Roskilde, september 2018

SOMMEREN er forbi, og stormen Knud er på vej ind over Danmark. I små kegleformede hvirvelvinde flyver efterårsbladene i alle retninger, vinden tager i håret, og folk skutter sig. Det er rigtigt ’solarie-vejr’, men her først på eftermiddagen er der endnu ingen kunder i ClubTan på det lille torv på Kongebakken ved siden af frisørsalonen og Il Pandrino Pizzeria. Inde i det tomme solcenter med glasruder langs facaden er der ikke andre end en ung kvinde, der går og støvsuger. 

Omkring klokken 14 ankommer den første kunde: en kvinde på omkring 50 år med lyst, afbleget hår i en hestehale. Hun har flip-flops på og ser ret solbrun ud. Hun går hen til automaten, betaler og går ind i kabine 1.  Kort efter parkerer en mørkegrå Toyota stationcar foran solcentret. En ung fyr i start-tyverne står ud. Han styrer direkte til døråbningen, så til automaten, så til kabine 3. Han er tydeligvis hjemmevant i centret. Det violette lys er nu tændt i kabine 1. Inden det når at blive tændt i kabine 3, ankommer en mand sidst i trediverne, karseklippet og med sorte basketshorts. Han har parkeret sin VW Up på den anden side af gaden, går ind og kommer ud igen efter få minutter.

Da han er kørt, går Sara, 21, stadig rundt og støvsuger og ordner andre rengøringsopgaver.

Hun har gjort rent i centret i snart to år.  Det er mest unge mennesker, der kommer her, siger hun. Selv tager hun ikke sol, kun hvis hun skal på ferie, så tager hun måske tre gange for at forberede huden. Hun oplever, at det er blevet meget populært at tage sol i de seneste år, og i forhold til, da hun var yngre, er der i hvert fald mange flere unge mennesker, som vil være brune. 

Den unge mand kommer ud. Han hedder Rand, han er 22, har Nike-sweater på, Louis Vuitton-taske, earpods i ørene og er blevet lidt mere mørkerød i huden end før. 

”Jeg går i sol 1-2 gange om ugen. Jeg vil gerne være brun. Men ikke for brun, for så driller mine venner mig,” siger han, mens kvinden fra kabine 1 kommer ud. På hendes ansigt kan man se, at hun har fået, hvad hun kom efter. Samtidig fortæller Rand, at han ikke kun kommer for farven, men også for varmen. At ligge der og blive varmet igennem, det giver ham noget godt, fortæller han.

Snart er der fyldt i alle kabiner. Sandra, 28, tjekker rutineret ind. Hun har tætsiddende sort jakkesæt på og en diskret kulør i forvejen. Så kommer Abdullah, 20, han går ind i kabine 2. Han har lyst og krøllet hår ligesom popstjernen Christoffer, kortklippet fuldskæg og stramme sorte jeans. Til sidst kommer Stine, 25, med mørkerødt hår, lys hud og sort tøj. Hun står længe og fumler ved automaten. Går lidt væk fra den, tjekker noget på telefonen, går tilbage igen. Til sidst går betalingen igennem, og hun styrer mod kabine 5.

København, cirka 1887

DEN DANSK-FÆRØSKE læge Niels Finsen havde gennem længere tid bemærket en kat, som ofte lagde sig i solen på et tag uden for hans vindue. Når solen efterlod katten i skyggen, rykkede katten sig, så den igen lå i solens stråler. Han observerede også et insekt, en vandløber, flytte sig fra mørket under en af broerne til Slotsholmen og ud i solen igen, hver gang strømmen førte den i skygge. Disse simple observationer førte Niels Finsen til at tro, at solen og lyset måtte have en biologisk indvirkning på dyrs – og dermed også menneskers – velbefindende. Han forskede i sagen og opdagede få år senere, at solens UV-stråler havde en markant effekt på hudsygdommen lupus vulgaris. Hudtuberkulose, som det hed i folkemunde, var en infektionssygdom og skamferede ansigtet på de smittede, og man havde ikke nogen kur. Men Niels Finsen opfandt i 1895 et lysapparat, som efterlignede solens stråler og kurerede patienterne.

