse i livet, en naturlig nedtur i livet? Og hvornår er det en klinisk depression, som skal behandles med antidepressiva? Grænsen for, hvor dårligt vi har lov til at have det, før vi betragter det som en psykisk lidelse, er skredet massivt.”

Svend Brinkmann, professor i almenpsykologi ved Aalborg Universitet og forfatter

 

SVEND BRINKMANN mener, at de massive økonomiske interesser hos medicinalindustrien og hos de læger og psykiatere, der tjener penge på at behandle patienter, har medført en markedsgørelse af diagnostikken. Det anser han som et stort problem.

”Der er sket en nærmest markedsagtig ekspansion, fordi der er enorme summer på spil. Ikke mindst for medicinalindustrien, men også i forhold til andre former for hjælp og behandling til mennesker, der har det svært. Jo mere man kan udvide markedet, desto flere penge kan man tjene. Det farlige er, at det bliver dækket ind under en fortælling om, at man bare gerne vil hjælpe folk,” mener han.

Poul Videbech – overlæge og professor i Region Hovedstadens Psykiatri – er langtfra enig i Brinkmanns udlægning.  

”Svend Brinkmanns synspunkter bærer præg af, at han ikke har ansvar for eller klinisk kendskab til mennesker lidende af depression. Hvis det var sådan, at der var flere, som fik depression eller angst, ville det som videnskabsmand være naturligt at stille spørgsmålet: Hvad er det i samfundet, der gør, at der kommer flere? Men det, han og andre gør, svarer til at smide termometeret væk, hvis en patient har feber. Jeg synes, at det er uvidenskabeligt. Der er tværtimod lavet videnskabelige undersøgelser i Danmark, som viser, at der sker en underdiagnosticering. Eksempelvis er der mennesker, der har en depression, som slet ikke går til lægen. Det er meget farligt, fordi det betyder, at de er i risiko for at begå selvmord,” siger han. 

Hos Lægemiddelindustriforeningen – der er en brancheorganisation for medicinalfirmaer i Danmark–  afviser vicedirektør Henrik Vestergaard, at medicinalindustrien er skyld i sygdomsmageri eller er med til at skabe flere diagnoser.

”Medicinalindustrien kan som industri kun overleve ved at være troværdig, og den troværdighed kan vi kun bevare ved at levere medicinske løsninger til mennesker, der vitterlig er syge. Den samfundskontrakt er vi nødt til at overholde. Vi går ikke efter at tjene en masse penge på en målgruppe, der pludselig opstår, hvorefter det viser sig, at produkterne ikke virker. Den forskning, vi finansierer, er typisk forsøg, som skal teste, om vores produkter virker, og forsøgene er ekstremt regulerede. Hvis ikke produkterne virker, kan de ikke komme på markedet, så enkelt er det,” siger han. 

Henrik Vestergaard ser det heller ikke som et problem i sig selv, at der bliver givet flere diagnoser. 

”At der i dag er flere, der får diagnoser end tidligere, betyder jo bare, at flere får vished om, hvad de fejler, og hvad de eventuelt kan gøre ved det. Det kan jeg, populært sagt, kun se som en win-win-situation.”

 

DET NYE DIAGNOSESYN

Jesper Vaczy Kragh er lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet og ekspert i psykiatrihistorie. Ifølge ham har vores syn på psykiatriske diagnoser ændret sig markant de sidste 40 år:

”I 70’erne og 80’erne gjaldt det for alt i verden om at undgå at få en diagnose. Der var antipsykiatriske bevægelser som Galebevægelsen, hvis motto var, at sindssygdom var en naturlig reaktion i et sygt samfund. Psykisk sygdom blev betragtet som et samfundsproblem snarere end noget, der var galt med den enkelte. Mange betragtede også psykiatrien og psykiatriske diagnoser som stigmatiserende. Psykisk sygdom var ekstremt tabubelagt, og det var ikke noget, man talte om offentligt. Først inden for de sidste 20 år er psykisk sygdom blevet noget, man taler mere åbent om i Danmark. I hvert fald omkring nogle diagnoser som eksempelvis depression. Samtidig har moderne hjerneforskning bragt de biologiske begrundelser for psykisk sygdom tilbage, og i dag ser man i højere grad psykisk sygdom som noget, der er knyttet til det enkelte menneske. Der er sket en form for individualisering af diagnosen.”

I 2010 FIK Anahi Testa Pedersen konstateret skizotypi. Det er en sindslidelse, der giver forstyrrelser i tænkemåde, følelsesliv og adfærd, og som betragtes som en mildere udgave af skizofreni. I forbindelse med en hård skilsmisse lod den 40-årige kvinde sig indlægge i tre uger på Bispebjerg Hospital, fordi hun følte sig udmattet og mentalt udkørt. 

”De fortalte mig, efter at jeg blev indlagt, at systemet fungerer sådan, at de skal sætte et mærkat på patienten, som forklarer, hvorfor vedkommende er blevet indlagt. Og det mærkat er en diagnose,” fortæller hun.

Anahi Testa Pedersen så ingen anden vej ud og accepterede at blive diagnosticeret, selvom hun følte sig relativt sikker på, at hun ikke fejlede noget, men blot gennemgik en livskrise. Efter indlæggelsen blev hun behandlet med antipsykotisk medicin i halvandet år, indtil hun selv besluttede at stoppe, fordi medicinens bivirkninger overskyggede de gavnlige effekter. I stedet valgte hun at gå i terapi.

I dag, otte år senere, er  Anahi Testa Pedersen efter eget udsagn normal og velfungerende. Hun lever af at lave dokumentarfilm og holder foredrag om sit syn på psykiatrien. Men på papiret har hun stadig diagnosen skizotypi, og modsat fysiske sygdomme, hvor patienten raskmeldes efter succesfuld behandling, kan hun ikke slippe af med den igen.

Har man først fået en psykiatrisk diagnose, kan den skabe problemer senere i livet, også selvom man ikke længere er i behandling. Blandt andet er det sværere at adoptere og tegne forsikringer, og det er ikke muligt at få en række job og uddannelser som for eksempel brandmand, pilot eller politibetjent. Men for Anahi Testa Pedersen har det først og fremmest været et ønske om at kunne kalde sig rask og slippe af med diagnose-mærkatet, der fik hende til at undersøge, om det var muligt at blive afdiagnosticeret – indtil videre uden held.

”Da jeg fik diagnosen, begyndte jeg at tænke mere på, hvad andre folk tænkte om mig. Jeg har en datter, og hvad ville folk tænke om mig som mor, hvis de fik det at vide? Sådan tænker jeg ikke længere i dag, men jeg synes, at det er ekstremt ubehageligt, at jeg ikke kan komme af med min diagnose, selvom både min egen læge og jeg selv mener, at jeg er rask, og selvom det er flere år siden, jeg har været i behandling,” siger hun.

