Indlæg

Thy er et af de smukkeste og mest særegne området i landet. Det er her, man finder ’lejren for alternativ livsførelse’, Thy-Lejren, her, man finder de berømte surfspots under fællesbetegnelsen ’Cold Hawaii’, og her, man finder Nationalpark Thy, Danmarks første af sin slags, der med sine klithedelandskaber ikke findes magen til i Europa. Og det er her, den første ulv i 200 år dukkede op i Danmark.
Tekst:Anders RyehaugeFoto:Andreas Houmann

I 1802 følte sognepræst Knud Aagaard sig nødsaget til at rette henvendelse direkte til Hans Kongelige Højhed. Præsten ville, som han skrev, ”bidrage til kundskab om en af fædrelandets fjerneste provinser, der formedelst sin afsides beliggenhed har været unddraget den lykke at falde under Deres beskuelse”.

Med ’Beskrivelse over Thye’ som titel forklarede sognepræsten over hundredvis af sider minutiøst om tilværelsen i den rå og afsondrede natur. Om thyboerne, der elskede god mad og stærk øl, om de slidsomme bygninger, der var aldeles nødvendige ”her, hvor vindene er ualmindelig heftige”, og om de endeløse strækninger af nøgne og uhyre store sandklitter, der fik beskueren hensat til ”Arabiens sandørkener”.

Et par århundreder senere er Thy i sandhed kommet på landkortet. Det er her, man finder ’lejren for alternativ livsførelse’, Thy-Lejren, her, man finder de berømte surfspots under fællesbetegnelsen ’Cold Hawaii’, og her, man finder Nationalpark Thy, Danmarks første af sin slags, der med sine klithedelandskaber ikke findes magen til i Europa. Og det er her, den første ulv i 200 år dukkede op i Danmark. Og man forstår måske godt, hvorfor den valgte at snige sig til Thy. For thyboerne lever en tilværelse med langt mellem husene i barske landskaber og med Vesterhavets høje bølger slående ind over sig. 

”Vi er født i modvind,” siger man i Thy, ikke beklagende, men som en konstatering. Man klynker ikke. Man anfører blot, at mens naturen andre steder er et grønt frimærke i en baggård, er den på disse kanter det, der former og definerer de mennesker, der lever der. 

HENRIK CHRISTENSEN, 46 ÅR, FISKER

”Beslutningen var taget: Fisker, det skulle jeg sateme ikke være. Jeg var 14 år gammel og med min fars båd, Westbank, ude at fange jomfruhummere, og endnu en gang var jeg blevet vanvittigt søsyg. Men den gamle var jo hård, så i stedet for at tage hjem, som det var planen, besluttede han, at vi skulle sejle 16 timer over til en anden fiskeplads og fiske otte dage mere. Hvis der var en, der på det tidspunkt havde sagt, at jeg skulle hoppe i havet, havde jeg svaret: ’Ja tak, det gør jeg med glæde.’ Men han må have vidst, hvad han gjorde, for siden har jeg ikke været søsyg eller brækket mig på havet, og som 21-årig sejlede jeg selv som skipper på Westbank første gang. Jeg kan slet ikke trives uden at være på vandet. Det er min hjertestarter. Jeg laver verdens bedste rejer, og hvis man spørger, hvad hemmeligheden bag det er, så kan jeg svare, at der vel er to: æren i at have overtaget en familievirksomhed og viljen til at være bedst. Det kræver erfaring og gut feeling at fange de bedste rejer. Men det er jo også min hobby, for satan; jeg kan leve af min hobby. Jeg tager aldrig på arbejde og siger, jeg hellere vil lave noget andet.”

MARGUTH GRAVESEN, 66 ÅR, VÅGEKONE

”Hvis de spørger, om jeg vil læse et kapitel op fra Bibelen, kan jeg ikke sige, at det gør vi i morgen, for det er ikke sikkert, der er i morgen. Jeg udskyder aldrig noget som vågekone. Det er noget af det vigtigste, jeg har lært om livet. Når vi først ligger der, ved vi ikke, hvor mange timer vi har. Som vågekone er der ingen krav til, hvad du har lavet tidligere i dit liv. Du skal bare med din ro, omsorg og nærvær kunne være hos en døende. Og så skal du have et forhold til døden. Du skal have gjort op med dig selv, at du kan rumme det, og du skal have det sådan, at du kan indeholde håbet og trøsten og sorgen. Jeg plejer at sige, at livet skal leves og ikke overstås. Der må være en mening med, at hjertet slår, så hvis der stadig er liv inde bag den person, der ligger der, har personen ret til at være her. Vi ved alle sammen, at der er en afslutning, men så må vi sørge for at leve alle de andre dage, vi er her. Så er man også klar til den afslutning, der kommer en dag. Det tror jeg på.”

MICHAEL GALSGAARD, 38 ÅR, OG RASMUS HØJEN, 43 ÅR, TRAKTORTRÆKKERE

”Vi var nogle kammerater, der i teenageårene fandt sammen om at lave vores første specialbyggede traktor helt fra bunden. Det var skideskægt at være sammen om noget, som alle knokler på, men vi satte også alt andet til side. Det var det eneste, vi lavede, når vi havde fri. Alle fyraftener og weekender. Der gik vel 3.000 timer med at bygge den. Siden har vi udviklet stort set alt til at bygge en toptunet dieselmotor: turbolader, motoropbygninger, specielle plejlstænger, stempler og foringer. Det startede med en hobby, men nu er det sådan set blevet en levevej, hvor vi sælger til hele verden. Mange af vores konkurrenter kører i dag med vores turbolader og motordele. Det gør selvfølgelig også, at de kan ende med at køre fra os, men sådan er det jo. Det er sgu også skønnest at vinde, når konkurrencen har været god.”

LUCY MARDOU, 27 ÅR, MUSIKER

”Jeg sang, før jeg kunne tale, og jeg dansede, før jeg kunne gå. Det har altid ligget som en urkraft i mig. Jeg kan mærke, når der er en ny sang på vej, det er lidt som at være sulten, det er en form for intuition. Der er noget indefra, der må ud, og så sætter jeg mig ned med en guitar og et stykke papir, og så kommer resten. Engang hvor jeg gav koncert i en kirke, sad der en lille tiårig dreng på forreste række, og allerede da jeg sang første tone, begyndte han at græde. Hele koncerten havde han tårer i øjnene. Det er noget af det vildeste, jeg har oplevet, for det viste mig, at hvis jeg giver min sjæl, kan det måske være med til at røre noget indeni, som har brug for at blive rørt.”

CASPER STEINFATH, 24 ÅR, SURFER

”Det var en efterårsdag i bugten i Klitmøller, og det var koldt og gråt, men bølgerne var gode, og den dag fangede jeg første gang selvstændigt min egen bølge. Jeg var ti år gammel, og den her bølge har sat sig i mig, for jeg husker den stadig: Suset i maven og følelsen af at være i kontrol. Siden har havet været den ultimative legeplads. Min legeplads. Så sent som i foråret blev jeg den første surfer, der har krydset Skagerrak. 148 kilometer. 18 timer og 26 minutter på det åbne hav. Det var en rejse langt ud over mine mentale og fysiske grænser, for det var som at bestige Mount Everest uden at vide, hvordan man skal gøre det. Surf har ført mig verden rundt til events ad mange omgange, og jeg ser mig selv som et konkurrencemenneske, men det kan begejstre mig lige så meget bare at komme hjem og lege, råbe, skrige og fange bølger med min bror og alle mine venner. Det var mine forældre, der gav mig gnisten til surf som barn, så jeg selv kunne antænde bålet. Hvis man har lidenskaben som omdrejningspunktet i sit liv, ligger verden sgu for ens fødder.”

Bogen ’Talentet i Thy’ med fotos af Andreas Houmann og tekst af Anders Ryehauge er udkommet på forlaget Booklab. 

På en bølge af ungdomsoprør og frisind legaliserede Danmark i sommeren 1969 porno som det første land i verden. I rekordfart blev frække danske blade og film en lukrativ eksportvare, og turister valfartede til det nye sex-mekka København. Ud & Se tager tilbage til en grænseløs tid, hvor alt skulle prøves af, inden det hele pludselig ebbede ud.
Tekst:Benjamin DaneFoto:Ritzau/Scanpix og Politimuseet

“GODDAG, hvad skulle det være?”

Vagn Guldborg står bag disken i sin butik i Teglgårdstræde i Indre København med en cigaret i hånden. På væggen bag ham hænger et rødt tæppe, og på bordet foran ham ligger en stak magasiner med afklædte kvinder på forsiden. I baggrunden rumsterer en mand rundt i det brede katalog af pornografiske billeder, blade og 8mm-film, som den rullekraveklædte butiksindehaver kan tilbyde.

”Nåh, du skulle bare kigge,” siger han, da den potentielle kunde går igen tomhændet.

Året er 1970, og Vagn Guldborg, en tidligere vinduespolerer, der skiftede rude og købte en pornobutik i Pisserenden i København, kan nu sælge sine varer frit. Uden at skulle bekymre sig om politirazziaer, bøder – eller i værste fald fængsel. Alligevel virker han en smule skuffet.

”Efterhånden er det blevet helt almindeligt. Det er sgu nogle gange ved at være lidt trist at være så lovlig, når man før i tiden måtte gemme sig,” siger han i åbningsscenen til dokumentarfilmen ’Sex en gros’ (1971).

”Der er ikke mange fordomme tilbage. Desværre,” afslutter han.

Inden forbuddet blev ophævet, var Vagn Guldborg lidt af en showmand. Om natten kunne han finde på at liste ud og overmale butiksfacaden med slagord som ”Ned med porno” og ”Svineri”. Han klistrede plakater med antipornografiske budskaber op på vinduerne, så det morgenen efter så ud, som om butikken var blevet vandaliseret af en af de kristne bevægelser, der bekæmpede pornografien. Det fik ham som regel i avisen, og den slags reklame kunne man ikke betale sig til. Men efter pornoens frigivelse i sommeren 1969 havde stuntet ikke længere samme effekt. Selv politibetjentene, der plejede at komme på uanmeldt besøg med en ransagningskendelse, var begyndt at hilse, når de mødte Vagn Guldborg på gaden.

Der var sket noget i København. I hele otte butikker på Strøget, hovedstadens fornemste butiksgade, kunne man købe blade og andre former for pornografisk materiale. 

”Kan der dog ikke sættes en stopper for disse uhumske pornobutikker?” spurgte De Konservatives Poul Schlüter i Folketingssalen. Men løbet var kørt. I Istedgade, bag Hovedbanegården, hang der pornoreklamer, som viste kvinder med bare bryster og blottede kønsdele i butiksvinduerne, og nyåbnede sexklubber lokkede med liveshows og samleje på scenen. Og turister fra hele verden rejste til Danmark for at besøge byen, hvor alt var tilladt. 

Politimuseets arkiv er fuld af fotografier af unge kvinder, der før pornografiens frigivelse blev konfiskeret som utugtigt materiale. Fra bogen ’De forbudte billeder’, Lindhardt & Ringhof.

”MAN RISIKERER at se billeder, der viser, at kvinder tager mænds lem i munden og slikker på det.”

Højesteretsdommer Jørgen Trolle havde set skriften på væggen, da han i 1968 advarede Folketinget mod at frigive billedpornografien. Men han var for sent ude. Året før var censuren af det skrevne ord blevet ophævet, og den ulovlige billedporno var i omløb i en sådan grad, at politiet ikke længere kunne følge med. Heller ikke selvom man i løbet af 60’erne gentagne gange havde slået aggressivt ned på pornoproducenterne med omfattende razziaer. I kiosker i blandt andet Istedgade kunne enhver købe pornoblade og -billeder under disken og forlade butikken med det forbudte materiale i en brun papirspose.

I starten af 60’erne havde højt profilerede højesteretssager om surrealisten Wilhelm Freddies konfiskerede malerier og den forbudte erotiske roman ’Fanny Hill’ skabt en markant modstand mod enhver form for censur. Med ’Jeg – en kvinde’ (1965) – en filmatisering af Siv Holms dristige roman om kvindelig seksualitet, der viste både nøgenhed og sexscener, men uden at være egentlig porno – i spidsen flyttede en række nyskabende film grænserne for, hvad man kunne tillade sig at vise på biograflærredet. Og mens 60’ernes ungdomsoprør og den seksuelle frigørelse tog fart, blev det sværere og sværere at forsvare opretholdelsen af straffelovens paragraf 234, som forbød fremstilling af utugtigt materiale, fortæller Jon Nordstrøm, der er forfatter til bogen ’Dansk porno’ om 100 års dansk pornohistorie.

”Presset for at frigive pornografien blev op gennem 60’erne så stort, at den borgerlige regering – trods modstand fra særligt De Konservative – nærmest ikke havde andet valg end at fjerne forbuddet. Det var et spørgsmål om censur og frihed,” siger han.

30. maj 1969 vedtog Folketinget ophævelsen af forbuddet mod billedpornografi – med 125 stemmer for og 25 stemmer imod. 1. juli trådte loven i kraft, og som resultat blev Danmark det første land i verden, der frigav pornoen. 

Loven blev skrevet under af den konservative justitsminister i VKR-regeringen, Knud Thestrup. Hans håb var, at en ophævelse af forbuddet ville få interessen for billedpornografien til at dale, som det var sket med skriftpornoen i 1967. Da han fremlagde loven i Folketingssalen, sagde han blandt andet:

”Der er med andre ord ikke på nogen måde tale om, at man ønsker at bidrage til en yderligere udbredelse af pornografien, men man håber tværtimod ad frigivelsens vej at kunne medvirke til, at publikums interesse for dette underlødige materiale bliver mindre.”

Men sådan gik det ikke.

 

PORNO FØR ’69

Frederik Strand, direktør for Politi-museet og forfatter til bogen ’De forbudte billeder’, der udkom 30. maj i anledning af 50-året for pornografiens frigivelse:

”I 1866 fik Danmark den første formelle lovgivning: ”Den, som offentliggør et utugtigt Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder. Den samme Straf er anvendelig paa den, som sælger, uddeler eller paa anden Maa­de udbreder, eller som offentligt udstiller utugtige Afbildninger.” Det var fundamentet frem til 30’erne, hvor også fremstilling af utugtigt materiale blev forbudt. Men fordi lovgivningen ikke specificerede, hvad utugtigt materiale var, opstod der hurtigt et problem omkring tolkning af, hvad der var utugtigt, og hvad der var tilladt.

I de følgende årtier blev loven om utugtigt materiale en politisk kampplads, og kriterierne for utugt ændrede sig, alt efter hvem der sad ved magten. I starten af 1900-tallet, efter systemskiftet, hvor det danske styre gik fra kongevalgte regeringer til regeringer baseret på Folketingets flertal, skete der en mildning, og de første danske erotiske fotografer udfordrede i den periode utugtslovgivningen ved at lave nogle banebrydende erotiske fotografier.

Men det vendte i 20’erne og 30’erne, hvor lovgivningen blev strammet, formentlig foranlediget af de totalitære tendenser, der spredte sig gennem Europa. Ikke kun pornografi, men også eksempelvis detektivromaner blev forbudt, fordi man mente, det kunne skade offentlighedens moral. Det var også i 30’erne, at kunstneren Wilhelm Freddies berømte værker blev beslaglagt.

Den indremissionske forening Vigilia, der kæmpede for den offentlige moral i Danmark, spillede en stor rolle i kampen mod utugtige udgivelser. De gik rundt i danske byer og købte pornografisk materiale hos blandt andet cigarhandlere og kiosker, der solgte det under bordet, og derefter kontaktede de politiet, som så kunne rykke ind, beslaglægge materialerne og straffe ejerne. Politiet havde ikke selv ressourcer til at gå rundt og tjekke forhandlerne, men takket være Vigilia fandt de ud af, hvor de skulle slå til.

Forhandlerne og fotograferne blev hurtigt opmærksomme på, at de måtte maskere deres materiale for at omgå lovgivningen. På et billede af en nøgen kvinde, der badede, kunne der eksempelvis stå, at der var tale om et naturbillede, og på den måde kunne fotografier af pornografisk materiale slippe igennem med henvisning til, at der var tale om kunst eller naturfotografi. Nogle lod også, som om de lånte materialet ud til andre i stedet for at sælge det, fordi det ikke var ulovligt at besidde utugtigt materiale, men kun at distribuere det.

I slutningen af 50’erne og starten af 60’erne kom de første egentlige pornoblade, der minder om dem, vi kender i dag. Det var også her, man så de første egentlige producenter af professionel pornografi. Synet på censur begyndte at vende, blandt andet i kraft af den skepsis over for autoriteter, der fulgte efter anden verdenskrig. Materiale, der tidligere havde været erklæret utugtigt – blandt andet Wilhelm Freddies erotiske malerier – blev frigivet. Med ungdomsoprøret i 60’erne opstod en helt anden opfattelse af kroppen og af seksualitet, og kampen for frigivelse af pornografi blev en del af kampen for retten til at udtrykke sig selv og sin seksualitet frit.”

I OKTOBER 1969 blev verdens første sexmesse afholdt i KB-Hallen på Frederiksberg. 300 journalister fra hele verden var mødt op for at rapportere fra ’Sex 69’, og på messens første dag var køen angivelig mere end 800 meter lang. De nysgerrige – størstedelen mænd – måtte stå der i tre timer, inden de kunne komme indenfor i et univers af pornoblade, sexlegetøj, liveshows, filmvisninger og nøgne modeller, der gik rundt mellem publikum. I løbet af fem dage blev KB-Hallen besøgt af mere end 50.000 gæster.

Porno-begejstringen kendte næsten ingen grænser, og den danske pornoindustri, der før havde levet en lyssky tilværelse, kunne nu tjene hvide penge i stedet for sorte, også uden for hovedstaden. På Fanø kunne man købe ind i en lokal pornobutik, og i Sønderjylland, belejligt tæt på grænsen til Tyskland, åbnede et decideret sexsupermarked med alt fra film til sexlegetøj. 

”Der var porno overalt. På gadehjørner stod automater, der tidligere havde været fyldt med cigaretter og slik, nu med frække blade. Selv i Københavns Lufthavn kunne man købe små diasfotos med nøgne damer, som man kunne tage med hjem,” fortæller Jon Nordstrøm.

Ifølge Nordstrøm var den første tid efter pornoens frigivelse kendetegnet ved en fandenivoldsk uskyldighed, grænsende til det naive. Alt var tilladt, og alt skulle afprøves.

I visse dele af pornomiljøet var der kunstneriske ambitioner. Det gjaldt blandt andet filminstruktøren Ole Ege og provo-kunstneren Jens Jørgen Thorsen, hvis film blev vist ved filmfestivalen i Cannes i starten af 70’erne. Senere chokerede Thorsen i både ind- og udland med sine ambitioner om at lave en pornofilm om Jesus.

Andre havde for længst øjnet en gylden mulighed for profit på den hardcore porno, der udelukkende handlede om at vise sex for sexens skyld. Heriblandt Leo Madsen, der blev mangemillionær på bladet Week-end sex, som udkom første gang i 1966, og brødrene Jens og Peter Theander, der med firmaet Rodox Trading grundlagde et regulært dansk porno-imperium i en lagerbygning på Amager.

Også på det store filmlærred gjorde pornoen sit indtog, om end i en lidt anden form. Først med de populære Sengekants-film, der var en række erotiske lystspil, og siden den mere vovede Stjernetegns-serie, hvor anerkendte skuespillere som Karl Stegger og Poul Bundgaard kunne opleves side om side med pornoskuespillere, der dyrkede sex. Filmene viste både nærbilleder af kønsdele og penetration, men blev stadig opfattet som komedier primært og porno sekundært.

”Filmene kombinerede folkekomedie med sex. De blev en kæmpe publikumssucces og er et godt eksempel på, hvor mainstream pornografien blev i årene efter frigivelsen,” siger Jon Nordstrøm.

Fra udlandet kom filmmagere i hobetal til Danmark for at dokumentere den danske porno-revolution. Deres film blev vist for et stort publikum i blandt andet amerikanske biografer. Men også herboende instruktører viste interesse for at registrere det unikke stykke danmarkshistorie, der udspillede sig for næsen af dem.

Provo-kunstneren Jens Jørgen Thorsen midt i en alternativ bodypaint-happening under verdens første sexmesse i KB-Hallen i 1969.

NILS VEST var netop blevet færdig på Den Danske Filmskole, da han i slutningen af foråret 1970 blev tilbudt at arbejde for selskabet Laterna Film. Direktør Mogens Skot-Hansen havde set den dokumentar om dansk tatoveringskunst, som Nils Vest lavede på Filmskolen, og han så potentiale i den unge instruktør. Hos Laterna fik Nils Vest mulighed for at instruere og producere sine egne film – emnet kunne han selv vælge.

På filmskolen rullede den seksuelle revolution for fuld kraft. Takket være p-pillen, der var blevet frigivet i 1966, blev der ”bollet løs på kryds og tværs”, som den 75-årige filminstruktør formulerer det i dag i sit hjem på Christiania. I filmskolemiljøet kom også folk, der deltog i pornofilm foran kameraet, og gennem dem fik Nils Vest mulighed for at følge den spirende industri på nærmeste hold.

”Jeg fik en unik mulighed for at være med lige i øjeblikket, efter bomben var sprunget, hvor der var helt stille i lokalet, og folk kiggede på hinanden og spurgte: ’Hvad gør vi nu?’” fortæller han. 

I løbet af efteråret 1970 rejste Nils Vest landet rundt for at skildre det danske pornomiljø: fra Vagn Guldborgs butik i Teglgårdstræde til et ægtepar i Svendborg, som åbnede den første pornobutik på Sydfyn og inviterede til livesex på en madras i deres dagligstue, hvor både de selv og gæsterne deltog.