I 1903 modtog Niels Finsen Nobelprisen som den første dansker for opdagelsen af det, som senere kom til at hedde lysbehandling. 

Finsen, som altid havde haft et svagt helbred, døde under et år senere, 43 år gammel. Han havde forsøgt at styrke sit eget helbred ved at tilbringe mere tid ude i solen – en tendens, der blev mere fremherskende i befolkningen fra omkring århundredskiftet. Begrebet ’fritid’ blev samtidig opfundet, og folk opdagede solens gavnlige virkning på krop og sjæl. Det var også i denne periode, man så de første danskere smide tøjet i nudismens navn. Pludselig var sol lig med naturlighed og sundhed, og det skulle dyrkes.

I 50’erne og 60’erne blev man efterhånden bekendt med, at solens stråler ikke alene var gavnlige, men også kunne være skadelige, hvis man dyrkede dem i overdreven grad. Det standsede bare ikke de mange charterrejsende, der i stigende grad tog sydpå – ned til solen. 

Nykøbing Mors, 1969

Den driftige morsingbo, som havde hørt om UV-strålernes gavnlige effekt på hudproblemer, var solgt. Ansgar Mathiassen købte straks maskinen af den hollandske agent for 20.000 kroner og satte den op i et ledigt lokale ved siden af sin symaskineforretning på Møgelvangs Plads i Nykøbing Mors. Verdens første solcenter var født.

Erfaringerne fra solcentret brugte han, da han i 70’erne åbnede over 60 solcentre i hele landet under navnet Consol. Navnet var inspireret at Ansgar Mathiassens symaskineproduktion, der hed Royal Consul – inspireret af Ford Consul, en forløber til den populære Ford Cortina.

I dag, 50 år senere, er firmanavnet Royal Consul stadig en stor del af 84-årige Ansgar Mathiassens identitet. Så stor, at lejligheden på 3. sal i Nykøbing Mors med udsigt til Limfjorden har en træflise i sildebensparkettet – lige ved indgangen til den store stue – med forkortelsen RC.

”Vi bliver bombarderet med anbefalinger for dit og dat,
og vi tør ikke trodse nogen af dem af frygt for at dø eller endnu værre:
at blive dømt af folkedomstolen på de sociale medier.
Man bliver jo betragtet som ignorant, hvis man ikke lytter til
Sundhedsstyrelsens råd eller Kræftens Bekæmpelse.”

Livsstilsekspert Christine Feldthaus

Farum, 1983

BRØDRENE Kim og Bo Wünsch solgte svømmepools til haven, men de manglede noget, der var salg i året rundt. Da en dansk producent havde et lille lager af højfjeldssole og hjemmesolarier, som brødrene købte og hurtigt solgte videre til det dobbelte, så de en fidus. De tog til Tyskland, hvor man i 70’erne var begyndt at producere solarierør, og designede deres egne modeller: Silver June, Silver Satellite, Silver alt muligt. Markedet for hjemmesolarier føltes uudtømmeligt, og solcentrene var begyndt at poppe op rundt om i Danmark.

Kim og Bo Wünsch havde sælgere i hele Danmark. Snart var deres stab oppe omkring 70, og de besøgte gud og hvermand, fra hr. og fru Jensen til den lokale frisør med solarie i baglokalet. I 1983 ansatte de en ung sælger ved navn Jeanette Klingenberg.

”Silver-solarierne var et kæmpe hit hos danskerne, og der gik ikke en dag, uden bunkevis af solarier havde forladt vores hovedkontor i Farum,” siger Silver-sælgeren, der i dag også arbejder med spabade og pools.

Silver Gruppen ansatte folk på kontrakter, der lød nogenlunde således: Arbejdstid: 210 timer om måneden. Grundløn: 0 kroner. Provision: 5 procent af eget salg. Dengang kostede et hjemmesolarie 12-15.000 kroner, og få år efter sin ansættelse tjente Jeanette Klingenberg en million om året. Hun lå i toppen af sælgergruppen og arbejdede som en gal. Konkurrencen på markedet var nærmest ikke-eksisterende, men internt var den hård. Hvis man havde ligget i bund i tre måneder i træk, blev man fyret.

