Indlæg

Vild engel

MIKE TRAMP har udgivet mere end 30 album, siden han debuterede med Mabel til Køge Byfest i 1976. Selv kalder han sit liv en endless highway. Den 60-årige Michael Trempenau ser tilbage på dengang, han søgte tilflugt fra fans i en bank i Brøndby, da han levede blandt cubanske pushere i New York, da han tjente millioner, og da han kæmpede for ikke at ende som daggammelt wienerbrød.
Tekst:Sebastian Dall MayoniFoto:Søren Jensen/Ritzau Scanpix

JEG VOKSEDE OP i Eskildsgade på Vesterbro i en halvandetværelses lejlighed med mine to brødre, Dennis og Kim, og min mor. Der var et tidspunkt, hvor min far også boede der, men han blev bedt om at gå, da jeg var fem år, så jeg har ingen minder om at bo med ham. Han dukkede op en gang imellem, når han ikke var ude at sejle, men vi havde aldrig et forhold til ham. Han var ikke en deadbeat dad, han var der bare ikke.

Vi boede i en lejlighed, der var så lille, at vi tre drenge skulle dele værelse, indtil vi flyttede hjemmefra. Min mor bestyrede Carls Bodega lige rundt om hjørnet på Vesterbro Torv. I 70’erne var Vesterbro et kvarter med flere værtshuse end noget andet sted i København. Efter skoletid tog vi hjem for at stille tasken, og så rendte vi ned på værtshuset, hvor vi fik to kroner af en stamgæst til en isvaffel eller til et par sange på jukeboxen. Det var ikke middelklasse, der prægede min opvækst. Det var real life. Det var nede i kælderen. Det var en skilsmissefamilie og faktisk en ret fattig familie.

Et minut fra bodegaen lå Vesterbro Ungdomsgård. Her kunne man lave sløjd, metal, spille musik, eller hvad man havde lyst til. Da jeg blev gammel nok til det, kom jeg der alle hverdage, indtil de lukkede halv seks, men der var mor jo stadig på værtshuset. Når vi drenge kom hjem, lavede vi selv mad eller spiste lidt yoghurt. Vi lærte det på den hårde måde, men det føltes ikke, som om det var den hårde måde. Det føltes ikke, som om vi manglede noget. Jeg havde et fantastisk liv på det tidspunkt med en stærk skole og en endnu stærkere fritidsklub. Jeg har altid kaldt Vesterbro Ungdomsgård for fyrtårnet i ghettoen, hvor vi søgte hen og fik en form for beskyttelse. Mange af mine venner var også fra skilsmissefamilier, så pædagogerne blev vores fædre.

Jeg indspillede mine første sange sammen med min bror Dennis. Cykelkælderen i vores bygning var lejet ud til en mand, som skrev for de danske musikblade, og vi havde fået at vide, at han var en mærkelig én, fordi man kunne se unge mænd med langt hår komme og gå i tide og utide dernede. Han havde set min bror og mig traske ned til Vesterbro Ungdomsgård med vores guitarer, og en dag spurgte han, om vi ikke ville indspille to amerikanske sange. Torben Hoyer hed han, og det viste sig, at han havde kontakter til folk i den danske musikbranche.

Da vi indspillede sangene, var det med Tommy Seebach som producer, og jeg var 14 år gammel, da vi første gang kom i de danske popblade. Kort efter var vi på B.T.s spiseseddel med teksten: ”Dennis og Michael vil være popidoler.” Men det var aldrig noget, vi selv havde sagt. Den dag kom min gymnastiklærer hen til mig i skolen og sagde: ”Jeg havde jo håbet, at det var sportssiderne, jeg ville finde dig i.”

Michael Trempenau, 1977. Foto: Andre Csillag/Shutterstock/Ritzau Scanpix

DET DER MED pop var stik modsat alt det, jeg kom fra. Vesterbro var værtshuse, arbejdere, rødstrømper, lilla bleer og hippier. Jeg havde knap nok fattet, at man kunne leve som musiker eller popidol. Jeg var bare en Vesterbro-dreng, der spillede fodbold i Vigerslev Boldklub, gik til karate og klatrede på hustagene i weekenderne. Der er ikke det tag på Vesterbro, jeg ikke har været på. Vi var bare gadedrenge.

Torben Hoyer havde en finger med i det danske musikmiljø. Jeg fik et fritidsjob hos ham, hvor jeg åbnede fanbreve, som unge piger skrev til David Bowie og Bay City Rollers gennem et dansk musikblad, der hed Sabrina. Pigerne troede, at de skrev til deres idoler, men at det bare var en ung knægt, der læste dem, fandt de aldrig ud af. De skrev, at de var villige til at mødes på diverse hotelværelser, så det blev ’De Grå Sider’ for mig. Der var meget lidt snak om musik. Jeg tror aldrig, brevene blev besvaret. 

En dag tog Torben mig med ud til bandet Mabel. De boede i et toplanshus i Stenløse, som de havde lejet af en vognmand. Jeg troede, at vi bare skulle på besøg, men så snart jeg kom ind, stak de en guitar i hånden på mig og spurgte, om jeg kunne spille noget. 

Jeg var 15 år gammel og var totalt uforberedt i det her store, professionelle lydstudie. Så jeg endte med at spille ’Stærk tobak’ af Shu-bi-dua.

Det var midt i sommerferien. Jeg skulle til at begynde i 2. real nogle uger senere, og jeg tænkte ikke længere frem end næste fodboldtræning. På min erhvervspraktikansøgning havde jeg skrevet, at jeg gerne ville være Falck-redder. Jeg var jo bare lejrbålsguitarist. Men på samme tid som min far blev bedt om at gå, skiftede min mor vækkeuret ud med en pladespiller, og vi blev vækket til Elvis, Roy Orbison og Johnny Cash. Så musikken har altid været der, det var bare ikke en drøm på det tidspunkt. To uger senere tog jeg igen toget til Stenløse. Denne gang med en fodboldtaske fyldt med tøj. Jeg flyttede ind, droppede ud af skolen, og 18. juni 1976 havde jeg min debut som sanger med Mabel til Køge Byfest foran 5.000 mennesker. Jeg tænker ofte på, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke var kommet med i bandet, eller hvis vi floppede. Jeg var bare en knægt, der kunne spille et par sange af Kim Larsen.

Mabel var så småt ved at blive kendt, da jeg kom med i bandet, men det hele kulminerede til Melodi Grand Prix i 1978. På det tidspunkt havde Danmark ikke været med til Eurovision siden 1966, så der var ikke en sjæl i Danmark, der ikke fulgte med og kendte vores vindersang ’Boom Boom’. Vi blev kendt som bandet for teenagepiger i Danmark. 

På gårdspladsen foran huset på Byvej i Stenløse stod der konstant 10-50 unge piger, som ville have autografer og billeder. Jeg var 17 år gammel og kunne slet ikke forholde mig til, at folk skreg, hver gang jeg skulle i Brugsen. De piger stod der forår, sommer, efterår og vinter.

Der var to slags folk. Der var dem, der elskede os, og dem, der hadede os. Og jeg lagde kun mærke til dem, der hadede os. Jeg tog det i hvert fald hårdere end de andre i gruppen, fordi jeg var en ung knægt, der ikke vidste, hvem jeg var.

Det blev for crazy til sidst. Vi spillede til udendørs-gøgl og omrejsende tivolier to gange om dagen og tjente gode penge. Om formiddagen var det for mormor og børnene, og om aftenen var det de unge piger. Men når pigerne skreg, så kom knallertdrengene, og så var der altid ballade. Engang var vi i et center i Brøndby for at skrive autografer, og der kom flere tusind mennesker. Vi måtte søge tilflugt i en bank, og da vi kom ud, var vores bil blevet fuldstændig smadret. Til en af vores sidste koncerter i Danmark blev der kastet med æg mod scenen. Så gad vi sgu ikke mere. I 1979 flygtede vi til Spanien.

Mike Tramp på Jelling Musikfestival, 2010. Foto: Per Lange/Ritzau Scanpix

PLUDSELIG GENTOG det hele sig. Vi fik en stor fanskare af unge kvinder i Spanien, men denne gang var det store stadiumkoncerter med playback. Det var medvirkende til, at vi opløste bandet og startede på ny som Studs. Jeg kunne ikke holde ud, at det hele skulle handle om overflade. I aviserne stod der: ”Piger besvimer til Mabel-koncert” og ”Mabel drikker mælk”. Det handlede sgu ikke om musik mere.

Der lå en amerikansk flybase lidt uden for Madrid, og det vrimlede med amerikanere. Jeg gik i kirke med vores amerikanske nabo, og jeg slugte amerikanske bøger, serier og musikblade. Det var her, jeg mødte Danny, der blev vores manager. Han sagde, at vi skulle tage til New York, og at vi kunne bo i hans forældres hus. Vi kunne ikke komme hurtigt nok af sted, så vi ændrede vores flybilletter til en afgang to uger tidligere end planlagt. Det fly, vi oprindelig skulle have været med, crashede i Malaga.

Fra det sekund vi stod i New York, så jeg folk, der lignede mig selv. Jeg havde langt, afbleget hår og tyk læderjakke. 80’ernes rock and roll var begyndt at eksplodere, og ingen kiggede på mig med onde øjne. Derfor var det også ligegyldigt, at det var hårdt. Vi løb tør for penge med det samme. Alt det, vi havde sparet op, brugte vi på store forstærkere og en stortromme i sølv, fordi vi skulle se ud som amerikanske rockbands.

Vi flyttede ind i et hus i Queens med syv værelser og en stor kælder, som vi lavede om til øvelokale, og så skiftede vi igen navn. Denne gang til Lions. Men vi spillede ikke særlig meget. Vi levede af ris og bønner, og det første, vi gjorde, når vi vågnede, var at støvsuge lejligheden for mønter, så vi kunne købe en pakke røde Marlboro på værtshuset overfor. 

Da Dannys forældre kom hjem, levede vi med dem i huset. Men det kunne ikke blive ved. Hver gang der skulle laves mad, var vi 10 personer, der skulle fodres, og med tiden var vi mindre velkomne. Omkring julen 1982 tog vi alle tilbage til Danmark. Nogle fik deres forældre til at betale en flybillet hjem. Andre turde ikke spørge, så de solgte en forstærker. Dér blev bandet opløst. 

Jeg var i Danmark i tre måneder, hvor jeg var på understøttelse for første og eneste gang i mit liv. Så tog jeg et lån i banken på 5.500 kroner til en one-way ticket tilbage til USA, som min mor kunne kautionere for. Men kun fordi hun kendte en i banken, hun havde ikke en skid at kautionere med.

Jeg flyttede tilbage til familien, vi havde boet hos, og begyndte at tjene huslejen ind. De ejede fem andre huse i nabolaget, som de lejede ud til cubanere, og jeg blev deres altmuligmand, mens jeg forsøgte at stable et nyt band på benene. Jeg har altid været en arbejdsmand, og jeg boede i huset gratis og spiste deres mad. Jeg gik rundt og knoklede med en lommeradio og lyttede til rock and roll dagen lang. Det var lige meget, hvad jeg skulle lave, jeg ville bare blive. 

Jeg havde fået kontakt til en guitarist, der hed Vito Bratta. Vi begyndte med det samme at fylde hinanden med løgn og store drømme. Det blev be­gyndelsen på White Lion. Alt skulle være Van Halen på det tidspunkt, han havde det rigtige look, den rigtige lyd. Jeg havde oplevet stjernestatus i både Danmark og Spanien, og vi skulle bare have hul igennem.

Danny kunne ikke gøre noget for mig. Han havde gang i tusind mærkelige ting, fik aldrig færdiggjort noget af det, og da han en dag smuttede tilbage til Spanien, var døren til forældrenes hus pludselig låst. De fortalte, at jeg aldrig ville komme videre med musikken, og at jeg ikke kunne bo der mere. Jeg fik min kuffert, som mindede om en gammeldags dragkiste, og så ringede jeg til Dannys kæreste Denice, der var kokain­handler og boede på Roosevelt Island midt i East River. Det var et meget mystisk sted. Perfekt til at optage en horrorfilm.

Raketmotoren i min røv ville væk fra tiden med Mabel. Det var det, der drev mig, og så var det ligegyldigt, hvor koldt et værelse jeg havde, eller om jeg skulle sove på et betongulv. Denice lod mig bo i sin lejlighed, og med tiden var hun ikke så meget Dannys kæreste mere. Jeg levede ikke af noget, og jeg havde ikke andre penge end dem, Denice gav mig i ny og næ. Hun solgte kokain til de unge, flotte, rige overklassebørn på Long Island. Hver anden dag kom der en cubaner, der hed Pedro, som skulle have alle kokainpengene, og en gang om måneden var der store kokainfester i vores lejlighed på øen, hvor jeg sad og kiggede på. 

”Jeg havde 3.000 dollars i banken, da jeg fik et brev fra skattevæsenet. Der stod, at jeg skyldte knap en million dollars i skat. På det tidspunkt kørte jeg rundt i en gammel Chevy-truck, som skulle startes med en skruetrækker.”

JEG HAR SET STOFFER overalt i mit liv, og derfor har jeg aldrig selv rørt dem. Min storebror Kim var junkie i 30-35 år af sit liv og døde af det (i 2018. red.). Jeg kommer fra Vesterbro, og mange af mine gamle venner har været junkier. Da White Lion var allerstørst, turnerede vi med Aero­smith på deres allerførste turné uden heroin. De drak gulerodssaft og spiste sundt efter shows. Og da vi var i tourbussen med Ozzy Osbourne, drak vi te, fordi han også var på afvænning, selvom han havde taget skade.

White Lion blev til noget, fordi vi fik to managere, som ejede en af de største rockklubber i New York, L’Amour (udtalt som ’La-Morz’ af stamgæster, red.). Den lå i Brooklyn i et tomt industrikvarter, og tusindvis af mennesker tog derud hver weekend. Alle store rockbands har spillet der. Den ene ejer hedder George Parente, og han så fuldstændig ud som John Travolta i ’Saturday Night Fever’. Jeg boede i hans kælder i flere år, jeg så hans børn blive født og levede med hans italienske familie, der var som taget ud af ’The Sopranos’.

Jeg hjalp med at ombygge klubben, og jeg lærte at køre bil i hans store Cadillac med tre fede italienere på bagsædet, før jeg fik kørekort. Det var et farligt miljø, men ikke for farligt. Det var mafia, og vi havde at gøre med en rockklub, der tjente penge og solgte sprut i et område, hvor andre og større familier regerede. Hvis der var problemer i gaden, kom der to wise guys og sørgede for, at problemet blev løst. Vi blev altid betalt med kontanter i en brun papirspose. 

I 1984 tog jeg og resten af White Lion til Frankfurt for at indspille vores første plade, ’Fight to Survive’, og med den kom en kæmpe pladekontrakt. Vi taler hundredtusindvis af dollars. Albummet kom ud året efter og blev et kæmpe hit i Japan, og derfra kom det ud i Europa og senere USA. Men det var først med vores andet album, ’Pride’, at vi fik decideret verdenssucces, solgte millioner af album og opnåede platin i USA. 

’AllStars’ på TV 2, 2009. Foto: Anders Debel Hansen/Ritzau Scanpix

I 80’ERNE nåede jeg højt i USA. Jeg tjente gode penge og var en del af et af musikhistoriens største årtier. Alt var godt verden over, der var så mange penge, og der var så meget energi. Det var årtiet, hvor MTV blev kongen, som bestemte smagen på godt og dårligt. 

Da grunge blev populært som alternativ til den store, hårde rock and roll-attitude, stod mange af os pludselig uden arbejde. Der var steder, vi ikke var inviteret længere, vi var daggammelt wienerbrød. Da vi nåede til det sidste album i 1991, opløste jeg bandet. 80’er-rocken var totalt død, og vi har stort set ikke talt sammen siden.

Jeg brugte alle mine penge på at få bandet Freak of Nature i gang. I 1994 boede jeg i Los Angeles med min daværende kone. Jeg havde 3.000 dollars i banken, da jeg fik et brev fra skattevæsenet. Der stod, at jeg skyldte knap en million dollars i skat. På det tidspunkt kørte jeg rundt i en gammel Chevy-truck, som skulle startes med en skruetrækker. Min revisor fik det skåret ned til en halv million dollars, og de næste 16 år gik al min indtjening til at betale min skattegæld. Alt, hvad ’Mike Tramp’ tjente i pladesalg, koncerter, og alle radiopenge gik direkte til skattevæsenet.

I 1999 flyttede min kone og jeg til Tasmanien, hvor hendes søster havde en farm. Vi havde brug for at prøve noget nyt. Hun havde været kostume­designer for mange af de store rockbands fra Ozzy Osbourne til Van Halen. Men i 90’erne var den farverige rockmusik død. Pludselig kom Eddie Vedder og Kurt Cobain gående i tøj fra Kirkens Korshær. Det var begge vores karrierer, der faldt fra hinanden, og økonomisk var vi på bunden. Men vi tog et stort spring og startede et helt nyt liv ude i outbacken.

Vi boede i Tasmanien i fire år. I mellemtiden fik jeg gang i solokarrieren, hvor jeg blandt andet spillede til nogle enorme stadionkoncerter i Indonesien. De blev sponsoreret af alle de store tobaksfirmaer, fordi de ikke måtte reklamere i fjernsynet. Det var der, pengene kom fra. Mit gamle band White Lion var succesfuldt på de kanter, så jeg spillede for mellem 75.000 og 100.000 mennesker, der havde fået en gratis pakke cigaretter, da de købte billetten.

I midten af 2003 mødte jeg min nuværende kone i en hotellobby. Jeg var på vej hjem fra endnu en koncertturné i Indonesien. Halvanden måned efter kom jeg tilbage for at se hende, og jeg har faktisk pendlet frem og tilbage siden. To år senere fik vi vores første barn. Det var ikke planlagt, og jeg nåede næsten ikke at trække vejret. Jeg havde allerede min ekskone og min søn, som var flyttet til Australien, men nu havde jeg også en familie i Indonesien. 

Jeg har det rent ud sagt ad helvede til over, at jeg ikke har kunnet slå mig ned, at mit liv er så spredt, og at jeg ikke kan være mere sammen med mine børn. Jeg har aldrig haft et hjem i længere tid ad gangen. Måske har jeg taget skade af, at jeg har rejst og boet så mange steder. 

Mike Tramp, 2020. Foto: PR

FRA SOMMEREN 1976 har jeg aldrig tjent penge på andre måder end gennem min musik. Og jeg vil blive ved med at være rock and roll, også selvom det ikke er moden. Jeg er sgu ligeglad. Rock and roll er en livsstil. Jeg er ikke en afdanket musiker, der stadig lever i 80’erne. Da jeg blev solist, sagde jeg til mig selv: Du skal leje en bil, du skal køre selv, du skal ind og ud gennem fordøren, og du skal selv sælge T-shirts og cd’er bagefter.

Jeg lever, mens jeg arbejder. Når jeg er på landevejene i USA, spiller jeg 60 shows ad gangen. Og jeg kan ikke blive afdanket, for jeg ville aldrig gå på scenen, hvis jeg ikke kunne bidrage med noget nyt. Jeg er ikke en linselus. Jeg skal ikke ud at spille, fordi jeg kan få en fed check, en flaske whisky eller kneppe en eller anden. Det har aldrig været det, der har drevet mig.

Når jeg spiller i en sportshal i Lystrup, går jeg ind med samme indstilling, som hvis jeg spillede for tusindvis af mennesker. Så kan det godt være, at nogle mennesker synes, at jeg er grinagtig og en has-been, men jeg kan stadig få det til at gå op. Jeg har aldrig haft drømmen om at bo i et palads eller komme tilbage til Danmark og blive en stjerne. Men jeg vil gerne være sådan en, der dukker op og spiller her og der.