Undervejs stødte Nils Vest ikke på mange pornomodstandere. Men i visse dele af det bedre borgerskab og i kristne bevægelser kunne man finde dem. I en villa i Holte filmede han en gruppe unge kristne, der forgæves forsøgte at bekæmpe udviklingen.

”De kræfter, der er i gang i øjeblikket, de arbejder på at tage al menneskelig værdighed fra os. Helt ned til dyrenes stadie,” messer en ung mand i filmen foran en samstemmende forsamling.

Den unge filminstruktørs ambition var at skildre alle aspekter af den danske pornoindustri. Sværest var det at komme ind i det københavnske homo-miljø, der på trods af tidsånden fortsat måtte operere i det skjulte.

”Dengang så man meget anderledes på homoseksuelle end i dag, og det var meget svært at få nogle til at være med. De maskerede sig og tog paryk på, så man ikke kunne genkende dem i filmen,” fortæller han. Anderledes nemt var det at få lov til at filme par, der dyrkede sex på klubberne i Istedgade, hårde spanking-scener med læder og pisk under optagelserne – og sågar en kvinde, der havde sex med sine dyr.

’Mazurka på sengekanten’ (1970) var den første af Sengekants-filmene – en række erotiske lystspil, der blev vist i danske biografer 1970-76.

I EN SCENE i ’Sex en gros’ er Nils Vest på besøg hos brødrene Theander i Rodox Tradings hovedkvarter på Strandlodsvej på Amager. Ude foran den røde murstensbygning er en rød lastbil i gang med at blive læsset med brune pakker, klar til distribution. ’Sex Revolution’, står der på siden af dem. Indenfor viser Peter Theander, i brunt hår, lange bakkenbarter og beige jakkesæt, rundt på lageret, hvorfra virksomheden solgte porno til både ind- og udland.

”Her har vi en nyhed, der lige er kommet. Det er en speciel form med nogle SS-uniformer, der hovedsagelig må siges at sælge i USA,” siger han og trækker et rødt magasin med det tyske nazistpartis flag på forsiden frem fra vægreolen bag sig.

Theander-brødrene var begejstrede for at få besøg af Nils Vest. De tænkte, at det ville være god reklame for Rodox Trading. Da filmen udkom, var de dog skuffede over, at den ikke var pornografisk nok. Under optagelserne på Amager bed Nils Vest især mærke i, hvordan Peter Theander og hans ansatte behandlede selv den mest hardcore og bizarre pornografi, som var det enhver anden vare.

”De kunne lige så godt have solgt grydelapper og kogebøger,” erindrer filminstruktøren.

I de første år efter frigivelsen blev mange danske porno-købmænd hurtigt rige på at producere og sælge film og blade. Men mange af dem formøblede deres formue i samme tempo, som de havde tjent den, fortæller Jon Nordstrøm:

”Ole Ege tjente mange penge, men røg for meget hash og smed det hele væk igen. Leo Madsen spillede pengene væk og døde i 1979. Kun Theander-brødrene fik gjort porno til en særdeles lukrativ forretning.”

De to brødre startede med at sælge frække hæfter i deres butik med det uskyldige navn Rådhusantikvariatet, som de åbnede i 1966 i Studiestræde i København. Men forretningen tog først for alvor fart med udgivelsen af Color Climax to år senere, der blev et af Danmarks største pornoblade. Og ikke længe efter pornoens frigivelse gik brødrene til filmen.

Arbejdsfordelingen var klar: Jens Theander filmede og var ansvarlig for produktionen, og Peter Theander tog sig af det forretningsmæssige. På sit højeste solgte Rodox Trading og underselskabet Candy Film mere end 4.000 film om dagen, der blandt andet blev eksporteret til det øvrige Skandinavien, Holland og Tyskland. Filmene rangerede fra ’almindelig’ hetero-porno til S/M og i en periode også børneporno, der indtil 1980 kunne købes og sælges, men ikke produceres lovligt i Danmark. I dokumentarserien ’Candy Film – Da børneporno var lovlig’ afdækkede DR i 2016, hvordan Theander-brødrene distribuerede børnepornografisk materiale og samarbejdede med kendte pædofile. Der findes ikke beviser for, at Rodox Trading og Candy Film selv producerede børneporno.

”Theander-brødrene lavede nogle mærkelige ting. De havde ingen skrupler,” siger Jon Nordstrøm.

Rodox Trading fortsatte produktionen i årtier og havde ved 30-årsjubilæet i 1996 udgivet mere end 30.000 pornoblade og -bøger. Jens Theander døde i 2008, mens 77-årige Peter Theander fortsat lever og sidder i bestyrelsen i Rodox Fonden, der yder økonomisk støtte til kunstnere. Det er ikke lykkedes Ud & Se at få kontakt til ham.

 

PORNO EFTER ’69

Morten Thing, kulturhistoriker og forfatter til bogen ’Pornografiens historie i Danmark’ (1999):

”Da Danmarks konkurrencefordel forsvandt, og andre lande frigav pornografien, bredte produktionen af porno sig hurtigt til en række andre lande, som ville have del i det voksende marked. Og da VHS-båndet kom frem i 1976, var danskerne slet ikke klar til at følge med udviklingen. Op gennem 80’erne blev der produceret mindre og mindre dansk porno, og kun få producenter overlevede. Særligt amerikanerne gav alle andre baghjul og blev hurtigt den største producent af porno, en position, landet stadig har i dag.

Da internettet spredte sig i 90’erne, ændrede pornoindustrien sig markant. Pludselig opstod der helt nye muligheder for distribution af porno, der før havde været et fysisk produkt i form af et blad, en bog eller et videobånd, men nu kunne tilgås digitalt. Hurtigt blev der lavet hjemmesider, hvor man kunne få adgang til pornofilm og -billeder på nettet mod betaling. Der opstod også et marked for erotiske fortællinger, og der blev udvekslet private amatørpornooptagelser, dog mest i lukkede fora. Allerede dengang blev de engelske ord ’sex’ og ’porn’ to af de mest populære søgeord på nettet.

Den egentlige revolution kom først 20 år senere, da de gratis pornosider opstod. Her kunne brugerne se porno uden at skulle betale, og i stedet tjente man penge på at vise annoncer, hvilket gjorde pornoen lettere tilgængelig end nogensinde før. Markedet for amatørporno eksploderede også, og der opstod sites, hvor almindelige mennesker optrådte med liveshows og lignende. I dag er porno en global vare, og pornoindustrien er større end nogensinde. Til gengæld er dansk porno så godt som død.

Pornoens frigivelse har haft stor betydning for dansk kultur helt frem til i dag. I litteraturen blev det op gennem 80’erne og 90’erne normalt, at den seksuelle side af et menneskes liv indgik i romaner. Og på film kunne man lave eksplicitte indslag i biograffilm, der var produceret til det almindelige filmmarked. Det gjorde Lars von Trier blandt andet i ’Idioterne’ fra 1998, hvor der er en kort sekvens, som viser samleje i nærbillede. 

Det er nemt at tage det for givet i dag, men meget af den frihed, man i dag har inden for kunst, film, tv, litteratur og så videre skyldes ophævelsen af censuren i slutningen af 60’erne. Der er heller ingen tvivl om, at den seksuelle frigørelse og pornografiens frigivelse har betydet, at det i dag er meget nemmere at tale om sex offentligt, end det var for 50 år siden.”

FRIGIVELSEN af pornografien medførte voldsom international eksponering af Danmark og i særdeleshed København. I USA kunne en ung Jack Stevenson ofte læse i aviserne om den seksuelle revolution, der fandt sted på den anden side af Atlanterhavet i ’The Land of Sin’. Han blev hurtigt fascineret af fortællingen om det fantastiske lille land i Skandinavien, hvor alt tilsyneladende var tilladt.

”I amerikanernes fantasi var Danmark et seksuelt utopia. Der opstod en næsten mytisk fortælling om Danmark som ét stort hippiefællesskab, hvor alle dyrkede sex med alle,” siger Jack Stevenson, forfatter til bogen ’Scandinavian Blue’, om 60’ernes og 70’ernes erotiske film i Danmark og Sverige. 

Han husker, at der i 1970-71 gik fem-seks film i amerikanske biografer på samme tid, som alle havde ’Denmark’ i titlen. Og dokumentarerne – som var den eneste slags film, hvor man måtte ’vise hud’ i USA – var voldsomt populære.

”I bund og grund lærte danskerne amerikanerne om sex i den periode,” siger forfatteren og filmmanden, der har boet siden slutningen af 80’erne i København, hvor han i dag bestyrer Husets Biograf.  

Men længe inden Stevensons fascination af de frisindede danskere førte ham til den danske hovedstad, strømmede amerikanske turister til København for at se bare bryster og kønsdele. Og på Vesterbro fandt man hurtigt ud af, at der var hurtige penge at tjene på de nysgerrige udlændige. 

”Inden sexklubberne for alvor skød op, kunne amerikanerne og japanerne – som var de turister, der var flest af – kun se grynede nøgenbilleder og købe pornoblade. Men så var der nogle, der fik en idé: Hvis de var her for at se hud, ville de nok også betale for at se rigtig hud,” fortæller Jon Nordstrøm.

Blandt dem, der øjnede en fidus efter porno­frigivelsen, var Stig ’Snotten’ Emmerik Poulsen og ’Røde’ Kai Bo Rasmussen. De arbejdede som chauffører hos Codan Bilen på Halmtorvet, men lejede et kælderlokale i Istedgade og begyndte at sælge billetter til  liveshows for 50 kroner stykket. Når kælderen var fyldt med forventningsfulde turister, løb de med pengene og tog på druk, mens amerikanerne og japanerne ventede på en nøgenmodel, der aldrig dukkede op. Det fungerede, fordi turisterne som regel var så flove, at de undlod at klage til politiet.

Fupnummeret blev forløber for de første egentlige sexklubber med live-samleje på scenen. På den første af klubberne, Keyhole i Istedgade, fik Røde Kai arbejde som booker, inden han købte ejerne ud og overtog stedet selv. I løbet af kort tid åbnede adskillige lignende klubber på Vesterbro, og konkurrencen var hård. Flere steder kørte Røde Kai og Snottens fidus videre, men med den forskel, at turisterne ikke blot blev snydt for en halvtredser, men også fik frarøvet resten af deres penge.

”Det begyndte at rygtes, at det var decideret farligt for turister at færdes på Vesterbro. Og da politiet fik øjnene op for, hvad der foregik, blev de mange liveshows hurtigt forbudt med henvisning til, at loven fra 1969 kun gav tilladelse til at vise billedfotografi – ikke live-sex,” siger Jon Nordstrøm.

Politiet stormede klubberne og ødelagde inventaret, og ved udgangen af 1972 var de berygtede liveshows på Vesterbro næsten forsvundet. I stedet investerede pornobaronerne deres penge i narkotika, hvilket kun gjorde kvarteret omkring Istedgade endnu mere råt. Ifølge Jon Nordstrøm skete der i det hele taget en forråelse af pornomiljøet i løbet af få år.

”Der gik ikke så mange år, før hippierne trak sig ud, og så blev pornoindustrien præget mere af profit end af seksuel frigørelse. Og samtidig blev de danske pornoproducenter presset af udenlandske konkurrenter, der også ville have en bid af kagen.”

Pornobutik på Vesterbro få år efter pornografiens frigivelse. Skiltene var engelsksprogede for at lokke udenlandske turister til.

I MIDTEN AF 70’erne var det danske porno-eventyr så godt som ovre. I København blev de eksplicitte sexreklamer fjernet, da det blev forbudt at vise anstødelige billeder i det offentlige rum, og det blev også indskærpet, at pornoblade og andet materiale af pornografisk karakter ikke måtte anbringes i børnehøjde. Pornoen forsvandt fra gadebilledet, og det samme gjorde sexturisterne. Efterhånden som andre lande fulgte med og frigav pornoen, rykkede også industrien væk fra Danmark. Kun Theander-brødrene formåede at holde liv i eksporten.

”Der gik ikke ret mange år, før Danmark blev overhalet. I USA, Sverige, Holland og siden Tyskland begyndte man at producere porno lovligt, og da det skete, havde den danske pornobranche toppet,” siger Jon Nordstrøm.

Ifølge Jack Stevenson var pornoens frigivelse et kompromisløst opgør med censur. Mennesker skulle være frie til at sige, skrive og vise, hvad de ville, uden begrænsninger. Han beskriver årene efter frigivelsen som ”en mærkelig tid”, hvor folk accepterede ting, som ville blive opfattet som stærkt kontroversielle i dag.

”Men jeg tror, man skal have levet i 50’erne og 60’erne og have oplevet, hvor omfattende censuren var, for at forstå, hvorfor alt blev tilladt, efter forbuddet blev ophævet,” siger han.

Med tiden blev det dog klart, at pornografien også havde sine skyggesider.

”Der blev lavet mange ting i frihedens navn, og det var så altoverskyggende, at andre, mere problematiske aspekter ved pornoen lidt blev glemt. Børneporno er et godt eksempel, men der var også spørgsmålet om udnyttelse af kvinder i pornobranchen, som ingen for alvor beskæftigede sig med dengang. I pornoen blev seksualitet fremstillet på en måde, som ofte var meget macho og til tider voldsom, men ingen satte spørgsmålstegn ved, hvad det gjorde ved unge mennesker at få præsenteret sex på den måde,” siger Jack Stevenson.

 

FEM HISTORISKE (PORNO)-FILM

Jack Stevenson, bestyrer af biografen i det københavnske kulturhus Huset-KBH, udpeger de fem vigtigste film fra tiden omkring pornografiens frigivelse. Biografen viser alle fem film i løbet af efteråret i anledning af den fri pornos 50-årsjubilæum.

’Jeg – en kvinde’ (1965)

”Filmatiseringen af Siv Holms roman om passion og promiskuitet set fra et kvindeligt perspektiv var en grænseoverskridende succes, som satte den seksuelle frigørelse allerøverst på dagsordenen. Det var den første film, der blandede porno og almindelig spillefilm, hvilket var banebrydende, og filmen blev også et stort hit i USA. ’Jeg – en kvinde’ gik så langt, som man overhovedet kunne tillade sig inden pornografiens frigivelse.”

’Gift’ (1966)

”Knud Leif Thomsens film om den selvsikre livsnyder Per, der indleder et seksuelt forhold til teenagepigen Susanne, var på den ene side en advarsel mod de ødelæggende følgevirkninger af den nye, frigjorte seksualmoral, men samtidig indeholdt den hardcore pornografiske scener, og Thomsen var indædt modstander af censuren. Det er 60’ernes glemte mesterværk i dansk film, og det var den første film, som beskæftigede sig med pornoens skyggesider – eksempelvis hævnporno.”

’Stille dage i Clichy’ (1970)

”’Stille dage i Clichy’ er baseret på Henry Millers roman af samme navn og instrueret af Jens Jørgen Thorsen. Den skildrer kønslivets glæder ublufærdigt og var den første offentligt viste danske film, som eksplicit viste penetration. Filmen blev vist ved filmfestivalen i Cannes, og i de første tre uger efter dens premiere blev den set af mere end 100.000 danskere. Thorsen kombinerede pornografien med kunstneriske spillefilmsambitioner.”

’Hvorfor gør de det?’ (1971)

”Det amerikanske instruktør-ægtepar Phyllis og Eberhard Kronhausen, der også var praktiserende psykologer, flyttede til Danmark for at skildre den seksuelle frigørelse gennem nogle af de mennesker, der optrådte på de københavnske sexklubber. ’Hvorfor gør de det?’ var et seksualpolitisk manifest, og Kronhausen-parret så offentlig sex som manifestationen af en højere og friere bevidsthed, og den er en af de vigtigste dokumentarfilm om porno og den seksuelle frigørelse.”

’I jomfruens tegn’ (1973)

”Den første film i Stjernetegns-serien var revolutionerende i den måde, den blandede hardcore porno med folkekomedie. Produktionen var stor og dyr, de medvirkende var ’rigtige’ skuespillere, og den blev vist i danske biografer med stor succes. Stjernetegns-filmene var med til for alvor at gøre porno mainstream.”

NILS VESTS FILM blev til som en nøgtern skildring af den danske pornobranches guldalder. Men til filminstruktørens store fortrydelse blev den i stedet markedsført og solgt som en pornofilm. Ved udgivelsen var Laterna Film tæt på fallit, efter Mogens Skot-Hansen havde satset stort på en filmatisering af Shakespeares ’King Lear’, og en af pengemændene bag filmselskabet, den tidligere nazist Henning Karmark, ville have sine penge hjem. Derfor gennemtrumfede han, at Nils Vests dokumentar skulle sælges som porno. Den fik titlen ’Sex en gros’ i stedet for ’Frihed på alle hylder’, som Nils Vest havde tænkt, og Peter Wibroes grafiske filmplakat blev skiftet ud med et billede af en kvinde, der red en mand. Filmen fik premiere i Nygade Teatret på Strøget, men det blev uden Nils Vest og resten af holdet bag dokumentaren, der ikke længere kunne genkende deres arbejde.

”Senere listede jeg mig dog ind en eftermiddag for at se den. Der var flere af tilskuerne, som bandede og forlod biografsalen i arrigskab, fordi de ikke syntes, at filmen var liderlig nok,” fortæller Nils Vest.

Siden er ’Sex en gros’ blevet anerkendt som det stykke social reportage, den egentlig var. Og på mange måder illustrerer filmen, hvor vidtfavnende det danske frisind var i begyndelsen af 70’erne:

I filmens mest kontroversielle scene gennemfører en ung kvinde ved navn Bodil Joensen et samleje med hunden Lassie på sin gård ved Gelstrup i Odsherred. Hun blev kendt som ’Ornepigen Bodil’ og blev berømt i både ind- og udland gennem film og liveshows med dyr på Vesterbros sexklubber. Hendes seksuelle udfoldelser vakte debat, men da ’Sex en gros’ udkom, var der ikke mange, der løftede et øjenbryn.

”Dengang var der intet forargeligt i, at en kvinde havde sex med en hund og ovenikøbet optrådte med det,” fortæller Nils Vest. Men da filmen blev vist til historiefestivalen Golden Days for nogle år siden i Husets Biograf i Magstræde, var tiden en anden, siger han:

”Folk nærmest kravlede ned under biografsæderne, da sex-scenen med Bodil og Lassie gik i gang.”

 

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Alligevel trykker partierne titusindvis af valgplakater ved hvert eneste valg, og landets lygtepæle pakkes ind i akavede politikersmil. Men giver det overhovedet mening? Og hvorfor er plakaterne så grimme?
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:danskplakatkunst.dk

DEN FJERDE lørdag før et folketingsvalg går den i gang – kampen om lygtepælene. Hundredvis af ungdomspolitikere og partisoldater med vogne fulde af strips og valgplakater sidder ivrigt og tripper. 

Når klokken slår 12.00, spæner de fra lygtepæl til lygtepæl for at skaffe den bedste plads til deres kandidat. Det handler ikke om ædle demokratiske aspirationer, om lighed eller lige ressourcer til at promovere sig selv. Det handler om at være først, størst, stærkest og smartest, og den kandidat, der kan fremvise mest muskelkraft, kommer til at smile skælmsk fra de mest iøjnefaldende steder i bybilledet.

Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, bruger udtrykket ’ritual’ om plakatopsætningen, fordi den markerer, at valgkampen sættes i gang. Og minder os alle om, at vi snart skal til stemmeurnerne.

”Det kan virke gammeldags at føre valgkamp med plakater i lygtepælene, men det er faktisk det redskab, der bliver brugt af allerflest politikere. Kampen bliver lidt stenalderlig, når de løber rundt for at komme først, men den er med til at udnytte de frivilliges kompetencer, samtidig med at den skaber sammenhold og identitet som parti. Det må man ikke underkende,” siger han.

Måske er ’stenaldermennesket’ lige netop det, valgplakater kan få op i folk. Folketingspolitikere har revet modstanderes plakater ned i affekt, Ungdomshuset har ved flere lejligheder afholdt valgfester, hvor man kunne banke sine hadepolitikere med et boldtræ, og hvor ofte har man ikke set en overtegnet valgplakat.

Valgplakaten er helt grundlæggende politisk propaganda i det offentlige rum, fortæller Kasper Møller Hansen. Den har altid eksisteret og i utallige former, og den har altid oprevet folk. Når Luther plastrede kirkedørene til med sine kritiske skrifter, var det ikke meget anderledes end det, politikerne gør i dag.

KASPER MØLLER HANSEN har undersøgt kandidaternes brug af valgplakater, og til at begynde med forestillede han sig, at valgplakaten ikke var udslagsgivende. Han var også overbevist om, at den ville blive erstattet af digital markedsføring. Nogle af hans pointer var i starten, at plakater var bøvlede at sætte op, og at de stilistisk minder så meget om hinanden, at kommunikationen ville gå tabt. Men han fandt hurtigt ud af, at der faktisk er en reel effekt, når det gælder antallet af personlige stemmer, selvom man næppe får en liberal til at stemme socialistisk på grund af et veldrejet foto. 

”Ved alle andre kampagneredskaber end valgplakaten skal vi gøre noget aktivt for at få det ned i halsen. Vi skal købe en avis eller gå ind på en bestemt hjemmeside. Med valgplakater skal du bare gå uden for din dør. Det er en passiv form for eksponering. Ja, den er gammeldags, men du kan ikke undgå den, og så ender du med at nå folk, som måske ikke engang interesserer sig for politik.”

Skal man måle på effekten, gøres det bedst, hvis man sammenligner to kandidater, hvoraf kun den ene benytter sig af valgplakater. I det tilfælde vil kandidaten med valgplakater ifølge statistikkerne få flere stemmer. Men eftersom stort set alle kandidater i dag benytter sig af valgplakater, bliver det mere mudret. Effekten er der, men den udlignes, når alle gør det. Spørgsmålet er derfor, om man ikke glemmer Jens Jensen blandt de hundredvis af andre kandidater, der også hænger til skue? 

