Indlæg

20. juli 1969 klokken 21.17 dansk tid trådte Neil Armstrong ud af sit rumfartøj og satte sit aftryk på Månens overflade og i historiebøgerne. Hvis det hele altså ikke er én stor løgn, som konspirationsteoretikere mener. Astrofysiker Anja C. Andersen tager skeptikerne i skole – og glæder sig over, at astronauterne dengang var nogle skovsvin.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Getty Images, Ritzau/Scanpix, Google Maps

Flere mener, at månelandingen for 50 år siden ikke fandt sted. Hvordan opstod mistroen? 

”Den tidligere NASA-ansatte Bill Kaysing begyndte at tale om det i midten af 70’erne, og han skrev en bog om det. Fordi han havde arbejdet inden for murene, var han på en måde en autoritet. På den måde kan jeg godt forstå, at nogle kan blive forvirrede. Netop derfor har forskere som mig pligt til at kaste os ind i kampen og ikke føle os for fine til at tale om det.”

Hvad er det, der får nogle til at tro på de konspirationsteorier?

”Jeg tror, at nogle synes, at de argumenter, der har cirkuleret om falske billeder, virker overbevisende. Nogle mener, at skyggerne falder forkert på de billeder, og at det er et tegn på, at det må være fra et tv-studie og ikke fra Månen. Hvis man så kommer med modbeviser og en naturlig forklaring, er det ikke en lige så god historie, og folk gider måske ikke høre den historie.”

Giver det mening at argumentere – der kommer vel nye modargumenter?

”Man kan ikke gøre så meget andet. Jeg tror ikke, man kan tie det ihjel, og jeg mener, at man som forsker har en forpligtelse til at holde fanen højt og fortælle folk, hvad vi mener, sandheden er. Det mest usandsynlige ved teorierne er, at alle de mennesker, der skulle være involveret i svindelnummeret, måske over 1.000 mennesker, alle sammen skulle holde på den hemmelighed. Mon ikke én af dem ville fortælle det til sin familie eller stå frem for at få noget berømmelse? I den forstand er teorierne jo en kærlighedserklæring til menneskeheden. At nogle tror, at 1.000 mennesker kan blive enige om at holde på en hemmelighed.” 

TRE SEJLIVEDE RYGTER – OG FORKLARINGEN

1. “Jamen flaget blafrer!”

Konspirationsteori: Der er ingen vind på Månen, og derfor burde det amerikanske flag, som astronauterne placerede på Månen, ikke bevæge sig.

Forklaring: Den bevægelse, man kan se i flaget, opstod, da flagstangen blev plantet i overfladen. På grund af den manglende atmosfære bevæger flaget sig i længere tid, end det ville gøre på Jorden. Flaget blev i øvrigt væltet af udstødningen fra motorerne, da astronauterne lettede fra Månen igen. På de næste missioner havde man også flag med og sørgede for at placere dem længere fra affyringsstedet.

2. “Der er for mange skygger på billederne!”

Konspirationsteori: Hvis Solen var den eneste lyskilde, hvorfor kan man så se flere skygger på billederne af astronauterne og landingsfartøjet, spørger skeptikerne.

Forklaring: Selvom der kun er én lyskilde, kan man se flere skygger på grund af sollys, der bliver reflekteret fra Jorden, fra landingsfartøjet og fra astronauterne. Desuden giver Månens ujævne overflade også skygger i flere forskellige retninger.

3. “Der var en cola!”

Konspirationsteori: En tv-seer i Australien forklarede, at hun og flere andre beboere i lokalområdet havde set en cola-flaske trille rundt i bunden af billedet under den første månelanding, da hun sad sent oppe for at følge transmissionen. Signalet med cola-smutteren blev sendt til den del af Australien ved en fejl, mens resten af verden blev holdt for nar, mener konspira­tionsteoretikerne.

Forklaring: Der er ingen cola-flaske på nogen optagelser fra Månen, og seerens forklaring om, at hun sad sent oppe, holder ikke, da den del af Australien slet ikke modtog et live-signal af månelandingen. Den blev vist i en båndet version senere.

Det giver cirka 24 millioner hits at google ’Moon landing conspiracy’. Det må næsten være nedtrykkende for en forsker?

”Jo, men på den anden side er det godt, at folk interesserer sig for det. Man kan håbe, at de i deres søgen finder ud af, at der er mere hold i virkeligheden end i konspirationsteorier. Når jeg holder foredrag, er der altid nogle, der spørger om det. Tidligere kom jeg med en lang forklaring om, at vi har hentet månesten til Jorden, og vi kan se, at geologien på Månen er helt anderledes end på Jorden. Men det overbeviste ingen af skeptikerne. Nu har jeg fundet et svar, der overbeviser folk: Hvis amerikanerne ikke havde været på Månen, havde Sovjetunionen afsløret det. Den køber folk, selvom det jo ikke er et videnskabeligt argument. De helt hardcore konspirationsteoretikere siger så, at Sovjet også var med i konspirationen, sådan at de dækkede over det sammen med USA.” 

Hvorfor kommer så mange af de her konspirationsteorier fra USA?

”Det er den amerikanske rumfartsorganisation NASA, der landede på Månen, og så er der jo så mange mennesker i USA, at der også vil være mange originaler. Nogle af dem tror sikkert fuldt og fast på de teorier.”

Hvad betyder nettet i den sammenhæng?

”Historier bliver spredt meget hurtigt. Det har så den ulempe, at folk synes, det er sjovere at sprede en sjov historie end en faktuel historie. Fakta kan ofte fremstå som en lidt kedelig historie, mens en konspirationsteori er en underholdende historie. Problemet er, når man kun får en meget ensidig opfattelse på grund af de algoritmer, der bestemmer, hvad vi bliver præsenteret for. Hvis folk kun støder på en alternativ virkelighed, er det et problem.”

Hvad er det skøreste argument, du er stødt på?

”Jeg bliver mest overrasket, når nogen insisterer på, at det slet ikke er teknologisk muligt at tage til Månen. Men vi har jo gjort det og kunne gøre det endnu bedre og mere sikkert i dag. Jeg er enormt fascineret af, at det kunne lade sig gøre dengang, og at astronauter turde sætte sig ind i sådan en blikdåse med risiko for at blive sprængt i luften. Det er også fascinerende, at de kunne gennemføre det, selvom de manglede en masse viden. Hvordan reagerer kroppen på vægtløshed? Det vidste man ikke meget om dengang.”

TRE STORE FUPNUMRE?

USA er hjemsted for flere store konspirationsteorier ud over ’Moon landing conspiracy’. Især et præsidentmord, et terrorangreb og mulige besøg fra det ydre rum har skabt en alternativ historie-fortælling.

1. JFK

22. november 1963 blev USA’s 25. præsident John F. Kennedy skudt og dræbt, da han kørte i åben bil gennem Dallas i Texas. Den officielle forklaring er, at den tidligere marinesoldat Lee Harvey Oswald stod bag drabet og selv planlagde det. Mordet har dog ført til et utal af teorier om, at det i virkeligheden var for eksempel CIA, mafiaen, vicepræsidenten, KGB eller Cuba, der stod bag. I 2017 viste en rundspørge blandt 5.130 amerikanere, at kun hver tredje tror på, at Oswald var alene om drabet. 61 procent tror, at der var en sammensværgelse mod præsidenten. Lee Harvey Oswald blev selv myrdet to dage efter Kennedys død. Han blev skudt af Jack Ruby, da han blev eskorteret ud fra en politistation til en ventende politibil.

2. Area 51

Midt i ørkenen i Nevada ligger en anonym vej, der fører til det indhegnede militære område Area 51. Her gemmer – mener nogle – regeringen på hemmeligheder om besøg fra det ydre rum, nærmere bestemt et nedstyrtet rumskib og afdøde rumvæsener. I 1995 begyndte en video at cirkulere, hvor man angivelig ser en obduktion af et rumvæsen, der skulle have været om bord på rumskibet. Nogle konspirationsteoretikere mener i øvrigt også, at månelandingen i 1969 i virkeligheden blev filmet i en hangar i Area 51.

3. 9/11

Næsten 3.000 mennesker mistede livet i World Trade Center, Pentagon og i flystyrtet i Pennsylvania under terrorangrebet 11. september 2001. Men mange amerikanere er skeptiske over for, om de har fået hele sandheden. En undersøgelse fra Chapman University i Californien viste i 2016, at over halvdelen af amerikanerne mener, at myndighederne skjuler oplysninger om, hvad der skete. Nogle mener endda, at det hele var iscenesat via en jødisk sammensværgelse, der skulle sætte gang i USA’s krig mod terror i Mellemøsten. En gruppe arkitekter og ingeniører dannede i 2006 gruppen Architects & Engineers for 9/11 Truth. De er især skeptiske over for, at en mindre bygning, der var en del af World Trade Center, styrtede sammen, selv om den ikke blev ramt af flyene. Det tyder på, mener de, at det hele var planlagt og styret af sprængstoffer placeret i World Trade Center.

Har du mødt nogle ­insisterende ­skeptikere?

”Jeg er stødt på nogle, der, efter at jeg har fremlagt kendsgerningerne om månelandingerne, siger: ’Ok, men jeg tror, at den første landing var fake. Den foregik nok i et tv-studie.’ Argumentet er, at amerikanerne ikke havde råd til at fejle. Der var meget på spil. Og jeg kan da ikke totalt afvise, at amerikanerne har haft en plan B og tænkt: ’Hvad nu, hvis noget går galt under missionen, og vi ikke har nogen billeder at vise fra Månen? Har vi så noget andet, vi kan vise?’ Allerede dengang var der jo nogle, der forstod sig på PR og vidste, at det betød alverden at have et billede at vise.”

Hvorfor er der ikke opstået samme ­historier om missionerne til Mars?

”Jeg tror, det er, fordi der ikke har været mennesker med. Det er svært at hidse sig op over en lille robot, der lander på Mars. Jeg har til gengæld bemærket, at når jeg holder foredrag på folkeskoler, er der mange elever, der bliver overraskede over, at der ikke har været mennesker på Mars, for det har de ellers set på YouTube og i science fiction-film. De har et ret præcist billede af, hvordan der ser ud, at det er en rød ørkenplanet, og de tror, at der har været astronauter. Det er ikke svært at overbevise dem om, at det har der ikke, men de bliver overraskede. Jeg kan egentlig godt forstå dem, fordi film i dag er lavet så godt, at det kan være svært at se forskel på fiktion og virkelighed.”

Area 51 i Nevada.

Følger man som forsker med i, hvilke konspirationsteorier der er oppe i tiden?

”Jeg har lige holdt et foredrag om månelandingerne, og jeg nævnte konspirationsteorierne om Månen, og den nye bevægelse, hvor nogle mennesker mener, at Jorden er flad. Som forsker er man helt uforstående over for det, fordi beviserne for, at Jorden er rund, er så overvældende, og man har vidst det siden de gamle grækere. Enhver sømand vidste, at Jorden er rund. Man skal jo ikke sejle særlig langt for at gøre sig den observation, at Jorden krummer. Jeg håber da som forsker, at der er noget viden, der sniger sig ind, når de, der tror på konspirationsteorier, går i gang med at søge oplysninger. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.”

Kan vi være helt sikre på, at der har været mennesker på Månen?

”Der er ingen tvivl om, at mennesket har været på Månen. NASA har for nylig frigivet seks nye satellitbilleder i høj opløsning af de steder på Månen, hvor månelandingerne fandt sted. Man kan se de steder, hvor Apollo 11, 12, 14, 15, 16 og 17 landede (Apollo 13 nåede ikke frem og måtte returnere til Jorden, red.). Man kan se fodspor og hjulspor, hvor astronauterne har været, og resterne af landingsmodulerne. De var heldigvis nogle skovsvin, der efterlod alt muligt, som man kan se på billederne i dag. Det er alligevel bemærkelsesværdigt, at NASA føler sig kaldet til at bevise det med de billeder. ”

Anja C. Andersen er astrofysiker ved Niels Bohr Institutet i København. Hun har jævnligt fortalt om astronomisk forskning i medierne og har skrevet flere bøger. I slutningen af juni udkommer ’En lille bog om Månen’ på Lindhardt & Ringhof.

På en afsides rumbase i Utahs ørken går forskere rundt i rumdragter og spiser frysetørret mad, mens de drømmer om at kolonisere Mars. De er langtfra de eneste. Rigmænd har også spist af den magiske Mars-bar. Og ja, planeten er gold, hundekold og umulig at trække vejret på, men måske er ideen ikke så vanvittig, som den lyder.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:Noel Spirandelli

OSCAR OJEDA døde i går. Sammen med tre af sine besætningsmedlemmer var astronauten på rumvandring i Mars’ golde landskab, hvor rødbrune bakker dannede ring om ham som en enorm, bugtende søslange. Pludselig gik batteriet i hans rumdragt ud, og hans iltforsyning forsvandt. Men Oscar Ojeda begyndte ikke at hvæse efter vejret, og da han tog sin hjelm af, kollapsede hans lunger ikke, ligesom blodet ikke boblede. Dér brast illusionen. For colombianske Oscar Ojeda indåndede ikke Mars’ atmosfære, men den forfriskende luft i Utahs ørken. Sammen med et hold kolleger er Oscar Ojeda udstationeret på Mars Desert Research Station (MDRS), der efterligner forholdene på Mars. Basen er oprettet af Mars Society, en amerikansk nonprofitorganisation, der vil skubbe gang i planerne om at kolonisere Mars. Organisationen er frustreret over, at USA’s rumfartsprogram NASA ikke har gjort nok for at sende os jordboere til Mars, og har derfor oprettet en udgave af Mars på Jorden, så forskere kan studere, hvordan vi kan bosætte os på den røde planet. Efter at have kigget på en håndfuld steder rundt om på kloden, der visuelt minder om Mars, faldt valget på ørkenen i det sydlige Utah i midten af ingenting.

”Det første hold astronauter på Mars vil være de mest isolerede mennesker i verdenshistorien, så vi vil give dem den samme følelse her,” siger Michael Stoltz, Mars Societys kommunikationschef.

Mars Desert Research Station er ikke den eneste ’rumstation’, der forsøger at simulere forholdene på Mars. Der er lignende baser i Israel, Spanien, Hawaii og Texas, og Mars Society har også en anden Mars-base på den ubeboede ø Devon Island i det nordligste Canada, men den er ekstremt dyr og besværlig at komme til. Utah er mere praktisk, og siden basen blev åbnet i 2001, har over 1.500 forskere været på interplanetarisk besøg. 

Hvordan påvirker isolationen besætningsmedlemmerne? Gør handskerne på rumdragten det svært at samle jordprøver op? Hvordan sammensætter man et næringsholdigt måltid uden friske råvarer? Det er nogle af de spørgsmål, forskerne har forsøgt at svare på under deres ophold.

Men måske mindst lige så vigtigt har de opdaget små ting, som kan være en udfordring, hvis man vil starte en koloni på en fjern planet. For eksempel hungrer Oscar Ojeda virkelig efter et spejlæg. 

Sammen med sine fem colombianske kolleger i Crew 203 har han været isoleret på den jordiske udgave af Mars i 10 dage, og spejlæg er det eneste, han tænker på, når han slår øjnene op om morgenen. Han hiver ud i en skuffe fyldt med en række store plasticbøtter, skruer låget af en af dem og kigger på det gullige pulver.

”Dehydrerede æg. Når man tilsætter vand og steger det på panden, minder det lidt om røræg. Men det er ikke spejlæg.” 

Han hiver op i de andre bøtter – tomater, løg, oksekød, svinekød, alt sammen i frysetørret form.

”Det ligner hundemad,” siger han slukøret.

Mars Desert Research Station er opført i 2001, og observatoriet er doneret af Elon Musk.

HVIS MAN VIL slå sig ned 225 millioner kilometer fra Jorden, er spejlæg et af de mindre ofre, og det er gået op for Crew 203. Oscar Ojeda er den 31-årige leder, der har overblikket og træffer de endelige beslutninger, og med på holdet har han Hermes Bolivar, der er biolog og eksperimenterer med at dyrke grøntsager i Mars’ lerholdige muld. Liza Forero er geolog, og Yael Méndez er mikrobiolog, og sammen tager de jordprøver. Freddie Castañeda er ingeniøren, der sørger for, at det mekaniske klapper, og David Mateus er altmuligmanden, der blandt andet kigger på, hvordan de kan minimere deres affald under opholdet.

I to uger bor de sammen i et cylinderformet ’habitat’, sover i køjer, fryser om natten, sveder om dagen, når de trasker rundt på ’rumvandringer’ i ørkenen, aflægger rapporter, gør rent i habitatet, lægger puslespil, når de keder sig. Og spiser frysetørrede æg.

Opholdet på Mars Desert Research Station kræver en vis indlevelse. Basen har set bedre dage, og lugen ind til habitatet kan ikke lukkes, medmindre man løfter op i den først, generatoren går ud hver nat, og tunnellerne, der forbinder habitatet med de øvrige bygninger, består af et u-formet metalhegn og en presenning. Rumdragterne er kedeldragter tilsat en kuppelformet hjelm med et kølesystem, der skal simulere iltforsyningen, og de ligner en rekvisit fra en billig B-film. 

Andre dele er mere realistiske. Eksempelvis møder de ikke andre mennesker under opholdet, al kommunikation med omverdenen har 20 minutters forsinkelse (som svarer til den tid, det tager for et signal at nå fra Mars til Jorden), de skal altid have rumdragt på, når de går udenfor, og når de kommer tilbage fra rumvandring, skal de gennem en luftsluse, hvor de skal stå i fem minutter for at trykudligne – eller lade, som om de trykudligner. Der sker absolut intet, når de står i luftslusen, mens de tripper for at tage den tunge rumdragt af. På sin vis virker det hele som en avanceret astronaut-leg for voksne.

”Opholdet kræver, at man lægger sin mistro fra sig,” som Liza Forero siger.

MARS PÅ JORDEN I

Mars Desert Research Station (MDRS) nær Hanksville i Utah er ikke det eneste sted, hvor man kan opleve, hvordan Mars kan se ud. Her er nogle af de andre permanente simuleringer.

Flashline Mars Arctic Research Station (FMARS) 

Mars Societys anden rumbase ligger i arktiske omgivelser i det nordlige Canada på den ubeboede ø Devon Island. Temperaturmæssigt ligner den mere Mars, dog minder polarørkenen knap så meget om den røde planet. Det gør isolationen til gengæld.

Hawaii Space Exploration Analog and Simulation (HI-SEAS) 

Med sit vulkanlandskab har Big Island på Hawaii en god lighed med Mars på denne base, som University of Hawaii og NASA står bag. Siden 2013 har seks forskellige forskningshold været på længerevarende ophold på basen (4-12 måneder) for især at studere de mentale aspekter af en mission til Mars. Der er dog sået tvivl om basens fremtid, efter at et besætningsmedlem kom alvorligt til skade i februar 2018, og der udbrød uenighed blandt resten af besætningen om, hvorvidt de skulle afbryde simuleringen og ringe efter hjælp.

OTTE GANGE er rumsonder landet på Mars. Viking 1 blev i 1976 det første fartøj på planeten, der rent faktisk lykkedes med at transmittere data til jorden, og senest nåede NASA’s InSight Mars i november 2018 for at undersøge planetens indre. I 2020 sender både USA, Kina, Japan og den europæiske rumfartsorganisation ESA sonder af sted mod den røde planet, mens yderligere missioner er planlagt de følgende år.

En del af hypen skyldes Elon Musk. Som det første private firma nogensinde har Tesla-iværksætterens raketfirma SpaceX planer om at sende en sonde til Mars i 2022, og går alt efter hans hoved, vil de første mennesker sætte benene på Mars i 2024.

For 10 år siden ville de fleste eksperter have rystet på hovedet, men SpaceX har rusket op i rumfartsbranchen ved at fremstille raketter, der kan lande på Jorden igen og genanvendes, hvilket har skåret drastisk i omkostningerne til rummissioner. Og Elon Musk har hovedet tilpas højt oppe i skyerne til, at han ikke kan høre de kritikere, der mener, at det vil tage årtier, før vi er klar til at sende bemandede missioner til Mars. Han vurderer tilmed, at man vil kunne skabe en selvforsynende koloni på en million mennesker på Mars i løbet af 40 til 100 år, og selv om det lyder rablende, har han det med at sætte handling bag sine højtravende ambitioner.

”Hvis jeg skulle sætte mine penge på, hvem der først sender folk til Mars, ville det nok være Elon Musk,” siger Steen Eiler Jørgensen, der er tidligere formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning og underviser i rumfart hos Science Talenter, Danmarks talentpleje inden for naturvidenskab. 

”SpaceX har fremlagt et koncept for, hvordan man sender folk til Mars, og jeg har ikke hørt nogen væsentlige argumenter mod den plan,” siger han.

Elon Musk er ikke den eneste velpolstrede rigmand med blikket mod himmelrummet. Også Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos har med sit raketfirma Blue Origin planer om at skyde mennesker på rumfærd. I første omgang vil han sende rumturister på suborbitale flyvninger og satellitter i kredsløb for blandt andet det amerikanske militær, men Jeff Bezos vil også på længere sigt oprette en permanent rumbase på Månen. Han mener, at mennesker kommer til at bo og arbejde i rummet – og Mars er det mest oplagte sted at huse hans drømme.

”Der er kommet meget mere momentum i Mars-forskningen,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Det har fået folk til at hviske ordet ’rumkapløb’ igen, men hvor der i 60’erne var to supermagter, der kæmpede om først at sende mennesker til Månen, er der ingen, der har sat konkrete datoer på en tur til Mars – hverken NASA, Blue Origin eller SpaceX.

”Før der er konkrete planer, kan jeg garantere for, at der ikke er nogen, der kommer til Mars. Det er stadig meget hypotetisk, om SpaceX vil kunne gøre det,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Kjartan Münster Kinch, der er astrofysiker på Niels Bohr Institutet og har været involveret i flere robotmissioner til Mars og med til at udvikle kameraerne til den næste rover, NASA sender til Mars i 2020, er dog overbevist om, at vi kommer til Mars i hans levetid. 

Han er 44 år gammel.

”Medmindre Jorden rammes af en global katastrofe, tror jeg, at det er mere eller mindre uundgåeligt, at vi sender folk til Mars på længere sigt. Vi mennesker har gennemgået en eksplosiv udvikling. Tænk på, at blot 60 år efter flyvemaskinen blev opfundet, stod vi på Månen,” siger astrofysikeren. 

Pladsen er trang i ’habitatet’ på MDRS, men det ser ikke ud til at genere det colombianske team, der er det 203. forskerhold på Mars-basen.

MEN HVAD i alverden skal vi på en planet, hvor der kun er omkring 0,1 procent ilt i atmosfæren, og hvor vi ikke kan trække vejret? Hvor temperaturen kan krybe helt ned til minus 125 grader, hvor der ikke er planter eller mad, og hvor det regner med kosmisk stråling? Det skal vi for at finde ud af selve livets opståen, mener Steen Eiler Jørgensen.

”Det er den planet i solsystemet, der minder mest om Jorden, og vi har efterhånden set billeder af, at Mars er et sted, hvor vi vil kunne bo. Det kan godt være, at der ser goldt ud, men der er jo vand,” siger han.

Og Mars har det med at rykke i vores fantasi. Lige så længe vi mennesker har kunnet kigge ud i verdensrummet, har vi stillet os selv spørgsmålet: Er der liv derude? Det kan Mars måske give svar på, fordi planeten for omkring 3,5 milliarder år siden mindede mere om Jorden, og fordi planeten formentlig har haft floder og søer, dengang Jorden kun var befolket af mikrober. Sidste år fandt rumsonden Curiosity organiske molekyler i jordbunden.

”Hvis vi finder liv på Mars, må galaksen myldre med liv, og dannelsen af biologisk liv må være naturlig. Det er vanvittig spændende at undersøge,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Gennem årene har otte sonder, der har tøffet rundt på Mars, løf­tet sløret for nogle af planetens hemme­ligheder, men de har kun udforsket en brøk­del af overfladen. Samtidig kører de ekstremt langsomt, ganske få meter om dagen.

”Hvis vi kunne sende et hold af forskere til Mars, der selv kan tænke og beslutte, hvad der er vigtigt at undersøge, kan vi vir­kelig accelerere Mars-forskningen,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Det ved astrofysiker Kjartan Münster Kinch alt om. Han ser en bemandet mission til Mars som en kæmpestor udfordring, først og fremmest på grund af afstanden. Når Mars står tættest på Jorden, er der 54,6 millioner kilometer til den røde planet, men når den er fjernest, er den over 400 millioner kilometer væk. 

Det vil tage et halvt år at flyve til Mars, og en bemandet mission vil skulle blive mindst halvandet år på planeten, før Mars’ og Jordens kredsløb igen er tæt på hinanden, og astronauterne kan vende hjem.

”Det er en lang rejse, og undervejs er der ingen hjælp at hente, ud over hvad man kan få gennem kommunikation. Det betyder, at alting skal virke. Og der skal være redundans i systemet, så hvis en ting går i stykker, er der noget andet, der tager over,” siger Kjartan Münster Kinch. 

Hvis vi vil øve os på at tage til Mars, er det en god idé at vende blikket mod Månen, der i gennemsnit er cirka 385.000 km fra Jorden. Ved at opbygge en base på Månen kan man danne sig vigtige erfaringer i at eta­blere en koloni i rummet. Og skulle noget gå galt, er en eventuel evakuering kun to dage borte – frem for et halvt år.

Indtil da er analoge rumstationer som Mars Desert Research Station i Utah en praktisk sandkasse, hvor man kan simulere nogle af de situationer, Mars-astronauterne vil møde.

”Hvis vi skal have det til at virke, kræver det træning, træning, træning. Man skal øve rutiner og finde ud af, hvad der ikke fungerer. Derfor er der stor værdi i det, de laver i Utah,” siger Kjartan Münster Kinch.

Selv Elon Musk erkender dog, at det vil være en god idé at tegne en livsforsikring, inden man sætter kurs mod Mars.

”Sandsynligheden for at dø er meget højere på Mars end på Jorden. Men der er også masser af mennesker, der bestiger bjerge. Folk dør på Mount Everest hele tiden. De gør det på grund af udfordringen,” sagde han for nylig til netmediet Axios.

MARS PÅ JORDEN II

Desert Mars Analog Ramon Station (D-MARS) 

I 2018 åbnede denne Mars-base i et krater i Negev-ørkenen i Israel små 100 kilometer fra Wadi Rum i Jordan. Israels rumorganisation vil bruge basen til at træne fremtidige astronauter på forskellige missioner. Basen gjorde det ud for Mars i filmen ’The Martian’ med Matt Damon.

Human Exploration Research Analog (HERA) 

I NASA’s Johnson Space Center i Houston, Texas, simulerer man, hvordan det er at rejse gennem det ydre rum i op til 45 dage. Det er udelukkende en rumkapsel, og der er ingen udendørs aspekter.

C-Space Mars Base 

Kina har store ambitioner om at blive en supermagt inden for rumfart, men den nye Mars-base i Gobi-ørkenen er mere henvendt til turister, der kan få et indblik i, hvordan en tur til Mars kan se ud. Håbet er, at det kan inspirere den næste generation af kinesiske astronauter. Det er uklart, hvornår basen åbner for offentligheden.

”JEG VED IKKE, om du ved det, men vi går ikke rigtig i bad,” siger Liza Forero lidt forlegent.

Som alle andre hold på Mars Desert Research Station har Crew 203 en begrænset mængde vand til rådighed, så de må nøjes med at bade en enkelt gang under hele opholdet, selvom rumvandringerne er en svedig omgang. 

Efter 10 dage er besætningsmedlemmerne også en smule nussede at se på. Håret er uglet, huden fedtet, og astronauterne har poser under øjnene. Mars’ kolonister vil i høj grad skulle være selvforsynende, og rumfarten kan lære os noget om at skabe et bæredygtigt samfund. På Mars Desert Research Station kommer al elektricitet fra en række solceller forbundet med en generator, og staben har så lidt emballage med som muligt, da de selv skal skille sig af med affaldet. 

I drivhuset går gruppens biolog, Hermes Bolivar, og vander en række spirer i plasticpotter. De fleste er enige om, at en permanent base på Mars kræver, at vi udvikler en ny måde at dyrke afgrøder på. Jordbunden på Mars indeholder nyttige mineraler som kvælstof, kalium, fosfor og kalcium, men den er også rig på klorholdige salte, kaldet perklorater, der er giftige for planter – og mennesker.

”Vi forsøger med forskellige blandinger af muld og mineraler for at få det til at virke,” siger Liza Forero.

Det colombianske hold har udviklet et instrument, der skal måle indholdet af fugt, næringsstoffer, vægt og fordampning i mulden, så de kan se, om grøntsagerne bliver passet, som de skal.

”Se her,” siger Hermes Bolivar pludselig begejstret og peger på en potte med rødlig jord. En lille spire er brudt frem gennem leret. 

”Ej, hvor fantastisk,” svarer Liza Forero og Yael Méndez i kor.

I nogle af de andre potter står ærter, gulerødder, rødbeder og brøndkarse, som andre hold har plantet. Hermes Bolivar hiver et par gulerødder op. De er ikke meget større end en tommelfinger, men de andre på holdet ser længselsfuldt på rodfrugterne. Efter 10 dage på frysetørret kost hungrer de efter friske råvarer.

Kombinationen af tunge rumdragter og blød jord gør ’rumvandringerne’ til en hed affære. Freddie Castañedas tunge åndedræt får hjelmen til at dugge til.

BIOLOGEN Hermes Bolivar skruer på nogle knapper for at justere temperaturen. Udenfor er det omkring frysepunktet, men i drivhuset er der 18 grader.

”Det her er det mest romantiske sted på rumstationen – vi elsker alle at være herinde. Det er fredfyldt og føles lidt som derhjemme,” siger Freddie Castañeda.

Han er den på holdet, der har mest hjemve. Trætheden og kulden gør det ikke bedre. Måske kunne han trænge til en opmuntring fra den lille robotkat, der står i habitatet. Den er blevet efterladt af et tidligere hold fra Japan, der blandt andet undersøgte, om en robot kunne løfte humøret.

”Den spinder, og den kan mjave,” siger Oscar Ojeda og tænder for den.

Katten begynder at mjave enerverende mekanisk, den vifter med halen. Det får colombianerne til at grine, og stemningen mellem dem er god. Men sådan er det ikke altid. 

Andre besætninger på Mars Desert Research Station er kommet alvorligt op at toppes, og en enkelt gang kulminerede det efter sigende i en reel slagudveksling. 

Den mentale belastning er en af de største ubekendte faktorer ved en Mars-mission, og derfor har forskere forsøgt at simulere det psykiske pres – blandt andet i det russiske forsøg Mars500, den længste simulerede rummission nogensinde. I juni 2010 satte seks astronauter sig ind i en rumkapsel med mental kurs mod Mars. Kapslen stod plantet i en hangar i Moskva med overvågningskameraer overalt, så tyske og russiske forskere kunne overvåge, hvordan besætningen reagerede på hele 520 dages indespærring. 

Selv om forsøget overordnet forløb planmæssigt, var der stor forskel på, hvordan de seks mænd reagerede. Fire viste tegn på psykisk stress, én udviklede en mild form for depression, en anden havde kronisk søvnbesvær og lavede flere fejl end de andre, en tredje begyndte at tage hyppige lure, når besætningen skulle være vågen, og en fjerde fik vendt op og ned på sit indre ur og begyndte at følge en 25-timers døgnrytme. Han var ofte den eneste, der var vågen eller sov, og dermed blev han isoleret fra resten af gruppen. 