Jeg kom fra en fattig, lille familie på Vesterbro. Vi snakkede aldrig om, at vi en dag skulle være konger eller have penge. Vi skulle bare over på Skydebanen og spille fodbold. 

MIKE TRAMP

Fyldte 60 år 14. januar. Sidste år købte han en bondegård i Fårdrup lidt uden for Slagelse, som han har planer om at istandsætte. I 2010 blev han gift med den indonesiske skuespillerinde og forfatter Ayu Azhari, og sammen har de børnene Isabel og Lennon. Hans ældste søn Dylan fik han med ekskonen Fleur Thiemeyer, der blandt andet har designet tøj for Dolly Parton, Ozzy Osbourne og Kiss. Han spiller typisk omkring 150 koncerter om året i Europa og USA, men i 2020 måtte han udsætte en stor turné i USA og Europa på grund af COVID-19.

/

Poplic service

SCARLET PLEASURE har blikket stift rettet mod det store internationale gennembrud. Indtil nu har vejen været lang og hård, og meget tyder på, at det ikke bliver nemmere. Ud & Se møder et af tidens mest populære danske pop-bands og undersøger, hvorfor det er så svært at lyde så dansende enkelt.
Tekst:Morten ReimarFoto:Rasmus Weng Karlsen

TÅLMODIGHED er det første, du skal lære, hvis du vil være popstjerne. Emil Goll, den 28-årige forsanger i trioen Scarlet Pleasure, har efterhånden lært det. I samme øjeblik bandet pauser lydprøven og kalder en lydmand op på scenen, sætter han sig ned og finder sin telefon frem. Trommeslageren Joachim Dencker har problemer med sampling pad’en, den elektroniske tromme, der spiller indkodede lyde, når han slår på den, og det kan sagtens tage tid, ved Emil Goll, der bruger ventetiden på at svare på beskeder på Instagram fra en ende af. Popbandet har netop udgivet første halvdel af deres nye album ’Garden’, og siden er det væltet ind med roser fra fans. Han svarer som regel ’Tusind tak’ med en smiley og forsøger så vidt muligt at skrive noget personligt tilbage.

Imens stemmer trioens tredje ben, Alexander Malone, sin bas for gud ved hvilken gang, mens han spørger sig selv, hvor mange sprog han efterhånden kunne have lært på Duolingo. 

De er i Tap1, et stort spillested på Amager, og de har været her i timevis. I aften skal de spille en 35 minutters online-koncert for streamingtjenesten Spotifys abonnenter, som grundet corona-pandemien ser med hjemmefra. Scarlet Pleasure og de to hyrede guitarister kom klokken tre, men nu, kun halvanden sang inde i lydprøverne, er der knas med tromme-pad’en.

28-årige Joachim Dencker, en høj, veltrænet fyr med mohikanerhår som Travis Bickle i ’Taxi Driver’, står ved siden af trommesættet, mens en lydmand slår på pad’en og råber til endnu en lydmand et par meter væk fra scenen. Så virker det igen, og bandet kan fortsætte. De spiller ’Deja Vu’, deres største hit. Nummeret er ikke fra den nye plade, men fra 2017, hvor det blev Årets Hit ved Danish Music Awards, Årets Lytterhit på P3, Årets Hit til Zulu Awards og modtog The Voice Prisen. Hittet er også det, man kalder en banger. Nummeret starter lige på Emils gadesmarte flødestemme oven på et præ-optaget keyboard og en taktfast klaplyd fra pad’en. To rundgange på den måde, så bas og stortromme, der intensiverer op mod et overraskende antiklimaks, hvor det hele starter forfra. Og trommer, bas, guitarer i omkvædet. Lige så simpelt det er i begyndelsen, lige så meget sker der i slutningen. Emil Goll danser sine popstar-trin og flirter med det prøvefilmende kamera. Han lukker øjnene og synger ’de-eeshja vuuhh’. 

SCARLET PLEASURE er et af tidens største hjemlige popbands. Trioen er en del af den bølge, der kom i kølvandet på den danske indie-scene, hvoraf flere fik udenlandsk succes, og de er ikke blege for at sige, at de gerne vil være populære. De tør sige, at de drømmer om at slå igennem internationalt, og de kalder sig et popband uden at være flove over det. De udgav deres første album i 2014, hvorfra singlen ’Windy’ blev P3’s Uundgåelige og satte gang i den optur af en karriere, de stadig rider på. I 2016 udkom endnu et album, ’Youth Is Wasted on the Young’, samme år som de åbnede Orange Scene på Roskilde Festival og blev hovedpersoner i en DR3-dokumentarserie. Det var for øvrigt samme sommer, alle raske drenge gik til frisøren for at få hår ligesom Emil fra Scarlet Pleasure, det vil sige en bleget midterskilning med reference til 90’er-ikoner som Peter André og Nick Carter fra Backstreet Boys.

De skulle egentlig have været i USA og spille i foråret. Arbejdsvisummet var sikret, men så blev verden lukket ned – og herhjemme er indtil videre omkring 30 koncerter aflyst, så hverken band eller fans har kunnet mødes. Men det kan de i aften, hvor Spotify Danmark har inviteret deres lyttere til koncert. På den måde kan bandet give noget tilbage til deres fans, de kan mærke live-fornemmelsen ved at optræde, og måske gør tjenesten også gengæld ved at putte nogle af deres sange på en international playliste, altså en af de kuraterede lister med musik, Spotify selv laver, og som kan betyde alt for de musikere, der kommer på dem. 

28-årige Alexander Malone kommer hen til cateringbordet. Ikke for at snacke, men for at snakke med de tre kvinder fra pladeselskabet om anmeldelserne af ’Garden’, som han ikke har kunnet få ud af hovedet. Gaffa har givet tre stjerner, og Politiken to hjerter. Pladeselskabet siger, at han skal huske på, at det bare er de to anmelderes mening, og at der jo er masser af fans, der er vilde med de nye numre. Det har han også sagt til sig selv, men det, der især går ham på, er, at Politikens anmelder ikke mener, Scarlet Pleasure er kommet med noget nyt. De synes selv, de har rykket sig med kvantespring siden seneste album og virkelig taget chancer. De har nørdet det helt rigtige lydmiks, genopfundet sig selv og skrevet næsten 50 sange, mange af dem om og om, for at finde netop dem, der føltes mest rigtige.  

”Jeg ville næsten hellere have én stjerne og så vide, vi da i det mindste havde forsøgt,” siger han. ”To-tre stjerner er bare så middle of the road.”

Emil Goll bemærker, at den endelige dom ikke er faldet endnu. Han sammenligner med Lukas Graham, der fik et kæmpehit i USA med ’7 Years’. Netop det nummer havde ingen rigtig lagt mærke til, og det blev først udgivet som albummets tredje single. Men da ’7 Years’ kom ind på en international hitliste for sange med stigende popularitet, den såkaldte Viral Chart, begyndte pladeselskabet at pushe den i USA.

”Vi er pissestolte af vores musik uanset hvad. Og man ved aldrig. Det kan være den næste sang, vi skriver, der kommer til at ændre alting,” siger Emil Goll. 

SCARLET PLEASURE

Dannet 2006.

Består af: Emil Goll (f. 1992), sanger, Alexander Malone (f. 1991), bassist, Joachim Dencker (f. 1991), trommeslager.

Debuterede med ep’en ’Mirage’ i 2014. Udgav albummet ’Youth Is Wasted on the Young’ i 2016. ’Garden’ er Scarlet Pleasures tredje album. Det er todelt og bliver udgivet dels i juni, dels i oktober i år.

”KAN JEG FÅ highhatten fem ned?”

”Ja, og elguitaren tre op.”

”Er den dér tung? Er den tung? Eller er det rummet herinde, den ikke virker i?”

”Kan den blive lidt mere crisp?”

Det tager over en time at gennemgå de 35 minutter, men så er lyden også så god, som den kan være. Og dog. De beslutter sig for at spille to af numrene igen. 

Klokken otte, efter de har spist burgere, Emil Goll har skiftet til matchende denimjakke og -bukser, Joachim Dencker har barberet sig ude på toilettet, og Alexander Malone med det syregule hår har rystet anmeldelserne af sig, skal Spotify sende live. Emil Goll går for sig selv, puster al luft ud af kroppen, spænder i maven, suger luft ind og puster ud, mens han siger som en bi. Hopper et par gange på stedet. Så er han klar.

En fra pladeselskabet støvsuger scenen, lige inden de går i gang, mens Emil synger ’Wicked Game’ med den ene guitarist. Så får de at vide, der er to minutter igen. Emil spytter sin snuspose ud og går ind i en cirkel med de andre musikere, hvor de råber for at gejle sig selv op. De stiller sig i position, hele hallen holder vejret.

Og så sker der ingenting. Bandet står stille som mannequiner og venter. Der sker stadig ingenting. Seks minutter over otte laver Emil sine øvelser igen. 10 minutter over begynder Joachim at tromme for at slå tiden ihjel, mens folkene fra management og pladeselskab efterhånden også begynder at blive urolige og kigge på hinanden. Den ene af kamerafolkene, der har Spotify i øret, siger, at hun ikke får noget at vide. Emil sætter sig ned.

”30 sekunder!” råber kameradamen endelig, bandet springer tilbage i position.

Der bliver talt ned: ”8, 7, 6, 5 …” Og så begynder de at spille. Som om hele Tap1 var fyldt til bristepunktet. Alexander danser hen over scenen med sin bas, Emil hopper op i luften i omkvædene, og folk fra pladeselskabet kan ikke lade være med at danse omme bag kameraerne.

NÅR ET FLY fløj over Vidar Skolen i Gentofte, plejede en gruppe drenge at pege op.

”Det er os på vej til L.A. lige om lidt,” sagde de. 

Skolen ligger midt på Brogårdsvej, der kører fra Gentofte Station, under motorvejen og til IKEA. Den baserer sig på Rudolf Steiners principper, er karakterfri, og alle elever spiller et klassisk instrument og har fag som skosyning og kunstbetragtning. Skolen betragter alle elever som individer, der er gode nok, som de er. For eksempel lærte Joachim først at læse i 4. klasse og opdagede først mange år senere, at det var unormalt. På Vidar Skolen skulle alle kunne være med. 

Dengang var de fire, Emil, Alexander, Joachim og Johannes, ligesom idolerne i Red Hot Chili Peppers. Joachim var kommet ind i klassen i 7. med hanekam og nittebælte og fik hurtigt overtalt de andre til at danne et band. De kaldte sig Scarlet Pleasure – to ord, de fandt i en engelsk ordbog, og de øvede i en kommunal container ved vandtårnet i Jægersborg. De kunne ikke finde ud af PA-anlægget, og akustikken ville ikke enes med funk-rock-trommerne. Derfor kom de vådt toiletpapir i ørene, når de spillede, som regel i bar mave og slips ligesom idolerne fra Los Angeles. Da Red Hot Chili Peppers udgav ’Stadium Arcadium’, tog de alle fire i Fona 2000 på Strøget for at købe et eksemplar hver, og så hjem til Joachim i Humlebæk for at høre det om og om igen.

Det var lyden af L.A., som de forestillede sig, det ville være: palmer, smukke piger, åbne biler og funky musik. Lyden af frihed, af ikke at spille med på reglerne, af at være anti-konform, af at udleve drømmen. Noget helt andet end Gentoftes parcel-labyrinter og bøgehække.

En dag blev de enige om, at nogen var nødt til at synge. Alexander spillede bas, Joachim trommer, og både Emil og Johannes spillede guitar. Ingen af dem havde synderligt lyst til at synge, for det var meget sejere at spille et instrument. Men nogen skulle gøre det. De sang Red Hot Chili Peppers-hittet ’Under the Bridge’ efter tur, og aftalen var, at den, der lød mindst ringe, skulle tage en for holdet. Og sådan blev Emil Goll forsanger. 

En rest af boyband-rollerne fra teenageårene sidder der måske stadig: Emil Goll er den udadvendte og har en bemærkelsesværdig evne til at få alle, han møder, til at føle et specielt bånd. Alexander Malone er også udadvendt, men sjældent festens midtpunkt som Emil. Ofte ender Alexander med at stå ude i køkkenet i en lang samtale med en, han ikke kendte ved aftenens begyndelse, og han er nok ’den sjove’ i gruppen. Samtidig har de to enorm respekt for Joachim Denckers evner som trommeslager, og han er nok den, der har mest musisk flair. Men alderen har opblødt rollerne. 

TIL AT BEGYNDE MED lavede de en ep med titlen ’Mother Funker’ og brændte den på 250 cd’er, som de havde med, når de var ude at optræde – for eksempel da de vandt Gentofte Mesterskaberne i Rock i 2009. Selvtillid havde de masser af, og de skrev også til større danske bands på Myspace. Ikke for at sige, at de var fans, men for at være provokerende. De spurgte blandt andet Kashmir, om de ikke ville varme op for dem på Lades Kælder. Kashmir svarede ikke. Det gjorde til gengæld indie-bandet moi Caprice, der skrev tilbage, at de nordsjællandske drenge nok var i dårligt humør, fordi de ikke havde fået deres lommepenge, men at de nok kom til at le sidst i deres luksusvillaer i Hollywood Hills.

”Fuck ja, vi gør,” grinte drengene.

Til festerne gjorde de nar ad de andres musiksmag. Pigerne i klassen ville gerne høre Nik & Jay og Lady Gaga og danse, mens drengene skiftede til Tom Waits og Bob Dylan, hver gang de fik mulighed for det. Pop var ikke rigtig musik, syntes de.

Vidar Skolen varede til 12. klasse, og så skulle planerne føres ud i livet. I mellemtiden var de gået over til den mere hipster-prægede indie-rock, der udsprang fra New York, så derfor pegede pilen nu i den retning. For at komme derover skulle de bruge et forlænget turist­visum, og det krævede, at bandmedlemmerne var i stand til at fremvise hver 50.000 kroner inde på ambassaden. Så de tog job som postbude i Holte og som facere på Strøget.

De smed også fjerdemanden ud af bandet. Det var en tirsdag aften i efteråret 2010 på en bodega i Indre København. Johannes var mere til at jamme og hygge sig, og de tre andre følte ikke, de havde tid til at vente på nogen. Det var den første hårde og rigtig svære beslutning for bandet, men nu var det alvor. Nu var det ikke rundkreds længere.

De skulle også bruge en god demo-cd, de kunne give til pladeselskabsfolk på Manhattan. Alexander ­Malones onkel, Bossy Bo (Rasmussen) fra Østkyst Hustlers, lod dem indspille i sit studie, selvom han nok, set i bakspejlet, ikke var så imponeret over deres musik. I hvert fald gav han dem et grundkursus i at skrive lytbare melodier. Start med et vers, så et omkvæd, så et vers igen og et omkvæd mere, så et C-stykke, og slut af med et omkvæd til sidst.

Det sidste Scarlet Pleasure gjorde, inden de tog af sted, var at aflevere den nye demo-cd til Sony Music. Alexander havde puttet den i en stor papkasse, så den så vigtig ud, og afleverede den i receptionen iført sin postjakke fra arbejdet. Værsgo, nu kunne de bare ringe.

En augustdag i 2011, iført sorte hatte med fjer på og stramme, sorte jeans med huller på knæene, landede de i New York. Efter et par uger med jetlag og en masse nye indtryk fik de lejet sig ind i et øvelokale, men kun mellem klokken otte og ti om morgenen. Ejeren, der spillede i et professionelt Beatles-coverband, kunne ikke give dem mere øvetid. De fandt også en lejlighed i New Jersey, hvor skabslågen under vasken skulle holdes lukket med et kosteskaft, fordi der var rotter. Men de var i byen, de havde deres image, deres demo og deres instrumenter. Nu manglede de bare at spille og blive opdaget. For sjov hængte de en seddel op i deres lejlighed med ordene ’Get a million dollar contract’. Ordene var fra selvhjælpsbogen ’Think and Grow Rich’ og var ment som en reminder.

Deres første koncert var på Fat Baby. Et lille spillested, men samme sted, som deres nye forbillede, The Strokes, havde startet deres karriere. Der var en del mennesker i baren, så det tegnede rigtig godt. Men det viste sig, at koncerten skulle spilles i kælderen, hvor det kostede syv dollars at komme ned.

Da de gik på, var der én publikummer. En lokal Rudolf Steiner-lærer, der var venner med en fra Vidar Skolen derhjemme.

Men drengene kom med til nogle vilde fester, hvor popmusik som gnister fra en pejs bragede ud af højttalerne og satte ild til de dansende kroppe. Det betød især to ting. Dels var der ud på de sene timer gratis pizza, hvilket i sig selv var livsnødvendigt, da opsparingen efterhånden slap op. Dels lærte de at sætte pris på pop. De lærte, at pop er sjovt, at genren har værdi og ikke er flad og fordummende. Sange som ’Moves Like Jagger’, ’Pumped Up Kicks’ og ’Niggas in Paris’ var gode numre med mange lag og finurligheder, man kunne dykke ned i. De lod deres musikalske parader falde og kastede hænderne i vejret til god, velproduceret pop. Hvor fedt var det egentlig at sidde i et klamt øvelokale og skrive indie-musik til sig selv og være sur?

Syv koncerter blev det til i løbet af et halvt år. Da de kom hjem til Danmark, var de komplet blanket af og måtte få deres job som facere på Strøget tilbage. En forårsdag stod Alexander Malone på Købmagergade ved Rundetårn, da han fik stoppet en, der godt kunne huske dem og deres USA-planer.

”Hvad havde I egentlig regnet med?” spurgte han.

POP – ET MATEMATISK HIT?

I 2010 undersøgte en gruppe ingeniører fra University of Bristol, om det var muligt at lave en matematisk formel for pophits. De tog udgangspunkt i samtlige top-40-hits fra den engelske hitliste de seneste 50 år og kom frem til formlen (w1 x f1) + (w2 x f2) + (w3 x f3) + (w4 x f4) … (w23 x f23).

W’erne i ligningen er weights eller musiske delelementer, for eksempel tempo, rytmens variation eller sangens længde. Der findes overordnet 23 weights opstillet i rækkefølge efter, hvor vigtige de hver især er i den periode af pophits, formlen undersøger. F’erne i ligningen er udtryk for del­elementer i nye sange, der holdes op imod et gennemsnit af pophits fra perioden. På denne måde var ingeniørerne i stand til at gætte med 60 % sandsynlighed, om en given ny sang ville komme i top-5, eller om den aldrig ville komme over top-30. Og så alligevel ikke.

Det tyske Max Planck Institut undersøgte akkordsammensætninger i 745 amerikanske pophits. De spillede dem for testpersoner, samtidig med at belønningscenteret i forsøgspersonernes hjerner blev MRI-scannet. Hvis forsøgspersonerne var sikre på, hvad der skulle til at ske i melodien (lav usikkerhed), men sangen uventet afveg (høj overraskelse), fandt de det behageligt. Men hvis akkordprogressionen var sværere at forudsige (høj usikkerhed), og den akkord, der kom, ikke overraskede dem, men føltes tryg (lav overraskelse), fandt de også det behageligt. Med andre ord: Vi kan li’ at gætte mønstre, men vi kan også li’ at blive overrasket. Og li’ den hårfine balancegang mellem det velkendte og det nye.

DET ER TIDLIG EFTERMIDDAG, og bandet er i gang med at skrive. De har taget et par håndfulde Naturfrisk-juiceflasker fra Copenhagen Records’ køleskab med sig op i det fjerdesalslokale, de har til rådighed, der med sine hvide vægge og forstærkere indeholder det, de skal bruge, og ikke mere. Joachim Dencker har sat sig i en lænestol og kigger på sin telefon, mens Alexander Malone sidder i vindueskarmen med sin bas, og Emil Goll svarer på et par Messenger-beskeder på sin laptop. Lokalet har udsigt over byen. Man kan se Rådhuset og Tivoli og Frelserkirken herfra, men her er stort set ingen larm, ikke ud over en bil, der kører forbi nede på gaden, og Alexander, der slår en figur an på bassens strenge.