Ifølge Frederik Preisler, kreativ direktør i kommunikationsbureauet Mensch, er det både ja og nej. 

”På den ene side er vi blevet blinde for plakaterne, fordi vi har set dem tusind gange før, og vi frasorterer alt, der ikke overrasker os. Ellers ville vi blive sindssyge af alle de indtryk, vi får smidt i hovedet hver dag. 

På den anden side er hele vores holdning til det politiske landskab blevet langt mere famlende og usikkert. Er Dansk Folkeparti pludselig i seng med Socialdemokratiet, som ikke syntes, de var stuerene? Er de alle bare nogle magtliderlige taburetklæbere? Og i den situation virker det her gammeldags medie pludselig mere ærligt og håndfast,” siger Frederik Preisler.

TIDLIGERE VAR DET kutyme, at kammeraterne i trykkerierne hjalp venstrefløjen, mens erhvervslivet bistod højrefløjen. Men selvom det var vennetjenester, var det professionelle trykkere og grafikere, der vidste, hvordan de fik formatet til at spille. Plakaterne var tegnede, nærmest kunstneriske og ofte humoristiske. Og så handlede det langt mere om partiets værdikamp end reklame for den enkelte politiker, som man ofte ser det i dag.

”Det grafiske håndværk bliver overhovedet ikke brugt, fordi det er dyrt,” siger Frederik Preisler og banker lidt på sin computer.

”I dag kan hvem som helst knalde en plakat sammen på computeren og få den trykt. Men man ender med et dårligere resultat. Valgplakater var for 20-30 år siden pænere og bedre trykt. Men at håbe, det kommer igen, er lidt ligesom at ønske sig tilbage til dengang, folk gik rundt i håndsyede sko,” siger den kreative direktør, der fortæller, at formatet er utaknemmeligt, fordi kun ganske få mennesker og politikere er så fotogene, at de ser godt ud på en valgplakat.

”De fleste ligner jo nogle, der har stjålet af kassen. Men det er, fordi det er svært at tage professionelle billeder. Hvis der var nogle, der ofrede midlerne på virkelig gode portrætfotografier, kunne de bogstavelig talt brillere på en billig baggrund.”

Ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen er der en skabelon for, hvordan en valgplakat skal se ud. En gennemgående stilistisk form med navn, billede og partibogstav. Før i tiden var specielt venstrefløjens partier tilbageholdende med at lave personspecifikke valgplakater, men partierne over en bred kam ser det nu som en nødvendighed også at promovere den enkelte kandidat. Skabelonen har betydet, at der er meget få, der stikker ud i bybilledet, og selvom man altid kan finde en person med cowboyhat eller klap for øjet, er langt de fleste valgplakater tæt på at være identiske.

I partierne er man samtidig også blevet mere bevidste om, hvor man skal bruge sine kræfter, når man kæmper om de gode pladser i lygtepælene.

”Når der hænges plakater op, er der ofte store dataanalyser bag, som fortæller, hvor de potentielle vælgerkorps befinder sig. Det er ikke bare sådan, at Enhedslisten ikke hænger op i Hellerup, eller Dansk Folkeparti undgår Gellerup. Det er nærmest på opgangsniveau, hvor alle mulige sociale karakteristika bliver analyseret.”

For blot tre valg siden brugte man en gammeldags metode, hvor frivillige klistrede plakater op på tunge masonit- eller krydsfinerplader med vådrumslim. Det krævede en stor indsats og betød, at kandidaterne opmagasinerede store partier af plader, som de genbrugte valg efter valg. I dag bliver alle plakater fortrykt på et let skummateriale, som betyder, at man nemt kan have 100 valgplakater i en cykeltrailer eller bag i bilen. Antallet af plakater er ifølge Kasper Møller Hansen derfor steget, og valgforskeren udsteder garanti for, at der bliver sat ny rekord ved det kommende folketingsvalg.

GRUNDLÆGGENDE handler valgplakater om branding. Om hvordan man kan skille sig ud fra de øvrige kandidater og endda sine partikolleger. Men det er der ifølge Frederik Preisler kun få valgplakater, der gør. Hans yndlingseksempel er Alternativets valgplakat fra folketingsvalget i 2015. De havde ikke ressourcer til en regulær valgplakatkamp mod de etablerede partier. I stedet lavede partiet en lille plakat med teksten ”Der er også Alternativet”, som hang under konkurrenternes valgplakater.

”Det er efter min mening den bedste valgplakat i mange år, og det har jo vist sig, at Alternativet ikke har kunnet overgå den siden. Den var god, fordi den spillede op til de andre og skabte et meta-lag. Det var ikke bare en måde at spille op imod de store på, det var også en alternativ måde at føre valgkamp på. Det var en lille genistreg,” mener Frederik Preisler. 

Men hvis det gælder om at skille sig ud, må det vel være gavnligt at have et slogan eller i hvert fald en tekst på sin valgplakat? Frederik Preisler mener, at det er noget, alle partier slås med i dag. Problemet er bare, at partierne har svært ved at beslutte sig for ét budskab, der er slagkraftigt nok, og at de lurepasser på hinanden. Når Venstre for eksempel er ude med en kampagne om en ny sundhedsreform, kommer Socialdemokratiet med det samme ud og forsvarer deres position i stedet for at fremhæve deres unikke kvaliteter.

I 1950 havde Socialdemokratiet en tegnet valgplakat af en mor med forklæde og barn på armen, mens manden i jakkesæt og slips svingede sin datter. Sloganet lød: ”Arbejde og tryghed.” Den ville aldrig gå i dag, fordi værdipolitikken er blevet en gråzone, siger reklamedirektøren. Det er blevet så uklart, hvad de forskellige partier står for, at de bliver nødt til at gå ned på enkeltsagsniveau:

”Jeg tør vædde hvad som helst på, at man lige nu i partihovedkvartererne slås med, hvordan de får ændret deres valgstrategi, så den handler mere om klima. Jeg har aldrig set nogen bevægelse, der er kommet så hurtigt som klimabevidstheden. På fire måneder er det gået fra at være et mindre vigtigt emne til at være befolkningens topprioritet. Men der er meget få partier, der tør sætte et budskab på en plakat, for hvad nu, hvis befolkningen begynder at tale om noget andet? Man skal være sikker på, at man har noget, man kan stå inde for, og det har de færreste partier, fordi de langt hen ad vejen er til salg for stemmerne.”

Frederik Preisler og Kasper Møller Hansen havde begge oprindelig afskrevet valgplakaten som noget gammeldags, der ville forsvinde i takt med den teknologiske udvikling. Men det stik modsatte har altså vist sig at være gældende. 

”Mit svar er stadig, at det er, fordi det er den her passive form for reklame, som man ikke kan undgå. Det er de færreste kandidater, der kommer i tv, radio eller i avisen, men alle kan hænge i en lygtepæl,” siger Kasper Møller Hansen.

Selvom tv-kameraer følger politikerne helt tæt, når der er valg, får de sjældent det hele med. Henrik Qvortrup ser tilbage på folketingsvalgene i 1998, 2011 og 2015 og alt det, der foregik uden for kameraernes rækkevide.
Tekst:Henrik QvortrupFoto:Ritzau Scanpix/Ole Steen

VENSTRES FORMANDSKONTOR PÅ CHRISTIANSBORG

Tirsdag 11. marts 1998.

Når man skal, så skal man. Og Uffe Ellemann-Jensen skal virkelig tisse. Lige her og nu. Under normale omstændigheder vil han blot gå ud af sit hjørnekontor på Christiansborgs anden sal, forbi Udenrigspolitisk Nævns mødelokale og ind på toiletterne ved siden af trappen.

Men lige netop denne aften er det ikke en mulighed. For uden for kontoret står en hærskare af journalister og fotografer og venter. Og dem har Uffe ikke den store lyst til at snakke med lige nu.

Sagen er, at valgaftenen mere og mere ligner et mareridt for Venstre-formanden, som alle ellers har forventet kan krone mange års politisk arbejde og vælte Poul Nyrup Rasmussen af statsministerstolen. Men hvad der på forhånd ligner en walkover, er nu blevet til et tæt, tæt opgør. Det ser slet ikke godt ud for Uffe. Han står helt sensationelt til at tabe.

Altså: På den ene side en horde af journalister, han ikke orker. På den anden side en faretruende udspilet blære.

Hvad gør Uffe Ellemann? Han beder Claus Hjort Frederiksen, der også er på kontoret, om at se væk et øjeblik. Hvorefter manden, som få timer forinden har været helt sikker på at kunne indtage kongerigets højeste embede, lader vandet i en potteplante.

HOLMEN, KØBENHAVN

10. marts 1998.

Uffe Ellemann-Jensen står udenfor i kulden og føler sig noget ladt i stikken. Den afsluttende tv-duel er netop slut. Næste dag er der folketingsvalg.

Nyrup er blevet afhentet i sin ministerbil og kørt hjem til Frederiksberg. Uffe, til gengæld, står og kæmper med at få fat på en taxa. Hvad der mildest talt ikke er nogen nem opgave på Holmen en mandag. Venstre har ikke overvejet at sørge for hjemtransport til manden, der dagen efter med stor sandsynlighed vil blive statsminister.

Ekstra Bladets mangeårige politiske reporter Nils-Christian Nilson – bedst kendt som ’Nille’ – bliver hans redning. Nille og hans fotograf kører hen til den forladte Uffe, ruller vinduet ned og spørger, om statsministerkandidaten ikke vil have et lift til Hellerup.

Ankommet til Sundvænget i Hellerup synes Ellemann ikke rigtig, at han kan gøre andet end at invitere indenfor. I køkkenet byder han på en whiskysjus. I det sekund, Uffe løfter sit glas for at skåle, tager fotografen sit senere så historiske billede.

En times tid senere hjemme på Ekstra Bladet på Rådhuspladsen er forsideskrædder Lisbeth Hvidt noget i tvivl om, hvad whisky-billedet egentlig kan bruges til. Pludselig får hun en idé. Går det an, spørger hun Nille, at skrive på forsiden, at ”den er hjemme”?

En forside, der efter de flestes mening var med til at koste en ellers sikker valgsejr. 

Knap fire år senere prøver Ekstra Bladet at gentage succesen. Det sker, da samme Nille dagen før folketingsvalget i november 2001 henkastet spørger Anders Fogh Rasmussen – manden, der nu er udset til at gøre det, Uffe ikke kunne:

”Anders,” siger Nille med et snedigt smil, ”hvor er din cykel egentlig?”

 Fogh trækker vejret dybt, kigger Ekstra Bladets udsendte lige i øjnene og svarer så:

”Den STÅR hjemme.”

VEGA, KØBENHAVN

16. september 2011.

”Kære partifæller, kære partifæller. Vi GJORDE det!”

Det er lige efter midnat, og Helle Thorning-Schmidt har just indtaget scenen og taler nu til de mange eksalterede socialdemokrater nede i salen. Henrik Sass Larsens og Morten Bødskovs tilgang til festen er mere tilbagelænet: De er for længst trukket i baren.

Den lalleglade sejrs-eufori overlader de to garvede politikere til de mere sværmeriske og noget mindre kyniske af partifællerne, der ude på dansegulvet hopper og danser ved udsigten til, at 10 års borgerligt styre i Danmark står foran sit endeligt.

Bevæbnet med hver en fadøl kan Sass og Bødskov iagttage, hvordan partiformanden gejler den  festsydende sal op. Egentlig forstår de ikke begejstringen. 

Okay, Thorning skal indtage Statsministeriet som danmarkshistoriens første kvindelige statsminister. Fint nok.

Men når Sass og Bødskov alligevel har lidt svært ved at finde we did it-begejstringen frem, er det fordi  de udmærket kan se, at Thorning i bedste fald kun har fortalt den ene halvdel af sandheden. Den mere ubehagelige del er til lejligheden gemt af vejen.

For midt i festrusen glemmer Thorning helt at fortælle, hvad der også er udkommet af valget: Nemlig, at Socialdemokratiet har haft et historisk elendigt valg. Det samme gælder for så vidt alliancepartnerne i SF, hvor Villy Søvndal må kigge langt efter den rockstjernestatus, han har haft nogle år forinden.

Det er alene, fordi De Radikale har fået et flot valg, at Thorning snart vil kunne danne regering. Og mon ikke Margrethe Vestager inden længe vil tage sig godt betalt for ulejligheden – og tvinge Socialdemokratiet væk fra alle de planer, der er blevet udstukket under valgkampen? 

SMINKEN VED FÆLLESSALEN PÅ CHRISTIANSBORG

16. september 2011, 01:15.

Som sidste officielle punkt på valgaftenen skal DR’s og TV2’s traditionelle partilederrunde snart optages. Det foregår som altid i Fællessalen på Christiansborg. I sminke­rummet møder Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt hinanden for første gang, siden resultatet har stået klar. De to parti­ledere omfavner hinanden. Og så er det, at det lakoniske og  præcise spørgsmål kommer fra Vestager: ”Helle, jeg ved ikke, hvordan du har tænkt dig at løse det her.”

Underforstået: Godt nok kan du blive statsminister, men du kan lige så godt indstille dig på, at du ikke får lov til at føre den politik, du er gået til valg på sammen med SF. 

Thorning smiler og giver ikke Vestager noget svar. Det kommer først halvanden uge senere i ’Det sorte tårn’ på Amager. Her er Socialdemokraterne nødt til at føje De Radikale i det meste – herunde at skulle acceptere formuleringen om, at regeringen ”skal videreføre den tidligere borgerlige regerings økonomiske politik”.

KUHLAUSGADE, ØSTERBRO

18. juni 2015.

Det er hen ad midnat, og Helle Thorning-Schmidt går ovenpå i sit byggeforeningshus på Ydre Østerbro. Hun skal ordne de allersidste ting, inden hun kan begive sig ind til Christiansborg og alle de skuffede partifæller, der venter derinde.

I arbejdsværelset på første sal tager hun først sin mobiltelefon og ringer til Løkke, som hun ved sidder hjemme i sin lejlighed i Nyhavn og venter utålmodigt på netop dette concession call fra sin modstander.

”Tillykke, Lars,” indleder Thorning den samtale, som hun i dén grad har håbet ikke at skulle gennemføre. ”Nu må det vist være dig, som tager den herfra.”

Herefter sætter Thorning sig hen til computeren og tilføjer det allersidste afsnit til den tabertale, hun allerede har skrevet tidligere på aftenen:

”Lederskab består også af at træde tilbage på det rigtige tidspunkt. Og det tidspunkt er nu. Derfor skal Socialdemokraterne nu have en ny leder. (…) Jeg er stolt af at have været Danmarks første kvindelige statsminister. Og jeg bliver ikke den sidste. Til alle Danmarks store kvinder og små piger: Vi lever i et åbent land, og I skal bruge alle muligheder.”

Herefter finder Thorning det tøj frem, som hun vil have på, når hun om lidt kommer ind på Christiansborg som valgets taber. Hun ved præcis, hvad hun går efter: den samme blomstrede bluse og jakke, som hun bar på valgaftenen i 2007, da hun måtte erkende, at hun alligevel ikke kunne slå Anders Fogh Rasmussen. Det må være en passende symbolik, tænker hun.

Henrik Qvortrup er tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, tidligere politisk kommentator for TV2 og tidligere chefredaktør på Se & Hør. Han har udstået sin straf i den såkaldte Se & Hør-sag og arbejder nu bl.a. som politisk journalist.

 

20. juli 1969 klokken 21.17 dansk tid trådte Neil Armstrong ud af sit rumfartøj og satte sit aftryk på Månens overflade og i historiebøgerne. Hvis det hele altså ikke er én stor løgn, som konspirationsteoretikere mener. Astrofysiker Anja C. Andersen tager skeptikerne i skole – og glæder sig over, at astronauterne dengang var nogle skovsvin.
Tekst:Henrik NordskildeFoto:Getty Images, Ritzau/Scanpix, Google Maps

Flere mener, at månelandingen for 50 år siden ikke fandt sted. Hvordan opstod mistroen? 

”Den tidligere NASA-ansatte Bill Kaysing begyndte at tale om det i midten af 70’erne, og han skrev en bog om det. Fordi han havde arbejdet inden for murene, var han på en måde en autoritet. På den måde kan jeg godt forstå, at nogle kan blive forvirrede. Netop derfor har forskere som mig pligt til at kaste os ind i kampen og ikke føle os for fine til at tale om det.”

Hvad er det, der får nogle til at tro på de konspirationsteorier?

”Jeg tror, at nogle synes, at de argumenter, der har cirkuleret om falske billeder, virker overbevisende. Nogle mener, at skyggerne falder forkert på de billeder, og at det er et tegn på, at det må være fra et tv-studie og ikke fra Månen. Hvis man så kommer med modbeviser og en naturlig forklaring, er det ikke en lige så god historie, og folk gider måske ikke høre den historie.”

Giver det mening at argumentere – der kommer vel nye modargumenter?

”Man kan ikke gøre så meget andet. Jeg tror ikke, man kan tie det ihjel, og jeg mener, at man som forsker har en forpligtelse til at holde fanen højt og fortælle folk, hvad vi mener, sandheden er. Det mest usandsynlige ved teorierne er, at alle de mennesker, der skulle være involveret i svindelnummeret, måske over 1.000 mennesker, alle sammen skulle holde på den hemmelighed. Mon ikke én af dem ville fortælle det til sin familie eller stå frem for at få noget berømmelse? I den forstand er teorierne jo en kærlighedserklæring til menneskeheden. At nogle tror, at 1.000 mennesker kan blive enige om at holde på en hemmelighed.” 

TRE SEJLIVEDE RYGTER – OG FORKLARINGEN

1. “Jamen flaget blafrer!”

Konspirationsteori: Der er ingen vind på Månen, og derfor burde det amerikanske flag, som astronauterne placerede på Månen, ikke bevæge sig.

Forklaring: Den bevægelse, man kan se i flaget, opstod, da flagstangen blev plantet i overfladen. På grund af den manglende atmosfære bevæger flaget sig i længere tid, end det ville gøre på Jorden. Flaget blev i øvrigt væltet af udstødningen fra motorerne, da astronauterne lettede fra Månen igen. På de næste missioner havde man også flag med og sørgede for at placere dem længere fra affyringsstedet.

2. “Der er for mange skygger på billederne!”

Konspirationsteori: Hvis Solen var den eneste lyskilde, hvorfor kan man så se flere skygger på billederne af astronauterne og landingsfartøjet, spørger skeptikerne.

Forklaring: Selvom der kun er én lyskilde, kan man se flere skygger på grund af sollys, der bliver reflekteret fra Jorden, fra landingsfartøjet og fra astronauterne. Desuden giver Månens ujævne overflade også skygger i flere forskellige retninger.

3. “Der var en cola!”

Konspirationsteori: En tv-seer i Australien forklarede, at hun og flere andre beboere i lokalområdet havde set en cola-flaske trille rundt i bunden af billedet under den første månelanding, da hun sad sent oppe for at følge transmissionen. Signalet med cola-smutteren blev sendt til den del af Australien ved en fejl, mens resten af verden blev holdt for nar, mener konspira­tionsteoretikerne.

Forklaring: Der er ingen cola-flaske på nogen optagelser fra Månen, og seerens forklaring om, at hun sad sent oppe, holder ikke, da den del af Australien slet ikke modtog et live-signal af månelandingen. Den blev vist i en båndet version senere.

Det giver cirka 24 millioner hits at google ’Moon landing conspiracy’. Det må næsten være nedtrykkende for en forsker?

”Jo, men på den anden side er det godt, at folk interesserer sig for det. Man kan håbe, at de i deres søgen finder ud af, at der er mere hold i virkeligheden end i konspirationsteorier. Når jeg holder foredrag, er der altid nogle, der spørger om det. Tidligere kom jeg med en lang forklaring om, at vi har hentet månesten til Jorden, og vi kan se, at geologien på Månen er helt anderledes end på Jorden. Men det overbeviste ingen af skeptikerne. Nu har jeg fundet et svar, der overbeviser folk: Hvis amerikanerne ikke havde været på Månen, havde Sovjetunionen afsløret det. Den køber folk, selvom det jo ikke er et videnskabeligt argument. De helt hardcore konspirationsteoretikere siger så, at Sovjet også var med i konspirationen, sådan at de dækkede over det sammen med USA.” 

Hvorfor kommer så mange af de her konspirationsteorier fra USA?

”Det er den amerikanske rumfartsorganisation NASA, der landede på Månen, og så er der jo så mange mennesker i USA, at der også vil være mange originaler. Nogle af dem tror sikkert fuldt og fast på de teorier.”

Hvad betyder nettet i den sammenhæng?

”Historier bliver spredt meget hurtigt. Det har så den ulempe, at folk synes, det er sjovere at sprede en sjov historie end en faktuel historie. Fakta kan ofte fremstå som en lidt kedelig historie, mens en konspirationsteori er en underholdende historie. Problemet er, når man kun får en meget ensidig opfattelse på grund af de algoritmer, der bestemmer, hvad vi bliver præsenteret for. Hvis folk kun støder på en alternativ virkelighed, er det et problem.”

Hvad er det skøreste argument, du er stødt på?

”Jeg bliver mest overrasket, når nogen insisterer på, at det slet ikke er teknologisk muligt at tage til Månen. Men vi har jo gjort det og kunne gøre det endnu bedre og mere sikkert i dag. Jeg er enormt fascineret af, at det kunne lade sig gøre dengang, og at astronauter turde sætte sig ind i sådan en blikdåse med risiko for at blive sprængt i luften. Det er også fascinerende, at de kunne gennemføre det, selvom de manglede en masse viden. Hvordan reagerer kroppen på vægtløshed? Det vidste man ikke meget om dengang.”