Fælles for dem alle var, at deres aktivitetsniveau faldt, samtidig med at stressniveauet steg. Deltagerne i Mars500 var omhyggeligt udvalgt og trænet, men forsøget viste, at det kan være svært at forudse, hvordan et længerevarende ophold i rummet påvirker sociale væsner som mennesker. 

Og socialt liv er der ikke meget af på Mars. Det er Oscar Ojeda godt klar over, så han har planlagt en lille overraskelse til sine kolleger. Inden de tog af sted hjemmefra, har han fået deres familier til at sende en lille videohilsen. Den viser han til dem. Der udbryder jubel, og Yael Méndez begynder at græde. 

Mars Society er en nonprofitorganisation, og deres Mars-base i Utah drives i høj grad af frivillige, så rumdragterne har set bedre dage.

”OPPORTUNITY, 100 procent.” Oscar Ojeda tænder for den elektriske motor i sit terrængående Mars-køretøj med Freddie Castañeda ved sin side – batteriet er fuldt opladet. Radiosignalet skratter fra det andet køretøj, hvor David Mateus og Hermes Bolivar sidder klar til at tage på mission i felten.

”Curiosity, 100 procent,” melder de tilbage.

Snart glider de langsomt gennem det golde landskab for at finde et område at indsamle jordprøver. Alle fire er iført rumdragter, og det er, som om stemningen har ændret sig. Fjollerierne er forsvundet, og for første gang er det, som om legen bliver til virkelighed. Køretøjerne bringes til et lydløst stop, og Oscar Ojeda kigger på et lamineret kort over området. Han peger på en lille bakketop. Derfra kan de få overblik over, hvor de er. Med hjelmen og iltforsyningen på ryggen vejer rumdragten over 20 kg, så hvert skridt er drøjt og velovervejet. Deres fødder synker ned i den bløde jord, og de pruster, mens de går opad. På toppen kigger David Mateus ud over landskabet.

”Er Mars ikke smuk?”

Alle skarpe kanter er slebet væk af vind og vejr, og bakkerne er den eneste variation i det endeløse rødbrune landskab. Under dem ligner de terrængående køretøjer legetøjsbiler. 

På sin bakketop reflekterer David Mateus over, at Mars har det med at inspirere os jordboere til at rykke grænserne for vores civilisation – rent bogstaveligt – og sætte benene, hvor ingen andre mennesker har været før. Hvis vi kan bo på Mars, åbner universet sig pludselig op – og hvem ved, hvad der gemmer sig derude, spekulerer han. 

På et mere jordnært plan kan han rykke grænser for sine landsmænd. Colombia er ikke ligefrem kendt for at have førertrøjen på i rumfartens historie, og derfor har Crew 203 fået en del medieopmærksomhed.

”Der er mange fattige i Colombia, så det giver os en unik mulighed for at vise børn og unge, at det her kan lade sig gøre. Forhåbentlig kan det inspirere dem til at gøre noget stort for deres land,” siger David Mateus.

Hvis han fik muligheden, er han ikke et sekund i tvivl om, at han ville tage til Mars – også selv om det skulle være på en enkeltbillet.

”Vil man gøre noget banebrydende, er der altid en vis risiko forbundet med det, men det ville give mit liv mening. Jeg ville føle mig som en del af noget større,” siger han.

Oscar Ojeda er endnu mere entusiastisk.

”Man vil skulle opfinde en helt ny tilværelse deroppe,” siger han og diskuterer med sin kollega, om der mon vil komme nye sportsgrene, fordi man kan hoppe og springe længere med den svagere tyngdekraft, og om man vil kunne brygge øl på Mars. Så bliver Oscar Ojedas øjne smalle.

”Vi mennesker har altid udforsket grænser, fra det dybeste hav til det højeste bjerg. Mars er det åbenlyse næste skridt.”

Efter tre timers rumvandring er de fire jordbundne astronauter udmattede. De gør holdt efter at have gået op ad et højdedrag, og David Mateus’ hjelm dugger helt til af hans tunge åndedræt.

”Anmoder om tilladelse til at tage hjelmen af,” siger han til gruppens leder. Oscar Ojeda giver ham et okay-tegn med tommel- og pegefingeren. David Mateus løfter op i hjelmen og lader den dejligt iltholdige, kølige luft ramme sit ansigt. De andre følger trop. Der er stadig langt til Mars.

PLANLAGTE MISSIONER

I sommeren 2020 står Mars og Jorden igen tættest på hinanden, og flere rummissioner forventes at blive skudt af sted. 

Hope Mars Mission

De Forenede Arabiske Emirater sender som det første muslimske land en sonde til Mars. Satellitten skal undersøge, hvorfor planeten har mistet sin atmosfære.

Mars 2020 

NASA’s rover skal indsamle geologiske prøver af jord, sten og mineraler i håb om, at det kan afsløre, hvordan forholdene så ud for milliarder af år siden, og om der tidligere var liv på planeten. Sammen med roveren lander også en lillebitte robothelikopter (den vejer blot ét kilo), der skal flyve rundt på Mars på egen hånd for at demonstrere, at teknologien er flyvedygtig på en anden planet.

ExoMars Rover 

Den europæiske rumfartsorganisation ESA og russiske Roscosmos samarbejder om denne mission, der skal lande på Mars og lede efter tegn på fortidigt liv på Mars ved hjælp af jordprøver.

Mangalyaan 2

Indien sender deres anden satellit i kredsløb om Mars i 2022, mens den indiske rumfartsorganisation ISRO muligvis også vil forsøge at lande en rover på planeten.

Mars Global Remote Sensing Orbiter and Small Rover  

Kina sender både en satellit i kredsløb og lander med en rover på planeten, hvis alt går vel. Missionen skal som de fleste andre lede efter tegn på nuværende og tidligere liv og foretage målinger af omgivelserne, men skal også give Kina teknisk ekspertise til fremtidige Mars-missioner.

Mars Terahertz Microsatellite

Japan står bag denne sensor, der skal sendes til Mars’ overflade for at måle de kemiske reaktioner i Mars’ atmosfære. Sensoren skal sendes af sted sammen med en anden planlagt mission. Det er endnu ikke annonceret hvilken.

Martian Moons Exploration

I 2024 har Japan planer om at sende en rumsonde af sted, der skal lande på Mars’ største måne, Phobos, samt indsamle satellitbilleder af den mindre måne Deimos og Mars.

SpaceX 

SpaceX har erklæret, at de vil sende deres første rumsonde til Mars i 2022, hvor den skal finde vand, identificere farer og forberede infrastruktur til blandt andet elektricitet og ilt. I 2024 er målet at sende en bemandet mission til Mars, der skal forberede en base til fremtidige marsboere.

I dag er et luftfoto over en gade, en ejendom eller en egn blot et par computerklik væk. Men længe før Google fløj piloten VIGGO SYLVEST JENSEN Danmark tyndt og fotograferede bondegårde, virksomheder og huse. Over en million luftfotos blev det til fra hele landet, og de er langtfra gået i glemmebogen.
Tekst:Allan VendeldorfFoto:PrivatIllustration:Rasmus Buhl

”HALLO, HALLO, De hører stemmen fra luften; min stemme kommer fra flyvemaskinen over Dem, og den kan flyve Dem en tur over Randers og omegn. De kan se ud over Kattegat, helt ned til Aarhus og ind til Viborg og helt til Skive, hvis vejret er klart. Kom ud til Randers Flyveplads på torsdag klokken 14, og få en tur for fem kroner per person.” 

Det var en augustdag i 1947, og Leif, der lige var fyldt syv, kiggede forundret op mod himlen. Så begejstret var han, at han fik penge og lov til en flyvetur af sin far. Da dagen kom, var drengen tidligt ude på den interimistisk afmærkede startbane for at stille sig i køen blandt de mange andre, der også ville have en tur i luften. Folk var utålmodige og skubbede drengen til side, så han hele tiden befandt sig bagest i køen, hvorfra han så et lille fly lette igen og igen og komme tilbage efter et kvarters tid. Til sidst var der kun Leif med efternavnet Andersen-Farmer tilbage, og piloten betragtede ham skeptisk og spurgte, om han var alene. Det var han.

”Det kan jo slet ikke betale sig at flyve kun med dig,” sagde piloten, men gav sig, da han så tårer i drengens øjne: ”Vi flyver alligevel, men så må du med på en længere tur og tiltræde som min assistent, for jeg skal lige ud og fotografere en bondegård oppe ved Hadsund.”

Viggo Sylvest Jensen.

LEIF VAR ELLEVILD, da han blev spændt fast. Lidt efter sad de oppe i luften, hvor han kunne se røgen stige op ad elektricitetsværkets skorsten, byens huse og lystbådene nede i havnen. Piloten fortalte, at byen under dem hed Alling­åbro, og senere forklarede han, at de lange rækker, der kunne ses på markerne under dem, var kartoffel- og roekuler. 

Han bad Leif om at række sig et af de kameraer, som lå bag ham, og den lille dreng blev ængstelig, da piloten åbnede døren i sin side, mens flyet slingrede mod jorden og kom så tæt, at Leif tydeligt kunne se nogle mænd, som stod ved vogne med heste for og var ved at læsse på. Mændene kiggede op mod flyvemaskinen, som larmede infernalsk og næsten krængede om på siden, mens den cirklede omkring det, der ikke var en helt almindelig bondegård, men et gods. Piloten holdt kameraet op for øjet, og han knipsede løs, til der ikke var flere billeder tilbage på filmen. Så lagde han kameraet på sædet, rettede maskinen op og bad drengen række sig et andet kamera, mens han rakte hånden bagud og mærkede, om Leif var fastspændt.

”Vi skulle nødig have, at du dratter ud,” råbte han og grinede, mens vinden ruskede i maskinen og dens besætning. Piloten holdt styrepinden mellem knæene, styrede retningen med to pedaler i bunden og fotograferede videre. Imens bemærkede Leif, at piloten med mellemrum sank noget, som drengen ikke vidste, hvad var, fordi han ikke havde puttet noget i munden. Bagefter lukkede han døren og vippede en afskedshilsen med vingerne til folkene nede på jorden. ”Jeg har lovet godsejeren dernede at tage nogle billeder af hans gods. Det hedder Overgård, og godsejeren hedder Flemming Juncker,” forklarede piloten, der hed Viggo Sylvest Jensen – eller bare Sylvest.

Mange år senere skulle Leif Andersen-Farmer selv få flycertifikat, og først da gik det op for den i dag 78-årige mand, hvad det var, piloten dengang havde siddet og sunket. Da han selv prøvede at flyve og fotografere fra luften, opdagede han, at når man har fokus på sit motiv med kameraet og samtidig styrer flyet med fødderne, gør de to divergerende retningsbestemmelser, at hjernens registreringsevne kommer ud af trit, så man bliver luftsyg. Det var opkast, Sylvest havde sunket.

Købmandsejendom i Vibæk syd for Odense med benzinpåfyldning. I dag bruges Sylvests luftfotos til at lokalisere, hvor benzintanke engang befandt sig.

12 ÅR TIDLIGERE havde Viggo Sylvest Jensen forladt Forsvaret med flycertifikat nummer 131. I 1931 var den maskinarbejderudlærte unge mand fra Hillerød blevet indkaldt til militærtjeneste i 6. Artilleriafdeling. Han gennemgik kornetskolen, sluttede som sekondløjtnant og blev efterfølgende udvalgt til at få flycertifikat. Han blev derfor i trøjen i fire år, og da han som kornet V.S. Jensen forlod tjenesten i 1935, vidste han, at fremtiden skulle være vingebåren. 

Viggo Sylvest Jensen købte et lille, åbent Gipsy Moth-fly i England og ernærede sig som flyvelærer fra Værløse Flyveplads, mens han i fritiden fløj rundture omkring Hillerød og omegn. En tur kostede 10 kroner, og hans forlovede og senere hustru, Zaria, solgte billetterne, som var relativt eftertragtede.

En dag steg en inder ombord. Bimal Mukherjee hed han, og han var på besøg hos godsejer Axel Jarl, der ejede den jord, Sylvest lånte til sine flyvninger. Mukherjee begyndte pludselig at tage billeder af landskabet og værtens gods fra det åbne fly, og da Sylvest senere fik lejlighed til at se resultatet, var han meget imponeret over, hvor skarpe fotografier der kunne tages fra luften, når vejret var klart.

Stationsby med velpassede haver. Ofte blev der fløjet lavt og på en faretruende måde, der påkaldte sig opmærksomhed nede på jorden.

Han undersøgte markedet, men det så ikke for godt ud. Andre luftfotofirmaer sad solidt på fotografering af større danske byer, herregårde, fabriksanlæg, havne, offentlige institutioner, historiske steder og bygninger. Det så derfor ret umuligt ud, da han alligevel gjorde et forsøg og købte et Leica-apparat mage til det, Mukherjee havde benyttet. 

Efter nogle prøvefotograferinger i området omkring Hillerød blev han overbevist om, at hans forsigtige antagelse var rigtig. Han havde taget billeder af bondegårde, virksomheder, kommunekontorer, sygehuse med videre, og det var forholdsvis nemt at få fotografierne afsat. Men skulle der mere fart over feltet, måtte arbejdet sættes i system. Derfor ansatte han sin første assistent, Ewald Bech Holtz, der var udlært fotograf, og hvis opgave det blev at fotografere, mens Sylvest koncentrerede sig om flyvningen og lod sig dirigere i rette position. Samtidig ansatte han den første af en senere hær af sælgere, som mod en provision på 20 procent tog fra sted til sted og viste prøvefotografier, så de eventuelle købere havde noget at vælge imellem. 

Og der var potentiale i ideen. Sylvest fotograferede alt fra luften, ikke blot bondegårde, men også smedjen, købmandsforretningen, kirken, præstegården, møllen, mejeriet, tankstationen, skolen og sågar fattiggården, og de fleste var interesserede i at købe et luftfoto af deres ejendom eller virksomhed. Desuden blev der taget fotografier af hele landsbyer og områder, der var egnet til at sælge som postkort hos den lokale købmand.

Viggo Sylvest Jensen var en flyvende institution. Helt op i 80’erne – mange år efter hans død i 1959 – kunne man stadig høre ældre danskere sige: ”Det er nok ham Sylvest,” hvis de så et mindre fly flyve på en faretruende måde.

FORRETNINGEN GIK strygende, og Viggo Sylvest Jensen og hans hustru købte i 1937 en ejendom i Hillerød, hvor sønnen Preben blev født samme år. Året efter var Nordsjælland stort set gennemfotograferet. Sylvest havde fundet sin egen niche, som konkurrenterne havde overset. I sommeren 1938 indlogerede han sig med familien nær Sorø og begyndte at luftfotografere denne egn med fire sælgere i fuld beskæftigelse. Efter et sommerophold ved Odense i 1939 købte luftfotografen endnu en villa i Hillerød, hvor mørkekammer og administration blev indrettet. Men samtidig overskred Adolf Hitlers tropper den tysk-polske grænse, anden verdenskrig var en realitet, og et halvt år efter var Danmark besat.

Sylvest Jensen så, hvor det bar hen, og af frygt for at få sin flyvemaskine beslaglagt skilte han den ad og gemte den i sit store mørkekammer på loftet i den ejendom i Hillerød, han havde købt. Luftfotograferingen blev sat i bero, og Sylvest begyndte i stedet at handle med ejendomme, ligesom han købte en mose ved Hellebæk og satte en tørveproduktion i gang.

Da Danmark igen blev frit, kunne han genoptage sin luftfotografering, og tilfældigt fik Sylvest fornyet gang i virksomheden. En kreativ kvinde havde farvelagt det luftfotografi af familiens ejendom, som de havde købt, og hun havde tilmed lært nogle nabofruer og veninder op i kunsten. Da Viggo Sylvest Jensen så, hvor naturtro farvelægningen var, øjnede han straks en forretning. Nu kunne kunderne vælge noget, som ingen andre tilbød, og i de følgende år tromlede han hen over landet og udkonkurrerede små som store konkurrenter. På en stor grund, der strakte sig ned mod jernbanen i Hillerød, blev der opført en lav bygning beregnet til mørkekammer, administration og frem for alt farvelægningsstue. 

Han fik også tilfældig kontakt til en flymekaniker i Kastrup Lufthavn, der i smug havde bygget på et fly beregnet til modstandskampen, men først var blevet færdig efter krigen. 

Sylvest havde nu to flyvemaskiner i luften og flere piloter og fotografer ansat. Selv var han blevet administrerende direktør for Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S, og den landsdækkende virksomhed rundede 40 ansatte, hvoraf de fleste var beskæftiget med kolorering af sort-hvid-fotografierne.

Retoucheringen betød, at han kunne tilbyde tidligere kunder en ny farvelagt udgave af deres sort-hvid-billeder. Og sælgerne kunne samtidig aftale med kunden at pynte lidt på virkeligheden. Skulle affaldsbunken bag laden fjernes? Skulle vasketøjet ind, eller busken i haven måske stå i fuldt flor? 

Rutemaskinen, som fløj Kastrup-Hamborg.

FOTOFLYVNINGERNE havde afsløret Viggo Sylvest Jensen som lidt af en vovehals, og i 1950 lettede en ny idé fra hans hoved: Danmarks første luftcirkus. Han lejede en mark syd for Hillerød, hvor han opførte en hangar, og hvor hans luftcirkus kunne træne. 21 luftakrobater og kunstflyvere blev ansat foruden praktisk personale, og til transport fra sted til sted blev der investeret i biler, motorcykler og flere fly. 

Et højttaleranlæg havde direkte radioforbindelse til piloterne, og 12 opvisningsnumre af forskellig faretruende karakter blev indøvet. I et af numrene skulle et fly med sin vinge vælte en pind, der kun var få centimeter fra jorden. I et andet optrådte krigsheltene og de to tidligere Royal Air Force-piloter Peter Steen og Palle Johnson. Sidstnævnte blandt andet med at stille sig i stålsko på vingerne af et fly i luften.

Før premieren havde Statsradiofonien lavet en populær foromtale af showet. Men et par dage efter omtalen indtraf katastrofen. Under en prøve på hovednummeret ’Styrt-Bombning’ – hvor fire fly skulle have kurs direkte mod jorden med næserne mod hinanden for i sidste øjeblik at rette op – gik det galt. To af piloterne kom for tæt på jorden og styrtede få meter fra hangaren på marken uden for Hillerød. Den ene blev dræbt, den anden kvæstet. Men the show must go on, mente Sylvest, og premieren blev ikke udskudt. I al hast blev der i stedet indkøbt et nyt fly, og Sylvest overtog den dræbte pilots numre uden videre træning.

Der kom omkring 3.500 betalende tilskuere til premieren i Ringsted 29. april 1950, og de så et perfekt show på trods af et helt igennem elendigt flyvevejr med sne, slud, regn og blæst. I løbet af året gav Sylvests luftcirkus 45 opvisninger overalt i landet, og 150.000 danskere købte billet. Ikke mindst i hjembyen Hillerød var succesen stor og tiltrak tusindvis af tilskuere til marken uden for byen. Der måtte indsættes ekstratog til Store Hestehave Trinbræt, hvorfra Sylvest havde entreret med det lokale bybusselskab til at køre folk det sidste stykke.

Det imponerende show var i verdensklasse, og i 1951 søgte det udenlands til blandt andet England, Holland, Belgien og Sverige, men overskud gav det ikke. Store udgifter til 12 flyvemaskiner og løn til 60 ansatte trak efter blot to sæsoner showet ned på jorden.

Udstillingsstand fra 50’erne.

NYE HORISONTER viste sig. I 1952 tog Viggo Sylvest Jensen på en studietur til USA, og over there benyttede man mindre fly til både såning og ukrudtssprøjtning. I Danmark foregik den slags med traktorer eller jeeps, og Sylvest opdagede endnu en gang en forretning. Især godserne så fordele i den moderne ukrudts- og skadedyrsbehandling fra oven. Desværre sprøjtede man med det berygtede stof DDT, som viste sig at være giftigt og skadeligt for mennesker, grundvand og dyr. Men gennem sit arbejde fik Sylvest kontakt med Danmarks store landbrug, og derfor var det ham, de kontaktede, når de skulle have nye luftfotografier.

Det samme gjaldt større virksomheder, for hvem Viggo Sylvest Jensen var begyndt at flyve taxiflyvninger. Flyvninger, der i øvrigt inspirerede til oprettelsen af en egentlig passagerrute mellem Kastrup og Hamborg. Han oprettede også en flyveskole, udlejede flyvemaskiner, og midt i 50’erne havde Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S 17 flyvemaskiner, to helikoptere og 100 ansatte. 

Luftfotograferingen var dog stadig det bærende element i virksomheden, og når et fotofly gik på vingerne, var ordren at fotografere alt relevant i det givne område. Det var en sund strategi, for selv små husmandssteder, parcellist­ejendomme og mindre håndværksvirksomheder var interesserede i at have et luftfoto hængende. Man begyndte også at fotografere almindelige huse, og bønderne havde desuden gode år. Hver gang en bedrift blev udvidet og moderniseret med ny stald eller gylletank, ville man gerne have den nye fremgang hængende på væggen.

Virksomhedens fremdrift skyldtes også, at man i 1949 var begyndt at tage horisontalfotografier, der gav et bedre indtryk af ejendommen, når den var fotograferet fra en flyveposition på blot 25 grader mod oprindelig 50. Dermed kom horisont og landskab omkring objektet med, og det blev populært og tiltrak gamle som nye kunder. Der blev blandt andet investeret i en hangar på Kirstinesminde Flyveplads i Skejby ved Aarhus, der blev oprettet afdelinger i Aalborg, Odense, Kastrup og Hamborg, og Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S fik efterhånden fotograferet hele Danmark fra luften.

MED EN MILLION luftfotografier taget over 20 år var markedet i slutningen af 50’erne ikke så frugtbart som før. Det ihærdige arbejde gjorde, at der oftere kom til at stå på bagsiden af et prøvefoto: ”Ejeren har flere billeder, nu er det slut!” ”I dette område har alle kolorerede billeder af SJ. Intet salg!” og lignende. Oplysningerne var skrevet for ikke at spilde tiden med forgæves salgsbesøg, og indimellem kunne der stå: ”Manden vil gerne have et billede, når den nye lade er færdig.” Men ofte gav notaterne udtryk for de potentielle køberes irritation over de gentagne besøg: ”Konen meget sur!” ”Manden er syg, har ikke råd!” ”Meget gamle folk!”

Markedet var mættet, og flere fly blev solgt, men Sylvest havde stadig en tro på fremtiden. I slutningen af 1959 tog virksomhedens fire ledende medarbejdere – ud over Viggo Sylvest Jensen blandt andre Ewald Bech Holtz – på en studietur til Markaryd i det sydlige Sverige for at se på en ny metode for farvefotografering, der var blevet mulig et par år forinden. 

På vej hjem forulykkede bilen, og Viggo Sylvest Jensen, Holtz og en af de øvrige medarbejdere blev dræbt. Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S – der på dette tidspunkt stadig var verdens største af sin art – blev nærmest udraderet på et øjeblik.

Tidligere Royal Air Force-pilot Palle Johnson stående på et fly i luften.

Sylvests søn, Preben Sylvest Jensen, fortsatte sin fars arbejde, men de gyldne år var forbi. Danskerne var ikke længere så bundne til deres fødested som tidligere, og de knyttede sig ikke til deres hjem på samme måde som før. Virksomheden forsøgte at fotografere de moderne typehuse, men salget var en fiasko. Der var overvejende erhvervskunder tilbage at betjene, men til gengæld blev sortimentet udvidet ved også at tilbyde luftfotografier på lampeskærme, askebægre og platter.

Ønsket om bedst mulige horisontalfotografier gjorde desuden de lave flyvninger tæt på bebyggelser, højspændingsledninger, antenner og øvrige installationer så farlige, at Preben Sylvest Jensen blev den direkte årsag til, at Statens Luftfartsvæsen satte en grænse for, hvor lavt der måtte flyves ved luftfotografering. Årsagen var, at han styrtede ned med et fly i 1972.

”Det taler jeg helst ikke om, men det var ved Silkeborg, og det var i øvrigt ikke mig, der fløj,” fortæller 81-årige Preben Sylvest Jensen, der efterfølgende solgte firmaet. I 1989 lukkede pionervirksomheden og solgte negativsamlingen til Det Kongelige Bibliotek.

Kirsebærbakken i Hillerød. Ejendommen yderst til venstre var Sylvests bolig og hjemsted for verdens største luftfotofirma.

DE MANGE LUFTFOTOS ligger dog ikke gemt væk i gamle kasser. Tvært­imod har de fået en ny betydning, der kan konkurrere med Google Earth, droner og andre elektroniske billeder fra luften.

”Kommuner og regioner bruger dem til at kortlægge forurening,” forklarer forsker ved Kort- og Luftfotosamlingen på Det Kongelige Bibliotek Stig Svenningsen.

”Der er også tilfælde, hvor de benyttes i juridiske spørgsmål om erstatning i forbindelse med ejendomshandler og lignende. Trap Danmark (værk i 34 bind om Danmarks 98 kommuner, red.) forhandler også om brug af luftfotografierne til deres digitale version, da de har en kultur- og bygningshistorisk værdi omkring områders udvikling.”

Hele Danmark er fotograferet, men det betyder ikke, at der er et luftfoto af hvert eneste hus. Samlingen får af og til henvendelser om tidligere lossepladser, men de er ikke fotograferet, da der ikke var penge i det. Derimod er eksempelvis brunkulslejer fotograferet, eftersom Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S kunne afsætte luftfotos til driftslederen og måske nogle af arbejderne.

Myndighederne er opmærksomme på værdien i Sylvests luftfotografier. De fynske kommuner er således gået sammen om vidensdatabasen Geo Fyn A/S på baggrund af firmaets fotografier, ligesom den boligrelaterede oplysningsdatabase DinGeo er baseret på dem.  

Ifølge overassistent Arne S. Andersen ved Det Kongelige Bibliotek er de mange virksomhedsoptagelser interessante til bestemmelse af beliggenhed, tromleoplag og affaldsdepoter. 

”I 50’erne havde omtrent hver en købmand og brugs i småbyerne eget benzinsalg. Stikprøver har vist forurening på 80 procent af de grunde, hvorfra der tidligere har været salg af benzin. Her har vi billederne,” forklarer han.

I disse år er mange danskere desuden optaget af at finde deres rødder. Ved at søge på bibliotekets hjemmeside kan de nu se, hvordan der så ud, hvor bedstemor boede. Nogle køber også et fotografi af det hus, de bor i, som det så ud for måske 80 år siden – i sort-hvid. For Det Kongelige Bibliotek håndkolorerer ikke. Også dér var Sylvest forud for sin tid.

Efter årtiers hash- og narkopolitik uden den store virkning afsøger kræfter i Danmark mulighederne for at liberalisere. I Portugal har man afkriminaliseret stofafhængighed og besiddelse til eget forbrug. Men er det vejen frem? Ud & Se tog til Lissabon for at prøve at finde svar på et virkelig vanskeligt spørgsmål.
Tekst:Kristian LauritzenFoto:Jonas Pryner

MED ÅBNE cement-arme over en gylden hængebro står Kristus i 110 meters højde og betragter den portugisiske hovedstad. I udkanten af frelserens synsfelt, på modsatte side af floden, ligger Estação do Oriente, Lissabons hovedåre for togtrafik. Stationen er udsmykket med stålgitre og store, hvide fluevinger, og indenfor danner buede søjler et koldt og gråt fundament for fire plateauer fyldt med rullekufferter og portugisere, der orienterer sig på store skærme på væggene og på små i deres hænder. 

Midt i det hele står den 25-årige nordmand Tommy i sine slidte kondisko. Han skal bruge i alt ni euro til en speedball – en sprøjte med 0,2 gram heroin og ditto kokain – og han mangler fem euro. Han hælder med skuldrene til den ene side. Som en bedøvet pac-man på jagt efter ost slæber han fødderne hen ad betongulvet langs de indendørs cafeer, hvor folk drikker espresso og spiser sukkerkager. Hans læber er knastørre, og hans øjne er våde. Knæene peger indad og får hans ben til at ligne et timeglas. 

En kvinde giver ham 1,5 euro, og Tommy, der ikke vil have sit efternavn på tryk, smiler af lettelse. I stationens kælderetage lyser nordmandens øjne op, da han ser André Mesquete, der står foran metroens tælleapparatet og spejder rundt i menneskehavet. Den 44-årige portugisers øjenlåg blinker i hurtige tics, og han har en rygsæk på ryggen og en på maven. Han er i joggingtøj og spjætter med benene. Som forsøgte han at ryste bukserne fri for insekter. 

”Hvor meget har du? Jeg har to euro. Vi deler,” siger André. De griber fat om glaspladerne ved tælleapparatet, hopper over og pisker mod perronen. En halv time senere er de på vej ned ad en sti langs en mur med graffiti i Beco Picheleira, et broget arbejderkvarter. Bag stien ligger nedslidte boligblokke i gule og lyserøde farver, hvor lokale pushere sælger deres varer. Tommy og André sætter sig på rygsækkene under en togbro og begynder at tilberede speedballs. Jorden svømmer i skrald og grønne poser, som socialarbejdere deler ud til Lissabons stofbrugere. Poserne indeholder rene sprøjter, renseservietter, kondomer, skeer til opvarmning af heroin og filtre til at rense heroinen for affaldsstoffer. André presser bagenden af sprøjten i metalskeen, så stofferne blandes sammen til en grå substans, der ligner fortyndet mørtel. Kokainen mindsker risikoen for en overdosis heroin, fortæller André, der udtaler ’heroin’ med stumt h. Hans stemme er dyb som en tudses. 

Tommy tørrer sig med en af de offentlige renseservietter på indersiden af albuen. Togskinnerne buldrer, da et tog kører forbi. De to har kendt hinanden i en uge. 

”Vi skal lave musik sammen, men vi skal være clean først,” siger André og skyder nålen i en blodåre på håndryggen. Nogle minutter senere lægger de sprøjterne i den grønne pose, som de smider i portugiserens rygsæk. Det brugte grej afleverer de til socialarbejderne, næste gang de ser dem. ”I clean my shit,” siger André.

I MIDTEN AF 90’ERNE stod Portugal med et heroinproblem af nærmest epidemisk omfang. Ud af 10 millioner indbyggere var 100.000 afhængige af cavalo – ’hest’, som stoffet blev døbt på gaden – og den såkaldte brune bølge ramte på tværs af landet, der dengang havde flest hiv-smittede stofbrugere i EU. I 1999 godkendte den daværende socialistiske regering en ny stof-strategi, hvor alle stoffer til personligt forbrug skulle afkriminaliseres. Stofbrug skulle være et anliggende for sygeplejersker og psykologer, ikke for politi og dommere. Da lovændringen trådte i kraft i 2001, frygtede især konservative politikere, at landet ville blive et paradis for stofturisme. Måske med rette. Men den lokale ’hest’ er nogenlunde tæmmet. Siden årtusindskiftet er antallet af heroin-afhængige i Portugal faldet til cirka 30.000.

”Politikken virkede,” sagde FN’s portugisiske generalsekretær António Guterres til en konference om narkopolitik i september 2018 i selskab med blandt andre USA’s præsident Donald Trump.

”Stofafhængige er patienter og ofre. Hvert land har sin politik, men vi deler alle samme mål: at sikre borgernes helbred og velvære,” sagde FN-chefen, der var premierminister i Portugal fra 1995 til 2002.

I dag er Portugal det land i Vesteuropa med færrest dødsfald i forbindelse med indtagelse af stoffer, og antallet af hiv-smittede stofbrugere er faldet med mere end 90 procent siden 90’erne.