De havde sat sig op til at spille et hav af koncerter, men nu har corona-krisen aflyst det hele. Fordi de var gearet til det, er det ikke nemt at komme i gang med at skrive, men nu skal de til det.

De mangler nogle uptempo-numre til ’Garden’. Noget, man kan danse til. Anden halvdel er klar til udgivelse, men de har mulighed for at tilføje nye numre indtil oktober, hvor de har besluttet, at albummet skal være færdigt. I mellemtiden kan de gå og lytte det ordentligt an og vurdere, hvad der mangler. Hittet lige nu er sangen ’SOS’, som holder en laid back, reggae-inspireret rytme, de fandt på under en rejse til Bali. En hurtigere, endnu mere dansevenlig sang ville fuldende albummet.

Emil Goll åbner produktionsprogrammet Logic og spiller noget, han har taget med hjemmefra. Det er bare nogle akkorder på et keyboard med ham selv, der synger henover. Teksten er indtil nu volapyk med enkelte engelske vendinger, der er gode at synge på.

”… When you party like that …” og ”… it’s frozen …” og ”… why you fallin’ …”

Emil Goll føler nogle gange et pres, der gør det svært for ham at skrive. Hver sang skal være bedre end den forrige. Det er ikke godt nok, hvis den er lige så god som de andre. Den nye sang må heller ikke minde om de andre, den skal være ny. Og bedre. Og det gør det svært for ham at komme på noget, især på kommando.

Alexander Malone rejser sig ved tredje gennemspilning og tramper et beat i gulvet, der giver nummeret en insisterende fremdrift.

”Ah, ja klart,” siger Emil.

Han sætter metronomen i samme tempo som Alexanders fodtramp, overtager bassen og begynder at indspille bas direkte på computeren. Joachim Dencker har puttet telefonen i lommen. Nu sidder han med lukkede øjne og nikker i takt.

Efter et par timer putter de indspilningen i banken. Senere vil de lytte alle de opsparede sange igennem og høre, om der er nogle af dem, der er værd at arbejde videre på. Men dagens fangst bliver ikke taget op igen.

Sangene bliver sjældent skrevet det samme sted. Som Emil forklarer det, er de mere nomader, og der skal helst ikke gå kontor i den. De har tit prøvet at skrive med professionelle sangskrivere i udlandet og oplevet en markant anderledes måde at arbejde på. I Sverige er det normen at mødes samme sted hver dag klokken 11 for at skrive uafbrudt indtil fyraften, og Joachim joker med, at det er derfor, svenskerne tager snus: De har slet ikke tid til rygepauser.

I Danmark mødes man oftest ved 13-14-tiden og holder pauser. I USA er det hen ad aftenen, de starter. Så ryger de hash og tager på YouTube-safari i et par timer, indtil de finder et eller andet, de kan bruge, og så skriver de hele natten. Det er ikke til at sige, hvad der virker bedst, men bandet er fascinerede over svenskernes arbejdsmoral og faste timer. Og deres måde at betragte sangskrivning som et håndværk, hvor man går i gang og bliver ved, uanset om man føler sig inspireret eller ej. Men kontor-pop kommer de aldrig til at lave. 

TINGENE BEGYNDTE at vende, da Scarlet Pleasure kom hjem fra USA med en ny lyd. Emil Goll og Alexander Malone havde fået job som pædagogmedhjælpere på en Steiner-skole for at spare op til endnu en tur, endnu et forsøg, men de kom aldrig af sted. For et af børnene i SFO’en havde en far, der var noget ved musikken. Han hed Ralle, men er i branchen bedst kendt som Malone og for sine samarbejder med musikerne Johnson, Joey Moe og Niarn. Malone, der ikke er i familie med bassisten Alexander trods navnesammenfaldet, ville gerne høre, hvad det var, de gik og rodede med. Så de sendte ham, hvad de havde. Og han bad om mere.

Trioen havde taget pop til sig, især den nye bølge, hvor genren fik en mere underspillet og soulet dimension, som for eksempel Drake, The Weeknd og Frank Ocean stod for. Og dér tappede de ind i en guldåre. Ralle og hans kone, der sammen kørte et managementbureau, signede dem og var de første, bortset fra venner og familie, som troede på dem.

Derudover lærte Ralle dem at tage i sommerhus og skrive sange koncentreret. Den allerførste sang, de skrev og indspillede under deres nye management, var ’Windy’. En sang med klare referencer til 90’er-fløde-RnB, hvor de gik så langt væk fra rockinstrumenter, det næsten er muligt, og lod computerlyde og vokal komme i front.

Mens Ralle var i gang med at skaffe en pladekontrakt, lavede de en akustisk version, som fik en overvældende positiv modtagelse og blev delt flittigt af etablerede musikere på sociale medier. Det gjorde bare bandet mere utålmodige. De ringede dagligt til Ralle. Skete der ikke snart noget?

I mellemtiden havde nogle af deres gamle skolekammerater, bandet Julias Moon, overhalet dem. Et af deres numre blev Ugens Uundgåelige på P3, og selvom Scarlet Pleasure var glade på deres vegne, kunne de ikke lade være med at være misundelige. 

Endelig rykkede det. På grund af hypen omkring ’Windy’ brød en budkrig ud imellem selskaberne. En dag, mens Nik fra Nik & Jay var på besøg i øvelokalet og stod og spillede Rhodes-keyboard, skrev de under på en kontrakt fra Copenhagen Records. Et par måneder senere ringede Ralle.

”Hvad så, Emil? Kan du stave til Ugens Fucking Uundgåelige?”

Og så skete det, de havde drømt om – de blev professionelle musikere, var på turné, spillede store koncerter, indtog Danmark og rettede blikket mod udlandet. 

EN UGES TID EFTER Spotify-koncerten, en varm og solrig dag, er de alle tre trukket i sorte badeshorts foran en gennemrenoveret, hvidkalket gård i Tisvildeleje. Sommerhuset er indrettet med tre lydstudier, alligevel har bandet slæbt deres computer, bas og teknik ud på spisebordsstolene.

Køkkenet er på én dag blevet ramt af en opvaskelavine, på gulvet står en papirspose med svedende sushirester i solen, og hvad angår sangskriveriet, har de ikke været så effektive. Til gengæld har de haft besøg af venner, kærester og deres to managere. Men i dag skal det være, og de har været i gang i tre timer.

Emil Goll ligger på et vattæppe på græsset og kigger på to heste, der går i en indhegning ved siden af huset. Alexander Malone sidder ved computeren og prøver at komme på et eller andet at putte oven på et punket beat med hårde slag på ottendedelene. Men der er ikke noget, der virker. 

Det skal være et uptempo-nummer, det skal ikke være en ballade, og det skal ikke lyde ’typisk Scarlet Pleasure’. Derfor starter de med beatet.

”Det er ret Strokes-agtigt,” siger Joachim, som sidder på en bænk ved siden af Alexander.

Omkvæd i sange med højt tempo er tit utrolig corny, synes de. En måde at undgå det er at skrive en langsommere ballade og så speede den op. Det var sådan, de gjorde med ’SOS’, der kører noget hurtigere end deres andre hits. 

Alexander ryster på hovedet og spiller Travis Scott-nummeret ’The Scotts’, som i et splitsekund indeholder den lyd, de gerne vil fange, 

”Ej, lad os prøve at gå ovenpå,” siger Emil. 

De tager bas og computer og går op på loftet, der er indrettet som et større studie med hvide akustikplader på skråvæggene. Her er flygel, trommesæt, kontrabas, fem forskellige keyboards, cd- og pladereol, to store computerskærme ved endevæggen og ét stort vindue ud til haven. Joachim sætter sig ved trommerne, Alexander ved et keyboard, og Emil sætter en mikrofon til computeren, mens beatet spiller.

”Måske er det nemmere, hvis der er noget guitar på,” foreslår Joachim. Emil tager en akustisk guitar, der står ved siden af kontorstolen, og begynder at spille uden at fjerne blikket fra beatet på Logic.

Nu er der nogle akkorder at støtte sig op ad. Emil stiller guitaren tilbage, griber om mikrofonen og begynder at synge. Først prøvende, usammenhængende, lange toner, mens beat og guitar kører i loop.

”Uuuuhh wuuuuh.”

Og så vrøvleord med forsøg på melodier og engelske gloser.

”Ahhh … no sleep, uuuhhh right now …” 

Han lader sin stemme gå på opdagelse i forskellige tempi, toner og pauser.

”Uhhh … I know adji adji why would you aaaaadji …”

”Den er god,” siger Alexander på et tidspunkt, og Emil gentager det fundne.

”I know adji adji why would you aaaaadji …”

Nu nikker de alle tre i takt. Emil lægger mikrofonen på bordet og afspiller. Siger halve og kvarte sætninger.

Han synger igen.

”Ooonly you …”

Efterhånden begynder der at danne sig et hook, de to andre kan synge med på.

”Ooonly you …”

De afspiller det i rundgang, men nikkene damper af efter et par gange. Så går de i stå.

”Skal vi bare høre lidt musik?” siger Alexander.

De hører Gwen Stefanis ’Cool’, Sixpence None the Richers ‘Kiss Me’, Travis Scotts ’Skeletons’ og Green Day-numrene ’Boulevard of Broken Dreams’ og ’Wake Me Up When September Ends’. Emil lærer sig at spille sidstnævnte på guitar. Det er sådan noget, de mangler, siger han: ”Det er for sygt. Fra mol til maj. Det er bare så spacy.”

De begynder at jamme på hvert sit instrument. Så sætter Emil Goll beatet ned i tempo, og de går i stå igen. 

MAX MARTIN

Er det svenske sangskrivergeni, der kun er overgået af Lennon og McCartney, når det kommer til nummer 1-hits på den amerikanske hitliste. 23 er det indtil videre blevet til. Han har skrevet sange til alle fra Britney Spears til Maroon 5 og The Weeknd, og selvom han i sjældne interviews har fastslået, at der ikke findes en fast skabelon til at skrive hits, er der flere ting, der går igen.

Max Martin har fortalt, at da han lyttede til musik som barn, vidste han ikke, hvad der blev sunget. Han lyttede i stedet til, hvordan det blev sunget, og derfor vælger han i dag de ord, der er bedst at synge på, frem for hvad der er grammatisk korrekt. På samme måde modtager Scarlet Pleasure ofte henvendelser fra fans, der gør dem opmærksom på, at de udtaler deja-vu forkert. Emil Goll synger ’vu’ i stedet for ’vy’ – fordi det lyder bedre.

Et andet fællestræk ved Max Martins sange er, at omkvædet altid kommer inden for det første minut. Især efter YouTube og Spotify er blevet verdens foretrukne måder at høre musik på, er det nemt for lytterne at skifte nummer. Derfor kommer moderne popmusik, heriblandt Max Martins numre, hurtigere til sagen. Undersøgelser viser, at omkvædet i et hit i dag i gennemsnit kommer 18 procent hurtigere end i 80’erne.

DERES STØRSTE HIT ’Deja Vu’ skrev de i Emil Golls farmors sommerhus i Sverige. På en rigtig lortedag, husker de, hvor de havde siddet og bakset med tre andre sange, der aldrig blev til noget. Omkring halv et om natten var de ved at give op efter 10 timer. Så gik Emil på toilettet. Mens han stod der, fik han en melodi på hjernen. Hvor den kom fra, aner han ikke, men den var lige så spændende, som den var enkel: fire toner, en kort pause og et svar i form af syv toner mere. Han sang det for sig selv, pissede færdig og gik ind til de to andre igen og sang det for dem.

Alexander Malone foreslog at lægge et klassisk basstykke på – det, der i branchen hedder ’bøf med løg’, en ret corny, men kraftfuld figur. På Logic lagde Emil lyden af et elektrisk Wurlitzer-piano på, der sammen med bassen mindede dem om den karaokebar på Mallorca, de tidligere på året havde besøgt. Oven på det brugte de en trommelyd, de kalder ’pizzaklappet’, der lyder som en italiener, der slår på sin pizzadej. 

Dér var pludselig omkvædet. Det lød godt, men det var også meget retro. Der var brug for, at verset var mere frisk. Det klarede de med nogle flydetoner fra Wurlitzeren plus en mere funky basgang tilsat enhver popsnedkers bedste ven, ’fire i gulvet’-trommen, der rammer alle taktslag. Det hele skete på en halv time.

Så begyndte de på en tekst. Deres første tanke var at lave noget i stil med Outkast-nummeret ’Ms. Jackson’, og de skrev teksten i omkvædet som ”Oh Mrs. Jones. I was drunk and I was just a kid …”

Bagefter gik de i seng. Da de vågnede, blev de enige om, at nummeret fortjente en bedre tekst. De tog igen udgangspunkt i karaokebaren og grisefest-temaet og skrev om dage på Mallorca, der bliver en forvirret, endeløs række af nætter på barer, farverige drinks og Vespa-ture. Teksten handler om en mand, der sumper hen i hedonisme, karaokepiger og margaritas, som han retfærdiggør med, at det er nødvendigt for at komme sig over et forlist forhold.

De var klar over, at det her var noget nyt, noget andet, det mindede ikke om deres andre sange, det var solid pop med et sveddryppende, sydlandsk snit. 

’Deja Vu’ debuterede uden for top-50, hvilket ikke var nogen skuffelse – på det tidspunkt havde Scarlet Pleasure kun været der én gang tidligere. Men så begyndte sangen lige så stille at kravle op, indtil den blev streamet 80.000 gange dagligt. Danmark var vilde med det nye Scarlet Pleasure, og numre som ’Deja Vu’, ’Limbo’ og ’Good Together’ blev store hits. Men måske også en safe-zone og en sovepude. ’Garden’ er ment som et opgør med den lyd. Scarlet Pleasure er videre til noget nyt.

MØNSTERET ER DET SAMME: Et crew rykker ind tidligt på dagen og begynder at sætte op, så bandet kan komme et par timer senere og lave lydprøve og vente, vente, vente, indtil det bliver tid til at spille. I dag centrerer ventetiden sig om et format, P3 kører over sommeren. DR har lejet et sommerhus i Fredensborg og får besøg af en række musikere, der spiller et par numre og bliver interviewet af værten til radio og online-tv. Phlake og Alphabeat har været her, i dag er det Scarlet Pleasures tur.

De ankommer lige over middag, flankeret af produktionsledere og PR-folk foruden deres ene manager, en høj, tynd fyr med piercing i øjenbrynet og en lang, sort regnfrakke. Branchestandarden kræver, at de deler krammere ud til alle på trods af corona og den lille flaske håndsprit, der er sat ud på toilettet. 

Radioholdet har stillet deres teknik op i en sauna og parkeret en sendevogn ude foran. Inde i sommerhuset er køkkenet omdannet til kantine, og et tv-hold har fjernet en seng fra et af værelserne og erstattet den med skærme og mikserudstyr. Der er trukket sorte, tykke kabler hen over blomsterbed og plæne.

Fordi koncerten både skal sendes i radio og som video, kommer ventetiden til at vare længere end normalt. Først skal radioens lydmand være tilfreds, så tv’ets, så bandets lydmand, til sidst bandet selv. Der er næsten fire timer, til de skal spille deres fire numre.

Forinden skal de tage fotos til DR’s hjemmeside og en 3-4 forskellige Instagram-konti. De har alle tre armene ned langs siden og kigger cool ind i kameraet med de mindst mulige smil. 

Værten, en ung lyshåret kvinde i en syreblå læderjakke med pompon-krave, lister nogle spørgsmål op: ”Hvad kan I godt lide at lave på en sommerhustur, når det regner?” ”Hvad er jeres mest crazy festivalminder?” 

Når de er færdige, har de fri. Og så alligevel ikke. Både fordi sommerhuset i Tisvildeleje er lejet til dem i to en halv uge, og fordi Scarlet Pleasure er på sommer-forsiden af musikmagasinet Gaffa, hvor Alexander Malone siger, at de vil fokusere på kærligheden til musikken i stedet for at kigge på hitlisterne. At de vil lave musik for deres egen skyld, at de ikke vil tænke på resultatet, men processen. Det fortryder han sådan set nu. Det er bare fedest at ligge nummer ét og spille de største steder. Det er det, de vil.

/

Bent Fabricius-Bjerre er død

Læs eller genlæs det store interview med komponisten i Ud & Se.
Tekst:RedaktionenFoto:Lasse Lagoni / Ritzau Scanpix

Bent Fabricius-Bjerre er død efter kort tids sygdom, 95 år gammel. Komponisten og musikeren er blandt andet kendt for temamusikken til ‘Olsen Banden’ og ‘Matador’.

Han fik sit gennembrud i 1961 med musikken til tv-programmet ‘Omkring et flygel’, hvor han også var vært. Under navnet ‘Bent Fabric’ udgav han senere musikken fra programmet i USA med titlen ‘Alley Cat’ og endte med at vinde en Grammy i kategorien bedste rock and roll-indspilning.

I 2014 gav Bent Fabricius-Bjerre et stort interview til Ud & Se, og her var den da 90-årige komponist ikke meget for at se tilbage på sit liv – kun fremad.

“Hvis man læner sig op ad fortiden, kommer man jo ikke videre. Hvis man stiller sig tilfreds, står man stille. Jeg gider ikke kede mig. Jeg kan huske et teaterstykke fra New York, det hedder ‘Dengang vi vandt’, det handler om et ungt amerikansk footballhold med en enkelt stor sejr bag sig. Vinderkampen bliver optaget i radioen. Holdet fortsætter med at mødes år efter år og fejre denne ene sejr ved at genhøre radiotransmissionen. Til sidst i stykket er de blevet gamle, og der er kun to levende tilbage. De fejrer stadig ungdomssejren. Det er tragisk. De skulle se at opleve noget nyt i stedet for,” sagde Bent Fabricius-Bjerre blandt andet.

Læs resten af interviewet her.

 

/

Høj på skolen

Som 17-årig og skoletræt tog BARBARA MOLEKO på højskole og opdagede, at musik kunne blive hendes levevej. Syv år senere var det endnu et højskoleophold, der hjalp hende over en livskrise.
Tekst:Benjamin DaneFoto:PR

Hvorfor valgte du at tage på højskole?

”Jeg havde nok brug for at komme lidt væk hjemmefra. Jeg ville ikke i gymnasiet, men samtidig havde jeg heller ikke lyst til bare at arbejde eller gå og lave ingenting. Allerede dengang var jeg meget optaget af musik, men jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle gribe det an. En dag kom min mor og sagde til mig, at hun havde fundet en musikhøjskole i Vig på Nordvestsjælland. Jeg tænkte, at det kunne være en god mulighed for virkelig at fordybe mig i at skrive sange.”

Hvad lærte du af det?

”Jeg fik mulighed for at nørde musik for første gang. Jeg blev bedre til at skrive sange, og jeg brugte tid på at lære musikteori og -teknik. Jeg opdagede, at jeg rent faktisk var en dygtig musiker, og at jeg måske kunne gøre det til en karriere. Jeg blev mere ambitiøs. Hvis det ikke havde været for højskolen, var jeg aldrig kommet på hverken MGK (Musikalsk Grundkursus, der forbereder til musikkonservatoriets optagelsesprøve, red.) eller på konservatoriet.”

Hvad med det sociale?

”De første dage var meget intense. Adrenalinen pumpede rundt i blodet på os alle, og man gik og tjekkede hinanden ud. Det var første skoledag om igen. For mig, der måske var lidt socialt akavet, var det meget overvældende at skulle være så meget sammen med en gruppe mennesker, jeg ikke kendte på forhånd. På den måde flyttede højskolen mine grænser, og jeg blev mere social og fandt min rolle. Jeg opdagede, at jeg var en god problemløser, og at jeg kunne få forskellige folk til at mødes og fungere sammen.”