TRE STORE FUPNUMRE?

USA er hjemsted for flere store konspirationsteorier ud over ’Moon landing conspiracy’. Især et præsidentmord, et terrorangreb og mulige besøg fra det ydre rum har skabt en alternativ historie-fortælling.

1. JFK

22. november 1963 blev USA’s 25. præsident John F. Kennedy skudt og dræbt, da han kørte i åben bil gennem Dallas i Texas. Den officielle forklaring er, at den tidligere marinesoldat Lee Harvey Oswald stod bag drabet og selv planlagde det. Mordet har dog ført til et utal af teorier om, at det i virkeligheden var for eksempel CIA, mafiaen, vicepræsidenten, KGB eller Cuba, der stod bag. I 2017 viste en rundspørge blandt 5.130 amerikanere, at kun hver tredje tror på, at Oswald var alene om drabet. 61 procent tror, at der var en sammensværgelse mod præsidenten. Lee Harvey Oswald blev selv myrdet to dage efter Kennedys død. Han blev skudt af Jack Ruby, da han blev eskorteret ud fra en politistation til en ventende politibil.

2. Area 51

Midt i ørkenen i Nevada ligger en anonym vej, der fører til det indhegnede militære område Area 51. Her gemmer – mener nogle – regeringen på hemmeligheder om besøg fra det ydre rum, nærmere bestemt et nedstyrtet rumskib og afdøde rumvæsener. I 1995 begyndte en video at cirkulere, hvor man angivelig ser en obduktion af et rumvæsen, der skulle have været om bord på rumskibet. Nogle konspirationsteoretikere mener i øvrigt også, at månelandingen i 1969 i virkeligheden blev filmet i en hangar i Area 51.

3. 9/11

Næsten 3.000 mennesker mistede livet i World Trade Center, Pentagon og i flystyrtet i Pennsylvania under terrorangrebet 11. september 2001. Men mange amerikanere er skeptiske over for, om de har fået hele sandheden. En undersøgelse fra Chapman University i Californien viste i 2016, at over halvdelen af amerikanerne mener, at myndighederne skjuler oplysninger om, hvad der skete. Nogle mener endda, at det hele var iscenesat via en jødisk sammensværgelse, der skulle sætte gang i USA’s krig mod terror i Mellemøsten. En gruppe arkitekter og ingeniører dannede i 2006 gruppen Architects & Engineers for 9/11 Truth. De er især skeptiske over for, at en mindre bygning, der var en del af World Trade Center, styrtede sammen, selv om den ikke blev ramt af flyene. Det tyder på, mener de, at det hele var planlagt og styret af sprængstoffer placeret i World Trade Center.

Har du mødt nogle ­insisterende ­skeptikere?

”Jeg er stødt på nogle, der, efter at jeg har fremlagt kendsgerningerne om månelandingerne, siger: ’Ok, men jeg tror, at den første landing var fake. Den foregik nok i et tv-studie.’ Argumentet er, at amerikanerne ikke havde råd til at fejle. Der var meget på spil. Og jeg kan da ikke totalt afvise, at amerikanerne har haft en plan B og tænkt: ’Hvad nu, hvis noget går galt under missionen, og vi ikke har nogen billeder at vise fra Månen? Har vi så noget andet, vi kan vise?’ Allerede dengang var der jo nogle, der forstod sig på PR og vidste, at det betød alverden at have et billede at vise.”

Hvorfor er der ikke opstået samme ­historier om missionerne til Mars?

”Jeg tror, det er, fordi der ikke har været mennesker med. Det er svært at hidse sig op over en lille robot, der lander på Mars. Jeg har til gengæld bemærket, at når jeg holder foredrag på folkeskoler, er der mange elever, der bliver overraskede over, at der ikke har været mennesker på Mars, for det har de ellers set på YouTube og i science fiction-film. De har et ret præcist billede af, hvordan der ser ud, at det er en rød ørkenplanet, og de tror, at der har været astronauter. Det er ikke svært at overbevise dem om, at det har der ikke, men de bliver overraskede. Jeg kan egentlig godt forstå dem, fordi film i dag er lavet så godt, at det kan være svært at se forskel på fiktion og virkelighed.”

Area 51 i Nevada.

Følger man som forsker med i, hvilke konspirationsteorier der er oppe i tiden?

”Jeg har lige holdt et foredrag om månelandingerne, og jeg nævnte konspirationsteorierne om Månen, og den nye bevægelse, hvor nogle mennesker mener, at Jorden er flad. Som forsker er man helt uforstående over for det, fordi beviserne for, at Jorden er rund, er så overvældende, og man har vidst det siden de gamle grækere. Enhver sømand vidste, at Jorden er rund. Man skal jo ikke sejle særlig langt for at gøre sig den observation, at Jorden krummer. Jeg håber da som forsker, at der er noget viden, der sniger sig ind, når de, der tror på konspirationsteorier, går i gang med at søge oplysninger. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.”

Kan vi være helt sikre på, at der har været mennesker på Månen?

”Der er ingen tvivl om, at mennesket har været på Månen. NASA har for nylig frigivet seks nye satellitbilleder i høj opløsning af de steder på Månen, hvor månelandingerne fandt sted. Man kan se de steder, hvor Apollo 11, 12, 14, 15, 16 og 17 landede (Apollo 13 nåede ikke frem og måtte returnere til Jorden, red.). Man kan se fodspor og hjulspor, hvor astronauterne har været, og resterne af landingsmodulerne. De var heldigvis nogle skovsvin, der efterlod alt muligt, som man kan se på billederne i dag. Det er alligevel bemærkelsesværdigt, at NASA føler sig kaldet til at bevise det med de billeder. ”

Anja C. Andersen er astrofysiker ved Niels Bohr Institutet i København. Hun har jævnligt fortalt om astronomisk forskning i medierne og har skrevet flere bøger. I slutningen af juni udkommer ’En lille bog om Månen’ på Lindhardt & Ringhof.

38-årige Christian Ohlendorff Knudsen vil være den første dansker, der planter dannebrog på Mars.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:Privat

INDTIL FOR FEM år siden havde han ikke spekuleret synderligt over Mars, men da Christian Ohlendorff Knudsen læste om projektet Mars One, der ville sende amatørastronauter på enkeltbillet til planeten ved at sælge tv-rettighederne som en slags reality-tv, blev hans nysgerrighed vakt. 

Han tilmeldte sig på en onlineformular og afkrydsede boksen, hvor han sagde ja til at tage en enkeltbillet til Mars – ligesom 200.000 andre interesserede. Efter en længere udvælgelsesproces med personlige samtaler og gruppeprøver blev feltet skåret ned til 100 kandidater, og Christian Ohlendorff Knudsen var stadig en af de udvalgte. Projektet går dog en meget uvis fremtid i møde, efter at det kommercielle firma bag, Mars One Ventures, i februar blev erklæret konkurs. Det stopper dog ikke Christian Ohlendorff Knudsen, hvis lejlighed i Hellerup så småt er ved at minde om en lille Mars-koloni. 

På en hylde står en slags bikube fyldt med melorme, som han opdrætter, fordi det vil være en nem og proteinholdig fødekilde. Af og til spiser han dem, men hans smagsløg er ikke for alvor begejstrede. Når han bader om morgenen, bruger han to karklude, fordi det bruger markant mindre vand end et brusebad, og han spiser sjældent kød, for det er alt for ineffektiv en måde at få sin mad på. I vindueskarmen og loftet hænger nogle potteplanter, hvor han dyrker grøntsager i simuleret Mars-muld, som han har køb på nettet (jorden er fra Hawaii og malet, så den minder om Mars’). Han har 3D-printet vandslanger, og vandet løber gennem fire potteplanter med en akvariepumpe, så hver en dråbe vand går til planterne uden spild. For tiden dyrker han grønkål, basilikum og dadler, selv om han ikke er sikker på, at man overhovedet kan spise dadler på Mars. Melormenes afføring bliver til gødning for planterne, og de døde blade giver han til melormene i sit eget lille økosystem.

”Jeg har ingen illusion om, at det kan forberede mig på et liv på Mars, men det giver mig personlig, lavpraktisk erfaring. Jeg ser mig selv som en nybygger og er villig til at tage det første skridt. Det er en mulighed for at bygge noget nyt op og være en del af noget større,” siger han og mener, at en Mars-koloni kan være med til at drive os mod en mere bæredygtig livsstil på Jorden: ”På Mars kan man ikke tage noget omkring sig for givet – hverken rent vand, ren luft eller rimelige temperaturer.” 

Den største udfordring ved at flytte til Mars vil dog være den psykologiske, og Christian Ohlendorff Knudsen har funderet over, hvor sjældent han egentlig er alene.

”Jeg anser mig selv for at være en indadvendt person, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke ser mennesker. Så det er svært at vurdere, hvor stor en indvirkning isolationen vil have,” siger han.

Christian Ohlendorff Knudsen har endnu ikke opgivet Mars One. Men selv om nonprofit-delen af firmaet stadig lever, erkender han, at chancen for at komme af sted er lav.

”Sandsynligheden for, at jeg sætter fødderne på Mars, er meget lille, men det vigtigste for mig er ikke, om det kommer til at ske for mig, men at det kommer til at ske i det hele taget. Jeg har gjort, hvad jeg kunne, så hvis vi om 50 år stadig ikke er nået til Mars, føler jeg i hvert fald ikke, at det er min skyld.”

 

På en afsides rumbase i Utahs ørken går forskere rundt i rumdragter og spiser frysetørret mad, mens de drømmer om at kolonisere Mars. De er langtfra de eneste. Rigmænd har også spist af den magiske Mars-bar. Og ja, planeten er gold, hundekold og umulig at trække vejret på, men måske er ideen ikke så vanvittig, som den lyder.
Tekst:Sole Bugge MøllerFoto:Noel Spirandelli

OSCAR OJEDA døde i går. Sammen med tre af sine besætningsmedlemmer var astronauten på rumvandring i Mars’ golde landskab, hvor rødbrune bakker dannede ring om ham som en enorm, bugtende søslange. Pludselig gik batteriet i hans rumdragt ud, og hans iltforsyning forsvandt. Men Oscar Ojeda begyndte ikke at hvæse efter vejret, og da han tog sin hjelm af, kollapsede hans lunger ikke, ligesom blodet ikke boblede. Dér brast illusionen. For colombianske Oscar Ojeda indåndede ikke Mars’ atmosfære, men den forfriskende luft i Utahs ørken. Sammen med et hold kolleger er Oscar Ojeda udstationeret på Mars Desert Research Station (MDRS), der efterligner forholdene på Mars. Basen er oprettet af Mars Society, en amerikansk nonprofitorganisation, der vil skubbe gang i planerne om at kolonisere Mars. Organisationen er frustreret over, at USA’s rumfartsprogram NASA ikke har gjort nok for at sende os jordboere til Mars, og har derfor oprettet en udgave af Mars på Jorden, så forskere kan studere, hvordan vi kan bosætte os på den røde planet. Efter at have kigget på en håndfuld steder rundt om på kloden, der visuelt minder om Mars, faldt valget på ørkenen i det sydlige Utah i midten af ingenting.

”Det første hold astronauter på Mars vil være de mest isolerede mennesker i verdenshistorien, så vi vil give dem den samme følelse her,” siger Michael Stoltz, Mars Societys kommunikationschef.

Mars Desert Research Station er ikke den eneste ’rumstation’, der forsøger at simulere forholdene på Mars. Der er lignende baser i Israel, Spanien, Hawaii og Texas, og Mars Society har også en anden Mars-base på den ubeboede ø Devon Island i det nordligste Canada, men den er ekstremt dyr og besværlig at komme til. Utah er mere praktisk, og siden basen blev åbnet i 2001, har over 1.500 forskere været på interplanetarisk besøg. 

Hvordan påvirker isolationen besætningsmedlemmerne? Gør handskerne på rumdragten det svært at samle jordprøver op? Hvordan sammensætter man et næringsholdigt måltid uden friske råvarer? Det er nogle af de spørgsmål, forskerne har forsøgt at svare på under deres ophold.

Men måske mindst lige så vigtigt har de opdaget små ting, som kan være en udfordring, hvis man vil starte en koloni på en fjern planet. For eksempel hungrer Oscar Ojeda virkelig efter et spejlæg. 

Sammen med sine fem colombianske kolleger i Crew 203 har han været isoleret på den jordiske udgave af Mars i 10 dage, og spejlæg er det eneste, han tænker på, når han slår øjnene op om morgenen. Han hiver ud i en skuffe fyldt med en række store plasticbøtter, skruer låget af en af dem og kigger på det gullige pulver.

”Dehydrerede æg. Når man tilsætter vand og steger det på panden, minder det lidt om røræg. Men det er ikke spejlæg.” 

Han hiver op i de andre bøtter – tomater, løg, oksekød, svinekød, alt sammen i frysetørret form.

”Det ligner hundemad,” siger han slukøret.

Mars Desert Research Station er opført i 2001, og observatoriet er doneret af Elon Musk.

HVIS MAN VIL slå sig ned 225 millioner kilometer fra Jorden, er spejlæg et af de mindre ofre, og det er gået op for Crew 203. Oscar Ojeda er den 31-årige leder, der har overblikket og træffer de endelige beslutninger, og med på holdet har han Hermes Bolivar, der er biolog og eksperimenterer med at dyrke grøntsager i Mars’ lerholdige muld. Liza Forero er geolog, og Yael Méndez er mikrobiolog, og sammen tager de jordprøver. Freddie Castañeda er ingeniøren, der sørger for, at det mekaniske klapper, og David Mateus er altmuligmanden, der blandt andet kigger på, hvordan de kan minimere deres affald under opholdet.

I to uger bor de sammen i et cylinderformet ’habitat’, sover i køjer, fryser om natten, sveder om dagen, når de trasker rundt på ’rumvandringer’ i ørkenen, aflægger rapporter, gør rent i habitatet, lægger puslespil, når de keder sig. Og spiser frysetørrede æg.

Opholdet på Mars Desert Research Station kræver en vis indlevelse. Basen har set bedre dage, og lugen ind til habitatet kan ikke lukkes, medmindre man løfter op i den først, generatoren går ud hver nat, og tunnellerne, der forbinder habitatet med de øvrige bygninger, består af et u-formet metalhegn og en presenning. Rumdragterne er kedeldragter tilsat en kuppelformet hjelm med et kølesystem, der skal simulere iltforsyningen, og de ligner en rekvisit fra en billig B-film. 

Andre dele er mere realistiske. Eksempelvis møder de ikke andre mennesker under opholdet, al kommunikation med omverdenen har 20 minutters forsinkelse (som svarer til den tid, det tager for et signal at nå fra Mars til Jorden), de skal altid have rumdragt på, når de går udenfor, og når de kommer tilbage fra rumvandring, skal de gennem en luftsluse, hvor de skal stå i fem minutter for at trykudligne – eller lade, som om de trykudligner. Der sker absolut intet, når de står i luftslusen, mens de tripper for at tage den tunge rumdragt af. På sin vis virker det hele som en avanceret astronaut-leg for voksne.

”Opholdet kræver, at man lægger sin mistro fra sig,” som Liza Forero siger.

MARS PÅ JORDEN I

Mars Desert Research Station (MDRS) nær Hanksville i Utah er ikke det eneste sted, hvor man kan opleve, hvordan Mars kan se ud. Her er nogle af de andre permanente simuleringer.

Flashline Mars Arctic Research Station (FMARS) 

Mars Societys anden rumbase ligger i arktiske omgivelser i det nordlige Canada på den ubeboede ø Devon Island. Temperaturmæssigt ligner den mere Mars, dog minder polarørkenen knap så meget om den røde planet. Det gør isolationen til gengæld.

Hawaii Space Exploration Analog and Simulation (HI-SEAS) 

Med sit vulkanlandskab har Big Island på Hawaii en god lighed med Mars på denne base, som University of Hawaii og NASA står bag. Siden 2013 har seks forskellige forskningshold været på længerevarende ophold på basen (4-12 måneder) for især at studere de mentale aspekter af en mission til Mars. Der er dog sået tvivl om basens fremtid, efter at et besætningsmedlem kom alvorligt til skade i februar 2018, og der udbrød uenighed blandt resten af besætningen om, hvorvidt de skulle afbryde simuleringen og ringe efter hjælp.

OTTE GANGE er rumsonder landet på Mars. Viking 1 blev i 1976 det første fartøj på planeten, der rent faktisk lykkedes med at transmittere data til jorden, og senest nåede NASA’s InSight Mars i november 2018 for at undersøge planetens indre. I 2020 sender både USA, Kina, Japan og den europæiske rumfartsorganisation ESA sonder af sted mod den røde planet, mens yderligere missioner er planlagt de følgende år.

En del af hypen skyldes Elon Musk. Som det første private firma nogensinde har Tesla-iværksætterens raketfirma SpaceX planer om at sende en sonde til Mars i 2022, og går alt efter hans hoved, vil de første mennesker sætte benene på Mars i 2024.

For 10 år siden ville de fleste eksperter have rystet på hovedet, men SpaceX har rusket op i rumfartsbranchen ved at fremstille raketter, der kan lande på Jorden igen og genanvendes, hvilket har skåret drastisk i omkostningerne til rummissioner. Og Elon Musk har hovedet tilpas højt oppe i skyerne til, at han ikke kan høre de kritikere, der mener, at det vil tage årtier, før vi er klar til at sende bemandede missioner til Mars. Han vurderer tilmed, at man vil kunne skabe en selvforsynende koloni på en million mennesker på Mars i løbet af 40 til 100 år, og selv om det lyder rablende, har han det med at sætte handling bag sine højtravende ambitioner.

”Hvis jeg skulle sætte mine penge på, hvem der først sender folk til Mars, ville det nok være Elon Musk,” siger Steen Eiler Jørgensen, der er tidligere formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning og underviser i rumfart hos Science Talenter, Danmarks talentpleje inden for naturvidenskab. 

”SpaceX har fremlagt et koncept for, hvordan man sender folk til Mars, og jeg har ikke hørt nogen væsentlige argumenter mod den plan,” siger han.

Elon Musk er ikke den eneste velpolstrede rigmand med blikket mod himmelrummet. Også Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos har med sit raketfirma Blue Origin planer om at skyde mennesker på rumfærd. I første omgang vil han sende rumturister på suborbitale flyvninger og satellitter i kredsløb for blandt andet det amerikanske militær, men Jeff Bezos vil også på længere sigt oprette en permanent rumbase på Månen. Han mener, at mennesker kommer til at bo og arbejde i rummet – og Mars er det mest oplagte sted at huse hans drømme.

”Der er kommet meget mere momentum i Mars-forskningen,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Det har fået folk til at hviske ordet ’rumkapløb’ igen, men hvor der i 60’erne var to supermagter, der kæmpede om først at sende mennesker til Månen, er der ingen, der har sat konkrete datoer på en tur til Mars – hverken NASA, Blue Origin eller SpaceX.

”Før der er konkrete planer, kan jeg garantere for, at der ikke er nogen, der kommer til Mars. Det er stadig meget hypotetisk, om SpaceX vil kunne gøre det,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Kjartan Münster Kinch, der er astrofysiker på Niels Bohr Institutet og har været involveret i flere robotmissioner til Mars og med til at udvikle kameraerne til den næste rover, NASA sender til Mars i 2020, er dog overbevist om, at vi kommer til Mars i hans levetid. 

Han er 44 år gammel.

”Medmindre Jorden rammes af en global katastrofe, tror jeg, at det er mere eller mindre uundgåeligt, at vi sender folk til Mars på længere sigt. Vi mennesker har gennemgået en eksplosiv udvikling. Tænk på, at blot 60 år efter flyvemaskinen blev opfundet, stod vi på Månen,” siger astrofysikeren. 

Pladsen er trang i ’habitatet’ på MDRS, men det ser ikke ud til at genere det colombianske team, der er det 203. forskerhold på Mars-basen.

MEN HVAD i alverden skal vi på en planet, hvor der kun er omkring 0,1 procent ilt i atmosfæren, og hvor vi ikke kan trække vejret? Hvor temperaturen kan krybe helt ned til minus 125 grader, hvor der ikke er planter eller mad, og hvor det regner med kosmisk stråling? Det skal vi for at finde ud af selve livets opståen, mener Steen Eiler Jørgensen.

”Det er den planet i solsystemet, der minder mest om Jorden, og vi har efterhånden set billeder af, at Mars er et sted, hvor vi vil kunne bo. Det kan godt være, at der ser goldt ud, men der er jo vand,” siger han.

Og Mars har det med at rykke i vores fantasi. Lige så længe vi mennesker har kunnet kigge ud i verdensrummet, har vi stillet os selv spørgsmålet: Er der liv derude? Det kan Mars måske give svar på, fordi planeten for omkring 3,5 milliarder år siden mindede mere om Jorden, og fordi planeten formentlig har haft floder og søer, dengang Jorden kun var befolket af mikrober. Sidste år fandt rumsonden Curiosity organiske molekyler i jordbunden.

”Hvis vi finder liv på Mars, må galaksen myldre med liv, og dannelsen af biologisk liv må være naturlig. Det er vanvittig spændende at undersøge,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Gennem årene har otte sonder, der har tøffet rundt på Mars, løf­tet sløret for nogle af planetens hemme­ligheder, men de har kun udforsket en brøk­del af overfladen. Samtidig kører de ekstremt langsomt, ganske få meter om dagen.

”Hvis vi kunne sende et hold af forskere til Mars, der selv kan tænke og beslutte, hvad der er vigtigt at undersøge, kan vi vir­kelig accelerere Mars-forskningen,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Det ved astrofysiker Kjartan Münster Kinch alt om. Han ser en bemandet mission til Mars som en kæmpestor udfordring, først og fremmest på grund af afstanden. Når Mars står tættest på Jorden, er der 54,6 millioner kilometer til den røde planet, men når den er fjernest, er den over 400 millioner kilometer væk. 