At Anahi Testa Pedersen ikke kan kom-me af med sin diagnose, skyldes, at det i Danmark er ulovligt at slette oplysninger i patientjournaler, og derfor er alle indtastninger permanente.

”Hvis man bliver opereret for blindtarmsbetændelse, kan det heller ikke fjernes fra patientjournalen. Derfor kan man jo godt blive rask alligevel. Hvis læger kunne rette i journaler, ville det afgørende forringe patienters retsstilling, for eksempel i forbindelse med klagesager. Men det er et problem, at psykiatriske diagnoser eksempelvis forhindrer folk i at tegne en forsikring, og det er en brændemærkning, som jeg mener, at man fra lovgiverside burde gøre noget ved,” siger overlæge og professor Poul Videbech.

Spørger man John Brodersen, er udsigten til en kommende generation med markant flere psykisk syge end tidligere bekymrende. Han frygter, at de mange diagnoser til børn og unge kan blive en stor belastning for både sundhedsvæsenet, arbejdsmarkedet og det sociale system, hvis det fortsat ikke er muligt at få fjernet en psykiatrisk diagnose, når først den er konstateret.

”Hvad skal der ske med de næsten 10 procent af vores skolebørn, der i dag har en psykiatrisk diagnose? Hvor ender de henne i deres liv med det mærkat? Vi ved, at diagnoser er skabende for ens personlighed, så når du giver et barn en autismediagnose, begynder barnet at identificere sig med diagnosen og opføre sig derefter. Hvad er fremtiden for alle de mennesker?”

Foto: Privat

”Det er muligt, at nogle patienter misbruger eller misforstår diagnosen, men den slags sker hele tiden, og det er svært som læge at gøre så meget ved det. Folk misbruger også knive til de mest forfærdelige forbrydelser, men det er jo ikke et argument for at afskaffe knive.”

Poul Videbech, overlæge og professor i Region Hovedstadens Psykiatri

 

I DANMARK er en diagnose en forudsætning for at få hjælp i sundhedsvæsenet. Og i det sociale system vil kommunen oftest have lægens ord for, at borgeren er syg, inden den vil gribe ind. En diagnose er dermed adgangsbillet til medicin, terapi og andre former for behandling, men også til sociale ydelser. Det stiller læger i et dilemma, når de skal diagnosticere borgere med psykiske problemer, der kan have behov for en pause fra arbejdsmarkedet, men ikke har en decideret diagnose. Men uden en diagnose vil borgeren sandsynligvis ikke kunne få tildelt sygedagpenge, og derfor skal lægerne tage stilling til, om de skal give borgeren en diagnose, som vedkommende reelt ikke har. Netop det viste en rapport fra Etisk Råd i 2016, og problemstillingen er blot ét eksempel på, at den måde, vores system er indrettet på, er med til at skabe flere diagnoser, mener John Brodersen:

”Der er masser af uheldige økonomiske incitamenter både hos praktiserende læger og på hospitalerne, som kan føre til flere diagnoser. Praktiserende læger bliver eksempelvis betalt per konsultation. Jo flere diagnoser, jo flere konsultationer, jo mere indtægt. På hospitalerne er nogle diagnoser bedre betalt end andre via såkaldte DRG-takster, men denne værdisætning skifter fra tid til anden. Derfor ser man også, at de diagnoser, der har den højeste værdi, er mere populære end dem, der er lavere værdisat, men dette kan skifte, hvis værdien ændres.” 

Når diagnosen bliver en adgangsbillet til behandling, får det også patienterne selv til at efterspørge diagnoser

”Man kan tale om en sygeliggørelse ovenfra, hvor systemet, strukturelle forhold og økonomiske interesser skaber flere diagnoser. Men der sker også en sygeliggørelse nedefra i form af patienter og patientforeninger, der selv efterspørger flere diagnoser,” forklarer John Brodersen.

 

DERFOR DIAGNOSER

”I sundhedsvæsnet vil vi gerne stille en diagnose, fordi den siger noget om, hvorvidt og hvordan patienten skal behandles, og hvad prognosen er, afhængigt af hvilken sygdom der er tale om,” forklarer overlæge og professor i Region Hovedstadens Psykiatri, Poul Videbech, og fortsætter: 

”Diagnosen er desuden en hjælp i forhold til at lave medicinalstatistikker, så vi kan se, om eksempelvis antallet af patienter med depression stiger, og undersøge, hvad det skyldes. Når en patient får en diagnose, vejleder den lægen i forhold til at give behandling. 

Men den er også en hjælp for patienten, der dels får krav på omsorg og dels får svar på, hvad vedkommende fejler. 

Jeg kender ingen, som har det dårligt, der ikke har interesse i at en få en forklaring på, hvad der er galt med dem, og hvad der kan gøres for, at de får det bedre. Det er muligt, at nogle patienter misbruger eller misforstår diagnosen, men den slags sker hele tiden, og det er svært som læge at gøre så meget ved det. Folk misbruger også knive til de mest forfærdelige forbrydelser, men det er jo ikke et argument for at afskaffe knive. Det, man skal være opmærksom på med diagnoser, er, at de kan få potentielle konsekvenser for patienten, eksempelvis i forhold til forsikringsselskaber. Men som udgangspunkt er diagnosen et meget anvendeligt redskab i sundhedsvæsnet, som sikrer, at vi tilbyder den rette behandling til patienterne.”

Danske patientforeninger er flere gange blevet beskyldt for at puste sygdomstal kunstigt op for at skabe mere fokus på den lidelse, de repræsenterer. Tæller man de sygdomstal sammen, som 10 af de største patientforeninger i Danmark oplyser på deres hjemmeside, svarer det til, at hver og en af de 5,8 millioner danskere i landet har en diagnose. Selv når man tager højde for, at det er muligt for en patient at have flere diagnoser samtidig, er det samlede tal helt ude af proportioner, mener John Brodersen.

”Det er ren overdiagnostik. Patientforeninger er politiske interesseorganisationer, som har en klar interesse i at få netop deres sygdomsområde til at se omfattende og alvorligt ud. Sygdomstallet kan betyde meget for deres muligheder for at komme ud med deres budskaber og få politikerne i tale,” siger han.

Spørger man Camilla Hersom, formand i Danske Patienter, som repræsenterer 82 af de knap 150 patientforeninger i Danmark, er kritikken af foreningerne uberettiget.

”Jeg kan ikke genkende billedet af, at patientforeninger er med til at skabe unødvendige diagnoser. Selvfølgelig repræsenterer alle foreninger en særlig gruppe patienter, men jeg oplever ikke, at de presser på for, at flere skal diagnosticeres. Hvis der er et pres, er det for, at der bliver gjort mere i de tilfælde, hvor man kan hjælpe patienten bedre ved at sætte tidligere ind med undersøgelser og forebyggende behandling,” siger hun.