Det er stadig ulovligt at sælge stoffer i Portugal, men ingen ryger i det strafferetlige system for såkaldt personligt forbrug. Grænsen for kokain er to gram, for heroin, LSD og MDMA er den ét gram, og for hash fem gram. 

LEGALT GLOBALT

I 2013 blev Uruguay det første land i verden, der legaliserede produktion, besiddelse og køb af cannabis. På nuværende tidspunkt er cannabis til rekreativt, privat brug legaliseret i 10 amerikanske delstater (den konkrete lovgivning varierer fra stat til stat), mens 33 stater tillader medicinsk cannabis.

Colorado var den første delstat, der legaliserede cannabis i 2014, og i dag er der over 170 cannabis-apoteker i delstaten. Cannabis er stadig ulovligt på føderalt niveau i USA, og derfor er det ikke tilladt at bevæge sig fra de forskellige stater med stoffet på sig.

I oktober 2018 trådte en ny lovgivning i kraft i Canada, der gør det lovligt at købe og besidde cannabis til personligt forbrug, som er defineret ved maksimum 30 gram. Cannabis er tilladt at købe for myndige borgere i statsautoriserede Cannabis Stores.

I november 2018 annoncerede den nye regering i Luxembourg, at staten vil legalisere cannabis til eget forbrug.

I Spanien har forbrug af stoffer været tilladt i mange år, så længe det foregår inden for hjemmets fire vægge, ligesom det er lovligt at have cannabisplanter i sit hjem.

I Schweiz har det siden 2011 været lovligt at besidde og købe cannabis med et begrænset indhold af THC (det psykoaktive stof i hampplanten).

I 2017 stemte et flertal i stortinget i Norge for afkriminalisering af alle slags stoffer til personligt forbrug. Et ’rusreformudvalg’ er i øjeblikket ved at udforme et bud på, hvordan den norske narkotikamodel skal se ud.

HVIS EN BETJENT pågriber en person med stoffer i Portugal, bliver produktet sendt til politistationen, analyseret og vejet. Er mængden inden for rammerne af det ikke-kriminelle, bliver vedkommende påbudt at møde op hos CDT – ’Kommissionen for afskrækkelse af stofafhængighed’, og er der tale om gentagelsestilfælde, risikerer man en bøde.

Kommissionens afdeling i Lissabon ligger på første sal i en kontorbygning i et boligområde tæt ved byens zoologiske have. Naboen i underetagen er en møbelbutik, og de gule vægge i opgangen trænger til penselstrøg. I venteværelset er opslagstavlen fyldt med pjecer om stofbehandling, og der lugter af tandlægeklinik. I 80 procent af tilfældene møder folk op hos kommissionen for besiddelse af cannabis. En af dem er en 43-årig smed, vi kalder Miguel, da han ønsker at være anonym. Han blev stoppet i sin bil ved en trafikkontrol. Da han fandt sit kørekort frem, steg en duft af pot op i luften, og betjenten lugtede lunten. Miguel sidder nu til samtale med en psykolog, en socialarbejder og en jurist. De taler om hans liv og forbrug af cannabis. Smeden har en sort hue på hovedet og er i skovmandsskjorte. Hans hænder er store og slidte.

”Du havde tidligere et højt forbrug af cannabis, ikke?” spørger 41-årige Nádia Simoes, en lavstammet jurist i nederdel, briller og håret sat op i en knold. 

”Ja,” svarer Miguel. For tre år siden røg han dagligt, men han skruede ned for sit forbrug, da han fik hjerteproblemer.

”Du havde fire gram cannabis på dig. Med hensyn til loven – har du forstået det hele?” spørger juristen.

”Ja, eget forbrug er op til fem gram,” siger smeden og blotter et hullet tandsæt. 

”Har du brug for hjælp, så ring. Vores dør er åben. Også når dit navn ikke længere står i vores system. Vi vender tilbage om lidt, så kan du få lov at skrive under,” siger Nádia Simoes, der fortæller, at kommissionen ikke er en domstol: ”Folk er derfor ofte afslappede og ærlige, så vi kan hjælpe dem bedst muligt.”

Miguel bliver siddende og kigger ud i luften. Lysindfaldet gennem ruden afslører et strejf af sved på hans overlæbe. En åben turistbus kører forbi i regnvejret nede på gaden. En kvinde banker et tæppe fri for støv fra et vindue i lejligheden overfor. Et par minutter senere er de tre CDT-ansatte tilbage i lokalet. 

Nádia Simoes rækker Miguel et papir og beder ham skrive under. Der bliver ingen sanktion. Bliver han taget med stoffer inden for de næste fem år, kan han risikere samfundstjeneste eller en bøde på mellem 15 og 580 euro. Miguel er tilhænger af systemet hos CDT, fortæller han, inden han giver et fugtigt håndtryk med en håndværkerlab og siger tak for i dag. Hans parkeringsbillet gælder kun en time, og han skal på arbejde. 

Tommy fra Norge i gang med at spørge om penge på Estação do Oriente.

I DEN NORDLIGE DEL af Lissabon, tæt på lufthavnen, sidder hovedarkitekten bag Portugals narkotikamodel, den 64-årige læge João Goulão. Han er er statens koordinator for stofbehandling og sidder på sit kontor hos SICAD – ’Interventionsservice for vanedannende adfærd og afhængighed’.

”Sammenligner vi stofbesiddelse med at køre bil uden sikkerhedssele, er ideen at tilbyde et kørekursus i stedet for en straf,” siger Dr. Goulão, der er klædt i jakkesæt med prikket slips, iført briller og har buskede øjenbryn. En reol langs væggen er indrettet som et slags hæders-alter med billeder af ’narko-tsaren’, som lægen bliver kaldt, i selskab med Paven, jetset-filantropen Richard Branson, Desmond Tutu og andre notabiliteter.

”Den mest kendte del af vores politik handler om afkriminalisering af stoffer til eget forbrug. Men den vigtigste del er den røde tråd, vi har fået skabt på tværs af sundhedssystemet og 11 ministerier. Alt sammen ud fra tankegangen om, at vi har at gøre med sociale og helbredsmæssige problemer,” siger João Goulão. 

”Interessen for Portugals resultater har aldrig været større,” siger lægen og fortæller, at SICAD i 2018 har haft besøg af mere end 100 journalister, politikere og fagfolk fra udlandet. I 90’erne var stoffer den største bekymring for den portugisiske befolkning i meningsmålinger. I dag er emnet et godt stykke uden for top 10. 

”Vi løste ikke alle problemer med stoffer. Men den vigtigste forandring er, at stigmaet forbundet med stoffer er blevet mindre,” siger lægen og fortæller, at udgifterne til landets narkotikamodel er relativt beskedne. Det juridiske system er mindre belastet end tidligere, og færre ryger i fængsel, mens de sociale og sundhedsmæssige tiltag koster staten 75 millioner euro om året. 

Portugal er det fattigste land i Vesteuropa, og den gennemsnitlige månedsløn er på cirka 850 euro, men den økonomiske virkelighed var dog ikke blandt de afgørende årsager til landets problemer med stoffer i 90’erne, siger João Goulão. Portugal var også et fattigt land under militærdiktaturet, inden stofferne blev udbredt.

”Det største problem var, at vi gik fra et lukket system til et næsten naivt, åbent samfund uden at have tid til at omstille os og være forberedt på, hvordan vi skulle håndtere stofbrug.”

I løbet af 00’erne blev der indført en jobordning for tidligere stofafhængige i Portugal – et slags positivt diskriminationsprogram. Næsten 10.000 mennesker fik job med ordningen, fortæller João Goulão, men da Portugal blev ramt af økonomisk krise i 2010, blev ordningen skåret væk.

”Mange tidligere stofafhængige blev fyret og røg tilbage på heroin. Vi har oplevet et tilbagefald blandt de ældre generationer på grund af den økonomiske krise.” 

Tommy og André tager turen til pusherne uden for centrum 7-8 gange dagligt.

VED HAVNEGADEN i det centrale Lissabon danner en metadon-bus skygge fra solen for en kø af patienter. Bag den sydende morgentrafik ligger fragtskibe i vandet, mens ekspresfærger sejler mellem det bakkede centrum og byens opland på den modsatte side af kysten. Havnefronten er et horisontalt helle fra byens mange huse med mønstrede dukkehusfacader og smedejerns­altaner og de nuttede sporvogne, der tøffer rundt i det kuperede landskab. 

Joana Germano tager imod en plastickop fra sygeplejersken inde bag lugen i bussen og hælder den flydende metadon i halsen. Hun klamrer en hånd til en pose chips, hendes røde hår er filtret sammen, og hun er iført benvarmere og vandrestøvler. Den 40-årige portugiser får det skidt om morgenen, så hver dag begynder med metadon. 

”Jeg stoppede med metadon sidste år, da jeg begyndte at tage stoffer igen. Men så kom jeg i behandling. Jeg har det bedre nu,” siger hun, tripper med fødderne og er videre så hurtigt, hun kan gå uden at løbe, da en veninde kalder på hende. 

Kvinder skal tage en graviditetstest for at blive registreret i metadon-programmet hos Ares do Pinhal – en organisation, der hjælper stofafhængige med behandling. 

PORTU-LEGAL?

Det venstreorienterede parti Bloco de Esquerda (Venstreblokken) fremsatte for nylig et lovforslag om legalisering af cannabis med statsreguleret salg for at bekæmpe narkokriminalitet. Et flertal i parlamentet stemte dog imod. Dr. João Goulão, statens koordinator for stofbehandling, mener, at legalisering formentlig er den rigtige vej at gå på længere sigt. ”Men vi føler os ikke presset til at gøre noget nyt for enhver pris lige nu. Vi har tid til at lære af andre landes erfaringer. Skal vi legalisere, mener jeg, at det skal gælde alle stoffer, for at bevare den røde tråd i vores arbejde. Det afgørende er folks forhold til stofferne og i mindre grad, hvilke stoffer de tager,” siger han.

”Graviditet kan være svært at håndtere med et massivt forbrug af stoffer. Men vi tvinger ikke kvinderne til et træffe et bestemt valg, hvis de er gravide,” siger Hugo Faria. Den 45-årige psykolog står på fortovet foran metadon-bussen i jeans og sweatshirt. Rundt om ham parkerer taxichauffører deres biler og stiller sig i køen, mens to kvindelige psykologer sidder på klapstole og taler med patienter. På et bord ligger papir og tuscher, som patienterne kan tegne med. Psykologerne spørger om patienternes hverdag og lytter til deres oplevelser med behandling og eventuelle trakasserier med sagsbehandlere.

”Efter næsten 20 år med afkriminalisering er der stadig mange i det offentlige system, som ikke forstår, hvilken adfærd der er forbundet med en sygdom som afhængighed,” siger Hugo Faria. 

I lugen beder 41-årige Marco Pao om et stykke sølvpapir, han skal bruge til at ryge heroin. Han får metadon og er i behandling for hepatitis C. Han er i hættetrøje, læderjakke, han er duknakket og har hørebøffer om halsen. Marco Pao husker godt, da stofbesiddelse var kriminelt.

”Folk var mere mistænksomme, fordi der var så mange junkier, der stjal. Alle havde nogen i deres familie, som var misbrugere,” siger Marco Pao, der klemmer det ene øjenlåg i, når han taler. Mentaliteten hos politiet ændrede sig først et stykke inde i 00’erne, mener han. 

”Betjentene sparker ikke længere stofferne væk fra folk,” siger Marco Pao og smiler rundt om et par skæve fortænder. 

Portugal tilbyder behandling for det, der i andre lande straffes med fængsel.

DET PORTUGISISKE POLITIS nationale hovedkvarter ligger i en nedlagt kirke på toppen af en stejl gade. Den gamle bygnings ellipseformede søjler indrammer en firkantet gård. Indenfor er der skakternede marmorgulve, der er en rungende akustik, og væggene er fyldt med bibelske kalkmalerier, ordener og hædersbeviser. 

”Politiets attitude over for stofbrugere har forandret sig, siden afkriminaliseringen blev indført,” fortæller 52-årige José Carlos Leitão, der er chef for Portugals kriminalefterforskning og sidder ved et rundt bord i et mødelokale i jeans og habitjakke. Han er muskuløs, har et firskårent ansigt, en kløft i hagen og ligner en sydeuropæisk Clark Kent. 

”Tidligere var betjentene mere anspændte og hårde over for de her mennesker, fordi deres adfærd indebar kriminalitet. I dag ved alle, at der er tale om en administrativ proces. Presset i situationen er aftaget,” siger han. 

Da lovændringen blev vedtaget, var der skepsis fra politiets side, fortæller José Carlos Leitão. Mange var nervøse for, at forbruget af stoffer ville stige, hvis der ikke var en risiko for straf forbundet med afhængighed. 

”Men det skete ikke. Lovændringen var en succes. I 90’erne var der måske 10 områder i Lissabon, hvor der blev solgt og indtaget stoffer åbent. I dag er det mere begrænset og mindre synligt. Tidligere var der også flere tyverier og indbrud som konsekvens af afhængighed,” siger politichefen, der har været ansat i styrken i 32 år. 

Faldet i berigelseskriminalitet kan dog have flere årsager, mener han. Siden lovgivningen trådte i kraft, er der indført økonomisk understøttelse i Portugal. En ydelse, som tusindvis af borgere – hvoraf mange tidligere begik kriminalitet – har haft gavn af. 

Og pusherne har også ændret deres metoder siden 2001. 

LOVGIVNINGEN I DANMARK

Siden 1955 har det været strafbart at være i besiddelse af stoffer i Danmark. Fra 1969 afstedkom besiddelse af stoffer til eget forbrug i praksis ofte kun en advarsel, så længe mængden ikke vurderedes til at være til videresalg. I 2004 strammede politikerne lovgivningen under den daværende borgerlige regering, så besiddelse af alle former for stoffer – uanset mængde – medfører bødestraf. Hvis mængden overstiger et vist niveau, kan man risikere fængsel.

Samme år ryddede politiet Pusher Street på Christiania for at slå hårdere ned på hashsalget. I 2007 blev straffene skærpet, og bøder for anden- og tredjegangsforseelser blev hævet med 50 og 100 procent. En undtagelse blev dog tilføjet til loven, som gjorde det muligt at annullere bøden, hvis forbruget skyldes misbrug og afhængighed. Politiet har i de efterfølgende år fået kritik for ikke at følge undtagelsen i praksis. Bøde- og straffe­rammen er forskellig, alt efter hvilke former for stoffer der er tale om. På offentlige stofindtagelsesrum i landets større byer er det i dag straffrit at være i besiddelse af stoffer til eget forbrug. På indre Vesterbro i København har politiet og kommunen således oprettet en straffri zone, hvor det er tilladt at have stoffer på sig til eget forbrug.

”De står med præcis den mængde, som de må have uden at blive arresteret. Resten har de gemt i nærheden. Det ændrer vores arbejde, når vi ved, at de folk ikke er almindelige forbrugere af stoffer. Vi overvåger diskret, så vi ved, at når vi henvender os, har personen en kriminel mængde stoffer på sig,” siger José Carlos Leitão, der også fortæller, at når politiet skal finde bagmænd, kan det være nemmere at få oplysninger om, hvem en person har købt sine stoffer fra, hvis vedkommende ikke bliver arresteret: ”Når folk ikke er pålagt en byrde, er de mere samarbejdsvillige.” 

Politiets efterforskning af narkotikasmugling har ikke ændret sig på grund af afkriminaliseringen, siger politichefen. Portugal er stadig en port til Europa – primært med kokain fra Sydamerika og cannabis fra Marokko – og her samarbejder politiet med andre lande. 

I modsætning til hårde stoffer er forbruget af cannabis dog steget markant i Portugal de seneste fire år, fortæller José Carlos Leitão. Men han tror ikke, at den udvikling kan kobles til afkriminaliseringen. 

”Vi ser den samme stigning i Spanien. Cannabis er blevet socialt acceptabelt, samtidig med at prisen er faldet på grund af de store mængder, der kommer fra Marokko,” forklarer chefen for politiets kriminalefterforskning, der mener, at de færreste portugisere i dag betragter landets stofbrugere som kriminelle.

”Jeg tror, at den generelle holdning til afhængighed er medlidenhed. Langt de fleste, der tager stoffer i Portugal, bruger det rekreativt – til fester og bestemte lejligheder. De har ikke brug for at skaffe penge til stoffer.”

João Goulão har arbejdet som familielæge i Algarve, der tidligere var meget plaget af heroinproblemer. I 1997 blev han ansvarlig for sundhedsministeriets program for forebyggelse og behandling af stofafhængighed.

TOMMY SIDDER på gulvet i en metrovogn med hovedet mellem benene. Han trækker op i sit ærme og betragter sit stiksår. 

”Få det der væk. Folk kigger,” siger André Mesquete og trykker et knæ i siden på nordmanden. Tommy smiler forlegent. De stiger af ved Estação do Oriente og går ind i et storcenter, hvor børnefamilier farer af sted med indkøbsposer og ispinde, mens popmusik brager fra højttalerne. André smutter ind i en parfumebutik. Hans ben er et par hurtige trommestikker. Han griber fat i en Diesel-parfume og giver sig selv to strejf på halsen. 

”Sådan gør jeg, hver gang jeg er her,” siger han og griner. 

Tommy og André sætter sig ved et udendørs caféområde. De finder cigarillos frem, og André spiser æbletærte fra McDonald’s. Regndråber tæsker løs på en hvid presenning. Tommy kom til Lissabon for et par måneder siden. De første par uger arbejdede han på et callcenter, hvor han bookede hotelophold for turister, indtil andre længsler trak i ham.

”Jeg brød mig alligevel ikke om jobbet, jeg vil hellere lave musik. Men det var ikke planen, at jeg skulle ende med at tigge penge på gaden,” siger Tommy, der søgte jobbet, da han boede hos sine forældre i norske Molde, mens han forsøgte at ryste sig fri af et galoperende forbrug af amfetamin. Tommys mor er handicaphjælper, hans far arbejder i en malerforretning. Han var 19 år, første gang han skød sig i armen med amfetamin. 

”Jeg har altid været glad for at være påvirket. Som yngre var jeg ham, der drak mest og gik senest i seng,” fortæller han. I Norge forsøgte han at kvitte stofferne med metadon. Men han kunne ikke sove om natten, han rystede og frøs. ”Metadon er et helvede at komme ud af,” siger Tommy, der har haft et enkelt sammenstød med politiet i Portugal, som fik ham til at tro, at det var kriminelt at være i besiddelse af stoffer. 

En af Lissabons metadonbusser.

André ryster samtidig med skuldrene, kroppen er hele tiden i bevægelse. Han er opvokset på Azorerne, hvor en kammerat introducerede ham til heroin som 17-årig i en frokostpause, da han arbejdede i et supermarked. Han har været i behandling flere gange og været clean i lange perioder af sit liv. 

”Jeg skammer mig over at tigge om penge til stoffer, mens de mennesker derinde går i biografen og køber ind til aftensmad. Når jeg er clean, kan jeg være ligesom dem. Bedre endda. Men nu er der gået seks måneder, så …” siger han og trækker øjenbrynene op i panden.

For nogle måneder siden var André i Holland for at spille som dj. Bagefter skulle han hjem til sin kæreste på Azorerne. Men han kom aldrig videre, da han landede i Lissabon. Når han er hjemme på øerne, arbejder han hos et biludlejningsfirma. 

”Jeg har ikke talt med min kæreste i to måneder, og jeg er flov. Det er ikke første gang, det er sket, men jeg håber, det bliver den sidste. Min mor er deprimeret på grund af mig. Men vi skal også ud af det her, Tommy og mig.” 

Tommy nikker og kigger på sin sidemand. ”Skal vi se at komme af sted?” spørger han. Nordmandens øjenlåg er tunge, og hans sætninger er længere undervejs end for et kvarter siden. André lyser op og laver crawl-bevægelser med armene: ”Til swimmingpoolen,” siger han. Det er ruten fra stationen til pusherne, og til stofferne er i kroppen. 

Psykologerne hos Ares do Pinhal. Alle, der vil i metadon-program, bliver screenet for hiv, hepatitis og andre sygdomme.

NOGLE AF LISSABONS cirka 2.000 hjemløse sover i parker og på togperroner. Andre overnatter på byens arkitektoniske kirkegårde: de mange hullede bygninger, hvor huslejepriserne traditionelt er holdt nede og har fjernet udlejernes incitament til at renovere. I 2014 var en fjerdedel af alle ejendomme i Lissabon forladte. Siden er flere af murstensskeletterne vakt til live, og der er løsnet op for huslejereguleringen. Arbejdsløsheden er halveret, turismen blomstrer, og det vælter ind med investeringer udefra. Som i mange andre storbyer tromler gentrificerings-toget gennem byens gader, mens mange indfødte fnyser ad en udvikling, der forvandler lokale bagerier til dyre kaffebarer og hele opgange til Airbnb-reservater. 

”Striptease? Night club?” råber en taxichauffør ud ad vinduet på sin bil. Hyrevognen klemmer sig ind gennem den smalle gade i Bairro Alto, Lissabons mest populære restaurant-, bar- og drukscene. Det er lørdag aften, og de labyrintiske stier under de gamle gadelygter er fyldt med sprutsjaskede turister, kærestepar, der fletter fingre, og afrikanske gadesælgere med fjollede hatte, knæklys i hænderne og fløjter i munden, som de blæser i for fulde gardiner. Tjenere står på gaden og blafrer med lokkende laminerede menukort. Inde fra restaurationslokaler synger kvinder i store kjoler salvelsesfuldt til tonerne af sirligt guitarspil, mens gæsterne tager for sig af mad og drikke og fado, den berømte portugisiske musikgenre.

Under Portugals militærdiktatur blev politihovedkvarteret i Lissabon brugt som centrum for regimets ungdomsbevægelse.

Udenfor glider en rund herre i en for stor ruskindsjakke nærmest lydløst hen ad de våde brosten. Han er cirka 50 år og stikker hovedet frem under en paraply med Burberry-tern.

”Vil I have kokain?” spørger han hviskende. ”I kan få en smagsprøve,” fortsætter han. 

Ordene er et kødben til hans to meter høje makker, der finder hvidt pulver frem i et stykke husholdningsfilm. 

”Taste,” siger de begge kommanderende, næsten i kor. 

”Nå, ikke?” Herren i ruskindsjakken slår ud med armene og ser oprigtigt skuffet ud. 

”Hvad så med Viagra?” råber han i samme øjeblik, som han opgiver at følge efter. Ved næste gadehjørne er der flere mænd, der tilbyder lignende forsyninger. 

”De sælger duelort og sukker,” siger Julio Cesar og læner sin topmave ind over disken. Den skaldede bartender er 51 år og har drevet sin lille bar i Bairro Alto i 15 år. Hans parfume er kraftig og krydret, og bag ham ligger limefrugter i en tre meter lang montre. I loftet roterer en diskokugle, og højttalerne pumper elektronisk pop. 

”Turisterne tror, at det er normalt med pushere over det hele, men det vrimler med snydesælgere derude. Jeg ville ønske, de solgte den ægte vare. Hvis du går ind i en Dolce & Gabbana-butik, vil du jo ikke spises af med et par falske jeans, vel?” råber Julio Cesar og griner med en latter, der lyder som en bilmotor, der ikke vil starte. 

Portugals lovændring på narkoområdet har ændret hele scenariet, siger politiets efterforskningschef José Carlos Leitão.

DE SKINNER NÆSTEN, de hvide snørebånd på Davids sorte gummisko. I dag er hans første med skoene på og hans sidste på Ares do Pinhals behandlingshjem i udkanten af UNESCO-byen Sintra, en halv times kørsel fra Lissabon. Huset er omringet af skov og store villaer langs bakkede grusstier, og et par kilometer herfra går turister rundt og tager selfies foran slotsruiner og gotiske paladser. 

”Jeg har engang givet mine sko til en pusher, fordi jeg ikke havde nogen penge,” siger den 42-årige portugiser og smiler skævt. Han står på gruspladsen i solskin foran det gamle hus i tre etager og drikker espresso af en plastickop. Modne appelsiner hænger på træerne, og i de små køkkenhaver går husets beboere rundt og planter grøntsager. 

Ifølge reglerne på stedet må der kun angives fornavne på husets beboere. Behandling på Ares do Pinhal er gratis og inddelt i tre faser på tre forskellige steder i omegnen af den portugisiske hovedstad. Første fase handler om at blive stoffri. I anden fase er der fokus på introspektion, som det hedder – at se indad. I Sintra er målet for beboerne at opbygge nye vaner, at få sig et job og finde tilbage i samfundet. David har boet her i 14 måneder. I morgen flytter han sammen med sin kæreste i Lissabon. Det er to år og fire måneder siden, David sidst tog stoffer. 

RYGENDE UENIGHED

Ifølge en meningsmåling foretaget af Epinion for Danmarks Radio i 2017 mente 53 procent af de adspurgte danskere, at cannabis bør legaliseres. På Christiansborg er der flertal for et fortsat forbud mod alle former for narkotika, men Liberal Alliance, Alternativet, Enhedslisten, SF og De Radikale er for legalisering af cannabis, blandt andet for at bekæmpe bandekriminalitet forbundet med salg. Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet er desuden tilhængere af, at man afkriminaliserer andre former for stoffer til personligt forbrug.

Antallet af sigtelser for overtrædelse af narkotikalovgivningen har ifølge Sundhedsstyrelsen ligget nogenlunde stabilt med en mindre stigning de seneste ni år. Mængden af beslaglagt hash i Danmark er steget markant fra 2006 til 2017 – det samme er mængden af beslaglagt kokain, dog i mindre målestok. 41 procent af danske unge under 25 år har prøvet at ryge hash. Det er lidt færre end i 2013, men nogenlunde på samme niveau som i år 2000. 11 procent af de unge har prøvet andre stoffer end hash. Det er en stigning på tre procent siden år 2000.

”Stofferne er stadig friske i min erindring. Jeg var igennem så mange lidelser i månederne, inden jeg kom i behandling. Jeg boede på gaden og var begyndt at stjæle fra min familie for at få råd til heroin,” fortæller han.

David er kort og kompakt og har tætte øjne. Han stammer en smule, når han taler. En tyk sølvkæde hænger på hans hals, og et par baggy jeans hænger ned over hans nye sko. Han sætter sig på en bænk ved siden af huset og tager sin telefon op af lommen. 

”Se, om du kan genkende en af de mænd,” siger han og finder en musikvideo frem på YouTube. 

Musikken lyder som en portugisisk version af det amerikanske punk-rockband The Offspring. En seks år yngre David spiller guitar i videoen, som han også har produceret. Kinderne er mere fyldige end i dag, randene under øjnene ikke så synlige. 

”Dengang tog jeg stoffer on and off,” siger David, der er uddannet på filmskole i New York og har arbejdet i tv-branchen i sit hjemland i mange år. 

Socialarbejdere fra organisationen Crescer deler udstyrspakker ud til stofbrugere og fjerner sprøjter med gribetang.

En klokke ringer inde fra husets køkken. Klokken er halv 11, og et par beboere har anrettet med kaffe og boller med skinke og ost. For husets beboere begynder dagen med rengøring klokken 8.45. Klokken 13 er der frokost. To timer senere er der gruppeterapi, og aftensmad serveres klokken 20. 

”Rutiner er vigtige. Hvis du bor på gaden og tager stoffer hele tiden, virker dit ur ikke,” fortæller Fernando Carvalho. Han er monitor på stedet og tidligere beboer. Han har mørkt, bølget hår, et furet ansigt og løse kinder. To guldøreringe hænger i et par lange øreflipper. Han sidder på bænken og ryger en cigarillo. Bob, husets gadekryds-chihuahua, ligger og gnaver på et kødben mellem hans fødder, mens musikanlægget i køkkenet spiller Rihanna. 

”At spise med kniv og gaffel kan være nyt for folk. Eller at tage et brusebad. Vi hjælper med at oprette bankkonti, lægge budget og få styr på de mest basale ting. Vi opfordrer beboerne til at tænke selv: ’Nu er du kommet hertil. Hvad skal der nu ske?’” siger Fernando Carvalho, hvis stemme er dyb og tør. 

Den 58-årige monitors job består mest i at lytte til beboerne. De fleste mennesker, der flytter ind her, har ingen at tale med, siger han. Ingen familie eller kæreste. 

HOLLAND HURTIGT

Det er ulovligt at fremstille og sælge alle former for narkotika i Holland, ligesom det er ulovligt at være i besiddelse af stoffer. Men landet har siden midten af 70’erne haft en lovgivning, der tillader rygning af cannabis under bestemte forhold. I dag er der cirka 570 cafeer, hvor det er tilladt at købe og ryge cannabis, så længe man er 18 år gammel og ryger det inden for cafeens rammer. Derudover bliver cannabisforbrug ofte tolereret af politiet, så længe man ikke er i besiddelse af mere end fem gram. Staten har inden for de seneste år lukket en række coffee shops med den begrundelse, at de lå for tæt på skoler. En fjerdedel af alle turister i Amsterdam besøger en coffee shop under deres besøg, og der foregår en løbende politisk diskussion i landet om, hvorvidt det kun skal være tilladt for landets indbyggere at købe og indtage cannabis på coffee shops (som det er tilfældet mange steder uden for Amsterdam) for at skrue ned for ’stof-turismen’. Ifølge tal fra FN har otte procent af den hollandske befolkning et forbrug af cannabis. I Danmark er det små syv procent, mens den islandske og amerikanske befolkning topper forbruget på verdensplan med henholdsvis 18,3 og 16,3 procent.

”Under diktaturet levede vi i mørket. Da vi kom ud i lyset, var der mange af os, der ville prøve det hele,” siger han med et smil, som får ham til at ligne en ulv fra en tegnefilm. Portugal gik den rigtige vej, da man afkriminaliserede stoffer til eget forbrug, mener han. 

”Det hjælper ikke at straffe folk for at have en sygdom som afhængighed. Så kommer de i fængsel og lærer en masse dårlige ting. Hellere hjælpe folk. Livet består af valg, og nogle gange er vi forvirrede og ved ikke, hvad vi skal vælge.”

Til frokost sidder beboere og ansatte ved et langbord i spisestuen. Der er højt til loftet i det kølige rum. Solens stråler stryger ind gennem de store vinduer og rammer de knirkende gulvbrædder. David sidder ved siden af sin ven Antoire og spiser makrel og ris. 

”Det er mærkeligt at have sidste dag. Jeg har fået gode venner her,” siger David, der i en periode ikke så meget til sine to børn. Han er blevet skilt fra deres mor, men har nu igen fået forældremyndighed. Om et par uger skal han i gang med at lave en dokumentarfilm om ekstreme sportsgrene. Det hele bliver stort og nyt, men han føler sig klar, siger han. 

”Vi er på flere måder beskyttet her på stedet. Men jeg er forberedt på, at der kan være forhindringer derude.”

Et skadesreduktions-kit består af: sprøjter, renseservietter, filtre, kondomer, vand og skeer til opvarmning af heroin.

PÅ DET ØVERSTE gangareal ved Estação do Oriente står Tommy og André og kigger tomt ud i luften. I dag er en dårlig dag. En fredag, hvor folk siger nej, når de bliver spurgt, om de kan undvære en euro, og det tidspunkt, hvor rusen fra heroinen og kokainen er så langt væk, at farven har forladt de to kammeraters ansigter. De er i selskab med en fyr, de kalder ’Doktoren’, fordi han aldrig misser en vene, når han hjælper med at trykke sprøjten i huden. ’Doktoren’ vil ikke have sit rigtige navn nævnt. 

André Mesquete har aftalt med en socialarbejder, at han skal ringe til hende på mandag. Hun skal hjælpe ham med at komme i behandling. Han og Tommy har også talt om at få behandling med en pille, der hedder Subutex, som skulle være effektiv og ikke ”et helvede” som metadon. 