34-årige Barbara Moleko har en dansk mor og en sydafrikansk far, er opvokset i Mozambique og Sydafrika og flyttede til Danmark som 12-årig. Hun udgiver sit tredje album i foråret 2020 og spiller koncert i DR Koncerthuset 25. november 2020.

Som 24-årig tog du på højskole igen. Hvorfor?

”Jeg gik på MGK, og min karriere var stille og roligt ved at komme op at køre, da jeg gennemgik en meget voldsom forelskelse og et breakup. Jeg flygtede fra alt og alle og tog på Oure Højskole, hvor Kasper Eistrup (tidligere forsanger i Kashmir, red.) havde oprettet en musiklinje. Jeg lærte en masse om at producere musik, men det var nok på det personlige plan, jeg fik mest ud af opholdet. Oure er kendt for sport, og sportsfolk er meget anderledes end musikere. Jeg lærte en masse af den disciplin, de har, som jeg har kunnet bruge i mit eget liv. På Oure mødte jeg også mennesker, som havde helt andre holdninger og en helt anden baggrund end jeg selv. Jeg har været politisk aktiv i Socialistisk UngdomsFront som yngre. På Oure havde jeg mange heftige politiske diskussioner, som endte med at udvide min horisont.”

Hvad har dine højskoleophold betydet for dig?

”Jeg har aldrig været god til at gå i skole, men at gå på en højskole er noget helt andet. Alle de fag, jeg har haft – også dem, der ikke havde med musik at gøre – har jeg selv valgt, fordi de interesserede mig. Det har givet mig større motivation og nogle tiltrængte succesoplevelser. Der er ingen tvivl om, at jeg har lært mere på de to halvår, end jeg eksempelvis gjorde i hele min folkeskoletid.”

Kommer du til at sende din egen datter på højskole?

”Hvis hun selv vil, så ja. Jeg mener, at alle burde unde sig selv at tage på højskole eller efterskole og opleve det miljø og det fællesskab, der er sådan et sted. Det er virkelig en god mulighed for at lære noget – ikke mindst om sig selv – i trygge rammer.”

TRE MUSIKHØJSKOLER

Musik og Teaterhøjskolen
På den sønderjyske højskole – der indtil 2000 hed Den Sønderjyske Højskole for musik og teater – kan eleverne studere sang, lydteknik og elektronisk musik. Skolen, der også er kendt for sine teater- og danselinjer, har eksisteret siden 1984.

Testrup Højskole
Den grundtvigske folkehøjskole lidt syd for Aarhus har eksisteret siden 1866. Foruden en musiklinje tilbyder Testrup Højskole også teater, filosofi, kunst samt en skrivelinje.

Den Rytmiske Højskole
Musikhøjskolen i Vig på Nordvestsjælland er fra 1991 og en af landets yngre højskoler. Skolen profilerer sig – som navnet antyder – særligt på rytmisk musik, men også lydstudieteknik.

/

Claus Hemplers Danmark

Sangeren udpeger sine tre favoritsteder på danmarkskortet.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR

TRANEKÆR, LANGELAND

”Mine forældre havde sommerhus her, og jeg elskede turen fra Odense, hvor jeg voksede op, ned over Sydfyn og ad broerne først til Tåsinge og derefter Langeland. Jeg kommer stadig på øen og elsker dens kilometerlange stræk uden et hus, og at der altid er kort til kysten, selv når du står helt inde på midten. Dét er dansk sommer.”

THY

”Thy er et vidt begreb, men for mig er fornemmelsen af Thy selve bevægelsen gennem landskabet. Jeg har været i Thisted for at spille en del gange, men har åbenbart altid halvsovet i en bandbus eller bil uden at opleve, hvor vildt det er. Nu kommer jeg der med min kæreste, der har familie der. Ude på de store vidder får jeg en udansk fornemmelse af, at hvis jeg blev væk, ville ingen finde mig.”

HAVESELSKABETS HAVE, FREDERIKSBERG

”Den store plæne med påfuglene er som en entré. Herfra bevæger man sig ad velholdte stier gennem vekslende haveanlæg, som gennem salene på et stort slot. Længst inde i haven er der bænke ved bassinet med statuen. Her sidder jeg og lytter til tennisboldene fra klubben på den anden side af hegnet og en svag summen af biler. Det er balsamisk. Mens jeg skrev min seneste plade, sad jeg her næsten dagligt og læste mine noter.”

Claus Hempler, 49, med en fortid i gruppen Fielfraz, udgav sidste år sit første dansksprogede album, ’Kuffert fuld af mursten’.

 

/

Lune retter

De har rullet de danske landeveje tynde, spillet hundredvis af koncerter og tygget sig gennem en endeløs strøm af smørstegte wienerschnitzler. I Nordjylland mødte Ud & Se Niels Hausgaard og Signe Svendsen til en snak om køns- og generationsforskelle, meningen med livet, nærdødsoplevelser, sjove mødre og drømmen om at grine og dyrke sex på samme tid.
Tekst:Marcus AggersbjergFoto:Isak Hoffmeyer

HAN HAR SPILLET sæsonens sidste show, og nu står resten af året på hesteopdræt og ild i brændeovnen. Hun har lige taget hul på et efterår med fuldt koncertprogram, og i aften skal hun og guitaren alene på scenen i et forsamlingshus i Himmerland. Det er derfor, hun sidder i Niels Hausgaards gulvopvarmede køkken i Vendsyssel og drikker pulverkaffe af en hvid reklamekop fra en jysk producent af hestefoder.

Signe Svendsen er opvokset på Fyn, men siden hun kom ind på det rytmiske konservatorium i København i midten af 90’erne, har hun haft fast adresse øst for Storebælt, og for hende er en tur til Nordjylland lige så langstrakt som en tur til Berlin. Men musikken bringer hende hele tiden herop, og hver gang forsøger hun at lægge vejen forbi vennen og kollegaen Niels Hausgaards stutteri for enden af en bulet jordvej et kvarters rolig bilkørsel nord for feriebyen Løkken. Det er her – et pænt stykke ude på landet mellem blå traktorer med ladvogn og drøvtyggende køer i knæhøjt græs – den folkekære entertainer bruger størstedelen af sin tid. Langt fra de hvide striber på landevejenes endeløse asfalt og spotlyset i udsolgte koncertsale. 

Niels Hausgaard: ”Det er så godt for Signe at komme herop og se noget rigtig natur en gang imellem.” 

Han brummer fornøjet, mens han smider en krøllet vindjakke på overkroppen og griber ud efter husnøglen.

De to mødtes første gang i 2006 i en gul sofa i programmet ’Spørg Charlie’ på TV 2, hvor de sammen med helikopterjournalisten Ulla Terkelsen og nyhedsværten Jens Gaardbo forsøgte at rådgive danskerne om alt fra utroskab til stuearrest. Signe Svendsen var nybagt mor, og egentlig forstod hun ikke, hvad hun lavede i et brevkasseprogram med en flok ældre kendisser, der for længst havde sagt farvel til beskidte bleer. Men hun kunne godt lide folkene omkring sig, ikke mindst Niels Hausgaard. 

Signe Svendsen: ”Jeg havde aldrig set ham spille live, så jeg skrev til ham for at høre, om jeg måtte se ham optræde. Han svarede med det samme, at det måtte jeg godt. Og så foreslog han, at jeg kom med på scenen og sang sammen med ham.” 

 Niels Hausgaard: ”Det ville hun gerne, skrev hun, og jeg blev så glad. Jeg kvitterede straks med at sende hende spilledatoerne for resten af min turné.” 

Siden har de to hængt sammen. De bor i hver sin ende af landet, og selvom de ikke kører musikalsk parløb lige for tiden, går der sjældent mere end et par dage mellem, at de snakker sammen. Han ringer til hende, når han vil vide, hvordan hendes yngre ører opfatter en verselinje, og hun ringer til ham, når hun vil vide, hvad den ældre mand har at sige om en ufærdig sang. 

Signe Svendsen: ”Eller hvis jeg har brug for et godt råd om, hvad pokker man stiller op, når man skærer en luns af sin tommeltot på et mandolinjern, dagen inden man skal spille guitar for 500 mennesker.” 

NÅR MAN REJSER rundt sammen år efter år, lærer man hinandens hemmeligheder og særheder at kende. Det er det, 75-årige Niels Hausgaard og 45-årige Signe Svendsen snakker om, da vi sidder i sangerindens sta­tioncar for at komme ud til Løkkens Vejkro, hvor den nordjyske  entertainer har insisteret på at give frokost. 

Niels Hausgaard: ”Jeg fik Signe overbevist om, at vi skulle spise frokost på min lokale kro. Det gode ved hende er, at hun er flink til at respektere, at jeg er den ældste og dermed også den klogeste af os.” 

Signe Svendsen: ”Det er muligt, at Niels er mere erfaren end mig, men han kan ikke klare sig ret længe uden min støtte. I sommer spillede vi på Tønder Festival, og en aften gik jeg op for at hente ham på værelset, inden vi skulle ned at spise. Mens vi snakkede, smed han sin værelsesnøgle i inderlommen på sin jakke. ’Du skal ikke lægge nøglen i din inderlomme, så glemmer du bare, hvor du har lagt den. Det ved du osse godt, Niels,’ sagde jeg og gik videre. Pludselig standsede han, vendte sig om mod mig: ’Sagde du lige det?’” 

Niels Hausgaard: ”Det var lidt af et chok for mig. Det ved du osse godt, Niels. Må jeg være fri! Den sætning var med på scenen samme aften. Vi kender ægteparret, der skulle have givet op for længe siden. Han er iført den vindjakke og de skindhandsker, hun gav ham i julegave, og hun siger hele tiden: ’Du skal ikke gå så hurtigt, skat. Du får bare sidestik, og det ved du osse godt!’”  

Signe Svendsen: ”Det er både tragisk og rørende, når et par ender der. Det er ofte kvinder, der siger den slags. De fleste af os har mødt ægtemanden, der rækker ud efter et ekstra stykke kød fra buffeten, og så griber konen fast i hans arm: ’Lad nu være med at tage mere kød, Erling, det er ikke godt for din mave. Det ved du osse godt.’ 

Niels Hausgaard: ”Ja, og Erling trækker forskrækket hånden til sig og lægger pænt kødet tilbage i buffeten. Fuld af skam. Han har kastet alle håndklæder i ringen, og nu kan han ikke komme derind for bare håndklæder. Han har glemt at sige fra undervejs, og det er i virkeligheden forræderi over for den stakkels kone. Hun bliver jo til en hyæne, og det er ingen tjent med. Hverken ham eller hende. Hun forsøger ubevidst at få ham til at sætte hælen i og sige fra. Hun vil mærke ham.” 

NIELS HAUSGAARD

har sine rødder på den jyske vestkyst. Han blev født i havnebyen Hirtshals, hvor han voksede op i et indremissionsk hjem med en hjemmegående mor og en far, der var fisker. Som dreng gad han ikke gå i skole, og 12 år gammel blev han sendt på opdragelsesanstalt i Ry. Her boede han, indtil han var færdig med skolen.

Tilbage i Hirtshals kom drengen i lære hos en lokal isenkræmmer, men arbejdet som kommis blev aldrig en succes. Siden strøg den unge Hausgaard på havet for at fiske med sin far, inden han begyndte på maskinmesterskolen i Frederikshavn. Han nåede også et smut forbi Kunstakademiet i Aarhus, før han begyndte som selvlært huspoet på den regionale radio i Aalborg. Han skrev tekster og spillede guitar, og i 1974 slog han igennem med sangen ’Først en halv time på den ene side, så en halv time på den anden’, sunget på vendelbomål. Den 75-årige entertainer har siden indspillet hundredvis af egne sange og har turneret rundt i Danmark for fulde sale – alene og med skiftende kolleger – lige­som han har spillet med i en række danske film og tv-serier. Hausgaard har for nylig afsluttet sin seneste turné, ’Tryk min danske hånd’, der kunne melde udsolgt hele vejen. Til daglig bor han med sin kone på en gård i Vendsyssel i landsbyen Hundelev, hvor parret opdrætter heste.

BILEN RULLER IND på den flisebelagte parkeringsplads bag Løkkens Vejkro. I sommermånederne skal man bestille bord mindst en uge i forvejen, hvis man vil være sikker på at få en stegt rødspætte med hjemmerørt remoulade, men på en forblæst fredag i efteråret er krostuen omtrent lige så tætpakket som et dansk friluftsbad i februar. 

Vi er dagens første gæster. En ung kvindelig tjener kommer hen til bordet. Niels Hausgaard lader blikket løbe ned over menukortets retter, mens han læser højt for resten af bordet, hvis nu hans gæster – modsat ham selv – skulle have glemt læsebrillerne derhjemme.

”Her mangler sandelig ikke noget. De har både smørrebrød, pariserbøf og et luksus-stjerneskud,” lyder det muntert fra manden i den krøllede jakke. 

Vi lander på en fælles bestilling på tre store frokosttallerkner. 

”Det er det, vi skal have,” siger Niels Hausgaard opstemt til tjeneren og laver en rask tillægsbestilling, inden hun forsvinder ud i køkkenet. 

”Jeg vil også gerne bede om en Rød Aalborg til silden og helst en, der ikke er alt for kold. Den må godt være stuetemperatur,” siger Niels Hausgaard opstemt. 

”Jeg tror desværre kun, vi har den kold,” forklarer tjeneren. 

”Det er fint, jeg lader den bare stå, så plejer den at blive varm. Ja, det kommer selvfølgelig an på, hvor længe den får lov til at stå,” smiler folkesangeren og bestiller en danskvand uden citrus. 

”Jeg vil også gerne bede om en danskvand,” siger Signe Svendsen og tilføjer: ”Men helst med citrus, hvis det lader sig gøre.” 

”Ja, du skal selvfølgelig have med citrus. Fint skal det være.” 

Sangerinden ryster på hovedet, griner. Sådan er dynamikken. 

Niels Hausgaard kigger roligt op fra menukortet. 

”Signe, du har ikke godt af al den citrus. Det ved du osse godt.”

KORT EFTER LANDER maden på bordet. Det samme gør danskvandene. Snapsen kommer direkte fra fryseren og er iskold. Den får lov til at stå, mens de to musikere svarer på det første spørgsmål.

Hvad gør berømmelse ved et menneske? 

Niels Hausgaard: ”Jeg ved ikke med berømmelse, men kendthed gør, at man føler sig synlig i landskabet. Det kan være svært at håndtere elegant, indtil man vænner sig til det. Jeg har mødt folk, der håndterer situationen så utrolig dårligt, at de ufrivilligt fremstår som idioter. Måske har jeg selv gjort det engang. Det er det, jeg så godt kan lide ved Signe. Hun har ikke brug for at puste sig op. Det, man ser, er det, man får. Jeg vidste hurtigt, at hun ville være god at rejse rundt med.” 

Signe Svendsen: ”Jeg kom fra popverdenen, hvor man bliver stylet op, så man fremstår som en helvedes karl. Det setup har jeg aldrig følt mig hjemme i. Jeg har svært ved at se mig selv som en anden end den, jeg er.”

Niels Hausgaard: ”Jeg har altid opfattet mig selv som håndværker og har aldrig kaldt mig kunstner. Jeg føler mig mest i familie med køkkenpersonalet ude på spillestederne. Jeg har mødt unge kolleger, der gerne vil være stars, hvorefter de fleste af dem ender med at blive voldsomt uinteressante.” 

Signe Svendsen: ”Jeg kender musikere, der forlanger, at håndklæderne backstage skal være vasket med et bestemt skyllemiddel og tørretumblet to gange. Eller at der skal hånd­revet ingefær i deres citron­smoothie. I Niels’ kontrakt står ikke ret meget, ud over at ’det vil være dejligt med en kop kaffe’.” 

Niels Hausgaard: ”Det handler også om at ville andre mennesker og have en naturlig lyst til at høre, hvad folk har at fortælle. Vi kender alle de mennesker, som kun fortæller og aldrig spørger. Den slags har jeg det anstrengt med. I virkeligheden har jeg nok mest ondt af dem, for når man opfører sig krukket, kommer man let til at manøvrere sig ud i ensomhed. Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har siddet i køkkenet ude på spillestederne og røget cigaretter med kokkene og tjenerne. Det er ligesom i køkkenet hos Laura og Agnes i ’Matador’. Jeg vil hellere spise en leverpostejmad med dem, end jeg vil sidde til højbords oppe hos bankdirektøren.” 

Hvilken begivenhed har formet jer?

Niels Hausgaard: ”Det er et svært spørgsmål. Alene et møde som det her ændrer os jo en lille smule.”

Signe Svendsen: ”Men du døde for tre år siden. Det har formet dig meget, ved jeg.”

Niels Hausgaard: ”Det er rigtigt. Vi var på turné og boede på hotel i Aarhus. Jeg var ved at gøre mig klar til at gå ned at spise morgenmad, da mit hjerte pludselig begyndte at flimre. Jeg åbnede vinduet for at få lidt frisk luft, men det hjalp ingenting. Så ringede jeg til min manager, Tess, som boede i værelset ved siden af, og fortalte ham, at mit hjerte var ved at gå amok. Han mente, at jeg nok bare trængte til at få noget at spise. Så faldt jeg om på gulvet. Bum! Heldigvis kom Tess spurtende ind og genoplivede mig. Og brækkede stort set alle mine ribben, indtil han fik i apparatet i gang igen. Uden ham var jeg død.”

Niels Hausgaard sidder lidt uden at sige mere.

SIGNE SVENDSEN 

er barn af 70’ernes hippietid. Hun voksede op i et politisk aktivt kollektiv i Nyborg, der tilbød gratis kost og logi til folk, der var i byen for at besøge indsatte i det lokale fængsel. Hun drømte om at blive sanger, og i 1995 flyttede hun til København for at begynde på det rytmiske musikkonservatorium. Hun blev folkekendt i popbandet ’Rollo & King’, der vandt det danske Melodi Grand Prix i 2001 med sangen ’Der står et billede af dig på mit bord’. I Eurovision Song Contest blev sangen nummer 2 under titlen ’Never Ever Let You Go’. I 2007 tog Signe Svendsen hul på sin karriere som fast makker til Niels Hausgaard, og de to musikere turnerede frem til 2016, hvor showet ’Etik og alt det der’ kunne melde udsolgt fra start til slut. I 2010 udgav hun debutalbummet ’Ny passager’. Siden har Signe Svendsen udgivet to andre album og spillet et utal af koncerter – solo og sammen med sit faste band. Hun udgiver i januar 2020 sit fjerde album. Hun har medvirket i en række tv-programmer – blandt andet en serie, hvor hun er på afveje med elitesoldaten B.S. Christiansen. Hun bor i Espergræde med sin mand og datter og har derudover to papbørn, der er flyttet hjemmefra.

SÅ HIVER HAN vejret dybt ind og lader læberne tage tilløb til noget, der ligner en fortsættelse: ”Hvis det var døden, jeg oplevede dér på hotelgulvet, er der ikke noget at frygte. Det var en fred så dyb, at jeg stadig ikke helt fatter den. Det meste af mit voksne liv har jeg dagligt øvet mig på at acceptere, at lyset en dag går ud. Og jeg bestræber mig på at tænke tanken helt til ende. Jo før man begynder at tænke over, at livet engang slutter, jo hurtigere bliver man fri til at leve. Jeg kender folk, der kæmper med at fortrænge døden, men det kan man jo ikke. Så kigger den bare frem på andre måder. Som angst eller stress. Det er i hvert fald min erfaring. Når man bliver befriet for sin dødsangst, bliver der plads til så meget mere liv. Døden er jo livets modsætning, og når folk spørger, hvad meningen med livet er, så er svaret egentlig ret simpelt: At man skal leve det.”