DET STIGENDE ANTAL diagnoser skaber et enormt økonomisk pres på det danske sundhedsvæsen. Psykiatriske lidelser koster hvert år samfundet 55 milliarder kroner, og udgifterne stiger støt. Når man skal forklare konsekvenserne af overdiagnostik, er det økonomiske argument formentlig det argument, der har størst og bredest gennemslagskraft. Men ifølge Svend Brinkmann kan det stigende antal diagnoser også få helt andre konsekvenser for det samfund, vi lever i:

”Det er et problem, hvis vores forståelse af tilværelsen og den lidelse, der er forbundet med at være menneske, bliver så indsnævret, at vi til sidst kun kan forstå den i et sygdomsperspektiv. Konsekvensen er, at vi mister alle mulige andre måder at forstå den på. Diagnoser individualiserer folks lidelse og gør det til noget, der er galt med den enkelte, som vi skal behandle væk. Men hvad hvis folk har det svært, fordi de oplever diskrimination, er socialt marginaliserede, eller fordi de ikke kan finde et job? Så er det jo noget politisk eller noget strukturelt, der er galt i samfundet. At gøre de mennesker til psykiatriske patienter og behandle dem med medicin eller terapi afhjælper måske symptomerne, men årsagerne til, at de lider, forsvinder ikke af den grund.”

Indtil slutningen af 70’erne forstod man i højere grad psykisk sygdom ud fra en helhedsbetragtning af mennesker, forklarer psykologiprofessoren. Psykiatere forsøgte at forstå en persons liv, barndom, udvikling og personlighed og stillede en diagnose på baggrund af alle disse faktorer tilsammen. Men fra omkring 1980 skete der et globalt paradigmeskifte i psykiatrien. I stedet begyndte man at stille diagnoser på baggrund af symptomer.

”Det betyder, at vi i dag har fået et mere mekanisk system, hvor vi tæller symptomer, og hvis en person har nok symptomer, stiller vi en diagnose. Det alene betyder også, at mange flere får diagnoser, og det har den uheldige konsekvens, at vi ikke længere kan forstå symptomerne i lyset af personens liv og dermed, om de er et resultat af sygdom, eller om der måske kunne være andre forklaringer,” siger Svend Brinkmann og fortsætter:

”Hvis vi ikke kan forstå symptomerne på de problemer, et menneske i det moderne samfund oplever, som andet end sygdom, bliver vi virkelig dårligt klædt på til at håndtere dem. Vi sætter ind med opsporing af symptomer, vi sætter ind med screeninger, med terapi og medicin frem for at sætte ind med sociale tiltag, som kan beskytte os mod de negative konsekvenser af det samfund, vi lever i.”

Men er det ikke muligt, at vi ganske enkelt er blevet mere syge?

”Det kan sagtens være tilfældet for nogle diagnosers vedkommende. Men jeg har svært ved at tro på, at det skulle være tilfældet, når vi ser på helheden og den generelle stigning i antallet af psykiatriske diagnoser. De diagnosesystemer, vi bruger i dag, stammer fra 50’erne, og siden er både antallet af diagnoser og antallet af folk, der får diagnoser, eksploderet. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men det er svært for mig at forestille mig, at det skulle være værre at være menneske i dag end i 30’erne. Jeg tror bestemt, at der er nogle nye sårbarheder i det moderne samfund, som ikke eksisterede tidligere. Det kan måske forklare noget af stigningen i antallet af mennesker med depression. Men man kan ikke komme uden om, at depressionsdiagnosen er blevet lettere at stille, og at der skal stadig færre symptomer til.”

I Danmark lever vi i et samfund, hvor vores basale behov opfyldes – og mere til. Kan der være tale om, at vi har bedre tid til at mærke efter end i 30’erne? At kroppen er blevet rask, men sindet sygt?

”Jeg tror ikke, at vi er blevet mere syge. Det moderne samfund er materielt rigt, men måske er det også lidt åndeligt fattigt. Vi lever i et samfund, hvor vi er pressede, ensomme og oplever en eksistentiel meningsløshed, som vi fortolker som udtryk for psykisk sygdom, fordi vi ikke har andre måder at fortolke det på. Og når vi gør det, kommer det naturligvis til at se ud, som om vi har mange flere tilfælde af psykisk sygdom end tidligere.”

 

PÆDAGOGIK FREM FOR DIAGNOSER

På Antvorskov Skole i Slagelse oplever man som i landets øvrige folkeskoler et stigende antal børn, der får diagnoser som ADHD, angst og autisme. Men på skolen i den sydlige del af den vestsjællandske by ser man på elevernes lærings- og trivselsproblemer, inden man ser på diagnosen. Skolen har anvendt pædagogiske værktøjer til at håndtere vanskelige børn med det resultat, at færre elever ekskluderes fra den almindelige undervisning.

Skolen, der med sine mere end 1.100 elever er Slagelses største, har en af kommunens laveste eksklusionsprocenter. Blot fire procent af eleverne bliver sendt videre til specialtilbud uden for folkeskolen. Antvorskov Skole har heller ikke specialklasser på selve skolen, men arbejder med at inkludere elever med særlige behov i de normale klasser eller såkaldte Nest-klasser med lidt færre elever og særligt indrettede rammer.

”Vi anerkender, at der kan være brug for specialklasser, og vi sender selv børn i specialtilbud andre steder, hvis vi ikke har det rette tilbud til dem. Men vi har en idé om, at hvis man har den slags tilbud på selve skolen, kan man ubevidst komme til at tænke over, hvad der skal til for at komme af med børnene, frem for hvad der skal til, for at børnene lykkes,” siger Britta Thomsen, der er souschef på Antvorskov Skole.

Antvorskov Skole har såkaldte AKT-pædagoger (Adfærd, Kontakt, Trivsel) tilknyttet alle klassetrin. En af dem er Dorthe Laursen, der i et særligt indrettet lokale hjælper skolens mindste elever, der har svært ved at gå i skole. Hun fortæller, at en dreng på skolen hver morgen møder ind i lokalet og sidder for sig selv ved et skrivebord og arbejder koncentreret i 15 minutter, fordi han har svært ved at håndtere larmen, når alle de andre børn skal møde klokken otte. Og tre gange om ugen kommer fire elever, der alle har autistiske træk, forbi til ’social læring’, hvor de bliver undervist i folkeskolens sociale regler – blandt andet at man ikke må larme eller slå.

”Vi kunne også sende dem til udredning, men i stedet prøver vi tiltag som dette først,” siger Dorthe Laursen.