Tommy har fundet et opladerstik til sin telefon ved en betonvæg. Han har sin mor i røret hjemme fra Molde. Hans forældre kender til en del af hans historie med stoffer, men de tror stadig, at han arbejder på et callcenter. Tommy spørger sin mor, om hun vil overføre penge til medicin gennem Western Union. Da telefonsamtalen er forbi, kigger nordmanden på André med et udmattet, men lettet blik. 

”Hun overfører 25 euro om lidt,” siger Tommy. Han banker sin ene knytnæve mod Andrés, og de giver hinanden et kram.

”Din mor er en engel,” siger André Mesquete. 

”Hun er den bedste i verden,” siger Tommy med en uskyldig klang i sin stemme. 

Senere står nordmanden og ’Doktoren’ på toppen af en mudret dal i Beco Picheleira og venter på André. På jorden er der heroinskeer og ubrugte kondomer. Området ligner et bakket månelandskab og er et åbent fixerum for byens stofbrugere. I 2019 er det planen, at staten åbner de første fixerum i Lissabon.

Så kommer André løbende rundt om en boligblok på den anden side af gaden. Han har forsyninger med i sin bæltetaske. Portugiseren trækker ned i kraven på sin trøje, finder en vene på sin hals og gør klar til ’Doktoren’. En halv time tidligere sagde han: ”Jeg er nødt til at stoppe med det her. Meget snart.”

Behandlingsstedet i Sintra. Nogle brugere tager af sted om morgenen på arbejde og kommer hjem om eftermiddagen.

Vrads syd for Silkeborg er et af de få steder i Danmark, der endnu ikke har en telefonmast, og sådan ønsker landsbyens stråleskeptikere, at det bliver ved med at være. Men for andre er det manglende mobilsignal noget af et hverdagshelvede. Ud & Se tog til det midtjyske søhøjland, hvor kampen om bølgerne splitter en by.
Tekst:Ida GundersenFoto:Tor Birk Trads

HAN BURDE EGENTLIG få den fjernet. Men den store dynge jord, der hobede sig op, da Jakob Magnussen byggede sit nye hus, har vist sig at have en uventet og temmelig smart funktion, når man stiller sig på toppen. 

Ligesom de fleste andre borgere i den lille landsby Vrads må 49-årige Jakob Magnussen i tøjet og ud af huset, hvis han vil lave et opkald fra sin mobiltelefon. Den nærmeste telefonmast ligger flere kilometer fra byen, og selv derude i det fri må telefonerne snappe efter bølgerne, og telefonsamtalerne ender ofte i det rene knas eller dut-dut-dut.

Men lige her, på den hjemmelavede jordbunke på grunden i udkanten af byen, bliver bølgerne leveret til Jakob Magnussens telefon uden problemer.

”Den må du sgu ikke ødelægge,” siger Kim Rasmussen og ser tilfreds på jordbunke.

Han er en af de andre frustrerede borgere fra Vrads, der er et af de få steder i landet, hvor der endnu ikke er opsat en telefonmast, og hvor diskussionen om en mast har delt  byens cirka 200 indbyggere. 

På den ene side står stråleskeptikerne, for hvem Vrads er et sidste helle på landkortet, hvis man vil undgå stråling. De er villige til at ofre telefonforbindelsen for at undgå bøl-gerne, som de frygter er skadelige. 

På den anden side står tilhængerne af en mast. Det er folk, der er frustrerede over ikke at kunne komme i kontakt med omverdenen, når de ikke er inden for rækkevidde af deres wi-fi, og det er selvstændige, der mis-ter opkald fra kunder. 

I kampen for alligevel at få en form for signal florerer der flere forskellige trick blandt borgerne i de cirka  70 huse i Vrads. Mange går på gaden, når der skal ringes, så husmuren ikke absorberer de sidste sparsomme bølger. Et andet tip lyder, at man kan kaste telefonen op i luften, hvor den kan være heldig at fange et signal, før man griber den igen. Det er dog ikke et helt ufarligt trick. For nylig fik en borger et blåt øje af mobilen, da vedkommende ikke greb den på vejen retur.

Hos købmanden i Vrads mødes folk til en sludder – blandt andet Benny Andersen (t.h.).

VRADS KØBMANDSHANDEL er ikke en helt almindelig købmand. Duften af forskellige urter kæmper om pladsen i næsen, når man åbner døren til den lille butik, hvor chokolade står i glaskrukker, og hylderne bugner af naturlige produkter i glas og brune emballager. Et rødt ’Ø’ går igen på sortimentet og vidner om, at der inden for byskiltet gemmer sig en lille enklave af såkaldte bevidste forbrugere. 

Da den gamle købmand lukkede endeligt i 1992, tog en gruppe Vrads-borgere disken i egen hånd, og butikken, der er et populært samlingspunkt, bliver i dag drevet af 25-30 frivillige. Indenfor sidder Benny Andersen.

”Ja, det er skønt,” udbryder han, da han bliver spurgt til det dårlige mobilsignal.  

Benny Andersen, en midaldrende vradser, tilhører gruppen af lokale, der helst så, at der aldrig kom en telefonmast op i Vrads.

”Jeg vil gøre modstand, hvis der bliver snak om en mobilmast igen,” siger han med henvisning til dengang i 2016, da en telefonmast i byen senest var på tale. 

TDC HAVDE indvilliget i at opføre en mast, men en gruppe lokale stråleskeptikere kæmpede imod med næb og kløer. Emnet blev diskuteret på debatmøder i forsamlingshuset, og da borgerne ikke kunne nå til enighed, lavede de en afstemning. Flertallet ville gerne have en telefonmast, men der var protester mod mastens placering. Derfor røg sagen i Naturklagenævnet, og kommunen måtte sætte en byggetilladelse på hold. 

Da klagen blev afvist i Naturklagenævnet, håbede signalforkæmperne, at TDC, der ejer de fleste master, langt om længe kunne komme i gang med at opsætte masten. Men i mellemtiden havde TDC ombestemt sig, og pludselig kunne Midtjyllands Avis bringe nyheden om, at TDC hellere ville investere andre steder end i Vrads.

”Man bliver bims af al den stråling. Jeg selv bliver øm på ballen, når jeg har haft mobilen i lommen længe. Og jeg kender en, hvis søn havde det meget skidt,” siger Benny Andersen. 

Kvinden bag købmandsdisken, Else Marie Sejr, stemmer i:

”Jeg er meget imod en mobilmast. Små børn i dag lærer at bruge iPad allerede i børnehaven. Så behøver vi ikke bekymre os om overbefolkning,” lyder den dystre prognose fra hende.

”Der kommer en af mine værste fjender,” udbryder Benny Andersen og slår en latter op, da en af byens signalhungrende træder ind i butikken. 

”Hvad for noget?” når den nytilkomne at fremstamme, før han bliver venskabeligt klemt mellem Benny Andersens arme. Endnu en kunde, Ulla Poulsen, træder indenfor i butikken. Hun virker træt ved den blotte lyd af ordet ’mobilmast’.

”Ved du hvad, jeg orker simpelthen ikke at snakke om det. Jeg er gammel psykiater. Jeg er for træt til sådan en konflikt,” siger Ulla Poulsen og fortsætter alligevel:

”Jeg synes, det er sørgmodigt, at vi skal have sådan et stridspunkt. Jeg er ked af, at der ikke findes en løsning.” 

Når Helle Kofoed skal tale i telefon, må hun ud af huset for at få forbindelse.

”AT MOBILSTRÅLER skulle være skadelige, er en absurd påstand. Det er pseudovidenskab, og jeg accepterer ikke præmissen, før der er videnskabelig evidens for den,” siger Kim Rasmussen, da vi bevæger os fra jordbunken og ned til bymidten.

”Man hørte de samme argumenter, dengang vi fik radiosignal, fjernsyn og fastnettelefon. Det er frygten for det nye,” siger Torben Steenberg, der også er mastetilhænger.

Det er et erhvervsmæssigt mareridt at bo i Vrads, siger de. De selvstændige kan ikke blive ringet op af kunder, og de frygter, at turister vil se sig om efter andre destinationer, hvorfra de kan sms’e, ringe og google. Og hvad med tilflytterne? Hvem vil flytte familien til Vrads og overbringe nyheden om det dårlige netværk til deres teenagebørn? Og så er der det med sikkerheden, siger de.

”Nu er der kommet lig på bordet. Hvad mere skal der til, før vi får den mast?” spørger Kim Rasmussen, der hentyder til sidste år, da en cykelrytter døde i området. 

Ifølge Kim Rasmussen havde man problemer med at tilkalde en ambulance på grund af den dårlige dækning. Og for fem uger siden faldt Jakob Magnussen – manden med jordbunken – ned fra en stige ved sit hus. Det kostede ham en brækket arm og et kraniebrud.

”Min datter og en tømrer var hjemme. De kunne ikke ringe efter en ambulance på grund af den dårlige forbindelse, så de puttede mig i bilen, og vi måtte køre til Asklev, før vi fik fat i en ambulance.” En by seks kilometer derfra.

”GODT AT SE DIG, Kim. Jeg kan ikke få routeren til at virke,” siger en Marie Raes på vejen mellem forsamlingshuset og købmanden. 

Forsamlingshusets ydermur er en blandt flere i byen, der er blevet udsmykket af den lokale billedkunstner Lars Ringgaard. Her har han udført ’Tryllefløjten’ med maling. 

Marie Raes er tovholder på aftenens arrangement, et foredrag med titlen ’Menneskedyret homo sapiens’, der skal livestreames fra Aarhus Universitet. Men først skal routeren, der kører på fibernet, altså lige virke. 

”Jeg fikser det,” siger Kim Andersen.

”Vi slukker selvfølgelig routeren, når vi har fællesspisning, af hensyn til dem, der ikke vil udsættes for stråling,” bemærker Marie Raes. 

Til højre for købmanden, forbi byens masseovnsbygger og huset, hvor en kreativ person har skåret dråber i gavlens træværk, så det ser ud, som om den er ved at smelte, holder Rene Kilian til. Han er selvstændig erhvervsdrivende – med kablet internet og fastnettelefon. 

”Det er ikke noget problem. Vi har lynhurtigt fibernet, og fastnettelefonen virker upåklageligt,” fortæller Rene Kilian.

Han foretrækker at være bundet af kabler frem for at have en telefonmast på nabomar-ken.

”Jeg vil hellere være præventiv. Jeg sammenligner opførelsen af en mobilmast med den trojanske hest. Vi ved ikke, hvad vi lukker ind i byen.”

Torben Steenbergs mobil er koblet til hans fastnettelefon via bluetooth.

DER ER NOGET særligt urtet, når man kigger sig omkring i Vrads. Husenes vinduer er stopfyldt med planter, der er solceller på mange af tagene, og i området ligger en af Danmarks reneste søer, Grane Langsø.

Ved kommunalvalget 2017 blev Enhedslisten det største parti i det område, hvor vradserne afgav deres stemmer. Og da Danmarks Radio for år tilbage ville lave et bæredygtighedseksperiment, indvilligede de 200 beboere i byen i at skrue markant ned for deres CO2-udslip og levede flere dage uden elektricitet og var fælles om tre delebiler.

I det hele taget er der en særlig samhørighed, fortæller lokaljournalist Bjarne Gregersen, der løbende har dækket historien om telefonmasten for Midtjyllands Avis.

”De har et stærkt fællesskab omkring købmandshandlen i Vrads. De holder mange fællesarrangementer, blandt andet en årlig musikfestival,” siger han og bemærker også byens meditationscenter, hvor folk kommer langvejsfra for at dyrke Heartfulness-meditation.

“De alternativt tænkende og fællesskabsorienterede tiltrækker nok i nogen grad hinanden,” siger Bjarne Gregersen.

Pernille de Boer kan ikke tåle mobilstrålerne.

”SLUK MOBILEN,” står der på et klistermærke på døren ind til et ottekantet træhus, der ligger med skoven i ryggen i Vrads.

Før man træder ind, bliver man en ekstra gang mindet om at sætte telefonen på flytilstand af husets 69-årige beboer, som har sit strålefri helle på en – endnu – unik plet på danmarkskortet.

”Det er bygget med særlig omtanke på stråling og el,” fortæller Pernille de Boer om huset, der er bygget af træ fra inderst til yderst. Udenpå er det malet sort, indeni står træet råt og ubehandlet, og under trappen står en spinderok.

”Jeg har ikke rigtig brugt den, siden jeg fik min sygdom,” fortæller hun og går op ad trapperne til en førstesal, der minder mere om en stor hems. 

Bøgerne står i spænd i reoler langs væggene, kun afbrudt af en lille smilende ­buddha-figur. For otte år siden blev Pernille de Boer med egne ord ramt af el-overfølsomhed, eller EHS, elektromagnetisk hypersensitivitet, under et besøg hos sin datter i København.

”En dag, jeg skulle ringe fra min telefon, kunne jeg slet ikke røre den. Det var som at få en spade i hovedet. Jeg måtte smide den fra mig. Det føltes som en form for stød,” fortæller hun.

Den eftermiddag skyndte hun sig med toget hjem, og siden har hun ikke besøgt sin datter og sine børnebørn i København. Tilbage i Vrads måtte hun flytte.  

”Jeg kunne ikke være i den lejlighed, jeg lejede her i udkanten af Vrads. Jeg fik det forfærdeligt, og jeg rystede. Jeg var tåget i hovedet, og jeg mistede korttidshukommelsen i nogle måneder. Jeg kunne ikke holde ud at være i min krop. Og hvor går man så hen?”

Pernille de Boer gik i skoven. Eller flygtede, som hun siger. For i skoven forhindrer træerne adgang for det meste af strålingen, siger hun. Og der boede hun i knap et halvt år, efterfulgt af to år i en campingvogn.

”Jeg kunne ikke foretage mig noget selv. Heldigvis har jeg et fantastisk netværk her i Vrads, som hjalp mig. Der var nogle, der skaffede mig et telt. Nogle hjalp med at slå det op. Nogle købte ind til mig. I et par måneder kunne jeg heller ikke tale i fastnettelefon. Så var der kun breve tilbage, hvis jeg ville have fat i folk. Jeg kunne heller ikke tage bilen og køre på indkøb, det var simpelthen for farligt.” 

DA TELEFONMASTEN for to år siden var på tale, fik Pernille de Boer sammen med en gruppe øvrige skeptikere taget blodprøver. Målet var at sammenligne resultaterne med nye blodprøver, der skulle tages efter opførelsen af masten. Men prøvernes resultater blev aldrig aktuelle, da masten blev pillet af tegnebrættet igen. 

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan – blodprøver og mere til – næste gang, der kommer en mast på tale”, siger Pernille de Boer.

”Ellers ender det med, at syge mennesker med EHS bliver tvunget i eksil i udlandet som miljøflygtninge.”

I dag har hun fået det så godt, at hun kan tage en tur til Silkeborg og handle ind, og hun kan deltage i byens fællesspisning, hvis det trådløse net er slukket, og hendes sidemand sætter mobilen på fly-tilstand. Aftenens foredrag er ikke en mulighed. 

”Det ville koste mig nogle dage med migræne,” siger hun.

Spørger man regeringen, kommer en mast snart på tale igen. Ifølge et nyt teleudspil skal de sidste huller på danmarkskortet lukkes inden for et par år, så enhver dansker kan gribe mobilen og foretage opkald – også borgerne i Vrads. Pernille de Boer og de andre stråleskeptikere er klar til at kæmpe videre, siger hun. Men fremtiden synes uoverskuelig:

”Har du nogen forslag? Hvor skal jeg rejse hen? Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke overleve i skoven. Jeg føler mig nogenlunde afklaret med døden, men jeg vil da rigtig, rigtig gerne leve. Det er et af de sidste åndehuller, der forsvinder.”

VRADS

har 200 indbyggere, og landsbyen, der ligger cirka 25 kilometer syd for Silkeborg, har både en frivilligt drevet købmandsbutik, en smedje, en fotoklub, egen musikfestival og meditationscenter. Byens grønne profil og de mange frivillige borgere gav Vrads titlen som Årets Landsby 2012.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se maj 2018.

I april får København Zoo en ny absolut hovedattraktion, når kæmpe-pandaerne XING ER og MAO SUN ankommer. Alle vil have et glimt af de sort-hvide superstjerner, men bag det nuttede ydre er de dovne, bambus-ædende bjørne diplomatiske brikker i et storpolitisk spil, der handler om big business. Ud & Se går tæt på den ni år lange og besværlige proces.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Rasmus Weng KarlsenIllustration:Riccardo Guasco

PÅ BYGGEPLADSEN blander lyden af silende regn sig med motorstøj fra gravkøer og sikkerhedssko, der trasker tungt gennem mudderet. Larmen fortrænger næsten formiddagstrafikken, der glider hen over Valby Bakke og forbi de gamle mure, der omkranser Zoologisk Have i København. Ved foden af det karakteristiske sorte tårn – havens vartegn – venter børnehavebørn i farverige flyverdragter på at blive sluppet løs på de asfaltbelagte stier. Men havens dyr gemmer sig i deres anlæg. Kun isbjørnene og pingvinerne trodser det dårlige vejr for at få sig en kold dukkert.

I resten af Zoo kan man ikke se, at der er noget i gære. Men gennem vinduerne i primathuset, hvor aberne har hjemme, fornemmer man det. Det nye, endnu ikke færdige panda-hus – et 160 millioner kroner dyrt byggeri, der er tegnet af Bjarke Ingels Group og Schønherr Landskabsarkitekter – ligner på afstand en flyvende tallerken, der er landet lige dér, hvor det gamle elefanthus plejede at ligge. 

Tættere på ser man konturerne af det cirkelformede anlæg i glas og stål, der skal forestille yin og yang. En byggeleder stirrer ned i det hul i jorden, som skal blive til en panda-souvenirbutik, mens håndværkere i gule veste og hjelme farer frem og tilbage med byggematerialer og værktøj, og gartnere planter bambus på strategisk udvalgte steder. 

Midt i det hele står kinesiske Hou Rong, Xie Zhong og Wu Kongiu i neongule sikkerhedshjelme, sorte damestøvler og ens, knælange dynejakker. De ser ud til at fryse en anelse i det danske vintervejr. Den kinesiske delegation er fløjet til Zoologisk Have i København fra Chengdu i Sichuan-provinsen i det sydvestlige Kina for at inspicere byggeriet, og de er de eneste på pladsen, der ikke er iført sikkerhedssko. 

Zoos videnskabelige direktør Bengt Holst viser ivrigt frem og guider de tre kvinder væk fra den mudrede byggeplads og ned i anlæggets underetage, der ud over stalde skal huse konferencelokaler og en restaurant. Med jævne mellemrum afbrydes hans talestrøm af en boremaskine eller et nysgerrigt spørgsmål fra kineserne, der skribler sirlige kinesiske tegn ned på notesblokke og tager billeder med deres smartphones. 

Det er kun Hou Rong og Xie Zhong, der taler engelsk, så de må agere tolke for Wu Kongiu, som er meget bekymret for vandstanden i anlægget. 

”Der var engang en chimpanse-unge, der druknede i Guangzhou Zoo,” forklarer Hou Rong.

Bengt Holst må forsikre dem om, at vandstanden ikke er dybere, end pandaerne kan klare.

”Det kommer ikke til at ske i København. Vi har været her i 150 år, og ingen er druknet,” siger han og smiler let.

Ordvekslingen er uformel og formår næsten at skjule alt det, der er på spil: Om lidt over to måneder skal anlægget være færdigt til pandaerne Xing Er og Mao Sun, der kun er til låns, og bliver det ikke godkendt, kommer Hou Rong, Xie Zhong og Wu Kongiu igen til en ny inspektion. Forsinkelser er ikke noget, man er vant til i verdens folkerigeste land. 

Wu Kongiu kigger igen op fra sin notesblok og siger noget på kinesisk. 

Kollegerne oversætter: ”Hvordan vil I opsamle deres urin?”

NI ÅR TIDLIGERE sad Hans Halskov i Chengdu ved et mødebord på byens rådhus. Ved sin side havde den danske konsul sin assistent, og over for ham sad to repræsentanter fra bystyrets Foreign Affairs Office. Hans Halskov var inviteret til rådhus-reception for at markere det kinesiske nytår, og som altid benyttede han lejligheden til at arrangere et fremtidssikrende og forsonende møde. Ikke mindst da 2010 var 60-året for de diplomatiske relationer mellem Danmark og Kina,

Året forinden var Danmark kommet på kinesernes sorte liste, da statsminister Lars Løkke Rasmussen i slutningen af maj 2009 sagde ja til at mødes med Tibets åndelige leder Dalai Lama på Marienborg. Det vakte vrede i Kina, hvor man betragter det tidligere selvstændige Tibet som en kinesisk provins, og Dalai Lama, der har levet i eksil i Indien siden 1959, som en oprører. 

Kilder med tilknytning til den danske ambassade i Kina fortæller, at mødet mellem Lars Løkke Rasmussen og Dalai Lama betød aflysninger af flere planlagte ministerbesøg, og at de officielle forbindelser mellem de to lande nærmest blev lukket ned. De blev først genoptaget efter lange forhandlinger, som resulterede i, at et bredt flertal i Folketinget i december 2009 vedtog en erklæring, der understregede, at Danmark anerkendte Kinas suverænitet i Tibet og for fremtiden ville behandle besøg fra Dalai Lama med varsomhed. Lars Løkke Rasmussen afviste efterfølgende, at erklæringen var et udtryk for, at Danmark havde bøjet sig for pres fra kineserne.

Hans Halskov – som Ud & Se møder på et kontor i Lyngby, hvorfra han i dag driver en virksomhed, der varetager kinesiske investeringer i Europa – husker tydeligt, hvordan kinesiske taxachauffører kvitterede med nedadvendte tommelfingre, hvis man i Beijing i den periode fortalte, at man var dansker.

Den diplomatiske krise nåede dog ikke at forgrene sig til de dansk-kinesiske relationer i Sichuan-provinsen, inden den blev afmonteret af det danske folketing. Derfor oplevede Hans Halskov kun velvilje fra bystyret, da han på rådhusmødet foreslog, at man skulle promovere 60-årsjubilæet ved at få pandaer til Danmark. 

Chengdu, der har 11 millioner indbyggere, bliver også kaldt ’pandaernes hjemby’, så for Hans Halskov var det oplagt. Og da kineserne ikke var afvisende, besluttede han sig for at gå videre med ideen. Tilbage i konsulatet i Chongqing, cirka 400 kilometer øst for Chengdu, bad han en af sine ansatte om at sende en mail til København Zoo:

”Kære Bengt Holst. I forbindelse med 60-årsdagen for Kina og Danmarks samarbejde har det Danske konsulat i Chongqing været i dialog med Foreign Affairs Office i Chengdu og diskuteret, hvordan man netop kan promovere den storslåede dag, både i Danmark og i Kina. En af aktiviteterne, der er blevet diskuteret, er, om ikke det er muligt, at København Zoo kunne være ’vært’ for en pandagruppe i forbindelse med Kina-Danmark-60-årsdagen? Ser frem til at høre fra dig.”

Foto: Getty Images

DER ER BARE noget ved pandaen, verdens mest sjældne bjørn, der gør den næsten uimodståelig. Neurologer mener, det skyldes, at pandaens runde hoved, store øjne, flade næse og tumlende adfærd aktiverer menneskets forældreinstinkt på samme måde som et spædbarn. Selv pandaens måde at spise på, siddende på rumpen og ved hjælp af forpoterne, der er udstyret med en slags pseudo-tommelfingre, minder os om os selv. På trods af at de er sky og bruger det meste af døgnet på at spise, løber de sort-hvide bamser med opmærksomheden i en grad, der gør løver, tigre og elefanter til andenrangsborgere i zoologiske haver verden over. 

Men pandaen er også et evolutionært paradoks. Oprindelig var bjørnen kødspiser, men for cirka to millioner år siden blev den vegetar og droppede kød til fordel for en kost næsten udelukkende bestående af bambus – en plante, dens mave har svært ved at fordøje, hvilket betyder, at den er nødt til at spise enorme mængder for at overleve. 

Pandaen er kræsen, ikke særlig aktiv for at sige det mildt, ekstremt dårlig til at formere sig og ville sandsynligvis være så godt som udryddet, hvis ikke der var blevet iværksat omfattende tiltag for at bevare den. Flere forskere har gennem årene argumenteret for, at man burde lade naturen gå sin gang og lade pandaen uddø. Men ingen steder betyder pandaen mere end i Kina, hvor den betragtes som en nationalskat. 

 

9 TING, DU – MÅSKE – IKKE VIDSTE OM PANDAEN

1. Pandaen har eksisteret i Kina i to-tre millioner år, men blev først kendt i den vestlige verden i 1869, da en fransk missionær modtog en pandapels fra en kinesisk jæger.

2. Siden 1961 har pandaen prydet logoet for Verdensnaturfonden. Ifølge fonden selv blev den sort-hvide bjørn valgt, fordi den var truet og havde bred appel, men også for at spare print­omkostninger, så man slap for at printe i farver.

3. Levetiden for en panda er 20 år i naturen og 25-30 år i fangenskab. Verdens ældste panda, en hun ved navn Jia Jia i Ocean Park i Hong Kong, døde i 2016, 38 år gammel.

4. Pandaens navn menes at stamme fra det nepalesiske ord poonya, der betyder ’bambusspiser’.

5. På grund af pandaens enorme indtag af bambus kan den skide op til 40 gange om dagen og producere mere end 10 kilo afføring. I Kina kan man købe luksus-lommetørklæder og -toiletpapir produceret af panda-fæces.

6. Pandaen har svært ved at formere sig, særligt i fangenskab. Det skyldes, at de opdrættede pandaer tages fra moren så tidligt, at de ikke når at overvære hende parre sig på ny. I Kina forsøgte man en overgang at vise panda-porno for unge hanpandaer, men det var ikke nogen stor succes.

7. Pandaen har i mange år været truet af udryddelse, dels fordi dens levesteder er blevet indskrænket på grund af mennesker, dels fordi store dele af de livsvigtige bambusskove visnede efter blomstring i 80’erne. Men Kinas avlsprogrammer har været så effektive, at IUCN – den internationale union for naturbevarelse – i 2016 ændrede pandaens status fra ’truet’ til ’sårbar’.

8. Det har længe været uvist, hvorfor pandaens pels er sort og hvid. Men ifølge en amerikansk undersøgelse fra 2017 skyldes det, at den skal kunne camouflere sig i både skygge og sne, samt at den bruger sin særegne pels til at sende signaler til andre pandaer.

9. Det første moderne eksempel på pandaerne som politisk gave var i 1941, da USA modtog to pandaer – Pan-Dee og Pan-Dah – fra det daværende kinesiske styre som symbol på de to landes alliance mod japanerne under anden verdenskrig.

PANDAEN HAR ikke blot enorm historisk og kulturel betydning i verdens folkerigeste land, den har også stor værdi for den kinesiske regering, der i mange år har benyttet den sjældne bjørns status til politiske formål – det såkaldte panda-diplomati.

Ifølge Andreas Bøje Forsby, forsker i asiatisk udenrigs- og sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet, har Kina siden den kolde krig brugt pandaen til at pleje udenrigspolitiske relationer: ”Pandaen har symboliseret diplomatisk velvilje og eksklusivitet over for udvalgte lande. Kineserne låner pandaer ud til lande, de har et tæt diplomatisk og handelsmæssigt forhold til, eller som de af forskellige årsager er interesserede i at opdyrke bedre relationer til.”

Journalist og Kina-ekspert Mette Holm forklarer, at Danmark – og andre lande – går ganske meget op i at modtage de symbolske dyr for at bevare det gode forhold til Kina. I sidste ende drejer det sig om handel med kineserne, som danske virksomheder solgte varer og tjenester til for næsten 65 milliarder i 2017. 

”Kina er blevet et af Danmarks største og vigtigste eksportmarkeder. Men i Kina er stat og privat ikke adskilt på samme måde som i Vesten. Kinas regering kan fra den ene dag til den anden sige til virksomheder, at de ikke må handle med Danmark. Derfor betyder det meget for eksporten at være på god fod med kineserne,” siger Mette Holm, der henviser til, at kineserne lukkede helt ned for import af laks fra Norge, efter at Nobelkomiteen i 2010 gav fredsprisen til den fængslede kinesiske forfatter og systemkritiker Liu Xiaobo. 

Aftalen gik i stedet til Skotland, der fik pandaer året efter. Nordmændene derimod skal næppe gøre sig forhåbninger om at få pandaer lige foreløbig.

Siden midten af 1900-tallet er pandaerne blevet brugt som en del af det, der på kinesisk bliver kaldt guanxi – et begreb, der dækker over betydningen af sociale netværk og personlige bånd i alle former for relationer, og som gennemsyrer den kinesiske kultur. 

”I Kina samarbejder man ikke med folk, man ikke kender. Det gælder lige fra handel mellem private virksomheder til udenrigspolitik,” forklarer Mette Holm.

Hanpandaen Xing Er kommer til Danmark på et afbud. Foto: Ritzau/Scanpix

DET VAR MAO Zedong, der institutionaliserede brugen af pandaerne som diplomatisk værktøj, efter kommunisterne overtog magten i 1949. En undersøgelse fra Oxford University, publiceret i 2013, har dokumenteret, hvordan ’panda-diplomatiet’ har udviklet sig siden midten af det 20. århundrede. I starten blev pandaerne fortrinsvis givet til kommunistiske lande som Sovjetunionen og Nordkorea. Men i 1972, efter præsident Nixons banebrydende statsbesøg i Beijing, modtog Washington Zoo to pandaer som symbol på de to landes forsoning. I 80’erne blev der indgået flere lukrative aftaler med vestlige lande om korttidslån af pandaer, og i de senere år er den kinesiske regering ifølge forskerne fra Oxford University begyndt at bruge pandaerne som politisk instrument til at skabe relationer til lande, som Kina deler interesser med – også kaldet ’blød magt’. 

Den britiske undersøgelse har kortlagt, at når Kina udveksler pandaer med vestlige lande, falder det ofte sammen med lukrative handelsaftaler. Således modtog Australien, Canada og Frankrig alle pandaer efter at have indgået aftaler om eksport af teknologi og uran til Kina. For Skotland faldt pandalånet sammen med aftaler om offshore boreteknologi og eksport af laks, og i Holland var det avancerede sundhedsløsninger, som kineserne var interesserede i. 

Under det danske statsbesøg i Kina i 2014, hvor dronning Margrethe officielt fik udlånt de to pandaer af præsident Xi Jinping, blev Danmark det første land, der fik lov til at eksportere forarbejdet svinekød til det kinesiske marked, en potentiel milliardforretning for danske svineeksportører.

Danmarks ambassadør i Kina, Carsten Damsgaard, ser ikke nogen direkte sammenhæng mellem pandaerne og dansk-kinesiske erhvervsaftaler, men anerkender, at pandaerne kan åbne døre for danske virksomheder i Kina.

”Pandaerne har stor symbolsk betydning for de officielle relationer mellem Danmark og Kina,” siger han.

Potentielt kan kineserne også bruge pandaerne som pressionsmiddel. I 2010 kaldte styret således pandaen Tai Shan hjem fra Washington Zoo, tilsyneladende som straf for, at præsident Obama havde mødtes med Dalai Lama. 

Andreas Bøje Forsby tvivler dog på, at kineserne vil kalde de to pandaer hjem fra København, hvis Danmark pludselig skulle ytre sig kritisk over for Kina:

”Jeg har svært ved at se, hvad kineserne skulle få ud af det. Det ville hurtigt kunne ende som et gigantisk selvmål i PR-mæssig forstand.”