Signe Svendsen: ”Jeg fødte min datter ved akut kejsersnit og fik kun lov til at hilse ganske kort på hende, inden de tog hende væk, så jeg kunne blive lappet sammen igen. Hun var bare en lille klat viklet ind i håndklæder, og selvom jeg næsten ikke nåede at mærke hende, så oplevede jeg et sønderrivende savn, da de gik af sted med hende. Samtidig havde jeg aldrig været så lykkelig. Den oplevelse har forandret mig fuldstændigt.”

Niels Hausgaard: ”Det er det, I kvinder kan. I er så dybt forbundne med jeres børn fra første sekund. Det er mænd slet ikke. I hvert fald ikke i samme omfang. Den berømte psykiater, schweizeren Carl Jung, mente, at forskellen på mænd og kvinder er, at kvinden har en iboende bevidsthed om, at hun er i stand til at overgå sig selv og skabe liv. Den har mænd ikke, og derfor skal så mange af os lave alt muligt åndssvagt for at føle os store. Vi kører råddent på motorvejen, vi slås på værtshuset, og vi render rundt efter magt og penge. Det behøver kvinder ikke. Min kone var mor i det sekund, hun så vores datter, hvorimod jeg først langt senere følte mig som far. Jeg vidste ikke engang, om det var en dreng eller en pige, da jeg tog hjem fra hospitalet for at sove. Jeg måtte køre tilbage og spørge sygeplejersken.” 

Hvornår blev I voksne?

Niels Hausgaard: ”Jeg venter stadig spændt på, at det sker. Jeg kan mærke, det er på vej.” 

Signe Svendsen: ”Jeg er barn af to hippier og voksede op i et kulørt 70’er-kollektiv i Nyborg. Det gik virkelig for sig. Der var skilsmisser, partnerbytte, fester, hash og hverdagsanarki for fuld udblæsning. Når man som barn oplever den slags, kan man enten vælge at blive som de voksne, måske endda forsøge at toppe dem i vildskab, eller man kan blive hende den fornuftige pige med det lyse hår, der sørger for at holde det hele lidt i snor. Jeg valgte ret tidligt den sidste vej. Jeg læste bøger og gik i seng i ordentlig tid, selvom ingen nogensinde snakkede sovetider med mig. Jeg lavede pænt mine lektier og ryddede op efter festerne, tømte askebægre og gik ned med flasker, så huset ikke lignede en svinesti.” 

Niels Hausgaard: ”Grundlæggende handler det at blive voksen vel om at kunne tage ansvar – både for sig selv og for andre. Jeg var meget adfærdsvanskelig som dreng og blev tidligt fjernet fra mit barndomshjem, så jeg blev ret hurtigt nødt til at indse, at jeg var alene og havde ansvaret for mit eget liv. Der skulle ikke så meget til, før man blev udråbt som adfærdsvanskelig dengang. Hvis de samme regler gjaldt i dag, ville det meste af den danske ungdom bo på børnehjem. Jeg tror godt, man kan blive stærkere af at være sådan et sted, hvis man er stærk, når man kommer. Jeg havde vadet rundt i kærlighed som dreng, så jeg havde det meget godt. Men de fleste, der havner på et børnehjem, har ikke meget ballast med hjemmefra, og så går det galt. Så knækker man. Heldigvis fik vi en forstander, som var helt utrolig. Han var en gudsbenådet pædagog, og han fik os til at være glade for at være dem, vi var. Det er i høj grad dét, skolelivet bør handle om.” 

Hvad er det bedste råd, I har fået?

Signe Svendsen: ”Hvis man omgiver sig med ældre mandlige folkesangere, bliver man konstant overdynget med gode råd. Ind­imellem lige lovlig mange af slagsen, og de bliver altid leveret med så meget overbevisning, at det er svært at tvivle på, om det nu også er sandheden, man får serveret.”

Niels Hausgaard: ”Vi er jo gamle og lever ikke så længe endnu, så hvis vi skal nå at overlevere al den klogskab, vi har optjent, skal der siges mange sandheder hver dag. Når man er klog, er man også forpligtet til at dele ud af sin visdom. Jeg har et yndlingscitat, ja, det er faktisk et af mine egne, jeg citerer nemlig nogle gange mig selv …”

Signe Svendsen: ”Nogle gange? Det er vist det, man kalder nordjysk beskedenhed …” 

Niels Hausgaard: ”Nu har jeg helt glemt, hvad jeg skulle sige, fordi du afbrød mig. Det kommer du til at fortryde. Det ved du osse godt.”

Hvad er det vigtigste, I har lært af jeres forældre?

Signe Svendsen: ”Min mor har lært mig at være selvironisk. Man kan overleve det meste her i livet, hvis man kan holde tingene ud i strakt arm og grine af dem. Humor tager brodden af alvoren og smerten. Vi er nødt til at kunne grine af os selv. Desuden er man ikke til at holde ud at være sammen med, hvis man er selvhøjtidelig.” 

Niels Hausgaard: ”Humor er den stødpude, der gør, at man ikke går i stykker. Min mor havde en forrygende humor, men nu kommer jeg fra et stærkt indremissionsk hjem, og i det miljø tæller humor altså ikke ret meget. Gud giver ikke point for at være sjov. Min far var meget missionsk, og derfor var han heller ikke nogen morsom mand. Til gengæld var han meget sort-hvid, og det var både godt og skidt. Godt, fordi det lod mig vokse op med visheden om, at der er noget, som er mere rigtigt end andet. Det er ikke kun dårligt. Alternativet er at vokse op med visheden om, at alting er lige meget.” 

Signe Svendsen: ”Min far var næsten religiøs omkring politik. Det fyldte alt i ham, og der var kun én sandhed. Det er sundt at vokse op med det modspil, for så er der noget at tage stilling til, noget at tage afstand fra og vende ryggen til, noget at gøre oprør mod.” 

Niels Hausgaard: ”Jeg plejer at bruge billedet af en dreng, der spiller bold op ad en mur, som hele tiden flytter sig. Det er ikke nogen god leg. Det er faktisk ret forvirrende, og det er privilegeret at vokse op med nogen, der står som en urokkelig mur. Som giver én modspil. Som siger til, når noget er forkert. Så kan man senere i livet stille sig selv spørgsmålet: Er det nu også rigtigt? Det er ikke dårligt at have det som et gelænder, man går ud med. Så kan man forkaste det eller lade være. Eller lave det helt om. Det har jeg egentlig været glad for.”

NIELS HAUSGAARD x 3

Mordtrussel per fax

”Jeg er ret politisk i mine optrædener, og gennem årene har jeg fået adskillige trusler fra mennesker, der var uenige med mig. Engang modtog jeg en fax fra en mand i Sønderjylland, der truede med at slå mig ihjel, hvis jeg ikke stoppede min propaganda. Den slags har jeg aldrig taget særlig tungt. Folk, der truer med at slå én ihjel, gør sjældent alvor af det. Og da slet ikke, hvis de truer per fax.”

Humor og vrede

”Jeg har ingen problemer med at gøre mennesker vrede. Det kan jeg faktisk godt lide. De må bare ikke blive kede af det. Jeg synes, vrede er en god ting, og jeg skriver mange af mine tekster på den følelse. Humor og vrede er meget nært beslægtede. Den bedste humor har det med at vokse ud af frustrationen, ud af irritationen og indignationen over verdens uretfærdighed. Og menneskers dumhed.”

Kompliment fra Klaus?

”Jeg mødte engang forfatteren Klaus Rifbjerg, som pænt gav mig hånden og sagde, at jeg var et af de mest idiosynkratiske mennesker, han nogensinde havde oplevet. Jeg smilede til ham og svarede, at jeg ikke anede, hvad det lange ord betød, men at jeg tog det som et kompliment. ’Det behøver du ikke,’ sagde han, og så grinede vi begge.”

Hvornår har I sidst løjet?

Signe Svendsen: ”Jeg vil instinktivt sige, at jeg aldrig lyver. Men det vil være løgn.”

Niels Hausgaard: ”Når man snakker om at lyve, bliver det meget ofte omtalt som noget negativt, noget, man gør for egen vindings skyld. Den slags løgn bryder jeg mig bestemt heller ikke om, men der er alt for lidt fokus på den ædle løgn. Den løgn, man griber til oppe på scenen eller i en social sammenhæng for at pynte lidt på fortællingen og få mennesker til at grine og have det godt. Det er en løgn, som er med til at gøre verden til et lidt bedre sted. Hvis man kun lyver på den måde, kommer man til at sidde helt fremme på de forreste pladser oppe i himlen, når den tid kommer. Det er jeg helt overbevist om.”

Signe Svendsen: ”Jeg lyver også på scenen. Når jeg er ude at spille, fortæller jeg ofte om mit eget liv, og jeg bliver altså nødt til at skrue lidt på sandheden for at gøre pointerne skarpere og sjovere. Eller fordi jeg vil undgå at hænge folk ud. Når jeg snakker om at være papmor til to store unger, vil jeg gerne beskytte dem og samtidig fortælle andre mennesker i min situation, at de ikke er alene med de grimme følelser. At jeg også synes, at det indimellem kan være op ad bakke at være papforælder.”

Hvad bør mænd vide om kvinder, og hvad bør kvinder vide om mænd?

Signe Svendsen: ”Jeg kan huske, at Niels og jeg engang sad på en bænk og kiggede på mennesker. På et tidspunkt går der en flot kvinde med lange ben iført nylonstrømper og et par lækre stiletter forbi os. Vi kigger begge efter hende, og så siger Niels ironisk: ’Det skulle hun da ikke have gjort.’ Det går op for mig, at han tror, hun har dresset sig op for ham og hans medbrødres skyld. Mænd ved slet ikke, at kvinder først og fremmest gør sig lækre for at imponere andre kvinder.”

Niels Hausgaard: ”Der er åbenbart en kæmpe forskel på kønnene. Mænd stadser sig ikke ud for andre mænd. Jeg gør i hvert fald ikke.” 

Signe Svendsen: ”Stadser du dig nogensinde ud? Taler vi om den fleece, du havde på under det meste af Tønder Festival?”

Niels Hausgaard: ”Hov, det var ikke fint sagt. Jeg siger bare, at hvis jeg smed fleecen og tog noget pænt tøj på, ville det ikke være af hensyn til de andre mænd. Det ville heller ikke være for at imponere kvinderne. Når jeg en sjælden gang stryger min skjorte, er det af hensyn til dem, jeg skal være sammen med, så jeg signalerer, at jeg har gjort mig umage.”

Hvor er det mærkeligste sted, I er vågnet?

Niels Hausgaard: ”I gamle dage havde jeg ikke råd til at sove på hotel, når jeg var ude at spille. Heldigvis havde jeg ikke brug for ret meget søvn dengang, og der kunne sagtens gå flere dage, hvor jeg kørte den hjem på kaffe, hotdogs og øl. Nogle gange fik man lige hvilet sig i bilen et par timer, og så var det jo fuldstændig vidunderligt, når man en sjælden gang imellem fik stillet et hotelværelse til rådighed, hvor man kunne få sig et bad og vaske sin skjorte i håndvasken.” 

Signe Svendsen: ”Du vasker stadig dine skjorter i håndvasken, selv om du bare kan aflevere dem i receptionen til vask og strygning.”

Niels Hausgaard: ”Det har jeg det bedst med. Det er mine rutiner. Så længe jeg selv kan vaske mit eget tøj, så gør jeg det, ligesom jeg selv bærer min guitar. Den dag jeg ikke kan det længere, er det slut. Så skal jeg ikke spille mere. Både skjorterne og guitaren er et godt spejl på, hvor jeg er i livet.” 

Signe Svendsen: ”Niels og jeg har virkelig overnattet mange mærkelige steder, når vi har rejst rundt med vores guitarer. Jeg kan ikke huske et eneste værelse på Scandic, Radisson eller et andet ligegyldigt koncepthotel, jeg har sovet på. Til gengæld har jeg indre billeder af alle de små hoteller, jeg har besøgt i tidens løb. I Tarm har de for eksempel Bechs Hotel, hvor man træder ind i en brun verden fuld af wienerschnitzler og asier på glas.”

Niels Hausgaard: ”Det er også på hotellet i Tarm, at man kan bestille ’Den Lille Tarmplatte’ og ’Den Store Tarmplatte’. Jeg spurgte engang tjeneren, hvad forskellen på de to størrelser egentlig var. Det viste sig, at den store tarmplatte indeholdt ’en lille lun ting’.”

Signe Svendsen: ”Apropos de små steder, så var det på Industrihotellet i Lemvig, at Niels indviede mig i en meget vigtig hemmelighed. Han fortalte, at jeg aldrig måtte bruge håndvasken på værelset. Jeg var ny og vidste ingenting, men når man lige får lugtet til nogle af dem, så ved man hvorfor.”

Niels Hausgaard: ”Ja, man skulle ikke børste sine tænder og skylle munden nede i dem. Det fortrød man.”

Signe Svendsen: ”Men tilsyneladende kan man godt vaske sine skjorter i dem, ikk’, Niels?”

SIGNE SVENDSEN x 3

Had til nærighed

”Man må ikke være nærig på nogen måde. Sådan er det bare. Jeg oplever ofte, at hvis folk er nærige med deres pengesager, så er de det næsten altid også på andre planer. De er nærige med sig selv i sociale sammenhænge, de er nærige med kærlighed, nærige med rummelighed og nærige med plads. Det er i virkeligheden en ret umusikalsk måde at være menneske på.”

Musiktyv

”Jeg havde en meget sær musiksmag som teenager. Mine veninder og jeg voksede op med det amerikanske MTV, der fodrede os med musik 24 timer i døgnet, og jeg lyttede skiftevis til sukkersød pop af denim­drengene fra Bros og Bob Dylans akustiske guitar. En dag stjal jeg Beatles’ mesterværk ’The White Album’ fra min fars pladesamling. Han har vist aldrig fået den igen.”

New York-længsel 

”Hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden, ville jeg lande i 60’ernes New York, som sangerinden Patti Smith beskriver byen i sin erindringsbog ’Just Kids’. Det har været en fuldstændig vild og nådesløs tid, som har sat kæmpestore aftryk i musikken og i kunsten. Alle de store var i byen: Cohen, Ginsberg, Joplin, Hendrix, Dylan. Tænk at gå rundt i gaderne og mærke den vibe.”

Har I en drøm, der bliver ved med at vende tilbage?

Signe Svendsen ”Jeg er så ung i gamet, at jeg stadig bliver sindssygt nervøs, lige inden jeg skal ind på scenen. Når jeg skal i gang med en turné, rusker det virkelig med katastrofetanker i min underbevidsthed, og hver gang har jeg en tilbagevendende drøm, hvor jeg står backstage og tripper, jeg skal lige til at gå på, og så opdager jeg, at jeg ikke kan finde min guitar. Eller at jeg ikke har noget tøj på.”

Niels Hausgaard: ”Jeg har en drøm næsten magen til. I min hører jeg altid en fremmed mand råbe, at nu er der 10 minutter til, jeg skal på scenen, og pludselig går det op for mig, at jeg ikke aner, hvor min guitar er. Eller hvad jeg skal synge. Jeg kan ikke huske en eneste linje. Heldigvis når jeg aldrig at komme ind på scenen, for jeg bliver simpelthen så bange, at jeg vågner af ren angst. Fuldstændig badet i sved.”

Signe Svendsen: ”Jeg havde engang min treårige datter med på turné, og mens vi stod i Aalborghallen og lavede lydprøver, rendte hun rundt nede mellem stolerækkerne. På et tidspunkt satte hun sig ned på en af stolene midt i den store hal. Et lille ansigt blandt hundredvis at tomme sæder. Niels stoppede op, kiggede på mig og gispede: ’Det her er jo et mareridt.’” 

Niels Hausgaard: ”Nu skal det lige siges, at det ikke er et kvalitetsstempel i sig selv at have et stort publikum. Bare tænk på smølferne.” 

SIGNE SVENDSEN KIGGER på sin mobil. Hun er nødt til at begynde at bevæge sig ned mod forsamlingshuset i Himmerland, så der er tid til at lande og få rigget guitaren til, inden publikum kommer. Danskvandene er drukket, det samme er snapsen, og stempelkaffen har også tabt pusten. Mens tjeneren rydder den hvide dug, læner Niels Haus­gaard sig tungt tilbage i stolen med en tandstik mellem tænderne og hænderne samlet i tilfreds positur på toppen af mavens bløde bue. 

Hvad bør ethvert menneske udrette i sit liv?

Signe Svendsen: ”På et eller andet tidspunkt bør man holde op med at sparke bagud. Jeg møder mange, som bliver ved med at pege på, at de har haft det svært i barndommen. De gør sig selv til ofre. Det skal man holde op med. Selvfølgelig kan man være så ødelagt, at den mission er helt umulig, men på et tidspunkt bør man nå dertil, hvor man selv tager ansvar for sin lykke. Eller som minimum bestræber sig på at gøre det.” 

Niels Hausgaard: ”Lykke er vel at blive glad for det liv, man har. Og den, man er. Så er meget lykkedes. Men det er samtidig noget frygteligt vås at sige. Det kræver jo, at man har nogle værktøjer med hjemmefra, og det er altså ikke alle, der har fået det. Men man kan starte med at udvise venlighed. Det kan de fleste godt tvinge sig selv til. Måske ikke hver dag, men så hver anden torsdag. Så vil man opdage, at man får så meget tilbage fra verden.” 

Hvad ville I gøre, hvis I kun havde én dag tilbage?

Signe Svendsen: ”Det spørgsmål skal du stille Nik & Jay.  De er jo eksperter.”

Niels Hausgaard: ”Det samme, som jeg ellers havde planlagt. Måske ville jeg smide en pandestegt wienerschnitzel ind i puljen. Men jeg har en stærk tro på, at vi skal leve hver dag, som om vi aldrig skulle dø.” 

Signe Svendsen grubler videre i tavshed. Et øjeblik ligner hun en sangerinde, der har glemt den første linje, men så glider et forløsende smil hen over ansigtet.

Signe Svendsen: ”Spørgsmålet handler grundlæggende om, hvor, hvornår og hvordan man er mest lykkelig. Jeg plejer at sige, at lykke er øjeblikke uden skygger, og den slags oplever man kun i glimt. Personligt kommer jeg tættest på lykken, når jeg griner.”

Niels Hausgaard: ”Et godt grin kan noget af det samme, som god sex kan. Man glemmer sig selv. Hvis man kunne kombinere de to ting, ville man virkelig være lykkelig. Tænk, hvis man kunne knalde og grine på samme tid. Det ville jeg bruge min sidste dag på.”

/

Nana Jacobis Danmark

Musikeren udpeger sine tre favoritsteder i Danmark.
Tekst:Peter Nicolai Gudme ChristensenFoto:PR, Colourbox

TORNBY KLITPLANTAGE, VENDSYSSEL

”Jeg er vokset op i Tornby og kommer der stadig med jævne mellemrum for at besøge mine forældre og få mit Vesterhavs-fix af saltvand, store bølger og træer, der står skråt, fordi blæsten hamrer ind over kysten. Videoen til min nye single ’Sneblind’ er filmet her, blandt andet med drone. Det var mindblowing at se min barndoms landskab oppefra.”

VESTERBROS TORV, KØBENHAVN

”Du har Eliaskirken, cafeerne, værtshusene og isbutikken på et lille areal. Nogle vælter ud i en brandert lige oven i et bryllup eller en begravelse, mens andre konverserer over en kop kaffe. Der er fuld knald på døgnet rundt, men kultursammenstødet er for det meste fredeligt. Jeg boede der i 15 år og har stadig studie lige rundt om hjørnet. I mit hjerte har jeg aldrig helt forladt Vesterbro.”