Det vil tage et halvt år at flyve til Mars, og en bemandet mission vil skulle blive mindst halvandet år på planeten, før Mars’ og Jordens kredsløb igen er tæt på hinanden, og astronauterne kan vende hjem.

”Det er en lang rejse, og undervejs er der ingen hjælp at hente, ud over hvad man kan få gennem kommunikation. Det betyder, at alting skal virke. Og der skal være redundans i systemet, så hvis en ting går i stykker, er der noget andet, der tager over,” siger Kjartan Münster Kinch. 

Hvis vi vil øve os på at tage til Mars, er det en god idé at vende blikket mod Månen, der i gennemsnit er cirka 385.000 km fra Jorden. Ved at opbygge en base på Månen kan man danne sig vigtige erfaringer i at eta­blere en koloni i rummet. Og skulle noget gå galt, er en eventuel evakuering kun to dage borte – frem for et halvt år.

Indtil da er analoge rumstationer som Mars Desert Research Station i Utah en praktisk sandkasse, hvor man kan simulere nogle af de situationer, Mars-astronauterne vil møde.

”Hvis vi skal have det til at virke, kræver det træning, træning, træning. Man skal øve rutiner og finde ud af, hvad der ikke fungerer. Derfor er der stor værdi i det, de laver i Utah,” siger Kjartan Münster Kinch.

Selv Elon Musk erkender dog, at det vil være en god idé at tegne en livsforsikring, inden man sætter kurs mod Mars.

”Sandsynligheden for at dø er meget højere på Mars end på Jorden. Men der er også masser af mennesker, der bestiger bjerge. Folk dør på Mount Everest hele tiden. De gør det på grund af udfordringen,” sagde han for nylig til netmediet Axios.

MARS PÅ JORDEN II

Desert Mars Analog Ramon Station (D-MARS) 

I 2018 åbnede denne Mars-base i et krater i Negev-ørkenen i Israel små 100 kilometer fra Wadi Rum i Jordan. Israels rumorganisation vil bruge basen til at træne fremtidige astronauter på forskellige missioner. Basen gjorde det ud for Mars i filmen ’The Martian’ med Matt Damon.

Human Exploration Research Analog (HERA) 

I NASA’s Johnson Space Center i Houston, Texas, simulerer man, hvordan det er at rejse gennem det ydre rum i op til 45 dage. Det er udelukkende en rumkapsel, og der er ingen udendørs aspekter.

C-Space Mars Base 

Kina har store ambitioner om at blive en supermagt inden for rumfart, men den nye Mars-base i Gobi-ørkenen er mere henvendt til turister, der kan få et indblik i, hvordan en tur til Mars kan se ud. Håbet er, at det kan inspirere den næste generation af kinesiske astronauter. Det er uklart, hvornår basen åbner for offentligheden.

”JEG VED IKKE, om du ved det, men vi går ikke rigtig i bad,” siger Liza Forero lidt forlegent.

Som alle andre hold på Mars Desert Research Station har Crew 203 en begrænset mængde vand til rådighed, så de må nøjes med at bade en enkelt gang under hele opholdet, selvom rumvandringerne er en svedig omgang. 

Efter 10 dage er besætningsmedlemmerne også en smule nussede at se på. Håret er uglet, huden fedtet, og astronauterne har poser under øjnene. Mars’ kolonister vil i høj grad skulle være selvforsynende, og rumfarten kan lære os noget om at skabe et bæredygtigt samfund. På Mars Desert Research Station kommer al elektricitet fra en række solceller forbundet med en generator, og staben har så lidt emballage med som muligt, da de selv skal skille sig af med affaldet. 

I drivhuset går gruppens biolog, Hermes Bolivar, og vander en række spirer i plasticpotter. De fleste er enige om, at en permanent base på Mars kræver, at vi udvikler en ny måde at dyrke afgrøder på. Jordbunden på Mars indeholder nyttige mineraler som kvælstof, kalium, fosfor og kalcium, men den er også rig på klorholdige salte, kaldet perklorater, der er giftige for planter – og mennesker.

”Vi forsøger med forskellige blandinger af muld og mineraler for at få det til at virke,” siger Liza Forero.

Det colombianske hold har udviklet et instrument, der skal måle indholdet af fugt, næringsstoffer, vægt og fordampning i mulden, så de kan se, om grøntsagerne bliver passet, som de skal.

”Se her,” siger Hermes Bolivar pludselig begejstret og peger på en potte med rødlig jord. En lille spire er brudt frem gennem leret. 

”Ej, hvor fantastisk,” svarer Liza Forero og Yael Méndez i kor.

I nogle af de andre potter står ærter, gulerødder, rødbeder og brøndkarse, som andre hold har plantet. Hermes Bolivar hiver et par gulerødder op. De er ikke meget større end en tommelfinger, men de andre på holdet ser længselsfuldt på rodfrugterne. Efter 10 dage på frysetørret kost hungrer de efter friske råvarer.

Kombinationen af tunge rumdragter og blød jord gør ’rumvandringerne’ til en hed affære. Freddie Castañedas tunge åndedræt får hjelmen til at dugge til.

BIOLOGEN Hermes Bolivar skruer på nogle knapper for at justere temperaturen. Udenfor er det omkring frysepunktet, men i drivhuset er der 18 grader.

”Det her er det mest romantiske sted på rumstationen – vi elsker alle at være herinde. Det er fredfyldt og føles lidt som derhjemme,” siger Freddie Castañeda.

Han er den på holdet, der har mest hjemve. Trætheden og kulden gør det ikke bedre. Måske kunne han trænge til en opmuntring fra den lille robotkat, der står i habitatet. Den er blevet efterladt af et tidligere hold fra Japan, der blandt andet undersøgte, om en robot kunne løfte humøret.

”Den spinder, og den kan mjave,” siger Oscar Ojeda og tænder for den.

Katten begynder at mjave enerverende mekanisk, den vifter med halen. Det får colombianerne til at grine, og stemningen mellem dem er god. Men sådan er det ikke altid. 

Andre besætninger på Mars Desert Research Station er kommet alvorligt op at toppes, og en enkelt gang kulminerede det efter sigende i en reel slagudveksling. 

Den mentale belastning er en af de største ubekendte faktorer ved en Mars-mission, og derfor har forskere forsøgt at simulere det psykiske pres – blandt andet i det russiske forsøg Mars500, den længste simulerede rummission nogensinde. I juni 2010 satte seks astronauter sig ind i en rumkapsel med mental kurs mod Mars. Kapslen stod plantet i en hangar i Moskva med overvågningskameraer overalt, så tyske og russiske forskere kunne overvåge, hvordan besætningen reagerede på hele 520 dages indespærring. 

Selv om forsøget overordnet forløb planmæssigt, var der stor forskel på, hvordan de seks mænd reagerede. Fire viste tegn på psykisk stress, én udviklede en mild form for depression, en anden havde kronisk søvnbesvær og lavede flere fejl end de andre, en tredje begyndte at tage hyppige lure, når besætningen skulle være vågen, og en fjerde fik vendt op og ned på sit indre ur og begyndte at følge en 25-timers døgnrytme. Han var ofte den eneste, der var vågen eller sov, og dermed blev han isoleret fra resten af gruppen. 

Fælles for dem alle var, at deres aktivitetsniveau faldt, samtidig med at stressniveauet steg. Deltagerne i Mars500 var omhyggeligt udvalgt og trænet, men forsøget viste, at det kan være svært at forudse, hvordan et længerevarende ophold i rummet påvirker sociale væsner som mennesker. 

Og socialt liv er der ikke meget af på Mars. Det er Oscar Ojeda godt klar over, så han har planlagt en lille overraskelse til sine kolleger. Inden de tog af sted hjemmefra, har han fået deres familier til at sende en lille videohilsen. Den viser han til dem. Der udbryder jubel, og Yael Méndez begynder at græde. 

Mars Society er en nonprofitorganisation, og deres Mars-base i Utah drives i høj grad af frivillige, så rumdragterne har set bedre dage.

”OPPORTUNITY, 100 procent.” Oscar Ojeda tænder for den elektriske motor i sit terrængående Mars-køretøj med Freddie Castañeda ved sin side – batteriet er fuldt opladet. Radiosignalet skratter fra det andet køretøj, hvor David Mateus og Hermes Bolivar sidder klar til at tage på mission i felten.

”Curiosity, 100 procent,” melder de tilbage.

Snart glider de langsomt gennem det golde landskab for at finde et område at indsamle jordprøver. Alle fire er iført rumdragter, og det er, som om stemningen har ændret sig. Fjollerierne er forsvundet, og for første gang er det, som om legen bliver til virkelighed. Køretøjerne bringes til et lydløst stop, og Oscar Ojeda kigger på et lamineret kort over området. Han peger på en lille bakketop. Derfra kan de få overblik over, hvor de er. Med hjelmen og iltforsyningen på ryggen vejer rumdragten over 20 kg, så hvert skridt er drøjt og velovervejet. Deres fødder synker ned i den bløde jord, og de pruster, mens de går opad. På toppen kigger David Mateus ud over landskabet.

”Er Mars ikke smuk?”

Alle skarpe kanter er slebet væk af vind og vejr, og bakkerne er den eneste variation i det endeløse rødbrune landskab. Under dem ligner de terrængående køretøjer legetøjsbiler. 

På sin bakketop reflekterer David Mateus over, at Mars har det med at inspirere os jordboere til at rykke grænserne for vores civilisation – rent bogstaveligt – og sætte benene, hvor ingen andre mennesker har været før. Hvis vi kan bo på Mars, åbner universet sig pludselig op – og hvem ved, hvad der gemmer sig derude, spekulerer han. 

På et mere jordnært plan kan han rykke grænser for sine landsmænd. Colombia er ikke ligefrem kendt for at have førertrøjen på i rumfartens historie, og derfor har Crew 203 fået en del medieopmærksomhed.

”Der er mange fattige i Colombia, så det giver os en unik mulighed for at vise børn og unge, at det her kan lade sig gøre. Forhåbentlig kan det inspirere dem til at gøre noget stort for deres land,” siger David Mateus.

Hvis han fik muligheden, er han ikke et sekund i tvivl om, at han ville tage til Mars – også selv om det skulle være på en enkeltbillet.

”Vil man gøre noget banebrydende, er der altid en vis risiko forbundet med det, men det ville give mit liv mening. Jeg ville føle mig som en del af noget større,” siger han.

Oscar Ojeda er endnu mere entusiastisk.

”Man vil skulle opfinde en helt ny tilværelse deroppe,” siger han og diskuterer med sin kollega, om der mon vil komme nye sportsgrene, fordi man kan hoppe og springe længere med den svagere tyngdekraft, og om man vil kunne brygge øl på Mars. Så bliver Oscar Ojedas øjne smalle.

”Vi mennesker har altid udforsket grænser, fra det dybeste hav til det højeste bjerg. Mars er det åbenlyse næste skridt.”

Efter tre timers rumvandring er de fire jordbundne astronauter udmattede. De gør holdt efter at have gået op ad et højdedrag, og David Mateus’ hjelm dugger helt til af hans tunge åndedræt.

”Anmoder om tilladelse til at tage hjelmen af,” siger han til gruppens leder. Oscar Ojeda giver ham et okay-tegn med tommel- og pegefingeren. David Mateus løfter op i hjelmen og lader den dejligt iltholdige, kølige luft ramme sit ansigt. De andre følger trop. Der er stadig langt til Mars.

PLANLAGTE MISSIONER

I sommeren 2020 står Mars og Jorden igen tættest på hinanden, og flere rummissioner forventes at blive skudt af sted. 

Hope Mars Mission

De Forenede Arabiske Emirater sender som det første muslimske land en sonde til Mars. Satellitten skal undersøge, hvorfor planeten har mistet sin atmosfære.

Mars 2020 

NASA’s rover skal indsamle geologiske prøver af jord, sten og mineraler i håb om, at det kan afsløre, hvordan forholdene så ud for milliarder af år siden, og om der tidligere var liv på planeten. Sammen med roveren lander også en lillebitte robothelikopter (den vejer blot ét kilo), der skal flyve rundt på Mars på egen hånd for at demonstrere, at teknologien er flyvedygtig på en anden planet.

ExoMars Rover 

Den europæiske rumfartsorganisation ESA og russiske Roscosmos samarbejder om denne mission, der skal lande på Mars og lede efter tegn på fortidigt liv på Mars ved hjælp af jordprøver.

Mangalyaan 2

Indien sender deres anden satellit i kredsløb om Mars i 2022, mens den indiske rumfartsorganisation ISRO muligvis også vil forsøge at lande en rover på planeten.

Mars Global Remote Sensing Orbiter and Small Rover  

Kina sender både en satellit i kredsløb og lander med en rover på planeten, hvis alt går vel. Missionen skal som de fleste andre lede efter tegn på nuværende og tidligere liv og foretage målinger af omgivelserne, men skal også give Kina teknisk ekspertise til fremtidige Mars-missioner.

Mars Terahertz Microsatellite

Japan står bag denne sensor, der skal sendes til Mars’ overflade for at måle de kemiske reaktioner i Mars’ atmosfære. Sensoren skal sendes af sted sammen med en anden planlagt mission. Det er endnu ikke annonceret hvilken.

Martian Moons Exploration

I 2024 har Japan planer om at sende en rumsonde af sted, der skal lande på Mars’ største måne, Phobos, samt indsamle satellitbilleder af den mindre måne Deimos og Mars.

SpaceX 

SpaceX har erklæret, at de vil sende deres første rumsonde til Mars i 2022, hvor den skal finde vand, identificere farer og forberede infrastruktur til blandt andet elektricitet og ilt. I 2024 er målet at sende en bemandet mission til Mars, der skal forberede en base til fremtidige marsboere.

I dag er et luftfoto over en gade, en ejendom eller en egn blot et par computerklik væk. Men længe før Google fløj piloten VIGGO SYLVEST JENSEN Danmark tyndt og fotograferede bondegårde, virksomheder og huse. Over en million luftfotos blev det til fra hele landet, og de er langtfra gået i glemmebogen.
Tekst:Allan VendeldorfFoto:PrivatIllustration:Rasmus Buhl

”HALLO, HALLO, De hører stemmen fra luften; min stemme kommer fra flyvemaskinen over Dem, og den kan flyve Dem en tur over Randers og omegn. De kan se ud over Kattegat, helt ned til Aarhus og ind til Viborg og helt til Skive, hvis vejret er klart. Kom ud til Randers Flyveplads på torsdag klokken 14, og få en tur for fem kroner per person.” 

Det var en augustdag i 1947, og Leif, der lige var fyldt syv, kiggede forundret op mod himlen. Så begejstret var han, at han fik penge og lov til en flyvetur af sin far. Da dagen kom, var drengen tidligt ude på den interimistisk afmærkede startbane for at stille sig i køen blandt de mange andre, der også ville have en tur i luften. Folk var utålmodige og skubbede drengen til side, så han hele tiden befandt sig bagest i køen, hvorfra han så et lille fly lette igen og igen og komme tilbage efter et kvarters tid. Til sidst var der kun Leif med efternavnet Andersen-Farmer tilbage, og piloten betragtede ham skeptisk og spurgte, om han var alene. Det var han.

”Det kan jo slet ikke betale sig at flyve kun med dig,” sagde piloten, men gav sig, da han så tårer i drengens øjne: ”Vi flyver alligevel, men så må du med på en længere tur og tiltræde som min assistent, for jeg skal lige ud og fotografere en bondegård oppe ved Hadsund.”

Viggo Sylvest Jensen.

LEIF VAR ELLEVILD, da han blev spændt fast. Lidt efter sad de oppe i luften, hvor han kunne se røgen stige op ad elektricitetsværkets skorsten, byens huse og lystbådene nede i havnen. Piloten fortalte, at byen under dem hed Alling­åbro, og senere forklarede han, at de lange rækker, der kunne ses på markerne under dem, var kartoffel- og roekuler. 

Han bad Leif om at række sig et af de kameraer, som lå bag ham, og den lille dreng blev ængstelig, da piloten åbnede døren i sin side, mens flyet slingrede mod jorden og kom så tæt, at Leif tydeligt kunne se nogle mænd, som stod ved vogne med heste for og var ved at læsse på. Mændene kiggede op mod flyvemaskinen, som larmede infernalsk og næsten krængede om på siden, mens den cirklede omkring det, der ikke var en helt almindelig bondegård, men et gods. Piloten holdt kameraet op for øjet, og han knipsede løs, til der ikke var flere billeder tilbage på filmen. Så lagde han kameraet på sædet, rettede maskinen op og bad drengen række sig et andet kamera, mens han rakte hånden bagud og mærkede, om Leif var fastspændt.

”Vi skulle nødig have, at du dratter ud,” råbte han og grinede, mens vinden ruskede i maskinen og dens besætning. Piloten holdt styrepinden mellem knæene, styrede retningen med to pedaler i bunden og fotograferede videre. Imens bemærkede Leif, at piloten med mellemrum sank noget, som drengen ikke vidste, hvad var, fordi han ikke havde puttet noget i munden. Bagefter lukkede han døren og vippede en afskedshilsen med vingerne til folkene nede på jorden. ”Jeg har lovet godsejeren dernede at tage nogle billeder af hans gods. Det hedder Overgård, og godsejeren hedder Flemming Juncker,” forklarede piloten, der hed Viggo Sylvest Jensen – eller bare Sylvest.

Mange år senere skulle Leif Andersen-Farmer selv få flycertifikat, og først da gik det op for den i dag 78-årige mand, hvad det var, piloten dengang havde siddet og sunket. Da han selv prøvede at flyve og fotografere fra luften, opdagede han, at når man har fokus på sit motiv med kameraet og samtidig styrer flyet med fødderne, gør de to divergerende retningsbestemmelser, at hjernens registreringsevne kommer ud af trit, så man bliver luftsyg. Det var opkast, Sylvest havde sunket.

Købmandsejendom i Vibæk syd for Odense med benzinpåfyldning. I dag bruges Sylvests luftfotos til at lokalisere, hvor benzintanke engang befandt sig.

12 ÅR TIDLIGERE havde Viggo Sylvest Jensen forladt Forsvaret med flycertifikat nummer 131. I 1931 var den maskinarbejderudlærte unge mand fra Hillerød blevet indkaldt til militærtjeneste i 6. Artilleriafdeling. Han gennemgik kornetskolen, sluttede som sekondløjtnant og blev efterfølgende udvalgt til at få flycertifikat. Han blev derfor i trøjen i fire år, og da han som kornet V.S. Jensen forlod tjenesten i 1935, vidste han, at fremtiden skulle være vingebåren. 

Viggo Sylvest Jensen købte et lille, åbent Gipsy Moth-fly i England og ernærede sig som flyvelærer fra Værløse Flyveplads, mens han i fritiden fløj rundture omkring Hillerød og omegn. En tur kostede 10 kroner, og hans forlovede og senere hustru, Zaria, solgte billetterne, som var relativt eftertragtede.

En dag steg en inder ombord. Bimal Mukherjee hed han, og han var på besøg hos godsejer Axel Jarl, der ejede den jord, Sylvest lånte til sine flyvninger. Mukherjee begyndte pludselig at tage billeder af landskabet og værtens gods fra det åbne fly, og da Sylvest senere fik lejlighed til at se resultatet, var han meget imponeret over, hvor skarpe fotografier der kunne tages fra luften, når vejret var klart.

Stationsby med velpassede haver. Ofte blev der fløjet lavt og på en faretruende måde, der påkaldte sig opmærksomhed nede på jorden.

Han undersøgte markedet, men det så ikke for godt ud. Andre luftfotofirmaer sad solidt på fotografering af større danske byer, herregårde, fabriksanlæg, havne, offentlige institutioner, historiske steder og bygninger. Det så derfor ret umuligt ud, da han alligevel gjorde et forsøg og købte et Leica-apparat mage til det, Mukherjee havde benyttet. 

Efter nogle prøvefotograferinger i området omkring Hillerød blev han overbevist om, at hans forsigtige antagelse var rigtig. Han havde taget billeder af bondegårde, virksomheder, kommunekontorer, sygehuse med videre, og det var forholdsvis nemt at få fotografierne afsat. Men skulle der mere fart over feltet, måtte arbejdet sættes i system. Derfor ansatte han sin første assistent, Ewald Bech Holtz, der var udlært fotograf, og hvis opgave det blev at fotografere, mens Sylvest koncentrerede sig om flyvningen og lod sig dirigere i rette position. Samtidig ansatte han den første af en senere hær af sælgere, som mod en provision på 20 procent tog fra sted til sted og viste prøvefotografier, så de eventuelle købere havde noget at vælge imellem. 

Og der var potentiale i ideen. Sylvest fotograferede alt fra luften, ikke blot bondegårde, men også smedjen, købmandsforretningen, kirken, præstegården, møllen, mejeriet, tankstationen, skolen og sågar fattiggården, og de fleste var interesserede i at købe et luftfoto af deres ejendom eller virksomhed. Desuden blev der taget fotografier af hele landsbyer og områder, der var egnet til at sælge som postkort hos den lokale købmand.

Viggo Sylvest Jensen var en flyvende institution. Helt op i 80’erne – mange år efter hans død i 1959 – kunne man stadig høre ældre danskere sige: ”Det er nok ham Sylvest,” hvis de så et mindre fly flyve på en faretruende måde.