Både hun og Britta Thomsen understreger, at man på Antvorskov Skole ikke er imod diagnoser, men at børnene – uanset om de har diagnoser eller ej – skal behandles individuelt efter netop deres behov.

”At putte et barn ned i en firkantet kasse giver ikke mening. Vi arbejder med at tilpasse rammerne, men også med at hjælpe barnet til at begå sig i den verden, der eksisterer uden for vores rammer. Nogle gange er der ingen tvivl om, at barnet er bedst hjulpet ved at blive sendt til udredning og få en diagnose. Men det er ikke altid tilfældet,” siger Dorthe Laursen.

TILBAGE PÅ John Brodersens kontor tøver den kritiske medicinprofessor ved spørgsmålet om den voldsomme udvikling inden for psykiatriske diagnoser kan bremses. 

”Jeg ville ønske, at jeg havde et rigtig godt svar,” siger han, inden han forklarer, at han selv forsøger at bekæmpe overdiagnostik gennem sin forskning, der er publiceret i anerkendte tidsskrifter som British Medical Journal, og ved at holde foredrag og undervise medicinstuderende og praktiserende læger i emnet. Han mener selv, at sidstnævnte har størst effekt.

Men ifølge forskerne, der advarer mod overdiagnostik, har de den udfordring, at den brede befolkning slet ikke er klar over, at det er et problem. Da Allen Frances nærmede sig afslutningen af sin tale i Mærsk Tårnet, fortalte han, at han forinden var blevet ringet op af en amerikansk journalist, som gerne ville skrive om konferencen.

”Men hvordan skal jeg sælge historien til min redaktør?” havde journalisten spurgt.

Til næste år får John Brodersen dog mulighed for at påvirke, hvordan den nye sorg-diagnose skal implementeres i Danmark. Han er netop blevet udpeget som en af to læger, der skal repræsentere Dansk Selskab for Almen Medicin i den arbejdsgruppe, der skal udarbejde retningslinjerne for behandling af sorg. Ikke overraskende er han på forhånd skeptisk over for den nye diagnose.

”Hvis jeg skal lege profet, forudser jeg, at vi om fem år vil sige: ’Gud, vi vidste slet ikke, at der var så mange mennesker, som led af svær sorg i Danmark, og som har brug for behandling.’ Når folk finder ud af, at de kan få økonomisk tilskud til at gå til psykolog, hvis en af deres nærmeste er død, vil de selvfølgelig udnytte den mulighed. Jeg er sikker på, at vi kommer til at se en eksplosiv vækst i antallet af danskere med svær sorg – præcis som vi har set det med depression.”

John Brodersen griber til en metafor, når han skal forsøge at illustrere det problem, som overdiagnostikken skaber på sigt:

”Man kan se problemet som et tog, der kører af sted mod afgrunden med maksimal hastighed. Det eneste, der kan stoppe toget, er økonomien. Hvis vi ikke bremser den her udvikling, vil vi i fremtiden ikke have råd til det offentlige sundhedsvæsen, vi har i dag. På et tidspunkt vil toget derfor køre ud over kanten, og så vil udviklingen stoppe af sig selv.”

SYGDOM PÅ MODE

I løbet af de seneste årtier er en række diagnoser, populært kaldet modediagnoser, pludselig poppet op og siden forsvundet igen. Ofte er der tale om tilstande, der befinder sig i grænselandet for, hvad der betragtes som normalt, og hvad der betragtes som sygdom.

I Danmark skete der i 90’erne og starten af 00’erne en eksplosiv stigning i antallet af patienter med diagnoser som piskesmæld, fibromyalgi (kroniske smerter i muskler og led) og træthedssyndrom. Det var nogle af de lidelser, der sendte flest danskere på førtidspension.

I dag er antallet af tilfælde af de tre diagnoser faldet drastisk, og i stedet er det overvejende psykisk sygdom, der sender danskerne på førtidspension. Ifølge Ankestyrelsens årsstatistik for 2016 sker over 40 procent af alle tilkendelser af førtidspension på grund af psykiatriske diagnoser. I dag er piskesmæld, fibromyalgi og træthedssyndrom altså blevet afløst af stress, depression og angst. Sidstnævnte tegnede sig ifølge beregninger foretaget af Dansk Psykolog Forening for en stigning på 51 procent sammenlignet med 2013.

”Diagnoser kan til tider ligne modefænomener, der popper op i statistikkerne. Det skyldes en lang række mekanismer, og vi ser, at både det offentlige, nye strømninger i videnskaben, medicinalindustrien, læger og patienterne selv spiller en rolle, når nogle diagnoser pludselig vinder frem, mens andre forsvinder,” siger professor i almen medicin John Brodersen.

 

I Livgarden skal man gå igennem iskoldt vand og floder af mudder på øvelserne. Til gengæld skal uniformerne skinne pletfrit, inden man får lov at stå vagt foran de kongelige residenser. Ud & Se har fulgt manddomsprøvens yderpunkter.
Foto:David Trood

DEN KONGELIGE LIVGARDE er dels det bjørneskindshue-klædte kompagni, man kender fra de kongelige slotte og palæer rundt om i landet, dels et moderne infanteriregiment i hæren. På samme måde er uddannelsen for gardere tvedelt. De første fire måneder tilbringes på kasernen i Høvelte, hvor garderne modtager hærens basisuddannelse, der minder om den, som andre værnepligtige modtager, men med ekstra vægt på vagttjeneste og eksercits. De sidste fire måneder af tjenestetiden overføres garderne til kasernen på Rosenborg i København og bliver en del af Vagtkompagniet, der udfører vagttjenesten ved de kongelige palæer og slotte. Efter endt værnepligt kan de unge blandt andet videreuddanne sig til udsendelse i internationale missioner ved 2. Livgardebataljon. Livgarden uddanner hvert år omtrent 900 gardere.

Svømmetur med oppakning i efterårskoldt vand.

 

Værnepligtige ligger vagt ved base under øvelse.

 

Ved kasernen i Høvelte ligger et kuperet øvelsesterræn. Feltøvelserne involverer blandt andet natligt angreb på en ’terrorgruppe’ og løbetur med 30 kilos oppakning i bakkerne. Her afslutter en deling tre dage (med kun seks timers søvn) ved at slæbe en telefonpæl gennem vandløb og mudrede kampvognsspor. 

 

Den sidste af i alt tre feltøvelser under opholdet foregår i Gribskov og hedder Rexturen. Her skal man bære tunge sanddukker gennem mudder og krat, iværksætte en simuleret angrebssituation og løbe igennem røg og gas.

 

Tilbage fra Rexturen bliver en deling budt velkommen med musik.

 

 

Støvler, vagttasker og sabelskeder skal pudses og soigneres. Det kan tage de unge gardere 75 til 100 timer, som skal findes i deres fritid.