Det blev forventet, at sælgerne kørte i lækre biler med Silver Gruppens logo på begge sider. Og de fik en klapsalve, når de kom hjem med en parkeringsbøde, for det betød, at bilen havde været ulovligt parkeret – og det betød nok, at mange havde set den. 

Kim Wünsch kørte selv i Lamborghini og brugte om vinteren den lave bil til at rydde sne i firmaets indkørsel. Når han var inviteret til fest, spændte han en lille havepool på bagsmækken af Lamborghinien og gav den som værtindegave. 

En dag ved juletid arbejdede sælgerne sent på kontoret. Jeanette Klingenberg udbrød pludselig, at hun havde glemt at købe en julegave til sin mor. Da hun kom ud til parkeringspladsen, var soltaget pillet af hendes bil, og Kim Wünsch havde stukket et solarie ned i hullet. ”Værsgo’, julegave til din mor,” stod der på en seddel. 

Verden lå for brødrenes fødder. Og hvad gør man så? Man rejser selvfølgelig til USA. Men gennembruddet kom aldrig, og herhjemme kom Silver Gruppen langsomt bagud i forhold til de mange nye spillere på solariemarkedet. 

PYNTEDYR

At vi gør noget ekstra ud af os selv for at virke attraktive, er normal dyreadfærd, fortæller Peter C. Kjærgaard, professor i evolutionshistorie og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum.

”Vi har ikke fjer eller pels, så vi bruger det, vi har til rådighed, til at vise omverdenen, at vi er attraktive: hud, tøj, smykker, sminke. Flamingoer sminker sig også. De påfører et olielag på deres fjer i parringssæsonen, som får farven på deres fjer til at se ekstra pink ud. Når parringen er gennemført, og ungerne udklækkede, stopper de igen. Det samme gælder gribbe: De smører sig i hovedet med oxideret jern, naturlig rust, for at virke ekstra frygtindgydende og dermed ekstra attraktive over for deres mager. Det er altså fuldstændig artstypisk, at vi går i solarie – eller ikke går i solarie – alt efter, hvad der er attraktivt på et givet tidspunkt.”

Mens Bo Wünsch fortsat bor i USA, er Kim Wünsch død. Hans enke solgte Silver Gruppen til en virksomhed, som ikke har fokus på solarier, og forretningen blev kørt ud på et sidespor. Man flyttede først til mindre lokaler i industrikvarteret i Farum, men få år senere lukkede en ny direktør forretningen ned. 

I samme periode gik foredragsholder og livsstilsekspert Christine Feldthaus, 56, i solarie. Det havde hun gjort siden slutningen af 70’erne. 

”Mellem 70’erne og 80’erne var det fitness, jazzballet og flashdance. Jane Fonda havde fået kvinderne til at svede med sine workout-VHS-bånd, og hvis man skulle vise sig frem i body­stocking og benvarmere, gik det ikke at være hvid som en maddike. Jeg gik hos Consol i Sønderborg, hvor jeg boede som ung, og da jeg flyttede til København i 1985, gik jeg også i solarie. Dengang brugte mange det også som opvarmning til solferier. Man ville ikke komme til Mallorca og ligne en gipsafstøbning, så man tog lige toppen,” som hun siger. Feldthaus arbejdede i reklamebranchen i 80’erne og 90’erne, og der fik den ikke for lidt:

”Folk svingede helt over dengang. Jeg kan huske en kvinde fra branchen, hun lignede simpelthen en sortbejdset lædertaske. Og da jeg købte min mosters hus på Frederiksberg i 1994, stod der et Silver-solarie i kælderen,” siger livsstilseksperten, der siden er stoppet med at gå i solcenter, fordi hun engang prøvede at falde i søvn i et solarie, dengang de ikke slukkede af sig selv, 

”Jeg kom ud og lignede agterlanternen på en sejlbåd. Som så mange andre lod jeg mig på et tidspunkt overtale til, at det ikke var en god idé. Når man bliver ældre, finder man også ud af, at seksualiteten ikke sidder i kuløren. Ikke for at undervurdere Kræftens Bekæmpelses indsats mod solarier, men jeg tror, at mange er stoppet, ikke fordi de var bange for cancer, men for rynker. Aldrig har folk været mere forfængelige end nu. De får lavet alt muligt, botox, oxygenbehandling af huden, alt, hvad remmer og tøj kan holde. Der er en kæmpe angst for tidlig ældning.”