FORRETNINGEN GIK strygende, og Viggo Sylvest Jensen og hans hustru købte i 1937 en ejendom i Hillerød, hvor sønnen Preben blev født samme år. Året efter var Nordsjælland stort set gennemfotograferet. Sylvest havde fundet sin egen niche, som konkurrenterne havde overset. I sommeren 1938 indlogerede han sig med familien nær Sorø og begyndte at luftfotografere denne egn med fire sælgere i fuld beskæftigelse. Efter et sommerophold ved Odense i 1939 købte luftfotografen endnu en villa i Hillerød, hvor mørkekammer og administration blev indrettet. Men samtidig overskred Adolf Hitlers tropper den tysk-polske grænse, anden verdenskrig var en realitet, og et halvt år efter var Danmark besat.

Sylvest Jensen så, hvor det bar hen, og af frygt for at få sin flyvemaskine beslaglagt skilte han den ad og gemte den i sit store mørkekammer på loftet i den ejendom i Hillerød, han havde købt. Luftfotograferingen blev sat i bero, og Sylvest begyndte i stedet at handle med ejendomme, ligesom han købte en mose ved Hellebæk og satte en tørveproduktion i gang.

Da Danmark igen blev frit, kunne han genoptage sin luftfotografering, og tilfældigt fik Sylvest fornyet gang i virksomheden. En kreativ kvinde havde farvelagt det luftfotografi af familiens ejendom, som de havde købt, og hun havde tilmed lært nogle nabofruer og veninder op i kunsten. Da Viggo Sylvest Jensen så, hvor naturtro farvelægningen var, øjnede han straks en forretning. Nu kunne kunderne vælge noget, som ingen andre tilbød, og i de følgende år tromlede han hen over landet og udkonkurrerede små som store konkurrenter. På en stor grund, der strakte sig ned mod jernbanen i Hillerød, blev der opført en lav bygning beregnet til mørkekammer, administration og frem for alt farvelægningsstue. 

Han fik også tilfældig kontakt til en flymekaniker i Kastrup Lufthavn, der i smug havde bygget på et fly beregnet til modstandskampen, men først var blevet færdig efter krigen. 

Sylvest havde nu to flyvemaskiner i luften og flere piloter og fotografer ansat. Selv var han blevet administrerende direktør for Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S, og den landsdækkende virksomhed rundede 40 ansatte, hvoraf de fleste var beskæftiget med kolorering af sort-hvid-fotografierne.

Retoucheringen betød, at han kunne tilbyde tidligere kunder en ny farvelagt udgave af deres sort-hvid-billeder. Og sælgerne kunne samtidig aftale med kunden at pynte lidt på virkeligheden. Skulle affaldsbunken bag laden fjernes? Skulle vasketøjet ind, eller busken i haven måske stå i fuldt flor? 

Rutemaskinen, som fløj Kastrup-Hamborg.

FOTOFLYVNINGERNE havde afsløret Viggo Sylvest Jensen som lidt af en vovehals, og i 1950 lettede en ny idé fra hans hoved: Danmarks første luftcirkus. Han lejede en mark syd for Hillerød, hvor han opførte en hangar, og hvor hans luftcirkus kunne træne. 21 luftakrobater og kunstflyvere blev ansat foruden praktisk personale, og til transport fra sted til sted blev der investeret i biler, motorcykler og flere fly. 

Et højttaleranlæg havde direkte radioforbindelse til piloterne, og 12 opvisningsnumre af forskellig faretruende karakter blev indøvet. I et af numrene skulle et fly med sin vinge vælte en pind, der kun var få centimeter fra jorden. I et andet optrådte krigsheltene og de to tidligere Royal Air Force-piloter Peter Steen og Palle Johnson. Sidstnævnte blandt andet med at stille sig i stålsko på vingerne af et fly i luften.

Før premieren havde Statsradiofonien lavet en populær foromtale af showet. Men et par dage efter omtalen indtraf katastrofen. Under en prøve på hovednummeret ’Styrt-Bombning’ – hvor fire fly skulle have kurs direkte mod jorden med næserne mod hinanden for i sidste øjeblik at rette op – gik det galt. To af piloterne kom for tæt på jorden og styrtede få meter fra hangaren på marken uden for Hillerød. Den ene blev dræbt, den anden kvæstet. Men the show must go on, mente Sylvest, og premieren blev ikke udskudt. I al hast blev der i stedet indkøbt et nyt fly, og Sylvest overtog den dræbte pilots numre uden videre træning.

Der kom omkring 3.500 betalende tilskuere til premieren i Ringsted 29. april 1950, og de så et perfekt show på trods af et helt igennem elendigt flyvevejr med sne, slud, regn og blæst. I løbet af året gav Sylvests luftcirkus 45 opvisninger overalt i landet, og 150.000 danskere købte billet. Ikke mindst i hjembyen Hillerød var succesen stor og tiltrak tusindvis af tilskuere til marken uden for byen. Der måtte indsættes ekstratog til Store Hestehave Trinbræt, hvorfra Sylvest havde entreret med det lokale bybusselskab til at køre folk det sidste stykke.

Det imponerende show var i verdensklasse, og i 1951 søgte det udenlands til blandt andet England, Holland, Belgien og Sverige, men overskud gav det ikke. Store udgifter til 12 flyvemaskiner og løn til 60 ansatte trak efter blot to sæsoner showet ned på jorden.

Udstillingsstand fra 50’erne.

NYE HORISONTER viste sig. I 1952 tog Viggo Sylvest Jensen på en studietur til USA, og over there benyttede man mindre fly til både såning og ukrudtssprøjtning. I Danmark foregik den slags med traktorer eller jeeps, og Sylvest opdagede endnu en gang en forretning. Især godserne så fordele i den moderne ukrudts- og skadedyrsbehandling fra oven. Desværre sprøjtede man med det berygtede stof DDT, som viste sig at være giftigt og skadeligt for mennesker, grundvand og dyr. Men gennem sit arbejde fik Sylvest kontakt med Danmarks store landbrug, og derfor var det ham, de kontaktede, når de skulle have nye luftfotografier.

Det samme gjaldt større virksomheder, for hvem Viggo Sylvest Jensen var begyndt at flyve taxiflyvninger. Flyvninger, der i øvrigt inspirerede til oprettelsen af en egentlig passagerrute mellem Kastrup og Hamborg. Han oprettede også en flyveskole, udlejede flyvemaskiner, og midt i 50’erne havde Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S 17 flyvemaskiner, to helikoptere og 100 ansatte. 

Luftfotograferingen var dog stadig det bærende element i virksomheden, og når et fotofly gik på vingerne, var ordren at fotografere alt relevant i det givne område. Det var en sund strategi, for selv små husmandssteder, parcellist­ejendomme og mindre håndværksvirksomheder var interesserede i at have et luftfoto hængende. Man begyndte også at fotografere almindelige huse, og bønderne havde desuden gode år. Hver gang en bedrift blev udvidet og moderniseret med ny stald eller gylletank, ville man gerne have den nye fremgang hængende på væggen.

Virksomhedens fremdrift skyldtes også, at man i 1949 var begyndt at tage horisontalfotografier, der gav et bedre indtryk af ejendommen, når den var fotograferet fra en flyveposition på blot 25 grader mod oprindelig 50. Dermed kom horisont og landskab omkring objektet med, og det blev populært og tiltrak gamle som nye kunder. Der blev blandt andet investeret i en hangar på Kirstinesminde Flyveplads i Skejby ved Aarhus, der blev oprettet afdelinger i Aalborg, Odense, Kastrup og Hamborg, og Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S fik efterhånden fotograferet hele Danmark fra luften.

MED EN MILLION luftfotografier taget over 20 år var markedet i slutningen af 50’erne ikke så frugtbart som før. Det ihærdige arbejde gjorde, at der oftere kom til at stå på bagsiden af et prøvefoto: ”Ejeren har flere billeder, nu er det slut!” ”I dette område har alle kolorerede billeder af SJ. Intet salg!” og lignende. Oplysningerne var skrevet for ikke at spilde tiden med forgæves salgsbesøg, og indimellem kunne der stå: ”Manden vil gerne have et billede, når den nye lade er færdig.” Men ofte gav notaterne udtryk for de potentielle køberes irritation over de gentagne besøg: ”Konen meget sur!” ”Manden er syg, har ikke råd!” ”Meget gamle folk!”

Markedet var mættet, og flere fly blev solgt, men Sylvest havde stadig en tro på fremtiden. I slutningen af 1959 tog virksomhedens fire ledende medarbejdere – ud over Viggo Sylvest Jensen blandt andre Ewald Bech Holtz – på en studietur til Markaryd i det sydlige Sverige for at se på en ny metode for farvefotografering, der var blevet mulig et par år forinden. 

På vej hjem forulykkede bilen, og Viggo Sylvest Jensen, Holtz og en af de øvrige medarbejdere blev dræbt. Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S – der på dette tidspunkt stadig var verdens største af sin art – blev nærmest udraderet på et øjeblik.

Tidligere Royal Air Force-pilot Palle Johnson stående på et fly i luften.

Sylvests søn, Preben Sylvest Jensen, fortsatte sin fars arbejde, men de gyldne år var forbi. Danskerne var ikke længere så bundne til deres fødested som tidligere, og de knyttede sig ikke til deres hjem på samme måde som før. Virksomheden forsøgte at fotografere de moderne typehuse, men salget var en fiasko. Der var overvejende erhvervskunder tilbage at betjene, men til gengæld blev sortimentet udvidet ved også at tilbyde luftfotografier på lampeskærme, askebægre og platter.

Ønsket om bedst mulige horisontalfotografier gjorde desuden de lave flyvninger tæt på bebyggelser, højspændingsledninger, antenner og øvrige installationer så farlige, at Preben Sylvest Jensen blev den direkte årsag til, at Statens Luftfartsvæsen satte en grænse for, hvor lavt der måtte flyves ved luftfotografering. Årsagen var, at han styrtede ned med et fly i 1972.

”Det taler jeg helst ikke om, men det var ved Silkeborg, og det var i øvrigt ikke mig, der fløj,” fortæller 81-årige Preben Sylvest Jensen, der efterfølgende solgte firmaet. I 1989 lukkede pionervirksomheden og solgte negativsamlingen til Det Kongelige Bibliotek.

Kirsebærbakken i Hillerød. Ejendommen yderst til venstre var Sylvests bolig og hjemsted for verdens største luftfotofirma.

DE MANGE LUFTFOTOS ligger dog ikke gemt væk i gamle kasser. Tvært­imod har de fået en ny betydning, der kan konkurrere med Google Earth, droner og andre elektroniske billeder fra luften.

”Kommuner og regioner bruger dem til at kortlægge forurening,” forklarer forsker ved Kort- og Luftfotosamlingen på Det Kongelige Bibliotek Stig Svenningsen.

”Der er også tilfælde, hvor de benyttes i juridiske spørgsmål om erstatning i forbindelse med ejendomshandler og lignende. Trap Danmark (værk i 34 bind om Danmarks 98 kommuner, red.) forhandler også om brug af luftfotografierne til deres digitale version, da de har en kultur- og bygningshistorisk værdi omkring områders udvikling.”

Hele Danmark er fotograferet, men det betyder ikke, at der er et luftfoto af hvert eneste hus. Samlingen får af og til henvendelser om tidligere lossepladser, men de er ikke fotograferet, da der ikke var penge i det. Derimod er eksempelvis brunkulslejer fotograferet, eftersom Sylvest Jensen’s Luftfoto A/S kunne afsætte luftfotos til driftslederen og måske nogle af arbejderne.

Myndighederne er opmærksomme på værdien i Sylvests luftfotografier. De fynske kommuner er således gået sammen om vidensdatabasen Geo Fyn A/S på baggrund af firmaets fotografier, ligesom den boligrelaterede oplysningsdatabase DinGeo er baseret på dem.  

Ifølge overassistent Arne S. Andersen ved Det Kongelige Bibliotek er de mange virksomhedsoptagelser interessante til bestemmelse af beliggenhed, tromleoplag og affaldsdepoter. 

”I 50’erne havde omtrent hver en købmand og brugs i småbyerne eget benzinsalg. Stikprøver har vist forurening på 80 procent af de grunde, hvorfra der tidligere har været salg af benzin. Her har vi billederne,” forklarer han.

I disse år er mange danskere desuden optaget af at finde deres rødder. Ved at søge på bibliotekets hjemmeside kan de nu se, hvordan der så ud, hvor bedstemor boede. Nogle køber også et fotografi af det hus, de bor i, som det så ud for måske 80 år siden – i sort-hvid. For Det Kongelige Bibliotek håndkolorerer ikke. Også dér var Sylvest forud for sin tid.

Efter årtiers hash- og narkopolitik uden den store virkning afsøger kræfter i Danmark mulighederne for at liberalisere. I Portugal har man afkriminaliseret stofafhængighed og besiddelse til eget forbrug. Men er det vejen frem? Ud & Se tog til Lissabon for at prøve at finde svar på et virkelig vanskeligt spørgsmål.
Tekst:Kristian LauritzenFoto:Jonas Pryner

MED ÅBNE cement-arme over en gylden hængebro står Kristus i 110 meters højde og betragter den portugisiske hovedstad. I udkanten af frelserens synsfelt, på modsatte side af floden, ligger Estação do Oriente, Lissabons hovedåre for togtrafik. Stationen er udsmykket med stålgitre og store, hvide fluevinger, og indenfor danner buede søjler et koldt og gråt fundament for fire plateauer fyldt med rullekufferter og portugisere, der orienterer sig på store skærme på væggene og på små i deres hænder. 

Midt i det hele står den 25-årige nordmand Tommy i sine slidte kondisko. Han skal bruge i alt ni euro til en speedball – en sprøjte med 0,2 gram heroin og ditto kokain – og han mangler fem euro. Han hælder med skuldrene til den ene side. Som en bedøvet pac-man på jagt efter ost slæber han fødderne hen ad betongulvet langs de indendørs cafeer, hvor folk drikker espresso og spiser sukkerkager. Hans læber er knastørre, og hans øjne er våde. Knæene peger indad og får hans ben til at ligne et timeglas. 

En kvinde giver ham 1,5 euro, og Tommy, der ikke vil have sit efternavn på tryk, smiler af lettelse. I stationens kælderetage lyser nordmandens øjne op, da han ser André Mesquete, der står foran metroens tælleapparatet og spejder rundt i menneskehavet. Den 44-årige portugisers øjenlåg blinker i hurtige tics, og han har en rygsæk på ryggen og en på maven. Han er i joggingtøj og spjætter med benene. Som forsøgte han at ryste bukserne fri for insekter. 

”Hvor meget har du? Jeg har to euro. Vi deler,” siger André. De griber fat om glaspladerne ved tælleapparatet, hopper over og pisker mod perronen. En halv time senere er de på vej ned ad en sti langs en mur med graffiti i Beco Picheleira, et broget arbejderkvarter. Bag stien ligger nedslidte boligblokke i gule og lyserøde farver, hvor lokale pushere sælger deres varer. Tommy og André sætter sig på rygsækkene under en togbro og begynder at tilberede speedballs. Jorden svømmer i skrald og grønne poser, som socialarbejdere deler ud til Lissabons stofbrugere. Poserne indeholder rene sprøjter, renseservietter, kondomer, skeer til opvarmning af heroin og filtre til at rense heroinen for affaldsstoffer. André presser bagenden af sprøjten i metalskeen, så stofferne blandes sammen til en grå substans, der ligner fortyndet mørtel. Kokainen mindsker risikoen for en overdosis heroin, fortæller André, der udtaler ’heroin’ med stumt h. Hans stemme er dyb som en tudses. 

Tommy tørrer sig med en af de offentlige renseservietter på indersiden af albuen. Togskinnerne buldrer, da et tog kører forbi. De to har kendt hinanden i en uge. 

”Vi skal lave musik sammen, men vi skal være clean først,” siger André og skyder nålen i en blodåre på håndryggen. Nogle minutter senere lægger de sprøjterne i den grønne pose, som de smider i portugiserens rygsæk. Det brugte grej afleverer de til socialarbejderne, næste gang de ser dem. ”I clean my shit,” siger André.

I MIDTEN AF 90’ERNE stod Portugal med et heroinproblem af nærmest epidemisk omfang. Ud af 10 millioner indbyggere var 100.000 afhængige af cavalo – ’hest’, som stoffet blev døbt på gaden – og den såkaldte brune bølge ramte på tværs af landet, der dengang havde flest hiv-smittede stofbrugere i EU. I 1999 godkendte den daværende socialistiske regering en ny stof-strategi, hvor alle stoffer til personligt forbrug skulle afkriminaliseres. Stofbrug skulle være et anliggende for sygeplejersker og psykologer, ikke for politi og dommere. Da lovændringen trådte i kraft i 2001, frygtede især konservative politikere, at landet ville blive et paradis for stofturisme. Måske med rette. Men den lokale ’hest’ er nogenlunde tæmmet. Siden årtusindskiftet er antallet af heroin-afhængige i Portugal faldet til cirka 30.000.

”Politikken virkede,” sagde FN’s portugisiske generalsekretær António Guterres til en konference om narkopolitik i september 2018 i selskab med blandt andre USA’s præsident Donald Trump.

”Stofafhængige er patienter og ofre. Hvert land har sin politik, men vi deler alle samme mål: at sikre borgernes helbred og velvære,” sagde FN-chefen, der var premierminister i Portugal fra 1995 til 2002.

I dag er Portugal det land i Vesteuropa med færrest dødsfald i forbindelse med indtagelse af stoffer, og antallet af hiv-smittede stofbrugere er faldet med mere end 90 procent siden 90’erne.

Det er stadig ulovligt at sælge stoffer i Portugal, men ingen ryger i det strafferetlige system for såkaldt personligt forbrug. Grænsen for kokain er to gram, for heroin, LSD og MDMA er den ét gram, og for hash fem gram. 

LEGALT GLOBALT

I 2013 blev Uruguay det første land i verden, der legaliserede produktion, besiddelse og køb af cannabis. På nuværende tidspunkt er cannabis til rekreativt, privat brug legaliseret i 10 amerikanske delstater (den konkrete lovgivning varierer fra stat til stat), mens 33 stater tillader medicinsk cannabis.

Colorado var den første delstat, der legaliserede cannabis i 2014, og i dag er der over 170 cannabis-apoteker i delstaten. Cannabis er stadig ulovligt på føderalt niveau i USA, og derfor er det ikke tilladt at bevæge sig fra de forskellige stater med stoffet på sig.

I oktober 2018 trådte en ny lovgivning i kraft i Canada, der gør det lovligt at købe og besidde cannabis til personligt forbrug, som er defineret ved maksimum 30 gram. Cannabis er tilladt at købe for myndige borgere i statsautoriserede Cannabis Stores.

I november 2018 annoncerede den nye regering i Luxembourg, at staten vil legalisere cannabis til eget forbrug.

I Spanien har forbrug af stoffer været tilladt i mange år, så længe det foregår inden for hjemmets fire vægge, ligesom det er lovligt at have cannabisplanter i sit hjem.

I Schweiz har det siden 2011 været lovligt at besidde og købe cannabis med et begrænset indhold af THC (det psykoaktive stof i hampplanten).

I 2017 stemte et flertal i stortinget i Norge for afkriminalisering af alle slags stoffer til personligt forbrug. Et ’rusreformudvalg’ er i øjeblikket ved at udforme et bud på, hvordan den norske narkotikamodel skal se ud.

HVIS EN BETJENT pågriber en person med stoffer i Portugal, bliver produktet sendt til politistationen, analyseret og vejet. Er mængden inden for rammerne af det ikke-kriminelle, bliver vedkommende påbudt at møde op hos CDT – ’Kommissionen for afskrækkelse af stofafhængighed’, og er der tale om gentagelsestilfælde, risikerer man en bøde.

Kommissionens afdeling i Lissabon ligger på første sal i en kontorbygning i et boligområde tæt ved byens zoologiske have. Naboen i underetagen er en møbelbutik, og de gule vægge i opgangen trænger til penselstrøg. I venteværelset er opslagstavlen fyldt med pjecer om stofbehandling, og der lugter af tandlægeklinik. I 80 procent af tilfældene møder folk op hos kommissionen for besiddelse af cannabis. En af dem er en 43-årig smed, vi kalder Miguel, da han ønsker at være anonym. Han blev stoppet i sin bil ved en trafikkontrol. Da han fandt sit kørekort frem, steg en duft af pot op i luften, og betjenten lugtede lunten. Miguel sidder nu til samtale med en psykolog, en socialarbejder og en jurist. De taler om hans liv og forbrug af cannabis. Smeden har en sort hue på hovedet og er i skovmandsskjorte. Hans hænder er store og slidte.

”Du havde tidligere et højt forbrug af cannabis, ikke?” spørger 41-årige Nádia Simoes, en lavstammet jurist i nederdel, briller og håret sat op i en knold. 

”Ja,” svarer Miguel. For tre år siden røg han dagligt, men han skruede ned for sit forbrug, da han fik hjerteproblemer.

”Du havde fire gram cannabis på dig. Med hensyn til loven – har du forstået det hele?” spørger juristen.

”Ja, eget forbrug er op til fem gram,” siger smeden og blotter et hullet tandsæt. 

”Har du brug for hjælp, så ring. Vores dør er åben. Også når dit navn ikke længere står i vores system. Vi vender tilbage om lidt, så kan du få lov at skrive under,” siger Nádia Simoes, der fortæller, at kommissionen ikke er en domstol: ”Folk er derfor ofte afslappede og ærlige, så vi kan hjælpe dem bedst muligt.”

Miguel bliver siddende og kigger ud i luften. Lysindfaldet gennem ruden afslører et strejf af sved på hans overlæbe. En åben turistbus kører forbi i regnvejret nede på gaden. En kvinde banker et tæppe fri for støv fra et vindue i lejligheden overfor. Et par minutter senere er de tre CDT-ansatte tilbage i lokalet. 