I november 2018 blev antallet af pandaer i naturen anslået til at være lidt over 1.800, mens 548 pandaer lever i fangenskab. Men nogle forskere mener, at antallet af vilde pandaer kan være højere. Foto: Ritzau/Scanpix

PANDANAVNENE Mao Sun og Xing Er betyder ’Skud fra bambusarten Mao’ og ’Anden søn af Stjernen’.  De to bjørne er fem og seks år gamle og kommer begge fra Chengdu Panda Base, hvor kineserne siden 80’erne har opdrættet pandaer i fangenskab. 

Hunnen, Mao Sun, er lidt af en berømthed i sit hjemland, hvor hun blev kendt for sine klatreevner, efter et gruppebillede fra pandabasen gik viralt på Weibo, Kinas svar på Facebook. Hannen, Xing Er, er kommet med på et afbud, da den oprindelige hanpanda He Xing måtte udskiftes, fordi dens testikler ikke var faldet ned i pungen, og der opstod tvivl om dens fertilitet. De to pandaer er udvalgt på grund af deres indbyrdes karaktertræk og stambog for at sikre optimale muligheder for parring, og de kommer til Danmark på en låneaftale, som løber over 15 år. Derefter skal de sendes tilbage, hvis ikke aftalen forlænges. Det samme gælder eventuelle unger, der skal retur til Kina, inden de fylder fire år. 

Det koster en million US-dollar om året at huse pandaerne – penge, der skal bruges til forskning  og avl i Kina. Der opkræves tillige ekstra betaling for unger, og dør en panda som følge af fejl begået af København Zoo, idømmes haven en bøde. Dertil kommer udgifter til anlægget og til de enorme mængder bambus, pandaerne indtager. 

Da Edinburgh Zoo i Skotland fik pandaer i 2011, steg antallet af besøgende med 51 procent. To år senere sagde havens direktør til den britiske avis The Guardian, at pandaerne havde tjent sig selv hjem – og mere til. Men pandaerne er ikke nødvendigvis garanti for jackpot. Flere steder i USA har de skyhøje udgifter til kineserne betydet, at pandaerne er en underskudsforretning for de  zoologiske haver.

BENGT HOLST – HURTIGT FORTALT

Som teenager købte jeg en bog om regnormen på udsalg, og jeg blev helt betaget af det sære dyr, der er hermafrodit. Hvis man kunne få en hel bog ud af regnormens adfærd, hvad kunne man så ikke med alle de andre dyr? Den bog fik mig til at ville arbejde med dyreadfærd.

Jeg blev ansat i Zoologisk Have i 1983, efter jeg havde færdiggjort biologistudiet, hvor jeg skrev speciale om kragefuglen. Jeg blev ansat som zoolog og efterfulgte professor Holger Poulsen, Danmarks første adfærdsbiolog. Fem år senere blev jeg forfremmet til chef for dyreafdelingen, og i 1994 blev jeg videnskabelig direktør i Zoo.

Inden sagen om giraffen Marius var der ikke mange, der vidste, hvem jeg var. Mens den stod på, oplevede jeg at blive genkendt på gaden. Vi havde annonceret, at vi ville aflive giraffen, der var i overskud, og efterfølgende obducere foran publikum. Vi har lavet åbne obduktioner mange gange før uden problemer, og det er fantastisk dyreformidling. To dage før obduktionen blev jeg ringet op af en journalist fra Ekstra Bladet. Jeg kunne høre, at han var ude efter en sensationshistorie. ’Marius dømt til døden’ stod der på spisesedlen dagen efter, og pludselig eksploderede det. Min indbakke svømmede over i mails med skældsord og trusler, særligt fra England og USA, hvor historien hurtigt nåede til.

Det hele vendte, da jeg blev interviewet til Channel 4 på britisk tv. Værten var meget følelsesladet og fjendtligt indstillet, mens jeg hele tiden holdt mig til fakta og forsøgte at forklare nøgternt, hvorfor vi havde valgt at aflive og obducere giraffen. Efter interviewet vendte stemningen, og mange af dem, der havde gemt sig i busken under shitstormen, kom frem og forsvarede os. Samlet set kom vi nok styrket ud af krisen, og i dag er spørgsmålet om brug af aflivning af overskudsdyr i dyrebestande kommet på dagsordenen over hele verden.

Jeg har aldrig været i livsfare, selvom jeg har været i områder, hvor der var farlige dyr. Men jeg er da ikke gået helt fri. I 1998 var jeg i Brasilien, og da jeg kom hjem, havde jeg fået en håndfuld stik på armen og ét ved øjet, der var gået i betændelse. Mit øje hævede og hævede, og af og til mærkede jeg et kraftigt jag. Til sidst kom jeg til øjenafdelingen på Herlev Hospital for at blive undersøgt. En ung kvindelig øjenlæge lyste mig ind i øjnene, og pludselig udbrød hun: ”Gud, der er noget levende inde i øjenlåget.” Hun tilkaldte de andre læger, der så til, mens en orm kravlede ud. Det viste sig at være en botfly, en lillebitte flue, der lægger æg på myg. Når myggen stikker, klækkes ægget, og en mikroskopisk larve kravler ned i hullet fra myggens snabel. Den kan blive helt op til et par centimeter lang.

Den kvindelige øjenlæge var så fascineret af ormen i øjet, at hun ville skrive en videnskabelig artikel om den. Vi aftalte at mødes til en øl for at tale om artiklen. I dag er øjenlægen min kone, og ormen fra mit øje ligger inde på Rigshospitalet. De kalder den ’scoreormen’.

DET FØRSTE BESØG på Chengdu Panda Base blev planlagt i al hemmelighed. Det skulle helst ikke rygtes, at København Zoo var i Chengdu for at kigge på pandaer, når man endnu ikke vidste, om projektet ville blive til noget. I april 2010 gik Bengt Holst og den daværende Zoo-direktør Lars Lunding Andersen om bord på et fly til Kina. Som dækhistorie fortalte de medarbejderne, at de skulle til Sydafrika, hvor Zoo i mange år har været involveret i bevarelse af truede sorte og hvide næsehorn. Bengt Holst besøgte i forvejen projektet en gang om året, så den forklaring ville virke troværdig, tænkte han. Han bestilte flybilletterne privat for at sikre, at ingen opdagede, hvor turen gik hen. Selv hans børn troede, at han skulle til Sydafrika, og kun Zoos bestyrelsesformand blev orienteret.

I lufthavnen i Chengdu blev de to zoo-direktører modtaget af Hans Halskov og hans assistent ’Sunny’, der var tolk under besøget. Sunny var ikke hendes rigtige navn, men som mange andre kinesere havde hun taget et engelsk navn for bedre at kunne begå sig over for udlændinge.

Næste dag blev Bengt Holst og Lars Lunding Andersen eskorteret fra deres hotel til Chengdu Panda Base, og ved ankomsten blev de ledt ind i en pavillon, hvor det første møde skulle finde sted. 

Inde i lokalet var et bord med plysbeklædte stole omkring. Foran dem stod store krus med varm te, som man drikker til møder i Kina. Hver eneste gang Bengt Holst havde taget en tår, kom en tjener og fyldte kruset op igen. Han er normalt ikke den store te-drikker, men Sunny havde fortalt ham, at det blev betragtet som uhøfligt, hvis man lod teen stå.

Alligevel var indtrykket så positivt, at Bengt Holst og Lars Lunding Andersen allerede under rundvisningen begyndte at diskutere mulige placeringer til et panda-anlæg i København.

Om aftenen skulle de spise middag på en lokal restaurant med direktøren for Chengdu Panda Base, Dr. Zhang Zhihe, og hans kone Hou Rong, basens videnskabelige leder. Der blev serveret dim sum ved et kinesisk drejebord, og under middagen var kineserne meget nysgerrige efter at høre om Danmark. Bengt Holst kunne med det samme mærke, at kemien var god, men det kom alligevel bag på ham, da Chengdu Panda Base næste morgen meddelte, at de var klar til at underskrive en aftale om vidensdeling og forskningssamarbejde. 

I Kina underskrives officielle aftaler ansigt til ansigt ved en såkaldt underskrivelsesceremoni. Den foregik på pandabasen og indebar, at København Zoo årligt ville støtte pandabasens arbejde for pandaerne med 50.000 dollars, og at man ville samarbejde om på sigt at få den kinesiske kæmpepanda til Danmark.

Efter besøget tog Bengt Holst og Lars Lunding Andersen til Beijing til et møde med CAZG, Chinese Association of Zoological Gardens. Derfra gik turen til København, men på vejen hjem gik den islandske vulkan Eyjafjallajökull i udbrud og lagde en tung askesky over Europa. Zoo-direktørernes fly måtte nødlande i Warszawa, og resten af turen foregik i en lejebil op gennem Polen og Tyskland. 

Undervejs tænkte Bengt Holst, at der stadig var meget, der skulle falde på plads, hvis projektet skulle lykkes. Men han var fortrøstningsfuld. De første, vigtige sten på vejen mod at få pandaer til København var lagt.

Illustration: BIG

BJØRNE PÅ 1. KLASSE

Panda-anlægget i Zoo er tegnet af Bjarke Ingels Group og Schønherr Landskabsarkitekter. Det er formet som det kinesiske taiji-tegn med det sorte yin og det hvide yang, der deler udendørsarealet i to, så pandaerne kan leve hver for sig som i naturen, men alligevel fornemme hinandens tilstedeværelse gennem lugt og lyd. I designprocessen har arkitekter og ansatte fra alle fagområder i Zoo mødtes 20 uger i træk til idémøder, hvor alt fra dyrevelfærd og foder til indretning af restaurant, konferencelokaler og publikumsområder er blevet drøftet. Anlægget koster 160 millioner kroner og er finansieret af 16 store danske virksomheder, der hver har bidraget med 10 millioner.

I KØBENHAVN viser Bengt Holst en rille i betongulvet i stalden, hvor pandaernes urin kan løbe ned og samles op i en lille skål. Wu Kongiu, chef for dyrehold på Chengdu Panda Base, virker tilfreds med svaret, da Hou Rong oversætter tilbage til kinesisk. Hun noterer et par tegn på sin notesblok, inden vandrensningssystemet skal inspiceres.

”Pandaer er meget beskidte. De skider i vandet,” siger Xie Zhong, vicepræsident for CAZG – den kinesiske zoo-organisation – mens lyden fra vandrørene summer i baggrunden. Bengt Holst nikker, men forklarer, at det jo er intet sammenlignet med elefanterne.

”Pandaerne bliver en smal sag,” siger han, mens kineserne griner i kor, og han leder delegationen videre ud af anlægget og forbi gæstetoiletterne, der er udsmykket med sort-hvid panda-mosaik. Udenfor grænser pandabyggeriet op til det nye elefanthus, og de passerer en tre meter bred voldgrav uden vand, som man for nylig var nødt til at udvide med en halv meter, fordi elefanterne stjal håndværkernes værktøj med deres snabler, når de ikke var opmærksomme.

Mens Bengt Holst viser et gammelt kinesisk træ i haven, som man har valgt at integrere i det nye anlæg, synes Hou Rong, Xie Zhong og Wu Kongiu at have mere travlt med at spejde efter de store snabeldyr, der gemmer sig for kulden. På vej gennem haven til Zoos restaurant udvikler inspektionen sig efterhånden til en regulær sightseeing-tur. Hou Rong griber sin smartphone, der er udstyret med et cover med panda-motiv, da en isbjørn rygsvømmer sig gennem bassinet på den anden side af glasruden.

 

PANDA-PARRING

Når foråret kommer, og en hunpanda er klar til at parre sig, markerer hun sit territorium med hormonfyldt sekret, der udskilles fra kirtler under halen. Duften skal tiltrække potentielle bejlere. Pandaer er meget selektive i deres valg af mage og nærmer sig hinanden langsomt. Men når først det går løs, er man ikke i tvivl. Hunnen masturberer og udsender et meget særpræget kald, der skal signalere til hannen, at nu er hun klar til at parre sig.

”Det er som en blanding mellem en ged og en sirene. Det er ikke umiddelbart en lyd, man forbinder med en bjørn,” fortæller Nadja Søndergaard, der er en af de tre danske dyrepassere, som skal passe Mao Sun og Xing Er, når de kommer til Zoo. 

Hun og hendes kolleger har ad flere omgange været i Chengdu og set pandaernes parringsritual på nærmeste hånd.

Første del af parringen kan minde om en brydekamp, fordi pandaerne skal finde den helt rette positur for at kunne gennemføre parringen. Det skyldes, at hanpandaens penis er meget lille i forhold til kroppens størrelse. Det tager ofte flere forsøg for pandaerne at gennemføre parringen, og det ender sjældent med succes. Men lykkes det, fødes en lille pandaunge et sted mellem 95 og 160 dage senere.

I Zoo, hvor man vil lade pandaerne parre sig som i naturen, vil der i panda-anlægget blive installeret et særligt dørsystem, som gør det muligt at introducere pandaerne langsomt til hinanden, når parringstiden nærmer sig. 

”Vi kan åbne gradvist for pandaernes adgang til hinanden, først gennem et net og dernæst gennem tremmer, så pandaerne kan se hinanden. Hvis alt går vel, vil de blive lukket helt ind til hinanden, så parringsritualet kan begynde,” siger Nadja Søndergaard, der ligesom resten af Zoo håber, at man om nogle år kan byde velkommen til en ’dansk’ pandaunge. 

EFTER BESØGET i Chengdu arbejdede Zoo i kulisserne på at realisere panda-projektet. I august 2010 sendte man en anmodning til CAZG om at komme i betragtning til at modtage pandaer til låns, og samme år deltog Bengt Holst og Lars Lunding Andersen for første gang ved den årlige panda-konference i Chengdu. I Kina mødte de igen Dr. Zhang Zhihe, der havde benyttet sine kontakter til at bringe sagen videre til Beijing, og fra dansk side fik Zoo støtte af Udenrigsministeriet og den danske ambassade.

Men da Lars Lunding Andersen forlod direktørsædet i Zoo i 2011, blev panda-projektet pludselig efterladt i uvished. En overgang begyndte Bengt Holst at tvivle på, om det nogensinde ville blive til noget, og i Kina blev Chengdu Panda Base og CAZG utålmodige. Arbejdet blev dog genoptaget, blandt andet med et besøg i Zoo fra den nytiltrådte kinesiske ambassadør Liu Biwei i 2013, hvor pandaerne blev drøftet. Alligevel manglede panda-projektet at blive løftet til øverste niveau. 

Kilder med indsigt i processen fortæller, at panda-udlån typisk kommer i stand på foranledning af kineserne, der via diplomatiske kanaler inviterer et andet land til at anmode officielt om pandaer. Den slags involverer statsoverhoveder, og derfor skulle forespørgslen bringes til kineserne fra højeste sted.

I 2012 var Kinas daværende præsident Hu Jintao og 13 kinesiske ministre på officielt besøg i Danmark for at diskutere de to landes strategiske samarbejde. Det var under dette besøg, at politiet med magt valgte at fjerne danske demonstranter med tibetanske flag ved kinesernes paradekørsel gennem København – en episode, som blev startskuddet til det, der siden er blevet kendt som ’Tibetsagen’. Hu Jintao var officielt inviteret til Danmark af dronning Margrethe, og under besøget blev der afholdt royal banket på Amalienborg. Her blev dronningen inviteret på genbesøg i Kina, hvor hun havde været i embeds medfør én gang tidligere, i 1979. 

I forbindelse med forberedelserne til det danske statsbesøg i Kina, det største danske erhvervsfremstød i et andet land nogensinde, blev Zoo kontaktet af Udenrigsministeriet. Embedsmændene i ministeriet ville vide, om København Zoo var klar til, at hendes majestæt dronning Margrethe kunne overbringe en officiel forespørgsel til Kinas præsident. Zoo takkede ja, og i slutningen af april rejste Bengt Holst og Zoos nye administrerende direktør, Steffen Stræde, med 161 andre danske virksomheder til Beijing.

Foto: Getty Images

BJØRNEBASEN

Chengdu Panda Base er det ene af to pandaforsknings- og avlscentre i Kina. Det andet, Wolong Panda Center, ligger også ved Chengdu i Sichuan-provinsen, hvor pandaen lever frit i bjergene.
Chengdu Panda Base blev etableret i 1987 og begyndte med seks kæmpepandaer, der blev reddet fra naturen, hvor de var i fare for at dø på grund af manglende føde. Siden er mere end 100 pandaer blevet født i Chengdu.
Pandabasen består af forskningsmiljøer, avlsfaciliteter, zoo-område med adgang for gæster og træningsreservatet Panda Valley, etableret i 2011, hvor pandabasens medarbejdere træner pandaer med henblik på at sluse dem ud i naturen.
En stor del af de pandaer, som Kina sender til låns i andre lande, er opdrættet på Chengdu Panda Base.
De ansatte på Chengdu Panda Base ifører sig af og til pandakostumer, når de skal interagere med pandaerne i Panda Valley eller observere dem i naturen for at sikre, at pandaerne ikke vænner sig for meget til menneskets tilstedeværelse, men knytter sig til andre pandaer.

DEN RØDE LØBER lå ukrøllet, da dronning Margrethe blev modtaget sidst på eftermiddagen 24. april 2014 foran Folkets Store Hal, en mastodontisk bygning, der troner monumentalt på Den Himmelske Freds Plads. Over det søjlebeklædte indgangsparti hænger kommunistpartiets store, runde logo, og fra trapperne kan man skue ud over Monumentet for Folkets Helte, en 10 etager høj søjle i marmor og granit rejst til ære for de faldne i de kinesiske revolutioner i det 19. og 20. århundrede. 

Foran indgangen blafrede Dannebrog ved siden af det røde og gule kinesiske flag, og på pladsen havde den kinesiske æresgarde indtaget paradeposition med præsenteret gevær til lyden af militærmusik. 

Begejstrede kinesiske skolebørn viftede med små danske og kinesiske flag, og den danske dronning passerede forbi, flankeret af prins Henrik og præsident Xi Jinping, for at inspicere paraden, der var en del af den officielle velkomstceremoni. 

Efter ceremonien var der møde i Folkets Store Hal mellem det danske regentpar og præsident Xi Jinping. Fra dansk side deltog den danske ambassadør og viceambassadør, en række departementschefer og fire ministre. Mødet foregik i en stor sal, hvor de to landes delegationer sad efter orden på hver sin side af et langt, mørkt bord med dronningen og præsidenten i midten over for hinanden. Ved mødet blev der serveret grøn te, som traditionen foreskriver, og ifølge kilder, der var med til at arrangere statsbesøget, var alt aftalt på forhånd. 

Xi Jinping ville skænke to pandaer til dronning Margrethe, men de kinesiske skikke bød, at dronningen først skulle bringe forespørgslen op, så præsidenten kunne sige officielt ja – en slags diplomatisk skuespil. 

Under mødets stramme protokol indledte dronningen med at takke for invitationen og for det kinesiske statsbesøg to år tidligere. Derefter blev der udvekslet ord om en række af de emner, der var omdrejningspunkt for statsbesøget. De politiske spørgsmål tog udenrigsminister Martin Lidegaard sig af, og til sidst lod dronningen så spørgsmålet falde. 

Hun kunne forstå, at der fra København Zoo var interesse i at låne to pandaer, og på vegne af haven og det danske folk håbede hun, at præsidenten ville give sit tilsagn til projektet. 

Det affødte et længere svar fra Xi Jinping, hvori han forklarede, at Kina måtte prioritere, og at mange andre lande også pressede på for at få pandaer. Men på grund af Kinas og Danmarks nære venskab ville han gerne give denne gave til Zoo i København. 

I mellemtiden sad Bengt Holst på sit hotelværelse og modtog sms’en om, at den var hjemme. Der gik ikke længe, før nyheden ramte den danske presse, og Zoo-direktøren noterede med tilfredshed, at det var pandaerne, der stjal overskrifterne. Og ikke de mange erhvervsaftaler om blandt andet eksport af forarbejdet svinekød, som blev underskrevet ved samme lejlighed. 

Når de to nye beboere kommer til København, bliver Danmark det 21. land i verden og det niende i Europa, der får pandaer. Der findes over 10.000 zoologiske haver på verdensplan. 26 har pandaer.

I MAJ 2017 besøgte Lars Løkke Rasmussen Kina og præsident Xi Jinping. Her blev de formelle aftaler om pandalånet underskrevet, og statsministeren var i Chengdu for at se de to pandaer. I mellemtiden havde Zoo allerede sat Bjarke Ingels Group i gang med at tegne et panda-anlæg, og man havde fundet en passende placering i haven. Med underskriften i Kina kunne man snart gå i gang med at bygge, kun finansieringen til det 160 millioner kroner dyre anlæg manglede. 

I Zoo gik man på jagt efter en eller flere sponsorer i det danske erhvervsliv, og man regnede ikke med, at det ville være et problem. Der måtte vel være store danske virksomheder med interesser i Kina. Men opgaven viste sig sværere end ventet, og selvom Zoo trak på alle forbindelser, lykkedes det ikke. Pludselig så det sort ud med at få pandaerne til København i 2018 som oprindelig planlagt, og igen måtte Bengt Holst holde de utålmodige kinesere hen, der ikke kunne forstå, hvordan den slags forsinkelser kunne opstå. Kan staten ikke bare betale, spurgte de.

Og jo, på en måde. I september 2017 tog Lars Løkke Rasmussen affære. Han kontaktede personligt ledelserne i en række store danske virksomheder for at fremskaffe de nødvendige midler til, at projektet kunne realiseres.

”Kære Kjeld Kirk Kristiansen

Jeg skriver som opfølgning på vores samtale om etableringen af et anlæg til pandaer i Zoologisk Have i København. Som vi drøftede, er der tale om et vigtigt projekt for Danmark. Derfor sætter jeg stor pris på dit og LEGOs tilsagn om at ville støtte projektet,” stod der for eksempel i et af de 16 breve, som Lars Løkke Rasmussen sendte til danske virksomheder – breve, som blev offentliggjort i Radio24syv i efteråret 2018.

29. september blev der afholdt et møde i Statsministeriet. Her skrev alle 16 virksomheder under på en aftale om at støtte panda-anlægget med 10 millioner kroner. Bengt Holst kunne derefter melde til kineserne, at panda-projektet igen kørte på skinner. 16. november 2017 tog statsministeren og den kinesiske ambassadør første spadestik til det nye panda-anlæg i Zoo.

Lars Løkke Rasmussen og den kinesiske ambassadør i Danmark, Deng Ying tager første spadestik til det nye panda-anlæg, ­november 2017. Foto: Ritzau/Scanpix

EN KRAFTIG LUGT af sødt jern breder sig på stien uden for den gamle smedje i Zoo. Fra porten til den brune murstensbygning, hvor der i dag er foderkøkken, siver varm damp ud i regnen. Inde i smedjen hænger en død hest i bagbenene fra en krog i loftet. Dens hals er skåret op, og hovedet hviler på det grå betongulv, hvor striber af mørkerødt blod løber i retning af afløbet. 

En til to gange om ugen modtager Zoo en aflivet hest, som en gårdejer har valgt at donere til haven. For et par timer siden kom en frisk leverance, og nu er Anita Haupt Holm i maske og sikkerhedsbriller i færd med at partere det døde dyr med en stor kniv, så det kan blive til løvefoder.

Den lyshårede kvinde i grøn uniform og sikkerhedssko er dyrepasser og foderansvarlig i Zoo, og foderkøkkenet, hvor hun arbejder, er indrettet som køle-fryse-rum til opbevaring af foder til havens mange dyr. 

Omkring hende står store udskæringsmaskiner, og i baglokalet er en trailer læsset med hakkede gulerødder, æbler, selleri, kål og anden frugt og grønt i kasser. Hver kasse er markeret efter, hvilket dyr maden skal serveres til. Mængden er nøje afmålt.

Det er Anita Haupt Holm og hendes kolleger, der skal sørge for bambus til Mao Sun og Xing Er, når de ankommer. En panda indtager fra 15 og op til 60 kilo bambus om dagen og bruger typisk 14-16 timer om dagen på at spise. Og det er ikke en let opgave at servere for den kræsne panda, fortæller Anita Haupt Holm.

”Pandaer kan skifte smag fra den ene dag til den anden. Bare fordi den har spist én sort bambus i 14 dage, er det ikke sikkert, at den vil spise den på dag 15. Det skifter som regel med årstiderne, og hvilke dele af bambusplanten de vil spise hvornår.”

Ved siden af panda-anlægget vil Zoo derfor etablere en bambuskøler, et stort kølerum i glas, der skal indeholde seks paller bambus i fire til seks forskellige sorter. Den vil blive fyldt hver anden dag, dels med bambus fra en planteskole på Sydsjælland, hvor Zoo forpagter en mark, og dels med importeret bambus, primært fra Kina. 

Pandaer spiser normalt kun den friske plante, men det er lykkedes Anita Haupt Holm at udvikle en metode til optøning af frossen bambus, som Mao Sun og Xing Er har været villige til at spise i Chengdu.

”Optøningen skal foregå i det rigtige tempo, så bambussen ikke bliver blød. Den skal serveres tre-fire timer efter, den er taget ud. Vi kan altså fryse friske bambusskud ned i Kina og servere dem til pandaerne op til seks måneder senere i København,” fortæller hun.

Forud for pandaernes ankomst til København sender pandabasen en ’madpakke’ til Zoo. På den måde sikrer man sig, at man har bambus på lager, som pandaerne med sikkerhed vil spise de første par uger efter ankomsten. Derefter håber Anita Haupt Holm, at Mao Sun og Xing Er vil få smag for den danske bambus.

PANDA AIR

Pandaerne Xing Er og Mao Sun skal flyve fra Kina til Danmark i april. De forlader Chengdu midt om natten i særlige transportkasser, der også har været brugt til at fragte pandaer til Holland og Tyskland. Kasserne bliver læsset om bord på et indenrigsfly til Beijing, og når det lander i den kinesiske hovedstad, skal pandaerne tolddeklareres. Derefter læsses de om bord på et passagerfly til København, der vil være udsmykket med et panda-logo. Med flyet vil også være almindelige flypassagerer.
I kasserne er pandaerne udstyret med vand og mad til turen, men erfaringerne fra andre zoologiske haver er, at de sover næsten hele turen væk. Det er ikke meningen, at nogen skal have kontakt med pandaerne på turen, men om bord på flyet er to dyrepassere og en dyrlæge fra Zoo samt to kinesiske dyrepassere, der skal blive i København de første seks måneder. De kan få adgang til pandaerne i lastrummet i nødstilfælde.
I København er repræsentanter fra det officielle Danmark inviteret til at modtage pandaerne i lufthavnen. Derefter læsses transportkasserne på en lastbil, der skal køre pandaerne til Zoo, hvor de vil blive installeret i det nye panda-anlæg. Få dage senere vil panda-anlægget åbne for gæster i Zoo.

ET PAR UGER efter de tre kineseres besøg sidder Bengt Holst bag skrivebordet på sit kontor, der ligger bagerst i Zoos administrationsbygning i hjørnet af haven. Han er netop hjemvendt fra Kina, som han har besøgt for at få de sidste detaljer omkring pandatransporten på plads. Han fortæller, at kineserne har vendt tommelfingrene op til panda-anlægget. Indtil videre forløber alt som planlagt. 

Bengt Holst virker tilfreds. For ham er pandaerne et ni år langt prestigeprojekt, der endelig er lykkedes. Og han er sikker på, at det kommer til at betyde meget for Zoo, at han om lidt kan byde velkommen til to af dyreverdenens største superstjerner.

”Meget få zoologiske haver i verden har pandaer, og derfor er det selvfølgelig attraktivt for os at få dem her til København. Samtidig er pandaen et ikon for naturbevarelse, som jo også er Zoos primære formål, så derfor er det oplagt for os at deltage i panda-programmet,” siger han.

Hvordan forholder I jer til, at kineserne bruger pandaerne til diplomatiske formål – og at I ved at modtage pandaerne bliver en del af det spil?

”Det forholder vi os ikke til. Vi ved godt, at panda-diplomatiet eksisterer, men vi er og har altid været apolitiske. Vi samarbejder med zoologiske haver i alle lande, uanset politisk system. Naturbevarelse går på tværs af politiske grænser. Det kan ikke nytte noget, at vi lader et truet dyr uddø, bare fordi vi ikke vil samarbejde med det pågældende land af politiske årsager. Under den kolde krig havde vi et glimrende samarbejde med zoologiske haver i Sovjetunionen.”

Over 15 år kommer pandaerne til at koste Zoo næsten 100 millioner kroner. Kan I være sikre på, at de bliver en god forretning?

”Det har vist sig alle steder, at pandaerne øger besøgstallene i de zoologiske haver, hvor man kan opleve dem. Her i Zoo har vi mange danske besøgende, og dem håber vi at få endnu flere af. Men vi håber især at få besøg af flere udenlandske turister, og dem er pandaerne kendt for at trække til.”

Skal pandaerne parteres offentligt, hvis de dør, mens de er i Zoo?

Referencen til en vis giraf får Bengt Holst til at smile bag skrivebordet.

”Det må vi slet ikke. I kontrakten står der, at Chengdu Panda Base skal være med til obduktionen, og de ville aldrig acceptere, at den foregik offentligt. Det må vi indordne os efter, selvom vi synes, at det er forkert.”

 

Folketingets Oplysning er dem, man ringer til, hvis man er på bar bund. De modtager ugentligt hundredvis af henvendelser om alt fra skrotpræmier til Svend Aukens højde.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Ritzau/Scanpix

HAR DU NOGENSINDE undret dig over, om der mon er blevet skudt i folketingssalen? Svaret er ja. Den socialdemokratiske social- og justitsminister Karl Kristian Steincke blev udsat for to attentatforsøg. I 1930 skød kommunisten Charles Nielsen med en skarpladt revolver fra en tilhørerloge under behandlingen af en socialreform. Kuglen ramte dog kun loftet. Og i april 1938 affyrede nationalsocialisten Erik Westergaard to skud med en hundepistol, mens der blev kastet nazistiske agitationsplakater ned i salen. 

At Karl Kristian Steincke således to gange undslap kuglerne, har Mette Laustsen styr på, fordi en tilfældig dansker engang var nysgerrig og ringede til Folketingets Oplysning, hvor hun har det overordnede ansvar.

Folketingets Oplysning er en telefon-, chat- og e-mailtjeneste, hvis opgave er at besvare lægmænd og professionelles folketingsrelaterede spørgsmål om stort og småt. Eller langt. Som dengang Mette Laustsen blev spurgt, hvor høj Svend Auken var. Her måtte hun dog for en gangs skyld melde pas. 

PÅ VEJ TIL Folketingets Oplysning, der ligger på anden sal, i Christiansborg-biblioteket, passerer man blandt andet igennem den røde gang, der hyppigt blev brugt i DR-serien ’Borgen’, hvor magtbegærlige politikere og besidderiske embedsfolk kæmpede en indædt kamp om magten. Den røde farve gjorde så stort indtryk på befolkningen hjemme i stuerne, at Folketingets Oplysning modtog utallige henvendelser om, nøjagtig hvilken farve den røde gang er malet med.  

Mette Laustsen undersøgte sagen. Men svaret var nedslående. Farven blev blandet på stedet af malere, så det kunne klæde stukken og det grå gulvtæppe bedst muligt. Farvekoden er og bliver dermed ukendt.

Fortsætter man ned ad en blå gang, kommer man til Folketingets Oplysning, en form for kundesupport med metervis til loftet, hvor der hænger stuk og lysekroner.

Ved den ene endevæg står tre stationer med computer og fastnettelefon. Her besvarer Mette Laustsen og en kollega alle hverdage folkets spørgsmål, som denne dag i februar blandt andet handler om nye regler for affaldsskrot og om rettigheder til gamle tv-transmissioner fra folketingssalen. Desuden søger nogle elektrikere en bekendtgørelse om arbejdssikkerhed.