Grenaa, vinteren 1994

UNGE PETER LAURSEN var 17 år og tænkte over, hvad han skulle bruge sit liv på. Den lyshårede knejt havde klippet sit krøllede hår i en tidstypisk grydefrisure og gik dengang ikke med en drøm om at blive til noget stort, blot om at blive til noget.

Peter var dog også på udkig efter en kæreste og skulle derfor lige have lidt ekstra kulør. Hos Joan Thygesen, den hippe frisør i Grenaa dengang, var der to solarier i baggården. I bogen med tidsbestillinger kunne Peter se, at der hver dag var mindst 20 kunder. Han tænkte med det samme, at her måtte der være en god forretning.

17-årige Peter Laursen overtalte sine forældre til at kautionere for et lån, og 7. april 1995 åbnede han Grenaa Solcenter – med fire ansigtssole og 41 rør i de fem solarier. Han flyttede ind i en lejlighed oven på solcentret i Nørregade, og til åbningsreceptionen sagde han til lokalpressen:

”Det er særdeles attraktivt at være brun, men det er ikke noget, man kan opnå ved solens hjælp alene, end ikke i sommerhalvåret, så derfor vil der altid være behov for et solcenter. Og når man som her kan opnå maksimal bruningseffekt fra gang til gang med disse supermoderne sole, så kan det ikke gå helt galt.”

Han fik ret hurtigt tilnavnet Sol-Peter, og der var ikke mange i den østligste by i Jylland, som ikke vidste, hvem han var. Ikke fordi han var en udfarende type, men han havde noget, som alle grenaaenserne – og danskerne – pludselig ville have: turbo-sol.

I de efterfølgende år var det ofte umuligt at få en tid i et af Sol-Peters solarier. Derfor udvidede han forretningen til det dobbelte. Og med det nyeste af det nye: en stand-up-sol med 48 rør og en turbosol med 160 watt superrør. Mens det før havde taget på den gode side af 20 minutter at blive brun, kunne det nu klares på seks minutter. 

I 1998 udvidede han igen butikken. Nu skulle der være selvbetjeningscenter.  Her skulle man selv gøre rent og selv smide penge i. Der var kun to tyggegummifarvede Tuttifrutti-selvbetjeningsmaskiner, men de skulle vise sig at blive et varsel – ikke kun for Grenaa Solcenter (som senere blev til franchisekæden ClubTan), men også for resten af branchens fremtid.

SUN FACTS 1

39-41-årige tager rigtig meget sol. Mange par bliver samtidig skilt i den alder.

Kræftens Bekæmpelse bor i Finseninstituttet i København. Det samme institut, som blev oprettet af Niels Finsen for at forske i lysbehandling – forgængeren til Danmarks over 700 solarier.

I 2004 gik 50 procent af danskerne mellem 18 og 49 i i solarie.

12 procent af de unge mellem 15 og 25 går i dag i solarie.

Kilder: Solcentrene/Danmarks Statistik, Kræftens Bekæmpelse

Carsten Riis, ejer af Meddo-solariekæden, som i dag marginalt er Danmarks største, fortæller om året 1998:

”Hvis der var et tomt lokale, blev det enten til en grønthandler eller et selvbetjent solcenter. Der var sindssygt gang i den. Uanset om man var dygtig til at drive solcenter eller ej, væltede folk ind. Det var lidt Det Vilde Vesten, folk bestemte selv, hvilke rør de satte ind, og der var ingen kontrol med noget som helst.” 

Samtidig fortsatte moden ufortrødent i den solbrune retning. 

”Der var en bølge med solbrune modeller i slutningen af 90’erne,” siger den 41-årige tv-vært og modeekspert Chris Pedersen:  

”Tag for eksempel brasilianeren Gisele Bündchen. Looket var solkysset, sund, sporty – og ikke mindst sexet. Solbrunhed passer godt med de perioder, hvor sex er moderne. Og sex var virkelig moderne i 90’erne. Det lyder mærkeligt, men det hænger sammen. Tænk easy listening, lamsebamserne, Tina Kjær i Jolly-reklamen, Helena Christensen og Marcus Schenkenberg i ’Det kræver sin mælk’-reklamen eller Pamela Anderson i ’Baywatch’. Der var meget sex, der var mange babes, og de var solbrune næsten alle sammen.” 