HARESKOVBY, KØBENHAVN

”Efter mange år på femte sal er det dejligt at have jord under fødderne. Vi har rabarber og æbletræer i haven. Og rådyr, ræve og egern. Der er mørkt om natten, så man kan se stjerner. Skoven rundt om er kæmpestor, og i starten fór jeg vild på mine løbeture. Den fornemmelse kunne jeg godt lide, selv om jeg nogle gange kom lidt sent hjem.”

Nana Jacobi er musiker og medstifter af koncertkollektivet og pladeselskabet HUN SOLO, der vil skabe ligestilling og mangfoldighed i dansk musik. 9. november står de bag en række koncerter på Forbrændingen i Albertslund. ’Sneblind’ udkommer 22. november.

 

/

Lisharmonier

LIS SØRENSEN var en dagdrømmende, ensom pige, men fandt vej til centrum af dansk musik. Her fortæller hun om en række vendepunkter i et liv præget af havet, sangen og stemmen.
Tekst:Danni TravnFoto:Jesper Stormly Hansen/Ritzau Scanpix

MIN FAR VAR SØMAND og sejlede som krigssejler under anden verdenskrig. Da han gik i land, tog han hjem til sin hjemegn ved Skanderborg, og der mødte han kaffehandlerens datter. Min mor var vokset op i det bedre borgerskab, så ham sømanden var ikke det oplagte parti. De rykkede til Brabrand, hvor jeg voksede op med min storebror på et nedlagt landbrug. 

Huset lå lidt for sig selv på toppen af en bakke, og der var ikke så mange andre børn. Jeg rendte meget rundt på egen hånd. Legede med vores to cockerspaniels, passede deres hvalpe eller fodrede de 30 undulater i vores voliere. Min mor gik primært hjemme.

Min far havde en fandenivoldsk, entreprenant drivkraft og kastede sig over alt muligt. Han malede og solgte billeder. Han blev repræsentant for NSU Prinz (tysk bilmærke, red.), og vi havde vores stubmark fyldt med biler. Til sidst åbnede han og min mor en planteskole, som de drev sammen. Det var en barndom med masser af tryghed.  

Om sommeren pakkede vi vores NSU og kørte til Fanø. Der havde min far bygget et lille, sort sommerhus ved navn Trold. Derovre var det sand, vand og frihed. Uendelige dage med min bror og andre børn i klitterne. Mine forældre, min bror og jeg gik på stranden for at finde rav. Min mor og bror var klart bedst til at lede og holde blikket på jorden, mens min far og jeg hele tiden kom til at kigge op og ud. I huset spredte vi fundene ud på bordet, studerede de små dyr i ravet, og så fortalte min far om, hvordan vi alle sammen stammer fra havet. Jeg kunne finde på at tage ravglasset ned fra hylden alene for at få ham til at fortælle. Havet har altid draget mig.

I skolen følte jeg mig utilstrækkelig de første år. Jeg dagdrømte i timerne. Det var de sidste år af den sorte skole, og jeg var slem til at komme for sent til morgensamlingen. Der var så meget på min cykeltur, jeg gerne lige ville kigge på. Kom jeg for sent, kostede det nogle gange en lussing. Jeg fortalte det aldrig til mine forældre. Jeg vidste, at min far ville komme ned på skolen for at forsvare mig. Det frygtede jeg ville koste flere lussinger, og jeg ville helst ikke gøre for meget væsen af mig. 

I tredje klasse fik vi en ny lærer i naturhistorie. Pludselig stod han bare der i klasselokalet med sort halvlangt hår og skæg. Det føltes, som om en helt ny verden var trådt ind i klassen. En verden, jeg instinktivt var hooked på. Han hed Holger Laumann og stod fra begyndelsen i kontrast til de jakkesætsklædte, pomadiserede lærere. Han forsøgte virkelig at engagere os, at tale til potentialet i os, og kunne han komme til det, spillede han musik for os. Især soul fra USA.

Fem piger fra skolen ønskede sig en guitar i julegave året efter. Vi fik alle sammen vores ønske opfyldt. Holger dannede et band med os – De Fem – og vi lærte folkeviser og Beatles-sange. Hver dag sad jeg og øvede på førstesalen af vores hus. Eller lyttede til de plader, min bror købte, blandt andet Aretha Franklin. Det var også deroppe, jeg skrev min første sang. En lille cowboymelodi på D, G og A: ’Jeg vil hjem til mit hjemland’. Sammen med bandet optrådte jeg med den til vores forårskoncert i femte klasse. Fra den dag var jeg hende, der sang og spillede. For første gang følte jeg, at jeg havde en identitet.

På førstesalen af barndomshjemmet stod et gammelt klaver. Her komponerede Lis Sørensen sange helt op i Shit & Chanel-æraen. Foto: Privat.

DEN SORTE BAKELLITTELEFON ringede derhjemme i 1972. På det tidspunkt gik jeg rundt i et limbo og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle komme videre med musikken. Jeg havde indspillet plader med De Fem, men det var slut nu. I den anden ende af røret præsenterede en Anne Linnet sig. Jeg vidste godt, hvem hun var, jeg havde set hende optræde på Statsgymnasiet. Og jeg vidste også, at hun var blevet kæreste med Holger. Han havde opfordret hende til at ringe, for de var ved at samle et band. Om jeg ville være med?

Om jeg ville! Bandet hed Shit & Chanel og bestod af Anne, Holger, en lokal skuespiller og nogle af Holgers bandmates fra jazzorkestret Tears. Vi spillede debutkoncert på Stakladen i Aarhus i september samme år, men kort efter løb det ud i sandet. Et år efter opstod et nyt band med samme navn – denne gang kun med piger.

Jeg var 18 år, da Anne, Astrid, Lone, Ulla og jeg dannede Shit & Chanel. Det var i det band, jeg blev voksen. Vi rejste rundt i utætte varevogne, spillede på kroer, hvor de forventede, vi smed tøjet, vi forhandlede kontrakter, og jeg skændtes med den ene jaloux kæreste efter den anden, der ikke kunne kapere, at jeg stod på scenen. Det lærte mig ekstremt meget om at sætte grænser. Og det lærte mig værdien af at være et hold. Som solist har jeg siden hen altid bestræbt mig på at skabe en bandfeeling. Når jeg er blevet spurgt, hvordan man skal komme i gang som sangerinde, svarer jeg: ”Drop tanken om, at du kan klare det selv, og find nogle at spille sammen med.” 

Aarhus var vores hjemmebane, og mit tilholdssted var ofte Lars Muhls lejlighed i en besat bygning på hjørnet af Nørregade og Ringgaden. Derfra kunne vi gå ned på et af spillestederne. Hænge ud med Spillemændene, som Henning Stærk var forsanger for, og se Taurus – det senere TV-2 – spille. Jeg var et udpræget natdyr og havde behov for at prøve lidt af det hele. Det prægede forholdet til min mor. Hun kom til at stå for hele den gamle, pæne verden, mens jeg udforskede den nye, vilde verden. Jeg holdt hende mere og mere ude af mit liv. 

Min mor døde som 55-årig. Jeg var selv 21. Det tyngede mig i flere år, at vi aldrig nåede at finde hinanden igen. Det var sorgen over tabet, samvittighedsnaget over at have lukket hende ude, og det var vreden på hendes vegne over, at hendes liv blev så kort. Når jeg skrev sange, kredsede de ofte om de følelser, men de sad ligesom fast i mig. Sangene blev stive og pålydende. En dag sagde Sebastian, at han havde skrevet en sang til mig, ’Stille før storm’. Den forløste noget af sorgen i mig.

Oprindelig skrev Sebastian sangen til min første soloplade. Men jeg var så længe om at få pladen lavet, at han tog ’Stille før storm’ med på sit eget album. Det kendetegnede mig meget de år. Jeg famlede efter en retning, og i stedet endte jeg med at følge andre – i Sebastian Band, i Anne Linnet Band og i andre bands, hvor jeg sang og spillede med. Jeg var en god allrounder. Jeg spillede udmærket spade og klaver. Jeg kunne producere. Skrive tekster. Komponere. Arrangere. Og selvfølgelig synge. At arbejde tæt med Anne og Sebastian formede mit billede af, hvad jeg troede, en solokunstner skulle være: sådan en, der fra start til slut skabte alt. 

Jeg gik og råbte i klitterne i Nordjylland i 1988. På det tidspunkt havde jeg fået hul på solokarrieren, men nu skulle jeg skrive et nyt album. Men jeg var både tom og ked af det efter at have mistet min far. ”For helvede!” skreg jeg ud i vestenvinden. Efter at have raset ud tænkte jeg på nogle af de sange, jeg levede mig allermest ind i. Det slog mig, at jeg ikke havde skrevet dem selv. 

”Jeg ringer sgu lige rundt,” tænkte jeg. Jeg fik fat i Anne, Sebastian, Steffen Brandt, Lars Muhl og flere andre. De var alle sammen friske på at skrive mere til mig. Jeg frygtede, at det ville blive et værre kludetæppe, når jeg nu ikke var primær sangskriver. Men da albummet ’Hjerternes sang’ lå færdigt, hørte jeg for første gang, at min vokal kunne være en samlende fortællerstemme. Det album satte kursen for min måde at tænke og arbejde på. 

LIS SØRENSEN

Født 1955. Opvokset i Brabrand.

Student fra Århus Statsgymnasium og uddannet musik-pædagog fra Det Jyske Musikkonservatorium.

Tidligere medlem af Shit & Chanel og Sebastian Band. Har udgivet 12 soloalbum samt en række opsamlinger og liveplader.

Hendes stemme kan blandt andet høres i koret til ’Kvinde min’ med Gasolin’ og på omkvædet af ’Afrika’.

Har netop udgivet selvbiografien ’Jeg er kommet for at synge’.

Er aktuel med en omfattende danmarksturné i efteråret.

SANNE OG JEG TURNEREDE sammen i Sverige i 1990. Vi var begge en del af koncertkonceptet ’Badrock’, hvor vi spillede på borge eller slotte foran titusinder af mennesker på smukke sommeraftener. Sanne havde sin søn Victor Ray med, så når de andre fra koncertkaravanen tog til efterfest, tog Sanne og jeg tilbage til hotelværelset med ham – drak te, røg smøger, åd slik og snakkede om, hvad fremtiden mon ville bringe. Victor drønede rundt i et Superman-kostume og mindede mig om en af mine drømme: at blive mor. 

Jeg fik Sylvester i 1992. I et år gav jeg mig bare hen til moderrollen. Jeg nærmest boede i morgenkåbe og tog 10 kilo på. Det var vidunderligt at bekymre sig om et andet menneske i stedet for at pleje mit eget kunstner-ego. Jeg nåede et punkt, hvor jeg spurgte mig selv, om jeg overhovedet ville vende tilbage til at synge. Måske skulle jeg bruge min uddannelse som musikpædagog fra konservatoriet? Imidlertid blev jeg spurgt, om jeg ville optræde med Thomas Helmig og Lars Muhl under Aarhus Festuge. Jeg sagde tøvende ja. Jeg anede dårlig nok, om min stemme fungerede. Så snart jeg stod deroppe, vidste jeg, at jeg måtte i gang igen.

Jeg nærmede mig 40 år, hvilket var meget i popsangerindeår dengang. Jeg mærkede pludselig, at jeg tilhørte de første generationer. Kiggede jeg mig omkring, så jeg ingen ældre forbilleder, hvis stier jeg kunne træde ned ad. Jeg måtte finde min egen. Løsningen blev et samarbejde med unge producere og sangskrivere som Soulshock, Cutfather og Karlin. De gav mig en funky bund, jeg kunne ligge og svuppe på. Jeg ringede til Naja Marie Aidt for at få hende til at bidrage med en tekst. Hun endte med at give sangen en titel, der indkapslede de foregående år for mig: ’Forvandling.’

Hjemme i Brabrand med storebror Peter omkring 1959. Foto: Privat.

JEG VAR I Portugal i begyndelsen af årtusindet. En aften fór jeg og min veninde vild i Lissabons smalle gader og satte os ind på en tilfældig bar. I midten var en lille scene, og ind kom en bred ældre kvinde. Hun var helt rank, klædt i sort, havde en rød kæde om halsen og håret samlet i en knold. Hele rummet blev tavst, da hun begyndte at synge lange sørgmodige toner. Flere omkring mig sad med våde øjne. Stilen var den længselsfulde portugisiske fado. Jeg forstod ikke et kuk, men fornemmede, at tilhørerne følte, at hun sang lige præcis deres historie. 

Oplevelsen i Lissabon blev skelsættende. Den gav mig tro på, at min alder gav mig autoritet som historiefortæller. Jeg vidste, at jeg havde passet godt på min stemme, og jeg havde en forhåbning om, at mine sange favnede en masse historier. Jeg undersøgte, hvilke forsamlingshuse, kroer og lignende der kunne tænkes at ville have mig og et lille band på besøg. Jeg var klar til tage ud på grusvejene for at vinde publikum.

Nogle steder sad hele byen linet op ved fint dækkede langborde og spiste mad fra den lokale madklub – jeg og bandet fik samme ret. Det var jordnært og nærværende, og det mindede mig om det, jeg selv kom fra. De ønskede ikke en hot ung popstar, de ønskede en moden sanger, der signalerede: ”Slap af, slå ørerne ud, så skal I bare høre.” Det krævede mange, lange køreture gennem natten, men jeg elskede det. Og det bekræftede mig i, at det var det her, jeg var sat i verden for at gøre: fortælle historier med min stemme. Samtidig begyndte de større spillesteder at koble sig på. At jeg formåede at knokle mig selv op på den måde, er noget af det, jeg er mest stolt af.

12 år og på scenen med De Fem til Engdalskolens forårskoncert i 1968. Lis Sørensen med sort pagehår og guitar er nummer to fra venstre. Bagerst i billedet musiklærer Holger Laumann. Foto: Jørn Timm, Aarhus Stadsarkiv.

ANNE, SANNE og jeg mødtes hos mig for at lave nogle uformelle øvere inden vores fælles turné i år. Sådan bare for at høre, om vi overhovedet kunne ramme hinanden. Vi fordelte os i sofaerne og begyndte at synge. Ret hurtigt fangede Anne og jeg hinandens blikke og smilede. Det var vildt for os begge at høre, hvor instinktivt vi gled ind i hinanden. Hun er den person, jeg har sunget flest timer sammen med. Det menneske, hun har kigget mest i øjnene i sit liv. Og omvendt.

Det gælder for os alle tre, at vi har været vidner til hinandens liv. Uanset hvor meget vi har haft behov for at løbe i hver vores egen retning, har vi været forbundet. Det var fedt at fejre og binde sløjfe på vores fælles fortid. 

Jeg har lagt en masse bekymringer om alder og beretti­gelse bag mig. Jeg ved, at jeg kommer til at tvivle nu, hvor jeg igen skal ud og snuse nye sange frem. Men efter tvivlen venter noget nyt og spændende. Sådan har det været hidtil. På intet tidspunkt har jeg gået fremtiden i møde med større spænding end nu. Jeg føler mig mere fri end nogensinde.

/

Masser af krudt

Det lignede en kold karriere-exit for SANNE SALOMONSEN men dansk rockhistories måske største sangerinde har rejst sig – nok en gang. Nu er hun klar til at slippe sin power løs, omfavne fortiden og til at indtage tv-branchen, der først lige har fået hendes kærlighed at føle.
Tekst:Rune Skyum-NielsenFoto:Rasmus Weng Karlsen

DET TEGNEDE DYSTERT i foråret 2017. En ting var, at anmelderne sablede Sanne Salo­monsen ned – det havde hun prøvet før. Men at danskerne, selvom de mødte op, når hun spillede fest-ivaler og koncerter,  ignorerede hendes seneste albumudspil så det dryssede ud af hit­listens top-40 efter én sølle uge, var alligevel ildevarslende toner.

Spurgte man de mest insisterende kritikere, var der intet odiøst ved dukkerten. I deres øjne havde Sanne Salomonsen – kvinden, der i 90’erne gjorde sig fortjent til betegnelsen ’hele Danmarks rock-mama’ – længe været pensionsmoden. Og lige siden en blodprop i hjernen var ved at slå hende ihjel i 2006, havde hun i Ekstra Bladet måttet vænne sig til betegnelser som ”håbløst falleret”, ”afdanket” og ”ringvrag”. 

Et år senere sidder Sanne Salomonsen og suger sol og cigaretter i haven til sin nyerhvervede lystejendom nær Gilleleje. Hendes hår er lyserødt som candyfloss. De steder, hvor den syntetiske farve ikke længere bider, er små totter af rapsgult kommet til syne. Bag solbriller så runde og store som cd’er ænses en skarp bræmme af mascara. Hun ryger konsekvent med højre hånd.

”Det var en virkelig mørk vinter, men nu er her pludselig røvlækkert hele tiden. Jeg synes, det er vidunderligt. Jeg er så glad for mit liv,” siger hun.

Albummet blev ikke nogen svanesang. Efter et par måneder – som seernes yndlingsdommer i DR1’s ’X Factor’ – banede dokumentarserien ’Anne, Sanne og Lis’ på søsterkanalen DR2 vejen for en kommende 2019-turné med veterankollegerne Anne Linnet og Lis Sørensen til kongerigets største koncertarenaer. Det går op og ned i rock and roll.

”Jeg tror, at Danmark har lært mig at kende igen. Der var en, der skrev noget med, at jeg er det nye sort. At alder, rynker, erfaring og substans fra en kvinde i tresserne er det nye sort. Jeg er 62, og jeg føler mig ikke en dag over 35,” siger Sanne Salomonsen.   

”Jeg krudter øjnene, jeg har en fest. Måske er det dét, jeg repræsenterer, måske er det dét, folk bliver glade for. At man ikke nødvendigvis skal have store læber og falske bryster for at blive ved med at føle sig ung og lækker.”

NÅR SANGERINDEN FÅR hul på sit fistrende grin, er det som en F16, der buldrer ind i lydmuren. Det hæse skrald har rækkevidde og bæres snildt fra køkkenet og ud på gårdspladsen, via porten, rundt om hjørnet og ud på vejen, hvor en flok svaler letter, og en gøg for en stund indstiller sin introverte murren – som lyttede den mistroisk efter mere.

Midt i en mobilsnak med vennen Manne (eksfodboldspilleren Michael Manniche) byder hun velkommen med en storladen ’mit hus er dit hus’-gestus.

”Jaja, Manne. Jeg skal nok stille op til den charity,” siger hun og lægger på.

Det er en ny ting for hende at bo ved vandet. Ellers er her gammelt. De tre stråtækte længer blev lagt og lavet i år 1800, men selvom hun ankom i november i fjor, er de løse ender i overtal. 

”Hvor mange værelser der er?” gentager hun. 

”Det ved jeg ikke. Men jeg har mange, for der er 450 kvadratmeter. Jeg lejer jo en af længerne ud, og mit hus er så stort, at det er åbent for alle. Det er hyggeligt sådan. Jeg er en gammel hippie, for fanden.”

De vandrette flader befolkes af tingeltangel, fingerringe, samlerobjekter, vaser, lysestager og antikke lamper. Langs panelerne på klinkegulvet spejder malerier efter et søm, de kan hænge på, og oppe på første­salen mangler kasser på stribe at blive pakket ud. 

”Det var mine venner, der flyttede for mig. Hele lortet, siger jeg dig. Jeg var midt i optagelserne til ’X Factor’ og var ikke klar over, at det ville blive så intenst. Man vinker farvel til sit eget liv, mens det står på. Men så kom de … og vupti!”

Sanne Salomonsen vil ud i sin summende have, tilbage i det knastørre vejr. Hun åbner køleskabet og foreslår forfriskninger, der kan gøre den stegende hede tålelig. 

”Du vil have en Coke Zero? Er du simpelthen en dåsedreng? Hahahaha! Du er en dåsedreng, jeg er også en dåsepige,” siger hun og rækker ud efter to dåsecolaer. 