”Der er to hovedgrupper i vores arbejde. Vores professionelle kunder er de offentlige myndigheder, organisationer og særligt advokatvirksomheder, der alle er på jagt efter parlamentariske dokumenter. Men der er også hele den borgervendte informationsvirksomhed om Folketinget, den parlamentariske proces, partierne, og om hvordan det danske demokrati er skruet sammen,” siger Mette Laustsen.

FOLKETINGETS OPLYSNING åbnede som en forsøgsordning i 2002, fordi ministerier og embedsværk blev tæppebombet med spørgsmål, som det lå uden for deres kompetencer at besvare. Man kopierede derfor mere eller mindre konceptet fra Folketingets EU-Oplysning, en centraliseret spørgetjeneste om EU. 

Pludselig ringer en person, der har problemer med at stemme på et borgerforslag. Den slags spørgsmål får oplysningstjenesten mange af, efter borgerforslagssiden blev etableret for et års tid siden. 

Det viser sig,  at spørgeren er udenlandsdansker, og i mange tilfælde mister man stemmeretten ved at flytte fra Danmark. 

”Der er rigtig mange udenlandsdanskere, der for eksempel bor i Øresundsregionen, som først indser, at de mister deres valgret ved at flytte til Sverige, når de ringer til os. I mange tilfælde er det faktisk lige meget, om de arbejder i Danmark og er danske statsborgere,” fortæller Mette Laustsen.

Telefonerne gløder mest, når folketingsvalget nærmer sig. I denne periode giver spidsbelastningen ofte anledning til at hente en medarbejder til den tredje arbejdsstation.

”Folk spørger om alle mulige praktikaliteter. Hvornår åbner valgstederne? Må jeg have min førerhund med ind i stemmeboksen? Hvad sker der i perioden, fra folketingsvalget bliver udskrevet, til det nye folketing træder sammen? Det er meget tydeligt, at danskerne er meget engagerede i valget og interesserede i at deltage.”

Så længe spørgsmålet er faktuelt og politisk neutralt, giver Folketingets Oplysning et svar. Gerne med et link. 

”Vi hjælper folk hen til de rigtige dokumenter, og vi fungerer som et håndtag ind til reglerne. Vi er måske en anelse formelle. Vi bruger ikke smileys eller den slags i chatten.”

MANGE BORGERE ringer, fordi de har en sag. Det kan være angående et borgerforslag, der er hjerteblod for dem, men det kan også handle om en lovgivning, de synes er uretfærdig. Eller at de selv er kommet i klemme i systemet på en eller anden måde. Dem kan Mette Laustsen ikke hjælpe. Til gengæld kan hun sende dem videre til de rette myndigheder – en slags hjælp til selvhjælp. Hun tror, det skyldes, at befolkningen tænker Christiansborg som et samlet magtapparat i stedet for at tænke i magtens tredeling, hvor henholdsvis den dømmende og den udøvende instans skal være neutrale i forhold til den lovgivende, der er båret af politiske interesser. 

”I virkeligheden er der vandtætte skotter mellem Folketinget, regeringen og domstolene. Og mellem de neutrale instanser, som vi blandt andet er. Vi får mange spørgsmål, som i virkeligheden er et regeringsanliggende, hvor folk skal kontakte ministerierne. Det hjælper vi dem med,” siger Mette Laustsen, der lige har haft 25-årsjubilæum, men ikke vidste mere end andre om statsapparatet, da hun fik arbejde som bibliotekar i Folketinget. Hun søgte og fik stillingen længe før, der var noget, der hed Folketingets Oplysning. Dengang var det et internt bibliotek, der kun drev biblioteksvirksomhed, men så blev hun bedt om at skabe oplysningstjenesten. 

”Man skal have en basal viden om institutionen. Alle de spørgsmål, Folketinget stiller en minister i forbindelse med en lovændring, findes i vores arkivalier og computersystemer. Det er de redskaber, man skal have ind under huden.”

I TJENESTENS computersystem er der en såkaldt visdomsskuffe. Tidligere var det et lille kartotek med håndskrevne sedler, der kunne lede medarbejdere hen til de rigtige bøger og lovsamlinger. En skattekiste af underlige, relevante og historiske informationer. På den måde undgår de at lede efter det samme svar ad flere omgange. Et eksempel kunne være, om et møde i Folketinget nogensinde er blevet aflyst på grund af vejret. Mette Laustsen viser, at det faktisk har været tilfældet to gange. Der var en tirsdag i 1996 og en anden tirsdag i 1956.

”Man kan tydeligt mærke, når folk har siddet og diskuteret et eller andet derhjemme. Jeg er også ofte blevet spurgt, om Venstre og Socialdemokratiet nogensinde har været i regering sammen. Det har de. Jeg tror, at det var i 70’erne … var det ikke i slut-70’erne? Vi tjekker lige. Det skal jo være korrekt.”

Hun rejser sig og henter bogen ’Folketinget efter valget 2015’ fra en reol. Det er en bog, der bliver udgivet af Folketinget efter hvert valg. Der er biografier over samtlige folketingsmedlemmers erhvervsbaggrund, parlamentariske erfaring, opstillingskommune, fødested og forældre. Bagerst er der en liste over samtlige regeringer siden 1953. Det er en skøn samling ifølge Mette Laustsen. Hun sammenligner den med en bibel.

”Her er det. Fra august 1978 til oktober 1979 var der en SV-regering. Den var ganske kort.”

Du må have en god specialviden i Trivial Pursuit?

”Haha. Nej. Jeg får altid fysikspørgsmålene.”

For to og et halvt år siden blev en uskyldig tysk familie ramt af en tung sten, der blev kastet fra en bro over den fynske motorvej. Moren blev dræbt, faren blev invalideret for livet, mens barnet overlevede. Gerningsmanden er stadig på fri fod, og begivenheden sidder dybt i alle danskere. For hvordan kan sådan noget overhovedet ske? Ud & Se tog til Taarup, en stille forstad til Odense, for at jagte ondskaben.
Tekst:Morten ReimarFoto:Ritzau/Scanpix

DET ER SÅDAN et kvarter, hvor forældre lærer deres børn at cykle. Vejene har omtrent et bump ud for hvert andet hus, og man kan nemt se for sig, hvordan fædre i endeløse somre har løbet op og ned ad vejen efter deres albuepolstrede børn på cykler med fastbundne kosteskafter. Det er sådan et kvarter, hvor stemningen på en solskinsdag som denne kun kan ødelægges af, at ham to huse henne slår græs søndag formiddag.

Og det er sådan et kvarter, hvor drama ses i fjernsynet om aftenen. Og i dramaserierne banker tv-politiefterforskeren på i kvarterer som dette og fortæller beboeren noget forfærdeligt, hun nægter at tro på kan finde sted i hendes kulisseverden. Sådan noget kan ikke ske her, siger hun i tv. 

Vi er på Bakkevej i Tarup. Et HjemIs-, forhave-, Stryhns-villakvarter lidt uden for Odense, og selvom det tilsyneladende er det sidste sted, man kan forestille sig, det kunne være, er det sandsynligvis netop her, det onde første gang viste sig. Dét onde, som har allerhøjeste prioritet hos Fyns Politi, det, som alle i byen tænker på, det, som gør, at bilisterne nede på motorvejen kigger op, når de kører forbi Odense på motorvejen, og det, der indtil videre har kostet én livet, én sin førlighed og én sine forældre.

JULEAFTEN 2015, klokken halv et om natten, bliver der kastet en sten ind ad vinduet i et af husene på Bakkevej. Politiet undersøger det som ganske normalt hærværk og tager en dna-prøve, der ikke findes et match på. Det er langtfra første gang, det er sket i området, men da der heller ikke denne gang er noget spor at gå efter, bliver sagen lagt til side. Indtil det udvikler sig.

En måneds tid senere ved Langesøvej, cirka fem kilometer fra Bakkevej, bliver en sten kastet ned på motorvejen, som rammer en bil. Der er dog ingen, der kommer til skade. 

Samme aften bliver en betonflise kastet ned fra samme motorvejsbro, der rammer endnu en bil. Den ene passager får en hovedskade, resten er uskadte.

Et halvt år senere endnu bliver der kastet en sten på størrelse med en knytnæve ned på Ringvejen nordøst for Odense. Ingen kommer til skade.

Men så dagen efter, 21. august 2016, klokken fire om morgenen, bliver der igen kastet med sten på motorvejen. Denne gang fire sten, blandt andet en betonklods. De bliver kastet fra motorvejsbroen på Langesøvej ved Odense. En bil med en lille familie, der er på vej hjem til Tyskland fra sommerferie i Sverige, bliver ramt af betonklodsen: mor Nelli på 33, far Andreas på 36 og deres femårige søn Alexander.

Alexander overlever, Andreas er i dag blind og invalid. Han kommer til at være afhængig af pleje døgnet rundt resten af sit liv. Nelli dør. Gerningsmanden – eller -mændene – er stadig derude.

På motorvejsbroen på Spedsbjergvej finder politiet efter et stennedkast en dåse snus, hvorpå der er brugbart dna, der matcher dna fundet på stenen fra Bakkevej i Tarup halvandet år forinden. 

Og stenen, den, der ramte den tyske familie, er efter alt at dømme taget fra et mur-arbejde ved Tarup Centret. På baggrund af det sammenfald har politiet udpeget Tarup som muligt hjemsted for gerningsmanden.

Så spørgsmålene lyder: Hvordan kan nogen være så ond? Og finder man nogensinde stenkasteren fra Tarup?

Stenkast fra motorvejsbroer sker overalt i landet. Her er politiet i gang med at sikre spor, efter at ukendte gerningsmænd kastede sten på Hillerød-motorvejen i 2016.

POLITISTATIONEN ligger 350 meter fra H.C. Andersens hus, men er ikke ret eventyrlig. Det er en stor, firkantet, grå bygning med firkantede vinduer. På et tomt kontor hælder vicepolitiinspektør Richardt Jakobsen stærk kaffe op fra en hvid plastickande, hvis tud er halvt ætset af. 

Richardt Jakobsen er i uniform med et tyndt, sort slips. Han er 50 år gammel og har halvdelen af sit liv arbejdet ved politiet. Tidligere har han blandt andet været ved Aarhus Politi (senere Østjyllands Politi), hvor han arbejdede med personfarlig og organiseret kriminalitet, men kom til Fyns Politi for to år siden.

Foran sig har han lagt en tyk bunke papirer med datoer og andre detaljer, da det efterhånden er en omfangsrig sag. På forreste side har han med blyant skrevet ’Stenkastersagen’ og understreget det et par gange.

”I starten hed det ’Stenkastsagen’, men efterhånden som det er sket flere gange, er det begyndt at hedde ’Stenkastersagen’,” siger han.

Med ved bordet sidder også en kvindelig kommunikationsmedarbejder klædt i sort fra top til tå. Under normale omstændigheder ville hun ikke være til stede men i en sag med så megen bevågenhed som denne har vicepolitiinspektør Jakobsen bedt hende om at deltage.

Især nu, hvor sagen muligvis har udviklet sig. Få dage inden mødet er en dansk kvinde blevet hospitalsindlagt, efter at hendes bil er blevet ramt af en sten kastet fra en motorvejsbro i Flensborg lige syd for grænsen. Nogle af Jakobsens folk er taget derned for at udveksle oplysninger.

”Nu må vi se, hvad det er i Flensborg, for lige nu har vi ikke et gennembrud,” siger Richardt Jakobsen. 

”Men vi har rigtig mange ting, vi skal have fulgt op på. Vi er i gang med det lange, seje træk.”

Han og hans folk har stadig 500 tip fra borgere liggende, der skal kigges igennem. Derudover blev der set en bil på gerningsstedet, som muligvis kan være et vigtigt spor. En gammel Volvo 245 stationcar, grå eller sølvgrå med stor kofanger. Dem findes der 80 af i Danmark, og indtil videre har politiet tjekket op på 45 af dem. De har taget mundskrab for dna på ejerne og afhørt dem om, hvor de og bilen var den aften.

”Faktisk kan folk sagtens huske, hvor de var, og hvad de lavede den aften. Lige så snart der sker noget som det her, indprenter det sig. Ligesom da John F. Kennedy blev skudt, eller 11. september 2001,” siger Jakobsen.

Stenkastersagen er speciel, fordi den har kørt over så lang tid. Ikke bare selve efterforskningen, men også det tidsrum, politiet efterforsker. De er helt tilbage og kigge på hærværkssager i Tarup fra 2010 for at se, om det hænger sammen. Indtil videre er det første, de med sikkerhed kan linke til, stenkastet gennem vinduet på Bakkevej.

Vicepolitiinspektør Jakobsen har siden marts været leder af efterforskningsstaben, der blandt andet står for stenkastersagen. Da han kom til, to år inde i efterforskningen, havde Fyns Politi fået 1.200 henvendelser, afhørt 800 personer og foretaget 150 mundskrab. 

Derudover har private via politiet udlovet en dusør til den, der kan hjælpe til at opklare sagen. Beløbet afhænger af, hvor langt i efterforskningen tippet kan bringe politiet og andre klausuler. Kommunikationsmedarbejderen kalder det ’et betragteligt beløb.’ 

Efterhånden er alle åbenlyse løsninger på gåden afprøvet og afkræftet, og der er stadig ikke fundet en gerningsmand. Alligevel er Richardt Jakobsen håbefuld.

”På et eller andet tidspunkt gør gerningsmanden – eller -mændene – noget uforsigtigt. Og så har vi ham. Desuden har vi som nævnt stadig en stor bunke tip at følge op på, og så er der Volvoen og snusdåsen af det mærke, der hedder …,” Richard Jakobsen bladrer sine papirer igennem:  

”… Ink Strong. Der er ingen forældelsesfrist i drabssager.”

Flere sten er blevet kastet fra motorvejsbroer på strækningen over Fyn. Politiet har sat søgelys på Odense-forstaden Tarup, hvor flere uopklarede sager antyder, at en serieforbryder er på spil.

TARUP CENTRET er fladt og har 44 butikker. Centret, de 600 parkeringspladser, biblioteket og drive-in-McDonalds’en danner en form for midte i Tarup, der hovedsagelig består af villa-labyrinter. Centret indeholder restauranter med forskellige variationer af buffeter, et par isenkræmmere, en Løvbjerg og en frisør, der søger modeller – både herrer og damer – til farvning og klip. Frisørdamerne holder pause og har hentet forskellige retter fra den ene af buffetrestauranterne, den med 100 gram valgfri salat, thai og kyllingenuggets til 10,95 kroner, og lavet deres egen satellitbuffet på de borde, Alt for damerne og Billed-Bladet normalt ligger på.

I midten af centret ligger Ali Ahmeds kiosk, Center Kiosken. Bag et forhæng har han spillemaskiner, hvor en grønlandsk kvinde og en overvægtig mand sidder med ryggen til hinanden og trykker på knapper. Derudover er kiosken fuld af aviser, blade, spiritus, stativer med lejlighedskort, Tips, tobaksvarer og snus. Blandt andet Ink Strong.

Ali Ahmed er efterhånden en medievant mand. Efter politiet offentliggjorde snusdåsen som et muligt spor, har de fleste aviser været forbi kiosken, da det på daværende tidspunkt var det eneste sted i området, der solgte Ink Strong.

Ahmed pointerer, at selvom politiet kalder det ’snus’, hedder det rettelig ’tyggetobak’, da snus er ulovligt i Danmark. 

På en monoton måde, der lader én vide, at han har fortalt det hele mange gange før, fortæller han, at politiet har været forbi for at hente oplysninger fra betalingsterminalen og overvågningsvideoer, men at det desværre ikke har ført til noget gennembrud, så vidt han er underrettet.

”I lang tid spurgte hver anden kunde, om jeg vidste, hvem det var, men det ved jeg ikke. Han kan jo også have købt det et andet sted,” siger han.

Faktisk er de også begyndt at sælge Ink Strong ovre i Løvbjerg. Og nu ved enhver snusbruger i Odense-forstaden, at det er til at få i Tarup Centret. Ali Ahmed smiler lidt og kigger ned i gulvet, da han siger, at det har været gratis reklame for hans kiosk. Så kigger han op igen og siger, at han selvfølgelig håber på, de finder ud af, hvem der har gjort det.

”Det kan være hvem som helst, men det er ikke noget, jeg spekulerer i, når jeg sælger Ink Strong, for de fleste af kunderne kender jeg, så derfor ved jeg, det ikke er dem.”

Måske har han ret. Ingen af os kunne drømme om, at vi selv eller nogen, vi kender, kunne finde på at kaste en sten ned på motorvejen for at dræbe nogen. Den slags gør normale mennesker ikke. Eller gør de?

STEN PÅ STEN

Rigspolitiet oplyser, at der for tiden er cirka 20 sager om stenkast fra motorvejsbroer om måneden på landsplan. I cirka halvdelen af dem er det dog tvivlsomt, om der reelt er tale om stenkast, for eksempel fordi anmelderen alene hørte et brag, så nogen på en motorvejsbro kaste ’noget’, eller der er så små skader på bilen, at der kan være tale om helt almindelige stenslag. Men det betyder stadig, at der er cirka 10 sager om stenkast i Danmark om måneden.

EN AF DEM, der ved mest om ondskab, er den amerikanske psykolog Philip G. Zimbardo. Han har modtaget en lang række hædersbevisninger for sit arbejde og er professor emeritus ved Stanford University i Californien, men mest kendt er han for det, der i 1971 gjorde ham til en rockstjerne på sit felt: The Stanford Prison Experiment.

Forsøget var enkelt: Zimbardo og hans hold foretog et studie af fængselslivet med frivillige forsøgspersoner. På baggrund af en annonce i avisen og en udvælgelsesrunde med interview og personlighedstest fandt man 24 helt normale, raske og ligevægtige unge mænd. De blev delt tilfældigt op i to lige store hold: 12 skulle være vagter, 12 skulle være indsatte.

I kælderen på universitetet blev der indrettet et fængsel, vagterne blev givet uniformer, knipler og solbriller, mens de indsatte blev puttet i ens dragter og fik et nummer i stedet for deres navn. Vagterne fik ikke anden instruks, end at de skulle holde styr på fængslet de næste to uger, mens forskerholdet passivt ville observere. 

Det kørte hurtigt af sporet. Vagterne begyndte på eget initiativ at afstraffe og øve psykisk tortur på de indsatte for at holde dem nede. De tvang dem til at skrubbe toiletter med de bare hænder, de ydmygede dem ved at tage tøjet af dem, tvang dem til at simulere samleje og holdt dem isolationsfængslet i timevis.

Resultatet var åbenlyst: Selv de mest velfungerende mennesker kan under de forkerte omstændigheder være onde. 

The Stanford Prison Experiment skulle have varet to uger, men blev stoppet efter seks dage. Fem af fangerne blev så groft mishandlet, at de brød sammen og måtte ’slippes fri’ før tid. Men det var ikke derfor, forsøget blev stoppet før tid.

En af de kandidatstuderende på Zimbardos hold protesterede. Hun var den eneste af de 50 mennesker, der havde observeret fængslet, som gjorde noget. 

”It’s terrible what you are doing to these boys,” sagde hun.

Og fordi hun, og kun hun, tog affære og fik stoppet The Stanford Prison Experiment, kom Zimbardo frem til en opløftende konklusion: Heltemod er modgiften mod ondskab.

Ondskab giver os tre muligheder: Vi kan gå med til det, vi kan se på og dermed blive passivt medskyldige, eller vi kan være helte. Men en helt er ikke et supermenneske, der stopper et løbsk tog med de bare næver eller bekæmper en skurk fra det ydre rum. En helt er et helt normalt menneske, der siger fra.  

Paarup Kirke i den nordvestlige udkant af Odense.

PAARUP SOGN tæller 11.000 mennesker og omfatter Paarup, Villestofte, Stegsted, Snestrup og Tarup, der er de primære tilholdssteder for middelklassen i periferien af Odense. Navnene kommer af de landsbyer, der indtil 60’erne lå der, hvor parcelhusene ligger nu. Enkelte vidnesbyrd om gamle dage ligger der stadig i form af bindingsværkshuse og kirken, Paarup Kirke, der er fra 1100-tallet. På vejen ved siden af kirken, Ved Kirken, ligger præstegården.

Her bor Jens Rønn Sørensen, der har været sognepræst i Paarup siden 1995. Han er 60 år gammel og trækker på æ’et i ’kærlighed’: ’Guds kææærlighed’. Han er en høj mand med gråt hår, briller og et tætklippet skæg.

Efter stennedkastet, der myrdede tyske Nelli, bad han i kirken en bøn for hende, for Andreas, for Alexander, for de pårørende – og for gerningsmanden. Han mener, at ondskab er en del af at være menneske, noget, der kan komme over os alle. Og derfor skal vi tilgive dem, der har handlet ondt.

”Gerningsmænd skal have den straf, loven siger, de skal have,” siger Jens Rønn Sørensen. ”Men det er vigtigt at holde fast i, at det er gerningen, der er ond, og ikke personen.”

Han citerer en memoreret passage fra Det Ny Testamente, hvor Paulus skriver, at ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. De gode gerninger kommer ikke nemt, det gør de onde.

Sognepræsten og de fleste andre mennesker i Tarup-området hæfter sig ved, at politiet ikke har beviser, der fortæller, at gerningsmanden kommer fra Tarup. Der er indicier, men ingen endegyldige beviser. For eksempel kan en snustagende murer have været så uheldig at efterlade dna rundtomkring, men alligevel være uskyldig.

”Selvfølgelig håber vi ikke, det er nogen herfra, der har gjort det,” siger han. 

”Men jo, det kunne det selvfølgelig godt være.”

 

KAST FRA BROERNE PÅ FYN 

31. januar 2016: En bil bliver ramt af en sten, der kastes ned fra en motorvejsbro. Ingen kommer til skade. Samme aften bliver endnu en sten kastet ned samme sted. Stenen rammer en familie. Moren får en hovedskade, faren og deres to børn slipper uskadt.

20. august 2016: En sten kastes ned på Ringvejen nordøst for Odense. Bilisten slipper uskadt.

21. august 2016: 33-årige Nelli fra Tyskland dør, da to store sten og to mindre sten kastes ned på motorvejen fra broen ved Langesøvej. Hendes mand Andreas invalideres, mens deres femårige søn Alexander slipper uskadt.

9. september 2017: En sten på 40 kilo kastes fra motor­vejsbroen på Spedsbjergvej ved Odense. Ingen bliver ramt, men politiet anser det som bevidst forsøg på manddrab. Her findes efterfølgende en snusdåse.

20. december 2017: To biler be­ska­di­ges, men ingen kommer til skade, da en sten kastes ned fra motorvejsbroen på Langesøvej ved Odense.

PÅ VEJEN Ved Kirken er der parkeringspladser af perlegrus, selvom alle husene har carport. Der er bøgehække omkring haverne, og over dem kan man se toppen af legehuse, gyngestativer og tegltage. Nogen har i perlegruset parkeret en plasticmotorcykel, børn kan sidde overskrævs på og sparke frem med benene. Den hvidkalkede kirke med det røde tag våger i baggrunden.

For 11 år siden havde en mor smidt sit spædbarn i Odense Å. Dengang bad Jens Rønn Sørensen for moren, et menneske, der var drevet ud et sted, ingen af os ønsker at komme.

”De kræfter, der driver et menneske i retning af onde handlinger, kan gribe enhver af os,” siger han.

I Bibelen står der, at mennesker bliver besat af dæmoner, der får dem til at begå ondskab. I dag, i det 21. århundrede, køber vi den ikke længere, men som billede giver det for Jens Rønn Sørensen stadig mening at tale om en besættelse.

”Den, der handler ondt, er ikke herre i eget hus. Og de kræfter kan gribe enhver af os. Hvis vi tager folk, der begår overgreb mod børn som et eksempel, noget af det ondeste, vi kan forestille os, så tror jeg ikke, det er noget, de vil. Det er noget, de ikke kan undslippe. En dæmoni. Det er ingen undskyldning, men det er en mulig vej til at forstå, at bag om det er der et menneske.”

Gerningen kan være forkert. Men det betyder ikke, at personen er forkert, mener Jens Rønn Sørensen.

”Selvfølgelig bliver man vred, når man hører om stenkastersagen. Men der ligger også et element af erkendelse i det: Det kunne have været mig. Enten mig, der blev ramt af stenen, eller mig, der kastede den.”

For et par år siden havde Jens Rønn Sørensen et hold til konfirmationsforberedelse, og han spurgte dem på et tidspunkt, om de nogensinde havde gjort noget, deres forældre ikke ville have. ”Det havde de fleste. Så spurgte jeg dem, hvad der er det værste ved at have gjort noget forkert. En sagde, at det var tiden op til, at man bliver opdaget, og det tror jeg, hun havde helt ret i. I den tid lever man i en løgn. Og så længe man lever der, findes muligheden for tilgivelse og forsoning ikke.”

Som mange andre tror Jens Rønn Sørensen, at en eller flere dækker over gerningsmanden. En forælder, en ven, en kollega, der for at beskytte en, de elsker, ikke går til politiet. Men det er misforstået.

”Man skal sige til vedkommende, at man elsker ham lige så meget, som man altid har gjort, og man skal opfordre ham til at gå til bekendelse. Og så skal man blive ved med at elske personen, selv når gerningen bliver fordømt. Det er kærlighed. Det andet, at dele løgnen, er kærlighedens modsætning.”

VICEPOLITIINSPEKTØR Richardt Jakobsen læner sig tilbage i sin stol, og kommunikationsmedarbejderen kigger på ham. Han tager en dyb indånding og fnyser ud gennem næsen, mens han ryster på hovedet. Spørgsmålet lyder, hvordan nogen kan finde på at kaste sten ned på motorvejen.

”Hvem ved … er det en person, der hører stemmer? Er det nogen, der har et horn i siden på Vejdirektoratet? En, der tænder på at se udrykningslys? En, der har mistet nogen i et trafikuheld og nu vil have hævn eller vil have bilister til at køre langsommere? Kun fantasien sætter grænser,” siger han.

To gange er en sten blevet kastet ind gennem en rude hjemme hos et lokalt byrådsmedlem, og hun såvel som mange andre troede, det måtte være politisk motiveret. Men da det hurtigt viste sig, at der blev kastet sten gennem ruderne hos mange og på motorvejen, røg det motiv. 

I nogle af stenkastersagerne kan gerningsmanden også have været en copycat, altså en, der har hørt om stenkastersagen og ladet sig inspirere til at gøre det samme. Håbet er naturligvis, at det er den samme gerningsmand i så mange sager som muligt, så det er nemmere at stoppe, end hvis der er mange copycats, selvom det virker usandsynligt, at den samme skulle stå for alle eller bare hovedparten af stenkastene.

Automatreaktionen hos de fleste, også hos Richardt Jakobsen, var i begyndelsen, at det nok var drengestreger, der var løbet løbsk. Det er dog ikke længere en mulighed i Tarup. Dels vejer en af stenene 40 kilo og er altså ikke bare en, man samler op og smider ned, dels ville drenge, der kedede sig, stoppe, så snart de ramte nogen, og det blev alvor.

”Og det bliver mere alvorligt, hver gang det sker. Så det er ikke bare nogle fulde unge mennesker. Vi ved så meget, at det er en mand. Det siger dna’et. Men vi ved ikke, hvilken alder eller etnicitet han har. Og vi ved ikke, om de er flere om det. Derfor er vi påpasselige med at gå ud med et for smalt signalement.”

Kommunikationsmedarbejderen bryder ind: ”Det er også klart, at vi ikke er interesserede i, at folk skal gå ud og begå selvtægt over for den, de tror, det er.”

Politiet har to opgaver, siger Jakobsen. De skal finde den skyldige, og de skal udelukke de uskyldige. Har nogen været til afhøring, må politiet klart og tydeligt melde ud, om det er ham eller ej. 

”Selvtægt har ikke været et problem i denne her sag endnu,” siger han. ”Det er klart, man er vred, men selvtægt er ulovligt. Man skal kontakte politiet, hvis man tror, man ved, hvem det er.”

Stenen, der natten til lørdag 9. september 2017 blev kastet ned på den fynske motorvej ved Spedsbjergvej.

LANGESØVEJ. Det er her, stenen blev kastet, den, der ramte og ødelagde en familie. Vejen går over motorvejen, der er et lavt rækværk, og siden drabet har Rigspolitiet sat et overvågningskamera op. Der er ingen til- eller frakørsel, så selvom alle bilister kigger op, har de ingen mulighed for at gribe ind, hvis de ser en person i færd med at kaste en sten. Vejen er lang og lige, så man kan se, hvis der skulle komme nogen kørende.

Langesøvej er en stikvej fra Middelfartvej, den tosporede landevej, der fører ind til Odense, og i nærheden er der kun marker og enkelte, forsømte huse. Der er en konstant susen fra motorvejen og bilerne, der én for én kører forbi nedenunder. De ligner legetøjsbiler. De ligner ikke mennesker. 

Og det er, ifølge Zimbardo, omstændigheder, hvor ondskab kan opstå: Gerningsmanden er skjult, ofrene er umenneskeliggjorte. De indsatte i Zimbardos fængsel havde ikke navne eller personlige kendetegn, vagterne var anonyme og bag mørke briller. 

For stenkasteren var det derfor ikke Nelli, Andreas og Alexander, han ramte. For ham var det sikkert blot en ubetydelig legetøjsbil.

Det er snart to år siden, Nelli blev dræbt, Andreas blev invalideret, og Alexanders familie blev ødelagt. Gerningsmanden er stadig på fri fod. Der er ikke blevet kastet en sten på motorvejen siden 20. december 2017, men alligevel sidder det i Tarup-sjælen. 

Og i alle, der kører under en motorvejsbro på Fyn.

 

TILFÆLDIG ONDSKAB

Klovnene: I efteråret 2016 modtog politiet over 20 anmeldelser fra borgere, der var blevet jagtet, truet eller skræmt af personer klædt ud som klovne. Blandt andet blev en 22-årig mand jaget ned ad Ahlgade i Holbæk af en klovn med en økse.

Hjulboltene: Ukendte gerningsmænd løsnede i 2017 hjulboltene på tilfældige menneskers biler, så hjulene faldt af bilerne, når de kørte. På et halvt år modtog politiet over 1.000 anmeldelser om løsnede hjulbolte på biler. Politiet opfordrede derfor gennem medierne til, at man tjekkede sine hjulbolte, inden man kørte, hvis man havde parkeret et sted, der var nemt at komme til.

Cyklerne: Sidste år var der en ’epidemi’ med cykelhjul, der var blevet løsnet, så de faldt af, når en cyklist kørte af sted. Sagen blev for alvor kendt på grund af et Facebook-opslag, hvor et offer beskrev, hvordan han havde brækket næsen, fået skrammer i ansigtet og fået en hjernerystelse, da hans hjul faldt af.

FOR AT KOMME FRA Tarup Centret og til biblioteket, er man nødt til at gå over McDonalds’ drive-in-kørebane. Biblioteket er ikke ret stort og fungerer også som en lokalafdeling af Rådhuset med pasfotobås bag en skranke med teksten ’Borgerservice Light’.

Det meste af biblioteket er helliget børn med et legerum, børnebøger, rutsjebane og klæd ud-tøj, hvorfor her sidder en del mødre og får sig et hvil, mens børnene leger med hinanden. Hylden med reserverede materialer er næsten fuld af krimier som ’Kaninjægeren’, ’Dødvægt’ og ’Dødsenglen’, og i weekenden, der kun er et par arbejdsdage væk, vil solen skinne, og haverne i Tarup vil summe af Jussi Adler-Olsen læst på liggestole på nyslåede plæner. 