 

 

Forsvaret tillader ikke soldaterne at stå vagt længere end fire måneder, da de ensformige og isolerede arbejdsdage kan slide på psyken.

Danmark er solcentrenes og måske selve solariets foregangsland. For 20 år siden var der op mod 2.000 solcentre i landet, men det tal er faldet med næsten to tredjedele. Alligevel fortsætter et utal af danskere, især yngre, med at tage sol. Hvad er der sket, og hvad foregår der egentlig i branchen med de evigt ’nye rør’? Ud & Se er hoppet i toastmaskinen for at undersøge sagen.
Tekst:Camilla HolckFoto:Andreas Beck

Roskilde, september 2018

SOMMEREN er forbi, og stormen Knud er på vej ind over Danmark. I små kegleformede hvirvelvinde flyver efterårsbladene i alle retninger, vinden tager i håret, og folk skutter sig. Det er rigtigt ’solarie-vejr’, men her først på eftermiddagen er der endnu ingen kunder i ClubTan på det lille torv på Kongebakken ved siden af frisørsalonen og Il Pandrino Pizzeria. Inde i det tomme solcenter med glasruder langs facaden er der ikke andre end en ung kvinde, der går og støvsuger. 

Omkring klokken 14 ankommer den første kunde: en kvinde på omkring 50 år med lyst, afbleget hår i en hestehale. Hun har flip-flops på og ser ret solbrun ud. Hun går hen til automaten, betaler og går ind i kabine 1.  Kort efter parkerer en mørkegrå Toyota stationcar foran solcentret. En ung fyr i start-tyverne står ud. Han styrer direkte til døråbningen, så til automaten, så til kabine 3. Han er tydeligvis hjemmevant i centret. Det violette lys er nu tændt i kabine 1. Inden det når at blive tændt i kabine 3, ankommer en mand sidst i trediverne, karseklippet og med sorte basketshorts. Han har parkeret sin VW Up på den anden side af gaden, går ind og kommer ud igen efter få minutter.

Da han er kørt, går Sara, 21, stadig rundt og støvsuger og ordner andre rengøringsopgaver.

Hun har gjort rent i centret i snart to år.  Det er mest unge mennesker, der kommer her, siger hun. Selv tager hun ikke sol, kun hvis hun skal på ferie, så tager hun måske tre gange for at forberede huden. Hun oplever, at det er blevet meget populært at tage sol i de seneste år, og i forhold til, da hun var yngre, er der i hvert fald mange flere unge mennesker, som vil være brune. 

Den unge mand kommer ud. Han hedder Rand, han er 22, har Nike-sweater på, Louis Vuitton-taske, earpods i ørene og er blevet lidt mere mørkerød i huden end før. 

”Jeg går i sol 1-2 gange om ugen. Jeg vil gerne være brun. Men ikke for brun, for så driller mine venner mig,” siger han, mens kvinden fra kabine 1 kommer ud. På hendes ansigt kan man se, at hun har fået, hvad hun kom efter. Samtidig fortæller Rand, at han ikke kun kommer for farven, men også for varmen. At ligge der og blive varmet igennem, det giver ham noget godt, fortæller han.

Snart er der fyldt i alle kabiner. Sandra, 28, tjekker rutineret ind. Hun har tætsiddende sort jakkesæt på og en diskret kulør i forvejen. Så kommer Abdullah, 20, han går ind i kabine 2. Han har lyst og krøllet hår ligesom popstjernen Christoffer, kortklippet fuldskæg og stramme sorte jeans. Til sidst kommer Stine, 25, med mørkerødt hår, lys hud og sort tøj. Hun står længe og fumler ved automaten. Går lidt væk fra den, tjekker noget på telefonen, går tilbage igen. Til sidst går betalingen igennem, og hun styrer mod kabine 5.

København, cirka 1887

DEN DANSK-FÆRØSKE læge Niels Finsen havde gennem længere tid bemærket en kat, som ofte lagde sig i solen på et tag uden for hans vindue. Når solen efterlod katten i skyggen, rykkede katten sig, så den igen lå i solens stråler. Han observerede også et insekt, en vandløber, flytte sig fra mørket under en af broerne til Slotsholmen og ud i solen igen, hver gang strømmen førte den i skygge. Disse simple observationer førte Niels Finsen til at tro, at solen og lyset måtte have en biologisk indvirkning på dyrs – og dermed også menneskers – velbefindende. Han forskede i sagen og opdagede få år senere, at solens UV-stråler havde en markant effekt på hudsygdommen lupus vulgaris. Hudtuberkulose, som det hed i folkemunde, var en infektionssygdom og skamferede ansigtet på de smittede, og man havde ikke nogen kur. Men Niels Finsen opfandt i 1895 et lysapparat, som efterlignede solens stråler og kurerede patienterne.

I 1903 modtog Niels Finsen Nobelprisen som den første dansker for opdagelsen af det, som senere kom til at hedde lysbehandling. 

Finsen, som altid havde haft et svagt helbred, døde under et år senere, 43 år gammel. Han havde forsøgt at styrke sit eget helbred ved at tilbringe mere tid ude i solen – en tendens, der blev mere fremherskende i befolkningen fra omkring århundredskiftet. Begrebet ’fritid’ blev samtidig opfundet, og folk opdagede solens gavnlige virkning på krop og sjæl. Det var også i denne periode, man så de første danskere smide tøjet i nudismens navn. Pludselig var sol lig med naturlighed og sundhed, og det skulle dyrkes.

I 50’erne og 60’erne blev man efterhånden bekendt med, at solens stråler ikke alene var gavnlige, men også kunne være skadelige, hvis man dyrkede dem i overdreven grad. Det standsede bare ikke de mange charterrejsende, der i stigende grad tog sydpå – ned til solen. 

Nykøbing Mors, 1969

ANSGAR MATHIASSEN, en driftig mand i begyndelsen af trediverne, fik en efterårsdag besøg af en hollandsk salgsagent. Ansgar Mathiassen havde allerede startet en succesfuld symaskineforretning, og salgsagenten kom til Nykøbing med noget, den 84-årige morsingbo i dag beskriver som ’en solariebænk’. Agenten fortalte, at satte man hænderne i maskinen, ville de få kulør, som hvis man havde siddet ude i sommersolen. Ansgar Mathiassen var skeptisk, men også nysgerrig og på jagt efter ’den næste store ting’. Så han fik lov at låne maskinen i 30 dage for at prøve sig frem.

Og den var god nok. Efter kort tids brug var 33-årige Ansgar solariebrun – og samtidig var han blevet fri for den psoriasis på hænderne, han ellers dagligt havde kæmpet med i det meste af sit liv.

DET BRUNE PUNKTUM?

Der er ingen officielle tal på solcentre i Danmark før 2014, hvor Sikkerhedsstyrelsen begyndte at registrere dem.