I fjernsynsstuen gør hun holdt foran nogle af oliemalerierne. Motiverne peger alle tilbage på et København af ældre afstøbning, som hun husker byen fra sin barndom. Før modernisering, altanbeton og tung trafikering.

”Her har vi Frederiksberg Slot, og det er så hernede bagved, at Zoologisk Have ligger, ik’. Det er da sjovt at tænke på. Jeg er vild med Monet-stilen, det er malet i. Altså, det er jo nogle superbillige billeder, men teknikken er virkelig svær. Det er pisseflot. Og her er så ridebanen, hvor jeg red som lille pige. Så er man altså københavner, når man har gået til ridning på Christiansborg Ridebane. Det må jeg jo indrømme. Og her har vi Rosenborg. Jeg husker det lige så tydeligt, når garden kom stavrende ud.” 

Netop som hun har sat sig til rette ved et spinkelt havebord og en forkølet parasol, der knap kaster skygge, triller en varevogn fra TDC ind i indkørslen. Det grove grus knitrer som en frisk bagerpose. Lyden får Sanne Salomonsen til at kaste hovedet bagover, så solbrillerne rutsjer på næseryggen og stopper ved det diskrete knæk, der har fulgt hende siden teenageårene.

”Jeg fik oprettet fastnet, så snart jeg flyttede herop, men så kom en håndværker til at hakke kablet over. Men det pis skal bare være i orden. Ellers kan jeg jo ikke ringe til min mobiltelefon, når jeg ikke kan finde den.” 

Har du altid gået op i din københavnske fortid?

”Det med malerierne har måske stået på i 10 år, og jeg flipper mere og mere ud over det. Jeg bliver så rørt over at se billeder fra min barndom.”

Hvorfor?

”Fordi gamle ting fortæller historier. Jeg elsker også gamle træer. Og jeg elsker gamle hunde. Når tiden har sat sig. Når tiden har slidt sig vej. Forstår du, hvad jeg mener?”

Sanne Salomonsen tænder cigaret nummer to, men fortsætter talestrømmen, mens hun trækker luft ind. Da røgen har været nede og vende, fryser sløret i den stillestående luft. Hendes stemme skratter.

”Hvis du havde spurgt mig som barn, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, havde jeg allerede fra 11-årsalderen sagt sanger. Jeg har hele mit liv vidst, at jeg skulle være sanger. Men hvis du spørger mig i dag, ville jeg sige, at jeg godt kunne tænke mig at læse historie på universitetet. Interessen er kommet sent – da der blev tid og plads til at tænke andre tanker end noder og sangtekster og alt det dér, ik’.”

Det med at omfavne det patinerede ligger ellers ikke lige til tidsånden …

”Nej, patina er vanvittig umoderne. Det er da også derfor, jeg kan få mange af billederne så billigt. Hahahaha! Men nej, det er rigtigt. Alting kommer i bølger, og jeg er nået til den bølge i mit liv, hvor det er det, jeg omfavner.”

SANNE OM …

”Jeg prøver virkelig ikke at være i mine følelsers vold, men i min bevidstheds vold.”

”Engang ringede Björn (Ulvaeus, red.) fra Sverige og spurgte, om jeg og Tamra Rosanes havde lyst til at være korpiger for ABBA på deres verdensturné. Dér var det lige pludselig godt at have nogle svenske connections. Havde jeg gjort det, havde jeg mødt min senere svenske ægtemand lidt for tidligt, så alt blev, som det skulle.”

”Jeg har altid været glad for at blive kaldt rock-mama, fordi rock and roll er … Jeg elsker jo rock and roll.”

”Jeg er lykkelig for, at cannabis endelig anerkendes som naturens helende lille powerting.”

”Jeg genkender både mig selv og min eksmand i Victor (Sanne Salmonsens søn, red.). Nu ser jeg mest Victor i Victor, og gud ske tak og lov for det. Sådan skal det være, når man er fyldt 30.”

”Jeg blev skambidt af en hund som barn. Skamferet. Jeg har ar inde i munden og smiler skævt, og når jeg gør det, kan man se mit tandkød. Jeg bad den om at give pote, igen og igen. Det var en vidunderlig smuk irsk setter. Til sidst kunne den ikke holde det ud mere, og så røg jeg på hospitalet.”

”Jeg elsker at skrive en fuldmagt: ’Dette er en fuldmagt, undertegnede giver hermed …’ Det gør man jo ikke særlig ofte i dag. I love it.”

SANNE – ELLER SUSANNE, som hendes forældre havde navngivet deres eneste datter – voksede op på Nørre Farimagsgade, lige over for Ørstedsparken. Faren var den udfarende type. Universitetslektor, grønlandsforsker, ornitolog, eventyrforfatter, amatørpianist. Moderen var 14 år yngre, fra provinsen og kendte sin plads. Den bestod i at være en god husmor og værtinde.

”Der blev holdt på formerne,” husker sangerinden tilbage. 

En dag i 1967, da Susanne var 11 år, overværede hun en ordveksling, der brændte sig fast. 

”Jeg stod og kiggede på min mor, der løj over for min far. Alt sammen for at lokke nogle flere husholdningspenge ud af ham. Jeg tænkte, at jeg i hvert fald aldrig skulle bede nogen om noget. Jeg skulle klare mig selv.”

Sanne Salomonsen halvvejs råber ordet ’aldrig’. Det gør hun tit: betoner det centrale i sine sætninger ved at skrue op for volumen. Hun bruger også engelske udtryk i flæng, og så siger hun ’vitterlig’ lige så hyppigt som Morten Olsen. Men der er selvfølgelig også kun seks år mellem de to giganter. 

Susanne var 15 år, da hun i begyndelsen af 70’erne løb med rollen som Sheila og en stor del af opmærksomheden i musicalen ’Hair’. I forbindelse med sin optræden fik hun skåret den første stavelse af sit navn og indkasserede det første af mange kælenavne: ’Lille Sanne Superstar’.

Hun spillede i bands om dagen, stillede op i forestillinger om aftenen, og ud på natten gav hun den som sangerinde på Pariserklubben og La Fontaine i Kompagnistræde. 

”Der var åbent alle ugens syv nætter, og det var dér, jeg som 17-årig mødte min første mand (jazzmusikeren Bo Stief, red.), men det var absolut ikke for at feste, jeg var der. Jeg var der for at lære.”

Eksperimenterne fik ben at gå på, og Sanne Salomonsen nøjedes ikke med at pladedebutere som soloartist i 1973. Hun blev blandt andet involveret i et jazzfusionsband i Tyskland og i en vokalgruppe, der nåede til London og indspille, ligesom hun optrådte i sommerrevyer og agerede korsangerinde for ølhunden John Mogensen. 

”Det lyder selvfølgelig tumultarisk, men 70’erne var en supervigtig tid for mig. Det årti var min skole.”

Kan man sprede sig så meget, at man ikke finder sin egen grundtone?

”Så man bliver forvirret eller ikke ved, hvem man er?” spørger Sanne Salomonsen tilbage og svarer selv:

”Tværtimod – og det er lige det, jeg vil frem til – for da jeg nåede 1979, følte jeg mig afklaret. Nu vidste jeg, hvad jeg ville, jeg turde lægge resten bag mig og se fremad.” 

Og hvad var det, du var nået frem til?

”At jeg ville tage den helt forfra og spille melodisk rock and roll med Sneakers.”

Hvad måtte du sige nej til?

”Jeg vaskede tavlen ren og sagde: ’Her starter min rigtige karriere.’ Og det gjorde den.”

På trinnet til et nyt årti var den danske musikindustri en overskuelig størrelse. Især hvis man var udøvende kvinde: 

”Der var en del dansktopsangerinder, og så var der jazzsangerinderne Gitte Hænning og Grethe Ingmann, og når det kom til musik med et beat, var der Annisette fra Savage Rose. Og så var Anne Linnet kommet med sine første plader, og det samme var jeg.” 

Det kan nærmest lyde ensomt?

”Det var i hvert fald ikke nogen stor branche. Den blev faktisk først til en branche i 80’erne med en reel livescene og en reel pladescene. Det er fantastisk at have været med til den del. Og fantastisk stadig at være der.”

Sanne Salomonsen sætter i et host, der er lige så forankret i hende som hendes underolierede karosseri af en latter. 

Den noget mindre, allestedsnærværende formel viste sig at være sagen. Sanne Salomonsen bidrog til hits som ’Voodoo’, ’Sui-sui’, ’Efter festen’, ’Det er ikke det, du siger’ og ’Måne, sol og stjerner’. Både som enevældig frontfigur i Sneakers og som en tredjedel af Anne Linnet Bands vokalside scorede hun førstepladser på stribe. Og så, i 1983, midt i succesen, døde hendes far.

En del år senere, efter skilsmissen med Mats Ronander, rykkede Sanne Salomonsens mor ind hos sin datter  – i et anderledes bofællesskab end dem, sangerinden havde lært at elske, siden hun flyttede hjemmefra.

”Min mor slap sit gamle liv og deltog i mit. Formerne og restriktionerne forsvandt, og hun blev så fri på så mange områder. Vi havde en fed tid sammen, og alle mine venner elskede hende.”

”Min mor var et skønt menneske,” siger hun så.

EN VENINDE PEGEDE ham ud. De befandt sig i VIP-området i den nyåbnede Royal Arena, til koncert med Aerosmith, og på en af pressepladserne stirrede en fyr med kassebriller og pagehår ind i sin lysende laptop. 

”Treo sidder lige dér,” sagde veninden.

Thomas Treo. Ekstra Bladets musikanmelder. Ham, der gang på gang og over en årrække havde nedgjort hende, strintet op og ned ad hendes plader og ynket hendes koncertoptrædener. Lige siden comebacket i 2009 havde han holdt sig til.

Sanne Salomonsen snurrede om på støvlehælen og marcherede derhen. 

”Da han så mig … jeg tror, han troede, jeg havde tænkt mig at stikke ham en flad. I stedet lagde jeg min hånd på hans skulder. ’Jeg ville bare se, hvordan du så ud, for vi har aldrig rigtig hilst på hinanden,’ sagde jeg. ’Fed koncert, synes du ik’?’ Han prøvede at sige noget: ’Mmmm, mmjæj, mmmmmmmmm.’ Men han kunne ikke tale, han kunne ikke kigge på mig. Og så gik jeg min vej igen.”

Nogle dage senere var der kommet en mail til Sanne Salomonsens manager. Thomas Treo beklagede sin opførsel i Royal Arena. At han havde haft så travlt med at sende sin trestjernede anmeldelse, at han havde manglet ord til at hilse ordentligt tilbage.

”Fint nok,” brummer Sanne Salomonsen. ”Han må sige, hvad han vil. Det er cool. Jeg fik sagt det, jeg ville. Og jeg fik set, hvordan han så ud. Det var nok for mig.”

Du fik kigget ham i øjnene?

”Ved du hvad? Jeg har det sådan med ham, at han ingen plads har i mit liv. Overhovedet. Jeg er for mange år siden nået frem til, at det er synd for ham at have et job, hvor han er tvunget til at gå ud og høre musik, som han ikke kan lide. Konstant. Det må ikke være sjovt.”

Sangerinden lukker øjnene bag sine cd-solbriller. Så siger hun, at der ikke skal bruges spalteplads på emnet – ikke for hendes skyld.

Men optrinnet, der daterer sig tilbage til juni i fjor, personificerer den forskels­behandling, som optager Sanne Salomonsen i disse år. Hun kalder den ’aldersracisme’, og hun ser den knopskyde flere steder i medielandskabet. 

”Min seneste plade røg ind i en ingenmandslomme på DR. DR ønsker ikke, at vi, der før blev spillet på P4, skal spilles på P4 længere. Nu skal vi ud på DAB-båndet. Og for min skyld må de meget gerne spille mig på P6 i stedet. Det er en super kanal, men på P6 synes de, at vi gamle er blevet for gamle. Så for mig handler det egentlig ikke om mand/kvinde-racisme, det er ikke dér, vi nødvendigvis skal rette vores opmærksomhed hen. Problemet er aldersracisme.” 

Er det et dansk fænomen, synes du?

”Det er slemmere her. Du skal bare lige tage båden fra Helsingør. Det tager et kvarter, og så er alting anderledes. Svenskernes største live-artist, ham, som kan sælge flest store koncerter ud i rap, det er Björn Skifs, som er 70 år. De hylder deres store derovre. Mænd som kvinder. Tal med Steffen Brandt (TV-2’s forsanger, red.) om det. Men tal ikke med C.V. (Jørgensen, red.), for han er skideligeglad. Nøjes med Steffen. Han ved, hvad jeg mener.”

Sanne Salomonsen, der ellers udtrykkelig gør en dyd ud af at være et positivt og imødekommende menneske, fortæller om en særlig harmfremkaldende hændelse: 

”Mit pis blev sat i kog. Og det kan godt have spændt ben for mig langt ud i fremtiden, for min reaktion var voldsom, og jeg blev godt nok vred. Men altså … sidste forår skulle vi bestemme os for en single, der kunne komme ud og repræsentere pladen i radioen, og pladeselskabet tog kontakt til DR for at høre, hvad man ville pege på dér. Så var der en chef derinde, der syntes, at pladen larmede, var for rocket, for støjende. Der var dog ét nummer, ’Livets træ’, som kunne komme i betragtning til noget airplay. Det krævede bare, at vi lavede nummeret helt om og fjernede guitarerne og den slags.”

Sanne Salomonsen skuler så hårdt, at bryn og brillestel ser ud til at dirre. Hun skynder sig at tænde en cigaret.

”Jeg er aldrig, som i nogensinde, aldrig i hele mit liv, blevet umyndiggjort for at kunne blive spillet i radioen.”

Så den gamle statsradiofoni bad dig ændre dit musikalske udtryk?

”Ja! Og hvad er det? Det er censur. Hvad er det ellers? Fordi vi er for gamle. Jeg ved, at andre gamle musikere, mænd som kvinder, er blevet bedt om det samme.”

Parerede du ordre?

”Jeg måtte overgive mig, fordi pladeselskabet var overbevist om, at det var det rette at gøre. Så sagde jeg: ’Fint, det er jeres bord, den tager I, jeg kan ikke.’ Jeg mener jo, at det er vigtigt, at en plade har et forløb, og numrene hænger sammen indbyrdes, så du kan fortælle en historie. Altså, jeg har haft en blodprop, jeg har været ved at dø, jeg har mange ting at synge om.”

Hvad tænker du i den forbindelse om hele #MeToo-bevægelsen og kvindernes under­repræsentation i musikbranchen?

”Det er aldrig noget, jeg har tænkt over. Jeg er jo half and half. Jeg er kvinde på ydersiden og har en mands drift indvendig. Altså, jeg har altid gået efter det, jeg ville, og det, jeg skulle, og det, jeg måtte i mit liv, og det er en maskulin drivkraft, ingen tvivl om det. Og så ligner jeg så en kvinde udenpå. Så nej, jeg har aldrig følt mig udsat i mine manderelationer, og dem har der ellers været mange af, hahahaha!”

 

13 RIGTIGE OM SANNE SALOMONSEN

1. Hun bor i Gilleleje med sine tre hunde. To gadekryds og en golden retriever.

2. Hun har dannet par med jazzmusiker Bo Stief, Sneakers-guitarist Morten Kærså, trommeslager og lydmand Peter Schiøtz og den svenske bluesstjerne Mats Ronander, med hvem hun har sønnen Victor Ray.

3. Hendes 2002-album ’Freedom’ prøvede nyt territorium af. Sangene var bl.a. skrevet af dancegruppen Infernal, Søren Sko og Søren Rasted fra Aqua.

4. Hun har to gange deltaget i det svenske melodigrandprix, Melodifestivalen.

5. I 1970’erne blev hun ansat til at eftersynkronisere lyden på en dansk pornofilm. Det blev blandt andet til en optagelse, hvor hun lagde stemme til begge piger i en lesbisk scene.

6. Som helt ung var hun med i to afsnit af ’Huset på Christianshavn’. Her spillede hun henholdsvis Bos veninde og en syngende slumstormer.

7. Virgin Records stilede i 1987 mod et amerikansk gennembrud, men den stjerneproducerede ’No Angel’ blev langtfra en kommerciel succes.

8. Comebackpladen ’Unico’ er opkaldt efter den portugisiske dressurhest, som hjalp hende gennem genoptræningen efter blodproppen i 2006. Sanne Salomonsen har ejet fire heste, men de er alle solgt videre.

9. Hun skrev og sang i 1987 det års største danske hit, ’Den jeg elsker, elsker jeg’, med Søs Fenger, Anne Linnet, Thomas Helmig – og Hanne Boel på kor. Støttesangen samlede penge ind til AIDS-Fondet.

10. I 1981 udgav hun både plader med Anne Linnet Band og Sneakers.

11. Sanne gik i 1990 nummer ét på den svenske albumhitliste som den første danske udgivelse nogensinde. Hun betragter i dag broderlandet som sit andet hjemland.

12. Singlen ’Taxa’ var den femtemest solgte i 2009 – på det tidspunkt var Sanne Salomonsen 53 år.

13. Hun solodebuterede med albummet ’Sanne Salomonsen’ i 1973 og har siden udgivet 17 studieplader i eget navn. ’Sanne’ fra 1989 har solgt 650.000 eksemplarer i Skandinavien og er en af de 10 bedst sælgende danske plader nogensinde.

DEN FØRSTE TORSDAG i april, aftenen før årets finale i ’X Factor’, drog Sanne Salomonsen og hendes personlige assistent Mette i krig på badeværelset. Over årene havde tv-showets kvindelige dommere markeret sig med spektakulært modellerede udseender – skarpe frisurer, kjoleskrud, avancerede smykker, makeup for viderekomne. 

Hun foretrak til stadighed sig selv i basisudgaven – det vil sige ”boots, jeans og noget krudt omkring øjnene” – men de var blevet enige om at tage røven på stylisterne. Hendes manke blev farvet knaldende pink.

Det var stadig sjovt fredag formiddag. Men så fik Sanne Salomonsen et opkald. Hendes personlige kropsterapeut og ven gennem 40 år, Ole Kåre Føli, var blevet ramt af en blodprop i hjernen. 

”Hele finaledagen gik jeg rundt med et stort pink hår, der skreg på party, men indeni var jeg en kæmpe klump. Det var så forfærdeligt.”

Mens deltagere og produktionsfolk fejrede, at ’X Factor’ var lukket ned med manér, gik Sanne Salomonsen i sort skærm. 

”Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt. Jeg havde the blues, jeg var sørgmodig, jeg var bedrøvet, og jeg var nødt til at fake den der fejring bagefter – mig, som er så elendig til at lyve. Den, hvor alle står og fortæller, hvor fantastisk det har været, hvor fantastiske de selv har været, hvor fantastisk sæsonen har været. Og bla-bla.”

Tragedien katapulterede hende 12 år tilbage i tiden. Til 5. maj 2006, da hun selv blev ramt af en blodprop i hjernen. Sanne Salomonsen var i kælderen i sit hus i Charlottenlund for at hoppe på trampolin. Pludselig lå hun på Glostrup Hospital og var lammet i venstre side af kroppen. 

Ole Kåre Føli trådte i karakter som hendes skytsengel. Det var ham, der kom og behandlede hende på stuen, hver aften, tre uger i træk. Han havde været i stand til at hele alle på sin vej – bare ikke sig selv.

En dag stod hendes 18-årige søn ved sengegærdet og betragtede sin mor. Øjeblikket gengav hun i balladen ’Overgi’r mig langsomt’ fra ’Unico’ – hendes comebackplade fra 2009. 

”Hele den virkelighed som alenemor … at du har et barn og ikke ved, om du skal herfra. Det er stadig meget svært for mig at synge det nummer. Det er jo lavet som terapi, og jeg skal bare tale om det, så …”

Sanne Salomonsens stemme grøder, før hun får gjort sætningen færdig. Hun tænder nok en cigaret og verfer en flue væk fra solbrillerne.