Nádia Simoes rækker Miguel et papir og beder ham skrive under. Der bliver ingen sanktion. Bliver han taget med stoffer inden for de næste fem år, kan han risikere samfundstjeneste eller en bøde på mellem 15 og 580 euro. Miguel er tilhænger af systemet hos CDT, fortæller han, inden han giver et fugtigt håndtryk med en håndværkerlab og siger tak for i dag. Hans parkeringsbillet gælder kun en time, og han skal på arbejde. 

Tommy fra Norge i gang med at spørge om penge på Estação do Oriente.

I DEN NORDLIGE DEL af Lissabon, tæt på lufthavnen, sidder hovedarkitekten bag Portugals narkotikamodel, den 64-årige læge João Goulão. Han er er statens koordinator for stofbehandling og sidder på sit kontor hos SICAD – ’Interventionsservice for vanedannende adfærd og afhængighed’.

”Sammenligner vi stofbesiddelse med at køre bil uden sikkerhedssele, er ideen at tilbyde et kørekursus i stedet for en straf,” siger Dr. Goulão, der er klædt i jakkesæt med prikket slips, iført briller og har buskede øjenbryn. En reol langs væggen er indrettet som et slags hæders-alter med billeder af ’narko-tsaren’, som lægen bliver kaldt, i selskab med Paven, jetset-filantropen Richard Branson, Desmond Tutu og andre notabiliteter.

”Den mest kendte del af vores politik handler om afkriminalisering af stoffer til eget forbrug. Men den vigtigste del er den røde tråd, vi har fået skabt på tværs af sundhedssystemet og 11 ministerier. Alt sammen ud fra tankegangen om, at vi har at gøre med sociale og helbredsmæssige problemer,” siger João Goulão. 

”Interessen for Portugals resultater har aldrig været større,” siger lægen og fortæller, at SICAD i 2018 har haft besøg af mere end 100 journalister, politikere og fagfolk fra udlandet. I 90’erne var stoffer den største bekymring for den portugisiske befolkning i meningsmålinger. I dag er emnet et godt stykke uden for top 10. 

”Vi løste ikke alle problemer med stoffer. Men den vigtigste forandring er, at stigmaet forbundet med stoffer er blevet mindre,” siger lægen og fortæller, at udgifterne til landets narkotikamodel er relativt beskedne. Det juridiske system er mindre belastet end tidligere, og færre ryger i fængsel, mens de sociale og sundhedsmæssige tiltag koster staten 75 millioner euro om året. 

Portugal er det fattigste land i Vesteuropa, og den gennemsnitlige månedsløn er på cirka 850 euro, men den økonomiske virkelighed var dog ikke blandt de afgørende årsager til landets problemer med stoffer i 90’erne, siger João Goulão. Portugal var også et fattigt land under militærdiktaturet, inden stofferne blev udbredt.

”Det største problem var, at vi gik fra et lukket system til et næsten naivt, åbent samfund uden at have tid til at omstille os og være forberedt på, hvordan vi skulle håndtere stofbrug.”

I løbet af 00’erne blev der indført en jobordning for tidligere stofafhængige i Portugal – et slags positivt diskriminationsprogram. Næsten 10.000 mennesker fik job med ordningen, fortæller João Goulão, men da Portugal blev ramt af økonomisk krise i 2010, blev ordningen skåret væk.

”Mange tidligere stofafhængige blev fyret og røg tilbage på heroin. Vi har oplevet et tilbagefald blandt de ældre generationer på grund af den økonomiske krise.” 

Tommy og André tager turen til pusherne uden for centrum 7-8 gange dagligt.

VED HAVNEGADEN i det centrale Lissabon danner en metadon-bus skygge fra solen for en kø af patienter. Bag den sydende morgentrafik ligger fragtskibe i vandet, mens ekspresfærger sejler mellem det bakkede centrum og byens opland på den modsatte side af kysten. Havnefronten er et horisontalt helle fra byens mange huse med mønstrede dukkehusfacader og smedejerns­altaner og de nuttede sporvogne, der tøffer rundt i det kuperede landskab. 

Joana Germano tager imod en plastickop fra sygeplejersken inde bag lugen i bussen og hælder den flydende metadon i halsen. Hun klamrer en hånd til en pose chips, hendes røde hår er filtret sammen, og hun er iført benvarmere og vandrestøvler. Den 40-årige portugiser får det skidt om morgenen, så hver dag begynder med metadon. 

”Jeg stoppede med metadon sidste år, da jeg begyndte at tage stoffer igen. Men så kom jeg i behandling. Jeg har det bedre nu,” siger hun, tripper med fødderne og er videre så hurtigt, hun kan gå uden at løbe, da en veninde kalder på hende. 

Kvinder skal tage en graviditetstest for at blive registreret i metadon-programmet hos Ares do Pinhal – en organisation, der hjælper stofafhængige med behandling. 

PORTU-LEGAL?

Det venstreorienterede parti Bloco de Esquerda (Venstreblokken) fremsatte for nylig et lovforslag om legalisering af cannabis med statsreguleret salg for at bekæmpe narkokriminalitet. Et flertal i parlamentet stemte dog imod. Dr. João Goulão, statens koordinator for stofbehandling, mener, at legalisering formentlig er den rigtige vej at gå på længere sigt. ”Men vi føler os ikke presset til at gøre noget nyt for enhver pris lige nu. Vi har tid til at lære af andre landes erfaringer. Skal vi legalisere, mener jeg, at det skal gælde alle stoffer, for at bevare den røde tråd i vores arbejde. Det afgørende er folks forhold til stofferne og i mindre grad, hvilke stoffer de tager,” siger han.

”Graviditet kan være svært at håndtere med et massivt forbrug af stoffer. Men vi tvinger ikke kvinderne til et træffe et bestemt valg, hvis de er gravide,” siger Hugo Faria. Den 45-årige psykolog står på fortovet foran metadon-bussen i jeans og sweatshirt. Rundt om ham parkerer taxichauffører deres biler og stiller sig i køen, mens to kvindelige psykologer sidder på klapstole og taler med patienter. På et bord ligger papir og tuscher, som patienterne kan tegne med. Psykologerne spørger om patienternes hverdag og lytter til deres oplevelser med behandling og eventuelle trakasserier med sagsbehandlere.

”Efter næsten 20 år med afkriminalisering er der stadig mange i det offentlige system, som ikke forstår, hvilken adfærd der er forbundet med en sygdom som afhængighed,” siger Hugo Faria. 

I lugen beder 41-årige Marco Pao om et stykke sølvpapir, han skal bruge til at ryge heroin. Han får metadon og er i behandling for hepatitis C. Han er i hættetrøje, læderjakke, han er duknakket og har hørebøffer om halsen. Marco Pao husker godt, da stofbesiddelse var kriminelt.

”Folk var mere mistænksomme, fordi der var så mange junkier, der stjal. Alle havde nogen i deres familie, som var misbrugere,” siger Marco Pao, der klemmer det ene øjenlåg i, når han taler. Mentaliteten hos politiet ændrede sig først et stykke inde i 00’erne, mener han. 

”Betjentene sparker ikke længere stofferne væk fra folk,” siger Marco Pao og smiler rundt om et par skæve fortænder. 

Portugal tilbyder behandling for det, der i andre lande straffes med fængsel.

DET PORTUGISISKE POLITIS nationale hovedkvarter ligger i en nedlagt kirke på toppen af en stejl gade. Den gamle bygnings ellipseformede søjler indrammer en firkantet gård. Indenfor er der skakternede marmorgulve, der er en rungende akustik, og væggene er fyldt med bibelske kalkmalerier, ordener og hædersbeviser. 

”Politiets attitude over for stofbrugere har forandret sig, siden afkriminaliseringen blev indført,” fortæller 52-årige José Carlos Leitão, der er chef for Portugals kriminalefterforskning og sidder ved et rundt bord i et mødelokale i jeans og habitjakke. Han er muskuløs, har et firskårent ansigt, en kløft i hagen og ligner en sydeuropæisk Clark Kent. 

”Tidligere var betjentene mere anspændte og hårde over for de her mennesker, fordi deres adfærd indebar kriminalitet. I dag ved alle, at der er tale om en administrativ proces. Presset i situationen er aftaget,” siger han. 

Da lovændringen blev vedtaget, var der skepsis fra politiets side, fortæller José Carlos Leitão. Mange var nervøse for, at forbruget af stoffer ville stige, hvis der ikke var en risiko for straf forbundet med afhængighed. 

”Men det skete ikke. Lovændringen var en succes. I 90’erne var der måske 10 områder i Lissabon, hvor der blev solgt og indtaget stoffer åbent. I dag er det mere begrænset og mindre synligt. Tidligere var der også flere tyverier og indbrud som konsekvens af afhængighed,” siger politichefen, der har været ansat i styrken i 32 år. 

Faldet i berigelseskriminalitet kan dog have flere årsager, mener han. Siden lovgivningen trådte i kraft, er der indført økonomisk understøttelse i Portugal. En ydelse, som tusindvis af borgere – hvoraf mange tidligere begik kriminalitet – har haft gavn af. 

Og pusherne har også ændret deres metoder siden 2001. 

LOVGIVNINGEN I DANMARK

Siden 1955 har det været strafbart at være i besiddelse af stoffer i Danmark. Fra 1969 afstedkom besiddelse af stoffer til eget forbrug i praksis ofte kun en advarsel, så længe mængden ikke vurderedes til at være til videresalg. I 2004 strammede politikerne lovgivningen under den daværende borgerlige regering, så besiddelse af alle former for stoffer – uanset mængde – medfører bødestraf. Hvis mængden overstiger et vist niveau, kan man risikere fængsel.

Samme år ryddede politiet Pusher Street på Christiania for at slå hårdere ned på hashsalget. I 2007 blev straffene skærpet, og bøder for anden- og tredjegangsforseelser blev hævet med 50 og 100 procent. En undtagelse blev dog tilføjet til loven, som gjorde det muligt at annullere bøden, hvis forbruget skyldes misbrug og afhængighed. Politiet har i de efterfølgende år fået kritik for ikke at følge undtagelsen i praksis. Bøde- og straffe­rammen er forskellig, alt efter hvilke former for stoffer der er tale om. På offentlige stofindtagelsesrum i landets større byer er det i dag straffrit at være i besiddelse af stoffer til eget forbrug. På indre Vesterbro i København har politiet og kommunen således oprettet en straffri zone, hvor det er tilladt at have stoffer på sig til eget forbrug.

”De står med præcis den mængde, som de må have uden at blive arresteret. Resten har de gemt i nærheden. Det ændrer vores arbejde, når vi ved, at de folk ikke er almindelige forbrugere af stoffer. Vi overvåger diskret, så vi ved, at når vi henvender os, har personen en kriminel mængde stoffer på sig,” siger José Carlos Leitão, der også fortæller, at når politiet skal finde bagmænd, kan det være nemmere at få oplysninger om, hvem en person har købt sine stoffer fra, hvis vedkommende ikke bliver arresteret: ”Når folk ikke er pålagt en byrde, er de mere samarbejdsvillige.” 

Politiets efterforskning af narkotikasmugling har ikke ændret sig på grund af afkriminaliseringen, siger politichefen. Portugal er stadig en port til Europa – primært med kokain fra Sydamerika og cannabis fra Marokko – og her samarbejder politiet med andre lande. 

I modsætning til hårde stoffer er forbruget af cannabis dog steget markant i Portugal de seneste fire år, fortæller José Carlos Leitão. Men han tror ikke, at den udvikling kan kobles til afkriminaliseringen. 

”Vi ser den samme stigning i Spanien. Cannabis er blevet socialt acceptabelt, samtidig med at prisen er faldet på grund af de store mængder, der kommer fra Marokko,” forklarer chefen for politiets kriminalefterforskning, der mener, at de færreste portugisere i dag betragter landets stofbrugere som kriminelle.

”Jeg tror, at den generelle holdning til afhængighed er medlidenhed. Langt de fleste, der tager stoffer i Portugal, bruger det rekreativt – til fester og bestemte lejligheder. De har ikke brug for at skaffe penge til stoffer.”

João Goulão har arbejdet som familielæge i Algarve, der tidligere var meget plaget af heroinproblemer. I 1997 blev han ansvarlig for sundhedsministeriets program for forebyggelse og behandling af stofafhængighed.

TOMMY SIDDER på gulvet i en metrovogn med hovedet mellem benene. Han trækker op i sit ærme og betragter sit stiksår. 

”Få det der væk. Folk kigger,” siger André Mesquete og trykker et knæ i siden på nordmanden. Tommy smiler forlegent. De stiger af ved Estação do Oriente og går ind i et storcenter, hvor børnefamilier farer af sted med indkøbsposer og ispinde, mens popmusik brager fra højttalerne. André smutter ind i en parfumebutik. Hans ben er et par hurtige trommestikker. Han griber fat i en Diesel-parfume og giver sig selv to strejf på halsen. 

”Sådan gør jeg, hver gang jeg er her,” siger han og griner. 

Tommy og André sætter sig ved et udendørs caféområde. De finder cigarillos frem, og André spiser æbletærte fra McDonald’s. Regndråber tæsker løs på en hvid presenning. Tommy kom til Lissabon for et par måneder siden. De første par uger arbejdede han på et callcenter, hvor han bookede hotelophold for turister, indtil andre længsler trak i ham.

”Jeg brød mig alligevel ikke om jobbet, jeg vil hellere lave musik. Men det var ikke planen, at jeg skulle ende med at tigge penge på gaden,” siger Tommy, der søgte jobbet, da han boede hos sine forældre i norske Molde, mens han forsøgte at ryste sig fri af et galoperende forbrug af amfetamin. Tommys mor er handicaphjælper, hans far arbejder i en malerforretning. Han var 19 år, første gang han skød sig i armen med amfetamin. 

”Jeg har altid været glad for at være påvirket. Som yngre var jeg ham, der drak mest og gik senest i seng,” fortæller han. I Norge forsøgte han at kvitte stofferne med metadon. Men han kunne ikke sove om natten, han rystede og frøs. ”Metadon er et helvede at komme ud af,” siger Tommy, der har haft et enkelt sammenstød med politiet i Portugal, som fik ham til at tro, at det var kriminelt at være i besiddelse af stoffer. 

En af Lissabons metadonbusser.

André ryster samtidig med skuldrene, kroppen er hele tiden i bevægelse. Han er opvokset på Azorerne, hvor en kammerat introducerede ham til heroin som 17-årig i en frokostpause, da han arbejdede i et supermarked. Han har været i behandling flere gange og været clean i lange perioder af sit liv. 

”Jeg skammer mig over at tigge om penge til stoffer, mens de mennesker derinde går i biografen og køber ind til aftensmad. Når jeg er clean, kan jeg være ligesom dem. Bedre endda. Men nu er der gået seks måneder, så …” siger han og trækker øjenbrynene op i panden.

For nogle måneder siden var André i Holland for at spille som dj. Bagefter skulle han hjem til sin kæreste på Azorerne. Men han kom aldrig videre, da han landede i Lissabon. Når han er hjemme på øerne, arbejder han hos et biludlejningsfirma. 

”Jeg har ikke talt med min kæreste i to måneder, og jeg er flov. Det er ikke første gang, det er sket, men jeg håber, det bliver den sidste. Min mor er deprimeret på grund af mig. Men vi skal også ud af det her, Tommy og mig.” 

Tommy nikker og kigger på sin sidemand. ”Skal vi se at komme af sted?” spørger han. Nordmandens øjenlåg er tunge, og hans sætninger er længere undervejs end for et kvarter siden. André lyser op og laver crawl-bevægelser med armene: ”Til swimmingpoolen,” siger han. Det er ruten fra stationen til pusherne, og til stofferne er i kroppen. 

Psykologerne hos Ares do Pinhal. Alle, der vil i metadon-program, bliver screenet for hiv, hepatitis og andre sygdomme.

NOGLE AF LISSABONS cirka 2.000 hjemløse sover i parker og på togperroner. Andre overnatter på byens arkitektoniske kirkegårde: de mange hullede bygninger, hvor huslejepriserne traditionelt er holdt nede og har fjernet udlejernes incitament til at renovere. I 2014 var en fjerdedel af alle ejendomme i Lissabon forladte. Siden er flere af murstensskeletterne vakt til live, og der er løsnet op for huslejereguleringen. Arbejdsløsheden er halveret, turismen blomstrer, og det vælter ind med investeringer udefra. Som i mange andre storbyer tromler gentrificerings-toget gennem byens gader, mens mange indfødte fnyser ad en udvikling, der forvandler lokale bagerier til dyre kaffebarer og hele opgange til Airbnb-reservater. 

”Striptease? Night club?” råber en taxichauffør ud ad vinduet på sin bil. Hyrevognen klemmer sig ind gennem den smalle gade i Bairro Alto, Lissabons mest populære restaurant-, bar- og drukscene. Det er lørdag aften, og de labyrintiske stier under de gamle gadelygter er fyldt med sprutsjaskede turister, kærestepar, der fletter fingre, og afrikanske gadesælgere med fjollede hatte, knæklys i hænderne og fløjter i munden, som de blæser i for fulde gardiner. Tjenere står på gaden og blafrer med lokkende laminerede menukort. Inde fra restaurationslokaler synger kvinder i store kjoler salvelsesfuldt til tonerne af sirligt guitarspil, mens gæsterne tager for sig af mad og drikke og fado, den berømte portugisiske musikgenre.

Under Portugals militærdiktatur blev politihovedkvarteret i Lissabon brugt som centrum for regimets ungdomsbevægelse.

Udenfor glider en rund herre i en for stor ruskindsjakke nærmest lydløst hen ad de våde brosten. Han er cirka 50 år og stikker hovedet frem under en paraply med Burberry-tern.

”Vil I have kokain?” spørger han hviskende. ”I kan få en smagsprøve,” fortsætter han. 

Ordene er et kødben til hans to meter høje makker, der finder hvidt pulver frem i et stykke husholdningsfilm. 

”Taste,” siger de begge kommanderende, næsten i kor. 

”Nå, ikke?” Herren i ruskindsjakken slår ud med armene og ser oprigtigt skuffet ud. 

”Hvad så med Viagra?” råber han i samme øjeblik, som han opgiver at følge efter. Ved næste gadehjørne er der flere mænd, der tilbyder lignende forsyninger. 

”De sælger duelort og sukker,” siger Julio Cesar og læner sin topmave ind over disken. Den skaldede bartender er 51 år og har drevet sin lille bar i Bairro Alto i 15 år. Hans parfume er kraftig og krydret, og bag ham ligger limefrugter i en tre meter lang montre. I loftet roterer en diskokugle, og højttalerne pumper elektronisk pop. 

”Turisterne tror, at det er normalt med pushere over det hele, men det vrimler med snydesælgere derude. Jeg ville ønske, de solgte den ægte vare. Hvis du går ind i en Dolce & Gabbana-butik, vil du jo ikke spises af med et par falske jeans, vel?” råber Julio Cesar og griner med en latter, der lyder som en bilmotor, der ikke vil starte. 

Portugals lovændring på narkoområdet har ændret hele scenariet, siger politiets efterforskningschef José Carlos Leitão.

DE SKINNER NÆSTEN, de hvide snørebånd på Davids sorte gummisko. I dag er hans første med skoene på og hans sidste på Ares do Pinhals behandlingshjem i udkanten af UNESCO-byen Sintra, en halv times kørsel fra Lissabon. Huset er omringet af skov og store villaer langs bakkede grusstier, og et par kilometer herfra går turister rundt og tager selfies foran slotsruiner og gotiske paladser. 

”Jeg har engang givet mine sko til en pusher, fordi jeg ikke havde nogen penge,” siger den 42-årige portugiser og smiler skævt. Han står på gruspladsen i solskin foran det gamle hus i tre etager og drikker espresso af en plastickop. Modne appelsiner hænger på træerne, og i de små køkkenhaver går husets beboere rundt og planter grøntsager. 

Ifølge reglerne på stedet må der kun angives fornavne på husets beboere. Behandling på Ares do Pinhal er gratis og inddelt i tre faser på tre forskellige steder i omegnen af den portugisiske hovedstad. Første fase handler om at blive stoffri. I anden fase er der fokus på introspektion, som det hedder – at se indad. I Sintra er målet for beboerne at opbygge nye vaner, at få sig et job og finde tilbage i samfundet. David har boet her i 14 måneder. I morgen flytter han sammen med sin kæreste i Lissabon. Det er to år og fire måneder siden, David sidst tog stoffer. 

RYGENDE UENIGHED

Ifølge en meningsmåling foretaget af Epinion for Danmarks Radio i 2017 mente 53 procent af de adspurgte danskere, at cannabis bør legaliseres. På Christiansborg er der flertal for et fortsat forbud mod alle former for narkotika, men Liberal Alliance, Alternativet, Enhedslisten, SF og De Radikale er for legalisering af cannabis, blandt andet for at bekæmpe bandekriminalitet forbundet med salg. Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet er desuden tilhængere af, at man afkriminaliserer andre former for stoffer til personligt forbrug.

Antallet af sigtelser for overtrædelse af narkotikalovgivningen har ifølge Sundhedsstyrelsen ligget nogenlunde stabilt med en mindre stigning de seneste ni år. Mængden af beslaglagt hash i Danmark er steget markant fra 2006 til 2017 – det samme er mængden af beslaglagt kokain, dog i mindre målestok. 41 procent af danske unge under 25 år har prøvet at ryge hash. Det er lidt færre end i 2013, men nogenlunde på samme niveau som i år 2000. 11 procent af de unge har prøvet andre stoffer end hash. Det er en stigning på tre procent siden år 2000.

”Stofferne er stadig friske i min erindring. Jeg var igennem så mange lidelser i månederne, inden jeg kom i behandling. Jeg boede på gaden og var begyndt at stjæle fra min familie for at få råd til heroin,” fortæller han.