Branchen anslår selv, at der var 1.800-2.000 solcentre i Danmark inden 2007. I 2018 har Sikkerhedsstyrelsen registreret 773 danske solcentre. Cirka halvdelen er ejet af de fire store kæder ClubTan, Consol Solcenter, Meddo og Tropic Sun.

Den driftige morsingbo, som havde hørt om UV-strålernes gavnlige effekt på hudproblemer, var solgt. Ansgar Mathiassen købte straks maskinen af den hollandske agent for 20.000 kroner og satte den op i et ledigt lokale ved siden af sin symaskineforretning på Møgelvangs Plads i Nykøbing Mors. Verdens første solcenter var født.

Erfaringerne fra solcentret brugte han, da han i 70’erne åbnede over 60 solcentre i hele landet under navnet Consol. Navnet var inspireret at Ansgar Mathiassens symaskineproduktion, der hed Royal Consul – inspireret af Ford Consul, en forløber til den populære Ford Cortina.

I dag, 50 år senere, er firmanavnet Royal Consul stadig en stor del af 84-årige Ansgar Mathiassens identitet. Så stor, at lejligheden på 3. sal i Nykøbing Mors med udsigt til Limfjorden har en træflise i sildebensparkettet – lige ved indgangen til den store stue – med forkortelsen RC.

”Vi bliver bombarderet med anbefalinger for dit og dat,
og vi tør ikke trodse nogen af dem af frygt for at dø eller endnu værre:
at blive dømt af folkedomstolen på de sociale medier.
Man
bliver jo betragtet som ignorant, hvis man ikke lytter til
Sundhedsstyrelsens råd eller Kræftens Bekæmpelse.”

Livsstilsekspert Christine Feldthaus

Farum, 1983

BRØDRENE Kim og Bo Wünsch solgte svømmepools til haven, men de manglede noget, der var salg i året rundt. Da en dansk producent havde et lille lager af højfjeldssole og hjemmesolarier, som brødrene købte og hurtigt solgte videre til det dobbelte, så de en fidus. De tog til Tyskland, hvor man i 70’erne var begyndt at producere solarierør, og designede deres egne modeller: Silver June, Silver Satellite, Silver alt muligt. Markedet for hjemmesolarier føltes uudtømmeligt, og solcentrene var begyndt at poppe op rundt om i Danmark.

Kim og Bo Wünsch havde sælgere i hele Danmark. Snart var deres stab oppe omkring 70, og de besøgte gud og hvermand, fra hr. og fru Jensen til den lokale frisør med solarie i baglokalet. I 1983 ansatte de en ung sælger ved navn Jeanette Klingenberg.

”Silver-solarierne var et kæmpe hit hos danskerne, og der gik ikke en dag, uden bunkevis af solarier havde forladt vores hovedkontor i Farum,” siger Silver-sælgeren, der i dag også arbejder med spabade og pools.

Silver Gruppen ansatte folk på kontrakter, der lød nogenlunde således: Arbejdstid: 210 timer om måneden. Grundløn: 0 kroner. Provision: 5 procent af eget salg. Dengang kostede et hjemmesolarie 12-15.000 kroner, og få år efter sin ansættelse tjente Jeanette Klingenberg en million om året. Hun lå i toppen af sælgergruppen og arbejdede som en gal. Konkurrencen på markedet var nærmest ikke-eksisterende, men internt var den hård. Hvis man havde ligget i bund i tre måneder i træk, blev man fyret.

Det blev forventet, at sælgerne kørte i lækre biler med Silver Gruppens logo på begge sider. Og de fik en klapsalve, når de kom hjem med en parkeringsbøde, for det betød, at bilen havde været ulovligt parkeret – og det betød nok, at mange havde set den. 

Kim Wünsch kørte selv i Lamborghini og brugte om vinteren den lave bil til at rydde sne i firmaets indkørsel. Når han var inviteret til fest, spændte han en lille havepool på bagsmækken af Lamborghinien og gav den som værtindegave. 

En dag ved juletid arbejdede sælgerne sent på kontoret. Jeanette Klingenberg udbrød pludselig, at hun havde glemt at købe en julegave til sin mor. Da hun kom ud til parkeringspladsen, var soltaget pillet af hendes bil, og Kim Wünsch havde stukket et solarie ned i hullet. ”Værsgo’, julegave til din mor,” stod der på en seddel. 

Verden lå for brødrenes fødder. Og hvad gør man så? Man rejser selvfølgelig til USA. Men gennembruddet kom aldrig, og herhjemme kom Silver Gruppen langsomt bagud i forhold til de mange nye spillere på solariemarkedet. 

 

PYNTEDYR

At vi gør noget ekstra ud af os selv for at virke attraktive, er normal dyreadfærd, fortæller Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionshistorie og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum.

”Vi har ikke fjer eller pels, så vi bruger det, vi har til rådighed, til at vise omverdenen, at vi er attraktive: hud, tøj, smykker, sminke. Flamingoer sminker sig også. De påfører et olielag på deres fjer i parringssæsonen, som får farven på deres fjer til at se ekstra pink ud. Når parringen er gennemført, og ungerne udklækkede, stopper de igen. Det samme gælder gribbe: De smører sig i hovedet med oxideret jern, naturlig rust, for at virke ekstra frygtindgydende og dermed ekstra attraktive over for deres mager. Det er altså fuldstændig artstypisk, at vi går i solarie – eller ikke går i solarie – alt efter, hvad der er attraktivt på et givet tidspunkt.”

Mens Bo Wünsch fortsat bor i USA, er Kim Wünsch død. Hans enke solgte Silver Gruppen til en virksomhed, som ikke har fokus på solarier, og forretningen blev kørt ud på et sidespor. Man flyttede først til mindre lokaler i industrikvarteret i Farum, men få år senere lukkede en ny direktør forretningen ned. 

I samme periode gik foredragsholder og livsstilsekspert Christine Feldthaus, 56, i solarie. Det havde hun gjort siden slutningen af 70’erne. 