Denne aften sender de ’Barnaby’ i fjerneren, tre forskellige variationer af ’Station 2’ og en krimi. I morgen sender de to krimier, lørdag sender de en krimi, en engelsk krimiserie og et program om Kundby-pigen, og endelig søndag sender de tre krimier og et program om børn, der har slået nogen ihjel. Vi er vilde med det. Der findes ikke noget mere spændende end et smugkig på vold, mord og ondskab på behagelig afstand.

Det ved tidligere drabschef Kurt Kragh alt om. Ud over at have arbejdet i det i dag nedlagte Rigspolitiets Rejsehold i 27 år har han også været konsulent på en række tv-programmer i krimigenren, blandt andet ’Rejseholdet’, skrevet to bøger om sit arbejde og holder i dag foredrag om mord og om, hvordan man som efterforsker sætter sig ind i en morders tanker.

Han arbejder med syv drabsmotiver, som han i sit arbejde igen og igen har set i en eller anden udformning: jalousi, hævn, fanatisme, begær, profit, spænding og udstødelse. 

”Jeg kunne godt forestille mig, at to motiver spiller ind i stenkastersagen. Det første er hævn, og det behøver ikke tage udgangspunkt i en relation mellem gerningsmand og offer, det kan sagtens være en projektion fra noget i gerningsmandens liv. En indebrændt vrede, der går ud over bilisterne,” siger Kragh.

Et projiceret hævnmotiv kunne også være en ung, vred mand, der lige er blevet fyret eller droppet af sin kæreste og nu slår en tilfældig forbipasserende ned på gaden eller kaster en stol gennem en butiksrude. Men det motiv er måske for affektbaseret til at kunne stå alene, når nu stenkastene virker så planlagte.

”Det andet motiv kunne være spænding. Her ser vi typisk psykopater, der nyder handlingen,” siger Kurt Kragh.

”Stenkasteren finder måske spænding i at droppe stenen og se, om den rammer, og muligvis også i, at politiet dukker op med blå blink og prøver at finde ham.”

Kurt Kragh er tidligere drabschef. Han vurderer, at motivet til at kaste med livsfarlige sten fra broer måske kan være hævn.

EN AF DE VÆRSTE serieforbrydere, Danmark har haft, var Erik Solbakke, der i 70’erne og 80’erne begik drab og satte ild til en række bygninger i København og Hillerød, hvilket kostede 38 mennesker livet. Han var evnesvag og tændte seksuelt på ild. Rejseholdet efterforskede sagen, og han blev anholdt i 1986 og idømt forvaring.

”Alle større danske byer har på et eller andet tidspunkt haft en, der, nogle gange over flere år, har sat ild til huse på grund af spændingen. Dem har vi i Rejseholdet haft mange sager med. Når nogen begår grove, personfarlige forbrydelser motiveret af spænding og gentager det, er det oftest en person med psykopatiske træk. Han er så at sige ligeglad med ofrene. Han har ingen medfølelse, så når han på et eller andet tidspunkt dræber nogen, er der ikke noget, der får ham til at tænke, at det er gået for vidt,” forklarer Kurt Kragh.

For nogle år siden var Odense plaget af en børnelokker, ’Manden i den røde bil’, som de også kalder ham på politistationen. Det, som besværliggjorde arbejdet, var især, at han var et enligt menneske uden nogen menneskelig kontakt og dermed ingen bekendtskabskreds, der kunne gå til politiet. 

”En ensom ulv er en svær gerningsmand at finde. Så kan du afhøre nok så mange mennesker og lave en geografisk profilering uden at komme ret langt,” siger Kurt Kragh.

’Manden i den røde bil’ blev fanget ved, at han kom til at sætte ild til sit hus, og politiet i huset ved en tilfældighed fandt de samme strips, som han havde brugt til sine overgreb.

Siden Rigspolitiet satte kameraer op på motorvejsbroerne ved Odense i starten af året, har der ikke været kastet sten på motorvejen, men Kurt Kragh tror ikke, at det har sat en endegyldig stopper for gerningsmanden:

”Kameraerne i sig selv vil bare få ham til at vælge nye gerningssteder. At han er stoppet, kan betyde, at han føler, politiet er lige i hælene på ham, og derfor tager en pause. Serieforbrydere har det med at ligge stille i en lang periode for så at dukke op igen. Du kan aldrig vide dig sikker, når det drejer sig om en serieforbryder.”

Hos Fyns Politi arbejder de ikke med en forbryder-profil, som Rejseholdet ville have gjort det, men man har fra starten haft en række motiver hængt op på en opslagstavle uden dog indtil videre at have fastslået et.

”Det besværliggør selvfølgelig arbejdet, at vi ikke har et motiv,” siger Richardt Jakobsen. ”Men det betyder ikke, at det er umuligt at fange ham. Overhovedet ikke. Vi er fuldstændig sikre på, at der sidder nogen derude, som ved, hvem det er, eller som har en begrundet mistanke.”

En eller flere personer dækker sandsynligvis over stenkasteren.

Alt, der skal til, er, at én, bare én, går til politiet.

I juni blev to nordtyske mænd på 18 og 19 år varetægtsfængslet og sigtet for at have stået bag en lang række stenkast fra motorvejsbroer omkring Flensborg – blandt andet det stenkast, der i maj kvæstede en 58-årig dansk kvinde. De to tyske mænd har tilstået. Næsten samtidig blev en bil 7. juni ramt af et stenkast på Helsingørmotorvejen. En 44-årig bilist slap uskadt fra hændelsen. Siden har der fortsat været en jævnlige anmeldelser af stenkast på danske motorveje, senest på Hillerødmotorvejen 3. januar i år. Gerningsmændene, der stod bag stenkastet mod den tyske familie, er fortsat på fri fod.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli/august 2018.

 

Cirka 850.000 danskere drikker mere, end hvad Sundhedsstyrelsen synes, godt er. Men hvorfor drikker vi så meget, så tit og så hårdt i Danmark? Ud & Se har kigget dybt i flasken i forsøget på at forstå den danske drukkultur.
Tekst:Tobias MatthiesenFoto:Thomas Nielsen

20 KOLDE BAJERE står på et af de runde borde uden for Jernbanecafeen på Vesterbro i København, og alle ved, at det ender galt. Det er det, vi glæder os til at se. Øllene er reserveret til to druk-kombattanter. På den ene side en lidt bamset fyr med sølvring i venstre øre, i kortærmet ternet skjorte, forvaskede jeans og løbesko. Per Bach hedder han, han er fra Thisted, og han drak engang 21 øl på to timer og et kvarter, og der, må han nok også sige, blev han ”noget svimmel”. På den anden side hans storesøster Charlotte Bach, fløjet ind fra Norge, hvor hun har haft bopæl i mange år, i en åben hvid skjorte og med et tykt bundt medaljer om halsen, der her på det vesterbroske værtshus vidner om et særlig anerkendelsesværdigt øl-indtag.

”Det var en hyggelig lørdag, vi ses i morgen,” bemærker en af deres fælles venner sarkastisk og skadefro.

De to søskende skal dyste om at drikke 10 øl hurtigst. Tvekampen er dog blevet forsinket af taler indenfor på Jernbanecafeen, der denne dag fylder 85 år – blandt andet af en værtshuspoet, hvis lidt snøvlende fødselsdagsdigt var umuligt at høre nede fra ’Thisted-bordet’, og af Randi i en leopardprintet buksedragt, der sang Lars Lilholts ’Kald det kærlighed’ og gjorde gangpladsen mellem bordene til dansegulv. Alt sammen bare for at sige, at Per Bach velsagtens allerede har drukket 15-17 øl, siden han mødte ind på værtshuset for otte timer siden, helt efter ritualet, klokken 07.00 ved åbningstid, mens søsteren Charlotte angivelig inden kampen har drukket mere beskedne 5-6 genstande. 

Gang i kampen. På et minut har Per Bach vertikalslurket de første to øl, som var de to glas koldt postevand efter et par timers fodboldtræning i solen. 

”Kom så, Charlotte, vis, at du er en Bach!” lyder et tilråb fra den lille klump af mennesker, der er rykket sammen om drukbanen.

”Du er næsten sød ved hende, Per, du giver hende en chance.”

”Det er min søster, for helvede,” siger han og skvætter lidt, mens han holder en bøvs inde.

Charlotte holder trit med sin bror op til fire øl. Hun tager sig til maven og kigger nødtvunget mod en lille blomsterhæk ved siden af hende. Der er gået præcis fem minutter.

Fest og glade dage på Jernbanecafeen på Vesterbro i København.

DANSKERNE DRIKKER meget, vi drikker tit, og vi er få, der ikke drikker. Sådan kan man definere den danske alkoholkultur. Cirka 850.000 danskere drikker mere, end hvad Sundhedsstyrelsen synes, godt er. Ærlige og redelige afholdsmænd udgør kun 13 procent af den voksne befolkning, og det er en lille andel, når man kigger på EU-gennemsnittet på cirka 25 procent. 

Vi drikker med en udpræget lethed og med en folkelig fandenivoldskhed. 

Alkohol er en syndig bestanddel af det, man kan kalde dansk kultur. I særdeleshed konceptet ’at gå på druk’, binge drinking, som det hedder på engelsk, men også det ’at drikke sig ned’ er et væsentligt karakteristikum ved den danske drukmodel.

Alkohol har altid været danskernes foretrukne rusmiddel, mens det andre steder på jorden har været kokablade eller cannabis. På den vis har det at drikke alkohol bundfældet sig i den danske kultur som en vigtig symbolsk og konkret handling, der viser, at man vil fællesskabet.

”Alkoholen i Danmark symboliserer i høj grad det her forbrødringsritual, hvor man bekender sig til, at nu vil man fællesskabet på en anderledes måde. Af mange bliver alkoholkulturen ført tilbage til vikingerne som noget kulturbærende. Denne her måde at drikke intensivt på bliver noget nærmest essentielt i forhold til den måde, vi er sammen på,” forklarer sociolog Jeanette Østergaard fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), der forsker i alkoholkultur.

”Alkoholen har igennem tiden fået en særstatus og en stærk symboleffekt. Når alkohol kommer på bordet, bliver det forbundet med noget særligt, med at der skal sket noget andet – til forskel fra for eksempel sydeuropæiske lande, hvor ingen forventer, at der skal ske noget særligt, fordi der bliver serveret et glas rødvin til maden,” fortæller hun.

I nabolande som Sverige og Norge drikker de mindre end i Danmark, men ideen om at drikke sig ned findes i høj grad i de to lande. Svenskernes og nordmændenes generelt mindre alkoholindtag hænger sammen med store folkelige anti-alkoholbevægelser, der både voksede ud af et voldsomt drikkeri i 1800-tallet, især i Sverige, og ud af en strengere protestantisk lære, der medførte, at lovgivning og regulering blev langt hårdere end herhjemme. 

I den danske grundtvigianske ånd var der – bortset fra nogle strenge kristne jyske egne – ikke den samme medvind til modstand imod alkohol. Tværtimod, og det har affødt en langt mere liberal tilgang til alkohol. 

”Det er vel nærmest sådan i Danmark, at vi har en ret til at gå i hundene,” siger professor Torsten Kolind fra Center for Rusmiddelforskning og griner lidt af formuleringen, der oprindelig stammer fra rusmiddelforskeren Margaretha Järvinen, der er professor på Sociologisk Institut. 

”Forstået på den måde, at politikerne ikke skal blande sig i, hvor meget folk drikker. Det er en individuel ting. Spørger man: ’Hvor meget drikker du egentlig om måneden?’ tror jeg nok, at nogle vil sige: ’Hey, hvad bilder du dig ind, det er et personligt anliggende.’ Der skal meget til, før vi siger til folk: ’Tror du ikke, at du måske drikker for meget?’” 

Ud over forkærligheden for alkohol og den liberale lovgivning kom to andre komponenter til i 60’erne og 70’erne, der sikrede den danske druk-cocktail: fritid og penge. 

I de to årtier begyndte vi at få tid og råd til at rejse og finde inspiration fra andre kulturer.

Ifølge Torsten Kolind blev den danske alkoholkultur defineret som ’tør’ før 60’erne (alkoholindtaget var begrænset til fester og større begivenheder, og beruselse var typisk slutmålet), men efter vi begyndte at rejse til for eksempel Mallorca på charterferie og fik gode ideer fra den spanske, hverdagsorienterede alkoholkultur, blev alkoholkulturen ’våd’. 

”Man opdagede, at sydpå drak de vin hver aften til aftensmaden, og det var festligt, så det tog man med hjem. Nu har vi blandet det godt og grundigt. Vi drikker ofte, samtidig med at vi også drikker meget,” konstaterer Torsten Kolind.

Resultatet? Den gennemsnitlige dansker over 15 år har næsten fordoblet sit årlige indtag af ren alkohol fra 5,4 liter i 1960 til 9,4 liter i dag.

Selfietid for Per og Charlotte Bach.

UNDER JERNBANECAFEENS ikoniske rød-blå skilt ’ØL Bier’, der krænger sig ud over fortovet på Reventlowsgade lige over for Københavns Hovedbanegård, er en rød løber foldet ud i anledning af 85-årsfødselsdagen. Den lædervestklædte og i den her forbindelse ret unge barchef Lasse tager imod i det dansk-klenodie-ornamenterede indgangsparti. Indenfor er et togmylder af mennesker og leben, kulørte lamper og dannebrog fra loftet, et absolut fravær af rygeregler, men til gengæld masser af gamle vægmalerier og modeltog på væggen. Toget har kørt et stykke tid, kan man se i gæsternes våde øjne, men det er ikke for sent at hoppe på. Leif P. med de lange fingre holder akkurat tempoet bag klaveret, og Leif P.s datter Agnete, ejeren i tredje generation, flakker rundt på gulvet og holder sammen på besætningen.

Om hvert et bord sidder gæster med øl-etiket-formede medaljer om halsen. En flagmedalje får man for at drikke 30 af Jernbanecafeens øl, guld for 27, sølv for 17, bronze for 10. Mest notorisk af alle medaljevindere er netop den nordjyske autostolesælger Per Bach, der et par timer før drukkonkurrencens start sidder godt forankret ovre ved Thisted-bordet. Faktisk har han så mange medaljer, at han får ondt i nakken, hvis han tager dem alle om halsen. Derfor ligger de 63 medaljer i en plasticpose under stolen.

Der går mange historier om Per Bach. En af de nylige handler om dengang, et hold af 22 rugbyspillere fra Hundested kom på besøg på Jernbanecafeen. De ankom klokken 09.00 om morgenen med det erklærede mål at drikke sig til en flagmedalje.

Tilfældigvis ankom Per Bach samme dag omkring klokken 12.00. Gæt selv, hvem der blev færdig først. Inden for fem timer havde Per Bach drukket sig til en flagmedalje. På det tidspunkt havde endnu ingen fra rugbyholdet gjort sig fortjent til den. Kun fire var stadig tilstedeværende og oprejst på det tidspunkt.

Omregnet til flasker svarer Per Bachs 63 medaljer til cirka 1.800 øl, og konverteret til kroner og øre har han spenderet cirka 70.000 kroner på Jernbanecafeen.

”Man får jo ikke så meget andet ud af det end tømmermænd,” siger han og smiler lunt, da vi mødes to måneder før 85-årsfødselsdagen – på Jernbanecafeen naturligvis.

Per Bach kommer bogstavelig talt flyvende ind fra Aalborg 6-7 gange om året sammen med fruen og som regel også nogle venner. De indkvarterer sig på et af de mange hoteller i Københavns svar på the red light district, Istedgade-området på Vesterbro, og bruger en forlænget weekend i København ene og alene på Jernbanecafeen.

 

VODKABÆLTET

Ifølge Frederik Plum, der står bag vodkamærket Den Klodsede Bjørn, løber der et såkaldt vodkabælte fra Skandinavien hen over Rusland og til Kina og Japan. Her er drukkulturerne karakteriseret ved en høj grad af binge drinking.

”Det er ideen om, at man drikker sig ned for at rense sig selv og blive en del af folket,” forklarer Frederik Plum, der har læst litteraturvidenskab på universitetet med speciale i russisk druklitteratur.

Han fortæller, at der traditionelt set drikkes hvide spiritusser i vodkabæltet: i Danmark snaps, i Rusland vodka, i Japan sake. Ifølge Frederik Plum hænger det sammen med, at disse lande ikke i så høj grad var kolonisatorer og derfor ikke var ude og sejle og fadlagre deres sprit – som for eksempel i Frankrig, hvor der ud af kolonitiden voksede en cognac-kultur frem.

Brændevinen er en simpel og ydmyg drik, der ligesom den protestantiske kristendom bygger på det ydmyge og jordbundne menneske og Jesus-skikkelsen, der på en gang var Guds søn, men også tømrer. Til forskel fra for eksempel den franske cognac-kultur, hvor det handler om smagsnoter og at løfte sproget omkring spiritussen (hvilket kan ses som et direkte udspring af katolicismen, der er kendetegnet ved ornamentik og pompøse udsmykninger), er der intet snobberi over en øl eller en snaps. Du tager et shot, bum, og er så en del af festen.

”Når man drikker, fjerner man alle de skel, der er mellem økonomi, køn, hudfarve, seksualitet – det handler om at være sammen. De, der normalt opfører sig seriøst, opfører sig åndssvagt, alle får lov til at skifte roller til en fælles identitet,” forklarer Frederik Plum.

”Vi er så en bastardkultur, fordi vi ligger på grænsen mellem det, man kan kalde vodkabæltet, og på den anden side Tyskland og Frankrig, som har en mere forfinet drukkultur. Men til påskefrokosten eller julefrokosten er der stadig nogle regler. Hvis jeg kommer med en dyr whisky, vil folk se det som snobberi og usolidarisk. Målet er jo, at vi skal udviske alle skel, og det ødelægger det folkelige aspekt. Derfor skal spritten ikke være snobbet, den skal ikke være dyr, den skal bare være et medie,” siger han og peger på, at der heller ikke er andet end fadøl på et fodboldstadion: ”Vi samles om det simple.”

”DET ER jo helt åndssvagt. Vi kunne købe tre øl i Thisted for én øls pris her, og vi bruger 4-5 timer på at komme herover, og vi betaler for hotel. Men der er bare hyggeligt her,” forklarer Per Bach.

På cafeen og i sin bekendtskabskreds er han særlig kendt for sin evne til at absorbere alkohol. En af rekorderne består, som indledningsvis nævnt, i at hakke 21 øl ned på to timer og et kvarter. En anden i, at han engang drak 53 flaskeøl i løbet af en dag fra tidlig morgen til sen aften på Jernbanecafeen.

”Der var jeg ikke helt vildt tørstig, da jeg skulle hjem,” som han siger med et fjoget smil.

At det fysisk set kan lade sig gøre, skyldes ikke bare årelang træning, men også at Per Bach rituelt møder ind, når Jernbanecafeen åbner klokken 07.00 om morgenen. Det er tidspunktet, hvor der er afgang for ’Ekspressen’, som der står på øl-etikkerne til Jernbanecafeens egne øl, og selvom han ikke helt kan forklare, hvorfor han gør det, eller hvorfor han konsekvent skal møde ind ved åbningstid, så skal han bare. Måske som et slags instinkt. Selv efter en aften ude vågner han som regel så tidligt. Og det gælder, selvom han som hovedregel bliver siddende indtil klokken 02.00, hvor værtshuset lukker. På den vis stopper festen bare aldrig rigtig for Per Bach.

”Jeg kan drikke mig ned til enhver tid. Jeg har ikke nogen øvre grænse, der kommer ikke noget tidspunkt, hvor jeg har lyst til at tage hjem.”

I løbet af dagen på Jernbanecafeen laver han kun et par afstikkere til pølsevognen ved bagindgangen til Hovedbanegården, men ikke ud på nogen decideret restaurant.
   ”Man sætter sig jo ikke bare ned og drikker 30 øl. Derfor gider jeg heller ikke gå ud og spise stor middag. Så bliver man bare mæt og træt og kan ikke drikke længere,” siger han. Så må fruen, og hvem der ellers har lyst til at gå ud og spise, altså selv finde ud af det.

Det er alt eller intet for Per Bach, der ikke som sådan drikker til hverdag. Der kan godt gå flere uger, hvor han ikke drikker, men når han så gør det, er det fuld pedal.

”Altså enten drikker jeg max, eller også drikker jeg ikke. Sådan har jeg det bare. Måske ligger det også bare til os danskere, at vi ikke gør ting halvt.”

Charlotte Bach med en gin og tonic i højre hånd og sin lillebror i venstre.

EN EFTERMIDDAG et par uger senere ved det bølgede græsland foran Frederiksberg Slot kæmper den HF-studerende Buchsis eksamensopgave en urimelig kamp mod den Tuborg-sixpack, der også ligger på græsset. 19-årige Buchsi blev ringet op af sin veninde Sara for et par timer siden, da han, ret skal være ret, sad og arbejdede på opgaven ved Søerne, og han sagde egentlig først nej til det ’tilbud’, han fik, men fem minutter efter ringede han tilbage til hende. Han havde ombestemt sig. 

Nu sidder de her, Buchsi selv, 19-årige Sara og 21-årige Alex, sammen med en flok venner og fejrer … hvad skal de sige? … at det er helligdag i morgen, og solen skinner.

Basically er vi bare en stor vennegruppe, der har drukket to gange om ugen i et par år nu,” opsummerer Buchsi og lader vide, at gruppen er den helt rette at tale til, når det handler om danskernes alkoholkultur. 

”Nu hygger vi for eksempel, men vi har også tænkt os at drikke os pissestive ­se­ne­re.”

Danske unge er europamestre i druk. Det slog den store ESPAD-undersøgelse senest fast i 2016. Her kan man se, at danske unge på 15-16 år ligger suverænt i front, når det gælder to spørgsmål: 1. Har du rørt alkohol i den sidste måned? 2. Har du drukket dig fuld i den sidste måned? 

Til førstnævnte svarer 73 procent af de unge, at de har drukket i løbet af de sidste 30 dage (mod 48 procent i Europa), og til sidstnævnte svarer 56 procent, at de har drukket sig fulde inden for den sidste måned (mod 35 procent i Europa). 

Fra andre undersøgelser kan sundhedsmyndigheder og bekymrede forældre dog glæde sig over en positiv udvikling i alkoholdebutalderen. Den er steget. Mens flere før i tiden startede med at drikke omkring 7.-8. klasse, begynder de unge i dag i 9. klasse. Det har til gengæld den konsekvens, at mange unge starter mere brat med drikkeriet på ungdomsuddannelserne og kommer ud på en temmelig stejl alkoholisk læringskurve i gymnasiet. 

”Vi drikker for meget, fordi vi har for meget fritid,” er Buchsis bud på, hvorfor de unge stordrikker, og hans veninde Sara kan meget nemt se sin egen rolle i statistikken: 

”I dag da jeg skulle herind i haven, tog jeg med det samme tre bajere med fra køleskabet, det var bare ren refleks. Jeg kunne jo sagtens have kommet uden, men det bliver bare lidt bedre, hvis man har øl med – eller lige deler en vodka.”

En typisk aftens alkoholindtag i vennegruppen ser sådan her ud: generelt 1-2 personer om en flaske vodka, næsten altid vodka. Det er det billigste, og når de drikker så meget, er der ikke råd til at spille fandango ved spiritushylden.   Ud over det skal de helst have en sixpack hver plus det løse, det være sig drinks, shots etc., som man bliver tilbudt i løbet af aftenen.

”Man ved udmærket, hvad man går ind til,” forklarer Sara, og med dette tænkes også på, at man ikke kommer ædru, eller tilnærmelsesvis ædru, igennem en hel fest i deres vennegruppe.

”Der bliver presset meget. Ikke et ondt pres, men det er ’ej, du kan godt lige tage en ekstra’, eller ’du kan godt tage resten’. Der bliver også gået efter dem, der ikke har drukket ud, for eksempel til en drukleg. Det er dem, man kører på, for alle skal helst være så fulde som muligt,” siger Sara.

Har I prøvet at gå til en fest uden at ­drik­ke?

”Nej … nej, det har vi faktisk ikke,” svarer gruppen mere eller mindre samstemmende.

”Hvis man ikke kan drikke, lader man nok bare være med at komme. Jeg tror, vi er meget stereotype,” siger Sara og griner.

Ikke mange ølbowlingbaner fra græsset i Frederiksberg Have ligger Frederiksberg Gymnasium. Sidste år, da studenterne var færdige med dimissionen og skulle ud at køre i vogn, var de etniske danskere og en større gruppe af muslimske studenter splittede – blandt andet fordi køreturen skulle foregå under ramadanen, den muslimske fastemåned. En gruppe af muslimer havde forsøgt at få skubbet vognturen et par dage, så den ikke ramlede sammen med ramadanen, men uden held. De etniske danske studenter ville drikke, det ville mange af muslimerne ikke. 

Resultatet blev, at det var de etnisk danske studenter, der på dimissionsdagen kørte af sted fra Frederiksberg Rådhus i store lastbiler i et orgie af skrig, truthorn, balloner, klirreposer, knaldhøj musik og store bannere med drukopfordrende mottoer som for eksempel B-klassens: ”1 dyt = pigeskål, 2 dyt = drengeskål, 3 dyt = B-skål.”

 

WHISKYBÆLTET

Nordsjælland trækker flest propper op. Som druk-danmarks-kortet viser, er det her man finder den højeste andel, der drikker mere end Sundhedsstyrelsens højrisikoanbefaling om højst 21 genstande om ugen for mænd og 14 for kvinder. Samtidig ligger også ho­vedstaden og Bornholm højt.

De rige og højt­uddan­nede er mere drikfældige end den brede middel­klasse, påpeger både en rapport om ulighed i sundhed fra Region Hovedstaden og konklusionerne fra Forebyggelseskommissionens arbejde.

”Det er velkendt, at de veluddannede drikker ret meget, og at alkohol fylder meget i disse folks hverdag. Alkoholen indgår i de sociale fællesskaber, i madkulturen og for manges vedkommende også i deres karriereliv. Der er lavet studier af kulturen i det danske erhvervsliv, der viser, at alkohol faktisk er en stor og tilsyneladende vigtig del af hverdagen – i alt fra receptioner og forretningsmiddage til forskellige komsammener,” forklarer sociolog Jeanette Østergaard fra Det Nationale Forsknings­center og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Kigger man på, hvad der drikkes, er en navneforandring fra whiskybæltet til ’rosébæltet’ måske på sin plads.

I området nord for København drik­­kes der ifølge Coops forbrugerundersøgelser 67 procent mere rosévin end i resten af Danmark, 25-30 procent mere rødvin end landsgennemsnittet, men der bliver og­så drukket whisky: 28 procent mere end i resten af landet.

Tre dage senere, da ramadanen var overstået, mødtes en gruppe nyudklækkede muslimske studenter foran en lukket skole. 

Udenfor var der stille, og Laila husker, at det var en solskinsdag.

”Vi ville ikke gå på kompromis med vores faste, og de ville ikke misse noget af deres Roskilde Festival, så vi blev enige om, at vi lige så godt kunne køre hver for sig,” siger Laila, der fortæller, at der sådan set ikke kom så stort et skænderi ud af det.

”Vores klasse havde i forvejen ikke det stærkeste sammenhold, og det var faktisk også på grund af den her alkoholkultur.”

Det blev meget tidligt klart, at alkoholen var et kultursammenstød i klassen, som ville gøre det svært for hele klassen at have et fællesskab uden for skoletiden.

”I 1. g. arrangerede en muslimsk pige noget ude i Søndermarken for hele klassen, hvor vi skulle hygge og lære hinanden bedre at kende. Hun havde gjort det klart, at der ikke skulle være alkohol eller andre rusmidler, men drengene fra klassen dukkede alligevel op med alkohol i hænderne. Det var virkelig nederen og skuffende, at folk ikke engang kunne overholde det. Det er jo ikke det største krav i verden.” 

Laila drikker ikke selv og har aldrig gjort det. Det er forbudt ifølge hendes muslimske tro, og det har aldrig været noget, hun har tænkt som en nødvendighed for at have det sjovt. Hvad tænker hun om de mange danskeres udprægede hang til at drikke? 

”Det er jo ikke, fordi jeg tænker ’Oh my God’, når jeg ser en fuld person. Jeg synes heller ikke, at den danske drukkultur er forfærdelig, det er jo bare en del af den danske kultur. Men jeg synes helt klart, det tager lidt overhånd, specielt med unge mennesker. Det var ærgerligt i vores klasse for eksempel, at der skulle være alkohol indblandet i alle arrangementer, at man ikke kunne hygge sig på andre måder. Specielt hos drengene synes jeg, det var meget overvældende. Jeg ved ikke, om man kan kalde det afhængighed, men det var lidt bekymrende, at alkohol altid skulle være involveret.”

Laila nåede af samme grund aldrig at blive særlig gode venner uden for skolen med nogen fra gruppen af etniske danskere, fraregnet en pige eller to. 

Til gengæld var vognturen, hvor de var omkring 10 studenter på vognen, der hen ad vejen fik selskab af venner og veninder, alle anstrengelserne værd. 

”Det endte med at være noget af det sjoveste, jeg har prøvet. Vi kørte ud til Strandvejen og stoppede ved stranden og forsøgte at brænde vores noter af, selvom det ikke gik så godt.”

SOM BEKENDT skåler vi for vore venner og dem, som vi kender, og dem, som vi ikke kender, dem skåler vi med. Men hvad så med dem, der ikke har lyst til at skåle i alkohol?

Den er straks værre, som også historien om den vognopdelte gymnasieklasse viser.

”At drikke alkohol er en social handling, der bliver anerkendt i en social kontekst. På den måde samler alkohol os i Danmark, danner fællesskab på tværs af forskelle, høj som lav, men det betyder så også, at den udskiller dem, der ikke drikker,” forklarer alkoholforsker Jeanette Østergaard.

Hun er stødt på mange eksempler, hvor danskere med etnisk minoritetsbaggrund oplever problemer på ungdomsuddannelserne, fordi de har en anden tilgang til alkohol end de mange danske unge, som er udpræget positive over for alkohol og ser det som en afgørende del af deres ungdomsår.

”Danske unge er jo nogle af de unge i verden, der er allermest positivt indstillede over for alkohol. De er i top i forhold til, at de ikke synes, at det giver helbredsskader på længere sigt. Og de forbinder alkohol med at blive glad og glemme sine problemer. På den måde bliver festerne en timeout fra en meget struktureret hverdag, hvor der skal performes, de bliver et åndehul og en chance for at opleve hinanden på en anderledes måde.”

Det er ikke bare fællesskabet, men også selve det at eksperimentere med sin identitet og søge grænser, der er på spil. Tag nu for eksempel den omstridte Cult-reklame for en god håndfuld år siden, hvor en kvinde sidder mellem benene på en fyr ved siden af teksten ”Party now, apologize later”. 

”Hvad er det et signal om? Wow, han får sex, selvfølgelig, men det er også et signal om, at vi gør vilde ting, når vi bliver fulde. Den peger lige ind i en identitets­afsøgning. Alkohol bliver mere og mere det, der markerer fællesskab for unge. Man skal have det sjovt, man skal eksperimentere, rejse jorden rundt, bungee-jumpe. Og man skal prøve at være fuld,” fortæller Torsten Kolind og fortsætter:

”Jeg har lavet en undersøgelse af 9. klasser og fulgt dem, fra de begyndte at drikke. Noget af det, de unge var enige om, de virkelig ikke kunne lide, var dem, der spillede fulde. Man skulle drikke, blive fuld og brække sig. Spiller du fuld, tager du pis på det, og det er alvorligt blandt unge mennesker.”