Jeg nævner året 1998 som storhedstiden for solcentrene, og det får hans tanker til at vandre.

”Hæng på, jeg googler lige noget her.” 

Der bliver tastet flittigt i den anden ende af røret.

”Hvornår tror du, ’Stripperkongens piger’ havde premiere?” 

Vi kender begge svaret: 

”1998!” 

”Hvem er altid brune?” fortsætter han og svarer selv: 

”Pornomodeller. Men der er en kæmpe forskel på sexet og cool. I 90’erne hørte jeg – og mange andre – Nirvana. Hele grungebølgen handlede om at være bleg, have slidt tøj på og ligne en, der var ligeglad. Jeg ville død og pine ikke opdages, når jeg alligevel en gang imellem bevægede mig ned i et solcenter. Men i det brede mediebillede var det solbrune look helt gennemgående.”

Danmark, 2007

”FØRST I 2007 blev der ryddet op,” fortæller Michael Grau fra Tropic Sun, der startede i Aalborg i 1997 og i dag er en af de fire store solcenterkæder i Danmark. Finanskrisen ramte, og den ramte også solcentrene.  

Brancheforeningen Dansk Solarie Forening satte samtidig nye krav og standarder til rørene i solarierne på grund af forordninger fra EU, og det kostede. På få år gik man fra at være omkring 15 store spillere i solcenterbranchen til at være mindre end en håndfuld. 

”Mange af de små forretninger måtte simpelthen lukke,” siger Carsten Riis. 

I samme periode satte Kræftens Bekæmpelse landsdækkende kampagner i gang   mod danskernes indendørs solbadning. Organisationen havde siden 80’erne registreret en kraftig stigning i hud- og modermærkekræft, og det følte man sig nødsaget til at gøre noget ved, fortæller Christine Behrens, seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne, om indsatsen, der begyndte i 2007.

Livsstilseksperten Christine Feldthaus mener, at der skete et stort skift for danskerne i forbindelse med finanskrisen:

”I 2009 havde vi klimatopmøde i København, og vi fik hurtigt mere fokus på at være bæredygtige. Det blev umoderne med overforbrug, og vi begyndte den nypuritanske bølge, der kun er blevet stærkere siden. Vi var sgu ikke særlig puritanske i 90’erne. Vi festede, tog stoffer, og toget kørte bare derudad. Men efter finanskrisens opbremsning af forbrugssamfundet har bevidstheden om klimaet og den ekstreme fokus på at leve sundt aldrig været vildere. Vi bliver bombarderet med anbefalinger for dit og dat, og vi tør ikke trodse nogen af dem af frygt for at dø eller endnu værre: at blive dømt af folkedomstolen på de sociale medier. Man bliver jo betragtet som ignorant, hvis man ikke lytter til Sundhedsstyrelsens råd eller Kræftens Bekæmpelse.”

Antallet af solcentre og solariegængere er ifølge Kræftens Bekæmpelses egne tal faldet støt, siden de satte kampagnerne i gang i 2007 under sloganet ’Sluk solariet’. Men siden 2013 har kampagnerne ikke haft samme virkning. Antallet af solariegængere har været stort set uændret de sidste fem år. Det er i høj grad de unge solariegængere, som holder ved. 

”De unge hører hele tiden: ’Du skal ikke spise noget, der er usundt, du må ikke dit, og du må ikke dat,’” siger Christine Feldthaus, der kender problemstillingen hjemmefra:

”Min søn på 23 æder alt det kød, der passer ham, og han ryger masser af smøger. Du får en ungdom, som er ved at brække sig af al den kontrol. Der er enormt meget kontrol på studierne, de skal have høje karakterer for at komme ind, så de har brug for at koble af: drikke hjernen ud, ryge smøger, og her passer solariet fint ind. Jo mere man råber op om regler, kontrol og alt det, der er farligt, jo mere går der James Dean i den,” siger hun.

SUN FACTS 2

Nordjyderne havde i mange år danmarksrekord i solarieforbrug. I 2010 frekventerede hele 18 procent af nordjyderne solcentret. I dag er forbruget på niveau med resten af Danmark, cirka 10 procent. Dog ligger 110 ud af de 773 solcentre i Danmark fortsat i Nordjylland.