Så fortæller hun om de varige mén.

”Min venstre sides mave- og rygmuskler var lammet. Jeg kan stadig ikke mærke dem. Det er derfor, jeg synger med dobbelt kraft i højre side. Jeg ved ikke, om de arbejder sammen.”

Hun vender venstre håndryg væk fra sig selv: ”Hvis jeg stikker den her i min lomme for at mærke, hvad jeg har i den, skal jeg gætte. Nogle gange tror jeg, det er min telefon, og så står jeg i stedet med mine smøger i hånden. Det hele er lidt mærkeligt.” 

Var det angstprovokerende at skulle tilbage på scenen?

”Det tog tre år, før jeg turde gå i gang med den plan, jeg havde lagt for mig selv. Før jeg kunne føle bare en snert af kontrol. Jeg indrømmer blankt, at de vokaler, jeg lavede på ’Unico’, ikke var de største eller flotteste i mit liv. Men jeg skulle i gang. Og jeg var nødt til at spille live, selvom det var grænseoverskridende. Jeg vidste jo ikke, om mit ben ville gøre noget sjovt, om min hjerne ville reagere på en eller anden lyd. Det var derfor, jeg valgte at spille de helt små steder.”

DE SENERE ÅR er Sanne Salomonsens guitarspillende søn, den for længst fuldvoksne Victor Ray Salomonsen Ronander, blevet en musikalsk partner. 

”Når vi turnerer, er vores mor-søn-forhold not existing. Han har gjort, at den rock and roll-klang, jeg måske har savnet en smule, er kommet igen. For han er pissedygtig. Han er ikke nærig med sig selv, han er en mand, og han tager for sig på scenen og sender sig selv ud over rampen.”

Det er syv år siden, de to begyndte at skrive musik sammen. Mest af lyst, men også af nød. Efter sit sygdomsforløb behersker Sanne Salomonsen hverken klaveret, trommerne eller guitaren. 

”Det er min helt store sorg. Min hjerne har ikke, hvad der skal til, for at min venstre arm kan arbejde sammen med den. Jeg kan ikke tage oktaverne, ikke lave harmonierne. Det eneste, jeg kan, det er at holde fast i nogle trommestikker og så skrue en tamburin på et stativ. Det elsker jeg stadig, det er en drift. Den venstre hånd kan som regel holde fast i stikken, men en gang imellem smutter den, og så har jeg heldigvis nogle ekstra med mig op på scenen.”

UNDER HAVEBORDET døser Romeo. De to går langt tilbage. Sanne Salomonsen tog gadekrydset til sig, da hun selv var allermest nede. Det var i 2007 i venners lag på Mallorca. Hun havde akkurat indset, at de mange måneders genoptræning var udmundet i en dyb depression, der rev hende ned i et fremmed mørke.

”Romeo stod lænket til en pæl. Efterladt. Det kunne jeg slet ikke bære, ikke oven i alt det andet. Til sidst måtte han altså med hjem.”

Tilbage i Charlottenlund vidste dengang 51-årige Sanne Salomonsen, at hun måtte bryde det løfte, hun havde afgivet til sig selv 40 år forinden.

”Nu var det tid til at bede nogen om seriøs hjælp, ikke bare en håndsrækning. En depression af den kaliber kunne jeg ikke overkomme, ikke alene.”

Hun fik anbefalet en psykiater, og de mødtes to gange om ugen de næste 11 måneder. 

”Jeg hylede konstant, når jeg var hos ham. Konstant. Det er det sorteste år i mit liv, men jeg gider ikke gå ud og sige, det bare var forfærdeligt. For nu forstår jeg, hvordan det er, når nogen siger, at de har en depression. Det er enormt værdifuldt at kunne forstå sine medmennesker.”

Romeo dasker søvndrukkent med halestumpen, inden han bobler videre. Den gamle stodder lider af gigt. Sanne Salomonsen giver ham cannabisolie for at lindre smerterne. 

”Han får to dråber om morgenen og to dråber om aftenen, og det hjælper. Selvom han sover det meste af dagen, kan han pludselig løbe igen.”

Sanne Salomonsen får aldrig førligheden tilbage i sin dårlige arm. Det har hun for længst måttet sande. 

”Jeg kan huske, at Birthe Kjær (dansktop- og melodigrandprixsangerinden, red.) fik en blodprop i hjertet, året før jeg fik en i hjernen. 14 dage efter stod hun på scenen igen. Jeg kan blive helt misundelig. ’Birthe, for helvede, kunne jeg ikke have fået det samme som dig,’ sagde jeg engang til hende.”

Sanne Salomonsen tænder interviewets 10. smøg. Hun har for længst forklaret, at hun er nødt til at ryge, når hun berøres følelsesmæssigt. 

”Jeg har været så tæt på at blive politisk, gå ind og blive rasende og gøre noget, men det går ikke. Jeg ville slå hovedet mod en mur. For dagens politikere er karrierepolitikere. De aner ikke, hvad livet er, de er beregnende. Undskyld mig, men det er de. Deres prioriteter er ikke på plads. Så ville sygehusene ikke se ud, som de gør. Jeg har set dem indefra. Jeg kan ikke klare den mangel på næstekærlighed, som politikerne giver  udtryk for.”

HELE DANMARKS rock-mama får øje på en rødhals, en klejn fugl, der vimser omkring i det høje græs.

”Jeg bliver så øm om hjertet, når jeg ser sådan en lille fyr. Den skal lige have nogle frø,” lyder analysen.

Til efteråret skal Sanne Salomonsen agere frontfigur og dommer på programmet ’Live – Danmarks nye live-artist’, som er DR1’s nye fredagssatsning. Her handler det ikke om at spotte det største vokaltalent, men om at udvikle den bedste live-optræden. 

”Jeg er jo enormt lystbetonet, og i øjeblikket er det tv, som jeg lyster,” forklarer hun. 

Planen er at blive så hjemmevant foran kameraet, at hun kan beværte et talkshow, der har fokus på musik. 

”Jeg har nu i en del år gået og været meget opmærksom på, hvor svært det er for os sangere at få promoveret og præsenteret vores musik på en ordentlig måde via dansk tv. Du kan komme ind og synge din nye single i mørke i ’Vild med dans’, i en rumbaversion, du ved, ik’, and that’s it! Vi er ekstremt afhængige af radioen og har lidt svært ved at acceptere det. Så jeg vil have mit eget show og gøre noget ved sagerne. Men jeg erkender omvendt også, at jeg er ung på det felt, i det marked. Så nu tager jeg nogle ture for at lære noget mere. Jeg prøver at gennemskue, hvordan produktionsfolket ræsonnerer. Hvad er det, der gør, at de siger: ’Det er godt tv!’ For de siger det ofte og ikke kun, når det giver høje seertal.”

TDC-MÆNDENE har for længst lukket sig selv ud igen. 

Assistent-Mette er i København og hente et værk, som Sanne Salomonsen har købt på en internetauktion. Selv skal hun ingen steder. Sådan er det, når man har ventet på lysvældet hele vinteren og død og kritte må have det hele med. 

”Det har været pissehyggeligt,” siger hun. 

”Men jeg har også været oppe og køre undervejs og skældt ud på vores folkevalgte og sådan noget. Så nu skal jeg væk fra de tanker og alt det, hvor jeg bliver usaglig og …” 

Sanne Salomonsen skralder sin latter af sted en sidste gang. 

Lydbilledet hænger længe i luften. Som et oliemaleri med patina.

Denne artikel er oprindeligt publiceret i Ud & Se juli 2018.

 

/

Flyttemand Olsen

Den 63-årige sanger fra Frederikshavn hader egentlig at skrive sange, men har skabt sig en lang karriere ved at stå stædigt fast. Her fortæller ALLAN OLSEN om at være ung midt i 70’ernes kommunistforelskelse, om kunsten at spille for 20 mennesker og om at miste sin bror til narko.
Tekst:Jacob Wendt JensenFoto:Jens Nørgaard Larsen

MIN STOREBROR og hans slæng var nogle fliphoveder. Hvordan fanden det så gik fra, at de røg pot og hash til, at de stak sig i armen, er et godt spørgsmål. En eller anden kom og gav dem noget farligere, han må være kommet udenbys fra. I dag er de næsten døde alle sammen. De kom for tæt på solen i deres søgen efter det østerlandske. Min storebror mente, at vi havde et afhængighedsgen i vores familie. Hvis du tager 50 unge mennesker og stikker en nål med heroin i armen på dem, vil de 49 ikke gøre det igen. Nummer 50 bliver hooked med det samme. Og det var min storebror.

JEG KOM TIL Aarhus midt i 70’erne. Jeg havde min pose med rene strømper og to lommetørklæder og min Martin D28S-guitar med. Jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle hen. Den første aften spiste jeg gratis i Huset, hvor jeg mødte nogle venner hjemmefra. En af dem foreslog mig at læse dansk. ”Enhver idiot kan komme ind, og det vrimler med kællinger,” sagde han.  

JEG VAR en kyst (skræmt, red.) ung mand, da jeg kom til Aarhus. Jeg søgte et tilhørsforhold til byen, så jeg kunne bygge en identitet op. Men jeg følte mig enormt alene og havde ikke rigtig venner. Og det var medvirkende til, at jeg kom til at skrive sange. 

FØRE DISKUSSIONER kunne jeg ikke, jeg havde ikke ordforrådet til det, men jeg havde en intuitiv fornemmelse af, at den anti-amerikanske stemning dengang på universitetet ikke holdt. ”Det drejer sig om at emancipere proletariatet, fatter du dét, Allan?” Da jeg hørte en pige sige den sætning på danskstudiet, forstod jeg den simpelthen ikke. Jeg troede, at pigen talte om en slags marcipan. 

Aarhus, 1978. Foto: Lotte Dyhrberg

EN AFTEN sad vi nogle stykker omkring et bord på Skjoldhøjkollegiet i Aarhus. Jeg havde min guitar med, og jeg gav mig til at spille Tom Paxtons ’The Last Thing on My Mind’. En velskrevet og fin sang, jeg havde optrådt med på værtshuse. Bagefter tog en pige fra en af de andre opgange ordet. Hun var et par år ældre end mig og pæn. Hun sagde: ”Sig mig, hva’ mener du, vi skal med det shit? Hvad kan vi, der sidder her, bruge det til, mand?” Jeg forsvarede mig med, at den handlede om at blive forladt af den, man elsker, og det kunne vel være okay i en sang. Men nej. ”Har du slet ikke fattet alvoren i samfundet? Folk er undertrykte, og så sidder du der og synger det USA’ske imperialistiske shit!” Stemningen blev aldrig helt god.

DET VAR en mærkelig tid. Ungdommen i de store byer var inspireret af Østeuropa, og det gav nogle dybt reaktionære omgangsformer. Du kunne ikke sætte et ben forkert uden at få det savet over. Det er en utrolig periode i danmarkshistorien, en kritikløs forelskelse i statsapparatet og noget kommunistisk. Man talte også meget om at udradere kønnene, ligesom man gør i dag. Mændene forsøgte at feminisere sig, og kvinderne forsøgte at maskulinisere sig. I bakspejlet ser den tid komisk ud. 

FØRSTE GANG, jeg skulle spille sangen ’Mergelgraven’ live, var i den lille by Bedsted. Jeg skulle med tog til Struer, skifte i Thisted og videre med bus derfra. Der var ikke noget lydanlæg på værtshuset, men krofatter mente nu heller ikke, at vi skulle regne med det store rykind. Når diskoteket i den anden ende af værtshuset begyndte, kunne vi nok alligevel ikke hamle op med deres spektakel. Da jeg entrede krostuen til showtime klokken 22 efter at have spist to skiver franskbrød med rullepølse, sad der tre mænd iført blåt arbejdstøj ved et bord tæt på baren. De gjorde deres rygge brede og sænkede panderne mod ølglassene foran sig. Efter jeg havde sunget De gyldne løvers ’Jeg er ikke som de andre’ og havde sagt ’skål’, fulgte total tavshed. Jeg gik i gang med min nye sang ’Mergelgraven’. Efter første linje kom krofatter op og stoppede mig. ”A er æ’ te’freds mæ’ dæ,” sagde han og spurgte de tre andre i lokalet: ”Er I te’freds?” ”Nææææj,” lød det. Jeg fik mine penge, og dagen efter tilbragte jeg på missionshotellet i byen, indtil næste forbindelse til Thisted afgik. Jeg turde ikke vise mig i byen. Heldigvis fik ’Mergelgraven’ andre chancer. 

Frost Festival 2016, København, solokoncert på Arbejdermuseet. Foto: Malthe Ivarsson

DA JEG ENDELIG havde alderen og evnen til at henvende mig for at få en pladekontrakt, havde det aldrig været mere taberagtigt at spille akustisk guitar og være sanger og sangskriver. Vi var lige kommet ud af en forfærdelig periode med den slags musik i 70’erne med virkelig mange dårlige sange. 

JEG VEJREDE MORGENLUFT, da Bruce Springsteen lavede sin akustiske ’Nebraska’-plade i 1982. Jeg kan tydeligt huske, hvor jeg var, da jeg fik øje på den plade første gang. Jeg var i Gøteborg, og jeg købte pladen sammen med Randy Newmans ’Good Old Boys’. Jeg sad bagefter i køkkenet hos mine forældre og læste teksterne. What the fuck! Har Springsteen lavet en plade med sådan nogle sange? Uden E Street Band? Det var satans. Nu kunne jeg hoppe på bussen.

MIT MØDE med skattevæsenet var uvirkeligt. Ingen havde nogensinde talt skat med mig før, og jeg havde kun spillet få koncerter i 1981, fordi jeg det meste af året var militærnægter. Men skattemedarbejder P.E. Eriksen vurderede med bemyndigelse fra Ligningskommissionen min indtægt til 80.000 kroner og regnede derefter ud, at jeg skulle betale 32.000 kr. i B-skat. Et par år senere lykkedes det mig at betale, og jeg skrev derefter et brev til Eriksen. Der stod i al sin korthed, at jeg inden længe ville stige ovenud af hans lønramme, og at han ved lejlighed var velkommen til at kigge mig op i røven for at se, om der var noget, han kunne bruge. Og i øvrigt kunne al videre henvendelse rettes til min revisor. Jeg hørte aldrig fra ham igen.

ALLAN OLSEN

Allan Olsens første plade ’Norlan’ er opkaldt efter en virksomhed i hjembyen Frederikshavn. Allan Olsen stjal som helt ung et klistermærke fra virksomheden.

Sangeren fra Nordjylland abonnerede engang på tidsskriftet Bonsai Today, fordi han ville opbygge en hel lille skov af bonsai-træer.

Efter sine tre første plader tog Allan Olsen på orlov i Irland. Han kom hjem uden nye færdige sange og indspillede derfor live-pladen ’Rygter fra randområderne’ i 1994.

Allan Olsen har hidtil lavet 10 studieplader, fra ’Norlan’ i 1989 til ’Hudsult’ i 2017.

Fra 12. september og et halvt år frem besøger Allan Olsen 49 forsamlingshuse rundt om i Danmark. Bogen ’Laksetrappen – Et skævt tilbageblik’ er udkommet på Politikens Forlag.

I 1983 var jeg på landevejen med folkesangerne Andrew John & Lissa. Vi spillede 99 koncerter på 66 dage. Vi lejede os ind alle mulige og umulige steder, for spillestederne ville ikke have os. Vi solgte kun i snit 20 billetter, men tanken var at etablere et kartotek af adresser. Næste gang vi kom til området, blev fans fra forrige tur inviteret gratis, hvis de tog to med, der købte billet. På den måde byggede vi vores eget publikum op. Det viste sig, at vi blev rubriceret under finkultur hos Koda, fordi vi spillede steder, hvor der ikke normalt skete noget kulturelt. Da vi fik vores Koda-check, var den enorm, og vi var helt i chok. Men pengene var ikke grunden til, at vi lavede turen. Vi ville bare gerne ud og spille.

JEG LÆRTE, at det er sværere at optræde for 20 mennesker end en hel forsamling. Jeg har lært mit gebet som musiker to steder. På værtshusene og på den turné. Alt siden har været lettere. Jeg ved, at jeg altid kan underholde et publikum med en guitar. Også selv om jeg ikke har en ny plade bag mig.

MANGE SPØRGER, om det ikke er hårdt i showbusiness. Som Niels Hausgaard siger: ”Du tjekker ind på et hotelværelse med et langhåret tæppe og fylder vand i badekarret. Så står du op om morgenen og spiser en overdådig morgenmad, der er gratis. Når du kommer op på dit værelse igen, har nogen redt din seng. Sikke noget svineri.” 

Aarhus 1992, Lilholt, Madsen og Olsen. Foto: Thorarinn O. Thorarinsson

I SIN TID i Dalton-trioen (Allan Olsen, Johnny Madsen, Lars Lilholt, red.) sagde jeg nej til, at vi skulle spille på Grøn Koncert. Den beslutning står jeg ved. På det tidspunkt var jeg blevet pladekunstner, men jeg havde også været igennem en uddannelse hos Andrew John og Lissa. Jeg lærte også en del af Johnny Madsen til at begynde med. Men i dag har han jo en selvopfattelse som Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra ’Den Korte Radioavis’. Det er på sin vis fantastisk. 

DER KOMMER HELT sikkert ikke nogen ny runde med Dalton. Det, vi lavede, udsprang af det kammeratskab, vi havde dengang. Vi er sådan set stadig gode venner, men da kammeratskabet ikke fandtes i hverdagen længere, var der ikke nogen grund til at fortsætte. På den sidste turné blev det tydeligt, at kammeratskabet ikke længere var intakt. Vi ankom til koncerterne i hver sin bil og tog af sted i hver sin bil. Efter den turné tror jeg ikke, nogen af os forestiller os, at vi gør det igen. 

LIGE NU er jeg på en kort, hemmelig turné. Kunsten er at spille nok koncerter i løbet af et år, så jeg ikke mangler penge. Der er 20 byer i landet, hvor vi kan lave koncerter med mig, der har stor fokus. Måske 25. Sådan en tur kan du ikke lave hvert år, for publikum skal være sultne. I mellemtiden kan jeg så spille nogle mere skjulte akustiske job for musikforeninger rundtomkring. Vi arbejder også på en turné i forsamlings­huse i 2020. 80 procent af måske 300 mennesker dukker op de steder, hvis der sker noget spændende. Vi vælger fortrinsvis efter bynavne, der lyder spændende, som for eksempel Korinth eller Christiansfeld.

Bøgescenen, Smukfest 2007, Allan Olsen & band. Foto: Per Lange

JEG HAR ALDRIG været vild med at skrive sange. At sidde og krydre røv i timevis over et stykke papir, hvor der ikke står ret meget på, er træls. Og når du har siddet der i flere dage, og der ikke kommer ret meget ud, opstår der en følelse af spildtid. Jeg er for rastløst anlagt til det. Jeg kommer i en filosofisk disput med mig selv, hvor jeg synes, det er latterligt at sidde og hænge over et rim frem for at leve livet. 

NÅR JEG GÅR på scenen, er det uden sætliste. Ellers kan du jo lige så godt sidde i en bank. Jeg har et stykke sort karton, hvor der med bogstaver står titlerne på de 103 eller 104 sange, jeg kan spille. Det er alle dem, jeg har lavet. Mens jeg synger, lader jeg øjnene glide ned over arket og vælger den næste efter stemningen i salen. Når jeg ikke gider spille nogen af dem længere, er det tid til at skrive nye. 

JEG FORSØGER OFTE at lave om på mine sange. En god sang kan ændres. Vi prøvede en gang at lave ’Op til Alaska’ om til en uptempo country-sang på Sølund-festivalen, den for udviklingshæmmede. Jeg har aldrig set så mange rejse sig fra deres kørestole. Der skete simpelthen mirakler.

 

/