David er kort og kompakt og har tætte øjne. Han stammer en smule, når han taler. En tyk sølvkæde hænger på hans hals, og et par baggy jeans hænger ned over hans nye sko. Han sætter sig på en bænk ved siden af huset og tager sin telefon op af lommen. 

”Se, om du kan genkende en af de mænd,” siger han og finder en musikvideo frem på YouTube. 

Musikken lyder som en portugisisk version af det amerikanske punk-rockband The Offspring. En seks år yngre David spiller guitar i videoen, som han også har produceret. Kinderne er mere fyldige end i dag, randene under øjnene ikke så synlige. 

”Dengang tog jeg stoffer on and off,” siger David, der er uddannet på filmskole i New York og har arbejdet i tv-branchen i sit hjemland i mange år. 

Socialarbejdere fra organisationen Crescer deler udstyrspakker ud til stofbrugere og fjerner sprøjter med gribetang.

En klokke ringer inde fra husets køkken. Klokken er halv 11, og et par beboere har anrettet med kaffe og boller med skinke og ost. For husets beboere begynder dagen med rengøring klokken 8.45. Klokken 13 er der frokost. To timer senere er der gruppeterapi, og aftensmad serveres klokken 20. 

”Rutiner er vigtige. Hvis du bor på gaden og tager stoffer hele tiden, virker dit ur ikke,” fortæller Fernando Carvalho. Han er monitor på stedet og tidligere beboer. Han har mørkt, bølget hår, et furet ansigt og løse kinder. To guldøreringe hænger i et par lange øreflipper. Han sidder på bænken og ryger en cigarillo. Bob, husets gadekryds-chihuahua, ligger og gnaver på et kødben mellem hans fødder, mens musikanlægget i køkkenet spiller Rihanna. 

”At spise med kniv og gaffel kan være nyt for folk. Eller at tage et brusebad. Vi hjælper med at oprette bankkonti, lægge budget og få styr på de mest basale ting. Vi opfordrer beboerne til at tænke selv: ’Nu er du kommet hertil. Hvad skal der nu ske?’” siger Fernando Carvalho, hvis stemme er dyb og tør. 

Den 58-årige monitors job består mest i at lytte til beboerne. De fleste mennesker, der flytter ind her, har ingen at tale med, siger han. Ingen familie eller kæreste. 

HOLLAND HURTIGT

Det er ulovligt at fremstille og sælge alle former for narkotika i Holland, ligesom det er ulovligt at være i besiddelse af stoffer. Men landet har siden midten af 70’erne haft en lovgivning, der tillader rygning af cannabis under bestemte forhold. I dag er der cirka 570 cafeer, hvor det er tilladt at købe og ryge cannabis, så længe man er 18 år gammel og ryger det inden for cafeens rammer. Derudover bliver cannabisforbrug ofte tolereret af politiet, så længe man ikke er i besiddelse af mere end fem gram. Staten har inden for de seneste år lukket en række coffee shops med den begrundelse, at de lå for tæt på skoler. En fjerdedel af alle turister i Amsterdam besøger en coffee shop under deres besøg, og der foregår en løbende politisk diskussion i landet om, hvorvidt det kun skal være tilladt for landets indbyggere at købe og indtage cannabis på coffee shops (som det er tilfældet mange steder uden for Amsterdam) for at skrue ned for ’stof-turismen’. Ifølge tal fra FN har otte procent af den hollandske befolkning et forbrug af cannabis. I Danmark er det små syv procent, mens den islandske og amerikanske befolkning topper forbruget på verdensplan med henholdsvis 18,3 og 16,3 procent.

”Under diktaturet levede vi i mørket. Da vi kom ud i lyset, var der mange af os, der ville prøve det hele,” siger han med et smil, som får ham til at ligne en ulv fra en tegnefilm. Portugal gik den rigtige vej, da man afkriminaliserede stoffer til eget forbrug, mener han. 

”Det hjælper ikke at straffe folk for at have en sygdom som afhængighed. Så kommer de i fængsel og lærer en masse dårlige ting. Hellere hjælpe folk. Livet består af valg, og nogle gange er vi forvirrede og ved ikke, hvad vi skal vælge.”

Til frokost sidder beboere og ansatte ved et langbord i spisestuen. Der er højt til loftet i det kølige rum. Solens stråler stryger ind gennem de store vinduer og rammer de knirkende gulvbrædder. David sidder ved siden af sin ven Antoire og spiser makrel og ris. 

”Det er mærkeligt at have sidste dag. Jeg har fået gode venner her,” siger David, der i en periode ikke så meget til sine to børn. Han er blevet skilt fra deres mor, men har nu igen fået forældremyndighed. Om et par uger skal han i gang med at lave en dokumentarfilm om ekstreme sportsgrene. Det hele bliver stort og nyt, men han føler sig klar, siger han. 

”Vi er på flere måder beskyttet her på stedet. Men jeg er forberedt på, at der kan være forhindringer derude.”

Et skadesreduktions-kit består af: sprøjter, renseservietter, filtre, kondomer, vand og skeer til opvarmning af heroin.

PÅ DET ØVERSTE gangareal ved Estação do Oriente står Tommy og André og kigger tomt ud i luften. I dag er en dårlig dag. En fredag, hvor folk siger nej, når de bliver spurgt, om de kan undvære en euro, og det tidspunkt, hvor rusen fra heroinen og kokainen er så langt væk, at farven har forladt de to kammeraters ansigter. De er i selskab med en fyr, de kalder ’Doktoren’, fordi han aldrig misser en vene, når han hjælper med at trykke sprøjten i huden. ’Doktoren’ vil ikke have sit rigtige navn nævnt. 

André Mesquete har aftalt med en socialarbejder, at han skal ringe til hende på mandag. Hun skal hjælpe ham med at komme i behandling. Han og Tommy har også talt om at få behandling med en pille, der hedder Subutex, som skulle være effektiv og ikke ”et helvede” som metadon. 

Tommy har fundet et opladerstik til sin telefon ved en betonvæg. Han har sin mor i røret hjemme fra Molde. Hans forældre kender til en del af hans historie med stoffer, men de tror stadig, at han arbejder på et callcenter. Tommy spørger sin mor, om hun vil overføre penge til medicin gennem Western Union. Da telefonsamtalen er forbi, kigger nordmanden på André med et udmattet, men lettet blik. 

”Hun overfører 25 euro om lidt,” siger Tommy. Han banker sin ene knytnæve mod Andrés, og de giver hinanden et kram.

”Din mor er en engel,” siger André Mesquete. 

”Hun er den bedste i verden,” siger Tommy med en uskyldig klang i sin stemme. 

Senere står nordmanden og ’Doktoren’ på toppen af en mudret dal i Beco Picheleira og venter på André. På jorden er der heroinskeer og ubrugte kondomer. Området ligner et bakket månelandskab og er et åbent fixerum for byens stofbrugere. I 2019 er det planen, at staten åbner de første fixerum i Lissabon.

Så kommer André løbende rundt om en boligblok på den anden side af gaden. Han har forsyninger med i sin bæltetaske. Portugiseren trækker ned i kraven på sin trøje, finder en vene på sin hals og gør klar til ’Doktoren’. En halv time tidligere sagde han: ”Jeg er nødt til at stoppe med det her. Meget snart.”

Behandlingsstedet i Sintra. Nogle brugere tager af sted om morgenen på arbejde og kommer hjem om eftermiddagen.

Vrads syd for Silkeborg er et af de få steder i Danmark, der endnu ikke har en telefonmast, og sådan ønsker landsbyens stråleskeptikere, at det bliver ved med at være. Men for andre er det manglende mobilsignal noget af et hverdagshelvede. Ud & Se tog til det midtjyske søhøjland, hvor kampen om bølgerne splitter en by.
Tekst:Ida GundersenFoto:Tor Birk Trads

HAN BURDE EGENTLIG få den fjernet. Men den store dynge jord, der hobede sig op, da Jakob Magnussen byggede sit nye hus, har vist sig at have en uventet og temmelig smart funktion, når man stiller sig på toppen. 

Ligesom de fleste andre borgere i den lille landsby Vrads må 49-årige Jakob Magnussen i tøjet og ud af huset, hvis han vil lave et opkald fra sin mobiltelefon. Den nærmeste telefonmast ligger flere kilometer fra byen, og selv derude i det fri må telefonerne snappe efter bølgerne, og telefonsamtalerne ender ofte i det rene knas eller dut-dut-dut.

Men lige her, på den hjemmelavede jordbunke på grunden i udkanten af byen, bliver bølgerne leveret til Jakob Magnussens telefon uden problemer.

”Den må du sgu ikke ødelægge,” siger Kim Rasmussen og ser tilfreds på jordbunke.

Han er en af de andre frustrerede borgere fra Vrads, der er et af de få steder i landet, hvor der endnu ikke er opsat en telefonmast, og hvor diskussionen om en mast har delt  byens cirka 200 indbyggere. 

På den ene side står stråleskeptikerne, for hvem Vrads er et sidste helle på landkortet, hvis man vil undgå stråling. De er villige til at ofre telefonforbindelsen for at undgå bøl-gerne, som de frygter er skadelige. 

På den anden side står tilhængerne af en mast. Det er folk, der er frustrerede over ikke at kunne komme i kontakt med omverdenen, når de ikke er inden for rækkevidde af deres wi-fi, og det er selvstændige, der mis-ter opkald fra kunder. 

I kampen for alligevel at få en form for signal florerer der flere forskellige trick blandt borgerne i de cirka  70 huse i Vrads. Mange går på gaden, når der skal ringes, så husmuren ikke absorberer de sidste sparsomme bølger. Et andet tip lyder, at man kan kaste telefonen op i luften, hvor den kan være heldig at fange et signal, før man griber den igen. Det er dog ikke et helt ufarligt trick. For nylig fik en borger et blåt øje af mobilen, da vedkommende ikke greb den på vejen retur.

Hos købmanden i Vrads mødes folk til en sludder – blandt andet Benny Andersen (t.h.).

VRADS KØBMANDSHANDEL er ikke en helt almindelig købmand. Duften af forskellige urter kæmper om pladsen i næsen, når man åbner døren til den lille butik, hvor chokolade står i glaskrukker, og hylderne bugner af naturlige produkter i glas og brune emballager. Et rødt ’Ø’ går igen på sortimentet og vidner om, at der inden for byskiltet gemmer sig en lille enklave af såkaldte bevidste forbrugere. 

Da den gamle købmand lukkede endeligt i 1992, tog en gruppe Vrads-borgere disken i egen hånd, og butikken, der er et populært samlingspunkt, bliver i dag drevet af 25-30 frivillige. Indenfor sidder Benny Andersen.

”Ja, det er skønt,” udbryder han, da han bliver spurgt til det dårlige mobilsignal.  

Benny Andersen, en midaldrende vradser, tilhører gruppen af lokale, der helst så, at der aldrig kom en telefonmast op i Vrads.

”Jeg vil gøre modstand, hvis der bliver snak om en mobilmast igen,” siger han med henvisning til dengang i 2016, da en telefonmast i byen senest var på tale. 

TDC HAVDE indvilliget i at opføre en mast, men en gruppe lokale stråleskeptikere kæmpede imod med næb og kløer. Emnet blev diskuteret på debatmøder i forsamlingshuset, og da borgerne ikke kunne nå til enighed, lavede de en afstemning. Flertallet ville gerne have en telefonmast, men der var protester mod mastens placering. Derfor røg sagen i Naturklagenævnet, og kommunen måtte sætte en byggetilladelse på hold. 

Da klagen blev afvist i Naturklagenævnet, håbede signalforkæmperne, at TDC, der ejer de fleste master, langt om længe kunne komme i gang med at opsætte masten. Men i mellemtiden havde TDC ombestemt sig, og pludselig kunne Midtjyllands Avis bringe nyheden om, at TDC hellere ville investere andre steder end i Vrads.

”Man bliver bims af al den stråling. Jeg selv bliver øm på ballen, når jeg har haft mobilen i lommen længe. Og jeg kender en, hvis søn havde det meget skidt,” siger Benny Andersen. 

Kvinden bag købmandsdisken, Else Marie Sejr, stemmer i:

”Jeg er meget imod en mobilmast. Små børn i dag lærer at bruge iPad allerede i børnehaven. Så behøver vi ikke bekymre os om overbefolkning,” lyder den dystre prognose fra hende.

”Der kommer en af mine værste fjender,” udbryder Benny Andersen og slår en latter op, da en af byens signalhungrende træder ind i butikken. 

”Hvad for noget?” når den nytilkomne at fremstamme, før han bliver venskabeligt klemt mellem Benny Andersens arme. Endnu en kunde, Ulla Poulsen, træder indenfor i butikken. Hun virker træt ved den blotte lyd af ordet ’mobilmast’.

”Ved du hvad, jeg orker simpelthen ikke at snakke om det. Jeg er gammel psykiater. Jeg er for træt til sådan en konflikt,” siger Ulla Poulsen og fortsætter alligevel:

”Jeg synes, det er sørgmodigt, at vi skal have sådan et stridspunkt. Jeg er ked af, at der ikke findes en løsning.” 

Når Helle Kofoed skal tale i telefon, må hun ud af huset for at få forbindelse.

”AT MOBILSTRÅLER skulle være skadelige, er en absurd påstand. Det er pseudovidenskab, og jeg accepterer ikke præmissen, før der er videnskabelig evidens for den,” siger Kim Rasmussen, da vi bevæger os fra jordbunken og ned til bymidten.

”Man hørte de samme argumenter, dengang vi fik radiosignal, fjernsyn og fastnettelefon. Det er frygten for det nye,” siger Torben Steenberg, der også er mastetilhænger.

Det er et erhvervsmæssigt mareridt at bo i Vrads, siger de. De selvstændige kan ikke blive ringet op af kunder, og de frygter, at turister vil se sig om efter andre destinationer, hvorfra de kan sms’e, ringe og google. Og hvad med tilflytterne? Hvem vil flytte familien til Vrads og overbringe nyheden om det dårlige netværk til deres teenagebørn? Og så er der det med sikkerheden, siger de.

”Nu er der kommet lig på bordet. Hvad mere skal der til, før vi får den mast?” spørger Kim Rasmussen, der hentyder til sidste år, da en cykelrytter døde i området. 

Ifølge Kim Rasmussen havde man problemer med at tilkalde en ambulance på grund af den dårlige dækning. Og for fem uger siden faldt Jakob Magnussen – manden med jordbunken – ned fra en stige ved sit hus. Det kostede ham en brækket arm og et kraniebrud.

”Min datter og en tømrer var hjemme. De kunne ikke ringe efter en ambulance på grund af den dårlige forbindelse, så de puttede mig i bilen, og vi måtte køre til Asklev, før vi fik fat i en ambulance.” En by seks kilometer derfra.

”GODT AT SE DIG, Kim. Jeg kan ikke få routeren til at virke,” siger en Marie Raes på vejen mellem forsamlingshuset og købmanden. 

Forsamlingshusets ydermur er en blandt flere i byen, der er blevet udsmykket af den lokale billedkunstner Lars Ringgaard. Her har han udført ’Tryllefløjten’ med maling. 

Marie Raes er tovholder på aftenens arrangement, et foredrag med titlen ’Menneskedyret homo sapiens’, der skal livestreames fra Aarhus Universitet. Men først skal routeren, der kører på fibernet, altså lige virke. 

”Jeg fikser det,” siger Kim Andersen.

”Vi slukker selvfølgelig routeren, når vi har fællesspisning, af hensyn til dem, der ikke vil udsættes for stråling,” bemærker Marie Raes. 

Til højre for købmanden, forbi byens masseovnsbygger og huset, hvor en kreativ person har skåret dråber i gavlens træværk, så det ser ud, som om den er ved at smelte, holder Rene Kilian til. Han er selvstændig erhvervsdrivende – med kablet internet og fastnettelefon. 

”Det er ikke noget problem. Vi har lynhurtigt fibernet, og fastnettelefonen virker upåklageligt,” fortæller Rene Kilian.

Han foretrækker at være bundet af kabler frem for at have en telefonmast på nabomar-ken.

”Jeg vil hellere være præventiv. Jeg sammenligner opførelsen af en mobilmast med den trojanske hest. Vi ved ikke, hvad vi lukker ind i byen.”

Torben Steenbergs mobil er koblet til hans fastnettelefon via bluetooth.

DER ER NOGET særligt urtet, når man kigger sig omkring i Vrads. Husenes vinduer er stopfyldt med planter, der er solceller på mange af tagene, og i området ligger en af Danmarks reneste søer, Grane Langsø.

Ved kommunalvalget 2017 blev Enhedslisten det største parti i det område, hvor vradserne afgav deres stemmer. Og da Danmarks Radio for år tilbage ville lave et bæredygtighedseksperiment, indvilligede de 200 beboere i byen i at skrue markant ned for deres CO2-udslip og levede flere dage uden elektricitet og var fælles om tre delebiler.

I det hele taget er der en særlig samhørighed, fortæller lokaljournalist Bjarne Gregersen, der løbende har dækket historien om telefonmasten for Midtjyllands Avis.

”De har et stærkt fællesskab omkring købmandshandlen i Vrads. De holder mange fællesarrangementer, blandt andet en årlig musikfestival,” siger han og bemærker også byens meditationscenter, hvor folk kommer langvejsfra for at dyrke Heartfulness-meditation.

“De alternativt tænkende og fællesskabsorienterede tiltrækker nok i nogen grad hinanden,” siger Bjarne Gregersen.

Pernille de Boer kan ikke tåle mobilstrålerne.

”SLUK MOBILEN,” står der på et klistermærke på døren ind til et ottekantet træhus, der ligger med skoven i ryggen i Vrads.

Før man træder ind, bliver man en ekstra gang mindet om at sætte telefonen på flytilstand af husets 69-årige beboer, som har sit strålefri helle på en – endnu – unik plet på danmarkskortet.

”Det er bygget med særlig omtanke på stråling og el,” fortæller Pernille de Boer om huset, der er bygget af træ fra inderst til yderst. Udenpå er det malet sort, indeni står træet råt og ubehandlet, og under trappen står en spinderok.

”Jeg har ikke rigtig brugt den, siden jeg fik min sygdom,” fortæller hun og går op ad trapperne til en førstesal, der minder mere om en stor hems. 

Bøgerne står i spænd i reoler langs væggene, kun afbrudt af en lille smilende ­buddha-figur. For otte år siden blev Pernille de Boer med egne ord ramt af el-overfølsomhed, eller EHS, elektromagnetisk hypersensitivitet, under et besøg hos sin datter i København.

”En dag, jeg skulle ringe fra min telefon, kunne jeg slet ikke røre den. Det var som at få en spade i hovedet. Jeg måtte smide den fra mig. Det føltes som en form for stød,” fortæller hun.

Den eftermiddag skyndte hun sig med toget hjem, og siden har hun ikke besøgt sin datter og sine børnebørn i København. Tilbage i Vrads måtte hun flytte.  

”Jeg kunne ikke være i den lejlighed, jeg lejede her i udkanten af Vrads. Jeg fik det forfærdeligt, og jeg rystede. Jeg var tåget i hovedet, og jeg mistede korttidshukommelsen i nogle måneder. Jeg kunne ikke holde ud at være i min krop. Og hvor går man så hen?”

Pernille de Boer gik i skoven. Eller flygtede, som hun siger. For i skoven forhindrer træerne adgang for det meste af strålingen, siger hun. Og der boede hun i knap et halvt år, efterfulgt af to år i en campingvogn.

”Jeg kunne ikke foretage mig noget selv. Heldigvis har jeg et fantastisk netværk her i Vrads, som hjalp mig. Der var nogle, der skaffede mig et telt. Nogle hjalp med at slå det op. Nogle købte ind til mig. I et par måneder kunne jeg heller ikke tale i fastnettelefon. Så var der kun breve tilbage, hvis jeg ville have fat i folk. Jeg kunne heller ikke tage bilen og køre på indkøb, det var simpelthen for farligt.” 

DA TELEFONMASTEN for to år siden var på tale, fik Pernille de Boer sammen med en gruppe øvrige skeptikere taget blodprøver. Målet var at sammenligne resultaterne med nye blodprøver, der skulle tages efter opførelsen af masten. Men prøvernes resultater blev aldrig aktuelle, da masten blev pillet af tegnebrættet igen. 

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan – blodprøver og mere til – næste gang, der kommer en mast på tale”, siger Pernille de Boer.

”Ellers ender det med, at syge mennesker med EHS bliver tvunget i eksil i udlandet som miljøflygtninge.”

I dag har hun fået det så godt, at hun kan tage en tur til Silkeborg og handle ind, og hun kan deltage i byens fællesspisning, hvis det trådløse net er slukket, og hendes sidemand sætter mobilen på fly-tilstand. Aftenens foredrag er ikke en mulighed. 

”Det ville koste mig nogle dage med migræne,” siger hun.

Spørger man regeringen, kommer en mast snart på tale igen. Ifølge et nyt teleudspil skal de sidste huller på danmarkskortet lukkes inden for et par år, så enhver dansker kan gribe mobilen og foretage opkald – også borgerne i Vrads. Pernille de Boer og de andre stråleskeptikere er klar til at kæmpe videre, siger hun. Men fremtiden synes uoverskuelig:

”Har du nogen forslag? Hvor skal jeg rejse hen? Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke overleve i skoven. Jeg føler mig nogenlunde afklaret med døden, men jeg vil da rigtig, rigtig gerne leve. Det er et af de sidste åndehuller, der forsvinder.”

VRADS

har 200 indbyggere, og landsbyen, der ligger cirka 25 kilometer syd for Silkeborg, har både en frivilligt drevet købmandsbutik, en smedje, en fotoklub, egen musikfestival og meditationscenter. Byens grønne profil og de mange frivillige borgere gav Vrads titlen som Årets Landsby 2012.

Artiklen er oprindeligt publiceret i Ud & Se maj 2018.