”Mellem 70’erne og 80’erne var det fitness, jazzballet og flashdance. Jane Fonda havde fået kvinderne til at svede med sine workout-VHS-bånd, og hvis man skulle vise sig frem i body­stocking og benvarmere, gik det ikke at være hvid som en maddike. Jeg gik hos Consol i Sønderborg, hvor jeg boede som ung, og da jeg flyttede til København i 1985, gik jeg også i solarie. Dengang brugte mange det også som opvarmning til solferier. Man ville ikke komme til Mallorca og ligne en gipsafstøbning, så man tog lige toppen,” som hun siger. Feldthaus arbejdede i reklamebranchen i 80’erne og 90’erne, og der fik den ikke for lidt:

”Folk svingede helt over dengang. Jeg kan huske en kvinde fra branchen, hun lignede simpelthen en sortbejdset lædertaske. Og da jeg købte min mosters hus på Frederiksberg i 1994, stod der et Silver-solarie i kælderen,” siger livsstilseksperten, der siden er stoppet med at gå i solcenter, fordi hun engang prøvede at falde i søvn i et solarie, dengang de ikke slukkede af sig selv, 

”Jeg kom ud og lignede agterlanternen på en sejlbåd. Som så mange andre lod jeg mig på et tidspunkt overtale til, at det ikke var en god idé. Når man bliver ældre, finder man også ud af, at seksualiteten ikke sidder i kuløren. Ikke for at undervurdere Kræftens Bekæmpelses indsats mod solarier, men jeg tror, at mange er stoppet, ikke fordi de var bange for cancer, men for rynker. Aldrig har folk været mere forfængelige end nu. De får lavet alt muligt, botox, oxygenbehandling af huden, alt, hvad remmer og tøj kan holde. Der er en kæmpe angst for tidlig ældning.”

Grenaa, vinteren 1994

UNGE PETER LAURSEN var 17 år og tænkte over, hvad han skulle bruge sit liv på. Den lyshårede knejt havde klippet sit krøllede hår i en tidstypisk grydefrisure og gik dengang ikke med en drøm om at blive til noget stort, blot om at blive til noget.

Peter var dog også på udkig efter en kæreste og skulle derfor lige have lidt ekstra kulør. Hos Joan Thygesen, den hippe frisør i Grenaa dengang, var der to solarier i baggården. I bogen med tidsbestillinger kunne Peter se, at der hver dag var mindst 20 kunder. Han tænkte med det samme, at her måtte der være en god forretning.

17-årige Peter Laursen overtalte sine forældre til at kautionere for et lån, og 7. april 1995 åbnede han Grenaa Solcenter – med fire ansigtssole og 41 rør i de fem solarier. Han flyttede ind i en lejlighed oven på solcentret i Nørregade, og til åbningsreceptionen sagde han til lokalpressen:

”Det er særdeles attraktivt at være brun, men det er ikke noget, man kan opnå ved solens hjælp alene, end ikke i sommerhalvåret, så derfor vil der altid være behov for et solcenter. Og når man som her kan opnå maksimal bruningseffekt fra gang til gang med disse supermoderne sole, så kan det ikke gå helt galt.”

Han fik ret hurtigt tilnavnet Sol-Peter, og der var ikke mange i den østligste by i Jylland, som ikke vidste, hvem han var. Ikke fordi han var en udfarende type, men han havde noget, som alle grenaaenserne – og danskerne – pludselig ville have: turbo-sol.

I de efterfølgende år var det ofte umuligt at få en tid i et af Sol-Peters solarier. Derfor udvidede han forretningen til det dobbelte. Og med det nyeste af det nye: en stand-up-sol med 48 rør og en turbosol med 160 watt superrør. Mens det før havde taget på den gode side af 20 minutter at blive brun, kunne det nu klares på seks minutter. 

I 1998 udvidede han igen butikken. Nu skulle der være selvbetjeningscenter.  Her skulle man selv gøre rent og selv smide penge i. Der var kun to tyggegummifarvede Tuttifrutti-selvbetjeningsmaskiner, men de skulle vise sig at blive et varsel – ikke kun for Grenaa Solcenter (som senere blev til franchisekæden ClubTan), men også for resten af branchens fremtid.

 

SUN FACTS 1

39-41-årige tager rigtig meget sol. Mange par bliver samtidig skilt i den alder.

Kræftens Bekæmpelse bor i Finseninstituttet i København. Det samme institut, som blev oprettet af Niels Finsen for at forske i lysbehandling – forgængeren til Danmarks over 700 solarier.

I 2004 gik 50 procent af danskerne mellem 18 og 49 i i solarie.

12 procent af de unge mellem 15 og 25 går i dag i solarie.

Kilder: Solcentrene/Danmarks Statistik, Kræftens Bekæmpelse

Carsten Riis, ejer af Meddo-solariekæden, som i dag marginalt er Danmarks største, fortæller om året 1998:

”Hvis der var et tomt lokale, blev det enten til en grønthandler eller et selvbetjent solcenter. Der var sindssygt gang i den. Uanset om man var dygtig til at drive solcenter eller ej, væltede folk ind. Det var lidt Det Vilde Vesten, folk bestemte selv, hvilke rør de satte ind, og der var ingen kontrol med noget som helst.” 

Samtidig fortsatte moden ufortrødent i den solbrune retning. 

”Der var en bølge med solbrune modeller i slutningen af 90’erne,” siger den 41-årige tv-vært og modeekspert Chris Pedersen:  

”Tag for eksempel brasilianeren Gisele Bündchen. Looket var solkysset, sund, sporty – og ikke mindst sexet. Solbrunhed passer godt med de perioder, hvor sex er moderne. Og sex var virkelig moderne i 90’erne. Det lyder mærkeligt, men det hænger sammen. Tænk easy listening, lamsebamserne, Tina Kjær i Jolly-reklamen, Helena Christensen og Marcus Schenkenberg i ’Det kræver sin mælk’-reklamen eller Pamela Anderson i ’Baywatch’. Der var meget sex, der var mange babes, og de var solbrune næsten alle sammen.” 

Jeg nævner året 1998 som storhedstiden for solcentrene, og det får hans tanker til at vandre.

”Hæng på, jeg googler lige noget her.” 

Der bliver tastet flittigt i den anden ende af røret.

”Hvornår tror du, ’Stripperkongens piger’ havde premiere?” 

Vi kender begge svaret: 

”1998!” 

”Hvem er altid brune?” fortsætter han og svarer selv: 

”Pornomodeller. Men der er en kæmpe forskel på sexet og cool. I 90’erne hørte jeg – og mange andre – Nirvana. Hele grungebølgen handlede om at være bleg, have slidt tøj på og ligne en, der var ligeglad. Jeg ville død og pine ikke opdages, når jeg alligevel en gang imellem bevægede mig ned i et solcenter. Men i det brede mediebillede var det solbrune look helt gennemgående.”

Danmark, 2007

”FØRST I 2007 blev der ryddet op,” fortæller Michael Grau fra Tropic Sun, der startede i Aalborg i 1997 og i dag er en af de fire store solcenterkæder i Danmark. Finanskrisen ramte, og den ramte også solcentrene.  

Brancheforeningen Dansk Solarie Forening satte samtidig nye krav og standarder til rørene i solarierne på grund af forordninger fra EU, og det kostede. På få år gik man fra at være omkring 15 store spillere i solcenterbranchen til at være mindre end en håndfuld. 

”Mange af de små forretninger måtte simpelthen lukke,” siger Carsten Riis. 