Per og Charlotte Bach på dansegulvet.

TILBAGE VED drukkonkurrencen på Jernbanecafeen mellem Per og Charlotte Bach spørger søsteren, hvor hurtigt sådan en promille slår ind, og Per Bach svarer med en dyb, beroligende stemme, at den kommer lige om lidt.

Hun græmmes, da hun knapper sin femte øl op. Der er gået 10 minutter. 

”Skal jeg komme med en sandwich til jer?” spørger de fra baren.

”Det ville da være bedre med et bette shot,” svarer Per Bach kålhøgent.

Han er gået i gang med sin sjette øl, da uret står på 13 minutter.

”Jeg kaster op, hvis jeg får et shot,” siger Charlotte, der selv uden et shot ligner en kvinde på bristepunktet.

På 13 minutter og 25 sekunder er det slut.

”Tabt, tabt, jeg har tabt,” siger hun og rykker frem og tilbage i stolen og kigger rundtosset ud på fortovet.

”Resten af i dag skal jeg altså kun drikke for sjov. Hold lige det her jern,” siger hun og rækker sin kæreste sit bundt medaljer om halsen, som hun har drukket sig til gennem sine år på Jernbanecafeen.

”Per Bach og jeg skal ind og have en ny flagmedalje.” 

Charlotte rejser sig for at gå ind og kvittere sit ølmedaljeklippekort, der nu har 30 krydser, som hun, vel at mærke, alle selv har drukket. Ingen af krydserne har hun fået hjælp til at drikke af andre.

”Det er vigtigt, at du skriver det i din historie,” bemærker hun.

Hen ad eftermiddagen hiver værtshusindehaveren Agnete denne skribent og fotograf til side med en anstrengt, høflig mine. ”Hvad er formålet med artiklen?” indleder hun med at spørge, og kort tid efter viser hendes reelle bekymring sig: Thisted-bordet. Det har været meget svært ikke at bemærke, at Thisted-bordet er blevet mere og mere højlydt. Og hvad var det udenfor med alle de øl? Hun ved jo godt, hvordan det er, når de drikker (det er tydeligvis ikke første gang). Det er bare ikke ligefrem deres kampdruk, som skal bære historien om Jernbanecafeen. Heller ikke selvom man her præmierer de gæster, der drikker allerflest øl, og man skriver på klippekortet: ”Jo flere klip, jo mere hygge.”

”Det er jo ikke meningen, at man skal drikke alle øl på sit kort på én dag. Det er jo til at tage med hjem og så komme tilbage med for hyggens skyld,” forklarer hun og muler lidt over på bordet.

Hun har øjensynligt ikke lyst til at gå ind som overdommer og direkte forholde Thisted-bordet, at hun ikke er tilhænger af deres determinerede march mod at drikke sig ned, så hellere glatte det ud på mere diplomatisk vis. 

Per Bach ved 23-tiden.

DRUKMEDALJERNE er noget, Agnete har indført, og i Thisted-bordets lys kan man næsten få tanken, at hun har skabt et monster. En bragende succes har det i hvert fald været. Rapperen Jøden kom forbi engang og lavede TV 2 Zulu-programmet ’Live fra Jernbane­cafeen’ på sit medaljeforsøg, og siden hen strømmede det ind med vennegrupper, der ville gøre ham kunsten efter. Det er svært at tro andet, end at det her er en herlig forretning. 

Den antagelse bliver ikke mindre, da der kort tid efter er boogie-woogie igennem baren og ud på gaden og bagefter indsamling i Lises brystholder. Til hvad der samles ind, er umuligt at høre fra Thisted-bordet.

Selv Per Bach, der tidligere på dagen sagde, at han endte på intensiv, sidste gang han dansede, har været oppe på gulvet med sin kære søster, og nu er de begyndt at nive hinanden i baglårene og slås, så svogeren og svigerinden ruller med øjnene. Det er Bach-syndromet, siger de. 

Da klokken er lidt i syv om aftenen på Jernbanecafeen, zigzagger de to Bach-­søskende over Reventlowsgade til pølsevognen ved bagindgangen til Hovedbanegården. Per Bach har taget en halvliters dåseøl med til pølsemanden som en slags værtsgave. God karma? 

Inden under pølsevognens halvtag står det og flimrer lidt for øjnene af Per Bach, der ligner en bokser i 12. runde.

”Kom i hak, Bach!” skråler Charlotte Bach til sin bror og giver ham et dunk i ryggen.

”Jeg’ sgu ik’ på vej hjem,” får han fremstammet, insisterende.

”Jeg tror, at Per Bach skal ha’ en frankfurter og så ketchup,” siger hun til pølsemanden.

”Et eller to brød?”

”Har du agurkesalat?”

Per Bach får sin frankfurter. Ikke siden i morges klokken syv, hvor han fik et halvt rundstykke, har han fået fast føde. Siden da har han til gengæld, løst anslået, drukket over 30 bajere, cirka en halv flaske lakridsshots og lidt af en gin og tonic og Irish coffee.

”Skal vi vædde med, at du går først hjem?” spørger Charlotte kækt. 

Måske en smule hovmodigt. Da Per Bach har kørt frankfurteren ned, får han et kortvarigt klarsyn og udbryder så:

”Nå, skulle vi ik’ gå over og drikke os fulde!?”

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli/august 2018.

Mange har meninger om vestlige mænd med thailandske koner. Men hvordan ser sådan et forhold ud i den ypperste overklasse? 79-årige PENSAK HOWITZ var i mange år gift med den danske ambassadør i Thailand og fortæller her om et til tider problematisk ægteskab, om at blive set ned på i begge lande og om forskellen på prostitution og sexturisme i et moderne Thailand med succesrige ladyboys.
Tekst:Kristoffer FlakstadFoto:Privat

EN DAMPENDE VARM sommerdag i 1975 kørte Pensak Howitz gennem porten til den danske ambassade i Bangkok. Hun havde været der før som gæst og kendte de præsentable bygninger, søerne med de lilla lotusblomster og den frodige have fuld af sjældne orkideer. Men nu var hun ikke længere den danskuddannede cand.phil. i arkæologi, som skiftende ambassadører gennem årene havde indbudt til selskaber. 

Nu var hun ambassadørfrue, og et helt nyt liv med privatchauffør, tjenestefolk og hundredvis af selskaber, middage og receptioner med hende som værtinde ventede. Den spinkle 36-årige kvinde med det nye efternavn rystede ved tanken. Havde hun truffet den rigtige beslutning? Var det klogt at forlade Danmark og en fast stilling på Københavns Universitet, hvor hun havde studeret og arbejdet i 14 år? 

Et halvt år tidligere var der gået chokbølger gennem de diplomatiske kredse, da det kom frem, at den nyudnævnte ambassadør i Thailand, 52-årige Frantz Bonaventura Howitz, var blevet skilt fra sin danske kone og havde indledt en romance med en 17 år yngre thai-kvinde. Og der blev ikke bare hvisket forarget om den velrenommerede diplomats valg af partner. Den thailandske ambassadør i Danmark sendte ligefrem et brev til sin fætter, kong Bhumibol, hvori han opfordrede majestæten til at afvise ambassadør Howitz, fordi han var blevet kæreste med en thailandsk kvinde. Det var simpelthen for nedværdigende. 

Kongen svarede kortfattet og overraskende tilbage, at hvis dronning Margrethe mente, at hun havde sendt den rette mand til Bangkok, hvorfor skulle han som Thailands konge så ikke modtage hendes gesandt med åbne arme? 

Kongens svar blev Pensak Howitz’ redning. Ikke bare når der blev set ned på hendes ægteskab, og hun blev opfattet som en billig thai-pige, der havde giftet sig for at opnå social status og velstand, men også når folk troede, at hun var stuepige på ambassaden – eller ligefrem en prostitueret. 

Ægteparret Pensak og Franz Howitz.

TAXACHAUFFØREN har problemer med at finde adressen, men til sidst når vi ned ad den rigtige sidevej. Vi forlader den tunge trafik og det travle gadeliv med små madboder på hovedåren Nawamin. På begge sider af den smalle sidevej er gamle huse pakket ind i tropiske haver. Et af dem tilhører Pensak Howitz, og foran ejendommen er storbyens støj forsvundet, her er kun fuglekvidder og en hushjælp, der går og fejer blade sammen med en stiv kost. 

”Jeg beklager meget,” siger 79-årige Pensak Howitz, da hun kommer ud og viser gennem forhaven og hen til en overdækket veranda. 

”Mit hus har lige været oversvømmet igen, så det hele er lidt kaotisk. Før i tiden skete det måske en gang hvert 10. år, at der kom en mindre oversvømmelse i regntiden. Nu trænger der vand ind i huset flere gange i løbet af august og september hvert eneste år. Regntiden er blevet længere. Vi mærker også klimaforandringerne her i Bangkok.” 

I husets stuer står møbler, kunstgenstande og arkæologiske fund stablet på paller og kasser. Huset er fuld af antikviteter og bogreoler, og bag et sofaarrangement hænger et malet portræt af hendes afdøde mand Frantz Howitz. 

”Vi havde et godt ægteskab,” siger den aldrende thailandske arkæolog, der foruden dansk ambassadørfrue har været thailandsk senator, universitetslektor og leder af store udviklingsprojekter.

”Men det var ikke kun en dans på roser. Vi havde forskellig kulturbaggrund, og selvom jeg havde boet mange år i Danmark og kendte til jeres kultur, forfulgte det os gennem alle årene.” 

Vi sætter os ned i to kurvestole på verandaen. Ude i forhaven er det begyndt at smådryppe på trækroner og palmeblade. Luften er tyk og varm, og over os roterer en loftsvifte som i svundne kolonitider. 

”Det var alt fra små detaljer til de overordnede linjer, der gjorde det svært for os,” forklarer hun og fremhæver en simpel ting som bestik ved middagsbordet. 

”I Thailand spiser man med ske og gaffel, og det syntes jeg jo var naturligt, at vi også gjorde, men Frantz insisterede på at spise med kniv og gaffel. Faktisk lærte min mand aldrig at sætte pris på thailandsk mad. Det var jeg ret såret over. Jeg følte vel, det var at vende min kultur ryggen.”

79-årige Pensak Howitz færdes hjemmevant på både bonede gulve og i regnskoven.

PENSAK CHAGSUCHINDA blev i 1939 født ind i en velhavende familie i det nordøstlige Thailand. Hendes mor var adelig, og slægten havde kontrolleret hele egnen omkring byen Sakon Nakhon i generationer. Hendes far var dommer og ud af en veluddannet købmandsfamilie. Mens jævne folk på egnen sultede og måtte spise tudser, larver og biller for at overleve, havde hun selv en ganske sorgløs barndom – i hvert fald efter anden verdenskrig, hvor freden vendte tilbage til Thailand efter hårde år med japansk besættelse og intense kampe mellem modstandshæren og japanerne. 

Forældrene mente, at dommerbørnene skulle lære om livets alvorligheder, og hverdagen for den lille pige blev derfor tilbragt blandt fattige bønder, røgtere og daglejere. Og her, i det tørre, ubemidlede land tæt på grænsen til Laos, blev kimen lagt til en livslang kamp for fattiges rettigheder og en stor social forståelse. 

”Jeg har set det som en livsudfordring at kæmpe for de fattige thailænderes muligheder. Da jeg lavede udviklingsarbejde i 70’erne, handlede det først og fremmest om at mætte munde, for mange sultede stadig. Senere gik vi i gang med at bygge skoler. Uddannelse og oplysning er vejen frem. Fattige på landet drømmer helt basalt om de samme vilkår som de rigere mennesker i byerne. De vil have en god uddannelse, der kan give dem et godt liv.”

En god uddannelse fik Pensak Howitz selv – ikke i Thailand, men i Danmark. I 1961 blev den da 22-årige thailandske kvinde tilbudt et dansk stipendium for at lære om turismefaget og arbejdede det efterfølgende år som trainee på SAS-hotellet midt i København. Året efter begyndte hun studier i arkæologi på Københavns Universitet. 

”Jeg forelskede mig i Danmark. Jeg var vild med mentaliteten, friheden og årstiderne, der skiftede. Det var alt lige fra maden til lyset på en kort vinterdag – og en grundlæggende fascination af, at et så lille land kan fremelske en så solid økonomi og så mange dygtige forfattere, arkitekter og videnskabsmænd. Hvordan kunne det lade sig gøre? Danmark var et dragende mysterium for mig – og er det stadig.” 

“Han syntes, vi skulle være ligeglade med, hvad folk tænkte. Men det kunne jeg ikke. De troede jo, at jeg var hans luder.”

I LØBET AF efteråret 1974 stod hun ofte om morgenen i sin kvistlejlighed på Borups Allé i København og skævede til telefonen. Ville han ringe? Endnu en gang? Skulle hun tage den og snakke med ham eller lade telefonen kime færdig? Manden i den anden ende af røret var hendes nye kursist på thai-studierne på Københavns Universitet, hvor den 35-årige arkæolog arbejdede som ekstern lektor. Diplomaten var med sin noble påklædning, sit tilbageredte, gråsprængte hår og sin aristokratiske attitude ikke som den thailandske kvindes andre kursister på universitetet. Nu var han begyndt at ringe hjem til hende hver morgen, og hun var dybt splittet. Hun var godt klar over, at han var ude på noget, men han var jo gift og i øvrigt 17 år ældre. 

”Jeg havde det svært med Frantz’ sværmerier i begyndelsen. Jeg syntes ikke, han var så interessant endda, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at undgå ham. Det ville simpelthen være en katastrofe, hvis jeg blev gift med en hvid mand, en farang, som vi kalder det. Det gjorde man bare ikke.” 

Faktisk havde hun givet sine forældre det klare løfte, at hun ikke ville forelske sig i en dansk mand, da hun rejste til Danmark for at studere. 

”Dengang så man dybt og inderligt ned på kvinder, der giftede sig med udenlandske mænd. De blev stemplet som ludere.” 

Men da begge hendes forældre døde med kort tids mellemrum i 1974, var hun frigjort af sit løfte.

”Det var en svær tid for mig, og jeg savnede en at snakke med – en, der kunne være der for mig. Det ville Frantz, og lidt efter lidt opstod der sød musik.” 

I en lægeroman ville det sidste punktum måske blive sat her, men virkeligheden var en anden. På det tidspunkt sagde juraen, at Frantz Howitz ville overtage hele Pensak Howitz’ arvede formue fra de velhavende forældre – også efter en eventuel skilsmisse – hvis de to blev gift på thailandsk jord. 

”Efter et bryllup ville manden simpelthen eje kvinden og alt, hvad der tilhørte hende, for evig tid. Det kunne jeg ikke risikere.” Parret blev derfor viet uden for Thailand, på den danske ambassade i Tokyo. 

I de højere kredse i Bangkok blev man efterhånden klar over, at den danske ambassadør var gift med en lokal kvinde, og accepten fra kongeslottet forgrenede sig til ministerier og diplomatiet. 

”Men almindelige folk på gaden vidste jo ikke, hvem vi var, og jeg følte, at alle så ned på mig. Det var, som om jeg kunne høre, at de hviskede om os overalt, hvor vi gik.” 

Frantz Howitz yndede at spadsere sammen med sin kone ned til det lokale søndagsmarked med duftende mad, spraglede tekstiler og friske grøntsager, gerne hånd i hånd.

”Men jeg kunne ikke udstå det. Jeg nægtede at holde ham i hånden og gik helst 10 skridt bag ham og lod, som om jeg ikke kendte ham. Så meget skammede jeg mig. Han blev sur på mig. Han syntes, vi skulle være ligeglade med, hvad folk tænkte. Men det kunne jeg ikke. De troede jo, at jeg var hans luder.” 

 

FRA BONDELAND TIL BONEDE GULVE

Pensak Chagsuchinda Howitz er født i Thailand i 1939 og er opvokset i provinsbyen Sakon Nakhon og Bangkok. Flyttede til København i 1961. Uddannet arkæolog fra Københavns Universitet. Var med til at stifte thai-studierne samme sted og underviste her frem til 1975.

Dansk ambassadørfrue i henholdsvis Thailand, Saudi-Arabien og Japan fra 1975 til 1986. Stiftede i 1976 hjælpeorganisationen Raindrop Foundation, der blandt andet har bekæmpet fattigdom, oprettet skoler og udviklet landbrug rundt om i Thailand.

I 2000 blev hun valgt som senator i det thailandske parlaments overhus. Her sad hun frem til senatets opløsning efter den urolige Thaksin-periode i 2008.

PÅ VERANDAEN serverer en ung, kvindelig assistent kaffe og thailandske kager. Pensak Howitz slår over i thai et øjeblik og dirigerer med sine smykkebesatte hænder, hvor kopper og fade skal placeres. Hun er tydeligvis vant til at instruere folk omkring sig. 

”Sådan var det også med min mand i de første år i Thailand. Han var på udebane, og jeg måtte gang på gang korrekse ham, for eksempel når han hilste med det thailandske wai og sagde sawadee krap (goddag. red.) til selv små børn. Det gør man ikke. Nogle gange blev han irriteret, men i sidste ende kom det ham til gavn, at han havde mig som sin personlige lokale vejleder. Man endte med at sætte umådelig stor pris på Frantz her i Thailand, og han lærte at begå sig rigtig fint.” 

Alligevel kunne det slå gnister mellem parret, for eksempel hvis Pensak Howitz oplevede, at hendes mand ikke behandlede de thailandske ansatte ordentligt. 

”Jeg følte mig skyldig og splittet. Det var jo mit folk, min kultur, han skældte ud på.” 

Navnlig én episode har været svær at glemme for Pensak Howitz, nemlig en middag på den danske ambassade, hvor Frantz Howitz over for de øvrige gæster lod vide, at man ikke kunne stole på thaier. ”De stikker dig med en kniv, hvis du vender ryggen til,” sagde ambassadøren til sine gæster. Den udtalelse gjorde hende rasende. Der var måske noget om snakken i visse henseender, men i situationen var det, som om det var hende, han talte om, og hun var dybt såret i ugevis bagefter. Men på trods af kulturforskellene forblev parret sammen frem til Frantz Howitz’ død. 

”Vi valgte ikke hinanden af økonomiske eller andre praktiske grunde. Der var kærlighed mellem os og i sidste ende en respekt for hinanden.” 

Tre mænd, der på forskellig vis har fyldt meget i Pensak Howitz’ liv: Prins Henrik, ambassadør Frantz Howitz og Thailands kong Bhumibol.

DET SAMME kærlighedsbånd mener Pensak Howitz ikke findes hos flertallet af de titusindvis af vestlige-thailandske par, der siden er kommet til. 

”For de thailandske kvinder er det cool business. De kommer fra fattige kår og har måske allerede en thailandsk mand og børn, der skal forsørges – for ikke at tale om svagelige forældre, der skal plejes. Det koster, og her kan et ægteskab med en vestlig mand være en udvej.” 

Den 79-årige kvinde stopper op, bliver fjern i blikket og smager et øjeblik på den næste sætning. 

”Jeg har egentlig sympati for de her kvinder, der gifter sig med vestlige mænd,” siger hun. ”Jeg synes ikke, nej … man kan ikke stemple det som prostitution, selvom de gør det for pengenes skyld. De kvinder er desperate. Vi har ikke det samme gode velfærdssystem her som i Danmark. Mange af de unge kvinder, der vælger at gifte sig med en farang, befinder sig i en virkelig kritisk situation, men de sælger altså ikke deres krop til syv-otte forskellige mænd hver dag, som en luder gør. Det synes jeg er en vigtig pointe.” 

Pensak Howitz har til gengæld ikke meget tilovers for de firmaer, der tjener fedt på at være bindeled mellem vestlige mænd og thailandske kvinder. Hun fnyser. 

”Dem skammer jeg mig over. Det er glubske pengemaskiner uden skyggen af empati. Jeg kan også godt blive bekymret for nogle af de thailandske kvinder i Danmark. Det er ingen hemmelighed, at flere af dem er endt i voldelige ægteskaber. Men de har deres thailandske opdragelse med sig, og derfor går de stille med dørene. De skal ikke risikere noget,” siger Pensak Howitz, der i en periode forsøgte at rejse midler til et dansk krisecenter for thai-kvinder. 

”Men vi løb hele tiden panden mod en mur med det projekt. Det ærgrer jeg mig stadig over. Vi har en pligt til at hjælpe de kvinder, der strander i et kynisk ægteskab langt væk hjemmefra. De har måske nok selv valgt at blive gift med en dansk mand, men har de også valgt en voldelig partner? Selvfølgelig ikke.” 

PENSAK HOWITZ

Købte i 1975 et gammelt adelshus i Thailand og fik det flyttet til Moesgaard Museum, hvor det står i dag og er et samlingspunkt for især dansk-thailandske par. 

Besøgte sammen med dronning Margrethe og hofdame Anita van Hauen i 1984 det royale harem i Saudi-Arabien. Det var første gang, en udenlandsk dronning blev inviteret med derind. 

Har været udsat for attentatforsøg flere gange. Under et af dem, i 1976, blev hendes svoger skudt og dræbt. 

Foreslog som senator i 2002 den daværende premierminister Thaksin, at Thailand skulle have et kulturministerium ligesom Danmark. Thaksin lyttede og oprettede kort efter det nye ministerium. 

Har tætte bånd til den kongelige familie i Bhutan. I 2006 tog hun den daværende bhutanske dronning med på et danmarksbesøg, der omfattede middag på Fredensborg og en tur til Vesterhavet. 

Har fem hunde, der alle er opkaldt efter personer og ting, hun godt kan lide. Den yngste i flokken er puddelhunden Obama. 

VINTEREN VAR så småt på vej til Tokyo, da Frantz Howitz en eftermiddag i 1986 kort kiggede forbi ambassadørboligen, hvor parret havde boet i godt et år efter først seks år i Thailand og derefter fire år i Saudi-Arabien. Han havde travlt, han var ved at komme for sent til tennis med den hollandske ambassadør, og han bad derfor om lov til at låne nøglerne til sin kones lille, fikse sportsvogn. To timer senere ringede telefonen. Pensak Howitz’ mand var faldet om med en hjerneblødning under første sæt og var på vej til det nærmeste hospital. 

Tre uger senere åndede Danmarks 63-årige ambassadør i Japan ud. Tilbage ved sygesengen sad hans 47-årige enke og nægtede at give slip på sin mands slappe hånd. Til sidst måtte en sygeplejerske vikle de to hænder fra hinanden.

Efter begravelsen af Frantz Howitz i Danmark blev tankerne dystre. I mange måneder gik Pensak Howitz rundt i sit hus i Bangkok og følte ikke, hun havde noget tilbage at leve for. Hun havde mistet sin mand og sin identitet som dansk ambassadørfrue. Men mens selvmordstanker pressede sig på, kom der pludselig et langt, personligt brev fra Thailands dronning Sirikit. Hun bad Pensak Howitz om at give hjælpeorganisationen Raindrop Foundation, som hun og Frantz Howitz havde startet i tiden som ambassadørpar i Thailand, en ny chance. Det blev et mentalt vendepunkt, og de næste mange år viede Pensak Howitz sit liv til udviklingsarbejde i Thailand med hjælp fra Danida og private danske midler.

En ny mand kom der dog ikke ind i hendes liv.

”Hvis jeg havde valgt at bo permanent i Danmark efter min mands død, så måske, men nu blev Thailand min faste base, og jeg kunne aldrig drømme om at gifte mig med en thailandsk mand. De stiller krav til kvinder, som jeg aldrig har ønsket at stå model til. Da jeg var ung kvinde, blev vi alle opdraget til, at ægtemanden var vores gud. Det øjeblik, man blev gift, var man ikke længere et individ. Man var mandens ejendom. Det har jeg aldrig kunnet forlige mig med,” siger Pensak Howitz, der mener, at det gamle thailandske kønsrollemønster i dag lever videre i stor udstrækning. 

”De thailandske mænd har generelt ikke høje tanker om os kvinder. Nu er der sikkert nogle, der bliver vrede på mig, men det står jeg ved. I den thailandske kultur er manden en hankat, en strejfer, der kan tillade sig at gøre fuldstændig, hvad der passer ham – se elskerinder, smutte en tur på bordel. Selvom det officielt er ulovligt at gå til en prostitueret, er det accepteret i nærmest alle sociale lag. Min far var en typisk casanova, og han havde eskapader her, der og alle vegne. Jeg synes, han lod min mor i stikken, men hun tillod det, for hun vidste, at han altid kom hjem igen. Da hun døde, blev min far så knuget af sorg, at han selv døde få måneder efter.” 

Pensak Howitz har modtaget flere af de fineste ordner, man kan få i Thailand. Her er hun fotograferet i sit danske hjem i Hellerup på vej til aftenselskab på Thailands ambassade.

ET PAR TIMER syd for Bangkok gennemvæder lilla og lyserøde neonskilte den varme tropenat i Pattaya. Fuglekvidderen fra Bangkoks stille sideveje er afløst af tunge technobeats, der dundrer ud fra barer og natklubber, hvor nedringede og lårkorte servitricer bringer fadøl og paraplydrinks rundt til det mandlige publikum. 

Den tidligere ambassadørfrue er taget med denne skribent herned, og hun ryster på hovedet ad den tætpakkede gågade Walking Street, hvor letpåklædte massagepiger, ladyboys og gogopiger står udstillet i glasbure hævet over menneskemængden for at lokke mænd indenfor til det næste stripshow. 

”Det her er ikke thailandsk kultur. Det er noget, der opstod under anden verdenskrig med de japanske soldater. Senere kom amerikanske soldater hertil under Vietnamkrigen, og til sidst charterturisterne. Udlændinge har i årtier udnyttet vores liberale forhold til prostitution og gjort det til en vulgær pengemaskine med pædofili og perverse shows. Det her sexcirkus skulle vi have kvalt for mange år siden,” lyder det kontant. 

Men er den thailandske sexturisme ikke affødt af den i forvejen udbredte bordeltradition blandt thailandske mænd?

”Der er ingen tvivl om, at vi har en meget lang og integreret prostitutionskultur i Thailand. Mænd i det her land har siden tidernes morgen haft en stor trang til sex, og det har alle dage været stiltiende accepteret, at man både fik stillet det behov ude og hjemme. Thailandske mænd kan ikke nøjes med én kvinde. Min fars familie drev bordeller tæt på grænsen til Laos som en del af forretningsimperiet, og det var der ikke noget odiøst i. Men det foregik i diskretion. Det var en accepteret måde for ubemidlede kvinder at tjene penge på. Det var først, da japanerne kom under krigen, at det ekspressive, vulgære sexmarked, som vi befinder os i her, opstod.” 

Ifølge Pensak Howitz har skiftende thailandske regeringer set gennem fingre med udviklingen i håbet om at booste turismen. 

”Intentionen om at gøre Thailand til en førende feriedestination er god – men op mod årtusindskiftet blev det mere og mere et spørgsmål om at jagte hurtige penge, og derfor har sexturismen desværre fået lov at blomstre. Men vores nuværende, ikke-folkevalgte regering har sat hårdt mod hårdt i et forsøg på at komme sexturismen til livs, og der er indført en række ny love på området.” 

En af dem betyder blandt andet, at hoteller i feriebyerne ikke uden videre må lade enlige thailandske kvinder komme ind. 

”Det oplevede jeg selv for nylig. Jeg ville ind og spise en god middag på et hotel, hvis restaurant jeg havde fået anbefalet. Nu er jeg ikke just nogen vårhare og ligner ikke en typisk callgirl, men alligevel blev jeg i første omgang afvist, så lovgivningen virker – i hvert fald et stykke ad vejen, ” siger Pensak Howitz, der hylder de nye tiltag imod sexturismen, men ikke er tilhænger af at forbyde prostitution. 

”Det ville ikke gavne. Jeg mener grundlæggende, at hvis en kvinde ønsker at tjene penge på at sælge sin krop, skal det stå hende frit for.” 

I 1986 kickstartede Pensak Howitz på kongehusets opfordring sin udviklingsorganisation Raindrop Foundation. Her ses hun i ærbødig audiens hos kong Bhumibol, dronning Sirikit og kronprinsesse Sirindhorn.

UNDER BESØGET i Pattaya har vi base i Jomtien – en forstad nogle kilometer længere sydpå, hvor der er skruet ned for den potente bling-bling-stemning, ikke mindst i Soi Danmark – danskergaden, hvor bodegaer og spisesteder i årevis har været drevet og besøgt af danskere. 

Der er frikadeller og flæskesteg med rødkål og brun sovs på menukortene, skummende Carlsberg i glassene, og rød-hvide dannebrogsflag pynter flere facader. 

Men også i Jomtien er der stribevis af massagebarer for både heteroseksuelle og homoseksuelle mænd, og i nogle af sidegaderne flyver det med ’Hellooo, sexy man’-tilråb og tilbud om enten happy massage eller sex fra de ventende massører, der sidder på små plastikstole og holder godt øje med især enlige mænd. 

”Har du lagt mærke til, hvor mange hvide mænd med store, oppustede maver der er her?” spørger hun, mens vi går ned ad Jomtiens strandvej med barer, butikker og spisesteder på den ene side og stranden med rækker af kokospalmer på den anden. 

”Og har du lagt mærke til, hvor mange af dem der kommer gående med en lille, slank thailandsk kvinde ved deres side? De kvinder er opdraget i en gammeldags kultur, hvor mandens frihed bliver tilgodeset på kvindens bekostning. Danske kvinder er selvstændige og stærke individer, der ikke så let lader sig føje. Det er anderledes her, og det er der nogle typer mænd, der falder for.” 

I dag har kvinder og mænd på papiret samme rettigheder i Thailand, og kvinder har muligheder, de ikke havde for en generation eller to siden. Men Thailand er ikke i mål. 

”Vi har ligestilling, ja. Men den gamle kultur lever videre, og den er ikke let at ændre på. Machokulturen er med til at spænde ben for udviklingen af Thailand.” 

Pensak Howitz oplever dog spæde tegn på, at en ny æra er ved at tage form. ”I gadebilledet ser man flere og flere kvinder, der kører på deres egen motorcykel. Vi har også fået kvindelige taxachauffører i Bangkok. Det var utænkeligt, da jeg var yngre.” 

Den tidligere ambassadørfrue peger også på de ligestillingstiltag, som skiftende regeringer har gennemført, senest med den officielle aner­kendelse af transseksuelle som et køn på lige fod med mand og kvinde. 

”Vi har tre køn i Thailand nu, og det er jeg stolt over. Vi har ikke en religion, der fordømmer homoseksuelle og transkønnede. Der står intet i nogen buddhistiske tekster om, at det er forkert eller amoralsk at have sex med en person af samme køn. Derfor har det været accepteret i vores kultur længe, modsat i Vesten og ikke mindst i Mellemøsten.” 

Tidligere så man ned på decideret trans­kønnede og de såkaldte ladyboys, som er mænd, der bevarer deres genitalier, men ofte får indopereret kunstige kvindebryster og går klædt som kvinder.

”Forældrene skammede sig, hvis deres børn viste tegn på at være transseksuelle. Jeg har selv bekendte, der har skiftet køn i en sen alder. De er blevet langt lykkeligere mennesker af det, og det skal vi da hylde, ikke fordømme.”

Pensak Howitz glæder sig over, at lady­boys og transkønnede i dag er blandt Thailands bedst betalte filmstjerner. Det har været med til at blåstemple hele LGBT-universet yderligere. 

”De ligner kvinder og føler sig som kvinder, men tænker nok som mænd. I hvert fald forstår de at udnytte et potentiale,” smiler Pensak Howitz og understreger dermed den livslektie, hun engang blev citeret for på forsiden af Bangkok Post: 

’Make Yourself Useful.’