De hvide pletter, der kan komme over halebenet og på skulderbladene, når man tager sol, opstår, fordi det er disse steder, hvor trykket på kroppen er størst, når man ligger ned i et solarie. Det hæmmer blodcirkulation og iltning i huden og påvirker derfor bruningen.

Professor i evolutionshistorie og museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum Peter C. Kjærgaard mener, at mange unge i dag befinder sig i et paradoks.

”De unge generationer er rigtig gode til at træffe beslutninger til fordel for miljøet og til at tænke på planeten, men knap så gode til at passe på sig selv. For selvom de bekymrer sig for vores fælles fremtid, har de fleste unge mennesker et udødelighedskompleks. De ved godt, at det for eksempel er farligt at ryge, men de tror ikke på, at de selv bliver ramt at lungekræft. De er jo unge, sunde og stærke. Det samme gælder deres forhold til solarie. De tænker: ’Det er ikke farligt for mig.’ Samtidig er forbruget af sociale medier eksploderet. Før i tiden kunne man slappe af efter en ’parringssæson’, men på de sociale medier er du konstant eksponeret og skal derfor hele tiden vise, at du er attraktiv. Og her er solariet et middel, der vægter tungere end din viden om, at det er skadeligt.”

Roskilde, september 2018

JEG STILLER MIG ved automaten, min pung med håndører under armen. Maskinen beder mig lægge min hånd og underarm op langs siden. Den vil scanne mig og bestemme min hudtype for at lave en anbefalet behandlingstid. Der kommer billeder frem på skærmen af alle fem solarier med informationer om, hvor mange watt rørene har, og hvor kraftigt solariet er. Ved siden af står den anbefalede tid. Min er et sted mellem 13 og 14 minutter, og det koster omkring 55 kroner. Jeg vælger den kabine med færrest watt og putter penge i. Jeg får at vide, at solariet tænder om tre minutter, og styrer mod kabine 5. Jeg skubber låsen i hak og kigger mig lidt omkring. Sprøjter med den blå rengøringsvæske på liggefladen, tørrer efter med papirservietter. 

Jeg tager tøjet af, lægger mig ned. Mærker den kølige overflade mod huden på bagsiden af kroppen. 

Solariet tænder få sekunder senere, og jeg trækker den øverste del af sandwichen ned over mig med venstre hånd. Jeg mærker straks varmen, den fordeler sig hurtigt over hele kroppen. Efter to minutter kommer duften. Alle, der nogensinde har ligget i et solarie, ved hvilken duft. Det er duften af varm hud, varme solarierør. Rørene er delt op i kropsrør og ansigtsrør. Det prikker lidt i læberne, så jeg skruer lidt ned for rørene i ansigtet ved at trykke på en af de små knapper lige over hovedet. Der er popmusik i højttalerne, men jeg kan kun høre det svagt, for solariet forsøger også at holde min krop kølig ved at blæse kold luft fra fodenden i retning mod ansigtet. Og det lykkes faktisk, jeg når ikke at komme til at svede på de 13 minutter. Jeg skubber toppen op, da solariet slukker, det kan gøres med bare et lille puf. Svinger benene ud over kanten, stiller mig hen til spejlet. Stadig bleg på kroppen, men med en svag rødlig farve i ansigtet, især på kinderne. Jeg har stillet mig under et airshower, opdager jeg, en slags luftsøjle, som gerne vil hjælpe mig med at blive kølet af, inden jeg trækker i tøjet igen. Bukser på, T-shirt på. 

Da jeg kommer ud fra solariet, støder jeg ind i Stine, 25, med det mørkerøde hår og den lyse hud. Hun fortæller mig, at det er første gang i seks-syv år, at hun er i solarie. 

Da jeg går ud i stormen, hænger varmen stadig i mit ansigt 

Jeg er selv 34 år, og det er 10 år siden, jeg sidst har taget sol. Vil jeg gøre det igen, spørger jeg mig selv? Jeg ved det ikke. Jeg vil egentlig gerne være solbrun. Men jeg tror, jeg venter til næste sommer.