I samme periode satte Kræftens Bekæmpelse landsdækkende kampagner i gang   mod danskernes indendørs solbadning. Organisationen havde siden 80’erne registreret en kraftig stigning i hud- og modermærkekræft, og det følte man sig nødsaget til at gøre noget ved, fortæller Christine Behrens, seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, om indsatsen, der begyndte i 2007.

Livsstilseksperten Christine Feldthaus mener, at der skete et stort skift for danskerne i forbindelse med finanskrisen:

”I 2009 havde vi klimatopmøde i København, og vi fik hurtigt mere fokus på at være bæredygtige. Det blev umoderne med overforbrug, og vi begyndte den nypuritanske bølge, der kun er blevet stærkere siden. Vi var sgu ikke særlig puritanske i 90’erne. Vi festede, tog stoffer, og toget kørte bare derudad. Men efter finanskrisens opbremsning af forbrugssamfundet har bevidstheden om klimaet og den ekstreme fokus på at leve sundt aldrig været vildere. Vi bliver bombarderet med anbefalinger for dit og dat, og vi tør ikke trodse nogen af dem af frygt for at dø eller endnu værre: at blive dømt af folkedomstolen på de sociale medier. Man bliver jo betragtet som ignorant, hvis man ikke lytter til Sundhedsstyrelsens råd eller Kræftens Bekæmpelse.”

Antallet af solcentre og solariegængere er ifølge Kræftens Bekæmpelses egne tal faldet støt, siden de satte kampagnerne i gang i 2007 under sloganet ’Sluk solariet’. Men siden 2013 har kampagnerne ikke haft samme virkning. Antallet af solariegængere har været stort set uændret de sidste fem år. Det er i høj grad de unge solariegængere, som holder ved. 

”De unge hører hele tiden: ’Du skal ikke spise noget, der er usundt, du må ikke dit, og du må ikke dat,’” siger Christine Feldthaus, der kender problemstillingen hjemmefra:

”Min søn på 23 æder alt det kød, der passer ham, og han ryger masser af smøger. Du får en ungdom, som er ved at brække sig af al den kontrol. Der er enormt meget kontrol på studierne, de skal have høje karakterer for at komme ind, så de har brug for at koble af: drikke hjernen ud, ryge smøger, og her passer solariet fint ind. Jo mere man råber op om regler, kontrol og alt det, der er farligt, jo mere går der James Dean i den,” siger hun.

 

SUN FACTS 2

Nordjyderne havde i mange år danmarksrekord i solarieforbrug. I 2010 frekventerede hele 18 procent af nordjyderne solcentret. I dag er forbruget på niveau med resten af Danmark, cirka 10 procent. Dog ligger 110 ud af de 773 solcentre i Danmark fortsat i Nordjylland.

De hvide pletter, der kan komme over halebenet og på skulderbladene, når man tager sol, opstår, fordi det er disse steder, hvor trykket på kroppen er størst, når man ligger ned i et solarie. Det hæmmer blodcirkulation og iltning i huden og påvirker derfor bruningen.

Professor i evolutionshistorie og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum Peter C. Kjærgaard mener, at mange unge i dag befinder sig i et paradoks.

”De unge generationer er rigtig gode til at træffe beslutninger til fordel for miljøet og til at tænke på planeten, men knap så gode til at passe på sig selv. For selvom de bekymrer sig for vores fælles fremtid, har de fleste unge mennesker et udødelighedskompleks. De ved godt, at det for eksempel er farligt at ryge, men de tror ikke på, at de selv bliver ramt at lungekræft. De er jo unge, sunde og stærke. Det samme gælder deres forhold til solarie. De tænker: ’Det er ikke farligt for mig.’ Samtidig er forbruget af sociale medier eksploderet. Før i tiden kunne man slappe af efter en ’parringssæson’, men på de sociale medier er du konstant eksponeret og skal derfor hele tiden vise, at du er attraktiv. Og her er solariet et middel, der vægter tungere end din viden om, at det er skadeligt.”

Roskilde, september 2018

JEG STILLER MIG ved automaten, min pung med håndører under armen. Maskinen beder mig lægge min hånd og underarm op langs siden. Den vil scanne mig og bestemme min hudtype for at lave en anbefalet behandlingstid. Der kommer billeder frem på skærmen af alle fem solarier med informationer om, hvor mange watt rørene har, og hvor kraftigt solariet er. Ved siden af står den anbefalede tid. Min er et sted mellem 13 og 14 minutter, og det koster omkring 55 kroner. Jeg vælger den kabine med færrest watt og putter penge i. Jeg får at vide, at solariet tænder om tre minutter, og styrer mod kabine 5. Jeg skubber låsen i hak og kigger mig lidt omkring. Sprøjter med den blå rengøringsvæske på liggefladen, tørrer efter med papirservietter. 

Jeg tager tøjet af, lægger mig ned. Mærker den kølige overflade mod huden på bagsiden af kroppen. 

Solariet tænder få sekunder senere, og jeg trækker den øverste del af sandwichen ned over mig med venstre hånd. Jeg mærker straks varmen, den fordeler sig hurtigt over hele kroppen. Efter to minutter kommer duften. Alle, der nogensinde har ligget i et solarie, ved hvilken duft. Det er duften af varm hud, varme solarierør. Rørene er delt op i kropsrør og ansigtsrør. Det prikker lidt i læberne, så jeg skruer lidt ned for rørene i ansigtet ved at trykke på en af de små knapper lige over hovedet. Der er popmusik i højttalerne, men jeg kan kun høre det svagt, for solariet forsøger også at holde min krop kølig ved at blæse kold luft fra fodenden i retning mod ansigtet. Og det lykkes faktisk, jeg når ikke at komme til at svede på de 13 minutter. Jeg skubber toppen op, da solariet slukker, det kan gøres med bare et lille puf. Svinger benene ud over kanten, stiller mig hen til spejlet. Stadig bleg på kroppen, men med en svag rødlig farve i ansigtet, især på kinderne. Jeg har stillet mig under et airshower, opdager jeg, en slags luftsøjle, som gerne vil hjælpe mig med at blive kølet af, inden jeg trækker i tøjet igen. Bukser på, T-shirt på. 

Da jeg kommer ud fra solariet, støder jeg ind i Stine, 25, med det mørkerøde hår og den lyse hud. Hun fortæller mig, at det er første gang i seks-syv år, at hun er i solarie. 

Da jeg går ud i stormen, hænger varmen stadig i mit ansigt 

Jeg er selv 34 år, og det er 10 år siden, jeg sidst har taget sol. Vil jeg gøre det igen, spørger jeg mig selv? Jeg ved det ikke. Jeg vil egentlig gerne være solbrun. Men jeg tror, jeg venter til næste sommer.